Artikler
April 20, 2025
Laksmølle, Eliselund og Hostrupskov
Badeetablissement Eliselund. Aabenraas borgere to på søndagsudflugt med Æ Plandampere. Den kendte familie – Lautrup. Et smukt syn over fjord og by. Et kådner-sted. En danske stat købte Hertugens godser. Laksmølle 1780 – 1947. Snedker – og møllebygger Bonnichsen fra Tinglev. Her kunne der godt ligge en vandmølle. Stjal Lautrup ideen eller er det en myte? Han lovede at hjælpe, men Bonnichsen kom for sent. Hans Lautrup fik bevillingen. Mange kunder. Han anlagde en laksefangst. Lautrup måtte i 1819 melde konkurs. Briggen Sct. Thomas affyrede kanonskud. En ny Hans Lautrup tiltrådte i 1861. Meget foregik ulovligt under Første Verdenskrig. De fleste vand- og vejrmøller fik dødsstødet. En dieselmotor sørgede for overlevelse til 1947. En torpedo-forsøgsstation. En sikkerhedszone på 3 km. Værnemagten beslaglagde Eliselund. Torpedoer blev fundet på stedet mange år efter.
Badeetablissementet Eliselund
Vi er syd for Aabenraa og Aabenraa Fjord. Ved Hostrup Skov boede der er en masse fiskerfamilier. Her lå badeetablissementet Eliselund med sin radiums-kilde og i nærheden af H.P. Hanssens landsted, Højtoft. En del sommerhuse blev bygget i området.
Aabenraas borgere tog på søndagsudflugt
Aabenraas borgere begyndte i sidste halvdel af 1800-tallet på søndagsudflugter. Mange af disse turer gik her til området. I 1873 blev der dannet to konkurrerende dampskibsselskaber, der bl.a. fragtede dem til Eliselund, Bellevue, Sølyst kro og Den Gyldne Løve. De to dampskibsselskaber fandt der efter et par år sammen.
Æ Plandampere
De skibe, man anvendte, blev kaldt Æ Plandampere. Måske var det fordi de sejlede efter en bestemt sejlplan. Man havde hele ni både i flåden.
Hotelkarle stod parate ved anløbsbroerne for at tage imod bagagen og videre gik det så med hestetrukne køretøjer. Niels Chr. Nielsen har lavet en spændende video om disse både.
En kendt familie
Øst for Styrtom lå Laksmølle, som i 1780 blev anlagt på et sumpet sted af en mand af den kendte familie, Lautrup. Beliggenheden var smuk og stedet var målet for mange af aabenraaernes søndagsudflugt. Jo Brian og Michael Lautrup stammer fra denne familie.
Et smukt udsyn over fjord og by
Vi befinder os i et bakket og kløfterigt landskab med sprudlende vandløb og jernholdige kilder, de fagre bøgeskove og på sine steder – skønne udsigtspunkter ud over den skønne Aabenraa Fjord – til Løjt land. I den tyske side var egnen skueplads for efterårsmanøvrer.
Kystlinjen mod Aabenraa Fjord når adskillige steder en højde af en snes meter. Den er klædt med træer og krat. Fra højderne ved Eliselund og Hostrup skov har man et meget smukt syn over fjord og by.
Et kådner-sted
I mange år havde elværket Enstedværket præget området her ved Styrtom. Men der er sandelig også andre ting, der har præget historien her i området.
Af forhistoriske minder findes der flere grave fra stenalderen og den ældste bronzealder, hvoraf de betydeligste og bedst bevarede er en større runddysse med kammer og dæksten i Hostrup Skov, mens en fredlyst dysse ved Liselund er en del forvansket.
Her øst for det senere Enstedværk lå oprindeligt et mindre navnløst kådner-sted under godset Årup. Laksefangst var kådnerens bierhverv. I den viltre bæk, der løb ud i fjorden, kunne der på bestemte årstider fanges laks, der blev leveret til herskabet på Årup og Gråsten.
Den danske stat købte hertugens godser
Stedet hørte først under godset Søgård, derefter fra 1752 til 1852 under hertugen af Augustenborgs gods, Gråsten. For at forhindre fremmed indflydelse afkøbte den danske regering i 1852 hertugen af Augustenborg hans godser for godt 3 millioner rigsdaler, imod at han lovede fuld loyalitet mod Danmark på sin egen og sin slægts vegne.
Nu var det så husfoged Chr. Wegge, Gråsten, som fik opsyn med hertugens tidligere besiddelser af slotte, møller og broer samt til en vis grad skove.
Laksmølle
Laksmølle fra 1780 – 1947
Laksmølle eksisterede som vandmølle fra 1780 til 1947. Derefter fungerede de delvis forfaldne bygninger med privat beboelse. Mange af bygningerne var så faldefærdige at ejeren, Sønderjyllands Højspændingsværk mente at de skulle rives ned.
Snedker- og møllebygger Andreas Bonnichsen
Hvordan opstod møllen? Ja det kan Tinglev menighedskrønike give et svar på. Sognets tidligere præst Peter Møller Johannsen skriver om Laksmølle.
Det var snedker- og møllebygger Andreas Bonnichsen, som virkede i Tinglev fra 1770 – 1800, som bl.a. gjorde en stor og heltemodig indsats for at redde inventaret i 1783, da Tinglev Kirke brændte, var engang på vandring til Aabenraa.
Her kunne det godt ligge en vandmølle
Han gik gennem skoven og kommer til en åben plads, gennem marken flyder en bæk. Bonnichsen tænker, at her var en velegnet plads til en vandmølle. Han tog et stykke papir og tegnede en skitse. Han tænkte, at han sammen med sine sønner og Vor Herres hjælp kunne fuldføre arbejdet.
Lautrup lover at hjælpe ham
Hos en mand fra Ensted fik han at vide, at parcellen kunne lejes gennem Aabenraa Bys magistrat. Han tog tilbage til stedet for at tage området nærmere i øjesyn. Der møder han tilfældigvis en gammel bekendt – møller Hans Lautrup fra Bjerndrup. Straks betror han sig til denne. Og Lautrup lovede at ordne det for ham, når han havde fået tegningerne.
Det er desværre for sent
Hele Bonnichsens familie glædede sig til projektet. Men ak. Da Bonnichsen igen henvende sig i Magistraten i Aabenraa, fik han en trist besked fra en af rådsherrerne:
Da Bonnichsen kom hjem til familien, hulkede han og var meget skuffet.
Hans Lautrup fik bevilling
Om dette svarer til den rette historiske fortælling, vides ikke. Men det er en kendsgerning, at møller Hans Lautrup i 1778 fik bevilling til at anlægge en boghvedemølle med kværn til grynmaling samt privilegium til at holde kro oprette brænderi og bryggeri imod en fast årlig afgift til jordejeren på 12 rigsdaler.
Lautrup – slægten stammer fra Lovtrup i Tinglev sogn. Hans Lautrup fik sin vandmølle færdigbygget i 1780. Han fik i 1787 også lov til at bygge en vejrmølle, når der var for lidt vand i møllebækken og den opstemmede mølledam.
Mange kunder
I hele Sønderjylland var der mølletvang. Lautrup fik ikke blot kunder i Ensted sogn, men også fra Løjt og Aabenraa. Nu blev der råd til nye investeringer. Mølleren indførte staldfodring med kløver og fodrede fire køer og to heste med grøntfoder. Desuden avlede han kartofler før dette blev almindeligt på egnen.
På visse tider drev det ene vand-hjul en slibemølle, hvor omegnens smede, tømrere, bønder og kådnere fik slebet deres økser, skæreknive, leer og andre værktøjer.
Lautrup var også vurderingsmand ved forpagtninger af vand- og vejrmøller i landsdelen. Gennem sønner og svigerdøtre blev familiemedlemmer anbragt på møller i Skovlund, Bjerndrup, Rødding, Tørning og Jørgensby ved Flensborg.
Anlagde laksefangst
Af den hertugelige kasse i Gråsten fik han lov til at anlægge en laksefangst i strømmen imod at forsyne Årup Godes og hofhusholdningen i Gråsten med laks. Til to årlige måltider af mindst 14 pund.
Lautrup måtte i 1819 melde konkurs
Endelig erhvervede han forpagtningen af Jørgensgård Teglværk ved Aabenraa. Han var i en periode noget i retning af en matador. Men så kom krigen mod England og dens restriktioner og til sidst statsbankerotten i 1813. Pengenes værdi faldt katastrofalt.
Også tabet af Norge kunne mærkes i kongeriget og hertugdømmet, idet begge havde monopol på salg af korn til Norge. Da møllerne var afhængige af bønderne, fik Laksmølles forpagter det også at føle. Landbefolkningens købekraft faldt hurtigt. Kristen var så hård, at Lautrup i 1819 måtte erklære sig konkurs.
En udpræget fremgangstid
Det lykkedes ham dog igen at gøre mølleriet til en nogenlunde rentabelt foretagende. Da sønnen af samme navn efter faderens død overtog møllen, gik set atter fremad. Kørslen til Laksmølle blev også væsentlig forbedret med Aabenraa-Flensborg chausséen, der blev færdig i 1847.
Tiden fra 1850 – 64 var materielt set en udpræget fremgangstid. Der kørtes mere korn til møllen efter 1853, da mølletvangen blev ophævet i Hertugdømmet.
Briggen Sct. Thomas affyrede kanoner
En snert af Treårskrigen fik Laksmølle at føle, da den danske flådes brig Sct. Thomas ført af kaptajnløjtnant M. Suenson ankrede op ud for vandmøllen den 30. marts 1848, fordi topgasten i mærset på Sct. Thomas havde varskoet at fjendtlige tropper kom i danske uniformer med det slesvig-holstenske flag vajende fra en vogn. De drog frem mod Aabenraa sydfra af Flensborg chausséen med den oprørske trikolore i spidsen.
Straks gjorde en kanonér på Sct. Thomas klar til skydning og snart susede en 18-punds kugle mod vognen. Dette havde en omgående virkning. De fjendtlige tropper forsvandt i vestlig retning. De åbnede geværild mod briggen men afstanden var alt for stor.
En ny Hans Lautrup tiltrådt i 1861
I 1867 overgik Laksmølle til fri ejendom. En ny Hans Lautrup var tiltrådt i 1861. Han afløstes i 1889 af Sønnen Christian Lautrup, som nu overtog driften af møllen, der var blevet hans ejendom. Laksmølle havde sin bedste tid i denne periode. Han og hans hustru havde dog den sorg, at en ugift søn, Hans kom syg og elendig hjem under Første Verdenskrig efter to års fangenskab i Rusland. Han døde en måned efter af lungetuberkulose.
Meget foregik ulovligt
Første Verdenskrig forhindrede en tiltrængt restaurering og modernisering af Laksmølle. Meget foregik ulovligt. Det var vanskelige forhold under den preussiske Krigsnærings-administration.
Efter 1920 blev de sønderjyske møller ramt af konkurrencen de kongerigske møller.
I 1923 blev Laksmølle af Chr. Lautrup overdraget til en datter og en svigersøn. Møllerparret var de første i det daværende Stubbæk kommune, der fik installeret telefon.
De fleste vand- og vejrmøller fik dødsstødet
I Aabenraa fik ma elektricitet i 1902, men nettet nåede ikke uden for byen. Med oprettelsen af Sønderjyllands Højspændingsværk i efteråret 1924 fik de fleste vand- og vejrmøller i landsdelen deres dødsstød.
En dieselmotor hjalp til med overlevelse til 1947
Laksmølle holdt tappert ud til 1947, takket være en dieselmotor, der blev indlagt i 1917. Grunden med bygninger blev i 1958 solgt til Enstedværket, som blev ejet af andelsselskabet Sønderjyllands Højspændingsværk.
Torpedo-forsøgsstation
En torpedo-forsøgsstation
Men vidste du, at tyskerne under Anden Verdenskrig lige i nærheden havde en torpedoforsøgsstation. Et skib ved navn Eberstein var konstant forankret 6 km ude i Aabenraa Fjord ud for Ny Skovbøl nordvest for Varnæs. Det var forankret solidt med trosse og så gik der flere kobberledning ud til skibet -muligvis telefonkabler. Efter krigen var der fiskere, der fiskede kablerne op og solgte dem.
I Modstandsbevægelsens Stockholmarkiv kan man læse om skibet, at det var 30 km langt, at farten var ca. 20 knob, men det var næppe sødygtig.
En anden kilde fortæller, at det ikke blot var et enkelt skib, der hørte til torpedoindskydningsbanen, men en damper på 5.000 tons, en krandamper samt 4-6 andre småskibe.
En sikkerhedszone på 3 km
Der var lavet en sikkerhedszone på ca. 3 km fra Eberstein. Her var det forbudt at sejle og ankre op. Ved flere lejligheder er der observeret ubåde i området.
Værnemagten beslaglagde Eliselund
I forbindelse med torpedostationen beslaglagde værnemagten Eliselund. Tyskerne lejede også en del af personalet. Der flyttede 10 civilpersoner og 6 militærpersoner ind på hotellet.
Ifølge avisen Hejmdal byggede tyskerne i 1941 – 1942 en træbro neden for Eliselund. Men dette er sikkert en fejl, for intet tyder på, at der her har været tysk aktivitet her før november 1943.
Torpedoer blev fundet på stedet
Før, under og efter krigen lå der en lang bro på stedet som rutebådene brugte. Den var ikke bygget af værnemagten men af Eliselund, som også vedligeholdte den.
I forbindelse med Enstedværkets opførelse fandt man flere torpedoer på stedet. Det var omkring 1952. Også i 1965 fandt en fisker en øvelsestorpedo. I 1977 fandt man ligeledes en torpedo.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 14, 2025
Lærer i Tønder efter 1920
Mange nye lærer kom til Tønder. Kloaker i Tønder var dengang et ukendt begreb. Ange blev betaget af naturen. Følgerne af krigen kunne ses i Tønder. De tyske elever fra Seminariet måtte flytte. Ørnen skulle med til Tyskland. Lærerne stod over for mange tragedier. De store børn måtte tidligt påtage sig et ansvar. Eleverne skulle svejses sammen i klassen. De åbne døres politik. Vandvognen kørte gennem byen. Børnene måtte skifte tøj. Skovrøy skulle hilse på kongen. Han gjorde det stikmodsatte de andre. En tur i arresten.
Mange nye lærer kom til Tønder
Der kom mange nye lærer til Tønder efter 1920. Vi har fundet nogle erindringer af den senere skoleinspektør Marius Jacobsen, Odense, som vi har redigeret. Den gang var han en ganske ung lærer.
Kloaker i Tønder var et ukendt begreb
Kloaker i Tønder var dengang et ukendt begreb. Efter et ordentligt gang tordenvejr forvandlede rendestenene sig til rivende strømme, der blev endnu større efterhånden som husenes afløbsrender stødte til – medbringende alt muligt affald.
Fortovene var i den foreliggende tilfælde yderst ubehageligt at færdes på. Mere sikkert var det at færdes på gadens toppede brosten. Her var det ikke fare for at skulle springe over køkkenvaskens brogede efterladenskaber eller støde mod uventede trappesten.
Den unge lærer ankom til Tønder netop i sådan et vejr. Førsteindtrykket var ikke særlig godt.
Mange blev betaget af naturen
Mange af de nye folk, der kom til byen, var betaget af naturen med dens mangfoldighed af farver. Og ikke mindst området omkring seminariet overraskede mange. Det var idyllisk med plæner og træer samt smukke blomsterbede. Dertil kom den brede Vidå med dengang små holme. Dertil kom den idylliske allé langs åen.
Følgerne af krigen kunne ses i Tønder
Følgerne af krigen kunne godt ses i Tønder. Flere af husene manglede maling. Men også på seminariet var krigen gået sporløs forbi. Gymnastiksalen havde været brugt til hestestald og var derfor komplet ubrugelig til sit egentlige formål – ikke mindst på grund af redskabernes miserable tilstand.
De tyske elever flyttede
De tyske elever, som hidtil havde haft til huse i lokalerne og nu mod deres vilje skulle fortsætte syd for den nye grænse, lod ikke deres skuffelse herover give udslag i nogen form for vandalisme.
De ramponerede vægge var ikke deres værk. Men alt blev taget med som havde værdi for dem.
Ørnen skulle med til Tyskland
Højt oppe over hovedindgangen sad en mægtig ørn støbt ind i muren. Den ville de gerne have med. Og det fik de lov til. De skulle bare selv fjerne fuglen. Det var de mere end villige til. De rejste et mægtigt stillads. Og i flere dage arbejdede de på at hugge ørnen løs.
Alt så ud til at det skulle lykkes, men da ørnen var halvt nede, brast tovene pludselig af en eller anden grund. Hele herligheden styrtede ned og blev knust til utallige småstykker, som egentlig kun egnede sig til at blive fejet sammen og kørt på lossepladsen.
Skuffelsen blandt de tyske elever var enorm. De dansksindede elever ledsagede det dog ikke med nogen form for bifald. På flagstangen vajede på flagstangen. Der var ikke nogen form for gnidninger mellem de danske og tyske lærere. Man benyttede det samme lærerværelse og talte ofte sammen. De på tysk og de danske på dansk. Og de forstod udmærket hinanden.
Lærerne stod over for mange tragedier
Lærerne stod over for dybe menneskelige tragedier. Mange af børnene var blege og tydeligt underernærede. Flere af dem fortalte, at de ofte var listet ud af byen om natten for at stjæle kålrabi på markerne, så de kunne sikre sig næste dags varme ret.
I mange hjem lå en ung mand, som var kommet frelst gennem ragnarokket, men så hårdt medtaget, at han kun havde døden at vente på.
Da lærer Jacobsen spurgte om faderens navn, var der nogle, der svarede, at de ikke kunne forstå dansk. Så spurgte Jacobsen på tysk. Og mange gange fik han et uhyggeligt mange gange var svaret:
En pige havde mistet sin mor, som en november-nat forsøgte at snige sig over den gamle grænse for at hente lidt mad. Hun blev stoppet af en tysk vagtpost, der for bestandigt standsede hendes løb mod det forjættede land.
De store børn måtte tidligt påtage sig et ansvar
Der blev oprettet en 8. klasse, der blev oprettet for landsbybørn over den skolepligtige alder. Det var for dem, som ønskede at få deres kundskaber forøget efter krigstidens ustabile skolegang.
Mange af disse store skolebørn opførte sig som voksne både i tankegang og væremåde. I en landsby havde flere af dem måttet drive gårdens landbrug fordi faderen eller storebror var ved fronten. En ældre mand, der på grund af sygdom fik lov til at blive hjemme på grund af sygdom, var deres rådgiver. Tidligt måtte disse børn påtage sig et stort ansvar.
Eleverne skulle svejses sammen
Alle disse børn skulle nu svejses sammen til en normal dansk skoleklasse. Det var uhyre vanskeligt. Når der blev fortalt historie, lyttede den ene halvdel interesseret, mens den anden halvdel stirrede lige ud i luften uden at begribe et muk af det hele.
En vittighed fremkaldte dels latter – dels spøgende blikke. Sådanne situationer var normale foreteelser i samtlige klasser. Lærerne fandt ud af, at et godt middel mod dette, var at indlede hver time med en sang. En anden ting var at skabe mellem skole, elever og hjem.
Det skete dog også at lærerne blev inviteret hjem til forældrene til en middag.
De åbne døres politik
Lærer Mikkelsen førte de åbne døres politik. Og elever mødte op aften efter aften. Her blev mange problemer løst. En aften kom en elev, der ville springe i Vidåen. Han var træt af det hele. Så så han at der blev tændt lys op i lejligheden og valgte så at gå herop i stedet for.
Vandvognen kørte gennem byen
Til den mere festlige afdeling hørte det årlige kongebesøg af Christian den Tiende. Og dette satte altid Tønder på den anden ende.
Vandvognen kom frem og blev kørt gennem gaderne for at spule brostenene rene, hvad der var særdeles nødvendigt efter at store horder af stude på deres vandring gennem byen have strøet om sig med efterladenskaber, der bestemt ikke lugtede særligt indbydende.
Konerne var kommet ud af husene med spande og børster og skurede løs på trappestenene, mens fortovet myldrede med børn der var sendt hjem fra skolen for at blive klædt om til kongemodtagelsen.
Børnene måtte skifte tøj
I god tid før majestætens ankomst var alt klar. Børnene stod med deres flag i to rækker fra skoleporten til hovedindgangen. Spændingen var stor hos alle – lige fra forstander E. Albeck, der skulle byde velkommen til den mindste purk, som bare skulle svinge med Dannebrog og se glad ud.
Skovrøy skulle hilse på kongen
På byens torv stod alle honoratiores i en snorlige række – alle i fineste puds med høje hatte og ventede på det kongelige håndtryk.
Blandt disse var redaktør P. Skovrøy. Han havde i en menneskealder stridt for at bevare danskheden på vestkysten. Han må have gjort det så godt at tyskerne satte ham fast i Tønder arrest. Man mente, at han udgjorde en trussel mod ”det store fædreland”. Men han følte en glæde her i 1920.
Hele sceneriet gjorde ham kendelig nervøs. Han var oprigtig nervøs for om ham kunne leve op til de krav om gode manerer, som blev stillet ham ved en sådan lejlighed. Navnlig den høje hat voldte ham kvaler. Af frygt for at glemme dette klædningsstykke, når han skulle hilse på majestæten, tog han den af og stod med den i hånden længe før kongen nærmede sig ham.
Skovrøy gjorde det stik modsatte
Da øjeblikket endelig var inde, hvor han skulle stå ansigt til ansigt ikke alene med Danmarks førstemand, men det land, han var udtryk for, kiksede det fuldstændig for Skovrøy. Alle de andre tog hatten af, da de skulle hilse, men den gamle hædersmand gjorde det stik modsatte. Han satte simpelthen den høje cylinder fast på sin isse.
Storesmil bredte sig på alle ansigter – ikke mindst hos kongen, som ikke alene trykkede ham ekstra varmt i hånden men også gav ham et par kammeratlige klap på skulderen.
En tur i arresten
Nu havde Skovrøy imidlertid også lune. Så snart modtagelsen var overstået, skyndte han sig til arresten og bad om tilladelse til at blive anbragt i den celle, han havde beboet under krigen. Det fik han selvfølgelig lov til.
Da kongen under sin rundtur gennem byen også aflagde besøg på dette sted og man åbnede døren var det nok majestæten, der fik den største overraskelse, Det blev til megen latter og mange kvikke bemærkninger, inden de to skiltes igen.
I øvrigt mødtes de to igen om aftenen til taffel – uden høj hat.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 12, 2025
Christian Stöckler – en helt fra Rørkær
I har allerede skrevet om familien. Indkaldt til den tyske flåde. SMS Dresden. Havet – det sidste hvilested? Tyskerne i undertal. Et par engelske krigsskibe blev sænket. 1.850 tyske søfolk mistede livet. 12 af disse var født i Nordslesvig. SMS Dresden blev indhentet. Interneret i 4 år på en chilensk ø. Malaria. Christian Stöckler bosatte sig i Skagen. Perioder med masser af sygdom. Hans notater blev til en bog. Samtaler med en nazist. Ville ikke indgå i nazistisk propaganda.
Vi har skrevet om familien
30.000 sønderjyder/nordslesvigere deltog i Første Verdenskrig. 6.000 kom ikke hjem igen. En af dem, der deltog, var den senere skagbo, Christian Stöckler. Han voksede op i Rørkær.
Han var søn af gæstgiver Eberhard Stöckler og hustru Martha Eline Lucie Haase. Familien var dansksindet. Stöckler blev konfirmeret den 4. april 1909. Herefter kom han i smedelære i Haderslev. Vi har faktisk allerede skrevet en artikel om familien her på siden.
Indkaldt til den tyske flåde
Han blev rutinemæssigt som 19-årig indkaldt til den tyske flåde som 19-årig i 1913. Her blev ham installeret på den tyske krydser S.M.S. Dresden.
SMS Dresden
Den lette krydser var bygget hos Blohm og Voss i Hamburg. Besætningen bestod af 18 officerer og 343 underofficerer og menige. I Stillehavet benyttede man lejligheden til at ødelægge fjendtlige radiostationer, sænke fjendtlige handelsskibe og beslaglægge kul.
Hans arbejde ombord bestod i ”at forsyne fyrbøderne med kul og rense ilden for slagger og slå i stykker for at det ikke skulle give anledning for at stoppe. Han skulle desuden trække asken fra kedlerne. Et meget hårdt arbejde. Der var dog også perioder med meget lidt arbejde. I sine erindringer beskriver Stöckler alle sider af matrosernes tilværelse
Havet – det sidste hvilested?
Skibet blev sendt til Mexico for at redde præsidenten. Han skulle transporteres til Jamaica. Det var den faldne præsident Victoriano Huera. Missionen lykkedes. Alle troede nu, at turen gik tilbage til Tyskland. Men natten til den 1. august blev der sendt mobiliseringsordre til alle tyske stridskræfter til lands og til vands. SMS Dresden var nu i krig. Christian Stöckler skrev:
Tyskerne i undertal
Situationen så sandelig også alvorlig ud. Tyskerne havde kun ni krigsskibe på den sydlige halvkugle mod englændernes ca. 70. Fra første øjeblik drev englænderne en klapjagt på fjenden.
Et par engelske krigsskibe blev sænket
SMS Dresden sejlede nu syd om Sydamerika ind i Stillehavet og blev forenet med resten af den tyske flåde. De var stationeret ved ladets kolonier i Stillehavet. Og det drejede sig bl.a. om Scharnhorst, Greisenau, Nürnberg og Leipzig.
Det var meningen at sejle rundt om Kap Horn og op gennem Atlanten til Tyskland.
Til at begynde med gik det da også meget godt. Det lykkedes ovenikøbet for tyskerne at sænke et par engelske krigsskibe. I et stort søslag ved Falklandsøerne udraderede englænderne i december 1914 hele den tyske sydhavsflåde – dog ikke SMS Dresden.
1.850 tyske søfolk mistede livet
Tyskerne forsøgte at flygte, da de så, hvor stor den engelske flåde var. Men de blev indhentet af de langt hurtigere og mere slagkraftige engelske skibe. Slaget kom til at koste 1.850 tyske søfolk livet. Blandt de omkommende var 12 personer født i Nordslesvig.
SMS Dresden blev indhentet
Det lykkedes skibet at slippe væk fra kampzonen, men ak det var kun en stakket frist. ”Som et forjaget og udmattet dyr” krøb SMS Dresden i ly ved kysten til Chile. Den 14. marts 1915 var det dog slut med SMS Dresden.
Englænderne fandt hurtigt skibet og omringede det. Skibets maskiner var nedslidte og kulforsyningen var usikker.
Og så skred de ellers til angreb. Tyskerne herunder Christian Stöckler oplevede et sandt inferno af eksploderende granater. Rundt om lød klagen og jamren. En af hans venner, aspirant Lerche klagede og råbte:
I underlivet havde en granat ramt ham og næsten skilt benene fra overkroppen. Det syn glemte Stöckler aldrig.
Angrebene fortsatte. Skibet fik den ene fuldtræffer efter den anden. Til sidst var SMS Dresden tilintetgjort. De overlevende redede sig i land i Chile. Blandt dem, Christian Stöckler.
Interneret i 4 år på en chilensk ø
Resten af krigen blev de interneret af myndighederne på øen Quiriquina. I begyndelsen var det under militær disciplin. Men forholdende blev med tiden ret fri. Man byggede lysthuse og dyrkede grøntsager. Man solgte til befolkningen på fastlandet. Det gav mange en god skilling.
Malaria
De unge følte at deres liv gik til spilde. Det lykkedes for nogen at flygte, bl.a. den senere Hitler – modstander Wilhelm Canaris. Under opholdet havde Stöckler forskellige opgaver. Han var bl.a. messedreng for officererne.
Under opholdet døde flere af malaria.
Først den 19. oktober 1919 kunne man forlade øen. Hjemrejsen gik tværs over Sydamerika til Buenos Aires og derfra med skib til Rotterdam. Tilbage i Tyskland blev besætningen dekoreret med Jernkorset.
Christian Stöckler bosatte sig i Skagen
Selv om krigen sluttede i 1918, lykkedes det først at nå tilbage til Rørkær i 1920. Også hans to brødre kom helskindet gennem krigen.
Nu skulle Stöckler til at leve et almindeligt liv som dansker. Det viste sig at være svært for ham. Men i 1926 blev han gift med Bertha Laurine Petersen Hovkjær, hvis far var postbud i Højen (Gl. Skagen).
Parret bosatte sig i Skagen og fik i de følgende år fire børn, hvoraf den førstefødte døde efter to måneder. Han var uddannet smed og forsøgte at skabe en tilværelse som mekaniker, cykelhandler og vulkanisør, men han var præget af sine oplevelser under krigen.
Perioder med masser af sygdom
I perioder, hvor han har været bundet til sygelejet eller i hvert fald ude af stand til at arbejde med sine hænder, har hans tanker ustandseligt dvælet ved sine mærkelige oplevelser, han har haft om bord på den tyske marines skibe under den store krig.
Til sidst måtte han opgive egentligt arbejde og forsøgte at overleve ved i sine raske stunder at lave souvenirs til salg for turister. Han fik lov at stille en lille kiosk op ude ved Grenen – en morsom, yndefuld, stråtækt hytte, hvori han udførte sit arbejde og sælge sine smukke håndgjorte ting. Han kaldte den ”Lykkens Smedje”.
Til sidst måtte han dog opgive sit arbejde og levede sine sidste år som invalidepensionist. Han døde som 54-årig i 1948. I dag ville man nok tale om, at han var ramt af posttraumatisk stresslidelse (PTSD).
Hans notater blev til en bog
Stöckler var i besiddelse af en enestående hukommelse og var en fremragende fortæller. Han nedskrev sine oplevelser fra krigen i otte små hæfter, der senere blev samlet til en bog i 1933. Bogen er også i dag særdeles læseværdig. Den udkom også på tysk. Han mente selv:
En overgang var der planer om at lave en film på basis af Stöcklers bog men planerne blev så vidt vides ikke realiseret.
Samtaler med en nazist
Stöckler har også ført samtaler med journalisten Christian P. Christensen, der skrev to spændende og velskrevne bøger:
Disse blev også oversat til tysk.
I 1940 meldte Christian P. Christensen sig ind i DNSAP. Han blev medarbejder på bladet Fædrelandet. Han blev ekskluderet af Journalistforbundet. Ved Københavns Byret blev han efter besættelsen idømt fire års fængsel for ”unational optræden”.
Ville ikke indgå i nazistisk propaganda
I Skagen Avis kunne man læse, at han i 1936 blev inviteret til mindefest i Hamborg for de faldne i Falklands-slaget. Det var efter Hitlers magtovertagelse. Man prøvede at genoprette militærets omdømme.
Det var dog ikke med Christian Stöcklers gode vilje at indgå i nazistisk propaganda.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 7, 2025
Hos os I Auschwitz
Vi har læst denne nådesløse bog af Tadeusz Borowski af same navn. En anderledes bog om livet i en KZ – Lejr. Vi giver 5 af 6 stjerner for en super – ærlig bog. Den handler vel også om overlevelse. Og hvad gør man ikke for at overleve? Jo han overlever to år i tyske koncentrationslejre – men det bliver alligevel hans død. Det er en grufuld og anderledes bog om KZ – lejre. Bogen udkom i 2009 på forlaget Vandkunsten men er nu udkommet i en nyrevideret udgave på Gyldendal. Og så er bogen også en vigtig dokumentation for, hvad der egentlig skete dengang.
Hvad kan mennesker finde på for at overleve?
Gyldendal har valgt at genudsende ”Hos os I Auschwitz” i en nyrevideret udgave. Den er udkommet i serien Lunar – Litteraturhistoriens mørke klassikere. Egentlig udkom bogen første gang herhjemme i 2009 på forlaget Vandkunsten. Bogen udkom i Polen i 1948.
Bogen er rystende læsning. Det er et vidnesbyrd om, hvad mennesker kan finde på for selv at overleve. Den er håbløs ærlig. Den beskriver lejrlogikkens spilleregler. Og det er gruopvækkende at læse. Det er en af de vigtigste litterære dokumenter om de rædsler, der blev begået i nazisternes koncentrationslejre.
Denne type bøger var ikke særlig populære lige efter krigens afslutning. Dengang skulle det helst handle om jødiske helte eller kommunistiske helte, der slog nazistiske barbari ned.
”Du var med til dette”
Egentlig kalder vi folkedrabet på jøderne for Holocaust. Men her vi at gøre med den politiske fange Tadeusz Borowski. Han beskriver sine egne nådesløse oplevelser i KZ – lejren. Og i disse oplevelser skåner han heller ikke sig selv. Det er en jeg-person, der beskriver hændelserne. Han stiller sig også selv spørgsmålet:
13 fortællinger uden sammenhæng
Bogen har 13 fortællinger uden sammenhæng eller kronologisk forløb. Dagligdags-situationer bliver skildret, Vi er med ved små samtaler med fangerne, der ligger afmagrede i deres beskidte køjer. Vi får en beskrivelse af den elendige mad, som fangerne får serveret eller må kæmpe om. Et er en hjerteskærende beskrivelse af de fanger, der ved ankomsten bliver revet ud af deres togvogne.
Livet påvirker fangernes moral
Vi oplever, hvordan livet påvirker fangernes moralske adfærd. Der er overfyldte barakker og sortsvedne krematorieskorstene. Vi bliver delagtiggjort i både sin egen og de øvrige fangers personlige involvering i lejrens grusomheder. For som han skriver til sin forlovede:
Det handler om menneskelig afstumpethed og grusomhed. SS – soldaterne er bestialske, men Borowski giver os eksempler på, hvor modbydelig de forskellige fangegrupper kunne være mod hinanden.
Udryddelse – længe inden Holocaust
En gang imellem måtte undertegnede lægge bogen fra sig for at komme væk fra de brutale beskrivelser.
Nazisterne havde mange andre fjender end jøderne, som blev udryddet med giftgas. Længe inden man talte om udryddelseslejre var det handicappede, der blev ryddet af vejen.
Dødsfabrikkerne var overbebyrdede. Der var ikke plads til at gasse andre end jøder, så i første omgang slap ariske og politiske fanger som Borowski, fordi der simpelthen ikke var plads.
Han overlevede to år – men!
Han var 21 år, da han den 29. april 1943 ankom til Auschwitz-Birkenau. Det blev et liv med tvangsarbejde, sult og vilkårlig vold. Siden blev han overført til Dachau-Allach. Han var også i Natzweiler. Han overlevede to år i de tyske koncentrationslejre, men lejrene slog ham ikke desto mindre ihjel.
Digte i illegale tidsskrifter
En gruppe unge diskuterede om de i stedet om de i stedet for at læse og skrive skulle involvere sig aktivt i modstandsbevægelsen. Borowski offentliggjorde en række visionære antiheroiske digte i modstandsbevægelsens illegale tidsskrifter.
Han har polsk baggrund, men er født i Ukraine. Han var 17 år, da tyske tropper rykker ind i Polen. Han tager studentereksamen og påbegynder studier i sprog og litteratur i Warszawa.
Hårdt fysisk arbejde førte til lungebetændelse
Han blev anholdt ved en tilfældig razzia, da han i sin jakkelomme bar rundt på Aldous Huxleys forbudte bog ”Fagre ny verden”. Han sad indespærret i en celle i Warszawa i to måneder inden han med persontransporterne blev sendt til Auschwitz.
Han bliver sat til hårdt fysisk arbejde. Her pådrog han sig en lungebetændelse. Derefter arbejdede han som sygeplejer i lejren med adgang til en række privilegier som gjorde muligt at overleve. Men det var også et arbejde, som bragte ham på tæt hold af de værste grusomheder i lejren. Sådan fremgår det af bogens første fortælling.
Det skulle gå ud over nogle der var svagere
Senere kommer han til at arbejde i FKL (Frauen Konzentrations Lager). Hans arbejde bestod bl.a. i at modtage nye fanger. Togvognene skulle tømmes for personer og deres bagage. Det skulle Borowski være med til at håndtere.
Han siger selv til en medfange:
Han skubbede muselmænd i krematorieovnene
Burowski overlevede bl.a. ved at ”stjæle” mad og smykker fra dem, der ankom i togene og som blev sorteret på rampen foran Auschwitz. De blev enten sendt direkte i krematoriet eller forflyttet til tvangsarbejde, der også var den visse død.
Han beskriver, hvordan han bestak sig til nemme tjanser, hvordan han købte og solgte mænd og kvinder og hvordan han egenhændigt skubbede muselmænd i krematorieovnene.
Fangerne skulle gøre det beskidte arbejde
Han beskriver, hvordan SS-soldaterne lader fangerne gøre det beskidte arbejde i lejren, hvormed moral og overlevelse bliver hinandens modsætninger og den ydre nødvendighed tvinger dem til at overtage nazisternes forrådne logik.
Midlerne til at overleve
I en hverdag, hvor tyveri, bestikkelse, trusler og vold er midlerne til at overleve og opnå, suspenderes moralen i en nådesløs alles kamp mod alle, hvorved lejren også bliver sindbillede på en kaotisk menneskelighed.
Da de russiske tropper nærmer sig i efteråret 1944, blev han sendt i en anden KZ – lejr. Da han blev befriet af amerikanske tropper i maj 1945, vejer han som 22-årig kun 35 kg.
Han blev ikke hjemsendt med det samme
Han blev dog ikke hjemsendt med det samme. Han måtte således tilbringe adskillige måneder i en tidligere SS-lejr uden for München. Først i slutningen af maj 1946 kunne han vende hjem til sit krigshærgede fædreland. Her fandt han ud af, at hans kæreste, Maria Rundo også mirakuløst havde overlevet opholdet i Birkenaus kvindelejr. De blev genforenet og gift senere på året.
Han tog notater under sit ophold
Under sit ophold begyndte han at tage notater. Han fortsætter sine optegnelser efter krigens ophør. Han iagttager så omhyggeligt som muligt. Han vil have de fortvivlede kommentarer med og alle detaljer. Det er dette pedanteri, der gør bogen troværdig og til et vidnesbyrd om, hvad der skete i Auschwitz. Det er næsten en pinagtig smerte og omhu i alle formuleringer.
Et chok, da han genoplevede tortur
Da han igen kommer til Polen, begyndte han at skrive igen. Det lykkedes ham at komme i unåde hos de daværende polske myndigheder. Han havde tidligere støttet det polske kommunistparti. Men nu blev han skuffet og deprimeret – især efter arrestation af en nær ven.
Han oplevede nærmest et chok, da hans nærmeste venner blev udsat for tortur af det hemmelige polske politi. Han så ikke andet end en verden af sten og en gentagelse af det barbariske fra nazisternes styre.
Efter at have besøgt sin kone og sin nyfødte datter på hospitalet om formiddagen, dør han efter sit tredje selvmordsforsøg i 1951. Det skete om eftermiddagen den 1. juli 1951. Han indåndede dødbringende gas fra køkkenets gasovn i familiens hjem i Warszawa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 5, 2025
Aabenraa omkring 1830
Det nye Rådhus. Ingen folk på kontorerne. Sådan blev Aabenraa ledet. Byens tre vigtigste personer. Kirkegården blev flyttet. Provsten så mange drukkenbolte blandt de fattige. Fysikus Neuber var lidt af en fantast. Alle tre var tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse. En omvendt auktion. Frederikslyst holdt kun i seks år. Et vældigt selskabshus. På kareter i den romantiske egn. Kartoffelhaver kunne være et værdifuldt bidrag. Det kunne måske begrænse fatters lyst til krogang. 100 familiefædre på fattiglisten. Nu svarede Magistraten endelig. Man havde fundet et areal på Galdebakken. ”Ikke i en Tilstand, der gør Erhvervelsen tillokkende” Det tog 12 år at etablere hjelmhaverne og de eksisterer stadig.
Det nye Rådhus
Det var i 1830, at Rådhuset blev indviet. Det var derind, jeg blev gift. Jeg bad borgmester Terp Nielsen om at holde det hemmeligt. På det tidspunkt var jeg formand for HK og ofte i aviserne. Hanne lavede film til bl.a. TV – Syd.
Det gamle rådhus blev skildret som faldefærdigt. Man måtte holde møderne i borgmesterens hus. Rådhuset var virkelig gammelt. Det var opført efter branden i 1610. Rådhuset var tegnet af C.F. Hansen og opført af bygmester Peter Callesen.
Dengang tog det kun 4 år fra ansøgning til at et rådhus stod færdigt stod færdigt. På rådhuset var der kun en kvinde. Det var politibetjent Iplands kone. Hun skulle sørge for mad til eventuelle indsatte.
Ingen folk på kontorerne
Der var ikke nogen på kontorerne. Den stores sal stod tom, når der ikke var møde eller bal. For den store sal blev udlejet til borgerskabets fine baller. På kontorerne så man næsten kun borgmesteren og by-kassereren.
Sådan blev Aabenraa ledet
Byen havde kun 4.000 indbyggere. Så med rimelighed havde Borgmesteren tilranet sig nogle yderligere funktioner til. Udover at være borgmester – byens administrative leder- var han også byfoged som vel var det samme som byens politimester og dommer. Ja så var han også by-skriver og by-sekretær.
Når der var møde, var der fem magistratsmedlemmer og tolv deputerede borgere. Borgmesteren var officielt udpeget af kongen i praksis af statholderen. Magistraten udpegede de deporterede borgere. De var magistratens rådgivere. Nu var det dog kun 24 mand i Aabenraa, der var rige nok til at kunne vælges.
Byens tre vigtigste personer
I Aabenraa var der tre ledende personer. Borgmester Bendix Schow, provst Peter Paulsen og fysikus (embedslæge) A.W. Neuber. De var tre velstuderede folk. Show var en forsigtig person, mest indstillet på de praktiske reformer. Og som yngre borgmester havde han været en ypperlig forhandler i forhold til besættelsens tropper.
Kirkegården blev flyttet
Han iværksatte planerne om en nord-sydgående gade gennem byen helt ud til landevejen. Men den var nu først færdig, da han havde overladt tøjlerne til sin søn. Han fik næsten alle gader brolagt. Sammen med provsten fik han kirkegården ved Nikolai opgravet. En ny blev oprettet ved Kirkegårdsalle, som man senere omdøbte til Forstalle. Man sagde om den gamle, at det var en ren svinesti.
Provsten så mange drukkenbolde blandt de fattige
Provsten så mere døgenigte og fordrukne mænd blandt dem, der søgte fattighjælp. Brændevinen var den fattige mands trøst. Den ægte trøst var at finde i kirken under provstens prædikestol og sin skæbne måtte man bære i gudvelbehagelig ydmyghed.
Fysikus Neuber var lidt af en fantast
Fysikus Neuber var noget af en fantast, en god portion habil digter, en iderig projektmager af høj intelligens. Det var Gud den almægtige, der rådede over fattigdom og rigdom. Den gode Neuber blev afsat som fysikus, fordi han lod sig bestikke. Ved sæsonen kunne man hos ham betale sig fra at blive soldat.
Alle tre var tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse
Alle tre omtalte personer juristen, teologen og medicineren var medlemmer af ”Schleswig Holsteinische Patriotische Gesellschaft.
En omvendt auktion
Man dyrkede de borgerlige dyder. Langt op i tiden holdtes der også i Aabenraa licitation over forældreløse drenge -en slags omvendt auktion:
Frederikslyst holdt kun i seks år
Frederikslyst holdt kun i seks år. Men den 10.marts 1826 var det slut. Allerede dengang gik man ind for genbrug. En del fra det nedbrudte Frederikslyst blev brugt i Rådhuset.
Jo det var Neuberts værk. Han fik rest sin bade- plads på Lindsakke. Byen var som sådan ikke fattige, selv om der var mange fattige- flere end der var arbejde til. Men det var nu ikke dem, Neuber henvendte sig til.
Han ville lokke industriens første matadorer indenbys og udenbys, indenlands og udenlands. De blev tilbudt et elegant selskabshus i kanten af en skov og ved en åben strand. Han mente selv, at det var en europæisk sensation.
Badning var ved at blive mode. Allerede da han kun havde været i byen i to år, da han rejste de første to badehuse i yderste ende af havnen. Det var i 1813. Der kom flere badehuse til i 1818. Og så i 1820 rejstes Frederikslyst.
Et vældigt selskabshus
Det var et vældigt selskabshus med balsal og musikrum. Der var skønne møblerede mindre rum til kortspil og andet tidsfordriv. Salen gik op gennem to etager. Der var engelsk have foran huset ned mod fjorden og opad mod Jørgensgård Skov.
Der var fristende, romantiske spadserestier. Her skulle rige og dygtige mødes og hvile ud til nye ideer og ny fortjeneste. Her skulle de i lukkede kabiner bade i koldt eller varmt vand, eventuelt tage svovlbade.
På kareter i den romantiske egn
Her skulle de i kareter køre på tur i den romantiske egn, sejle på fjordens blånende vand, gå på jagt. Her skulle ved bålfester og omkring punchebollen de unge frøkener præsenteres på ægteskabsmarkedet. Fint skulle det være, og det var det. Men det endte skidt. Kongen og prominente borgere i byen havde investeret i projektet.
Provsten havde hvis ikke. Men det hed sig, at han fik mindre ind i fattigskat.
Kartoffelhaver kunne være et værdifuldt bidrag
Den 18. juni 1822 blev der fremsendt en skrivelse fra statholder i hertugdømmerne, generalfeltmarskal landgrev Carl zu Hessen. Denne skrivelse var fulgt af en håndfuld bilag. Det handlede om at indrette ”Armegärten” – familiehaver til værdigt trængende familier.
Her var især tænkt på kartoffelavl, der netop bredte sig i disse tider, fordi man mente, at kartoflen giver rigt udbytte selv på dårlig jord. Kartoffelhaver kunne være et værdifuldt bidrag til mindrebemidledes føde vinteren igennem.
Det kunne begrænse fatters lyst til krogang
Man mente også at det var sundt at arbejde i frisk luft. Det var sundhedsbefordrende og skabte en vis stabilitet i de fattige familiers økonomi og begrænsede sikkert fatters lyst til ”krogang”.
Men i behandlingen af sagen i magistraten skete absolut intet selv om landkommissær justitsråd Otte besøger magistraten og drøfter sagen med dem. Men der skete stadig intet.
I andre byer var man for længst gået i gang. Det var jo ikke en særlig bekostelig affære. Man var gået i gang bl.a. i Ærøskøbing og Haderslev, Husum og Egernförde. Man var åbenbart uinteresseret i Aabenraa.
100 familiefædre på fattiglisten
Det var da ellers fattige nok i byen. Der var over 100 familiefædre opnoteret på borgmesterens og provst Peter Paulsens lister over personer, der var værd at hjælpe. De 100 personer var derved gjort understøttelsesberettiget. Men de fik faktisk ikke mere end 15-16 rigsdaler årligt.
I perioder var der mere end 400 personer, der demonstrerede foran provstens bolig og foran borgmesterens hus i Slotsgade. Der var sultne børn imellem dem. Men ingen havde noget at give dem. Og på magistratens indstilling til haverne gjorde det ikke noget indtryk. Og det skete stadig intet.
Nu svarer Magistraten endelig
Men den 20. juni 1825 skrev statholderskabet på Gottorp en alvorlig rykker til ”den kongelige magistrat i Aabenraa”:
Nu er det en befaling ril embedsmændene, borgmesteren. Der var gået 3-4 år, uden så meget som et målebånd var udspændt eller en pæl slået i jorden til at fremme disse ”Armengärten”.
Men nu tager magistraten sig endelig sammen – sådan da – for den skriver in duplo en:
Det lyder jo godt, men der var ikke anvist nogen jord. Man skriver – det er nok Schow (borgmester) selv, at man på Gottorp jo nok ved, at Aabenraa by kun har såre lidt jordegods og at det man har, i al væsentligt er eng og sump, lidet egnet til havebrug.
Man har fundet et areal på Galgebakken
Fra Aabenraa søger man at krybe udenom og få omkostningerne kastet over på amtet. Man har fået afgørelsen udskudt. I 1828 lød det fra magistraten at man har fundet et areal på Galgebakken.
Man satte nu landmåler Dietrichsen i Løjt til at opmåle og udparcellere de tre tønder land. Men samtidig nedsætter magistraten en kommission af deputerede borgere til at tage jorden oppe på toppen i øjesyn.
Ikke i en tilstand, der gør erhvervelse tillokkende
De borgere, der tog jorden under opsyn, var de herrer, Jürgen Moritz, Habelien, Ahlmann, P. Davidsen. De erklærede samstemmigt, at de med landmålerens rids i hænde havde besigtiget arealet, hvorpå der stadig stod træer, som amtet skulle fælde og rydde og en vis planering –
Det ville koste byen ”en ikke ubetydelig sum”.
Se kloge borgermænd øjner samtidig en chance. For i et hjørne af arealet er der ”et lerbjerg”. Man savnede ler til behandling af teglsten.
Og nu vendte magistraten skuden! Man opgav alle indvendinger og den 19. marts 1829 bad den statholderskabet om at måtte opgive Galgebakke-kobler og i stedet anvende Hjelm – koblerne.
Det var tydeligt nok dem, justitsråd Otte i sin tid havde foretrukket.
Det tog 12 år at etablere Hjelmhaverne
De første fattige rykker ind den 1. maj 1831. Men man manglede stadig at færdiggøre veje og stier. I november 1833 afstår major og toldforvalter Hansen det areal, der blev til Hjelmhavernes 2. afdeling. Han havde haft det i forpagtning og siges at være glad for at slippe af med det.
Skytterne klagede åbenbart ikke. De fine borgere i lange skødefrakker med fadermordere og silkehalstørklæder havde nok ikke klaget over at skulle have de fattige og deres børn lige op ad skydebanen.
På rådhuset blev der talt tysk. I Hjelmhaverne blev der talt sønderjysk og det gør det stadigt. Det skulle gå 12 år før 79 nyttehaver var klar til de fattige i Aabenraa
Kilde:
På www.dengang.dk kan du finde 2.234 artikler
April 3, 2025
Da Tønder fik nødpengesedler
I to perioder havde Tønder nødpenge. Første gang var man meget tidligt på den. Anden gang var man meget sent på den. I Nordslesvig var der nødpenge allerede fra 1916 i anden periode. Også private trykkede nødpenge. Historiske motiver og nationale symboler. Den internationale Kommission forbød trykning af nødpenge. Brugt til spekulation. Nødpengesedler i 1812. Tønder havde nødpenge før forordning. Hvem var underskriverne? Hvordan blev Tønder styret? Tønder var sent på den – i 1920. 500.000 Mk. til nødpenge. Hvem bestod den lokale kommission af? Et udkast var færdig fem dage efter. Godkendt af den lokale kommission. Guldhorn og Roland-figur. Trykkerier i Hamborg og Kiel. En pengeseddel i to versioner. En konflikt med et af trykkerierne under opsejling. Overskuddet langt større, end hvad kommunen havde forestillet sig. Ingen national grænsekamp i motiverne fra Tønder. Motiverne på Tønder nødpengesedler. Hvem var Poulsen?
Mangel på mønter
Allerede i begyndelsen af Første Verdenskrig var der mangel på småpenge enkelte steder i Tyskland. Krigsudgifterne medførte et stigende offentligt forbrug og højere inflation, som fik mønternes metalværdi til at overstige den pålydende værdi. Det betød, at metallet blev mere værd end mønterne. Derfor begyndte folk at hamstre dem.
I 1914 og 1915 så de første lokale myndigheder sig nødsaget til erstatte mønterne med nødpengesedler, til trods for at det ikke var officielt hjemmel hertil. Mangel på småpenge bredte sig til hele Tyskland.
Allerede nødpenge fra 1916
I slutningen af 1916 var manglen på mønter blevet så kritisk i Slesvig, at man også her begyndte at trykke nødpenge. Normalt var et sådan, at institutionen kunne stille sikkerhed for det udstedte beløb – en betingelse, der dog sjældent blev overholdt.
Den 17. april 1917 sendte regeringspræsidenten i Slesvig-Holsten et brev til de kommunale forvaltninger, hvori han stiltiende accepterede udstedelse af nødpenge ”i rimeligt omfang”.
Også privatpersoner trykte nødpenge
Det var ikke kun kommunale forvaltninger i Slesvig, der udstedte nødpenge. Også banker, firmaer, erhvervsdrivende og sågar privatpersoner trykte nødpenge.
Nødpenge havde typisk en løbetid på en måned. Med tiden udviklede nødpenge til et samlerobjekt. Det kunne være en god forretning for udstederne at trykke dem. Det var ikke altid de blev indløst. Og så var samlerne parate til at give meget mere end sedlernes værdi.
Historiske motiver og nationale symboler
I stigende grad begyndte man at udsmykke med historiske motiver. I nogle kommuner lavede man ligefrem topografiske eller historiske serier.
Op til valget i 1920 fandt man på at udsmykke sedlerne med nationale illustrationer. Disse kunne enten være tysksindet, dansksindet eller neutrale – på samme seddel kunne optræde forskellige budskaber.
Den internationale Kommission forbød trykning af nødpenge
Fra den 10.januar til 16. juni 1920 administrerede Den Internationale Kommission hele Slesvig. De forbød med omgående virkning kommuner og kommunalforbund at udstede nye nødpengesedler.
Brugt til spekulation
De pengesedler der er udstedt i 1920 er i stor grad lavet med politiske motiver og en del er udelukkende lavet som spekulation. De blev produceret for at blive solgt til samlere og det er ganske få at disse, der blev brugt som betalingsmiddel.
Nødpengesedler i 1812
Allerede i 1812 var der nødpengesedler i Danmark. Regeringen skulle finansiere krigen. Metalpenge og skillemønt forsvandt ud af omsætningen. I 1803 havde regeringen oprettet en såkaldt ”Skatkammerfond”, der havde til formål at skaffe midler til veje for at betale de ekstraordinære krigsudgifter. Det blev tilvejebragt af ekstra skatter og afgifter. I de kommende 14 år kom der indtægter på over 15 millioner rigsdaler.
For at afhjælpe manglen på skillemønt bemyndigede det slesvig-holstenske kancelli den 1. december 1812 magistraterne i de slesvig-holstenske byer til at udgive deres egne papirpenge pålydende 5 og 10 skilling kurant. Mange byer benyttede sig af denne bemyndigelse.
Tønder havde nødpenge inden forordningen
Tønder by havde allerede før denne forordning det sig nødsaget til at udstede sine første nødpenge lydende på 4 og 12 skilling. De var nummeret og forsynet med 4 underskrifter. De kunne omveksles ved by-kassen med et ”auf dem Shatzkammerabtragsfond” udstedt ”Repræsentativ”.
Hvem var de fire underskrivere?
De fire, der underskrev sedlerne er:
Hvordan blev Tønder styret?
Byen blev dengang styret af:
Tønder var sent på den
Det skulle gå godt og vel 100 år, da der atter var krisetid. Verdenskrigene 1914 – 18 forårsagede atter engang mangel på småmønter. Metalpengene forsvandt. Allerede i de første dage af 1914 fremkom de første nødpenge i Broager.
Tønder var temmelig sent med. Dette resulterede i, at byen kom til at ligge inde med en stor restbeholdning, som den ikke nåede at få udgivet men måtte afhænde på en anden måde. Her kan man hvis tale om et spekulationsmoment.
500.000 Mk. til nødpenge
Den 6. februar 1920 besluttede Tønder By-kollegium at bevillige 500.000 Mk. til udgivelse af nødpenge og at fremskaffe disse ved lån (Kriegsanleihe). Nogen udtrykkelig lovhjemmel havde man ganske vist ikke.
Hvem bestod den lokale kommission af?
Der blev nedsat en kommission, bestående af
Disse personer skulle udføre beslutningen.
Et udkast færdig 5 dage efter
Allerede 5 dage efter den 11. februar 1920 blev et udkast fremlagt af stadsarkitekt L. Thaysen.
Godkendt af Den internationale Kommission
Der blev handlet hurtigt for allerede den 7. februar havde magistraten udstyret bankdirektør Rossen med fuldmagt til på byens vegne at forhandle med Den internationale Kommission angående udgivelse af pengesedler med historiske motiver. Kommissionen gav samme dag sin tilslutning:
Guldhorn og Roland – figur
Fra Thaulow-museet i Kiel i Kiel fik man et fotografi af Roland-figuren. Dette vender vi tilbage til.
Den ene af guldhornene blev fundet af en pige i 1639. Guldhornene blev gjort kendte via Adam Oehlenschlägers digt. Sådan en nødpengeseddel blev også fremstillet. Det var kunstneren Harald Slott – Møller, der på det tidspunkt opholdt sig i Flensborg, der telegrafisk gav tilladelse til at anvende sit motiv på en pengeseddel.
Et trykkeri i Hamborg
Firmaet H.O. Persiehl, Hamborg fik til opgave at fremstille prøvetryk af sedlerne – 10 Mk – 5 Mk og 20 Pf. – sedler. Nævnte trykkeri havde fået til opgave at trykke:
Disse blev fremstillet i flerfarvet stentryk på vandmærkepapir. En del af sedlerne skulle være færdige til den 14. marts 1920 nemlig afstemningsdagen i 2. zone.
Et trykkeri i Kiel
Et andet firma L. Handorff, Kiel fik til opgave at fremstille prøvetryk af 1 Mk. – sedlerne (100.000 stk.) og af 50 Pf. – sedlerne (200.000). Også disse skulle være klar 14. marts 1920.
En pengeseddel i to versioner
Persiehl, Hamborg skulle ligeledes fremstille 25 Pf. – sedler. Ved prøvetrykket anmodede magistraten om at ordet ”Tonder” blev ændret til ”Tønder”, og at der i den danske tekst blev tilføjet bindestreg mellem ”her” og ”værende”.
Trykkeriet meddelte dog, at bindestregen kun kunne ændres på en del af oplaget, idet de første allerede var færdige. Der findes således to udgaver af denne seddel. Dem med bindestregen er de mest sjældne – måske har du sådan et eksemplar.
En konflikt med et af trykkerierne under opsejling
Ikke alle pengesedler blev klar til tiden. Magistraten blev pludselig bange for, at de ikke kunne komme af med alle sedler. Trykkeriet i Kiel meddelte, at de ikke kunne forstå den telefoniske besked fra Tønder. Og Magistraten reagerer ikke på beskeden. Trykkeriet sender nu anmodning om et tilgodehavende gennem en advokat.
Den 18.maj 1920 forbyder Den internationale Kommission al videre udgivelse af nødpengesedler. Overtrædelser af dette forbud kunne føre til ret store bøder.
Overskuddet langt større end hvad kommunen havde forestillet sig
Tønder Kommune udgav den 1. juli 1920 en rapport om de udgivne pengesedler. Man regnede med et overskud på 20.000 Mk. Det skulle dog senere vise sig at blive langt større.
Man solgte restoplaget med et pålydende af 193.000 Mk. til firmaet Walter Lipsky i Hamborg for 51.000 Mk.
Ingen nationalpolitisk grænsekamp på sedlerne i Tønder
I Tønder deltog man ikke i den nationalpolitiske grænsekamp mellem disse sedler. Motiverne genspejler ret historiske motiver og er med til at genopfriske byens udvikling gennem århundreder. Men lad os dog kikke på motivere.
Motiverne på Tønder – sedlerne
20 Pf. – sedler:
På forsiden det slesvigske våben med de to løver. På bagsiden et interiør fra ”Den Hvide Svane”. Omkring 1900 var der 70-80 beværtninger i byen -en for 49. indbygger. Kort efter 1920 endte ”Den Hvide Svane” sin tilværelse som beværtning. I 1932 blev ejendommen revet ned.
På samme side står de velkendte ord:
Den mand der sidder i krostuen med en punch foran sig, er arkitekt Thaysens bror.
25 Pf. – sedler:
Denne har vi allerede omtalt. Det er den med pigen, Kirstine Svensdatter fra Østerby, der i 1639 fandt det første Guldhorn.
50 Pf. – sedler:
På forsiden ser vi Tønders byvåben, et sejlskib. Tønder er som bekendt anlagt som havneby. Gennem århundreder har der været en betydelig trafik her på havnen. Lige som Lybæk blev mode-by for det holstenske Kiel, således blev den også mode-by for den slesvigske by Tønder.
Det var hertug Abel, der i 1243 sendte den lybske købstadsret til Tønder og lod den være gældende her. Sejlskibet i byens våben er ligeledes et lån fra Lybæk. Allerede dengang var byen en brik i det politiske spil mellem dansk og tysk.
På bagsiden af sedlen ser vi græssende heste, et typisk vestslesvigsk landskab på grænsen mellem marsken og gesten.
1 Mk. – sedler
På forsiden en hingst og på bagsiden billede af et kvægmarked. Fra gammel tid blev der afholdt både kvæg- og hestemarkeder i Tønder. Det var til at begynde med to store markeder den 4. august og den 4. september. Senere kom der andre markeder til. Tønder – købmændene havde vundet den ledende stilling i stude – og hestehandel. Af de ældgamle veje kom studedrivere fra alle Jyllands egne til markederne i Tønder. Det var derfor naturligt at opkøberne sad i denne by. Hvert borgerhus havde ringe i muren eller gitterstænger, hvor kreaturerne kunne bindes. Hvert andet hus havde koncession til beværtning på markedsdage.
5 Mk. – sedler
På forsiden ser vi en kniplerske ved kniplearbejde i en gammel stue. Igennem et par århundreder var kniplingsindustrien hovedkilden til mange Tønder – købmænds velstand. De første efterretninger herom får vi omkring år 1600. Flandern menes at være moderlandet for Tønderkniplingerne. I 1790 skal der have været beskæftiget over 16.000 piger med knipling i Nordslesvig. Højdepunktet nåede man omkring år 1800. Vi har på vores side efterhånden 6 artikler om dette emne.
Bagsiden viser det kendte motiv med lindetræer på torvet. Til venstre ser vi rådhuset og til højre det statelige gavlhus, der sal være bygget i 1517 af den katolske præst Severin. Det menes at bygningen har været anvendt af det til kirken hørende kalender – broderskab, altså et gildehus.
10 Mk. – sedler
Hovedmotivet på forsiden er den i 1872 nedrevne Østerport. Den har ligget ved indgangen til anlægget. Oprindelig var porten et hus, der gik tværs over gaden. Men den blev ødelagt ved branden i 1725. Den blev erstattet af en muret ”triumfbue”. Overliggeren fra denne gamle port er indmuret i hallen i museet. Bag ved byporten skimtes Helligåndshospitalet.
Bagsiden viser en statue, der af tegneren fejlagtig bliver betegnet som en Roland-statue. Indtil omkring 1920 mente man, at denne figur, der i mange år havde ligget på rådhusets loft forestillede denne oldfranske helteskikkelse, der blev symbolet på mod og manddom.
Men figuren er ”Æ Kagmand”. På det lille torv stod i gamle dage den murede ”kag”, hvor de gamle syndere blev kagstrøgne, inden de blev forvist fra byen. Da ”kagen” i 1699 blev ombygget, blev den prydet med denne figur, et træbillede af en profos. Det er altså et symbol på retfærdigheden, således som tegneren siger det på pengesedlen.
En anden historie på står at tyskerne ”lånte” figuren og leverede den tilbage. Originalen står nu på museet. Den figur, der står på Lille Torv er en kopi. Læs artiklen på vores side.
Hvem var Paulsen?
Alle sedler bærer datoen for afstemningen i 1. zone – nemlig den 10. februar 1920. De er underskrevet med navnet ”Paulsen”. Og hvem var det?
Se hen mod slutningen af Første Verdenskrig (1917) måtte den daværende borgmester på grund af forskellige konflikter med land-råden nedlægge sit embede. Byen stod altså uden borgmester, da de kaotiske tilstande satte ind med november-revolutionen 1918.
Byens viceborgmester, rådmand Johs. Paulsen, måtte klare ledelsen, og det gik godt. Da Arbejderrådet i november 1918 forlangte, at der skulle hænges en rød fane ud fra rådhuset, ofrede Paulsen resolut sin kones røde underskørt til dette formål.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 29, 2025
Da Solvig gik konkurs
En herredag på Koldinghus. Anna ville ikke have sønnen fra Trøjborg. En undskyldning og 3000 mark i bøde. Erik Lange hjemførte hende som brud. Sønnen (Erik Lange) interesserede sig for alkymi. Det var dyrt. Så dyrt at han efter fire år måtte afhænde Solvig. Forlovet med Sofie Brahe i 12 år. Han blev fuldstændig uden ejendom. Endelig gift. Var Sofie sælger-kone i Prag? Ikke mange spor tilbage på Solvig.
En herredag på Koldinghus
Så besøger vi atter engang Solvig. Men vi starter på Koldinghus i 1547. Her blev afholdt en herredag. Og til stede var Christian den Tredje, dronning Dorothea, prins Frederik samt flere af Rigsrådets medlemmer.
Anna ville ikke have sønnen fra Trøjborg
En af de ting, der blev diskuteret og som var til domsafsigelse var en familietvist mellem to sønderjyske adelsmænd Wulf Pogwisch på Trøjborg og Mads Gjordsen på Solvig.
Sagen var den, at datteren Anna på Solvig nægtede at indgå ægteskab med sønnen på Trøjborg, som hun havde været trolovet med siden sit syvende år.
En undskyldning og 3.000 mark i bøde
Der var stor misfornøjelse inden for familien på Trøjborg, men den egensindige jomfru var ikke til at bøje. Så måtte retten tage affære. Dommen kom til at lyde på, at Mads Gjordsen måtte bede Pogwisch om tilgivelse, men desuden betale ham 3.000 mark for ”løftebrud”.
Erik Lange hjemførte hende som brud
Jomfruen havde fattet kærlighed til den unge adelsmand Axel Banner. Men skæbnen var ude efter hende. Inden hun kom til at opleve den lykke at træde brudedansen med den udkårne, afgik han ved døden.
Men som enearving til Solvig, et godsområde på 75 gårde, havde hun næppe haft mangel på bejlere. Hun nåede da også at blive gift to gange.
Det blev Erik Lange, der først hjemførte hende som brud til det anseelige herresæde Engelsholm ved Vejle. Det var deres søn – han hed ligesom faderen Erik Lange – der på en så sørgelig måde skulle komme til at indskrive sit navn i adelstandens historie.
Sønnen (Erik Lange) interesserede sig for alkymi
Han fødtes i en tid, da man troede at man kunne frembringe det vidunderstof, der kunne forvandle det vidunderstof, hvormed man ville være i stand til at forvandle uædle metaller til guld. Han blev efterhånden grebet af alkymisternes iver for denne passion.
Under sit studieophold ved flere af Europas berømte universiteter bl.a. i Paris og Wittenberg har han sikkert haft lejlighed til et blik i disse laboratorier, hvor kemikere, fysikere og andre videnskabsmænd var optaget af guldmageriet. Den mystik, der lå over sådan et værksted har sikkert draget den unge mand.
Her stod krukker og kolber, morter og monstre, dåser og potter med allehånde salver, pulver og tinkturer. Her lå jod, erts, salt, svovl og mange slags præparater. På bordet var anbragt skrifter med hemmelighedsfulde tegn, og på gulvet stod smelteovne, vægtstænger og andre ejendommelige apparater. Og disse ting kunne nok tiltrække opmærksomheden.
Det var store summer, der ofredes på alteret til denne videnskab. Da Erik Lange kort efter faderens død i 1572 vendte tilbage til sit hjemland, har han kastet sig over guldmagerkunsten.
Fire år efter måtte han afhænde Solvig
Han var arvtager til to store godser og havde således midler til rådighed. Men kun fire år efter, at han havde overtaget Solvig, havde hans lidenskabelige sysler bragte hans formueomstændigheder i en sådan forfatning, at han måtte skille sig af med mødrehjemmet.
Det var kongen, som erhvervede det for 58.000 daler. Erik Lange fik dog samtidig lens-ret over Bygholm len ved Horsens mod en afgift af 2.200 daler. Men her viste han sådan en forsømmelighed, at kongen måtte inddrage lenet.
Forlovet med Sofie Brahe i 12 år
Han fik lejlighed til at stifte bekendtskab med Tyge Brahes søster, Sofie, der var enke efter den rige adelsmand Otto Thott til Eriksholm. Der kom til en forlovelse, der varede i 12 år.
Erik Lange foretog stadig mange rejser. Efter en del år mente han endelig at have fundet kunsten. Han tilbød den til kongen, men tilbuddet gav kun anledning til spot.
Han blev fuldstændig uden ejendom
Det fortælles, at han efter et halvt års ophold på et værtshus i Hamborg drog bort uden at betale regningen. Regningen måtte sendes til familien. Han viste sig sjældent derhjemme. Det var sikkert af frygt for kreditorerne. Han stod i gæld til adskillige adelsmænd.
Hans andel i den fædrene gård, Engelsholm havde svogeren Knud Brahe overtaget. Med det omtalte tab af Bygholm len, var han nu fuldstændig jord-løs.
Endelig gift
Erik Lange mødtes med sin forlovede Sofie Brahe i Eckernförde. Her tog de den endelige beslutning om at gifte sig. Det vides ikke noget om, hvordan deres ægteskabelige samliv kom til at forme sig. Men deres økonomiske forhold var absolut triste.
Der foreligger ingen oplysninger om, hvornår Erik Lange døde. Det vides at han var i live i 1613.
Var hun sælger-kone i Prag?
Om Sofie Brahe hedder det, at hun tog plads som sælgerkone på torvet i Prag. En dag mens hun stod der, kom en rejsende herre forbi. Han standsede og betragtede hende nøje. Så opdagede han at det var hans mor, han stod overfor. Den unge mand var Tage Thott, hendes søn fra første ægteskab. Denne historie baserer sig kun på et sagn.
Sofie Brahe døde i 1643 i en alder af 87 år.
For Erik Lange var livet en tragedie. Han satte sine to godser, Engelsholm og Solvig over styr i kampen efter guld.
Ikke mange spor tilbage på Solvig
Det Solvig, som han engang ejede (1579-83), men hvor han næppe opholdt sig, er for længst sløjfet. Kun nogle egetræsplanker i engedragene vest for den nuværende gård vidner om dens beliggenhed. Måske bærer nogle sten i den gamle lade-bygning årstallet 1585.
Den gamle borgs historie kan føres tilbage til Valdemar Atterdags tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 25, 2025
Den Franske Skole i nyt lys
Dette er en anmeldelse af Martin Sundstrøm: Katastrofen på Den Franske skole – oplevet af børn, nonner og redningsfolk. Vi giver den 5 af seks stjerner. Nye dokumenter. 80 børn og 20 voksne mistede livet. Mange begik efterfølgende selvmord. Den 21. marts 1945 var der 529 personer på skolen, da 4 bomber ramte den. Mange døde også af druknedød og gasforgiftning. Myndighederne forsøgte at tie begivenheden ihjel. Tavshedskultur. 18 fanger i Shell-huset flygtede. Englænderne havde advaret om at aktionen var risikofuld og kunne koste op til 300 mennesker livet. En overvældede og bevægende bog, der går meget går meget tæt på.
Nye dokumenter
Der er skrevet mange bøger og artikler om hændelsen. Dette er vores fjerde artikel om sagen. Men kan man blive ved med at skrive bøger om dette? Ja det kan man, hvis man kan finde nye dokumenter, der kan give ny viden.
Oplevet af børn, nonner og redningsfolk
Og Martin Sundstrøm har netop fundet nye dokumenter. Hans nye bog: ”Katastrofen på Den Franske skole – Oplevet af børn, nonner og redningsfolk. Og som man kan læse i undertitlen er det en historie med nye vinkler. Den bog har vi læst og forsøger her at anmelde.
Forfatteren er også instruktør og har stået for en række historiske programmer på TV. Han var således medinstruktør på ”Angrebet på Shellhuset”.
86 børn og 20 voksne mistede livet
Dette er nok besættelsestidens største tragedie. Det var den 21. marts 1945, hvor 86 børn og 20 voksne mistede livet. Den Franske Skole blev bombet. Målet var Shellhuset Gestapos hovedkvarter.
Efter bombardementet kæmpede nonner, redningsfolk og fædre en desperat kamp for at redde deres børn ud af sammenstyrtede kældre. Hurtigt forvandlede det hele sig til et flammehav.
Forfatteren har foretaget nye interviews med elever, ikke tidligere offentliggjorte beretninger fra civile redningsfolk samt afhøringer af hipo – mænd.
Mange begik selvmord
De overlevende blev efterladt med ubehandlede traumer og flere mistede troen på Gud. Dette er også historien om dem, der uselvisk satte livet på spil for andre. Det var mange, der bukkede under for sorgen og begik selvmord.
Almindelige mennesker, der tilfældigt bar i nærheden satte uden at tøve livet på spil for at redde de indespærrede børn. Flere fædre, redningsfolk og frivillige omkom i forsøget på at rede børnene. Ja tænk engang hipo – folk hjalp også.
Samlet nærmer det sig nok et tusind tal af mennesker, hvor nogle stadig kæmper med efterveerne.
Den 21. marts 1945 var der 529 personer på skolen
Den 21. marts 1945 befandt der sig 529 personer på skolen, det var bl.a. 482 børn og 34 katolske ordenssøstre.
Bombeangrebet kom i tre angrebsbølger. Et fly i første bølge ramte en lysmast og styrtede ned i garageanlæg med en benzintank ved siden af skolen. Det endte med at nogle af de andre piloter fejlagtigt troede at skolen var målet, da de så røgen stige op. Også karreen bag skolen blev ramt af flere bomber.
900 mennesker mistede den dag deres hjem.
Druknedød og gasforgiftning
Klokken var lidt over 11, da et sandt hellevede brød løs på den katolske skole. Børn lå fastklemt under murbrokker mens flammerne åd sig ind på dem. Mens redningsfolk i mange tilfælde måtte give fortabt, led andre druknedøden som følge af glohede vandmængder fra de mange sprængte vandrør. Gasforgiftning blev også dødsårsagen hos de mange fastklemte.
Myndighederne forsøgte at tie begivenheden ihjel
Vi hører om masser af skæbner. Tilværelsen blev slem for mange. Traumerne forblev ubehandlede. Dengang kendte man ikke til krisehjælp. Overlevende børn blev behandlet med tavshed.
Myndighederne forsøgte at tie begivenheden ihjel. Begivenheden var vanskelig at placere, fordi det var noget, som englænderne havde gjort. Og de var jo ellers de helte, der kom for at hjælpe os.
Tavshedskultur
Alle dem, der blev berørt af det her – børn og familier, levede i en tavshedskultur. Det var ofte en bevidst strategi, som også forældrene blev rådet til.
Familielægerne mente, at his man ikke talte om det, ville børnene glemme det, Det var datidens psykologiske strategi
Vi begynder stille og rolig med beskrivelse af hverdagslivet på skolen. Ruth havde drømt om at skolen brændte. Moderen havde slået det hen og sendt Ruth i skole med søsteren Ella.
18 fanger kunne flygte
En uhyggelig og meget malende beskrivelse af selve bombningen får vi også. Og et andet sted i København står Shellhuset i flammer. 18 af de danske fanger, der sad i celler oppe under taget lykkedes det at flygte. Flere kravlede ned udenpå det brændende hus.
En del af de danske fanger, der sad som bombeskjold og var medlemmer af modstandsbevægelsen, omkom.
Englænderne havde advaret om at det kunne koste 300 mennesker livet
I forvejen havde englænderne advaret om at aktionen kunne koste 300 mennesker livet. Beslutningen om at bede om et angreb var meget svær at træffe. Men Gestapo sad inde med en viden, der betød mange kommende aktioner med anholdelser og dødsdomme.
En overvældende bog
Denne bog har sat navne på dem, der omkom. Det har krævet masser af research. Det er til tider en overvældede oplevelse. Vi er meget tæt på. Man kan ikke undgå at blive berørt af bogen. Du kan sagtens blive påvirket af den. Til tider er det en grufuld oplevelse. Men vi vil nu godt anbefale bogen. Den ligner heller ikke de andre bøger, vi har læst om emnet. Bogen fortjener 5 ud af seks stjerner. Den efterlader mange indtryk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 23, 2025
Danskhedens vanskelige kår i Tønder
Dansk sind og virke havde vanskelige kår i Tønder. Tønder nævnes tidligt. Den tyske form ”Tondern” er afledt af latin. Broder Reinhardt var den første ”Fortyskningsmand”. En bjørnetjeneste at give Tønder en ”fremmed” lov. Amtmanden svarede på plattysk. Mange mærkelige forhold i Tønder. Balthasar Petersen påpegede sprogproblemer i kirken. Der var stadig tysk salmesang efter Brorson. I 1752 måtte man holde konfirmation på dansk. Hvorfor brugte seminariet kun tysk i undervisningen. Ikke mange kunne skrive dansk. Man var loyal over for kongen. Tønder var ikke med i den nationale vækkelse. I byen ville man ikke have dansk rets – og øvrighedssprog. Da kongen besøgte Tønder i 1844. Rapport fra Tønder i 1846 påpeget at i Tønder talte man dansk. Sindelaget var dog meget forskelligt. Også i 1851 talte de fleste dansk. Men kun en tredjedel af seminaristerne var fra Nordslesvig. En dansk læserkreds i Drøhses Boghandel og en dansk klub. En beretning fra borgmesteren. Tunge tider fulgte i Tønder. Foreningen ”Enigheden” på Seminariet. Ikke meget aktivitet i den danske gruppe. Arbejdet for et dansk forsamlingshus kuldsejlede flere gang. Nyt – først oprettet efter krigen. Læse og Ungdomsforening dannet i Landmandsbankens lokaler.
Dansk sind og virke havde vanskelige kår
Tønder blev anlagt af danskere. Men dansk sind og tanke har haft vanskelige kår i denne by. Det danske sprog nåede langt mod syd og sydøst. Men i sydvest var det kun kort ud til frisernes landsbyer. Og Tønder har altid været en grænseby ved grænsen imod kongens ”Utlande” og frisiske undersåtter.
Tønder nævnes tidligt
Tønders borgerskab fik en fælles lovgivning med Lübeck og andre Hansestæder. I et Old-brev fra 1215 nævnes byen første gang som ”Tunder”. Dette nævnes også i 1216 og 1232.
Pontoppidan meddeler ganske vist at indbyggerne allerede i 1017 handlede med England. Men vi mangler stadig nogle mere håndfaste beviser. I 1065 skulle Tønder høre under Ribe Bispedømme.
I 1240 nævnes i ”Ribe Oldemoder”, at Ribe Biskops bønder i ”Tundær, Dalær et Balghum”, som Hertug Abel af Jylland giver skatte – og tjenestefrihed.
I 1238 stod der i Ryd Klosters Krønike står følgende:
Den tyske form ”Tondern” er afledt af latin
Det er her tale om danske mennesker, der grundlagde et kloster Tyndris – ”i Tønder” – senere latiniseret ”Tundern”, hvoraf den tyske form ”Tondern” er afledet. Vi møder atter 1240 og 1241 navnet ”Tundær”.
”Broder Reinhardt var den første fortyskningsmand”
Men næste gang Tønder nævnes, er det i forbindelse med tysk indflydelse. Der hængte et maleri af gråbrødre-munken, Reinhardt i Tønder Byråds forhandlingssal med en tysk indskrift:
Tønder Læs- og Ungdomsforenings æresmedlem, redaktør Skovrøy har engang skrevet:
Rigtigt er det i hvert fald at hans gerning er kommet til at virke som en langvarig fortyskning af den danske by Tønder.
En bjørnetjeneste at give Tønder en ”fremmed” lov
At byen oprindelig har været dansk, vidner dens navn om, selv om dets tydning ikke er ganske klar. Stednavnene i området vidner selvsagt for en by i rent dansk sprogområde. Men Hertug Abel Valdemarsøn gjorde sit fædreland en bjørnetjeneste ved at give byen ind under fremmed lov.
Det gav tyske handlende og håndværkere mulighed for at indvandre til Tønder. Enhver åndelig bevægelse kom syd fra. Også her måtte det laves om til dansk for at nå masserne. Tysk var det fine. Overklassen talte det fremmede sprog.
Amtmanden i Tønder svarede på plattysk
Det er ejendommeligt at se i Løgum Klosters Brevbog, at når munkene skrev på dansk til ”Amtmanden” i Tønder, så fik de svar på tysk, naturligvis plattysk. Højtysk sprog har næppe lydt i Sønderjylland før Reformationen.
Heimreichs Nordfr. Chronick siger, at Staden Tønder taltes omtrent i midten af det 17. århundrede dansk.
Mange mærkelige forhold i Tønder
Udviklingen førte til mange mærkelige forhold. Ved den danske gudstjeneste i Tønder blev der sunget tyske salmer, ind til hjælpepræsten Hans Adolf Brorson i 1732 udgav sit første lille salmehefte:
”Her kommer dine arme små” og ”Den yndigste rose er funden” har første gang lydt i Tønder Kirke.
Balthasar Petersen påpegede sprogproblemer
Provst Balthasar Petersen i Tønder var kun 9 år yngre end Brorson født 1703 i Tønder. Han skriver:
Der var stadig tysk salmesang efter Brorson
Ejendommeligt er også, hvad den tyske geograf Büsching 1752 skriver om sproget:
Der berettes at der i Tønder var:
I 1752 måtte man holde konfirmation på dansk
Fra 1752 blev det dog tilladt den danske præst at afholde konfirmation på dansk. Men alterets sakramente uddeltes kun ved den tyske højmesse og med tysk tale.
Den frisiske aftensangpræst Martin Richard Flor kaldte det ”en betydelig fejl og mangel” at menigheden ikke forstod skriftetale og prædiken, når de gik til alters. Reformationen var ikke blevet til nogen ”Modersmåls – befrielse” i Tønder.
Hvorfor brugte seminariet tysk i Undervisningen?
Det virkede også besynderligt, da seminariet, da det blev oprettet udelukkende brugte tysk i undervisningen. Mange af de studerende skulle senere undervise dansktalende børn.
Al dansk undervisning var indtil 1829 privat.
Ikke mange kunne skrive dansk
Fra cirka den tid fortæller Margrethe Jessen, datter af bankdirektør Jessen i Vestergade, at i hedes skoletid lod læreren en dag børnene prøve at skrive dansk:
Udadtil var Tønder tysk, men i de jævne hjem var sproget dansk.
Man var loyal over for kongen
Astronom P. Andreas Hansen rejste til Tyskland, men ifølge hans datter kunne man høre at hans modersmål var dansk, når han talte tysk. I Tønder er der rejst en mindesten med tysk indskrift til minde om ham.
Indstillingen over for det danske kongehus var naturligvis loyal:
Den ene gang efter den anden gives der beviser for dette i byens tyskskrevne ugeblad ”Tondernsches Intelligenzblatt”.
Byen havde været kongelig, den havde været hertugelig gottorpsk, den havde undertiden været under Slesvig Bispestol under tiden under Ribe. Reformationen var kommen på tysk. Pietismen ligeledes dog med Brorsons klare salmetoner.
Tønder var ikke med i den nationale vækkelse
Da det sker en national vækkelse i det øvrige Nordslesvig, er Tønder ikke med. Da Nis Hansen fra Øster Højst i 1838-39 får oprettet ”Selskab for dansk Læsnings-Udbredelse i Slesvig” får man bogsamlinger i Højer og Rørkær, men ikke i Tønder.
Derimod uddelte ”Komiteen for danske Folkebiblioteker” boggaver i byen.
Byens første stænder- deputerede gjorde sig heller særlig bemærket i Slesvig, selv om de holdt sig til tyskerne.
I Tønder ville man ikke have dansk rets- og øvrighedssprog
Da købstæderne i 1840 indsendte Petitioner (ansøgninger) til kongen om at ophæve Forordningen af 14. maj 1840 om dansk rets – og øvrighedssprog i Nordslesvig, underskrives de i Tønder købstad af 118 beboere, og ved de nye valg til den slesvigske Stænderforsamling i 1841 valgte Tønder, Den Slesvig – holstenske foregangsmand, den unge advokat Wilhelm Beseler.
Tyskernes fører var købmand Todsen, der bl.a. i 1844 ved et møde i Bredsted sammen med en række andre søgte at åbne fastlands-frisernes øjne for, at de ”hørte til de ældste tyske folkestammer”.
Da kongen besøgte Tønder i 1844
– Den 9. september rejste han til Tønder med Statholderen i sit følge. Byens rådhus var festligt illumineret, og over portalen luede et transparent til ære for den 1. og den 8. Hertug af navnet Christian. Nedenfor på Torvet paraderede under en mægtig oprørsfane stadens brandværn, smykket med trefarvede kokarder og om aftenen afsang et sangkor Oprørsvisen:
– Schleswig-Holstein meerumschlungen
Slesvig-holstenerne havde ingen modstandere
Der var ingen tvivl om Tønders nationale indstilling:
Hvad arbejdere og småkårsfolk er, spørger på det tidspunkt ingen om. Det er nok rigtigt, som det står i ”Sønderjyllands Historie:
Rapport fra Tønder i 1846 påpegede at i Tønder talte man dansk
Vi skal dog lige minde om, at man i oktober 1846 indhentede rapporter fra de stedlige embedsmænd om de sproglige forhold. Og her sagde man om Tønder at talesproget bar ”overvejende dansk”.
Det var nogle ejendommelige nationale skillelinjer, der blev trukken i disse år. Og det er aldeles ikke sproget, der er afgørende.
Sindelaget var meget forskelligt
Fastlands-friserne syd for Tønder er afgjort tysksindede. Tønders borgerskab ligeledes. Syd og nord for Tønder er sproget det samme – dansk. Men sindelaget er vidt forskelligt. Sønder-Løgum udpræget tysksindet. Rørkær så godt som rent dansk.
Da rejsningen kommer i 1848, er Tønder rede til at stille sig på den provisoriske regerings side. Det er Beseler, der er dens stænder-deputerede. Hans regering proklameres den 26. marts 1848. Der dannes en Borgervæbning i Tønder under købmand J.C. Iversen.
Tønders sindelag stod dengang i kraftig modsætning til omegnens, så afgjort endda, at bønderne nordpå sammen med Ribe Borgervæbning rustede sig og foretog et heldigvis ublodigt fremstød mod Tønder.
I 1851 talte de allerfleste dansk
Efter krigen var forholdene naturligvis vanskelige. Sindelag og sprog faldt aldeles ikke sammen. Efter opgørelse af Cornelius Appel i året 1851 var der i Tønder 670 familier:
Af de tysktalende var
I omtrent i alle de øvrige tysktalende familier var i det mindste den ene af ægtefolkene, undertiden begge to, indvandrere fra tyske egne.
Kun en tredjedel af seminaristerne kom fra Nordslesvig
Tønder Seminarium blev ledet som en tysk skole frem til Treårs-krigen. Kun en tredjedel af seminaristerne kom fra Nordslesvig. Flertallet var frisere, sydslesvigere og holstenere. Seminaret blev så omdannet til en dansk skole. Dette vakte modstand hos seminaristerne. Tre seminarister stod anklaget i Flensborg for at have afsunget ”Oprørssangen”. De måtte dog frikendes på grund af mangel på beviser.
Jo, det var først i 1858, at seminariet i Tønder kom til at arbejde som et dansk seminarium, men ak – det var kun i seks år.
En dansk læserkreds og klub
Fra Drøhses Boghandel udgik der i en menneskealder en dansk læserkreds. I mange år blev den ledet af koginspektør Refslund, der boede på det gamle apotek. Mellem krigene bestod der en dansk klub og et ”Dansk Samfund” i Tønder.
En beretning fra borgmester Holm
Men tiderne var trange. Krigen truede og stemningen blev trykket. Den 28. januar 1864 indberettede politimester og borgmester Johannes H. Holm i Tønder:
Derefter går borgmesteren over til forholdet til gæringen i Holsten og til Prinsen af Augustenborg og siger om den tidligere nævnte slesvig-holstenske fører Todsen:
Tunge tider i Tønder
Efter krigen følger det tunge tider i Tønder. De danske embedsmænd, de fleste af dansk ånd og tanke var borte. Efter Dannevirkes fald og efter at de danske soldater havde rømmet byen, hængte først blikkenslager Brodersen i Søndergade, en født friser, Slesvig-holstenernes flag ud. Andre fulgte.
Skiltene på toldkontoret og posthuset blev revet ned. Embedsmændene flygtede til Møgeltønder og Rørkær. Kun fysikus Ulrik blev tilbage i sit hjem, Østergade 18. Men om aftenen slog de hans ruder ind. Købmand Todsen kom ham til hjælp. Dagen efter måtte han forlade byen.
Der blev kastet sten efter den lukkede vogn. En enkelt fløj ind ad vognvinduet. Nu steg han og hustruen ud af vognen og gik bag efter den.
Foreningen ”Enigheden” på Seminariet
Det blev ikke let at være dansk i Tønder. Provst Valentiner blev sat til at ordne seminariets forhold. Der blev indrettet en dansk og en tysk afdeling. Følgen var naturligvis at der kom danske og tyske seminarister. Tyskerne havde deres seminaristforeninger. Den danske afdeling samledes i foreningen ”Enigheden”, I foreningens formålsparagraf stod følgende:
Foreningen Enigheden har til mål at virke for
Dette udtryk ”mod uden” der jo nok skal forstås som ”udadtil” skal nok forstås som det dansk – tyske.
Alle møder indledtes med sangen ”Som et skjold mod østens magt”. Fra optegnings-protokollen kan det ses, at man ofte talte om troskab mod konge, fædreland og modersmål.
Enigheden var en god dansk forening. Der kom også gnidninger med seminariets ledelse og tyske kollegaer. De Enighedens medlemmer bar danske studenterhuer, blev det forbudt. I 1878 var der et sandt slag mellem danske og tyske seminarister i Møgeltønder.
Ikke meget aktivitet i den danske gruppe
Det må ikke glemmes at Enigheden var et lille dansk kulturcentrum i 16 år. Et andet dansk kulturcentrum fandtes på Torvet på den gamle gæstgivergård Humlekærren. Her mødtes dem, der kæmpede for danskheden. Nej, de var ikke mange.
De havde en fælles læsemappe, et årligt bal på Skyttegården og en sommerudflugt til Gallehus Skov. Det danske mindretal var faktisk større end valgtallene viste. Det var kun de mest nationalt bevidste, der gik til valg. Småkårsfolk turde ikke stemme dansk.
Arbejdet for et dansk forsamlingshus kuldsejlede
En national styrkelse var det, da Skovrøy kom til byen. Han fortsatte med Vestslesvigsk Tidende. Og i dette blad kunne man læse, at de dansksindede påtænkte at bygge et forsamlingshus. De fik da også købt jord. Men ak det hele faldt ti jorden.
Og så blev Stadt Kopenhagen tilbudt de dansksindede, men heller ikke dette projekt blev til noget. Først efter krigen kom der et dansk forsamlingshus i Tønder.
Et dansk vælgermøde på Skyttegården måtte aflyses. Værten var blevet truet af tyske embedsfolk.
I 1901 oprettedes Tønder Landmandsbank Med R.P. Rossen og A. Andersen som ledere. Skovrøy oplevede masser af chikane. Mange dansksindede detailhandlere fik deres dansksprogede skilte ødelagt.
Læse- og Ungdomsforeningen blev dannet
I 1907 var der planlagt oprettelse af Den tyske Forening i Tønder. Men det tysksindede byråd frarådede at en sådan afdeling blev oprettet i Tønder. Og så blev Tønder Læseforening dannet. De tysksindede forsøgte dog at chikanere foreningen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 16, 2025
Graverne på Assistens Kirkegård
En graver blev ansat. Graverne mistede deres stillinger. Et nyt regulativ. Kirkegården skulle være ren og ryddelig. Ingen fast løn. Nu fik de en kæmpe løn. ”Kirkegårdens Tilstand er meget dårlig” Den glemte have i et stykke vildnis. En svensk digter var begejstret. Inspektør med fast gage blev ansat. Graver-hus blev bygget og nedrevet. En ”Lig – kælder” blev bygget. Et lighus af træ i koleraens tid. Peter von Scholtens mausoleum.
En graver blev ansat
Da kirkegården blev taget i brug, blev der ansat en graver. Hans arbejde bestod i at tage imod ligene, som ankom til kirkegården. Han skulle også sørge for at de fra ligvognen blev båret til graven. Han skulle holde orden.
Han skulle også ansætte det antal gravere som var nødvendige for at få gravene gravet og de øvrige funktioner udført. Der blev bygget et hus til ham på hjørnet af det den nuværende Kappelvej og Nørrebrogade uden for kirkegårdsmuren.
Graverne mistede deres stillinger
I en dom fra 1804 angående gravrøverier var der ikke nok beviser mod Første-graveren. Men han var dog mistænkt for at have hælet med sine folk. Han blev også beskyldt for:
En anden graver:
Disse to gravere blev ved Hof – Og Stadsrettens Dom af 25. juli 1804 dømt til ar betale henholdsvis 300 og 150 rigsdaler i bod. Desuden mistede de deres stillinger.
Et nyt regulativ
Året efter kom der et regulativ, der bestemte, hvad de gravere skulle lave på kirkegården.
De skulle skiftes hver uge til at føre tilsyn med at ordenen blev overholdt. De skulle også sørge for at grave. Hver grav skulle være 3 alen dyb. Der skulle være 2 alen jord over hver kiste.
Gravningen skulle altid foregå om dagen. Graven skulle være tilkastet inden aften. Lig måtte aldrig opgraves uden politiets og kirkepatronernes skriftlige ordre.
Kirkegården skulle være ren og ryddelig
Kirkegården skulle være ren og ryddelig. Enhver grav skulle op-klappes og således holdes i orden i et år. Man skulle antage det nødvendige antal graverkarle, som dog skulle godkendes af kirkeværgerne.
Det var dem tilladt at overtage gravenes vedligeholdelse for en billig betaling og påtage sig disses beplantning med blomster eller ”paa anden anstændig Maade”
Den nye graverbolig ved Nørrebros Runddel var opført i 1808, fik kirkegårdens anden graver tjenestebolig her. Kommunen havde også lejet et hus ved Kappelvej i 1830.
Ingen fast løn
Graverne fik efter datidens skik ikke fast løn, men med de penge, som folk gav for gravene og for at bære ligene til disse grave. Af disse indtægter måtte de selv lønne det mandskab som var nødvendigt for at få arbejdet udført. Så kan bedre forstå, at gravernes indtægt i de første 25 år, da Assistens Kirkegård var en fattigkirkegård, så var gravernes indtægt såre beskeden.
Nu fik de en kæmpe løn
Men dette forhold ændrede sig, da familiegravenes antal begyndte at stige. Vedligeholdelsen af disse grave gav en god indtægt. Man fik også mere for gravearbejdet. Der kom flere velhavende borgere.
Der findes en opgørelse fra 1867, der viser, at der i alt var 6.000 grave. Hvert gravsted gav 3 Rigsdaler i indtægt. Disse skulle fordeles mellem 3 gravere. Dette var en god indtægt for at holde gravstedet fri for ukrudt.
På stierne skulle der måske også lægges grus af antagende arbejdere. Men selv om man reducerer indtægten med 1/3 får man alligevel en indtægt på 4.000 rigsdaler. Dette er en enorm løn. En borgmester indtil 1874 fik en løn på 3.000 rigsdaler, skoledirektøren fik 2.000 rigsdaler og en kontorchef 1.600 rigsdaler.
De tre gravere følte sig da også som kongelige embedsmænd, der kunne negligere både borgmester og Råd.
”Kirkegårdens tilstand er meget dårlig”
Der indløb talrige klager over gravernes administration. Således klagede oberst Abrahamsen i Borgerrepræsentationen i 1879:
Oberst Petersen som var Helliggejst Kirkes værge og kirkegårdens bestyrer sagde ved samme lejlighed:
Der blev ikke ført bøger over gravene. Man kunne ikke rigtig påvise, hvem gravstederne tilhørte. Der fandtes lange strækninger, hvor der ikke var nogen gravsteder.
Borgmester Hansen nævnte at:
Den glemte Have i et stykke vildnis
I en provinsavis kunne man finde et læserbrev:
Borgmesteren havde et indlæg i Nationaltidende i 1881 om ”glemte grave”. Her fortælles om billedhugger Weidenhaupts grav. Den ligger i en slags vildnis, hvor man næsten ikke kan komme ind. Mindestøtten er bevokset med ur-græs og vilde planter og tidsler.
Man fik et kedeligt indtryk af uhygge og forsømthed.
En svensk digter var begejstret
Men den svenske digter, Carl August Nicander var begejstret for kirkegården. Han skildrer en tur på kirkegården, som han mente var en af de skønneste i Europa:
I 1879 overgik kirkegåen til Magistraten. Et ønske at udnævne en inspektør blev ikke opfyldt med det samme. Man ønskede ikke at fyre nogen.
Inspektør med fast gage blev ansat
I 1888 blev der ansat en fuldmægtig, som skulle føre bøgerne, anvise gravsteder til salg og føre tilsyn med ”Ordenens Overholdelse. Samtidig påhvilede det graverne at lade gravene grave og renholde kirkegårdens veje.
Først i 1897 blev en inspektør ansat med fast gage og med pligt til at passe hele administrationen. Dermed forsvandt efter 137 års forløb de gamle graverstillinger.
Graver-hus bygget
Ved kirkegårdens anlæg blev der i 1759 opført et ”graver-hus” ved Lille Ravnsborg. Det var omtrent på sted, hvor nu Kapelvej udmunder i Nørrebrogade. Huset kostede 907 Rigsdaler 2 mark 13 skilling at opføre.
Da man senere begyndte at anlægge Kapelvej langs kirkegårdens østside, spærrede dette hus adgangen til Nørrebrogade. Begavelsesvæsnet gav uden vederlag grunden – end at der blev betalt pension til daværende graver, sekretær Lind, en pension af 3.800 kr. så længe han levede og efter hans død 600 kr. til enken. Dette skete i 1884.
En ”lig-kælder” blev bygget
I 1828 blev der bestemt, at der på kirkegården skulle opføres en lig – kælder, hvori lig skulle anbringes. Denne lig – kælder blev senere kendt som ”Kirkegårdens Ben-hus” Efterhånden brugte man også denne ejendom til kirkelige højtider. Men det var den nu ikke særlig velegnet til. Og det var alt for lidt plads. Man måtte foretage højtideligheden uden for huset under åben himmel. I 1860 nåede man 100 begavelser. I 1861 det dobbelte antal og i 1862 nåede man op på 244.
I 1862 var der forekommet optøjer under en begravelse. Sådan kunne det ikke fortsætte. Man ville opføre et sømmeligt begravelses-kapel. Ministeriet godkender at kapellet sal opføres i 1867 og at udgifterne skal fordeles mellem de 7 tilsluttede kirker.
Helliggejst Kirke lånte kirkerne hele summen med 4 pct. i rente og 2 pct. i afdrag hvert år.
Der var dog ikke opvarmning i den nye bygning. Det kom først i 1888 med centralfyring. Musik måtte ikke benyttes. Hvis man ønskede anden sang end den sognekirkens kor kunne tilbyde, skulle man foruden sangen betale sognets kantor 5 rigsdaler.
Hver begravelse måtte ikke vare længere end tre kvarter. Liget måtte kun stå i opbevaringsrummet i 10 dage om sommeren. Dog om vinteren i 14 dage. Men allerede i 1875 blev disse frister ændret til 7 dage.
Bygningen blev opført efter en tegning af arkitekt J.D. Herholdt og kostede ca. 17.000 rigsdaler.
Et lighus af træ i koleraens tid
I tidligere tid har der været enkelte mindre bygninger på kirkegården. Det var bl.a. materiale og brændehuse. Men også i disse huse, blev der anbragt kister. Disse huse er for længst revet ned.
I 1853 ved koleraens udbrud blev der på kirkegårde s sydlige del opført et lighus af træ. Det blev ikke benyttet som begravelseskapel men kun til opbevaringssted for kisterne inden begravelsen. I 1862 vedtog kommunalbestyrelsen at nedrive huset, da det var så medtaget, at en bekostelig reparation ar nødvendig.
Man havde håbet at velhavende borgere ville være interesseret i at bygge kapeller eller mausoleer, så familiens afdøde kunne anbringes side om side.
Peter von Scholten s mausoleum
Generalmajor Peter von Scholten byggede på tysk reformeret afdeling et mausoleum for familien Scholtens medlemmer. Ved sit testamente af 15. april 1852 gav han 1.500 rigsdaler til Garnisonskirkens militære drengeskole, for at den skulle sørge for fornyelse og vedligeholdelse.
Da skolen blev nedlagt i 1869, overgik pengene til den Classenske Legatskole. Efter at denne i 1918 blev overdraget Kommunen bestyres nævnte kapital nu af denne.
Muren
Indtil 1880 var kirkegården indhegnet med et træstakit mod Kapelvej. Mod syd var det med en grøft. Ud mod Fælleden og mod vest langs jagtvejen var kirkegården åben. På dette sidste stykke blev der i 1880 opført en mur, der kostede 20.000 kr. Mod Kappelvej opførtes i 1881 en mur, der kostede 15.000 kr.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: