Pas på Grænsen (2)

Allerede et korps i 1839. En flytning til den ny grænse. Hele grænsegendarmeriet måtte flytte. Mange administrationsbygninger overtaget. Efter 1920 voksede man til 900 mand. 16 bevogtningssteder. Boligproblem. 33 dobbelthuse fra Skovby til Ny Frederikskog blev bygget. Nogle af husene lå ret afsides. Den 19. september 1944 var en sørgelig dag. I 1952 blev de til Toldgrænsekorpset. Gendarmhusene blev solgt. Toldvæsnet o9vertog i 1969 og politiet kørte baglandspatruljer.

 

Allerede et korps i 1839

Allerede i 1839 oprettedes Det holstenske Grænsegendameri til beskyttelse af hertugdømmernes toldgrænse langs Elben. Det oprettedes med mandskab fra de lokale rytterregimenter. De skulle samtidig bestride politimæssige opgaver.

I krigen 1864 kæmpede gendarmeriet som militær enhed og blev derefter nedlagt. Korpset blev igen oprettet 1866 og virkede som et militært organiseret grænsetoldpoliti-korps ved Kongeå – grænsen.

 

En flytning til den ny grænse

Efter 1920 flyttede gendammerne fra Kongeå-grænsen syd på.

Ved indlemmelsen i 1920 blev et stort antal tjenestemænd fra militære og civile etater forflyttet til Sønderjylland for at varetage den danske stats mange opgaver. Blandt de mange tjenestegrene, der måtte flytte til Sønderjylland, var Grænsegendarmeriet. De havde efter krigen 1864 bevogtet Kongeågrænsen.

Døgnet rundt patruljerede de i al salgs vejr. Det var svært at snyde en gendarm. Disse gendarmer var forsynet med karabin og pistol. Men for en rigtig gendarm var det en æressag kun at trække våben ved en skarp trussel.

 

Hele Grænsegendarmeriet måtte flytte

I modsætning til andre tjenestegrene som kun sendte en meget begrænset del af deres personale til Sønderjylland, måtte Grænsegendarmeriet som en helhed flytte fra Kongeågrænsen til den ny statsgrænse mod Tyskland.

 

Mange administrationsbygninger blev overtaget

De forskellige danske statsinstitutioner kunne i de sønderjyske købstæder og stationsbyer overtage de administrationsbygninger og tjenesteboliger, som hidtil havde været benyttet af de preussiske myndigheder. Men i landområderne ved den nye grænse var der ingen offentlige bygninger at overtage.

Her skulle der etableres overgangssteder med told – og paskontrol og findes boliger til de tilflyttede tjenestemænd. Det medførte omfattende byggeri i årene efter Indlemmelsen. Denne byggevirksomhed omfattede også en række tjenesteboliger til Grænsegendarmeriet – de såkaldte ”Gendarmhuse” Godt nok omfattede disse kun et beskedent indslag i alt dette byggeri, der forekom efter 1920.

 

Efter 1920 voksede man til 900 mand

Den 5. maj 1920 ankom Grænsegendarmeriets hovedstyrke på 465 mand fra Kongeågrænsen til det nye grænseområde med særtog fra stationerne i Ribe og Vamdrup. En mindre styrke blev kortvarig ved den gamle grænse.

Det var nogle urolige år. I denne periode var grænsegendarmeriet vokset til et talstærkt korps på ca. 900 mand. Lige efter 1920 var det heller ikke ufarligt at være gendarm bed grænsen.

 

16 bevogtningssteder

Grænsegendarmeriets hovedkvarter med chef og administration blev placeret i Gråsten. Grænsegendarmerne blev fordelt på 16 bevogtningssteder langs sø- og landgrænsen Fra Als til Siltoft syd for Højer. Den 17. maj påbegyndtes tjenesten ved den foreløbige grænse, som var linjen mellem 1. og 2. afstemningszone – den linje, som få afvigelser blev den dansk – tyske grænse ved den endelige suverænitetsoverdragelse den 15. juni 1920.

 

Boligproblem

Der opstod hurtigt et boligproblem. Man forsøgte at få gendarmerne indkvarteret privat. Det forsøgte man at løse ved at opstille seks barakker på steder, hvor dette ikke kunne lade sig gøre. Men gendarmerne ville hurtigst muligt have kone og børn med til det fremtidige tjenestested.

 

33 dobbelthuse fra Skovby til Ny Frederikskog

Grænsegendarmeriet købte kort tid efter ankomsten en række ejendomme i bl.a. Sønderborg, Gråsten og Tønder. De pågældende ejendomme skulle dog fortrinsvis bruges til Grænsegendarmeriets ledelse og administration. Mange gendarmer måtte fortsat affinde sig med utilfredse boligforhold.

I Ledelsen og Finansministeriet fandt man så frem til, at man blev nødt til at opføre en række tjenesteboliger til gendarmerne. Der blev så i tiden 1923 til 1926 bygget 33 dobbelthuse langs grænsen fra Skovby på Als til Ny Frederikskog. Dem fik 66 gendarmfamilier så glæde af.

 

Nogle af husene var ret afsidesliggende

Det var arkitekt H.A. Zachariassen fra Kollund der stod for opførelsen af de 33 gendarmhuse. Mange leverandører og ikke kun lokale deltog også i byggeriet. Prisen for et dobbelthus udgjorde 27.000 kr. inkl. grund og omkostninger.

Husene var i traditionel stil og man tog hensyn til den lokale byggestil. Efter datidens boligstandard var det gode og rummelige boliger. Lejlighederne var i tre plan. Og de fleste huse lå tæt ved grænsen. Så kunne de også i deres fritid holde øje med grænsen.

Nogle af husene var ret afsidesliggende. Det var for eksempel tilfældet med gendarmhuset i egekrattet ved Frøslev Mose, hvorfra man skulle køre flere kilometer ad dårlige veje til skole og indkøbsmuligheder.

 

Den 19. september 1944 var en søgerlig dag

Den 19. september 1944 indtraf en sørgelig dag i grænsegendarmeriets historie. Gendarmerne blev afvæbnet. De blev anholdt og bragt til Frøslevlejren. Deres daværende chef havde lovet dem, at de højst skulle være der et par dage, så ville de blive løsladt igen. Det stolede gendarmerne på. Derfor var det ikke så mange, der gik under jorden. . Men 291 af korpsets 337 medlemmer blev interneret i Frøslevlejren. Den 5. oktober 1944 blev der sendt 141 gendarmer til KZ – Neuengamme. Men mange af disse kom ikke hjem igen.

 

I 1952 blev de til Toldgrænsekorpset

I 1952 kom korpset ind under civil ledelse og navnet ændredes til Toldgrænsekorpset. Den festlige blå uniform blev udskiftet til den kedelige sorte/mørkeblå  uniform.

 

Gendarmhusene blev solgt

I årene 1965 – 1970 ikke længere så attraktivt at bo i disse tjenesteboliger. Gendarmhusene, hvor to familier skulle leve tæt på hinanden, svarede ikke til tidens boligkrav. Mange af husene var også dårlig vedligeholdt.

 

Toldvæsnet overtog

I 1969 blev grænsebevogtningen overtaget af Toldvæsnet. Bevogtningspersonalet blev overflyttet til nye distriktstoldkamre i Padborg og Sønderborg. Staten solgte derfor Gendarmhusene efterhånden som de blev fraflyttet. I dag er de alle privatejet.

Blandt de ejendomme som staten købte dengang. var en større landbrugsejendom i Rens. Den blev indrettet med flere lejligheder, toldkontoer og stald til gendarmernes heste. Det var den bygning, som kendes som Gendarmerigården. Den var hvis nok fredet men blev nedrevet.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• bomlaug.dk
• Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening
• Sønderjysk Månedsskrift
• Jens Jensen: Det Danske Gendarmerikorps

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.051 artikler
• Under Sønderjylland finder du 254 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 66 artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 404 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse eller Genforening finder du 151 artikler
• Under Tønder finder du 334 artikler

 

• Man strides om grænsen
• Den ny grænse 1920
• Manden, der skabte grænsen
• Pas på Grænsen (1)
• Besættelse og Befrielse ved grænsen
• Grænsen og dens bevogtere
• Grænsen – dengang (b)
• En tur langs grænsen 1-2
• På vagt ved grænsen 1.2
• De slagne ved grænsen

 

• Var Paludan-Müller en folkehelt?
• Obersten fra Tønder
• Dramaet ved Viadukten 1-2
• Gendarmerne ved Grænsen 9. april 1940
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Gendarmstien

Endnu mere Musik i Tønder (1)

Næste år fylder Tønder Festival 50 år. I den anledning har vi her på siden fokuseret endnu mere på musiklivet i Tønder. Her kommer den 14. artikel. Ikke alle er tilfredse med skriverierne. Også Tønder fik en stadsmusikant. De havde eneret. Godsmusikkere. Greven ansatte en musikant fra Tønder. Schackenborg havde gældsproblemer. Han skulle opføre sig skikkelig. Glemte greven at betale ham? Lirekassen var populær Instrumenter i kirken. Musikken spredte glans og glæde. Latinskoleleverne fik sangundervisning i kirken. Han slog orglet i kirken og børnene i skolen. Organist flyttede til Løgumkloster på grund af pesten. 300 mark fik han om året. Og så var det en, der måtte stoppe – han blev far uden for ægteskab. Og en af organisterne gik konkurs med sin virksomhed. Ja så blev han klaverhandler. Kristkirkens orgel. Stadsmusikeren skulle stå tidligt op. Honorar efter antallet af gæster. Det krævede en god uddannelse. Stadsmusikkeren havde travlt i 1721, da Tønder festede. Kosakkerne krævede masser af brændevin og musik.

 

Ikke alle er tilfredse med skriverierne

Vi har allerede på nuværende tidspunkt skrevet 13 artikler om musiklivet i Tønder. Og hvorfor nu det? Ja man var jo selv en del af det. Ikke som udøvende og dog! En enkelt gang optrådte jeg på Nørrebro Bibliotek med Michael Klinke og en af Danmarks bedste guitarister Steen Andersen. Så har jeg arrangeret koncerter på gågaden i Aabenraa med bl.a. Neander Jazzband. Men ellers er det nok som deltager/tilhører, jeg har ydet mest gavn.

• Bagerst efter afslutningen af artiklen kan du se en opgørelse af de foreløbige skriverier

Det er jo ikke alle, der har været lige tilfreds med skriverierne. Men sådan er det vel med historieformidling. Vi starter denne nye serie langt tilbage i tiden.

 

Også Tønder fik en stadsmusikant

Indtil Middelalderens slutning var musikere normalt et omrejsende folk. Men efterhånden blev samfundet mere struktureret og musikere blev fastansatte. De skulle gøre tjeneste, når kongen og hans embedsmænd havde brug for det.

Der var også brug for tårnblæsere, der fra kirkens eller slottets tårn kunne angive tidspunktet på døgnet, solopgang eller nedgang.

Allerede i 1650 havde 1/3 af de 67 danske købstæder en stadsmusikant og efterenevældens indførelse var musikant-funktionen sat i system. I 1670 fik borgmestrene kongelig bevilling til selv at forordne ansættelser af ”Instrumentalister”. Der blev sat et skarpt skel mellem stadsmusikanter og spillemænd på landet. Danmark blev opdelt i 25 stadsmusikant – distrikter, som så i perioden fra 1660 – 1800 blev ledet af 234 privilegerede stadsmusikant-mestre.

 

De havde eneret

Stadsmusikanterne havde eneret på at spille til borgernes:

• Bryllupper, Barseler og andre Vertskaber (sådan blev det stavet – dengang)

At komme i mesterlære hos stadsmusikanten var den eneste mulighed for en professionel musikeruddannelse helt frem til oprettelse af første danske musikkonservatorium i 1827. De fleste stadsmusikkere havde omkring 1-2 svende og 1-2 læredrenge. Læretiden var 4-5 år. Derefter skulle man på valsen rundt i Europa.

Men ak – militærmusikkere ville gennem perioden 1660 – 1780 gerne tjene en ekstra skilling. En anden trussel var latinskoledrenge, som stadsmusikanterne ofte selv havde oplært. Og så var det lige byens organist.

 

Godsmusikanter

Så var det lige greve og baroner, der fik særrettigheder, heriblandt ansvar for jurisdiktion inden for deres godsområder. I 1676 omfattede Schackenborgs godsområde hele 30 landsbyer. Og som bekendt lå det i en Kongerigsk Enklave. Den første godsmusikant, man kender, hedder Jacob Witzig. Han fik eneret på at spille i godsområdet. Han var også stadsmusikant i Ribe.

Musikerne skulle være rimelige i pris og måtte selv bestemme, hvor mange der skulle spille ved festerne.

 

Greven ansatte en musikant fra Tønder

Da Witzig døde i 1701 fulgte den nye stadsmusikant i Ribe, Galef Chinast. Men åbenbart var greven på Schackenborg ikke tilfreds med ham. Det blev nemlig en musikant Siventzen fra Tønder.  Han skulle ifølge bestaltningen betjene ”alle Schackenborgske underdaner med leg og spil – for billig betaling efter sædvane. Og denne person var på daværende tidspunkt ikke stadsmusikant i Tønder men måske musikantsvend.

I 1726 var det så stadsmusikant Krosp fra Ribe. Men ak 12 år senere favoriserede greven en af sine egne musikanter, Mathias Nielsen, der fik lov til at spille til ”smaa Bryllupper og Barseler”. Fire år senere blev Lynge så den eneste musikant på Schackenborg.  Og det var jo meget praktisk, da han boede i Møgeltønder.

 

Schackenborg havde gældsproblemer

Og så skulle han også medvirke i kirke – og taffelmusikken. Og jo det gik helt lovligt til. Greveparret fik deres valg konfirmeret hos kongen. Efter dennes død var det nu Henrich Hansens tur.

Dertil skal vi nok lige nævne at godset i slutningen af 1700-tallet blev sat under administration på grund af gældsproblemer. Det skete så omtrent samtidig med at man aftalte at musikeren skulle have ”årligt 40 rigsdaler på livstid”.

 

Han skulle opføre sig skikkelig

Han skulle opvarte med musik:

• Saa oftehand dertil paa Schackenborg fordres

Men han fik samtidig tilladelse til at spille til bryllupper på landet, hvis han blot meldte det på forhånd. Desuden skulle han altid til stede, når der var ”Geburts Dag” i Grevefamilien:

• For i Fald om Hand til Opvartning matte blive kaldet

Vores musikant fik nu navneforandring til ”Hindrich”. Der blev fortalt, at han var stået i lære som musikant-svend i Tønder. Alle i grevskabet skulle bruge Hansen undtagen søfolk til ”deres Bryllupper, Trolovelser og andre Forsamlinger og Lystigheder. Hvis de undlod at bruge Hansen, skulle de betale ”4 Rigsdaler Straf”.

Han skulle selv sørge for transporten frem og tilbage:

• Hvorhen i Grevskabet maatte forlanges – og saa skulle han opføre sig skikkeligt.

 

Glemte Greven at betale ham?

Men ak, vores musikant havde svært ved at få pengene hjem. Han fik Greven til at skrive breve ud til alle dem, der skyldte ham penge i Grevskabet og det var efterhånden ikke så få. De fleste var på Ballum – kanten. Disse bønder var ikke vant til at spørge om lov.

Nu var denne Hansen en livlig natur. Men han var godt kendt på Tønders værtshuse. Det gik ofte ud over værtshusets kopper, glas osv. Han havde for vane at slå dem i stykker.

I 1795 måtte han hele ti gange have Grevens hjælp for at få kradset penge hjem. Åbenbart blev det også greven for meget. Hansen klagede nu til Danske Kancelli over at han de sidste tre år ikke havde modtaget løn som hofmusikant. Havde greven ikke betalt ham?

I 1825 døde Hansen som indsidder i Møgeltønder på den nuværende adresse Sønderbyvej 4.

 

Lirekassen blev populær

Efterhånden var landbefolkningen ikke mere pligtige til at bruge stadsmusikanten. I de borgerlige hjem var der kommet klaver. Husmusikken florerede. Efter statsbankerotten i 1813 var der ikke mange koncerter.

Lirekassen var fremkommet og blev et populært instrument. Næringsloven var fremkommet og lovgivningen var blevet mere liberal.

 

Instrumenter i kirken

Instrumenter blev i middelalderen generelt betragtet som verdslige og dermed farlige. Spillemænd blev nægtet adgang i kirkerne. De blev betragtet som Djævlens musikanter og Guds fjender. Det eneste instrument, der vandt indpas i kirken, var orglet.

Men der ingen arkæologiske vidnesbyrd, der fortæller noget om orgler i Tønders middelalderlige kirker, hvoraf der har været to foruden Gråbrødreklostrets kirke. Den ældste kirke i byen var Skt. Laurentius Kirke bygget ca. 1150-1200 på den grund, hvor Vestergade 33-35 i dag ligger. Måske har den oprindelig været byens eneste kirke. Den anden Sct. Nicolai kendes først fra skriftlige kilder fra 1365.

 

Musikken spredte glans og glæde

Klosterkirken lå i forbindelse med Gråbrødreklosteret på området mellem den nuværende Skibbrogade og Vidåen. Franciskanerne havde grundlagt klosteret i 1238 og kirken blev indviet til Vor Frue i 1247. Omkring 1530 blev reformationen indført i Tønder og munkene blev drevet på flugt. Klosteret blev nedrevet sammen med Sct. Laurentius Kirken.

I alle samfundslag – på landet, i byen – hos adelen og hoffet – har man sunget, spillet og danset. På markeder har man brugt musikken, som vi allerede har beskrevet. Musikken har været med til at sprede glans over optog og fester.

De mest almindelige instrumenter har været fløjter og andre blæseinstrumenter af træ, horn eller metal, mundharper, trommer og strengeinstrumenter.

 

Latinskoleelever fik sangundervisning i Kristkirken

Ifølge Kirke-ordinansen af 1542 skulle der være en latinskole og en folkeskole i hver købstad. Latinskolen i Tønder blev oprettet i 1565. I latinskolen spillede sangundervisningen en stor rolle af hensyn til drengenes deltagelse ved gudstjenesterne. Meget af latinskoledrengens sangundervisning foregik i selve Kristkirken, hvilket sikkert var en god ide, da akustikken var meget bedre.

 

Han slog orglet i kirken og børnene i skolen

Først efter reformationen blev orgler mere almindelig i danske købstadskirker. Den første organist i Tønder hed Laurentius Thomæus. Han var tilknyttet den nybyggede Kristkirke i Tønder fra 1590erne til 1627. Han hed sikkert Lorentz Thomsen. I 1581 var han rektor på Latinskolen i Tønder:

• Hvor han slår orgelet i kirken og drengene i skolen

 

Organist flygtede til Løgumkloster

Det første orgel i Tønder blev taget i brug i 1596. Under pesten i 1602 foretrak Laurentius som huslærer for amtmand Blomes og andres børn til Løgumkloster. Det var sikkert for at beskytte sig mod smittefaren. Men Byrådet krævede at han kom tilbage og passede sit arbejde. Han kom med en masse undskyldninger så Rådet fyrede ham. Men Hertugen i Gottorp befalede, at han skulle genansættes.

I modsætning til stadsmusikanterne er mange af organisterne født i og omkring Tønder. I 1731 udgav Pastor Schrader sin ”Vollständiges Gesangbuch”. Man kan sige at den levede op til navnet med ikke mindre end 1.000 salmer (!)

 

Organist fik 300 mark om året

En af de mere kendte organister var Ursinus, som var i kirken under pietismens tid og Schrader. Han testamenterede 960 rigsdaler til hospitalet i Tønder. Efter hans død købte Vajsenhuset 20 demat jord i Frederikskog, Det heder hvis nok stadigvæk ”De Uriniuske Jorder” I hans tid var der også ansat en paukeslager, som blev betalt af kirken. Det var nu ikke særlig godt betalt – 6 mark om året. Ursinus løn var i 1734 ca. 300 mark om året.

I 1700-tallet var det stærk tradition for opførelser af kantater og hvor man kan forstille sig at også latinskoledrengene har medvirket.

 

Organist stoppede – han blev far uden for ægteskab

I 1806 blev Friedrich Carl Ferdinand Paulsen organist. Han var søn af organisten i Marie Kirke i Flensborg. Han var ganske ung, da han fik stillingen i Tønder. Han måtte imidlertid allerede fortrække fra embedet i 1810 efter at han uden for ægteskab var blevet far til et barn, født af stadsmusikantens datter Botilla Cæcilie. Paulsen døde som cellist i St. Petersborg i 1826.

 

Organist gik konkurs med sin virksomhed

En af de lokale tøndringer, der blev organist i Kristkirken, er Peter Juncker, søn af kniplingshandler Hans Stefanus Juncker. Peter Juncker var borger og storkøbmand, der ejede ejendommen Østergade 3. Han var en meget agtet borger, der om søndagen blot passede sit ” ekstra job” som organist.

I 1830 gik han konkurs, men ernærede sig som klaverhandler. Fra 1850 var han lærer i orgelspil på seminariet.

 

Kristkirkens orgel

Man ved ikke, hvornår de første koncerter i Kristkirken blev afholdt, De første bevarede programmer er fra 1860, hvor kirkens daværende organist, Andreas Jastrau, bl.a. spillede værker af Bach, Händel og Mozart.

Ansvaret for Kristkirkens orgler blev i de første par hundrede år lagt i hænderne på nordtyske orgelbyggere. I 1816 var det dog Jørgen Marcussen fra Aabenraa, der restaurerede orglet.

Da kirken havde 300-års jubilæum i 1892, forærede staten 4.000 mark til anskaffelse af et nyt orgel. Indmaden af det gamle instrument, der havde 30 stemmer blev pillet ned. Orglets indre blev igen pillet ud i 1945, hvor det var orgelfirmaet Th. Frobenius & Co fra Lyngby, der klarede opgaven. Det var det samme firma, der ombyggede og omintonerede instrumentet i 1988. I dag har orgelet i Kristkirken 37 stemmer.

 

Stadsmusikkeren skulle stå tidligt op

De allerførste stadsmusikanter omtales som spillemænd. Den første, der omtales, er Spellmann Conradus omkring 1560. Den første, der nævnes som stadsmusikant er Johann Beier, der havde embedet 1615-1616.

Som alle andre steder skulle stadsmusikanterne i Tønder stå til rådighed når ”Bürgermeister und Rath” krævede det. Det kunne være ved alle officielle lejligheder, fester på rådhuset, kongebesøg osv. De skulle spille fra kirketårnet og i kirken til højtiderne. I 1670 skulle de spille hver morgen kl. 4 og om aftenen kl. 8 (vinter eller kl. 9 (sommer) på ”zinker og basuner”.

 

Honorar efter antal af gæster

Stadsmusikanten blev aflønnet via den såkaldte Martinskat – det var den by-skat, der skulle betales ved Mortensdag og som gik til aflønning af byens ”bestillingsmænd” Det var bl.a. diakonen, rektor og kantor på latinskolen.

Sandelig i 1694 fik stadsmusikant Knölcke tilladelse af Magistraten til at indkræve 1 rigsdaler ved bryllupper. Med seks par gæster, mens brudepar der havde inviteret 10 par, skulle af med 2 rigsdaler.

Iflg. Beyers bestalling fra 1615 havde denne fået stillet fri bolig til rådighed i rådhuskælderen – lige ved byens vinkælder.

Fra 1750 og frem var stadsmusikantembedet i Tønder kombineret med stillingen som amtsmusikant i Tønder Amt.

 

Det krævede en god uddannelse

Stadsmusikanter havde generelt en lang og alsidig uddannelse bag sig og kunne spille på mange instrumenter. En af de musikere, der søgte stilling i Tønder 1822, men ikke kom i betragtning havde på et tidspunkt undervist i Flensborg i 15 år i violin, klaver og sang,

 

Stadsmusikkeren havde travlt i 1721

Ved inkorporationen i 1721 blev Tønder sammen med de øvrige gottorpske besiddelser indlemmet i Kongeriget. Det blev i Tønder fejret med en højtidelighed på Tønder Slot, hvor byens indbyggere og embedsmænd aflagde arvehyldningseden til kongen. Samme dag afholdtes på slottet en stor fest for byens embedsmænd.

Det drejede sig om i alt 120 personer, der blev godt beværtet, Samtidig beværtedes i byens vinkælder i rådhuset på Torvet ca. 450 deputerede fra alle sogne i amtet fra øerne og kogene. Der har rigtig været fest i byen. Og her må stadsmusikanten nødvendigvis have været en central person.

 

Kosakkerne krævede brændevin og musik

I forbindelse med kosakkernes besættelse af Tønder i vinteren 1813 – 14, hvor tropperne krævede voldsomme mængder af brændevin indenbords, har de sikkert også krævet musik. Mon ikke stadsmusikanten har været aktiv ved den lejlighed.

Kommandanten huskes længe efter, fordi han slog sig ned i byens vinkælder. I øvrigt fik han leveret mange alen kniplinger, som han glædeligt tog med hjem.

 

• Snart vil du kunne opleve ”Endnu mere Musik i Tønder (2)

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Åge Toft: Tønder Kirkes organister 1592-1933
• Ludwig Andresen: Bürger und Einwohnerbuch frt stadt Tondern bis 1869
• Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Klosters in Tondern
• Carstens: Die Stadt Tondern
• Bangert: Orgelet I Tønder gennem, 350 år
• Danske Kirker Tønder Amt 1-2
• Ingolf Haase: Kristkirken i Tønder
• Tønder gennem tiderne 1-2
• Claus Eskildsen Tønder 1243 -1943

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.050 artikler
• Under Tønder finder du 334 artikler

 

• Musik i Tønder (1) Tønder musikfestival, Sangundervisning, Emmerlev Klev m.m.
• Musik i Tønder (2) The Arrows, Locomotien, Radiserne
• Musik I Tønder (3) The Tommyguns
• Musik i Tønder (4) The Dispairs
• Musik i Tønder (5) Syncrpators, Valdemar Rasmussen, Harlem Hot Group
• Musik i Tønder (6) Papa Chau Chau Jazzband, Red Union Jazzband, Tønder Jazzklub, Ole Toft
• Musik i Tønder (7) Valdemar Rasmussen, Jazz i Tønder
• Tønder – igen en by med musik (Nolde Nabos første formand)
• Til Grænsen (Anmeldelse af Michael Falchs ungdomserindringer fra Tønder)
• Michael Falch i Tønder (Også med Malurt og Kedde)
• Tommyguns er genopstået
• Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro (Undertegnede optræder med to musikere)
• Tønder Festival – snart 50 år gammel
• En Spillemand fra Rørkær

 

• Møgeltønderhus før Schackenborg
• Overinspektør på Schackenborg
• Schackenborg i Møgeltønder
• Enklaver i Sønderjylland 1-2
• Kosakker på Torvet i Tønder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rømø i 1807

På Rømø var man bekymret. Kom englænderne? 7.000 søfolk var allerede fanget. En mand forsøgte selv at fange ”Engelskmanden”. Han blev taget og det kostede ham 7 år i fængsel. Om der var kaperskibe på Rømø, vides ikke, men der var en på Amrum. Regler for de frivillige på Rømø. Det var måske en lidt naiv tilgang, men hensigten var god nok. Læs her, hvilke regler, der gjaldt, når englænderne kom!

 

På Rømø var man bekymret

Man var bekymret på Rømø i 1807. Kunne briterne finde på at angribe øen? De havde overfaldet København og taget flåden. Det var ret så ydmygende.

Rømø – kaptajnen Christian Hansen Mikkelsen førte kaperskibet ”Dyrehaugen” af København. Det havde to kanoner og et mandskab på 13 mand. Skibet blev opbragt af englænderne og mandskabet sendt i fangenskab i England.

 

7.000 danske søfolk var fængslet

Her sad i alt 7.000 danske søfolk. På det tidspunkt var der 450 søfolk bosiddende på Rømø. Hvor mange af disse, der sad i fangenskab vides ikke.

Thade Petersen fortæller at en mand fra Kongsmark egenhændig forsøgte at få fat i ”Engelskmanden”. Men han blev taget og sad 7 år i fængsel. Under dette fik han koldbrand i begge ben.

 

Et kaperskib på Amrum

Om der var egentlige kaperskibe på Rømø, vides ikke. Men i hvert fald på Amrum var der et kaperskib, der hed Roland. Men også dette blev taget af englænderne.

Danmark havde næsten udspillet sin rolle som sø-magt. Mandskab som havde taget hyre, blev nærmest arbejdsløs. Danmarks handel var nærmest ødelagt. Den yderste fattigdom herskede på Rømø.

 

Regeringen indførte et reglement

Kaperiet opstod, for at bringe indtægter til staten blandt andet for de tab, som de havde lidt. Den 14. september 1807 indførte Regeringen et:

• Reglement for kaperfarten og Prisernes lovlige pådømmelse

Det var dog vanskeligt at skaffe våben til disse både. Det skulle nedskrives, hvor stor andel hver enkelt skulle have. Der opstod hurtigt et proletariat af redere og mandskab

 

Regler for de frivillige på Rømø

Man havde lavet et beredskab på Rømø – et slags hjemmeværn for et beskytte sig. Heldigvis fik Rømø – boerne aldrig brug for at give ”Engelskmanden” en ”God prygler og stav”.

På Rømø blev der advaret om at øen kunne blive overfaldet af englænderne. Sønderlandets beboere havde besluttet at der skulle gøres fælles modstand for at jage englænderne væk. Der blev udarbejdet et dokument på 15 punkter, der dannede retningslinjer for dette hjemmeværn, der blev dannet. Nu har vi forsøgt at redigere teksten til nogenlunde nudansk.

Hensigten med retningslinjerne er jo god nok. Der er så gennem historien nogle, der har forsøgt at latterliggøre disse. Dette synes jeg ikke man kan. Det kan da godt være at se med nutidens øjne at tilgangen er noget naivt. Men tænk lige på, hvilke muligheder de havde dengang.

 

De 15 regler på Rømø

1. Ved de to vagttårne (larmstænger) som er rejst ved Havneby og Vrå Bjerg, skal der dag og nat være bemanding så længe fjendtlighederne varer og så længe overfald befrygtes. Der skal mindst være to voksne til stede og mindst en mandsperson. De skal give signal, når et formodet fjendtligt skib eller fartøj nærmer sig land.

• Alarmen gives i form af tre skud og om dagen skal hejses et flag. Om natten skal der antændes en lanterne. Derfor skal der på vagtstederne forefindes fyrtøj og svovlstikker.

 

2. Så snart signal gives, samles på et sted alle Sønderlandets beboere. I det mindste en person fra hvert hus forsynes efter mulighed med et skydevåben samt krudt og kugler. Såfremt man ikke kan fremskaffe skydevåben eller bruge det, må man ikke møde ubevæbnet. Men man skal medbringe en god høfork eller en sabel, hvis sådan en haves eller være forberedt på en god slåskamp eller en stok (en god prygl eller stav)

 

3. Enhver, der hører signalet skal reagere. Over for naboen skal man gøre opmærksom på at signalet har lydt. Ingen bør holde sig tilbage af uvidenhed.

 

 

4. Når folk er samlet på en bestemt plads, så går turen den nærmeste vej til den strandkant, hvor skibet bevæger sig frem til.

 

5. Bliver man overbevist om, at det virkelig er et fjendtligt skib som søger landet, gives et nyt signal, ved at hejse et flag eller lanterne under det første. Formålet skal være at sammenkalde endnu flere folk, som kan bære våben. De skal så hurtigst muligt bevæge sig hen til alle de andre.

 

 

6. Folkemængden skal selvfølgelig organiseres. Der skal holdes styr på mængden. Derfor udvælges de mest fornuftige som ledere og skal modtage ordre og befalinger fra landfogeden.

 

7. Forsamlingen inddeles i 4 klasser med hver deres ledere (Der nævnes forskellige personer og samlingssteder fra dengang)

 

 

8. På dette punkt gives der vejledning til at når man går frem til det fælles samlingssted, skal det ske efter disciplin med gevær på skulderen. Fjenden kan sikkert se forsamlingen fra skibet. Og så skal man være forsigtig for ikke at skade andre i geleddet.

 

9. Alle og enhver er forpligtet til at vise frivillig og utvungen lydighed over for lederne. Man skal udvise ro og orden.

 

 

10. Hvis man ikke overholder de givne retningslinjer – viser ulydighed og forsømmelse bør der være en fastsat straf. Det skal ikke være med vold – eller stokkeslag. En straf fra 2 skilling til 2 rigsdaler bør være straffen for genstridighed. Det må overvejes efter omstændighederne.

 

11. Begge Menighedens Præster vil hvis deres arbejde tillader det indtræde i korpset. Det er op til forsamlingen at følge disse præsters vejledning og råd.

 

 

12. Skulle fjendtlige skibe, kapere eller røverfartøjer forsøge landgang skal blodsudgydelser så vidt muligt forebygges, før der forsøges at blive begået angreb fra skibenes side og før der gives ordre fra lederne.

Ved landgang bør to eller flere, der kan gøre sig forståelig på det engelske sprog nærme sig og spørge til hvem de er og hvad deres hensigt er. Hvis det er englændere, skal der samles en styrke af mandfolk, der er dobbelt så mange som de landsatte. Disse skal så vidt uden blodsudgydelser forsøge at fange dem.

 

13. Da Nordlandet’ s beboere ligeledes har sammensat en forsvarsgruppe, så bør man om nødvendig tilkalde disse og omvendt. Til det formål må der findes et tredje signal, der tilkendegiver at man har brug for hinandens hjælp. Dette signal skal i forvejen naturligvis være aftalt så misforståelser undgås.

 

14. Da signalerne ikke alene havde til hensigt at advare landets beboere om den overhængende fare men også dem, der boede over på fastlandet, så er det ikke nok at det første signal gives fra alarmstangen. Fremgangsmåden burde være den samme på alle Larmstænger også dem på fastlandet. De skal også besværes på samme måde.

 

 

15. Fremmede, tiggere og andre, som kommer her til landet, bør man nøje passe på. Det kan være fjendtlige spioner. Derfor bør de straks forevise pas. Kan de ikke de ikke det og kan de ikke forklare deres ærinde bør de straks bortvises. Er det mistænkelige personer bør de overdrages til myndighederne. Det er muligt at uskyldige vil blive pågrebet.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• skippere.dk
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• E. Sørensen: Rømøs Historie
• Kay Nielsen: Danmarks kapervæsen 1807 – 14

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.049 artikler
• Under Højer finder du 87 artikler
• Under Sønderjylland finder du 253 artikler
• Under Tønder finder du 333 artikler

 

• Ballum
• En degn fra Ballum
• Ballum for 191 år siden
• Ballum – for mange år siden
• Færgefart mellem Ballum og Rømø 1-2
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
• Da Ballum næsten fik en havn
• Klager over præsten i Ballum
• Agga – en sønderjysk pige (b)
• Mellem Højer og Ballum
• Ballum – dengang
• Jagten på Mærsk – familien
• Langs Brede Å

 

• Rømø

 

• Anekdoter fra Rømø 1-3
• Rømø under besættelsen
• Borrebjerg på Rømø
• Da Rømø fik et Nordsøbad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rømø – endnu engang
• Skibe og søfolk fra Rømø

 

• I nærheden
• Pastor Jacobsen fra Skærbæk
• Bredebro-dengang
• Hvem ejede Brede Kirke?
• Brede – under Besættelsen
• Jordsand 1-2
• Søfolk fra Emmerlev
• Kogsbøl ved Emmerlev
• Emmerlev Skole
• Kniplinger – nord for Højer
• I en kniplestue
• Og mange flere

Bov Sogn-folkeminder-sagn og bare historier

Der blev taget og givet efter 1920. Masser af kampe ved Nyhuus Sø. Frøslevstaven. Haraldsdal-Hvorfor hedder det sådan. Kirken skulle have ligget i Smedeby. Inden Første Verdenskrig kun 50 mand i Padborg. En trold skabte Frøslev Polde. Røverhøvdingen Elfing. Bommerlund Kro i ”Den lille Hornblæser”. Derfor hedder det Ellund. Tyvvejen – en del af Hærvejen. Den forkrøblede tjørn ved Simondys. Engang en kæmpe høj ved Ellund. Da man byggede en kirke i Hanved. De spanske soldater i Frøslev. Den frygtelige heks i Ellund. Et genfærd i Simondys. Man vidste 60 år før, at jernbanen kom. Når en person ikke skulle gå igen. Når man blev indbudt til bryllup. Fjernelse af bylder og vorter i Bov Sogn.

 

Der blev taget og givet

Måske lander vi uden for sognet i denne historie. Dengang var det jo noget, der hed Vis Herred og det gik jo syd for grænsen. I 1920 mistede sognet jo både Kobbermøllen, Wassersleben (Sosti) og Nyhuus, som nu danner Harreslev Sogn.

Til gengæld kom der til Bov Sogn den store by, Frøslev som hidtil havde hørt til den 1 mil derfra billigende Handeved. I mange år fortsatte folk fra Frøslev at blive jordfæstet i familiegravstederne pa Handeved Kirkegård.

 

Masser af kampe ved Nyhuus Sø

Og hvorfor hedder det egentlig Bov? Ja de kloge historikere siger at det er udledt af den mystiske angelsaksiske helt – ”Beowulf”.

Ved Nyhuus Sø lå en stor borg bygget af Grev Clavs. Det var til værn mod Valdemar Atterdag.

I ældgammel tid har stedet her været genstand for mange kampe. Her har været mange kæmpe høje. De fleste er med tiden blevet ødelagt. På begge sider af Hærvejen er der foregået oldtidsbegravelser.

 

Frøslevstaven

Engang lå der Padborg en villa, der hed Paddehatten. Her fandtes kromand Thomsens Mark og her var en kæmpehøj med en stav med runer – den såkaldte ”Frøslevstav”. Den er kun 19,5 cm lang og befinder sig på et museum syd for grænsen.

 

Haraldsdal – hvorfor hedder det sådan?

I Haraldsdalen skal der have været et slag. Og det handler om Harald Klarks flugt til Frankerne og hans dåb 826. I engen findes Kongekilden, af hvilken strømmer sort sand. En smuk skov strækker sig langs Nyhus Sø. Det var godt nok noget, der imponerede os, da vi var flyttet til Padborg – dengang.

 

Kirken skulle have ligget i Smedeby

Under svenskekrigen 1659 og 1660 led Bov i udstrakt grad. Kirken blev ødelagt og berøvet sit blytag. Og selvfølgelig er der knyttet et sagn til Bov Kirke. For kirken skulle egentlig have ligge i Smedeby. Natlige forstyrrelser af byggearbejdet måske fra troldenes side, forvoldte at man valgte den nuværende plads. Fra dette sagn skal hidrøre talemåden:

• I Guds navn byggede de Bov Kirke

Det er provst Rønnekamps ihærdige bestræbelser man kan takke for det høje smukke granittårn. Ved den gamle hærvej er der rejst en mindesten om ”Slaget ved Bov”. Men se det slag har vi allerede skrevet om.

Og så er det jo også Valdemarstoft og Oldemorstoft. Dette har vi også skrevet om. Men vi har sikkert glemt at Christian den Fjerde har overnattet på den ene af gårdene den 19. december 1616.

 

Inden Første Verdenskrig kun 50 mennesker i Padborg

Inden Første Verdenskrig var Padborg bare en ubetydelig stationsby med bare 50 indbyggere med et par kroer, mølle, en større byggematerielhandel samt en bankfilial. Men i løbet af få år voksede byen. Ikke langt derfra har vi så Frøslev. Og så er det jo lige Frøslev Polde. Og også her har vi et herligt sagn.

 

En trold skabte Frøslev Polde

En trold vestpå blev opbragt over den påbegyndte kirkebygning i Bov. Han fyldte en sæk med sand og begav sig på vej mod Bov, for at ødelægge værket. Undervejs gik der hul på sækken og sandet dryssede og dannede ”Frøslev Polde”.

Disse skyder sig frem i retningen fra nordvest mod sydøst. Ved Ryttergabet, passet med de høje lyngklædte banker, skal i sandflugtens dage en rytter have fundet døden. Fra denne tildragelse skal navnet stamme. En anden banke bærer navnet Valdemars Sandbjerg.

 

Røverhøvdingen Elfing

Før i tiden var her til dels skov og til dels mose. Her skal en røverhøvding Elfing eller Eflund have drevet sit spil. Den højeste klint hedder Eflunds stenbro og på Slotsbjerget findes murbrokker. Kragelundgårdhørte vistnok til herresædet, som blev ødelagt med sine ryggesløse beboere. Nu bærer poldene navnet Frøslev Polde. Frøslevnavnet udledes af navnene Frø eller Frejr.

 

Bommerlund Kro i ”Den Lille Hornblæser”

Vi skal måske lige nævne Bommerlund Kro, for det var her overkommandoen lagde planerne for sejren ved Bov. I den kendte ”kult – bog” ”Den Lille Hornblæser af H. P. Holst hedder det bl.a.:

• Hvad ned til Bov den tunge vej henslæber sig i sandet.

der ligger kroen Bommerlund bekendt i hele landet

Der er den bedste danske snaps.

Jo og dengang, der var masser af fisk i søen ved Kruså Vandmølle var der amtmanden, der havde eneret til fiskeriet

 

Derfor hedder det Ellund

Da Gottorp Slot ved Slesvig var bygget, skulle der lægges vandrør i jorden. Disse render skulle for at kunne holde længst mulig være af Elletræ. Det var lettere sagt end gjort. I nærheden af Slesvig var der ingen skove, hvor der groede Elletræer.

De store Elletræer lå, hvor landsbyen Ellund ligger. Og man siger, at det er derfor, at byen har sit navn ”El-lund”.

 

Tyvvejen – en del af Hærvejen

En gammel vej, som kan følges fra Frøslev og nord på samt syd på havde navnet Tyvvej. Tyvvejen skilte Harreslev og Gotrupel jorder og gik videre over Hanved Sogns jorder. Engang har vejen været bredere, men så blev den forsynet med jordvolde ved dens sider. Men i mange år var vejen ikke blevet benyttet som færdselslov. I 1880erne henlå den overgroet med Lyng og Gyvel og de spor som vognhjul tidligere havde sat. Jo i ældre tid havde dette været en færdselsvej.

Tyvvejen er nok et navn af nyere dato, men ”Stine Kagku’n” kunne i 1890erne fortælle et sagn om denne vej. De Harreslever og Hanved Sogns mænd kunne ikke enes om skellet mellem deres jorder. De beskyldte hinanden gensidig for at de stjal deres jorder. For at gøre ende på striden blev den kaldt for Tyvevejen.

Et andet sagn fortæller at vejen i de ældste tider var en del af Hærvejen både mod syd og nord før Hærvejen kom til at ligge øst for den. At vejen har været kendt i ældre tider, vidner også de mange gravhøje ved vejens sider.

 

Den forkrøblede tjørn ved Simondys

På Harreslevs jorder ved den vej, som menes før at have været Hærvejen ved Søndermose i nærheden af Simondys findes der en forkrøblet tjørn. Og ved denne tjørn spøges der. Ikke alene ses der to mennesker gå omkring. Men her rider der også mænd til hest forbi. Disse ryttere ser alle til den side, hvor tjørnen gror.

Det fortælles, at de krigere, som rider her, slog en fjende i det store slag, som en gang blev udkæmpet ved Simondys. Rytterne rider syd over Tyvevejen mod Skovkroen. Jo det var på denne vej, de red syd over, da de havde slået fjenden.

 

Engang en kæmpehøj ved Ellund

Tæt op til Grænsen mellem Tyskland og Danmark ved Ellund er (var) der en kæmpehøj. Den er desværre næsten ødelagt med en plov. Noget mod vest for kæmpehøjen var der en fodsti. Den benyttes nu ikke mere efter at grænsen satte et skel mellem Frøslev og Ellunds jorder. Men før var der en ”skolefodsti” fra kolonihusene Julianneaa (Julianehåb) på Frøslevmark, da børn herfra gik i skole i Ellund.

På denne kæmpehøj spøger det i midnatstimen, Der er mange, som har set, når de kom gående på fodstien, at der stod en kæmpe på højen. Kæmpen var klædt i rustning, Han holdt en dragen sværd i sin hånd og spejdede syd over efter Ellund. Omkring kæmpehøjen hørtes der våbenalarm. Det var larmen fra denne kæmpes krigere, der engang kæmpede mod fjenden oppe i Sønderjylland, da der stod et slag her.

Kæmpen, der streg her, faldt i slaget. Han blev gravlagt med fuld rustning i kæmpehøjen, som hans krigere bar jorden sammen til i hjelme på Ellund – Nørager.

Hver nat rejser kæmpen sig. Han træder ud på kæmpehøjen og holder vagt der. Han spejder efter fjenden, han venter, skal komme syd fra, for at han til rette tid kan kalde sine mænd under våben.

 

Da man skulle bygge en kirke i Hanved

Da man skulle bygge en kirke i Hanved kunne man ikke blive enige om, hvor den skulle ligge. I lang tid diskuterede man det. Så blev man enige om at der skulle spændes to stude for en bjælke. Hvor de fandt de to stude og bjælken ville man bygge kirken.

Og de fandt de to stude og bjælken på en bakke. Og der skulle kirken bygges.

 

De spanske soldater i Frøslev

Engang lå en masse spanske soldater i lejr i Frøslev. De spanske soldater rapsede uldtøj såsom uldne skjorter, strømper og andet tøj, der varmede. Beboerne satte vagt på. Hos Jørgen Post holdt en pige vagt. Da soldaten så pigen trak han sablen og gik løs på hende. Hun flygtede men fortalte hendes husbond, hvad der skete.

De sendte bud til Hans Post på Nørvang. Det er en gård nord for Frøslev. Hans Post var en kraftkarl, som det ikke var godt at nappes med. Hans Post lovede at ordne det med den spanske soldat men sagde:

• Æ kommer, vinner æ ær færre, æ vil føst ha’ min grøer

Længe varede det heller ikke, så var Hans Post på pletten. Han blev sat ind i sagerne. Den spanske soldat var endnu til stede. Han kunne åbenbart ikke finde det, som han søgte. Da soldaten så den stærke bonde studsede han lidt. Men så tog han sin sabel og gik løs på Hans Post. Men denne lod sig ikke kyse, lynsnart greb han med den ene hånd fast om sablens æg og ved hjælp af den anden hånd frarev han spaniolens sabel og tvang ham til at sætte ham på en stol:

• Forholder du dig rolig, så sker det dig ikke noget.

Den spanske soldat rystede som et espeløv, så forskrækket var han over den medfart Hans Post havde givet ham.

Det rygtedes snart blandt spaniolerne i Frøslev over hvilken tort, der var overgået en af deres kammerater, at en simpel bonde afvæbnede en af deres egne. Kom Hans Post siden gående og så spanioler i nærheden, så forsvandt de skyndsomst. Dog var det bedste af det hele, at fra den dag blev der ikke mere stjålet ulden tøj i Frøslev.

 

Den frygtede heks i Ellund

For mange år siden boede der i Ellund en led heks. Hun var frygtet, for hun var en af de værste. Det var mange, der havde set hende ridende på et kosteskaft Skt. Hans nat på Korsvejen vest for Harreslev. Hun havde det ikke godt med småbørn.

Vidste hun, at der et sted var født et barn skulle hun besøge barselskonen. Mange af de børn som heksen havde rørt ved var pukkelryggede eller blev syge på anden måde.

Børn skulle vende om, når de mødte heksen. Kom hun til et hus, hvor børn var selv hjemme skulle børnene med det samme låse døren. Jo Ellund – heksen var frygtet og kendt langt ud over Hanved Sogns grænser.

 

Et Genfærd i Simondys

I begyndelsen af 1700-tallet boede der på den sydligste af de to gårde, der kaldtes Simondys en mand, der hed Jespersen. Og han fortalte, at der her opholdt sig en genfærd eller et spøgelse.

Han holdt til i hestestalden. De heste, som stod på stald, gik løse hver morgen. Folkene på gården kunne binde hestene fast til krybben på forskellige måder men alligevel var de løse hver morgen. Desuden var de våde af sved. Der stod en damp omkring dem. Det var et genfærd/et spøgelse, der havde fat i dem.

Til sidst blev hestene staldet op et andet sted. Her kunne de holdes bundet. Om morgenen var de ikke badet i sved. Men det bedste var at der på gården ikke mere var spor af et genfærd/et spøgelse.

 

Man vidste 60 år før – at jernbanen kom

Bejl kaldes et engstykke vest for Ellund. Her var også noget mose. Og vejen, der første hertil blev kaldt Bejlvej. Der hvor vejen drejede, kunne man ofte se to lys komme farende fra vest mod øst – snart var de på vejen og snart var de ved siden af den. De der levede dengang sagde:

• Her anlægges der en jernbane

Det var forvarsel for togforbindelsen fra Tønder over Tinglev til Sønderborg. Dette forvarsel var kommet 60 år før, der her blev anlagt en jernbane.

 

Når en person ikke skulle gå igen

I området var der en bestemt skik. Når et menneske havde taget sig selv af dage eller forset sig mod sine medmennesker og ikke havde gjort bod, før det døde og som dermed ikke kunne finde ro i sin grav, ja da skulle en nær slægtning hjælpe den døde.

Den dag, der var begravelse, skulle en nær slægtning til den døde før liget blev bragt fra hjemmets grund tage vand og kaste det over liget. Da var den døde udfriet for helvedes pine og gik derfor ikke igen.

 

Når man blev budt til bryllup

En gammel bryllupsskik fra Hanved Sogn er som følger. Traf den, der skulle byde til bryllup ikke nogen hjemme, så skulle ”Bydemanden tage fat i taget over husets dør og rive noget af taget ned, så det hang ned over døren. Så kunne man se, at man var indbudt til bryllup. Man må så håbe, at de vidste, hvem der havde indbudt.

 

Fjernelse af bylder og vorter i Bov Sogn

Hvordan kommer man af med vorter og bylder i Bov Sogn? Ja det kunne da være praktisk at vide.

Hvis en var plaget af vorter, så kunne man komme af med dem ved fuldmåne. Dog skulle det gøres uden at andre vidste det. Der skulle slås et kors over vorterne med hånden og kigges op til månen mens der siges:

• Va æ se’er å, tejer te, va æ stryger å, de tejr aw

Den der er plaget med bylder, kan bruge følgende råd.

På et stykke rugbrød skal der stryges materie fra bylden. Er det gjort skal dette placeres udendørs så høns ikke kan komme til at spise det eller hakke det i stykker. Men fugle må gerne gøre det. Og hvis de gjorde dette, forsvandt bylden og fremover vil man heller ikke få nye bylder.

Ja sådan kunne vi blive ved med mere eller mindre sande historier, folkeminder og sagn. Vi må vende tilbage til flere ved en senere lejlighed.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Bov Sogns Historie
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.048 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 66 artikler

 

 

 

 

 

 

Aabenraa-starten på historien (1)

Historiske Strejftog – Aabenraa (1) Aabenraa var isoleret. Fiskerbefolkningen startede. En gammel bonde-by var det også. Gammel Opner. Hvor lå de første bebyggelser. ”Skraaen” har sikkert været gældende længe før. Første byggeri har været ringe og vanskelig. Et livligt liv på byens torve. Byen omgivet af volde og grave. Aabenraa – brændt af Vendere i 1148. Det samme skete 99 år efter af andre. Et kapel til fiskere. Aabenraahus – Kongsgården. Magrethe den Første bygger nyt slot. Aabenraa pantsættes flere gange. Aabenraa vokser ud over volden. Udendørs Ting. Ramsherred – ikke for godtfolk. Sankt Jørgensgård. Tre Gilde – broderskaber. Broderskaber omtalt i ”Skraaen”.

 

Aabenraa var isoleret

I mange århundreder lå Aabenraa mere isoleret end andre sønderjyske byer.  Det fattige bysamfund opstod uden tvivl som et fiskerleje omkranset på tre sider af skovklædte højdedrag. Dette betød en hindring for frit og uhindret samkvem med det øvrige land. Datidens vigtigste trafiklinjer trak uden om det vanskelige tilgængelige terræn omkring Aabenraa.

Den store færdsel ind og ud af riget foregik vest for byen ad den gamle Oksevej eller Hærvej. Denne havde ingen direkte forbindelse til Aabenraa som lå gemt bag de store skove.

Kun mod øst, hvor fjorden glimtede, var der en åben vej.

 

Fiskerbefolkningen startede

Den ældste bydannelse må sikkert søges på den sydlige skråning af den bakkeø, på hvilken byen er vokset op. Her har sin tids fiskerbefolkning skabt en bebyggelse i nærheden af stranden.

Kvarteret, der startede det hele, har været grupperet omkring den nu værende Skibbro, Skibbrogade, Fiskergade og Gildegade. Overleveringen fortæller os, at det var Skibbrogade, der i ældre tid var Østergade. Og i dette kvarter lå byens første kirke eller kapel indviet til Sankt Knud.

 

En gammel bonde-by

Men nu har fiskerlejet ikke været den første begyndelse til Aabenraa. Det fremgår af Kong Valdemars jordebog af 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby, hvorfra Aabenraa har hentet sit navn. I jordebogen nævnes en landsby, Opnør. Her ejede kongen også noget jord.

 

Gammel Opner

Byens gamle ”Skraa” blev stadfæstet af Hertug Valdemar den Femte af Jylland på Sønderborg Slot den 1. maj 1335. Her finder vi betegnelsen ”Gammel Opner”, I ”Skraaens” paragraf fire omtales græsningsrettigheder, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er ”Gammel Opner”. Men ”Skraaen” giver ingen antydning af, hvor dette sted skal findes.

 

Hvor lå det?

Forskellige kloge historikere har fremsat teorier om Opnørs eller Gammel Opners belligenhed.

1. Opnør har ligget et par kilometer vest for Aabenraa ved den nuværende Mølleå
2. I nærheden af Nymølle, mellem vejen til Søst og stedet Enemark, lå tre ”Obeningsløkker”. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Det var lige i nærheden af en anden landsby Hessel, der er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra landsbyerne er formentlig inddraget under ladegården til Brundlund Slot.

Den å der har flydt forbi Opnør, nu Mølleå har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen (Opnør – Aa). Efterhånden dukker der forskellige omskrivninger af orden op:

• Tiden efter 1400: Openraa og Openra
• 1410-1420: Apenraa og Apenra

Så er det diskussionen om, hvad slutningen ”Ør” i ”Opnør” betyder. I gammeldansk betyder ”Ør” ”grusset strandbred”. Måske er den allerførste bebyggelse sket herfra.

Ja egentlig var det jo en tredje teori med hensyn til, hvor Gammel Opnør lå

3. I Aabenraas ”Skraa” står der mht. ”Fægang” (græsning)

• ”Gammel Opner og Kolstrup Mark. Her er der ikke nævnt ordet i flertal, så man kan tro at det er det samme, derfor kan man tro, at det lå i nærheden af Kolstrup. Eller måske øst for fjorden. Er dette rigtigt, må det antages, at en del af Gammel Opners jorder er blevet lagt til den Sankt Jørgensgård, der blev oprettet der.

 

”Skraaen” har sikkert været gældende længe før

Denne ”Skraa” eller vedtægter som hertug Valdemar stadfæstede i 1335 har sikkert været gældende lov i Aabenraa længe før. Antagelig kan den føres tilbage til Valdemar Sejrs regeringstid (1207-1241), fra hvilken periode man almindeligvis regner, at byens købstadsrettigheder stammer.

Allerede i 1231, hvorfra ”Skraaen” stammer var der ind- og udførsel af varer i Aabenraa.

 

Første bebyggelse har været ringe og uanselig

Den første bebyggelse har været ringe og uanselig. Det har været mere hytter end huse, fiskerne boede i. Men da det opblomstrende bysamfund voksede op, har byen allerede fået købstadsrettighed. Vi kan gå ud fra at hytterne er afløst af huse og byen er i vækst.

Fra tidlige kilder ved vi, at der i fjorden har været gode fangstmuligheder. Og efterhånden lykkedes det at finde afsætning for disse fangster. Men vi kan se ud fra ”Skraaen” at også andre erhverv har gjort sig gældende. Således har landbruget spillet en rolle.

 

Et livligt røre på byens torve

Aabenraa – Fiskere har også deltaget i det rige silde-fiskeri, der efter år 1000 satte ind i Øresund og i flere hundrede år. I ”Skraaen” nævnes også sømænd og skippere. Der tales i ”Skraaen” om gejstlige og Rådmænd, om handel og købmandskab.

Der har udspillet sig et livligt røre på byens torve – Storetorv og Søndertorv.

 

Byen omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En by-grav med vold foran strakte sig fra Kilen i øst til vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmunding i Nybro. Heraf er by-graven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret eller Indvandet og således i en halvcirkel omsluttet hele byen.

Nu var det vel så som så med den sikkerhed disse volde afgav. Aabenraa har næppe følt voldanlægget som nogen beskyttelse mod de farer og krige, der kom udefra. Trods sin forholdsvis afsides beliggenhed dengang er Aabenraa ikke blevet skånet.

 

Aabenraa – brændt af Venderne i 1148

Overleveringer, der dog savner bekræftelse, går ud på at Venderne i 1148 har afbrændt byen. Danckwerth skriver, at det her skete, da Kong Svend – Eriks søn og Kong Knud – Mogens søn kæmpede mod hinanden om Danmarks rige. Det er denne lejlighed, Venderne skal have benyttet sig af. Alt hvad der på dette tidspunkt var bygget op i Aabenraa, gik op i luer.

 

Det samme skete 100 år efter

Hundrede år senere i 1247, har krig og brand hærget byen. Slottet er blevet brændt ned, men dog igen opført. Men omkring denne tid har der på banken nord for by-volden rejst sig en kirkebygning, indviet til de søfarendes beskytter, Sankt Nikolaj. Kirken blev lagt nord for banken. Den blev lagt så højt, så den kunne tjene sømænd og fiskere som sømærke. 1248 nævnes som det år, hvor bygningen af kirken skulle være påbegyndt. Men det kan nu ikke udelukkes at kirken allerede var bygget på det tidspunkt.

 

Et kapel til fiskerne

Et tredje Gudshus har der også været i byen. Det var et kapel, indviet til fiskernes skytsengel Sankt Andreas, som skulle skærme og bevare fiskerne, når de var ude på det lunefulde hav. Dette kapel var kun lille og uanseeligt. Det findes på et kort fra 1641 og det lå på et højdedrag syd for byen og vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Endnu i 1641 hed det Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag. Mange mennesker menes at have valfartet hertil. Ved Reformationens indførelse tabte Kapellet anseelse. Muligvis er det derefter blevet revet ned. Kapellets jorder blev overgivet til byens borgere til ”kålhaver”

 

Aabenraahus – kongsgården

Ude i den vestlige del ved Vestergade – Nybro ragede den gamle kongsgårds mure op. Foruden Aabenraahus blev slottet her kaldt Gamle Brundlund Slot og Kongelund. Stedet, hvor det har ligget, er ikke nøjagtigt fastslået. Nogle mener således ikke at det har ligget ved udmundingen af Vestergade men længere syd på.

Dette slot var omgivet af volde og grave. Det spillede en rolle i datidens kampe om riget og magten. Bisp Valdemar Knudssøn skulle således have siddet som fange på slottet, efter at han i 1192 havde taget kongenavn og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde med slottet. I Valdemar Atterdags sidste leveår var denne konge i besiddelse af slottet. De holstenske grever erhvervede Aabenraahus ved list og svig efter Kong Valdemars død, idet de ved at betale kongens foged, fik ham til at åbne slottets porte for sig.

 

Margrethe den Første bygger nyt slot

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev det nemlig erhvervet af dronning Margrethe, hvis navn er uløseligt knyttet til Aabenraa. Hun fik i 1411 en overenskomst i stand med holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen gik ind på at pantsætte bl.a. Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronning Margrethe. Hun fik en aftale om at hun frit kunne rykke det gamle slot ned og bygge et nyt på det sted, der passede hende.

Og det gik hun straks i gang med. Indtil 1635, der regnes for Claus Møllers dødsår, kunne man endnu se rester af det gamle slot. Og egentlig var det Dronning Margrethes plan at bygge et stort og prægtigt slot men det undte skæbnen hende ikke. I oktober 1412, da hun befandt sig ved Okseøerne efter at have besøgt Flensborg døde hun.

Margrethes oprindelige porthus på Brundlund Slot blev indrettet til herskabelig embedsbolig, ligesom slottet har været stærkt befæstet med palisadeanlæg og vindebro. Mange gange er dette slot blevet angrebet.

 

Aabenraa pantsættes flere gange

Efter en belejring, der varede i en måned i 1429 under den krig Kong Erik af Pommern i flere år førte mod Hansestæderne og de Holstenske grever faldt Aabenraa i de holstenske grevers hænder. Aabenraa By blev udplyndret. Soldaterne til egnede sig alt, hvad borgerne havde af guld, sølv og værdifuldt husgeråd.

Slottet og byen har flere gange været genstand for pantsættelse. I 1470 pantsatte kong Christian den Første slottet til Henrik Rantzau for 24.000 Mark. I 1525 fulgte Kong Frederik den Første dette eksempel og satte slot og by i pant hos Bennedict Pogwisch for 10.000 Mark lybsk.

Ved Kong Christian den Tredjes deling af hertugdømmerne i 1544 blev Aabenraa tillagt den gottorpske del, var dette beløb endnu ikke betalt. Ved delingen valgte Hertug Adolf den gottorpske del. Han blev således den første gottorpske Hertug og blev stamfader til det gottorpske hus.

I 1589 har der fundet en ny pantsættelse sted, idet Hertug Johan Adolf, der var gift med prinsesse Augusta, en datter af Kong Frederik den Første og dronning Sofie straks efter sin svigerfaders død satte Aabenraa i pant til sin svigermor for et stort pengebeløb, hun lånte ham.

 

Aabenraa vokser ud over volden

Befolkningstilvæksten sprængte de rammer, som volden dannede for byen. Det var næsten udelukkende mod nord bebyggelsen skød op. Men der skete også ændringer mod vest, da det gamle slot blev revet ned.  Nybro og Nygade hidrører naturligt fra tiden efter slottets nedrivning.

Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalandhuset. Det blev efter sigende opført af de katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Åbenbart har huset været Gildehus for byens gildebroderskaber og blevet taget i brug som rådhus.

 

Udendørs Ting

Uden for rådhuset under åben himmel mellem fire tingstokke havde Tinget fundet sin plads. Her blev retssager afgjort. Tinget blev afholdt hver mandag frem til den store brand i 1610.

Der har også været meninger fremme, at Tinget holdt deres møder på selve Storetorv.

 

Ramsherred – ikke for godtfolk

På Kirkebjerget havde de syv Marianere nedsat sig i deres huse og bygninger nær kirken. Lidt længere mod nord blev Ramsherred anlagt omkring 1470. Det var en lille bydel for sig selv. Det var som navnet antyder ikke godtfolk, der holdt til her. Tyve, løsagtige kvinder og deslige har her ført deres forargelige levned til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere.

Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden af denne rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de skarns folk i Ramsherred.

Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere syd for byen, indtil galgen fik sit blivende sted på Arnsbjerg, et højdedrag umiddelbart nord for det daværende Aabenraa.

 

Sankt Jørgensgård

Foruden de to kirker, der er nævnt og Sank Andreas – kapellet har der eksisteret endnu et Gudshus i Aabenraa, indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller rettere kapel har været knyttet til Sankt Jørgensgård. Ja det var vel et slags hospital for spedalske. Denne frygtelige sygdom – spedalskheden vakte tidligt de gejstlige og verdslige autoriteters opmærksomhed. Allerede i det 5. og 6. århundrede træffer vi sådanne hospitaler. Af hensyn til sygdommens karakter blev disse hospitaler lagt uden for byens porte. Det er efter et sådant hospital bydelen Jørgensgård har fået sit navn. Efter et fund i 1929 kan man ganske nøjagtig stadfæste Jørgensgårds beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten. Her har antagelig ligget en teglovn som har hørt til hospitalet. Fundet blev gjort ved Karpedam.

Vi ved at bygningen og jordene blev givet til den fyrstelige lensmand ”Svarte Hans”. Senere er Sankt Jørgens Kirke (Kapel) samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer.

Han ombyggede kirken (kapellet) til et beboelseshus og benyttede det en tid lang som sådant. Efter knap fire års forløb drog han bort, hvorpå jordene atter blev lagt til Brundlund Slot og siden forpagtet ud til borgere i Aabenraa.

 

Tre Gilde-broderskaber

Før ”Skraaens” konfirmering i 1335, måske allerede længe før, har der i Aabenraa været ikke færre end tre gildebroderskaber:

• Sankt Knuds Gilde
• Sankt Nikolaj Gilde
• Sankt Nikolaj Lægbroderskab

 

Broderskaberne omtalt i ”Skraaen”

Det største og betydeligste var Knuds – gildet opkaldt efter Knud Lavard, som havde været Oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At Sankt Knuds Gildet havde betydning i Aabenraa fremgår af § 20 i ”Skraaen”:

• Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde, anklager en af sine Gildebrødre for nogen sag, skal denne forsvare sig med seks brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være tilfældet for så videt angår Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Sankt Knuds-Brødrene øvede stærk indflydelse på valget af byens rådmænd og borgmester. I Statsretten for Aabenraa-Flensborg Stadsret, der ved år 1514 var tillempet efter aabenraaske forhold og anvendtes ved siden af ”Skraaen” – siges således, at Sankt Knuds Goldes Oldermand skal være med til at indsætte og afsætte Rådmændene.

 

• Vi fortsætter snart serien med Historiske Strejftog – Aabenraa (2)

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Kirkeskov: Sønderjylland – et historisk topografisk værk (2)
• V. Gregersen: Aabenraas ældste historie
• Otto Madsen: Brundlunds Historie
• Claus Møller: Aabenraas By-krønike 1620
• Jørgen Witte: Aabenraa I Høj – middelalderen – Livet i købstaden 1230 – 1375
• Aabenraa Bys Historie 1-2

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.047 artikler
• Under Aabenraa finder du 209 artikler
• Gamle veje – omkring Aabenraa
• Aabenraa – i begyndelsen
• Aabenraa – i Højmiddelalderen
• Aabenraa – for meget længe siden
• Aabenraas oprindelse
• Brundlund Slot
• Aabenraa – en by der hed Opnør
• Aabenraas Historie

Tønders mange legater

Mange kniplepiger måtte betale for at få blev rige. Var det samvittigheden eller Pietismens godhed, der bevirkede så mange legater i Tønder? Hvad er en Legatfenne? Ja det ved de syd for Højer. Peter Struck. Skoleundervisning. Svigersøn snød med testamente. Balthasar Petersen. Hans Friedrich Leo. Paul Popsen. Uforanderlig ægteskabelig kærlighed. Carsten Richtsen. Vestergade 9 viser velstanden. Understøttelse af fattige fra den arbejdende og flittige klasse. Den flittige håndværker og arbejder. Georg Friedrich Horup. Han blev Carsten Richtsens by-sekretær. Kapitalen skulle ”sættes på renter” Spillere og drankere skulle ikke forventes at få noget. Hvem var legatmodtagerne 1. Ældre Mennesker 2. Yngre enker med uforsørgede børn. 3. Yngre Familier med en stor Børneflok. 4. Familier med syge eller handicappede Børn. 5. Yngre Håndværkere i akut nød. Og så var afslagene uden begrundelse. Modtagere af fattighjælp blev offentliggjort i den lokale avis. Offentlig hjælp var en ydmygelse. Man skulle sandelig ikke begraves på ”Fattigjord”. Suppelegater og andre.

 

Legater og stiftelser var i alle byer medvirkende til at begrænse antallet af personer, der måtte have fattighjælp.

Det kan ikke skjules at Tønder har været berømt for alle dens kniplinger. Mange er blevet rige på den bekostning. Men også mange af kniplingspigerne er blevet handicappede fordi de arbejdede under dårlige arbejdsforhold og i for højt tempo.

• Bagerst i artiklen har vi samlet artikler, der har relevans til dette tema – som du kan finde på denne side.

 

10 gadenavne opkaldt efter sig

Mange af kniplingsgrossererne har stiftet legater m.m. til byens fattige i tidens løb. De har så til gengæld fået gader og veje opkaldt efter sig. Derfor hedder det i dag Strucksalle, Horupsgade, Leosalle, Popsensgade, Richtsensgade m.m. Tæller vi nu sammen er hele ti gadenavne i Tønder præget af disse velgørere.

Klosteret og den katolske kirke tog sig af de fattige og syge. Man betalte tiende. Med reformationen forsvandt hele det sociale arbejde i Tønder. Gråbrødreklostret blev nedlagt og munkene smidt ud af byen. Nu måtte byens befolkning selv klare det.

 

Nogle få bliv rige af kniplinger

I løbet af 16-1700 – tallet blev nogle få af byens borgere meget rige på grund af kniplingerne. Nu var det vel ikke kun på grund af samvittighed at disse grossister eller kniplingshandlere stiftede disse legater. Det kunne være at de følte en vis forpligtelse!

Personlig fromhed opstod i forbindelse med at pietismen opstod. Dette var måske med til at fremme antallet af legater og stiftelser i Tønder

 

Hvad er legatfenner?

Mange af Tønders legater byggede på indtægter af jord i Tøndermarsken. Dukker vi ned på et kort fra 1. januar 1954 kan vi se at der ligger jorder tilhørende 23 forskellige legater og stiftelser. Legatejendommene ligger hovedsagelig vest for Højer – Rudbøl diget, dvs. i de nyere koge som Rudbøl Kog (1715), Gl. Frederikskog (1692) og Ny Frederikskog (1861).

Ja man kalder stadig disse marker for ”Legatfenner” Mon ikke den allerførste blev oprettet af Anne Cathrine Hansen i Højer i 1766. Det var 2,7 ha i Rudbøl Kog

Det var indtægterne af udlejningen af jorderne i Tøndermarsken, der udgjorde finansieringen af legaterne og stiftelserne. Det er det såkaldte Land-udvalg, der udlejer fennerne. Går du en tur derude kan du genkende disse fenner. Således benævnes Richtsens legatmarker med R.L. Posens Legat er lige med P.L. og Leos Legat er L.L.

Nu skal vi da også lige huske at nævne, at der i Tøndermarsken ligger legatjord, der tilhører Aabenraa Kommune.

 

Peter Struck

Han var den første legatstifter. Han var rådmand og kniplingshandler. Og hans legat var for fattige i Tønder. Strucks legat finansierede opførelsen af Vajsenhuset i 1731,

Allerede i 1703 stod han i spidsen for indsamling til udvidelse af byens hospital. Efter at have afregnet med provst Reimarus i 1709 indførte han sit testamente i kollektbogen. Af teksten kan man se at han var grebet af pietismens ideer. Han omtaler sig selv som et værktøj for den almægtige Gud.

Han ser det som sin opgave at hjælpe fattige børn til en kristen opdragelse, et betryggende legemligt underhold og en god skoleundervisning.

 

Skoleundervisning

Han er meget konkret, således skal lejeindtægten fra den jord han giver, betale for 12 forældreløse drenges ophold i byens hospital, hvor de skal oplæres i læsning, skrivning, regning og kristendom. Desuden skal 38 fattige børn i Tønder have gratis undervisning, ligesom degnene i fem forskellige sogne i Vidding Herred have betaling for at undervise 20 børn hver.

Du kan læse hele den historie i vores artikler om Vajsenhuset i Tønder.

 

Svigersøn snød med testamentet

I en kuvert i kollektbogen har Struck lagt en lille levnedsbeskrivelse. Han er født i Aabenraa i 1659 – tre måneder efter sin fars død. En arv satte ham som voksen i stand til at blive selvstændig inden for handel. I mere end 20 år betalte han Tønders højeste skat.

Struck døde i 1713 og hans hustru Beate Maria året efter. Testamentet trådte imidlertid ikke i kraft før 1731, fordi ægteparrets svigersøn og arving i første omgang fortav dets indhold. Også den historie kan du læse i vores tidligere artikler om Vajsenhuset.

 

Balthasar Petersen

Provst Petersens Legat blev stiftet 1786. Som vi tidligere har skrevet studerede Balthasar Petersen teologi i Jena. Han lavede sin egen præsteskole. Hans elever behøvede ikke så meget søvn, mente han. De skulle desuden læse, mens de spiste. De skulle ikke spilde tiden.

I 1786 testamenterede Balthasar Petersen den store gård Gørrismark til Tønder Seminarium. Indtægterne af gården skulle komme 18 unge mennesker til gavn for deres uddannelse. I 1847 brændte gården. I 1854 opførte Tønder By her en ny kommunal fattig – og arbejderanstalt, der fungerede som fattiggård indtil 1937.

Hans legat stod bl.a. for oprettelsen af Tønder Seminarium. I nyere tid har midler fra dette legat været med til at finansiere Provst Petersens Kollegium i Tønder.

 

Hans Friedrich Leo

Kolonialhandler Leo døde ugift i 1812. I hans testamente er en mangeårig assistent og husven, Nis Iversen indsat som hovedarving. Men der er også afsat store beløb til velgørende formål.

Byens hospital blev tilgodeset med jorder, hvis overskud skal anvendes til at forbedre levestandarden for beboerne. 3.000 rigsdaler i obligationer blev deponeret hos Magistraten og for renterne heraf skal byens fattige have hjælp, specielt i sygdomstilfælde.

Han oprettede i 1808 et legat bestående af 30 ha. Jord i Frederikskog til gavn for hospitalet i Tønder.

Leos Plejehjem er oprettet ved optagelse af lån i dette legat.

 

Paul Popsen

Ægteparret Helena og Poul Popsens testamente afspejler gensidig respekt og et fuldstændigt ligeværd. Man har nemt ved at tro på ordene om, at kniplingskræmmeren og hans hustru i mange år har levet i ”et fornøjet ægteskab”

 

Uforanderlige ægteskabelige kærlighed

De havde ingen livsarvinger og ønskede derfor at efterlade et minde om deres:

• Uforanderlige ægteskabelige kærlighed

Rådmand Paul Popsen døde som den sidste af ægtefællerne i 1800. Et jordtilliggende på 163 Demat tilfaldt et legat til fordel for kirker, skoler og fattighjælp i og uden for Tønder by. Specielt har ægteparret ønsket, at pengene skal anvendes til at begrænse tiggeriet og fremme beskæftigelsen.

 

Carsten Richtsen

Carsten Richtsen var søn af en velhavende kniplingshandler. Hans legat skulle gå til byens fattige. Carsten Richtsens legatfenne er på hele 74 ha. Mange af disse legatfenner var i sin tid placeret syd for grænsen. Efterhånden nåede man at tilbytte dem, så de nu alle ligger nord for grænsen.

 

Vestergade 9 viser velstanden

Han er nok den, som vi ved mest om. Således har vi også tidligere skrevet om ham. Hans hus, Vestergade 9 er i dag et synligt minde om købmandens velstand. Ved sin død i 1821 var han justitsråd, deputeret borger, kniplingshandler og tidligere borgmester.

Hans kone, Ingeburg var død først og parret efterlod sig ingen arvinger. Bag dette gemmer sig en familiestrategi, idet Richtsens to sønner døde som børn. Måske ligger årsagen til hans godgørenhed her.

 

Understøttelse af fattige fra den arbejdende og flittige klasse

Han efterlod byen et offentligt anlæg med to stk. Liebestempel, hvoraf de ene er bevaret og netop restaureret. Et stueorgel og nogle kanoner testamenterede han også. Men det var særlig hans 146 Demat jord til byens fattige, der skabte glæde. Lejeindtægterne af jorden skulle anvendes til:

• Understøttelse af fattige fra den arbejdende og flittige klasse

Ned i mindste detalje giver testamentet anvisninger på, hvorledes hjælpen skulle foregå rent praktisk i form af brændselshjælp, hushjælp, uddeling af rug og brød, linned m.m. plus hjælp til betaling af skat. Alt i alt er der afsat 700 rigsdaler til fast årlig understøttelse.

 

Den flittige håndværker eller arbejder

Hvis det derefter var penge til rådighed, skal disse anvendes til:

• Fattige, der har hårdt brug for understøttelse, men hellere vil undvære den end melde sig til offentlig uddeling.

Det kan være flittige håndværkere eller arbejdere, der ufortjent er kommet i nød, forældre der har flere børn, end de kan ernære eller trængende enker eller mænd, ansat i byens tjeneste,

Jo hans testamente var præget af klogskab og indhøstede erfaringer fra deltagelse i byens styre. Det er den erfarende kommunale embedsmand, der taler.

 

Georg Friedrich Horup

Det har været driftige købmænd med deltagelse i byens styre med undtagelse af Leo. De har været optaget af tanken om at hjælpe de medborgere, der var kommet i en tvangssituation. Det har nu ikke altid været dem, der befandt sig på samfundets grund, de har haft i tankerne. Denne velgører har fået Horupsgade opkaldt efter sig.

 

Han blev Carsten Richtsens by-sekretær

Han stammer fra Holsten, hvor faderen var godsforvalter på et adeligt gods. Horup opnåede titlen ”Studierter Justitzrat”. Med den titel fik han ansættelse som by-sekretær i Tønder. Carsten Richtsen, der ikke havde studeret skulle have en kyndig mand ved sin side.

Da Carsten Richtsen havde sin afgang i 1812, var det naturligt at byens by-sekretær blev byens borgmester. Han forblev i sit embede indtil 1834.

 

Kapitalen ”skulle sættes på renter”

I sit testamente bestemte han, at når de personer, der havde stået ham nær, var blevet tilgodeset, skulle der oprettes en

• Unterstützungsfond für die Bürger dieser Stadt

Denne havde ved stiftelsen en formue på 8.005 Rigsdaler og 9 Schilling. Frem til 2003 blev den i det væsentlige styret efter de i Horup testamenterede regler. De væsentligste punkter bestemte, at hele kapitalen skulle ”sættes på renter”.

Det var først renterne af renterne der skulle komme understøttelsesformålet til gode. Understøttelsen blev givet til de af byens borgere, der havde eget hus og som på grund af sygdom, dødsfald, mange børn eller på grund af andre uforskyldt indtrufne omstændigheder ikke så sig i stand til at indfri deres forpligtelser.

 

Spillere og drankere kunne ikke få noget

Kun uformuende, men gode ærlige, ordentlige og flittige folk kunne forvente at modtage en understøttelse. Udelukket var sendrægtige og omsorgsløse værtsfolk, spillere, drankere og i øvrigt alle, der førte et udsvævende og uordentligt levned.

Der blev sandelig ført bog, som blev administreret af Horups advokat Bargum. Administratorerne tilkendte Martin Altmann som den første understøttelse med følgende begrundelse:

• Martin Altmann har altid, så vidt os bekendt, været en god ærlig, ordentlig og flittig mand. Han kan dog nu i sin høje alder ikke mere gå på arbejde og er således ikke i stand til at ernære sig og sin kone. Tønder den 30. Decbr. 1843.

Det var stor interesse for at komme ind i administrationen af denne fond. Således mødte 64 personer frem for at stemme på fire kandidater i 1873.

 

Legatmodtagerne

En del af legatpengene er fra starten øremærket til diverse institutioner. Sideløbende har Tønders Magistrat fordelt betydelig beløb ud fra direkte ansøgninger. De fleste af disse ansøgninger er skrevet på tysk. I mange tilfælde har ansøgeren haft hjælp til ansøgningen eller betalt sig fra det.

Ansøgerne kan deles ind i forskellige kategorier

 

Ældre mennesker

På grund af ælde og svigtende helbred er de ikke længere i stand til at forsørge sig selv. De lægger vægt på, at de gennem hele livet har været gode skatteborgere. Nogle vil have hjælp til husleje, beklædning eller forfalden skat.

Skomagermester Thaysen vil gerne have hjælp til husleje. Grundet svigtende syn kan han ikke mere flikke træsko.

 

Yngre enker med uforsørgede børn

Her går hjælpen ofte til børnetøj. En alene – far C.H. Hansen blander sig også i denne gruppe:

• Jeg har ingen brødskiver, hvormed jeg kan ernære mine seks børn, og jg har intet arbejde.

 

Yngre familier med en stor børneflok

Skomagermester Peter Jacobsen søger gennem flere år jævnligt om penge. På et af brevene har myndighederne tilføjet:

• Flere børn end de kan ernære

 

Familier med syge eller handicappede børn

• En datter, der er så forlammet, at hun ikke kan komme ud af huset
• En søn, der er krøbling og som skal have vedvarende hjælp, selvom han er konfirmeret – for dette barn er kun de sørgeligste fremtidsudsigter

Skomagermester Jacob Andersen beder om hjælp til at oplære sin forkrøblede datter i syning, så hun ikke:

• Skal falde det offentlige til last

En anden fader beder om hjælp, så hans blinde søn kan komme til behandling hos en øjenlæge i Fredericia.

 

Yngre håndværkere i akut nød

De beder om hjælp til at kunne fortsætte med deres erhverv:

• En skomagermester til indkøb af læder
• En bødkermester til indkøb af træ
• En farver til indkøb af uld

Maler Nicolai Garmsen har i 1851 skrevet et særligt smukt brev, hvori han fortæller, at han efter udstået læretid i Haderslev har været på valsen i Tyskland, men nu er tvunget til at vende tilbage til sin fødeby Tønder på grund af krigsuroligheder.

 

Afslag eller Godkendelse

Mange ansøgninger blev imødekommet. Men der var også afslag – uden begrundelse. Men det er nærliggende at tro, at Magistraten i den forholdsvis lille by (2.849 indbyggere ved folketællingen i 1845) har haft førstehåndskendskab til den faktiske nød. Typisk for de mange brevskrivere er:

• At jeg i hvert fald hører til de trængende, er bekjendt nok her i byen.

Kun i ganske få tilfælde ligger ansøgeren dokumentation for sin påstand, f.eks. helbredelsesattest fra fysikus Ulrich.

 

Modtagere af fattighjælp blev offentliggjort i avis

Legathjælpen bestod typisk halvårlige beløb på enten 7 mark og 8 skilling eller 15 mark. Til sammenligning kan anføres, at daglønnen for en snedker i 1842 er 1 mark og 8 skilling.

Side om side eksisterede der også et offentligt fattigvæsen med forordninger fra 1736 og 1841. Men det var forbundet med mange ulemper. Alle der modtog offentlig hjælp blev registreret. I 1835 gik man så vidt at offentliggøre en fuldstændig fortegnelse over modtagerne og hvilket beløb man modtog. Det blev så offentliggjort som et tillæg i Tondersches Intelligenzblatt.

 

Offentlig hjælp var en umyndiggørelse

Offentlig hjælp var lig med umyndiggørelse, hvilket også var et slag mod ens stolthed. Det var det også hos dem, der søgte legater.

Offentlig hjælp var lig med arbejdstvang for en arbejdsduelig person. Fra 1834 var denne arbejdstvang også bopælstvang idet der blev oprettet en offentlig arbejdsanstalt.

Og i 1831 var der blevet oprettet en kogeanstalt. I stedet for hjælp til daglige fornødenheder fik man udleveret spisebilletter.

 

Man skulle helst ikke begraves i ”fattigjord”

Når man fik legater, var der mulighed for at få hjælp i særlige tvangssituationer, så som begravelseshjælp. Så skulle afdøde ikke i fattigjorden. Men vigtigst for alt. Legatmodtagere slap for tab af borgerlige rettigheder og den nedklassificering i samfundet som blev fattighjælpsmodtagere til del.

I en ansøgning fra 1853 skriver Peter Jacobsen:

• At være henvist til det offentlige fattigvæsen er en tung skæbne for den, der ved rastløs flid og omhyggelig sparsomhed søger at værge sig derimod.

 

Suppelegater og andre

Der fandtes også en mængde andre legater. Næppe en by som Tønder har haft så mange legater. Der har været masser af suppelegater, der blev udleveret til de fattige på bestemte mærkedage.  Og pengelegater eksisterer stadig.  Mange har ikke overlevet grundet skiftende inflationer.

Således var statsbankerotten i 1813 og den tyske marks værdiløshed efter Første Verdenskrig et hårdt slag mod alle disse legater og stiftelser.

I dag administreres de fleste af de tilbageværende legater af Socialudvalget i Tønder Kommune.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Trap Danmark 5. udg. Bd. 10
• Sønderjysk Månedsskrift
• Ludwig Andresen: Bürger und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869
• Bevaringsværdige Huse i Tønder
• Frans Brenner & Ludwig Andresen: Häuser und Geschlechter in Tondern
• Thorvald Petersen: Tønder Bys Legater
• Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen, Lennart S. Madsen: Sønderjylland A – Å

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.046 artikler
• Under Tønder finder du 333 artikler

 

• Fysikus fra Tønder havde mange gøremål
• Sygehus, Arbejderanstalt og Borgmesterkontor i Tønder
• Balthasar Petersen – Grundlægger af Seminariet
• Sygehus i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder 1-2
• Fysikus Ulrik 1-2
• Tønder, da Liebestempel blev bygget
• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• Fattige i Tønder
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• Gader og veje i Tønder
• I en kniplestue (7)
• Tønder – Kniplinger den sjette historie
• Tønder – Kniplinger fra Husflid til Industri
• Tønderkniplinger
• De stakkels kniplepiger
• Kniplinger – nord for Tønder

Østerbro – dengang

Rosendal. Ved det gamle kalkbrænderi. Rakkerkulen. Classens Have var et vildnis. Nattergalen larmede. Da englænderne tog flåden. Fiskerhuset blev købt til. Ikke alle bygninger i Classens Have var lige smukke. Badeanstalterne. Rosenkildes datter beskrev ”Det Hvide Hus”. Da Rosenkilde skulle følges hjem. Masser af tropper på Østerbro. ”Adolph – hent pusterøret”. Det blev mere fredeligt på Østerbro. Et vendepunkt i Østerbros historie. Den stakkels billedhugger.

 

Rosendal

Tuteins ejendom hed Rosendal, hvor han i 1766 anlagde sit kattuntrykkeri. Tidligere havde det her ligget et klædemanufaktur. Det var dengang man gennem diverse svingninger gennem det nuværende Nordre Frihavnsgade kom fra Trianglen til Kalkbrænderierne.

Rosendal gik lige så lidt som Classens Have helt op til Østerbrogade. Foran lå nogle småhuse, hvoraf et hed ”Pæretræet”, et bryggeri og en barkmølle, som brændte under belejringen. På hjørnet af Kalkbrænderivejen ved Nordre Frihavnsgade lå ejendommen Petershåb.

 

Ved det gamle kalkbrænderi

Her i nærheden lå også Schwermannsdal. Det var opkaldt efter fiskeriforpagter I.L. Schwermann. Det lå ved det gamle kalkbrænderi og nævnes i 1783 i anledning af en fest på dronning Juliane Maries fødselsdag. Til denne anledning skrev Johannes Ewald en sang.

 

Rakkerkulen

Ved stranden lå Rakkerkulen imellem Gammel og Ny Kalkbrænderi. I 1792 blev der her opført et rettersted i stedet for det gamle uden for Vesterport, hvor Amerika Mølle senere lå. Justitsstedet på Østerbro blev dog allerede i 1806 på ny flyttet og fik plads ved Renovationskulen på Amager. Grunden til dette var, at det ofte var oversvømmet på Østerbro på grund af oversvømmelse ved højvande fra Sundet.

På hjørnet af Øster Allé og Trianglen på Øster Fælleds grund lå et salpeterværk anlagt i 1801 af to svenske saltpeter-sydere. Men også dette ødelagde englænderne i 1807.

 

Classens Have var et vildnis

Nu var Classens Have i mange henseender mere interessant end Tuteins. Den sidste var langt bedre holdt og bar mere præg af at være til lyst og glæde. Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De gamle træer voksede med det tætte krat. Det dannede ligefrem skovtykninger.

Brød man så igennem disse stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudelys og muskedonnere førte tanken langt fra byens nærhed.

 

Nattergalen larmede

Midt i haven lå en skummel grå bygning, hvor man sagde, at der i svenskekrigens tid havde siddet fanger i bolt og jern. Fra Classens Have lød i de lyse nætter nattergalens sang så stærkt over mod ”Det Hvide Hus”, at man havde svært ved at sove.

Ja egentlig hed dette hus, Søholt. Det fik adressen, Østerbro 107 og lå ved Lille Triangel. Det var opført i 1700 – tallet af Etatsråd Niels de Hofman. I årene 1778 – 1813 blev det ejet af den tids største skibsreder og tømmerhandler Lars Larsen.

 

Da englænderne tog flåden

Det var også her, at man i 1807 forhandlede freden med englænderne i 1807. Jo, da kunne man langs kysten ud mod Sundet se englænderne sejle med hele vores flåde. Her boede Peter von Scholten også i kort tid.

 

Fiskerhuset blev købt til

I Classens Have lå bl.a. to ejendomme nemlig generalmajor I.F. Classens, hvis officielle navn var Frederikslund og broderen konferenceråd P.H. Classens. Før generalmajoren i 1755 erhvervede stedet tilhørte stedet, tilhørte en del af det de Danneskjold-Laurvigske arvinger mens en anden del blev ejet af gehejmeråd Hans v. Ahlefeldt.

I 1799 blev det kendte traktørsted Fiskerhuset på hjørnet af det nuværende Classensgade og Strandboulevarden tilkøbt. Haven, hvorfra det var en glimrende udsigt over Sundet havde en parklignende karakter med kanaler, øer og fiskedamme, hvoraf der i 1806 var ikke mindre end tolv.

 

Ikke alle bygninger i Classens Have var lige smukke

På den tid lå her en bygning, der var mere ejendommelig end smuk. Det var Justineborg. Hovedfacaden var romersk med søjler. Bagsiden forestillede et kloster, den ene ende et maurisk hus, den anden en gotisk eller engelsk borg. Der fandtes desuden et Antonieborg, et norsk hus med stråtag og lignende anlæg.

 

Badeanstalterne

Nede ved Sundet lå dengang badeanstalterne. Her lå også den militære. Her sad en gammel kagekone, der bl.a. forhandlede nogle dejlige hårde skibsbeskøjter, som smagte herligt. Her lå også Bechs og Engelbrechts badeanstalt.

Ved Holmens Kirkegård lå en Sangerindepavillon. Her begik en student engang selvmord af kærlighed til en af disse optrædende.

 

Rosenkildes datter beskrev stedet

Rosenkilde spillede ofte kort til ud på natten. Og dengang var det ikke sjovt at gå gennem det mørke Østerbro. Det var heller ikke altid at han kunne få militær eskorte fra vagthuset ved porten.

Jo skuespilleren Christian Rosenkilde boede i Det Hvide Hus fra 1834 – 42. Hans datter var den berømte Julie Sødring. Hun skrev:

• Mange vil sikkert endnu kunne mindes Det Hvide Hus på Østerbro. Det lå lige for Søen og lignede nærmest et gammelt Palæ. Huset bestod af en stue, førstesal og nogle værelser oppe i det høje mansardtag. Tillige var der et herligt stort loft med altaner ud mod søen og haverne. Vor lejlighed bestod af første sal og nogle af loftsværelserne. Værelserne var høje og luftige. Til ejendommen hørte en stor prægtig have, der strakte sig om bag huset med en mængde frugttræer.

 

Da Rosenkilde skulle følges hjem

En vinternat, da der var et spejlglat føre, spurgte han således den vagthavende underofficer, om han kunne få en soldat til at følge sig hjem. Det blev da stillet en skikkelig knøs til hans tjeneste. Vederlaget blev bestemt til en mark. Rosenkilde fik pludselig den ide at lade som om han havde drukket for meget. Og belønningen blev en hel rigsdaler.

 

Masser af tropper på Østerbro

På et tidspunkt spillede militæret en stor rolle på Østerbro. Flere gange om ugen kunne man opleve militærmusik. Ofte var der øvelser på Fælleden. Det var som regel Store Vibenshus, der skulle indtages. Der var mange brogede korps, der optrådte. Det var Kastels jægerne, de jyske dragoner, Lanserne og den strålende Heste-garde.

 

Adolph – Hent pusterøret

Adolph Rosenkilde – den senere skuespiller, havde en særlig sport og det var at skyde efter de soldater, der red forbi. Og det gjorde han med et pusterør. Til kugler brugte han kit. Han listede sig ned ved plankeværket ud mod Østerbrogade. Gennem et hul i plankeværket fyrede han nu af. Men en dag opdagede hans far, hvad han lavede og forklarede det forkerte i det han gjorde.

Men ak – dagen efter stod den gamle i haven og råbte:

• Adolph, Adolph! Skynd dig og hent pusterøret. De kommer.

 

Det blev mere fredeligt på Østerbro

Efter Frederik den Sjettes død blev det lidt fredeligere på Østerbro. Østerbro var den bydel, der holdt sig længst mulig landlig. Det kan vi bl.a. læse i Søren Kierkegaards ”Forførerens Dagbog”, hvor han betagende fortæller om en spadseretur langs Blegdammene på den ene side og Sortedamssøen på den anden, først ved solnedgang, senere ved midnatstid, hvor månen skinner og jægerens horn giver genlyd over de stille øde marker.

Også ”Ægteskabsstien” – mere folkelig kaldet ”Kærlighedsstien” på den anden side Søen var engang romantisk. Men ak senere kunne man risikere og synke ned til knæene, hvis det havde regnet.

 

Et vendepunkt i Østerbros historie

Året 1852 dannede et vendepunkt i Østerbros historie. Nu blev demarkationslinjen ved lov af 6. januar 1852 flyttet til indersiden af Søerne. Udenfor denne linje var der fuldstændig byggefrihed. Vesterbro og Nørrebro faldt i byggespekulanternes hænder. Men på Østerbro kom der først rigtig gang i den omkring 1880.

Loven af 1852 betød faktisk, at de gamle fæstningsværker var opgivet. De gamle volde var prisgivet og snart trængte bebyggelsen sig på. Østerport var den sidste port, der faldt. Det var i 1858.

 

Den stakkels billedhugger

Glemt er også at Johannes Wiedewelt den 17. december 1802 kastede sig i Sortedams bølger og døde. Han var Danmarks mest berømte billedhugger. Men selv om han var det måtte han ligefrem kæmpe mod fattigdom. Han giftede sig aldrig. Han måtte ikke alene ernære to gamle søstre men også en fattig slægtning.

Han havde bestilt og betalt nogle marmorblokke. Men skibet, som transporterede disse gik til bunds ved Læsø. Alt dette kunne han ikke bære. Først fire dage efter at han var sprunget ud blev han fundet. Juleaften blev han begravet på Assistens Kirkegård.

Og på Fælleden holdt alskens hjemløse til ved ”Holger Danskes Briller.

Vi har skam allerede fortalt om Fælledbisserne og om den brutale henrettelse.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Knud Bokkenheuser: Det gamle København

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk består af 2.045 artikler
• Under Østerbro finder du 109 artikler

 

• Østerbro – dengang
• En dansk drengs kamp i Classens Have
• Classens have – endnu mere
• Livet omkring Classens Have
• Classens Have 1807
• Classens Have på Østerbro
• Badeanstalter på Østerbro
• Østerbro 1813
• Østerbro langs søerne
• Østerbro og Nørrebro i krig

Ballum – for mange år siden

Der var også fattige i Sognet. Brede Å blev reguleret. Det skrev Saxo. Udgravning ved Misthusum. 44 mennesker fra Misthusum blev begravet i 1534.  ”Den svorne Vej” i to versioner. De sidste beboer forlod stedet i 1814. Markmandens Hus. Galgehøj og Tinghus. Religiøse strømninger fra Ballum. En ny præst satte sig i respekt. En fattiggård i Ballum. Rigdom hos mange – dog ikke hos alle. På søen. Bønderne satte selv deres regler. Opfedning af stude. Fælles vandings-projekt. En grevelig udsending blev meget populær. I 1856 – 59 gårde og 186 huse. Endelig Ballum – marsken inddiget. Urmager og sølvsmede i sognet. Vi afventer resultatet af Brink – udgravningerne.

 

Der var også fattige i sognet

Man sagde om dem i Ballum, at de var rige. Ja bønderne var så rige, at de ikke selv skulle lave markarbejde. Jo, det er da sådan set rigtig nok, men man glemmer lige at nævne at ca. hver tiende i området fik fattighjælp. Og matroserne i området fik sandelig også problemer, da det gik tilbage for skibsfarten.

Allerede omkring 1200 slog friserne sig ned i sognet.

 

Brede Å blev reguleret

Man fik reguleret Brede Å’ s løb ud i Vadehavet. Det skete bl.a. via en sluse. Herved kunne man regulere afvandingen af marsken. Det er nu ikke altid at Ballummarsken har været egnet til beboelse

 

Det skrev Saxo

Jernalderens mennesker holdt til ved geeststranden ved Hjerpsted Banke. Her kunne man også overskue et større område. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår bebyggelsen af Ballummarsken er begyndt. Formodentlig er det begyndt omkring tidlig middelalder. Saxo skriver i hvert fald i slutningen af 1100-tallet:

• Til Jylland grænser Lille Frisland, og her går landet ned ad bakke, så at jordsmonnet bliver meget lavere, men landet også meget mere frugtbart, som det kan takke stranden for, der oversvømmer det,
• Det er imidlertid et stort spørgsmål, om man her ikke køber guld for dyrt, thi det er en farlig sag med den strand. Når det falder ind med storm, bryder den ikke sjældent igennem digerne, som man elles dæmper for den med, og styrter da gerne så rasende ind, at den mangen gang tager med sig, ikke blot hvad er står og gror på marken, men selv husene med folk og samt.

 

Udgravninger ved Misthusum

Saxo henviser til den tidligere middelalder og den udgravning af landsbyen Misthusums sydligste værft, som Nationalmuseet foretog i 1932. Man fandt nogle krukker, der kunne dateres til 1200- tallet.

Landsbyen Misthusum (navnet betyder ved Mist Å og Mist Å er det gamle navn for Brede Å) var opført på otte menneskeskabte forhøjninger i marsken øst for Brede Å omkring1200. Disse forhøjninger kaldes i dag for værfter.

Landsbyen nævnes første gang i skriftlige kilder med navnet Misthusum i 1394, hvor en mand, Lave Degn, som betaling for årlige sjælemester testamenterede sit øde gods i Misthusum Mark til Ribe Domkirke.

Alt tyder på, at Misthusum blev lagt øde ved den store stormflod i 1362 og at Lave Degn har været en af jordejerne i Misthusum. Imidlertid blev de fleste værfter atter bebygget efter 1362 – katastrofen.

 

44 mennesker fra Misthusum blev begravet i 1634

Da den næste store stormflodskatastrofe indtraf i 1634, var der i Misthusum ni halvgårde og en helgård i landsbyen. Alle gårde og huse blev ødelagt. Måske druknede alle de mennesker, der befandt sig i landsbyen under stormfloden. I hvert fald berettede sognepræsten i Skærbæk, at han efter stormen begravede 44 mennesker fra Misthusum på Skærbæk Kirkegård.

Mon det var hollandske kolonister?

 

”Den Svorne Vogn” i to versioner

Sagnet om den svorne vej, der næsten altid fortælles i forbindelse med Misthusum, skal også relatere sig til tiden før reformationen. Her får du den i den korte version:

• Tolv bønder i Misthusum var kommet i klammeri med bønderne fra Skærbæk om vejretten i marsken. Det kom så vidt, at uenighed måtte afgøres ved dom. Afgørelsen skulle falde på selve det vejstykke, der var stridens genstand. Her mødte 11 af de 12 Misthusumer bønder. (den 12. var syg og imod processen) op med jord fra deres egne marker i støvler og træsko og svor på, at den jord, de stod på, var deres.
• Fordi vejstykket, som striden stod om, faktisk tilhørte Skærbæk – bønderne, var deres ed falsk. De døde ganske kort efter de 11. Den 12., der var forlovet med en datter til en af de 11, foretog en bodsrejse til paven, for at de 11 kunne finde ro i graven.
• Indtil da kunne man nemlig ved nattetide møde dem på vejen mellem Skærbæk og Misthusum jamrende:
• ”Tolv vi var og elleve vi svor, alle vi til helvede for”.

En anden version henlægger sagnet til efter reformationen, idet det skal have været stormfloden i 1634, der berøvede de elleve livet. Det skulle her være en ung kvinde, der i løbet af sit liv sonede de elleve menederes brøde.

 

Den sidste beboer forlod stedet i 1814

Landsbyen Misthusum blev genopbygget efter stormfloden i 1634, men den havde vanskeligt ved rigtigt at komme til fode. Omkring 1760 var der ganske få tilbage. I 1803 var der kun to familier med i alt fem børn tilbage. Det hævdes at den sidste beboer forlod Misthusum i 1814.

 

Markmandens Hus

Af nedbrydningsmaterialer herfra blev Markmandens hus bygget. Og dette var så dennes sæsonbolig til 1900 – tallet. Det nedbrændte i 1991 men blev genopbygget. I dag er det et slags vartegn for 600 – 700 års bebyggelse på stedet.

 

Galgehøj og Tinghus

I Ballum Sogn nævnes i 1754 ”Gallehøy. Den betegnes som en flad høj ”ved udsigten i sognet til sydøst for kirken”. Det siges, at der her for lang tid siden har stået en galge. Der var egentlig tale om to høje, som lå øst for Harknag.  Lidt ude på marken syd for kirken var der et sted, man kaldte for Kagen ”hvor i gamle dage skal have stået en kag og en været kagestrøgen” I 17843 skulle Tinget være holdt i et hus i Ballum. Dengang var der ingen Tinghus. Det blev først opført i 1788. Her var også plads til dårekiste og to arrestanter og en arrestforvarerbolig. Ja og stedet lige ved kirken eksisterer stadig. Bygningen har også fungeret som skole.

 

Religiøse strømninger fra Ballum

Og her fra Ballum er der kommet pietistiske strømninger. De udgik fra kredsen omkring H.A. Brorson, der var præst i nabosognet Randerup i begyndelsen af 1700-tallet. Senere har både Luthersk Mission og Indre Mission haft mange tilhængere i Ballum. Luthersk Mission havde tag i de små i samfundet.

En del af arbejderne holdt sig væk fra kirken. De følte ikke, at den var noget for dem. På et tidspunkt havde både Ydre Mission, Indre Mission og Luthersk Mission hver deres søndagsskole, ungdomsklub m.m. i Ballum.

 

En ny præst satte sig i respekt

I 1827 fik Ballum en ny præst. Han hed Jørgen Hansen og blev kun i sognet nogle få år. Men i det tidsrum fik han skabt røre om sin person. Han gjorde opmærksom på, at der herskede stor fattigdom i sognet. Ja det hører man vel ikke så meget om, når vi læser Ballums historie.

 

En fattiggård i Ballum

Skibsfarten var skrumpet ind og det samme var tilfældet med afsætning af kniplinger.  Priserne på landbrugets produkter var faldet til et minimum. Hvert tiende menneske i sognet søgte Fattigkassen.

Også blandt gårdmændene var der folk, der måtte ty til hjælp. I 1829 lykkedes det for den unge præst at oprette ”Forsørgelses – og Arbejderanstalt” eller bare Fattiggården i Ballum. Tre år tidligere var der oprettet en i Døstrup Sogn.

 

Rigdom hos mange

Alligevel var Ballum sogn – ligesom de sydlige marsk egne – et velhavende bondesamfund. Velstanden var hovedsagelig grundlagt på opfedning af stude, Der var nemlig brug for vældige tilførsler af fødevarer til de store bysamfund, som fra 13 – 1400 – tallet og fremefter udvikledes i Nederlandene

Rigdommen gav sig bl.a. til udtryk i bygnings – og boligkulturen, i dragter og sølvtøj og i at bonden havde råd til at overlade det daglige slid til andre. Det var ikke passende hvis ejeren af de store Ballumgårde selv var med i det almindelige arbejde.

 

På søen

I 16-, 17- og 1800-tallet deltog Ballummerne ivrigt i sejladsen på Vadehavet langs kysten. Man tjente som matroser og kaptajner på hollandske skibe. Senere var det også på skibe fra Hamborg, Altona, Flensborg og København

 

Bønderne satte deres egne regler

Også på landbrugets område var den unge præst en foregangsmand. Fra Als havde han medbragt en plov, der var meget lettere end den, man brugte i Ballum.

Langt ind i det 19. århundrede blev Ballums enge kaldt for sognets guldgrube. Det var de 48 gårde i sognets fire nordligste byer – Vesterende, Østerende med Mølby, Husum og Bådsbøl, der i fællesskab ejede dem.

Når høet var kørt hjem omkring 1. juli, blev engarealerne frigivet til græsning. Hver gård måtte græsse 12 stk. voksent kvæg, 12 stk. ungkvæg og 12 heste. Ja sådan gjaldt reglerne for Ballum – bønderne.

 

Opfedning af stude

Man specialiserede sig tidligt i opfedning af stude. Særlig stor indtjening havde man her i marsken. Marskbønderne engagerede sig også i søfarten men den ebbede ud. Studedriften fortsatte helt frem til 1950 – 1960. Masser af disse stude blev udskibet.

Mens størstedelen af de sydlige marskkroge rekrutterede størstedelen af deres bestand af stude og heste fra Jylland og hvert år indsatte magert jysk ungkvæg til opfedning, så opfedede man i Ballum kun sit eget kraftige marskkvæg af lys, rød farve. Dette var kendt som ”Ballumkvæg”.

 

Fælles vandings-projekt

Det skulle sikres, at kreaturerne på markerne havde drikkevand. For at sikre dette for Ballums Enge stiftede man ”Interessentskabet Ballum Enge” i 1842. Til dette formål blev der opsat tre bevandings-møller som ved hjælp af vandsnegle kunne trække vand op fra Brede Å. De to af disse fungerede indtil 1964, hvorefter de blev erstattet af en dieselpumpe.

 

En grevelig udsending blev meget populær

Få år inden den unge præst var kommet til Ballum kom der fra Møgeltønder en mand ved navn Christian Nielsen. I en længere årrække havde han gjort tjeneste på Schackenborg Godskontor, først som skriver senere som fuldmægtig. Men fra 22. september 1822 blev han bestikket til t være ”Grevskabets Delefoged” for to distrikter Ballum og Lustrup.

Sin bolig fik han på en af grevskabets gårde i Ballum. Han skulle inddrive grevskabets indtægter i særdeleshed fæste – og kongelige skatte, holde fæstehusene i orden føre tilsyn med grevens ejendomme og tage sig af skatte – og fattigvæsen, så vidt dette tilkom Grevskabet.

Biskop Hansen skrev i sine erindringer at denne ”grevelige Oppebørselsbetjent” var en udmærket støtte for hele sognet.

 

I 1856 – 59 gårde og 186 huse

Omkring 1855 var der i sognet i alt 59 gårde og 186 huse. De var alle kongerigske. De Schackenborgske undersåtter var tingpligtige til Ballum Birk, de trøjborgske til Lø Herred. Ballum Sogn hørte under Ribe Stift bortset fra årene under fremmedherredømmet

Det varede ganske længe inden Ballum-marsken blev inddiget. Man talte om det i 1861, da Højermarsken var inddiget. Men prisen på 900.000 mark afskrækkede grundejerne. Men der var stormfloder både i 1881, i slutningen af 1890erne samt i 1904. Men først efter stormfloderne i 1909 og 1911 kom der skub i sagerne.

 

Endelig blev Ballum-marsken inddiget

Et knebent flertal i de besluttende organer vedtog i 1913 at der skulle bygges et havdige ved Ballummarsken. Prisen på dige og sluse blev anslået til 718.300 mark. Men Første Verdenskrig bevirkede, at det var svært at finde arbejdskraft.

For at bøde på dette blev 100 franske krigsfanger udkommanderet til dige-byggeriet i 1915 og senere 100 – 200 russiske og polske krigsfanger. Ballum dige og sluse blev færdiggjort med disse fremmede arbejders hjælp og kunne indvies i 1919.

Ballumdiget er 9,9 kilometer langt og dets højde er 6,2 meter over normalt nul. Otte katastrofeveje fører ud til diget, foruden vejen fra Skærbæk til Rømødæmningen.

 

Urmager og sølvsmede i sognet

I sognet var der talrige håndværkere og i perioder var der så avancerede fag som urmagere og sølvsmede. De forsynede de velhavende bønder og sø-kaptajner med luksusvarer.

 

Vi afventer Brink-udgravningerne

Det kan være spændende at få mere at vide om de seneste udgravninger ved Brink. Ifølge fortællingerne skulle der yderligere have ligget et par store gårde i sognet. En herregård ved navn Staverskov skulle have ligget på et sted i vadehavet mellem Ballum og Rømø, ved noget der hedder Vese(n). Ja så var det også lige Gundermark og Grove, der begge lå i Vesterende – Ballum i Ballum enge.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• trap5lex.dk
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Feddersen Jensen: Visby Sognekrønike

 

Hvis du vil vide mere

• dengang.dk indeholder 2.044 artikler
• Under Sønderjylland finder du 252 artikler
• Under Højer finder du 87 artikler
• Under Tønder finder du 332 artikler

 

Ballum

• En degn fra Ballum
• Ballum for 191 år siden
• Færgefart mellem Ballum og Rømø 1-2
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
• Da Ballum næsten fik en havn
• Klager over præsten i Ballum
• Agga – en sønderjysk pige (b)
• Mellem Højer og Ballum
• Ballum – dengang
• Jagten på Mærsk – familien
• Langs Brede Å

 

Rømø

• Anekdoter fra Rømø 1-3
• Rømø under besættelsen
• Borrebjerg fra Rømø
• Da Rømø fik et Nordsøbad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rømø – endnu engang
• Skibe og søfolk fra Rømø

 

I nærheden

• Pastor Jacobsen fra Skærbæk
• Bredebro – dengang
• Hvem ejede Brede Kirke?
• Brede – under besættelsestiden
• Jordsand 1-2
• Søfolk fra Emmerlev
• Kogsbøl ved Emmerlev
• Emmerlev Skole
• Kniplinger – nord for Højer
• I en kniplestue

 

Til Marked i Tønder

”Te mærken i Tynne”. Antallet af værtshuse efterhånden stærk begrænset i Tønder. Markederne befordrede musiklivet. Der var forbudt viser. Politiet holdt øje. Det vrimlede med musikere. De samme folk kom igen og igen. Mange forskellige slags markeder. Dengang markedsplads på Torvet. Uvedkommende skulle ikke færdes her. Mange havde fået fri. ”En mærkenskærest holle kun i tre daw”. Mændene kiggede på dyr. ”Studehovedet”. Masser af kager. En havfrue, der levede af chokolade. Sydtyske opkøbere sluttede med håndtryk. En enkelt kvinde blandede sig. Byens borgere havde vænnet sig til det. Pastor Koks mindeord. 3.000 – 4.000 stykker kvæg pr. dag. Mange sprog og dialekter. I 1930erne stoppede det på Torvet. Der var gang i Tønder. Skovrøys mindeord.

 

”Te Mærken i Tynne”

Det ville jo nok have lydt bedre, hvis over skriften havde lyst sådan:

• Te mærken i Tynne

Jo det var dengang, der var gang i den i Tønder. Vi har allerede berettet noget om disse markeder, bl.a. tjente min far som barn en masse penge ved at betjene en ismaskine dengang. Og Valdemar Rasmussen oplyste at hvert hus i Tønder dengang havde en kro. Det var på sangen Æ Punchsti. Det var en genvej ned til ”Æ Toch”.

 

Antallet af værtshuse var stærkt begrænset

Måske var det der med antallet værtshuse lidt overdrevet, men i hvert fald, så havde Tønder verdensrekorden i antal af værtshuse pr. indbygger. Og byen blev bl.a. omtalt i en brasiliansk avis for dette. Senere hed det sig at man drak tæt i Tønder. Da jeg for mange år siden forlod byen, var antallet af værtshuse efterhånden stærk begrænset.

 

Markederne befordrede musiklivet

Der var ret så store markeder dengang. Det var jo så til restaurationernes fordel. Og det er ikke rigtig nogen, der har knyttet Tønders rige musikliv sammen med disse markeder. Men gennem 1800- og 1900-tallet har Tønder haft et rigt og varieret musikliv.

Markederne var den livlige ramme for den meget musikudfoldelse, blandt andet gademusikanter og visesangere. Emsige politiembedsmænd gik rundt og lyttede. Man måtte sandelig ikke synge forbudte ting. Og på repertoiret var både krig, kærlighed og dramatiske begivenheder – mere eller mindre autentiske.

 

Der var forbudte viser

Politimester Poul Sibbern har sikkert haft en fortegnelse over, hvilke melodier, der var tilladt og hvilke, der ikke var tilladt. Politimesteren havde bedt lærer Clausen om at gennemgå, hvilke skillingsviser, der skulle forbydes. Den stakkels mand gennemgik således til Mikkels-markedet i 1830 hele 202 viser, hvoraf de 16 blev anset for at være forbudt. Der blev sunget både på dansk, tysk, plattysk og en enkelt svensk.

De viser, man sang solgte man også. Ofte var det invalide, der gik rundt med lirekasser. Man så på dem som tiggere. Der var også ofte benamputerede.  Som spillede på harmonika. Kasketten lå ved siden af så man kunne putte penge i.

Så var der spåkonerne, der ofte opholdt sig i et telt dekoreret med ugler og katte. Sommetider sad spåkonen i teltets dør med en sort kat på skulderen.

 

Der vrimlede med musikere

På Tønder markederne vrimlede det med musikere. Nej de fik ikke penge for at komme, det var nærmest modsat. De betalte for stade og for at have en medhjælper med. Der blev sandelig optrådt med obo og violin. Klarinetter og harper var der også i 1830. Der blev handlet ret så livligt. Mænd fra Anderlecht og Trummelsbach solgte skrivematerialer. Fra Flensborg kom modehandlere og optikere.

 

De samme folk kom igen og igen

Jernvarer og mekaniske kasser blev solgt. Fra Frederiksstad kom tre jøder og solgte tørv og ovne. Pilster fra Husum solgte keramikvarer. Han havde både karl og pige med. Karrusellen fra Arnis skulle man prøve, men hvem turde bestige gyngen? Jo, der gik sandelig en skriver rundt og tjekkede om alle havde betalt for deres stade.

Alenvarer, linned, drejl, flonel og strikkevarer blev handlet i stor målestok. Fra Sønderborg kom der kvindehuer.

Der var salg af fint brød, sukkerbrød, jødebrød, vafler m.m. Den slags fik man nu ikke hver dag. Meget af dette brød blev taget med hjem og gemt i lang tid. Men af de tretten koner, der handlede med det, var der kun, der selv havde bagt det. Resten var kagesælgersker, der hovedsagelig kom fra Flensborg.

Handelsmønstret har sikkert været det samme år for år. Og de samme folk er sikkert gået igen. Men lidt upraktisk kunne det godt blive – tænk, man skulle vente et helt år med at klage over sine briller.

 

Mange forskellige slags markeder

Fatter skulle helst have et klædningsstykke med hjem til mutter og en lommekniv til sønnike, en kysse til datteren. Og hvis han ikke blev for fuld, skulle han da også have kage med hjem til hele familien.

Bønderne kom kørende til byen og stillede deres vogne inde i gården hos de forskellige købmænd gik gennem skænkestuen og ud på hovedgaden, hvor markedet foregik.

Der var mange slags markeder, der blev afholdt. Mange af disse varede flere dage. Gøglere og bods-ejere overnattede der, hvor der var billigst. Heste – og kreaturhandlere overnattede på kroer og hoteller.

 

Dengang – markedsplads på byens torv

Tønder var fra gammel tid blevet samlingssted for de mange studedrifter. År efter år blev de fra nær og fjern ført hertil. Hver fredag morgen i forårsmånederne fik byen rykind af det såkaldte magerkvæg, der sommeren igennem skulle opfedes på marskens frodige græsgange.

Dengang havde byen ingen markedsplads. Studene blev derfor anbragt på Torvet. På kort afstand fra rådhuset blev der opsat et rækværk. Også de tilstødende gader blev taget i brug.  Man stillede dem på begge fortove. Man bandt dem til jernringe inde i muren. Hvor der var fare for, at et dyr kunne øve ravage på ruderne, garderede man sig ved at anbringe brædder for vinduerne.

 

Uvedkommende skulle nok ikke færdes her

Det var ikke tilrådeligt for uvedkommende at færdes ad disse gader med de opstaldede kreaturer. Elever, der havde deres skolegang på seminariet, valgte på sådan en markedsdag, klogeligt at benytte sidegaderne. Sælger og køber måtte nok være indstillede på, at de slap helt pletfri fra sådan en dag.

Hvis det var en regnfuld dag, blev gaderne forvandlet til pløre. Det hændte ikke så sjældent at man måtte skovle snavset ud af butikslokalerne og krostuerne. Men det måtte man tage med. En markedsdag gav en god omsætning og det var af stor betydning for de næringsdrivende.

 

Mange havde fået fri

Til Kræmmermarkederne mødte hele Tønder op. Hele familien var der. Karle og piger fik fri. Børnene havde skolefri og det havde de også i omegnskommunerne. Tjenestefolk og karle havde fået fri. Ofte fik de lidt ekstra og det gjorde børnene også,

 

”En mærkenskærest holle kun tre dav

Forlystelserne skiftede efterhånden, men der var nogen, der gik igen år efter år. På markedsdagen gik børne fra bod til bod. Så var det jo Lykkehjulet og andre lykkespil.  Og balloner blev sendt til vejrs – måske med en hilsen.

Børnene var blevet advaret mod gøglerne, fordi man frygtede de ville stjæle børnenes penge. Og børnene kunne finde på spilopper. Sådan en var min far. Og så var der eller dans på diverse kroer. Her kunne man så betale for enkelt dans eller man kunne simpelthen købe et dansekort og med det kunne man danse fra start til slut. Dengang havde man et slogan:

• En mærkenskærst holle kun tre dav!

Det var nu ikke tradition for, at de skulle have en særlig gave eller trakteres på en bestemt måde. Men derfor kunne man jo godt:

• gå långs æ dich

 

Mændene havde andre interesser

Mændene var først og fremmest interesseret i heste, kreatur-, fåre- og grisemarked. Kvinderne gik sammen med de mindste langs boderne og talte med slægtninge og bekendte. Traditionen tro var der mange familier, der til sådan et marked blev forsynet med nye sko.

 

Studehovedet

Jo her var også en karrusel, der blev trukket af en hest. På drejepladen var der sat små heste og svaner. Studehovedet – æ stuehoej – var en kraftprøve. På tysk blev den kaldt ”Haut den Lukas”. Man slog på en træklods. Hvis slaget var hårdt nok, for der noget til vejrs op ad en stang, og det kunne få en lille mand af træ til at dreje sig en eller flere gange. Den lille mand var anbragt i 5-6 meters højde.

Hvis man slog meget kraftigt, fik man som præmie en stor papirblomst til at fæstne på jakkekraven.

Finere folk deltog ikke i at slå på studehovedet. De vittigheder manden ved Studehovedet kom med, var ikke altid lige pæne. Det skete også at man slog på Studehovedet for at finde ud af, hvem der skulle give den næste omgang.

Der var også forskellige kastespil, hvor man kunne vinde forskellige spil. Man kunne vinde små gaver som dukker, gummibolde eller små figurer. Der var masser af skydetelte.

 

Masser af kager

Et ældre ægtepar solgte kager fra en vogn, der havde buet sejldugstag. De solgte også honningkager ”Echte Braunschweiger” . Der var masser af kager. Kager i hjerteform hang og dinglede.

Spadserestokke, piber og tovvarer var her også. Æbler, pærer, røget fisk og stegt ål kunne købes. Jo, her var en duft af lidt af hvert.

En lokal bødker tilbød vaskebaljer og malkespande af træ. Grydeskeer – træskeer kunne også købes. En saddelmager havde udstillet seletøj til salg. Kasketter, legetøj og billige smykker kunne også købes.

Man havde udkommanderet ekstra vagtmandskab. Slagsbrødre dukkede garanteret op. Det var ikke kun i Tønder, der var marked. Også i den nærmeste omegn var der jævnlig marked bl.a. Nibøl, Skovlund, Hanved, Læk m.m.

 

Man kunne genkende dem

Der kom opkøbere helt nede fra Sydtyskland, Jo en rigtig handelsmand havde en hvid kittel på og en stok i hånden. Hestehandlere havde desuden en pisk med. Kreaturhandleren havde en saks i den ydre brystlomme. Den måtte gerne stikke lidt op over lommens kant, så enhver kunne se det.

 

Sydtyske opkøber afsluttede med håndtryk

Når en køber kom for at syne en hest, blev den først forestillet stående, så blev den travet indtil 50 meter frem og tilbage, så førtes den ”i skridt” ca. 25 – 30 meter frem og tilbage. Hesteopkøbere havde næsten altid agenter. De skulle kigge på hestens tænder for at fastslå dens alder. Hovedopgaven var dog at få prisen ned. Senere på dagen skulle han hjælpe med at ”tage hestene af”. Selv om hestene blev købt om morgenen blev de først overtaget henimod middag.

Når kreaturerne blev synet, skulle man altid trække dem fra rækværket for at køberen rigtig kunne se dem. Når dyret var synet, forlangte sælgeren en pris som måske lå i nærheden af dyrets værdi. Der blev altid tinget så meget som muligt.

Det blev altid fejret med en lille en og et håndslag. Sydtyske opkøbere afsluttede som regel med et håndtryk. Mange sluttede på beværtning. Efter et stykke tid kørte de hjemad bare for at stoppe i næste by på næste beværtning.

 

En enkelt kvinde blandede sig

Hele postyret var et mandfolkeforetagende. Og dog – en kvinde dristede sig ind i laget. Det var Ulrikke Auguste Jessen, som altid gik under navnet Ulrikke fra æ Kog. Hun lejede engarealer, som hun lod pløje og tilså korn. Det var en dyrkningsmåde som var ny i marsken dengang. Udbyttet var meget indbringende. Hun var en ofte set skikkelse på markederne i Tønder. Efterhånden blev hun næst efter lensgreve Schack den største grundskyldsyder i det gamle Tønder Amt.

Hun ydede et lån på 10.000 mark ved oprettelse af Ballum Mejeri i 1901 og hun dækkede den største part af byggeudgifterne ved opførelsen af Ny Gamsbøl Kirke. Hun viste også stor interesse for fåreavl. Hun døde i 1907. På kirkegården er der rejst en stor sten til ære for hende.

 

Byens borgere havde vænnet sig til det

Byens borgere havde vænnet sig til de ugentlige markedsdage, det hørte nu engang til. Men mon ikke det hilstes med glæde, da man i slutningen af 1880erne havde besluttet at henlægge en markedsplads uden for byen. I 1886 var vest-banen blevet åbnet. Flere mente, at det ville være passende at lægge en ny markedsplads der i nærheden. Meget af kvæget skulle jo syd på med banen. Ja denne historie har vi allerede skrevet en artikel om.

Hestemarkederne, der tidligere blev afholdt vest for byen skulle nu også afholdes her. Anlæggelsen af det nye kvægtorv var nu ikke helt billig – prisen var 122.200 mark. Det var efter datidens forhold en betydelig sum.

 

Pastor Koks mindeord

Hele Søndergade var tætpakket dengang. På markedspladsen var det gæster i alle aldre – lige fra drenge, der havde fir fra skole for at agere trækkere for en løn på et par mark til de aldrende landmænd, der stavrede afsted med stokken. Pastor Kok, der var præst i Burkal mellem de to slesvigske krige, skrev engang i en egnsbeskrivelse:

• Kvægmarkeder, af hvilke, der holdes en utrolig mængde i Tønder og Husum spiller en overordentlig stor rolle i bøndernes liv og koster dem både megen tid og mange penge. Men det er nu engang for dem i det mindre næsten hvad de olympiske lege var for grækerne og festerne i Jerusalem for jøderne, derfor forsømmer en nogenlunde velhavende mand sjældent noget marked, selv om han hverken har i sinde at købe eller sælge. Markedsdagene benyttes ofte i tidsregningen, og handlens udfald på et marked giver i lang tid stof til behagelig underholdning ved selskabelige sammenkomster.

 

3.000 – 4.000 stykker kvæg pr. dag

På markedsdagene blev velstanden vist frem. Men også slatne pengepunge og den aldrig svigtende brændevinsbottel blev vist frem. Her var storbønder, husmænd, opdrætter, hestetrækker og studedrivere. Her var håndværkere som rebslagere, kurve – og sadelmagere med deres frembringelser, men her var først og fremmest kreaturer og heste. På de store dage kunne der godt være mellem 3.000 og 4.000 stk. kvæg.

 

Mange sprog og dialekter

På pladsen kunne man høre sønderjysk, plattysk, frisisk og højtysk. Det samme var tilfældet inde i krostuerne. De danske bønder holdt mest til på Humlekærren. Friserne tog ind på Weisser Schwan, hvor den kendte te-punch satte stemningen i vejret.

 

I 1930erne stoppede det på Torvet

Det brogede folkelivsbillede på en markedsdag hører fortiden til. I 1921 opførtes der eksportstalde og handelen med slagtekvæg gik nu gennem disse. Bil og tog kom til at besørge transporten. De to krammarkeder Pinse- og Mikkels-marked, har lidt samme skæbne. Det var i 1930erne at den sidste karruselmusik lød på Torvet. Børn og unge flokkedes ved de mange telte.

 

Der var gang i Tønder

Ved at læse dommer Gjessings barndomserindringer får vi kendskab til, hvordan det foregik. Han skriver at når klokken slog fire onsdag eftermiddag stod der to række telte gennem hele Storegade. Når det kneb, blev der også placeret telte i Vestergade og Østergade. På Torvet var der samlet skydetelte og her var der kraftprøver, vaffeltelte og en levende havfrue, der blev fodret med chokolade. På Svinetorvet stod en ”Pracht – und Reisekarusell” som var belyst på to etager og trukket af en hest.

I Søndergade på hjørnet af Apoteket stod nogle jødiske købmænd og solgte det utroligste kram. Der herskede travlhed for byens fire natvægtere. De havde besvær med at dæmpe ungdommens overstadige lystigheder.

 

Skovrøys mindeord

Der blev spillet, råbt og trommet. Råb og spektakel varede til langt ud på natten. Skovrøy udtrykker sine indtryk på en lidt vel overdreven måde:

• Mirakelmagernes glade vanvid er forbi. Slaget er endt, de faldne er båret bort, man valpladsen bærer endnu spor af kampens hede. Knækkede påfuglefjer, som det svage køn kildrede det stærke under næsen og i nakken med for at vække livsånden og en snemark af konfetti dækker gaderne, hvor den hidsige fægtning nu har stået på i tre døgn, ledsagende karnevalslurens gjaldende musik

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Paul Tapper: Det gamle Læk
• Hakon Gjessing: Drengeår og Manddomsvirke i Tønder
• Werner Christiansen: Tønder Huse – Tønder Slægter
• Sønderjysk Månedsskrift

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.043 artikler
• Under Tønder finder du 332 artikler
• Under Sønderjylland finder du 245 artikler

 

• Drengestreger i Tønder 1920-1935
• Det nye kvægmarked i Tønder
• Studehandel i Tønder
• Kliplev Marked
• Kloster Marked
• Ringridning i Sønderjylland

 

 

 

 

 

 

Tønder 1851 – 1864

Folk blev erstattet af folk nord fra. Skolesproget i Tønder blev dansk. Nye magistratsmedlemmer. Det danske element listede sig frem. En eksklusiv og mere jævn klub blev dannet blandt de dansksindede. En tandløs avis. En beskrivelse fra 1863. Bedre trafikale og industrielle forhold indtraf. Dansk flertal i 1863. Danske soldater på tilbagetog gennem Tønder. Danske embedsmænd tilsluttede sig. Også en dansk fejhed. ”Ordenens Overholdelse”. Uro i Tønder. Tyske naboer hjalp gravid frue. Prøjsiske og østrigske tropper til Tønder. Et ekspeditionskorps til Schackenborg. Ny borgmester i Tønder. Hanquist får nyheder nede fra Ratskeller under Rådhuset. Man diskuterede situationen. Hanquists berømte søn i Husum.

 

Erstattet af folk nord fra

Velkommen til anden del i vores lille serie, hvor vi følger Tønder fra 1840 – 1920. Du kan med fordel også læse Tønder statsseminariums historie og så er det lige vores rubrik 1864 og De Slesvigske Krige. Men vi laver en henvisning til artikler i tilknytning til denne artikel.

Slaget ved Isted afgjorde foreløbig Slesvigs skæbne. I 1850 begyndte den ”Første Danske Periode” i Tønder. De mest kompromitterede embedsmænd og præster afskediges og blev til dels erstattet af folk nord fra.

 

Skolesproget i Tønder blev dansk

Ved Sproganordningen af 1851 blev skolesproget i Tønder dansk. Det svarede godt nok til modersmålet med var i modstrid til flertallet. De tysksindede betragtede det som et overgreb. I kirken var dansk og tysk ligeberettiget. Men det var nu en vis fortrinsret for det tyske. Førstepræsten og provst Odin Wolf Tidemannn prædikede altid på tysk, fordi han var førstepræst.

Dette ændrede sig i 1860, da pastor Hjort afløste ham.  Anden præst og dansk præst var Mathias Dahl. Tredjepræst den tysksindede pastor Carstens.

 

Nye magistratsmedlemmer

De fire magistratsmedlemmer Angel, Radoor, Jürgensen og Hanquist blev afskediget. Sidstnævnte vender vi tilbage til i vores serie. Farver Asmus Diemer og bogbinder Ernst Jacobsen var de to dansksindede, der afløste. En halvt år virkede herredsfoged Drøhse. Han blev 1848 afskediget af den provisoriske regering, som kommissarisk borgmester og politimester. Så blev han afløst af borgmester Kiær. Han bliver herredsfoged. Derefter kommer borgmester Holm, der fungerer til 1864.

 

Det danske element viste sig frem

Det danske element viser sig nu frem. Nej Tønder var langt fra en tysk by. De mindre bemidlede bestod næsten kun af dansksindede. Den naturlige fører for de dansksindede var farver og rådmand Diemer.

Det danske element i Tønder bestod mellem krigene af to grupper, de hjemmehørende og de nordfra tilflyttede. Blandt dem, der kom nordfra bør nævnes, borgmester Holm, fysikus Ulrich, Amtmand Grev Brockenhuus – Schack, tingskriver og koginspektør Refslund, pastor Dahl og lærerne Appel og Hagerup. Nu var Refslund og Appel dog fødte slesvigere.

 

En eksklusiv og en mere jævn dansk klub

Men ikke alle var dog lige heldige og de fandt ikke den rigtige tone. Vilhelm Hagerup talte med bitterhed om de høje embedsmænds overlegenhed og indbyrdes intriger. Seminariet lå i en evig kamp med byen. De fine danskere dannede den eksklusive ”Klubben af 1850”. Den jævne dansker kom sammen i den folkelige klub ”Dansk Samfund”, der med Cornelius Appel også havde forbindelse til omegnens bønder.

 

En tandløs avis

Hvordan reagerede de tysksindede i Tønder på de nye forhold? En god tysker havde dengang den faste tro på, at han var bestemt til at gøre andre folk lykkelige. J.C. Todsen solgte alt i 1850, hvad han ejede og flyttede til det fri Hamborg. Dermed mistede han også al indflydelse.

Han blev også i Hamborg efter 1864. Her døde han omkring nytår 1880. Tond. Int. Blatt blev farveløst og fyldte de frie spalter med anekdoter. Først efter 1856 blev den danske linje repræsenteret og det var med Den Vestslesvigske Tidende udgivet af bogtrykker Larsen i Møgeltønder.

 

En beskrivelse af Tønder fra 1853

Da Vilhelm Hagerup i 1853 kom til Tønder skildrede han forholdene således:

• Borgerne er næsten alle tysksindede og meget forbitret over det danske sprogs indførelse som skolesprog. Man hører så at sige ikke et tysk ord i byen – og dog skolesproget har altid været tysk. Der er ikke så mange betydningsfulde danskere. Alt hvad der henregner sig til den såkaldte danske klasse, læger, advokater, apotekere, lærere, de rige købmænd er alle eller har været tyske i større eller mindre grad. Når nu her er en amtmand, der mildest talt er meget lunken, kan man let indse, at det danske parti har mange ubehageligheder at tage imod.

Ja sådan så det ud i 1853. I løbet af de næste 10 år indtrådte der dog en væsentlig ændring. Det danske element blev styrket. Og den tyske indstilling blev mere velvillig indstillet.

 

Bedre trafikale og industrielle forhold

De økonomiske forhold arbejdede nu også for danskerne. Landbruget havde også fået bedre tider. Tønder fik landevejene til Husum og Ribe. Til de bestående industrier føjedes der nye til – to uldvarefabrikker, en cikoriefabrik, et jernstøberi og andre. Tønder var i 1864 en ikke helt ubetydelig industriby.

Fysikus Ulrich fik i 1855 oprettet et sygehus og i 1859 et børneasyl. En realskole blev oprettet i 1862. Der blev gjort noget for byens forskønnelse. Der blev forberedt opførelsen af et gasværk. Der var projekter fremme om en jernbane til Tønder. Jo halvtredserne var i national og økonomisk henseende, viste gode år.

 

Dansk flertal i 1863

Resultatet til Stænder-valget i 1863. De to danske kandidater fik 194 og 188 stemmer. Så meget opnåede de tyske kandidater ikke. Dermed blev rådmand Diemer Tønders første Stænder – deputerede. Det skal dog lige bemærkes at Tønder ved dette valg dannede valgkreds med Løgumkloster, Højer og Vyk på Før.

Lillejuleaften 1863 trak skyerne op og Vilhelm Hagerup skrev:

• De tysksindede forholder sig rolige – ingen af dem ønsker krig og ingen ønsker at komme under Det Tyske Forbund.

Mellemkrigstiden havde bragt en stærk udvikling i dansk retning. Men så kom krigen og afbrød denne udvikling.

 

Danske soldater på tilbagetog gennem Tønder

Fastelavnssøndag den 7. februar 1864 ved middagstid kom det danske militær med kanonerne fra Frederiksstad på tilbagetoget gennem Tønder. Soldaterne blev godt beværtet af både danske og tyske borgere.

 

Også en dansk fejhed

De drog videre og de fleste danske embedsmænd og lærere sluttede sig til dem i bar panik. De forlod byen nord på. Med bitterhed nævner Hagerup særlig Kühnel og Thurah, der så ofte havde holdt festtaler om

• Den danske ”Kjæmpekraft og den tyske Fejhed

Nu var de så de første, der løb deres vej. Værst var det, at også alle betjente og gendarmer forlod byen og egnen. Nu var der pludselig ingen til at vogte offentlig sikkerhed. Dette blev naturligvis udnyttet af urostiftere fra by og land.

 

Ordenes Overholdelse

12 tyske borgere dannede en sikkerhedskomité til ”Ordenens Opretholdelse”. Men de havde slet ingen autoritet. Provst Hjort nævner i sin indberetning til regeringen at en række tysksindede borgere virkede meget aggressive. Det var især købmændene Angel-Stein, Th. A. Todsen, forpagter Fröhlich, Ellehus og godsejer Mommsen, Store Tønde.

 

Uro i Tønder

Søndag aften kom der til uro i Tønders gader. De danske skilte blev revet ned. Vinduer blev slået ind. Da fysikus Ulrich, som var blandt de udpegede til at forlade byen, nægtede, indtog en større mængde en truende holdning og stener ham ud af byen. Vi har tidligere skrevet to artikler om dette tema.

 

Tyske naboer hjalp den gravide frue

Tirsdag den 9. februar 1864 proklameres Hertugen på Torvet. Men ingen af de førende tysksindede ønskede ved den lejlighed at komme frem i forreste række.

Apoteker Dreger holder en forvrøvlet tale. I tilslutning til proklamationen er der optog gennem byen. Singvereins musikkorps er i spidsen. Flere dansksindede borgere tvinges til at hænge tyske flag ud, bl.a. Hage på Humlekærren. Lærer Hagerup og andre danske tjenestemænd og lærere kunne stadig færdes uantastet i byen. Hos lærer Appel blev vinduerne slået ind. Og tyske naboer tager sig venligt af hans kone, der ligger i barselsseng.

 

Prøjsiske og østrigske tropper i Tønder

Om fredagen kom der preussiske tropper til byen. De beslaglægger de offentlige kasser og bestiller kvarter. Dagen efter rykker Anden Bataljon af et preussisk garderregiment ind i byen modtaget med flag og jubel, illumination og fakkeltog. Dagen efter følger østrigske tropper. Det meste af 1864 og 1865 ligger der østrigske tropper, suppleret af ungarer og kroater i Tønder,

 

Et ekspeditionskorps til Møgeltønder

Den 20. april afgår et ekspeditionskorps på 300 jægere og 60 dragoner på 61 vogne til Schackenborg, hvor de beslaglægger Hans Schacks gamle kanoner fra ”Slaget ved Nyborg i 1659”. Bogtrykker Larsen blev anholdt. Kanoner blev som sejrstrofæer sendt tilbage til Wien men måtte returneres, da det her var tale om privateje.

 

Ny borgmester i Tønder

Nu blev alt igen vendt på hovedet. I februar 1864 blev Bleichen, en ung jurist, der stammede fra Keitum på Sild borgmester. Det er han til september 1865, hvor han rykker ind i Amtsgården som landråd.

De to danske magistratsmedlemmer afskediges og erstattes af fire tyske, deriblandt Thomas Andreas Todsen og Graus Graussen Weddersøe, der havde fået nye bogstaver knyttet til sit navn.

Skolesproget blev igen tysk. Der var blevet foretaget en afstemning. Af de 650 stemmeberettigede blev der afgivet 504 stemmer for tysk og kun en for dansk skolesprog. Pastor Carstens blev provst. Og seminariet blev tysk under ledelse af pastor Schmidt, far til den enere danske folketingsmand Pastor Schmidt.

 

Hanquist får nyheder fra Ratskeller

Oluf Christian Hanquist var den sidste i familien, der drev et betydningsfuldt handelshus i byen. I storhedsperioden var det kniplinger, der var handelshusets største indtjening. Med jævne mellemrum sad Hanquist, der som tidligere nævnt også havde siddet i byens råd og skrev til sine børn om udviklingen i Tønder.

Dagligt gik Hanquist ned i Ratskeller under rådhuset for at få nyt omkring udviklingen. Vi får et indblik i udviklingen fra tysk side i disse breve.

Den 2. januar kunne han berette om, at to af aviserne i Slesvig var blevet forbudt af regeringen i Slesvig. Han fortalte også at den tidligere amtmand, Grev Reventlov var taget væk fra byen.

I slutningen af januar 1864 skulle der åbenbart være session i Tønder. Og det gik åbenbart også ud over en af Hanquists ansatte. I et af brevene undrer Hanquist sig over, at den danske regering først ville forhandle om november-forfatningens tilbagetrækning efter at hele Slesvig – Holsten var besat.

 

Man diskuterede situationen

Og så var der åbenbart koncert ved Blegen i Tønder. Her havde der været ballade. Åbenbart var seminarister indblandet. På Rådhuset i Tønder ville man foretage en nærmere undersøgelse. Af brevene fremgår det at familierne Hanquist, Popsen og Hemsen havde diskuteret den aktuelle situation.

Den 19. april ankom provst Valentiner til Tønder. Ja hvem er nu det, spørger læseren sikkert. Det skulle ikke undre, dette var faderen til den berømte ubådskaptajn, der fik frataget sit æresborgerskab i Sønderborg.

 

Hanquist berømte søn

En af Hanquist sønner er Theodor med efternavnet Storm. Den skarpe læser vil nu spørge om det ikke er den berømte forfatter til bl.a. Der Schimmelreiter. Og svaret er jo. Han var også advokat. En ivrig samfundsdebattør var han også. Den danske regering forsøgte at ligge ham hindringer i vejen. Efterhånden tog han afstand fra prøjserne og blev Slesvig – Holstener i sin tankegang og filosofi. Ja Storm blev også dommer i Husum.

 

 

Kilde: (Hele serien Tønder 1840 – 1920)

• dk – diverse artikler
• lex.dk
• dk
• geschichte-s-h.de
• Tondernsche Zeitung ((Intell. – Blatt) (Neue Tonderische Zeitung)
• Sønderjysk Månedsskrift
• Frans von Jessen: Håndbog i det nordslesvigske Spørgsmål
• Å. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede
• Hans Jensen: De danske Stænderforsamlingers historie
• Familiengeschichtliche Mitteilungen aus Nordschleswig
• Henrik Becker Christensen: Det Tyske Mindretal i Nordslesvig
• Gottlieb Japsen: Den fejlslagne germanisering
• Minderheiten im Deutsch – Dänischen Grenzbereich

 

Hvis du vil vide mere: (Hele serien Tønder 1840 – 1920)

• dengang.dk indeholder 2.042 artikler
• Under Tønder finder du 331 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 151 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 46 artikler

 

• Tønder Seminarium 1829-1848
• Tønder Seminarium efter 1848
• Det Prøjsiske Seminarium 1864 – 1920
• Luftskibe i Tønder den 8. historie
• Endnu flere Zeppeliner
• Revolution i Tønder
• Da Kongen besøgte Højer og Tønder i 1920
• 1864 i Tønder
• Tønder 1864
• Dagbog fra Møgeltønder
• Tønder 1880
• Tønders Zeppeliner (4)
• Fysikus Ulrik (1-2)
• Turen går til Tønder 1862
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• En luftskibsbase i Tønder
• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1) (b)
• Tønder – egnen 1848 – 1852 (2) (b)
• Købmand Olufsen fra Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Soldat i Tønder 1851
• En avis i Tønder
• Danmark havde ikke juridisk adgang til Nordslesvig
• Slesvig – Holstenisme – et flag og en sang
• Hvad kan vi lære af 1864?
• Hvad skete der efter 1864?
• Slesvig Holsten og Bismarck
• Ribe – brevet og mange flere