Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Da jøderne blev reddet over Øresund

Oktober 22, 2023

Da Jøderne blev reddet over Øresund

Besættelsesmagten foretog natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 en aktion mod de danske jøder. Men 95 pct. af de danske jøder blev reddet. Best ville sikre fødevareleverancen, så han advarede via Duckwitz, hvad der ville ske. Men Berlin havde allerede trykket på knappen den 8. sept. Svenskerne henvendte sig selv. Razziaen varede i tre timer. Hvad kostede en tur over Sundet? Tragedie ved Julebæk nær Hellebæk. Ikke meget kystbevogtning. De allierede roste Danmark. 40 udskibningshavne. Til Sverige i kajak. I 1943 var der 8.000 jøder i Danmark. Kromanden fra Snekkersten Kro blev pisket ihjel.  Den energiske Gestapo – Juhl fra Helsingør. Lederen af den danske kystbevogtning – Holten. Jøder på Snekkersten Havn anholdt af dansk politi. Dansk politi skød efter jødiske flygtninge. Holten forfremmet til politimester i Frederikssund. Jøder taget i kirken og menighedshuset i Gilleleje. Best mente at jødeaktionen i Danmark var en succes. Børn blev ladt tilbage. Mange jøder vendte tilbage til ingenting. 5 beretninger fra flugten: 1. Stormet af tyskere i Kastrup 2. En flugt – der ikke blev til noget 3. De skulle have alle pengene. 4. Det kostede 3.000 kr. 5. Kaptajnen ville ikke hjælpe – han ringede efter tyskerne.

 

95 pct. af de danske jøder blev reddet

Det lykkedes at redde ca. 95 pct. af de danske jøder. Størstedelen af de 7.000 – 8.000 danske jøder var bosiddende i København. Den 28. september beordrede Hitler deportationen. Alle såkaldte ”Heljøder skulle deporteres medmindre de var gift med en ”arier”.

 

Best ville sikre fødevareleverancen

Efter den tyske beslutning udspillede der sig et besynderligt forløb. Werner Best lod gennem sin rådgiver, G.F. Duckwitz ledende danske socialdemokrater vide, at jøderne var forestående. Herefter blev advarslen spredt til de jødiske befolkningsgrupper og videre ud i samfundet. Nu rullede bolden for alvor.

Best var klar over, at den fortsatte ro og stabile leverancer af fødevarer til Tyskland var til Tyskland, afhang af samarbejde med departementscheferne som havde overtaget ledelsen af landet efter 29. august 1943.

Han måtte derfor sørge for at så få jøder som overhovedet muligt blev arresteret på razzianatten som overhovedet muligt og undgå deres senere pågribelse.

Den 29. september kunne rabbiner Marcus Melchior fra Synagogen meddele om den kommende aktion. Han bad, om at man bredte budskabet.

 

Berlin havde allerede den 8. september trykket på knappen

Men allerede den 8. september havde Berlin faktisk trykket på startknappen for aktionen mod de danske jøder. Det vidste ingen danskere dengang. Man stolede på Werner Best, som adskillige gange havde sagt til udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen, at de danske jøder overhovedet ikke havde noget at frygte.

 

Svenskerne henvendte sig selv

Den svenske regering forsøgte sig med et forslag om internering på svensk jord, men den tyske besættelsesmagt svarede aldrig på henvendelsen. I stedet udstedte svenskerne udrejsepapirer og meddelte over radioen, at flygtninge ikke ville blive sendt tilbage, som de ellers var blevet i 1930erne.

Flugtruter, gemmesteder og transport over Øresund blev koordineret. Store pengebeløb blev indsamlet til at betale de endog meget høje summer, som fiskerne og andre bådførere krævede for at hjælpe de danske jøder over Øresund.

 

Razziaen varede i tre timer

Den første officielle og koordinerede aktion mod jøderne varede tre timer, hvorefter Werner Best erklærede, at den ikke ville blive gentaget. Han indberettede til Berlin, at Danmark nu var Judenfrei (renset for jøder). Werner Best var ligeglad med, at der nu over den næste måned flygtede over 7.000 jøder til Sverige.

Der var ellers ankommet en politikommando fra Tyskland på 120 mand som skulle hjælpe med jagten på jøderne.

Takket være en indsats fra mange sider var der ikke mange, der var hjemme natten mellem den 1. og 2. oktober. Fra tyske side var ordren at man ikke skulle forsøge at bryde ind, hvis det ikke blev lukket op.

Der blev også forhandlet med tyskerne, så de danske jøder måtte modtage Røde Kors pakker og at de ikke ville blive videresendt til udryddelseslejre.

 

Hvad kostede en tur over Sundet?

I oktober 1944 var prisen for en overfart var et sted mellem 1300 kr. og 1.500 kr. Det var en anselig sum penge for en gennemsnitlig dansker, en faglært arbejders månedsløn var på 400 kr. Der var da også eksempler på at man skulle betale 3.000 kr. og endnu mere.

Noget tyder på at mange jøder overbød hinanden. På gaden i Gilleleje blev der tilbudt 35.000 kr. for en overfart af 10 personer. Og 3.500 kr. pr. person svarer i dag til 75.000 kr.

Det er også et eksempel på at en ejer modtog 100.000 kr. Han havde en større kutter. Argumentet for de store beløb var, at fiskerne løb en stor risiko ved at fragte personer illegalt til Sverige. De frygtede også at miste deres kutter.

I de første dage af oktober 1943 var det hovedsagelig velhavende jøder, der blev fragtet til Sverige.

 

Tragedie ved Julebæk nær Hellebæk

Der er også et eksempel på en familie, der betalte et større beløb, men de blev aldrig kontaktet som aftalt. Det endte katastrofalt for en familie på flugt i Julebæk ved Hellebæk. Manden skar halsen over på sin hustru og deres to børn, da han troede, at det var slut for dem.

Flere af fiskerne blev taget af Gestapo og sendt til Frøslevlejren. De blev anklaget for menneskesmugling og illegal virksomhed. Med tiden måtte flere fiskere selv flygte til Sverige.

 

Ikke meget kystbevogtning

Da 90 pct. af jøderne var i sikkerhed, faldt summen i november til ca. 500 kr.  pr. person. Da de illegale ruter, der transporterede bl.a. modstandsfolk til Sverige for alvor blev taget i brug i takt med at modstanden voksede i 1944, var prisen faldet til femtedel.

Kystpatruljeringen var stort set ude af funktion i hele oktober måned, hvilket bevirkede at overbelåninger mellem Danmark og Sverige forløb relativt glat. Grunden hertil var dels, at den danske flåde, der varetog kystpatruljeringen var blevet interneret efter bruddet den 29. august, dels at værnemagten endnu ikke var begyndt at patruljere kysten.

Tyskerne vidste godt, hvad der foregik. De brugte ikke mange kræfter på det. Ja ofte vende de det blinde øje til. Dog blev en unge flygtningehjælper dræbt at Gestapo under et flugtforsøg ved Tårbæk Havn den 9. 0ktober.

Det danske kystpoliti var blevet bedt om at holde sig uden for jødeaktionen. Det var dog en enkelt undtagelse som vi vender tilbage til. Værnemagten under general Hermann von Hanneken var blevet påbudt at hjælpe til med tilfangetagelsen af danske jøder, men mente at dette var under deres værdighed, og de bidrog derfor med en lunken indsats.

 

De allierede roste Danmark

Den omfattende redning af de danske jøder i oktober 1943 fik afgørende betydning for den allierede opinions opfattelse af Danmarks stilling under og efter krigen. Redningsaktionen blev opfattet som mange danskere bekæmpede nazismen.

I international jødisk historie står redningen af de danske jøder som en central begivenhed, der tjener som et eksempel på modstandskraft og humanitet. Begivenheden blev kaldt ”et mirakel”. Talrige monumenter, der hylder indsatsen, er rejst af jødiske samfund i hele verden.

 

40 udskiftningshavne

Der var hele 40 udskibningshavne på Sjælland. De vigtigste var vel Helsingør, Snekkersten og Humlebæk/Nivå, hvor afstanden til Sverige var kortest. 1.000 flygtninge kom til Sverige i dagene 2. – 4. oktober 1943. Antallet toppede den følgende weekend 8. – 9. oktober.

Øl – ruten blev drevet med en båd købt til formålet af bryggerdirektør Knud Parkow og brygmester Arne Jørgensen på Wibroe Bryggeri i Helsingør. Andre ruter var bl.a. Kier – ruten, Stella – ruten, Sundets Venner.

En anden rute gik fra Humlebæk/Nivå. Større skibe ventede ude på Øresund, hvortil flygtninge blev bragt i robåde. Mindre fiskerbåde kunne lægge til ved den lange mole ved Nivå. På en enkelt uge overførtes via denne rute 600 jøder.

Fra Smidstrup mellem Gilleleje og Rågeleje udgik en anden rute. Den var måske den bedst organiserede rute. Det var købmand Lassen, der stod for denne. Det blev til 20 transporter med ca. 850 passagerer.

Studenternes ruter startede i september 1943, den første fra Møn. I oktober åbnedes yderligere 4 ruter, herunder København. Arne Sejr var en af gruppens ledere.

For ”Helsingør Syklub” blev i maj 1944 optrevlet, fordi besætningen på et af skibene talte over sig på et værtshus. Modstandsbevægelsen oprettede frem til krigens afslutning mere ”professionelle” ruter over sundet.

 

Til Sverige i kajak

Nogle jøder flygtede til Sverige i kajakker. I september 1943 gik to mand ud fra Snekkersten i en kajak, det var en hjælper og en marinetelegrafist, som skulle til Sverige. Det blæste op og bølgerne var høje. De endte begge i vandet og måtte svømme tilbage. Hjælperen som hed Quist måtte opgive og gjorde det med ordene ”Hils min mor derhjemme”. Han rakte hænderne i vejret og forsvandt. Hans lig blev fundet flere måneder senere.

 

I 1943 var der 8.000 jøder i Danmark

Ved krigens udbrud var der 6.500 jøder i Danmark. 1.500 var flygtninge fr Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet, som kom til Danmark efter 1933. I 1943 var der 8.000. Men Danmark førte en meget restriktiv politik over for udenlandske jøder.

 

Kromanden fra Snekkersten Kro blev pisket ihjel

I Snekkersten var det læge Jørgen Gersfelt og kromand Thomsen på Snekkersten Kro, der var hovedpersonerne.  De stod for organisationen af flugten. Kroejeren døde i Neuengamme kun 38 år gammel. Han blev pisket ihjel.  Der er rejst en mindesten for ham.  Han havde også hjulpet britiske faldskærmssoldater og modstandsmænd til Sverige.

 

Den energiske Gestapo-Juhl

I Helsingør sad kriminal-overassistent Hans Juhl som også blev kaldt Gestapo – Juhl. Han var en dansktalende tysker, der var vokset op lige syd for grænsen. Han opererede både nord og syd for Helsingør.  Han stod selv for arrestationen af ca. 120 jøder. Således blev der arresteret 107 jøder natten mellem den 6. og den 7. oktober 1943 af 107 jøder i Gilleleje – heraf 84 på kirkens loft. De blev som alle andre ført til Theresienstadt.

Allerede den 5. oktober 1943 havde Gestapo anholdt 12 fisker, som blev ført til Horserødlejren. Ved samme lejlighed blev syv fiskefartøjer konfiskeret.

 

Lederen af Det Danske Kystpoliti – Holten

Den berømte advokat Carl Madsen havde ikke meget til overs for Leder af Kystpolitiet Svend Asbjørn Holten. Han blev inspektør under Rigspolitiet. Han blev tilknyttet Frihedsrådets arrestationsudvalg.

Holten sad den 22. juni 1941 om morgenen på tyskernes hovedkvarter på Dagmarhus og tilrettelagde jagten på de danske kommunister. Tyskerne betragtede ham som tyskervenlig. Han var udset til politidirektør, når Frits Clausen blev statsminister.

Som leder af Kystpolitiet var han meget nidkær og lagde vægt på, at Kystpolitiet ikke blev kompromitteret i tyskernes øjne.

 

Jøder på Snekkersten Havn anholdt af dansk politi

En dag i oktober måned 1943 rykkede Holten med sine folk ind i Snekkersten Havn. Der var indgået en anmeldelse om at nogle danske statsborgere af jødisk afstamning var i færd med at flygte til Sverige. Tyskerne vidste ikke noget om sagen. Da de ankom var 18 danske jøder i begreb med at indskibe sig i de illegale både. Hele flokken på nær 4 personer – kvinder og børn blev løsladt i sidste øjeblik.

De 14 personer blev ført til Helsingør og afleveret på politistationen, hvor det tyske politi blev tilkaldt.

 

Dansk politi skød efter jødiske flygtninge

En anden episode, hvor Holten indblandet er heller ikke omtalt i andre kilder. Det var efter den 29. august 1943. Opgaven lød på at forhindre afsejling og sprede de forsamlede jøder i Gilleleje. Man anså dette for nødvendigt for at tyskerne ikke skulle lave ”foranstaltninger” mod Kystpolitiet.

Kort efter ankom Gestapo-Juhl. Denne anmodede Holten om at holde havnen besat, mens han selv foretog en razzia. Gestapo – Juhl forklarede, at han ikke havde nok mandskab til at klare begge dele.

Hvis Holten nu havde overholdt instrukserne på daværende tidspunkt som var gældende for dansk politi, skulle han have forladt Gilleleje. Der måtte ikke ydes bistand til tyske aktioner. Men Holten trak sig ikke tilbage.

Under politiets besættelse af Gilleleje havn, søgte en fiskerbåd, hvis lastrum var stuvende fuld med jødiske flygtninge for fuld kraft at sejle ud af havnen. I samme øjeblik blev der givet ild fra molen. Båden med de flygtende danske medborgere blev beskudt med maskinpistoler af dansk politi. Flygtningene reddede sig fra den sønderskudte båd ind på bølgebrydernes stensætning, hvor de sad i flere timer, indtil de sammentrukne tyske styrker efter Gestapo – Juhls ordre kom og arresterede dem og fulgte dem i land. De blev alle arresteret takket være Holten.

Som allerede nævnt har vi ikke fået disse hændelser bekræftet i andre kilder ed i Carl Madsens bog. Og ifølge den havde tyskerne også fået fat i Kystpolitiets rapporter som de brugte mod danske statsborgere.

 

Holten forfremmet til politimester i Frederikssund

Denne Holten blev aldrig straffet på nogen måde. Tværtimod blev han hædret med en stilling som politimester i Frederikssund. Foruden Carl Madsen var også Erik Haast efter Holten. Han mente, at Holten var dybt involveret i dobbeltdrabet på Peter Bangsvej.

Heller ikke Gestapo Juhl fik egentlig nogen dom i Danmark. Han blev belønnet for sin ihærdige indsats med at jagte jøder. Han blev kommandør i Stutthof KZ – lager.

I alt blev 1.300 jøder overført fra Gilleleje – området.

 

Jøder taget i kirken og menighedshuset

Der var skjult jøder i sommerhuse. Butikslokaler, garager på lofter, hos slagtermesteren og i bryggeriet.

Men de jøder, der havde søgt tilflugt i kirken og i menighedshuset blev taget. I Gilleleje talte man meget om stikkeri. Men mon ikke Gestapo – Juhl vidste det i forvejen. Der vrimlede med jøder i Gilleleje og stemningen var anspændt. Alle var nervøse.

Datteren fra badehotellet, Ruth Nielsen blev beskyldt for at være stikker. Men hun blev senere frikendt.

 

Tysk radarstation med tilbud til flygtninge – hjælpere

Vest for Gilleleje lå en tysk radarstation, hvor tyske tropper kunne holde øje med skibstrafikken. Da fiskerne i købet af oktober havde svært ved at sejle jøder ud af Gilleleje Havn, ringede kommandanten på radarstationen med et tilbud:

  • Vi har en strandbred herude ved vores station, og den må i godt bruge. Vi ved godt, hvad der foregår, og vi har tænkt at vende det blinde øje til.

 

Tysk kommandant advarede mod stikkere i Gilleleje

For at opretholde et samarbejde med danskerne var der en bevidst strategi fra dele af besættelsesmagten at se igennem fingre med redningsaktionen. Men der var fanatikere som Gestapo – Juhl imellem.

Måske var det derfor, at fiskerne fra Gilleleje ikke tog imod dette tilbud. I stedet blev der iværksat en større operation længere nede ad kysten, som ledtes af en lokal købmand.

Men kommandanten op radarstationen advarede også fiskerne om stikkere i Gilleleje. Og også en fisker anmeldte sine kollegaer.

 

Best mente at jødeaktionen i Danmark var en succes

Om aftenen den 2. oktober meddelte Werner Best det tyske hovedkvarter i Berlin at Danmark var befriet fra jøder. Tre dage senere meddelte han, at der ikke var mandskab til at forhindre flugten til Sverige. Det var vigtigt at han den 7. oktober i et telegram kunne meddele Berlin, at der i Gilleleje var arresteret 110 jøder i forsøget på at flygte til Sverige. Således blev der ikke sået nogen tvivl om hans stilling som rigsbefuldmægtiget i Danmark.

 

Børn blev ladt tilbage

Masser af børn blev ladt tilbage i Danmark. Man havde besluttet at flugten til Sverige var for farlig. Historien om de glemte børn, glemmer man at fortælle. Historien om de glemte børn er omgivet af mørke og traumer. Det gør det svært at fortælle i samme åndedrag som den lyse heltefortælling om danskernes indsats som redningsmænd over for jøderne i oktober 1943.

Mindst 133 jødiske børn blev gemt i Danmark under nazisternes aktion. Disse børn oplevede et dobbelt svigt både fra deres forældre og fra deres plejefamilier, som havde passet dem under krigen. Det gik ud over tilknytningen.

 

Mange jøder vendte hjem til ingenting

Det er ikke det fulde overblik over, hvad jøderne vendte tilbage til efter krigen. Men man vurderer, at cirka halvdelen havde mistet enten bolig, job eller formue. For nogle var deres hjem fuldstændig tømt for værdier og møbler, for andre var en lejebolig givet videre eller midlertidig fremlejet. Der er eksempler på naboer eller andre lokale, der så muligheden for at erhverve sig ejendom eller værdier.

Omkring 1.500 af de hjemvendte mistede stort set alt og havde ikke tag over hovedet længere. De blev placeret i flygtningelejre som for eksempel gymnasier uden for hovedstaden. Der var også familier, der kom hjem til et stort set uberørt hjem.

 

Beretninger om flugten

Vi har samlet et par beretninger om flugten. Og vi skal lige gøre opmærksom på at vi har redigeret i teksten.

 

Stormet af tyskere i Kastrup

  • Vi tog toget til Helsingør og toget var fyldt med jøder, hvoraf de fleste skulle ud til kysten. Der var folk, der holdt sommerferie der og kendte fiskeskipperne. Vi skulle egentlig til Gilleleje, men taxachaufføren nægtede at køre den tur, da han havde hørt at den forrige var taget af tyskerne.

 

  • Turen gik tilbage til København og således kom vi til Frederiksberg og til vores egen lejlighed.

 

  • Vi skulle nogle dage senere gå fra Syrefabriksvej i Kastrup Gå hen til en båd, da der blev råbt ”Tyskerne er her”, Vi blev hurtigt gennet ind i en lade, men udefra blev der råbt ”Juden heraus”. Og så blev døren sparket op.

 

  • ”Hände hoch” – En kvinde – en skuespiller fra Tyskland ved navn Feiffer – går frem mod tyskerne og blev skudt ned. Vi andre kom op i ”præmievogne” og så kørte de rundt med os i timevis uden at orientere os om, hvor vi var. Om morgenen standsede vi, og var fanger i Horserødlejren.

 

 

En flugt – der ikke blev til noget

  • Langt om længe nåde vi ud til Københavns Havn og blev sammen med et par andre mennesker stoppet ned i lasten på en lille fiskerbåd. Fiskeren havde allerede sat motoren i gang, da der kom en mand løbende og fortalte, at havnepolitiet var blevet udskiftet med nogle mere tyskervenlige betjente, og det var umuligt at sejle lige nu.

 

  • Fiskeren gennede os ud af båden, og det gjaldt om at komme væk i en fart. Min far bar mig og løb så hurtigt han kunne, mens min mor i den almindelige forvirring løb i den modsatte retning. Mine forældre var efter dette mislykkede flugtforsøg overbeviste om, at det ikke lykkedes at komme over sundet og ville derfor sikre sig, at i hvert fald jeg, deres eneste barn, overlevede rædslerne.

 

 

De skulle have alle pengene

  • Vi gik ned til toget, og lod som om vi ikke kendte hinanden. Vi løste billet til Gilleleje og steg op i toget, hvor der i forvejen sad mange. Der var spænding og nervøsitet i toget. Vi var alle bange for, at der skulle dukke tyske soldater op i kupeen. Vi var også bange for stikkere, der kunne angive os. Det tog lang tid at nå Gilleleje. Nerverne var på højkant, men vi nåede uantastet frem.

 

  • To og to gik vi med passende afstand ned til havnen. Vi blev vist ind i et hus, hvor der boede en fisker.

 

 

  • Fiskeren kom hurtigt indt til os og sagde, at vi for at støtte modstandsbevægelsens farlige arbejde lige så godt kunne hælde vores penge op på bordet med det samme, så skulle vi straks komme af sted. Jeg havde sparet 5.200 kr. op, som jeg havde hævet i banken , og i taknemmelighed over, at nogen ville risikere livet for at hjælpe os, lagde jeg dem, hver en krone på bordet. Mine brødre hældte også deres penge på bordet.
  • Vi fik besked på at gå mod havnemolen en ad gangen til den fiskerbåd, der lå yderst og gå ombord.

 

  • Efter et stykke tid nede i lastrummet, blev lemmen halet op – ”Så kan I godt komme op” – Svenske soldater udbrød i det samme ”Välkomme til Sverige”

 

 

 

Det kostede 3.000 kr.

  • Den 7. oktober fik jeg kontakt med fisker Carl Hansen, der gav mig besked om at være parat næste dag og jeg måtte være parat til at tage af sted med øjebliks varsel. Kl. 15 kom Hansen og hentede mig og tog afsted med det samme i en bil til Skudehavnen. Jeg havde fået en madpakke med og 5.000 kr., men rejste i øvrigt, som jeg gik og stod.

 

  • Da jeg kom ind i bilen, sad der mig en ubekendt mand i den og Hansen satte sig på bagsædet mellem ham og mig. Da vi havde kørt et kort stykke, sagde Hansen til mig, at han skulle have 3.000 kr., ellers kunne jeg ikke komme over. Jeg sagde ingenting, men betalte ham pengene.

 

  • Ankommet til Skudehavnen blev jeg anvist et skur, som blev benyttet til opbevaring af fiskegrej. Der fandtes ingen vinduer men døren stod frit åben med udsigt til havnen. Efter ca. 90 minutters ventetid så vi et tysk patruljefartøj sejle forbi havneudløbet i nordlig retning. Da det havde passeret, gav den vagthavende betjent ved havnekajen et tegn med hånden, hvorpå vi fik ordre til i største hast at begive os ned til en fiskerbåd, der lå og tøffede i havnen. Der var i alt ti flygtninge, udenlandske og danske jøder, der ikke kendte noget til hinanden. Jeg blev stuvet ned i båden. Et par dæks-plader blev lagt over mig.

 

  • Vi tøffede afsted. Jeg lindede lidt ved plankerne, men fik ordre til at dække mig til, da der krydsede tyske flyvere over farvandet. Vi nåede uden forstyrrelser af nogen art over på svensk søterritorium. Lidt uden for Barsebäck blev vi prajet af en svensk båd, som da de hørte, at vi var danske flygtninge, råbte det ene ord til os

 

  • Välkomna

 

Kaptajnen ville ikke hjælpe-ringede efter tyskerne

  • Udøver os var der fire mennesker, vi ikke kendte. De skulle også med. Da vi gik ombord begyndte båden at tage vand ind – den blev tømt og vi kom om bord igen. Vi måtte sidde, hvor vi nu engang sad – uden at bevæge os, for ellers ville båden kæntre

 

  • Vi havde ikke kompas med – og ingen af os kunne ro. Efter nogen tid vidste vi ikke, hvor vi var. En ung kvinde sad og øste vand med en spand, hvor der var hul i. Hun blev meget søsyg og hun bad os flere gange at smide hende over bord Det var koldt, det var mørkt og det var vådt.

 

 

  • Det begyndte at lysne tidligt om morgenen. Vi så en damper i det fjerne. Der blev sat et lommetørklæde på fars stok, og skibets mandskab så os. Det var skibet Ydun, en af de Forenedes både. De smed en rebstige om bord. Alle otte klatrede op på skibet.

 

  • Far gik op for at tale med kaptajnen og spørge om, han kunne hjælpe os til den svenske sejlrende, så vi kunne komme over i en svensk båd eller give os en af redningsbådene. Mens far var oppe på broen, sad mandskabet hos os.

 

 

  • Far kom ned igen og fortalte, at kaptajnen ikke ville hjælpe. Mandskabet lod os derefter være. Min mor havde af vores læge Per Thygesen, som de var gode venner med, fået en flaske morfin blandet med cognac. Dette skulle vi nu drikke. Jeg var 17 år og synes jo ikke, at jeg skulle dø – men det skulle jeg – så jeg drak det.

 

  • Min far græd, noget jeg ikke havde set før – og aldrig så siden. Men han følte sig skyldig over at lade sine to børn tage gift.

 

 

  • Imens telegraferede kaptajnen til Gestapo – Juhl i Helsingør. Lidt efter kom tyskerne i en motorbåd og hentede os.

 

  • Vi blev ført til en barak i Helsingør, hvor vi blev kropsvisiteret af en tyske telefonistinde. Jeg husker ikke mere, hvad der skete, da jeg blev bevidstløs af morfinen. Min far og mor havde ikke fået en dosis, der var stor nok.

 

 

  • Vi blev alle via Horserød deporteret til Theresienstadt den 13. oktober 1943.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • danmarkshistorien.dk
  • pow.international.dk
  • kristeligt-dagblad.dk
  • joediskinfo.dk
  • folkedrab.dk
  • museumns.dk (Museum Nordsjælland)
  • tv2kosmopol.dk
  • b.dk
  • Weekendavisen
  • Claus Bundgård Christensen m.m.: Danmark besat – krig og hverdag
  • Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen – en politisk historie
  • Rasmus Kreth, Michael Mortensen: Flugten til Sverige
  • Jacques Blum m.m.: Jødeaktionen i Danmark i oktober 43
  • Klaus Rothstein, Bent Blüdnikow: Dage i oktober 43
  • Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi
  • Sofie Lene Bak: Jødeaktionen oktober 1943
  • Magnus Panduro Juhl: Jødernes danskernes hjælper i oktober1943
  • Tidsskrift for dansk Jødisk Historie
  • Udsyn – Tidsskrift for jødisk liv, Israel og Mellemøsten
  • Kirchhoff: Duckwitz – den gode tysker
  • Bo Lidegaard: Landsmænd – de danske jøders flugt
  • Bent Blüdnikow: Min fars flugt – Jødiske skæbner i oktober 1943
  • Carl Madsen: Vi skrev Loven
  • Cecilie Banke og Anders Jerichow: Holocaust og civilsamfundets reaktion
  • Ove Johansen: Tilfældet Leifer
  • Christian Tortzen: Gilleleje oktober 1943 – under jødernes flugt for nazisterne
  • Fem år bd. 2
  • Outze: Gå til Modstand
  • Asschenfeldt Frederiksen: Fra det gamle Gilleleje
  • Søren Frandsen, Lennart Rasmussen: Kurs mod friheden

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.062 artikler
  • Under Besættelsestiden (før, under, efter, Anden Verdenskrig) finder du 408 artikler)
  • Under København finder du 202 artikler
  • Under Nørrebro finder du 324 artikler
  • Under Grænsen er overskredet finder du 9 artikler

 

  • Oktober 1943 – de danske jøders flugt og fangerskab
  • En – oktober – nat 1943
  • De danske jøder i Theresienstadt
  • Sverige og jøderne
  • De forfulgte jøder
  • Jødefejden 1819
  • Flugten over Øresund
  • Duckwitz – den ”Gode” tysker
  • Werner Best
  • Da krigen var forbi
  • Besættelsestiden på Bispebjerg Hospital
  • Mosaisk Nordre Begravelsesplads
  • Werner Best retfærdiggjorde sig selv

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden