Artikler
Juni 15, 2023
Kalvø – en ø i Genner Bugt
Vi har delt denne lange artikel i hovedafsnit: 1. Den smukke ø 2. Jørgen Bruhn-hans skibe og værft 3. Den sidste Skipperfamilie 4. Det sker noget på Kalvø. 5. Forbindelse til Kalvø. En fast forbindelse til øen skabte problemer. Tænk engang, der blev bygget 230 skibe i Aabenraa fra 1820 til 1870. Mange oldsager gik tabt på Kalvø. Familien Bruhn var en anset familie. Han flygtede fra engelsk fangenskab. I 1817 havde han andel i 35 skibe. Hans byggeri på Kalvø skabte mishag i Aabenraa. Han købte Kalvø for 6.400 Rigsdaler sølvmønt. Hvad mente man om ham? Et familieværft blev etableret på Kalvø. To skibe startede et rederi. Det var De Seks Brødre og ”De To Søstre”. Miljøministeriet købte øen. Vi skal høre om de besværligheder, der var med at etablere en dæmning og en bro. En bus var ved at køre i vandet. I dag er der også museum på øen. Der kan du se en masse af det, som vi her skriver om
Den smukke ø
Omegnens bønder havde kalve gående på øen
Det er sandelig mange år siden, jeg har været her. Dengang var jeg meget betaget af det jeg så. Hvad skal øen huskes for? Ja et navn som Jørgen Bruhn fylder meget i øens historie. Her er både natur og kultur. Men ikke mindst historie. Når man nu skal placere sådan en artikel, skal det være under Genner, Løjt eller Aabenraa. Eller måske et helt andet sted. Når man nu vil beskrive historien, er det jo mange muligheder.
I 1200 – tallet blev øen kaldt ”Calf ø. Man siger, at navnet skyldes, at omegnens bønder havde haft kalve gående græssende på øen om sommeren.
Dannebrog kom i land i Genner Havn
I 1219 fortæller sagnet, at krigerkongen Valdemar Sejr kom sejlende ind i noret med sin flåde, hvor han gik i land, ved det der senere blev kaldt Genner Havn medførende Dannebrog.
Til minde om denne landgang opførte egnens bønder monumentet ”Dannebrogsskibene” på højdedraget i bunden af Genner Bugt over for Kalvø.
Svenskerne huggede værdigenstande på Kalvø
I 1627 nåede krigens alvor til egnen, da Christian den Fjerdes tropper under deres tilbagetog plyndrede, hvor de nåede frem, og hvad de kongelige tropper ikke havde plyndret og ødelagt, tog de forfølgende svenske tropper sig af.
Sagnet siger at beboerne fra Genner sejlede deres værdigenstande over til Kalvø og begravede dem der. Til ingen nytte. Svenskerne opsporede gemmestederne og tog alt hvad de fandt.
Mange oldsager gik tabt
Kalvø blev nævnt første gang i 1232 i Valdemar Sejrs jordebog. Åbenbart skulle øen have været ubeboet, men det tyder fund, som man har gjort nu ikke på. Jørgen Bruhns søn, Hans Bruhn fortæller, at
Noget havnede i Kiel. I dag er det kun et billede af en bronzeøkse tilbage.
En senere ejer af Kalvø og husene på øen fortsatte indsamlingen af oldsager. Hans indsamling af oldsager og hans stensamling, der nu er udstillet, fortæller at øen har haft besøg af mennesker i jægerstenalderen, og at der både i bondestenalderen og bronzealderen har været beboelse og landbrugsdrift.
Jørgen Bruhn – hans skibe og værft
Jørgen Bruhn var datidens matador på Aabenraa – egnen. Med sin mangesidede virksomhed var han i høj grad med til at præge en del af Aabenraas store sejlskibsperiode., som varede fra ca. 1820 – ca. 1880. Han blev lidt af en myte. Han var sin tids rigeste mand i Aabenraa. Han opnåede at blive den største skibsreder i hele Danmark. Og han tilhørte overklassen i byen.
En anset familie
Den 14. maj 1791 blev han født på Strågård på Løjtland. Som den ældste blev han opkaldt efter sin farfar, der var den første Bruhn på gården. Den næste Bruhn var Hans Bruhn, det var Jørgen Bruhns far. Strågård var 120 tdr. land, hvoraf en del var god skov. Hans Bruhn havde også forpagtet to møller, Slotsmølle og Nymølle. Han drev også stor handel med strå, hø og kvæg. Han var også medarbejder af flere sejlskibe.
Han tilhørte således kredsen af storbønder, kaptajner og købmænd, der forbandt Løjt med Aabenraa by. Jørgen Bruhns mor hed Maren Bargum og var datter af provsten i Aabenraa.
Jørgen Bruhn gik lige som sine søskende i landsbyskolen i Skovby. Senere gik de på privatskole og havde huslærere. Alle hans brødre og søstre slog sig senere hen ned på egnen. De indgik også senere i den ledende elite. Ludolf blev kaptajn og døde ung. Jacob Adolf kaptajn, skibsreder og ejer af gården Dahlholt. Hans Detlev blev skibsfører, reder og ejer af kancelligodset Høgebjerg. Margrethe blev gift med en kaptajn og reder, der tillige havde Stolliggård. Anna blev gift med en kaptajn.
Oplært i egnens søfartstraditioner
Gennem sin opvækst på Strågård blev Jørgen Bruhn oplært i egnens søfartstraditioner. Da han blev konfirmeret, kom han ligesom mange andre unge fra Løjt ud at sejle. I løbet af de næste fem år avancerede han efterhånden til 2. styrmand. Sin styrmandseksamen tog han i 1800 i København.
Det var nu ikke uden risiko, at de unge meget tidligt tog på søen. Men det fortælles at mindst ¼ af de unge, der gik til søs, mistede livet inden de var 40 år. Mange omkom enten ved at falde overbord eller ved forlis, lige som søfolkene var udsat for stor smittefare, når skibene anløb fremmede havne.
I 1801 blev han ved Gibraltar på den spanske side opbragt af en engelsk orlogsfregat og sammen med resten af mandskabet tvunget i engelsk tjeneste.
Det første skib – Flora
I 1906 – 1807 byggede han sammen med 22 andre et lille fregatskib Flora. Tilsyneladende har familie og venner hjulpet til med andel i skibet. Med skibet sejlede Jørgen Bruhn til Vestindien for at fragte kaffe, sukker, rom og tobak. På vej hjem i 1807 var Danmark kommet i krig med englænderne. Flora blev opbragt af den engelske flåde i Kanalen. Sammen med andre danske søfolk kom han i engelsk krigsfangenskab.
Flygtede fra engelsk fangenskab
I løbet af krigen tog englænderne 1.400 dansk – norske skibe. Og alene i 1807 kaprede englænderne 10 Aabenraa – skibe.
Efter halvanden års fangenskab flygtede Jørgen Bruhn fra fangenskab. Hjemme i Aabenraa fik han næringsbrev, der tillod at redere og kaptajner udrustede deres skibe med kanoner og mandskab til erobringskamp. De erobrede skibe og deres last blev efter retsligt forhør solgt på en auktion. Det var ikke ualmindeligt at et enkelt kaperi kunne indbringe 100.000 rigsbankdaler.
Han fandt sin kone i Norge
Jørgen Bruhn deltog antagelig kun i et kaperi, men det indbragte ham 7.000 rigsbankdaler. For dette beløb anskaffede han sig et skib. Han gik nu i engelsk tjeneste. Og indtil 1814 sejlede han i konvojer mellem Østersøen og England. Under en af disse ture i 1809 eller 1810 måtte de søge ly i Norge grundet dårligt vejr. Her mødte han sin tilkommende kone, Marie Margrethe Borse.
Den norske familie flytter til Løjt
I 1813 overtog Jørgen Bruhn fødegården. Hans kone drog sammen med sine forældre, en falleret storkøbmand og et par andre slægtninge fra Norge ind på Strågård.
Som 40 – årig forlod han søen
Fra 1816 – 21 sejlede Jørgen Bruhn for et københavnsk handelshus. Han gennemførte flere indbringende sejladser til Ostindien. Hans sidste rejse endte med et forlis ved Kap det Gode Håb. Det endte med et stort tab for Jørgen Bruhn, da han mistede en masse varer, som han medførte for egen regning. Det var anledningen til, at han i 1821 som 40 – årig opgav søen.
Investerede i skibe
Allerede 3-4 år før var han så småt begyndt at investere i skibe. Gennem det handelshus, som han sejlede for, købte han og 15 andre en brigantine i København. Gennem de næste år, blev der købt fire skibe mere.
Jørgen Bruhn havde alle forudsætninger for at kende sammenhængen mellem skibsbygning, sejlføring og manøvrering. I 1820 lod han på Paulsens værft bygge Caravane efter sigende efter model af et havareret amerikansk skib som han havde hjemført fra København.
I 1817 havde han andel i 35 skibe
I alt har Jørgen Bruhn haft andel i 35 skibe, der i årene 1817 – 58 hørte hjemme i Aabenraa. Heri indgik kun de skibe, han ikke selv førte. men som han var reder for eller som han i slutningen af sit liv lod bygge på sit eget værft.
I den periode blev han som Aabenraas dominerende reder og den, som ved nye initiativer gav byens opblomstrende skibsbyggeri og skibsfart form.
I 1847 blev Kalvø købt
I 1847 købte Jørgen Bruhn Kalvø for 6.400 Rigsdaler Sølvmønt. Årsagen til købet skal findes i uoverensstemmelser med magistraten i Aabenraa vedrørende manglende plads på skibbroen.
Hvordan startede det på Kalvø?
I 1848 byggede han et træskibsværft bestående af bedding og saluthøj. Om opbygningen af værftet skriver hans søn, Hans:
Protester mod værftet
Det var nu ikke uden problemer at dette skete. Jørgen Bruhn havde ikke søgt om tilladelse til at oprette et værft uden for købstaden. I september 1850 rejste det offentlige sag mod Jørgen Bruhn efter anmodning fra en række aabenraaer, der frygtede at købstaden ville lide tab på grund af Kalvø – værftet.
Herpå fulgte en strøm af redegørelser og betænkninger. Jørgen bruhn hævdede, at han ikke havde søgt om tilladelse:
Værftets placering begrundede han med, at det var pladsmangel på havnen i Aabenraa, og at værfterne, der var anlagt på opfyldt grund, der ikke kunne bære skibe af den størrelse, som han ønskede at bygge. Det lokale småborgerskab frygtede, at Jørgen Bruhn ville oprette en handelsstation. På amtmandens anbefaling endte sagen dog med, at tilladelsen blev givet i oktober 1851.
Jørgen Bruhn skulle dog årligt betale en afgift på 160 rigsbankdaler til byen og 8 rigsbankdaler til amtstuen.
I 1855 havde Kalvø 87 indbyggere
I 1855 boede der i alt 87 personer på øen. Af disse arbejdede de 45 på værftet. De overordnede samt nogle få af arbejderne havde deres familier hos sig og dannede således selvstændige husstande.
27 ugifte og gifte arbejdere boede i den lange længe og spiste hos værftets ”Øconom”, som boede i samme hus sammen med sin kone, deres to børn og to tjenestefolk.
Jørgen Bruhn kom næsten dagligt på øen.
Store både efter amerikansk model blev bygget
Jørgen Bruhn begynder at bygge de såkaldte clippere på hans værft på Kalvø. Det største af dem var Cimber, der blev bygget 1854, 56 og hvis 570 CL. Overgik alle andre skibe i Skandinavien. Det vakte opsigt og beundring over alt i verden. Og specielt blev det omtalt for en rekordrejse fra Liverpool til San Francisco på 103 dage.
Ganske vist var Jørgen Bruhn eneejer af flere skibe end nogen anden Aabenraa-reder på hans tid. Men langt de fleste skibe ejede han dog sammen med en eller flere andre. I begyndelsen var der især hans to brødre, Hans Detlef og Jacob Adolf Bruhn, samt hans to svogre, Jacob Bendixen og Hans Richelsen, som han delte skibene med. Efterhånden som hans egne børn voksede til, overtog hans sønner og en svigersøn pladserne som medejere.
230 skibe bygget i Aabenraa mellem 1820 og 1870
Da sejlskibene forsvandt i Aabenraa, forsvandt også de store arbejdspladser. I midten af 1850-erne var Aabenraa den betydeligste søfartsby i Slesvig. Det var også her de største værfter var I 1860 var der fem træskibsværfter i Aabenraa inklusive Bruhns skibsværft på Kalvø
I 1862 grundlagde Gustav Raben et værft, der beskæftigede mellem 80 og 90 ansatte. Paulsens værft var det ældste. Det blev grundlagt allerede i 1700-tallet. I perioden mellem 1820 og 1880 blev der bygget i alt 230 skibe i byen.
Andre kilder hævder imidlertid, at der på Kalvø i gennemsnit var beskæftiget ca. 100 mand. Halvdelen af disse boede på fastlandet.
Jørgen Bruhn investerede også i andre ting
I 1823 købte Jørgen Bruhn de to vandmøller, Slots – og Nymølle. Han boede tre år på Nymølle. Derefter flyttede han til Redergården på Storetorv og ombyggede den. Han investerede også i meget mere.
Hvem var han?
Men hvordan var han? Han var en fremtrædende personlighed med både tilhængere og modstandere. Alle havde en mening om ham. Da der i 1838 skulle vælges rådmand, sagde borgmesteren:
De deputerede var bestemt ikke alle lige begejstret. Nogle mente, at grunden til at han byggede værftet på Kalvø var for at slippe for overvågning og eftersyn. De beskyldte ham også at have sympatier for den Slesvig – Holstenske bevægelse.
Der var mange, der tog afsked med ham
Derimod støttede Frederik Fischer ham. I den lokale avis Freja, hvor han fremmede den danske sag, skrev han:
I bladet Freia var der også en beretning om Jørgen Bruhns begravelse. Der var et følge på omtrent 300 mennesker, der havde indfundet sig. I spidsen var to Dannebrog. Tømrer fra Kalvø og fra byen bar kisten fra Redergården til byens udkant, hvor den blev overtaget af håndværksmestre, som igen overlod den til kaptajner, da man nåede kirkegården.
Hvad mener historikere om ham?
Historikeren Johan Hvidtfeldt siger om Jørgen Bruhn:
En mere kritisk vurdering af Jørgen Bruhn leveres af historikeren Gottlieb Japsen, der skriver:
I sin efterfølgende behandling af egnens værfter konkluderer Japsen:
Værftet lukkede i 1868
Efter 1858 blev værftet ført videre af Jørgen Bruhns sønner, indtil det sidste skib løb af stablen i 1868.
Da værftet lukkede i 1868, blev arbejderboligerne lejet ud til fiskerne. I 1898 solgte Jørgen Bruhns arvinger Kalvø samt en hel del tilhørende jord på begge sider af fastlandet Ganske kort tid efter solgte den nye ejer Hans Jebsen fra Aabenraa til P. Beck fra Stollig for 55.000 mark.
På øen var der dengang foruden det nedlagte skibsværft, en gård til to heste og en halv snes køer, et større antal lejeboliger, samt et værtshus. Den samlede lejeværdi for hele herligheden udgjorde sammen med bropengene cirka 1.500 mark årligt.
Havnen og Genner Bugt blev bl.a. brugt af den tyske krigsmarine og den tyske kejser Wilhelm den Anden brugte Becks lade som garage under en militærøvelse.
Senere overtog sønnen Chr. Beck ejendommen inkl. Broen.
Den sidste Skipper-familie
Et familieværft blev etableret
Vidste du, at i 1930-erne var Kalvø hjemsted for et lille familierederi, der havde sine småskibe. Herfra opererede de til frem i 1950-erne.
Det var skibsfører og skibstømrer Niels Hansen Petersen fra Sønderballe, der ligger på den nordlige side af Genner Bugt. Han slæbte to gamle træskibe til Kalvø. De blev sat i stand med egetræstømmer fra de omkringliggende skove.
”De Seks Brødre”
Den første blev døbt ”De Seks Brødre”. Da Niels Petersen havde seks sønner. Den anden galease som han købte i 1934, blev døbt ”De To Søstre” efter hans to døtre.
I en periode var ejerens næstældste søn, Albert Petersen, skipper på De Seks Brødre”. Han blev senere en betydningsfuld person i Aabenraas historie. Han var i 1963 blandt stifterne af Aabenraa Maskinfabrik og Flydedok – det senere Aabenraa Værft A/S. Båden blev renoveret og forsynet med en motor på 38 hk.
Martin Paulsen, der sejlede med ”De Seks Brødre fra november 1937 fortæller, at det gik fra havn til havn med al slags gods. Det gik også til svenske havne. Sejlet blev hejst for at støtte motoren.
Skibet var også hjemmehørende på Kalvø i 1950, da det blev forsynet med en motor på 100 hk. Skibet blev solgt til en ”rig” mand i Skotland.
Kalvø blev i 1957 købt for 324.000 kr.
Albert Petersen købte i 1957 Kalvø af landmand Christian Beck for 324.000 kr. Meningen var, at nu skulle det igen være et rigtigt skibsværft på øen. Men han opgav sit forehavende, da det viste sig vanskeligt at få myndighedernes tilladelse.
Derfor solgte han i 1975 øen til Junckers Savværker i Køge. De ville lave en cellulosefabrik på øen. Men heller ikke dette projekt vandt genklang hos myndighederne. I 1975 blev øen så solgt til Miljøministeriet.
Eget værft i Aabenraa
Albert Petersen fik alligevel sit skibsværft. Den kom til at ligge på havnen i Aabenraa. Selv bosatte han sig i en villa ved Genner strand. Derfra kunne han kigge til Kalvø. Til at begynde med sejlede Albert Petersen fortsat som skipper på et af sine egne skibe.
I 1965 gik han i land for at påtage sig hvervene som direktør og dokmester for værftet. I 1969 nybyggede man det første skib, men ellers var man specialiseret i forlængelse af skibe. Alberts søn – Robert Petersen, blev en af hovedkræfterne på Aabenraa Værft, som var i familiens eje frem til 1990.
”De To Søstre”
Skipper på ”De To Søstre” af Kalvø var ejerens ældste søn, Hans Peter Petersen. Det var egentlig bygget i nærheden af Wilhelmshaven og havde heddet Aline og Iduna.
Da Niels Petersen købte det, lå det med brændt agterende i Grenå. Han fik også skibet for kun 15 kr. Under renoveringen på Kalvø blev det forlænget, fik styrehus og ilagt motor. Det ødelagte skib gennemgik en betydelig forvandling.
På bunden af havnen i København
I 1952 blev skibet solgt til Lorens S. Schwartz i Egernsund. Nu kom det til at hedde ”Kirsten”. Senere blev det solgt til København. Efter længere tids forfald sank skibet ned på bunden af havnen. Gad vide, om det stadig ligger der?
Efter salget af ”De To Søstre” købte Hans Peter Petersen skibet ”Passant”. Under en rejse fra Horsens til København i 1960 grundstødte det på Sveriges vestkyst.
I 1965 blev skibet solgt. Det endte som husbåd i Københavns Sydhavn. I 1967 købte Hans Peter Petersen skibet ”Evanna” af Nørresundby som han omdøbte til Solita. I modsætning til forgængere blev det aldrig hjemmehørende på Kalvø eller Aabenraa.
Fru Solita
I 1978 gav Astrid Anna Petersen eller ”fru Solita”, som hun hed blandt parrets venner et interview til ”Hendes Verden”. Her fortæller hun også om, hvordan parret begik deres livs dumhed, da de engang solgte en af deres skibe og købte en pølsebar i land.
Da den sidste bedstemand afmønstrede tilbage i 60-erne, havde kaptajnsfruen dog måttet tage duelighedsbevis, da der skulle være ”to mand med papirer om bord”
Der sker noget på Kalvø
På Kalvø kan du endnu se en masse
Mester- og arbejderboliger, smedjer og hovedbygningen er bevaret. Her er også et museum og andre aktiviteter.
Miljøministeriet køber øen
Øens centrale del ”*Ørkenen” blev i 1960erne udnyttet til grusgravning. Dette medførte en sænkning af øens højeste partier med 8 meter.
I 1974 erhvervede som allerede skrevet Miljøministeriet størstedelen af Kalvø for at bevare havnemiljøet og naturen. Og frem for alt for at sikre offentlig adgang til øen. Efter grusgravningen blev området tilplantet. Skov og Naturstyrelsen har opstillet en stensamling med vandreblokke, som blev ført hertil i istiden.
Herrehuset og Badehotellet er blevet købt af Stenbjerg Ejendomme A/S.
Vikingelauget
Chr. Beck’ s hus – det første hus vi møder, når vi kommer over dæmningen, ejes i dag af Vikingelauget, som har bygget en kopi af Ladbyskibet. Det ligger ”på svaj” ved Kalvø og anvendes til sejlads om sommeren.
Øen er i dag et populært mål for lystsejlere, vandrere og cyklister. Her er et meget fint og veludbygget skisystem, der går hele vejen rundt.
Forbindelsen til Kalvø
I begyndelsen måtte alt sejles til øen
I diverse brochure m.m. kan man læse, at dæmningen, der forbinder Kalvø med fastlandet stammer fra værftets tid. Men det er nok lidt for forenklet bare at beskrive det på den måde. Det er nu heller ikke sandheden.
I de første år, hvor skibsværftet eksisterede, måtte alting sejles derover – også mandskabet.
En bro blev bygget fra Løjt – siden
Af praktiske grunde fik Jørgen Bruhn bygget en bro fra Løjt – siden. Denne bro var en stor lettelse for de mange håndværkere, der efterhånden havde fået arbejde ved skibsværftet. De fleste var faktisk bosiddende på Løjt Land.
Ødelagt af havis
Broen var bygget af svære, nedrammede pæle og stod i nogle år. Men det hele blev ødelagt af havis. Herefter måtte man færges over til øen fra Bredsten.
En fast dæmning skabte masser af problemer
Fra Genner – siden til Kalvø var afstanden betydelig mindre. Men også herfra skulle mandskab og materiale færges over til øen. Jørgen Bruhn besluttede nu, at han ville anlægge en fast dæmning for at undgå de samme problemer med isen om vinteren.
Der blev gravet en masse jord ud på Genner – siden. Men det fyldte kun lidt og arbejdet trak ud. Da dæmningen efter store anstrengelser endelig nåede op i højden, blev der lagt en masse sten for at befæste vejen. På begge skråninger mod vandet blev der lagt store mængder groft grus, for at dæmningen kunne modstå bølgerne. Det havde været en ret bekostelig affære for Jørgen Bruhn at nå så vidt.
En tidlig morgen få dage efter at dæmningen var færdig og taget i brug, var hele arbejdet spildt. Dæmningen med dens store vægt var forsvundet i dybet. På begge sider stod mudderet op over vandspejlet.
På midten skulle der bygges en træbro
Jørgen Bruhn var en mand, der ikke gav op. Han besluttede sig nu for, at der på det midterste stykke af resterne af dæmningen skulle bygges en træbro. Der blev anvendt meget svært tømmer, for at kunne modstå havisen. Denne gang lykkedes det at få en fast forbindelse over til øen. Det er denne bro, der med utallige reparationer op til sidst i 1930-erne har været fast forbindelse mellem fastlandet og Kalvø.
Da bussen var ved at skride i vandet
Ved hjælp af mindre kommunale tilskud holdt Chr. Bech broen i rimelig stand gennem årene. Men midt i 1930-erne var omkostningerne ved broens vedligeholdelse blevet for store. Man begyndte igen at drømme om en dæmning.
Da damerne fra smedemestrenes årsmøde i Haderslev i fire store busser og 15 personbiler var på udflugt den 24. juli 1937, gik den første af busserne igennem broens planker med begge baghjul og blev hængende på karosseriet. De øvrige biler blev på fastlandet og deltagerne måtte gå over til fods. Ingen kom til skade.
Efter at bussen var blevet halet i land og broen udbedret, blev der sat advarselstavler op. De fortalte at al færdsel fremover var på eget ansvar.
Højvande skyllede dæmningen væk
En måned før denne dramatiske begivenhed havde Haderslev amt færdiggjort et projekt til en ny dæmning. Udgifterne skulle deles ligeligt mellem Hoptrup og Øster Løgum Sogn. Projektet var anslået til at koste 25.000 kr. Den fremtidige vedligeholdelse skulle ejeren af dæmningen, gårdejer Chr. Beck årligt modtage et tilskud på 4.000 kr.
Det gik dog flere år inden formaliteterne var i orden. Opfyldningen var meget besværligt, da højvande flere gange skyllede jorden bort.
Da kongen vovede at tage bilen hjem
Den 24. maj 1939 skulle Christian den Tiende aflægge besøg på Kalvø. Da var man først lige påbegyndt arbejdet med dæmningen, så de kongelige måtte benytte den gamle træbro. Politimester Hartmann fra Haderslev anbefalede at man passeren broen til fods. Men på hjemturen turde de kongelig godt at passere broen kørende.
Flere gange forsvandt dæmningen. Først den 1. oktober 1939 kunne dæmningen tages i brug.
Det blev en lang artikel, som kunne have blevet meget længere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Søfart i Aabenraa/Løjt
Juni 12, 2023
Visby Kirke og et par præster
En kirke fra 1200-1300. Pater Rantzau troede, at han havde ejerskab over kirkerne. Vidste du at spiret på Visby Kirke var højere end Rundetårn? En del af inventaret er fra 1593. Det var svært at få spiret ned. Det blev lovet hævn, hvis kisterne blev flyttet- Taget rustede. Et flot kalkmaleri gik til. Pastor Schou rejste til Før for at blive opsagt. Pastor Posselt ville hellere være bonde. Livet i præstegården var ikke altid lutter idyl. Herremand og præst brød sig ikke om hinanden. Herremand begravet uden gravsten. Degnen måtte gå rettens vej. Præstekonen skrev prædikerne. Hun firede til faderens avlskarl, der var betydelig yngre. Den poetisk pastor Borg. Pastoren underviste i våbenbrug. Krigsfærden mod Tønder stoppede i Stokkebro. Man kunne huske kriger – sangen 50 år efter. Pastoren fra Møgeltønder, Sonne var indirekte skyld i Brugsforening i Visby. Pastor og frue begravet i Visby – parken.
En kirke fra 1200-1300
Dette er ikke en slavisk gennemgang af Visby Kirkes historie og alle dens præster. Vi dukker ned i kirkens historie. I tidligere artikler har vi allerede været her.
Vi ved egentlig ikke, hvor gammel kirken er. Sandsynligvis er den fra 12 – 1300 – tallet.
Den nævnes første gang i 1514. Den var viet til Sank Laurentius. Kongen havde vel som ejer af Trøjborg kaldsretten over kirken. Man skal måske lige nævne, at Visby var lige som Møgeltønder en af de kongerigske enklaver. Og det ophørte først i 1864.
Peter Rantzau troede at han havde ejerskab over kirkerne
I 1579 erhvervede Peter Rantzau Trøjborg. Dermed fik han kaldsretten over Visby, Døstrup, Mjolden og Randerup Kirker. Men han mente sikkert, at han var ejere af kirkerne. For omkring 1590 byggede han hele Visby Kirke om. Han brugte penge fra de andre kirker til at forsyne Visby Kirke med helt nyt inventar.
Han slap da heller ikke godt fra dette. Biskoppen i Ribe klagede til kongen. Denne befalede at Rantzau straks skulle afstå de kirkegårde, jorde, enge og andet som tilhørte kirken.
Men Peter Rantzau gav sig nu ikke frivillig. Der skulle en dom til. Her blev det fastslået at Trøjborg ikke havde ejendomsret til kirkens herligheder. Han havde bare tilbagebetale Lø Herreds kirker 3.300 daler. Endnu i 1767 havde ejerne af Trøjborg endnu kaldsretten over Lø Herreds Kirker.
Også på Trøjborg var der et kapel.
Et kæmpe spir på 43 meter
På Visby Kirke var der et kæmpe spir. Men det var det også en forklaring på. Det tjente nemlig som sømærke. Tårnet var på hele 43 meter. Og det er 7 meter højere end Rundetårn.
På kirkegården var der også en gabestok. Det er en slags halsjern med kæde. Måske er det den, der ses på Tønder Kirkemuseum i dag.
En del af inventaret er fra 1593
Endnu kan man i kirken se en del af Peter Rantzaus ombygning. Det er for eksempel døbefonten og et krucifiks (1400-tallet) samt prædikestolen. Ja den ene af de klokker er også fra den tid.
Altertavlen er også fra 1593 og det er et kalkmaleri på kirkens syd-væg som også er fra den tid.
Det var svært at få halet spiret ned
Det nuværende tårn på Visby Kirke stammer fra 1857. Bortset fra spiret er det en nøje kopi af Rantzaus spir, der blev nedtaget i 1853.
Det hældende spir skulle trækkes ned ved hjælp af tove. En masse mennesker var mødt op for at hale. Men spiret lod sig ikke rokke. Selv da man havde fået bjælkerne savet over, kunne man ikke få det ned. Det kom først, da bjælkerne var savet over.
Der blev lovet hævn, hvis kisterne blev fjernet
Tårnrummet var blevet indrettet i 1716 af Nicolas Clasen (Clausen). Han lod bl.a. indrette en gravkælder til ham selv og sin familie. Han var godsforvalter på Trøjborg og havde lovet hævn over dem, der fjernede kisterne. Men det skete så i 1857. Kisterne kom ud på kirkegården.
Den sidste, der blev begravet her, var provst Johannes Clausen præst i Visby 1754 – 1778. Han var svoger og fætter til H.A. Brorson
Kisterne fra begravelserne blev fjernet og anbragt på kirkegården. Kælderen blev tilkastet, da tårnrummet i 1857 blev indrettet til våbenhus.
Taget rustede
Omkring 1610 var kirketaget egespån. Men Rantzau mente, at nu skulle der fortinnet jernblik på. Det så jo i begyndelsen meget flot ud. Men efterhånden rustede taget. Så ideen var måske ikke så smart alligevel. Selv biskoppen frydede sig over dette.
I 2003 gennemgik kirken en 7 – måners renovering. I 2013 kom der elektrisk ringning.
Spiret har i 2014 fået nyt bly på.
Et flot kalkmaleri gik til
Gennem tiden har kirken været gennem talrige renoveringer og ændringer. Og ikke alt var lige heldigt. Nogle gode kalkmalerier fra det 17. århundrede af de 12 apostle i legemsstørrelse var blevet overkalket.
Ingen i sognet anede deres eksistens, før de i 1921 blev afdækket. Men det viste sig, at de ikke kunne bevares på grund af overkalkningen.
Provst Schou rejste til Før – for at blive opsagt
En af præsterne Chr. Mandix Schou var udpræget rationalist. Han troede ikke på, hvad han prædikede. I sommeren 1843 rejste han til Før, hvor Christian den Ottende opholdt sig. Han bad kongen give ham sin afsked som præst. Han håbede samtidig at kongen kunne give ham et andet job. Han endte som branddirektør på Sjælland.
Pastor Posselt ville hellere være bonde
Pastor Posselts arvede en gård. Så tog han sin afsked og blev i stedet gårdejer. Pastor Eyermann fik sin afsked i 1867, fordi han som så mange andre danske præster nægtede at aflægge troskabseden over for den prøjsiske konge. Og så var det lige den holstenske præst Seeger, der var præst i Visby i 41 år.
Livet i præstegården var ikke lutter idyl
Livet i Præstegården i Visby var heller ikke altid lutter idyl. ”Digterinden Anna og hendes mand Jørgen Jessen boede der som præstefolk (1822-1834). Hun blev kendt over hele landsdelen som digterinden eller Anna. Hun fik en masse digte optaget i ”Dannevirke”.
Anna Christiane Lautrup var født i Aabenraa i 1794. To år efter flyttede familien til brede, hvor faderen var præst i 49 år. Der var flere præster og præstekoner i familien.
Herremand og præst brød sig ikke om hinanden
Den mand, hun blev gift med var Jørgen Jessen. De flyttede til Dagebøl. Men det liv der var ikke nået for det unge præstepar. I 1822 flyttede de til Visby. Det var sikkert den forrige præst, Lautrup, som havde fået ham til Visby.
Men herremanden på Trøjborg, Holst skulle senere have sagt, at hvis han havde mødt ham inden, havde han aldrig fået jobbet. Herremanden og præsten blev aldrig gode venner. Holst kom ikke i kirken og præsten kom ikke til Trøjborg.
Herremand begravet uden gravsten
Således meddelte kancelliråd Holst skriftligt at der ikke skulle holdes nogen tale ved hans grav. For at kaste jord på kisten skulle præsten have en Specie (4 kr.), mens degnen Christian Hansen med hvem herremanden var meget gode venner skulle have 10 Specier for at synge i hjemmet.
Herremandens ønske blev opfyldt den 4. marts 1829. Han blev begravet i det syd vestligste hjørne af kirkegården, hvortil han var blevet ført af 4 med sort betrukne heste, der blev ført ved munden af fire ansete bønder fra godset. Gravet er for længst blevet udslettet. Her har hvis aldrig været nogen gravsten.
Degnen måtte gå rettens vej
Også med degnen og flere af sognets folk havde præsten strid med. Fra præstegården skulle der fra gammel tid ydes 40 pund smør og tre skræppe rug til degnen. Men lærer Hansen måtte have rettens hjælp til at dette blev virkelighed.
Pastor Jessen blev beskyldt for at være et stakkels sjælesygt, tungsindigt og oprevet menneske dom ikke må have været let at være gift med.
Præstekonen skrev prædikenerne
Hans kone, Anna var en modsætning til hendes mand. Hun forsøgte sig at indrette sig efter forholdene. I 1832 fik pastor Jessen embedet i sit fødesogn Vedsted. Men her gik det ikke bedre for pastor Jessen. Hans tungsind udviklede sig til raserianfald. Man sagde, at det var Anna, der skrev hans prædikener.
Hun friede til faderens avlskarl
I 1842 døde pastor Jessen og Anna rejste hjem til sin far i Bred. Tre år senere giftede hun sig med faderen – den gamle præst’ s avlskarl Lorens Ludvigsen. Han var 29 år – hun var 51 år.
Og det gik sådan til, at de en dag var ude at køre, og så gik snakken på den østligste af to store gårde. ”Den gård skulle du købe”, sagde hun til karlen. ”Ja bare jeg havde pengene”, svarede han. ”Pengene dem har jeg, og i år er der skudår, da må kvinderne fri, hvad mener du Anders, om vi slog vores pjalter sammen?
Lorens døde i 1864. Anna solgte gården og flyttede til Tinglev. Her levede hun en snes år som enke og døde i 1884 – 90 år gammel.
Den poetiske pastor Berg
Hans Broge Berg er også en præst, der fortjener et par ord. Han havde en poetisk åre og udgav en digtsamling med titlen ”Salmenyn og Søndagsrim”. Han tog også del i den nationale bevægelse og skrev patriotiske sange.
Pastoren underviste i våbenbrug
Han samlede også våbenduelige folk i Visby og gennemførte forskellige våbenøvelser og våbenbrug. Han lærte folk at eksercere og marchere. Da han efter egen overbevisning mente at de brave Visby – borgere var tilstrækkelig indøvede sammenkaldte han den ligesindede kancelliråd herredsfoged Brasen og alle våbendygtige folk til et krigstog til den ”tyske” by Tønder.
Krigerfærden mod Tønder
Her skulle man straffes for deres landsforræderiske opførsel. Den lige så dansksindede degn og lærer Enevold Thomsen lovede at tage vare på Visby og kvæget på marken mens mændene var fraværende. Krigerne tog afsted, men de to førere, pastor Berg og herredsfoged Brasen blev forsigtig hjemme.
Men da den førerløse skare havde nået Stokkebro, tabte den modet. Grev Schack nåede frem og mente, at det de havde gang i ikke var særlig smart. Krigerhæren gjorde kort omkring og kom fuldstændig ”forslået” hjem uden at have mærket noget til fjenden.
Man kunne huske kriger-sangen, 50 år efter
Det er den gamle Slesvig – Holstener, pastor Seeger, der lettere ironisk fortæller om denne berømmelige krigsfærd. Han havde fået den fortalt af ældre mennesker og skrev om det et halvt hundrede år efter at det fandt sted.
Under marchøvelserne i Visby brugte de unge en sang, som pastor Berg havde digtet. Jo de ældre kunne huske alle fem vers efter 50 års forløb. Det viser vel, hvor dybt folk på egnen var grebet af ”Ånden fra 1848”. Vi nøjes med her at gengive en af de kraftigste vers:
Folkekonning gæv,
Ud af Hulen frisk du svier
Hver durklautig Ræv.
Æns ej hans Hyl og Tuden
Træk ham Bælgen over Snuden,
Mellem Benene da Ka’len
Snart skal stikke Halen
Pastor Seeger kom til sognet i 1867. Og han blev i Visby i 41 år, som vi allerede har skrevet.
Pastoren fra Møgeltønder – indirekte skyld i Brugsforening i Visby
Vi skal måske også lige nævne Pastor Sonne, selv om han var præst i Møgeltønder. Han blev fordrevet fra Møgeltønder, da prøjserne kom. Han fik arbejde i Thisted, hvor han oprettede den første brugsforening i kongeriget.
Og indirekte var han skyld i, at den første brugsforening i Nordslesvig kom til Visby – men se den historie får du i en anden artikel.
Pastor og pastorinde – begravet i parken
Vi har tidligere skrevet om pastor Niels Møller og hans kone, der blev begravet i Visby Park.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 9, 2023
Tyskertøser – den tredje historie
Der er stadig masser af fordomme mod Tyskerpiger. Når tyskerne anmeldte chikane, overfald m.m. blev synderne straffet. En undersøgelse, der slet ikke var repræsentativ, blev modtaget som værende sandfærdig. En anden undersøgelse viste noget helt andet. Man glemmer, at man også kan blive forelsket. Tyskerpiger blev slået med hundepisk, klædt af og påmalet hagekors med cykellak. Nogle slap billigere eller helt uden tiltale, fordi de var i modstandsbevægelsen. Frihedsrådet måtte udsende en advarsel. Tyskerpiger turde ikke at anmelde chikane. De var bange for selv at blive dømt. Offer blev selv kendt skyldig. Det danske samfund accepterede alle overgreb mod tyskerpigerne. Tyskerne kritiserede meget tidligt forholdene. Nogle få krævede dødsstraf. Men 75 pct. af danskerne mente, at Tyskerpiger skulle straffes. De blev arresteret og interneret uden retsgrundlag. Og det var ikke tale om beskyttelse, fremgår det af dokumenter. Tyske soldater måtte godt gifte sig med danske kvinder, hvis visse krav var opfyldt. Problemer på arbejdspladser blev løst ved at Tyskerpigerne blev fyret. Tyskerne oprettede krigs – og standretter efter 29. august 1943. Her var der hårde straffe mod overgreb mod Tyskerpiger. Hvilke motiver lå bag. Var tyskerpiger stikkere. Efter besættelsen tog chikane for alvor fat. Adresserne fandt man i de illegale blade fra besættelsestiden
Masser af fordomme
Ja det er nogle af de reaktioner, som vi fik efter de to første artikler om ”Tyskertøser” Der er stadig mange, der tager stærk af stand for disse tyskerpiger.
Når tyskere anmeldte chikanen, blev synderne dømt
Mange danskere er ikke blevet straffet efter at de har overfaldet disse piger. De er mod deres vilje blevet kronraget. Man har malet hagekorset med cykellak på deres blottede bryst og ryg. Hvis det var tyske soldater, der anmeldte chikanen, blev synderne altid straffet.
Rundt omkring i landet var det stor forskel på om chikanen blev straffet eller ikke.
En undersøgelse, der ikke var repræsentativ
Den danske læge Grethe Hartmann gennemførte i perioden 1943 – 45 en socialmedicinsk undersøgelse af lidt over 200 københavnske tyskerpiger. Resultaterne publicerede hun i 1946 under titlen:
Kvinderne var hun kommet i kontakt med på en kønssygdomsklinik. Hartmanns undersøgelser enestående i international sammenhæng. På trods af mange på repræsentativitet foregiver det et billede af tyskerpigerne og også i eftertiden opfattet som sådan.
Undersøgelsen afveg ikke fra samfundets syn
Ifølge Hartmann så tegnede hun et billede, der ikke afveg betydelig fra samtidens syn på dem eller fra eftertiden. De var dumme, grimme og lette på tråden. Fra 1981 begyndte forskere og historikere at interessere sig for tyskerpiger. De konkluderede enstemmigt, at tyskerpigerne havde lav social status med hensyn til eget arbejde og egen skolegang, deres sociale baggrund var varieret. De kom ofte fra splittede hjem og var apolitiske.
Helt ukritisk kom deres konklusion fra samme kilde – Grethe Hartmanns undersøgelser.
En anden undersøgelse med andet resultat
Anette Warrings forskning i tyskerpigernes historie har vist noget helt andet. Tyskerpigerne var en så uhomogen gruppe, at det ingen mening at betragte dem som en særlig gruppe sociologisk, politisk og psykologisk set.
Men stadig den dag i dag vil man gerne sætte dem i en gruppe som underbegavet m.m. Vi ved af egen erfaring, hvor svært det er at skrive noget om besættelsestiden, der ikke passer ind i den gængse opfattelse selv med beviser.
Slået med hundepisk
Over hele landet blev tyskerpiger klippet. De blev også udsat for overfald, klædt nøgen m.m. Således blev en 17 – årig tyskerpige slået med knytnæve i ansigtet og slået med hundepisk over hendes nøgne krop.
Slap billigere, hvis de var i Modstandsbevægelsen
Der er eksempler på, hvor folk er brudt ind i lejligheder og truet tyskerpiger med pistol og derefter tvunget dem til at gå nøgen ned ad en gade. Disse syndere blev kun dømt dagbøder, fordi de havde været i modstandsbevægelsen.
Frihedsrådet måtte udsende en advarsel
Det er svært at danne sig et egentlig overblik over, hvor mange overfald m.m., det drejer sig om for en del dokumenter er forsvundet. Men klipningerne overfald m.m. var så omfattende at Frihedsrådet den 25. maj 1945 så sig nødsaget til at udarbejde følgende skrivelse:
Tyskerpigerne turde ikke anmelde episoderne
I de illegale blade var der lavet lister med tyskerpiger med angivelse af navn og adresse, så de var egentlig let nok at finde.
Nu skal vi nok lige huske, at det danske politi først var i aktion den 13. maj. Mange af tyskerpigerne turde ikke anmelde overfald, vold og chikane. De var usikker på, om de ville blive straffet for landsforræderi. Nogle af tyskerpigerne var også blevet interneret.
Mange slap meget billigt
En husmoder på 36 år og mor til et lille barn, hvis mand arbejdede i Tyskland som jord – og betonarbejder i ca. 2 ½ år. I Tyskland havde han fået en kammerat, der senere kom i hans kones hjem sammen med andre tyske soldater. Den 36 – årige nægtede at have haft seksuel omgang med nogen af dem.
Tre modstandsfolk var sammen med 10 andre brudt ind hos kvinden. Med en pistol tvang de hende til en nærliggende bunker, hvor de afhørte hende og kronragede hende med en maskine. Også en 15-årig blev samtidig kronraget. De beordrede kvinderne at tage tøjet af. Da det ikke gik hurtig nok, gik gruppen til angreb. Der blev malet hagekors over alt på den nøgne krop. Der havde efterhånden samlet sig et stort opløb. De blev tvunget til at gå ned ad gaden uden at tildække sig.
Efter afhøringer på den lokale politistation fik alle lov til at gå hjem. Da den 36 – årige kom hjem, turde den lille datter ikke være sammen med hende. Det var kvinden blevet så ulykkelig over, at hun forsøgte at begå selvmord.
Men hendes mand opdagede det heldigvis og hun blev indlagt på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling i en måned. I retten blev en erklæring herfra fremlagt.
En kompagnichef fra modstandsbevægelsen gik i forbøn for de tre. Han fortalte, at bedre kammerater findes ikke. De kom alle fra pæne danske hjem, sagde han. Tyskerpigen var selv ude om det og de tre mænds indsats i modstandskampen skulle begrunde en frikendelse.
Offeret blev kendt skyldig
Det skete nu at offeret den 36 – årige igen måtte bevise sin uskyld. Nu var hun blevet den anklagede. Men dommeren erklærede i Københavns Byret den 4. september 1945:
Det samme gjorde Østre Landsret den 20. december 1945.
Derimod var 1. og 2. instans uenige i, hvad de unge havde gjort sig uskyldige i. De fik en betinget dom på hver 20 dages hæfte med 3 års prøvetid. I Østre Landsret lød dommen på fængsel i 5 måneder men gjort betinget med prøvetid på fem år.
Det danske samfund accepterede vold, af-klipning m.m.
I de fleste tilfælde blev sagen henlagt. Den svingende retspraksis i klippesagerne illustrerer denne konflikt, men de generelle meget milde domme vidner om, at det danske samfund i vid udstrækning accepterede klipningerne.
Tyskerne kritiserede meget tidlig forholdene
Allerede den 3. maj 1940 mødtes den tyske gesandt Cecil v. Renthe-Fink, der var Tysklands højeste politiske repræsentant til forhandling i København med justitsminister Eigil Thune Jacobsen. Emnet for samtalen var de første turbulente dage af besættelsen og det danske politis optræden i forskellige situationer.
Samtalen drejede sig også om de tyske soldater og de danske kvinder. Den tyske gesandt var utilfreds med at dansk politi havde forhindret danske kvinder i at tale med soldater fra den tyske værnemagt.
Tjenere havde nægtet at servere, når de opdagede at det var danske kvinder i følgeskab med tyske soldater.
Nogle få krævede endda dødsstraf over for Tyskerpigerne
I midten af juni 1945 gennemførte Gallup en meningsmåling om strafspørgsmålet for tyskernes håndlangere. Af den fremgik det at 75 pct mente at tyskerpigerne på en eller anden måde skulle straffes. 1,3 pct. talte om dødsstraf, mens 22 pct. mente, at de burde have fængselsstraf. 15 pct. mente, de skulle mærkes eller boykottes og tilsvarende 15 pct. mente at de skulle have frataget deres borgerlige rettigheder. Omkring 10 pct. gik ind for at kvinderne skulle under offentlig varetægt og andre 10 pct. mente at de skulle udvises af landet.
Arresteret og interneret uden retsgrundlag
Selv om det at gå i seng med tyske soldater ikke var strafbart blev tusinder af tyskerpiger alligevel interneret i befrielsesdagene. Selv om modstandsbevægelsen havde fastlagt at dette skulle ske af beskyttelsesgrunde, så stod dette ikke anført i protokollerne.
Også på virksomheder blev tyskerpiger udsat for chikane, vold m.m. Og ofte blev de fyret med den begrundelse at de selv havde lagt op til det.
En gennemgang af protokollerne viser at mellem 25 og 30 pct. af de anholdte var kvinder, og heraf var mellem 15 pct. og 38 pct. anholdt med sigtelser som
Ifølge retsopgørslovene kunne dette ikke være sigtelser.
Tyske soldater måtte godt gifte sig med danske kvinder
I modsætning til fraterniseringsforbuddet i de besatte områder i Østeuropa og Sovjet var det tilladt de tyske tropper at have seksuelt samkvem og under det meste af krigen at indgå ægteskab med kvinderne i Danmark, Norge og Holland. Forudsætningen var dog, at kvinderne kunne præstere en arie-attest, ren straffeattest og klare sig igennem en politisk vurdering.
Danske og tyske myndigheder forsøgte at samarbejde
Danske og tyske myndigheder i Danmark samarbejdede om bekæmpelse af kønssygdomme og usædelighed. I København kontrollerede politiet jævnligt alderen på de piger, som færdedes i parker, gader og restauranter. De tyske myndigheder var ret irriteret over dansk politis fremfærd.
Problemer på arbejdspladser
På Finsens Lysinstitut på Østerbro blev en tyskerpige overfaldet af 15 – 20 stykker i middagsstuen. Tyskerpigernes tilstedeværelse på arbejdspladser gav anledning til mange konflikter.
Krigs – og standretter
Efter den 29. august 1943 tog de tyske myndigheder det mere alvorligt end de danske, når der forelå anmeldelse om vold eller chikane af tyskerpiger. Det førte ofte til arrestation og der blev afsagt domme ved krigs – og standretter. Der er eksempler på at de skyldige fik flere måneders fængsel i Horserød eller endda blev sendt syd på.
Hvilke motiver lå bag ved?
Hvilke motiver lå der bag dette?
Ja det fåtal, der blev sigtet for vold, chikane eller af-klipning af tyskerpiger havde følgende forklaring:
Forklaringerne rummer både jalousi og national og kønsmoralsk krænkelse i en uklar sammenblanding. De samme elementer kom til udtryk i den måde tyskerpigerne blev omtalt på.
De var feltmadrasser, møgtøse, beskidte ludere, en tyske svineso, der skamløst udstiller deres brunst m.m. Man mente at tyskerpigernes samkvem med tyske soldater betød at de accepterede og sympatiserede med deres tilstedeværelse i Danmark.
Var Tyskerpiger stikker?
Vi har fornyelig i reaktion fra nogle læsere hørt, at de skulle være stikkere. Hos statsadvokaturen i København ligger der 13.000 sager.
I alt blev 400 kvinder dømt for angiveri under retsopgøret. Af de i alt 141 kvinder, der blev dømt af landsretterne, var omkring 2/3 tyskerpiger.
Der var enkelte storstikkere blandt tyskerpigerne. For nogle var motivet økonomisk. Angiverierne var mindre alvorlige. De fik under tre års fængsel.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Juni 6, 2023
Arbejderanstalten på Ladegården
Her er den 12. artikel om Ladegården og åen. Arbejderhuse løste ikke problemet. Der manglede gårde og vinduer. Fattige skulle opdyrke jorden. Uldmanufaktur. Mange værksteder på Ladegården. De fattige fik bedre helbred ved udendørsarbejde, mente man. Forventningerne til arbejderne var for store. Omstrukturering på Ladegården. Også en straffeanstalt. Skulle gøre det, hvad man var bedst til. En lang arbejdsdag. Søndagsfri blev inddraget – som straf. Svært at finde arbejde i ”det virkelige liv”. En konsekvent adskillelse. En ny anstalt på Amager.
Arbejderhuse løste ikke problemet
I slutningen af 1700-tallet forsøgte Københavns Fattigvæsen løse fattigproblemet ved at opføre Arbejderhuse. Men dette havde slet ikke den ønskede effekt. Tilstrømningen af fattige var langt større end kapaciteten i de overbelagte arbejderanstalter. Mange af disse anstalter endte med at være plejeanstalter for gamle og handicappede end egentlige arbejderanstalter.
Der manglede vinduer og gårde
Man blev nødt at gøre noget ved det. Fattigvæsnets løsning var oprettelse af en form for fabrik, hvor fattige arbejdsføre, især mænd kunne arbejde. Fabrikken blev placeret i byens gamle ladegård, som havde stået tom siden 1816. Men i 1822 var bygningerne stærkt forfaldne. De manglede vinduer og døre, Mange steder var der ikke gulve eller lofter. De omkringliggende jorde var upløjede og udyrkede.
Fattige skulle opdyrke jorden
Det betød dog ikke så meget, at bygningerne var faldefærdige og de tilhørende jorder lå brak. Planen var jo at istandsætte bygningerne og opdyrke jorden ved hjælp af de fattiges arbejdskraft. Og fattige var det nok af.
Uldmanufaktur
Fra Ladegården åbnede i 1822 til udgangen af 1825 havde 555 fattige haft deres ophold op gården i kortere eller længere tid. Det var primært mænd, der var indsat på Ladegården, men der var selvfølgelig også kvinder imellem. Aldersmæssigt var de fleste indsatte midaldrende og derfor også arbejdsdygtige, når de blev indskrevet.
På anstalten blev de fattige sat i gang med at arbejde i forskellige værksteder. I begyndelsen satsede man mest på uldmanufaktur, som man forventede at kunne afsætte til Fattigvæsnets andre stiftelser, Det Kongelige Uldmanufaktur og Generaltoldkammeret.
Mange værksteder på Ladegården
Udover manufakturen var der værksteder for farveri, linnedmanufaktur, rebslageri, lysstøberi, håndværk m.m. Samtidig blev Ladegårdens jorder opdyrket.
De forskellige håndværksopgaver var særlig tiltænkt fattigvæsnets øvrige stiftelser. I løbet af 1823 – 1824 blev Ladegårdens 12 tønder land dyrket. I første omgang forsøgte man sig med hør, men det blev dog snart opgivet. I stedet dyrkede man kartofler, kål og urter.
De fattige fik et bedre helbred ved udendørsarbejde
Det udendørs arbejde blev anset for at være godt for de fattiges sundhedstilstand, idet:
Forventningerne til arbejderne var for store
Arbejderanstalten Ladegården løb hurtigt ind i den samme type problemer, som fattigvæsenets øvrige anstalter led under, Det var for en stor del ufaglært arbejdskraft, der skulle i arbejde. Forventningerne til deres arbejdspræstationer var for høje. Ofte var det mennesker med forskellige former for sociale problemer, der endte uden for fattigvæsnet. Under alle omstændigheder havde anstalten underskud fra starten.
Omstrukturering på Ladegården
I et forsøg på at afhjælpe underskuddet blev anstaltens indretning reformeret efter omtrent ti års forløb i 1833. Der blev nu udarbejdet nye reglementer for alt personale og for den indre orden på anstalten. Samtidig blev anstalten delt i tre afdelinger.
Også en straffeanstalt
Alle nyindsatte kom i 2. afdeling. Her blev det undersøgt, hvilken form for arbejde, de kunne varetage. Havde de ingen kundskaber blev de oplært. Hvis de viste særlig arbejdsomhed eller førte et ordentligt levned blev de overført i første afdeling. Her fik man en bedre forplejning.
Den sidste afdeling var en tvangsarbejderanstalt – en straffeanstalt for personer, der forbrød sig mod Fattigvæsenets regler og for betlere og løsgængere.
Skulle gøre det, hvad man var bedst til
Når den fattige blev indsat på Ladegården, skulle man først vaskes og ”renses”. Derefter blev man anvist plads på en soveværelserne og blev indsat i andel afdeling, hvor han/hun blev indført i det arbejde, inspektøren fandt en bedst egnet til.
En lang arbejdsdag
Dagen startede kl. 5 om sommeren og kl. 6 om vinteren. En time efter ringede en klokke og det var tid til at gå i gang med dagens arbejde.
I løbet af formiddagen var der en halv times pause. Kl. 12 var der frokost. Arbejderne i første afdeling havde de bedste vilkår. De kunne holde halvanden times pause, mens arbejderne i anden afdeling måtte nøjes med en times pause. Man arbejdede til klokken otte om aftenen med kun en halv times pause om eftermiddagen. I pauserne blev der serveret mad. De fattige skulle nå at sørge for deres klæders vedligeholdelse og den personlige hygiejne.
Søndagsfri blev inddraget – som straf
Om søndagen havde de indsatte fri og måtte forlade anstalten. Men det gjaldt for dem, der ikke havde brudt Fattigvæsnets strenge regler. En meget anvendt straf på Ladegården var, at man ikke måtte forlade anstalten om søndagen. Udgangstilladelsen ophørte på slaget otte. Var den indsatte ikke vendt tilbage, blev et vist antal fremtidige søndagsfridage inddraget.
Svært at finde arbejde i ”det virkelige liv”
Det var dog ikke meningen, at de fattige udelukkende skulle arbejde i anstalten. Det udtrykte mål var, at de skulle finde arbejde i det ”virkelige” liv. Derfor fungerede Fattigvæsnet også som en jobanvisning. Mange ladegårdslemmer havde arbejde ude i byen i perioder. Desværre tydede det på, at det var meget vanskeligt for dem at finde arbejde. De var kun ansat i kortere perioder, oftest om sommeren. Om vinteren returnerede de til Ladegården.
En konsekvent adskillelse
Livet på Ladegården gik sin vante gang indtil begyndelsen af 1900-tallet. Der blev foretaget flere om – og udbygninger, så anstalten kunne rumme det stadigt stigende antal fattige, der blev indskrevet.
Omkring 1870 gennemførtes en konsekvent adskillelse, både mellem kønnene og mellem de forskellige grupper af mennesker, der efterhånden var samlet her – husvilde, arbejdsfør, mænd, kvinder og børn.
En ny anstalt på Amager
Omkring århundredeskiftet var det tvingende nødvendigt, at der blev gjort noget ved den nedslidte arbejdsanstalt. Derfor blev en helt ny stor anstalt opført på Amager og ladegårds-lemmrner flyttet dertil i 1908.
Kilde:
Hvis du vil vide mere;
Juni 5, 2023
En meget lang jernbanestation
Nordeuropas længste banegård. Nu er stationen bare et trinbræt, hvor toget ikke engang holder. Regeringen kunne ikke få flertal til at anlægge 7 km jernbane. Tietgen betalte denne strækning af egne midler Den tyske station var et spejlbillede af den danske. Fire tog-par dagligt fra Esbjerg. I 1920 dagligt tre tog – Ribe – Tønder. En travl periode. Der blev skudt meget ved grænsen. Omfattende smugleri. Badetog til Esbjerg ikke den store succes, men det var badetog til Højer. Bevogtet af militær på begge sider under Første Verdenskrig. Hele området omkring Vedsted/Viding/Hviding Station er i dag fredet.
Nordeuropas længste banegård
I 1887 blev Nordeuropas længste banegård, der lå på grænsen mellem Danmark og Tyskland bygget. Efter indlemmelsen overgik stationen og de øvrige jernbanebygninger til Statshospital. Dette hospital blev også nedlagt.
Jernbanen fra Bramming til Ribe blev bygget i 1875. Man overvejede at bygge længere mod syd. Fra tysk side besluttede man i 1881 at føre jernbanen videre til Hviding.
Nu er stationen bare et trinbræt
Ja du kender sikkert ikke denne station, som vi her vil omtale. Rejser du i dag fra Bramming til Tønder, så holder toget ikke engang på stationen. I 1987 blev der her indrettet et trinbræt. I dag er strækningen en ret fredsommelig bane, men det har den ikke altid været.
I 1879 var der en del aktivitet i Løgumkloster for at få den holstenske marskbane ført over Løgumkloster og Gram til Brørup. Det var dengang desuden planer om herfra at lave en længdebane til Herning.
Regeringen kunne ikke få flertal til at anlægge 7 km jernbane
Men i 1881 besluttede de tyske myndigheder at anlægge en bane fra Heide over Husum til Tønder. Og så til den danske grænse ved Vedsted. Regeringen kunne ikke få gennemført et forslag om at føre banen fra Ribe til grænsen – dengang. Det var en strækning på bare 7 km. Det var direkte pinligt.
Tietgen betalte af egne midler
Men så trådte matadoren C.F. Tietgen til og byggede banen for egne midler. Fra dansk side forløb anlæggelsen planmæssig. Men fra tysk side blev man noget forsinket. Største tilladte hastighed var for resten 45 km/t.
Et spejlbillede af den danske station
Den danske Vedsted station og den tyske Hvidding station var hinandens spejlbilleder. Og for at gøre navnet på stationen endnu mere forvirrende så kaldte man projektet for ”Grænsestationen ved Egebæk”. Men selve stationen fik på den danske side sognets navn dog med undtagelse af ”Vester”.
Foruden stationsbygningen var der på arealet mellem banen og landevejen: Et materialehus, en to – etagers bygning med boliger til jernbanefunktionærer og med udhus på vestsiden. En tilsvarende toetagers bygning for underordnede toldfunktionærer og udhus mod nord. Sydligst ud mod landevejen en bolig for overordnede toldfunktionærer med udhus mod øst.
Sporarealet var beskedent, men det var hovedbygningen sandelig ikke. Nordligst lå et ret stort udhus med vaskehus for stationsforstanderen, brændselsrum og retirader for damer og herrer. Derefter en gårdsplads og så selve hovedbygningen, der på en måde bestod af to – en egentlig stationsbygning passende til en købstad og så mod syd – en toldstation.
Hvidding var indrettet nøjagtig som Vedsted. Førstesalen i Vedsted stationsbygning var stationsforstanderens lejlighed med køkken og spisestue mod øst og tre store tuer mod vest. Under resten af taget var der værelser og pulterkamre.
Perronen var beskyttet af et perrontag. Selve stationsbygningen var 153 meter lang. Og med udhusene i hver side i alt 205 meter.
Rigsgrænsen gik tværs gennem bygning, perron og spor
Fire tog-par fra Esbjerg
Alle bygninger og boliger fik oprindelig vand fra brønde. Vandkvaliteten var mangelfuld.
Den ensporede strækning Bramming-Ribe-Vedsted blev i 1887 betjent af fire togpar dagligt. Over grænsen var der to daglige forbindelser til Hamborg – Altona. En rejse fra Ribe til Hamborg tog dengang ca. 10 timer.
I 1920 dagligt tre tog Ribe – Tønder
I 1919 kneb det med de tyske forbindelser. Og fra 1. juli 1920 overtog DSB driften af de sønderjyske baner. Dengang var der 3 tog-par Ribe – Tønder og 11 minutters ophold på Vedsted Station.
En travl periode
Ved krigens udbrud var den gennemgående trafik næsten standset. Men udførslen begyndte at tage fat. Til tider løb 12 særtog om dagen foruden de normale tog.
Vognudvekslingen med Tyskland kunne nå op på 300 på en dag. Før krigen var det vel kun på cirka 30. På den danske side var der plads til 80 vogne. På den tyske side var der plads til 120 vogne. Hurtig videreforsendelse og forceret toldkontrol var nødvendigt.
Der blev skudt meget
Landevejen løb parallelt med banen med banen og knap 100 meter fra stationen. Der blev ført skarp kontrol med de vejfarende.
Landevejen blev spærret med en grøft samt en bom og pigtrådshegn tværsover. For beboerne, der var vant til dagligt samkvem med dem på den anden side af grænsen. Der var masser af pistol – og geværskud.
Militærstyrken, der bevogtede grænsen, skiftede ofte, idet tropper som trængte til ro fra skyttegravene blev sendt herop for at rekreere sig ved den lette vagttjeneste.
Når de så blev kommanderet bort igen, var der sørgmodige ansigter. Efterhånden som krigen fortsatte kom der flere restriktioner men også ofte dispersioner.
Omfattende smugleri
I krigens tredje år var nøden stor og smugleriet tog til. Lyssky elementer fra storbyerne søgte op til grænseegnen. I Haderslev var der ved krigens slutning 600 smuglere – alle indvandret under krigen. I Tønder og på vestkysten var der også mange, som foretog rejser til og over den danske grænse for at hamstre navnlig næringsmidler, krydderier og lignende.
Det var ikke ufarligt at bevæge sig her langs grænsen.
Man brugte mange kneb for at smugle varer over grænsen. Store lommer var det i skørterne mellem stoffet og forret. Ofte var det også lugten af kaffe og krydderier
Badetog til Esbjerg – ingen succes
Marskbanen var ikke anlagt med international forbindelse. Begge baneforvaltninger passede deres afsnit. Lokomotiver måtte kun passere grænsen i forbindelse med rangering. Signal – og sikkerhedsreglerne var koordineret.
Omkring århundredeskiftet forsøgte de preussiske jernbaner at sende hurtigtog (badetog) fra Hamborg til Esbjerg via Vedsted uden den store succes, Tilsvarende tog Hamborg – Tønder – Højer Sluse med transitrejsende til Sild (i toldplomberede vogne) fra 1920 – 1927 var en stor succes, der dog endte med bygningen af Hindenburg-dæmningen.
Bevogtet af militæret
På stationen var der boliger til toldpersonalet med ikke grænsegendarmeriet. Og der var masser af smugleri langs grænsen. Under Første Verdenskrig blev grænsen bevogtet af tysk militær. På Vedsted Station var der dansk militær. Margarine og sukker blev smuglet over grænsen af tyske embedsmænd. Det så man gennem fingerende på.
I 1931 skiftede stationen navn
I 1931 skiftede stationen navn til Hviding, og i 1933 overtog Statshospitalet det sidste område med tjenesteboliger. Efterhånden blev hospitalet udvidet til at kunne rumme 270 patienter. I 1988 var dette tal kun på 78.
De sidste patienter forlod hospitalet den 4. november 2015. Bygningerne blev straks overtaget af Asyl Syd, som åbnede Center Hviding for 300 asylansøgere i november 2015.
Hele området er i dag fredet
Det lange perrontag blev siddende helt til 1952. Den tyske remisse blev nedrevet i 1922
Hele området med hovedbygning, stationsområde og sidebygninger er udpeget som bevaringsmæssige kulturmiljø pga. historien og sin arkitektoniske helhed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 3, 2023
En præstefamilie fra Abild
Et glemt ”værk”. Abild-borgerne måske helt tilfreds med ”pastor-familien”. De holdt dog i 110 år i Abild. Men der var trange forhold. Munkene tog dengang ligene med til brede. Præsten havde også andre indtægter. Præsten fik også naturalier. Munkenes heste stod i Abild. Der var hverken hus eller jord til præsten. En degnebolig blev etableret. Hård kamp for degne-lønnen. Abilds beboere var ikke meget for en degneskole. Gud havde fældet en dom, mente man i Abild. En ”lærd” person blev degn. Præsten kom i nød. Abilds beboere ville ikke betale. Pastor Friis havde mindst seks børn. Roligere forhold under sønnen. Fem uforsørgede børn. Sønnesøn arvede bedstefars stridbare sind. Stridigheder med Abilds bønder. Virkede præstefamilien i kirkelig henseende? Den pietistiske vækkelse i Abild. Præstefamilien fungerede i 110 år. Pastor Wedel fra Daler fortsatte.
Et glemt ”Værk”
Det var sandelig ikke let at være præst i Abild dengang. Og hvor ved vi så det fra? Jo i 1649 og 1575 udgav pastor Andreas Amders et mindre værk, der hed:
Disse to hæfter bringer en skildring af ca. 100 ”herrer og matroner”.
Disse omtalte personer havde måske ikke nogen udødelige præstationer. Det handlede om datidens førende skikkelser inden for den snævre hjemstavn. Og så havde forfatteren lige taget en del af sin egen slægt med.
Forfatteren havde været rektor i sin fødeby Tønder. Fra 1651 til 1687 var han præst i Burkal. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her. For her kigger vi på en af de omtalte i ”Værket” – pastor Matthias Friis.
Abild – borgerne var måske ikke helt tilfreds med pastoren
Nu var det dog ikke sikkert, at den almindelige borger i Abild og omegn mente at dette var en fremragende præst. Jo han var en lærd mand, der havde taget magistergraden. Han har således ikke udgivet nogen videnskabelige værker. Men han vil blive husket for hans mange klageskrifter både til den verdslige og kirkelige myndighed.
Friis var født i 1605 i Flensborg. Han har studeret i Rostock og i Greifswald. Han blev diakon på Før og i 1636 kom han til Abild.
Pastor Friis – en myndig herre
Han var en ret myndig herre, der i sin reformiver ruskede op i gamle fordomme. Men i hans embedsperiode blev der også ført mange og lange processer.
Dengang bredte lyngen sig både mod nord og vest og nåede efterhånden helt op i Abilds gader. Det var høavlen, der bar landbruget. Der var ikke så mange enge i området, så det var begrænset, hvad der var af kreaturhold.
Trange forhold i Abild
Det var trange forhold så bønderne ikke formåede at efterkomme deres forpligtelser med hensyn til ydelser til bl.a. præsten. På en klage til amtmanden får præsten ret til at foretage udpantninger. Han nærer dog en vis betænkelighed ved at foretage så drastisk en fremgangsmåde.
Dette ville skabe endnu mere uvilje mod ham. Men han frygtede for sin velfortjente løn og ønskede at få sine afgifter fra sognet langt ind i faste rammer.
Munkene tog ligene med til Brede
Han gjorde krav på ”hver femtende neg”. Men han fik kun ”hvert tyvende neg”. Nogle gav kun ”hvert enogtyvende neg” og nogle gav kun ”hvert tredive neg”.
Nu var det også sådan, at dem der døde i Sølsted skulle begraves i Brede Kirke, derfor skulle præsten brede også have en del af høsten. Oprindelsen til dette stammer tilbage fra dengang, hvor munkene prædikede i Abild og Brede. Ved den lejlighed tog de så ligene med til Brede.
Kirkevejen dengang mellem Abild og Sølsted var ved vintertid ret ufremkommelig.
Præsten havde andre indtægter
Nu havde præsten også andre indtjeningsmuligheder. Det skulle på de tre højtidsdage jul, påske og pinse lægges ham et offer på alteret.
Præsten fik også naturalier
Foruden dette kom der ydelser i naturalier. For hver ko tilkom der præsten 2 pund smør, hver bolsmand måtte aflevere 3 brød og 10 æg. Kådnerne og Indersterne kunne nøjes med at give fem æg. De måtte årlig yde en dags håndtjeneste, hvis dette blev krævet eller også skulle de betale den ordinære dagløn.
Klosteret i Løgum havde tilegnet sig præstegården og indkomsterne. De havde bortfæstet jorden og bygningerne. Fæsteafgiften udgjorde 6 mark. Dette beløb førtes i kirkebogen helt til 1853.
Munkenes heste stod i Abild
Bymændene i Abild havde ladet indhegne et stykke land i den østlige ende af byen til græsning af munkenes heste ved sommertid. De andre småbyer i sognet måtte så til gengæld levere 11 læs hø til vinterbrug.
Da klosteret hørte under biskoppen i Ribe, blev præstegården bortfæstet og lagt under Møgeltønderhus. Det senere Schackenborg, som tilhørte biskoppen.
Der var hverken hus eller jord til præsten
Der fandtes, da reformationen var overstået og en luthersk præst skulle konstitueres, hverken hus eller land til præsten. For at afhjælpe dette savn lod Abild bys indbyggere opføre et hus på fælledjorden i nærheden af kirken og lagde lidt efter lidt nogle stykker land til. Men det var mest hede og u-dyrket jord, der blev indrømmet præsten.
Da sognet som omtalt var ringe og indkomsterne ikke tilstrækkelige til præstens underhold, fæstedes der en halv bol til. Dette lå under Løgumkloster og blev benævnt ”Peter Nissens bol”.
Præsten kæmpede for sin rettigheder
Matthias Friis overtog ved sin tiltrædelse dette fæstebol med en årlig ydelse på 6 rigsdaler. I 1647 indløste han fæste for 700 rigsdaler, og hertug Frederik tilsteder ham fritagelse for samtlige afgifter.
De mange processer, præsten måtte føre for at få sine økonomiske forhold sikret, giver os det indtryk, at han var stærkt optaget for at se på sine egen fordel. Det skabte en vis misstemning blandt sognebørnene. Og dette blev forstærket, da han forsøgte at få oprettet en degneskole.
En degnebolig blev etableret
Helt fra reformationen havde sognet hverken haft degn eller degnehus. Præsten havde forrettet degnetjenesten og han havde fået en mand til at forestå kirkesangen.
Med stort besvær og med en langsommelighed havde Friis nu bygget en mindre bolig til degnen, der samtidig skulle forestå undervisningen. Aflønningen pålagde man præsten, eftersom han hidtil havde modtaget degneindtægten.
Hård kamp for degne – lønnen
Men han får det ordnet på den måde at, at bolsmændene hver måtte levere en skræppe rug og et læs tøv. De kådnere, der havde hest og vogn skulle levere et læs lyngtørv.
Fra kirkekassen skulle han årlig have tre rigsdaler for at slå bedeklokken morgen, middag og aften. Desuden skulle hvert hjem levere ham tre skilling.
Præsten foreslog at man gav den ”stakkels degn”, der hele året stod i kirkens tjeneste de fem mark som blev anvendt til køb af en tønde øl til den årlige kirke-visitats, for som han anførte, der var mange der ikke ydede så meget som en skilling til kirken, der tog rigeligt for sig af øllet.
Abilds beboere var ikke meget for en degneskole
Man skulle tro, at det blev anerkendt, når man kæmpede for en skole. Men sådan var det bare ikke. Modstanden mod præsten skyldtes, at bønderne frygtede for flere udgifter. Og så var der også modvilje mod myndighedernes indblandende i sognets anliggender.
Man havde indrettet de såkaldte vinkelskoler. Her kunne man selv bestemme om lærernes ansættelse. Deres løn havde nok mest bestået af naturalieydelser. Og så bestemte man lokalt at børnene kun skulle gå i skole i vinterhalvåret. Denne frihed ville man ikke have indskrænket.
Gud havde fældet en dom
Præsten nævnte i kirken, at nu måtte man til lommerne for at betale degnen. Det var ikke særlig populært. Myndighederne forlangte nu også at børnene gik i skole om sommeren. Nogle af de lokale kunne slet ikke beherske sig. Det var især anføreren mod degneskolen, Hans Bundtsen fra Vennemose. Han var lige ved at overfalde præsten.
Og præsten tog det helt roligt. Han sagde bl.a. at han ville overlade til Gud og give ham en dom. Da anføreren så ved nattetide skulle hjem formåede han ikke ar finde sit hus. Derfor måtte han vandre omkring, indtil hans børn den lyse morgen kunne lede ham hjem. Kulden og det tiltagende snevejr havde tilføjet ham forfrysninger i fødderne.
I Abild mente man nu, at Gud havde fældet sin dom.
En ”lærd” person blev degn
Præsten havde allerede i 1642 fået ansat en degn og skolemester, der hed Georgi Severini. Den latinske navneform kunne tyde på, at det har været en studeret person. Det var i disse år et særsyn eftersom landsbyskolerne som regel måtte nøjes med ganske tilfældige lærere uden boglig uddannelse, såsom hyrdedrenge og håndværkere.
Vores præst skrev til hertugen for han krævede en æresoprejsning. Og det fik han. De lokale beboere måtte underskrive en aftale. Men han forlangte at anføreren Hans Bundtsen og sognefogeden blev straffet.
Præsten kom i nød
Men ak og ved. Freden varede kun ganske kort. Pastor Friis anmodede i 1653 at der blev foretaget en tiltrængt reparation af kirken. Derfor anmodede pastoren den tilstedeværende bygmester om et overslag. Over istandsættelsen samt en udvidelse af præstegården.
Under en længere regnvejrsperiode var bohavet, garderoben, sengetøjet og biblioteket blevet ødelagt. Præstefamilien havde ikke kunnet gå tørskoet i stuerne. Præsten ville have udbedret skaderne for egne midler. Men han var kommet i nød.
Abilds beboere ville ikke betale
Beboerne ville ikke betale. Han sendte derfor en klage til biskoppen, hertug Christian Albrecht af Lybæk.
I sine klager skrev han flere gange ”Ich armer Mann”: det havde måske virket. Biskoppens svar gik i hvert fald på, at sognet måtte yde ham fuld erstatning.
Pastor Friis havde mindst seks børn
Pastor Friis havde mindst seks børn. Der har sikkert været flere. Den ældste Laurids Friis blev kapellan i nabosognet Brede, hvor han fra 1673 til 1684 var præst. Han udgav flere skrifter. I brede Kirke findes der et større maleri af ham.
Roligere forhold under sønnen
En anden søn Christian Friis blev faderens efterfølger i Abild. I hans tid blev forholdene i Abild roligere. Præstegården var blevet renoveret. Der var kommet orden i indtægtsforholdene. På en stavn, der blev betegnet som ødegård lod han opføre en bolig for arbejdsfolkene. Dette krævede en årlig afgift på en rigsdaler, der skulle indbetales til Amtshuset i Løgumkloster. Men senere blev dette overladt til den ”fattige kirke”.
I årene fra 1707 samledes menighedens interesse om ombygningen af kirken, der var i så dårlig stand, at skibet måtte ny-opføres fra grunden af. Midlerne til dette foretagende fik man dels af amtet, dels fra nabosognenes kirke.
Fem uforsørgede børn
I 1712 ansøgte præsten om tilladelse til at få en af sine to sønner som kapellan i kirken. Han anførte, at der i hjemmet var fem uforsørgede børn, en datter var død, og en den blev for 15 år siden angrebet af en sygdom og var lam og ”gebrækkelig”
Arvede bedstefars stridbare sind
Det var sønnen, Christian, der bar samme navn som faderen, der blev hans efterfølger. I 1723 overtager han kaldet. Men han må have arvet bedstefars stridbare sind. Der går adskillige skrivelser fra hans hånd til myndighederne for at hævde de rettigheder, der engang sikredes præstekaldet.
Han blev således fejlagtig dømt for at betale en årlig afgift på 28 rigsdaler til amtstuen i Løgumkloster for det tillagte øde-bol. Man respekterede åbenbart ikke mere de gamle privilegier.
Stridigheder med Abilds bønder
Danmarks deltagelse i Den Store Nordiske Krig havde kostet dyrt. Holland havde lagt følelig indførselstold både på korn og stude. Det kunne bønderne i Abild også mærke. En af følgerne var stærkt faldende priser. Det fik følger for præstens indtægter.
Pastor Friis følte sig forurettet på mange områder. I den anledning klagede han til amtmand F.W. Holstein i Tønder.
Bolsmændene i Abild forsøgte at afsvække præstens rettigheder. Der blev taget beslutninger uden om ham. Præsten måtte flere gange påberåbe sig øvrighedens bistand. Den 4. august 1739 udstedte amtmanden en ordre, og heri blev bønderne anmodet om:
Bønderne var genstridige. Påbuddet forblev resultatløst. Amtmanden svarede nu, at de uopholdelig måtte give præsten en skriftlig forsikring om hans rettigheder. I modsat fald ville ”Chresten Fusskncht blive beordret til at nedrive diger og hegn på bøndernes bekostning.
Langt om længe kom man til et forlig. Det betød at præstegårdens jord nu blev på 131 ha.
Virkede præstefamilien i kirkelig henseende?
Om hvor meget præstefamilien Friis fik udvirket i kirkelig henseende, er vanskeligt at bedømme. Forkyndelsen samlede sig mere om en udredning af den rette lære i stedet for et virkeligt trosliv. De lange tørre og lærde prædikener gik hen over hovedet på beboerne. Kløften mellem menigmand og præst var blevet for stor. Pastor Friis var mere en embedsmand end sjælehyrde og havde vanskeligt ved at komme i forbindelse med sognebørnene.
Den pietistiske vækkelse i Abild
Da sønnesønnen tiltrådte sit embede, gik den pietistiske vækkelse, der havde sit arnested i det nærliggende Tønder, hen over egnen. Men hvordan dette slog sig ned i sognet, foreligger der ikke noget om.
Men det sociale arbejde med dets omsorg for de fattige, der fik en fremtrædende plads hos pietismens tilhængere, kunne spores i sognet. I 1736 blev der oprettet en fattigkasse af hvis vedtægter, der fremgik, at når der blev holdt bryllup. Måtte de fattige ikke glemmes.
Når der blev indrettet begravelses – eller barselsgilde, ja så skulle man sende noget mad og drikke til deres vederkvægelse. Samtidig blev det vedtaget, at hver søndag skulle der ombæres en kling-pung. Dette hverv tilkom hver husejer, nabo til nabo at udføre fire dage.
Der blev indført kirketvang, så præsten kunne glæde sig over et stort kirkebesøg, hvad der vel også fik indflydelse på det samlede beløb.
Præstefamilien Friis fungerede i 110 år
Christian Friis afgik ved døden i 1745. Han efterfulgtes af Lorens Friis, der formodentlig har været en søn af ham. Han døde efter kun 36 ugers præstevirksomhed.
Der var hverken en ene eller i kaldet eller præstebørn, som kunne videreføre, af samme slægt blev i samme kald. Man måtte nu søge efter en uden for familien Friis, der i 110 år havde haft sin plads i Abild præstegård.
Pastor Wedel fortsætter
Valget faldt på Andreas Christian Wedel, der var født i Daler. Vi har tidligere beskrevet en pastor Wedel i daler, der havde problemer med både præsteenken og grevinden på Schackenborg.
Under pastor Wedel i Abild blev egnen hjemsøgt af den frygtelige kvægpest, der bragte nød og elendighed i hvert landbohjem. Der lød dog ingen klageråb fra den nye præst. Efter mange års ufordragelighed så det ud til at den endelige men sikkert længe ventede sognefred var indtrådt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 31, 2023
Hvor gammel er Tønder egentlig?
Du må ikke anfægte historikers troværdighed. På en mark nord for Emmerlev. Havde Tønder samhandel med London i 1017? Påstand blev gentaget gang på gang. En mulig overlevering. Hvorfor efterprøver man det ikke? Kreative arkitektstuderende. Kirkehistorie efterlyses. En grundig granskning af ældre krøniker kan også være løsningen. Mangel på havnepladser langs Vadehavet. Ingen havn i Møgeltønder. En havn omtales i Tønder i 1130. Vi kigger på infrastrukturen dengang. Flere mønter fundet ved Vadehavet end andre steder. Møntcirkulation mere udbredt i Holland og England end i Danmark. Befolkningstilvækst fortsatte langs Vadehavet. Ældgamle stednavne. Hovedtrafikårer dengang. Mange ældre bebyggelser fundet. Har der ligget en handelsplads ved Emmerlev. Tønder var allerede en vigtig by i 1243.
Du må ikke anfægte historikers troværdighed
Du må aldrig anfægte professionelle historikers troværdighed. Sådan er det. Men når man selv ikke har den nyeste forskning med, så skal de nok begynde at anfægte dig. For hvad nytter det hele at de bare skriver af efter hinanden uden at stille spørgsmålstegn.
På en mark nord for Emmerlev
På baggrund af kommende udgravning nord for Emmerlev har vi kigget lidt på forholdene. Noget tyder på, at der har været handelsliv op langs vestkysten og ikke bare i Dankirke, Ribe og Sild.
På en mark nord for Emmerlev har amatørarkæologer stødt på gamle mønter, smykker samt spor efter håndværk. Det er vel ikke bare tilfældigt. Blandt mønterne var arabisk dirhem fra 8-900-tallet, en tysk sølvmønt og en guldmønt fra Byzans (det nuværende Istanbul i Tyrkiet fra 600 – tallet. Dette er en ekstrem sjælden mønt.
Havde Tønder samhandel med London i 1017?
Siden har man lavet en prøvegravning. Dette faldt meget heldigt ud. Og nu har man så fået 2,9 millioner kroner til en egentlig udgravning. Resultatet af denne gravning kan have betydning for bestemmelse af Tønders alder.
I forbindelse med kloakudgravninger i Tønder har man gjort opsigtsvækkende fund.
I Det Danske Atlas fra 1781 kan man finde følgende oplysning:
Påstand gentaget gang på gang
Denne oplysning er noget tvivlsom. Nogle historikere har ignoreret dette fuldstændig. Andre har taget det som gode varer og gentaget det gang på gang. Ja selv vi har gjort dette på vores hjemmeside.
Det har så afstedkommet den holdning, at Tønder allerede i 1017 var en havneby. Men det er i grunden meget ”overfladisk”. For hvor er beviserne? Men hvad var det i grunden denne Heimnrich skrev i Nord – Fresische Chronick i 1666.:
Man mener, at Knud den Stores regeringstid var i perioden 1017 – 1035. Men egentlig er det ret upræcist.
En mulig overlevering
Heimreich omtaler stedet Tønder som udgangspunkt for Englandstrafikken. Han beskriver det ikke som en landsby, han nævner ikke indbyggerne. Han nævner heller ikke noget om handelsfolk. Det er alt sammen noget som Det danske Atlas opfatter tingene.
Hvorfor efterprøver man det ikke?
Det fremgår indirekte, at der er tale om en mundtlig overlevering, som naturligvis kan være folkelig, men som snarere stammede fra andre kronikører, som Heimreich omgikkes. Men det er muligt, at der i førsteudgaven omtales en skriftlig kilde. Det kunne være interessant hvis historikere ville efterprøve dette.
Danske Atlas for overfladisk
Flere historikere har ignoreret oplysningen, men andre har med begejstring gengivet den. Otto Scheel sammenligner Tønder med vikingetidens ””købinger”. Som forfatter til en bog om vikinger må man gå ud fra, at han har forudsætninger for denne sammenligning.
Flere af de skribenter, som har videregivet informationen efter Det Danske Atlas har været nødt til et forbehold. Det drejer sig bl.a. om Ludwig Andresen og Vilhelm Marstrand.
Kreative arkitektstuderende
En del har modtaget informationen uden indvendinger og endog tilsat yderligere kolorit. Danske arkitektstuderende har i den grad pyntet på det:
Fortællingen om byggematerialerne bly og tufsten fra England virker umiddelbart lidt tvivlsom. I hvert fald for tufstens vedkommende antager vi normalt, at de kom ca. 100 år senere og i øvrigt fra Rhinegnene. Men igen så kan vi ikke helt afvise muligheden.
Kirkehistorie efterlyses
Det kræver nok en mere dybdeborende historie og studium af de nordfrisiske kirkers bygningshistorie at få klarhed over dette forhold. Man kan ikke uden videre sammenligne dette med Ribe-egnens tufstens-kirker.
Knud den Store plejede venskabelige forbindelser med Tyskland.
En grundig granskning kan også være løsningen
Vi mangler en overlevering om Knud den Stores forhold til Nordfrisland. En grundig granskning af krøniker kunne måske fremkomme med noget. En ubekræftet oplysning hos Heimreich, at Knud den Store omkring 1020 indførte østersdyrkning ved Sild.
Selve antydningen af Tønder (0g Bredsted som anløbsplads er for så vidt mere end tvivlsom på baggrund af hele sammenhængens usikre karakter. På den anden side, kan man dog ikke helt afvise Heimreich.
Mangel på havnepladser
Det er først den omstændighed at vestkysten, var fattig på gode havnepladser. På et tidspunkt var der en formidabel plads lidt tilbagetrukket i den sejlbare Vidås mundingsområde. Og dem, der mente at det dengang var Møgeltønder, der var havnebyen, tager fejl. Så skulle det da lige være fladbundede både, der kunne gå ind til stranden.
Ingen havn i Møgeltønder
Vi har set, at man har fundet træstolper inde i Møgeltønder by, som straks blev antydet på, at være en havn. Men mon ikke det har været en bro over et å-forløb. Man glemmer, at der siden vikingetiden har været en landsdækkende vandspejlstigning på mindst en meter.
En havn i Tønder omtales 1130
Det var heller ikke uvæsentligt at araberen al-Idrisi i 1130 placerer en havn, som han kalder al-Sila i et forhold til Tønder – Tundria. Denne geograf udgav i 1153 et værk i Palermo. Han skrev om Tønder:
Vi skal atter engang huske på at kystforløbet var helt anderledes. Og det var besejlingsforholdene også. Det var en stor bugt, der gik ind til Tønder. Skibene lå ved Slotsbanken. Når der var ebbe, var det sikkert ikke mulighed for at sejle
Endelig er der den oversete kendsgerning, at nedgangstiderne efter vikingetidens slutning ikke gav anledning til nye bydannelser. Det var først i sidste halvdel af 12. århundrede, der atter kom skred i udviklingen. Men da var Tønder ifølge Idrisi allerede en realitet, som altså må have overlevet nedgangstiderne siden vikingetidens slutning.
Det er mærkeligt at moderne tiders historikere ikke har været mere skeptiske over for informationerne i Danske Atlas.
Vi kigger på infrastrukturen dengang
Men man kan selvfølgelig ikke afvise, at Tønder har været betydelig ældre. Man har fundet spor af tidlig jernmalm – produktion. Men måske kan udgravningerne ved Emmerlev komme tættere på. Kigger vi på hele infrastrukturen dengang på egnen, ja så kunne man godt formode en tidligere by-dannelse.
Flere mønter fundet ved Vadehavet
I de senere år har man omkring Ribe og Dankirke fundet et stigende antal mønter fra tidspunktet 720 frem til 820. Det ser også ud til at man lokalt i Ribe har præget mønter. Og dette har været en kongelig kontrolleret mønt, der også blev accepteret andre steder. Antallet af møntfund ser ud til at være markant større langs Vadehavskysten end andre steder.
Syd for grænsen har man ikke kunnet finde samme antal af fund. Men her er lovgivningen omkring metaldetektors anvendelse anderledes restriktiv.
Møntcirkulation mere udbredt i England
Møntcirkulationen dengang var ikke helt så udbredt i Danmark som i Holland og England. I de to lande var mønterne kommet helt ud i landsbyerne. Det var de ikke i Danmark. Det var kun på handelspladserne. Handlen for mange i Danmark bestod dengang af naturalier/ombytning.
Friserne havde en vigtig rolle i dannelsen af Ribe. Sejlruten gik tæt forbi Emmerlev det sted, hvor man nu skal grave. Men egentlig var Tønder tættere på, og byen havde en udmærket beskyttet havn.
Befolkningstilvækst fortsatte langs Vadehavet
Befolkningstilvæksten fra vikingetiden fortsatte især langs vestkysten. Marsken blev tæt befolket med gårde og kunstige forhøjninger. Området synes ikke at være så hårdt ramt af ”Den Sorte Død” i 1300 – tallet. Men derimod har området ofte været hjemsøgt af stormfloder. På de mindre frugtbare jorder blev der dyrket rug. Engområderne gav mulighed for kvæg – og hesteavl.
Ældgamle stednavne
Løgum Kloster blev dannet i 1100-tallet. Vi kan jo også se på stednavnene, at det var tidlig bebyggelse i Tønders nabolag. Tag bare stednavnendelser som sted:
Eller omtrent lige så gamle endelser som -lev:
Ja disse endelser er også oldgamle um/-heim:
Landet bag marsken på geesten er kommet senere i gang. Her er bebyggelsen opstået i den senere vikingetid og den tidligere middelalder. Det gælder bl.a. for
Hovedtrafikårer
Den ældste hovedtrafikåre forbandt Ribe og Tønder og fortsatte videre mod syd til Husum. Trafikken har dog igennem tiden valgt forskellige ruter på grund af den store forskel at færdes på den højereliggende geest og at færdes igennem marsken i et landskab uden diger.
Fra Tønder var der tidligt forbindelse til Hærvejen via Burkal, hvor vejen blev delt i en nordlig og sydlig retning.
Mange ældre bebyggelser
I Tøndermarsken og Ballummarsken har man kendskab til ikke mindre end 55 værfter. De ældste værfter er opført i den tidlige middelalder. Man har også set landsbyværfter som i Rudbøl, Ubjerg og Forballum. De tidligste diger er opført som sommerdiger. Men det var ikke nok til at forhindre oversvømmelser.
Ved Nørre Løgum Kirke og ved Emmerske er der udgravet bebyggelser fra tidlig middelalder. Mange detektorfund understreger, at områderne omkring Brøns, Emmerlev, Rejsby og Skærbæk har været tæt bebygget både i vikingetiden og tidlig middelalder samt i højmiddelalderen.
Har der ligget en handelsplads ved Emmerlev?
Og ved Emmerlev har detektorfund afsløret, at her må have ligget en handelsplads. Her er fundet brudsølv, mønter og vægtlodder m.m. Her har ligget en handelsplads i vikingetiden. Og det her man skal til at grave.
Tønder – en vigtig by i 1243
Tønder har gennem middelalderen været en af de større byer i middelalderen. Allerede i 1243, da byen fik købstadsrettighederne, har det været en betydelig vigtig by.
Ved Løgumgård er der i engen tæt ved kirken fundet nedrammet tømmer dateret til 1164-70, som antagelig stammer fra en vandmølle.
Alt tyder på, at Tønder er en ældre by, end vi tror, selv om kilderne til Tønder i 1017 skulle have haft samhandel til London er tvivlsomme.
Kilde:
Maj 29, 2023
En mølle ved Sønderport i Aabenraa
Terrænet velegnet til mølledrift. Mølle rejst i 1736. Højere omdrejningstal Postmester fik første koncession. I Aabenraa fandtes en møllebygger. Marcus Bröckner tog for meget i mølletold. Dårlige adgangsforhold. Han solgte sin andel. Kornpriserne solgt til det dobbelte. Jørgen Bruhn købte møllen. Søn og svoger viderefører En brand i 1920 ødelagde møllen. Møllen blev genopført som motormølle. Våben gemt i møllen. Niels Brodersen Nielsen stærk medtaget. Efter hans død sluttede historien. Her lå Skt. Andreas Kapellet.
Terrænet velegnet til mølledrift
Terrænet omkring Aabenraa gjord det i ældre tid velegnet for mølledrift. Mange vandløb løb ud i fjorden. Her på siden har vi allerede berettet om møllen ved Farvershus og Slotsvandmøllen. Mon ikke der kommer noget mere møllehistorie.
Mølle rejst i 1736
Den første og største hollandske mølle i Aabenraa blev rejst i 1736 ude på det såkaldte Kapelbjerg – den lave bakke mellem Sønderport og Bag Møllen. Det var dengang den sydligste bygning i Aabenraa.
En hollandsk mølle kunne bygges højere. Det gav plads til flere lofter. Møllen løb bedst i en vindstyrke på 5 -7, mens en vindstyrke på 8 allerede var for meget.
Højere omdrejningstal
Med sin konstruktion kunne man opnå et højere omdrejningstal for sådan en mølle. Til møllen ved Sønderport hørte et stykke af Kalvemosen og nogle haver. I nærheden lå Bolbro (en bulbro, en bro af egebuller) Det var den gamle bro, der gik over den gran af Mølleåen, som løb ud i fjorden. Her skulle også have ligget en vandmølle i Middelalderen.
Postmester fik den første koncessionen
Møllen som oftest blev kaldt vejrmøllen, hørte til amtet. Koncessionen blev givet til byens første postmester Thomas Thomsen, som var blevet udnævnt i 1729. På hans koncession fra 1737 står der, at han måtte fremstille grubber, et vil sige gryn men ikke mel.
Almindeligvis var der mølletvang i de to hertugdømmer. Det vil sige at landmændene var henvist til at besøge bestemte møller, når de skulle have malet mel. Men det gjaldt ikke for grynmaling og -forhandling. Derfor var møllen her ved Sønderport også privatejet.
Postmester Thomsen havde ansat en bestyrer. Og denne måtte også bestyre en hestemølle, når der var vindstille. Hestemøllen kunne rigges til i møllens ottekantede underbygning, hvor der ellers var gennemkørsel og lagerrum.
I Aabenraa fandtes en møllebygger
Hvem der havde bygget møllen ved Sønderport vides ikke. De første hollandske møller i Flensborg var bygget i årene 1750 – 56. Man må antage, at der har været bud efter hollandske møllebyggere.
Der fandtes godt nok en møller og møllebygger i Aabenraa 1740-63, Lorentz Jensen. Men han byggede vandmøller og stubmøller. Han lærte først at bygge hollandske møller i 1760’erne.
Marcus Bröcker tog for meget i mølletold
I 1756 blev møllen overdraget til den meget aktive Marcus Bröcker (1722 – 1799). Han var også skibsbygger og muslingeopdrætter. Han var født i staden Slesvig. Gennem sit ægteskab med en mølledatter blev han interesseret i mølleriet.
Han var også leder af det kongetro skyttelav ”Det aabenraaske grønne Korps til Hest”, hvilket især medvirkede ved modtagelsen af kongelige personer. Bröcker blev arveforpagter af møllen 1760.
Han måtte dog finde sig i at flere af hans kunder førte processer mod ham, fordi han tog mere i mølletold, end han måtte.
Han havde foruden kone og fem børn ansat en huslærer, to møllersvende, en lærling, en amme og to tjenestepiger. Dette kunne tyde på, at der var god vind i møllen.
Dårlige adgangsforhold
Adgangsforholdene til møllen var ikke de bedste, især ikke fra syd. I en by-krønike fra 1635 fortæller Claus Møller:
I 1923 skriver Thomas Ries, at han mindes de tider, da Aabenraa hørte op ved Sønderport:
Vejen langs stranden blev forbedret ved opfyldning i årene 1758 – 60, så strækningen fra Stubbæk til Aabenraa blev farbar.
Marcus Bröcker søgte også koncession til melmaling, men det blev ham nægtet. Han forpagtede også møllen i Solvig ved Tønder og Haderslev slotsvandmølle.
Han solgte sin andel
Desuden havde han part i Nymølle. Sammen med Heinrich Heisel og Jørgen Bruhn på Nymølle søgte Marcus Brôcker i 1772 om at få eneret til grynmaling i 20 år i hele amtet. Da konsortiet fik afslag, afstod Bröcker sin andel for 12.000 Rigsdaler til de to andre.
Møllen ved Sønderport var blevet rejst på en tid, hvor kornpriserne begyndte at stige. Aabenraa udviklede sig til en søfartsby. Aabenraa – skipperne tog på langfart. Og det var i begyndelsen mest for Flensborg – reddere. Fragten kunne for eksempel gå til Norge med korn og gryn.
Kornpriserne steget til det dobbelte
Efter Bröckers død i 1799 blev vejrmøllen overdraget til Nis Petersen Møller, som havde været bestyrer siden 1797 havde fået overdraget møllen. Men han havde den kun i tre år. Så blev den overdraget til Johann Paulsen. Kornpriserne var steget til det dobbelte i perioden fra 1760 – 1801.
Deltagelsen i Napoleonskrigene og følgerne deraf skabte pengeforvirring og landbrugskrise. Det betød forskellige ændringer i møllens drift og udstyr – altså flere investeringer.
Jørgen Bruhn købte møllen
Fr. Chr. Behrens den næste koncessionshaver kom ud for visse vanskeligheder. I 1822 havde han kun en arbejder og en daglejer på møllen. I 1827 købte Kongelig agent, kaptajn, rådmand, senator og mølleejer Jørgen Bruhn møllen. Det var på en offentlig auktion.
I forvejen var han ejer af både Nymølle og Slotsmøllen. Ja han var også skibsbygger og skibsreder. Hurtigt begyndte møllen igen at give overskud. Senere blev Bruhn ejer af Jørgensgård Teglværk og Stenbjerg Vandmølle ved Knappen på Løjt Land.
Han fik sat møllen i bedre stand. To parceller øst for møllen ved stranden fik han opkøbt. Han fik opfyldt disse så der fra stranden kunne køres op til møllen.
I møllehuset boede Jørgen Bruhns brødre Jacob og Hans Detlef, inden de selv købte ejendomme. I Bruhns tid havde møllen sin storhedstid.
Søn og svoger viderefører
Efter Jørgen Bruhns død i 1858 overgik skødet til sønnen Hans Bruhn (1813 – 93) og svogeren kaptajn Schmidt Wildfang.
Hans Bruhn havde som ung sejlet på de store have, blev styrmand og siden møller på Nymølle. Senere kom han også i besiddelse af stampemøllen i Sønderskov og Farversmølle samme sted.
Wildfang byggede en ny og større lade og en vognport, foruden at han udbyggede vejen langs stranden. Mølletvangen blev ophævet i hertugdømmet Slesvig i 1852. Det betød at møllen ved Sønderport nu også måtte male mel. Det betød at man nu kunne udvide kundekredsen betydeligt.
Begivenhederne i 1864 betød en tilbagegang for erhvervslivet. Men for møllerne blev dette ikke mærket. I 1879 blev man begunstiget af tyske toldlove.
I 1887 overgik møllen til August Wildfang og fem år efter til skibskaptajn Fritz Ferdinand Boysen, der drev møllen med en bestyrer.
I 1903 var gårdejer Jens Peter Wolf fra Stubbæk, der var ejer. Derefter var det enken, Magrethe Marie Wolf. Hun indsatte møller Hans Heinrich Petersen som bestyrer i 1913.
En brand i 1920 ødelagde møllen
Han drev møllen den 17. juli 1920. Ved mørkets frembrud udbrød der pludselig en brand formentlig på grund af en kortslutning i det elektriske anlæg. Det blev blæst brandalarm og ringet med kirkeklokkerne. Men da det frivillige brandkorps og en deling soldater ankom var møllen omspændt af knitrende flammer. Det skete dog kun materiel skade, men møllen stod ikke til at redde.
Ejeren, kreaturhandler Stolzenburg og bestyreren led et betydeligt tab, som forsikringen ikke dækkede.
Møllen blev genopført som motormølle
Møllen ved Sønderport blev dog genopført som motormølle med lager, staldbygning og beboelseshus. Der blev anskaffet nyt tidssvarende udstyr. I 1920 kunne man på 50 pfennig – sedlerne beskue den lokale kunstner Hans de Vos’ tegning af Vejrmøllen ved Sønderport.
Våben blev gemt i møllen
I 1930 blev møllen overtaget af møller Niels Brodersen Nielsen. Han havde lært faget på Brede Mølle. Og været møllersvende på bl.a. Bevtoft og Dybbøl Møller. Han var fra sin barndom meget optaget af grænsekampen og nationale spørgsmål. Han var medlem af en masse foreninger.
Han var en aktiv deltager i modstandsbevægelsen. Og blev i 1944 arresteret af Gestapo. Han kom i KZ – Lejren Neuengamme.
Fru Møller måtte selv passe mølleriet, indtil manden kom hjem med de hvide busser den 20. april 1945. Det var en tung tid dengang for fru Nielsen. Ikke alene passede hun møllen. Men hun sørgede også for at modstandsbevægelses lagre af våben og ammunition ikke faldt i tyskernes hænder.
Niels Brodersen Nielsen var stærk medtaget
Selv om Niels Brodersen Nielsen overlevede sit ophold i KZ – lejren, var han stærkt mærket af sine lidelser. Det betød at han allerede døde i 1949. Og dermed sluttede historien om møllen ved Sønderport.
Her lå et Skt. Andreas Kapellet
Møllen var bygget på ”Kapelbjerget”. Og hvorfor dette mærkelige navn. Jo her lå i den katolske tid Sankt Andreaskapel. Dette kapel skulle have ligget lige nord for Bolbro. Her i nærheden lå byen Opnør.
Men senere flyttede beboerne og byggede en kirke i den nye by, nær krydset mellem nutidens Skibbrogade og Fiskergade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 27, 2023
Hvornår opstod Hertugdømmet Slesvig?
Hvorfor bruger du ikke bare ordet ”Genforening”? Hertugdømmet eksisterede i hvert fald 1232. I en lovtekst fra 100-tallet blev landsdelene delt. Knud Lavard omtales som ”danskernes hertug”. 1130’erne sad Knud ”i spidsen for Slesvig”. Præfekt i Slesvig. I 1189 nævnes ”Slesvigernes Hertug”. Hertug – titlen nævnes for første gang regionalt. Valdemar Sejr brugte den Sønderjyske Hertug-titel. 1214/1215 afstod Kejseren land nord for Elben. Er du forvirret? I 1232 gik hertugdømmet til Abel. Sønderjylland/Slesvig blev en selvstændig stat. Greverne fra Holsten overtog magten. Hertugdømmet bestod fra ca. 1200 – 1867 med egen lovgivning.
Hvorfor bruger du ikke bare ordet ”Genforening”?
Undertegnede er igen blevet bebrejdet, at jeg ikke vil ”anerkende” ordet ”Genforening”. Det vil jeg faktisk som en slags ”følelse” men ikke som ”juridisk” eller ”historisk”. Jeg kan godt forstå at mange bruger ordet, men det er faktisk ikke korrekt. Og dog vi skal temmelig langt tilbage i historien!
Nej gennem hele 1800-tallet var området heller ikke dansk, som det er påstået.
Sønderjyllands historie er kompliceret. Ingen tvivl om det. Landsdelen blev udskilt fra Riget og underlagt en hertug, der overtog de fleste af kongens beføjelser. Men hvornår fandt det sted?
Hertugdømmet eksisterede i 1232
I 1232 eksisterede Slesvig som hertugdømme. I det år blev Abel, den næstældste af Valdemar Sejrs sønner i ægteskabet med dronning Berengaria forlenet med Slesvig. Hans ældre bror Erik (Plovpenning)blev kronet som faderens medkonge.
Men hvor langt skal vi i grunden gå tilbage, når vi skal have starten med? Knud Lavard, der døde i 1131, var en af de første hertuger af Slesvig. Man regnede med at han besad et jarl-dømme, der svarede til norske og svenske jarl-dømmer. Men en jarl svarer til begrebet greve. Så egentlig skal kilderne fra dengang måske lige efterses nok engang.
I en lovtekst fra 1100-tallet blev landsdelene delt
Landsdelen syd for Kongeåen optræder som noget, der er skilt fra landsdelen nord for i en lovtekst fra 1100-tallet. Det betyder måske bare at den danske del af den jyske halvø var delt i to landstings-områder.
Nørrejylland – nord for Kongeåen havde landsting i Viborg. Landet syd for Kongeåen med landstinget Urnehoved syd for Aabenraa.
Knud Lavard var ”danskernes hertug”
I de officielle dokumenter blev Knud Lavard omtalt som ”danskernes hertug” eller ”hertug af Danmark”. Det gælder bl.a. det brev fra 1169, der ophøjede ham til helgen og i en officiel oversigt over den danske kongeslægt fra 1190’erne.
Også i berettende kilder optræder han som danskernes hertug eller hertug af Danmark. Vi må derfor fastslå, at Knuds hertugdømme var et embede, der omfattede hele kongeriget og ikke en forlening med et egentligt geografisk afgrænset hertugdømme.
1130’erne: Knud sad i spidsen for Slesvig
Det er muligt, at vi har en forgænger og en efterfølger i en hertug Håkon, der nævnes 1085 og en hertug Erik, der optræder i 1145.
Knud blev også valgt til fyrste over Oboritterne (et slavisk folk, der boede i det senere Holsten og Mecklenburg. Men det hørte det ikke til det danske rige.
Vigtig er det at vide, hvilken tilknytning Knud havde til Slesvig. Hvad indebar den?
En kilde fra midten af 1130erne – kort efter Knuds død fortæller at:
Præfekt i Slesvig
Ordet ”præfectus” bliver brugt. Men hvordan skal det oversættes? Vi kender præfekter fra byer som Lund og Roskilde. Måske kan man antage, at de danske præfekter ligesom de tyske borggrever forenede udøvelsen af kongelig myndighed i byen med militære beføjelser.
Konklusionen må være, at Knud Lavard, der var ”hertug af Danmark” fik betroet opgaven som ”præfekt i Slesvig. En forgænger i dette embede var den Eilif, der ifølge Saxo blev afsat på grund af landsforræderi.
I 1189 nævnes ”Slesvigernes Hertug”
Knud Lavards søn, den senere Valdemar den Store fik tildelt præfekturet over Slesvig af Svend Grathe, hvorved en anden præfekt, der var udnævnt af Svends rival, Knud blev fortrængt.
Som konge synes Valdemar den Store hverken at have udnævnt en ”Hertug af Danmark” eller en præfekt over Slesvig. I hans ældste søn Knud den Sjette’ s regeringstid (1182 ø- 1202) omtales kongens lillebror Valdemar (Sejr) imidlertid som hertug.
I 1189 er hans titel ”hertug af Danmark” lige som Knud Lavard havde været. I et kun delvis overleveret brev omtales han dog som ”Slesvigernes Hertug” og i et udkast til et brev fra Abbed Wilhelm kaldes han ”Jydernes Hertug”.
Hertugtitlen for første gang ”regionalt”
Her er hertugtitlen for første gang regional, hvad der kunne tyde på, at der er tale om et egentligt hertugdømme. Men for at gøre det hele ekstra forvirrende så svarer hverken ”slesvigernes hertug” eller ”jydernes hertug” imidlertid til den senere officielle titel som ”hertugerne af Slesvig”, der altid var ”hertug af Jylland”.
Man kan således på den ene side ikke afvise, at der var opstået et slesvigsk hertugdømme i 1190’erne. På den anden side giver de to dokumenter dog ikke et sikkert bevis.
Valdemar Sejr brugte den sønderjyske Hertugtitel
Med sikkerhed ved vi imidlertid, at Valdemar Sejr brugte den sønderjyske hertugtitel som konge. I et privilegiebrev for Lübeck, som er bevaret i original, lyder hans fulde titel:
Dokumentet kan dateres til tiden mellem 1202 og 1214. Den samme skriver har udfærdiget et andet brev fra Valdemar Sejr og et fra hans forgænger Knud den Sjette, så brevet må være udfærdiget i kongens kancelli. Titulaturen kan derfor opfattes som officiel.
1214/1215 afstod Kejseren land nord for Elben
Waldemar den Anden fastholdt titlerne som hertug af Slesvig og herre over Nordalbingien (landet nord for Elben) indtil den tyske Kejser Frederik den Anden ved nytår 1214/15 afstod landet nord for floderne Elben og Elde til Valdemar.
Fra 1215 til sin død 1241 benyttede han en forenklet titel:
Denne ændring må betyde, at Nordalbingien (og også Slesvig) var blevet indlemmet i Danmark.
Er du forvirret?
Blev du nu mere forvirret? Vi havde altså i den 11. og 12. århundrede ganske vist en hertug, ikke af ”Slesvig” men derimod ”af Danmark”. Hertil kom at kongen havde en repræsentant i Slesvig med titlen ”præfekt”.
En ”hertug af Slesvig” optræder først i kilderne 1193 og først med sikkerhed mellem 1202 og 1214, hvad der måske hænger sammen med opgøret efter biskop Valdemar af Slesvigs oprør 1192.
Hertugembedet blev ikke bibeholdt efter 1215, men efter at Valdemar Sejrs ældste søn, Valdemar den Unge, i 1218 blev kronet som medkonge, blev hertugtitlen givet til den næstældste søn, Erik.
I 1232 gik hertugdømmet til Abel
Da Valdemar den Unge døde, og det i 1232 blev Eriks tur til at blive kronet som faderens medkonge, gik hertugdømmet over til Abel, der nu var den næstældste søn. Slesvig fungerede således som ”sekundogenitur”. Det betyder et len, der går til den næstældste søn. Fra 1232 til 1375 herskede Abel og hans efterkommere over Slesvig.
Hertugdømmet Slesvigs opståen må således dateres til tiden omkring 1200, måske 1190’erne.
Sønderjylland/Slesvig – en selvstændig stat
Det lykkedes før hertugerne at gøre det til en stort set uafhængig stat, der dog fra 1375 kom i union med sin sydlige nabo, det tyske grevskab Holsten. Jo praktisk taget var Sønderjylland/Slesvig en selvstændig stat.
Kongesønner blev hertuger eller grever af Lolland-Falster, Estland, Blekinge eller Halland som var nogle af rigets yderprovinser.
Greverne fra Holsten overtog magten
I 1375 uddøde hertugslægten. Kongen havde da alle tiders chance for at få nedlagt hertugdømmet. Men samme år uddøde kongeslægten imidlertid også. Mens de to forskellige arvinger kæmpede om Danmarks trone, erobrede greverne af Holsten – Sønderjyllands sydlige naboer – nemlig hele Sønderjylland.
De havde i9 forvejen længe haft den sydlige del i pant. Og 1386 anerkendte dronning Margrethe den Første dem officielt som hertuger – dog ikke i ”Sønderjylland”, men i ”Slesvig”. Det skulle blive hertugdømmets navn fremover.
Slesvig havde samme fyrste som Holsten. Men Holsten var nu engang et tysk grevskab. Vi har i tidligere artikler godtgjort at den danske konge kunne have overtaget Hertugdømmet til det danske kongerige.
Hertugdømmet bestod fra ca. 1200 til 1867
Jo Hertugdømmet Slesvig dækker over et territorium, der bestod fra ca. 1200 til 1867. Begrebet dækker i denne periode stort set det samme ord ”Sønderjylland”. Det fik sit eget dynasti, som vi allerede har nævnt.
Efterhånden var det navnet ”hertugdømmet Slesvig” der overtog den helt gamle betegnelse ”hertugdømmet Sønderjylland”.
Kære læser, hvis du nu er mere forvirret, end da du startede, ja så forstår jeg det godt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 26, 2023
Musik i Tønder 6
Et retvisende billede af musiklivet? Papa Cau Cau Jazzband. Da Per fik en trompet. De unge så op til Valdemar. Ernst Størner gav privatundervisning. Det startede med Red Onion Jazzbabies. Første koncert var i Ungdomsklubben. Undervisning af Ole Toft. En fantastisk Jazzklub. Stor ros fra en professionel. En skolekoncert i 1964 afsluttede det hele.
Et retvisende billede af musiklivet?
Det var dengang Michael Falch henvendte sig. Han mente ikke, at vi gav et retvisende billede af musikken i Tønder. Og det har han sikkert ret i. Men så skrev vi sammen en artikel.
Og vi troede for længst at nu skulle denne serie være forbi, men vi har flere artikler på bedding. Her har vi den næste og den handler om jazzmusik. Og Tønder har fostret mange gode jazzmusikere. Kigger man på listerne, ja så står det stadig mest om Valdemar Rasmussen.
Papa Cau Cau Jazzband
Og denne gruppe, som vi skal høre om nu Papa Cau Cau Jazzband står kun følgende:
Men vi skal dog også høre om
Da Per fik en trompet
Det var Per Rick, der spurgte sin far om en trompet. Og det blev hans skæbne. Trompeten fulgte ham siden. Og hans far var også ”verdensberømt” i Tønder. Det var den legendariske Charles Hansen – forplejningsforvalter på Tønder kaserne også kaldt ”Sulte Charles”.
Jazz havde allerede holdt sit indtog i Tønder med ”Harlem Hot Group”. Vi har tidligere omtalt dem. Og det var med den legendarisk Valdemar Rasmussen, Rolf Toft, Ole Toft, Henry Outzen, Horsti Petersen og Alfred Mugge Hansen.
Sidstnævnte mener jeg er identisk med den Alfred vi kender fra Alfred og Country Road. Han blev meget kendt i Sverige men også herhjemme med Country Musik. Jeg mener, at der står en plade derinde.
De unge så op Til Valdemar
Det band blev kendt som ”Voldes bande”. Og de var skyld i at mange unge hjerter i Tønder begyndte at banke for jazzmusikken. Vi skal i en kommende artikel kigge mere på Valdemar Rasmussens mange gøremål inden for jazz, selv om vi allerede har omtalt ham en gang.
Ernst Størner gav privatundervisning
Per Rick fortæller at han fik privatundervisning hos postbud Ernst Størner. Han var leder af FDF – orkestret. Undervisningen forgik hjemme i hans egen dagligstue. Her sad hans kone og strikkede. Hunden lå på en pude og på gulvet lå Vestkysten og der stod et gammelt vandfad, som blev brugt, når der blev lukket ventilvand ud af trompeten.
Og her stod Per og Størner så og spillede ”Jim, Johny og Jonas” tostemmigt. Utroligt at konen kunne holde til det.
Valdemar Rasmussen var i øvrigt Per’ s patruljefører i spejderpatruljen Mågen. Jo han var det store idol for mange i Tønder. Men efterhånden kom Papa Bues Viking Jazzband også på denne liste. Undertegnede mener, at kan huske at de i perioder boede på Lærkevej i Tønder.
Red Onion Jazzbabies
Per var 15 år, da han dannede den første gruppe, der hed Red Onion Jazzbabies. Den bestod af Hans Jørgen Kryger, dyrlægens søn fra Bylderup Bov, der spillede sax, Leif Aalykke, hvis far var lærer på Øvelsesskolen i Tønder, der spillede klaver, Per Rick på trompet og Svend Krogh, hvis mor havde en dametøjsbutik i Vestergade spillede en lille spejdertromme. , et bækken samt en hjemmelavet bongotromme, som var lavet af en gammel øltønde med et skind spændt ud over og sat fast med polstersøm.
Per Ricks fortæller, at det var journalist Bent Stuckerts onkel havde malet bandets navn:
Første koncert i Ungdomsklubben
Hvert enkelt bandmedlem havde siddet og lyttet på Louis Armstrong, Charlie Parker og Gerry Mulligan. Per fortæller, at man startede med Lois Armstrong, og det lød ikke særlig godt. Og det første job var på ungdomsklubben i Tønder. Det var ulønnet.
En hel time skulle de underholde, med de kunne kun fem – seks numre. Så de fleste numre blev spillet mere end en gang. Men selvfølgelig følte de sig allerede som verdensstjerner.
Engang skulle de spille i Padborg Per’ s far kørte dem derhen. De fik alle de sodavand, som de kunne drikke og 5 kr. hver i honorar,
Navnet stammer fra Hagges
Men gruppen eksisterede ikke i ret lang tid. Men så i 1960 så gruppen ”Papa Cau Cau’ s jazzband dagens lys. Det var den traditionelle jazz som Louis Armstrong, Papa Bue, Chris Barber og Cardinalerne spillede den.
Navnet fandt Ib Rønnenfelt – gruppens banjospiller på. Nu var Ib søn af Hagges Hotel, som hans mor ejede. De havde en servitrice, som talte godt og bredt ”synnejysk”. Når en gæst bestilte ”Kakao” men på cau-cau”:
Undervisning af Ole Toft
Gennem tiden har gruppen haft forskellige besætningsmedlemmer gennem dets levetid. Werner Bruhn spillede trækbasun. Ole Toft fra Syncopators var hans lærer. Oles far var organist, så musikken havde han i blodet.
De andre fik også undervisning af Ole Toft, men ofte blev der øvet i Werners forældres lille hus i Nørregade. De kunne med garanti overdøve damplokomotivet fra Tønder Øst – ikke langt derfra, skriver Per.
Erik Larsen spillede klarinet. Han var bror til formanden for Tønder Jazzklub, Hansi Larsen. Bassisten blev kaldt for Muddi. Han arbejdede som kok eller kokkelev på Tønderhus, hvor Ib Rønnefelt i samme periode var tjenerelev. Senere kom en ny bassist med, Uffe Borgå. Han var fra Aabenraa. Og her var der ingen lærere at få.
Sammen med en anden bassist fandt de ud af at spille EP’ ene på hastighed 78. Det betød at bassen gik bedre igennem. Rundgange og stemmer lærte de udenad.
En fantastisk jazzklub
Tønder havde i begyndelsen af 1960’erne en fantastisk jazzklub, som blev bestyret af en entusiastisk organisator Hansi Lassen. Klubben havde dengang 1.000 medlemmer – både danske og tyske.
Der var store navne på plakaten i Tønder Jazzklub dengang: Papa Bues orkester med Georges Lewis som solist. Da havde man i Schweitzerhalles store sal oppe på scenen hejst en blå kajak op med et stort vikingesejl, hvor der stod:
Flot skulle det være. I salen var stemningen også som den skulle være. På bordene stod der rød-hvidternede duge og stearinlys i bast omvundne chiantiflasker med masser af stearin løbende ned af halsen.
Alle mødte op i den traditionelle festdragt – Islandsk sweater. Når de spillede, var musikerne dog stadig i hvid skjorte og slips – gerne med røde seler.
Stor ros fra en professionel
Følgende kunne man læse i et lokalt medie i 1963. Vi beklager ikke at kunne bringe overskriften helt korrekt da det er et ”forbudt – ord” på Facebook:
N…….- clarinettist (ikke stavefejl herfra) i Tønder
En skolekoncert i 1964 var den sidste
Som Per også fortæller, så var de i Odense for at se Louis Armstrong. Men ellers var de nogle ”lalle-glade” amatører. I bedte fald fik de 300 kr. til deling. Selv på spritbåden ”Alexandria spillede de.
Sidste gang orkestret spillede sammen var ved en skolefest i 1964 og det var med Ole Toft på basun, Vagn Sørensen på klarinet, Per Rick på trompet, Chris Schmidt på banjo og Heinzi Carstens på bas.
Og Per Rick fortsatte inden for jazzmusik. Han spillede med bl.a. Molly og Tante Tillies Fodvarmere og Majken og Fjeldtetten.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: