Artikler
September 28, 2023
Tønder – fra starten (1)
Dette er en ny mini – serie – Tønder – strejftog i historien. Var Idrissi i Møgeltønder eller Tønder i 1130? Hovedvejene i 1652. Hertugen måtte give afkald på Møgeltønder. Hvorfor valgte Hertugen Lybsk lov? Hertugen satsede på Tønder. Torvet blev mindre. Tønders gamle gader. En enklave i Tønder. De gamle gavlhuse. Dybe byggegrunde. De 4 gamle kvarterer. De 120 borgerhuse. Pligter og rettigheder. Byens Råd. Tønders historie knyttet til Tønderhus. Slottet jævnet med jorden.
Strejftog i historien
Vi starter her en ny serie, som vi kalder Tønder – Strejftog i historien. Noget har du sikkert hørt før. Men du skulle nu også gerne kunne læse noget nyt fra historien.
Ja egentlig er det mange forklaringer på ordet Tønder. De tysksindede mener, at det stammer fra det tyske sprogområde. Men det stemmer ikke rigtig overens med de gamle danske marknavne. Tønder er oprindelig en dansk bebyggelse på dansk folkegrund.
Var Idrissi i Tønder eller Møgeltønder i 1130?
Historikerne diskuterer endnu om det var Møgeltønder eller Tønder, der var havnebyen dengang i 1130. Her var der besøg af den arabiske geograf Idrissi, der satte Tundria på verdenskortet.
Hovedvejene i 1652
På Joh. Meiers kort i Dankwerths store ”Landesbeschreibung” fra 1652 kan man tydelig se vejen fra Ribe til Tønder. Denne vej gik fra storbyen Ribe ned over Roager, Gasse, Drengsted, Sølsted Hede, Lindskov Mølle, Gallehus, Tved til Tønder.
En anden vej kom fra nordøst over Løgumkloster til Tønder. Kort før Tønder løb vejene Ballum – Hjerpsted – Visby og Ravsted – Højst – Solvig ind i de store veje. Efter den vanskelige overgang over Vidåen var klaret, gik hovedvejen videre syd på over Læk mod Itzehoe og Hamborg.
Hertugen måtte give afkald på Møgeltønder
I 1241 måtte Hertugen afstå Møgeltønder til Ribe. Dermed mistede han egnens ældste by. Nu var interessen fokuseret på Tønder. To år fik byen købstadsrettigheder og masser af privilegier. Tønder er efter Slesvig Hertugdømmets ældste købstad.
Hvorfor valgte Hertugen Lybsk lov?
Meget påfaldende er det, at byen to år efter Kong Valdemars jyske lov fik ”Lybsk” købstadsret. Forklaringen på denne mærkelige handling turde være den, at Hertug Abel ville give sin by den bedste ret. Af politiske grunde ønskede han en tysk stadsret.
Hertugen satsede på Tønder
Allerede fem år før havde gråbrødre anlagt et kloster i byen. Dette må være bevis for, at Tønder på daværende tidspunkt har været en betydelig by. Allerede dengang var købstadens navne og porte danske.
Hertugens bevågenhed på Tønder har givet købstaden en hurtigere vækst. Tønderhus blev betydeligere end bispens Møgeltønderhus. Hertug Valdemar den Femte, der ofte boede på Tønderhus udvidede i 1344 byens privilegier. Han befalede at alle indbyggere i Viding Herred, Lø Herred, Slogs Herred, Højer Herred og Tønder Herred udelukkende skulle søge tov, altså handle i Tønder. Alle håndværkere i disse fem herreder, det være sig smede, tømre, skomagere, buntmagere eller andre inden 6 ugers forløb skulle flytte ind til Tønder, dog således, at inden for hvert sogn fik en af hver profession fik lov til at blive boende på landet.
Tønder havde tidligt forbindelse med Lübeck og handelsforbindelse med frisere og hollændere. Og nedertyske købmænd kom også til Tønder. Det har sikkert præget kulturen og sproget i byen
Underlagt Råd i Sydslesvig
Den eneste borgmester vi kender fra middelalderen, er Hermann Bonihaver (1485). Han var af Lybsk slægt. Indtil 1571 skulle man rette sig efter Rådet i Lüberck. Fra 1571 til 1721 var det den holstenske ”Firestadsdomstol”, bestående af Rådene i Kiel, Rendsborg, Itzehoe og Oldesloe.
I den Schauenborgske tid var plattysk forvaltningssproget i hele Sønderjylland. Dette var også forvaltningssproget i Tønder.
Lidt efter 1560 flyttede den kongelige og hertugelige tolder Fabricius fra Tønder til Rendsborg. Dengang kunne familien ikke et ord tysk. Da de senere kom tilbage til Tønder havde de glemt deres danske modersmål.
Torvet blev mindre
Der var en masse å-løb i byen. Bymuren bestod af palisader. Og Tønderhus var omgivet af vand. Først i 1770 blev en del af Vestergade fra Torvet til Lillegade benævnt Storegade.
I 1580 blev Torvet mindsket ved at husene fra Missionshotellet til Torvet blev bygget ud på Torvets grund. Året efter blev en smøge udvidet til Søndergade.
Tønders gamle gader
Studedriften, der kom nordfra til byen førtes gennem Kogade til toldstedet ved borgporten og derfra videre bag om byens hovedgade til Sønderport. Spikergade kommer efter det plattyske Spieker, der betyder lagerhus. Det var oprindelig en gyde bag hovedgaden. Først efter 1900 blev den fortsat mod øst fik navneforandring fra ”bag e Ståld” til det finde Vidåegade.
Det samme gælder ”e Stokvej”, der fra Torvet førte nordpå til en ”Stok” (Løbeplanke) over Laurentiusstrømmen (ved banegården Tønder Øst, der dengang blev kaldt Tønder Nord). Og pludselig havde byen to Jernbanegade r. Men den ved Tønder Nord (Øst) blev omdøbt til Richtsensgade.
”Nørre bag e Ståld”, der førte bag stavnhusene på hovedstrøgets nordside blev senere til Nørregade. Lille Gade og Kobbergade optrådte tidligt som smøger fra Strøget til Bagstræderne. Smedene var på grund af brandfaren samlet i Smedegade.
En enklave i Tønder
Uldgade har det været en del debat om. Den skulle nok have heddet Ulvegade. Det tyske navn Wolfstrasse synes at have været korrekt. Nej gaden hørte ikke engang til Tønder Købstad. Sammen med Slotsgade (nu Frigrunden) blev den først i året 1665 udskilt fra Tønder Herred. Indtil 1933 lå de to gader på Slots – og Frigrunden. De to gader lå som en enklave i byen uden at høre til den.
Hertug Frederik den Tredje skænkede i 1645 til to af sine embedsmænd pladsen mellem Slotsgade og Møllevej og fritog de huse, der lå der for al skat og indkvartering. Hans efterfølger Christian Albrecht bestemte i 1663, at disse huse skulle være undergivet anden jurisdiktion end Hofretten på Gottorp.
Således opstod ”Frigrunden”. ”Slotsgrunden” bestod også af Slotsbanken og et lille område lige over for slottet, hvorpå der lå boliger til slotsbetjente, en slotshave og Hertugens Vandmølle.
Nej denne slotsgrund var som måske allerede nævnt ikke ting – og skattepligtig til Tønder Kommune. Fra 1867 til 1920 dannede det Tønder Slots – og Frigrund – en selvstændig lille kommune. Efter 1920. Den hørte faktisk til Tønder Landsogn. Først i 1933 lykkedes det at få den indlemmet i Tønder Købstadskommune.
De gamle gavlhuse
Borgenes Boplads, øen mellem Gammelå og Møllestrøm var kun lille. Derfor var hustomterne smalle. Husene blev bygget som gavlhuse smøget tæt op ad hinanden. Dette svarede til den nedersaksiske byggeskik. Det var måske bevis for den tidlige forbindelse syd på.
Gavlen lå ud til gaden. Indgangsdøren var midt i gavlen. Stueetagen var som regel et stort rum, hvorfra man først senere udskilte butik eller værksted mod gården, kamre og stuer mod den smalle smøge ved siden. Tydelige spor af denne inddeling viser endnu mange gamle huse – tydeligst det gamle gotiske gavlhus ved Torvet. Det er bygget efter branden 1617 af præsten Severin. Der findes ikke mange købstæder, der har bevaret det gamle præg som Tønder.
Dybe byggegrunde
Var byggegrundene smalle, så var de til gengæld meget dybe. Hvert grundstykke på Strøget gik helt igennem til de nuværende baggader. Ud til disse gyder var der bygget porthus, stald, lagerrum og eventuelt en lille bod til ”Husfolk”(Tjenestefolk eller lejere). Mellem forhus og baghuse lå en stor gårdsplads. På den anden side af baggyden lå som regel møddingen.
De fire gamle kvarterer
120 sådanne gavlhuse lå langs Strøget sammenfattet i de fire ”kvarterer” S.V. – N:V: – S.Ø -og N-Ø. – Kvarter med hver sin baggyde kaldet ”bag e ståld (S.V. bag e Ståld) (N.V. bag e Ståld) osv.
De 120 borgerhuse
Disse 120 borgerhuse kaldtes ”Stavnhuse”. Til et Stavhus hørte 1/120 af retten til fælles græsning på græsmarkerne og tilsvarende andel i enge og fælles ager., faste stolestader i kirken og gravplads på kirkegården.
Kun disse 120 borgere var fuldgode borgere i modsætning til de ”gemene” borgere i boderne. Til gengæld bar de alle pligter. Det var de pligter, der fulgte med markfællesskabet, skatter, afgifter, vagt m.m.
Pligter og rettigheder
Hver stavnsejer havde et stykke vej og dige, som de skulle holde vedlige. Det er det samme som vi kender fra landsbyerne med deres bolsmænd og kådnere. Det har sikkert også i Tønder været de samme uovervindelige sociale skranker som det var på landet mellem bolsmænd og kådnere.
Tønder Købstad svarede til et komplet herred og havde et hel herreds forpligtelser. Det svarede skat af 120 plove og tolvsystemet var gennemført ved militære forpligtelser. Der skulle stilles 120, 60, 40, 30 mand altså et tal, der var en del af 120.
Den ældgamle stavns-forfatning blev først ophævet med markedsfællesskabet i 1768. Byens jorder udskiftedes i lod, der ikke mere var fast knyttet til et arnested i stavns-huset og et ”Landinteresseskab” overtog vedligeholdelsen af diger og veje, ansættelse af markmænd m.m.
Byens Råd
Byens råd, Borgmester og Rådsherrer havde fuld rets-højtid på byens område. Som tegn derpå står Kag-manden på Torvet, dog ikke mere galgen. Den blev senere flyttet til ”Galgefennen” øst for byen. Den sidste Kag-mand (fra 1699) opbevares på museet. Den, der er opstillet på Torvet er en kopi.
Byens Råd havde endvidere ansvaret for byens finanser, forsvar (Borgervæbningen), de sociale opgaver og fremme af næringslivet.
Klokkehuset på Torvet kaldte hvert år i februar borgerne sammen til ”Allemandsting”. Så blev byens vedtægter oplæst og nye borgere blev taget i ed. Byens vedtægter var skrevet på plattysk.
Tønders Historie knyttet til Tønderhus
Tønder Bys historie er allerede tidligt knyttet til Tønderhus. Slottet på Slotsbanken var snart i kongens og snart i Hertugens eje. Og det blev byen så også. I Middelalderens kampe mellem konge og hertug spillede Tønderhus en betydelig rolle. 1284 stadfæstede Hertug Valdemar den Fjerde under et ophold her Flensborgs Stadsret. Året efter indtog Kong Erik Glipping slottet og jævnede det med jorden. Men det blev hurtigt et nyt og stærkere slot. I 1340 pantsatte Hertug Valdemar den Femte slottet til Grev Gert, men pantet blev indløst. I 1354 blev privilegierne udvidet.
Så blev slottet atter kongelig, men i 1357 blev det erobret af den holstenske Grev Adolph, der beholdt det til 1359. Hertug Henrik opholdt sig her i 1368, da han gav rettigheder til Løgum Kloster. Han døde vist nok her i 1375. Borgen skiftede nu ustandselig ejer.
Vi springer frem til 1401, hvor Grev Gerhard den Fjerdes enke, Elisabeth pantsatte Tønderhus til Dronning Margrethe.
Slottet jævnet med jorden
I 1533 -35 skete der store ombygninger på Tønderhus. Det samme skete i 1574. Vi springer frem til 1626, hvor amtmand Wolf Blomme overgav slottet til kejserlige tropper. Wallenstein holdt sit indtog på Tønderhus den 18. oktober 1627. I 1740 blev der bygget et nyt port-hus men slottet var ved at forfalde. I 1750 – 51 blev slottet jævnet med jorden dog med undtagelse af det nye port-hus, der nu tjente som fængsel.
Da amtmanden nu mistede sin bolig, lod Grev U.A. Holstein opføre en ny amtmandsbolig. Ribe Landevej blev bygget af rester af slottet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 26, 2023
Skal de københavnske Lokalarkiver lukke? (b)
Lokalarkiverne har eksisteret i 50 år. I de sidste 2 år er tilskuddet reduceret med 40 pct. Lejemål opsiges i løbet af 2024. Kommunen får endda det meste af deres tilskud tilbage i form af lejeindtægt. Lokalarkiverne betaler bl.a. 400.000 kr. i leje til Københavns Kommune. Andre institutioner har slet ikke ressourcer til at overtage de kæmpe arkiver af lokalhistorie. Hvad laver et lokalarkiv? 600 hyldemeter lokalhistorie, 125.000 lokale fotos, der er ved at blive digitaliseret. Dertil kommer masser af aktiviteter i de lokalhistoriske foreninger. Hvis kommunen skal overtage det, bliver det dyrt. 150 frivillige medarbejdere skal erstattes af betalende embedsmænd.
De har eksisteret i 50 år
Det er altid en fornøjelse at komme ud og holde foredrag for historieinteresserede københavnere. Men i fremtiden kan det være slut at repræsentere for eksempel Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv. Det er nemlig fare for, at Københavns 10 lokalhistoriske foreninger og arkiver lukker. Og hvorfor nu det?
Og hvorfor skal man hele tiden være bange for, hvor meget der nu bliver skåret i driften. Der må da kunne findes en eller anden form for en permanent løsning. København har i de sidste 50 år haft lokalarkiver.
I de sidste 2 år er tilskuddet reduceret med 40 pct
I budgetaftalerne for 2024 har politikerne besluttet endnu engang at mindske tilskuddet. Inden for de sidste to år er tilskuddet reduceret med 40 pct. Jamen interesserer de københavnske politikere sig ikke for, hvor man kommer fra? Jo for eksempel har Arbejdermuseet fået forhøjet deres bevillinger.
Lejemål opsiges i løbet af 2024
Lokalarkiverne bliver nødt til at opsige alle deres lejemål i løbet af 2024. Tilskuddet i 2024 vil være på 565.000 kr. og vil kun dække 90 pct. af huslejen. Mon politikerne havde tænkt sig, at det er 150 frivillige, der skal betale de sidste 10 pct? Det var måske en lidt åndsvag spørgsmål, men politikerne har fået alle tallene tilsendt. Og Københavns Kommune sætter ikke lejen ned til lokalarkiverne.
Kommunen får det meste af tilskuddet tilbage
Det paradoksale er, at Københavns Kommune får en stor del af tilskuddet tilbage. De ti arkiver betaler årligt 620.000 kr. i husleje. Heraf betales små 400.000 kr. tilbage til kommunen i form af husleje, idet 7 arkiver lejer kommunalt ejede lokaler.
Andre instanser har ikke ressourcer til at overtage
Når nu arkiverne lukker er det Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv, der skal overtage alle arkiver plus en masse af de ting, som 150 frivillige uden løn varetager. Det har disse instanser slet ikke bemanding eller faciliteter til.
Hvert lokalarkiv fik i gennemsnit 35.000 kr. pr arkiv til materialer til forsvarlig opbevaring af arkivalier, IT – udstyr til digitalisering, udstillingsmaterialer og almindeligt kontorhold.
Hvad laver et lokalarkiv?
Hvad laver vi, foruden at samle folk med interesse for Københavns historie og fare rundt og holder foredrag:
Årligt bruger de 150 frivillige 20.-25.000 timers arbejde i arkiverne.
600 hyldemeter lokalhistorie
Og det er nu blevet til ca. 125.000 lokalhistoriske billeder, 1.000 lokalhistoriske film samt 600 hyldemeter unikt lokalhistorisk materiale. Og det er vel at mærke ikke noget som hverken Københavns Museum eller Københavns Stadsarkiv har i deres arkiv. Men aftalen er, at de skal have det, når Lokalarkiverne lukker.
Lokalarkivernes materiale bliver løbende udvidet med donationer fra private, virksomheder og organisationer i lokalområdet.
De kommunale tilskud dækker ikke mere for huslejeomkostninger for arkiverne, materialer til opbevaring af billeder og dokumenter, drift af it – systemer til registrering og digital bevaring af de historiske materialer m.m.
Masser af aktiviteter
Arkiverne har årligt 3.400 henvendelser
Til arkiverne er der tilknyttet foreninger, hvor medlemmerne bidrager til økonomien ved at betale kontingent. Her arrangerer vi guidede ture, foredrag, virksomheds – og museumsbesøg med omkring 5.000 deltager hvert år.
Kontingentet bruges også til udgivelse af bøger og tidsskrifter samt lokaler (ofte kommunale) til medlemsmøder, foredrag m.m.
Når arkiverne lukker, så lukker de lokalhistoriske foreninger antagelig også.
Det bliver endnu dyrere for kommunen
Det kan i den grad undre at politikerne siden 2022 bare skærer i bevillingerne. De er udmærkede klar over disse tal, som undertegnede her, har nævnt. Man skulle da også mene, at de var klar over konsekvenser, når de 10 lokalarkiver i København lukker og de 150 frivilliges arbejde skal erstattes af kommunalt ansatte, der skal have løn for deres arbejde.
September 25, 2023
Ladelund – Hvorfor og Hvordan?
Der skete grusomme ting i nærheden af Tønder. Efterhånden gik det rygter om det i Tønder. Lejren var oprindelig bygget til Reichsarbeiterdienst. Johannes Meyer skrev forbudte ting i kirkebogen. 2.000 menneskevrag kom til Ladelund. 11-12 rimer daglig i isnende kulde og vand. Modig hævede pastoren sin røst. 70 hollændere ligger på kirkegården. Også en skrivelse til Førerhovedkvarteret. Fortvivlelsen lyste ud af øjnene. På jagt efter en kålroe. Pastoren truet med KZ – lejr, hvis han fortsatte med at vise medlidenhed. Første gang kom der 12 lig. Men en bonde fra byen kom hver gang med 16 lig på sin hestevogn. Kapoer var rente voldsforbrydere og specielt udvalgt for at pine fangerne. Nogle kunne ikke holde sig oprejst. Kommandanten stjal deres mad og tjente penge på det. Kapoerne pryglede fangerne ihjel. Pastoren hjalp fangerne på kirkegården. De fik en kristelig begravelse og pastoren skrev til pårørende over hele Europa. Kommandanten mente ikke, at Jul var en kristen fest. Sammen med en bager i Rens ville han hjælpe fanger på flugt. Briterne kiggede skævt til pastor Meyer, fordi han i 1930erne havde været en energisk nazist. Lejren blev indrettet som lazaret og senere flygtningelejr. På en sten står ”Menneskets værdighed er urørlig”. Det er første artikel i den tyske grundlov. På Føhr hædrede man en krigsforbryder. Han blev løsladt efter få år. Ingen af de tre ledere i Ladelund blev nogensinde straffet. Meget alvorlige anklager. Et vidne udtaler sig. Vi fandt et mystisk dødsfald i Padborg med forbindelser til Ladelund.
Grusomme ting i nærheden af Tønder
Ikke langt fra Tønder og knap tre kilometer fra grænsen foregik der noget grusomt under Anden Verdenskrig. De tre højeste i hierarkiet, der stod for disse grusomheder, blev aldrig straffet. Blandt vagtpersonalet var der blandt andet folk fra Det Tyske Mindretal nord for grænsen.
Ellers bestod vagtpersonalet af ældre marinesoldater og folk fra SS – Todenkopf.
Man kunne høre dødsskrig
Der siges, at tyskerne ikke vidste, hvad der foregik i disse dødslejre. I Ladelund kunne man høre dødsskrig fra dem, der blev tortureret ihjel. I Tønder var der rygter om det, der skete i Ladelund. Det har min far i hvert fald fortalt mig.
Bygget til Reichsarbeiterdienst
Egentlig var det en baraklejr, der blev bygget til 250 unge mennesker, der skulle forrette ”Reichsaibeiterdienst, Den såkaldte Panzervej – betonvejen fra Süderlügum til Flensborg – en strækning på 34 kilometer var noget som de unge havde været med til at anlægge.
Jo vi har allerede to – tre artikler om forholdene. Men denne gang kigger vi os på den modige lokale præsts dagbog. I 1930erne var denne en meget overbevist nazist. Og han var medlem af organisationen Deutscher Christ. Han var på nippet til selv at ryge i KZ – lejr.
Johannes Meyer skrev forbudte ting i kirkebogen
Pastor Johannes Meyer fra Ladelund skrev forbudte ting i kirkebogen. Han skrev, at der næppe var en i sognet bortset fra fanatiske nazister, der troede på en sejr for tyskerne. Tilstedeværelsen af en koncentrationslejr i Ladelund åbnede manges øjne. Kvinderne i Ladelund gik med bøjede hoveder. Mændene gik med knyttede hænder i lommen i raseri mod det statsstyre, hvis umenneskelige konsekvenser lod mennesker pines til døde omkring deres huse og gårde.
Ja sådan skrev pastor Meyer dengang. I seks uger skete der grufulde ting nær den dansk-tyske grænse. Det var fra den 1. november til 16. december 1944.
2.000 menneskevrag ankom til Ladelund
2.000 menneskevrag blev bragt til lejren. Og 1.700 endnu mere udtærede og endnu mere fornedrede og forpinte stakler blev bragt bort til fortsættelse af deres utrolige lidelser. Og mange endte med døden i Neuengamme.
De ankom til jernbanestationen Agtrup, der lå cirka 8 kilometer fra stationen
Mange timer i isnende kulde
De tilbragte mange timer dagligt i pansergravens isnende kulde og i barakkens stinkende snavs. Andre fik nakkeskud eller sprøjten, hvis de var uarbejdsdygtige. En lokal bonde kørte de mange lig op til kirkegården hver dag, ja der var ca. 10 stk. hver dag.
Modigt hævede han sin røst
Pastor Meyer ville ikke finde sig i det, der skete uden for sin dør. Modigt hævede han sin røst over for ”SS-Obersturmbannführer” Griens. Han sørgede for navnene på alle dem, der kom i jorden – også at de blev noteret i kirkebogen. Og han sørgede for at de fik en kristen begravelse. I Ladelund ved man, hvem der er begravet på kirkegården. Side op og side ned står de anført i kirkebogen med stilling, evt. gift med, forældre m.m.
I Ladelund var der foruden en del fra Holland også folk fra Polen, Belgien, Frankrig, Tjekkoslovakiet, Italien, Jugoslavien og Grækenland.
70 hollændere ligger på kirkegården
673 hollændere fra byen Putten blev efter at to tyske officerer var blevet skudt sendt i til de tyske KZ – lejre. Kun 47 vendte hjem igen. Mange af disse opholdt sig i Ladelund. Men 70 af dem ligger nu på kirkegården i Ladelund.
Pastor Meyer skrev rundt til alle slægtninge til de 300 som han begravede på kirkegården. Han blev også kaldt i retten for at vidne mod de anklagede. Men som vi allerede har skrevet så blev ingen af de hovedanklagede nogensinde straffet.
Også en skrivelse til ”Fører-hovedkvarteret
Meyer skrev også til ”Fører-Hovedkvarteret”, hvor han skarpt fordømte det han havde set. Han mente ikke, at alle skulle undskylde sig med, at det vidste man ikke. Derfor skrev han, hvad han havde set.
Beboerne i Ladelund kunne jo være dag se de stakkels fanger. De kunne jo intet gøre. Det var strafbart at give staklerne mad. Disse stakler skulle udgrave en pansergrav fra bramstedlund til Humptrup. Der var anbragt 2.000 fanger i en gammel arbejdslejr, hvor der egentlig kun var plads til 200.
Fortvivlelsen lyste ud af øjnene
På andendagen henvendte Griems sig til pastor Meyer for at spørge om kirkegården var sognets eller menighedens kirkegård. Han ville gerne have at pastoren kom til lejren for at diskutere begravelser. Pastoren tog ikke landevejen men en markvej. Og her mødte han de stakkels fanger. De var flankeret af vagtfolk fra marine-artilleriet
Fangerne gik i pjalter, der var oversmurt af farver. Fortvivlelsen lyste ud af øjnene på dem. Pastoren spurgte en af de pjalteklædte, hvilken forbrydelse, som han havde begået. Straks var en vagtmand over pastoren. Da vagtmanden igen var forsvundet forsøgte pastoren igen. Men atter kom vagtmanden og truede nu pastoren.
På jagt efter en kålroe
På vejen lå en kålroe, som var blevet tabt under hjemkørsel. En fange sprang hen og greb den. Straks kom en anden fange – pastoren fik senere at vide, at det var en ”Kapo” – og slog løs på fangen med en stok. Han pryglede ham så længe til han atter var inde i rækkerne og havde ladet roen ligge.
Pastoren opfordrede nu vagtmanden til at gribe ind. Men denne svarede at han ville indberette pastoren. Denne var helt forvirret og kunne ikke forstå, at det på den måde blev pryglet i Tyskland, når en sulten fange tog en roe op fra vejen. Pastoren måtte vise sine papirer over for vagtmanden.
Pastoren så, at fangerne ikke gik men nærmest vaklede. Mange var ikke i stand til at gå selv. De blev støttet af andre fanger.
Advarsel: Pastoren kunne selv ende i KZ – lejr -hvis han viste medlidenhed
Ved indgangen til lejren blev pastoren modtaget af en SS – mand og ført til lejr – føreren. Pastoren spurgte nu lejrføreren, hvad alle disse mennesker havde gjort af forbrydelser. Han lo og svarede at alle disse fanger kun kunne tugtes med prygl.
Lejrchefen sagde til pastoren, at han ikke skulle vise medlidenhed over for disse fanger for så kunne pastoren selv ende i KZ – lejr.
Der kom 12 lig første gang
Lejrchefen sagde nu at han havde 4 døde i lejren og at der nok ville komme et større antal, der hver dag skulle begraves. Han ville have, at alle lig blev smidt i en massegrav. Den næste morgen var der fanger sammen med vagtposter på kirkegården for at kaste gravene. Men i stedet for de 4 lig kom der 12.
For hver lille overtrædelse blev der pryglet. Systemet var raffineret udtænkt. Som pastoren senere erfarede var de fleste taget i ”beskyttelsesarrest” på grund af politiske overtrædelser. Men som tillidsmænd anvendtes kriminelle forbrydere af den værste slags.
Kapoer var rene volds – forbrydere
Det var de såkaldte ”Kapoer”. De fungerede som KZ – politi. De pryglede løs under SS – opsyn. En Kapo uddelte dagligt mellem 700 og 800 slag.
Disse mennesker var deres magt bevidst. Fra vagtmandskabet havde de fået at vide at de var dødsens hvis de viste det mindste tegn på medlidenhed. Disse mennesker var velernærede og godt klædt på. Hver af dem var bevæbnet med en tyk stok.
Disse Kapoer var nøje udvalgt. De var dømt for vold. Og de var voldsparate. En af disse var Wilhelm Demmer. Fra 1922 til 1968 var han dømt hele 41 gange. Kapoerne havde mange privilegier. SS foretrak deres brutalitet.
Nogle kunne ikke holde sig oprejst
Når fangerne om morgenen skulle træde an til arbejde var der mange, der var så udmattede af opholdet i de overfyldte og uhygiejniske barakker, hvor de ofte ikke kunne ligge, men måtte sidde på hug hele natten. De kunne knap nok stå oprejst. Men så blev de pryglet til at stå ind i rækkerne.
I barakkerne på 40 m2 blev der anbragt 80 – 120 fanger. De hygiejniske forhold var katastrofale. Og barakkerne var her i november og december ikke opvarmede. Pansergraven, som de skulle grave, var op til fem meter bred og ind til fem dyb. Her skulle de dagligt i 11 – 12 timer stå i iskoldt vand.
Kommandanten stjal maden
Allerede da fangerne kom til Ladelund var de underernæret og afkræftet. I Ladelund fik de ikke engang deres sparsommelige ration. Deres kommandant Hans Hermann Griem stjal deres ration og tjente penge på den. Snart blev Ladelund også udnævnt til dødslejr.
Kapoerne pryglede fangerne ihjel
Kammeraterne slæbte disse ynkværdige mennesker med til arbejdsstedet. Her pryglede Kapoerne igen løs på disse stakkels mennesker, indtil manden greb spaden og begyndte at arbejde. Snart kunne han ikke mere og lod spaden synke. Så gik Kapoen atter i gang. Dette gentog sig, indtil Kapoen indså at fangen virkelig ikke kunne mere. Så blev han slæbt til side og døde, On aftenen blev den døde båret til lejren af sine kammerater. De mishandledes skrig kunne man slet ikke undgå at høre i Ladelund.
Vagtmandskabet var indkvarteret rundt omkring i Ladelund. Mange troede at fangerne fik en retfærdig straf.
Præsten kunne takkes sit medlemskab af NSPAD for at han ikke blev sendt i KZ – lejr.
I de første uger blev der hver dag båret døde ind i lejren om aftenen, der var blevet pryglet ihjel.
Pastoren hjalp fangerne på kirkegården
Når fangerne var på kirkegården, gav pastoren fangerne brød. Det havde pastoren købt hos bageren uden rationeringsmærker. Han tog også mad med hjemmefra og gav til fangerne. Men også sin hjemmelavede tobak gav pastoren til fangerne.
SS-mændene vil forbyde dette. Men pastoren betonede, at på kirkegården var det ham, der bestemte. De ville også forbyde ham at placere trækors på gravene. De sagde, at de døde var døde. Men det var de ikke for pastoren. Korsene fik lov til at blive.
De fik en kristelig begravelse
Det var afmagrede skeletter, der blev begravet. De ankom ofte indhyllet i papirsække. Og det var en landmand fra byen, der kørte dem på kirkegården. Det var 16 ad gangen, han kom med. Ofte regnede det. Som følge af vandet kunne man se ligenes oppustning, blodet og snavset blive opløst. Så kunne man se de nøgne lig. Det var tydeligt at se, at mange var pryglet ihjel. Nogle havde også fået nakkeskud.
Pastoren stod sammen med de fangere der var udkommanderet til kirkegården ved jordfæstelsen og bad sammen med ham ved graven.
Kommandanten mente ikke at jul var en kristen fest
Da lejrledelsen ville have udvidet kirkegården, henviste pastoren til den kommende julefest. Pastoren ønskede begunstigelser for fangerne. Men Griem afviste groft julefesten som en kristen fest.
Men der kom alligevel inspektion i lejren udført af en SS-fører. Fra da af blev behandlingen bedre. De meget syge behøvede ikke længere at arbejde. Forplejningen blev bedre og der indførtes en ugentlig fridag.
Det lykkedes for pastoren at nægte Kapoer adgang til kirkegården. Fangerne fik lov til at varme sig i kirkens fyrrum.
Sammen med bager i Rens ville de hjælpe fanger til flugt
Hvad der måske ikke er så kendt er, at Pastor Meyer havde planlagt at hjælpe tre præster og en evangelist til flugt. Det skulle ske over grænsen til Danmark. Han ville forsøge at få dem arbejde på kirkegården.
Pastoren var flere gange gået illegalt over grænsen til sin gode ven, bager Boysen i Rens. Han følte sig forsigtig frem for at få bageren til at hjælpe sig. Han drøftede de nærmere enkeltheder. Men ak, planen var at det skulle ske midt i december. Men da var lejren blevet flyttet.
Briterne kiggede skævt til Pastor Meyer
Menigheden i Ladelund købte 4.000 kvadratmeter jord af landmand Jacob Oechsle. Jorden ligger lige op ad kirkegårdens nordlige udkant. Og pastor Meyer fik også udarbejdet et projekt for mindelundens indretning.
Selv med hans heltemodige indsats så briterne skævt på pastor Meyer. Det skyldtes hans fanatiske nazi-overbevisning i 1930erne. Han blev som så mange andre dømt til at lade sig afnazificering. Og det var han færdig med i 1948, mente briterne.
Lazaret
Gennem 1945 og 1946 var Ladelund indrettet som lazaret. Her kom soldater, der havde fået amputeret en arm eller et ben m.m. og fik efterbehandling. Fra 1946 til 1959 tilbragte 200 flygtninge deres liv her. Myndighederne solgte efterhånden alle barakkerne.
Her i Ladelund blev en af Tysklands første minde – og historiesteder om KZ – lejre indrettet. I 1980erne udarbejdede en gymnasielærer fra Flensborg, sok kunne ses helt til 2016. Fra 1995 er der her en offentlig ledelse.
Menneskets værdighed er urørlig
Den sidste barak blev nedrevet i 1970. Og her står i dag en sten, med følgende indskrift:
Det er faktisk den første artikel i den tyske grundlov. Oversat betyder det nogenlunde sådan:
Her findes også en malerisk stålskulptur fra 2002.
På Føhr hædrer man en krigsforbryder
Når man taler om Ladelund så er det også lige historien om Putten og sagen om en gade i Wyk på Föhr og en mand, man udnævnte som æresborger.
I Ladelund døde 111 mænd fra Putten i Holland. Baggrunden for dette var at modstandsmænd i Putten overfaldt en tysk officer og hans medarbejder. Den højere politi og SS – fører, den østrigske general Hannes Albin Rauler Havde åbenbart sammen med Friedrich Christiansen besluttet, hvad der skulle ske. Men Rauler blev i 1946 udleveret til Holland og i 1949 blev han henrettet.
Friedrich Christiansen, der stammede fra Wyk på øen Føhr befalede at cirka 100 huse skulle nedbrændes og 661 mænd fra byen skulle i tyske KZ – lejre. Børn og kvinder fra byen måtte flygte. Efter krigen var der kun 47, der vendte hjem.
Han fik mange hædersbevisninger både under Første og Anden Verdenskrig. Egentlig var han som så mange andre fra Føhr uddannet sømand. I militæret fik han også en uddannelse som pilot.
Allerede i 1931 havde han meldt sig ind i NSDAP
Løsladt efter få år
Efter krigen dømte en særret i Arnheim ham til 12 års fængsel. Men allerede i 1951 blev han løsladt. Og i anledning af denne løsladelse blev hans æresborgerskab fra 1933 fornyet. Og en vej blev opkaldt efter ham. På Føhr kunne man ikke se, at han havde begået krigsforbrydelser. Fra dansk og hollandsk side kom der mange protester. Først i 1980 fik vejen sit gamle navn Storegade igen. Og først i 2016 længe efter hans død mente man at hans æresborgerskab ”rent proforma”, som man sagde skulle tages fra ham.
Ingen af de tre ledere i Ladelund blev nogensinde dømt
Vi skal da også lige kort ind på lederen af både Husum-Schwesing og Ladelund. Manden som aldrig fik en dom. Og to andre, som det lykkedes at forsvinde sporløst. Briterne var gået i gang med at efterforske kommandanten Griem Og ågså Kapoerne blev der efterforsket i.
Men de to lige under Griem Lager og administrationschef, obersturmführer Friedrich Otto Dröge og SS- Untersharfführer Georges, som nærmest var bogholder, var efter krigen ikke til at finde.
Det lykkedes for Griem at flygte. Og først længe efter i 1963 begyndte Stadsadvokaten i Flensborg igen at undersøge sagen. Men de kom ikke rigtig videre selv om briterne havde samlet en masse beviser. Og først efter to år fandt man hans opholdsadresse, selv om han levede under sit eget navn.
Meget alvorlige anklager
I 1966 var det så statsadvokaten i Hamborg, der fortsatte efterforskningen. Men det skulle så gå yderligere tre år før Landsretten i Hamborg begyndte den retslige forundersøgelse. Og takket være den forhaling lykkedes det for Griem at slippe for en straf. Han døde i 1971. Han var anklaget for:
Et vidne udtaler sig
En tidligere fange, Abbé Pierre Jorand beretter om en appel:
Et mystisk dødsfald i Padborg med forbindelse til Ladelund
I forbindelse med vores bogudgivelse fra 2017 ”Grænsen er overskredet” undersøgte vi mystiske dødsfald i Padborg og omegn. Disse undersøgelser har vi siden fortsat med. På vores side har du kunnet følge med. Og det var i forbindelse med mordet på Asmus Jensen. Man sagde at han var skudt under flugtforsøg. Men en ligsynsrapport fastslog at han blevet skudt med nakkeskud fra kort afstand.
Og blandt de mystiske dødsfald var der en person, der var ”fundet i arresten i Padborg med hul i nakken”. Denne person skulle have haft tilknytning til Ladelund, antagelig læge stod der i de dokumenter vi fik adgang til. Men der var ingen læge eller medicin i Ladelund – i hvert fald i begyndelsen. Da myndighederne hurtigt lukkede for arkiverne, da det rygtedes, hvad vi havde gang i, ringede til et familiemedlem til den pågældende person.
Denne person ville hverken afkræfte eller bekræfte hændelsen, men vedkommende bad os om ikke at nævne familienavnet. Det har vi selvfølgelig lovet. Vi kan heller ikke uden dokumenter bevise noget som helst. Arkiverne forblev lukket. Men mon ikke eftertiden på et eller andet tidspunkt fremkommer med fakta.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 21, 2023
Pas på Grænsen (2)
Allerede et korps i 1839. En flytning til den ny grænse. Hele grænsegendarmeriet måtte flytte. Mange administrationsbygninger overtaget. Efter 1920 voksede man til 900 mand. 16 bevogtningssteder. Boligproblem. 33 dobbelthuse fra Skovby til Ny Frederikskog blev bygget. Nogle af husene lå ret afsides. Den 19. september 1944 var en sørgelig dag. I 1952 blev de til Toldgrænsekorpset. Gendarmhusene blev solgt. Toldvæsnet o9vertog i 1969 og politiet kørte baglandspatruljer.
Allerede et korps i 1839
Allerede i 1839 oprettedes Det holstenske Grænsegendameri til beskyttelse af hertugdømmernes toldgrænse langs Elben. Det oprettedes med mandskab fra de lokale rytterregimenter. De skulle samtidig bestride politimæssige opgaver.
I krigen 1864 kæmpede gendarmeriet som militær enhed og blev derefter nedlagt. Korpset blev igen oprettet 1866 og virkede som et militært organiseret grænsetoldpoliti-korps ved Kongeå – grænsen.
En flytning til den ny grænse
Efter 1920 flyttede gendammerne fra Kongeå-grænsen syd på.
Ved indlemmelsen i 1920 blev et stort antal tjenestemænd fra militære og civile etater forflyttet til Sønderjylland for at varetage den danske stats mange opgaver. Blandt de mange tjenestegrene, der måtte flytte til Sønderjylland, var Grænsegendarmeriet. De havde efter krigen 1864 bevogtet Kongeågrænsen.
Døgnet rundt patruljerede de i al salgs vejr. Det var svært at snyde en gendarm. Disse gendarmer var forsynet med karabin og pistol. Men for en rigtig gendarm var det en æressag kun at trække våben ved en skarp trussel.
Hele Grænsegendarmeriet måtte flytte
I modsætning til andre tjenestegrene som kun sendte en meget begrænset del af deres personale til Sønderjylland, måtte Grænsegendarmeriet som en helhed flytte fra Kongeågrænsen til den ny statsgrænse mod Tyskland.
Mange administrationsbygninger blev overtaget
De forskellige danske statsinstitutioner kunne i de sønderjyske købstæder og stationsbyer overtage de administrationsbygninger og tjenesteboliger, som hidtil havde været benyttet af de preussiske myndigheder. Men i landområderne ved den nye grænse var der ingen offentlige bygninger at overtage.
Her skulle der etableres overgangssteder med told – og paskontrol og findes boliger til de tilflyttede tjenestemænd. Det medførte omfattende byggeri i årene efter Indlemmelsen. Denne byggevirksomhed omfattede også en række tjenesteboliger til Grænsegendarmeriet – de såkaldte ”Gendarmhuse” Godt nok omfattede disse kun et beskedent indslag i alt dette byggeri, der forekom efter 1920.
Efter 1920 voksede man til 900 mand
Den 5. maj 1920 ankom Grænsegendarmeriets hovedstyrke på 465 mand fra Kongeågrænsen til det nye grænseområde med særtog fra stationerne i Ribe og Vamdrup. En mindre styrke blev kortvarig ved den gamle grænse.
Det var nogle urolige år. I denne periode var grænsegendarmeriet vokset til et talstærkt korps på ca. 900 mand. Lige efter 1920 var det heller ikke ufarligt at være gendarm bed grænsen.
16 bevogtningssteder
Grænsegendarmeriets hovedkvarter med chef og administration blev placeret i Gråsten. Grænsegendarmerne blev fordelt på 16 bevogtningssteder langs sø- og landgrænsen Fra Als til Siltoft syd for Højer. Den 17. maj påbegyndtes tjenesten ved den foreløbige grænse, som var linjen mellem 1. og 2. afstemningszone – den linje, som få afvigelser blev den dansk – tyske grænse ved den endelige suverænitetsoverdragelse den 15. juni 1920.
Boligproblem
Der opstod hurtigt et boligproblem. Man forsøgte at få gendarmerne indkvarteret privat. Det forsøgte man at løse ved at opstille seks barakker på steder, hvor dette ikke kunne lade sig gøre. Men gendarmerne ville hurtigst muligt have kone og børn med til det fremtidige tjenestested.
33 dobbelthuse fra Skovby til Ny Frederikskog
Grænsegendarmeriet købte kort tid efter ankomsten en række ejendomme i bl.a. Sønderborg, Gråsten og Tønder. De pågældende ejendomme skulle dog fortrinsvis bruges til Grænsegendarmeriets ledelse og administration. Mange gendarmer måtte fortsat affinde sig med utilfredse boligforhold.
I Ledelsen og Finansministeriet fandt man så frem til, at man blev nødt til at opføre en række tjenesteboliger til gendarmerne. Der blev så i tiden 1923 til 1926 bygget 33 dobbelthuse langs grænsen fra Skovby på Als til Ny Frederikskog. Dem fik 66 gendarmfamilier så glæde af.
Nogle af husene var ret afsidesliggende
Det var arkitekt H.A. Zachariassen fra Kollund der stod for opførelsen af de 33 gendarmhuse. Mange leverandører og ikke kun lokale deltog også i byggeriet. Prisen for et dobbelthus udgjorde 27.000 kr. inkl. grund og omkostninger.
Husene var i traditionel stil og man tog hensyn til den lokale byggestil. Efter datidens boligstandard var det gode og rummelige boliger. Lejlighederne var i tre plan. Og de fleste huse lå tæt ved grænsen. Så kunne de også i deres fritid holde øje med grænsen.
Nogle af husene var ret afsidesliggende. Det var for eksempel tilfældet med gendarmhuset i egekrattet ved Frøslev Mose, hvorfra man skulle køre flere kilometer ad dårlige veje til skole og indkøbsmuligheder.
Den 19. september 1944 var en søgerlig dag
Den 19. september 1944 indtraf en sørgelig dag i grænsegendarmeriets historie. Gendarmerne blev afvæbnet. De blev anholdt og bragt til Frøslevlejren. Deres daværende chef havde lovet dem, at de højst skulle være der et par dage, så ville de blive løsladt igen. Det stolede gendarmerne på. Derfor var det ikke så mange, der gik under jorden. . Men 291 af korpsets 337 medlemmer blev interneret i Frøslevlejren. Den 5. oktober 1944 blev der sendt 141 gendarmer til KZ – Neuengamme. Men mange af disse kom ikke hjem igen.
I 1952 blev de til Toldgrænsekorpset
I 1952 kom korpset ind under civil ledelse og navnet ændredes til Toldgrænsekorpset. Den festlige blå uniform blev udskiftet til den kedelige sorte/mørkeblå uniform.
Gendarmhusene blev solgt
I årene 1965 – 1970 ikke længere så attraktivt at bo i disse tjenesteboliger. Gendarmhusene, hvor to familier skulle leve tæt på hinanden, svarede ikke til tidens boligkrav. Mange af husene var også dårlig vedligeholdt.
Toldvæsnet overtog
I 1969 blev grænsebevogtningen overtaget af Toldvæsnet. Bevogtningspersonalet blev overflyttet til nye distriktstoldkamre i Padborg og Sønderborg. Staten solgte derfor Gendarmhusene efterhånden som de blev fraflyttet. I dag er de alle privatejet.
Blandt de ejendomme som staten købte dengang. var en større landbrugsejendom i Rens. Den blev indrettet med flere lejligheder, toldkontoer og stald til gendarmernes heste. Det var den bygning, som kendes som Gendarmerigården. Den var hvis nok fredet men blev nedrevet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 20, 2023
Endnu mere Musik i Tønder (1)
Næste år fylder Tønder Festival 50 år. I den anledning har vi her på siden fokuseret endnu mere på musiklivet i Tønder. Her kommer den 14. artikel. Ikke alle er tilfredse med skriverierne. Også Tønder fik en stadsmusikant. De havde eneret. Godsmusikkere. Greven ansatte en musikant fra Tønder. Schackenborg havde gældsproblemer. Han skulle opføre sig skikkelig. Glemte greven at betale ham? Lirekassen var populær Instrumenter i kirken. Musikken spredte glans og glæde. Latinskoleleverne fik sangundervisning i kirken. Han slog orglet i kirken og børnene i skolen. Organist flyttede til Løgumkloster på grund af pesten. 300 mark fik han om året. Og så var det en, der måtte stoppe – han blev far uden for ægteskab. Og en af organisterne gik konkurs med sin virksomhed. Ja så blev han klaverhandler. Kristkirkens orgel. Stadsmusikeren skulle stå tidligt op. Honorar efter antallet af gæster. Det krævede en god uddannelse. Stadsmusikkeren havde travlt i 1721, da Tønder festede. Kosakkerne krævede masser af brændevin og musik.
Ikke alle er tilfredse med skriverierne
Vi har allerede på nuværende tidspunkt skrevet 13 artikler om musiklivet i Tønder. Og hvorfor nu det? Ja man var jo selv en del af det. Ikke som udøvende og dog! En enkelt gang optrådte jeg på Nørrebro Bibliotek med Michael Klinke og en af Danmarks bedste guitarister Steen Andersen. Så har jeg arrangeret koncerter på gågaden i Aabenraa med bl.a. Neander Jazzband. Men ellers er det nok som deltager/tilhører, jeg har ydet mest gavn.
Det er jo ikke alle, der har været lige tilfreds med skriverierne. Men sådan er det vel med historieformidling. Vi starter denne nye serie langt tilbage i tiden.
Også Tønder fik en stadsmusikant
Indtil Middelalderens slutning var musikere normalt et omrejsende folk. Men efterhånden blev samfundet mere struktureret og musikere blev fastansatte. De skulle gøre tjeneste, når kongen og hans embedsmænd havde brug for det.
Der var også brug for tårnblæsere, der fra kirkens eller slottets tårn kunne angive tidspunktet på døgnet, solopgang eller nedgang.
Allerede i 1650 havde 1/3 af de 67 danske købstæder en stadsmusikant og efterenevældens indførelse var musikant-funktionen sat i system. I 1670 fik borgmestrene kongelig bevilling til selv at forordne ansættelser af ”Instrumentalister”. Der blev sat et skarpt skel mellem stadsmusikanter og spillemænd på landet. Danmark blev opdelt i 25 stadsmusikant – distrikter, som så i perioden fra 1660 – 1800 blev ledet af 234 privilegerede stadsmusikant-mestre.
De havde eneret
Stadsmusikanterne havde eneret på at spille til borgernes:
At komme i mesterlære hos stadsmusikanten var den eneste mulighed for en professionel musikeruddannelse helt frem til oprettelse af første danske musikkonservatorium i 1827. De fleste stadsmusikkere havde omkring 1-2 svende og 1-2 læredrenge. Læretiden var 4-5 år. Derefter skulle man på valsen rundt i Europa.
Men ak – militærmusikkere ville gennem perioden 1660 – 1780 gerne tjene en ekstra skilling. En anden trussel var latinskoledrenge, som stadsmusikanterne ofte selv havde oplært. Og så var det lige byens organist.
Godsmusikanter
Så var det lige greve og baroner, der fik særrettigheder, heriblandt ansvar for jurisdiktion inden for deres godsområder. I 1676 omfattede Schackenborgs godsområde hele 30 landsbyer. Og som bekendt lå det i en Kongerigsk Enklave. Den første godsmusikant, man kender, hedder Jacob Witzig. Han fik eneret på at spille i godsområdet. Han var også stadsmusikant i Ribe.
Musikerne skulle være rimelige i pris og måtte selv bestemme, hvor mange der skulle spille ved festerne.
Greven ansatte en musikant fra Tønder
Da Witzig døde i 1701 fulgte den nye stadsmusikant i Ribe, Galef Chinast. Men åbenbart var greven på Schackenborg ikke tilfreds med ham. Det blev nemlig en musikant Siventzen fra Tønder. Han skulle ifølge bestaltningen betjene ”alle Schackenborgske underdaner med leg og spil – for billig betaling efter sædvane. Og denne person var på daværende tidspunkt ikke stadsmusikant i Tønder men måske musikantsvend.
I 1726 var det så stadsmusikant Krosp fra Ribe. Men ak 12 år senere favoriserede greven en af sine egne musikanter, Mathias Nielsen, der fik lov til at spille til ”smaa Bryllupper og Barseler”. Fire år senere blev Lynge så den eneste musikant på Schackenborg. Og det var jo meget praktisk, da han boede i Møgeltønder.
Schackenborg havde gældsproblemer
Og så skulle han også medvirke i kirke – og taffelmusikken. Og jo det gik helt lovligt til. Greveparret fik deres valg konfirmeret hos kongen. Efter dennes død var det nu Henrich Hansens tur.
Dertil skal vi nok lige nævne at godset i slutningen af 1700-tallet blev sat under administration på grund af gældsproblemer. Det skete så omtrent samtidig med at man aftalte at musikeren skulle have ”årligt 40 rigsdaler på livstid”.
Han skulle opføre sig skikkelig
Han skulle opvarte med musik:
Men han fik samtidig tilladelse til at spille til bryllupper på landet, hvis han blot meldte det på forhånd. Desuden skulle han altid til stede, når der var ”Geburts Dag” i Grevefamilien:
Vores musikant fik nu navneforandring til ”Hindrich”. Der blev fortalt, at han var stået i lære som musikant-svend i Tønder. Alle i grevskabet skulle bruge Hansen undtagen søfolk til ”deres Bryllupper, Trolovelser og andre Forsamlinger og Lystigheder. Hvis de undlod at bruge Hansen, skulle de betale ”4 Rigsdaler Straf”.
Han skulle selv sørge for transporten frem og tilbage:
Glemte Greven at betale ham?
Men ak, vores musikant havde svært ved at få pengene hjem. Han fik Greven til at skrive breve ud til alle dem, der skyldte ham penge i Grevskabet og det var efterhånden ikke så få. De fleste var på Ballum – kanten. Disse bønder var ikke vant til at spørge om lov.
Nu var denne Hansen en livlig natur. Men han var godt kendt på Tønders værtshuse. Det gik ofte ud over værtshusets kopper, glas osv. Han havde for vane at slå dem i stykker.
I 1795 måtte han hele ti gange have Grevens hjælp for at få kradset penge hjem. Åbenbart blev det også greven for meget. Hansen klagede nu til Danske Kancelli over at han de sidste tre år ikke havde modtaget løn som hofmusikant. Havde greven ikke betalt ham?
I 1825 døde Hansen som indsidder i Møgeltønder på den nuværende adresse Sønderbyvej 4.
Lirekassen blev populær
Efterhånden var landbefolkningen ikke mere pligtige til at bruge stadsmusikanten. I de borgerlige hjem var der kommet klaver. Husmusikken florerede. Efter statsbankerotten i 1813 var der ikke mange koncerter.
Lirekassen var fremkommet og blev et populært instrument. Næringsloven var fremkommet og lovgivningen var blevet mere liberal.
Instrumenter i kirken
Instrumenter blev i middelalderen generelt betragtet som verdslige og dermed farlige. Spillemænd blev nægtet adgang i kirkerne. De blev betragtet som Djævlens musikanter og Guds fjender. Det eneste instrument, der vandt indpas i kirken, var orglet.
Men der ingen arkæologiske vidnesbyrd, der fortæller noget om orgler i Tønders middelalderlige kirker, hvoraf der har været to foruden Gråbrødreklostrets kirke. Den ældste kirke i byen var Skt. Laurentius Kirke bygget ca. 1150-1200 på den grund, hvor Vestergade 33-35 i dag ligger. Måske har den oprindelig været byens eneste kirke. Den anden Sct. Nicolai kendes først fra skriftlige kilder fra 1365.
Musikken spredte glans og glæde
Klosterkirken lå i forbindelse med Gråbrødreklosteret på området mellem den nuværende Skibbrogade og Vidåen. Franciskanerne havde grundlagt klosteret i 1238 og kirken blev indviet til Vor Frue i 1247. Omkring 1530 blev reformationen indført i Tønder og munkene blev drevet på flugt. Klosteret blev nedrevet sammen med Sct. Laurentius Kirken.
I alle samfundslag – på landet, i byen – hos adelen og hoffet – har man sunget, spillet og danset. På markeder har man brugt musikken, som vi allerede har beskrevet. Musikken har været med til at sprede glans over optog og fester.
De mest almindelige instrumenter har været fløjter og andre blæseinstrumenter af træ, horn eller metal, mundharper, trommer og strengeinstrumenter.
Latinskoleelever fik sangundervisning i Kristkirken
Ifølge Kirke-ordinansen af 1542 skulle der være en latinskole og en folkeskole i hver købstad. Latinskolen i Tønder blev oprettet i 1565. I latinskolen spillede sangundervisningen en stor rolle af hensyn til drengenes deltagelse ved gudstjenesterne. Meget af latinskoledrengens sangundervisning foregik i selve Kristkirken, hvilket sikkert var en god ide, da akustikken var meget bedre.
Han slog orglet i kirken og børnene i skolen
Først efter reformationen blev orgler mere almindelig i danske købstadskirker. Den første organist i Tønder hed Laurentius Thomæus. Han var tilknyttet den nybyggede Kristkirke i Tønder fra 1590erne til 1627. Han hed sikkert Lorentz Thomsen. I 1581 var han rektor på Latinskolen i Tønder:
Organist flygtede til Løgumkloster
Det første orgel i Tønder blev taget i brug i 1596. Under pesten i 1602 foretrak Laurentius som huslærer for amtmand Blomes og andres børn til Løgumkloster. Det var sikkert for at beskytte sig mod smittefaren. Men Byrådet krævede at han kom tilbage og passede sit arbejde. Han kom med en masse undskyldninger så Rådet fyrede ham. Men Hertugen i Gottorp befalede, at han skulle genansættes.
I modsætning til stadsmusikanterne er mange af organisterne født i og omkring Tønder. I 1731 udgav Pastor Schrader sin ”Vollständiges Gesangbuch”. Man kan sige at den levede op til navnet med ikke mindre end 1.000 salmer (!)
Organist fik 300 mark om året
En af de mere kendte organister var Ursinus, som var i kirken under pietismens tid og Schrader. Han testamenterede 960 rigsdaler til hospitalet i Tønder. Efter hans død købte Vajsenhuset 20 demat jord i Frederikskog, Det heder hvis nok stadigvæk ”De Uriniuske Jorder” I hans tid var der også ansat en paukeslager, som blev betalt af kirken. Det var nu ikke særlig godt betalt – 6 mark om året. Ursinus løn var i 1734 ca. 300 mark om året.
I 1700-tallet var det stærk tradition for opførelser af kantater og hvor man kan forstille sig at også latinskoledrengene har medvirket.
Organist stoppede – han blev far uden for ægteskab
I 1806 blev Friedrich Carl Ferdinand Paulsen organist. Han var søn af organisten i Marie Kirke i Flensborg. Han var ganske ung, da han fik stillingen i Tønder. Han måtte imidlertid allerede fortrække fra embedet i 1810 efter at han uden for ægteskab var blevet far til et barn, født af stadsmusikantens datter Botilla Cæcilie. Paulsen døde som cellist i St. Petersborg i 1826.
Organist gik konkurs med sin virksomhed
En af de lokale tøndringer, der blev organist i Kristkirken, er Peter Juncker, søn af kniplingshandler Hans Stefanus Juncker. Peter Juncker var borger og storkøbmand, der ejede ejendommen Østergade 3. Han var en meget agtet borger, der om søndagen blot passede sit ” ekstra job” som organist.
I 1830 gik han konkurs, men ernærede sig som klaverhandler. Fra 1850 var han lærer i orgelspil på seminariet.
Kristkirkens orgel
Man ved ikke, hvornår de første koncerter i Kristkirken blev afholdt, De første bevarede programmer er fra 1860, hvor kirkens daværende organist, Andreas Jastrau, bl.a. spillede værker af Bach, Händel og Mozart.
Ansvaret for Kristkirkens orgler blev i de første par hundrede år lagt i hænderne på nordtyske orgelbyggere. I 1816 var det dog Jørgen Marcussen fra Aabenraa, der restaurerede orglet.
Da kirken havde 300-års jubilæum i 1892, forærede staten 4.000 mark til anskaffelse af et nyt orgel. Indmaden af det gamle instrument, der havde 30 stemmer blev pillet ned. Orglets indre blev igen pillet ud i 1945, hvor det var orgelfirmaet Th. Frobenius & Co fra Lyngby, der klarede opgaven. Det var det samme firma, der ombyggede og omintonerede instrumentet i 1988. I dag har orgelet i Kristkirken 37 stemmer.
Stadsmusikkeren skulle stå tidligt op
De allerførste stadsmusikanter omtales som spillemænd. Den første, der omtales, er Spellmann Conradus omkring 1560. Den første, der nævnes som stadsmusikant er Johann Beier, der havde embedet 1615-1616.
Som alle andre steder skulle stadsmusikanterne i Tønder stå til rådighed når ”Bürgermeister und Rath” krævede det. Det kunne være ved alle officielle lejligheder, fester på rådhuset, kongebesøg osv. De skulle spille fra kirketårnet og i kirken til højtiderne. I 1670 skulle de spille hver morgen kl. 4 og om aftenen kl. 8 (vinter eller kl. 9 (sommer) på ”zinker og basuner”.
Honorar efter antal af gæster
Stadsmusikanten blev aflønnet via den såkaldte Martinskat – det var den by-skat, der skulle betales ved Mortensdag og som gik til aflønning af byens ”bestillingsmænd” Det var bl.a. diakonen, rektor og kantor på latinskolen.
Sandelig i 1694 fik stadsmusikant Knölcke tilladelse af Magistraten til at indkræve 1 rigsdaler ved bryllupper. Med seks par gæster, mens brudepar der havde inviteret 10 par, skulle af med 2 rigsdaler.
Iflg. Beyers bestalling fra 1615 havde denne fået stillet fri bolig til rådighed i rådhuskælderen – lige ved byens vinkælder.
Fra 1750 og frem var stadsmusikantembedet i Tønder kombineret med stillingen som amtsmusikant i Tønder Amt.
Det krævede en god uddannelse
Stadsmusikanter havde generelt en lang og alsidig uddannelse bag sig og kunne spille på mange instrumenter. En af de musikere, der søgte stilling i Tønder 1822, men ikke kom i betragtning havde på et tidspunkt undervist i Flensborg i 15 år i violin, klaver og sang,
Stadsmusikkeren havde travlt i 1721
Ved inkorporationen i 1721 blev Tønder sammen med de øvrige gottorpske besiddelser indlemmet i Kongeriget. Det blev i Tønder fejret med en højtidelighed på Tønder Slot, hvor byens indbyggere og embedsmænd aflagde arvehyldningseden til kongen. Samme dag afholdtes på slottet en stor fest for byens embedsmænd.
Det drejede sig om i alt 120 personer, der blev godt beværtet, Samtidig beværtedes i byens vinkælder i rådhuset på Torvet ca. 450 deputerede fra alle sogne i amtet fra øerne og kogene. Der har rigtig været fest i byen. Og her må stadsmusikanten nødvendigvis have været en central person.
Kosakkerne krævede brændevin og musik
I forbindelse med kosakkernes besættelse af Tønder i vinteren 1813 – 14, hvor tropperne krævede voldsomme mængder af brændevin indenbords, har de sikkert også krævet musik. Mon ikke stadsmusikanten har været aktiv ved den lejlighed.
Kommandanten huskes længe efter, fordi han slog sig ned i byens vinkælder. I øvrigt fik han leveret mange alen kniplinger, som han glædeligt tog med hjem.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 18, 2023
Rømø i 1807
På Rømø var man bekymret. Kom englænderne? 7.000 søfolk var allerede fanget. En mand forsøgte selv at fange ”Engelskmanden”. Han blev taget og det kostede ham 7 år i fængsel. Om der var kaperskibe på Rømø, vides ikke, men der var en på Amrum. Regler for de frivillige på Rømø. Det var måske en lidt naiv tilgang, men hensigten var god nok. Læs her, hvilke regler, der gjaldt, når englænderne kom!
På Rømø var man bekymret
Man var bekymret på Rømø i 1807. Kunne briterne finde på at angribe øen? De havde overfaldet København og taget flåden. Det var ret så ydmygende.
Rømø – kaptajnen Christian Hansen Mikkelsen førte kaperskibet ”Dyrehaugen” af København. Det havde to kanoner og et mandskab på 13 mand. Skibet blev opbragt af englænderne og mandskabet sendt i fangenskab i England.
7.000 danske søfolk var fængslet
Her sad i alt 7.000 danske søfolk. På det tidspunkt var der 450 søfolk bosiddende på Rømø. Hvor mange af disse, der sad i fangenskab vides ikke.
Thade Petersen fortæller at en mand fra Kongsmark egenhændig forsøgte at få fat i ”Engelskmanden”. Men han blev taget og sad 7 år i fængsel. Under dette fik han koldbrand i begge ben.
Et kaperskib på Amrum
Om der var egentlige kaperskibe på Rømø, vides ikke. Men i hvert fald på Amrum var der et kaperskib, der hed Roland. Men også dette blev taget af englænderne.
Danmark havde næsten udspillet sin rolle som sø-magt. Mandskab som havde taget hyre, blev nærmest arbejdsløs. Danmarks handel var nærmest ødelagt. Den yderste fattigdom herskede på Rømø.
Regeringen indførte et reglement
Kaperiet opstod, for at bringe indtægter til staten blandt andet for de tab, som de havde lidt. Den 14. september 1807 indførte Regeringen et:
Det var dog vanskeligt at skaffe våben til disse både. Det skulle nedskrives, hvor stor andel hver enkelt skulle have. Der opstod hurtigt et proletariat af redere og mandskab
Regler for de frivillige på Rømø
Man havde lavet et beredskab på Rømø – et slags hjemmeværn for et beskytte sig. Heldigvis fik Rømø – boerne aldrig brug for at give ”Engelskmanden” en ”God prygler og stav”.
På Rømø blev der advaret om at øen kunne blive overfaldet af englænderne. Sønderlandets beboere havde besluttet at der skulle gøres fælles modstand for at jage englænderne væk. Der blev udarbejdet et dokument på 15 punkter, der dannede retningslinjer for dette hjemmeværn, der blev dannet. Nu har vi forsøgt at redigere teksten til nogenlunde nudansk.
Hensigten med retningslinjerne er jo god nok. Der er så gennem historien nogle, der har forsøgt at latterliggøre disse. Dette synes jeg ikke man kan. Det kan da godt være at se med nutidens øjne at tilgangen er noget naivt. Men tænk lige på, hvilke muligheder de havde dengang.
De 15 regler på Rømø
Ved landgang bør to eller flere, der kan gøre sig forståelig på det engelske sprog nærme sig og spørge til hvem de er og hvad deres hensigt er. Hvis det er englændere, skal der samles en styrke af mandfolk, der er dobbelt så mange som de landsatte. Disse skal så vidt uden blodsudgydelser forsøge at fange dem.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 17, 2023
Bov Sogn-folkeminder-sagn og bare historier
Der blev taget og givet efter 1920. Masser af kampe ved Nyhuus Sø. Frøslevstaven. Haraldsdal-Hvorfor hedder det sådan. Kirken skulle have ligget i Smedeby. Inden Første Verdenskrig kun 50 mand i Padborg. En trold skabte Frøslev Polde. Røverhøvdingen Elfing. Bommerlund Kro i ”Den lille Hornblæser”. Derfor hedder det Ellund. Tyvvejen – en del af Hærvejen. Den forkrøblede tjørn ved Simondys. Engang en kæmpe høj ved Ellund. Da man byggede en kirke i Hanved. De spanske soldater i Frøslev. Den frygtelige heks i Ellund. Et genfærd i Simondys. Man vidste 60 år før, at jernbanen kom. Når en person ikke skulle gå igen. Når man blev indbudt til bryllup. Fjernelse af bylder og vorter i Bov Sogn.
Der blev taget og givet
Måske lander vi uden for sognet i denne historie. Dengang var det jo noget, der hed Vis Herred og det gik jo syd for grænsen. I 1920 mistede sognet jo både Kobbermøllen, Wassersleben (Sosti) og Nyhuus, som nu danner Harreslev Sogn.
Til gengæld kom der til Bov Sogn den store by, Frøslev som hidtil havde hørt til den 1 mil derfra billigende Handeved. I mange år fortsatte folk fra Frøslev at blive jordfæstet i familiegravstederne pa Handeved Kirkegård.
Masser af kampe ved Nyhuus Sø
Og hvorfor hedder det egentlig Bov? Ja de kloge historikere siger at det er udledt af den mystiske angelsaksiske helt – ”Beowulf”.
Ved Nyhuus Sø lå en stor borg bygget af Grev Clavs. Det var til værn mod Valdemar Atterdag.
I ældgammel tid har stedet her været genstand for mange kampe. Her har været mange kæmpe høje. De fleste er med tiden blevet ødelagt. På begge sider af Hærvejen er der foregået oldtidsbegravelser.
Frøslevstaven
Engang lå der Padborg en villa, der hed Paddehatten. Her fandtes kromand Thomsens Mark og her var en kæmpehøj med en stav med runer – den såkaldte ”Frøslevstav”. Den er kun 19,5 cm lang og befinder sig på et museum syd for grænsen.
Haraldsdal – hvorfor hedder det sådan?
I Haraldsdalen skal der have været et slag. Og det handler om Harald Klarks flugt til Frankerne og hans dåb 826. I engen findes Kongekilden, af hvilken strømmer sort sand. En smuk skov strækker sig langs Nyhus Sø. Det var godt nok noget, der imponerede os, da vi var flyttet til Padborg – dengang.
Kirken skulle have ligget i Smedeby
Under svenskekrigen 1659 og 1660 led Bov i udstrakt grad. Kirken blev ødelagt og berøvet sit blytag. Og selvfølgelig er der knyttet et sagn til Bov Kirke. For kirken skulle egentlig have ligge i Smedeby. Natlige forstyrrelser af byggearbejdet måske fra troldenes side, forvoldte at man valgte den nuværende plads. Fra dette sagn skal hidrøre talemåden:
Det er provst Rønnekamps ihærdige bestræbelser man kan takke for det høje smukke granittårn. Ved den gamle hærvej er der rejst en mindesten om ”Slaget ved Bov”. Men se det slag har vi allerede skrevet om.
Og så er det jo også Valdemarstoft og Oldemorstoft. Dette har vi også skrevet om. Men vi har sikkert glemt at Christian den Fjerde har overnattet på den ene af gårdene den 19. december 1616.
Inden Første Verdenskrig kun 50 mennesker i Padborg
Inden Første Verdenskrig var Padborg bare en ubetydelig stationsby med bare 50 indbyggere med et par kroer, mølle, en større byggematerielhandel samt en bankfilial. Men i løbet af få år voksede byen. Ikke langt derfra har vi så Frøslev. Og så er det jo lige Frøslev Polde. Og også her har vi et herligt sagn.
En trold skabte Frøslev Polde
En trold vestpå blev opbragt over den påbegyndte kirkebygning i Bov. Han fyldte en sæk med sand og begav sig på vej mod Bov, for at ødelægge værket. Undervejs gik der hul på sækken og sandet dryssede og dannede ”Frøslev Polde”.
Disse skyder sig frem i retningen fra nordvest mod sydøst. Ved Ryttergabet, passet med de høje lyngklædte banker, skal i sandflugtens dage en rytter have fundet døden. Fra denne tildragelse skal navnet stamme. En anden banke bærer navnet Valdemars Sandbjerg.
Røverhøvdingen Elfing
Før i tiden var her til dels skov og til dels mose. Her skal en røverhøvding Elfing eller Eflund have drevet sit spil. Den højeste klint hedder Eflunds stenbro og på Slotsbjerget findes murbrokker. Kragelundgårdhørte vistnok til herresædet, som blev ødelagt med sine ryggesløse beboere. Nu bærer poldene navnet Frøslev Polde. Frøslevnavnet udledes af navnene Frø eller Frejr.
Bommerlund Kro i ”Den Lille Hornblæser”
Vi skal måske lige nævne Bommerlund Kro, for det var her overkommandoen lagde planerne for sejren ved Bov. I den kendte ”kult – bog” ”Den Lille Hornblæser af H. P. Holst hedder det bl.a.:
der ligger kroen Bommerlund bekendt i hele landet
Der er den bedste danske snaps.
Jo og dengang, der var masser af fisk i søen ved Kruså Vandmølle var der amtmanden, der havde eneret til fiskeriet
Derfor hedder det Ellund
Da Gottorp Slot ved Slesvig var bygget, skulle der lægges vandrør i jorden. Disse render skulle for at kunne holde længst mulig være af Elletræ. Det var lettere sagt end gjort. I nærheden af Slesvig var der ingen skove, hvor der groede Elletræer.
De store Elletræer lå, hvor landsbyen Ellund ligger. Og man siger, at det er derfor, at byen har sit navn ”El-lund”.
Tyvvejen – en del af Hærvejen
En gammel vej, som kan følges fra Frøslev og nord på samt syd på havde navnet Tyvvej. Tyvvejen skilte Harreslev og Gotrupel jorder og gik videre over Hanved Sogns jorder. Engang har vejen været bredere, men så blev den forsynet med jordvolde ved dens sider. Men i mange år var vejen ikke blevet benyttet som færdselslov. I 1880erne henlå den overgroet med Lyng og Gyvel og de spor som vognhjul tidligere havde sat. Jo i ældre tid havde dette været en færdselsvej.
Tyvvejen er nok et navn af nyere dato, men ”Stine Kagku’n” kunne i 1890erne fortælle et sagn om denne vej. De Harreslever og Hanved Sogns mænd kunne ikke enes om skellet mellem deres jorder. De beskyldte hinanden gensidig for at de stjal deres jorder. For at gøre ende på striden blev den kaldt for Tyvevejen.
Et andet sagn fortæller at vejen i de ældste tider var en del af Hærvejen både mod syd og nord før Hærvejen kom til at ligge øst for den. At vejen har været kendt i ældre tider, vidner også de mange gravhøje ved vejens sider.
Den forkrøblede tjørn ved Simondys
På Harreslevs jorder ved den vej, som menes før at have været Hærvejen ved Søndermose i nærheden af Simondys findes der en forkrøblet tjørn. Og ved denne tjørn spøges der. Ikke alene ses der to mennesker gå omkring. Men her rider der også mænd til hest forbi. Disse ryttere ser alle til den side, hvor tjørnen gror.
Det fortælles, at de krigere, som rider her, slog en fjende i det store slag, som en gang blev udkæmpet ved Simondys. Rytterne rider syd over Tyvevejen mod Skovkroen. Jo det var på denne vej, de red syd over, da de havde slået fjenden.
Engang en kæmpehøj ved Ellund
Tæt op til Grænsen mellem Tyskland og Danmark ved Ellund er (var) der en kæmpehøj. Den er desværre næsten ødelagt med en plov. Noget mod vest for kæmpehøjen var der en fodsti. Den benyttes nu ikke mere efter at grænsen satte et skel mellem Frøslev og Ellunds jorder. Men før var der en ”skolefodsti” fra kolonihusene Julianneaa (Julianehåb) på Frøslevmark, da børn herfra gik i skole i Ellund.
På denne kæmpehøj spøger det i midnatstimen, Der er mange, som har set, når de kom gående på fodstien, at der stod en kæmpe på højen. Kæmpen var klædt i rustning, Han holdt en dragen sværd i sin hånd og spejdede syd over efter Ellund. Omkring kæmpehøjen hørtes der våbenalarm. Det var larmen fra denne kæmpes krigere, der engang kæmpede mod fjenden oppe i Sønderjylland, da der stod et slag her.
Kæmpen, der streg her, faldt i slaget. Han blev gravlagt med fuld rustning i kæmpehøjen, som hans krigere bar jorden sammen til i hjelme på Ellund – Nørager.
Hver nat rejser kæmpen sig. Han træder ud på kæmpehøjen og holder vagt der. Han spejder efter fjenden, han venter, skal komme syd fra, for at han til rette tid kan kalde sine mænd under våben.
Da man skulle bygge en kirke i Hanved
Da man skulle bygge en kirke i Hanved kunne man ikke blive enige om, hvor den skulle ligge. I lang tid diskuterede man det. Så blev man enige om at der skulle spændes to stude for en bjælke. Hvor de fandt de to stude og bjælken ville man bygge kirken.
Og de fandt de to stude og bjælken på en bakke. Og der skulle kirken bygges.
De spanske soldater i Frøslev
Engang lå en masse spanske soldater i lejr i Frøslev. De spanske soldater rapsede uldtøj såsom uldne skjorter, strømper og andet tøj, der varmede. Beboerne satte vagt på. Hos Jørgen Post holdt en pige vagt. Da soldaten så pigen trak han sablen og gik løs på hende. Hun flygtede men fortalte hendes husbond, hvad der skete.
De sendte bud til Hans Post på Nørvang. Det er en gård nord for Frøslev. Hans Post var en kraftkarl, som det ikke var godt at nappes med. Hans Post lovede at ordne det med den spanske soldat men sagde:
Længe varede det heller ikke, så var Hans Post på pletten. Han blev sat ind i sagerne. Den spanske soldat var endnu til stede. Han kunne åbenbart ikke finde det, som han søgte. Da soldaten så den stærke bonde studsede han lidt. Men så tog han sin sabel og gik løs på Hans Post. Men denne lod sig ikke kyse, lynsnart greb han med den ene hånd fast om sablens æg og ved hjælp af den anden hånd frarev han spaniolens sabel og tvang ham til at sætte ham på en stol:
Den spanske soldat rystede som et espeløv, så forskrækket var han over den medfart Hans Post havde givet ham.
Det rygtedes snart blandt spaniolerne i Frøslev over hvilken tort, der var overgået en af deres kammerater, at en simpel bonde afvæbnede en af deres egne. Kom Hans Post siden gående og så spanioler i nærheden, så forsvandt de skyndsomst. Dog var det bedste af det hele, at fra den dag blev der ikke mere stjålet ulden tøj i Frøslev.
Den frygtede heks i Ellund
For mange år siden boede der i Ellund en led heks. Hun var frygtet, for hun var en af de værste. Det var mange, der havde set hende ridende på et kosteskaft Skt. Hans nat på Korsvejen vest for Harreslev. Hun havde det ikke godt med småbørn.
Vidste hun, at der et sted var født et barn skulle hun besøge barselskonen. Mange af de børn som heksen havde rørt ved var pukkelryggede eller blev syge på anden måde.
Børn skulle vende om, når de mødte heksen. Kom hun til et hus, hvor børn var selv hjemme skulle børnene med det samme låse døren. Jo Ellund – heksen var frygtet og kendt langt ud over Hanved Sogns grænser.
Et Genfærd i Simondys
I begyndelsen af 1700-tallet boede der på den sydligste af de to gårde, der kaldtes Simondys en mand, der hed Jespersen. Og han fortalte, at der her opholdt sig en genfærd eller et spøgelse.
Han holdt til i hestestalden. De heste, som stod på stald, gik løse hver morgen. Folkene på gården kunne binde hestene fast til krybben på forskellige måder men alligevel var de løse hver morgen. Desuden var de våde af sved. Der stod en damp omkring dem. Det var et genfærd/et spøgelse, der havde fat i dem.
Til sidst blev hestene staldet op et andet sted. Her kunne de holdes bundet. Om morgenen var de ikke badet i sved. Men det bedste var at der på gården ikke mere var spor af et genfærd/et spøgelse.
Man vidste 60 år før – at jernbanen kom
Bejl kaldes et engstykke vest for Ellund. Her var også noget mose. Og vejen, der første hertil blev kaldt Bejlvej. Der hvor vejen drejede, kunne man ofte se to lys komme farende fra vest mod øst – snart var de på vejen og snart var de ved siden af den. De der levede dengang sagde:
Det var forvarsel for togforbindelsen fra Tønder over Tinglev til Sønderborg. Dette forvarsel var kommet 60 år før, der her blev anlagt en jernbane.
Når en person ikke skulle gå igen
I området var der en bestemt skik. Når et menneske havde taget sig selv af dage eller forset sig mod sine medmennesker og ikke havde gjort bod, før det døde og som dermed ikke kunne finde ro i sin grav, ja da skulle en nær slægtning hjælpe den døde.
Den dag, der var begravelse, skulle en nær slægtning til den døde før liget blev bragt fra hjemmets grund tage vand og kaste det over liget. Da var den døde udfriet for helvedes pine og gik derfor ikke igen.
Når man blev budt til bryllup
En gammel bryllupsskik fra Hanved Sogn er som følger. Traf den, der skulle byde til bryllup ikke nogen hjemme, så skulle ”Bydemanden tage fat i taget over husets dør og rive noget af taget ned, så det hang ned over døren. Så kunne man se, at man var indbudt til bryllup. Man må så håbe, at de vidste, hvem der havde indbudt.
Fjernelse af bylder og vorter i Bov Sogn
Hvordan kommer man af med vorter og bylder i Bov Sogn? Ja det kunne da være praktisk at vide.
Hvis en var plaget af vorter, så kunne man komme af med dem ved fuldmåne. Dog skulle det gøres uden at andre vidste det. Der skulle slås et kors over vorterne med hånden og kigges op til månen mens der siges:
Den der er plaget med bylder, kan bruge følgende råd.
På et stykke rugbrød skal der stryges materie fra bylden. Er det gjort skal dette placeres udendørs så høns ikke kan komme til at spise det eller hakke det i stykker. Men fugle må gerne gøre det. Og hvis de gjorde dette, forsvandt bylden og fremover vil man heller ikke få nye bylder.
Ja sådan kunne vi blive ved med mere eller mindre sande historier, folkeminder og sagn. Vi må vende tilbage til flere ved en senere lejlighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 15, 2023
Aabenraa-starten på historien (1)
Historiske Strejftog – Aabenraa (1) Aabenraa var isoleret. Fiskerbefolkningen startede. En gammel bonde-by var det også. Gammel Opner. Hvor lå de første bebyggelser. ”Skraaen” har sikkert været gældende længe før. Første byggeri har været ringe og vanskelig. Et livligt liv på byens torve. Byen omgivet af volde og grave. Aabenraa – brændt af Vendere i 1148. Det samme skete 99 år efter af andre. Et kapel til fiskere. Aabenraahus – Kongsgården. Magrethe den Første bygger nyt slot. Aabenraa pantsættes flere gange. Aabenraa vokser ud over volden. Udendørs Ting. Ramsherred – ikke for godtfolk. Sankt Jørgensgård. Tre Gilde – broderskaber. Broderskaber omtalt i ”Skraaen”.
Aabenraa var isoleret
I mange århundreder lå Aabenraa mere isoleret end andre sønderjyske byer. Det fattige bysamfund opstod uden tvivl som et fiskerleje omkranset på tre sider af skovklædte højdedrag. Dette betød en hindring for frit og uhindret samkvem med det øvrige land. Datidens vigtigste trafiklinjer trak uden om det vanskelige tilgængelige terræn omkring Aabenraa.
Den store færdsel ind og ud af riget foregik vest for byen ad den gamle Oksevej eller Hærvej. Denne havde ingen direkte forbindelse til Aabenraa som lå gemt bag de store skove.
Kun mod øst, hvor fjorden glimtede, var der en åben vej.
Fiskerbefolkningen startede
Den ældste bydannelse må sikkert søges på den sydlige skråning af den bakkeø, på hvilken byen er vokset op. Her har sin tids fiskerbefolkning skabt en bebyggelse i nærheden af stranden.
Kvarteret, der startede det hele, har været grupperet omkring den nu værende Skibbro, Skibbrogade, Fiskergade og Gildegade. Overleveringen fortæller os, at det var Skibbrogade, der i ældre tid var Østergade. Og i dette kvarter lå byens første kirke eller kapel indviet til Sankt Knud.
En gammel bonde-by
Men nu har fiskerlejet ikke været den første begyndelse til Aabenraa. Det fremgår af Kong Valdemars jordebog af 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby, hvorfra Aabenraa har hentet sit navn. I jordebogen nævnes en landsby, Opnør. Her ejede kongen også noget jord.
Gammel Opner
Byens gamle ”Skraa” blev stadfæstet af Hertug Valdemar den Femte af Jylland på Sønderborg Slot den 1. maj 1335. Her finder vi betegnelsen ”Gammel Opner”, I ”Skraaens” paragraf fire omtales græsningsrettigheder, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er ”Gammel Opner”. Men ”Skraaen” giver ingen antydning af, hvor dette sted skal findes.
Hvor lå det?
Forskellige kloge historikere har fremsat teorier om Opnørs eller Gammel Opners belligenhed.
Den å der har flydt forbi Opnør, nu Mølleå har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen (Opnør – Aa). Efterhånden dukker der forskellige omskrivninger af orden op:
Så er det diskussionen om, hvad slutningen ”Ør” i ”Opnør” betyder. I gammeldansk betyder ”Ør” ”grusset strandbred”. Måske er den allerførste bebyggelse sket herfra.
Ja egentlig var det jo en tredje teori med hensyn til, hvor Gammel Opnør lå
”Skraaen” har sikkert været gældende længe før
Denne ”Skraa” eller vedtægter som hertug Valdemar stadfæstede i 1335 har sikkert været gældende lov i Aabenraa længe før. Antagelig kan den føres tilbage til Valdemar Sejrs regeringstid (1207-1241), fra hvilken periode man almindeligvis regner, at byens købstadsrettigheder stammer.
Allerede i 1231, hvorfra ”Skraaen” stammer var der ind- og udførsel af varer i Aabenraa.
Første bebyggelse har været ringe og uanselig
Den første bebyggelse har været ringe og uanselig. Det har været mere hytter end huse, fiskerne boede i. Men da det opblomstrende bysamfund voksede op, har byen allerede fået købstadsrettighed. Vi kan gå ud fra at hytterne er afløst af huse og byen er i vækst.
Fra tidlige kilder ved vi, at der i fjorden har været gode fangstmuligheder. Og efterhånden lykkedes det at finde afsætning for disse fangster. Men vi kan se ud fra ”Skraaen” at også andre erhverv har gjort sig gældende. Således har landbruget spillet en rolle.
Et livligt røre på byens torve
Aabenraa – Fiskere har også deltaget i det rige silde-fiskeri, der efter år 1000 satte ind i Øresund og i flere hundrede år. I ”Skraaen” nævnes også sømænd og skippere. Der tales i ”Skraaen” om gejstlige og Rådmænd, om handel og købmandskab.
Der har udspillet sig et livligt røre på byens torve – Storetorv og Søndertorv.
Byen omgivet af volde og grave
Byen har været omgivet af volde og grave. En by-grav med vold foran strakte sig fra Kilen i øst til vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmunding i Nybro. Heraf er by-graven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret eller Indvandet og således i en halvcirkel omsluttet hele byen.
Nu var det vel så som så med den sikkerhed disse volde afgav. Aabenraa har næppe følt voldanlægget som nogen beskyttelse mod de farer og krige, der kom udefra. Trods sin forholdsvis afsides beliggenhed dengang er Aabenraa ikke blevet skånet.
Aabenraa – brændt af Venderne i 1148
Overleveringer, der dog savner bekræftelse, går ud på at Venderne i 1148 har afbrændt byen. Danckwerth skriver, at det her skete, da Kong Svend – Eriks søn og Kong Knud – Mogens søn kæmpede mod hinanden om Danmarks rige. Det er denne lejlighed, Venderne skal have benyttet sig af. Alt hvad der på dette tidspunkt var bygget op i Aabenraa, gik op i luer.
Det samme skete 100 år efter
Hundrede år senere i 1247, har krig og brand hærget byen. Slottet er blevet brændt ned, men dog igen opført. Men omkring denne tid har der på banken nord for by-volden rejst sig en kirkebygning, indviet til de søfarendes beskytter, Sankt Nikolaj. Kirken blev lagt nord for banken. Den blev lagt så højt, så den kunne tjene sømænd og fiskere som sømærke. 1248 nævnes som det år, hvor bygningen af kirken skulle være påbegyndt. Men det kan nu ikke udelukkes at kirken allerede var bygget på det tidspunkt.
Et kapel til fiskerne
Et tredje Gudshus har der også været i byen. Det var et kapel, indviet til fiskernes skytsengel Sankt Andreas, som skulle skærme og bevare fiskerne, når de var ude på det lunefulde hav. Dette kapel var kun lille og uanseeligt. Det findes på et kort fra 1641 og det lå på et højdedrag syd for byen og vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Endnu i 1641 hed det Kapelbjerget.
Kapellets præst holdt messe hver dag. Mange mennesker menes at have valfartet hertil. Ved Reformationens indførelse tabte Kapellet anseelse. Muligvis er det derefter blevet revet ned. Kapellets jorder blev overgivet til byens borgere til ”kålhaver”
Aabenraahus – kongsgården
Ude i den vestlige del ved Vestergade – Nybro ragede den gamle kongsgårds mure op. Foruden Aabenraahus blev slottet her kaldt Gamle Brundlund Slot og Kongelund. Stedet, hvor det har ligget, er ikke nøjagtigt fastslået. Nogle mener således ikke at det har ligget ved udmundingen af Vestergade men længere syd på.
Dette slot var omgivet af volde og grave. Det spillede en rolle i datidens kampe om riget og magten. Bisp Valdemar Knudssøn skulle således have siddet som fange på slottet, efter at han i 1192 havde taget kongenavn og stræbt efter den danske trone.
I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde med slottet. I Valdemar Atterdags sidste leveår var denne konge i besiddelse af slottet. De holstenske grever erhvervede Aabenraahus ved list og svig efter Kong Valdemars død, idet de ved at betale kongens foged, fik ham til at åbne slottets porte for sig.
Margrethe den Første bygger nyt slot
Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev det nemlig erhvervet af dronning Margrethe, hvis navn er uløseligt knyttet til Aabenraa. Hun fik i 1411 en overenskomst i stand med holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen gik ind på at pantsætte bl.a. Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronning Margrethe. Hun fik en aftale om at hun frit kunne rykke det gamle slot ned og bygge et nyt på det sted, der passede hende.
Og det gik hun straks i gang med. Indtil 1635, der regnes for Claus Møllers dødsår, kunne man endnu se rester af det gamle slot. Og egentlig var det Dronning Margrethes plan at bygge et stort og prægtigt slot men det undte skæbnen hende ikke. I oktober 1412, da hun befandt sig ved Okseøerne efter at have besøgt Flensborg døde hun.
Margrethes oprindelige porthus på Brundlund Slot blev indrettet til herskabelig embedsbolig, ligesom slottet har været stærkt befæstet med palisadeanlæg og vindebro. Mange gange er dette slot blevet angrebet.
Aabenraa pantsættes flere gange
Efter en belejring, der varede i en måned i 1429 under den krig Kong Erik af Pommern i flere år førte mod Hansestæderne og de Holstenske grever faldt Aabenraa i de holstenske grevers hænder. Aabenraa By blev udplyndret. Soldaterne til egnede sig alt, hvad borgerne havde af guld, sølv og værdifuldt husgeråd.
Slottet og byen har flere gange været genstand for pantsættelse. I 1470 pantsatte kong Christian den Første slottet til Henrik Rantzau for 24.000 Mark. I 1525 fulgte Kong Frederik den Første dette eksempel og satte slot og by i pant hos Bennedict Pogwisch for 10.000 Mark lybsk.
Ved Kong Christian den Tredjes deling af hertugdømmerne i 1544 blev Aabenraa tillagt den gottorpske del, var dette beløb endnu ikke betalt. Ved delingen valgte Hertug Adolf den gottorpske del. Han blev således den første gottorpske Hertug og blev stamfader til det gottorpske hus.
I 1589 har der fundet en ny pantsættelse sted, idet Hertug Johan Adolf, der var gift med prinsesse Augusta, en datter af Kong Frederik den Første og dronning Sofie straks efter sin svigerfaders død satte Aabenraa i pant til sin svigermor for et stort pengebeløb, hun lånte ham.
Aabenraa vokser ud over volden
Befolkningstilvæksten sprængte de rammer, som volden dannede for byen. Det var næsten udelukkende mod nord bebyggelsen skød op. Men der skete også ændringer mod vest, da det gamle slot blev revet ned. Nybro og Nygade hidrører naturligt fra tiden efter slottets nedrivning.
Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalandhuset. Det blev efter sigende opført af de katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Åbenbart har huset været Gildehus for byens gildebroderskaber og blevet taget i brug som rådhus.
Udendørs Ting
Uden for rådhuset under åben himmel mellem fire tingstokke havde Tinget fundet sin plads. Her blev retssager afgjort. Tinget blev afholdt hver mandag frem til den store brand i 1610.
Der har også været meninger fremme, at Tinget holdt deres møder på selve Storetorv.
Ramsherred – ikke for godtfolk
På Kirkebjerget havde de syv Marianere nedsat sig i deres huse og bygninger nær kirken. Lidt længere mod nord blev Ramsherred anlagt omkring 1470. Det var en lille bydel for sig selv. Det var som navnet antyder ikke godtfolk, der holdt til her. Tyve, løsagtige kvinder og deslige har her ført deres forargelige levned til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere.
Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden af denne rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de skarns folk i Ramsherred.
Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere syd for byen, indtil galgen fik sit blivende sted på Arnsbjerg, et højdedrag umiddelbart nord for det daværende Aabenraa.
Sankt Jørgensgård
Foruden de to kirker, der er nævnt og Sank Andreas – kapellet har der eksisteret endnu et Gudshus i Aabenraa, indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller rettere kapel har været knyttet til Sankt Jørgensgård. Ja det var vel et slags hospital for spedalske. Denne frygtelige sygdom – spedalskheden vakte tidligt de gejstlige og verdslige autoriteters opmærksomhed. Allerede i det 5. og 6. århundrede træffer vi sådanne hospitaler. Af hensyn til sygdommens karakter blev disse hospitaler lagt uden for byens porte. Det er efter et sådant hospital bydelen Jørgensgård har fået sit navn. Efter et fund i 1929 kan man ganske nøjagtig stadfæste Jørgensgårds beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten. Her har antagelig ligget en teglovn som har hørt til hospitalet. Fundet blev gjort ved Karpedam.
Vi ved at bygningen og jordene blev givet til den fyrstelige lensmand ”Svarte Hans”. Senere er Sankt Jørgens Kirke (Kapel) samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer.
Han ombyggede kirken (kapellet) til et beboelseshus og benyttede det en tid lang som sådant. Efter knap fire års forløb drog han bort, hvorpå jordene atter blev lagt til Brundlund Slot og siden forpagtet ud til borgere i Aabenraa.
Tre Gilde-broderskaber
Før ”Skraaens” konfirmering i 1335, måske allerede længe før, har der i Aabenraa været ikke færre end tre gildebroderskaber:
Broderskaberne omtalt i ”Skraaen”
Det største og betydeligste var Knuds – gildet opkaldt efter Knud Lavard, som havde været Oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At Sankt Knuds Gildet havde betydning i Aabenraa fremgår af § 20 i ”Skraaen”:
Sankt Knuds-Brødrene øvede stærk indflydelse på valget af byens rådmænd og borgmester. I Statsretten for Aabenraa-Flensborg Stadsret, der ved år 1514 var tillempet efter aabenraaske forhold og anvendtes ved siden af ”Skraaen” – siges således, at Sankt Knuds Goldes Oldermand skal være med til at indsætte og afsætte Rådmændene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 12, 2023
Tønders mange legater
Mange kniplepiger måtte betale for at få blev rige. Var det samvittigheden eller Pietismens godhed, der bevirkede så mange legater i Tønder? Hvad er en Legatfenne? Ja det ved de syd for Højer. Peter Struck. Skoleundervisning. Svigersøn snød med testamente. Balthasar Petersen. Hans Friedrich Leo. Paul Popsen. Uforanderlig ægteskabelig kærlighed. Carsten Richtsen. Vestergade 9 viser velstanden. Understøttelse af fattige fra den arbejdende og flittige klasse. Den flittige håndværker og arbejder. Georg Friedrich Horup. Han blev Carsten Richtsens by-sekretær. Kapitalen skulle ”sættes på renter” Spillere og drankere skulle ikke forventes at få noget. Hvem var legatmodtagerne 1. Ældre Mennesker 2. Yngre enker med uforsørgede børn. 3. Yngre Familier med en stor Børneflok. 4. Familier med syge eller handicappede Børn. 5. Yngre Håndværkere i akut nød. Og så var afslagene uden begrundelse. Modtagere af fattighjælp blev offentliggjort i den lokale avis. Offentlig hjælp var en ydmygelse. Man skulle sandelig ikke begraves på ”Fattigjord”. Suppelegater og andre.
Legater og stiftelser var i alle byer medvirkende til at begrænse antallet af personer, der måtte have fattighjælp.
Det kan ikke skjules at Tønder har været berømt for alle dens kniplinger. Mange er blevet rige på den bekostning. Men også mange af kniplingspigerne er blevet handicappede fordi de arbejdede under dårlige arbejdsforhold og i for højt tempo.
10 gadenavne opkaldt efter sig
Mange af kniplingsgrossererne har stiftet legater m.m. til byens fattige i tidens løb. De har så til gengæld fået gader og veje opkaldt efter sig. Derfor hedder det i dag Strucksalle, Horupsgade, Leosalle, Popsensgade, Richtsensgade m.m. Tæller vi nu sammen er hele ti gadenavne i Tønder præget af disse velgørere.
Klosteret og den katolske kirke tog sig af de fattige og syge. Man betalte tiende. Med reformationen forsvandt hele det sociale arbejde i Tønder. Gråbrødreklostret blev nedlagt og munkene smidt ud af byen. Nu måtte byens befolkning selv klare det.
Nogle få bliv rige af kniplinger
I løbet af 16-1700 – tallet blev nogle få af byens borgere meget rige på grund af kniplingerne. Nu var det vel ikke kun på grund af samvittighed at disse grossister eller kniplingshandlere stiftede disse legater. Det kunne være at de følte en vis forpligtelse!
Personlig fromhed opstod i forbindelse med at pietismen opstod. Dette var måske med til at fremme antallet af legater og stiftelser i Tønder
Hvad er legatfenner?
Mange af Tønders legater byggede på indtægter af jord i Tøndermarsken. Dukker vi ned på et kort fra 1. januar 1954 kan vi se at der ligger jorder tilhørende 23 forskellige legater og stiftelser. Legatejendommene ligger hovedsagelig vest for Højer – Rudbøl diget, dvs. i de nyere koge som Rudbøl Kog (1715), Gl. Frederikskog (1692) og Ny Frederikskog (1861).
Ja man kalder stadig disse marker for ”Legatfenner” Mon ikke den allerførste blev oprettet af Anne Cathrine Hansen i Højer i 1766. Det var 2,7 ha i Rudbøl Kog
Det var indtægterne af udlejningen af jorderne i Tøndermarsken, der udgjorde finansieringen af legaterne og stiftelserne. Det er det såkaldte Land-udvalg, der udlejer fennerne. Går du en tur derude kan du genkende disse fenner. Således benævnes Richtsens legatmarker med R.L. Posens Legat er lige med P.L. og Leos Legat er L.L.
Nu skal vi da også lige huske at nævne, at der i Tøndermarsken ligger legatjord, der tilhører Aabenraa Kommune.
Peter Struck
Han var den første legatstifter. Han var rådmand og kniplingshandler. Og hans legat var for fattige i Tønder. Strucks legat finansierede opførelsen af Vajsenhuset i 1731,
Allerede i 1703 stod han i spidsen for indsamling til udvidelse af byens hospital. Efter at have afregnet med provst Reimarus i 1709 indførte han sit testamente i kollektbogen. Af teksten kan man se at han var grebet af pietismens ideer. Han omtaler sig selv som et værktøj for den almægtige Gud.
Han ser det som sin opgave at hjælpe fattige børn til en kristen opdragelse, et betryggende legemligt underhold og en god skoleundervisning.
Skoleundervisning
Han er meget konkret, således skal lejeindtægten fra den jord han giver, betale for 12 forældreløse drenges ophold i byens hospital, hvor de skal oplæres i læsning, skrivning, regning og kristendom. Desuden skal 38 fattige børn i Tønder have gratis undervisning, ligesom degnene i fem forskellige sogne i Vidding Herred have betaling for at undervise 20 børn hver.
Du kan læse hele den historie i vores artikler om Vajsenhuset i Tønder.
Svigersøn snød med testamentet
I en kuvert i kollektbogen har Struck lagt en lille levnedsbeskrivelse. Han er født i Aabenraa i 1659 – tre måneder efter sin fars død. En arv satte ham som voksen i stand til at blive selvstændig inden for handel. I mere end 20 år betalte han Tønders højeste skat.
Struck døde i 1713 og hans hustru Beate Maria året efter. Testamentet trådte imidlertid ikke i kraft før 1731, fordi ægteparrets svigersøn og arving i første omgang fortav dets indhold. Også den historie kan du læse i vores tidligere artikler om Vajsenhuset.
Balthasar Petersen
Provst Petersens Legat blev stiftet 1786. Som vi tidligere har skrevet studerede Balthasar Petersen teologi i Jena. Han lavede sin egen præsteskole. Hans elever behøvede ikke så meget søvn, mente han. De skulle desuden læse, mens de spiste. De skulle ikke spilde tiden.
I 1786 testamenterede Balthasar Petersen den store gård Gørrismark til Tønder Seminarium. Indtægterne af gården skulle komme 18 unge mennesker til gavn for deres uddannelse. I 1847 brændte gården. I 1854 opførte Tønder By her en ny kommunal fattig – og arbejderanstalt, der fungerede som fattiggård indtil 1937.
Hans legat stod bl.a. for oprettelsen af Tønder Seminarium. I nyere tid har midler fra dette legat været med til at finansiere Provst Petersens Kollegium i Tønder.
Hans Friedrich Leo
Kolonialhandler Leo døde ugift i 1812. I hans testamente er en mangeårig assistent og husven, Nis Iversen indsat som hovedarving. Men der er også afsat store beløb til velgørende formål.
Byens hospital blev tilgodeset med jorder, hvis overskud skal anvendes til at forbedre levestandarden for beboerne. 3.000 rigsdaler i obligationer blev deponeret hos Magistraten og for renterne heraf skal byens fattige have hjælp, specielt i sygdomstilfælde.
Han oprettede i 1808 et legat bestående af 30 ha. Jord i Frederikskog til gavn for hospitalet i Tønder.
Leos Plejehjem er oprettet ved optagelse af lån i dette legat.
Paul Popsen
Ægteparret Helena og Poul Popsens testamente afspejler gensidig respekt og et fuldstændigt ligeværd. Man har nemt ved at tro på ordene om, at kniplingskræmmeren og hans hustru i mange år har levet i ”et fornøjet ægteskab”
Uforanderlige ægteskabelige kærlighed
De havde ingen livsarvinger og ønskede derfor at efterlade et minde om deres:
Rådmand Paul Popsen døde som den sidste af ægtefællerne i 1800. Et jordtilliggende på 163 Demat tilfaldt et legat til fordel for kirker, skoler og fattighjælp i og uden for Tønder by. Specielt har ægteparret ønsket, at pengene skal anvendes til at begrænse tiggeriet og fremme beskæftigelsen.
Carsten Richtsen
Carsten Richtsen var søn af en velhavende kniplingshandler. Hans legat skulle gå til byens fattige. Carsten Richtsens legatfenne er på hele 74 ha. Mange af disse legatfenner var i sin tid placeret syd for grænsen. Efterhånden nåede man at tilbytte dem, så de nu alle ligger nord for grænsen.
Vestergade 9 viser velstanden
Han er nok den, som vi ved mest om. Således har vi også tidligere skrevet om ham. Hans hus, Vestergade 9 er i dag et synligt minde om købmandens velstand. Ved sin død i 1821 var han justitsråd, deputeret borger, kniplingshandler og tidligere borgmester.
Hans kone, Ingeburg var død først og parret efterlod sig ingen arvinger. Bag dette gemmer sig en familiestrategi, idet Richtsens to sønner døde som børn. Måske ligger årsagen til hans godgørenhed her.
Understøttelse af fattige fra den arbejdende og flittige klasse
Han efterlod byen et offentligt anlæg med to stk. Liebestempel, hvoraf de ene er bevaret og netop restaureret. Et stueorgel og nogle kanoner testamenterede han også. Men det var særlig hans 146 Demat jord til byens fattige, der skabte glæde. Lejeindtægterne af jorden skulle anvendes til:
Ned i mindste detalje giver testamentet anvisninger på, hvorledes hjælpen skulle foregå rent praktisk i form af brændselshjælp, hushjælp, uddeling af rug og brød, linned m.m. plus hjælp til betaling af skat. Alt i alt er der afsat 700 rigsdaler til fast årlig understøttelse.
Den flittige håndværker eller arbejder
Hvis det derefter var penge til rådighed, skal disse anvendes til:
Det kan være flittige håndværkere eller arbejdere, der ufortjent er kommet i nød, forældre der har flere børn, end de kan ernære eller trængende enker eller mænd, ansat i byens tjeneste,
Jo hans testamente var præget af klogskab og indhøstede erfaringer fra deltagelse i byens styre. Det er den erfarende kommunale embedsmand, der taler.
Georg Friedrich Horup
Det har været driftige købmænd med deltagelse i byens styre med undtagelse af Leo. De har været optaget af tanken om at hjælpe de medborgere, der var kommet i en tvangssituation. Det har nu ikke altid været dem, der befandt sig på samfundets grund, de har haft i tankerne. Denne velgører har fået Horupsgade opkaldt efter sig.
Han blev Carsten Richtsens by-sekretær
Han stammer fra Holsten, hvor faderen var godsforvalter på et adeligt gods. Horup opnåede titlen ”Studierter Justitzrat”. Med den titel fik han ansættelse som by-sekretær i Tønder. Carsten Richtsen, der ikke havde studeret skulle have en kyndig mand ved sin side.
Da Carsten Richtsen havde sin afgang i 1812, var det naturligt at byens by-sekretær blev byens borgmester. Han forblev i sit embede indtil 1834.
Kapitalen ”skulle sættes på renter”
I sit testamente bestemte han, at når de personer, der havde stået ham nær, var blevet tilgodeset, skulle der oprettes en
Denne havde ved stiftelsen en formue på 8.005 Rigsdaler og 9 Schilling. Frem til 2003 blev den i det væsentlige styret efter de i Horup testamenterede regler. De væsentligste punkter bestemte, at hele kapitalen skulle ”sættes på renter”.
Det var først renterne af renterne der skulle komme understøttelsesformålet til gode. Understøttelsen blev givet til de af byens borgere, der havde eget hus og som på grund af sygdom, dødsfald, mange børn eller på grund af andre uforskyldt indtrufne omstændigheder ikke så sig i stand til at indfri deres forpligtelser.
Spillere og drankere kunne ikke få noget
Kun uformuende, men gode ærlige, ordentlige og flittige folk kunne forvente at modtage en understøttelse. Udelukket var sendrægtige og omsorgsløse værtsfolk, spillere, drankere og i øvrigt alle, der førte et udsvævende og uordentligt levned.
Der blev sandelig ført bog, som blev administreret af Horups advokat Bargum. Administratorerne tilkendte Martin Altmann som den første understøttelse med følgende begrundelse:
Det var stor interesse for at komme ind i administrationen af denne fond. Således mødte 64 personer frem for at stemme på fire kandidater i 1873.
Legatmodtagerne
En del af legatpengene er fra starten øremærket til diverse institutioner. Sideløbende har Tønders Magistrat fordelt betydelig beløb ud fra direkte ansøgninger. De fleste af disse ansøgninger er skrevet på tysk. I mange tilfælde har ansøgeren haft hjælp til ansøgningen eller betalt sig fra det.
Ansøgerne kan deles ind i forskellige kategorier
Ældre mennesker
På grund af ælde og svigtende helbred er de ikke længere i stand til at forsørge sig selv. De lægger vægt på, at de gennem hele livet har været gode skatteborgere. Nogle vil have hjælp til husleje, beklædning eller forfalden skat.
Skomagermester Thaysen vil gerne have hjælp til husleje. Grundet svigtende syn kan han ikke mere flikke træsko.
Yngre enker med uforsørgede børn
Her går hjælpen ofte til børnetøj. En alene – far C.H. Hansen blander sig også i denne gruppe:
Yngre familier med en stor børneflok
Skomagermester Peter Jacobsen søger gennem flere år jævnligt om penge. På et af brevene har myndighederne tilføjet:
Familier med syge eller handicappede børn
Skomagermester Jacob Andersen beder om hjælp til at oplære sin forkrøblede datter i syning, så hun ikke:
En anden fader beder om hjælp, så hans blinde søn kan komme til behandling hos en øjenlæge i Fredericia.
Yngre håndværkere i akut nød
De beder om hjælp til at kunne fortsætte med deres erhverv:
Maler Nicolai Garmsen har i 1851 skrevet et særligt smukt brev, hvori han fortæller, at han efter udstået læretid i Haderslev har været på valsen i Tyskland, men nu er tvunget til at vende tilbage til sin fødeby Tønder på grund af krigsuroligheder.
Afslag eller Godkendelse
Mange ansøgninger blev imødekommet. Men der var også afslag – uden begrundelse. Men det er nærliggende at tro, at Magistraten i den forholdsvis lille by (2.849 indbyggere ved folketællingen i 1845) har haft førstehåndskendskab til den faktiske nød. Typisk for de mange brevskrivere er:
Kun i ganske få tilfælde ligger ansøgeren dokumentation for sin påstand, f.eks. helbredelsesattest fra fysikus Ulrich.
Modtagere af fattighjælp blev offentliggjort i avis
Legathjælpen bestod typisk halvårlige beløb på enten 7 mark og 8 skilling eller 15 mark. Til sammenligning kan anføres, at daglønnen for en snedker i 1842 er 1 mark og 8 skilling.
Side om side eksisterede der også et offentligt fattigvæsen med forordninger fra 1736 og 1841. Men det var forbundet med mange ulemper. Alle der modtog offentlig hjælp blev registreret. I 1835 gik man så vidt at offentliggøre en fuldstændig fortegnelse over modtagerne og hvilket beløb man modtog. Det blev så offentliggjort som et tillæg i Tondersches Intelligenzblatt.
Offentlig hjælp var en umyndiggørelse
Offentlig hjælp var lig med umyndiggørelse, hvilket også var et slag mod ens stolthed. Det var det også hos dem, der søgte legater.
Offentlig hjælp var lig med arbejdstvang for en arbejdsduelig person. Fra 1834 var denne arbejdstvang også bopælstvang idet der blev oprettet en offentlig arbejdsanstalt.
Og i 1831 var der blevet oprettet en kogeanstalt. I stedet for hjælp til daglige fornødenheder fik man udleveret spisebilletter.
Man skulle helst ikke begraves i ”fattigjord”
Når man fik legater, var der mulighed for at få hjælp i særlige tvangssituationer, så som begravelseshjælp. Så skulle afdøde ikke i fattigjorden. Men vigtigst for alt. Legatmodtagere slap for tab af borgerlige rettigheder og den nedklassificering i samfundet som blev fattighjælpsmodtagere til del.
I en ansøgning fra 1853 skriver Peter Jacobsen:
Suppelegater og andre
Der fandtes også en mængde andre legater. Næppe en by som Tønder har haft så mange legater. Der har været masser af suppelegater, der blev udleveret til de fattige på bestemte mærkedage. Og pengelegater eksisterer stadig. Mange har ikke overlevet grundet skiftende inflationer.
Således var statsbankerotten i 1813 og den tyske marks værdiløshed efter Første Verdenskrig et hårdt slag mod alle disse legater og stiftelser.
I dag administreres de fleste af de tilbageværende legater af Socialudvalget i Tønder Kommune.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 10, 2023
Østerbro – dengang
Rosendal. Ved det gamle kalkbrænderi. Rakkerkulen. Classens Have var et vildnis. Nattergalen larmede. Da englænderne tog flåden. Fiskerhuset blev købt til. Ikke alle bygninger i Classens Have var lige smukke. Badeanstalterne. Rosenkildes datter beskrev ”Det Hvide Hus”. Da Rosenkilde skulle følges hjem. Masser af tropper på Østerbro. ”Adolph – hent pusterøret”. Det blev mere fredeligt på Østerbro. Et vendepunkt i Østerbros historie. Den stakkels billedhugger.
Rosendal
Tuteins ejendom hed Rosendal, hvor han i 1766 anlagde sit kattuntrykkeri. Tidligere havde det her ligget et klædemanufaktur. Det var dengang man gennem diverse svingninger gennem det nuværende Nordre Frihavnsgade kom fra Trianglen til Kalkbrænderierne.
Rosendal gik lige så lidt som Classens Have helt op til Østerbrogade. Foran lå nogle småhuse, hvoraf et hed ”Pæretræet”, et bryggeri og en barkmølle, som brændte under belejringen. På hjørnet af Kalkbrænderivejen ved Nordre Frihavnsgade lå ejendommen Petershåb.
Ved det gamle kalkbrænderi
Her i nærheden lå også Schwermannsdal. Det var opkaldt efter fiskeriforpagter I.L. Schwermann. Det lå ved det gamle kalkbrænderi og nævnes i 1783 i anledning af en fest på dronning Juliane Maries fødselsdag. Til denne anledning skrev Johannes Ewald en sang.
Rakkerkulen
Ved stranden lå Rakkerkulen imellem Gammel og Ny Kalkbrænderi. I 1792 blev der her opført et rettersted i stedet for det gamle uden for Vesterport, hvor Amerika Mølle senere lå. Justitsstedet på Østerbro blev dog allerede i 1806 på ny flyttet og fik plads ved Renovationskulen på Amager. Grunden til dette var, at det ofte var oversvømmet på Østerbro på grund af oversvømmelse ved højvande fra Sundet.
På hjørnet af Øster Allé og Trianglen på Øster Fælleds grund lå et salpeterværk anlagt i 1801 af to svenske saltpeter-sydere. Men også dette ødelagde englænderne i 1807.
Classens Have var et vildnis
Nu var Classens Have i mange henseender mere interessant end Tuteins. Den sidste var langt bedre holdt og bar mere præg af at være til lyst og glæde. Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De gamle træer voksede med det tætte krat. Det dannede ligefrem skovtykninger.
Brød man så igennem disse stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudelys og muskedonnere førte tanken langt fra byens nærhed.
Nattergalen larmede
Midt i haven lå en skummel grå bygning, hvor man sagde, at der i svenskekrigens tid havde siddet fanger i bolt og jern. Fra Classens Have lød i de lyse nætter nattergalens sang så stærkt over mod ”Det Hvide Hus”, at man havde svært ved at sove.
Ja egentlig hed dette hus, Søholt. Det fik adressen, Østerbro 107 og lå ved Lille Triangel. Det var opført i 1700 – tallet af Etatsråd Niels de Hofman. I årene 1778 – 1813 blev det ejet af den tids største skibsreder og tømmerhandler Lars Larsen.
Da englænderne tog flåden
Det var også her, at man i 1807 forhandlede freden med englænderne i 1807. Jo, da kunne man langs kysten ud mod Sundet se englænderne sejle med hele vores flåde. Her boede Peter von Scholten også i kort tid.
Fiskerhuset blev købt til
I Classens Have lå bl.a. to ejendomme nemlig generalmajor I.F. Classens, hvis officielle navn var Frederikslund og broderen konferenceråd P.H. Classens. Før generalmajoren i 1755 erhvervede stedet tilhørte stedet, tilhørte en del af det de Danneskjold-Laurvigske arvinger mens en anden del blev ejet af gehejmeråd Hans v. Ahlefeldt.
I 1799 blev det kendte traktørsted Fiskerhuset på hjørnet af det nuværende Classensgade og Strandboulevarden tilkøbt. Haven, hvorfra det var en glimrende udsigt over Sundet havde en parklignende karakter med kanaler, øer og fiskedamme, hvoraf der i 1806 var ikke mindre end tolv.
Ikke alle bygninger i Classens Have var lige smukke
På den tid lå her en bygning, der var mere ejendommelig end smuk. Det var Justineborg. Hovedfacaden var romersk med søjler. Bagsiden forestillede et kloster, den ene ende et maurisk hus, den anden en gotisk eller engelsk borg. Der fandtes desuden et Antonieborg, et norsk hus med stråtag og lignende anlæg.
Badeanstalterne
Nede ved Sundet lå dengang badeanstalterne. Her lå også den militære. Her sad en gammel kagekone, der bl.a. forhandlede nogle dejlige hårde skibsbeskøjter, som smagte herligt. Her lå også Bechs og Engelbrechts badeanstalt.
Ved Holmens Kirkegård lå en Sangerindepavillon. Her begik en student engang selvmord af kærlighed til en af disse optrædende.
Rosenkildes datter beskrev stedet
Rosenkilde spillede ofte kort til ud på natten. Og dengang var det ikke sjovt at gå gennem det mørke Østerbro. Det var heller ikke altid at han kunne få militær eskorte fra vagthuset ved porten.
Jo skuespilleren Christian Rosenkilde boede i Det Hvide Hus fra 1834 – 42. Hans datter var den berømte Julie Sødring. Hun skrev:
Da Rosenkilde skulle følges hjem
En vinternat, da der var et spejlglat føre, spurgte han således den vagthavende underofficer, om han kunne få en soldat til at følge sig hjem. Det blev da stillet en skikkelig knøs til hans tjeneste. Vederlaget blev bestemt til en mark. Rosenkilde fik pludselig den ide at lade som om han havde drukket for meget. Og belønningen blev en hel rigsdaler.
Masser af tropper på Østerbro
På et tidspunkt spillede militæret en stor rolle på Østerbro. Flere gange om ugen kunne man opleve militærmusik. Ofte var der øvelser på Fælleden. Det var som regel Store Vibenshus, der skulle indtages. Der var mange brogede korps, der optrådte. Det var Kastels jægerne, de jyske dragoner, Lanserne og den strålende Heste-garde.
Adolph – Hent pusterøret
Adolph Rosenkilde – den senere skuespiller, havde en særlig sport og det var at skyde efter de soldater, der red forbi. Og det gjorde han med et pusterør. Til kugler brugte han kit. Han listede sig ned ved plankeværket ud mod Østerbrogade. Gennem et hul i plankeværket fyrede han nu af. Men en dag opdagede hans far, hvad han lavede og forklarede det forkerte i det han gjorde.
Men ak – dagen efter stod den gamle i haven og råbte:
Det blev mere fredeligt på Østerbro
Efter Frederik den Sjettes død blev det lidt fredeligere på Østerbro. Østerbro var den bydel, der holdt sig længst mulig landlig. Det kan vi bl.a. læse i Søren Kierkegaards ”Forførerens Dagbog”, hvor han betagende fortæller om en spadseretur langs Blegdammene på den ene side og Sortedamssøen på den anden, først ved solnedgang, senere ved midnatstid, hvor månen skinner og jægerens horn giver genlyd over de stille øde marker.
Også ”Ægteskabsstien” – mere folkelig kaldet ”Kærlighedsstien” på den anden side Søen var engang romantisk. Men ak senere kunne man risikere og synke ned til knæene, hvis det havde regnet.
Et vendepunkt i Østerbros historie
Året 1852 dannede et vendepunkt i Østerbros historie. Nu blev demarkationslinjen ved lov af 6. januar 1852 flyttet til indersiden af Søerne. Udenfor denne linje var der fuldstændig byggefrihed. Vesterbro og Nørrebro faldt i byggespekulanternes hænder. Men på Østerbro kom der først rigtig gang i den omkring 1880.
Loven af 1852 betød faktisk, at de gamle fæstningsværker var opgivet. De gamle volde var prisgivet og snart trængte bebyggelsen sig på. Østerport var den sidste port, der faldt. Det var i 1858.
Den stakkels billedhugger
Glemt er også at Johannes Wiedewelt den 17. december 1802 kastede sig i Sortedams bølger og døde. Han var Danmarks mest berømte billedhugger. Men selv om han var det måtte han ligefrem kæmpe mod fattigdom. Han giftede sig aldrig. Han måtte ikke alene ernære to gamle søstre men også en fattig slægtning.
Han havde bestilt og betalt nogle marmorblokke. Men skibet, som transporterede disse gik til bunds ved Læsø. Alt dette kunne han ikke bære. Først fire dage efter at han var sprunget ud blev han fundet. Juleaften blev han begravet på Assistens Kirkegård.
Og på Fælleden holdt alskens hjemløse til ved ”Holger Danskes Briller.
Vi har skam allerede fortalt om Fælledbisserne og om den brutale henrettelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: