Artikler
Oktober 7, 2024
Aktion Möwe
Vi har læst en bog med overnævnte titel, som vi her vil forsøge at anmelde. Bogen er skrevet af Frederik Strand og Anders Brand Lundager. Det er en gennemarbejdet, grundig og letlæselig bog. Det har givet undertegnede en masse nye informationer, selv om der er læst flere bøger om dette tema. For det danske samfund var det en katastrofe. Vi hører om aktionen i mange af de 72 politikredse. Politivagten på Amalienborg. Tyskerne ville reorganisere dansk politi. Aflytningscentral havde opsnappet noget i forvejen. Tyskernes mistro til dansk politi voksede. Folkestrejken. Politiet sagde nej til at beskytte 57 fabrikker. Nu ville Pancke vise handlekraft Betjente sendt i KZ – lejre. En fiasko for Pancke, der ligesom sine venner blev frikendt for aktionen i retsopgøret. Buchenwald et chok for betjentene. Heldigvis blev de efter lidt tid regnet for krigsfanger, men alligevel var der mange døde og syge. Mange menneskelige lidelser Interne magtkampe i det tyske besættelsesapparat.
En meget grundig bog
Bogen er skrevet af Frederik Strand og Anders Brand Lundager. Den hedder Aktion Möwe med underskriften ”Det tyske angreb på dansk politi under besættelsen – 19. september 1944. Vi har læst flere bøger om dette emne, men dette er nok den mest grundige og spændende bog, som vi har læst. De to forfattere har fundet frem til flere kilder. Bogen er letlæselig og omfattende. Den er meget grundig og fyldt med nye oplysninger – i hvert fald for undertegnede.
For det danske samfund var det en katastrofe
Aktionen forløb meget forskellig. Og vi får drama for alle penge fra bogens start. Tyskerne mente at det aktionen var en succes, men den kan vel opfattes som fiasko. For det danske samfund var det en katastrofe – Fra den 19. september skulle man leve uden politi.
Vi hører om aktionen i mange af de 72 politikredse
Politisoldaterne spredte sig omkring stationerne. Der var angst og forvirring blandt de betjente, der ikke nåede væk. Nogle steder brugte tyskerne håndgranater. Det var et særdeles velkoordineret og omfattende angreb på dansk politi. Vi hører om aktionen i mange af de 72 politikredse.
Politivagten på Amalienborg
Politivagten på Amalienborg, der havde beskyttet kongen efter at Livgarden var blevet afvæbnet, forsvarede sig så resolut, at tyskerne meddelte, at der var tale om en misforståelse, da de ville internere vagtkorpset. På dansk side blev to politifolk og palæforvalteren i Det Gule Palæ såret, mens 20 tyskere blev dræbt og 40 såret. Blandt de dræbte var SS – Oberscharführer Fritz Himmel fra Peter-gruppen.
Hvordan var reaktionen i de danske kredse? – ja det får vi også svar på.
Tyskerne ville reorganisere Dansk Politi
Tyskerne ville reorganisere dansk politi. De ville reducere antallet af betjente. Men troede stadig på en britisk invasion og så mente man at dansk politi ville falde dem i ryggen. Selve aktionen var nøje planlagt. Men tyskerne havde nok ikke regnet med følgerne.
Aflytningscentral havde opsnappet noget i forvejen
Hele 2.000 politifolk og 140 grænsegendarmer blev taget. Men nu var det ikke alle der blev taget. Nogle havde allerede hørt rygter om aktionen. I april 1940 var politistyrken på 3.800 mand. Under besættelsen blev styrken udvidet til 9.800 mænd med de såkaldte reservebetjente. Mange var blevet advaret, da aflytningscentralen i Helsingør havde opsnappet planerne om arrestationerne et par dage i forvejen.
Tyskernes mistro til dansk politi
Som vi tidligere har nævnt i artikler, var samarbejdet med tyskerne og dansk politi efterhånden blevet dårligere. Syv betjente fra Aabenraa fik Staldgårdens barske forhold at mærke og efterfølgende blev Aabenraa Politistation udsat for bombeangreb.
I løbet af foråret 1944 voksede tyskernes mistro til politiet. To betjente blev skudt af tyskerne. Et meget stort antal betjente var med til begravelserne.
Folkestrejken
Det endte med Folkestrejken, hvor 100 danskere blev skudt og hvor 700 blev såret. Tyskerne ændrede deres syn på dansk politi. Politiet skulle holde ro og orden men mange betjente havde sympati med befolkningen.
Men der var mange strejkende, der ikke havde sympati med politiet. Hitler var irriteret over, at Best ikke kunne få styr på danskerne. Han udsendte en forordning til nedskydning af sabotører på stedet.
Politi sagde nej til at beskytte 57 fabrikker
Højere SS- og politifører i Danmark Günther Pancke finder ud af det dansk – tyske politisamarbejde slet ikke fungerer godt nok. Fra tyske side mener man at dansk politi skal beskytte 57 fabrikker i Danmark. Det vil man ikke. Det førte til at tyskerne oprettede en speciel kommando. Departementschefen i Udenrigsministeriet, Nils Svenningsen havde anbefalet at man efterkom tyskernes ordre.
Nu ville Pancke udvise handlekraft
Pancke udviklede efterhånden en plan med, at nu skulle politiet reduceres. Planen blev også udviklet, fordi Himmler var utilfreds med Panckes indsats i Danmark. Nu ville Pancke udvise handlekraft.
Den 19. september kl. 11.00 gik aktionen i gang. Luftsirenerne blev sat i gang. Ved politigården i København blev kraftige våben sat ind i den runde gård.
Betjente sendt i KZ – lejre
De københavnske betjente blev stuvet sammen M/S Cometa og sejlet til Tyskland. De jyske og fynske betjente blev via Frøslevlejren sendt syd på.
I første omgang blev betjentene anbragt i KZ – lejren Neuengamme. Men senere skulle de overføres til Stutthof. Den længste tid sad betjentene dog i Buchenwald.
En fiasko for Pancke
Kriminaliteten steg på alle områder. Panckes midlertidige hjælpepoliti ”Hipo” kom aldrig til fungere. 500 danskere meldte sig til dette korps.
Aktionen havde været en stor fiasko for Pancke. Werner Best satte gang i at få oprettet private vagtværn. Men arbejdet med dokumenter til tysklandsarbejdere og arbejdet med fødevareeksport fungerede slet ikke som før.
Buchenwald – et chok for de danske politifolk
Buchenwald var et chok for de danske politifolk. Allerede i november døde 29 politifolk. Tøjpakker og Røde Kors – pakker redede mange politifolks liv. I december blev 211 syge og ældre politifolk hjemsendt.
Nu regnet som krigsfanger
Efter pres fra de danske myndigheder blev betjentene efterhånden betragtet som krigsfanger.
Den 16. december blev 1.600 politifolk sendt til den lidt mildere lejr Mühlberg. Her var udsigterne til at overleve langt større. Det var en gennemgangslejr ved Elben.
Mellem 2. april og 10. april blev samtlige overlevende i tre hold kørt hjem til Frøslevlejren. Fra slutningen af april til 3. maj blev de transporteret til Sverige.
Frikendt for aktionen
Underligt nok blev Pancke og hans venner frikendt for deres gerninger under aktion Möwe.
Mange døde
78 politifolk mistede livet på grund af opholdet og strabadser. Frem til 1947 døde yderligere 18 som følge af opholdet. Afhængig af diverse kilder var der mellem 81 og 90 politifolk, der døde. De 60 af dem døde i Buchenwald.
En opgørelse fra 1968 viser at 138 politifolk døde af følgerne efter 5. maj 1945.
Hos grænsegendarmerne var døds-raten højere. Det var ofte ældre folk blandt disse. Her døde 39. Mange blev skadet for livet.
Aktion Möwe var den største enkeltaktion, der blev iværksat af tysk politi i Danmark under besættelsen. At lave sådan en hemmelig aktion, der implicerede store mandskabsmæssige ressourcer, var imidlertid ikke let.
Mange menneskelige lidelser
Den ene dag beskæftigede man sig med cykeltyverier og den næste dag blev man udsat for menneskelige lidelser, der omfattede liv og død. Man havde ellers fået at vide, at der ikke ville ske deportationer fra Danmark til KZ – lejre. Men som så meget andet var dette også en løgn fra tyske side.
Aktion Möwes omkostninger blev store for alle parter. Størst indflydelse havde aktionen dog naturligvis på de enkelte politifolk og gendarmer, hvis liv blev forandret for altid.
Kun knap 200 politifolk ville arbejde for tyskerne.
Interne magtkampe i det tyske besættelsesapparat
Mange steder er aktionen behæftet med over- og underdrivelser og fordrejninger af sandheder. Her har man fundet nye beretninger og erindringer, hvor man oplevede begivenhederne på nærmeste hold.
Interessant er også at læse om forberedelserne til aktionen. Den var præget af interne magtkampe i det tyske besættelsesapparat. Og så var det lige det faktum at de tyske planer kuldsejlede. Det var ikke tilsigtet, at dansk Politi helt skulle ophøre med at fungere. Det havde meget store konsekvenser for det danske samfund men også for den tyske besættelsesmagt.
Gennemarbejdet, grundig og letlæselig bog
En meget gennemarbejdet bog og letlæselig som varmt kan anbefales. Men om det er en fornøjelse at læse, er en anden sag. Men bogen kan varmt anbefales. Vi får i bogen at vide, hvordan det kunne ske. Hvordan kunne dansk politi gå fra en god samarbejdspartner til nogle, som tyskerne slet ikke kunne samarbejde med?
Til sidst blev dansk politi opfattet som en mistænkelig styrke. Hvad ønskede besættelsesmagten egentlig? Ja det får vi alt sammen svar på i bogen.
Aktion Möwe – det tyske angreb på dansk politi under besættelsen
19 september 1944
Oktober 1, 2024
Nyt Danefæ ved Emmerlev – endnu mere (2)
En mand med metaldetektor. Her boede måske en fyrsteslægt. Ring fra merovingerne. En stormagt i Europa. En handelsplads har måske ligget her. Området var tidligt tæt befolket. En fyrstefamilie har måske regeret her. Arkæologer fra Kiel skal lede videre. Trælbanke og Guldhorn i nærheden. Ringen er ikke tilfældigvis tabt. Danmarkshistorien skal sikkert snart omskrives.
En mand med metaldetektor
Finderen af guldsmykket ved Emmerlev har med sin metaldetektor fundet mange genstande i tidens løb. Han er gået rundt på markerne ved byens udkant. Men højdepunktet var vel nok det guldsmykke ved Emmerlev. Og dette smykke blev allerede fundet tilbage i 2020.
Her boede måske en fyrsteslægt
Smykket gemmer på en langt større historie, end man kan forestille sig. Antagelig har der boet en ukendt fyrsteslægt. Måske har denne fyrsteslægt haft kontrol med et område mellem Ribe og Hedeby.
Ring fra Merovingerne
På Nationalmuseet blev smykket undersøgt. Her mener man at det stammede fra det kongelige herskab fra Merovingerne. Dette folk herskede i store dele af det nuværende Frankrig fra 450 til 750. Efter dem herskede Karolingerne. Den mest kendte af disse var Karl den Store.
En stormagt i Europa
Måske har en prinsesse fra Merovingerne boet i Emmerlev-området. Det kan være hun er blevet gift med en mand fra området. Merovingerne havde for vane at gifte deres kvinder ind i andre vigtige slægter og på den måde skabe forbindelser og alliancer.
Merovingerne var en kongeslægt, der på det tidspunkt var en ubetinget stormagt i Europa. Kvinde-ringen har tilhørt en fyrstedatter. Guldringen underbygger, at der her har været en elite, der har været noget ved musikken.
Andre steder på kontinentet er der fundet lignende ringe – blandt andet i magtfulde fyrstinders grave.
En handelsplads har måske ligget her
En handelsplads har sikkert eksisteret i nærheden af stranden. Nord på ved Dankirke og i selve Ribe er der fundet mange spor af en stor handelsplads.
Over Vadehavet foregik handlen med Frankerne og Friserne og også ned til Rhinen til vestkysten og op til Ribe.
Stenen på ringen er sikkert em ”Granat”, som stammer fra Böhmen i det nuværende Tjekkiet. I området er der også fundet mønter, værktøj og keramik.
Området var tidligt rigt befolket
Området var allerede i Stenalderen og i Bronzealderen samt i Jernalderen rigt befolket. I Vikingetiden har der her befundet sig et rigt handelscentrum. Det kan møntfund vise. Her er der spor fra det arabiske område og fra middelhavslandene. Men også fra områder ved Nord- og Østersøen er her spor.
I Amsterdam lå der således et herberg med navnet ”Emmerlev”. Mange af de fundne mønter fra området er netop fra Holland. De hollandske mønter blev kaldt ”Deut”. Der findes et gammelt udtryk:
Allerede tidligt blev der transporteret kvæg til Nederlandene. Og som vi tidligere har nævnt så var mange søfolk fra Emmerlev beskæftiget på hollandske skibe.
Arkæologer fra Kiel skal lede i området
Ved Emmerlev er der også fundet rester af ældre bygninger. Dette kunne tyde på beviser på, at der her virkelig var et handelscentrum. Forskningen og undersøgelserne vil fortsætte i området.
Arkæologer fra Universitetet i Kiel vil komme til Emmerlev og undersøge undergrunden med moderne undergrunds-radar. Med denne teknik opdagede man mange nye ting om den forsvundne by Rungholt.
Spørgsmålet er så om man finder et depot, som er lagt ned i området eller om der kommer en grav?
Trælbanke og Guldhorn i nærheden
To kilometer fra findestedet fandt man ringvolden Trælbanken, som er dateret til det første århundrede. Og bare 10 km derfra faldt man guldhornene. Selv om der er cirka 150 år mellem guldhornene og Emmerlev-ringen er der måske en sammenhæng mellem de to guldfund. For det var ikke hvem som helst der havde sådanne rigdomme på det tidspunkt af historien.
Det er måske meget fristende at tro at dem, der har noget med Emmerlev – ringen og Guldhornene at gøre var i samme fyrstefamilie, men det er ikke historisk korrekt bare at tro det.
Ringen er ikke tilfældigvis tabt
Tænk at ringen har ligget i jorden i 1.400 år og bare ser ud som ny. Og finderen af ringen har fået lavet en kopi til konen. Guldringen er indfattet med rød halvædelsten og konstrueret med veludførte spiraler på undersiden og trekløver-knopper i overgangen mellem ringskinnen og fatningen med stenen – det var et typisk frankisk design.
Arkæologerne mener ikke at ringen tilfældigvis er tabt på en gennemrejse primært af to årsager. For det første er det i samme område fundet andre genstande især to guldmønter, syv sølvmønter (sceattas) og frisisk drejet keramik – som bekræfter kontakten til det merovingiske område.
For det andet er ringen indfattet af rød halvædelsten, som er et velkendt magtsymbol i Norden, mens merovingernes elite guldringe typisk er indfattet med en mønt eller en plakette, som en signetring. Det viser, at ringen skulle tjene som magtsymbol i Norden.
Danmarkshistorien skal sikkert omskrives
Vadehavet er et sted, hvor det giver mening, at have en del handel, fordi der blandt andet er gode søveje.
Danmarkshistorien skal nok omskrives. Der var handelsliv op langs vestkysten og ikke kun omkring Ribe og Sild. Det seneste fund i Tønder tyder også på at denne by er betydelig ældre end 1243.
Som allerede skrevet blev der også fundet en guldmønt fra Byzans og dermed det østromerske rige. Den er slået i årene 613 til 616.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 29, 2024
Ridser i lakken
Vi har læst en bog ”Ridser i lakken af Peter Kramer. Den forøger at anmelde her. men vi sidder tilbage med en lidt underlig fornemmelse. Ikke alt er ”Nye afsløringer”. Bogen indeholder nærmest skandaløse spekulationer. Husk lige at Danmark samarbejdede med tyskerne under besættelsen. Så fredelig var det i Danmark. Kongen havde familie i Tyskland. Dokumenter fra de kongelige besøg i Berlin er frit tilgængelige på Rigsarkivet. Kongehuset gjorde det ikke i ”sympati. Det var regeringens officielle politik, som repræsenterede. Dansk historieskrivning får en ordentlig en på tuden. Vi har selv mærket det – historisk uvidenhed. Helene blev ikke ”ofret”. Kongen bestemmer ikke, hvem der skal have ordner. Skal besættelsestiden virkelig omtales på denne måde? Ikke så kontroversielt at være nazist i 1930erne. Mange skamroste Tyskland. Alvorlige beskyldninger af forfatteren. Udtaler min bedste tak, sagde kongen. Kongens svar blev opfattet som fornærmelse og provokation. Telegramkrisen medførte tyske stramninger.
En underlig fornemmelse
Vi har læst en interessant bog med overnævnte titel. Undertitlen er ”Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland”. Den er skrevet af journalist Peter Kramer. Og ikke et ondt ord at man er journalist. Vi har set udmærkede historiske bøger skrevet af journalister.
Men i dette tilfælde sidder man en underlig fornemmelse. Det er såmænd sikkert ikke forkert det som står i bogen og dog – konklusionerne er ofte forkert. Det er som om, at man fra start til slut bare skal et sted hen og så er det lige meget om man fejlfortolker hvad der egentlig skete.
Ikke alt er ”nye afsløringer”
Og en anden ting er, at alt i bogen skal fortolkes som om det er en ny afsløring. Vi har set mange af disse ”afsløringer” i andre bøger, og selv her på siden har vi skrevet om disse temaer. Men det er sikkert mange, der sluger bogen råt.
Peter Kramer mener, at det danske kongehus havde en tæt forbindelse til det nazistiske Tyskland og især nazi-toppen. Men så tæt har det nok alligevel ikke været, når vi kigger på den såkaldte ”telegramkrise”.
Skandaløse spekulationer
Bogens metode og dokumentation og skandaløse spekulationer efterlader en mærkelig følelse. Således får vi at vide, at den svenske konge hvis nok kun besøgte Hitler to gange, mens vores konge besøgte ham tre gange. Svensk TV lavede to udsendelser om det svenske kongehus og nazismen. Svenskerne eksporterede jernmalm til Tyskland og de gav tyske tropper lav til at tage toget gennem Sverige til Nordnorge.
Og den svenske konge sendte et lykønskningstelegram til Hitler, da denne angreb Rusland.
Danmark samarbejdede med tyskerne
Forfatteren glemmer også at mange i Danmark indtil 1943 havde sympati for Nazi – Tyskland, bl.a. hos de adelige og blandt militærfolk. Og hvordan var det nu men vores samarbejdspolitik. Den gik ud på at holde os gode venner med tyskerne. Ellers forblev det måske ikke en ”fredelig besættelse”. Husk også på at selv efter den 29. august 1943 steg vores eksport til Tyskland.
Så fredelig var det i Danmark
Isoleret set kan man måske give forfatteren ret i, at de kongelige gik over stregen. Mange medier er der også hoppet med på den limpind. Men nu skal kongehusets gøren og laden ses i sin helhed.
Da Christian den Tiende red rundt i byens gader blev det af danskerne betragtet som et frihedssymbol. Men tyskerne brugte det som propaganda, der viste, hvor fredeligt alting gik i Danmark.
Kongen havde familie i Tyskland
En del af Christian den Tiendes familie stammede netop fra Nazi -Tyskland. Og så benyttede man lejligheden til kortvarige møder med Nazi-toppen. Og Göring havde jo arbejdet i Danmark og Sverige. Da han sejlede rundt i sin yacht i de danske farvande i 1930erne blev han hyldet, hvor han kom hen.
Dokumenter fra kongens besøg tilgængelig på Rigsarkivet
At være æresgæster hos Göring til Bayreuth-festspillene var måske at gå over stregen. Man skal heller ikke glemme, at danske prinsesser var indgift i den nazistiske adel. Men man taler om mørklagte arkiver. Ja de kongelige arkiver er måske ikke lige tilgængelige. Men der findes dog tilgængelige dokumenter på Rigsarkivet, der endda er tilgængelig på nettet af kongens tre samtaler med Hitler.
Forfatteren fortæller at der ikke findes referater af disse møder. Der varede vel mellem 20 og 30 minutter. Ingen af disse møder var statsbesøg. Men de kongelige repræsenterede danske interesser.
Kongehuset gjorde det ikke i sympati
De gik ikke forrest i tilpasningen til Hitlers Tyskland og de gjorde det bestemt ikke i sympati. Forfatteren forstår ikke, hvordan kongehuset fungerer i et demokrati og at kongehuset udfører udenrigspolitik dikteret af regeringen.
Kongen ville næppe begå samme fejltagelse som i 1920, da regeringen truede med at afsætte ham, da han havde begået en fejltagelse.
Det var regeringens officielle politik
Vi får at vide, at Christian den Tiende og hans familie var symbol på den danske frihedskamp og alligevel rasede han mod den danske frihedskamp. Det var det jo mange, der gjorde indtil 1943 – også vores statsminister Wilhelm Buhl. Det var regeringens officielle politik.
Forfatteren burde måske også have nævnt, at det bestemt ikke alle politikere, der var begejstret for oprøret den 29. august 1943.
Dansk historieskrivning får en ordentlig en på tuden
Den danske historieskrivning får en ordentlig en på tuden, fordi man ikke har medtaget kongehusets ”tilnærmelser” til nazismen. Man har bevidst undladt dette. Og det samme siger en masse af de danske medier.
Hvordan en dansk graver-journalist i de danske medier nu kan optræde som den store opdager er uforstående. Bogen udnævnes visse steder som sensationel. Ja man kan bare ryste på hovedet.
De medgiver at historikere indtil nu har givet et forfejlet skønmaleri af kongehusets ageren i 1930’erne og under besættelsen.
Vi har selv mærket – historisk uvidenhed
Vi mærkede den samme historiske uvidenhed, da vi i 2017 udgav en bog om et mord i Padborg begået kort efter besættelsen.
Helena blev ikke ”ofret”
Det er heller ikke nyt at kongens brors kone, Helena blev udvist af Danmark efter besættelsen. Hun fik dog lov til at komme tilbage under hendes mands sygdom og begravelse. Hendes mand, prins Harald havde vist sin begejstring for nazismen. Forfatteren taler om ”nye vinde” og at Helena blev ”ofret”. Læs dengang.dk s beskrivelse af, hvad der skete.
Kongen bestemmer ikke, hvem der skal have ordner
I løbet af 1930erne tildelte kongen 60 ordener til topnazister. Det er vel næppe noget han selv har haft indflydelse på. Han har blot været budbringere for udenrigsministeriet. Kritikken for uddelingen af disse ordner skal ikke rettes mod kongehuset men mod ministeriet.
Skal besættelsestiden skildres på denne måde?
Det var kongehusets opgave at smøre tyskerne. Og indrømmet – ikke alt ser lige pænt ud.
Men forfatteren har ikke sat sig ind i hvilken vanskelig udenrigspolitisk situation Danmark stod i. Han fælder en moralsk dom, der ses i lyset af holocaust. Selvfølgelig skal besættelsen fortsat kastes under en kritisk lup. Men skal dette gøres på denne måde?
Vi får ikke en forklaring på, hvordan småstater skal handle over for stærke udemokratiske nationer.
Ikke så kontroversiel at være nazist i 1930erne
Vi ved også godt at ved kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrids bryllup i 1935 fik de jagtgården Trend i bryllupsgave. En af hovedkræfterne bag den gave var lensgreve Heinrich Carl von Schimmelmann fra Lindenborg Gods som samtidig var en af landets førende nazister.
Han var med i storrådet i nazistpartiet i Danmark. Han var formand for det nazistiske dagblad ”Fædrelandets” bestyrelse.
Men dengang i 1930erne så man ikke i Danmark så ”kriminelt” på at omgås nazister. Og kongehuset omgikkes da også Christian Frederik Schalburg. I dag betragtes denne nok som en af Danmarks største forrædere.
Men da Frikorps Danmark tog afsted, var der mange topofficerer til stede for at tage afsked. Og ved mindegudstjenesten for Schalburg var mange toppolitikere. Dog ikke kongen.
Det var i 1930’erne ikke så kontroversiel at være nazist, som det blev efter besættelsen. Da Danmark den 9. april 1940 blev besat, kølnedes forholdet mellem Christian den Tiende og Schalburg.
Mange skamroste Tyskland
Hitler havde skabt orden i kaos i Tyskland. Arbejdsløsheden var afskaffet. Togene kørte til tiden og der blev bygget boliger, biler og betonveje. Gunnar Nu Hansen og hele Verden valfartede til Berlin til de Olympiske Leje. Gunnar Nu Hansen skamroste tyskerne, men alligevel mener forfatteren at kongehuset gik forrest i tilpasningen til Hitler.
Alvorlige beskyldninger fra forfatteren
Vi får også at vide at Kongehuset bevidst forsøger at skjule kongehusets sympati for nazismen. Og som tidligere nævnt beskylder forfatteren også historikere for at de går fuldstændig let og elegant hen over netop denne periode.
Forfatteren påstår, at forbindelserne til Hitler – Tyskland er forsvundet ud af danmarkshistorien, og indtil nu er vi som nation blevet spist af med et glansbillede af kongehuset som et nationalt samlingspunkt under besættelsen.
Som læser får man det indtryk, at Christian den Tiende besøgte Hitler af ren lyst. Men kongen optrådte på regeringens vegne. Han var sendt i byen af regeringen.
Man kunne ønske mere hæderlighed i kildefremstillingen.
Udtaler min bedste tak
Der var da bestemt ikke varme følelser mellem Christian den 10. og Hitler i 1942, da Hitler sendte en lykønskning i anledningen af kongens 72 – års fødselsdag. Kongen svarede:
Dette førte til den såkaldte ”Telegramkrise”.
Denne ”anti-tilnærmelse” omtales ikke i bogen og ville nok også ødelægge forfatterens intentioner.
Kongens svar blev opfattet som fornærmelse og provokation
I Berlin blev kongens korte svar opfattet som en stor fornærmelse og provokation. Hitler kogte og syede i raseri. Det blev betragtet som eksplosivt.
Hitler ville nu have en strammere kurs over for Danmark. Nu skulle Danmark betragtes som ”fjendeland”. Og den såkaldte fredsbesættelse skulle ophøre. Alt modstand skulle stoppes med magt. En gang for alle ville han slå fast, hvem der bestemte. Jernnæven slog i bordet.
Telegramkrisen medførte tyske stramninger
Det endte med at statsminister Buhl måtte trække sig. Han blev erstattet af udenrigsminister Scavenius. Og så sendte Hitler rigsbefuldmægtiget Werner Best og general Hermann von Hanneken til Danmark for at stramme op.
Telegramkrisen blev en katalysator for en langvarig tysk utilfredshed med tiltagende sabotager og øget tysk-fjendtlig indstilling i befolkningen.
Bogen ”Ridser i lakken” er sikkert en god læsning for mange. Men for dem, der har sat ind i, hvad der skete dengang en lidt mærkelig omgang. Ved at undlade, misforstå og forvrænge historien kan man få alt ledt hen til det, man gerne vil.
Ridser i lakken
Momentum
Hvis du vil vide mere:
September 25, 2024
Hvorfor flyttede Hitler ikke grænsen?
Har John Peter Noack ret? De dansksindede frygtede, hvad Hitler kunne finde på. Mindretallet: Selvbestemmelse måtte gælde for hver enkelt kommune. Genforening med Tyskland var alfa og omega for Mindretallet. Forklaringen med USA er usandsynlig. Spørgsmålet om Nordslesvig var for Hitler et bi-spørgsmål. Neutralitet og ikke – angrebspagt var ikke noget, der bekymrede Hitler. Denne mente, at det tyske mindretal var forholdsvis lille. En uberegnelig og lunefuld statsmand. Nordisk neutralitet var en fordel for tyskerne. Et storgermansk rige fra Norge til Norditalien. Danmark skulle knyttes nærmere Tyskland. Mindretallet forsøgte at skabe goodwill hos SS. Jens Møller opstemte forventningerne. De hjemmetyske ønsker ville blive opfyldt, sagde jens Møller. Var det propaganda fra hans side? Hjemmetyskerne viste illoyalitet. Der var flere fløje i mindretallet. Efterhånden blev de fortvivlet. Forventningerne var efterhånden blevet meget mindre.
Har John Peter Noack ret?
Universitetsrektor John Peter Noack hævdede i en bog om det tyske mindretal under besættelsen, at det var frygten for USA, der fik Hitler til at bevare den dansk-tyske grænse. Men kan det nu have sin rigtighed?
Bogen er ellers interessant og beskæftiger sig nok mest med mindretallets ledelse og politik under besættelsen. Den handler også om hvervningen til Waffen – SS, om ensretningen, Vogelgesang, de hjemmetyske banker samt de forskellige hjemmetyske korps.
De dansksindede frygtede Hitler
Hjemmetyskerne håbede på en ny grænse ved Kongeåen. De dansksindede frygtede at komme under nazistisk herredømme. Det kunne måske føre til de samme forhold som i Alsace-Lorraine, der blev annekteret i juni 1940.
Her fik nazisterne lejlighed til at praktisere deres principper med krigstjeneste, masseforflyttelse til de polske øst-provinser, folk, der blev tvunget til at antage tyske navne m.m.
Det var al mulig grund til at frygte, hvad selv en midlertidig indlemmelse af Nordslesvig kunne afstedkomme. For mange blev hensynet til Nordslesvig derfor et stærkt argument for at videreføre den danske forhandlingspolitik længst muligt.
Mindretallet: Selvbestemmelsen måtte gælde hver enkelt kommune
Det tyske mindretal havde haft ønsket om en grænserevision på programmet lige fra 1920. Man mente at ”den selvbestemmelsesret, der var tilsagt det tyske folk” var blevet degraderet til en ret for sejrherren.
Selvbestemmelsesretten måtte gælde for hver enkelt kommune, mente man. Den kunne ikke baseres på en zone-inddeling. Men der var ikke helt enighed i mindretallet. Valget stod mellem selvbestemmelsesretten og Kongeågrænsen. Det var ikke let at kritisere den nuværende grænse, når man brugte Kongeågrænsen som alternativ.
Genforening med Tyskland var alfa og omega for mindretallet
Men et krav om grænserevision kunne føre Tønder til Tyskland. En adskillelse af Tønderegnen fra det øvrige Nordslesvig kunne være skadelig. Igen kom ”Schleswig-Holstein up ewig ungedeelt” frem. Det var bl.a. den gamle rektor Koopmann fra Tinglev, der argumenterede for dette standpunkt.
Troen på genforening med Tyskland var alfa og omega for mindretallet, skrev Noack i sin bog. Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med det tyske mindretals krav til kultur – og skolepolitikken. Allerede fra 1937 stillede man krav om selvforvaltning på det kulturelle område.
Allerede i 1921 og 1923 forsøgte socialdemokrater på begge sider forgæves at frede grænsen.
Håbet voksede hos hjemmetyskerne m.h.t. grænserevisionen voksede i 1933, da Hitler kom til magten og især i 1940 da Hitler invaderede Danmark.
Forklaringen om USA er næppe sandsynlig
Åbenbart ville Hitler holde USA ude af krigen så længe som muligt. Det ville han gøre ved at tilbyde småstaterne en forhandlingspolitik. Derfor ville han ikke bruge den nemme løsning for at indlemme Nordslesvig. Sådan argumenterer Noack i sin bog.
Professor Henning Poulsen var i 1975 i Aarhus Stiftstidende enig i denne argumentation.
Forklaringen er dog ikke sandsynlig. Selv om Hitler sikkert ønskede at udskyde USA’ s indtrædelse var han for kynisk en realpolitiker til at tro, at en genindlemmelse af Nordslesvig ville betyde noget som helst i denne henseende.
Spørgsmålet om Nordslesvig var for Hitler et bi-spørgsmål
I 1940 invaderede tyskerne så Danmark, selv om de året før havde indgået en ikke-angrebspagt. Dette initiativ syntes at bringe spørgsmålet om Nordslesvig til et bi-spørgsmål.
Husk også, at han genindlemmede Eupen-Malmedy den 18. maj 1940, selv om Belgien først kapitulerede den 28, maj. Alsace-Lorraine blev annekteret en måned senere.
Det store danske flertal i Nordslesvig har sikkert haft sin betydning, men ikke i relation til USA i denne sammenhæng.
Neutralitet og ikke-angrebspagt var noget der bekymrede Hitler
Nej, selvbestemmelsesret og neutralitet og ikke-angrebspagt var ikke noget der bekymrede Hitler. Det er ikke noget, der tyder på at Hitler har interesseret sig for det dansk-tyske grænsespørgsmål.
Hitler: Det tyske mindretal i Nordslesvig er forholdsvis lille
I 1958 havde Bjørn Svensson en kronik i Politikken. Her citerede han den tyske gesandt i Danmark, Cecil v. Renthe-Fink, der i 1936 var i audiens hos Hitler:
Omkring spørgsmålet om grænsen, havde Hitler talt om ”Ligrøveri”. Han mente, at når Danmark ikke havde deltaget i krigen ”skulle de have holdt sig fra måltidet.
En uberegnelig og lunefuld statsmand
Det er meget svært at vurdere Hitlers udtalelser. Hans udtalelser var oftest øjeblikbestemte og ofte selvmodsigende. Ofte var de bestemt af et voldsomt temperament. Resultatet var en uberegnelig og lunefuld statsmand.
Allerede i Mein Kamp skrev han:
I en rigsdagstale den 30. januar 1939 talte Hitler om
Den 6. oktober 1939 understregede han, at han ikke havde rejst grænserevisionskrav mod Danmark, skønt det havde en Versailles-grænse.
Nordisk neutralitet var til tysk fordel
I 1940 brød han den nordiske neutralitet, fordi han var bange for, at de allierede kom først. Det drejede sig ikke om ædelhed. Men Nordens neutralitet var til tysk fordel. Fra Danmark fik tyskerne masser af fødevarer og fra Sverige jernmalm. Og Norge leverede neutralitetsbeskyttende sejlruter – den sikreste forbindelse til Atlanten.
Finland bød Tyskland andre fordele – det var et fort ved den russiske grænse.
Under krigen måtte så få tyske tropper som mulig opholde sig i Norden.
Et Storgermansk rige fra Norge til Norditalien
Allerede i 1937 sagde Hitler til Albert Speer:
Den 9. april 1940 var Hitler sammen med Alfred Rosenberg, da meldingerne om det gunstige forløb af besættelsesaktionerne begyndte at indløbe. Da blev Hitler højtidelig:
Danmark skulle knyttes nærmere Tyskland
Hitler mente, at Tronhjem skulle udbygges så Singapore var barneleg ved siden af. Han mente også at her skulle være en mægtig krigshavn. Det var som om dette interesserede ham på et helt andet niveau end det tyske mindretal.
Jo Hitler mente at Danmark skulle knyttes tættere til Tyskland og dette ville komme det tyske mindretal til gavn.
Mindretallet forsøgte at skabe goodwill hos SS
Noack har sikkert ret når han påstår at hvervningerne inden for det tyske mindretal skete med den hensigt at skabe goodwill hos SS og andre tyske myndigheder og fremme en grænseflytning.
Hvis Hitler blev irriteret på mindretallet, kunne det virke i negativ retning. Men den tyske folkegruppe i Nordslesvig har for ham været en brik, der skulle passe i spillet.
I 1940 så han konturerne til et storgermansk rige. Derfor skulle der forhandles om en told – og møntunion.
Jens Møller opstemte forventningerne
Det tyske mindretals fører, Jens Møller søgte ganske vist at aktualisere sagen i 1940. Han opstemte forventningerne hos sine følgere med antydninger om, hvad der kunne ventes. Den 16. juni talte han for partiets underførere i Tinglev og indskærpede at det var forbudt at flagre med hagekorsflag før den 28. juni (dagen før Versailles-freden)
Den 28. juni fortsatte han i Kjelstrup:
De hjemmetyske ønsker vil blive opfyldt
Den 16. september 1940 sagde Jens Møller i Rødding, at det nordslesvigske spørgsmål vil blive løst i overensstemmelse med de hjemmetyske ønsker. Men Harboe Kardel fortæller, at Jens Møller i Tinglev nævnte datoen i en humoristisk tone. Desuden fortæller han i sin bog, at ingen andre end Jens Møller vidste, at man i Berlin nødigt ville ændre på grænselinjen.
Var det propaganda fra Jens Møllers side?
Måske talte Jens Møller af propagandistiske grunde.
Men den tyske lokalredaktør i Tønder, Rudolf Hesse citere den hjemmetyske afdelingsleder i Tønder den 26, juni:
Efter indgreb oppe fra måtte Jens Møller afblæse flagaktionen.
Hjemmetyskerne viste illoyalitet
De dansksindede opfattede en grænserevision som illoyalitet. Håbet blev afløst af frygt. Den 21. september 1943 skrev Jens Møller således:
Det var flere fløje i mindretallet
I den allerede omtalte bog af professor Noack fremgår det at det tyske mindretal i krigens sidste år delte sig i to – Haderslevkredsen til den ene side og Asmus von der Heide i spidsen for de ekstreme nazister på den anden side.
Men den opfattelse er nok forkert. Det var også den brede fløj i det tyske mindretal. Det var ikke kun fløjene.
Mindretallet var fortvivlet
33 breve fra hjemmetyskere blev censureret af Auslandbriefprüfstelle i Hamborg. De blev sendt videre til den tyske overkommando den 7. februar 1944. I disse breve kan man mærke fortvivlelse:
Forventningerne blev efterhånden mindre
Mindretallet havde store forventninger i 1940. Disse forventninger var meget små, da vi nærmede os 1945
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 21, 2024
Broderskabet på Tønder Statsseminarium
De boede i små værelser rundt om i byen. Concordia. Romantik og virkelighed. De sad sammen med Tønders fattige børn. Efter 1803 blev undervisningen bedre. 150 seminarister ”ødelagde” Byskolen/Borgerskolen. Dansk folkesprog ødelagde de tyske seminaristers udtalelse, mente man. En fornuftig frihed. En stor blomstringstid. Masser af ritualer. Den nye blev kaldt for ”ræv”. Eksamen over for et kollegium. At tømme glasset/kruset i et sug. Piben skulle stoppes og ryges. Papirhalen skulle hales ud. Knægte-slaget. I 1848 blev der sat en stopper for Burschen – livet. Concordia kom i kamp. Skoleråd Schneider advarede de unge. Oprør fra de tyske elever. Preusserne vandt i sidste ende. Den danske seminarist – forening. Det tyske borgerskab blev forarget over den danske hue. Kromanden fra Læk.
I små værelser
Hvordan var det dengang med ”Burschenleben dengang i seminaristernes ”Musenstadt Tondern”. Mon ikke de mærkede mere til rotter end til mus, når de om fredagen fra deres små værelser i Spikergade, Uldgade og æ Svinmærken” vadede gennem komøget til seminariet. De tænkte på, om de nu i dag ville blive hørt i lektierne af deres sure lærer.
Concordia
En dag lod de sig fotografere med kalot på hovedet ”Concordias” Burschenband over brystet, skindbukser og lange støvler på benene. Det var med kårde og lang pibe ved siden og ”Bierseidel” på bordet.
Romantik og virkelighed
Så gik de igen hjem til deres lille hummel, smurte sig et stykke fedtebrød, klippede det fuldskæg som de havde ladet sidde for billedets skyld. De lånte 1 Mark hos værtinden så de kunne købe lidt tørv for. Romantik og virkelighed.
De sad sammen med Tønders fattige børn
Det var ikke tale om noget ”Burschenliv” i Seminariets ældste periode fra 1788 – 1803. De unge sad i tre år på skolebænken sammen med de fattige børn fra Tønder, der ikke havde råd til at besøge latinskolen.
En time om dagen fik de desuden lidt latinundervisning hos skolens rektor. En aftentime om ugen var der lærdom i katekismus. Når de så kom til eksamen skulde kunne Balthasar Petersens religionsbog udenad. Den var meget lang og kedelig. Så skulle de bagefter i kirken og snakke religion med de børn de havde delt skolebænk med.
Efter 1803 blev undervisningen bedre
Efter 1803 blev i det mindste undervisningen bedre. Seminariets elever besøgte nu den borgerskole, der havde afløst den gamle latinskole. Nu fik de desuden 6 ugentlige privattimer. To i metodik og katekisation – to i tysk og dansk eller matematik – to i sang og tegning.
150 seminarister ødelagde Byskolen
Under de dygtige rektorer Forchhammer og Decker trak Tønder Seminarium elever til sig fra alle egne af hertugdømmerne. Der mødte somme tider over 100 til optagelsesprøver. Man nåede op på 150 seminarist-elever, der for resten fuldstændig ødelagde Byskolen med det lille antal elever fra selve byen.
Dansk folkesprog ødelagde seminaristernes udtalelse
Efter at Seminariet i Kiel var nedlagt i 1823, var Tønder Seminarium den eneste i Hertugdømmerne. I ”Schlsw.-Holst. Provinzialberichte” klages der gang på gang over, at det danske folkesprog i Tønder fordærver elevernes udtale. Man har lagt mærke til en ”halvdansk udtale”. Derfor burde man ikke have Seminarium i Tønder, blev det påpeget.
En fornuftig frihed
I Tønder boede man ikke som i Kiel på Seminariet. Det var ude i byen på værelser. I reglen lejede man to og to et værelse. De fleste holdt sig selv med ”Brød og Smør”. mange fik også ”Vask, Lys og Brændsel” hjemmefra. Middagsmaden spiste de hos husværterne. Semaristen nød ”en fornuftig Frihed” og kunne indrette sit liv efter sine økonomiske forhold.
Man talte også om Seminariefester. Særlig når man skulle fejre de kongelige. Dette endte ofte med fakkeloptog gennem byen.
En stor blomstringstid
I perioden 1830 – 1854(1848) blev Tønder en rigtig ”Musenstadt” for et ”Burschenschaftleben” efter tysk studentermønster.
Ved regulativet af 12. december 1829 blev Seminariet et selvstændigt statsseminarium med 3 klasser med egen forstander, egne lærere og egne bygninger. Under professor Bahnsens dygtige ledelse oplevede Seminariet gennem de følgende to årtier en stor blomstringstid med mange elever fra alle egne af Hertugdømmerne.
Denne tid falder sammen med de tyske Burschenschafters glanstid og seminaristerne har jo alle dage haft en ambition om at ville være studenter i folkeudgave.
Masser af ritualer
Seminaristerne efterlignede studenternes sæder og overtog deres ritualer. Med ”Kommers” (Drikkegilder), ”Salamanderreiben” og meget mere. De ældre studenter påtog sig at opdrage de nye, der blev kaldt ”Füchse” (ræve). Det skulle så slutte med at disse ræve fik halen skåret af og så endelig kun kalde sig ”Bürschen”.
De nye blev kaldt for ”ræv”
Når en ung og ny seminarist kom på seminariet, var man en uciviliseret ræv. Man måtte sandelig ikke sige ”du” til en ældre elev. Han fik tildelt en af de ældre, der skulle påtage sig at opdrage ham og lære ham gode manerer. Han skulle også lære at optræde rigtig ved drikkefesterne og vise respekt over for de ældre.
Han skulle lære studenterviserne udenad, lærer at stoppe en pibe og tænde den efter reglerne. Desuden skulle han drikke sit øl efter forskrifterne og holde et foredrag over et intetsigende emne osv.
Efter 1-2 måneders ræve-tid fik Mikkel Ræv så halen hugget af ved en højtidelig fest. Datidens ”Mimsefest” var højdepunktet i årets ”Burschenliv”
Eksamen over for kollegium
Først kom den højtidelige eksamen for eget kollegium bestående af en præsident, to formænd fra de ældste klasser. De optrådte som oldermænd. Og som bisiddere var to gamle formænd fra mellemklassen. Så var det ”Advokaten” der førte rævene frem enkeltvis. Advokaten præsenterede sin ræv for kollegiet og sang efter melodien til studentersangen ” Der Papst lebt herrlich in der Welt”
Præsidenten svarede også med en fastlagt tekst i en sang.
At tømme glasset/kruset i et sug
Advokaten henvender sig nu til ræven i verseform. Og det handler om at ære de ældre. Man opfordrer ham til at fromt liv. Han skal nu fremsige sit navn, og hver gang han nu bliver afbrudt eller bliver tiltalt af en af de ældre, skal han rejse sig.
Man rækker nu ræven et fuldt krus øl. Advokaten kommanderer:
Efter at dette så er sket, rækker ræven kruset eller glasset til advokaten, der så rækker det til Præsidenten, der konstaterer, at der ikke er en dråbe tilbage.
Piben skulle stoppes
Nu fortsætter præsidenten så i verseform og fortæller det er en prøve tilbage. Advokaten rækker ræven en lang pibe og kommanderer:
Når piben så var stoppet, går den til bedømmelse først hos præsidenten og så til oldermændene og så til sidst til bisidderne og til sidst til advokaten som rækker den til ræven:
Piben går nu samme vej til bedømmelse.
Advokaten og præsidenten synger nu et vers.
Papirhalen skulle hales ud
Til sidt fæstner advokaten en papirhale på rævens nakke. Ræven bukker nu dybt for præsidenten, der med en ildtang trækker halen ud og drypper lidt punch på såret. Imens synger Oldermænd og bisiddere helt sagte og højtideligt Ræve-marchen: ”Hvad kommer der oppe fra” Sidste vers starter med ordene:
Knægte-slaget
Alle rejser sig. Ræven får af advokaten at vide, at han skal rette sig op. Præsidenten giver med en stok et let slag på skulderen. ”Knægteslaget” Det svarer nærmest til det gamle ridderslag. Alle rækker nu ræven hånden – ryster den kraftig og lykønsker ham til optagelsen i ”Bürgenschaft, hvor alle i kor synger et vers.
Der blev udstedt et særligt eksamensbevis, der samtidig var optagelsesbrev i Bürgerschaft. Det var faktisk underskrevet af to kendte mænd inden for dansk og slesvigsk skolehistorie.
I 1848 blev der sat en stopper for ”Burschenlivet”
Det slesvig-holstenske oprør i 1848 satte foreløbigt en stopper for det glade ”Bürschenliv”. To seminarister fra Tønder lå den 25. juli 1850 døde på Isted Hede.
Den 7. januar 1858 blev Tønder Seminarium genåbnet som rent dansk seminarium. Der var ingen drikkegilder og halløj. En gammel vise påstod at ”disse Dummen Dänen gik i Træsko”.
Concordia kom i kamp
Efter 1864 genskabtes hurtigt den gamle ”Bürchenliv”. Elever samledes i ”Concordia”, hvis tegn var røde huer, bånd, kårde osv. Elever fra den danske afdeling samledes i foreningen ”Enigheden” men holdt sig fri for alt studentervæsen og uvæsen – og dog.
”Concordia” kom snart i en hård kamp med de preussiske myndigheder, der med forfærdelse og forargelse så på disse unge herrer i Tønder, der legede frie studenter, mens deres kammerater på de gammel-preussiske seminarier nærmest levede som fanger.
Skoleråd Schneider advarede de unge
Ved optagelsesprøven i 1872 sagde skoleråd Schneider til seminaristerne fra Tønder:
Oprør fra de tyske elever
Da de nye elever nogle uger senere var optaget i Concordia mødte de alle i samlet trop med den røde hue. Seminarieforstander Richter dekreterede, at enhver, der om eftermiddagen vovede at vise sig med den røde hue, betragte sig som bortjaget fra Seminariet.
Efter en sammensværgelse i middagstimerne mødte der om eftermiddagen tre mænd med røde huer. De andre havde med alle mulige og umulige ting på hovedet, Da forstander Richter derpå erklærede at de tre straks skulle forlade Seminariet gjorde hele klassen fælles sag og gik deres vej.
De to ældste klasser gjorde strejken med og lærerne stod nu ene tilbage på Seminariet. Skoleråd Schneider måtte tilkaldes fra Slesvig men kunne intet udrette. Sagen gik nu til Berlin. Og det gav stof til Vittighedsbladet ”Kladderadatsch”. Alle gamle Tønder-elever fortalte senere om deres kamp for friheden mod den preussiske uniformering.
Preusserne vandt i sidste ende
Det var dog Preusserne, der i længden var de stærkeste. Seminariet kom efterhånden henimod slutningen af århundredet mere og mere til at ligne et normalt preussisk Seminarium. De prægtige fuldskæg, de røde huer, det blå – hvide skråbånd over brystet med det rødbrogede navn ”Concordia”, de lange studenter-støvler og kården forsvandt efterhånden. De unge elever kom mere og mere en flok skikkelige konfirmander.
Men man holdt stadig fast på opdragelsen af ræve med afsluttende eksamen.
Disse gamle skikke med at ”opdrage” de nye, inden de blev optaget i fællesskabet, stammer fra middelalderen og var tidligere sikkert barbariske.
Den danske seminarist-forening
I den danske afdeling var der nu også barske rusoptagelses-ceremonier, men de var dog blevet afskaffet i 1869 – 1872. Dan danske seminarist-forening hed Harmoni. Det var en forløber for Enigheden, men den hed også engang Phønix.
Mange af møderne blev holdt på Schweizerhalle. Hensigten med disse møder var foredrag og flerstemmig sang. Ja herude var der også seminaristbal.
Det tyske borgerskab blev forarget over den danske hue
Der opstod også skikken med at bære hue, men det var nu ikke den samme farve som de tyske seminarister. Oprindelig var det en grøn hue, men den blev efterhånden skiftet ud til en, der lignede de danske studenters huer. Men den danske hue vakte forargelse blandt det tyske borgerskab i Tønder, så den blev også forbudt.
Kromanden fra Læk
Og de vi skrev en artikel om Drivervejen stødte vi på noget der foregik på Bakken syd for Læk. Her boede kromanden Peter Matthiesen, en hyggelig mand, hvis kone bagte fortrinlige pandekager. Hans kro blev ikke kun besøgt af jyske studedrivere men også af alle Tønder – seminarister på vej til og fra Tønder, til og fra eksamen, hjem på ferier og tilbage fra ferier.
Seks seminarister overrakte den 20. december 1834 kroværten en flot gæstebog med pæn læderryg som julegave. Fra nu af skrev alle seminarister i gæstebogen med navn og som regel et vers, hvis de var på gennemrejse.
Da Tønder – Husum landevejen var færdig ca. 30 år efter, valgte mange en anden vej. Denne bog blev losseplads for de unges følelser, glæder, bekymringer og ærgrelser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 18, 2024
Den glemte kommunist – Richard Jensen
En hård barndom. Søfyrbødernes Forbund. Mange aktiviteter. Sømandsklubben i Havnegade var skalkeskjul. Betroet repræsentant. Den illegale kommunistiske virksomhed holdt til her. Kurrer transport med penge. Fra søfartsspionage til propagandavirksomhed. Officielt tog DKP afstand fra at deltage i Den Spanske Borgerkrig. Masser af sabotageaktiviteter. Modsætningsforhold til Axel Larsen. Britiske M15 havde et godt øje til Richard Jensen. Russer rev Axel Larsens rapporter i stykker. En sprængning til stor skade for DKP. I 1940 blev Richard Jensen ekskluderet af DKP. Straffen blev fordoblet til 16 år. Udleverede Axel Larsen 40 adresser? Venskab med ”Edderkoppen” Norsk avis kom med alvorlige anklager. Masser af lyssky aktiviteter. Fra den ene dag til den anden – ikke mere alkohol. Han trak sig i 1956 fra alt faglig aktivitet.
En hård barndom
Faderen drak og moderen forsøgte at holde sammen på familien ved at gå ud og vaske for andre som vaskekone. Som 7 – årig kom han under værgerådet og endte på optagelseshjem. Han fik ophold på forskellige opdragelsesanstalter og stak af som 15 – årig til søs. Han sejlede også under Første Verdenskrig som fyrbøder.
Aldrig har han kunnet indordne sig under autoriteter og anerkende dem. Måske var det de forhadte børnehjem han kom på, der prægede ham. Det at være fyrbøder dengang var ekstremt hårdt job. Men nu var han 2,10 m.
Søfyrbødernes Forbund
Han blev formand for Søfyrbødernes Forbund 1919 – 20. I mellemkrigsårene var han medlem af forbundets hovedbestyrelse og formand for københavner-afdelingen.
Fyrbøderne og sømændene lå indtægtsmæssig i bunden af vores samfund. De blev betragtet som ufaglærte. Forbundet mente, at noget skulle laves helt om. Klassesamfundet skulle helt afskaffes.
Mange aktiviteter
I 1919 modtog vores hovedperson en bøde på 100 kr. for at tage del i optøjer med at standse sporvogne i København.
I 1916 blev han syndikalist. I 1918 angreb han sammen med andre syndikalister Børsen med fastelavnskøller. Vi har skrevet en artikel om dette. Senere gik han over i Danmarks Kommunistiske Parti i hvis ledelse han sad 1922-40. Han sad også i Københavns Borgerrepræsentation fra 1934 – 1943.
I 1919 var han ved at miste livet. Han sad i Korsørtoget som forulykkede ved Vigerslev Allé. Han var en af de overlevende.
Sømandsklubben i Havnegade skalkeskjul
Sømandsklubben i Havnegade var et skalkeskjul for den mere aktivistiske del af kommunisternes arbejde. Her blev der trykt blade og hvervet folk til den revolutionære sag. Turene til Moskva var en del af ”Noget illegalt arbejde”. Ja sådan lød rygterne.
Betroet repræsentant
Hans mest betydningsfulde rolle var dog var dog Den kommunistiske internationales betroede repræsentant i forskellige kommunistisk finansierede og ledende organisationer som De internationale sømandsklubber, Internationalen for søfolk og havnearbejdere (ISH) samt Komiterns vesteuropæiske bureau.
Da Hitler kom til magten i 1933, gik nazisterne på klapjagt efter kommunisterne. Kominterns vest bureau og ISH var over natten flygtet fra Hamborg og Berlin til København. De centrale personer og deres aktiviteter fra flygtet med.
Den illegale kommunistiske virksomhed holdt til her
Jo, der foregik meget i Havnegade 53. I kælderen holdt flygtende tyske kommunister og revolutionære sømænd til. Fascistiske diktaturer og andre antikommunistiske regimer havde fået magten i Europa. I Havnegade holdt den illegale kommunistiske virksomhed til fra 1933 til begyndelsen af Anden verdenskrig.
Kurertransporter med penge
En af de vigtigste illegale aktiviteter var kurertransporterne med penge. Den foregik ikke bare med dobbeltbundede kufferter, men også med specialsyede veste og mavebælter. Alene i 1936 var der smuglet et beløb i forskellige valutaer til København på 759.000 kr. – svarende til 27 millioner kroner i dag.
Disse penge skulle bl.a. bruges til at holde de flygtende i live. Partimedlemmer hjalp til med lejligheder og værelser. Ca. halvdelen af DKP’ s 1.400 Københavner – medlemmer havde på et eller andet tidspunkt været involveret i illegalt arbejde.
Fra søfartsspionage til propagandavirksomhed
Fra København blev der foretaget vidtforgrenet søfartsspionage, propagandavirksomhed og skibsfartssabotage fandt sted under den tyske kommunist Ernst Wollwebers ledelse. Under den spanske borgerkrig foretog Richard Jensen et omfattende opkøb af våben og ammunition, der blev transporteret til Spanien sammen med frivillige. Dette foregik fra København på skibe købt, bemandet og dirigeret af Richard Jensen.
Officielt tog DKP afstand fra at deltage i Spaniens Borgerkrig
Officielt tog DKP under ledelse af Axel Larsen i 1936 afstand fra at deltage i borgerkrigen i Spanien og det samme gjorde Socialdemokratiet. Anderledes så det ud for sømænd og fyrbødere.
København vrimlede med kommunistiske agenter, kurerer og hemmelige celler, der fa Moskva modtog og viderebragte instrukser, propagandamateriale og enorme pengebeløb.
Storbritannien og England havde afvist, at levere våben til Spanien. Nu søgte den spanske regering at få hjælp fra Sovjet. I det kommunistiske sømandsmiljø omkring Nyhavn fandt man folk, der kunne bemande de såkaldte krudtbåde.
Masser af sabotageaktioner
Skibe med våben til General Franco skulle sænkes. Dette styrede Richard Jensen også. Han købte skibet Lola, der blev brugt til at smugle våben til brug i Spanien imod Fascisterne.
Fra 1935 var sabotageaktioner også rettet mod Nazi – skibe. Først iværksatte man tyverier af dynamit fra depoter i de nordsvenske mineområder. Det stjålne sprængstof blev så transporteret fra Sverige til nordeuropæiske havnebyer af partiloyale søfolk. Her blev der så fabrikeret bomber mod tyske handelsskibe. Men sandelig også mod passagerskibe som den polske amerikadamper ”Batory.
Modsætningsforhold til Aksel Larsen
Allerede i 1920erne kom det til et voldsomt personligt og politisk modsætningsforhold til Aksel Larsen, der fra 1931 blev den ledende inden for DKP. Han var slet ikke indforstået med Richard Jensens aktiviteter. Egentlig var disse to hinandens modsætninger. Richard Jensen havde de store armbevægelser og holdt sig ikke altid til fakta.
Britiske M15 havde et godt øje til Richard Jensen
Britiske M15 havde et specielt ringbind på Richard Jensen. Han var blevet forment adgang til Storbritannien. Fra 1933 voksede bunken om ham eksplosivt.
Det lykkedes i al hemmelighed i årene 1934 – 37 for M15 at knække koden til tusinder af kodede telegrammer som Moskva brugte til at dirigere aktiviteterne. Derfor er det i dag muligt at beskrive, hvordan det hele hang sammen. M 15 fik dekrypteret tusindvis af telegrammer. 1.500 af disse omhandlede aktiviteterne i København.
I 1934 satte en stor strejke pres på forholdet mellem reder og sømænd.
Larsen fik støtte fra Komintern, mens Richard Jensen mente at han var direkte indsat af Centralkomiteen i Moskva. I begyndelsen af 1930erne var der en slags borgfred mellem de to, men fjendskabet brød snart ud igen.
I 1937 og 1938 blev flere tyske og italienske skibe angrebet af kommunistiske sabotører. Flere civile søfolk mistede livet.
Russer rev rapporter i stykker
I 1938 ville Axel Larsen have Richard Jensen ud af partiet. Han var rejst til Moskva med en masse rapporter om ham. Men russer smed rapporterne i ilden med ordene, at dem havde man ikke brug for derover.
Men Aksel Larsen kunne ikke gøre noget, da Richard Jensen fik ordre direkte fra Moskva. Men Richard Jensens stilling svækkedes imidlertid efter den tysk-sovjetiske forståelse i 1939, hvis internationale konsekvenser han ikke synes at have indset.
En sprængning var til stor skade for DKP
Et par skibe i Frederikshavn blev saboteret. Det var ingen tvivl om at Richard Jensen var en af hovedmændene. Disse skibe skulle bruges af Fascisterne i Spanien. Denne sprængning var til stor skade for DKP.
Det lykkedes for det nordiske politisamarbejde at optrevle et terrornetværk.
Aksel Larsen forsøgte at gøre DKP mere stuerent.
De betalte den højeste pris
Flere af de europæiske kommunister, der i 1930erne havde deltaget i de illegale sabotage-netværk kom til at betale den højeste pris fordi de i bl.a. Norge blev udleveret til Nazityskland og halshugget. Men også den store udrensning med masselikvideringer, som Stalin gennemførte i slutningen af 1930erne ramte centrale dele af det underjordiske miljø.
Også svenskerne udleverede kommunister til Nazityskland. Således blev Wollwebers efterfølger arresteret i Sverige udleveret til Tyskland, hvor han blev henrettet.
Dansk Politi holdt nøje øje med flygtningene og kommunisterne. Mere eller mindre systematisk udvekslede de informationer med Gestapo.
I 1940 blev Richard Jensen ekskluderet af DKP
Kort efter tyskernes besættelse af Danmark 1940 blev Richard Jensen ekskluderet af DKP for ”gentagende disciplinbrud”. Det var den 29. april 1940.
Kommunismen blev af mange betragtet som en større trussel end nazisterne. Sporene fra den voldelige revolution skræmte og antikommunismen var stærk fra den yderste højrefløj og langt ind i Socialdemokratiet.
På vej hjem fra en behandling segnede Richard Jensens hustru Anna Catrine Ludovika om på Strandboulevarden. Hun var død af et hjertetilfælde. Han var utrøstelig. Som 46 – årig var han nu helt alene.
Straffen blev fordoblet til 16 år
I marts 1941 blev han arresteret og idømt 8 års fængsel efter at have spillet en ledende rolle i en række skibssabotager. Bl.a. var det mod to spanske trawlere i Frederikshavn i 1948. Det lykkedes for Richard Jensen at flygte til Sverige i 1944. Efter krigen udfoldede han bestræbelser på at få dommen omstødt. Ved ankesagen i Østre Landsret var straffen blevet fordoblet til 16 år. Richard Jensen mente, at Axel Larsen var med til at forhøje straffen gennem hans vidneudsagn.
Udleverede Axel Larsen 40 adresser?
Åbenbart skulle Axel Larsen have udleveret 40 adresser på partikammerater til Gestapo. Fangerne i Vridsløse Fængsel kaldte ham ”Gestapos bedste mand”. Men nu havde Københavns Politi og Gestapo i forvejen arbejdet sammen m.h.t. kommunister, så mon ikke de kendte disse adresser i forvejen. Og da tyskerne forlanger at 65 kommunister blev fanget, ja så arresterede dansk politi langt flere.
Nogle mener, at det var Axel Larsens ide at give Richard Jensen skylden. Det var søfyrbøderen Alberti Hansen, som udførte sabotagen.
Venskab med ”Edderkoppen”
Fra 1945 havde Richard Jensen et nært venskab med Edderkoppen (Svend Aage Hasselstrøm). Og der blev i den grad smuglet. I 1948 smuglede han også våben til Israel.
Norsk avis med alvorlige beskyldninger
I maj 1948 skrev det norske dagblad ”Morgenbladet” at Richard Jensen var den centrale person i det hemmelige kommunistiske netværk i Skandinavien. Han skulle styre det hele og havde en række navngivne kommunister til at hjælpe sig. Georg Hegner og hans kone, der drev et værtshus i Nyhavn, modtog de russiske agenter på gennemrejse. Hegner var tidligere formand for Søfyrbødernes Forbund.
Richard Jensen truede med at lægge sag an mod det norske dagblad. Men han anlagde aldrig sag.
Masser af lyssky aktiviteter
Artiklen fra det norske dagblad blev refereret i Information den 7. maj 1948. Pudsigt nok samtidig med at dobbeltmordsagen fra Køge Bugt er ved at blive opklaret. Historikere og forskere mener, at Richard Jensen og hans allierede efter alt at dømme spillede en væsentlig rolle i denne sag tillige med en masse andre lyssky aktiviteter.
Fra Moskva havde man genoptaget de gamle forbindelser. Den kolde krig var på sit højeste.
Ikke mere alkohol
Som 55-årig besluttede han sig fra dag til dag ikke mere at røre alkohol. Han kom med som drivkraft i Det Hvide Kors, som var en afholdsforening. Det var oven på en tid, hvor han ofte vaklede hjem den lyse morgen.
Inden for søfyrbøderne lykkedes det ham at genvinde sin position. Her blev han igen formand – denne gang fra 1950 – 1956.
Han trak sig i 1956 fra alt fagligt arbejde
I 1956 trak han sig fra alt fagligt og politisk arbejde for ”at dyrke sin have”.
De sidste mange år levede han sammen med sin anden hustru Ingrid i en to – værelses. Han døde i 1974.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 15, 2024
En farlig dobbeltagent
Vi har læst Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsens Farlig Mand – Historien om en dansk dobbeltagent og Stasi-spion. I 20 år forrådte han Danmark og stak østtyske borgere. Flemming Sørensen var en anerkendt journalist. Under retssagen i Tyskland blev han støttet af Dansk Journalistforbund. Hans tidligere kæreste Nada blev i den grad ydmyget af det tyske retssystem. PET havde længe haft ham under mistanke. Pludselig skiftede overskrifterne i Ekstra Bladet. Man havde fundet tusindvis af dokumenter af den anerkendte journalist i Stasi’ s arkiver. Bogen er mere spændende end en spion – roman og forfatterne har talt med familie, venner og bekendte. Bogen kunne godt blive Årets Historiske Bog.
De havde længe haft mistanke
Denne bog handler om journalisten Flemming Sørensen. Han var journalist for Jyllands Posten, Danmarks Radio og Flensborg Avis tillige med hvervet som Stasi-agent.
Længe havde PET en mistanke og det havde det tyske efterretningsvæsen også efter at hans eks – kæreste havde anmeldt ham. Han blev anholdt ved grænsen ved Padborg. Det var så efter at han var blevet gift med en lærer på Duborg Skolen i Flensborg.
Og efter en parodi af en retssag blev han frikendt. Det var i 1983.
Stasi havde masser af stikkere
Men ak, da Stasis arkiv blev offentliggjort, var der 111 hyldekilometer med dokumenter, fotografier og bånd. De havde skabt et samfund af stikkere og overvågning. Stasi havde 90.000 medarbejdere og 175.000 aktive stikkere og meddelere. Nogle af disse var danskere og en af dem var Flemming Sørensen – respekteret journalist.
Sørensens kæreste, Nada Dzafic
Det var det tyske efterretningsvæsen, der havde kigget på kæresten Nada Richolts (Dzafic) notater. Hun var 18 år. Han var 39 år. De var flyttet sammen efter at Flemming Sørensen var blevet skilt. Men det holdt ikke i længden. Hun havde sine anelser, men Flemming havde også fortalt, at han gjorde nogle tjenester for DDR. De var begge venstreorienteret.
Retssagen var en parodi
I retssagen var Nada den eneste der vidnede imod Flemming Sørensen. Alle andre vidnede for ham. Retssagen blev nærmest opfattet som hævnaktion fra den unge kæreste. Man kan så undre sig over at det tyske efterretningsvæsen ikke kunne finde mere.
Både den danske og vesttyske offentlighed støttede ham. Det danske journalistforbund betalte hans udgifter.
Sørensens første opgave
Flemming Sørensen troede så at han var frikendt, men så blev Stasis arkiver åbnet. Og så rullede lavinen. Men mærkelig nok blev han aldrig dømt for sine forbrydelser. Det er næsten som at læse en klassisk spionroman.
Man vidste godt, at han var kommunist. En af de første opgaver var at finde ud af, hvad der foregik på det sydlige Amager. Her var amerikanerne begyndt at opføre affyringsramper til Nike-raketter. Stille og rolig kunne vores journalist gå og lave en tegning over området. Det var østtyskerne meget glad for.
Han fik en østtysk fortjenestes-medalje
Nu var hans arbejde ikke så langt fra hans ideologiske målsætninger og det hjalp også på hans løn. Hans agentnavn var Flame. Han blev udstyret med hemmeligt blæk, uv-lampe og en radiosender. I bogen får vi eksempler på de mange afsløringer han kunne præsentere Stasi for men vel også for danske og vesttyske myndigheders svigt.
I 20 år var han aktiv for Stasi. Han nåede også at få en fortjenestes-medalje.
Ekstra Bladet med stor overskrift
Det var Jacob Andersen på Ekstra Bladet, der egentlig afslørede ham. Men først 18 år efter han var stoppet som spion var der to journalister fra Ekstra Bladet, der fandt hans navn flere steder i Stasi – arkivet.
Det var den 18. december 1997:
Mn det lykkedes ham at nedtone sin rolle i et indlæg i Politikken. Men hans sag fylder flere tusinder af sider i Stasi – arkivet. Og han har angivet mindst 50 østtyskere. Det lykkedes ham at oprulle et helt net af spioner, der arbejdede for Vesttyskland.
En helt anden overskrift
Men inden da skrev Ekstra Bladet:
Bliver det Årets Historiske Bog?
PET havde været i Berlin for at kigge. Man mente ikke, at det var det store at komme efter. I 2003 blev sagerne henlagt. Men de to forfattere har i bogen givet udtryk for, at det er en del at hente. Et kæmpe detektivarbejde er gået forud. Mon ikke bogen kandiderer til at blive Årets Historiske Bog?
Forbrydelser, løgne og brutal stikker
Vores hovedperson har været en brutal stikker, spion, fredsaktivist, dobbeltagent og mesterløgner. Hans speciale var at lyve og narre andre mennesker. Nære venner, kollegaer, bekendte og arbejdsgivere har han i den grad narret. Og selvfølgelig myndighederne. I bogen bliver forbrydelser, løgne og aktiviteter afsløret.
Men forfatterne har ikke kun kigget i Stasis arkiver. De har kigget i fotos, brevkorrespondancer, referater, avisartikler, kirkebøger, folketællinger. De har talt med nulevende mennesker, der kendte ham. Og privatarkiver er blevet offentliggjort.
Hvordan kunne han stikke af med det
Det handler om dunkle motiver, forførelse, bedrag, svig, dobbeltbundede kufferter og koldblodig brutalitet. Kun de færreste vidste, at han var en farlig mand, der sendte flere i fængsel under frygtelige forhold i DDR.
Ja det forsøger bogen også at undersøge.
Det var Nada mod resten af Verden
Forfatterne har set et sort ringbind hos den tidligere kæreste, Nada. For hende er det som om sagen ikke vil flytte sig. Den gamle sag har ædt det meste af hendes voksenliv.
Til retssagen, hvor hun blev ydmyget, siger hun:
De lå begge til venstre. Han forbandede Nato og alt, der var højreorienteret. Hun var ikke overrasket da han erkendte, at han var Stasi-agent. Han forsøgte at bilde hende ind, at arbejdet for Stasi gjorde han gratis.
Hun var bange for ikke at fortælle sandheden. Hun var dengang endnu ikke vesttysk statsborger men jugoslaver. Hun var 15 timer i vidneskranken. Hun opfattede som om det var hende, der var den skyldige. Nada blev fremstillet som skurken, en jaloux furie, der ville hævne sig på Sørensen.
Efter retssagen blev hun syg og sengeliggende.
Han var mistænkt både i Vesttyskland og Danmark
Flemming Sørensen var mistænkt for både i Vesttyskland og Danmark at have hjulpet efterretningstjenesten I DDR med at spionere mod Vesttyskland. Det handlede især om, at han havde solgt oplysninger om NATO – baser og andre militære installationer til regimet i DDR fra 1958 og frem.
Nada fortalte at han havde en særlig radio hjemme i lejligheden i Bonn, hvor de havde boet sammen i 1970erne. Siden var han ifølge hende gået over til fysiske møder. I både Vesttyskland, Østberlin og andre lande i Østeuropa.
Anholdt ved Padborg
Den vesttyske efterretningstjeneste mente ikke at der havde været så meget kød på Nadas beskyldninger og havde kontaktet PET, fordi Sørensen var dansk statsborger. Sørensen havde beroliget PET og sagt, at det bare var hævn. Men PET slap ikke helt sagen. Flere af Sørensens venner var blevet opsøgt.
Men Sørensen mente, at de bare interesserede sig for venstreorienterede. Gennem sin advokat Jørgen Jacobsen havde han bedt PET forklare sig. I februar 1982 var det så endt med at efterretningsvæsnet skriftlig kunne fortælle, at de ikke havde noget på ham. Og det var kun få uger før anholdelsen ved den danske grænse ved Padborg.
Nu kunne Sørensen regne med mindst 5 års fængsel, fortalte de ham.
Tre vidner havde set ham i østtysk optagelseslejr i 1960
Havde myndighederne vidst det man kunne finde i Stasi-arkiverne i 1989, da de blev åbnet, var han blevet dømt. Men allerede i 1960 berettede tre vidner, at de havde set Sørensen i en østtysk optagelseslejr i Fürstenwalde. Et af vidnerne gav udtryk for, at han havde mistanke om, at den pågældende samarbejdede med Stasi.
Nogle tidlige kommunister i SF skulle også have løst opgaver for de østlige efterretningsvæsner.
Han stoppede sine aktiviteter i 1979
Han stoppede sine aktiviteter for Stasi i 1979. Men han skulle også have været med i en spionageorganisation i København. Men han kendte ikke medlemmerne.
Ingen havde regnet med at en velrenommeret journalist ville forråde Danmark og angive østtyskere, der endte i fængsel. Hans job som journalist var den perfekte coverhistorie. Journalistrollen var perfekt til rollen. Han flyttede sin post tæt til Forbundsdagen i Bonn. Mange døre åbnede sig for en journalist fra en dansk avis.
Han brugte også krypteringstabeller i sit arbejde. Heller ikke journalist – kollegaer fattede mistanke.
En spændende fortælling
En spændende fortælling – næsten som en agentroman.
Men hvorfor slog PET ikke til? Man havde Flemming Sørensen under mistanke gennem mange år. Det kan vel ikke være manglende beviser. Var det forældelse?
Vores hovedperson døde først i 2016.
September 5, 2024
Den sidste Viking
Endnu en bog i den fremragende serie, der også giver den rette historiefremstilling. Sara Croix ved, hvad hun taler om. Vi får her en mere nuanceret fremstilling af Vikingetiden. Det handler om meget mere end togter. De var ikke kun erobrere og sørøvere. Museer har nok selv været med til at forvanske billedet. Efter 1066, da den norske konge fik en pil gennem halsen, ja så vandt ingen skandinaviske hære et slag i England. Imperiet var blevet splittet op forinden. En konflikt om arveretten var opstået i England. Vilhelm Erobreren overtager. Svend Estridsen forsøger men ender med at blive myrdet. Jo de startede allerede i 700-tallet. Også denne bog kan varmt anbefales.
Endnu en bog i serien
Så er der atter kommet en af de fremragende bøger fra Danmarkshistorien, der kort og godt tager et emne op og kort og godt forklarer dette emne. Vi har vel efterhånden anmeldt en snes af disse bøger i denne serie. Det der så er sket i mellemtiden, er at bøgerne er steget fra 99,95 til 129,95. Og vi skal op i 100 forskellige. Vi er nået til nogle og firs stykker.
Hver måned i otte år skal der komme en ny bog i serien.
Denne gang har vi læst Sara Croix: Den sidste viking 1066.
Begrebet ”Vikingetiden” bliver nuanceret
De forskellige tidsangivelser virker lidt forsimplede De skal hver især forklare en udvikling – en forandring. Men ofte savner man en nuancering, når f.eks. vikingetiden skal beskrives. Uheldigvis får man et forkert indtryk af historien. I denne bog forsøger forfatteren netop at nuancere begrebet vikingetiden. Og dette begreb fremkom først i midten af 1800-tallet. Vi er i den grad fascineret af Vikingetiden.
Det handler meget mere end om togter
Ordet betyder en form for sørøver. Men nogle af vikingerne ville sikkert have blevet fornærmet, hvis man kaldte dem vikinger. Det handlede nu engang om meget mere end de mange togter til England.
Ikke kun erobrere og sørøvere
De bliver opfattet som erobrere og sørøvere men de var lige så meget handelsmænd og opdagelsesrejsende. Mytedannelserne om disse vikinger varer ved. Man har indtryk af at mange digter videre på mytedannelserne. Her i bogen forsøger forfatteren at give os en mere sandfærdig opfattelse.
Museer har selv været med til at give et forkert billede
Måske har museer været med til at give et unuanceret billede af vikingetiden for at trække besøgende til. Stadig er der folk, der mener, at den tid udelukkende var en tid med udelukkende erobringstogter, voldtægt, plyndringer og nedbrændinger. I populærkulturen optræder vores forfædre ret så barsk.
Meget mere hørte med til vikingetiden
De maritime togter dengang var rettet til forskellige mål og havde forskellige formål. Foruden plyndringer var der også tale om handel. Skriftkultur opstod, lovgivning, møntkultur og bydannelser hørte med til vikingetiden.
Efter 1066 vandt skandinaverne ikke mere et slag
1066 var det år, hvor Harald Hårderåd ifølge myterne fik en pil gennem halsen. Der blev sat en stopper for hans erobringsforsøg. Stamford Bridge og Hastings er også en slags symbol på vikingetidens ophør.
Dette slag markerede afslutningen på 300 år, hvor søfarer af hovedsagelig skandinavisk herkomst tog på togter til klostre og byer i Vesteuropa. De plyndrede og opkrævede skatter.
Harald Hårderåd – ikke helt den sidste viking
Egentlig er der masser af kilder til disse historier. De norske kongesager blev skrevet i Island i 1220erne. Og så var det de såkaldte Skjaldedigte, der nok er lidt mere fantasifulde
I bogen følger vi Haralds livsforløb. Olav var blevet konge omkring Haralds fødsel. Men i 1028 mister han sin kongetitel til den danske Knud den Store. I 1034 rejser Harald til Konstantinopel. Han gifter sig med en datter til en storfyrste, som han har tjent.
Han begiver sig hjem til sit fødeland med et godt ry og en stor formue. I 1046 bliver han anerkendt som med-regent sammen med sin nevø og daværende konge over Norge og Danmark, Magnus den Gode. Da Magnus dør bliver han eneregent over Norge. Han havde nogle politiske visioner og byggede kirker i nogle handelsbyer.
Han førte en evig kamp mod Knud den Stores nevø, Svend Estridsen om herredømmet over Danmark. Efter endnu et slag i 1062 opgav Harald ambitionen om danske herredømme.
Imperiet blev splittet op
I Haralds ungdom herskede Knud den Stores ”imperium” over både Danmark, Norge og England. Efter Knud den Stores død i 1035 blev imperiet splittet op. England gik til Hardeknud.
Som søn af Knud den Stores søster havde Svend Estridsen også lige så legitimt krav på den engelske trone som Edvard Bekenderen i 1042, men han fik ikke rigtig fulgt op på det. England nød fred i over 20 år. Edvard fik også sikret sine efterfølgere.
Konflikt om arveretten i England
Der opstod en konflikt i England om arveretten. Og Harald Hårderud blev bedt om hjælp. Myterne sig, at han fik bemandet hele 300 skibe. Han startede da også med et brag Og det var så sidste gang at en skandinavisk hær sejrede i England.
Vilhelm Erobreren overtager
Harald Godvinson blev udpeget som sejrherre. En ny sejrherre var på vej, kaldet Vilhelm Bastarden født i byen Falaise, søn af hertugen af Normandiet. Ja senere blev han kendt som Vilhelm Erobreren.
Det lykkedes ikke i første omgang. Men Harald Godvinson og Vilhelms hære stødte sammen ved Hastings den 14. oktober 1066. Harald faldt og nu havde Vilhelm fri bane.
I Skandinavien overtog Olav Kyrre kongemagten over Norge. Han opgav erobring af England.
Svend Estridsen fortsatte – dog forgæves
Men det gjorde Svend Estridsen ikke. Både i 1059 og 1075 sendte han en flåde til Humberfloden. Men dette var uden nogen som helst effekt. Efterfølgende initiativer strandede eller var uden virkning
Vikingerne rørte på sig allerede i 700-tallet
Allerede i midten af 700-tallet rører vikingerne på sig. I 800 -tallet fører togterne til deciderede bosættelser. I slutningen af 900-tallet begynder togterne igen. De nye flåder var markant større, og nu er det tale om elitesønner.
Den rigtige historie
En hurtig læst bog af en forsker, der ved, hvad hun taler om. Dette er igen et forsøg på at give os den rigtige historie, som denne series bøger så fremragende gør det
Sarah Croix:
Hvis du vil vide mere:
August 31, 2024
Den tyske Skole og Gymnasium i Aabenraa
Skolesystemet i Nordslesvig skulle fornyes. Mindretallet var hverken tilfreds efter 1920 og 1945. Bannerfører fra 1920 var Johannes Schmidt-Vodder. En tysk skole i Fiskergade. Mindretallet og det tyske skolesystem blev intens overvåget. En ”forkastelig” og ”forløjet” ordning, lød det fra mindretallet. Var det fordi, at Nordslesvig hurtig skulle fordanskes? Ja sådan lød beskyldningerne. Man ønskede en undervisning, der bundede ”i kærlighed til det tyske folk”. Schmidts tanker blev afvist af den danske undervisningsminister. Man tænkte på en nybygning. Overborgmesteren i Flensborg sørgede for tegningerne. Indvielsesfest på Nørre Chausse i 1926. Fra tysk side ventede man på godkendelse af eksamener. Grundskolen skulle udskilles fra gymnasiet. En ny linje på gymnasiet blev etableret. Elever og lærere indblandet i nazistiske organisationer. Skolehjem i tidligere ungdoms-vandrehjem. Gymnasium indrettet til Flygtningelejr og interneringslejr. Gymnasiets skæbne blev besejlet. Beslutning om salg trukket tilbage Diskussion var overflødig. Den tyske skole skulle holde ferie, ja sådan blev det dikteret. I fremtiden skulle de tyske skoler underkastes vidtgående tilsyn. En tredjedel af de tyske elever blev indlemmet i danske skoler. 47 elever startede i ”Stadttheater” Man kunne fra tysk side ikke få den skoleleder, man ønskede. Mindretallet kaldt det groft chikane fra dansk side. De tysksindede forældre blev af deres egne beskyldt for ”Forrædere” og ”Karaktørløse Svæklinge”. Tvangsauktion af bygningen på Haderslevvej. Privatskole på Tøndervej og Jørgensgård. Pengene var brugt og nej til nye lån. Forhåndsgodkendelser blev afskaffet i 1956. Nyt gymnasium i 1959. En gave fra regeringen i Bonn – til nyt gymnasium i 1964. Politiet og Retten flytter fra Haderslevvej. Gymnasium bliver til ældreboliger.
Skolesystemet skulle fornyes
I denne artikel kommer vi også ind på hele skolesystemet i Sønderjylland. Det var et system, der skulle genopbygges efter indlemmelse i Danmark og efter en krig og en besættelse.
I 1923 skulle ministerium og rigsdag tage stilling til, hvad der skulle ske med skolevæsnet i Sønderjylland. Hvis man skulle vente med at tage stilling til Skolekommissionens betænkning kunne man risikere at stå helt uden skolelov.
Det fremgik af § 1, at de hidtil gældende love og andre bestemmelser vedrørende skolevæsnet (Lovgivning før 1920) stadig skulle opretholdes, med mindre senere lovgivning var ophævet.
Mindretallet var ikke tilfreds
En vigtig ændring var § 17, Heri stod der, at alle lærere, skulle have dansk indfødsret. Dette gjaldt også i de tyske kommunale folkeskoleafdelinger. Og så var det lige § 21, der ændrede på bestemmelserne om, hvor mange børn der skulle til, før der kunne oprettes en tysk folkeskoleafdeling. Ændringen var en mindre imødekommelse af de tyske ønsker, selv om mindretallet ikke var tilfreds med resultatet.
Det var ikke mindst forholdet til det tyske mindretal, som bidrog til, at skoleforholdene var anderledes end nord for Kongeåen.
Bannerfører var Johannes Schmidt-Vodder
Den foreløbige sønderjyske skolelov af 30 juni 1920 indeholdt en række bestemmelser om mindretallets skolegang. I de fire købstæder skulle der oprettes tyske folkeskoleafdelinger. I flækker og landkommuner kunne sådanne ligeledes oprettes, hvis kravet blev fremsat af et vist antal vælgere. Desuden kunne det tyske mindretal oprette privatskoler eller anden form for privatundervisning efter de danske friskolebestemmelser. Endelig var der regler omkring udvidet undervisning i tysk på dansksprogede og i dansk på tysksprogede afdelinger.
Men når man fra dansk side troede at det tyske mindretal var tilfredse, så havde man troet fejl. De gik ind for vidtgående rettigheder. Bannerfører for de tyske skolekrav både i Folketinget og i den offentlige debat var Johannes Schmidt. Han var fra 1896 – 1920 præst i Vodder (Schmidt – Vodder).
Ved valget i september 1920 blev Schmidt valgt til Folketinget. Han repræsenterede det tyske mindretal indtil 1939. Indtil nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 stod han som den ubestridte leder af mindretallet.
En tysk skole i Fiskergade
Den 27. september 1920 blev der i Aabenraa besluttet at etablere en tysk folkeskole. Den kom til at ligge i Fiskergade. Undervisningen startede med 19 elever i 1. klasse. Allerede i skoleåret 1922/23 var tallet steget til 60 elever.
Deutscher Schulverein für Nordschleswig blev oprettet i 1920. I den offentlige debat fremsatte Schmidt sine skoletanker i mange artikler i Neue Tondernsche Zeitung, som han var redaktør af fra 1920 – 1929.
Mindretallet og det tyske skolevæsen blev intens overvåget
En anden vigtig person for mindretallets skolevæsen var Wilhelm Koopmann. Han var indtil 1920 rektor for pigeskolen i Sønderborg, men fungerede efter indlemmelsen som rektor for den tyske privatskole i Tinglev.
De danske myndigheder overvågede intents mindretallet og den tyske skole-politik. Alt blev overvåget. Tysksprogede artikler blev mange gange oversat til dansk.
En ”forkastelig” og ”forløjet” ordning
Mindretallet ønskede egen forvaltning. At oprette tyske kommuneskole-afdelinger eller privatskoler anså Schmidt ikke for en tilstrækkelig eller rimelig mindretalsordning. Han mente at hele ordningen var ”forløjet” og ”forkastelig ”. Man indrømmede tyskerne skoler med tysk sprog, men med lærere, der arbejdede for det danske. De tyske kommuneskoler var underlagt dansk skoletilsyn. Især amtsskolekonsulenter og lærerudnævnelser var overladt til de danske myndigheder.
Var det fordi, at Nordslesvig hurtig skulle fordanskes?
Schmidt henviste til at politikere havde udtalt formålet med skoleloven var at ”Nordslesvig ville være fordansket i løbet af få årtier”. Dette kunne de tysksindede ikke acceptere. Tyske privatsko0ler havde den ulempe, at de var dyrere.
Man ønskede en undervisning, der bundede ”i kærlighed til det tyske folk”
Ifølge Schmidt var det afgørende ikke det tyske sprog, men ”en undervisning, der bundede i kærlighed til det tyske folk” og til den tyske hjemstavn. Schmidt brugte begrebet ”Sindelags-undervisning” ind i billedet:
På grund af økonomiske problemer i Tyskland kunne det først efter 1923 skaffes midler til at opføre privatskoler. En del af undervisningen måtte ske ved hjælp af vandrelærer.
Schmidts tanker blev afvist
Schmidt var meget utilfreds med at det ikke var mindretallets skole men flertallets. Det var også flertallet, der bestemte, hvem der skulle undervise og hvilke lærebøger og lærerplaner, der skulle benyttes. Det var det hele indre liv i skolen. Schmidt forlangte, at hvor der blev oprettet tyske skoler, skulle der oprettes tyske skolekommissioner.
Den danske undervisningsminister Jacob Appel afviste Schmidt, Han ville ikke give mindretallet selvforvaltning på de kulturelle og økonomiske områder, da dette fuldstændig ville opløse statens organisation og umuliggøre landets styrelse.
Mindretallet håbede på en grænserevision. De ville ikke dengang anerkende grænsen.
Man tænkte på en nybygning
I de fire købstæder var der indtil 1923 etableret tyske mellemskoler. Men mindretallet savnede et gymnasium. I april 1924 ville det danske udenrigsministerium ikke etablere tyske realskoler.
Snart var det ikke mere plads i Fiskegade. Man måtte flytte til en såkaldt ”Kogeskole”. Bygningen stillede ”Sozial – und Schulverein für Nordschleswig” til rådighed. Allerede i 1924/25 havde skolen fem grundskoleklasser. Man tænkte på en nybygning.
Overborgmesteren i Flensborg sørgede for tegningerne
Det var overborgmesteren i Flensborg, Todsen, der sørgede for tegningerne. En sådan bygning ville koste i alt 220.000 kr. Man kunne få et lån på 100.000 kr. hos Slesvig-Holsten Amt. I foråret 1925 indsamlede Verein für das Deutshtum im Ausland (VDA) 75.684 Mark (97.000 kr.). Nu kunne projektet finansernes. Rejsegilde på bygningen på Nørre Chausse, senere Haderslevvej var den 19. april 1926.
Indvielsesfest på Nørre Chausse i 1926
Men ak. Det viste sig, at de samlede udgifter blev 315.000 kr. Og det var 99.500 kr. mere end planlagt. En stor del af disse merudgifter, som til dels skyldtes vekselkursen blev finansieret af Kreditinstituttet Vogelgesang. Den 26. oktober 1926 kunne man så holde indvielsesfest.
Den 1. februar 1927 blev det besluttet at indrette 4 mellemskoleklasser og en realklasse. Derfor var det nødvendig med en ny skoleleder. Det blev dr. Karl Gade, der var leder på skolen indtil 1944.
Fra tysk side ventede man på godkendelse af eksamener
Et gymnasium skulle enten ligge i Tinglev eller Aabenraa. Det fandt man ud af efter lange diskussioner. Men beslutningen blev først taget den 16. april 1930. I skoleåret 1931/32 blev det besluttet at indrette en 1G – klasse. Problemet var dog at finde et skolehjem for eleverne. Derfor var der en del forældre, der valgte det tyske gymnasium i Flensborg og Nibøl.
Selv om der i 1931 endnu ikke fra dansk side var kommet en godkendelse af det tyske gymnasium i Aabenraa valgte man at oprette en 2 G – klasse. Først med eksamen i 1933 kom den danske godkendelse af det tyske gymnasium. Men eleverne havde dog stadig ikke mulighed for at få et offentlig erhverv.
Grundskolen skulle udskilles fra Gymnasiet
Der fulgte en række forhandlinger med myndighederne m.h.t. tilbygninger. Faglokaler var nødvendige. Men bygningen var uegnet til en skole med 13 klassetrin. Derfor besluttede bestyrelsen at skille grundskolen fra gymnasiet
I stedet skulle skolen være en del af den tyske afdeling af kommuneskolen. Beslutningen førte til protester hos forældrene. Men alligevel blev beslutningen gennemført. I årsafslutningen 1937 blev grundskolen lagt til kommuneskolen.
En ny linje på gymnasiet
I 1942/43 blev der på gymnasiet oprettet en matematisk/videnskabelig linje. Men på grund af lukningen af gymnasiet i 1945 var det kun muligt for to elever at gennemføre denne uddannelse.
Elever og lærere indblandet i nazistiske organisationer
Fra midten af 1930erne kunne man i almindelighed konstatere at alle elever fra medlemmer af de nazistiske ungdomsorganisationer ”Deutschen Jugendschaft Nordschleswig eller ”Deutschen Mädchenschaft Nordschleswig”.
I årsberetningen for 1939/1940 kunne man berette om, at to tidligere elever var faldet i krigen. Antallet steg i løbet af krigsårene. Hele tiden blev eleverne opfordret til at melde sig ved fronten.
Andre ældre elever og lærere havde meldt sig ind i ”Zeitfreiwillige”. Og de var aktive i august 1943, da de blev indsat mod danske statsborgere under oprøret i august 1943. Det var ikke særlig populært.
Man gjorde dog ikke som i den tyske skole i Højer. Her orienterede man dagligt eleverne, hvilke skibe de tyske ubåde havde sunket.
Skolehjem i tidligere Ungdoms-vandrehjem
Der findes også en beretning fra 1941/42, hvor der er tale om køb af en grund på Nørre Chausse. Der ville man bygge et skolehjem. Dette skete dog ikke. I stedet for blev der overtaget ”Haus Ahrensburg” – et ungdoms-vandrehjem i Bjerggade overtaget.
Men snart blev stedet overtaget som flygtningelejr. Og det var det til en gang i 1947.
Gymnasium indrettet til flygtningelejr og interneringslejr
Den sidste eksamen blev gennemført på gymnasiet i tidsrummet fra 1. til 7. maj 1945. Den 8. maj 1945 blev gymnasiet besat af danske frihedskæmpere. Derefter blev stedet tvangslukket. Den mundtlige eksamen kunne derfor ikke som planlagt gennemføres. Men nogle af eleverne blev snart sendt i Fårhuslejren, da de som nævnt havde været ”Zeitfreiwillige”
Gymnasiets skæbne var besejlet
Den 4. juli 1945 meddelte Udenrigsministeriet, at Gymnasiet ikke under de nuværende omstændigheder kunne regne med en fornyelse af anerkendelse af eksamen. Derved forsvandt også det offentlige tilskud til det tyske gymnasium. Gymnasiets skæbne var dermed besejlet.
De mundtlige eksamener fandt nu sted i lærernes privatboliger.
Også de almindelige tyske skoler var blevet lukket. Men hvad skete der nu med de løbende udgifter? Man tilbud nu, at det danske undervisningsministerium kunne købe bygningen på Nørre Chausse.
Beslutning trukket tilbage
Denne beslutning skabte stor utilfredshed. Bestyrelsen havde ret til at træffe denne beslutning. Men der var stor bekymring for det tyske gymnasiums fremtid. På en efterfølgende generalforsamling trak man nu tilbuddet tilbage. Man ville nu først kigge på rammerne.
Ernst Siegfried Hansen, den senere chefredaktør på ”Der Nordschleswiger” mente, at man skulle starte med få lærere og sælge andre aktiver fra mindretallet. De tyske institutioner kunne så alle blive anbragt i gymnasie-bygningen.
Diskussion var overflødig
Men diskussionen var overflødig. Fra dansk side kom lov nr. 500 af 9. oktober 1945. Den bestemte, at personer, virksomheder, institutioner som havde modtaget penge af den tyske stat under besættelsen var forpligtet til at betale gæld tilbage.
Den danske stat benyttede muligheden at beslaglægge det tyske mindretals skolebygninger. Dertil hørte også det tyske gymnasium. Den 21. november 1945 afgjorde retten i Aabenraa at hele ”Deutsche Schulvereins formue skulle beslaglægges.
De tyske skoler skulle holde ferie
De tyske skoler i Aabenraa blev lukket. Grundskoleundervisningen foregik som skrevet i den tysksprogede afdeling af de kommunale borgerskoler. Bygningen på Haderslevvej var privat og allerede omkring kapitulationen blevet anvendt til huse flygtninge og til internering af de personer, der skulle interneres i Fårhuslejren.
Det danske undervisningsministerium havde besluttet, at de tyske skoler skulle holde ferie indtil videre. Desuden skulle de tyske lærebøger gennemgås for nazistisk indhold.
I fremtiden skulle de tyske skoler underkastes vidtgående tilsyn
I december 1945 vedtog Rigsdagen en midlertidig lov. Den fastsatte, at de tyske kommuneskoleafdelinger ikke skulle genoprettes, at eksamensretten blev frataget de tyske skoler og at eventuelle tyske privatskoler skulle underkastes tilsyn både af den lokale skolekommission og af amtsskoledirektionen. Med krav om forhåndsgodkendelse af lærere, undervisningsplan og undervisningsmateriale herunder bøger.
Den midlertidige lov gav desuden mulighed for, at der kunne oprettes tysksprogede særklasser ved danske skoler. Også de enkelte familier havde mulighed for at undervise sine egne børn ved hjemmeundervisning.
En tredjedel af de tyske elever indmeldt i danske skoler
Allerede i juli 1945 var en tredjedel af de hjemmetyske elever fra Borgerskolen blevet indmeldt af den danske skole af forældrene.
En betydelig del af lærerne ved den tyske kommuneskole var blevet straffet efter tillægget til straffeloven af 1945. Enkelte var blevet afskediget ved en ekstraordinær tjenestemandsdomstols afgørelse. Endelig var nogle af de tyske statsborgere, der havde undervist ved tyske privatskoler i Nordslesvig i mellemkrigsårene rejst fra landet før kapitulationen.
47 elever startede på ”Stadttheater”
Foreningen ”Deutscher Schulverein Apenrade anmodede gennem avisen tysksindede forældre om at tilmelde deres børn til en tysk privatskole i Aabenraa inden den 20. juni 1946. I august forelå der 72 tilmeldinger.
Men alligevel opgav man foreløbig oprettelse af en tysk privatskole. Undervisningen i de tysksprogede særklasser i Aabenraa fortsatte til slutningen af oktober 1946, hvorefter eleverne gik over i dansk skole.
Man kunne låne et par lokaler på ”Stadttheater”, men forholdene var usle for de 47 børn som elevtallet i mellemtiden var faldet til.
Man kunne ikke få den skoleleder, man ønskede
Undervisningen kom i gang den 6. maj 1947 med Magda Bruhn som leder. Fra tyske side ville man have haft Frederik Christensen. Men skolekommissionen nægtede enstemmigt at godkende ham. Han havde deltaget i nazistisk arbejde. I efterkrigstiden var han også kendt for sin stærke udtryk.
Man havde også spurgt om lov til at bruge bygningen på Haderslevvej. Men Aabenraa Byråd syntes at bygningen var for stor til 42 elever. Man forsøgte også at skaffe lokaler på offentlige danske skoler. Men fra dansk side sagde man at det var pladsmangel. Måske var man ikke rigtig interesseret i at hjælpe den tyske privatskole i gang.
Fra mindretallets side betragtede man dette som stærk dansk chikane. Frederik Christensen havde nemlig vundet en tjenestemandssag.
De tysksindede forældre blev kaldt ”Forrædere” og ”Karakterløse svæklinge”
At tysksindede forældre ikke mere sendte deres børn i tysk skole, blev i Volkskalender 1949 udlagt som ”forræderi” og at det drejede sig om ”karakterløse svæklinge”.
Tvangsauktion af bygningen på Haderslevvej
Tvangsauktionen af bygningen på Haderslevvej fulgte den 5. oktober 1949. Det danske finansministerium fik bygningen. Senere fik hjemmeværnet bygningen.
De eneste lokaler, det lykkedes at få til det tyske skolesystem var nogle sløjdlokaler i højgade i vinterhalvårene 1950-51.
Privatskole på Tøndervej og Jørgensgård
Den tyske privatskole havde 1949-52 lokaler i den tidligere tyske børnehave på Tøndervej og flyttede derefter til ejendommen Jørgensgård 5, som den tyske skoleforening havde købt. Nabolaget protesterede højlydt. Efter henstilling fra ministeriet var der givet dispensation fra byens dispositionsplan. Den gjaldt i to år. Allerede på dette tidspunkt havde den tyske skoleforening planer om et regulært nybyggeri i Svinget.
Pengene var brugt
Bag byggeplanerne lå den kendsgerning, at den tyske privatskoles elevtal var steget år for år siden den beskedne start i 1947. Rammerne i Jørgensgård var for snævre for en skole, der lå omkring hundrede elever.
Byggeriet af skolen foregik dog ikke uden mislyde selv om forholdet til myndighederne var blevet bedre. Efter at skolen næsten var færdig ansøgte den lokale tyske skoleforening om betydelig forhøjelse af det byggelån, som boligministeriet havde stillet til rådighed. Pengene var brugt uden at ministeriet eller byråd havde været orienteret. Ikke engang den tyske byrådsgruppe kunne acceptere fremgangsmåden. Der kom dog heller ikke en forhøjelse fra ministeriets side.
Forhåndsgodkendelse var afskaffet
Da skolen blev indviet den 22. april 1956, skete det med udtryk for samarbejdsvilje både fra dansk og tysk side. I mellemtiden var bestemmelserne om forhåndsgodkendelse af lærere, undervisningsplan og undervisningsmidler blevet afskaffet. Indførelsen af disse regler var et tydeligt tegn på mistro.
I 1955 havde det unge Vesttyskland behov for dansk anerkendelse for at indtræde i NATO. Dette resulterede i Bonn-København erklæringerne. Dette betød at den danske regering ophævede forbuddet mod tyske eksamensskoler.
Nyt gymnasium i 1959
Det nye tyske gymnasium blev oprettet i 1959. Det skete også i et positivt samarbejde med naboen, den danske statsskole. Det tyske gymnasium overtog mellemskoleafdelingen fra den tyske privatskole i Aabenraa. Men tilstrømningen blev for stor. Der blev trængsel.
En gave fra regeringen i Bonn
Man erhvervede en ejendom over for den tyske privatskole for et beløb på 3 mio. DM. Det var en gave fra regeringen i Bonn. Her byggede den tyske skoleforening her 1960 – 64 et helt nyt og moderne gymnasium.
Politiet og Retten flytter fra Haderslevvej
Midt i 1970erne købte justitsministeriet bygningen og politiet og retten flyttede ind. Længe efter at jeg var flyttet fra Aabenraa fandt man ud af at bygningen, Haderslevvej 52 var alt for stor. Og så flyttede politiet til H.P. Hanssensgade 23.
Gymnasium bliver til ældreboliger
Bygningen blev i oktober 2022 sat til salg for 11 millioner kroner. Meningen er hvis nok, at den nu skal indrettes til 16 ældreboliger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2024
Rømø – fra sandflugt til turister
Hvad betyder Rømø? En grænse mod Nordsøen. Øen har mange forskellige funktioner. Øer og halliger kan forsvinde. Rømø er vokset. En tsunami startede det hele. Kan Rømø klare fremtiden? Mennesker på Rømø fra år 1200. Plaget af sandflugt. Det så sort ud for Juvre. En kongelig enklave. Krig og stormflod. En helt fra Glückstadt. Trefoldigheden og de ni orlogsskibe vandt. Hekseproces på Rømø. Hvalfangst og de mange kommandører. Rømø Havn blev indviet. Hvor lærte søfolkene at navigere, En kongelig privilegeret navigationsskole på Rømø. Turismen kom allerede i 1900. Hatteknager i kirken. Masser af klitter på Rømø. Militært øvelsesområde. Kirkeby Plantage.
Hvad betyder Rømø?
Rømø stammer fra ordet ”rimme” – som betyder ”langstrakt forhøjning” – og ø. I Kong Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231 hedder øen Rymø.
En grænse mod Nordsøen
Vadehavet udgør i dag 8.000 km2. Det ligger bag en række langstrakte barriere-øer, som ligger parallelt med kysten. Disse øer er dannet i den sidste istid, der varede for ca. 100.000 år siden til 10.000 år siden.
Dengang var verdenshavene 120 meter lavere end i dag. Disse barriereøer danner en grænse mod Nordsøen – sikkert der for navnet. I dag er der 25 barriereøer, hvoraf de 17 er beboet. Ja dertil kommer faktisk 13 store sandbanker uden vegetation som med tiden har potentiale til at udvikle sig til barriereøer.
Øerne har mange forskellige funktioner
Øerne har mange forskellige funktioner i den moderne verden som f.eks. rekreation og turisme, beboelse samt som områder, hvor man gennem naturbeskyttelse søger at opretholde biodiversiteten ikke mindst for fugle.
Øer og Halliger kan forsvinde
Man har tjek på, hvornår de fleste af Vadehavets halliger og øer er opstået. De er dog ikke opstået samtidig. Nogle er ganske unge og andre tusinder af år gamle. De fleste af Vadehavets øer består af sand, der dels kommer ude fra Nordsøen og dels er transporteret langs kysten, hvor bølgerne har eroderet kysten mod nord og har ført sandet mod syd.
Selvfølgelig kan det modsatte også ske- Pludselig kan vindretningen ændre sig. Og det kan føres mindre sand til øen. Halligen Jordsand, som engang var en marskø lige syd for Rømø forsvandt omkring år 2000.
Rømø er vokset
Dannelsen af Rømø fandt sted for 8.000 år siden. Dengang var øen smal og kort. I dag 8.000 år efter kunne man have forventet at øen var sunket i havet, men det modsatte er faktisk sket. Rømø er blevet længere, bredere og højere.
En tsunami startede det hele
Det var et meget stort underjordisk jordskred ud for Norges vestkyst, som sendte enorme mængder af sediment ned ad Norges kontinentsokkel og udløste en kraftig tsunamibølge. På trods af den lavvandede Nordsø bevægede bølgen sig hele vejen ned til, hvor Rømø er i dag og med stor kraft oversvømmede den det lavtliggende kystlandskab.
Tsunamibølgens højde var mellem 1,5 og 5,5 meter høj, da den ramte kysten. Den transporterede store mængder af havvand, sand og organisk materiale ind over land. Bølger og strøm transporterede sand til Rømø, der langsomt voksede vertikalt t takt med at havet steg. Sandet blev aflejret som tunger af sand skyllet op af bølgerne, der så senere blæste sammen til små klitter.
Kan Rømø klare fremtiden?
Samtidig med dannelsen af den nye ø, som lå parallelt med den jyske fastlandskyst, blev området mellem barriereøen og fastlandskysten oversvømmet og Vadehavet begyndte at blive dannet. Havet stiger stadig og sandet sørger for at Rømø vokser lige så hurtigt, som havet stiger. Ja faktisk hurtigere. Det betyder at Rømø de sidste 6.000 år er vokset ud i Nordsøen. Inden 2100 er vandspejlet dog steget med en meter. Kan Rømø klare dette?
Ser man de sidste 2.000 år, hvor havet er steget med næsten to meter, har Rømø bevæget sig to kilometer ud i havet og en række nye klitter er dannet oven på strandsedimenterne. Helt anderledes ser det ud for Skallingen.
Mennesker på Rømø fra år 1200
De første mennesker nar slået sig ned på Rømø omkring år 1200, hvor det var kongen og bispesødet i Ribe, der ejede øen i fællesskab. Senere kom der fiskerleje, ladeplads og landbrug til Rømø.
Siden 1500-tallet har Rømø haft et fiskerleje og her har også været ladeplads. I 1500 – tallet blev Borrebjerg anlagt. Den fremstår i dag som et voldanlæg. Læs vores artikel om dette sted.
Plaget af sandflugt
Vadehavet har skabt en frodig og næringsrig jord langs Rømøs østkyst. Men landbruget var i 1600- og 1700-tallet plaget af sandflugt, bl.a. fordi kreaturer gik frit rundt på øen og ”skumrede agre”, hvor øboerne har skovlet deres huse eller dyrkede arealer fri for flyvesand. Markerne ses ofte som forsænkede felter indrammet af små diger, som altså er bygget af flyvesandet.
Flysandet måtte skovles væk. Markerne blev beskyttet med læ-volde beskyttet med bukketorn og pil.
Det så sort ud for Juvre
Omkring 1700 så det mørkt ud for Juvre. Nordvest-vinden blæste det skarpe flyvesand ind over alle marker, så det ofte stod tre alen højt inde ved gårdene. Kål og grøntsager lod sig ikke mere dyrke på Nørreland. Marker, huse og tofter var dækket med klitsand. Det kostede Rømøs befolkning mange års hårdt slid at redde jorden. Først blev sandet slæbt sammen til en stor bunke, der blev dækket med tang og fugtigsandjord fra havstokken mod øst.
Dermed kunne sandet ikke blæse væk. Et stykke fra rejste de en vold af tang. Græstørv, grene og opskyllet træ blev samlet til formålet. Voldene blev beplantet med marehalm hentet fra andre klitter. Mange steder måtte beplantningen dog eftergås hvert år. Juvre havde efter 1740 indvundet nogle hektar land, som tidligere havde været dækket af flyvesand.
En kongerigsk enklave
Øens sydlige del havde den specielle status som kongelig enklave. Indtil 1864 var øen delt under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der rummede en del kongeligt strøgods under Hviding Herred, Grænsen mellem de to gik øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at dronning Margrete den Første omkring 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø og den nordlige del af Sild.
Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra Hertugdømmet Slesvig. Det betød at Danmark helt til 1864 sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over Lister Dyb.
Krig og stormflod
Under Kejserkrigen angreb de kejserlige tropper ledet af Albrecht von Wallenstein i efteråret 1627 Slesvig Holsten og herfra invaderede Rømø og Jylland.
Den anden store mandedrukning hærgede øen den 11. oktober 1634 og hele vestkysten. Mellem 8.000 og 16.000 omkom langs hele vestkysten.
En helt fra Glückstadt
Under Torstensson-fejden var Rømø i 1644 blevet besat af svenskerne. Rømø og Ribes store handelsflåde, der lå øst for øen, blev brændt ned. Og så var det jo lige forræderen Markus Whitte. Med Holland som forbundsfælle kaprede de svenske styrker alene i februar tolv danske skibe.
Sådan kunne det jo ikke blive ved. I marts tog den danske oberstløjtnant Heinrich von Buchwald ud af fæstningen Glückstadt med 600 soldater. Den 21. marts gik de i land på Rømø. De erobrede de svenske skanser og tog 1.450 svenskere, deriblandt Marcus Whitte som Buchwald lod hænge efter sim hjemkomst til Glückstadt. For den indsats blev Buchwald udnævnt som oberst.
Trefoldigheden og ni orlogsskibe vandt
I maj dukkede en flåde på 36 skibe op i Listerdyb, udrustet i Holland. Anført af admiral Martin Theyssen havde skibene kurs mod Ribe, hvor de skulle hente 800 af general Torstenssons bueskytter. Disse skulle bruges til landgangen på Fyn.
Men Christian den Fjerde ankom med flagskibet Trefoldigheden og ni orlogsskibe. De angreb overmagten mod 24 hollandske skibe. I løbet af knap to timer var disse nedkæmpet. Hollænderne og svenskerne mistede mellem 800 og 1.000 mand. De fleste blev gravlagt på den nu forsvundne ø, Jordsand. Men på Rømø var der nu stor fattigdom.
Hekseprocesser på Rømø
Nej heller ikke på Rømø slap man for hesteprocesserne. De fulgte i reformationens kølvand. Ifølge Ballum Birks tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø for trolddom. Før sin henrettelse angav hun en anden kvinde, Mette Thøffrings, som heks. Men denne blev først anholdt 14 år efter og indespærret i Møgeltønderhus sammen med Maren Peder Bodzers. 14. februar 1666 blev Thøffrings ført for retten i Ballum anklaget for hekseri. Sagen trak dog i langdrag, for det var ikke andet at anføre mod hende ens Anna Boyes udsagn. Derfor blev hun frikendt.
Hvalfangst og mange kommandører
Mange mænd på Rømø tog på hvalfangst i Ishavet ved Østgrønland og Svalbard i en periode på 200 år fra 1660 til1860. De fleste sejlede på tyske og hollandske skibe. Mange af dem tjente rigtig mange penge som kaptajn, styrmand eller harpunerer på skibene. Kaptajnerne blev kaldt kommandører. Derfor har vi de flotte kommandør-boliger på Rømø.
Hvalfangstens storhedstid toppede omkring 1770, hvor der var 40 kommandører eller pensionerede kommandører på Rømø. På et tidspunkt havde Rømø også selv en stor flåde. Og i det 16. århundrede overtog Rømø også funktionen som yderhavn for Ribe.
Rømø Havn blev indviet
Rømø havde i flere århundrede omkring 8 lade og omladepladser langs med østkysten. I slutningen af 1800-tallet var Kongsmark og Havneby de to vigtigste ladepladser, da man her byggede en færge- og bådebro. Fra 1909 kom der regelmæssig færgesejlads fra Højer til Rømø. Fra 1920 til 1948 flyttedes fra Kongsmark til Ballum Sluse.
I 1964 blev Rømø Havn ved Havneby indviet. Den blev bygget til at have plads til 40 kuttere med mulighed for at udvide til 120 kuttere Oprindelig var det meningen at fiske efter spisefisk/fladfisk. Men det blev nu aldrig den store succes. Tyske fiskere opfordrede senere deres danske kollegaer til at satse på hesterejer.
Vi har allerede skrevet en artikel om Rømøs søfartshistorie.
Hvor lærte søfolkene at navigere?
Men hvor lærte alle disse søfolk at navigere? På øen Før, der også fostrede mange søfolk var der både skoleledere og præster, der underviste i navigation. En af præster her, fik en årsløn fra byen Amsterdam for anerkendelse af sit store arbejde.
Også søfolkene fra de omkringliggende øer og halliger drog nytte af den gode navigationsundervisning på Før.
Først i 1802 blev styrmandseksamen lovpligtig i Slesvig-Holsten. Indtil da havde man lov til at føre en tremaster uden eksamen. Dengang var søkort ikke særlig nøjagtige. Omkring 1750 blev et simpelt vinkelmåleapparat afløst af sekstanten.
En kongelig privilegeret Navigationsskole på Rømø
Forbavsende er det at finde ud af, at Rømø ganske tidligt havde en kongeligt privilegeret navigationsskole. Den blev grundlagt af Jesper Ørum, der var toldfuldmægtig for List Toldsted med bopæl på Rømø Ørum boede i et huse uden for Havneby i nærheden af stranden. Denne bolig fungerede i mange år som skole. Måske har den berømte videnskabsmand Ole Rømer også været indblandet i oprettelse af denne skole. Hans far var skipper på Rømø.
Fra Ballum Tingbog ved vi, at Ørum fik tilladelse til at oprette skolen i 1697. Med sikkerhed ved vi, at han ledede skolen i ca. 10 år. Det er tænkeligt at undervisningen blev afsluttet med en eksamen.
Alt tyder på at styrmændene og skibsførerne har tilegnet deres viden gennem privat undervisning.
Men Ørums navigationsskole er blevet videreført. Således vides at lærer Jørgen Andersen ved Sønderby Skole ifølge Skolekrøniken samtidig var lærer på den ”kongelige navigationsskole” på Rømø. Både før og efter skolen må det have været rigeligt med privatundervisning i navigation på Rømø.
Fra 1880’erne gik skibsfart og fiskeri tilbage. En stor del af øen – hele 13 pct. er i sag fredet.
Turismen kom allerede omkring 1900
Omkring 1900 kom turismen til Rømø. De blev godt hjulpet af pastor Jacobsen fra Skærbæk. Han købte bl.a. 37 blokhuse. Men læs vores to artikler om Nordseebad Lakolk. Vi har også nogle artikler om færgefarten, der ophørte i 1948, da Rømø – dæmningen var færdig.
Utroligt er det også, at Rømø har ca. to til to-en halv million overnatninger om året. Turisme er sammen med fiskeri i dag øens vigtigste erhverv. Store sommerhusområder med feriecentre og sommerland findes især med sydøst nær fiskerihavnen i Havneby. Og herfra er det mest hesterejer, men går efter.
Hatteknager i kirken
Sankt Clemens Kirke har ud over et gotisk tårn også rester af et gotisk skib, som er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600 og 1700-tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og hatteknager. Og kirkegården fortæller også historie. Det kan du læse på kommandørgravstenene fra 1600 – 1800-tallet.
Masser af klitter på Rømø
Vi har sandelig også masser af klitter på Rømø. De mest markante er Høstbjerg, Spidsbjerg og Stagebjerg. Høstbjerg er med sine 19 meter den største.
Militært øvelsesområde
Pas nu på, når du bevæger dig nord på. Juvre Sand er et militært øvelsesområde, hvor der permanent er adgang forbudt. Det er tilladt at overvære øvelserne på en platform ved p – pladsen. Men lad være med at bruge kikkert. Man bruger laser-kys.
Kirkeby Plantage
Du kan altid og gå langs den 10 km lange Juvre-dige. Omkring Kirkeby Plantage kan du opleve områder med moser, strandeng og en lille skovsø. I Kirkeby Plantage kan du opleve den 17 meter høje klit, Spidsbjerg. Mod syd er der udsigt til Havneby, færgen og Sild. Mod nord kigger man på Kirkeby Plantage, Rømø-dæmningen og i klart vejr kan du være heldig at se Esbjerg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Rømø:
Ballum:
Lige i nærheden: