Dengang

Artikler



Nyt Danefæ ved Emmerlev

Februar 22, 2024

Nyt Danefæ ved Emmerlev

En guldring-knyttet til eliten. Et magtsymbol i nordisk sammenhæng. Alliance mellem Emmerlev og Centraleuropa? Kun 10 km fra Guldhornene. Globale handelsforbindelser? Merovingere – hvem er de? Havde Sønderjylland mere indflydelse end forventet? Guldringen fundet allerede i 2020. Et historisk sted – Trællebanke – kun 2 km fra findestedet. Og 900 meter fra Trælbanke er der fundet en boplads. Hvad er Danefæ? Museum Sønderjylland har fået penge til udgravning nær Emmerlev.

 

En guldring – knyttet til eliten

Det er ikke første gang, der findes et Danefæ fra Emmerlev. Ja det er faktisk heller ikke første gang fra den samme mark. Denne gang er det en damering fra 5-600-tallet. Og det er en ting, der er knyttet til eliten. Og det er de andre ting også i nærheden.

Nationalmuseet oplyser, at meget tyder på, at der har regeret en fyrsteslægt, som havde særlige forbindelser til merovingerne. Det var de helt store spillere på dette område. Ringen er blevet lavet af frankiske håndværkere i merovinger-riget.

Dette rige indbefattede store dele af Frankrig, Belgien og Tyskland.

 

Et magtsymbol i nordisk sammenhæng

Deres ringe er typisk indfattet med en mønt eller en plakette, mens ringen, som blev fundet i Emmerlev, er indfattet med en rød halvædelsten. Guld og røde sten er et kendt magtsymbol i nordisk sammenhæng.

 

Alliance mellem Emmerlev og Centraleuropa?

Området ved Emmerlev kan altså have haft en særlig position i 5 – 600-tallet, hvis der som ringen antyder – har været en alliance eller kontakt mellem en fyrsteslægt og merovingerne. Måske er en fyrstedatter fra en slægt i Centraleuropa ind i fyrsteslægten i Emmerlev.

Det er sandsynligt, da merovingerne var kendt for at gifte sig til forbindelser med andre magthavere for at sikre handel og magt i et område. Vadehavet er et sted, hvor det giver mening at have en del handel, fordi der blandt andet er gode søveje.

Andre historiske fund knytter sig også til området ved Emmerlev.

 

Kun 10 km fra Guldhornene

Guldringen er gravet op ca. 10 kilometer fra fundstedet for guldhornene, der er fra 400-tallet og to kilometer fra ringvolden Trælbakken, som er dateret til det første århundrede. Denne vender vi tilbage til. Vi mangler bare at finde en gravplads til fyrsteslægten. Hvis der bliver gjort endnu flere fund i området, bliver vi klogere.

 

Globale handelsforbindelser

Men egentlig er det efterhånden gjort en del fund ved Vadehavet som viser globale handelsforbindelser. Fyrste-familien fra Emmerlev har muligvis regeret mellem Ribe og Hedeby. Derfor har merovingerne været interesseret i en forbindelse, så de kunne opbygge et netværk og kontrollere handlen.

 

Merovingere – Hvem var de?

Men hvem var de disse merovinger? Det var en frankisk kongeslægt fra ca. 450 – 751. Slægtens oprindelse fortaber sig i sagnenes verden, hvor den knyttes til en overnaturlig herkomst. Deres særlige kendetegn var deres lange hår.

Omkring 481 regerede flere merovingere i de nordlige Rhinegne som småkonger, der hver herskede over en by eller et opland. Alle frankerne kom under deres herredømme. Slægten blev døbt til den kristne tro. Riget blev delt mellem herskerens sønner. Og dette førte til stridigheder.

I de første generationer var de merovingiske konger magtfulde. De herskede selv over deres landområder kun bistået af rådgivere fra adelen og gejstligheden. Disse overtog efterhånden magten, og merovingerne blev reduceret til skyggekonger, der udelukkende havde ceremonielle funktioner. I 751 fandt Pippin 3. den Lille dog tiden moden til med pavens hjælp at sætte en sidste merovinger-konge i kloster for selv at overtage magten.

 

Havde Sønderjylland mere indflydelse end antaget?

Sammen med nyere fund tyder det på, at Nordslesvig/Sønderjylland havde mere indflydelse end man hidtil har ventet. Vestkysten har sikkert været attraktivt. Det har ikke kun været Dankirke/Ribe.

Måske har ejeren af den fundne ring kendt folkene bag Guldhornene

 

Guldringen fundet i 2020

Der er desuden fundet to guldmønter, syv sølvmønter og keramik. Måske er forbindelsen til merovingerne etableret gennem venner i Friesland.

Ringen blev allerede fundet i foråret 2020 af en hobbyarkæolog med metaldetektor. Og vedkommende havde en gang før fundet en guldring på samme mark.

 

Et historisk sted – to kilometer derfra

Cirka to kilometer fra findestedet ligger Trælbanke/Træborg/Troldeborg eller Trolsbanke. Den har en diameter på 125 meter. Den består af en vold omgivet af tre voldgrave. Inden for volden findes endnu en voldgrav. De tre voldgrave udenfor har ikke eksisteret samtidig. De er 2,5 meter bredde og ca. 1 meter dyb. Volden er 1,5 meter høje. Oprindelig var den noget højere.

Dateringen viser, at den er cirka fra Kristi fødsel. Man har undersøgt det egetræ, der lå i voldgraven. Men det stemmer ikke overens med alderen af den keramik, der er fundet. De er fra ældre romersk jernalder (50 f.Kr – 200 e.Kr.)  Ler-skårene som man har fundet stammer fra et århundrede e.Kr.

I den nordvestligste side har man opgravet store kampesten. Man har også opgravet en potte med en rusten nøgle. Var det en røverborg, forsvarsværk eller opbevaringssted for fanger?

 

En boplads 900 meter fra Trælbanke

Da Henrik Nissen i 2010 skulle bygge en ny stald 900 meter vest for Trælbanke fandt han noget mystisk. Arkæologer fandt en boplads fra ældre romersk jernalder. Skår fra bopladsen viser, at denne har eksisteret samtidig med Trælbanke.

Det har ganske givet været mere aktivitet mellem Ribe og Sild, end man umiddelbart skulle tro. Blandt de mønter, der er fundet, er en arabisk ”dirhem” fra 800 – 900-tallet, en tysk sølvmønt fra 900 og sågar en guldmønt fra Byzans (det nuværende Istanbul i Tyrkiet) fra 600 – tallet. Det er yderst sjældent vi finder sådan en mønt i Danmark.

 

Hvad er Danefæ?

De mønter, der er dukket op i området, er alle Danefæ. Og man kalder det for Danefæ, når de er ældre end 1536.

Danefæ er genstande fra fortiden, der kommer til veje som jordfund i Danmark, og som er forarbejdet af ædelt metal eller i øvrigt er af kulturhistorisk værdi, herunder mønter. Den, der finder Danefæ eller får Danefæ i sin besiddelse, skal aflevere det, idet Danefæ tilhører staten.

 

Penge til et nyt projekt

De mange fund resulterede i 2022 efter i en mindre prøvegravning. Resultaterne af denne var så lovende, at Museum Sønderjylland sendte ansøgning om midler til en egentlig udgravning.

I 2023 fik man bevilliget midler fra Slots- og Naturstyrelsen til Projekt ”Emmerlev-specialiseret handelsplads fra jernalder/vikingetid”.

Rigdommen kom ikke kun til Ribe.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.120 artikler
  • Under Højer finder du 93 artikler
  • Under Tønder finder du 354 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 259 artikler
  • Under Aabenraa finder du 217 artikler

 

  • Tønder- Vi ved egentlig ikke så meget (1)
  • Tønder fra starten (1)
  • Tønder – strejftog i historien (2)
  • Hvor gammel er Tønder egentlig?
  • Vikinger i Vadehavet
  • Tønderhus – slot, borg og fæstning
  • Tønder i 773 år
  • Hedeby
  • Dannevirke
  • Endnu en vikingeby – Silasthorp
  • Sønderjyllands Oldtid
  • Ringborge ved Vadehavet
  • Sundeveds fortid
  • Forsvarsværker i Sønderjylland fra fortiden
  • Hjemsted – en oldtidsmark, der (måske) forsvinder
  • Ribe i begyndelsen (1)
  • Tønders historie fra begyndelsen
  • De første mennesker i Tønder
  • De første mennesker i Bov
  • Vikinger i Vadehavet
  • Dankirke – syd fra Ribe
  • Guldhornene i Gallehus (1)
  • Guldhornenes ældste historie (2)
  • Guldhornene – den tredje historie (3)
  • En ridder fra Gallehus (4)
  • Gallehus – den femte historie (5)
  • Guldhornene – hvor stor betydning har de (6) og mange flere

 


Da Præsten fra Møgeltønder blev brændt

Februar 19, 2024

Da præsten fra Møgeltønder blev brændt

En vandrehistorie fra Østerby. Den sande historie. Faderen var bange for varslet. Laurids kone besluttede sig for hævn. Datteren flygtede til Norge. Et Kongebrev til Albert Skeel i Ribe. Mølleren fra Lindskov Mølle havde også været der. Peter Ostenfeldt måtte betale enorm bøde. Præsten blev brændt på bålet. Kone og datter blev halshugget. Sagnet om de to præster. Laurids Thomsen går igen. Hr. Peder kom også voldeligt af dage. Præstesønnen fik også en bøde. Lensmanden kunne kræve 10 pct. Præstekonen, der nedkom 11 måneder for tidligt. Kun 30 Rigsdaler for et mord. Og så var det ham, der måtte betale fordi hans kone havde været i slåskamp.

 

En vandrehistorie fra Østerby

En gammel anekdote eller vandrehistorie opstod i Østerby i Daler Sogn: Historien lyder således:

  • I den sydligste Gaard i Østerby boede engang en Bonde, hvis Søn Niels Petersen faldt ned i en Brønd og var ved at drukne. Karlen stod just i Laden og tærskede. Han saa, at der stod en Lys Lue op af Brønden, og saa tænkte han, at Drengen kunde lige saa godt drukne som brænde og hjalp ham ikke.
  • Men saa kom Faderen ud og hjalp ham op. Da Drengen blev voksen, blev han Præst i Møgeltønder. Saa gjorde han noget mod Loven, blev han Præst i Møgeltønder. Saa gjorde han noget mod Loven, blev anklaget og kom i Fængsel. Da han sad der, digtede han Salmen nr. 558 i den Nordslesvigske Salmebog. Han satte ikke Navnet under Salmen, men hvert Vers begynder med et Bogstav af Navnet Niels Petersen og saaledes kan man se, at han er Forfatteren. Derefter blev han dømt og brændt.

Sandheden er at, der ikke findes noget vers, der således dannerforfatterens navn. Og den omtalte præst har ikke været præst i Møgeltønder.

 

Den sande historie

Men som i mange vandrehistorier er der en lille sandhed i mange af disse. Denne vandrehistorie peger på præsten Laurids Thomsen, som blev brændt i 1614.

Laurids Thomsen skal være født på en stor bondegård i den sydligste spids af Østerby i Daler Sogn. Da han var fire år gammel, faldt han i en brønd ude i laden. Pigen så det, løb ind og råbte om hjælp. Man sad lige og spiste middag.

Da tjenestekarlen – en nørrejyde – særlig blev bedt om at ile til hjælp, svarede han:

  • Jeg har set den røde hane gale over den dreng, det haster ikke, han drukner ikke.

Først to dage efter lykkedes det at få drengen op.

 

Faderen var bange for varslet

Man opfattede tildragelsen som et varsel om stor lykke eller stor ulykke for drengen. Faderen synes at have anet ulykke, idet han lod ham studere, for således at føre ham i de mere lykkeliges stand og derved afværge ulykke. Han blev da også præst og kom i 1568 ved hjælp af Bendix Rantzau på Møgeltønderhus som præst i Møgeltønder.

 

Hans kone besluttede sig for hævn

Han skildres som en begavet med streng prædikant og et retskaffent menneske. Men hans hustru Margrethe, som muligvis havde været gift før var drikfældig og løsagtig. Da han ofte bebrejdede hende dette liv, besluttede hun sig for en hævn.

Efter flere forgæves forsøg lykkedes det hende at få manden drukket fra sans og samling i fynsk mjød og lægge ham i seng til deres fælles datter i den vante ægteseng. Hun foregav at gå i datterens seng. Men hun gik nol ud til karlen.

 

Datteren flygtede til Norge

Datteren var hendes villige hjælper til fuldbyrdelse af blodskammen. Derefter rejste hun straks til Norge. Sagen blev først kendt ved et brev fra datteren til faderen, der faldt i myndighedernes hænder. Navnet Thomsen kunne læses, men titel og fornavn ikke. Brevet blev åbnet af en anden Thomsen i Møgeltønder nemlig birkeskriver Thomsen, der tillige var kirkeværge. Gad godt nok at vide om det var bevidst, at adressen var utydelig.

 

Et Kongebrev til Albert Skeel i Ribe

Laurids Thomsen forbrydelse var af alvorlig karakter. Herom hedder det i et kongebrev til Albert Skeel i Ribe, at kongen havde erfaret, at der til daglig i Møgeltønder præstegård føres et meget uskikkeligt levned med horeri og drukkenskab. Det formenes at præsten har bedrevet hor med sin egen datter, der imidlertid har fundet udvej til at gøre sig usynlig og man har ikke kunnet opsøge hende.

For sådanne grove laster og slig kættersk bedrift kan blive straffet til advarende eksempel for andre, pålægger kongen Albert Skeel med det allerførste, gøre sin flid for at få ham og hans hustru, fængsle dem og give dem tilhold om at skaffe deres datter til stede.

Lensmanden skal med flid lade anstille undersøgelser vedrørende deres grove forargelige gerninger og bedrifter, så han efter sagen er klart belyst, kan lade dem tiltale og forfølge ved lovlig proces og rettergang.

Ved sine undersøgelser må Albert Skeel have fundet meget vægtigt materiale mod præstefamilien, og ikke nok med at denne familie blev ramt af lovens hånd.

 

Mølleren fra Lindskov havde også været der

Også andre, der rangerede meget højt i bondesamfundet havde på det alvorligste forsyndet sig mod landets og velanstændighedens love. Det gælder således Lindskov – mølleren, Niels Andersen, om hvem der siges, at han af hr. Laurids kone i Møgeltønder blev angivet også at have haft med hende at gøre, til trods for at han var gift. Det var nu ikke kun mølleren, der var en kær gæst i præstegården. Mølleren måtte i bod betale halvdelen af det, som han ejede.

 

Peter Ostenfeldt måtte betale en enorm bøde

Således måtte Peder Ostenfeldt, en borger i Viborg betale 500 Rigsdaler i bøde for at pleje omgang med Hr. Laurids kone, mens han tjente på Møgeltønderhus. Nu mente lensmanden at disse penge ikke kunne komme i kongens lomme, men måtte tilkomme ham. Da ”forbrydelsen” foregik, var Peder Ostenfeld i hans tjeneste.

Jo Peder Ostenfeld måtte bøde ca. 45 okser for sin letsindighed. Det var en enorm bøde, men hans liv var reddet.

 

Præsten blev brændt på bålet

Præsten og hans kone blev nu fængslet på Møgeltønderhus. Datteren blev lokket hjem under en forsikring om, at hun ikke havde noget at frygte. En retssag endte med at alle blev dømt.

Åbenbart skulle præsten have fået en kongelig benådning. Men den holdt Lensmanden tilbage. Præsten blev bundet til en stige og brændt på en af de græsmarker, der lå i nærheden af skolen, hvor nu Møllevejen går. Han rejste sig trods stærke bånd tre gange, inden han døde eller stigen rejste sig med ham tre gange – et sikkert tegn på uskyld.

 

Kone og datter halshugges

De to kvinder blev halshuggede efter overleveringen på den nuværende ”Stjernen” og derefter lagt på Hjul og stejle.

 

De to præster

Henrettelsen af præsten og hans familie efterlod et stærkt indtryk i sognet. Sagnet har spundet videre på begivenheden, Det fortælles, at to præster fulgte ham til retterstedet. Den ene forærede ham sin kæp, den anden en citron. De blev begge to fyret inden året var omme på grund af ”grove forseelser”.

 

Laurids Thomsen går igen

Desuden skulle tre mennesker en aften omkring 1800 have set den omtalte præst gå med en lygte i hånden, idet han kom forbi dem. De skulle åbenbart kunne kende ham ca. 200 år efter (!):

  • Det er jo provsten

Andre fortæller, at han pludselig forsvandt, idet de nævnte hans navn.

 

Hr. Peder kom også voldeligt af dage

Men se Laurids Thomsen er ikke den eneste Møgeltønder – Præst, der er kommet voldeligt af dage.

Benedikt Rantzau på Møgeltønderhus førte gennem flere år en retsstrid med ærkedegnen i Ribe angående det såkaldte Kapellanhus, der indtil 1900 lå ved kirken, lige nord for præstegården. I et Tingsvidne fra 22. april 1591 udtaler en gammel kone i denne anledning:

  • At der i dette Hus ved Kirken, altid har boet en Præst, bl.a. ogsaa en Hr. Peter, der blev ihjelslagen.

Andre fortæller at kirkens kalk og disk blev stjålet. Da man så opdagede dette blev Hr. Peter slået ihjel for man mistænkte ham. Men Hr. Peters bohave blev i samarbejde med arvingerne bortsolgt. Og for det indbragte beløb havde Detlef von Ahlefeldt købt nyt kalk og disk til kirken.

 

Præstesønnen fik en bøde

Præstesønner ser vi også på ”forbryderlisterne”. Således har Hr. Peders søn i Daler måtte betale en bøde på 30 Rigsdaler fordi han havde deltaget i grove optøjer i Anne Mourskones gård i Daler. Slagsmål og knivstikkeri var almindelige dengang.

 

Lensmanden kunne kræve 10 pct.

Der findes såkaldte sagefaldslister. Det er lister over bøder, der blev opkrævet af lensmanden eller hans foged. Ikke blot selve bødens størrelse er angivet. Det stod også, hvordan de skulle betales. Og lensmanden var altid interesseret i, at bøderne blev så høje som mulig. Grunden til dette var, at han havde ret til 10 pct.

 

Præstekonen nedkom 11 uger for tidligt

Og når vi nu er ved præster. Så kan det nævnes at Møgeltønder-præsten Bagge Petersens hustru var nedkommet 11 uger for tidligt, for hvilken grove forseelse han egentlig skulle være straffet for. Men kongen bestemte i stedet, at han ville nøjes med at tvangsforflytte ham til et andet embede. Året efter får præsten på sognebørnenes forbøn lov til at blive i sit kald mod at han til hospitalet i Ribe betaler 50 Rigsdaler.

 

Kun 30 Rigsdaler for et mord

Besvangring af en trolovet så myndighederne på med milde øjne. Man kunne slippe med et par Rigsdaler. Men var den ene af parterne derimod gift eller var synderne nært beslægtede, vankede der klækkelige bøder. Broder Sonnichsen ved Aaen har betalt 120 Rigsdaler for lidt adspredelse i den ægteskabelige ensformighed i 1649/1650. Og i 1655 har to mænd fra Lindskov betalt 150 rigsdaler for lejermål med personer, med hvem de var beslægtet i 2. og 3. led.

I 1613-14 har Niels Møller måttet bøde 80 Rigsdaler for at have ”beligget” sin tjenestekvinde.

Hans Christensen i Rejsby – Ballum kunne nøjes med at betale 30 Rigsdaler for at have stukket en fiskerkarl på Rømø, så denne døde.

 

Måtte betale bøde, fordi konen var i slåskamp

Folk blev dømt, fordi dr havde gravet tørv tredje Pinsedag. Det samme gjaldt for kromændene, der solgte brændevin og øl i kirketiden. Og Laurids Christensen i Gerup måtte betale en bøde, fordi hans kone havde været i slagsmål med en anden om ”en liden stol i kirken”

 

 

Kilde:

  • dengang.dk -diverse artikler
  • Ludwig Andresen: Geschichte der stadt Tondern
  • Bue Beck: Møgeltønder-slotsby og bondeby
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Sønderjyske Årbøger

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.119 artikler
  • Under Tønder finder du 354 artikler
  • De hårde domme i Møgeltønder
  • Turen går til Møgeltønder
  • En friser på kirkegården
  • Møgeltønderhus før Schackenborg
  • Præsten fra Daler
  • Overinspektør fra Schackenborg
  • En landsbydreng fra Møgeltønder
  • Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schackenborg
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Møgeltønder Kirke
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Oprør i Møgeltønder
  • Møgeltønders historie
  • Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
  • De Kongerigske enklaver

 

  • Guldhornene – Hvor stor betydning har de? (6)
  • Gallehus – den femte fortælling (5)
  • Guldhornene fra Gallehus (1)
  • Guldhornenes ældste historie (2)
  • Guldhornene – den tredje historie
  • En ridder fra Gallehus (4)

 

 


Tre prominente personer fra Tønder

Februar 16, 2024

Tre prominente personer fra Tønder

Tre mennesker havde noget til fælles. En betydningsfuld familie. Udnævnt til amtmand i Tønder. Schrader blev pietismens fører i Tønder. Enevold Ewald fra Øster Højst. Christian den Sjettes rådgiver. Schrader opdagede bedrageri. Strucks svigersøn havde begået bedrageri. Schrader forstod det danske modersmåls betydning. Samuel Reimarus ville have militæret til hjælp og tvinge Emmerske – borgerne i kirke.  Brorson blev tredje præst. Dansk og tysk kultur blev forenet. Indsamling blandt de mest velstående borgere i Tønder. Brorson forlod Tønder i 1737.

 

Tre mennesker havde noget til fælles

Vi skal møde tre personer fra Tønder, der havde noget til fælles. Og vi har skrevet om dem tidligere. Men her vil vi forsøge at føre dem sammen. De tre er Holstein, Schrader og Brorson. Ja Holstein har aldrig fået opkaldt em gade, vej eller plads efter sig i Tønder, men de har de to andre. De tre endte også at være sammen om et projekt i Emmerske.

 

En betydningsfuld familie

Johan Georg Holstein havde været Frederik den Fjerdes page. Han blev også senere kongens svoger, da han blev gift med en stift søster til Anne Sophie Reventlow. I 1708 blev han lensgreve til Holsteinborg og 1721 blev han rigets storkansler og som sådan havde han både det danske og det tyske kancelli under sig.

Også Johann Georg von Holstein blev knyttet til hoffet. Han blev kammerjunker hos Christian den Femtes søn, prins Carl. Få år senere blev han kammerjunker hos selve kongen og i 1693 hovmester hos prins Carl. Senere blev han hovmester hos kronprins Christian. Holstein blev således opdrager for den senere konge, Christian den Sjette. Ja han blev også kaldt for ”den fromme konge”. Holstein var faldet for den pietistiske vækkelse.

Han efterlod ved sin død bl.a. 9 af sine slev forfattede bønner. Hans søn, Greve Johan Ludwig von Holstein lod disse trykke i 20 eksemplarer under titlen:

  • Hemmelige Samtaler med Gud, liber rarissimus (en saare sjælden Bog)

 

Udnævnt til amtmand i Tønder

I året 1712 var Holstein udnævnt til medlem af det kongelige konseil og var nu kongens minister. Året efter blev han tillige amtmand i Tønder. Da kongen i 1714 oprettede Missionskollegiet, blev Holstein formand for denne og beholdt denne stilling indtil sin død. Som kongens minister spillede han også en vigtig rolle. Peter den Store hadede ham af et godt hjerte.

Indirekte fik Holstein stor indflydelse som beskytter for to betydelige mænd, der begge virkede som huslærere i hans hus. Den første var Johann Hermann Schrader. Den anden var Andreas Højer, præstesøn fra Karlum, grundlægger af dansk lovkyndighed. Til brug for undervisningen i Holsteins Hus skrev han sin:

  • Murtzgefasste dännemarkische Geschichte

Johann Georg von Holstein banede vejen via sin indflydelse for Andreas Højer men også for Johann Hermann Schrader, der er født i Hamborg. Hans far var klejnsmed men døde allerede inden drengen var et år gammel. Moderen gav ham en omhyggelig opdragelse. 1703 kom han på Rostocks Universitet. 1703 blev han huslærer i Georg von Holsteins Hus i København og 1713 blev han på Holsteins anbefaling lærer for Frederik den Fjerdes syvårige datter, prinsesse Charlotte Amalie. Og det gjorde han indtil det 16. år.

 

Schrader blev pietismens fører i Tønder

I 1727 døde provst Samuel Reimarus i Tønder og den tønderske amtmand Johann Georg von Holstein straks klar over, hvem der skulle være hans efterfølger. I 1728 kom Schrader som førstepræst og provst til Tønder. Dermed fik pietismen her på egnen sin store og stærke fører

Pietismen fik meget tidligt fodfæste i Tønder. Herfra erobrede den Danmark. Kun 20 år efter at et Vajsenhus i Halle blev oprettet, stiftede den rige kniplingskræmmer Peter Struck et Vajsenhus i Tønder. Unge præstesønner fra omegnen havde allerede skabt åndeligt røre, inden Schrader kom hertil.

 

Enevold Ewald fra Øster Højst

Den første var den store vækkelsesprædikant Enevold Evald, søn af præsten Niels Enevoldsen (Ewald) i Højst og hans hustru Mette Magdalena Prætorius, hvis forfædre i flere led havde siddet som præster i Højst. Som student i Halle kom Enevold Ewald stærkt ind under Pietismes indflydelse. Da han kom hjem, var han den første forkynder af den pietistiske kristendomsopfattelse. Enevold Ewald udgav talrige skrifter.

I 1727 blev han kaldt til København som lærer og snart som præst i det nyoprettede Vajsenhus.

Et år efter var det Schrader, der var den ubestridte leder af pietismen. Han var en stærk personlighed og meget veltalende. Han kunne også godt gennemskue pietismens skyggesider.

 

Christian den Sjettes kirkelige rådgiver

Indtil sin død var provst Schrader Christian den Sjettes rådgiver i alle kirkelige spørgsmål. Han kom også til at tage en førerstilling i Hertugdømmernes præstestand. Han var en flittig forfatter og han fik også betydning som salmedigter. I 1731 kom Tønder – Salmebogen. Det var en meget stor salmebog, der indeholdt ikke mindre end 1.157 salmer.

23 af disse salmer havde Schrader selv skrevet. På grundlag heraf lavede han også udkast til en almindelig tysk salmebog for Hertugdømmerne.  Hans alt for tidlige død hindrede ham i at gøre dette arbejde færdigt.

 

Schrader opdagede bedrageri 

Schraders store arbejdskraft kunne mærkes på mange områder. Bedehuset i Emmerske og Vajsenhuset i Tønder skyldes hans store arbejde.

Vi kender efterhånden historien om at den rige kniplingskræmmer Peter Struck og hans hustru Beate i 1712 i deres testamente havde skænket 91 demat marsk-jord i Frederikskog til oprettelse af et Vajsenhus i Tønder. Indtægterne fra disse jorder skulle til evige tider give 12 Vajsenhusdrenge underhold og opdragelse og desuden skulle disse midler tjene til at undervise fattige børn i Tønder, Aabenraa, Hellevad og i de 5 sogne i Vidding Herred.

Struck og hustru døde i 1713, men svigersønnen holdt testamentet hemmeligt og udleverede ikke jordene. I 1722 solgtes endog 22 demat af de testamenterede jorder til inspektør Sønke Nissen på Frismark.

 

Strucks svigersøn var en bedrager

Ved et tilfælde kom bedrageriet for dagens lys. Det fortælles således. Da provst Schrader havde fået sin udnævnelse til Tønder mødte han i Hamborg en mand, der tidligere havde boet i Tønder og der havde været testamentsvidne ved Strucks testamente. Han fortalte ham, at der måtte være et Vajsenhus i Tønder.

Da provsten i nogen tid havde været i Tønder, kom han i tanke om denne samtale, og da der intet Vajsenhus fandtes begyndte han efterforskninger, hvorved bedrageriet blev opdaget. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og i rede penge både købesummen for de solgte fenner og overskuddene fra de mange år, i alt foruden jordene en kapital på 18.875 Rigsdaler. Nu kunne man slå to fluer med et smæk. I mellemtiden var nemlig det gamle hospital gået op i luer i den store ildebrand den 16. oktober 1725. Den lå i ruiner. I 1731 blev hospitalet genrejst og der blev efter stifterens ønske opført en tilbygning til Vajsenhuset.

 

Schrader forstod betydningen af det danske modersmål

Og så kunne Provst Schrader godt forstå, at det danske modersmål var klemt. I det dansktalende Tønder Landsogn mistede de deres kirke. Man skulle nu bruge byens kirke med det tyske sprog.

Da Reformationen kom, lå der tre kirker inde i Tønder By. I Vestergade havde Gråbrødrene deres fruekirke, lige over for lå Tønder Landsogns kirke viet til Skt. Laurentius, tæt ved Torvet lå Tønder købstads kirke, naturligvis en Nikolajkirke.

Kort efter reformationen blev både Klosterkirken og Landsognets kirke fjernet. Nu skulle alle søge Nikolajkirken. Hertil blev langsognets beboere henvist til særlige stolestader. Man glemte ved denne ordning helt at tage hensyn til, at der i kirken kun prædikes tysk, mens landsognets sprog var dansk.

 

Samuel Reimarus ville have militæret til hjælp

Følgen blev at de Emmerske blev et ikke kristeligt folk. Provst Samuel Reimarus født i Pommern, skrev til Hertugen og bad ham om at sende soldater, der kunne drive Emmerske-borgerne i kirke. Om søndagen ville de hellere gå ud i Tørvemosen end i Guds Hus.

 

Brorson blev tredje Præst

Provst Schrader have ikke været længe i Tønder før han greb ind. Men det var på en helt anden måde. Han udvirkede gennem sin ven, amtmand von Holstein, at kongen oprettede embedet som ”Tredje og dansk præst i Tønder, særlig af hensyn til landsognet. Det blev den unge Hans Adolf Brorson, der blev den første ”tredje og danske præst” I Tønder.

På den måde kom Hans Adolf Brorson til Tønder. Her skrev han sine første og mest skønne salmer. Det har været et nært venskab og samarbejde mellem Schrader og Brorson. Måske har Brorson været medvirkende til udgivelsen af Tønder – salmebogen i 1731. I Tønder sang man som andre steder tyske salmer. Derfor skrev han ”i hast” 1731 ”Nogle Julesalmer, Gud til Ære og christne Sjæle, især sin elskelige Menighed til Opmuntring” De efterfulgtes snart af andre og Tønder blev på denne måde den nyere danske salmesangs fødested.

 

Dansk og tysk kultur blev forenet

I Schrader og Brorson mødtes for første gang dansk og tysk kultur i Tønder. Nu havde landsognet sin egen præst og sine egne salmer, Schrader sørgede også for, at det fik sit eget Guds Hus. Således opstod Nordslesvigs mest ejendommelige kirke – Bedehuset i Emmerske.

H.A. Brorson havde holdt sine søndags-eftermiddags-bedetimer i et lejet hus, der tilmed var uegnet og langt fra stort nok, da hans menighed i Emmerske voksede hurtigt. Samtidig viste det sig at Emmerske også trængte til en ny skole. Til opførelse af en skole stod allerede en kapital på 100 Rigsdaler til rådighed.

 

Indsamling blandt de mest velstående borgere i Tønder

Provst Schrader lovede desuden at foretage en indsamling hos de velstillede borgere i Tønder så ”Bedehuset”, der nu også blev til og både rummede landsognets kirke og skole ikke kom til at koste beboerne noget.

Antagelig er Bedehuset i Emmerske blevet rejst i 1730. Amtmand von Holstein og Provst Schrader var lige ivrige til at skaffe penge. Men indskriften på huset, som blev bygget for det danske modersmåls skyld, er alligevel på tysk:

  • Dieses Haus ist unter Gottes Segen zu Erbauung und Unterweisung in der

             Gottseligkeit für Alte und Junge, denen Eingefarrten zu Tondern gewiedmet,

                  und erbauet im Jahr Chriti 1730,

Om amtmanden nåede at se huset færdigt, vides ikke. Han døde anden juledag 1730. Hans efterfølger som amtmand blev hans søn Friedrich Wilhelm von Holstein.

Og så blev det aftalt, at Præsten skulle hentes og bringes hjem hver søndag. I 1858 blev huset renoveret.

 

Brorson forlod Tønder i 1737

I 1737 forlod Schraders ven, Hans Adolf Brorson Tønder og flyttede som stiftsprovst til Ribe. Samme år døde provst Schrader kun 53 år gammel. Andenpræsten Johann Joachim Arendts blev hans efterfølger

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Årbog
  • Sønderjyske Månedsskrifter

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.118 artikler
  • Under Tønder finder du 353 artikler

 

  • Tønders mange legater
  • Sygehus i Tønder
  • Emmerske Bedehus og skole
  • Vajsenhuset i Tønder 1-2
  • En berømt mand fra Øster Højst
  • Brorsons Bogtrykkeri
  • En amtmandsbolig i Tønder
  • Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • Åndens Folk i Tønder
  • Tønder Kristkirke

 

 

 

 

 

 

 

 


Ribe fra 1660 (4)

Februar 14, 2024

Ribe – fra 1660 (4)

Storhedstiden var forbi. En hel familie blev afstraffet. En kam med kårde sluttede blodigt på kirkegården. Masser af stormflod. Man kunne få ½ pund krudt for at jage ulve. Stadsmusikeren måtte gå alternative veje. Fangerne var ved at fryse ihjel. Og mordere stak af. Skat på paryk var indbringende i Ribe. De følte, at Fredericia blev forfordelt. Og så skulle man hele tiden låne duge, sølvtøj m.m. til kongen.

 

Fremgangen var slut

Den ældgamle by havde haft masser af fremgang. Men nu var det slut. Købmændene i Ribe havde fået trange kår. Ribe var dengang rigets vigtigste handelsplads.

Krige og andet dårlige dom havde ramt byen. Skatteindtægterne dalede i den grad. Også indbyggertallet var faldene. I 1591 havde det været 4.500 indbyggere. Det var i 1672 dalet ned til 1.939 sjæle.

 

Byen var mishandlet

Byen så mishandlet ud. Store dele af den lå næsten i ruiner. Sønderport – og  – bro krævede masser af penge, for at få repareret. Og de penge havde byen ikke.

Man henstillede til kongen, at hjælpe byen. Man ville gerne have mulighed for udskibning andre steder ved Vestkysten.

 

Fredericia blev forfordelt

Man anså Fredericias anlæggelse og fremskridt som en stor konkurrent. Man havde i Ribe før i tiden fået en masse privilegier og rettigheder. Men nu var Fredericia blevet Kongelig Stabelstad. Der blev nu satset på Frederiksodde, som Fredericia hed i begyndelsen.

 

Kongelig udskibning

I århundreder havde Ribe været Danmarks port mod vest. Da Christian den Femte som kronprins i 1661 og  Prins Jørgen syv år senere tog over Ribe for at tage til udlandet, var det nok sidste gang man fik dette stempel hængt på sig.

 

Filosofi og kultur

Åløbet sandede til. Skibbroen blev øde og byens købmænd mistede efterhånden mod, kapital og energi.

I slutningen af det 17. århundrede sås endnu mange hollændere i Ribes gader på jagt efter kvæg.

Ude på vandet langs sejlløbene mellem Fanø og Mandø var der stadig tønder og kabler, der viste vejen ind til den betydningsfulde by, hvor storhandelen engang trivedes.

 

Byen havde trods alt endnu mange besiddelser i form af udstrakte Byjorder. Og endnu et halvt århundrede kastede bispestanden glans over byen. I Bispegården, præstebolig, skole og embedsboliger forstod gamle slægter at holde liv i kultur og velstand. Brorson og Ambrosius Stub sørgede for det filosofiske og kulturelle.

 

Pesten tog mange

Men ak og ved, pesten kom og gik fra dør til dør. Pestepidemien fra 1659 medførte 900 døde. Her i blandt var der 100 af stadens mest fremtrædende borgere. Det var så inklusive 8 rådsmænd og 2 borgmestre.

 

En præsident – titel

I 1667 blev byens første – borgmester tituleret med den fornemme præsident titel. Magistratens antal af medlemmer blev stærk reduceres efter kongelig forordning. Det var kun de store købmænd, der fik adgang til magistraten.

 

Familien Worm

Gennem 33 år styrede Mathias Worm, Ribe By med myndighed og klogskab. Han boede i en anseelig gård, som tidligere havde tilhørt borgmester Carsten Tønnesen.

Uden tvivl måtte Worm ligge øre til kævl og strid. Fra sin gård på Nederdammens vestside kunne han se ud over det flade marskland med havet i horisonten.

 

Worm havde forpagtet den farlige kyststrækning for 4 år mod en årlig afgift på 312 Rdr. Men senere fik han dog dette afgiftsfri som påskønnelse for hans virksomhed.

I år 1700 nedlagde han sit hverv, og sønnen Carsten overtog sit hverv.

 

Carsten Worm købte en gammel grundmuret hjørnegård mellem Torvet og Storegade. Denne bygning blev senere kendt som Hotel Dagmar. Han levede standsmæssig godt. Han kørte i egen karosse og holdt både tjener, kusk og tre tjenestepiger. Men der var ofte stridigheder med stiftamtmanden. Og det hjalp heller ikke, da enevælden blev indført.

 

Grevefamilien fra Schackenborg

I 1658 havde rigets feltherre, Hans Schack til Møgeltønder fået Riberhus i len. Indtil 1671 stod han i spidsen for len og stift. I 1662 havde han købt Johanitternes gamle hus, Korsbrødregården. Det var efter at slottet efterhånden var gået i forfald.

 

I1674 blev han afløst af sin søn, Otto Didrich Schack til Gisselfeldt, Møgeltønder og Gram. Både i 1679 og 1680 havde han den ære, at have Christian den Femte som gæst i gården.

 

Efterfølgeren som stiftamtmand blev i 1683 Overhofmarskal Frans Eberhard von Speckhan. Også han havde siddet på Korsbrødregård. Enkegrevinde Schack havde i 1687 forespurgt kongen om regeringen ikke kunne tænke sig at købe ejendommen. Men dette var dog blevet afvist, og gården var endnu i 100 år derefter i familien Schacks eje.

 

Et tyende på 12 mand

Den nye stiftamtmand levede så sandelig også standsmæssigt. Han havde således et tyende på 12 personer. Efter dennes død blev jobbet givet videre til greve Hans Schack. Men greven var ofte bortrejst, så embedet blev overtaget i 1712 af Henrik Ernst Calnein. I 1721 skænkede Frederik den Fjerde ham Riberhus Ladegård i forstaden uden for Nørreport.

Han lod ejendommen ombygge, men det var åbenbart mere end han økonomisk kunne magte. I 1725 måtte han fratræde. Og embedet blev i 1725 overtaget af Christian Carl Gabel.

 

Kompetence – strid

Der var store problemer i byen med hensyn til magtfordelingen. Store stridigheder opstod. I flere år lammede det magistratens virke. En kompetence – strid opstod også mellem præsidenten og byfogeden.

I årevis havde Magistraten forsømt nogle af deres vigtigste opgaver. Nu kunne ikke engang små både anløbe havnen. Stiftamtmanden kaldte magistratens styre for vanrøgt.

 

Alt var forsømt

Der fandtes ingen takst på kødet eller tilsyn med om slagtere og bryggere var leveringsdygtige. Også brandvæsenet var forsømt. Og til fare og fortræd for de rejsende undlod man at vedligeholde afmærkningerne af vejene over engene uden for byen. Uorden og sløvhed havde i mange år gjort byens kår endnu mere besværlig. Kongen gav stiftamtmanden ret i alle sine anklager.

 

Stigende skatter

Stigende skatter bidrog til at undergrave velstanden og jog borgere fra byen. Gang på gang gik man til kongen og bad om lempelser. Og gang på gang måtte Ribes borgere afholde udgifter i forbindelse med indkvartering.

Det var kommet majestæten for øre, at Magistraten brugte det kneb, at placere ryttere og andre indkvarterede på værtshuse. Kongen svarede igen, og sørgede for at de indkvarterede blev anbragt i borgmesternes huse og på deres bekostning.

 

Mindre antal skatteyder

I 1672 var skatteydernes antal på 458 personer. Det var i 1735 dalet til 278 personer. For at få indrevet told og afgifter havde toldbetjente travlt med at vende hver en sten. Alle hjørner og kanter blev undersøgt. Posekiggerne havde travlt med at ransage alt.

 

Folk forsøgte selvfølgelig at krybe udenom skatter og afgifter. Man følte sig forfulgte og forurettede. Til tider oplevede man stormfulde møder på Raadstuen.

 

Problemer med møllerne

Fra gammel tid var det sådan, at Ribes tre møller skulle betale skat til Riberhus. Alle tre lå langs hovedgaden. De to lå inden for portene. Den sidste Ydermøllen lå klods op af Nørreport.

At Slotsmøllen gjorde det, var rimelig nok, da den tilhørte kronen. Men de to andre var privatejede. Magistraten mente, at det var rimeligt at de betalte til kommunen. Efter 10 års sagsbehandling afgjorde regeringen i 1690 at de Ribe Vandmøller skulde skatte til Amtet, hvortil de af Arild havde svaret Jordskyld, og for Fremtiden skulde de derfor være fri for Byens Grundtakst og andre Paalæg.

 

Udlån til kongen

Så atter engang led Magistraten et nederlag. En anden irriterende forpligtigelse havde Ribe – borgerne også. Lejlighedsvis måtte de udlåne Bordtøj, Linned og Køkkenudstyr i stort omfang, hver gang de kongelige herskaber opholdte sig i nærheden og holdt Hof.

Tidligere måtte så mangen en Ribe – borger måtte tømme kister og skabe og sende deres indhold til Koldinghus.

 

Når tingene så skulle returneres viste det sig ofte at det var bortkommet eller forbyttet. Dette affødte ofte erstatningskrav.

I 1685 fik stiftamtmanden den geniale ide, at lade alt rådhusets tintøj omsmelte og forbedre, saa det var i værdig Stand til at gøre Tjeneste, når kongen havde brug for det. Så kunne godtfolk slippe for det.

 

Stormklokken på overarbejde

Det var så sandelig ikke lige nemt altid. Da Christian den Femte således havde lukket sine øjne i 1699 måtte 6 mand på Magistratens bud to gange dagligt ringe med Stormklokken fra den 1. september til den 15. oktober. Men derefter var det borgerskabets tur. Man fortsatte i 25 dage med Sørgeringning. Sa endelig holdt man op med ringningen. Men det havde kostet kommunen i løn og smørolie. Og så måtte man også i gang med omhængning. Klokkeværket tålte ikke de mange anstrengelser.

 

Tomheden bredte sig

Tomheden bredte sig efterhånden i Ribe. Gamle faldefærdige huse blev nedrevet uden at der blev bygget nye. Især den sydlige og vestlige del af byen var dødsmærket. I 1661 viste en opgørelse, at der i Ribe var 602 huse, men af dem blev 93 betegnet som øde.

 

Flugten fra byen begyndte for alvor i 1690. velstående borger var afgået ved døden og småborgere undveg i al hemmelighed til Fredericia.

 

Skat på paryk

En kort opgangsperiode kunne mærkes. Men så kom Den Store Nordiske Krig. I 1710 blev der således pålagt skat på Parykker, Sæt og Fontager. Og tænk parykskatten indbragte i Ribe 330 Rdr. Jo man fulgte moden i Ribe, dog undtaget magister Peder Terpager og borgmester Carstensen.

 

Den svenske hær var på vej

Foruden pesten var en anden fjende på vej til Ribe. Det var den svenske hær under Magnus Stenbocks kommando. De rykkede efter sejren ved Gadebusch i 1712 gennem Holsten og overskred Ejderen. Borgerne i Ribe var skræmte. De havde efterhånden fået nok af krig.

Den svenske general startede med at udskrive kæmpe brandskatter, hele 20.000 Rdr. Men det kom dog ikke så langt. Svenskerne måtte kapitulere i Tønning Fæstning.

 

Den faldefærdige kirke

Uden for Nørreport vest for Saltegade holdt Skt. Peders Sognekirke endnu stand. Den havde udspillet sin rolle ved reformationens indførelse. I 1659 var kirken brugt som sygehus. Dens kirkegård var brugt som pest – kirkegård. I 1667 lod man dens vestfløj istandsætte. Det tomme hus var i nogle år brugt som materialeskur for kommunen. Men klosterkirken Skt. Katherina trængte til reparation. Kongen befalede derfor, at Sognekirken skulle nedbrydes og materialet skulle bruges til Klosterkirken.

Men først i 1697 foregik den sidste nedrivning.

 

Broerne var udsatte

De mange kvæg, der blev drevet gennem Ribe sled på Møllebroerne. Klovene flængede brodækslerne i stykker og årligt udsatte kæmnerkassen udgifter til reparationer. Derfor krævede kommunen en afgift af hver stud eller hest.

 

Lotteri skulle skaffe penge

Omkring 1727 så det endelig ud til, at udgifterne var faldende. Man fik også en kongelig tilladelse til at afholde et lotteri, så man kunne komme af med den sidste gæld. Oprindelig var planen omkring dette lotteri ret anselig. Man påtænkte sig 10.000 lodder i 4 trækninger. Men lotteriet blev sat i værk i en stærk reduceret udgave.

 

Fangere var ved at fryse ihjel

Rådhuset var solidt bygget, men efterhånden var det gået i forfald på grund af manglende vedligeholdelse. Det kostede kommunen adskillige udgifter, at skulle reparere det. Lige syd for rådhuset lå Tinggården med byens tinghus.

I kælderen under rådhuset hørte Finkeburet og de andre fangehuller hjemme.

En person, som foruden andre småforbrydelser havde knust ruderne hos Niels Terpager var i 1679 flygtet to gange fra Finkeburet. Man bestemte i 1685 at opføre et nyt fangehus ved hjælp af materialer fra det nedbrudte slot.

 

Men det tog åbenbart lang tid. For i 1704 blev det berettet om, at tre tartarer som sad i Rådhuskælderen dømt for tyveri blev hentet op og indsat hos Prakkerfogeden. Frosten var for hård. Og Prakkerfogeden reddede sig i den anledning et læs tørv.

 

 

Bygningen skulle jævnes med jorden

Men borgerskabet undrede sig over, at der i løbet af kort tid var undveget flere grove forbrydere så som tyveknægte og manddræbere. Så i 1707 fik man kogelig tilladelse til at jævne bygningen med jorden.

 

Et nyt rådhus

I 1709 erhvervede man så bygningen på hjørnet af Stenbo – og Sønderportsgade til rådhus. Egentlig havde bygningen bestået af to stenhuse opført i ca. 1528. .Nedbrydningen af Grønnegade – rådhuset kostede 180 Rdr. Materialet blev brugt til det yderste. Bjælker blev anvendt til broer og dæmninger. Sten og tømmer fandt anvendelse i kommunens mange bygninger. Vægtere og bysvende brugte lang tid til at rense og sortere munkestenene.

 

Det nye rådhus blev istandsat for 194 Rdr. Dertil kom anskaffelsesprisen på 365 Rdr.

 

Broerne måtte bygges om

Det var dyrt for byen at vedligeholde byens mange broer, Sønderbro, Overmøllebro, Midtmøllebro, Ydermøllebro og Nybro. Men der var også lige dæmningen syd for Ribe og den såkaldte Skaaninger – bro, der lå ved landevejen til Haderslev. Gang på gang måtte broerne bygges om. Og stormfloden i 1696 satte også sine spor.

 

Præsten der måtte ”svømme” til byen

Indgangen til Ribe var bestemt ikke sjov. Da en kommado soldater i 1697 skulle afmarchere fra Ribe i 1697, spærrede storm og flod passagen. Kæmneren måtte leje både for at overføre mandskabet. En præst, som i oktober 1718 kom dragende til Ribe, skrev i sin dagbog, at han fast svømmede ind i Byen.

 

Nørreport holdt til 1843

De middelalderlige mure og grave som før havde omsluttet Ribe var for længst forsvundet. Vandløb og enge var ene om, at værne for byen. Men de to svære byporte ved indkørslerne til den gamle stad, stod der stadig.

Nørreport var i to etager. På loftet over hvælvingen boede portneren, som skulle lukke morgen og aften. Han skulle også holde øje med, hvem der kom til staden. Med mellemrum blev porten repareret. Og Nørreport blev stående helt til 1843.

 

Sønderport

Sønderport blev omtalt som et gammelt grundmuret hus. I 1684 styrtede en del af af det forvitrede murværk ned fra den øverste del og knuste taget på portnerhuset. I 1692 tog man en del af slottets gamle materialer og reparerede porten. Men forfaldet havde taget fat. I 1716 tog man fat på en gennemgribende reparation. Dette bevirkede, at porten svandt ind til en skygge af sig selv.

 

Mange huse at passe

Kommunen havde mange huse at passe, Kran – og Vejerhus, Hovedvagten på Torvet, Acciseboderne og Slagterboden ved Domkirkens ringmur. I 1680 måtte kommunen med ikke ringe Bekostning restaurere Domkirke – kapelanens residens i Præstegade. Det var opført i 1576.

 

De stakkels vægtere

Efterhånden faldt antallet af vægtere til en mand. Men det var nu heller ikke et eftertragtet arbejde. Vægteren måtte tage ekstra arbejde. Han kunne tage arbejde som dødgraver eller ligbærer, når fattigfolk skulle i jorden. I 1672 tjente han ekstra ved at bære rakkerens lig til dets hvilested. Det var såkaldt uværdigt arbejde. Og ingen andre end vægteren ville påtage sig dette arbejde. Og i 1669 tjente Christian Vægter således 1 mark, da han skulle sidde bag ved den gale Kvinde, som kørtes af By.

 

Bevæbnet med horn og morgenstjerne patruljerede vægterne om natten i de mørke gader og forkyndte ved råb og sang de svindende timer. Hornet blev 1681 forfærdiget på byens bekostning. Men når fulde soldater holdt deres indtog, holdt vægterne sig i passende afstand.

 

Men disse Spetakelmagere tog til i antal. Og det blev svært at finde vægtere, der ville påtage sig hvervet. Så måtte godtfolk efter omgang påtage sig hvervet. Man var for en tid vendt tilbage til den gamle ordning, hvor borgere vogtede deres egen by, når mørket faldt på.

 

Stadsmusikanten

Stadsmusikanten fik 10 Rdr. Om året og fribolig i Musikantens Hus. Men det blev efterhånden så forfaldent, at det blev ubeboelig. Musikken i begge kirker var betroet ham. Når der var bryllup eller anden festivas optrådte han efter fast takst. Hans medvirken ved bryllup på rådhuset kostede 8 Slettedaler. I hjemmet kostede det 5, samt ekstrabetaling for dansemusikken.

 

Han var forpligtet til at holde en dreng samt 2 dygtige svende. Hver jule – og nytårsaften havde han tilladelse til at gaa om hos Borgerskabet. Men han havde svært ved at skaffe sig til føden. Grunden var de ulovlige spillemænd.

Når natteravne med penge på lommerne bankede ham op om natten, kunne han derfor ikke modstå fristelsen. Så glemte han alt om formaninger og forbud.

 

Masser af lyde

Der var masser af lyde i Ribe om natten. Blæsten og allikerne, samt det brusende vand fra møllesluserne. Og så var det ustandseligt sus af tusinder af trækkede fugle. En gang imellem hørte man ude fra engene tæt ved stadens porte den uhyggelige tuden fra ulvene og vogternes skud.

 

I 1692 blev der således udleveret ½ Pund Krudt at skyde med om Natten for Ulven. Der var eksempler på, at ulven gik efter kvæget.

 

Stormflod i Ribe

Men det værste var, når vandet kom. Til tre sider blev Ribe så omkranset af en stor sø. Bølgerne brød ind i borgernes stuer. I perioden 1660 – 1730 lod den urolige nabo ofte høre fra sig.

Når vandet sank kunne borgerne se et forpjusket land fyldt med dynd, grene og vraggods og drivtømmer af splintrende dæmninger og broer. Sluseværker og veje var ødelagt af saltvand.

Stort set hvert år indfandt stormfloden sig i mere eller mindre grad. Den rev kvæg og hø med sig. Der var ødelagte huse, broer og dæmninger. Værre blev det når stormfloden kom i forbindelse med højvande.

 

En betydelig stormflod stod 1682 stod ind over Ribe. Den 18. – 21. januar 1696  var den også gal. Atter i 1701. Det var den 16. – 17. oktober klokken 2 om natten. Bølgerne skvulpede ind over Ribe. Det var den værste stormflod siden 1634.

Men første juledag 1717 stod vandet igen højt i gaderne. Beboerne kunne ikke komme til gudstjeneste i Domkirken.

 

Natten mellem den 24. og 25. februar 1718 indtraf der en stormflod, som i uhygge overgik alt andet. Det var hård kulde, men vandet strømmede ind over Skibbroen og slyngede isflager ind mod husene. Man kaldte hændelsen for Isfloden.

 

Men der kom noget, der var endnu værre. Det var den, der ramte staden den sidste dag i året 1720, og den var i omfang langt større end den, der indtraf i 1634.

 

Men en måned efter vendte havet tilbage. Nybroen uden for Nørreport blev skyllet væk og slusen blev ødelagt. Sønderport og portnerhuset blev ødelagt. Det samme skete med kranen på Skibbroen. Stampemøllen blev splintret til pindebrænde. Dammene blev gennemboret og Claus Skaanings Bro ude ved Haderslev – Landevej blev udslettet. Vandet stod mange steder 2 – 3 alen højt.

 

En anden fare: Branden

En anden stor fare var branden. Hvis den først fik fat i bindingsværkshusene, hvor der var masser af hø på lofterne, var det ikke meget at gøre. I forhold til så mange gamle byer, så slap Ribe nogenlunde heldig fra dette. I 1644 gik Jens Trellunds Gård op i luer. I 1664 var det Bagge Baggesens baghuse, der blev lagt i aske. I 1716 brændte det i Porsborg. Nytårsaften 1728 udbrød der brand på Korsbrødregård, men takket være de gjorte gode Anstalter og Borgerskabets Flid blev ilden dæmpet, således, at der trods overhængende fare kun gik ud over 32 fag af beboelseshuset op i flammer.

 

På alle gader var der på hjørnegrundene ophængt de fornødne brandstiger. I 1703 fandtes der på rådhuset en sprøjte, 2 stiger og 24 spande. I 1705 købte man desuden 4 jernbrandhager og 2 stiger, hver 12 alen lang med 13 trin, som blev udstationeret med forsvarlige hængelåse på 2 huse ude i byen.

 

Vedel kom på Bremerholm

En bestemt person skabte rædsel i den lille by. Det var Anders Sørensen Vedel. Gang på gang skabte han rædsel. Folk turde ikke at anmelde ham af frygt for hævn. Statskollegiet tog sagen i egen hånd og tog ham i forvaring på Bremerholm, hvor han blev lagt i jern resten af sine dage.

 

Kampen på kirkegården

I 1687 udspandt der sig et natlig drama. En aften kom en ung toldskriver Jesper Wittroch i selskab med en anden person. De vækkede stadsmusikanten, Jacob Witzig. Denne stillede sine to svende til disposition, og nu gik det ellers med musik gennem Ribes stille gader. Man gik så ind til værtshusholder Jes Christensen og her fortsatte musikken. Mange mennesker var efterhånden kommet til.

 

Wittroch kom i heftig ordstrid med regimentskvartermester Ernst Dietrich Wulff. De øvrige lagde sig imellem. Men senere i løbet af natten brød striden atter ud mellem de kamphaner inde på Domkirkegården. Kårdene røg op af skeden. Inden nogen nåede at reagere lå Wulff på jorden og svømmede i sit blod. Kort efter udåndede han i sit logi.

Drabsmanden gjorde sig usynlig. Nogle beskyttere forsøgte, at få ham ud af klemmen. Retten behandlede sagen i retten. Dommen lød på, at han havde handlet i nødværge. Toldskriveren skulle udrede sagens omkostninger og betale 40 mark til den dræbtes arvinger. Han kunne også fortsætte i sit embede.

 

Drabsmanden flygtede

Omkring år 1700 var det ofte ballade ved nattetid i Ribes gader. En uhyggelig begivenhed fandt sted i 1706. En mand ved navn Peder Arentsen blev dødelig såret i hovedet og opgav ånden et par dage efter.

Dette drab vakte opsigt. Drabsmanden , Vadridderen Eilert Terkelsen blev dømt til at blive hashugget. To af hans kollegaer blev erklæret fredløse. Også andre blev dømt. Men borgerne blev utålmodige. Derfor befalede kongen, at de blev overført til Fredericia Stokhus. Dette benyttede drabsmanden til at flygte.

 

Den gamle kag

Torvet knejsede fra gammel tid byens kag. Det var skampælen, hvor forbrydere mistede huden for Bødelens svøbe. Så blev han udstillet i skam for borgerne. I 1726 var den gamle nedslidt og en ny en blev sat op.

 

I 1752 måtte man igen forny kagens skarpretter – billede. Brønden lå lige ved siden af. Den fik selvfølgelig navnet Kag – kilden. Her hang også i en periode et par tunge kampsten. Forbundet med en lænke. Syndere kunne blive dømt til at trække disse gennem byen. Det hed noget i retning af at slæbe Tyvestene gennem By.

 

Familien blev straffet

I 1720 fældede byfogeden og 8 domsmand dom over ægteparret Hans Bolt for tyveri. Mand og hustru vurderedes hver til at miste huden på kagen ved 12 slag af hvert, samt til Brændemærke i Panden. To drenge blev medvidere dømt til pisk i tre dage, enten af deres forældre eller af byens tjenere. Den ene skulle desuden til skræk og advarsel for andre drenge i Ribe udstilles i tre timer i træk i gabestokken.

 

Og inden det bliver for uhyggelig med skarpretter og galgen slutter vi for denne gang. Vi fortsætter snart med femte del om Ribe.

 

Kilde: se Litteratur Ribe (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Ribe – Læs

  • Ribe i begyndelsen (1)
  • Ribe – hekseafbrænding (2)
  • Riber – ret (3)
  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Flere artikler er under udarbejdelse

Riber Ret (3)

Februar 14, 2024

Riber Ret (3)

Vi kigger på de 60 første artikler i Riber Ret. Man havde godt nok kigget på Tønder Stadsret. Det var vanærende at være tyv – dengang. Og omkring Ribe Galge blev kvinder levende begravet, dog med en balje over sig. Vi følger skarpretter Witt Wageners sidste henrettelse. Og kigger også lige på de regninger, han udstedte.

 

Ribe Ret var strengere

  • Tak din Gud, at du ikke kom for Riber Ret, sagde kællingen, da hun så sin søn dingle i Varde Galge.

 

Riber Ret havde strengere straffe end Jyske Lov, og så var den meget udførlig.

 

Under åben himmel

Rettergangen foregik på Tinget under åben himmel og var offentlig. I tidligste tid har det sikkert foregået på Ribes Torv. Senere blev det flyttet til en plads bag Ribes Rådhus. Den lå dengang i Grønnegade.

Ingen andre end rådmændene og fogeden måtte tage ordet uden tilladelse. Og man kunne ende foran skarpretteren.

 

8 Rigsdaler for afhugning

Skarpretteren Witt Wagener fik 8 rigsdaler for at hugge hovedet af Anders Andersen Storgaard. Det skete den 26. januar 1744. Halshugningen foregik med sværd. Og dette våben blev kun brugt til fine personer.

 

To hug

Borgervæbningen tog opstilling. Borgmesteren læste dommen højt. En præst sagde nogle beroligende ord til den dømte. Åbenbart havde skarpretteren ikke gjort sit arbejde godt nok. Blokken var alt for lille til Storgaards kraftige krop.

Der skulle to hug til, men så kunne skarpretteren nærmest skære hovedet fra kroppen.

 

Skarpretteren mistede 12 rigsdaler

Det var i december 1742, man havde fundet liget af den 60 – årige Anders Vad fra Tjæreby. Storgaard fra Mors blev eftersporet, fordi formen på hans træsko passede på de spor, man fandt på gerningsstedet.

 

Den 20. december 1743 blev Storgaard idømt dødsstraf, og hans lig skulle parteres og lægges på hjul og stejle. Senere blev dommen formidlet, så hjul og stejle bortfaldt. Derved mistede skarpretteren en indtægt på 12 rigsdaler.

 

Skulle også gøre rent

Og det var netop den sidste skarpretter i Ribe, der stod for henrettelsen. Vitt Wagener var skarpretter fra 1713 til sin død i 1745. Han skulle ved siden af dette job, holde Torvet og Skibbroen rent.

 

Regning fra bødelen

Han havde en fribolig i den sydlige ende af Præstegade. Ellers var det faste priser for de ydelser, skarpretteren udførte. Der findes en instruks fra den 30 august, som fortæller, hvor meget Wagener kunne få:

 

  • Hugge hoved af med sværd – 10 rigsdaler
  • Hugge hoved af med økse – 8 rigsdaler
  • Hugge en hånd af – 4 rigsdaler
  • Sætte hånd og et hoved på stejle – 4 rigsdaler
  • At patere en hel krop og sætte den på stejle – 10 rigsdaler
  • En hængning – 10 rigsdaler
  • At nedtage liget – 4 rigsdaler

 

Fredløs

Siden middelalderen blev tyverier for mere end en halv mark straffet med hængning. Men den hårdeste straf var sikkert at blive erklæret fredløs. Så kunne man nemlig risikere at blive slået ihjel af enhver fri mand, som fandt en.

 

Hårde straffe mildnede Guds vrede

Dødsstraf og afhugning af diverse legemsdele fandt indpas i 1500 – tallet. På det tidspunkt vinder fængslerne også indpas. Det var kirken, der var skyld i, at der blev indført forholdsvis hårde straffe. Holdningen var, at hårde straffe var med til ar mildne Guds vrede over menneskernes dårlige handlinger. Guds straf mente man dengang var krig, pest og andre ulykker.

 

At miste en legemsdel

Det blev almindelig, at man kunne miste en legemsdel, man kunne blive tortureret med gloende tænger fra 1697. Ja og tyve kunne risikere at blive brændemærket.

 

Man kiggede Tønder over skulderen

Og en af de retsindstanser, der dømte, så bødelen eller skarpretteren i  Ribe aldrig blev arbejdsløs var Riber Ret. Den blev udstedt af Erik den Femte Klipping den 26. juni 1269. man havde kigget på stadsretten i Tønder. Men der var dog nogle specielle forhold i Riber Ret. Således var det strengere forhold for sår og drab. I stedet for at dømme en fredløs var man mere kontant i Ribe, hvor der var dødsstraf.

 

Mest gældssager

Den oprindelige Riber Ret havde tres artikler. Det er dem vi skal gengive her, men det blev senere udvidet til 123 artikler. På de områder, hvor Riber Ret ikke havde sine egne regler, var det Jyske Lov, der var gældende.

 

De fleste sager ved Riber Ret var dog gældssager. Fra slutningen af 1500 – tallet kan man se at af de 800 bevarede sager, var det tale om gæld. Kun cirka 5 sager om året fra den tid var straffesager, og af dem førte 3 til dødsdom.

 

Lovgivning skulle virke afskrækkende

Slagsmål, falsk mål eller vægt eller uagtsom manddrab kunne udløse bøder. Men bl.a. tyveri, falskmøntneri og bortførelse af en gift kvinde blev straffet med døden.

 

Lovgivningen skulle virke afskrækkende. Ofte blev de ikke ført ud i livet. Man blev benådet, indgik forlig med offeret eller betalte en bøde. Fængselsstraf kendte man ikke i middelalderen. Det var kun gældsfængsel, hvor man sad ind til man havde betalt sin gæld.

 

Vanærende at være tyv

Først i 1600 – tallet fik man fængsler, hvor man kunne genopdrage forbrydere.

Dengang var det mere vanærende at blive hængt som tyv end at blive halshugget som morder. Derfor måtte tyvens arvinger afstå hele deres arv til byen og fogeden, mens den halshuggedes arvinger kunne beholde arven.

 

 

Ribe Galge

Kun et stenkast fra den nuværende Hovedvej 11 ligger i dag et par store flyvesandsklitter. Her stod byens imponerende galge med tre høje piller. Retterstedet tjente til skræk og advarsel for enhver. I 1584 var der blevet anvendt 11.000 munkesten for at reparere stedet.

 

Stedet var skovløs. Men amtmand Moltke anlagde i 1802 en plantage på stedet. Og senere blev det et yndet udflugtsmål.

Uhyggeligt er det, at tænke sig, at her blev kvinder levende begravet. Det blev anset for at være knap så slem en straf. Kvindelige tyve blev ikke hængt, men begravet levende for den kvindelige æres skyld.

 

Den sidste henrettelse i Ribe Galge fandt sted den 26. januar 1744.

 

Ribe Stadsret 1269

 

I året 1269 efter Guds byrd, den 26 juni, er den højbårne hr. Erik, de danskes konge, søn af den herre Kristoffer, i nævnte herre kong Eriks 12. regeringsår, følgende love og bestemmelser givet borgerne i Ribe på hoffet i Nyborg og bekræft med den herre kongens segl, idet rigets bedste mænd gav deres samtykke dertil.

 

& 1.

Når nogen inden for stads markskel uden grund dræber en mand og bliver overbevist derom, skal han have sit liv forbrudt. Hvis han flygter, skal han miste sin fred, og hans frænder skal intet betale for ham.

 

  • 2.

Når nogen i vor stad eller på gaden ved nat eller dag, dræver en mand, og ikke bliver grebet på fersk gerning, skal 12 naboer fra begge sider af det sted, hvor der er sket manddrab, stævnes for fogeden og rådmændene for at træffe afgørelse om manddrabet, og de er forpligtede til at udfinde, hvem der er skyld i hans død, og hvis nogen af de 12 ikke vil deltage i afgørelsen, skal de betale 40 mark penge til fogeden og halvdelen staden. Men hvis de 12 ikke kan blive enige, skal flertallet gøre udslaget, og hvad der under ed besluttes skal være gyldigt. Og hvis nogen af dem handler herimod og uretfærdigt, skal han straffes med 40 mark og ikke mere have adgang til at dømme og vidne.

 

  • 3.

Når nogen øver vold imod en kvinde og bliver overbevist derom med de 12 nærmeste naboer der, hvor voldtægten fandt sted, skal han have sit liv forbrudt.

 

  • 4

Når nogen gæster anden mand med væbnet skare og øver vold imod ham og opbryder hans hus og vil såre husbonden eller hans svende uforskyldt, og husbonden af fare for sit liv forsvarer sig, og sagsøgeren sammensteds bliver såret, så skal han være udelukket fra erstatning og bøde, uanset hvilket skade han derved har lidt. Men hvis nogen med vold og magt trænger ind i anden mands hus og handler ilde med ham i hans eget hus, skal han blive overbevist med 8 gode mænd, der har bopæl i staden, eller 8 gode mænd og uberygtede naboer, som var til stede, bøde 40 mark penge til husbonden, 40 mark penge til fogeden og ligeså til staden.

 

  • 5.

Når nogen sårer anden mand med dødbringende våben og bliver overbevist derom med 8 gode mænd, der har bopæl i staden, er det ret, at hans hånd afhugges, medmindre der med skadelidtes samtykke gennem fogeden og rådmændene kan stiftes venskabeligt forlig imellem dem.

 

  • 6.

Når nogen borger bærer våben på sig, undtagen når han efter at have haft forretninger udenfor staden vender hjem til sit herberg, og bliver pågrebet med dem, skal han bøde en halv Mark penge til fogeden og ligeså meget til staden. Men hvis det er en fremmed gæst, skal han, så snart han kommer til sit herberg, give våbene i forvaring hos sin vært, hvis han derefter bærer våben på sig, skal han bøde fogeden en halv Mark penge og staden ligeså meget, eller han skal med hånden på relikvierne rense sig for at have været vidende om, at det var forbudt. Fremdeles skal husbonden fortælle den fremmede gæst, at det er forbudt at bære våben i staden, hvis man undlader det, skal han betale byen en halv Mark penge og fogeden ligeså meget. Men hvis den fremmede trods påmindelse alligevel bærer våben, skal hans hånd gennembores med samme våben, det være sig en dolk, et sværd eller et spyd.

 

  • 7

Ingen af vore borgere, de være ved deres fornufts brug eller ligge på deres yderste, må testamentere eller sælge urørligt gods, beliggende i vor stad, til kirker eller klostre, bisper eller riddere. Men hvis nogen vil testamentere (sådant gods) skal han sælge det til sine medborgere for penge og testamentere disse til kirker eller klostre. Den som bryder dette, skal betale staden 6 mark penge og fogeden 6 mark penge, og alligevel skal det urørlige gods sælges til borgerne.

 

  • 8

Når nogen bryder, hvad staden har forordnet at overholde, skal rådmændene dømme herom, og hvad bøde der end måtte blive vedtaget, skal staden oppebære halvdelen og fogeden halvdelen.

 

  • 9

Når nogen med overlæg slår anden mand med stok, skal han, hvis den slagne undslipper døden, miste sin hånd, hvis den slagne dør deraf, skal han, som slog ham, have sit liv forbrudt. Men hvis han ikke bliver grebet på fersk gerning og nægter, skal han, hvis han kan, værge sig ved 12 mand, som bor ved det sted, hvor slagsmålet foregik.

 

  • 10

Men hvis nogen bliver stævnet til at træffe afgørelse om sårene og ikke indfinder sig, skal han straffes med 3 Mark. På samme måde skal der forholdes ved røveri.

 

  • 11

Hvis der pludselig opstår trætte eller strid mellem to mænd på gaden eller på en offentlig plads eller måske ved drikkelag, og de to griber knipler og stokke til gensidig legemsbeskadigelse og det kan godtgøres ved to gode mænd, som var til stede, at det ikke skete efter forudgående oplæg, men så at sige i hidsighed, skal (fredsforstyrrerren) betale den skadeslidte 6 Mark penge og staden 6 Mark. Men hvis det kan godtgøres ved gode mænd, at der forinden var strid imellem dem, og den ene havde lagt baghold for den anden og såret ham, skal han, hvis den skadeslidte redder livet, betale ham 40 mark penge, og ligeledes staden og fogeden 40 mark, men hvis han dør deraf, skal han have sit liv forbrudt.

 

  • 12

Når nogen giver en anden mand en kindhest eller på offentlig plads eller på gaden eller hvor som helst i staden uden grund støder voldsomt til anden mand skal han, hvis det kan godtgøres ved to gode mænd, der var til stede, betale skadeslidte 3 Mark, fogeden 1 mark og staden 1 Mark.

 

  • 13

Hvis nogen under trætte med anden mand kalder ham tyv, røver, falskner, meneder, morder, liderlig, horeunger eller løgner til skam og vanære for ham og ikke kan bevise, at det forholder sig således, skal han godtgøre ham, som han har rettet beskyldningen imod, 3 Mark, fogeden 1 Mark, og staden 1 Mark.

 

  • 14

Og når kvinder kommer i klammeri indbyrdes, er det ret, at de skal bære sten om halsen op og ned ad stadens gader.

 

  • 15

Når nogen drager sit sværd eller sin dolk af skeden for at såre en anden mand, eller ryster ham voldsomt, skal han, hvis han ellers bliver overbevist om dette med to gode mænd, der har bopæl i staden, betale den skadeslidte 3 Mark penge, fogeden 3 Mark penge og staden 3 mark. Men den, som har villet såre anden mand med dolk, hans hånd skal gennembores med dolken.

 

  • 16

Når nogen i vor stad bliver overbevist om en høj sag, som gælder halsen, og flygter, skal han miste sin fred, hvor han end kommer og bliver pågrebet. Og når noget blive forvist og har frasvoret sig borgerskab og atter vender tilbage uden rådmændenes tilladelse, skal han have sit liv forbrudt.

 

  • 17

Hvis nogen har taget en kvinde til ægte og andetsteds har haft en ægtehustru, som han har forladt, skal han, hvis han bliver overbevist om det, give afkald på den sidste og være uden del i hendes ejendom, men udjages af staden og for sin skændige gerning betale sin halve formue til fogeden og staden. Men hvis nogen lokker anden mands ægtehustru og tager hans gods og flygter fra staden med hende, skal han, hvis han bliver4 pågrebet, have sit liv forbrudt.

 

  • 18

Når nogen i handel udgiver ikke lødigt Sølv, om Møntmesteren erklærer, at det er falsk, men han forsikrer, at han har fået det ved sine handlere, da er han nærmere til at værge sig end Møntmesteren. Men hvis han med vidende har givet falsk sølv ud og bliver grebet i det, skal han have sit liv forbrudt. Hvis en bonde i uvidenhed bliver grebet med falske penge, skal han bøde staden 1 Mark penge og fogeden 1 Mark penge. Og den, som bliver grebet med Armbolt og Blok, skal straffes på livet.

 

  • 19

Hvis nogen findes med forfalsket honning, skal købmanden, hvis han er en fremmed gæst, rense sig med sine skibsfæller. Men er det en borger, skal han forsvare og rense sig med 12 naboer fra begge sider (af hans bopæl) og hvis denne eller hin ikke kan rense sig, skal han have sit liv forbrudt, og honningen skal brændes og fortæres af ilden, det samme skal ske med forfalsket voks og ligeledes med alt forfalsket, som skal ødelægges.

 

  • 20

Hvis nogen har falsk skæppemål, og bliver pågrebet med det, skal han bøde staden med 1 mark penge og fogeden 1 Mark penge, og bunden i skæppemålet skal slåes ud og skæppemålet ophænges på Torvet. På samme måde skal ske med bismere, alen og vægte. Men intet skæppemål eller målebånd eller alenmål kan blive genstand for klage medmindre det pågribes under udmålingen. Men hvis nogen har to af dem, nemlig en større, med hvilket han modtager, og et mindre, med hvilket han måler ud, skal han, hvis han bliver pågrebet med dem, dømmes som tyv.

 

  • 21

Hvis nogen bliver pågrebet med falsk mål til vin, mjød eller øl, skal han betale fogeden 1 Mark penge og staden 1 mark penge. Og hvis han har ærligt mål, men ikke fylder det, skal han betale fogeden 1 øre penge og staden 1 øre penge.

 

  • 22

Når nogen bliver stævnet til at vidne om sandheden  i en sag og bliver grebet i falsk vidnesbyrd, skal han bøde fogeden 3 mark penge og staden 3 Mark penge, og han skal udelukkes fra vidneførelse og aldrig senere tillades at vidne om nogen sag.

 

  • 23

Når nogen lægger baghold for anden mand ved nat eller ved dag, og frarøver hans ejendele, skal han, hvis han bliver overbevist med 12 naboer, have sit liv forbrudt.

 

  • 24

Hvis nogen bliver pågrebet med tyvekoster til en værdi af en halv Mark penge, skal han som tyv straffes med hængning. Men hvis vurderingen viser mindre værdi, da skal han have tyvsmærke, og hvis han efter dette bliver grebet med tyvekoster af mindre eller større værdi, skal han hænges.

 

  • 25

Hvis nogen kalder anden mand for tyv og intet har grebet hos ham, skal han rense sig med 12 naboer fra begge sider(af hans bopæl) og således være fri for tiltale. Og når en kvinder fortjener at hænges for tyveri, skal hun, for den kvindelige æres skyld, begraves levende.

 

  • 26

Hvis nogen, hvad Gud forbyde, begår selvmord eller bliver halshugget ved lovlig dom, skal hans arvinger beholde hans fulde arv udelt. Men hvis nogen bliver hængt for tyveri, skal staden have den ene halvdel af tyvens ejendele og fogeden

 den anden halvdel

 

  • 27

Hvis en mand pågribes med en anden mands ægtehustru, er det ret, at han af ham trækkes op og ned af stadens gader ved lemmet. , og hvis det træffer sig, at ægtemanden efter at have taget vidner med dræber horkarlen eller begge, i horesengen, skal han hverken betale erstatning eller bøde. Og hvis en pige, mod forældrenes samtykke åbenlyst og af fri vilje ulovligt tager sig en mand, skal hun miste hele sin formue.

 

  • 28

Når et tilsagn er bestemt og givet for rådmændene eller for de mænd, der blot er udpeget til rådet, skal samme tilsagn overholdes som gyldigt, og hvis de rådmænd, i hvis nærværelse tilsagnet er givet, træder frem for de andre rådmænd, med forsikringer om, at det tilsagn er sandt, og er gået sådan for sig, så skal tilsagnet holdes for retsgyldigt såvel af det tilsagn, som da først påhørte det, som af dem, der tidligere har påhørt det.

 

  • 29

Hvert år skal der skiftes rådmænd, således at de tidligere rådmænd skal blive tilbage i embedet i det år og først fratræde i det andet år.

 

  • 30

Hvis nogen forser sig mod rådmændene eller deres befuldmægtige uden skyld fra deres die, i ord eller gerning og bliver overbevist derom med to gode mænd som var til stede og hørte derpå, skal han bøde dobbelt, det vil sige betale dem mere i bøde end hvis det drejede sig om en anden mand og desuden skal han som tegn på ærbødighed give hver af rådmændene en halv Mark.

 

  • 31

Når nogen taler imod rådmændenes og fogedens ordre og ikke vil rette sig efter den, skal man bøde staden 3 mark og fogeden 3 Mark, og ikke des mindre rette sig efter den af dem afgivne ordre.

 

  • 32

Enhver sag, som rådmændene blive enige om med fogeden, skal overholdes som gyldig og retskraftig uden nogen protest fra borgere og andre.

 

  • 33

Når nogen råber op på tinge eller fremfører en sag, der uden rådmændenes og fogedens tilladelse, skal han bøde fogeden og staden 1 øre penge.

 

  • 34

Når rådmændene sender stadens bud til nogen for at oppebære de bøder, han har pådraget sig, og han ikke frivilligt betaler ham, men nægter, skal han bøde fogeden 1 øre penge og staden 1 øre penge. Men hvis rådmændene personligt indfinder sig for den slags overtrædelser og vender tomhændet tilbage, skal han bøde fogeden 1 Mark og staden 1 Mark.

 

  • 35

Når nogen af rådmændene åbenbarer rådets planer, en såkaldt rådsløber, eller sælger stadens retshåndhævelse for penge, skal han, hvis han bliver overbevist om det, udstødes af rådet og aldrig senere tages til rådmand.

 

  • 36

Når noget bygger på egen grund, og anden mand ved et uheld eller et tilfælde uden nogens indgriben rammes af skade fra den bygning, skal ejeren af bygningerne ikke være pligtig at svare den skadelidte noget som helst.

 

  • 37

Hvis nogen af en hvilken som helst grund går ind i anden mands hus og der på hvilken som helst måde bliver såret af trækdyr eller kvæg eller en hund, er husets herre ikke pligtig til at udrede den skadeslidte noget.

 

  • 38

Hvis kvæg eller trækdyr eller hest, hvilke dyr man lovligt kan holde, sårer nogen mand dødeligt, skal ejeren have valget imellem at udlevere ham det stykke kvæg som bøde eller beholde det, og bøde den skadeslidte 9 Mark penge. Og hvis det samme atter hænder med det samme dyr, skal han bøde den skadelidte 18 Mark, fogeden 6 Mark og staden 6 Mark.

 

  • 39

Hvis kvæg tilføjer nogen mand sår uden varig skade, skal ejeren enten overlade det stykke kvæg og adskille sig med det til den skadeslidte, eller han skal bøde ham 2 Mark. Hvis det samme atter hænder med det samme dyr, skal han bøde den skadelidte 4 Mark og fogeden 3 Mark og staden 3 Mark.

 

  • 40

Når nogen raner nogen ting fra anden mand uden dennes samtykke og vilje skal han, hvis han, hvis han bliver overbevist med 2 gode mænd, som var tilstede, bøde ham 3 Mark, fogeden 1 Mark og staden 1 mark.

 

  • 41

Hvis nogen klager over anden mand, fordi han har lidt skade gennem ham, skal denne fastsætte tabet og give ham erstatning, eller han skal rense sig ved egen ed, aflagt på relikvierne.

 

  • 42

Hvis en af borgerne uden for staden uden skyld måtte blive genstand for overlast fra anden mand, og efter at være vendt tilbage, rejser anklage mod sin medborger for at være den skyldige, skal denne give den skadelidte erstatning eller med ed bekræfte, at det ikke er sket ved hans skyld.

 

  • 43

De, som skal bevise eller aflægge vidnesbyrd om det sande forhold i en stor sag, skal have bopæl indenfor byens befæstning, hvis de ikke har det, kan de ikke vidne .

 

  • 44

Brud på den fred, som kaldtes Guds Fred og blodudgydelser kan bevises ved hvem som helst, blot de er uberygtede mænd og som vidner påhørte sagen.

 

  • 45

Når en mand har aflagt tilståelse på tinge, kan han ikke med nogen ret rense sig derfor, når både fogeden og rådmændene har hørt derpå og to gode mænd, der har bopæl i byen, har aflagt ed derpå, selv om det også drejer sig om hans hals.

 

  • 46

Når nogen rejser klage mod anden mand for en eller anden sag og nægter for fogeden og rådmændene , men ikke vil aflægge og hellere vil betale end sværge, skal han betale øre penge og staden 2 øre penge, fordi han først nægtede.

 

  • 47

Når nogen låner en anden mand noget, og det ved en eller andet hændelse går til grunde er denne med ed pligtig til at betale ham.

 

  • 48

Når nogen anden mand giver en ting i forvaring eller sætter en ting i pant og tingen går til grunde, skal denne med sin egen ed alene, aflagt på relikvierne, rense sig for, at tingen er gået til grunde ved forseelse eller forsømmelse fra hans side.

 

  • 49

Når nogen vil sælge ejendomme, skal han under medtagelse af 2 gode mænd som har bopæl i byen, første, anden og tredje gang på tinge tilbyde dem til sine slægtninge, og hvis disse vil købe og tilbyde lige så meget derfor som fremmede, så skal de have ret til at købe, men hvis de ikke vil, så skal det tillades ham, at sælge til hvem han vil efter stadens ret.

 

  • 50

Når nogen har ejendomme, hvoraf der betales leje årligt, og han som har lejet dem ikke betaler lejen inden 15 dage efter betalingsfristen, nemlig St. hans Dag og St. Andreas Dag, skal han, hvis husbonden vil klage over ham, betale husbonden Ørtug, fogeden 4 Ørtug og staden 4 Ørtug.

 

& 51

Når nogen lejer anden mands hus og flytter ind, og huset senere brænder ned, er han pligtig til at betale leje for et halv år, og hvis han har boet mere end et halvt år i huset, er han pligtig til at betale leje for et helt år. Hvis nogen vil sætte anden mand ud af lejet hus, skal han, som har lejet det, med sin egen ed alene, aflagt på relikvierne, kunne beholde det for et år, hvis han er flyttet ind for at bo i huset. Men hvis han ikke er flyttet ind, skal husets ejer have medhold.

 

  • 52

Når nogen vil besætte en andens ejendele og ikke kan få fogedens bud med, skal besættelsen, hvis han har taget 2 gode mænd med sig, stå ved magt, indtil han kan forsikre sig om tilstedeværelsen af fogedens bud. Og hvis nogen vil besætte en ting, skal han begive sig til den gård, hvor tingen er, og da skal besættelsen stå ved magt.

 

  • 53

Når to mænd er ejere af eet hus og ikke vil eller kan bo sammen der, er det ikke nødvendigt, at de sælger eller nedbryder det, men den ene kan blive i huset et år eller to, som de vil, og derefter den anden efter tur.

 

  • 54

Når nogen ved nattetid strejfer om i stadens gader og bliver grebet af nogen og tilbyder den, der griber ham penge og ikke bliver ført for dommeren og rådmændene og dette kan bevises, skal den, der har grebet den anden, betale fogeden 6 Mark og staden 6 Mark.

 

  • 55

Når nogen har udbetalt en Helligånds –  penning i nærværelse af to gode mænd, de rhar bopæl i byen ved indgåelse af en kontrakt eller en handel, og hvis en af dem fortryder købet, førend man er gået hver til sit, kan han tilbagegive Helligånds – penningen eller få den igen, men hvis de er gået hver til sit, kan ingen af dem gøre det.

 

  • 56

Når en dreng under 9 år slår anden mand så blodet flyder, skal drengen intet bøde staden eller fogeden, undtagen i fælde af manddrab, hvorfor han er pligtig til at bøde.

 

  • 57

Når nogen vil bygge en svinesti eller en Hemmelighed, er det ham ikke tilladt at bygge nærmere gaden end i fem fods afstand, eller nærmere sin nabo end tre fods afstand, eller nærmere kirkegården en syv fods afstand eller fem fods, hvis det er nødvendigt.

 

  • 58

Alle vore borgeres grunde udenfor som indenfor staden, skal skødes på almindeligt tinge i nærværelse af fogeden og rådmændene. Og når nogen har haft således skadede ejendomme fredelig besiddelse i år og dag, skal det ikke være tilladt nogen, som i tiden bor indenfor staden, på nogen måde for fremtiden at anfægte disse besiddelser, men der skal vindes hævd i løbet af et år. Men når nogen har haft (sådan ejendom) i fredelig besiddelse i tre år, skal det ikke være tilladt nogen, der i den tid har opholdt sig i Kongeriget eller udenfor Kongeriget, at anfægte den. 

 

  • 59

Når nogen bliver stævnet for rådmændene og ikke indfinder sig ved første stævning, skal han betale staden en halv Øre penge og fogeden en halv Øre penge, hvis han ikke indfinder sig ved anden stævning skal han betale staden 1 Øre penge og fogeden 1 Øre penge. Men hvis han ikke indfinder sig ved tredje stævning, skal han betale staden 2 Øre penge og fogeden 2 Øre penge, og han skal betragtes som skyldig i den sag, rejst imod ham. Og stadens bud er pligtig til at stævne ham.

 

  • 60

Når nogen anlægger sag mod anden mand for et tilgodehavende på ti mark penge eller derunder, er han, hvis det er vitterligt ved 2 gode uberygtede mænd, som har så meget formue, at de kan svare for tilgodehavendet, pligtig at betale inden 15 dage, hvis han ikke har villet det forinden. Men hvis nogen lægger sag mod anden mand for et tilgodehavende, der overstiger 10 Mark penge, er han, hvis det er vitterligt med 2 gode mænd, der har bopæl i staden, og hvis formue og bolig er så stor, at de kan svare for det tilgodehavende, hvorom trætten drejer sig, forpligtig til at betale inden 15 dage, hvis han ikke har villet det forinden, og hvis han svigter med betalingsfristen og ikke betaler sin gæld eller også hvis han ikke overdrager ham ejendom af lige værd ved gælden, skal han inden nævnte frist betale staden 4 Ørtug og fogeden 4 Ørtug. Ligeledes er dette tilfældet, hvis sagen om samme tilgodehavende (på ny) rejses på nærmest følgende ting, og på det næste igen. Men hvis han ikke har betalt inden det tredje ting, erklæres han for dømt og berøvet og udelukket fra enhver ret, og skal bøde ham, som har fældet ham, 1 Mark. Fogeden 1 Mark og staden 1 Mark. Men hvis han så heller ikke så sørger for at betale sin gæld, skal fogeden og rådmændene have fri myndighed til at holde ham i fængsel, indtil han har betalt sin gæld.

 

Disse ovenfor skrevne love og rettigheder giver vi Erik af Guds nåde de danske og venders konge, de nævnte borgere i Ribe og bekræfter dem ved dette brev, idet vi giver dem dette brev under vort segl til vidnesbyrd herom. Givet førnævnte år, dag og sted.

 

Kilde: Se

Litteratur Ribe (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere Om Ribe – Læs

  • Ribe i begyndelsen (1)
  • Heksejagt i Ribe (2)

 

Hvis du vil vide mere: Om Lov og Ret – Læs

  • Fra Ildebrand til Kæmner (under København)
  • Henrettelse på Østerbro (under Østerbro)
  • Moral, etik, horeunger og fattighjælp (under Nørrebro)
  • Henrettet i Aabenraa (under Aabenraa)
  • Jordemødre, Hekse og kloge koner (under Aabenraa)
  • Lov og ret i Aabenraa (under Aabenraa)
  • Æ kachmand i Tynne (Kagmand i Tønder) (under Tønder)
  • Lov og ret i Tønder (under Tønder)
  • Henrettet i Tønder (under Tønder)

 

 

 

 

 

 

 

 


Ribe – Hekseafbrænding (2)

Februar 14, 2024

Ribe – Hekseafbrænding (2)

Maren Splids skulle dømmes. Det var en befaling fra Christian den Fjerde. Selv om familien havde indflydelse, blev Maren brændt. Didrik Skrædder kunne fremvise en brækklump, der var mystisk. Strenger du dig an, kan du under særlige omstændigheder se hekse. Heksehammeren anviste, hvordan man kunne afsløre hekse. I 1800 blev en ældre kvinde lynchet. I dag er der heksejagt i Afrika.

 

En mindeplade

På et gammelt hus i Sønderportsgade i Ribe er opsat en mindeplade:

 

  • Her boede Skrædder Laurids Splid, hvis stakkels Hustru Maren 9. November 1641 blev brændt for Trolddom imellem Galgebakkerne uden for Ribe.

 

Luther og Christian den Fjerde

Kirken førte an i processen mod de såkaldte hekse i middelalderen. Meget overraskende anerkendte Luther heller ikke kvinden som mandens lige.

Kulminationen skete også efter reformationen. Christian den Fjerde tilskyndede endda til hekseforfølgelse.

 

Kongens forordning

Det var i den første halvdel af 1600 – tallet, som var hekseforfølgelsens storhedstid i Danmark. Netop Christian den Fjerde udsendte i 1617 en forordning: Om Troldfolck oc deris Medvidere

 

Dette gav lovgrundlag for at skelne mellem rigtige troldfolk og dem, der blot brugte galdne og indbildede kunstner. Rigtige troldfolk havde afsvoret deres kristendom og givet sig til Fanden. Dem, der brugte de galdne og indbildende kunstner for eksempel var kloge folk, der signede og manede.

 

Hadefuld syn på kvinder

Forestillingen om, at tilståelser blev fremkaldt gennem tortur og ved gejstlige forhør hang ikke sammen, med det, der blev vedtaget ved lov.

 

I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Luther mente, at det var kongen/fyrsten, der havde det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.

Men Luther overtog samtidens hadefulde syn på kvinder. Samtidig var han overtroisk.

Den store heksejagt fandt sted efter at reformationen havde fundet sted.

 

Rygter gik i mange år

Som regel var det ældre kvinder, der blev dømt for hekseri. Det skulle tid til at udvikle et hekserygte. Rygtet kunne løbe i mange år. Blev heksen så endelig arresteret, ja så myldrede det frem med anklager i forhold til begivenheder, der lå meget lang tilbage i tiden.

 

Det var især fattige kvinder, der blev anklaget. De havde svært ved at skaffe det daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de ofte på kant med deres naboer og bysbørn. Mændene klarede deres konflikter med fysisk vold, mens kvinderne brugte mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogle af disse gik i opfyldelse, ja så var kvinden et oplagt emne til hekseforfølgelse.

 

 

Jordemødre var også hekse

Jordemoderen var også heks, som kunne fremtrylle børn ud af kvinders mave, eller lade mor og barn dø allerede i barselsseng.

Man mistænkte heksen for at være i pagt med djævlen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig.

 

Hekseriet var man født med

Hekseriet var noget, man var født med. Det kunne ikke læres, men var en personlig evne. I Europa var der cirka 100.000 helsesager. Halvdelen af disse blev brændt.

Den første heks, der blev dømt til bålet, blev brændt i Stege i 1540. Under hekseprocessen kaldet Køge Huskors (1612) blev mindst 15 hekse dømt til bålet. Den officielt sidste heks, der dømtes var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693.

 

Senere er det dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark helt op til 1800 – tallet. Og så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.

 

Selvbestaltet afbrænding

Længe efter det officielle Danmark havde taget afstand til hekse hjemsøgtes landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 af dødsfald og kvægproblemer. Man var enige om, at det var Dorte Jensdatter, der var skyld i dette. Hun blev udsat for forhør, og det endte med at landsby – boerne satte ild til Dortes hus og indebrændte hende.

 

”Heks” pryglet ihjel

Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens. Den 82 årige Anna Klemens kom gående ind i en gård, hvor en klog kone havde konsultation. Der var mange andre nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville doktere på knægten Jens.

Da Anna kom ind, råbte den kloge kone: Her er mesteren for alt hekseriet.

 

Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end at gøre som hun sagde, hvilket førte til, at Anna blev pryglet ihjel.

 

Heksehammeren

I den katolske kirkes heksebibel Heksehammeren fra 1487 fandtes en systematisk beskrivelse af det billede, som hekseforfølgerne malede frem. Dette skrift gav også rettesnore for, hvordan man kunne finde frem til, hvem der var heks.

I Heksehammeren udtrykkes kvindeforagt og skræk for kvinder. Et sted hedder det, at al hekseri stammer fra kødelig lyst, der hos kvinderne er umættelig. Et andet sted står der, at kvinder har mindre forstand, omtrent som drenge.

 

Værket er en manual i tre dele til brug ved opsporing og afhøring af hekse. I en moderne og trykt udgave fylder den 500 sider.

 

I pagt med djævlen

Det menes, at heksene stod i pagt med Djævelen. Når de indgik i denne pagt, fik de et mærke på kroppen, der hvor han havde rørt ved dem. Dette mærke blev betragtet som et bevis på, at kvinden var heks. Mærket sad som regel i kroppens venstre side. For at finde dette mærke, blev kvinderne ofte stukket med nåle over hele kroppen – fra tå til isse.

 

Vandprøven

En anden prøve, var vandprøven. Kvindens hænder og fødder blev bundet sammen, og så blev hun kastet i vandet. Flød hun var hun en heks, sank hun var hun uskyldig. Ofte blev der bundet et tov omkring livet på kvinderne. På den måde var det en let sag, at holde dem flydende. Hvis kvinden ikke græd under den frygtelige tortur, hun blev udsat for, var det et bevis på skyld. Hekse menes ikke at kunne græde.

 

Ikke helt det samme bål

Og så er det bål, der brænder til Sankt Hans ikke helt det samme bål, som heksene bliver brændt på. Bålet skal opfattes som ondt – afværgende. I folketraditionen er det dog den opfattelse, at hekse er særlig aktive på magiske helligaftener. De rejser til heksemøder ved Troms Kirke eller Bloksbjerg. Sankt Hans bålet skal forhindre dem i at heksene holder møde og fest.

 

Man kan se heksene

Sætter man sig under en harve, så kunne man se dem komme flyvende på for eksempel Kærnestave, koste og grisseler.

Som før nævnt var mødestedet i ældre tid Troms Kirke, hvor Fanden ventede. Ville man se, hvordan det foregår, skal man se ned i sin brønd Sankt Hans Aften. Det bliver tydeligere, når du har lidt kirkemuld på hovedet. Så kan man opleve, hvordan Fanden skænker op til heksene med en omvendt hestefod.

 

I kirken holdt man øje

I kirken holdt man øje med hekse. Hvis nogen tørrede sig om munden efter altergang, var der noget mistænksom over det. Og en heks er nødt til at spytte nadverbrødet ud. Men egentlig burde præsten fra prædikestolen kunne få øje på sognets hekse, for de vendte altid ansigtet bort.

 

Hvis man som almindelig borger ville se, hvem der var heks, skulle man bare tage et firkløver i lommen og gå i kirke til Sankt Hans. Så kunne man se heksene sidde med gryder, potter og pander på hovedet. Det var særlig effektivt, hvis Sankt hans faldt på en søndag. En tilsvarende oplevelse kan man få til påsketid. Så skulle man bare have et hønnike – æg i lommen.

 

Hekse betragter solhverv som festdage, hvorimod jævndøgnene betragtes som dage for eftertanke og selvransagelse.

 

Hekse – nu til dags

Omkring 2006 og 2007 havde saudiarabiske myndigheder foretaget 25 anholdelser for hekseri, hvor 24 var udlændinge.

I 2008 blev 11 kvinder, som var beskyldt for at være hekse brændt i en landsby i Kenya. Mere end 14.000 børn i Kinshasa siges, at være smidt ud hjemmefra på grund af anklager om hekseri. I 2009 var der rapporter fra Indien om drab på hundredvis af kvinder, som var mistænkte for heksekunst.

 

Ikke en typisk heks

Man kan ikke just sige at Maren Spliids, der blev brændt på bålet i Galgerbakkerne i Ribe den 9. november 1641 var en typisk heks. Hun var nemlig en respekteret og velhavende borgerkvinde. Hun var gift med skræddermester Lauritz Spliids. Hun bestyrede et værtshus i den ejendom i Sønderportsgade, som Lauritz ejede, og det gjorde hun med stor dygtighed.

 

Maren var en selvsikker dame, og nogle gange løb temperamentet af med hende.

 

Anklaget af Didrik Skrædder

I 1637 blev Maren anklaget for at være troldkvinde af Didrik Skrædder. Måske var han misunderlig på Lauritz Skrædder og hans succes. Han var måske ikke så stolt af sig selv.

Han påstod, at tre kvinder var kommet ind til ham om natten. De to kendte han ikke, men den tredje var Maren. De havde holdt ham, og Maren havde lagt sig på ham og vristet sin mund op, og blæst ham i halsen.

 

En brækklump

Derefter var Didrik blevet syg og havde brækket en klump bræk op i et bækken. Den brækklump havde set mærkelig ud og blev det vigtigste bevis mod Maren.

Didrik skulle være blevet ramt af en mærkelig sygdom. Han blev tit stum og blev ramt af voldsomme kramper. Det blev ikke bedre, da han begyndte at skrige og hoppe rundt på en bænk som et vildt dyr.

 

Brækklumpen blev vist frem til alle – også Ribes øverste myndighed, Det var lensmanden på Riberhus, Albert Skeel.

Han kaldte byens præster og biskop sammen. Alle mente, at klumpen ikke kunne være naturlig. En heks måtte være på spil. Den stakkels Maren blev stillet for retten. Men sagen blev henlagt af mangel på vidner. Maren og Lauritz havde mange venner blandt de rige og indflydelsesrige borgere.

 

Marens gode rygte

24 mand vidner for Maren i Ribe Byting. Og også i et stokketing med borgmester Morten Larsen som vidne bekræftes Marens gode rygte.

Præsten i sognet erklærede, at Maren var en god troende, der gik til alters og modtog nadveren. Det var et godt vidnesbyrd, for hekse magtede ikke at indtage Jesu Kristi blod og legeme.

 

I kirken opfordrede præsterne Gud til at finde og afsløre de skyldige troldfolk.

 

Antydet et forlig

Maren og Lauritz fortsatte med at samle vidnesbyrd. Imens holdt Didrik Skrædder sig i skindet overfor myndighederne. Over for kapellanen og en trjenestepige var der blevet antydet et forlig, hvis Maren kunne gøre ham rask og desuden forsynede ham med en solid godtgørelse.

 

Nye anklagere

I 1639 havde Didrik skaffet seks nye anklagere, alle blandt byens fattigste borgere. De mente også, at deres sygdom skyldtes Maren. De fleste af anklagerne var dog meget fantasifulde. Didrik havde inden da startet rygter om Maren. 13 år tidligere var Didrik kommet op at skændes med Maren og Lauritz. Den gang havde Maren lovet ham masser af ulykke.

Men Maren var vred i retten. Hun sagde blandt andet:

 

  • dersom hendes klæder var skåret som hans, ville hun dræbe ham med egen hånd, og dersom hun gjorde det, ville han ikke være så ilde faren som hun, efterdi han ville lyve hende hæder og ære fra.

 

Direkte henvendelse til kongen

Denne gang havde Didrik henvendt sig direkte til Christian den Fjerde. Det skete, da fik fortæde på Haderslevhus. Kongen var faktisk den, der egentlig var skyld i, at Maren blev dømt. Didrik berettede over for kongen, at hans skrantende helbred var skyld i hans manglende indtjening, og at Maren blev beskyttet af det bedre borgerskab i Ribe.

 

Kongen mente, at heksene skadede ham i krigen og derhjemme. Han sendte omgående sagen til den ny lensmand, Gregers Krabbe. . Sagen blev igen rejst på tinge i Riber Ret.

Alle de gode vidnesbyrd til fordel for Maren i tidens løb, blev underkendt af byfoged Peter Hjerting.

 

De nye vidner

Peder Stauning var Didriks første vidne. Han havde drukket en kande øl i Maren Splids hus og fået voldsom sidestik.

 

Det andet vidne var skrædder Lauge Hansen, som efter en håndværksmæssig uoverensstemmelse med Lauritz Splids havde ligget syg i en hel sommer og ligesom Didrik mistet sin indtjening.

 

Rytter – konen Magretha havde haft mareridt, hvor hun har haft besøg af Maren Splids som havde lagt sig over hende. Først da hun slog kors for sig forsvandt Maren.

 

Magretha Larsdatter vidner med opstrakte fingre og ed, at hun lider af megen pine og smerte i sine ben. Hun havde for mange år siden haft et skænderi med Maren om en guldring, som denne havde taget i pant for Magretha. Hunerklærede Maren for sin skademand. Dette vidne fik Laurits Splid dog kendt ugyldig i første omgang

 

Procedurefejl

Maren Spliids blev dømt og lagt i lænker. Hun blev derefter smidt i fangehullet under Rådhuset.

Maren og Lauritz fik chancen til at indkalde 25 mededsvidner, men ingen turde melde sig.

 

Når en heks var dømt, kunne dommen indankes for landsretten som lå i Viborg.

Lauritz Splidds havde anskaffet en advokat og indstævnet alle vidner, nævninge og anklagere. Advokaten fremlagde grunde til, at anklagerne var ugyldige og fremlagde desuden flere skrifter, der støttede  Maren Spliids gode rygte. De fleste af dommerne støttede Maren i Raadsretten.  Derfor blev hun frikendt for trolddom.

 

En anden version fortæller, at det var en procedurefejl, der var årsag til, at Maren frifindes. Byens borgmester havde fritaget hende for fængsel ved at to af byens ansete borgere garanterede for hende. På vej gennem byen hånede Ribes befolkning hende og spyttede på hende.

 

Kongen forlangte dom

Men lensmanden på Riberhus, der var kongens mand, indklagede sagen for Højesteret – Herredagen i København. Her sad kongen som dommer. De fælder igen dom over Maren og erklærer Rådsretten for ugyldig. Christian den Fjerde lod Maren føre til Blåtårn i København. Her blev Maren udsat for tortur. Torturen havde stået på i trekvart år. Og hun  tilstod. Hun var konstant overvåget af to mand. Man var bange for, at hun ville begå selvmord. Hun betalte selv sin kost og det var 12 sletdaler. Og karlenes løn blev betalt med 19 sletdaler til hver.

 

Dommerne havde åbenbart ikke været enige om, behandlingen af Maren. Den 9. oktober 1641 blev der nedfældet denne dom:

 

  • Votering om Maren Splids skulle udsættes for pinligt forhør, det vil sige tortur. Fem er for, tre er imod.

 

Maren angav et helt heksekompagni på seks kvinder i sine tilståelser i den følgende tid.

 

Den 12 . oktober skrev Christian den Fjerde et brev til lensmand Gregers Krabbe, hvori han forlangte Maren henrettet øjeblikkelig og hendes sammensvorne forfulgt.

 

Afbrændingen

Den endelig dom faldt den 8. november 1641. Dagen efter blev Maren Spliids brændt på bålet på Galgebakkerne ved Ribe unde overværelse af så mange mennesker, at præsten næsten ikke kunne komme frem.

Hun havde fået en halv kande mjød at styrke sig på og et lod krudt bundet på ryggen, for at døden kunne blive fremskyndet. Derefter blev hun bundet til en stige og styrtet i de høje flammer. 22 læs træ var stablet sammen til bålet og nederst var der lagt tjæretønder.

 

Maren Spliids dom lød således:

 

  • Fordi Maren Spliids personlig her for retten såvel som tidligere bekender, at hun bruger trolddomskunster, og tilmed bevisligt har misbrugt det hellige højværdige alterets Sacramente, tilfinde vi hende som en troldkvinde, på hendes liv at lide bål og brand.

 

Som tidligere nævnt blev seks kvinder angivet. Og disse igen angav flere under tortur. I alt 14 kvinder blev angivet. Den eneste af de andre, der blev brændt var AnneThomasdatter. De andre blev reddet, men fem af dem havde siddet i fængsel fra 5 – 45 uger.

Kvinderne søgte at få Maren til at ændre forklaring, mens hun var i bålet.

 

22 hekseprocesser

Fra 1572 til 1652 var der 22 hekseprocesser i Ribe. 18 blev anklaget og 11 af disse endte på bålet. Den første af disse hed Johanne Christensdatter Rygge, der i 1572 blev brændt på bålet. Den sidste var Anna Bruds i 1652.

 

I Ribe var beboerne bange for hekse. Prøv at kigge op. En del af de gamle huse er afmærket med et kors. På den måde beskyttede man sig mod hekse.

 

Manglende suppe førte til anklage

Egentlig skulle det ikke så meget til for at blive beskyldt for at være heks. Gietrud Povels fra Ribe blev beskyldt for at være troldkvinde, fordi give vidnet ikke ville give hende suppe, da Gietrud havde barslet. Gietrud var blevet vred, og havde lovet vidnet skam derfor. Otte dage derefter havde vidnet fået ondt i en finger, som derefter måtte skæres af. Gietrud blev brændt som heks i 1577.

 

Reddede sit skind

Oluf Andersen Klokker reddede sit skind efter flere husspektakler og slagsmål ved at anklage Anna Lourup. Hun blev brændt som heks i 1613.

 

Præsters energiske indsats

Nu har heksefeberen i Ribe ikke blomstret mere end andre steder. Men når vi lige ved så meget om heksene i Ribe er det fordi en samvittighedsfuld præst, Davis Grønlund interesserede sig for emnet. Han satte sig i 1770erne til at gengive Ribes gamle retsprotokoller for at kaste lys over fortidens heksejagt. Han skrev Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker.

 

Mere læsevenlig er en lille bog om hekseforfølgelse skrevet af Grønlunds kollega og efterfølger, Torben Bramming, ligeledes præst i Ribe og Seem.

 

Kvinder døde under tortur

Torturen i Ribe var voldsom. Til tider tog den livet af kvinderne. Det skete blandt andet for Birthe Olufsdatter, der døde under sine pinsler den 5. august 1620.

Biskopperne i Ribe advarede mod den voldsomme hekseforfølgelse. Det var især biskopperne Peder Hegelund og Jens Jersind. Sidstnævnte blev endda kaldt til forklaring i København. Han havde talt imod overtro og overnaturlige tegn. Undervejs til hovedstaden døde han.

 

Ribe ramt af ulykker

Ribe var ramt af alskens ulykker, pest, brand og stormflod. Det blev kaldt Guds straf efter heksenes værk.

 

Kilde: Litteratur Ribe (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Ribe – Læs

  • Ribe i begyndelsen (1)
  • Riber Ret (3)

 

Hvis du vil vide mere: Om Lov og Ret – Læs:

  • Fra Ildebrand til Kæmner (under København)
  • Henrettelse på Østerbro (under Østerbro)
  • Moral, etik, horeunger og fattighjælp (under Nørrebro)
  • Henrettet i Aabenraa (under Aabenraa)
  • Jordemødre, Hekse og kloge koner (under Aabenraa)
  • Lov og ret i Aabenraa (under Aabenraa)
  • Æ Kachmand i Tynne (Kagemand i Tønder) (under Tønder)
  • Lov og ret i Tønder (under Tønder)
  • Henrettet i Tønder (under Tønder)

Haderslev – Handel og Søfart (2)

Februar 14, 2024

Haderslev – handel og søfart (2)

Der var allerede marked ved Starup omkring 1050. Inden købstadsrettighederne indføres, er der betydelig sejlads til byen. Men efterhånden blev besejlingen vanskeliggjort. Hansborg bygges. Hertug hans den Ældre måtte ikke gifte sig med sin svigerinde. Hertugdømmet nedlægges ved hans død i 1580. Ulykkerne vælter over byen. Halvdelen af centrum går op i røg. Først i 1627 er byen genopbygget.

 

Handelssted ved Starup Kirke

Det første skrift til handel blev taget omkring 1050. Ved Starup Kirke, der ligger i nærheden af Haderslev Fjords sydlige bred, opstod der en markedsplads. Her mødtes handelsfolk og håndværkere fra store dele af Østersø – områderne for at faldbyde deres varer.

 

En kirke opføres

Kirken opførtes for at tilgodese det stigende antal kristne handelsfolk. Men det var også heldig, for så kunne markedspladsen for en mere varig karakter.

I løbet af 1100 – tallet ændrede handelsmønstret sig til handel med et stigende antal grovvarer. I løbet af 1150 blev markedspladsen nedlagt. De første huse var anlagt på skråningen mellem Møllestrømmen og Torvet i Haderslev

 

En vigtig rute

En vigtig transportrute opstod mellem havnen og Ribe ud ved vestkysten. Masser af varer passerede Haderslev.

 

Haderslev udviklede sig

Den gamle granitkirke blev erstattet af en større teglstenskirke. I de følgende århundreder udviklede Haderslev sig omkring det gadenet på sandbanken mellem Graverne og Møllestrømmen. Kun langs Storegade bevægede bebyggelsen sig udenfor dette snævre område. Omkring 1420 anlagdes en større mølledæmning ved Sønderbro. Det var den dæmning, der skabte Haderslev Dam. Samtidig gravedes en kanal fra den nye mølledam under Graverne og Jomfrustien til fjorden.

 

Ved Nørregade og Bispegade, samt ved Sønderbro byggedes broer over kanalen. Byporte blev opført. Nu var Haderslev omgivet af vand fra alle sider.

 

Øer i fjorden

Og når vi nu taler om vand, så er Haderslev Fjord ikke så let at besejle. Så er det lettere med Aabenraa Fjord. Omkring år 1000 var fjorden ikke alene bredere. Der lå også enkelte øer ude i den. Fremspringet vest for Sverdrup bærer stadig navnet Øen.

Dette sted, som er 17 meter højt er adskilt ved en engstrækning, der kun hæver sig lidt over fjordens niveau, tyder på, at en gren af fjorden er gået øst om øen. Ligeledes har der været en ø ved Snævringen lige øst for Starup Kirke.

 

Betydelig skibsfart

Besejlingsforholdene på fjorden har været meget vanskelige. Men datidens skibsfart stillede dog ikke så store krav. Allerede i 1292, da Haderslev fik sine købstadsprivilegier var skibsfarten så betydelig, at de andre erhverv trådte i baggrunden.

 

Skibsfarten omtales

I stadsretten omtales skibsfarten gentagende gange. I artikel 5 omtales, at både skibsladninger af kalk og træ skal fortoldes, ligesom man også taler om told på møllesten. Alt tyder på at der allerede dengang var forbindelse til Østersø – landene.

Dette understøttes også af, at skibet Kejserinden af Haderslev i august 1303 ankom til Kings Lynn ved The Wash med forskellige varer fra Gotland.

 

Historieforfalskning

Under Hertug Hans den Ældre oplevede byen en opblomstringstid. I 1590 ejede byens borgere 20 skibe. Der var bl.a. stor handel på Norge. Omkring år 1600 omtales flere gange skibe fra Haderslev i Nord – Norge.

På gamle tegninger ses anseelige skibe opankret ved Sønderbro. Disse galeoner med fire master havde en dybdegang på 12 – 14 fod. Og omkring Sønderbro var dengang kunne muligheder for skibe med en dybde på cirka 6 fod. Så der må her være tale om historieforfalskninger.

 

Kunne ikke sejle ind til byen

Der findes ikke så meget skriftlig om skibsfarten i Haderslev fra den tid. Fra april 1544 findes der en skrivelse om, at der er sendt 4 læster sild fra Falsterbo til Haderslev paa en Skude.

 

Ved omtalen af bygningen af Hansborg nævnes, hvorledes der af søvejen blev sendt forskellig materiale af søvejen til anvendelsen af slottets opførelse. Fra 1558 foreligger der et brev om, at et skib på 100 læster (ca. 200 tons), som tilhører hertugen , er blevet lastet med norske bjælker i Norge. I 1561 lover dronning Dorothea at sende et skib, der var lastet med norske bjælker og som var bestemt til Kolding, til Haderslev. Men hun ønsker så samtidig at få oplyst, hvorvidt soliche Sckuten kan sejle ind til Haderslev.

 

Skulle lastes ved mundingen

I fortegnelsen over byggemateriale til slottet anføres bl.a. (1555) en skibsladning kalksten fra øen Saltholm, og i (1556) 2 ladninger rød sandsten fra Helgoland, samt tømmer fra Königsberg og Skåne, foruden Norge.

Men disse både er næppe gået til selve byen. For allerede i 1550 nævnes, at fjorden var utilgængelig for større skibe på grund af tilsanding og tilslamning.

 

Fra 1582 berettes det således, at det er kongen meget om at gøre, at nogle mursten fra Horsens kommer til Haderslev snarest muligt. Han forlanger, at borgmester og Råd sender et antal skude og pramme til ladestedet for at skaffe stenene til ladestedet for at skaffe stenene til Haderslev.

 

For lavvandet

Rantzau berømmer ellers havnen i 1586. Han siger, at det er en meget velbeskyttet havn, der vender mod Østersøen. En anden forfatter fra den tid, taler om en bekvem og sikker havn, der kan rumme mange skibe.

 

I 1695 beskriver Danckwerth fjorden for lavvandet til at tillade større skibe at gå op til byen, men at de måtte ligge i mundingen:

 

  • Zwo Meilen von der Stadt sich setzen oder legen müssen

 

I 1737 omtales besejlingsforholdene som værende af

 

  • von schlechter Beschaffenheit

 

Ville hellere til Aabenraa

Fjorden var så fyldt med slam, at de ankommende skibe måtte blive ved fjordmundingen, og varerne skulle prammes ind. Det hændte da også, at svenske skippere gik til Aabenraa eller Flensborg, hvor lodsningen kunne foregå væsentlig hurtigere.

 

Også bønderne valgte andre byer

Bønderne valgte også at køre deres korn til Aabenraa, Tønder, Flensborg, ja endog helt til Slesvig. Alle disse steder kunne de få højere betaling for deres produkter. Hertil kom, at bønderne kunne få tømmer, jern m.m. meget billigere end i Haderslev.

 

Kun få skibe tilbage

Omkring 1775 var der således, at de to købmænd, der handlede med svensk tømmer kunne nøjes med en gang om året at få ny forsyning. Så ringe var deres afsætning.

Efterhånden var varetrafikken på fjorden så lille, at et lægterfartøj var mere end tilstrækkelig til at bestride lægtertrafikken der.

I byen var der kun fire små jagter tilbage.

 

Hertug Hans Fest

Indtil i dag har Hertug Hans haft en speciel tilknytning til Haderslev. Således har undertegnede været inviteret til at holde foredrag på sønderjysk til en Hertug Hans fest.

Desværre måtte jeg melde afbud.

 

Junker Christian

Året efter, at Frederik den Første var blevet hertug over hele Slesvig måtte han udskille en del af hertugdømmet. Det var Haderslev og Tørning amter, det var som underhold for sin ældste søn, junker Christian. Fra 1533 til 1544 var Slesvig atter samlet under Christian den Tredje.

 

Kong hans køber Tørning

Det kom til at spille en rolle for byens betydning, at Kong Hans i 1494 købte Tørning af Henrik og Hans Ahlefeldt. Under Tørning hørte Gram, Frøs, Kalvslund og Hvidding Herred. Tørning og Haderslevhus lå kun 15 km fra hinanden. Det var nærliggende, at lade administrationen af de to len, der strakte sig fra Årø i Lillebælt til Rømø i Vadehavet smelte sammen i Haderslev.

 

Ægteskab

Da der i 1524 blev indgået formel ægteskab mellem Christian og Dorothea af Sachsen – Lauenburg måtte der skaffes et passende underhold. Dette blev Haderslev og Tørning Amter.

 

Haderslev – Tørning blev næppe oprettet som et egentligt hertugdømme. Der findes ikke et enligt forleningsdokument. Måske var det derfor, at Christian hurtig efter sin fars død, lod sig hylde som hertug. Men en kongesøn var dengang automatisk hertug.

Christian havde selv oplevet Luther, så han var hurtig med at indføre den nye kirkeordning.

 

Grevens fejde

Da Frederik den Første døde i 1533 skulle rigsrådet vælge en ny konge, men man kunne ikke nå til enighed. Valget blev derfor udskudt et år.

Grevens Fejde 1534 – 36 endte med, at Christian blev konge. Det endte med at alle biskopper blev fængslet.

 

Endelig deling i 1544

Det skulle nu gå 11 år inden der igen kom fyrster på Haderslevhus. Hans var født i 1521 på Haderslevhus som søn af Frederik den Første og dennes anden hustru Sophie.

Under Grevens fejde måtte Hans flygte fra Nyborgs Slot forklædt som bonde. I en periode opholdt han sig på Sønderborg Slot, hvor hans fætter Christian den Anden var fange.

 

I 1543 mente Christian den Tredje at tiden var inde til at gennemføre den i arvedelingen i 1533 planlagte deling af Hertugdømmerne mellem brødrene. Men det Slesvig – Holstenske Ridderskab modsatte sig dette. I stedet blev Hans indsat som ekstra statholder ved siden af Johan Rantzau.

 

Da Christian den tredje nu endelig i 1544 kunne slutte fred med kejseren, kunne delingen finde sted. Den yngste bror fik i første omgang bispedømmet Bremen. Hver af de tre brødre fik forskellige distrikter i hvert af de to hertugdømme.

Kongen bad Adolf som den yngste om at vælge først. Han valgte den gottorpske del. Derefter fik Hans valget, men han ville ikke gå foran sin ældste broder. Han fik den sønderborgske del, hvorefter det tilbage til Hans var Haderslev – delen.

 

Hans den Ældre beklager sig

Han blev dog ikke tilfreds. I et brev fra 1564 beklager han sig over, at han måtte tage, det de andre ikke ville have.

Det område han fik, bestod af Haderslev By og Amt, Tørning Amt, Tønder By og Amt, Løgum Kloster, Sild, Før, Østerland, Nordstrand samt Femern og i Holsten af Rendsborg by og Bordersholm Kloster.

 

105 forordninger

Igennem sin regeringstid udsendte Hans den Ældre omtrent 105 forordninger. Omtrent en fjerdedel af disse gjaldt inddigningsforhold i marsken.

Han gik meget op i detaljer og sendte også forordninger ud, der gjaldt diverse fester. Også hvem der måtte komme i hans gemakker, og hvem der skulle sidde ved de forskellige borde på Haderslevhus bestemte han. I 1570 udsendtes en revideret udgave, der blev tilpasset det nye slot Hansborg. Her blev det indskærpet, at ingen må kaste med kød, brød, fisk, knogler eller lignende under måltiderne.

 

En travl bygmester

Til at bygge sit slot havde Hertug Hans ansat den kongelige bygmester Herules von Oberberg. Bygmestren slog sig ned i Haderslev og boede her til sin dø i 1602. I sin karriere byggede han foruden Hansborg Slot også Tønderhus, Tønning Slot, Gottorp Slot, Brundlund Slot og Koldinghus. Det antages også, at han opførte slotskirken ved Sønderborg Slot. I 1580 byggede han også Trøjborg Slot for Peter Rantzau.

 

Da Hansborg var færdigbygget lod Hertug Hans det gamle Haderslevhus nedrive. En række boliger blev opført i den østlige ende af Slotsgade.

 

Vin i kælderen og på Apoteket

Hertugen sørgede for en råds – vinkælder. Også i det slotsapotek (i ag Hjorte – Apoteket) som hertugen etablerede i 1557 gav han tilladelse til at have vinkælder. Apoteket var et af Danmarks ældste. Det lå fra 1557 til 2001 på adressen, Apotekergade 9.

 

Måtte ikke gifte sig med svigerinden

Hertug Hans den Ældre blev aldrig gift og efterlod derfor ingen arvinger. Men igennem en længere periode havde han et nært forhold til sin svigerinde, enkedronning Dorothea. Man havde tænkt på et ægteskab og havde forespurgt i teologiske kredse. Men her frarådede man ægteskab.

 

 

Vil blive husket for det positive

Hertugen var interesseret i sine undersåtters ve og vel. Her er det hvis tale om en af de eneste hertuger, hvis eftermæle er positiv. Han store indsats for inddigningen i marsken, samt hans omsorg for kirke -, skole -, og fattigforhold og byggerier vil blive husket.

 

Hans den Ældres hertugdømme blev nedlagt ved hans død i 1580. Frederik den Anden og Christian den Fjerde opholdt sig gerne på Hansborg. Ja sidstnævnte fejrede blandt andet sit bryllup her i 1597.

 

Ulykkerne haglede over byen

Efter Christian den Fjerdes nederlag ved Lutter am Barenberg flygtede hans lejetropper mod nord. På vejen gennem Haderslev stak de byen i brand. Det blev til en katastrofe. Halvdelen af husene i centrum nedbrændte.

 

Nogle år senere blev byen besat af henholdsvis svenske og polske tropper, der nedbrændte slottet og udplyndrede byen. Først i 1627 var alle huse genopbygget. Slottet og kirkens tårn blev ikke genopbygget. Ulykkerne haglede ned over Haderslev.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

  • Haderslev i begyndelsen
  • Da Christiansfeld opstod
  • Sønderborg i begyndelsen (1)
  • Abel og hans venner
  • De sidste hertuger i Augustenborg
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Margrete den Første og Sønderjylland
  • Sønderjyllands historie indtil 1200
  • Adelsslægten Akeleye
  • Adelsslægten, der uddøde (under Aabenraa)
  • Ahlefeldt og Søgaard (under Aabenraa)
  • Adelsslægten fra Aabenraa (under Aabenraa)
  • Gårde og mennesker i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Adel – og Storgårde i Tønder Amt (under Tønder)
  • Hertugen af Tønder (under Tønder)
  • Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
  • Trøjborg Slot – nord for Tønder (under Tønder)
  • Tønderhus, slot, borg og fæstning (under Tønder)

 


Ribe – i begyndelsen (1)

Februar 14, 2024

Ribe – i begyndelsen (1)

Uden for Ribe lå Dankirke, som i århundrede havde haft stor betydning for handelen. Fra ca. år 710 over Ribe, den position. Det var en blomstrende handelsby allerede fra 700 – tallet. Læs her om Riberhus, Dronning Dagmar, Riber Ret, Ribe Domkirke, Kong Erik, sørøverjagt og den store Menneskedrukning. Vi stopper omkring 650.

 

Betydning for Sønderjylland

Vi er gået over grænsen fra Sønderjylland. Men byen og dens historie havde så stor betydning for Sønderjylland, så det bliver vi nødt til at fokusere på.

 

Vester Vedsted

Vester Vedsted lige uden for Ribe var en rig og livlig by. Mellem 200 f.Kr. og 750 e.Kr. havde den forbindelser til romerriget, frankerne og angelsakserne.

 

Dankirke

Sagnet beretter om, at den første kirke i det nuværende Danmark blev bygget af Ansgar i 800 – tallets Ribe. Men et andet sagn beretter om, at det ikke er rigtig, For der lå allerede en kirke få kilometer mod sydvest på en mark ved Vester Vedsted. Kirken hed Dankirke.

 

Arkæologiske undersøgelser har ikke godtgjort om dette er rigtig. Men marken er rig på fund og spor efter en jernalderboplads. Fra år 500 skønner historikere, at stedet havde stor betydning.

 

Dankirke lå midt på en handelsrute, der forbandt Vesteuropa med Norge. Det er ikke usandsynligt, at denne plads omkring år 700 flyttede de seks kilometer længere mod nord, og blev til vikingetidens internationale handelscenter Ribe.

 

Besejlingsforhold måske ændret

Det behøver heller ikke at være beboerne fra Dankike, der er flyttet. Det kan også være at besejlingsforholdene i Vadehavet har ændret sig. Det er især fundet af nogle sjældne mønter i Dankirke, der forbinder stedet med Ribe.

 

Masser af møntfund

Man har fundet 38 romerske denarer og 3 merovingiske (farnkiske)sølvmønter fra handelsbyen Dorestad i Frisland, dateret til 600 – tallet. Og så har man fundet otte frisiske eller sydengelske såkaldte sceattas fra begyndelsen af 700 – tallet.

 

Disse mønter blev udelukkende brugt på markedspladser, hvor købmænd og handelsrejsende fra fremmede lande lagde til med deres skibe. Hvis Ribe overtager handelspladsen, må det være sket omkring år 700, for da ophører de rige møntfund i Dankirke.

 

Fund af gammel brønd

Den ældste bebyggelse omkring Ribe Å starter også på dette tidspunkt. Det ved man, fordi der fra omkring det tidspunkt fandtes de samme sjældne sceattes her.

Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker, fortæller om talrige håndværkere, der var beskæftiget med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber.

Og jernet kom antagelig fra Drengsted og Snorup.

 

En beskeden træbrønd kan tidsfæstes mellem år 704 og 710.

 

Hvad betyder Ribe?

Mon der har ligget flere handelspladser langs vestkysten, som vi ikke har kendskab til i dag? Arvetageren Ribe har haft samme position som Hedeby. Navnet Ribe kan tilbageføres til det olddanske ripa, der betyder striber eller strimler. Det passer jo meget godt til, at handelspladsen i Ribe bestod af mindst 70 smalle boder.

 

Willibrock

Det er ikke meget skriftligt, vi har fra denne tid. Men vi har nogle erindringer fra den engelske missionær Willibrocks liv. Han døde som frisernes ærkebiskop i 739. Cirka 50 år efter skrev en slægtning af ham, Alcuin en beretning omhans liv. Egentlig får man ikke så meget ud af det. Det er en skildring uden tid og sted. Det er en samling mirakelfortællinger.

Men det er da fristende og antage, at Willibrock også steg i land ved Ribe Å.

Dengang havde Ribe, vestkystens bedste landingssted.

 

Blomstrende by i 700 – tallet

Ribe var en blomstrende by i 700 – tallet. Her var masser af håndværkere. Man har fundet importeret glas, lertøj og møllesten. Endvidere er der fundet 194 sølvmønter præget i handelsbyen Dorestad. Mellem denne handelsby og Ribe voksede kontakten op gennem 700 – tallet.

 

Tildeling af jordstykker

Meget tyder på, at på det område i Ribe, hvor håndværkerne arbejdede blev udlagt regelmæssig før 710. På nogle afgrundene blev det samme håndværk udført år efter år. Der må have været et system med tildeling af jordstykkerne. Formentlig er det blevet administreret af en kongelig foged. Markederne må være holdt om sommeren. Håndværkerne havde ikke meget ly og måtte arbejde i det fri. Om vinteren var markedspladsen antagelig ofte udsat for oversvømmelse.

 

Skt. Nicolai Gade

Markedspladsen lå med lange smalle parceller på begge sider af den nuværende Skt. Nicolai Gade. Man kalder den også for Danmarks første gågade. Resterne af den plankebelagte gade ligger stadig nogle meter under den nuværende gade. I denne gade var der gjort store fund fra vikingetiden. Måske var det en stormand eller friserne, der anlagde markedet.

 

Lidt nordøst for markedet er der fundet 30 grave fra 700 – tallet. Her er der fundet kamme, hesteudstyr, nøgler, knive, glasperler m.m.

 

Tilladelse til kirke

Hrok den Anden (konge fra 856) gav tilladelse til opførelse af en kirke i Ribe, og at en præst måtte bo her. Ansgar blev modtaget ved hoffet, men kongen blev ikke døbt. Det beklagede paven i 864.

 

Sikret for stormflod

Udgravninger har fastslået, at den tidligste aktivitet foregik på et lidt højere liggende sted nord for byen. Hidtil har man antaget, at det var i den sydlige del, der hvor domkirken senere er blevet anlagt.

Grunden til at man valgte det nordlige sted var sikkert, fordi, at her var man sikret for stormfloder.

 

 

Hedninge og kristne, side om side

Men der bliver stadig gjort nye fund ved Ribe. Gennem de seneste årtier er der rejst tvivl om Danmarks Kristning. Harald Blåtand tilskrives normalt æren. Til minde om troskiftet lod han den store Jellingsten rejse omkring år 965.

Endnu igangværende udgravninger ved Ribe Domkirke har imidlertid påvist en kristen kirkegård, som er væsentlig ældre og hvis grundlæggelse snarere skal tillægges missionæren Ansgar.

 

Meget tyder på, at hedenskab og kristendom har kunnet eksistere side om side i hvert fald i dele af landet. En anden historie fortæller, at det var Harald Blåtand, der gav tilladelse til opførelse af en kirke i 935. Denne kirke stod klar i 950.

 

Helårshuse fra 750

Jordlodderne var omgivet af grøfter. De ældste bygninger, der var beregnet til helårsbeboelse, som man har fundet resterne af, stammer fra år 750. I 800 – tallet blev bygrænsen markeret af en simpel grøft, der indesluttede et areal på ca. 12 hektar.

 

Forsvar

I 900 – tallet var grøften blevet afløst af en meget bredere voldgrav og en vold, der tjente som forsvarsvold. Skriftlige kilder bekræfter, at Ribe var en vigtig by i vikingetiden. Men voldene hjalp ikke meget i 1043, da byen blev plyndret af venderne.

 

Heste – og kvægtransport

I 1100 – tallet var byens areal fordoblet. Vold og voldgrav var nu blevet forstærket med palisader. Byen havde skibsfart  til Norge og Østersø – landene.

Mange af de dyreknogler man har fundet stammer fra får. Dem holdt man får uldens skyld. Og store mængder af kogødning tyder på, at der her var kvæg beregnet til eksport.

 

Overraskende er det sikkert, at allerede i 700 – tallet var der gang i heste – og kvægtransport fra Ribe. En anden mulig eksportvare var tømmer fra de vestjyske skove. Dengang rummede skovene mange egetræer.

 

Antagelig er også dyreskind fra hele Skandinavien blevet eksporteret fra Ribe. Skindene var bedst fra de koldeste egne

Udgravninger viser, at Hedeby for 800 – tallet og 900 – tallet blev mere betydningsfuld end Ribe.

 

Økonomiske og politiske centre som Jelling og Ribe var forbundet til Hærvejen via sideveje og – spor.

 

Riberhus

Det er muligt, at Ribe Domkirke erhvervede en del ejendom fra sin egen biskop Odinkar. Hans far var jarl og således en højfornem mand, muligvis af kongelig æt. Odinkars fædrene arv var efter sigende en tredjedel af Winlandia, et område, der ikke nærmere kan ikke lokaliseres i dag.

 

I 1115 anlagde Kong Niels Riberhus, og herefter begyndte man byggeriet af domkirken.

 

Man mener, at slottet bestod af en række sammenhængende huse, der lå omkring en gårdsplads. I de fire hjørner stod der runde tårne med kanoner, der skulle forsvare slottet. De tykke mure og voldgraven gjorde det svært at indtage borgen. Når man skulle ind på slottet måtte man hen over vindebroen og gennem porthuset.

 

Ribe Domkirke

Ribe Domkirke blev opført af tufsten, som er en vulkansk stenart fra Rhin – egnene. Det kom til Ribe som ballast i de skibe, der skulle bringe danske landbrugsprodukter sydpå.

På et tidspunkt havde byen tre klostre.

 

Ribe Domkirke hedder egentlig Vor Frue Kirke Maria. Og en anden historie end de vi lige har fortalt, fortæller, at det var Biskop Thure, der startede med at bygge den omkring 1150. Den er bygget over den ældre kirke vi omtalte i indledningen.

Og i Maria kirken blev kong Erik Emune begravet. Han var blevet dræbt under et tingmøde.

 

Rundetårn kunne ligge på tværs

Kirken er 63 meter lang og 36 meter bred. Rundetårnet kan ligge på tværs derinde.

I 1177 blev bisp Stephan begravet i kirken. Man siger, at syge kan blive helbredt ved at stå ved hans grav.

 

Bevidst byplanlægning

Byens grundtræk er præget af udbygningen i 1200 – årene. Havnen lå ved åbredden og blev domineret af borgen. Byen med domkirken er klart adskilt fra borg – området. De buede gadeforløb er sikkert bevidst byplanlægning, hvor man har stræbt at fordele lyset ligeligt mellem husene. Gaderne er orienteret efter tre punkter, overgangen over åen, domkirken og havnen. Anlægget af vandmøller medførte store opstemninger af åen, som også gav byen et system af beskyttende vandgrave.

Antallet af stenhuse var da allerede meget stort.

 

Det må antages, at omkring 1200 var Ribe, Danmarks vigtigste by. Affald flød i byen, man boede tæt, og det var ikke særlig befordrende for helbredet.

 

Dronning Dagmar

I 1205 blev prinsesse Drakomira af Böhmen gift med den danske kong Valdemar Sejr. Hun blev til Dronning Dagmar af Danmark. Hun døde meget ung, kun 23 år gammel i barselssengen i Ribe. I en kendt folkevise hedder det:

  • Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg

 

Brylluppet blev holdt på Riberhus. Dronning Dagmar ønskede sig ikke smykker. Eller andre rigdomme. Hun ønskede, at de mange fanger i Valdemars fængsler blev givet fri. Og at bøndernes skat blev sat ned. Valdemar opfyldte begge hendes ønsker.

 

De vantro dræbte biskoppen

Den frisiske præst Leofdan blev den første bisp i Ribe. De vantro forfulgte ham, og dræbte ham med spyd, da han satte over en å. Ja denne skæbne kan man læse i Ribe Bispekrønike fra omkring 1230. Leofdan blev begravet på den hellige jomfrus kikegård. Senere blev han flyttet inden for kirkens mure, i den nordlige del.

Denne Leofdan optræder ikke i Ribe martyrfortegnelse.

 

1246 var et forfærdeligt år for Ribe. Borgerkrigen blussede op. Og der skete store ødelæggelser.

 

Riber Ret

Til vore ældste byretter hører Tønders fra 1243. den var identisk med Lübecks latinske stadsret. Dens 104 artikler, som var stadfæstet af kejser Frederik den Anden, konge af Jerusalem og Sicilien, rummede adskillige juridiske fænomener, som må have voldt kvaler i Tønder, fordi de var fremmede for Jydsk ret. På længere sigt fik Tønder stadsret betydning , fordi den på en lang række punkter danner forlæg for Ribes latinske stadsret fra 1269.

 

Fordi Ribe var en travl by, var det vigtigt med faste retningslinier. Erik Klipping stadfæstede Riber Ret. Den blev væsentlig strengere end Jyske Lov. Et mord kunne man ikke betale sig fra. Det var dømt hængning. Vareforfalskninger eller forkerte opmålinger førte også til døden. Grunden til den hårde straf, var sikkert fordi Ribe var handelens by.

 

De gejstlige kunne dog ikke dømmes af denne ret. De blev dømt af biskoppens egen domstol. Første gang, vi hører om denne domstol er i 1145.

 

Et gammel ordsprog viser også, hvor frygtet denne Ret var:

  • Tak din Gud, at du ikke kom for Riber Ret, sagde Kællingen, da hun så sin søn dingle i Varde Galge.

 

Den ældste Riber Ret bestod af 60 artikler, men efterhånden blev den udvidet til 123. Tyvenes arvinger måtte afstå hele deres arv til byen og fogeden. Selv det at forfalske honning førte til galgen. Kvindelige tyve blev ikke hængt, men begravet levende for den kvindelige æres skyld. Dette skulle være sket ved at kvinden fik en balje over sig, så der ikke blev kastet jord direkte på hende.

 

Mord på Christoffer

Der er sket mange mord i Danmarkshistorien. Og en af disse skulle angivelig være sket på Christoffer i 1259. Han regeringstid var kort og helt opfyldt af arvefjenden Abels tilhængere. Heri indgik hans bitre modsætningsforhold til rigets ærkebiskop Jakob Erlandsen. Om det var en pludselig opstået sygdom eller om han var blevet forgivet. Det er spørgsmålet? Men det sidste kan sagtens forklares med den politiske situation, dengang. Hans dronning, Margrete Sambiria levede ind til 1282.

 

Christoffer blev endda begravet kristeligt og fik sit leje inde i selve domkirken. Ærkebispen ville gerne hav en forklaring på dette. Og Ribe – biskoppen forklarede, at kongen på sit dødsleje viste tydelige tegn på anger. Han havde åbenbart også haft tid til at give løfte om at genoprette den krænkelse, han havde forvoldt ærkebispen.

 

Tårnet styrter sammen

Julemorgen 1283 styrtede store dele af borgertårnet på Domkirken sammen. Man havde ikke så mange penge til at genopbygge den, så den blev 12 meter kortere.

 

Det spændende er også at Kong Valdemars Jordebog, blandt andet indeholder en rejserute fra Ribe til Jerusalem. Afskriften er foretaget af Sorø Klosters skrivestue omkring år 1300.

 

Vægterordning

Vægterordningen fandtes allerede i 1300 – tallet. Ja de patruljerede i Ribes gadehelt frem til 1902. De sørgede for ro og orden i gaderne. Og hver time sag de et vægtervers.

 

Bykloster

En af de bedst bevarede middelalderlige bykloster i Danmark finde vi også i Ribe. Det er Sortebrødreklosteret. Det kaldes også dominikanerklosteret. Det nederste stokværk er fra omkring år 1300.

Munkene måtte ikke eje noget. Klosteret blev finansieret af gaver og almisser fra befolkningen.

 

Lyst i band

Den 12. marts 1350 blev ridderen Lage Rød lyst i band af bispen i Ribe. Hans forbrydelse var, at han sammen med medskyldige havde sat sig i besiddelse af kirkelig ejendom, dels Ribe – kirken men også taget forskellige sognekirkers ejendom.

Det var også omkring dette årstal, at Den Sorte død ramte byen.

 

Dronningen købte slottet tilbage

Slægten Limbek holdt både med den danske og holstenske side. Man vidste aldrig, hvor man havde dem. Det handlede hvis om, hvad der bedst kunne betale sig. I 1399 kunne Dronning Margrete den Første således købe Riberhus tilbage. Ja og i 1411 var det sågar Limbek – slægten, der skyldte dronningen penge.

 

Brand i kirken

I 1400 – tallet faldt indbyggertallet i Ribe. Det skete blandt andet som følge af pestepidemier.

I 1402 bredte en brand sig til domkirken. Det var efter denne brand man tilføjede et ekstra skib.

 

Hr. Peder til Riberhus

Igennem næsten et helt liv var Peder Nielsen til Ågård dronning Margretes nærmeste rådgiver. I længere tid var han lensmand på Riberhus. Han kaldte sig Hr. Peder. Men se det havde ikke gået i 1526, da forlangte Frederik den Første, at alle adelsslægter skulle antage faste slægtsnavne. Hr. Peders efterkommere kiggede på deres våbenskjold med den gyldne stjerne på blå bund, og fra da lægten Gyldenstierne.

 

En anden Peder blev i 1409 biskop i Ribe. Det var Peder Lykke fra den dengang beskedne sjællandske lavadel Bille. Slægten opnåede med dette en anseelig position, som endte med en titel  som ærkebiskop i Lund.

 

Kong Erik holder vigtigt møde

Kong Erik henvendte sig omkring midsommer 1421 til alle tre landsting. Her fik han udførlig vidnesbyrd om Slesvigs statsretlige stilling. Den jyske forsamling trådte ikke sammen i Viborg, men i Ribe. Har mødte samtlige jyske bisper, en store skare af nørre – og sønderjyske adelsmænd, samt borgmestre fra Flensborg, Haderslev og Aabenraa. Også en række nørrejyske købstæder var repræsenteret.

 

Det blev udtalt:

  • at der både i Nørre – og Sønderjylland taltes dansk
  • at alle gamle privilegier til kirke som til købstæder var udstedt af danske konger
  • at dansk, dvs. jysk ret gjaldt i Sønderjylland
  • at grænsen mellem Danmark og Holsten gik syd om Sønderjylland.

 

Lavadelen sendte sine børn til højadelen eller bisperne. Man skulle våbenduelighed og godsadministration. I Ribe Stift var det Iver Munks slægt som egnens talrige lavadel der flokkedes om bispestolen. Talrige ægteskaber blev indgået på Bispegården. Iver sørgede så for en passende forlening af bispegods.

 

I 1443 blev Christoffer af Bayern kronet i kirken . Det var en spektakulær begivenhed.

 

Adelen havde fortrinsret

I praksis havde både kongen og bispen indflydelse på besættelsen af bestemte embeder. Paven forsøgte at få indflydelse i Ribe, men det lykkedes ikke. Det var kapitlet selv, der ved naturlig afgang valgte nye medlemmer. Og når et nyt embede blev ledigt, kunne yngre kanniker med fattigere embeder efter anciennitet vælge at lade sig forfremme.

Ofte var det sønner af stiftets fogedadel, der fik de bedte stillinger.

 

Også i Ribe fandtes en stadskælder med monopol på udskænkning af importerede kvalitetsdrikkevarer. Overskuddet gik ofte i borgmestrens og rådmændenes lommer.

 

Gejstligt centrum

Ribe Domkirkes massive nordtårn tilhørte ikke selve domkirken, men ansås for at være købstadens. Den brugtes, som det også var tilfældet i udlandet som vægtertårn. Her hang også byens stormklokker. Indtil man i 1448 fik et nyt rådhus fungerede tårnet vist nok som en slags arkiv. Byens borgere brugte i ældre tid tårnet til at opbevare værdigenstande i.

I 1460 var Ribe et gejstligt centrum. Der var fire klostre med kirker udover domkirken samt seks andre kirker og helligåndshuse. Byeen var kongesæde i Valdemarerenes tid.

 

Riber omgang

Omkring år 1500 var slægten Juel i vanskeligheder i Ribe Stift. Munk – slægten overtog bispestolen, og dermed de bispelige forleninger.

Det var også omkring det tidspunkt, hvor Riber Ret benådede en førstegangstyv til blot at mist et øre. I gentagelsestilfælde var galgen ham vis.

 

Ribe Domkirke var vokset til at være femskibet. Men det er nok de færreste der ved, at syd for kirken fandtes en lukket gård omgivet af Riber Omgang. Den er nu næsten helt forsvundet. Men det var her, der befandt sig retslokaler.

 

Borgerskabet promenerede i kirken

Og domkirken var så stor, at her kunne borgerskabet promenere i. Det indebar så den fordel, at de ikke skulle træde på al den affald, der var i gaderne.

 

Hårdt at være bisp

De enkelte bisper havde en vis mulighed for indkræve skatter. Og selv om de havdestore indtægter fra deres gods, var der også mange udgufter. Således kom mange bisper i en betrængt situation, når paven forlangte drøje udnævnelsesgebyrer. Omkring år 1500 udskrev Ribebispen således en gylden af hver sognekirke tre år i træk. Ja han forsøgte endda, at gøre ordningen permanent.

 

Sørøverjagt

I middelalderen foregik der mange henrettelser i Ribe. Bødelens sværd var udstyret med blylodder, for at gøre slaget ekstra tungt. I 1500 – tallet var sørøveri i Nordsøen en stor plage. Siden Valdemar den Stores tid havde det været skik, at halshugge sørøvere, og sætte deres afhuggede hoved på stager ved havnene indløb til skræk og advarsel for ligesindede.

En af de mest kendte sørøvere var Morten Thode. Ham og hans mænd blev halshugget den 6. februar 1555.

I 1573 vandt Hans Jessen stor anerkendelse i byen, da han fangede nogle sørøveren Alexander Hock. Hans Jessen fik tildelt 9.000 Rdl og benævnelsen Søhane for hans store heltemod.

 

 

Oprør fra bønderne

I det nordlige Slesvig og sydlige Jylland nægtede bønderne i 1525 at betale tiende til domkapitlet i Ribe. Frederik den Første skrev til sin søn Hertug Christian, der var forlenet med Haderslev og Tørning Len, at man overalt er oprørsk imod gejstligheden. Det kunne frygtes, at oprøret ville brede sig. Og det gjorde det.

 

Byens nedtur starter

Byens nedtur startede omkring reformationen i 1536. Næsten alle katolske klostre og 13 kirker blev nedrevet.

 

Ribeartiklerne

Sognepræsterne fra den katolske tid fortsatte normalt i deres embeder. Bortset fra de sognekald, hvor kronen, adelen eller kapitler fra gammel tid havde kaldsretten, skulle sognepræsterne herefter vælges, når et kald blev ledigt.

Kirkeordinansen er noget uklar med hensyn til menighedens medvirken ved præstevalget, og det førte til, at man i 1542 måtte udvide bestemmelserne med Ribeartiklerne. :

 

  • Præstevalg skulle ske ved at sognemændene udvalgte syv af de ældste og mest agtede mænd i sognet, som sammen med provsten skulle foretage valget. Herefter skulle bispen prøve hans lærdom og den nye præst aflægge troskabsed til kongen.

 

Det var netop også i 1542, at Hans Tausen blev biskop i Roskilde. Han oversatte bibelen til dansk og skrev en samling af prædikener, der blev udgivet. Han skrev også nogle enkelte salmer.

 

Storhedstid

I en tysk bog med europæiske byprospekter fra 1598, er der også et stik fra Ribe. Byen er fremstillet med studedrift i forgrunden. Det er et vidnesbyrd om, at byen havde et internationalt ry. Til højre ses Riberhus, der blev ødelagt i svenskekrigen 1658. Kun pramme og småskuder kunne sejle op af åløbet og lægge til ved byens skibsbro. De større skibe måtte blive liggende uden for åmundingen eller benytte Rømøs havn.

 

Stakkels mand

Gamle bestemmelser i købstædernes lokale stadsretter gik ofte på tværs af nye love, og det var ikke sådan at ændre disse ærværdige paragraffer. Det gav for eksempel Ribe Ret hjemmel for, at horekarle, der havde ligget i med gifte kvinder, kunne dømmes til af kvinden at blive trukket gennem Ribes gader med snor i penis.

 

Taarnborg

Omkring 1570 – 1580 blev Taarnborg opført. Dengang var bygningen omgivet af stalde og lader, selv om den lå inde i byen. I dag har den lille byherregård et tag af rødt tegl. Man har i bygningen fundet træbjælker, de rkan dateres tilbage til starten af 1500 – tallet. Til Taarnborg hører også et mindre bindingsværkshus. Kaldet Hundehuset. Det er fra midten af 1700 – tallet. Her har blandt andet været posthus. Jo og så var det også her salmedigter og biskop Hans Adolf Brorson boede.

 

Storbrand

Den 3. september 1580 hærgede en storbrand, hvorved store dele af byen forsvandt i flammerne. Der tales om, at 11 gader og 213 ejendomme blev lagt øde.

De fleste af Ribes huse var tækket af strå. Men der var strenge bestemmelser om hvorledes man skulle forholde sig med ild og lys. Når der var marked måtte man ikke have ild i ølboderne eller i staldene ud for Nørreport. Rebslagerne måtte ikke tjære reb andet steds end uden byens porte.

 

Men mellem kl. 23 og 24 udbrød ilden i Kristen Borgs hus i den østlige side af Stenbogade, og inden daggry var den store katastrofe indtruffet. Brandet gav anledning til at byen fik sit første egentlige brandværn. Den 5. april 1581 vedtog borgmester og råd:

 

  • at hver 10 nabds Pollet, efter de som ere udgange til, skulle med det første lade gøre 2 lange stiger, 4 krogstier, 4 fyrhager og 10 læderspande.

 

Året efter anskaffede byen selv 100 brandspande, der skulle opbevares på rådhuset. Men først i 1650 anskaffede byen selv en sprøjte. Den blev købt i Tønder og kostede 135 Daler.

 

Folkeviser

Anders Sørensen Vedel rejste rundt i landet og samlede materiale til sine historiske værker. I 1581 bosatte han sig i Ribe. Hvor langt han egentlig nåede med sin Danmarkshistorie vides ikke. Hans manuskripter gik til grunde ved Universitetsbibliotekets brand i 1728. Han nåede dog at udgive et værk bestående af 100 folkeviser i 1591.

 

To vægtere blev slået ihjel

I 1593 blev Harder Jepsen dømt for at have stukket to af byens vægtere ihjel. Til skræk og advarsel for byens borgere blev han skåret i småstykker.  Og hovedet sat på en stage. , så alle og enhver kunne se, hvad der sker, når man forgriber sig på myndighederne.

 

Den store menneskedrukning

Med jævne mellemrum er Blanke Hans skyllet ind over marsken od ødelagt huse og veje og drevet folk op på højtliggende steder for at redde livet.

Skibbroen står en stormflodssøjle. Den viser, at vandet i 1634 stod godt seks meter over normal vandstand. Det var under Den store menneskedrukning. Dengang druknede mindst 8.000 mennesker og mange tusinde husdyr.

Selv inde i Domkirken stod vandet højt. Pillen bag ved prædikestolen viser at vandet stod 170 cm over gulvhøjde.

 

Pest

I 1659 brød en voldsom pest ud, 900 udkom. I 1650 boede der 3.500 i Ribe. Dette tal var 1672 faldet til 1.939.

 

Serien om Ribe fortsætter

 

Kilde: Se

Litteratur Ribe (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om havneforhold ved Ribe: Læs

  • Mandø – en ø i Vadehavet
  • Rømø – en ø i Vadehavet

 

Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands tidlige historie. Læs

  • Abdel og hans sønner
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Hærvejen i Sønderjylland
  • Margrete den Første og Sønderjylland
  • Sønderjyllands Historie indtil år 1200
  • Ryd Kloster (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Vikinger i Vadehavet (under Tønder)

 

Hvis du vil vide mere: Om Lov og ret (Riber Ret), samt hekse: Læs.

  • Fra Ildebrand til Kæmner (under København)
  • Gamle lav (laug) og Gilder (under København)
  • Henrettelse på Østerbro (under Østerbro)
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste (under Sønderjylland)
  • Modstand i Sønderjylland (under Sønderjylland)
  • Landssvigere og Landsforrædere (under Sønderjylland)
  • Henrettet i Aabenraa (under Aabenraa)
  • Jordemødre, Hekse og kloge koner (under Aabenraa)
  • Lov og ret i Aabenraa (under Aabenraa)
  • Frøslevlejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Faarhuslejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Straffelejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Lov og ret i Tønder (under Tønder)
  • Henrettet i Tønder (under Tønder)

 

 

 


Sønderborg i begyndelsen (1)

Februar 14, 2024

Sønderborg – i begyndelsen (1)

Sønderborg og Sønderjyllands historie er ikke let at forstå. Hertugdømmernes tilhørsforhold i tidens løb både til Holsten og til kongemagten skiftede. Sønderborg var længe om at komme i gang. Men et forsvarsværk var med til at sætte skub i udviklingen. Skibsfarten var også medvirkende til byens fremgang.  Og  i de perioder, Hertugdømmet var velhavende, steg væksten. Men ak krige og dyr indkvartering var med til at forringe hertugdømmets økonomi. Hertugen blev til sidst dømt for at være insolvent.

 

Modsætning mellem Hertugdømmerne og kongemagten

Sønderjyllands historie og dermed Sønderborgs historie er indviklet. Det skyldes ikke mindst de mange hertugdømmer og kongerigske enklaver. Og for bevare magten måtte hertugerne alliere sig med adelen. I historiens forløb har der ofte været modsætningsforhold mellem kongemagten og hertugdømmerne.

 

Abel – slægten

Vi starter lige med en indføring i de tre hertug – dynastier i Sønderjyllands historie. Så bliver det lidt lettere at følge med.

Med den ældste Abel – slægten (1232 – 1375) blev Sønderjylland et decideret Hertugdømme, skilt fra resten af Danmark.

I 1232 gav Valdemar Sejr hertugdømmet til sin søn, Abel. Da Hertugdømmet uddøde i 1375 lykkedes det holstenerne at sætte sig i besiddelse af stort set hele Sønderjylland.

 

Schauenburgerne

Derefter fulgte Schauenburgerne (1386 – 1459). I deres tid blev Sønderjylland bragt i union med Holsten. Det var en union, der voksede sig stærkere og stærkere. Nu hed det ikke mere Sønderjylland, men Slesvig. Det lykkedes at knytte de to landsdele sammen. Men da hertug Adolf døde i 1459 truede unionen med at gå i opløsning.

 

Oldenborgerne

Med Oldenborgerne (1459 – ) der stadig findes en gren af, gik den Slesvig – Holstenske union fra at være utrolig stærk og ubrydelig til i 1779 at komme i samlet union med Danmark. Fra det årstal havde hertugerne ingen politisk magt.

 

Mødet i Ribe 1460

Adelen tilbød Christian den Første, at han kunne blive hertug af Slesvig og greve af Holsten. Riget omfattede også Danmark, Norge, Island, Færøerne og noget af tiden Sverige. Han blev valgt på et møde i Ribe i 1460.

 

Holsten mellem Ejderen og Elben var i virkeligheden et grevskab.

 

Nævnt første gang i 1256

Navnet Sønderborg nævnes første gang i et brev af 15. juli 1256. Kong Abels søn, hertug Valdemar, angav, at det var udstedt i Synderburg Alsie. Antagelig er brevet skrevet på slottet. Både slot og borg havde eksisteret længe inden.

 

Brevet var til munkene i Løgumkloster skrevet af hertug Valdemar Abelsøn.

 

Masser af fund

Fra sen jernalder kendes mange fund fra både Als og Sundeved. Bopladsfund er gjort ved Sundsmark, Hørup, Tandslet og Lysabild. Gravplads kendes blandt andet fra Nørreskoven.

 

Nydam – fundet

Det store Nydam – fund minder om krigeriske begivenheder i området. Og resterne af en bygning kan dateres til jernalderen. Og fra vikingetiden er der gjort især gravfund. Her skal nævnes gravpladsen ved Ketting. Men også mange andre steder fra, for eksempel Nostvedvraa, Holm, Kasmusmølle og Broager.

 

Skibssætninger er fundet ved Stolbronæs og Dyndved.

 

Bebyggelse i lang tid

Alt tyder på, at der gennem hele perioden har været en tæt bebyggelse fra omkring Kristi fødsel til efter år 1000.

Det kan vi også konkludere, når vi kigger på stednavnene.

 

Hovedvejene øst – vest og nord – syd har allerede været brugt i vikingetiden.

 

Brovold

De første tilløb til rigtige bydannelser skete omkring Augustenborg Fjord. I 1100 tallet opstod der omkring en markedsplads et samfund, der kaldtes Brovold ved landsbyen Bro ved Augustenborg.

 

Noget tyder på, at Nordborg allerede eksisterede. Måske var det den borg, man kaldte Alsborg.

 

Venderne angreb

I Vikingetiden udgjorde venderne ingen fare, men efterhånden som vikingernes magt ebbede ud, forekom flere og flere plyndringstogter mod Danmark. Især i første halvdel af 1100 – tallet var Danmark meget udsat.

 

Modstand mod venderne

Efter at Valdemar den Store var blevet konge lykkedes det ham sammen med Absalon og Esbern Snare at få organiseret en fast modstand mod venderne. Alt tyder på, at borgen på øen i Alssund var en del af dette forsvar.

Talrige gange blev borgen udvidet.

 

Humletorvet – det første tov

Alt tyder på, at Sønderborg dengang slet ikke eksisterede. Fra selve byområdet er der kun gjort et enkelt fund. Det var en mandsfigur af bronze. Den er fundet ved udgravning af Strandvejen 3 og stammer fra Rhin – området fra 2 – 300 e.Kr.

Ved Middelalderens begyndelse boede der ingen på skråningerne ned mod Alssunds sydlige del.

 

Humletorvet har været byens første tov. Arkæologiske udgravninger har vist, at der her i slutningen af 1220 – tallet har ligget en åben plads med en brønd.

 

Byen vokser

Den beskedne by voksede i løbet af 13 – 1400. Store og Lille Rådhusgade mødtes i det lange trekantede Rådhustorv og fortsatte i Perlegade.

 

Klog hertuginde

Omkring 1358 rykkede Valdemar Atterdag over til Als efter at have indtaget Langeland. Han belejrede Sønderborg, der blev forsvaret af hertugens hustru, hertuginde Regitse.

I den sjællandske krønike kan man læse:

 

  • men da hertuginden, en klog og snild kvinde så, hvordan det gik, og da hertugen ikke var til stede, kom hun sammen med sine jomfruer og mødte kongen, hilste ham ærbødigt og bønfaldt med stor veltalenhed om nåde.

 

Og Valdemar faldt åbenbart for hendes charme. Hun kunne beholde borgen, såfremt, der ikke blev skudt på ham fra den. Hertugen måtte også kun opholde sig her en 2 – 3 dage og ikke med mere end 20 mand.

 

Borgen skabte byen

Som i alle gamle byer er kystlinien udvisket af århundreders opfyldning. Både Sønderbro og Nørrebro er ligesom Søndergade anlagt på opfyldt areal.

Man har under disse anlægsarbejder fundet noget keramik, men det er ikke ældre end fra ca. år 1500.

Først efter anlæggelse af en borg i den sydlige indsejling til Alssund gav baggrund til, at der skabtes en by på stedet.

 

Hvornår blev borgen anlagt?

Hvornår denne borg blev anlagt vides ikke. I Helmolds ”slaviske krønike” nævnes et vendisk overfald på Als. Måske gav dette anledning til anlæggelse af borgen. Nogle har ment at overfaldet skete 1168 og at anlæggelse af borgen skete i 1169, men det er det dog ikke belæg for. Der skete flere angreb mod Als.

I kalkmalerier i Lysabild genfortælles Helmolds historie. Disse er fra ca. 1425.

 

Ved restaurering af slottet fra 1961 – 73 fandt arkitekter ud af, at slottet med overvejende sandsynlighed kan være påbegyndt før år 1200.

Selve måde borgen var indrettet på kan så igen henføres til andre borge, der blev bygget som værn mod venderne. Disse blev opført i tidsrummet 1150 – 1200.

 

I de følgende århundrede blev Als og Sønderborg et stridsobjekt mellem den danske konge og hertugen af Slesvig.

 

Sort byggeri

Dengang lå borganlægget på en lille ø i Alssund. Det må have krævet udsædvanlig mange håndværkere. Man har måttet lave anlægsbroer til skibe med materiale langvejs fra.

Fiskere er antagelig flyttet hertil i beskyttelse bag borgen. Og håndværkerne til byggeriet har antagelig boet her her hele året.

Træskure og telte blev afløst af helårshuse. Men nogen stor by, har det ældste Sønderborg aldrig været.

 

Kirker

Omkring 1250 rejstes en lille kirkebygning af teglsten på bakkerne bag slottet. Den første kirke var viet til Skt. Nicolai. Hertugerne Valdemar og Henrik stiftede et særligt alter viet til Skt. Gertrud.

I 1466 nævnes desuden tre andre altre indviet til henholdsvis Skt. Paul, Skt. Peder, og Skt Erasmus.

Væbneren og borgmestren i Sønderborg Peder Stød og hans hustru Katerine grundlagde i år 1400 et Mariaalter i kirken.

 

Stort bryllup i 1340

I 1340 var der på slottet afholdt bryllup mellem den senere Valdemar den Fjerde (Atterdag)og hertugens søster, Hedvig.

 

Rosengade

En gade fra middelalderen førte fra kirken ned til vandet. Den havde samme forløb som nutidens Rosengade.

 

Stjernegade og Slotsgade

Humletorv lå i kort afstand fra både kirke og havn. Herfra gik den korte gade, der nu hedder Stjernegade hen til kirken, og den lidt længere gade, der i dag hedder Slotsgade løb ned ad bakken mod vest. Her boede håndværkere og handlende.

 

Søndergade og Brogade

Fiskere og søfolk har nok snarere slået sig ned langs vandet, det vil sige ved skrænterne bag Søndergade, fra Brogade hen i mod Nørrebro.

 

Handel i Flensborg

I 14 – 1500 – tallet havde bønder fra Als og Sundeved lov til at handle i Flensborg. Det tydede på, at der ikke rigtig var kommet gang i Sønderborg endnu.

 

Kongelig del

Fra 1460 indgik slottet i den kongelige del af Hertugdømmerne. Den blev ofte brugt af Kong Hans og Christian den Anden. 

 

Orlogsværk og to skibsbroer

Omkring 1510 anlagde Kong hans et orlogsværk nær ved slottet. Nogenlunde samtidig gennemførtes opfyldninger ud for Brogade.

Helt op til 1870 havde byen to offentlige skibsbroer, Sønderbro og Nørrebro. Resten af strandsiden var optaget af private huse, bådebroer og pakhuse.

 

Eksil i 8 år

Christian den Anden var konge fra 1513 til 1523. Et opgør i den jyske adel fik ham til at forlade landet og søge hjælp hos svogeren, Kejser Karl den Femte.

Dette eksil varede i over otte år. Først i efteråret 1531 lykkedes det Christian at få overtalt kejseren. Han forsøgte derefter at generobre Danmark – Norge. Men forsøget mislykkedes. Han blev arresteret af sin efterfølger på tronen, farbroderen Frederik den Første.

 

En god vandrehistorie

Her levede han dog i perioder under fyrstelige forhold, men i perioder var han dog også under stærk bevogtning. Rygter om, at den afsatte konge skulle have slidt en rille i et rundt om et stenbord  med sine fødder på slottet, samt lavet en fure i stenbordet med sin finger er grundløse, men trods alt en god vandrehistorie.

 

Fornem fange

Han deltog således i adskillige jagter på Als. Han blev behandlet efter sin rang. Han havde flere rum til sin disposition og et lille tjenerskab. Han havde sin egen kok, og unge adelsmænd vartede ham op. Et af tårnværelserne blev benyttet som den fornemme fanges soveværelse.

 

Det tog hårdt på kongen

Fangenskabet tog dog hårdt på den afsatte konge. Desuden døde hans eneste søn, Hans i Tyskland. Sorgen, fængselslivet og kedsomheden nedbrød efterhånden Christian den Anden, der henfaldt i druk og melankoli.

 

I 1549 blev han overflyttet til Kalundborg, hvor han sad yderligere ti år i fangenskab til han døde den 25. januar 1559, næsten 78 år gammel.

 

Udbygning af slottet

I årene frem til 1570 blev der opført fire fløje langs de middelalderlige ringmurers indersider.

 

Skt. Jørgensgården

Gennem middelalderen var Sønderborg en ganske lille by. Den blev kun nævnt i forbindelse med dens borg.

Men i løbet af ca. hundrede år nået byen dog en stor udstrækning. Det minder St. Jørgen hospitalet om.

Kirken var 16 meter bred, det var en treskibet kirke ca. 18 meter lang, dertil kom et smallere kor på 5 – 8 meter. I forbindelse med kirken var der en del andre bygninger, som i dag er helt forsvundet. Et hus fra 1400 – tallet som dog hørte til hospitalets ældre del, blev nedrevet i 1931.

 

Skt. Jørgensgården nævnes første gang i et testamente fra 1307. Når hospital og kirke nævnes i 1307, siger det noget om byens udstrækning. Antagelig har Skt. Jørgensgade og Kirkegade eksisteret dengang. Måske også Stengade og Liliegade. Også Mariegade og Æblegade kan spores langt tilbage.

Der findes det berømte bykort fra Sønderborg fra 1649. Her kan må få en forestilling om byens ældste gadenet.

 

Stort bryllup

Den 24. juni 1340 blev junker Valdemar viet med hertug Valdemars søster Hedvig. Den strid, der havde været mellem Abel – sønnerne og Kristoffer den Førstes slægt gennem 88 år, skulle med brylluppet bringes ud af verden.

I den ældre middelalder blev det lille slotssamfund sammen med Als ikke betragtet som en del af hertugdømmet Slesvig.

 

Byvåbnet

Byvåbnet, der utvivlsom er betydelig ældre end det først kendte gengivelse fra 1644, viser en rød bygning (slottet) og derunder en række blå og hvide bølgelinier, som antyder naboskabet med Als Sund.

 

Første byvedtægt?

Det er uvist, om Sønderborg nogensinde har haft en skrå (Byvedtægt). Men alt taler for, at byen som andre købstæder har haft sine retslige og økonomiske privilegier.

 

Opvækst

I slutningen af 1500 – tallet og i begyndelsen af 1600 – tallet oplevede Sønderborg en hvis opblomstring. Væksten startede i den nordlige bydel.

Omkring år 1500 lod Kong Hans sin orlogsflåde udruste hos skibsbyggerne i Sønderborg.

 

Forsvarsværk færdig i 1530

Hele forsvarsværket omkring Sønderborg Slot blev afsluttet med anlæggelse af et stort forborgsanlæg i årene 1523 – 30. Efter dette stod Sønderborg som en af de stærkeste borge i landet.

 

Kirkelig strid

I 1559 var der opstået en strid vedrørende Als og Ærø. Dronning Dorothea udøvede kirkelig højhed over Sundeved, men ikke over øerne. Dronningen, der var Christian den Tredjes enke overtog samme år byen og slottet, som en del af sit enkegods.

I 1566 udnævnte dronningen dog en fælles provst for Als og Sundeved.

Kongen protesterede kraftigt, men accepterede, at provsten kunne fortsætte, bare det blev i kongens navn.

 

Kongen forærede 7.500 liter vin

Hertug Hans den Yngre og Elisabeth fejrede bryllupsfesten i Flensborg i august 1568. Frederik den Anden kunne ikke være til stede på grund af Syvårskrigen. Men han havde dog foræret 7.500 liter vin. Hans den Yngre var yngste søn af Christian den Tredje.

Nogle uger senere foregik selve brylluppet på Koldinghus, hvor enkedronning Dorothea havde sit hovedsæde.

Efter brylluppet flyttede det unge hertugpar ind på Sønderborg Slot.

 

Penge til Hans

Frederik den Anden var ikke begejstret for, at Hans inden Syvårskrigens afslutning fik sin egen husholding. Og først i 1570 fik Hans sin første rate. Og de penge fladt på et tørt sted.

Der var to hoffer på Sønderborg Slot. Dorthea havde iværksat en omfattende modernisering af Koldinghus. Derfor var hun flyttet til Sønderborg.

 

Arven betød, at Frederik den Anden kunne indløse sin gæld til Hertug Hans. Knap var dronningen død i 1571, før han udnævnte en ny provst på Als. Han anfægtede dog ikke Hans den Yngres kirkelige højhed i Sundeved og Holsten.

 

14 børn

Det var gang i de unge hertugpar. Således fødte hertuginde Elisabeth i løbet af de næste 16 år 14 børn. Hun døde i 1586.

 

Stor arv

Hans kom dog til lidt penge, da hans farbror Hans den Ældre døde i 1580. Han arvede ikke mindre end 348 gårde. I 1571 ved Dortheas død kunne han overtage 1.000 gårde.

Hans den Yngre købte nu adelen ud. I år 1600 købte han det sidste adelsgods Søbo (senere Rumohrsgård) i Ketting Sogn.

 

Sønderborg på vej frem

Fra 1571 da Sønderborg var blevet hovedsæde i hertugdømmet gik det fremad. Handel og søfart blomstrede. Byens indbyggertal steg. De gunstige forhold betød en ikke ubetydelig indvandring.

 

Konge død efter bryllup

En ægteskabskontrakt blev indgået med fyrstedatter, Agnes Hedvig af Anhalt og hendes familie. Hun var kun 14 år gammel.

 

Hertug Hans den Yngre og Agnes Hedvig blev gift den 14. februar 1588. Under de daglange fester flød mad og drikke i så store mængder, at den livsglade Frederik den Anden blev noget svag.

Hans tilstand på hjemrejsen blev forværret. Kongefamilien måtte gøre ophold på Antvorskov Kloster. Her døde han.

 

 

Købstadsrettigheder fornyet

I 1590 fik Sønderborg fornyet sine købstadsrettigheder. Hans den Yngre giver byen en markedsordning. En skatteliste fra 1607 oplyser, at ud af 340 skatteydere var der 100 håndværkere. Håndværkerstanden udgjorde en væsentlig del af byens borgere.

Købmænd og skippere nævnes også hyppigt i disse skattelister.

 

Ny kirke

Skt. Marie Kirke blev opført 1595 – 1599. Det afløste det middelalderlige Skt. Jørgens Kapel. Dele af dette kapel indgik i den nye sognekirke, der i løbet af 1700 – årene fik sit nuværende navn.

 

En kamp for rettigheder

Hertug Hans forsøgte hele tiden at kæmpe for sine rettigheder, men blev afvist hver gang. Hans største modstander var statsholderen i Hertugdømmerne, Henrik Rantzau.

I over 30 år foregik en retssag mellem byerne Lübeck og Hamborg. Hertug Hans havde anlagt en vildtbane, der gik tværs over hovedvejen mellem Lübeck og Hamburg. Han havde ansat folk til åbne og lukke lågerne. Men det ville borgerne ikke finde sig i. Hvordan retssagen endte, står lidt uklart.

 

Agnes Hedvig fødte ni børn

Agnes Hedvig har sikkert været beklemt, at blive stedmor til de mange børn. Men efter sigende levede de et lykkeligt ægteskab. Hun fødte han ni børn.

Hun døde af tuberkulose i 1616. det var seks år før hendes ægtefælde.

 

Skipperlav

Søfart var vigtig for Sønderborg. Byen havde sit eget skipperlav. I begyndelsen af 1600 – tallet fik man lavet en ny fane, som skulle illustrere den bibelske fortælling om Jonas. Og Jonas blev som bekendt reddet af hvalen.

 

Mini – hertugdømme

Sønderborg Slot blev efter Hertug Hans den Yngres død i 1622 hovedsæde for et minihertugdømme, der omfattede den sydlige del af Als med Sønderborg by og Sandbjerg Gods. I Sundeved.

Hertugdømmet omfattede en købstad, seks herregårde, godt 350 bondegårde og et par hundrede huse. Og hertugen blev ikke så populær, da han inddrog Sønderborgs bymark og lagde den under slottets ladegård.

 

Vogtede over rettigheder

Hertugerne af Sønderborg, Nordborg og Glücksborg havde samme status. Men den beskedne status gjorde det til en kamp at opretholde et hertugdømme. Reel politisk betydning havde disse småhertugdømme dog ikke. Men hertugerne vogtede nidkært over deres rettigheder, som fremhævede dem over almindelige adelige godsejere.

 

Opdeling

Ved sin død havde Hertug Hans den Yngre splittet sit i forvejen lille hertugdømme op i fem mini – herredømme. Han havde ønsket, at der ikke skulle være strid mellem sønnerne.  Han er antagelig den person i Sønderjyllands historie, der har nedlagt flest gårde. Og bønderne betragtede ham som nådesløs. Hans hertugdømme have omfattet besiddelser fra Pløn i Holsten til Nordborg og Ærø i Nordslesvig.

 

Hovedresidens

Hovedresidensen på Sønderborg Slot fik tildelt et territorium, der kun omfattede Sønderborg by med den sydlige del af Als og Sandbjerg i Sundeved.

Hans havde bestemt, at dette hertugdømme, som var en tung arv, skulle overgå til den næstældste søn, Alexander. Senere blev det dennes søn og sønnesøn.

 

Stamfar til kongehuset

Det lille sønderborgske hertugdømme var hurtig forgældet. Alexander havde stiftet gæld allerede som godsejer i Westfalen. I Sønderborg var det tyngende udgifter.

Alexander nåede kun at være hertug i fem år, han døde som 54 – årig. Han satte dog sine spor. Han blev stamfader til en fyrsteslægt, hvorfra de Augustenborgske og Beck – Glücksborgske hertugdynastier kom til at udgå. Hermed blev han stamfader til det nuværende danske kongehus.

 

Med fyrstelig pragt

Sønnen Hans Christian forsøgte efter bedste evne, at leve op til forventningerne som fyrste. Han blev standsmæssig gift med Anna af Oldenburg. Han fik også sin søster gift ind i samme nordtyske fyrstefamilie.

 

Hans Christian deltog også med sine to brødre i Christian den Fjerdes store Bilager, hvor kongen fejrede sin søn, den udvalgte prins´s bryllup.

De tre unge herrer var ledsaget af en kæmpe antal ledsagere. Det samlede antal ride – og vognheste var på 41. Jo den sønderborgske hertug forsøgte trods tyngende gæld, at omgive sig med fyrstelig pragt.

 

Sikkerhed dyrt købt

Torstenssonkrigenen i 1643 – 45 medførte masser af omkostninger. Hans Christian anmodede straks kongen om beskyttelse af havnen i Sønderborg i form af et par krigsskibe. Men inden dette lykkedes, havde general Wrangel besat begge hertugdømmer. Hertugen måtte indgå en aftale med besættelsesmagten for at få ret til sejlads for skibene fra Als sammen med sin bror, hertug Frederik Nordborg.

Denne sikkerhed blev købt dyrt.

 

Tvungen indkvartering

Da Christian den Fjerde påtvang indkvartering af 14 kompagnier kongeligt rytteri, førte dette straks til svensk trussel om øjeblikkeligt angreb på Als.

Det endte dog med et forlig, hvor de to hertug – brødre måtte betale månedlige bidrag til den svenske flåde indtil krigens afslutning i 1645.

Men indkvarteringen af de kongelige tropper belastede den i forvejen trængte økonomi.

 

Hans Christian døde efter 20 år som hertug i 1653, mere forgældet end da han startede.

 

Besat af svenske tropper

Ved faderens død var efterfølgeren Christian Adolf kun 12 år gammel, så enkehertuginden måtte tage over.

I 1657 blev Sønderborg Slot og by besat af svenske tropper.

 

Svenskerne flygter

I 1658 havde Danmarks allierede generobret det meste af hertugdømmerne. Men ca. 2.500 svenske tropper holdt stadig Als besat. De allierede tropper beskød Sønderborg med artilleri. Den 14. december gik den allierede hær over Alssund.

Rytteriet svømmede over i det iskolde vand, mens infanteriet overførtes i små både. Det lykkedes dog en del af de svenske tropper at flygte af søvejen.

 

Det var kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandeburg der stod i spidsen for en stor styrke polske og brandeburgske tropper.

Den svenske besættelsesstyrke nåede at forlade slottet men måtte efterlade et rigt krigsbytte på ca. 1.100 heste. De fremmede landsknægte var en meget tung byrde for både hertughusene i Sønderborg og Nordborg og ikke mindst lokalbefolkningen.

 

Regeringen havde ikke råd

De kongelige tropper i Sønderborg blev helt til 1662. Deres tilbagetrækning blev forsinket, fordi den danske regering manglede penge. Så snart de sidste tropper var forsvundet overtog den 21 – årige Christian Adolf styret. Hans mor fik nu enkesæde på Gammelgård.

 

Hertugen erklæret insolvent

Kongen krævede, at der skulle svares skatter af de sønderborgske hertugers områder som resten af Hertugdømmerne. Skatterne skulle gå til det militær, kongen og Gottorp forvaltede. Hvis de ikke blev betalt, lod kongen sine tropper inddrive disse med magt.

Det var en økonomisk belastning for de små hertugdømmer. Det endte dog også med, at kongen erklærede hertugen for insolvent. Det samme skete for Nordborg.

 

Christian Adolf kæmpede selvfølgelig imod. Men kongen befalede sin statholder i Hertugdømmerne, Frederik Ahlefeldt, at bryde slottets port op, at besætte Sønderborg Slot med militær magt og at smide hertugen på porten. Hertugen blev afsat. Han valgte derfor helt at forlade Danmark og rejse syd på.

 

Troskab til den danske konge

I 1668 måtte byen Sønderborg og dens indbyggere aflægge troskabsed til den danske konge. Byen og slottet var nu atter under kronen. Epoken som hertugelig residensby var uigenkaldelig forbi.

 

Men Nordborg genopstod dog i 1676, for så endelig at ophøre i 1730.

 

Belønnet med ordner og embeder

Frederik den Anden havde overladt Sønderborg til de sønderborgske hertuger. Men ak, dets tid som residensstad blev kun kort. Krigene i 1600 – tallets midte og de skiftende besættelser medførte det lille i forvejen økonomisk udmarvende hertugdømmes konkurs. I 1667 tilfaldt det igen kronen.

Hans den Yngres efterkommere blev fradømt det fallerede Sønderborgske Hertugdømme.

 

Hertugerne affandt sig efterhånden med at de blev tilsidesat. De valgte at knytte sig til kongen. De blev belønnet med ordner og embeder.

 

Augustenborg oprettes

Det samme skete for en sidegren til den sønderborgske hertugfamilie, hertug Ernst Günther. Han tilbød at overtage hertugdømmet Sønderborg. Men dette blev afvist af kongen. Han blev i stedet i 1675 kongens amtmand. Af hensyn til hans fyrstelige rang blev det ændret til guvernør. Han havde inden oprettet et lille gods, som han kaldte Augustenborg efter sin kone.  

 

Det efterhånden hårdt medtagne slot blev af Kronen stillet til rådighed for de skiftende guvernører over Als. Denne værdighed tilfaldt traditionelt hertugerne af Augustenborg. Så vidt vides var det kun Ernst August (1695 – 1716) der takkede ja til dette tilbud.

 

Sønderborg i forfald

Ved dennes fraflytning var slottet i en forfærdelig stand. Tag – og loftsbjælker var faldet sammen, så fugt og kulde trængte ned til stueetagen. Etageadskillelsen måtte overalt understøttes. Af inventar var det ikke meget tilbage, det var simpelt hen blevet knust under de sammenstyrtede gulve.

 

Renovering til småpenge

Sønderborg Slot var parat til nedrivning. Men den tiltrædende amtmand Friedrich Wilhelm von Platen gennemførte i årene efter 1718 en regulerende ombygning for den beskedne sum af 16,400 Rdl.

Her fik man også bevaret Dronning Dorotheas kapel, der blev opført 1570. Slottet blev til et barokslot, hvor etagerne blev gjort lige høje. Der kom nye tage og nye vinduer placeret på en række og i ensartet stil.

 

Op – og nedture

Havnetrafikken havde op og nedture. Det har været en livsnerve for byen. Man deltog herfra i sildeeventyret på Øresund. I 1700 – tallet sejlede Sønderborg – skippere alsisk korn til Norge. Mursten blev sejlet fra Egernsunds teglværker til København. Hovedstaden skulle genopbygges efter brandene i 1728 og 1795, samt Christiansborgs bygning i 1730erne.

 

Byens søfart foregik i begyndelsen på små jagter og skuder, der blev ejet af de enkelte skippere. Det var især omkring de nordtyske byer, København og Baltikum skibene gik til.

 

Overdraget til Hertugen af Augustenborg

I 1764 blev Sønderborg Slot overdraget til Hertugen af Augustenborg. Men mod forventning blev det ikke et residensslot. I stedet blev det lejet ud som pakhus.

 

Gennem 1700 og 1800 tallet stævnede store skibe ud af sundet mod Kina og Vestindien.

Og så foregik de berømte spritbåds sejladser også fra Sønderborg.

 

Stagnation og ulovlig handel

Frem til år 1700 var Sønderborgs erhvervsliv præget af stagnation og ulovlig handel. Men så kom der en opblomstring startende med skibsbygninger.

I sidste halvdel af 1700 – tallet findes der igen mange købmænd i Sønderborg. Flere gæstgiverier er tilknyttet forretningen.

Konkurrencen med Flensborg er dog mærkbar. Man lå i strid om, hvem der havde eneretten til handel på Als.

 

Forbindelse til Sundeved

Først i 1800 – tallet etableredes en trækfærge – forbindelse til Sundeved – kysten. Krigen 1807 – 14 ramte Sønderborg meget hårdt.

 

I 1803 havde byen 2.761 indbyggere. Dette tal var steget til 3.299 i 1845.

Langs Perlegade lå de store købmands – og håndværkergårde på rad og række. Stort set alle ejendomme var bygget som gavlhuse i en eller to etager. I bunden af de dybe gårde lå pakhuse, stalde og møddinger.

 

Under krigene 1813 – 1814, 1848 – 50 blev slottet brugt som lazaret.

 

Als blev landfast

Og først i 1856 blev Als landfast med en pontonbro. Denne bro fik et meget langt liv. Men det bliver så i den næste historie om Sønderborg, vi fortæller den historie.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • Litteratur Sønderborg (under udarbejdelse)

 

Hvid du vil vide mere: læs

  • Adelsslægten Akeleye
  • Abel og hans sønner
  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Margrete den Første og Sønderjylland
  • Sønderjyllands Historie indtil 1200
  • Teglværker ved Flensborg Fjord
  • Da Als var republik
  • Adelsslægten, der uddøde (under Aabenraa)
  • Ahlefeldt og Søgård (under Aabenraa)
  • Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)
  • Adelsslægten fra Aabenraa (under Aabenraa)
  • Gårde og mennesker i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Adel – og Storgårde i Tønder Amt (under Tønder)
  • Hertugen af Tønder (under Tønder)
  • Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
  • Trøjborg Slot – nord for Tønder (under Tønder)
  • Tønderhus – slot,borg og fæstning (under Tønder)

 

 


Værtinden på Humlekærren

Februar 14, 2024

Værtinden på Humlekærren

Madamme Hage var i 50 år i midtpunktet. Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen. Familien overtog kroen i 1851. Masser af gæster på Humlekærren. Op til 200 gæster ad gangen. De ville gerne ødelægge det hele. På vej hjem fra Frederiksstad. En dansk bank. Humlekærren blev ikke forsamlingshus. Hans Hage døde i 1873. Madamme Hage døde i 1906. Skovrøy skrev en hyldest til hende.

 

Hun var 50 år i midtpunktet

Der var mange kroer i Tønder dengang. De mange gæster omkring de travle markedsdage skulle trakteres. En af de mest kendte værtshusholdere var madam Hage på Humlekærren. Hun hørte til byens mest toneangivende borgerskab.

Hun blev husket. Hun var en kvinde, der blev husket for en sjælden dygtighed. I over 50 år var hun midtpunktet i den gamle gæstgivergård. Hun kom også virke for danskheden dengang.

 

Hun tjente hos Knud Lausten Knudsen

Hun blev født i 1818 i Otterslev som datter af møllersvend Andreas Petersen. Som ung tjente hun hos den kendte storbonde Knud Lausten Knudsen i Forballum. Opholdet i dette hjem havde stor betydning for hende.

Hun blev gift med Hans Hansen Hage. Han var søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde.

 

Familien Hage overtog kroen i 1851

Den pengestærke Knud Knudsen, der også ejede Trøjborg, overtog efter en tvangsauktion Humlekærren i Tønder. Det var et heldigt valg, han gjorde, da han forpagtede denne gæstgivergård ud til det nygifte par. I 1851 blev de ejer af kroen. Til dette hørte et anseligt brændevinsbrænderi.

Humlekærren som er et typisk Tønder – hus, er enkelt i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd. Der ligger en vis ro og hygge over den. I sin tid havde den vildvinsranker snoet over indgangsdøren. Der lå en egen ynde og indbydende venlighed over huset.

 

Masser af gæster på Humlekærren

Den ret frie beliggenhed som hjørnehus ud mod Lille Torv giver en forestilling om byggeformen på disse smalle langstrakte grunde, hvor gavlhusene, der hørte til det gamle Tønder til, rejstes.

Og den smukke ejendom findes stadig. På bænken foran har jeg ofte siddet og snakket med min far.

Gæstgivergården blev søgt af studeprangere og drivere. Huset har fået sit ret ejendommelige navn, fordi det engang i fortiden var stamkvarter for humlesælgere, der på deres kærre kom kørende hertil fra Sydtyskland og senere fra Fyn for at falbyde deres vare, humle. I gode tider, da øllet var hver mands drik, var det en nødvendig artikel i husholdningen.

Da humlen gled ind i butikkernes varelager og humlesælgernes saga var ude, kom den gamle gæstgivergård dog ikke til at savne besøg. På store markedsdage i for- og efterårssæsonen, hvor der myldrede med folk og fæ på torvet og i gaderne var der liv og røre.

 

Op til 200 gæster

På gårdspladsen stod heste og vogne. I stuerne bænkede købere og sælger sig. Huset havde også et godt ry som madsted. Man huskede Madam Hages færdigheder. Hun håndterede de to håndskeder, som hun anvendte til fremstilling af de berømte boller på en speciel måde. Disse blev anvendt til den ferske suppe, der var gæstgivergårdens specialitet.

En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og vi forstår, at der måtte et godt håndelag til, når de mange munde skulle have deres portion boller.

 

De ville gerne ødelægge det hele

Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i et lystigt lag, hvad der jo fordredes af en krokone. Men når gæsterne blev for højrystende, viste hun sin myndighed og kunne optrådte ret impulsiv.

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alt i stykker. Men madam Hage viste sin snurrighed. Hun gik hen til anføreren, en bekendt bølle og udbrød glædestrålende:

  • Gud ske lov at De kom. De er en mand, der sikkert nok kunne få alle de drukne mænd ud af huset.

Og bøllen, der følte sig smigret gik straks i aktivitet:

  • Herut I lømler – Hvad vil I egentlig her

Et øjeblik efter var huset ryddet og freden sænkede sig over stuen.

 

På vej hjem fra Frederiksstad

De to sognefogeder Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum var af de østrigske soldater blevet afhentet og indespærret i Rådhusets tyvehold ved siden af Humlekærren. Madam Hage leverede hver dag mad til de to og smuglede også aviser ind til dem.

Da de danske tropper på Fastelavns-søndag 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder blev over et halvt hundrede soldater beværtet på Humlekærren.

I 1848 havde man mistænkt Hans Hage for at stå i forbindelse med Landstormen. En tid mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn. Det var for at se om den var blevet brugt i nattens løb.

 

En dansk bank

Da både Hr. og fru Hage bevarede deres danske sindelag under de skiftende og efter ofte vanskelige kår, er det forståeligt at Humlekærren blev tilholdssted for de danske bønder og embedsmænd.

Det var også her at 70 af de mest fremtrædende danske mænd en sensommerdag i 1901 mødte frem for at realisere planen om oprettelse af en dansk bank. De stiftede Tønder Landmandsbank. Det var det pengeinstitut, der kom til at betyde så meget for egnens danskhed.

 

Humlekærren blev ikke forsamlingshus

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand Jens Jensen, kunne de ikke finde et sted hvor de måtte få lov til at sales opstod tanken om at indrette Humlekærren til forsamlingshus. Tanken kom dog aldrig til udførelse.

Ejendommen bevarede sit krohold som den havde haft gennem århundreder. Foruden de mange markedsgæster havde stedet sine mange stamgæster. Til dem hørte bl.a. redaktør Skovrøy og den kendte og livsglade læge dr. Jersild. Om deres metier i den gamle krostue går der adskillige fornøjelige beretninger.

 

Hans Hage døde 1873 og Fru Hage i 1906

Den 19. september 1873 var Hans Hage afgået ved døden. Han havde efterladt sig fem børn. Den ældste søn, Andreas Hage blev dyrlæge. I 1897 overtog han hjemmet. Det var dog stadig moderen madam Hage, der blev betragtet som værtinde, indtil hun den 13. marts 1906 afgik ved døden.

 

Skovrøy skrev denne hyldest

Husets nære ven, redaktør Skovrøy skrev denne hyldest til Madam Hage:

  • Gamle Bedste er død. Det var det Budskab, som løb omkamp med Nordvest Stormen gennem Byens Gader i morges. Alle i Byen og en vid Omegn endte Enkefru Hage under dette Navn – med Hende er det gået et Stykke levende sønderjysk Historie i Graven.

Redigeret 14-02-24

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sprogforeningens Almanak

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.117 artikler
  • Under Tønder finder du 352 artikler

 

  • Humlekærren
  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten -endnu mere
  • På marked i Tønder
  • Det nye kvægmarked i Tønder
  • Danskheden i Tønder
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920