Artikler
Juni 6, 2023
Arbejderanstalten på Ladegården
Her er den 12. artikel om Ladegården og åen. Arbejderhuse løste ikke problemet. Der manglede gårde og vinduer. Fattige skulle opdyrke jorden. Uldmanufaktur. Mange værksteder på Ladegården. De fattige fik bedre helbred ved udendørsarbejde, mente man. Forventningerne til arbejderne var for store. Omstrukturering på Ladegården. Også en straffeanstalt. Skulle gøre det, hvad man var bedst til. En lang arbejdsdag. Søndagsfri blev inddraget – som straf. Svært at finde arbejde i ”det virkelige liv”. En konsekvent adskillelse. En ny anstalt på Amager.
Arbejderhuse løste ikke problemet
I slutningen af 1700-tallet forsøgte Københavns Fattigvæsen løse fattigproblemet ved at opføre Arbejderhuse. Men dette havde slet ikke den ønskede effekt. Tilstrømningen af fattige var langt større end kapaciteten i de overbelagte arbejderanstalter. Mange af disse anstalter endte med at være plejeanstalter for gamle og handicappede end egentlige arbejderanstalter.
Der manglede vinduer og gårde
Man blev nødt at gøre noget ved det. Fattigvæsnets løsning var oprettelse af en form for fabrik, hvor fattige arbejdsføre, især mænd kunne arbejde. Fabrikken blev placeret i byens gamle ladegård, som havde stået tom siden 1816. Men i 1822 var bygningerne stærkt forfaldne. De manglede vinduer og døre, Mange steder var der ikke gulve eller lofter. De omkringliggende jorde var upløjede og udyrkede.
Fattige skulle opdyrke jorden
Det betød dog ikke så meget, at bygningerne var faldefærdige og de tilhørende jorder lå brak. Planen var jo at istandsætte bygningerne og opdyrke jorden ved hjælp af de fattiges arbejdskraft. Og fattige var det nok af.
Uldmanufaktur
Fra Ladegården åbnede i 1822 til udgangen af 1825 havde 555 fattige haft deres ophold op gården i kortere eller længere tid. Det var primært mænd, der var indsat på Ladegården, men der var selvfølgelig også kvinder imellem. Aldersmæssigt var de fleste indsatte midaldrende og derfor også arbejdsdygtige, når de blev indskrevet.
På anstalten blev de fattige sat i gang med at arbejde i forskellige værksteder. I begyndelsen satsede man mest på uldmanufaktur, som man forventede at kunne afsætte til Fattigvæsnets andre stiftelser, Det Kongelige Uldmanufaktur og Generaltoldkammeret.
Mange værksteder på Ladegården
Udover manufakturen var der værksteder for farveri, linnedmanufaktur, rebslageri, lysstøberi, håndværk m.m. Samtidig blev Ladegårdens jorder opdyrket.
De forskellige håndværksopgaver var særlig tiltænkt fattigvæsnets øvrige stiftelser. I løbet af 1823 – 1824 blev Ladegårdens 12 tønder land dyrket. I første omgang forsøgte man sig med hør, men det blev dog snart opgivet. I stedet dyrkede man kartofler, kål og urter.
De fattige fik et bedre helbred ved udendørsarbejde
Det udendørs arbejde blev anset for at være godt for de fattiges sundhedstilstand, idet:
Forventningerne til arbejderne var for store
Arbejderanstalten Ladegården løb hurtigt ind i den samme type problemer, som fattigvæsenets øvrige anstalter led under, Det var for en stor del ufaglært arbejdskraft, der skulle i arbejde. Forventningerne til deres arbejdspræstationer var for høje. Ofte var det mennesker med forskellige former for sociale problemer, der endte uden for fattigvæsnet. Under alle omstændigheder havde anstalten underskud fra starten.
Omstrukturering på Ladegården
I et forsøg på at afhjælpe underskuddet blev anstaltens indretning reformeret efter omtrent ti års forløb i 1833. Der blev nu udarbejdet nye reglementer for alt personale og for den indre orden på anstalten. Samtidig blev anstalten delt i tre afdelinger.
Også en straffeanstalt
Alle nyindsatte kom i 2. afdeling. Her blev det undersøgt, hvilken form for arbejde, de kunne varetage. Havde de ingen kundskaber blev de oplært. Hvis de viste særlig arbejdsomhed eller førte et ordentligt levned blev de overført i første afdeling. Her fik man en bedre forplejning.
Den sidste afdeling var en tvangsarbejderanstalt – en straffeanstalt for personer, der forbrød sig mod Fattigvæsenets regler og for betlere og løsgængere.
Skulle gøre det, hvad man var bedst til
Når den fattige blev indsat på Ladegården, skulle man først vaskes og ”renses”. Derefter blev man anvist plads på en soveværelserne og blev indsat i andel afdeling, hvor han/hun blev indført i det arbejde, inspektøren fandt en bedst egnet til.
En lang arbejdsdag
Dagen startede kl. 5 om sommeren og kl. 6 om vinteren. En time efter ringede en klokke og det var tid til at gå i gang med dagens arbejde.
I løbet af formiddagen var der en halv times pause. Kl. 12 var der frokost. Arbejderne i første afdeling havde de bedste vilkår. De kunne holde halvanden times pause, mens arbejderne i anden afdeling måtte nøjes med en times pause. Man arbejdede til klokken otte om aftenen med kun en halv times pause om eftermiddagen. I pauserne blev der serveret mad. De fattige skulle nå at sørge for deres klæders vedligeholdelse og den personlige hygiejne.
Søndagsfri blev inddraget – som straf
Om søndagen havde de indsatte fri og måtte forlade anstalten. Men det gjaldt for dem, der ikke havde brudt Fattigvæsnets strenge regler. En meget anvendt straf på Ladegården var, at man ikke måtte forlade anstalten om søndagen. Udgangstilladelsen ophørte på slaget otte. Var den indsatte ikke vendt tilbage, blev et vist antal fremtidige søndagsfridage inddraget.
Svært at finde arbejde i ”det virkelige liv”
Det var dog ikke meningen, at de fattige udelukkende skulle arbejde i anstalten. Det udtrykte mål var, at de skulle finde arbejde i det ”virkelige” liv. Derfor fungerede Fattigvæsnet også som en jobanvisning. Mange ladegårdslemmer havde arbejde ude i byen i perioder. Desværre tydede det på, at det var meget vanskeligt for dem at finde arbejde. De var kun ansat i kortere perioder, oftest om sommeren. Om vinteren returnerede de til Ladegården.
En konsekvent adskillelse
Livet på Ladegården gik sin vante gang indtil begyndelsen af 1900-tallet. Der blev foretaget flere om – og udbygninger, så anstalten kunne rumme det stadigt stigende antal fattige, der blev indskrevet.
Omkring 1870 gennemførtes en konsekvent adskillelse, både mellem kønnene og mellem de forskellige grupper af mennesker, der efterhånden var samlet her – husvilde, arbejdsfør, mænd, kvinder og børn.
En ny anstalt på Amager
Omkring århundredeskiftet var det tvingende nødvendigt, at der blev gjort noget ved den nedslidte arbejdsanstalt. Derfor blev en helt ny stor anstalt opført på Amager og ladegårds-lemmrner flyttet dertil i 1908.
Kilde:
Hvis du vil vide mere;
Juni 5, 2023
En meget lang jernbanestation
Nordeuropas længste banegård. Nu er stationen bare et trinbræt, hvor toget ikke engang holder. Regeringen kunne ikke få flertal til at anlægge 7 km jernbane. Tietgen betalte denne strækning af egne midler Den tyske station var et spejlbillede af den danske. Fire tog-par dagligt fra Esbjerg. I 1920 dagligt tre tog – Ribe – Tønder. En travl periode. Der blev skudt meget ved grænsen. Omfattende smugleri. Badetog til Esbjerg ikke den store succes, men det var badetog til Højer. Bevogtet af militær på begge sider under Første Verdenskrig. Hele området omkring Vedsted/Viding/Hviding Station er i dag fredet.
Nordeuropas længste banegård
I 1887 blev Nordeuropas længste banegård, der lå på grænsen mellem Danmark og Tyskland bygget. Efter indlemmelsen overgik stationen og de øvrige jernbanebygninger til Statshospital. Dette hospital blev også nedlagt.
Jernbanen fra Bramming til Ribe blev bygget i 1875. Man overvejede at bygge længere mod syd. Fra tysk side besluttede man i 1881 at føre jernbanen videre til Hviding.
Nu er stationen bare et trinbræt
Ja du kender sikkert ikke denne station, som vi her vil omtale. Rejser du i dag fra Bramming til Tønder, så holder toget ikke engang på stationen. I 1987 blev der her indrettet et trinbræt. I dag er strækningen en ret fredsommelig bane, men det har den ikke altid været.
I 1879 var der en del aktivitet i Løgumkloster for at få den holstenske marskbane ført over Løgumkloster og Gram til Brørup. Det var dengang desuden planer om herfra at lave en længdebane til Herning.
Regeringen kunne ikke få flertal til at anlægge 7 km jernbane
Men i 1881 besluttede de tyske myndigheder at anlægge en bane fra Heide over Husum til Tønder. Og så til den danske grænse ved Vedsted. Regeringen kunne ikke få gennemført et forslag om at føre banen fra Ribe til grænsen – dengang. Det var en strækning på bare 7 km. Det var direkte pinligt.
Tietgen betalte af egne midler
Men så trådte matadoren C.F. Tietgen til og byggede banen for egne midler. Fra dansk side forløb anlæggelsen planmæssig. Men fra tysk side blev man noget forsinket. Største tilladte hastighed var for resten 45 km/t.
Et spejlbillede af den danske station
Den danske Vedsted station og den tyske Hvidding station var hinandens spejlbilleder. Og for at gøre navnet på stationen endnu mere forvirrende så kaldte man projektet for ”Grænsestationen ved Egebæk”. Men selve stationen fik på den danske side sognets navn dog med undtagelse af ”Vester”.
Foruden stationsbygningen var der på arealet mellem banen og landevejen: Et materialehus, en to – etagers bygning med boliger til jernbanefunktionærer og med udhus på vestsiden. En tilsvarende toetagers bygning for underordnede toldfunktionærer og udhus mod nord. Sydligst ud mod landevejen en bolig for overordnede toldfunktionærer med udhus mod øst.
Sporarealet var beskedent, men det var hovedbygningen sandelig ikke. Nordligst lå et ret stort udhus med vaskehus for stationsforstanderen, brændselsrum og retirader for damer og herrer. Derefter en gårdsplads og så selve hovedbygningen, der på en måde bestod af to – en egentlig stationsbygning passende til en købstad og så mod syd – en toldstation.
Hvidding var indrettet nøjagtig som Vedsted. Førstesalen i Vedsted stationsbygning var stationsforstanderens lejlighed med køkken og spisestue mod øst og tre store tuer mod vest. Under resten af taget var der værelser og pulterkamre.
Perronen var beskyttet af et perrontag. Selve stationsbygningen var 153 meter lang. Og med udhusene i hver side i alt 205 meter.
Rigsgrænsen gik tværs gennem bygning, perron og spor
Fire tog-par fra Esbjerg
Alle bygninger og boliger fik oprindelig vand fra brønde. Vandkvaliteten var mangelfuld.
Den ensporede strækning Bramming-Ribe-Vedsted blev i 1887 betjent af fire togpar dagligt. Over grænsen var der to daglige forbindelser til Hamborg – Altona. En rejse fra Ribe til Hamborg tog dengang ca. 10 timer.
I 1920 dagligt tre tog Ribe – Tønder
I 1919 kneb det med de tyske forbindelser. Og fra 1. juli 1920 overtog DSB driften af de sønderjyske baner. Dengang var der 3 tog-par Ribe – Tønder og 11 minutters ophold på Vedsted Station.
En travl periode
Ved krigens udbrud var den gennemgående trafik næsten standset. Men udførslen begyndte at tage fat. Til tider løb 12 særtog om dagen foruden de normale tog.
Vognudvekslingen med Tyskland kunne nå op på 300 på en dag. Før krigen var det vel kun på cirka 30. På den danske side var der plads til 80 vogne. På den tyske side var der plads til 120 vogne. Hurtig videreforsendelse og forceret toldkontrol var nødvendigt.
Der blev skudt meget
Landevejen løb parallelt med banen med banen og knap 100 meter fra stationen. Der blev ført skarp kontrol med de vejfarende.
Landevejen blev spærret med en grøft samt en bom og pigtrådshegn tværsover. For beboerne, der var vant til dagligt samkvem med dem på den anden side af grænsen. Der var masser af pistol – og geværskud.
Militærstyrken, der bevogtede grænsen, skiftede ofte, idet tropper som trængte til ro fra skyttegravene blev sendt herop for at rekreere sig ved den lette vagttjeneste.
Når de så blev kommanderet bort igen, var der sørgmodige ansigter. Efterhånden som krigen fortsatte kom der flere restriktioner men også ofte dispersioner.
Omfattende smugleri
I krigens tredje år var nøden stor og smugleriet tog til. Lyssky elementer fra storbyerne søgte op til grænseegnen. I Haderslev var der ved krigens slutning 600 smuglere – alle indvandret under krigen. I Tønder og på vestkysten var der også mange, som foretog rejser til og over den danske grænse for at hamstre navnlig næringsmidler, krydderier og lignende.
Det var ikke ufarligt at bevæge sig her langs grænsen.
Man brugte mange kneb for at smugle varer over grænsen. Store lommer var det i skørterne mellem stoffet og forret. Ofte var det også lugten af kaffe og krydderier
Badetog til Esbjerg – ingen succes
Marskbanen var ikke anlagt med international forbindelse. Begge baneforvaltninger passede deres afsnit. Lokomotiver måtte kun passere grænsen i forbindelse med rangering. Signal – og sikkerhedsreglerne var koordineret.
Omkring århundredeskiftet forsøgte de preussiske jernbaner at sende hurtigtog (badetog) fra Hamborg til Esbjerg via Vedsted uden den store succes, Tilsvarende tog Hamborg – Tønder – Højer Sluse med transitrejsende til Sild (i toldplomberede vogne) fra 1920 – 1927 var en stor succes, der dog endte med bygningen af Hindenburg-dæmningen.
Bevogtet af militæret
På stationen var der boliger til toldpersonalet med ikke grænsegendarmeriet. Og der var masser af smugleri langs grænsen. Under Første Verdenskrig blev grænsen bevogtet af tysk militær. På Vedsted Station var der dansk militær. Margarine og sukker blev smuglet over grænsen af tyske embedsmænd. Det så man gennem fingerende på.
I 1931 skiftede stationen navn
I 1931 skiftede stationen navn til Hviding, og i 1933 overtog Statshospitalet det sidste område med tjenesteboliger. Efterhånden blev hospitalet udvidet til at kunne rumme 270 patienter. I 1988 var dette tal kun på 78.
De sidste patienter forlod hospitalet den 4. november 2015. Bygningerne blev straks overtaget af Asyl Syd, som åbnede Center Hviding for 300 asylansøgere i november 2015.
Hele området er i dag fredet
Det lange perrontag blev siddende helt til 1952. Den tyske remisse blev nedrevet i 1922
Hele området med hovedbygning, stationsområde og sidebygninger er udpeget som bevaringsmæssige kulturmiljø pga. historien og sin arkitektoniske helhed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 3, 2023
En præstefamilie fra Abild
Et glemt ”værk”. Abild-borgerne måske helt tilfreds med ”pastor-familien”. De holdt dog i 110 år i Abild. Men der var trange forhold. Munkene tog dengang ligene med til brede. Præsten havde også andre indtægter. Præsten fik også naturalier. Munkenes heste stod i Abild. Der var hverken hus eller jord til præsten. En degnebolig blev etableret. Hård kamp for degne-lønnen. Abilds beboere var ikke meget for en degneskole. Gud havde fældet en dom, mente man i Abild. En ”lærd” person blev degn. Præsten kom i nød. Abilds beboere ville ikke betale. Pastor Friis havde mindst seks børn. Roligere forhold under sønnen. Fem uforsørgede børn. Sønnesøn arvede bedstefars stridbare sind. Stridigheder med Abilds bønder. Virkede præstefamilien i kirkelig henseende? Den pietistiske vækkelse i Abild. Præstefamilien fungerede i 110 år. Pastor Wedel fra Daler fortsatte.
Et glemt ”Værk”
Det var sandelig ikke let at være præst i Abild dengang. Og hvor ved vi så det fra? Jo i 1649 og 1575 udgav pastor Andreas Amders et mindre værk, der hed:
Disse to hæfter bringer en skildring af ca. 100 ”herrer og matroner”.
Disse omtalte personer havde måske ikke nogen udødelige præstationer. Det handlede om datidens førende skikkelser inden for den snævre hjemstavn. Og så havde forfatteren lige taget en del af sin egen slægt med.
Forfatteren havde været rektor i sin fødeby Tønder. Fra 1651 til 1687 var han præst i Burkal. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her. For her kigger vi på en af de omtalte i ”Værket” – pastor Matthias Friis.
Abild – borgerne var måske ikke helt tilfreds med pastoren
Nu var det dog ikke sikkert, at den almindelige borger i Abild og omegn mente at dette var en fremragende præst. Jo han var en lærd mand, der havde taget magistergraden. Han har således ikke udgivet nogen videnskabelige værker. Men han vil blive husket for hans mange klageskrifter både til den verdslige og kirkelige myndighed.
Friis var født i 1605 i Flensborg. Han har studeret i Rostock og i Greifswald. Han blev diakon på Før og i 1636 kom han til Abild.
Pastor Friis – en myndig herre
Han var en ret myndig herre, der i sin reformiver ruskede op i gamle fordomme. Men i hans embedsperiode blev der også ført mange og lange processer.
Dengang bredte lyngen sig både mod nord og vest og nåede efterhånden helt op i Abilds gader. Det var høavlen, der bar landbruget. Der var ikke så mange enge i området, så det var begrænset, hvad der var af kreaturhold.
Trange forhold i Abild
Det var trange forhold så bønderne ikke formåede at efterkomme deres forpligtelser med hensyn til ydelser til bl.a. præsten. På en klage til amtmanden får præsten ret til at foretage udpantninger. Han nærer dog en vis betænkelighed ved at foretage så drastisk en fremgangsmåde.
Dette ville skabe endnu mere uvilje mod ham. Men han frygtede for sin velfortjente løn og ønskede at få sine afgifter fra sognet langt ind i faste rammer.
Munkene tog ligene med til Brede
Han gjorde krav på ”hver femtende neg”. Men han fik kun ”hvert tyvende neg”. Nogle gav kun ”hvert enogtyvende neg” og nogle gav kun ”hvert tredive neg”.
Nu var det også sådan, at dem der døde i Sølsted skulle begraves i Brede Kirke, derfor skulle præsten brede også have en del af høsten. Oprindelsen til dette stammer tilbage fra dengang, hvor munkene prædikede i Abild og Brede. Ved den lejlighed tog de så ligene med til Brede.
Kirkevejen dengang mellem Abild og Sølsted var ved vintertid ret ufremkommelig.
Præsten havde andre indtægter
Nu havde præsten også andre indtjeningsmuligheder. Det skulle på de tre højtidsdage jul, påske og pinse lægges ham et offer på alteret.
Præsten fik også naturalier
Foruden dette kom der ydelser i naturalier. For hver ko tilkom der præsten 2 pund smør, hver bolsmand måtte aflevere 3 brød og 10 æg. Kådnerne og Indersterne kunne nøjes med at give fem æg. De måtte årlig yde en dags håndtjeneste, hvis dette blev krævet eller også skulle de betale den ordinære dagløn.
Klosteret i Løgum havde tilegnet sig præstegården og indkomsterne. De havde bortfæstet jorden og bygningerne. Fæsteafgiften udgjorde 6 mark. Dette beløb førtes i kirkebogen helt til 1853.
Munkenes heste stod i Abild
Bymændene i Abild havde ladet indhegne et stykke land i den østlige ende af byen til græsning af munkenes heste ved sommertid. De andre småbyer i sognet måtte så til gengæld levere 11 læs hø til vinterbrug.
Da klosteret hørte under biskoppen i Ribe, blev præstegården bortfæstet og lagt under Møgeltønderhus. Det senere Schackenborg, som tilhørte biskoppen.
Der var hverken hus eller jord til præsten
Der fandtes, da reformationen var overstået og en luthersk præst skulle konstitueres, hverken hus eller land til præsten. For at afhjælpe dette savn lod Abild bys indbyggere opføre et hus på fælledjorden i nærheden af kirken og lagde lidt efter lidt nogle stykker land til. Men det var mest hede og u-dyrket jord, der blev indrømmet præsten.
Da sognet som omtalt var ringe og indkomsterne ikke tilstrækkelige til præstens underhold, fæstedes der en halv bol til. Dette lå under Løgumkloster og blev benævnt ”Peter Nissens bol”.
Præsten kæmpede for sin rettigheder
Matthias Friis overtog ved sin tiltrædelse dette fæstebol med en årlig ydelse på 6 rigsdaler. I 1647 indløste han fæste for 700 rigsdaler, og hertug Frederik tilsteder ham fritagelse for samtlige afgifter.
De mange processer, præsten måtte føre for at få sine økonomiske forhold sikret, giver os det indtryk, at han var stærkt optaget for at se på sine egen fordel. Det skabte en vis misstemning blandt sognebørnene. Og dette blev forstærket, da han forsøgte at få oprettet en degneskole.
En degnebolig blev etableret
Helt fra reformationen havde sognet hverken haft degn eller degnehus. Præsten havde forrettet degnetjenesten og han havde fået en mand til at forestå kirkesangen.
Med stort besvær og med en langsommelighed havde Friis nu bygget en mindre bolig til degnen, der samtidig skulle forestå undervisningen. Aflønningen pålagde man præsten, eftersom han hidtil havde modtaget degneindtægten.
Hård kamp for degne – lønnen
Men han får det ordnet på den måde at, at bolsmændene hver måtte levere en skræppe rug og et læs tøv. De kådnere, der havde hest og vogn skulle levere et læs lyngtørv.
Fra kirkekassen skulle han årlig have tre rigsdaler for at slå bedeklokken morgen, middag og aften. Desuden skulle hvert hjem levere ham tre skilling.
Præsten foreslog at man gav den ”stakkels degn”, der hele året stod i kirkens tjeneste de fem mark som blev anvendt til køb af en tønde øl til den årlige kirke-visitats, for som han anførte, der var mange der ikke ydede så meget som en skilling til kirken, der tog rigeligt for sig af øllet.
Abilds beboere var ikke meget for en degneskole
Man skulle tro, at det blev anerkendt, når man kæmpede for en skole. Men sådan var det bare ikke. Modstanden mod præsten skyldtes, at bønderne frygtede for flere udgifter. Og så var der også modvilje mod myndighedernes indblandende i sognets anliggender.
Man havde indrettet de såkaldte vinkelskoler. Her kunne man selv bestemme om lærernes ansættelse. Deres løn havde nok mest bestået af naturalieydelser. Og så bestemte man lokalt at børnene kun skulle gå i skole i vinterhalvåret. Denne frihed ville man ikke have indskrænket.
Gud havde fældet en dom
Præsten nævnte i kirken, at nu måtte man til lommerne for at betale degnen. Det var ikke særlig populært. Myndighederne forlangte nu også at børnene gik i skole om sommeren. Nogle af de lokale kunne slet ikke beherske sig. Det var især anføreren mod degneskolen, Hans Bundtsen fra Vennemose. Han var lige ved at overfalde præsten.
Og præsten tog det helt roligt. Han sagde bl.a. at han ville overlade til Gud og give ham en dom. Da anføreren så ved nattetide skulle hjem formåede han ikke ar finde sit hus. Derfor måtte han vandre omkring, indtil hans børn den lyse morgen kunne lede ham hjem. Kulden og det tiltagende snevejr havde tilføjet ham forfrysninger i fødderne.
I Abild mente man nu, at Gud havde fældet sin dom.
En ”lærd” person blev degn
Præsten havde allerede i 1642 fået ansat en degn og skolemester, der hed Georgi Severini. Den latinske navneform kunne tyde på, at det har været en studeret person. Det var i disse år et særsyn eftersom landsbyskolerne som regel måtte nøjes med ganske tilfældige lærere uden boglig uddannelse, såsom hyrdedrenge og håndværkere.
Vores præst skrev til hertugen for han krævede en æresoprejsning. Og det fik han. De lokale beboere måtte underskrive en aftale. Men han forlangte at anføreren Hans Bundtsen og sognefogeden blev straffet.
Præsten kom i nød
Men ak og ved. Freden varede kun ganske kort. Pastor Friis anmodede i 1653 at der blev foretaget en tiltrængt reparation af kirken. Derfor anmodede pastoren den tilstedeværende bygmester om et overslag. Over istandsættelsen samt en udvidelse af præstegården.
Under en længere regnvejrsperiode var bohavet, garderoben, sengetøjet og biblioteket blevet ødelagt. Præstefamilien havde ikke kunnet gå tørskoet i stuerne. Præsten ville have udbedret skaderne for egne midler. Men han var kommet i nød.
Abilds beboere ville ikke betale
Beboerne ville ikke betale. Han sendte derfor en klage til biskoppen, hertug Christian Albrecht af Lybæk.
I sine klager skrev han flere gange ”Ich armer Mann”: det havde måske virket. Biskoppens svar gik i hvert fald på, at sognet måtte yde ham fuld erstatning.
Pastor Friis havde mindst seks børn
Pastor Friis havde mindst seks børn. Der har sikkert været flere. Den ældste Laurids Friis blev kapellan i nabosognet Brede, hvor han fra 1673 til 1684 var præst. Han udgav flere skrifter. I brede Kirke findes der et større maleri af ham.
Roligere forhold under sønnen
En anden søn Christian Friis blev faderens efterfølger i Abild. I hans tid blev forholdene i Abild roligere. Præstegården var blevet renoveret. Der var kommet orden i indtægtsforholdene. På en stavn, der blev betegnet som ødegård lod han opføre en bolig for arbejdsfolkene. Dette krævede en årlig afgift på en rigsdaler, der skulle indbetales til Amtshuset i Løgumkloster. Men senere blev dette overladt til den ”fattige kirke”.
I årene fra 1707 samledes menighedens interesse om ombygningen af kirken, der var i så dårlig stand, at skibet måtte ny-opføres fra grunden af. Midlerne til dette foretagende fik man dels af amtet, dels fra nabosognenes kirke.
Fem uforsørgede børn
I 1712 ansøgte præsten om tilladelse til at få en af sine to sønner som kapellan i kirken. Han anførte, at der i hjemmet var fem uforsørgede børn, en datter var død, og en den blev for 15 år siden angrebet af en sygdom og var lam og ”gebrækkelig”
Arvede bedstefars stridbare sind
Det var sønnen, Christian, der bar samme navn som faderen, der blev hans efterfølger. I 1723 overtager han kaldet. Men han må have arvet bedstefars stridbare sind. Der går adskillige skrivelser fra hans hånd til myndighederne for at hævde de rettigheder, der engang sikredes præstekaldet.
Han blev således fejlagtig dømt for at betale en årlig afgift på 28 rigsdaler til amtstuen i Løgumkloster for det tillagte øde-bol. Man respekterede åbenbart ikke mere de gamle privilegier.
Stridigheder med Abilds bønder
Danmarks deltagelse i Den Store Nordiske Krig havde kostet dyrt. Holland havde lagt følelig indførselstold både på korn og stude. Det kunne bønderne i Abild også mærke. En af følgerne var stærkt faldende priser. Det fik følger for præstens indtægter.
Pastor Friis følte sig forurettet på mange områder. I den anledning klagede han til amtmand F.W. Holstein i Tønder.
Bolsmændene i Abild forsøgte at afsvække præstens rettigheder. Der blev taget beslutninger uden om ham. Præsten måtte flere gange påberåbe sig øvrighedens bistand. Den 4. august 1739 udstedte amtmanden en ordre, og heri blev bønderne anmodet om:
Bønderne var genstridige. Påbuddet forblev resultatløst. Amtmanden svarede nu, at de uopholdelig måtte give præsten en skriftlig forsikring om hans rettigheder. I modsat fald ville ”Chresten Fusskncht blive beordret til at nedrive diger og hegn på bøndernes bekostning.
Langt om længe kom man til et forlig. Det betød at præstegårdens jord nu blev på 131 ha.
Virkede præstefamilien i kirkelig henseende?
Om hvor meget præstefamilien Friis fik udvirket i kirkelig henseende, er vanskeligt at bedømme. Forkyndelsen samlede sig mere om en udredning af den rette lære i stedet for et virkeligt trosliv. De lange tørre og lærde prædikener gik hen over hovedet på beboerne. Kløften mellem menigmand og præst var blevet for stor. Pastor Friis var mere en embedsmand end sjælehyrde og havde vanskeligt ved at komme i forbindelse med sognebørnene.
Den pietistiske vækkelse i Abild
Da sønnesønnen tiltrådte sit embede, gik den pietistiske vækkelse, der havde sit arnested i det nærliggende Tønder, hen over egnen. Men hvordan dette slog sig ned i sognet, foreligger der ikke noget om.
Men det sociale arbejde med dets omsorg for de fattige, der fik en fremtrædende plads hos pietismens tilhængere, kunne spores i sognet. I 1736 blev der oprettet en fattigkasse af hvis vedtægter, der fremgik, at når der blev holdt bryllup. Måtte de fattige ikke glemmes.
Når der blev indrettet begravelses – eller barselsgilde, ja så skulle man sende noget mad og drikke til deres vederkvægelse. Samtidig blev det vedtaget, at hver søndag skulle der ombæres en kling-pung. Dette hverv tilkom hver husejer, nabo til nabo at udføre fire dage.
Der blev indført kirketvang, så præsten kunne glæde sig over et stort kirkebesøg, hvad der vel også fik indflydelse på det samlede beløb.
Præstefamilien Friis fungerede i 110 år
Christian Friis afgik ved døden i 1745. Han efterfulgtes af Lorens Friis, der formodentlig har været en søn af ham. Han døde efter kun 36 ugers præstevirksomhed.
Der var hverken en ene eller i kaldet eller præstebørn, som kunne videreføre, af samme slægt blev i samme kald. Man måtte nu søge efter en uden for familien Friis, der i 110 år havde haft sin plads i Abild præstegård.
Pastor Wedel fortsætter
Valget faldt på Andreas Christian Wedel, der var født i Daler. Vi har tidligere beskrevet en pastor Wedel i daler, der havde problemer med både præsteenken og grevinden på Schackenborg.
Under pastor Wedel i Abild blev egnen hjemsøgt af den frygtelige kvægpest, der bragte nød og elendighed i hvert landbohjem. Der lød dog ingen klageråb fra den nye præst. Efter mange års ufordragelighed så det ud til at den endelige men sikkert længe ventede sognefred var indtrådt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 31, 2023
Hvor gammel er Tønder egentlig?
Du må ikke anfægte historikers troværdighed. På en mark nord for Emmerlev. Havde Tønder samhandel med London i 1017? Påstand blev gentaget gang på gang. En mulig overlevering. Hvorfor efterprøver man det ikke? Kreative arkitektstuderende. Kirkehistorie efterlyses. En grundig granskning af ældre krøniker kan også være løsningen. Mangel på havnepladser langs Vadehavet. Ingen havn i Møgeltønder. En havn omtales i Tønder i 1130. Vi kigger på infrastrukturen dengang. Flere mønter fundet ved Vadehavet end andre steder. Møntcirkulation mere udbredt i Holland og England end i Danmark. Befolkningstilvækst fortsatte langs Vadehavet. Ældgamle stednavne. Hovedtrafikårer dengang. Mange ældre bebyggelser fundet. Har der ligget en handelsplads ved Emmerlev. Tønder var allerede en vigtig by i 1243.
Du må ikke anfægte historikers troværdighed
Du må aldrig anfægte professionelle historikers troværdighed. Sådan er det. Men når man selv ikke har den nyeste forskning med, så skal de nok begynde at anfægte dig. For hvad nytter det hele at de bare skriver af efter hinanden uden at stille spørgsmålstegn.
På en mark nord for Emmerlev
På baggrund af kommende udgravning nord for Emmerlev har vi kigget lidt på forholdene. Noget tyder på, at der har været handelsliv op langs vestkysten og ikke bare i Dankirke, Ribe og Sild.
På en mark nord for Emmerlev har amatørarkæologer stødt på gamle mønter, smykker samt spor efter håndværk. Det er vel ikke bare tilfældigt. Blandt mønterne var arabisk dirhem fra 8-900-tallet, en tysk sølvmønt og en guldmønt fra Byzans (det nuværende Istanbul i Tyrkiet fra 600 – tallet. Dette er en ekstrem sjælden mønt.
Havde Tønder samhandel med London i 1017?
Siden har man lavet en prøvegravning. Dette faldt meget heldigt ud. Og nu har man så fået 2,9 millioner kroner til en egentlig udgravning. Resultatet af denne gravning kan have betydning for bestemmelse af Tønders alder.
I forbindelse med kloakudgravninger i Tønder har man gjort opsigtsvækkende fund.
I Det Danske Atlas fra 1781 kan man finde følgende oplysning:
Påstand gentaget gang på gang
Denne oplysning er noget tvivlsom. Nogle historikere har ignoreret dette fuldstændig. Andre har taget det som gode varer og gentaget det gang på gang. Ja selv vi har gjort dette på vores hjemmeside.
Det har så afstedkommet den holdning, at Tønder allerede i 1017 var en havneby. Men det er i grunden meget ”overfladisk”. For hvor er beviserne? Men hvad var det i grunden denne Heimnrich skrev i Nord – Fresische Chronick i 1666.:
Man mener, at Knud den Stores regeringstid var i perioden 1017 – 1035. Men egentlig er det ret upræcist.
En mulig overlevering
Heimreich omtaler stedet Tønder som udgangspunkt for Englandstrafikken. Han beskriver det ikke som en landsby, han nævner ikke indbyggerne. Han nævner heller ikke noget om handelsfolk. Det er alt sammen noget som Det danske Atlas opfatter tingene.
Hvorfor efterprøver man det ikke?
Det fremgår indirekte, at der er tale om en mundtlig overlevering, som naturligvis kan være folkelig, men som snarere stammede fra andre kronikører, som Heimreich omgikkes. Men det er muligt, at der i førsteudgaven omtales en skriftlig kilde. Det kunne være interessant hvis historikere ville efterprøve dette.
Danske Atlas for overfladisk
Flere historikere har ignoreret oplysningen, men andre har med begejstring gengivet den. Otto Scheel sammenligner Tønder med vikingetidens ””købinger”. Som forfatter til en bog om vikinger må man gå ud fra, at han har forudsætninger for denne sammenligning.
Flere af de skribenter, som har videregivet informationen efter Det Danske Atlas har været nødt til et forbehold. Det drejer sig bl.a. om Ludwig Andresen og Vilhelm Marstrand.
Kreative arkitektstuderende
En del har modtaget informationen uden indvendinger og endog tilsat yderligere kolorit. Danske arkitektstuderende har i den grad pyntet på det:
Fortællingen om byggematerialerne bly og tufsten fra England virker umiddelbart lidt tvivlsom. I hvert fald for tufstens vedkommende antager vi normalt, at de kom ca. 100 år senere og i øvrigt fra Rhinegnene. Men igen så kan vi ikke helt afvise muligheden.
Kirkehistorie efterlyses
Det kræver nok en mere dybdeborende historie og studium af de nordfrisiske kirkers bygningshistorie at få klarhed over dette forhold. Man kan ikke uden videre sammenligne dette med Ribe-egnens tufstens-kirker.
Knud den Store plejede venskabelige forbindelser med Tyskland.
En grundig granskning kan også være løsningen
Vi mangler en overlevering om Knud den Stores forhold til Nordfrisland. En grundig granskning af krøniker kunne måske fremkomme med noget. En ubekræftet oplysning hos Heimreich, at Knud den Store omkring 1020 indførte østersdyrkning ved Sild.
Selve antydningen af Tønder (0g Bredsted som anløbsplads er for så vidt mere end tvivlsom på baggrund af hele sammenhængens usikre karakter. På den anden side, kan man dog ikke helt afvise Heimreich.
Mangel på havnepladser
Det er først den omstændighed at vestkysten, var fattig på gode havnepladser. På et tidspunkt var der en formidabel plads lidt tilbagetrukket i den sejlbare Vidås mundingsområde. Og dem, der mente at det dengang var Møgeltønder, der var havnebyen, tager fejl. Så skulle det da lige være fladbundede både, der kunne gå ind til stranden.
Ingen havn i Møgeltønder
Vi har set, at man har fundet træstolper inde i Møgeltønder by, som straks blev antydet på, at være en havn. Men mon ikke det har været en bro over et å-forløb. Man glemmer, at der siden vikingetiden har været en landsdækkende vandspejlstigning på mindst en meter.
En havn i Tønder omtales 1130
Det var heller ikke uvæsentligt at araberen al-Idrisi i 1130 placerer en havn, som han kalder al-Sila i et forhold til Tønder – Tundria. Denne geograf udgav i 1153 et værk i Palermo. Han skrev om Tønder:
Vi skal atter engang huske på at kystforløbet var helt anderledes. Og det var besejlingsforholdene også. Det var en stor bugt, der gik ind til Tønder. Skibene lå ved Slotsbanken. Når der var ebbe, var det sikkert ikke mulighed for at sejle
Endelig er der den oversete kendsgerning, at nedgangstiderne efter vikingetidens slutning ikke gav anledning til nye bydannelser. Det var først i sidste halvdel af 12. århundrede, der atter kom skred i udviklingen. Men da var Tønder ifølge Idrisi allerede en realitet, som altså må have overlevet nedgangstiderne siden vikingetidens slutning.
Det er mærkeligt at moderne tiders historikere ikke har været mere skeptiske over for informationerne i Danske Atlas.
Vi kigger på infrastrukturen dengang
Men man kan selvfølgelig ikke afvise, at Tønder har været betydelig ældre. Man har fundet spor af tidlig jernmalm – produktion. Men måske kan udgravningerne ved Emmerlev komme tættere på. Kigger vi på hele infrastrukturen dengang på egnen, ja så kunne man godt formode en tidligere by-dannelse.
Flere mønter fundet ved Vadehavet
I de senere år har man omkring Ribe og Dankirke fundet et stigende antal mønter fra tidspunktet 720 frem til 820. Det ser også ud til at man lokalt i Ribe har præget mønter. Og dette har været en kongelig kontrolleret mønt, der også blev accepteret andre steder. Antallet af møntfund ser ud til at være markant større langs Vadehavskysten end andre steder.
Syd for grænsen har man ikke kunnet finde samme antal af fund. Men her er lovgivningen omkring metaldetektors anvendelse anderledes restriktiv.
Møntcirkulation mere udbredt i England
Møntcirkulationen dengang var ikke helt så udbredt i Danmark som i Holland og England. I de to lande var mønterne kommet helt ud i landsbyerne. Det var de ikke i Danmark. Det var kun på handelspladserne. Handlen for mange i Danmark bestod dengang af naturalier/ombytning.
Friserne havde en vigtig rolle i dannelsen af Ribe. Sejlruten gik tæt forbi Emmerlev det sted, hvor man nu skal grave. Men egentlig var Tønder tættere på, og byen havde en udmærket beskyttet havn.
Befolkningstilvækst fortsatte langs Vadehavet
Befolkningstilvæksten fra vikingetiden fortsatte især langs vestkysten. Marsken blev tæt befolket med gårde og kunstige forhøjninger. Området synes ikke at være så hårdt ramt af ”Den Sorte Død” i 1300 – tallet. Men derimod har området ofte været hjemsøgt af stormfloder. På de mindre frugtbare jorder blev der dyrket rug. Engområderne gav mulighed for kvæg – og hesteavl.
Ældgamle stednavne
Løgum Kloster blev dannet i 1100-tallet. Vi kan jo også se på stednavnene, at det var tidlig bebyggelse i Tønders nabolag. Tag bare stednavnendelser som sted:
Eller omtrent lige så gamle endelser som -lev:
Ja disse endelser er også oldgamle um/-heim:
Landet bag marsken på geesten er kommet senere i gang. Her er bebyggelsen opstået i den senere vikingetid og den tidligere middelalder. Det gælder bl.a. for
Hovedtrafikårer
Den ældste hovedtrafikåre forbandt Ribe og Tønder og fortsatte videre mod syd til Husum. Trafikken har dog igennem tiden valgt forskellige ruter på grund af den store forskel at færdes på den højereliggende geest og at færdes igennem marsken i et landskab uden diger.
Fra Tønder var der tidligt forbindelse til Hærvejen via Burkal, hvor vejen blev delt i en nordlig og sydlig retning.
Mange ældre bebyggelser
I Tøndermarsken og Ballummarsken har man kendskab til ikke mindre end 55 værfter. De ældste værfter er opført i den tidlige middelalder. Man har også set landsbyværfter som i Rudbøl, Ubjerg og Forballum. De tidligste diger er opført som sommerdiger. Men det var ikke nok til at forhindre oversvømmelser.
Ved Nørre Løgum Kirke og ved Emmerske er der udgravet bebyggelser fra tidlig middelalder. Mange detektorfund understreger, at områderne omkring Brøns, Emmerlev, Rejsby og Skærbæk har været tæt bebygget både i vikingetiden og tidlig middelalder samt i højmiddelalderen.
Har der ligget en handelsplads ved Emmerlev?
Og ved Emmerlev har detektorfund afsløret, at her må have ligget en handelsplads. Her er fundet brudsølv, mønter og vægtlodder m.m. Her har ligget en handelsplads i vikingetiden. Og det her man skal til at grave.
Tønder – en vigtig by i 1243
Tønder har gennem middelalderen været en af de større byer i middelalderen. Allerede i 1243, da byen fik købstadsrettighederne, har det været en betydelig vigtig by.
Ved Løgumgård er der i engen tæt ved kirken fundet nedrammet tømmer dateret til 1164-70, som antagelig stammer fra en vandmølle.
Alt tyder på, at Tønder er en ældre by, end vi tror, selv om kilderne til Tønder i 1017 skulle have haft samhandel til London er tvivlsomme.
Kilde:
Maj 29, 2023
En mølle ved Sønderport i Aabenraa
Terrænet velegnet til mølledrift. Mølle rejst i 1736. Højere omdrejningstal Postmester fik første koncession. I Aabenraa fandtes en møllebygger. Marcus Bröckner tog for meget i mølletold. Dårlige adgangsforhold. Han solgte sin andel. Kornpriserne solgt til det dobbelte. Jørgen Bruhn købte møllen. Søn og svoger viderefører En brand i 1920 ødelagde møllen. Møllen blev genopført som motormølle. Våben gemt i møllen. Niels Brodersen Nielsen stærk medtaget. Efter hans død sluttede historien. Her lå Skt. Andreas Kapellet.
Terrænet velegnet til mølledrift
Terrænet omkring Aabenraa gjord det i ældre tid velegnet for mølledrift. Mange vandløb løb ud i fjorden. Her på siden har vi allerede berettet om møllen ved Farvershus og Slotsvandmøllen. Mon ikke der kommer noget mere møllehistorie.
Mølle rejst i 1736
Den første og største hollandske mølle i Aabenraa blev rejst i 1736 ude på det såkaldte Kapelbjerg – den lave bakke mellem Sønderport og Bag Møllen. Det var dengang den sydligste bygning i Aabenraa.
En hollandsk mølle kunne bygges højere. Det gav plads til flere lofter. Møllen løb bedst i en vindstyrke på 5 -7, mens en vindstyrke på 8 allerede var for meget.
Højere omdrejningstal
Med sin konstruktion kunne man opnå et højere omdrejningstal for sådan en mølle. Til møllen ved Sønderport hørte et stykke af Kalvemosen og nogle haver. I nærheden lå Bolbro (en bulbro, en bro af egebuller) Det var den gamle bro, der gik over den gran af Mølleåen, som løb ud i fjorden. Her skulle også have ligget en vandmølle i Middelalderen.
Postmester fik den første koncessionen
Møllen som oftest blev kaldt vejrmøllen, hørte til amtet. Koncessionen blev givet til byens første postmester Thomas Thomsen, som var blevet udnævnt i 1729. På hans koncession fra 1737 står der, at han måtte fremstille grubber, et vil sige gryn men ikke mel.
Almindeligvis var der mølletvang i de to hertugdømmer. Det vil sige at landmændene var henvist til at besøge bestemte møller, når de skulle have malet mel. Men det gjaldt ikke for grynmaling og -forhandling. Derfor var møllen her ved Sønderport også privatejet.
Postmester Thomsen havde ansat en bestyrer. Og denne måtte også bestyre en hestemølle, når der var vindstille. Hestemøllen kunne rigges til i møllens ottekantede underbygning, hvor der ellers var gennemkørsel og lagerrum.
I Aabenraa fandtes en møllebygger
Hvem der havde bygget møllen ved Sønderport vides ikke. De første hollandske møller i Flensborg var bygget i årene 1750 – 56. Man må antage, at der har været bud efter hollandske møllebyggere.
Der fandtes godt nok en møller og møllebygger i Aabenraa 1740-63, Lorentz Jensen. Men han byggede vandmøller og stubmøller. Han lærte først at bygge hollandske møller i 1760’erne.
Marcus Bröcker tog for meget i mølletold
I 1756 blev møllen overdraget til den meget aktive Marcus Bröcker (1722 – 1799). Han var også skibsbygger og muslingeopdrætter. Han var født i staden Slesvig. Gennem sit ægteskab med en mølledatter blev han interesseret i mølleriet.
Han var også leder af det kongetro skyttelav ”Det aabenraaske grønne Korps til Hest”, hvilket især medvirkede ved modtagelsen af kongelige personer. Bröcker blev arveforpagter af møllen 1760.
Han måtte dog finde sig i at flere af hans kunder førte processer mod ham, fordi han tog mere i mølletold, end han måtte.
Han havde foruden kone og fem børn ansat en huslærer, to møllersvende, en lærling, en amme og to tjenestepiger. Dette kunne tyde på, at der var god vind i møllen.
Dårlige adgangsforhold
Adgangsforholdene til møllen var ikke de bedste, især ikke fra syd. I en by-krønike fra 1635 fortæller Claus Møller:
I 1923 skriver Thomas Ries, at han mindes de tider, da Aabenraa hørte op ved Sønderport:
Vejen langs stranden blev forbedret ved opfyldning i årene 1758 – 60, så strækningen fra Stubbæk til Aabenraa blev farbar.
Marcus Bröcker søgte også koncession til melmaling, men det blev ham nægtet. Han forpagtede også møllen i Solvig ved Tønder og Haderslev slotsvandmølle.
Han solgte sin andel
Desuden havde han part i Nymølle. Sammen med Heinrich Heisel og Jørgen Bruhn på Nymølle søgte Marcus Brôcker i 1772 om at få eneret til grynmaling i 20 år i hele amtet. Da konsortiet fik afslag, afstod Bröcker sin andel for 12.000 Rigsdaler til de to andre.
Møllen ved Sønderport var blevet rejst på en tid, hvor kornpriserne begyndte at stige. Aabenraa udviklede sig til en søfartsby. Aabenraa – skipperne tog på langfart. Og det var i begyndelsen mest for Flensborg – reddere. Fragten kunne for eksempel gå til Norge med korn og gryn.
Kornpriserne steget til det dobbelte
Efter Bröckers død i 1799 blev vejrmøllen overdraget til Nis Petersen Møller, som havde været bestyrer siden 1797 havde fået overdraget møllen. Men han havde den kun i tre år. Så blev den overdraget til Johann Paulsen. Kornpriserne var steget til det dobbelte i perioden fra 1760 – 1801.
Deltagelsen i Napoleonskrigene og følgerne deraf skabte pengeforvirring og landbrugskrise. Det betød forskellige ændringer i møllens drift og udstyr – altså flere investeringer.
Jørgen Bruhn købte møllen
Fr. Chr. Behrens den næste koncessionshaver kom ud for visse vanskeligheder. I 1822 havde han kun en arbejder og en daglejer på møllen. I 1827 købte Kongelig agent, kaptajn, rådmand, senator og mølleejer Jørgen Bruhn møllen. Det var på en offentlig auktion.
I forvejen var han ejer af både Nymølle og Slotsmøllen. Ja han var også skibsbygger og skibsreder. Hurtigt begyndte møllen igen at give overskud. Senere blev Bruhn ejer af Jørgensgård Teglværk og Stenbjerg Vandmølle ved Knappen på Løjt Land.
Han fik sat møllen i bedre stand. To parceller øst for møllen ved stranden fik han opkøbt. Han fik opfyldt disse så der fra stranden kunne køres op til møllen.
I møllehuset boede Jørgen Bruhns brødre Jacob og Hans Detlef, inden de selv købte ejendomme. I Bruhns tid havde møllen sin storhedstid.
Søn og svoger viderefører
Efter Jørgen Bruhns død i 1858 overgik skødet til sønnen Hans Bruhn (1813 – 93) og svogeren kaptajn Schmidt Wildfang.
Hans Bruhn havde som ung sejlet på de store have, blev styrmand og siden møller på Nymølle. Senere kom han også i besiddelse af stampemøllen i Sønderskov og Farversmølle samme sted.
Wildfang byggede en ny og større lade og en vognport, foruden at han udbyggede vejen langs stranden. Mølletvangen blev ophævet i hertugdømmet Slesvig i 1852. Det betød at møllen ved Sønderport nu også måtte male mel. Det betød at man nu kunne udvide kundekredsen betydeligt.
Begivenhederne i 1864 betød en tilbagegang for erhvervslivet. Men for møllerne blev dette ikke mærket. I 1879 blev man begunstiget af tyske toldlove.
I 1887 overgik møllen til August Wildfang og fem år efter til skibskaptajn Fritz Ferdinand Boysen, der drev møllen med en bestyrer.
I 1903 var gårdejer Jens Peter Wolf fra Stubbæk, der var ejer. Derefter var det enken, Magrethe Marie Wolf. Hun indsatte møller Hans Heinrich Petersen som bestyrer i 1913.
En brand i 1920 ødelagde møllen
Han drev møllen den 17. juli 1920. Ved mørkets frembrud udbrød der pludselig en brand formentlig på grund af en kortslutning i det elektriske anlæg. Det blev blæst brandalarm og ringet med kirkeklokkerne. Men da det frivillige brandkorps og en deling soldater ankom var møllen omspændt af knitrende flammer. Det skete dog kun materiel skade, men møllen stod ikke til at redde.
Ejeren, kreaturhandler Stolzenburg og bestyreren led et betydeligt tab, som forsikringen ikke dækkede.
Møllen blev genopført som motormølle
Møllen ved Sønderport blev dog genopført som motormølle med lager, staldbygning og beboelseshus. Der blev anskaffet nyt tidssvarende udstyr. I 1920 kunne man på 50 pfennig – sedlerne beskue den lokale kunstner Hans de Vos’ tegning af Vejrmøllen ved Sønderport.
Våben blev gemt i møllen
I 1930 blev møllen overtaget af møller Niels Brodersen Nielsen. Han havde lært faget på Brede Mølle. Og været møllersvende på bl.a. Bevtoft og Dybbøl Møller. Han var fra sin barndom meget optaget af grænsekampen og nationale spørgsmål. Han var medlem af en masse foreninger.
Han var en aktiv deltager i modstandsbevægelsen. Og blev i 1944 arresteret af Gestapo. Han kom i KZ – Lejren Neuengamme.
Fru Møller måtte selv passe mølleriet, indtil manden kom hjem med de hvide busser den 20. april 1945. Det var en tung tid dengang for fru Nielsen. Ikke alene passede hun møllen. Men hun sørgede også for at modstandsbevægelses lagre af våben og ammunition ikke faldt i tyskernes hænder.
Niels Brodersen Nielsen var stærk medtaget
Selv om Niels Brodersen Nielsen overlevede sit ophold i KZ – lejren, var han stærkt mærket af sine lidelser. Det betød at han allerede døde i 1949. Og dermed sluttede historien om møllen ved Sønderport.
Her lå et Skt. Andreas Kapellet
Møllen var bygget på ”Kapelbjerget”. Og hvorfor dette mærkelige navn. Jo her lå i den katolske tid Sankt Andreaskapel. Dette kapel skulle have ligget lige nord for Bolbro. Her i nærheden lå byen Opnør.
Men senere flyttede beboerne og byggede en kirke i den nye by, nær krydset mellem nutidens Skibbrogade og Fiskergade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 27, 2023
Hvornår opstod Hertugdømmet Slesvig?
Hvorfor bruger du ikke bare ordet ”Genforening”? Hertugdømmet eksisterede i hvert fald 1232. I en lovtekst fra 100-tallet blev landsdelene delt. Knud Lavard omtales som ”danskernes hertug”. 1130’erne sad Knud ”i spidsen for Slesvig”. Præfekt i Slesvig. I 1189 nævnes ”Slesvigernes Hertug”. Hertug – titlen nævnes for første gang regionalt. Valdemar Sejr brugte den Sønderjyske Hertug-titel. 1214/1215 afstod Kejseren land nord for Elben. Er du forvirret? I 1232 gik hertugdømmet til Abel. Sønderjylland/Slesvig blev en selvstændig stat. Greverne fra Holsten overtog magten. Hertugdømmet bestod fra ca. 1200 – 1867 med egen lovgivning.
Hvorfor bruger du ikke bare ordet ”Genforening”?
Undertegnede er igen blevet bebrejdet, at jeg ikke vil ”anerkende” ordet ”Genforening”. Det vil jeg faktisk som en slags ”følelse” men ikke som ”juridisk” eller ”historisk”. Jeg kan godt forstå at mange bruger ordet, men det er faktisk ikke korrekt. Og dog vi skal temmelig langt tilbage i historien!
Nej gennem hele 1800-tallet var området heller ikke dansk, som det er påstået.
Sønderjyllands historie er kompliceret. Ingen tvivl om det. Landsdelen blev udskilt fra Riget og underlagt en hertug, der overtog de fleste af kongens beføjelser. Men hvornår fandt det sted?
Hertugdømmet eksisterede i 1232
I 1232 eksisterede Slesvig som hertugdømme. I det år blev Abel, den næstældste af Valdemar Sejrs sønner i ægteskabet med dronning Berengaria forlenet med Slesvig. Hans ældre bror Erik (Plovpenning)blev kronet som faderens medkonge.
Men hvor langt skal vi i grunden gå tilbage, når vi skal have starten med? Knud Lavard, der døde i 1131, var en af de første hertuger af Slesvig. Man regnede med at han besad et jarl-dømme, der svarede til norske og svenske jarl-dømmer. Men en jarl svarer til begrebet greve. Så egentlig skal kilderne fra dengang måske lige efterses nok engang.
I en lovtekst fra 1100-tallet blev landsdelene delt
Landsdelen syd for Kongeåen optræder som noget, der er skilt fra landsdelen nord for i en lovtekst fra 1100-tallet. Det betyder måske bare at den danske del af den jyske halvø var delt i to landstings-områder.
Nørrejylland – nord for Kongeåen havde landsting i Viborg. Landet syd for Kongeåen med landstinget Urnehoved syd for Aabenraa.
Knud Lavard var ”danskernes hertug”
I de officielle dokumenter blev Knud Lavard omtalt som ”danskernes hertug” eller ”hertug af Danmark”. Det gælder bl.a. det brev fra 1169, der ophøjede ham til helgen og i en officiel oversigt over den danske kongeslægt fra 1190’erne.
Også i berettende kilder optræder han som danskernes hertug eller hertug af Danmark. Vi må derfor fastslå, at Knuds hertugdømme var et embede, der omfattede hele kongeriget og ikke en forlening med et egentligt geografisk afgrænset hertugdømme.
1130’erne: Knud sad i spidsen for Slesvig
Det er muligt, at vi har en forgænger og en efterfølger i en hertug Håkon, der nævnes 1085 og en hertug Erik, der optræder i 1145.
Knud blev også valgt til fyrste over Oboritterne (et slavisk folk, der boede i det senere Holsten og Mecklenburg. Men det hørte det ikke til det danske rige.
Vigtig er det at vide, hvilken tilknytning Knud havde til Slesvig. Hvad indebar den?
En kilde fra midten af 1130erne – kort efter Knuds død fortæller at:
Præfekt i Slesvig
Ordet ”præfectus” bliver brugt. Men hvordan skal det oversættes? Vi kender præfekter fra byer som Lund og Roskilde. Måske kan man antage, at de danske præfekter ligesom de tyske borggrever forenede udøvelsen af kongelig myndighed i byen med militære beføjelser.
Konklusionen må være, at Knud Lavard, der var ”hertug af Danmark” fik betroet opgaven som ”præfekt i Slesvig. En forgænger i dette embede var den Eilif, der ifølge Saxo blev afsat på grund af landsforræderi.
I 1189 nævnes ”Slesvigernes Hertug”
Knud Lavards søn, den senere Valdemar den Store fik tildelt præfekturet over Slesvig af Svend Grathe, hvorved en anden præfekt, der var udnævnt af Svends rival, Knud blev fortrængt.
Som konge synes Valdemar den Store hverken at have udnævnt en ”Hertug af Danmark” eller en præfekt over Slesvig. I hans ældste søn Knud den Sjette’ s regeringstid (1182 ø- 1202) omtales kongens lillebror Valdemar (Sejr) imidlertid som hertug.
I 1189 er hans titel ”hertug af Danmark” lige som Knud Lavard havde været. I et kun delvis overleveret brev omtales han dog som ”Slesvigernes Hertug” og i et udkast til et brev fra Abbed Wilhelm kaldes han ”Jydernes Hertug”.
Hertugtitlen for første gang ”regionalt”
Her er hertugtitlen for første gang regional, hvad der kunne tyde på, at der er tale om et egentligt hertugdømme. Men for at gøre det hele ekstra forvirrende så svarer hverken ”slesvigernes hertug” eller ”jydernes hertug” imidlertid til den senere officielle titel som ”hertugerne af Slesvig”, der altid var ”hertug af Jylland”.
Man kan således på den ene side ikke afvise, at der var opstået et slesvigsk hertugdømme i 1190’erne. På den anden side giver de to dokumenter dog ikke et sikkert bevis.
Valdemar Sejr brugte den sønderjyske Hertugtitel
Med sikkerhed ved vi imidlertid, at Valdemar Sejr brugte den sønderjyske hertugtitel som konge. I et privilegiebrev for Lübeck, som er bevaret i original, lyder hans fulde titel:
Dokumentet kan dateres til tiden mellem 1202 og 1214. Den samme skriver har udfærdiget et andet brev fra Valdemar Sejr og et fra hans forgænger Knud den Sjette, så brevet må være udfærdiget i kongens kancelli. Titulaturen kan derfor opfattes som officiel.
1214/1215 afstod Kejseren land nord for Elben
Waldemar den Anden fastholdt titlerne som hertug af Slesvig og herre over Nordalbingien (landet nord for Elben) indtil den tyske Kejser Frederik den Anden ved nytår 1214/15 afstod landet nord for floderne Elben og Elde til Valdemar.
Fra 1215 til sin død 1241 benyttede han en forenklet titel:
Denne ændring må betyde, at Nordalbingien (og også Slesvig) var blevet indlemmet i Danmark.
Er du forvirret?
Blev du nu mere forvirret? Vi havde altså i den 11. og 12. århundrede ganske vist en hertug, ikke af ”Slesvig” men derimod ”af Danmark”. Hertil kom at kongen havde en repræsentant i Slesvig med titlen ”præfekt”.
En ”hertug af Slesvig” optræder først i kilderne 1193 og først med sikkerhed mellem 1202 og 1214, hvad der måske hænger sammen med opgøret efter biskop Valdemar af Slesvigs oprør 1192.
Hertugembedet blev ikke bibeholdt efter 1215, men efter at Valdemar Sejrs ældste søn, Valdemar den Unge, i 1218 blev kronet som medkonge, blev hertugtitlen givet til den næstældste søn, Erik.
I 1232 gik hertugdømmet til Abel
Da Valdemar den Unge døde, og det i 1232 blev Eriks tur til at blive kronet som faderens medkonge, gik hertugdømmet over til Abel, der nu var den næstældste søn. Slesvig fungerede således som ”sekundogenitur”. Det betyder et len, der går til den næstældste søn. Fra 1232 til 1375 herskede Abel og hans efterkommere over Slesvig.
Hertugdømmet Slesvigs opståen må således dateres til tiden omkring 1200, måske 1190’erne.
Sønderjylland/Slesvig – en selvstændig stat
Det lykkedes før hertugerne at gøre det til en stort set uafhængig stat, der dog fra 1375 kom i union med sin sydlige nabo, det tyske grevskab Holsten. Jo praktisk taget var Sønderjylland/Slesvig en selvstændig stat.
Kongesønner blev hertuger eller grever af Lolland-Falster, Estland, Blekinge eller Halland som var nogle af rigets yderprovinser.
Greverne fra Holsten overtog magten
I 1375 uddøde hertugslægten. Kongen havde da alle tiders chance for at få nedlagt hertugdømmet. Men samme år uddøde kongeslægten imidlertid også. Mens de to forskellige arvinger kæmpede om Danmarks trone, erobrede greverne af Holsten – Sønderjyllands sydlige naboer – nemlig hele Sønderjylland.
De havde i9 forvejen længe haft den sydlige del i pant. Og 1386 anerkendte dronning Margrethe den Første dem officielt som hertuger – dog ikke i ”Sønderjylland”, men i ”Slesvig”. Det skulle blive hertugdømmets navn fremover.
Slesvig havde samme fyrste som Holsten. Men Holsten var nu engang et tysk grevskab. Vi har i tidligere artikler godtgjort at den danske konge kunne have overtaget Hertugdømmet til det danske kongerige.
Hertugdømmet bestod fra ca. 1200 til 1867
Jo Hertugdømmet Slesvig dækker over et territorium, der bestod fra ca. 1200 til 1867. Begrebet dækker i denne periode stort set det samme ord ”Sønderjylland”. Det fik sit eget dynasti, som vi allerede har nævnt.
Efterhånden var det navnet ”hertugdømmet Slesvig” der overtog den helt gamle betegnelse ”hertugdømmet Sønderjylland”.
Kære læser, hvis du nu er mere forvirret, end da du startede, ja så forstår jeg det godt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 26, 2023
Musik i Tønder 6
Et retvisende billede af musiklivet? Papa Cau Cau Jazzband. Da Per fik en trompet. De unge så op til Valdemar. Ernst Størner gav privatundervisning. Det startede med Red Onion Jazzbabies. Første koncert var i Ungdomsklubben. Undervisning af Ole Toft. En fantastisk Jazzklub. Stor ros fra en professionel. En skolekoncert i 1964 afsluttede det hele.
Et retvisende billede af musiklivet?
Det var dengang Michael Falch henvendte sig. Han mente ikke, at vi gav et retvisende billede af musikken i Tønder. Og det har han sikkert ret i. Men så skrev vi sammen en artikel.
Og vi troede for længst at nu skulle denne serie være forbi, men vi har flere artikler på bedding. Her har vi den næste og den handler om jazzmusik. Og Tønder har fostret mange gode jazzmusikere. Kigger man på listerne, ja så står det stadig mest om Valdemar Rasmussen.
Papa Cau Cau Jazzband
Og denne gruppe, som vi skal høre om nu Papa Cau Cau Jazzband står kun følgende:
Men vi skal dog også høre om
Da Per fik en trompet
Det var Per Rick, der spurgte sin far om en trompet. Og det blev hans skæbne. Trompeten fulgte ham siden. Og hans far var også ”verdensberømt” i Tønder. Det var den legendariske Charles Hansen – forplejningsforvalter på Tønder kaserne også kaldt ”Sulte Charles”.
Jazz havde allerede holdt sit indtog i Tønder med ”Harlem Hot Group”. Vi har tidligere omtalt dem. Og det var med den legendarisk Valdemar Rasmussen, Rolf Toft, Ole Toft, Henry Outzen, Horsti Petersen og Alfred Mugge Hansen.
Sidstnævnte mener jeg er identisk med den Alfred vi kender fra Alfred og Country Road. Han blev meget kendt i Sverige men også herhjemme med Country Musik. Jeg mener, at der står en plade derinde.
De unge så op Til Valdemar
Det band blev kendt som ”Voldes bande”. Og de var skyld i at mange unge hjerter i Tønder begyndte at banke for jazzmusikken. Vi skal i en kommende artikel kigge mere på Valdemar Rasmussens mange gøremål inden for jazz, selv om vi allerede har omtalt ham en gang.
Ernst Størner gav privatundervisning
Per Rick fortæller at han fik privatundervisning hos postbud Ernst Størner. Han var leder af FDF – orkestret. Undervisningen forgik hjemme i hans egen dagligstue. Her sad hans kone og strikkede. Hunden lå på en pude og på gulvet lå Vestkysten og der stod et gammelt vandfad, som blev brugt, når der blev lukket ventilvand ud af trompeten.
Og her stod Per og Størner så og spillede ”Jim, Johny og Jonas” tostemmigt. Utroligt at konen kunne holde til det.
Valdemar Rasmussen var i øvrigt Per’ s patruljefører i spejderpatruljen Mågen. Jo han var det store idol for mange i Tønder. Men efterhånden kom Papa Bues Viking Jazzband også på denne liste. Undertegnede mener, at kan huske at de i perioder boede på Lærkevej i Tønder.
Red Onion Jazzbabies
Per var 15 år, da han dannede den første gruppe, der hed Red Onion Jazzbabies. Den bestod af Hans Jørgen Kryger, dyrlægens søn fra Bylderup Bov, der spillede sax, Leif Aalykke, hvis far var lærer på Øvelsesskolen i Tønder, der spillede klaver, Per Rick på trompet og Svend Krogh, hvis mor havde en dametøjsbutik i Vestergade spillede en lille spejdertromme. , et bækken samt en hjemmelavet bongotromme, som var lavet af en gammel øltønde med et skind spændt ud over og sat fast med polstersøm.
Per Ricks fortæller, at det var journalist Bent Stuckerts onkel havde malet bandets navn:
Første koncert i Ungdomsklubben
Hvert enkelt bandmedlem havde siddet og lyttet på Louis Armstrong, Charlie Parker og Gerry Mulligan. Per fortæller, at man startede med Lois Armstrong, og det lød ikke særlig godt. Og det første job var på ungdomsklubben i Tønder. Det var ulønnet.
En hel time skulle de underholde, med de kunne kun fem – seks numre. Så de fleste numre blev spillet mere end en gang. Men selvfølgelig følte de sig allerede som verdensstjerner.
Engang skulle de spille i Padborg Per’ s far kørte dem derhen. De fik alle de sodavand, som de kunne drikke og 5 kr. hver i honorar,
Navnet stammer fra Hagges
Men gruppen eksisterede ikke i ret lang tid. Men så i 1960 så gruppen ”Papa Cau Cau’ s jazzband dagens lys. Det var den traditionelle jazz som Louis Armstrong, Papa Bue, Chris Barber og Cardinalerne spillede den.
Navnet fandt Ib Rønnenfelt – gruppens banjospiller på. Nu var Ib søn af Hagges Hotel, som hans mor ejede. De havde en servitrice, som talte godt og bredt ”synnejysk”. Når en gæst bestilte ”Kakao” men på cau-cau”:
Undervisning af Ole Toft
Gennem tiden har gruppen haft forskellige besætningsmedlemmer gennem dets levetid. Werner Bruhn spillede trækbasun. Ole Toft fra Syncopators var hans lærer. Oles far var organist, så musikken havde han i blodet.
De andre fik også undervisning af Ole Toft, men ofte blev der øvet i Werners forældres lille hus i Nørregade. De kunne med garanti overdøve damplokomotivet fra Tønder Øst – ikke langt derfra, skriver Per.
Erik Larsen spillede klarinet. Han var bror til formanden for Tønder Jazzklub, Hansi Larsen. Bassisten blev kaldt for Muddi. Han arbejdede som kok eller kokkelev på Tønderhus, hvor Ib Rønnefelt i samme periode var tjenerelev. Senere kom en ny bassist med, Uffe Borgå. Han var fra Aabenraa. Og her var der ingen lærere at få.
Sammen med en anden bassist fandt de ud af at spille EP’ ene på hastighed 78. Det betød at bassen gik bedre igennem. Rundgange og stemmer lærte de udenad.
En fantastisk jazzklub
Tønder havde i begyndelsen af 1960’erne en fantastisk jazzklub, som blev bestyret af en entusiastisk organisator Hansi Lassen. Klubben havde dengang 1.000 medlemmer – både danske og tyske.
Der var store navne på plakaten i Tønder Jazzklub dengang: Papa Bues orkester med Georges Lewis som solist. Da havde man i Schweitzerhalles store sal oppe på scenen hejst en blå kajak op med et stort vikingesejl, hvor der stod:
Flot skulle det være. I salen var stemningen også som den skulle være. På bordene stod der rød-hvidternede duge og stearinlys i bast omvundne chiantiflasker med masser af stearin løbende ned af halsen.
Alle mødte op i den traditionelle festdragt – Islandsk sweater. Når de spillede, var musikerne dog stadig i hvid skjorte og slips – gerne med røde seler.
Stor ros fra en professionel
Følgende kunne man læse i et lokalt medie i 1963. Vi beklager ikke at kunne bringe overskriften helt korrekt da det er et ”forbudt – ord” på Facebook:
N…….- clarinettist (ikke stavefejl herfra) i Tønder
En skolekoncert i 1964 var den sidste
Som Per også fortæller, så var de i Odense for at se Louis Armstrong. Men ellers var de nogle ”lalle-glade” amatører. I bedte fald fik de 300 kr. til deling. Selv på spritbåden ”Alexandria spillede de.
Sidste gang orkestret spillede sammen var ved en skolefest i 1964 og det var med Ole Toft på basun, Vagn Sørensen på klarinet, Per Rick på trompet, Chris Schmidt på banjo og Heinzi Carstens på bas.
Og Per Rick fortsatte inden for jazzmusik. Han spillede med bl.a. Molly og Tante Tillies Fodvarmere og Majken og Fjeldtetten.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 24, 2023
Dansk Filmkritik under besættelsen
De ofrede deres egen. Det hæderkronede Nordisk Film. Filmdirektør anmelder jødisk skuespillerinde. Stikkerbrevet. Hun tog sit eget liv. Vi fik nazistisk propagandafilm i danske biografer. Direktør Karmark blev overhovedet ikke straffet. Stauning: ”Plej social og forretningsmæssig omgang med tyskerne. Virksomhed med bl.a. Ib Schønberg og Aage Stentoft samarbejde med tyskerne. Nazistisk propagandafilm havde kæmpe succes i Danmark. Goebbels finansierede disse film. Danske anmeldere roste disse film. Dengang var censuren endnu ikke slået igennem. Hygge-antisemitisme trivedes i Danmark. Kun en avis forholdt sig kritisk. Anmeldere inviteret på reportagerejser i Tyskland. Schalburgtage i filmstudier. Nazistisk charmeoffensiv over for danske stjerner. Deres rejser til Tyskland var ikke kendt – dengang. På kant med historieforfalskning. 10m års fængsel for en sympatisør i kulturlivet. Ib Schönberg stillede gerne op. Havde Goebbels for let spil i begyndelsen. Husk lige: I dag ved vi meget mere, end man gjorde dengang.
De ofrede deres egne
Nazi – Tyskland brugte filmmediet til propaganda. Og det var de gode til. Og danske filmfolk indgik tætte samarbejdsaftaler. Nogle gjorde det af ideologiske grunde andre for at tjene penge. Andre igen ”ofrede deres egen” for at gøre tyskerne tilfredse og fremme egne interesser.
Det hæderkronede Nordisk Film
Det kneb også med moralen hos det hæderkronede Nordisk Film. De mente, at det økonomisk godt kunne betale sig økonomisk at tække tyskerne. De forsøgte for eksempel at skaffe sig monopol på at udleje tyske film.
Da dette ikke lykkedes, stod de i stedet bag en nazistisk ugerevy. De lader en velhavende tysk parfumefabrikant og nazist bosat i København – overtage direktørposten.
Ja og så var det dem, der slap godt fra at samarbejde med tyskerne med økonomisk gevinst uden efterfølgende at blive straffet for det.
Direktør anmeldte jødisk skuespillerinde
Illona Wiselmann var et skrøbeligt talent i dansk teater og en stjerne i filmsuccesen ”Afsporet” Og så var hun jøde. Det måtte hun bøde for, da tyskerne besatte Danmark.
Den lille Illona var en af de ca. 25.000 nødlidende østrigske børn, som efter 1. Verdenskrig var kommet til Danmark som wienerbarn. Allerede som 11- årig viste hun talent for scenen. I 1932 blev hun ansat på Det Kongelige Teater.
Filmdirektøren, ASA’ s direktør Henning Karmak, der for at tækkes tyskerne meldte sig ind i DNSAP meldte hende til tyskerne:
Stikkerbrevet
Det gjaldt for ham at indynde sig hos det tyske filmselskab UFA i København. De kunne nemlig skaffe tilstrækkelig med råfilm til sine produktioner.
Det brev som Kamak sendte til UFA blev i frihedskæmper-kredse kaldt for ”Stikkerbrevet”.
Illona Wieselmann måtte i 1842 flygte over Øresund. Her havde hun det ikke let. Hun havde svært ved at indordne sig under forholdene i den interneringslejr, hvor hun fik ophold. Hun blev smidt ud angiveligt på grund af ”primadonnanykker”
Hun tog sit eget liv
Illona Weismann døde i 1963, få år efter ægtemanden Karl Schlüter, som hun var gift med i 1950, og som en årrække var driftsbestyrer på Holmegaards Gods. Nekrologerne antydede, at hun havde valgt at tage sit eget liv i Ålsgårde i en alder af kun 51 år.
Størstedelen af det økonomiske samarbejde mellem Danmark og Tyskland var reguleret af regeringen og centraladministrationen. Man det gjaldt ikke for filmbranchen de måtte klare sig selv. Her gjaldt det om at operere gennem personlige forretningsforbindelser og her kunne filmfolk som Karmark få fordel af sit nazistiske medlemskab. Han kunne løfte højrehånd og få noget ud af det.
Vi fik nazistisk forfilm i danske biografer
Han oprettede bl.a. Merkur Film som fik monopol på udlejning af film fra Tyskland og det tyskbesatte Europa til de danske biografer. En meget fordelagtig økonomisk aftale for Karmark. Til gengæld lovede han at alle disse film kun blev vist ledsaget af nazistiske forfilm. Dermed skrev han under på, at han ville hjælpe tyskerne med at sprede nazistisk propaganda i Danmark. Han lovede også tyskerne at fortælle, hvor de danske filmproducenters lagre af råfilm lå. Dermed kunne tyskernes trussel om stop af råfilm blive mere effektiv.
Direktør Karmark blev overhovedet ikke straffet
Som vi tidligere nævnte angav Karmark også folk inden for filmbranchen. Disse oplysninger endte i det tyske sikkerhedspolitis register over jøder og tyskfjendtlige.
Dagen efter ”slaget ved Stalingrad”, hvor tyskerne måtte overgive sig, melder han sig ud af DNSAP. Den endelige sejr, som tyskerne havde proklameret, blev åbenbart ikke til noget.
Alle havde forventet, at Karmark ville blive straffet for sine handlinger. Og han var da også flygtet til Göteborg – på flugt fra Modstandsbevægelsen, hvor han blev genkendt. Svensk Politi anholdt ham. Men dansk politi rejste aldrig en anklage mod ham. Som vi tidligere har nævnt i artikler her på siden, var alt ikke lige retfærdigt, dengang.
Stauning: Plej social og forretningsmæssig omgang med tyskerne
Tilbage i foråret 1940 havde Stauning opfordret til at pleje sociale og forretningsmæssig omgang med tyskerne. Men trods dette kan det undre, han ikke blev dømt. Men måske havde han også de rigtige danske kontakter.
Virksomhed med Ib Schønberg og Aage Stentoft
Allerede i 1930erne samarbejde han med tyskerne. Han etablerede et reklamebureau sammen med skuespilleren Ib Schønberg. Og det samarbejde fortsatte et godt stykke under besættelsestiden. De to samarbejde også med Frits Clausens DNSAP. På et tidspunkt var den kendte Aage Stentoft også med i samarbejdet.
Han var Danmarks ubestridte filmkonge.
Nazistisk propagandafilm havde kæmpe succes i Danmark
Det var en stolt August Blom, der kunne sende en pressemeddelelse ud om sin publikumssucces på Bristol Teatret i København i 1941. ”Jøden Süss” sælger godt – rigtig godt”. Hele fem udsolgte forestillinger om dagen i syv uger.
Goebbels var yderst tilfreds med den danske modtagelse af Veit Harlans raffinerede propagandafilm. I Tyskland havde den allerede solgt 20 millioner billetter. Filmen var stærk antisemitisk.
Goebbels finansierede disse film
”Jøden Süss” handler om Joseph Süss Oppenheimer, der var finansråd for hertugen i Stuttgart. Gennem filmen afsløredes det, at han har raget store dele af hertugdømmets finanser til sig, voldtaget en (kristen) kvinde og fået ophævet forbuddet mod jøder i Stuttgart. Han har fjernet skægget og smidt kaftanen for at virke assimileret. Og så afslører han sin tilslutning til jødedommen.
Det var et par andre af den slags film, som Joseph Goebbels tog initiativ til og finansierede gennem sit propagandaministerium. Nogle af dem floppede fælt, fordi de var for tykke i deres jødehad. Den evige jøde sammenlignede jøder med rotter. Den var tyskerne endnu ikke klar til at modtage.
Danske anmeldere roste filmene
Mærkelig nok var de fleste danske anmeldere begejstret for ”Jøden Süss”. Svend Borberg skrev følgende i Berlingske Tidende:
Dette var nu ikke den eneste propagandafilm som de danske anmeldere roste. En anden film ”Ich klage an” havde også succes. Den advokerede for eutanasi. Blandt de positive anmeldelser var den af Frederik Schyberg i Politiken.
Dengang var censuren ikke slået igennem
Aviserne og biograferne kan ikke undskylde sig med, at de var udsat for censur. Det var det ikke på daværende tidspunkt. Der måtte også endnu vises amerikanske film.
På Bristol Teater hang et opslag, der påstod, at filmen ikke indeholdt propaganda mod jøderne.
Hygge-antisemitismen trivedes i Danmark
Med hensyn til publikums begejstring, så skal vi lige tænke på at dengang vidste man ikke så meget, som man gør i dag. Man kunne relativt se filmen for sin underholdningsværdi. Og så blive bestyrket i sine fordomme over for jøderne. Hygge-antisemitismen trivedes godt i Danmark, mens krigslykken stadig var på tyskernes side.
Kun en avis forholdt sig kritisk
Det var egentlig kun en dansk avis, der forholdt sig kritisk til filmen og det var Kristeligt Dagblad. Der var et langt indlæg, hvor bladet kritiserede de andre anmeldere. Kommentarerne slår fast at danskerne:
Anmeldere blev inviteret på reportagerejser
Nu var det sådan dengang at anmeldere blev inviteret på reportagerejser til Tyskland. De er fotograferet sammen med tyske journalister fra den nationalsocialistiske avis Fædrelandet.
Sven Borberg, der var anmelder på Berlingskes aftenavis, var udpræget tyskvenlig og kulturel kollaboratør.
Schalburtage i filmstudier
Den 7. februar 1944 lød der et sønderlemmende brag i et stille villakvarter i Lyngby. Kvarteret var blevet ”schalburgteret” – som betegnelsen lød i den illegale presse – bombet af tyskerne. Målet var de berømte ASA – studier på Blomstervænget. Det var hjemsted for de mest populære og folkelige film i historien. Herunder Morten Korch – og far til fire filmene, som dog først blev lavet efter krigen.
28 minutter senere lød der endnu et voldsomt brag i Storkøbenhavn. Denne gang var det Nordisk films studier i Valby. Hos ASA blev det ikke opfattet negativt. Handlingen kunne bruges over for offentligheden som bevis på, at man ikke havde samarbejdet med tyskerne. Hvorfor skulle man ellers bombe ASA?
Nazistisk charmeoffensiv over for danske stjerner
Men intet kunne være mere fjert fra sandheden. Øverste chef, Henning Karmark havde tætte bånd til nazisterne. I den illegale presse blev han kaldt ”Fuldblodsnazist”. Men han var langt fra den eneste.
Også datidens største talenter i dansk film, Lau Lauritzen Jr. Og Alice O’ Fredricks leflede for tyskerne.
Lau lauritzen jun. Var Asa’ s kunstneriske leder og medlem af bestyrelsen. Men derudover var han instruktør og skuespiller Han fik damehjerter til svulme.
Instruktør Alice O’Fredericks var også en del af selskabets ledelse. Hun var Danmarks første kvindelige – og mest produktive filminstruktør.
Grunden til deres forbindelse med nazisterne fandt sted i foråret og sommeren 1942, hvor von Hake – Rigsfilmkammeret i Berlin indledte en charmeoffensiv over for danske stjerner, som kunne bruges i tysk-producerede film og derved bidrage til at mildne vindene i den modvillige danske befolkning,
Lau Lauritzen Jr. Tog til Tyskland til at lave prøveoptagelser. Alice O’ Friedercks inviterede sig selv til Tyskland. Hun fik dog ikke lov til at lave spillefilm. Men hun undlod dog ikke efterfølgende at skrive en overvældende positiv beretning om sin rejse til Berlin i propaganda – Bladet ”Kureren”, som blev udgivet af UFA, den danske afdeling af nazisternes filmselskab.
Deres rejser til Tyskland var ikke kendt dengang
I beretningen roser Alice O’Fredericks såvel instruktøren Leni Riefenstahl, der arbejdede for nazisterne og var personlig ven med Adolf Hitler, som instruktør Karl Ritter, der var en af de mest stålsat militæriske nazi-instruktører i Det Tredje Rige.
Deres rejser til Tyskland var ikke kendte dengang. Derfor slap de begge for at komme i den offentlige gabestok og blive hængt ud i den illegale presse. Køen ved håndvasken voksede og det var med at springe over på den rigtige side på det rigtige tidspunkt.
Flirten med Det Tredje Rige er aldrig blevet en del af de to’ s efter mæle.
På kanten af historieforfalskning
I en tidligere udsendt biografi af Lau Lauritsen Jr. er hans søn Lau den tredje således citeret for følgende:
I et interview med Alt for Damerne i 1964 fortæller Alive O’Fiedericks ifølge samme bog:
Bombningerne var nu uden hensyntagen til, om danske selskaber kollaborerede med tyskerne eller ej. De var tænkt som en kollektiv afstraffelse af de vrangvillige danskere beordret af det tyske sikkerhedspolitis danske chef Otto Bonvensieben.
Det er ikke noget, der tyder på at Lau Lauritzen jun. eller Alice O’Fredericks var nazister. Jo det var hende, der dengang lavede Morten Korch og Far til Fire film.
10 års fængsel til en sympatisør
Et tidsskrift ”Film” blev i den grad støttet af tyskerne. En ny storannoncør, var Chr. Erichsens Forlag, som blev ledet af Bjørn Erichsen. Hermed kom bladet til at samarbejde med yderligere en nazi-tro forretningspartner.
Erichsens nazi-sympatier kostede ham 10 års fængsel for landsforræderi og angiveri. Han arrangerede tyske gæst-spil og rapporterede om tyskfjendtlige holdninger i det danske kulturliv.
Ib Schönberg stillede op
Da den tyske stjerne Jenny Jugos var på promotion- tur til København i november 1940 var det svært at finde konferencier. Men Ib Schønberg stillede op med et smil. Næsten alle aviser omtalte besøget. Og der var masser af foromtale. Og det var i den grad trængsel foran Palladium. Om aftenen var der transmission i Statsradiofonien.
Havde Goebbels for let spil i Danmark?
Der kom også andre tidsskrifter med tysk støtte, Bl.a. Kureren og Masken. Men også disse tidsskrifter kunne ikke løbe rundt. Goebbels lagde meget vægt på propagandafilm. Det kan man læse i hans dagbøger.
Også danske SS – soldater så filmen om Jøden Süss i forbindelse med deres uddannelse. En film som danske anmeldere roste op i skyerne undtagen Kristeligt Dagblad. Anmelderne var af den mening at film kun skulle være underholdende. De mente ikke at man skulle være bange for tysk propaganda. Spørgsmålet er så:
Det havde han måske i begyndelsen. Men da tyskernes krigslykke vendte, så vendte danskerne også tyskerne ryggen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 21, 2023
Hvad kan vi lære af 1864?
En ”farlig” sang. Du skal have tungen lige i munden. Danmark blev dybt amputeret. Mange spørgsmål. Skulle regeringen have trukket ”November-forfatningen tilbage? Katastrofen berørte vores politik gennem 150 år. Selvforståelsen og selvværdet lå i ruiner. Alliancefri neutralitet. Danmark reduceret til en småstat. København blev befæstet. Det danske imperiums undergang lå forude. For tyskerne/prøjserne var 1864 ikke så vigtig. Betød 1864 noget for besættelsestiden? Da 1864 kom på alles læber. Det handlede nu om Danmarks brand. Myten dominerer stadig. Bogen kræver noget af læseren, selv om den er velskrevet og fin disponeret.
En ”farlig” sang
En spændende bog har vi igen fået læst. Det er en moppedreng på 432 sider. Og titlen er fra ”Det haver så nyligen regnet”. Og det er jo en vise/sang som endnu mange år efter dens fremkomst i 1890 skabte problemer for min afdøde kone, da TV-syd nægtede at bringe en film om ”EDB – programmet Comal 80. Da brugte hun netop den melodi. Men TV – syd mente, at brug af denne kunne genere Det Tyske Mindretal. Men se den historie kender de flittige læsere af vores hjemmeside.
Sangen blev publiceret i København i forbindelse med sønderjyders besøg. De dansksindede og deres skæbne var ikke glemt. Og det var hadet til og frygten for tyskerne heller ikke.
Du skal have tungen lige i munden
Bogen er velskrevet – ingen tvivl om det. Men man skal godt nok have tungen lige i munden. Egentlig er det en kompliceret historie – lige så kompliceret som Sønderjyllands historie. Der er masser af navne og begivenheder, man skal forholde sig til. Der er ingen enkle forklaringer. Når du læser bogen, skal du hele tiden holde fokus.
For ikke-nørder eller ikke-sønderjyder kan værket godt være en for stor mundfuld. Men det skal nu ikke forstås som en kritik af bogen, som er velkonstrueret.
Danmark – dybt amputeret
Der er lige begrebet helstaten Danmark (kongeriget og hertugdømmerne) som man også skal forholde sig til. Det var den danske konge – som konge for Kongeriget og Hertugen over Hertugdømmerne)
Efter 1864 var Danmark fysisk blevet amputeret – ikke bare geografisk men også dybt inde i folkesjælen. Nederlaget var et kollektivt trauma. Var danskerne for naive dengang? Krigen i 1864 er umulig at slippe, fordi følgerne har sat et varigt præg på Danmark og danskernes selvforståelse.
Mange spørgsmål
Var Danmark blevet et offer for det magtbegærlige, udspekulerede og nådesløse Preussen? Var vi bare blevet ladt i stikken af andre europæiske magter? Var det de danske politikere, der bar ansvaret og havde fejlet bravt? Havde soldaternes indsats været helt forgæves?
Man fandt det upassende at angribe de danske soldaters offervilje, kampvilje og nationale sindelag.
Skulle regeringen have trukket november forfatningen tilbage?
Skulle regeringen have trukket november-forfatningen tilbage for at undgå konflikten? Førte man en politik, der bevidst fremtvang en konflikt, der kunne lede til den internationale mægling, som man i årevis havde stræbt efter.
Katastrofen førte til ændret politik
Katastrofen førte til ændring af dansk udenrigs – og indenrigs – politik. Det er ikke et helt let projekt. Men i det store og hele lykkedes det. Men denne sides ”Gamle redaktør ” har dog nogle indvendinger.
I begyndelsen af bogen nævnes et citat fra 1865:
Som sådan er det jo rigtigt. Modsætninger og strid skabte Danmark og i mange tilfælde var udgangspunktet nederlaget i 1864.
Selvforståelsen og selvværdet lå i ruiner
Den danske selvforståelse og det danske selvværd lå i ruiner. Krigen i 1864 var en katastrofe. Ja det gik også ud over vores kulturpolitik. Et vidt forvitret rodnet gennem dansk politik i over 150 år var følgerne af 1864.
Trådene trækkes langt tilbage. Det er også nødvendigt, når man skal forstå grænselandets historie.
Alliancefri neutralitet
Der opstod en heftig diskussion om, hvem der egentlig var skyld i nederlaget. Den ene fløj beskyldte den anden for det. Vores udenrigspolitik var sikkert skyld i at ingen kom os til hjælp. Således glimrede Sverige og Norge med deres fravær. Derefter var det tale om alliancefri neutralitet.
Danmark kunne ikke andet end stole på sig selv. Det gjaldt om at holde sig neutralt. Med andre ord. Hændelserne i 1864 påvirkede i den grad Forsvarspolitikken. Hvilket forsvar skulle Danmark have i fremtiden? Hvad skulle det nytte.
Danmark reduceret til en småstat
Vi var blevet nyslået småstat.
Rigsfællesskabet bestod dog stadig af tre nationer. Og Vestindien blev først solgt i 1917.
København blev befæstet
Situationen fra dengang betød at København fik et kæmpe befæstningsanlæg. I 1885 sørgede 20.000 kvinder for en indsamling til kanoner. Disse blev overbragt kongen. Efterfølgende forsøgte man også med eftergivende og venlig politik over for naboen mod syd – Tyskland. Man ville nødig provokere.
Det danske Imperiums undergang
Egentlig var man ved at tale om det danske imperiums undergang. Men det beskæftiger denne bog sig så meget med. En bevægelse var opstået. Man skulle danne en skandinavisk nation med en svensk konge. Også den model var den danske konge tilhænger af. Vi har i tidligere artikler skrevet om dette. Men i sidste øjeblik sprang svenskerne alligevel fra.
Og Bismarck ville sammen med de nordiske lande danne en modpol mod Rusland.
For tyskerne var 1864 ikke så vigtig
Tyskland ville altid være en trussel. Man kunne kun stole på sig selv. Men for tyskerne var krigen 1864 ikke så vigtig. Det var et internt spil dengang. Og det handlede egentlig om, at Bismarck ville af med østrigerne. Der fulgte da også en krig mod Østrig i 1866 og mod Frankrig i 1870 – 71.
De fleste mener lige som forfatteren til denne bog at 1864 skabte nationalstaten. Enkelte mener dog, at det var 1920, der skabte nationalstaten. Men også for Det Tyske Forbund fik det følger. De led skibbrud og blev indlemmet i Preussen.
Også andre tabte
Men også andre led tab. Og det skal ikke glemmes. Det var den augustenborgske bevægelses kamp og undergang. Ja også den Slesvig – Holstenske selvstændigheds – bevægelses undergang.
Men det er som om forfatteren går for vidt i sine fortolkninger af eftervirkningerne fra 1864. En del af forklaringerne passer ikke. Det gælder for eksempel omtalen af besættelsestiden.
Betød 1864 noget for Besættelsestiden?
Forfatteren taler om, at vi i Danmark henrettede 46, mens man i Norge ”kun” henrettede 37. Nu kunne man have gået videre med at fortælle om, at modstandsbevægelsen herhjemme likviderede omkring 500 og i Norge i et antal, der var væsentlig mindre. Men alt dette har ikke noget at gøre med 1864. Det handler om moral og åbenhed eller mangel på samme.
Måske har forfatteren i visse steder overdrevet.
Vi kan jo bare tage Christmas Møllers holdning til Tyskland i 1945. Her afviste han en grænserevision med henvisning til, at den ville efterlade et betydeligt tysk mindretal i Danmark, hvilket ville give såvel dette mindretal som Tyskland muligheden for i fremtiden at blande sig i dansk politik.
Den danske regering afviste ligeledes Bismarck forslag om en nordlig deling af Slesvig i årene efter 1864, fordi de alle gav det lille tyske mindretal en række rettigheder, som kunne bruges til at underminere dansk selvstændighed. Så måske er der alligevel spor til 1864.
Da 1864 var på alles læber
Uanset om man elskede eller hadede Ole Bornedals ”1864” må man da medgive, at tv-serien havde formået at debattere på livet løs. Det lykkedes for ”1864” at gøre sig relevant i samfundsdebatten.
Men det var som om instruktøren Ole Bornedal stod alene, mens debatten om hans tv-serier har raset. Debatten antog en tone, der minder om det, forfatteren Aksel Sandemose har døbt Janteloven. Undertegnede var en af dem, der syntes at det var en fantastisk serie. Selvfølgelig var den ikke historisk korrekt.
Det handlede om Danmarks brand
Danskerne var præget af forsigtighed efter 1864. Krigen varede kun fem måneder og to store slag. De nationale ikoner havde lidt et knæk. Det handlede også om Danmarks brand. Vores ambitioner om at spille op over for stormagterne måtte skrottes. Nu måtte man finde noget mere jordnært at beskæftige sig med. Og det gjorde man i den grad.
Man måtte erkende at man ikke kunne vinde krige. Det var i Vikingernes tid. Nu fik vi hede – selskabet, Andelsbevægelsen og Grundtvig med højskolebevægelsen. Efter 1864 var store ambitioner og højtflyvende drømme som nævnt gået af mode i Danmark. I stedet kom der fokus på det nære og folkelige. Man distancerede sig fra det farlige udland ved at skabe en såkaldt modfortælling ved at iscenesætte Danmark i kontrast til, hvordan man gjorde i andre lande.
Myten dominerer stadig
Myten dominerer stadig mange danskers verdensbillede længe efter tragedien i 1864 er falmet fra den nationale hukommelse. Danskerne har glemt, hvor deres selvforståelse er kommet fra.
Nu gik lidt videre i vores anmeldelse af bogen. Men det var for at sætte vores selvforståelse i relief. Mon ikke, der stadig er mange skolebørn, der tror, at vi vandt krigen i 1864.
Bogen kræver noget af læseren
Men tilbage til Bogen ”De træer, de drypper endnu – 1864 i dansk politik”. Den sætter som det kan ses, tanker i gang. Den kan i den grad anbefales, selv med ”Den Gamle redaktørs” indvendinger. Men som vi allerede har bemærket, så kræver bogen noget af læseren. Og det er ikke fordi bogen ikke er velskrevet – det er den. Og selv om bogen er godt bygget op, så er emnet ret kompakt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 1.984 artikler
Maj 20, 2023
Ladegården og en populær å (11)
Vigtig for vandforsyningen. Peblinge Sø blev dannet. Ladegårdsåen – den onde bæk. Grænsekæl mellem Frederiksberg og Nørrebro. Broer over Ladegårdsåen. Også badested for Lersø – bøllerne. Ladegårdsåen brugt som kloak. Kongen krævede at personalet gik i kirke. 20 hollandske bønder skulle passe Ladegårdens jord. Københavnerne mente, at de var ude på landet. Fra 1897 blev Ladegårdsåen tildækket. Det var ikke et brudepar, der druknede. Druknestenen. Til bryllup hos Peter Mariboe. Mange gæster med jødisk baggrund. Kareten skred ud i åen. Beretning fra 1. oktober 1812. Mystikken om gravstenen. Piletræer blev efterhånden opsat. Den lille sporvogn på Ladegårdsvejen. Kongen nedlagde Solbjerg. Ladegården blev udlejet. Hjemløse på Ladegården. Krigshospital Claudi Rosset, en sand velgører. Hospitalsudstyr måtte lånes ude i byen. Masser af bryllupper i kirken. Skt. Hans Hospitalet flyttede. Tvangsarbejderanstalt. Branden den 14. august 1839. Poetisk skue fra jernbanen. De måtte ikke bruge penge. Pjaltehæren. Straffet fordi de fik fattighjælp. Omtalt i sommerrevyer. Sundholm indviet i 1908.
Vigtig for vandforsyning
Dette er vores 11. fortælling om en gård og en å, der er opkaldt efter denne gård. Der er store planer for fritlæggelse af dele af denne å. Den blev rørlagt i tidsrummet fra 1897 til 1969.
Egentlig opstod åen ved sammenløbet af de to åer, Grøndalsåen, der kom fra Damhussøen og Lygteåen. Sidstnævnte havde oprindelig en noget sydligere retning end den senere Ladegårdså, idet den gik tværs over H.C. Ørstedsvej, omtrent ved Svanemosegårdsvej, hvor tidligere Svanemosen eller Svanehaven lå.
Ladegårdsåen havde stor betydning for Københavns vandforsyning og fæstningsværker, idet den skulle holde stadsgravene fyldt.
Peblinge Sø blev dannet
Vandet i Emdrup Sø og i Lersøen blev tvunget mod syd. Samtidig blev Ladegårdsåen gravet. En dæmning ved Bülowsvej ledte vandet ind i den opgravede kanal. En dæmning langs Åboulevarden og Gyldenløvsgades sydlige sider hindrede vandet i at løbe ud i Kalvebod Strand. På denne måde blev Peblingesøen dannet. Den var forvandlet fra engdrag til sø.
Først senere opstod Sankt Jørgens Sø. I 1606 påbød Christian den Fjerde således byens vise fædre at lade vandet stige for derved at danne Sankt Jørgens Sø. Byen var nu ikke meget for det. Man mistede værdifulde græsningsarealer nær byen, men kongen insisterede af forsvarshensyn. I 1619 blev der anlagt en dæmning ved Gammel Kongevej.
Ladegårdsåen – den onde bæk
Ladegårdsåen blev hovedvandsforsyningen til søerne – det tidligere engdrag omkring byen Havn. Åen er gravet ned under Åboulevarden.
Der er lidt tvivl om søernes nøjagtige alder. Men der er en skrivelse fra 1543 til byens vognmandslaug. Her får man pålæg om at holde alle damme vedlige:
Ordet ”dam” har her betydning dæmning. Peblinge ”dam” må være før omtalte dæmning og er således første beskrivelse af Gyldenløsgade.
Den onde bæk ved Sancte Jørgen må være Ladegårdsåen, da den omtales samtidig med dæmningen, der skulle lede vandet ind i Peblingesøen. Hvorfor Ladegårdsåen skulle være ond, er det ikke lykkedes os at finde ud af.
Grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg
I lang tid dannede Ladegårdsåen et uoverstigeligt grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg. Først langt uden for byen fandtes overgange over åen – ved Falkonergården og ved Grøndal.
Broer over Ladegårdsåen
Omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade, den såkaldte Blågårdsbro. Senere i 1852, fik rådmand Büllow tilladelse til for egen regning at måtte anlægge en kørsels – og gangbro mellem Dosseringen og Skt. Jørgens Sø. Büllows Bro, der lå tæt ved åens udløb.
Året efter fik kaptajn Bangert, der ejede Solitude med omliggende jorde ligeledes tilladelse til at måtte anlægge en bro, Bangerts Bro for enden af Büllowsvej. Senere blev Parcelbroen for enden Parcelvejen (nuværende Griffenfeldtsgade).
På begge sider af åen lå der villaer med store skyggefulde haver. Men alle disse herligheder er for længst forsvundet og har givet plads til gadeanlæg, høje huse og lejekaserner.
En kold ”fornøjelse”
Ladegårdsåen var en vidunderlig tumleplads på alle årstider for drenge. Det vidner en beskrivelse fra 1919 om. To brødre var gået hen til åen ved Bispeengen ud for Munkensvej for at ”lærke” isen”, som man kaldte det. Man sad med skohælene og hamrede mod den tynde is, sådan at vandet kom til syne.
Men en af knægtene, Hilmar gav nu lillebror et ordentligt skub. Lillebror rutsjede ned af brinken, gennem det hul som de havde lavet og ind under isen. Storebror fik hurtigt halet lillebror op igen og fik banket Hilmar.
De turde ikke at gå hjem. Storebror mente, at det var bedst at løbe, så lillebror igen kunne blive tør. Og så løb de rundt i flere timer i frostvejr. Da mørket faldt på, vendte de hjem. Spisetiderne skulle overholdes.
Også badested for Lersø – bøllerne
Mor fandt dog alligevel ud af, hvad der var sket. Og lillebror blev meget syg i et par uger. Vi har i tidligere artikler berettet om, hvad der skete omkring åen. Det var yndet badested for børn men også for Lersøens stamgæster.
Renligheden derude var forbavsende god, forholdene taget i betragtning. En sommermorgen kunne man se hele flokken tage bad i den nærliggende Ladegårdså. Det nyvaskede tøj hang til tørring i piletræerne.
Ladegårdsåen brugt som kloak
Nu var Ladegårdsåen ikke altid så idyllisk som det fremgår af diverse tegninger. Op omkring 1900 – tallet voksede København drastisk og byen voksede ud over de grønne områder langs åen. Åerne gik fra at være led i vandforsyningen til at være en del af kloaksystemet. Ladegårdsåen udviklede sig derfor i denne periode til en åben kloak.
Men heldigvis genvandt de københavnske åer deres status som vandløb
Kongen krævede, at personalet gik i kirke
Vi har tidligere beskrevet Ladegården, som i første omgang blev ødelagt af en kraftig storm. Det var en 100 fag lang bindingsværksbygning. Her var plads til 500 stk. kvæg i seks rækker. Man kørte foderet op i laden over stalden. Foruden kvæg var der svin, får og fjerkræ. Ladegården beskrives som omgivet af en voldgrav,
Kongen gik meget op i, hvad hans personale lavede. De skulle således også gå i kirke. Han ansatte selv personalet. Han forsøgte sig med en rugemaskine – en hønseovn. Men ak. Det gik med Ladegården som så mange andre af Christian den Fjerdes store planer – nemlig slet ikke.
20 hollandske bønder skulle passe Ladegårdens jord
Gården blev bortforpagtet. Hans søn Frederik den tredje indkaldte 20 bønder fra Amager, som fik besked på at anlægge en landsby og i øvrigt skulle de dyrke Ladegårdens jord. Landsbyen blev kaldt Ny Hollænder by eller Ny Amager.
Københavnerne mente at man var ude på landet
I ældre tid lå således tæt ved Skt. Jørgens Sø, ejendommen Mosendal, hvis grund stødte op til Ladegårdens territorium. I slutningen af det 18. århundrede befandt der sig her I.F. Foltmars Kattunfabrik.
Københavnerne mente, at man virkelig var på landet her. Således blev der i maj måned annonceret i Adresseavisen med at der var sommerværelser til leje på ”Mosendal”. På Ladegårdsvejen opførtes en høj bygning, som på grund af udseendet kom til at hedde ”Strygejernet”.
Fra 1897 blev Ladegårdsåen tildækket
Indtil 1897 var Ladegårdsåen synlig i hele dens længde. Men trafikken var stigende. Da der skulle skaffes ”større bevægelsesplads blev åen overdækket med en muret hvælving, som gik fra Peblingesøen til Hans Egedes Gade og samtidig fik de to gader langs åen, Ladegårdsvejen og Ågaden, fællesnavnet Åboulevarden.
Det var ikke et brudepar
Der er stadig folk, der tror, at der er rejst en sten for et brudepar, der på deres bryllupsaften i karet i bælgmørke var kørt i åen. For det første er det ikke rejst en sten på grund af dette. Og for det andet har der ikke fundet en drukneulykke sted med et brudepar.
Druknestenen
Den pågældende sten var en gammel vandstandsmåler, som ved Ladegårdsåens oprensning i juni 1827 var kommet til syne. I mange år havde den ligget skjult i mudderet på åens bund.
Det er ud for Åboulevarden 15, der står denne undseelige sten, der nok bliver overset af de fleste. Stenen kalder man ”Druknestenen”. Og den står der til minde om den tragiske begivenhed, der fandt sted natten til den 27. november 1812.
Til bryllup hos Peter Mariboe
Nej det var ikke et brudepar, der omkom. Det var gæster til et bryllup. Brudgommen Peter Mariboe var konverteret fra jødedom til kristendom og var blevet gift igen, efter at han året forinden havde mistet sin hustru. Festen blev holdt på det smukke landsted Rolighed på Frederiksberg, som Mariboe havde erhvervet et par år forinden.
Mange gæster med jødisk baggrund
Blandt gæsterne var en del med jødiske rødder. Således galanterihandler Falk Henriques, der var bror til brudgommens mor, Isabella Henriques. Hun var også kendt som Bella. Den københavnske bydel eller nok nærmere restaurant Bellahøj var opkaldt efter hende.
Med til festen var Falk Henriques hustru, Marie, for hvis skyls han havde forladt jødedommen og var konverteret til protestantismen, så de kunne gifte sig i 1809.
Falk Henriques søster, Lise Magnus, der var gift med glaslærredsfabrikant Jacob Morits Magnus, var også blandt de mange gæster.
Kareten skred ud i åen
Kort før midnat sker ulykken. Et par af selskabets damer, deriblandt Lise Magnus og Marie Henriques, vil gerne hjem. Marie Henriques har en lille søn, Edward, der et par dage forinden er fyldt et år, og som hun sandsynligvis gerne ville hjem til.
Sammen med tre andre kvinder og en halvvoksen dreng tager de plads i en karet, som sætter kursen mod Købmagergade 16, hvor Marie Henriques ægtemand har sin galanterihandel.
Kareten kører med fuld fart i den mørke november nat, ned ad det der i dag hedder Rolighedsvej og rundt om hjørnet ved Bülowsvej. Men da kusken skal have kareten rundt om det skarpe højresving mod det der i dag hedder Åboulevarden går det galt. Kareten skrider og styrter i det iskolde vand i Ladegårdsåen.
Beretning fra 1. december 1812
En af datidens aviser ”Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn” beretter den 1. december 1812:
Mystikken om gravstenen
Der et mysterium om Lise Magnus ”ekstra” gravsten. Marie Henriques og Lise Magnus blev begge begravet fra Falkonergården og kisterne nedsat i et fælles gravsted på Assistens Kirkegård den 2. december 1812.
Men Lise Magnus har også en gravsten på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Ifølge Mosaisk Troessamfunds optegnelser er hun ”død ved ulykkelig hændelse” og begravet på den jødiske begravelsesplads i Møllegade.
Ifølge protokollerne fra Assistens Kirkegård på den anden side af Nørrebrogade fik hun dog en kristen begravelse og er ikke siden blevet flyttet.
Piletræer blev efterfølgende opsat
Her var bælgmørkt. Ulykken var årsag til at en række piletræer blev plantet langs åens bredder. Da åen i 1897 blev overbygget, blev stenen taget op og bagefter anbragt på Åboulevarden med den simple indskrift ”26-27. novbr. 1812” indhugget i den. Ved reguleringen af Åboulevarden blev stenen midlertidig fjernet. Efter at indskriften blev slebet ud blev den gamle vandstandsmåler opstillet på sin nuværende plads.
Den lille sporvogn på Ladegårdsvejen
På hele Ladegårdsvejen kørte en lille sporvogn trukket af en enkelt hest. Den kærte hele Ladegårdsvejen igennem, drejede om ad Bûlowsvej for via Rolighedsvet at ende på Falkoneralleen.
Kongen nedlagde Solbjerg
Ladegården bestod af mange bygninger. Og vi skal helt tilbage til 1620, da Christian den Fjerde havde erhvervet Skt. Jørgens Gård med tilhørende mark. Kongen nedlagde Solbjerg By og lagde dennes jorder under Ladegården.
Denne blev stærkt befæstet med volde og grave. Men egentlig var det en kæmpe landejendom med kornavling og kreaturdrift, som var anlagt for at forsyne Københavns Slot og Hoffet med nødvendige landprodukter.
Ladegården blev udlejet
I 1658 – 1659 var ladegården besat af svenskerne. Herfra beskød de København. Og så ødelagde de gården. Rentemester Christoffer Gabel forpagtede gården i 1661, men den kom senere tilbage til Kronen. I 1683 udlejede Christian den Femte en del af gården ud til musikant Joh. Alter.
Ladegården var på et tidspunkt krigshospital. Og inspektøren fik værtshusprivilegium. I 1727 blev en større bygning tilbudt til leje enten som et anlæg af et manufaktur eller til brug for en traktør.
Hjemløse på Ladegården
Efter den store brand i 1728 boede der mange hjemløse på Ladegården.
De fleste var fattige. De fleste var indfanget af byens stodderkonger. Det var forbudt at betle uden tilladelse. I årene 1734 – 1738 var der ca. 1.300, arbejdsløse soldater. Ca. 300 var krigsinvalider. Mange af disse var på Ladegården beskæftiget med fremstilling af lærred.
Krigshospital
Ladegården blev ejet af ”Det kongelige danske Krigshospital”. Og den 10. juni 1769 tilmed ”Det kongelige Uldmanufakturs Vaskemølle”. Det blev solgt til ”Direktionen for det fattige Væsen” for 22.100 Rigsdaler. Købet omfattedes af selve Ladegårdens hovedbygning med vaskemøllen samt de øvrige bygninger indbefattet den daværende kirkesal med tilbehør.
Claudi Rosset – en velgører
Hertil flyttede også pest-huset. Og derefter var det en privatperson, der købte stedet. Så blev stedet igen omdannet til Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse. Det var navnlig ”sindssyge”, der blev indlagt her. Men behandlingen af disse fik kritik. De fik det ikke bedre. De blev snarere mere ”afsindige”, end de var i forvejen.
Claudi Rossets var en rig københavnsk galanterihandler, der havde skænket store summer til pestramte og fattige. Han havde ved selvsyn set, hvordan disse levede på Ladegården.
Hospitalsudstyr måtte lånes i byen
Gennem 1780-ernevar der anbragt over 500 patienter på området. De faldefærdige bygninger var slet ikke beregnet til så mange. De syge lå i halmknipper, der kun blev skiftet to gange om året. Sengetøjet blev udskiftet med ca. 3 ugers mellemrum. Service måtte patienterne selv medbringe. Det måtte de låne hos medpatienter. Dette fremmede selvfølgelig forskellige sygdomme. Var man ikke syg, så blev man det, når man kom på Ladegården.
Der stod ikke noget med tavler på sengene, hvad patienten fejlede. Dette afstedkom mange fejltagelser. Hospitalet rådede ikke selv over redskaber. Det måtte de låne i byen.
Da englænderne belejrede København i sommeren 1807, besatte de Skt. Hans Hospital. Man evakuerede de ”sindssyge til Frederiksberg, hvis kirke blev omdannet til midlertidigt opholdssted for disse.
Masser af bryllupper i kirken
Kirken i Skt. Hans Hospital blev i slutningen af det 18. århundrede meget benyttet af københavnerne, når disse skulle vies. For da hospitalet lå uden for Københavns volde, var brudefolk ikke forpligtede til at betale for de ”stipulerede kapulationspenge”, som dengang blev opkrævet af Stadens Kæmnerkontor.
Det var særlig efter byens brand i 1795, at disse udenbys vielser næsten var blevet en modesag, fordi inden by – branden havde en af byens kirker, Vajsenhuskirken på Nytorv været der, hvor man søgte hen. Men de afbrændte bygninger blev ikke genopført.
Skt. Hans hospitalet flyttede
I 1816 og de påfølgende år flyttedes Skt. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse til Roskilde, hvor Københavns Kommune ejede Bistrup Gods, der var blevet skænket staden af Frederik den Tredje som tak for en heltemodig indsats mod svenskerne i 1658 – 1659.
I 1822 lå Ladegården nærmest i ruiner. Nu blev stedet taget i anvendelse som tekstilfabrik. Forgængeren havde ligget i Pustervig ved Vor Frue Kirke. Men var blevet ødelagt under englændernes bombardement.
Tvangsarbejderanstalt
Ladegården blev nu benyttet til en arbejderanstalt for fattige og husvilde. Men i henhold til en Kancelliskrivelse af 4. juni 1833 blev den udvidet til tillige at tjene som tvangsarbejderanstalt, der dog skulle afsondres fra de øvrige bygninger, da den skulle betragtes som et straffested, ligesom betlere og løsgængere kunne hensættes her.
Det var de mest urolige hoveder af såvel mænd som kvinder, der kom på Ladegården. Det var personer, der ikke ville underordne sig nogen tvang men gøre og lade, som de selv lystede.
Brand den 14. august 1839
Dette bevirkede også at de rottede sig sammen og stak ild til ”Gaarden” den 14. august 1839. Ved den lejlighed dukkede der foruden brandvæsnet også en deling husarer, en bataljon infanteri og artilleri. Mindre kunne ikke gøre det i Frederik den Sjettes tid. Ved denne brand nedbrændte den nordre længe, en del varer og redskaber.
Poetisk skue fra jernbanen
I 1863 fik København sin første banegård. Banens linjeføring gik over dæmningen ved Gyldenløvsgade. Jernbanen blev ført langs Sankt Jørgens Sø. Derefter blev den ført videre ad vores dages Rosenørns Alle for omkring Bülowsvej at dele sig mod Roskilde og Klampenborg. En udflugt til Klampenborg var meget populært blandt københavnere. En samtidig beskrivelse findes af en passager, da stedet endnu var tvangsarbejderanstalt:
Ladegårdslemmerne ville nok have byttet plads
Det var særdeles poetisk. Men det er ingen tvivl om, at fattiggårdsmedlemmerne godt ville have byttet plads med togpassagererne.
De måtte ikke bruge penge
Ladegårdslemmerne var temmelig fordrukne og der blev passet på, at de ikke smuglede deres yndlingsdrik ”brændevinen” ind på gården, ligesom de heller ikke måtte have rede penge mellem hænderne.
Da der var tilladt dem at købe forskellige genstande som bl.a. skråtobak på selve anstalten, havde denne udstedt bliktegn, gældende for diverse beløb, de såkaldte ”Ladegårdsspecier”. De blev udleveret lemmerne til at erhverve diverse delikatesser dog ikke brændevinen.
Pjalteherren
Blandt Ladegårdslemmernes arbejde var også den opgave at renholde byens torve og pladser. De kom gående i samlet trop med den lange rørfejekost under den ene arm og vandkanden under den anden. Påklædningen var så opsigtsvækkende som mulig:
Ladegårdslemmerne blev også kaldt for den 41. bataljon. (hæren havde dengang 40 bataljoner). Bataljonen bestod ikke af de bedste børn. Der var altid en betjent i nærheden, der skulle beskytte de fredelige borgere mod at blive forulempet af ladegårdslemmerne.
Straffet fordi de fik fattighjælp
”Lemmerne” var underkastet et bestemt reglement, der mindede om det regulativ, der gjaldt for fangerne i Vridsløselille, skønt mange lemmers eneste forbrydelse bestod i, at de havde modtaget fattighjælp.
De måtte stå op kl. 5 om sommeren og kl. 6 om vinteren. Derefter blev der serveret varmt øl. En time efter begyndte arbejdet. Arbejdsdagen sluttede først kl. 6 aften. Klokken halvni om aftenen var der tvungen sengetid.
Omtalt i sommerrevyer
Denne ynkelige skikkelse blev også taget humoristisk. Skikkelsen blev fremstillet i Sommerrevyen 1881 i ”Haabløse Slægter”, hvor ”Ladegaardslemmet” sang på melodien ”Marlborough er død i krigen:
har jeg immer boet paa ”Gaaren”
Jeg er født og klædt og baaren
I det bare Sengehalm
Harlem Harlem Harlem
Jeg er født og klædt og baaren
I det bare Sengehalm
Gaar vi rundt omkring og fejer
mens den glade Ungdom leger
i det bare Sengehalm.
Harlem – osv.
Visen gjorde lykke dengang blandt publikum. Ladegårdslemmet hørte til de figurer, man daglig så på de københavnske gader og stræder, men også andre viser fremkom omkring Ladegårdslemmerne.
Sundholm indviet i 1908
Allerede i 1903 var der påbegyndt opførelsen af en ny og tidssvarende anstalt, Sundholm på Amager. Den nye ”anstalt” blev indviet i april 1908.
Den gamle Ladegård blev udstykket.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
På YouTube kan du finde to videoer, fra et foredrag som undertegnede holdt i Stefans Kirken. Videoen indeholder en masse fotos fra Ladegården og åen.