Artikler
Juli 21, 2024
Kongeåen – en mærkelig grænse
Den hed Skodborg Å. Gravhøje viser, at strømmen ikke var bredere i Oldtiden, selv om historikere mener noget andet. Hertugen ville ikke have kongen til at bygge en bro. Skodborghus – en Grænsefæstning. Kongeåen i 1698. Sønderjylland hed ”Sinlændi”. En skov med ulve og vildsvin. Der var jyder på begge sider af åen. Ribe har aldrig tilhørt Hertugdømmet. De Kongerigske enklaver. Rødding Højskole lå i begge ”lejre”. Toldgrænse. Smugleri betød hængning. Et kongeligt brev til lensmanden. Der var næppe 1.000 galger langs åen, som påstået. En smugler blev skudt. En krøbling blev benådet. 26 rigsdalerfor at få lig fjernet. Vadstedsridder var meget upopulær. En stor fangst. Brobyggeren, der måtte flygte. Mange overfald på Vadstedsrider. Tobakstolden bortforpagtet til private. Toldbetjente overfaldt også borgere. Vadstedsriddere blev erstattet af kontrollører.
Den hed Skodborg Å
Åen er ikke særlig stor. Men dens betydning er stor. I Ødis Sogn i Østjylland ligger dens kilde. Og Ødis Sogn ligger i det tidligere hertugdømme Slesvig. Åen er 65 km til udløbet i Vesterhavet. Det er cirka samme længde som Vidåen.
I gamle dage hed det meste Skodborg Å. Man siger, at det engang har været en elv, hvor store skibe kunne sejle. Åen er i dag somme steder dyb og moradsagtig og så skulle den ikke være ret fiskeri.
Men her er dog snæbel, laks og et rigt dyreliv. Her er også forekomster af odder. Langs åen findes et stort antal fredede gravhøje.
Gravhøje viser, at strømmen ikke var bredere i Oldtiden
Man har talt om, at der gik en havbugt ind ved Vadehavet. Og så var Skodborg Å i middelalderen en bred strøm. Men i Oldtiden var strømmen ikke bredere, det ses bl.a. af alle de gravhøje, der er placeret omkring åen.
Hertugen ville ikke have at kongen byggede en bro
Kolding skulle udvide og tog noget af jorden i syd for åen. Hertugen var sur over at kongen havde bygget en ny bro over åen. Den blev kaldt Kolding Sønderbro og lå ved den senere Nybro.
Kongen svarede, at broen var lagt på sin kongevej. Han havde ingen onde hensigter med dette.
Det fortælles at herredspræsten provst Brandt fra Malt Herred var guldmager. Han ”laborerede” i et lille hus ved kirken. Måske har Skodborg Å haft et helet andet navn.
Skodborghus – en grænsefæstning
Skodborghus ligger nord for åen. Det var et kongeligt slot, som nævnes første gang i 1368. Det var en grænsefæstning, hvorfra lensmanden styrede Skodborg len. Senere blev det et lystslot.
Her ved Skovborghus gik den jyske hovedvej ”Hærvejen”, over åen mod syd.
Kongeåren nævnt i 1698
Ordet ”Kongeåen” dukker sent op. Første gang det nævnes er i en Tingbog fra 1698. Åen dannede grænsen til et par sysselgrænser. Længere mod øst fulgte den også vandløbene, først Seest Mølleå, derefter Kolding Å. Når man var kommet over den var man i Barved syssel i det slesvigske.
Sønderjylland hed ”Sinlændi”
”De Kloge” påstår at disse sysler er opstået af småriger i Oldtiden. Åen har på sit løb dannet skellet mellem de tre sydligste og de øvrige 12 – 13 jyske småriger. I år 815 kaldte man Sønderjylland for ”Sinlændi”, hvilket betyder ”det store len”.
En skov med ulve og vildsvin
I gammel tid lå der syd for grænseåerne den store skov, Farrisskoven, der strakte sig fra egnen omkring Skamlingsbanken og langt mod vest. Det var et vildnis af fyr, bøg og eg. Det var et eldorado for jægeren. Store flokke af vildsvin kunne endnu i sidste halvdel af 1700 – tallet dukke op på disse kanter.
Ulvene huserede også vældigt på egnen. I 1763 trængte de således ind i Kolding by.
Der var Jyder på begge sider af åen
Kongeåen var blevet et skel mellem to stater. Men der boede jyder på begge sider af åen. De talte det samme sprog, de levede og virkede på samme måde. Og de tænkte vel også på samme måde. Og alligevel skilte denne beskedne å’ s stille vand disse jyder fra hinanden, som om de havde været folk af forskellige sprog, af forskellig stamme.
Ribe har aldrig tilhørt Hertugdømmet
Kongeåen var grænsen mellem kongeriget og fyrstendømmet fra Vesterhavet og til Ødis sogn i næsten hele sit løb. På samme måder var der dog undtagelser. Ribe by synes aldrig at have været regnet til hertugdømmet. Her var der en biskop, et stort domkapitel, kirker og klostre, som var rige på gods.
De kongerigske enklaver
Disse kirkelige institutioner hørte under kongeriget. I 1400-årene blev det en almindelig regel, at deres gods ikke skulle regnes med til hertugdømmet. På den måde blev de kongerigske enklaver til. Havde en gård først engang tilhørt kongeriget så blev den ved med det uanset ejer. Som vi tidligere har påpeget i to artikler, kunne dette godt føre til nogle underlige forhold. 8-9 kvadratmile kongerigsk jord lå syd for den slesvigske grænse. På et tysk militærkort fra 1849 kan man se, at fire stykker af Skodborg Sogn hørte til Jylland.
Rødding Højskole lå i begge lejre
På Rødding Højskole var det også kaotisk m.h.t. om det var slesvigsk eller Kongerigsk enklave. Engang i 1850erne var det københavnske blad ”Fædrelandet blevet forbudt i Hertugdømmet. Højskolens forstander, Sophus Høgsbro, var meget ked af at skulle undvære bladet, da hans bolig i højskolens daværende hovedbygning lå på slesvigsk grund. Men i elevbygningen, der lå på kongerigsk grund, boede læreren J.L. Knudsen (forfatteren Jacob Knudsens far). Høgsbro fik ham til at holde ”Fædrelandet”. Høgsbro kunne nu gå over gårdspladsen og læse bladet.
Toldgrænse
Nogle steder gik grænsen gennem et hus. Så skulle man lige finde ud af i hvilket rum man var født for at afgøre, hvem der havde forsørgerpligten.
Kongeåen var toldgrænse fra middelalderen til 1851 og derefter igen fra 1864. Fra gammel tid var der godkendt tre toldsteder. I 1790 kom der yderligere fire toldsteder ”til menigmands bekvemmelighed”. Foruden det faste personale var der 10 beredne betjente.
Det var egentlig let at smugle her. Man kunne bare benytte sig af de ulovlige vadesteder uden for Kongeåens udløb. Det kunne man sagtens, når der var ebbe. Det var også dem, der sejlede over Kolding Fjord.
Det var også Thomas Thomsen fra Skodborg, der smuglede brændevin i en kassevogn med dobbeltbund. Her var en blikbeholder, der kunne fyldes med den gode drik. Han ejede også et brændevinsbrænderi.
Smugleri betød hængning
I et brev af 1545 blev det befalet at smuglere skulle straffes som for andet tyveri. Frederik den Anden befalede 1561, at den der hemmelig ”uddrev Øksne af Riget”, skulle straffes ved hængning. Værdien af varerne ville overstige den halve mark, der var grænsen for hængning.
Et kongeligt brev til lensmanden
Den 25. oktober 1574 blev der udsendt et brev fra Skanderborg – et såkaldt ”Kongeligt aabent Brev” til Lensmand Vincens Juul på Koldinghus, hvori det hedder, at mange både danskere og udlændinge drog uden om kongens almindelige toldsteder og over ”den mellem Skodborg og Kolding løbende å og andre forbudte steder og derved underslog Kongens Told.
Der var næppe 1.000 galger langs åen
Måske har der stået flere galger langs grænsen. Således sagde tolderen i Ribe i 1701:
Nogle af de galger var såkaldte dobbelte galger bygget i to etager. At blive hængt ”i den højeste Galge” blev betragtet som en skærpet straf.
En smugler blev skudt
Nu var det lettere at slå smugleren ihjel med det samme. Det gjorde Claus Hønborg, der senere blev herredsfoged i Elbo Herred. Manden som Claus Hønborg dræbte omkring 1565 hed Hans Christensen. Han ville ikke indrømme, at han drev noget kvæg forbi Kongens Toldsted uden at betale told.
Endnu 1579 måtte Frederik den Anden tage Claus Hønborg og hele hans slægt ”i sin beskærmelse mod den dræbtes slægt og venner”.
Befolkningens sympati lå hos smuglerne og der var stor modstand mod tolderne.
Hængning anvendtes langt ind i det 17 århundrede som straf for smugleri.
En krøbling blev benådet
Kolding Raadstueprotokol nævner et eksempel fra 1636. En krøbling, Søren Krabbe fra Linnerup ved Silkeborg, havde udsmuglet en hest over et ulovligt vadested ved Kolding. Han solgte hesten ved Immervad kro. Han blev grebet og dømt. Han søgte benådning hos Hertug Ulrik. Han blev benådet med den betingelse, at han:
26 Rigsdaler for at få lig frigivet
I 1653 blev Laurids Mortensen Bogvad, vistnok hjemmehørende i Kolding nedskudt af en strandrytter ved Kolding
Han blev betragtet som tyv og hans gods blev konfiskeret og solgt. Broderen fik lov til at jorde smuglerens lig. Det skulle egentlig været blevet hængende i galgen. Men det kostede alligevel 26 Rigsdaler for at få denne tilladelse.
En dreng fra Taagelund, der havde hjulpet smugleren med at drive, slap for at blive hængt, men det kostede hans far 4 Rigsdaler.
Vadstedridder meget upopulær
Galgen for straf for smugleri rykkede i baggrunden med forordningen af 20. februar 1661, da straffen for smugleri blev fastsat til:
Lige som tolderne var også Vadstedriderne temmelig upopulære. De havde hver 2 ladte pistoler. Deres påklædning var læderbukser og Camisol. Dette varen lang frakke uden krave, knappet højt i halsen og med en enkelt rad sølvknapper Selv om deres løn var ringe, så kunne de ikke være lige så tarvelig klædt på som den jævne befolkning.
Det var Christian den Fjerde, der indførte sådanne 4 Vadstedrider – to hos tolderen i Ribe og to hos tolderen i Kolding. Regeringen havde vel håbet at den lave løn kunne skærpe Vadestedsdrivernes årvågenhed.
Deres løn udgjorde, hvad der kunne komme ind ved at konfiskere smuglergods. Af og til kunne man gøre et større kup. Således fangede de den 10. oktober 1645 8 heste, som var udført over et forbudt vadested.
En stor fangst
Den 8. august 1650 fangede man 23 heste og hopper. Disse indbragte 247 Rigsdaler. Normalt skulle Vadestedsriderne have en tredjedel af dette beløb. Et århundrede senere fik de faktisk halvdelen af, hvad de konfiskerede.
I det 17. og 18. århundrede var der meget få broer over Kolding Å. Og over Skodborg Å var der kun bro ved Gredsted og Folding. Det sidste sted blev broen faktisk afbrændt af svenskerne i 1643 – 44. men da fjenden var ude af landet, blev en ny bro bygget. Men ak. Ved næste svenske indfald i 1657 blev broen atter afbrændt.
Brobyggeren, der måtte flygte
Da freden var genopbygget, blev broen genopbygget af løjtnant Søren Dover, der boede på den søndre side. Men den gode Søren var så ivrig med at inddrive bropenge, at han i sommeren 1663 ”jagede sin Degen” i siden på en uskyldig mand. Derpå måtte han flygte.
Mange overfald på Vadstedrider
På Fastelavnsmarkedet i Kolding i 1654 blev Christoffer Vadstedrider hugget i hovedet af Jens Knudsen Glad fra Skanderup. En januar nat 1660 listede 2 mænd sig ind i huset til Niels Sørensen Vadstedsrider i Kolding kaldet ”Sorte Niels”. De bankede ham og slog huller i hovedet på ham. Hans pistoler slog de i stykker. Nu var ”Sorte Niels” også ret så pågående.
Der skete mange flere overfald. På toldstederne anmodede man om flere folk.
Tobakstolden bortforpagtet til private
Tobakstolden var bortforpagtet til private folk. Disse holdt til ved toldgrænsen med deres egne told-karle. En af disse Hermann Prahl var natten mellem 25. og 26. juli 1703 gået ud for at opsnuse nogle smuglerier ved Bjerrum ved Ribe. Han blev overfaldet af to personer, der gennempryglede ham.
Toldbetjente overfaldt også borgere
Men der er nu også historier om, hvor 5 toldbetjente overfaldt en enkelt borger på en kirkegård i Ribe. Biskop Jens Bircherod indførte det omhyggeligt i sin dagbog. De tre toldere blev pågrebet men de to blev frikendt.
På Vejen Kro overfaldt kromanden tre Vadstedrider fra Kolding. Det endte med at den ene af disse skød kromanden.
Vadstedsriderne blev erstattet af kontrollører
Vadstedsriderne blev i 1760 afløst af 10 kontrollører, der var bosiddende langs åen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 13, 2024
At arbejde i Aabenraa 1916-1919
Kinder-Kirche-Küche. På arbejde i Kredsspare- og Kommunalkassen. Højtidelig hilse-ceremoni. De havde glemt at aflevere deres guldur. Land-råd forventede underdanighed og anstand. Understøttelse til krigskoner. Alt foregik med hovedregning. En fyrstelig månedsløn på 15 mark. Forsyningsproblemer. 19 mark i julegratiale. Revolution skaffede Marie en løn på 700 mark. Ansatte havde første ret til tøj-stoffer. Disciplinen blev mere afslappet. De fornemme herrer rejste syd på.
Kinder-Kirche-Küche
Hvordan var det at arbejde i Aabenraa under Første verdenskrig? Vi skal følge Marie. Mange unge piger fik en uventet chance inden for erhvervslivet i den tid.
Hun var kun 16 år, da hun blev antaget som den yngste medarbejder i Kreisspar – und Kommunalkasse i Aabenraa. Nej det var ikke alle, der fulgte mottoet:
Kredsspare – og Kommunalkassen
Kredsspare- og Kommunalkassen lå i amtshuset bag de tre store vinduer under kredsudvalgets mødesal (Sitzungssal). Jo her var ansat mange fornemme mennesker, eller nærmere folk, der ville behandles sådan og forventede det.
I ekspeditionslokalet herskede chefen ”Rendant König” og de to pensionister Sewecke og Sievert. De bar de fornemme titler ”Rechnungsrat” og ”Rentemeister”. De havde fået tjenesten forlænget på grund af mangel på arbejdskraft. Alle var der indvandret sydfra og kunne kun tysk.
Højtidelig hilse- ceremoni
Hver morgen oplevede Marie den meget højtidelige hilse ceremoni. Det lød således:
Så kom Rentemeisterens tur. Han havde alt imens befriet sig for sin store Kaisermantel , en frakke med slag og sine galocher. Lige som sine kollegaer afførte han sig også den pæne hjemmejakke og tog en kontorjakke af alpaka på – det gode tøj skulle skånes. Så kunne dagens gerning begynde.
Om formiddagen fik Maries afdeling besøg af Rechnungsratens søn, som havde sit arbejde i amtshuset. Så lød atter den fornemme tyske hilsen:
De havde ikke afleveret deres guldur
De fine herrer gik altid med jakken pænt tilknappet – så kunne man nemlig ikke se deres guldurlænker. Disse burde nemlig som loyale understøtter have skænket som bidrag til krigens finansiering.
En sådan offervillighed blev belønnet med en jernkæde og et diplommed teksten:
Land-råd forventede underdanighed og anstand
Den øverste chef var land-råd Simon. Han var en meget mere fornem herre end alle de andre. Han var så fornem at han ikke så det almindelige personale, når de mødte ham. Han så lige gennem dem. Hans ansigt var meget vansiret af ”Schmisse”. Det var ar, han havde fået ved mensur (dueller) i sin studentertid.
Over for Land-råden måtte alle vise den største underdanighed og anstand. Når König forelagde sager for land-råden, havde han altid i forvejen skiftet til den pæne jakke og efterlod alpaka-jakken på kontoret.
Understøttelse til krigskoner
I et værelse ved siden af ekspeditionslokalet sad Jens P. Holm fra Kværs og to unge piger på ca. 28 år. Så var det også lige fru Kirschstein. Hun var svigerdatter til den gamle fru Kirschstein, som Marcus Lauesen havde skildret som fru Hagemeier i ”Nu venter vi på skib”.
Fru Kirschstein udbetalte hver 14. dag understøttelser til de koner, hvis mænd var indkaldt til krigstjeneste. Mange trængte hårdt til pengene. På udbetalingsdagen var der altid en lang kø, når kontoret åbnede kl. 8. De mere velhavende mødte først op senere på dagen.
Alt foregik med hovedregning
Marie arbejde i et lille kontor for sig selv. Her fandtes også boksen med de kontante beløb. Hver morgen blev den åbnet af König og Gulløve med hver sin nøgle. Der var et stort kartotek over sparerne og deres konti. Meget tid gik med renteberegning. Den normale rentesats var 4 pct. Alt foregik som hovedregning uden regnemaskine. Kontorets eneste tekniske hjælpemiddel var en gammel skrivemaskine i bagkontoret.
En fyrstelig månedsløn på 15 mark
Marie fik den flotte løn af 15 mark pr. måned. Ret ofte var det overarbejde med Jens Peter Holm. Det gav ekstrabetaling. Arbejdstiden var oprindelig fra 8 – 12 og fra 14 – 18. Senere blev dette ændret fra 8 – 15 for at spare på lyset.
Kl. 12 indtog man den medbragte mad, Marie indtog to stykker brød med Simon – marmelade på. Denne herlige spise var opkaldt efter land-råden. Den kunne købes i en forretning ved Nørreport. Ingredienserne var mest roer. Hvad resten var, vidste man ikke. Og det var måske bedst sådan.
Forsyningsproblemer
Forsyningsproblemerne kunne man godt mærke i Aabenraa. Rationeringen var stram. For at købe brød skulle man have brødkort, som man hentede på rådhuset. Bagerne kunne atter aflevere brødkortene på ”Kreisausschuss. Så fik de i stedet udleveret melkort.
Kød fik man næsten ikke. Alt kød blev brugt også det ringeste. Syge kreaturer blev slagtet bag arbejderanstalten i Persillegade. Vægter Schubert bekendtgjorde så i byen at nu var det kød at hente på ”Freibank”.
10 mark i julegratiale
Varemanglen var især ubehagelig op mod jul. Krigsjulen var ikke rar. Alle havde en eller anden i felten. Marie fik hele 10 mark i julegratiale. Hun havde ved Magasin set et forklæde til 10 mark. Det skulle være julegaven til mor.
Men det kunne man ikke bare gå hen og købe. Først skulle man aflevere et ”Bezugsschein” som bevis på at Marie ikke havde fået et forklæde det sidste år. Så gik turen til rådhuset. På kartotekskortet fremgik det, at hun ikke havde fået et forklæde inden for det sidste år. Glad gik hun nu til Magasin. Forklædet blev hendes. Og det blev jul.
Revolutionen skaffede Marie en løn på 700 mark
Da krigen nu lakkede mod enden, kom revolutionen. Arbejderrådet greb ind og sørgede for lønudbetaling til de ansatte uden om Rendant König. Marie fik 700 mark. Det var rigtig mange penge.
Ansatte havde første ret til tøj-stoffer
I amtsrådssalen oven over kontoret samlede de to ledende i arbejderrådet, murer Ewald og en mand ved navn Meltzer, som var ansat ved flyvestationen et større lager af stoffer. Her fik ansatte første ret til at købe, og bagefter var der adgang for andre. Marie var lykkelig over den kjole, hun fik stof til her – det var den første nye kjole gennem lange tider.
Disciplinen blev mere afslappet
Med revolutionen slappedes også disciplinen en del. Knudsen, der havde været bud på kredshuset, blevet ansat ved sparekassen. Han havde været mariner. Han var ikke villig til at underordne sig Rendant König. Det gav masser af sammenstød. For de andre, der var vant til den stramme orden, var der helt nye toner.
De fornemme herrer rejste syd på
Marie blev den 1. november 1919 ansat hos Hejmdal. Snart efter blev Kredssparekassen sammenlagt med byens sparekasse. Nu flyttede også König og Rentmeister og Rechnungsrat sydpå.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 9, 2024
Statens Ungdomslejre
De unge opfattede lejrene som deportation. Værnemagerproduktion skabte beskæftigelse. Hvad er fup og fakta? De unge stod i fare for de politiske yderfløje. De skulle sættes i opdragelse i sunde landlige omgivelser. Hvad med tysklandsarbejdere? Man blev henvist til 6-12 måneders arbejdslejr. Forsynet med sav, skovl og trillebør. Dagen startede 6.30. Alle 24 timerforsøgte man at besætte. Man kunne få tildelt nattegn. Man frygtede massearbejdsløshed, men det var ubegrundet. Befolkningen tog generelt afstand fra projektet. Katastrofe hvis man blev bortvist. Man tog ”kejtet” på en skovl, spade og plov. Gav undervisningen nu adgang til erhvervslivet? Stort ansvar for forstanderen. Hvor lå lejrene? Arbejdede i skoven og på heden. Man fastholdt kvinderne i det traditionelle. De unge mente også, at det var en opdragelsesanstalt. Bekymret for at de unge blev demoraliseret. Til sidst virkede det nærmest som en beskæftigelsesanstalt for de ansatte.
De unge opfattede lejrene som deportation
De unge opfattede skovl- og trillebør-lejrene på den jyske hede som deportation. Deres modstand forsøgte man at bryde ved at gøre deltagelsen obligatorisk for alle med en vis ledighed. Vægring medførte bortfald af arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp.
Værnemagerproduktion skabte god beskæftigelse
Under besættelsen oprettedes en række nye lejre. Men da der især på grund af omfattende værnemagerproduktion efterhånden blev opnået en helt ekstraordinært god beskæftigelsessituation, kom de til at stå halvtomme.
Mange unge fik også tilbud om at melde sig som Tysklandsarbejder i stedet for at tage i arbejdslejr og det skete med fagbevægelsens accept.
Hvad er fup og fakta?
Man beskyldte dem for at være en kopi af KZ – lejre. Det var nok en stærk overdrivelse. Og så beskyldte man staten for at spærre de unge inde efter tysk forbillede. Men hvad er fup og fakta i den historie?
De unge var i fare for de politiske yderfløje
Vi skal tilbage til 1933, hvor socialminister K.K. Steincke bad læserne om at indsende forslag til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden. Ministeren frygtede, at de unge mennesker ville hænge på gadehjørner og i kaffebarer.
De unge var direkte i fare for at lade sig friste af de politiske yderfløje, kommunister og nazister. Ikke mindst kommunisterne, der i 1932 gjorde deres entre i Folketinget. Socialdemokraterne udtalte, at det var en fremrykkende pest over Europa.
De unge skulle sættes i opdragelse i sunde landlige omgivelser
I 1930erne opstod mange gadekampe. Disse lejre skulle holde de ledige unge væk fra gadehjørnerne og sættes under opdragelse i sunde landlige omgivelser.
Jo forbilledet var skam den tyske Reicharbeitsdienst.
Hvad med tysklandsarbejderne?
Man frygtede for tysk tvangsudskrivning af dansk arbejdskraft. Men store dele af fagbevægelsen støttede at deres medlemmer kom til at arbejde i Tyskland. Bagefter skulle man så få det indtryk at de rejste frivilligt til Tyskland for at arbejde.
Man blev henvist til 6 – 12 måneders arbejdslejr
Allerede i 1939 stod 8 lejre klar. To af dem Vitsbøl Kloster og Møgelkjær var meget praktisk oprettet for ledige håndværkere, der her fremstillede træbarakker og inventar som samlesæt, der blev stillet op i takt med behovet for nye lejre.
Stensbæk var indrettet til at tage imod ufaglærte unge.
Efter sammenlagt 4 måneders ledighed blev man henvist til 6-12 måneders ophold. Nægtede man bortfaldt understøttelsen og anden offentlig hjælp. Arbejdet bestod i plantning af læbælter og nåletræer i plantager, afvanding af moser og enge, tørv-gravning og forefaldende arbejde i nærliggende skove, alt i tæt samarbejde med statsskovvæsenet og Hede-selskabet.
Forsynet med sav, skovl og trillebør
Jo det var sandelig med opdragende hensigt at de arbejdsløse blev forsynet med sav, skovl og trillebør. Ved hårdt fysisk arbejde i Guds frie natur ville arbejdsløsheden depressive virkning blive jaget på flugt. Ja og man fuldendte tankegangen ved at sende københavnerne til Jerup og Råbjerg i Vendsyssel. Århusianerne blev sendt til Almingen på Bornholm- Ikke så underligt at de unge følte det som en deportation. Sådan var det egentlig også tænkt.
Dagen startede 6.30
Belægningen på Stensbæk var normalt på mellem 50 og 80 mand. På Stensbæk var der som regel 30 – 40 mand. Man blev vækket 6.30 og et par timer senere stod den på praktisk arbejde. Mellem 13 og 17 var der undervisning i dansk, regning og samfundslære efterfulgt af en times gymnastik.
Alle 24 timer forsøgte man at besætte
Man fik lommepenge på 25 kr. om ugen, minus 5 kr. hensat på en sparekassebog udleveret ved afrejsen. Man sørgede for 24 timer var besat, lediggang var jo roden til alt ondt og såvel undervisning som underholdning. Ja og man sørgede for at udbuddet af litteratur i biblioteket var aldeles neutralt, så de unge ikke kom på forkerte tanker.
Man kunne få tildelt nattegn
Organiseringen var rigelig pædagogisk. Det var lige udfordringen med mødet mellem land og by. Unge mænd sad i rad og række eller på cykel alt imens de med spader og skovle sang.
Opførte man sig pænt kunne man få tildelt nattegn og en cykel. Så måtte man møde op i biografen i Gram eller til bal i Arnum. Og så spillede man fodbold med hold fra nabobyerne.
Man frygtede massearbejdsløshed
Men det var et problem med arbejdsandelen. Efter lovens ord og hensigt skulle de unge arbejdsløse oplæres til at kunne træde ind på det normale arbejdsmarked. Men det kneb. Under besættelsen blev vilkårene ændret.
Man frygtede massearbejdsløshed som følge af besættelsen og ikke mindst det engelske marked. Men det viste sig noget overdreven. Allerede i 1941 nåede man det, som man betegner for fuld beskæftigelse. Der var en masse tysklandsarbejdere og mange tog også arbejde i Norge. Alene tørvegravning og bunkersbyggeri ved den jyske vestkyst lagde beslag på ca. 50.000.
Og landbruget mærkede slet ikke den krise som andre erhverv. Her var der også masser af beskæftigelse.
Befolkningen tog generelt afstand fra projektet
Befolkningen tog generel afstand fra projektet. Myndighederne forsøgte gang på gang at overbevise befolkningen om det positive i projektet. Det så ud til at reglerne blev noget strammet i 1940. Nu skulle man kun havde været ledig i 50 dage. Og man lagde meget vægt på, at de unge frivilligt kunne melde sig til lejrene.
Katastrofe hvis man blev bortvist
Som vi allerede har nævnt, blev man nægtet understøttelse eller anden social hjælp hvis man nægtede at møde op i lejrene efter anvisning. Det samme skete, hvis man blev bortvist. Det kunne ske på grund af ens opførsel.
Myndighederne erkendte at man ikke kunne sammenligne opholdet i en statslejr med et almindeligt erhvervsliv.
Man tog ”kejtet” på en skovl, spade og en plov
Det almindelige ophold i sådan en lejr blev ændret til normalt 9 måneder. Der blev rettet kritik mod at man ikke arbejdede hele tiden i lejren. Som man sagde i lejren så forventede man, at en ung mand, der måske havde stået på en fabrik eller været ansat som bud ville ”tage noget kejtet på en skovl, en spade eller en plov”.
Gav dette en ordentlig uddannelse?
Myndighederne forsvarede sig ved at fortælle, at der var 9 timers undervisning om ugen:
Hver 14. dag kan man opleve en foredragsholder. Og så er der mulighed for husflid. En var dette nok til at give en ordentlig uddannelse?
Der var fri rejse til og fra lejrene.
Stort ansvar til forstanderen
I hver lejr var der ansat:
Lejrene var indrettet forskelligt. Det var baraklejre og indrettet med forstanderbolig, spisesal, lærerværelse, undervisningslokale, værksteder til husflid m.m., belægningsstuer til 6-8 mand, arbejdslederværelse, gymnastiksal, køkken, sanitetsfløj med bad, centralvarme, elektrisk lys.
Hvor lå lejrene?
Men der var også ungdomslejre, der var indrettet i større ejendomme som herregårde. Andre var indrettet i 3 – 4 husmandssteder.
Hvor lå så disse Statsungdomslejre? Ja denne liste er nok ikke komplet.
Arbejdede i skovene og på heden
En del af lejrene lå i statsskove, hvor de unge blev beskæftiget med afvandingsarbejder og andre grundforbedringsopgaver, ved stødoptagning, kapring af grene og andre skovarbejder som ellers ikke ville blive udført.
Andre lejrer lå på hede-arealer, hvor de unge blev sat arbejde med diverse ting og sager. Myndighederne svarede kritikerne igen med at de unge skabte værdier for det danske samfund.
Man fastholdt kvinderne i det traditionelle
De unge kvinder blev beskæftiget med husgerning, skræddersyning, vask, havearbejde, spædbørnspleje m.m. Husk det var i tiden 1940 – 1945.
Myndighederne påpegede at man ikke måtte tage arbejde fra liberale erhverv.
De unge mente også, at det var opdragelsesanstalt
Minister Kjærbøl mente, at de unge tog med glæde imod disse tilbud og han var overrasket over den glæde og energi, de mødte op med. Han erkendte at man brugte mange penge på disse lejre.
Men man skal ikke glemme at mange unge dengang betragtede det som deportation efter tysk forbillede og som en slags opdragelsesanstalt.
Bekymret for at de unge blev demoraliseret
Man var virkelig bekymret for at de unge ledige skulle blive demoraliseret fysisk, psykisk og politisk. Nazismen mod syd og i øst manede til eftertanke. Regeringen forsøgte at løse den stigende ungdomsarbejdsløshed ved at sende ungdommen i lejre.
Var det beskæftigelse for andre end de unge?
Planlæggernes forudsigelser om en fredskrise med massearbejdsløshed kom ikke til at holde stik. Alligevel opretholdtes lejrene – med loven af 1947- som en art arbejdstekniske skoler for unge arbejdsmænd men kun med få hundrede om året. Men man skulle da tro at bevarelsen af disse lejre var for at sikre beskæftigelse for et stort antal lærere, ungdomsledere og administratorer
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 6, 2024
En Nazi-lejr i Rejsby
DNSAP oprettede bl.a. Nazi-lejre i Øster Løgum og Rejsby og 7 andre steder i Danmark. Man forsøgte at gøre sig uafhængig af moderpartiet. Men man måtte godt videreuddanne sig i Tyskland. Som lev i en kommende omvæltning i Danmark. Man rekvirerede førere. Pigerne fik en lidt anden uddannelse. Arbejderanstalten havde en opdragende funktion En begejstret reportage fra Rejsby. Lejren skulle udvides. En enkelt forplejning. Dagligdagen i lejren. Man ville omvende 30 pct. af ikke – nazister. Om aftenen – kammeratligt samvær. Nazisterne var ikke velset i Rejsby. Lejren blev efter besættelsen brugt til lejr for tyske soldater, der skulle fjerne miner på Forlandet. Intern splittelse i DNSAP lukkede lejrene. Werner Best ville ikke hjælpe økonomisk
Nazi-lejre i Øster Løgum og Rejsby
Ja hvem skulle tro det, at der i Rejsby lå en Nazi – lejr. I Øster Løgum lå der sandelig også en.
Desuden var der tre kvindelejre.
Man forsøgte at gøre sig uafhængig af moderpartiet
Lejren i Rejsby blev etableret i vinteren 1941/1942. Det var en særlig afdeling under DNSAP ved navn Landarbejdertjenesten forkortet LAT, der stod for dette. Ideen og modellen kom fra tyske Reichsarbeiterdienst RAD.
Man forsøgte dog at lægge stor afstand til det tyske parti og dets arbejdertjeneste. Man påpegede at det var tale om en dansk model. Der kom heller aldrig en styring fra moderpartiet i Tyskland på trods af at man fik store økonomiske tilskud.
Man måtte dog godt videreuddanne sig i Tyskland
Men en del rejste på opfordring fra DNSAP til Aussendienst ved RAD i Tyskland. Man havde planer om at få danskere uddannet ved RAD for herefter at komme til Danmark og udbygge den danske arbejdertjeneste med en føreruddannelsesskole i Hellebæk.
I begyndelsen var det frivillig for de unge tyskere, men da krigen startede, var det tvungen. Her skulle de unge arbejde med deres lands opbygning. De arbejde hos bønderne, arbejdede med dræning, plantning og andre former for landvinding.
Som led i en omvæltning
I Danmark blev Landsarbejdertjenesten proklameret i det naizistiske dagblad ”Fædrelandet”, som et stort anlagt værk. Det var et væsentligt led i nazisternes planer for samfundets indretning, når de overtog styret i Danmark.
Arbejdet skulle lige som i Tyskland foregå i lejre. Her skulle de unge gå i uniform. De fik kost og logi, redskaber og et mindre beløb i lommepenge.
Man rekvirerede førere
Lejrene var åbne var alle nazister mellem 18 til 25 år. Men der har dog også været 16-årige i lejren og folk midt i 40erne. Herfra ville man rekruttere førere til videre opstigning i systemet. De unge blev lovet videreuddannelse i Tyskland. Ved siden af det praktiske arbejde var der undervisning i historie, nazistisk samfundslære og økonomi.
Pigerne fik en lidt anden uddannelse
For pigernes vedkommende var der også undervisning i husgerning, barnepleje, sundhedslære og andet, som vordende husmødre kunne have gavn af. Pigerne skulle ”lære husmoderens og moderens gerning.
Ellers var det gymnastik, idræt og militærlignende sport som spadeeksercits. Regeringen havde indført forbud mod våbenbesiddelse og brug af uniform. Derfor anvendte man blankpudsede spader som redskab under eksercitsen og når de unge marcherede i kolonner.
Arbejdstjenesten var en opdragende skoling
Ideen i Rejsby var at man skulle samarbejde med Det danske Hedeselskab, forestå mergel – og tørvegravning, plantning af skovområdet samt dræningsarbejde.
Arbejdstjenesten var en opdragende og karakteruddannende skoling for et lands ungdom. Det skulle være vejen frem til at skabe et større, Et rigere og lykkeligere Danmark.
Disciplinen var hård.
En begejstrende reportage fra Rejsby
I ”Fædrelandet” den 14. august 1942 kan vi læse følgende begejstrede skildring af Rejsby – lejren:
Lejren skulle udvides
Meningen var at lejren senere skulle udbygges til 300 mand. I artiklen fortælles også, at det er nok at tage fat på. Lejren ligger kun 3 km fra havet, hvorfra der kan indvindes store arealer fortælles det.
En enkelt forplejning
Forplejningen i lejrene var enkel. Solid morgenmad med havregrød, rugbrød og en enkelt skive sigtebrød til erstatningskaffen eventuelt med en formiddagsmadpakke. Til middag var der to retter, solid borgerlig kost, som rationeringsmærkerne nu kunne strække til. Til aftensmad levninger fra middagen, pålæg til brødet og eventuelt aften – ”kaffe”.
Arbejdet var ofte hårdt legemligt arbejde. I ”Fædrelandet” er der en opfordring til at sende de rationeringsmærker, man kunne undvære til LAT. Særlig brødmærkerne var man glade for.
Dagligdagen i lejren
Man stod tidligt op, afhængigt af årstiden, vaskede sig i koldt – heller ikke noget, der adskilte sig fra, hvad andre også var vant til. Så var der en frisk løbetur inden morgenmaden. Efter at der var appel med flaghejsning. Det var med Dannebrog og LAT’ s egen flag som var en spade med hagekorsemblem omkranset af grangrene.
Hver dag var det et nyt tema, man beskæftigede sig med set gennem nazisternes øjne. Derefter marcherede arbejdsmændene under raske sange til arbejdet. Dette foregik i militærkolonne og med militær anstand.
Efter middagsmaden og et kort hvil var der tid til sport. Det spillede en stor rolle i nazisternes ungdomsopdragelse. I Rejsby var der en håndboldbane. Det fortælles at egnens ungdom deltog. Om det hermed var de unge NSU’ er vides ikke.
Deltagelsen i lejrene omfattede frit ophold, fri kost, frit arbejdstøj og en mindre løn på 5 kr. hver tiende dag.
Man ville omvende 30 pct. ikke-nazister
Der var undervisning i nationalsocialismens ideer, danmarkshistorie, dansk og regning. Et af LAT’ s erklærede mål var at omvende ca. 30 pct. ikke-nazister iflg. Fædrelandet.
Som i alle militære tjenester skulle påklædning og udrustning være i orden, og det kunne en del af fritiden gå med. Hvis det glippede med at opfylde kravene til orden og renlighed kunne man få sin orlov inddraget eller på anden måde blive straffet af den foresatte eller af kammeraterne.
Om aftenen – kammeratligt samvær
Om aftenen var der kammeratligt samvær. Man hørte radio, sang og kunne læse ide bøger, der var til rådighed. ”Fædrelandet” bragte opfordringer til sine læsere om at sende bøger til LAT. Fremmede foredragsholdere blev indbudt ligesom man indbød gæster fra de lokale DNSAP – afdelinger.
Lederen af lejren var en alsidig herre. Han havde ”lært slagterfaget”, været officer i artilleriet og arbejdet i Organisation Todt. Man deltog i lokale nazistiske møder. Således marcherede man i dårligt vejr 10 km til Frifelt Kro for at deltage i et møde i marts 1942.
Nazisterne var ikke velset i Rejsby
Men det var absolut ikke velset at de deltog i egnens ikke-nazistiske arrangementer. Det fortælles at ungdomsforeningen holdt bal på hotellet. Så kom folkene fra nazi-lejren og ville ind med spader og det hele.
Det satte formanden sig imod. Det var ved at komme til håndgribeligheder, og de unge mænd rendte efter folkene fra nazi-lejren. Helt nede ved lejr-porten blev de så enige om, at feltmesteren og formanden for ungdomsforeningen skulle slås for at få det hele afgjort. Formanden vandt.
Lejren brugt til tyske soldater, der skulle fjerne miner
Efterhånden som visionerne om Landsarbejdertjenesten blegnede, blev meddelelserne fra de forskellige lejre færre. LAT – Bladet udkom med 12 numre, inden det gik ind, Bladet eksisterede kun et år.
I august 1944 fortælles det ellers, at LAT ville arrangere en lejr for unge piger i Rejsby. De skulle hjælpe omegnens bønder i høsttiden. Om dette nogensinde blev til noget, vides ikke.
Efter besættelsen blev lejren brugt som kvarter for det kommando af tyske soldater, der skulle rense forlandet for miner. Fem unge piger fra et nabosogn fraterniserede med dem. Det kostede dem en bøde.
Intern splittelse i DNSAP
Således sluttede et projekt, der var iværksat under paroler som:
Der kom efterhånden intern splittelse i DNSAP. Resultatet blev at Arbejds- Tjenesten blev adskilt fra partiet.
Den danske Landarbejdertjeneste LAT senere AT blev opløst den 18.juni 1944. Der var ikke flere penge eller personale til at opretholde tjenesten. Partiet havde ikke flere penge og havde frasagt sig økonomisk støtte fra tysk side.
Werner Best ville ikke hjælpe økonomisk
Dr. Best var åbenbart ikke indstillet på at hjælpe DNSAP. Splid og opløsning prægede efterhånden partiet, da Frits Clausen ikke slog igennem ved valget i marts 1943.
Under retsopgøret blev ingen dømt ved kun at have deltaget i LAT, men det gjorde de hvis de efterfølgende havde deltaget i tysk militærtjeneste eller Frikorps Danmark.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 2.155 artikler
Juli 2, 2024
Drivvejen eller Oksevejen i Vestslesvig
I denne artikel følger vi denne gamle Oksevej/Drivvej i Vestslesvig til Løgumkloster, hvor vejen deler sig i to – i en lidt østligere og en lidt vestligere del. Vi følger vejen ca. 20 -30 km syd for Tønder og besøger Leck (Læk). Rødder i Oldtidens vejnet. Studedrivning fra 1400-tallet. Bønderne overtog selv studehandlen. En dagsrejse på 20-30 km. I 1789 blev der eksporteret 12.000 stude. Dampskibstrafik og jernbanetrafik. Drivvejen delte sig syd for Løgumkloster. Sønderå var vanskelig at passere. En pæn rejse fra Tønder til Leck (Læk) dengang. Skamstenen i Sæd. Drivvejen i al sin uberørthed. Tønder måtte af med en masse penge i krigsskatter og forplejning. Overfaldet af svenskerne. 424 læs hø blev afleveret ved Amtshuset. Byen ved det rindende vand. Et slot fra 1000-tallet. Tilladelse til ugentligt marked. Kvægpesten hærgede. Tre markedspladser i Leck (Læk) En jordebog fra 1230. Her kom vikingerne Mon Tønder også havde samhandel med England. Tønder – Husum hovedvej fra 1885. Gang i hjemmeindustrien. Drivvejen pløjet væk.
Rødder i oldtidens vejnet
Vi kender alle sammen Hærvejen, der også havde andre navne, bl.a. Oksevejen. Men det er vejen ved vestkysten, som vi her skal beskæftige os med. På denne vej drev man stude fra Struer i nord til Leck (Læk) i syd og videre ned til det store marked i Husum.
Drivvejen har rødder i oldtidens vejnet. Der er fund af hjulspor omkring gravene tilbage til yngre stenalder. I bronzealderen lå gravhøjene på op til 2 km lange lige rækker langs datidens veje.
Studedrivning fra 1400-tallet
I vikingetiden var vejnettet så udbygget at det stort set svarede til nutidens hovedlandvejsnet. Drivvejen var en del af et større handelsnet, som havde eksisteret siden jernalderen og var rettet mod Tyskland, Nederlandene og England.
I 1400-tallet tog studedrivningen fart. Og i 1600 – tallet nåede man op på hele 50.000 stude.
Bønderne overtog selv studehandlen
Op til midten af 1700-tallet opfedede bønderne typisk studene de første tre – fire år, hvorefter godserne overtog dem og opfedede dem den sidste vinter på stald. I foråret hentede primært hollandske opkøbere studene på gårdene og drev dem syd på. Et gods solgte på den måde mellem ca. 30 og 250 stude hvert år.
Efterhånden blev de store godser opløst og bønderne overtog selv studehandelen og studedrivningen – nu længere syd på til markeder i Wedel og Hamborg. Andre gange solgte de studene til sønderjyske opkøbere, der fedede studene op i marsken endnu en sommer og drev dem syd på i efteråret.
En dagsrejse på 20 – 30 kilometer
Studedrivningen blev varetaget af særlige studedrivere og handelen forestået af handelsbønder.
En dagsrejse var på ca. 20 – 30 km og skete med flokke på 40 – 60 stude. Undervejs passerede man brede og dybe åer. Alle søgte mod de bedste vadesteder eller broerne over åerne. Ved disse overgangssteder lå der ofte toldsteder og overalt lå der kroer med kreaturfolde.
I 1789 blev der eksporteret 12.000 stude
Langs Drivvejen opstod der således en lang række kroer, hvor de handlende og kvægdriverne kunne hvile og få noget at spise. Studeeksporten foregik indtil slutningen af 1800-tallet. Blandt andre eksportvarer var svin, gæs og heste samt lokale produkter som for eksempel jydepotter.
Indtil 1788 havde kun godsejere og købstædernes købmænd ret til at eksportere stude. Da eksporten udviste en faldende tendens i slutningen af 1700 – tallet, besluttede regeringen at give studehandlen fri.
I 1789 var eksporten steget til 12.000 stude.
Dampskibstrafik og jernbanetrafik
Sidst i 1800-tallet skete der infrastrukturelle ændringer – dampskibstrafik – jernbanetrafik, Esbjerg Havns indvielse. Grundlaget for de traditionelle studedrifter forsvandt. Og det selv om studeeksporten blev mere end tidobbelt. De andre transportformer gjorde det lettere.
Men preusserne gjorde det sandelig ikke lettere efter 1864. Nord for Kongeåen gik man over til andelsslagterier og kødtransport med skibe fra Esbjerg.
Drivvejen delte sig i to
Drivvejen forløb i Sønderjylland mellem Ribe, Løgumkloster og Tønder. Hovedsporet var nok mellem Ribe og Tønder. Men der gik nu også en østligere Drivvej fra Foldingbro til Løgumkloster og videre til Leck (Læk).
Syd for Kongemosen lå Teltkroen, et yndet tilholdssted for studedrivere. Den blev oprettet i 1776. Den måtte lukke i 1938, da den blev åbnet en ny landevej gennem Draved Skov.
Her delte Drivvejen sig i to spor. Det østlige spor gik syd på til Solvig og Hostrup, Jejsing og Lydersholm. Sporet fortsatte videre af grusvej forbi Bejers kro ved landegrænsen og fortsætte til Leck og Husum.
Det vestlige spor gik mod sydvest til Kongsberg, Store Emmerske og Tønder. I Lille Emmerske passeres Emmerske Bedehus fra 1730. Gennem Tønder fortsætter Drivvejen videre til Ubjerg og Sæd.
Et gammelt kort fra 1853 hjælper os med at finde vejføringen fra Tønder til Leck over Sæd, Sønder Løgum og Læksgårde.
Sønderå var vanskelig at passere
Tidligere havde studedrifterne og især svinedrifterne måttet følge vejen over Store Tønde og så passere Sønderå ved Beyers Kro og videre syd på gennem Vestre og Karlum, fordi de lave enge syd for Tønder og især Sønderå på dette sted var vanskeligere at passere.
Vejen efter Sæd blev anlagt i årene 1545 til 1551. Den kaldtes for Tønder Dam. Navnet siger noget om, hvor meget, der skulle til for at gøre de lavtliggende langdrag passable. I 1640 blev broen over Sønderå syd for Sæd anlagt. I de følgende årtier fulgte studedriverne med deres kreaturer mere og mere denne vej.
I 1661 blev Tønder Dam yderligere forhøjet.
En pæn rejse fra Tønder til Leck (Læk)
I dag er afstanden Tønder – Leck (Læk) ikke at regne for noget. Det er vel en strækning på cirka 20 km. Men den gang var det nu en ganske pæn rejse. Det kunne være en træls vandring, når vestenvinden drev støvskyerne over vejen og ved Sønder Løgum ligefrem flyttede klitterne fra den ene side af vejen til den anden. Geologerne er overbevist om, at de klitter, som nu ligger sydøst for byen engang har ligget vest for den.
Drivvejen bød på rigeligt stof til eftertanke og samtale. Var man selv ikke synderlig stedkendt så skulle et lille ophold på en af kroerne nok gøre en kendt med, hvad der var værd at vide. Yderligere stod minderne jo også i sten og træ – som for eksempel galgen – langs med vejen.
Skamstenen i Sæd
I dag går trafikken uden om Sæd, men går vi ind i Sæd kan vi se en sten, hvor teksten er forsvundet. Men hvad stod der egentlig på den.
Vi har her på siden skrevet to artikler om denne dramatiske historie.
Ved grænseovergangen har man ved udgravninger lige øst for den nuværende hovedvej fundet stenbrolægning fra begyndelsen af det 17. århundrede.
Drivvejen i al sin uberørthed
Hvor den nuværende hovedvej fra 1885 og betonvejen fra Flensborg mødes, følger vi vejen til Flensborg ca. 100 meter, så hav vi på højre hånd igen Drivvejen i al sin uberørthed. Men på dette sted er det så tæt bevokset, at man ikke kan færdes på den. Vi må dreje om ad næste vej på højre hånd for igen at støde på den gamle vej som så kan følges til Sønder Løgum.
Ved indkørslen til byen møder vi den gamle kirke og præstegården. Her boede præsteslægten Clausen, og heriblandt faderen til Matthias Claudius, hvis aftensalme:
findes i Den Danske Salmebog.
Kun en ærlig mand i Sønder Løgum
Over for kirken, hvor vejen bøjer af til Ladelund, ligger Tetens Kro, som ser ud som dengang, da studedriverne besøgte den. Men måske var det nok bedre at skynde sig gennem byen. Folk fra Sønder Løgum havde ikke så godt et ry man sagde:
Nu skal vi følge vejviseren Bredstedt – Husum for at komme til Leck.
Tønder måtte af med masser af penge i krigsskatter og forplejning
Det var også denne vej Christian den Fjerde fulgte, da han havde store politiske ambitioner med Trediveårskrigen. Det var ikke den store succes. En af følgerne var at svenskerne faldt ind i hertugdømmerne. Det var næsten ikke den krog i landet, hvor de ikke på et eller andet tidspunkt dukkede op.
Tønder by måtte alene i årene 1643 – 45 betale 12.000 rigsdaler i krigsskatter. Dertil kom yderligere 12.000 rigsdaler for forplejning af de svenske tropper, som lå i byen i to år.
Overfaldet af svenskerne
Endnu efter fredsslutningen i 1648 blev flokke af disse krigsfolk ved med at gøre livet på landet og især vejene usikkert. Det erfarede de gode borgere fra Leck (Læk) i 1649 i de lyngbevoksede klitter lige syd for Sønder Løgum.
Der var gået bud til alle indbyggere i Kjær Herred, at der skulle køres korn fra slottet i Tønder til Gottorp. Mens de fleste sogne værgede sig ved at efterkomme denne ordre, begav de lovlydige borgere fra Læk sig mod Tønder med deres hestekøretøjer.
Men i klitterne syd for Løgum blev de overfaldet af svenske ryttere, der havde ligget skjult. De trakterede nu de overfaldende på det jammerligste. Mange heste var deres bytte.
I dag er disse klitter fredet både for deres vegetation for deres vegetation og fordi de var yngleplads for fugle. Resten dækkes af pragtfuld granskov.
424 læs hø blev afleveret ved Amtshuset i Tønder
I årene 1554 leverede undersåtterne i Kær Herred endnu 424 læs træ til amtshuset i Tønder. Allerede tre år tidligere havde man klaget over at jordene omkring Sønder Løgum sandede fuldstændig til.
På bakketoppen syd for plantagen stod for øvrigt den ene af Kær Herreds to galger. I Enge kirkebog kan man læse om den sidste henrettelse, som her har fundet sted. Og i dette tilfælde var det en kvinde, som fandt en voldsom død. Den anden galge stod ved Leck (Læk), dog ikke lige ved Drivvejen.
Byen ved det rindende vand
En del af den gamle Drivvej eller Oksevej er i dag skjult under flyvepladsens areal. To tidligere koloniststeder er også blevet skjult.
Kort før Leck (Læk) viser Drivvejen sig atter engang i sin fulde bredde. Ved den vestlige udgang ligger Møllebakken. Her blev Lecks første vindmølleoprettet i 1734. den brændte i 1926. Lige over for Møllebakken lå en rasteplads for kreaturerne.
Leck som staves Læk på dansk er afledt af oldnordisk (leka) og betyder måske:
Dengang i middelalderen bestod Bøking og Viding Herreder endnu af enkelte øer. Leck havde forbindelse til de nordfrisiske øer og halliger vestpå. I 1400 – tallet sandede havnen til og byen mistede dermed sin betydning som handelsby. I dag ligger Nordsøen cirka 20 kilometer mod vest.
Et slot fra 1000 – tallet
Byen var hovedbyen i Kær Herred, der udgjorde den sydlige del af Tønder Len. Over for byen på Læk Åens sydlige bred lå det forhenværende slot Lækhus. Arkæologiske fund daterer borgen/slottet tilbage til 1000-tallet. Måske har det været hjemsted for den kongelige foged, som havde til opgave at overvåge studehandlen på Drivvejen.
Tilladelse til ugentligt marked
Den 10. oktober 1689 udstedte hertug Albrecht et markedsbrev for Leck (Læk). Markedsbrevet gav tilladelse til et ugentligt marked med stude, køer, kort og lignende. Brevet gjorde nu ikke Leck til markeds-by. Det var byen allerede blevet i 1548, idet hertug Hans i dette år gav tilladelse til marked to gange om året.
Samtidig havde han givet befaling til, at alle hans undersåtter, som før havde søgt markeder i Strøsand, ved Friservejen Tønder – Flensborg, nu skulle søge til Leck for der at
Kvægpesten hærgede
Jo 1689 var et skelsættende år for Leck. Op til 4.000 stykker kvæg passerede byen ugentlig og hvert andet hus var indrettet som kro.
Der var også tider, hvor byen var helt død. Værst var det i årene 1713 til 1745, da kvægpesten hærgede i Kær Herred. For at standse denne syge blev al handel og trafik med kvæg forbudt. Besætningerne rundt på gårdene måtte slås ned. I Lek var der i 1745 kun to køer tilbage.
Tre markedspladser
I den vestlige del lå ”æ svinmarked” og midt i byen, hvor rutebilerne holder, var der fåremarked. Foran hver kro stod der heste bundet. Men frem for alt så man stude, som til dels kom langvejs fra.
Kvægtorvet var bag rådhuset. På markedsdagene hørte man sønderjysk, frisisk, plattysk og tysk. Men dengang, da var der mange studedrivere der gik videre – til Husum eller Itzehoe til Hamborg.
En jordebog fra 1230
Ved den søndre udkørsel fandtes den eneste bro mellem gestens højderyg og havet. En overgang har der været vadested her. Fortidsfund vidner om, at sådan var det tilbage i oldtiden.
Lecks (Læks) historie stammer tilbage fra 1230 med kong Valdemars jordebog. Heri nævnes Leck som kongens befæstede hus til værn for dette vadested.
Her kom vikingerne
Men før Valdemar Sejr har allerede vikingerne kendt Leck og brugt byens havn. I 1921 fandt man umiddelbart vest for byen forskellige bronzegenstande til hesteudstyr, som i deres udformning og udsmykning viser, at der har været forbindelser til Danelagen i England. Alt hvad der minder om denne ældgamle havn er gadenavnet ”Alter Hafen”.
Mon Tønder også havde samhandel med England?
I Tønder har man dog fundet rester af en gammel havn. Men det var ikke den, der lå der i vikingetiden. Her skulle man nok have ledt, der hvor det nye rådhus kom til at ligge. Men i Tønder kniber det med at bevise samhandel med England på denne tid.
Tønder – Husum hovedvej fra 1885
Da den nye hovedvej Tønder – Husum i 1885 blev færdig tog den livet af de fleste kroer og selve Drivvejen/Oksevejen. En kro skal vi da nævne og det er Petersborg. Den holdt helt til 1964. Den var på et tidspunkt hjem for straffefanger fra straffeanstalten i Rendsborg. De stod for det slidsomme arbejde at plante de første træer efter at heden var pløjet med den første dampplov.
Gang i hjemmeindustrien
Lidt sydligere end Leck (Læk) Sogn ligger Enge Sogn. Her tales et underligt frisisk sprog, eller det gjorde det engang. I 1791 skrev sognets præst, at foruden fåreavl så bedrev befolkningen en omfattende hjemmeindustri, Næsten i hvert hus fremstilledes især om vinteren blåstribede duge såkaldte Bettbühren (dynebetræk) som i store mængder blev solgt i nabobyerne blandt andet i Tønder. Sækkelærred og stribet uldtøj producerede de også.
Drivvejen pløjet væk
Flere steder er Drivvejen bogstavelig talt pløjet væk.
Således fik vi gået et godt stykke af den gamle Drivvej eller Oksevej. En vej, der er knap så kendt som den anden Oksevej eller Hærvej – længere øst på.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 28, 2024
Hærulfstenen
Sønderjyllands eneste runesten? Hærulf levede i det 6.-10- århundrede. Stenen blev flyttet. Stenen foræret til kongen. Prøjsisk overgeneral betragtede stenen som sejrsmindemærke i 1864. Den blev placeret ved hans slot. Ekskronprinsen kunne ikke hjælpe. ”Kidnapning” af stenen måtte opgives. Utallige forgæves forsøg for at få stenen hjem. Borgmester Reuter – født i Aabenraa – kunne hjælpe. 87 år i Tyskland. Stenen ankom i oktober 1951, Indvielse den 12. november 1951. En gammel uret gjort god igen. Opsøges af mange turister.
Sønderjyllands eneste runesten?
Ja denne sten er også blevet kaldt Hovslundstenen eller Øster Løgum Stenen. Den står ved Hærvejen ca. en kilometer nordøst for Hovslund Stationsby. Stenen har været kendt siden 1592.
Stenen er 124 cm høj og 24-59 cm bred. Den er af granit.
Det er tale om en runesten – faktisk Sønderjyllands eneste. Og dog. En sten blev fundet som dørtrin ved Starup Kirkes restaurering. Den er hvis nok opstillet på Starup Kirkegård.
Hærulf levede i det 8. – 10. århundrede
Og denne sten fra Hovslund slår alle rekorder m.h.t. indskriftens længde. Det eneste der står er:
Vedkommende har levet i det 8 – 10 århundrede. Men hvem vedkommende er, ved vi ikke noget om. Men nu behøver det ikke nødvendigvis være en runesten. Det kunne måske også være en skelsten.
Stenen blev flyttet
I et kort fra 1812 tegnet af den historisk interesserede pastor P. Kier fra Øster Løgum stod stenen umiddelbart vest for den gamle hærvej lige syd for Immervad Bro. På dette sted var den også afbilledet på det kort som kartografen Johannes Mejer (Meyer) tegnede i 1630erne.
Dengang i begyndelsen af 1800 – tallet omtales stenen som stående på en jordvold.
Stenen foræret til kongen
I 1854 blev den af den daværende husfoged i Aabenraa Amt udtaget af et dige, der skjulte en del af indskriften. Den fik nu en ny plads lige i nærheden. Samtidig udstedte lodsejeren, gårdejer Mathias Petersens enke, Cathrine en deklaration, der gik ud på at stenen nu tilhørte Hans Majestæt Kongen. Denne deklaration befinder sig i dag på Nationalmuseet.
Prøjsisk overgeneral betragtede stenen som sejrsmindemærke
Men ak, uanset dette ejerskab så mente den prøjsiske overgeneral – gamle Kejser Wilhelms Brodersøn, Prins Friedrich Carl i 1864 kunne bruge stenen som en slags souvenir eller krigsudbytte. Han lod den opstille i parken ved sit jagtslot ”Dreilinden” ved Potsdam.
Stenen blev nu et sejrsmindemærke og fik en central placering foran slottet, som for at understrege sin ejers indsats på Dybbøl omdannet til
Det har ikke været en let opgave at transportere den 4 tons store sten den lange vej. Om denne nordiske sten har vakt særlig interesse der i slotshaven, kan betvivles.
Nydambåden, Istedløven m.m. blev også betragtet som krigsudbytte.
Ekskronprinsen kunne ikke hjælpe
Efter indlemmelsen i 1920 blev der rettet mange henvendelser til Berlin. Gårdejer Oluf Andresen ”Nygård” ved Hovslund rettede således en henvendelse til den tyske ekskronprins Wilhelm, som han havde været soldat samme med og bad om bistand til at få stenen tilbageleveret. Kronprinsen måtte beklage, at der ikke stod i hans magt at gøre noget.
Efter Anden Verdenskrig forsøgte en kendt skolemand sig med en byttehandel, hvori der indgik en drittel smør. Handelsmændene må ikke have været de rette, for der kom ikke noget ud af denne forretning.
”Kidnapning” af stenen måtte opgives
En anden meget kendt mand pønsede på en kidnapning af Herulfstenen og tilrettelagde den i alle detaljer. Efter hans eget udsagn var bilen med løfte- og læssegrejer samt kamuflage allerede startet. Men da manden hørte bilens snurren, blev han bange sit foretagende. Modet svigtede og til alt held gik denne aktion lige som byttehandelen i vasken.
Utallige forgæves forsøg
Sognefoged Rasmus Callesen, Lerskov forsømte ingen lejlighed til at understrege, at Herlufstenens rette plads var Hærvejen og ikke i Berlin.
I 1946 blev sagen rejst gennem Aabenraa – Sønderborg Amt over for Nationalmuseet som derefter forhandlede med Firemagts-kommissionen i Berlin. Her blev danskerne afvist, idet kommissionen kun befattede sig med mindesmærker fra Anden Verdenskrig.
Der blev gjort utallige forsøg at få denne sten tilbage. Både H.P. Hanssen og Nationalmuseet forsøgte med initiativer for at få stenen hjem igen.
Borgmester Reuter – født i Aabenraa – hjalp
I 1951 rettede viceskoleinspektør ved det danske skolevæsen i Flensborg, Jes Christensen en henvendelse til Storberlins Magistrat, hvor borgmester Reuter (født i Aabenraa) sad som leder. Han blev interesseret, og kort efter vedtog Berlins senat, at Herlufstenen skulle tilbagegives. Den 10. oktober 1951 overtog den danske militærmission i Berlin stenen.
87 år i Tyskland
Hærulf – stenen blev pakket ind og sendt til sognerådsformand Jens Christensen, Øster Løgum. Fragtbrevet kan endnu set på Aabenraa Museum.
87 år måtte stenen leve i Tyskland.
Men det trak ud med stenens tilbagelevering. Den stod i den amerikanske zone og skulle gennem den russiske.
Samtidig skulle runestenens rette plads findes. Og det var 300 favne syd for Immervad Bro. Pladsen blev ejet af gårdejer Ove Andresen, hvis far altid ”har plovet uden om” det hul i diget, hvor Hærulf-stenen engang stod.
Museumsdirektør Erik Moltke fra nationalmuseet godkendte placeringen. På et møde i København aftaltes den formelle udleveringsproces.
Stenen ankom oktober 1951
En dag i slutningen af oktober 1951 ankom stenen endelig i en stor tysk jernbanevogn, pænt renset og emballeret i trækasse til Hovslund Station. Herfra blev den af CF – kolonnen fra Haderslev transporteret i bil til sin gamle plads, hvor Nationalmuseet forestod opstillingen.
Festdag den 12. november 1951
Den officielle festdag blev den 12. november 1951, hvor nationalmuseet modtog Kongens Sten. Nationalmuseets direktør dr. phil. Johannes Brøndsted holdt talen og afslørede derefter Herlufstenen, som havde været så mange år i udlandet.
En gammel uret gjort god igen
Egnens beboere og en del gæster var mødt talrigt op med amtmand Refslund Thomsen i spidsen. Ved en derpå følgende sammenkomst i Forsamlingshuset, hvor Øster Løgum sogneråd var vært, udtalte mange deres glædeover, at Hærulfstenen atter stod på sin gamle plads. En tysk gæst sagde:
Opsøges af mange turister
I ”den forløbne sommer” blev stenens omgivelser gjort attraktive med anlæg af p – plads med borde og bænke. Man anlagde også et spor, så man kunne køre op til ”Strengelhøj” med bautastenen på 2 meter et stykke inde på marken øst for Herlufstenen samt erhvervet grund uden om højen. Det hele blev indhegnet med et solidt hegn.
Herlufstenen er faktisk en attraktion som opsøges af mange turister. De kan få en kort orientering på en tavle, som Haderslev Museum har anbragt på stedet.
Men hvem er denne Hærulf? Kan man bruge argumentationen for, at Slesvig fra oldtiden havde været beboet af dansktalende folkeslag?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 26, 2024
Når der pyntes på historien
Jeg faldt over en ældre anmeldelse af Aabenraa Bys historie 3. Og det handler i høj grad om dansk/tysk selverkendelse. Og for at læseren kan forstå mine argumenter, så først lidt om mig selv. Min egen berøring med mindretallet. Historikeren Gert Callesen. Anmelderen har ret i få tilfælde. Japsen og Hvidtfeldt får skarp kritik. Himmler ønskede at støtte Frits Clausen. Hvorfor skal man pynte på historien. Angiveri blev sat i system. Gamle sager blev halet frem. Amtmanden blev også overvåget. Var roklubberne neutrale. Benyttede Japsen sig af fortielser. Er det ikke at få op i småting? Benyttelsen af to datoer bliver kritiseret. Er Aabenraas historie belyst ud fra en forkert vinkel? Utilfreds med fremstillingen af Köller – politikken. Kan ikke få det til at hænge sammen. Nazismen er varsomt behandlet. To ting, der trak i retning af nazismen. Er det ikke for teoretisk? Forfejlet tolkning af hjemmetyskernes opdragelse?
En gammel anmeldelse dukkede op
Mange år for sent modtog jeg et eksemplar af ”Heimatkundliche Arbeitsgeiminschaft für Nordschleswigs skriftrække, hæfte 31/32. Og hvad er det så interessant ved det hæfte. Jo her bliver Aabenraa Bys Historie bd. 3 anmeldt.
Og egentlig kendte jeg godt anmelderen Gerd Callesen fra flere udmærkede artikler og også det omtalte hæfte kendte jeg.
Kan man kalde det dansk-tyske drillerier eller er det værre? I hvert fald er masser af forskellige opfattelser af historien. Bagerst i artiklen har vi samlet andre artikler, hvor du kan få uddybet meningsforskellene.
Min egen berøring med Mindretallet
Men lad os starte tilbage i min læretid i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder. Her var jeg ved at blive fyret næsten inden jeg startede. Problemet var jeg nægtede at tale tysk til dem fra Det Tyske Mindretal. De kunne jo alligevel sønderjysk. Men den gamle chef mente, at da jeg jo kunne tale tysk, så derfor skulle jeg gøre det for disse personer, der boede i Tønder.
Jeg blev reddet af svigersønnen. Og det var såmænd en udmærket læreplads. Jeg var i bogbranchen i 49 år.
Mine forældre havde flirtet med Det Tyske Mindretal. Resultatet var at tre af os blev tysk døbt og de tre sidste dansk døbt. Far blev sur på Mindretallet. Han fik udskiftet Der Nordschleswiger med Sønderjyden. Men vi har nu alle seks gået i dansk børnehave og skole.
Mange år efter havde jeg en kronik i Flensborg Avis. Den var blevet nægtet optagelse i Der Nordschleswiger i første omgang. Men da den først kom i en anden avis og omtalt i Radio Syd, så kom den også oversat i Der Nordschleswiger. Og ikke nok med det. Jeg skulle holde foredrag på Nachschule i Tinglev grundet denne kronik. Den holdt jeg så på Sønderjysk/dansk/tysk. Og det handlede om det tyske skolesystem i Danmark.
I Tinglev var den ene halvdel begejstret mens den anden halvdel var særdeles utilfreds. Men på Årsmødet på Knivsbjerg blev indlægget opfattet positivt.
I min sidste bog, der udkom i 2017, kommer jeg lidt mere ind på dette med den dansk/tyske selvforståelse.
Historikeren Gert Callesen
Det er historikeren Gert Callesen, der anmelder. Han er født og opvokset i Aabenraa. Han voksede op i en tysksindet familie. Fra 1961 studerede han historie ved universiteterne i Marburg, Tübingen, København og Kiel.
Anmelderen har ret i nogle tilfælde
Det handler om selvforståelse eller mangel på samme. Og det handler om, hvordan især Det Tyske Mindretal bliver behandlet især i tidsrummet 1933 til 1945 i Aabenraa Bys Historie 3. Det ville da også være mærkeligt, hvis man slet ikke havde noget at klage over i en bog på ca. 300 sider.
Gert Callesen har ret i den fremstilling, der side 165 lader socialdemokraterne stemme på en tysk borgmester i 1929, mens man ti sider længere henne forgæves har forsøgt at få socialdemokraterne til at stemme på en tysk kandidat.
Og historikeren/anmelderen har ret, at det er urimeligt at skrive at Hindenburg (i 1925) var valgt af Højrepartierne inklusive nazisterne. Dengang betød nazisterne intet. Socialdemokraterne støttede også Hindenburgs kandidatur ved præsidentvalget i 1932. Han var demokraternes bedste kort mod Hitler. Dette kan nu ikke belaste hjemmetyskerne.
Japsen og Hvidtfeldt får kritik
Men så hagler kritikken ned over Aabenraa Historie bd. 3. Det er mest Dr. Gottlieb Japsen, der i byhistorien har skrevet om tiden 1920 – 1940, der går ud over.
Men også Rigsarkivar Johan Hvidtfeldt går det ud over. Mindretallet fik anbragt Rudolf Stehr anbragt som kontorchef i det danske statsseminarium, fordi de ikke kunne og ikke ville deltage i folketingsvalget i 1943.
Himmler ønskede at støtte Frits Clausen
Alligevel kunne de stemme på et dansk parti nemlig Frits Clausens DNSAP. Gert Callesen er ikke uenig om valgresultatet. Men han påstår at parolen var at afholde sig fra deltagelse i valget. Og det blev i det store og hele fulgt. Eller? Callesen spørger: ”Was soll dass?”
Jens Møller havde godt nok til hensigt loyalt at opfordre hjemmetyskerne til at undlade at stemme. Men Himmler ønskede deres støtte til Frits Clausen. Officielt deltog de ikke i valget med uofficielt gjorde de. Instruks gik fra mund til mund i militæret og i det tyske politi. I den forbindelse foregik der forhandlinger mellem Werner Best, Frits Clausen og Jens Møller. Det foregår også af ”Parlamentariske Beretninger 14 bind 1 side 213”
Det var tydeligt at Jens Møller tog hensyn til Himmler.
Den tyske konsul Lanwer, Aabenraa skrev i sin indberetning til den rigsbefuldmægtige Best om et underførermøde i Tinglev den 14. marts, at Jens Møller ”lod den mulighed stå åben og viste forståelse for, at en del af folketyskerne ville stemme på Frits Clausen”.
Dette står også noteret i Parlamentariske Beretninger 14 bd. 1 side 216. Så man kan da passende spørge Gerd Callesen:
Hvorfor skal man pynte på historien?
Hvorfor det er nødvendigt for en seriøs historiker at pynte på det tyske mindretal, vides ikke. Han påstår, at der kun findes et enkelt -og endda tvivlsomt – tilfælde af angiveri fra medlemmer af det tyske mindretal.
I forbindelse med min bogudgivelse i 2017 var vi inde og kigge på det såkaldte ”Dibbernhaus – kartotek” i Aabenraa. Her så vi den ene anmeldelse efter den anden. Et medlem af mindretallet havde således anmeldt hendes læge, fordi han havde kritiseret, at hun havde et billede hængende af Hitler. Og det blev han også behørig straffet for.
Og nu er angiveri er jo andet end anmeldelse af en sabotør. I bladet Nordschleswigsche Zeitung blev danskere hængt ud på en måde, der svarede til offentligt angiveri, hvilket ingen kunne være i tvivl om, eftersom Asmus von der Heide den 16. august 1941 i en artikel skrev med angreb på en dansk præst:
Men det almindelige var at selv navnet blev nævnt.
Angiveri sat i system
Nu var det sådan at inden for det tyske mindretal var angiveriet sat i system. En partibefaling fra dyrlæge Jens Møller:
Disse kredsledere skulle to gange om måneden sende indberetninger til ”Organisationsamt”. Under retssagen mod mindretalsledelsen blev det klarlagt, at der fra ”Organisationsamt”systematisk blev videresendt indberetning til tyske tjenestesteder son Vomi (Volksdeutsche Mittelsetelle), det tyske konsulat i Aabenraa (og dermed de tyske myndigheder i København, Abwehr-Nebenstelle i Aarhus og S.D. Aussenstelle i Aabenraa.
Partiapparatet fungerede med andre ord som et velsmurt efterretningsvæsen. S.D. Aussenstelle i Aabenraa havde et kartotek med 500 navne i kartoteket og 2-300 personaledokumenter i arkivet. Alle disse indberetninger kan vel kun karakterers som angiveri.
Gamle sager blev halet frem
Man gravede sandelig også gamle sager frem. Lektor Viggo Rosent var i 1938 efter aftenskoleundervisning over for en elev kom med nogle nedsættende udtalelser om Hitler. De blev opsnappet og viderebragt af nogle tyskere. Han blev trukket frem under besættelsen i en kampagne:
Det endte med at lektoren blev overfaldet og ”afstraffet” korporligt af to unge SK – folk. De havde gjort det efter ordre fra SK – lederen, lærer Otto Korsch. Denne forsvarede det med, at han også havde fået ordre oven fra.
Amtmanden blev også overvåget
Amtmand Kresten Refslund Thomsen brød efter et amtsrådsmøde op med bemærkningen, at han ville skynde sig hjem og høre radio fra London. Denne meddelelse lander hos Peter Larsen fra mindretallet. Pludselig finder man også ud af amtmanden ofte har jødiske gæster.
Gerd Callesen antaster den videnskabelige hæderlighed og korrekthed ved de danske forfattere af Aabenraa Bys Historie.
Var roklubberne neutrale?
Japsen skrev om, at de danske roklubber var nationalt neutrale. På side 184 skrev han om det sociale liv efter nationale retningslinjer, der strakte sig lige fra roklubber og afholdsforeninger og fortsatte:
De havde et helt igennem dansk præg, sagde han. Deres både var ”nach dänischer Art”. Han mente, at
Ak ja. Jeg ved, at i Tønder sejlede de tyske roklubber med Dannebrog i stævnen.
Benyttede Japsen sig af fortielser?
Japsen har gengivet det så udførligt, at ingen kunne være i tvivl om den tyske problemstilling. Men med vold og magt ville Gerd Callesen stemple dr. Japsen som en historiker, der benytter sig af fortielser. Callesen vil placere Dr. Japsen som en politiker, der skriver mod bedre viden.
Japsen henviser til en artikel fra Apenrader Tageblatt fra 1922, hvor ekskejseren hyldes. Men derimod kalder man den tidligere så kendte socialdemokrat, tidligere indenrigsminister Rudolf Breitscheid som ”ein nationaler Schädling” i nordslesvigske spørgsmål.
Dette får så Callesen til at angribe Japsen, fordi han ikke har fortalt, at Breitscheid ikke har haft artikler i Hejmdal. Apenrader Tageblatt havde for vane at give disse skældsord imod tidligere tyske socialdemokrater (Byhistorien s. 175).
Han havde nu næppe fået lov til skrive i Apenrader Tageblatt.
Er det ikke at gå op i småting?
Det burde da snart være lige meget om Flensborgs politichef bør tituleres med politichef eller politidirektør.
To vigtige datoer bliver kritiseret
Og videre bliver det kritiseret at 1940 og 1945 bliver brugt som afsnitsbegrænsning I Aabenraas Byhistorie. For en dansksindet er 9. april 1940 og 5. maj 1945 to vigtige datoer, som sandelig ikke er ligegyldig – og skam heller ikke for Aabenraas historie. Det kan i den grad undre at en historiker kan kritisere dette.
Er Aabenraa historien set fra en forkert synsvinkel?
Så bliver byhistorien også kritiseret, fordi Aabenraa burde ses under en verdens-politisk synsvinkel i stedet for en lokalhistorisk vinkel. Callesen mener, at det var verdenskrisen i 1873 – 1897, der formodentlig var skyld i, at Aabenraa ikke fik erstatning for den forsvundne sejlskibsbygning. Og det burde være nævnt i bogen.
Hvem skulle betale for denne erstatning?
Man nu fik Flensborg et dampskibsbyggeri. Og hvorfor er det netop verdenskrisen, der er skyld i Aabenraas situation?
Utilfreds med fremstillingen af Köller – politikken
Gerd Callesen er utilfreds med omtalen af Köller-politikken. Han mente, at det var naturligt at indre modsætningspolitik skulle ryddes af vejen. Så kunne man stå stærkere udadtil:
Tidligere har Gerd Callesen fremstillet Köller – politikken som et udslag ny nationalfølelse. Det var en fælleseuropæisk foreteelse med krav om national ensretning. Åbenbart har historikeren hævdet at vi undertrykte det færøske sprog lige som tyskerne undertrykte det danske sprog.
Skulle denne forklaring på denne undergravende politik være fortalt i Aabenraa Bys historie? Köller-perioden oplevede de dansksindede som ekstra undertrykkende.
Kan ikke få det til at hænge sammen?
Gerd Callesens udgangspunkt er, at han er hjemmetysker og det træder i en del situationer meget frem. Men jeg kan ikke få hans anmeldelse til at passe med en anden ting og det er, at han er marxist.
Nazismen er varsomt behandlet
Dette spørgsmål omkring nazismen behandles nu ret så varsomt i Aabenraas byhistorie. På side 194 understreger han, at det er svært at sige, hvor dybt nazismen trængte ind i det tyske mindretal:
Japsen fremhæver også, at førende tyske Aabenraa – familier, som f.eks. Jacob Jebsen holdt sig udenfor. Det samme gjaldt en kreds af troende kristne, hvis centrale skikkelse var pastor Beuck, som vi tidligere har skrevet en artikel om.
I 1938 mødte hele Det Frivillige Brandværn op for at modtage kongen i Aabenraa. Også de tysksindede. Samme år stod der i Hejmdal til den såkaldte ”Bekenntnismarch”:
Nu berører hverken Callesen eller Aabenraa By historie det problem, det var dengang i besættelsestiden med den enorme pres som de unge inden for det tyske mindretal var udsat for. Man pressede dem til at melde sig til fronten dengang. Da vi var i ”Dibbernhaus – kartoteket” så vi tydelige og frygtelige eksempler på dette.
To ting, der trak i retning af nazismen
Ifølge Japsen var der to ting, der trak i retning af nazismen. Først og fremmest troen på at Det Tredje Rige ville vise sig at være i stand til at rive Nordslesvig fra Danmark igen. For det andet var det tysksindede borgerskab gennem flere generationer blevet opdraget til en begejstring for kejserlige Tysklands beslægtede idealer og dermed for at citere rektor Buchreitz:
Men nu er spørgsmålet nok endnu mere kompliceret. Dels vil der altid i et nationalt mindretal være en vis loyalitet over for Moderlandets styre. Og så kan et mindretal også være økonomisk afhængig af Moderlandet og moralsk opbakning. Ja så kan Moderlandet øve indflydelse.
Er det ikke for teoretisk?
Gert Callesen tager afstand fra tanken om, at det var det konservative borgerskab, der gik i spidsen for nazificeringen. Teorien har Callesen efter bogen ”Anette Leppert-Fögen: Die deklassierte Klasse”. Men kan man bare overføre, det som er gældende i Tyskland til et mindretal i et andet land?
Hvis man kritiserede nazismen i Nordslesvig, ja så kunne man risikere at komme i Kz-lejr. Her skulle man helst lukke både øjne og øre for at bevare en selvønsket uvidenhed om nazismens ubehagelige sider.
Forfejlet tolkning af hjemmetyskernes opdragelse?
Gerd Callesen kritiserede Japsen, fordi han lagde noget af ideologien over i hjemmetyskernes opdragelse. De var ikke reaktionær-kejsertro og forudbestemt for nazismen, mens det danske borgerskab fremstilles som fundamentalt demokratisk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 23, 2024
Fattige i Felsted
I 1853 fik Felsted en fattiggård. 63 fattighuse fordelt over hele Nordslesvig. Dengang fungerede de anderledes. Et personligt indgreb i den personlige frihed. Man skulle underlægges faste rammer. Anstaltens formål. En antydning om at de var dovne. Ikke alle kunne blive bestyrer/økonom. Krav til bespisning. Hvad fik man at spise? Regulativerne var ret ens over hele Nordslesvig. Økonom måtte udføre disciplinær myndighed. Flid og anstændig tale blev påkrævet. Hvad producerede man? Fattigvæsnet glemte aldrig gælden. Tilladelse til udgangstilladelse. En ” Idiotanstalt” blev bygget i Slesvig. Man blev bevidst umyndiggjort.
I 1853 fik Felsted en fattiggård
Det var i 1853, at Felsted fik sin første fattiggård. Den lå i Tumbøl og havde plads til 30 fattige. Og så naturligvis bestyreren og hans familie. Bygning og indretning kostede 8.294 mark. Der skulle optages fattige fra Felsted, Felstedskov, Skovbølgård, Svejrup, Tumbøl, Tråsbøl Og Grøngrøft. Man modtog også mod betaling fattige fra Varnæs, Ullerup og Holbøl.
Samfundet ude på landet ændrede sig i 1800-tallet. Gårdmandsklassen havde det fint, men det havde den fattige Jordløse landbounderklasse ikke. Ofte levede de fattige så nær et eksistensminimum, at sygdom, arbejdsløshed eller en arbejdsulykke betød, at der kun var fattiggården tilbage.
63 Fattighuse fordelt over hele Nordslesvig
I disse år fulgte mange sogne opfordringen fra Fattigvæsnet for Hertugdømmerne Slesvig og Holsten at indrette fattig- og arbejdshuse for at afhjælpe den tiltagende fattigdom. I løbet af 1800-tallet blev der oprettet 63 fordelt over hele Nordslesvig. Man ønskede at begrænse det offentliges sociale udgifter, hvilket bl.a. kunne ske ved at samle de fattige et sted.
Indtil da havde man understøttet de fattige i eget hjem med penge og/eller naturalier eller henvise til sognets fattighus. Måske har der været flere fattighuse i Felsted sogn.
Dengang fungerede det anderledes
Fattighuset var ofte bare et hus, sognet overtog – måske efter en fattig enke. Her kunne de fattige få husly. Man skulle så vidt mulig selv sørge for kost og brændsel, men kunne bo frit. Huset var sikkert af udmærket standard.
Et personligt indgreb i den personlige frihed
Problemet var bare mange var samlet et sted. Børn, gamle, drankere, åndssvage, sindssyge, invalider og vagabonder i en sammenblanding. Til gengæld var der ikke pålagt nogen form for kontrol endsige arbejdstvang. Sådan blev det ikke ved med at være.
At komme på fattiggård var en ganske anden sag. Det betød et alvorligt indgreb i ens personlige frihed. Alle fattiggårde skulle have et regulativ med såvel de fattiges som administratorernes rettigheder og pligter.
Man skulle underlægges faste rammer
De fattige skulle underlægges faste rammer fra man stod op om morgenen, til man gik i seng om aftenen med angivelse af faste arbejdstider, spisetider og sengetider.
Forældre, der blev indlagt med deres børn måtte afgive forældremyndigheden til bestyreren og hans kone. Kønnene levede adskilt, hvilket også gjaldt større børn og ægtefolk. Man skulle selv betale sit ophold. Var gælden ikke betalt kunne man f.eks. ikke gifte sig uden fattigkommissionens tilladelse. Man mistede også sin valgret.
Anstaltens formål
Anstaltens Formaal
En antydning at de fattige var dovne
Man fornemmer en undertone, der antyder, at de fattige nok var dovne og dermed skyld i deres fattigdom. Et ophold på fattiggården skulle oplære dem til flid og arbejdsomhed. Her modtog de fuld forplejning, og det var tanken, at de produkter, der medgik til forsørgelsen skulle frembringes på gården ved hjælp af de indlagte lemmers arbejdskraft.
31 personer blev den 13. august 1853 indkaldt af Fattigkommissionen. Der blev meddelt dem, at hvis de ikke kunne klare sig selv, måtte de lade sig indlægge på fattiggården. 12 ønskede at klare sig selv, mens resten indvilligede i at lade sig indlægge. Men af disse valgte 6 alligevel senere at lade sig indlægge, en døde dog, men hans enke måtte gå den tunge gang.
Ikke alle kunne blive bestyrer/økonom
Allerførst skulle man dog have ansat en bestyrer eller en økonom. Ifølge § 12 skulle det være:
Hvis han nu var ugift, kunne man ansætte et fruentimmer af ”sat alder”. Normalt fulgte konen sikkert med som ulønnet medhjælp.
Bestyreren/økonomen skulle føre forskellige bøger, bl.a. en protokol over de indlagte lemmer med ankomstdato, hvornår de var født, nærmeste slægtninge (af hensyn til betalingen). Og så var det også lige, hvad de bragte med af nærmeste bohave. Han skulle også føre regnskab med deres arbejde. Også hvad der er blevet indkøbt og brugt på fattiggården, skulle han føre regnskab over.
Krav til bespisning
I Regulativet § 17 står anført:
Nydelse af kaffe, te, stærke drikke og nydelse af tobak var almindeligvis forbudt men kunne foreskrives af lægen. I særligt tilfælde som Kongens fødselsdag, jul og påske, måtte der godt serveres kaffe.
Hvad fik man at spise?
Hvad fik de så at spise? Vi har ikke en madplan fra Felsted, men vi har fundet en madplan fra en anden fattiggård.
Davre:
Aftensmad:
Middagsmad:
Mellemmad:
1 lod svarer til 15,625 g. I Felsted blev maden tildelt portionsvis. I efteråret 1859 blev der klaget over at lemmerne led af underernæring Men det havde nu ikke noget på sig. Lemmerne blev truet med straf, hvis de en anden gang klagede uden grund.
Regulativerne var ret ens over hele Nordslesvig
Regulativerne var ret ens over hele Nordslesvig.
Dagen begyndte kl. 5.30 om morgenen, om vinteren en time senere. Efter at have vasket sig og var kommet i tøjet:
Så de kunne gå i gang med det arbejde, de var sat til, præcis kl. 7.
Kl. 12 blev der spist middagsmad. Derefter var der en hvilepause, som skulle tilbringes i det fri i en indhegnet gård og kl. 13.30 begyndte arbejdet igen. Lemmerne arbejdede hele eftermiddagen. Den eneste afbrydelse var en halv times pause, hvor de fik et stykke brød med fedt.
Under arbejdet måtte beboerne gerne snakke sammen, så længe det ikke forstyrrede eller krænkede ”Velanstændigheden”. Efter endt arbejde kl. 19 blev der spist aftensmad, hvorefter der blev holdt andagt. Hverdagene sluttede kl. 21, hvor fattiglemmerne skulle ligge i deres senge.
Økonom måtte udføre sin disciplinære myndighed
Regulativets § 42 – 46 lyder:
Økonomen skulle udøve sin daglige disciplinærmyndighed. To gange ugentlig skulle medlemmer af fattigkommissionen besøge fattiggården og kontrollere lemmernes forhold. De skulle kontrollere lemmernes forhold og give dem irettesættelser eller idømme straffe, hvis der havde været pligtforsømmelser, dovenskab, ulydighed, genstridighed eller andre slette forhold. Straffen kunne være:
I § 47 hedder det:
Flid og anstændig tale kræves
Børnene må han revse legemligt, piger op til 14 år, drenge til 18 år – især ved ulydighed, genstridighed og ondskabsfuldt sindelag.
I 1857 blev den 8 – årig Jacob afstraffet af økonomen i pastor N.H. Hansens nærværelse. Samme år blev han lejet ud til tjeneste.
I § 28 – 29 finder man følgende bestemmelse:
Hvad producerede man?
En stor del af arbejdet på fattiggårdene udførtes af lemmerne, det gjaldt både husarbejdet og det udendørs arbejde. Dertil kom en større indendørs produktion, hvor der blev produceret ting til eget brug, men hovedsagelig ting, der solgtes til det omkringliggende landbrugssamfund. Ifølge en arbejdsbog fra 1868 blev der produceret følgende i Felsted:
Der blev kartet og spundet uld, blår og hør, rullet twist op og syet skjorter, kjoler og forklæder og strikket strømper. De indlagte lemmer arbejdede ti timer i døgnet og fik løn for deres arbejde. De blev aflønnet efter faste satser.
Fattigvæsnet glemte aldrig gælden
De indlagte skulle betale for kost, logi, tøj og sko. Det kostede 3,50 rigsdaler pr. voksen person om måneden at blive forsørget med kost og logi på fattiggården. Alt blev noteret. Nogle havde oparbejdet en ret stor gæld. Men Fattigvæsenet glemte aldrig gælden.
Blev man anbragt på Fattiggården startede det med at man blev renset for lopper og lus. De kunne få lov til at bruge deres eget tøj, hvis det var brugeligt, ellers fik de anstaltens tøj. Hvis de havde bohave med, kunne Fattiggården råde over det.
Lemmerne skulle skifte undertøj hver søndag og strømper hver 14. dag.
Tilladelse til udgangstilladelse
Ingen måtte forlade fattiggården uden tilladelse. Udgangstilladelse blev kun givet hver anden søndag eftermiddag og kun hvis de havde udvist god opførsel. Den, der kom beruset hjem fra udgangsturen, stod til en hård straf.
Fra 1853-1910 var der på Fattiggården indlagt 153 kvinder, 158 mand og 185 børn. Først hen omkring 1900 begyndte man at lave en opdeling, så børn kom på nyoprettede børnehjem og syge på sygehuse.
En ”Idiotanstalt” blev bygget
I 1820erne blev der i Slesvig bygget en ”idiotanstalt” (senere benævnt sindssygehospital). Hertil sendte kommunerne mod betaling deres psykisk syge. Hidtil havde man beholdt dem på fattiggården, fordi det var billigere. Først i 1887 blev det forbudt at beholde dem på Fattiggården.
I 1880erne kom de sociale love. Man kunne få alderdomsrente, hvis man fyldte 70 år, hvis man vel og mørke havde betalt til den i 30 år og ikke havde modtaget fattighjælp i ti år. Det gik da også 10 – 15 år, inden den virkede for alle. Og så var der også mange, der slap for at komme på fattiggård.
Husbonden kunne sætte en pige ud, hvis hun blev gravid. Sat fra sin plads uden familienetværk var lige til fattiggården.
Man blev bevidst umyndiggjort
Den bevidste umyndiggørelse og isolation fra det øvrige samfund på grund af fattigdom var en af årsagerne til at fattiggårdene aldrig blev den succes, man fra myndighedernes side havde regnet med.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Lokaliteter i nærheden:
Fattigdom i Sønderjylland:
Juni 21, 2024
Martin Nyrop på Nørrebro
Hvem er Martin Nyrop? Lokalarkiverne fik 565.000 kr. Kommunen tog de 400.000 tilbage i lejeindtægt. 75 – 100 frivillige arbejder gratis i arkiverne. Politikere er kommet med forslag om at få skal betale for Københavns kulturarv! På Nørrebro går man anderledes til værks. Man starter projektet ”Nørrebros Fortid-Nutid – og Fremtid. Hele projektet startes op 23. august. Martin Nyrop – møbler i ”Nørrebro – stuen” på anden sal. Nyt lokalarkiv i kælderen under Bibliotek Blågården. Han satte sit præg på alt. I 1903 tog man en del af Rådhuset i brug. Møbler var ikke omfattet af fredning. Alle tre samarbejdspartnere på Nørrebro kan være stolte af ”Nørrebro-stuen” Nyrop mente, at en forfatter gik for meget op i enkeltheder. Nyrop – møblerne var inddelt. Der var forskel på kontorpersonale og borgmestre. Godt samarbejde med Borgerrepræsentationen. Enkelte embedsmænd var utilfredse. Var/er B og C – møbler de flotteste? Stolefabrik på Nørrebro leverede også stole til Nyrop. Nyrops møbler omfattede 157 numre.
Hvem er Martin Nyrop?
Ja dem, der ikke lige kan huske hvem denne Martin Nyrop er, så kan vi da lige fortælle at han står bag bl.a. Bispebjerg Hospital, Østre Gasværk og Københavns Rådhus. Men hvad har han med Nørrebro at gøre. Ja det vender vi lige tilbage til.
Lokalarkiverne fik 565.000 kr. – Kommunen tog 400.000 kr. tilbage
For et stykke tid siden havde vi her på siden to artikler, om at Københavns Lokalarkiver var i fare. De blev reddet for 2024. Men endnu er de ikke reddet for 2025 og fremefter. I de sidste to år er budgettet blevet reduceret med 40 pct.
Sidste år fik Lokalarkiverne 565.000 kr. Men det som politikerne har glemt fortælle er, at de 400.000 kr. blev tilbageleveret til kommunen i for husleje.
75 – 100 frivillige arbejder gratis
600 hyldemeter lokalhistorie og 125.000 fotos er ved at blive digitaliseret. 75 – 100 frivillige og ulønnede holder de 10 lokalarkiver vedlige. Tænk hvis kommunale embedsmænd i fremtiden skal udføre dette arbejde!
Skal få mennesker betale for Københavns Kulturarv?
Politikere har foreslået at kontingentet til foreninger skal fordobles. De mener, at nogle få mennesker skal betale for Københavns kulturarv. De har ikke forstået at selve foreningerne kører uafhængig af tilskud. Men de regnede med at de lokalhistorisk interesserede skulle også så kommunen kunne få deres huslejeindtægter.
Nørrebros Fortid-Nutid og Fremtid
På Nørrebro er Lokalhistorisk Forening og Arkiv ikke slået ud af politikernes besparelser. Man har indledt et samarbejde med Støberiet og Blågårds Bibliotek om et meget spændende projekt ”Nørrebros Fortid-Nutid og Fremtid”.
På 2. sal er indrettet et ”Nørrebro stuen” med en del af arkivet. Her findes Nørrebro – bøger, – plakater, – Billeder m.m. I kælderen er hovedarkivet ved at blive indrettet.
Hele projektet startes op – den 23. august
Der vil årligt blive arrangeret foredrag, udstillinger m.m. Man vil lave Åbne Arkivdage og historieinteresserede kan melde sig frivillig til at hjælpe med at registrere arkivets materialer.
Hele projektet bliver sat i værk den 23. august, hvor der holdes reception med Nørrebro – film, foredrag og taler.
Martin Nyrop møbler i ”Nørrebro – stuen” på 2. sal
Og endelig når vi frem til denne artikels hovedoverskrift – Martin Nyrop. Det er lykkedes for de tre samarbejdspartnere at låne nogle Martin Nyrop – møbler, som nu står i ”Nørrebro- stuen” på anden sal. Og det er nærmest et tilløbsstykke i sig selv. Her er det meningen at mindre arrangementer løber af stablen. Længere henne ad gangen er det så meningen at de større foredrag m.m. skal finde sted.
Det var i 1889 Martin Nyrop vandt konkurrencen om at bygge Københavns Rådhus. Han forenede danske og italienske inspirationskilder.
Han satte præg på alt
Martin Nyrop var en interessant, begavet og flittig mand. Han havde adskillige tillidshverv. På et tidspunkt var han både professor og direktør på Kunstakademiet. Han modtog masser af hæder og titler.
I 2023 kunne man opleve udstillingen ”Martin Nyrops Tegnestue – skabelsen af Københavns Rådhus. Det skete oppe under loftet på Københavns Rådhus. Det skete i anledning af at København i 2023 var udnævnt til ”World Capital of Architecture”. Her var det tydeligt at se, at Nyrop favnede det hele og intet var overladt til tilfældighederne.
Nyrops Rådhus fremstår i dag som et ”Gesamtkunstværk”. Han satte sit præg på alt fra de store helheder til de mindste detaljer, fra hele bygningen til det enkelte belysningselement.
I 1903 tog man dele af Rådhuset i brug
Det er en fejring af det gode håndværk, fremhævelsen af det gode materiale og den dygtige, fantasifulde udførelse af alle detaljerne. Dengang var alle inviteret med til festen. Foruden de tusinder af håndværkere, der var med til at bidrage til at bygge rådhuset, var stort set alle datidens kunstnere med til at bidrage med deres del.
Borgerrepræsentationen tog den nye arbejdsplads i brug i 1903, men selve bygningskomplekset stod først færdig til indvielse i 1905.
Møbler ikke omfattet af fredning
Rådhusets interiør, møbler, armaturer og tekstiler var en del af Nyrops helhedsopfattelse af materialer, former og udsmykning. Han gav de enkelte lokaler deres særpræg. I 1981 blev rådhuset fredet og dermed alt mur- og nagelfast inventar. Møblerne er derimod ikke omfattet af den beskyttelse som fredningen indebærer.
De møbler som Nørrebro-stuen har fået til låns, stod på et depot. Men alle Nyrops møbler er blevet registreret.
Alle tre samarbejdspartner kan være stolte af Nørrebro-stuen
Københavns Rådhus er et enestående eksempel på en kompleks helhed af bygning, interiører og møbler. Det er et samspil mellem arkitektur og møbelkunst. Møbelstofferne var silkedamask, satin, plys, velour samt hestehår.
Men også Nørrebro-stuen på anden sal oven over Blågårds Bibliotek kan alle tre samarbejdende partnere være stolt af.
Nyrop mente, at forfatter gik for meget op i enkeltheder
Da Francis Beckett skrev sin bog om Københavns Rådhus, sendte han forskellige afsnit til gennemsyn hos Nyrop, efterhånden som han fuldførte dem.
Nyrop svarer, at han gennemlæser manuskriptet med glæde, men også med nogen betænkelighed. Han er betænkelig ved den indgående omtale af bygningens enkeltheder. Det hedder i det første brev:
Nyrop – møblerne var inddelt
Nyrops møbler er i sig selv et stort område med flere indfaldsvinkler. På Københavns Rådhus er det gennem årene sket store ændringer med de mange kontorlokalers møbleringer, idet generationer af embedsmænd ønskede møbler fra deres egen tid. Ved omrokeringer af kontorer deltes de sammenhørende møbelsæt og stole, borde og skabe i nye sammenhænge eller blev skiftet ud. Det krævede bl.a. nutidens computer – udstyr. Dette gjaldt også for borde og stole.
Møblerne var inddelt i A, B og C – møbler.
I februar 1900 sendte Martin Nyrop forslag fra kommunalbestyrelsen med inventarforslag. Inddelingen er Martin Nyrops egen og hans tegningsarkiv er indrettet efter denne systematik.
Nyrop ville give møblerne en rationel karakter. Han lagde således vægt på at møbeltyperne skulle være let sammensættelige. Hovedparten af A – møblerne er udført i pitchpine eller i teaktræ. Det var et vist hierarki, karakteriseret ved A-, B- og senere C-møbler.
Der var skam forskel på alm. kontorpersonale og borgmestre
Der var forskel på almindeligt kontorpersonale og på den anden side borgmestre, kontorchefer og direktører med A- henholdsvis B-møbler. I 1902 fremsatte Nyropforslag til montering af for – og mellembygningen på 2. sal. Han lagde vægt på, at møblerne til de repræsentative rum skulle være af egetræ.
Både A-, B-, og C-møblerne blev stort set alle fremstillet på københavnske værksteder. Enkelte stoletyper blev fremstillet på de store møbelsnedkerier.
Godt samarbejde med Borgerrepræsentationen
For Martin Nyrop blev det at tegne møbler til rådhuset en del af hans arbejdsområde som arkitekt. Han udformede møblerne efter eget koncept. Hans samarbejde med Borgerrepræsentationen var for så vidt uden nævneværdige problemer. Han havde jo også selv været medlem fra 1888 – 1891.
Enkelte embedsmænd var utilfredse
På et tidspunkt var det dog lidt utilfredshed at spore hos embedsmændene, der mente, at det var forkert at kontorcheferne skulle have de allerpæneste møbler. Og så var der andre, de mente:
Var/er B og C-møblerne de flotteste?
Nyrops arbejdstegninger viser, at han både kunne videreføre en møbelform og give en gammel model en ny tidssvarende udformning. Han anvendte de dengang nye træsorter og teaktræ. A – møblerne er så funktionelt udformet at de kan bruges den dag i dag. Det kan man se i Nørrebro-stuen. Det passer godt ind i helheden. B-stolene i en borgerlig elegant udformning, mens man i C-stolene lagde vægten på det stilhistoriske.
Datiden vurderede formentlig at B- og C- møblerne som de flotteste.
Møblerne skulle være en del af interiøret, supplere stuk, keramik og marmor. Inspirationen til disse møbler har ligget i tidens interesse for gotik- og renæssanceornamentik.
Stolefabrik på Nørrebro lavede også stole til Nyrop
I 1904 blev 50 bøgetræsstole i mahognibejdsning med rørsæde bestilt hos Dansk Stolefabrik på Nørrebrogade og leveret til rådhuskøkkenets spisesal. Da stolen har et smalt sæde, blev den desuden anvendt ved større sammenkomster i festsalen som supplement til Nyrops festsalsstol.
Dansk Stolefabrik blev grundlagt i 1890. Fabrikken flyttede fra Nørrebrogade til Ravnsborggade 8. I 1934 kunne man på adressen finde De danske Bommuldsspinderier.
Nyrops møbler omfatter 157 numre
Der er lavet en registrant på møblerne i 1999. Nyrops møbler omfatter 157 numre. Møblerne fra det tidligere Råd- og Domhus omfatter 13 numre og Bryllupssalens Kaare Klint – møbler omfatter 5 numre.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Juni 18, 2024
En kansler på Kogsbøl
Rosenkrantz’ er ejede gården i 200 år. Gården eksisteret siden middelalderen. Slægtens mest magtfulde mand skal vi her høre om. Christoffer Rosenkrantz mistede hovedet. Ny hovedbygning fra 1830. I 1955 solgtes det til Jordlovsudvalget. Godskalk Eriksen Rantzau blev kongelig sekretær. Han overværede ”Det Stockholmske Blodbad”. På pilgrimsrejse. Måtte ikke undervise prinsen. Kongen håbede at genvinde magten i Danmark. Skotland kunne stille med 4. – 5.000 landsknægte. Hjælp fra Kejser Karl. Kongen havde fortrudt sin lutherske vildfarelse. Christian den Anden indespærret på Sønderborg Slot. I kejserens tjeneste. Skulle have været med den nederlandske hær til København. Godskalk Eriksen Rantzau døde i Belgien.
Rosenkrantz’ er ejede gården i 200 år
Vi har allerede været her på besøg en gang før.
Adelsslægten Rosenkrantz har været ejer af Kogsbøl i mere end 200 år. Mellem 1649 og 1713 blev Kogsbøl ejet af de gottorpske hertuger. Man kender ikke så meget til Kogsbøls tidlige bygninger. Disse var placeret sydøst for den nuværende hovedbygning på et stort voldsted.
Eksisteret siden middelalderen
Gården ligger kun 2 km vest for Trøjborg. En overlevering fortæller, at en kgl. Foged her havde forlening mod at opkræve skat hos friserne. Han havde også en halvgård i Brunotten kog samt tre munkegårde, der stod til hans rådighed, men han varetog forretninger der.
Herregården Kogsbøl har eksisteret siden middelalderen. I 1393 blev gården ejet af Peder Eriksen fra slægten Rosenkrantz. Senere blev flere gårde lagt under Kogsbøl. Nu havde familiens sønderjyske linje vel aldrig så meget magt som hovedlinjen på Hevringholm.
Især slægterne Rosenkrans og Skram var nært beslægtede. Den sidstnævnte havde især mange besiddelser i Vestslesvig, i Emmerlev, Vodder og Brøns sogne.
Slægtens mest magtfulde mand
En af slægtens mere markante mænd var Gotskalk Eriksen, som vi skal høre om i denne artikel. Han arvede Kogsbøl i 1515 sammen med Claus Sivert og Iver Eriksen. Vores hovedperson var gejstlig uddannet. I hele hans liv udviste han stor troskab over for Christian den Anden.
Christoffer Rosenkrantz mistede hovedet
I slutningen af 1500-tallet var Kogsbøl ejet af Carsten og Christoffer Rosenkrantz. Sidstnævnte blev eneejer, hvorfra han eksporterede stude til Holland. Han blev henrettet på skafottet, fordi han havde misbrugt kongens navn. Kreditorerne solgte i 1613 gården til Gert Rantzau, som var statholder. Han gav gården som medgift til sin datter, der således brugte gården til sin mand Josias Rantzau. Denne overlod gården i 1639 til sin svoger Christian Rantzau.
Ny hovedbygning fra 1830
Denne solgte Kogsbøl i 1649, hvor gården indgik i en stor godshandel med hertug Frederik den Tredje af Gottorp. I en lang periode blev Kogsbøl bortforpagtet, bl.a. til Gøddert Hansen og hans søn Andreas Christian Hansen, der i forvejen havde Søndergaarde i fællesskab. I 1713 overgik Kogsbøl til den danske Krone, da Gottorperne blev forvist fra Sønderjylland.
Boy Feddersen fra Røj købte gårdene Søndergårde og Kogsbøl til ejendom i 1841. Men allerede i 1828, da han tiltrådte fæstet, sløjfede han de sidste rester af den gamle herregård og opførte Kogsbøl Ladegård 600 meter nordvest herfor.
Den nuværende hovedbygning er fra 1830.
I 1955 solgtes det til Jordlovsudvalget
Ved Boy Feddersens død over gik ejendommene til nevøen, den prøjsiske rigsdagsmand Theodor Feddersen, der endnu samme år opførte en herskabelig hovedbygning på Søndergaarde, hvor han tog bolig.
Han døde i 1915 og da sønnen Hans faldt i krigen tre år senere var dennes sønner ganske unge. Boet blev først delt i 1948, da den ældste søn Christian Feddersen overtog Søndergaarde med 293 tdr. land. Broderen Theodor Feddersen fik Kogsbøl Ladegård med 250 tønder land og 400 tønder land mose. I 1955 solgtes det til Jordlovsudvalget.
Midtvejs mellem ejendommene ligger den gamle borgplads.
Godskalk Eriksen Rantzau blev kongelig sekretær
Men den mest betydningsfulde var Godskalk Eriksen. Mange kalder ham også for mærkelig. Han levede i en tid, hvor der var spændinger i luften – inden for kirken og mellem kongen og adelen. Der kom til forskellige opgør. Han tog magistergraden fra universitet i Køln, hvor han startede i 1507.
Efter sin tilbagekomst til hjemlandet blev han kongelig sekretær, og i 1514 forlenede Christian den Anden ham med kirken i Højer, så han fik præsentationsrettighed over den. Og det var ret naturligt at den unge adelsmand vandt stor indflydelse hos kongen, kom til at overvære kroningsfærden i Stockholm i 1520.
Han overværede ”Det Stockholmske Blodbad”
Han anede ikke på forhånd at flere dages festligheder skulle afløses af det afskyelige blodbad, der skulle bringe sorg i så mangt svensk adelshjem. Begivenheden blev som bekendt kaldt ”Det Stockholmske Blodbad”.
Men om vores hovedperson har vist mishag over denne gerning er dog tvivlsomt. Da kongen forlod Sverige, blev han del af et regeringsråd sammen med bl.a. ærkebiskoppen Gustav Trolle og Didrik Slaghek. Ja han blev udnævnt som kongens kansler og fik det kongelige segl.
Da Sverige efterhånden gled ud af den danske konges hænder, måtte også kansleren forlade landet.
På pilgrimsrejse
Mester Godskalk havde besluttet at foretage en pilgrimsrejse til apostel Jakobs grav i Compastella i Spanien. Han havde aflagt det løfte, at han ikke ville nyde kød før han havde haft lejlighed til at holde andagt på dette hellige sted. Han var og blev katolik til død.
Måtte ikke mere undervise prinsen
På tilbagerejsen over Nederlandene traf han her Christian den Anden. Det blev så hans opgave at føre de mange forhandlinger, den landflygtige konge førte.
Han opholdt sig ofte hos den kongelige familie på slottet Zwynaerde. Der var netop der, hvor dronning Elisabeth døde. Af frygt for luthersk påvirkning blev den danske tjenerskab afskediget.
Kongebørnene blev anbragt i Mecheln under personligt tilsyn af den afdøde dronnings faster regentinde Margrete, der var datter af kejser Maximilian.
Mester Godskalk, der stadig holdt fast ved pavekirken, fik dog lov til at følge med. Dog blev det ham ikke tilladt til at undervise prinsen, som han hidtil havde gjort. Den unge kongesøn skulle have en lærer efter dette lands manér og efter kejserlig majestæts vilje og mening.
Kongen håbede at genvinde magten i Danmark
Kongen nærede stadig håb om at genvinde sit rige. Men da han stadig var i miskredit hos den kejserlige svoger, blev planen om et togt til Danmark ikke til virkelighed.
Vores hovedperson tilskyndede dog kongen til at drage afsted så snart som muligt. Han tilrådede ham ikke at slutte overenskomst. Det ville kun forhale sagen. I et brev til kongen, der ofte var på rejser, skrev han, at der ikke er mange slesvigere, der vil følge hertug Frederik ind på Gottorp. Kongen må stole på sine gamle venner, og ikke følge folks løse tale. Modstanderen har kun respekt for magt.
Men stridighederne mellem kejseren og Frankrig, hvor Italien også blev revet med, bevirkede, at kongen ikke kunne stable en hær på benene.
Skotland ville stille med 4. – 5.000 landsknægte
Det blev kanslerens opgave at træde i forhandling med forskellige førere af landsknægte. Han fik bl.a. et løfte fra Skotland, at man her ville stille 4 – 5.000 mand til rådighed.
Med disse hvervede skotter skulle mester Godskalk så personlig forsøge et angreb på Bergen, hvor man regnede med at de tyske købmænd hurtigt ville falde til føje.
Hvis planen ikke foreløbig kunne blive udført, skulle kansleren drage omsorg for, at der udrustes et stort antal kaperskibe, der kunne drive deres hærværk langs Norges kyst. Mester Godskalk kom dog ikke på dette krigstogt.
Hjælp fra Kejser Karl
Man indgav dog stadig kongen håb om generobring af de nordiske riger. Dog måtte det ikke gerne komme til et alvorligt brud mellem kejseren og ham. Han skrev:
Kongen kom da også til sine riger og lande, men næppe på den måde Mester Godskalk have ment.
Kansleren havde gennem sine forhandlinger med kejser Karl fået løfte om pengehjælp til kongen. Kejseren havde indvilliget i at udstede breve til alle fyrster om at være kongen behjælpelig, når hans tropper drog gennem landene mod nord.
Kongen havde fortrudt sin lutherske vildfarelse
Og efter kongen over for sin kejserlige svoger ydmygt havde fortrudt sin lutherske vildfarelse og igen var blevet optaget i den katolske kirke og efter andre besværligheder havde fået en lille flåde udrustet, drog han i efteråret 1531 i togt mod Norge. Dette togt må vel nærmest betegnes som ulykkelig.
Mester Godskalk blev i Bryssel hos den unge prins Hans. Da kejseren året efter tog ham med ril Regensburg fulgte kongens kansler med. Her modtog han en skrivelse, at det norske rigsråd havde hyldet prinsen som faderens efterfølger.
Christian den Anden blev spærret inde på Sønderborg Slot
Men så kom ulykkesdagen i august 1532, da Christian den Anden førtes som fange til Sønderborg Slot. Det gjorde Mester Godskalk meget ondt. Og ikke nok med det. Dagen efter kongens tilfangetagelse døde den unge prins.
I kejserens tjeneste
Der var ikke mere chance for at Mester Godskalk ville komme i hoffets tjeneste i hjemlandet. Han trådte derfor i kejser Karls råd. Dermed begyndte et nyt kapitel i manden fra Kogsbøls bog.
Skulle have været med den nederlandske hær
Han kom til at foretage mange diplomatiske forhandlinger og rejser i det vidtstrakte habsburgske rige. Snart var han i det ene, snart var han i det andet land. Ganske vidst var det planlagt, at han under Grevens fejde skulle rejse sammen med den nederlandske flåde, der var udset til at bringe København undsætning under dens belejring.
Men fra historiebøgerne ved vi dog at den udsultede hovedstad måtte overgive sig. Heller ikke denne gang kom han til Danmark.
Godskalk Eriksen Rantzau døde i Belgien
Snart skulle han dog for andet at se til. Der udbrød atter krig mellem Frankrig og Habsburgerne. Denne krig stillede store krav til gesandt.
Han var en sygdomshærget mand og datidens besværlige rejser måtte tage på kræfterne. Da han døde i 1544, var han på hjemrejsen fra fredsforhandlingerne i Crespy. Døden indhentede ham i den lille belgiske by Valenciennes.
Christian den Tredje havde i den anledning givet Mester Godskalks bror Iver, der sad hjemme på Kogsbøl. Lov til at forlade landet. Han skulle som vidne kunne være med til at bevidne, at broderen var adelsslægt i fjerde led.
Det er næppe sandsynligt, at Godskalk, der jo var en ivrig katolik og tilmed tro tjener af den fængslede konge, har aflagt sit hjemland et besøg. Det vides, at han sendte grev Kristoffer af Oldenburg en skrivelse, hvori han bad om hjælp til at skaffe erstatning for de i Slesvig tabte besiddelser. Her har han vel nærmest tænkt på rettighederne i Højer, som Frederik den Første var blevet overdraget til Caspar Fuchs.
Det var i øvrigt også denne, der som kongelig gesandt bragte Christian den Tredje dødsbudskabet om mester Godsskalk. Han havde nemlig været på sendefærd i Belgien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: