Artikler
Oktober 19, 2024
80 danske familier i Tønder
Det første hus med centralvarme. Farligt at bade i Vidåen. I 1912 var der kun 80 dansksindede familier i Tønder. Hvor var danskerne? spurgte den tyske landråd. Et mærkeligt blandingssprog. Også i byrådet talte man blandingssprog. Hvem taler tysk derhjemme? Alexandrine-skolen. Undervisning i fremmedsprog var mangelfuld. En ny forstanderinde. Af politiske grunde. Seminaristerne tiltrak de unge piger. Plakater overalt i Tønder. Dansksindede blev arresteret. De skulle selv sørge for hjemrejsen. Landrat Rogge sørgede for at danskerne atter blev arresteret. Avisen jublede hver gang, der var en tysk sejr. Danskerpak. Rationering i Tønder. Fjendtligheder tiltog. Kongen ønskede at hilse på fangerne fra 1914. Statsskolen starter. Egebjerg Jensen lærte sønderjysk. 15 var skrumpet ind til 6.
Det første hus med centralvarme
Dette er historien om at være dansksindet i Tønder i begyndelsen af 1900-tallet og så frem til lige efter 1920.
I Østergade var en dansksindet familie flyttet ind. Naboerne havde pyntet gadedøren med grønt og ”Herzlich Wilkommen”.
Omkring 1912 begyndte man i Tønder at få gas i stedet for petroleum og eget lokum lige uden for soveværelset. Det var også det år, hvor det første hus i byen fik centralvarme.
Farligt at bade i Vidåen
Dengang løb der en klar bæk fra Vidåen mod nord. Det var rent klart vand. Den måtte børn gerne bade i. Det var helt ufarligt. Man blev advaret mod at bade i Vidåen. Således faldt en tre årig i åen, men to ti – årige greb resolut ind og redede den lille.
I 1912 var der kun 80 danske stemmer
I 1912 var der også Landdagsvalg. Og i Tønder var der 80 danske stemmer. Tønder Læseforening blev stiftet. Dette indebar en vis risiko. Man var derfor neutral og helt upolitisk. I en bagbygning til Tønder Landmandsbank blev der på 56 m2 indrettet et bibliotek, læseværelse og mødesal.
Det var lykkedes at erhverve en del bøger samt frieksemplarer af nogle danske dagblade. Man måtte gå yderst forsigtig til værks af foreningens ledelse. Dansksindede tjenestemænd turde ikke at komme her. Af og til dukkede gendarmen op for at høre, hvad der blev læst op og om der blev sunget forbudte sange i ”Den Blå”.
Hvor er danskerne?
Tyskerne var forbavset over de mange danske stemmer. Amtmanden, Landrat Rogge, sagde ved et møde:
Et mærkeligt blandingssprog
Mange dansksindede havde sendt deres børn i tysk skole. Det kunne være hårdt, hvis man slet ikke var vant til at tale tysk. Børnene lærte her at tale korrekt tysk. Indbyrdes talte børnene ikke så pænt tysk:
I bogen ”En By ved Grænsen” af Kaare Svalastoga gives også nogle eksempler på det specielle sprog, der udviklede sig dengang:
Og hvis man var blevet kæreste med en:
Også i byrådet talte man blandingssprog
Fra byrådet kan man også finde godbidder fra dengang:
Hvem taler tysk derhjemme?
En gang om året skulle der laves statistik om elevernes hjemmesprog. Så kom den usympatiske Frl. Grundmann, datter af byens stationsforstander ind i klassen og spurgte:
Så rejste alle sig, undtagen de dansksindede.
Og man måtte sandelig ikke tale dansk i skolegården. Skulle dansksindede søskende snakke sammen så måtte de ikke foregå på dansk.
Regnelærerinden havde indført et meget u-pædagogisk system, hvor hun flyttede eleverne rundt efter præstationer.
Alexandrine-skolen
Der var blevet bygget en ny fin skole i Nørregade, hvor ”Die höhere Mädchenschule” rykkede ind i 1915. Det var en ti-klasset skole, nogenlunde svarede til en dansk realskole, dog uden eksamen. Man fik dog et afgangsbevis.
Skolens protektrice var den tyske kronprinsesse Cecilie (søster til Christian den Tiendes dronning, Alexandrine). Skolen fik navn efter hendes lille datter:
Hendes portræt hang i alle klasseværelser med et prangende foto af Wilhelm den Anden til hest. Her var også et foto af den barske general Hindenburg.
I et skab stod forskellige bøtter – en til bøder, en til afredt hår til erstatning for tvist til kanonerne og en til stanniol også til kanonerne.
Og egentlig skulle tøndringerne også aflevere kobberting, men mange skubbede deres kobberting ind under gulvet, så gendarmen ikke kunne finde det, hvis han kom på besøg.
Undervisning i fremmedsprog var mangelfuld
Lærerinderne var alle seminarieuddannede. To søstre ”Grosse Knüppel” og ”Kleine Knüppel”! Underviste i engelsk og fransk. De havde tilbragt nogle få måneder i de pågældende lande og de bibragte eleverne en gyselig udtale. Der var allerede fransk i 5. klasse og engelsk i 7. klasse.
En ny forstanderinde
Der kom en ny forstanderinde, Frau Major von Fahland. Hun var krigsenke og majorens sabler var hængt op på kryds på sin væg. Hun var altid klædt i sort. Eleverne syntes at hun var ”en fin dame”. Hun var fra Pommern og havde måske ikke de hjemmetyske lærerinders snæversyn.
Af politiske grunde
Der var desværre også eksempler på, at børn, der havde været de bedste kammerater ikke måtte være det mere. Det var upassende at tysksindede kom sammen med dansksindede. Børnene havde fået forbud fra deres forældre. Man kaldte det
Seminaristerne tiltrak de unge piger
De unge seminarieelever prægede byen. Det betød et stærkt indslag i bybilledet. De boede rundt omkring hos de tyske småborgere. For den tyske kvindelige ungdom betød de meget. Mange piger blev forlovet med en vordende lærer – et pænt parti.
Pigerne gik hele strøget igennem – ”bummeln gehen”. Det samme gjorde seminaristerne. Når han så passerede sin ”flamme” tog han huen af og så én dybt i øjnene – ikke et ord blev vekslet.
Det kunne så være at man så mødtes ved Bachmanns mølle og vandrede af diget mod vest. Stien på diget var pløret. Når pigen så kom hjem med plørede støvler, så var det med at få disse rengjort, inden mor så det.
Plakater overalt i Tønder
Efter mordet i Sarajevo 28. juni 1914 trak tunge skyer over Europa. Den 2. august mobiliserede Tyskland. Krigen var en kendsgerning. Overalt i Tønder var der plakater med besked om mødested for de indkaldte soldater. Kirkeklokkernes uafbrudte ringen.
I Tønder spekulerede man på om tyskerne nu ville knuse de dansksindedes vinduer. I nogle indkørsler og på nogle facader til dansksindede så man malet i de tyske farver – Schwartz – Rot – Gold.
Dansksindede blev arresteret
Natten mellem den 2. og 3. august blev en masse dansksindede i Tønder arresteret. Det var byens eneste betjent eller gendarm, Bergmann, der stod for dette:
Officielt blev anholdelserne begrundet med en mistanke om spionage. Fangerne blev ført til fængslet, nogle små, mørke, uhumske celler i det gamle porthus. Disse celler blev for det meste brugt som detention eller natlogi for ”bosser” (vagabonder).
De skulle selv betale hjemrejsen
Fangerne skulle føres til fæstningen Magdeburg (statsfængsel). De blev i samlet flok ført ad hovedgaden til stationen. De tysksindede borgere i Tønder fremkom med trusler og hånlige bemærkninger.
Det svirrede med rygter om, at de var blevet skudt. Men de nåede kun til Altona statsfængsel, hvor de på behørig vis blev fotograferet. Da ingen havde noget at tilstå blev de alle løsladt og kunne tage hjem – for egen regning.
Landrat sørgede for at de igen blev arresteret
Det var den tyske Landrat Rogge aldeles ikke tilfreds med. En uge efter kom gendarm Bergmann igen.
De tyske myndigheder var blevet klogere. Denne gang ville man ikke sende dem syd på, hvor myndigheder ikke havde forståelse for den politiske situation i Tønder. Denne gang blev de interneret i Flensborg og Sønderborg, hvor de sad i cirka 6 uger. De led dog ingen nød. På egen regning kunne de supplere fangekosten.
Da de blev løsladt, blev de stillet op i en stribe foran amtshuset. Landrat Rogge holdt en dundrende tale for dem. Hvis de på nogen måde beskæftigede sig med politik, ville de smidt i fængsel igen. Så fik de lov til at gå hjem.
Avisen jublede hver gang, der var en ny tysk sejr
Den tyske hær faldt ind i det neutrale Belgien og drog sejrrigt gennem Belgien og Nordfrankrig – den ene by efter den anden faldt. Hver gang der meldtes om en ny sejr, fløjtede sirenerne på ”Tondernsche Zeitung”. Og så sendtes der flyveblade ud.
På Alexandrine-skolen standsede undervisningen, eleverne samledes i festsalen, forstanderinden holdt en flammende tale. Der blev sunget ”Deutschland, Deutschland über alles”.
Danskerpak
Når de dansksindede bevægede sig rundt i Tønder kunne de risikere at de tysksindede råbte efter dem:
Rationering i Tønder
Hurtigt efter krigsudbruddet ændredes dagligdagen. Der kom rationering og den strammedes fra måned til måned.
I Tønder var der dengang en officiel opråber, der fik rundt i byen med trommer og forkyndte, hvad man kunne få og hvor. Det kunne lyde sådan:
Det var forbudt at sende madvarer fra amt til amt. Og i togene blev der gennemført razziaer. Det skete at man måtte aflevere de dyre sager.
Fjendtlighederne tiltog
Efter Tysklands sammenbrud blev tilværelsen for de dansksindede på Alexandrine-skolen utålelig. Det blev diskuteret, hvor grænsen kom til at ligge. Man diskuterede om grænsen kom til at ligge nord eller syd for.
I de sidste måneder før indlemmelsen blev forholdet mellem dansk og tysk til direkte fjendtlighed. Man gik rundt med – enten rød/hvid roset i knaphullet eller schwartz-weiss-rot. På afstemningsdagen den 10. februar 1920 var det et forfærdeligt vejr.
Om aftenen var der fest for de dansksindede i Tonhalle. I Tønder var det 75 % tyske og 25 % danske stemmer. Det var et ret dramatiske møde. Mange tyskere prøvede at forstyrre mødet ved at synge den forhadte slagsang:
Og den tyske nationalsang.
De dansksindede svarede igen med at synge ”I alle de riger og land. Men til sidst måtte man tilkalde de engelske soldater for at skabe ro.
Kongen ønskede at hilse på fangerne fra 1914
Den 5. maj kom de første danske soldater ”Sønderjysk Kommando”. De var specielt udpeget til opgaven. Den 9. maj ankom der en deling dragoner. Først den 5. juli blev traktaten om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark underskrevet. Og den 10. juli red Christian den Tiende over grænsen.
Kongen modtages af byens tyske borgmester, købmand Olufsen. Han holdt en kort velkomsttale på dansk og lovede fuld loyalitet over for Danmark. Kongen lod ellers vente på sig. Han haltede stærkt, da han steg ud af bilen efter at han blev kastet af hesten ved grænsen.
Kongen ønskede at hilse på dem, der var blevet fængslet i 1914 – mistænkt for spionage. De stod samme sted, hvor Landrat Rogge holdt sin barske tale.
Tyskerne holdt sig ellers på behørig afstand fra torvet. Til gengæld stod de bag gardinerne, da kongen kørte gennem byen. Ved et åbent vindue stod en tysker i stram fjendtlig stilling med armene over kors. Kongen fik øje på ham og saluterede med et venligt smil. der fik tyskeren til at bukke dybt.
Statsskolen starter
Den 25. august 1920 startede Statsskolen. Rektor A.J. West holdt hovedtalen. Man startede med 15 elever i 1G og måske var det kun 2 af dem, der kunne skrive korrekt dansk. Dengang var der ikke nogen adgangsbegrænsning.
Egebjerg Jensen lærte sønderjysk
Lærer Andreas Egebjerg Jensen havde påtaget sig den vanskelige opgave at lære eleverne dansk. Han vandt stor respekt ved at lære sønderjysk. Han skrev om sine første år på skolen i et jubilæumsskrift:
Egebjerg deltog ivrigt i foreningslivet, iscenesatte dilettantkomedier i ungdomsforeningen og var med til fester og baller.
15 var skrumpet ind til 6
Da 1G sluttede var de 15 skrumpet ind til 6. Der blev oprettet en realklasse, der optog nogle af de 15, andres søgte andet steds hen – måske til de tyske skoler. De dansksindede på Statsskolen kunne dengang aldrig finde på at tale rigsdansk til hinanden – det var ganske utænkeligt.
Dette var igen et øjebliksbillede af Tønder – dengang. Du kan læse mere på vores side. Se liste længere ned
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 17, 2024
Da Grænsegendarmerne blev taget
Var de en militær trussel? Præventiv trussel. To forseglede breve. Dansk kaptajn hjalp tyskerne. Også kaptajn Madsen beroligede sine kollegaer. De lokale gendarmer sendt ud efter deres kollegaer. 292 gendarmer interneret i Frøslevlejren. Tyskerne brød deres aftaler. Det forekom himmelråbende naivt. En masse betjente sendt syd på. Ikke konsekvent at alle over 55 år blev løsladt. Rødt eller blåt mærke – efter forhør. Fårene skilt fra bukkende. Halvdelen af grænsegendarmerne sendt syd på. Fra Frøslevlejren til tankgrave. 37 gendarmer løsladt. 141 gendarmer sendt sydpå til usikker fremtid. De uarbejdsdygtige skulle hurtigt ryddes af vejen. En tredobling af fangere i Neuengamme. De måtte gerne lade håret stå. Maden var en grønlig substans. Uhumsk halmsæk som madras. Når arbejdskolonnerne kom hjem. Der var stor forskel på Frøslevlejren og Neuengamme. To – tre mand i hver køje. Block 15 stank af usund afføring. Tankgrav skulle graves ved Elben. Ned ad bakke med gendarmers helbred. Alvorlige sygdomme støder til. Forbudt at prygle gendarmer. 46 gendarmer måtte ikke komme i ny lejr. 4 gendarmer til Bergen – Beltzen – man så dem aldrig mere. Den 27. december 1944 var 21 gendarmer døde. Jens Møller til Berlin for at tale gendarmernes sag. Socialministeriet sender kolonne ned efter gendarmer. Stor velkomst i Kruså. Stor tab af politibetjente og grænsegendarmer.
Var de en militær trussel?
Interneringen af Grænsegendarmeriet var en udløber af aktionen mod politiet. Men hvorfor skulle Grænsegendarmeriet også tages? De står ikke nævnt i de officielle tyske dokumenter fra 19. september.
Men der kom dog udtalelser fra tyskerne om at de udgav en militær trussel mod de tyske tropper i tilfælde af en engelsk invasion. Man henviste til Paludan Müller og Malling Jacobsens deltagelse i det illegale arbejde.
Præventiv forholdsregel
Antagelig har det også været en præventiv forholdsregel fremkaldt af den mistænksomhed over for korpset som Paludan – Müllers virksomhed havde foranlediget hos det tyske politi.
I foråret 1944 havde tyskerne fået kendskab til samarbejdet mellem politiet, Grænsegendarmeriet og de illegale militærgrupper. Det var den 26. maj hvor Paludan – Müller var blevet dræbt. I eftersommeren begyndte tyskerne igen at tro på invasionen.
To forseglede breve
Den 17. september modtog Kriminalrat Burfeind to forseglede breve fra København. De måtte først åbnes ved modtagelse af kodeordet ”Möwe”.
Ved åbningen viste de at indeholde to ordrer. Forst engang at afvæbne politiet i Kolding og syd for. Og ordre nummer to var at afvæbne og internere Græsegendarmerne. Personlig skulle Kriminalrat tage sig af Grænsegendarmerne. Den tyske kommandant på Søgård kasserne ville stille mandskab til rådighed.
Dansk kaptajn hjalp tyskerne
Ved ankomst til Søgård viste det sig, at den tyske kommandant allerede var blevet orienteret. Han havde sendt nogle af sine folk til Gråsten for sammen med Gestapo Aabenraa at afvæbne politiet der.
En del af tyskerne fra Kolding kørte nu til Sønderborg for ved hjælp af det lokale Gestapo at anholde gendarmerne øst for Gråsten. Burfeind begav sig selv med ledsager til korpskontoret.
Afvæbningen og anholdelserne af gendarmerne kom til at strække sig over to dage. Fra Kollund ringede kaptajn Ørsted Petersen til Kruså og beordrede personalet op i vognene sammen med deres våben og ammunition. Det lykkedes dog enkelte at forsvinde.
Også kaptajn Madsen beroligede sine kollegaer
Gendarmerne blev kørt til Frøslevlejren, mens Burfeind, Ørsted Petersen og deres ledsagere fortsatte til Tønder og distriktskontoret der. På tilbagevejen anholdtes gendarmerne i Højer og Siltoft. Kaptajn Madsen fra Sønderborg beroligede dem, der ringede fortalte, at korpset var ved at blive afvæbnet men ingen var endnu blevet anholdt. Dette var så ikke korrekt, fordi nogle gendarmer allerede befandt sig i Frøslevlejren.
På vej mod Frøslevlejren faldt den tyske chauffør i søvn og bilen bragede mod en ko. Tyskerne måtte have hjælp fra Falck i Tønder og nåede først Frøslevlejren kl. 3 om morgenen.
De lokale gendarmer blev sendt ud efter deres kollegaer
For gendarmerne kom det ikke som et chok at de skulle afvæbnes, men det gjorde det, da de efterhånden opdagede at de nu var blevet interneret. Og det var ikke kun for en kortere tid. Både tyskerne og deres danske foresatte havde godt nok fortalt, at det var kun i en kortere periode, at de var tilbageholdt. Denne opfattelse lå også til grund for at Ørsted Petersen deltog i Burfeinds afdeling.
Den 20. september tog tyskerne tilbage til Tønder. De lokale gendarmer blev sendt ud i omegnen for at hente deres kollegaer. På denne måde sparede tyskerne selv mandskab. Tyskerne truede med at straffe familie til de gendarmer, der stak af. De ville hente kone og børn, blev der sagt. Dette fik gendarmer til at melde sig til tysk politi.
291 gendarmer interneret i Frøslevlejren
Den 20. september 1944 var 291 af korpsets 337 medlemmer interneret i Frøslev. Inventar og biler tog tyskerne sig også af. Det var en relativ lille gruppe af tyske politifolk og soldater, der var blevet indsat.
I Frøslevlejren blev alt, hvad de havde i lommerne taget fra dem bortset fra pibe, tobak og tændstikker. Halvdelen måtte aflevere deres uniformer og fik i stedet udleveret sorte frakker og benklæder. Efterhånden slap tyskernes beholdning af gammelt tøj op.
Tyskerne brød deres aftaler
Få dage før gendarmerne var kommet til lejren havde tyskerne brudt alle aftaler og ladet 200 fanger deportere sydpå over grænsen til koncentrationslejre i Tyskland. Ingen kunne nu vide, hvornår det blev ens tur til en tur syd på.
Barak 10 og 11 måtte nu inddrages til nyankomne. Også brak 16 kvindebarakken måtte ryddes – de kvindelige fanger blev nu anbragt i barak 17. I brak 16 var der ingen senge. Her måtte man nøjes med en kippe halm.
For tæt på hegnet
I den første tid var gendarmerne overladt til sig selv i lejren. Dagen gik med at spille kort og strejfe rundt i lejren. Nogle af gendarmerne var kommet lidt for tæt til hegnet. Pludselig havde de fået øje på nogle pårørende, der havde vovet sig lidt for langt til hegnet. Dette blev for meget for de vagthavende tyskere. Maskingeværet skrattede – en vagtpost havde sendt nogle varselsskud hen imod skoven. Gendarmfamilierne forsvandt skyndsomst.
Det forekom himmelråbende naivt
En del havde stillet sig uforstående over for gendarmernes arrestation. At gendarmerne havde ladet sig anholde uden videre og kaptajn Ørsted Petersen ligefrem var kørt rundt med tyskerne, forekom himmelråbende naivt. Hertil bidrog utvivlsomt også rygterne om, at flere gendarmer havde meldt sig frivilligt ved lejrens port.
En masse betjente sendt syd på
Tidligt om morgenen den 25. september blev alle vækket af høje kommandoråb uden for barakkerne. I barak 16 vovede nogle gendarmer sig ud på gangen, hvorfra de hørte viskende stemmer. I det svage lys så de mænd i bare skjorter ved dørene til de andre stuer. En af dem mente at vide at nu sendte de politiet syd på.
Senere på dagen kom bekræftelsen. Af de internerede politifolk, der hovedsagelig stammede fra Odense, Århus og Aalborg blev 288 deporteret den morgen. Det gjorde dybt indtryk på gendarmerne. I dagene omkring den 25. september var der ellers blevet løsladt 9 medlemmer af korpset.
Ikke konsekvent at alle over 55 år blev løsladt
Den 22. september havde lejrledelsen meddelt at alle gendarmer over 55 år ville blive løsladt. Men beslutningen blev nu aldrig gennemført konsekvent. Fra den danske lejrledelse under kaptajn Digmann forlød det nu at gendarmerne skulle i arbejde.
Rødt eller blåt mærke – efter forhør
Søndag den 1. oktober kaldtes gendarmerne over til en SS- barak, hvor det forlød at man skulle til forhør. I barakken blev de stillet op i en række og derefter lukket ind en for en. Forhørslederen viste sig at være Burfeind. Danskeren Birkedal – Hansen optrådte som tolk.
Forhøret varede næppe mere end nogle minutter for hver enkelt. I de fleste drejede samtalen sig om hvorvidt de havde tysk familie, hvor gamle de var, soldatertjeneste og helbred. Til sidst blev der spurgt om de var medlem af Dansk Samfund eller andre foreninger af politisk art. Til sidst bemærkede flere, at der blev sat et rødt eller blåt mærke ved deres navn på en liste foran sig.
Efter afhøringerne var de blevet genet tilbage til barak 16. Her indfandt Burfeind sig senere sammen med en række SS – officerer. Gendarmerne blev stillet op i et geled og tyskerne skridtede fronten af. Nogle navne blev råbt op og indehaverne kaldt ind til Burfeind, der stillede dem forskellige spørgsmål.
Fårene skilt fra bukkene
Blandt gendarmerne var de fleste af den mening, at forhøret var ensbetydende med snarlig hjemsendelse og stemningen var god. Men ak afklaringen kom på sorteste vis om morgenen den 5. oktober.
Ved 4-tiden om morgenen blev gendarmerne vækket på en brutal måde med høje kommandoråb og larm. Søvndrukken gik de ud på gangen iført nattøj. Men med det samme fik de besked på at gå ind og tage ordentligt tøj på.
Da de lidt efter stod opstillet i geled kom en SS – mand over og råbte navne op. Efterhånden som dette skete skulle de pågældende træde frem og stille sig ved siden af geleddet. Måske var det den måde, at fårene skulle skilles fra bukkene?
Til sidst holdt tyskeren inde. Nu stod man over for hinanden. To lige store grupper med 140 mand i hver. Kaptajn Madsen fra Sønderborg var også en af dem, der var skilt fra. Det var nu klart, hvad de tyske overvejelser var resulteret i: Tysklandstransport for halvdelen af de internerede gendarmer.
Det tyske vagtpersonale optrådte med en usædvanlig voldsomhed og brutalitet. Den 19. og 25. september var der allerede blevet deporteret ca. 2.000 betjente.
Halvdelen af grænsegendarmerne sendt syd på
Det var nøjagtig halvdelen af grænsegendarmerne, der kom syd på. Hvorfor? Var det meningen, de slet ikke skulle afsted? Det var for det meste de ældre, der blev tilbage i Frøslev. Det kan man ikke rigtig sige. Nogen klar linje var det ikke tale om. Begge grupper indeholdt både ældre og yngre gendarmer.
Burfeind har sikkert fået ordre om at sortere halvdelen fra. Samme dag blev 9 gendarmer løsladt. Nu var der heller ikke mere tale om særbehandling af de gendarmer, der var tilbage i Frøslevlejren.
Fra Frøslevlejren til tankgrave
Efter at gendarmerne måtte af med uniformen frøs de alle og stærkt forkølede. Der var endnu ikke installeret kakkelovne i barakkerne. Ved toldforvalter Bahnsens hjælp opnåede gendarmerne at få uniformen tilbage hvis de blev farvet sorte.
I november måned sendtes et større hold fanger syd på for at grave tankgrave, deriblandt et stort antal gendarmer. Den 20. november blev Frøslevlejren angrebet et anfald af diarré. En overgang troede man at det var et tyfus-angreb. Men en undersøgelse viste dog at det var dårligt oksekød.
47 gendarmer løsladt
Gendarmerne håbede på løsladelse. Men ugerne gik. Og så pludselig mellem den 17. og 25. november blev 47 gendarmer løsladt.
Men der var dog ingen grund til optimisme. Den 21. december blev fangerne vækket i de tidlige morgentimer. Klokken 8 om morgenen afgik en ny transport med over 100 mand til Tyskland.
Men så den 23. december blev et halvt hundrede betjente løsladt og en enkelt gendarm.
141 gendarmer syd på til en usikker fremtid
Vi skal tilbage til den 5. oktober på vej syd på. I Harrislee måtte man vente et stykke tid på et lokomotiv. Hele transporten nåede op på 200, deriblandt 141 grænsegendarmer på vej til en usikker fremtid. De blev alle placeret i kreaturvogne. Kun en tredjedel kunne sidde ned. For dyre penge kunne man købe nogle knipper halm. Lokale bønder gjorde en god handel.
Nødtørften måtte forrettes i en blikdåse og pirkes ud gennem en lille sprække mellem vognen og døren. Sulten havde trods en madpakke indfundet sig. Nu gjorde toget endelig holdt. De vidste at det var i nærheden af Hamborg.
De uarbejdsdygtige skulle skaffes af vejen
De så nu barakker på barakker omgivet af en bred kanal og et flere meter højt pigtrådshegn. Skilte på de store cementpæle forkyndte at det var ladet med stærkstrøm. Udenfor færdedes SS-soldater med hunde.
Fangerne blev hensynsløst udnyttet. Arbejdstiden blev sat i vejret. Der blev pålagt at skaffe de uarbejdsdygtige af vejen. Tilstanden i lejrene blev alvorlig forværret. Det skyldtes bl.a. den dårlige mad, den dårlige hygiejne grunden den dårlige plads samt arbejdsforholdene. Dødeligheden steg. Og det kom grænsegendarmerne også til at mærke.
Gendarmerne fik også masser af historier fra de andre fanger, da de ankom. Det var om lus og tyfusepidemier, sygetransporter til andre lejre og likvideringer af uarbejdsdygtige.
En tredobling af fanger i Neuengamme
Nye fabrikker for rustningsindustrien etableredes omkring lejren. En række hårde udkommandoer og oprydningskommandoer i de bomberamte, hidrører fra den tid. Fangeantallet i Neuengamme steg fra 23.000 til 69.000. Med væksten steg de kendte følgevirkninger – overfyldning, sygdom og død.
Gendarmerne kom en af de første dage forbi en række godsvogne med lukkede døre og tilgitrede glugger i siderne. Bag gluggerne øjnede de nogle udtærede, snavsede kvindeansigter. Fra vognene strømmede en forfærdelig stank. De erfarede senere at det var en transport af franske eller polske kvinder.
De måtte lade håret stå
Men gendarmer startede med at blive afluset og i bad. Det føltes rart. Ur, penge og andre værdigenstande lige til vielsesringen skulle afleveres. Efter badet skulle man trække i noget ubeskriveligt kluns – for det meste var det alt for tyndt og småt. Man kom også til at kigge på medfangerne. Det var ikke videre opløftende. De var radmagre elendigt udseende skabninger. De var næsten alle pilskaldede.
Ved kaptajn Madsens formidling opnåedes, at gendarmerne som ”dänische Polizei ikke at få håret skrabet af. I begyndelsen blev gendarmerne anbragt i Block 11. Inden for blev de modtaget af en høj, mager mand, lyshåret med briller. Han præsenterede som barakformand ”Blockälteste”. Han havde anssvar for ro og orden i barakken.
Maden var en grønlig substans
Gendarmerne var sultne ved ankomsten. De var spændt på at se menuen. Udenfor stod 5 smudsigt udseende russiske fanger med en lav firhjulet vogn belæsset med kar og baljer indeholdende en grønlig substans. Lugten fra beholderne fik det til at vende i dem. Barakkens beboere blev stillet op i en række og skulle så passere forbi.
Efterhånden som de kom derhen fik de udleveret en rusten uappetitlig udseende blikskål. Skeer fik de ikke i denne omgang. Omkring en liter af det grønne blev hældt i skålen, men kun få magtede at få det ned. Hovedbestanddelene syntes at være vand og træede kålrabistrimler samt lidt hvidløg.
Uhumsk halmsæk som madras
Sengetøjet bestod af to tøjlaser. Som madras tjente en uhumsk halmsæk. Længere nede var et vaskerum. Antallet af haner var forbløffende lille. Længst nede var toiletterne. Her kulminerede svineriet. Hele rummet var bygget op over en grube i jorden, hvor latrinen ophobedes. WC’erne bestod af en stor træplade med hul i jorden. Langs væggene gjorde en rende det ud for et pissoir. Gulvet flød med ekskrementer og gamle forbindinger med blod og materie.
Når arbejdskolonnerne vendte hjem
Et hornorkester satte gang i melodien ”Alte Kammeraden”. Gennem vinduet kunne gendarmerne se kolonne efter kolonne af fanger marchere ind på den store plads og spredes til de øvrige barakker. Det var arbejdsholdene, der vendte hjem. Deres tøj var i pjalter, bare ben havde de fleste. De blåfrosne fødder var stukket i et par trætøfler. Enkelte havde bundet klude om benene. På ryggen og hver side bar de store påmalede kryds.
I Block 11 blev der serveret aftensmad: en brødhumpel på størrelse med tre almindelige skiver og et lille stykke syntetisk margarine.
Der var stor forskel på Neuengamme og Frøslevlejren
En gang imellem var det luftalarm – også midt om natten. Så gjaldt det om at komme i beskyttelsesrummet, som lå i kælderen i to stenbygninger. SS-soldater løb rundt og søgte at sætte farten op med spark og slag.
Gendarmerne troede stadig, at de kun skulle være her i få dage indtil de en dag, blev ført over til tøjdepotet og skrædderiet, hvor der blev syet numre på deres tøj. De fik udleveret noget overtøj og en hue.
Hurtigt gik det op for gendarmerne, at der var stor forskel på Neuengamme og Frøslevlejren.
To – tre mand i hver køje
Hver dag var det op og arbejde selv om søndagen. Man blev inddelt i arbejdshold. Det var virkelig slid – flytning af tipvognsspor, læsning af briketter, stenslagning og planeringsarbejde ude ved ”Klinkewerke” – det gamle teglværk, omkring lejren blev oprettet i 1938.
Til sidst måtte man af pladshensyn være to – tre mand i hver køje. Og så skulle man også vænne sig til krematoriet’ s røg og lugt.
Block 15 stank af usund afføring
En aften omkring den 20. oktober blev gendarmerne jaget ud af Block 11. Nu skulle man pludselig over i Block 15. Denne barak var i forvejen overfuld af russere, polakker, italienere, grækere og mange andre nationaliteter. Barakformanden var en rovmorder.
Her lå gendarmerne blandt udhungrede mennesker klumpet sammen som ål i gele. Dårlig mave havde de fleste, da Dysenterien var en meget udbredt sygdom her. Stanken af urin og usund afføring var uudholdelig. Fra de øverste køjer dryppede det ned. Staklerne kunne ikke holde på deres afføring. Nogle brugte en tom marmeladespand.
Tankgrav skulle graves ved Elben
Allerede klokken halvfire blev lyset tændt og fangerne purret ud. Morgenmaden, et lille stykke tørt brød og en skål suppe, måtte indtages udenfor i mørke og silende regn. Opdelingen i arbejdshold varede uendelig længe. Først ved sekstiden dukkede kapoen op.
Der blev udtaget en arbejdskommando på 1.000 mand, der skulle arbejde et par timers kørsel fra lejren ved en lille station Ortkarten i nærheden af Elben. Det drejede sig om en tankspærring, der skulle graves langs en vej. 2 meter lodret ned og 5 meter skråt ud til siden i en længde af nogle kilometer. Den opgravede jord skulle stables op, så det blev endnu højere.
Det var ret hurtigt klar for alle, at dette job var værre end noget, de hidtil havde været udsat for. Grundvandet stod højt og den fede marskjord skred ustandselig ud. Hele dagen måtte de vade rundt i æltet. Dette kunne gå så længe vejret fortsatte med at værre nogenlunde. Men at arbejde i vedvarende regn, kolde snebyger og til sidst frost var bestemt ikke rart.
Den eneste kompensation som de fik var bedre suppe fra et folkekøkken i Hamborg, dertil et tillæg i form af to stykker brød med lidt margarine eller leverpostej.
Ned ad bakke for gendarmers helbred
Arbejdet i Ortskanten varede en måned. Det kan ikke undre nogen at det gik hastigt ned ad bakke med gendarmernes helbred. Til de øvrige plager føjede sig nu konstant våde klæder.
Men om aftenen, år man kom hjem, skulle man træde an til aftenappellen, der kunne tage nogle timer, dertil kom de ulidelige luftalarmer og ophold i kælderen. Som en ekstra finesse så var aftensmaden som regel lige før luftalarmen, så den var væk, når man kom tilbage.
Det hårde arbejde sled fodtøjet i stykker. Til erstatning fik man udleveret trætøfler, Strømper eksisterede ikke. Man måtte finde sig et par klude at vikle om benene. Enkelte stjal tæpper fra køjerne og bar dem under tøjet som værn mod kulden.
Alvorlige sygdomme stødte til
Under arbejdet havde det været ganske almindeligt, at en fange sank sammen med stærke mavesmerter og blodopkastning. Nogle kolleger bar ham hen på grøftekanten, hvor han måtte ligge til fyraften.
Et par dag efter var det galt igen. Denne gang drejede det sig om en ældre og en yngre gendarm, der begge have høj feber. Kapoen lod dem søge skjul i en høstak, men SS-vagten jog dem ud. I løbet af kort tid lå henved en halv snes gendarmer på reviret, 2 -3 af dem var dødssyge.
Dysenteri, rosen, lungebetændelse og forrådnelse i lemmerne var de almindeligste sygdomme. Svineriet her var ubeskriveligt. Også her lå 2-3 i køjen. Var man syg, da man kom ind, var man næsten sikker at få det værre efter indlæggelsen.
Forbudt at prygle gendarmerne
En aften kom så kaptajn Madsen med budskabet om, at den første gendarm var død. Man b lev så senere klar over, at det ikke var den første. Allerede den 1. november var den første død. Såvel i Ortkanten som i barakken blev gendarmerne trakteret med slag og spark fra vagtmandskabets side.
Kaptajn Madsen fik udvirket et forbud mod at prygle gendarmerne, der som ”dänische Polizei gik for at være ”anständige Leute”. I den forbindelse har det fritvoksende hår været til uvurderlig gavn. Det gjorde dem let kendelige og muliggjorde derved en opretholdelse af forbuddet i det daglige. Andre henvendelser om blandt andet mere tøj, forblev resultatløse.
Røde Kors pakkerne betød et hårdt tiltrængt tilskud til den magre kost. Det gav fornyet livsmod og modstandsevne Disse forsendelser reddede livet for mange, der ellers var gået til grunde.
Men det hårde arbejde i Ortskarten var en hård belastning og slog benene væk under mange og de formåede ikke at rejse igen.
46 gendarmer måtte ikke komme i ny lejr
Den 18. november blev masser af gendarmer stoppet. De skulle til en ny lejr. Men 46 blev tilbage i Neuengamme. Det var hovedsagelig de svageste. Nu havde de pludselig fået status som krigsfanger. I december kom en Røde Kors transport og ville afhente dem. Men lejrledelsen afviste dem med den begrundelse at de var for svage til en transport.
4 gendarmer til Bergen-Beltzen – man så dem aldrig igen
Fire af gendarmerne kom dog med en anden transport. Fra tysk side sagde man, at de blev overført til en Erholungslager. Men det viste sig at de blev sendt til dødslejren Bergen Beltzen. Man har ikke set dem siden. Lejrledelsen fyldte de danske myndigheder med løgn.
Den 27. december var 21 gendarmer døde
Den 27. december 1945 havde efterhånden 21 gendarmer fundet vej til hovelejrens krematorium.
Jens Møller til Berlin for at tale gendarmers sag
En aften blev en masse gendarmer kaldt op, klippet og barberet. De fik besked på at stille den følgende dag ved skrivestuen kl. 6 for at blive hjemsendt. Begejstringen var enorm. Hvad de havde af mad og godt tøj blev generøst skænket til Blockens øvrige beboere. Men de skulle vente til langt op af formiddagen, indtil de blev sendt over til reviret. Her blev de så bare spurgt om de var raske.
Efter transporten den 2. februar indtrådte en vis afdæmpning. Dyrlæge Jens Møller fortalte at han af Werner Best fik at vide, at han skulle tage til Berlin og tale gendarmernes sag. Inden afrejsen fik han en oversigt af Toldforvalter Bahnsen, om hvilke, der var døde og hvem der var syge. I Berlin fik han talt med Kaltenbrunner i Auswärtiges Amt. Her havde Kaltenbrünner beklaget grænsegendarmernes skæbne.
Socialministeriet sender kolonne ned efter gendarmer
Den 10. marts kunne Hvass efter aftale med Kaltenbrünner love at de så godt som sidste 77 gendarmer, der var tilbage i Tyskland kunne afhentes af en dansk transportkolonne den 14. marts. I Frøslev ville dem, der ikke havde noget på samvittigheden blive løsladt.
På Socialministeriets foranstaltning udrustedes en motorkonvoj fra København den 13. marts. Blandt deltagerne var Dr. Lorenzen fra Bov, Dr. Skadhauge fra Seruminstituttet og to sygeplejerske samt den meget aktive Hvass fra Udenrigsministeriet.
Torsdag den 15. marts blev gendarmerne kaldt sammen i blokken. Med mange omsvøb erklærede barakformanden, at de skulle hjem. Hele dagen måtte de vente i Block 11. Næste dag blev de kaldt over til tøjdepotet for at iklæde deres uniformer. De hang nu lidt slatne om dem nu. Også deres værdigenstande fik de igen.
Konvojen medbragte 70 gendarmer, deraf 3 i ambulance og 31 andre danskere, deraf 5 i ambulance.
Stor velkomst i Kruså
Folk var stimlet sammen i Kruså for at modtage konvojen. Det var sort af mennesker. Men den tyske grænsevagt var blevet rasende og havde jaget dem væk. Da busserne var kommet forbi toldstedet, gjorde de holdt flere gange for at hilse på pårørende.
Ved ankomsten til Frøslevlejren løslodes alle på nær 17. I Tyskland var der nu kun tre af korpsets folk tilbage.
Stort tab af politibetjente og grænsegendarmer
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 13, 2024
Da den gamle sluse blev indviet
Hvad med sikkerheden nu til dags? Slusefesten 1860. Tilladelse til at inddige forlandet. En stensluse. Hvem betalte? Et trykt reglement. Hvem var inviteret? Kongen udeblev. Overdigegreven udeblev – i sidste øjeblik. Nu skulle 4. valget lægge grundstenen. En kobberkasse med indhold blev indlagt. Festmåltid og skål. Havdiget blev overbragt. Overdigemesteren udnævnt til amtmand i Holsten.
Hvad med sikkerheden nu til dags?
Hvad sker der med den gamle sluse? Hvem skal vedligeholde den? Er det ikke en del af vores sikkerhed? Og hvis den er det, er den så i gældende sikkerhedsstandarder?
Her gik man og troede, at befolkningen i Tøndermarsken var dobbelt dige-sikret. Og ifølge Kystdirektoratet er man også det. En gang om året skal der finde en afprøvning sted. Det kan kun være Dige – Laget, der foretager dette og sørger for at det hele er i forsvarlig stand.
Den gamle sluse er stadig et øget turistmål, men det er åbenbart heller ikke Dige – Lagets opgave at skabe turistmål.
Slusefesten 1860
Men det skal nu ikke handle om dette. Vi skal tilbage til Slusefesten 1860. Det var den første stensluse i Tønder Amt. Denne afløste fire gamle træsluser i det gamle havdige ved Nørremølle samt sluserne fra Gammel Frederikskog, Højer Kog og Sejersbæk Kog. Vandet blev nu samlet i et afløb – nemlig Vidåen.
Slusen blev bygget i det nye havdige ved Ny Frederikskog. Bygherren var samtlige lodsejere i Gammel Frederikskog med koginspektør H.C. Refslund i spidsen.
Tilladelse til at inddige forlandet
I 1857 søgte Frederikskog Kongens tilladelse til at inddige forlandet foran Gammel Frederikskog i henhold til oktrojen fra 1690. Ministeriet godkendte planen 24. marts 1859. Dige-linje, dige-profil og sluse blev godkendt som det var udarbejdet af kaptajn R. Carstensen i Husum.
En stensluse
Slusen blev opført af bygmester I.F. Weise fra Husum. Imens blev Vidåen ledet syd om den kommende sluse. Byggepladsen blev omgivet af diger og tørlagt. Slusen er bygget på 703 nedrammede pæle og i murværk af teglsten og tilhuggede granitblokke. Skibsfartsslusen har en bredde af 7, 5 meter. Den er forsynet med to sæt selvvirkende til at lukke for de daglige højvander, hvis øverste kant er 4, 0 m DNN.
Over skibsfartsslusen er der en gangbro, som oprindelig kunne skubbes til side, når skibene skulle passere.
Hvem betalte?
Arbejdet med slusebygningen startede i efteråret 1859 og var færdig i efteråret 1860. Slusen kostede 130.000 rigsdaler. Hvem betalte:
Et trykt reglement
Grundstenen blev nedlagt den 25. maj 1860. Dagen blev fejret under stor deltagelse. Alle jordejerne i Gammel frederikskog med fruer var inviteret sammen med de officielle gæster. Samtidig blev der holdt fest i marketenderiets telt.
En festkomite havde forberedt festen med indbydelser, og der var sendt et trykt reglement på dansk og tysk. Dette dokument i sin helhed blev i 2010 offentliggjort i et lille hæfte om Højer Sluse.
Hvem var inviteret?
Der blev serveret middag med 62 flasker vin til 253 personer. Det kan ikke siges at være overvældende. Maden kostede 560 rigsdaler og hele festen 1.345 rigsdaler.
Hvem blev inviteret?
Ja det gjorde samtlige nye og gamle kogs interessenter, finansministeren, kogs inspektørerne fra Møgeltønder og Rudbøl Kog, dige-fogederne for Rudbøl – Sydvesthørns afvandingsselskab., de kontrollerende embedsmænd, officererne ved sikkerhedstjenesten og alle, der havde officielle tjenester ved inddigningen, indbudt.
Kongen udeblev
Det var store vanskeligheder med at fremskaffe et telt, der var stor nok. Det skulle rumme så mange mennesker, men det lykkedes. Men der var altid nogen, der følte sig forbigået, fordi de ikke var inviteret.
Man glemte, at den største jordejer var Tønder magistrat og at en stor del af interessenterne boede i de nordlige distrikter.
Kong Frederik den Syvende var indbudt til at nedlægge grundstenen men udeblev, Det er ikke lykkedes os at finde ud af hvorfor. Derefter blev overdigegreve Reventlow anmodet om at lægge grundstenen – en anmodning, som han også modtog.
Overdigegreven meldte fra – i sidste øjeblik
En del interesserede fra såvel de nordlige som sydlige distrikter havde anmeldt at de ønskede at ledsage overdigegreven til hest fra Tønder til kogen. Alt var forberedt til festen, adgangskortene var udstedt og udleveret. Men ak – i sidste øjeblik meddelte overdigegreven at han ved ikke forudsete omstændigheder var forhindret i at lægge grundstenen.
Nu skulle 4. valget lægge grundstenen
Men nu anmodede man så digegreve Nissen om at lægge grundstenen, men han afslog. Nu blev hvervet så overdraget til koginspektør for den oktrojerede kog, tingskriver Refslund at lægge grundstenen.
Man havde gjort meget ud af at pynte med løv og blomsterguirlander. Et orkester spillede også. Ved festteltet mødtes den 25. maj kl. 11 en stor mængde tilskuere. Deltagerne ved festen fik ved aflevering af adgangskort udleveret et eksemplar af det trykte reglement, som nu var ændret lidt. Derpå blev damerne ledsaget til deres plads ved slusen.
En kobberkasse med indhold blev indlagt
Listen var i sidste øjeblik blevet ændret. En række kendte personer var ikke dukket op. Der blev afholdt en historisk beretning. En kobberkasse med beretningen og navnene på samtlige embedsmænd og officialer, der var ansat i digelaget. Desuden blev de to sidste nye aviser, henholdsvis ”Berlingske Avertissements Tidende” og ”Flensburger Zeitung” lagt ned i kassen. Derpå blev kassen tilloddet og nedlagt på det sted, hvor den skulle indmures.
Festmåltid og skål
Forskellige taler og vers blev fremsagt. Pastoren fremsatte også en tale og til sidst holdt en af murerne på tysk den såkaldte murertale. Inspektoratet havde pålagt at der fortsat blev arbejdet videre på diget. Men færgesejladsen til Sild var blevet indstillet denne dag.
Klokken 2 samledes de indbudte deltagere til festmåltid i teltet. Der var masser af skåle – og officielle taler. Kogs-inspektøren, der dirigerede festen, udbragte først Hans Majestæts Kongens skål. Under måltidet blev der udbragt i alt 18 skåler.
Ved desserten blev der sunget skiftevis tyske og danske viser. Efter taffelet spadserede deltagerne ud på forlandet i det smukke vejr. Og dansen begyndte i teltet. Det fortsatte til over midnat, hvor en heftig tordenbue satte en stopper for det.
Havdiget blev overbragt
I det andet telt var der fest for dem, der ikke officielt deltog i festen.
Den 12. juli 1861 besigtigede hele kogs-bestyrelsen det nye havdige fra nord til syd.
Overdigemesteren udnævnt til amtmand i Holsten
Hvorfor overdigemester – amtmand A. Reventlow ikke kom var sikkert fordi han fra 1. juni 1860 var blevet udnævnt til amtmand i Holsten. Pålægget om at melde afbud til festen er formentlig kommet fra ministeriet. Men mon ikke en del af de andre afbud skyldtes politisk uenighed, Hvorfor kongen ikke kom, vides ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 11, 2024
Købmandsslægten Olufsen – endnu mere (2)
Det kan være svært at holde rede på Olufsen-slægten, når de hele tiden hed det samme. Mindst to gange har familien fået Ridderkorset. Og en af dem var med til at starte Bang og Olufsen. Borgmester Olufsen modtog Christian den Tiende efter 1920. Han modtog Ridderkorset. Men han blev vraget af sine egne, fordi han var for flink over for danskerne. Hans far var købmand Peter Olufsen. Han havde en stor forretning i Tønder. Han lånte penge til sin bror i Rejsby. Der var optøjer på Torvet i Tønder 1864. Peters kone skulle nedkomme, men det fik et tragisk forløb. Han købte en herregård til sin søn. Og købmand Olufsen giftede sig anden gang. Sønnerne Oluf og Lars klarede ikke latin-prøven. Lars og hans kone døde af tyfus. Manufakturhandlen, Storegade 12 kunne ikke gå. De største købmænd i byen var medlem af Bürgerverein. Ufornuftig investering. Ejendommen solgt til Sparekassen i 1935.
Han bød kongen velkommen
Den 12. juli 1920 var det borgmester Oluf P. Olufsen, der bød Christian den Tiende velkommen i Tønder. Det tyske flertal i byen havde højlydt protesteret mod grænsedragningen.
Olufsen var i 1920 af den tyske byrådsgruppe og uden protest fra dansk side udpeget til Tønders første borgmester efter indlemmelsen. Dengang var der 16 tyske og 3 danske medlemmer af byrådet.
Han modtog Ridderkorset
Ved det første egentlige kommunalvalg i 1922 opstillede han som nr. 1 på den tyske fællesliste. Han opnåede et stort personligt stemmetal.
I 1921 havde han af kongen modtaget Ridderkorset for sin indsats for administrationen af byens overgang til dansk styre.
Som det var skik og brug indsendte Olufsen en kort levnedsbefrielse til ordenskapitlet. En afskrift af denne befinder sig på lokalhistorisk Arkiv i Tønder.
Oluf blev vraget af sine egne
De danske myndigheder accepterede hans bestræbelser på at samarbejde med de dansksindede. Men dette vakte misbilligelse i byens førende kredse. Derfor opnåede han kun en 8. plads på den tyske liste til valget i 1925. Men med et personligt stort stemmetal blev han igen valgt ind i byrådet.
Men det tyske flertal i Tønder vraget ham både til borgmesterposten og til alle betydelige udvalgspladser. Fire måneder senere nedlagde han sit mandat i byrådet og trak sig helt af byens offentlige liv.
Købmand Olufsen
Faderen Peter Olufsen var født i Rejsby, mens moderen var præstedatter fra Nordby på Fanø. Oluf blev født i 1868. I første ægteskab var der tre børn – alle bosiddende i kongedømmet. I hjemmet blev der talt udelukkende dansk.
Der var endnu ikke nogen hjemlige banker i Tønder. Det var ikke ualmindeligt at velstående landmænd om efteråret bragte deres klingende mønt til købmændene Klüwer, Kraus og Olufsen og bad disse opbevare pengene, vinteren over i deres brandsikre skabe. Pengene kunne så hentes om foråret, når der skulle købes græs-stude.
En stor forretning i Tønder
Peter Olufsen havde bosat sig i Tønder i 1852. Han var født i 1823 som søn af kroejer og gårdejer Oluf Petersen i Rejsby. Han fik oparbejdet en altomfattende forretning, der formåede at forsyne de mange kunder i by og land med de mange varer, der var brug for i hjemmene. Også isenkram, landbrugsartikler og meget andet kunne han tilbyde.
I byens avis annoncerede han på tysk og dansk med kakkelovne, komfurer og plovjern m.m. fra jernstøberiet Jensen & Petersen i Højer. Desuden drev han en stor engroshandel med bl.a. sukker og salt. Han tjente godt på den forretning.
”Olufsen å æ mærken” kaldte den store kundekreds ham, der jævnligt besøgte ham og ikke mindst på de store markedsdage, var der stort rykind i butikken.
Lånte penge til sin bror
Han var en driftig forretningsmand, der fik samlet sig en stor formue. Han kunne ikke alene sætte sine børn i gang men også kunne yde sin bror, der havde overtaget hjemmet i Rejsby, betydelige lån. Da landevejen Tønder – Ribe blev anlagt i 1861, ønskede hans bror at flytte virksomheden i nærheden af den ny vej. Han lånte betydelige beløb.
Peter Olufsen blev første gang gift med Ane Emilie Redlefsen fra Sødam i Møgeltønder Sogn. Fra Torvet på Tønder, hvor butikken lå kunne hun nu samtid følge med i, hvad der foregik.
Optøjer på Torvet
Dette var også tilfældet efter fastelavn 1864. Hertugen skulle proklameres og en masse folk var stimlet sammen. Den unge fru Olufsen sympatiserede ikke med de råbende mennesker. Hun ventede sin nedkomst. Man forudså at det ville blive en vanskelig fødsel.
Et tragisk forløb
Fysikus Ulrik, der var en ven af huset havde søgt tilflugt hos pastor Sonne i Møgeltønder på grund af urolighederne. Herfra ville han tilse den unge fru Olufsen hver dag. Han blev afhentet i Olufsens vogn. Da han blev generet af en række urostiftere, foretrak han at gå efter køretøjet, der blev eskorteret af pålidelige mænd.
Det blev desværre et tragisk forløb. Pastor Holm anfører i sin tvungne afskedigelse i en beretning til ministeriet:
Han købte en herregård til sønnen
Foruden manden efterlod hun to piger og sønnen Peter, til hvilken faderen i 1888 havde købt herregården Kvistrup ved Struer og afbyggergården Ørumgård. Han blev landbrugskandidat og beklædte gennem årene en mængde tillidshverv som bankdirektør, Landboforeningens formand, Præsident i det kgl. Landhusholdings-selskab m.m. Han blev ridder af Dannebrog og var fra 1910 landstingsmand og kaldte sig altid Olufsen-Kvistrup.
I 1925-27 tillod Olufsen, at sønnen Svends produktion af radioer (Bang & Olufsen) foregik på Kvistrup.
Peter Olufsen afgik ved døden i 1933.
Købmanden giftede sig anden gang
Hans far, købmand Olufsen giftede sig anden gang i 1867 som vi har hørt med Anne Sophie Nielsen, en datter af sognepræst Lars Nielsen i Nordby på Fanø. I dette ægteskab fødtes to tvillingebrødre Lars og Oluf. Og det var denne Oluf, der blev borgmester i Tønder.
Det var forældrenes hensigt at give dem en højere uddannelse. De blev derfor sendt til optagelsesprøve på Ribe Latinskole. Mens de ventede på udfaldet, tilbragte de tiden hos familien Gjessing, der netop var flyttet fra Tønder til Ribe.
De klarede ikke latin-prøven
De klarede ikke prøven. Oluf (købmanden) trøstede sig imidlertid med bemærkningen:
Den danske uddannelse glippede for dem. Da de nu hver især blev gift med en pige fra et tysk hjem, sluttede de sig efterhånden til den tyske kreds. Lars blev gift med Sophie Martensen, der var datter af mellemskolelærer Johann Christian Martensen.
Sønnen Lars og hans kone døde af tyfus
Da hans far købmand Oluf Olufsen afgik ved døden 1903 overtog sønnen Lars forretningen. Samtidig blev han medlem af Sparekassens direktion, hvor faderen havde været siden 1882. Men efter kun ¼ års virke afgik han ved døden efter en tyfus-epidemi. Tre måneder efter døde også hans kone.
Deres treårige søn Peter fik ophold hos farbror Oluf.
Manufakturhandlen, Storegade 12 kunne ikke gå
Da Oluf som 7-årig kom i tysk mellemskole, kunne han ikke et ord dansk. Skoletiden fik han ingen dansk undervisning men gik dog til privatundervisning.
Efter konfirmationen i 1885 kom han i manufakturhandlerlære i Flensborg, Kiel, Segeberg, Lauenborg og Sønderborg. I 1892 åbnede han en manufakturhandel, som han drev ind til 1906.
Faderen havde ladet opføre en stor forretningsbygning i Storegade 12. Det var dog kun med støtte hjemmefra, han kunne holde den gående.
I 1897 havde han giftet sig med Anna Elisabeth Scherning, datter af købmand og sparekassebestyrer J. Scherning i Tønder. Da svigerfar døde i 1906, overtog Olufsen formandskabet for Gamle Privat og Lånekasse. Har indtrådte også i kirkeforstanderskabet i 1910 og indtrådte i byrådet.
Trods det har var dansk opdraget tilsluttede han sig det tyske borgerskab og det tyske ”Nationalliberale parti”
De største købmænd medlem af Bürgerverein
I perioden 1906 – 12 var næsten alle byens største købmænd medlem af Bürgerverein uanset om de som Olufsen nærede frisindede sympatier eller de, som den ansete købmand S.C. Lorenzen viste åbenlys dansk indstilling.
Ufornuftig investering
Oluf Olufsens mor, præstedatteren fra Fanø døde i 1919. Hun efterlod sig både landerier og værdipapirer. Sønnen var så ufornuftig at omsætte arven i mark i forventning om, at kursen nok skulle stabilisere sig. Han måtte som så mange andre skuffelser se en opsparet formue blive reduceret til værdiløse papirlapper.
Som skrevet i begyndelsen blev han svigtet af sine egne. Det var nok hans indsats, som vi kan takke for at Tønder blev kloakeret.
Ejendommen solgt til Sparekassen 1935
Selve forretningen blev taget i forpagtning af brødrene Andreas og Niels Petersen. Den sidstnævnte drog til Højer efter to år. Andreas Petersen fortsatte butikshandlen, indtil han i 1912 købte ejendommen Storegade 20, hvor han indrettede en kolonialforretning. I 1929 blev han ansat som bogholder ved Sparekassen og i 1935 blev han administrerende direktør til han udtrådte 1. november 1949.
Den unge søn Peter Olufsen, der var blevet gift med Erna Beyer, datter af snedkermester Beyer Løgumkloster overtog den gamle forretning, indtil han i 1935 drog til København og overlod ejendommen til Sparekassen, som derved fik sin egen bygning. Købesummen blev 72.776 kr. Det var arkitekt Lassen, der fik overdraget ledelsen af ombygningen, således at der blev indgang til Sparekassen fra Storegade og en anden til købmandsforretningen fra Torvet. Ombygningen kostede 43.914 kr.
Oluf Olufsen (tidligere borgmester) døde i 1937, samme år som Tønder valgte sin første danske borgmester.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 7, 2024
Aktion Möwe
Vi har læst en bog med overnævnte titel, som vi her vil forsøge at anmelde. Bogen er skrevet af Frederik Strand og Anders Brand Lundager. Det er en gennemarbejdet, grundig og letlæselig bog. Det har givet undertegnede en masse nye informationer, selv om der er læst flere bøger om dette tema. For det danske samfund var det en katastrofe. Vi hører om aktionen i mange af de 72 politikredse. Politivagten på Amalienborg. Tyskerne ville reorganisere dansk politi. Aflytningscentral havde opsnappet noget i forvejen. Tyskernes mistro til dansk politi voksede. Folkestrejken. Politiet sagde nej til at beskytte 57 fabrikker. Nu ville Pancke vise handlekraft Betjente sendt i KZ – lejre. En fiasko for Pancke, der ligesom sine venner blev frikendt for aktionen i retsopgøret. Buchenwald et chok for betjentene. Heldigvis blev de efter lidt tid regnet for krigsfanger, men alligevel var der mange døde og syge. Mange menneskelige lidelser Interne magtkampe i det tyske besættelsesapparat.
En meget grundig bog
Bogen er skrevet af Frederik Strand og Anders Brand Lundager. Den hedder Aktion Möwe med underskriften ”Det tyske angreb på dansk politi under besættelsen – 19. september 1944. Vi har læst flere bøger om dette emne, men dette er nok den mest grundige og spændende bog, som vi har læst. De to forfattere har fundet frem til flere kilder. Bogen er letlæselig og omfattende. Den er meget grundig og fyldt med nye oplysninger – i hvert fald for undertegnede.
For det danske samfund var det en katastrofe
Aktionen forløb meget forskellig. Og vi får drama for alle penge fra bogens start. Tyskerne mente at det aktionen var en succes, men den kan vel opfattes som fiasko. For det danske samfund var det en katastrofe – Fra den 19. september skulle man leve uden politi.
Vi hører om aktionen i mange af de 72 politikredse
Politisoldaterne spredte sig omkring stationerne. Der var angst og forvirring blandt de betjente, der ikke nåede væk. Nogle steder brugte tyskerne håndgranater. Det var et særdeles velkoordineret og omfattende angreb på dansk politi. Vi hører om aktionen i mange af de 72 politikredse.
Politivagten på Amalienborg
Politivagten på Amalienborg, der havde beskyttet kongen efter at Livgarden var blevet afvæbnet, forsvarede sig så resolut, at tyskerne meddelte, at der var tale om en misforståelse, da de ville internere vagtkorpset. På dansk side blev to politifolk og palæforvalteren i Det Gule Palæ såret, mens 20 tyskere blev dræbt og 40 såret. Blandt de dræbte var SS – Oberscharführer Fritz Himmel fra Peter-gruppen.
Hvordan var reaktionen i de danske kredse? – ja det får vi også svar på.
Tyskerne ville reorganisere Dansk Politi
Tyskerne ville reorganisere dansk politi. De ville reducere antallet af betjente. Men troede stadig på en britisk invasion og så mente man at dansk politi ville falde dem i ryggen. Selve aktionen var nøje planlagt. Men tyskerne havde nok ikke regnet med følgerne.
Aflytningscentral havde opsnappet noget i forvejen
Hele 2.000 politifolk og 140 grænsegendarmer blev taget. Men nu var det ikke alle der blev taget. Nogle havde allerede hørt rygter om aktionen. I april 1940 var politistyrken på 3.800 mand. Under besættelsen blev styrken udvidet til 9.800 mænd med de såkaldte reservebetjente. Mange var blevet advaret, da aflytningscentralen i Helsingør havde opsnappet planerne om arrestationerne et par dage i forvejen.
Tyskernes mistro til dansk politi
Som vi tidligere har nævnt i artikler, var samarbejdet med tyskerne og dansk politi efterhånden blevet dårligere. Syv betjente fra Aabenraa fik Staldgårdens barske forhold at mærke og efterfølgende blev Aabenraa Politistation udsat for bombeangreb.
I løbet af foråret 1944 voksede tyskernes mistro til politiet. To betjente blev skudt af tyskerne. Et meget stort antal betjente var med til begravelserne.
Folkestrejken
Det endte med Folkestrejken, hvor 100 danskere blev skudt og hvor 700 blev såret. Tyskerne ændrede deres syn på dansk politi. Politiet skulle holde ro og orden men mange betjente havde sympati med befolkningen.
Men der var mange strejkende, der ikke havde sympati med politiet. Hitler var irriteret over, at Best ikke kunne få styr på danskerne. Han udsendte en forordning til nedskydning af sabotører på stedet.
Politi sagde nej til at beskytte 57 fabrikker
Højere SS- og politifører i Danmark Günther Pancke finder ud af det dansk – tyske politisamarbejde slet ikke fungerer godt nok. Fra tyske side mener man at dansk politi skal beskytte 57 fabrikker i Danmark. Det vil man ikke. Det førte til at tyskerne oprettede en speciel kommando. Departementschefen i Udenrigsministeriet, Nils Svenningsen havde anbefalet at man efterkom tyskernes ordre.
Nu ville Pancke udvise handlekraft
Pancke udviklede efterhånden en plan med, at nu skulle politiet reduceres. Planen blev også udviklet, fordi Himmler var utilfreds med Panckes indsats i Danmark. Nu ville Pancke udvise handlekraft.
Den 19. september kl. 11.00 gik aktionen i gang. Luftsirenerne blev sat i gang. Ved politigården i København blev kraftige våben sat ind i den runde gård.
Betjente sendt i KZ – lejre
De københavnske betjente blev stuvet sammen M/S Cometa og sejlet til Tyskland. De jyske og fynske betjente blev via Frøslevlejren sendt syd på.
I første omgang blev betjentene anbragt i KZ – lejren Neuengamme. Men senere skulle de overføres til Stutthof. Den længste tid sad betjentene dog i Buchenwald.
En fiasko for Pancke
Kriminaliteten steg på alle områder. Panckes midlertidige hjælpepoliti ”Hipo” kom aldrig til fungere. 500 danskere meldte sig til dette korps.
Aktionen havde været en stor fiasko for Pancke. Werner Best satte gang i at få oprettet private vagtværn. Men arbejdet med dokumenter til tysklandsarbejdere og arbejdet med fødevareeksport fungerede slet ikke som før.
Buchenwald – et chok for de danske politifolk
Buchenwald var et chok for de danske politifolk. Allerede i november døde 29 politifolk. Tøjpakker og Røde Kors – pakker redede mange politifolks liv. I december blev 211 syge og ældre politifolk hjemsendt.
Nu regnet som krigsfanger
Efter pres fra de danske myndigheder blev betjentene efterhånden betragtet som krigsfanger.
Den 16. december blev 1.600 politifolk sendt til den lidt mildere lejr Mühlberg. Her var udsigterne til at overleve langt større. Det var en gennemgangslejr ved Elben.
Mellem 2. april og 10. april blev samtlige overlevende i tre hold kørt hjem til Frøslevlejren. Fra slutningen af april til 3. maj blev de transporteret til Sverige.
Frikendt for aktionen
Underligt nok blev Pancke og hans venner frikendt for deres gerninger under aktion Möwe.
Mange døde
78 politifolk mistede livet på grund af opholdet og strabadser. Frem til 1947 døde yderligere 18 som følge af opholdet. Afhængig af diverse kilder var der mellem 81 og 90 politifolk, der døde. De 60 af dem døde i Buchenwald.
En opgørelse fra 1968 viser at 138 politifolk døde af følgerne efter 5. maj 1945.
Hos grænsegendarmerne var døds-raten højere. Det var ofte ældre folk blandt disse. Her døde 39. Mange blev skadet for livet.
Aktion Möwe var den største enkeltaktion, der blev iværksat af tysk politi i Danmark under besættelsen. At lave sådan en hemmelig aktion, der implicerede store mandskabsmæssige ressourcer, var imidlertid ikke let.
Mange menneskelige lidelser
Den ene dag beskæftigede man sig med cykeltyverier og den næste dag blev man udsat for menneskelige lidelser, der omfattede liv og død. Man havde ellers fået at vide, at der ikke ville ske deportationer fra Danmark til KZ – lejre. Men som så meget andet var dette også en løgn fra tyske side.
Aktion Möwes omkostninger blev store for alle parter. Størst indflydelse havde aktionen dog naturligvis på de enkelte politifolk og gendarmer, hvis liv blev forandret for altid.
Kun knap 200 politifolk ville arbejde for tyskerne.
Interne magtkampe i det tyske besættelsesapparat
Mange steder er aktionen behæftet med over- og underdrivelser og fordrejninger af sandheder. Her har man fundet nye beretninger og erindringer, hvor man oplevede begivenhederne på nærmeste hold.
Interessant er også at læse om forberedelserne til aktionen. Den var præget af interne magtkampe i det tyske besættelsesapparat. Og så var det lige det faktum at de tyske planer kuldsejlede. Det var ikke tilsigtet, at dansk Politi helt skulle ophøre med at fungere. Det havde meget store konsekvenser for det danske samfund men også for den tyske besættelsesmagt.
Gennemarbejdet, grundig og letlæselig bog
En meget gennemarbejdet bog og letlæselig som varmt kan anbefales. Men om det er en fornøjelse at læse, er en anden sag. Men bogen kan varmt anbefales. Vi får i bogen at vide, hvordan det kunne ske. Hvordan kunne dansk politi gå fra en god samarbejdspartner til nogle, som tyskerne slet ikke kunne samarbejde med?
Til sidst blev dansk politi opfattet som en mistænkelig styrke. Hvad ønskede besættelsesmagten egentlig? Ja det får vi alt sammen svar på i bogen.
Aktion Möwe – det tyske angreb på dansk politi under besættelsen
19 september 1944
Oktober 1, 2024
Nyt Danefæ ved Emmerlev – endnu mere (2)
En mand med metaldetektor. Her boede måske en fyrsteslægt. Ring fra merovingerne. En stormagt i Europa. En handelsplads har måske ligget her. Området var tidligt tæt befolket. En fyrstefamilie har måske regeret her. Arkæologer fra Kiel skal lede videre. Trælbanke og Guldhorn i nærheden. Ringen er ikke tilfældigvis tabt. Danmarkshistorien skal sikkert snart omskrives.
En mand med metaldetektor
Finderen af guldsmykket ved Emmerlev har med sin metaldetektor fundet mange genstande i tidens løb. Han er gået rundt på markerne ved byens udkant. Men højdepunktet var vel nok det guldsmykke ved Emmerlev. Og dette smykke blev allerede fundet tilbage i 2020.
Her boede måske en fyrsteslægt
Smykket gemmer på en langt større historie, end man kan forestille sig. Antagelig har der boet en ukendt fyrsteslægt. Måske har denne fyrsteslægt haft kontrol med et område mellem Ribe og Hedeby.
Ring fra Merovingerne
På Nationalmuseet blev smykket undersøgt. Her mener man at det stammede fra det kongelige herskab fra Merovingerne. Dette folk herskede i store dele af det nuværende Frankrig fra 450 til 750. Efter dem herskede Karolingerne. Den mest kendte af disse var Karl den Store.
En stormagt i Europa
Måske har en prinsesse fra Merovingerne boet i Emmerlev-området. Det kan være hun er blevet gift med en mand fra området. Merovingerne havde for vane at gifte deres kvinder ind i andre vigtige slægter og på den måde skabe forbindelser og alliancer.
Merovingerne var en kongeslægt, der på det tidspunkt var en ubetinget stormagt i Europa. Kvinde-ringen har tilhørt en fyrstedatter. Guldringen underbygger, at der her har været en elite, der har været noget ved musikken.
Andre steder på kontinentet er der fundet lignende ringe – blandt andet i magtfulde fyrstinders grave.
En handelsplads har måske ligget her
En handelsplads har sikkert eksisteret i nærheden af stranden. Nord på ved Dankirke og i selve Ribe er der fundet mange spor af en stor handelsplads.
Over Vadehavet foregik handlen med Frankerne og Friserne og også ned til Rhinen til vestkysten og op til Ribe.
Stenen på ringen er sikkert em ”Granat”, som stammer fra Böhmen i det nuværende Tjekkiet. I området er der også fundet mønter, værktøj og keramik.
Området var tidligt rigt befolket
Området var allerede i Stenalderen og i Bronzealderen samt i Jernalderen rigt befolket. I Vikingetiden har der her befundet sig et rigt handelscentrum. Det kan møntfund vise. Her er der spor fra det arabiske område og fra middelhavslandene. Men også fra områder ved Nord- og Østersøen er her spor.
I Amsterdam lå der således et herberg med navnet ”Emmerlev”. Mange af de fundne mønter fra området er netop fra Holland. De hollandske mønter blev kaldt ”Deut”. Der findes et gammelt udtryk:
Allerede tidligt blev der transporteret kvæg til Nederlandene. Og som vi tidligere har nævnt så var mange søfolk fra Emmerlev beskæftiget på hollandske skibe.
Arkæologer fra Kiel skal lede i området
Ved Emmerlev er der også fundet rester af ældre bygninger. Dette kunne tyde på beviser på, at der her virkelig var et handelscentrum. Forskningen og undersøgelserne vil fortsætte i området.
Arkæologer fra Universitetet i Kiel vil komme til Emmerlev og undersøge undergrunden med moderne undergrunds-radar. Med denne teknik opdagede man mange nye ting om den forsvundne by Rungholt.
Spørgsmålet er så om man finder et depot, som er lagt ned i området eller om der kommer en grav?
Trælbanke og Guldhorn i nærheden
To kilometer fra findestedet fandt man ringvolden Trælbanken, som er dateret til det første århundrede. Og bare 10 km derfra faldt man guldhornene. Selv om der er cirka 150 år mellem guldhornene og Emmerlev-ringen er der måske en sammenhæng mellem de to guldfund. For det var ikke hvem som helst der havde sådanne rigdomme på det tidspunkt af historien.
Det er måske meget fristende at tro at dem, der har noget med Emmerlev – ringen og Guldhornene at gøre var i samme fyrstefamilie, men det er ikke historisk korrekt bare at tro det.
Ringen er ikke tilfældigvis tabt
Tænk at ringen har ligget i jorden i 1.400 år og bare ser ud som ny. Og finderen af ringen har fået lavet en kopi til konen. Guldringen er indfattet med rød halvædelsten og konstrueret med veludførte spiraler på undersiden og trekløver-knopper i overgangen mellem ringskinnen og fatningen med stenen – det var et typisk frankisk design.
Arkæologerne mener ikke at ringen tilfældigvis er tabt på en gennemrejse primært af to årsager. For det første er det i samme område fundet andre genstande især to guldmønter, syv sølvmønter (sceattas) og frisisk drejet keramik – som bekræfter kontakten til det merovingiske område.
For det andet er ringen indfattet af rød halvædelsten, som er et velkendt magtsymbol i Norden, mens merovingernes elite guldringe typisk er indfattet med en mønt eller en plakette, som en signetring. Det viser, at ringen skulle tjene som magtsymbol i Norden.
Danmarkshistorien skal sikkert omskrives
Vadehavet er et sted, hvor det giver mening, at have en del handel, fordi der blandt andet er gode søveje.
Danmarkshistorien skal nok omskrives. Der var handelsliv op langs vestkysten og ikke kun omkring Ribe og Sild. Det seneste fund i Tønder tyder også på at denne by er betydelig ældre end 1243.
Som allerede skrevet blev der også fundet en guldmønt fra Byzans og dermed det østromerske rige. Den er slået i årene 613 til 616.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 29, 2024
Ridser i lakken
Vi har læst en bog ”Ridser i lakken af Peter Kramer. Den forøger at anmelde her. men vi sidder tilbage med en lidt underlig fornemmelse. Ikke alt er ”Nye afsløringer”. Bogen indeholder nærmest skandaløse spekulationer. Husk lige at Danmark samarbejdede med tyskerne under besættelsen. Så fredelig var det i Danmark. Kongen havde familie i Tyskland. Dokumenter fra de kongelige besøg i Berlin er frit tilgængelige på Rigsarkivet. Kongehuset gjorde det ikke i ”sympati. Det var regeringens officielle politik, som repræsenterede. Dansk historieskrivning får en ordentlig en på tuden. Vi har selv mærket det – historisk uvidenhed. Helene blev ikke ”ofret”. Kongen bestemmer ikke, hvem der skal have ordner. Skal besættelsestiden virkelig omtales på denne måde? Ikke så kontroversielt at være nazist i 1930erne. Mange skamroste Tyskland. Alvorlige beskyldninger af forfatteren. Udtaler min bedste tak, sagde kongen. Kongens svar blev opfattet som fornærmelse og provokation. Telegramkrisen medførte tyske stramninger.
En underlig fornemmelse
Vi har læst en interessant bog med overnævnte titel. Undertitlen er ”Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland”. Den er skrevet af journalist Peter Kramer. Og ikke et ondt ord at man er journalist. Vi har set udmærkede historiske bøger skrevet af journalister.
Men i dette tilfælde sidder man en underlig fornemmelse. Det er såmænd sikkert ikke forkert det som står i bogen og dog – konklusionerne er ofte forkert. Det er som om, at man fra start til slut bare skal et sted hen og så er det lige meget om man fejlfortolker hvad der egentlig skete.
Ikke alt er ”nye afsløringer”
Og en anden ting er, at alt i bogen skal fortolkes som om det er en ny afsløring. Vi har set mange af disse ”afsløringer” i andre bøger, og selv her på siden har vi skrevet om disse temaer. Men det er sikkert mange, der sluger bogen råt.
Peter Kramer mener, at det danske kongehus havde en tæt forbindelse til det nazistiske Tyskland og især nazi-toppen. Men så tæt har det nok alligevel ikke været, når vi kigger på den såkaldte ”telegramkrise”.
Skandaløse spekulationer
Bogens metode og dokumentation og skandaløse spekulationer efterlader en mærkelig følelse. Således får vi at vide, at den svenske konge hvis nok kun besøgte Hitler to gange, mens vores konge besøgte ham tre gange. Svensk TV lavede to udsendelser om det svenske kongehus og nazismen. Svenskerne eksporterede jernmalm til Tyskland og de gav tyske tropper lav til at tage toget gennem Sverige til Nordnorge.
Og den svenske konge sendte et lykønskningstelegram til Hitler, da denne angreb Rusland.
Danmark samarbejdede med tyskerne
Forfatteren glemmer også at mange i Danmark indtil 1943 havde sympati for Nazi – Tyskland, bl.a. hos de adelige og blandt militærfolk. Og hvordan var det nu men vores samarbejdspolitik. Den gik ud på at holde os gode venner med tyskerne. Ellers forblev det måske ikke en ”fredelig besættelse”. Husk også på at selv efter den 29. august 1943 steg vores eksport til Tyskland.
Så fredelig var det i Danmark
Isoleret set kan man måske give forfatteren ret i, at de kongelige gik over stregen. Mange medier er der også hoppet med på den limpind. Men nu skal kongehusets gøren og laden ses i sin helhed.
Da Christian den Tiende red rundt i byens gader blev det af danskerne betragtet som et frihedssymbol. Men tyskerne brugte det som propaganda, der viste, hvor fredeligt alting gik i Danmark.
Kongen havde familie i Tyskland
En del af Christian den Tiendes familie stammede netop fra Nazi -Tyskland. Og så benyttede man lejligheden til kortvarige møder med Nazi-toppen. Og Göring havde jo arbejdet i Danmark og Sverige. Da han sejlede rundt i sin yacht i de danske farvande i 1930erne blev han hyldet, hvor han kom hen.
Dokumenter fra kongens besøg tilgængelig på Rigsarkivet
At være æresgæster hos Göring til Bayreuth-festspillene var måske at gå over stregen. Man skal heller ikke glemme, at danske prinsesser var indgift i den nazistiske adel. Men man taler om mørklagte arkiver. Ja de kongelige arkiver er måske ikke lige tilgængelige. Men der findes dog tilgængelige dokumenter på Rigsarkivet, der endda er tilgængelig på nettet af kongens tre samtaler med Hitler.
Forfatteren fortæller at der ikke findes referater af disse møder. Der varede vel mellem 20 og 30 minutter. Ingen af disse møder var statsbesøg. Men de kongelige repræsenterede danske interesser.
Kongehuset gjorde det ikke i sympati
De gik ikke forrest i tilpasningen til Hitlers Tyskland og de gjorde det bestemt ikke i sympati. Forfatteren forstår ikke, hvordan kongehuset fungerer i et demokrati og at kongehuset udfører udenrigspolitik dikteret af regeringen.
Kongen ville næppe begå samme fejltagelse som i 1920, da regeringen truede med at afsætte ham, da han havde begået en fejltagelse.
Det var regeringens officielle politik
Vi får at vide, at Christian den Tiende og hans familie var symbol på den danske frihedskamp og alligevel rasede han mod den danske frihedskamp. Det var det jo mange, der gjorde indtil 1943 – også vores statsminister Wilhelm Buhl. Det var regeringens officielle politik.
Forfatteren burde måske også have nævnt, at det bestemt ikke alle politikere, der var begejstret for oprøret den 29. august 1943.
Dansk historieskrivning får en ordentlig en på tuden
Den danske historieskrivning får en ordentlig en på tuden, fordi man ikke har medtaget kongehusets ”tilnærmelser” til nazismen. Man har bevidst undladt dette. Og det samme siger en masse af de danske medier.
Hvordan en dansk graver-journalist i de danske medier nu kan optræde som den store opdager er uforstående. Bogen udnævnes visse steder som sensationel. Ja man kan bare ryste på hovedet.
De medgiver at historikere indtil nu har givet et forfejlet skønmaleri af kongehusets ageren i 1930’erne og under besættelsen.
Vi har selv mærket – historisk uvidenhed
Vi mærkede den samme historiske uvidenhed, da vi i 2017 udgav en bog om et mord i Padborg begået kort efter besættelsen.
Helena blev ikke ”ofret”
Det er heller ikke nyt at kongens brors kone, Helena blev udvist af Danmark efter besættelsen. Hun fik dog lov til at komme tilbage under hendes mands sygdom og begravelse. Hendes mand, prins Harald havde vist sin begejstring for nazismen. Forfatteren taler om ”nye vinde” og at Helena blev ”ofret”. Læs dengang.dk s beskrivelse af, hvad der skete.
Kongen bestemmer ikke, hvem der skal have ordner
I løbet af 1930erne tildelte kongen 60 ordener til topnazister. Det er vel næppe noget han selv har haft indflydelse på. Han har blot været budbringere for udenrigsministeriet. Kritikken for uddelingen af disse ordner skal ikke rettes mod kongehuset men mod ministeriet.
Skal besættelsestiden skildres på denne måde?
Det var kongehusets opgave at smøre tyskerne. Og indrømmet – ikke alt ser lige pænt ud.
Men forfatteren har ikke sat sig ind i hvilken vanskelig udenrigspolitisk situation Danmark stod i. Han fælder en moralsk dom, der ses i lyset af holocaust. Selvfølgelig skal besættelsen fortsat kastes under en kritisk lup. Men skal dette gøres på denne måde?
Vi får ikke en forklaring på, hvordan småstater skal handle over for stærke udemokratiske nationer.
Ikke så kontroversiel at være nazist i 1930erne
Vi ved også godt at ved kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrids bryllup i 1935 fik de jagtgården Trend i bryllupsgave. En af hovedkræfterne bag den gave var lensgreve Heinrich Carl von Schimmelmann fra Lindenborg Gods som samtidig var en af landets førende nazister.
Han var med i storrådet i nazistpartiet i Danmark. Han var formand for det nazistiske dagblad ”Fædrelandets” bestyrelse.
Men dengang i 1930erne så man ikke i Danmark så ”kriminelt” på at omgås nazister. Og kongehuset omgikkes da også Christian Frederik Schalburg. I dag betragtes denne nok som en af Danmarks største forrædere.
Men da Frikorps Danmark tog afsted, var der mange topofficerer til stede for at tage afsked. Og ved mindegudstjenesten for Schalburg var mange toppolitikere. Dog ikke kongen.
Det var i 1930’erne ikke så kontroversiel at være nazist, som det blev efter besættelsen. Da Danmark den 9. april 1940 blev besat, kølnedes forholdet mellem Christian den Tiende og Schalburg.
Mange skamroste Tyskland
Hitler havde skabt orden i kaos i Tyskland. Arbejdsløsheden var afskaffet. Togene kørte til tiden og der blev bygget boliger, biler og betonveje. Gunnar Nu Hansen og hele Verden valfartede til Berlin til de Olympiske Leje. Gunnar Nu Hansen skamroste tyskerne, men alligevel mener forfatteren at kongehuset gik forrest i tilpasningen til Hitler.
Alvorlige beskyldninger fra forfatteren
Vi får også at vide at Kongehuset bevidst forsøger at skjule kongehusets sympati for nazismen. Og som tidligere nævnt beskylder forfatteren også historikere for at de går fuldstændig let og elegant hen over netop denne periode.
Forfatteren påstår, at forbindelserne til Hitler – Tyskland er forsvundet ud af danmarkshistorien, og indtil nu er vi som nation blevet spist af med et glansbillede af kongehuset som et nationalt samlingspunkt under besættelsen.
Som læser får man det indtryk, at Christian den Tiende besøgte Hitler af ren lyst. Men kongen optrådte på regeringens vegne. Han var sendt i byen af regeringen.
Man kunne ønske mere hæderlighed i kildefremstillingen.
Udtaler min bedste tak
Der var da bestemt ikke varme følelser mellem Christian den 10. og Hitler i 1942, da Hitler sendte en lykønskning i anledningen af kongens 72 – års fødselsdag. Kongen svarede:
Dette førte til den såkaldte ”Telegramkrise”.
Denne ”anti-tilnærmelse” omtales ikke i bogen og ville nok også ødelægge forfatterens intentioner.
Kongens svar blev opfattet som fornærmelse og provokation
I Berlin blev kongens korte svar opfattet som en stor fornærmelse og provokation. Hitler kogte og syede i raseri. Det blev betragtet som eksplosivt.
Hitler ville nu have en strammere kurs over for Danmark. Nu skulle Danmark betragtes som ”fjendeland”. Og den såkaldte fredsbesættelse skulle ophøre. Alt modstand skulle stoppes med magt. En gang for alle ville han slå fast, hvem der bestemte. Jernnæven slog i bordet.
Telegramkrisen medførte tyske stramninger
Det endte med at statsminister Buhl måtte trække sig. Han blev erstattet af udenrigsminister Scavenius. Og så sendte Hitler rigsbefuldmægtiget Werner Best og general Hermann von Hanneken til Danmark for at stramme op.
Telegramkrisen blev en katalysator for en langvarig tysk utilfredshed med tiltagende sabotager og øget tysk-fjendtlig indstilling i befolkningen.
Bogen ”Ridser i lakken” er sikkert en god læsning for mange. Men for dem, der har sat ind i, hvad der skete dengang en lidt mærkelig omgang. Ved at undlade, misforstå og forvrænge historien kan man få alt ledt hen til det, man gerne vil.
Ridser i lakken
Momentum
Hvis du vil vide mere:
September 25, 2024
Hvorfor flyttede Hitler ikke grænsen?
Har John Peter Noack ret? De dansksindede frygtede, hvad Hitler kunne finde på. Mindretallet: Selvbestemmelse måtte gælde for hver enkelt kommune. Genforening med Tyskland var alfa og omega for Mindretallet. Forklaringen med USA er usandsynlig. Spørgsmålet om Nordslesvig var for Hitler et bi-spørgsmål. Neutralitet og ikke – angrebspagt var ikke noget, der bekymrede Hitler. Denne mente, at det tyske mindretal var forholdsvis lille. En uberegnelig og lunefuld statsmand. Nordisk neutralitet var en fordel for tyskerne. Et storgermansk rige fra Norge til Norditalien. Danmark skulle knyttes nærmere Tyskland. Mindretallet forsøgte at skabe goodwill hos SS. Jens Møller opstemte forventningerne. De hjemmetyske ønsker ville blive opfyldt, sagde jens Møller. Var det propaganda fra hans side? Hjemmetyskerne viste illoyalitet. Der var flere fløje i mindretallet. Efterhånden blev de fortvivlet. Forventningerne var efterhånden blevet meget mindre.
Har John Peter Noack ret?
Universitetsrektor John Peter Noack hævdede i en bog om det tyske mindretal under besættelsen, at det var frygten for USA, der fik Hitler til at bevare den dansk-tyske grænse. Men kan det nu have sin rigtighed?
Bogen er ellers interessant og beskæftiger sig nok mest med mindretallets ledelse og politik under besættelsen. Den handler også om hvervningen til Waffen – SS, om ensretningen, Vogelgesang, de hjemmetyske banker samt de forskellige hjemmetyske korps.
De dansksindede frygtede Hitler
Hjemmetyskerne håbede på en ny grænse ved Kongeåen. De dansksindede frygtede at komme under nazistisk herredømme. Det kunne måske føre til de samme forhold som i Alsace-Lorraine, der blev annekteret i juni 1940.
Her fik nazisterne lejlighed til at praktisere deres principper med krigstjeneste, masseforflyttelse til de polske øst-provinser, folk, der blev tvunget til at antage tyske navne m.m.
Det var al mulig grund til at frygte, hvad selv en midlertidig indlemmelse af Nordslesvig kunne afstedkomme. For mange blev hensynet til Nordslesvig derfor et stærkt argument for at videreføre den danske forhandlingspolitik længst muligt.
Mindretallet: Selvbestemmelsen måtte gælde hver enkelt kommune
Det tyske mindretal havde haft ønsket om en grænserevision på programmet lige fra 1920. Man mente at ”den selvbestemmelsesret, der var tilsagt det tyske folk” var blevet degraderet til en ret for sejrherren.
Selvbestemmelsesretten måtte gælde for hver enkelt kommune, mente man. Den kunne ikke baseres på en zone-inddeling. Men der var ikke helt enighed i mindretallet. Valget stod mellem selvbestemmelsesretten og Kongeågrænsen. Det var ikke let at kritisere den nuværende grænse, når man brugte Kongeågrænsen som alternativ.
Genforening med Tyskland var alfa og omega for mindretallet
Men et krav om grænserevision kunne føre Tønder til Tyskland. En adskillelse af Tønderegnen fra det øvrige Nordslesvig kunne være skadelig. Igen kom ”Schleswig-Holstein up ewig ungedeelt” frem. Det var bl.a. den gamle rektor Koopmann fra Tinglev, der argumenterede for dette standpunkt.
Troen på genforening med Tyskland var alfa og omega for mindretallet, skrev Noack i sin bog. Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med det tyske mindretals krav til kultur – og skolepolitikken. Allerede fra 1937 stillede man krav om selvforvaltning på det kulturelle område.
Allerede i 1921 og 1923 forsøgte socialdemokrater på begge sider forgæves at frede grænsen.
Håbet voksede hos hjemmetyskerne m.h.t. grænserevisionen voksede i 1933, da Hitler kom til magten og især i 1940 da Hitler invaderede Danmark.
Forklaringen om USA er næppe sandsynlig
Åbenbart ville Hitler holde USA ude af krigen så længe som muligt. Det ville han gøre ved at tilbyde småstaterne en forhandlingspolitik. Derfor ville han ikke bruge den nemme løsning for at indlemme Nordslesvig. Sådan argumenterer Noack i sin bog.
Professor Henning Poulsen var i 1975 i Aarhus Stiftstidende enig i denne argumentation.
Forklaringen er dog ikke sandsynlig. Selv om Hitler sikkert ønskede at udskyde USA’ s indtrædelse var han for kynisk en realpolitiker til at tro, at en genindlemmelse af Nordslesvig ville betyde noget som helst i denne henseende.
Spørgsmålet om Nordslesvig var for Hitler et bi-spørgsmål
I 1940 invaderede tyskerne så Danmark, selv om de året før havde indgået en ikke-angrebspagt. Dette initiativ syntes at bringe spørgsmålet om Nordslesvig til et bi-spørgsmål.
Husk også, at han genindlemmede Eupen-Malmedy den 18. maj 1940, selv om Belgien først kapitulerede den 28, maj. Alsace-Lorraine blev annekteret en måned senere.
Det store danske flertal i Nordslesvig har sikkert haft sin betydning, men ikke i relation til USA i denne sammenhæng.
Neutralitet og ikke-angrebspagt var noget der bekymrede Hitler
Nej, selvbestemmelsesret og neutralitet og ikke-angrebspagt var ikke noget der bekymrede Hitler. Det er ikke noget, der tyder på at Hitler har interesseret sig for det dansk-tyske grænsespørgsmål.
Hitler: Det tyske mindretal i Nordslesvig er forholdsvis lille
I 1958 havde Bjørn Svensson en kronik i Politikken. Her citerede han den tyske gesandt i Danmark, Cecil v. Renthe-Fink, der i 1936 var i audiens hos Hitler:
Omkring spørgsmålet om grænsen, havde Hitler talt om ”Ligrøveri”. Han mente, at når Danmark ikke havde deltaget i krigen ”skulle de have holdt sig fra måltidet.
En uberegnelig og lunefuld statsmand
Det er meget svært at vurdere Hitlers udtalelser. Hans udtalelser var oftest øjeblikbestemte og ofte selvmodsigende. Ofte var de bestemt af et voldsomt temperament. Resultatet var en uberegnelig og lunefuld statsmand.
Allerede i Mein Kamp skrev han:
I en rigsdagstale den 30. januar 1939 talte Hitler om
Den 6. oktober 1939 understregede han, at han ikke havde rejst grænserevisionskrav mod Danmark, skønt det havde en Versailles-grænse.
Nordisk neutralitet var til tysk fordel
I 1940 brød han den nordiske neutralitet, fordi han var bange for, at de allierede kom først. Det drejede sig ikke om ædelhed. Men Nordens neutralitet var til tysk fordel. Fra Danmark fik tyskerne masser af fødevarer og fra Sverige jernmalm. Og Norge leverede neutralitetsbeskyttende sejlruter – den sikreste forbindelse til Atlanten.
Finland bød Tyskland andre fordele – det var et fort ved den russiske grænse.
Under krigen måtte så få tyske tropper som mulig opholde sig i Norden.
Et Storgermansk rige fra Norge til Norditalien
Allerede i 1937 sagde Hitler til Albert Speer:
Den 9. april 1940 var Hitler sammen med Alfred Rosenberg, da meldingerne om det gunstige forløb af besættelsesaktionerne begyndte at indløbe. Da blev Hitler højtidelig:
Danmark skulle knyttes nærmere Tyskland
Hitler mente, at Tronhjem skulle udbygges så Singapore var barneleg ved siden af. Han mente også at her skulle være en mægtig krigshavn. Det var som om dette interesserede ham på et helt andet niveau end det tyske mindretal.
Jo Hitler mente at Danmark skulle knyttes tættere til Tyskland og dette ville komme det tyske mindretal til gavn.
Mindretallet forsøgte at skabe goodwill hos SS
Noack har sikkert ret når han påstår at hvervningerne inden for det tyske mindretal skete med den hensigt at skabe goodwill hos SS og andre tyske myndigheder og fremme en grænseflytning.
Hvis Hitler blev irriteret på mindretallet, kunne det virke i negativ retning. Men den tyske folkegruppe i Nordslesvig har for ham været en brik, der skulle passe i spillet.
I 1940 så han konturerne til et storgermansk rige. Derfor skulle der forhandles om en told – og møntunion.
Jens Møller opstemte forventningerne
Det tyske mindretals fører, Jens Møller søgte ganske vist at aktualisere sagen i 1940. Han opstemte forventningerne hos sine følgere med antydninger om, hvad der kunne ventes. Den 16. juni talte han for partiets underførere i Tinglev og indskærpede at det var forbudt at flagre med hagekorsflag før den 28. juni (dagen før Versailles-freden)
Den 28. juni fortsatte han i Kjelstrup:
De hjemmetyske ønsker vil blive opfyldt
Den 16. september 1940 sagde Jens Møller i Rødding, at det nordslesvigske spørgsmål vil blive løst i overensstemmelse med de hjemmetyske ønsker. Men Harboe Kardel fortæller, at Jens Møller i Tinglev nævnte datoen i en humoristisk tone. Desuden fortæller han i sin bog, at ingen andre end Jens Møller vidste, at man i Berlin nødigt ville ændre på grænselinjen.
Var det propaganda fra Jens Møllers side?
Måske talte Jens Møller af propagandistiske grunde.
Men den tyske lokalredaktør i Tønder, Rudolf Hesse citere den hjemmetyske afdelingsleder i Tønder den 26, juni:
Efter indgreb oppe fra måtte Jens Møller afblæse flagaktionen.
Hjemmetyskerne viste illoyalitet
De dansksindede opfattede en grænserevision som illoyalitet. Håbet blev afløst af frygt. Den 21. september 1943 skrev Jens Møller således:
Det var flere fløje i mindretallet
I den allerede omtalte bog af professor Noack fremgår det at det tyske mindretal i krigens sidste år delte sig i to – Haderslevkredsen til den ene side og Asmus von der Heide i spidsen for de ekstreme nazister på den anden side.
Men den opfattelse er nok forkert. Det var også den brede fløj i det tyske mindretal. Det var ikke kun fløjene.
Mindretallet var fortvivlet
33 breve fra hjemmetyskere blev censureret af Auslandbriefprüfstelle i Hamborg. De blev sendt videre til den tyske overkommando den 7. februar 1944. I disse breve kan man mærke fortvivlelse:
Forventningerne blev efterhånden mindre
Mindretallet havde store forventninger i 1940. Disse forventninger var meget små, da vi nærmede os 1945
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 21, 2024
Broderskabet på Tønder Statsseminarium
De boede i små værelser rundt om i byen. Concordia. Romantik og virkelighed. De sad sammen med Tønders fattige børn. Efter 1803 blev undervisningen bedre. 150 seminarister ”ødelagde” Byskolen/Borgerskolen. Dansk folkesprog ødelagde de tyske seminaristers udtalelse, mente man. En fornuftig frihed. En stor blomstringstid. Masser af ritualer. Den nye blev kaldt for ”ræv”. Eksamen over for et kollegium. At tømme glasset/kruset i et sug. Piben skulle stoppes og ryges. Papirhalen skulle hales ud. Knægte-slaget. I 1848 blev der sat en stopper for Burschen – livet. Concordia kom i kamp. Skoleråd Schneider advarede de unge. Oprør fra de tyske elever. Preusserne vandt i sidste ende. Den danske seminarist – forening. Det tyske borgerskab blev forarget over den danske hue. Kromanden fra Læk.
I små værelser
Hvordan var det dengang med ”Burschenleben dengang i seminaristernes ”Musenstadt Tondern”. Mon ikke de mærkede mere til rotter end til mus, når de om fredagen fra deres små værelser i Spikergade, Uldgade og æ Svinmærken” vadede gennem komøget til seminariet. De tænkte på, om de nu i dag ville blive hørt i lektierne af deres sure lærer.
Concordia
En dag lod de sig fotografere med kalot på hovedet ”Concordias” Burschenband over brystet, skindbukser og lange støvler på benene. Det var med kårde og lang pibe ved siden og ”Bierseidel” på bordet.
Romantik og virkelighed
Så gik de igen hjem til deres lille hummel, smurte sig et stykke fedtebrød, klippede det fuldskæg som de havde ladet sidde for billedets skyld. De lånte 1 Mark hos værtinden så de kunne købe lidt tørv for. Romantik og virkelighed.
De sad sammen med Tønders fattige børn
Det var ikke tale om noget ”Burschenliv” i Seminariets ældste periode fra 1788 – 1803. De unge sad i tre år på skolebænken sammen med de fattige børn fra Tønder, der ikke havde råd til at besøge latinskolen.
En time om dagen fik de desuden lidt latinundervisning hos skolens rektor. En aftentime om ugen var der lærdom i katekismus. Når de så kom til eksamen skulde kunne Balthasar Petersens religionsbog udenad. Den var meget lang og kedelig. Så skulle de bagefter i kirken og snakke religion med de børn de havde delt skolebænk med.
Efter 1803 blev undervisningen bedre
Efter 1803 blev i det mindste undervisningen bedre. Seminariets elever besøgte nu den borgerskole, der havde afløst den gamle latinskole. Nu fik de desuden 6 ugentlige privattimer. To i metodik og katekisation – to i tysk og dansk eller matematik – to i sang og tegning.
150 seminarister ødelagde Byskolen
Under de dygtige rektorer Forchhammer og Decker trak Tønder Seminarium elever til sig fra alle egne af hertugdømmerne. Der mødte somme tider over 100 til optagelsesprøver. Man nåede op på 150 seminarist-elever, der for resten fuldstændig ødelagde Byskolen med det lille antal elever fra selve byen.
Dansk folkesprog ødelagde seminaristernes udtalelse
Efter at Seminariet i Kiel var nedlagt i 1823, var Tønder Seminarium den eneste i Hertugdømmerne. I ”Schlsw.-Holst. Provinzialberichte” klages der gang på gang over, at det danske folkesprog i Tønder fordærver elevernes udtale. Man har lagt mærke til en ”halvdansk udtale”. Derfor burde man ikke have Seminarium i Tønder, blev det påpeget.
En fornuftig frihed
I Tønder boede man ikke som i Kiel på Seminariet. Det var ude i byen på værelser. I reglen lejede man to og to et værelse. De fleste holdt sig selv med ”Brød og Smør”. mange fik også ”Vask, Lys og Brændsel” hjemmefra. Middagsmaden spiste de hos husværterne. Semaristen nød ”en fornuftig Frihed” og kunne indrette sit liv efter sine økonomiske forhold.
Man talte også om Seminariefester. Særlig når man skulle fejre de kongelige. Dette endte ofte med fakkeloptog gennem byen.
En stor blomstringstid
I perioden 1830 – 1854(1848) blev Tønder en rigtig ”Musenstadt” for et ”Burschenschaftleben” efter tysk studentermønster.
Ved regulativet af 12. december 1829 blev Seminariet et selvstændigt statsseminarium med 3 klasser med egen forstander, egne lærere og egne bygninger. Under professor Bahnsens dygtige ledelse oplevede Seminariet gennem de følgende to årtier en stor blomstringstid med mange elever fra alle egne af Hertugdømmerne.
Denne tid falder sammen med de tyske Burschenschafters glanstid og seminaristerne har jo alle dage haft en ambition om at ville være studenter i folkeudgave.
Masser af ritualer
Seminaristerne efterlignede studenternes sæder og overtog deres ritualer. Med ”Kommers” (Drikkegilder), ”Salamanderreiben” og meget mere. De ældre studenter påtog sig at opdrage de nye, der blev kaldt ”Füchse” (ræve). Det skulle så slutte med at disse ræve fik halen skåret af og så endelig kun kalde sig ”Bürschen”.
De nye blev kaldt for ”ræv”
Når en ung og ny seminarist kom på seminariet, var man en uciviliseret ræv. Man måtte sandelig ikke sige ”du” til en ældre elev. Han fik tildelt en af de ældre, der skulle påtage sig at opdrage ham og lære ham gode manerer. Han skulle også lære at optræde rigtig ved drikkefesterne og vise respekt over for de ældre.
Han skulle lære studenterviserne udenad, lærer at stoppe en pibe og tænde den efter reglerne. Desuden skulle han drikke sit øl efter forskrifterne og holde et foredrag over et intetsigende emne osv.
Efter 1-2 måneders ræve-tid fik Mikkel Ræv så halen hugget af ved en højtidelig fest. Datidens ”Mimsefest” var højdepunktet i årets ”Burschenliv”
Eksamen over for kollegium
Først kom den højtidelige eksamen for eget kollegium bestående af en præsident, to formænd fra de ældste klasser. De optrådte som oldermænd. Og som bisiddere var to gamle formænd fra mellemklassen. Så var det ”Advokaten” der førte rævene frem enkeltvis. Advokaten præsenterede sin ræv for kollegiet og sang efter melodien til studentersangen ” Der Papst lebt herrlich in der Welt”
Præsidenten svarede også med en fastlagt tekst i en sang.
At tømme glasset/kruset i et sug
Advokaten henvender sig nu til ræven i verseform. Og det handler om at ære de ældre. Man opfordrer ham til at fromt liv. Han skal nu fremsige sit navn, og hver gang han nu bliver afbrudt eller bliver tiltalt af en af de ældre, skal han rejse sig.
Man rækker nu ræven et fuldt krus øl. Advokaten kommanderer:
Efter at dette så er sket, rækker ræven kruset eller glasset til advokaten, der så rækker det til Præsidenten, der konstaterer, at der ikke er en dråbe tilbage.
Piben skulle stoppes
Nu fortsætter præsidenten så i verseform og fortæller det er en prøve tilbage. Advokaten rækker ræven en lang pibe og kommanderer:
Når piben så var stoppet, går den til bedømmelse først hos præsidenten og så til oldermændene og så til sidst til bisidderne og til sidst til advokaten som rækker den til ræven:
Piben går nu samme vej til bedømmelse.
Advokaten og præsidenten synger nu et vers.
Papirhalen skulle hales ud
Til sidt fæstner advokaten en papirhale på rævens nakke. Ræven bukker nu dybt for præsidenten, der med en ildtang trækker halen ud og drypper lidt punch på såret. Imens synger Oldermænd og bisiddere helt sagte og højtideligt Ræve-marchen: ”Hvad kommer der oppe fra” Sidste vers starter med ordene:
Knægte-slaget
Alle rejser sig. Ræven får af advokaten at vide, at han skal rette sig op. Præsidenten giver med en stok et let slag på skulderen. ”Knægteslaget” Det svarer nærmest til det gamle ridderslag. Alle rækker nu ræven hånden – ryster den kraftig og lykønsker ham til optagelsen i ”Bürgenschaft, hvor alle i kor synger et vers.
Der blev udstedt et særligt eksamensbevis, der samtidig var optagelsesbrev i Bürgerschaft. Det var faktisk underskrevet af to kendte mænd inden for dansk og slesvigsk skolehistorie.
I 1848 blev der sat en stopper for ”Burschenlivet”
Det slesvig-holstenske oprør i 1848 satte foreløbigt en stopper for det glade ”Bürschenliv”. To seminarister fra Tønder lå den 25. juli 1850 døde på Isted Hede.
Den 7. januar 1858 blev Tønder Seminarium genåbnet som rent dansk seminarium. Der var ingen drikkegilder og halløj. En gammel vise påstod at ”disse Dummen Dänen gik i Træsko”.
Concordia kom i kamp
Efter 1864 genskabtes hurtigt den gamle ”Bürchenliv”. Elever samledes i ”Concordia”, hvis tegn var røde huer, bånd, kårde osv. Elever fra den danske afdeling samledes i foreningen ”Enigheden” men holdt sig fri for alt studentervæsen og uvæsen – og dog.
”Concordia” kom snart i en hård kamp med de preussiske myndigheder, der med forfærdelse og forargelse så på disse unge herrer i Tønder, der legede frie studenter, mens deres kammerater på de gammel-preussiske seminarier nærmest levede som fanger.
Skoleråd Schneider advarede de unge
Ved optagelsesprøven i 1872 sagde skoleråd Schneider til seminaristerne fra Tønder:
Oprør fra de tyske elever
Da de nye elever nogle uger senere var optaget i Concordia mødte de alle i samlet trop med den røde hue. Seminarieforstander Richter dekreterede, at enhver, der om eftermiddagen vovede at vise sig med den røde hue, betragte sig som bortjaget fra Seminariet.
Efter en sammensværgelse i middagstimerne mødte der om eftermiddagen tre mænd med røde huer. De andre havde med alle mulige og umulige ting på hovedet, Da forstander Richter derpå erklærede at de tre straks skulle forlade Seminariet gjorde hele klassen fælles sag og gik deres vej.
De to ældste klasser gjorde strejken med og lærerne stod nu ene tilbage på Seminariet. Skoleråd Schneider måtte tilkaldes fra Slesvig men kunne intet udrette. Sagen gik nu til Berlin. Og det gav stof til Vittighedsbladet ”Kladderadatsch”. Alle gamle Tønder-elever fortalte senere om deres kamp for friheden mod den preussiske uniformering.
Preusserne vandt i sidste ende
Det var dog Preusserne, der i længden var de stærkeste. Seminariet kom efterhånden henimod slutningen af århundredet mere og mere til at ligne et normalt preussisk Seminarium. De prægtige fuldskæg, de røde huer, det blå – hvide skråbånd over brystet med det rødbrogede navn ”Concordia”, de lange studenter-støvler og kården forsvandt efterhånden. De unge elever kom mere og mere en flok skikkelige konfirmander.
Men man holdt stadig fast på opdragelsen af ræve med afsluttende eksamen.
Disse gamle skikke med at ”opdrage” de nye, inden de blev optaget i fællesskabet, stammer fra middelalderen og var tidligere sikkert barbariske.
Den danske seminarist-forening
I den danske afdeling var der nu også barske rusoptagelses-ceremonier, men de var dog blevet afskaffet i 1869 – 1872. Dan danske seminarist-forening hed Harmoni. Det var en forløber for Enigheden, men den hed også engang Phønix.
Mange af møderne blev holdt på Schweizerhalle. Hensigten med disse møder var foredrag og flerstemmig sang. Ja herude var der også seminaristbal.
Det tyske borgerskab blev forarget over den danske hue
Der opstod også skikken med at bære hue, men det var nu ikke den samme farve som de tyske seminarister. Oprindelig var det en grøn hue, men den blev efterhånden skiftet ud til en, der lignede de danske studenters huer. Men den danske hue vakte forargelse blandt det tyske borgerskab i Tønder, så den blev også forbudt.
Kromanden fra Læk
Og de vi skrev en artikel om Drivervejen stødte vi på noget der foregik på Bakken syd for Læk. Her boede kromanden Peter Matthiesen, en hyggelig mand, hvis kone bagte fortrinlige pandekager. Hans kro blev ikke kun besøgt af jyske studedrivere men også af alle Tønder – seminarister på vej til og fra Tønder, til og fra eksamen, hjem på ferier og tilbage fra ferier.
Seks seminarister overrakte den 20. december 1834 kroværten en flot gæstebog med pæn læderryg som julegave. Fra nu af skrev alle seminarister i gæstebogen med navn og som regel et vers, hvis de var på gennemrejse.
Da Tønder – Husum landevejen var færdig ca. 30 år efter, valgte mange en anden vej. Denne bog blev losseplads for de unges følelser, glæder, bekymringer og ærgrelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 18, 2024
Den glemte kommunist – Richard Jensen
En hård barndom. Søfyrbødernes Forbund. Mange aktiviteter. Sømandsklubben i Havnegade var skalkeskjul. Betroet repræsentant. Den illegale kommunistiske virksomhed holdt til her. Kurrer transport med penge. Fra søfartsspionage til propagandavirksomhed. Officielt tog DKP afstand fra at deltage i Den Spanske Borgerkrig. Masser af sabotageaktiviteter. Modsætningsforhold til Axel Larsen. Britiske M15 havde et godt øje til Richard Jensen. Russer rev Axel Larsens rapporter i stykker. En sprængning til stor skade for DKP. I 1940 blev Richard Jensen ekskluderet af DKP. Straffen blev fordoblet til 16 år. Udleverede Axel Larsen 40 adresser? Venskab med ”Edderkoppen” Norsk avis kom med alvorlige anklager. Masser af lyssky aktiviteter. Fra den ene dag til den anden – ikke mere alkohol. Han trak sig i 1956 fra alt faglig aktivitet.
En hård barndom
Faderen drak og moderen forsøgte at holde sammen på familien ved at gå ud og vaske for andre som vaskekone. Som 7 – årig kom han under værgerådet og endte på optagelseshjem. Han fik ophold på forskellige opdragelsesanstalter og stak af som 15 – årig til søs. Han sejlede også under Første Verdenskrig som fyrbøder.
Aldrig har han kunnet indordne sig under autoriteter og anerkende dem. Måske var det de forhadte børnehjem han kom på, der prægede ham. Det at være fyrbøder dengang var ekstremt hårdt job. Men nu var han 2,10 m.
Søfyrbødernes Forbund
Han blev formand for Søfyrbødernes Forbund 1919 – 20. I mellemkrigsårene var han medlem af forbundets hovedbestyrelse og formand for københavner-afdelingen.
Fyrbøderne og sømændene lå indtægtsmæssig i bunden af vores samfund. De blev betragtet som ufaglærte. Forbundet mente, at noget skulle laves helt om. Klassesamfundet skulle helt afskaffes.
Mange aktiviteter
I 1919 modtog vores hovedperson en bøde på 100 kr. for at tage del i optøjer med at standse sporvogne i København.
I 1916 blev han syndikalist. I 1918 angreb han sammen med andre syndikalister Børsen med fastelavnskøller. Vi har skrevet en artikel om dette. Senere gik han over i Danmarks Kommunistiske Parti i hvis ledelse han sad 1922-40. Han sad også i Københavns Borgerrepræsentation fra 1934 – 1943.
I 1919 var han ved at miste livet. Han sad i Korsørtoget som forulykkede ved Vigerslev Allé. Han var en af de overlevende.
Sømandsklubben i Havnegade skalkeskjul
Sømandsklubben i Havnegade var et skalkeskjul for den mere aktivistiske del af kommunisternes arbejde. Her blev der trykt blade og hvervet folk til den revolutionære sag. Turene til Moskva var en del af ”Noget illegalt arbejde”. Ja sådan lød rygterne.
Betroet repræsentant
Hans mest betydningsfulde rolle var dog var dog Den kommunistiske internationales betroede repræsentant i forskellige kommunistisk finansierede og ledende organisationer som De internationale sømandsklubber, Internationalen for søfolk og havnearbejdere (ISH) samt Komiterns vesteuropæiske bureau.
Da Hitler kom til magten i 1933, gik nazisterne på klapjagt efter kommunisterne. Kominterns vest bureau og ISH var over natten flygtet fra Hamborg og Berlin til København. De centrale personer og deres aktiviteter fra flygtet med.
Den illegale kommunistiske virksomhed holdt til her
Jo, der foregik meget i Havnegade 53. I kælderen holdt flygtende tyske kommunister og revolutionære sømænd til. Fascistiske diktaturer og andre antikommunistiske regimer havde fået magten i Europa. I Havnegade holdt den illegale kommunistiske virksomhed til fra 1933 til begyndelsen af Anden verdenskrig.
Kurertransporter med penge
En af de vigtigste illegale aktiviteter var kurertransporterne med penge. Den foregik ikke bare med dobbeltbundede kufferter, men også med specialsyede veste og mavebælter. Alene i 1936 var der smuglet et beløb i forskellige valutaer til København på 759.000 kr. – svarende til 27 millioner kroner i dag.
Disse penge skulle bl.a. bruges til at holde de flygtende i live. Partimedlemmer hjalp til med lejligheder og værelser. Ca. halvdelen af DKP’ s 1.400 Københavner – medlemmer havde på et eller andet tidspunkt været involveret i illegalt arbejde.
Fra søfartsspionage til propagandavirksomhed
Fra København blev der foretaget vidtforgrenet søfartsspionage, propagandavirksomhed og skibsfartssabotage fandt sted under den tyske kommunist Ernst Wollwebers ledelse. Under den spanske borgerkrig foretog Richard Jensen et omfattende opkøb af våben og ammunition, der blev transporteret til Spanien sammen med frivillige. Dette foregik fra København på skibe købt, bemandet og dirigeret af Richard Jensen.
Officielt tog DKP afstand fra at deltage i Spaniens Borgerkrig
Officielt tog DKP under ledelse af Axel Larsen i 1936 afstand fra at deltage i borgerkrigen i Spanien og det samme gjorde Socialdemokratiet. Anderledes så det ud for sømænd og fyrbødere.
København vrimlede med kommunistiske agenter, kurerer og hemmelige celler, der fa Moskva modtog og viderebragte instrukser, propagandamateriale og enorme pengebeløb.
Storbritannien og England havde afvist, at levere våben til Spanien. Nu søgte den spanske regering at få hjælp fra Sovjet. I det kommunistiske sømandsmiljø omkring Nyhavn fandt man folk, der kunne bemande de såkaldte krudtbåde.
Masser af sabotageaktioner
Skibe med våben til General Franco skulle sænkes. Dette styrede Richard Jensen også. Han købte skibet Lola, der blev brugt til at smugle våben til brug i Spanien imod Fascisterne.
Fra 1935 var sabotageaktioner også rettet mod Nazi – skibe. Først iværksatte man tyverier af dynamit fra depoter i de nordsvenske mineområder. Det stjålne sprængstof blev så transporteret fra Sverige til nordeuropæiske havnebyer af partiloyale søfolk. Her blev der så fabrikeret bomber mod tyske handelsskibe. Men sandelig også mod passagerskibe som den polske amerikadamper ”Batory.
Modsætningsforhold til Aksel Larsen
Allerede i 1920erne kom det til et voldsomt personligt og politisk modsætningsforhold til Aksel Larsen, der fra 1931 blev den ledende inden for DKP. Han var slet ikke indforstået med Richard Jensens aktiviteter. Egentlig var disse to hinandens modsætninger. Richard Jensen havde de store armbevægelser og holdt sig ikke altid til fakta.
Britiske M15 havde et godt øje til Richard Jensen
Britiske M15 havde et specielt ringbind på Richard Jensen. Han var blevet forment adgang til Storbritannien. Fra 1933 voksede bunken om ham eksplosivt.
Det lykkedes i al hemmelighed i årene 1934 – 37 for M15 at knække koden til tusinder af kodede telegrammer som Moskva brugte til at dirigere aktiviteterne. Derfor er det i dag muligt at beskrive, hvordan det hele hang sammen. M 15 fik dekrypteret tusindvis af telegrammer. 1.500 af disse omhandlede aktiviteterne i København.
I 1934 satte en stor strejke pres på forholdet mellem reder og sømænd.
Larsen fik støtte fra Komintern, mens Richard Jensen mente at han var direkte indsat af Centralkomiteen i Moskva. I begyndelsen af 1930erne var der en slags borgfred mellem de to, men fjendskabet brød snart ud igen.
I 1937 og 1938 blev flere tyske og italienske skibe angrebet af kommunistiske sabotører. Flere civile søfolk mistede livet.
Russer rev rapporter i stykker
I 1938 ville Axel Larsen have Richard Jensen ud af partiet. Han var rejst til Moskva med en masse rapporter om ham. Men russer smed rapporterne i ilden med ordene, at dem havde man ikke brug for derover.
Men Aksel Larsen kunne ikke gøre noget, da Richard Jensen fik ordre direkte fra Moskva. Men Richard Jensens stilling svækkedes imidlertid efter den tysk-sovjetiske forståelse i 1939, hvis internationale konsekvenser han ikke synes at have indset.
En sprængning var til stor skade for DKP
Et par skibe i Frederikshavn blev saboteret. Det var ingen tvivl om at Richard Jensen var en af hovedmændene. Disse skibe skulle bruges af Fascisterne i Spanien. Denne sprængning var til stor skade for DKP.
Det lykkedes for det nordiske politisamarbejde at optrevle et terrornetværk.
Aksel Larsen forsøgte at gøre DKP mere stuerent.
De betalte den højeste pris
Flere af de europæiske kommunister, der i 1930erne havde deltaget i de illegale sabotage-netværk kom til at betale den højeste pris fordi de i bl.a. Norge blev udleveret til Nazityskland og halshugget. Men også den store udrensning med masselikvideringer, som Stalin gennemførte i slutningen af 1930erne ramte centrale dele af det underjordiske miljø.
Også svenskerne udleverede kommunister til Nazityskland. Således blev Wollwebers efterfølger arresteret i Sverige udleveret til Tyskland, hvor han blev henrettet.
Dansk Politi holdt nøje øje med flygtningene og kommunisterne. Mere eller mindre systematisk udvekslede de informationer med Gestapo.
I 1940 blev Richard Jensen ekskluderet af DKP
Kort efter tyskernes besættelse af Danmark 1940 blev Richard Jensen ekskluderet af DKP for ”gentagende disciplinbrud”. Det var den 29. april 1940.
Kommunismen blev af mange betragtet som en større trussel end nazisterne. Sporene fra den voldelige revolution skræmte og antikommunismen var stærk fra den yderste højrefløj og langt ind i Socialdemokratiet.
På vej hjem fra en behandling segnede Richard Jensens hustru Anna Catrine Ludovika om på Strandboulevarden. Hun var død af et hjertetilfælde. Han var utrøstelig. Som 46 – årig var han nu helt alene.
Straffen blev fordoblet til 16 år
I marts 1941 blev han arresteret og idømt 8 års fængsel efter at have spillet en ledende rolle i en række skibssabotager. Bl.a. var det mod to spanske trawlere i Frederikshavn i 1948. Det lykkedes for Richard Jensen at flygte til Sverige i 1944. Efter krigen udfoldede han bestræbelser på at få dommen omstødt. Ved ankesagen i Østre Landsret var straffen blevet fordoblet til 16 år. Richard Jensen mente, at Axel Larsen var med til at forhøje straffen gennem hans vidneudsagn.
Udleverede Axel Larsen 40 adresser?
Åbenbart skulle Axel Larsen have udleveret 40 adresser på partikammerater til Gestapo. Fangerne i Vridsløse Fængsel kaldte ham ”Gestapos bedste mand”. Men nu havde Københavns Politi og Gestapo i forvejen arbejdet sammen m.h.t. kommunister, så mon ikke de kendte disse adresser i forvejen. Og da tyskerne forlanger at 65 kommunister blev fanget, ja så arresterede dansk politi langt flere.
Nogle mener, at det var Axel Larsens ide at give Richard Jensen skylden. Det var søfyrbøderen Alberti Hansen, som udførte sabotagen.
Venskab med ”Edderkoppen”
Fra 1945 havde Richard Jensen et nært venskab med Edderkoppen (Svend Aage Hasselstrøm). Og der blev i den grad smuglet. I 1948 smuglede han også våben til Israel.
Norsk avis med alvorlige beskyldninger
I maj 1948 skrev det norske dagblad ”Morgenbladet” at Richard Jensen var den centrale person i det hemmelige kommunistiske netværk i Skandinavien. Han skulle styre det hele og havde en række navngivne kommunister til at hjælpe sig. Georg Hegner og hans kone, der drev et værtshus i Nyhavn, modtog de russiske agenter på gennemrejse. Hegner var tidligere formand for Søfyrbødernes Forbund.
Richard Jensen truede med at lægge sag an mod det norske dagblad. Men han anlagde aldrig sag.
Masser af lyssky aktiviteter
Artiklen fra det norske dagblad blev refereret i Information den 7. maj 1948. Pudsigt nok samtidig med at dobbeltmordsagen fra Køge Bugt er ved at blive opklaret. Historikere og forskere mener, at Richard Jensen og hans allierede efter alt at dømme spillede en væsentlig rolle i denne sag tillige med en masse andre lyssky aktiviteter.
Fra Moskva havde man genoptaget de gamle forbindelser. Den kolde krig var på sit højeste.
Ikke mere alkohol
Som 55-årig besluttede han sig fra dag til dag ikke mere at røre alkohol. Han kom med som drivkraft i Det Hvide Kors, som var en afholdsforening. Det var oven på en tid, hvor han ofte vaklede hjem den lyse morgen.
Inden for søfyrbøderne lykkedes det ham at genvinde sin position. Her blev han igen formand – denne gang fra 1950 – 1956.
Han trak sig i 1956 fra alt fagligt arbejde
I 1956 trak han sig fra alt fagligt og politisk arbejde for ”at dyrke sin have”.
De sidste mange år levede han sammen med sin anden hustru Ingrid i en to – værelses. Han døde i 1974.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: