Heimatfest i Tønder 1921
Den 18. – 19. juni 1921 var der gang i den i Tønder. De tysksindede havde set frem til deres Heimatfest. Tyske og Slesvig – Holstenske flag prydede byen og Sportspladsen. Kamptaler efterlod det indtryk, at grænsen igen blev flyttet. Danske Soldater og borgere blandede sig i optoget. Tyskerne svarede igen med ”Oprørsvisen”. Datidens medier havde usædvanlig travlt og Garnisonen i Tønder blev kritiseret for deres rolle. De dansksindede følte sig hånede og krænket. De skrev en protestskrivelse til justitsministeriet.

Genforeningen var ikke smertefri
Genforeningen gik ikke helt smertefri forbi Tønder – egnen. Der var masser af små og store episoder. Og særlig en episode tiltrak mediernes store opmærksomhed. Her blev både militæret og justitsministeriet inddraget. Både de dansk – og tysksindede følte at deres rettigheder i den grad blev krænket.

De tysksindede så frem til festen
Det var lagt op til et stor fest i Tønder den 18. – 19. juni 1921. De tysksindede havde set frem til denne fest.

Oprørsvisen blev afsunget
Den begyndte om aftenen den 18. juni med et optog gennem byens gader, efter at tilrejsende festdeltagere var blevet afhentet på Banegården. Ifølge Flensborg Avis sang deltagerne tyske sange. Men da de nåede Tonhalle blev de mødt af en større mængde danske soldater og civile, som med Kong Christian fuldstændig overdøvede tyskernes sang. Tyskerne stemte straks i med Oprørsvisen.

Wir wollen keine Dänen sein
Tyskerne marcherede ud til byens Sportsplads, der lå ud mod Dragonvej med en ekstra indgang fra Ribe Landevej. Da de kom forbi den danske hovedvagt, sang de smædevisen fra afstemningstiden Wir wollen keine Dänen sein.

Kamptale til den tyske ungdom
På pladsen var der efterhånden forsamlet 7 – 800 mennesker omkring et festbål. Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. Senere talte den daværende socialdemokratiske fagforeningsformand Clausen, ligeledes højstemt patriotisk. Han udbragte et leve for Slesvig – Holsten.
Aftenen blev afsluttet med dans og sang, og ved midnatstid tog man atter ind mod byen.

Slesvig – Holstenske flag overalt
Den følgende dag fandt der sammenstød sted mellem de dansksindede og tysksindede i byens gader. De var til tider ret voldsomme.
Tyskerne havde rejst æresporte med tyske og Slesvig – Holstenske flag forskellige steder i byen. En af dem befandt sig lige i nærheden af den danske hovedvagt.

1.500 tysksindede deltog
Klokken 10.30 blev der på Sportspladsen afholdt festgudstjeneste. Herefter talte folketingsmedlem Schmidt atter engang. Han sagde blandt andet, at Slesvig gennem århundreder havde været tysk, og tysk skulle det atter blive. Klokken 13.30 drog man atter i optog gennem byen. Efterhånden bestod optoget af omkring 1.500 mennesker.
I spidsen af optoget kørte en vogn. På denne var en kopi af Turnvater Jahn. Han var en af høvdingerne fra Napoleonstidens tyske rejsning. Så fulgte børnene og de øvrige deltagere. Rundt omkring faldt danske soldater og civile ind med fædrelandssange, når optoget passerede dem. Det var måske upassende, men de følte deres nationalfølelse krænket.
På turen gennem Østergade ud til Sportspladsen gik soldaterne i spidsen og sang nationale sange.

Kejser Vilhelm på Torvet blev besøgt
På festpladsen, hvor der vajede et stort antal tyske og Slesvig – Holstenske flag bød fagforeningsformand Clausen velkommen. Han talte om tyskernes styrke i Tønder.
De næste talere var Redaktør Bødewadt, Tønder, Dr. Groth, Flensborg og til sidst Dr. Traenkner fra Slesvig. Efter talerne var der forskellige former for idræt.
Ved 18 – tiden gik man igen ind til byen og sceneriet gentog sig. På ny satte danske soldater og civile sig i spidsen og sang fædrelandssange.
Ved Torvet bøjede tyskerne ind på Kirkepladsen for at aflægge et besøg ved Kejser Wilhelms Mindesmærke.

Den danske version
Hovedindholdet af den første danske fremstilling lød således:
– Da Tyskerne i Opløsning fortsatte Marchen til deres Festlokaler, fulgtes de igen af de Danske, som vedblev at synge, hvilket også skete på Tilbageturen ud til Lejren. De Danske fulgte Soldaterne helt ud i Lejren, hvor Splitflaget sænkedes, mens man sang ”Kongernes Konge”.

Den tyske version: Danske udfordringer
Den tyske version var lidt anderledes. Således kunne man læse følgende i Neue Tondernsche Zeitung den 20. juni med et udførlig festreferat og korte gengivelser af talerne:
– Dansk Militær gav endvidere Festtoget et ganske særligt Præg, idet det i Østergade i sluttede Formationer stillede sig i Spidsen for Toget og saaledes bidrog sin Del til, at dette Optog for os Tyskere kunde blive en uforglemmelig Oplevelse. At man foranstaltede en saadan Æresvagt for os, overraskede os unægtelig.
Men den tyske avis klagede over Danske Udfordringer. Danske borgere havde søgt at hindre byens udsmykning med guirlander. Danske soldater havde fra Hærens Automobiler revet guirlander ned og bombarderet tyske indskrifter med stenkast.
Mens den tyske ungdom lørdag aften havde sunget Unpolitische Wanderlieder sang soldaterne udfordrende danske fædrelandssange og rev Lampions fra børnene. Danske statsembedsmænd tilvinkede fra husene de militære demonstrationer med bifald. På hjemturen søgte de danske soldater ved at sætte sig i spidsen at bremse marchen og så videre.

Var militærets optræden skandaaløst?
Den tyske fremstilling blev på flere punkter stemplet som usandfærdig i den danske presse. Til gengæld vendte Neue Tondernsche Zeitung sig den 21. juni mod Flensborg Avis’ s festreferat. Man rettede et meget skarp kritik mod den militære disciplin i Tønder. Blandt de danske blade indtog Hejmdal et neutralt standpunkt. På den ene side gav de tyskerne hovedskylden for urolighederne, på den anden side fandt de militærets optræden for skandaløst og manede til ro og besindighed.
– Vi maa tilstaa, at vi i ingen Henseende finder noet Tiltatalende eller opbyggeligt i den Slags Sammenstød, som sen tyske Fest gav Anledning til, og vi tror ikke, at hverken den danske eller tyske Befolkning i Længden vil høste Gavn eller Glæde af en saadan Tingenes Udvikling. Maaske Tilfælde som disse af den tyske Presse vil kunne benyttes som øjeblikkelig Agitationsstof.

De tysksindede må lære ”Takt – og sømmelighedsfølelse”
Hejmdal fortæller endvidere, om dengang tyske gendarmer gik på jagt efterrød – hvide skorstene eller vinduesforhæng eller dengang de lagde sig på lur for at høre, om man i private hjem sang forbudte Sange.
Redaktør A. Svensson mente, at de tyske medborgere måtte tilegne sig en hvis Takt – og Sømmelighedsfølelse. Han kunne heller ikke forstå udstillingen af de mange tyske og Slesvig – Holstenske flag, som gav tyske tilrejsende falske forestillinger om det nationale styrkeforhold i Nordslesvig. Den slags havde man nok af før og under første verdenskrig.
Bladet Danskeren henviste til, at pastor Schmidt var med til at ophidse tyskerne.
Oberstløjtnant: Skulle Garnisonen have sunget ”Ach du lieber Augustin”
Kommandanten i Tønder, oberstløjtnant Brix udtalte sig til Vestslesvigs Tidende:
– Jeg ser ingen som helst Grund til at forbyde Soldaterne at færdes paa Gaden i deres Fritid. De Instruktioner, jeg har modtaget, tilsigtede kun at forebygge Sammenstød med de tyske Demonstranter og blev i alt væsentlig nøje efterkommet. Overfor forskellige verserende Rygter og Overdrivelser kan jeg som min Opfattelse udtale, at Borgernes og Soldaternes smukke og rolige Afsyngelse af vore Fædrelandssange lagde en velgørende Dæmper paa de altyske Tilkendegivelser, uden paa nogen Maade at gøre Indgreb i disse.
– Men det vilde maaske have været mere beskedent, om vi havde overladt vor By til Nibølseminaristerne og Ligesindede, saa kunde jo de danske Borgere og Byens Garnison have staaet udenfor og sunget ”Ach du lieber Augustin”.

Hejmdal gik i rette med oberstløjtnanten
Hejmdal gik i rette med oberstens udtalelser. Når tyskernes optog var tilladt af de lovlige myndigheder, amts – og politimyndighederne, så burde det være respekteret af soldaterne. Og i hvert fald af deres leder. Retsligt består der ingen flag – og sangforbud. Dog påpegede Hejmdal, at tyskerne havde udvist Taktløshed ved at hejse tyske Faner ved den danske Hovedvagt.

Harmløse sange
Dybbølpostens udsendte kunne berette, at tyskerne havde sunget harmløse sange som Drei Lilien. Men da danske soldater og civile istemte Kong Christian havde tyskerne ifølge Flensborg Avis afsunget Schleswig – Holstein meerumschlungen.
Apenrader Tageblatt protesterede også mod soldaternes rolle i Tønder.

Dansksindede følte sig provokeret
De dansksindede i Tønder følte sig provokeret af visse medier. De følte i den grad deres nationale ære krænket. De mente, at festen var gået over gevind og i den form burde den slet ikke have været tilladt

Gået langt ud over det tilladte
Men Tønder Kommunalforening, sendte denne protestskrivelse til Justitsministeren:
– Bestyrelsen for Tønder Kommunalforening, der repræsenterer de danske Borgere i Tønder, tillader sig herved overfor Justitsministeriet at fremkomme med en Beklagelse over de Former, hvorunder den saakaldte ”Erste Deutsche Heimatfest” i Nordslesvig, der afholdtes i Tønder, har fundet Sted, idet vi formener, at denne Fest er bleven tilladt paa fejle Oplysninger og under fejle Forudsætninger, og at man fra Festledelsens Sider er gaaet lang ud over det Tilladte.

– Hele Festen har formet sig som en Udæskning mod Danmark og mod Tønder Bys danske Borgere og mod det herværende Militær. Der var ved siden af det danske Postkontor en Æresport, hvorfra der Lørdag Morgen til om Eftermiddagen vajede tre store Slesvig – Holstenske Flag. Paa samme Maade var der rejst en Port ved siden af den militære Hovedvagt, smykket med de tyske Farver. Denne Æresport blev rejst allerede Fredag Eftermiddag.

Danske borgere blev hånet
– Gaderne var derhos smykkede med Guirlander, hvorfra ligeledes det Slesvig – Holstenske Flag vajede. Paa Byens Sportsplads, der benyttedes til festen, var paa Hovedmasten hængt det tidligere Kejserriges Flag med det tyske Rigsvaaben, og endvidere vajede paa Pladsen overvejende Slesvig – Holstenske flag.

– Vi fornemmer, at denne Udædkning af Byens danske Indbyggere, ved til denne Grænseby, et indkalde et Par Tusinde Fremmede, pryde Byen med de Slesvig – Holstenske Oprørsfaner, i to Dage at tillade Processionergennem Byens Gader, hvorunder den Slesvig – Holstenske Oprørssang er afsungen, danske Borgere haanede, viftede i Ansigtet med Oprørsflagene og paa anden Maade generede af den Art, at det kunde og burde være undgaaet.

”Den yderste Selvbeherskelse” forhindrede værre udgydelser
– Kun den yderste Selvbeherskelse afholdt flere Gange de Danske fra at skride ind. Men skulde Forhold, som flere Gange de Danske fra at skride ind. Men skulde Forhold, som de, der i disse Dage har fundet Sted, gentage sig, vil det blive vanskeligt at undgaa Moddemonstrationer af skarpere Art. Vi tillader os derfor overfor det høje Justitsministerium at udtale Haabet om, at der vil blive foretaget en Undersøgelse overfor Festens Ledere i Anledning af Anvendelsen i Byens Gader af Slesvig – Holstenske Oprørsfaner og Afsyngelse af Oprørssange fra 48 og i Fremtiden Benyttelse her i Nordslesvig af disse farver ikke maa blive tilladte ved festemblemer, Gadedekorationer eller Flag.

Det var Slesvig – Holstensk Propaganda
– Vi undlader ikke til Slut, at henvise til, at var Festen, ligesom tyske Fester i Fjor, bleven afholdt som en ren Sportsfest paa den dertil indrettede Sportsplads i Forbindelse med senere indendørs Sammenkomster, vilde, selv om de tyske Flag havde smykket Festpladsen, den danske Befolkning ikke have protesteret. Men hele den officielt – politiske Form for Slesvig – Holstensk Propaganda samt den Udæskning mod alt dansk, der før og under festen har fundet Sted, har været af den Art, at vi maa kræve, at Gentagelse ikke i fremtiden tillades paa dansk Grund.

Kilde: Se
– Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder en del artikler fra Genforenings – tiden.

Et Jernstøberi i Tønder
Vi tager udgangspunkt i et foto, hvor vi kigger ind ad Vestergade. Fotoet er fra slutningen af 1800 – tallet. En større bygning kunne skimtes. Det var et jernstøberi lige på hjørnet af Vestergade og det nuværende Popsensgade. Bag ved den store grund var der en eventyrlig skov med både sorte og hvide storke. Her var også en dyb mørk vejgrøft, hvor så mange skoleelever fra Tønder er endt i. Jernstøberiet midt i Tønder eksisterede i 46 år. Men var det nu det første i Tønder?

Et Foto fra Tønder
Der findes et foto af I.A. Bödewadt som viser Vestergade taget før 1900. Det må være taget omtrent fra Vindmølleagrene og nuværende Hagges. Fotoet viser strækningen ind mod byen. Det er små huse med små beværtninger og stalde, blandet med håndværkerboder. Der er nogle rebslagere og enkelte garvere. Helt i baggrunden til venstre rager et større hus op. Det er her, at vi finder jernstøberiet.

Et kig ned ad Vestergade
Gaden virker nogenlunde brobelagt. Enkelte bondevogne kan ses, og foran husene ses sludrende borger – madammer. Ved værtshusene skimtes stedets gårdskarle. Og som skrevet helt bagerst på hjørnet af Bokkensåvej (Popsensgade) og Vestergade et højt hus med åbninger til hejseværk i vestsidens tre etager.

Lignede en købmandsgård
Bygningen lignede mest en købmandsgård. Fra 1799 til 1829 tilhørte den rådmand, købmand Andreas Petersen. Jordområdet strakte sig ud bag ved Vestergades bebyggelse. Det gik under betegnelsen Spangsholm, hvilket var en officiel betegnelse til 1923.

En rådmand som ejer
Rådmand Petersens enke afstod i 1829 ejendommen til købmand Hans Christian Hansen. Han boede tidligere på Vesterblegen. Senere skulle han angiveligt være taget til Rendsborg.

En mand fra Ringkøbing
I 1845 overtog Graus Grausen Wedersøe ejendommen. Hans familie stammede fra Ringkøbing – egnen. Selv blev han borger i Tønder i 1839. Han var købmand, rådmand, kæmner og formand for deputeretkollegiet. Han blev lige så mange andre afskediget i 1851 tilsyneladende af politiske grunde. Han blev senere igen senator. Han nævnes også som ejer af Wedersøes Hjørne. Dette blev senere til Severin Matthiesens Boghandel (se artiklen ”Boghandlere i Tønder”). Og dette blev så igen dagbladet Vestkystens redaktion (Jyske – Vestkysten).

En digefoged som ejer

I 1847 – 1850 synes digefoged og rådmand, Detlev Jensen Angel at have været ejer af grundstykket, og efter ham toldassistent Frands Meldorff Frellsen. Denne har en overgang fungeret som en slags administrator.

Var det nu det første jernstøberi i Tønder?
På Tønderegnen fandtes der ikke nogen jernstøberi før 1857. Den første blev grundlagt i netop det år af Nis Peter Lorenzen. Han var søn af seminarist, amtsskriver og senere beværter Matthias Nissen Lorentzen.
Nu skal vi nok lige være historisk hel korrekt, for der er fundet spor efter udnyttelse af myremalm flere steder i Tønder – området fra gammel tid.
Nis Peter gik i skole i fødebyen, Tønder. Derefter kom han i købmandslære hos Joh. Fr. Jensen i Østergade. Efter endt lærertid fik han plads hos købmand Atzen i Sønderborg. Her blev han forfremmet til forvalter i købmandsforretningen. Senere kom han også til at bestyre Atzens kalkbrænderi og en nybygget cikoriefabrik på Sundeved – siden.

Nis Peters kone
Han blev gift med Mette Cicilie Christensen (1828 – 1905) datter af David Christensen, skipper og ejer af fæstegården Lindegård i Ulkebøl Sogn. Faderen havde sejlet under fastlandsspærringen som blokadebryder, mens datteren under treårskrigen havde gjort frivillig køkkentjeneste i Broager – batteriet, der lå på Lindegårdens område.

Arven blev investeret
Da David Christensen var død i 1857 og begravet på Ulkebøl Kirkegård, blev fæstegården af arvingen Mette Cicilie Lorenzen født Christensen solgt til nabogården Bosager. Beløbet på knap 40.000 Rdl. blev investeret i oprettelse af et jernstøberi med maskinfabrik i den før omtalte ejendom i Tønder. Det blev en af de virksomheder i hertugdømmet, som blomstrede i årene efter Napoleonskrigene.

Hjælp fra svogeren
N.P. Lorenzen havde ikke alene en forretningsmæssig alsidig uddannelse, men var også så heldig at få indblik i arbejdet på et jernstøberi, da hans svoger, hustruens halvbror, arbejdede hos Stein & Mayland i Sønderborg. Han hed Jes Detlefsen og var tidligere skibskaptajn. Han overtog senere en købmandsbutik i Gråsten. Han var en god rådgiver for familien i Tønder.

Ejendommen var som de fleste ejendomme dengang, opført i rødsten og ler. Senere er den blevet kalkpudset. Den havde reelt kun to etager, men var meget høj. Et meget højt tag rummede både 2. og 3. sal. Hertil var adgang via hejseværk fra Bokkensåvej.
Fra gadedøren førte en gang gennem hele stueetagen, til højre med adgang til kontoret og til venstre til jernstøberens (chefens) privatlejlighed. Længere tilbage var der indgang til køkkenregionen og på højre side trappeopgangen til 1. sal med vinduesniche til ankommende post.
Mellem den egentlige hovedbygning og en lavere og smallere mellembygning lå en kælderagtig udgravning med en dyb brønd og et pumpeværk, der forsynede fabrikken og hovedbygningens to etager samt vaskeriet med vand.
Desuden stod der ude på vejen en pumpe, der var til offentlig brug.

Også salg af andre ting
En slags gangbro førte gennem mellembygningen fra administrationsbygningen til værkstedsbygningen.
Smelteovnsanlægget var et jernstøberi af den gammeldags type. Det lå med den svære skorsten til dels uden for det egentlige støberi. Her fremstillede man i begyndelsen selv på gammeldags måde støbejern af myremalmet, der fandtes på egnen og trækul fra de hjemlige skove. Senere solgte man tørv fra for eksempel Sølsted Mose. Gødning og æg fra eget landbrug solgte man også.

Mange bygninger
Til støberiet hørte formeriet, hvor den egentlige støbning foregik. Og så var det renseriet. Her foregik også metalstøbningen, som der lejlighedsvis kunne være brug for. Der fandtes endelig også en beholdning af formsand. I et særligt rum lå de aktuelt anvendte træmodeller.
I tilslutning til det egentlige støberi lå et velindrettet smedeværksted udstyret med bl.a. en stor boremaskine. Til den egentlige smedje var knyttet et større kleinsmedeværksted. Her var indrettet en række arbejdspladser langs med vinduerne med udsigt til naboens reberbane. Inde i rummet stod mellem andet nogle feltsmedjer, nogle mindre boremaskiner og tilbehør.
Værkstedernes række afsluttedes mod nord af træbygning, der virkede højere og bredere end de andre huse. Her fandtes snedker – og malerværkstedet. I en del af bygningen stod de lokomobiler, tærskemaskiner og andre landbrugsmaskiner, der i øjeblikket ikke var lejet ud. På en noget forsømt græsmark tæt ved stod ikke blot forfaldne køretøjer og maskinvrag, men marken tjente også som en slags parkeringsplads for trætte eksistenser, der sov deres rus ud her. Når de vågnede fik de ofte kørelejlighed til tøveværket ved Sølsted.

En stor have
Lige nord for lå jernstøberiets have, der var indhegnet med en tjørnehæk. Haven var skovbevokset og enkelte steder kunne man finde rester af lysthuse. Måske var dette efterladenskaber fra jernbøndernes tid. Haven havde forbindelse med skoven bagved. Denne virkede dyb og uoverskuelig. Men egentlig lå den ikke mere end et par hundrede meter fra allégraven. En bæk, der kom vestfra havde snoet sig lige forbi jernstøberiets have. Den var ganske skjult i sumpen. Står man på stedet i dag kan man slet ikke forestille sig dette.

Masser af natur
Her holdt skarer af fugle til. Der var ravne og råger, der holdt til i de gamle træer. Her var talrige storke, der fandt deres føde i engene omkring vandløbene. De holdt til på byens stråtage. Det var deres slægtninge, de sky sorte storke, som boede i sumpskovens højeste trætoppe.
Langs med jernstøberhavens vejgrøft, der var snavset og sortfarvet var der en masse frøer, haletudser og andet kryb. Engang imellem kunne man også se en giftig snog, der havde solet sig i grøftekanten. Den forsvandt lynhurtig ind i tjørnehækken. Om efteråret var Bokkensåvejen ofte som så mange veje i og omkring Tønder oversvømmet.

Skolebørn endte i vejgrøften
Det var også her ved vejgrøften at mellemskoledrengenes slagsmål blev afgjort. De prøvede simpelt hen at skubbe hinanden ned i vejgrøften. En kendt forretningsmands datter i fineste pinseskrud skred også ned i det snavsede hul. Hun måtte temmelig sort hales frem igen.

En medarbejder i 46 år
Da Lorentzen startede virksomheden fulgte en smed og en former fra Stein & Mayland med. Formeren, Michael Leonhardt blev på sin plads i samtlige de 46 år, som firmaet eksisterede. Ud over det faste personale var omkring en snes mand løsere knyttet til jernstøberiet. Det var formere, grovsmede og kleinsmede. De fleste var omvandrende tyske svende, der gik på valsen. Endelig var der ansat en del lokalt boende arbejdsmænd, hvis hustruer hjalp til i stuer og køkken sammen med tjenestepiger, der kom indrejst nordfra.

Faldefærdige bygninger
Vestergades små husgrunde var ikke mere end ca. 25 meter dybe. Kun Bokkensåvejens hjørnebygning nåede en udstrækning på cirka 40 – 50 meter. Bagved lå Spangholms terræn, som også blev ejet af jernstøberiet. På fabrikkens modsatte side fandtes her en gruppe faldefærdige staldlokaler, der anvendtes til heste, kreaturer, fjerkræ samt til opbevaring af hø og korn.
På pladsen et stykke ind mod Bokkensåvej var der anbragt transportvogne til tørv og andre varer, sammen med et par ældre landauere, der ind imellem også blev bragt af befordring af badegæster.

Dommer Gjessings erindringer
Dommer H. Gjessing skriver i sin pragtfulde bog, Drengeår og Manddomsvirke i Tønder:
– Jernstøber Lorenzen ejede jernsøberiet, som lå på hjørnet af Vestergade og Bokkensåvejen. Det var gamle store bygninger, som på os gjorde indtryk af noget hemmelighedsfuldt og mystisk og bagved var der en stor have, i hvilken der i et træ byggede en sort stork.
– Støberiet var vist ikke i gang hele året, men i sæsonen kom der altid fremmede folk, og det var vistnok Hessere. En af dem var den tidligere kaptajn Leonhardts far.
– De gamle Lorenzens kan jeg knap huske (Fruen var en del lammet gennem en række år), men det var tre drenge, som var noget ældre end jeg og tidligere kom bort. De to blev skibskaptajner i Hamborg, den tredje blev gasværksbestyrer m.m. i Tønder og lever endnu, men han er nu en gammel mand.
– Det var også en datter Christine, den yngste af dem. Hun kom en del sammen med Astrid og de andre. Hun blev gift med en skibskaptajn i Hamborg, som døde før krigen. Hun besøgte os flere gange i Tønder, og hun var fornøjelig og elskværdig. Hun sagde, at hun altid havde bevaret sit danske sindelag.

Pigerne holdt sammen
Christine Charlotte Lorenzen tilhørte en kreds af unge piger, der var født i Tønder omkring 1862 – 1863, en enkelt vistnok lidt før. De besøgte den såkaldte realskole, så længe den eksisterede (under Tørslev). Senere besøgte de andre skoler, ganske som de brogede forhold tillod. De deltog sammen i Tønders selskabelige begivenheder, for eksempel i den såkaldte Gamle Harmoni, så længe denne bestod. De kom også i hjemmene og i jernstøberiets store have. Pigerne hed Marie Alberts, Astrid Gjessing, Christine Lorentzen, Agnes Refslund og Fidde Riedell.

Jernstøberiet lukker
Omkring 1903 blev jernstøberiet lukket. Jernstøberen selv og nogle af hans medhjælpere afviklede den gamle virksomhed. Ejeren blev selv boende i sit hus. Han døde i 1907, er årrække efter hustruen, der i lang tid havde været skrøbelig.
I tidens løb blev nogle af grundene langs Bokkensåvejen dels solgt som villagrunde, dels lejet ud til havebrug. Senere blev også værkstedsanlæggene lejet ud til et par maskinfabrikanter. En del jord i by og opland blev solgt. Kun en lille centralt beliggende jordareal med noget af åbredden blev bevaret.

Kilde: Se
– Litteratur Tønder
– Gjessing: Drengeår og manddomsvirke i Tønder
– Sønderjysk Månedsskrift
Hvis du vil vide mere: Læs
– Humlekærren i Tønder
– Militæret i Tønder 1920 – 1923
– Minder fra Tønder 1864 – 1920
– Tønder før og efter Genforeningen
– Ulrich – en fysikus fra Tønder
– Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
– Tog til Tønder
– Handel i Tønder indtil 1864 og mange flere

Tønder Bibliotek – i begyndelsen
Bogen blev brugt i den nationale kamp. Man forsøgte med en dansk Læserkreds i Landmandsbanken. Fra tysk side forsøgte man at hindre dette. Allerede fra 1870 forsøgte den tyske stat at fremme den tyske bog. Efter 1920 skulle biblioteket ikke blot være kultur – men også kampcentre, sagde man fra dansk side. Tønder Byråd ville kun give en klatskilling til et dansk bibliotek. Man startede i Østergade 18, købte en nedlagt bank. Børnebøgerne flyttede til Humlekærren og Richtsens hus. I 1950 samlede man det hele i den tidligere tyske realskole i Richtsensgade.

Bogen blev brugt i kampen
Mange kræfter blev brugt i både at fremhæve dansk og tysk sprog og kultur. Og det påvirkede også etableringerne af biblioteker i Sønderjylland. Man forsøgte gang på gang, at styrke egen position, og trænge den anden tilbage.
Fra sidst i 1830erne blev den sproglige kamp taget i anvendelse. Og bogen blev brugt i denne krig.
Bibliotekerne blev udviklet i den nationale kappestrid.

Kultur – og kampcentre
Fra dansk side, blev der i 1920 udtalt, at de kommende danske biblioteker i Sønderjylland ikke blot skulle være kulturcentre med kampcentre.
På tilsvarende måde ydede den tyske stat særbevillinger til lærer -, skole – og folkebiblioteker i Nordslesvig fra 1880erne.

En læserkreds fra 1790
Allerede i 1790 eksisterede der en slags læserkreds i Tønder for borgerskabet. Og i 1828 bliver der omtalt et Jugendbibliothek. Det var støttet af Magistraten. Man startede med 158 bind, som stammede fra lærer A.J. Rohlfs samling af børnebøger.
I 1846 var samlingen oppe på 731 bøger. Samme år mistede biblioteket sin sidste faste bidragsyder, borgmester Paul Sibbers.
I 1851 var bøgerne i en sørgelig forfatning. Formentlig blev biblioteket nedlagt kort tid efter.

Kirkekassen samlede ind til skolebiblioteket
Men i Tønder Provsti genindførtes i 1851 pligten for de lokale kirkekasser til at yde det årlige tilskud udbeskåret til skolebiblioteket. I de følgende år måtte lærerne aflevere fortegnelser over de bøger, der var på skolebibliotekerne.

Dansk skolebogssamling
I tiden mellem de slesvigske krige blev der indkøbt underholdende litteratur til de danske folkebiblioteker i Sønderjylland. I Tønder oprettedes ”dansk skolebogssamling” , som rummede alle de typiske bøger, som blev indkøbt til de danske bogsamlinger i disse år. Samlingen der siden hen indgik i Tønder Seminariums Bibliotek bestod af ca. 800 bind, især skønlitteratur, religion, historie, personalhistorie, rejseskildringer, topografi og geografi. Ca. 360 af disse er bevaret i dag.

De Tyske Folkebiblioteker skulle være mere effektive
De tyske folkebiblioteker skulle være mere effektive, så de bedre kunne fremme tyskheden i Nordslesvig. Standarden skulle forbedres, og der skulle tilføjes flere ressourcer, så bogbestanden kunne tiltrække læserne. Vejen frem måtte gå gennem øget central styring. Derfor blev kredsskoleinspektørernes tilsyn nu udstrakt til at omfatte folkebibliotekerne. Hidtil havde de kun ført tilsyn med skole – og elevbibliotekerne. Der blev bevilliget øgede tilskud, som udelukkende skulle anvendes i egne med dansk folkesprog.

Protest fra Tønder
I Tønder kreds protesterede præsterne som bestyrere af folkebibliotekerne direkte mod den nye kontrol. Kredsskoleinspektør Krage udtalte i 1897 blandt andet:

 De fleste, især blandt de ældre, er for ukendte med tysk til at kunne læse de tyske bøger. Der mangler også den tyske skolegang som er en nødvendig forudsætning for at kunne forstå indholdet i folkebibliotekerne. Det stof som behandles i folkebibliotekerne, ligger dem for fjernt, og er derfor for svært for dem. For mange unge er de ældres indflydelse hindringen for at læse tyske bøger. En vis modvilje mod det tyske sprog er heller ikke overvundet en del steder.

Tønder Læseforening
I 1912 opstod Tønder Læseforening. Man havde stor problemer med det tyske styre. Foreningen fik plads i Tønder Landmandsbanks bagbygning. Redaktør Skovrøy forærede foreningen ca. 500 bøger. Fra venner i København modtog man ca. 50 bøger. Også fra Sprogforeningen modtog man sig også en del bøger.

I 1919 købte Tønder Læseforening et gæstgiveri i Spikergade, som blev kaldt Hans Erichsens Gæstgiveri. Det fik nu navnet Tønderhus.

I gang med at samle danske bøger
Det var en stor opgave, at begynde forfra med at samle danske bøger i Tønder. Under det tyske herredømme havde der været initiativer i gang med stor hjælp fra Kongeriget.
Lov af 5 marts 1920 om statsstøttede Biblioteker fik stor betydning for Tønder.

Mange steder i Sønderjylland gik man i gang med at opbygge biblioteker. Ofte fik man hjælp af Sprogforeningens formand, H.P. Hanssen og hans medarbejdere.

Amtsrådet ville have både danske og tyske bøger
Den 9. juli 1921 rejste amtmand Greve O.D. Schack spørgsmålet i Tønder Amtsråd. Et bibliotek i Tønder skulle indeholde lige mange danske og tyske bøger.
Resultatet blev, at Amtsrådet på det grundlag bevilligede et oprettelsesgebyr på 1.500 kr. Desuden ville man det første år yde et tilskud på 3.000 kr. under forudsætning af, at Tønder Byråd ydede lige så meget.

Et langsomt arbejde udvalg
Den 12. juli 1921 behandledes sagen i Tønder Magistrat. Her tog man ikke stilling i sagen, men nedsatte et udvalg. Dette udvalg skulle komme med forslag til, hvordan man kunne indrettet et bibliotek. Men udvalget arbejde ret langsomt. To gange måtte Magistraten rykke udvalget.

Endelig den 15. december 1921 fremkom udvalget med deres indstilling:

1. Tønder Byråd skulle bevillige 1.500 kr. til indretning og 3.000 kr. i driftstilskud det første år.
2. Der skulle vælges en bestyrelse på 6 medlemmer, 3 valgt af Amtsrådet og 3 af byrådet. Begge ”nationale Anskuelser” skulle repræsenteres i Biblioteksbestyrelsen.

Forslaget blev behandlet både i Tønder Magistrat og Tønder Byråd. Men sagen blev hele tiden udskudt med det resultat at absolut ingenting skete i fire måneder.

Samlingen svarede ikke til nudtidens krav
Fra forskellig side blev der rejst krav om danske bøger. Man havde godt nok en samling af bøger fra Sprogforeningen fra før krigen. Men denne samling svarede slet ikke til de krav, der nu blev sat.

Penge til børnebøger
Sprogforeningen bevilligede allerede i 1921 efter ansøgning 500 kr. til en børnebogssamling ved den tyske borgerskole. Og den 5. juli 1922 meddelte Sprogforeningens formand, H.P. Hanssen, at man var villig til at stille med yderligere 1.500 kr. til indkøb af bøger til en bogsamling. Foreløbig skulle denne samling knyttes til Tønder Handelsskole. Men så snart biblioteket var oprettet skulle samlingen knyttes til denne.

Fra tysk side ønskede man et rent tysk bibliotek
Først den 24. august 1922 blev der afholdt et møde om oprettelse af et fælles dansk/tysk bibliotek i Tønder. På mødet bad H.P. Hanssen borgmester Olufsen om snart, at tage en beslutning.

På byrådsmødet den 8. september 1922 foreslog den tyske gruppe, at sagen omkring fælles dansk/tysk bibliotek blev henlagt. Fra tysk side ønskede man et rent tysk bibliotek.
Nu stod man pludselig på bar bund i Tønder. Forudsætningerne for at få tilskud fra Amtet var forsvundet.

Dannelse af biblioteksforening
Men den 15. september 1922 samledes en del danske borgere på Tønderhus. De interesserede sig for Bibliotekssagen, og mente at nu skulle der snart ske noget. Et udvalg blev nedsat og allerede ugen efter blev der indkaldt til næste møde.
Amtskonsulent Svendsen havde stillet et beløb på 1.000 kr. til rådighed for et kommende bibliotek. Alle de 50 tilstedeværende tegnede sig som medlemmer af en Biblioteksforening.
Love blev vedtaget, lige som en bestyrelse blev valgt:

Bankdirektør Andresen, Redaktør Christensen, Lokomotivfører Christensen, Melhandler Clausen, Lektor Egebjerg – Jensen, Landbrugskanditat Knudsen, Lærer Roust.

En biblioteks – bestyrelse
Det lykkedes, at bringe medlemstallet op på ca. 300. Det betød medlemsbidrag det første år på 875,- kr. Det lykkedes foreningen, at få tilsagn fra amtet, at de ville opretholde deres tilskud på 3.000 kr.
Endelig efter et møde den 17. nov. valgtes endelig en Biblioteks – bestyrelse. Og bestyrelsen holdt endelig sit første den 26. januar 1923. Nu kunne de endelig begynde deres arbejde med indkøbe bøger og finde et egnet lokale til det nye bibliotek.

Tønder gik glip af tilskud
Måske var det langsommeligheden, der var årsag til at Tønder ikke komme i betragtning på ekstratilskud på 100.000 kr. til de sønderjyske biblioteker fra staten. Det lykkedes dog for undervisningsminister Appel at skaffe et beløb på 5.000 kr. Alt i alt måtte Tønder Bibliotek begynde sin virksomhed den 1. oktober 1923 med kun 12.000 kr.

Ulriks tidligere hjem
Der måtte slides og der blev studeret flittig i Vejviser for legatsøgende. Mange rejser blev foretaget.
Efter tre års forløb viste det sig, at det var umuligt at fortætte i de første lokaler i Østergade 18. Rammerne var alt for små. Dertil kom svigtende indtægter. Humøret var langt nede.
Det var jo her fysikus Ulrik (Ulrich) havde boet, inden han nærmest blev stenet ud af byen. Man havde i begyndelsen 1.400 bind til udlån. Man havde 8 stole og et stort firkantet bord. Der var opstillet reoler langs væggen.
I løbet af en måned havde der været 559 mennesker på læsestuen, og der var udlånt 1.148 bøger.

Amtsrådet reducerede tilskud
Hurtigt viste det sig, at bogbestanden var alt for lille, især var faglitteraturen langt fra tilstrækkelig. Arbejdet og udlånet voksede år efter år.
Forståelsen fra de lokale myndigheder manglede. Tønder Amtsråd ydede i den første tid 3.000 kr. om året. I 1926 blev dette sænket til 1.000 kr.

Tønder Byråd gav kun en klatskilling
Man søgte Tønder Byråd, om et tilskud på 2.500 kr. De svarede med at bevillige 500,- kr. årligt. Herfra sagde man, at de vil ligestille det med det tyske bibliotek, som var et privat bibliotek. Folkene bag Tønder Bibliotek forstod ikke, hvorfor man ligestillede de to biblioteker, da de var et statsbibliotek. Det lave tilskud virkede dobbelt uheldigt, dastatens tilskud blev beregnet i forhold til det lokale tilskud.

Det Tyske Bibliotek startede i Spikergade, og blev senere knyttet til Deutsches Haus.

Man købte en nedlagt bank
Men da det så værst ud, gav Sønderjysk Fond tilsagn om et betydeligt beløb til udvidelse af rammerne. Samtidig trådte Nordslesvigs Bank i likvidation. Det var klart, at denne bygning, var lige den, man kunne bruge. Men prisen uha – 87.000 kr.

Den 1. og 2. juni blev der holdt to vigtige møder på Tønderhus. Her blev det besluttet, at

1. Køb af ejendommen, Storegade 23 blev godkendt
2. Der skulle oprettes en selvejende institution Tønder Biblioteksselskab, som skulle eje og administrere den til biblioteket erhvervede ejendom.
3. Der skulle ansættes en bibliotekar
4. Man skulle arbejde for, at biblioteket blev anerkendt som Centralbibliotek for Tønder Amt.

Den 9. oktober 1926 blev de nye lokaler taget i brug. En stor kreds af danske borgere besluttede at betale ekstra. Ligeledes blev der holdt bazar. Overskuddet på 3.000 kr. tilfaldt biblioteket.
Man må hellere ikke glemme, at Sprogforeningen trådte til.

Mange boggaver
Nye reoler blev anskaffet, og der blev opstillet flere borde i den bagerste del af lokalet. De gamle bankskranke blev nu udlånsskranke. Det var stueetagen, der blev gjort til bibliotek. Ejendommens øvrige lejligheder blev lejet ud.

Man var nu nået op på hele 5.000 bind. Man modtog en masse boggaver. Og i 1927 købtes en større samling af daværende landsretssagfører Todsen. I 1929 modtog man en smuk boggave af den tidligere lektor i Ribe, Knud Knudsen, søn af godsejer Knudsen, Trøjborg.

Anerkendt som Centralbibliotek
Fra 1. april 1928 var biblioteket blevet anerkendt som Centralbibliotek. Det betød, at bibliotekar Gade kunne reklamere for biblioteket i et større opland.
I tiåret efter bibliotekets oprettelse er udlånet nået op på 40.000 bind. I 1932 – 1933 var der over 20.000 mennesker på læsestuen.

I ti året for bibliotekets eksistens nåede man op på en beholdning på 12.000 bind.

Hvis nok som det første sted i landet fik man på Biblioteket mulighed for at leje smalfilm i 1934. Filmsamlingen blev ejet af Tønder Lærerkreds.

Børnebøger i Humlekærren
Igen engang stødte man ind i pladsproblemer. Således blev der lejet lokaler i Humlekærren til børnebøger. Fra Tønder Seminariums Øvelsesskole modtog man en del børnebøger.

Børnebøger blev atter flyttet
I 1938 var der igen flyttedag. Socialudvalget skulle bruge lokalerne i Humlekærren. Nu måtte børnebøgerne flytte til Richtsens Hus, Vestergade 9.

I 1944 blev Tønder Børnebibliotek selvstændigt og selvejende. Og i 1946 solgte Byrådet Richtsens Hus. Igen måtte man flytte bøgerne.

Flytning til Richtsensgade
I 1950 flyttedes biblioteket til den tidligere tyske kommuneskole i Richtsensgade. Bygningen er fra 1870 – 71, men blev ombygget i 1949 – 1950.
Her har været både soldater og flygtninge under krigen. Senere kom den til at rumme husvilde.

Og det var så her vi i Familie Brodersen gik til tuberkulose – undersøgelser. Det var oppe på førstesalen. Og det var flere gange i 1950erne.

Kilde: Se
 Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere: Læs
 Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
 Drengestreger i Tønder 1920 – 1930
 Minder fra Tønder 1864 – 1920
 Tønder før og efter Genforeningen
 Tønders Dansksindede
 Ulrich – en Fysikus fra Tønder

Vi starter i 1929 og slutter i 1933. Godt nok talte borgmesteren tysk i byrådssalen, men det så ud som om, at det dansk – tyske kom hinanden nærmere. Dog savnede man fra dansk side, at tyskerne tog klart afstand fra en grænserevision. Det hele blev dog ødelagt i 1933, da nazisterne kom til magten. Det kunne tydeligt mærkes i Tønder. De første nazist – møder blev afholdt i byen. Og snart blev det tyske mindretal nazificeret. Læs her om fire års Tønder – historie.

Tyskerne vandt et mandat
Den 10. marts 1929 afholdtes der byrådsvalg. Tyskerne gik tilbage fra 49 pct. til 45 pct. af samtlige stemmer. Men ved et mærkeligt tilfælde vandt de et mandat. Socialdemokraterne kunne nemlig ikke blive enige om en fælles liste. Der var to modstridende lister uden forbund. Sagfører Bundgaard og redaktør Petersen kunne ikke enes. Og dette forhold bevirkede så, at der de næste fire år igen ville være tysk flertal i Tønder. Fra dansk side var man bange for, at dem, der vil blive ansat i byens tjeneste alene ville blive taget i de tyske rækker.

Man ville ikke have åben sprogstrid
Fra dansk side forlangte man, at borgmesteren fremlagde tingene på dansk. Man ville ikke føre en åben sprogstrid, men dette kunne næppe undgås. Modsætningsforholdene skulle gerne formindskes i stedet for, at blive større. For den tyske presse var dette Gefundenes Fressen.

To socialdemokratiske grupper
I de to socialdemokratiske grupper var dette spørgsmål ikke blevet afstemt. Man ville fra dansk side forsøge at lave en underhåndsaftale med borgmesteren. Men til det første møde kom Borgmester Thomsen frem, ikke særlig ædru. Ja onde tunger fastslog, at han siden byrådsvalget ikke havde været ædru. Han opnåede det enestående høje tal på 800 personlige stemmer. Thorvald. Petersen opnåede kun 135 personlige stemmer.

En beruset borgmester
Under selve sammentællingen var han så påvirket og støjende, folk mente, at han skulle bringes på politistationen. Den tyske lærer Gläser udbrød:
– Han skulle overhovedet ikke have lov til at komme her.
Men borgmesteren var både afholdt af tyskere og danskere. Han var afholdt på grund af sin godmodighed. Det høje personlige stemmeantal var en tilkendegivelse af, at tyskerne ønskede ham som borgmester og ikke den tyske redaktør Fr. Andresen, eller for den sags skyld den danske Thorvald Petersen.

Redaktøren, der ikke kunne tysk
Nu var det sådan, at redaktør Petersen ikke kunne tysk. Han havde udtalt, at det var med vilje, at han ikke havde lært sig sproget. Han ville bevise, at han sagtens kunne udføre sit redaktørjob i byen uden det tyske sprog. Men det var der nu også delte meninger om, for hvordan skulle han kunne beskrive kulturen i Tønder, hvor både dansk og tysk kultur skulle mødes. Han ville i hvert fald få problemer som nyvalgt socialdemokrat i byrådet, hvis sagerne blev fremlagt på tysk.
Tysk rektor – søn ville have dansk eksamen
Den tyske skolepolitiker rektor Koopmann henvendte sig til skolekonsulent Svendsen. Han havde et alvorligt problem. Hans søn havde besluttet, at tage dansk studentereksamen efter at have taget tysk realeksamen. Koopmann ønskede, at sønnen skulle vælge en skole nord på og ville godt have en skole anbefalet.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde
Til næste byrådsmøde gik alt som det plejede. De første tre mindre vigtige sager blev behandlet på tysk. Men ved den fjerde sag, der handlede om levering af sten til Strucks Allé, rejste redaktør Petersen sig og anmodede om, at få nogle tyske udtalelser oversat. Grunden til, at han først nu rejste sig, var at han ikke fandt de første tre sager så vigtige. Og borgmesteren svarede:
– Jeg kan virkelig ikke huske, hvad jeg har sagt, så det vil ikke være let at opfylde hr. Petersens ønske.

Svært ved at give et resumé
Men det fandt redaktør Petersen sig ikke i. Han bad borgmesteren om at komme med et kort resumé. Og borgmesteren forsøgte at gengive noget af det, han havde sagt. Men det havde nu ikke meget at gøre med hans første udtalelser. Nu var borgmesteren også besværet af, at han ikke var ædru.
Gengiv sagen på dansk
Resten af mødet foregik uden problemer, men det var som om, at begge parter var blevet forsigtige. Situationen kunne hurtig føre til pinligheder. Borgmesteren fortsatte uanfægtet videre på tysk.
Længere henne på aftenen rejste redaktør Petersen sig igen:
– Hør Borgmester kunne De ikke lige sige mig indholdet af denne sag på dansk.
Og det gjorde borgmesteren, men egentlig fandt man ikke en generel ordning. Først i 1936 fik Tønder en dansk borgmester.
Danske og tyske lærere arbejde sammen
Amtsskolekonsulent Svendsen havde besøgt Højer og var godt tilfreds med forholdene. Det så ud til, at danske og tyske lærere godt kunne arbejde sammen. På legepladsen legede både danske og tyske børn sammen.

Sagerne fremlagt på tysk
Ved Folketingsvalget den 24. april gik tyskerne over 1 pct. tilbage. Og på Gråsten Landbrugsskole fortalte Lausten Thomsen om Dansk Arbejde i Sønderjylland efter Genforeningen.
Den 13. maj var der igen byrådsmøde. Redaktør Petersen forlangte, at et par småsager blev behandlet på dansk, men ellers var alt ved det gamle. Sagerne ville i fremtiden også blive fremlagt på tysk.
Kongeparret på besøg
Kongen og dronningen besøgte den 30. maj Tønder. De tyske byrådsmedlemmer var kommet til stede og tog pænt imod kongeparret. Det var en stor mængde skolebørn fra de tyske skoler opstillet. Kongen gik imellem dem og talte med enkelte. Den tyske avis skrev velvilligt om besøget og kongens tiltalende måde at optræde på.

Udstykningsarbejde til 10 millioner kr.
Den 19. juni var folketingsmedlem Niels Frederiksen med frue på besøg. Han skulle lede et stort udstykningsarbejde til 10 millioner kroner. Han havde bedt om, at medierne ikke omtalte dette, for det kunne få priserne til at stige.

Tønderhus foran tvangsauktion
I august måned foregik der mange ejendomshandler. Traditionelt tyske gårde blev solgt til danske landmænd, hvilket de dansksindede syntes var en positiv udvikling. Men desværre stod Tønderhus over for en tvangsauktion. De nationale foreninger havde åbenbart ikke givet nok støtte. Man måtte meddele Kreditforeningen, at man ikke kunne klare juni terminen. Det var en national skandale. Tyskerne kunne rejse det ene prægtige kulturelle centrum nord og syd for grænsen efter det andet. Et dansk forsamlingshus kunne åbenbart ikke fastholdes selv i en by som Tønder.
Man havde glemt, at i Tønder, var det kun 27 pct. danske stemmer i 1920. Nu var det gået 10 år, og alle ville mene, at nu gik det nok af sig selv.
Den 15. august holdt bestyrelsen i Tønderhus møde. Det var lykkedes at få en tvangsauktion udsat. Man håbede på et statslån og en direkte kontakt til statsminister Stauning blev etableret.

Minimale tilskud til Biblioteket
Dr. Lausten – Thomsen havde forhandlet i København. Tilskuddet fra staten til Tønder danske bibliotek var blevet skåret ned fra 10.000 kr. til 7.000 kr. Det var beklageligt, for biblioteket var økonomisk vanskelig stillet. I forvejen var det kommunale tilskud med det tyske flertal usædvanligt lille. Man bidrog kun med 500 kr. I lignende byer var tilskuddet flere tusinde kroner.

Møde om Tønderhus
Den 19. august afholdtes der et møde med danske borgere i Tønder. H. Jefsen Christensen lovede at støtte henvendelsen til staten om et tilskud i form af et rentefrit lån på 15.000 kr.
Grev Schack holdt en god tale, hvorefter det blev besluttet, at den danske befolkning kunne tegne et årligt bidrag til driften af Tønderhus i fem år. Det var så under forudsætning, at gælden blev nedskrevet til 50.000 kroner.

Tyskernes grænsesyn
Tyskerne kæmpede for et gymnasium eller eksamensrettigheder. Det så ud som om at Hejmdal og H.P. Hanssen var ved at give efter i spørgsmålet. Men mange var af den holdning, at hvis man skulle efterkomme tyskernes ønsker, ja så måtte de opgive deres krav, om at flytte grænsen. Mange dansksindede mente, at tyskerne med deres grænsesyn var statens modstandere.
En delegation af Tønder – borgere var taget til København med det formål, at få Det Kongelige Teater til at komme til Tønder med gæstespil.
Frygtede at blive dårlig omtalt i tysk avis
I september havde Jordlovsudvalget købt Adelvad, en stor ejendom på 150 ha. Ejendommen var ejet af en tysk indvandrer ved navn Riewe. Han frygtede nu, at blive omtalt negativt gennem den tyske avis.

Det gik for langsom med udstykningen
På Slogsherredshus i Bylderup blev der afholdt møde omkring jordspørgsmål. Her blev der nævnt at Landeværnet ikke mærkede stærke angreb fra tysk side. Andre mente, at der skulle komme folk nordfra og blande sig i det danske arbejde. Det blev også nævnt at Jordlovsudvalget nu havde opkøbt 1.000 ha jord. Andre igen mente, at det gik for langsomt med udstykningen.

Pumpestation indviet
Den 23. september blev pumpestationen ved Lægan indviet. Bagefter blev der holdt fest i kroen. De tilstedeværende tyskere holdt deres taler på dansk med undtagelse af redaktør Andresen.
Tre dage efter blev kongens fødselsdag fejret i Tønder. Der var masser af Dannebrog overalt i byen, selv på fhv. sagfører Todsens ejendom. Det var dagens sensation i Tønder.
Endelig fik man de 15.000 kr.
I København gik der forholdsvis lang tid, inden de 15.000 kr. til Tønderhus blev bevilliget. Man ville først kun give 10.000 kr. Dernæst mente man, at man skulle lade ejendommen gå konkurs og så købe den billig. Men da det endelig gik op for politikerne, at det drejede sig om et dansk forsamlingshus, gav man efter.

Man skulle have løst skole – spørgsmålet
I slutningen af oktober opstod igen ønsket om en ny dansk folkeskole i byen. Ministeriet havde udtalt, at byen efter 1. april 1930 selv måtte drage omsorg for undervisning af antallet af børn over 250. De blev nu undervist i Seminariets Øvelsesskole. Borgmesteren mente, at skolen skulle ligge i den vestlige del af byen, hvor der boede flest danskere. Han havde tænkt sig, at man kunne anvende den tomme telegrafbygning. Den havde tidligere været anvendt som den tyske rigsbank. Men dette forudsatte, at staten skulle sætte den til rådighed.

Sprog – sammenblandinger
Efterhånden kom tyskerne ubevidst til at bruge danske begreber i deres sprogbrug. Således blev det bemærket i Byrådet, at man sagde:
– Das wurde aber genægtet
– Das wurde gedrøftet.
Modsat kom der også mange tyske begreber i det sønderjyske sprogbrug.

Medierne ville have sensationer
Man ville helst have, at tilnærmelsen mellem de danske og de tyske interesser i byen skulle nærme sig i fred og ro. Men det var nu ikke altid, at datidens medier havde samme mening. Således viste Vestslesvigsk Tidende og Hejmdal ikke altid forståelse for denne tanke.

Tønder ville have offentlige teaterforestillinger
Ved et møde i slutningen af oktober i Aabenraa omkring teaterforestillinger gav repræsentanter fra Tønder udtryk for, at disse teaterforestillinger skulle være offentlige så de tysksindede også kunne komme i dansk teater. Men denne holdning gik flertallet imod, ja selv H.P. Hanssen mente, at disse forestillinger skulle foregå i foreningsregi. Så kunne man også blive sparet for Forlystelsesskatten og få flere medlemmer til de danske foreninger.

Ungdommen gik mod nord
På et møde på Rødding Højskole deltog der også lærerkræfter fra Tønder. Man diskuterede blandt andet, hvor grænseegnens ungdom gik hen. Lærer A. Torp fra Tønder svarede, at de gik mod nord. Han fortalte, at han i sin 10 årige virksomhed i Tønder havde haft med ca. 500 unge tyske, der i den tid er gået ud af skolen, at gøre. De fleste vender ikke tilbage til grænselandet, udtalte Torp. Kun ganske få er draget mod syd.
Gal som en tysker
Ved en sammenkomst den 15. november af lærere ved Tønder Tekniske Skole brugte det tyske byrådsmedlem, maler Johansen udtrykket:
– Og så blev han gal som en tysker
Den tyske lærer Gläser, blev forundret, og spurgte på tysk:
– Hvad siger De?
Johansen måtte så fortælle, at det var en almindelig vending, som man brugte på dansk. Det fik så Gläser til godmodig at sige:
– Aber dass müssen Sie in der Stadtvertretung nicht sagen.

Forståelse for hinandens kultur
I Østergade boede over for hinanden den danske broderihandlerske Frk. Jacobsen og den tyske guldsmedeenke fru Bödewadt, der drev hendes afdøde mands forretning. Når fru Bödewadt handlede hos Frk. Jacobsen talte hun altid tysk og frk. Jacobsen også svarede på tysk. Men når Frk. Jacobsen handler hos fru Bödewadt blev der talt dansk og fru Bödewadt svarede på dansk. Således formede livet sig i Tønder – en by med to sprog.

Kom ejendommene i Udbjerg i danske hænder?
I begyndelsen af december skulle der afgøres om Jordlovsudvalget skulle købe en stor gård i Udbjerg. Det var rygter fremme, at to andre tysksindede også ville sælge. Danskheden stod svagt i Udbjerg, således havde man ikke en selvstændig dansk skole.

En forstående borgmester
Ved byrådsmødet den 29. november havde socialdemokraten, den tilrejsende remisearbejder Christensen rejst sprogspørgsmålet. Han var den bortrejste redaktør Petersens efterfølger. Han havde allerede deltaget i en række byrådsmøder uden at deltage i forhandlingerne. Han udtalte:
– Det er nu efterhånden blevet mig klart, at jeg ikke kan forstå den del af forhandlingerne, der foregår på tysk. Jeg må derfor bede borgmesteren om også, at fremsætte sine forslag på dansk. Dette siger jeg ikke for at irritere nogen – jeg kender nok forholdene her i byen – men jeg må vide, hvad jeg stemmer om. Naturligvis kan jeg heller ikke forstå alt, hvad de øvrige tysktalende herrer siger, men det må jeg finde mig i.
Borgmesteren kunne godt forstå, Christensens argumenter, og ville forsøge at huske, at han også skulle at fremføre tingene på dansk. Skulle han glemme det, bad han Christensen, om at minde ham om det.

108 danske husmandssteder
Den 7. december var Niels Frederiksen igen i Tønder. Han fortalte, at der nu var projekteret 108 nye husmandsbrug. Der havde meldt sig rigtig mange kvalificerede ansøgere både fra det gamle land og Sønderjylland. Blandt ansøgerne var der to kvalificerede tyskere. Niels Frederiksen kunne mane de rygter, der havde været fremme i medierne med at unge tyskere med kapital syd fra ville opkøbe jord i jorden.

Blev tyske ansøgere tilsidesat?
Pastor Schmidt havde i en rigsdagstale kritiseret den sønderjyske udstykningslov. Schmidt havde påstået, at tyske ansøgere var blevet tilsidesat. Man havde bedt Schmidt om, at komme med eksempler. Han kunne så komme med to eksempler.
Men det viste sig, at det var to eksempler, der ikke holdt. Vedkommende havde fået hjælp af Vogelgesang. De to havde desuden stået i restance med skat og fik fattighjælp.
Danske værfter ville overtage Flensborg – værftet
Vi befinder os nu i 1930, og indtrykket er, at flere og flere tyskere møder op til danske møder. I Flensborg forhandler danske skibsværfter om, at overtage Flensborg – Værftet.

Skæbneåret 1933
Vi springer frem til 1933, hvor H:P. Hanssen var sur over, at Landbrugsministeriet havde sagt nej til at købe en stor tysk gård ved Flensborg Fjord. Den blev i stedet købt af Vogelgesang, der udstak jorden i ti tyske husmandsbrug. I et radioforedrag havde H.P. Hanssen angrebet centraladministrationen og ministeriets holdning.

Skulle Højer – banen bevares?
I begyndelsen af januar blev der afholdt et par møder for at søge at bevare Højer – banen. Man blev enige om at sende en deputation til København.

Bange for nazistisk indmarch i Tønder
I marts måned blev de dansksindede i Tønder bekymret på grund af nazisternes overtagelse af magten syd for grænsen. Man var bange for, at de ivrige nazistiske Sturmabteilungen syd for grænsen i ungdommelig overmod ville krænke grænsen og for eksempel marchere ind i Tønder. Der fandtes ikke nogen magt til at hindre dette eller jage dem ud. En sådan indmarch ville være en national blamage. Det ville være yderst uheldigt for især ungdommen i Tønder.
Den 30. januar 1933 havde fremtrædende slesvig – holstenske nazister et verbalt stormløb mod grænsen. Det tyske mindretal i Nordslesvig skulle nazificeres hurtigst muligt.
Organisation omkring Tønder Garnison kunne ikke påtage sig sådan en opgave. Der måtte et elitekorps til, en slags ny grænsebevogtning.

Grænsen ligger ikke fast i den tyske bevidsthed
I Tønder opstod der en fornyet tro omkring en grænseflytning blandt tyskerne efter nazisternes magtovertagelse. Og den danske udenrigsminister udtrykte det ganske klart:
– Vi må gøre os fortrolige med, at den dansk – tyske grænse i den tyske bevidsthed ikke ligger fast.
Nye organisationer opstod
Landbrugernes Sammenslutning tordnede frem mod systemet, og det danske tag i Sønderjylland var i krise. Det Unge Grænseværn og Grænseegnens Danske Samfund var nye organisationer, der opstod.

Speck – Dänen
NSDAP satte sig hurtigt på magten og gjorde kort proces mod enhver opposition. Det gjaldt både i Tønder og resten af Sønderjylland. Syd på mærkede enkelte individer af Det Danske Mindretal pres og undertrykkelse. Speck – Dänen blev nærmest udråbt som kommunister. I juni 1933 opfordrede flere tyske aviser en boykot mod Det Danske Mindretal.
De tyske fagforeninger knust
Den 1. maj 1933 blev alle tyske fagforeninger knust af det nye regime syd på. Man oprettede i stedet Deutsche Arbeitsfront (DAF).

Ein neues Deutschland ist erwacht
Allerede den 22. marts kunne man i Nordschleswigsche Zeitung se en hagekors – smykket annonce. Den bekendtgjorde, at der den følgende dag, ville blive afholdt en tysk aften i Tønder, hvor lærer Lutz fra Süderlügum ville tale om emnet:
– Ein neues Deutschland ist erwacht.
Deutsches Haus var fuldt besat af tilhører. Blandt dem var også medlemmer af SA og Hitler Jugend fra Süderlügum. Det var således korrekt, da Lecker Anzeiger sluttede et referat af mødet med at skrive, at:
– Spidsen af de brune bataljoner har dermed betrådt Tønder og Nordslesvig.

NSDAP voksede
Det var nu ikke med Det Tyske Mindretals gode vilje, at mødet fandt sted. Man ville ikke blande sig i rigstysk politik, men der var noget der noget i gang i Mindretallet. Flere fra mindretallet havde meldt sig ind i det danske nazistparti DNSAP.
Allerede den 1. april var der på Saksborg Kro blevet indkaldt til et møde om NSDAP. Det var lærer Jacob Hansen og hans svigersøn, Jep Nissen, der stod for begivenhederne. Og aftenens møde resulterede i 65 indmeldinger i NSDAP.

Nazister fik klø
Et politisk masseslagsmål fandt sted i Tønder den 30. juli. SA – Stürmführer Jürgensen havde haft sin SA – Sturm bestående af 12 – 14 mand til øvelse i håndgranat – kastning ved vejkrydset Øster Højst – Vennemose norvest for Tønder. Syngende gik det hjemad mod Tønder. Det var nationalsocialistiske sange. Men i Tønder stod 30 – 40 arbejdere og ventede på dem. Jürgensen var vulkanisør og havde en autogummi – forretning, så han havde forsynet sine soldater med knipler. Dem trak nazisterne, da de så arbejderne.
Det fik arbejderne til at gå løs på et plankeværk, som de brækkede staver af. De ro grupper gik nu løs på hinanden. Adskillige kom til skade. Værst gik det ud over nazisterne, som fik regulære tæsk.

Arbejdssky og mislykkede eksistenser
Sagen fik et retsligt efterspil, da 10 arbejdere og 14 nazister den 12. august 1933 stod anklaget for vold, gadeuorden og slagsmål. Alle endte med at få bøder. Nazisterne ankede dommen og blev senere frikendt for gadeuorden med den begrundelse, at de jo bare havde forsvaret sig. Til gengæld blev de dømt for at have været bevæbnede.
Beboerne i Tønder var i 1933 nogenlunde enige om, at nazisterne selv havde været ude om de klø, som de fik. De lokale nazister var nemlig enten arbejdssky, Fars Sønner eller mislykkede eksistenser, der ikke nød nogen videre anseelse.
Der skete nu også andre ting i Tønder, dengang. Den 12. maj blev der af Sønderjysk Idrætsforening arrangeret et stort stævne, hvor hen imod 12.000 unge fra alle egne gæstede byen. Mødet vil også gå over i starten på Det Unge Grænseværns begyndelse. Aldrig har der været så mange flag i byen. Det vakte både mishag og forundring iblandt tyskerne. En masse orkestre var sammen med de mange idrætsfolk.

Kilde:
– Se Litteratur Tønder

Hvis du vil læse mere:
– Jamen vi forstår da ikke tysk
– De dødsdømte fra Tønder
– Nazister i Tønder
– Socialdemokrat i Tønder – dengang
– Da tyskerne kom til Tønder
– En rebel og hans gård
– Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
– Hvorfor var Tønder tysk
– Tønder – under Besættelsen
– Tønder før og efter Genforeningen
– Drengestreger i Tønder 1920 – 1930
– Historien om Jeppe K. Christiansen
– Jens Møller – Folkefører eller Folkeforfører
– Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
– De fem lange år i Sønderjylland
– Sønderjylland – Maj 1945
– Sønderjylland i knibe
– Den sønderjyske efterretningstjeneste
– Opgøret efter 1945
– Mindretal i modstand
– Det Tyske Mindretal
– Sidste Tog fra Højer
– Politik under Besættelsen
– De Danske Nazister
– Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
– Knivsbjerg – nord for Aabenraa
– Minder fra Tønder 1864 – 1920
– Tøndermarsken under vand
– Digebyggeri i Tøndermarsken
– Tøndermarsken
– Tøndermarsken 2
– Frits, nazister og et kartotek og mange flere
– www.dengang.dk indeholder 124 artikler fra Besættelsestiden

Hermed en liste over ca. 290 Tønderbøger

• Emil Albeck: Blade af Tønder Seminariums historie
• H.P.H. Andresen: Tønder som garnisonsby 1920 – 1970 (1971)
• Ludwig Andresen: Acta Tunderensia 1 -2 (1909)
• Ludwig Andresen: Beiträge zur neueren Geschichte Tondern (1943)
• Ludwig Andresen: Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869 (1937)
• Ludwig Andresen: Fastelavnsløjer og Skyttekorps
• Ludwig Andresen: Tondern um 1500 (1930)
• Ludwig Andresen: Tønder Ringriderkorps’ Historie (1937)
• Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Viehhandels im Amte Tondern
• Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Klosters in Tondern (22 sider) (1928)
• Ludwig Andresen: 200 Jahre Weissenhaus in Tondern (22 sider – 1928)
• Steffen Arndal: H.A. Brorsons liv og salmedigtning (1994)
• Hans Bachmann: Tønders gamle kroer og gæstgiverier (1995)
• H. Bahnsen: Tønder i dag (1943)
• Bangert: Orgelet i Tønder kirke gennem 350 år
• Britta Bargfeldt: Legater i Tønder (1993)
• Britta Bargfeldt: Tønders tyske mindretal i 30erne on nazismen (2001)
• Bevaringsværdige huse i Tønder (1980)
• Anne Blond: Hans, stolen og verden (2012)
• Mogens Bredsdorff: Tønder Statsseminarium og Øvelsesskole
• Johannes Brix: Tønder Sygehus – et 100 års jubilæum
• Brorson – En bog i 200 året for salmedigterens fødsel (1994)
• Elisabeth Buch Petersen: Bogtrykkervirksomhed i Tønder (125 s.) (1974)
• Byens breve – Tønders historie i dokumenter (1993)
• Niels Bøgh Andersen: Fiskesøn fra Aventoft
• Erik Carstens: Die Stadt Tondern (1861)
• Werner Christiansen: Bachmanns Vandmølle 175 år
• Werner Christiansen: Inden for byens pæle (1984)
• Werner Christiansen: Nystaden (1986)
• Werner Christiansen: Tønder handelsstandsforening 1906 – 1956
• Werner Christiansen: Tønder Huse – Tønder slægter (1980)
• Erik Christensen: Fra min virksomhed i Tønder (1939)
• Hans Christian Christensen: Dengang i Tønder (1997)
• Hans Christian Christensen: Skibroen, der var engang en havn i Tønder
• Henrik Becker Christensen: Byen ved grænsen
• Henrik Becker Christensen: Grænsen i 75 år
• Hilmer Juhl Christensen: En købmandsfamilie i Tønder (1998)
• H.V. Clausen: Sønderjylland – en rejsehåndbog (1920)
• Else Marie Dam Jensen. Det grænseløse landskab (2008)
• Danmarks Kirker, Tønder Amt 1 -2
• Danmarks middelalderlige byplaner bind 2: Syd – og Sønderjylland (1994)
• Danske Slotte – og herregårde – Tønder Amt
• Det danske spejderkorps Tønder 1919 – 1969
• Der var engang – Gamle billeder fra Jejsing (2001)
• Det grænseløse samfund – Marsken mellem Tønder og Dageböll (232 sider)
• Drivvejen – ad studedriverens spor i det vestlige Jylland (2006)
• Eduard Edert. Der Schuster von Tondern (1908)
• Elkjær Larsen: Astronom Peter Andreas Hansens liv og tid (19 sider) (1995)
• Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
• FDF Tønder: Vor egen billedbog
• Torsten Friis: Forsvaret af Ribe og togtet mod Tønder 1848
• Fritidshjemmet i Tønder 20 år (31 sider) (1988)
• Frivilligt Drenge Forbund, Tønder 1922 – 1947
• Mogens Gade: Kort og godt, historier fra Tønder (88 sider) (2013)
• Gamle huse i Tønder 1964 – 1980 (Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder)
• Gamle huse, som gled ud af bybilledet fra 1950 – 1998 (foto – billedbog)
• Hakon Gjessing: Drengeår og manddomsvirke (1968)
• Iver Gram: Fugle i Tønder Marsken 1978 – 1988
• Britt Haarlev: Tønder i 1960erne (sort/hvide stregtegninger) (1993)
• Inger Tryde Haarlev: Om Tønder Fonden
• Astrid Hansen: Femten bredere Tønder – kniplinger (2004)
• Jørgen Hansen: Kloster, kniplinger og kommandører (144 sider) (2013)
• Lorenz Hansen: Koldjomfruens søn (drenge – ungdomsår i Tdr. og Løgumkl. (1986)
• Ingolf Haase: HK Tønder – Padborg 75 år (1998)
• Ingolf Haase: Kun hæver vi ikke mere hånden til Hitler – hilsen (2003)
• Ingolf Haase: Kunst i Tønder (2008)
• Ingolf Haase: Tønder handel i 100 år (1906 – 2006)
• Ingolf Haase: Tønder Handelsskole 1907 – 2007
• Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening gennem 75 år (1912 – 1987)
• Ingolf Haase: Tønder Håndværkerforening 100 år (2012)
• Ingolf Haase: Tønder Banks hovedkontor
• Ingolf Haase: Vestre Børnehave (1999)
• Handelsbankens hus i Tønder
• Birgit Hansen: Skorstensfejerfagets historie og traditioner (1984)
• Emil Hanover: Tønder Kniplinger
• Christian Hansen: Tønder 1970 – 1992 – Institut for Grænseregionsforskning
• Henning Hansen: Erindringer om keglesporten
• H.P.H. Hansen: Tønder som garnisonsby 1920 – 1970
• Ludolph Hansen: Et bybarns liv (1966)
• Tine Hansen: 16 Tønder – kniplinger
• Erik Ejnar Holm: Storegade 14, et gavlhus i Tønder
• Johan Hvidtfeldt: Om Tønder bys historie (1945)
• Johan Hvidtfeldt: Mellem Tønder og Ribe (Turistbogen 1974)
• Chr. Holmstad Olesen: Hans J. Wegener (Danske Designere 2006)
• Hundrede år i samfundets tjeneste 1869 – 1969, Tønder Frivillige Brandværn
• Høyberg: Gennem 80 år – Erindringer fra Tønder, 1864 – Første Verdenskrig (1995)
• Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wullfs dagbog (1995)
• Peter Kr. Iversen: Schackenborg – billedet (1977)
• Peter Chr. Iversen: Vestslesvigsk Tidende (87 sider)
• H.N. Jensen: Skibsfarten i det danske vadehav
• Hans Otto Jensen: Tønder Statsskoles Jubilæumsbog (1970)
• Steen Jensen: At komme fra en søfartsnation (2010)
• Ernst Kaper: Af en Tønder – seminarists historie (1974)
• Kniplinger i Tønder (2010)
• Kommuneatlas Tønder (1993)
• Iben Eslund Kristensen. Tønderknipling (39 sider) (2013)
• Kristkirken i Tønder (1946)
• Kai Köster – Lösche: Die Hexe aus Tondern (roman) (1999)
• Landet bag digerne (Werner Christiansen m.fl.) (1956, 1965, 1966)
• Landet mod syd, Tønder
• Hardy Larsen: Digegrevens Hus
• Dennis Chr. Lassen: Marine – Luftschif detachement Tondern (32 sider) (2005)
• Johan Larsen: Charlottenlund – Tønder
• Johan Larsen: Mennesker i Tønder (1967)
• Inger Lauridsen: Digegrevens Hus (2007)
• Inger Lauridsen: Zeppelinbasen ved Tønder
• Inger Lauridsen: Et liv med knipling (25 sider) (2010)
• H.N. Lausten: Tønder – bogen (1926)
• Lausten Thomsen: Tønder Læse – og Ungdomsforening 1912 – 1937
• Ellen Leonhardt: En brugs i Tøndermarsken (1995)
• Lindvald: Knapmageriet i Tønder Amt (1918)
• Wilhelm Lobstein: Das Rosendach (1923) (1943) (Roman)
• Otto Lodberg: Små betragtninger om en stor tid
• Emil Lorentzen: Tønder Borg om 1600 (1969)
• Emil Lorentzen: Tønder, havneby til landskøbing (1970)
• Hansigne Lorentzen: Det tønderske kniplingsdepot
• John N. Lorentzen: Fra Tønder Slotsbanke (1974)
• Hans Lund: Tønder Seminarium
• Helene Tønder Lund: Ungdomserindringer (1856)
• V. Maagaard: Det gamle kloster i Tønder (1922)
• Mackeprang: Tønder under hertugstyre indtil 1713
• Jeppe Madsen: Studehandelens historie i Danmark
• Knud Madsen: Rids af Grænsegendarmeriets historie (1953)
• Knud Madsen: Tønder Bibliotek 75 år
• Knud Madsen: Tønder i sang og digt (1992)
• Lennart S. Madsen: Tønderhus, en købstadsbog (2010)
• Hans Magle: Tønder Grænseby
• Hans Magle: Tønder Kirkemuseum
• Hans Magle: Tønder Kristkirkes symboler (1954)
• Vilhelm Marstrand: Vores ældste byers tilblivelse (1942 – 1944)
• Peter Mathiesen: Tønders Huse (1) (2001)
• Peter Mathiesen. Tønders Huse (2)
• H. Meesenburg: Bebyggelse ved marsk og vade (1984)
• V. Møballe: Billeder fra det gamle Tønder
• V. Møballe: Gamle Tønder – huse, der gled ud af bybilledet (1998)
• V. Møballe: Mennesker og billeder fra det gamle Tønder
• Andreas Møller: Både og bådfolk i marsken (1996)
• Peter J. Møller: 75 år med Socialdemokratiet i Tønder (1988)
• Henrik J. Møller: Tønder Kasserne 1920 – 2002 (2004)
• Knud Schmidt Nielsen; Trøjborg – borg og mennesker (1997)
• Asger Nyholm: Nationale og religiøse brydninger i Tønder (1958)
• Asger Nyholm: Nordens ældste seminarium
• Else Nørby m.fl. Tønder – Erindringer (flere udg.) (udg. Af Tønder Lokalh. Forening)
• Orts – Statut der Kreis Tondern (1885)
• Jürgen Ostwald: Von Tondern nach Gotha. Der Astronom Peter Andreas Hansen (1995)
• Ottsen: Der Kreis Tondern (1906)
• Jørgen Overby. Tønder Kommuneatlas (1993)
• Boy Petersen: Skæbneår 1917 – 20
• Jette Petersen: Tønderkniplinger og deres navne
• Thorvald Petersen: Fra Als til Tønder (1952)
• Thorvald Petersen: Tønder bys legater (1933)
• Max Rasch: Brudstykker af Hostrups historie (1985)
• Max Rasch: Mühlen – Chronik (56 sider) (1948)
• Max Rasch: Realschule Tondern 1906 – 1920 und die Abschlusklasse (32 sider) (1960)
• Max Rasch: 100 år i samfundets tjeneste – Tønder Frivillige Brandværn 1869 – 1969
• Bodil Rasmussen: Hans Adolph Brorson – biskop og salmedigter (1982)
• Karl Rasmussen: Fra vesterkanten (1929)
• Erling Rossing: Socialdemokraterne 80 år – 1907 – 1987
• Th. Roust: Tønder Bibliotek 1923 – 1933
• Lene Rytter: Dengang øllet flød i Tønder (1999)
• Råby Pedersen: Svingets rødder (45 sider) (2000)
• Otto Diedrik Schack: Grænsesind (1970)
• Otto Scheel: Tondern, zwischen wiking – und Hansezeit
• Schoubye: Amtspalæet I Tønder 200 år
• Schoubye: Folkekunsten på Tønder – egnen (1955) (1968)
• Schoubye: Gamle møbler fra Tønder – egnen
• Schoubye: Gammelt Tønder – sølvtøj
• Schoubye: Guldmede – håndværket i Tønder og på Tønder – egnen (1961)
• Schoubye: Hollandske vægfliser (1970)
• Schoubye: Hollandske fliser fra Tønder – egnen (1949)
• Schoubye: Huse i det gamle Tønder (1980)
• Schoubye: Kniplings – industrien på Tønder – egnen (1953) (1968)
• Schoubye: Monumenta Civitatis Tunderensis (35 sider)
• Schoubye: Om engelsk fajance på Tønder – egnen (1952)
• Schoubye: Om kagemanden fra Tønder (1950)
• Schoubye: Seminariet ved grænsen
• Schoubye: Sølv i Tønder museum
• Schoubye: Tønder Sølv 1600 – 1900 (1978)
• Schoubye: Tønder Slot (1979)
• Schoubye: Tønder Borg 1585 (1971)
• Schoubye: Tønder Museum 1923 – 1973
• Aage Schæffer: Apotekerne i Tønder 1623 – 1923 (1924)
• Sct. Georgs Gildet i Tønder 1935 – 1985 (Stig Sylvest)
• SID Tønder – Løgumkloster Afdeling gennem 75 år
• Inger Wind Skovgaard: Tønderkniplinger (2002)
• Kaj Siewerts: Tønders berømte gavlhus
• Hans Simonsen: 123 Jahre Deutsches Lehrseminar in Tondern (1925)
• Åge Seidenfarten: I Politiets tjeneste (1955)
• Skovrøy: Tredive år i Tønder (77 sider) (1948)
• Sporten i Tønder gennem 25 år (1946)
• Stadt Tondern (1916)
• H. Stiesdahl: Tønder Kirke (Nationalmuseet 1951)
• Kaare Svalastoga: En by ved grænsen (1963)
• Steen Søgård: Tøndermarsken (1990)
• H.E. Sørensen: Langs Grænsen (1982) (1987) (2005)
• H.E. Sørensen: Mellem dansk og tysk
• H.E. Sørensen: Slotte, Herregårde og Voldsteder i Sdj. (Bind 2: Tdr. og Hadersl. Amter
• Kurt Sørensen: Nostalgisk rejse til Tønder og Ribe (1985)
• Sophie Thomsen: Ringe auf dem Strohm (2012)
• Uwe Thomsen: Lagkageshow i Tønder Byarkiv
• Uwe Thomsen: Tønders historie i hovedtræk (1984)
• Til Lykke, Tønder Kommuneskole (1946 – 1996) (52 sider)
• Aage Toft. Tønder Kirkes organister 1592 – 1933 (1951)
• Peter Toft: Apotekerne i Tønder 1623 – 1923 (1924)
• J.P. Trap: Tønder Amt (diverse udgaver)
• Turistfører for Tønder By og Omegn (1921)
• Eva Tverskov: Fortællinger fra Tønder 1982 – 2007
• Hans Tygesen: Tønderhus – et dansk kulturcentrums historie
• Hans Tygesen: Tønderhus nyere historie
• Meta Tønder: Kniplinger (1980)
• Meta Tønder: Madopskrifter siden 1786 fra Tønder og omegn (1953)
• Meta Tønder: 33 Tønder – kniplinger (1954)
• Tønder – bogen (159 sider) (1926)
• Tønder Byggeforening gennem 50 år (1906 – 1956)
• Tønder bys Legater (1933)
• Tønder – Erindringer (2000 – 2013) (diverse udgaver) (Tønder Lokalhistoriske Forening)
• Tønder FDF/FPF 1922 – 1972 – 1982
• Tønder Festival – gennem 25 år (Carsten Panduro)
• Tønder Frivillige Brandværn (1959)
• Tønder i 30erme (Hanne Alsing, Karl Nissen, Uwe Hansen m.m.)
• Tønder gennem tiderne 1 – 2 (1943 – 44) (Hist. Samfund)
• Tønder Gymnasium og HF Jubilæumsbog 1995 (Karin Andersen)
• Tønder – handelen gennem 75 år (Stig Sylvest 1981)
• Tønder Handel 100 år (2006)
• Tønder i sang og digt (Neffen)
• Tønder Kommuneskole (1986)
• Tønder Landmandsbank 1901 – 1951
• Tønder Roklub 40 år (1968)
• Tønder Skakklub 1922 – 1997
• Tønder som handelsby (1997)
• Tønder Statsseminarium 1788 – 1975 (63 sider)
• Tønder Statsseminarium 1788 – 1988 (Tøndringer samfundets Årsskrift 1988)
• Tønder Statsseminariums historie 1788 – 1938
• Tønder Statsseminariums Øvelsesskole 1920 – 1980 (47 sider)
• Tønder Statsskole 1920 – 1935
• Tønder Øvelsesskole 1920 – 1995
• Tønder Statsskole 1920 – 1945 (Jakob Randrup)
• Tønder Statsskoles Jubilæumsbog 1970
• Tønder Sygehus 1898 – 1998
• Tønder Zeppelin Museum (Petersen, Ørneborg) (18 sider) (1993)
• Tønderhus (2010)
• Tøndermarsken (Planstyrelsen 1988)
• Uddrag af Tønder Kommunale tandplejes historie (1994)
• Vaupell Christensen: Zeppelin – basen i Tønder 1914 – 1918 (16 sider9 (1991)
• A.J. West: Fra det genvundne land (beretning om Tønder Statsskole) (1924)
• Fr. Jürgensen West: Den Tønderske Kniplingsindustri ved år 1800 (1910)
• Wiese: 250 Jahre Schützenkorps Tondern von 1693 (1943)
• Christian Winther: Tønder Seminarium gennem tiderne
• Else Jegin Winkel: Glimt af kniplekunstens historie (1989)
• Peter Wolf: Hostrup kirke (35 sider) (2000)
• H.H. Worsøe: Glimt af Tønders historie fortalt I dokumenter (1963)
• Fl. Wraae, Steen Thurnberg: 70 år med Højerbanen (1995)
• Fl. Wraae, Steen Thurnberg: På tværs med toget, fra Tinglev til Tønder (2004)

 

I Tønder diskuterer man stadig, hvem der kom med kniplingskunsten? Man kan ikke blive enig om årstallet. Men måske er der alligevel vand i myterne. For det var en købmand fra Westphalen, der satte det hele i system og organiserede hele kniplingsindustrien. Det kan de efterfølgende kniplingskræmmere sikkert takke ham for. De blev meget rige. Tønder – egnens piger fik beskæftigelse, men de fik ikke meget for deres arbejde, og mange endte som handikappede. Grossererne havde nærmest hånds – og halsret over dem.

 

En forkert underskrift

Ja egentlig er overskriften forkert, for den burde have heddet Tønderkniplinger – fra husflid til Industri – til husflid. For den dag i dag undervises der i den svære kunst på kurser og i aftenskolerne.

 

Den eneste industri i Tønder amt

Kniplingsindustrien er næsten udelukkende knyttet til de sønderjyske landskaber, geest – og hedelandskaberne nord og vest for Tønder. I 1735 meddeles fra Ribe Stift:

Saa bliver og paa landet, fornemmelig paa grevskaberne Schackenborg og Trøjborg godser, gjort en stor del hvide traadkniplinger, som bliver solgt alle vegne og fornemmelig bortført til København, Norge og Hamburg.

Større plads indtager kniplingen i de tilsvarende sønderjyske indberetninger til Kommercekollegiet fra 1737:

Den er eneste industri i Tønder amt, hvor den karakteriseres at være ”i temmelig god tilstand”.

 

Man skulle kunne en masse ting

Det oplystes, at købmændene i Tønder og flækken Løgumkloster drev en omfattende handel med kniplinger. Og ikke nok med det. De forsynede også kniplepigerne i byen og resten af Sønderjylland med tråd, som de importerede fra Holland. Også nye mønstre fik man herfra.

Det krævede en del penge, for at importere denne tråd. Og betingelsen var også, at man skulle købe mønstrene. Kræmmere handlede også med kniplinger, men deres fortjeneste var ikke nær så stor som kniplingshandlers.

Det gjaldt om at kunne tegne, eller udvælge de bedste mønstre og beregne, hvilken tråd, der skulle bruges til et bestemt mønster. Han skulle også kunne udvælge den medarbejder, der var bedst til et bestemt mønster, og så skulle han kunne påvise fejl og instruere.

 

Mange beskæftigede

Om omfanget oplyses det, at kniplingshandlerne i Tønder beskæftiger nogle tusinde personer. Fra geest – herrederne berettes der ligeledes, at nogle tusinde kniplingspiger er i arbejde. I Løgumkloster amt er der mange kniplingshandlere. De har et stort antal kvinder og børn under sig, de får betaling pr. alen. For Aabenraa Amt berettes det derimod, at de kniplende selv afsætter deres færdige varer i Tønder eller andetsteds.

 

Udnyttelse af børn

Allerede fra fem års alderen blev børnene instrueret i kniplingskunsten. Arbejdstiden var ofte 16 timer for de stakkels børn. Det var et stillesiddende arbejde, og stille store krav til synsevnen. Ofte satte det sig også synlige spor. Mange blev tidligt blinde, andre blev forkrøblede og endte som tiggere.

Regeringen omkring år 1800 fritog kniplepigerne for almindelig undervisning. Det var tilstrækkelig at blive undervist i kristendomskundskab, bare de lærte kniplekunsten.

 

Stor stigning i antallet af handlende

Selv om kniplingstilvirkningen udviklede sig videre i de følgende menneskealdre, var der allerede på dette tidspunkt i fuld blomstring og havde nået sin fulde geografiske udbredelse.

Stigningen i antallet af kniplingskræmmere i selve Tønder By, steg fra 7 i 1717 til 25 i 1744. Byen var centrum for forhandlingen, men ikke for tilvirkningen.

 

Fabrikker

Forhandlerne blev også entreprenører. Allerede i 1769 fik et aktieselskab af kniplingshandlere med Johan Bendixen og Paul Popsen i spidsen kongelig privilegium på anlæg af en trådfabrik i Tønder. Aktiekapitalen udgjorde 18.000 Rdl. Fordelt på 30 aktier a 600 rdl. I stedet for som hidtil at købe den færdige tråd dyrt i Nederlandene, kunne man nu nøjes med at indføre rå garn fra udlandet for selv at blege og dublere det og så sælge tråden til kniplingskøbmændene.

I 1787 blev fabrikken ledet af købmand Asmussen. Dengang havde den 7 trådmøller. Der blev fremstillet tråd indtil 100 rdl. Pr. pund. Trådmøllerne blev trukket af mennesker. I 1805 fandtes der lignende trådmøller i Løgumkloster og Randrup. Senere gik fabrikationen dog tilbage, således havde virksomheden i Tønder i 1819 kun 2 – 4 trådmøller i gang.

 

Hvem kom med kniplekunsten?

I mindre målestok var kniplevirksomheden allerede påbegyndt i sidste halvdel af det 16. århundrede, hvor man i Europa opfandt trådkniplingen og gjorde den til en fornem modeartikel. Vi skal huske på, at vi allerede i 1639 hører om kniplingen. Det var der en ung kniplerske fandt det ældste guldhorn ved Gallehus.

Man havde ellers sagt, at det var en indvandret købmand fra Westphalen, Johan Steinbeck der omkring 1648 slog sig ned i Tønder. Han skulle have indført kniplingsfabrikationen til byen.

 

Kongen købte kniplinger i 1619

I Christian den Fjerdes dagbøger omtales der køb kniplinger. Denne husflid var allerede tradition i Midtslesvig. I 1619 noterede kongen, at i Valsbøl,

Indgav jeg for lærred og kniplinger 889 Rdl. Til adskillige kræmmere.

Året efter betalte han en kniplingspige i Flensborg 10 Rdl. Og en andel 28 Rdl. I Frederiksborg. Denne kærlighed til kniplinger gav sig udtryk i et forsøg på at overføre denne kunst til Børnehuset, hvor der i 1621 var ansat kniplingskoner, der forestod kniplestuen med 20 knipleskrin. (Vi er i gang med en artikel om Børne – og Tugthuset). I kniplestuen var der beskæftiget 46 personer.

 

Der er noget om myten

Men man kan sige om myten omkring købmanden fra Westphalen at den på en måde holder vand. For den sønderjyske kniplingsindustri var nær tilknyttet til Westphalen. Måske var det Steinbeck, der var hovedleverandør af garnet. I hvert fald var han en af de første storkøbmænd i kniplinger. Han solgte blandt andet kniplinger til det gottorpske hertughof, til Danmark og til Norge. Måske er det ham, der som den første organiserede tilvirkningen og afsætningen i større stil.

 

Kniplingshandlere organiserede det hele

Kniplingshandlere finansierede og organiserede hele produktionen og afsætningen. De købte garn (mest fra Westphalen), skaffede de gængse mønstre og delte dem rundt til kniplerskerne. De sad i alle aldre rundt omkring i de magre og fattige egne ved deres knipleskrin. Det var en ussel akkord, som de fik (Se artiklen: De stakkels Kniplepiger).

 

Kniplingspigerne fik ikke meget

Kræmmerne derimod tjente styrtende med penge. De vågede samtidig over, at kunsten ikke spredtes. Og kræmmerne havde en slags hånds – og halsret over pigerne, som ikke bare kunne drage bort med deres hemmelighed.

Det var særlig i Løgumkloster amt, på Trøjborg og Schackenborg godser, samt i den vestligste del af Tønder, Aabenraa og Haderslev amter, at kniplingsindustrien blomstrede. Stærkere og stærkere tog den til i løbet af det 18. århundrede.

 

Luksusindustri

I modsætning til tilvirkning af lærred og uldne vare, var dette en luksusindustri, fortrinsvis baseret på afsætning til fjernere liggende markeder. Tråden skulle dog komme fra udlandet, man kunne ikke selv lave en af samme kvalitet. I Holland og især fra byen Brabrant kom den bedste kvalitet af kniplinger.

 

Prisen blev for høj

Tønderkniplingerne formåede længe at holde sig ved siden af de brabantske og sachsiske kniplinger. Først omkring århundredeskiftet kunne Tønderkniplingen ikke klare sig mere, men det var ikke på grund af kvaliteten, men på grund af prisen.

Særlig i Holland var der sket mekaniske fremskridt. Smagen var også blevet ændret. Man var begyndt på vævede kniplinger og blonder.

Den energiske Asmussen, som vi tidligere har fortalt om (Se artiklen: En af Tønders Patrioter) havde indrettet 3 spindemaskine til bomuldspin. Sammen med købmand Thamsen i Møgeltønder havde han også en uldvarefabrik, bestående af 11 væve, hvoraf de fem stod i et hus i Tønder, og seks i et Møgeltønder.

 

Enorm afsætning

Totalværdien af udførslen af kniplinger fra Tønder og omegn androg i 1781, 136.035 Rdl. Og i 1805 var dette beløb steget til 261.190 Rdl. I 1780 ansloges antallet af beskæftigede til at være omkring 12.000.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• De Stakkels Kniplepiger
• En af Tønders patrioter
• Guldhornene fra Gallehus
• Guldhornenes ældste historie
• Handel i Tønder indtil 1864
• Tønder Kniplinger – endnu mere
• Tønderkniplinger

Her er så endelig anden del af historien bag dannelsen af Nordens første frivillige brandværn. En gymnastiklærer havde 14 gode ideer til hvordan man oprettede et brandværn. Blandt andet skulle Skyttekorpset møde op med geværer for at beskytte brandstedet. Og tænk, så oplevede man en brandrepotage i den lokale avis. Man købte en engelsk sprøjte, der skulle betjenes af 20 mand. Først efter dannelsen af Männer – Turnverein blev Tønder Frivillige Brandværn dannet, efter tysk forbillede. På et tidspunkt var brandvæsnet i den grad forgældet. Man blev nødt til at lave brandobligationer. Vi ser også lige på de største brande i Tønder og Omegn. 

 

Anden del

Helt tilbage i 2008 skrev vi artiklen Brand i Tønder. Denne artikel kan ses som en udbygning eller en anden del af brandens historie i Tønder. Det er selvfølgelig altid noget trist, at skrive om. Hvis vi dukker ned i Tønders historie, ja så har denne by bestemt ikke været forskånet for Krig, epidemier, stormflod og brand.

 

Indskrifter over dørene

Hvis vi nu kigger godt efter, når vi går en tur i Tønders skønne gader, og betragter inskriptionen til de endnu bevarede gamle huse, så kan man læse, om nogle af de tildragelser og ulykker, som den skønne by, har været udsat for.

 

Storbranden i 1725

Se bare for enden af Østergade. Her lå Helligånds – hospitalet og Vajsenhuset. Her kan man på den smukke hustavle læse om den 16. oktober 1725. En storbrand lagde næsten en femtedel af byen i aske. Det gik ud over husrækkerne på begge sider af Østergade med baggårdene helt hen til Østerport. Også hospitalet gik det ud over, og tre tøndringer mistede livet.

Det var nødvendigt at genopbygge hospitalet. Men det var mere påtrængende at bygge boliger til alle de brandlidte borgere. Der blev samlet penge ind både i selve byen og i andre områder. I ti år blev byen fritaget for kontribution. Og egentlig var det planlagt to kompagnier Kyrasserer indkvarteret i byen, men nu nøjedes man med kun et kompagni.

En ny Østerport – bygning blev rejst i oktober 1725. Bygningenfik lov til at bestå helt til 1870. Denne brand var den sidste af de store brande.

 

Hertugen formaner Tønder

Længe før denne ulykke, havde Hertug Friedrich af Gottorp haft øje på forholdene i Tønder. I 1698 blev der udfærdiget en skrivelse, hvor hertugen anmodede om, at få orden i forholdene. Men først i 1724 gik borgmester og råd i Tønder ind for at ansætte en skorstensfejer. Denne skulle:

Hver eneste gang en ildebrand måtte opstå, hvilket Gud dog i nåde måtte bevare os for, skal være til stede på brandstedet, for med al flid at drage omsorg for, at ilden kan neddæmpes.

 

Brandforordning fra 1743

Johann Hinrich König fra Hildesheim blev Tønder By’ s første faste skorstensfejermester. I en Kongelig General – Brand – forordning for Tønder Købstad af 23. juli 1743 gives en nøjagtig oversigt over det brandslukningsmateriel, der til enhver tid skulle stå til rådighed. Således skulle enhver borger, der ejede et hus eller bor til leje i et sådant, have:

• 2 Læderspand
• 1 brandstige på 16 – 20 fod
• 1 brandhage

 

Depot på Rådhuset

På selve rådhuset skulle der være et depot bestående af 4 brandstiger, 4 brandhager, 18 læder – spande og 24 hardecken. Alle borgere og samtlige indbyggere blev optaget i brand – assecurance – cassen. Fra denne hører et særligt husregistre med senere tilføjelser over indtrådte forandringer. Dette register er i dag særdeles vigtig, når vi skal kigge i Tønders byggekultur.

Slukningsmateriel blev holdt under opsyn, men snart blev man i Tønder opmærksom på en opfindelse fra udlandet. Man havde konstrueret En sprøjte, som var en maskine til slukning af en tilfældig ild ved hjælp af en stråle eller udstrømmende vand.

 

Den store engelske sprøjte

I perioden 1768 – 78 indhentede Magistraten masser af tilbud, som bilagt en masse tegninger landede på skrivebordet i Tønder. Man bestemte sig for købet af en sprøjte hos Hadley and Son, Long Acre, London. Man kaldte nyerhvervelsen for Den store engelske Sprøjte. Og den eksisterede endnu, da det frivillige brandværn blev dannet i 1869. Ja man anskaffede sig hele seks sprøjter.

Der findes endda Efterretning over de Tønderske sprøjter fra 1795. Her kunne man læse om sprøjterne fra Tønder. Således berettes der, at

• Sprøjte nr. 1 indeholdt 4 tønder vand og yder hvert minut 1 tønde vand, pumpes dermed tom på 4 minutter.
• Sprøjte nr. 2 rummer 3 ½ tønder vand og lænses på 2 ½ minut og sådan fremdeles.

Omkring århundredeskiftet gjorde brand – administratoren opmærksom på, at de mindste sprøjter sagtens kunne fremstilles af de lokale håndværkere.

 

En sprøjte krævede masser af mandskab

Nu var det sådan, at sprøjterne krævede et ret stort mandskab. Således krævede Den store engelske sprøjte 20 mand. Og disse mænd blev antaget med håndslag i stedet for edsaflæggelse.

Brandslanger i læder blev fremstillet af lokale håndværkere. Ved brand blev sprøjterne trukket gennem gaderne til brandstedet, dels af mennesker, dels af heste.

 

Forslag fra en gymnastiklærer

I 1837 fremkom et forslag fra gymnastiklærer ved Tønder Seminarium, Johann Heinrich Carl Kopp om dannelse af et brandkorps. Han skrev til Magistraten, at han undrede sig over den uorden, der herskede på brandstedet.

Individer indfandt sig under foregivende af at ville hjælpe, hvorom dog formodningen lå nærmere, at de ville søge at berige sig på deres ulykkelige medmenneskers bekostning.

Da enhver, som jeg har set vil kommandere, og uvedkommende – især læredrenge og børn ved deres sammenstimling gør forvirringen endnu større.

Kopp opridsede et reglement på 14 punkter til oprettelse af et Brand – vagtkorps. Indsenderen tilbød selv at føre planen ud i livet, hvis han kunne regne med bystyrelsens fulde tillid.

 

Skyttekorpset skulle indfinde sig med geværer

Kopps plan involverede aktiv deltagelse af det gamle Skyttekorps, hvis medlemmer skulle indfinde sig på brandstedet i fuld montering og med gevær. De skulle sørge for afspærring og for opretholdelse af orden. Men på dette punkt var der absolut ikke enighed. Den daværende brandadministrator købmand Detlef Jensen Angel, der ironisk spurgte, hvor lang tid, det skulle tage, indtil korpsets medlemmer havde iført sig uniform, fremsøgt gevær og ammunition.

Borgmester Paul Sibberts satte den Koppske plan i omløb blandt medlemmerne af deputeret – kollegiet og udbad sig en udtalelse.

 

En bekendtgørelse i den lokale avis

Den 22. juli 1844 lod Magistraten indrykke en bekendtgørelse i Wöchenliches Tondersches Intelligenzblatt:

Det er kendt, at allerede i forrige år sammen med et forslag til en ny brandforordning for denne by også et regulativ angående oprettelse af et brandkorps indsendes til højere stadfæstelse. Efter denne plan skal en afdeling af brandkorpset være et ”brand – vagt – korps”, hvis funktion skal bestå deri, at dette ved brandfare afspærrer de til brandstedet førende gader, og at det drager omsorg for de reddede mobilier og i øvrigt medvirker til opretholdelse af den nødvendige orden ved at assistere politimyndigheden. En meget berømmelig og taknemmelig anerkendt frivillighed ved overtagelse af en sådan tjeneste, den prisværdige iver hos gymnastiklærer Kopp…. har gavnet oprettelsen af brand – vagt – korpset og muliggjort starten.

Der har nu sammenfundet sig et frivilligt mandskab i en styrke af 53 medlemmer, og disse har i vinterens løb foretaget øvelser. Det dannede korps er fyldestgørende organiseret, og organiseringen er befundet hensigtsmæssig. Efter at kollegierne har haft selve sagen og tilbuddet fra det frivillige mandskab til behandling, er fornævnte mandskab den 18. juli 1844 blevet antaget og konstitueret som et brand – vagt – korps i vor by i henhold til det opstillede regulativ.

Dette bringes herved til offentligt kendskab med tilføjelse om, at gymnastiklærer Kopp fungerer som commandør i dette korps, købmand Ph. A. Rehoff, gæstgiver H. Rulffs (Stadt Hamburg) og skræddermester Kaven som officerer. Gæstgiver E. Claussen, købmand Andr. Andresen jun., skomagermester Lor. Berendsen og væveren E. Koch som underbefalingsmænd.

 

En reportage fra en storbrand

Det kom nærmest som et chok, da beboerne i Tønder den 8. marts i Wöchentliches Tondersches Intelligenzblatt kunne finde en beretning om Branden i Store Emmerske:

Den 3. marts om aftenen blev landsbyen Store Emmerske ved Tønder hjemsøgt af en voldsom ildebrand. Ikke mindre end fire gårde og fattiggården blev lagt i aske og ikke så få mennesker var uden tag over hovedet. 10 stykker hornkvæg, nogle får og alt husgeråd og mobilier blev flammernes bytte.

Da branden opstod i byernes østligste del ved temmelig stærk østenvind, og der ikke kunne skaffes vand, syntes hele byen truet af undergang. Under sådanne forhold var de forskrækkede indvånere også mere optaget af at redde deres bohave end at forsøge at begrænse ilden. Da noget senere folk fra nabobyerne strømmede til, blev et slukningsforsøg organiseret.

Hertil brugtes sne. En høj vold af sne opkastedes, der kunne dæmme op for det løsslupne element. Det kan dog ikke undlades at påtale den passive holdning som mange indtog ved denne brand, idet de nøjes med at være tilskuere, uden at røre en hånd, stirrede på flammehavet og i al gemytlighed holdt deres pibe i gang, medens de andre arbejde næsten over ende.

Under disse sidstnævnte må særlig seminaristen Jacobsen fra Tønder fremhæves. Efter i en forrygende hast at være ankommet til brandstedet, organiserede han straks tjenestevillige kræfter, angav planen til beskyttelse af de endnu uden for ildsvåden liggende huse, stod selv i forreste linje på de mest udsatte steder og forlod først pladsen, da faren var afværget. De tilstedeværende var alle enige i, at byens redning hovedsagelig kunne tilskrives hans klare anordning og indsats. Det er at ønske, at en sådan opofrende hengivelse må få sin belønning.

 

Brand i Storgade

Kopp døde i 1854. Hans indsats satte ikke tydelige spor. Og brande som lokalt nyhedsstof forsvandt åbenbart også efter beskrivelsen af storbranden i Store Emmerske. To brande af særlig voldsom karakter opskræmte ellers befolkningen i Tønder i forsommeren 1849.

Midt om natten mellem den 13. og den 14. maj 1849 opstod der brand hos kornhandler Christian Paulsen. Hans ejendom lå i Nord – vest – kvarter nr. 20 (Missionshotellet, Storegade 9). Beboelseshuset lå med front ud mod Storegade. Stald – og lagerbygninger lå ud mod det lille torv. Det hele blev lagt i aske.

Kornet var kun opmagasineret. Det tilhørte endnu bønderne. Købmand Johannes Conrad Iversens baggård ved siden af var heller ikke blevet forskånet.

 

Brand i Møllen

Et voldsomt uvejr trak om aftenen den 5. juni 1849 om aftenen hen over byen. Et lynnedslag ramte stuehuset til vejrmøllen ude foran Vesterporten. Mølleren, Johann Balthasar Stehr havde efter et mægtigt stort tordenbrag åbnet døren, for at se sig omkring. Her stødte han på to velkendte borgere, købmand Johannes Conrad Iversen og gæstgiver Hans Harders fra Stadt Kopenhagen. De ville søge ly i uvejret. Harders pegede op mod taget, hvor en røgsøjle steg op mod himlen.

De stråtækte bygninger gav ilden rig næring og gnisterne fra stuehuset antændte også møllen, der nedbrændte til grunden.

 

Turmverein blev til Feuerwehr

I 1860’ erne havde nye ideer fundet indpas i Holsten og Slesvig. Ja ideen om det frivillige brandværn stammede oprindelig fra Frankrig og herfra bredte den sig til Sydtyskland, hvor de første frivillige brandværn opstod omkring 1850’ erne.

Men hvad nu med Tønder? En gymnastikforening efter tysk mønster var blevet dannet i februar 1865 under navnet Männerturnverein. Der var tilslutning fra såvel borgerskabet som seminaristerne. Og stillingen som gymnastiklærer på både den tyske og den danske afdeling på Seminariet blev besat af lærer Peter Jürgen Johannsen. Og denne Jürgensen fik en god ide efter at han havde besøgt Central – Turn – Anstalt i Berlin.

Den 14. november 1869 oprettede man nemlig Turner – Feuerwehr. Allerede den 22. november godkendte den kongelige politimyndighed i Tønder, repræsenteret ved borgmester Streckenbach arrangementet.

 

Ny fabrik opføres i Flensborg

Lige inden, den 7. oktober var der på hjørnet af Østergade og Vidågade sket en voldsom brand. Købmand Johann Friedrich Jensen havde i 1866 ladet en forretningsejendom nedrive. Han lod opføre en ny damp – brødfabrik. Han averterede med, at man kunne bytte sit rug, og så få brød i stedet for. På få timer blev hele fabriks – foretagenet lagt i aske. Intet stod at redde. Også naboejendommen gik det ud over. Branden åbenbarede store mangler i slukningsarbejdet.

Det var også et stort tab for byen. Skadeserstatningen gik nemlig til, at Jensen loden ny brødfabrik opføre, dog ikke i Tønder, men i Flensborg.

 

Den første by i Norden, der fik Frivillig Brandværn

Jo, Tønder var den første by i Norden, der fik et Frivilligt Brandværn. Allerede den 7. februar fik brandværnet sin ilddåb. Det var en mindre brand hos købmand Clausen i byens nord – øst kvarter. To måneder efter var der en værkstedsbrand hos snedkermester Gustav Sehestedt i Nørregade.

Godt nok skulle hvert medlem betale 24 Groschen årlig. Men det var lavvande i kassen. Og for at være mere effektiv skulle man have en moderne sprøjte. Derfor lancerede man Tonder – Turner – Feuerwehr – Obligationen.

 

Brand – obligationer

Magistraten aftog 40 obligationer, men også sparekassen og andre institutioner tegnede sig som aftagere. Den 12. december 1870 fik Magistraten, at vide, at den i Leipzig købte sprøjte var kommet til byen og allerede havde bestået sin prøve.

Vi har endda en beskrivelse af Mittle Landspritze Nr. 3. Den omtales som en solid trækvogn, hvor der var monteret en trækasse som vandbeholder. Der var forsynet med en pumpe og et stålrør af messing. I tidligere tid brugtes læder – og trækolber, der dog krævede mere pasning for at være i brugbar stand ved en eventuel ildebrand. Ved den nye maskine benyttede man nu slebne messingkolber, hvilket havde den fordel, at vandstrålen blev mere konstant under slukningsarbejdet.

Som brandadministrator fungerede i disse år Hans Hansen Hage, gæstgiveren på Humlekærren. (Se artiklen om Humlekærren)

 

Folk havde pligt til at gøre tjeneste

Ifølge byens brandregulativ havde alle borgere med undtagelse af Kollegiets medlemmer og byens embedsmænd indtil 50 års alderen pligt til at gøre tjeneste i byens brandkorps. Antallet af hornister, der i givet fald skulle blæse til brandalarm blev forhøjet fra 2 til 4.

 

Man skulle være uniformeret

I vedtægterne stod der også, at alle skulle være uniformeret. Hvert medlem skulle på egen bekostning anskaffe sig reglementeret bluse og hjelm. Det øvrige udstyr blev leveret. Stridigheder opstod, da der ikke mere var påbudt, at være medlem af gymnastikforeningen for at være frivillig brandmand.

 

Tiltrængt penge til forgældet brandværn

Et nyt slangetårn blev opført i Smedegade på den gamle kirkegårds grund. Men ak den tyngende gæld voldte vanskeligheder. Byens private spare – og lånekasse måtte gentagende gange yde større bidrag. Men også en uventet arv fra handelsmanden Laust Frandsen bidrog til at gælden kunne nedbringes. Denne døde den 3. juni 1873. Og historien bag dette er følgende:

Den 3. december 1870 opstod der brand i bager Lüthgens ejendom i Vestergade (hvor senere skotøjshandler Nissen fik forretning). Dette hus stod ikke til at redde. Men vinden var vestlig, og derfor var nabohusene også stærkt i fare. Ejerne af disse huse averterede derfor også deres tak til brandvæsnet. I en af husene lå en meget syg og hjælpeløs kone, der var meget nervøs for udviklingen. Brandkaptajnen beordrede fire mand ind i sygeværelset, for straks at bære hende ud, hvis det var nødvendigt. Heldigvis nåede ilden ikke huset, hvorefter hendes mand, kreaturhandler Laust Frandsen testamenterede brandværnet sit hus, Nordvest – kvarter 187 med to stalde samt tre fenner, beliggende på Tønder Mark, ca. 4 ha stor.

Arven kunne først tiltrædes i 1894. Magistraten havde allerede i 1876 overfor det kongelige arveskatteamt i Altona afgivet garanti – erklæring for den arveskat, som det frivillige brandværn ville have at svare af en arv, hvis værdi var takseret til 13. 800 Mk.

 

Indsats kunne også gøres udenbys

I de oprindelige love var målsætningen:

Ved brandfare at beskytte det truende liv og ejendom af indvånere i vor fødeby.

Efter at gymnastikforeningen var blevet udskilt, blev der tilføjet en vigtig sætning:

Efter kaptajnens eller hans stedfortræders skøn kan brandværnet også bringes til indsats udenbys.

Man havde en diskussion om dette emne. Magistraten mente, at byen skulle have en godtgørelse:

Vore sprøjter bliver mere brugt udenbys end i vor egen by. Og det undgås ikke, at de udsættes for større slid i fremmed tjeneste end i byen. Også sprøjte – mandskabet lider større tab, idet de for længere tid må forlade deres borgerlige gerning, når de med sprøjten tager del i et slukningsarbejde på landet.

 

En nyt stigetårn var nødvendig

Der var masser af brandværns – fester både internt og sammen med kollegaer rundt om i Slesvig – Holsten. I 1885 havde korpset hele 95 aktive brandmænd.

Efter kun 10 år kasserede politiet stige – eller øvelsestårnet bag rådhuset. Et nyt tårn blev oprettet på skyttegårdens grund. Dette tårn blev brugt indtil 1924, hvorefter et nyt blev taget i brug på kvægtorvet. Sprøjtehuset forblev i alle disse år på den gamle plads bag Humlekærren.

En skydestige blev anskaffet i 1880. Ved en brand i Søndergade blev stigen beskadiget, hvorved den daværende stigefører E, Ewers pådrog sig et kraniebrud. Anskaffelsen af en ny mekanisk skydestige var nødvendig.

 

Efterslukning på byens værtshuse

Et problem opstod, fordi de gæve brandfolk efter brandøvelser gik på efterslukning på byens mere end 60 værtshuse. Konerne klagede, og brandkaptajnen lovede at sende en ekstra patrulje ud efter de tapre brandfolk, men ak patruljen faldt selv i druk.

Efter 1920 skete der en nyordning af de frivillige brandværn. Men de fleste steder fortsatte kommandosproget på tysk og fremtoningen var nærmest som en Kriegerverein.

 

Den første motoriserede brandbil

Det var en stor dag i september 1934, da 10 brandmænd kunne prøvekøre Tønders første motoriserede brandsprøjte. Og den var leveret af lokale Brdr. Roost.

 

Skulle Falck overtage?

I 1947 diskuterede man tre forslag til videreførelse af brandværnet:

1. Bevaring af den gamle ordning på frivillig basis
2. Overladelse af brandslukningstjenesten til et nyt brandværn
3. Overladelse af tjenesten til organisationen ”Falck”.

Den 11. juni 1948 vedtog byrådet med 13 stemmer mod 1 at overdrage brandslukningstjenesten til det reorganiserede frivillige brandværn. Traditionen og brandværnets indsats gennem årene gjorde udslaget.

Da brandværnet blev 80 år, holdt borgmester J.J. Paulsen en tale, hvor han talte om nationale brydninger og sammenhold, hvor kammeratskabet hersker.

I 1949 erhvervede brandvæsnet en ny fra de tyske efterladenskaber stammende brandbil. Den blev sat i stand af lokale Bruhn & Knudsen.

 

Storbranden i Rudbøl

Flere gange har tyske brandkorps assisteret sønderjyske brandkorps og omvendt. I dette tilfælde kan vi nævne en brand, natten mellem den søndag den 2. oktober til mandag den 3. oktober 1966. Der var udbrudt brand på Rudbølgård i grænsebyen Rudbøl.

Gårdens tre sammenbyggede, stråtækte længer brændte ned og tre malkekøer, seks kalve, to tyre, næsten hele svinebesætningen, dvs. 100 svin, 500 tønder korn, omkring 5.000 balle hø og halm, to traktorer det meste af gårdens maskinpark og to personvogne blev flammernes bytte.

I løbet af få minutter stod tre stråtækte udlænger i flammer. Det lykkedes alligevel gårdens fodermester og to naboer at redde en stor del af dyrene ud. Redningsarbejdet blev vanskeliggjort af, at stråtaget, der havde løsnet sig ved ilden skred ned og lagde sig som et ildbælte omkring bygningerne. I slukningsarbejdet deltog ikke færre end 100 mennesker.

De frivillige brandværn fra Højer, Møgeltønder, Tønder, Rudbøl og de tyske byer, Rosenkrans, Rødenæs og Nykirke var mødt frem. Da grænsen ved Rudbøl lukkes klokken 22, så de tyske værn sig nødsaget til at sprænge grænsebommen på den tyske side. Man brød ganske simpelt bommens lås op, for at assistere ved den voldsomme brand. Der var ingen vandproblemer. En branddam lå lige ved siden af gården og det var ikke langt til Rudbøl Sø. Vinden bar mod øst, derfor var min i stand til at redde stuehuset. En naboejendom var alvorlig truet, men den fik man også reddet. (Læs artiklerne: Rudbøls Historie og Bådfolket i Rudbøl)

 

De store Brande gennem årene

Ja vi kunne såmænd godt have fortsat, men vi vil henvise til første del af vores artikel om Tønder Frivillige Brandværn. Men måske skulle vi lige kigge på nogle store brande, som brandværnet har været involveret i:

• Den 3. december 1870 nedbrændte bager Lüthgens ejendom
• Den 9. september 1871 nedbrændte staldbygningen til gården Bjerremark i Udbjerg ved Tønder.
• Den 23. oktober 1871 nedbrændte gravør Müllers staldbygning
• Den 31. august 1874 brand på gården Store Tønde ved Jejsing
• Den 11. oktober 1874 brand på gasanstalten
• Den 23. marts 1879 storbrand i Store Emmerske ved Tønder (Læs artiklen, Emmerske, nord for Tønder)
• Den 4. oktober 1890 nedbrændte husene tilhørende Juhl og Køpke og købmand Thomsens stald.
• Den 8. september 1881 nedbrændte landmand Hattens gård, Rosinfelt.
• Den 20. august 1883 nedbrændte staldbygningerne tilhørende gæstgiver C. Friedrichs og C. Petersen: ”Den Hvide Svane”.
• Den 3. september 1885 brand i fotograf Schwennesens hus i Vestergade
• Den 21. august 1891 brand i B. Høckers garveri
• Den 12. juli 1892 brand på Bachmanns mølle. Den østligste del af bygningen nedbrændte
• Den 8. august 1897 brændte gården Gørrismark.
• Den 19. december 1898 nedbrændte Boysens hus i Østergade
• Den 26. april 1904 brand hos sadelmagermester Heinrich
• Den 2. september 1906 brand i snedker Ernst Kuckeis hus i Søndergade
• Den 24 december 1906 nedbrændte stalden til Tønder Aktiebryggeri
• Den 22 marts 1912 nedbrændte Schweitzerhalle
• Den 22. marts 1912 nedbrændte bagbygningen til Østergade 3, hvor der var møbellager og værksted.
• Den 7. marts 1914 brand i fotograf og guldsmed Jacob A. Bødewats ejendom i Østergade.
• Den 20. december 1915 storbrand på gården Røj ved Tønder
• Den 25. november 1922 nebrændte gårdejer Lorens Paulsens gård, Ved åen, Møgeltønder.
• Den 22. marts 1923 gårdbrand i Korntved ved Tønder
• Den 5. august 1924 beboelseshus og stald tilhørende gæstgiver Hansen, Abild nedbrændte.
• Den 29. september 1924 brand i et gendarmhus i Dyrhus
• Den 23. januar 1928 staldbygninger i Klienborg nedbrændte
• Den 12 maj 1929 tilkaldt til brand i et trælager i Bredebro.
• Den 15. juli 1929 tilkaldt til Solderup, hvor gårdejer P. Petersens gård nedbrændte.
• Den 24. april 1931 storbrand hos trælasthandler B. Selmer, Vidågade. Tømrer – , kul – og kokslageret ødelagdes.
• Den 14. september 1931 nedbrændte landmand Bossens ejendom i Emmerske.
• Den 4. oktober 1933 nedbrændte stalden til Hotel Børsen.
• Den 5. oktober 1933 nedbrændte stalden tilhørende landmand Peter Christensen, Vidågade.
• Den 21. februar 1934 nedbrændte August Feddersens gård i Bremsbøl
• Den 5. marts 1935 lager – og værkstedsbrand hos snedkermester W. Jensen i Vestergade.
• Den 3. november 1935 tilkaldt til Rørkær, hvor husmand Paul Jørgensens ejendom nedbrændte.
• Den 18. juni 1936 tilkaldt til Jejsing til assistance ved en storbrand, gårdejer Niels Rasch’ s gård nedbrændte.
• Den 26. juni 1936 staldbygningerne tilhørende gårdejer Albert Hostrup i Rørkær nedbrændte
• Den 4. januar 1940 stor kælderbrand i Tønderhus.
• Den 15. januar 1941 brand i Café Skov, Richtsensgade 2
• Den 14. november 1941 brand i snedkermester Felds værksted i Markgade.
• Den 11. juli 1942 luftbombardement i Jernbanegade og Vestergade, 6 døde og 6 familier blev husvilde (Læs artiklen: Bomber over Tønder)
• Den 24. september 1942 tilkaldt til assistance i Rørkær, bombenedslag, to beboelseshuse og en staldbygning nedbrændte.
• Den 17. april 1943 brand i købmand C Thomsens Koks – og briketlager i Nørregade, stalden nedbrændte.
• Den 2. maj 1943 brand i Bachmanns mølle (Læs artiklen, En vandmølle i Tønder)
• Den 1. august 1943 brand i bygmester J. Wieses tømmerlager i Markgade
• Den 1. august 1943 brand hos Paul og Knudsen i Popsensgade
• Den 21. august 1943 brand hos snedker Schæfer i Carstensgade 1.
• Den 6. november 1943 gårdbrand i Møgeltønder
• Den 21. november 1943 kælderbrand i Tønderhus
• Den 19. november 1944 brand hos Brdr. Tygesen i Storegade
• Den 19. november 1946 brand i Thorvald Petersens ejendom i Vestergade.
• Den 5. januar 1947 Brand hos dr. Brenner i Popsensgade
• Den 14. maj 1947, Husmandsstedet Altona ved Tønder, nedbrændt.
• Den 29. maj 1947, brand i Bachmanns mølle
• Den 21. juli 1948, brand i Thorvald Petersens ejendom, Vestergade.
• Den 8. oktober 1948, voldsom storbrand i Carl Tiedemanns tømmerlager ved Tønder Øst. Værdier for 250.000 kr. blev ødelagt.
• Den 21. april 1949 til assistance i Højer, hvor der i Storegade nedbrændte fire beboelseshuse og to blev stærkt medtaget. (Omtalt i Højer – artikler)
• Den 5. september 1949, dramatisk brand hærger restaurant Tonhalle
• Den 29. november 1950 til assistance i Vesteranflod, gården nedbrænder.
• Den 19. oktober 1951, Gårdbrand i Toghalle.
• Den 17. juni 1952 deltager i eftersøgningen af de ved den store drukneulykke i Vadehavet omkomne fem unge mennesker (Omtalt i Højer – artikler).
• Den 15. november 1952, brand i fedtsmelteriet i Vidågade tilhørende grosserer P. Riggelsen.
• Den 28. november 1952, farlig loftsbrand i Tønder Sparekasse.
• Den 10. juni 1953 brand i fyrrerummet hos bagermester Tygesen, Storegade.
• Den 19. juni 1953 brand i forstærkerstationen ved Sønderport.
• Den 10. juli 1953 brand i stalden til Strucksallé 12.
• Den 21. august 1953 loftsbrand hos møller Bachmann.
• Den 15. april 1954, storbrand på Højer Tæppefabrik
• Den 6. juni 1954 plantagebrand ved Løgumkloster
• Den 10. december 1954 brand i Bachmanns kornlager i Strucksallé.
• Den 29. juli 1956 brand i cykelværkstedet, Carstensgade 1
• 22/23. december 1956, Storbrand på Mejerholm
• 9. juli 1956 brand i Koblingsstationen ved Sønderport
• 27/28. september 1957, storbrand på Mejerholm, gården nedbrænder.
• 14. november 1957, brand i Holger Jensens snedkerværksted ved Kongevej 17.
• 13. februar 1958 tilkaldt til Gallehus. Søren Hansens ejendom blev temmelig raseret af brand.
• 24./25. marts 1958 tilkaldt til storbrand i Bønderby. Hans Petersens gård, Korupgård nedbrændte.
• 12. september 1958 På ny tilkaldt til Bønderby. For anden gang blev Hans Petersens gård lagt i aske.
• 8. juni 1959 Store hede – og plantagebrand på Rømø.
• 16. juni 1959 tilkaldt til brand i Åved plantage ved Nr. Løgum.
• 17. juni 1959 brand i Vesterkroen i Møgeltønder
• 15. august 1959 tilkaldt til assistance ved branden på Lynggården i Gallehus.
• 29. november 1959 Atter engang brand på Korupgård i Bønderby. Kun stuehuset blev reddet. En halv snes kreaturer indebrændte.
• 23. januar 1960 staldbrand på Vollumgård i Brede Sogn.
• 23. august 1960 tilkaldt til brand i Øster Højst, hvor en voldsom brand lagde kroen og den tilstødende købmandsforretning i aske. Kornhandelens bygninger blev reddet.
• 27. april 1961, Brand i Textilhuset (Erik Tygesen), Østergade 5
• 24. april 1962 Ildløs i snedkermester V. Troelsens Værksteder, Strucksalle 57. Ilden bredte sig hurtigt til lagerbygningen og værkstedet.
• 12. marts 1963, faretruende brand i værkstedet hos vulkanisør A.J. Rasmussen, Allégade 1.
• 16. november 1964 brændte H. Jensens møbelfabrik på Kongevejen. Voldsom eksplosion på første sal. Et vanskeligt slukningsarbejde i et forrygende uvejr.
• 28. april 1965 brændte ejendommen, Smedegade 12 i den indre bydel.
• 2. juli 1965 stor brand hos farvehandler Peter Jacobsen, Storegade 16, der var opstået i forretningens baglokale. Branden blev bekæmpet både fra Storegade og Spikergade. Det brandfarlige materiale rummede stor fare.
• 1. maj 1966 tilkaldt til brand i Møgeltønder, hvor P. Mamsens gård i Sønderby brændte.
• 25. august 1966, natlig storbrand i Textilhuset, Østergade 5. Hele forretningskomplekset og tilstødende lejligheder blev ødelagt.
• 2. oktober 1966, Jordlovsudvalgets ejendom Rudbølgård i grænsebyen nedbrændte til grunden. Brandværn syd for grænsen deltog i slukningsarbejdet.
• 13. april 1968 Udrykning til Sølsted. Brand på en landejendom. Stuehuset blev reddet.
• 22. april 1968 Storbrand hos gårdejer N. Mamsen, Bønderby.
• 25. maj 1968 natlige stuebrand på Skovrøysvej med fare for menneskeliv, faren blev afværget.
• 9. august 1968 natlig brand på gården ”Mejerholm”. Vanskelig slukningsarbejde ved denne silo – og ladebrand, da vandet måtte hentes langt derfra på Tavlengbro på vejen til Sæd.
• 18. september 1968 nedbrændte gården ”Diemersminde” ved Tønder.
• 12. november 1968 udrykning til Tøma – Tønder Maskinfabrik A/S, hvor en gnist havde antændt et oliebad. Brandfaren blev afværget, men den enorme varmeudvikling påførte fabriksbygningen stor skade.
• 13. marts 1969 Udrykning til WK – fabrikken (Thomas Selmer jun.), Markgade 26, hvor der var opstået brand i spånerummet.
• 17. marts 1969 faretruende brand i Centrum – kiosken, Storegade 21, hvor ilden fandt næring i et lager af legetøj og let brændbare varer.
• 21. maj 1969 bekæmpelse af storbrand på Tønder Savværk, Strucksallè.
• 12. juli 1969 Hugo Jensens landbrugsejendom i Tved nedbrændt.
• Og så videre.                                                                                                         

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om Brand – Læs

• Bombeangreb mod Tønder
• Brand i Tønder
• Sygdom og andre lidelser i Tønder

 

Højer:

• Brand i Højer

 

Aabenraa:

• Brand omkring Aabenraa

 

Padborg/Kruså/Bov:

• Brand i Bov Kommune

 

København:

• Brand i København
• Christiansborgs brand 1884
• Fra Ildebrand til Kæmner

 

Nørrebro:

• Brand i Brokvartererne

Dette er anmeldelse af bogen Carl Magnus – En dansk frihedskæmper fra Forlaget Ådalen. Bogen er skrevet som en roman, men bygget på sandfærdige beretninger. Bogen viser i den grad, at livet som modstandsmand under besættelsestiden ikke var en dansk på roser. Man levede konstant med frygten. For familien Gjerlev var det bestemt heller ikke godt. Næsten hele familien kæmpede på den ene eller anden måde mod tyskerne.

 

En masse frygtelige begivenheder

Der skete en masse frygtelige begivenheder under og efter besættelsestiden. Det havde stor konsekvenser for mange. Men ikke alt er kommet frem. Noget bliver bevidst fortiet. Vores serie rummer til tider frygtelige sandheder. I serien vil du kunne finde artikler fra hele Danmark. Du vil sikkert møde oplysninger, du ikke er stødt på før. Her på siden har vi mærket en stor interesse for vores historiske artikler. Derfor har vi besluttet os for, at bringe en serie artikler om besættelsestiden.

 

Reaktioner udebliver næppe

Reaktionerne på disse artikler udebliver næppe. For hele sandheden om besættelsestiden er ikke nået frem til alle. Det gælder også kendskab til diverse udgivelser. Dette handler om en spændende bog, som ikke er nået frem til de større dag – og ugeblade. Og det er en skam. For bogen viser i høj grad bagsiden af medaljen som modstandskæmper under besættelsen.

 

Modstandsbevægelsen tog også fejl

Det var modstandsbevægelsen der var skyld i, at vi blev anerkendt af de allierede. Derfor starter vi vores serie med at kigge på den. Men modstandsbevægelsen tog også fejl. Og det skete også, at myndighederne dækkede over dette. Familier blev efterladt i uvidenhed. Men det er ting vi senere kommer ind på i vores artikelserie.

Det er svært at få arkiv – indsigt, når det drejer sig om besættelsestiden.

 

Usandheder på Frihedsmuseet

Da undertegnede redaktør af denne side for cirka 15 år siden sammen med min kone overværede vi en ung mand, der guidede nogle turister rundt på Frihedsmuseet påstod denne, at i Sønderjylland foregik der ikke nogen modstand, da Det Tyske Mindretal stod og lurede på hvert gadehjørne.

Vi trak den unge mand til side og belærte ham om det modsatte. Han stod helt uforstående over for de kendsgerninger, som vi kom med.

 

Forfølgelse af en befolkningsgruppe

Særlig som sønderjyde er man præget af, hvad der skete dengang. En befolkningsgruppe oplevede en decideret forfølgelse efter besættelsestiden. I skolen hører man kun den “frelste” version af historien. Vores serie af artikler vil ikke bære præg af denne indstilling.

Undertegnede forsøgte med en anden artikel på en Facebook – gruppe, at få oplysninger om en bestemt episode, der skete ved grænsen efter besættelsen. Det resulterede i, at man blev beskyldt for at være nazist og blev bedt om at forlade gruppen.

Vores emne er stadig Betæn

 

Skæbne, afsavn og lidelser

Egentlig handler denne bog lige så meget om familien Gjerlev’s skæbne, afsavn og lidelser. Og egentlig er bogen en dokumentation eller en biografi. Men os, der har beskæftiget os lidt med historie, ved, hvor svært det kan være at få adgang til diverse arkiver. En forholdsvis lille del af denne bog er fiktion, men kan sagtens have fundet sted. Bogen er også et barnebarns hæder til sin farfar, Carl Magnus.

 

Hele familien involveret i modstandsarbejdet

Næsten hele familien Gjerlev var på den ene eller anden måde involveret i modstandsarbejdet i Tønder, Ribe og Sønderborg.

Bogen er en af de talrige bøger, der er udkommet omkring besættelsestiden. Men denne bøger vil lidt mere. Vi hører ikke så meget om selve sabotagerne, men om familiens involvering i dette. På en meget fin måde får Birgitte Gjerlev indflettet Sønderjyllands specielle historie ind i besættelsestiden. Det er nok ikke mange københavnere, der har spor begreb om Sønderjyllands skæbne efter 1864, og vilkårene omkring 1920.

 

Konstant i fare

Til tider er bogen er meget følelsesladet. Det skyldes, at vi bliver involveret i familien Gjerlevs liv og levned. Og vi følger også de farer, som familien konstant bevæger sig i. Vi følger også modstandsbevægelsens dramatiske liv især i Tønder. Og den endte i mange tilfælde dramatisk.

 

Foragt for nazisme og socialisme

Vores hovedperson Carl Magnus Gjerlev kom til Tønder i 1920. Han fraflyttede sammen med sin familie byen i 1966, og han var en særdeles aktiv herre. Han involverede sig fra starten i alt, hvad der hed dansk foreningsarbejde. Det blev til mange børn i tjenesteboligen på Jernbanegade. Han var en kærlig med bestemt herre over for børnene.

De fik en god borgerlig opdragelse. Temperamentsfuld og retskaffen var han også. Han foragtede socialismen og nazismen. Han mente ikke, at kommunisterne havde noget at gøre i modstandsbevægelsen. Ligeledes tog han afstand fra en god officersven, der bekendte sig som så mange andre danske officerer til nazismen. Vedkommende var bestemt ikke velkommen i Tønder.

 

Involveret i mange ting

Men egentlig var han også skuffet, fordi han ikke modtog nogen form for hædersbevisning efter krigen.

Carl Magnus udnyttede sin stilling som godsinspektør til at spionere mod tyskerne. Han videregav oplysninger om våben – og troppetransporter. Han var også involveret i nedkastninger af våben til frihedskæmpere i Tønder – området. Ved flere lejligheder husede Familien Gjerlev også engelske spioner i huset på Jernbanegade.

Flere gange ændrede han en del fragtbreve på sit kontor, så tyske godsvogne kom retur til Tyskland. Det var en meget overrasket Carl Magnus, der i september 1944 blev løsladt fra Frøslevlejren. Egentlig var han dømt til døden.

I familien mente man da også, at løsladelsen skyldtes en fejltagelse fra tyskernes side.

 

Tanker tilbage

I bogen sidder Carl Magnus i 1971 som 87 årig og tænker tilbage til sit begivenhedsrige liv  og den store familie. Han havde mistet sin elskede, Severine for et par år siden.

Vi følger ham fra Randers til Nyborg og retur igen. Faderen var ansat i DSB og tog var noget, der tidlig interesserede Carl Magnus.

Det blev til en elevstilling i Langå, og videre gik det i Det danske Livgarde, hvor vores hovedperson endte som løjtnant. Det blev til et job som baneassistent i Varde. Han blev gift med Severine i Esbjerg i 1914. Seks år efter gik turen så til Tønder, hvor jernbanen igen kom på danske hænder.

 

Cykler og trækvogn

Carl Magnus engagerede sig i spejderbevægelsen, idræt og Tønder Statsskole. Severines søskende var ofte på besøg i Tønder i deres moderne automobiler. De mente, at deres søster så træt ud. Måske var det arbejdet med de mange børn, der tog på hende. Carl Magnus og Severine måtte nøjes med cykler og trækvogn.

 

Beruset

Carl Magnus var også en festlig herre. Og måske var han kommet fuld hjem engang for meget, for Severine statuerede et eksempel. For hun vækkede alle børnene og sammen gik de alle ind til faderen, der var faldet i søvn:

 Der ser I jeres far. Kan I forstå, at han vil være bekendt, at komme så beruset hjem?

 

Børnene fulde af spilopper

Gjerlev – børnene gik på Tønder Statsskole. De fleste var aktive i spejderbevægelsen i Tønder. Også Severine deltog aktivt.

Pigerne lærte at svømme i Vidåen, og de to af dem blev endda jyske mestre.

Børnene var ikke bedre end andre børn. De var fulde af spilopper. Og de værste af disse, endte med en straf fra Carl Magnus side.

 

Besøg hos kongen

Som formand for Forsvarsbrødrene var Carl Magnus inviteret ombord på kongeskibet Dannebrog, da det lå for kaj i Aabenraa. Han var stolt af, at møde kongen.

Det var som sagt gang i ham. Han var revisor i Den danske Landmandsbank og sørgede for regnskabet i Eksportstaldene.

 

Socialist ikke velkommen

I 1940 var Carl Magnus rystet over, at den danske regering ønskede at samarbejde med tyskerne. Den ældste datter, Grethe blev udlært hos boghandler Schmidt Paulsen. Hun fik job hos Tønder Amtstidende og lærte en ung mand at kende. Men til Carl Magnus store fortrydelse var han socialist. Forholdet blev dog ikke til noget, sikkert takket være Carl Magnus. Grethe blev nemlig sendt væk fra Tønder. Senere fandt hun fotografen Robert, der var opdraget borgerlig. Dette var mere spiseligt for Carl Magnus. De blev også gift.

 

Erik ledede modstandsarbejdet i Ribe

Sønnen, Erik kæmpede for at blive den lokale formand for Konservativ Ungdom. Men inden da, flyttede han til Ribe. Her lykkedes det ham, at blive formand. Han var også gået i gang med at organisere modstandsbevægelsen. Også i Tønder var flere grupper i gang med modstandsarbejde. Men der var spioner overalt. Tyskerne vidste mere, end man umiddelbart skulle tro.

 

Mange aktive i Tønder

Carl Magnus havde gennem sin svigersøn fået at vide, at engelske fly ville kaste våben, ammunition, våben m.m. med på en mark i nærheden af Tønder. Man skulle have organiseret lastbiler, folk, opbevaringssted m.m.  Carl Magnus gik med største ildhu i gang sammen med Erik Svendsen, spejderlederen og lektor Rosenkjær fra Tønder Statsskole sammen med en masse andre.

Snart var det meste af familien i gang med en eller anden form for modstandsarbejde. Fra Telefoncentralen aflyttede to af døtrene nogle vigtige telefonsamtaler, som tyskerne foretog, og videregav disse til modstandsbevægelsen.

 

Bomber ramte Jernbanegade

En dag sad Carl Magnus til et møde på Hagges. Pludselig hørte man larm fra fly og nogle overdøvende brag fra eksplosioner. Han skyndte sig hjem, og fandt sin kone liggende på gulvet. Hun var nærmest døv, og havde fået en del småskrammer. Møblerne lå hulter til bulter.

 

Men på den anden side på Jernbanegade 10 styrtede hele første salen ned. Dyrlæge Jensen og hans datter var blandt de fire dræbte. Mange blev kvæstet. Engelske piloter havde forfejlet deres mål.

 

Opfordring til at anmelde sabotører

Fra godskontoret sendte Carl Magnus oplysninger til sin søn Erik i Ribe om tyske våben – og troppetransporter.

I efteråret 1942 opfordrede statsminister Buhl til at man angav danske sabotører og hjalp tyskerne til at opklare sagerne.

 

Mange Tønder – borgere var efterhånden blevet arresteret for tysk – fjendtlig arbejde. Der var stikkere overalt. Oppe hos Erik i Ribe holdt modstandsbevægelsen til i CB – kælderen. Her måtte man også efterhånden udøve yderste sikkerhed. Man gennemførte mange sabotageaktioner mod virksomheder, der samarbejdede med tyskerne, man lavede togafspærringer, jernbanesprængninger og sprang lokomotiver i luften og andet sabotagearbejde.

 

Fire Gestapo – folk i Jernbanegade

Statsskolen blev beslaglagt af den tyske værnemagt. Undervisningen måtte flyttes til Schweitzerhalle og Seminariet.

Og en dag stod fire Gestapofolk på Jernbanegade i Tønder. De gennemsøgte huset og anholdte Carl Magnus. I første omgang blev han kørt til kasernen. Derefter blev han med andre fangere læsset op på en lastbil. Godt forkommen blev de sendt til Staldgården i Kolding.

 

Dømt til døden

Under de første forhør modtog Carl Magnus talrige lussinger. De ville med magt få ham til at til at tilstå forræderi mod den tyske stat. Derefter sendte de ham til Dagmarhus i København. Her blev han præsenteret for en meget tyk sagsmappe, og hans søn, Erik blev inddraget i forhøret. Ikke overraskende endte det hele med, at Carl Magnus blev dømt til døden.

 

I Sønderborg havde modstandsgruppen planer om at sænke et tysk krigsskib ved hjælp af en tømmerflåde med sprængstoffer, som skulle sendes mod krigsskibet. Men modstandsbevægelsen blev opdaget, og Mogens Gjerlev måtte springe i havnen for ikke at blive ramt af de tyske kugler eller for at blive arresteret.

 

Erik blev anholdt

I begyndelsen af juni blev også Erik anholdt af Gestapo i Ribe. Også han blev sendt til København. Han sad i mørke hele tiden. Da han fik besøg af sin kone, kunne han i begyndelsen slet ikke se hende. Erik fik ikke dødsdom lige som sin far, men en deportations – dom.

 

Måske var det Folkestrejken, der var skyld i, at Carl Magnus fik omstødt sin dødsdom. Han blev blandt andet sammen med Erik sendt fra Vestre Fængsel til Horserødslejren ved Helsingør. Også lektor Rosenkjær fik omstødt sin dødsdom.

 

En sejltur med frygt

Den 12. august var det slut med de fredelige forhold. Fangerne blev kommanderet op i lastbiler. I Helsingør blev de anbragt i et skib. Man var bange for at blive sendt direkte til en KZ – lejr. Men man var glade, da man på havnen så danske busser. Man var landet i Flensborg, og turen gik nu til Frøslevlejren.

 

Sendt til KZ – lejre

I september blev Carl Magnus kaldt ind til lejrlederen, der højst overraskende bad ham pakke sin kuffert. Han var blevet løsladt. Rigtig lettet var han dog ikke. Måske opdagede de bagefter, at det var en fejl. Og det var tydeligt, at i Tønder holdt Gestapo øje med ham.

Og mere bekymret blev han, da han hørte, at Rosenkjær og Erik den 12. september var blevet sendt fra Frøslevlejren til KZ – lejre.

 

Flygtede til Ærø

Carl Magnus følte jorden brænde under sig, og flygtede til familiemedlemmer på Ærø.

Erik havnede via Neuengamme i Porta Westfalica.

På mirakuløs måde fik han smuglet et brev ud til familien i Tønder, og bad dem sende ham varmt tøj. Familien sendte ham en pakke, og håbede at det nåede frem.

 

Svigersønnen Richard blev i oktober også arresteret af Gestapo. Han havde forbindelser til Frit Danmark og til sabotagegrupperne i Tønder. En stor del af de aktive i Tønder var efterhånden blevet arresteret.

 

Erik bestak personalet

I Porta Westfalica skete der uhyrlige ting. Blandt andet bad tyskerne fangerne om at grave et meget dybt hul. Her ned smed de nogle glubske hunde som ikke var blevet fodret gennem længere tid. Derefter sendte man fangere ned i hullet.

Erik havde pådraget sig en infektionssygdom. Ved hjælp af en guldmønt lykkedes det ham, at få opereret nogle bylder væk. Han fik arbejde i køkkenbarakken og fik mere at spise.

 

Richard død af lungesygdom

Richard blev via Neuengamme sendt til en udekommando og led meget. Det var også en særdeles trist besked, der ankom til familien i Tønder. Han havde angiveligt pådraget sig en svær lungesygdom og døde af denne.

På datteren, Kirstens arbejdsplads holdt postmesteren en mindetale.

 

Carl Magnus havde bestemt sig at tage hjem fra Ærø. han mente, at faren for ham var aftaget. Og fra Erik lød det glade budskab, at han kunne komme hjem med De Hvide Busser. Ved grænsen i Kruså lykkedes det kort for familien at hilse på ham. Han var blevet radmager.

 

Glæde vendt til sorg

Efter besættelsen kom Erik hjem fra Sverige. Så skulle man så tro, at Familien Gjerlev var forskånet for yderligere dramatik, men nej.

Signe og Erik ville fejre hjemkomsten et par dage efter i deres hjem. i et ubevogtet øjeblik var Lille Sven forsvundet. Man ledte efter ham. Og pludselig fandt de ham livløs i en zinkbalje i haven. Han blev senere erklæret død. I landets aviser kunne man læse overskriften, Glæde vendt til sorg.

 

Rosenkjær død i Husum

Carl Magnus fortsatte efter krigen hos DSB. Han blev også formand for Tønder Idrætsforening. Rosenkjær døde i udekommandoen i Husum i november 1944.

 

Erik Svendsen sendt syd på

Erik Svendsen blev sendt sydpå. Man mener, at han sammen med andre KZ – fangere blev sendt på en såkaldt dødsmarch i Sydtyskland. Det går også rygter om, at han døde i Tjekkoslovakiet. Andre igen mener, at han kom så langt væk som til Sovjet. En halv snes år efter krigen blev der ved retten i Tønder afsagt en dødsformodningsdom over den meget afholdte Erik Svendsen.

 

Endnu en trist besked

Men for familien Gjerlev var det endnu ikke slut med de sørgelige nyheder. Erik og Signe havde efter tabet af Lille Svend fået en datter, Ingrid.

Erik led af stigende krigstrauma og blev mere og mere depressiv. En trist besked ramte familien i Tønder i sommeren 1956. Erik havde taget sig selv af dage, det år hvor Ingrid var blevet 9 år.

 

Masser af sammenhold

Mon ikke Carl Magnus med denne bog har fået den ære, som han ikke fik dengang kunne få. Bogen kan varmt anbefales. Den er ikke fyldt med mange af de floskler, som fylder mange af bøgerne om besættelsestiden. Den kan varmt anbefales til dem, der vil vide noget om risikoen ved at arbejde mod fjenden. Og lokalt i Tønder må der være mange, der kender de familier, der bliver omtalt.

For dem, der ikke lige kender Tønder og forholdene i grænselandet er bogen absolut lærerig. Ja og så er det også historien om en familie, hvor der var masser af sammenhold, og hvor man hjalp hinanden.

 

Birgitte Gjerlev: Carl Magnus En dansk frihedskæmper (Forlaget Ådalen)

 

Læs mere her: www.dengang.dk indeholder ca. 118 artikler fra besættelsestiden, heriblandt:

• Bombeangreb mod Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder
• Flygtninge i Tønder
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Nazister i Tønder
• Obersten fra Tønder
• Sabotage i Tønder
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Tønder under besættelsen
• Tønder – efter krigen
• Tønder – maj 1945
• Tønder – Marskens Hovedstad
• Modstand i Tinglev

 

Hvis du f.eks. vil vide noget om Frøslevlejren m.m. – Læs under Padborg/Kruså/Bov:

• Bov Kommune under besættelsen
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Dramaet ved Viadukten
• En sønderjyde krydser sine spor
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Grænsen – dengang
• Harreslev – dengang
• KZ – lejr Ladelund
• Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
• Sandheden om De Hvide Busser
• Straffelejren
• To skæbner i Kiskelund
• Mord i Padborg (1 – 4) *
• En villa i Kollund
• En villa i Kollund – endnu mere

 

* Denne artikelserie vil snart foreligge i en revideret artikel på ca. 20 sider med de nyeste oplysninger fra kirkebogen i Bov – Det mystiske mord ved grænsen

 

Bogen indeholder også en del omkring det dansk/tyske forhold, og tiden før og efter 1920. Også her kan du finde mange artikler på www.dengang.dk

 

Besættelsestiden på Nørrebro: Læs på www.dengang.dk:

• Besættelsen på Nørrebro 1 – 5
• Likvideret på Nørrebro
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
• Nørrebro – flere sabotager
• Nørrebrogade 156
• Sabotage på Nørrebro
• Varehuset Bulldog på Nørrebro