Dengang

Artikler



I Köllerpolitikkens dage

December 5, 2022

I Köllerpolitikkens Dage

Vi er i 1905. Der var rejst en anklage mod en redaktør i Kiel. Preusserne ville germanisere området. Köller blev overpræsident i Provinsen Slesvig – Holsten i 1897. Den danske agitation skulle knuses. Loyale embedsmænd kom syd fra. I 1903 måtte Köller pakke sammen. Hans chikane havde taget overhånd. Men embedsmænd fortsatte med samme politik. Myndigheder forsøgte at anholde Finnemann. Gendarmer gennemsøgte toget flere gange. Niels Finnemann var dukket op i Kiel i nattens mulm og mørke.  Slægten Finnemann var blevet udvist. Pastor Jacobsen kunne nu kalde sig forfatter, var også sukket op. Men ville Finnemann nu dukke op? Vidner fik udbetalt 2.000 Mark. I salen blev Finnemann beskyttet. Men lige så snart han trådte ud blev han anholdt og sendt til Danmark den kommende nat. Köller – politikken fortsatte uanfægtet.

 

2.000 Mark – affærerne

Vi er i 1905. Preusserne havde indført en tvangskurs. Udvisningerne havde nået nye højder. Man bekæmpede de danske forsamlinger og forfulgte diverse blade og aviser. Den ene afsløring efter den anden afslørede en forsumpning.

Noget af det mest utiltalende var de såkaldte 2.000 Mark affærer. Der var udlovet denne sum til belønning af vidner, hvis følger kunne blive udslagsgivende for ansete danske handelsmænd. Blev de dømt blev de erklæret for optanter og udvist af Nordslesvig. En af dem, der blev udvist, var gårdejer Chr. Finnemann.

Vi kunne ellers blive ved med at skildre de forfølgelser, dansksindede blev udsat for. Den daværende Rigsdagsmand H.P. Hanssen har i en tidligere udgave af Sønderjyske Årbøger berettet om denne sag.

 

Anklage mod redaktør i Kiel

H.P. Hanssen skrev også om den fiasko, det egentlig var. Jeg mener, at dette kom som særnummer. Vidner havde givet yderst graverende beskyldninger. Vidneudsagnene var omtalt i en socialdemokratisk avis i Kiel. Den daværende indenrigsminister von Hammerstein foranledigede landråd Bercherer i Haderslev til at kræve anklage rejst mod den ansvarshavende redaktør.

Den 24. juli 1905 fortsatte sagen ved Landsretten i Kiel. Blandt de vidner, som forsvareren havde stævnet, var blandt andre gårdejer Niels Finnemann, der havde lidt samme skæbne som faderen og var blevet udvist, så han så sig nødsaget til at tage midlertidig bopæl nord for den daværende grænse.

Ja selv om redaktøren blev idømt tre måneders fængsel, så fik hovedpersonen ikke sit nordslesvigske statsborgerskab tilbage. De preussiske myndigheder forsøgte gentagende gange at arrestere Finnemann.

 

Preusserne ville germanisere området

Men hvad var det for forhold de dansksindede blev tilbudt? Ja de blev væsentlig værre efter at Ernst Matthias von Köller kom til. Og efter at denne blev tvunget til at fratræde fortsatte chikanerne af de dansksindede. Det var tydeligt, at preusserne var ude på at germanisere området.

Köller var født på godset Kantreck i Pommern. Han læste jura i Heidelberg og Berlin. I 1888 – 1889 var han en upopulær politipræsident i Frankfurt am Main. Derefter var han understatssekretær i det besatte Elsass- Lothringen.

 

Köller – overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten

I 1894 blev han udnævnt til preussisk indenrigsminister. Han var fra 1881 – 1887 rigsdagsmedlem for det tyskkonservative parti. Han var en såkaldt konservativ hardliner. Således stemte han i 1884 for forlængelse af Socialistloven. Denne forbød socialistiske og socialdemokratiske organisationer og aktiviteter i Tyskland.

I 1895 måtte han gå af som minister fordi han havde givet kejseren Wilhelm den Anden underhåndsoplysninger om interne kabinetsforhold. Men allerede to år senere blev han overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten.

 

Den danske agitation skulle knuses

Han fortsatte og udvidede den preussiske chikanepolitik over for de dansksindede. Ca. 900 danskere blev udvist. Danske forsamlingshuse og foreninger blev lukket. Andre foreninger blev beskyldt for at være politiske og fik derved beskåret deres virkemidler betragteligt.

Journalist Henrik Cavling fra Politiken Talte med Köller. Han fortalte:

  • Formålet er at knuse den danske agitation, som den blev bedrevet af redaktørerne H.P. Hanssen og Jens Jessen. Danskerne skal lære at hæfte solidarisk.

I Sønderborg blev der meddelt forældre til unge på skoler i Danmark, at hvis ikke deres børn kom hjem inden en vis frist, ville samtlige danske ”undersåtter” i området blive udvist. Forældrene bøjede sig dog ikke for presset.

 

Loyale embedsmænd, der kom syd fra

Köller betjente sig af loyale embedsmænd, der kom syd fra uden kendskab til områdets danske kultur og med en anden ambition hurtigst muligt at udmærke sig og dermed opnå avancement til stillinger længere syd på.

Kôllers politiske målsætning var at skabe ro i Sønderjylland om det nationale spørgsmål, men i kraft af hans håndhævede metoder, chikane og forfølgelse. Men efterhånden fik han det stik modsatte resultat. Der kom et stadig tættere og tættere sammenhold inden for den danske folkegruppe.

 

Köller måtte pakke sammen

Fronterne mellem danskerne og slesvigerne blev således voldsom skærpet. Formålet var at beskære den danske indflydelse og fremme Slesvigs fortyskning. Köllers politik førte i begyndelsen til tilbagegang for de dansksindede. Köllers metoder vakte opsigt i det øvrige Europa. Og det gjorde det også i moderate kredse i Tyskland. I 1903 måtte Köllers så pakke sit tøj og forlade landsdelen.

 

Myndighederne forsøgte at anholde Finnemann

Tilbage til vores retssag i Kiel, der blev gennemført to år efter at Köller havde forladt området. Men der var stadig masser af tro preussiske embedsmænd tilbage.

Man var klar over, at myndighederne ikke gerne så Niels Finnemann møde for retten og forklare, hvad et hovedvidne i sagen mod hans fader havde fortalt om de 2.000 Mark som hun og hendes søn skulle have udbetalt, hvis det lykkedes at få den gamle Finnemann udvist.

Man tvivlede heller ikke om, at man ville benytte en udvisningsordre, der var givet Niels Finnemann til at holde ham borte fra retssalen. Dem der var interesseret i sagen og få den grundig oplyst måtte vente ubehagelige overraskelser.

 

Gendarmer gennemførte undersøgelser i toget

Tidlig om morgenen den 24. juli 1905 kørte en række nordslesvigske venner, der alle ville overvære retshandlingen. Man kørte med toget fra Haderslev til Kiel. På banegården i Vojens lagde gruppen mærke til en preussisk gendarm, der underkastede gruppen en indgående mønstring.

Da toget standsede i Rødekro, mødte atter en gendarm frem. Han var ikke så klog som sin kollega i Vojens. Han gik fra kupé til Kupé og spurgte, om der var en. Hans spørgsmål blev overalt besvaret med et nej.

På Tinglev Station blev der ligeledes gennemført en undersøgelse af hele toget. I Flensborg og Rendsborg blev det også gennemført undersøgelser. Hele den slesvigske jernbanestrækning fra Vamdrup til Ejderen var under bevogtning. Man ledte efter et vidne som var indkaldt af den preussiske landsretspræsident. Denne skulle afgive en forklaring. Og det var det tydeligvis nogen, der havde noget imod.

 

Niels Finnemann dukkede op i nattens mulm og mørke

På banegården i Kiel blev der truffet endnu flere, der skulle til retsmødet. Her grinede man af politiets og gendarmers eftersøgning efter det vigtige vidne. Niels Finnemann var dukket i byen i nattens mulm og mørke. Han befandt sig som gæst hos en familie, der ikke ville røbe hans tilstedeværelse.

Nu gjaldt det om for Niels Finnemanns tilhængere at han kom helskindet ind i retslokalet. Myndighederne ville gerne arrestere ham ind han satte foden ind i retslokalet.

Foran døren var der placeret to civilklædte betjente. Ved indgangen til retslokalet stor der også posteret to betjente. Det ville ikke lykkedes for Niels Finnemann at slippe igennem.

 

Slægten Finnemann blev udvist

Et kvarter før retssagen så de fire opdagere en dansk og en tysk journalist gå nok så fornøjet op ad trappen til salen, hvor processen skulle finde sted.

Nu begynder den store danskersag, sagde præsidenten idet han åbnede forhandlingen. I tilhørerrummet så man en masse kendte venner og journalister.

På forreste række sad Kollerpolitikkens mest fremtrædende repræsentanter:

  • Landråd Becherer fra Haderslev og Amtsforstander Valentiner fra Tyrstrup.

Udvisningen af slægten Finnemann var deres værk. De troede derved at gavne tyskheden og fremme deres politiske formål. Til der forsvar må det antages, at de hverken forstod den sorg de således bragte over talrige mennesker eller den uret, de begik over for en familie, der fra gammel tid var hjemmehørende i Nordslesvig. De var desuden kendt for deres hæderlighed.

Men mens de sad der i spændt forventning, hvad denne proces ville bringe, havde en anelse om, at den ville besegle deres politiske skæbne og åbenbart ville kunne åbenbare for alverden, hvor hul og uretfærdig deres virksomhed havde været.

 

Pastor Jacobsen fra Skærbæk nu betegnet som forfatter

Ude på gangen gik pastor Jacobsen fra Skærbæk, amtsforstander Valentiners svoger. Han havde for længst offentligt prisgivet Köllerpolitikken og fordømt deres gerninger. På listen over vidnerne betegnedes han ikke mere som præst men som forfatter. Hans forfattervirksomhed bestod i at afsløre den politik, hvis ypperste repræsentant han egentlig havde været i at skildre uretfærdigheder.

Forhandlingerne udviklede sig til mere og mere dramatisk. Med hver nerve spændte fulgte Köllerpolitikkens to svorne tilhængere, landråden og amtsforstanderen, de enkelte vidners udsagn. For ikke længe siden var et hovedvidne i Finnemann – sagen, en preussisk gendarm, blevet afsløret som upålideligt.

 

Ville Niels Finnemann dukke op?

Det blev fastslået at han i denne sag havde aflagt falsk ed – af vanvare. Eftersom denne forhandling i Kiel skred frem, blev det mere og mere klart, at det andet hovedvidne, en gammel kone, var lige så utroværdigt.

Det ene vidne derhjemme fra mødte frem efter det andet og fortalte under ed ting som viste hele optantlaveriet i den værste belysning.

  • Mon Niels Finnemann ville møde op?

Henne ved døren stod der stadig stive som støtter de to opdagere. Landråden og Amtsforstanderen følte sig tydeligt berørte af sagens gang. Men i en henseende var de ganske trygge. Niels Finnemann, dette vigtige vidne skulle ikke have lov til at møde frem. Det skulle de preussiske gendarmer ved døren nok forhindre.

 

Vidner fik udbetalt 2.000 mark

En farvehandler fra Esbjerg stod foran dommerne og fortalte efter at have aflagt ed, at landrådens hovedvidne, konen fra samme by, i hans butik havde sagt, at hvis Finnemann blev dømt, så han kunne udvises, ville hendes søn få udbetalt 2.000 Mark.

Det næste vidne var Niels Finnemann, sagde formanden derpå. Rets-buddet gentog præsidentens ord flere gange. Alle øjne rettede sig mod indgangen. Kriminalbetjentene rankede sig lidt op og lod blikke glide ned ad den store trappe, der førte mod indgangen. Ingen meldte sig. De danske tilhørers minespil røbede alvorlig skuffelse. Det efterfølgende vidne kaldtes frem.

 

Et menneske trådte pludselig frem

Mens han trådte frem foran rets-skranken, lød der over for den modsatte side af indgangen en knirken som af en dør, der åbnedes og hurtig lukkedes igen. Kun få fangede lyden. Øjnene var rettet i en anden retning. Men der fandtes virkelig over ved siden af en lille smal dør, som var omtrent skjult af en stor sort tavle.

Men mellem tavlen og væggen kom pludselig et menneske til syne lige foran landråden og amtsforstanderen. Det gav et sæt i sidstnævnte og uvilkårlig greb han sin foresatte i armen og pegede på skikkelsen, som om der havde vist sig et genfærd.

Det var imidlertid vidnet Niels Finnemann hvis nærværelse retspræsidenten lige havde krævet. Det var almindeligt røre i tilhørerrummet. Man mærkede, hvorledes publikum, hvoraf de fleste danske morede sig over denne overraskelse som yderligere øgede retsforhandlingernes dramatiske gang.

 

I salen var Finnemann beskyttet

Den indgang Niels Finnemann havde brugt, blev anvendt af det underordnede personale, når der skulle bæres brændsel op i etagerne.

Så længe Finnemann befandt sig i salen stod han under beskyttelse. Han fik også lov til at vidne som alle de andre vidner. Men da forhandlingerne var til ende og han ville gå med de andre ned af trappen, lagde en af opdagerne en hånd på hans skulder. De førte ham bort. Samme nat førte de ham over grænsen til Danmark.

 

Köller-politikken fortsatte uanfægtet

Den anklagede socialdemokratiske redaktør blev idømt tre måneders fængsel. Det interesserede dog ingen. Ved en efterfølgende dom blev H.P. Hanssens endelige dom også beseglet. Finnemann forblev udvist.  Köller – politikken fortsatte uanfægtet.

 

 

Kilde:

 

www.dengang.dk indeholder 1.910 artikler

  • Under Sønderjylland finder du 230 artikler
  • Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 148 artikler
  • Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 45 artikler

 


Følgerne af Slesvigs deling 1920

December 3, 2022

Følgerne af Slesvigs deling 1920

Måske en forklaring på det anstrengte forhold. Der er byttet dokumenter. Tønder Amt blev skåret over. Kongen troede i 1918, at han kunne beholde Hertugdømmet. Zahle holdt sig til fredsaftalen, men blev fyret af kongen. Togvogne blev plomberet. Man måtte ikke sige Nordslesvig. Stridigheder i Højer. Nogle af historikerne overlapper hinanden- Men det gør ikke noget. En grundt til at man sagde nej til kirken. Mindretal lukkede sig inde. Man var nærmest et parallelsamfund. Mindretallet ville selv kræve skat. Danmark lukkede nærmest grænsen. De tysksindede følte sig uretfærdig behandlet. De mente, at afstemningen var snyd. ”Kun med flæsk fik de smuglet sig ret”.

 

Måske en forklaring på den anstrengte forhold

En meget interessant bog er udkommet. Den hedder ”Die Folgen der Teilung Schleswigs 1920/Følgerne af Slesvigs deling 1920”. Ja den er tosproget og kan købes gennem Historisk Samfund for Sønderjylland.

Bogen giver også en forklaring på det til tider anstrengte forhold mellem dansksindede og tysksindede. Og bogen er udgivet i samarbejde med Landsarkivet i Slesvig Holsten og Rigsarkivet Aabenraa.

Udgiveren af bogen er Hamburg University Press. Både danske og tyske historikere står bag bogen.

 

Der er byttet dokumenter

I forordet kan man læse om det gode samliv mellem danskere og tyskere i grænseområdet. Der er også en ros til at begge lande vil finde ud af at beskrive historien sammen. Der er både danske og tyske historikere, der leverer bidragene.

En af artiklerne hedder ”Vores kamp gælder den blødende grænse”. Har analyseres folkeafstemningen i 1920, som af mange tysksindede blev betragtet som uretfærdig. Mange håbede i mange år på en grænserevision. Det havde man også lovet de tysksindede.

 

Tønder Amt blev skåret over

Man kan også læse om at danske og tyske myndigheder har byttet dokumenter og arkiver. Det her er en af de bøger, der går i dybden, og det er ret interessant. Ting man ikke har tænkt over, kommer pludselig frem til overfladen. Igen engang, er det også nye ting, der åbenbarer sig.

Slesvigs deling 1920 fik følger for den arkivalske kulturarv. Tønder Amt blev skåret over grænsedragningen. Men sådan kunne man ikke gøre med arkivalierne. Det viste sig meget vanskeligt at forene arkivfaglige, nationale og forskningsmæssige hensyn. Det gik mange år med intensive forhandlinger, før man kom til et praktisk resultat. Men den 15. november 1933 kunne undertegne den dansk – tyske arkivoverenskomst.

 

Kongen troede i 1918, at han kunne fortsætte med Hertugdømmet

En af redaktørerne, Hans Schultz Hansen beskæftiger sig med Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Den anden redaktør hedder Rainer Hering. Man skulle i hvert fald ikke genindføre Hertugdømmet. Der skulle heller ikke laves noget overgangssystem. Interessant er det også at læse om Christian den Tiendes tanker. Han troede i 1918, at man kunne fortsætte Hertugdømmet Slesvig – Holsten.

 

Zahle holdt sig til fredsaftalen

Problematikken gik ikke sporløst gennem Danmarkshistorien. Månederne januar – juni 1920 var kendetegnet ved turbulens. Spørgsmålet var om grænsen skulle gå nord eller syd for Flensborg. Nu vidste de lokale jo godt, at så mange danske stemmer var det ikke i byen. Ja nogle mente at grænsen skulle trækkes ved Dannevirke.

Christian den Tiende afskedigede sit radikale ministerium Zahle, fordi det holdt sig strikt til fredsaftalen. I stedet udnævnte kongen et forretningsministerium med sin advokat Otto Liebe som statsminister.

 

Togvogne blev plomberet

Vi hører også om besværligheden med at passere grænsen lige efter 1920.

Baggrunden for de dansk – tyske stridigheder gennemgås også. Interessant er det også at læse om skibsforbindelsen mellem Munkmarsch og Højer Sluse. Man skulle køre med de såkaldte ”Korridorzügen”. På grænsebanegården i Sønder Løgum blev toget plomberet. Så kørte toget videre til Højer Sluse, hvor de tyske kurgæster så gik ombord på skibe.

 

Vi måtte ikke sige Nordslesvig

Åbenbart var der også kampe om, hvordan amterne skulle opdeles. Man skulle i Danmark undgå at nævne navnet Nordslesvig. Derfor blev området kaldt for ”de sønderjyske landsdele”. Dermed skulle man understrege at området var en del af det danske kongerige. Som Neergaard fortalte i 1920, var det heller ikke tale om en provins.

 

Stridigheder i Højer

Vi kommer også ind på oprettelsen af tyske afdelinger af de kommunale skoler. I Højer skabte dette stridigheder. Der var flere elever i den tyske afdeling. Der var tysk flertal i kommunalbestyrelsen. Hvor man ikke kunne sætte sig igennem, blev der oprettet Tyske Privatskoler.

I Tønder Amt eksisterede der 19 kommunale skoler med tyske afdelinger. Normalt skabte den fælles skolegang mellem de dansksindede og tysksindede ingen problemer.

 

I Højer for at løse stridigheder

I Højer var der i 1905 bygget en lærerbolig, der omfattede to boliger. Her forlangte man at den tyske lærer efter 1920 skulle flytte. Sagen gik helt til undervisningsministeriet i København. Først derefter kunne den danske hovedlærer flytte ind.

Skolekonsulent Nicolai Svendsen var flere gange i Højer for at udglatte stridigheder. Således nægtede de tyske og danske lærere at hilse på hinanden.

 

Nogle historikere overlapper hinanden

Interessant er også at læse om kirkepolitikken. Således bliver den danske politik kritiseret. Man har åbenbart ignoreret den slesvigske kirkelov. Derfor blev den tyske menighed i Nordslesvig stiftet i 1923.

Nu er det sådan at mange temaer bliver overlappet. Sådan er bl.a. med kirkepolitikken. I et andet indlæg får vi nemlig at vide, Hvorfor de danske myndigheder her var meget tilbageholdende. Vi har før set, at historikere kan få deres personlige mening frem, ved at undlade at fortælle ting.

 

En grund til at man sagde nej fra kirkens side

36 af 42 pastorer forblev i arbejde efter 1920. Den danske kirkeledelse ønskede ikke at der skulle være to forskellige nationaliteter inden for kirken. De nægtede at samarbejde med den tysksindede kirkeledelse.

Vi har tidligere her på siden beskrevet forholdene i Højer med Pastor Braren.

 

Mindretallet lukkede sig inde

Henrik Becker-Christensen skriver et meget interessant kapitel om de store vanskeligheder, der var for at integrere Nordslesvig i Danmark. Og så skriver han også om hvorfor Mindretallet mere og mere isolerede sig som et lukket samfund.

 

Man var nærmest et parallelsamfund

Tiden frem til 1933 var præget af mange diskussioner om Grænserevision. Mindretallet forsøgte at bevare deres organisation så stærk som mulig. Fra slutningen af 1930erne og under besættelsen var det nærmest tale om en autonom stilling. I mange år var der nærmest tale om et parallelsamfund.

Man lovede kongen troskab. Men man sagde også dengang, at det var ikke samme som at acceptere grænsen.

Det kunne også være svært for en stat, der i 1910 havde 65 mio. indbyggere som så skulle gøre knæfald for et lille land som Danmark.

 

Mindretallet ville selv kræve skat

Ved folketingsvalget i 1924 blev vælgerne gjort bekendt med, at Wählerforening søgte en ny afgørelsen. Og det kom også med diverse andre forudsigelser. Dog var det ikke med i programmet fra 1932. Men snart dukkede erklæringen op igen.

Mindretallet ville have en autonom stilling. De ville have lov til at nedlægge veto. Og så ville de selv påligne skat til deres medlemmer. Mindretallets interesser skulle varetages af et særligt folkeråd. Men det kunne man fra dansk side ikke toldere, at mindretallet på den måde skal være en stat i staten.

Det var de tysksindedes bestræbelser at lave et samfund i samfundet.

 

Danmark lukkede nærmest grænsen

Omkring 1920 var ernæringssituationen blevet forværret. Sortbørshandlen voksede og gav en god indtægt.

Efter fastsættelse af grænsen i 1920 var den danske og tyske grænse principielt forskellig. De tyske bestræbelser gik på at holde grænsetrafikken så åben som mulig. Det danske synspunkt var at grænsen burde føles.

Skulle en tyske statsborger over grænsen krævede det ud over et gyldigt pas også en ansøgning om visum Gebyret for dette var 25,50 Reichsmark. Efterhånden fik man dog en mere lempelig adgang.

I 1925 mente den tyske regering, at visumtvangen mellem Danmark og Tyskland burde ophæves.

 

De tysksindede mente at grænsedragningen var uretfærdigt

Bettina Dioum har kigget i dagbøger og private dokumenter og breve, der beskriver de tysksindedes holdning til valget og grænsedragningen. For dansksindede er det svært at forstå, at de tysksindede følte sig uretfærdig behandlet efter Første Verdenskrig- Således udtalte landmand Heinrich Lorentzen:

  • Som alle Tysklands nabolande ville også Danmark have fat i en del af det tyske fædreland

Jurist Theodor Söhrnsen – Petersen skrev i januar 1920 på et postkort:

  • Vi håber, at Slesvig – Holstenerne mindes deres store tid, og at den nuværende generation måtte vise sig den gamle værdig. Gud er stærk – også i den svage. Således håber vi og beder om det, og ellers vil vi gerne tilkæmpe os det på trods af det hvide hus.

 

Måtte bo i et afstumpet område

En anden skriver:

  • Jeg var lærer i Gråsten og måtte efter afståelsen forlade min arbejdsplads der. Forblev der dog helt til den sidste dag, og først i oktober 1920 tiltrådte jeg min nye post her i Altona. Jeg har således i flere måneder sammen med min familie måtte bo i det allerede afståede område og betale alle reguleringer i kroner. Selvom jeg fra regeringen kun har modtaget min løn i mark.

Arno Dietrich var lærer på Landbrugsskolen i Tønder. Han skriver lige efter afstemningen på et postkort. Han giver dog stadig udtryk for forhåbninger.

  • Afstemningen er nu forbi- Tønder har klaret sig godt og opnået et overvældende flertal. Idet Tønder jo er beliggende ved sydgrænsen af 1. zone, vil det forhåbentlig også få praktiske følger.

Nej det gik det ikke. Og Tønder Landbrugsskole blev siden hen flyttet i september 1920 flyttet til Nibøl.

 

Kun med flæsk har de smuglet sig ret.

Magda Sieverts skriver:

  • Så opstod folkenes ret til selvbestemmelse. Nogle landsdele, såsom Nordslesvig, blev bare nedstemt eller fremgangsmåden var ikke helt i orden. For vi accepterer nemlig ikke den afstemning.
  • Tyskerne i Nordslesvig har i tyske skoler og kirker, tyske forsamlinger og foreninger. Samme ret havde danskerne. De breder sig med deres danskhed, med flæsk og kroner. Det var jo nemt overfor det fattige tyske folk.
  • Selvbestemmelsesretten ville ikke acceptere fuldt ud. Der findes derudover også en historisk ret. Er det da kun den nulevende befolkning, som skal bestemme? Nej, dem, som kommer før og efter os, har også deres del i det.
  • Vores fædre har kæmpet hårdt for Slesvig – Holsten. Vi må ligeledes træde i karakter for det. Men uden kamp har de trukket en grænse gennem Slesvig. Kun med dansk flæsk har de til smuglet sig ret.

Bogen indeholder mange spændende afsnit. Den er meget læseværdig og igen en gang indeholder bogen mange nye informationer. Vi kunne godt have valgt nogle andre afsnit.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.809 artikler
  • Under Sønderjylland finder man 230 artikler
  • Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 147 artikler

Hvad sker der ude ved Zeppelinbasen

November 28, 2022

Hvad sker der ude ved Zeppelinbasen?

Vi har samlet 21 artikler med temaer, som det kommende oplevelsescenter kommer til at beskæftige sig med. Vi kigger på Tønders historiske knudepunkter. Zeppelin – baserne allerede planlagt i begyndelsen af krigen. Sønderjysk Kommando. Da museet blev etableret. Et nyt garnisonsmuseum. Strid blandt de frivillige. Skal ikke-succesrige oplevelser videregives? De tyske flygtninge Det hele er først færdig i 2028. Informativ, spændende og sjov. Liv, død og lidelser. Dynamisk center med interaktive muligheder. 5.000 km stort oplevelsescenter. Man skyder højt – 262.000 – 320.000 besøgende. De frivillige holdt liv i det hele. Gasværk og flyvehangar. Hede-selskabet ødelagde meget under oprydning. Brugt til skydeområde. Kommunen giver 2 mio. kr. frem til 2025. Der skal bruges min. 350 mio. kr. Det hele vil først være etableret tidligst i 2028.

 

Tønders historiske knudepunkter

På det historiske sker der en masse i Tønder i øjeblikket. Der skal etableres en tunnel, der hvor den gamle havn har ligget. Muligvis kommer der et nyt Wegener – museum. Og ude ved Zeppelin- hallerne er der investeret en masse penge. Her skal være udstillinger og meget mere. Det skal omfatte ting, der ikke har med Zeppelin- basen og Tønders historie at gøre. Tønder Kommune regner med astronomisk store besøgstal.

 

Allerede planlagt i begyndelsen af Første Verdenskrig

Allerede kort efter Første Verdenskrigs start besluttede det tyske krigsministerium at etablere tre marinebaser for luftskibe, to ved Cuxhaven og en 2,5 km nord for Tønder. I løbet af vinteren 1914 – 1915 opførtes de to første skibshaller sammen med en flyhangar og mandskabsbarakker til omkring 500 mand. Samtidig med dobbelthallen Tosca blev gasværket anlagt.

 

Sønderjysk kommando

I 1920 rykkede Sønderjysk Kommando ind i de tidligere tyske mandskabsbarakker. Disse barakker blev flyttet til Ryttervejs – kvarteret.

 

Da museet blev etableret

Der var ikke mange, der tænkte på at bevare noget af dette, selv om hallerne var et kæmpe trækplaster fra 1920 til 1922. Men i 1960erne var der en gruppe ivrige amatørhistorikere der med råd fra tidligere gas-mester Fr. Röder med tilladelse fra Tønder Kaserne begyndte at undersøge de rester og fundamenter, der endnu fandtes i Soldaterskoven. Denne gruppe tog senere initiativ til at oprette Zeppelinmuseet. Denne har så eksisteret siden 1992/93. Fra 1998 i det tidligere garageanlæg nord for de tidligere funktionærboliger og værksteder.

 

Et nyt Garnisonsmuseum

I 2020 behandlede man under budgetforhandlingerne i Tønder købet af det tidligere gasværk. Her ville man indrette et nyt Garnisonsmuseum. Men der var ingen penge til det. Men i år så det helt anderledes ud. På budgettet var der af sat 2,5 millioner kroner til køb af gasværket, som har adressen Ribe Landevej 33. Men åbenbart skal selve Zeppelinmuseet forblive på sin nuværende plads. Eller skal de rykke et andet sted hen?

Dengang mente politikkerne, at det samlede budget på 4,2 millioner kroner var for dyrt.

 

Strid blandt de frivillige

Åbenbart var der indbyrdes i den frivillige gruppe omkring Zeppelinmuseet opstået en strid. For det er de samme mennesker, der også står for Garnisonsmuseet. Der har også været uenighed om, hvilke genstande der tilhører Garnisonsmuseet og hvilke, der tilhører Zeppelin – museet.

Alle de militærkørertøjer, der stod foran Zeppelin-museet, skal ind i gasværket, som blev bygget i 1916. Og det gamle museum oplever en stor oprydning. Foran bygningen skal der stilles en slags jernskulptur i form af en Zeppelin.

 

Skal ikke-succesrige oplevelser også udstilles?

Ja kommunen har købt dele af den gamle Eksercergård. Det er hovedbygningen, der skal rumme det kommende garnisonsmuseum.

Nu kunne man også fortælle om garnisonens indsats under stormfloder. Her skal nok ikke nævnes dengang, da det hele kollapsede med radiokommunikationen. Da måtte de sønderjyske walkie-talkie klubber komme til hjælp. Og ved Tønder Politistation havde min onkel Pulle hovedkommandoen med et PA – trin som var i den grad var ulovligt at bruge.

Der er blevet samlet en del militære effekter sammen gennem årene. Disse beskriver Tønder som garnisonsby (1939 til 2002). Området omkring gasværket tilhørte kasernen, der som bekendt lukkede i 2002/2003.

I købet er ikke indbefattet den tidligere røde officersbygning. Her er der i dag indrettet boliger. De forhenværende militære vagtbygninger, der står ved vejen, er også indbefattet i købet.

 

De tyske flygtninge

Det samme gælder for en lille rød barak. Det er resterne af den tyske flygtningelejr, som vi her på siden har berettet om. Lejren befandt sig på gasværkets område. Fra 1945 til 1947 befandt der sig her 1.350 tyske flygtninge hovedsagelig fra Østpreussen. Den lille barak var indrettet som vaskerum. Og det var vel lige før, at den var blevet revet ned.

Korse på Tønder Kirkegård vidner også om et stykke særligt krigs – og efterkrigshistorie. For 87 flygtninge blev Tønder endestationen.

Af de 1.350 flygtninge var de 470 børn under 15 år. Der var desuden oprettet lejre på Saksborg Kro og Hohenwarte ved Højer Sluse. Ja de dansksindede i Tønder tog ikke særlig godt imod disse stakkels mennesker.

Her er det meningen, at man vil fortælle historien fra dengang. Det er vel også sidste chance for at få renoveret bygningen. Energiselskabet Norlys har givet 150.000 kr. til formålet. Men det er næppe nok. I slutningen af artiklen har vi samlet en række artikelforslag, hvor du her på siden foruden artikler om Zeppeliner og garnisonen i Tønder kan læse om tyske flygtninge i Danmark. Du kan også læse om Sikringsstilling Nord.

 

Det hele er først færdig i 2028

Selve stedet skal være et oplevelses- og formidlingscenter. Man vil bl.a. formidle, hvordan livet var på basen mellem 1914 – 1918. Måske skal vente til 2028 før det hele er færdigt. Fortællinger om adskillelse, håb og længsel i forbindelse med de store missioner skal formidles videre. Til det skal man bruge minimum 350 millioner kroner. Heraf skal kommunen selv slippe mellem 75 til 100 millioner kroner.

Man håber også på bidrag syd fra i forbindelse med den dansk – tyske historie.

 

Informativ, spændende og sjov

Besøgende skal opleve, hvordan dele af verdenshistorien også foregik her. Således er flyvehangaren den eneste af sin art i Verden. Zeppelinerne havde en stor rækkevidde og kunne i begyndelsen af krigen let slippe væk fra fly.

Man vil fortælle historien om hallerne Toni og Tobias og dobbelthallen Toska. Man kan endnu opleve hallernes fundament. Et besøg i fremtiden skal være informativ, spændende og sjov. Man skal kunne finde effekter for hele familien.

 

Liv. Død og lidelser

Vi har i vores artikler fortalt om de mange skæbner i forbindelse med basen. Det gælder bl.a. den dramatiske fortælling om L 19. Efter angrebet over England styrtede det den 31. januar ned over Nordsøen. Gennem bl.a. en flaskepost ved vi i dag at hele den 16 – mand store besætning druknede fordi kaptajnen fra den engelske fiskedamper ikke ville redde dem. Han var bange for, at så mange mennesker ville overtage magten over hans båd. Ved hjælp af den nyeste teknik kunne man måske sætte sig ind i den engelske kaptajns situation.

Der skal formidles historier over liv og død, held og lidelser.

Man skal heller ikke glemme, at basen var mål for et bombetogt, der for første gang i verdenshistorien blev startet fra et hangarskib

 

Dynamiske center med inaktive muligheder

Man vil bruge den nyeste formidlingsteknologi og skabe et dynamisk center med interaktive muligheder. Man skal bruge masser af aluminium også til at vise, hvor stor dobbelthallen egentlig var. Denne opstilling kunne passende være det nye centers blikfang. Det vil kunne ses på lang afstand. Tønders borgmester siger:

  • Det er historien og oplevelsen om krigens første ”Pearl Harbor, de store dimensioner med de gigantiske zeppelinere, Nordeuropas største bygning og det ypperste inden for fly- og krigsteknologi.

 

5.000 kvm stort oplevelsescenter

Hele 5.000 kvm stort oplevelsescenter kan vi se frem til. Planen er at Zeppelin Tønders indre skal deles i to. Den ene del bliver et stort åbent udstillingsrum i fuld højde med plads til frithængende fly og Zeppelin – gondol.

I den anden del finder man en stabling af i alt fire udstillingsdæk med rum til varierende udstillingsformer.

En del af forsvaret er også Sikringsstilling Nord. Det skal også vises her. Vi har to artikler om dette tema på vores side.

Det er spændende og enestående planer man kan se foran sig. Kreativiteten fejler ikke noget. Forhåbentlig kan der skaffes nok af sponsorpenge.

 

Man skyder højt – 262.000 – 320.000 besøgende pr. år

Man skyder højt og regner med 262.000 til 320.000 besøgende pr. år. Om det er urealistisk – ja det vil tiden vise. Således har man i juli måned oplevet op til 2.500 dagsgæster på stedet. 22 pct. af gæsterne kom i juli måned og mange disse er fra Tyskland.

Spørgsmålet er så om Tønder kan klare så mange gæster – er der nok overnatningsmuligheder?

 

De frivillige holdt liv i det hele

Men i alt dette må man ikke glemme folkene bag Zeppelin – og Garnisonsmuseum. Det er jo dem man kan takke for at projektet er holdt i live. De har været gode til gamle effekter. Men det er vel også på tide, der blev gjort noget.

Således er mange af effekterne fugtige og jordslåede. De lå i en tidligere lagerbygning, hvor det ikke var varme.  Derfor var det fugtigt og vådt i bygningen. Når det regner, drypper det ned. Mon ikke dette er noget af det første, man er gået i gang med?

 

Gasværk og flyhangar

Hvorfor havde man et gasværk herude. Jo, det var jo fordi man selv fremstillede brint. Her var funktionærboliger. Så er det jo den renoverede flyhangar, der medvirkede i en udmærket film. Den blev renoveret kort forinden.

Nu blev basens fly dog trukket tilbage, fordi landingspladsen var for dårlig. Der var heller ingen fly her, da englænderne for sidste gang angreb.

Der var godt nok også baser i Tyskland, men de blev helt fjernet efter Tysklands nederlag. Selve gasværket er bevaret i sin ydere skal, Boligerne blev anvendt til Tønder garnisons officerer og deres familier. Dette er ikke med i handelen og vil forblive anvendt som almindelige boliger lige som nu.

Gasværket blev faktisk i mange år anvendt som gymnastiksal for garnisonen.

 

Hede-selskabet ødelagde meget

Den sydligste af de to haller Tony fik nogle af sine synlige spor ødelagt efter orkanen i 1999, idet Hede-selskabet ikke tog særlig hensyn til rester af fundamenterne. De havde fået entreprisen i oprydningen.

 

Brugt til skydeområde

I 1922 blev hallerne og mandskabsbarakkerne fjernet. Dengang var der ikke skovområde her. Stedet var fra 1923 til 2002 anvendt til skydeområde og øvelsesområde for garnisonen i Tønder.

Der er bygget en informationspavillon, der fortæller om projektet, der senest skal stå færdig i 2028.

 

2 mio. kr. hvert år frem til 2025

I april måned 2021frigav kommunen 2 mio. kr. til det videre projekt. Man er enig om, at et lignende beløb skal bruges fra 2022 til 2025. Alt dette til de indledende manøvrer.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.908 artikler
  • Under Tønder finder du 301 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 230 artikler
  • Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 388 artikler

 

Den historie, der skal formidles her på stedet:

Sikringsstilling Nord:

  • Sikringsstilling Nord
  • Sikringsstilling Nord – endnu mere (2)

Garnisonen i Tønder

  • Militæret i Tønder 1920 – 1933
  • Bataljonen i Tønder

Tyske flygtninge i Danmark

  • Flygtninge i Tønder
  • Tyske flygtninge i Nordslesvig
  • Flygtninge i Oksbøl
  • Danskerne kaldte dem for parasitter
  • Flygtninge-prammen i Klintholm Havn 1 -2
  • De tyske flygtninge på Nørrebro
  • Tyske flygtninge
  • Læge under og efter besættelsen
  • Tyskere på flugt

Zeppeliner

  • Luftskibe – den 8. historie
  • Endnu flere zeppeliner (4)
  • Zeppeliner i Tønder
  • Angrebet mod Tønder 1918
  • En luftskibsbase i Tønder
  • Bombeangreb mod Tønder
  • Zeppelinstationen i Tønder (Boganmeldelse)
  • Revolutionen i Tønder

 

 


Endnu et barnemord på Jægersborggade

November 23, 2022

Endnu et barnemord i Jægersborggade

Barnemorderen. Et mord i Jægersborggade 33 i 1924. Flere har ledt efter artikler. En sømand boede til leje. Et lig på køkkenbordet. Sømanden var mistænkt. Offeret var den 13 – årig Anne Dalby. Morderen havde lokket pigen ind i lejligheden. Naboen hjalp moderen. Politiet mødte den mistænkte. Betjente i fare. Sørensen havde været straffet før. Nævningeting dømte ham 14 års Tugthus. Man ville have haft livsvarig straf. En jurist udtaler sig. Ingen kvinder blandt nævningene.

 

Barnemorderen

Her på siden har vi skrevet tre artikler om ”Barnemorderen fra Jægersborggade”. Der er delte meninger om hvor mange hun egentlig myrdede – barnemorderen Dagmar Overby. Vi har set tal fra 16-25. Men så mange blev hun slet ikke dømt for. På Nørrebro dræbte hun 3-4 stykker.

 

Et mord i Jægersborggade 33 i 1924

John Dickow, der selv bor i den ejendom, hvor det mord vi skal omtale oplyser, at der blev begået endnu et mord i Jægersborggade 33 i 1924. Det var i et nu nedrevet baghus. John skrev en artikel om dette i beboerbladet hvorefter en beboer henvendte sig.

 

Flere har ledt efter artikler

Han havde en artikel fra Berlingske Tidende fra august 1919 med følgende overskrift:

  • En 13 – aarig pige voldtaget og dræbt i Jægersborggade

På Københavns Bibliotek har Sune Hundebøll ledt efter avisudklip fra dengang. Efterhånden kan man så sammensætte en historie om det afskyelige mord i Jægersborggade.

 

En sømand boede til leje

En forladt hustru – fru Christensen med to små børn boede i Jægersborggade 36 2. Hun havde i et stykke tid udlejet et værelse ud til gården til en sømand, Peter Ejnar Sørensen som var uden hyre. Men af og til havde han job i Nyhavn som nattevagt.

Der opstod et kærlighedsforhold mellem dem, skønt han godt kunne virke brutal. I ejendommen var man bange for ham. Han havde altid en skarpladt pistol på sig. Og truet sin kæreste på livet, havde han sig også. Men hun havde altid hans billede på sig

 

Et lig på køkkenbordet

Da moderen kom hjem den 4. august 1919 ved 16 – tiden blev hun mødt af et frygteligt syn. En 13 – 14-årig pige lå på køkkenbordet med tøjet i uorden. Hun kunne med det samme se at pigen var død. Liget var stadig varmt, så pigen må være død kort tid før.

Hun havde ikke set pigen før og kendte hende heller ikke. Politiet på Lyngbygade-stationen (nu: Hillerødgade) blev straks kontaktet. De kom straks og havde en lokal læge med. Denne kunne også konstatere at pigen var død.

 

Sømanden var mistænkt

Opgangens beboere og moderen blev straks afhørt af en politiinspektør og to assistenter, Det var dog uden afgørende spor. Men alligevel stod det klart at moderen måtte være den logerende sømand.

Politiet fandt ud af at denne sømand tidligere havde været straffet for tyveri og siddet til afsoning i Tugt – og Forbedringshuset.

 

Offeret var den 13 – årige Anne Dalby

Men offeret var der ingen, der kendte. Heller ingen af opgangens beboere kendte hende. Først sent på aftenen blev hun identificeret efter masser af formodninger.

Fra nr. 53 var en pige ved 20 – tiden blevet efterlyst. En mor savnede hendes 13 – årige datter. Hun hed Anne Dalby

Hun havde samme trøje med store knapper på, som den myrdede. Moderen til offeret faldt i krampegråd, da hun hørte, hvad der var sket.

 

Morderen havde lokket pigen ind i lejligheden

Morderen havde lokket Anne ind i lejligheden i nr. 36 ved at foregive, at hun skulle gå et ærinde for ham. På det lejede værelse voldtog sømanden den unge pige. Vejle Amts Folkeblad beskrev det meget dramatisk:

  • Menneskedyret Ejnar Sørensen skændede hende først, hvorpaa han paa en raa og brutal Maade mishandlede hendes Legeme.

Bladet ”København” skrev:

  • Da hun skreg greb han hende i Struben og kvalte hende. Det havde været hans Hensigt at bære Liget ned ad Køkkentrappen, men da han hørte Folk gaa dernede, opgav han det. Han nøjedes med at slæbe det døde Barn frasit Soveværelse ud i Køkkenet.

 

Naboen hjalp moderen

Moderen var ikke i stand til at tage til Retsmedicinsk Institut for at identificere pigen. Det gjorde en nabo i stedet. Og det var også denne nabo, der forsøgte at forklare sammenhængen for moderen.

 

Politiet mødte den mistænkte

Politiet ransagede kvarteret omkring Nyhavn uden at kende den mistænkte. De havde kun et foto af ham. Den mistænkte var nattevagt på skibet Kasan, som var under reparation på Refshaleøen. Sørensen havde fået lovning på hyre, når skibet atter tog til søs. Dette sted blev også holdt under opsyn.

Ved 21.30-tiden kom en tydelig beruset mand vaklende henad Nyhavnsbroen. Politiet tiltalte ham:

  • Godaften Sørensen

Han svarede dog koldt, at han ikke hed Sørensen. Men nu var politiet meget sikker i deres sag. De tog ham med i en port for at kropsvisitere ham. Dette gjorde de for ikke at forurolige folk i området.

 

Betjente i fare

Nu kunne det hele have endt katastrofalt for betjentene, Den mistænkte rakte om til baglommen, hvorfra han trak en skarpladt pistol. Men han blev dog overmandet og erklæret for anholdt.

 

Sørensen havde været straffet før

Jo det var den eftersøgte sømand. Han var tidligere dømt 9 måneders forbedringshusarbejde for tyveri. Det var i 1917. Straffen var gjort betinget, Men allerede året efter fik han endnu et års forbedringshusarbejde for endnu et tyveri.

Han var født i København i 1886. Han voksede op på Vesterbro. Under retssagen blev han i pressen karakteriseret som en slet knægt, der som barn blev sendt til Flakkenbjerg (der dengang var drengeanstalt) Efter konfirmationen kom Peter til søs.

 

Han forsøgte selvmord

Under et ophold i fængselsgården den 8. august forsøgte Peter at begå selvmord. Han kravlede op på et halvtag og styrtede sig på hovedet mod den cementerede gård.

Han blev kørt på sygehus. I begyndelsen opfattede lægerne hans tilstand som kritisk. Men de endte med at konstatere at det var tale om en lettere hjernerystelse.

 

Sørensen ændrede forklaring

Da Peter Ejnar Sørensen så kom i retten, var hans første forklaring at det var tale om et hævnmord begået på den unge pige, der skulle have bagtalt ham.

På kommunehospitalet kunne lægerne konstatere at hans mentale tilstand kunne betragtes som normal. Han var fuld tilregnelig i gerningsøjeblikket.

I Byretten ændrede gerningsmanden og erklærede at han:

  • Blev grebet af en uimodstaalig Trang til at mishandle den lille Pige, der havde paavirket hans Sanser (Fredericia Social – Demokrat)

 

Nævningeting dømte ham 14 års Tugthus

Ifølge datidens medier viste han ingen tegn på anger. Han virket roligt og fattet. Efter flere afhøringer blev sagen sendt til Nævningeretten.

Østre Landsrets Nævningeting idømte Peter Ejnar Sørensen 14 års tugthus

  • Morderen modtog Dommen med et halvfjollet Grin og erklærede, at han var tilfreds med den (Vestsjællands Social – Demokrat)

Efterfølgende blev Peter Ejnar Sørensen overført til Horsens Tugthus.

 

Man ønskede livsvarig straf

Sagen dengang skabte meget debat. I tidsskriftet ”Kvinder og Samfundet” fra 1920 stod der følgende:

  • Vi bruger med Overlæg Ordet ”voldtaget”, Det er vanvittigt ikke at kalde ”Forførelse af trettenårigt Pigebarn” for Voldtægt. Forbryderen er det eneste levende Menneske, der kan udtale sig om den Ting, hans Paastand om ikke at have forøvet Voldtægt er saa vist ingen Beroligelse

 

  • Om Drabet hedder det, at Moderen erkender, at han dræbte Anna Dalby, men ikke havde til Hensigt at dræbe hende, denne sidste Omstændighed blev det andet afgørende Moment i Dommen – fra livsvarig Straf nedsættes Straffetiden til 14 Aar. Naar disse 14 Aar er gaaet, saa er Morderen paa 37 Aar – og da gaar han igen frit omkring blandt os.

 

En jurist udtaler sig

 

  • Vi har i Anledning af denne Dom, der har rejst en Storm af Uvilje mod Nævningerettens Kendelse henvendt os til en fremragende Jurist, der har indgaaende Kendskab til Sagen. Han udtalte sin personlige Overbevisning, at en Domstol af Jurister vilde have dømt denne Forbryder til livsvarig Straf og betragter Indicierne for tilstrækkelige. Men han tog Nævningene i Forsvar – det drejede sig om en Bestemmelse af Beviset og et saadant forestaa ikke ”Den offentlige Opinion var efter Hjemmelsmands Udtalelse vildledt af Bladende – der var skrevet usandfærdigt om, hvad der var foregaaet. Morderens meget debatterede Smil var en Journalists Opfindelse saa vel som Uro i Salen – der havde ikke eksisteret. Hvis der kunne bebrejdes Nævningene noget, da var det, at de her har afgjort Bevisspørgsmaalet forkert, og det kan ingen udenforstaaende have nogen Mening om.

 

Ingen kvinder blandt nævningene

 

  • Man spørger da med Forfærdelse – hvor var Kvindernes Indflydelse paa denne Dom?

 

  • Det utrolige Svar er – det var ingen Kvinder blandt Nævningene!

 

 

Kilde:

  • Årsskrift 2021 – Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv (John Dickow)
  • dengang.dk – diverse artikler
  • bibliotek.kk.dk (Sune Hundebøll)
  • mediestream.dk:
  • Vejle Amts Folkeblad (5.november 1919)
  • Social – Demokraten (9. august 1919)
  • Kalundborg Avis (6.august 1919)
  • Nationaltidende (2. marts 1920)
  • Aftenbladet (5. august 1919)
  • København (6. august 1919)
  • Fredericia Social – Demokrat (5. november 1919)
  • Vestsjællands – Demokrat (3. marts 1920)

 

  • Berlingske Tidende (august 1919)
  • Kvinde og samfund (1920) / kvinfo.dk

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.907 artikler
  • Under Nørrebro finder du 312 artikler
  • Historien om en gade – Jægersborggade (John Dickow)
  • Jægersborggade – før, nu og altid
  • En barnemorder fra Jægersborggade (NørLiv 11)
  • En barnemorder i Jægersborggade (1)
  • Barnemorderen fra Jægersborggade (2)
  • Barnemorderen fra Jægersborggade – den tredje historie (3)

Besættelsestiden i Abild

November 22, 2022

Besættelsestiden i Abild

Garnisonen i Tønder nåede ud i sidste øjeblik. Der blev kæmpet i Sølsted og Abild. Invalide soldater kunne ses i Abild. Sabotører skjult lige ved siden af tyskerne. Soldaterne måtte vente i timevis på mad. Eksplosion i køkkenet. Ville det blive kæmpet i Abild? Tunge kampvogne kørt i stilling. Dannebrog steg til tops. Overflødighedstårn af efterladenskaber. Masser af konkurrencer med våben og krudt. Ungarske soldater med heste. Så tog knægtene sig af bilerne. Værdier kastet på veje og grøfter. Knægte på skattejagt. Skatterne forsvandt.

 

Garnisonen i Tønder nåede ud

For dem, der ikke ved det, så ligger Abild ca. 5 km nord for Tønder. Her kunne man i høj grad mærke tyskernes tilstedeværelse.

Kl. 4.10 blev de tyske styrker set ved grænsen. Tønder garnisonen blev alarmeret. Kort tid efter ankom tyskerne til kasernen. I sidste øjeblik lykkedes det for garnisonen at slippe ud af Tønder.

Ja panservogne holdt allerede foran porten. Da enheden forlod kasernen fra bagsiden og over en nød-bro, der var lagt dagen i forvejen

 

Kampen ved Abild

Ved Abild og Sølsted kom det til træfninger. Ved Abild blev to tyske panservogne ødelagt med en enkelt maskinkanon.

Befalingsmandseleverne var udstyret med cyklister og motorcykler samt to maskinkanoner. Af markveje nåede styrken hovedvejen ved Abild, mens halvdelen af cyklisterne blev anbragt som flankesikring af kanonen.

 

Kampen ved Sølsted

Resten blev sendt til Sølsted

Ved Sølsted blev den første panservogn ramt. De næste kørte frem og blev også ramt. Det betød at de måtte trække sig tilbage. Pludselig blev styrken angrebet af to fly

Styrken fik at vide at fjendtlighederne var indstillet i Danmark. Styrkens fører nægtede at tro på det og trak i flyverskjul i Draved Skov.

I løbet af dagen vendte garnisonen tilbage til Tønder.

I Abild kunne man se de endeløse kolonner på hovedvejen på vej nord på.

 

Invalide kom til Danmark fra fronten

Beboerne i Abild lade også mærke til alle de invalide, der kom fra fronterne. De støttede sig til krykker. Mange havde gazebind om hovedet eller armen. Abild blev af tyskerne brugt som forsyningsområde.

 

Mange soldater indkvarteret i Abild

Mange soldater var indkvarteret på større gårde i området. På den tidligere højskole var der vel flere hundrede indkvarteret. Skolen blev brugt som hovedkvarter. Gymnastiksalen blev i begyndelsen brugt som sovesal.

I begyndelsen blev alt brugt efter forskrifterne. Men det varede ikke længe. Snart fyldtes alle rum med brædder, møbler, halmneg og gule ærter trillede over gulvet. Flere vinduer var efterhånden blevet ødelagt. Biblioteket blev brugt som lager for surbrød.

Et par værelser var først opholdsrum for højtstående officerer, snart blev de i takt med det stigende antal soldater i byen omdannet til barberstue, skomagerværksted og endda et posthus. Men snart standsede også disse vigtige institutioner deres virksomheder.

 

Sabotører skjult ved siden af tyskerne

I den tidligere højskole havde familien fået lov til at beholde haven og nogle værelser. Dette forhindrede ikke familien i at skjule nogle sabotører. Hvem kunne finde på at lede efter disse med så mange tyskere indkvarteret.

 

Soldaterne måtte vente i timevis på mad

I gymnastiksalens omklædningsrum var der køkken for byens samtlige soldater. Herfra udgik den eneste uddeling af varm mad. Soldaterne måtte ofte vente i timevis for at få et kogekar med en varm portion af dagens ret.

Prøv at forestille sig, hvordan haven så ud efter en dag hvor der var serveret stegt sild. Der var sildeben overalt. I standeren på havegangen og endda i det lille vandbassin.

 

Stanken kunne være uudholdelig

Når en af de mange influenzaepidemier hærgede, var stanken uudholdelig. Overalt var der steder. Hvor en soldat havde efterladt den føde som han lige havde indtaget. Jo der var soldater, der gravede nogle latriner, men alt for få. Mange levende hegn og mange tøveskurer stod mål for soldaternes sygdom.

 

Eksplosion i køkkenet

En uhyggelig hændelse indtraf en søndag. Dette kunne have ført til en alvorlig ulykke. Et frygteligt drøn lød – en eksplosion. Årsagen var at nogle patroner sammen med tørvene var kommet i fyret. Familien slap uden skade. Men køkkenet lignede ikke sig selv.

 

Ville det blive kæmpet i Abild?

I april 1945 vidste man godt i Abild at tyskerne havde tabt krigen. Men hvordan ville det hele ende. Skulle der kæmpes for hver meter?

Snart gik der rygter om, at englænderne var kommet. Men på det tidspunkt var de ikke engang nået til Holsten.

 

Tunge kampvogne gjorde sig klar

De sidste dage før den 5. maj var ophidsende til det uudholdelige. Snart gjorde tyskerne sig klar til den sidste modstand. Tunge kampvogne hver af dem bemandet med SS – soldater gjorde sig parat. Disse kampvogne brølede gennem Abild og blev opmarcheret på hovedvejen mod Tønder.

Dette gjorde trafikanterne nervøse. De følte det livsfarligt at køre her. Ofte kørte de store omveje for ikke at komme i nærheden af disse. Men dagen efter oplevede man en sand modløshed hos tyskerne. Så sad de og fordrev tiden med at lave små hvide flag.

 

Rygter om at skolen ville blive bortsprængt

Den fjerde maj var situationen akut. Højskolefamilien fik at vide at de sammen med skolen ville blive sprængt bort, hvis det kom til krigshandlinger og dette kunne ske samme aften. Så var det ellers med at komme afsted. Dette skete i hestevogn. Børnene blev placeret bagerst blandt dyner og andre nødvendige sager.

Det blev en anstrengende tur på grund af den stærke trafik på vejen. Bestemmelsesstedet var en større gård uden for byen. Her blev familien sammen med andre huset på bedste måde.

 

Dannebrog strøg til tops

Samme aften kom det glædelige budskab at tyskerne havde kapituleret. Det kan godt være at der nu blev festet på gården. Højskolefamilien tog hjem sent på aftenen. Højdepunktet den 5. maj var, da familien rev den tyske radio – antenne ned fra flagstangen og lod Dannebrog gå til tops.

De tyske soldater forblev i kaserne den historiske nat mellem den 4. og 5. maj 1945. Men allerede om morgenen tiltrådte de første afdelinger tilbagetoget. Endeløse kolonner marcherede mod grænsen.

 

Overflødighedshorn af tyske efterladenskaber

I Abild fandt man et overflødighedshorn af tyske efterladenskaber. Det var lige noget for Abilds knægte. Først fandt man småting som en lade-skinne og tomme patronhylstre. Men snart var det med skarpladte patroner, stålhjelme, gasmasker, pudsegrej til våben og mange andre slags effekter. Snart skulle man finde nye gemmesteder til alt det man fandt.

Et par knægte havde nu deres eget gevær, hvoraf det ene blev fundet på et loft og det andet i et buskads.

 

Masser af konkurrencer med våben og krudt

Men efterhånden havde alle knægte deres eget våben. Nu blev der så afholdt konkurrencer i adskillelse og samling af våbnene i kortest tid med og uden bind for øjnene. Nye fabrikater af geværer blev fundet. Nu var det også maskinpistoler og endda et maskingevær. Det sidste var dog for tungt og indgik derfor ikke i normalbeholdningen.

Våbnenes mekanik blev studeret i mindste detalje. Lysten til at prøve våbnene blev vakt. Til skydeplads blev valgt en mark i nærheden af en lille skov nogle kilometer fra byen. . Her blev de første skud affyret under et strengt tavshedsløfte.

Våbnene virkede upåklageligt. Det var indlysende at dette bestemt ikke var ufarligt. Efterhånden tog skudlarmen til og nu havde de voksne også fundet lyst til at skyde. Derfor blev skydebanen nu forlagt nærmere til byen.

 

Masser af krudt

Rundt omkring gårdene havde de tyske soldater moret sig med at skyde med geværer og pistoler efter stålhjelme, flasker og konservesdåser. Skud hørtes dagen lang. Men det var umuligt at bortskyde de mængder af skarp ammunition som lå tilgængelig overalt.

Knægte fandt derpå at lave sjov med krudtet fra de skarpladte patroner. Projektilet blev brækket af hylstret og krudtet hældt ud. Så blev det antændt. En fornøjelig lyseblå flamme kunne derefter ses.

Så opstod der en ny konkurrence som knægtene kaldte ”Flammekastekrig”. Knægtene i Abild fandt også elektromotorer, radioer og forskellige måleapparater.

 

Ungarske soldater med heste

Pludselig kom der ungarske soldater med hundredvis af heste til byen. De blev en sand plage for det kneb med græs til så mange gamle frontheste. Disse heste gjorde stor fortræd i haverne. De passerede både grøft og hegn.

Og da der var tordenvejr, som gjorde hestene bange, passerede de deres indhegninger i store flokke. Mange af byens mænd måtte natten igennem hjælpe til med at indfange de stakkels dyr.

Mange af hestene var gode ridedyr og det benyttede knægtene sig af. De fik lov til at passe dem.

 

Så tog knægtene sig af bilerne

Så kunne knægtene tage sig af alle de biler, der stod opmarcheret på de fleste gårdspladser. Det var flest lastbiler men også enkelte personvogne samt en del specialbyggede vogne.

Først nøjedes man med at sidde i bilerne. Hver knægt havde sin bil. Men længe varede det ikke, før man begyndte at pille ved diverse ting. Snart svingede retningsviserne. Så skulle hornene også afprøves.

Ja og selvfølgelig skulle nogle af bilerne også afprøves på markvejene omkring Abild.

 

Værdier kastet på veje og grøfter

Efter 5. maj strakte kolonner af besejrede tyske soldater sig ned gennem Sønderjylland. Nogle af kolonnerne var mere end 30 km lange. Hver eneste dag i lang tid marcherede tyske soldater gennem Abild på vej mod Sæd grænse.

Nogle var tavse og mærket af sorg og bitterhed. Andre kom syngende gennem Abild. Nord for Tønder blev de visiteret af engelske soldater. Det tog meget lang tid at slippe gennem nåleøjet. Der var en lang kø gennem Abild. Nogle af soldaterne satte sig ned og kastede mønter fra sig. De kastede også andre værdier væk. Pengesedler, rationeringskort og meget andet smed de fra sig på vejen og i grøften.

 

Knægte på skattejagt

Knægtene gik så jo gang. De havde poser og spande med i deres skattejagt. Der var mønter fra hele Europa men dog flest danske.

Men ak – knægtene skulle aflevere alle pengesedler, mønter og våbnene til politiet. Politiet kom selv og spurgte efter knægtenes samlinger.

 

Skatten forsvandt

  • Tak min dreng.

Ja sådan sagde betjenten. Væk var de mange skatte. Men det tog efterfølgende kun et par minutter i grøfterne at finde 50 kroner. På blot en dag lykkedes det for politiet at samle 35.000 kr. hos de tyske soldater.

En gang i løbet af sommeren kom CBU med et større antal lastbiler. De var i stand til i løbet af få uger at rydde det hele for ”skatte”. Senere kunne familien, når de gravede i haven, kunne de støde på en guldklump i form af nogle mønter. Nu og da fandt man dog stadig ”skatte” rundt om i Abild

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.906 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/under/efter) finder du 388 artikler
  • Under Tønder finder du 301 artikler

Sønderjyllands Historie – en historiebog på 200 sider

November 12, 2022

Sønderjylland – en historiebog på 200 sider

En glimrende historiebog om Sønderjylland er udkommet. Og selv for nørder indeholder den nye ting. Vi kommer vidt omkring, begynder tidlig og slutter sent. Illustrationer og kort er fantastisk gengivet. Men indrømmet et par steder skal luppen frem. Det må have været en meget vanskelig opgave at begrænse sig til 227 sider. Således kan man savne nogle kontroversielle ting om Sønderjyllands historie, men da må man kigge i andre kilder. Men vi får en glimrende indføring i landsdelens specielle historie. Den burde jo stå i ethvert hjem – også i Tyskland. Se at få den oversat.

 

Skriv den på tysk

Historisk Samfund for Sønderjylland har fødselsdag. Foreningen blev grundlagt i 1922. Derfor sidder man med en gratis historiebog i hånden – tak for den. Andre kan købe den for 198 kr. Har man for resten tænkt på at oversætte bogen til tysk?

Kan landsdelens både spændende og indviklede historie koges ned på 200 sider. Vi har her på siden foreløbig 227 artikler alene fra Sønderjylland og vi er slet ikke færdige endnu. Det er to af vores mest anerkendte historikere, der har begået bogen. De har mange bøger på samvittigheden.

Her er i stuen har vi flere Sønderjyllands – historier stående. Og nogle af dem har efterhånden en del år på bagen. Her troede den gamle redaktør så at han vidste det meste om Sønderjyllands historie, men nej.

 

Det politiske, nationale og kulturelle

Hovedvægten af indholdet er lagt på det politiske, nationale og kulturelle. Og hvor langt går man så? Ja helt til det sidste kommunalvalg. Formål med bogudgivelsen er for uden at markere fødselsdagen at udbrede kendskabet til Sønderjylland og landsdelens helt særlige historie. Og det er lidt af en præstation at få det hele ned på ca. 200 sider og så få det nyeste med.

 

Bogen burde stå i alle hjem

Der flotte illustrationer og kort med i bogen. Kortene gør det hele mere overskueligt. Egentlig burde den stå i et hvert hjem i Danmark. Ja måske også i dele af Tyskland.

Vi er helt tilbage i stenalderen og beskæftiger os med de nationale modsætninger. Ja som det siges, så begynder Sønderjyllands specielle historie omkring 1200. Men de begynder langt før. Vi er tilbage allerede 130.000 år før Kristi fødsel.

1232 er et vigtigt årstal i Sønderjyllands historie.

Og det er nok heller ikke mange, der tænker over, at Volden allerede lå der i 500 – tallet.

 

Ribe – brevet ligner en håndfæstning

Fint at man tager stilling til Ribe – brevets betydning. Det lignede en håndfæstning står der. Og det er ingen grund til at gøre et brev eviggyldigt. Men det er så andre det har taget dette brev meget alvorligt

 

Luppen måtte frem

I 1590 udgav den kongelige statholder en tavle med adelsslægter. Der var hele 48 slægter. Disse adelsslægter havde stor betydning og mange af dem havde stor magt.

Kortet på side 52 giver et godt indtryk af, hvor kompliceret områdets historie er. Vi ser Nord og Sydslesvig inddelt efter, hvem der ejer hvad. Men indrømmet den aldrende redaktør måtte lige have en lup frem. Det er rigtigt, som det står, at de forskellige hoffer i residensbyerne trak i tysk retning. Det var både hertugen og kongens folk, der var gode kunder hos guldsmede, købmænd og værtshusholdere.

Luppen måtte også hentes frem på side 66, hvor vi ser et bykort af Tønning. Egentlig en skam for både billeder og kort er fantastisk gengivet.

Ja godsejerne fik birkeret og var ikke underlagt den sædvanlige kontrol.

 

Embedsmænd havde det svært

For embedsmænd kunne det også være svært at begå sig. Tønders provst Stephan Kenckell var at en af de gottorpske embedsmænd. Første gang slap han godt fra det. Men til sidst måtte han bøje sig.

 

Mange konger bøjede sig for eliten

Det er også rigtig beskrevet, at man i 1700 – tallet kaldte sig ”danskere” og mente at deres fædreland var ”Danmark”. Men det skete som regel på tysk. Der knyttede sig ikke en fælles konge, heller ikke sprog kultur til det. Man levede med en stærk regional bevidsthed. Man kunne med nød kalde Slesvig for dansk Holsten. En bonde kunne finde på at sige ”vor konge her i Holsten”.

De danske konger bøjede sig ofte efter eliten og kørte forsigtig frem. Det var den almene befolkning, der kom til at punge ud, hvis, der manglede penge. Men modsat kongeriget blev der ikke indført stavnsbånd for slesvigske bønder.

 

De allerfleste talte dansk – men myndighederne tysk

Der var mange, der undrede sig over, at de fleste i Nordslesvig talte dansk, men at myndighederne talte tysk. Ja og administrations og rets- sproget var tysk.

I 1920 blev Slesvig delt, ja så skal vi da også lige have vildsvinehegnet med.

 

Slesvig og Holstens indbyrdes forhold

Men nu har det også været mange familieintriger og kampe mellem hertuger og konger. Så skal det hele også hele tiden sammenlignes med, hvad der sker i Danmark. Så skal vi også lige have Slesvig og Holstens indbyrdes forhold.

 

Stormagterne pressede Preussen

Det var også England, Frankrig og Rusland, der sammen med Sverige besluttede at den danske helstat skulle bestå. De besluttede også at Preussen skulle gøre en ende på opstanden i Holsten.

Men tag nu endelig ikke fejl af dette. Vi får den nyeste forskning i De Slesvigske Krige. Jo på et tidspunkt var der også nogle, der mente, at vi i Slesvig – Holsten skulle have samme sprog, kultur og endda også historie.

Det er nemlig også rigtigt at fremhæve, at det var russerne, der pressede Preussen til at slutte fred med Danmark i 1850. Nu stod Slesvig – holstenerne selv mod danskerne.

Det var også stormagterne, der bestemte arvefølgen.

Dette afsnit er en af de mere interessante. Er det her, hvor vi kan afspejle noget nationalt overmod (1864)? Ville Danmark i virkelighed bringe stormagterne i spil ved splittelsen af Slesvig?

Selvfølgelig skal vi høre om alle dem, der ville have grænsen ned til Ejderen. Ja bogen beskæftiger sig også med, at selv om man talte dansk så var sproget inden for retsvæsen, kirke og skole tysk.

 

Måske skyldes dette pladsmangel?

Bogen indeholder ikke så meget om den nyeste forskning med et samlet Skandinavien med svensk flag. Der er heller ikke noget med at Bismarck ville samle Skandinavien og Preussen mod en union mod russerne. Dette kunne også løse problemet i grænselandet.

Dette er ikke vi finder på her på siden men er omtalt i bogen ”Undergang eller Union”. Du kan læse mere om disse to emner her på siden.

Fra dansk side var kortene ikke spillet rigtig og det endte så med at nordslesvigerne/sønderjyderne måtte indordne sig preussisk styre fra 1864 – 1920. Og Preussen bliver i bogen præsenteret som en halvdemokratisk stat.

Köllerpolitikken vakte opsigt langt ud over Sønderjyllands grænser. Lidt af samme stil var Den tyske Forening, der forsøgte at knuse alt hvad der var dansk.

 

Et supergodt kort

Kortet på side 137 giver et godt overblik over hvordan afstemningen gik. Her har man farvelagt efter procenter. En meget god ide.

 

Ordet Slesvig skulle hurtig glemmes

En meget sigende overskrift er

  • De sønderjyske landsdeles integration i Danmark

Efter den danske regerings ønske kom der visumtvang. Nogle kunne få et specielt grænsepas. Og nord for grænsen skiftede tyske navne nu til dansk. Alt hvad der mindede om det gamle hertugdømme skulle glemmes. Også et navn som Nordslesvig skulle undgås fra dansk side. Derfor fik egnen det lidt mærkelige navn:

  • De Sønderjyske landsdele.

Nu kan vi jo ikke undgå at nævne Sydslesvig, når vi skal omtale det danske mindretal syd for grænsen.

 

De to mindretal

Interessant er også at se, hvor mange medlemmer, der var i de to mindretal nord og syd for grænsen. Det danske mindretal syd for grænsen udgjorde ca. 10.000 og var socialt dårlig stillet. På landet var de dansksindede ofte isoleret og udsat for chikane af deres naboer.

Det tyske mindretal nord for grænsen udgjorde 25.000 – 30.000 og var bedre socialt stillet.

Det er som anden halvdel af bogen er mest spændende. Og ja det gik lang tid inden mindretallet syd på fik deres rettigheder, selv om krigen for længst var overstået.

Meget flot fremstillet er H.P. Hanssens kamp. Og Nazi – tiden bliver også belyst over på den anden side. Et andet afsnit handler om besættelsestiden og Det Tyske mindretals samarbejde med besættelsesmagten.

Bogen fortier ikke de dansksindedes reaktion over for mindretallet. Meget udførligt bliver forholdene og udviklingen i mindretallene på begge sider af grænsen beskrevet. Vi får skam også at vide at Det Tyske Mindretal er begyndt at markedsføre begrebet ”Sønderjylland”.

 

Knivsbjerg omtales skam også

Hvem man skal mindes på Knivsbjerg, får vi også at vide. Så er det diskussionen om dobbeltsporede skilte. Spændende er også at på bagsiden ser vi guldhornene fra Gallehus, som nu har fået en plads på Kunstmuseet i Tønder.

Selve tiden under og efter besættelsestiden er godt beskrevet. Vi får også kontroverserne fra Løjt. Det er et godt eksempel. Vi har selv set i arkiverne i Aabenraa (Dibbernhaus – arkiverne), hvordan de unge mennesker i det tyske mindretal blev presset.

 

Nogle ting er ikke med

Det er måske pladsmangel det er årsag til ikke at nævne, at Paludan Müller var på fyringens rand og at De Hvide busser var startet længe inden Folke Bernadotte kom ind i billedet. Ja perioden dengang, da briterne pludselig tilbød Danmark Sydslesvig, er heller ikke med.

Det er rigtigt, det var nazistiske lærere importeret syd fra, der indoktrinerede de unge mennesker. Både Werner Best og Hitler foretrak et roligt Danmark, og den såkaldte Lieferfreude. Vi får beskrivelsen af Fårhusmentaliteten. Ifølge bogen varede den helt til 2010. Det kan altid diskuteres, hvor dybt man vil gå ind i den diskussion. Her på siden har du rig mulighed for at læse om det.

 

Harmonien kom først årtier senere

Det danske mindretal syd for grænsen voksede til 76.000. Det var der grunde til. Måske er det pladsmangel, der er årsag til, at vi ikke lige får de grunde. Det rigtigt som det står, at harmonien mellem flertal – og mindretalsbefolkningen først opstod årtier senere.

Den dansk – tyske sameksistens er godt beskrevet. Det fylder også en del.

Bogen indeholder også interessante temaer. Det er ting, som har været et diskussionsemne i landsdelen. Nogle af diskussionerne er ført for ikke så mange år siden.

Vi har stikordsregister, litteraturlister – her har man selvfølgelig kun tage det nødvendigste med. Men følger vi nu disse lister kan vi måske få svar på nogle, af det ting, vi manglede. Når man kun har 227 sider til rådighed, er det naturligt, at nogle ting skal undlades.

Og så her vi et par sider med hertuglister – meget overskueligt.

 

Forskellen på livet hernede og i Kongeriget

Vi får også en glimrende beskrivelse på forskellen af livet hernede og i Kongeriget. Således skete udskiftningen meget tidligere i hertugdømmet. Bøndernes hoveri stoppede også meget tidligere.

Måske siges det ikke så tydeligt i bogen men slesvigerne orienterede sig mere mod Hamborg end mod København. Derfor havde mange det ekstra svært efter 1920.

Det er en aldeles fin Sønderjyllands – historie, hvor nogle kapitler er mere spændende end andre. Men sådan er det med historiefortællinger. Men det er absolut en anbefalelsesværdig bog. Og det er utroligt at forfatterne er kommet så langt omkring. Vi havde nogle indvendinger, men i sidste ende skyldtes dette sikkert pladsmangel.

Selv om vi nok er nørder inden for Sønderjyllands Historie indeholdt bogen nye ting. Man kan nok ikke forvente at kontroversielle emner bliver taget op til debat. Men vi får en glimrende beskrivelse af Sønderjylland. Og det er tydeligt at landsdelen er speciel.

 

 

Carsten Porskrog Rasmussen, Hans Schultz Hansen: Sønderjylland – en særlig historie/ Historisk Samfund for Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere: Om Sønderjylland

  • dengang.dk finder du 1.895 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 230 artikler
  • Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 147 artikler
  • Under 1864 og De Slesvigske krige finder du 45 artikler
  • Under Tønder finder du 301 artikler
  • Under Aabenraa finder du 191 artikler
  • Under Højer finder du 79 artikler
  • Under Padborg, Kruså og Bov finder du 64 artikler
  • Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du en masse artikler fra besættelsestiden i Sønderjylland/Sydslesvig

 

  • Da vi næsten fik en svensk konge
  • Union eller Undergang
  • Slesvig Holsten og Bismarck

Republikken Sofiegården

November 9, 2022

Republikken Sofiegården

Britta fik øje på stedet. Det var forbudt at bo her. Der blev skam betalt leje. Hitler – Hansen i farvandet. Love og paragraffer blev indført. Kommune og ejer blev enig om nedrivning af baghuse. Her blev Gasolin dannet. Kim Larsen blev vred. Slumstormebevægelsen blev dannet. Der står noget andet i Københavns Kommunes arkiver. Der var ingen nedstyrtningsfare. 42 lejligheder og 7 butikker. Socialt og kreativt samlingssted. Viggo Kampmann hjalp med at få aftale i stand. Den gode stemning ændrede sig. Myndighederne blev ydmyget. Rygter om en kommende aktion nåede de unge. Sofiegården udråbt til republik. Man forberedte sig. 200 mennesker i Sofiegården. En kranbil fra overmagten. 46 unge mennesker arresteret. Det var Max Muldjord, der stod for nedrivningen. De unge vendte tilbage. Nu et kollegium, hvor det er lovligt at bo.

 

Britta fik øje på stedet

Det handler om en ejendom på Christianshavn på hjørnet af Sofiegade og Dronningegade. I dag ligger der et kollegium på denne grund. Ejendommen fra 1700 – tallet

I 1965 var ejendommen saneringsmoden. Planerne for ejendommen var ikke færdige, og den stod tom. Med Boligselskabets tilladelse flyttede unge ind i huset. De brugte officielt ejendommen som lager.

Det var egentlig den 20 – årige Britta Lillesøe, der i 1965 fik øje på bygningerne og tog initiativet. Det blev til et blomstrende miljø, der pludselig blev smadret. Britta bladede i telefonbøger og fandt ejeren af bygningerne.

 

Det var forbudt at bo her

Egentlig var det forbudt at bo der, men ejeren Ole Waagensen gav de unge lov til at leje et par af lejlighederne i Sofiegade 3 som lager.

Jo, et var forbudt direkte at bo der, da husene var kondemnerede, dvs. usunde og derfor uegnede som menneskeboliger, Og der måtte absolut ikke bo nogen børn her. Men flere og flere søgte herhen. Til sidst fik de unge overdraget hele karren med forhuse, baghuse, skure og i toilethuse – kaldet retirader.

Og så blev der ellers sat opslag op på Studenternes Boliganvisning, på læreanstalter, på sygeplejeskolen og flere andre steder.

 

Der blev betalt leje

De unge betalte skam i fuld forståelse med ejeren, en lille lejre. Og dette blev inddrevet hos alle beboere. Dertil kom et lille kontingent oveni til mulig istandsættelse og andre udgifter som elektricitet, gas og vand. Planen indebar nedrivning af baghuse og nye indendørs toiletter samt baderum.

De nye beboere satte to forhuse i stand og så rev de baghuse ned og skabte et flot gårdmiljø.

Først boede de unge mennesker illegalt med mørklækningsgardiner, som under krigen og værkstedsskilte på dørene.

 

Hitler – Hansen i farvandet

Man skulle dog lige passe på den enkelte betjent, der patruljerede i gaden. De kaldte ham for Hitler – Hansen. Og når nogen så spottede ham på vejen, lød fare – råbet:

  • Hitler – Hansen kommer

Ind i skabe og skuffer røg tallerkner, bestik, hashpiber, galar – alt det, der kunne tyde på rigtig beboelse.

 

Love og paragraffer

Der blev sandelig lavet en masse regler. Kollegieforeningen Sofiegården fik love og paragraffer, som det sig hør og bør. Der blev valgt og nedsat en bestyrelse. De skulle så varetage huslejeindkrævninger. De indkaldte til møder, skrev referater og alt det nødvendige.

I Sofiegade 7 blev der indrettet kontor og en mønttelefon. Ejeren Ole Waagensen var informeret om alt. En skønne dag rev de unge mørklægningsgardinerne ned. Nu blev beboelsen helt åben og dermed politisk. Kommunen vidste stadig ikke, hvad de skulle bruge grunden til.

 

Kommune og ejer gik med til nedrivning

Husejeren gik med til at beboerne selv satte bygningerne i stand.  Sammen med Waagensen og med støtte fra kommunen sørgede de unge for nedrivningen af de klaustrofobiske baghuse og de stinkende retirader. Det var nok ”Danmarks største gårdrydning”.

En murmester, en snedker, en blikkenslager og et par andre håndværkere renoverede bygningerne, både indvendigt og udvendigt. Blandt beboerne var der også nogle håndværkere. Ja der var også nogle arkitektstuderende.

Men de fleste af de unge var nu mere eller mindre halv – eller helstuderende.

 

Endnu flere flyttede ind

Naboerne kom nu efterhånden. Gården her var langt lysere og pænere end deres. Over for kontorerne blev brusekabiner og rigtige toiletter installeret.

Endnu flere flyttede nu ind. Det var folk inden for teater, musik, digte – og malerkunst og livskunstnere og andre fra vidt forskellige steder.

 

Her blev Gasolin dannet

Den digteriske skolelærer Kim Larsen havde mødt elorgel – og guitarspilleren, Willy Jønsson, der flyttede ind tidligere på året. Jazzsaxofonisten Franz Beckerlee, som boede i nærheden kendte Willy i forvejen fra skoletiden. De faldt i snak med poeten Mogens Mogensen, som havde boet der i et par år. Kims digtersjæl tog straks.

Tom McEwan var på et tidspunkt trommeslager efter at Bjørn Uglebjeg stoppede. Franz Beckerlee var mere til jazz og en habil saxofonspiller. Gruppen, der endnu ikke havde noget navn øvede i et gammelt loftrum over Sofiegården. På et tidspunkt var alle deres tekster på engelsk.

En beboer på Sofiegården mente at de skulle hedde Gasoline efter at Franz Beckerlee havde udtalt, at han mente at bandets funktion var at ”tanke folk op”.

 

Kim Larsen blev vred

Og det var min afdøde kone Hanne (Sus) også boede. Hun fortalte, at hun skulle opbevare nogle fotos for Kim Larsen. Dem havde hun så forlagt og kunne ikke finde. Der var en der blev godt sur. Og hun tilhørte også en af de kreative. Hun blev uddannet på Filmskolen. Og herhjemme står faktisk en Bodil.

 

Slumstormebevægelsen blev dannet

Mange unge boligsøgende blev skrevet op på Sofiegårdens lister. Det var langt flere end man kunne rumme.  Senere kom der flere ejendomme til som ejeren af Sofiegården ligeledes administrerede. Og listen med boligsøgende blev givet videre. Det drejede sig om Stengården, Fredensgården, Prins Jørgensgården, Tømrergården, Jægergården, Hudegården. Efterhånden startede nogle aktivister fra de andre ”gårde” den egentlige ”Slumstormebevægelse”.

 

Det står noget helt andet i Københavns Kommunes arkiver

Kigger man i Københavns Kommunes arkiv, står det officielt, at ejeren Danske Andelslejligheder af 1954 havde bedt Kongens Foged om hjælp til at sætte beboerne ud, men beboerne havde nægtet. Herefter hjalp politiet med at rydde husene, så de kunne rives ned.

Men det svarer nu ikke helt til virkeligheden.

 

Der var ingen nedstyrtningsfare

Bygningerne havde været stemplet som ubeboelige og ulovlige at bebo siden 1965. Og nu syntes Københavns Kommune at de unge havde fået for lang snor. Boligborgmester Edel Saunte som selv havde været med til at give de unge en lang snor ønskede nu at kvarteret skulle have et løft.

Hun udtalte til medierne, at det var farligt at befinde sig i bygningerne. Men de unge havde bedt restaureringsarkitekt og specialist Curt von Jessen at besigtige de to huse. Han fandt, at der ikke var nogen øjeblikkelig nedstyrtningsfare. De unge fik også andre specialister til at kigge på forholdene. De fandt heller ikke tegn på nedstyrtningsfare.

De unge skulle ud – om nødvendig med magt.

 

42 lejligheder og 7 butikker

Cirka 60 unge flytter ind og over en 4 – årig periode rykker 60 beboere ind og begynder at sætte bygningerne i stand. De havde fået et mundtligt tilsagn om, hvor længe de kunne blive. Og her boede de så i 42 lejligheder med 7 butikker i en hel karre bagved Atlantic Bio.

Efter at de unge havde renoveret bygningerne var stadslægen på besøg. Han kiggede også på toiletterne og baderum. Han udtalte klart og tydeligt, at nu kunne kondemnerings-kendelsen godt omstødes.

Og ejeren, ingeniør Waagensen ville køre det hele videre med de unge lejere helt lovligt.

 

Socialt og kreativt samlingssted

Det blev et socialt og kreativt samlingssted som fik endnu flere til at flytte ind. Også naboerne kom på besøg. Lokalerne var ulovlige at bo i, men man måtte godt leje dem ud til erhverv og lager. Udlejeren så gennem fingrene, at de unge boede der. Og det gjorde Københavns Kommune også i starten. Man havde en mundtlig aftale med overborgmester Urban Hansen.

 

Viggo Kampmann hjalp med at få aftale i stand

Med til at få den aftale i stand var sikkert tidligere statsminister Viggo Kampmann, hvis tre døtre boede herude. Kampmann havde ført flere korrespondancer med overborgmesteren og haft flere møder med ham.

Man måtte bruge husene som kollegielejligheder indtil bebyggelse blev mulig, hvilket dengang skønnedes til tidligst være i 1971. Boligkommissionen var også indforstået med disse forhold. De unge lovede ikke at røbe disse aftaler.

 

Den gode stemning ændrede sig

Men den gode stemning ændrer sig. Edel Saunte Kommer på kant med de unge eller nok snarere omvendt. Men ejeren er stadig på beboernes side. Nu nægtede hun, at hun nogensinde havde haft en aftale med de unge mennesker.

De unge havde også fået en advokat. Det var Søren Søltoft Madsen søn af den kendte advokat og kommunist Carl Madsen.

I radioens Orientering i den første uge i november 1968 kan man opleve Edel Saunte:

Int: For nogle få dage siden opgjordes kollegiebehovet til cirka 80.000 værelser, synes De så, at det er rimeligt, at Københavns Kommune gennem nedrivningsordre smider 60 studenter og lærlinge på gaden nu?

E.S.: Det er jo meget beklageligt, at de unge mennesker skal ud, men de er jo flyttet ulovligt ind, og de har jo hele tiden vidst, at de skulle ud, når saneringssagen var færdigbehandlet.

Int: De unge mennesker holder sig selv til, at de har fået en stiltiende overenskomst med Københavns Kommune?

E.S.: Det er ikke med mig. Jeg har ved enhver lejlighed, hvor jeg har talt med repræsentanter for de unge, sagt til dem. At der verserede en politisag mod ejeren, fordi han havde lejet ud til dem, at jeg så snart saneringens-sagen var i orden ville gøre alt hvad der stod i min magt, for at få saneringen gennemført så hurtigt som muligt, og at de skulle ud.

Int: Men borgmester Saunte, der er gået 2 ½ år siden de unge mennesker første gang henvendte sig til Dem.

 

Myndighederne blev ydmyget

Den 4. november 1968 sendte Dansk Andelslejligheder en murer og en svend til Sofiegården. Egentlig var det ejerens halvhjertede og symbolske forsøg på at parere ordre fra kommunen for at rive to af de syv bygninger ned.

Beboerne var varslet på forhånd og pressen var inviteret. Det blev da også et teaterstykke. Murer og svend fjernede sten fra en mur blot for at række til beboere, der så lagde dem på plads igen. Bagefter var det morgenmad.

Dette var en ydmygelse af myndighederne. Nu satte de hårdt mod hårdt. Næste skridt fra kommunens side var at indsætte fogeden, der med loven i hånden kunne sætte Sofiegårdens beboere på gaden.

 

Rygter om en kommende aktion nåede beboerne

De unge havde fået lovning på fem års beboelse og det var med Edel Saunte tilladelse og Boligkommissionens vidende. Kommunen skulle beviselig dokumentere, at de begyndte at bygge tre måneder efter at ”rotterne” havde forladt skuden. Glemt havde kommunen også, at de gav tilladelse til at baghusene blev revet ned.

Københavns Politi var godt klar over, at fogeden skulle have hjælp. Københavns Politi samlede 217 betjente til opgaven fra Politiskolen og fra tre forskellige politikredse. Desuden fik de fat i 23 beredvillige folk fra Falck – Zonen, som også stillede en kæmpe kran til rådighed.

Rygter om en kommende aktion nåede beboerne.

 

Sofiegården udråbt til Republik

Den 19. februar 1969 var der indkaldt til krisemøde på Kofoeds Skole lige over for Politigården. De vidste ikke, hvordan og hvornår rydningen ville foregå. De regnede ikke med at blive varslet på forhånd. Mødet sluttede med, at man symbolsk frigjorde sig fra det danske samfund og udråbte Sofiegården til ”Republikken Sofiegården”.

 

Man forberedte sig

En af måderne at forberede sig på var at gøre det ekstra svært for den kommunale overmagt at trænge ind i de to bygninger, der skulle rives ned.  Trapperne fra stuen til første sal blev fjernet og beboerne kravlede op på rebstiger, som de kunne trække op efter sig.

En anonym stemme ringede den 29. februar 1969 for at fortælle, at nu var det tid.

 

200 mennesker i Sofiegården

Ved 7 – tiden næste morgen ringede en lokal beboer for at fortælle at kolonner af betjente og en kranvogn var kørt i stilling klar til at rykke ind fra nærliggende Langebrogade.

Beboerne ville fingere en ildebrand med røgbomber med det gik helt i fisk. Denne morgen var der samlet 200 mennesker i Sofiegården. Det var venner og folk fra den politiske venstrefløj, der var kommet for at støtte beboeraktionen.

I den vinterkolde gård var Cirkus Arenas gamle cirkustelt opstillet. Herfra var der afholdt folkemøder med brændende taler. Folk kom fra nær og fjern. Her kom alle slags folk.

På førstesal havde en lang række af dem lænket sig sammen. Bag barrikaderne sad en række af de unge side om side, mens andre blæste sæbebobler ud ad vinduet. De havde ikke tænkt sig at gøre modstand. Men de var bange.

 

En kranbil fra overmagten

Første møde med overmagten var kranbilen. Den hev fat i barrikaden, der var sat sammen med pigtråd. Nu kunne det hele bare fjernes på en gang. Nu var der fri adgang for politiet, som begyndte at slæbe de unge ud på gaden. Også telefonforbindelsen kapper politiet.

Willy Jønsson konstaterede at røgbomberne ikke virkede. Ledningerne var blevet våde, så med dette kunne man ikke narre politiet.

Kranen begyndte derefter at banke en rambuk ind på de to bygninger, der skulle ned. Det var nu ikke så smart. For nu smadrede de også vinduer i de bygninger, hvor der sad folk. Politiet tog det nu mere med ro. De byggede nu en interimistisk trappe, hvor der sad beboere og sympatisører, som havde forskanset og forbundet sig.

 

46 unge blev arresteret

En del af de unge, der opholdt sig i gården, blev slæbt ud af politiet. Det virkede nu ret tilfældigt, hvem der fik æren at komme med i politiets salatfade. 46 blev arresteret, deriblandt Willy Jønsson. Politiet overvejede at give lederne af de unges aktion ekstraordinære bøder. Men det var nu vanskeligt, fordi aktivister normalt ikke havde nogen leder.

 

Det var ”Max Muldjord”, der stod for nedrivningen

Politiet fik hjælp af et privat nedrivningsfirma, der gjorde kort proces. En bulldozer med en kæmpestor skovl foran begynder at gnave husene bid for bid. Max J. Madsen stod der tydeligt på køretøjet. Pludselig var der en, der råbte:

  • Det er Max Muldjord, et gammelt værnemagerfirma.

Bag murbrokkerne blander sig med de unges gråd og råb og skælden ud på betjentene sig med kvarterets børn, der kastede snebolde efter panserne.

 

De unge vendte tilbage

På et tidspunkt kom de unge tilbage til Sofiegården efter nogle få timer i politiets varetægt. De kunne stille og rolig gå tilbage til deres lejlighed, hvoraf de fleste stadig stod. Sofiegården blev endelig ryddet i 1970.

 

Et kollegium, hvor det var lovligt at bo

Det var måske en ganske god ide at bygge et kollegium i Sofiegården. Vel at mærke et kollegium, hvor det er lovligt at bo.

 

Christiania og Solvognen

Bådsmandsstrædes kaserne blev langsom indtaget fra efteråret 1970. Flere kom til hen over sommeren 1971. Indvandringen kulminerede med Jacob Ludvigsens artikel i Hovedbladet, september 1971, hvor folk blev opfordret til at emigrere med linie 8. På Hovedbladet arbejde min kone også. Og så var hun skam også med i Solvognen, som vi senere skal høre om. Den startede i sommeren 1972.

Ja så var det også Sofie Kælderen et klassisk københavnerværtshus, der blev etableret den 1. oktober 1972 i sammenhæng med etableringen af Kollegie Sofie Gården. Her kom Frede Fup, Lone Kellermann og ikke mindst medlemmer af bandet Gasolin.

 

 

Kilde:

  • wikipedia.org
  • gamle-dage.dk
  • sofiekaelderen.dk
  • dr.dk
  • Britta Lillesøe: Sofiegården overgiver sig aldrig (artikel)
  • Lisbeth Brekling: Sofiegården overgiver sig aldrig
  • Jens Andersen: Mine unge år – Kim Larsen
  • Tilfældet Sofiegården

 

Hvis du vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.904 artikler
  • Under København finder du 196 artikler
  • Under Nørrebro finder du 311 artikler

 

  • Christiania – en fristad med meninger (1)
  • Hvem har ret til at gengive BZ – historien?
  • BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
  • BZ – bevægelsen endnu engang
  • Nørrebro Beboeraktion og Kampen om Byggeren
  • Slumstormere, BZ’ er og Autonome
  • Røde Rose på Nørrebro
  • Fristeder og Ungdomshus
  • Ungeren set fra 6. klasse
  • Ungdomshusets historie 1-2
  • Kampen om Ungdomshuset 1-3
  • Nørrebro 18. maj 1993
  • Terrornatten på Nørrebro
  • Skyd efter benene
  • Politi og banditter på Nørrebro
  • Bomben i Søllerødgade 1-2

Albert Eichmann – manden bag jødernes død

November 9, 2022

Adolf  Eichmann – manden bag jødernes død

Mange overraskende meldinger. Adolf  afsluttede uden eksamen. Et kontor til fordrivelse af jøder. Ansvar for jernbanetransport til KZ – lejre. Blåsyre anvendt i Auschwitz. Nej Eichmann havde ikke kendskab til jødisk kultur. Hans medfanger hjalp ham til flugt. Flygtet til udlandet med hjælp fra Kirken og Røde Kors. Familien kom kort efter. CIA og tyskerne kendte hans opholdsadresse allerede i 1952. I 1954 vidste Simon Wiesenthal også, hvor han var.  ”Er I slet ikke interesseret i pågribelse af Adolf  Eichmann”, spurgte anmelder. Mossad modtog dokumenter. Hvorfor var Adenauer ikke interesseret? Hvorfor var CIA ikke interesseret?  Eichmann gav interviews – han følte sig sikker i Argentina.  Mossad pågreb ham. FN fordømte Israel, men ikke Argentina, der mishandlede anmelderen.  Store sikkerhedsanordninger.  Anklageskriftet omfattede 15 punkter.  Forsvarer og familie tjente penge på Eichmanns samtaler og noter. Han ville ikke have noget med Mengele at gøre. De havde ikke samme kemi.

 

Mange overraskende meldinger

Når man beskæftiger sig med Besættelsestiden og Anden Verdenskrig – før – under og efter finder man ofte frem til overraskelser. Det gælder også i sagen om denne person. Og hvorfor nu det. Jo det viser sig, at flere kendte til hans opholdssted i Argentina. Og læg lige mærke til, hvem der hjalp ham til Argentina. Men det er ikke altid lige populært at nævne det rigtige.

Han stod bag 6 mio. jøders død.

 

Albert sluttede uden eksamen

Faderen var en relativt velstående forretningsmand og fabrikant. I 1914 flyttede familien til Linz i Østrig.

Derhjemme i Østrig var de seks børn. Moderen døde og far giftede sig igen. Der kom yderligere to børn ind i familien.

Som den eneste og ældste af søskende sluttede Adolf Eichmann sin skolegang på gymnasiet i Linz uden eksamen.

 

Sprang også fra en mekaniker – uddannelse

Gennem sin skoletid lærte han sin senere chef, Ernst Kaltenbrunner at kende. Han blev chef for Sikkerhedspolitiet (SD) Også Adolf Hitler gik på denne skole men i tidsrummet fra 1900 til 1904. Vores hovedperson fik en uddannelse som mekaniker. Ja sådan står der i nogle kilder, men han sprang fra og blev i stedet handelsrejsende.

I 1935 blev han gift og fik fire børn. Hans bror Helmut faldt ved Østfronten i 1942.

 

Han beskæftigede sig med fordrivelse af jøder

Allerede i 1932 blev han medlem af det østrigske NSDAP. Han gennemgik en uddannelse hos SS og i 1934 tiltrådte han som frivillig i SD i Berlin. I 1935 indtrådte han i den ny afdeling, der hed Jøder, hvor han blev sekretær. I samarbejde med Gestapo beskæftigede han sig med såkaldt ”Udvandring” det vil sige fordrivelser af jøder.

I 1937 afleverede Eichmann en rapport, hvor han konkluderede at jødedommen i evig tid ville være en fjende af nationalsocialisme. Fjernelse af jødedommen ville kun kunne ske ved at fjerne de væsentligste erhvervsmuligheder for jøderne.

De skulle sendes til områder, hvor jøderne ikke kunne skade ”Das Reich”. Det skulle være i områder med lav kultur. Det kunne være enkelte stater i Sydamerika og i Palæstina. Og netop til det land rejste Eichmann i 1937. Han besøgte Haifa og Karmel – bjergene. Men snart blev han udvist til Ægypten af britisk politi.

 

Et kontor til fordrivelse af jøder

Efter Østrigs ”Anschluss i 1938 blev Eichmann som SD – fører sendt til Østrig. Her befalede han til hærværk mød jødisk ejendom.

Han opbyggede et centralt kontor i Wien, hvor jøderne kunne få tilladelse til ”tvungen udrejse”. Men inden så skulle de aflevere det meste af deres værdier. Fra marts 1939 lavede han det samme i Prag efter samme mønster.

I Berlin havde Göring oprettet Rigscentralen for Jødisk udvandring. Den blev Adolf  Eichmann nu leder af. Men man nåede dog ikke samme succes som i Wien, hvor 150.000 jøder inden for 18 måneder blev fordrevet.

Planerne om jøde – fordrivelse til Madagaskar blev heller ikke til noget.

 

Ansvar for jernbanetransporten til KZ – lejrene

Adolf Eichmann fik nu ansvaret for jernbanetransporten til alle udryddelseslejre. Han skulle lave alle køreplaner til disse lejre samt til ghettoerne. Han var således direkte medansvarlig for udryddelse, deportation og mord på ca. seks millioner jøder.

Han besøgte personlig udryddelseslejrene i Minsk, Belzec, Chelmo og Auschwitz. Han så hvordan jøderne blev udryddet og dannede sig tanker om, hvordan dette kunne gøres mere effektivt.

 

Blåsyre blev anvendt i Auschwitz

I Auschwitz fortalte kommandant Höss, hvordan man kunne dræbe med blåsyre. Runde stykker papfilt var blevet dyppet i blåsyre og blev kastet ind i diverse rum, hvor jøderne var blevet drevet ind. Denne gift virkede dødelig med det samme.

Ja man sagde, at Eichmann efterhånden havde besøgt alle større udryddelseslagre. Han fik på den måde et overblik over den industrielle tilintetgørelse.

På Wannsee-konferencen den 20. januar 1942 var det Eichmann, der var sekretær. Han havde også skrevet Heydrichs foredrag.

Det var også Eichmann, der den 19. marts 1944 stod for den såkaldte Magrethe – aktion. Det handlede om massedeputation af de ungarske jøder. Trods sin topstilling inden for SS nåede Eichmann aldrig at møde Hitler.

 

Nej, Eichmann havde ikke kendskab til jødisk kultur

Det gik rygter om at Eichmann havde specielt kendskab til jødisk kultur og kunne tale det jødiske sprog. Ja han skulle også være født i nærheden af Tel Aviv. Hans forældre skulle være tysker. Derfor skulle han også dengang være kommet uset til Haifa.

En fransk avis fortalte i 1940, at han kunne perfekt hebraisk. Men rygterne talte ikke sandt. Han vidste ikke engang, at den hebraiske skrift bliver læst fra højre til venstre.

 

Hans medfanger hjalp ham

I foråret 1945 skilte Eichmann sig fra sin familie og nærmeste medarbejdere i Altaussee i Østrig. Under navnet Adilf Barth og rangen af ”Obergefreiten” fra Luftvåbnet kom han i amerikansk fangenskab,

Men på grund af SS – tatoveringen måtte han skifte forklaring. Han påstod nu at han var SS – Untersturmführer Otto Eckmann. Han blev nu interneret i en fangelejr.

Men han fortalte nu sine medfanger om hans rigtige identitet. Det betød at han nu kunne dukke ned i en lille by i Lüneburger Heide. I februar flygtede Eichmann fra lejren og ved hjælp af gamle broderskaber og hjælpeorganisationer lykkedes det ham via Hamborg at komme til sit nye tilflugtssted.

 

Nu hed han købmand Otto Henninger

På vej derhen lykkedes det ham også ved hjælp af organisationer at få fremskaffet falske papirer som købmand Otto Henninger. Under dette navn fik han arbejde som skovarbejder.

Da hans arbejdsgiver i 1948 måtte lukke firmaet, lejede han et 18 m2 stort værelse til en leje på 10 mark om måneden. Han købte 100 høns og levede af at sælge æg og høns samt forefaldende arbejde.

 

Flygtet ved hjælp af kirken og Røde Kors

Ved hjælp af en præst lykkedes det ham at komme over den østrigske grænse til Sydtyrol. Her søgte han tilflugt i et Franciskaner – kloster. Med hjælp fra den tysk – katolske kirke og den østrigske biskop Alois Hudal samt Vatikanet lykkedes det via den såkaldte ”Rattenlinien” at skaffe Eichmann til Argentina.

Her havde han fået ny ID og hed nu Ricardo Klement. Det var også det navn som stod i hans flygtningepas udstedt af Det Internationale Røde Kors i Geneve.

 

Familien kom efter

Nogen tid efter kom hans familie også. De levede i spartanske forhold. I 1955 blev sønnen Ricardo Eichmann født dog under farens dæknavn. Og vores hovedperson fik et job hos Daimler – Benz.

 

CIA og tyskerne vidste siden 1952, hvor han var

Flere medier også herhjemme fra gør et stort nummer ud af, hvem der har afsløret Eichmanns adresse. Senest har Süddeutsche Zeitung afsløret at det var geologen og historikeren Gerhard Klammer, der afslørede Eichmann.

Men alt tyder på at man i Tyske Efterretningsvæsen allerede fra 1952 havde kendskab til, hvor Eichmann opholdt sig. Også CIA vidste, hvor han var. Fra 1958 vidste den tyske regering også, hvor han var.

 

I 1954 vidste Simon Wiesenthal, hvor han var

I 1954 fik Simon Wiesenthal mistanke om, at Eichmann var i Argentina. Han havde modtaget et postkort fra en kammerat, som var flyttet til Buenos Aires. På postkortet stod der:

  • Jeg så det beskidte svin Eichmann. Han bor i nærheden af Buenos Aires og arbejder på en water factory

Men ellers foreligger der to historier om personer, der har henvendt sig. Og de to historier kan også være rigtige.

 

”Er I slet ikke interesseret i at pågribe Adolf Eichmann?”

Den hessiske statsanklager Fritz Bauer fik i 1957 et brev fra en ven, den tyske jøde og KZ – overlevende Lothar Hermann fra Buenos Aires. Hans datter Sylvia havde lært Eichmanns ældste søn at kende. Lothar Hermann fattede mistanke, da sønnen begyndte at prale af sin far.

Fritz Bauer havde informeret den israelske regering. Der for længst udstedet en arrestordre. Anklageren frygtede, at de tyske myndigheder ville informere Eichmann at hans adresse var kendt.

Men regeringen under David Ben Gurion havde dog ingen interesse i at forfølge Nazi – forbrydere. Det ville efter Luxembourg – aftalen ikke vanskeliggøre forbindelserne til Adenauer – regeringen.

En Mossad – agent var dog rejst til Argentina for at kigge på Eichmanns bopæl. Han havde erkendt at en så vigtig top – nazist ikke kunne leve under så primitive forhold. Men Lothar Hermann havde mobiliseret hele den tysk – jødiske bevægelse i Buenos Aires.

Til slut skriver han til de israelske myndigheder i 1960:

  • Som det ser ud, synes De ikke at have nogen som helst interesse i at få fat i Eichmann.

 

Mossad modtog dokumenter

Men det var en henvendelse fra geologen og historikeren Gerhard Klammer, der satte gang i Mossad. Han havde mellem 1950 og 1953 arbejdet sammen med Adolf Eichmann i et byggefirma.

Ved et tilfældigt møde i Argentina i foråret 1959 havde Klammer mødt Eichmann. Han fandt ud af dennes adresse. Han sendte sammen med bekendte dokumenter til Fritz Bauer.

Denne rejste i december 1959 til Jerusalem, hvor han overbragte dokumenter uden at røbe informantens navn.

 

Hvorfor var Adenauer ikke interesseret?

Hvorfor Adenauer ikke var interesseret i at pågribe Eichmann kan skyldes at chefen for Adenauers kontor, Hans Globke var tidligere top – nazist. Han var blandet ind i de nazistiske racistlove. Ja man talte om en ”Eichmann – krise i Bonn – regeringen”

 

Hvorfor var CIA ikke interesseret?

Hvorfor CIA ikke reagerede eller informerede Israel, ja det er det store spørgsmål. Men måske vidste Israel det godt i forvejen?

 

Eichmann gav interviews

Eichmann følte sig sikker i Argentina. Han følte sig beskyttet af USA og Tyskland. Han gav også interviews til Willem Sassen, som var en hollandsk SS – mand og propagandist. Sassen solgte dette videre til Life – Magasin.

 

Mossad pågreb Eichmann

Den 11. maj 1960 lykkedes det for en gruppe fra Mossad at pågribe Eichmann i San Fernando, som er en bydel i Buenos Aires. På den tid havde Argentina ingen udleveringsaftale med Israel. Eichmann (Atilla) blev udklædt som medlem af El Al flybesætning. Han var blevet bedøvet. Men kidnapperne fra Mossad fortalte, at han havde en ordentlig ”skid” på. Han var ligesom kidnapperne forsynet med falske papirer.

I 12 dage benægtede den israelske regering at have været indblandet i Eichmanns tilfangetagelse og hævdede i stedet, at han var blevet fanget af jødiske frivillige

Den 23. maj meddelte premierminister David Ben Gurion at Eichmann befandt sig i Israel, hvor han var blevet arresteret.

 

FN forsømte Israel, men ikke Argentinas behandling af anmelderen

FN fordømte Israels handling. De forlangte at Israel sammen med Argentina skulle finde frem til en passende erstatning. Åbenbart fandt man så frem til dette den 3. august 1960. Men hvad dette indebar blev ikke oplyst.

Lothar Herrmann, den overlevende KZ – fanger og jøde, som havde skrevet til de israelske myndigheder, blev i 1961 arresteret og mishandlet. Dette forhold blev ikke påtalt af FN. Først i 1972 fik han i hemmelighed den lovede belønning af den israelske regering. I 2012 blev han æret af den jødiske sammenslutning i Buenos Aires.

 

Store sikkerhedsanordninger

Eichmanns celle havde en størrelse på tre gange fire meter. Sikkerhedsforanstaltningerne var enorme. Den israelske regering frygtede at Eichmann kunne finde på at begå selvmord.

En vagtmand sad rundt om uret i sin celle. Bag ved celledøren sad en anden, som kiggede gennem kiggehullet. En tredje vagtmand stod bag døren til udgangen. I cellen brændte lyset dag og nat. En politilæge undersøgte Eichmann to gange dagligt.

I retssagen blev mere end et hundrede vidner afhørt. Tusinder af dokumenter blev fremlagt som beviser.

 

Anklageskriftet omhandlede 15 punkter

Anklageskriftet omfattede 15 punkter bl.a.

  • Forbrydelser mod det jødiske folk
  • Forbrydelser mod menneskeheden
  • Krigsforbrydelser
  • Medlemskab af en forbryderisk organisation

Den 15. december 1961 blev han dømt til døden ved hængning.

Mens Eichmann lyttede til dommerne, der på skift i 15 timer læste op fra deres 211 sider lange dokument, mistede Eichmann gradvis kontrollen over sine ansigtsmuskler. Han skar ansigt og gik nærmest i chok. Han fumlede nervøst efter sine papirer.

Eichmann bedyrede sin uskyld fra start til slut. Han ankede dommen og mente han i juridisk forstand var uskyldig- Han havde kun handlet efter ordre, sagde han. Men hans anmodning blev afvist.

 

Eichmann’ s sidste ord

Få minutter over midnat den 1. juni 1962 gik Adolf Eichmann i døden i et improviseret henrettelseskammer i et fængsel i Jerusalem. Hans sidste ord var:

  • Længe leve Tyskland, Længe leve Argentina, Længe leve Østrig
  • Jeg hilser min kone, mine børn og mine venner. Jeg er rede. Vi mødes snart igen, sådan er alle menneskers skæbne, Jeg tror i døden på Gud.

 

Forsvarer og familie tjente på Eichmanns samtaler og notater

Vi har været inde på de samtaler Eichmann havde med SS – manden Sasse. Mens retssagen var i gang, havde denne travlt med at slette og redigere de bånd, han havde optaget. Disse bånd blev solgt til Life, Der Spiegel og Dem Stern.

I 1979 solgte Eichmanns forsvarer, Robert Servatius sine bilag til Forbundsarkivet. Sassen overgav de tilbageværende båndoptagelser på 29 timer til Familien Eichmann, som solgte disse videre til et schweizisk forlag inden Forbundsarkivet fik fingrene i dem.

Mens Eichmann sad i arrest forfattede han to tekster.

 

Han vidste præcis, hvad han gjorde

Mange historikere har beskæftiget sig med hans liv. Det vigtigste spørgsmål er, hvor ansvarlig Eichmann var for Holocaust. De fleste er enige om, at Eichmann præcis vidste, hvad han gjorde. Hans søn mener dog at han er dømt uretfærdig, fordi han blot gjorde sin pligt som tysk soldat.

 

Kan almindelige mennesker også begå disse frygtelige forbrydelser?

Hannah Arendt en jøde som flygtede fra Tyskland. I Eichmann i Jerusalem skriver hun om retssagen, at bortset fra et ønske om at forbedre sin karriere, viste Eichmann ingen tegn på antisemitisme eller psykopati.

Hun kaldte ham legemliggørelsen af ”ondskabens banalitet”, fordi han lod til at have en ganske almindelig personlighed. Han viste hverken tegn på skyld eller had. Hun mente, at dette faktum såede tvivl om, at de nazistiske krigsforbrydere var psykopatiske og anderledes end andre mennesker. Mange konkluderede af denne og lignende observationer, at selv ganske almindelige mennesker kan begå forfærdelige forbrydelser.

 

Han havde ikke samme kemi som Mengele

Gennem Sassen mødte Eichmann også Mengele. De mødtes flere gange med de fandt aldrig kemien sammen. Mengele tilbød Eichmann gratis lægehjælp men denne takkede nej.

 

Kilde:

  • David Cesarani: Eichmann – hans liv og forbrydelser
  • Hannah Arendt: Eichmann i Jerusalem
  • wikipedia.org
  • wikipedia.org

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.903 artikler
  • Under Besættelsestiden før/under/efter finder du 387 artikler

 

 

 

 

 


Familien Filskovs Fængselsophold

November 9, 2022

Familien Filskov’ s fængselsophold

De to brødre Filskov blev arresteret. Den ene i Møgeltønder, den anden i Flensborg. Militæret ønskede hårde straffe. Hele 290 dansksindede blev arresteret ved Første Verdenskrigs udbrud. Man regnede med at disse ville hjælpe englænderne, hvis disse skulle dukke op. Vi følger dagligdagen. Den gik med skak, kortspil, gymnastik og diskussion. Efterhånden fik man også noget at læse i. Og så fik man også lov til at fremstille Flensborg Arrestavis med godsforvalter Davidsen som illustrator. Til sidst var der kun to fanger tilbage – Grev Schack og Lorens Filskovs bor, der ikke ville underskrive en erklæring. Men det var for, at han skulle blive sendt til fronten. Men det blev han nu alligevel.

 

De to brødre blev arresteret

Jo vi har tidligere berettet om Lorens Filskov fra Møgeltønder. Han blev kaldt landsdelens største humorist. Vi har tidligere bragt en artikel om hans militærkarriere under Første Verdenskrig. I 1914 blev han arresteret sammen med mange andre dansksindet. Vel omkring 290 blev arresteret.

Også Lorens’ s bror Tycho, der var journalist på Flensborg Avis blev arresteret.

 

Preusserne var velforberedte

Preusserne var velforberedte, da det ved starten af Første Verdenskrig blev erklæret mobilisering den 1. august 1914. Gennem længere tid havde militære og civile myndigheder truffet forberedelser, så ”upålidelige elementer” i tilfælde af krig kunne tages i forvaring.

Der blev opstillet lister over erfarende folk langs kysterne, som havde særlig viden om farvandene, og som i tilfælde af engelsk flådes opdukken kunne tænkes at bistå de fremmede.

Også de ”politisk mistænkelige” folk blev sat på lister, så man kunne tage dem i forvaring og derved hindre spionage mod Preussen.

 

Militæret ønskede hårde straffe

De civile centralmyndigheder ønskede at gå forsigtig frem. Alligevel tog de lokale myndigheder ret drastiske skridt, da krigen blev virkelighed.

Det gjaldt for Preussen at sikre Danmarks neutralitet og arrestationerne kunne let fremme en anttitysk stemning i Danmark. Derfor var statsledelsen enig i at fangerne burde frigives hurtigst muligt – for at skabe sympati i Danmark.

Alligevel varede det længe, før alle var frigivet. Indenrigsministerens krav havde dog svært ved at trænge igennem de militære yndigheders blokeringer. Først den 22. september blev de sidste fire løsladt fra navigationsskolen i Flensborg – dog undtaget lensgreve Schack, som først kom fri den 1. december.

Lorens Filskov var en af de 290 arrestanter.

 

Den 3. august blev Lorens Filskov arresteret

Det var den 3. august 1914 at han blev arresteret. Sammen med Th. Thomsen og Davidsen under ledelse af to gendarmer blev han ført i en bil til fængslet i Tønder. Arrestforvarer Callesen tog venligt imod de tre og anviste deres celle. Han gav dem frisk vand og et glas.

På cellegangen hilste de på en boss (et specielt folkefærd, der kom lang efter arbejde). Han sad der, fordi han havde givet en person fra Højer en skalle. Klokken 8 drak man kaffe i fællesskab. Mod betaling fik man rundstykker, smør og honning.

 

Andre venner var transporteret til Magdeburg

Arrestforvareren gav ikke arrestanter lyse forhåbninger for fremtiden. Han fortalte at 46 andre venner og bekendte fra nabobyerne var blevet transporteret til fæstningen i Magdeburg.

I fængslet i Tønder var der 13 celler. I hver celle fandtes en seng, et bord, en klosetindretning, en kakkelovn, et vaskefad samt en vandkande. Væggene var beklædt med gammelt egepanel. Det bar mange indskrifter og navne, som var smukt udskårne med kniv.

 

Indskrifter på væggene

Her var der indskrifter fra 1848 og enkelte fra 1818. Men det tydede på, at ikke alle fanger var lige intelligente. Her stod:

  • Der Wah nist kurtz, die Reue Lang
  • Thue Unrecht und scheue das Tageslicht
  • Lerne leiden ohne zu klagen
  • Drum Brüder lasst und reisen
  • Hoch lebe das Pimrer – Handwerk

Om middagen fik fangerne lov til at indtage måltidet i arrestforvarerens stue. Der blev serveret hvidkål og kartofler og dernæst rødgrød.

 

Man ventede på transport syd på

Om eftermiddagen opholdt fangerne sig i fængselsgården ventende på ordre til at de skulle syd på. Der kom endnu et par mand fra Tinglev sogn. Aftenen kom og da der stadig ingen ordre kom til afrejsen, måtte arrestforvareren indstille sig på at huse fangerne om natten.

Lige imens Lorens Filskov var ved at finde ned i de ”bløde dyner” var det besøg til ham.

 

En kamp mod myg og myrer

Nu blev man anbragt i fællesstue sammen med en del andre. Man kravlede fra seng til seng for at finde den bedste. Og det var kamp om at finde det bedste sengetøj. Men det var lopper i det hele. De bed af hjertens lyst. Og omkring hovedet flokkedes myggene i store skarer.

Søvn syntes under disse forhold næsten umulig.

Lorens fik has på et par lopper og fanget en håndfuld bloddrukne myg. Så døsede han alligevel bort. Han nåede dog at høre at pøbelen neden for fængselsgården sang:

  • Schleswig – Holstein meerumschlungen

Rundt omkring snorkede kollegaerne.

Kl. 2 blev alle vækket, ved at en arrestant – en ung dansk typograf blev puttet ind til dem. Lidt efter så Lorens Th. Johansen fra Terkesbøl sidde oprejst i sengen rygende en cigar.  – han var i kamp med myggene – en håbløs kamp mod en ”stormagt”.

 

Skak, kortspil, gymnastik, diskussion og tobaksrygning

Kl. 6 blev man vækket ved at bosserne trampede forbi. Efter at have fået kaffen, lavede Davidsen et ”skakbræt med figurer af noget gråt papir, som lå i cellen. Nu begyndte spillet.

Resten af dagen og de næste tre dage gik med skakspil, kortspil, gymnastik, diskussion og tobaksrygning. Det gik ret livligt for sig. Det gjaldt om at holde humøret oppe. Fra landrådskontoret eller fra politikontoret hørte man ikke noget. Angående krigen hørte de meget lidt.

 

Afsted til banegården

Onsdag aften den 6. august om aftenen fik fangerne at vide, at den næste morgen skulle transporteres til generalkommandoen i Flensborg. Fangerne mente at denne forandring snart ville føre til frigivelse.

Den næste morgen var man tidlig på benene. Kaffen blev indtaget kl. 6. Der blev taget hjertelig afsked med familien Callesen (fangevogteren). Lorens Filskov lod sin kuffert stå i Tønder, da han mente at være tilbage om aftenen. Under eskorte af en politibetjent og en soldat med ladt gevær samt civilpersoner med revolver i bæltet blev fangerne ført til banegården.

 

Fangerne opfattede sig som gidsler

Således i en kreaturvogn rullede fangerne nu 3 ½ time til Flensborg. Her førtes de først til politivagten. Her fik de efter lang tids venten besked på, at de skulle til 2. Landesturms – Batallions – Inspektion (Junkerhulvej). Herefter blev de sent til et provisorisk militær – bureau i Nikolajgade. Derfra blev de bragt til politivagten, hvor navne og fødselsdatoer blev noteret. De måtte også aflevere deres penge.

Den her fungerende politimand lod fangerne forstå, at en evt. frigivelse afhang af, om Danmark holdt sig neutral. Med andre ord skulle fangerne fungere som gidsler. Fangerne var skuffet. Løsladelsen kom ikke straks som meddelt i Tønder.

 

Anbragt på en ny latinskole

Så blev fangerne transporteret i ”Grüner August” (salatfad) (fangevogn) til fængslet. Dette var dog optaget. Derfor blev de anbragt i et temmelig stort værelse i et nyt gymnasium under opførelse. Ja sådan hed det sig i Lorens Filskovs dagbog.

Men det var nu den splinternye latinskole, der knap var helt færdig mellem Diakonissestiftelsen og Kunstindustrimuseet.

Her blev arrestanterne puttet ind kl. 2 (kl. 14) og nøglen vredt om.

En times tid efter blev der serveret stegt lever og kartofler. Kl. 8 (kl. 20) var der te og brød. Senere blev der halmknipper og sække stukket ind ad døren.

 

Lorens opdagede sin bror

Kort efter indespærringen opdagede de kendte ansigter i et vindue i en anden fløj af bygningen. Det var hele Flensborg Avis´ s redaktion samt Andreas Grau. Man vinkede stilfærdig til hverandre. Lidt efter bragte politimanden 2 bananer fra Lorens Filskovs bror Tycho, der som skrevet var journalist på Flensborg Avis.

Denne lille postforbindelse ophørte dog snart. Intet måtte leveres fra den ene celle til den anden. Lorens ville gerne i politiets nærværelse tale med sin bor, men dette blev afvist.

 

En masse forbud blev indført

Nogle cigarer, som de havde med fra Tønder blev røget den første eftermiddag. Men næste dags morgen kom der et forbud mod rygning. Der kom også forbud mod åbne vinduer med undtagelse af den øverste. Nogle af officererne, der boede i nærheden, havde sikkert set de forsøg som fangerne gjorde for at komme i forbindelse med redaktionen på Flensborg Avis.

Værst af alt var det dog, at de hverken måtte få aviser eller bøger. Ikke engang et blad som Flensburger Nachrichten måtte de se. De vidste intet og hørte intet om det, der foregik ude i Europa, hvor alt stod i brand. Spørgsmål til fangevogteren eller vagtposten blev besvaret med hovedrysten.

 

Informationer om tyske sejre

Tre gange dagligt fik de lov i to hold under vagtpostens ledsagelse at spadsere ned til nødtørftsanstalten. Denne tur var alle glade for selv om man nødvendigvis ikke ”skulle”.

Hos arbejderne i bygningen fik de af og til en hurtig besked og det var med nye sejre til tyskerne. De hørte at den 7. august gik Tyskland mod Belgien. Bryssel var indtaget. Der var allerede faldet 14.000 belgiere og 7.000 tyskere. Der fortaltes at to russiske skibe lå fast i Sønderborg Havn og at svenskerne havde beslaglagt 6 russiske skibe.

Nu var disse informationer nok ikke de mest pålidelige. Men selv den mindste nyhed, ja selv med de største løgne, var en fornøjelse.  Det gav da stof til en snak og satte fantasien i bevægelse.

 

Man skulle have tiden til at gå

Dagen og dagene gik nu med at kigge ud ad vinduet, snakke, marchere rundt i værelset, spille kort med kort, som de havde fået værten fra første dag inden bestemmelserne blev skærpet.

Der blev vogtet over kortene samt en gammel Familiejournal som Johansen fra Terkelsbøl havde medbragt, som det var rene klenodier. I Tønder havde de i smug hver eftermiddag læst Tondernsche Zeitung.

Lorens Filskov fik tiden til at gå et par timer hver dag ved at nyde udsigten ud ad vinduerne. Og så tog ham og Davidsen et parti skak.

 

Trusler mod Flensborg Avis medarbejdere

Den 4. august var det Flensborgs tur. Arrestationerne gik i hovedsagen ud over Flensborg Avis. Dengang lå redaktionen på Nørretorv. Hele redaktionen måtte gå gennem byen til arresten på det gamle Rådhus under skarp bevogtning. Blandt de arresterede var journalist Tycho Filskov, som allerede skrevet

Nedenfor på Nørretorv havde der samlet sig et større opløb, der råbte og truede af de arresterede.

På rådhuset blev journalisterne lukket ind i eneceller. Det var her, hvor man plejede at opbevare vagabonder og andre løse eksistenser.  Senere blev man overført til større celler, hvor man måtte klemme sig sammen for at kunne sove. Maden måtte man selv rekvirere ude fra byen.

 

Skulle være mødt til mobilisering

Onsdag den 5. august 1914 skulle Tycho Filskov, der var i den værnepligtige alder være mødt til mobilisering. Han frygtede, at der ville komme bud efter ham og at han ville blive puttet i trøjen.

Købmand Steffensen kunne senere fortælle at England havde erklæret tyskerne krig. Det fik humøret til at stige et par grader.

 

Grev Schack ankommer

Om aftenen den 8. august så de en vogn holde i gården. Det var en infanteriofficer, en soldat samt en civilperson. Da de steg ud af vognen, kunne denne genkendes. Det var grev Schack. Denne var sat bag lås og slå i værelset ved siden af.

Man måtte godt skrive hjem. Alt skulle være på tysk og det blev censureret af kriminalpolitiet. Om de blev sendt, hvor længe de lå hos politiet, vidste de ikke. Efterhånden fandt de frem til andre af de ”kendte dansksindede”.

Flere dage havde de klaget over, at drikkevandet smagte som tjære eller asfalt. Og Lorens Filskov ville gerne tale med fængselslægen om sin forstoppelse. Men intet blev der taget hensyn til.

 

Nu måtte man hente rent drikkevand

Endelig den 9. august måtte en fra hver stue under politiets ledsagelse hente vand ved en offentlig brønd i et anlæg i nærheden. Her havde Lorens Filskov rig mulighed for at tale med sin bror og de andre lidelsesfælder. Politimanden var meget skikkelig og lod folk snakke sammen. Man forsøgte at trække tiden. Og så tog man kun lidt vand og drak det alt sammen meget hurtigt, da man kom hjem. Så kunne man hurtigt komme afsted igen.

 

Davidsen lavede et ”Forbryderalbum”

Davidsen, der var en god blyantstegner, tegnede hver dag en af fangerne i sin lommebog. Han begyndte allerede i Tønder. Efterhånden havde han lavet et helt ”Forbryderalbum”. Fangevogteren fik bogen at se. Han morede sig kostelig. Og Lorens Filskov brugte i den grad sin humoristiske sans. Snart var man ”på hat” med politimanden og fangevogteren.

Man fik nu lov til flere små svinkeærinder. Mange ting blev undersøgt. Således fik Davidsen lov til at tale med greven i ½ time. Th. Thomsen var i flere timer sammen med Ingeborg i et specielt værelse.

 

Frigivelsen lod vente på sig

Frigivelsen som man hver dag siden arrestationen havde håbet på, lod vente på sig. Fangerne kom i forhør for en krigsret, hvor alt blev nedskrevet. Filskov blev spurgt, om han var medlemmer af de danske foreninger, og evt. formand for en politisk forening. Han blev også spurgt om han i fremtrædende grad tog del i den politiske agitation.

Dokumenterne skulle tjekkes hos landråden i Tønder og måske videre til amtsforstanderen i den by, man var fra.

 

Samtale med Grev Schack

Lorens Filskov havde besøg hjemmefra og fik nyheder. Han hørte, at der havde været foretaget husundersøgelse hos grev Schack. Hele landværnsarkivet var blevet slæbt bort. Filskov fik overbragt en kurv med brød, smør og frugt. Om eftermiddagen fik Th. Thomsen og Filskov lov til at tale med Grev Schack i 10 min.

De indsatte fik lavet en aftale med værten fra Hotel Duborg. Han bragte maden for 3,50 Mark. Men det var der nu ikke spor mening i. Det var for dårligt. Man blev enige om at leve af fangekost om middagen.

 

Yderligere 17 mand fra Tønder ankommer

Den 12. august om morgenen holdt Salatfadet for døren. Ud steg 17 arrestanter fra Tønder. Det var bl.a. Skovrøy, Rossen Andresen m.fl.

Selve militærpatruljen blev nu forstærket med 3 – 4 mand. Der blev nu indrettet et køkken i huset. Man kunne nu købe kaffe om morgenen til rimelig pris. Det så ikke ud til at løsladelsen var nært forestående.

Hjemmefra fik Lorens Filskov en pakke med madvarer, frugt og et brev.

 

Flensborg Arrestavis udkommer

Den 13. august fik de indsatte nu lov til at læse Flensburger Nachrichten. Af andre veje kom der nu efterhånden en del blade. Og nu begyndte Flensborg Arrestavis også at udkomme. Abonnementsprisen var en cigar pr. stue. Nu måtte man også besøge de andre stuer.

Som illustrator på denne avis fungerede godsinspektør Davidsen fra Schackenborg.

På stue 208 var der nu hver morgen gymnastik. Den 17. fik Lorens Filskov besøg af sin søn. Han blev til den 21. Han sov i byen.

 

Masser af rygter

Den 21. august var det almindelig bestyrtelse i fængselssamfundet. Det rygtedes nemlig at alle skulle transporteres til Rügen eller et eller andet fjernt sted. Ved middagstid kom der en ny melding. Nu var det til Stade (Hannover) at turen skulle gå til. Men hen på eftermiddagen fik man så at vide, at turen helt var opgivet.

Sent på aftenen kom der melding fra H.P. Hanssen at han kæmpede for de indsattes frihed og at den var nært forestående. De hørte også at nu var den danske presse igen frigivet. De andre nordslesvigske arrestanter fra Rügen og Altona var allerede på hjemtur. Men den nyhed blev nu alligevel modtaget med en form for skepsis.

 

Man flyttede til Navigationsskolen

Søndag den 23. august var der besøger af venner, bekendte, koner m.m. Nu troede man at mandagen var den dag, man skulle frigives. Man fik at vide, at man skulle gøre klar til hurtig udrykning. Snart holdt der også en stor pakkevogn i gården.

Men der var ingen frihed. Turen gik ud til den gamle navigationsskole. Overborgmester Todsen havde beordret, at det ikke blev en almindelig pakkevogn.

Aviserne bragte af og til meldinger om nye tyske sejre. Ved 9 – tiden om aftenen, da fangerne var gået til ro, begyndte byens klokker at ringe. Den belgiske fæstning Namur var faldet for de tyske våben. Man hørte kun om tyske sejre.

 

Forhør hos politimand

Om aftenen den 25. august kom alle fra Tønder Amt i forhør hos en politimand. De kom enkeltvis og hver enkelt blev spurgt, om de var dansksindede, som selvfølgelig blev svaret med et Ja. Det var vel også et dumt spørgsmål, for det var derfor de var blevet arresteret.

 

Ingen frihed til Lorens Filskov

Den 26. august fik Lorens Filskov gennem sin svigerinde at vide, at lille Ove, hans brors søn var styrtet af cyklen sammen med Johannes. Han havde slået hovedet slemt. Lorens blev meget urolig over denne besked. Han spurgte derfor gennem vagten, politiforvaltningen, om han måtte tage hjem og forhøre sig, hvordan det gik med drengen.

Han fik at vide, at man ikke tillod, at han kom hjem. Men politiet havde telefoneret og fået at vide, at der ikke var nogen overhængende livsfare. Dagen efter fik han besøg af sin kommis Juhler fra Møgeltønder. Budskabet var at lille Ove havde det meget bedre.

 

Levet af brød og pålæg

Om eftermiddagen blev fire kaptajner løsladt. Anden-borgmesterens stedfortræder, assessor Haupt kom på besøg og spurgte til fangernes velbefindende. Filskov fik lejlighed til at beklage sig over, at skulle sidde uvirksomme i så lang tid, bortrevne fra kone, børn og forretning.

Siden arrestationen havde Lorens Filskov og seks af hans kollegaer levet af brød med pålæg samt mælk og kaffe. Den største del af fangerne fik hver dag middagsmad for egne penge bragt fra et hotel.

 

I bad

Den 29. august var der gymnastik i gården. Bageftermåtte fangerne i små kolonner gå med til byen for at få et bad i Volksbad under ledelse af fangevogterne.

Den 4. september var H.P. Hanssen på besøg. Alle samledes omkring ham i et værelse. Han fortalte om det arbejde, han havde gjort for at få løsladt fangerne. Han undrede sig over, at man stadig sad der. Frigivelsen kunne ventes hver dag.

Dem, der nu skrev under på denne erklæring, blev løsladt:

Jeg erklærer herved:

  1. at jeg ikke vil vise noget ikke-tysk sindelag
  2. at jeg ikke vil øve, understøtte eller begunstige noget, som kan være i modstrid med tyske interesser
  3. at jeg i særdeleshed ikke vil udbrede meddelelser om politisk eller militære tildragelser, især ikke ud over landets grænser.
  4. at jeg ikke vil deltage i nogen slags foreninger eller møder af dansk retning
  5. at jeg kun i påtrængende tilfælde vil forlade min hjemstavnskommune og aldrig, uden at jeg mindst 24 timer i forvejen har givet politimyndighederne meddelelse om rejsens årsag, formål og varighed, og politiet har givet tilladelse til rejsen.

 

To fanger tilbage

I begyndelsen af oktober 1914 var der kun to fanger tilbage på navigationsskolen i Flensborg. Det var Grev Schack og Tycho Filskov.

Sidstnævnte nægtede at underskrive denne erklæring. Han var nemlig godt klar over at lige så snart, at han underskrev erklæringen, ville han blive indrulleret i hæren og sendt afsted til fronten.

Men den 8. oktober 1914 gik den ikke længere for Tycho Filskov. Selv om han fortsat nægtede at skrive under på noget som helst, blev han hentet af en betjent og ført til kasernen.

Så blev han indrulleret i den tyske hær. Dermed var den sidste flensborger atter på fri fod.

 

  • tidsskrift.dk
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sønderjysk Årbøger
  • Otto Didrik Schack: Grænsesind
  • Tycho Filskov: Seks Aar for Rachel
  • Flensborg Amts Julehæfte 2014

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.902 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 229 artikler
  • Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 147 artikler
  • 1864 og De Slesvigske Krige finder du 45 artikler
  • Under Aabenraa finder du 191 artikler
  • Under Tønder finder du 301 artikler

 

  • Aabenraa under Preussisk/Østrigsk styre
  • Aabenraa før Preusserne
  • Aabenraa 1864
  • Haderslev under Første Verdenskrig
  • Haderslev 1917 – 1918
  • Sønderjyder i Første Verdenskrig
  • Første Verdenskrig i Bov
  • Krigsfangelejr ved Løgumkloster
  • Russiske krigsfanger i Sønderjylland
  • Krigsfanger i Sønderjylland
  • Dengang ved Fronten
  • Når man ikke ville drage i krig
  • Da barsøerne blev arresteret
  • Da krigen brød ud
  • Nordslesvig under første verdenskrig 1-2
  • Hvem var H.P. Hanssen
  • Skovrøy – en populær redaktør fra Tønder
  • Haderslev 1917 – 1918
  • Flugten over grænsen 1914 – 1915
  • I Ildlinien

De glemte at rydde op på Grønland

November 2, 2022

De glemte at rydde op på Grønland

En fare under isen. Et hemmeligt projekt. Man lukkede i 1967. Et grønlandsk/dansk overvågningsprojekt. Da et atomfly styrtede ned. 10.000 tynder flybrændstof. Amerikanerne oprettede en masse stationer. Værtslandet skal klare oprydningen. Ødelæggende for naturen. Dagligt produceres der affald på Thule – bassen. Og den skal nu opgraderes. Danmark tør ikke tage en konflikt med amerikanerne. Stor amerikansk interesse for Grønland. Udenrigsminister fik et bud på 100 mio. kr. Amerikansk tidsskrift havde offentliggjort en hemmelighed, som den danske regering slet ikke var klar over.

 

En fare under isen

Vi taler så meget om hurtigere nedsmeltning på Grønland. Mon dette vil bevirke, at vi på et tidspunkt vil kunne se de betydelige mængder af affald, som amerikanerne har efterladt sig på indlandsisen. Måske er det værste sted Camp Century, som de opgav i 1967.

Den såkaldte ”Byen under is” ligger godt 200 km øst for Thule – basen.

På den efterladte base ligger formentlig 9.000 ton fysisk affald i form af bygningsmaterialer, jernbanespor m.m. Her ligger 200.000 liter dieselolie, 24 mio. liter biologisk spildevand samt mængder af stærkt giftige PCB – forbindelser og af lavradioaktivt affald.

På et tidspunkt, hvis klimaændringerne fortsætter, vil der ske større nedsmeltning end tilførsel af ny sne over Camp Century – området. Så vil der ske udsivning af skadelige stoffer til det arktiske miljø.

Her skulle også ligge et atomkraftværk. Et tilsvarende skulle ligge langt under Thule Air Base.

 

Et hemmeligt projekt

I 1958 påbegyndte amerikanerne arbejdet på Camp Century. Den blev anlagt 8 meter nede. Udstrækningen var på 55 hektar. Varme og el var fremstillet af et transportabelt atomkraftværk.

Man sagde at det var for at studere isen og de atmosfæriske forhold året rundt. I virkeligheden er det et helt andet tophemmeligt projekt, kaldet Project Iceworm.

Projektet skulle omfatte 600 mellemdistance a- bomber, der skulle placeres et 4.000 kilometer langt tunnelsystem under indlandsisen.

Hvert år skulle der blive boret nye tunneller, så missilerne hele tiden kunne skifte position. Hele komplekset skulle dække 140.000 km2. Det ville kræve 11.000 mand til at betjene systemet. Kun statsministeren havde kendskab til mulige atomare aktiviteter men slet ikke af dette omfang. Regeringen var uvidende.

 

Man lukkede ned i 1967

Først i 1997 kom hele projektet for offentlighedens lys i forbindelse med en rapport om amerikanske overflyvninger af Grønland med atom-bevæbnede fly og Thule- basens rolle i dette.

Så vidt vides blev Camp Centry lukket i 1967. Ingeniørerne havde opdaget at isen forandrede sig mere, end de havde regnet med. Allerede i 1962 begyndte de at notere sammen- trykning af tunneltaget fordi den overliggende sne og is bevægede sig uventet meget.

Efterladenskaber fra Camp Century under isen kan komme til at befinde sig i en afsmeltningszone og ikke i den arktiske is, der skulle have holdt affaldet sikkert isoleret fra et arktiske miljø.

 

Et grønlandsk/dansk overvågningsprojekt

For at undgå en miljøkatastrofe skal der ryddes op. Og det skal være snart. Men hvem er ansvarlig. Danmark, USA eller Grønland. Spørgsmålet er, hvor meget har Grønland at sige?

Det forlyder at Danmark og Grønland i fællesskab har indledt en fælles overvågning af området. Således viser radarbilleder at basen ligger i 32 meters dybde. Men hvis det går galt, så vil forurenet vand fra basen blande sig med vand i naturen.

 

Da et atom – fly styrtede ned

I 1957 indførte Danmark ellers en lov, der forbød atomvåben på dansk grund. Det måtte hverken transporteres eller opbevares.

I februar 1968 indledtes et samarbejde mellem amerikanske og danske forskere i oprydningen efter et flystyrt, der involverede et B – 52 kampfly lastet med fire atombomber, som styrtede tæt ved Thule Air Base i januar 1968. Under 0prydningen er mange danske statsborger blevet syge og efterfølgende døde af stråling. Thule – arbejderne mener ikke, at de blev godt nok orienteret om faren v ed at deltage i oprydningen.

Hver af de fire atombomber var 80 gange så eksplosiv som de bomber, der tilintetgjorde Hiroshima knap 20 gange tidligere. Heldigvis var der ingen af bomberne, der sprang.

 

10.000 tønder flybrændstof

Byen hed engang Ammassalik. Det var Østgrønlands største by. 50 km nordøst for denne by, der i dag hedder Tasiilag befinder vi os i noget der ligner en undergrundsfilm. Tusindvis af rustne olietønder ligger strøet langs kysten. En håndfuld rustrøde bilvrag er halvvejs nedsunken i gruset.  Et kaos af krøllede jerndrager fra diverse bygninger skimtes. Gamle kraner og strandede bæltekøretøjer pynter ikke just i landskabet.

 

Amerikanerne oprettede en masse stationer

Da Danmark var besat af tyskerne, anlagde amerikanerne 14 stationer langs Grønlands øst – og vestkyst. I 1947 lukkede og slukkede man. Alt blev efterladt også 10.000 tønder af flybrændstof.

Lokale har berettet om, at der er udsivning af olie til det arktiske miljø til skade for jagt og fiskeri.

Andre eksperter peger på, at der nok nærmere var tale om 35 amerikanske anlæg på Grønland. Åbenbart har Danmark påtaget sig et betydeligt ansvar i oprydningen.

 

Værtslandet skal klare oprydningen

Var det ikke noget med, at vores tidligere udenrigsminister Uffe Ellermann – Jensen indgik en aftale med amerikanerne i 1991. Heri hed det sig, at USA, når man trækker sig fra militære anlæg:

  • Skal fjerne eller på en anden måde uskadeliggøre alle kendte farlige stoffer, herunder spildolie, kemiske opløsningsmidler, asbest, som kan smuldre, og PCB.

USA opfatter gerne sine mere end 600 militære anlæg i andre lande som bidrag til fælles forsvarsindsats. USA forventer som oftest til gengæld at værtslandet klarer oprydningen – noget for noget.

Tænk, hvis amerikanerne begyndte oprydningen, hvad ville de andre lande så sige?

En talsmand fra Pentagon har tidligere talt om at det er tale om en byrdefordeling. USA havde med sine militære anlæg ydet et forsvar for den fri verden – så måtte andre yde deres ved at tage oprydningen.

 

Ødelæggende for naturen

Den manglende oprydning i Grønland irriterer grønlænderne. Og så er det vel lige som en flue i suppen, når danske diplomater/politiker modes med deres amerikanske kollegaer. Måske dør fluen, når danske politikere selv beslutter for at betale. Men det bliver bestemt ikke billig, skal vi hilse at sige.

Andre steder på Grønland er der rustne amerikanske olietønder, efterladte køretøjer og andet affald. Og noget af dette er giftigt og ødelæggende for naturen. USA har siden 1940erne haft militære aktiviteter på Grønland.

 

Dagligt produceres der affald på Thule Air Base

De opererer stadig på den kolossale Thule Air Base, hvor nye mængder affald produceres dagligt. Og mon ikke, de i anledning af Ukraine har udvidet deres aktiviteter heroppe. Således har amerikanerne meddelt at man vil opgradere Thule – basen for at styrke deres position i det Arktiske område. Men hvad denne opgradering går ud på vides ikke.

Dette sted er hverken Grønland eller Danmark. Det er USA. Bevares den danske politimester er den eneste, der har bemyndigelse til at skyde en indtrængende isbjørn.  Han har også politimyndigheden over de civilt ansatte. Men resten tager amerikanerne sig af. Det er også dem, der bestemmer, hvem der må rejse til bassen fra Danmark. Du skal godt nok søge gennem det danske udenrigsministerium. Men har du en gammel hash-dom eller har vist interesse for kommunisme, skal du nok ikke forvente at komme ind på basen.

 

Danmark tør ikke tage en konflikt med USA

Måske findes der slet ikke noget retsligt aftalegrundlag. Og skaden er sket. Den kan blive meget alvorlig. Det er et spørgsmål om politik og moral. Vil Grønland lægge pres på USA, skal det ske via den danske regering. Og Danmark tør ikke tage en konflikt med USA.

Det har og heller ikke let for Danmark. De er klemt inde mellem to supermagters koldkrigsambitioner. Grønland har stor betydning for de to supermagter.

 

Stor interesse for Grønland

At Trump havde interesse for Grønland, blev anset for latterlig. Men måske lå der noget andet gemt bag denne interesse. Vi har jo tidligere her på siden fortalt om dengang Henrik von Kauffmann gav amerikanerne lov til at bygge baser på Grønland til gengæld for anerkendelse af dansk suverænitet.

I 1944 bestod det amerikanske mandskab på Grønland af 5.795 militærpersoner og civile. Det var dengang 25 pct. af hele befolkningen (21.412). Grønland spiller en helt afgørende rolle for Nordamerika. Hvor meget amerikansk personale – militært og civilt, der er på baserne deroppe lige nu, er hemmelighedsholdt.

 

Udenrigsminister fik et bud på 100 mio. kr.

Den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen var i 1946 på besøg i USA. Han ville såmænd have at vide, hvornår amerikanerne forlod Grønland. Men den amerikanske regering tilbød lige med det samme at købe Grønland. Den danske regering var slet ikke bevidste om amerikanernes interesse for Grønland. Prisen lå omkring 100 millioner dollar. Det var dengang, da Sovjetunionen først forlod Bornholm den 5. april 1946.

I 1951 indgik Danmark og USA en aftale, som gav amerikanerne lov til militært at slå sig ned på Grønland og som fastlagde nye grundregler for amerikansk forskningsarbejde i Grønland.

 

Amerikanerne løber om hjørnerne med danskerne

Danmark fik fuld suverænitet over øen. Det amerikanske militær fik lov til at bibeholde militærbaserne i meget strengt udstukne områder.

Men det var som om amerikanerne kørte om hjørner med danskerne. De fortalte ikke alt, hvad de foretog sig. Således påbegyndte de Camp Century uden for de militære afmærkede områder. Og omfanget af baserne overraskede også danskerne.

Ganske uformelt ved et cocktailparty fortalte den amerikanske ambassadør at man for resten var begyndt at bygge Camp Century. Den chokerende danske minister indkaldte straks til hastemøde. Men det var ikke så meget de kunne gøre. Amerikanerne gjorde, hvad det passede dem. Danmark kunne ikke stoppe de amerikanske styrker. Den danske udenrigsminister dikterede en totalt medie-mørklægning. Men det var for sent.

 

Amerikansk tidsskrift havde offentliggjort hemmeligheden

Et par dage tidligere havde et amerikansk tidsskrift ”The Sunday Star” haft en stor artikel om lejren helt uden de danske myndigheders viden. Det danske efterretningsvæsen havde ikke opdaget noget.

Fra dansk side forbød man al kontakt mellem den lokale inuitbefolkning og amerikanerne.

Den danske ambassade i Washington forsøgte at censurere journalisternes rapporteringer om de amerikanske aktiviteter i Grønland. Man ville fra dansk side gerne have det drejet over i noget med civil forskning.

Thule blev den største flyvestation uden for amerikansk territorium, hvilket viser, hvor vigtig den var.

Thulebasen blev i løbet af 1950erne voldsom udvidet. I 1954 etablerede man Camp Tuto, som blev anlagt 25 kilometer sydøst for basen lige op til indlandsisens rand.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.901 artikler
  • Under Andre Historier finder du 82 artikler
  • Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 386 artikler
  • Var Danmark brutal over for Grønland
  • Henrik Kauffmann og Grønland (1)
  • Henrik Kauffmann og Nato (2)