Et Jernstøberi i Tønder
Vi tager udgangspunkt i et foto, hvor vi kigger ind ad Vestergade. Fotoet er fra slutningen af 1800 – tallet. En større bygning kunne skimtes. Det var et jernstøberi lige på hjørnet af Vestergade og det nuværende Popsensgade. Bag ved den store grund var der en eventyrlig skov med både sorte og hvide storke. Her var også en dyb mørk vejgrøft, hvor så mange skoleelever fra Tønder er endt i. Jernstøberiet midt i Tønder eksisterede i 46 år. Men var det nu det første i Tønder?

Et Foto fra Tønder
Der findes et foto af I.A. Bödewadt som viser Vestergade taget før 1900. Det må være taget omtrent fra Vindmølleagrene og nuværende Hagges. Fotoet viser strækningen ind mod byen. Det er små huse med små beværtninger og stalde, blandet med håndværkerboder. Der er nogle rebslagere og enkelte garvere. Helt i baggrunden til venstre rager et større hus op. Det er her, at vi finder jernstøberiet.

Et kig ned ad Vestergade
Gaden virker nogenlunde brobelagt. Enkelte bondevogne kan ses, og foran husene ses sludrende borger – madammer. Ved værtshusene skimtes stedets gårdskarle. Og som skrevet helt bagerst på hjørnet af Bokkensåvej (Popsensgade) og Vestergade et højt hus med åbninger til hejseværk i vestsidens tre etager.

Lignede en købmandsgård
Bygningen lignede mest en købmandsgård. Fra 1799 til 1829 tilhørte den rådmand, købmand Andreas Petersen. Jordområdet strakte sig ud bag ved Vestergades bebyggelse. Det gik under betegnelsen Spangsholm, hvilket var en officiel betegnelse til 1923.

En rådmand som ejer
Rådmand Petersens enke afstod i 1829 ejendommen til købmand Hans Christian Hansen. Han boede tidligere på Vesterblegen. Senere skulle han angiveligt være taget til Rendsborg.

En mand fra Ringkøbing
I 1845 overtog Graus Grausen Wedersøe ejendommen. Hans familie stammede fra Ringkøbing – egnen. Selv blev han borger i Tønder i 1839. Han var købmand, rådmand, kæmner og formand for deputeretkollegiet. Han blev lige så mange andre afskediget i 1851 tilsyneladende af politiske grunde. Han blev senere igen senator. Han nævnes også som ejer af Wedersøes Hjørne. Dette blev senere til Severin Matthiesens Boghandel (se artiklen ”Boghandlere i Tønder”). Og dette blev så igen dagbladet Vestkystens redaktion (Jyske – Vestkysten).

En digefoged som ejer

I 1847 – 1850 synes digefoged og rådmand, Detlev Jensen Angel at have været ejer af grundstykket, og efter ham toldassistent Frands Meldorff Frellsen. Denne har en overgang fungeret som en slags administrator.

Var det nu det første jernstøberi i Tønder?
På Tønderegnen fandtes der ikke nogen jernstøberi før 1857. Den første blev grundlagt i netop det år af Nis Peter Lorenzen. Han var søn af seminarist, amtsskriver og senere beværter Matthias Nissen Lorentzen.
Nu skal vi nok lige være historisk hel korrekt, for der er fundet spor efter udnyttelse af myremalm flere steder i Tønder – området fra gammel tid.
Nis Peter gik i skole i fødebyen, Tønder. Derefter kom han i købmandslære hos Joh. Fr. Jensen i Østergade. Efter endt lærertid fik han plads hos købmand Atzen i Sønderborg. Her blev han forfremmet til forvalter i købmandsforretningen. Senere kom han også til at bestyre Atzens kalkbrænderi og en nybygget cikoriefabrik på Sundeved – siden.

Nis Peters kone
Han blev gift med Mette Cicilie Christensen (1828 – 1905) datter af David Christensen, skipper og ejer af fæstegården Lindegård i Ulkebøl Sogn. Faderen havde sejlet under fastlandsspærringen som blokadebryder, mens datteren under treårskrigen havde gjort frivillig køkkentjeneste i Broager – batteriet, der lå på Lindegårdens område.

Arven blev investeret
Da David Christensen var død i 1857 og begravet på Ulkebøl Kirkegård, blev fæstegården af arvingen Mette Cicilie Lorenzen født Christensen solgt til nabogården Bosager. Beløbet på knap 40.000 Rdl. blev investeret i oprettelse af et jernstøberi med maskinfabrik i den før omtalte ejendom i Tønder. Det blev en af de virksomheder i hertugdømmet, som blomstrede i årene efter Napoleonskrigene.

Hjælp fra svogeren
N.P. Lorenzen havde ikke alene en forretningsmæssig alsidig uddannelse, men var også så heldig at få indblik i arbejdet på et jernstøberi, da hans svoger, hustruens halvbror, arbejdede hos Stein & Mayland i Sønderborg. Han hed Jes Detlefsen og var tidligere skibskaptajn. Han overtog senere en købmandsbutik i Gråsten. Han var en god rådgiver for familien i Tønder.

Ejendommen var som de fleste ejendomme dengang, opført i rødsten og ler. Senere er den blevet kalkpudset. Den havde reelt kun to etager, men var meget høj. Et meget højt tag rummede både 2. og 3. sal. Hertil var adgang via hejseværk fra Bokkensåvej.
Fra gadedøren førte en gang gennem hele stueetagen, til højre med adgang til kontoret og til venstre til jernstøberens (chefens) privatlejlighed. Længere tilbage var der indgang til køkkenregionen og på højre side trappeopgangen til 1. sal med vinduesniche til ankommende post.
Mellem den egentlige hovedbygning og en lavere og smallere mellembygning lå en kælderagtig udgravning med en dyb brønd og et pumpeværk, der forsynede fabrikken og hovedbygningens to etager samt vaskeriet med vand.
Desuden stod der ude på vejen en pumpe, der var til offentlig brug.

Også salg af andre ting
En slags gangbro førte gennem mellembygningen fra administrationsbygningen til værkstedsbygningen.
Smelteovnsanlægget var et jernstøberi af den gammeldags type. Det lå med den svære skorsten til dels uden for det egentlige støberi. Her fremstillede man i begyndelsen selv på gammeldags måde støbejern af myremalmet, der fandtes på egnen og trækul fra de hjemlige skove. Senere solgte man tørv fra for eksempel Sølsted Mose. Gødning og æg fra eget landbrug solgte man også.

Mange bygninger
Til støberiet hørte formeriet, hvor den egentlige støbning foregik. Og så var det renseriet. Her foregik også metalstøbningen, som der lejlighedsvis kunne være brug for. Der fandtes endelig også en beholdning af formsand. I et særligt rum lå de aktuelt anvendte træmodeller.
I tilslutning til det egentlige støberi lå et velindrettet smedeværksted udstyret med bl.a. en stor boremaskine. Til den egentlige smedje var knyttet et større kleinsmedeværksted. Her var indrettet en række arbejdspladser langs med vinduerne med udsigt til naboens reberbane. Inde i rummet stod mellem andet nogle feltsmedjer, nogle mindre boremaskiner og tilbehør.
Værkstedernes række afsluttedes mod nord af træbygning, der virkede højere og bredere end de andre huse. Her fandtes snedker – og malerværkstedet. I en del af bygningen stod de lokomobiler, tærskemaskiner og andre landbrugsmaskiner, der i øjeblikket ikke var lejet ud. På en noget forsømt græsmark tæt ved stod ikke blot forfaldne køretøjer og maskinvrag, men marken tjente også som en slags parkeringsplads for trætte eksistenser, der sov deres rus ud her. Når de vågnede fik de ofte kørelejlighed til tøveværket ved Sølsted.

En stor have
Lige nord for lå jernstøberiets have, der var indhegnet med en tjørnehæk. Haven var skovbevokset og enkelte steder kunne man finde rester af lysthuse. Måske var dette efterladenskaber fra jernbøndernes tid. Haven havde forbindelse med skoven bagved. Denne virkede dyb og uoverskuelig. Men egentlig lå den ikke mere end et par hundrede meter fra allégraven. En bæk, der kom vestfra havde snoet sig lige forbi jernstøberiets have. Den var ganske skjult i sumpen. Står man på stedet i dag kan man slet ikke forestille sig dette.

Masser af natur
Her holdt skarer af fugle til. Der var ravne og råger, der holdt til i de gamle træer. Her var talrige storke, der fandt deres føde i engene omkring vandløbene. De holdt til på byens stråtage. Det var deres slægtninge, de sky sorte storke, som boede i sumpskovens højeste trætoppe.
Langs med jernstøberhavens vejgrøft, der var snavset og sortfarvet var der en masse frøer, haletudser og andet kryb. Engang imellem kunne man også se en giftig snog, der havde solet sig i grøftekanten. Den forsvandt lynhurtig ind i tjørnehækken. Om efteråret var Bokkensåvejen ofte som så mange veje i og omkring Tønder oversvømmet.

Skolebørn endte i vejgrøften
Det var også her ved vejgrøften at mellemskoledrengenes slagsmål blev afgjort. De prøvede simpelt hen at skubbe hinanden ned i vejgrøften. En kendt forretningsmands datter i fineste pinseskrud skred også ned i det snavsede hul. Hun måtte temmelig sort hales frem igen.

En medarbejder i 46 år
Da Lorentzen startede virksomheden fulgte en smed og en former fra Stein & Mayland med. Formeren, Michael Leonhardt blev på sin plads i samtlige de 46 år, som firmaet eksisterede. Ud over det faste personale var omkring en snes mand løsere knyttet til jernstøberiet. Det var formere, grovsmede og kleinsmede. De fleste var omvandrende tyske svende, der gik på valsen. Endelig var der ansat en del lokalt boende arbejdsmænd, hvis hustruer hjalp til i stuer og køkken sammen med tjenestepiger, der kom indrejst nordfra.

Faldefærdige bygninger
Vestergades små husgrunde var ikke mere end ca. 25 meter dybe. Kun Bokkensåvejens hjørnebygning nåede en udstrækning på cirka 40 – 50 meter. Bagved lå Spangholms terræn, som også blev ejet af jernstøberiet. På fabrikkens modsatte side fandtes her en gruppe faldefærdige staldlokaler, der anvendtes til heste, kreaturer, fjerkræ samt til opbevaring af hø og korn.
På pladsen et stykke ind mod Bokkensåvej var der anbragt transportvogne til tørv og andre varer, sammen med et par ældre landauere, der ind imellem også blev bragt af befordring af badegæster.

Dommer Gjessings erindringer
Dommer H. Gjessing skriver i sin pragtfulde bog, Drengeår og Manddomsvirke i Tønder:
– Jernstøber Lorenzen ejede jernsøberiet, som lå på hjørnet af Vestergade og Bokkensåvejen. Det var gamle store bygninger, som på os gjorde indtryk af noget hemmelighedsfuldt og mystisk og bagved var der en stor have, i hvilken der i et træ byggede en sort stork.
– Støberiet var vist ikke i gang hele året, men i sæsonen kom der altid fremmede folk, og det var vistnok Hessere. En af dem var den tidligere kaptajn Leonhardts far.
– De gamle Lorenzens kan jeg knap huske (Fruen var en del lammet gennem en række år), men det var tre drenge, som var noget ældre end jeg og tidligere kom bort. De to blev skibskaptajner i Hamborg, den tredje blev gasværksbestyrer m.m. i Tønder og lever endnu, men han er nu en gammel mand.
– Det var også en datter Christine, den yngste af dem. Hun kom en del sammen med Astrid og de andre. Hun blev gift med en skibskaptajn i Hamborg, som døde før krigen. Hun besøgte os flere gange i Tønder, og hun var fornøjelig og elskværdig. Hun sagde, at hun altid havde bevaret sit danske sindelag.

Pigerne holdt sammen
Christine Charlotte Lorenzen tilhørte en kreds af unge piger, der var født i Tønder omkring 1862 – 1863, en enkelt vistnok lidt før. De besøgte den såkaldte realskole, så længe den eksisterede (under Tørslev). Senere besøgte de andre skoler, ganske som de brogede forhold tillod. De deltog sammen i Tønders selskabelige begivenheder, for eksempel i den såkaldte Gamle Harmoni, så længe denne bestod. De kom også i hjemmene og i jernstøberiets store have. Pigerne hed Marie Alberts, Astrid Gjessing, Christine Lorentzen, Agnes Refslund og Fidde Riedell.

Jernstøberiet lukker
Omkring 1903 blev jernstøberiet lukket. Jernstøberen selv og nogle af hans medhjælpere afviklede den gamle virksomhed. Ejeren blev selv boende i sit hus. Han døde i 1907, er årrække efter hustruen, der i lang tid havde været skrøbelig.
I tidens løb blev nogle af grundene langs Bokkensåvejen dels solgt som villagrunde, dels lejet ud til havebrug. Senere blev også værkstedsanlæggene lejet ud til et par maskinfabrikanter. En del jord i by og opland blev solgt. Kun en lille centralt beliggende jordareal med noget af åbredden blev bevaret.

Kilde: Se
– Litteratur Tønder
– Gjessing: Drengeår og manddomsvirke i Tønder
– Sønderjysk Månedsskrift
Hvis du vil vide mere: Læs
– Humlekærren i Tønder
– Militæret i Tønder 1920 – 1923
– Minder fra Tønder 1864 – 1920
– Tønder før og efter Genforeningen
– Ulrich – en fysikus fra Tønder
– Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
– Tog til Tønder
– Handel i Tønder indtil 1864 og mange flere