Artikler
December 2, 2023
Østerbro og Omegn omkring 1900
Vi skal foruden Østerbro også en afstikker til Frederiksberg, Nørrebro og Indre København. En ugeløn på 2,50 kr. Man forlangte meget for en ussel løn. Masser af plads på Fælleden. Konerne kom med madpakke og brændevin til folk fra Borgervæbningen. Oplevelse at gå i biografen. Man så fem forskellige film på en halv time. Et damptog – noget for børn. Skolebørn måtte ikke passere Dosseringen. Man mødte Jomfru Tidsfordriv og de andre. En spand fløde for 5-10 øre. Natmandvognens rullen. Et fly i luften. ”Torsk og sild er godt” På skovtur. De Fattiges Dyrehave. En toværelseslejlighed kostede 12 kr. om måneden. Østerbro Isværk. Et pissoir uden døre. Blegdamsvej var livlig. Lygtemanden bar på en flamme. Første oktober tændtes trappelyset. Dagrenovationen. De stakkels mælkedrenge. Sand-manden. Den travle husmor. Skærslipperen. Rejekonen. Når sprøjterne kom. Hestene sejlede. Kvæg og heste første gennem Østerbro morgen og aften. De glade spillemænd. Søfryd. Sortedamslund. Når søen blev illumineret. Søndagsskole i Jernkirken. Arbejdernes Første maj og Grundlovsdag. Jenserne byttede deres rugbrød. En tur i omnibus var ubehagelig. Altid liv i og omkring søerne. De to -etagers sporvogne var en kold fornøjelse om vinteren for kusk og konduktør. Da telefonen kom.
En ugeløn på 2,50 kr.
Man kunne dengang få den fyrstelige løn på 2,50 kr. om ugen, hvis man kørte varer ud for et ismejeri. Og med en stor taske kunne man hente bøger hos de forskellige forlag for boghandlere rundt om i byen.
Man forlangte meget for en ussel løn
Der var også mulighed for at arbejde hos de mange urtekræmmere. Man begyndte om morgenen med at fejre gade. Og når der sne, skulle der skovles. Når det var overstået, skulle der fyres op i kakkelovnen. Og så skulle der drejes på kaffemøllen. Derefter skulle man gå i kælderen for at skylle flasker. Mange urtekræmmere havde aftapning af brændevin og øl. To gange om ugen skulle der vejes mel og sukker. Fredag og lørdag blev der først lukket kl. 23. Men så skulle der ryddes op.
Man forlangte meget til en ret ussel løn.
Masser af plads på Fælleden
På Østerbro var der dengang masser af militær. Først var der garden til Amalienborg. Om eftermiddagen var der så Infanteriet fra Sølvgades Kaserne, der gik til Kastellet.
Fælleden var meget større dengang. Hverken Rigshospitalet, Frimurerlogen eller noget andet var bygget dengang. Det eneste var det gamle militærhospital. Så var det også Borgervæbningen. De gik på arbejde om morgenen. Og om middagen skulle de stille i uniform og med gevær på Fælleden. Og så var der ellers nok at se på.
Konerne kom med madpakker og brændevin
Når Borgervæbningens kæmper holdt vild kom konerne med madpakke, bajere og brændevin. Knægtene så en ære i at bære geværerne for de tapre krigere. Nogle af dem havde da hvis også fået for meget brændevin.
Om vinteren kørtes gadernes sne ud på Fælleden. Efterhånden lå der ret så store bunker herude. Knægtene kaldte disse punker for Alperne.
Oplevelse at gå i biografen
Det var altid en oplevelse at gå i biografen. For 5 øre kunne man opleve en forestilling på en halv time. Men da kunne man også nå at se fem forskellige film. Og på Nytorv kunne man opleve at se gratis film. Der var spændt et stort lærred op på en husfacade. Filmapparatet stod på den modsatte side af Torvet.
Et damptog var noget for børn
For børn dengang var det altid en oplevelse at se damptog. Dengang var der flere banegårde, der lå på rad – Hovedbanegården – Nordbanegården -Holtebanegården – og Klampenborgbanen. Baneterrænet gik helt ud til Sankt Jørgens Sø. Her var en stor træbro over banen på hver side af søen.
Skolebørn måtte ikke passere Dosseringen
Og så sejlede der små motorbåde på søerne. En tur fra Østerbrogade til Gyldenløvsgade kostede 10 øre. Og hvis der ellers var is nok på søerne, så var der afgang for fodgængere og skøjteløbere på Sortedamssøen. Her var udlejning af slæder og skøjter.
Og så blev der forbudt for skolebørn at passere Dosseringen. Skoleeleverne mente selv, at det var fordi, at der boede nogle fine folk der.
Man mødte Jomfru Tidsfordriv og alle de andre
Gymnastikundervisningen foregik også dengang ledet af en pensioneret underofficer. Når man så skulle på fælleden for at spille langbold, foregik det i march. På fælleden kunne man trække Fælled-dronningen, Jomfru Tidsfordriv, Krølle Charles og Den Norske Præst. Krølle Charles var ofte sjofel. Jo her kom også ”Manden på Risten”.
På Østre Gasværk kom mange familier med lejet trækvogn og hentede det såkaldte ”Smuld-affald” fra kul og kokafremstilling. Det kunne altid lune i en fattig bolig.
En spand fløde for 5-10 øre
Dengang kunne man købe fløde, der blev opbevaret i blikfade. For 5 -10 øre kunne man få en lille emaljeret spand med hank fyldt. I 1905 – 1905 blev det almindeligt med margarine. Det var noget trist bleggult. Men så kunne man købe kapsler med kulør.
Natmandsvognens rullen
Om natten kunne man høre ”natmandsvognens” rullen. Den var hestetrukken og larmede på brostenene. Og det var retiraderne, der skulle tømmes. En svagtlysende lampe dinglede under bagsmækken. W, C. og badekar var kun for velhavere. Og det begyndte vel først at dukke op omkring 1906.
Og dengang på Østerbro sad pensionisterne og røg merskumspiber.
Et fly i luften
Var børn med deres forældre inde i Indre By kunne de omkring 1910 få en meget spændende oplevelse. Da fløj Alfred Nervø rundt og han rundede Rådhuspladsen kun få meter fra rådhusets tårn.
Torsk og sild er godt
Men for børn var det også spændende, når de forskellige handlende dukkede op med deres trækvogn:
På skovtur
En gang om året tog hele familien på skovtur. Det var nu ikke alle der havde råd til at tage en tur med en kapervogn til Dyrehavsbakken. Mange gik derud og så tog man måske med toget hjem. Eller man kunne nøjes med De Fattiges Dyrehave på Østerbro.
De Fattiges Dyrehave
Dengang lå der et hus under gadelinien. Det var en rest fra gammel tid, da Rosenkildes ”lå på landet”. Foran stod en flytteomnibus uden hjul anbragt på fire hjul. Et stykke nede i Classensgade mødte man et frodigt vildnis. Det var resterne af de Classenske Haver, der skulle udstykkes til byggegrunde.
Videre kunne turen gå ud til kalkbrænderiet. Her kunne man så endelig gæste ”De Fattiges Dyrehave”. Her fandtes luftgynge og andre forlystelser. Her var også en sjov abekat, der var fæstet til en lang kæde, der lavede de mest utrolige spilopper. Her kunne man også sidde i lysthuse.
En to-værelses-lejlighed til 12 kr.
I Ryesgade kunne man få en toværelses lejlighed til kun 12 kr. om måneden. Ved siden af havde man så Joseph Levins oplagsplads med gammelt jern og gamle klude. Her skete det at Joseph fra dansk Vestindien havde fået meget sprut. Så dukkede en masse betjente op, fik lagt ham i håndjern og så gik det ellers til detentionen til ungdommens store jubel. I ædruelig tilstand var denne store Joseph ellers stille og rolig og meget gemytlig.
Som regel sad han på virksomhedens flade tag og syede sække. Af og til fik han øje på hovmesterens hjembragte blå papegøjer og så begyndte han at fløjte. Sandelig om han ikke fik svar.
Østerbro Isværk
Og her lå også Østerbro Isværk. Når vogne kom efter is, blev de først kørt ind på en vægt inden for porten. Via en sliske havnede isen så på vognen.
Om vinteren stod mange arbejdsløs tidligt om morgenen i kø foran porten, for at få arbejde. Ofte var der slagsmål. Det skete, når nogle forsøgte at komme foran i køen. Hvis man så var blevet antaget, gik man over på søen og begyndte at gennemsave isen. Der blev dannet render, gennem hvilke isstykkerne blev flådet ind under bro til isværket, hvor mænd med en slags høtyve tog imod og langede blokkene op til lugerne.
Ved siden af denne lå en græsmark med vilde blomster helt ned til Ryesgade 52. Lundingsgade senere Trepkasgade og Søpassagen var ikke gennembrudte og bebyggede. Til den modsatte side lå en masse gårde, der var adskilt af plankeværker.
Over toppede brosten kom man til en række nummererede træskure, som kunne aflåses – et til hver beboer. Her kunne opbevares brændsel m.m.
Et pissoir uden døre
I ejendommen fandtes på venstre side af den fremspringende køkkentrappe fandtes to retirader, potterum og længst henne pissoir uden dør.
Når madammerne skulle ned med potten, som især børn benyttede om natten, bar de den skjult under forklædet.
Blegdamsvej var livlig
Blegdamsvej var dengang en vej med livlig trafik. Særlig tiltrak de høje sporvogne opmærksomhed. Og så var det den dybe grøft med skråtstillet gærde. Og så var det fællederne med de mange græssende køer og heste. For enden af det hele kunne man lige få øje på Nørre Alle med de mange træer. Man kunne også fra ejendommen se den gamle Fredens bro.
Lygtemanden bar på en flamme
Det var også sjovt at se Lygtemanden. Han bar den lille beskærmede flamme i en lang stang over skulderen. Så skubbede han en lille glasplade op under lygten, drejede på en hane og tændte lygten, der brændte med gul flamme. Så skråede han over gaden til den næste lygte. På den måde zigzaggede han gennem gaden.
Første oktober tændtes trappelyset
Første oktober var en dato, man så frem til. På denne dato blev trappelyset tændt. Det var viceværten der med en svovlstik tændte de gule gasblus derude. Belysningen inde i lejlighederne var selvfølgelig petroleum. Der fandtes tre kvaliteter. Den bedste af dem, var den med rød etiket. Den hed ”White Water” og kostede 10 øre pr. pot.
Akvavitten var også i tre prisklasser alt efter etikettens farve brun, blå og rød. Ja og selv mælk var i tre kvaliteter – skummet, halvskummet og sød. Dette var i høje junger med pottemålet hængende på kanten.
Dagrenovationen
Dagrenovationen gjorde med sin skralde opmærksom på, at nu kunne husmødrene komme af med deres affald. Selvfølgelig blev gårdens skarnkasser også tømt, ligesom gaden fik en omgang med kost og skovl.
Hestene vidste som regel, hvornår de skulle standse og sætte sig i gang igen før de langsomt kørte et stykke frem.
De stakkels mælkedrenge
Så lød mælkemandens klokke, der havde sin plads på bukken. Hans vogn var nærmest blegrød med inskription ”Københavns Mælkeforsyning” i bue mellem to sorte trekanter med kløverblomster.
Enten kom husmødrene selv med spande og kander, som fra vognens haner blev forsynet med den ønskede mælk. Men ellers blev der råbt fra vinduerne, hvad man ønskede. Så stak mælkedrengene afsted. Og så vankede der en eller to ører i drikkepenge.
For disse drenge var det især om vinteren et hårdt job. De skulle op ved fem-tiden, ingen overfrakke, kun en tynd bluse. På fødderne havde de træsko. Disse blev stillet på den nederste trappeafsats. Intet under at de faldt i søvn i den varme skoleklasse.
Fløde for 3- 5 øre
De der ikke forsynede sig fra vognene, hentede mælk og fløde i nærmeste mejeri. Fløden stod i rækker i en slags spølkummer, hvorfra det tykke skind løsnedes fra siderne med en benpind, før det hældtes over i den medbragte flødekande. Man købte for 3 eller 5 øre. Flødekanden blev så fuld, at man måtte gå meget forsigtig for ikke at spilde.
Sand-manden
Det skete også med jævne mellemrum at sand-manden dukkede op. Så gjaldede det ” Sand – sand, gulvsand”. Som regel var det en ældre mand, der gik ved siden af sin hesteforspændte lette vogn. Oven i sandet lå et skræppemål.
Sand var en vigtig vare, for dengang havde man hvidskurede gulve og trapper. Mødrene lå på knæ og skurede gulvene to til tre gange om ugen. Trappevask var på skift mellem hver etagers beboere.
Sandet bidrog til at holde træet glat og lettede arbejdet med at feje snavset op. Det duftede dejlig frisk efter en omgang med grøn sæbe bagefter. Det skånede godt nok ikke hænderne, men den var god at smøre bag ørerne for at trække en tandpine bort, selv om huden skallede af bagefter.
Den travle husmor
En husmor dengang havde mange arbejdsopgaver såsom vask, lapning og stopning, tilvirkning og vedligeholdelse af familiens garderobe, renholdelse, påfyldning af petroleum, syltning i lange baner og meget andet.
Skærslipperen
Til rækken af syngende gadefolk hørte også skærslipperen:
Så fulgte ellers remsen med alle de forskellige skærende instrumenter, der kunne blive som nye og endte med et vældigt brøl:
Rejekonen
I sommertiden lød skingrende rejekonernes:
Og så kom prisen pr. pot. Hun havde jo pottemål med. Sild solgtes som regel halv- eller snesevis. De øvrige fisk blev afhændet efter vægt på en bismer, der bestod af en vægtskål på tre kæder fra en vægtstang, hvorpå et lod kunne glide mellem de indridsede vægtenheder. Handelen endte som regel med:
Når sprøjterne kom
For børnene var det altid spændende at se sprøjterne, der forkyndte deres nærværelse med kraftig klokkeringning, som betjentes af en brandmand, der sad ved siden af kusken, som havde nok at gøre med at holde de stejlende heste i stramme tøjler. De øvrige brandmænd sad på hver side af vognen med ryggen mod hver andre.
Et flot syn var dampsprøjten, hvorfra gnister spruttede og røgen væltede op fra den blanke messingskorsten. Gadedrengene hujede og sang i kor:
Ved returkørslen:
Man kunne godt få ondt af de stakkels heste, der måtte spæne så vildt afsted, så skummet stod dem om mulerne. Men nu fik disse heste en kærlig pleje. Og de blev rørt daglig og spændt foran lette vogne.
Når støvet blev hvirvlet op
Gaden dengang var hverken brolagt endnu mindre asfalteret men gruset som en almindelig landevej. På tørre sommerdage blev støvet hvirvlet op af blæst eller køretøjerne. Men det var endnu værre i regnvejr. Så var kørebanen et sandt morads. For fodgængere der skulle passere måtte være indstillet på at synke ned i det. Man blev oversmurt med ler, der først skulle tørre og siden børstes af på køkkentrappen.
Når hestene stejlede
Når heste mødte en damptromle eller når de mødte en dampsporvogn, der kørte fra Trianglen til Klampenborg, kunne de godt finde på at stejle. Disse to ting var alle hestes skræk. Ikke så få løbske heste er der set på Østerbro.
De første automobiler lidt senere var heller ikke noget heste kunne lide.
På Østerbro så man også ryttere, som de kaldtes på de høje velocipeder. De havde for det meste jockeyhue og lange støvler på. Om sommeren kunne ekvipager forvilde sig ind i gaden, men om vinteren var det meget almindeligt med kanekørsel
Kvæg og heste førtes gennem Østerbro
Tidligt om morgenen eller ret sent om aftenen hørtes køers og kalves brølen og heste-vrinsken. Det var hele koppel, der af en eller to mand blevet drevet ind til slagtehallerne eller til Kvægtorvet. Disse mænd havde mest problemer med at holde kalvene i ave. Tidspunktet var valgt for ikke at genere færdslen.
Der var masser af grønthandlere og rullekoner, urtekræmmere og viktualiehandlere
De glade spillemænd
Ja og så kom der også spillemænd. Og husmødrene kastede mønter ned pakket i avispapir. Børnene hjalp så med at samle dem ind. Disse spillemænd var veteraner fra de Slesvigske Krige. Oppe fra vinduerne sang beboerne med på de glade melodier.
Når børnene var syge, fik de små gaver købt i Møllers legetøjsforretning i Fredensgade. Lige så spændende var sukkerbagerne eller bolsje-forretningerne.
Søfryd
På hjørnet af Blegdamsvej og Fredensgade lå dengang et lille traktørsted med forhave. Tegltaget gik helt ned til stueetagen. Det fortælles, at en del af Peter den Stores følge have logeret her under Zarens besøg. Lidt derfra lå Dronning Louises Asyl og tæt ved Vølunds Maskinfabrik.
På den modsatte ende af Fredensgade lå på hjørnet af Dosseringen traktørstedet ”Søfryd” med flerfarvede ruder i de lukkede lysthuse ud mod søen. Her sad i sommertiden en pianist og en violo0nist ved et åbent vindue i stueetagen og underholdt gæsterne i haven.
Sortedamslund
Så var der også et etablissement, der hed Sortedamslund. Det var en slags tivoli med mange forskellige forlystelser og illuminationer. Også her var der lukkede lysthuse ud mod søen på begge sider af indgangen. Her fremviste man bl.a. laplænder med rensdyr og dertil passende panoramaer.
Når søen blev illumineret
Både ved Christian den Niendes og Dronning Louises guldbryllup i 1892 såvel som Frederik den Ottendes og dennes dronnings sølvbryllup var etablissementet og Dosseringen pragtfuld illumineret ligesom der blev afbrændt flotte fyrværkerier om musiceret i det uendelige.
Lundingsgade blev anlagt og bebygget med pæne huse. Kun på hjørnerne af Sortedams Dossering og Ryesgade blev der indrettet butikker.
Søndagsskole i Jernkirken
Søndagsskole foregik i den lille Nazareth Kirke i Ryesgade, der dengang blev kaldt ”Jernkirken”, fordi den var oprejst af det man kalder bølgeblik. Ved flittigt og regelmæssigt besøg opnåede man at få tildelt et indbundet Nyt Testamente.
På Østervold gav rebslagerne ofte tilladelse til at dreje på det store hjul. Det kunne let indbringe 2 øre. Lemmerne fra Stokhuset blev lukket ud med riskostene over skuldrene. De skulle foretage gadefejning. De var ledsaget af en uniformeret opsynsmand, der holdt sig inde på fortovet.
Arbejdernes Første Maj og Grundlovsdag
Der kom et stort optog forbi i Ryesgade til arbejdernes Første Maj. Det samme gentog sig til Grundlovsdag. Højres grundlovsfester foregik i Kongens Have. Her forlangte man en entre på 10 øre men børn dog gratis.
Jenserne byttede deres rugbrød
Og så fik Jenserne på Sølvgades Kasserne udleveret et kommisbrød. Det er lange sorte rugbrød. Med disse under armen opsøgte de kvarterets høkere for at ombytte dem til andre levnedsmidler, der måske var lettere fordøjelige og mere appetitvækkende. Nogle af rekrutterne fik også tilsendt forplejning fra slægtninge.
Æbleskiver-forretninger i nærheden af kasernen gik godt, bl.a. takket være soldaterne. 2 øre kostede de med strøsukker og 4 øre med syltetøj. Soldaterne kunne konsumere mange selv om deres sold var ringe.
En tur i omnibus var ubehagelig
Det var ikke sjovt at tage omnibussen dengang. Griffenfeldsgades toppede brolægning var ikke behageligt. Der kørtes på de bare træfælge, der tillige fremkaldte en larmende rummel. Vognenes dårlige affjedrede først når vognene var nået Parcelbroen og kørte ind på den grusede Ørstedsvej – først da ophørte ubehaget.
Dette mærkede man, når man skulle på den årlige Frederiksberg – tur. Der var ikke råd til kaffe og kage på Josty. Og man kunne altid kigge ind til Vodrufslund, der var illumineret og en slags Mini – Tivoli. Ja på hjemvejen kunne man altid kigge forbi Ravnsborg, der også var et forlystelsessted.
Altid liv i og omkring søerne
Der var et skønt liv på og omkring Sortedamssøen. Bådejerne satte en ære i at smykke broerne og bådene. Flere var illuminerede med kulørte lygter, musik og sang klang så smukt i de lune aftener.
Om morgenen iagttog man ofte unge mennesker der muntert vandrede ad stierne med hverandre under armen, der var blinde fra Instituttet på Kastelsvej gå en rask morgentur. Man kunne også møde det dystre syn af mennesker med forbinding hen over næsepartiet. Det var de stakkels lupuspatienter, der gik til en eller anden behandling på Finsens Institut.
De to – etagers sporvogne
Efterhånden blev de københavnske sporveje elektrificeret. Men endnu kørte de høje sporvogne gennem Blågårdsgade ad Blegdamsvej med et stort Ø malet på hver endevæg af 2. etage, hvor man på hver side af skillevæggen på langs sad med ansigtet vendt mod gaden i modsætning til passagererne nedenunder. De høje vogne blev trukket af to heste. Der var ingen faste stoppesteder. Sporvognen stoppede ved et vink. Disse vogne var ikke forsynet med døre på perronerne, så der var masser af kulde og træk om vinteren. Kusk og konduktør havde ekstra vintertøj på, træskostøvler og uldvanter.
Det var ikke noget med at konduktøren måtte hygge sig med passagererne. Straks efter billetteringen satte han sig på sin plads. På de høje sporvogne måtte han jo også løbe op af vindeltrappen til den øverste etage for at billettere nyankommne. Ja hans faste plads var på bagperronen. Øverste etage var ikke noget for damer. De vovede sig ikke herop.
Da telefonen kom
Efterhånden rejstes der såkaldte telefonstativer på tagene. Mænd klatrede rundt i stativerne som fluer mellem de hvide klokkeformede porcelænsknapper. Efterhånden blev det til et ret tæt bælte af tråde, hvorpå masser af fugle slog sig med deres trillen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 27, 2023
Nyholm og Slotsholmen i Tønder
Erman i Tønder reelt interesseret i byens fortid? Området omkring Slotsholmen opbygget som køkkenhaver. Nyholm placeret ved slottets ringmur. Ribe Landevej bygget op på rester af Tønderhus. Kommunale bygninger bygget oven over slottets rester. Mere end 100-års idyl blev brudt. Sidste tilvækst af bygninger. Et nyt museum. Et tilfælde at port-huset blev bevaret. Kongevejens anlæg var et alvorligt indgreb. Det hele blev betragtet som ”jordfast mindesmærke, men blev ikke behandlet som sådan. Der blev givet masser af dispensationer. Stor folkelig modstand mod rådhuset placering. Man kan da ikke være historieløse i Tønder. Og egentlig skulle arkæologer have gravet i jorden. Men det ville kommunen ikke betale for. Man fik reddet Brundlund – og Sønderborg Slot. Nogle amtmænd i Tønder havde aldrig sat deres fod på Tønderhus. En amtmand forlangte at det flotte amtmandspalæ blev renoveret, ellers var den også blevet revet ned. Nydam er en flot landlig ejendom. Fundamenter fra slottet dukkede frem. Slotsbanken lå foran Tønders sø-handelsplads. Her var også st moderne militært støttepunkt. Et smukt renæssance slot, blev revet ned. Advokat byggede Nyholm. En ønskebolig og aftægtssted for ældre formuende. Den første Bachmann på Nyholm. Kommunen forlangte at Bachmanns stald blev nedrevet. Bayrischer Bier Keller. Tønder Kommune købte også Jomfrustien. Slotsbanken blev igen en holm. En tilflytter og ejer af Nyholm blev udvist af prøjserne. Nyholm blev drevet som landbrug en kort overgang. Men snart igen et alderssæde. Carl Tiedemann køber stedet. Og i Jydske kunne man i 2016 læse ”212 års historie solgt på 90 dage”. En tør fredningstekst omkring Slotsbanken. En fredning som ikke alle har respekteret.
Er man i Tønder egentlig interesseret i byens fortid?
Spørgsmålet er om man i Tønder gør nok for at bevare byens fortid. Læs denne historie om Slotsholmen. Engang havde man et stolt slot. Det fik lov til at forfalde og blev nedrevet. Og også området omkring dette slot ønskede man heller ikke rigtig at bevare. Nu handler dette ikke så meget om selve slottet. Det laver vi en ny artikel om lidt senere.
Området bygget som køkkenhave
De amtskommunale tjenestemænd fik før 1800 privilegium på anvendelse af området til køkkenhaver. Så sent som 1900 havde landråden – som amtmanden hed – køkkenhave, der hvor Hotel Tønderhus i dag ligger.
Nyholm placeret ved Ringmuren
I 1792 anlagdes en dæmning som førte til det tidligere jægerhus. Allerede i 1736 var der lagt en dæmning. Et område blev solgt til en lokal embedsmand. Denne lod i tiden 1800-1803 opføre den smukke lystgård Nyholm, delvis på den ydre ringmurs sydside, en efter et moderne fredningssynspunkt meget uheldigt placering. Vi taler om resterne af Tønderhus. Og Nyholm har vi mere om senere i artiklen.
Ribe Landevej bygget oven på rester af Tønderhus
Med en lov af 30. dec. 1858 bestemtes det at der til vejanlægget af en hovedvej fra Tønder til Ribe m.m. skulle foretages ekspropriationer af bl.a. jordfyldsgrave. I tiden mellem 1860 og 1862 blev der hentet enorme stenmængder til dette formål på slotsbanken, hvor man helt til 1865 havde lagerplads for vejvæsnet.
Kommunale bygninger oven på Slottets rester
I 1864 før Dybbøl overtog Tønder Kommune området. Et ubrudt hærværk tog sin begyndelse med amtet som modvægt siden 1920. Gasværksbygningerne blev placeret 1864/1865 uden for slottets oprindelige kostald i det sydsvestligste hjørne ca. 20 meter nord for den gamle anløbsbro med den tidsligste gasbeholder helt ude i vest volden. Siden blev der placeret en gasbeholder mere øst for dette sted midt i slottets sydfløj. Og i 1946 blev der placeret endnu en stor beholder midt i slotsgården.
Mere end 100-års idyl brudt
1901/02 byggede man lige inden for øst-volden i linje med Nyholm en vandværksbygning og et bastant vandtårn. I 1910 fulgte endelig elektricitetsværksbygningen ud for slottets nordfacade. En mere end 100-årig idyl var ødelagt. Selv om der har fundet en nyvurdering af industribygningens arkitektoniske kvalitet sted i nyeste tid, blev området et ubehageligt Klondyke som den tekniske udvikling overflødiggjorde på forbavsende kort tid.
Sidste tilvækst af bygninger
En administrationsbygning vest for vandværket fører en lignende spøgelsesagtig tilværelse som slottet 1706. Opad den placeredes 1947 et filtreranlæg som ramte fundamenterne til det store sydøsttårn og som de sidste tilvækst til disse bygninger kom to arbejderboliger i nordvolden vest for elværket. En ny bestyrerbolig i voldgraven øst for vandværket i 1920erne. Det sidste vel nok det mest absurde og derfor netop det sted der siden blev forslået som plads for et nyt rådhus.
Et nyt museum
Men den del at slotsbanken som blev taget, i brug for de kommunale værker var afgivet til byen allerede 1864, var porthuset indtil den nye retsbygning i Nørregade 1916 forblevet i amtets eje. Allerede 1911 opstod der planer om indretning af amtshuset i porthuset, men byen som øjensynlig allerede på det tidspunkt har været formel ejer, stillede så skrappe betingelser at tanken blev opgivet. Først 1922/23 overtog et nyindrettet museum med endeligt skøde 1924. Og hvad skrev Vilhelm Lorenzen så smukt:
Et tilfælde at porthuset blev bevaret
Nogen fredning af et historisk mindesmærke i moderne forstand var dette ikke. Det må betragtes som et rent tilfælde at porthuset overhovedet er bevaret. Det blev fredet i klasse B i henhold til fredningslovene af 1918 og 1966, men det giver som udviklingen siden viser ingen sikkerhed
Alligevel fik man de dengang ”husvilde” betegnede familier ud og foretaget en såre nødtørftig restaurering, ligesom grundarealet foran bygningen saneredes, så en fornemmelse af det oprindelige broparti bibeholdes.
Kongevejens anlæg var et alvorligt indgreb
Ved anlæggelsen af Kongevejen i 1943 skete der et alvorligt indgreb. Det intakte broforløb blev ødelagt. I Tønder ændrede holdningen sad til fortiden i 1960erne idet man fik oprettet ”Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder” En betragtelig udvidelse af museets bygningskapacitet kunne efter 30 års planlægning realiseres, En dygtig udført kunstmuseumsfløj blev anbragt i 1972.
Betragtet som ”jordfast mindesmærke”
Året efter overtog amtet igen størstedelen af Slotsbanken efter kommunens godt 100-årige ”rædselsherredømme”, fordi gas- og elværk blev nedlagt og forvaltningen af de kommunale værker flyttet uden for bykernen. Samtidig afgaves til kommunen arealet foran museet under forudsætning at den indrettede en parkeringsplads på arealet!
På grundlag af en ny lov om naturfredning (1972) lod fortidsmindeforvaltningen et nyt organ under det nye miljøministerium som havde overtaget nationalmuseets funktioner. Nu kunne man så endelig erklære Tønder slotsbanke for et såkaldt ”jordfast fortidsminde”. Man planlagde en markering af slottets grundrids på den efterhånden frilagte grund. Forinden foretog museet en endelig restaurering af porthuset som førstes tilbage til skikkelse det havde fået ved ombygningen 1741. Samme år indrettedes elværket som anneks for museet.
Det var tilsyneladende skabt forudsætning for at området igen kunne blive:
Stor folkelig modstand mod Rådhusets placering
Men ak det skulle komme til at gå ganske anderledes i Tønder. Allerede i 1968 dukkede der planer om i forbindelse med et såkaldt byplansudvalg i kommunen ville placere et nyt rådhus for Tønder Kommune i slotsgraven øst for porthuset og henimod Vidåen. En ide som ikke var direkte ulovlig da den er fra før fredningsloven af 1972.
Selvfølgelig, da man allerede dengang kunne forudse at arealet ikke kunne slå til, om ikke andet belært af de erfaringer der kunne hentes ved at se på ruinerne på slotsbanken. At byens profil ville blive ødelagt, tænkte nok de færreste på dengang, men de senere bestemmelser i bekendtgørelsen af Lov om naturfredning § 47a, 48 og 53 skulle være garanti nok.
Imidlertid manøvreredes efter skifte i byens styrelse trods loven et forslag om placering af rådhuset ved Slotsbanken igennem i et fuldstændigt uforberedt byråd 1976. Det blev en politisk skandale, som man skal 300 år tilbage i tid for at finde sidestykke til i Tønder.
I 1670erne var forholdene i Tønder præget af borgeruroligheder med voksende mistillid til magistraten. Byens økonomi var anspændt til det yderste. Der blev styret over hovedet på folk. Den egenmægtige borgmester Heinrich von Hatten indførte bøder på 100 rigsdaler til dem, der sagde ham imod.
I 1976 blev en borgekomite oprettet som hos borgerne fik stor opbakning i sin protest mod placering af et rådhus ved slotsbanken. Men efter et valg i 1978 var klart flertal mod bystyrets rådhusplaner. Særlig oprørende virkede det på den enkelte Tønder-borger at bystyret på grund af fortidsmindeforvaltningens holdningsløshed nu som i 1670erne opnåede dispensationer, der aldrig ville være givet menigmand. Motiverne var godt nok forskellige.
Man kan da ikke være historieløs i Tønder
Man kan da ikke være historieløs i Tønder. Og dog – politisk prestigebyggeri er åbenbart at foretrække selv om et flertal i Tønder var imod. Nu finder man aldrig ud af, hvor middelalderborgen befandt sig – den der lå der før Tønderhus. Og man fik heller ikke mere oplysninger om Tønders tidlige havn. Jo man fandt rester af bolværk og en pram. Men mange år senere var det også pludselig slut med et underjordisk museum om Tønders senere havn fra 1700-tallet.
Man fik reddet Brundlund – og Sønderborg Slot
Det var godt at man fik reddet Brundlund og Sønderborg Slot. For Brundlund og Tønder var der renoveringsplaner i 1730erne. Men ingen af stederne blev der foretaget noget afgørende. I Aabenraa blev Brundlund reddet i 1805-1807 for et enormt beløb – renoveret af C.F. Hansen.
Amtmænd, der aldrig satte deres fod på Tønderhus
Måske er det den lokale amtmand, der kan gøres ansvarlig. I tiden mellem 1730 og 1768 valgte amtmændene von Massow og von Behr i Aabenraa at bo på slottet. Men i Tønder har Johann Georg og sønnen Fr. Wilhelm von Holstein næppe nogensinde sat deres ben på Tønderhus.
En amtmand forlangte amtmandsbygningen restaureret
Da den stærkt engagerede Ulrik Adolph von Holstein 17 år efter nedbrydningen kom til byen byggede han for egen regning sit eget palæ. Skæbnens ironi var ved at gentage sig efter 200 år, da Holsteins palæ som følge af at amtmanden mellem 1920 og 1949, Otto Didrich Schack ej heller havde anvendt bygningen var ved at blive revet ned. Men efterfølgeren forlangte at palæet i stedet blev restaureret.
Nyholm – en smuk og landlig bygning
Gemt inde bag høje træer ligger en absolut perle nemlig gården Nyholm. Den nærmest klæber sig til bankens sydskrænt, der sænker sig ned til den tidligere, brede borggrav. Det er en smuk og rummelig mørk rødstensbygning af landlig idyl. Den minder meget om Møgeltønder-husene men meget større end disse. Huset er temmelig langstrakt, symmetrisk med fire store vinduer på hver side af den portallignende indgangsdør med fritrappe.
Taget er forholdsvis højt og spidst. Gennem indgangsportalen kommer man ind i et rummeligt forrum med en smuk trappeopgang i baggrunden. Til begge sider deraf ses store værelser, på højre side nærmest fremtrædende mindre sal.
Dengang var der foran indgangstrappen en gammeldags brolægning med blomsterbed i midten, flankeret af krogede gamle træer, der mod øst mundede ud i en alle. Denne fortsatte over en 70 – 80 meter lang dæmning, der endte på pladsen foran den gamle badeanstalt på Jomfrustien.
Også med stald
Ud på gårdspladsen fandtes fra gammel tid et bryggers, der for længst med en mur lukker pladsen mod syd. Mod vest ligger/lå der parallelt med hovedbygningen, men noget forskudt, en stald. I adskillige år var den endnu en stråtækt stald og lade-bygning af bindingsværk og engang med storkerede. Det er længe siden undertegnede har været på stedet, derfor er jeg lidt i tvivl, hvordan det ser ud nu.
Fundamenter af slottets ringmur dukkede frem
Sydvest for staldbygningen lige uden for haven var der en delvis græsbevokset temmelig stor udgravning med masser af gammelt murværk i bunden og i de sammen-skredne sidevægge. Det var slottets ydre ringmur, hvis fundamenter her kom frem.
Ganske interessant var en stor granitblok med plan overflade, der står på østsiden af fritrappen. Den er sikkert fundet i jorden, da Nyholm blev bygget, idet voldens sydøst-bastion lige netop har ligget på dette sted, og den har sikkert gennem tiderne været en god hjælp for beredne gæster, der havde svært ved at komme op i sadlen.
Slotsbanken lå lige foran Tønders sø-handelsplads
Slotsbanken eller ”Slotsbjerget” som man tidligere sagde i Tønder, var i ældre tider en lille holm i Vidåens daværende udmunding i Vadehavet. Den lå lige foran søhandels-pladsen Tønder red, og tidligst befæstet som den antagelig har været. Den har givet god dækning både mod havets brænding og mod mulige fjenders angreb.
Et moderne militært støttepunkt
Og vi skal da lige atter engang læse, hvad geografen Idrisi s medarbejder skrev, da han var i Tønder i 1130:
Holmen med sin forsvarsmæssigt gunstige beliggenhed altid haft de skiftende højfyrstelige og kongelige potentaters interesse. Befæstningen, oprindelig sikkert en primitiv ”borg” ses stadigt at være genopbygget og udbygget, så den, da den henimod år 1600 nåede sin sidste skikkelse, var et forholdsvis lille, men stærkt og moderne militært støttepunkt, indtil man i 1676 af politiske grunde nedlagde de egentlige forsvarsværker.
Et smukt renæssanceslot blev revet ned
Selve slottet, som tidligere i perioder havde været kongelig eller hertugelig residens, blev nu amtmandsbolig. Amtmanden havde tidligere været slottets befalingsmand – og blev anvendt til dette formål indtil 1750 – 51, da det blev nedrevet. Desværre for nutidens Tønder. Det var faktisk et smukt renæssanceslot.
Der kom bedre vejforbindelser og en regulering af Tønders skibskanal blev også gennemført. Som allerede nævnt blev der etableret en dæmning fra den tidligere badeanstalt til det sydvestligste hjørne af slotsbanken.
Advokat byggede Nyholm
Den 11.11.1798 blev en af grundene af von Bertouch solgt til underretsadvokat, amtssekretær og bankdirektør Erich Wilhelm Millet, der boede i Bachmann’ ske familiehus ved Møllebroen. Køberen havde allerede på dette tidspunkt sørget for en vej til den af ham udvalgte byggeplads.
I 1804 blev den færdige ejendom indregistreret i Overrettens skyld – og panteprotokol under navnet ”Nieholm”. Da hovedbygningen, men ikke stalden er angivet på ”Statfeldplan” af 1911, må den sidste være udført noget senere. Bygningerne lå på sydbatteriets gamle voldfundamenter og var mod vest og syd omgivet af et større haveanlæg, i his sydvesthjørne der endnu findes en lille skovlignende beplantning, som tidligere kaldtes ”Lunden”.
Advokat Millet slog sig ned på Nyholm, hans alderssæde og boede der til sin død i 1823. Han syntes til sidst at have økonomiske vanskeligheder.
En ønskebolig og aftægtssæde for ældre formuende
I 1824 overtog Paul Momsen, tidligere på Grøngård, Nyholm med bygninger, toft og fenne Han benyttede det som aftægtssæde og blev boende der til sin død i 1847.
Nyholm har sikkert været en ønskebolig for ældre formuende folk især landmænd, der foretrak deres sidste år på aftægt i købstaden i et smukt, stort anlagt beboelseshus med et tilhørende beskedent landbrug. Men det har dog vist sig, at der under tidens skiftende forhold for flere af ejerne har kunnet blive lidt af en økonomisk fælde.
Beliggenheden må oprindelig have været fri og smuk, med udsigt mod nord over slotsbanken til Skibbroen og den gamle by. Mod syd var der udsigt over marskens store vidder. Om sommeren grønne enge. Om vinteren en havlignende vandflade, hvis bølger v ed storm kunne skumme mod slotsbankens skråning.
Den første Bachmann på Nyholm
I 1848 året efter Momsens død, solgte enken en datter af kniplingshandler Boy Boysen, Nyholm til slotsmøller Jürgen Bachmann. Sønnen, Christian Nissen Bachmann, fik 1859 som nygift Nyholm til bolig, mens faderen residerede i det hus ved møllen, hvor advokat Miller havde boet, og hvor direktør Hans Bachmann senere boede.
I 1877 skrev Jürgen Bachmann i sit testamente, at Nyholm ikke måtte forblive i familiens eje efter hans død, men ejendommen skulle sælges ved skiftet. Grunden til denne bestemmelse skal ikke være oplyst, men man må vel formode at være af økonomisk art. Han byttede samtidig bolig med sønnen, der nu overtog møllen og flyttede selv til Nyholm. Her døde han i 1884 – 82 år gammel, mens enken, der var et par år yngre, blev boende på Nyholm, hvor hun døde 1886.
Kommunen forlangte at Bachmanns stald blev nedrevet
Rimeligvis for at give Nyholms landbrug et noget større omfang havde Jürgen Bachmann forpagtet den tilstødende rest af slotsbanken som endnu var i Kronens eje. Forpagtningen må have været temmelig permanent, idet han på pladsen havde rejst en ”8 Fach” – staldbygning, der også dækkede over en gammel kælderhvælving, der oprindelig havde været en del af slottets nordøst-hjørne.
I 1872 blev slotsbanken af fiskus solgt til Tønder kommune, som krævede Bachmanns stald omgående fjernet.
Bayrischer Bier Keller
Sagen gav anledning til et lille intermezzo: Gæstgiver og brygger C. Claussen på Skibbroen, der havde benyttet stedet som ”Bayerischer Bier Keller, hvilket lyder hyggeligt, men i virkeligheden vel ikke betød meget andet end staldens anvendelse som is-kælder og oplagringsplads for øl, søgte at sabotere ordren ved at købe bygningen af Bachmann. Han mente vel nok som Tønder-borger og skatteyder at kunne vente større eftergivenhed fra magistratens side end mølleren på den anden side af kommunegrænsen.
Magistraten lod sig dog ikke gå på. Efter et halvt års tovtrækning måtte Claussen, nu Claussen junior, bekvemme sig til at nedrive stalden. Han fik tilmed besked om, at han måtte gøre det ned til ”Erdscheide” og at han ikke måtte fjerne den del af kælderen, der ikke var bygget af Bachmann, men havde tilhørt slottet. Denne del blev nemlig ejet af byen.
Man kan således formentlig takke Bachmanns staldbygning for, at den sidste rest af det egentlige slot, den gamle kælder formodentlig stadig findes på slotsbanken den dag i dag.
Tønder Kommune købte også Jomfrustien
I 1875, kort efter, skete der et andet jordsalg, der på en måde også berørte Nyholm. Tønder Kommune købte yderligere den ligeledes af fiskus ejede ”Jomfrusti”, der mod syd var beghrænset af Nyholms ”Scheiderinne” (skide-rende) og mod nord af stakittet ved kammerassessor og toldkontrollør Høxbroes have.
Man sagde om Jomfrustien, at det var der, hvor mindre dydsirede piger i gammel tid holdt til nær ved fæstning og havn, men lige uden for magistratens jurisdiktion.
Slotsbanken blev igen en holm
I 1878 kom så udgravning af en kanal, der forbandt Møllekulen med Skibbroen og gjorde Slotsbanken til en holm igen. Meningen med dette var at øge vandmængde og gennemskylning af havnebassinet. Drømmen var at etablere en dampskibsforbindelse mellem Tønder og Højer.
Kanalen, der passerede Nyholm – og Porthus-dæmningen gennem solide tunnelbroer, til dels bygget af store granit-sten, der sikkert stammede fra slottet, mundede til sidst ud i havnebassinet. Som følge af det ret kraftige fald var gennemstrømningen endda så betydelig, at den måtte reguleres med en sluse ved Porthus-broen.
En tilflytter blev udvist
Efter Nyholms Bachmann – æra, der havde strakt sig over 40 år, blev den næste ejer arbejder Martin Ganzel fra København. Han holdt ikke ret længe, idet han, som et af daværende politiks ofre blev udvist af det prøjsiske statsområde.
Nyholm drevet som landbrug
Ganzels efterfølger blev kådner Hans Nicolai Eskildsen, som den 26.7.1891 overtog stedet som ejer.
Han var en flittig og sparsommelig mand og havde en dygtig kone samt efterhånden også mange børn, der også efterhånden deltog i bedriften. Forholdene var imidlertid små. Det kunne ikke undgås at det tidligere ret velstandsprægede Nyholm efterhånden virkede lidt forfaldent.
Besætningen bestod af 3-4 malkekøer, nogle grise og undertiden også får samt en del høns. Det store have-areal blev dyrket så godt og så meget, der kunne overkommes. Foder blev overvejende skaffet fra lejet. Mælken og andre produkter blev solgt til beboerne på Slotsgrunden.
Den alt for store hovedbygning blev udnyttet til udlejning til tyske jernbanefolk. Dette ophørte dog, da banens store bygning ”Sperlingslust” i Viddingherredsgade blev taget i brug.
Da den såkaldte ”Höhere Töchterschule” i 1904 blev oprettet blev den installeret på Nyholm, hvor den holdt til, indtil den fik eget hus på Bockensåvej (nu Popsensgade 8).
Den 30.3.1906 solgte Hans Eskildsen Nyholm og bosatte sig atter i Gallehus, hvor han også kom fra.
Igen et alderssæde
Nyholm, der gennem en længere årrække havde været et selvstændigt landbrug, blev derfor atter det, som det for over 100 år var blevet bygget til, en slags alderssæde.
Det blev overtaget af Anton William Thaysen, tidligere Mettenwarf. Han havde tilknytning til Bachmann-familien. Han istandsatte ejendommen og boede der indtil 1916, altså midt under Første Verdenskrig.
Den 30.3.1917 købte Hans Michael Winther, tidligere forpagter på ”Store Tønde Nyholm og boede der til 1925.
Carl Tiedemann køber stedet
Ved skøde af 20.08.1925 erhvervede grosserer Carl Tiedemann en ”bebygget gårdsplads med have og græsgang, Nyholm. Efter hans død i 1945 beholdt enken, som senere blev gift med overdyrlæge Emil Sønnichsen, ejendommen.
212 års historie solgt på 90 dage
I 1981-1982 gennemgik Nyholm en omfattende restaurering.
Derefter fulgte en lang række forskellige ejere. I 2016 kunne Jydske Tidende i en overskrift fortælle:
En tør fredningstekst omkring Slotsbanken
Og selvfølgelig er den flotte ejendom fredet. Kigger vi på fredningsteksten står der bl.a. følgende:
Tænk engang at en så spændene historie kan serveres så tørt i denne ”fredningstekst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 24, 2023
Livet i Rabarberlandet – dengang
Mange enlige kvinder. De forsøgte at tjene penge. Og nogle gjorde det på en alternativ måde. Den billige brændevin var for mange-en daglig fornødenhed. Betjent trækkende rundt på en fulderik var et normalt syn. Mange var velsignet med en stor børneflok. Når man skulle på retiraderne skulle man banke med træskoene for at få rotterne til at forsvinde. Hverdagens heltinder. Hygiejnen på et meget lavt niveau. Gamle fru Hansen på fjerde havde sine egne metoder. Masser af hestekørertøjer. På Jagtvejens Skole. Gymnastiklærer var pensioneret stabssergent. Man skulle spise meget hurtigt i skolen, ellers blev man truet med inddragelse af spisebillet. I biografen var det levende klavermusik.
Mange enlige kvinder
Jo det er skam rigtigt nok, at her blev dyrket rabarber. Det var før lejekaserne blev bygget. Her i kvarteret var der mange enlige kvinder. Det var ikke ualmindeligt at barnefædre og ægtemænd forsvandt sporløst. Ægteskabet var kort. Og så hun ikke mere ”Prinsen på den hvide hest”. Ægtemanden unddrog sig ansvar og forpligtelser.
Og far/manden kunne slippe med at betale 10 kr. om måneden. Det varede længe inden dette beløb blev forhøjet.
Forsøgte at tjene penge
Og mange kvinder lejede et lokale i nærheden, hvor man tjente penge på sytøj. Man tjente også penge som vaskekone. Det var meget slidsomt. Og lønnen var absolut ikke noget at prale af. 10-12 timers arbejde indbragte to kroner.
Og så var dem, der farvede margarine. Her deltog børnene også. Og cigarrulning som hjemmearbejde kunne man også tjene penge på.
Tjente penge på en helt anden måde
Det fandtes også de kvinder, der tjente penge på en helt anden måde. Mange opgange i Rabarberlandet fungerede som rene bordeller.
Den billige brændevin – den daglige fornødenhed
Indtægterne var små. Fattigdommen satte sit præg på Rabarberkvarteret. Drikfældigheden var stor. Værtshuse og kælderbeværtninger fandtes i hobevis. Skænderier og slagsmål var almindelige i kvarteret. På lune sommeraftener var vinduerne åbne i lejekasernen. Man blev vidne til mange husspektakler. Det var særligt, når fatter på lønningsdagen kom fuld hjem. Det meste af lønnen var sat over styr.
Den billige brændevin hørte, for de fleste mænds vedkommende, med til de daglige fornødenheder.
En betjent trækkende på en fulderik
Synet af en tyk politibetjent i langskødet uniformsfrakke og med blank hjelm på hovedet trækkende med en beruset person, var ganske almindelig. Der var altid masser af ungdom, der fulgte efter.
Velsignet med en stor børneflok
Mange fattige familier var velsignet med en stor børneflok. Det var ikke ualmindeligt, at et forældrepar med op til en halv snes børn i alle aldre, måtte klumpe sig sammen i en lille lejlighed, hvor det var umuligt at holde orden på noget som helst.
Husk at banke med træsko
Retirader og skarnkasser stod på rad og række nede i den sorte gård. I skumringen kunne man undertiden fra lejlighedernes vinduer se rotterne muntre sig nede i gården. Ved benyttelsen af retiraderne var det nødvendigt at banke med træsko eller lignende, for at sikre sig fri adgang.
Hverdagens Heltinder
Mange fattige arbejderkvinder kan man sikkert kalde for ”Hverdagens Heltinder”. Døgnet rundt sled de for at holde den værste nød fra døren. I tidligere morgentimer stod de med deres spånkurve foran bagerbutikkerne. De købte gammelt brød til at mætte de mange sultne munde med.
De stod i dybe mørke kældre, hvor de ved skæret af en søvnig petroleumslampe, sled med storvasken ved brug af grøn sæbe, skurebørste og vaskebræt.
Hygiejnen på et meget lavt niveau
De mange børnefødsler og sliddet, der fulgte med, ældede tidligt Rabarberkvarterets kvinder. Hygiejnen stod på et meget lavt niveau. Mange lejligheder var befængte med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. I skolerne blev børnene med jævne mellemrum af en såkaldt ”lusemor” (sygeplejerske) efterset i hovederne. Viste børnene de mindste tegn på de små dyrs tilstedeværelse blev de taget under ”kærlig” behandling. Dødeligheden var stor. Særlig tuberkulosen krævede uhyggelig mange ofre i disse år.
Gamle fru Hansen på fjerde havde sine egne metoder
Gamle fru Hansen oppe på fjerde kunne ikke bare gå ned til retiraderne i gården. Så hun lavede både ”stort og småt” i vaskekummen. Det kunne få katastrofale følger i rørene. Og så var det jo lige det med lugten – særlig en varm sommerdag. Det skete også det at hun pakkede det ”store” ind i avispapir og smed ud ad vinduet ned i gården.
Masser af hestekørertøjer
I gaderne blev trafikken domineret af de mange hestekøretøjer, der anvendtes til transport af enhver art, lige fra renovation til hestedrosker. Bilen havde endnu ikke holdt sit indtog. De mindre transporter foregik ved hjælp af trækvogne, både 2- og 4-hjulede. Under høje råb falbød gadesælgerne deres varer. Denne omfattede frugt, blomster og grøntsager og ikke mindst fiskemandens ”Sild er godt”.
På Jagtvejens skole
Nogle af Rabarberlandets børn gik i skole i Jagtvejens Friskole. Den blev kaldt Friskole, fordi man ikke skulle betale noget, modsat en betalingsskole, hvor det kostede en krone om måneden. En sådan en var Husumgade senere Havremarkens Skole.
I skolen blev der håndhævet en skarp disciplin. Korporlig afstraffelse var daglig kost. Når klokken ringede, skulle alle stille op i skolegården, klassevis to og to, ved siden af hinanden og derefter lydløst bevæge sig op ad trapperne.
Når skolegangen var forbi, skulle man på samme måde stilfærdige måse forlade skolen. Ved skolen udgang placerede klasselæreren sig. Og så måtte eleverne ellers stryge topsejlet og bukke dybt for autoriteten før de blev slippet ud i friheden.
Meget upædagogisk var eleverne nummererede, og de måtte rokere rundt hver måned. Alt dette afhang af flid, dygtighed og opførsel. De dygtigste havde deres pladser bagerst i klassen.
Gymnastiklæreren var pensioneret stabssergent
Gymnastikundervisningen blev ledet af en pensioneret stabssergent. Det tør nok antydes at gymnastikken foregik på militær maner. Med et spanskrør i hånden dirigerede han ”tropperne” og Gud hjælpe den, der ikke var hurtig nok.
Man skulle spise hurtigt
Skolebespisning var indført. Menuen bestod af varm mad. Ofte var det blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk, der godt kunne give nogle af eleverne kvalmefornemmelse. Bespisningen foregik i timerne. Maden skulle sluges i en fart. Og dem, der ikke skyndte sig nok, blev truet med inddragelse af spisebilletten.
I biograf
Det var i filmens barndom og de film, der vistes i biografen, var af en ringe kvalitet. Det var naturligvis stumfilm, der så blev ledsaget af dramatisk klavermusik. Men man var jo ikke så forvænt dengang. De fleste børn syntes, at det var en skøn oplevelse. Entreen var ti øre. Man kunne godt komme ind midt under forestillingen og blive siddende så længe man havde lyst. Pladserne var ikke nummererede.
Stambiografen for mange unger i Rabarberlandet var det nyetablerede Standard – Teater, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen.
En sjov beskæftigelse
Teknikken var begyndt at vinde indpas i datidens København. På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvejslinier. Men i Indre By blev trafikken endnu klaret af hestetrukne omnibusser.
På Jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestationer ved Nørrebros Runddel og Frederiksberg Runddel. Og her blev de også vendt ved hjælp af drejeskiver. Det var spændende for Rabarber – knægtene at hjælpe funktionærerne med.
Kilde:
November 24, 2023
Ahornsgade på Nørrebro i 1930erne
Store projekter. Boligspekulanter havde gyldne tider. Solens stråler havde svært ved at komme frem. En bygning skilte sig ud. Günthers Passage. Stauning boede her. Brosten og belysning. Omfattende forretningsliv. Håndværkere havde også fundet hertil. Skærslipperen på moderne cykel. 10 familier måtte stå i kø i gråden for at komme på toilet. Køkkenet malet i blåt. Storvask. Lirekassemand og gårdsangere. Kanonfotografen.
Store projekter
Der blev igangsat nogle store projekter omkring Skt. Hans Plads i løbet af en korte årrække. I årene fra 1858 – 61 blev den første kirke på Nørrebro opført – Skt. Johannes Kirke. Men allerede 7 år tidligere var der i Nørre Alle bygget en ny skole. Den blev brugt som lazaret under koleraepidemien i 1853. Og i 1879 var Blegdamshospitalet klar til brug.
Boligspekulanter havde gyldne tider
Der kom gang i Nørrebro. Befolkningspresset fra det overbefolkede København og fra landbefolkningen var enormt. Boligspekulanterne havde i den grad gyldne tider. Og de udnyttede i den grad situationen. I al hast blev det ene dårlige etagehus efter det andet opført. De blev bygget næsten før gaderne var anlagt.
Det var et planløst byggeri, der blev iværksat længe før man havde en bydelsplan parat. Byggevedtægter var der heller ikke så mange af. Det betød at man byggede mange slumkvarterer, der holdt sig til 1980erne. Men byggematadorerne havde ingen skrupler. Arbejdere og småfolk stod i kø.
Solens stråler havde svært ved at nå frem
I første halvdel af 1880erne var turen kommet til området mellem Fælledvej og Møllegade. Ejendomme i nyetablerede tværgader blev opført i hast. Men efter datidens krav var de små lejligheder på 50 m2 ikke det værste, man havde set på Nørrebro.
Det nye kvarter fik gadenavne efter danske løvtræer og blandt gaderne kan nævnes, Elmegade, Birkegade, Egegade og Ahornsgade. Huslejen var moderat 33 kr. om måneden. Solens stråler havde svært ved at finde vej ind i lejligheden.
En bygning skiller sig ud
Måske ved du ikke engang, hvor det ligger. Ahornsgade udgår fra Nørre Alle. Det er en kort gade med få husnumre. Den udmunder i Guldbergsgade. Midt i gaden, hvor den står et knæk og hvorfra Poppelgade udgår, kan man finde en elegant ejendom, der i den grad udskiller sig fra de andre i gaden. Det er en ejendom bygget i gotisk stil med fire tårne øverst på taget. Jo denne ejendom hæver sandelig niveauet.
Ejendommen var opført af murermester Joachim Carl Günther og fabrikant Hoffmann i 1886.
Günthers Passage
Mellem Ahornsgade 6 (a-b-c) og 8 (a-b-c) er opført to ejendomme, der udgør en passage ”Günthers Passage efter murermesteren. Det lille gadestykke med fortov ud for hver ejendom og en vejbane i midten var lukket i begge ender. Her lå også lige i nærheden stiftelsen Alderstrøst.
Jo her lå en gitterport, der så at sige aldrig blev åbnet for køretøjer, end ikke for ”koksafbærere. De måtte gå den lange vej med en tung byrde fra køretøjet på gaden til beboernes kældre bag ejendommen. Her var et sandt eldorado for kvarterets børn.
Stauning boede her
I 1903 boede der i gaden en cigarsorterer ved navn Th. Stauning. Han betalte pr. kvartal 6,75 kr. i skat af en årsindtægt på 1.400 kr.
Brosten og belysning
Dengang var gaden brostensbelagt uden kantsten. Selv om datidens biler og hestekøretøjer ikke var så tunge kunne det ikke undgås at brostensbelægningen af og til blev ujævn og skulle udskiftes. Arbejdet blev stort set udført i hånden.
Datidens gadebelysning kom fra de gamle gaslygter som ydede en rimelig god belysning. Gaslygten var placeret på en 3,5 meter høj lygtepæl. En kommunal ansat tjenestemand med guldtresset kasket havde til opgave at tænde lygterne før mørkets frembrud og slukke den følgende morgen. Denne lygtemand havde en meget lang stok med en krog og en hage, som han førte op mellem lygteglas og lygtepæl i en ring.
Omfattende forretningsliv
Ahornsgade havde et omfattende forretningsliv. Det var små forretninger som regel drevet af mand og kone. De fleste butikker fandt man inden for fødevarebranchen, købmanden, grønthandleren, ismejeristen, bageren. Slagteren og viktualiehandleren. Men der var også plads til marskandiser. Ja så var der en bladkiosk med blade som Socialdemokraten, Nationaltidende og det røde Aftenblad. Og så var det for husmoderen, der søgte lidt adspredelse i det populære ugeblad ”Tempo”.
Håndværkere havde også fundet hertil
Et par håndværksmestre havde også fundet vej til gaden. En møbelsnedker i 8 b og en saddelmager i nr. 6. Sadelmageren havde meget at lave med reparation af seletøj. På den tid var der stadig mange vognmænd, der brugte heste. En af dem var vognmand C. Jørgensen i Læssøesgade. Han var kendt for sine flotte hvide heste, der den ene dag var forspændt en arbejdsvogn, for næste dag at køre for et brudepar i en flot karet.
Jo så var det dog også fiskehandleren, der kom med sin trækvogn. Hans råb om ”Sild er godt” skulle gerne nå fru Nielsen på 4. sal.
Skærslipperen på moderne cykel
Skærslipperen indfandt sig også med mellemrum, ikke den gamle med baren, men en mere moderne på cykel. Ved et par støtteben frigjorde han baghjulet fra jorden. Ved almindeligt pedaltramp fik han over et remtræk slibeværket der var monteret på styret til at rotere.
10 familier måtte dels om toilet i gården
Køkkentrappen var uden lys. I huslejekontrakten stod der, at det var beboerne selv, der både skulle holde hoved – og bagtrappe ren. De fleste lejligheder var på 50 m2. De indeholdt en korridor og et køkken men intet toilet. Det var at finde i baggården, hvor 10 familier måtte dele et toilet. Det skete ofte, at der dannedes en kø foran det lille hus.
Men i 1935 blev toilettet indlagt hos mange i Ahornsgade. Det var selvsagt et kæmpe fremskridt. Det gik så ud over størrelsen af køkkenet. Men den ulempe tog man gerne med. Tænk, nu havde man fået sit eget toilet. Det var stort.
Køkkenet var malet i blåt
Datidens køkkener var stort set alle malet i blå farver, selv køkkenudstyret som gasapparater soda – og sæbeskåle m.v. havde denne farve. Og dengang havde man en tallerkenrække, en praktisk men ikke særlig hygiejnisk måde, at opbevare tallerkner på.
De øverste tallerkner, der sjældent blev brugt, skulle altid have en tur i den emaljerede opvaskebalje før brug, da anvendelsen af bygas lagde en fedtet hinde overalt i køkkenet.
Ikke den bedste udsigt
Det var ikke alle, der havde den bedste udsigt. Nogle kunne kigge ned på et plankeværk med skraldebøtter overdækket af et halvtag. Ja så kunne andre se et kedelhus med en høj skorsten tilhørende Hotel Lucas, der indtil 1935 husede Skt. Lucas hospitalet.
Afstanden mellem facaderne var ikke mere end 15 meter. Så kunne det være svært at undgå at se, hvad genboen foretog sig. Og så var man alligevel heldige her for omkring Blågårdsgade var afstanden mellem facaderne ikke mere end et par meter.
Storvask
Familiens storvaskedag fandt sted en gang hver måned. Vaskekælderen, hvor storvasken fandt sted var placeret under en køkkentrappe-opgang. Rummets størrelse var vel 8 – 10 m2. Her var kulfyret, gruekedel, en vaskebænk og en koldtvandshane samt en slange.
Bunken af vasketøj var stor. Men det var også en hel måned mellem hver vaskedag.
Vaskedagen startede tidligt om morgenen med op-fyringen af gruekedlen. Det kolde vand skulle bringes i kog. Kullene, der blev anvendt som brændsel havde far hentet dagen før hos kokshandler Poulsen i Elmegade.
Vaskedagen var hård for datidens husmødre. Den varede stort set hele dagen. Der skulle knofedt til at få tøjet rent på det bølgede vaskebræt. Vaskemidlerne var stort set brun sæbe og soda. I det sidste skyllevand anvendtes ”blånelse” for at gøre tøjet klart.
Resultatet udeblev da heller ikke, den var flot og ren. Storvasken blev tørret på ejendommens tørrelofter, der lå øverst oppe under taget. De små tagvinduer blev åbnet på vid gab. Alligevel kunne det især i fugtigt vejr knibe med at få tøjet tørt inden for det døgn. der var til rådighed inden en ny storvask skulle hænges op.
Lirekassemanden og Gårdsangere
Lirekassemanden kom ofte på besøg. Han havde ofte et handicap måske som følge af en arbejdsulykke. Efter ansøgning havde han fået myndighedernes godkendelse til at spille på offentlige gade og vej. I kassen var der 3-4 melodier. Når disse var spillet igennem, startede melodirækken forfra. Kassen var prydet med farvestrålende billeder fra Rhinen og de Bayerske Alper. Om foråret var kassen også pyntet med grønne bøgegrene. Op mod jul var der grangrene og lys, og her var det så julemelodier på programmet.
Jo det kunne godt blødgøre de søde husmødre, der lagde en ekstra 5 øre i avispapiret, inden de smed det ud af vinduet til den smilende lirekassemand.
Gårdsangere og musikanter, ja ofte små orkestre på 3-4 mand, der ikke altid respekterede skiltet ”Sang og musik i gården er forbudt” prøvede også lykken. Men de kiggede sig hele tiden over skulderen – tænk hvis viceværten kom. Her var instrumenterne ofte banjoen, ligesom manden med savbladet heller ikke manglede.
Kanonfotografen
Ja så var det også kanonfotografen, der med et eller to års mellemrum dukkede op i kvarteret. Hans ærinde var at gøre gode forretninger med gruppebilleder han tog af kvarterets børn. Hans forretning var heller ikke dårlig. Hvilken mor kunne ikke sige nej, når hendes barn kom og viste prøvebilledet. Og så kostede det kun 1 krone. Dengang var et fotografiapparat ikke hvermandseje.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 22, 2023
Tønder – Flere strejftog i Historien (3)
Dette er en del af Tønder historie fra ca. 1870 – 1935. Vi går også noget længere tilbage. Kvægmarkedet i Tønder 1912. Tønders allerførste skole. Latinskolen. Skole i Vajsenhuset. Balthasar Petersen. Privat Realskole, Østergade 45. Realschule Tondern. Tønder Statsskole. Alexandrineskolen. Øvelsesskolen. Teknisk skole. Tønder Handelsskole. Tønder protesterede mod dansk i skolen. Kæmpede man nok for danskheden i Tønder? Kampen for et museum. Mange forærede ting til museet. Militær i Tønder. En ny kaserne i Tønder. En travl jernbanestation. Plomberede tog. Postforbindelser. Toldbarakker. Kampen om et toldvarehus. Hedeselskabet fik en vigtig rolle. Da Tønders store sygehus kom. Da Gasværket blev bygget. Lygtetændingsreglement fra 1870. ”Marinere” hjalp til. Udvidelser og moderniseringer. Tønders brønde skyld i tyfusepidemier. Lovende prøveboringer efter vand. Man brugte den mest moderne teknologi. Tønder Elektricitetsværk. Strøm til 21 brugere i begyndelsen. I 1931 tilbød Bachmann igen at levere strøm. Gendarmerikorps. Tønder Kniplingsskole
Kvægmarked i Tønder 1912
De store kvægmarkeder fortsatte. I 1912 fik Tønder tilført
I stadepenge fik byen en direkte indtægt på 15.000 mark. Indirekte mærkede de mange banker og forretninger også. Tønder havde et gæstgiveri for hver 49 indbyggere.
Tønders allerførste skole
Tønders første skole har sikkert været en skole, som Franciskanermunkene oprettede. I 1238 oprettede de et kloster mellem Vestergade og Slotsgade. Allevegne drev Gråbrødrene undervisning for at undervise folk i kirkens tjeneste, Men vi ved ikke noget bestemt om en Klosterskole i Tønder.
I Middelalderen var det kulturelle liv i byen knyttet til kirken. Efter Reformationen blev der oprettet selvstændige skoler.
Latinskolen
En rektor nævnes i Tønder i 1580. Og i 1614 blev Latinskolen oprettet. Skolen havde dog ikke den store betydning. Den havde gennemsnitlig kun 20 – 30 elever. Latinskolen var til venstre for døren. Og den tyske skole var til højre.
Skolen i Vajsenhuset
En anden tysk folkeskole blev indrettet i Vajsenhuset. Her undervistes i slutningen af det 18. århundrede 100 drenge og piger. I 1791 begyndte en fattigskole i Vestergade. I 1803 blev hele skolevæsnet omorganiseret. Latinskolen blev ophævet. Her blev oprettet en højere borgerskole med to klasser.
En hovedskole med tysk sprog blev indrettet som almindelig borgerskole med tre klasser. Vajsenhusskolen og Vesterskolen blev fri for skolepenge med hver to klasser. Alle skoler havde tysk undervisningssprog. I 1851 blev dansk undervisningssprog indført i elementærskolerne (fri for skolepenge). Det var befolkningens modersmål. Men fra 1864 blev tysk atter engang undervisningssprog.
Balthasar Petersen
Vi har tidligere beskæftiget os med Balthasar Petersen, der oprettede et præsteinstitut i 1750. Fra 1762 forlangte regeringen at kandidaterne skulle besøge et universitet. I stedet tog provst Balthasar Petersen fat at uddanne unge mænd til folkeskolelærere. I 1786 testamenterede han en stor del af sin formue til oprettelse af Nordens ældste seminarium.
Privat realskole i Østergade 45
Den 23. maj 1861 blev der i Borgmester Thomsens Hus, Østergade 46 oprettet en dansk privat realskole. Den fik offentlig støtte mod at underkaste sig statens kontrol. Den overlevede Krigen 1864 og opnåede endda den preussiske regerings tilladelse til at fortsætte. Lærer Hagerup og senere lærer Tørslef styrede skolen, der dog blev forbudt i 1872.
Realschule Tondern
I 1830 knyttedes Vajsenhusskolen til seminariet som øvelsesskole. Efter 1870 var skolevæsnet ordnet på den måde, at en kommunal mellemskole for drenge og folkeskole for piger havde lokaler i Richtsensgade. Folkeskolen for drenge var seminariets øvelsesskole med lokaler på seminariets grund. I 1909 byggede man en realskole for drenge (Statsskolen) i Popsensgade med 6 klasser. I 1913 overgik Realskolen med grund og bygninger til den preussiske stat.
Tønder Statsskole
Første juni 1920 ophørte Realskolens undervisning. Nu blev Tønder Statsskole oprettet som en dansk fuldstændig højere almen skole, fællesskole for både drenge og piger med nysproglig artium.
Alexandrineskolen
I 1915 en højere pigeskole (Alexandrineskolen). Skolen lå mellem Nørregade og Alleen. Indtil da havde skolen været til huse forskellige steder i byen.
Da pigeskolen stoppede i 1923, fik den tyske mellemskole lokaler i Alexandrineskolen.
Øvelsesskole
Øvelsesskolen bestod før 1920 af to afdelinger, en almindelig 6-klasset købstadsskole og en 1-klasset skole. I sidstnævnte afdeling var det gratis undervisningsmateriale. Herved fik børn fra fattige hjem mulighed for at melde sig til denne afdeling. Lederen af Øvelsesskolen var en seminarielærer. Den sidste leder før indlemmelsen i 1920 var Claus Eskildsen. Ved hjælp af denne ordning var det mulighed for at give de kommende lærere praktisk erfaring.
Man regnede med, at der i Tønder ikke ville være plads til to folkeskoler, der for blev Øvelsesskolen tillige Tønders danske folkeskole, hvortil alle danske hjem kunne sende deres børn.
Tre dage i slutningen af juli 1920 modtog Øvelsesskolens leder og Overlæreren ved den tyske kommuneskole i samme lokaler og på samme tid indmeldelser til henholdsvis Øvelsesskolen og den tyske folkeskole. Til den danske afdeling meldte der sig kun 70 til den danske afdeling. Men skolen begyndte med ca. 130 elever fordelt i 7 klasser, da den åbnede den 1. september 1920. I løbet af det første år blev dette tal fordoblet. Og i 1936 var man nået op 430 elever.
Teknisk Skole
Fra 1880 havde Tønder en teknisk skole. Dengang hed den ”Teknische Forbildungsschule. I 1920 havde skolen 63 elever fordelt i tre klasser. Der blev om aftenen givet undervisning i dansk, tysk, tegning og regning. I 1923 kom et nyt fag til – nemlig bogføring.
Tønder Handelsskole
Tønder Handelsskole blev oprettet i oktober 1921. Man havde lokaler i en af de tyske skoler. Skolen havde cirka 90 – 100 elever. Foruden de obligatoriske handelsfag var der engelsk og tysk korrespondance samt stenografi og maskinskrivning.
Tønder protesterede mod dansk sprog i skolen
I Middelalderen var plattysk kontor- og kultursprog. Det blev senere afløst af Luthers højtysk. Man sagde om det danske sprog at det var et ”plat” sprog. Tysk var det finde, som man talte i kirke og skole, på rådhuset og i amts og rets-kontorer. Og tænk engang – Tønders borgere protesterede, da Tønder Byråd den 16. marts 1851 bestemte, at nu skulle det være dansk undervisningssprog:
Ja tænk engang det danske sprog blev kaldt for et ”fremmed sprog”.
Kæmpede man nok for danskheden i Tønder?
Nogle mener, at det var fordi Tønderhus var knyttet til de Gottorpske hertuger. Derfor var hertugerne Tønders gode venner og velgørere. Sådan var det også i begyndelsen med Aabenraa. Men her kæmpede danskheden. Det så man ikke så meget af på det tidspunkt i Tønder.
Efter 1864 slumrede danskheden ind i Tønder. Redaktør Skovrøy betegnede sin 30 år i Tønder som ”en Hundevagt”. Men alligevel var det en flok dansksindede der satte noget i gang lige før Første Verdenskrig.
Kampen for et museum
Efter indlemmelsen stod Tønder Amt på bar bund med hensyn til et museum. I 1911 havde der været forhandlinger i gang mellem amt og by om overtagelser af rester af Tønder Slot. Det omfattede bl.a. ”Porthuset”. Hensigten var at udbygge det til et ”Kredsmuseum” (Amtsmuseum).
Men ”Porthuset” blev brugt som arrest. Og der skulle først bygges nye retsbygninger og nyt fængsel. Men Tønder Købstad erhvervede i 1916 ”Porthuset” af den Kongelige Prøjsiske Justitsfiskus og amtet rettede derpå forespørgsel til byrådet om dette var villig til endnum at stå ved sit tilbud af 1911, om uden vederlag at overlade til amtet det såkaldte ”Porthus” til brug for amtsmuseum. Det gjorde, men på nogle betingelser. Og det har amtsrådet sikkert ikke accepteret. I hvert fald blev sagen atter engang stillet i bero.
Så kom 1920. En lang række danske kunstnere forærede kunstværker til de fire sønderjyske amter og også til Tønder. Disse værker blev i første omgang ophængt på Landbrugsskolen på Ribe Landevej. Man fik ellers tilbudt pladser i forskellige bygninger i byen.
Igen opstod ideen med at anvende det gamle ”Porthus”. Der skulle lige en renovering, om og tilbygning til. I 1924 var rammerne klar. Byrådet ransagede rådhusloftet og overlod mange ting til oplysning om ældre tider. Håndværker forærede laugskister. Grev Schack sendte en masse genstande fra Schackenborg. Gamle Skovroy skænkede ting fra stenalderen, gamle kobberstik og mønter.
Mange forærede ting til museet
Dr. Lausten-Thomas havde deponeret sin samling fra Rost og omegn på Koldinghus. Dette blev nu overført til Tønder Museum. Andre forærede også deres samlinger. Det var nok ingen, der havde forestillet sig, at museet 12 år efter åbningen nu manglede plads.
Militær i Tønder
Tønder er som bekendt en meget gammel by. Men i tiden før 1864 har der i Tønder kun ligget et Vagtdetachement. Først i 1920 fik Tønder – en dansk garnison. I årene før 1864 havde Tønder ikke haft en tysk garnison.
Men et par kilometer nord for byen blev der anlagt en flyveplads med hangar, barakker, værksteder, brintfabrik og luftskibshaller for Zeppeliner bestemt for bombe- og observationstogter mod England.
I afstemningstiden havde Tønder indkvartering af engelske soldater. Men den 5. maj 1920 ankom et par kompagnier af Sønderjysk Kommandos 2. bataljon og en rytterstyrke. I april 1923 blev Sønderjysk Kommando pophævet og 2. bataljon – en af de gamle bataljoner fra Sølvgades kaserne – blev forlagt til Tønder. I tidligere artikler har vi skrevet denne stolte Bataljons historie.
En ny kasserne
I 1934 påbegyndtes staten opførelse af en stor, ny kaserne til afløsning af den gamle baraklejr. I 1936 blev den taget i brug. Den havde kosten den danske stat over en mio. kr. Som eksercerplads blev flyvepladsen nord for byen. Af de tidligere tyske militærbygninger er ikke meget tilbage. De fleste blev nedrevet i henhold til bestemmelserne ved fredsafslutningen. Administrations – og værkstedsbygning blev brugt til tjenestebolig, ridehus og depot.
En travl station
Før 1920 kørte togene fra Altona direkte over Tønder til Højer Sluse, hvorfra der fandt overførsel sted til Sild. For strækningen Tønder- Hviding og Tønder – Sønderborg virkede Tønder som udgangsstation.
Efter 1920 blev Tønder Station en travl station med fire udgående jernbanelinjer. Den første tid efter de danske statsbaners overtagelse af jernbanerne i Sønderjylland blev der delvis kørt med tyske tog.
Efter nogen tid kørte man strækningen Tønder – Sønder Løgum med såvel tyske som danske tog. Den tyske toldstation blev flyttet hertil. Omkring 1922 blev det tyske jernbanepersonale forflyttet fra Tønder.
Plomberede tog
Indtil dæmningen til Sild blev færdig, havde de tyske Rigsbaner ingen anden forbindelse til Sild end over Højer Sluse. Der opstod nu de ret enestående forhold, at jernbanetrafikken mellem to tyske landsdele måtte føres gennem dansk statsområde. For at undgå, at de rejsende ved den direkte jernbanetransport skulle underkastes danske told – og pasbestemmelser, førtes tog direkte fra Hamburg til Højer Sluse foregik i plomberede vogne og under dansk told- og pastilsyn.
Da dæmningen var færdig og blev åbnet for jernbanetrafik, ophørte dette forhold. Strækningen Tønder – Højer fik derefter karakter af en lokalbane. Banens benyttelse aftog derfor. Konkurrencen fra den voksende biltrafik gik stærkt. Ved Rigsdagssamlingen 1934 – 35 blev det besluttet, at hvis ikke banens økonomi blev væsentlig forbedret ville man nedlægge banen. Standsningen af banen skete den 15. maj 1935. Godsbanen blev bibeholdt i en del år. Og der var op til tre daglige godsforbindelser i begge retninger.
Maskindepotet i Tønder var Sønderjyllands største. Man havde et personale på 85 mand i alt. Der var 16 damplokomotiver og 6 diesellokomotiver og 2 benzinvogne.
Postforbindelser
Postkontoret i Tønder blev opført i 1899. Telegrafstationen var åbnet i 1861. Allerede i 1678 fik postmesteren i Flensborg bevilling til at holde et bud til befordring af breve mellem Flensborg og Tønder. I 1711 var det kun en gang om ugen forbindelser mellem de to byer. Nu blev det så fortsat med ”gående bud” til Højer.
I 1713 oprettedes et ridende ”bipost” to gange ugentlig mellem Tønder og Flensborg. Ved ”Kongelig plakat” af 13. oktober 1789 oprettedes to kørende og to ridende poster mellem Flensborg og Tønder.
I 1813 var der brev-, pakke- og personbefordring to gange dagligt mellem Flensborg og Tønder. Desuden var der daglige forbindelser mellem Tønder og Ribe og mellem Tønder – Løgumkloster m og Aabenraa med diligencer.
Efter 1864 opretholdtes brev-, pakke- og personbefordringen mellem Tønder og Ribe. Denne bortfaldt da jernbanen Ribe – Vedsted (Hvidding) – Tønder blev åbnet.
Toldbarakker
Efter 1920 blev der bygget træbarakker ved de forskellige kontrolposter ved grænsen i Pebersmark, Sæd, Møllehus og Rudbøl. Også på Tønder Station blev der oprettet barakker på et par af perronerne. De blev afløst af en visitationsbygning i mursten.
Kampen om et toldvarehus
I 1921 blev der bygget et toldvarehus, der senere blev brugt til klarering af videregående gods. Pladsforholdene blev hurtig for små, hvorfor toldforvalter Holtner i flere år arbejdede for at få en ny toldkammerbygning, hvilket først lykkedes mange år senere. Først i 1932 kunne man anvende en toldkammerbygning i Jernbanegade. I den tyske tid blev bygningen anvendt til Rigsbank.
I løbet af tiåret 1922 – 31 var der travlhed med at bygge veje eller rettere ombygge veje. Det var en stor opgave også omkring Tønder.
Hedeselskabet fik en vigtig rolle
Den 1. april 1921 blev Hedeselskabets Mose- og Engafdelings 10. Distriktskontor oprettet i Tønder. I efteråret 1923 skete der en udvidelse, idet kontoret flyttede ud på Ribelandevej i den tidligere Landbrugsskole.
Efterhånden som afsætningen af kreaturer sydpå blev meget besværliggjort af Told og indskrænkninger, måtte landbruget – tvunget af omstændighederne – helt eller delvis lægge bedriften om, således at der kunne produceres den vare, som markedet krævede, og som kunne hjemføre en nogenlunde pris.
Omlægningen til dyrkning af korn, rodfrugter og handelsfrugter m.v. kunne kun ske i forbindelse med en grundforbedring. Landbruget blev også ret hurtig klar over dette, og søgte private teknikere og Hedeselskabet som rådgivere.
Hedeselskabet hjalp også til med den storeafvanding af Tøndermarsken og regulering af vandløb.
Da Tønders store sygehus kom
Vi har tidligere berettet om Fysikus Ulrik’ s utrættelige arbejde i Tønder. Han oprettede et sygehus i Østergade. Men et nyt betydelig større sygehus blev opført i 1895 i Carstensgade. Patienterne blev indlagt og tilset af deres læger. Den daglige pleje blev udøvet af diakonisser, udsendt fra Diakonissestiftelsen i Flensborg.
En overlæge, Friherre Dr. v. Werthern blev ansat som overlæge. En fuldstændig omlægning af driften fandt sted. Foruden Overlægen blev ansat en inspektør og en oversygeplejerske. Siden udviklede sig stærkt. Kravene blev større. Det viste sig at sygehuset var for lille.
I 1925 stod den store nye fløj færdig til at tages i brug. En gennemgribende modernisering blev gennemført. Desuden blev der oprettet en epidemiafdeling.
Da Gasværket blev bygget
De første planer om bygning af et gasværk i Tønder stammer fra 1862, da landmåler C.B. Schønfeldt den 19. april i en skrivelse til magistraten i Tønder indsender en detaljeret fremstilling af de fordele, som byen og dens borgere ville få af et gasværk.
Den 24. juli 1862 foreligger en ansøgning fra Haderslev Jernstøberi og Maskinfabrik, Petersen og Bonnicksen, om at komme i betragtning ved bygningen af et gasværk. Den 10. september 1863 underskrives kontrakten, efter at firmaet fra Haderslev havde sendt et tilbud.
Krigen i 1864 kom i vejen og bragte forstyrrelser i Gasværkets opførelse. De nødvendige penge blev bragt til veje ved lån, dels ved legater og dels fra byens borgere. Tønder Sparekasse gav et beløb på 3.750 Rigsmark. Gasværket kostede ifølge en afregning af 15. januar 1865 i alt 62.705 Mark. Det blev opført på Tønder Slotsbjerg. Dette lå på Tønder Slots – og Frigrund tilhørende Tønder Landsogn.
Måske valgte man stedet fordi det var højtliggende og derfor sikret mod oversvømmelse. Gasværket begyndte ret beskedent. I 1866 var der således kun 162 gasbrugere. Der fandtes dengang i alt 65 gasgadelamper.
Lygtetændingsreglement fra 1870
I et Lygtetændings-reglement fra 1870 står angivet tændingstiderne, dog med den tilføjelse, at i 3 dage om måneden bliver lygterne overhovedet ikke tændt, nemlig aftenen før, under og efter fuldmåne.
Landmåler C.B. Schønfeldt var Gasværkets første ”Gasinspektør”. Han fik en årsløn på 350 Rigsdaler samt bolig. Lys og brændsel. I 1895 blev den nye gasinspektør og senere direktør M. Lorentzen. Det var ham, der redede Bryggeriet Victoria i at springe i luften. Hans far havde et jernstøberi og et tørveværk i Sølsted.
I årene 1900-1904 blev der foretaget en større ombygning. Der blev opført et nyt ovn-hus, et nyt rensehus, nyt ”apparatanlæg” og en ny gasbeholder. Ligeledes blev der bygget et nyt retorthus med to store retortovne.
”Marinere” hjalp til
Med krigen i 1914 fulgte en vanskelig tid. Gasværksarbejdere blev indkaldt til krigstjeneste. Man måtte nøjes med ældre folk til pasning af ovnene, bistået af ”Marinere” fra luftskibshallen. Samtidig havde man vanskeligheder med at skaffe kul. Dem man fik var uegnede til gasudvinding. Det blev nødvendigt at rationere gassen ved kun at have tryk i ledningen på visse tider af døgnet.
Udvidelser og moderniseringer
Med krigens slutning og Sønderjyllands indlemmelse i Danmark, kom der igen normale forhold. Gassen havde dog haft sin glansperiode ved gasbelysningen. De nye tider med elektrisk belysning begyndte. Men samtidig blev det mere og mere almindelig at koge med gas. I tiden fra 1920 skete der hvert år en stigning i produktionen.
I tiden fra 1923 er ovnene delvis fornyet ved indbygning af nye moderne retorter. Trods elektricitetens frembrud så man en stadig større produktion fra Tønder Gasværk. I 1936 leverede gasværket gas til 1.600 husholdninger.
Tønders brønde skyld i tyfus-epidemier
Tønder Vandværk blev bygget i årene 1900-1902. Indtil da har byens borgere skaffe vand fra almindelige brønde, der dels var i privat eje og dels var offentlige brønde. De var anbragt på centrale steder.
Brøndenes dybde var ret ringe. Og det var nærmest tale om overfladevand. Kun Aktiebryggeriet på hjørnet af Østergade og Nørregade og Viktoriabryggeriet ved Strucksalle havde boringer, der tog vandet fra større dybder.
Tønder Vandværk blev anlagt efter henstilling fra daværende medicinalråd Horn, der påviste, at de stadig tilbagevendende tyfusepidemier skyldtes smitte gennembrøndvandet.
Lovende prøveboringer
Forarbejdet blev udført i slutningen af 1890erne, idet der på Slotsbjerget udførtes forskellige forsøgsboringer. Ligesom ved Gasværkets oprettelse stillede Tønder Spare- og Laanekasse et betydeligt beløb til rådighed for dette almennyttige formål.
Til et byrådsmøde, der blev afholdt i slutningen af 1899 kunne borgmesteren oplyse, at allerede den første dybdeboring på Slotsbjerget havde vist, at der i større dybder fandtes godt og rigelig med kildevand.
For at opnå yderligere sikkerhed for at der var tilstrækkelig vand til en by-forsyning på, blev det at udføre endnu en forsøgsboring.
Efter meget omhyggelige kemiske undersøgelser af det fremskaffede vand og udtalelser fra kendte geologer om jordbundsforholdene, gik man i gang med værkets udførelse. Og det var gasværksleder Lorenzen, der stod for den meste planlægning.
Man brugte den mest moderne teknologi
Det var et firma fra Kiel, der stod for udførelsen. Man brugte datidens mest moderne teknologi. Der blev opført et stort maskin- og filterhus og et stort vandtårn. Anlægget var dyrt. Det kostede 160.000 mark. Gasmotorerne blev erstattet af elektrisk drift.
En kloakering blev gennemført i 1925.
Tønder elektricitetsværk
Tønder Elektricitetsværk blev bygget i 1910 og blev sat i drift 3. januar 1911. Allerede i slutningen af 1890erne talte man om et elektricitetsværk.
I en skrivelse af 18, marts 1894 ansøger Hans Bachmann fra Tønder Vandmølle om at få koncession på 50 år på levering af strøm til Tønder By. Han henviser til at der ved vandmøllen var tilstrækkelig med vand til både mølleriet og til driften af en dynamo-maskiner.
Det har sikkert været en interessant ansøgning og havde bestemt borgerskabets interesse. Men den lange koncessionstid har bevirket, at Magistrat og byråd har haft betænkeligheder. Derfor blev ansøgningen afslået.
Strøm til 23 målere i begyndelsen
Værket begyndte med levering til 23 målere, men allerede efter første års forløb var dette tal mangedobbelt. Allerede i 1925 var belastningen steget så stærkt at man talte om udvidelse.
I 1931 tilbød Bachmann igen levering af strøm
I 1931 kom møller Hans Bachmann igen på tale. Han kunne levere strøm for 3,5 øre pr. kilowatt-time. Tilbuddet blev antaget. Et anlæg ble bygget og elektricitetsleveringen påbegyndtes den 1. december 1931.
Denne udvidelse betød en stor besparelse, da det viste sig at det kunne betale sig at lade Tønder Vandmølle at levere natstrøm. I sommeren 1935 blev Tønder dog andelshavere i Sønderjyllands Højspændingsværk. I 1936 leverede elektricitetsværket strøm til mere end 2.000 målere.
Gendarmerikorps
Efter 1920 blev der oprettet et midlertidigt Gendarmerikorps, der skulle sørge for to og orden. De skulle overtage den tjeneste som det tyske militært organiseret Gendarmerikorps hidtil havde varetaget.
Korpset kom hovedsagelig til at bestå af hjemvendte krigsdeltagere. De mødte til tjeneste uden en politimæssig uddannelse. Den 15. juni 1920 opløstes korpset og en væsentlig del af mandskabet overgik til det nyoprettede ”ordenspolitikorps i de sønderjyske landsdele”. Ja sådan blev det nye korps kaldt. Dette korps kom til at bestå af 11 overbetjente og ca. 150 betjente.
Tønder Knipleskole
Vi skal da også lige nævne at Tønder Knipleskole blev åbnet den 1. januar 1929. Det var en fortsættelse af det store arbejde Hansigne Lorenzen fra Ballum havde gjort for at genoplive Tønderkniplingerne. Skolens første kursus i 1929 blev besøgt af 11 elever. I 1924 – 35 var her hele 70 elever.
Og skolen var med til at forarbejde bryllupsgaverne bestående af kniplinger til såvel prins Knuds som kronprins Frederiks bryllup.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 19, 2023
Da Fanø, Rømø og Langli forsvandt
De tre øer var forsvundet i 1.500 år. Denne artikel er også inddelt i ”En superstorm i 1634” – ”Da tsunami ramte Vadehavet” – ”Fremtidens Havstigninger” – Hvorfor får man ikke gjort noget ved den gamle Højer Sluse. Øerne er meget vigtige for hele Vadehavs-regionen. Sand og sedimenter flytter hele tiden rundt. Fravalg af aflejringer. To teorier. Negative konsekvenser. Effekten af stormfloder. Den anden store manddrukning, Digerne er blevet bedre, Meterhøje bølger ved Rømø, Store havstigninger ved Esbjerg. Forventede havstigninger ved Esbjerg – laveste og højeste scenarie. Antallet af 100 – års hændelser vil stige. Isen fra Grønland og Antarktis.
Hvorfor gør man ikke noget ved den gamle Højer Sluse?
Vi skal være klar over at klimaændringer kan betyde store ændringer af kysterne. Især i områder som Vadehavet ved Vesterhavet, hvor der er meget energi i bølgerne kan ændringerne være hurtige.
Derfor kan det undre undertegnede, at man er så ligeglade med vedligeholdelsen af det gamle dige og den gamle sluse ved Højer. Her troede man, at meningen var at dette skulle være en ekstra sikkerhed.
Øerne forsvundet i 1.500 år
Ifølge videnskab.dk var Fanø, Rømø og Langli ikke til at få øje på. Øerne var stort set forsvundet i 1.500 år. Det fortæller en af forskerne bag et stort projekt. For 3.500 – 2.000 år siden var hele Vadehavet udsat for en voldsom erosion.
Øerne dukkede op igen til havets overfalde for ca. 2.000 år siden. Og det var omkring Jesu fødsel. Ifølge geologisk forskning har øerne eksisteret i omkring 8.000 år. Man har ingen sikker dokumentation for beboelse før engang i middelalderen. Første tegn på beboelse på Fanø kan læses i Kong Valdemars Jordebog fra ca. 1231 – ca. 1.200 år efter at øen var genopstået.
Øerne er vigtige for hele Vadehavs-regionen
Forskerne har koncentreret sig om disse tre øer og ikke dem syd for grænsen. Således fortæller forskerne at de f.eks. ikke har nok data fra Mandø eller Sylt. Og Jordsand er slet ikke nævnt i undersøgelsen.
Øerne er meget vigtige og af afgørende betydning for hele Vadehavsområdet. Vadehavets eksistens er fuldstændig afhængig af øernes tilstedeværelse. Interessant er det at øerne ikke forsvandt på grund af havspejlsstigninger. Det gjorde de fordi tilførslen af sand til øerne pludselig stoppede eller blev kraftig reduceret.
Sand og sedimenter flytter konstant rundt
Sand og andre sedimenter flytter sig konstant rundt i kystlandskabet på naturlig vis. Det sker, fordi det bliver ført rundt med havstrømme, storme og bølger. Denne viden kan have stor betydning for, om landområder nær kysten vil forblive eller forsvinde i fremtiden.
Vi taler meget om havspejlsstigninger i fremtiden. Nu ved vi så at tilførslen af sedimenter spiler en stor rolle langs Vesterhavet. En høj bølgeenergi kan flytte sedimenter rundt.
Men hvordan ved vi nu det? Forskerne har gravet dybt ned i jordlag og sand på Vadehavsøerne. De har fået adgang til sandkorn som gemmer på fortællinger om fortidens Danmark. De har boret sig ned gennem lag af jord og sand, som er blevet aflejret de seneste 10.000 år.
Fravalg af aflejringer
Disse sandkorn fra de mange boreprøver kan f.eks. afsløre danmarkshistoriens værste storm i 1634 og en tsunami, der ramte Vadehavet for 8.200 år siden.
Metoden bygger på, at man kan se hvor lang tid, der er gået siden et sandkorn blev udsat for sollys. Man kan se, hvor gammelt et sandkorn er. Men man kan se, hvor længe det har været begravet og været væk fra sollyset. Et sandkorts energiindhold kan afsløre, hvor længe sandkornet har været begravet. Samtidig kender man alderen på aflejringerne.
I perioden for 3.500-2.000 år siden er det pludselig et fravalg af aflejringer på de tre øer. Og dermed konkluderer forskerne at øerne næsten må have været dækket af havet. Samtidig kan man se, at der er kommet masser af aflejringer ved Blåvandshuk. Man kan sige at stedet ”stjal” sedimenter fra øerne. Området blev netop bygget i perioden, hvor øerne begyndte at forsvinde.
Sedimenter fra nord
Der findes en strøm af sedimenter som bevæger sig langs Jyllands vestkyst. Den kommer fra Nymindegab og en stor del af sedimenterne ender i dag med at blive aflejret ved Blåvandshuk og Horns Rev. I dag standser de sedimenter her, som var med til at vedligeholde Vadehavsøerne.
Øerne bliver på den måde langsomt nedbrudt. Og efterhånden som vandspejlet stiger, sker det hurtigere. Men hvordan blev øerne så alligevel opbygget, når Blåvandshuk ”stjal” sedimenterne fra nord?
To teorier
Det har man så ikke fundet ud af endnu, men har nogle teorier. Den ene teori går på, at øerne får nye sedimenter med en strøm, som kommer fra vest – fra den dybereliggende havbund – på tværs af kysten.
En anden teori lyder, at man under store storme, som rammer vestkysten får mobiliseret nogle af sedimenterne ved den indre del af Horns Rev. Det som også har gavnet øerne er, at havstigningerne aftog for omkring 2.000 år siden.
Negative konsekvenser
Forskerne gør opmærksom på, at når mennesker bygger nye havne, høfder og anden kystbeskyttelse, kan det ende med at spærre ben for sedimentstrømme og få negative konsekvenser for andre kystområder.
En superstorm i 1634
Den 10. oktober 1634 blev vestkysten ramt af en såkaldt superstorm. Stormen ramte den tyske del af vadehavet hårdest. Kystlinjen blev slået i stykker og i alt mistede 8.000 – 15.000 livet. Storme som den i 1634 vil kunne forårsage enorme skader på mennesker, veje og bygninger. De ændringer, der skete med kysten en enkelt nat ville normalt tage hundreder af år eller måske årtusinder af år.
Effekten af storme kan stadig ses
Men se den storm kan man også konstatere i vores sedimenter (de geologiske lag under jordens overflade). Og effekten af de mange storme er bevaret.
Den anden store mandedrukning
Stormen 1634 kaldtes også ”Den anden Store Manddrukning”. Den første Manddrukning blev forårsaget af en kraftig storm i 1362. På øen Nordstrand ud for Husum skyllede havet gennem 44 diger.
Metoden ”optisk stimuleret luminescens er blevet brugt før til blandt andet at kortlægge klimaforandringer. Men metoden er aldrig før blevet brugt til at dokumentere gamle storme.
Digerne er blevet bedre
Digerne havde holdt vandet i arve i mere end 100 år. Men natten mellem den 10. og 11. oktober 1634 kunne de gamle forhindringer ikke mere holde stand,
Nutidens diger er bedre end dem i 1634. de har en fladere hældning mod havet. Det betyder, at bølgerne i dag glider af digerne på den mest hensigtsmæssige måde. Derfor slider bølgerne ikke så hårdt på digerne.
Da en tsunami ramte Vadehavet
Danmark bliver ikke ramt af tsunamier, siger man. Men for 8.200 år siden blev Danmark ramt. Et stykke havbund på størrelsen med Island væltede ned fra kontinentalsoklen vest for Norge. Dette resulterede i gigantiske bølger på op til 20 meter høje bølger, der skyllede ind over Island, Grønland, Norge, Færøerne, England og Shetlandsøerne.
Meterhøje bølger ved Rømø
Tsunamien trak også dybt ind i Nordsøen og ramte den jyske vestkyst ved Rømø med meterhøje bølger. Effekten har været katastrofal for de stenalderfolk, der boede tæt ved kysten. Boreprøver på Rømø afslører, at tsunamien også ramte her blot i mindre målestok.
Men risikoen for tsunamier her til lands er dog lille.
Fremtidens Havstigninger
Men hvad så med fremtidige havstigninger? Hvordan vil det påvirke Vadehavsøerne og den sønderjyske vestkyst? Forskere fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) har stået i spidsen for, hvordan det vil gå i fire havnebyer, hvis ikke klimakrisen bliver håndteret. Vi har så valgt det sted, som er nærmest – nemlig Esbjerg.
Store havstigninger ved Esbjerg
Beregningerne viser at hvis verdenssamfundet fortsætter med store udledninger af drivhusgasser og vi rammer en global temperaturstigning på fem grader. Det er større stigninger end først antaget. En temperaturstigning på 1,4 grader vil betyde stigninger på mellem 29 og 55 cm på tværs af fire danske havnebyer, viser beregningerne.
Forventede havstigninger ved Esbjerg – Laveste og højeste scenarie
2050: 17 – 24 cm
2100: 37 – 75 cm
2150: 55 – 123 cm
Antallet af 100-års hændelser vil stige
Det har også en betydning at de sydlige landområder sænker sig. Studier viser, at det har været havstigninger på ca. 25 cm de sidste 10 år. Og efterhånden som havniveauet omkring Danmark stiger forventes hændelser som stormfloder at ske langt oftere. Det vil sige at 100 års hændelser bliver meget mere almindelige hændelser i fremtiden.
Isen fra Grønland og Antarktis
En anden ting er den grønlandske iskappe. Hvor hurtigt smelter denne? I dag rummer Grønland ”kun” 6,65 til 7 meters havstigninger, hvis isen fuldstændig forsvinder.
Den antarktiske halvø og Vestantarktis udgør nærmest en ukendt stigning. Og på Grønland har man oplevet temperaturstigninger på op mod 15 grader over normalen. Og så udvider det varmere vand havene. Varmere vand fylder mere end det kolde vand. Det er svært helt at stille færdige og brugbare prognoser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 17, 2023
Tønder – Vi ved egentlig ikke så meget (2)
Dokumenter er gået tabt. Overraskelser ved det game rådhus. Har Tønder haft et andet tov? Middelalderen ligger dybt begravet. Vidågade ligger oven på den gamle mølledam. Laurentius-strømmen er måske ikke et naturligt vandløb. Tønder har måske set helt anderledes ud, end vi har forstillet os. Tønder har ligget på flere holme. En masse spørgsmål forbliver ubesvaret. Vi kigger på Tønders historiske litteratur. Ikke alle har samme opfattelse som historikeren Ludwig Andresen. Tønder er ikke urtysk
Dokumenter er gået tabt
Velkommen til andel del af vores artikel, hvor vi går under jorden. Der er egentlig ikke gravet så meget i jorden i Tønder. Og masser af dokumenter er gået tabt i de mange brande som Tønder har været udsat for.
Det er aldrig blevet bevist
Torvet i Tønder er sandsynligvis etableret i slutningen af 1200-tallet. Det er i denne periode Tønder har fået sin stadsret. Man regner med at byen her fik sit nuværende udseende i hvert fald i den indre by.
En lang hovedgade der strakte sig fra den gamle bydel omkring Laurentius-kirken og østpå. I den anden ende af hovedgaden (nuværende Vestergade og Storegade) anlagde man et stort firkantet torv og den nye kirke Nicolaikirken. Man har ikke helt fået dette bevist.
Overraskelse ved rådhuset
Men i 1985 fik Haderslev Museum lejlighed til at foretage arkæologisk undersøgelse på selve Torvet. Det gamle rådhus skulle renoveres. Fundamenterne under bygningen skulle bl.a. understøbes. Her var lejlighed til at gøre iagttagelser. Og det var med et noget overraskende resultat.
Det viste sig at rådhuset var bygget oven på en lavning. Lavningen skrånede nedad fra øst mod vest. Det var en forskel på en meter mellem rådhusets øst – og vest-gavl på undergrunden.
Skråningen har været fugtig, men er blevet fyldt op af et næsten 1,5 meter lag af ren gødning. Denne opfyldning er sket omkring år 1500. Med andre ord, der har ikke kunnet have stået bygninger på dette sted før i 1500-tallet. Selve lavningens eksistens i middelalderen rokker unægtelig noget om teorien med det firkantede torv mellem hovedgade og kirke.
Har Tønder haft et andet torv?
Lavningen synes at strække sig mod syd, altså ind mod den nuværende tove-plads. Spørgsmålet er om byens torv har ligget et andet sted, eller var det blot betydelig mindre end det nuværende? Og hvor lå så middelalderens rådhus.
Middelalderen ligger dybt begravet
I forbindelse med renoveringen af Vestergade og Storegade, der er gennemført, har Haderslev Museum flere gange forsøgt at finde dokumentation for hovedgadens alder. Man har betragtet profiler og opgravet jord i de mange kloakgrøfter m.m., der er lavet i gaden.
På intet tidspunkt lykkedes det at findelag eller blot genstande, der var ældre end 1500-tallet- Men den oprindelige undergrund dukkede aldrig op i grøfterne. Middelalderen ligger måske dybt begravet under store opfyldningslag.
Vidågade ligger oven over den gamle Mølledam
Tønder var helt op i nyere tid omgivet af vand på alle sider. Mod syd lå Vidåen og nord for byen forløb Laurentius – strømmen, opkaldt efter Tønders første kirke.
Vidåen har stadig sit løb syd om byen men det vides med sikkerhed, at den blev flyttet i 1590’erne, så dens nøjagtige forløb i middelalderen ikke kendes. Dette indebærer, at placeringen af mølledammen heller ikke kan fastlægges præcist.
I 1493 stredes borgerne i Tønder med bønderne i Tønder herred om, hvem der skulle vedligeholde den store bro og dæmningen til Kær herred. Broen og dæmningen må have ligget for enden af Søndergade. Dette indebærer, at også møllen må have ligget her. Mølledammen har i så fald oprindelig bredt sig øst for Søndergade.
Ved flere lejligheder har det været muligt at konstatere dette ved undersøgelser af grundene syd for Vidågade (Vidågade 9 og 99). Her består kulturjorden af rent opfyld, liggende ovenpå et metertykt lang af dynd og gytje. Vidågade må altså være anlagt på den gamle mølledam. I 1921 fandtes der bolværker på grunden i Vidågade 48.
Laurentius -strømmen er måske ikke et naturligt vandløb
Skt. Laurentius-strømmen er aldrig konstateret arkæologisk, men dens nuværende forløb gennem anlægget ved Nørre Alle kan muligvis være nogenlunde identisk med den oprindelige placering. Via boreprøver har det været muligt at konstatere, at der på grunden Allegade 2 findes et meget tykt vandaflejret gytjelag, der kan stamme fra denne grav.
I litteraturen om Tønder antages det som givet at Laurentius-strømmen i realiteten er et naturligt vandløb – en nordlig gren af Vidåen. At det nødvendigvis ikke hænger sådan sammen, dokumenteres af de mange kunstigt gravede kanaler, der i de senere år er konstateret i snart sagt hver middelalderlig by i Danmark.
Næsten alle er de gravet for at skaffe en såkaldt omløbskanal til en vandmølle, der kunne føre vandet uden om selve møllen, når presset blev for stort. Alderen på graven afhænger derfor af en datering af den første vandmølle i byen. I Tønder nævnes den første gang 1436, hvor borgernes pligt til bl.a. at vedligeholde både ”den øverste borgergrav” og ”mølledammen” indskærpes. Men møllen kan dog være langt ældre.
Tønder har måske set anderledes ud i middelalderen
Der findes stort set ingen skriftlige kilder. De få arkæologiske fund er stort set den samlede viden om Tønders middelalder. De synes at kunne ændre på den traditionelle opfattelse af byens middelalderlige udseende.
De mange iagttagelser af kulturlagenes tykkelse, der er fremkommet både gennem boreprøver og udgravninger giver et helt andet og noget mere kompliceret billede af byens placering i landskabet end oprindelig antaget.
Tønder har ligget på flere holme
De mange flere meter tykke opfyldninger oven på dynd og gytjelag forskellige steder i byen synes at antyde, at Tønder måske ikke bare blev lagt på en men på flere lave holme ved Vidåen.
Lavningerne imellem disse holme er så i tidens løb blevet fyldt op, indtil man, sandsynligvis i løbet af 1500-tallet, havde skabt den sammenhængende flade, som man i dag oplever, når man går omkring i Tønder. Da byen fik sin stadsret i 1243, har borgerne måske boet på flere små holme omgivet af lavtliggende, fugtige og til tider oversvømmede lavninger.
En hel tilsvarende udvikling ses i Ribe, hvor middelalderbyen også oprindelig bestod af flere mindre øer og efterhånden blev sammenhængende.
En masse spørgsmål er fortsat ubesvaret
En masse spørgsmål er ikke besvaret. Hvordan var det med byens flytning fra Laurentius-kirken til området omkring Torvet? I hvilken periode af middelalderen magtede man det i Tønder Og hvornår begyndte man at inddele byen i stavne?
Man skulle tro, at en hver ny arkæologisk undersøgelse i byen vil give ny viden. Sammenligner man med de få skriftlige kilder vil man få en helt ny forståelse i Tønders lange historie. Og så er det vel også på tide at udgive et nyt værk om byen, Jamen er den litteratur, som vi har ikke god nok?
Tønders historiske litteratur
Vi har Carstens: Die Stadt Tondern. Det er en historisk statistisk monografi, der dog nu for længst er forældet.
Og så er det Ludwig Andresen der med stor flid har studeret sin fødebys historie. Han har skrevet en lang række afhandlinger, der må betragtes som forstudier til hans hovedværk ”Die Geschichte der Stadt Tondern. Men desværre døde han tidligt i 1940. Han nåede kun det første bind til trediveårskrigen. En del af hanstidligere offentliggjorte afhandlinger blev udgivet i anledning af Tønders byjubilæum udgivet under titlen ”Beitrag zur neueren Geschichte der Stadt Tondern” og sammen med hans ”Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern som han udgav i 1937, har han leveret værdifulde bidrag til byens dengang nyere historie.
En anden opfattelse end Andresen
Men i 1943 i forbindelse med Tønders 700-års fødselsdag blev der udgivet to halvbind af Historisk Samfund for Sønderjylland. Her udgav man en historiebog set ud fra en dansk synsvinkel.
Det var den meget anerkendte historiker M. Mackeprang man valgte som redaktør. Og han har i den grad haft en heldig hånd i udvælgelsen af hans medarbejdere. Her har vi også en artikel om geologiske forhold. Men der er ikke nogen redegørelse for egnens oldtidsfund. I omegnen er det da gjort interessante fund.
Og det paradoksale er at bogen korrigerer Andresens opfattelse på en række områder. Ludwig Andresen har kun i ringe grad sammenlignet og draget paralleller med forhold i andre købstæder. Han var tilbøjelig til at fremhæve Tønder til at være noget enestående.
Dette kan man ikke sige om ”Tønder gennem Tiderne”. Her får vi sandelig også ny viden særlig om perioden 1713 – 1864.
Tønder er ikke urtysk
Fra tysk side har man hele tiden forsøgt at skildre Tønder som urtysk. Men det er nu ikke tilfældet. Omgangssproget i Tønder har altid været dansk. Tænk hvis vi engang fik et værk i et samlet dansk/tysk samarbejde med den nyeste viden. Men endnu har arkæologerne et stort arbejde foran sig i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 16, 2023
Tønder – Vi ved egentlig ikke meget (1)
Dette er en artikel som vi har delt i to. Er Tønders politikere overhovedet interesseret i Tønders fortid. To episoder tegner på det modsatte. Slotsbanken blev brugt som affaldsdeponering. Da Tønders nye rådhus skulle bygges. Lå Tønders første hav her? Et indre voldanlæg er fundet i Nørregade. En arabisk geograf i Palermo satte Tønder på verdenskortet. Tønder fik sit navn efter den nærmeste landsby. Men den landsby fik navneforandring til Møgeltønder. Teorien bag den ældste bebyggelse. Vandløbene er reguleret og flyttet. Ikke mange kilder til Tønders tidlige historie. Meget få arkæologiske udgravninger i Tønder. Skeletter i Vestergade. Kirkegården blev afmærket. Kirken lå tæt ved Laurentius – strømmen. Masser af murerrester fundet. Under Frigrunden 7 fandt man noget interessant. Der ligger antagelig masser af rester af klostret under terrænet. Beskyttet af dæmninger. Helligåndshuset kan være fra 1400-tallet. Ingen spor af kapellet, der skulle ligge omkring Carstensgade. Og hvor mon Skt. Jørgens gården har ligget i Tønder?
Min far fortalte om skeletter i Tønder
Min far kunne fortælle noget om et hvert af de gamle huse i Tønder. Og han fortalte også at han havde set skeletter ved bygningerne. Han var murer, og kom der tyske turister forbi, ja så fortalte glædeligt om Tønders historie. Som murer har han været i mange af Tønders ældre huse?
Er politikere i Tønder interesseret i byens fortid?
Jeg er sikker på, at hvis man graver længe nok, så finder man endnu mere. Graver man i litteraturen, så er det jo ikke så meget at hente. Så må arkæologerne på arbejde. Men vil politikerne så betale for at have dem rendende?
Pludselig fandt man havne-anlægget i Tønder fra 16-1700-tallet, selv om tidligere entreprenører havde sagt, at der ikke var mere at komme efter. Længe havde man talt om at lave en markering af, at der havde været en havn her i Tønder. Men nu fandt man så originalen. Man ville lave en slags underjordisk museum. Men så fik et flertal af Tønders politikere kolde fødder. Og hvad sker der nu?
Vil man hellere satse på Wegner – museet og Zeppelin-stationen?
Der må nødvendigvis ligge mere i Tønders undergrund. Se bare, hvad de har fundet i Ribe.
Slotsbanken som affaldsdeponering
Noget af det sidste man har fundet i Tønder var som skrevet havnefronten. Vi har tidligere beskrevet anvendelse af denne havn i diverse artikler. Man arkæologerne har også fundet tykke lag af datidens affald, der blev brugt som opfyld.
Museum Sønderjylland udtog efterfølgende jord fra disse kultur-lag. Man har fundet tusindvis af genstande, som tydeligt viser, at borgerne i Tønder i 1500/1600-tallet bruger området mellem byen og Slotsbanken som affaldsdeponering for f.eks. husholdnings- og byggeaffald.
Vi ved allerede, at den opgravede jord indeholder mængder af keramik, glas, knogler og østersskaller – men mon ikke der gemmer sig mere i disse kultur-lag.
Da Tønders nye rådhus skulle bygges
Da Tønder nye rådhus skulle anlægges, måtte man vel forvente at finde noget. Her burde man vel også have lagt penge til side til arkæologiske undersøgelser. Men der var ballade om en tillægsbevilling på 500.000 kr. til en miniudgravning.
Man fandt ellers bådrester tilbage fra 1200-tallet. Derved kunne man konstatere, at Tønder tilbage i Middelalderen var en vestkyst-by. I Tønder samlede man i 2012 og 4 år hele 4.519 underskrifter mod Tønder-politikerne beslutning om ikke at foretage nærmere geologiske undersøgelser. Det viser vel at Tønder-borgerne er meget interesseret i byens fortid modsat politikkerne.
Lå Tønders første havn her?
Forundersøgelserne viste, at der var betydelige mængder af vand-druknet træ dels fra en pram, dels fra bolværk og fra kantforstærkninger. Og egentlig burde Tønder Kommune have betalt for en mere dybdegående undersøgelse. For var det her, at Tønders første havn lå, inden byen fik havn på Skibbroen?
Det er utroligt, at man ikke mener, at der nødvendigt med arkæologiske undersøgelser, når man bygger på historisk jord. ”Der er høj risiko for fortidsminder”. I Tønder bør man ikke betragte Tønders fortid som fjende.
Et indre voldanlæg i Nørregade
For Tønder er det en gave, når der er store anlægsarbejder i gang – eller gravearbejde. Det skete i forbindelse med gravearbejde i Nørregade. Der dukkede pludselig en række dybe grøfter op en meter under overfladen på den nordlige side af gaden. Det har nu vist sig at være resterne af et indre voldanlæg i Tønder. Disse grøfter lå kun en meter under overfladen.
Voldanlægget kan dateres helt tilbage til omkring 1200-tallet. Det må ifølge arkæologerne være resterne af Tønders hidtil ukendte middelalderlige afgrænsning mod nord. Det giver en ny viden om, hvor byens grænse lå dengang og hvordan man mærkede den.
Der var ingen, der vidste, at der lå en grænse så langt inde i byen. Man får et helt nyt billede af, hvor stort og afgrænset byen var tidligere. Det er måske en meget god ide, at arkæologer er med, når der graves i Tønder.
En arabisk geograf i Palermo
Vi har i flere artikler skrevet, at den arabiske geograf al-Idrisi i 1130 var i Tønder. Men det var han nu ikke selv, men det var en af hans medarbejdere. Han sad nede i Palermo og udarbejdede en ny geografi over den kendte verden. Han havde aldrig selv været i Nordeuropa. Men en af hans hjemmelsmænd havde. Blandt en af de steder der blev beskrevet, var Tønder eller Tundria:
Alene fordi Tønder kom med i denne verdensgeografi, ved vi i dag, at Tønder sandsynligvis er det nuværende Sønderjyllands ældste by. De tre øvrige købstæder synes alle at være opstået tidligst i 1100-tallets anden halvdel, altså flere år efter at man i Palermo havde hørt om Tønder.
Tønder fik navn efter den nærmeste landsby
Dette må være et bevis på, at der ved Vidåens bred i 1100-tallets første halvdel lå en bebyggelse ved navn Tønder. Men hvornår den er opstået, og hvad dens forhold til det nærliggende Møgeltønder kan have været, ved vi ikke.
Vi må antage at Møgeltønder har sine rødder tilbage i jernalderen, mens Tønder kan være opstået som en ladeplads og handelsplads ved åen i slutningen af 1000 – tallet. Den fik navn efter den nærliggende landsby, hvorimod landsbyen i løbet af 1200-tallet fik ændret sit navn ændret til Møgeltønder ”Storetønder” efter Ribebispens store borg. Vi har set samme udvikling i Haderslev, hvor det kom til at hedde ”Gammel Haderslev”
Den ældste bebyggelse
I løbet af 1200-tallet udviklede Tønder sig fra by til egentlig købstad med egne love. På det tidspunkt havde Tønder allerede sin egen kirke, indviet til Skt. Laurentius. I 1238 stiftede ridderen Johannes Naffnesøn og frue et Franciskaner-kloster i byen. I 1243 fik byen sin stads-ret som en af de første byer i Danmark. Tønderhus nævnes første gang i 1285 men er nok betydelig ældre.
Den ældste bebyggelse er nok den vestligste del af Vestergade ned mod Laurentius-strømmen. På det tidspunkt var byen genstand for en regulering. Byens grund blev opdelt i 120 stavne eller matrikler. Så blev der bygget en ny kirke, Skt. Nikolaj, der indtil ca. 1500 var anneks til Laurentius-kirken. Skt. Nicolai, hvoraf vi kun har tårnet tilbage blev opført nord for byens øst- vestgående hovedstrøg og øjensynlig i tilknytning til et firkantet torv.
Udvidelsen af byen og opførelsen af endnu en kirke kan ikke præcis dateres. Skt. Nicolai nævnes først med sikkerhed i år 1500, selvom den muligvis er flere hundrede år ældre.
Som vi tidligere artikler har nævnt fik byen sandsynligvis i årtierne før 1500 et Helligåndshus i byens østligste del. Der er desuden kilder, der antyder, at Tønder også havde både et spedalskhedshospital (Skt. Jørgensgård) og et kapel på vejen til Løgum Kloster.
Vandløbene er reguleret og flyttet
En af de vigtigste elementer i Tønders middelalderlige topografi var de to vandløb, Vidåen og Laurentiusstrømmen, der omkransede byens middelalderlige kærne. Begge vandløb har været genstand for reguleringer og regulære flytninger. Vi kender ikke helt til, hvordan det så ud i middelalderen. Der vides at Vidåen blev flyttet i 1590erne. Sandsynligvis allerede i middelalderen er Vidåen blevet opstemmet til en mølledam.
Ikke mange kilder til Tønders tidlige historie
I tidligere artikler har vi mere nøjagtig gennemgået Tønders historie. Byens talrige brande i 1500 – og 1600-tallet er skyld i, at vi ikke har så mange middelalderlige breve, skøder m.m., der danner grundlaget for kendskabet til placeringen af gader, torve, befæstning m.m.
For Tønders vedkommende er man så afhængig af senere kilder samt til de oplysninger, som arkæologien kan bringe. Senere kilder kan ofte indeholde fejl eller mangler det afgørende bevis. Derfor er det meget vigtigt med nye udgravninger.
Meget få arkæologiske udgravninger i Tønder
Men egentlig er de arkæologiske undersøgelser i Tønders middelalderlige bykerne kun få og små. Når man ser bort fra Nationalmuseets arkæologiske undersøgelser på borgen Tønderhus er det kun i de seneste 40 år foretaget egentlige udgravninger i Tønders middelalderlige bykerne.
I forbindelse med restaureringen af Tønders gamle rådhus på Torvet, blev der gjort nogle interessante iagttagelser. Og som vi allerede har skrevet, så det ligger der sikkert en masse spændende ting i Tønders undergrund.
Skeletter i Vestergade
Vi ved at Tønders ældste kirke er nedrevet omkring 1530. I 1700-tallet udgravede man skeletter i haven til Vestergade 37, men også i 1895, 1938, 1949 og i 1960 blev der iagttaget begravelser i forbindelser med byggearbejder på grundene Vestergade 25 – 33. Det kan være, at det var der min far var.
Der er aldrig fundet fundamenter af selve kirken. Men den må have ligget et sted på disse grunde, omgivet af sin kirkegård. Finder man den nogensinde vil den nok være plyndret. I den stenfattige egn blev alt genanvendt.
Kirkegården blev afmærket
Granitkvadre fra kirken er blandt andet indmuret i Slotsvandmøllen, Latinskolen og nogle pakhuse i Skibbrogade. Vi kan takke den energiske vulkanisørmester A.J. Rasmussen for, at kirkegårdens beliggenhed er stadfæstet. Han foretog en grundig undersøgelse i 1960. Fra hans hånd findes bl.a. en skitse af jordlagene, der viser at skeletterne lå i to lag, henholdsvis 1,40 og 1,65 m under overfladen. Under skeletterne fandtes en brønd.
Kirken lå tæt ved Laurentius-strømmen
Ved udgravningen til bankbygningen fandtes desuden en udbygget søjlebase fra en portal. Stenen må stamme fra Laurentiuskirken. Den fandtes under 1,5 m tykt slam – eller gyltjelag. Det er ikke at den er havnet i Laurentius-strømmen i forbindelse med kirkens nedrivning. I så fald må kirken have ligget tæt på strømmen.
Teorien om det ældste Tønder
Det er kirkens placering samt naturligvis i nærheden af Vidåen at teorien om det ældste Tønder lå placeret her, er opstået.
I forbindelse med kloakeringsarbejder i 1927 blev der iagttaget rester af lerklinede husvægge i 1 ½ m’ s dybde i den vestligste del af Skibbrogade.
Teorien kan bevises
Ved nybyggeri på grunden Vestergade 30 i 1986 kunne det iagttages at kulturlaget på dette sted var godt 2 meter tykt, så det vil være mulighed for at undersøge om teorien har sin rigtighed. Skal det lykkedes endeligt at føre bevis for Tønders høje alder, må det være i dette område af byen, at bevarede lag fra 1000- og 1100-tallet skal findes.
Masser af mur-rester fundet
Vi kan også finde ud af, hvor Franciskaner – klostret lå. Vi ved fra kilder, at det lå i nærheden af slottet. Omkring 1770 fandt man rester af en munkestensmur i Amtmandens Have syd for Frigrunden, i 1923 fandt man rester midt i Gråbrødrestræde, i 1969 i gaden ud for Uldgade 14. Senere fandt man en øst-vestgående mur i haven bag Frigrunden 7.
Ingen af disse murforløb er dog nærmere forklaret. Det er ikke muligt at sætte dem i forbindelse med bestemte af klostrets bygninger. Det er da også usikkert om nogle af disse murforløb i det hele taget er middelalderlige. Murværket i Amtmandens Have må i hvert fald stamme fra en bygning tilhørende slottet.
Under Frigrunden 7 fandt man noget interessant
Først i 1990 lykkedes det med 100 pct. sikkerhed at lokalisere en del af klostret idet der i forbindelse med en understøbning af fundamenter under bygningen Frigrunden 7, fandtes intakte begravelser. Frigrunden løber over klostrets kirkegård.
Det mest overraskende ved fundet var, at disse begravelser lå lidt over tre meter un der Frigrundens brolægning. Antagelig ligger resterne af klostret i 2 – 3 meters dybde. Det tykke kultur-lag i dette område bekræftes af andre iagttagelser. På hjørnet af Frigrunden og Uldgade er der tre meter til oprindelig sandbund. Langs Lillegades østside er der ved jordboringer målt kultur-lag på helt op til 4 meters tykkelse, heraf flere meter dynd og tøv.
På parkeringspladsen mellem Gråbrødrestræde og Skibbrogade er de tilførte lag også ualmindeligt tykke.
Udgravningen under fundamenterne på Frigrunden 7 afslørede den mulige sydlige afgrænsning af klostrets kirkegård. I bunden af en nedgravning ud for syd-gavlen på huset fandtes en øst – vestgående grøft. Syd for den blev der udgravet dele af en træ-sat brønd, hvorimod der nord for grøften fandtes begravelser. Alt i alt tegn på, at grøften kan være en tidlig skelgrøft omkring kirkegården.
Der ligger betydelige rester af klostret under terrænet
Man regner med at der kan være betydelige rester af klostret under terrænet. Keramikken i de lag, der ligger over den middelalderlige overfalde synes at stamme fra 1500 – tallet. Det er sikkert de mange brande i området ikke lang tid efter klostrets nedlæggelse, der er årsag til de tykke kultur-lag.
Beskyttet bag dæmninger
Man må antage at det middelalderlige Tønder har været beskyttet bag dæmninger. Og mon ikke også disse munke har beskyttet deres kloster. Det kan således også være den lave beliggenhed der også er årsag til den voldsomme terrænhævning i løbet af 1500 – tallet.
Helligåndshuset kan være fra ca. 1400 – tallet
Helligåndshuset i Tønder omtales første gang i 1523, men er sandsynligvis meget ældre. De fleste danske helligåndshuse er oprettet i 1400 – tallet. Det lå placeret på grunden Østergade 67. I princippet den ældste forgænger for den nuværende fredede hospitalsbygning, opført i 1733. Der har aldrig været foretaget arkæologiske undersøgelser på området.
Der er heller ikke efterretninger om fund af skeletter på dette område. De fleste helligåndshuse havde tilknyttet en kirkegård. Husets beliggenhed lige indenfor Østerport antyder at bebyggelsen på et tidspunkt i 1400-tallet var nået et godt stykke ud ad Østergades vestlige del.
Dette kan måske give et fingerpeg om, at anlægget af Torvet og byens matrikulære inddeling er ældre end 1500.
Ingen tegn på Kapellet
Kapellet ved vejen til Løgumkloster (Carstensgade) er der ingen arkæologiske beviser på. Det lå øst for den nuværende kirkegård og blev i 1530 overdraget Tønder landsogns beboere som kirke, idet Laurentiuskirken var blevet nedrevet. Kapellet stammer sandsynligvis fra middelalderen. Det blev dog nedrevet allerede i 1543. Hvem kapellet var viet til er ukendt.
Hvor mon Skt. Jørgens gården i Tønder lå?
I årene 1494 giver hertug Frederik en pengegave til:
Dette antyder, at der har ligget et spedalskhedshospital ved byen. I Hertugdømmet Slesvig var det tilfældet ved alle byer undtagen Eckernförde. Men den ene sætning er nu ikke det eneste, der antyder, at sådan et hospital kunne have ligget i Tønder.
To marknavne ved Strucks Alle nemlig Korstoft og Gørrismark, der kan være afledt af det latinske navn for Jørgen, Georg, antyder at institutionen kan have ligget her. Hvis Tønder har haft et Skt. Jørgens hospital er det nok oprettelsen af et helligåndshus, der har ført til, nedlæggelsen af det gamle hospital. Hospitalets beliggenhed bør kunne konstateres gennem fundet af dets kirkegård.
Dette var førstedel af denne artikel – snart følger anden del
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 13, 2023
Skudehavnen i Nordhavnen
Et pragtfuldt skævt miljø. Fiskeri fra Nordhavnen. Ikke genstand for overordnet organisering. Skudehavnens sociale og rekreative kvaliteter. Mange udbygninger af havnen gennem tiderne. Østerbro Fiskeriforening dannet i 1915. Badeanstalter, sejl- og roklubber. Skudehavnen som halvfærdigt projekt. Skudehavnen som reserveareal. En ny konkurrerende fiskeriforening blev dannet. Stor medlemstilgang – en overgang. Den ny forening følte sig tilsidesat. Fiskerihavn færdig i 1942. Man skulle atter flytte i 1969. Forholdende var primitive. Placeret på yderste arealer. Vod og trawl må ikke anvendes i Øresund. Sild og torsk. En betonelementfabrik betød atter en flytning. Frygt for Skudehavnens fremtid. Kramer Mikkelsen lovede at sådan et miljø skulle bevares.
Et pragtfuldt skævt miljø
Det er godt nok længe siden, jag har været her. Det ligger lidt skjult. Og det er hyggelige gader med blomster i vinduerne. Det er nok en af de sidste rigtige fiskerbyer i Europa. I dag er her en mangfoldighed af fiskere, bådinteresserede og kunstnere. Ja det håber jeg da stadig det er sådan.
Det er her tale om hjemmelavede skure. Det er et pragtfuldt skævt miljø. Ikke langt derfra er der masser af bygninger til adskillige millioner. En hel lille lomme i en storby. Det er bestemt ikke arkitekttegnet med glas og jern.
Og så er her også badning, fiskeri, kajak, roning – fri for støj og forurening. Dengang var det et åndehul.
Fiskeri fra Nordhavnen
Det er jo ikke de bedste tider for fiskerne nu om stunder. Men der drevet fiskeri fra Københavns Nordhavn siden slutning af forrige århundrede. Og vi har da også tidligere i artikler beskrevet det store sildeeventyr, der engang var i Øresund.
Fiskerne her i Skudehavnen har haft en omtumlet tilværelse. De er blevet flyttet flere gange. Men der er nu ikke så mange fiskere tilbage. Efterhånden er der kommet forskellige sejlklubber, bådelaug og småvirksomheder til.
Selve fiskerihavnen er heller ikke så aktiv mere, som den har været. Men miljøet er her stadig. De traditionelle fiskerlejer ved Øresund er for længst forsvundet. Disse lejer er blevet omdannet til rene lystbådehavne.
Ikke genstand for overordnet organisering
Hvor mange rigtige erhvervsfiskere, der er tilbage ved undertegnede ikke. Medierne er begyndt at interessere sig meget for dette sted. Det er sket i forbindelse med enten flytning eller nedlæggelse af Skudehavnen. Heldigvis skete det sidste ikke. Og det var i forbindelse med udbygningen af Nordhavnen.
Hvordan skal man beskrive stedet? Det er en særlig karakter af småvirksomheder af selvbyggede klubhuse, kolonihavelignende skure. Det hele virker selvgroet og ikke videre genstand for en overordnet planlægning.
Skudehavnens sociale og rekreative kvaliteter
Det er især Skudehavnens sociale og rekreative kvaliteter, som man peger på. Her et fristed og åndehul. Engang var her en større fiskerihavn med redskabsskure og fartøjer. Nu er det nok mere de rekreative ting, der tænkes mest på.
Hver gang, der er blevet flyttet, har man spekuleret på, om man kunne blive ved med at bevare miljøet
Mange udbygninger af havnen
Fiskerihavnens placering hænger sammen med udbygningen af Østerbro og Nordhavnen lige siden forrige århundrede. Før den tid har der ikke været fisket herfra i større målestok. Udbygningen af havnen mod nord begyndte i 1880erne, da Kastellet mistede sin militære betydning. I 1894 blev Frihavnen anlagt og nord for denne Kalkbrænderihavnen, som blev bygget som almindelig toldhavn.
Kalkbrænderihavnen blev i 1900 udbygget med en bølgebryder kaldet Sundkrogen. I læ af denne havde man fået et beskyttet farvand. hvor mindre fartøjer, deriblandt en række fiskerfartøjer holdt til.
Østerbro Fiskeriforening dannet i 1915
Da den første store udbygning af Frihavnen begyndte i 1915 henvendte Københavns Fiskeriforening sammen med Tårbæk-Vedbæk og Skovshoved fiskeriforeninger sig til havnevæsnet med anmodning om at få etableret en primitiv fiskerihavn med anløbsbro og bedding på den østlige side af den ny indsejling til Kalkbrænderihavnen (Der, hvor Paustians Møbelhus ligger i dag).
I april 1915 blev Østerbro Fiskeriforening dannet med 24 medlemmer. Hurtigt voksede foreningen sig stor fra ca. 30 til 70 og bådene blev også gradvis større. Derfor måtte havnevæsenet bygge en større bedding allerede i 1917.
Badeanstalter, sejl – og roklubber
Fiskerihavnen blev liggende der de næste 25 år og i denne periode blev Kalkbrænderihavnen også hjemsted for en række badeanstalter, sejl – og roklubber og mindre bådebyggerier.
Nordhavnen blev samtidig udbygget kraftigt. I 1919 påbegyndtes etableringen af et nyt dybvands-bassin til Frihavnen, 10-meter bassinet. I den forbindelse blev Skudehavnen etableret, i første omgang som dækmole til at beskytte 10-meter bassinet, mens det var under bygning. Tanken var så, at Skudehavnen senere kunne indgå i Frihavnen som endnu et dybvands-bassin.
Skudehavnen – som halvfærdigt projekt
Under Første Verdenskrig var der kommet gang i skibstrafikken. Men i 1921 løb skibstrafikken ind i en krise. Man lod så Skudehavnen ligge som et halvfærdigt projekt.
Begge bassiner fandt sig hurtig anvendelse for oplagsplads for fragtskibe, der var taget ud af drift. I Skudehavnens nordvestligste hjørne blev der bygget en benzinhavn og den østlige side blev brugt som tippeplads.
10-meter bassinet og Skudehavnen blev hjemsted for en lang række bådebyggere, ro – og kajakklubber, sejlklubber, søspejdertropper, fiskere, nyttehaver, badeanstalter, småvirksomheder m.m. Alt dette har Skudehavnen også rummet indtil i dag.
Skudehavnen som reserveareal
Skudehavnen blev af Havnevæsnet betragtet som et reserveareal, der inden for en overskuelig fremtid skulle inddrages i havnens almindelige drift. Aktiviteterne i Skuehavnen var noget man almindeligvis accepterede og som til enhver tid måtte indpasses i de overordnede planer. Det gjaldt også for fiskerihavnen. I 1937 besluttede havnevæsnet at kajsætte Kalkebrænderihavns-løbet, hvor fiskerihavnen lå. Det betød, at fiskerne og de andre brugere af området måtte flytte om i Skydehavnen.
En ny konkurrerende fiskeriforening
Samme år blev ”Fremtidens Frie Fiskeriforening”, hvis hovedformål var at varetage medlemmernes interesser i forhold til havnevæsenet. Medlemmerne var fiskere fra Christianshavn, Sydhavnen og Nordhavns – området, som ikke havde været med i en af de eksisterende fiskeriforeninger. En stor del af dem var bierhvervsfiskere.
Stor medlemstilgang
Der var efterhånden kommet mange fiskere i Skudehavns – området. Der var derfor stor interesse for at få plads i den ny fiskerihavn. Det var Østerbro Fiskeriforening, der forhandlede med havnevæsnet. Og disse bestemte, at det kun var dem, der oppebar 3/5 af deres indkomst fra fiskeriet og som havde ernæret sig ved fiskeri i mindst 2 år.
Det betød at Østerbro Fiskeriforening i første omgang kun fik plads til 40 af sine 60 medlemmer. De resterende 20 pladser tilfaldt den nye forening
Den nye forening følte sig tilsidesat
Men den nye forening ”Fremtidens Frie Fiskeriforening” nægtede at tage imod tilbuddet, da de ikke havde været med i forhandlingerne. Det endte derfor med, at Østerbro Fiskeriforening blev ene om at repræsentere fiskerne. Den anden forening fik plads i bunden af 10-meter bassinet. Men de måtte så leje sig ind hos Østerbro Fiskeriforening hvis de skulle på bedding.
Nu var det Østerbro Fiskeriforenings opgave at kontrollere om foreningens medlemmer levede op til kravene. Og det var der ikke alle der gjorde. Derfor måtte foreningen fra tid til anden ekskludere medlemmer.
Fiskerihavn færdig i 1942
Fiskerihavnen blev færdig i 1942. Den lå nu på sydsiden af Skudehavnen. Som naboer mod vest havde man fået et par sejlklubber og et par mindre værfter. Fiskernes skurer var blevet flyttet fra Kalkbrænderihavns-løbet ved havnevæsnets hjælp. Den nye havn var både større og bedre end den gamle. Der var plads til 44 større både og 20 mindre joller. Der var indrettet bedding og 2 stejlepladser. Og der var opstillet i alt 57 skure.
Selv om den nye fiskerihavn var både større og bedre end den gamle var der tale om en midlertidig foranstaltning. Fiskerne var blevet stillet i udsigt, at de måtte få lov til at blive liggende i ca. 10 år. Alligevel gik det mere end 25 år før de skulle flytte igen.
Man skulle atter flytte i 1969
Op igennem 50’erne og begyndelsen ag 60’erne skete der ingen større ændringer i Nordhavnsområdet. Først i midten af 60’erne begyndte udviklingen at tage fart. Færgehavn Nord blev etableret nordøst for Skudehavnen. Den inderste del af Skudehavnen var fyldt op. Samtidig fortsatte opfyldningen af området omkring 10-meter bassinet. I 1968 besluttede man sig at etablere en containerterminal ved 10-meterbassinet. Det betød, at fiskerne og de nærliggende sejlklubber skulle flytte. I 1969 blev de flyttet til den plads i Skudehavnen, som de beholdt indtil 1995.
Forholdene var primitive
Denne gang blev de to fiskeriforeninger placeret side om side. Havnevæsnet stod igen for etableringen af bådebroer og bedding. De flyttede fiskernes skure. Fiskerne måtte selv stå for elinstallation, ishus m.m.
Lige som ved den forrige flytning var fiskernes lejemål begrænset til 10 år. I den forløbne tid er området øst for Skudehavnen vokset kraftigt ved opfyldning. Og skudehavnen kom til at ligge klemt inde mellem Frihavnen og en række store havnerelaterede virksomheder.
Placeret på de yderste arealer
Det var som om, at der gik rød tråd i Havnevæsnets praksis over for fiskerne. De blev placeret på de yderste arealer. Ofte var forholdene primitive og midlertidige karakter. Men huslejen har også været relativ lav. Man var overladt til sig selv. Denne midlertidighed er måske årsagen til stedets udseende.
Vod og trawl må ikke anvendes i Øresund
Det har siden 1933 været forbudt at bruge aktive redskaber som vod og trawl i Øresund. Så derfor er det kun brugt ruser, kroge, nedgarn og bundgarn. Man fangede ål og stiftede en åleeksportforening. Om vinteren drev man torskefiskeri med ruser, hvis vejret ellers tillod det. Og torskefiskeriet fik større betydning. I 1960’erne fik slagtet fik større betydning. Man fik anskaffet en gammel jernbanevogn, der fungerede som kølehus.
Sild og torsk
I slutningen af 1970’erne oplevede man en opblomstring i garnfiskeri. Prisen på sild var meget høj. Og det gode sildefiskeri varede et par år ind i 1980’erne. Der kom fiskere fra hele landet til Skudehavnen og begge foreninger oplevede en stor medlemstilgang.
Frem til 1992 havde man et rimeligt godt torskefiskeri. Det udfyldte et hul efter det gode sildefiskeri. I dag har sildefiskeriet kun en meget lille betydning.
På et tidspunkt havde Østerbro Fiskeriforening 28 aktive medlemmer. Men i dag er man nede under 10 medlemmer.
En betonelementfabrik betød atter flytning i 1995
I efteråret 1995 begyndte havnevæsnet at nedlægge Skudehavnen. Der skulle gøres plads til en betonelementfabrik længere ude på det opfyldte areal øst for Skudehavnen. Fabrikken skulle fremstille broelementer til Øresundsbroen.
Sejlklubberne er flyttet om i Kalkbrænderihavnen, mens fiskerne har fået ny havn nordøst for Færgehavn Nord. Nedlæggelsen fik masser af kritik, men det er egentlig bare en fortsættelse af Havnevæsnets midlertidige praksis. Ligesom ved de tidligere flytninger tager fiskerne deres skure med. De fik den nye havn til en rimelig husleje.
Mon ikke man nu kan tale om en permanent indretning?
Frygt for Skudehavnens fremtid
Nej, man frygter for Skudehavnens fremtid. Man er bange for at lystsejlere vil overtage området. Måske er det tale om lånt tid med under 10 aktive erhvervsfiskere tilbage. De unge har hverken lyst eller råd til at starte som erhvervsfiskere.
I dag kan fiskernes både ikke fylde den lille havn op. Derfor lejede bestyrelsen en del af pladserne ud til lystsejlere. Det giver så en lille indkomst. Når lystsejlere overtager stedet, skyder prisen i vejret og et andet klientel vil indfinde sig.
Kramer-Mikkelsen lovede, at Skudehavnen skulle bevares
Dengang sagde direktør i By og Havn, Jens Kramer Mikkelsen at skudehavnen vil bestå. Han syntes at miljøet er spændende og det er værd at bevare.
Måske sætter restriktioner for torskefiskeriet også et stop for nogle af de få tilbageværende erhvervsfiskere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
November 11, 2023
Grøngård – et forsvundet Jagtslot
Denne artikel er skrevet til Historisk Årbog 2023, udgivet af Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Området omkring Tønder var dengang i slutningen af 1500 – tallet omgivet af masser af skov. Og i disse var der masser af vildt. Hertug Hans den ældre var en ivrig jæger. Derfor byggede han det pragtfulde lille jagtslot Grøngård. Og det er takket være førstelærer V. Leick og skoleelever fra Lydersholm, at vi i dag kan se noget af fundamentet til ” det næsten glemte slot”. Men ak, herligheden varede kun i ca. ti år. Sønnen var ikke jagtinteresseret, så slottet forfaldt efterhånden.
Masser af skov
Står man på Jejsing Bakke og ser ned mod grænsen, ser man et fladt og træfattigt landskab. Tænk, at her var for fire hundrede år siden et vandrigt skovskær med en masse krat, og store egeskove.
Graver man i dag i diverse moser og enge, dukker der af og til stammer frem fra den tid. Tværs gennem dette landskab gik i den senere middelalder den gamle landevej fra Tønder over Sæd – Burkal øst på mod Flensborg.
Ikke langt fra denne vej, vest for den nuværende Grøngård, lå dengang gården Tuetmose og mod øst på en flad forhøjning, gården Haleklamp. Begge disse gårde samt Lydersholm som dengang var en stor gård, tilbyttede Hertug Frederik sig i 1503 fra klosteret i Løgum.
Hans den ældre – en ivrig jæger
Med så meget skov, har det sikkert været masser af vildt. Man har fundet masser af gevirer af rådyr, hjorte – og vildsvinetænder. Da man gravede Vindtvedkanalen har man endda fundet kæbe og horn fra en urokse.
Hertug Frederiks søn, Hans den Ældre var en ivrig jæger. Han nød at gå på jagt her omkring Lydersholm. Ifølge en gammel beretning fra 1557, skulle amtmanden sørge for, at egnens beboere holdt deres hunde bundne i den bedste jagttid.
Avlsgården Grøngård blev bygget
Jo her kom hertugen ofte. Et gammelt sagn fortæller, at da hertugen på et sted mellem Tuetmose og Halkeklamp nedlagde en prægtig hjort, så bestemte han sig til at indrette sig en bolig på dette sted, hvor han i jagttiden kunne tage ophold.
Hertugen gav ordre til at en stor del af egnens skov skulle ryddes. Det gjorde han, fordi Gudskogen skulle inddiges. I årene 1562 – 66 bortkørtes 18.000 læs træ. Tuetmose og Haleklam blev nedlagt i 1567 og i stedet blev avlsgården Grøngård med ca. 1.000 tdr. land bygget.
På gårdens indhus som var pyntet med gevirerne af to hjorte, blev der indrettet to beskedne værelser til hertugen. I den ene stue stod der kun seks bænkekister og i den anden, som lå ovenover, fandtes der seks senge.
Et jagtslot skulle bygges
Men disse boligforhold har sikkert været lidt for trange. Derfor gav han i 1568 ordre til, at der skulle bygges et jagtslot ikke lang fra avlsgården. Amtmanden i Tønder fik besked på at sende en skibsladning byg til Holland, hvorfor der så skulle købes kalk, cement, glas, teglsten fliser m.m.
Det blev et dejligt lille jagtslot, som blev bygget efter udkast af den hertugelige bygmester Hercules von Oberburg. Slottet blev kaldt Lusthus Thom Gronehagen.
Hercules von Oberberg – kongelig bygmester
Egentlig brugte hertug Hans den Ældre en anden bygmester. Denne havde gennem to år stået for opførelsen af Hansborgs vestfløj, men i august 1559 blev von Oberberg ansat. Han sørgede for, at Hansborg blev færdiggjort. I 1557 var han blevet udnævnt som kongelig bygmester. Von Oberberg arbejdede med befæstningen af København, Koldinghus, Nyborg Slot og Kronborg. Også ombygningen af Sønderborg Slot har han stået for.
Han var gift og havde i hvert fald to børn, og bosatte sig i Haderslev. Von Oberberg fik overdraget grundet, Slotsgade 22. frem til sin død i 1602 havde han en kirkestol i Vor Frue Kirke. Latinskolen og Hospitalskirken i Haderslev stod han også for.
Hver sommer i Tønder
I årene 1574 – 1580 opholdt Hercules von Oberberg sig hver sommer i Tønder. Her arbejdede han på slottet. Hertugen opfattede Tønderhus som den mest sikre, at sine slotte. Det var også her i kælderen, at han gemte sin formue. En masse byggemateriale blev brugt til ombygningen af slottet. Der blev blandt andet hentet 1 million teglsten i Flensborg.
Muligvis har von Oberberg også stået for opbyggelsen af Trøjborg Slot, som Peter Rantzau påbegyndte i 1579. Der findes dog ingen skriftlig kilde, der kan bekræfte dette. Men det vides, at Peter Ranzau og hertug Hans den Ældre var gode venner.
En travl bygmester
Von Oberberg havde ganske givet travlt. Han kan knyttes til ombygninger/nybygninger af slotte og ejendomme i Ahrensburg, Tønning, Gottorp, Gråsten og Brundlund Slot og meget mere. Stormklokketårnet på Ribe Domkirke har han også repareret.
Desværre er der ikke meget tilbage, af de pragtfulde konstruktioner, som von Oberberg præsterede. Af Tønderhus står kun portnerboligen tilbage. Tønning og Østerholm i Haderslev er revet ned. Af Koldinghus er det meste brændt ned. Og både Gottorp, Brundlund og Sønderborg Slot er bygget så meget om, at der ikke er meget tilbage af von Oberbergs konstruktioner. Hospitalskirken og hans private bolig i Slotsgade 22 i Haderslev er nok det i dag som vidner mest om den kongelige bygmesters konstruktioner.
Skolebørn fra Lydersholm
Ja, det var skolebørn fra Lydersholm, der foretog de første udgravninger. Det vil sige, at det er ikke er så meget at se. Men stedet bliver dog besøgt af cirka 1.000 mennesker hvert år. Måske kunne dette tal forøges, for historien bag ved, er sjov og underholdende. Måske er det også en del, der ikke ved, at der her ca. 8 kilometer øst for Tønder har ligget et jagtslot.
Udgravningerne viser, at nordøst for det nuværende Grøngårds have har herligheden ligget. Landevejen nordfra til Lydersholm går direkte gennem slotsgrunden.
Et lille og flot slot
Egentlig ved man ikke, hvordan slottet har set ud. Men på et kort fra 1615 over den vestlige del af Tønder Amt, findes en tegning, der viser hovedbygningen med to hjørnetårne og i midten en stor bro. Måske er det fundamentet til det vestlige hjørnetårn, man nu har gravet ud.
Man ved dog en del om slottets indre udstyr, og om værelserne vides en del, for det er så heldigt, at der findes en inventarliste udarbejdet af amtmanden, Johan van der Wisch, som blev nedskrevet ved hertugens død i 1580
Slottets værelser har været ualmindelig veludstyret med møbler, vægprydelser og andre nødvendige redskaber, som var nødvendig for en husholdning.
Hertugen havde selv haft sine værelser i hovedbygningen, og den østlige tårnstue var hans soveværelse. I de forskellige stuer fandtes egetræsborde, stueborde, stole, dragkister, slagbænke, klapsenge, panelskabe og meget andet.
De med grønt eller rødt klæde behængte vægge var prydret med gevirer, horn og ca. 32 malerier, marmorbilleder i trærammer, mange messinglysestager, stålspejle og det hertugelige våbenskjold. På stole og bænke har der ligget mønstrede puder.
Når hertugen havde gæster og sammen med disse holdt muntre jagtgilder, har det ikke manglet på udstyr. Bordene var pyntet med smukke lærredsduge. Maden blev serveret på smukke tinfade og tallerkner. Øl og vin blev skænket af blå kander, glaskander og småtønder i marmelstene. Bægre i fine blå glas eller i vinkrus med sølvhank.
Skulle gæsterne gå til ro, fandtes der mange senge med læserpuder, sengetøj, uldtæpper og pelse. Havde man ikke nok, blev der hentet mere på slottet i Tønder.
Jo slottet var bestemt også til repræsentativ brug med 30 senge, mønstrede puder, natlamper m.m. Hertugen kunne med jagtslottet og de herfra afholdte jagter vise sin status som fyrste overfor både slægtninge og andre adelige.
En bygning på tre etager
Slottet havde et mål på 16 meter gange 18 meter. Jo, det var en næsten kvadratisk bygning på tre etager. Det var opført i røde teglsten med dekoration i gotlandsk sandsten. Det var et søjlebåret galleri i hovedfacaden. Slottets stejle pyramidetag var måske tækket med flade teglplader. De fire hjørnetårnes tagspidser med skifer og kronet af småspir af bly. Midt for nordfacaden skød et trappehus sig frem.
Nederste etage var opdelt i fem rum med et større anlagt gennemgående midterrum med en vinkeltrappe delvis udbygget i nordmuren. På begge sider af centralrummet lå to mindre rum.
Det var et moderne slot, og forbilledet var de nederlandske renæssanceslotte, men også inspireret af samtidig fransk og italiensk byggeri.
Et vandslot i en kunstig anlagt sø med bro, har det været.
Herligheden varede i 10 år
Men ak og ve. Hele herligheden varede kun ti år. Da Hertug Hans den Ældre døde i 1580, blev slottet overtaget af broderen, Hertug Adolf af Gottorp. Nu blev avlsgården drevet af en forpagter. Slottet fik nu kun sjældent besøg af hertugen eller amtmanden.
I 1613 blev Grøngård benævnt som Grønhoff.
Slottet forfaldt
Fra 1634 stod bygningen tom og forfaldt efterhånden, samtidig med, at omegnens bønder stjal sten og træværk fra slottet. Et smukt slot forfaldt efterhånden.
Prøver på slottets arkitektoniske udsmykning og fornemme udstyr kan ses på Tønder Museum.
Amtsskriveren i Tønder fik 1648 tilladelse til at anvende halvdelen af slottets sten og træværk til sin nybygning på Møllevej i Tønder.
Resten af slottet blev i 1656 købt til nedrivning af Herredsfogeden på Hajstrupgård. Og så var slottets saga ude.
Udgravningsarbejde
Siden har der været ro og stilhed over slottets grund. Bønderne har pløjet over slottets fundamenter i mange år. Men efter flere år blev fundamentet gravet frem af skolebørn. Det var hvis nok i 1946 ført an af førstelærer V. Leick. Ruinen blev undersøgt i 1953 – 54 og 1960 af Nationalmuseet. I 1976 – 81 blev området frilagt af Fredningsstyrelsen i samarbejde med Tønder Kommune.
Under udgravningsarbejdet blev der fundet sandsten fra søjlerne og bygningsudsmykningen samt skiferplader fra taget. Disse genstande er siden af Nationalmuseet overdraget til Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev. Det gælder også de mange fund fra udgravningerne, som blandt andet omfatter meget køkken – og bordtøj. Potter og fade af lertøj er mest af lokal produktion.
Men en masse er også blevet importeret. Det gælder blandt andet de flotte romerglas og vinkrukkerne, som også er blevet fundet.
Avlsgården renoveret
På arealet græsser får. Større urter og siv vokser på det centrale ruinområde og slører de lave mureforløb. Voldgraven er tilvokset i siv. Gangbroen til ruinen, som er nødvendig for at komme til ruinen har været i meget dårlig stand.
Selve avlsgården Grøngård har haft status som en mindre herregård. Den nuværende bygning er fra midt i 1800 – tallet. Men ved gården ligger en stor lade fra 1700 – tallet, der følger egnens byggeskik med sine lave mure og høje stejle stråtag. Ind mod gårdspladsen er der to tværporte med høje halvrunde portbuer.
Gården er gennem flere år blevet totalrestaureret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om de omtalte Slotte og Herregårde samt Hertug Hans: Læs her:
–