Artikler
Maj 11, 2023
”Galt” tysk og ”tumbe” dansk i Højer
”Galt” tysk i skolen. En speciel dialekt i Højer. Markmanden havde en lang arbejdsdag. Teknikken bag ”Æ Klustagh”. Byrådsvalget 1937. Observationsposter. Stillingen forblev uændret. Stadig tysk flertal. Folkeringen fulgte tyskernes opfordring. Højer Bønderkommune. Generalforsamling på ”Per’ s daw (awten).
”Galt” tysk i skolen
Man kunne sige om en mand, at han var ”galt tysk” og om en anden, at han var ”tumbe dansk”. En lille dreng, der stammede fra et hjem, hvor ægtefællerne havde hver sin nationalitet, blev efter mange overvejelser, sat i tysk skole. Efter den første skoledag spurgte moderen ham:
En speciel dialekt i Højer
I Højer havde man en speciel dialekt. Det var så den, familien Brodersen i Tønder arvede. Som allerede beskrevet i tidligere artikler så kom min mor fra Højer.
Dialekten indeholdt en del tyske gloser. For eksempel tog folk altid
En vognmand kaldtes:
Og så sagde man også:
Markmanden
Man havde også ”æ Varman”. Det var markmanden, der vandrede fra fenne til fenne med sin ”klustagh” på nakken. Markmanden er en gammel institution. Han omtales i al fald i 1600-tallet. På ”Persdaw” (awten) (den 22. februar) blev han fæstet for den næste sommer.
Hans løn var et beløb pr. demat (1 demat er ca. 1 rd. Land). Han fik også noget for hver hest, kreatur, får og lam, som han skulle holde øje med.
I gamle dage har der vel været en markmand i alle bondesamfund. Men som gårdene blev flyttet ud og jorden arronderet, blev markmanden overflødig. I 1940erne var der endnu en markmand i Højer.
Det var en lang spadseretur, markmanden skulle ud på hver dag. Han begyndte gerne, når det lysnede omkring klokken 4, og var han heldig, kunne han være hjemme omkring middagstid. Hvis et dyr lå ned, skulle han hen til det og jage det op, for han skulle konstatere, at dyrene kunne ”støtte på alle fire ben”.
Men det var langt fra hver dag, han nåede hjem til kl. 12. En flok får kunne være brudt ud, så måtte han sørge for, at de blev drevet tilbage i den fenne, hvor de hørte hjemme. En stud kunne være faldet i grøften og ad fast i mudderet. Markmanden måtte selv have fat i Falck.
Teknikken bag ”Æ klustagh”
”Æ klustagh” var uundværlig for markmanden, for hans vej rundt i fennerne medførte, at han skulle passere brede grøfter og afvandingskanaler.
Denne ”klustagh” eller springstok skal bruges med en bestemt teknik. Er det en grøft med blød bund, og det er de næsten alle, må man ikke stikke stokken ned i midten. Så sker det pinlige, når man kækt springer ud og er kommet i lodret stilling, at springstokken presses ned i den bløde bund.
Springets fart standses. Man skal være heldig, hvis man falder ind mod grøftekanten. I de fleste tilfælde vil springeren falde langs med grøften og ende i vand og mudder. Skaden føjes til spot, idet vidnerne vil opslå en skadefro latter. Nej stagen skal sættes på et fast sted i den skråning, men springer fra. Så kan man let komme over et vandløb på både 2 og 3 meter.
Vi har gjort vores erfaringer ude i marsken dengang i ungdommen. Teknikken beherskes nok ikke mere fra undertegnede.
Byrådsvalget 1937
I 1937 var optimismen stor hos de dansksindede op til byrådsvalget. Kunne man få det femte mandat. Nej, der manglede kun 17 stemmer. I forhold til byrådsvalget i 1933 var det danske stemmeantal steget med 36. Men tyskernes stemmeantal var også steget.
Alle var mobiliseret i begge lejre. Stemmeprocenten var helt oppe på 94, 6 pct. Kun kvinder i barselsseng eller folk, der næsten lå for døden mødte ikke op.
Ethvert valg i disse år var et nationalt valg, hvor det ikke drejede sig om partipolitik, men her var et spørgsmål om dansk eller tysk.
Observationsposter
Selve valgdagen var der vældigt liv i byen. Danske flag var oppe. Der var organiseret transport for de ældre og dårligt gående. Ingen skulle blive hjemme. Man kendte folk og vidste, hvor de satte deres kryds. Både danske og tyske havde deres observationsposter, der registrerede, om alle nu mødte frem.
En observatør måtte ifølge loven ikke opholde sig i valglokalet. Men så indrettede man sig, så man kunne holde døren til Ohlsens hotel, der var valglokale under opsyn.
De dansksindede sad i kaptajn Kiils hyggelige stue. På den anden side af Torvet i hotel Sylts karnapstue sad de tysksindede og gjorde deres notater. Syntes man så, det trak lidt længe ud med, at den og den vælger mødte frem, så sendtes en stafet ud, så ingen skulle undslå sig for at gå til valg.
Stillingen forblev uændret – stadig tysk flertal
Da valget sluttede, samledes en masse vælgere for at overvære optællingen. De tysksindede var tilfredse med, at stillingen forblev uændret 7 tysksindede og 4 dansksindede.
Folketinget fulgte Tyskernes befaling
Det blev det sidste valg til byrådet inden 1945. da der normalt 4 år senere skulle holdes kommunalvalg, vedtog folketinget, at der ikke skulle afholdes valg i Nordslesvig. Mindretallet ønskede ikke valg. En stor del af deres medlemmer havde meldt sig til tjeneste i SS eller den tyske hær. Andre var beskæftiget uden for hjemstavnen. Ville det blive valg, ville det tyske stemmetal gå føleligt ned.
Besættelsesmagten krævede så, at der ikke blev valg i Nordslesvig. Fra folketinget gjorde man så denne indrømmelse for at bevare ”husfreden”,
Højer Bønderkommune
Højer Bønderkommune var en gammel institution. Dens virke kan spores tilbage til 1600-tallet. Dengang var det bønderkommunen, der ledede og styrede Højer. Nu levede mest på traditionerne men havde dog stadig nogle praktiske beføjelser.
Hvis man skulle optages, skulle man være ejer af mindst 25 demant og være bosiddende i Højer. Så skulle man henvende sig til oldermanden og sige, at man ville optages som medlem.
Generalforsamling på ”Per ’s daw (awten)”
14 dage før Persdaw (awten) blev man så inviteret på Nissens Hotel. Sådan var det i slutningen af 1930erne. Der blev oplyst at mødet blev afholdt på tysk. Men ret hurtigt gik diskussionerne over i sønderjysk. Oldermanden forlagde regnskabet og man vedtog, hvor mange man ville bruge på reparation af led og hegn om de fenner, som bønderkommunen ejede. Hvert år blev der også bevilliget pengegaver til en række gamle og enlige.
Nissens Hotel blev også kaldt for ”Stadt Tynne”. Man fik middag og rigeligt med øl og brændevin. Alt hvad man ville nyde efter kl. 24, var for egen regning. Som nyt medlem skulle man fylde flasker fra punchbollen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 10, 2023
Flensborgs Overborgmester- afsat i 1936
Liste med 158 besættelsestids-artikler i grænselandet. Overskrifter i danske aviser. Han var meget aktiv nazist. Angreb mod den dansk – tyske grænse. Den danske presse troede, at det var en gestus. Hvem var Sievers? Han var propagandachef for NSDAP. Uretten fra 1920. Sievers var endnu ikke faldet i unåde. Han blev overborgmester i Flensborg Han skabte splid i det tyske mindretal i Nordslesvig. De danske aviser troede på afspænding. Flensborg Avis havde en anden fortolkning. Overpræsident og Gauleiter Lohse ville af med Sievers. Kursus for tysksindede danske politikere i Flensborg En pakke med klager blev afleveret til føreren Pastor Schmidt – Vodder klagede over at man påtvang nazisme. Dømt for partiskadelig virksomhed. Optaget i SS. Meldte sig ud af CDU i protest.
Overskrifter i danske aviser
Det vakte overskrifter i danske aviser, da Flensborgs nazistiske overborgmester dr. Wilhelm Sievers i slutningen af januar 1936 blev afskediget på gråt papir af det tyske indenrigsministerium. Åbenbart var det i henhold til en lov, der var udstedt i forbindelse med henblik på udrensning af nazismens modstandere.
Han var en meget aktiv nazist
Men overborgmesteren var en meget aktiv nazist og slet ikke modstander af nazismen. Han var en af Slesvig-Holstens nazismens få kompetente og professionelle kommunalpolitikere. Han blev formand for den grænsepolitiske organisation Schleswig-Holsteiner-Bund (SHB).
Angreb mod den dansk – tyske grænse
I 1933 havde han udnyttet den nationalsocialistiske stemning i Tyskland til et angreb mod den dansk – tyske grænse. Sieverts havde desuden fungeret som den ledende kraft i den rigstyske nazismes forsøg på at nazificere det tyske mindretal i Nordslesvig.
Den danske presse troede, at det var en gestus
Når den danske presse viste så stor interesse for Sieverts afskedigelse skyldtes det måske ifølge den danske presse, at det kunne være en gestus over for Danmark. Hverken Weimar – republikken eller Hitler – regimet havde vist tilbøjelighed til at anerkende grænsen af 1920.
Derfor kunne det undre at fjerne en af de voldsomste kritikkere fra grænseområdet. Måske var det et tegn på en mildere kurs over for Danmark. Måske var den danske presse dengang lidt for naiv. Sandheden om afskedigelsen skulle findes et helt andet sted.
Hvem var Sievers?
Vi kigger lige lidt på nazisten Sieverts. Efter slaget ved Sommes i 1916 blev han af kejseren personligt dekoreret med jernkorset af 1. klasse. Efter at var blevet såret meldte han sig mod forældrenes vilje i 1918 til fronttjeneste. Indtil krigens slutning samme år fungerede han som kompagnifører.
Som så mange andre unge officerer var han frustreret over det tyske nederlag og de hårde fredsbetingelser. Den socialistiske revolution var han med sin baggrund imod. I foråret 1919 deltog han aktivt i nedkæmpelsen af Spartakistopstanden i Kiel.
På universitetet studerede han jura. Han blev juridisk rådgiver. Han var med i starten af en antisemitisk højreekstremistisk organisation. Den blev dog opløst efter mordet på udenrigsminister Rathenau i 1922.
Han var propagandist for NSDAP
I 1925 blev gendannet indmeldte han sig i NSDAP. Han blev både Ortsgruppenleiter og Kresleiter. I 1928 blev han valgt som borgmester i en lille flække på Lüneburger Heide. Og 1931 blev han borgmester i Eckernförde. Han var propagandist for NSDAP.
Uretten fra 1920
I 1932 blev nazisterne i Slesvig-Holsten det største parti med 51 pct. af stemmerne. Gauleiter Lohse lod oprette en ny grænse politisk-afdeling under ledelse af pastor Johan Peperkorn. Men egentlig blev det aldrig en konkurrent til Sieverts SHB.
En heftig kampagne opstod mod ”uretten fra 1920”. Med alle midler skulle man indprente den Slesvig – Holstenske befolkning pligten til at genvinde Nordslesvig. Sidst i februar 1933 rejste Peperkorn grænserevisionskravet på et offentligt møde i Flensborg.
I samme år udtalte Sievers i Slesvig:
Sievers var endnu ikke faldet i unåde
Disse udtalelser blev under vekslende former gentaget af ledende Slesvig – Holstenske nazister og fulgt op af den tyske grænsepresse. Der var ikke udelt begejstring i Berlin eller hos mindretalsledelsen i Nordslesvig. Kampagnen blev afblæst efter ordre fra Berlin.
Selv om kampagnen var aflyst var Sievers ikke faldet i unåde.
Overborgmester i Flensborg
Den 24. september 1933 blev han valgt til overborgmester i Flensborg, ifølge ham selv ikke efter eget ønske. I begyndelsen af juni havde de flensborgske nazister jaget den hidtidige borgmester von Hansemann ud af byen. Men Sievers påstod, at han ikke stod bag.
I hans embedsperiode lykkedes det ham bl.a. at bringe orden i byens finanser at nedbringe arbejdsløsheden og sætte gang i erhvervslivet. Han fik et rimeligt forhold til det danske mindretal i Sydslesvig.
Han skabte splid i det tyske mindretal i Nordslesvig
Mindre succes var Sievers’ indsats i Nordslesvig. Hans indblanding i det indre hjemmetyske stridigheder, som havde til formål at samle et enigt tysk mindretal bag en nazistisk ledelse, havde kun ført til yderligere splittelse og voksende protester mod den rigstyske indblanding, ligesom det havde vakt opmærksomhed hos den danske presse, i den danske regering og den danske rigsdag.
Den 1. februar 1936 blev der fra Flensborg Rådhus udsendt følgende korte meddelelse:
Denne afskedigelse kom fuldstændig uventet. De tyske aviser undlod at kommentere sagen sikkert efter ordre fra propagandaministeriet.
De danske aviser troede på afspænding
Nogle danske aviser, Hejmdal, Politiken og Aalborg Stiftstidende Mindedes dr. Sievers’ rolle i forbindelse med grænseflytningskampagnen i foråret 1933 og tydede hans fald som et tegn på afspænding.
Andre satte hans fyring i forbindelse med de voldsomme stridigheder bland Nordslesvigs hjemmetyskere.
Flensborg Avis havde en anden fortolkning
Det danske mindretals avis i Sydslesvig, Flensborg Avis betegnede på grundlag af ”autentiske underhåndsoplysninger” afskedigelsen som et ”rent indrepolitisk, administrativt anliggende”. De antydede at der i tidens løb havde vist sig nogen ”meningsforskel mellem de to så særprægede personligheder” som overborgmesteren og Gauleiter Lohse.
I Flensborg mente man at Sievers forhold til sine nærmeste samarbejdspartnere var særdeles dårlig. Den danske generalkonsul i Flensborg Lauritz Larsen var ikke overrasket over afskedigelsen.
Overpræsident og Gauleiter Lohse ville af med ham
Sievers var ikke en mand, der fandt sig i uden videre at blive skubbet til side, ovenikøbet på en så ydmygende måde. Han skrev til en række personligheder inden for partiet.
Men åbenbart havde Gauleiter Lohse mere magt. Denne påstod, at han siden 1934 havde vidst, at Sievers havde modarbejdet ham. Lohse mente, at Sievers havde en sygelig ærgerrighed.
Kursus for tysksindede politikere i Flensborg
Den 12. juni 1935 modtog Sievers en næste fra overpræsidenten fordi han havde afholdt et kursus for tyske kommunalpolitikere fra Nordslesvig i Flensborg. Den 14. maj 1935 forkyndte Hejmdal i en stor opsætning:
Hejmdal var kommet i besiddelse af, fra lederen af den ene af de stridende nazistiske fraktioner, NSAN, Jep Nielsen som beordrede alle partifæller, der havde sæde i amtsråd, byråd eller sogneråd til et tjenstligt møde i Det tyske Hus i Flensborg den 13. maj 1935.
Jap Nielsen opfattedes i danske kredse korrekt som Sievert’ s mand. men Sievers afviste, at han skulle have noget som helst med dette at gøre.
En pakke med klager afleveret til føreren
Nu havde Sievers sikkert også været noget åbenmundet over for en del personer. De blev nu brugt imod ham. Da Hitler var på besøg i Kiel, skulle der være lagt en pakke i hans bil med klager over Lohse. Men hvem var afsenderen. Sievers havde påstået at være gang man skulle have fat på Lohse, så var han på jagt.
Men kan vi nu lade Sievers grænse-politik ude af betragtning?
Pastor Schmidt – Vodder klagede
I efteråret klagede lederen af det tyske mindretal i Nordslesvig, folketingsmedlem pastor Johs. Schmidt-Vodder sig over, at Slesvig – Holstenerne havde påtvunget mindretallet nazismen i rigstysk udgave. Særlig rettede hans harme sig imod Sievers (og Peperkorn) for at være hovedansvarlige for den splittelse, som havde hersket inden for mindretallet siden den nazistiske magtovertagelse i Tyskland.
Disse anklager mod Sievers for at være Nordslesvigs onde ånd rettede Schmidt-Vodder i et memorandum til Volksdeuscher Rat, det organ, som af Førerens stedfortræder Hess havde fået overdraget ledelsen af den tyske grænse- og nationalitetspolitik.
Det tyske mindretal skulle påtvinges nazismen
Ikke kun Schmidt Vodder anså Sievers for at være hovedansvarlig for det tyske mindretals indre splittelse. Også den tyske gesandt i København von Richthofen havde denne mening.
Efterhånden var Peperkorn kørt ude på et sidespor, men Sievers fortsat hævdede sin position i Nordslesvig. Schmidt-Vodder forlangte simpelthen at hvis man skulle samarbejde med tyskerne skulle Sievers fjernes. Lohse forsøgte at få Sievers til Altona som overborgmester.
Dømt for partiskadelig virksomhed
Sivers appellerede afgørelsen men ifølge Lohse har han været skyldig i et groft brud på partidisciplinen og i partiskadelig virksomhed. Men han blev dog ikke udelukket af partiet. Han blev dømt til ikke at beklæde tillidsposter i partiet – men dog kun i et år indtil 30. juni 1937.
Optaget i SS
Den 21. maj 1938 ansøgte Sievers om optagelse i SS. Et halvt år efter fik en positiv tilbagemeddelelse. Han blev udnævnt til Sturmbannführer. Kort tid forinden havde en amnesti. Derved skulle hans generalieblad være i orden. Men alligevel fik han forbud mod at bære uniform. Dette protesterede han kraftigt imod. Om han fik sit ønske opfyldt, vides ikke.
I begyndelsen af maj 1945 overgav Sievers sig til amerikanerne efter at have svømmet over Elben. Han forblev interneret indtil juni 1947.
Meldte sig ud af CDU i protest.
I 1949 meldte han sig ind i CDU. I 1951 blev han valgt ind i Borgerrepræsentationen i Kiel og blev valgt som rådmand for byens sygehus. I 1955 blev han by-præsident. Men allerede i 1957 fratrådte han sin post som formand for CDU i Kiel. Da man ville fjerne ham fra placeringen som spidskandidat meldte han sig ud af partiet. Dr Sievers døde den 1. juli 1966.
At Det tyske mindretal i Nordslesvig valgte at sige ja til nazismen kan vel ikke tilskrives Sievers. De kunne vel have sagt nej eller?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
GRÆNSELANDETS BESÆTTELSESHISTORIE:
Maj 6, 2023
Storegade 14 i Tønder opkaldt efter en anden Drøhse
Nej, Ejendommen Storegade 14 fra 1672 er ikke opkaldt efter justitsråd Drøhse, men boghandler Drøhse, som var hans søn. Tønder var et selvstændigt politiembede. I 1812 blev Drøhse politimester. Drøhse sympatiserede ikkemed de nye tanker. Han blev gang på chikaneret af Slesvig – Holstenerne. Der var oprørske tilstande i Tønder. Embedsmænd skulle udskiftes. Man ønskede en skarpere dansk kurs. Drøhse i økonomiske vanskeligheder. Et takkebrev til kongen. I Tønder blev de nationale skillelinjer trukket op. Drøhses Boghandel, en virksomhed med mange gøremål. I 1897 overtog sønnen, Friedrich virksomheden.
Storegade 14 er at af Tønders smukkeste huse. Her troede undertegnede, at huset var opkaldt efter justitsråd, politimester og borgmester Drøhse, men det er det ikke. Den er opkaldt efter en af hans sønner, boghandler F.W.E Drøhse. Denne overtager ejendommen i 1859.
I denne artikel vil vi forsøge at fortælle en lille smule
Ejendommen – Storegade 14
Ejendommen er bygget i 1672 af amtsskriver Friedrich Jürgensen. Det var på matriklen SW-Quartier 4
Justitsråd Drøhse
Der var utrygge forhold under Napoleonskrigene. Dette medførte, at der den 17. april 1811 udstedtes en forordning, der påbød rejsende at være i besiddelse af et pas, hvorpå der ikke alene skulle påføres de almindelige data men også hvor rejseruten skulle angives.
Tønder – et selvstændigt politiembede
Tønder var et af de steder, hvor passet skulle vises. Derfor var det påkrævet, at der blev oprettet et selvstændigt politimesterembede. Valget faldt på Dietrich August von Wardenburg. Han var i 1808 blevet udnævnt som herredsfoged i Slogs Herred.
Men det var dog ikke længe, han sad på denne post. Nogle få måneder efter udnævnelsen blev han politimester og Stads-sekretær i Husum.
I 1812 blev Drøhse politimester
En ny mand skulle findes. Valget faldt på Marcus Gerhard Christian Drøhse, der i fem år havde været amtssekretær i Tønder. I godt ¾ år havde han administreret landfogedembedet på Sild.
I det år 1812, hvor han blev udnævnt til politimester, stiftedes der et patriotisk selskab, hvis formål var at arbejde nærmere for en forbindelse med hertugdømmerne og Danmark. Drøhse var et af de 300 medlemmer, denne forening havde i starten.
I 1816 blev han herredsfoged over Tønder og Højer herreder. I 1823 blev han inspektør for Rudbøl kog. Denne stilling beholdt han til den 1. marts 1856.
Drøhse sympatiserede ikke med de nye tanker
Det var Drøhse, der skulle arrestere Uwe Jens Lornsen. Den 18. november 1830 fik amtmanden i Tønder ordre til at lade Lornsen anholde. Herredsfoged Drøhse med amtssekretær Drøhse som protokolfører og en betjent tog til Keitum på Sild, hvor de foretog den beordrede husundersøgelse og arrestation.
For Drøhse var det ikke et personligt trykkende hverv. Han sympatiserede slet ikke med de nye tanker, Lornsen var ophavsmand til. Den oprørsild, der gennem den unge Lornsen var blevet tændt, ønskede Drøhse ikke at puste til. Han formodede dog heller ikke at dulme den.
Drøhse mente, at Slesvig var et tysk land. Han sluttede sig dog ikke op bag løsrivelsesbevægelsen, der kom syd fra. Han holdt fast i helstatstanken.
Drøhse blev chikaneret af Slesvig – Holstenerne
Efter oprettelsen af den provisoriske regering i 1848 fik han sin afsked som herredsfoged. Trods adskillige chikanerier fra Slesvig – Holstenerne, der på den tid var ret enestående i Tønder, forlod han ikke sit hjem.
Forholdene blev ikke bedre, da fællesregeringen blev dannet. I et brev fra september 1849, der er skrevet dagen efter, at Hugo von Plessen skulle have overtaget amtmandsposten, men med uforrettet sag måtte vende tilbage, skriver Drøhse:
Oprørske tilstande i Tønder
Drøhse fortsætter med at nævne nogle af de overgreb han var udsat for i Tønder. Han beskrev det nærmest som forhold, hvor kun oprørerne bestemte. Han slutter brevet således:
Embedsmænd skulle udskiftes
Oprejsningens time kom dog snart for ham. Da den danske regering efter sejren ved Isted i 1850 overtog styret, modtog han den 24. juli en skrivelse, der bl.a. indeholdt følgende:
Man ønskede en skarpere dansk kurs
Drøhse blev således både borgmester, by-skriver og politimester i Tønder. Men det var dog kun i få måneder. Man ønskede en skarpere dansk kurs. Derfor måtte han atter træde tilbage.
Men man må nok også lige tage i betragtning, at han på det tidspunkt var 70 år og både legemligt og åndeligt svækket. Han ansøgte om at få sit herredsfogedembede igen. Det blev dog et afslag.
Drøhse i økonomiske vanskeligheder
Det blev dog pålagt ham en årlig pension på 850 rigsdaler. Det var en sum, der utvivlsomt har været meget kærkomment. Økonomiske sorger havde kastet en skygge over hjemmet.
Selv i kniplingskræmmer Wulffs dagbog under datoen 22.11.1848 fandt vi en bemærkning:
I 1851 afstod han sine tre ejendomme i Slesvig, og kort efter solgte han sit beboelseshus i Tønder, der lå, hvor nu ejendommen Vestergade 23 findes.
Et takkebrev til kongen
Han skrev også en takkeskrivelse til kongen for den pension. Det var i maj 1855:
I Tønder blev de nationale skillelinjer trukket op
Drøhse var altid loyal over for kongen. Han var pligtopfyldende og fulgte ikke Slesvig – Holstenernes retning. Men han sluttede sig heller ikke til den danske folkebevægelse. Han ønskede en stille, fredelig udvikling i landsdelen.
Men den udvikling herskede ikke i Tønder. Her blev de nationale skillelinjer i den grad trukket op.
Boghandler Drøhse
Friedrich Wilhelm nedsatte sig som allerede nævnt som boghandler i 1853. I den forbindelse udsendte han en skrivelse, hvori han bl.a. skriver:
En virksomhed med mange gøremål
I tidens løb fik han udviklet en virksomhed, der beskæftigede sig med bog og papir, kunst og musikhandel, trykkeri, bogbinderi, lejebibliotek og forlagsvirksomhed.
Han forsøgte at genoplive Vestslesvigsk Tidende, hvis der kunne skaffes 300 abonnenter. Det lykkedes dog ikke. Men derimod udgav han fra 1867 og hvert følgende år en almanak, der blev yndet folkelæsning i mange hjem. Denne almanak udkom gennem mere end 40 år.
Det var dog først i 1859 at han erhvervede den smukke barokbygning. I denne smukke bygning oprettede han som nævnt i årenes løb et trykkeri. Herfra udkom der i årenes løb mange publikationer. Blandt andet fik han genoptrykt det gamle Myers landkort over Nordfrisland.
I 1858 etablerede han også sammen med J.J. Capriani en boghandel i Aabenraa men makkerskabet op hørte allerede året efter. Også på Sild fik han etableret en filial.
I 1897 overtog sønnen Friederich virksomheden
I 1897 dør han og sønnen Friedrich Drøhse overtager virksomheden. I 1903 fejres der 40-års fødselsdag for virksomheden
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 5, 2023
Da Højer Tæppefabrik truede med at forlade byen
Et uldspinderi blev købt. Vanskeligheder med udvidelse. De tysksindede ville bevare fabrikken som en lille virksomhed. Tæppefabrik var lige ved at flytte til Bogense. Endelig fik Kjærby lov. Han blev danskhedens leder. Ledelsen af fabrikken blev overdraget til søn og svigersøn. Sønnen, Johannes havde også temperament. Den tyske borgmester bekymret over, at danskerne tog deres døtre. Svigersønnen blev den første danske borgmester – i 1945. Hjemmetyskerne førte en aggressiv politik i Højer. Fabrikken forblev længe i Højer
Et uldspinderi blev købt
A.R. Kjærby havde i 1919 købt et dårligt gående uldspinderi i Højer med den klausul, at kom Højer ikke til Danmark ved afstemningen, skulle handelen gå tilbage.
Højer kom som bekendt til Danmark, og Kjærby blev og skabte sin fabrik. Med en utrolig energi, flid og nøjsomhed havde Kjærby sammen med sin kone og bistået af de fire ældste børn oparbejdet en blomstrende virksomhed.
Vanskeligheder ved udvidelse
For fuld kraft producerede Højer Tæppefabrik de kendte Højer tæpper. I foråret 1936 påtænkte Kjærby en udvidelse af fabrikken. Denne udvidelse ville kræve højspænding. Højer havde på det tidspunkt kun et lille elværk, som ikke kunne levere den nødvendige kraft.
Desuden skulle der garanteres virksomheden mere vand. Endelig skulle der købes et jordareal til den nye fabriksbygning. El og vand kunne godt opnås enighed om. Men da det kom til jordopkøbet, opstod der vanskeligheder.
Tyskerne ville helst bevare Tæppefabrikken som en lille virksomhed
Fra tysk side ville man ikke sælge. Man kunne godt acceptere Kjærby som en mindre virksomhed i byen. Det gav arbejde til byens borgere. Men den måtte helst ikke blive for stor. Det kunne jo trække danske stemmer til byen.
”Fatter”, som hele byen kaldte A.R. Kjærby havde et stærkt temperament. Han var nok mere handlingens end forhandlingens mand. Han truede nu med at flytte sin virksomhed, hvis han ikke fik sin vilje.
Tæppefabrikken tæt på at flytte til Bogense
Det blev kendt og flere forskellige byer kom med fordelagtige tilbud, hvis han ville flytte. En overgang så det virkelig ud til at Højer Tæppefabrik ville havne i Bogense. Situationen var alvorlig.
Det ville være et voldsomt tab for danskheden i Højer. Men det ville også været et stort økonomisk tab for byen. Fabrikken og dens ansatte betalte 2/3 af skatterne i Højer.
Endelig fik han lov
Byrådet var i en kattepine. De fornuftige hjemmetyskere var ikke glade for udviklingen. Fra dansk side var man bekymret for fremtiden. Den danske repræsentation i byrådet ville blive reduceret til tre, hvis fabrikken flyttede.
Alle gode kræfter blev nu mobiliseret. Der førtes et utal af forhandlinger. Endelig blev sorg vendt til glæde. Kjærby fik mulighed for at købe det nødvendige jordareal. En ny fabriksbygning skød op. Den danske befolkning drog en lettelses suk. Det gjorde vel også mange af de tysksindede.
Kjærby blev danskhedens leder
Med sin dynamik var Kjærby selvskreven som danskhedens leder i Højer. Han var ikke blot rig på ideer. Han var efterhånden som fabrikken gik godt også særdeles rundhåndet, når det kaldtes på støtte til danskhedens fremme.
Han var formand for Højerhus. Han havde en væsentlig andel i at den blev rejst. Han var formand for Folkeligt Samfund i Højer og ligeledes formand for Danske Samfund i Højer.
Da den danske præst kom til Højer, var der ingen bolig til ham. Menighedsrådet ville heller ikke hjælpe. Kjærby købte resolut en bolig til ham. Den danske præstegård blev også bygget på en grund som Kjærby havde købt og skænket til formålet.
Fra 1929 til han i 1937 flyttede fra byen, sad Kjærby i byrådet. Han ydede en stor indsats for Højers trivsel.
Ledelse overdraget til søn og svigersøn
I 1937 overlod A.R. Kjærby den daglige ledelse til søn og svigersøn. Sammen med hustruen flyttede han til Kolding. Men han kunne ikke undvære Sønderjylland så året efter flyttede han til Aabenraa. Derefter flyttede de til Tønder, hvor han pludselig døde i 1943.
Han blev dog begravet i Højer. Det var den by, han havde sat sit præg på ved sin faglige og nationale indsats.
Fabrikant Kjærby havde købt Højers nedlagte sygehus. I den ene halvdel indrettede han en stor lejlighed. Hjemmet var uhyre gæstfrit. Hustruen var født i Hannover men hun følte sig helt som dansk.
Sønnen, Johannes havde også temperament
Hjemmet var også stedet, hvor de dansksindede mødtes. I ”Sygehusets” anden halvdel boede Johannes Kjærby, der var ansat på fabrikken og blev dens energiske leder efter faderens død.
Johannes havde samme temperament som faderen. Det kunne godt af og til slå gnister, når opfattelserne var forskellige. Han var en teknisk begavelse og opfandt nye vævemetoder. Han kunne få selv den mest drilagtige maskine til at makke ret.
Han var ukuelig i sin kamp mod de vanskeligheder, fabrikken kom ud for. Hans tidlige død var et tab for virksomheden.
Borgmester bekymret over at danskerne tog deres døtre
Hos Johannes og Mariechen Kjærby stod døren også åben. Hun var datter af den tyske borgmester i Højer. Ægteskabet var i Grænselandet var nu ikke så sjældne, hvor to med forskellig national baggrund finder sammen. Det kunne give problemer ikke mindst i en national tilspidset tid. Det oplevede man i Højer inden besættelsestiden.
Det var ikke den store begejstring i den tyske lejr den smukke borgmesterdatter var blevet gift med sønnen af den ledende dansker. Den tyske apoteker Nuesses datter blev gift med ingeniør Claudi Westh.
Under en grog begræd borgmester hans Andersen tabet af deres døtre til danskerne. Neusse skulle have givet det udtryk med følgende bemærkning:
Den første danske borgmester i 1945
I det lille hus, der oprindelig rummede butik og beboelse, da Kjærby købte Uldspinderiet var det nu indrettet en hyggelig bolig til svigersønnen Vilhelm Mathiasen. Han var ansat på fabrikken, havde den daglige ledelse af kontoret og blev samtidig med Johannes Kjærby udnævnt til direktør.
Johannes Kjærby brugte al sin energi på fabrikken og ikke i det nationale arbejde. Men det gjorde svogeren til gengæld. Han var også meget politisk interesseret. Han blev i 1945, Højers første danske borgmester. Den post varetog han i 10 år, inden han tog til København.
Hjemmetyskerne førte aggressiv politik i Højer
Hjemmetyskerne var efter nazismens gennembrud i Tyskland blevet meget aggressive, ikke mindst i Højer ikke mindst i Højer, der var det ene af to sogne, hvor der endnu 15 år efter Indlemmelsen/Genforeningen var tysk flertal i de kommunale råd.
I Sygekassen i Højer var der også kamp. Til generalforsamlingen var der mødt 159 tyske og 148 danske. Bølgerne gik højt. Dirigenten havde svært ved at styre gemytterne. Tyskerne truede med at forlade mødet, men gjorde det ikke.
Resultatet blev, at der kom tre tyskere ind. Planen havde været, at det skulle være en ren tysk ledet institution. Et år senere i 1936 nåede man dette mål, idet der ved denne generalforsamling lykkedes at få de sidste tre dansksindede stemt ud.
Fabrikken forblev længe i Højer
Når mindretallet dengang i propagandaen brugte udtrykket:
Ja så gjaldt det i hvert fald ikke for Højer.
I dette klima forsøgte hjemmetyskerne med deres flertal at jage Højer Tæppefabrik ud af byen. De udnyttede deres flertal hensynsløs. Danskheden måtte vise tænder for at beholde virksomheden og for mange deres arbejdsplads i byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 4, 2023
Jomfru Fanny – Kongelig, Synsk eller bare myte?
Myter og sagn. Byen fik tilbudt breve – mod klækkelig betaling. Digtet var ikke lavet af Fanny. Mange udsagn. Pigen fra ”det fremmede”. Christian den Ottende skulle være faderen. Parret blev skilt. Beviser for at Christian den Ottende ikke var faderen. Fanny mente, at præsten skrev forkert i kirkebogen. En skovridder skulle være den rigtige far. Fornemme faddere. Fanny sagde, at Christine Heise ikke var hendes mor. Eksisterede der et omtalt dokument? Snedkermester med bombastisk udtalelse. Hun forudså sejren i Fredericia. Rømningen af Dannevirke var forudset. Fanny forudså Indlemmelsen/Genforeningen. Soldaterne kom fra sydsiden. Håndbog i kaninavl. Forudsigelser tilpasset omstændigheder og tiden? Barn af en tid med overtro. Fanny fandt smykkerne. Marie Frost’ s breve. En dame, der vakte opsigt.
Myter og sagn
Uanset hvad man mener, er det jo en fantastisk historie. Jeg kan også se det på de reaktioner, jeg har modtaget. Dette er den femte artikel om hende. Ja så har vi også et par artikler om kongens hvide hest. Ja denne hest er jo også omgivet af myter.
Det var Jomfru Fanny, der forudså, at det skulle være en hvid hest, der kom over grænsen Man gjorde så alt for at det vitterlig blev en hvid hest.
Ja, H.C. Andersen har også noget kongeligt over sig. Åbenbart skulle han have samme far som Jomfru Fanny. Myterne går så på, at mens kongen holdt ferie på Før, hvor han havde besøg af H.C. Andersen, skulle han have inviteret Jomfru Fanny.
Myter og sagn er en naturlig del af historiefortællingen. Og det er vandrehistorier også.
Byen fik tilbudt breve
Når der var krig eller ulykker, dengang spurgte man altid i Aabenraa:
På et tidspunkt dukkede der 9 breve op, som blev tilbudt Aabenraa by. De var skrevet af Jomfru Fanny. Det var konsul Frederico Chr. Majbøll i Spanien, der havde fået brevene af sin far, ingeniør Majbøll.
Denne ingeniør er også omtalt i Marie Thomsens lille bog om Fanny. Den blev udsendt første gang i 1943. Han støttede Fanny, efter at han ved anlæggelsen af jernbanen fra Sønderborg i årene 1867 – 68 havde vundet indpas i hjemmet i Persillegade 3.
I fru Thomsens bog er omtalt brev som Majbøll sendte fra Spanien, hvor han havde bosat sig. Det er dateret i juli 1908 og sendt til fru Cornett i Aabenraa, der tilhørte en af de danske familier, som Jomfru Fanny omgikkes.
I brevet fortæller ingeniøren om sine indtryk af Fanny. Han er ikke spor i tvivl om at Fanny virkelig var af kongelig eller i hvert fald højfyrstelig afstamning.
Om Aabenraa nogensinde fik de omtalte breve, vides ikke. Konsulen forlangte dengang 3. – 4.000 kr. for dem. En ret høj pris. De synes dog ikke at indeholde ting af væsentlig lokalhistorisk værdi, selv om byen var interesseret.
Digtet var ikke lavet af Fanny
Brevene kunne næppe svare på de mange spørgsmålstegn man sætter omkring Jomfru Fanny. De fleste breve var blot takkebreve og hilsner til hendes velgører i Spanien. På museet er det dog flere minder om Jomfru Fanny. Det var vel også der disse breve burde ligge – ja måske gør de det nu?
Nogle mente, at det kunne være praktisk, hvis man havde hendes håndskrift. Men det havde Maria Frost, født Frahm og hvis moder var ud af Cornett – slægten. Det var en gave – et Fadervor affattet på tysk og med gotiske bogstaver. Forneden står:
Her troede man så, at var et digt begået af selveste Jomfru Fanny. Men ak, det blev afkræftet af pastor Juhler Løjt Kloster, tidligere sognepræst ved Sct. Nikolaj i Aabenraa. Han havde en lille tysk bønnebog, der skulle have tilhørt Fanny, og hvori netop det digt var trykt.
På Museet i Aabenraa består samlingen mest af håndarbejder samt en pengepose, om hvilken det fortælles, at Fanny heri fik sendt en månedlig sum fra Hoffet i København.
De unge mennesker i Aabenraa kender næppe denne Jomfru Fanny.
Mange udsagn
I Sønderjysk Månedsskrift for december 1926 findes en udførlig redegørelse om myterne om den synske Fanny. Det er M. Møller, der også har talt med daværende Aabenraa – borgere, de huskede Jomfru Fanny. Men ellers er mange udsagn taget fra Marie Thomsens bog.
Mange var af den klare overbevisning at hun havde synske evner. Hun kunne forudse kommende begivenheder.
Og så var det jo lige Fannys herkomst. På graven på Aabenraa Kirkegård er der rejst en sten, der bærer indskriften:
Pigen fra ”det fremmede”
I sin ligprædiken benyttede den kendte provst Götting et Schiller-citat fra det skønne digt:
Han sagde:
Christian den Ottende skulle være faderen
Ifølge overleveringerne skulle hun være frugten af et førægteskabeligt forhold mellem prins Christian af Danmark, den senere Christian den Ottende og prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg – Schwerin.
Det unge fyrstepar skulle have haft et kærlighedsforhold, mens prinsen i begyndelsen af 1800-tallet opholdt sig som gæst på slottet i Plön. Men af hensyn til arvefølgen i det danske monarki skulle det have været nødvendigt at få det barn – Fanny – som prinsessen fødte, ud af billedet.
Parret blev skilt
Parret blev som bekendt formælet i 1806 i København, men prinsesse Charlotte opnåede aldrig at blive dronning, idet hendes affære med en fransk syngemester ved hoffet førte til skilsmisse.
Beviser for, at Christian den Ottende ikke er faderen
At antagelsen om, at Jomfru Fanny skulle være et uægte barn af den senere danske konge og hans yndige kusine i Mecklenburg ikke kan være korrekt, mente redaktør Morten Kamphøvener, Aabenraa. Gennem en menneskealder havde han studeret Fanny – myterne.
Han mener at have fundet bevis for det i prins Christians dagbogsoptegnelser, som i 1943 blev udgivet af rigsarkivar Linvald. Heri fremhæves det, at tidspunktet for prinsens ophold ved det mecklenborgske hof og hans forelskelse i den unge prinsesse ikke kan bringes til at samstemme med Fannys fødsel, som den er indført i Aabenraas kirkebog.
Fanny mente, at præsten skrev forkert
Redaktør Kamphøvener finder ikke grund til at antage, at pastor Regensburg med forsæt skulle have forvansket tidspunktet for Fannys fødsel i kirkebogen.
Selv fastholdt Fanny – ifølge overleveringen – at kirkebogen gjorde hende et år ældre, end hun virkelig var. Den mulighed, at hun har været barn af en helt anden standsperson, som ikke har villet vedkende sig barnet, står naturligvis også åben.
En skovridder skulle være faderen
Kirkebogen anfører Fanny som født den 31. august 1806, uægte barn af Christine Heise, den kvinde som førte hende til Aabenraa. Og som til sin død i 1853 tog sig af hende. Faderen skulle ifølge kirkebogen i Aabenraa være Skovrider Friedrich Enger, lige som moderen skulle have haft hjemsted i Riebnitz i Mecklenborg.
Fornemme faddere
Som fadder er indført den mecklenborgske godsejer, kammerjunker van Qualen og dennes hustru. I barneårene i Aabenraa blev Fanny undervist sammen med amtmand, grev Blüchers børn på Brundlund Slot. Også denne familie havde tilknytning til hoffet i Mecklenborg, hvilket selvsagt har bidraget til at styrke teorien om Fannys kongelige herkomst.
Fanny mente ikke, at Christine Heise v ar hendes mor
Tilhængere af Fanny – myten har henvist tvivlere til, at Fanny selv har udtalt, at Christine Heise ikke var hendes moder. Som mindreårig kaldte Fanny hende ganske vist for ”Mutter”, men senere omtalte hun hende som Christine.
Eksisterede dette dokument?
Så er det beretningerne om det dokument, som Christine Heise, da hun engang lå syg, fik Fanny til at brænde. Da dette var sket, skulle pleje-moderen have fortalt Fanny, at det havde indeholdt oplysninger om Fannys herkomst, men at det ikke ville have været hende til nogen nytte, om hun havde vidst, hvem hun var.
De brændte rester af dokumentet, fortælles det, gemte Fanny på hele livet og fik dem med i sin kiste.
Snedkermesteren med bombastisk udtalelse
Snedkermester Metz, der som ung lærling i 1881 havde været med til at lægge Fanny i kiste udtalte dengang sin skepsis over for Fanny – myterne på denne noget drastiske måde:
Men hvad er myte og sagn? Og hvad er sandheden om Jomfru Fanny? Mange har i tidens løb forsøgt at trænge til bunds i det mørke, der omgiver Fannys person.
Det er ikke alene hendes herkomst, der har været til diskussion. Hvad der for mange har været endnu vigtigere, er hendes påståede synske evner. Om hendes gave som ”seerske” hører man første gang under Treårskrigen i 1849, da hendes drømmesyn, som de kaldtes, om krigens udfald – som det hed i et københavnsk skillingsblad –
Hun forudså sejren i Fredericia
Den slesvigske pige havde ”set” det Slesvig – Holstenske oprør, slagene ved Bov og Slesvig, våbenstilstanden og kampens genoptagelse med den danske sejr til slut. Da tyskerne kørte deres belejringsmateriel og skyts gennem Aabenraa med Fredericia som mål, skal Fanny have sagt, at det kunne de såmænd godt spare sig, for det vil kun komme danskerne til gode. Tyskerne ville aldrig komme inden for Fredericias mure.
Rømningen af Dannevirke var forudset
I 1850’erne begyndte Fanny at tale om en ny krig:
Så blev der indvendt:
Til dette svarede Fanny:
Fanny forudså Genforeningen/Indlemmelsen
Slesvig blev som bekendt tysk efter krigen i 1864. En hård tid opstod for Nordslesvig. Men det varede ikke længe før Fanny kunne trøste de danske venner i Aabenraa:
Fanny var klar over, at Genforeningen/Indlemmelsen lå langt ude i fremtiden. Det kunne ikke blive i Christian den Niendes regeringstid, for den danske konge, der kom ridende på en hvid hest, var i sin bedste alder, hverken ond eller gammel.
Denne forudsigelse var noget, der trængte ind i folks bevidsthed. Og i 1920 kom det til at gå i opfyldelse. Det var mange, der hjalp til at det lige skete på den måde som Fanny forudsagde det.
Soldaterne kom fra sydsiden
Det samme gjaldt for de danske soldaters indtog i Aabenraa. Fanny havde set, at de kom sydfra ind i byen, hvilket jo er i modstrid med geografien. Men i København løste man knuden ved at sende tropper herned med skib. Så også på det punkt gik Fannys spådom i opfyldelse – med lidt hjælp.
Også den anden verdenskrig havde Fanny forudset med 9. april – overfaldet på Danmark, krigens grusomhed og Tysklands endelige nederlag.
Håndbog i kaninavl
Allerede i nazisternes magtovertagelse i Tyskland fandt fru Marie Thomsen et varsel om, at en anden verdenskrig var forestående. Hun udsendte sin lille bog om Fanny, der under besættelsen opnåede en enestående popularitet, da den af hensyn til tyskerne blev inddraget. Dens salg foregik herefter illegalt. Folk i boghandelen mente Fanny – bogen, når de bad om at få:
Forudsigelser tilpasset omstændigheder og tiden?
Kritiske læsere vil sikkert protestere mod disse syner og stille sig skeptisk over for dem. Det var jo tale om genfortællinger, der gennem næsten et århundrede er gået fra mund til mund, fra generation til generation. Det kan derfor ikke undgås, at de er tilpasset tiden og omstændighederne, hver gang de er blevet gengivet.
Her finder man sikkert også en del af forklaringen på, at så forbavsende meget af det, hun skal have sagt og forudset, senere er kommet til at stemme med virkeligheden.
Barn af en tid med overtro
Dog er det adskillige enkeltheder, som selv ikke med den livligste fantasi og den mest velvillige fortolkning kan bringes i overensstemmelse med virkelige senere tildragelser. På den anden side må det tages i betragtning at det er to århundreders forskellige syn, der skal sammenfattes. Fanny var barn af en tid, da det overnaturlige spillede en ganske anden dominerende rolle ind i vore dage.
Fanny fandt smykker
Redaktør Herman Hunger kan fortælle om en episode omkring Jomfru Fanny. Hungers mor var sammen med nogle andre Aabenraa – koner på besøg hos Fanny i det lille hus i Persillegade 3. I samtalens løb udtrykte en af damerne hendes store sorg over at et kært smykke var blevet stjålet. Hun beskyldte hendes tjenestepige for det.
En af damerne spurgte:
Da damen bedyrede, at hun havde gennemsøgt alt, sagde Jomfru Fanny stille:
Og der fandtes smykket!
Marie Frost’ s breve
Vi har tidligere nævnt Maria Frost, der var i besiddelse af en pakke med breve, som hendes mor i Aabenraa skrev til hendes far, kaptajn Frahm, der sejlede på Japan. I et brev fra 1879 (2 år før Fannys død) fortalte fru Frahm bl.a.:
En dame, der vakte opsigt
Vi kan tro på beretningerne om Jomfru Fanny eller lade være. Et tæt slør af mystik omgiver hende. Får vi nogensinde hele sandheden? Vi må bekende at hun har fået en plads i Sønderjyllands historie. Nogle betragter dette med et overbærende smil. For andre har hendes spådomme betydet noget.
Men mon ikke denne sære dame i Persillegade fortjener et minde. Jeg synes at kan huske, at der sidderen enkelt mindeplade på huset. Hun var skytsengel i krig og ulykke. Hendes forudsigelser har bragt trøst og opmuntring til mange tvivlende.
Hun har da sandelig vakt opsigt ikke kun i Aabenraa men i hele landet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 3, 2023
Da Østerbro lå øst for København
Det ældste Østerbro lå ikke nord for København. 67 afgiftsydere havde have. Østerbro i 1614. Udvidelse af byen mod nordøst. En ny Østerport. Storslåede planer. Bygninger skulle nedbrydes. Serridslev. Vartov og dens flytning. Den svenske belejring. Den stakkels møller. Vibenshus. Kongens Fiskerhus. Et ejendommeligt lyststed. Anlæggelse af kirkegård. Den voldsomme pest. Flere ”industribedrifter” til området.
Det ældste Østerbro lå ikke nord for København
Det ældste Østerbro lå ikke nord for København som nu. Det var dengang, at Østerport lå på Kongens Nytorv. Udenfor lige som ved Vesterport og Nørreport lå en masse haver, som byens borgere kunne få overdraget ved at betale en afgift til staten.
67 afgiftsydere havde have
Jordebogen af 1581 nævner således 67 afgiftsydere. En af pladserne blev brugt som reberbane. Senere måtte adskillige opgive deres haver, da Christian den Fjerde anlagde Rosenborg.
Nu kom bebyggelsen langsom i gang. I 1614 fik Rådmand Iver Poulsen lov til at oprette et værtshus ud for Østerport. Det kom til at ligge øst for Adelvejen, der gik mod Nordøst og videre ”ad Helsingør til”.
Østerbro i 1614
Kigger vi i Jordebogen af 1614 finder vi
Ved alle færdselsårer lå der haver eller pladser. Nogle af dem var bebyggede. Ved sidstnævnte stræde lå borgmester Mikkel Vibes Ladegaard. Desuden nævnes særskilt Svovlpladsen ”udi Marken” og en stenhuggerplads.
Udvidelse af byen mod Nordøst
Så var det lige Christian den Fjerdes planer om udvidelse af byen mod nordøst. Senere fulgte anlægget af det som i lang tid blev kaldt Ny-København. Herved blev den gamle voldlinje langs Gothersgade og Kongens Nytorv nedlagt.
I 1647 gik man i gang med at etablere Østervold. Men se den kom ikke på nogen måde til at ligge øst for byen. Det blev næsten en videreførelse af Nørrevold ud mod nordøst. Her blev den afsluttet med anlægget af Kastellet.
En ny Østerport
En ny såkaldt ”Østerport” blev lagt ind i den ny ”Østervold” for enden af Rigensgade omtrent der, hvor Østerport Station i dag ligger. Uden for denne port fortsatte det nye Østerbro og kom på den måde til at ligge nord for København.
Storslåede planer
Allerede i de første år efter anlægget af den nye vold lige uden for den nye Østerport omtales Helsingørgade, Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanesgade, Sundgade m.m. Således fik Morten Jensen urtegårdsmand i 1652 skøde på ”vor og Kronens Plads” til have uden for Helsingørs Port ved Sjællandsgade og grænsede op til Willom Fyrens Have-plads.
Men ak intentionerne var gode nok. Se bare her hvilken melding, der var i 1654:
Men hvad der nåede at blive bygget blev raseret i Svenskekrigenes tid.
Bygningerne skulle nedbrydes
Siden fulgte en kongelig befaling af 30 marts 1672, hvorefter alle bygninger mellem voldene og en demarkationslinje langs søerne og derfra ud til Sundet skulle nedbrydes. Intet nyt måtte opføres.
Med andre ord. Terrænet nærmest foran Østerport kom til at henlægge ubebygget to århundrede frem i tiden. Et tredje Østerbro begyndte at gro frem uden for demarkationslinjen.
Serridslev
Strandlinjen gik omtrent der, hvor Strandboulevarden ligger i dag. Landsbyen Serridslev nævnes i 1254. Siden nævnes der i 1433 og 1434 en kongsgård i byen. Under belejringen af København i 1523 blev byen antagelig helt ødelagt.
Området sækkede store dele af nutidens Østerbro og Nørrebro.
Vartov
En 30. november 1607 bestemte Christian den Fjerde, at Københavns Helligåndshospital skulle tage en tidligere kro i brug. Ja det var også en tidligere møllegård til Rosbæk Vandmølle. Den havde fået navnet Vartov” Det er plattysk og betyder ”Giv agt” eller ”Pas på”. Kongen ville bruge hospitalets ejendom i København til andre formål.
Klostrets gamle lemmer var dog ikke glade for at tage helt herud i de landlige omgivelser så langt fra byen. Der var dog heller ikke så lunt her om vinteren og det kom ikke så ofte besøg. Men det der var værst var, at ædle givere havde glemt Stiftelsen. Den eneste fordel var, at klostret nu havde til huse i nærheden af skov (ved Hvidøre), hvor det havde tilladelse til at holde oldensvin.
Vartov flyttede
Men det vakte nu alligevel glæde, da hele hospitalet i 1630 flyttede ind i en nybygning ved det nuværende Triangel. Dette anlæg var efter datidens forhold meget stort og omgivet af volde og grave. Helt præcis var indretningen nær det nordvestligst hjørne af Sortedamssøen. Det blev kaldt Ny Vartov. Stedet som man forlod, blev kaldt for Gammel Vartov.
Stedet indgik i det ny befæstningsanlæg, som Christian den Fjerde planlagde langs søerne. Voldanlægget gik fra Sortedamssøen langs den nuværende Willemosegade, Ringstedgade, Sorøgade skråt over Odensegade og uden om Trianglen langs Blegdams Sporvognsremisse ned til Sortedamssøen.
En dæmning lå ved enden af søen allerede fra tidlig tid. Over den gik vejen til Helsingør midt igennem fæstningsværket. Stiftelsens præst Anders Madsen Hjørring gav siden en beskrivelse af stedet:
Den svenske belejring
Folk, der skulle til København, skulle køre gennem hospitalet. Jo det var et meget fornemt byggeri. Mange kom langvejs fra for at se det. Opførelsen havde også taget fem år. Og det havde kostet den formidable sum af 27.000 Kurant Daler.
Trods pengemangel blev beboerne behandlet godt. Om søndagen fik man til middag, flæsk, kål og lammekød. Til aften var der ærter og oksekød. Den gode bespisning hindrede ikke, at forstanderen kunne mele deres egen kage så godt, at de i reglen flyttede derfra som rige folk.
Denne fortræffelige anstalt så sin ende, da svenskerne belejrede København i 1658. Herfra havde svenskerne et udmærket sted for at beskyde København. Snart fra det svenskerne og snart var det danskerne, der havde magten over Vartov. Snart brugte danskerne al træværket fra hospitalet til at forstærke Københavns ufærdige volde.
Under stormen den 11. februar 1659 tjente Vartov som udfaldssted for et svensk angreb. Angrebet blev slået tilbage. Svenskerne forlod byen. Og så blev der givet ordre til at sløjfe Vartovs volde.
Den stakkels møller
På det berømte hospitals tomter rejstes snart efter en mølle. I efteråret 1668 slog lynet ned lige her. Den dræbte både mølleren og en pige. I 1682 lå der øst for landevejen en mølle.
Vibenshus
Navnet Vibenshus er særdeles kendt på Østerbro. Det har åbenbart sin oprindelse fra et af de huse, der blev oprettet for tilsynsmænd ved kongevejene. Snart gik de over til at blive bedesteder eller kroer. Lille Vibenshus havde fra 1708 – 1735 en Jens Jensen Vibe og hans søn Lars som krovært.
Kongens Fiskerhus
Ude ved stranden nord for Kastellet lå Kongens Fiskerhus. Den 29. marts 1679 blev den givet som fribolig til den pensionerede jæger, Johan Dantzer. Det var bygget af en gammel runddel af fæstningsværker, som før svenskekrigene var anlagt fra Vartov ud til Sundet.
Også her blev der anlagt en kro. Dantzer fik ret til udskænkning af øl og vin. Desuden fik han lov til at oprette en skydebane og holde nogle køer. Desuden fik han lov til at udnytte nogle fiskedamme.
Allerede i 1682 var huset allerede i 1682 overgået til en anden bruger, nemlig Niels Grøn. Huset kendes fra Holbergs ”Jacob von Tyboe”.
Ikke langt fra huset gik den fra Sortedamssøen kommende Citadelsvej (siden Kastelsvej). der førte frem til Norgesporten i Kastellet og oprindelig bar navnet Kongevej.
Et ejendommeligt lyststed
Det mest ejendommelige forlystelsessted uden for Østerport opstod ved Vartov Kilde i nærheden af Gamle Vartov også kaldet Sankt Hans Kilde. Man sagde, at den var opkaldt efter professor hans Zoega, som ejede kilden i 1670erne. Men om det er rigtigt, vides ikke.
I tiden indtil 1750 konkurrerede denne kilde med Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven. Mange søgte dertil Sankthansaften i den tro, at vandet havde lægende kraft.
I tidens løb gav Kildehalløjet dog anledning til misbrug og Ole Rømer indberettede 1705 i sin egenskab af politimester, at ”Sankt Hans Kildefærd” havde ført en masse tiggere til byen især fra Skåne. Han havde ladet dem forfølge. Nogle var sendt tilbage til Sverige. Andre blev anbragt i Børnehuset på Christianshavn eller i Pesthuset på Vesterbro.
I 1727 blev der klaget over tummel og uro fra kilden og tillige over, at løse kreaturer, der færdedes i de tjørnebevoksede grusgrave. Det var vistnok denne kilde, Holberg tog under behandling i sin komedie ”Kilderejsen”. I 1779 var kilden udtørret.
Anlæggelse af kirkegård
Den 13. april 1762 fik oberst Heinrich Ruse ordre til at udvise og opmåle to kirkegårde. Den ene var den såkaldte Matroskirkegård eller skibskirkegård, der blev indviet den 10. august 1666, senere flere gange udvidet og kendt under Holmens Kirkegård.
Den voldsomme pest
I 1711 raserede den voldsomme pest i København. Det gav anledning til, at der uden for Østerport til højre for Alfarvejen og nær ved Kastellet blev udlagt en pestkirkegård. Dødeligheden i byen var så voldsom at man straks lod grave lange 3 alen tykke grøfter, men de blev hurtig fyldte.
Man hentede derefter fanger fra Bremerholm til at grave, men de blev hurtig smittet og døde hurtigt. Derfor blev militæret udkommanderet til gravearbejde. Hundredvis af lig lå allerede og ventede på begravelse, nogen i og nogen uden kiste. I Kastellet klagede man over en ulidelig stank.
Kisterne blev stablet lagvis i jorden og kun et tyndt lag muld blev lagt over dem. Lige så galt stod det til på Matrosernes Kirkegård og en Soldaterkirkegård (Senere Garnisons Kirkegård), der blev anlagt på den anden side alfarvejen over for Matroskirkegården. Man forsøgte her at ”bortdrive Ligstanken” ved at affyre kanoner over gravene.
Pestkirkegården blev ikke senere brugt til kirkegård. Men det gjorde Soldaterkirkegården som Garnisons Kirkegård. I 1770 blev en kirkegård for lemmerne fra Almindeligt Hospital, den såkaldte Fattigkirkegård indviet. Den blev i nyere tid slået sammen med Garnisons Kirkegård.
Flere ”industribedrifter”
I løbet af det 18. århundrede søgte flere at etablere industribedrifter uden for Østerport. I 1724 fik Zacharias Nieman således privilegium på at oprette en kønrøgsfabrik og et tapettrykkeri uden for porten, endda forbundet med visse monopolrettigheder. Og så var der to franskmænd, der i 1729 fik privilegium til oprettelse af et kalkbrænderi. Det blev senere til det kendte Gammel Kalkbrænderi.
Man fandt efterhånden ud af, at det med privilegium og monopoler var skadeligt for den fri næring, så efterhånden var man ikke mere så rundhåndet med det.
Og så var det, at Jens Nielsen Toller adlet som Rosenheim købte et stort område i 1688. Deraf kommer navne som Rosenengen eller Rosenvænget. Sandelig kom der i 1757 et klædemanufaktur til området.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 2, 2023
For mange år siden – en vandring på Nørrebro
Teglgårdsmarken gik helt ud til Assistens Kirkegård. Hvor fik Gabel pengene fra. Forlod Blågården i protest mod Kongens Dronning. Von Plessen fik foræret Blågården. Blågårdens mørke historie med Støvlet Kathrine. I 1830erne stod Blågården tilbage som brandtomt. Døtrene giftede sig med brødrene Price. Det Borgerlige Fornøjelsesselskab. Toldbetjentenes beføling. Slaverne og deres mærkelige uniform. Den dybe grøft på Nørrebro. De mange ligtog på Nørrebrogade. Alderstrøsts store lotteri. Når man var begravet i kirken, var man tættere på Gud, troede man. Et lille lig kostede kun det halve. Koppevaccination på Solitude. Herskabelig lystgård med humlegård og aspargeshave. En lille obskur knejpe. Først vægter og lys i 1830. En svinggynge vakte forargelse. Det bestandige Borgerlige Selskab måtte aldrig komme over 100. Ridekunst og legemsøvelser på Nørrebro. ”Sproglevin” – en højst mærkelig figur. Under Jødefejden 1819 ville man skænde jødernes grave. Kærligheds- og Ægteskabsstien var ikke spor romantisk.
Teglgårdsmarken ud til Assistens Kirkegård
Det er ikke alle gader og veje på Nørrebro, der er lige pæne. Vi husker Blågården for mange ting. Og vi har da endnu Blågårdsgade og Blågårds plads. Så var det også lige Blågård Seminarium som moderskole for Jonstrup.
På Frederik den Tredjes tid lå der fra Peblingesøen helt ud til, hvor Assistens Kirkegård begyndte, en vid mark, der blev kaldt Teglgårdsmarken. Her lå som navnet hentyder til – en teglgård. Denne mark købte en af Frederik den tredjes yndlinge, hans tidligere kammerskriver og omslagsforvalter – den senere så betroede rentemester og statholder Christoffer Gabel. Han hyggede sig på slottet med det blå tag.
Hvor fik Gabel pengene fra?
Man spekulerede på, hvorfra Gabel fik alle de penge til at købe dette slot. Han udnyttede sin indflydelse hos kongen. Ja så var det dem, der mente at Gabel var modtagelig for Bestikkelighed. Men mon ikke bare han var mellemmand for kongen?
Denne Gabel fik også mange fjender. Blandt disse var kronprinsen, den senere Christian den Femte. Men også andre fjender havde han – selveste Dronning Sofie Amalie og mægtige adelsmænd som Ahlefeldt og Rosenkrantz.
Gabel vidste godt, at hans magt stod og faldt med kong Frederik. I Gabels tid var Blågården en prægtig have med en mægtig Lindeallé. Der var masser af småpavilloner med blå tage. Hovedbygningen var langt yngre.
Prins Carl købte Blågården
I 1688 solgte Gabels ubetydelige søn hele ejendommen til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve. Han holdt den dog kun i kort tid. Forskellige officerer ejede gården.
Men i 1706 Købte Frederik den Fjerdes bor, prins Carl det hele. Han udvidede grunden ved også at købe jord på den anden side af søen. Denne prins havde mange titler og embeder men ellers var han ikke nogen betydelig person.
Forlod Blågården i protest mod kongens dronning
Han var en jævn og rolig godsejer, der brugte sin tid på jagt og ride, læse i pietistiske bøger og sysle med guldmageriet og havekunsten. Han var fuldstændig i lommen på sin hof-mester, den senere minister – Carl Adolf Plessen.
Med på Blågård var også prinsens søster, Sophie Hedevig. Hun var en meget fornem og pietistisk dame. Prins Carl var meget ophidset over at Kong Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow som dronning. De brød med hoffet og forlod Blågård tilbage til godset på Vemmetofte.
De førte et ”beskedent” liv på Blågården. Prinsen havde 47 personer til sin opvartning. Søsteren havde dog kun 23. Og så blev der ”spist på sølv”.
Von Plessen fik foræret Blågården
Von Plessen fik Blågården. Gården var ikke stor nok til ham, så han købte grund helt nede Ladegårdsåen. Og så meget på den anden side af Peblingesøen, at denne kom til at ligne en indsø. Meget opholdt han sig dog ikke her.
Blågårdens mørkeste historie
Efter hans død solgte arvingerne Blågården til Knud Lyne. Denne solgte så igen ejendommen til Christian den Syvendes yndling, Holck. Og dette resulterede så i Blågårdens mørkeste historie.
Det var tidsrummet med Støvlet – Kathrine. I januar 1768 blev hun eksporteret til Altona. Alt på Blågården var blevet ramponeret.
Rahbeks arvinger solgte til købmanden Tutein, men han havde stedet i tre år. Vi har tidligere på siden beskæftiget os med Blågården og Støvlet Katrine.
Det var i 1828 at Anker Heegaard anlagde sit jernstøberi på en del af området. De flyttede i 1898 til Lyngbygade.
I 1830erne stod Blågården tilbage som brandtomt
Det engang så stolte Blågården stod i 1830erne som en ruin eller nærmest som en brandtomt. En bagermester Suhr havde købt hovedbygningen og omskabt den til pantomimeteater. Det var det første Nørrebros teater.
Døtrene giftede sig med brødrene Price
I 1827 Lejede Pettotti Nørrebros Teater af bagermester Schur. Her var også en engelsk linedanser og en mimiker og hans to ualmindelig smukke døtre, Rosa og Flora, der gjorde stor lykke med deres optræden. Men familien blev uenige med Pettolotti.
Resultatet blev at de rejste tilbage til Vesterbro. Og de to døtre blev gift med James og Adolph Price. Ja de blev stammødre til den berømte Price- familie.
Pettoletti kæmpede en fortvivlet kamp for at holde gang i teatret. Han gik så til kongen for at få lov til at opføre små tyske – og senere også danske vaudeviller på sit teater. Det var vel Danmarks første privatteater. Det Kongelige Teaters eneret var dermed ophørt.
Men ak, vi nævnte før, at Blågården lignede en brandtomt. Det var den 14. april 1833 at Nørrebros teater brændte.
Det borgerlige fornøjelsesselskab
Når man var ejer af noget på Blågården, ja så fik man også en nøgle så man kunne gå rundt om søerne. Og på Blågården var også det borgerlige fornøjelsesselskab ” Holbergs Minde”, Deres ”Punchsold” var berømt i sin tid.
Toldbetjenestenes beføling
Når tjenestepigerne skulle passere portene og andre kontrolsteder oplevede de at toldbetjentene var ret nærgående i deres beføling. Man kunne ikke finde på at kontrollere skoledrengenes tasker. Gang på gang havde de held til at smugle adskillige toldpligtige varer på hver side af søen imellem ”Balles Lærebog og Badens tyske grammatik.
Slaverne og deres mærkelige uniform
På volden fik skoledrengene tid til at iagttage slaverne, der i deres mærkelige uniform, hvis ene side var sort og den anden grå, gik med deres tunge jernlænke og arbejdede der. Man kan kaldte den slaver, men egentlig var det almindelige indsatte fra fængsler, som man kunne bruge som billig arbejdskraft.
Den dybe grøft på Nørrebro
Langs husrækkerne ude på Nørrebro lå den dybe grøft, hvor der på regnvejrsdage samlede sig næsten bundløst mudder. Lugten herfra var nu heller ikke den allerbedste. Det skete da også, at disse grøfter var tørre. Så blev de brugt som en fortrinlig løbegrav for angriberne, når der var høstmanøvre for borgerbevæbningen på Fælleden.
Og disse brave soldater forærede mange af deres patroner til Nørrebros raske drenge. Disse kunne bruges til et festligt fyrværkeri.
De mange ligtog på Nørrebrogade
Til Nørrebrogades liv hører også de talrige ligtog, der førte til Assistens Kirkegård. Det var ”12 studenter” fra Regensen, der i deres sorte kapper bar kisten afsted, mens ligeledes sørgekappede mænd og drenge aldrig kvinder fulgte efter til fods.
I Kolera-året 1853 var det knap så organiseret. Da var der en baraklejr på Nørrebro, hvor man kunne observere de lange tog af arbejdsvogne, der hver bar en snes uhøvlede kister anbragt hulter til bulter. Her turde ikke engang de nærmeste at følge med på grund af smitte. En gang imellem så man på den anden side af grøften en ulykkelig hustru snige sig afsted ved siden af den vogn, der førte liget af hendes eneste ven til det sidste hvilested.
Alderstrøsts store lotteri
Håndværkerforeningen fik i 1857 tilladelse til at organisere og drive et lotteri. Malermester Geisler, der dengang var formand, foreslog at der skulle oprettes fribolig for trængende medlemmer af håndværkerforeningen. Og det skulle bære det tiltalende navn ”Alderstrøst”. Foreningen vedtog i 1862 at købe en stor grund af handelsgartner J.P. Hansen.
Den 20. oktober 1863 kunne 7 enker og 8 ærværdige ægtepar ind i de 15 boliger, der enten var på to eller et værelse.
Begravet i kirken så var man tættere på Gud!
Man kunne leje sørgekapper, når man skulle deltage i begravelser på Assistens Kirkegård. Mange mente at det var upassende at rødhårede skulle deltage i sådan en højtidelig begivenhed. Man skulle i hvert fald skjule det.
Så var det den tåbelige overtro med, at når man blev begravet i en kirke så var man nærmere Gud. Man sagde endda dengang at meget høje personer stank mindre end lavere personer i en kirke, når de havde deres sidste hvilested i kirken.
Filosoffen og lægen Tode ville have en kirkegård til at ligge uden for byen så kunne vinden blæse det syge og usunde langt bort.
Et lille lig kostede kun det halve
Man fastsatte prisen for et stort lig til halv snes rigsdaler. Et mindre lig kostede det halve. Efterhånden mente studenter-ligbærerne, at det var meget langt at skulle bære ligene ud til Assistens Kirkegård. De måtte køres på ligvogne.
I 1798 fandt man så ud af, at de lig, der skulle køres i de bedste ligvogne skulle koste 20 rigsdaler. Ak ja i 1813 blev det forbudt at servere spiritus på Assistens Kirkegård.
Koppevaccination på Solitude
General Haxthausen solgte i 1769 Solitude til staten. Så kunne Struensee og professor Berger der indrette en koppeindpodningsanstalt. Der kunne optages 48 personer ad gangen, 16 betalende af ”borgerlig og middelmådig stand”, 32 fritliggende som fik gratis kost, klæder, medikamenter og opvartning. Anstalten åbnede den 14. juni 1770 og kom under Frederiks Hospitals direktion.
Men ak, som så meget andet nyt Struensee ville have frem så vakte den modstand, uvilje og mistro. Og helt ufarlig var kuren nok ikke. I 1783 blev anstalten lukket på grund af manglende søgning. Man oprettede så i de samme lokaler et opfostringshjem for spæde børn i samarbejde med Fødselsstiftelsen. Men dette lykkedes ikke helt.
Herskabelig lystgård med humlegård og aspargeshave
Staten solgte så gården ved en aktion. Nu blev det en herskabelig lystgård med have, marker, humlegård, enge og aspargeshave, der strakte sig lige fra Ladegårdsåen om bag Assistens Kirkegård.
En lille obskur knejpe
Ja så skal det også lige nævnes ”en lille obskur knejpe”, Lille Ravnsborg, som tilhørte inspektør Knoblauch. Her var keglebane og billard. Den blev kun besøgt af ”den lavere del” af befolkningen, når de havde været til begravelse. Så drak man gravøl her.
I 1812 havde værtshusholder Chr. Heinrich Pätges og hans kone Lille Ravnsborg. Her fødtes den 22. november deres ottende og næstyngste barn, Johanne Louise. Det blev senere den så navnkundige skuespillerinde Fru Heiberg.
Først vægtere og lys i 1830
Henimod aften var det ikke hyggelig at færdes her. Man må huske på, at Nørrebro og Østerbro hverken havde vægtere eller lygter før i 1830. I den grad var man ”på landet” så nær ved staden.
Der var meget få handlende herude dengang. De allerfleste fornødenheder måtte man hente inde i byen. Det blev betragtet som en hel rejse. Men herude var en del forlystelseshaver for det bredere københavnske publikum. Det var ” almindelig jævn beværtning” med vand på maskine og keglebane.
En svinggynge vakte forargelse
Ja og så kom der en svinggynge til Nørrebro. Moralister betegnede det som et sandt gyngeraseri byen. Fornuftige og adstadige borgere spilder deres kostbare tid og penge i gyngen på Nørrebro, sagde man.
Moralisterne foreslog endda, at der blev lagt en forlystelsesskat på dette gyngeri, Det lykkedes da heller ikke at få dem afskaffet.
Det bestandige borgerlige selskab
Man kunne også for adspredelse på Store Ravnsborg. Her kunne man bl.a. beskue den så yndede tamme ravn. Ja så var det jo også det store kunstfyrværkeri,
Det var også her ”Det bestandige Borgerlige Selskab”, der stammede fra 1798 holdt til. Der måtte kun være op til 100 medlemmer. Det var kun bestemte viser, der måtte afsynges her.
Selskabet havde på et tidspunkt alt for mange penge. Lovene sagde ikke noget om disse penges anvendelsesmuligheder så pludselig var alle brødre 5-6.000 kr. rigere.
Ridekunst og legemsøvelser
Også beridere fandt herud. Kunstberider Jean Lustre købte en ejendom ved siden af Ravnsborg. Han fik tilladelse til at undervise i sit ridehus. Senere blev virksomheden udvidet med gymnastik og andre legemsøvelser.
”Sproglevin” – en højst mærkelig figur
Lige over for Jødevejen på Nørrebrogade boede i lange tider lige til han fik en fribolig på Frederiksberg Slot en højst mærkelig figur nemlig Israel Solomon Levin, den såkaldte ”Sproglevin”. Han var født i 1810 og døde i 1883.
Han var en dygtig sprogforsker, kendt for sine videnskabelige arbejder. Men han var også kendt for sin koleriske karakter og han var slet ikke til at arbejde sammen med. Han var kendt for sin hidsighed og modsigelsestrang. Også i dagbladene stødte man på hans kværulantartikler. Han var ganske ubarmhjertig og hensynsløs over for sine modstandere.
Til alles forbavselse giftede han sig i en sen alder. Alle ynkede den stakkels kone. Hun holdt da også kun et par pr så blev de skilt.
På Nørrebrogade var han en meget kendt skikkelse. Han var afholdt hos de fattige studenter som han underviste ganske gratis, ellers var han ikke.
Under Jødefejden ville man skænde jødernes grave
Under Jødefejden var der mange, der mente at man skulle skænde jødernes grave. Her på Jødevejen (Møllegade) købte rebslagermester Hans Thrane – Major Svendsens store reberbane, der strakte sig fra Møllegade til hen imod Jagtvejen. Det var i 1850erne. Her opstod senere på denne grund Meinungsgade og Frederik den Syvendes gade.
Kærligheds- og Ægteskabsstien ikke spor romantisk
Omkring søerne befandt Ægteskabsstien og Kærlighedsstien sig. Men her skulle man huske gummistøvler på. Når det havde regnet, så kunne man gå et skridt frem og to tilbage. Så disse stier levede nok ikke helt op til deres navn – i regnvejr.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 30, 2023
Møgeltønderhus – Før Schackenborg
Nævnes første gang 1223, men sikkert betydelig ældre. Dronning Magrethe køber godset. Under Ribe Stift. 1639 – en firlænget gård. Voldgraven er bevaret. Lensmænd af skiftende kvalitet Bendix Rantzau var anderledes end Ahlefeldt. Christian den Fjerde overtog godset for 70.000 Rigsdaler. Albert Skeel fik ordre til at renovere Møgeltønderhud. Krige ødelagde godset. Da Hans Schack overtog det lå det spredt. Præstefamilien i Møgeltønder blev henrettet. ”Guds Vejr” ødelagde meget. Hans Schack overtog et meget ramponeret slot. Bønderne klagede over store afgifter.
Nævnes første gang 1223
Det første slot i Møgeltønder kan være bygget under Valdemar Sejr. Man har fundet en egebjælke med et skåret årstal 1230. Men dette stod ikke længe. Hertug Valdemar den Fjerde erobrede det fra Erik Glipping. I 1285 overtog kongen det igen og rev det ned.
Møgeltønderhus nævnes første gang i 1223. Dengang var det en stor gård ejet af biskoppen i Ribe.
Bønderne måtte gøre masser af kørsler og hoveri. Gang på gang led borgen overlast ved krigshandlinger
Dronning Magrethe køber Møgeltønderhus
Omkring 1400 opkøbte Dronning Magrethe den Første en række godser og slotte i Sønderjylland, deriblandt Schackenborg, så det atter kom under Kronen. Ja hun fik også Trøjborg. Disse områder blev såkaldte ”Kongerigske Enklaver”.
I 1417 blev af kong Erik af Pommerns mægtigste mænd, lensmanden i Flensborg samt senere rigsråd Morten Jensen Gyrstinge i 1417 også biskoppelig lensmand på Møgeltønderhus.
Under Ribe Stift
I 1434 blev Møgeltønderhus lagt øde af hertugen. Men snart igen nævnes stedet atter under Ribe Stift. I 1500 fik Peter Ranzau slottet under forlening af den sidste katolske biskop, Ivar Munk. Men ved Reformationen 1536 kom den igen under Kronen.
I 1639 – en firlænget gård
I 1639 beskrives fæstningens hovedgård som en firlænget gård med 33 fag. I laderne var der plads til 195 kreaturer, 114 køer og 47 ungkreaturer på græs.
Voldgraven er bevaret
Da rigsfeltherre Hans Schack i 1661 overtog fæstningen, beskrives i to etager og i 17 fags længde. Desuden var der et middelalderligt borgertårn i tre etager, et hus i 15 fag samt en forløber for det nuværende porthus ud mod vejen.
En væsentlig ting fra Møgeltønderhus som er bevaret, er voldgraven.
Lensmænd af skiftende kvalitet
De lensmænd og ejere, der var her, var af skiftende kvalitet. Detlef Ahlefeldt var initiativrig og dygtig. Han satte gang i restaureringen af Møgeltønderhus. Han lod sammen med Hertug Hans den Ældre diger opføre i Rudbøl og Højer. Han var ligeledes påpasselig med at bønderne ikke blev overbebyrdet med arbejde.
Dengang var der 115 hel-gårde knyttet til godset. Der var også besiddelser i Abild, Brede, Daler og Agerskov Sogne.
Bendix Rantzau var anderledes end Ahlefeldt
Helt anderledes var det med Bendix Rantzau som siden også blev ejer af Møgeltønderhus. I hans periode fra 1573 til 1599 var det hårdt for bønderne. Hoveriet og landegildet blev sat markant op. Han brugte også hårdhændede metoder overfor bønderne. Han var en sand bondeplager. Bønderne klagede flere gange til kongen. Rantzau fik også flere advarsler.
Chr. Den fjerde overtog godset for 70.000 rigsdaler
Plageriet stoppede først, da Christian den Fjerde købte lenet tilbage i 1599 for 70.000 rigsdaler. Det var en svimlende sum. Kongen bad også områdets bønder om tilskud til købesummen.
I 1600 blev der udskrevet landeskat overalt i riget for at betale det store beløb. Herpå vente Møgeltønderhus tilbage til tronen. En række forskellige lensmænd var så tilbage på Møgeltønderhus, udpeget af kongen. Og sådan blev det frem til 1661, hvor nye dramatiske begivenheder førte til at en krigshelt kom til Møgeltønderhus og forvandlede det til slottet, Schackenborg.
Albert Skeel fik ordre til at renovere Møgeltønderhus
I 1635 havde Albert Skeel på Riberhus fået kongelig befaling på at istandsætte Møgeltønderhus, der var slemt medtaget af foregående års stormfloder.
Lensmændene førte også tilsyn med undersåtternes moralske vandel og livsførelse. Ladegårdens areal var blevet udvidet i Bendix Rantzaus tid. I 1630erne var arealet vokset til 200tdr.
Krige ødelagde godset
Men så kom Torstenssonkrigen. Det betød at store dele af ladegårdsmarken lå udyrket hen. Ja mange steder blev det nærmest hede. En overgang efter krigen gik ladegårdsdriften helt i stå.
Efter fredsslutningen nåede man op på 130 tdr. under plov, inden den danske konges polske forbundsfæller igen for frem med bål og brand og fuldstændig ødelagde avlingen til ladegården.
I 1639 var der 89 fag ”øksnestald”, 95 fag lade og 24 fag tørvelade. Troppernes hærgen og det barske klima betød hele tiden ændringer af udseendet. Det samme skete med hestestalden i staldgården, der lå mellem slot og ladegård.
Da Hans Schack overtog det – lå det ret spredt
Da Hans Schack overtog godset, var det meget spredt. Han kunne over for Christian den Femte fremlægge fordringer på 30.000 Rigsdaler. For dette beløb fik han en del gods som igen lå meget spredt.
Kvægdriften blev formindsket. Og diverse tropper beslaglagde kvæget.
Præstefamilien blev henrettet
I tiden før Hans Schacks overtagelse var der også hele straffesagen mod provst Laurids Thomsen i Møgeltønder. Han og hans familie blev anklaget for hor og druk i præstegården. Dertil kom blodskam med en datter.
Nogle af byens spidser blev anklaget for utilstedelig omgang med provstefruen. Provsten blev dømt på bålet Konen og datteren måtte strække hals for bødlens økse. Byens spidsere fik en klækkelig bøde.
Guds vejr
Natten mellem den 11. og 12. oktober 1634 gik det ud over ladegård og slot under det store ”Guds Vejr, hvor også det lavtliggende bøndergods led store skade. Men så var det også lige Kirstine Svendsdatters fund af guldhornet i 1639.
Skaderne var slet ikke udbedret helt endnu da Hans Schack overtog godset.
Hans Schack overtog et ramponeret slot
Da Hans Schack overtog godset, blev hovedbygningen brugt til tærskelade og kornlade, Der var ingen vinduer i bygningen og tre fag var uden tagsten.
Det firkantede tårn, der var på tre etager, havde man brugt til kornlade og kornmagasin. Overdelen var faldet ned. Det havde hverken bjælker, døre eller vinduer. Avlsbygningerne var i samme dårlige stand som slottet.
Kun 40 fag kreaturstald var nogenlunde. Porthus, hestestald og 9 fag kreaturstald var i samme dårlige stand som slottet. Slottet var færdig i 1664. Det var næsten den samme skikkelse som i dag, dog var murværket ikke kalket, men med røde teglsten. Vinduerne var mindre og havde blyindfattede ruder.
Bønderne klagede over store afgifter
Hans Schack ville gerne erhverve gården Røj, men fæsteren Claus Lorenzen ville ikke godvilligt afgive den. Schack skrev nu til Frederik den tredje. Og det endte med at Claus Lorenzen måtte afstå Røj.
Det ender med at Hans Schack spørger bønderne, om de vil leje Røjs jorder. Han erhverver også en del af Ved Gårdens gårde. Schack sætter lejeprisen op og tjener godt. Afgiften for bønderne stiger. Bønderne klager i 1666 og 1667 over de stigende afgifter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 29, 2023
I en kniplestue
Entre i livets hårde skole. Store krav til tålmodigheden. Den humane behandling nåede ikke kniplestuerne. Åh jeg er så glad – så glad. Det daglige pensum skulle nås. Ret ensformigt arbejde. En plads i skammekrogen. Man brugte ikke så meget tid på at spise. Ikke gavnlig for sundheden. Det gik ud over skolen. En time om eftermiddagen. Der manglede kvindelig hushjælp. Kavringer med kaffe. Den strenge tugt og nøjsomheden.
Entre i livets hårde skole
Indsidderstuerne langs vestkysten var trange og lavloftede. Her var et sparsomt bohave med småbitte ruder. Gulvene var sandbestrøede. Det var også i sådanne rum i særlige knipleskoler småpigerne fik deres første oplæring i kniplingens svære kunst.
Her gjorde de deres entre i livets hårde skole, hvor lektierne var tunge og tugten streng. Der har sikkert også flydt mange barnetårer over knipleskrinet. De ville ikke være nået langt hvis ikke en mors myndighed havde holdt dem til. Det sømmede sig nu engang ikke at slippe på halvvejen.
Desuden var det en nødvendighed at få lært et erhverv gennem hvilket de senere kunne tjene det daglige brød og håndens gerning skulle omsættes i reelle værdier.
Store krav til tålmodigheden
I den tidligste morgenstund kunne man se pigerne fra småkårs-hjemmene tage af sted med de indhyllede knipleskrin mod det hus, hvor læremesteren – en ældre kone – skulle bibringe dem færdigheden.
Her sad de så bøjet over deres skrin, kastede de med perlesnor omvundne pinde mellem hverandre, flyttede nålene og så, hvordan det lille kunstværk voksede tomme for tomme på prikkebrevet. Arbejdet fordrede ikke så mange kræfter. Men til gengæld stillede det store krav til tålmodigheden, men det kunne det skorte på i så ung en alder.
Den humane behandling nåede ikke til kniplestuerne
Skolelovens instruktion om en human behandling af elever var ikke nået ind i disse kniplestuer. Der blev udøvet tugt og mangt et snøftende suk har afbrudt pindenes ensformige raslen på ”Skrøvlet”.
Behandlingen af de små piger kunne være både hård og hjerteløs. Der var mange ejendommelige straffemetoder, der blev taget i anvendelse. Læretiden var her som i datidens værksteder af en anden karakter end nu om stunder. Man tog ikke med fløjlshandsker på lærlingene.
Åh jeg er så glad – så glad
I deres ophidselse kunne læremestrene sommetider gå over gevind. Vi kan måske også godt forstå den lille pige, der en dag glædestrålende udbrød:
Hendes læremester var død. Det føltes for pigen selvsagt som en befrielse.
Det daglige pensum skulle nås
Det var med alt andet end blide følelser, disse små elever så på deres knipleskrin. Det for dem alt andet end legetøj, som de omfattede med kærlighed. Havde det stået til dem selv, havde de rent tidligt ladet ødelæggelsestrangen komme til udfoldelse over for det.
Trods denne uvilje ville det måske alligevel være gået de fleste som denne pige, der ofte havde vist mishag mod skrinet. Men hvis der nu udbrød brand i hjemmet ville det første, der ville blive reddet være knipleskrinet.
Tiden skulle udnyttes. Det daglige pensum skulle klares uanset hvad inden fingrene kunne få en hårdt trængt hvile og ryggen kunne komme i retstilling.
Ret ensformigt arbejde
For at fremskynde arbejdet, men vel også en afledning af tankerne fra dette ret ensformige arbejde taltes der højt under flytning af nålene.
Man havde forskellige talremser eller også nævne et personnavn for hver nål, der blev sat i mønstret. Det kunne jo godt vække morskab, når en af sognets originaler blev sat i.
En plads i skammekrogen
Men ve den elev, der ikke kunne vinde med eller kludrede med mønstret. Hun måtte da finde sig i kammeraternes drillerier og dette blev kraftigt understøttet af læremesterens forhånelse.
Med en krans af evighedsblomster på hovedet og et ris af malurt på ryggen fik hun anvist plads i skammekrogen. Her kunne hun så sidde resten af dagen dom ”skaldet munk”. Og det var ingen udmærkelse.
Man brugte ikke så meget tid til at spise
Der levnedes kun lidt plads til spisningen. I stuen kunne man se anbragt en spand med drikkevand, hvor tørsten kunne læskes. Læremesteren var da fri for pigernes rend til pumpen. Samtidig forhindrede det, at den sparsomme varme blev lukket ud.
Middagsmaden kunne bestå i et par skiver brød med sur fløde som pålæg. Det kunne ikke afses tid til madlavningen. I disse stuer fik den friske luft heller ikke adgang.
Ikke gavnlig for sundheden
Degn Hansen fortæller i sine optegnelser fra Emmerlev:
En anden siger således:
Det gik ud over skolen
Men der hvilede en anden skygge over knipleriet. Det ses gennem indberetninger fra skolerne. Præsten i Ballum klagede i 1816 over at
Vi hører da også at mange forsømte undervisningen i ugevis, når et nyt mønster skulle indlæres. Så var det ikke unormalt at man blev væk fra skole i tre fire uger.
I Emmerlev besøgte de sjældent skolen oftere end 1-2 dage om ugen. I en skrivelse fra degn Asmussen i Abild hedder det fra 1836:
En time om eftermiddagen
Fra Hjerpsted berettes samme år, at selv de allernødvendigste fordringer i skolen kan vanskelig nås. Børnene besøgte på grund af fattigdom kun skolen et kort tidsrum om året. Det manglede dog ikke på god vilje fra forældrenes side.
Flere børn, som havde lært at kniple, mødte daglig en time om eftermiddagen. Man anså det ikke som en fornødenhed at pigerne fik boglig lærdom.
Der manglede kvindelig hushjælp
Da pigerne så efter endt læretid foretrak det mere magelige indbringende arbejde ved skrinet, blev følgen ret stor mangel på kvindelig hushjælp. Dette blev så afhjulpet ved tilstrømningen af unge piger nordfra, navnlig fra Fanø og det vestlige kystland.
Kavringer med kaffe
Som afslutning på vinterens aftensæde, og den tog sin begyndelse 14 dage før Mikkelsdag og varede til Pers dag (awten) eller Fruedag, blev der holdt et ”Standerhøtte”
Standeren var et træstativ, hvorpå lampen eller lyset havde været anbragt, bkev omviklet med reb og under pigernes kåde råb og latter slæbt op på loftet. Så trakteredes der med ”kavringer” (tvebakker) og kaffe. Tugtens ris fik denne aften lov til at hvile.
En fattig fornøjelse, ja men børnene var ikke overmættet og forvænte med glæder og godter.
Den strenge tugt og nøjsomhed
Man kan mindes deres flid med respekt. Ja også deres nøjsomhed. Men vi må heller ikke glemme den strenge tugt og mange af disse pigers skader af deres arbejde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 27, 2023
Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa
Møderne startede i 1895. Husly på Folkehjem. Først efter 1920 fik kirken det nuværende navn. Jorden tilhørte Sct. Jørgens Stiftelse. En fortyskningsproces fik folk til at samles. Et aktivt byggeudvalg. Menigheden bestod dengang kun af 30 – 40 stykker. Hvad fik de ud af det? spurgte man i Aabenraa. Politi – Matzen gik gerne i kirke! Præsten cyklede fra Haderslev. Sct. Jørgens Forening. Kirken blev en almindelig sognekirke, men det havde folk svært ved at forstå. Menighedsrådet overtog kirken.
Det startede i 1895
Det første kirkelige møde fandt sted den 18. december 1895 på hotel Fønix, danskernes samlingssted. Der mødte 50 tilhører op Det var frimenighedspræst Rasmus Thomsen, der talte. Møderne, der mindede om normale gudstjenester fortsatte uregelmæssigt frem til kirkens indvielse.
Husly på Folkehjem
Myndighederne så absolut ikke med velvilje på grundtvigianernes fremtrængen og forsøgte at forhindre møderne. Ved at true hotelværterne med at nægte fornyelse af bevillingen tvang myndighederne til at flytte fra sted til sted. Men ved årsskiftet gav Sprogforeningen husly på den nyerhvervede ejendom Folkehjem.
Kirken blev kaldt ”Æ lille kirk” – ”Æ dansk kirk” – Men egentlig hed kirken ”Frimenighedskirken”. Skt. Jørgens Kirke var en af i alt seks frikirker som dansksindede kredse rejste i Sønderjylland i den tyske tid.
Først efter 1920 fik kirken det nuværende navn
Den blev oprettet for at få et sted, hvor man kunne afholde dansk gudstjeneste. Den blev taget i brug i 1904. Pastor Rosendahl, der var præst fra 1910 – 1920 beskrev forholdet ret rammende i 1919 i frimenighedernes kirkeblad – Den Nordslesvigske Kirkesag:
Efter 1920 forsvandt frimenigheden da også. Kirken kunne ikke længere hedde frimenighedskirken i Aabenraa. Den fik i stedet navnet Sct. Jørgens kirke.
Jorden tilhørte Sct. Jørgens stiftelse
Og hvorfor blev det lige dette navn? Jo, den var bygget på en grund, der engang havde tilhørt Sct. Jørgens stiftelse fra middelalderen, som vejen Jørgensgård har sit navn fra. I forvejen er byens anden kirke opkaldt efter en helgen.
Og hvis du vil vide mere om denne helgen laver vi en henvisning til en artikel, hvor vi har skrevet om Sct. Jørgen og om de forskellige Sct. Jørgens gårde og huse fra dengang.
En fortyskningsproces fik folk til at samles
Ja mange i Aabenraa har omtalt kirken som ”Den lille kirke på bjerget”.
Det var en fortyskningsproces, der fik folk til at samles i frimenigheder dengang. Der gemmer sig et dokument i et kobberrør i soklen til Sct. Jørgens Kirke. I kirkebogen står det anført, at dokumentet indeholder en beretning om kirken. Det er forfattet af Niels Hansen og Knud Rosendahl.
Et aktivt byggeudvalg
Frimenighedskirken er bygget i 1903 af en lille dansk menighedskreds, som i flere år var samlet omkring frimenighedspræst Rasmus Thomsens forkyndelse. Til at forestå byggearbejdet blev der nedsat et byggeudvalg bestående af gårdejerne Nis Callesen i Lerskov og Falle Lildholt i Løjt Kirkeby samt kaptajn C.C. Fischer og redaktør H.P. Hanssen i Aabenraa.
Arkitektarbejdet var overladt til en gammel Aabenraa – knægt, Nils Jakobsen i Odense. Byggegrunden var en gave fra ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig”. Pengene tilvejebragtes ved frivillige – fra venner nær og fjern.
Menigheden bestod kun af 30 -40 stykker
Prøjserne var ikke glade for dette initiativ. Men Aabenraaerne ville bevare deres modersmål – også i kirken. Og kirken blev rejst på kort tid. Ja ideen blev fremsagt ved en gudstjeneste på Folkehjem på Allehelgens dag i november 1901. Og den 4. november 1904 blev kirken indviet.
I Hejmdal kunne man læse følgende:
Imponerende at det lykkedes at bygge kirken. Frimenigheden dengang bestod kun af 30 – 40 stykker.
Hvad fik de ud af det?
Man fik indsamlet 5.000 mark, og fra et udvalg for den sønderjyske Kirkesag i Kongeriget fik man de resterende 15.000 mark som kirken kostede. Kirkebyggeriet blev forstyrret af myndighederne, især ved gentagende udvisninger af murermesterens danske svende
Det var en helt fuld kirke under indvielsen. Politi – sergent Carl Christian Matzen (Politi – Matzen) overværede indvielsen på landråd von Uslars befaling. Han greb dog ikke forstyrrende ind. Der var kun siddeplads til halvdelen af kirkegængerne.
Udestående opfattede først og fremmest den ny kirke som et forsøg på at irritere den prøjsiske myndigheder.
Efter indvielsen var der møde på Folkehjem, hvor C.C. Fischer indledte. Han havde båret hovedarbejdet i byggeudvalget.
Politi – Matzen ville gerne i kirke
Desværre kom kirken til at stå tom det første halve år på grund af præsten, Rasmus Thomsens sygdom. Han døde i 1905. Siden blev der holdt regelmæssige gudstjenester og indtil 1908 under overværelse af politisergenten. I sin mørkeblå uniform med rød krave. Han sad altid nederst i kirken. Det fik C.C. Fischer til at sidde øverst – så langt væk fra politisergenten som mulig.
Man sagde rundt om i Aabenraa:
Præsten cyklede fra Haderslev
Thade-Petersen var blevet ordineret. Han kom oftest cyklende fra Haderslev til Aabenraa for at holde gudstjeneste. Endnu fortælles om det sejl, han spændte på cyklen, når der var medvind.
I 1908 meldte to sønderjyder sig til tjeneste i de sønderjyske frimenigheder. Det var de dansk uddannede cand., theol.’ Er Knud Rosendahl og Niels Hansen. Sidstnævnte gik dog efter et halvt over til journalistikken. Rosendahl skulle dog også hjælpe som præst på Vesteregnen.
I 1910 – 1914 blev gudstjenesterne varetaget på skift af Thade Petersen og Rosendahl. Men sidstnævnte blev i 1914 indkaldt som soldat. Han blev sparket af en hest i tjenesten. Han kunne derfor fortsætte som frimenighedspræst fra sidst i 1916.
Pastor Rosendahl blev i 1921 sognepræst i Vojens. Hver 14. dag blev der holdt gudstjeneste blandt andet ved provst Nielsen i Ensted. De mange af de tilflyttede danskere nordfra knyttede sig til kirken.
Sct. Jørgens Forening
I oktober 1924 blev Sct. Jørgens Forening dannet med bl.a. Holger og Jep Fink og boghandler Harald Bo Bojesen og to andre. De påtog sig alle en gæld på 5.000 kr. og påtog sig yderligere n gæld hver på 5.000 kr. for istandsættelse. De fem overtog kirken fra Sprogforeningen og hæftede personlig for gælden.
Der blev forhandlet med ministeriet. De ville betale en præsteløn i den laveste klasse og yde et ”fyrsteligt” tilskud på 3.600 kr. årligt til aflønning af organist og kantor samt kirkens vedligeholdelse, rengøring, brændsel, klokkeringning og fyring.
De fem herrer fra Sct. Jørgens Foreningen byggede en smuk præstebolig. Det lykkedes at få 60 familier til at tegne sig for et årligt bidrag på lidt over 2.400 kr. Et bidrag, der dog med tiden faldt til 1.200 kr.
Kirken blev en almindelig sognekirke – men det kunne folk ikke forstå
Kirkens første præst efter 1920 var Carl Johannes Ludvigsen. Han fik den vanskelige opgave at føre kirken fra frimenighedstiden ind i folkekirken. Ludvigsen fik titlen af andenpræst, dvs. præst for det danske mindretal af danskere, der ikke ville slå sig til tåls med, at den tyskuddannede pastor Juhler var valgt til præst for den danske menighed.
Dette forhold fik ikke ligefrem pastor Juhler til at tage imod Ludvigsen med åbne arme. Da kirken fyldte 50 år nævnte pastor Ludvigsen, at det kun langsomt gik op for folk, at kirken nu var en sognekirke, hvis præst enhver i byen kunne lade sig betjene af.
Utroligt at denne Ludvigsen skulle betale 40 pct. af udgifterne til præstegården. Han faldt for aldersgrænsen i 1948. Allerede året forinden havde de fem kirkeejere bebudet sammen med de resterende bidragsydere om, at en nyordning af forholdene måtte der til.
Menighedsrådet overtog kirken
Det endte med at den 1. juli 1948 at menighedsrådet fik overdraget kirken vederlagsfrit og præstegården for et beløb af 55.000 kr.
For at sikre sig at den grundtvigske linje ved første præstevalg efter nyordningen kunne fastholdes, betingede Sct. Jørgens Forening sig afgørende indflydelse på dette.
Til embedet kom der 12 ansøgninger. Af dem valgtes pastor Markus Kofoed. Men nu var der ikke kun de fem, der afgjorde dette. Den 10. september 1948 mødte mellem 80 og 90 mennesker op på Folkehjem og gav deres besyv med.
Efter 1948 fungerede Sct. Jørgens Kirke som en slags annekskirke til Sct. Nikolaj Kirke. Men i praksis fungerede som en sognekirke for den nordlige del af byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: