Søgeresultater på "Tønder"
Dato: december 22, 2015
Det lille byråd i Tønder
Vi har fået et spøjst digt tilsendt. Og det handler om ”Det Lille Byråd” eller på tysk ”Die Morgenmänner”, der hver dag mødtes inden arbejde og løste verdens situationen. Det var Borgmester Paulsen, boghandler Jefsen og Johannes ”Tobak”, der altid måtte gå i rendestenen. Men hvem var den sidste? Digtet er på tysk, men det skulle nok ikke volde os sønderjyder problemer.
Verdenssituationen blev løst
Vi har fået et digt af Gerd Uwe fra Tønder. Det handler om Det lille Byråd. (Der kleine Rath) Det var fire mennesker, der hver morgen mødtes og løste verdenssituationen.
Men hvem var de fire? Gerd Uwe har spurgt på Lokalhistorisk Arkiv i Tønder. Han har spurt sine to ældre søstre, Asta Haagensen på 86 år og en anden søster Käthe Lorenzen på 82 år.
Hvem var den sidste?
Ja han har sågar talt med barnebarnet til forfatteren af digtet, Georg Stuckert. De tre kan vi nok alle hurtig blive enige om, hvem det var, men hvem var den sidste?
De tre som vi er enige om:
Men hvem var den sidste, der bliver omtalt som kontormanden? Det kunne jo ikke være Tandlæge Hansen. Kære læsere, I må gerne komme med et bud.
Johannes ”Tobak” gik i rendestenen
Käthe husker, at Johannes ”Tobak” altid gik i rendestenen, for der var ikke plads på fortovet.
De mødtes alle tidligt om morgenen, inden arbejde. Og som regel gik den ned i Anlægget langs Vidåen.
Digtet er på tysk
Og egentlig har Den Gamle Redaktør her mere om sagen i arkivet, også navnet på den fjerde person. Men spørgsmålet er bar hvor?
Ja digtet er på tysk, men det skulle være til at overkomme i hvert fald for sønderjyder.
Die Morgenmänner von Tondern
Vier Bürger unserer Stadt
die gleiche Lust verbunden hat
zum frühen promenieren,
sieht morgens man an jedem Tag
zu dem bestimmten Glockenschlag
rings um die Stadt marschieren
Der eine Bürgemeister ist
zwei im Handelsstand Grossist
kontormann ist der vierte
drei sind im Corpus wohlbeleibt
und nur zurück der vierts bleibt
mit seines Bäuchleins Bürde
Nur Blitz und Donner brint sie ab
von dem beliebten Morgentrab
auf der gewohnten Fährte
die feststeht wie die Sonnenbahn
und an der auch nichts ändern kann
die stärkste Macht der Erde
Wenn dann vollendet ist der Weg
und abgeschlossen das Gespräch
geht jeder zu dem Seinen
wie neugeboren greift er dann
mit voller Kraft sin Tagwerk an
bis alles im Reinen
Ein Glück für eine Stadt
die solche Morgenmänner hat
und ihrer Bürgerrunde,
ein altes Sprichwort tut ja kund,
dass von der Zeit die Morgenstund’
hat Gold in ihrem Munde.
Besonders, wenn mit festem Schritt
der Bürgermeister selbst ist mit
und zwar mit Lust und Liebe,
dann wreht des Tags ein frischer Wind
das Werk geht von der Hand geswind,
im ganzen Stadtbetriebe.
Drum geht ihr, Vier’ nur jeden Tag
wie auch der Zeitlauf werden mag,
im March, um unser Stadtschen,
da seht ihr, wie so schön, die Welt
und ausserdem, was auch gefällt,
manch’ hübsches kleines Mädchen
Bewundrung ist gestellt dan frei,
weil die Gemahlin nicht dabei,
was praktisch ohne Frage,
und Morgenmänner halten dicht
um das, was unterwegs man spricht,
bis zu dem jüngsten Tage
Tondern, 20. Okt. 1944 G.W. ST.
Vi takker Gerd Uwe Christiansen for indlægget og tak til Georg Stuckert’s bedstefar, som var forfatteren.
Dato: december 19, 2015
Krigsårene i Tønder 1940 – 1945
Anmeldelse af Viggo Møballes bog af samme navn. Det er dejlige afdæmpende erindringer uden politiserende kommentarer. Mange dejlige fotos pryder den lille bog. Når sirenen lød tog man det alvorlig i begyndelsen. Men mindst to gange gik det galt. Tønderhus blev brugt som lazaret, kort tid efter, at det var indviet. Og hvor lå Adolf Hitler Strasse? Tænk, dengang var der fem aviser i byen og et rigt udvalg af butikker.
Dejlige afdæmpende erindringer
Enhver der beskæftiger sig med lokalhistorie fra Tønder kender Viggo Møballe. Han har udgivet et hav af bøger om Tønder. Og nu foreligger hans nyeste, Krigsårene i Tønder 1940 – 1945. Det er forfatterens erindringer i dette tidsrum, som er udgivet af Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune.
Bogen udkom allerede i april måned. Bogen er rigt illustreret, og det er altid morsom for en Tynne – knajt at se gamle fotos fra sin fødeby.
Det er dejlige afdæmpede erindringer vi får, og Møballe er god til at skildre dagligdagen, som den var. En af bogens positive sider er, at forfatteren begynder at politisere om det dansk/tyske forhold dengang. Det har han ellers haft rig mulighed for.
På loftværelset
Viggo var kun 11 år, da tyskerne besatte vores land. Det var den sidste nat op til den 9. april, at Viggo og hans bror sov oppe på loftværelset. Forældrene mente nok, at det var lidt usikkert at overnatte heroppe. De var usikker over, hvad der ville ske i fremtiden.
Wir fahren nach Engeland
Et af de første påbud var at det blev indført total mørklækning. Kulsort papir blev hurtig udsolgt i Tønder. Derfor blev man nødt til at bruge tæpper og lignende. Snart blev der hængt skilte op i butikkerne Til det danske folk. Her stod, hvordan man skulle forholde sig til besættelsesmagten.
Tønder – borgerne kunne ofte høre tyskerne når de kom marcherende, syngende Wir fahren nach Engeland. Og på byens værtshuse gik det ikke stille af, når de tyske soldater havde fået en for meget.
Hos Riis kunne man få Kornkaffe”
Der blev varemangel, og det kunne også mærkes i Tønder. P.J. Riis, der havde kaffehandel i Vestergade var begyndt at fremstille kornkaffe, da kaffebønner var blevet en mangelvare. Og her blev Viggo Møballe så bud til 2,50 kr. om ugen. Men det var en bedre løn hos en grønthandler i byen, så det arbejde tog han selvfølgelig.
Det udenlandske brændsel som koks og kul slap hurtigt op. Så måtte man bruge træ og tørv, men brændeværdien var betydelig mindre. Tørv blev fremstillet ude i Sølsted Mose. Herfra kom der dagligt flere hestevognlæs ind til Tønder.
Også benzinmanglen kunne mærkes. Rutebiler, lastvogne og andre biler fik en såkaldt gasgenerator påmonteret bagerst på bilerne.
Opfindsomheden var stor
I den indre by var der mangel på udlejningsejendomme. Mange ejendomme var i en sørgelig forfatning. Og ude i den gamle militærlejr, hvor Svinget nu ligger, blev barakker indrettet som nødboliger, for familier, der var sat ud af deres lejligheder.
Opfindsomheden og kreativiteten var stor. Man fandt en erstatning for mange af de varer, man ikke mere kunne få.
Kolonihaver var efterspurgte
Kolonihaverne var meget efterspurgte. For en mindre årlig leje var der flere steder, hvor man kunne erhverve sig en have. Kartofler blev avlet i stor stil. Henkogning af grøntsager blev også flittig benyttet. Man dyrkede sandelig også tobak. Dette slap hurtigt op i butikkerne.
Når sirenen lød
Rundt om i byen var der beskyttelsesrum. Viggo Møballe fortæller, at i begyndelsen tog man det meget alvorligt, når sirenen lød, at komme ned i disse rum. Men efterhånden tog man dog lidt lettere på tingene og blev under dynen.
I byen blev der bygget ca. 15 bunkers med plads til 50 til 100 personer. En mand fra det nærmeste nabolag blev af kommunen pålagt at sørge for åbning og låsning før og efter hver alarm.
I det nu fjernede tårn fra posthuset blev der indrettet et lukket rum med vinduer i alle retninger. Herfra blev der observeret flyvemaskiner på vej i retning mod byen. Herfra blev oplysninger givet videre.
Bomberne faldt over Tønder
Vi hører selvfølgelig også om de bomber, der faldt over Tønder. Det samme hus blev ramt to gange under besættelsen med mange døde og kvæstede til følge. Et hus i Rørkær blev også ramt og to døde.
Hårde skæbner
Møballe fortæller, at mange uskyldige borgere blev interneret af tyskerne, Nogle kom i Fårhuslejren, skriver han. Det må være Frøslevlejren. Først senere fik den navnet Fårhuslejren.
En tøndring havde malet hammer og sejl på en godsvogn. En hjemmetysker havde set det, og anmeldt det. Han blev sendt et år i tyske koncentrationslejr. Da han kom hjem var han helt tynd og afmagret. Han kunne ikke gå selv på gaden. Hans kone måtte støtte ham.
Vi hører om skolegangen i Tønder dengang, om skoleudflugter og badeanstalten ved Provst Petersensvej.
Seminarieelever med madspande
Seminarieeleverne prægede også byen dengang. Ofte kom de gående med deres specielle madspande fra pensionaterne og hjem på værelserne, hvor maden blev spist. På seminariet gik der cirka 100 elever, nogle i fire år andre i fem år. Og på seminariets øvelsesskole fik disse elever mulighed for at undervise.
Hele fem aviser i Tønder
Under krigen var der nogle hårde isvintre, og Vidåen var bundfrossen. I vinterhalvåret var Blegen fyldt op med vand og var nærmest en sø. Den var tørlagt om sommeren, hvor den blev brugt som tørreplads. Her på Blegen var det gode muligheder for at løbe på skøjter. Tønder Aktie Bryggeri hentede is her i blokke.
Og så var det også Julens Glæde, som var en spareforening, hvor man skulle mærker og sætte dem ind i et hefte. Det opsparede beløb blev så udbetalt nogle få uger før jul.
Jo dengang havde Tønder hele fem aviser.
Masser af aktiviteter
Der var masser af ungdomsorganisationer i Tønder. Et par af dem var også nazistiske. I sommermånederne var det sportsforeningerne. Og man tog ud til de nærmeste landsbyer på cykel.
På Skibbroen i det nu nedrevne Tønderhus – anneks lå Tønder Vandrehjem. I vinterhalvåret var der her samlingssted for byens ungdom. Her kunne man spille bordtennis, læse aviser, spille kort m.m. Byens kino kunne man også besøge, hvis ellers en budplads eller lærlingeløn var til det.
Biografen spillede to forestillinger hver aften. Og søndag eftermiddag var der en speciel børneforestilling.
En travl hverdag
Møballe kom i koloniallære. En af opgaverne var at fjerne hestepære, som yngste lærlinge så måtte køre ud i chefens kolonihave. Med til arbejdet var også at hjælpe fruen, når der var store vaskedag.
Efter lukketid klokken 17.30, skulle man skynde sig, for fra klokken 18.20 til 20.00 var der undervisning på handelsskolen. Den gamle klasselærer skulle nu pludselig sige De til sin gamle 14 – årige elev. Ja bagefter skulle man så lave lektie, inden man kunne gå i seng.
Rigt udvalg af butikker
Tønder var dengang velassorteret med butikker. I byen var der ca. 20 købmænd, en halv snes slagtere, 13 – 14 bagere, tre grønthandlere og et par fiskeforretninger. Jo og så var der fire isenkræmmere, manufakturhandlere, herre – og dametøjs – specialforretninger, to bladkiosker, tre boghandlere, to farvehandlere, to radioforretninger, et par damehatteforretninger, tre urmagere, mælke – slagteri – og bageriudsalg, kaffeforretninger, guldsmede, vinhandel m.m.
Selv om byen kun havde ca. 5.500 indbyggere, så var udvalget af butikker stort, og der var en del personale ansat i flere af dem.
Ingen større arbejdspladser bortset fra DSB
Der var ingen større industri eller større arbejdspladser i byen, undtaget var DSB, der på et tidspunkt havde 200 ansatte. Tønder Aktie Bryggeri og Margarinefabrik havde 10 – 12 ansatte, men måtte indstille produktionen på grund af råstofmangel.
Mange personer var ansat ved stat og kommune. Der var dengang en del offentlige arbejdspladser i byen.
Tønderhus som lazaret
I bogen får vi også eksempler på problemer med rationeringsmærker og maksimalpriser. Og så får vi historien om det nye Tønderhus, der blev indviet i anledning af Tønders 700 års jubilæum i 1943.
Kort før kapitulationen nåede tyskerne at beslaglægge stedet og indrette stedet som lazaret. Men inden de sårede soldater kunne komme ind i lazarettet skulle de afluses. Det skete i en bil uden for bygningen. Men det var nu ikke alle sårede soldater, der havde det lige godt. Således kunne man høre mange af dem skrige af smerter.
Adolf Hitler Strasse
Kort før besættelsen påbegyndte man arbejdet med at anlægge Kongevejen. En del arbejdsløse blev brugt til dette. Ugelønnen var 36 kr. for 48 timers arbejde. I dagbladet Vestkysten udskrev man en konkurrence om navnet til den nye vej. Der indkom over 200 forslag. Den heldige vinder fik kun 5 kroner. Egentlig var der lovet 10 kr., men bladet begrundede det med, at kun halvdelen af gaden var færdig.
Nogle hjemmetyskere har nok følt sig stødt over navnet, for kort tid efter kunne man se, at nogen havde skrevet Adolf Hitler Strasse med store bogstaver hen over vejen.
Vidåen – brugt af mange
Vidåen blev ikke kun brugt af badeanstaltens gæster. Syd for Bachmanns Vandmølle kunne man også tage sig en svømmetur. Roklubbens medlemmer brugte også åen flittig. Der var både den danske og den tyske roklub. Der var også masser af motorbåde, de lå ankret op ved Lægan.
Siegfred Larsen fra Smedgade arrangerede sejltur til Rudbøl i sommertiden. Han lagde til ikke langt fra Rudbøl Kro. Man kunne også nøjes med at tage til Lægan og så tage diget på gåben tilbage til Tønder.
I vintertiden tog Siegfred Larsen ud i Lister Dyb og fiskede.
Som Møballe husker os på, så druknede også mange i Vidåen både børn og voksne.
Når man ikke kan få nok
Bogen kan anbefales til alle dem, som inklusive Den Gamle Redaktør her ikke kan få nok af Tønders fortid. I bogen kan der også opleves flotte fotos fra dengang.
Viggo Møballe: Krigsårene i Tønder 1940 – 1945 (Forlaget Neffen) (55 sider)
Hvis du vil vide mere: På vores side er der 195 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder
Se anmeldelsen af Lokalhistorisk Forenings: Tønder – erindringer:
Dato: december 2, 2015
Nye erindringer fra Det Gamle Tønder
For 16. gang har Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune udsendt et erindringshefte. Det er jo som en julegave, der kommer ind ad døren. Dejlige afvekslende artikler fra dengang. Ja, denne gang er det Børnenes Paradis, Claus Eskildsens deltagelse i 1. verdenskrig. Vi skal høre om Grænsegendarmer og Th. Lauridsens Bogtrykkeri. Og så boede Tønders ”rødder” på Svinget. Et andet stort firma i Tønder var Selmers Tømmerhandel og den mest berømte var Thomas Selmer, der sejlede Bismark gennem Vidåen ind til Skibbroen.
Nærmest en juletradition
Ja det hører nærmest med til julen, at få heftet fra Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune ind af brevsprækken. Det er 16. gang Tønder – erindringer udkommer. Og hvor er det skønt, når man dukker ned i erindringerne og får genopfrisket steder og personer. Man bliver næsten helt rørt meget langt fra Tønder. Igen i år er der ingen undtagelse. Seks meget forskellige artikler om virksomheder, gendarmer, erindringer fra barndommen og Første Verdenskrig.
Vi dukker ned i herlighederne
Man dukker ned i herlighederne og finder ud af, at i år er der følgende bidrag:
Masser af Legetøj
Hvor har man ofte været inde i den butik, Børnenes Paradis. Lige oven over lå øre – næse, halse – lægen. Men inde i legetøjsbutikken var det jo et eldorado for os børn. Og i heftet er det Eddie Carstensen, som vi alle sammen kender som musikker, der fortæller om butikken. Det var hans forældre, der havde den.
En gang i december blev den private stue også taget i brug som lager for legetøjet. Og et værelse i naboejendommen var lejet. Og oppe fra andel sal måtte legetøjet bæres ned i forretningen. Og bag ved forretningen lå en lille bygning, der husede et dueslag. Her blev der også stablet kasser op.
Fra 1970 blev der produceret et væld af festsange i lokalerne. Og det udviklede sig til fremstilling af foreningsblade, plakater og lignende. Børnenes Paradis lukkede i 1980, hvorefter Eddies Pladeshop rykkede ind. Men trykkeriet fortsatte dog nogle år endnu.
Claus Eskildsens deltagelse i Første verdenskrig
Den 11. oktober 1947 vandrede nok det største følge, som man har set ved en begravelse på Tønder Kirkegård. Cirka 1.000 mand fulgte Claus Eskildsen det sidste stykke. Han var fire dage forinden død på storbæltsfærgen Nyborg.
Holstenere gik til banegården i Kellinghusen.
Han følte tidligt, at han måtte vælge mellem at være dansk eller tysksindet borger. Han valgte at bekende sig som tysker eller i hvert fald at forsøge at blive tysk.
Vi kender også Claus Eskildsen fra utallige bogudgivelser. En af dem var Østfront Vestfront som udkom i 1929.
Den 7. august stillede Eskildsen på kasernen i Flensborg, hvor han som vizefeldwebel uddannede rekrutter. Natten til den 1. februar marcherede regimentet. 3.000 slesvigere og
Piger, svir og fest
Fra februar 1915 til julen 1916 lå regimentet på østfronten. Vi kan læse en masse om Eskildsens oplevelser. Mange af soldaterne havde det særdeles ubehageligt. Men andre havde et behageligt liv. Da man lå ved Vilnius var der vilde rygter om testuer, piger, svir, fest og gadetøser ud til skyttegravene.
Senere ved vestfronten, fortæller Claus Eskildsen om Lille i Frankrig. Det var en by præget af etapelivets smuds og synd. I Sedan vrimlede det af selskabelige etapeofficerer, hjælpetjenestelige tyske damer og franske damer af endnu værre kvalitet. De var etapens pestdyr, som rotterne var frontens.
Fra 1. januar 1917 til krigens slutning lå Eskildsens regiment ved vestfronten i Frankrig. Det kunne gå uger, hvor soldaterne hverken fik bad eller skiftet undertøj, og lusen blev snart en plage. I fredelige stunder søgte man aflysningsanstalten.
Fem gange var Eskildsen på orlov. I sommeren 1918 tilbragte han efter en langvarig betændelsestilstand tre uger som rekonvalescent på seminariet i Tønder, som dengang var indrettet som lazaret. Den 14. november begyndte tilbagetoget.
Efter hjemkomsten genoptog Eskildsen sin lærergerning. I 1919 bekendte han sig på et byrådsmøde som dansksindet. I 1946 tog Eskildsen sin afsked fra Seminariet.
Hvad pokaler kan fortælle
Holger Rasmussens far var grænsegendarm. Han døde 31 år gammel i Neuengamme. På et chatol i hans mors stue stod ind til hendes død i 2008 et stort billede af faderen i gendarmuniform omgivet af 2 små pokaler. Den ene af disse bar Tønder Sportsforenings emblem og var fra 1941. Det andet var indgraveret med bogstaverne GGIF – For fri idræt, og dateret Padborg 13 – 9 – 42.
Grænsegendarmeriets opgave var at bevogte grænsen samt kysten fra Mommark på Als til bunden af Flensborg Fjord.
En ny chef
I 1934 fik man en ny chef, nemlig oberst Paludan – Müller. Han var interesseret i, at Grænsegendarmerne holdt sig i god fysisk form. Men det var nu ikke alle gendarmer, der var interesseret i.
Det lykkes, for Holger Rasmussen, at finde frem til, hvilket stævne det var, at hans far havde fået en pokal fra. Ja stævnet blev omtalt over tre sider i Grænseværnet.
Den 19. – 20. september 1944 gik tyskerne i gang med at anholde grænsegendarmerne. Det lykkedes for nogle få at undslippe, men 291 blev indsat i Frøslevlejren.
Den 5. oktober 1944 blev halvdelen af gendarmerne (141) sendt til KZ – lejren Neuengamme, deriblandt Holger Rasmussens far. 42 gendarmer døde af de umenneskelige forhold.
Min tid blandt sortekunstens svende
Det var hårdt for Jørn Vestergaard at komme til Tønder i 1961. Han havde startet sin lærertid i Skagen året i forvejen. Men hos Lauersens Bogtrykkeri var der to års ventetid, og bogtrykker Rothe tog ingen lærlinge. Men det gjorde Peter Andresen, der havde Reklametrykkeriet i Skibbrogade.
En herlig beskrivelse følger af Jørn Vestergaard. Men herlighedsværdien bliver nok stærkere, fordi man kender og kan huske flere af de involverede personer.
Tønder – dengang
Ret hurtig fik Jørn kendskab til Tynnetysk. Det skete, når hans chef talte med Hattesen fra Æ Bank eller med Fanny Hecht fra Æ Svinemærken.
Det var dengang, Tønder havde Stadt Kopenhagen, Zur Traube, Marie og Williams Pølsevogn, Drallefabrikken, Werner Petersens Kolonialhandel og Møballes Snedkeri. Ja man husker det tydelig, når man nu bliver mindet om det. Her var også S.C. Lorenzen, møbelpolstrer Odefey, Blenners Damvaskeri og købmand Heine Christiansen, hvor min far engang havde byplads.
Klokken 10 om formiddagen var der kaffetid. Hele verdenssituationen blev så ordnet af direktør Lauersen, vaskeriejer Blenner og papirgrosserer Bossen. Endnu kan undertegnede huske disse personer.
Hos Th. Lauersens Bogtrykkeri
Den 2. september 1966 startede Jørn Vestergaard så hos Th. Lauersens Bogtrykkeri. I sætteriet i Jernbanegade var der 10 svende og 2 lærlinge. I trykkeriet var det cirka samme antal. Overskrifter til Den Lille Avis blev sat i hånden. Alle annoncerne blev først lavet enkeltvis, for derefter at blive samlet til en hel side sammen med redaktionelt stof. Hver uge blev der produceret 16 – 24 sider. De store tunge sider blev derefter transporteret til rotationstrykkeriet Heimdal i Haderslev og trykt.
Jeg kan godt huske, at jeg blev vist rundt på trykkeriet i Jernbanegade dengang. Det var en fascinerende oplevelse.
De Gamle forlader firmaet
Også en masse bøger blev lavet hos Lauersen på Jernbanegade. Det var en møjsommelig affære at trykke dengang. Men i 1970erne kom der nye tider og Lauersens Bogtrykkeri flyttede ud på Nørremarksvej.
Desværre døde Børge og Svend Aage Lauersen meget tidlig. Og Friedrich Chrestesen vælger at stoppe i 1984. Det var ham, der var ansvarlig for firmaets økonomi. Jo, ham kendte undertegnede særdeles godt. En stor del af min ungdom tilbragte jeg faktisk sammen med min gode ven Ingolf hos Cathrine og Friedrich, som var hans forældre på Nørrevænget, Vi kaldte ham altid for Frederik.
Store investeringer
Børge Lauersens ældste søn, Jørgen som jeg gik i klasse med på Tønder Kommuneskole indtrådte nu i direktionen.
I 2002 må produktionen lukke hos Lauersen Grafisk. Men det ny Lauersen Grafisk startede op på ruinerne af det gamle. Niels Lauersen gik foran alle andre. Reparerede og satte lokalerne i stand og meget mere i ferierne.
I dag beskæftiger firmaet 35 mand, og 4. generation, Niels søn, Steffen er indtrådt i firmaet.
En spændende historie fortalt af Jørn Vestergård.
Svinget – røddernes barndom u´i æ Lejr – mit kig tilbage i 50’erne
Denne historie havde jeg glædet mig til. For egentlig har jeg aldrig fået fat i Poul Raaby Pedersens bog om sin barndoms gade. Og undertegnede tilbragte barndommen fra ca. 1957 – 58 på Lærkevej lige i nærheden.
Ja her ude havde tyskerne radiostation for Zeppelinstation. Da vi byggede huler på hjørnet af Lærkevej og Nordre Landevej fandt vi bestik med nazi – symbol.
Lejr – bygninger blev brugt til beboelse
Senere blev der indrettet en kaserne for dragonerne efter 1920 i området Ryttervej og Svinget. Ryttergårdens hestestalde er i dag beboelsesejendomme. Og de gamle barakker fra lejrens tid, blev også brugt til beboelse.
Den gamle portnerbarak ned krudthus, Svinget 1 på hjørnet af Ryttervej, blev også hjem for en række børnefamilier til den blev revet ned engang i 1960erne. Mødrene var hjemmegående. Men da børnene kom i børnehave og skole lokkede arbejdsmarkedet. Der var altid deltidsarbejde for en ringe betaling.
Dem, de andre ikke måtte lege med
Børnene fra Svinget var dem, de andre ikke måtte lege med. De fine fra Dragonvej, Ryttervej og Leonhardtsvej måtte ikke så gerne tage rødderne med ind at lege i stuen eller på værelset. Omkring bunkeren, tørrepladserne, markerne bag brakkerne, på sportspladsen og ved kanalen nord for Nordre Landevej fandt rødderne deres bedste legepladser. Ja og for de sidste to steders vedkommende kom vi også fra Lærkevej.
Paul Raaby Pedersen nævner også gadeslagsmål. Jo, det kan vi godt huske. For i hvert fald to gange havde rødderne allieret sig med Ryttervej for at erobre Lærkevej. Herligt, at købmand Manø og Nomannis brødbil nævnes, ja det kan undertegnede også huske.
Vi husker de gamle originaler
Og man kan jo altid huske originalerne. Hermann Hieromos vandring med svingende stok, Theodor Fidus, Bubbi, den døvstumme cykelsmed. Og så var det Sort Lene, skidn´Jes, Lillebror, Abbedikke, Jørn Drys, Julius Kommunist, Dres Snit og mange andre.
Da 22 ”rødder” satte hinanden stævne
Ryttergården blev revet ned i 2001, og genopført i samme stil. I Svinget opførte boligforeningen 8 rækkehuse og et fælleshus på det areal, hvor p – pladsen lå.
Herlig fortælling, og Poul fik da også udgivet et hefte på 50 sider om rødderne fra Svinget. Og det må da have været gensynets glæde, da 22 rødder satte hinanden stævne i Svinget mange år efter, at de havde forladt den.
Tre generationer i træets verden
Den mest kendte person i Selmer – familien bliver født i året 1837 på Nordstrand. Han får navnet Thomas Selmer. Han og hans kone, Friederike får 8 børn. Den yngste af børneflokken, Berthold Peter Jacob Selmer er den person, der i 1897 grundlægger familiens trælasthandel i Tønder.
Da Bismark sejlede til Tønder
Thomas Selmer tager til søs, bliver skipper/kaptajn og senere hotelejer. I1866 overtager han post – og passagertransporten mellem Højer og Munkmarch på Sild.
Han var en festlig fyr, denne Thomas Selmer. I Tønder blev han nok mest kendt for at sejle Bismark ind til Skibbroen. I Tønder kan han dog ikke vende skibet og sejle retur til Sild. Dermed taber han væddemålet til sin besætning på 200 mark.
Nogle semirister skrev dengang sangen:
Det beskrives i sangen, at han måtte sejle Bismark baglæns ud af Skibbroen.
I 1883 blev Thomas Selmer aktionær og bestyrelsesmedlem i Sylter Dampschifffahrtsgesellschaft. Desuden var han også digefoged.
En restaurant opkaldt efter Thomas Selmer
I 1920 døde han. Men i dag består Fährhaus Munkmarsch af et luksushotel og tre restauranter med en gastronomi af højeste klasse. En af restauranter er opnævnt efter grundlæggeren og hedder Käpt’n Selmers Stube.
Virksomheden i Vidågade
Den 1. oktober 1897 købte Bertold Selmer en lille kulhandel og et savværk i Vidågade. Ejendommen bestod desuden af Østergade 11, som var en kontorbygning og et træskur. Det gik godt for virksomheden, der i flere omgang udvidede.
Den 24. april 1934 var det halve af Tønder på benene. Tømmerhandler Selmers lager af tømmer, brændsel og tjære som brændte. Forretningen blev dog hurtigt opbygget igen. Efter 40 år som trælasthandler i Vidågade besluttede Thomas M. Selmer at stoppe aktiviteterne i Vidågade. Forretningen lå efterhånden godt indeklemt, og det var svært for de store lastbiler at komme ind og ud af gaden. I 1982 blev der lavet en aftale med Tønder Kommune om køb af det store 2.500 m2 store areal. Men Selmer kan dog fortsætte virksomheden indtil kommunen går i gang. En masse af firmaets aktiviteter er dog flyttet ud til sønnen Thomas Selmer i Markgade.
I 2005 blev også denne virksomhed efterhånden indeklemt. Her ligger 14 private andelsboliger i dag.
Herlig læsning fra det gamle Tønder
Hermed slutter gennemgangen af det 16. erindringshefte fra Lokalhistorisk Forening. Og det var i den grad afvekslende med både krigserindringer, virksomheds – erindringer og erindringer fra barndommen. Herlig læsning fra Tønder, hvorfra den gamle redaktør flyttede for 46 år siden.
Du kan købe ældre udgaver af Tønder – erindringer hos Lokalhistorisk Forening.
Tønder – Erindringer 16 udgivet af Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune
Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:
Første Verdenskrig:
Ryttervej/Svinget/Lærkevej /Lejren
Gendarmer:
Sidste års anmeldelse: (Tønder – erindringer 15)
Dato: november 11, 2015
Uro og Korruption i Tønder 1680
Dette er den triste historie om bysekretær Georg Boysen, som blev beskyldt for en masse ting af Tønders borgere. Hans forhold blev da også undersøgt, og det endte med, at han blev afskediget. Derefter gik det ned af bakke for Georg Boysen. Han havde en agtværdig familie og fået en kristen opdragelse. Og så blev han gift med Jomfru Anne og fik 10 børn, de tre døde dog.
Der var noget galt i Tønder
En stor kreds af borgere var kommet i modsætning til byens råd og de deputerede. Det lykkedes for dem, at få etableret en undersøgelseskommission for at kigge på forholdene i byen. Det bestod af så fornemme herre som amtmand Hans von Thienen, Frederik von Güntheroth, H. Schmieden, J. Holmer og krigskommissær Arnold Mecklenburg.
Det var ikke uden grund, at der her omkring 1680 blev foretaget denne undersøgelse af forholdene i Tønder. Resultatet af undersøgelsen viste, at der var stor uorden i byens regnskabsvæsen.
Han følte jorden brænde under sig
Bysekretæren Georg Boysen, der havde været i embedet siden 1659 følte jorden brænde under sine fødder og forlod for en tid byen. Der blev rejst en del alvorlige anklager mod ham. En del af byregnskaberne manglede. Andre var ufuldstændige. Han havde også gjort sig skyldig i forbrug af betroede midler.
Hvor var de 141 rd.?
Hans Rasmus klagede således over, at hans bror var død i Baand og Lænker, fordi han ikke kunne få 141 rd. Udbetalt, som han havde tigget sammen for at få befriet sin bror, der var i tyrkisk fangenskab. Dette beløb var blevet deponeret hos bysekretæren.
En kirkebog afslører skæbnen
Georg Boysen blev selvfølgelig afskediget og hans bo blev beslaglagt. Om hans senere skæbne, har man hidtil ikke kunnet finde noget. Men der findes noget i Vonsild Kirkebog 1685 – 1695. Her har sognepræsten Johannes Ryde kastet lys både over hans ungdom og hans triste år efter afskedigelsen.
Hans egne ord afviger fra sandheden
Disse oplysninger er bygget på hans egne oplysninger og afviger fra dem, der findes i det officielle kildemateriale. Hans bortrejse netop i det øjeblik, da undersøgelsen startede, taler dog ikke til gunst for hans egen forklaring. Ja, hvem var han egentlig denne Georg Boysen?
Ærbare forældre
Han er født i Tønningen (Tønning) i Ejderstedt i 1627 af ærlige forældre. De var fornemme og kristelige. Peter Boiens var købmand og kramhandler i silkevarer, borger og indvaaner i Tønningen. Hans moder var den meget ærbaarne, dydefulde og gudfrygtige matrone Elisabetha Gerrets.
Hans farfar var den agtbare og højfornemme rådmand Boje Petersen. Hans farmor var den ærlige, dydefulde og gud elskelige matrone Anne Bogens. Hans morfar var den ædle, vise og højfornemme Hr. Gerret Diricks. Hans mormor var den ædle, højdydefulde og gud elskelige Anne Gerrit Diricks.
En god uddannelse
Til forældrenes store fornøjelse klarede Georg Boysen sig i skolen. Han var god til tysk og latin.
Han fortsatte i Hamborg. Her blev han sat i lære hos Dr. Lævius, der var doktor i retssager. Her var han i 6 år og ærte at skrive rigtig. Desuden lærte han at begå sig igtig i retten.
Kom i tjeneste i Tønder
I 1647 og 20 år gammel ville han prøve noget andet. Han kom i tjeneste hos den højfornemme hr. Georg Eckleff i Tønder. Da denne døde, fortsatte han i tjeneste hos enken. Denne giftede sig med den velvise borgmester Hr. Henrich von Hatten.
Omkring på samme tid døde byskriveren i Tønder, Signor Jürgen Thimsen den Yngre. Og så skete det at vores hovedperson blev forfremmet til byens sekretariat.
Men inden han kunne bestride denne ansvarsfulde stilling skulle han rejse til Vedel ved Elben, hvor Johann Rist, Kejserlig kronede poet og palzgreve skulle udfærdige en attest. For nu havde Georg Boysen magt og myndighed.
Gift med Jomfru Anne
I 1660 viede han den ærbare og gud elskelige Jomfru Anne, datter af de salig agtbare og højfornemme Johan og Margarette Finken.
Johan Finken kaldes omkring 1630 – 40 Fornem borger – og handelsmand i Tønder I Holsten. Han stammede fra Minden.
De fik i alt 10 børn, hvoraf de 3 døde. Man sagde om Georg Boysen, at han var en fin, kristen og omgængelig mand. Han var flittig i sin bestilling.
Rejste rundt
Men i 1682 forlangte var det så, at undersøgelseskommissionen så at se alle hans regnskaber. Selv var han bortrejst til Lübeck og Hamborg i hans egen fornødne hverv. Da han kom hjem, blev han afskediget.
Der fulgte en hård tid. Han følte svaghed og havde smerter i foden. Hans svaghed blev forøget. Men der var ingen hjælp at hente. Først gik turen fra Tønder til Rensborg. Han fik arbejde hos Hr. krigsrath Meier i Generalitetet. Men da Hr. Meier døde, blev Generalitetet lukket.
Svækkelsen tiltog
Derefter gik turen til Schlesvig og siden til Aabenraa hos hans svoger Hr. Peter Raut. Derefter gik turen til sin svoger Johan Finck. Men sygdom og svækkelse tiltog.
Hans sidste rejse gik til Kolding, hvor kongen var på besøg. Han havde håbet at have truffet hr. baron Kielmann som var kongelig landråd. Men det var forgæves. I tre uger lå han syg i Kolding.
Han blev 58 år og 4 måneder.
Kilde:
Dato: august 16, 2015
Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
Pietismen skabte grobund for hele to trykkerier i Tønder. Men det var ikke hos førstepræstens forlag, Vajsenhuset, at tredjepræsten Brorson fik udgivet sine første salmer udgivet. Det var hos Kiesby. Og denne Kiesby var ikke velanset hos Magistraten i Tønder. Han havde aftvunget førstepræstens (Schrader) enke bogtrykkeriet for et spotpris. Og så spurgte han ikke forfatterne om tilladelse til at udgive deres produkter. Jo, denne artikel handler også om den berømte Varnæs – salmebog og Schraders Katekismus. Men ak, da Pietismen og Herrnhuterne ikke mere var acceptabel, gik det ned ad bakke for trykkerierne i Tønder. Men mon ikke vi overså nogle ukendte salmer af Brorson?
Ikke let at udgive en bog
Dengang var det ikke så let at få udgivet en bog, eller som her, få udgivet noget på de digitale medier. Trykkekunsten har også gennemgået en rivende udvikling. I selve Nordslesvig fandtes ingen bogtrykkerier. Det nærmeste fandtes i Slesvig. Og så var det også lige det, at man ofte selv måtte dække alle udgifter. Jo, det var svært at få tanker og ord sat på tryk.
Bogtrykkeri i Tønder før 1700
Flensborg og Tønder får bogtrykkerier kort før 1700. Og i Haderslev får et trykkeri i 1759. For sidstnævntes vedkommende skulle det nok være muligt at drive et sådant et med garnison, en latinskole samt et læsende og skrivende folk.
I Sønderborg kom det første trykkeri i 1814, og i Aabenraa så sent som i 1824 (Koppeholdt). Og det skete kun af politiske årsager.
Sandelig – to trykkerier i Tønder
Og tænk i Tønder fik man i 1731 hele to trykkerier. I 1720 må der nemlig have eksisteret et trykkeri, da Enewald Ewalds småskrifter Den sande Christendoms rette Grundvold og Begyndelses Elementer i Guds Ord. Sidstnævnte blev trykt i 1721.
Pietismen skabte god grobund
Det var sikkert den åndelige bevægelse, Pietismen, der skabte grobund for dette i Tønder. Man ville gerne læse om denne bevægelse i dagliglivets forseelser. Som reformivrig fromhedsretning søgte Pietismen at gøre en indsats for bibelens og anden kristelig oplysnings udbredelse og ved kærlighedsgerninger at mildne kårene for de undertrykte og værgeløse i samfundet.
Den aktive pastor Schrader
Det lykkedes for bevægelsens hovedmand i Tønder, Provst Schrader, at få oprettet et Vajsenhus og i tilknytning til det et bogtrykkeri, som både skulle afstive Vajsenhusets økonomiske drift og samtidigt kunne virke i den kristne oplysnings tjeneste ved at sprede bibeludgaver, salmebøger og gudelige skrifter ud blandt folk. I Schraders eget bogtrykkeri udkom i 1731, før Vajsenhuset var helt færdigt hans egen salmebog:
Provsten har selvfølgelig drevet trykkeriet ved en mesters eller bestyrers hjælp. Der udkom i de følgende år en lang række skrifter på Vajsenhusets Forlag og trykt i dets eget trykkeri, indtil det i 1737 standser ved Schraders død.
En oversigt over udgivelserne, dog ikke komplet kan findes i Ludwig Andresens bog:
Her udgav Brorson sine første salmer
Men egentlig er det et helt andet bogtrykkeri, som vi skal beskæftige os med. Det var en Tønder – borger, der overtog sin fars hus med bogbinderi og sandsynligvis med en forbindelse med overnævnte trykkeri.
Bogtrykkeren hed Claus Kiesby, der fik borgerskab den 7. november 1733. Et af de første tryk Claus Kiesby sendte ud fra sin lille virksomhed var et beskedent tarvelig ark med 10 salmer, og da det et historisk dokument af højeste karat må vi hellere få det hele med:
Hverken Claus Kiesby eller salmernes forfatter, tredje – præsten i Tønder, Hans Adolf Brorson kunne vide, at med disse enfoldige og i Hast sammenskrevne salmer negyndte en ny epoke i dansk salmesang. Af dette Kiesby – tryk er kun to eksemplarer bevaret. De er sikkert meget kostbare at erhverve i dag.
Rekord i dansk digtnings historie
De 9 af heftets 10 salmer findes endnu helt eller delvis i alle danske salmebøger. Det turde nok være rekord i dansk digtning.
Men hvorfor lod Brorson nu Claus Kiesby trykke og udgive sine første salmer. Han var jo Schraders nære ven og medarbejder, meningsfælde og medstrider? Hvorfor gik Brorson ikke til Schraders Vajsenhus – forlag? Der kan selvfølgelig gives flere svar. Måske havde Vajsenhusets forlag haft for travlt. Og Claus Kiesby havde som nystartet masser af tid.
Spørgsmålet har betydning for Brorson – forskere. For lå disse salmer i skrivebordsskuffen i årevis, eller var de virkelig skrevet i hast?
I de følgende to år (1733 og 1734) lod Brorson yderligere 4 salmehefter trykke hos Kiesby. Muligvis er et femte samlehefte også trykt hos Kiesby.
Andet oplag hos Vajsenhusets forlag
Et andet oplag udkom derimod i 1735 og nu trykt hos Vajsenhusets Forlag af Herman Heinrich Rotmer. Denne har sandsynligvis været Schraders bestyrer. Måske har Kiesby været en foretagsom forretningsmand og måske mere, end hvad Brorson har brudt om.
Magistraten gav et dårligt skudsmål
Magistraten gav dog heller ikke Kiesby et særlig godt skudsmål.
Han havde således efter pastor Schraders død frasnakket enken bogtrykkeriet for en meget ringe pris. I 1742 forsøgte han ligeledes at få salmebogs – privilegiet over i sine hænder. Han ville trykke en ny udgave af Schraders Salmebog. Denne salmebog var udsolgt og meget efterspurgt.
6 procent til Vajsenhuset
Magistraten afviste blankt. Broderen, Hans Christian Kiesby havde i 1740 for egen regning ladet trykke en ny udgave. Han skulle så have betalt 6 pct. af salget til Vajsenhuset. Denne udgave blev ikke trykt hos Claus Kiesby.
Schraders salmebog alligevel hos Kiesby
Men noget tyder på, at Claus Kiesby alligevel har fået sin vilje og fået udgivet sin udgave af Schraders Salmebog. Hans svigersøn og efterfølger, bogbinder Lorens Petersen som han har arvet i boet efter sin svigerfar Claus Kiesby.
Da en ny salmebog skulle indføres i Tønder (Allgemeines Gesangbuch) ønsker han, at han først må få sit oplag solgt inden den ny indføres. Dette blev bevilget.
I 1743 fik han da overdraget af Vajsenhusstyrelsen at trykke 6.000 katekismer – en dansk udgave af Schraders Katekisme – oversat og bearbejdet af pastor Fabricius, Aabenraa.
Han glemte lige at spørge forfatterne
Men drømmen om at udgive en salmebog blev til virkelighed i samme år. Han havde hverken spurgt myndigheder eller forfattere om lov. Men det Kongelige Bibliotek kender ikke denne udgave:
Denne salmebog indeholdt også Brorson – salmer. At det blev trykt salmer uden hans vidne er ikke noget enestående. Man ved, at det er sket i Flensborg.
Tønder – pietismens højborg
Baggrunden for tilblivelsen af denne bog kendes ikke. Men den skulle bruges i pietistiske kredse på Tønder – egnen. Og den var også tænkt som et supplement til Varnæs Salmebogen.
Varnæs – salmebog vakte postyr
Denne Varnæs – salmebog var udgivet i 1717 af sognepræst Bertel Ægidius. Den var trykt hos Fogel i Flensborg. Den blev brugt i hele Slogs Herred og i nogle andre vestslesvigske sogne. I Varnæs og Ullerup blev den brugt endnu længe efter 1864.
Denne salmebog vakte en del postyr. Tønder Bystyre mente, at den var blevet til i København. Men noget tyder på, at Claus Kiesby har trykt den i 1743. Oprindelig hed den:
Spørgsmålet er, hvilken interesse man havde i København til at udgive en salmebog bestemt for et lille lokalt sønderjysk område?
Måske var det den foretagsomme Claus Kiesby, der havde stået for det hele. Han ville gerne udgive og salmebøger. Vajsenhuset havde forhindret ham i det året før. Nu påtog han sig åbenbart hele opgaven selv.
Faderen havde også indflydelse
Hans egen far havde i øvrigt ved Varnæs – salmebogens udgivelse i 1717 tilføjet et tillæg:
Havde Kiesby Brorson – manuskripter liggende?
Claus Kiesby havde manuskripter liggende fra Brorsons hånd. Som boghandler i Tønder og bogfører rundt omkring på landsdelens markeder vidste han nøje, hvad folk ønskede.
Kiesby – trykket omfatter 123 salmer. Af disse er i hvert fald de 79 af Brorson. Af resten er de 26 ganske ukendte. I 1739 havde Brorson udgivet Troens rare Klenodie (trykt i København) i 1740 var Pontoppidans Salmebog udkommet.
Man må antage, at redaktøren af Kiesby – trykket har benyttet disse to salmeudgaver. Men man har ikke været særlig konsekvent. Åbenbart har Kiesby været i besiddelse af ældre Brorson – manuskripter.
Ukendte Brorson – salmer
Måske er det blandt de 26 ukendte salmer en eller flere af Brorsons hånd, som han ikke senere ville kendes ved.
Det vil nok føre for videt i denne artikel at påvise forskelle og beviser. Det må vi overlade til Brorson – forskere.
Salmer med ”fordægtigt” indhold skulle fjernes
Men Kiesby – trykket førte mange år senere anledning til en del postyr i Tønder. Over – Konsistoriet for Slesvig i 1762 gav Magistraten i Tønder pålæg om, at inddrage alle Hernhutiske Psalmebøger paa Dansk af fordægtigt Indhold. Dette måtte nødvendigvis ligge hos byens bogbindere og bogførere.
Pastor Freuchen i Ensted havde meddelt Konsortiet, at Tønder bogbindere falbød slige Bøger og ogsaa førte dem rundt paa Markederne.
Letfærdige og umoralske sange
Den daværende ejer af Kiesbys Trykkeri, J.A. Reinholdt, blev også beskyldt for at trykke letfærdige og umoralske sange. En undersøgelse på stedet viste, at det kun drejede sig om harmløse kærlighedsviser på dansk, som lærer Ebbe Thomsen i Jejsing havde leveret Reinholdt.
Læreren havde også afleveret ham et udvalg af åndelige sange men dem havde han ikke trykt, de andre viser fandt bedre afsætning.
Tønders bogbindere blev stævnet
Men byens bogbindere blev stævnet. De blev spurgt, Om de havde fordægtige Psalmebøger?
Bogbinder Nagel måtte indrømme, at han havde 98 eksemplarer af Kiesbys Salmebog. De stammede mest fra Lorentz Petersens konkursbo.
Mathias Christiansen havde 9, Peter Gottfried Schrader havde 2 eksemplarer.
Alle disse fordægtige salmebøger blev konfiskeret, selv den ene salmebog, som Lorentz Petersen havde faaet af sin Svigerfar, bemeldte Claus Kiesby.
Så var der da gjort rent bord og dermed var Kiesbys bog gået ud af sagen. Nu hører den til blandt de store sjældenheder.
Claus Kiesby døde allerede 1748 og så er vi egentlig også ved vejs ende. Men da Tønder Bogtrykkeri ikke døde med ham, vil vi lige have det sidste med.
Reinholdt synkede ned i dybet
Efter Kiesbys død og svigersønnens fallit blev den overfor nævnte Johann Anton Reinholdt ejer af det hele. Men tiden var nu en helt anden. Sangens tid var forbi. Vækkelsesbølgen var gået hen over landet. Denne havde løftet Claus Kiesby og hans håndværk op over vise – og småtrykkets beskedne forhold til en – efter datidens forhold – meget betydelig virksomhed, var nu ved at ebbe ud i et stillestående vand. Den nye indehaver kunne ikke løfte virksomheden. Også Reinholdt synker ned i dybet.
Da Vajsenhuset i Tønder i 1762 ville udgive en ny udgave af Pontoppidans Katekisme, var Reinholdt i saa slette Omstændigheder, at det ikke lod sig gøre at få bogen trykt i Tønder. Direktionen måtte derfor henvende sig hos Serringhausen i Flensborg.
Troen har sin tid, vantroen har også sin tid
I en anden skrivelse omtales Reinholdt som en mand, der er bragt til Tiggerstaven og ikke mere er i stand til at trykke noget af betydning. Da er det han forsøger at slå mønt af salget af sentimentale kærlighedsviser og blodige mordberetninger. Nu var den slags læsning på mode. Og som man sagde dengang:
En vigtig bog for jordemødre
Men Reinholdt nåede da at udgive tredje udgave af Varnæs – salmebogen. Den blev trykt i 1755. Men også En liden og Andægtig Bønnebog blev udgivet samme år. Den var betalt af Ernst Daniel Nagel. I 1753 fik Reinholdt privilegium til at udgive Grundlegung der Hebammekunst.
En lejlighedsvise
Men i 1760erne var det ved at være slut. I 1761 blev der trykt en lejlighedsvise:
Og inden nogen vil spørge, nej undertegnede er ikke i familie, så vidt vides
Og det allersidste Tønder – tryk er fra 1767.
Sidste udgave af Varnæs – salmebogen er ikke trykt i Tønder, men bekostet af Nagel i Tønder (1765).
Pietismen skabte trykkerierne
Trykkeriet eller trykkerierne i Tønder kom til verden med Pietismen, de lukrerede og florerede. Det kunne da godt være, at man skal holde øje med disse tryk fra Kiesby. De er penge værd.
Undertegnede arbejdede her
Tænk engang, at der hvor undertegnede stod i lære, har Brorson skrevet En rose så jeg skyde. Det var godt nok i en ældre bygning på stedet, at Brorson boede, men alligevel er det tankevækkende.
Denne Enewold Ewald som vi omtaler, vender vi tilbage til i en senere artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:
Dato: august 11, 2015
Guld – og Sølvsmede i Tønder
Der har altid været mangle guld – og sølvsmede i Tønder. De velstående investerede i sølv. Men også mindre brugsgenstande blev fremstillet. Ikke alle Tønder – produkter er mærket. Men Tønder – sølv er eftertragtet i samlerkredse. Også ved Vestkysten opstod guldsmede. Deres kunder var søfolket på Rømø.
Tønder – sølvtøj blandt de velstillede
Allerede helt tilbage i renæssancetiden træffer vi guldsmede i Tønder. Erhvervet er lige så gammelt som byen. Allerede helt tilbage til 1491 bestemte man, at der anbringes by – og mestermærker på arbejdet, som garant for lødigheden. Men det så man nu stort på. Først i løbet af 1600 – tallet blev denne bestemmelse praktiseret. Og fra det tidspunkt ser det ud til, at man i Tønder var mere lovlydige end i resten af landet. Meget af det Tønder – sølvtøj som vi kender er mærket.
At sølvsmedehåndværket i den grad gør sig gældende i Tønder efter 1600, hænger naturligvis sammen med byens voksende velstand. Også storbønder i området investerede i sølvtøj. Men egentlig ved vi ikke så meget om, hvad gamle Tønder – mestre har præsteret.
Sølvtøj blev stjålet
Mange af sølv – varerne er blevet stjålet af diverse hære og omsmeltet. Indtil 1630 trækker studehandlen masser af penge til byen. Kun lidt kirkesølv rundt om i omegnens kirke fra før trediveårskrigen kan findes rundt om i omegnens kirker.
I slutningen af 1600 – tallet blomstrer byen op på ny, ikke mindst som følge af kniplingsindustrien. Dette gør Tønder til vestkystens betydeligste kulturcentrum.
En tredjedel var tilflyttere
Fra Borgermatriklen, der føres tilbage fra 1700 til 1865 kendes ca. 70 guldsmede. Heraf erhvervede halvdelen borgerrettigheder i kniplingsindustriens blomstringsalder.
Af 50 guldsmede fra tiden mellem 1700 og 1829 er mere end en tredjedel tilflyttede. Mange af disse kom fra det gamle land. Måske er det derfor, at det danske præg gør sig gældende i Tønder – sølvet.
Guldsmede ved Vestkysten
Guldsmedehåndværket var ifølge lovgivningen begrænset til købstæder og flækker, men i modsætning til i Kongeriget, var der alligevel i hertugdømmerne talrige guldsmede uden for byerne. Blandt andet var der en del langs Vadehavskysten. Deres bedste kunder var søfolkene fra Rømø.
Værkstederne gik i arv
I 1803 var der lige så mange guldsmede som kniplingshandlere i Tønder nemlig 11 stk. I byen har antallet af guldsmede altid været stort. Værkstederne gik i arv gennem generationer. Vi kender familierne Reimer, Hansen og Bödewadt.
En egentlig sammenslutning eller lav for guldsmede har dog ikke kunne påvises. Sådan et lav blev kun oprettet i Haderslev.
Bægerne dominerede
Blandt de ældre brugsgenstande domminere bægerne. Disse bestilles på bestilling med ejerens navn indgraveret. Det var en slags kapitalanbringelse.
Ja så var det også de talrige skeer, der blev brugt til bryllupsgaver. Men før 1700 – tallet synes det ikke som om, at der blev fremstillet så mange skeer og bægre. Måske havde guldsmedene arbejdet mere med smykker indtil omkring midten af 1700 – tallet.
Mange gaveartikler
Erik Pontoppidan tvivler i Menoza (1743) på:
Den sidste oplysning giver jo en tydelig forklaring på, hvorfor der egentlig er bevaret så få sølvgenstande fra ældre tid. Men mon ikke den gode Pontoppidan har glemt følgende:
Andreas Nielsen
Når man nu skal omtale Tønders mestre ud i den ædle kunst, ja så kan vi jo af pladsmæssige grunde ikke nævne dem alle sammen.
Vi kan kigge på Andreas Nielsen. Han er født i Tønder den 2. februar 1716. Han var gift tre gange. Borgerskabet fik han i 1739. I 1784 ejer han
Mange af Anders Nielsens arbejder kan beskues på Tønder Museum. De har en omfattende samling af Tønder sølv.
Carsten Richtsens omfattende sølvsamling
Carsten Richtsen var en velhavende borgmester. Han lod udføre et sølvservice til eget brug hos sølvsmed Martin Petersen Hommelhoff. Denne borgmester har vi tidligere omtalt. Han interesserede sig meget for kultur og havde også en righoldig bogsamling.
Dette festlige service er med tiden blevet et søgt objekt for samlere.
Vi skal også nævne Povl Hansen. Han fik sit borgerskab i 1785. Han var meget produktiv og iderig. Et af hans arbejder, er en fiskeske, som har været anvendt som tredjepræmie ved en ringridning i 1815. Det må have været i selve Tønder, for landsbyerne havde næppe råd til at give så dyre præmier.
Hovedvandsæg
Et kapitel for sig i Tønders guldsmedekunst udgør hovedvandsæggene, som for visse typers vedkommende er lige så karakteristiske for byen som filigranarbejder. Lugtedåsen var på engang både brugs – og pyntegenstand.
En lugtedåse til den udkårne
Enhver ung mand med respekt for sig selv måtte ofre en lugtedåse på sin tilkommende, så hun standsmæssigt kunne vise den frem i kirken om søndagen. På Rømø indgik hovedvandsægget ligefrem som et led i kirkedragten, sammen med den sølvbeslåede salmebog.
Guldsmedene har da også ofret megen flid på disse smågenstande som på de større arbejder, som kun de rigeste havde råd til.
Forleden var der en udstilling i Tønder, hvor man kunne se maleren Noldes sølvservice.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 23, 2015
Tønder Seminarium – en del af historien
Vi kigger på tiden lige inden 1864. Der kom et diktat, at Seminariet skulle undervise på dansk, men det kunne man ikke med professor Bahnsen. Han var godt nok en loyal embedsmand, der kendte kongen. Men han var helstatsmand. Så den tyske del af Seminariet flyttede til Eckernförde. Så fortsatte Tønder Seminarium med Kühnel som leder. Men det var dog kun i få år. Så kom prøjserne. Men var tænkte eleverne på seminariet. Gamle skoleblade er dukket op.
I de første 100 år blev der undervist på tysk
Jo vi har været her før og nej, Tønder Statsseminarium eksisterer ikke mere. Institutionen har været en vigtig del af Tønders historie. Og den er blevet brugt i kampen om det danske og det tyske.
I de første 100 år af seminariets eksistens, blev der undervist på tysk. Det var provst Bathasar Petersen, der i anden halvdel af det 18. århundrede begyndte at uddanne lærere. Ved hjælp af testamentariske gaver sikrede han sig, at denne læreruddannelse blev fortsat i hans ånd.
Denne pastor havde en tysk uddannelse og havde lært tysk kultur, så for ham var det helt naturligt, at uddanne tysktalende lærere.
Forstander, professor Bahnsen
Denne tradition blev fastholdt. Seminariet fastholdte det tyske sprog. Det skyldtes født og fremmest forstanderen, professor Bahnsen. Han var angelbo og uddannet i Kiel og Berlin. Han var ellers en loyal dansk embedsmand, som havde det bedste forhold til Christian den Syvende. Ham mødte ofte kongen på dennes badeferie på Før.
Men Bahnsen var også helstatsmand. Derfor krævede han plads til den tyske kultur i hertugdømmet. Han modsatte sig de forslag om at gøre seminariet tvesproget. På den måde kunne seminariet også være leverandør til de dansksprogede sogne i Slesvig af lærere.
Han havde dog ikke noget imod, at der blev oprettet et dansk seminarium et andet sted. Der var planer om at lægge et dansk seminarium i Vonsbæk. Men så døde Christian den Syvende og treårs – krigen satte også en stopper for det.
Efter denne krig satte man fra dansk side ind med et kraftigt forsøg på at styrke det danske sprogs stilling i Mellemslesvig. Ved de såkaldte sprogreskripter indførtes der blandet kirkesprog og dansk skolesprog i de mellemslesvigske sogne.
Til opgave at undervise danske lærere
Tønder Seminarium fik til opgave at uddanne lærere til disse egne. Denne opgave kunne seminariet dog ikke løse under professor Bahnsens ledelse. Han var udtalt modstander af sprogreskripterne.
I danske blade skrev man – med en indrømmelse af Bahnsens loyalitet – om seminariet:
Nyt dansk seminarium
Man flyttede så det tyske seminarium til Eckernförde med Bahnsen som forstander.
Den 7. januar 1858 åbnedes det dansk – slesvigske seminarium i Tønder af den nye forstander, professor Kühnel, med denne erklæring:
Hvorledes var stemningen blandt seminariets elever i Kühnels korte forstandertid fra 1858 til 1864? Ja om dette giver nogle håndskrevne blade oplysning. Disse blev overdraget seminariets arkiv af lærerinde Frøken Clausen i Jejsing.
De gamle skoleblade
Bladene havde været i familiens eje, fra hendes bedstefar, der var elev på seminariet i årene op til 1864. Det var seminariets elevblad fra disse år, som blev oplæst ved elevernes møder. Desværre var samlingen ikke komplet. Men man kan dog godt få et indtryk af forholdene mellem eleverne i disse år.
De fører deres lokale krig ved at nægte at købe stilehefter hos bogbinder Seifert. Grunden var, at han engang havde nægtet en seminarist, der boede hos ham at hejse Dannebrog.
Ved afsløringen af Istedløven var seminaristerne også til stede og sang nogle sange.
Hvornår kommer Grundloven til Sønderjylland?
Ved seminariets fester giver de udtryk for lige som Ejderbevægelsen udtryk for at
De sender desuden en hilsen til det skandinaviske studentermøde i København i 1862.
Bladet søger at orientere eleverne om de politiske begivenheder op imod 1864. Det fremgår af en notits fra december 1863, at Læserforeningens aviser er stærkt efterspurgt.
Rygte: Svenskerne kommer og hjælper
Efter Frederik den Syvendes død udtaler en indsender glæde over, at Christian den Niende vil fortsætte den tidligere konges politik og tilføjer:
I to lejre
Men bladene viser også noget andet. De bekræfter, hvad Vajsenhusskolens lærer Hagerup oplyser, at
Efter, hvad der påstås i disse blade, har flere den mening, at når en sydslesviger kommer herind på seminariet, så må han være tysk, og så er der flere, som udspionere ham. I et svar til denne bemærkning hedder det, at Sydslesvigerne ofte havde vist, hvad man kunne vente sig af dem i national henseende og derfor er det meget naturligt, at man iagttager en person fra disse egne, da det altid er godt at kende sine folk, men det kan man meget godt uden at udspionere ham.
Der var stadig en del elever syd fra, som måske ikke lige var så god til dansk. En indsender skriver:
Han var ikke så heldig, at hans moder lærte ham dansk
Særlig Angel får skyld for manglende troskab over for danskheden af de danske seminarister. Men der også nogle der tager dem i forsvar. De mener, at regeringen har svigtet dem.
Bladene giver et godt indtryk af forholde på Tønder Seminarium i tiden før 1864.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: (Se)
Dato: juni 7, 2015
Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
Jo, der har været en havn i Tønder. Og man havde i den grad haft problemer med vandtilstrømningen til denne. En advokat blev nærmest gjort til grin. Han kunne åbenbart ikke se forskel på en stork og en gås. En værtshusejer blev efter fem års sagsbehandling dømt til at fjerne sin mødding på Skibbroen. I Vidåen var der små romantiske øer. Og så kan Tønder takke møller, Bachmann for at det ældste af Tønderhus er bevaret.
Skibbroen – Familiens stamværtshus
Ikke stedkendte vil vel allerede ved overskriften af denne artikel stoppe op. Hvad er det for en havn i Tønder? Ja det var på Skibbroen. Nu er det p – plads på stedet. Men familien Brodersens stamværtshus i Tønder er netop Skibbroen.
Havde Tønder samhandel med England?
På et kort over Tønder fra 1685 optræder den nuværende Kobbergade som Kopperstrasse og Pebergade. Denne gade benævnes som Peperstrasse. Begge gadenavne har relationer til det engelske. Kan det betyde, meget tidelig samfærdsel med englænderne, eventuelt vikingetogter fra Tønder. Der findes også enkelte for længst afdøde historikere, der antyder dette.
En eng med ringridning, cirkus, tivoli og musikfestival
Og den eng vi omtaler, som man kan se fra bænken ved Gasstationen foran baneanlægget, ja der har vi tilbragt mange timer til tivoli, ringridning, cirkus m.m. Ja senere blev det til Tønder Musikfestival.
Boede der papegøjer i Tønder?
Hvis man nu lader øjet kigge lidt til venstre forbi den gamle godsstation, ja så kører vi ud af papegøjevej. Og hvorfor hedder det nu det? Boede der papegøjer i Tønder i gamle dage?
Ja vi kørte ad denne vej, når vi skulle ud at bade. Og turen blev også foretaget, når denne sides redaktør skulle ud med rundstykker tidlig søndag morgen. Dengang tænkte jeg, hvordan kan folk så afsides spise rundstykker?
Det var herude, at Tønder Fastelavnslaug holdt til fra 1546 til 1619. Købmænd og håndværkere afholdt her fugleskydning. Man skød efter papegøjestangen. Man hjalp også hinanden, festede sammen og holdt sammen ved brand og anden ulykke.
30 års krigen betød afbrud i al foreningsaktivitet. Men i 1690erne kom der igen takket være kniplingsindustrien gang i Foreningslivet. I tiden omkring Æ Kachmands opstilling, dannedes Tønder Skyttekorps. Det var i 1693. Man brugte ikke mere armbrøst, men geværerne var taget i brug.
Opbevaringsplads beskyttet mod alle vinde
Slotsbjerget var i ældre tider en lille holm i Vidåens udmunding i Vadehavet. Den lå lige foran søhandelspladsen Tønder red. Og stedet har fra tidlig tid har stedet været godt beskyttet mod havets brænding og mod fjender. I 1130 omtalte geografen Idrisi i Palermo stedet som:
Måske var den første borg bygget af Knud Lavard. Måske var det bare et simpelt tårn placeret i en lille holm i Laurentiusstrømmens sidste slyngning inden den forenes med det sydlige Vidå – løb.
Var det Hertugens skyld?
Havnen lå dengang ved Æ Svin’ mærken. Og måske var det Hertug Frederiks storslåede slotsanlæg, som krævede store omlægninger af vandløbene ved Slotsholmen, der lukkede for indsejlingen til Tønder ved Lægan i 1554. Måske var det slet ikke inddigningen, der var skyld i dette?
Ja slottet eller befæstningsværket var forholdsvis lille. Men i år 1600 var den en forholdsvis moderne befæstning. I 1676 blev stedet nedlagt som forsvarsværk. Det skete af politiske grunde. Stedet har i historien både været hertugelig og kongelig residens. Ja amtmanden holdt også til her på slottet. Omkring 1750 – 51 blev det smukke renæssanceslot revet ned.
Så sent som i 1792 tilsendte amtmand von Bertouch en overenskomst mellem Tønder Kommune og Kær Herred angående en overfart over Rethvolden, slottets forhenværende brede borggrav.
Resten af Tønderhus blev brugt til en landevej
Skal vi tolke dette på nutids – dansk er det nok tale om en bedre vejforbindelse. Jo i tidens løb skete der mange reguleringer, både med hensyn til Vidåen og diverse andre kanaler. Ja resterne af Tønderhus blev brugt omkring 1861, da chausséen, Husum – Ribe blev brugt. Prøv engang, at tænke på det, når du kører på Ribe Landevej.
Og de stedkendte har længe gættet det. Slotsbjerget hedder i dag Slotsbanken.
Godt gemt lå Nyholm
Og ind imellem gemt bag høje træer og dengang vandværkets bygninger lå gården Nyholm. Den minder mest om de gamle Møgeltønder – huse. I forbindelse med amtmandens anmodning fra 1792 var der kommet en ny vej over dæmningen på Slotsbankens sydside.
I 1848 gik ejerskabet til slotsmøller Jürgen Bachmann. Sønnen, Christian Nissen Bachmann fik i 1859 som nygift, Nyholm. I 1877 skrev Jürgen Bachmann i sit testamente, at Nyholm ikke måtte forblive i familiens eje efter hans død. Gården skulle sælges ved skifte. Jürgen Bachmann havde forpagtet en del af Slotsbanken, der dengang endnu var i kronens eje. Men forpagtningen var åbenbart meget permanent. Der blev nemlig opsat en 8 Fach staldbygning. Den dækkede også over en gammel kældervælving, der oprindelig havde været slottets nordøsthjørne.
Bayrischer Bier – Keller
I 1872 blev Slotsbanken solgt til Tønder Kommune. De forlangte Bachmanns stald fjernet omgående.
Men det gav dog lidt drama i byen. Gæstgiver og brygger på C. Claussen på Skibbroen havde benyttet stedet til Bayrischer Bier – Keller. Det lyder jo meget hyggeligt. Men det var vel snarere et opbevaringsstedfor øl og en iskælder. Gæstgiveren forsøgte at sabotere kommunens ordre ved at købe stedet af Bachmann. Efter et halvt år, blev nu Claussen jun. Dømt til at nedrive stalden. Han måtte dog ikke nedrive den del af kælderen, som ikke var bygget af Bachmann.
Måske kan vi takke Bachmann for, den sidste rest af det egentlige slot, den gamle kælder endnu findes på Slotsbanken den dag i dag.
En ny kanal langs Jomfrustien
I 1878 fulgte så udgravningen af en kanal langs med Jomfrustien, som ligesom i gamle dage forbandt Møllekulen med Skibbroen. Med dette initiativ blev Slotsbanken igen en holm, ligesom i ældre tid. Meningen var, at øge vandmængden og gennemskyldningen af havnebassinet. Drømmen dengang var jo en dampskibsforbindelse mellem Tønder og Højer.
Kanalen passerede Nyholm – og Porthusdæmningen gennem solide tunnelbroer, til dels bygget af store granisten, der sikkert stammede fra slottet. Det hele løb ud i en 40 meter bred nedgang til havneløbbet. Som følge af det ret kraftige fald var gennemstrømningen så kraftig, at den måtte reguleres med en sluse ved Porthusbroen.
Skole på Nyholm
Efter familien Bachmanns periode på 40 år på Nyholm, ja så holdt den næste ikke ret længe. Han (Martin Ganzel) blev offer den daværende politik. I 1891 overtog kådner Hans Nikolai Eskildsen stedet. Men stedet havde slet ikke mere det storladne indtryk. Eskildsen udlejede en del af hovedbygningen til tyske jernbanefolk.
Da den såkaldte Höhere Töchterschule i 1904 blev oprettet, blev den installeret på Nyholm. Her holdt de til, indtil de fik deres eget hus på Bokkensåvej (nu: Popsensgade 8).
I 1905 solgte Hans Eskildsen, Nyholm. Han bosatte sig atter i Gallehus, hvor han også kom fra.
Anton William Thaysen overtog stedet. Han havde tidligere drevet Mettenwarf, der havde tilknytning til familien Bachmann.
I 1917 blev det så Hans Michael Winther, er brugte stedet som aftægtshus. Han havde tidligere været forpagter på Stor Tønde.
Ved skøde af 20. august 1925 erhvervede grosserer Carl Tiedemann – en bebygget gårdsplads med have og græsgang.
Slotsbanken – et yndet udflugtsmål
Slotsbanken blev et yndet udflugtsmål for byens borgerskab. I forgrunden kunne man følge skibskanalen. Over til højre strakte banegårdsarealet sig. Man kunne se Udbjerg Kirke i midten, når man kiggede til venstre. Sæd lå mod sydøst og Aventoft mod sydvest. Ved klart vejr kunne man se jernbanestationen i Sønder Løgum.
Der var en svag lugt af gas, men den var ikke ubehagelig. Dog havde den en tendens til at sætte sig i tøjet. Man fik sig her en snak om byens begivenheder, og om ålene ned i kanalen ville lade sig fange.
Nogle satte sig, andre gik videre. Og andre igen gik ned til gasgraven, hvor foruden gasbåden også andre fladbundede både lå.
Sidst på sommeren kom stjernerne frem. Mod vest kunne man se et blinklys farende hen over horisonten. Af og til anede man også et nordlys. Man kunne se masser af græsende kreaturer.
Aftenens højdepunkt
Men aftenens højdepunkt opstod ved halv – ni – toget fra Hamborg. Under gunstige vindforhold kunne man høre det ganske svagt allerede ved afgangen fra Sønder Løgum. Lyden blev til en stadig tiltagende rumlen. Lyden blev forstærket af rumlen, da toget kørte over første og anden jernbanebro.
Udsigtsbænken foran gasværket havde sit højdepunkt om sommeren. Men byens borgere svigtede den nu heller ikke resten af året. De kom uanset is, kulde, storm, regn og sne.
Hvis det var for koldt, kunne man søge ind til retorthuset, der hørte til gasværket. Det havde arbejderne ikke noget imod. Det var en dejlig afveksling.
Vidåen svulmede op
Om efteråret svulmede Vidåen op. Det kneb med afløbet. Kanalen blev også fyldt op, og engene oversvømmet. Også kanalvejen var oversvømmet. Vandstanden var stærkt afhængig af vinden. Ved vestenstorm, når slusen ved Højer var lukket, kunne vandet stå truende højt. Adskillige kældre i Tønder blev så fyldt.
Set fra bænken kunne det oversvømmede område ligne et stormpisket hav. Brændingen brød ind over Slotsbankens fod. Ikke sjældent medførte dette en del strandingsgods.
Ikke helt ufarligt med de fladbundede både
Det var ikke helt ufarligt, at sejle rundt i dette i det fladbundene både. Skjulte pælespidser kunne hurtigt rive bunden op. Kom der stærk frost fik man en kæmpemæssig skøjtebane. Men borgerskabet benyttede nu mest Mølledammen ved Sønderbro eller de såkaldte Syderfenner. Her benyttede byens beværter sig så af tilløbet til at udskænke diverse drikke i hurtigt opsatte telte.
Da det blev lidt lysere i luften, var kanalvejen ved at blive tør. Vandet svandt fra engene. I den ene og anden grøft fandt man liget af en laks, der ikke nåede at komme ud. En enkelt gang fandt man også en stør.
Vildgæs trak over området
Om efteråret trak store skarer af vildgæs over området. De slog sig ned i markområderne ved Tønder. Jagt – og mordinstinkter vågnede i borgerskabet i alle samfundslag. Så tog man ellers på gåsejagt. De rigtige jæger havde hund. Andre brugte kanalerne. Man så på byens gader, tøndringer komme gående behængt med gåsekroppe. Andre transporterede dem i trillebør eller i små trækvogne.
De døde gæs fyldte overalt købmændenes udhængsstænger og butikker samt borgerskabets middagsbord. Mange blev vel også eksporteret til andre byer.
Mange havde jagtrettigheder og forpagtere håndhævede også deres rettigheder. Man kiggede med meget ublide øjne på krybskytter. Synderne skulle i den grad afstraffes.
Området mellem jernbane og kanalen blev i gamle dage kaldt Bagved Slottet. Forpagteren var en advokat i Østergade.
En storkerede på Nyholm
På Nyholm var der en storkerede på staldbygningens sydgavl. To af storkeungerne var faldet ud ad reden. Hans Eskildsen gav dem et kvarter inde i stalden. Gasmesteren sørgede for deres underhold. Vinteren over fik man hjælp af byens slagtere.
En dag var begge storkeunger borte. Deres plejeforældre eftersøgte dem alle vegne, men væk var de. Til sidst kom der dog en melding fra godsekspeditionen. De spankulerede der i nærheden på en fenne. De var vel kommet over kanalen på en isflage.
Eskildsen og gasmesteren tog straks gasbåden og begav sig dertil. De fik da også fat i storkeungerne. På tilbagevejen havde de så hver en storkeunge under armen.
Forskellen på en gås og en stork
Men pludselig dukkede advokaten op. Han holdt bøssen frem mod de to, og skulle lige til at skyde. Ja sådan fortalte tøndringerne i hver fald efterfølgende. Han var meget ophidset, og beskyldte de to for vildttyveri.
Men så var det, at gasmesteren spurgte advokaten, om han ikke kunne kende forskel på en stork og en gås. Jagtens forpagter foretrak sig rasende i retning mod jernbanen, mens de to andre stagede hjem til Slotsbanken med deres storkeunger.
Ja advokaten blev nærmest gjort til grin i Tønder. Storkeungerne blev voksne. De fløj mod syd sammen med deres yngre og ældre kammerater.
Øer i Vidåen
På gamle malerier kan man ane, at Vidåen har haft et andet forløb end i dag. Der har også været adskillige øer i åen, som har været forbundet med hvide broer. Da Vidåens vandforsyning til tider havde været for ringe til møllens drift, blev der samtidig foretaget en uddybning og regulering af åen mellem Korntved og den nuværende jernbanebro. En ny møllestrøm forløb i lige linje til Sønderbro. De udgravede jordmasser blev anvendt til et dige, der sikrede den nye møllestrøm mod syd og senere blev til Søndre Allé.
For at forbedre Vidåens vandforløb yderligere blev der ca. 10 år senere mod øst gravet en kanal, der ledede Hvirlåen ind i Vidåen.
Mellem det oprindelige Vidå – løb og den nyanlagte møllestrøm var der afskåret nogle øagtige arealer, til hvilke der mellem Blegen og den senere jernbanebro hørte et sumpet område, som først så sent som ca. 1880 af Tønder – borgerne ved fælles indsats og arbejde blev til det nuværende Anlæg. I sin tid kaldte man det også das Einland.
En gruppe små øer var lidt længere mod vest kommet til at ligge mellem det senere seminarium og Sønderbro.
De blev kaldt Haveøerne (Garteninseln). De hørte til haverne på den anden side af det gamle Vidå – løb. Med andre ord, de hørte til ejendommene i Østergade og til dels også Søndergade. Om disse glemte øer findes der arkiver i de kommunale vandbygningssager i Tønder Byarkiv, som nu befinder sig i Landsarkivet i Aabenraa.
Niels Jacobsen oprensning blev ikke godkendt
Den deputerede borger, Niels Jacobsen havde ladet foretage en oprensning af den gamle Vidå – løb bag staldene. Han havde også foretaget en gennemstikning af en dæmning mellem gamle Vidå og Møllestrømmen vel nærmest ved Seminariet. Dette betegnes som østlig grøft.
I 1842 klagede haveejerne, derunder lægen Dr. Med. J.G.A. Boysen over, at den gamle strøm ikke mere førte vand nok til vanding af deres haver. En oprensning, der forinden atter var foretaget af Niels Jacobsen, havde ikke gjort sagen bedre.
Den 27. september 1842 samledes i den anledning et udvalg bestående af magistratsmedlemmer og særlige sagkyndige ved Sønderbro. De sejlede derfra i fællesskab til besigtigelse af de uheldige forhold, særlig ved gennemskæringen. Nis Jacobsen, der var med, afviste ethvert ansvar. Han havde ikke påtaget sig at anlægge den nu udgravede østlig grøft.
Man vedtog, at Niels Jacobsens oprensning ikke skulle godkendes som veludført.
Senere hørtes ikke mere om sagen, der vel også bogstaveligt er forløbet i sandet. Den gamle Vidå og småkanalerne mellem øerne er efterhånden blevet opfyldt og haveøerne selv er blevet landfaste.
En mødding på Skibbroen
Årene omkring og efter 1840 var en bevæget tid i Tønder. Det var nok i lyset af politiske forandringer. Men også andre ting bekymrede tøndringerne. Gadernes brobelægning blev fornyet. Men også Skibbroens havneanlæg i forbindelse med et nyt toldpakhus og uddybningen af skibsfartskanalen optog mange borgere. Man var også i gang med at fjerne møddingerne. De havde været der siden middelalderen, men de pyntede nu ikke just på åbne pladser og på gader.
Som en prop foran indgangen til Kogade lå der en mødding. Og den havde næsten ligget der altid. Ved Skibbroens første brolægning i ca. 1707 var man antagelig gået uden om. I en længere årrække havde Stadt Copenhagen gjort brug af den.
Stadt Copenhagen var dengang en gammel bygning. Den blev først revet ned efter 1890. Frontside og indgang var mod Vestergade. Stalden med bagvedliggende mødding og Bienengarten strakte sig langs med Kogade helt ned til Skibbroen. Omkring 1820 opstod der, vistnok i Bienengarten den såkaldte gamle Harmoni. Ejendommen dengang blev af Magistraten i 1807 tillagt gæstgiver P.J. Hoyer. Senere blev den drevet af hans enke.
Slesvig – Holstenismens højborg
Stedet bar i disse år et kendt sted. Det var Slesvig – Holstenismens højborg. Ved byens 600 års jubilæum den 25. august holdt Hartvig Wilhelm Beseler en tale her. Han var advokat fra Slesvig og Tønder Købstads repræsentant i Stænderforsamlingen. Ved festmiddagen holdt han sin tale for J.C. Todsen og borgmester Sibbers.
Den af Stadt Copenhagen brugte mødding på Skibbroen synes ikke at have vakt anstød eller generet nogen så længe madamme Hoyer ejede kroen. Men den ændrede sig radikalt, da fruen den 7. september 1844 afstod sin virksomhed til gæstgiver Hans Harders.
Nu fik naboerne travlt
Denne var en 26 – årig ung mand fra Itzehoe – egnen. Nu lugtede den fælt gennem naboernes vinduer. Nu var den i vejen for den gode udsigt. Og nu hindrede det trafikken over Skibbroen.
Der gik så kun tre uger, så blev der klaget til magistraten i denne anledning. De fire nærmest boende af de i alt ti kroejere, der i en tæt bue omkransede Skibbroens havnebassin, krævede møddingen fjernet. Idet de også kom ind på, at pladsen ikke tilhørte Harders, men kommunen.
Den ene af dem, Abroe, der havde boet i Skansen havde selv en mødding liggende ved siden af Harders, hvorfor han også måtte klage over sig selv, medens de andre, der vel havde nået at rydde deres, tilsyneladende var på den rigtige side.
Magistraten forsøgte at klare sagen med det gode. Men Harders havde sikkert været stærk irriteret. Han var stejl og afvisende. Pladsen og møddingen var hans. Naboens klage var dikteret af ondskab og misundelse, mente Harders.
En lang sagsbehandling
Sagen måtte således gå den regulære vej. Den blev slæbt igennem alle regeringsinstanser lige op til H.M. Kongens Cancelli. Ja sagen varede hen imod tre år.
Magistraten besluttede den 29. januar 1845, at Abroes mødding skulle fjernes, da den lå på kommunal grund. Men Harders mødding kunne ikke røres, da der var tale om hævd eller eje.
Deputeretkollegiet angreb en uge senere Magistraten. Stadt Copenhagen var kommet i besiddelse af pladsen ved en tilsnigelse. Man fandt frem til, at pladsen på Skibbroen ikke tilhørte kroen og ikke var identisk med dens oprindelige mødding.
De fire anmeldere ankede herefter Magistratens beslutning til den kongelige regering på Gottorp. Magistratens beslutning blev ophævet. Af hensyn til almenvældet skulle møddingen og dens indhegning fjernes. Desuden skulle pladsen brolægges.
Ejendomsspørgsmålet skulle derefter ordnes ved forligsforsøg eller eventuelt ved ekspropriation.
Så måtte Politiet fjerne møddingen
Harders appellerede straks til det Kongelige Cancelli. Men dette svar af 28. april 1846 gik ham imod. Harders forhalede afgørelsen. Men det var vel også let, for de forskellige instanser var åbenbart uenige.
De fire anmeldere havde opfordret Magistraten til gennemføre den kongelige regerings ordre af 12. august 1845. Magistraten var efterhånden godt trætte af sagen. Og den 7. juli pålagde de Harders inden for 14 dage, at fjerne sin mødding. Men dette efterkom Harders ikke. Så blev det meddelt at man nu havde bedt politiet om at fjerne mødding og indhegning.
Harders døde ganske ung, allerede i 1852.
Kilde: Se Litteratur Tønder
Hvis du vil vide mere: Om Tønderhus, havn, Vidå, Vadehavet og Tøndermarsken: Læs:
Dato: juni 5, 2015
De sidste ”Gadepumper” i Tønder
36 offentlige pumper. De fire af dem fik vand fra Vidåen. Her var også et advarselsskilt. Man havde ansat en mand til at isolere disse med halm i tilfælde af frost. Men disse blev fjernet, da vandværket blev etableret. De prøjsiske statsbaner ville dog ikke være med. Men de to banegårde blev tvunget til at indføre kommunalt vand, da det de havde var sundhedsfarlig. Matthias Lorenzen blev ansat som vand -, gas – og senere el – værksbestyrer. Han blev senere hædret, fordi han havde forhindret en katastrofe på Victoria – bryggeriet. Tænk, at vandværket holdt helt til 1980erne. I dag ses vandtårnet stadig på lang afstand. I dag kan der her beskues Wegener – stole.
36 offentlige pumper
Den 29. maj 1903 stod følgende at læse i Vestslesvigsk Tidende:
Tønder havde omkring århundredeskiftet foruden de mange private, 36 af sådanne offentlige pumper, hvoraf langt de fleste var anbragt på fortovene.
Et skilt med advarsel
Nogle af disse bar et skilt med påmindelse om, at vandet var sundhedsfarligt. Efterhånden var man blevet klar over, at smittekilden til de tilbagevendende tyfusepidemier måtte søges i det dårlige drikkevand.
Fire brønde fik vand fra Vidåen
Thorvald Petersen beretter i en interessant redegørelse om vandværkets oprettelse, at fire brønde fik deres vand direkte fra Vidåen. Når en husmor hentede vand fra en af disse, så vidste naboerne, at de i hendes hjem, skulle have ærter eller kål til middag. Vandet var blødere, så maden behøvede ikke en så lang kogetid.
Halm beskyttede mod frost
Ligeledes anfører han, at byen havde ansat en mand (den sidste hed Joh. Jessen), hvis opgave var at vikle pumperne godt ind i halm, når der var frost i vente.
5.000 mark til begyndelse af et vandværk
I september 1899 bevilligede Tønder Sparekasse 5.000 mark til dækning af udgifterne til forarbejdet ved oprettelsen af et kommunalt vandværk.
Grundstenen til dette blev nedlagt den 5. maj 1902. Den 1. januar 1903 kunne man for første gang åbne hanerne for den rindende vand. Den drivende kraft i det nye foretagende var bestyreren for Gasværket, M. Lorenzen.
Vandledninger til 160.000 mark
Jo, Lorentzen havde et kendskab til jordbundsforholdene på Slotsbanken. Alle vandledninger i Tønder kom til at koste 160.000 mark.
De prøjsiske statsbaner ville ikke være med
Der fandtes da nogle, der ikke straks ønskede at tilslutte sig vandværket. Redaktør P. Skovrøy anfører i sit blad den 17. september 1905:
Eget elektricitetsværk
I 1910 fik Tønder også sit eget elektricitetsværk. Dette blev selvfølgelig også lagt under Lorentzens virke. Krigen kom, og der var meget trange kår. Medarbejderne var kaldt i krigstjeneste. Selv under krigens meget trange kår, hvor der var mangel på kul og olie, blev Tønder den eneste by i provinsen, der uden stop, kunne levere gas, lys og varme. På sin energiske måde sørgede Lorenzen for en rettidig forsyning af brændsel til motorerne.
Lorentzen hindrede en katastrofe
Måske burde vi lige anføre, at Lorentzen i 1908 blev hædrende omtalt af regeringspræsidenten i Slesvig i det officielle Amtsblatt, fordi han under en modig og fagkyndig indgriben under en truende kedeleksplosion på Viktoriabyggeriet forhindrede en ulykke, der kunne have kostet menneskeliv og forvoldt stor materiel skade.
I 1923 forlod han sit lille kongerige på Slotsbanken.
Vandtårnet kan ses på afstand
På lang afstand kan man se vandtårnet. Og tænk engang det og vandværket blev brugt helt til 1980. Bedre pumpemetoder gjorde tårnet overflødigt. Så stod dette tårn ellers ubenyttet hen i 15 år.
Tønder – knægten Wegeners udstilling
I 1994 skænkede A ,P. Møller og Hustru Chastine Mc – Kinney Møllers Fond til almene formål midler til en renovering og ombygning af vandtårnet. Nu er den så blevet en del af museerne, og i 1995 blev det renoverede vandtårn indviet af Hendes Majestæt Dronning Ingrid.
Her kan du så i dag se Tønder – drengen, Hans J. Wegners berømte stole.
Det gamle Pumpehus er også blevet renoveret. Det bliver brugt til konference – og udstillingsrum.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: På vores side har vi 185 artikler fra Det Gamle Tønder
Dato: maj 16, 2015
Den Kriminelle Musikant fra Tønder
Dette er en kriminalhistorie fra Tønders fortid. Egentlig er den fortalt af Stadsmusikant Gerlach. Men helten er Den Lystige Spillemand, Kaspar samt den smukke Mamsel Hartman, hvis far var uskyldig anklaget for mord og røveri. Gerningsmanden var en mexikaner, der havde vundet mange penge fra amtmanden. Efter en fest, hvor ringriderkorpset må kalde sig Frederiks – Korpset, falder hammeren.
Hvorfor må vi ikke høre ”Kærlighedens Lysthus ?”
Vi har gentagende gange beskrevet musiklivet i Tønder, og ikke mindst de fantastiske oplevelser under Tønder Musikfestival. Men hvorfor hører vi så sjældent Michael Falcks bedste sang, Kærlighedens Lysthus, der jo som bekendt handler om Æ Liebestempel, faktisk lige over for politistationen i Tønder?
Nu er det ikke Michael Falck, vi skal høre om i dette indlæg. Nej vi skal tilbage i tiden, inden Michael Falck i Tønder eller Tønder Musikfestival.
Stadsmusikanter i Tønder
I gamle dage var der fastlønnede stadsmusikanter i Tønder. Fra 1615 – 1890 har der været 14 stykker. De var privilegeret og fastlønnede. Og de kunne også kræve løn ved private lejligheder – ved bryllupper, barsler eller andre fester. Ja dengang måtte folk betale afgifter, enten de havde bestilt musik eller ej.
Den sidste Stadsmusikant i Tønder
To af stadsmusikanterne var endog amtsmusikanter. Den sidste musikant hed Gerlach. Han var stadsmusikant fra 1864 – 1890. Gerlach havde en søn, der var medlem af det kejserlige russiske hofkapel i St. Petersborg. Han blev pensioneret i Rusland.
Gad godt nok vide, om de Gerlachs’, der i dag lever i og omkring Tønder, er i familie med ham?
Gerlach underviste i musik i Tønder i 1880erne. Han var meget interesseret i lokalhistorie, var hjemstavnsmand og lokalpatriot. Det er da også Gerlach, der har fortalt følgende historie, som han har fået fortalt af stadsmusikant Allerup (1849 – 1860).
Fuld af spilopper
Kasper Dohrn var faderen Conrad Dohrns efterfølger fra 1782 – 1811. Han var en mand fuld af spilopper. Han kaldte sig ofte for Den Lystige Spillemand. Han blev ofte kaldt med fornavn ofte Kasparikke.
Hans pudsige indfald vakte altid munterhed. Han var kendt som en meget god mand, selv om han også drillede natvægteren. Natvægteren blev dog aldrig rigtig vred på ham.
Lotterigevinsten
En eftermiddag mødte hele Skyttekorpset med musik i spidsen til Den hvide Svane. Værten, Friedrichs var deres æresmedlem. De ville nu lykønske ham med den store lotterigevinst. Kasper var også med. Men værten blev meget forundret, for han spillede slet ikke i Lotteriet. Men da værten så hørte, at det var en af Kaspers spilopper, så vakte det i den grad munterhed. Beværtningen blev fyldt til sidste plads, og værten kunne senere fortælle, at det havde været en af hans bedste dage.
Interesseret i kriminalsager
Kaspar var meget interesseret i kriminalsager, og han hjalp også flere gange med opklaringen af disse. Han var en god ven af stadssekretær Drøhse.
Mand myrdet
En morgen fandt man en mand siddende død med en seddel, hvorpå der stod, Berøvet af Hart….I samme hus boede en mand, som netop hed Hartman. Så denne blev fængslet som morder og røver. Det måtte jo være ham.
Man forstod det ikke rigtigt
Men i Tønder kunne man ikke rigtig forstå det. For denne Hartman var kendt som en rigtig god mand. Kaspar troede heller ikke, at Hartman kunne have begået denne ugerning. Det var et sjældent guldur med fire brillanter på kapslen, der var blevet stjålet.
Hos Gamle Lund i Uldgade
Kaspar begyndte nu i hemmelighed at udforske sagen. Der var blevet indleveret et lignende ur hos gamle Lund i Uldgade i pant. Det var jo lige vand på Kaspars mølle. Men da Kaspar besøgte Lund var uret blevet indløst.
En mexicansk spiller
Men ved lidt snilde og uddeling af punch og brændevin i Rådhuskælderen fik han at vide, hvem der havde indløst uret. Det var nemlig en hel fremmed, som var på besøg hos amtmand von Bertouch. Han hed Hartturios, og var mexicaner. Han var ligeledes en stor spiller. Måske var han falskspiller.
Smukke Mamsel
Kaspar fik at vide, at amtmanden havde tabt en masse penge. Denne mexikaner var åbenbart også damernes ven. Kaspar fik nu den gode ide, at få den smukke Mamsel Hartman hjem til Tønder igen. Hun var rejst bort, da hendes far var blevet arresteret.
Mamsel Hartman blev nu skænkejomfru i Den Hvide Svane. Og det virkede med det samme. Hun kaldte sig dog ikke med dette navn, men Mamsel Møller. Vores mexicanske ven havde stirret ind ad vinduet efter den skønne Mamsel. En dag kunne han ikke mere modstå det. Han måtte indenfor.
Efter at have bestilt en genstand og talt med skænkejomfruen, indbød han hende til en stor festlighed, der skulle finde sted på Rådhuset.
Fest på Rådhuset
Amtmanden, som formand for Ringriderkorpset havde nemlig sendt andragende til kongen om fremtidig at kalde korpset for Frederiks – korps efter Kronprins Frederik. Dette ønske var blevet opfyldt den 18. januar 1805.
Mamsel Hartman tog imod indbydelsen, hvis hun måtte få to biletter, den ene til hendes broder.
Det farmøse ur
Ved festen holdt Kaspar sig hele tiden i nærheden af de to. Da festen var forbi, og de gik udenfor, og ville hjem, foreslog mexicaneren, at de gik en lille tur langs Vidåen.
Kaspar og broderen stod ved hjørnet af Smedegade, og kunne høre, alt hvad der blev sagt. Mexicaneren fortalte nu, at uret var en gave fra en indisk fyrste.
Men Mamsel tog uret op i hånden, og med et rask ryk tog hun det til sig. Hun kunne se, at det var det røvede ur. Mexicaneren troede, at det var en spøg. Men nu fortalte hun, at hun ikke hed Mamsel Møller, men var datter af den uskyldig fængslede Hartman. Mexicaneren fik et chok, så han var ved at falde om.
Mexicaneren tilstod
Kaspar og broderen var nu på stedet. Og ved hjælp af nattevægteren fik de ham nu ført bort.
Mamsel Hartman havde udført Kaspars ordre helt perfekt. I retten tilstod mexicaneren, at han havde tabt alle sine penge til Hartman. Derfor havde han udført sin gerning.
Belønnet af borgmester og råd
Da Hartman blev løsladt var der stor fest i Kaspars hjem. Alt var arrangeret af Kapsar. Han havde også betalt det hele. Den Lystige Spillemand blev hyldet af byens borgere og fik en belønning af borgemester og Raad.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Tønders Musikliv, Se bare her: