Artikler
Marts 25, 2023
Skibe og Søfolk fra Rømø
Øens søfolk skabte historie. Kommandørgården i Juvre og Toftum. Hegn af hvaltænder. 25 skibe i 1620-25. Østers. I 1643 var 51 skibe hjemmehørende på Rømø. I 1677 en lille flåde på 13 skibe. I begyndelsen af 1900-tallet var der kun 650 beboere tilbage. Mange i Skipperlavet i Hovedstaden. Kapere fra Rømø. A.P. Møllers farfar. Grønlandsfart. På jagt efter sæl. 80 pct. af mændene var søfolk i 1770. Katastrofeåret 1777. Anders døde som 68-årig, men overlevede som 12 – årig på Grønland. Isen skruede sammen som bjerge. 28 nåede hjem til Rømø.
På kirkegården på Rømø kan man endnu opleve 60 kommandørstene. De fortæller hver især om den døde sømands liv. Herunder en stor katastrofe som den 12 – årige Anders Michelsen List overlevede i 1777. men denne historie vender vi tilbage til.
Rømø har stolte søfartstraditioner, som har sat sine tydelige spor med mange såkaldte kommandør hhv. Kaptajnsgårde på øen.
Øens søfolk skabte historien
Det er ikke så meget søfarten til og fra Rømø, som har sat sit præg på søfartshistorien. Det er mere øens søfolk, der har sat sit præg. Omkring fra 1600 indtil sidst i 1800-tallet var rømøserne skibsførere på mere eller mindre store skibe. Ja faktisk var 8-10 pct. af øens befolkning skibsførere i den periode.
En del af beboerne virkede selv som redere og en række af Danmarks vigtigste rederier har deres oprindelse fra øens familier ikke mindst A.P. Møller – gruppen.
Men da dampskibsfarten satte ind, blev de fleste søfolk nødt til at flytte til havnebyerne. I 1938 opføres 38 fhv. eller aktive befalingsmænd i ”den danske handelsflåde” som havde begyndt deres sømands-liv som drenge fra Rømø. (Navigatørernes Bog).
Kommandørgårde
Kommandørgårdene blev typisk bygget i anden halvdel af 1700-tallet. Gårdene var ofte ret store og typisk opført i grundmur. De var indvendig forsynet med bemalede paneler, døre og lofter, jævnligt udført af den lokale maler Niels Pedersen Bække, der både malede marmoreringer, blomstermotiver, landskabsbilleder og bibelske motiver.
Kommandørgården i Juvre
Det ældste eksempel er Nationalmuseets Kommandørgård i Juvre. Her blev en tidligere stor gård erstattet af en ny grundmuret gård i 1749 – 1750, som efter endnu en ombygning i 1770 fik sin nuværende udseende.
Rundt om på øen er der andre helt eller delvis bevarede kommandørgårde. Kommandør- eller kaptajnsgårde kendes også på andre af øerne i Vadehavet samt på Løjt Land.
Kommandørgården i Toftum
I Toftum ligger en af de mest velbevarede kommandørgårde ”Kommandørgården”. Den er i dag ejet af Nationalmuseet og viser, hvorledes de rige kaptajner boede.
Her har 12 generationer haft sin gang gennem tiden og den sidste beboer på Kommandørgården døde i 1969.
Nu er stedet omdannet til museum og fortæller om en families historie fra rigdom til armod. Her kan man også lære om leveforholdene på øen.
Hegn af hvaltænder
Mange af kommandørgårdene havde engang hegn lavet af hvaltænder. De hegn findes ikke længere. På Kommandørgården i Toftum ses bl.a. en rig udsmykning af hollandske kakler overalt i huset.
Da dampskibenes kom i 1800-tallet skete der en stor udvandring fra øen.
Fiskeri
På Rømø har der altid kun været et beskedent landbrug. Måske er det derfor sømands-ekspertisen har udviklet sig. Fiskeri har haft høj – og lavpunkter på Rømø. Et af højdepunkterne var sildefiskeriet ved Helgoland indtil midten af 1500-tallet.
Således lå der i 1520 340 fartøjer med i alt 2.580 personer ved Helgoland. Der herskede et vildt og overdådigt liv. Det var det store sildeeventyr. I 1513 deltog 11 skibe fra Rømø i fangsten med i alt 70 fiskere.
25 skibe i 1620 – 25
Et fiskerleje blev dannet på Sønderlandet og endnu et i 1613. I perioden 1620 – 25 kulminerede fiskeriet med 25 skibe. Men inden 1633 var fiskerflåden halveret. Det var rødspætter og rokker det drejede sig om. I topåret 1624 blev der leveret 1,1 mio. ”skuller” fra Rømø til Hamborg.
Østers
Afløser af dette nærfiskeri var østersfangsten. Dengang fandtes en hel række østersbanker mellem Rømø og fastlandet. Såvel Kongeriget (Sønderlandet) som Hertugdømmet (Nørlandet) forpagtede rettighederne til en købmand fra Hamborg. Han fik så beskæftiget en del lokale. Denne købmand fra Hamborg havde også bankerne ved Sild, Før og Amrum i pagt.
Fra midten af 1600 – til midten af 1700-tallet var der 18 Rømø-både på østersfangst i sæsonen. På grund af overfiskning gik dette erhverv i stå i 1700-tallets første årtier. Efter et kort opsving kom det for Rømøs vedkommende helt til ophør efter 1750.
Derefter var vadehavsfiskeriet uden betydning for Rømø. Det blev kun til lidt fiskeri med fiskenet og ruser. Først med anlæggelse af havnen i 1964 blev fiskeriet på Rømø genoplivet. Men det blev kun et par kuttere til rejefangst og lidt muslinge-skraberi.
Handelsfart fra Rømø
Sidst i 1500-tallet begyndte en særlig spændende søfartsperiode for Rømø. Ribe, dengang Danmarks næststørste havn, sandede til og samtidig blev skibene større. Købmænd fra den by måtte lede efter laste/lossesteder i Vadehavet.
I 1643 – 51 skibe hjemmehørende på Rømø
Ribe og Rømø – folk sluttede sig sammen. Det blev Danmarks næststørste handelsflåde. Skibene blev oftest købt i Holland, datidens største handelsmagt til søs. Mellem 1593 og 1643 sejlede op til 21 Ribe-Rømø skibe pr. år igennem Øresund.
Af et toldregnskab for Lister Dyb fra 1643 fremgår, at der var 51 skibe hjemmehørende på Rømø. Heraf var der 17 langfartsskibe.
Men ak så kom svenskerne og brændte størstedelen af denne herlighed. Blomstringstiden for Ribe-Rømø – handelsfarten endte brat.
I 1677 en lille flåde på 13 skibe
Enkelte småskibe sejlede nu i årtier med østers til Hamborg og København. Men i 1677 udviklede der sig en lille handelsflåde på Rømø med 13 ”større” skibe, De sejlede mellem Holland, Wesser-Elbe-mundingen og Norge.
I 1730erne var der tre store sACkibe der sejlede på handelsfart efter en årlig Grønlandstur. Ca. 11 andre skibe sejlede med træ fra Norge og mursten fra Holland og søfolk til Elben.
Skipperne og nogle købmænd virkede som redere og tjente gode penge. Der var befolkningstilvækst på Rømø og dette krævede bygningsmateriale.
I begyndelsen af 1900-tallet kun 650 beboere tilbage
I 1900-tallets første halvdel. Da øen kun havde 650 beboere efter at have været oppe på 1.800 beboere, var der kun tre lastsejlere tilbage. Med dæmningen var forretningsgrundlaget også forsvundet. I dag kører lastbiler over Vadehavet. Og færgeforbindelsen til Sild er den sidste ”handelsfart til søs”.
Handelsfart fra andre havne
Mindst 5 skibsfører fra Rømø sejlede i første halvdel af 1700 – tallet på handelsskibe fra fremmede havne. Mange menige sømænd tog til de store havne for at søge hyre bl.a. fra Holland til Ostindien. I perioden fra 1700 til 1710 er der registreret omkring 40 sømænd fra Rømø i Amsterdam.
Alene i Flensborg fandtes i perioden 1774-73 11 skippere fra Rømø, der sejlede på handelsfart. Somme tider kombineret med Grønlandsfarten.
Rømøskippere sejlede på fartøjer fra Aalborg, Aabenraa, Altona, Arendal, Bergen, København, Ribe og Tønder, ofte på langfart til St. Croix. Skibene til de to sidste byer kom i øvrigt aldrig til hjemstedet. De lå om vinteren andetsteds på Fanø eller i Altona.
Det Islandske Kompagni
I 1770’erne kom en anden sejlads i gang, hvor mange sømænd fra Rømø fandt deres brød. Det var ”Det Islandske Kompagni” i København, som gennem en rømøser, Peder Jensen Manøe bl.a. i 1783 hyrede 20 skippere, 11 styrmænd, 15 matroser og kokke, 3 tømre og 20 skibsdrenge fra øen.
Selskabet sejlede forsyninger til Island, fiskede deromkring og derefter tog til Frankrig, Spanien og Middelhavet for at afsætte fisk og hente frugt og lignende.
Da det islandsselskabet tabte fiskeprivilegiet i 1787, blev størstedelen af flåden flyttet til Altona, hvorfra skibene efterhånden helt gik over til Middelhavssejladsen, fortsat med Rømøfolk ombord.
I Skipperlavet i hovedstaden
Omkring 1800 skiftede mange skibe og dermed skippere deres udgangspunkt til København. Her blev mange rømøsere eksamineret til styrmænd og skibsførere. Mellem 1789 og 1805 tilmeldte 24 sig i skipperlavet i hovedstaden.
Kongelig privilegerede kapere
Men med Københavns bombardement blev der sat en stopper for dette. Mange – mellem 14 og 21 Rømøskippere forsøgte deres held som kongelig privilegerede kapere. For ganske enkelte lykkedes det derved at skabe sig en formue. Andre blev fængslet af englænderne og det var ikke særlig sjovt.
A.P. Møllers farfar
Efter 1813 kom søfarten efterhånden tilbage igen. Især Frugtsejlads til Middelhavet blev et af de store mål. Rømø-skipperne fik ry for at være blandt de hurtigste sejlere. En af disse var A.P. Møllers farfar, Hans P.P. Møller på ”Thomas”.
I 1860 boede der endnu 34 skibsførere på øen.
Grønlandsfart
Allerede i 1644 var der søfolk fra Rømø der tog på hvalfangst, først ved Spidsbergen og Jan Mayen. Senere tog de over Ishavet til Grønland. I 1600-tallets sidste årtier kulminerede hvalfangsten, hvilket førte til overfiskning. I denne periode var mindst 10 kommandører med fra Rømø, måske flere.
Mange rømøsere rejste også til Holland og fik hyre derfra.
På jagt efter sæl
I begyndelsen af 1700 – tallet havde nogle Tønder – købmænd i fællesskab med Rømø-skipperne fået ideen om at sejle til Ishavet på sælfangst. Efter hvalfangstens relative nedgang omkring 1700 så man chancen for at brænde tran fra sælernes fedt og desuden at sælge deres skind. Til dette kunne man nøjes med mindre skibe med færre sømænd.
Det kunne lade sig gøre med Rømø som udgangshavn. Dette erhverv varede i 65 år indtil 1770. I perioden 1716 – 39 brugte man tre skibe. På øen byggedes et trankogeri og et pakhus til formålet.
80 pct. af mændene var sømænd
Omkring 1770 sejlede næsten 80 pct. af Rømøs mænd over seks år. De fleste til Grønland. Fra 1700 – tallet kendes navnene på 150 Rømø-kommandører.
I 1800 – tallet sejlede endnu enkelte Grønlandsskibe fra forskellige havne.
Mange kommandører har med deres fortjeneste skabt større formue til øen og efterladt flotte bygninger. Enkelte endte dog også på Fattighuset.
Katastrofeåret 1777
Anders Michelsen List var 12 år, da han i 1777 forliste med sit hvalfangerskib. Han overvintrede på Grønlands østkyst. Det var femte gang, han var på ishavstogt siden han var otte år. Man kan læse noget af oplevelsen på hans gravsten på kirkegården på Rømø.
Anders døde som 68-årig
Ja det kan man også på andre gravstene over kommandører, kaptajner m.m. på kirkegården. Anders blev både styrmand og kommandør. Han blev 68 år. På hans gravsten står:
På Anders tid boede der omkring 1.500 mennesker på Rømø. Af dem var 450 søfolk, der enten var beskæftiget med handel eller hvalfangst.
Isen skruede sammen i bjerge
I 1777 var 50 af dem på togt ved Grønland. Men fra juni til september blev 14 hvalfangerbåde med besætninger fra Danmark, Tyskland og Holland fanget i pakisen i dette farvand.
Sådan husker kommandanten på Anders skib det. Han fik sin beretning nedskrevet og udgivet.
Ismasserne kvaste skibene, så cirka 450 mænd måtte forlade dem og vandre over isen mod fastlandet. Anders var en del af en gruppe på 70 mænd fra to skibe. Kommandanten skrev bl.a.:
Anders måtte tage tøjet af
Han havde et ømt punkt for den 12-årige Anders. Drengen
Anders våde tøj tyngede, så han knap kunne gå. Han bad om at tage det af og fortsatte mod land næste nøgen. En nat døde tre mænd af kulde. Mange, der var løbet forud, druknede eller døde af udmattelse.
28 nåede hjem til Rømø
Da mændene nåede kysten, var det Anders, som først fik øje på tre grønlændere. Af dem fik de blåbær og sælhundekød. Hvalfangerne endte med at overvintre med hjælp fra grønlændere flere steder på kysten, indtil de i slutningen af marts 1778 nåede byen Paamiut (Frederikshåb). Der mødte de en købmand og fik skibslejlighed til Rømø.
Ud af 450 forliste mænd overlevede cirka 150. Rømøs statistik var bedre. 28 nåede hjem ud af 50.
Beretningen om Grønlandsforlisene blev skrevet ned af rektor ved Ribe Katedralskole, Lorens Hansen i 1806. Hans bog ”Grønlandsfarerne i året 1777” blev genudgivet i 1977 af forlaget Melbyhus.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Vægfliser fortæller historien
Marts 23, 2023
Gamle veje omkring Aabenraa
Landevejsnettet var i neget dårlig stand. Den store vejplan i 1921. Aabenraa var åben for Verden via søvejen. Det var fjorden, der skabte byen. Mange forhindringer. Aller ældste bebyggelser ved Mølleåens udløb. Indflydelse på vejforløbet. En kæmpe voldgrav. Man burde kunne finde rester af ris-lag. Mølleåens løb har ændret sig. Ikke kuskenes livret at komme til Aabenraa. Forbindelse til Løgumkloster og Tønder. Højvande ved kysten. Den sydgående trafik. Forbindelse til Løjt og østlige dele. De syv landsby-marker.
Landevejsnettet i meget dårlig stand
Generelt var landevejsnettet i Hertugdømmerne omkring 1800 i meget dårlig stand. Den første store vejlov for Hertugdømmerne fra 1784 vidner om, at trafikken på landevejene fik større betydning. Man så også, at der nu blev opført stenbroer.
I perioden 1864-1920 var der sat stop for en videre udbygning af det overordnede net af landeveje i Nordslesvig, da kunne risikere at knytte Sønderjylland/Nordslesvig tættere til Kongeriget. Konsekvensen blev et ulogisk og nærmest ubrugeligt landevejsnet ved indlemmelsen i 1920.
Den store vejplan 1921
I kraft af ”Den store vejplan” vedtaget i 1921, blev der i årene 1921-1933 istandsat og udbygget 834 km veje i landsdelen.
Aabenraa var åben ad søvejen
Egentlig var det kompliceret at komme til Aabenraa. Byen var omgivet af skove på tre sider. Og så var det lige bakkerne. Kun mod vandet åbnede verden sig. Allerede i 1600-tallet var det forbindelse til Skåne.
Omkring år 1700 blev der hentet salt i Liverpool. Og det var også herfra den berømte urmagerfamilie Green stammer fra. I sejlskibenes sidste tid var der sejlads til Latinamerika og Kina-kysten.
Det var fjorden, der skabte byen
Det var særlige forhold, der gjorde det vanskeligt at få forbindelse med oplandet. Byens ældste del er vokset op på den yderste sydlige del af bybakken.
Det er fjorden, der har skabt byen. Det ser vi jo også ud fra navnet fra den forsvundne landsby – lidt populært sagt, det allerførste Aabenraa – Opnør, der som bekendt betyder:
Så var et også Aabenraas byvåben med ”De tre makreller”.
Mange forhindringer
Der var mange hindringer i at bygge forbindelser til oplandsbyerne. Det blev først løst med chaussébyggeriet i 1840erne og 1930ernes store oplandsveje. De vejfarende fik stejle veje op ad de skovklædte bakker.
Men en anden vanskelighed frembrød de hyppige oversvømmelser. Jævnligt stod arealer under vand.
Allerældste bebyggelse ved Mølleåens udløb
Den allerældste bebyggelse i området har ligget omkring Mølleåens udløb i Aabenraa Fjord. Men der er endnu ikke fundet arkæologiske spor af den ældste by. Det har været tale om en lille bebyggelse bestående af håndværkere og fiskere.
I modsætning til andre byer, hvor man byggede en ny kirke på samme sted for at imødekomme et stigende befolkningstal, valgte man ikke at gøre dette. Den blev placeret nord for byen på toppen af morænebakken. Dette er sikkert sket ud fra en teori om at byen snart ville vokse op omkring kirken. De store vådområder syd og vest for byen hindrede en vækst i disse retninger.
Indflydelse på vejforløbet
Alt dette har haft indflydelse på de ældste vejforløb. Det er heller ikke afklaret, hvor torvet til den ældste by har ligget. Var det i forbindelse med kirken eller havnen? Og det er ikke nødvendigvis Søndertorv, der udgjorde dette tov.
Vest for byen blev der anlagt en borg allerede i slutningen af 1200-tallet. Der er ikke spor efter selve borgen, der blev nedrevet i 1400-tallet. Men man har fundet rester af voldgrave og kan konstatere at denne borg lå i den vestlige del af Vestergade.
En kæmpe voldgrav
En anden ting, der er væsentlig for byens struktur, var anlæggelse af en stor mølle ved Mølleåen. I den forbindelse blev der anlagt en Mølledam. En omløbskanal tværs over bybakken syd for den nuværende Rådhusgang blev anlagt. Den var op til 20 meter bred og mere end 4 meter dyb. Vi har i tidligere artikler omtalt denne. Gennem flere århundreder betød det at borgerne måtte gå over voldgraven og ud af byen for at komme i kirke.
Nej, Aabenraa blev ikke en stor by i løbet af middelalderen. Dette kan skyldes manglen på ordentlige tilkørselsveje. Fra 1500-tallet sprang byen over graven og voksede mod nord ud af Storegade.
Man burde kunne finde rester af ris-lag
Man siger, at Vestergade i ældre tid fortsatte ud over engdragene. Denne vej har været mere end blot en forbindelsesvej mellem kongeborgen Aabenraahus og byens skibbro. Hvis dette er rigtigt har man måske fundet rester af ris-lag, der er blevet lagt for at lette færdslen på den stadig blødere bund.
Fra Storetorv har der været ”to gaffelgrene”. Den østre er god nok. Det er Søndergade. Men hvad med Torvets vestside? Hvor er den vestre gren gået?
Mølleåens løb har ændret sig
Mølleåens løb har også flyttet sig. Det oprindelige vejforløb har fulgt Mølleåens oprindelige løb. Nord for og parallelt med Mølleåen løb Slotsgade. Grundene mod syd nåede ned til åen. Her kunne beboerne have deres både liggende og trække dem på land.
At det ikke bare er en løs formodning, ser vi fra en smuglersag fra 1680, da en båd læsset med det dengang kostbare salt, søgtes losset på en af Slotsgade-boernes grunde ned til åen.
Formodninger om, at der skulle have været et vejforløb over åen, holder ikke.
Ikke kuskenes livret at køre til Aabenraa
Nej, det har bestemt ikke været kuskenes livret at køre til Aabenraa. Når man skal beskæftige sig med de gamle veje, er der ikke meget kildemateriale. Men så må man kigge på historien, stednavne og kort. Og lige så vigtig er terrænforholdene.
I 1257 fik munkene i Løgum Kloster toldfrihed for handel over havnen i Aabenraa. Borgerne i Tønder havde fra gammel tid ret til ind- og udskibning over Aabenraa skibbro. Ja så måtte det nødvendigvis også være forbindelse til disse byer.
Forbindelse til Løgumkloster
Forbindelsen til Løgumkloster giver begrundelse for vejen over Skedebjeg til Brunde og videre vest på. Ligeledes må vejen til Rise og Søst lige nord for engarealerne (omtrent ved Forstallé) være meget gammel.
Det fremgår af, at bønderne i den forsvundne landsby Opnør (ved nuværende Vægterpladsen og dermed i nærheden af sognekirken, den nuværende Skt. Nikolai Kirke) har haft marker ad denne vej, de såkaldte ”Gammel Opning (Opnøring) løkke”.
Forbindelse til Tønder
Den sydlige forgrening af denne vej ved Skovridergården, dvs. den nuværende Nørrehesselvej kan muligvis have været den ældste forbindelsesvej fra Aabenraa over Saltbjerg til Tønder.
Det er der måske ingen belæg for. Men stednavnet Bulbro fortæller, at vejen til Tønder i en senere tid er blevet afkortet ved hjælp af plankelægning hed over engdragene sydvest for byen Først derefter lod det sig gøre at komme gennem Hjelm forbi den forsvundne landsby Hessel til Saltbjerg og derfra videre vest på.
Højvande ved Kystvej
Men vejen ad Bulbro har også i lange perioder måttet tage den sydgående færdsel selv om det var en omvej. I godt vejr fulgte færdslen ellers strandvolden langs med fjorden (senere Sønder Chaussé, nu Flensborgvej). Men endnu op i 1700-årene hændte det at der ikke her kunne køres på grund af højvande.
Om alle disse veje – vejen til Brunde, til Rise og Søst, vejen over Saltbjerg samt vejen syd på – gælder det, at de nåede frem til Hærvejen – datidens motorvej.
Den sydgående trafik
Vejen over Skedebjerg til Brunde tog Hærvejs-trafikken nordfra mens den sydgående vej, der ad Stubbæk Stenbro passerede Ensted Kirke i retning mod Kliplev, tog den sydfra kommende Hærvejs – trafik.
Forbindelsen til Løjt og Østkysten
Dimen udgjorde forbindelsen op over bakkeranden til Løjt Land og østkyst-egnene nord derfor, er det alene disse veje som terrænforholdene og det skriftlige kildemateriale peger på.
De syv landsbyers marker
Ifølge Skråen havde Aabenraas borgere ret til at lade deres kvæg græsse på syv landsbyers marker, der lå inden for synsvidde, dvs. på det overdrev (overvejende skovjord) der hørte til Sdr. Hostrup, Stubbæk, Årup, Hessel samt Løjt og Brundemark.
Takket være den oplysning ved vi, at det ikke kun var søfarten, der havde betydning for forbindelsen til det nærmeste opland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 21, 2023
IQ 75 – Erling og åndssvageforsorgen
Vi vil hermed forsøge at anmelde ”Årets Historiske bog” 2022 af Jesper Vaczy Kragh. En rystende skildring. Og hovedpersonen er faktisk en person, som undertegnede kender. Men desværre var der ikke altid tid til at tale med Erling.
Det startede på Vesterbro i 1940. Han kunne læse og skrive normalt. En fortælling om svigt og manglende forståelse Uegnet til at leve i et normalt samfund, sagde dem i de hvide kitler. Et tema, der er glemt i Danmarkshistorien, dog er det den 10. artikel, vi har om emnet. En rystende bog. Afsindige og ”Idioter” blev gemt væk. I Danmark gik man forrest med tvangsindgreb. Mange skeletter i skabet. En lap papir afgjorde Erlings skæbne. Hans skæbne satte sine spor. Mellem linjerne mærker man forfatterens harm.
Vi havde ikke altid tid til Erling
Jo jeg kendte godt lidt til Erling og hans historie. Han kom jævnligt inde i butikken på Nørrebro. Nogle gange havde vi tid til kort at tale med ham. Og frem for alt, lytte til ham. Han havde altid meget at fortælle. Men i en driftig butik er det hele tiden meget, der skal laves, så vi havde desværre ikke den tid, som Erling nok havde forventet.
Men det er skønt at se, at andre havde den tid, der skulle til. Og det var bl.a. Jesper Vaczy Kragh, der har skrevet en bog om Erling og åndssvageforsorgen. Og så er det endda blevet ”Årets Historiske Bog”. Tillykke til forfatteren men først og fremmest til Erling, der fik fortalt sin historie til en, der havde tid til at lytte til ham.
Det startede på Vesterbro i 1940
Erling følte sig ofte moppet. På Nørrebro er man meget fleksibel og tolerant, mener man dog selv. Men mon ikke Erling er blevet klogere på sit liv. Han prøvede på at flygte 10 gange, da han var anbragt på institution.
Erlings liv begyndte i en lille lejlighed på Vesterbro i 1940. Han blev drillet af de andre børn. Han kunne ikke høre og han kunne ikke løbe så godt som de andre. En dag kom et stykke papir, hvor der stod at de blev nødt til at fjerne ham.
Han kunne læse og skrive normalt
Det viser sig at Erling læser og skriver helt normalt. Han er bare noget tunghør, faktisk en mellemørebetændelse, han pådrog sig i de tidlige barneår, før han blev anbragt. Men tænk – det skulle gå 40 år før han slap ud i friheden. Ja vi nævner dette et par gange i denne anmeldelse.
På forsiden ser man Erling i frakke og korte bukser. Han lytter intens til musikken. Han står på plænen ved Nyborg Børnehjem. Og det var en af hans lyse stunder i en verden uden fri vilje.
En fortælling om svigt og manglende forståelse
Forfatteren til bogen har ydet et temmelig stort researcharbejde. Andre patienter har givet udtryk for deres oplevelser. Det er en benhård fortælling om svigt og manglende forståelse.
Åndssvage er tidens løb blevet kaldt mange ting. Defekte, undermålere og minusindivider. Erling Frederiksen har været anbragt i institutioner i 40 af sine 82 år. Men Erling er ikke åndssvag. Og hans IQ er over det magiske 75. Men hvorfor er man blevet afhængig af et tal.
Uegnet til et liv i et normalt samfund
Børn, der faldt uden for normalitetsbegrebet, bedømt efter simple prøver, fik betegnelsen åndssvag og uegnet til et liv i det almindelige samfund. Man var uegnet til et liv i det almindelige samfund.
Et tema, der er glemt i Danmarkshistorien!
Forfatteren siger godt nok at historien om de åndssvage er glemt. Ikke et museum eller lokalhistorie indeholder noget om de åndssvage. Her tager han måske lidt fejl. Se bare på vores hjemmeside eller se listen bag efter vores artikel
Vi har beskrevet kastration, sterilisation og det hvide snit. Herhjemme var vi begejstret for disse tvangsindgreb, Ingen satte et spørgsmålstegn ved det. Vi stolede på mændene i de hvide kitler. Vi havde fuld tiltro til den ”Kellerske filosofi”.
En rystende bog
I 2017 lærte forfatteren Erling at kende. Siden arbejdede han på en bogudgivelse. Den udkom i januar 2022. Det har været et omfattende arbejde med arkivundersøgelser og interviews. Vi får en masse tung viden som er beskrevet i et let sprog. Egentlig er det en rystende bog.
Afsindige og ”Idioter” blev gemt væk
Igen en gang skulle dem, der ikke passede ind i vores samfund gemmes væk. Det var i midten af 1800-tallet at fattiglægen Jens Rasmussen Hübertz blev opmærksom på de elendige forhold, der blev budt dem, som ikke kunne accepteres af det ”normale” samfund.
De blev betegnet som ”afsindige” og ”idioter” og gemt væk. Familier spærrede dem inde i træbure, i små loftsrum. Lænkede dem i stalde og det der var endnu værre.
For at afhjælpe den frygtelige situation fik Hübertz etableret den første anstalt for åndsvage, Gl. bakkehus på Frederiksberg i 1855. Siden kom Ebberødgård og mange andre institutioner. De Kellerske Anstalter havde op til fem adresser på Nørrebro. Her talte man ligefrem om at ”dressere” de åndssvage.
I Danmark gik man forrest med tvangsindgreb
Man talte ligefrem om ”videnskabelige” metoder til at udskille de abnorme. De måtte leve med betegnelser som debile, imbecile og nederst på skalaen idioterne. Jo i Danmark gik man forrest med tvangsindgreb. Og man løftede ikke nogen øjenbryn til trods for at man kunne se, hvad Hitler brugte racehygiejne til. Kun få turde at tale dem i de hvide kitler imod.
Hos overlægerne var det et mantra at åndssvage ikke skulle have lov til at sætte børn i verden. Og det oplevede Erling også. Som 30 – årig fik han hverken forklaring eller begrundelse men blev hånet af plejerne på anstalten:
Mange skeletter i skabet
Der er åbenbart mange skeletter i skabet. Nogle af disse har vi fået oprullet i denne bog. Nogle af fortidens fejltagelser og problematikker er her kommet frem. Der har været tvivlsomme metoder, tankegange og regler inden for åndssvageforsorgen
Menneskerettigheder, ligestilling og integration kom meget sent. Man begyndte desuden at sætte spørgsmålstegn ved den begejstring som den danske lægestand udviste.
Endelig fandt man så ud af, at det måske var bedre med bofællesskaber end store institutioner.
Vores hovedperson, Erling blev anbragt på børnehjemmet Norges Minde, og efter endnu to flytninger til andre børnehjem blev han anbragt på Ebberødgård.
En lap papir afgjorde Erlings skæbne
I 1949 afgav en psykiater sin vurdering af Erling. Det skete på en enkelt håndskreven side. Dette stykke papir skulle for afgørende betydning for ham for hans videre tilværelse. Han blev nedskrevet som fjoget, fjollet og ukoncentreret. Og selv om hans IQ var over 75 skulle han som 8-årig anbringes under åndssvageforsorg.
Hans skæbne har sat sine spor
Og her var han så i 40 år under tvang og forsorg inden han kom ud i samfundet og blev egen herre. Men årene har trukket sine dybe spor. I dag er Erling 82 år med gode relationer. Men hans oplevelser har som skrevet sat sine spor.
Det fremgår heller ikke, om Erling nogensinde fik en diagnose. Og det kan undre i en tid, hvor man skal have en diagnose for at få en behandling.
Mellem linjerne kan man mærke forfatterens harme
Mellem linjerne kan man mærke forfatterens harme. Men fremstillingen er faktisk meget nuanceret. Han fortæller bl.a. at Jussi Adler-Olsens krimi ”Journal 64”, der bl.a. foregår på Sprogø er overdrevet. Vi får også de lyse sider beskrevet. Det er uhyggelig men oplysende læsning.
Forfatteren mener, at det skete noget, da kommunerne i højere grad skulle tage sig af de sociale opgaver. Det blev betragtet som en byrde. Og det ramte de udviklingshæmmede, mener forfatteren.
Kilde:
Marts 20, 2023
Afvigernes Ø
Vi vil forsøge at anmelde denne bog af Poul Duedahl og Marie Clement Hagstrup. Efterhånden er der masser af litteratur om temaet. Vi bringer en liste. De ”moralsk åndssvage” passede ikke ind i samfundet. De enkeltes skæbne gør bogen interessante. Masser af flugtforsøg. Hver aften kl. 20 blev der låst af. Afvigere fra normalsamfundet skulle gemmes væk. Poesi fra 1924. 12 kasser dokumenter dukkede op. 47 år i det ”Kellerske imperium” Oprør på vej. Udelukkende havresuppe – en del af straffen. Hans Otto måtte blive i 10 år. Aage Knud ”led” af homoseksualitet. 75 pct. var mellem 13 og 24 år. Ledelsen bestemte, hvem der fik adgang til øen. Frustrationer fik frit løb. Man ville beskytte samfundet. 11.000 borgere blev steriliseret. Dårlig dømmekraft kunne sende en til Livø. Arvemassen skulle fjernes. Samfundet først – individet bag efter. Tvangssterilisation forsvandt først i 1971. Man reducerede mennesker til tal. Groteske forhold. En gribende bog.
Masser af litteratur om emnet
Efterhånden er der dukket en del litteratur op om Livø, dansk racehygiejne og pigerne på Sprogø. Vi så også Poul Nyrup Rasmussen i sporet på sin far. Ligeledes har vi også elv skrevet en del om dette tema. Og mon ikke temaet igen bliver taget op til maj, når den danske regering siger undskyld.
De moralsk åndssvage passede ikke ind i samfundet
De moralsk åndssvage passede ikke ind i samfundet. De sad ofte på skolernes bagerste rækker, fattige og andre uden de bedste forudsætninger i tilværelsen. De kom fra samfundets bund og havde en adfærd, som stemte dårlig overens med det bedre borgerskabs moral. Med tidens øjne blev de set som socialt og genetisk farlige og blev derfor anbragt på ubestemt tid på Livø.
Tilsyneladende var der ikke nogen fra det bedre borgerskab anbragt på øen. Der var ikke beretninger om anbragte sønner fra dommere eller advokater, overlæger m.m.
Den enkeltes skæbne gør bogen interessant
Danmark blev anset som et foregangsland. Men hvad skulle man gøre ved de udstødte. Placer dem på en ø med en masse vand omkring!
På Livø bestod behandlingen af arbejde og struktur. Øen var i stor udstrækning selvforsynende, så der var brug for arbejdsførende mænd. Sindssyge og svært udviklingshæmmede hørte ikke hjemme på Livø.
Denne bog er mest spændende og rystende når vi kigger på de enkeltes skæbner. Således skyllede liget af den 23-årge Jørn op på Bejstrup Strand i september 1957. Han forsøgte at undslippe Livø.
Masser af flugtforsøg
Det forsøgte 400 andre også. Men alle flugtforsøg blev opdaget og mindst 10 mistede livet. Men den absolutte flugtkonge var Kaj Orla. Han tog turen til Brejning som 13 – årig. Det blev svært at styre hans trang til at stjæle, flygte og slås. Han blev for stor en mundfuld for plejerne på Livø. Han blev udskrevet med følgende slutreplik:
Han klagede det nu meget godt i friheden. Han kunne bestride forskellige jobs og blev gift.
Johannes blev som 15-årig sendt til Livø, fordi han rapsede. Han ankom i 1915. Han blev beskrevet som ”en besværlig lille gut”. Han forsøgte mange gange at stikke af. I juni 1928 fandt man ham druknet ved en af øens strande.
Hver aften kl. 20 blev der låst af
På ”Mændenes ø” kunne de anbragte gå frit omkring. De måtte dog ikke gå ned til havnen. Hver aften kl. 20 året rundt blev deres tøj taget fra dem og dørene til sovekamrene lukket og låst.
Mændene gik i skoven og flikkede tømmerflåder sammen om sommeren. Om vinteren forsøgte de nogle gange at gå over isen.
Afvigere fra normalsamfundet
I alt 743 afvigere blev anbragt her på Livø. Det var en del af det kellerske imperium. Samfundet havde ikke brug for disse mænd. De var afvigere fra normalsamfundet. I 50 år accepterede Danmark dette system. 10 år efter kom en tilsvarende ø for kvinder på Sprogø.
Poesi fra 1924
I 1924 havde Livø besøg af den berømte forfatter og grønlandsfarer Achton Friis, der med sig hjem fik et digt forfattet af en af de anbragte:
12 kasser dokumenter dukkede op
Bogen her rummer også nyt. Således fandt man i 2020 12 kasser med hidtil ukendte dokumenter i en lade på Livø.
47 år i det kellerske imperium
Vi hører bl.a. om Michas tilfælde. Han havde fået en slags livstidsdom, der strakte sig over 47 år. Han ankom i 1914 som 23-årig. Og han var den sidste, der forlod øen i 1961.
Micha kom fra en søskendeflok på ti. Han var flittig og godmodig i skolen. Han var i den grad en flugtkonge. Men gentagende gange blev han straffet med tvungen sengeligning og celleophold.
Svend var homoseksuel
Så var det Svend. Han var homoseksuel. Derfor anså man ham som åndssvag. Han var øens huspoet. Han spillede dum til prøverne, fordi han fandt tryghed på øen. Men han scorede godt til intelligensprøverne.
Da man i 1921 holdt et protestmøde om forholdene på øen var Svend referent.
Oprør var på vej
I 1921 var det fare for at Alex Peter og hans medpatienter ville tage magten på øen ved et regulært oprør. Man havde stjålet et par geværer. Og sagen var farlig.
I 1952 havde ni mænd stjålet geværer og ammunition. De ville tage magten. Og befri alle de andre. Men politiet fra fastlandet forhindrede oprøret.
Udelukkende havresuppe – en del af straffen
Man straffede forseelser med celleanbringelser og ydmygelser såsom at blive klædt nøgen. Tvungen sengeligning og en formen for straf var hvor maden kun bestod af havresuppe.
Hans Otto måtte blive i 10 år
Kredslægen udtalte sig i 1925 om Hans Otto i retten:
Med denne beskrivelse var han allerede godt på vej til Livø – anstalten. Senere blev han anklaget for forskellige forhold som uhøvisk tale til flere kvinder, blotteri og overfald på en 13-årig pige.
Kredslægen konkluderede:
Efter en dom på 90 dage på almindelig fangekost henvendte politimesteren i Faaborg sig til statsadvokaten, som dekreterede tvangsanbringelse. Hans Otto var på Livø fra 1932 til 1942.
Aage Knud ”led” af homoseksualitet
Aage Knud ”led” af homoseksualitet, mente overlægen. Han blev ikke blot betragtet farlig på grund af dette, men også fordi hans organer var degenereret. Han skulle forhindres i at reproducere sig selv. Han blev sendt tilbage til øen i flere omgange sandsynligvis fordi hans seksualitet ikke passede til de normerne de steder, hvor han var sendt ud fra Livø.
Som 40-årig blev han i 1933 efter at være kastreret sat fri.
75 pct. var mellem 13 og 24 år
De var ganske unge, når de blev anbragt på Livø. Således var 75 pct. mellem 13 og 24 år. Den barske start på voksenlivet skyldtes asocial adfærd, manglende opdragelse, middelmådige skolekundskaber og undertiden nedsat intelligens, der ofte var endt med overtrædelse af straffeloven.
Ledelsen bestemte, hvem der havde adgang
Men man behøvede nu ikke at have overtrådt straffeloven for at blive anbragt her. Christian Keller fik ideen fra Norge. Han kiggede på Danmarkskortet og fandt Livø. Så fik han staten til at erhverve øen for 160.000 kr. i 1911.
Vagabonder, der ikke kunne slå sig til ro med et ordentligt arbejde, blev også betragtet som afvigende.
Reportagerne fra øen var altid positive. Det var ledelsen, der skulle godkende artiklerne. Det var også dem, der bestemte, hvem der fik adgang til øen. Besøg på øen blev kun givet i sjældne tilfælde for pårørende.
Frustrationerne fik frit løb
Et besøg på fastlandet krævede eksemplarisk opførsel. Det var de kun de færreste, der kunne præstere. Frustrationerne fik frit løb. Dette første også til flere brandstiftelser. Og i juli 1940 gav det sig udslag i at øens skrædder blev myrdet.
Den danske lovgivning befandt sig på et skråplan. Racehygiejne fik en fremtrædende plads. Se i slutningen af denne artikel, hvilke kilder vi har brugt for at beskrive den danske racehygiejne og i hvilke artikler, som vi har begået, hvor du kan få mere at vide.
Man ville beskytte samfundet
I 1929 fik socialminister K.K. Steincke vedtaget en lov, der gav mulighed for at sterilisere de anbragte på Livø. Man ville beskytte samfundet mod uønskede arveanlæg. Ægteskabsloven blev strammet op. De åndssvage måtte ikke gifte sig.
I K.K. Steinckes bog ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen fra 1920 er der et helt kapitel om raceforbedring. Her argumenterede han for og imod ægteskabsforbud for visse befolkningsgrupper samt sterilisation af åndssvage. Målet var at opnå sundere, lykkeligere og mere ædel befolkning ved at hindre, at de ”åndelige og legemlige invalider og de syge og defekte fører deres defekt videre”, ja det er sådan han skriver.
En ny inspektør kom til øen i 1946. Han kunne konstatere, at bygningerne var forfaldne og utidssvarende.
11.000 borgere blev steriliseret
Over 1.000 mænd i Danmark blev kastreret i Danmark. Halvdelen af disse var homoseksuelle. Ja og over 11.000 borgere blev steriliseret i Danmark. Ja dertil kom så ”Det Hvide Snit”.
Det var tale om tvang. Og på Livø var det eneste mulighed for at komme væk fra øen.
Moralsk åndssvage
Man taler om at Danmark var et foregangsland og normalt taler man om dette i en positiv sammenhæng. Men i 1929 indførte Danmark som det første land i Europa en lov, der gjorde at staten kunne sterilisere borgere, som den anså som ”moralsk åndssvage”
Alt fra utilpassede unge og småkriminelle til voldsmænd, pædofile og brandstiftere blev anbragt på anstalter og stillet over for et umuligt valg. Ja selv folk med epilepsi. Hvis de ville væk fra anstalten skulle de lade sig sterilisere så deres arvemateriale ikke blev videreført. Anstalt lægerne omtalte det som ”racehygiejne”, og det var tale om tvang.
Dårlig dømmekraft kunne sende en til Livø
Dem, der også risikerede sterilisation, var dem, der havde en dårlig dømmekraft, enten i form af en forbrydelse eller blot i personlig adfærd.
Se kunne risikere at blive kastreret. Og det blev man ved at få fjernet testiklerne, Så fjernede man også samtidig seksualdriften. Lægerne og politikerne mente, at det var ikke godt for samfundet, hvis de fik børn.
Arvemassen skulle fjernes
Politikerne mente, at det var vigtigt at samfundet sideløbende fik fjernet lidt af den arvemasse, man anså for at være mindreværdig. Det var også et vigtigt redskab til at holde befolkningskvaliteten oppe og udgifterne nede. De ønskede helt grundlæggende at stoppe videreførelsen af de karaktertræk, som man anså som dårlige og dyre for samfundet.
Politikerne frygtede at nogle af de anbragte ville opdrage deres børn på en måde, som var uhensigtsmæssig og dyr for en socialstat, der prøvede at opbygge. Derfor blev de frataget muligheden for at få børn.
Samfundet først – individet bag efter
De ofte unge mennesker blev frataget muligheden for at stifte deres egen familie. Deres planer for fremtiden blev begrænset. Dengang satte man samfundet først – og individet bagefter. Det fælles bedste var vigtigere end det enkelte menneske.
Nu var der ekstremt stor forskel på sterilisationerne i Danmark og de såkaldte medlidenhedsdrab i Tyskland.
Tvangssterilisation forsvandt først i 1971
Men i kølvandet på Anden verdenskrig kom der et helt andet syn på det enkelte menneske og dets værdi.
Omkring 1959 blev lægernes enevælde reduceret. I 1961 blev Livø Anstalten officielt nedlagt. De fleste af de hidtidige beboere kom tilbage til hovedsædet Brejning. Men tvangssterilisationerne stoppede først i 1971.
Man reducerede mennesker til tal
Man reducerede mennesker til et tal. For at blive på Livø måtte ens IQ ikke overstige 75. Disse mennesker gjorde et klart modbillede mod de fremherskende normer i samtiden.
Groteske forhold
Det var groteske forhold dengang. Således havde en 39-årig mand skrevet til kongen med en klage over Socialudvalget i Århus ikke ville støtte ham med penge til etablering af et skomagerværksted. . Sagen overgik til embedsmændene i Socialministeriet, der anmodede bestyrelsen for åndssvageanstalten i Brejninge om
Nu blev manden dog ikke steriliseret, fordi han havde en intelligenskvotient, der lå over 75. Men tænk engang, manden er åbenbart blevet testet. (Kilde: Birgit Kirkebæk)
En gribende bog
Vi har her tale om en gribende bog med masser af tragiske skæbner. Men var Livø værre eller bedre end så mange andre anstalter dengang. Og hvordan er det i dag? Glæder mig til at læse IQ 75 – Årets Historiske bog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 17, 2023
Påske i Sønderjylland og andre steder
Påsketraditioner også uden for Sønderjylland. Påskeharen lige så vigtig som julemanden. Ude at lede efter påskeæg. Man brugte naturfarvemidler. Hvad er gækkebreve? Solæg – et chok for mange. ”Skiden lørdag”. Klassisk æggekage. Æggelege. Sukker- og chokoladeæg til Sønderjylland. Påskelam var ikke særlig sønderjysk. Begrebet ”æggepenge”. Kålsuppe med ni slags kål. Rugmelsbrød spiste man Langfredag. Påsken var egentlig en jødisk fest. Påskebryg. I Højer er der påske i haven. Man gik rundt med en udstoppet ilder. Langfredagshugget eller Påskeskraldet eksisterer ikke mere. Centrum for overtro. Den Kristne Påske.
Påsketraditioner også uden for Sønderjylland
Måske kan det være lidt svært at beskrive traditioner og skikke, der kun er gældende i Sønderjylland, når det gælder påsken. Så måske sniger det sig skikke med som er gældende i det øvrige Danmark.
Påskedag ligger altid første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den kan ligge 22. marts og senest 25. april. Fastelavnssøndag ligger altid syv uger før påske.
Påskeharen lige så vigtig som julemanden
Påskeharen var først i Sønderjylland. Den kom syd fra og blev udbredt i Sønderjylland i 1920erne. Forældrene fortalte deres børn at påskeæg var hare-æg. Forældrene dekorerede påskeæg påskelørdag.
For mange sønderjyske børn har påskeharen været en figur på linje med julemanden
Ud at lede efter påskeæg
Og påskemorgen skulle børnene så finde deres æg. De blev gemt både ude og inde. Haren så man aldrig. Den var løbet væk eller gemte sig. Denne tradition praktiserede vi på Lærkevej i Tønder. Både farvede hønseæg og chokoladeæg var en del af fejringen fra 1920erne.
Man brugte naturfarvemidler
For 100 – 150 år siden kendte man også til påskeæg i form af almindelige hønseæg. Det blev kogt med forskellige naturfarvemidler, f.eks. løgskaller eller rødbeder.
Man sendte også påskekort til hinanden med høns, kyllinger og forårsblomster.
Hvad er gækkebreve?
Man sendte selvfølgelig også gækkebreve. Forløberen er det tyske bindebrev. Det var brugt i Danmark fra 1600 – tallet, dog først i Sønderjylland, som dengang var hertugdømmet Slesvig Holsten. Man drev gæk med hinanden. Man kunne for eksempel gemme vintergækken i ofrets mad.
Solæg – et chok for mange
Solæg har udviklet sig til en sønderjysk egnsret. Denne ret kommer syd fra. Ægget er kogt meget længe, så meget at skallen er slået lidt i stykker. Æggene skal ligge i saltlage gerne i 14 dage. Så skal de deles og spises med HP sovs, Tabasco, olie, eddike-dressing og sennep.
Retten anvendes som en hyggelig forret og man serverer den typisk til påskefrokost. Folk, der ikke har set eller smagt solæg før, kan godt blive skræmt af udseendet. Og det er særlig den blå blomme, der forskrækker nybegyndere. Og når man så fortæller, at ægget har ligget i saltlage et par uger, så er de ved at løbe bort.
Men dem, der så tager mod til sig bliver begejstret. Og man nyder typisk solæg med en snaps eller Gammel Dansk.
”Skiden lørdag”
Nogle steder spiser man lammesteg. Men fra gammel tid var det grønlangkål man spiste i Sønderjylland.
Og når vi nu er ved maden, så var det en tradition, at Påskelørdag også blev kaldt ”skiden lørdag”, da det var den dag, der blev gjort rent til påsken. Så spiste man skidne æg – hårdkogte æg i sennepssovs.
Klassisk æggekage
Ja påskedag var det ofte den klassiske æggekage med flæsk. Æggene blev også brugt som gaver til tjenestefolkene. Ofte blev de kogt i for eksempel løgskaller, som gav dem en gylden farve. Derefter blev de poleret med flæskesvær for at få dem til at skinne.
Æggelege
Når tjenestefolkene fik æggene legede de med dem, inden de spiste dem. Der findes forskellige æggelege. En af dem var at ramme de andres æg, mens man triller dem ned af en græsskråning.
Jo Leonora Christine – Christian den Fjerdes datter fortæller i sin beretning fra fangenskabet i Blåtårn ”Jammers Minde” om et farvet æg, hun har ridset blomster i og foræret væk.
Sukker- og Chokoladeæg til Sønderjylland
Omkring 1900 kom de første sukker-æg og chokoladeæg til Sønderjylland eller Nordslesvig. Snart var det danske chokoladefirmaer som Anton Berg og Michelsen Chokolade, der begyndte at producere dem.
Åbenbart symboliserer ægget også graven, som Jesus bryder ud af påskemorgen. Det kan også været et tegn på forår og frugtbarhed. Livet bryder igennem den hårde skal.
Påskelam var ikke særlig sønderjysk
Påskelam er måske ikke særlig sønderjysk. Men vi gik op på diget ved Højer for at kigge på påskelam. De var tegn på forårets komme. Det bliver kun læmmet en gang om året og det er sidst på vinteren eller tidligt på foråret. Som tak til Gud har jøderne ofret lam til påske. Jesu blev ofte afbilledet som offerlammet. Dette er uskyldigt og ofrer sit liv for andres skyld.
Påskekyllinger begyndte at lægge æg ved forårstid. Så var der så meget grønt, at kyllingerne igen fik energi. Før i tiden kunne ægproduktionen gå helt i stå om vinteren på grund af manglende foder.
Begrebet ”Æggepenge”
Hønseægget/påskeægget har været kendt herhjemme siden 1600-tallet. Æg blev dengang regnet for en luksusvare, som kun velhavende spiste. Hos fattige familier, der holdt høns var æggene forbeholdt videresalg. Kvinderne solgte dem. Vi kender begrebet ”æggepenge” som var de penge fra æggeslaget, som bondekonerne fik lov til at beholde selv.
Påskefrokosten er nok den tradition, der er mest anvendt i dag. Det er helt sikkert æg på bordet. Måske også kylling og lam.
Kålsuppe med ni slags kål
Påskens mad er ikke kun knyttet til æg. Der er også andre retter, der knytter sig til påsken. Skærtorsdag skulle man også spise ni slags grønt – ofte i en kålsuppe med navnet nikål. Tallet ni var helligt, og derfor sagde man, at en ret med ni slags grønt kunne beskytte en mod sygdom resten af året.
Hvis påsken lå tidligt, kunne det imidlertid godt være en udfordring at opdrive ni slags grønt, så måtte man være kreativ og for eksempel ty til græsstrå., brændenældeblade, en pileknop, selleri, kommen, følfodsspirer eller lignende.
Rugmelsbrød spiste man Langfredag
Traditionen med ni slags grønt er et før kristent levn fra den hedenske vårfest, hvor man fejrede sommerens indtræden. Langfredag var en kristen tradition at spise rugmelsgrød, som blev regnet for fattigmandskost. Med dette lette måltid skulle man mindes Jesu lidelser.
Påsken var egentlig en jødisk fest
Traditionen med at holde påskefrokost kan spores tilbage til før den kristne påske. Påske var oprindeligt en jødisk fest til minde om udvandringen fra Egypten og flugten fra slaveriet.
Jøderne skulle ifølge fortællingen gøre sig klart til at rejse hurtigt og kunne nå at forberede et måltid af brød, der ikke kan nå at hæve – det usyrede brød matzah, som stadig spises til pesach. Således indgår der i påsken både jødiske og kristne elementer. Påsken er ikke mindst en fejring af at foråret er på vej.
Påskebryg
Ja og så var det jo også lige Påskebryg. Den første var muligvis Salvator fra bryggeriet Thor i Randers i perioden 1890 – 98. Carlsberg kom først med en i 1905.
I Højer er det påske i haven
I Højer er der opstået en hel speciel tradition. Egon og Bente pynter deres have med ca. 3.500 påskeæg. Æggene hænger i haven et godt stykke tid efter påske. Så det er værd at køre forbi Nørregade og kig ind i haven. Du kan se det flotte skue ude fra vejen.
Man gik rundt med udstoppet ilder
I påsken gik de unge i Helvad på Als omkring med en udstoppet ilder for at samle æg til deres gilde 2. påskedag. Når de kom ind, sang de:
Endnu i 1842 gik man rundt i Hagenbjerg med en ilder for at indsamle æg.
I Vestslesvig skulle børn være gået rundt med et lignende vers, dog uden udstoppede dyr og bedt om æg langt op i 1900’erne.
Langfredagshugget eller Påskeskraldet
Nogle traditioner omkring påske bruges ikke længere i Danmark. Langfredag var et ritual ”Langfredagshugget” eller ”Påskeskraldet”. Her slog man hinanden med ris for at mindes Jesu lidelser. Gennem tiden har det også været tradition for påskelege blandt tjenestefolk både på landet og i købstæderne. Nogle steder blev der arrangeret legestuer, hvor områdets ugifte karle og piger dansede og legede.
Centrum for overtro
Påsken har været centrum for en del overtro. For eksempel sagde man, at man skulle spise et æble på fastende hjerte påskedagsmorgen. , hvis man skulle blive fri for forskellige sygdomme. Om vejret lød det bl.a. at
Den Kristne Påske
Selve Påskeugen begynder med Palmesøndag. Det var den dag Jesu red ind i Jerusalem på æsel og blev modtaget med glædesråb af folkeskarer, der strøede palmegreve på hans vej.
Skærtorsdag henviser formentlig til at Jesu den dag vasker disciplenes fødder (skær betyder ren). Det var også om aftenen, hvor Jesus spiste det sidste måltid sammen med disciplene. Om brødet og vinen udtalte han at det var hans legeme og blod I den kristne kirke fejrer man derfor nadverens indstiftelse netop den dag.
Langfredag led Jesus døden på korset. Om aftenen blev han lagt i graven. Efter de danske flagregler skal man denne dag flage på halv stang.
Søndag morgen, Påskedag blev Jesu grav fundet tom, hvorefter man i kristne lande mindes Jesu opstandelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 14, 2023
Kelvins Krig
Han var den mest populære forfatter efter Johannes V. Jensen. Det var ikke hans bøgers skyld, at han ikke mere blev husket. Selv en boghandler som undertegnede kendte hans navn. Men læser man denne bog får man en forklaring, hvorfor han er glemt Kelvin Lindemann. Anders Lindemann har skrevet en aldeles fremragende biografi over hans morfar – Kelvin Lindemann. Det var da han fandt en pistol i hans arbejdsværelse, at han begyndte at interessere sig for ham. Han var bl.a. med til tvivlsomme stikkerlikvideringer. Han kunne lide Franco og arbejdede sammen med en berygtet nazist. Han levede højt på strå i Sverige efter at være flygtet herover. Tyskerne forsøgte at lave et clearingmord på ham. Det var ikke velset, at han lavede en parodi på Karen Blixen. Men det var nu ikkefor at genere hende, han gjorde. Han forsøgte at ramme anmelderne. En meget interessant bog og en forrygende danmarkshistorie. Nu ved vi alle, hvem han var/er.
Egentlig burde jeg kende ham
Egentlig burde jeg kende ham som boghandler. Men helt ærlig det gjorde jeg ikke. Engang var han Danmarks bedst sælgende forfatter. Han var også journalist. Ja han skrev en snes romaner, rejsebøger essays, kronikker og noveller.
Han er født i Sibirien
Han blev født i Kainsk i Sibirien i 1911. Hans far drev et gods med smørproduktion. Familien forlod allerede Rusland i 1912, hvor faderen så de efterfølgende år drev forretninger i England og Tyskland.
Kom til Danmark som 5-årig
Familien kom til Danmark i 1916. Det var klart at faderen var døende af tuberkulose. Han døde også på Vejlefjord Sanatoriet, da Kelvin var 10 år gammel. Familien bosatte sig på Frederiksberg. Han kom sammen med i en kreds af intellektuelle mennesker. Han droppede ud af gymnasiet, men fik da afsluttet en handelsuddannelse. Og så påmønstrede han et skib, der bl.a. gik til Leningrad. Han skulle se det land, hvor han var født. Men han blev ikke begejstret, hvad han så. Indtrykkene nedfældede han i en række meget kritiske kronikker.
Han genbrugte sine manuskripter
Han var lidt af en forretningsmand. Han gemte således sine 500 manuskripter, kronikker m.m. Efter tre – fire år genudgav han dem så i en let ændret udgave. Ja han skrev også dramatik. Således leverede hanmanuskript til den sidste Fy og Bi film.
Forsvarede Franco
I 1930erne rejste han som journalist til Spanien og rapporterede om Den Spanske Borgerkrig. Han skrev også en bog om begivenheden. Og den kunne tolkes som et forsvar for Franco.
Bog beslaglagt af tyskerne
En masse priser modtog han. En af hans bøger ”Det kan vel frihed bære” fra 1943 blev beslaglagt af tyskerne.
Han drev bl.a. det illegale forlag ”Samtiden”
Udsat for drabsforsøg
I 1944 måtte han flygte til Sverige efter at have været udsat for et drabsforsøg. Det var tyskerne, der var begyndt på de såkaldte clearings-drab. Og hans navn stod på listen. Han havde involveret sig i modstandsarbejdet. Han tilrettelagde og afviklede illegale transporter til Sverige.
Levede et komfortabelt liv i Sverige – ilde set
Han levede et komfortabelt liv i Sverige først i Stockholm siden i dalerne. Nogle af hans romaner havde haft succes i udlandet, så han levede af indefrosne honorarer. Andre flygtninge måtte leve meget mere spartansk. Og dette forhold blev taget meget ilde op. Han blev involveret i den såkaldte Lenin-sag, hvor han blev beskyldt for at have oversat en af hans romaner til tyske soldater.
Samarbejde med den berygtede nazist Gilbert
Men det var nu også samarbejdet med den berygtede nazist Hubert E. Gilbert om dette projekt, som bekymrede mange.
Han blev fra august 1949 knyttet til den konservative avis Nationaltidende (senere Dagens Nyheder) til 1961, hvor bladet lukkede.
En parodi på Karen Blixen
I 1953 udgav han under pseudonymet Alexis Hareng ”En aften i koleraåret”. Forlæggeren røbede at den var tilskrevet Karen Blixen. Efterhånden vedstod Lindemann at stå bag ophavsretten til romanen. Det scorede han ikke så mange penge i offentligheden. Karen Blixen følte sig snigløbet.
Han skrev bevidst ”Karen Blixen – agtigt” , men det var ikke for at genere hende men tvært imod anmelderne, som efter kelvin Lindemanns mening altid gik efter navnet. De kiggede ikke så meget efter indholdet. Bogen var en bevidst provokation.
Ja i England blev bogen under titlen ”The Red Umbrellas” en delvis succes. Han gendigtede den selv på engelsk.
En ”blandet landhandel” og flere priser
Ja han skrev under mange navne. Man kan vel godt kalde det en ”blandet landhandel” det som han leverede. Men han modtog skam også meget anerkendelse og modtog en masse priser.
Nøjedes med at nikke til Hans Scherfig
Han blev næsten nabo til Hans Scherfig. Men de kom hvis aldrig i snak. De brugte samme trinbræt, Grønholt. De nøjedes med at nikke til hinanden.
Blev ikke valgt til formand for Forfatterforeningen
Det kan lyde lidt mærkeligt, men i nogle år gik han meget op i fagforeningsarbejde. Han gjorde et stort stykke arbejde for forfatterne og for at disse skulle have betaling for at have bøger stående på biblioteket. I 1962 stillede han op som formandskandidat for forfatterforeningen. Det gik ikke stille for sig. Foreningen blev delt. Og Lindemann blev ikke valgt.
Han var særdeles produktiv og nogle af hans sager havde også personlige omkostninger. I 70 år havde han skrevet. Han døde 92 år gammel i 2004
Finder en pistol i morfars arbejdsværelse
Jo, det er journalisten Anders Lindemann, der finder en pistol i sin morfars arbejdsværelse. Derfor besluttede han sig for at gå på jagt efter kelvin Lindemanns livshistorie. Indtil nu har han kun haft en lille rolle i modstandsbevægelsen. Men Anders Lindemann fandt ud af, at han har været involveret i flere stikkerlikvideringer som efter krigen gav anledning til retsopgør.
”H.C. Andersen ville vende sig i sin grav”
Han skjulte heller aldrig at han var antikommunist. Det skrev han åbenlyst om i især Berlingske Tidende. Det var der flere kommunistiske forfattere, der bebrejdede ham.
Var han fascist? Ja det var der mange, der mente
Ja og hvorfor var det lige Kelvin Lindemann, der skulle have H.C. Andersens mindemedalje i 1933. Jo han var vel dansk litteraturs grimme ælling. Og dagspressen var vel også forarget. Således skrev Helsingør Avis:
Og på Ekstra Bladet mente man at
Han var samfundsdebattør
Kelvin var også samfundsdebattør. Således mødte han en anden lignende debattør i Studenterforeningen, nemlig Knud Sønderby, forfatteren bag ”Midt i en Jazztid”. Selv om de var hinandens modsætninger tog de på ferie sammen.
Han var den nye generations talerør. Han gik ind for en friere moral og en anden tilgang til sex. Og han var populær i 1940erne. Han var kun overgået af Johannes V. Jensen.
Han vidste godt, hvordan man fik opmærksomhed
Kelvin vidste præcis, hvad han skulle sige til journalisterne for at få omtale. Den sensationsprægede dagspresse dyrkede i den grad personligheder inden for sport og kultur.
Han sørgede da også mange gange for, at der var fotografer til stede, når han spillede tennis med sin barndomskammerat, skuespilleren Ebbe Rode. Han havde forbindelser til alle de landsdækkende dagblade, i radioen, i forlagsbranchen og på magasinerne. Men det var ikke alle, der så et lys i ham.
Oppe at slås med Mogens Wieth
Han var gift og fik tre døtre. Hans kone havde en affære med kvindebedåreren, Mogens Wieth, som medførte en slåskamp mellem Mogens Wieth og Kelvin Lindemann. Det var noget hele byen snakkede om.
Det havde sine omkostninger
Måske finder vi i bogen årsagerne til at han er glemt. Han var involveret i mange upopulære sager. Venstrefløjen gjorde sikkert også sit til at han gik i glemmebogen. Jo det er en yderst interessant bog, vi her har med at gøre om en aldeles farverig person, der nok ikke helt var klar over, at alt det han foretog sig kunne have konsekvenser. Nej, det var ikke fordi, at hans bøger var dårlige, at han blev glemt.
Han var i verdens centrum, altid i brændpunktet. Men han kæmpede sine egne kampe. Han gik ofte imod strømmen. Han stod i opposition til det etablerede. Og det har sine omkostninger. Hans omdømme blev ofte sat på spil. I perioder var han udsat for retssager. Han blev kaldt svindler, Fascist og alt mulig andet.
Det er ikke tale om karaktermord
Nej, bogen glorificerer ikke Kelvin Lindemann. Den er kritisk men forråder heller ikke hovedpersonen. Det er heller ikke tale om et karaktermord.
Hans fjender kan bruge en masse mod ham. Hans fortid gemmer på en masse hemmeligheder og skyggesider. Og det er alt dette, der bliver brugt mod ham. Derfor er han blevet glemt.
Det er en yderst interessant, fascinerende og spændende biografi, som undertegnede her, har læst. Og det er også en anderledes Danmarkshistorie. Og ja, nu lærte vi da sandelig Kelvin Lindemann at kende.
Kilde:
Marts 12, 2023
Hvor ligger Kanslergade 10 på Østerbro?
Dette er måske en lidt utraditionel anmeldelse af den nyeste bog i serien ”100 Danmarks-historier i 100 måneder til 100 kr.” Og bogen det er Kristina Krake: Kanslergadeforliget. Der er skrevet en masse om dette emne. Kanslergade 10 findes ikke mere. Stedet har fået ny adresse. Mange politikere har boet på Østerbro. I 2011 var lejligheden 7 mio. kr. værd. Gift med Anna i 23 år. Gift og skilt med Olga. Pap-mor lige så gammel som datter. Kaotisk kærligheds- og familieforhold Stauning truet i det sønderjyske. En krise ventede forude. Man havde ofret på principper. Inviteret hjem til Kanslergade. De Konservative var ikke inviteret. Landbruget var det bærende erhverv. Augusta måtte ned i kælderen. Den fastlåste situation blev opløst. Hvem gav sig mest? Den positive fremstilling dominerer. Der blev slugt karameller. Bogen kan varmt anbefales. Mon unge mennesker også køber disse bøger?
Der er skrevet en masse om dette emne
Egentlig har vi jo læst utrolig meget om Kanslergadeforliget i diverse bøger, på nettet osv. Her troede vi så, at vi vidste det hele. Det gjorde vi ikke. I denne spændende bog fandt vi en masse nyt. Men vi bruger her forskellige kilder til at anmelde denne bog.
Kanslergade 10 findes ikke mere
Kanslergade er en 100 meter lang sidegade til Jagtvej. Mod syd har vi så Ove Rodes Plads. Langt op i tiden var en kansler, en embedsmand med masser af magt. Ja det var den næsthøjeste stilling, man kunne få i Riget. Navnet fik gaden i 1915.
Og adressen, Kanslergade 10 1. th. findes ikke længere. Nu hedder det Ove Rodes Plads 1. Navneforandringen kom i 1937 efter at folk var valfartet til at beskue den ejendom, hvor det berømte forlig kom i hus. Efterhånden var denne tilstrømning en belastning for beboerne. En mindeplade kan man heller ikke finde her.
Mange politikere har boet på Østerbro
Og i 1937 boede Stauning i en æresbolig på Valeursvej i Gentofte. Det var i 1910 – 1920 at Arbejdernes Kooperative Byggeforening bebyggede området. Og det var ikke den sidste statsminister, der boede på Østerbro. H.C. Hansen, der var statsminister 1955 – 1960, boede på adressen Østerbrogade 95, hvor også minister Knud Heinesen har boet. Ja nede i Rosenvænget i Danmarks første villakvarter har der også boet et par ministre.
Gaden præges af boligforeningen Kanslerhus.
I 2011 var lejligheden 7 millioner kr. værd
Og tænk Staunings 191 kvm store lejlighed blev i 2011 solgt for 7 mio. kr. Hvor meget mon den er værd i dag? Den var meget flot istandsat. Det hed sig dengang, at det ikke var en historienørd, der købte lejligheden.
Gift med Anna i 23 år
Stauning var lige så utraditionel som dette forlig. Han havde to forhold og to børn, der havde en fælles far. Han var både patriark og fraktalfar, gammeltestamentlig og moderne ved at være gift med hjemmegående husmødre i spidsen for en sammenbragt børneflok.
Thorvald var gift med Anna i 23 år. Ægteskabet var barnløst. Hun var vel nærmest en grå mus, undseelig. Hun ordnede alt for Thorvald, både som husmoder og sekretær. Hun blev kørt ned i 1921. Denne episode har vi beskrevet i en tidligere artikel om ”Stauning på Nørrebro”.
Gift og skilt fra Olga
Det var måske en dyb intens sorg, for året efter blev Thorvald gift med Olga. Uhørt var det dengang, men Olga havde både uddannelse og ambitioner. På Thorvalds vegne. Det gik ikke så godt. I 1930 blev de to separerede.
Hun nægtede at lade sig skille. Derfor levede Thorvald og sangerinden Augusta Eriksen sammen på polsk fra 1930. Ja det var de kvinder, som Thorvald levede sammen med. Der er ikke her plads til de løse forbindelser.
Pap-mor lige så gammel som datter
Børnene var der også tre af. Aase var ikke Thorvalds barn, men hans gode vens. Vennen kom til at gå i seng med Thorvalds ungdomskæreste Andrea. Resultatet blev, at Aase blev adopteret af barnløse Staunings. Men hun smuttede, da hun fik en pap-mor, der kun var to år ældre end hende selv.
Da Thorvald var 50 år og Olga 40 år fik de Søren, som tog med far på Grønlandsrejse i 1930. Det var Olga meget fortørnet over. Hun mente, at det var farligt for knægten, men hun bekymrede sig ikke så meget om hendes mand. Ham var det vel også farligt for?
Imellem Aase og Søren var det Holger, der blev optaget i familien Stauning i 1913 som otteårig. Da var hans mor, sidespringet og cigar-rullersken Caroline Levin død.
Kaotisk kærligheds- og familieforhold
Staunings kaotiske kærligheds – og familieforhold er på en gang gammeldags og genkendelige. Statsminister-ægtefæller, der går hjemme uden uddannelse, og som tilmed accepterer utallige sidespring, er en uddød race. Men at finde sig yngre og smukkere kvinder, hvoraf den ene sætter hælene i og nægter at samarbejde, det ses stadigvæk. Også i Kanslergade.
Stauning truet i det sønderjyske
Ja sådan kunne vi blive ved med at berette om denne Stauning. Nede ved grænsen provokerede han bønderne så meget, at den legendariske Cornelius Petersen truede Stauning på livet og komme inde at sidde for det. Og denne Stauning betroede sig til tyske kollegaer, at Socialdemokrater i Danmark ikke støttede de dansksindede i Nordslesvig. Det ændrede sig dog senere.
Men lad os nu vende tilbage til det, som det hele drejer sig om – Kanslergade-forliget. Bemærkelsesværdigt er det, at det foregik samme nat som Hitler kom til magten i Tyskland.
En krise ventede forude
Arbejdsløsheden nærmede sig 50 pct. Det var ikke meget lys forude. I byerne var en storkonflikt under opsejling. Når overenskomsten udløb 1. februar stod 100.000 arbejdere til at blive lockoutet, når overenskomsten udløb 1. februar. Arbejderne skulle gå 20 pct. ned i løn.
Der blev givet tilskud til nedslagtning af kreaturer samt til reduktion i svineproduktionen for at få prisen på landbrugsvarer til at stige.
Man havde ofret på principper
Der blev gennemført vinterhjælp til de arbejdsløse og støtte til boligbyggeri og offentlige arbejder. Og som Stauning sagde, så havde man ofret nogle principper, men reddet landet. Og det har han vel ret i?
Inviteret hjem til Kanslergade
Venstre og radikale Venstre var inviteret hjem til privaten på Kanslergade. Det var ikke let. Forhandlingerne var lange og besværlige. Men her kunne man uforstyrret af journalister i hyggelige omgivelser måske finde ud af noget,
De Konservative var sure
De Konservative var ikke inviteret med. Det var nok fordi, at de havde meldt ud, at de var imod et forbud mod lockout. Men de Konservative var alligevel rasende. Og egentlig kunne man godt forstå det. Aftalen var sket uden for de parlamentariske arenaer. Samtlige rigsdagsmedlemmer skulle tage stilling uden at kende hele forligsskitsen i detaljer.
Landbruget var det bærende erhverv
Vi må huske på, at på daværende tidspunkt var landbruget landets bærende erhverv. Det beskæftigede ganske vist kun 1/3 af de erhvervsaktive, men stod for ca. ¾ af eksporten og dernede den valutaindtjening, der skulle muliggøre indkøb af råstoffer til industrien og færdigvarer til forbrugerne. Omkring 60 pct. af eksporten gik til Storbritannien og 20 pct. til Tyskland.
I løbet af tre år skabte det en halvering af produktionsværdien i landbruget. Resultater af dette udeblev ikke. Forøgelsen af tvangsauktioner var på en femdobling fra 1929 til 1932.
Augusta måtte i kælderen
Venstre-folkene havde taget deres jakker på og var på vej hjem med uforrettet sag. Stauning foreslog, at de da lige skulle drikke en Go’nat drink. Det var Staunings samlever, der havde foreslået dette.
Augusta Eriksen blev sendt ned i en mørk kælder efter husets sidste flaske Whisky. Hun vidste, at den sidste flaske gemte sig nede i kælderen. Hun var faktisk dødsensangst for at gå derned. Det var fuldt af rotter og det var bælgmørkt. Hun skulle op ad en stejl køkkentrappe.
Det fastlåste situation blev opløst
Flasken så ikke særlig appetitlig ud. Den var snavset og ækel af kælderens støv og fugt. Hun hældte whiskyen over på en karaffel og serverede den længe ventede whisky.
De gode dråber opløste den fastlåste situation
Et par timer senere efter adskillige sjusser og gode cigarer var forliget i hus. Og det omfattede faktisk 18 – 20 punkter.
Hem gav sig mest?
Stauning gik med til at devaluere kronen med 10 pct. Til gengæld fik Stauning to store indrømmelser. For det første opbakning til at gennemføre indgreb i arbejdskonflikten, så lockouten blev afblæst og arbejdernes lønninger fastfrosset. For det andet nikkede Venstre til konturerne af en omfattende socialreform. Partiet ville ganske vist ikke stemme for, men de lovede at undlade at blokere for reformen, når den skulle gennem Landstinget.
K.K. Steincke havde gennem fire år forsøgt at få flertal for sin reform.
Man kan altid diskutere, hvem der gav sig mest. Men i hvert fald lykkedes det for Danmark at holde Fascisme og nazisme på afstand. Dog skal vi ikke glemme, at der i 1930erne var masser af gadekampe.
Normalt er ordet kompromis et skældsord. Men det kan man vel ikke kalde dette forlig. Uden kompromiser fik man ikke et velfungerende demokrati.
Den positive fremstilling dominerer
Det er klart, at det omkring dette forlig er opstået en masse mytologi. Allerede i 1930erne udråbte den socialdemokratiske presse forliget til en historisk bedrift. Og der er spundet masser af historier om krisepolitikkens effekt og parlamentariske handlekraft. Man fik jo ikke etableret et fast samarbejde med Venstre. Den positive fremstilling dominerer. De mange myter om Kanslergadeforliget kunne godt tåle at blive nuanceret. Socialdemokratiet brugte forliget til at positionere sig som et regeringsdueligt parti og demokratiets vogter. Men hvem ville ikke gøre det?
Man kan sige, at de tre partier redede Danmark fra noget, der var meget skidt.
Der blev slugt kameler
Og i deres argumentation kiggede Socialdemokratiet slet ikke på de uheldige virkninger for arbejderbevægelsen. Reallønnen sank. Der blev slugt mange kameler den nat på Østerbro.
Og meget apropos så blandede Socialdemokratiet sig også i arbejdsmarkedets- politikken dengang.
Bogen kan varmt anbefales
Bogen kan varmt anbefales. Det kunne være sjovt at se, om det også er unge mennesker, der køber disse pragtfulde bøger, der giver et nyttigt og lærerigt indblik i danmarkshistorien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 10, 2023
Juleskikke i Sønderjylland
Vi skal også kigge på et par Nytårsløjer. At ride jul ind. Stjernefolkene. Kavring (tvebak)-spil. Svinehovede og langkål. Inden juletræet skulle man stille tallerken frem. Advarsel fra Tønder: man skulle ikke misbruge Jesu-navn. Adventskransen med rød-hvide bånd. Allerede i 1820’erne: Lucia-fest i Flensborg. Helligtrekonger `s løb. Dannebrog på juletræet. Lys i de Slesvig – Holstenske farver. De danske traditioner. Julekalder og Julebuk. At gå med Lanterne. En særlig julekål. Larm skulle fortrænge ånderne Æ Rummelpot. Julestuer blev forbudt. Kortspil og svir hele natten. Plovgang.
At ride julen ind
En af de mest ejendommelige traditioner i Sønderjylland var juleridtet. Skikken at ride jul eller nytår ind fandtes langs Sønderjyllands vestkyst. De unge samledes til hest på et bestemt sted og drog rundt i gaderne.
I Valsbøl red man om kap tidlig om morgenen 2. juledag (Stefans-dagen). Turen gik ud til Den Lille Kro. Den der kom først, blev kaldt Steffen. Så blev han ellers trakteret uden at skulle betale.
Stjernefolkene
Juleaften gik Stjernefolkene rundt i hvide skjorter og sang Stjernevisen. På stjernens spidser hang små klokker. Og bag ved skinnede en lille lampe.
Kavring (tvebak) -spil
I Nørre Hostrup havde man Lille Juleaften det såkaldte ”Kavring-spil” som næsten alle mænd gik med til. Spillet gik skiftevis fra nabo til nabo. Man spillede trekort om ”Kavringer” (tvebakker).
Svinehoved og Langkål
Juleaften fik man (i Sundeved) et helt svinehoved og langkål. Hovedet blev saltet ved slagtetid og 8 dage før jul hængt til røgning. De der ikke fik det juleaften, fik det så nytårsaften.
Inden juletræet stillede man en tallerken frem
Juletræet var ukendt i ældre tid. Men børnene måtte dog derfor ikke undvære julegaverne. I reglen satte de juleaften en tallerken frem. Den kunne man så lægge gaver på. I løbet af natten bragte da altid ”Helligkrist” (Als) eller Kindschen (Valsbøl), Kingen (Ladelund) legetøj, kager eller andet godt.
Ja også dette kom syd fra. Det blev så senere børnenes hjemmesko og pudser, der blev lagt i vinduet. Og så var det altid spændende at se om morgenen, hvad de der var i dem.
Advarsel fra Tønder: Man skulle ikke misbruge Guds navn
En præst fra Tønder skrev engang – ganske uden nytte – en traktat, hvor han advarer mod dette skændige misbrug af Jesu navn.
Adventskransen med rød/hvide bånd
I 1900-tallet kom adventskransen hertil. Det var en tysk tradition. Den blev udbredt på landdelens højskoler, efterskoler og husholdningsskoler i 1920erne. Eleverne tog skikken med hjem til kongeriget. De dansksindede pyntede dem med rød – hvide bånd.
Allerede i 1820erne: Lucia-fest i Flensborg
Santa Lucia-fester er en svensk tradition, der bredte sig til Danmark i 1930erne. Men allerede i 1820erne blev det afholdt Lucia-fester på Duborgskolen i Flensborg.
Helligtrekonger´ s løb
På Als har man stadig Helligtrekonger ’s løb
Dannebrog på juletræet
Dannebrogsflaget på juletræet kender vi tilbage fra Første Slesvigske Krig fra 1848 – 1850. Det styrkede de danske følelser.
Lys i de Slesvig – Holstenske farver
Man kunne senere få lys i røde, hvide og blå farver. Det symboliserede faktisk de Slesvig – Holstenske farver. Mange af de tyske traditioner gjorde holdt i Sønderjylland end de drog videre nord på.
De danske traditioner
Men nu skal vi lige huske de ren danske traditioner. Det var julemærket, juleplatten, julesnaps, æbleskiver og klejner. Jo og så de flettede julehjerter, de er også danske.
Julekalenderen og Julebukken
Jo julekalenderen kom også syd fra. Den første blev fremstillet i Hamborg i 1902. Ja julekrybben kom også syd fra selv om man i Danmark ikke var så vilde religiøse symboler. Men den blev så tilpasset de danske forhold.
Lanterne
Ja Mortens af den10. november gik vi rundt med lanterner. I Nordtyskland var det for at fejre Martin Luther. I den nordtyske variant går der altid en forrest der er udklædt som Martin Luther. Det var egentlig en katolsk helgen, man fejrede. I Sønderjylland synger man ”Du som har tændt millioner af stjerner”.
En særlig julekål
Ja og så spiste vi grønlangkål. Mange spiser det dog i stedet nytårsaften. I 1600 – tallet kom en særlig julekål, baseret på hvidkål ind i Danmark. Men den blev først lavet i Slesvig Holsten. Man vred vandet ud af den kogte hvidkål, hakkede den og stuvede den i fløde og smør krydret med muskat og salt.
Larm skulle fortrænge ånderne
Nytårsaften skød man nytår ind og forklædte folk med maske for ansigtet gik rundt på gårdene, hvor de fik snaps eller æbleskiver.
Æ Rummelpot
Rummelpot er en dansk og nordtysk skik, hvor børnene nytårsaften gik udklædte og sminkede gennem byen med ”æ Rummelpot (gnidetromme). De besøgte naboer og venner med rummel og sang. Til gengæld fik de så gode ting til godteposen. Egentlig har dette samme funktion som nytårsskyderiet nemlig med at jage de onde ånder væk med larm. Nogle steder blev Æ Rummelpot erstattet af larmende instrumenter.
Ja det er forkert at kalde det sønderjysk eller nordslesvigsk i hvert fald begrebet rummelpot, fordi Rummelpot kendes over hele Europa som et musikinstrument.
Rummelpotten er i al sin enkelthed blot en lerpotte. Pottens åbning er lukket med en stramtsiddende membran af tørret svineblære eller gedeskind. I skindet er der lavet et hul i midten, hvorigennem der er stukken en gåsefjer eller en pind. Ved at føre fjeren eller pinden op og ned, eller ved at gnide på fjeren med fugtige fingre sætter man skindet i vibratoren. Der opstår så en hul og dump, brummende og rumlende, helt særpræget lyd.
Måske stammer rumlepotten oprindelig fra Holland. Den sønderjyske rumlepot-vise kendes i forskellige versioner. Her er en af dem:
Julestuer blev forbudt
Julestuer brugte man endnu i Agerskov i slutningen af det 18. århundrede. Man kaldte det lokalt for ”Legs”. Selve begrebet ”Kulestue” blev forbudt. Det blev lidt for lystigt nogle gange.
Ludvig Holberg skrev en komedie ”Julestue” i 1724. Det foregik hos den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft. Han ville ikke tillade, at der blev holdt julestue i hans hjem. Jeronimus siger bl.a.:
Kortspil og svir hele natten
De unge samlede sig snart i de omliggende byer formentlig for at danse hele natten. Der blev spillet kort hele natten og ”sviret fælt”.
Plovgang
Knyttet til fastelavn og nytår er en gammel skik, der hedder ”Plovgang”. Unge karle førte en plov fra hus til hus i byen. De sang så en lille vise hos folk. Helst hos de velhavende:
”Præsten” holdt en udførlig tale om alle slags håndværkere og man havde rejst gennem mange lande og fået mange gaver. Så spillede spillemanden op til dans. Karlene dansede med husets piger. Når husbonden havde givet en pengegave, blev en takkesang sunget. Så sluttede ”Præsten” med en takketale.
Blev de ikke godt nok beværtet, skulle man bruge ploven til at lave hærværk.
I slutningen af det 18. århundrede var det almindeligt at gå med ploven på nytårsdags aften. Karlene gik med ploven som blev styret af ”Æ Præst” og ”Æ Degn”. Mens de andre karle trak ploven. Alle de andre karle blev spændt for ploven med tov.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 3, 2023
Bryllupsskikke i Sønderjylland
Man skulle følge skikkene. Og så skulle man gifte sig standsmæssig. Skrædderen hjalp. Efterhånden fik de unge lov til selv at bestemme. Da forlovelsen blev en kirkelig handling. Skolebørn skrev indbydelse. Brudens udstyr ankom. Kostmanden blev udsendt. På Rømø gik man med paraply. Masser af arbejde for medarbejderne. ”Ryk-ind-dag”. Brudesengs-dagen”. Masser af skinke som gave. Et stort ansvar for ”Rede-konen”. Brudekronen kunne man leje. Vogntoget måtte ikke stoppe. ”Stærkere end døden er kærligheden”. Indtil 1736 sang man tyske salmer til dansk vielse. De store drenge lavede konkurrence. Modtaget med salut i Frøslev. Det blev forbudt, men man fortsatte til 1914. I Højer forårsagede salutering gårdbrande. Man skulle vente på præst og degn. Skafferen var forsynet med spanskrør. På vestkysten var der vinsuppe. Indsamling. Stakkels brud – hun skulle danse med mange. Brudgommen skulle tage brudekronen af – det var ikke let. Brødsuppe om morgenen i sengen. Æ Knawdaw eller ”Ben – gildet”. Dans om huset og ”Ned ad gaden”. Man måtte ikke overdrive festen og gaverne. I Højer skulle man plante træer for at blive gift.
Man skulle følge skikkene
På landet var brylluppet en fest for hele landsbyen. Man hjalp hinanden ved sådan en fest. Vi starter med at tænke os ca. 200-250 år tilbage. Det har altid været sådan at dem som ikke ville følge de gamle skikke, ikke kom med i fællesskabet.
Man skulle gifte sig standsmæssig
Det var også vigt dengang, at de unge fik en god uddannelse. Og så skulle man sørge for at blive gift standsmæssigt og ikke nedefter. Det var far og mor, der bestemte, hvem der skulle have hinanden dengang og ikke de unge selv.
Forældrene ordnede den materielle del af sagen. Økonomien skulle være i orden.
Skrædderen hjalp
En giftefærdig pige sad på gården, og det var en god gård. En gammel tante blev sat ind i sagen. Hun gik hen og talte med skrædderen. Han kom rundt i hjemmene og kendte alle folk – også deres økonomiske forhold. Lykkede det at finde en passende ung mand, blev hans forældre først inviteret til den unge piges hjem.
Man snakkede om alt mulig andet. Først til sidst kom man ind på sagen. Så diskuterede man ivrigt medgiften og den øvrige økonomi. Som tak fik skrædderen en pengegave eller et par lange støvler.
Efterhånden fik de unge lov til selv at bestemme
Efterhånden fik de unge selv lov til at bestemme, hvem de ville gifte sig med. Han blev bonde og hun passede hus og have. Men de unge piger skulle foruden at lave mad også helst kunne bage, brygge øl, spinde, væve, støbe lys m.m.
Kom så den dag, hvor de unge selv havde aftalt, hvor han skulle hen at fri, stillede han i det fineste stads i hendes hjem, mens hun havde travlt i køkkenet. Blev de enige, blev pigen så kaldt ind.
Da forlovelsen blev en kirkelig handling
I 1544 indførte Christian den tredje at forlovelsen skulle være en kirkelig handling. Præsten holdt en from og formanende tale. Præstefruen serverede vin og kransekage. Søndagen derefter blev der så lyst til ægteskab fra prædikestolen.
Det var en kongelig bestemmelse befolkningen ikke var særlig glad for. Men den holdt sig til 1875. Forlovelsesfesten fortsattes i brudens hjem. De unge gav hinanden gaver. Han kunne forære hende et snittet eller malet manglebræt, en salmebog med sølvspænde eller en fin lugtedåse i sølv af form som et hjerte. Hun gav ham en merskumspibe eller en urkæde, flettet af sit eget hår.
Trolovelsesgildet blev engang kaldt for ”Fæstel” og så fik man Fæsteøl.
Skolebørn skrev indbydelsen
I Varnæs var det skolebørn, der skrev indbydelsen. Læreren skrev på tavlen, hvad der skulle stå. Og dengang hed det ”Kostbrev” De dårligst skrevne indbydelser havnede i kakkelovnen.
Brudens udstyr ankom
Brylluppet skulle som regel være en fredag og stod i brudens hjem. De unge mænd hentede borde og stole og pyntede loen. Pigerne hjalp med at smykke bruden. Der skulle købes ind og brudens udstyr skulle flyttes til det nye hjem.
En uge før brylluppet om torsdagen kørte naboerne op foran brudens hjem for at hjælpe til. Hun havde samlet ting sammen. En liste fra Als afslører:
Pigen kom med det første læs. Den unge mand var med den vogn hvor spindehjulet var. Der sad han og drejede hele vejen.
Man måtte ikke nyde noget på vejen først ved ankomsten. Det første der kom på plads, var brudesengen og sengetøjet hertil.
Kostmanden blev udsendt
I kirken blev der lyst til ægteskab tre gange. Om tirsdagen inden brylluppet købte man ind alt det ”udenlandske” og fine, som man ikke selv havde. På Als blev ”Kostmanden” sendt afsted i dagene før festen for at byde ind.
Han red fra gård til gård i sit fine tøj og med blomster og bånd i hatten:
For før alle var der, måtte han ikke fremsige sin ”kostkage”. Han tog så fat i en køre. Gik har i stå måtte han starte forfra. Derfor lod han sig ikke forstyrre. Så sluttede han:
Så kom snapsen frem. Når turen varede 3- 4 timer, var det ikke underligt at kostmanden var ”højt til biens”, når han endelig nåede hjem.
Man kaldt også denne person for ”Bydemanden”. Det var typisk brudens bror eller nærmeste slægt.
På Rømø havde man en paraply med
På Rømø blev to skænker sendt ud med paraply i hånden kun to dage før brylluppet. Det lød nogenlunde sådan:
Masser af arbejde for medarbejderne
”Skænkerne” lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkner, knive, gafler, skeer og kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til.
”Fadekonen” fik travlt med at samle bestik, porcelæn og duge. Karlene skulle ”drage lo”. De største lagner blev omhyggelig syet sammen til et mægtigt stykke, som blev holdt op i midten med et stort pyntet vognhjul med blomster og lys. Og så faldt det ned til alle sider som et telt. Loens støvede bjælker og stråtaget skulle gemmes.
Ryk-ind-dag
Torsdagen var en rigtig ”Ryk-ind-dag”. Folk fra hele landsbyen kom med gaver, mest madvarer til festen. Under stort ståhej blev de beværtet i køkkenet. Bordene blev dækket.
Brudesengs-dagen
Og svigermor pyntede brudekammeret. Men det var nu ikke altid svigermor, der stod for dette. Ofte var det ”Rede-konen” Hun lagde frisk halm i sengen og rene lagner og dyner. Oven på den ny-redte seng lagde hun sin gave til svigersønnen.
Det var gerne en skjorte, hun selv havde syet og hvide, strikkede strømper med smalle, kulørte strømpebånd. Var hun færdig kaldte hun på sin svigersøn og stod i et hjørne og så til. Pludselig råber hun:
Hun havde gemt sig. Nu gik den vilde jagt indtil hun var fundet og hjembragt.
Den første af mange festdage blev netop også kaldt ”Brudesengsdagen”. Det var også den dag, hvor de indbudte bragte fødevarer til bryllupsgården. Til gengæld fik de et lille traktement. Den dag vartede brud og brudgom op, mens brudens far (eller mor) og Brudgommens mor (eller far) sad som brudefolk i højsædet.
Masser af skinker som gave
En mand i Sundeved fik omkring 1840 af 180 indbudte 73 børster (skinker) og desuden senere i brudegade 750 mark.
Ti år efter, da han igen holdt bryllup, var der 110 indbudte. Da fik han 53 skinker og 434 mark.
Et stort ansvar for Rede-konen
På Rømø blev den aften brudesengen blev opredt med ”Rede-konens” assistance. Alt skulle være i orden lige fra undertøj til fuldstændig beklædning. Og alt hvad der hørte til sovekammerudstyr, skulle være i orden.
Når de, der var fremmødt, havde fået en kop kaffe blev sengen med tilbehør dem forevist af ”Rede-konen”. Det var en ceremoni, der gav anledning til mange drøje vittigheder. Var alt i orden blev der drukket en skål på det og gæsterne dansede hele natten.
Det var slemt for rede-konen, hvis ikke alt var i orden.
Brudekrone
Bruden havde dengang ikke slør, men en smuk brudekrone på hovedet. Den kunne lejes i præstegården, om man da ikke var så velhavende, at familien havde sin egen. Kunstige blomster, perler, sølv eller guld smykkede bruden. To gifte koner pyntede hende. Hun måtte ikke se sig selv i spejlet.
Vogntoget måtte ikke bare stoppe
Og så gik det ellers mod kirken. 12 – 14 unge mænd red foran brudefølget. Spillemændene skulle spille hele vejen. Bruden kom med sine piger. Brudgommen kom med sine karle. Det må have set flot ud dengang med de skønne dragter.
Vogntoget måtte ikke holde undervejs. Det betød ulykke. Men hvis der kom et kæmpe regnskyl, betød det – velsignelse:
Stærkere end døden er kærligheden
Ved Højer Kirke var der en indgangsdør, der vender mod nord. Den kaldes Brudedøren. Engang blev den beslået med søm og forsynet med Højers og Frederikskogs våben. Ovenover stod der på tysk:
Indtil 1736 sang man tyske salmer til dansk vielse
Når der var bryllup med kirkelig vielse, blev indgangen brugt for brudeparret og deres gæster. Når vielsen blev foretaget på tysk, sang man:
Var vielsen på dansk, sang man:
Indtil 1736 blev der sunget tyske salmer, selv om vielsestalen var på dansk,
De store drenge i konkurrence
Præsten stod i kirkedøren og tog imod. Efter vielsen gik alle om bag alteret og ofrede. Først efter vielsen og på vejen hjem sad det unge par sammen. På Als var det den ejendommelige skik, at de store drenge kappedes om, hvem der kunne ride flest gange mellem brudetoget og gården, inden brudeparret kom – et vildt ridt.
Modtaget med salut i Frøslev
I Frøslev blev man gift i Hanved Kirke. Når brudeparret så igen nærmede sig Frøslev blev de modtaget med salut af mange skud fra gårdene. Der blev skudt med gamle muskedonnere og jagtgeværer. I smedjen stod en lille kanon, der var glemt af østrigerne i 1864. Ud fra denne kom et ordentligt skud. Så kraftig var det, at kanon tog nogle kolbøtter. Når brudeparret skål blev drukket om aftenen var kanon placeret ude foran vinduet. Og den blev så bragt til salutering.
Forbudt – men man fortsatte bare
Men denne tradition blev forbudt. I 1898, da et køretøj med brudeparret kørte løbsk og vognen væltede på kropladsen. Bruden kom slemt til skade. Men kanonerne blev nu brugt helt til 1914.
I Højer forårsagede salutering gårdbrande
I Højer – området blev der også skudt. Men også her blev det forbudt efter flere gårdbrande i den forbindelse. På grund af et sådant skyderi opstod der brand i Chresten Thygesens hus i Sønder Sejerslev.
Man skulle vente på præst og degn
Man kunne ikke gå til bords før præsten og degnen havde indfundet sig. Dem blev man nød til at vente på. Disse to personer kunne ikke undværes til sådan en fest. Det var også de første to, der skulle holde tale.
Skafferen var forsynet med spanskrør
Nu kom skafferen på arbejde. Enhver skulle sidde efter rang og stand og ældre i stuerne. På Rømø gik skafferen rundt med et tykt spanskrør. Det var ham, der bestemte rangfølgen, hvornår der skulle spises, drikkes punch og meget mere.
De unge skulle på loen. Nødder og rosiner blev stillet frem. ”Strøpigerne” fyldte skålene efterhånden som de blev tomme.
Med følgende bramfri opfordring bød skafferen så til bords:
På vestkysten var det vinsuppe
Suppen kom på bordet med suppekød og slagtehøns. Præsten holdt sin tale. Så blev stegen sat frem og risengrød. Ris kom fra østen. Det var dyrt og fint. Konerne fik kager, mændene tobak.
På vestkysten var det uomgængeligt vinsuppe med kogt skinke og franskbrød med smør, man fik til festmiddagen.
Indsamling
Havde de spist en 3-4 timer, gik døren til køkkenet op. En mand kom ind med en tallerken i hånden og erklærede, at kogekonen havde været så uheldig at slå en stor kostbar terrin i stykker. Lidt senere gik atter en tallerken om – det var til Kostmanden. Den tredje indsamling gjaldt de gamle og fattige i landsbyen. Til slut holdt ”skafferen” en tale og bød velkommen.
Nogle steder var der indsamling til jordemoderen og musikken.
Stakkels brud – der skulle danse med mange
Loen blev nu ryddet, der skulle danses. Bruden havde imidlertid trukket sig tilbage for at skifte tøj. Brudekronen blev afløst af den hue, de gifte koner gik med. Det var almindeligt, at skafferen dansede den første dans med bruden. Derpå dansede hun med brudgommen., faderen, svigerfaderen osv. Bruden skulle nogle steder først danse med alle ”Legesvendene”. Det var dem, der red foran bryllupstoget. Og så først kunne hun komme til at danse med brudgommen.
Brudgommen skulle tage brudekronen af
Ja og denne skulle så tage brudekronen af bruden. Det havde han ofte møje og besvær med. Ingen måtte hjælpe ham.
Punch og øl satte stemningen i vejret. Man blev ved til den lysemorgen. Mændene spillede kort. Byens bedste spillemænd leverede musikken. En stor terrin fyldtes med gaver. Den nærmeste familie gav sølvtøj ellers gav man penge. Ellers kunne man ikke afholde så stort et bryllup.
Brødsuppe om morgenen
Ved midnatstid trak brudeparret sig tilbage fulgt af lystige gæster. Nu gjaldt det om at passe på, at alle vinduer og døre var forsvarligt lukkede og tildækkede. Alskens løjer blev drevet. Måske var lagnerne syet sammen.
Hen på morgenen blev der banket hårdt på døren og brudgommen måtte lukke op. Under stort halløj blev en brun krukke med brødsuppe og en stor træske bragt ind. Hun måtte siddende op i sengen made sin med skeen. Det var ellers noget, der blev praktiseret på Als.
Æ Knawdaw eller Ben-gilde
Lørdagen var ”Æ knavdav”. Her blev der spist rester og holdt gilde for hjælperne. Om søndagen gik alle i kirke. På Sundeved blev dette kaldt ”Bengilde” I Vodder kaldtes det ”Opsamlingsdag”.
Dans om huset og ned ad gaden
Ja dagen efter selve brylluppet dansede man ofte rundt om huset. Det hedder sig, at man trodsede selv den værste snestorm (Rømø).
Nogle steder ”danses der op på gaden”. Når bruden havde dansen her, skulle hun løbe bort og brudgommen skulle da gribe hende. Men ofte mislykkedes dette og en anden greb hende.
Man måtte ikke overdrive
Den 24.juni 1783 blev der indskærpet, at man skulle afholde sig fra overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper, barnedåb, begravelser m.m. Ved bryllupsmåltiderne kunne der tillades, at seks personer vartede op. . Prædikanterne havde pligt til at oplæse og indprente menigheden om disse bekendtgørelser fra prædikestolen to gange om året.
Det kunne faktisk betale sig overtrædelser og overskridelser, hvis man ikke selv var inviteret med til en bryllupsfest. Man fik nemlig en tredjedel af bøden udbetalt til sig selv.
Gaver fra 1686
Peter Beyer i Skast holdt bryllup den 25. maj 1686. Han havde nøje nedskrevet gaverne. Antallet af givere var 140:
Man skulle plante træer for at blive gift
I Højer kom også en forordning med at plante træer, inden man blev gift:
Der skulle føres omfattende bevis for, at det var sket. De forpligtede sig også til under samme bødeansvar at holde træerne ved lige. Problemet var bare at herude vest på, var det svært at finde læ. Ofte var det her en strid vestenvind. Mange af disse træer er sikkert gået ud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 3, 2023
Begravelsesskikke i Sønderjylland
Man lettede på hatten. Man sang og dansede ved liget. Mange gilder ved en begravelse. Beværtningen var speciel. Gennem lig-porten. Man drak Ær-øl. På Rømø gik Æ Bøjmand rundt. Kiste-læg. I Frøslev gik man fra hus til hus. Snedkermesteren tog mål. Liget lå utildækket. Ligvogn i Frøslev fra 1882. Man blev i Hanved. Der blev serveret vinsuppe. En udbredt skik med ligvogne. 60 medlemmer i Frøslev. Ligvognen i Højer fra 1870. Skik og brug. Tak for mad. En speciel lig-dør. Masser af overtro knyttet til en begravelse. Når en gravid kvinde døde. Grås og klage hindrede afdøde i at få fred.
Man lettede på hatten
Det var skik dengang i Sønderjylland, at straks nogen var død, blev der ringet med kirkeklokken. Alle mænd, der hørte klokkeklangen, lettede på hue eller hat.
Man sang og dansede ved liget
Man vågede over den døde. Det blev kaldt Ligvejt (Lig-vagt). Går vi et par hundrede år tilbage gik det således til:
Ja det kan virke mærkelig. Men man begyndte at danse og synge. Og så spillede man kort på kistelåget. Sådan hedder det sig i en erindring fra Agerskov i 1772.
På Rømø var der endnu i 1840 at brænde lys i lig-stuen og våge i et sideværelse. Man forsøgte at fastholde en glæde omkring liget.
Mange gilder ved en begravelse
Der var mange gilder ved et dødsfald. Således var det noget der hed ”Strålæg”. Det var, når den døde var blevet lagt på strå.
Så var det ”Kistelæg”, når liget klædtes på og lagt i kisten. Det strå som afdøde havde ligget på, blev brændt på gaden. Så skulle man kigge efter om asken viste spor af en stor eller lille fod. Heraf kunne man så udlede, om det var et voksent eller et ungt menneske, der skulle følge efter (Agerskov)
Hvis nu asken viste sig at være en hestefod, skulle en kvinde dø først. Viste det sig at være en ko-fod, blev det en mand (Valsbøl).
Beværtningen var til tider speciel
I Borrig i Brede Sogn foregik ved Kistelæg beværtningen på en meget speciel måde. Tre – fire piger gik rundt med en skål fuld af sirup og brændevin. De puttede en skefuld af hver i munden på gæsterne.
Alle fik desuden en skive grovbrød og en skive ost, som vedkommende dog stak i lommen og tog med hjem. Til sidst fik man varmt øl.
Gennem lig-porten
Og i Bedsted ved Haderslev drak man ved kistelæg ”det saglige ligs skaal”. Og man skålede flittigt med glassene.
Ved begravelsen førtes liget ikke lige ind i kirken, men først en gang omkring den. Præsten og degnen gik i spidsen. Den sidste syngende (Kegnæs).
I den vestlige del bar man kisten ind til kirken ikke ad den almindelige indgang, men gennem Lig-porten, den store port på kirkegårdsdiget.
Man drak Ær-øl
I Felsted og Varnæs uddelte degnen ved begravelser i kirken kobbermønter til følget. Når lig-prædiken var til ende, ofrede følget de samme penge til præst og egn.
Var der flere døde i perioden drak man undertiden Ær-øl for flere på en gang.
Den afdødes enke sad det første år efer dødsfaldet i kirken altid med hovedet indhyllet i ”Rænklæ’ (Regnklæde), et stort sort, uldent klæde.
Omtrent et år efter dødsfaldet holdtes i gammel tid ”Ærøl” (Arveøl) – således på Als omkring 1750. I Varnæs holdt denne skik sig til omkring 1820. Hele lenets mandspersoner kom sammen for at drikke øl under en såkaldt Øl-provst.
På Rømø gik Æ Bojmand rundt
Når en person var død på Rømø, blev det ikke ringet med klokkerne. ”Æ Bojmand” – en ung pige klædt i sort med paraply i hånden gik rundt til hvert hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan:
Kiste-læg
Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge til ”Kest-læg”. (Kiste-læg). Samme dag gik Æ By-mand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var hele øens befolkning med til at følge
I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.
En gammel pebermø havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som et bryllup. Dette ønske fik hun opfyldt. På vejen til kirken, skulle to af de nærmeste ”sidde på kisten”. De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt ”Ær-øl”.
I Frøslev gik man fra hus til hus
Når en mand var død i Frøslev, gik to store drenge fra hus til hus og sagde omtrent følgende:
Til de nærmeste blev det sagt:
Snedkermesteren tog mål
De vaskede liget og klædte det i lig – skjorten og lagde på frisk halm i sengen. De lagde liget på skrå. Så kom snedkeren og tog mål til kisten. Den blev lavet af 1 1/4-tommers u-høvlede brædder, som blev malet sort af kulstøv. Håndtag og skruer blev købt og forsølvet. Når kisten var færdig, gik man til slægtninge og naboer og sagde:
En ældre kone gik til slægt og venner og bød til ”edelse”. Hun sørgede for bærere og to ”skrammelpiger”. Hun inviterede skafferen og lånte forskellige sager, især sølvskeer. Disse blev viklet i forskellige farvede tråde, så de kunne komme tilbage til de rette ejermænd.
Liget lå utildækket
På begravelsesdagen samledes følget kl. 8 om morgenen i den afdødes hjem. Bønderkonerne havde alle en pot fløde med. Dengang var der endnu ikke et mejeri i Frøslev. I alle rum i hjemmet var det dækket til kaffe. Når et hold var færdig, blev kopperne byttet op og et nyt hold kom til.
På bordet stod små skåle med grov-tobak, så piben kunne stoppes. Ved siden af stod kandis til kvinderne. Når alle havde fået kaffe, stod lærere og 10 store børn parat til at synge liget ud. De sang et par salmer og en lærer bad Fadervor. Liget lå ofte utildækket så alle kunne se det, lige til kisten skulle bæres ud i ligvognen.
Ligvogn i Frøslev fra 1882
Frøslev by fik en ny ligvogn i 1882. Den blev brugt helt til 1940. Førhen brugte man en almindelig kassevogn.
Klokken 10 kørte man så mod Hanved Kirke. Det tog ca. 2 ½ time. Ligfølget bestod af 10 – 25 vogne. Hver vogn var forspændt med to heste. Alle havde sort tøj på, mændene med høj cylinderhat, kvinderne med skulderdug (sjal). I vognen var der fodposer af fåreskind eller også teglsten, der var varmet i kakkelovnen og indsvøbt i papir, så fødderne kunne holdes varme på den lange kirkevej.
Mændene havde gerne en tyk ulden kørekappe. Bagefter ligvognen kørte en vogn med to ”skammelpiger”. De havde et sort kors som var 1,30 meter lang og en perlekrans.
Man ofrede så i reglen 20 pf. til præsten og 5 eller 10 pf. til degnen. Og det var så pakket ind i papir.
Man blev i Hanved
Når begravelsen var forbi, kørte de som skulle til spisning straks hjem. De fleste andre blev en tid i Hanved. De ordnede grave på kirkegården eller besøgte venner og familie. De kom først hjem om aftenen. Det skete også at nogle gik til kros. En stor grog kostede 20 pf. Men de blev ikke hængende. Det var ikke velset at komme fuld hjem fra en begravelse.
Der blev serveret Vinsuppe
Når de indbudte var samlet ved bordene, bad skafferen bordbøn, først på dansk og så på tysk. De fik overalt samme ret ved en begravelse. Vinsuppe kogt på store byggryn med svesker, rosiner eller blommer med flere flasker rødvin og rom i. Dertil friskbagt hvedebrød med et godt lag hjemmekværnet smør. En herlig ret som smagte godt efter den lange køretur. Som det også var tilfældet ved et bryllup, fik syge og gamle bragt mad ud i en ”hengeljot”.
Frøslev by havde ”Boels begravelser på nordsiden af Hanved Kirke. Det var indført i grundbogen for hver ejendom med 8 – 14 begravelsespladser”. I traktaten mellem Danmark og Tyskland i 1920 står der, at der endnu er tilladt slægter i lige linjer at benytte dem fremover. Og efter indlemmelsen blev flere borgere fra Frøslev begravet der.
En udbredt skik med ligvogne
Dengang i slutningen af 1800 – tallet var det især i Sønderjylland en udbredt skik, at beboerne i de små landsbysamfund i fællesskab anskaffet en ligvogn, så deres afdøde kunne føres til graven på en smuk og værdig måde. Som regel var det en forening, der stod bag initiativet. . Man fastsatte nøje regler for ligvognens anvendelse. Og det var kun medlemskredsen, der måtte benytte den.
60 medlemmer i Frøslev
I Frøslev by havde man fra 1882 en sådan ligvogns-forening. På et by-møde den 22. august 1962 besluttede man, at nu skulle foreningen ophøre. Og ligvognen slås i stykker.
Da man fik det nye sprøjtehus, fik man et praktisk rum til ligvognen. Man lejede vognen ud mod betaling til andre byer i området. I 1912 havde man 60 medlemmer. Hvert medlem skulle dengang bidrage med 5 mark. Endnu i 1938 var der 60 medlemmer. Og indtil 1948 var ligvognen jævnlig i brug. Den blev brugt sidste gang den 3. januar 1948, da aftægtsmand Hans Hansen blev begravet på Bov Kirkegård.
Det var skik og brug, at det var afdødes nærmeste nabo, der kørte ligvognen og lagde hesteforspand. Ja og egentlig så blev ligvognen faktisk brugt den 20. august 1949, da fru Caroline Kessler, der døde den 16. august ført til Bov Kirke. Dette fremgår dog ikke af regnskaberne.
Ligvogn i Højer fra 1870
I Højer restaurerede man i 1930 en gammel ligvogn, som blev anskaffet helt tilbage i 1870 på Sparekassens regning. Den fik parkeringsplads i sprøjtehuset på Torvet. Da denne blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund til den nye brandstation på Nørrevej på betingelse af, at ligvognen skulle stå ved siden af brandkørertøjerne.
I 1948 blev ligvognen igen restaureret, og i kraft af at Friedrich Eckholdt som kørte den, altid havde et par kønne heste til formålet, var den helt i brug til 1982.
Skik og brug
Når døden var indtruffet var det mange ting, der skulle gøres for at følge skik og brug. .Man lukkede vinduer op og man satte uret i stå. Det gjorde man for at give sjælen mulighed for at komme ud. Intet måtte gå rundt så længe, der var et lig i huset. Spejle blev tildækkede med hvide tøjstykker og gardinerne blev trukket for i det værelse liget lå.
Når et voksent menneske døde, blev der ringet med klokken i en hel time fra 11 til 12 med en pause på 5 min. mellem hver ringning. Ved barnedødsfald blev der kun ringet i en halv time.
Tak for mad
Mange steder var der skik at lave ligklæder af de lagner, der havde ligget i brudesengen. På begravelsesdagen i 1800-tallet var det skik at stille bordene op i hesteskoform inde i den stue, hvor den døde lå. Efter måltiden gik man hen til kisten, lagde hånden på den dødes hoved og sagde:
En speciel lig-dør
På mange gårde havde man en speciel lig-dør, der kun blev benyttet, når der skulle bæres lig ud af huset. Bagefter blev døren atter muret til. Man var nu sikker på, at den døde ikke kunne vende tilbage til stedet igen. Man mente nemlig, at en afdød altid ville vende tilbage ad samme vej. Hvor man ikke havde en lig-dør kunne et vindue benyttes. Man kunne dog også binde den afdødes storetæer sammen med rødt uldgarn, så kunne vedkommende ikke senere ”gå igen”.
Boede den afdøde i nærheden af kirken, foregik ligfølget til fods. Langs med ruten havde folk uden for deres hjem strøet sand og blomster. Var årstiden ikke til blomster brugte man gran og buksbom.
Masser af overtro knyttet til en begravelse
Man lagde mærke til, hvem der gik først i ligfølget på vej til kirke. Var den første en mand eller en kvinde? Den næste, der døde i huset ville være af samme køn.
Der var masser af overtro knyttet til en begravelse og en kirkegård. Man var bange for at gå over en kirkegård, når det var mørkt. Overtroen kunne berette om døde mennesker, der stod op af deres grave og vandrede rundt som spøgelser og gengangere. Man mente også at man ville vende tilbage, hvis man ikke havde fået gjort alt færdig, mens man levede.
Når en gravid kvinde døde
Døde en gravid kvinde skulle hun helst have saks, nål og tråd og tøj med i kisten, ellers ville hun ikke få ro i graven. Det blev også betragtet som en pinsel, når et menneske gik igen, både for de efterladte og for den døde. Derfor skulle man i levende live tilstræbe at leve som et godt og ærligt menneske, så ville man få fred i sin grav.
Gråd og klage hindrede den afdøde i at få fred
Begravelsesgildet eller gravøl, som det tidligere blev kaldt, kunne gå ret lystigt til ære for den afdøde, da man havde den tro, at gråd og klage hindrede den afdøde i at få fred i sin grav. Den efterladte enke eller enkemand skulle i den følgende tid vise sin sorg ved at være klædt i sort.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: