Artikler
Maj 10, 2025
Sønderjyden bag jødelisten
Han forsynede Gestapo med lister over jøder. Han kommunikerede med Werner Best. Lister brugt i 1943. Ingen tegn på anger bagefter. En ledende figur i det tyske mindretal – også efter sit fængselsophold. Han blev idømt seks års fængsel men sad kun et år. Han udstedte arie-attester. Og så skrev han hovedværket i dansk antisemitisme. Han mente at være udsat for justitsmord. Ansat på Der Nordschleswiger. Han forsvarede den preussiske fortysknings-politik
Han forsynede Gestapo med lister over jøder
Lorens Christensen, en af de ledende folk i det tyske mindretal forsynede Gestapo med lister over jøder. Han udarbejdede lister over jødiske personer i Danmark og videregav deres navne og aktiviteter til den tyske besættelsesmagt.
Lister brugt i oktober 1943
Disse jødeister kom i brug, da 481 af omkring 7.500 danske jøder i oktober 1943 blev arresteret og deporteret til tyske koncentrationslejre.
Ingen tegn på anger
Deutsches Museum i Sønderborg mener, at listerne blev sendt direkte til Werner Best. Museet har en stak af breve, som han skrev efter sin løsladelse. Museet har en stak på ca. 5 cm. De viser ikke tegn på anger.
En ledende figur i Det tyske mindretal
Kilder beskriver hans navn som både Lorenzo og Lorenz. Vi bruger det sidste. Fra 1930 var Lorenz Christensen en ledende figur i det tyske mindretal. Han havde en doktorgrad i statskundskab. Han stiftede sammen med Wilhelm Deichgräber – Nordschleswigsche Front i 1933.
Han udstedte arie – attester
I 1935 blev han leder af Deutsche Wirtschaftsberatungsstelle i Aabenraa. Her oprettede han et Sippenkanzlei (afstamningskontor), som udstedte arie attester. I 1936 meldte han sig ind i nazistpartiet NSDAP – N. Og i 1939 blev han valgt ind i byrådet i Aabenraa.
Hovedværk i dansk antisemitisme
1941 blev han af det tyske gesandtskab i København ansat til at efterforske herboende jøder og udarbejde et personregister. På baggrund af Christensens arbejde var den tyske besættelsesmagt forberedt på deportationen af de danske jøder i oktober 1943.
I 1943 udgav han bogen ”Det tredje Ting” (kan læses på Nettet), hvori han kortlagde jødiske kredse, organisationer og erhvervsinteresser. Bogens påstand var at ved siden af folketinget og landstinget fandtes en usynlig magtfaktor, en jødisk domineret højfinans. Bøgerne (to bind) er blevet beskrevet som dansk – antisemitismens hovedværk.
De blev i uddrag oplæst i dansk radio i marts 1944. Han var blandt andet nået frem til at P.A. Alberti var ”ottendels – jøde”.
Løsladt allerede efter et år
Under retsopgøret blev han i Østre Landsret i 1948 idømt seks års fængsel efter straffelovens racismeparagraf af 1939. Men allerede efter et år blev han løsladt.
Selv efter dom blev han valgt som en af de ledende
Selv efter dommen blev han af medlemmer af det tyske mindretal i Aabenraa valgt som by-formand. I 1953 blev han medlem af hovedbestyrelsen for Bund Deutscher Nordschleswiger.
Han mente at være udsat for justitsmord
Han var meget utilfreds med den danske regering og kæmpede for rehabilitering af de dømte i retsopgøret.
Lorens Christensen mener selv at han var udsat for justitsmord. Han havde været udsat for ordrer, befalinger og instruktioner, påstod han.
Om der er andre folk fra mindretallet, der har været med til jødeforfølgelse, vil Deutsches Museum undersøge.
Ansat på Der Nordschleswiger
Fra 1958 til sin død i 1965 var han ansat på mindretallets avis Der Nordschleswiger i Aabenraa, primært som korrekturlæser, men lejlighedsvis også som anmelder og kronikør. Lorens Christensen rejste rundt og holdt foredrag om retsopgøret og et revisionistisk foredrag om Rostockmyten.
Han forsvarede den preussiske fortyskningspolitik
Han sidestillede de danske sprogreskripter med den preussiske fortyskningspolitik:
Han forsvarede også Ernst Köllers hårdhændede politik (1898 – 1903).
Adskillige sønderjyder skjulte jøder, bl.a. dem, der lykkedes at flygte over grænsen. Det gik ikke lige godt for alle. Mange måtte gå under jorden eller blev taget af Gestapo og sendt i KZ – lager
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 5, 2025
Pionererne Pio, Brix og Geleff
De blev hurtig glemt. Deres korte tid var rig på handlinger, begejstring og dramatik. Louis Pio. Kapitalisterne hadede ham. Grove anklager mod Socialisten. En mere vittig fremstilling finder vi også. Harald Brix påfaldende bleg og alvorlig. Brix overfaldet flere gange. Han tilbragte det meste af tiden i fængsel. Og så blev han kun 40 år. Politiet bemægtigede sig liget. Poul Geleff – en skolelærer fra Bredebro. Han fornærmede Kongen af Preussen. Grove krænkelser af pressefriheden og Grundloven. Socialisten måtte trykkes i Sverige og Tyskland. Politiet truede bogtrykkerne. Aftenmøde i Kirkestræde. ”Pio længe leve”. De tre pionerer anholdt Skarpladte patroner udleveret. En folkevandring. Københavns ballademagere var dukket op. Husarerne havde mistet tålmodigheden. 5 – maj mødet slået ned. Folkemøder blev også forbudt. ”Pio var nær ved at dø”. Politidirektøren rapporterede til justitsministeren. Begge var enige. Begge tilsidesatte Grundloven. Pio fik valget mellem fængsel og udvisning til Amerika. Han forlod landet som en meteor. Politidirektør: ”De vil ikke forlade fængslet levende”.
De blev hurtig glemt
De tre pionere var fortaler for socialismen, men de blev hurtig glemt af deres lidelsesfælder. Ja man skrev viser om dem. Men hvem var de egentlig.
Deres mål var at skabe et parti af sociale arbejdere i hovedstaden. De tre var Pio, Brix og Geleff. Et større selskabslokale i Kirkestræde blev lejet. Her samledes ofte hundredvis af kvinder, dels at høre foredrag af overnævnte tre førere og dels for at deltage i ugentlige aftenunderholdninger, koncerter eller en lille dans.
Deres korte tid var rig på handlinger, begejstring og dramatik
Perioden, hvor de tre var fremme var vel kun i seks år. Og dog – de tre år tilbragte de i fængsel. Det var fra maj 1872 til april 1875. Den korte tid var rig på handlinger, begejstring og dramatiske perioder. Pio sagde bl.a.:
Louis Pio
Pio var en høj elegant skikkelse – måske en charmør. Han var en vindende personlighed – der gjorde indtryk på mange. Han var en udmærket taler. Han havde været løjtnant, men nu ansat i postvæsnet.
Pio smilede altid og var i godt humør. Han smittede andre. Men han kunne nu også være aparte, selvoptaget og selvfølende. Han havde et uroligt og lidenskabeligt temperament.
Kapitalisterne hadede ham
Kapitalisterne hadede ham dybt og inderligt. Dette blev bekræftet af den uretfærdige og brutale straffedom dom ramte ham og sine kampfæller.
Hr. Rimestad, der repræsenterede Højre både i pressen og i Folketinget forsøgte at lokke Pio hen i Arbejdsgiverforeningen til en diskussion. Det var efter at Socialisten 1 og 2 var udkommet. Men dengang var Pio stadig anonym.
Grove beskyldninger mod Socialisten
Da det ikke lykkedes, skrev Rimestad at artiklerne i Socialisten var:
En mere vittig fremstilling
Mens chefredaktør Rimestad var grov var redaktør Carl Ploug vittig. Han skrev i det dengang mægtige blad ”Fædrelandet”:
Harald Brix var påfaldende bleg og alvorlig
Harald Brix var tidligere musik- og boghandler på Amagertorv. Han var en smuk mand med et velplejet fuldskæg men påfaldende bleg og alvorlig. Han var faktisk Louis Pios fætter. Han deltog som frivillig i 1864 i kampen om Als.
I 1869 forsøgte han sig som udgiver af en annonceavis ”Dags-avisen”. Men den overlevede kun et par måneder. I 1871 gik han konkurs med sin forretning.
Boghandler Ree turde ikke mere at udgive Pio’ s socialistiske blade, så blev Brix nu udgiver. Hele livet var Brix angrebet af en hjertesygdom og var ofte svagelig.
Brix overfaldet flere gange
Hans agitation vakte vrede i storborgerkredse, således blev han overfaldet i et konditori af en prokuratør Lundager med skældsord og stokkeprygl. Senere blev det oplyst at denne ivrige højre-mand var en tarvelig person.
Også en beruset løjtnant Conrad Mathiesen kastede sig en aften over Brix og sparkede ham. Disse sager kom frem i offentligheden, men dertil kom et hav af fornærmelser og forulempelser.
Endnu 10 år efter var en socialdemokrat udsat for mishandlinger af Højre – bøller.
Brix tilbragte det meste af tiden i fængsel
Af de ti år fra 1871 til 1881, hvor Brix døde tilbragte han 7 år og 3 måneder i arresten. Han var en bitter mand og kunne ikke forsone sig med den ny ledelse. Han mente at have brugsretten til Social – Demokraten.
Han blev kun 40 år
Brix blev kun 40 år. Han savnede Pio’ s evner som journalist, hans smidighed og behændighed i at omgås og vide folk.
Politiet bemægtigede sig liget
Som vi i tidligere artikler har beskrevet. bemægtigede politiet sig liget. De var bange for optøjer til hans begravelse.
Paul Geleff – en skolelærer fra Bredebro
Paul Geleff var skolelærer, ”tyk og trind” med et gemytlig blink i øjet – han var fra Bredebro nord for Tønder. Hans valgsprog var:
Dette citerede han ofte med sin sønderjyske accent. Hans far havde tjent mange penge som kniplingskræmmer. Men disse penge gik tabt efter 1807. Geleff havde korte jobs på forskellige aviser. Han udgav Ribeposten, der blev smuglet over grænsen.
Egentlig var han slet ikke socialist men nok en oprører.
Han fornærmede Kongen af Preussen
Han afsonede en bøde på 100 kr. i Københavns Gældsfængsel. Men dette var et ganske muntert sted. Fra et hotel i nærheden fik han leveret mad og drikke. Rigsdagsmændene kom om aftenen og spillede kort med ham. Der blev drukket toddyer og der blev røget piber. Hans forbrydelse var, at han havde fornærmet Kongen af Prøjsen.
Han var en god journalist men ellers tjente han penge ved at oversætte romaner til boghandler Jordan i Silkegade.
Pio kaldte sig stormester. Brix blev sekretær og Geleff kasserer
Grove krænkelser af pressefriheden
Magthaverne forsøgte i den grad at forfølge dem. Politidirektøren henvendte sig til krigsministeriet og ville have dem til at retsforfølge Pio, da denne jo var løjtnant.
Forfølgelserne udvidedes til grove krænkelser af pressefriheden. Socialisten kunne ikke forbydes, men politiet truede bogtrykkerne med at de ville blive ramt ved første lejlighed.
Pio klagede til justitsministeren, der gav politidirektør Crone medhold.
Socialisten måtte trykkes i Sverige og Tyskland
Socialisten måtte trykkes i Sverige og Tyskland.
Resultatet blev at Socialdemokratiet selv oprettede bogtrykkeri. Man fik lokaler i Ravnsborggade 18.
Brix havde været ansvarende redaktør for ugebladet Socialistens første 36 numre. Pio havde redigeret bladet i fem uger.
Aftenmødet i Kirkestræde
Den 4. maj 1872 var der aftenmøde i Kirkestræde. De tre pionerer havde i forvejen søgt tilladelse til at afholde et folkemøde søndag den 5. maj på Nørre Fælled. Men de havde fået et bestemt afslag.
Brix og Geleff, der var de første talere havde raset mod politiet. Forsamlingen råbte og skreg i munden på hinanden. Men så kom Pio på talerstolen. Han blev modtaget med øredøvende hurraer og klapsalver.
Han var ganske rolig under hele sin tale. Men til sidst råbte han:
Her bredte han armene ud mod forsamlingen.
Pio længe leve
Salen var en sydende heksekedel. Oppe i vinduerne, ja helt ude på gaden fra Kirkestræde til Amagertorv stod folk og råbte hurra:
Søndag morgen var der røde plakater over hele byen. Det stod med kæmpestore bogstaver:
De tre pionerer blev anholdt
Myndighederne måtte naturligvis træde til, og de havde ikke sovet. Natten til den 5. maj blev Pio, Brix og Geleff arresterede og afhentede de Pio, Brix og Geleff – revet ud af sengene.
Skarpladte patroner udleveret
Infanteriet i Kastellet og i Sølvgadens Kaserne var alarmeret. De fik udleveret skarpladte patroner. Garden var parat i Gothersgades eksercerhus. I Husarkasernen på Toldbodvejen stod mandskabet ved siden af deres heste, parat til øjeblikkelig udrykning.
En folkevandring
Ved middagstid begyndte en stor folkevandring ud over Dronning Louises bro. På selve Fælleden så man kun få politibetjente. Resten af politistyrken såvel ordens- som opdagerkorpset lå skjult i alle gårde og gadedøre på Blegdamsvejen. Cirka 400 betjente var udkommanderet.
Københavns ballademagere var mødt op
Efter førernes arrestation havde skrædder Holm, Monberg og murer Grøn overtaget ledelsen. Den lille gemytlige Grøn mødte ridende på en gammel krikke, en droskehest, han havde lejet.
Arbejderne var mødt op i tusindvis og de forholdt sig rolige og passive. Men Københavns ballademagere var også mødt op. Ved synet af en hel eskadron husarer, der var opmarcheret ved Trianglen fik ballademagerne til at huje, råbe og pifte i fingrene.
Husarerne havde mistet tålmodigheden
Husarerne med deres officererne foran fronten, sad ganske rolige. Men der skete desværre det, at en af de værste bøller tog en stor sten, som han kastede. Den ramte den forreste premierløjtnants hoved. Blodet piblede ned ad hans ansigt og hesten stejlede.
Nu var tålmodigheden forbi. Eskadronchefen kommanderede:
Husarerne spredtes nu i en vild fart ud over Fælleden huggende med den flade klinge til højre og venstre.
5-maj mødet var slået ned
Folk styrtede som afsindige ud på Blegdamsvejen. Fra porte og gadedøre strømmede politiet ud. Med løftede stave huggede de løs på skyldige og uskyldige, I løbet af få minutter er hele Blegdamsvejen og Fælledvejen renset lige ned til Nørrebrogade.
5-majmødet var slået ned så grundigt, at man heldigvis hverken fik brug for infanteriet eller garden. Men Pio, Brix og Geleff tilbragte mange år i tugthuset, Efterfølgende blev de mere eller mindre forvist til udlandet med arbejdsgivere som sponsorer.
Folkemøderne blev forbudt – et åbent grundlovsbrud
Justitsministeren Hr. Klein tilkaldte politidirektøren Hr. Crone og i et statsrådsmøde besluttedes det at fremtidige folkemøder som Socialdemokratiet ville sammenkalde, skulle være forbudt. Det var et åbent grundlovsbrud.
Det var det også da man forbød ”Den Internationale Arbejderforening”.
”Pio var nær ved at dø”
Ja faktisk blev Pio dømt 5 års ”Forbedringshusarbejde” Brix og Geleff ”slap” med tre år.
Den 8. april 1875 blev Pio, Brix og Geleff løsladt. Venstrebladet ”Sorø Amtstidende” skrev følgende:
Kun Geleff var så rask at han kunne holde en tale. Det gjorde han så på Gimle til Socialdemokratiets første kongres med 75 delegerede.
Politidirektøren rapporterede til justitsministeren
Politidirektøren rapporterede til justitsminister Klein:
Valget mellem fængsel og Amerika
Pio lagde grunden til store arbejderorganisationer. Han forsvandt pludselig. Han fik valget mellem yderligere fængsel eller at forlade Danmark i al evighed ved at blive sendt til Amerika. Sponsor til dette var arbejdsgivere, der ikke ønskede socialismen.
Men egentlig var det Estrup, der ønskede at Pio ikke skulle forblive i landet. Han ønskede ikke et statskup.
Han forlod landet som en meteor
En trist tåget morgen styrtede arbejdere ind på Social – Demokratens sætteri i Ravnsborggade og spurgte om det var sandt at Pio og Geleff havde forladt landet. I hundreder af hjem blev Pios portræt revet ned af væggene og brændt. Han forlod landet som en meteor.
Kort før Pios bortrejse var Brix blevet idømt ”Forbedringshusarbejde” og andre fængselsstraffe i 6 år for nogle artikler og tegninger i ”Ravnen”.
Politimester: ”De vil ikke forlade fængslet levende”
Politimester Hertz besøgte Pio og opfordrede ham til at følge emigranterne til Kansas. Han tilføjede at efter den nye dom over Brix at Pio kunne vente en lignende straf, og at han da ikke ville komme til at forlade fængslet levende.
Pio døde 1894. Han var kun 53 år gammel. Han segnede under slaget og fik aldrig oprejsning. Han blev landflygtig og følte sig ensom i det fjerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 25, 2025
Ballade under Treårskrigen i Tønder
Amtmand Hansen var imod kommissionen. Protestmøde på amtshuset. Pligt og samvittighed. Bekendtgørelse ville fremkalde anarki. Pligt og samvittighed. Amtmand Hansen blev fyren. Baron Hugo von Hessen skule overtage. Denne ankom til Flensborg. Hansen have igen indkaldt til protestmøde. Så Plessen havde travlt. Han skulle forhindre dette. Han sendte et brev til den højst kommanderende. Kommissionen befalede at militæret i Tønder skulle sørge for ro og orden. Meningen var at Plessen også skulle varetage politiforvaltningen i byen. Major Wussow red imod Plessen men han fortog ikke specielle militære foranstaltninger. Til sidst måtte han bekende at militæret i Tønder ikke anvende vold. Folkemængden voksede. Der var larm og piben og stenkastning. Adskillige vinduer blev knust. Plessen besluttede nu at tage tilbage til Flensborg. Kusken fik et dybt sår i panden. Optøjerne fortsatte efter Plessens afrejse. Drøhse fik også ødelagt adskillige vinduer. En gæstgiver mente at have set preussiske soldater deltage i optøjerne. 80 embedsmænd skrev under på en ny protest. De blev alle sammen fyret. En amtsforvalter overtog midlertidig amtmands-funktionerne. Drøhse blev Tønders nye borgmester og politimester.
Amtmand var imod kommissionen
Under De Slesvigske Krige var der ikke kun kamp ved fronterne men også blandt embedsmændene. Og det var ikke kun i Tønder, der var ballade.
I Flensborg var stemningen overvejende loyal, mens den i Tønder var slesvig-holstensk. Kommissionens anordninger blev ikke fulgt af amtmand A. Hansen som var slesvig-holstensk orienteret.
Amtmand friere indstillet end embedsmænd
Han var økonomisk uafhængig. Han var friere stillet end andre embedsmænd, der måtte tænke på deres levebrød i deres gøren og laden.
Embedsstanden i Tønder by og amt havde støttet statholderskabets proklamation.
Møde på Amtshuset
En morgen afholdt amtmanden et møde på amtshuset med gejstlige og verdslige embedsmænd samt sognefogeder og befuldmægtigede dog ikke fra øerne. Han fik fuld opbakning til støtten.
Pligt og samvittighed
De var også helt enig med ham deri, at han havde afvist offentliggørelsen af kongens proklamation, fordi kongen af Danmark talte til slesvigerne som sine undersåtter
Endelig blev der vedtaget en erklæring, selvsagt dikteret af
De ville holde fast ved statholderskabets, deres retmæssige regerings proklamation. De protesterede mod enhver inkorpomæssige regerings proklamation. De protesterede mod enhver inkorporation af Slesvig eller dele af Slesvig i Danmark og mod al ophævelse af forbindelsen mellem hertugdømmerne. Denne erklæring fik 66 underskrifter.
Anordning ville fremkalde anarki
Også magistraten havde nægtet at publicere kongens proklamation. Kommissionen fastholdt dog at man skulle offentliggøre den.
Snart kom der nye protester bosiddende embedsmænd fra Tønder. Heri hed det bl.a.:
Og gøre opretholdelsen af lovlig ro og orden umulig. Hertugdømmernes rettigheder og interesser krænkedes:
300 Tønder – borgere skrev under
En lang række præster og offentlig ansatte samt 300 borgere i Tønder støttede protesten. De 300 borgere følte sig krænket i deres:
Amtmand Hansen blev fyret
Kommissionen kunne nu ikke gøre andet end at sørge for at hovedmanden bag protesterne, amtmand Hansen blev fyret.
Plessen ankom til Flensborg
Det skulle så være baron Hugo von Plessen, der skulle overtage jobbet som amtmand i Tønder. Men for at dette kunne lade sig gøre, skulle der garanteres en større militærstyre til Tønder.
Von Plessen ankom først til Flensborg for at få nærmere instrukser, inden det gik videre mod Tønder. Der gik nu en melding til Tønder om at byens garnison skulle øges med ½ eskadron husarer. Kommandanten i Tønder fik besked om at amtmand Hansen var blevet afskediget og Hugo Plessen konstitueret som amtmand. Kommandanten blev anmodet om den sidste militære bistand. To dage senere modtog general Malmborg en lignende meddelelse med opfordring til at stille militær til den nye amtmands beskyttelse.
Hansen havde indkaldt til nyt protestmøde
Amtmand Hansen havde indkaldt til nyt protestmøde efter sin fyring. For at forpurre dette var Hugo Plessen taget mod Tønder sammen med sin tjener, kancellist Wöldicke, der også medgivet ham som sekretær.
Et brev til den højst kommanderende i Tønder
Aftenen før havde kommissionen sendt en stafet med besked til den højest kommanderende i Tønder, major Wussow, om at gøre det muligt for Plessen at udføre sit erhverv.
Dette erhverv bestod bl.a. i form af overtagelse af amtmandsembedet, afsættelse af borgmesteren evt. indskriden mod genstridige embedsmænd samt opløsning af den indkaldte forsamling.
Kommissionen forlangte at militæret skulle gribe ind
Kommissionen pålagde majoren i tide at sørge for, at der ikke forekom sammenrotninger, piben og skrigen på gaderne. Plessens hverv skulle ikke hindre på grund af demonstrationer. Wussow blev bemyndiget af kommissionen til, om straks, at gribe til de yderste midler, brug af våben og eventuelt erklæring af belejringstilstand.
Plessen skulle også stå for politiforvaltningen
Plessen fik af kommissionen foreløbigt også overdraget politiforvaltningen i Tønder. Justitsråd Dröhse, der i sin tid på grund af sin kongetro indstilling var afskediget som herredsfoged af de provisoriske, havde man åbenbart tiltænkt borgmesterembedet. Plessen sendte med stafetten til Wussow et brev til Dröhse, formodentlig angående dette.
Ingen militære foranstaltninger var taget
Da Plessen nærmede sig Tønder og var nået til Stemmild mødtes han med en ordonnans, udsendt af den for tiden øverstkommanderende i byen, kaptajn Schlieben. Denne meddelte at Wussow var i Husum og henstillede om Plessen ville vente med at tage til Tønder, indtil han i dagens løb (om aftenen) vendte tilbage.
Nogen som helst militære foranstaltninger i anledning af Plessens ankomst var åbenbart ikke truffet. Plessen skrev tilbage, at hvis Schlieben ikke var villig til ubetinget at yde ham fornøden militær assistance, måtte han opgive rejsen. Han ville give ham tid til at svare derpå. Men da han formentlig derved kom for sent til at udføre den ham pålagte opløsning af den indvarslede forsamling, anmodede han Schlieben om at gøre dette.
Major Wussow red imod Plessen
Men major Wussow var kommet tidligere tilbage til Tønder end ventet. Han må have fået besked om Plessens forventede ankomst. Han red ham selv i møde og traf på vejen ordonnansen med Plessens brev til Schlieben., som han fik.
Samtalen mellem Wussow og Plessen resulterede i, at først galopperede ordonnansen til Tønder med Wussows ordre om at træffe militære foranstaltninger.
En voksende folkemasse protesterede
Men ak, da Plessen kl. 12.30 ankom til Tønder var der ifølge hans beretning ikke truffet nogle militære foranstaltninger:
Måtte ikke komme ind i huset
Ankommet til majorens hus, så de denne i gang med at berolige folkemængden. De måtte et stykke tid vente på dørtærsklen, for beboerne i huset ville ikke lade dem komme ind. Og der stod de så foran den larmende folkemasse.
Da folkemassen stormede mod trappen, lykkedes det dem at slippe gennem døren, selv om Plessens betjent mistede hat og taske.
De ville ikke have andre embedsmænd
En halv times tid måtte de opholde sig i gangen, da husbeboerne – det var rådmand Angels hus – nægtede dem adgang til værelserne. Endelig indfandt Wussow sig igen. Efter at militær på Plessens anmodning var posteret foren huset, og pøbelen var trængt noget væk, begyndte en forhandling mellem Plessen og majoren.
Først synes dog forskellige deputationer at have fået foretræde for majoren. Også nogle deputerede samt rådmand Angel indfandt sig. De besvor Plessen om igen at forlade byen eller at love, at ingen embedsmænd skulle afsættes:
Plessen ville have sikkerhed
Forhandlingerne mellem Plessen og Wussow bragte et resultat. Plessens krav om nødvendige militære foranstaltninger skabte klarhed over, at det preussiske militær forment at træffe sådanne, der kunne sikre kommissionens bestemmelser.
Før Plessen indlod sig på at søge sit hverv gennemført, ville han nemlig af Wussow have sikkerhed for, at den påkrævede militære assistance ydedes ham. Han stillede derfor tre spørgsmål herom, og Wussow svarede beredvilligt ja til dem alle, hvad der fremgår af en protokol.
Derpå blev det besluttet at Plessen skulle begynde med at overtage amtmandsembedet. Imidlertid gik det nogen tid med at hente Plessens hat og uniform fra vognen, der var kørt et andet sted hen.
Wussow mente at de godt kunne gå til Amtsgården
Larmen havde igen taget til i styrke. Sort-rød-gyldne faner blev stukket ud af vinduerne, også fra Wussows hus, lige over Plessens hoved. Wussow mente, at Plessen trygt kunne gå med ham til amtmandsgården. Det ville ikke ske ham noget ondt.
Plessen krævede først mængden splittet ved brug af våbenmagt, og de tyske flag fjernet. Wussow gik nu igen ud på gaden for at få mængden væk. Han befalede hvis nok også at geværerne blev ladet. Men intet skete. Han turde ikke kommandere ”Skyd”, da officererne erklærede at de ville stikke deres sabel i skeden. Larmen voksede. De tyske faner blev hængende.
Wussow gik til bekendelse
Da Wussow endelig kom ind igen, bebrejdede Plessen ham, at han ikke efterkom, hvad han nylig havde lovet at splitte sammenrotninger.
Nu gik Wussow til bekendelse:
Plessen svarede:
Plessen tog tilbage
Han medelte nu, at han ville tilbage til Flensborg. Han bad om at der blev rekvireret to vogne. Han bad om beskyttelse og gentog sine anmodninger om lovens opretholdelse men intet skete.
Wussow tilbød at tage med, hvilket Plessen sagde ja tak til. Men en officer der stod ved siden, sagde til Plessen:
Larm og stenregn
Plessen steg ind i vognen. Under larm og en skrækkelig ”stenregn”, kørte vognen ud af byen. Kusken fik et dybt sår i panden. Alle ruder blev slået itu. Man medbragte stenene som en slags souvenir.
Plessen protesterede mod manglende beskyttelse
I sin beretning skrev Plessen at det preussiske militær ikke ”kunne, ville eller turde” værne ham. Han krævede i sin beretning til kommissionen de to højest-kommanderende draget til ansvar og straffet.
De nu skildrede begivenheder i Tønder kaldte slesvig-holstenske skribenter for ”tragikomiske”.
Dröhse berettede om urolighederne
Optøjerne fortsatte efter at Plessen var kørt. I et brev til kommissionen skrev den kongetro justitsråd Dröhse, at efter Plessens afrejse væltede ”den vilde folkehob” sig senere mod hans og flere andre beboers huse.
I de tre nederste stuer af hans hus blev vinduessprosserne og ruder ødelagt ved bombardement af 4 til 5 – punds store sten. Da Wussow netop kom forbi lykkedes det ham dog at standse uvæsnet:
Dröhse troede heller ikke, at der kunne ventes nogen hjælp af det i Tønder garnisonerede preussiske militær. De menige levede delvis i alt for stor fortrolighed med beboerne, til at de var villige til at skride ind for alvor. Enkelte af dem skulle endda selv have kastet sten.
I slutningen af brevet omtaler Dröhse, at han er født i Sydslesvig. Han mente, at der skulle indføres kraftige forholdsregler i Tønder.
En gæstgiver mente, at preussiske soldater deltog
Preussiske soldaters deltagelse i optøjerne omtales desuden fra en gæstgiver i Tønder. Han nævner, hvor glade kongens hengivende undersåtter i Tønder havde været ved våbenstilstanden, men desværre havde de stadig megen grund til klage. <også hans hus var blevet bombarderet med sten, ja endog spidskugler og ruderne var slået ud. Preussisk militær havde været med i hoben.
80 embedsmænd fra Tønder protesterede
Det af amtmand Hansen berammede embedsmandsmøde fandt sted uden at det preussiske militær lagde hindringer i vejen for det.
Ca. 80 embedsmænd og kommunerepræsentanter fra Tønder amt underskrev en protest mod kommissionens bekendtgørelse. Den faldt i tre punkter.
Den førstegik ud på, at embedsmænd med slesvig-holstensk sindelag umulig kunne efterleve kommissionens bekendtgørelse. Dens publikation ville fremme anarki i stedet for den hidtidige ro og orden.
Punkt to gik ud på at Slesvig på voldsom eller uretmæssig vis rives ud af sin statsretslige forbindelse til Holsten efter de tilstedeværendes opfattelse.
Punkt tre gik ud på at bekendtgørelsen krænkede hertugdømmernes rettigheder og interesser.
Amtmand Hansen skrev til kommissionen at folket var vågnet og at mange embedsmænd hellere ville underkaste sig et danske regime end at blive fyret.
Hansen nævner også ”Folkeopstanden mod Plessen”. Han nævner at Amtshuset var omringet af militær. Det hed sig, at Plessen skulle indtage sin stilling under militærbeskyttelse.
Der fulgte flere protester. Kommissionen har sikkert følt det ubehageligt.
Alle underskrivere blev fyret
Kommissionen valgte at afskedige alle underskrivere. Amtsforvalter Lassen skulle indtil videre overtage amtmandsforretningerne, mens justitsråd Dröhse var konstitueret som Tønders borgmester, politimester og by-sekretær.
Formentlig samme dag bad kommissionen Wussow om at arrestere Hansen. Om aftenen skulle et svensk-norsk troppekorps overføre ham til Sønderborg, hvor videre retsforfølgelse skulle foretages.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 20, 2025
Laksmølle, Eliselund og Hostrupskov
Badeetablissement Eliselund. Aabenraas borgere to på søndagsudflugt med Æ Plandampere. Den kendte familie – Lautrup. Et smukt syn over fjord og by. Et kådner-sted. En danske stat købte Hertugens godser. Laksmølle 1780 – 1947. Snedker – og møllebygger Bonnichsen fra Tinglev. Her kunne der godt ligge en vandmølle. Stjal Lautrup ideen eller er det en myte? Han lovede at hjælpe, men Bonnichsen kom for sent. Hans Lautrup fik bevillingen. Mange kunder. Han anlagde en laksefangst. Lautrup måtte i 1819 melde konkurs. Briggen Sct. Thomas affyrede kanonskud. En ny Hans Lautrup tiltrådte i 1861. Meget foregik ulovligt under Første Verdenskrig. De fleste vand- og vejrmøller fik dødsstødet. En dieselmotor sørgede for overlevelse til 1947. En torpedo-forsøgsstation. En sikkerhedszone på 3 km. Værnemagten beslaglagde Eliselund. Torpedoer blev fundet på stedet mange år efter.
Badeetablissementet Eliselund
Vi er syd for Aabenraa og Aabenraa Fjord. Ved Hostrup Skov boede der er en masse fiskerfamilier. Her lå badeetablissementet Eliselund med sin radiums-kilde og i nærheden af H.P. Hanssens landsted, Højtoft. En del sommerhuse blev bygget i området.
Aabenraas borgere tog på søndagsudflugt
Aabenraas borgere begyndte i sidste halvdel af 1800-tallet på søndagsudflugter. Mange af disse turer gik her til området. I 1873 blev der dannet to konkurrerende dampskibsselskaber, der bl.a. fragtede dem til Eliselund, Bellevue, Sølyst kro og Den Gyldne Løve. De to dampskibsselskaber fandt der efter et par år sammen.
Æ Plandampere
De skibe, man anvendte, blev kaldt Æ Plandampere. Måske var det fordi de sejlede efter en bestemt sejlplan. Man havde hele ni både i flåden.
Hotelkarle stod parate ved anløbsbroerne for at tage imod bagagen og videre gik det så med hestetrukne køretøjer. Niels Chr. Nielsen har lavet en spændende video om disse både.
En kendt familie
Øst for Styrtom lå Laksmølle, som i 1780 blev anlagt på et sumpet sted af en mand af den kendte familie, Lautrup. Beliggenheden var smuk og stedet var målet for mange af aabenraaernes søndagsudflugt. Jo Brian og Michael Lautrup stammer fra denne familie.
Et smukt udsyn over fjord og by
Vi befinder os i et bakket og kløfterigt landskab med sprudlende vandløb og jernholdige kilder, de fagre bøgeskove og på sine steder – skønne udsigtspunkter ud over den skønne Aabenraa Fjord – til Løjt land. I den tyske side var egnen skueplads for efterårsmanøvrer.
Kystlinjen mod Aabenraa Fjord når adskillige steder en højde af en snes meter. Den er klædt med træer og krat. Fra højderne ved Eliselund og Hostrup skov har man et meget smukt syn over fjord og by.
Et kådner-sted
I mange år havde elværket Enstedværket præget området her ved Styrtom. Men der er sandelig også andre ting, der har præget historien her i området.
Af forhistoriske minder findes der flere grave fra stenalderen og den ældste bronzealder, hvoraf de betydeligste og bedst bevarede er en større runddysse med kammer og dæksten i Hostrup Skov, mens en fredlyst dysse ved Liselund er en del forvansket.
Her øst for det senere Enstedværk lå oprindeligt et mindre navnløst kådner-sted under godset Årup. Laksefangst var kådnerens bierhverv. I den viltre bæk, der løb ud i fjorden, kunne der på bestemte årstider fanges laks, der blev leveret til herskabet på Årup og Gråsten.
Den danske stat købte hertugens godser
Stedet hørte først under godset Søgård, derefter fra 1752 til 1852 under hertugen af Augustenborgs gods, Gråsten. For at forhindre fremmed indflydelse afkøbte den danske regering i 1852 hertugen af Augustenborg hans godser for godt 3 millioner rigsdaler, imod at han lovede fuld loyalitet mod Danmark på sin egen og sin slægts vegne.
Nu var det så husfoged Chr. Wegge, Gråsten, som fik opsyn med hertugens tidligere besiddelser af slotte, møller og broer samt til en vis grad skove.
Laksmølle
Laksmølle fra 1780 – 1947
Laksmølle eksisterede som vandmølle fra 1780 til 1947. Derefter fungerede de delvis forfaldne bygninger med privat beboelse. Mange af bygningerne var så faldefærdige at ejeren, Sønderjyllands Højspændingsværk mente at de skulle rives ned.
Snedker- og møllebygger Andreas Bonnichsen
Hvordan opstod møllen? Ja det kan Tinglev menighedskrønike give et svar på. Sognets tidligere præst Peter Møller Johannsen skriver om Laksmølle.
Det var snedker- og møllebygger Andreas Bonnichsen, som virkede i Tinglev fra 1770 – 1800, som bl.a. gjorde en stor og heltemodig indsats for at redde inventaret i 1783, da Tinglev Kirke brændte, var engang på vandring til Aabenraa.
Her kunne det godt ligge en vandmølle
Han gik gennem skoven og kommer til en åben plads, gennem marken flyder en bæk. Bonnichsen tænker, at her var en velegnet plads til en vandmølle. Han tog et stykke papir og tegnede en skitse. Han tænkte, at han sammen med sine sønner og Vor Herres hjælp kunne fuldføre arbejdet.
Lautrup lover at hjælpe ham
Hos en mand fra Ensted fik han at vide, at parcellen kunne lejes gennem Aabenraa Bys magistrat. Han tog tilbage til stedet for at tage området nærmere i øjesyn. Der møder han tilfældigvis en gammel bekendt – møller Hans Lautrup fra Bjerndrup. Straks betror han sig til denne. Og Lautrup lovede at ordne det for ham, når han havde fået tegningerne.
Det er desværre for sent
Hele Bonnichsens familie glædede sig til projektet. Men ak. Da Bonnichsen igen henvende sig i Magistraten i Aabenraa, fik han en trist besked fra en af rådsherrerne:
Da Bonnichsen kom hjem til familien, hulkede han og var meget skuffet.
Hans Lautrup fik bevilling
Om dette svarer til den rette historiske fortælling, vides ikke. Men det er en kendsgerning, at møller Hans Lautrup i 1778 fik bevilling til at anlægge en boghvedemølle med kværn til grynmaling samt privilegium til at holde kro oprette brænderi og bryggeri imod en fast årlig afgift til jordejeren på 12 rigsdaler.
Lautrup – slægten stammer fra Lovtrup i Tinglev sogn. Hans Lautrup fik sin vandmølle færdigbygget i 1780. Han fik i 1787 også lov til at bygge en vejrmølle, når der var for lidt vand i møllebækken og den opstemmede mølledam.
Mange kunder
I hele Sønderjylland var der mølletvang. Lautrup fik ikke blot kunder i Ensted sogn, men også fra Løjt og Aabenraa. Nu blev der råd til nye investeringer. Mølleren indførte staldfodring med kløver og fodrede fire køer og to heste med grøntfoder. Desuden avlede han kartofler før dette blev almindeligt på egnen.
På visse tider drev det ene vand-hjul en slibemølle, hvor omegnens smede, tømrere, bønder og kådnere fik slebet deres økser, skæreknive, leer og andre værktøjer.
Lautrup var også vurderingsmand ved forpagtninger af vand- og vejrmøller i landsdelen. Gennem sønner og svigerdøtre blev familiemedlemmer anbragt på møller i Skovlund, Bjerndrup, Rødding, Tørning og Jørgensby ved Flensborg.
Anlagde laksefangst
Af den hertugelige kasse i Gråsten fik han lov til at anlægge en laksefangst i strømmen imod at forsyne Årup Godes og hofhusholdningen i Gråsten med laks. Til to årlige måltider af mindst 14 pund.
Lautrup måtte i 1819 melde konkurs
Endelig erhvervede han forpagtningen af Jørgensgård Teglværk ved Aabenraa. Han var i en periode noget i retning af en matador. Men så kom krigen mod England og dens restriktioner og til sidst statsbankerotten i 1813. Pengenes værdi faldt katastrofalt.
Også tabet af Norge kunne mærkes i kongeriget og hertugdømmet, idet begge havde monopol på salg af korn til Norge. Da møllerne var afhængige af bønderne, fik Laksmølles forpagter det også at føle. Landbefolkningens købekraft faldt hurtigt. Kristen var så hård, at Lautrup i 1819 måtte erklære sig konkurs.
En udpræget fremgangstid
Det lykkedes ham dog igen at gøre mølleriet til en nogenlunde rentabelt foretagende. Da sønnen af samme navn efter faderens død overtog møllen, gik set atter fremad. Kørslen til Laksmølle blev også væsentlig forbedret med Aabenraa-Flensborg chausséen, der blev færdig i 1847.
Tiden fra 1850 – 64 var materielt set en udpræget fremgangstid. Der kørtes mere korn til møllen efter 1853, da mølletvangen blev ophævet i Hertugdømmet.
Briggen Sct. Thomas affyrede kanoner
En snert af Treårskrigen fik Laksmølle at føle, da den danske flådes brig Sct. Thomas ført af kaptajnløjtnant M. Suenson ankrede op ud for vandmøllen den 30. marts 1848, fordi topgasten i mærset på Sct. Thomas havde varskoet at fjendtlige tropper kom i danske uniformer med det slesvig-holstenske flag vajende fra en vogn. De drog frem mod Aabenraa sydfra af Flensborg chausséen med den oprørske trikolore i spidsen.
Straks gjorde en kanonér på Sct. Thomas klar til skydning og snart susede en 18-punds kugle mod vognen. Dette havde en omgående virkning. De fjendtlige tropper forsvandt i vestlig retning. De åbnede geværild mod briggen men afstanden var alt for stor.
En ny Hans Lautrup tiltrådt i 1861
I 1867 overgik Laksmølle til fri ejendom. En ny Hans Lautrup var tiltrådt i 1861. Han afløstes i 1889 af Sønnen Christian Lautrup, som nu overtog driften af møllen, der var blevet hans ejendom. Laksmølle havde sin bedste tid i denne periode. Han og hans hustru havde dog den sorg, at en ugift søn, Hans kom syg og elendig hjem under Første Verdenskrig efter to års fangenskab i Rusland. Han døde en måned efter af lungetuberkulose.
Meget foregik ulovligt
Første Verdenskrig forhindrede en tiltrængt restaurering og modernisering af Laksmølle. Meget foregik ulovligt. Det var vanskelige forhold under den preussiske Krigsnærings-administration.
Efter 1920 blev de sønderjyske møller ramt af konkurrencen de kongerigske møller.
I 1923 blev Laksmølle af Chr. Lautrup overdraget til en datter og en svigersøn. Møllerparret var de første i det daværende Stubbæk kommune, der fik installeret telefon.
De fleste vand- og vejrmøller fik dødsstødet
I Aabenraa fik ma elektricitet i 1902, men nettet nåede ikke uden for byen. Med oprettelsen af Sønderjyllands Højspændingsværk i efteråret 1924 fik de fleste vand- og vejrmøller i landsdelen deres dødsstød.
En dieselmotor hjalp til med overlevelse til 1947
Laksmølle holdt tappert ud til 1947, takket være en dieselmotor, der blev indlagt i 1917. Grunden med bygninger blev i 1958 solgt til Enstedværket, som blev ejet af andelsselskabet Sønderjyllands Højspændingsværk.
Torpedo-forsøgsstation
En torpedo-forsøgsstation
Men vidste du, at tyskerne under Anden Verdenskrig lige i nærheden havde en torpedoforsøgsstation. Et skib ved navn Eberstein var konstant forankret 6 km ude i Aabenraa Fjord ud for Ny Skovbøl nordvest for Varnæs. Det var forankret solidt med trosse og så gik der flere kobberledning ud til skibet -muligvis telefonkabler. Efter krigen var der fiskere, der fiskede kablerne op og solgte dem.
I Modstandsbevægelsens Stockholmarkiv kan man læse om skibet, at det var 30 km langt, at farten var ca. 20 knob, men det var næppe sødygtig.
En anden kilde fortæller, at det ikke blot var et enkelt skib, der hørte til torpedoindskydningsbanen, men en damper på 5.000 tons, en krandamper samt 4-6 andre småskibe.
En sikkerhedszone på 3 km
Der var lavet en sikkerhedszone på ca. 3 km fra Eberstein. Her var det forbudt at sejle og ankre op. Ved flere lejligheder er der observeret ubåde i området.
Værnemagten beslaglagde Eliselund
I forbindelse med torpedostationen beslaglagde værnemagten Eliselund. Tyskerne lejede også en del af personalet. Der flyttede 10 civilpersoner og 6 militærpersoner ind på hotellet.
Ifølge avisen Hejmdal byggede tyskerne i 1941 – 1942 en træbro neden for Eliselund. Men dette er sikkert en fejl, for intet tyder på, at der her har været tysk aktivitet her før november 1943.
Torpedoer blev fundet på stedet
Før, under og efter krigen lå der en lang bro på stedet som rutebådene brugte. Den var ikke bygget af værnemagten men af Eliselund, som også vedligeholdte den.
I forbindelse med Enstedværkets opførelse fandt man flere torpedoer på stedet. Det var omkring 1952. Også i 1965 fandt en fisker en øvelsestorpedo. I 1977 fandt man ligeledes en torpedo.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 14, 2025
Lærer i Tønder efter 1920
Mange nye lærer kom til Tønder. Kloaker i Tønder var dengang et ukendt begreb. Ange blev betaget af naturen. Følgerne af krigen kunne ses i Tønder. De tyske elever fra Seminariet måtte flytte. Ørnen skulle med til Tyskland. Lærerne stod over for mange tragedier. De store børn måtte tidligt påtage sig et ansvar. Eleverne skulle svejses sammen i klassen. De åbne døres politik. Vandvognen kørte gennem byen. Børnene måtte skifte tøj. Skovrøy skulle hilse på kongen. Han gjorde det stikmodsatte de andre. En tur i arresten.
Mange nye lærer kom til Tønder
Der kom mange nye lærer til Tønder efter 1920. Vi har fundet nogle erindringer af den senere skoleinspektør Marius Jacobsen, Odense, som vi har redigeret. Den gang var han en ganske ung lærer.
Kloaker i Tønder var et ukendt begreb
Kloaker i Tønder var dengang et ukendt begreb. Efter et ordentligt gang tordenvejr forvandlede rendestenene sig til rivende strømme, der blev endnu større efterhånden som husenes afløbsrender stødte til – medbringende alt muligt affald.
Fortovene var i den foreliggende tilfælde yderst ubehageligt at færdes på. Mere sikkert var det at færdes på gadens toppede brosten. Her var det ikke fare for at skulle springe over køkkenvaskens brogede efterladenskaber eller støde mod uventede trappesten.
Den unge lærer ankom til Tønder netop i sådan et vejr. Førsteindtrykket var ikke særlig godt.
Mange blev betaget af naturen
Mange af de nye folk, der kom til byen, var betaget af naturen med dens mangfoldighed af farver. Og ikke mindst området omkring seminariet overraskede mange. Det var idyllisk med plæner og træer samt smukke blomsterbede. Dertil kom den brede Vidå med dengang små holme. Dertil kom den idylliske allé langs åen.
Følgerne af krigen kunne ses i Tønder
Følgerne af krigen kunne godt ses i Tønder. Flere af husene manglede maling. Men også på seminariet var krigen gået sporløs forbi. Gymnastiksalen havde været brugt til hestestald og var derfor komplet ubrugelig til sit egentlige formål – ikke mindst på grund af redskabernes miserable tilstand.
De tyske elever flyttede
De tyske elever, som hidtil havde haft til huse i lokalerne og nu mod deres vilje skulle fortsætte syd for den nye grænse, lod ikke deres skuffelse herover give udslag i nogen form for vandalisme.
De ramponerede vægge var ikke deres værk. Men alt blev taget med som havde værdi for dem.
Ørnen skulle med til Tyskland
Højt oppe over hovedindgangen sad en mægtig ørn støbt ind i muren. Den ville de gerne have med. Og det fik de lov til. De skulle bare selv fjerne fuglen. Det var de mere end villige til. De rejste et mægtigt stillads. Og i flere dage arbejdede de på at hugge ørnen løs.
Alt så ud til at det skulle lykkes, men da ørnen var halvt nede, brast tovene pludselig af en eller anden grund. Hele herligheden styrtede ned og blev knust til utallige småstykker, som egentlig kun egnede sig til at blive fejet sammen og kørt på lossepladsen.
Skuffelsen blandt de tyske elever var enorm. De dansksindede elever ledsagede det dog ikke med nogen form for bifald. På flagstangen vajede på flagstangen. Der var ikke nogen form for gnidninger mellem de danske og tyske lærere. Man benyttede det samme lærerværelse og talte ofte sammen. De på tysk og de danske på dansk. Og de forstod udmærket hinanden.
Lærerne stod over for mange tragedier
Lærerne stod over for dybe menneskelige tragedier. Mange af børnene var blege og tydeligt underernærede. Flere af dem fortalte, at de ofte var listet ud af byen om natten for at stjæle kålrabi på markerne, så de kunne sikre sig næste dags varme ret.
I mange hjem lå en ung mand, som var kommet frelst gennem ragnarokket, men så hårdt medtaget, at han kun havde døden at vente på.
Da lærer Jacobsen spurgte om faderens navn, var der nogle, der svarede, at de ikke kunne forstå dansk. Så spurgte Jacobsen på tysk. Og mange gange fik han et uhyggeligt mange gange var svaret:
En pige havde mistet sin mor, som en november-nat forsøgte at snige sig over den gamle grænse for at hente lidt mad. Hun blev stoppet af en tysk vagtpost, der for bestandigt standsede hendes løb mod det forjættede land.
De store børn måtte tidligt påtage sig et ansvar
Der blev oprettet en 8. klasse, der blev oprettet for landsbybørn over den skolepligtige alder. Det var for dem, som ønskede at få deres kundskaber forøget efter krigstidens ustabile skolegang.
Mange af disse store skolebørn opførte sig som voksne både i tankegang og væremåde. I en landsby havde flere af dem måttet drive gårdens landbrug fordi faderen eller storebror var ved fronten. En ældre mand, der på grund af sygdom fik lov til at blive hjemme på grund af sygdom, var deres rådgiver. Tidligt måtte disse børn påtage sig et stort ansvar.
Eleverne skulle svejses sammen
Alle disse børn skulle nu svejses sammen til en normal dansk skoleklasse. Det var uhyre vanskeligt. Når der blev fortalt historie, lyttede den ene halvdel interesseret, mens den anden halvdel stirrede lige ud i luften uden at begribe et muk af det hele.
En vittighed fremkaldte dels latter – dels spøgende blikke. Sådanne situationer var normale foreteelser i samtlige klasser. Lærerne fandt ud af, at et godt middel mod dette, var at indlede hver time med en sang. En anden ting var at skabe mellem skole, elever og hjem.
Det skete dog også at lærerne blev inviteret hjem til forældrene til en middag.
De åbne døres politik
Lærer Mikkelsen førte de åbne døres politik. Og elever mødte op aften efter aften. Her blev mange problemer løst. En aften kom en elev, der ville springe i Vidåen. Han var træt af det hele. Så så han at der blev tændt lys op i lejligheden og valgte så at gå herop i stedet for.
Vandvognen kørte gennem byen
Til den mere festlige afdeling hørte det årlige kongebesøg af Christian den Tiende. Og dette satte altid Tønder på den anden ende.
Vandvognen kom frem og blev kørt gennem gaderne for at spule brostenene rene, hvad der var særdeles nødvendigt efter at store horder af stude på deres vandring gennem byen have strøet om sig med efterladenskaber, der bestemt ikke lugtede særligt indbydende.
Konerne var kommet ud af husene med spande og børster og skurede løs på trappestenene, mens fortovet myldrede med børn der var sendt hjem fra skolen for at blive klædt om til kongemodtagelsen.
Børnene måtte skifte tøj
I god tid før majestætens ankomst var alt klar. Børnene stod med deres flag i to rækker fra skoleporten til hovedindgangen. Spændingen var stor hos alle – lige fra forstander E. Albeck, der skulle byde velkommen til den mindste purk, som bare skulle svinge med Dannebrog og se glad ud.
Skovrøy skulle hilse på kongen
På byens torv stod alle honoratiores i en snorlige række – alle i fineste puds med høje hatte og ventede på det kongelige håndtryk.
Blandt disse var redaktør P. Skovrøy. Han havde i en menneskealder stridt for at bevare danskheden på vestkysten. Han må have gjort det så godt at tyskerne satte ham fast i Tønder arrest. Man mente, at han udgjorde en trussel mod ”det store fædreland”. Men han følte en glæde her i 1920.
Hele sceneriet gjorde ham kendelig nervøs. Han var oprigtig nervøs for om ham kunne leve op til de krav om gode manerer, som blev stillet ham ved en sådan lejlighed. Navnlig den høje hat voldte ham kvaler. Af frygt for at glemme dette klædningsstykke, når han skulle hilse på majestæten, tog han den af og stod med den i hånden længe før kongen nærmede sig ham.
Skovrøy gjorde det stik modsatte
Da øjeblikket endelig var inde, hvor han skulle stå ansigt til ansigt ikke alene med Danmarks førstemand, men det land, han var udtryk for, kiksede det fuldstændig for Skovrøy. Alle de andre tog hatten af, da de skulle hilse, men den gamle hædersmand gjorde det stik modsatte. Han satte simpelthen den høje cylinder fast på sin isse.
Storesmil bredte sig på alle ansigter – ikke mindst hos kongen, som ikke alene trykkede ham ekstra varmt i hånden men også gav ham et par kammeratlige klap på skulderen.
En tur i arresten
Nu havde Skovrøy imidlertid også lune. Så snart modtagelsen var overstået, skyndte han sig til arresten og bad om tilladelse til at blive anbragt i den celle, han havde beboet under krigen. Det fik han selvfølgelig lov til.
Da kongen under sin rundtur gennem byen også aflagde besøg på dette sted og man åbnede døren var det nok majestæten, der fik den største overraskelse, Det blev til megen latter og mange kvikke bemærkninger, inden de to skiltes igen.
I øvrigt mødtes de to igen om aftenen til taffel – uden høj hat.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 12, 2025
Christian Stöckler – en helt fra Rørkær
I har allerede skrevet om familien. Indkaldt til den tyske flåde. SMS Dresden. Havet – det sidste hvilested? Tyskerne i undertal. Et par engelske krigsskibe blev sænket. 1.850 tyske søfolk mistede livet. 12 af disse var født i Nordslesvig. SMS Dresden blev indhentet. Interneret i 4 år på en chilensk ø. Malaria. Christian Stöckler bosatte sig i Skagen. Perioder med masser af sygdom. Hans notater blev til en bog. Samtaler med en nazist. Ville ikke indgå i nazistisk propaganda.
Vi har skrevet om familien
30.000 sønderjyder/nordslesvigere deltog i Første Verdenskrig. 6.000 kom ikke hjem igen. En af dem, der deltog, var den senere skagbo, Christian Stöckler. Han voksede op i Rørkær.
Han var søn af gæstgiver Eberhard Stöckler og hustru Martha Eline Lucie Haase. Familien var dansksindet. Stöckler blev konfirmeret den 4. april 1909. Herefter kom han i smedelære i Haderslev. Vi har faktisk allerede skrevet en artikel om familien her på siden.
Indkaldt til den tyske flåde
Han blev rutinemæssigt som 19-årig indkaldt til den tyske flåde som 19-årig i 1913. Her blev ham installeret på den tyske krydser S.M.S. Dresden.
SMS Dresden
Den lette krydser var bygget hos Blohm og Voss i Hamburg. Besætningen bestod af 18 officerer og 343 underofficerer og menige. I Stillehavet benyttede man lejligheden til at ødelægge fjendtlige radiostationer, sænke fjendtlige handelsskibe og beslaglægge kul.
Hans arbejde ombord bestod i ”at forsyne fyrbøderne med kul og rense ilden for slagger og slå i stykker for at det ikke skulle give anledning for at stoppe. Han skulle desuden trække asken fra kedlerne. Et meget hårdt arbejde. Der var dog også perioder med meget lidt arbejde. I sine erindringer beskriver Stöckler alle sider af matrosernes tilværelse
Havet – det sidste hvilested?
Skibet blev sendt til Mexico for at redde præsidenten. Han skulle transporteres til Jamaica. Det var den faldne præsident Victoriano Huera. Missionen lykkedes. Alle troede nu, at turen gik tilbage til Tyskland. Men natten til den 1. august blev der sendt mobiliseringsordre til alle tyske stridskræfter til lands og til vands. SMS Dresden var nu i krig. Christian Stöckler skrev:
Tyskerne i undertal
Situationen så sandelig også alvorlig ud. Tyskerne havde kun ni krigsskibe på den sydlige halvkugle mod englændernes ca. 70. Fra første øjeblik drev englænderne en klapjagt på fjenden.
Et par engelske krigsskibe blev sænket
SMS Dresden sejlede nu syd om Sydamerika ind i Stillehavet og blev forenet med resten af den tyske flåde. De var stationeret ved ladets kolonier i Stillehavet. Og det drejede sig bl.a. om Scharnhorst, Greisenau, Nürnberg og Leipzig.
Det var meningen at sejle rundt om Kap Horn og op gennem Atlanten til Tyskland.
Til at begynde med gik det da også meget godt. Det lykkedes ovenikøbet for tyskerne at sænke et par engelske krigsskibe. I et stort søslag ved Falklandsøerne udraderede englænderne i december 1914 hele den tyske sydhavsflåde – dog ikke SMS Dresden.
1.850 tyske søfolk mistede livet
Tyskerne forsøgte at flygte, da de så, hvor stor den engelske flåde var. Men de blev indhentet af de langt hurtigere og mere slagkraftige engelske skibe. Slaget kom til at koste 1.850 tyske søfolk livet. Blandt de omkommende var 12 personer født i Nordslesvig.
SMS Dresden blev indhentet
Det lykkedes skibet at slippe væk fra kampzonen, men ak det var kun en stakket frist. ”Som et forjaget og udmattet dyr” krøb SMS Dresden i ly ved kysten til Chile. Den 14. marts 1915 var det dog slut med SMS Dresden.
Englænderne fandt hurtigt skibet og omringede det. Skibets maskiner var nedslidte og kulforsyningen var usikker.
Og så skred de ellers til angreb. Tyskerne herunder Christian Stöckler oplevede et sandt inferno af eksploderende granater. Rundt om lød klagen og jamren. En af hans venner, aspirant Lerche klagede og råbte:
I underlivet havde en granat ramt ham og næsten skilt benene fra overkroppen. Det syn glemte Stöckler aldrig.
Angrebene fortsatte. Skibet fik den ene fuldtræffer efter den anden. Til sidst var SMS Dresden tilintetgjort. De overlevende redede sig i land i Chile. Blandt dem, Christian Stöckler.
Interneret i 4 år på en chilensk ø
Resten af krigen blev de interneret af myndighederne på øen Quiriquina. I begyndelsen var det under militær disciplin. Men forholdende blev med tiden ret fri. Man byggede lysthuse og dyrkede grøntsager. Man solgte til befolkningen på fastlandet. Det gav mange en god skilling.
Malaria
De unge følte at deres liv gik til spilde. Det lykkedes for nogen at flygte, bl.a. den senere Hitler – modstander Wilhelm Canaris. Under opholdet havde Stöckler forskellige opgaver. Han var bl.a. messedreng for officererne.
Under opholdet døde flere af malaria.
Først den 19. oktober 1919 kunne man forlade øen. Hjemrejsen gik tværs over Sydamerika til Buenos Aires og derfra med skib til Rotterdam. Tilbage i Tyskland blev besætningen dekoreret med Jernkorset.
Christian Stöckler bosatte sig i Skagen
Selv om krigen sluttede i 1918, lykkedes det først at nå tilbage til Rørkær i 1920. Også hans to brødre kom helskindet gennem krigen.
Nu skulle Stöckler til at leve et almindeligt liv som dansker. Det viste sig at være svært for ham. Men i 1926 blev han gift med Bertha Laurine Petersen Hovkjær, hvis far var postbud i Højen (Gl. Skagen).
Parret bosatte sig i Skagen og fik i de følgende år fire børn, hvoraf den førstefødte døde efter to måneder. Han var uddannet smed og forsøgte at skabe en tilværelse som mekaniker, cykelhandler og vulkanisør, men han var præget af sine oplevelser under krigen.
Perioder med masser af sygdom
I perioder, hvor han har været bundet til sygelejet eller i hvert fald ude af stand til at arbejde med sine hænder, har hans tanker ustandseligt dvælet ved sine mærkelige oplevelser, han har haft om bord på den tyske marines skibe under den store krig.
Til sidst måtte han opgive egentligt arbejde og forsøgte at overleve ved i sine raske stunder at lave souvenirs til salg for turister. Han fik lov at stille en lille kiosk op ude ved Grenen – en morsom, yndefuld, stråtækt hytte, hvori han udførte sit arbejde og sælge sine smukke håndgjorte ting. Han kaldte den ”Lykkens Smedje”.
Til sidst måtte han dog opgive sit arbejde og levede sine sidste år som invalidepensionist. Han døde som 54-årig i 1948. I dag ville man nok tale om, at han var ramt af posttraumatisk stresslidelse (PTSD).
Hans notater blev til en bog
Stöckler var i besiddelse af en enestående hukommelse og var en fremragende fortæller. Han nedskrev sine oplevelser fra krigen i otte små hæfter, der senere blev samlet til en bog i 1933. Bogen er også i dag særdeles læseværdig. Den udkom også på tysk. Han mente selv:
En overgang var der planer om at lave en film på basis af Stöcklers bog men planerne blev så vidt vides ikke realiseret.
Samtaler med en nazist
Stöckler har også ført samtaler med journalisten Christian P. Christensen, der skrev to spændende og velskrevne bøger:
Disse blev også oversat til tysk.
I 1940 meldte Christian P. Christensen sig ind i DNSAP. Han blev medarbejder på bladet Fædrelandet. Han blev ekskluderet af Journalistforbundet. Ved Københavns Byret blev han efter besættelsen idømt fire års fængsel for ”unational optræden”.
Ville ikke indgå i nazistisk propaganda
I Skagen Avis kunne man læse, at han i 1936 blev inviteret til mindefest i Hamborg for de faldne i Falklands-slaget. Det var efter Hitlers magtovertagelse. Man prøvede at genoprette militærets omdømme.
Det var dog ikke med Christian Stöcklers gode vilje at indgå i nazistisk propaganda.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 7, 2025
Hos os I Auschwitz
Vi har læst denne nådesløse bog af Tadeusz Borowski af same navn. En anderledes bog om livet i en KZ – Lejr. Vi giver 5 af 6 stjerner for en super – ærlig bog. Den handler vel også om overlevelse. Og hvad gør man ikke for at overleve? Jo han overlever to år i tyske koncentrationslejre – men det bliver alligevel hans død. Det er en grufuld og anderledes bog om KZ – lejre. Bogen udkom i 2009 på forlaget Vandkunsten men er nu udkommet i en nyrevideret udgave på Gyldendal. Og så er bogen også en vigtig dokumentation for, hvad der egentlig skete dengang.
Hvad kan mennesker finde på for at overleve?
Gyldendal har valgt at genudsende ”Hos os I Auschwitz” i en nyrevideret udgave. Den er udkommet i serien Lunar – Litteraturhistoriens mørke klassikere. Egentlig udkom bogen første gang herhjemme i 2009 på forlaget Vandkunsten. Bogen udkom i Polen i 1948.
Bogen er rystende læsning. Det er et vidnesbyrd om, hvad mennesker kan finde på for selv at overleve. Den er håbløs ærlig. Den beskriver lejrlogikkens spilleregler. Og det er gruopvækkende at læse. Det er en af de vigtigste litterære dokumenter om de rædsler, der blev begået i nazisternes koncentrationslejre.
Denne type bøger var ikke særlig populære lige efter krigens afslutning. Dengang skulle det helst handle om jødiske helte eller kommunistiske helte, der slog nazistiske barbari ned.
”Du var med til dette”
Egentlig kalder vi folkedrabet på jøderne for Holocaust. Men her vi at gøre med den politiske fange Tadeusz Borowski. Han beskriver sine egne nådesløse oplevelser i KZ – lejren. Og i disse oplevelser skåner han heller ikke sig selv. Det er en jeg-person, der beskriver hændelserne. Han stiller sig også selv spørgsmålet:
13 fortællinger uden sammenhæng
Bogen har 13 fortællinger uden sammenhæng eller kronologisk forløb. Dagligdags-situationer bliver skildret, Vi er med ved små samtaler med fangerne, der ligger afmagrede i deres beskidte køjer. Vi får en beskrivelse af den elendige mad, som fangerne får serveret eller må kæmpe om. Et er en hjerteskærende beskrivelse af de fanger, der ved ankomsten bliver revet ud af deres togvogne.
Livet påvirker fangernes moral
Vi oplever, hvordan livet påvirker fangernes moralske adfærd. Der er overfyldte barakker og sortsvedne krematorieskorstene. Vi bliver delagtiggjort i både sin egen og de øvrige fangers personlige involvering i lejrens grusomheder. For som han skriver til sin forlovede:
Det handler om menneskelig afstumpethed og grusomhed. SS – soldaterne er bestialske, men Borowski giver os eksempler på, hvor modbydelig de forskellige fangegrupper kunne være mod hinanden.
Udryddelse – længe inden Holocaust
En gang imellem måtte undertegnede lægge bogen fra sig for at komme væk fra de brutale beskrivelser.
Nazisterne havde mange andre fjender end jøderne, som blev udryddet med giftgas. Længe inden man talte om udryddelseslejre var det handicappede, der blev ryddet af vejen.
Dødsfabrikkerne var overbebyrdede. Der var ikke plads til at gasse andre end jøder, så i første omgang slap ariske og politiske fanger som Borowski, fordi der simpelthen ikke var plads.
Han overlevede to år – men!
Han var 21 år, da han den 29. april 1943 ankom til Auschwitz-Birkenau. Det blev et liv med tvangsarbejde, sult og vilkårlig vold. Siden blev han overført til Dachau-Allach. Han var også i Natzweiler. Han overlevede to år i de tyske koncentrationslejre, men lejrene slog ham ikke desto mindre ihjel.
Digte i illegale tidsskrifter
En gruppe unge diskuterede om de i stedet om de i stedet for at læse og skrive skulle involvere sig aktivt i modstandsbevægelsen. Borowski offentliggjorde en række visionære antiheroiske digte i modstandsbevægelsens illegale tidsskrifter.
Han har polsk baggrund, men er født i Ukraine. Han var 17 år, da tyske tropper rykker ind i Polen. Han tager studentereksamen og påbegynder studier i sprog og litteratur i Warszawa.
Hårdt fysisk arbejde førte til lungebetændelse
Han blev anholdt ved en tilfældig razzia, da han i sin jakkelomme bar rundt på Aldous Huxleys forbudte bog ”Fagre ny verden”. Han sad indespærret i en celle i Warszawa i to måneder inden han med persontransporterne blev sendt til Auschwitz.
Han bliver sat til hårdt fysisk arbejde. Her pådrog han sig en lungebetændelse. Derefter arbejdede han som sygeplejer i lejren med adgang til en række privilegier som gjorde muligt at overleve. Men det var også et arbejde, som bragte ham på tæt hold af de værste grusomheder i lejren. Sådan fremgår det af bogens første fortælling.
Det skulle gå ud over nogle der var svagere
Senere kommer han til at arbejde i FKL (Frauen Konzentrations Lager). Hans arbejde bestod bl.a. i at modtage nye fanger. Togvognene skulle tømmes for personer og deres bagage. Det skulle Borowski være med til at håndtere.
Han siger selv til en medfange:
Han skubbede muselmænd i krematorieovnene
Burowski overlevede bl.a. ved at ”stjæle” mad og smykker fra dem, der ankom i togene og som blev sorteret på rampen foran Auschwitz. De blev enten sendt direkte i krematoriet eller forflyttet til tvangsarbejde, der også var den visse død.
Han beskriver, hvordan han bestak sig til nemme tjanser, hvordan han købte og solgte mænd og kvinder og hvordan han egenhændigt skubbede muselmænd i krematorieovnene.
Fangerne skulle gøre det beskidte arbejde
Han beskriver, hvordan SS-soldaterne lader fangerne gøre det beskidte arbejde i lejren, hvormed moral og overlevelse bliver hinandens modsætninger og den ydre nødvendighed tvinger dem til at overtage nazisternes forrådne logik.
Midlerne til at overleve
I en hverdag, hvor tyveri, bestikkelse, trusler og vold er midlerne til at overleve og opnå, suspenderes moralen i en nådesløs alles kamp mod alle, hvorved lejren også bliver sindbillede på en kaotisk menneskelighed.
Da de russiske tropper nærmer sig i efteråret 1944, blev han sendt i en anden KZ – lejr. Da han blev befriet af amerikanske tropper i maj 1945, vejer han som 22-årig kun 35 kg.
Han blev ikke hjemsendt med det samme
Han blev dog ikke hjemsendt med det samme. Han måtte således tilbringe adskillige måneder i en tidligere SS-lejr uden for München. Først i slutningen af maj 1946 kunne han vende hjem til sit krigshærgede fædreland. Her fandt han ud af, at hans kæreste, Maria Rundo også mirakuløst havde overlevet opholdet i Birkenaus kvindelejr. De blev genforenet og gift senere på året.
Han tog notater under sit ophold
Under sit ophold begyndte han at tage notater. Han fortsætter sine optegnelser efter krigens ophør. Han iagttager så omhyggeligt som muligt. Han vil have de fortvivlede kommentarer med og alle detaljer. Det er dette pedanteri, der gør bogen troværdig og til et vidnesbyrd om, hvad der skete i Auschwitz. Det er næsten en pinagtig smerte og omhu i alle formuleringer.
Et chok, da han genoplevede tortur
Da han igen kommer til Polen, begyndte han at skrive igen. Det lykkedes ham at komme i unåde hos de daværende polske myndigheder. Han havde tidligere støttet det polske kommunistparti. Men nu blev han skuffet og deprimeret – især efter arrestation af en nær ven.
Han oplevede nærmest et chok, da hans nærmeste venner blev udsat for tortur af det hemmelige polske politi. Han så ikke andet end en verden af sten og en gentagelse af det barbariske fra nazisternes styre.
Efter at have besøgt sin kone og sin nyfødte datter på hospitalet om formiddagen, dør han efter sit tredje selvmordsforsøg i 1951. Det skete om eftermiddagen den 1. juli 1951. Han indåndede dødbringende gas fra køkkenets gasovn i familiens hjem i Warszawa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 5, 2025
Aabenraa omkring 1830
Det nye Rådhus. Ingen folk på kontorerne. Sådan blev Aabenraa ledet. Byens tre vigtigste personer. Kirkegården blev flyttet. Provsten så mange drukkenbolte blandt de fattige. Fysikus Neuber var lidt af en fantast. Alle tre var tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse. En omvendt auktion. Frederikslyst holdt kun i seks år. Et vældigt selskabshus. På kareter i den romantiske egn. Kartoffelhaver kunne være et værdifuldt bidrag. Det kunne måske begrænse fatters lyst til krogang. 100 familiefædre på fattiglisten. Nu svarede Magistraten endelig. Man havde fundet et areal på Galdebakken. ”Ikke i en Tilstand, der gør Erhvervelsen tillokkende” Det tog 12 år at etablere hjelmhaverne og de eksisterer stadig.
Det nye Rådhus
Det var i 1830, at Rådhuset blev indviet. Det var derind, jeg blev gift. Jeg bad borgmester Terp Nielsen om at holde det hemmeligt. På det tidspunkt var jeg formand for HK og ofte i aviserne. Hanne lavede film til bl.a. TV – Syd.
Det gamle rådhus blev skildret som faldefærdigt. Man måtte holde møderne i borgmesterens hus. Rådhuset var virkelig gammelt. Det var opført efter branden i 1610. Rådhuset var tegnet af C.F. Hansen og opført af bygmester Peter Callesen.
Dengang tog det kun 4 år fra ansøgning til at et rådhus stod færdigt stod færdigt. På rådhuset var der kun en kvinde. Det var politibetjent Iplands kone. Hun skulle sørge for mad til eventuelle indsatte.
Ingen folk på kontorerne
Der var ikke nogen på kontorerne. Den stores sal stod tom, når der ikke var møde eller bal. For den store sal blev udlejet til borgerskabets fine baller. På kontorerne så man næsten kun borgmesteren og by-kassereren.
Sådan blev Aabenraa ledet
Byen havde kun 4.000 indbyggere. Så med rimelighed havde Borgmesteren tilranet sig nogle yderligere funktioner til. Udover at være borgmester – byens administrative leder- var han også byfoged som vel var det samme som byens politimester og dommer. Ja så var han også by-skriver og by-sekretær.
Når der var møde, var der fem magistratsmedlemmer og tolv deputerede borgere. Borgmesteren var officielt udpeget af kongen i praksis af statholderen. Magistraten udpegede de deporterede borgere. De var magistratens rådgivere. Nu var det dog kun 24 mand i Aabenraa, der var rige nok til at kunne vælges.
Byens tre vigtigste personer
I Aabenraa var der tre ledende personer. Borgmester Bendix Schow, provst Peter Paulsen og fysikus (embedslæge) A.W. Neuber. De var tre velstuderede folk. Show var en forsigtig person, mest indstillet på de praktiske reformer. Og som yngre borgmester havde han været en ypperlig forhandler i forhold til besættelsens tropper.
Kirkegården blev flyttet
Han iværksatte planerne om en nord-sydgående gade gennem byen helt ud til landevejen. Men den var nu først færdig, da han havde overladt tøjlerne til sin søn. Han fik næsten alle gader brolagt. Sammen med provsten fik han kirkegården ved Nikolai opgravet. En ny blev oprettet ved Kirkegårdsalle, som man senere omdøbte til Forstalle. Man sagde om den gamle, at det var en ren svinesti.
Provsten så mange drukkenbolde blandt de fattige
Provsten så mere døgenigte og fordrukne mænd blandt dem, der søgte fattighjælp. Brændevinen var den fattige mands trøst. Den ægte trøst var at finde i kirken under provstens prædikestol og sin skæbne måtte man bære i gudvelbehagelig ydmyghed.
Fysikus Neuber var lidt af en fantast
Fysikus Neuber var noget af en fantast, en god portion habil digter, en iderig projektmager af høj intelligens. Det var Gud den almægtige, der rådede over fattigdom og rigdom. Den gode Neuber blev afsat som fysikus, fordi han lod sig bestikke. Ved sæsonen kunne man hos ham betale sig fra at blive soldat.
Alle tre var tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse
Alle tre omtalte personer juristen, teologen og medicineren var medlemmer af ”Schleswig Holsteinische Patriotische Gesellschaft.
En omvendt auktion
Man dyrkede de borgerlige dyder. Langt op i tiden holdtes der også i Aabenraa licitation over forældreløse drenge -en slags omvendt auktion:
Frederikslyst holdt kun i seks år
Frederikslyst holdt kun i seks år. Men den 10.marts 1826 var det slut. Allerede dengang gik man ind for genbrug. En del fra det nedbrudte Frederikslyst blev brugt i Rådhuset.
Jo det var Neuberts værk. Han fik rest sin bade- plads på Lindsakke. Byen var som sådan ikke fattige, selv om der var mange fattige- flere end der var arbejde til. Men det var nu ikke dem, Neuber henvendte sig til.
Han ville lokke industriens første matadorer indenbys og udenbys, indenlands og udenlands. De blev tilbudt et elegant selskabshus i kanten af en skov og ved en åben strand. Han mente selv, at det var en europæisk sensation.
Badning var ved at blive mode. Allerede da han kun havde været i byen i to år, da han rejste de første to badehuse i yderste ende af havnen. Det var i 1813. Der kom flere badehuse til i 1818. Og så i 1820 rejstes Frederikslyst.
Et vældigt selskabshus
Det var et vældigt selskabshus med balsal og musikrum. Der var skønne møblerede mindre rum til kortspil og andet tidsfordriv. Salen gik op gennem to etager. Der var engelsk have foran huset ned mod fjorden og opad mod Jørgensgård Skov.
Der var fristende, romantiske spadserestier. Her skulle rige og dygtige mødes og hvile ud til nye ideer og ny fortjeneste. Her skulle de i lukkede kabiner bade i koldt eller varmt vand, eventuelt tage svovlbade.
På kareter i den romantiske egn
Her skulle de i kareter køre på tur i den romantiske egn, sejle på fjordens blånende vand, gå på jagt. Her skulle ved bålfester og omkring punchebollen de unge frøkener præsenteres på ægteskabsmarkedet. Fint skulle det være, og det var det. Men det endte skidt. Kongen og prominente borgere i byen havde investeret i projektet.
Provsten havde hvis ikke. Men det hed sig, at han fik mindre ind i fattigskat.
Kartoffelhaver kunne være et værdifuldt bidrag
Den 18. juni 1822 blev der fremsendt en skrivelse fra statholder i hertugdømmerne, generalfeltmarskal landgrev Carl zu Hessen. Denne skrivelse var fulgt af en håndfuld bilag. Det handlede om at indrette ”Armegärten” – familiehaver til værdigt trængende familier.
Her var især tænkt på kartoffelavl, der netop bredte sig i disse tider, fordi man mente, at kartoflen giver rigt udbytte selv på dårlig jord. Kartoffelhaver kunne være et værdifuldt bidrag til mindrebemidledes føde vinteren igennem.
Det kunne begrænse fatters lyst til krogang
Man mente også at det var sundt at arbejde i frisk luft. Det var sundhedsbefordrende og skabte en vis stabilitet i de fattige familiers økonomi og begrænsede sikkert fatters lyst til ”krogang”.
Men i behandlingen af sagen i magistraten skete absolut intet selv om landkommissær justitsråd Otte besøger magistraten og drøfter sagen med dem. Men der skete stadig intet.
I andre byer var man for længst gået i gang. Det var jo ikke en særlig bekostelig affære. Man var gået i gang bl.a. i Ærøskøbing og Haderslev, Husum og Egernförde. Man var åbenbart uinteresseret i Aabenraa.
100 familiefædre på fattiglisten
Det var da ellers fattige nok i byen. Der var over 100 familiefædre opnoteret på borgmesterens og provst Peter Paulsens lister over personer, der var værd at hjælpe. De 100 personer var derved gjort understøttelsesberettiget. Men de fik faktisk ikke mere end 15-16 rigsdaler årligt.
I perioder var der mere end 400 personer, der demonstrerede foran provstens bolig og foran borgmesterens hus i Slotsgade. Der var sultne børn imellem dem. Men ingen havde noget at give dem. Og på magistratens indstilling til haverne gjorde det ikke noget indtryk. Og det skete stadig intet.
Nu svarer Magistraten endelig
Men den 20. juni 1825 skrev statholderskabet på Gottorp en alvorlig rykker til ”den kongelige magistrat i Aabenraa”:
Nu er det en befaling ril embedsmændene, borgmesteren. Der var gået 3-4 år, uden så meget som et målebånd var udspændt eller en pæl slået i jorden til at fremme disse ”Armengärten”.
Men nu tager magistraten sig endelig sammen – sådan da – for den skriver in duplo en:
Det lyder jo godt, men der var ikke anvist nogen jord. Man skriver – det er nok Schow (borgmester) selv, at man på Gottorp jo nok ved, at Aabenraa by kun har såre lidt jordegods og at det man har, i al væsentligt er eng og sump, lidet egnet til havebrug.
Man har fundet et areal på Galgebakken
Fra Aabenraa søger man at krybe udenom og få omkostningerne kastet over på amtet. Man har fået afgørelsen udskudt. I 1828 lød det fra magistraten at man har fundet et areal på Galgebakken.
Man satte nu landmåler Dietrichsen i Løjt til at opmåle og udparcellere de tre tønder land. Men samtidig nedsætter magistraten en kommission af deputerede borgere til at tage jorden oppe på toppen i øjesyn.
Ikke i en tilstand, der gør erhvervelse tillokkende
De borgere, der tog jorden under opsyn, var de herrer, Jürgen Moritz, Habelien, Ahlmann, P. Davidsen. De erklærede samstemmigt, at de med landmålerens rids i hænde havde besigtiget arealet, hvorpå der stadig stod træer, som amtet skulle fælde og rydde og en vis planering –
Det ville koste byen ”en ikke ubetydelig sum”.
Se kloge borgermænd øjner samtidig en chance. For i et hjørne af arealet er der ”et lerbjerg”. Man savnede ler til behandling af teglsten.
Og nu vendte magistraten skuden! Man opgav alle indvendinger og den 19. marts 1829 bad den statholderskabet om at måtte opgive Galgebakke-kobler og i stedet anvende Hjelm – koblerne.
Det var tydeligt nok dem, justitsråd Otte i sin tid havde foretrukket.
Det tog 12 år at etablere Hjelmhaverne
De første fattige rykker ind den 1. maj 1831. Men man manglede stadig at færdiggøre veje og stier. I november 1833 afstår major og toldforvalter Hansen det areal, der blev til Hjelmhavernes 2. afdeling. Han havde haft det i forpagtning og siges at være glad for at slippe af med det.
Skytterne klagede åbenbart ikke. De fine borgere i lange skødefrakker med fadermordere og silkehalstørklæder havde nok ikke klaget over at skulle have de fattige og deres børn lige op ad skydebanen.
På rådhuset blev der talt tysk. I Hjelmhaverne blev der talt sønderjysk og det gør det stadigt. Det skulle gå 12 år før 79 nyttehaver var klar til de fattige i Aabenraa
Kilde:
På www.dengang.dk kan du finde 2.234 artikler
April 3, 2025
Da Tønder fik nødpengesedler
I to perioder havde Tønder nødpenge. Første gang var man meget tidligt på den. Anden gang var man meget sent på den. I Nordslesvig var der nødpenge allerede fra 1916 i anden periode. Også private trykkede nødpenge. Historiske motiver og nationale symboler. Den internationale Kommission forbød trykning af nødpenge. Brugt til spekulation. Nødpengesedler i 1812. Tønder havde nødpenge før forordning. Hvem var underskriverne? Hvordan blev Tønder styret? Tønder var sent på den – i 1920. 500.000 Mk. til nødpenge. Hvem bestod den lokale kommission af? Et udkast var færdig fem dage efter. Godkendt af den lokale kommission. Guldhorn og Roland-figur. Trykkerier i Hamborg og Kiel. En pengeseddel i to versioner. En konflikt med et af trykkerierne under opsejling. Overskuddet langt større, end hvad kommunen havde forestillet sig. Ingen national grænsekamp i motiverne fra Tønder. Motiverne på Tønder nødpengesedler. Hvem var Poulsen?
Mangel på mønter
Allerede i begyndelsen af Første Verdenskrig var der mangel på småpenge enkelte steder i Tyskland. Krigsudgifterne medførte et stigende offentligt forbrug og højere inflation, som fik mønternes metalværdi til at overstige den pålydende værdi. Det betød, at metallet blev mere værd end mønterne. Derfor begyndte folk at hamstre dem.
I 1914 og 1915 så de første lokale myndigheder sig nødsaget til erstatte mønterne med nødpengesedler, til trods for at det ikke var officielt hjemmel hertil. Mangel på småpenge bredte sig til hele Tyskland.
Allerede nødpenge fra 1916
I slutningen af 1916 var manglen på mønter blevet så kritisk i Slesvig, at man også her begyndte at trykke nødpenge. Normalt var et sådan, at institutionen kunne stille sikkerhed for det udstedte beløb – en betingelse, der dog sjældent blev overholdt.
Den 17. april 1917 sendte regeringspræsidenten i Slesvig-Holsten et brev til de kommunale forvaltninger, hvori han stiltiende accepterede udstedelse af nødpenge ”i rimeligt omfang”.
Også privatpersoner trykte nødpenge
Det var ikke kun kommunale forvaltninger i Slesvig, der udstedte nødpenge. Også banker, firmaer, erhvervsdrivende og sågar privatpersoner trykte nødpenge.
Nødpenge havde typisk en løbetid på en måned. Med tiden udviklede nødpenge til et samlerobjekt. Det kunne være en god forretning for udstederne at trykke dem. Det var ikke altid de blev indløst. Og så var samlerne parate til at give meget mere end sedlernes værdi.
Historiske motiver og nationale symboler
I stigende grad begyndte man at udsmykke med historiske motiver. I nogle kommuner lavede man ligefrem topografiske eller historiske serier.
Op til valget i 1920 fandt man på at udsmykke sedlerne med nationale illustrationer. Disse kunne enten være tysksindet, dansksindet eller neutrale – på samme seddel kunne optræde forskellige budskaber.
Den internationale Kommission forbød trykning af nødpenge
Fra den 10.januar til 16. juni 1920 administrerede Den Internationale Kommission hele Slesvig. De forbød med omgående virkning kommuner og kommunalforbund at udstede nye nødpengesedler.
Brugt til spekulation
De pengesedler der er udstedt i 1920 er i stor grad lavet med politiske motiver og en del er udelukkende lavet som spekulation. De blev produceret for at blive solgt til samlere og det er ganske få at disse, der blev brugt som betalingsmiddel.
Nødpengesedler i 1812
Allerede i 1812 var der nødpengesedler i Danmark. Regeringen skulle finansiere krigen. Metalpenge og skillemønt forsvandt ud af omsætningen. I 1803 havde regeringen oprettet en såkaldt ”Skatkammerfond”, der havde til formål at skaffe midler til veje for at betale de ekstraordinære krigsudgifter. Det blev tilvejebragt af ekstra skatter og afgifter. I de kommende 14 år kom der indtægter på over 15 millioner rigsdaler.
For at afhjælpe manglen på skillemønt bemyndigede det slesvig-holstenske kancelli den 1. december 1812 magistraterne i de slesvig-holstenske byer til at udgive deres egne papirpenge pålydende 5 og 10 skilling kurant. Mange byer benyttede sig af denne bemyndigelse.
Tønder havde nødpenge inden forordningen
Tønder by havde allerede før denne forordning det sig nødsaget til at udstede sine første nødpenge lydende på 4 og 12 skilling. De var nummeret og forsynet med 4 underskrifter. De kunne omveksles ved by-kassen med et ”auf dem Shatzkammerabtragsfond” udstedt ”Repræsentativ”.
Hvem var de fire underskrivere?
De fire, der underskrev sedlerne er:
Hvordan blev Tønder styret?
Byen blev dengang styret af:
Tønder var sent på den
Det skulle gå godt og vel 100 år, da der atter var krisetid. Verdenskrigene 1914 – 18 forårsagede atter engang mangel på småmønter. Metalpengene forsvandt. Allerede i de første dage af 1914 fremkom de første nødpenge i Broager.
Tønder var temmelig sent med. Dette resulterede i, at byen kom til at ligge inde med en stor restbeholdning, som den ikke nåede at få udgivet men måtte afhænde på en anden måde. Her kan man hvis tale om et spekulationsmoment.
500.000 Mk. til nødpenge
Den 6. februar 1920 besluttede Tønder By-kollegium at bevillige 500.000 Mk. til udgivelse af nødpenge og at fremskaffe disse ved lån (Kriegsanleihe). Nogen udtrykkelig lovhjemmel havde man ganske vist ikke.
Hvem bestod den lokale kommission af?
Der blev nedsat en kommission, bestående af
Disse personer skulle udføre beslutningen.
Et udkast færdig 5 dage efter
Allerede 5 dage efter den 11. februar 1920 blev et udkast fremlagt af stadsarkitekt L. Thaysen.
Godkendt af Den internationale Kommission
Der blev handlet hurtigt for allerede den 7. februar havde magistraten udstyret bankdirektør Rossen med fuldmagt til på byens vegne at forhandle med Den internationale Kommission angående udgivelse af pengesedler med historiske motiver. Kommissionen gav samme dag sin tilslutning:
Guldhorn og Roland – figur
Fra Thaulow-museet i Kiel i Kiel fik man et fotografi af Roland-figuren. Dette vender vi tilbage til.
Den ene af guldhornene blev fundet af en pige i 1639. Guldhornene blev gjort kendte via Adam Oehlenschlägers digt. Sådan en nødpengeseddel blev også fremstillet. Det var kunstneren Harald Slott – Møller, der på det tidspunkt opholdt sig i Flensborg, der telegrafisk gav tilladelse til at anvende sit motiv på en pengeseddel.
Et trykkeri i Hamborg
Firmaet H.O. Persiehl, Hamborg fik til opgave at fremstille prøvetryk af sedlerne – 10 Mk – 5 Mk og 20 Pf. – sedler. Nævnte trykkeri havde fået til opgave at trykke:
Disse blev fremstillet i flerfarvet stentryk på vandmærkepapir. En del af sedlerne skulle være færdige til den 14. marts 1920 nemlig afstemningsdagen i 2. zone.
Et trykkeri i Kiel
Et andet firma L. Handorff, Kiel fik til opgave at fremstille prøvetryk af 1 Mk. – sedlerne (100.000 stk.) og af 50 Pf. – sedlerne (200.000). Også disse skulle være klar 14. marts 1920.
En pengeseddel i to versioner
Persiehl, Hamborg skulle ligeledes fremstille 25 Pf. – sedler. Ved prøvetrykket anmodede magistraten om at ordet ”Tonder” blev ændret til ”Tønder”, og at der i den danske tekst blev tilføjet bindestreg mellem ”her” og ”værende”.
Trykkeriet meddelte dog, at bindestregen kun kunne ændres på en del af oplaget, idet de første allerede var færdige. Der findes således to udgaver af denne seddel. Dem med bindestregen er de mest sjældne – måske har du sådan et eksemplar.
En konflikt med et af trykkerierne under opsejling
Ikke alle pengesedler blev klar til tiden. Magistraten blev pludselig bange for, at de ikke kunne komme af med alle sedler. Trykkeriet i Kiel meddelte, at de ikke kunne forstå den telefoniske besked fra Tønder. Og Magistraten reagerer ikke på beskeden. Trykkeriet sender nu anmodning om et tilgodehavende gennem en advokat.
Den 18.maj 1920 forbyder Den internationale Kommission al videre udgivelse af nødpengesedler. Overtrædelser af dette forbud kunne føre til ret store bøder.
Overskuddet langt større end hvad kommunen havde forestillet sig
Tønder Kommune udgav den 1. juli 1920 en rapport om de udgivne pengesedler. Man regnede med et overskud på 20.000 Mk. Det skulle dog senere vise sig at blive langt større.
Man solgte restoplaget med et pålydende af 193.000 Mk. til firmaet Walter Lipsky i Hamborg for 51.000 Mk.
Ingen nationalpolitisk grænsekamp på sedlerne i Tønder
I Tønder deltog man ikke i den nationalpolitiske grænsekamp mellem disse sedler. Motiverne genspejler ret historiske motiver og er med til at genopfriske byens udvikling gennem århundreder. Men lad os dog kikke på motivere.
Motiverne på Tønder – sedlerne
20 Pf. – sedler:
På forsiden det slesvigske våben med de to løver. På bagsiden et interiør fra ”Den Hvide Svane”. Omkring 1900 var der 70-80 beværtninger i byen -en for 49. indbygger. Kort efter 1920 endte ”Den Hvide Svane” sin tilværelse som beværtning. I 1932 blev ejendommen revet ned.
På samme side står de velkendte ord:
Den mand der sidder i krostuen med en punch foran sig, er arkitekt Thaysens bror.
25 Pf. – sedler:
Denne har vi allerede omtalt. Det er den med pigen, Kirstine Svensdatter fra Østerby, der i 1639 fandt det første Guldhorn.
50 Pf. – sedler:
På forsiden ser vi Tønders byvåben, et sejlskib. Tønder er som bekendt anlagt som havneby. Gennem århundreder har der været en betydelig trafik her på havnen. Lige som Lybæk blev mode-by for det holstenske Kiel, således blev den også mode-by for den slesvigske by Tønder.
Det var hertug Abel, der i 1243 sendte den lybske købstadsret til Tønder og lod den være gældende her. Sejlskibet i byens våben er ligeledes et lån fra Lybæk. Allerede dengang var byen en brik i det politiske spil mellem dansk og tysk.
På bagsiden af sedlen ser vi græssende heste, et typisk vestslesvigsk landskab på grænsen mellem marsken og gesten.
1 Mk. – sedler
På forsiden en hingst og på bagsiden billede af et kvægmarked. Fra gammel tid blev der afholdt både kvæg- og hestemarkeder i Tønder. Det var til at begynde med to store markeder den 4. august og den 4. september. Senere kom der andre markeder til. Tønder – købmændene havde vundet den ledende stilling i stude – og hestehandel. Af de ældgamle veje kom studedrivere fra alle Jyllands egne til markederne i Tønder. Det var derfor naturligt at opkøberne sad i denne by. Hvert borgerhus havde ringe i muren eller gitterstænger, hvor kreaturerne kunne bindes. Hvert andet hus havde koncession til beværtning på markedsdage.
5 Mk. – sedler
På forsiden ser vi en kniplerske ved kniplearbejde i en gammel stue. Igennem et par århundreder var kniplingsindustrien hovedkilden til mange Tønder – købmænds velstand. De første efterretninger herom får vi omkring år 1600. Flandern menes at være moderlandet for Tønderkniplingerne. I 1790 skal der have været beskæftiget over 16.000 piger med knipling i Nordslesvig. Højdepunktet nåede man omkring år 1800. Vi har på vores side efterhånden 6 artikler om dette emne.
Bagsiden viser det kendte motiv med lindetræer på torvet. Til venstre ser vi rådhuset og til højre det statelige gavlhus, der sal være bygget i 1517 af den katolske præst Severin. Det menes at bygningen har været anvendt af det til kirken hørende kalender – broderskab, altså et gildehus.
10 Mk. – sedler
Hovedmotivet på forsiden er den i 1872 nedrevne Østerport. Den har ligget ved indgangen til anlægget. Oprindelig var porten et hus, der gik tværs over gaden. Men den blev ødelagt ved branden i 1725. Den blev erstattet af en muret ”triumfbue”. Overliggeren fra denne gamle port er indmuret i hallen i museet. Bag ved byporten skimtes Helligåndshospitalet.
Bagsiden viser en statue, der af tegneren fejlagtig bliver betegnet som en Roland-statue. Indtil omkring 1920 mente man, at denne figur, der i mange år havde ligget på rådhusets loft forestillede denne oldfranske helteskikkelse, der blev symbolet på mod og manddom.
Men figuren er ”Æ Kagmand”. På det lille torv stod i gamle dage den murede ”kag”, hvor de gamle syndere blev kagstrøgne, inden de blev forvist fra byen. Da ”kagen” i 1699 blev ombygget, blev den prydet med denne figur, et træbillede af en profos. Det er altså et symbol på retfærdigheden, således som tegneren siger det på pengesedlen.
En anden historie på står at tyskerne ”lånte” figuren og leverede den tilbage. Originalen står nu på museet. Den figur, der står på Lille Torv er en kopi. Læs artiklen på vores side.
Hvem var Paulsen?
Alle sedler bærer datoen for afstemningen i 1. zone – nemlig den 10. februar 1920. De er underskrevet med navnet ”Paulsen”. Og hvem var det?
Se hen mod slutningen af Første Verdenskrig (1917) måtte den daværende borgmester på grund af forskellige konflikter med land-råden nedlægge sit embede. Byen stod altså uden borgmester, da de kaotiske tilstande satte ind med november-revolutionen 1918.
Byens viceborgmester, rådmand Johs. Paulsen, måtte klare ledelsen, og det gik godt. Da Arbejderrådet i november 1918 forlangte, at der skulle hænges en rød fane ud fra rådhuset, ofrede Paulsen resolut sin kones røde underskørt til dette formål.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 29, 2025
Da Solvig gik konkurs
En herredag på Koldinghus. Anna ville ikke have sønnen fra Trøjborg. En undskyldning og 3000 mark i bøde. Erik Lange hjemførte hende som brud. Sønnen (Erik Lange) interesserede sig for alkymi. Det var dyrt. Så dyrt at han efter fire år måtte afhænde Solvig. Forlovet med Sofie Brahe i 12 år. Han blev fuldstændig uden ejendom. Endelig gift. Var Sofie sælger-kone i Prag? Ikke mange spor tilbage på Solvig.
En herredag på Koldinghus
Så besøger vi atter engang Solvig. Men vi starter på Koldinghus i 1547. Her blev afholdt en herredag. Og til stede var Christian den Tredje, dronning Dorothea, prins Frederik samt flere af Rigsrådets medlemmer.
Anna ville ikke have sønnen fra Trøjborg
En af de ting, der blev diskuteret og som var til domsafsigelse var en familietvist mellem to sønderjyske adelsmænd Wulf Pogwisch på Trøjborg og Mads Gjordsen på Solvig.
Sagen var den, at datteren Anna på Solvig nægtede at indgå ægteskab med sønnen på Trøjborg, som hun havde været trolovet med siden sit syvende år.
En undskyldning og 3.000 mark i bøde
Der var stor misfornøjelse inden for familien på Trøjborg, men den egensindige jomfru var ikke til at bøje. Så måtte retten tage affære. Dommen kom til at lyde på, at Mads Gjordsen måtte bede Pogwisch om tilgivelse, men desuden betale ham 3.000 mark for ”løftebrud”.
Erik Lange hjemførte hende som brud
Jomfruen havde fattet kærlighed til den unge adelsmand Axel Banner. Men skæbnen var ude efter hende. Inden hun kom til at opleve den lykke at træde brudedansen med den udkårne, afgik han ved døden.
Men som enearving til Solvig, et godsområde på 75 gårde, havde hun næppe haft mangel på bejlere. Hun nåede da også at blive gift to gange.
Det blev Erik Lange, der først hjemførte hende som brud til det anseelige herresæde Engelsholm ved Vejle. Det var deres søn – han hed ligesom faderen Erik Lange – der på en så sørgelig måde skulle komme til at indskrive sit navn i adelstandens historie.
Sønnen (Erik Lange) interesserede sig for alkymi
Han fødtes i en tid, da man troede at man kunne frembringe det vidunderstof, der kunne forvandle det vidunderstof, hvormed man ville være i stand til at forvandle uædle metaller til guld. Han blev efterhånden grebet af alkymisternes iver for denne passion.
Under sit studieophold ved flere af Europas berømte universiteter bl.a. i Paris og Wittenberg har han sikkert haft lejlighed til et blik i disse laboratorier, hvor kemikere, fysikere og andre videnskabsmænd var optaget af guldmageriet. Den mystik, der lå over sådan et værksted har sikkert draget den unge mand.
Her stod krukker og kolber, morter og monstre, dåser og potter med allehånde salver, pulver og tinkturer. Her lå jod, erts, salt, svovl og mange slags præparater. På bordet var anbragt skrifter med hemmelighedsfulde tegn, og på gulvet stod smelteovne, vægtstænger og andre ejendommelige apparater. Og disse ting kunne nok tiltrække opmærksomheden.
Det var store summer, der ofredes på alteret til denne videnskab. Da Erik Lange kort efter faderens død i 1572 vendte tilbage til sit hjemland, har han kastet sig over guldmagerkunsten.
Fire år efter måtte han afhænde Solvig
Han var arvtager til to store godser og havde således midler til rådighed. Men kun fire år efter, at han havde overtaget Solvig, havde hans lidenskabelige sysler bragte hans formueomstændigheder i en sådan forfatning, at han måtte skille sig af med mødrehjemmet.
Det var kongen, som erhvervede det for 58.000 daler. Erik Lange fik dog samtidig lens-ret over Bygholm len ved Horsens mod en afgift af 2.200 daler. Men her viste han sådan en forsømmelighed, at kongen måtte inddrage lenet.
Forlovet med Sofie Brahe i 12 år
Han fik lejlighed til at stifte bekendtskab med Tyge Brahes søster, Sofie, der var enke efter den rige adelsmand Otto Thott til Eriksholm. Der kom til en forlovelse, der varede i 12 år.
Erik Lange foretog stadig mange rejser. Efter en del år mente han endelig at have fundet kunsten. Han tilbød den til kongen, men tilbuddet gav kun anledning til spot.
Han blev fuldstændig uden ejendom
Det fortælles, at han efter et halvt års ophold på et værtshus i Hamborg drog bort uden at betale regningen. Regningen måtte sendes til familien. Han viste sig sjældent derhjemme. Det var sikkert af frygt for kreditorerne. Han stod i gæld til adskillige adelsmænd.
Hans andel i den fædrene gård, Engelsholm havde svogeren Knud Brahe overtaget. Med det omtalte tab af Bygholm len, var han nu fuldstændig jord-løs.
Endelig gift
Erik Lange mødtes med sin forlovede Sofie Brahe i Eckernförde. Her tog de den endelige beslutning om at gifte sig. Det vides ikke noget om, hvordan deres ægteskabelige samliv kom til at forme sig. Men deres økonomiske forhold var absolut triste.
Der foreligger ingen oplysninger om, hvornår Erik Lange døde. Det vides at han var i live i 1613.
Var hun sælger-kone i Prag?
Om Sofie Brahe hedder det, at hun tog plads som sælgerkone på torvet i Prag. En dag mens hun stod der, kom en rejsende herre forbi. Han standsede og betragtede hende nøje. Så opdagede han at det var hans mor, han stod overfor. Den unge mand var Tage Thott, hendes søn fra første ægteskab. Denne historie baserer sig kun på et sagn.
Sofie Brahe døde i 1643 i en alder af 87 år.
For Erik Lange var livet en tragedie. Han satte sine to godser, Engelsholm og Solvig over styr i kampen efter guld.
Ikke mange spor tilbage på Solvig
Det Solvig, som han engang ejede (1579-83), men hvor han næppe opholdt sig, er for længst sløjfet. Kun nogle egetræsplanker i engedragene vest for den nuværende gård vidner om dens beliggenhed. Måske bærer nogle sten i den gamle lade-bygning årstallet 1585.
Den gamle borgs historie kan føres tilbage til Valdemar Atterdags tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: