Artikler
Maj 26, 2023
Musik i Tønder 6
Et retvisende billede af musiklivet? Papa Cau Cau Jazzband. Da Per fik en trompet. De unge så op til Valdemar. Ernst Størner gav privatundervisning. Det startede med Red Onion Jazzbabies. Første koncert var i Ungdomsklubben. Undervisning af Ole Toft. En fantastisk Jazzklub. Stor ros fra en professionel. En skolekoncert i 1964 afsluttede det hele.
Et retvisende billede af musiklivet?
Det var dengang Michael Falch henvendte sig. Han mente ikke, at vi gav et retvisende billede af musikken i Tønder. Og det har han sikkert ret i. Men så skrev vi sammen en artikel.
Og vi troede for længst at nu skulle denne serie være forbi, men vi har flere artikler på bedding. Her har vi den næste og den handler om jazzmusik. Og Tønder har fostret mange gode jazzmusikere. Kigger man på listerne, ja så står det stadig mest om Valdemar Rasmussen.
Papa Cau Cau Jazzband
Og denne gruppe, som vi skal høre om nu Papa Cau Cau Jazzband står kun følgende:
Men vi skal dog også høre om
Da Per fik en trompet
Det var Per Rick, der spurgte sin far om en trompet. Og det blev hans skæbne. Trompeten fulgte ham siden. Og hans far var også ”verdensberømt” i Tønder. Det var den legendariske Charles Hansen – forplejningsforvalter på Tønder kaserne også kaldt ”Sulte Charles”.
Jazz havde allerede holdt sit indtog i Tønder med ”Harlem Hot Group”. Vi har tidligere omtalt dem. Og det var med den legendarisk Valdemar Rasmussen, Rolf Toft, Ole Toft, Henry Outzen, Horsti Petersen og Alfred Mugge Hansen.
Sidstnævnte mener jeg er identisk med den Alfred vi kender fra Alfred og Country Road. Han blev meget kendt i Sverige men også herhjemme med Country Musik. Jeg mener, at der står en plade derinde.
De unge så op Til Valdemar
Det band blev kendt som ”Voldes bande”. Og de var skyld i at mange unge hjerter i Tønder begyndte at banke for jazzmusikken. Vi skal i en kommende artikel kigge mere på Valdemar Rasmussens mange gøremål inden for jazz, selv om vi allerede har omtalt ham en gang.
Ernst Størner gav privatundervisning
Per Rick fortæller at han fik privatundervisning hos postbud Ernst Størner. Han var leder af FDF – orkestret. Undervisningen forgik hjemme i hans egen dagligstue. Her sad hans kone og strikkede. Hunden lå på en pude og på gulvet lå Vestkysten og der stod et gammelt vandfad, som blev brugt, når der blev lukket ventilvand ud af trompeten.
Og her stod Per og Størner så og spillede ”Jim, Johny og Jonas” tostemmigt. Utroligt at konen kunne holde til det.
Valdemar Rasmussen var i øvrigt Per’ s patruljefører i spejderpatruljen Mågen. Jo han var det store idol for mange i Tønder. Men efterhånden kom Papa Bues Viking Jazzband også på denne liste. Undertegnede mener, at kan huske at de i perioder boede på Lærkevej i Tønder.
Red Onion Jazzbabies
Per var 15 år, da han dannede den første gruppe, der hed Red Onion Jazzbabies. Den bestod af Hans Jørgen Kryger, dyrlægens søn fra Bylderup Bov, der spillede sax, Leif Aalykke, hvis far var lærer på Øvelsesskolen i Tønder, der spillede klaver, Per Rick på trompet og Svend Krogh, hvis mor havde en dametøjsbutik i Vestergade spillede en lille spejdertromme. , et bækken samt en hjemmelavet bongotromme, som var lavet af en gammel øltønde med et skind spændt ud over og sat fast med polstersøm.
Per Ricks fortæller, at det var journalist Bent Stuckerts onkel havde malet bandets navn:
Første koncert i Ungdomsklubben
Hvert enkelt bandmedlem havde siddet og lyttet på Louis Armstrong, Charlie Parker og Gerry Mulligan. Per fortæller, at man startede med Lois Armstrong, og det lød ikke særlig godt. Og det første job var på ungdomsklubben i Tønder. Det var ulønnet.
En hel time skulle de underholde, med de kunne kun fem – seks numre. Så de fleste numre blev spillet mere end en gang. Men selvfølgelig følte de sig allerede som verdensstjerner.
Engang skulle de spille i Padborg Per’ s far kørte dem derhen. De fik alle de sodavand, som de kunne drikke og 5 kr. hver i honorar,
Navnet stammer fra Hagges
Men gruppen eksisterede ikke i ret lang tid. Men så i 1960 så gruppen ”Papa Cau Cau’ s jazzband dagens lys. Det var den traditionelle jazz som Louis Armstrong, Papa Bue, Chris Barber og Cardinalerne spillede den.
Navnet fandt Ib Rønnenfelt – gruppens banjospiller på. Nu var Ib søn af Hagges Hotel, som hans mor ejede. De havde en servitrice, som talte godt og bredt ”synnejysk”. Når en gæst bestilte ”Kakao” men på cau-cau”:
Undervisning af Ole Toft
Gennem tiden har gruppen haft forskellige besætningsmedlemmer gennem dets levetid. Werner Bruhn spillede trækbasun. Ole Toft fra Syncopators var hans lærer. Oles far var organist, så musikken havde han i blodet.
De andre fik også undervisning af Ole Toft, men ofte blev der øvet i Werners forældres lille hus i Nørregade. De kunne med garanti overdøve damplokomotivet fra Tønder Øst – ikke langt derfra, skriver Per.
Erik Larsen spillede klarinet. Han var bror til formanden for Tønder Jazzklub, Hansi Larsen. Bassisten blev kaldt for Muddi. Han arbejdede som kok eller kokkelev på Tønderhus, hvor Ib Rønnefelt i samme periode var tjenerelev. Senere kom en ny bassist med, Uffe Borgå. Han var fra Aabenraa. Og her var der ingen lærere at få.
Sammen med en anden bassist fandt de ud af at spille EP’ ene på hastighed 78. Det betød at bassen gik bedre igennem. Rundgange og stemmer lærte de udenad.
En fantastisk jazzklub
Tønder havde i begyndelsen af 1960’erne en fantastisk jazzklub, som blev bestyret af en entusiastisk organisator Hansi Lassen. Klubben havde dengang 1.000 medlemmer – både danske og tyske.
Der var store navne på plakaten i Tønder Jazzklub dengang: Papa Bues orkester med Georges Lewis som solist. Da havde man i Schweitzerhalles store sal oppe på scenen hejst en blå kajak op med et stort vikingesejl, hvor der stod:
Flot skulle det være. I salen var stemningen også som den skulle være. På bordene stod der rød-hvidternede duge og stearinlys i bast omvundne chiantiflasker med masser af stearin løbende ned af halsen.
Alle mødte op i den traditionelle festdragt – Islandsk sweater. Når de spillede, var musikerne dog stadig i hvid skjorte og slips – gerne med røde seler.
Stor ros fra en professionel
Følgende kunne man læse i et lokalt medie i 1963. Vi beklager ikke at kunne bringe overskriften helt korrekt da det er et ”forbudt – ord” på Facebook:
N…….- clarinettist (ikke stavefejl herfra) i Tønder
En skolekoncert i 1964 var den sidste
Som Per også fortæller, så var de i Odense for at se Louis Armstrong. Men ellers var de nogle ”lalle-glade” amatører. I bedte fald fik de 300 kr. til deling. Selv på spritbåden ”Alexandria spillede de.
Sidste gang orkestret spillede sammen var ved en skolefest i 1964 og det var med Ole Toft på basun, Vagn Sørensen på klarinet, Per Rick på trompet, Chris Schmidt på banjo og Heinzi Carstens på bas.
Og Per Rick fortsatte inden for jazzmusik. Han spillede med bl.a. Molly og Tante Tillies Fodvarmere og Majken og Fjeldtetten.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 24, 2023
Dansk Filmkritik under besættelsen
De ofrede deres egen. Det hæderkronede Nordisk Film. Filmdirektør anmelder jødisk skuespillerinde. Stikkerbrevet. Hun tog sit eget liv. Vi fik nazistisk propagandafilm i danske biografer. Direktør Karmark blev overhovedet ikke straffet. Stauning: ”Plej social og forretningsmæssig omgang med tyskerne. Virksomhed med bl.a. Ib Schønberg og Aage Stentoft samarbejde med tyskerne. Nazistisk propagandafilm havde kæmpe succes i Danmark. Goebbels finansierede disse film. Danske anmeldere roste disse film. Dengang var censuren endnu ikke slået igennem. Hygge-antisemitisme trivedes i Danmark. Kun en avis forholdt sig kritisk. Anmeldere inviteret på reportagerejser i Tyskland. Schalburgtage i filmstudier. Nazistisk charmeoffensiv over for danske stjerner. Deres rejser til Tyskland var ikke kendt – dengang. På kant med historieforfalskning. 10m års fængsel for en sympatisør i kulturlivet. Ib Schönberg stillede gerne op. Havde Goebbels for let spil i begyndelsen. Husk lige: I dag ved vi meget mere, end man gjorde dengang.
De ofrede deres egne
Nazi – Tyskland brugte filmmediet til propaganda. Og det var de gode til. Og danske filmfolk indgik tætte samarbejdsaftaler. Nogle gjorde det af ideologiske grunde andre for at tjene penge. Andre igen ”ofrede deres egen” for at gøre tyskerne tilfredse og fremme egne interesser.
Det hæderkronede Nordisk Film
Det kneb også med moralen hos det hæderkronede Nordisk Film. De mente, at det økonomisk godt kunne betale sig økonomisk at tække tyskerne. De forsøgte for eksempel at skaffe sig monopol på at udleje tyske film.
Da dette ikke lykkedes, stod de i stedet bag en nazistisk ugerevy. De lader en velhavende tysk parfumefabrikant og nazist bosat i København – overtage direktørposten.
Ja og så var det dem, der slap godt fra at samarbejde med tyskerne med økonomisk gevinst uden efterfølgende at blive straffet for det.
Direktør anmeldte jødisk skuespillerinde
Illona Wiselmann var et skrøbeligt talent i dansk teater og en stjerne i filmsuccesen ”Afsporet” Og så var hun jøde. Det måtte hun bøde for, da tyskerne besatte Danmark.
Den lille Illona var en af de ca. 25.000 nødlidende østrigske børn, som efter 1. Verdenskrig var kommet til Danmark som wienerbarn. Allerede som 11- årig viste hun talent for scenen. I 1932 blev hun ansat på Det Kongelige Teater.
Filmdirektøren, ASA’ s direktør Henning Karmak, der for at tækkes tyskerne meldte sig ind i DNSAP meldte hende til tyskerne:
Stikkerbrevet
Det gjaldt for ham at indynde sig hos det tyske filmselskab UFA i København. De kunne nemlig skaffe tilstrækkelig med råfilm til sine produktioner.
Det brev som Kamak sendte til UFA blev i frihedskæmper-kredse kaldt for ”Stikkerbrevet”.
Illona Wieselmann måtte i 1842 flygte over Øresund. Her havde hun det ikke let. Hun havde svært ved at indordne sig under forholdene i den interneringslejr, hvor hun fik ophold. Hun blev smidt ud angiveligt på grund af ”primadonnanykker”
Hun tog sit eget liv
Illona Weismann døde i 1963, få år efter ægtemanden Karl Schlüter, som hun var gift med i 1950, og som en årrække var driftsbestyrer på Holmegaards Gods. Nekrologerne antydede, at hun havde valgt at tage sit eget liv i Ålsgårde i en alder af kun 51 år.
Størstedelen af det økonomiske samarbejde mellem Danmark og Tyskland var reguleret af regeringen og centraladministrationen. Man det gjaldt ikke for filmbranchen de måtte klare sig selv. Her gjaldt det om at operere gennem personlige forretningsforbindelser og her kunne filmfolk som Karmark få fordel af sit nazistiske medlemskab. Han kunne løfte højrehånd og få noget ud af det.
Vi fik nazistisk forfilm i danske biografer
Han oprettede bl.a. Merkur Film som fik monopol på udlejning af film fra Tyskland og det tyskbesatte Europa til de danske biografer. En meget fordelagtig økonomisk aftale for Karmark. Til gengæld lovede han at alle disse film kun blev vist ledsaget af nazistiske forfilm. Dermed skrev han under på, at han ville hjælpe tyskerne med at sprede nazistisk propaganda i Danmark. Han lovede også tyskerne at fortælle, hvor de danske filmproducenters lagre af råfilm lå. Dermed kunne tyskernes trussel om stop af råfilm blive mere effektiv.
Direktør Karmark blev overhovedet ikke straffet
Som vi tidligere nævnte angav Karmark også folk inden for filmbranchen. Disse oplysninger endte i det tyske sikkerhedspolitis register over jøder og tyskfjendtlige.
Dagen efter ”slaget ved Stalingrad”, hvor tyskerne måtte overgive sig, melder han sig ud af DNSAP. Den endelige sejr, som tyskerne havde proklameret, blev åbenbart ikke til noget.
Alle havde forventet, at Karmark ville blive straffet for sine handlinger. Og han var da også flygtet til Göteborg – på flugt fra Modstandsbevægelsen, hvor han blev genkendt. Svensk Politi anholdt ham. Men dansk politi rejste aldrig en anklage mod ham. Som vi tidligere har nævnt i artikler her på siden, var alt ikke lige retfærdigt, dengang.
Stauning: Plej social og forretningsmæssig omgang med tyskerne
Tilbage i foråret 1940 havde Stauning opfordret til at pleje sociale og forretningsmæssig omgang med tyskerne. Men trods dette kan det undre, han ikke blev dømt. Men måske havde han også de rigtige danske kontakter.
Virksomhed med Ib Schønberg og Aage Stentoft
Allerede i 1930erne samarbejde han med tyskerne. Han etablerede et reklamebureau sammen med skuespilleren Ib Schønberg. Og det samarbejde fortsatte et godt stykke under besættelsestiden. De to samarbejde også med Frits Clausens DNSAP. På et tidspunkt var den kendte Aage Stentoft også med i samarbejdet.
Han var Danmarks ubestridte filmkonge.
Nazistisk propagandafilm havde kæmpe succes i Danmark
Det var en stolt August Blom, der kunne sende en pressemeddelelse ud om sin publikumssucces på Bristol Teatret i København i 1941. ”Jøden Süss” sælger godt – rigtig godt”. Hele fem udsolgte forestillinger om dagen i syv uger.
Goebbels var yderst tilfreds med den danske modtagelse af Veit Harlans raffinerede propagandafilm. I Tyskland havde den allerede solgt 20 millioner billetter. Filmen var stærk antisemitisk.
Goebbels finansierede disse film
”Jøden Süss” handler om Joseph Süss Oppenheimer, der var finansråd for hertugen i Stuttgart. Gennem filmen afsløredes det, at han har raget store dele af hertugdømmets finanser til sig, voldtaget en (kristen) kvinde og fået ophævet forbuddet mod jøder i Stuttgart. Han har fjernet skægget og smidt kaftanen for at virke assimileret. Og så afslører han sin tilslutning til jødedommen.
Det var et par andre af den slags film, som Joseph Goebbels tog initiativ til og finansierede gennem sit propagandaministerium. Nogle af dem floppede fælt, fordi de var for tykke i deres jødehad. Den evige jøde sammenlignede jøder med rotter. Den var tyskerne endnu ikke klar til at modtage.
Danske anmeldere roste filmene
Mærkelig nok var de fleste danske anmeldere begejstret for ”Jøden Süss”. Svend Borberg skrev følgende i Berlingske Tidende:
Dette var nu ikke den eneste propagandafilm som de danske anmeldere roste. En anden film ”Ich klage an” havde også succes. Den advokerede for eutanasi. Blandt de positive anmeldelser var den af Frederik Schyberg i Politiken.
Dengang var censuren ikke slået igennem
Aviserne og biograferne kan ikke undskylde sig med, at de var udsat for censur. Det var det ikke på daværende tidspunkt. Der måtte også endnu vises amerikanske film.
På Bristol Teater hang et opslag, der påstod, at filmen ikke indeholdt propaganda mod jøderne.
Hygge-antisemitismen trivedes i Danmark
Med hensyn til publikums begejstring, så skal vi lige tænke på at dengang vidste man ikke så meget, som man gør i dag. Man kunne relativt se filmen for sin underholdningsværdi. Og så blive bestyrket i sine fordomme over for jøderne. Hygge-antisemitismen trivedes godt i Danmark, mens krigslykken stadig var på tyskernes side.
Kun en avis forholdt sig kritisk
Det var egentlig kun en dansk avis, der forholdt sig kritisk til filmen og det var Kristeligt Dagblad. Der var et langt indlæg, hvor bladet kritiserede de andre anmeldere. Kommentarerne slår fast at danskerne:
Anmeldere blev inviteret på reportagerejser
Nu var det sådan dengang at anmeldere blev inviteret på reportagerejser til Tyskland. De er fotograferet sammen med tyske journalister fra den nationalsocialistiske avis Fædrelandet.
Sven Borberg, der var anmelder på Berlingskes aftenavis, var udpræget tyskvenlig og kulturel kollaboratør.
Schalburtage i filmstudier
Den 7. februar 1944 lød der et sønderlemmende brag i et stille villakvarter i Lyngby. Kvarteret var blevet ”schalburgteret” – som betegnelsen lød i den illegale presse – bombet af tyskerne. Målet var de berømte ASA – studier på Blomstervænget. Det var hjemsted for de mest populære og folkelige film i historien. Herunder Morten Korch – og far til fire filmene, som dog først blev lavet efter krigen.
28 minutter senere lød der endnu et voldsomt brag i Storkøbenhavn. Denne gang var det Nordisk films studier i Valby. Hos ASA blev det ikke opfattet negativt. Handlingen kunne bruges over for offentligheden som bevis på, at man ikke havde samarbejdet med tyskerne. Hvorfor skulle man ellers bombe ASA?
Nazistisk charmeoffensiv over for danske stjerner
Men intet kunne være mere fjert fra sandheden. Øverste chef, Henning Karmark havde tætte bånd til nazisterne. I den illegale presse blev han kaldt ”Fuldblodsnazist”. Men han var langt fra den eneste.
Også datidens største talenter i dansk film, Lau Lauritzen Jr. Og Alice O’ Fredricks leflede for tyskerne.
Lau lauritzen jun. Var Asa’ s kunstneriske leder og medlem af bestyrelsen. Men derudover var han instruktør og skuespiller Han fik damehjerter til svulme.
Instruktør Alice O’Fredericks var også en del af selskabets ledelse. Hun var Danmarks første kvindelige – og mest produktive filminstruktør.
Grunden til deres forbindelse med nazisterne fandt sted i foråret og sommeren 1942, hvor von Hake – Rigsfilmkammeret i Berlin indledte en charmeoffensiv over for danske stjerner, som kunne bruges i tysk-producerede film og derved bidrage til at mildne vindene i den modvillige danske befolkning,
Lau Lauritzen Jr. Tog til Tyskland til at lave prøveoptagelser. Alice O’ Friedercks inviterede sig selv til Tyskland. Hun fik dog ikke lov til at lave spillefilm. Men hun undlod dog ikke efterfølgende at skrive en overvældende positiv beretning om sin rejse til Berlin i propaganda – Bladet ”Kureren”, som blev udgivet af UFA, den danske afdeling af nazisternes filmselskab.
Deres rejser til Tyskland var ikke kendt dengang
I beretningen roser Alice O’Fredericks såvel instruktøren Leni Riefenstahl, der arbejdede for nazisterne og var personlig ven med Adolf Hitler, som instruktør Karl Ritter, der var en af de mest stålsat militæriske nazi-instruktører i Det Tredje Rige.
Deres rejser til Tyskland var ikke kendte dengang. Derfor slap de begge for at komme i den offentlige gabestok og blive hængt ud i den illegale presse. Køen ved håndvasken voksede og det var med at springe over på den rigtige side på det rigtige tidspunkt.
Flirten med Det Tredje Rige er aldrig blevet en del af de to’ s efter mæle.
På kanten af historieforfalskning
I en tidligere udsendt biografi af Lau Lauritsen Jr. er hans søn Lau den tredje således citeret for følgende:
I et interview med Alt for Damerne i 1964 fortæller Alive O’Fiedericks ifølge samme bog:
Bombningerne var nu uden hensyntagen til, om danske selskaber kollaborerede med tyskerne eller ej. De var tænkt som en kollektiv afstraffelse af de vrangvillige danskere beordret af det tyske sikkerhedspolitis danske chef Otto Bonvensieben.
Det er ikke noget, der tyder på at Lau Lauritzen jun. eller Alice O’Fredericks var nazister. Jo det var hende, der dengang lavede Morten Korch og Far til Fire film.
10 års fængsel til en sympatisør
Et tidsskrift ”Film” blev i den grad støttet af tyskerne. En ny storannoncør, var Chr. Erichsens Forlag, som blev ledet af Bjørn Erichsen. Hermed kom bladet til at samarbejde med yderligere en nazi-tro forretningspartner.
Erichsens nazi-sympatier kostede ham 10 års fængsel for landsforræderi og angiveri. Han arrangerede tyske gæst-spil og rapporterede om tyskfjendtlige holdninger i det danske kulturliv.
Ib Schönberg stillede op
Da den tyske stjerne Jenny Jugos var på promotion- tur til København i november 1940 var det svært at finde konferencier. Men Ib Schønberg stillede op med et smil. Næsten alle aviser omtalte besøget. Og der var masser af foromtale. Og det var i den grad trængsel foran Palladium. Om aftenen var der transmission i Statsradiofonien.
Havde Goebbels for let spil i Danmark?
Der kom også andre tidsskrifter med tysk støtte, Bl.a. Kureren og Masken. Men også disse tidsskrifter kunne ikke løbe rundt. Goebbels lagde meget vægt på propagandafilm. Det kan man læse i hans dagbøger.
Også danske SS – soldater så filmen om Jøden Süss i forbindelse med deres uddannelse. En film som danske anmeldere roste op i skyerne undtagen Kristeligt Dagblad. Anmelderne var af den mening at film kun skulle være underholdende. De mente ikke at man skulle være bange for tysk propaganda. Spørgsmålet er så:
Det havde han måske i begyndelsen. Men da tyskernes krigslykke vendte, så vendte danskerne også tyskerne ryggen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 21, 2023
Hvad kan vi lære af 1864?
En ”farlig” sang. Du skal have tungen lige i munden. Danmark blev dybt amputeret. Mange spørgsmål. Skulle regeringen have trukket ”November-forfatningen tilbage? Katastrofen berørte vores politik gennem 150 år. Selvforståelsen og selvværdet lå i ruiner. Alliancefri neutralitet. Danmark reduceret til en småstat. København blev befæstet. Det danske imperiums undergang lå forude. For tyskerne/prøjserne var 1864 ikke så vigtig. Betød 1864 noget for besættelsestiden? Da 1864 kom på alles læber. Det handlede nu om Danmarks brand. Myten dominerer stadig. Bogen kræver noget af læseren, selv om den er velskrevet og fin disponeret.
En ”farlig” sang
En spændende bog har vi igen fået læst. Det er en moppedreng på 432 sider. Og titlen er fra ”Det haver så nyligen regnet”. Og det er jo en vise/sang som endnu mange år efter dens fremkomst i 1890 skabte problemer for min afdøde kone, da TV-syd nægtede at bringe en film om ”EDB – programmet Comal 80. Da brugte hun netop den melodi. Men TV – syd mente, at brug af denne kunne genere Det Tyske Mindretal. Men se den historie kender de flittige læsere af vores hjemmeside.
Sangen blev publiceret i København i forbindelse med sønderjyders besøg. De dansksindede og deres skæbne var ikke glemt. Og det var hadet til og frygten for tyskerne heller ikke.
Du skal have tungen lige i munden
Bogen er velskrevet – ingen tvivl om det. Men man skal godt nok have tungen lige i munden. Egentlig er det en kompliceret historie – lige så kompliceret som Sønderjyllands historie. Der er masser af navne og begivenheder, man skal forholde sig til. Der er ingen enkle forklaringer. Når du læser bogen, skal du hele tiden holde fokus.
For ikke-nørder eller ikke-sønderjyder kan værket godt være en for stor mundfuld. Men det skal nu ikke forstås som en kritik af bogen, som er velkonstrueret.
Danmark – dybt amputeret
Der er lige begrebet helstaten Danmark (kongeriget og hertugdømmerne) som man også skal forholde sig til. Det var den danske konge – som konge for Kongeriget og Hertugen over Hertugdømmerne)
Efter 1864 var Danmark fysisk blevet amputeret – ikke bare geografisk men også dybt inde i folkesjælen. Nederlaget var et kollektivt trauma. Var danskerne for naive dengang? Krigen i 1864 er umulig at slippe, fordi følgerne har sat et varigt præg på Danmark og danskernes selvforståelse.
Mange spørgsmål
Var Danmark blevet et offer for det magtbegærlige, udspekulerede og nådesløse Preussen? Var vi bare blevet ladt i stikken af andre europæiske magter? Var det de danske politikere, der bar ansvaret og havde fejlet bravt? Havde soldaternes indsats været helt forgæves?
Man fandt det upassende at angribe de danske soldaters offervilje, kampvilje og nationale sindelag.
Skulle regeringen have trukket november forfatningen tilbage?
Skulle regeringen have trukket november-forfatningen tilbage for at undgå konflikten? Førte man en politik, der bevidst fremtvang en konflikt, der kunne lede til den internationale mægling, som man i årevis havde stræbt efter.
Katastrofen førte til ændret politik
Katastrofen førte til ændring af dansk udenrigs – og indenrigs – politik. Det er ikke et helt let projekt. Men i det store og hele lykkedes det. Men denne sides ”Gamle redaktør ” har dog nogle indvendinger.
I begyndelsen af bogen nævnes et citat fra 1865:
Som sådan er det jo rigtigt. Modsætninger og strid skabte Danmark og i mange tilfælde var udgangspunktet nederlaget i 1864.
Selvforståelsen og selvværdet lå i ruiner
Den danske selvforståelse og det danske selvværd lå i ruiner. Krigen i 1864 var en katastrofe. Ja det gik også ud over vores kulturpolitik. Et vidt forvitret rodnet gennem dansk politik i over 150 år var følgerne af 1864.
Trådene trækkes langt tilbage. Det er også nødvendigt, når man skal forstå grænselandets historie.
Alliancefri neutralitet
Der opstod en heftig diskussion om, hvem der egentlig var skyld i nederlaget. Den ene fløj beskyldte den anden for det. Vores udenrigspolitik var sikkert skyld i at ingen kom os til hjælp. Således glimrede Sverige og Norge med deres fravær. Derefter var det tale om alliancefri neutralitet.
Danmark kunne ikke andet end stole på sig selv. Det gjaldt om at holde sig neutralt. Med andre ord. Hændelserne i 1864 påvirkede i den grad Forsvarspolitikken. Hvilket forsvar skulle Danmark have i fremtiden? Hvad skulle det nytte.
Danmark reduceret til en småstat
Vi var blevet nyslået småstat.
Rigsfællesskabet bestod dog stadig af tre nationer. Og Vestindien blev først solgt i 1917.
København blev befæstet
Situationen fra dengang betød at København fik et kæmpe befæstningsanlæg. I 1885 sørgede 20.000 kvinder for en indsamling til kanoner. Disse blev overbragt kongen. Efterfølgende forsøgte man også med eftergivende og venlig politik over for naboen mod syd – Tyskland. Man ville nødig provokere.
Det danske Imperiums undergang
Egentlig var man ved at tale om det danske imperiums undergang. Men det beskæftiger denne bog sig så meget med. En bevægelse var opstået. Man skulle danne en skandinavisk nation med en svensk konge. Også den model var den danske konge tilhænger af. Vi har i tidligere artikler skrevet om dette. Men i sidste øjeblik sprang svenskerne alligevel fra.
Og Bismarck ville sammen med de nordiske lande danne en modpol mod Rusland.
For tyskerne var 1864 ikke så vigtig
Tyskland ville altid være en trussel. Man kunne kun stole på sig selv. Men for tyskerne var krigen 1864 ikke så vigtig. Det var et internt spil dengang. Og det handlede egentlig om, at Bismarck ville af med østrigerne. Der fulgte da også en krig mod Østrig i 1866 og mod Frankrig i 1870 – 71.
De fleste mener lige som forfatteren til denne bog at 1864 skabte nationalstaten. Enkelte mener dog, at det var 1920, der skabte nationalstaten. Men også for Det Tyske Forbund fik det følger. De led skibbrud og blev indlemmet i Preussen.
Også andre tabte
Men også andre led tab. Og det skal ikke glemmes. Det var den augustenborgske bevægelses kamp og undergang. Ja også den Slesvig – Holstenske selvstændigheds – bevægelses undergang.
Men det er som om forfatteren går for vidt i sine fortolkninger af eftervirkningerne fra 1864. En del af forklaringerne passer ikke. Det gælder for eksempel omtalen af besættelsestiden.
Betød 1864 noget for Besættelsestiden?
Forfatteren taler om, at vi i Danmark henrettede 46, mens man i Norge ”kun” henrettede 37. Nu kunne man have gået videre med at fortælle om, at modstandsbevægelsen herhjemme likviderede omkring 500 og i Norge i et antal, der var væsentlig mindre. Men alt dette har ikke noget at gøre med 1864. Det handler om moral og åbenhed eller mangel på samme.
Måske har forfatteren i visse steder overdrevet.
Vi kan jo bare tage Christmas Møllers holdning til Tyskland i 1945. Her afviste han en grænserevision med henvisning til, at den ville efterlade et betydeligt tysk mindretal i Danmark, hvilket ville give såvel dette mindretal som Tyskland muligheden for i fremtiden at blande sig i dansk politik.
Den danske regering afviste ligeledes Bismarck forslag om en nordlig deling af Slesvig i årene efter 1864, fordi de alle gav det lille tyske mindretal en række rettigheder, som kunne bruges til at underminere dansk selvstændighed. Så måske er der alligevel spor til 1864.
Da 1864 var på alles læber
Uanset om man elskede eller hadede Ole Bornedals ”1864” må man da medgive, at tv-serien havde formået at debattere på livet løs. Det lykkedes for ”1864” at gøre sig relevant i samfundsdebatten.
Men det var som om instruktøren Ole Bornedal stod alene, mens debatten om hans tv-serier har raset. Debatten antog en tone, der minder om det, forfatteren Aksel Sandemose har døbt Janteloven. Undertegnede var en af dem, der syntes at det var en fantastisk serie. Selvfølgelig var den ikke historisk korrekt.
Det handlede om Danmarks brand
Danskerne var præget af forsigtighed efter 1864. Krigen varede kun fem måneder og to store slag. De nationale ikoner havde lidt et knæk. Det handlede også om Danmarks brand. Vores ambitioner om at spille op over for stormagterne måtte skrottes. Nu måtte man finde noget mere jordnært at beskæftige sig med. Og det gjorde man i den grad.
Man måtte erkende at man ikke kunne vinde krige. Det var i Vikingernes tid. Nu fik vi hede – selskabet, Andelsbevægelsen og Grundtvig med højskolebevægelsen. Efter 1864 var store ambitioner og højtflyvende drømme som nævnt gået af mode i Danmark. I stedet kom der fokus på det nære og folkelige. Man distancerede sig fra det farlige udland ved at skabe en såkaldt modfortælling ved at iscenesætte Danmark i kontrast til, hvordan man gjorde i andre lande.
Myten dominerer stadig
Myten dominerer stadig mange danskers verdensbillede længe efter tragedien i 1864 er falmet fra den nationale hukommelse. Danskerne har glemt, hvor deres selvforståelse er kommet fra.
Nu gik lidt videre i vores anmeldelse af bogen. Men det var for at sætte vores selvforståelse i relief. Mon ikke, der stadig er mange skolebørn, der tror, at vi vandt krigen i 1864.
Bogen kræver noget af læseren
Men tilbage til Bogen ”De træer, de drypper endnu – 1864 i dansk politik”. Den sætter som det kan ses, tanker i gang. Den kan i den grad anbefales, selv med ”Den Gamle redaktørs” indvendinger. Men som vi allerede har bemærket, så kræver bogen noget af læseren. Og det er ikke fordi bogen ikke er velskrevet – det er den. Og selv om bogen er godt bygget op, så er emnet ret kompakt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 1.984 artikler
Maj 20, 2023
Ladegården og en populær å (11)
Vigtig for vandforsyningen. Peblinge Sø blev dannet. Ladegårdsåen – den onde bæk. Grænsekæl mellem Frederiksberg og Nørrebro. Broer over Ladegårdsåen. Også badested for Lersø – bøllerne. Ladegårdsåen brugt som kloak. Kongen krævede at personalet gik i kirke. 20 hollandske bønder skulle passe Ladegårdens jord. Københavnerne mente, at de var ude på landet. Fra 1897 blev Ladegårdsåen tildækket. Det var ikke et brudepar, der druknede. Druknestenen. Til bryllup hos Peter Mariboe. Mange gæster med jødisk baggrund. Kareten skred ud i åen. Beretning fra 1. oktober 1812. Mystikken om gravstenen. Piletræer blev efterhånden opsat. Den lille sporvogn på Ladegårdsvejen. Kongen nedlagde Solbjerg. Ladegården blev udlejet. Hjemløse på Ladegården. Krigshospital Claudi Rosset, en sand velgører. Hospitalsudstyr måtte lånes ude i byen. Masser af bryllupper i kirken. Skt. Hans Hospitalet flyttede. Tvangsarbejderanstalt. Branden den 14. august 1839. Poetisk skue fra jernbanen. De måtte ikke bruge penge. Pjaltehæren. Straffet fordi de fik fattighjælp. Omtalt i sommerrevyer. Sundholm indviet i 1908.
Vigtig for vandforsyning
Dette er vores 11. fortælling om en gård og en å, der er opkaldt efter denne gård. Der er store planer for fritlæggelse af dele af denne å. Den blev rørlagt i tidsrummet fra 1897 til 1969.
Egentlig opstod åen ved sammenløbet af de to åer, Grøndalsåen, der kom fra Damhussøen og Lygteåen. Sidstnævnte havde oprindelig en noget sydligere retning end den senere Ladegårdså, idet den gik tværs over H.C. Ørstedsvej, omtrent ved Svanemosegårdsvej, hvor tidligere Svanemosen eller Svanehaven lå.
Ladegårdsåen havde stor betydning for Københavns vandforsyning og fæstningsværker, idet den skulle holde stadsgravene fyldt.
Peblinge Sø blev dannet
Vandet i Emdrup Sø og i Lersøen blev tvunget mod syd. Samtidig blev Ladegårdsåen gravet. En dæmning ved Bülowsvej ledte vandet ind i den opgravede kanal. En dæmning langs Åboulevarden og Gyldenløvsgades sydlige sider hindrede vandet i at løbe ud i Kalvebod Strand. På denne måde blev Peblingesøen dannet. Den var forvandlet fra engdrag til sø.
Først senere opstod Sankt Jørgens Sø. I 1606 påbød Christian den Fjerde således byens vise fædre at lade vandet stige for derved at danne Sankt Jørgens Sø. Byen var nu ikke meget for det. Man mistede værdifulde græsningsarealer nær byen, men kongen insisterede af forsvarshensyn. I 1619 blev der anlagt en dæmning ved Gammel Kongevej.
Ladegårdsåen – den onde bæk
Ladegårdsåen blev hovedvandsforsyningen til søerne – det tidligere engdrag omkring byen Havn. Åen er gravet ned under Åboulevarden.
Der er lidt tvivl om søernes nøjagtige alder. Men der er en skrivelse fra 1543 til byens vognmandslaug. Her får man pålæg om at holde alle damme vedlige:
Ordet ”dam” har her betydning dæmning. Peblinge ”dam” må være før omtalte dæmning og er således første beskrivelse af Gyldenløsgade.
Den onde bæk ved Sancte Jørgen må være Ladegårdsåen, da den omtales samtidig med dæmningen, der skulle lede vandet ind i Peblingesøen. Hvorfor Ladegårdsåen skulle være ond, er det ikke lykkedes os at finde ud af.
Grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg
I lang tid dannede Ladegårdsåen et uoverstigeligt grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg. Først langt uden for byen fandtes overgange over åen – ved Falkonergården og ved Grøndal.
Broer over Ladegårdsåen
Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade, den såkaldte Blågårdsbro. Senere i 1852, fik rådmand Büllow tilladelse til for egen regning at måtte anlægge en kørsels – og gangbro mellem Dosseringen og Skt. Jørgens Sø. Büllows Bro, der lå tæt ved åens udløb.
Året efter fik kaptajn Bangert, der ejede Solitude med omliggende jorde ligeledes tilladelse til at måtte anlægge en bro, Bangerts Bro for enden af Büllowsvej. Senere blev Parcelbroen for enden Parcelvejen (nuværende Griffenfeldtsgade).
På begge sider af åen lå der villaer med store skyggefulde haver. Men alle disse herligheder er for længst forsvundet og har givet plads til gadeanlæg, høje huse og lejekaserner.
En kold ”fornøjelse”
Ladegårdsåen var en vidunderlig tumleplads på alle årstider for drenge. Det vidner en beskrivelse fra 1919 om. To brødre var gået hen til åen ved Bispeengen ud for Munkensvej for at ”lærke” isen”, som man kaldte det. Man sad med skohælene og hamrede mod den tynde is, sådan at vandet kom til syne.
Men en af knægtene, Hilmar gav nu lillebror et ordentligt skub. Lillebror rutsjede ned af brinken, gennem det hul som de havde lavet og ind under isen. Storebror fik hurtigt halet lillebror op igen og fik banket Hilmar.
De turde ikke at gå hjem. Storebror mente, at det var bedst at løbe, så lillebror igen kunne blive tør. Og så løb de rundt i flere timer i frostvejr. Da mørket faldt på, vendte de hjem. Spisetiderne skulle overholdes.
Også badested for Lersø – bøllerne
Mor fandt dog alligevel ud af, hvad der var sket. Og lillebror blev meget syg i et par uger. Vi har i tidligere artikler berettet om, hvad der skete omkring åen. Det var yndet badested for børn men også for Lersøens stamgæster.
Renligheden derude var forbavsende god, forholdene taget i betragtning. En sommermorgen kunne man se hele flokken tage bad i den nærliggende Ladegårdså. Det nyvaskede tøj hang til tørring i piletræerne.
Ladegårdsåen brugt som kloak
Nu var Ladegårdsåen ikke altid så idyllisk som det fremgår af diverse tegninger. Op omkring 1900 – tallet voksede København drastisk og byen voksede ud over de grønne områder langs åen. Åerne gik fra at være led i vandforsyningen til at være en del af kloaksystemet. Ladegårdsåen udviklede sig derfor i denne periode til en åben kloak.
Men heldigvis genvandt de københavnske åer deres status som vandløb
Kongen krævede, at personalet gik i kirke
Vi har tidligere beskrevet Ladegården, som i første omgang blev ødelagt af en kraftig storm. Det var en 100 fag lang bindingsværksbygning. Her var plads til 500 stk. kvæg i seks rækker. Man kørte foderet op i laden over stalden. Foruden kvæg var der svin, får og fjerkræ. Ladegården beskrives som omgivet af en voldgrav,
Kongen gik meget op i, hvad hans personale lavede. De skulle således også gå i kirke. Han ansatte selv personalet. Han forsøgte sig med en rugemaskine – en hønseovn. Men ak. Det gik med Ladegården som så mange andre af Christian den Fjerdes store planer – nemlig slet ikke.
20 hollandske bønder skulle passe Ladegårdens jord
Gården blev bortforpagtet. Hans søn Frederik den tredje indkaldte 20 bønder fra Amager, som fik besked på at anlægge en landsby og i øvrigt skulle de dyrke Ladegårdens jord. Landsbyen blev kaldt Ny Hollænder by eller Ny Amager.
Københavnerne mente at man var ude på landet
I ældre tid lå således tæt ved Skt. Jørgens Sø, ejendommen Mosendal, hvis grund stødte op til Ladegårdens territorium. I slutningen af det 18. århundrede befandt der sig her I.F. Foltmars Kattunfabrik.
Københavnerne mente, at man virkelig var på landet her. Således blev der i maj måned annonceret i Adresseavisen med at der var sommerværelser til leje på ”Mosendal”. På Ladegårdsvejen opførtes en høj bygning, som på grund af udseendet kom til at hedde ”Strygejernet”.
Fra 1897 blev Ladegårdsåen tildækket
Indtil 1897 var Ladegårdsåen synlig i hele dens længde. Men trafikken var stigende. Da der skulle skaffes ”større bevægelsesplads blev åen overdækket med en muret hvælving, som gik fra Peblingesøen til Hans Egedes Gade og samtidig fik de to gader langs åen, Ladegårdsvejen og Ågaden, fællesnavnet Åboulevarden.
Det var ikke et brudepar
Der er stadig folk, der tror, at der er rejst en sten for et brudepar, der på deres bryllupsaften i karet i bælgmørke var kørt i åen. For det første er det ikke rejst en sten på grund af dette. Og for det andet har der ikke fundet en drukneulykke sted med et brudepar.
Druknestenen
Den pågældende sten var en gammel vandstandsmåler, som ved Ladegårdsåens oprensning i juni 1827 var kommet til syne. I mange år havde den ligget skjult i mudderet på åens bund.
Det er ud for Åboulevarden 15, der står denne undseelige sten, der nok bliver overset af de fleste. Stenen kalder man ”Druknestenen”. Og den står der til minde om den tragiske begivenhed, der fandt sted natten til den 27. november 1812.
Til bryllup hos Peter Mariboe
Nej det var ikke et brudepar, der omkom. Det var gæster til et bryllup. Brudgommen Peter Mariboe var konverteret fra jødedom til kristendom og var blevet gift igen, efter at han året forinden havde mistet sin hustru. Festen blev holdt på det smukke landsted Rolighed på Frederiksberg, som Mariboe havde erhvervet et par år forinden.
Mange gæster med jødisk baggrund
Blandt gæsterne var en del med jødiske rødder. Således galanterihandler Falk Henriques, der var bror til brudgommens mor, Isabella Henriques. Hun var også kendt som Bella. Den københavnske bydel eller nok nærmere restaurant Bellahøj var opkaldt efter hende.
Med til festen var Falk Henriques hustru, Marie, for hvis skyls han havde forladt jødedommen og var konverteret til protestantismen, så de kunne gifte sig i 1809.
Falk Henriques søster, Lise Magnus, der var gift med glaslærredsfabrikant Jacob Morits Magnus, var også blandt de mange gæster.
Kareten skred ud i åen
Kort før midnat sker ulykken. Et par af selskabets damer, deriblandt Lise Magnus og Marie Henriques, vil gerne hjem. Marie Henriques har en lille søn, Edward, der et par dage forinden er fyldt et år, og som hun sandsynligvis gerne ville hjem til.
Sammen med tre andre kvinder og en halvvoksen dreng tager de plads i en karet, som sætter kursen mod Købmagergade 16, hvor Marie Henriques ægtemand har sin galanterihandel.
Kareten kører med fuld fart i den mørke november nat, ned ad det der i dag hedder Rolighedsvej og rundt om hjørnet ved Bülowsvej. Men da kusken skal have kareten rundt om det skarpe højresving mod det der i dag hedder Åboulevarden går det galt. Kareten skrider og styrter i det iskolde vand i Ladegårdsåen.
Beretning fra 1. december 1812
En af datidens aviser ”Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn” beretter den 1. december 1812:
Mystikken om gravstenen
Der et mysterium om Lise Magnus ”ekstra” gravsten. Marie Henriques og Lise Magnus blev begge begravet fra Falkonergården og kisterne nedsat i et fælles gravsted på Assistens Kirkegård den 2. december 1812.
Men Lise Magnus har også en gravsten på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Ifølge Mosaisk Troessamfunds optegnelser er hun ”død ved ulykkelig hændelse” og begravet på den jødiske begravelsesplads i Møllegade.
Ifølge protokollerne fra Assistens Kirkegård på den anden side af Nørrebrogade fik hun dog en kristen begravelse og er ikke siden blevet flyttet.
Piletræer blev efterfølgende opsat
Her var bælgmørkt. Ulykken var årsag til at en række piletræer blev plantet langs åens bredder. Da åen i 1897 blev overbygget, blev stenen taget op og bagefter anbragt på Åboulevarden med den simple indskrift ”26-27. novbr. 1812” indhugget i den. Ved reguleringen af Åboulevarden blev stenen midlertidig fjernet. Efter at indskriften blev slebet ud blev den gamle vandstandsmåler opstillet på sin nuværende plads.
Den lille sporvogn på Ladegårdsvejen
På hele Ladegårdsvejen kørte en lille sporvogn trukket af en enkelt hest. Den kærte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede om ad Bûlowsvej for via Rolighedsvet at ende på Falkoneralleen.
Kongen nedlagde Solbjerg
Ladegården bestod af mange bygninger. Og vi skal helt tilbage til 1620, da Christian den Fjerde havde erhvervet Skt. Jørgens Gård med tilhørende mark. Kongen nedlagde Solbjerg By og lagde dennes jorder under Ladegården.
Denne blev stærkt befæstet med volde og grave. Men egentlig var det en kæmpe landejendom med kornavling og kreaturdrift, som var anlagt for at forsyne Københavns Slot og Hoffet med nødvendige landprodukter.
Ladegården blev udlejet
I 1658 – 1659 var ladegården besat af svenskerne. Herfra beskød de København. Og så ødelagde de gården. Rentemester Christoffer Gabel forpagtede gården i 1661, men den kom senere tilbage til Kronen. I 1683 udlejede Christian den Femte en del af gården ud til musikant Joh. Alter.
Ladegården var på et tidspunkt krigshospital. Og inspektøren fik værtshusprivilegium. I 1727 blev en større bygning tilbudt til leje enten som et anlæg af et manufaktur eller til brug for en traktør.
Hjemløse på Ladegården
Efter den store brand i 1728 boede der mange hjemløse på Ladegården.
De fleste var fattige. De fleste var indfanget af byens stodderkonger. Det var forbudt at betle uden tilladelse. I årene 1734 – 1738 var der ca. 1.300, arbejdsløse soldater. Ca. 300 var krigsinvalider. Mange af disse var på Ladegården beskæftiget med fremstilling af lærred.
Krigshospital
Ladegården blev ejet af ”Det kongelige danske Krigshospital”. Og den 10. juni 1769 tilmed ”Det kongelige Uldmanufakturs Vaskemølle”. Det blev solgt til ”Direktionen for det fattige Væsen” for 22.100 Rigsdaler. Købet omfattedes af selve Ladegårdens hovedbygning med vaskemøllen samt de øvrige bygninger indbefattet den daværende kirkesal med tilbehør.
Claudi Rosset – en velgører
Hertil flyttede også pest-huset. Og derefter var det en privatperson, der købte stedet. Så blev stedet igen omdannet til Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse. Det var navnlig ”sindssyge”, der blev indlagt her. Men behandlingen af disse fik kritik. De fik det ikke bedre. De blev snarere mere ”afsindige”, end de var i forvejen.
Claudi Rossets var en rig københavnsk galanterihandler, der havde skænket store summer til pestramte og fattige. Han havde ved selvsyn set, hvordan disse levede på Ladegården.
Hospitalsudstyr måtte lånes i byen
Gennem 1780-ernevar der anbragt over 500 patienter på området. De faldefærdige bygninger var slet ikke beregnet til så mange. De syge lå i halmknipper, der kun blev skiftet to gange om året. Sengetøjet blev udskiftet med ca. 3 ugers mellemrum. Service måtte patienterne selv medbringe. Det måtte de låne hos medpatienter. Dette fremmede selvfølgelig forskellige sygdomme. Var man ikke syg, så blev man det, når man kom på Ladegården.
Der stod ikke noget med tavler på sengene, hvad patienten fejlede. Dette afstedkom mange fejltagelser. Hospitalet rådede ikke selv over redskaber. Det måtte de låne i byen.
Da englænderne belejrede København i sommeren 1807, besatte de Skt. Hans Hospital. Man evakuerede de ”sindssyge til Frederiksberg, hvis kirke blev omdannet til midlertidigt opholdssted for disse.
Masser af bryllupper i kirken
Kirken i Skt. Hans Hospital blev i slutningen af det 18. århundrede meget benyttet af københavnerne, når disse skulle vies. For da hospitalet lå uden for Københavns volde, var brudefolk ikke forpligtede til at betale for de ”stipulerede kapulationspenge”, som dengang blev opkrævet af Stadens Kæmnerkontor.
Det var særlig efter byens brand i 1795, at disse udenbys vielser næsten var blevet en modesag, fordi inden by – branden havde en af byens kirker, Vajsenhuskirken på Nytorv været der, hvor man søgte hen. Men de afbrændte bygninger blev ikke genopført.
Skt. Hans hospitalet flyttede
I 1816 og de påfølgende år flyttedes Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse til Roskilde, hvor Københavns Kommune ejede Bistrup Gods, der var blevet skænket staden af Frederik den Tredje som tak for en heltemodig indsats mod svenskerne i 1658 – 1659.
I 1822 lå Ladegården nærmest i ruiner. Nu blev stedet taget i anvendelse som tekstilfabrik. Forgængeren havde ligget i Pustervig ved Vor Frue Kirke. Men var blevet ødelagt under englændernes bombardement.
Tvangsarbejderanstalt
Ladegården blev nu benyttet til en arbejderanstalt for fattige og husvilde. Men i henhold til en Kancelliskrivelse af 4. juni 1833 blev den udvidet til tillige at tjene som tvangsarbejderanstalt, der dog skulle afsondres fra de øvrige bygninger, da den skulle betragtes som et straffested, ligesom betlere og løsgængere kunne hensættes her.
Det var de mest urolige hoveder af såvel mænd som kvinder, der kom på Ladegården. Det var personer, der ikke ville underordne sig nogen tvang men gøre og lade, som de selv lystede.
Brand den 14. august 1839
Dette bevirkede også at de rottede sig sammen og stak ild til ”Gaarden” den 14. august 1839. Ved den lejlighed dukkede der foruden brandvæsnet også en deling husarer, en bataljon infanteri og artilleri. Mindre kunne ikke gøre det i Frederik den Sjettes tid. Ved denne brand nedbrændte den nordre længe, en del varer og redskaber.
Poetisk skue fra jernbanen
I 1863 fik København sin første banegård. Banens linjeføring gik over dæmningen ved Gyldenløvsgade. Jernbanen blev ført langs Sankt Jørgens Sø. Derefter blev den ført videre ad vores dages Rosenørns Alle for omkring Bülowsvej at dele sig mod Roskilde og Klampenborg. En udflugt til Klampenborg var meget populært blandt københavnere. En samtidig beskrivelse findes af en passager, da stedet endnu var tvangsarbejderanstalt:
Ladegårdslemmerne ville nok have byttet plads
Det var særdeles poetisk. Men det er ingen tvivl om, at fattiggårdsmedlemmerne godt ville have byttet plads med togpassagererne.
De måtte ikke bruge penge
Ladegårdslemmerne var temmelig fordrukne og der blev passet på, at de ikke smuglede deres yndlingsdrik ”brændevinen” ind på gården, ligesom de heller ikke måtte have rede penge mellem hænderne.
Da der var tilladt dem at købe forskellige genstande som bl.a. skråtobak på selve anstalten, havde denne udstedt bliktegn, gældende for diverse beløb, de såkaldte ”Ladegårdsspecier”. De blev udleveret lemmerne til at erhverve diverse delikatesser dog ikke brændevinen.
Pjalteherren
Blandt Ladegårdslemmernes arbejde var også den opgave at renholde byens torve og pladser. De kom gående i samlet trop med den lange rørfejekost under den ene arm og vandkanden under den anden. Påklædningen var så opsigtsvækkende som mulig:
Ladegårdslemmerne blev også kaldt for den 41. bataljon. (hæren havde dengang 40 bataljoner). Bataljonen bestod ikke af de bedste børn. Der var altid en betjent i nærheden, der skulle beskytte de fredelige borgere mod at blive forulempet af ladegårdslemmerne.
Straffet fordi de fik fattighjælp
”Lemmerne” var underkastet et bestemt reglement, der mindede om det regulativ, der gjaldt for fangerne i Vridsløselille, skønt mange lemmers eneste forbrydelse bestod i, at de havde modtaget fattighjælp.
De måtte stå op kl. 5 om sommeren og kl. 6 om vinteren. Derefter blev der serveret varmt øl. En time efter begyndte arbejdet. Arbejdsdagen sluttede først kl. 6 aften. Klokken halvni om aftenen var der tvungen sengetid.
Omtalt i sommerrevyer
Denne ynkelige skikkelse blev også taget humoristisk. Skikkelsen blev fremstillet i Sommerrevyen 1881 i ”Haabløse Slægter”, hvor ”Ladegaardslemmet” sang på melodien ”Marlborough er død i krigen:
har jeg immer boet paa ”Gaaren”
Jeg er født og klædt og baaren
I det bare Sengehalm
Harlem Harlem Harlem
Jeg er født og klædt og baaren
I det bare Sengehalm
Gaar vi rundt omkring og fejer
mens den glade Ungdom leger
i det bare Sengehalm.
Harlem – osv.
Visen gjorde lykke dengang blandt publikum. Ladegårdslemmet hørte til de figurer, man daglig så på de københavnske gader og stræder, men også andre viser fremkom omkring Ladegårdslemmerne.
Sundholm indviet i 1908
Allerede i 1903 var der påbegyndt opførelsen af en ny og tidssvarende anstalt, Sundholm på Amager. Den nye ”anstalt” blev indviet i april 1908.
Den gamle Ladegård blev udstykket.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
På YouTube kan du finde to videoer, fra et foredrag som undertegnede holdt i Stefans Kirken. Videoen indeholder en masse fotos fra Ladegården og åen.
Maj 19, 2023
Viften – Historiefortælling – Sarkasme – eller Revsende?
Med jævne mellemrum anmelder vi lige som historiske bøger også film. Denne gang er det ”Viften”. Og hvorfor hedder filmen lige det? Filmen er lanceret som komedie. Men den er ikke lige morsom hele vejen igennem. Det er heller ikke en ”klassens Time”. Masser af pudsige episoder. Absurd komik blandes med historiens alvor. Men holder det? Filmen behøver ikke at være historisk korrekt. Men så skal det vel anføres? En af filmens formål er at holde diskussionen i gang. Og det handler om historieformidling. Danmarks selvopfattelse. Virker humoren? Danmark vil gerne romantisere sin historie. Black Lives Matter. Nogle ting i filmen får ikke nok opmærksomhed. Forstår ”Den Gamle Redaktør” i grunden filmen? Danmarks romantiske selvbillede er udfordret. Hvem er Irminger? Bekæmpede sørøvere. Slaveriet skulle udfases over 12 år. Oprør nedkæmpet. 40 brune døde – 0 hvide døde. Peter von Scholten først dømt – senere frifundet.
Ikke lige morsom hele vejen igennem
Vi har været i biografen for at se filmen ”Viften”. En film om slavehandlen i Dansk Vestindien. Men det er ikke en helt almindelig historiefilm. Og det var heller ikke lige humoristisk hele vejen igennem.
I filmen kan vi høre Søren Sætter Larsen fortælle, at ”Danmark er en stolt slavenation”. Og så ser vi ellers Dannebrog vaje.
Det er ikke ”Klassens time”
Filmen blæser på vores uvidenhed om Danmarks fortid som slavernation væk. Er det nu det, filmen ville? Filmen er langt fra ”klassens time”. Ja det er ikke det ulmende oprør, der interesserer filmen. Det er mindre begivenheder og magtkampe.
Pudsige episoder
Vi er i den danske guvernør Peter von Scholtens husholdning. Og så er det ellers Petrine, som er et ”pragteksemplar af en husholderske”. Men hun er slave. Og så er det Anna Heegaard, som er ”frikulørt”. Hun er frikøbt og har en affære med Peter von Scholten.
Denne von Scholten skal have en medalje men kongen, der er på besøg, kan ikke finde en eneste ledig plads. Og mens der drikkes te, kan te-selskabet tydelig høre en slave blive pisket lige i nærheden,
Absurd komik blandes med historiens alvor
Manuskriptet er skrevet af en filmens hovedpersoner, den mørke Anna, som i virkeligheden hedder Anna Neye, som vi kender fra det satiriske program ”Normalerweize”. I filmen har hun fået den ide at blande absurd komik med historiens alvor.
Filmen behøver ikke at være historisk korrekt
Filmen viser på en ironisk måde, hvordan Danmark agerede under den tid, hvor vi var kolonimagt. Filmen vil holde samtalen i gang. Det handler om racespørgsmål og Danmarks historie. Man bruger filmens fordele både med musik og farver. Ja til tider er det helt pastelagtigt. Det er som om det er reklame for caribisk rom.
Man spekulerer på om det er historisk korrekt. Og det behøver det vel heller ikke at være. Filmmager har en kunstnerisk frihed. Men så må det vel på en eller anden måde tilføjes. Man bruger historiske personer.
Hvorfor hedder filmen lige ”Viften”?
Og hvorfor hedder den lige viften? Jo små brune børn blev hejst op over bordet, hvor de ”hvide grødhoveder” sad og viftede med en vifte så de hele tiden kunne få frisk luft.
Filmen skal holde diskussionen i gang
Nej Danmark var bestemt ikke de ”rare kolonister”. Det ved vi jo vel efterhånden. Og det gælder jo også andre steder i danmarkshistorien. Vi behøver slet ikke at gå så langt tilbage i historien og slet ikke til Dansk Vestindien. Tag bare besættelsestiden.
Og det handler ikke bare om man var gode ved jøderne eller ej.
Filmen skal være med til at holde diskussionen i gang. Men hvad hjælper det hele, når ingen reagerer, når man har fundet ting, der er uretfærdige eller finder konstruerede historier, der skal dække over det, der virkelig er sket i historien. Og så kan det godt være, at man siger, at samtalen aldrig må stoppe.
Danmarks selvopfattelse
Det handler også om Danmarks selvopfattelse. Vi ved jo godt efterhånden, at vi ikke var værre eller bedre end så mange andre nationer, Det gælder også for slavehandlen. I denne film er det som om provokationen udebliver.
Virker humoren
Grotesk er den scene i filmen, hvor den brune dreng med viften er hejst op på en plade over bordet med viften og hvor kongen hilser på ham:
Så er det scenen, hvor Petrine anmoder sin ellers gode veninde, Anne om lov til at købe sig og sønnen, Frederik fri. Men Anne kvitterer med at give hende en knaldende lussing.
Det virker lidt forkert at bruge humoren i denne lidelsesfulde og dyster historie. Danmark blev rig på slavehandel. Vi kan se det på nogle af de palæer, der blev bygget. Men skal disse palæer så rives ned?
Vi romantiserer vores historie
Den største racist i historien er admiral Irminger, der får Petrine og Anna til at stå mellem ham og en abefigur, som var han topmålet af sin egen udgave af evolutionen.
Det er absurd at se slavegjorte betale leje af sig selv, når de arbejder for andre end deres ejere, og se dem prissat som en vare. Det virker alt for pænt.
Mere eller mindre er vi ofte kommet til at romantisere Danmarkshistorien. Handler det om synlig magt eller hvor undertrykte man selv bliver?
Black Lives Matter
Black Lives Matter ramte Verden og ramte Danmark. Pludselig skulle skulpturer ødelægges og historien omskrives. Men hvad hjælper det hele, når dokumenter ligger skjult for almindelige mennesker eller du bliver nægtet adgang til dem.
Det Oscar – vindende slavedrama ”12 Years a Slave” blev for ti år siden kritiseret for at være torturporno med sin nådesløse realisme. Nu må volden ikke mere udpensles.
Nogle ting får ikke fuld opmærksomhed
Admiral Irminger vil statuere et eksempel. Han vil statuere et eksempel mod den gruende opstand. Han samler husets slavegjorte og svinger sin økse mod syndernes håndled fastholdt på en træblok. Men der klippes væk lige inden afhugningen.
Hverken satiren, grusomhederne eller humoren får fuld opmærksomhed. Egentlig var det ikke så meget at grine af undervejs. Formålet har sikkert været af fortælle en afvigende historie
Forstår ”Den Gamle Redaktør” fremgangsmåden?
Men filmen handler om frihed contra ufrihed, om at vold avler modvold. Filmen virker som om den er inddelt i kapitler. Men måske er filmen en opvisning i tvetydighed som ”Den Gamle Redaktør” ikke rigtig forstår.
Danmarks romantiske selvbillede er udfordret
Måske skal vi fjerne ”Cirkel-kaffe-pigen”? Det er som de farlige ord i ”Facebook”. Her er der ord du ikke må sige, så bliver du i den grad sat i bås. På en måde er det befriende at Danmarks romantiske selvbillede bliver udfordret. Og så er verdenshistorien skrevet af og om hvide mænd.
Her på siden har vi en artikel med Peter von Scholten. Og det er fint nok, hvis filmen sætter spørgsmålstegn ved hans heroisme. Racisme er ondskabsfuld, det viser filmen også. Og man må heller ikke skille sig ud fra normerne – det gælder for øvrigt også i historieformidlingen.
Hvem var Irminger?
Men hvem var denne åbenbart meget racistiske Carl L.C. Irminger i virkeligheden? Peter von Scholten er helten eller er han? Irminger skulle bekæmpe ethvert oprør med magt. Han arbejdede i mange år tæt på kongehuset. Han var ærgerlig over at slaveriet var opgivet.
Bekæmpede sørøvere
Irminger var en stor modstander af Grevinde Danner, som giftede sig med Frederik den Syvende. Som 23 – årig blev han sekondløjtnant. På en tjenesterejse til Vestindien fik han til opgave at bekæmpe pirater, som havde plaget de danske besiddelser i lang tid. Og det lykkedes med succes.
Slaveriet skulle udfases over 12 år
Han nåede at hjælpe med at bekæmpe et oprør i Guinea med sit besøg med det danske orlogsskib Guinea. Denne ø blev senere solgt til England i 1850 for 10.000 pund.
På De Vestindiske Øer var storhedstiden for længst forsvundet. Jorden var efterhånden udpint. Planteejerne var i skarp konkurrence var i skarp konkurrence med Cuba og Costa Rica.
I 1847 var det besluttet at slaveriet ved kongelig forordning skulle afvikles over en 12 – årigperiode. Dette betød at børn fremover blev født frie. Deres forældre skulle fortsat i et årti være slaver. Denne beslutning var upopulær på øerne.
Peter von Scholten giver efterhånden efter for slavernes krav.
Oprør nedkæmpet – 40 døde
Den 2. juli 1848 er der ballade, særlig i Frederikssted. Irminger vil straks sejle afsted for at slå oprøret ned men Peter von Scholten sig nej.
Åbenbart var han alligevel kommet til Frederikssted. Han erklærede stedet i undtagelsestilstand og oprettede standretter. Han begyndte at fange dem, som han troede var urostiftere.
I mellemtiden havde Peter von Scholten fået et slagtilfælde og var døden nær. Mod Peter von Scholtens ordre var der træfninger rundt omkring, hvor hvide skød mod ubevæbnede sorte. Da der kom ro på, blev tabene opgjort til 40 dræbte. Alle var sorte og ikke en eneste hvid.
Peter von Scholten først dømt – senere frikendt
I Danmark mener man, at Peter von Scholten havde fået et nervesammenbrud. I 1850 begyndte retssagen mod ham. Han fik frataget sin titel og sin pension. Måske var det fordi, at Carl Irminger spillede en stor rolle som medlem af domstolen.
Et par år efter kommer sagen for Højesteret. Her blev on Scholten blive frifundet. I samtiden var der flere, der mente at von Scholten ikke havde rygdækning for det han gjorde. Skulle man have fulgt Irminger, havde slaverne ikke fået deres frihed.
Irminger døde i 1888 og er begravet på Holmens kirkegård. Og der blev opkaldt en gade efter ham. Irmingersgade forbinder Blegdamsvej og Sortedam Dosseringen på Østerbro.
Peter von Scholten ligger på Assistens Kirkegård. Her var der debat om pladen skulle laves om.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 17, 2023
Vidåen – et stort vandløb
Mange forgreninger – helt til Løjt Kirkeby. Videåen det 3. største vandløb. Det afvander en tredjedel af Sønderjylland. I Tønder by optages endnu to vandløb. Nye kanaler er gravet. I Tønder er kanalen gravet i 1587. Man håbede på at Tønder atter kunne blive havneby. Den store pumpestation ved Lægan. Også en ved Rudbøl Sø. Den største forandring på det sidste stykke. Højer havde en liblig havn. Sidste gæster tog nu over dæmningen. Oversvømmelser øst fra. Flere forslag om afvanding. Fremstilling af energi. Masser af møller. Største samling af Nordsø – Snæbel. Den nye Vidå – sluse.
Mange forgreninger
Vidste du, at Vidåen er Danmarks tredje største vandløb. Det afvander et areal næsten lige så stort som Tønder Amt. Dens tilløb kommer fra fangarme over til vandskellet på østkysten 2-4 km fra Aabenraa og Flensborg Fjord.
Der er fire hovedløb er Arnå, Hvirlå og Sønderå og Grønå. De forenes i en bred å syd for Tønder, der så blev kaldt Vidå. Som barn badede vi meget i Grønå. Det var herligt.
Hestholm Sø havde tre forbindelser til Grønå. Men de to af dem er nu lukket. Og det betyder, mener de kloge, at en væsentlig mindre del af fiskeynglen bliver spist af fugle og rovfisk i Hestholm Sø og dermed gennemfører deres vandring til Vadehavet.
Ændringen vil også være gavnlig for den truede laksefisk, snæbel.
Næsten helt til Løjt Kirkeby
Arnå strækker sig længst mod nord. Af dens tilløb udspringer Surbækken i nærheden af Hovslund ved den sønderjyske længdebane. Og så er det Rødå, der med sit tilløb Hjarup Å løber ind til Løjt Kirkeby.
Lige syd for Sivkro i Bedsted sogn forener Surbæk og Rødå sig i Arnå, der over en længere strækning nu er kanaliseret og har ret betydeligt fald.
Øst for Tønder, syd for Store Emmerske forenes Arnå sig med Hvirlå, der har sit udspring i Hjordkær Sogn.
I Tønder optages yderligere to vandløb
Grønå føres i en dige-beskyttet kanal langs sydsiden af Jejsing Banke. Den dannes syd for Byllerup af tilløbene Slogså og Uge Bæk, der gennem deres talrige tilløb afvander eng – og mosestrækninger i Bjolderup, Hjordkær, Uge, Ensted og Tinglev sogne. En masse vandløb er tilløb.
Åen kaldes nu Vidåen og føres nu beskyttet af diger ind gennem Tønder, hvor den optager Galgestrømmen og St. Laurentiusbækken.
Sønderå danner sammen med sine tilløb Gammelå og Skelbæk på strækningen fra toldstedet ved Møllehus syd for Tønder til sydøst for Sofiedal i Tinglev sogn grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tillige er Skelbækken det gamle skel mellem Slogs og Kær herreder.
Sønderå kaldes på en strækning for Jyndevad Møllestrøm. Gennem sine forgreninger Bjerndrup Mølleå og Gejlå sine udspring helt inde i Felsted sogn sydøst for Aabenraa og i Holbøl og Kværs sogne.
Nye kanaler er gravet
Fra Kær herred syd for grænsen optager den Karlum Å. En kanal fra Vindtved ved landegrænsen vest for Lydersholm over Holmgård til et punkt lige syd for Jejsing Banke forbinder Sønderå med Grønå. Vandet fra Sønderå kan efter behov ledes ind i Grønå.
I det hele taget er åerne og bækkene i det tidligere sumpede engområde mellem hovedvej A 8 og landegrænsen syd for Rørkær og Jejsing sogn reguleret. Nye kanaler er gravet og gamle å-slynger er ved at forsvinde.
Et større kultiveringsarbejde er gennemført. Og det er en skam. En del af den gamle landskabelige idyl er forsvundet.
I Tønder er kanalen gravet i 1587
I Tønder løber Vidåen gennem en kanal, der blev gravet i 1587. Her blev der senere anlagt en smuk bypark. Den gamle vandmølle blev opført samtidig med kanaliseringen. Og den står der endnu selv om dens hjul ikke mere omsætter vandets kraft til energi.
Det lille havne-anlæg har man igen fundet frem til. Den forsvandt jo efter afvandingen i 1929. Ja vi har skrevet om den. Man kan slet ikke sammenligne denne havn med den der engang var her i Tønder. Det var dengang, der var et helt andet kystforløb. Dengang gik der en bugt ind til Tønder.
Man håbede på at Tønder atter blev havneby
Man nærede længe et håb om, at Tønder igen kunne blive en havneby. Man regnede så småt med at det kunne blive til virkelighed i 1870erne. Og så er det jo historien om ”Graf Bismarck”, en lille hjuldamper, der i 1871 sejlede fra Højer til Tønder
Med henblik på at få en fast rutefart til Højer blev kanalen i 1873 til Askersodde uddybet. Denne kanal var oprindelig udgravet fra 1611 – 1617. men ak dette arbejde var forgæves.
Fra Tønder Vandmølle eller som vi stadig siger fra Bachmanns Vandmølle løber åen i en ny-gravet kanal med tre meter høje diger på begge bredder ca. en kilometer mod syd den ligeledes inddigede Grønå.
Den store pumpestation ved Lægan
I en fælles ny kanal ledes vandmasserne til den store pumpstation ved Lægan, umiddelbart nord for grænsen ved landevejen fra Tønder til Aventoft. De gamle å-slynger her må også forventes med tiden at gro til.
Disse pumpestationer er an hjørnestenene i Tøndermarskens afvanding. De sørger for at regnvandet fra de lavtliggende marskjorder pumpes væk. Da jorden er leret, løber vandet fra markerne via grøblerender og grøfter ud i kanalsystemet. Via kanalerne ledes vandet til pumpestationerne, hvor roterende skovlhjul hæver vandet op i Tøndermarskens inddigede vandløb bl.a. Vidåen.
Lægan Pumpestation fra 1929 er den største af fire pumpestationer, der blev påført i forbindelse med Tøndermarskens afvanding 1927 – 30. Bygningen er faktisk tegnet af godsinspektør på Scjackenborg Slot, H.C. Davidsen.
Området omkring Lægan rummer betydelige spor af Tøndermarskens historie. Da diget fra 1556 resulterede i dårlige adgangsmuligheder til Tønder via Vidåen, lagde skibe an ved Lægan – heraf navnet.
Også pumpestation ved Rudbøl Sø
På den anden side Lægan støder Sønderå til Vidåen og i Rudbøl Sø, som åen passerer, optages ved Verlath pumpestation de store tilløb fra søerne syd for landegrænsen.
Længere ind mod Højer støder Sejersbæk og Lindskov møllestrøm til. De blev også reguleret ved afvandingen i 1929.
Den største forandring på det sidste stykke
Den sidste trækning fra Tønder til Vesterhavet er den del af Vidåen som i historisk tid har gennemgået størst forandring. Dels har inddigningen af kogene medført, at dens løb gennem de flade marskenge er blevet forlænget med ca. 20 km, og dels har den som nævnt ved afvandingen på sin vej fra Tønder til Rudbøl over en lang strækning fået et helt nyt løb.
Ved bygningen af diget Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøl i årene 1553 – 56 blev der etableret havsluse ved Lægan. Da Gudskog syd for grænsen blev inddiget 1562-66 rykkede man slusen frem til Rudbøl.
Gammel Frederikskog blev inddiget 1692 og Vidåen kom til at løbe flere km mellem to parallelt løbende diger.
Ved dige-slagningen mellem Nørremølle og Hjørnekroen nordvest for Rudbøl 1715 blev slusen flyttet herhen. Først ved Ny Frederikskogs ind-digning 1859 – 61 flyttede havslusen til sin nuværende plads lige syd for Højer.
Højer havde en livlig havn
Højer har haft en vigtig havn både før og efter slusen. Før den gamle sluse kunne både uhindret komme ind i Højer Kanal. Fra 1855 var der dampskibsforbindelse til England. Havnen blev brugt som godshavn. Og så blev der transporteret masser gæster til Sild herfra.
Et omfattende fiskeri foregik også herfra.
Højer Gamle Sluse består af en åben 7,5 meter bred hovedsluse, forsynet med tre sæt stemmeporte og af to lukkede godt 3 meter brede slusegennemløb. Hoved-slusen kan passeres af fiskerbåde og mindre fartøjer.
Silds gæster tog nu over dæmningen
Jernbanen til Tønder blev færdig i 1892. Der blev ført spor ud til slusen. På havneområdet var også en kalkovn, hvor man brændte kalk af skallerne af hjertemuslinger. Desværre blev jernbanestationen revet ned, da jernbanedriften ophørte efter at Hindenburg – dæmningen var opført til Sild i 1927.
Men slusemesterboligen eksisterer stadig som restaurant.
Oversvømmelse øst fra
Med denne sluse var man nogenlunde sikret og dog. Som vi i tidligere artikler har skrevet, så måtte en masse beboere alligevel evakueres da vandet allerede sprøjtede over digerne ved en stormflod.
Men området var ikke sikret mod oversvømmelse af ferskvand østfra i efterårs – og vintermånederne. Man havde ganske vist opkastet en del lave å – og mellemdiger, der skulle hindre oversvømmelser.
Men underugunstige vejrforhold med megen nedbør i Vidåens store afvandingsområde og med højvande uden for havslusen, kunne denne ikke åbnes. Det tilstrømmende vand fra gestegnene i forbindelse med marskens egen nedbør medførte ret så store oversvømmelser.
Flere forslag om afvandingen
Ofte var Tønder ved vintertid næsten omgivet af vand på alle sider. Værfterne i marsken ragede op som små øer. Undertiden kunne oversvømmelserne vare fra sidst i august til hen i april måned. For beboerne på værfterne var tilværelsen om vinteren ikke særlig tillokkende.
Måske var det bedst hvis man i frostvejr kunne færdes over isen eller inden frosten komme kun færdes med båd. Ofte gik en oversvømmelse ud over det som man havde sået.
Gentagende gange havde man fremsat forslag om en regulering af Vidåen og afvanding af marsken. Først efter Genforeningen /Afvandingen lykkedes dette. En afvandings-kommission blev nedsat. I 1925 blev der vedtaget en lov, der i hovedsagen gik ud på at inddige åerne til et godt stykke øst for Tønder. Ved hjælp af pumpestationer skulle overskydende vand pumpes i Vidåen.
Fremstilling af energi
Nødreservoirer blev anlagt omkring Rudbøl. Ved et digebrud ved Rudbøl i 1960erne viste dette sig at være særdeles nyttigt. I dag pumpes vandet op i åen med kraftige eldrevne maskiner i fire store pumpestationer beliggende ved Lægan, Nørremølle og syd og øst for Højer.
Tidligere blev vindkraften brugt til fremstilling af energi. Vandmøllen i Tønder havde endda indtil 1955 en turbine til fremstilling af elektricitet, der solgtes til byen.
Masser af møller
Ved Suråën lå Hellevad Vandmølle, ved Arnå Andrup Mølle, grundlagt af munkene i Løgumkloster. Solvig Mølle hørte under herskabet på Solvig. Bjerndrup Mølle hørte under Ahlefeldt’ erne på Søgård. Søllingvrå Mølle ved Terkesbøl Å i Bylderup sogn var mølle for nogle ”fremmede undersåtter” i Tønder amt. Vest for Tønder lå den schackenborgske Lindskov Mølle ved Lindskov Møllestrøm.
Nogle af møllerne tilhørte landsherren, andre adelige godsherrer. Men om alle gjaldt det at de havde et bestemt klientel af tvangsmølle-gæster. De måtte tillige yde hoveri ved større reparationer og anlægsarbejder.
Det var et godt aktiv at være mølleejer og en god bestilling at være mølleforpagter. I Tøndermarsken fandtes indtil afvandingen en helt anden slags ”vandmøller”, de hollandske vejrmøller, der pumpede vand fra de lavtliggende arealer til højere liggende vandløb eller direkte ud i åen. Sydøst for Højer stod på hver side af åen stod to af disse karakteristiske møller. De burde have været fredet som et vartegn for marsken.
Største samling af Nordsø – snæbel
Nogle steder er er åen 30 meter bred. Og er åen har været en vigtig transportvej til Tønder. Her er også blevet transporteret smuglervarer.
Vidåen har verdens største, naturlige bestand af den truende Nordsø-snæbel. En række tiltag i forbindelse med snæbelprojektet har skabt bedre vandrings- og gydeforhold for snæbel og andre fisk. Således er der i 2008 – 2009 skabt fri passage ved Bachmanns Mølle i Tønder og ved rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser
Den nye Vidå – sluse
Uden for slusen fortsætter åen endnu en kilometer. Og her finder vi så Vidåslusen. Den er en del af Det Fremskudte Dige, der blev bygget 1979 – 1981. Det skete efter skete efter stormfloden 3. januar 1976, der truede med at gå over det gamle dige fra 1861.
Slusen sikrer at Vidåens vand ved ebbe kan strømme ud i Vadehavet og hindrer samtidig at vand ved højvande strømmer ind i Vadehavet. Af hensyn til fuglelivet er der lige i nærheden etableret en saltvands-sø, hvor man henter vandet 800 meter ude i Vadehavet.
Det fremskudte dige går fra Emmerlev Klev mod nord til Hindenburg – dæmningen i syd.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 15, 2023
Østerbro – den fortsatte historie
Fornemme ejendomme på Østerbro. Jagtvej blev anlagt. Rettersted nord for Kastellet. I 1801 boede der 659 personer på Østerbro – forholdsvis velhavende. Meget blev ødelagt i Classens have. Haven blev udstykket. Man skulle have en nøgle for at komme ind. Små havne og badeanstalter blev anlagt. Ændringer i bestemmelser omkring demarkationslinjen. Først i 1880erne begyndte højhusbyggeriet. Ballade på værtshuset. Nye fabrikker og institutioner. De velhavende skulle holde takt og tone. Idrætten holdt sit indtog. Militæret gav endelig slip i 1919. Industriforetagender på Østerbro.
Fornemme ejendomme på Østerbro
Efterhånden opstod der fornemme ejendomme frem på Østerbro. Dette skyldtes gode forhold for handel og industri. Kvarteret foran Østerport tog form. Øster Alle blev rettet ud og anlagt omkring 1750.
Jagtvej blev anlagt
Jagtvej blev anlagt fra Falkonergården til Store Vibenshus. Ved kongelig resolution af 29. september 1767 blev kongevejsanordningen fra Store Vibenshus til Fredensborg ophævet. Fra Store Vibenshus til Lyngby blev der offentlig tilgang fra den 10. november 1769. Man måtte dog betale bompenge.
Fællederne blev indgrøftet og forsynet med diger. Fra 1768 førtes Jagtvejen videre til Lille Vibenshus. På Østerbrogade mellem Østerport og Søerne blev der blev der plantet dobbeltalleer. Der var ridestier på siderne og fortove i de to sidealleer.
De store bøndervogne, der på store udflugtsdage holdt foran byporten for at køre folk til skoven, flyttede til Trianglen.
Rettersted nord for Kastellet
Så burde vi nævne henrettelsen af Brandt og Struensee, men det har vi allerede gjort i to artikler. Det startede med at de fik hånden hugget af. Det hele var ret så barbarisk. Retterstedet var på et tidspunkt ved stranden nord for Kastellet.
I 1801 boede der 659 personer på Østerbro
Særlig i 1790erne tiltog befolkningstallet på Østerbro. Men endnu i 1793 havde Nørrebro og Østerbro kun tilsammen 936 indbyggere. I 1801 var der på Østerbro hele 659 indbyggere, heraf var der mange velhavende beboere.
Meget blev ødelagt i Classens Have
Og så kom 1807 med englænderne. I kampen i Classens Have havde danskerne 20 faldne og 82 sårede. Der var sket store skader i den smukke Classens Have. Heldigvis var Antonienborg forblevet uskadt.
Classens Have blev udlejet til en gartner, der drev erhvervsgartneri. I havens sydøstligste hjørne blev der opført en ejendom til udlejning – Lille Ejegod.
Skuespillefamilien Rosenkilde kom til at bo i ”Det Hvide Hus” på hjørnet af Classensvej. Og herfra har datteren Julie Sødring givet maleriske beskrivelser. Og når Borgervæbningen skulle på øvelse lå Julies bror bag havehækken og skød med pusterør mod de tapre soldater.
På Rolighed samledes den litterære elite sig. Siden var det her, at Moritz Melchior, der overtog stedet. Det var her H.C. Andersen tilbragte sin sidste tid.
Classens Have blev udstykket
I 1846 fik P.H. Classen Kancelliets tilladelse til at udstykke sin have. Det gav gode penge. Foreløbig blev der kun bygget langs Strandpromenaden. Det var på de såkaldte lodder. Her blev en række villaer opført med hver deres træbro over kanalen. Her blev også bygget den smukke Aggersborgs villa.
Man fik brugsret over stranden. Man måtte dog ikke bygge her eller forstyrre det fri udsyn. Enhver fik nøgle til bommene for enden af Strandpromenaden.
Man skulle have en nøgle
De 47 parceller i Rosenvænget – område har vi beskrevet i flere artikler. Rosendalsvej hed fra 1886 Slagelsesgade. Og Rosenvængets Tværvej hedder i dag A.F. Kriegers Alle. Danmarks første villakvarter havde porte, hvor man skulle have en nøgle for at komme ind. Man kunne sandelig ikke have enhver til at strejfe rundt her. Usædvanlig mange kendte blev forsamlet her.
Østerbro fik et døvstumme-institut allerede i 1839 på trods af alle bestemmelser om demarkationslinjer. I 1857 kom der et anseelig Blindeinstitut til.
Små havne og badeanstalter
På hjørnet af Promenaden langs stranden og Kastelsvej byggede badeentreprenør Bech i 1845 villaen Christiansgave og lige for enden af Citadelshaven sin badeanstalt. Brændehandler Jens Knudsen fik skabt en lille havn. Her kunne mindre skibe gå ind. Mellem Bech og Knudsen anlagde billedkunstneren H.F. Møller også en badeanstalt.
C.K. Hansen fik også anlagt en havn. Han ejede et rederi. Pramme og mindre både kunne lægge til her. Siden blev stedet udlejet til skibsbygger C.N. Lautrup. I det følgende halve snes år byggede han træskibe.
Lidt længere nordpå ved Kalkbrænderiet gjorde man i 1858 klar til anlægget af Kryolitselskabets fabrik Øresund.
Ændringer i bestemmelserne omkring demarkationslinjen
Koleraen var på vej i 1853. Mellem Trianglen og Strandvejen (Nu Østerbrogade) og Øster Alle blev der opslået træbarakker. Siden sørgede Lægeforeningen for, at der i første omgang blev opført 6 længer med boliger til mindrebemidlede.
Ændringerne i bestemmelserne om demarkationslinjen 1852 fik stor virkning uden for Østerport. Men først i 1858 blev Østerport nedrevet.
Først i 1880erne begyndte højhus-byggeriet
Det var først i 1880erne, der kom gang i højhusbyggeriet. Da begyndte kvarteret nord for Kalkbrænderivej at skyde op. Herude fandt man store gartnerier og til højre for vejen lå ejendommen Nøjsomhed omgivet af en stor park.
En vej førte herfra ud mod batterivej (nu Viborggade., hvor August Neuberts store tekstilfabrik var anlagt. Længere ude drejede vejen af ved Philip W. Heymans Svineslagteri og nogle stenhuggerier.
Ballade på værtshuset
Endnu længere ude rejstes fra 1875 Øresundshospitalet og i 1877-79 Østre Gasværk. På denne tid boede der på Ydre Østerbro sandgravere, stenfiskere og fiskere i små rønner ”daarligt bygget af Murbrokker og gammelt Skrammel”. På Lars Nielsen beværtning på hjørnet af batterivej og Sibbernsvej (nu Strandboulevarden) opstod der ofte slagsmål mellem disse grupper.
I 1876-78 blev den første kirke bygget på Østerbro. Dat var Sankt Jacobs Kirken, hvis sogn blev udskilt fra Sankt Johannes Sogn på Nørrebro.
En masse højhus – byggeri fulgte. Det som kom til at ændre bydelens karakter. var anlægget af Frihavnen. Det frie udsyn til Øresund gik tabt. Det skete i årene 1891 – 94. Endnu kraftigere føltes afspærringen fra vandet da Kystbanen til Hellerup 1895 – 97 førtes gennem en viadukt under Strandvejen omtrent ned langs den tidligere kystlinje til Østerport Station. En smule erstatning bød anlægget af Langeliniebroen tværs over sporarealet.
Nye fabrikker og institutioner
Nye fabrikker og institutioner kom til bydelen. I 1893 vedtoges anlægget af den nuværende Østbanegade og 1895 blev man enige om anlægget af Strandboulevarden. Den gamle Strandpromenade blev herved udvidet stærkt i bredden og svinget ind vest bag Christiansgave. En række sidegader til Kastelsvejen blev anlagt. Den østligste del af det Classenske terræn blev indtil videre udlagt som kolonihaver.
De velhavende skulle holde takt og tone
Mange steder gjaldt det om at opretholde skæret af rigdom. Takt og tone var nøje afstukket. Man tilstod ikke sine mangler. Det var afgørende at holde overfladen i orden. Hele dette liv blev bevaret indtil Første Verdenskrig.
Men også Arbejdernes Byggeforening havde travlt. I 1902 havde de bygget 999 lejligheder.
Idrætten holdt sit indtog
I 1888 var det Kongelige Opfostringshus flyttet til Randersgade. I 1901 – 1902 fik vi Østre Elektricitetsværk tæt ved Trianglen. Og så rykkede idrætten ind på Østerbro. Det startede med at Boldklubben af 1893 lejede 6 tønder land til fodboldbaner.
I maj 1908 efter lange drøftelser bevilligede Københavns Borgerrepræsentation et stort beløb til anlæg af en idrætspark på 17 – 18 tønder land. Og opførelsen af det såkaldte Fælledklubhus.
Siden fulgte i 1911 Lawn – Tennishallen og samme år blev hockey-banen indviet. I 1912 fulgte atletik-banen og den 6. juni 1914 foretoges den højtidelige indvielse af idrætshuset. . I 1925 -1926 føjedes en facadebygning mod Østerbrogade, hvor der var plads til biografteater og restaurant.
I 1929 – 1930 fulgte opførelsen af en prægtig svømmehal og 1934 – 1935 kom så opførelsen af en stor tribune mellem fodboldbanen og kricketbanen. Hele dette store anlæg smykkedes med en række fortrinlige billedhuggerarbejder.
Militæret gav endelig slip i 1919
Uden om idrætsparken blev Fælledparken beplantet. Militæret gav først endelig slip i 1919.
Og så skal vi da ikke glemme det flotte posthus, der blev anlagt i 1920. Længere ud af Øster Alle var der bygget en række fornemme villaer.
Til venstre for indgangen til Blegdamsvej blev Frimurerlogen bygget. Og midt for Genforeningsmonumentet.
Industriforetagender
Men der var da også en række industriforetagender, bl.a. flere store chokoladefabrikker på Lyngbyvej:
Jo Østerbro blev også en stenørken. Dog blev byggeriet nok af en lidt bedre kvalitet på Østerbro fordi man kom lidt senere i gang med højhus – byggeriet her.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 13, 2023
Det nye kvægmarked i Tønder
Stude fra hele Vestslesvig og Vestjylland. Op til 3.000 stk. kvæg til et marked. Fyldte en stor del af byen. Lejere og ejere skulle rydde op. To forslag til, hvor man skulle flytte hen. Sand fra Jejsing bjerg. Inspiration fra Husum Stadig transport gennem byen. Efter Genforening/Indlemmelse svandt kvægmarkederne ind. Nabobyerne kunne også mærke, st det var marked. Der blev drukket masser af punch. Masser af gratis omgange. Byens små forretningsdrivende tjente også penge. Knægtene tjente penge på en smart måde. Min far tjente penge på vaffelis.
Stude fra hele Vestslesvig og Vestjylland
Kreaturmarkederne spillede en stor rolle for Tønder. De største kreaturmarkeder holdtes om foråret i april og maj måneder, hvor de magre kreaturer skulle på opfedning ude i Tøndermarsken.
De blev tilført fra hele Vestslesvig og fra Vestjylland om efteråret. I september og oktober måned blev kreaturerne atter ført ind i byen. Nu var de blevet fede.
Op til 3.000 stk. kvæg
Kreaturhandlere fra hele riget strømmede til byen. Også fra Rhinlandet strømmede de til. På de store markedsdage var tilførslen på 3.000 stk. kreaturer.
Fyldte en stor del af byen
Helt ind til de første år af 1890erne afholdtes kreaturmarkederne i byens gader. Fra Laurentiusbækken i vest ind over Storegade til et langt stykke ned i Østergade, fra Søndergade over Torvet og Lille Torv samt Jernbanegade (nu Richtsensgade) fyldte kreaturerne gaderne.
De skulle holde sig til selve gaderne men gik også op på fortovene, indtil driverne gennede dem derfra. Når man skulle i skole måtte man bruge linealen for at bane sig vej. En stor del af handelen foregik i staldene. I midten af firserne havde købmand Klüwer, gæstgiver Friedrichs på Svanen og en tredje bygget stalde, der åbnede sig ud mod Søndergade.
Henimod firetiden var markedet forbi. Kreaturerne blev nu drevet til deres bestemmelsessted. De fleste skulle med vest-banen (March – Bahn) mod syd.
Lejere og ejere skulle rydde op ’
Det påhvilede husejerne at fjerne kvægets efterladenskaber. Der hvor stueetagen var udlejet, var forpligtelsen pålagt lejerne.
Det var ikke et videre behageligt arbejde at fjerne al den gødning, men det var jo nødvendigt. Når man derefter havde skyllet sit gadestykke flere gange med vand, som måtte hentes fra pumpen i gården, kunne man være sit gadestykke bekendt.
To forslag til, hvor man skulle flytte hen
I slutningen af firserne forsøgte man at få kvægmarkedet fjernet fra gaderne. Det har sikkert været forretningsfolkene, der ønskede dette. Gæstgiverne i de pågældende gader har derimod nok været imod denne forandring, som ville skade deres næringsvej.
Men hvor skulle markederne så afholdes? Der var to forslag. Nogle ville have en markedsplads anlagt vest for byen ved Aventoftvejen nu Vidingherredsgade. Da, det meste kvæg alligevel skulle syd på med toget, syntes dette at være mest hensigtsmæssigt.
Og så var det dem, der meste at kvægmarkedet skulle anlægges ved Sønderport. De fleste af byens gæstgivere gik ind for dette. Og de sejrede.
Sand fra Jejsing Bjerg
Byen vedtog i 1889 at erhverve de nødvendige arealer lige syd for byen. Den nye markedsplads blev anlagt på nogle engarealer øst for vejen til Sæd langs det søndre borgerdige. Disse arealer var om efteråret og vinteren oversvømmet. Det lå dog lidt højere end engene på den anden side af chausseen.
Engene måtte derfor opfyldes. Der blev lagt et tipvognsspor til Jejsing bakker, hvorfra sandet blev transporteret til sit bestemmelsessted. Efter at sandet havde sat sig, kunne man gå i gang med at gøre markedspladsen færdig til brug.
Inspiration fra Husum
Et udvalg havde været i Husum og studeret den daværende nye markedsplads. Man vedtog at tage den som forbillede for Tønder. Markedspladsen blev brolagt. Der blev anlagt gader med stadeplads til begge sider. Kvæget blev bundet til indhegningen med jernrør.
Ved adgangen til markedspladsen opførtes der boder til personalet, som skulle opkræve gebyrer. Her blev også opført lave bygninger til de besøgende, hvor man kunne drikke lidkøb på den afsluttende handel. Forpagtningen af disse bygninger blev en god indtægtskilde både for byen og få de få gæstgivere, der fik udskænkningsret.
Stadig transport gennem byen
Ikke blot kvægmarkedet med også hestemarkedet blev afsluttet her. Nogle år senere opførtes der i den sydlige del af pladsen en stor rund bygning, hvor hingstekåringen fandt sted.
Da der udbrød kolera i Hamborg i 1892 fremskyndte man at tage den nye markedsplads i brug. Alle markeder henviste nu til Tønder.
Inde i byen havde man nu kun ulemper ved kvægets transport fra og til markedet. En del af transporten foregik dog forbi Bachmanns vandmølle og over Skibbroen til Vestbanen.
Det nye kvægtorv havde med arealerhvervelse, jordarbejde og indretning kostet 122.200 mark. Man har sikkert dengang korset sig over denne store udgift.
Efter Genforeningen/Indlemmelsen svandt kvægmarkederne ind
Da Genforeningen/Indlemmelsen trak grænsen lige syd for Tønder, svandt kvægmarkederne ind og handelen foregik på en helt anden måde. Der blev anlagt et eksportmarked ude ved Vidingherredsgade, hvorfra kvæget kunne læses umiddelbart i jernbanevogne.
Nu var det øjensynligt, at man i sin tid burde have lagt markedspladsen herude.
Nabobyerne kunne også mærke det
Også nabobyerne kunne mærke de store markeder i Tønder. Der var mange der overnattede i Rørkær. Sidste station inden Tønder. De kunne tidlig fra morgenstunden begive sig mod Tønder for at få den bedste plads på markedet.
Drengene fik som regel fri fra skole, for at kunne hjælpe med at drive gæs eller lignende til markedet. Og så var der kreaturer, der skulle vandes omme ved dammen.
Der blev drukket masser af punch
Handelsmændene kom fra nord og syd i deres hvide støvfrakker. Når de svingede med kæppen, var det et godt tegn. Så var priserne opadgående. Så sad pengene også mere løse og knægtene kunne tjene lidt ekstra.
Mit mellem værtshusene stod handelsmændene og klaskede hinanden i hånden, så det kunne høres over hele tønder. Ind imellem kom der nye besætninger til markedet, og de kunne let blandes med hinanden:
Disse råb hørtes konstant, og drengene gentog råbene. Inde i staldene var det stuvende fuldt. Folk sad i højrøstet samtale. Og det blev i den grad handlet og drukket puncher.
Masser af gratis omgange
Byens mandfolk samlede sig på byens kroer. Og mængden af disse var udvidet ganske betragtelig som følge af begivenheden. Handelsmanden gav en omgang i anledning af en god handel. En anden gav en omgang på grund af gode venskabs skyld. Et par uvenner gav også en omgang fordi de igen var blevet gode venner.
Byens små forretningsdrivende tjente også penge
På sådan en markedsdag blev det også tjent mere end sædvanligt hos byens små forretningsfolk. Ingeborg Friis, ”æ gammel skomache” måtte afsted efter flere ”kavringe (tvebakker) væ æ Bache å æ mærken”
August Høker solgte en masse horntove og hasselstokke. Kroerne løb dog med den største omsætning. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle holde styr på mange ting. Bl.a. 10 – 20 vogne skulle han holde øje med. Men han kendte udmærket sine kunder. Ved middagstid kunne han allerede regne ud, hvor mange penge, dagen ville give.
Knægtene fik småmønter på en snu måde
Min far fortalte, at ved de store markeder morede knægtene sig med at puste hagl i nakken på teltholderne, så de løb efter dem. Bagefter kunne de samle de mønter op som teltholderne havde tabt, da de løb efter dem.
Jo, der var masser af gøgl og flotte karruseller på markedspladsen. Men også op på Torvet var der gang i den. Her kom to mænd fra Helsingør, som blev kaldt Fy og Bi.
Min far tjente penge på vaffelis
I deres bod blev der solgt noget helt ukendt dengang – de solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv. Min far var fast hjælp hos dem i de dage. Han skulle passe ismaskinen. Første gang gik det galt. Min far havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, han startede med, blev til smør. Men det tog Fy og Bi nu ikke så alvorligt. På den igen. Min far tjente en masse penge hos dem. Det var mange af hans kammerater, der misundte ham dette job.
Når teltet var pakket sammen, fandt min far også en del småmønter. Jo disse markeder var ikke kun indbringende for Heste – og Kreaturhandlere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 12, 2023
Schwennesen – Slægt, Ejendom og Stiftelse i Aabenraa
Stamfaderen. Han var gift tre gange. Præsten fortalte om sin slægt. Manden bag det flotte fattighus. Købmænd udgjorde borgerskabet. Jacob Schwennesen blev ganske velhavende. Manden bag Bommerlund Kro. To linjer af slægten deler sig. Bygningen fra 1772 så anderledes ud dengang. I 1871 stod der masser af vand i ejendommen. To tavler foran indgangsdørene. Uenighed om renten. Stiftelsen skulle først blive aktiv 8 år efter hans død. Husk lige seng, bord og to stole. Egen familie blev foretrukket. Legater udbetalt kvartalsvis. Ejendommen skulle genopbygges hvis den forfaldt. Stiftelsen mistede en masse penge.
Slægt
Nej vi tager ikke en slavisk gennemgang af familien. Det lader vi slægtsforskere om. Vi dukker ned i familien og fortæller selvfølgelig om ægteparret bag ejendommen og stiftelsen. Men det var nu ikke de eneste i familien, der tænkte på de fattige.
Stamfaderen
Slægtens stamfader er skipperen Schwenn Truelsen, der levede i Aabenraa i hvert fald fra 1676. I sidste halvdel af det 17. århundrede er der to personer i Aabenraa med dette navn. Spørgsmålet er så om det var far og søn. I Kongeriget var der dengang den skik, at når en søn skulle have samme navn som faderen, ja så skulle denne være død før sønnens dåb. Men nu var vi ikke i Kongeriget.
I 1676 møder vi hans ældste barn, Elin Schwennsdatter.
Han var gift tre gange
Den 14. februar mødte han op på Rådstuen med en klage over ”Peter Schusters sohn Peter”, der om natten havde forulempet ham med forskellige beskyldninger. Efter en kort arrest bad denne Peter om tilgivelse.
Og så ved vi at den 9. december 1692 klager Schwenn Truelsen over Johan Freess, der havde beskyldt ham for en masse i Højer, Hvor Schwenn havde hentet østers.
Jo stamfaderen for den berømte familie var gift tre gange. Fra det første ægteskab var der fire børn, af hvilke to døde som små. Hans næste kone døde i barselssengen. To år efter i 1697 giftede han sig for tredje gang med Cathrin Brandorp.
Præsten fortalte om sin slægt
Det er ikke sjusk fra forfatteren, når navnet fra dengang staves på en anden måde end i dag. Vi dukker ned under pastor Christian Schwensen, der beskriver sine forfædre med disse ord:
Manden bag det flotte Fattighus
Jacob Schwennesen havde tidligt opgivet skippernæringen og havde nedsat sig som købmand. Han blev en ret anset person i Aabenraa. Måske havde han ved sit ægteskab erhvervet sig lidt formue.
Det var ham, der byggede det flotte fattighus i 1772.
Købmænd udgjorde borgerskabet
I 1731 fik han foden under eget bord i Aabenraa. Han brugte Borgerbrevet til at opbygge sin eksistens som købmand. Varer blev importeret fra Østersølandene og solgt til et stort opland. Enkelte købmænd lagde vægt på handel med kolonivarer, andre havde betydelige varelagre af tekstiler.
Disse egentlige købmænd var Aabenraas overklasse. I Aabenraa drejede det sig om ca. 20 personer. De deltog alle personligt i forretningens drift lige fra ekspeditionerne i Kramboden til kontakten med leverandører og kunder på landet og i byen.
Alle byens større købmænd havde desuden interesser i søfarten. Ofte blev varerne transporteret på skibe, hvor købmanden var medejer. Ofte blev disse skibe også udlejet. Dette bragte en forrentning af købmandens investerede kapital.
Jacob Schwennesen blev ganske velhavende
Jacob Schwennesen fulgte dette mønster og arbejdet gav udbytte. I 1743 rangerede han endnu blandt byens mindre købmænd. Formuen var da vurderet til 400 rigsdaler.
Det var noget mindre end for eksempel rådmand Jacob Biørnsen. Han havde en formue på 3.400 rigsdaler. Hans kollega Christian Frellsen tegnede sig for 2.000 rigsdaler. Med årene voksede Schwennesens formue.
Han opkøbte produkter hos bønderne. Ja endda også kreaturer. Og byggemateriale indgik også i hans handel. Tekstiler var også en betydelig del af omsætningen. På Løjt Land var lærredsvævningen næsten en hel industri. Også de ting tog Schwennesen del i.
Med årene nåede Schwennesens købmandshandel en anselig dimension. Omtrent 40 år drev han handel. Omkring 1774 synes han at været gået på pension. Kigger vi på godsregnskaber fra Gråsten, Søgård og Trøjborg godser kan vi se, at Schwennesen har leveret betydelige mængder af bjælker, brædder, lægter, tjære og malinger til disse godser og sikkert mange andre.
Schwennesen var også skibsreder. Han har været ejer/medejer af mindst 5 skibe. Så også her fik han en del af kagen.
Jacob Schwennesen efterlod sig to døtre. Hans eneste søn, der blev voksen, mistede livet på søen. Det blev hans bror, Christian, der første slægten videre.
Manden bag Bommerlund Kro
Pastor Schwensen fortalte, hvorledes han far som dreng blev sendt til en guldsmed for at omsætte noget af husets sølvtøj i penge. Hans æresfølelse blev krænket, da guldsmeden forhørte sig, om han var kommet ærligt til det.
Hans mors nød tvang hans far til tidligt at tage til søs. Med stort besvær fik faderen en kvartpart i et skib. Men som skipper lykkedes det alligevel at tjene en mindre formue.
Han var skipper et stykke tid efter at han havde giftet sig med pastorens mor. Jo det var den Schwennesen, der overtog Bommerlund Kro. Vi har skrevet et par artikler om det.
Pastoren fortæller, at det var ikke let at drive kroen. Men det lykkedes ham ved et ihærdigt stykke arbejde at få en god virksomhed ud af kroen. Pastor C.A. Schwensen tilføjede i sine optegnelser, at kong Frederik den Sjettes svigerfar, landgreve Carl af Hessen – Cassel, altid overnattede i Bommerlund på sine rejser til og fra København.
Peter Schwennesen fik kroen ved at gifte sig med Anne Margaretha Jürgensen, der var enke efter kroens tidligere ejer – og opretter – Christian Bendixen. Kigger man på tegninger fra kro og brænderi fra dengang på begge sider af landevejen, ja så var det et ret stort etablissement.
To linjer af slægten delte sig
Slægten delte sig i to grene – Hørup-linjen, hvis medlemmer navnlig har været tilknyttet til Sønder – og Nørrejylland. Stoltelund – linjen var bosat på Fyn og Sjælland.
Efter Peter Schwennesens død 1805 gik kroen til hans yngste søn, Marcus Schwensen, der imidlertid allerede året efter døde, kun 31 år gammel. Hans enke beholdt kroen og bragte den med i sit andet ægteskab til Hans Benzen Møller, i hvis slægt, den forblev.
Stoltelund-linjen udspringer fra Peter Schwennesen, der var forpagter på Stoltelund i Tinglev Sogn. I 1800 flyttede han til Østrupgård på Fyn.
Hørup-linjen begyndte med Peter Schwennesens ældste søn, Christian Schwensen, der fra 1795 var sognepræst i Hørup på Als.
Pastor Schwensen havde i begge sine ægteskaber i alt 15 børn – syv sønner og otte døtre.
En del af slægten udvandrede til Amerika. Og også i Norge har slægten efterladt sig spor. Således er en gade opkaldt efter slægten i Oslo.
Ejendom
Sønderport blev indlemmet i Aabenraa by i 1560 og fik i 1769 sit nuværende navn. Ved anlæggelsen af chausseen mellem Flensborg og Aabenraa i 1847, blev Sønderport byens hoved-udfartsvej mod syd.
Bygningen fra 1772 så anderledes ud – dengang
Bygningen blev opført i 1722.
Den stod hvidkalket med hvidkalkede skorstenspiber og brunmalede karme om hvidmalede vinduesrammer. Bindingsværket på havesiden stod rødmalet med hvidkalkede tavl, mens nordgavlen var hvidkalket over stok og sten med rødmalet bræddebeklædning.
Huset bestod af 13 fag. Efter en synsrapport fra 1884 er ejendommen 21,51 meter lang og 9,50 meter dybt. Allerede i 1921 blev huset fredet i klasse A.
I 1871 stod der masser af vand i ejendommen
Huset indeholdt seks lejligheder, fire i stueetagen og to på kvistene. Hver bestående af stue og køkken. Desuden hørte et stykke havejord med til hver bolig.
I 1912 var den samlede kapital på 18.000 mark. Ejendommen var meget forfaldent. Man spekulerede på at bygge nyt.
Under den store stormflod i 1871, da vandet stod 1,51 meter højt i bygningen havde den taget stor skade.
To tavler
To tavler findes over indgangsdørene. Det er sølvbronzerede bogstaver på sot baggrund med følgende indskrifter. Til venstre:
Greif weislich an und sey behende,
Sei forsichtiig und halte dich schlegt
Sei auch nicht zu hastig, bedencke dich recht
Jacob Schwenesen
Catharina Schwenesens
Anno 1772
Til højre stod følgende:
Wie Gott es fügt
bin ich vergnügt
Jacob Schwenesen
Catharina Schweneens
1772
Stiftelse
Schwennesens Stiftelse blev oprettet ved en fundats i 1779, hvorefter bygningen efter Schwennesens død skulle være bolig for seks fattige. Jacob Schwennesen døde i 1783 og bygningen blev taget i brug som fattigstiftelse.
Uenighed om renten
Til understøttelse af de i Stiftelsen optagne personer og til bygningens vedligeholdelse skænkede Schwennesen en kapital på 1.500 rigsdaler. Disse penge blev anbragt hos Aabenraa Magistrat og skulle forrentes med 3 pct. p.a.
Denne bestemmelse medførte en del stridigheder, idet rådmand Cornelius Cornelsen og en del af de deputerede var imod, at byen blev bundet til at svare en bestemt rente, hvor penge kunne fås til 2 ½ pct. Men Magistraten godkendte satsen den 5. februar 1780.
Stiftelsen skulle først blive aktiv 8 år efter hans død
For at forøge kapitalen bestemte Jacob Schwennesen dog, at Stiftelsen først skulle træde i kraft otte år efter hans død, så renten i den tid blev opsparet.
Husk seng, bord og stole
Den eller dem, der kom i betragtning skulle være enkeltpersoner eller familier, der førte et kristent liv og ”ustraffelig vandel” og ”som ikke havde forskyldt deres tilstand”.
Enhver, der blev optaget skulle medbringe en seng, et bord og to stole. Alt hvad de efterlod sig af inventar, rede penge, klæder og så videre skulle tilfalde Stiftelsen. Denne skulle så til gengæld bekoste begravelsen ”Armen Gebrauch gemäss”.
Egen familie blev foretrukket
Når en lejlighed blev ledig, skulle den straks besættes. Den måtte i hvert fald ikke stå ledig i længere end tre måneder. Den ny optagende skulle i det første kvartal kun nyde fribolig, mens den til lejligheden knyttede legatportion skulle opspares.
Som fortrinsberettigede indsatte Jacob Schwennesen sin egen og sin hustrus familie. Og det blev de så i ”uendelige grader”.
Dernæst var det i Aabenraa fødte personer og hvis sådanne ikke fandtes så tillige de i amtet fødte.
Legater udbetalt kvartalsvis
Af legatrenterne skulle der tilfalde hver lejlighed 8 rigsdaler, som skulle udbetales kvartalsvis til nytår, påske, St. Hans, og St. Mikkelsdag. De øvrige renter skulle så vidt de ikke medgik til vedligeholdelse, forsikring og andre nødvendige udgifter opspares. Når så der var samlet 100 rigsdaler, skulle disse tillægges kapitalen og renterne fordeles på legatportionerne.
Som administrator af stiftelsen indsatte fundator, købmand Ambrosius Heinrich Lange og sin brodersøn, skipper Schwenne Schwennesen.
Ejendommen skulle genopbygges, hvis den forfaldt
For det tilfælde, at huset forfaldt eller i tidens løb blev ødelagt, bestemte Jacob Schwennesen, at det skulle opføres på ny. Såfremt kapitalen derved svandt ind under 200 rigsdaler, skulle Stiftelsen suspenderes, indtil kapitalen havde nået denne størrelse, således at
Stiftelsen mistede en masse penge
Endelig bestemte han, at de to tavler over indgangsdørene skulle vedligeholdes til opmuntring for de fattige, der gjorde sig håb om at blive optaget i Stiftelsen.
Den 14. marts 1919 havde Rentier Nicolai Albert Christian Tøgesen ved sit testamente af 13. oktober 1905 tillagt Stiftelsen 15.000 Mark.
Sønderjysk Valutafond havde tilstået den Schwennesens Stiftelse et årligt tilskud på 1.250 kr.
Ved opgørelsen den 1. april 1924 på det tidspunkt, forrentningen af Markformuen ophørte bestod Stiftelsens Aktiver foruden bygningen af en Markkapital på 40.877,65. Men da denne ikke var anbragt i fast ejendom, men henlå i obligationer var den ganske værdiløs.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 11, 2023
”Galt” tysk og ”tumbe” dansk i Højer
”Galt” tysk i skolen. En speciel dialekt i Højer. Markmanden havde en lang arbejdsdag. Teknikken bag ”Æ Klustagh”. Byrådsvalget 1937. Observationsposter. Stillingen forblev uændret. Stadig tysk flertal. Folkeringen fulgte tyskernes opfordring. Højer Bønderkommune. Generalforsamling på ”Per’ s daw (awten).
”Galt” tysk i skolen
Man kunne sige om en mand, at han var ”galt tysk” og om en anden, at han var ”tumbe dansk”. En lille dreng, der stammede fra et hjem, hvor ægtefællerne havde hver sin nationalitet, blev efter mange overvejelser, sat i tysk skole. Efter den første skoledag spurgte moderen ham:
En speciel dialekt i Højer
I Højer havde man en speciel dialekt. Det var så den, familien Brodersen i Tønder arvede. Som allerede beskrevet i tidligere artikler så kom min mor fra Højer.
Dialekten indeholdt en del tyske gloser. For eksempel tog folk altid
En vognmand kaldtes:
Og så sagde man også:
Markmanden
Man havde også ”æ Varman”. Det var markmanden, der vandrede fra fenne til fenne med sin ”klustagh” på nakken. Markmanden er en gammel institution. Han omtales i al fald i 1600-tallet. På ”Persdaw” (awten) (den 22. februar) blev han fæstet for den næste sommer.
Hans løn var et beløb pr. demat (1 demat er ca. 1 rd. Land). Han fik også noget for hver hest, kreatur, får og lam, som han skulle holde øje med.
I gamle dage har der vel været en markmand i alle bondesamfund. Men som gårdene blev flyttet ud og jorden arronderet, blev markmanden overflødig. I 1940erne var der endnu en markmand i Højer.
Det var en lang spadseretur, markmanden skulle ud på hver dag. Han begyndte gerne, når det lysnede omkring klokken 4, og var han heldig, kunne han være hjemme omkring middagstid. Hvis et dyr lå ned, skulle han hen til det og jage det op, for han skulle konstatere, at dyrene kunne ”støtte på alle fire ben”.
Men det var langt fra hver dag, han nåede hjem til kl. 12. En flok får kunne være brudt ud, så måtte han sørge for, at de blev drevet tilbage i den fenne, hvor de hørte hjemme. En stud kunne være faldet i grøften og ad fast i mudderet. Markmanden måtte selv have fat i Falck.
Teknikken bag ”Æ klustagh”
”Æ klustagh” var uundværlig for markmanden, for hans vej rundt i fennerne medførte, at han skulle passere brede grøfter og afvandingskanaler.
Denne ”klustagh” eller springstok skal bruges med en bestemt teknik. Er det en grøft med blød bund, og det er de næsten alle, må man ikke stikke stokken ned i midten. Så sker det pinlige, når man kækt springer ud og er kommet i lodret stilling, at springstokken presses ned i den bløde bund.
Springets fart standses. Man skal være heldig, hvis man falder ind mod grøftekanten. I de fleste tilfælde vil springeren falde langs med grøften og ende i vand og mudder. Skaden føjes til spot, idet vidnerne vil opslå en skadefro latter. Nej stagen skal sættes på et fast sted i den skråning, men springer fra. Så kan man let komme over et vandløb på både 2 og 3 meter.
Vi har gjort vores erfaringer ude i marsken dengang i ungdommen. Teknikken beherskes nok ikke mere fra undertegnede.
Byrådsvalget 1937
I 1937 var optimismen stor hos de dansksindede op til byrådsvalget. Kunne man få det femte mandat. Nej, der manglede kun 17 stemmer. I forhold til byrådsvalget i 1933 var det danske stemmeantal steget med 36. Men tyskernes stemmeantal var også steget.
Alle var mobiliseret i begge lejre. Stemmeprocenten var helt oppe på 94, 6 pct. Kun kvinder i barselsseng eller folk, der næsten lå for døden mødte ikke op.
Ethvert valg i disse år var et nationalt valg, hvor det ikke drejede sig om partipolitik, men her var et spørgsmål om dansk eller tysk.
Observationsposter
Selve valgdagen var der vældigt liv i byen. Danske flag var oppe. Der var organiseret transport for de ældre og dårligt gående. Ingen skulle blive hjemme. Man kendte folk og vidste, hvor de satte deres kryds. Både danske og tyske havde deres observationsposter, der registrerede, om alle nu mødte frem.
En observatør måtte ifølge loven ikke opholde sig i valglokalet. Men så indrettede man sig, så man kunne holde døren til Ohlsens hotel, der var valglokale under opsyn.
De dansksindede sad i kaptajn Kiils hyggelige stue. På den anden side af Torvet i hotel Sylts karnapstue sad de tysksindede og gjorde deres notater. Syntes man så, det trak lidt længe ud med, at den og den vælger mødte frem, så sendtes en stafet ud, så ingen skulle undslå sig for at gå til valg.
Stillingen forblev uændret – stadig tysk flertal
Da valget sluttede, samledes en masse vælgere for at overvære optællingen. De tysksindede var tilfredse med, at stillingen forblev uændret 7 tysksindede og 4 dansksindede.
Folketinget fulgte Tyskernes befaling
Det blev det sidste valg til byrådet inden 1945. da der normalt 4 år senere skulle holdes kommunalvalg, vedtog folketinget, at der ikke skulle afholdes valg i Nordslesvig. Mindretallet ønskede ikke valg. En stor del af deres medlemmer havde meldt sig til tjeneste i SS eller den tyske hær. Andre var beskæftiget uden for hjemstavnen. Ville det blive valg, ville det tyske stemmetal gå føleligt ned.
Besættelsesmagten krævede så, at der ikke blev valg i Nordslesvig. Fra folketinget gjorde man så denne indrømmelse for at bevare ”husfreden”,
Højer Bønderkommune
Højer Bønderkommune var en gammel institution. Dens virke kan spores tilbage til 1600-tallet. Dengang var det bønderkommunen, der ledede og styrede Højer. Nu levede mest på traditionerne men havde dog stadig nogle praktiske beføjelser.
Hvis man skulle optages, skulle man være ejer af mindst 25 demant og være bosiddende i Højer. Så skulle man henvende sig til oldermanden og sige, at man ville optages som medlem.
Generalforsamling på ”Per ’s daw (awten)”
14 dage før Persdaw (awten) blev man så inviteret på Nissens Hotel. Sådan var det i slutningen af 1930erne. Der blev oplyst at mødet blev afholdt på tysk. Men ret hurtigt gik diskussionerne over i sønderjysk. Oldermanden forlagde regnskabet og man vedtog, hvor mange man ville bruge på reparation af led og hegn om de fenner, som bønderkommunen ejede. Hvert år blev der også bevilliget pengegaver til en række gamle og enlige.
Nissens Hotel blev også kaldt for ”Stadt Tynne”. Man fik middag og rigeligt med øl og brændevin. Alt hvad man ville nyde efter kl. 24, var for egen regning. Som nyt medlem skulle man fylde flasker fra punchbollen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: