Artikler
November 13, 2011
Foredrag afholdt den 17. november 2011 i Dansk Handicap Forbund, Strandvejen 142 c, Charlottenlund. Vi kigger på en forstad med kort levetid. Så er der syrebåde, Frihavnen, russiske strejkebrydere, kristne siger nej til restaurationer og forlystelser. Vi besøger Classens Have og Danmarks ældste villakvarter, H.C. Andersen på Rolighed, Badeanstalter, Garnisons Kirkegård. Og så er det også lige Struensees henrettelse, Kastellet, Sangerinde – pavilloner. Vi når lige en tur på
Strandvejen, et par mord, uheldige betjente og grusomheder under besættelsen. OBS: Dette er en lang artikel.
En tidlig bydel
Allerede meget tidlig søgte borgerskabet til Østerbro. Området mellem Østerport og fæstningsanlægget/sygehuset Vartou blev indrettet som et skakbrædt. Her blev veje anlagt og grundende udloddet. Den nye bydel fik navnet Palmaille. Forbilledet var en bydel i Altona. Det var Københavns elite, der havde fået skøder herude.
Kort levetid
Ja sådan var beskrivelsen, og vi er tilbage omkring 1650. Men ak kun et årti fik den skønne bydel lov at leve. De kære svenskere var på vej, og forstæderne skulle være krigsskueplads. Så den 9. august 1658 besluttede man, at afbrænde alt. Forstædernes historie kunne starte forfra. I 1670erne kunne man se en beskeden begyndelse langs Borgergade og Adelgade. Sankt Annæ Kvarteret tog sit udgangspunkt i navngivningen af kongelige titler og tilnavne:
I 1640 var Nyboder færdig. Her tog man udgangspunkt i blomster – og dyrenavne.
Østre Forstad
De to forstæder mod nord og øst blev ikke genopbygget på deres gamle placering. Nye forstæder opstod på den anden side af Peblingesøen og Sortedammen. Østre Forstad startede med mange lysthaver og traktørsteder.
Søerne
Søerne gav dengang også mulighed for selvmord. Digteren Jens Baggesen forsøgte. En dag i 1802 vandrede han rundt for at finde et egnet sted. Han havde ikke til det daglige brød. Men Baggesen fandt aldrig et egnet sted.
Selvmord
Hvad det ikke lykkedes for Baggesen, lykkedes for billedhuggeren Johannes Wiederwelt. Han kastede sig i december 1802 i Sortedamssøen.
Syrebåde
Tænk dengang afgik færgen fra færgebroen ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut. Købmand E.M. Olesen fik meget modvilligt tilladelse til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne i nærheden klagede over stanken. Motorerne var nu heller ikke så driftssikre. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne, der var sat ind på sporvognsstrækningen Nørrebro – Gothersgade.
Nye både blev kaldt De elektriske både. Man reklamerede med, at passagerne fik frisk luft. Man kunne leje de såkaldte promenadebåde, hvor indtil 12 personer kunne spise frokost.
Fredag aften gav Husarernes Musikkorps koncert fra en illumineret båd. Man kunne så følge med fra passagerbåde, som kostede 50 øre.
Otto Mønsted sponserede
I 1916 var man oppe på 350.000 passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted var enesponsor for den populære færgefart. Alle færgerne var på siden påmalet
Otto Mønsted Svane – margarine er fast og holdbar. I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur. Det var populært at holde frokostudflugter på søen. Skulle det være ekstra festligt, kunne man bestille illumination.
Ansøgninger om restaurationsdrift
I 1890erne var der tumult omkring et større restaurationsanlæg ved Sortedamssøen. Kommunen modtog i alt ti ansøgninger. Argumenterne var både gode og talrige. En ansøger ville lave en bespisningsanstalt til rimelige priser. En anden sammenlignede stedet med Alsterpavillonen i Hamborg.
Menighedssamfund sagde nej
Men de store projekter blev ikke til noget. Medlemmerne af Skt. Jacobs Menighedssamfund foranstaltede en underskriftsindsamling mod forslagene. Omkring 2.000 borgere skrev under på:
Menighedssamfundet omfattede hele Østerbro. Den drivende kraft var den indremissionske præst Peter Krag. Medlemstallet var allerede i 1893 oppe på hele 1.000 medlemmer. Et af hovedtemaerne var den stigende forlystelsessyge.
Politidirektør lyttede
Menighedssamfundets synspunkter havde stor sympati hos politidirektøren. Måske var det årsagen til, at mange afslag, når det gjaldt Østerbro – dengang. Således søgte 30 personer i tidsrummet fra 1905 – 1921 om biografbevilling på Østerbro. Samtlige fik afslag.
Kysten ved Strandboulevarden
Dengang gik kysten omtrent der hvor Strandboulevarden i dag går. Da Frihavnen blev bygget blev kysten flyttet et par hundrede metermod øst.
Masser af småhavne
Inden da lå der en masse småhavne langs kysten. Over det hele hvilede en duft af stillestående vand samt træ og rådden tang. Duften af tjære blandede sig nu og da. Gennem gamle plankeværker kunne man skimte en både ude på Sundet. Her lå en masse joller, sandpramme og tømrerpladser. Pælebroer og lave bolværker, der var grønslimede og forfaldne var her.
Dårlige rønner
På Ydre Østerbro lå der dengang endnu små rønner af en meget dårlig kvalitet. De var bygget af murbrokker og gammelt skrammel. Her boede sandgravere, fiskere og arbejdere. Når der kom penge var der liv og glade dage på beværtningerne.
Ballade ved lønningsdag
På hjørnet af Batterivej og Sibbernsvej (nu Strandboulevarden) lå Lars Nielsens Beværtning. Her udartede der sig ofte efter lønningsdag ballade mellem Zulukafferne og Nihilisterne. Efter slagene blev de sårede behandlet hos nærmeste barber.
Frihavnen
Ja den nye Frihavn skabte store ændringer på Østerbro. Vi fik også en ny Langelinie. I villahaverne i Rosenvænget viste familiemedlemmerne sig ikke mere under åben himmel
Ja sådan skrev Politiken, dengang.
Østerbro gik i vandet
Der, hvor de store skibe for nogle år siden lagde til, gik man nu rundt med trillebør. Fæstningsværker blev sløjfet, voldgrave blev opfyldt og kirkegårde nedlagt. Østerbro gik i bogstavligt forstand i vandet.
Cirka 2.000 arbejdere var beskæftiget med at anlægge Frihavnen. Grundende i de nærliggende gader steg efterhånden i værdi.
Der manglede skibe
Da Frihavnen skulle indvies var den helt tom. Man fik i hast Tietgen til at fylde den med DFDS – skibe. Men udenlandske journalister undrede sig over, at der slet ingen varer var i havnen.
Russiske strejkebrydere
I 1902 opstod der en strejke blandt søfolk og havnearbejdere. Men egentlig kunne det ikke ses i Frihavnen. Arbejdsgiverne fik hurtig engageret 500 strejkebrydere. Det var russere, og for dem måtte arbejdsgiverne punge ud med en overpris, nemlig den betydelige dagløn af tre kroner samt kost og logi. Russerne fandt det dog kritisabelt, at de ikke måtte ryge og drikke i arbejdstiden. Men de fik dog en slags kompensation af rigelig skibsøl. Konkurrencen mellem de forskellige Atlanterhavs – ruter var benhård. Nye dobbeltskruede færger kom til. De kunne medtage 1.800 passagerer.
Langelinie
Dengang i 1880 havde man også en pavillon. Den hed Esplanade – Pavillonen. På førstesalen spillede den fortræffelige pianist, Cappelen. Egentlig var Langelinie en del af Kastellets befæstning. Den kunstige bakke ved Gefion Springvandet eksisterede endnu ikke.
De kongelige
Adskillige kongelige personer kom her. Prins Valdemar elskede at tumle rundt i en kajak. Og man kunne være heldig at møde Christian den Niende til hest. Og måske ved sin side, hans bor, Greve Hans af Glücksborg.
Sejlsport var den rigtige sport
Jo det var sejlsporten, det var den rigtige sport, mente Borgerskabet. Man foragtede det nymodens “cykleri”. Dem der cyklede var dumme, man sagde dengang:
Dansk Forening for Lystsejlads blev senere til Kongelig Dansk Yacht – Klub. Allerede tidligt havde man opbakning fra kongehuset, adelen, aristokratiet og det bedre borgerskab.
Den stakkels havfrue
Da Søndre Frihavn blev anlagt, mistede man promenaden langs Kastellet. I stedet blev der anlagt en park og en promenade langs Langeliniekajen. Og den mest udsatte på disse kanter – med overhældning af maling og halshugget m.m. var Den Lille Havfrue, udført af Edv. Eriksen i 1913.
Den ny Langelinie
Borgerne på Østerbro mistede deres direkte mulighed for at komme til vandet. Det var man ret utilfreds med. Løsningen på konflikten var at man lagde en barriere af jernbanedæmning og toldgitter mellem boligkvarterer og haveområder. Den nye Langelinie var blevet mere snævert, men til gengæld længere. Man kunne dog ikke mere bevæge sig frit gennem Langelinie
og op ad Øresundskysten.
Folk strømmede til, for at få et blik af de kongelige, men vel også for selv at blive set. I 1910 var det premierløjtnant Reehnitzer og hans ubåd Dykkeren, der trak folk af huse. I 1944 røg Langeliniepavillonen i luften efter en sabotageaktion.
Krigsretssag
I 1692 førtes en krigsretssag med forbindelse til Store Vibenshus. En underofficer havde først siddet og drukket i en kælder ved stranden. Han begav sig derefter ud til Store Vibenhus.
Her mødte han to fruentimmer. Herfra gik de til Lundehuset og spillede kegler. Derfra gik de tilbage til Store Vibenshus, hvor de kappedes om, hvem der kunne drikke mest. Det endte med et kæmpe slagsmål, efter at man havde indtaget 8 kander øl.
Brændevinsbrændere protesterede
Herude ved Vibenshus samledes også i 1723 alle brændevinsbrænderi for at aflevere en protest til Frederik den Fjerde. Denne handling blev af kongen betragtet som utilbørlig optræden. Det kunne have ført til “Unaade og stor Straf” Men politimesteren nøjedes med at give en stor advarsel.
Kørsel på Kongevejen
Ved en kongelig resolution af 29. september 1767 ophævedes kongevejsordningen for vejstrækningen fra Store Vibenshus til Fredensborg. Den almindelige færdsel mod betaling af bompenge startede den 10. november.
Østerport
I 1703 blev porten flyttet fra Rigensgade til hjørnet og Folke Bernadottes Allé. Der lå dengang dybe grøfter her. Og det kunne efter mørkets frembrud være særdeles farligt at færdes her. Den 19. november 1801 befalede kongen simpelthen, at vejen udenfor Østerport skulle forsynes med hele otte lygter. Det var tranlygter. Så hvor meget det egentlig havde hjulpet var et spørgsmål. Og her i 1801 havde Østerbro 659 indbyggere.
Classens Have og Aggersborg
Den danske hær stod faktisk i Holsten for at forsvare sine interesser over for franskmændene. Da englænderne kom i 1807, havde man forventet, at de ville angribe fra søsiden. Men
de gik i land. Det kom til det historiske slag i Classens Have. Men egentlig varede slaget kun tre – fire timer. Danskerne havde samlet en broget flok af Borgerværn, Landværn og Livjægere. Alt i alt var man 11.000 mod englændernes 30.000 mand.
Englænderne gik i land
Den 16. august var englænderne gået i land ved Vedbæk. Ni dage senere stod englænderne uden for København i en linje fra Classens Have, på ydersiden af søerne, ad Blegdamsvej forbi Blågård og Ladegården til Kalvebod Strand. Den danske flåde var ikke blevet mobiliseret. Der skete kun sporadiske angreb fra danske kanonbåde.
Englænderne: Danske Soldater var som bønder
Den 31. august blev lederen af angrebet i Classens Have, den 70 – årige Peymann såret af en flintekugle i låret. Til lægen sagde han:
Kampen i haven betød på dansk side, 24 døde og 98 sårede. I første omgang havde man fået englænderne til at flygte. Men i anden omgang var det danskerne, der måtte flygte ind på Kastellet. Englænderne havde ikke meget til overs for de danske soldater. De kæmpede ganske bravt sagde de, men virkede som bønder i uniform, uden metode og dømmekraft.
Dømt til døden
Og selv om Peymann havde kæmpet tappert blev han og tre andre officerer dømt til døden. Nogen skulle jo stå til regnskab for ydmygelsen. Men de blev dog benådet af kongen.
Danmark ydmyget
Om aftenen den 20. oktober stod englænderne ud gennem Sundet med de første 100 skibe. Dagen efter fulgte den engleske hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe. Man
lagde tæt på den svenske kyst og Helsingborg, hvor man saluterede for den svenske konge. Han var taget ned fra Stockholm for med skadefryd at iagttage det prægtige syn af arvefjenden
Danmarks ydmygelse.
Haven – en stor byggeplads
Midt ud i søen i Danmarks største have lå Aggersborg. Men ak og ve. Classens Have endte som en stor byggeplads. Her kom Lipkesgade, Livjægergade, Willemosegade og Ringstedgade.
Kunstnere på Aggersborg
Aggersborg blev efterhånden omgivet af stenklodser. Rosendal oplevede sine sidste dage med butikker i stueetagen. Det Hvide Hus på hjørnet af Classensgade lyste op med minder om Rosenkilde og Julie Sødring.
Og her på Aggersborg boede vores store maler, P.C. Skovgaard:
Fiskerhus
Egentlig går historien om Classens Have tilbage til 1658, hvor den hed Verner Klaymans Have. I haven fik den pensionerede jæger, Johan Dantzer lov til i et fiskerhus, at udskænke øl og vin og oprette fiskedamme. I 1707 havde Fiskerhuset betegnelsen, Traktørsted. I 1728 var det faktisk et gourmet – sted. Der blev serveret fisk og vildt for fornemme Liebhavere – til en civil pris.
Sønderjysk familie
I 1754 blev hele herligheden solgt til J.F. Classen. Han var født i Oslo, men stammede som så mangen en god mand fra det sønderjyske, hvor familienavnet var Clausen. Den aktive forretningsmand drev krudtværk i Frederiksværk. Men han drev også vognfabrik, voksdugsfabrik, fajancefabrik, vokslysstøberi, gørtlerværksted, guldsmedeværksted, rebslagerbane og meget mere.
Hans virke omfattede også landbrug, kvægavl og skovbrug. Han ejede flere godser og et stort bibliotek, der omfattede 20.000 bind. Hans bror oprettede senere en landbrugsskole i haven.
Strandpromenade
Langs kysten anlagde han en strandpromenade for offentligheden som en forlængelse af Langelinie. Og københavnerne benyttede sig af det. De gik helt ud til kalkbrænderierne og nød de tusindvis af skibe ude på Sundet.
Danmarks ældste villakvarter
Rosenvænget er Danmarks ældste villa – kvarter. Kvarteret afgrænses af gaderne Rosenvængets Sideallé. Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden, Nordre Frihavnsgade og ved Vænget. I 1863 kunne man i Illustreret Tidende læse:
Byggespekulanter holdt væk
Hovedvejen førte ned til stranden. Senere fulgte kvarterets andre villaveje. Og de skulle ifølge vedtægterne være 20 alen bredde. Villaerne måtte ikke være over tre etager. Byggespekulanterne holdt man væk ved hjælp af servitutter.
Ikke meget lys
De efterhånden 50 villaer kom til at ligge i landelige omgivelser med dejlig frisk luft og skøn udsigt. Men idyllen var da til at overse. De få lygter kunne ikke oplyse vejene. Om aftenen og vinteren må det have været mørkt. I regn – og snevejr må de landelige veje have ligget hen som morads. For enden af Rosenvængets Hovedvej nede ved Strandpromenaden var det låst. Kun privilegerede personer som H.C. Andersen fik en nøgle udleveret.
De kendte
Her boede alle de kendte, krigsministeren, malerne Skovgaard, Marstrand, Aagaard og marinemaler Sørensen. Holger Drachmann og ikke mindst Johanne Louise Heiberg var her.
De kunstige tænder afprøves
Her fik H.C. Andersen mange gratis middage. Det var fast at hver tirsdag var det hos højesteretssagfører Drewsen. Her prøvede han sine kunstige tænder første gang i marts 1864. Ikke alle brød sig om eventyrdigterens evige jagt efter gratis bespisning, mens andre satte stor pris på hans besøg. Egentlig var H.C. Andersen ikke så begejstret at skulle underholde børnene ved deres fødselsdage.
Finsens Institut breder sig
De rige beboere havde søgt at hindre, at Finsens Institut hele tiden udvidede. Borgerskabet var bange for, at de patienter, der kom med deres hudsygdomme, kunne smitte. Og de vansirede ansigter var ikke noget borgerskabet brød sig om. Efterhånden ejede Instituttet en tredjedel af alle villaer. Beboerne påberåbte sig gamle servitutter, men efterhånden åd etagebyggeriet sig ind på området.
Kryolit-fabrikken
Ved Kalkbrænderiet begyndte man i 1858 anlæggelse af Kryolitselskabets Fabrik – Øresund. Julius Thomsen havde fundet ud af, hvordan man omdannede kryolit til soda. Fabrikken blev faktisk først lukket i 1990. Erhvervskomplekset Tietgens Have, Skat og Charlottehaven ligger i dag på stedet.
De Fattiges Dyrehave
Ude ved Kalkbrænderierne lå forlystelsesstedet De fattiges Dyrehave. Her var gynger, skydebaner og andet gøgl. Det lå der, hvor Strandboulevarden 88 – 98 i dag. Storhedstiden var i anden halvdel af 1800tallet. Fra teltbeværtningerne blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik til arbejderne og bådførerne fra kalkbrænderierne og andre steder. Det var især søens folk, der kom her. Det havde også ry derefter.
Men her var også karruseller, keglebaner og andre fornøjelser for dem, der ikke havde råd til at tage i den rigtige Dyrehave. Endnu i 1876 lå der 15 lysthuse i haven.
Rolighed
Rolighed blev kaldet Det lille Rosenborg. Her kom de fine. Men i 1850 så bygningen forfærdelig ud. Men den blev istandsat. I 1857 overtog grosserer Melchior bygningen, og det var her H.C. Andersen udåndede 4. august 1875.
Ja sådan sagde vores berømte eventyrdigter.
Søen stinker
Egentlig boede han i Nyhavn 18. Allerede et år før sin død beklagede han sig:
En måned før han døde, lod han sin kuffert pakke, købe nyt tøj og bestille 200 nye visitkort. Han tænkte også på at bygge sig en villa. Det skulle være et eventyrhus som lignede Fru Heibergs i Rosenvænget.
Prøvet lidt af hvert
Men der var ikke flere medikamenter ud over morfinen, der virkede på ham. Han havde ellers prøvet lidt af hvert.
Andersen havde spurgt Fru Melchior om hun kunne skære hans pilsåre over, hvis hun en dag fandt ham livløs. Han ville ikke risikere, at blive begravet i levende live.
Strandboulevarden
Anlæggelsen af Strandboulevarden blev vedtaget i Borgerrepræsentationen i 1895. Den førte direkte hen til Københavns Svineslagteri. Man fik aldrig ført linjen videre nordpå til Strandvejen. Egentlig var der mange navne til den nye boulevard, Borups Boulevard, Hagemanns Boulevard og Fru Heibergs Boulevard.
Badeanstalter
Her på Østerbro lå der i tidens løb en masse badeanstalter. Martin Andersen Nexø fortalte, at han og de andre børn fra Skt. Hans Gades Skole badede på den militære badeanstalt. Det var her Helgoland 3, kom til at ligge
Badeanstalt drev til havs
Helgoland 1 lå ved kysten fra 1885. den var anlagt på zinkpontoner. Men den drev til havs og blev slået til vrag. Ja den endte på Saltholm. Helgoland 2 blev bygget på pæle i 1897. Men i 1914 blev den afmonteret for at skaffe plads til den nu promenade. Ja egentlig var der også en Helgoland 2b. Det var en vinterbadeanstalt. Anstalten indeholdt en sal omgivet af 8 værelser for herre og 6 for damer. Der var fem store kakkelovne, et styrtebad, et vægt og gymnastikredskaber.
Et besøg i 1902
Ja lad os prøve at aflægge Badeanstalten Helgoland et besøg i 1902:
Garnisons Kirkegård
Her på kirkegården kunne man aldrig finde på at smide tøjet, som på Assistens Kirkegård. Efter anordning af Kong Frederik den Tredje blev der i 1664 anlagt en gravplads uden for demarkationslinjen. Næsten samtidig anlagde man lige over Skibskirkegården. Denne kirkegård blev lagt under flådens kirke. Det er i den, der i dag kaldes Holmens Kirkegård.
Straffefangere holdt ikke længe
I begyndelse var det kun Landmilitæret, der brugte kirkegården. Den kommunale pestkirkegård kom til at ligge lige op ad Garnisonskirkegården. Soldater blev sat til at grave en række grøfter på arealet nord for Kastellet op mod det nuværende Classensgade. På grund af smittefaren trak kommandanten dog sine soldater tilbage.
I stedet blev 17 fangere fra Bremerholm sat til arbejdet. De blev lovet deres frihed, når de var færdige med arbejdet. Efter nogle få dages arbejde var der dog kun to fangere, der var arbejdsdygtige. Resten var enten døde eller stærkt svækkede.
Kanonskud skulle fjerne stanken
Kun gennem Østerport måtte der dengang transporteres lig. Mange lig lå u-begravede hen. Og det betød en frygtelig stank. Soldaterne på Kastellet beklagede sig. Man affyrede kanonskud for at sprede stanken.
Kisten flyttet tre gange
Jøderne i København var udsat for antisemitisme. I 1729 døde Jens Gedeløcke. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård. Snart gik det rygter om, at han slet ikke var kristen. Han var blevet lokket af jøderne for at opgive den rette lutherske tro. Politimester Hans Himmerich befalede at liget skulle graves op og overflyttet til jødernes kirkegård på Nørrebro. Et helt kompagni soldater skulle sørge for transporten. Og det var jøderne selv, der skulle grave liget op.
Og på Nørrebro måtte de under slag fra soldater grave et nyt sted for Gedeløcke. Jøderne klagede til direkte til kongen. De fik tilladelse til at flytte kisten til et tredje sted, der hverken var i kisten eller i jødisk indviet jord.
Fattig – kirkegård
Der hvor den amerikanske ambassade i dag ligger, lå fra 1770 til 1858 en fattig – kirkegård for Almindelig Hospital i Amaliegade. Den nordligste del var kirkegård for stokhusslaver og henrettede forbrydere.
Dengang var kirkegården noget forsømt. Fædrelandet skrev således i 1858:
Hunde – kirkegård
Senere blev dette stykke hunde – kirkegård. Mange af Østerbros velplejede mopser fandt her i forbrydernes nedlagte grave, deres sidste hvilested under gravsten af marmor.
Lille Amalienborg
Efter at denne del af kirkegården blev nedlagt, opførtes i 1916 Lille Amalienborg til trægrosserer Harald Simonsen. Det var herfra, at von Hanneken dirigerede slagets gang under besættelsen. Her boede Erna Hamilton, som var Guld Haralds datter. Hun fik aldrig en eksamen, skønt hun var kvik og intelligent. Hun boede her længe, og flyttede først herfra, da hun blev gift anden gang. Ja hun nåede også at blive gift en tredje gang.
Kongen kan også lugte
I 1726 havde vognmændene fået lov til at udføre renovationen gennem Østerport. Men de smed bare renovationen ned i søen eller på en åben plads i nærheden. Da man fandt ud af, at kongen en gang imellem kom gennem Østerport, fik vognmændene forbud mod denne praksis. For også kongen kunne lugte den forfærdelige stank, der kom fra søen og området i nærheden.
Struensee og Brandt
På en lille jordhøj, blev der engang anbragt en granitsten på Fælleden. Det var til minde om en sindssyg konge og hans ulykkelige 19 årige dronning. Det var også historien om Struensee
og Brandt. De blev fængslet i januar 1772 og anbragt i Kastellet. Og den 28. april blev de i hver sin vogn og ledsaget af officerer og et kommando ført ud til Øster Fælled.
Struensee måtte vente
Et skafot var rejst på stedet. Brandt fik først den højre hånd, og derefter hovedet afhugget. Alt imens holdt Struensee nedenfor i sin vogn. Han kunne høre de hug, der skilte hans ven af med livet. Bagefter kom turen til ham. For at retfærdigheden kunne ske fyldest, blev deres legemer bagefter parteret og lagt på stejle og hjul. De blev et bytte for himlens fugle.
Byen var næsten affolket. Alle havde bevæget sig herud for at følge den frygtelige eksekution. Ja man sagde, at der var 30.000 tilskuere.
Landsforræderi
De blev begge dømt for landsforræderi og majestætsfornærmelse. Struensee havde desuden udfordret kongemagten og fået barn med dronning Caroline Mathilde. Ja Struensees forræderi var grunden til, at man indførte indfødsret. Dengang havde en femtedel af befolkningen, tysk som førstesprog.
Fremskridt
Struensee havde mødt Christian den Syvende under dennes Europa – rejse i 1768. Kongen havde dengang vist tegn på sindssyge. Struensee havde god indflydelse på kongen og blev hyret til livlæge. Og livlægen fik mere og mere magt. Det lykkedes ham, at få kongen til afskedige statsrådet. Struensee kunne så selv underskrive lovene. I de to år han var ved magten lykkedes
det ham, at gennemføre et utal af reformer, bl.a. indførelse af trykkefriheden. Med et hug fik han også afskaffet bøndernes hoveri. Han indførte bedre sociale forhold og et mildere straffevæsen.
Henrettet for politisk magt
Godsejere og adelige vendte sig mod Struensee. De lavede et kup og fik livlægen dømt for majestætsfornemmelse, fordi han havde været kongen utro med dronningen. Reelt blev han dog
dømt for sin politiske magt. En gruppe kupmagere med kongens stedmor og halvbror i spidsen fik Struensee og Brandt arresteret. En retssag fulgte. Og begge blev dømt til døden.
Til skræk og advarsel
De legemlige rester blev senere lagt ud til retterstedet på Vesterbro. Hoffet havde ønsket, at man fra Frederiksberg Slot kunne glæde sig over synet. Det siges, at ligene lå her i årevis til skræk og advarsel.
Henrettet med skrig
Der var barske afstraffelses – metoder dengang. I skarpretterens prisliste fra dengang i 1698 kan nævnes:
En dyr aflivning
I 1675 blev Erik Lagefoged, der havde myrdet forpagteren på St. Knuds Kloster, ”justificeret” på følgende måde. Først blev hans hjerte skåret ud af ham, og bødelen slog ham med det på munden. Derpå knustes hans arme og ben med et hjul. En rem blev skåret af hans bug og en af hans ryg. Hans hoved blev afhugget og sat på en pæl. Endelig blev hans legeme parteret og lagt på fire stejler. Skulle man tolke skarpretterens prisliste, så havde denne aflivning været en bekostelig affære.
Griffenfelds lidelser
Den 6. juli 1676 blev Griffenfeld ført ud af sit fængsel i Kastellet til Paradepladsen. Midt på pladsen var der spredt noget skinnende hvidt sand med sort klæde over. Ved siden af stod den dødsdømtes ligkiste, overtrukken med sort stof og våben, der hidtil havde siddet på hans stol i Helligåndskirken. Kredsen var omringet af soldater. Men der var også tilskuere til stede. Griffenfeld tog afsked med de tilstedeværende, bevidnede sin uskyld og forsikrede, at han havde haft statens og kongens vel for øje.
Han opløftede sine hænder til Gud og erklærede, at han modtog døden som en retfærdig straf, fordi han havde søgt Jordens Konge mere end Himlens. Hans frimodige og gudhengivende holdning gjorde et stærkt indtryk hos de tilstedeværende.
Bødelen trådte nu frem med sit våben:
Den dødsdømte svarede:
Min sjæl i din hånd
Derefter tog Griffenfeld sin paryk og halsklud af. Han lagde sig på knæ og bad en kort bøn. Derpå lagde han sig på knæ:
Pardon i Kongens Navn
Derefter gav han tegn til bødelen, om at hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter ordre. Men da han endelig løftede sværdet med begge hænder, trådte generaladjudant Schack frem og råbte:
Dette afstedkom et sus i forsamlingen. Schack læste nu den kongelige ordre. Griffenfeld var blevet benådet. Han havde fået livsvarig fængsel.
Mord og selvmord ved Trianglen
Der hvor Øster Elektricitetsværk rejste sine kæmpemure i 1901 – 1902 lå en ejendommelig gård med et fornemt præg over sig. Den bestod af tre lave, til dels sammenhængende længer. Denne gård blev opført af den jyske bonde, Steffen Smidt. Han begyndte som arbejder på Sukkerraffinaderiet Unionen. Her blev han efterhånden mester. Det brændte, og Schmidt opførte et nyt raffinaderiet i Bredgade.
Men ak og ve. Schmidt begik falskneri med salg af sukker. Og det blev opdaget. Så Schmidt tog livet af sig selv. Hans karl boede i en del af gården, og blev ret så rig. Og det rygtedes. Derfor blev han myrdet.
Strandvejen/Østerbrogades historie
En udfaldsvej blev anlagt fra Østerport ved portens omlægning i 1647. Oprindelig hed vejen Østerbro eller Østerstenbro. Indtil 1858 hed den Strandvejen fra Trianglen. Fra 1949 kom også det sidste stykke fra Lille Vibenshus til Svanemøllen til at hedde Østerbrogade.
Strandvejens historie er også omgivet af mystik. Ved Tårbæk tales der om møder med genfærd. Mange skibe forliste og ligene drev ind til stranden. Men den har ikke altid været let at køre på. Således hedder det i en kongelig forestilling fra 1779:
Kidnapningsforsøg
I 1777 ville den engelske sørøver John Nordcross i samarbejde med svenskerne bortføre kronprins Christian, den senere Christian den Sjette. Det var lige før det lykkedes.
Omkring år 1800 oplevede man langs Strandvejen nord for Østerbro et sandt byggeboom af landssteder. Og udflugterne gik også til Dyrehavsbakken og længere nord på. Helt op til Rungsted tog man på udflugt. Men Strandvejen var slet ikke gearet til alt den trafik.
Hvide som snemænd
En passager på dampskibet Caledonia fortalte om turen gennem Sundet en dejlig juni – morgen i 1819:
Han så Sjællands yndige kyst glide forbi, med alle landsteder, haver, bakker og marker. Ud for Charlottenlund ændrede billedet sig. Hele Strandvejen derinde så han nu indhullet i støvskyer, hvor mange hundrede vogne rullede afsted. Hvide som snemænd ankom de til Klampenborg. Men her trådte såkaldte børstedrenge til. For et par skilling befriede de folk for det værste støv. Omsider fandt man så ud af at lade Strandvejen vande. Og det gjorde man helt ind til Lille Vibenshus.
Åndelig undergang
Man havde bevist, at sådanne gadevandinger havde en gavnlig virkning “paa de lavere Klassers Moralitet” Støvet udviklede miasmer (bakterier) som virkede fortrinsvis på maven. Derfor søgte mændene og undertiden også kvinderne tilflugt i spirituøse drikke. Dette bevirkede således til familiernes legemlige og åndelige undergang, sagde kloge mennesker dengang.
Det vakte en del forargelse på Strandvejen, at se kvindekønnet på disse nymodens transportmidler, cyklen. De kæmpede en ulige kamp for at holde balancen og skørterne på plads. Man havde sandelig noget at snakke om, når man iagttog dem. Således udtalte en læge:
Mange gamle traktørsteder
På Søholt blev der også drevet traktørsted. I 1722 kunne man læse, at man for billig betaling kunne blive betjent efter sin stand i den smukke have. Omkring kilderne i det yderste af Østre Forstad florerede udskænkningsstederne og forlystelserne. En populær vise fra begyndelsen af 1700tallet fortalte følgende:
Gyldenlund var det senere Charlottenlund. Allerede i 1653 var der her indrettet et værtshus af Frederik den Tredjes kammertjener, Jakob Petersen. Dette navn går igen i forbindelse med
den lystgård som Ulrik Frederik Gyldenløve lod bygge på stedet. Her var Christian den Femte ofte på besøg.
Trianglen
Man tror det næppe. Men Trianglen lå dengang omkring år 1800 hen som et grønt idyl. Pladsen var lejet ud til en jomfru Windsløw, der havde gæs og kalkuner gående her. Trianglen
var fra tidlig tid et trafikknudepunkt.
Harders morgenkaffe
Herfra udgik også mange hestesporvogne. Fra Trianglen op ad Øster Allé gik også en rute. Her hed kusken dengang Harder. Om sommeren var det ikke et problem at sidde på bukken. Men om vinteren i sne og frost, kunne det være en barsk omgang. Her kunne man godt tænke sig en hjertestyrkning, når man kørte ind med Østerbros grosserere og embedsmænd.
Et stykke oppe af alléen gjorde Harder holdt. Det stod der ikke noget om i køreplanen. Men her gik han så hen til sin forlovede, Marie, der tjente på Huggeblokken i Skjoldgade. Her drak han sin morgenkaffe. Imens ventede de frysende nede i vognen, men det blev accepteret.
”Popo – stød ”
Skulle man fra Vester – til Østerbro kunne man tage med Farimagsvej Og også dengang i 1839 havde man en slags Københavner – guide, Heri skrev Johan Behrend:
Kapervogne
På Trianglen holdt kapervognene. Kuskene kæmpede om kunderne. Ja de blev ligefrem overfaldet for at få fyldt vognene. For en kapervogn kørte ikke før, den var fyldt op med mindre, man havde betalt for den. Turen gik til skovene nord på. Der var indrettet venteværelse hos konditor Larsen.
Farlig for kvinder
Om bord på sådan en kapervogn, skændtes man, så det bragede. Men det kunne også være morsomt efter en glad dag på Dyrehavsbakken. I en turistguide fra den tid hedder det sig:
Smagløst
Johan Ludvig Heiberg var bestemt ikke begejstret for disse ture nord på. Det fremgår tydelig af hans beskrivelse:
Døde heste på
vejen
Det med de døde heste, havde noget på sig. Således fortæller en avisartikel fra 1852:
Arbejdsdag på 16 – 17 timer
Der var masser af trafik gennem Trianglen. Masser af omnibusser gik også nord på. De havde eksotiske navne som Hertha 1 og Hertha 2, Figaro, Solen m.m. Man sad ret ubekvemt på to bænkerækker. En kæmpe omnibus beregnet til 50 personer blev konstrueret. Den skulle trækkes af 6 – 8 heste. Men det var mere end datidens politi kunne tolerere. De forbød denne farlige
transport.
De hestetrukne sporveje var flot dekorerede. Men stakkels kusk. Han måtte selv hente hestene hos de forskellige vognmænd og aflevere dem igen, når arbejdsdagen var slut. Det betød
en arbejdsdag på 16 – 17 timer.
Lige efter Trianglen på Strandvejen havde man fri udsigt over havet. Nogen følte sig dog generet af kalkrøgen fra kalkovnene på kalkbrænderierne.
Bien
En ny tidsvarende ventesal blev bygget i 1907. men byggeriet vakte stor diskussion. I folkemunde kaldte man det i folkemunde Bien eller Suppeterrinen.
Seks betjente regulerede færdslen
Trafikmængden tiltog efterhånden på Trianglen. Således måtte der i 1920erne udkommanderes seks betjente til at regulere trafikken. De skulle forhindre de værste ulykker. Trianglen var dengang kaotisk med hestevogne, biler, sporvogne, cyklister, træk – og barnevogne samt fodgængere.
Sangerinde – pavilloner
Ved Lille Trianglen har der ligget beværtninger langt tilbage i tiden. Her var også to sangerinde – pavilloner. De lå skråt over for hinanden. Den ene hed Aléenlyst, men blev også kaldt for Gravens Rand, fordi den lå lige op ad indgangen til Holmens Kirkegård og ved siden af kirkegraverens hus. Den anden pavillon lå over for Farimagsgades udmunding i Østerbrogade.
Den var nabo til Heldts Café på hjørnet af Classensgade. Her lå en masse lysthuse.
I 1864 var der 21 af den slags sangerinde – pavilloner i København. Men for mange skete der noget moralsk forkasteligt på disse steder. Københavns Politidirektør syntes ikke om stederne. Han mente, at det var forskoler for den offentlige prostitution, og at kvinder der optrådte her var mere eller mindre løsagtige.
Luk de pesthuller
Siden den ny politilov fra 1863 var der ikke givet flere tilladelser til at holde musikselskaber. En ung mand, der led af kærestesorg til en af sangerinderne forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen. Dette eksempel brugte præsterne til at udtale, at pavillonerne var den dødelige fristelse for unge mænd – luk de pesthuler, sagde præsterne.
Bompenge
Man talte meget tidlig om en jernbane fra København til Klampenborg. Men Københavns Amtsråd var meget imod dette. Bommen ved Slukefter gav gode indtægter, og dem ville man sandelig ikke undvære. Man kom frem til at 928.700 besøgte Klampenborg på et år. En del kom dog også med dampskib.
Fungerede i 90 år
I Berlingske Tidende den 27. juni 1825 kunne man læse, at bompenge – opkrævning var påbegyndt. I proklamationen stod det anført, at det var ind til videre. Ingen havde i den vildeste fantasi troet at ordningen skulle fungere i 90 år. Man opførte et lille hyggelig bomhus ved Slukefter. Har skulle københavnerne stands hver gang de kom ridende eller kørende op af Strandvejen.
Skulle militæret betale?
Fritaget for bompenge var ejerne af nogle af lyststederne. Desuden skulle entreprenørerne heller ikke betale. Det var dem, der forsøgte at vedligeholde Strandvejen. Men bompengeordningen var meget upopulær. I 1867 kom der til et skænderi med Gardehusarregiments officerer. De værgede sig ved at betale. Krigsministeriet havde den opfattelse, at officerer skulle fritaget. Den 31. marts 1915 var den sidste dag, hvor bompengene blev opkrævet.
Dampsporvejene
Et meget specielt arbejde blev foretaget i årene 1883 – 1884 på vejstrækningen mellem Trianglen og Klampenborg. Det var sporanlægget for dampsporvognen. Arbejdet var besværligt og hele anlægget i virkeligheden forfejlet og ødelægende for Strandvejen. Man måtte presse det massive sporanlæg ned i den forvejen smalle vej.
Forventningerne var skruet helt op. Man måtte kun køre med 2 1/8 mil i timen. Men ak og ve i 1887 forlangte ministeriet at hastigheden blev sat ned til 1 ¾ mil i timen. Desuden skulle dampsporvognen afgive lydsignaler for vejfarende og beboerne.
Mange uheld
Men der var et sandt trafikkaos dengang. Ved Hellerup meddeltes det, at der den 11. juni 1884 i tidsrummet kl. 9 til 24 blev talt 832 enspændere og 1.024 tospændere. Ja og hestene
var ikke gode venner med denne dampsporvogn. Og det skete mange uheld.
Birkedommer i Nordre Birk udtalte:
Men hestene var også bange for et andet monstrum. Det var den nye “bicycle”
Dårlig konstruktion
Lokomotiverne var konstrueret med alt for små kedler. Når den skulle af en lille bakke måtte passagerne ud og hjælpe med at skubbe. Selv de mindste snedrivere sad den fast i. Og det blev ofte alt for varmt i passagerrummet. Dampsporvognen havde en kort levetid.
Kildevæld
Mange kender det hyggelige værtshus Kildevæld lige over for Svanemølle Station. Den er opkaldt efter den berømte kilde, der konkurrerede med Kirsten Piils Kilde. Man søgte herhen især Skt. Hans aften i den tro, at kilden havde en helbredende virkning. Men i tidens løb blev disse mange kilder langs Strandvejen for meget for politimester Ole Rømer. Der var tit klager over uvæsen herude. En masse svenske tiggere holdt også til her. Allerede tidlig var myndighederne trætte af det umoralske liv, der foregik herude.
Byens bestillingsmænd
På Ydre Østerbro lå de forskellige vanger til byens bestillingsmænd, Bryggervangen, Vognmandsmarken, Borgervangen m.m.
Den uheldige betjent
I nærheden af Aldersrogade havde en betjent udset sig sin sædvanlige siddeplads til indtagelse af sin frokost. Dengang havde betjentene 7 timers uafbrudt tjeneste. De skulle hele tiden blive på deres post, derfor var de nødsaget til at spise i det fri. Den omtalte betjent havde fundet ud af, at en omvendt latrintønde var en udmærket siddeplads. En dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre tønden tættere, ved at påføre tjære eller asfalt. Men det var den pågældende betjent dog ikke blevet orienteret om.
Efter en times hvil ville betjenten rejse sig, men han hang uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs, fordi tjæren eller asfalten var smeltet.
Papegøjen og betjenten
På Lyngbyvejen fandtes en berygtet beværtning, hvis indehaver altid var i strid med politiet. Foruden at have beværtning var han kaperkusk på Dyrehavsbakken. Ved lukketid sørgede han for at vognen var stopfuld af berusede passagerer. Han lovede dem, at de kunne fortsætte hjemme i hans beværtning. Samtidig plukkede han dem efter alle kunstens regler. En af de betjente, der holdt øje med hans beværtning, blev kaldt papegøjen på grund af hans formidable næse.
Som hævn for Papegøjens foretagsomhed anskaffede kromanden en papegøje, som blev anbragt i værtshusets vindue, hver gang den pågældende betjent havde vagt.
Ildkongen
Og når vi nu er i gang med politiet. Så lå Østerbros første politivagt på Lille Vibenshus. Og her fik vagtkommandøren et øgenavn, Ildkongen. En aften kom en vagabond ind på vagten og fortalte, at han var skyldig i ildspåsættelse. Men vagtkommandøren smed ham ud. Han ville ikke høre det fordrukne sludder. Det var ikke så godt, for vagabonden var virkelig brandstifter.
Men ildkongen havde været bange for at skrive en rapport om hændelsen, for han kunne ikke skrive mere and sit navn. Skulle han endelig skrive en rapport, måtte han diktere det for en skrivekyndig.
Mord i Brumleby
Den 28. december 1914 kl. 14 indløb der til politistationen i Nordre Frihavnsgade en anmeldelse. Den 82 årige enkefrue Dyrberg Nielsen var fundet myrdet i Lægeforeningens Boliger
i Brumleby. Politiet indfandt sig straks. Den gamle dame havde fået en række alvorlige sår i hovedet. Hun lå fuld påklædt i sengen. Den højre arm hang ud over sengekanten. Betjentene
kunne straks se, at pulsåren var skåret over ved håndleddet. Det kom frem, at den gamle dame havde sparet en del penge op, så hun kunne få en pæn begravelse.
Venindens søn vidste besked
Venindens søn vidste, hvor pengene lå. Han havde blod på sin jakke. Men han påstod, at det var fra et cykelstyrt. Men hvorfor havde han den gamle dames guldur på sig. Ret hurtig viste det sig, at det var en medskyldig. Det var vognstyrer Petersen. De beskyldte begge hinanden for mordet. Men de blev begge dømt for mordet. Tugthus på livstid.
Mordet 1893
Fra 1881 ledede hun det nyoprettede drengehjem Karna på Østerbro. Hun var agtet for hendes moderne opdragelsesmetoder. Men hun havde begået et mord på en af de drenge, hun havde i sin varetægt.
Hermafrodit
En psykiater og en fødselslæge konstaterede at hun var hermafrodit. Hendes misdannede kønsdele var snarere mandlige. Inden sagen kom frem tog han/hun navneforandring til Vilhelmi.
Han blev idømt dødsstraf. Det blev senere ændret til livsvarig tugthus. I 1905 blev han dog løsladt og giftede sig derefter, og tog navneforandring til Frederik Vilhelm Schmidt. Han/Hun
havde ofte forført offeret, den 16 årige Volmer Sjøgren. Ved hjælp af opium blev drengen bedøvet og derefter kvalt med uldtæpper.
I fængslet fik han/hun dog lov til at beskæftige sig med syning, da han/hun ikke kendte til mandlige sysler, konstaterede datidens medier.
De vilde øvelser
Det var ikke kun arbejderkamp, der foregik på fælleden. Elever fra den militære højskole øvede også herude. Engang imellem kom de til at skyde kreaturer og heste, der græssede herude. Men snart var det ikke mere græs tilbage. Det var trådt ned af militærstøvler.
Fest og ballade
Der var også fest og ballade, når Borgervæbningen holdt øvelser. Skønne uniformer og musik i spidsen. Normalt bestod øvelsen i at angribe Lille Vibenshus. Der kom både jægere, dragoner og glinsende hestegardister. Men mest populær var nu Borgervæbningens øvelser.
Koner, børn og kærester drev ofte med. Efter øvelserne stod den på druk og det, der var endnu værre. Mangen en tapper soldat er faldet ned i den store afvandings – og afføringskanal langs Blegdamsvejen. Og gadedrengene havde det herligt. De fandt altid krudt, som de kunne bruge inde i staden. De stakkels menige havde svært ved at genfinde kompagniet og holde sig på benene. Og sønnen måtte støtte faderen og passe på geværet i hjemmarchen.
Tak børn
Frederik den Sjette var nu godt tilfreds med forholdene. Under Konge-revyerne på Fælleden sagde han altid:
Hagekors i Parken
De tyske idrætsudøvere var ambassadører for det tredje rige. I 1934 var der landskamp mellem Tyskland og Danmark. DBU accepterede, at man spillede en orkesterversion af Horst Wessel – lied. I den lovpriser man Hagekorset, Hitler og SA. Ved samme lejlighed var der en masse danskere, der råbte Sieg Heil ud over Parken.
I 1939 bar den berømte gymnastik – instruktør, Niels Bukh og hans gymnasiaster et hagekors – flag ind på Østerbro Stadion. Denne Bukh fortsatte med at lovprise det nazistiske styre. Det
samme gjorde de berømte svømmere, Ragnhild Hverger og Jenny Kammersgaard. Også Spartas boksestævner foregik under hagekors – flag. Jøder var ikke velkommen, når danske sportsfolk kæmpede mod tyskerne. Dansk Idræts Forening accepterede tyskernes krav også inden besættelsen.
Tyskervenlige sportsfolk
Ude i den store verden betragtede man danske sportsfolk som tyskervenlige under anden verdenskrig. Mange af sportsarrangementerne foregik på Østerbro. Vi fortsatte efter besættelsen med at fægte, svømme, cykle, bokse, bryde, spille fodbold og håndbold, som om intet var hændt.
Mord i Vordingborggade
Den 26. september 1942 lød der en masse skud i Vordingborggade 19. Christian Michael Rottbøll blev skudt ned af dansk politi. Ved obduktionen viste det sig, at han var blevet dræbt med 16 skud. Han var i allieret tjeneste, da han blev skudt ned. Kriminalassistent Øst fik en belønning på 200 kr. for nedskydningen. Rottbøl havde gennem militæret forsøgt at etablere modstand mod tyskerne. Men militæret ville absolut ikke medvirke.
En stikker i Faxegade
Hedvig Delboe i Faxegade havde stukket flere til Gestapo. Hun var skyld i manges død. Hun overlevede to likviderings – forsøg, og flygtede til Norge. Men hun vendte tilbage til Danmark.
Hun havde taget navneforandring, men blev genkendt af en vaks boghandlermedhjælper hos boghandler Wiene på Østerbrogade.
Man fandt ud af, hvor hun boede. Og den 9. marts 1944 blev hun likvideret. I politirapporten hed det:
Fru Delbo havde i sidste halvdel af november 1943 opsøgt Gestapo og forklaret, at hun havde kontakt til nogle sabotører, som hun mod betaling ville angive. For hendes venlige service havde hun modtaget 35.000 kr.
Far sover – Mor er væk
Søndag den 13. november 1944 ringede en 3 – årig pige på hos en ekspeditionschef i Webersgade 11. tredje sal. Hun fortalte, at hendes far lå på gulvet og sov, og moderen ikke var der. Den lille pige og hendes forældre boede på femte sal. Ekspeditionschefen gik med den lille pige op i lejligheden og fandt faderen liggende død på gulvet, dræbt af et skud. Under noget gammelt tøj fandt man moderen, ligeledes dræbt af skud. Hun havde også en del snitsår på hals og arme.
Ved ligene fandtes to tomme patronhylstre kal. 7,65, men ingen skydevåben. Der var hverken fjernet papirer eller penge. Alt tydede på, at det var tale om en likvidering.
Hipo på hævntogt
Den 20. april kørte Hipo rundt og brugte natten på terrorangreb. De var sure over, at modstandsbevægelsen havde skudt deres chef, tidligere kriminalbetjent, Erik V. Petersen. Det gik blandt andet ud over en assurandør på Sankt Kjelds Plads 2. Han blev dræbt med seks skud gennem hovedet. En ukendt mand blev desuden fundet dræbt i kvarteret omkring Ragnhildsgade.
4. maj blev dyr
Alene den 4. maj kostede i København 11 dræbte og 62 sårede. Og den første uge efter befrielsen kostede i København 94 dræbte og 393 sårede. I Ryvangen fandt man i en lund grave med 200 dræbte.
De fem grusomme år
Jeg kunne have fortalt endnu flere grusomme historier fra Østerbro under besættelsen, men nøjes med følgende:
De sørgelige kendsgerninger fra de fem onde år:
Kære tilhørere, det var, hvad jeg havde valgt at fortælle jer. Jeg kunne have valgt anderledes. Tak for i aften.
Redigeret 10.10.2021
November 13, 2011
Vi besøger landstederne, Amerika, Retraite og Lykkens Prøve. VI besøger de gamle værtshuse, Hvide Hest, Mikkel Vibes Kro, Callundborg, Hjortehus, Sorø Kloster, Den sorte Adler og Hinden. Vi besøger Københavns første Vauxhall. Vi besøger Galgemøllen. Og så ser vi på anlæggelsen af Frydensvej(Sundvedsgade),
Dannebrog – bebyggelsen
Vi er nu nået til den fjerde historiske vandring på Vesterbro. Vi er nået til Dannebrogsgade – bebyggelsen. Denne grund hørte i begyndelsen af det 18. århundrede til Magistratens jorde. Det var såkaldt borgmester – jord hvis indtægt tilfaldt stadens borgmestre.
Humlehaven
I 1741 fik Peter Abraham Oberkamp fæstebrev på den store frodige grund, der sammen med nabogrunden gik under betegnelsen Humlehaven. Det var med i fæstebetingelserne, at det ikke måtte bygges på grunden.
Lykkens Prøve
I 1788 fik den daværende fæster tilladelse til at bygge på grunden. Men først i 1790 opførte bygmester Johan Martin Quist et stateligt toetagers forhus med sidefløj. Han kaldte sin flotte ejendom for Lykkens Prøve. Der blev også etableret to 50 alen lange keglebaner.
En progressiv drengeskole
I 1795 overtog den tyske hofpræst i København, Christoph J.R. Christiani såvel fæste som bygninger. Samme år åbnede han en eksklusiv og særdeles progressiv drengeskole. Da undervisningen foruden de traditionelle fag omfattede gymnastik, ridning og uddannelse i forskellige håndværk samt havebrug.
Efterhånden havde skolen 50 elever og en stor lærerstab. Så man måtte bygge til. Først tilkom i 1796 en udvidelse mod vest i to etager på syv brede fag. En yderligere udvidelse kom senere. Christianis Institut kunne med sin 54 meter facade sagtens konkurrere med naboen, Skydebanen i arkitektonisk værdighed.
Udsat for kritik
Men ak og ve. Christianis moderne pædagogik blev udsat for en del kritik, ligesom skolepengene på 300 rigsdaler faldt folk for brystet. Nye personer i ledelsen medførte væsentlige strukturændringer. Efterhånden gik det skolen rigtig dårligt.
I 1806 blev Quists oprindelige bygninger frasepareret. Stamparcellen blev købt af Jacob Hjorth, der i haven lod opføre en 67 alen lang grundmuret bygning med skænkestue, billardstue og to keglebaner.
Træt af Danmark
I 1810 blev skolemanden m.m. Christiani træt af sin karriere som skolemand i Danmark og rejste hjem til Tyskland.
Urtekræmmer Møller købte hele den store grund for 24.000 rigsdaler i 1819. I 1846 blev 8.000 kvadratalen i den sydlige del eksproprieret til anlæg af jernbanen København – Roskilde.
Dannebrogsgade oprettet
Møller fik solgt ejendommen til to jyder, Hasselbalck og Lund. I 1854. Men de helt store penge tjente Harboe, da han købte ejendommen. Han var grosserer og sukkerraffinaderi. Han foreslog at oprette en gade vinkelret på Vesterbrogade på 20 alen. Det var den gade, der i 1858 fik navnet Dannebrogsgade.
Dannebrogs Tværgade
En Tværgade var også på tegnebrættet. I begyndelsen hed den Dannebrogs Tværgade. Senere ved anlæg af kirken blev den omdøbt til Matthæusgade. Udparcelleringen af den store ejendom kom til at strække sig over resten af århundredet.
Mikkel Vibes Kro
Mellem Skydebanen og Mikkel Vibes Kro på strækningen, der i dag udgør Vesterbrogade 61 – 67 lå der langt op i det 18. århundrede kun vænger og haver. De tilhørte staden, som lod dem bortfæste. Og skal vi lige stoppe op ved en af de ældste og store ejendomme dengang, Mikkel Vibes Kro. Den lå der, hvor Vesterbrogade 69 – 73 B i dag er placeret.
Halvpart til hver
I 1619 skødede Christian den Fjerde en stor grund 80 x 350 alen til borgmester Mikkel Vibe og kongelige tolder Jacob Mikkelsen med en halvpart til hver. Der blev givet bevilling til krohold og skydebane. Økonomisk tilskud, skattelempelser og toldprivilegier skulle være med til at sætte det hele i gang. I 1638 købte Mikkelsen, Vibes andel, men der kom hurtig dårlige tider. Bygningerne forfaldt og krodriften ophørte.
Genopførelse af kroen
Først i 1671 fik kongens teltmager, Niels Erlandsen tilladelse til at genopføre kroen, dog uden de oprindelige toldbegunstigelser. I begyndelsen af det 18. århundrede drev Familien Lafont i flere generationer kroen, der nu gik under navnet Den grønne Hest. Bygningskomplekset lå, der hvor ejendommen Vesterbrogade 69 – 71 er placeret.
Blegeri
Fra 1755 til 1795 fulgte ejerskabet en karakteristisk ægteskabsrunde. Kort før århundredeskiftet ændredes driften på ejendommen. Prokurator Peter Aabye var blevet nægtet byggetilladelse, indrettede et blegeri. I 1805 fik Aabye dog tilladelse til at bygge en ny stald, lo og lade.
I 1809 blev ejendommen overtaget af J.H. Honory og hofbogtrykker E.A.N. Møller. De indrettede en kemisk virksomhed med laboratorium.
Papirfabrik
I 1814 lod nye ejere , arvinger efter hofråd David Amsel Meyer, Handelsfirmaet Bendix og Davidsen, matriklen opdele i to nye parceller. Senere kommer der en papirfabrik på ejendommen. Men det er åbenbart ikke gået så godt, for i 1834 forsøger statskassen, at få gården solgt.
Saxogade anlægges
Den store vestlige ejendom fortsatte op gennem første halvdel af det 19. århundrede med forskellige industrivirksomheder, indtil lim-fabrikør og lysstøber Niels Haslund i 1866 lod de gamle bygninger nedrive. Han anlagde Saxogade og påbegyndte den store udparcellering af området.
Værtshuset Hinden
Vest for Den grønne Hest og som en lille enklave i den næste dybe grund drev øltapper Jens Christian Hind virksomhed. Senere var det enken Else Marie og svigersønnen Johan Theodor Wezell, der drev værtshuset Hinden.
Adam Oehlenschläger fødes
I 1771 overtog slotsforvalter N. Voigt ejendommen, der nu omfattede et toetagers forhus i mur og bindingsværk i ti fag og vest herfor et lavt materiale-hus. Her fødtes Adam Oehlenschläger
den 14. november 1779. Forskellige ejere fulgte i hurtig rækkefølge. Huset blev revet ned i 1863. Han skrev dog følgende digt om sit barndomshjem:
Pasning af diger
Allerede i 1651 blev den smalle grund, der i dag afspejles i Oehlenschlægersgade – bebyggelsen afstukket og overdraget af Magistraten som ejendom til Peder Hansen Korsør, der arbejdede for staden med vedligeholdelsen af digerne.
Grunden, der ikke måtte bebygges, strakte sig svagt kileformet godt 100 alen mellem Vesterbro og Stranden. I 1668 fik Korsør dog gæstgiverbevilling af Frederik den Tredje. En kro med udhuse blev opført ved landevejen. I begyndelsen af det 18. århundrede fortsatte krodriften under forskellige ejere.
Foruden krodriften blev der drevet et hollænderi med stald til 50 køer, samt efter tilladelse fra Christian den Sjette en skydebane.
Gartneri og frugtplantage
I 1743 solgtes alt til en kendt Vesterbro – borger, Wulf Ottesen. I 1758 var det stivelsesfabrikant Heinrich Wium, der købte det efterhånden anselige bygningskompleks af grundmuret
forhus og sidehus samt flere lange bindingsværkshuse. Efter Wiums død var der gartneri og frugtplantage.
700 aldeles runderede træer
I 1807 kræver overkrigskommissær August C. Mohr erstatning for 700 stk. aldeles ruinerede hollandske frugttræer.
Den gamle vej til Pesthuset og Vester Fælled gik her. Længere mod vest blev en ny vej anlagt i 1780erne ( Enghavevej). Forskellige bygninger blev anlagt på grunden.
Apotek
I 1795 havde apoteker Johan Gottlieb Blau åbnet Vesterbro Apotek i forhuset. Efter 16 år flyttede apoteket over på den modsatte side – i dag nr. 72.
Familien Mohr
Familien Mohr havde åbenbart fået styr på deres frugttræer. I 1826 var der 2.000 frugttræer, bl.a. ferskner, abrikoser, vin og valnødder. Her var levende hegn, 1300 lindetræer og 200 ahorn, foruden tjørn, roser, asparges, jordbær, syre og krydderurter. I 1846 eksproprieredes den sydlige del af vænget til jernbanen
Kaalundsgade
I 1890 blev den vestlige del af denne grund udlagt officielt til gade – Kaalundsgade.
Oehlenschlægersgade dannes
I 1857 var det slut med Mohr – dynastiet. Proprietær Christopher Madsen Rosberg anlagde en privat vej over grunden. I 1859 var det denne vej, der blev til Oehlenschlægersgade.
Magistraten havde ellers nægtet byggetilladelse. Man henviste til byggeforbuddet i 1651 – skødet. Rosbergs enke fortsatte sagen, der først kom til en afgørelse i 1874. Her frafaldt
Magistraten sit byggeforbud mod at enken skænkede jord til Istedgades forlængelse og til Matthæusgade.
Tilbage til Grønne hest område
Men tilbage, hvor vi startede omkring Den grønne Hest (Mikkel Vibes Kro) – området. I 1780erne fik arkitekten, professor og hofbygmester Caspar Frederik Harsdorff således fæste på det store vænge, der med 67 alen front mod Vesterbrogade strakte sig ned til stranden, til dels også bag Mikkel Vibes Kro.
Her lod Harsdorff opføre en statelig, enkelt og velproportioneret gård. Den lå på Vesterbrogade 67 indtil 1902. Harsdorff lod den store grund opdele i tre. Han beholdt selv den ene grund.
Til fabriksinspektøren
Vesterbrogade 65 blev fæstet af apoteker Franz Heinrich Møller, grundlægger og fabriksinspektør på Den kongelige Porcelænsfabrik. Han fik opført en flot gård på stedet. Også den lå her næsten uforandret til 1902.
Allerede i 1795 solgte Harsdorff sin ejendom til urmager J. Brandt. Men fæstet på grunden beholdt han. I 1805 solgte Brandt gården til konferensråd, skolemester Louigi Chiariny, der samtidig købte den tidligere fæstegrund.
Københavns første Vauxhall
Her indrettede han i 1806 haven til sin beværtning, Københavns første Vauxhall med illumination og nyopført danselokale. Stedet blev en succes. Folk myldrede til stedet. I 1808 blev Chiarinys ejendom imidlertid sat på aktion og solgt til tømmerhandler og grosserer Erik Nisson.
Apoteker Müllers ejendom på nabogrunden blev solgt til etatsråd Ove Malling og i 1808 til dr. med. Henrik Rosted. Nissons ejendom blev i 1836 solgt til grosserer Danchell, der lod fabriksbygninger opføre. I 1816 blev nabobygningen købt af bagermester Piper.
Fælled – området
I begyndelsen af det 18. århundrede lå der allerede en række mindre fæsteejendomme på Vesterbrogades sydside fra Kaalundsgade til Enghavevej. Det oprindelige bagskel forløb omtrent
100 – 120 alen fra broen.
Matrikelnumrene 45 – 50
I 1799 – 1800 blev fælledstykkerne umiddelbart syd for grundene, inklusive den gamle pesthus-kirkegård solgt til de respektive Vesterbro – ejere og indlemmet i disses grunde. Adgangen til fælleden var til at begynde med i østenden af denne Vesterbrogade – strækning. I 1780erne blev den gamle malkesti i den modsatte ende etableret som officiel adgangsvej, der førte helt over til Kongens Enghave.
I 1806 blev grundende nummereret med matrikelnumrene 45 – 50.
En keglebane
Nr. 50: I 1677 havde Magistraten udstedt brev på denne samt nabogrunden mod vest til Hans Bøgesen, men ved århundredeskiftet var delen sket.
Fra 1704 – 1714 var ejeren hederider Arvid Rasmussen. I 1715 blev hus og grund købt på auktion af skomager Christian Henrich Gierwulff. I 1717 hed ejeren Christen Michelsen. Det er sandsynligvis i de år at værtshuset Den blå Stud er etableret. I næsten 100 år var ejendommen i familiens eje.
I 1771 bestod bygningen af forhus og sidehus, begge gammeldags. I 1793 er der kommet en lange keglebane. I 1807 da Andreas Petersen var ejer, er der blevet opført nye bygninger. Forskellige ejere fulgte. Først i 1884 forsvandt de gamle bygningsanlæg. Enkefrue Rosborg lod Kaalundsgade anlægge over en del af grunden, mens resten blev opdelt i parceller og solgt.
Den sorte Adler
Nr. 49: Den næste grund havde 49 ½ alen mod broen. Det var den vestlige del af Hans Bøgesens sted fra 1677. Grunden svarer til Vesterbrogade 83 i dag.
I 1694 blev grunden endnu ubebygget vænge, fæstet af kongens skrædder, mester Johan Schumacher. I 1707 fulgte Werner Könne, Prædiker til den Reformerte Kirke. I 1715 fik kongelige køkkenskriver Rasmus Hollersen fæste. Tre år efter havde han bygget ud til broen. I 1737 købte hofskriver og stempelpapirsforvalter Ole Lystgaard stedet.
I 1742 bød Bryggerlavet enken 6.031 rigsdaler for stedet. Da var der åbenbart værtshus eller gæstgiveri på stedet. Det vides, at Den sorte Adler og senere Stadt Hamburg lå på adressen. En række forskellige værtshusholdere fulgte.
Valdemarsgade bliver anlagt
I 1784 fik klæde-fabrikørerne Gottlieb og August Kramer fæste for livstid. Der blev indrettet væveri med tre faste klædevæverstole, klædepresse, tørrerammer m.m. Omkring århundredeskiftet bestod stedet af det omtrent fire-fløjede bygningsanlæg med frontkvist, brænde – og farverhuse samt væverværksted. Forskellige ejere fulgte.
Valdemarsgade blev anlagt på en lille del af denne grund. I 1874 – 76 blev de gamle bygninger nedrevet.
Sorø kloster
Nr. 48: Områdets største grund kom herefter. Den havde en facade-længde mod broen på ca. 130 alen. Det svarer til beliggenheden af i dag Vesterbrogade 85 – 91. Her havde brygger Anders Rasmussen i 1676 bryggerstavn og kålhave. I begyndelsen af det 18. århundrede var her også et gæstgiveri, der gik under navnet Sorø Kloster.
I 1714 blev det drevet af skomager og gæstgiver Christen Hansen Tønder. I 1719 hed gæstgiveren underfoged og øltapper Hans Knudsen Sølling, indtil Christopher Nelling, leverandør og kongelig køkkeninspektør i 1732 overtog stedet.
Kones spillegæld
Han oprettede desuden et stopperi til opfedning af fjerkræ. Forskellige ejere fulgte. Interessant er dog at konstatere, at agent Johan Christopher Amberg i 1783, måtte overlade stedet til konferensråd Jens Jessenius Clasen, grundet sin kones spillegæld på 9.000 rigsdaler. Forskellige ejere fulgte.
Fornemt udstyr
Den store gammel gård havde et fornemt udstyr med bl.a. malede landskaber i havestuen. Det var sandsynligvis udført af en tidligere jer, Brünniche. Her var også et ottekantet lysthus, tyrkisk telt, haveskulpturer, fornemme lysthuse og fuglehus. På grunden blev en del af Valdemarsgade anlagt.
Blomster – og lysthus
På Vesterbrogade 89 lod postkontrollør Peter Wilhelm Gensen i 1852 opføre en villa i middelalder – stil. I 1860erne var det godsejer C.F.S Leth der ejede villaen. I haven lod han opføre blomster – og lysthus. I 1881 var det læge C. Mundt, der boede her. I 1898 rev malermester P.D. Løw villaen nedrive, hvorefter han opførte det eksisterende og fire-fløjet etagehus.
Galgemøllen
Nr. 47: Den næste grund på Vesterbrogade var Nybromølle også kaldet for Galgemøllen, efter den nærliggende murede galge på Vester Fælled, der lå der over for Sorte Hest fra 1622 – 1799. Møllen nævnes allerede i 1673, hvor møller Oluf Germandsen skulle have haft pladsen fra før svenskernes belejring (1658 – 1660). Fra 1724 – 1739 havde brygger Otte Lerche fæstet møllen, men ellers var det rigtige møllere som var her.
Allerede i 1739 var det et otte fags forhus mod broen med et 12 fags sidehus. Vindmøllen var længere tilbage på grunden.
Siden 1773 fulgte også fæstet på vænget bagved. Men her måtte der hverken graves, pløjes, plantes eller sås. Og man måtte da sandelig heller ikke bygge. Man kunne så sætte kreatur på græs på vænget. Det var for resten den gamle pesthus-kirkegård, der havde ligget her. Forskellige fæstere fulgte.
I 1806 bestod bygningskomplekset af forhus med 48 alen facade, stuehus, stald, slagtehus-materiale-hus samt vindmøllen på en ottekantet muret fod i to etager. Senere blev udhusene udskiftet med et nyt sidehus. Dertil kom også en hestemølle.
Jernstøberi
På naboparcellen 47a, som i mange år tilhørte fabrikanterne Borch og Henriksen udviklede der sig efterhånden et større fabrikskompleks til jernstøberi.
Markmandhus
Nr. 46: Denne grund svarer nærmest til beliggenheden af Vesterbrogade 97 – 99 i dag. Her lå ved en markvej stadens lille markmandshus. I 1673 boede her hyrde Niels Jensen og dyrevogter Mathias Lauridsen.
I 1756 kom her fornemme folk, nemlig kommandør Friedrich Güntelberg. Han blev efterfulgt af enkefruen og derefter af dennes nye ægtefælle, generalkrigskommissær Alexander Ross.
Her var et rigtigt overklasse – landsted.
Hjortehus
Der var gobeliner på væggene og glasdøre til haven, Og her var lysthus i to etager, keglebane og en hvælvet lindeallé. Traktør Jacob Nissen Hiort omdøbte stedet fra Eensom til Hjortelund.
Lystgården Retraite
Nr. 45: Vi er nu nået til den sidste grund, og den der i dag svarer til Vesterbrogade 101. I 1735 oprettede tøjsmed Stökter her en såkaldt tysk smedje. I midten af det 18. århundrede var fæsterne her slagtere og hestehandlere, indtil prokansler Erik Pontoppidan i begyndelsen af 1760 indrettede en lystgård, der senere gik under navnet Retirade eller Retraite. Forskellige fæstere fulgte.
Bygningsanlægget bestod helt til 1894. Det bestod af et 32 alen lang bindingsværkshus i 14 fag med to tre fags frontkviste samt sidehus-længer med feldbereder-værksted.
Hvide Hest Området
Hele den store strækning af delområdet, der i dag går fra Enghavevej til Vesterfælledvej omfattede én stor gæstgiver – ejendom. Bagskellet, der lå ca. 120 alen syd for Vesterbrogade og som oprindelig dannede grænse mod Københavns store fælles græsningsområde, Vester Fælled, afspejles stadig i Tøndergade samt i knækkende på Enghavevej og Vesterfælledvej.
Gæstgivergården Callundborg
I det 18. århundrede holdt markmanden til herude. Bygningsanlægget, der var placeret nærmest byen voksede efterhånden fra en lille otte fags stråtækt ejendom i 1712 til et 18 fags bindingsværks forhus i en etage, 40 alen langt og med 21 alen sidelænge i 1793.
Markmands – arbejdet var på dette tidspunkt for længst veget for gæstgiveri, sandsynligvis efter at brygger Mogens Selstrup i 1740 havde overtaget fæstet på stedet.
Hvide Hest
I 1775 sad øltapper Hans Stæhr på gæstgivergården med fæste for livstid på det store vænge. Stedet blev kaldt Callundborg Herberg, men benævnes senere som Hvide Hest. Den gamle tilknytning til fælleddriften blev dog længe bevaret. Stadens fold til indebrænding , dvs. hvor kreaturerne blev ejermærket før udsætning til det fri sommerliv på græsgangene, lå i gæstgivergårdens vænge lige vest for bygningsanlægget.
Efter Hans Stæhr fulgte i 1808 hans søn, hørkræmmer Christian Stæhr.
Men få år efter dennes død, blev det store vænge, som familien havde haft i fæste, at staden opdelt og bortaktioneret som selvstændige ejendomme.
Udvidelser
Selve bygningerne med have, som strakte sig 265 alen langs Vesterbro fra hjørnet af den gamle malkevej senere Enghavevej, blev købt af kaptajn, buntmager Liebenberg. Efter hans død i 1819 blev den store ejendom overtaget af hans arvinger., som i 1829 solgte vængestykket til gartner J.C. Hansen.
I 1834 blev den gamle gæstgivergård forlænget mod øst med en 21 alens staldlængde, der i 1847 blev ombygget til beboelse.
Frydsvej (Sundevedsgade) anlægges
Efter demarkationslinjens tilbagerykning i 1852 påbegyndte gartneren en storstilet udparcellering. I 1852 frasolgte han en stor parcel, der i dag udgør fire grunde ved det østlige hjørne
af Sundevedsgade/Vesterbrogade. Kort efter lod han anlægge Frydsvej (nu Sundevedsgade) tværs over vænget ned til de fællesarealer, som han også havde erhvervet.
Lyststedet Amerika
Et lille lyststed blev opført. Det var en et etagers bygning på 24 x 17 alen. I 1814 blev ejendommen købt af generalkonsulent John Murray Forbes. Han døbte stedet Amerika.
Den amerikanske vindmølle
Forbes ”mekanikus” Winstrup lod opføre en vindmølle efter et sindrigt amerikansk patent på en parcel af Vester Fælled syd for Amerika. Den blev i folkemunde kaldt Amerika – møllen. Men bygmesteren kaldte den selv Nye Winstrup Mølle.
Brændevinsbrænder Westergaard overtog møllen i 1838.
På en aktion i 1820 blev lyststedet Amerika købt af justitsråd Petersen. Få år senere var det baronesse Elisabeth Sophie Bretton, der stod som ejer. Efter forskellige ejere var det Stadskonduktør Schlegels arvinger, der lod Amerika udparcellere i syv grunde i 1854. Hovedbygningen lå, der hvor vi i dag har Vesterbrogade 131 – 135.
Forskellige stilperioder
Landstedslignende villaer blandede sig med ældre bygninger. Mange af disse bygninger måtte vige for nybyggeri. I dag fremtræder denne del af Vesterbrogade særdeles broget og forskelligartet. Forskellige stilperioder er repræsenteret.
Vi slutter hermed vores fjerde vandring gennem Vesterbros historie. Vi vender senere tilbage med Istedgade og Enghavevej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18- 11 – 2021
November 13, 2011
Foredrag afholdt den 6. november 2011 på Nørrebro Bibliotek i Bragesgade. Det Sønderjyske Kaffebord blev et symbol på sammenhold under tyskertiden fra 1864
– 1920. Den overlevede to verdenskrige. Det sønderjyske kaffebord og Sort Sol er det, der trækker turister til. Men er det den ægte vare, som turisterne bliver budt. Hvorfor er det lige, at det Sønderjyske kaffebord byder på så mange traditioner.? Få den sande historie her, fra en, der er opvokset med den ægte vare. Nutidens skønhedsidealer gør, at det ægte Sønderjyske Kaffebord i dag har svært ved at begå sig.
Sønderjyder har noget for sig selv
Sønderjyder har noget som andre ikke har. Og det er
Sproget
Vi kan jo starte med sproget, og en hyldest til det sønderjyske kaffebord. Digtet I skal høre stammer helt ude ved Vadehavet – fra Ballum.
Et fantastisk digt, der slutter af med at konstanterne, at såfremt du ikke er ved godt helbred og har en stor mave, så skal du aldrig indtage sønderjysk kaffebord. Og læg mærke til, at selv om flere i digtet var mætte, ja så pressede værtinden gæsterne til at spise mere.
Bevarelse af det sønderjyske
Og man gør jo også noget for at bevare det sønderjyske sprog. Her i København har vi Æ Synnejysk Ambassade. Her kan eksil – sønderjyder dyrke det sønderjyske sprog. Nede i Sønderjylland har man Æ Synnejysk Forening.
Ordet Mojn
Ordet Mojn er blevet trend i visse kredse. Det er sket efter, at Anders Lund Madsen er begyndt at bruge det. Det er også navnet på et ugeblad i Flensborg og en radiostation i Aabenraa.
Ja vi siger Mojn morgen, middag og aften. Man diskuterer så, hvordan det skal staves.
Men der er mange dialekter i Sønderjylland, skal vi hilse at sige. I en omkreds af 15 km fra Tønder er der mindst seks forskellige dialekter. Både prøjserne og danskerne brugte sproget i den nationale krig.
Specielle drikkevaner
I Sønderjylland drikker vi Grog, Farisæer, Friesengeist eller Kaffepunch. Og så stammer Bommerlund – snapsen fra Sønderjylland. Der findes et specielt plattysk mundheld:
Det betyder:
Lige syd for grænsen har friserne deres nationaldrik, der hedder Flipps. Den laves af varmt øl med æg og rom. På øen Föhr havde man en drik, man kaldte Tote Tante. Den bestod af Kakao tilsat alkohol. Nogle steder med flødeskum.
Verdensrekord i Tønder
Nu handler dette foredrag ikke om alkohol. I kan læse mere om sønderjydernes drikkevaner og opskrifter på disse på min hjemmeside. Men I skal lige have med, at Tønder havde verdensrekord i antal af værtshuse pr. indbygger.
Kulinariske herligheder
Egentlig forstår jeg ikke, hvorfor turistforeningen i Tønder ikke gør mere ud af, at fremhæve de kulinariske lækkerier, som byen kan byde på. Hør blot her:
Falsk reklame
Forleden holdt jeg et foredrag, hvor vi blev beværtet med en lækker tre retters menu. Der blev sagt, at desserten var Sønderjysk kaffebord. Men det havde ikke noget med Sønderjysk
kaffebord at gøre.
Der bydes på
30 slags kager I dag er det sort sol og sønderjysk kaffebord, der trækker turister til Sønderjylland. Kroer og hoteller tilbyder i dag et overdådigt kaffebord med op til 30 forskellige slags kager. Hvorfor er det lige at Sønderjysk kaffebord er blevet så populær. Jo, det er fordi, at det er en stærk tradition bag ved og en historie. Det sønderjyske kaffebord blev en slags sammenhold mod det prøjsiske styre. Kaffebordet blev en slags ståsted for danskheden.
Pludselig med i Kejserriget
Efter Danmarks nederlag i 1864 var omkring 175.000 dansk talende – og følende indbyggere i det tidligere danske hertugdømme Slesvig med et pennestrøg blevet statsborgere i Det Tyske Kejserrige, som blev proklameret i 1871.
De glemte en paragraf
Efter krigen mellem Preussen og Østrig i 1866 blev der i fredstraktaten indført en § 5. Den indeholdt en aftale om, at de nordligste amter i Slesvig skulle afstås til Danmark, hvis befolkningen ønskede dette. Men den aftale, holdt de ikke.
Store krav til mave og sjæl
Vi andre voksede op med det overdådige kaffebord. Når der var konfirmation, barnedåb, rund fødselsdag eller familie træf blev der disket op med det overdådige kaffebord. Og så skulle man også have suppe, steg og dessert.
Det sønderjyske kaffebord stiller virkelig krav til din mave. Ikke underligt at vi altid skulle ud og gå efter en gang sønderjysk kaffebord. I vores tid med slankekure og økologi er det sønderjyske kaffebord ikke særlig moderne. Og man skal virkelig have tid, for at gå i kast med det rigtige sønderjyske kaffebord.
I dag bestemmer du selv
I dag er det ikke så meget sport ved det sønderjyske kaffebord. I hvert fald ikke, hvis det indtages på en kro eller hotel. Her bestemmer du selv, hvor meget du vil spise. Hele herligheden står fremme, så du selv kan gå op og hente det. Men sådan var det ikke oprindelig. Da foregik det hele ved bordet, og man lagde mærke til, hvor meget du fik at spise. Spiste du ikke nok, blev det kommenteret.
120 opskrifter
Enhver sønderjysk familie havde deres egne opskrifter og navne på deres kager. Her på siden kan du finde ca. 120 opskrifter på lækre kager, småkager, skærekager og lagkager. Det var prestige for de sønderjyske husmødre at overgå nabokonen i det sønderjyske kaffebord. Man snakkede om det i sognet.
Ingen spiritusbevilling
Men udviklingen tog rigtig fat i slutningen af 1800 – tallet, hvor Sønderjylland var under preussisk styre. Myndighederne straffede dem, der gav tilladelse til, at de dansksindede kunne holde møde. Derfor blev man nødt til selv at bygge danske forsamlingshuse, hvor man kunne holde møde. Man kunne ikke få spiritusbevilling. Det var slut med øl og punch. Derfor blev det til kaffe og kager i stedet. Og kagerne blev medbragt. Hurtig opstod der så en kappestrid mellem kvinderne. Hvem kunne bage de bedste kager?
Man tog selv kagerne med
Det sønderjyske kaffebord opstod sammen med den blå sangbog, udgivet af Sprogforeningen. Man sang fædrelandssange og havde inviteret spændende mennesker til at holde foredrag. Disse foredrag var oplivende og styrkede danskheden. Foredragsholderne nord for Kongeåen kunne rejse hjem og fortælle om de overdådige kaffeborde.
Man hyggede sig sammen under foredragene og fædrelandssangene. Familierne tog selv lagkager og skærekager med til møderne. Konerne overgik hinanden med duftende fade. Kagefadene skulle vandre rundt før foredragene. Man skulle fylde sin tallerken, så man ikke forstyrrede foredragsholderen.
Tysk Gendarm: Danskerne æder for meget kage
De tyske myndigheder ville ikke give spiritusbevilling. Alle møder blev overværet af en tysk gendarm. En af dem blev helt led af alt det bagværk:
Foredragsholderen var gerne en nordslesvigsk journalist, frimenighedspræst eller vandrelærer. Ja nogen gange kunne det også være en landmand. Det kunne også være en kendt person fra Danmark, hvis han ellers fik indrejse – tilladelse.
50 forsamlingshuse i 1914
Foredragsforeningerne udsprang af den grundtvigske bevægelse. En masse danske bevægelser opstod. De mødtes de steder, hvor indehaveren trodsede forbuddet mod at udleje til de
dansksindede. På alle måder blev de chikaneret af prøjserne. Derfor måtte man bygge selv. De første danske forsamlingshuse blev bygget i 1892.
Også højskolerne i Sønderjylland blev ramt af de preussiske restriktioner.
I 1914 var der 50 forsamlingshuse, hvor man kunne samles. Foreningsliv og forsamlingshusene gjorde de dansksindede slesvigere til danske sønderjyder. Nord fra støttede man massivt disse initiativer.
Tyskheden bredte sig
En lov fra 1876 bestemte, at tysk skulle være det eneste tilladte sprog i den offentlige forvaltning. Den nye generation af preussiske embedsmænd var præget af den nationale ideologi. Man var indstillet på at fremskynde germaniseringen af de erobrede landsdele. Fortyskningen ramte også folkeskolen. Lærerne skulle tale tysk til børnene og sørge for, at de også indbyrdes talte tysk.
Danske vandrelærer blev forfulgt
Danske vandrelærer på gårdene blev forfulgt af de tyske myndigheder. Og med støtte fra den tyske regering blev der opkøbt over 300 ejendomme i det sønderjyske. Nu skulle landmænd med den rigtige germanske indstilling komme til landsdelen.
Köhler – tiden
Den preussiske administration blev betydelig mere barsk, da den tidligere preussiske indenrigsminister, Ernst Mathias von Köhler skulle administrere styret. Med hård hånd slog han den danske agitation ned. De dansksindede skulle lære at hæfte solidarisk. Med andre ord. Hvis en begik en fejl, skulle flere straffes.
Han udviste folk i massevis. Det gik især ud over tjenestefolk, der arbejde i dansksindede hjem. Man fik kun en frist på 24 timer til at forsvinde. Men når en far blev udvist, kunne det
betyde økonomisk ruin for hele familien.
Denne von Köhler tog rigtig fat omkring 1898. Dansksindede møder blev opløst uden grund. Fra 1901 var almindelige møder så godt som udelukket for de dansksindede. Der var også skarp censur i ytringsfriheden. Preusserne forsøgte at overtage de danske aviser.
Man flygtede eller udvandrede
Man havde pligt til at aftjene den preussiske værnepligt. Det var der ikke alle, der ville. Man udvandrede til Det forjættede Land eller flygtede til Danmark. Ved den lejlighed blev ikke så få skudt. Man mente dog, at det ville skade den danske sag, hvis alle unge mænd flygtede. Cirka 10 pct. af de 30.000 nordslesvigere, der deltog i krigen på tysk side, flygtede.
En af flugtruterne gik ud over Vadehavet. Men her var placeret dige-vagter. Og de tyske patruljebåde kun nemt opsnappe de flygtende. Mange af dem, der ikke havde kendskab til Vadehavets luner druknede under flugtforsøget.
Familier til de flygtende blev ofte fængslet i 9 – 10 måneder. Og sønderjyder, der var hjemme på orlov fra fronten blev overvåget af de preussiske myndigheder. Desertørerne mistede deres tyske statsborgerskab og fik deres formue konfiskeret.
Massearrestation
Ved krigsudbruddet til første verdenskrig blev 300 dansksindede i Sønderjylland arresteret af de preussiske myndigheder.
Danske embedsmænd smidt ud
I 1864 var de danske embedsmænd blevet udvist. Selv den afholdte læge Ulrich i Tønder udvist. Ja han blev stenet ud af byen. Selv tyskerne havde opsøgt ham. Men de gik ikke ind ad fordøren. Det kunne jo være at ligesindede kunne se, at man blev behandlet af en dansksindet læge.
Københavnske aviser og manglende research
I forbindelse med de slesvigske krige var de københavnske formiddagsblade ude med sensationshistorier om at Kong Christian den Niende begik højforræderi, fordi han ville sælge Danmark til tyskerne. Dengang eksisterede Tyskland ikke. Man havde Det Tyske Forbund. Tyskland blev først en samlet stat i 1871. Da kongen kom med tilbuddet i 1863, var Holsten, hvor kongen var fyrste allerede i det tyske forbund.
Det har sikkert været det sidste desperate forsøg på at bevare Slesvig – Holsten som en samlet enhed.
Efter sejren i den første slesvigske krig overgik de københavnske aviser sig selv i helteberetninger. Selvtilliden kendte ingen grænser. Stor – Danmark var til stede. Der var ingen grænser for, hvor gode vi var. Men hovmodet stod for fald.
Genera deMeza havde advaret mod at gå i krig mod Bismarck. Men han blev fyret. Gamle mænd kom til at besegle Danmarks skæbne. Tænk, hvis Bismarck var gået videre, så havde vi været en del af Tyskland. Preusserne havde oprustet, det havde man ikke gjort i Danmark. I København vidste man ikke hvad der foregik i grænselandet.
Varemangel
Efter udbruddet af første verdenskrig opstod der varemangel og restriktioner. Det satte en naturlig dæmper på selskabeligheden. Man havde heller ikke lyst til overdådigheden. Husmoderens opfindsomhed blev sat på en prøve.
Erstatningskaffe
Under krigen lavede man erstatningskaffe. Den dårligste bestod af grønne ærter og byg, der var hårdt brændte. Lidt bedre var maltkaffe af ren byg. Bedst var rugkaffe.
Kålrabikage
I byerne bagte man kålrabikage. Det var en pladekage af kålrabimos blandet med kartoffelmos, sødet med roesirup og krydret med citron-essens – velbekomme.
Meget var “verboten”
På landet havde gendarmerne travlt med at overvåge, at der ikke i smug blev slagtet, kværnet smør, eller bagt brød på gårdene. Det var aldeles “verboten” Efterhånden var rationerne i Sønderjylland helt nede på 1.000 kalorier om dagen. Det svarer til en tredjedel af, hvad en almindelig arbejder skulle bruge.
Pres på kvinderne
Alt dette lagde et enormt pres på kvinderne. De var ikke kun alene, om at skaffe mad og klæde til huset. De var også alene om børnene. De skulle gøre mands arbejde på mark og i stald, i værksted og fabrik på kontor og butik. De fik dog en smule hjælp af krigsfangere i tysk fangenskab.
Kaffens indtog
Allerede i 1700 – tallet var kaffen kommet til Danmark. I begyndelsen var det kun det bedre borgerskab, der fik kaffe, grundet prisen. I en forordning af 1783 blev det forbudt for den danske almue, at drikke kaffe.
Den første kogebog
Den første danske kogebog kom i 1740. den hed En lidet proberet kage – bage – syltebog.
Søndagsdrik i sønderjyske hjem
Men kaffen blev billigere og forordningen ophævet. Omkring 1840 blev kaffen en søndagsdrik i mange sønderjyske hjem.
En kaffepunch
I 1850erne blandede man kaffe med brændevin. Kaffepunchen var født. Man placer en Groschen (eller en 25 øre) i bunden af koppen. Så hælder man kaffe i. Derefter fylder man så meget brændevin i, at man kan se mønten.
Værtinden lagde vægt på, at man lovpriste hendes kaffebord, og det gjorde man bedt i ædru tilstand. Derfor udviklede det sønderjyske kaffebord kun til at omfatte en eller to kaffepunche.
Den sønderjyske drikkekultur kan ellers byde mange spændende kombinationer. Det kan også ses her på siden.
Den første kogebog i Sønderjylland
Det var især på gårdene, at kaffebordet udviklede sig først. I byerne var det ikke god tone med at fråse med kager. Det gjaldt både for middel – og overklassen.
I den sidste halvdel af 1800 – tallet begyndte kaffebordene med et hvis kageudvalg at vinde indpas i de danske hjem og i alle samfundslag. Komfurovne var indført, og der var sandelig også kommet bage-bøger
Det vil sige den første Koge – bage-bog kom i 1838 i Sønderjylland. Dem hed Prachtiches Kochbuch.
Opskrifter på
gotisk
Min mor brugte sin fritid til at finde nye opskrifter. De er gengivet i en bog med gotisk håndskrift. Blandt de 120 opskrifter på kager til det sønderjyske kaffebord her på siden, er en del af min moders. Støbejerns komfurerne blev afløst af regulære ovne.
Kaffebord som mellemmåltid
Kagebageriet blev endnu mere udbredt efter 1860. Det første bageri foregik i ler-form. Man lavede søsterkage, mandelkage, risengrødtærte og forskellige budding. Disse blev i begyndelsen
ofte serveret som desserter. Snart opstod et mellemmåltid. For alvor opstod det sønderjyske kaffebord. Kringler var ret almindelige. Småkageudvalget begrænsede sig dengang til forskellige slags tvebakker og pebernødder.
Kager som vafler, krum-kager og Gode råd kunne bages i vaffeljern på det åbne ildsted. I 1870erne startede en omfattende produktion af kaffestel, sidetallerkner og forskellige kaffestel.
Kaffekomsammen om aftenen
Omkring år 1900 blev der bagt endnu flere kager. Aftenen forløb med kortspil for mændene og kvinderne syslede med sytøj. Ved 22 – tiden blev der serveret kaffe med friskbagt hvedebrød med smør, gærkringle og sandkage med creme. Hvis der var noget specielt at fejre, ja så var der også pladekage med tre slags småkager. Som regel blev der drukket tre kopper
kaffe. Den sidste var en kaffepunch.
Man moppede hinanden
I de små sønderjyske byer og på landet blev der afholdt nabogilder. Her gjaldt det om at overgå hinanden. Ved disse gilder blev der serveret fire lagkager. Nogle gange endda fem. Selv om kvinderne i de små bysamfund var venner til daglig, gjaldt det om at erklære lagkagerne for mislykkede:
Sådanne bemærkninger kunne få bondekonerne til at bryde helt sammen. Man kunne også få denne bemærkning:
Kirke, køkken og børn
I det tyske kejserrige havde kvinderne ikke stemmeret eller ret til at være medlem af en forening. Den kvindelige virketrang begrænsede sig til
Måske var det derfor, at kappestriden om de bedste kager opstod.
Du skal fylde din tallerken
Man kan godt blive chokeret over sønderjysk kaffebord. Og det kræver også forberedelse fra den, der skal indtage det. Store tallerkner bliver budt rundt, og du skal tage noget af hvert. Du skal fylde din egen tallerken til bristepunktet. Alt andet er uhøfligt over for værtinden.
Kommunikation under kaffebordet
De hjemmebagte boller (pumler) ligger sådan, at undersiden er smurt ind i smør. En butterdejsagtig krans af wienerbrød skinner lige så kraftig som en sønderjysk rapsmark, ligger indbydende tilbage. Ind imellem skal man kommunikere. Det foregår med nik og blinkende øjne. Indimellem blev der visket og grinet.
En tyngde mærkes i maven
For nybegynderen vil der snart kunne mærkes en tyngde i maven. Men det er ikke over. For hus- moderens stolthed, den første store kage vil snart indfinde sig. Pyntet med kirsebær og skåret ud i kilotunge stykker. En afvisning er en fornærmelse. Og her er rigeligt af smør og fløde og andre usunde produkter.
Smagsoplevelser og åndenød
Talrige smagsoplevelse vil indfinde sig. Snart vil nybegynderen kunne mærke åndenød. Man skulle ned med det, for Napoleonskagen var på vej. Snart var tallerkenen igen fyldt med butterdej fyldt med vaniljebudding. Koppen fyldes for femte eller sjette gang. Man er efterhånden for udmattet til at protestere over for de argumenter, der kommer i en politisk diskussion. Sveden pibler frem.
En forhammer i brystkassen
Snart vil smagsløgene hyle. Legemet kæmper. Man har det som en forhammer i sit brystkasse. På det tidspunkt er det måske godt med noget frisk luft. Selv om man havde efterladt sin tallerken tom, er den nu igen fyldt. Nøddetærte så tyk som et strygejern. Den er blevet opfedet med smørcreme. Ved siden af, var man blevet færdig. Nu var man bagefter. De næste kager var på vej.
Er kaffen blevet til tjære?
Man havde troet, at man var nået til enden. Ak nej. Nu kom de berømte småkager, sukkerkringler, kyskager. En masse varianter med og uden chokolade. Det var som om kaffen var blevet stærkere, nærmest som tjære.
Hvad hedder det på sønderjysk?
Endelig efter adskillige timer, var man færdig. Man vaklede hjemad. Gangen var blevet anderledes. Så har man indtaget
Stopkager
Man starter med de bløde kager og slutter med de hårde. Stopkagerne var for at afføde de sultne karle, der altid var sultne. Stopkagerne består af gærbrød, det vil sige boller, kringle samt søsterkage. Derefter kommer pladekagerne og honningkagerne. Så kom turen til tærterne. Lagkage hedder tort på sønderjysk. Og der bør være 2 – 3 stykker med enten creme eller flødeskum.
Til slut får man bækkenør, småkager – gerne 7 – 8 slags.
Kalorieholdigt kulturfænomen
Jo det sønderjyske kaffebord har et særlig ry på grund af de nationalhistoriske forhold i grænselandet. Det er blevet et kalorieholdigt kulturfænomen.
Man skulle tage for sig
Fadene blev hurtig sendt på omgang. Værtindens rolle var også at nøde. Det betød, at hun skulle tilskynde, at man spiste og tog for sig. Værtindens prestige skulle nødig lide skade.
Kagebordets struktur
Der en hvis struktur i det sønderjyske kaffebord. Fra det bløde til det hårde. Fra det fede og fugtige til det tørre og magre. Man starter som skrevet med syv slags bløde kager. Først gode mættende stopkage, som boller, kringle, sandkager. Derpå får man to slags torter (lagkager). Dette er måltidets højdepunkt, og viser værtindens formåen.
Den bløde afdeling sluttes af med et låg i form af en flødekage eller en cremesnitte (napoleonskage). Når alt dette er fortæret med fire – fem kopper kaffe, kan man slappe af med syv slags hårde kager. Så er det småkagernes tur.
Småkagerne
Her er der talrige muligheder. Det kan være Goderåd (Goeraj) bagt enkeltvis i vaffeljern. De brune og hvide fedtkager bør ikke mangle. Og os i Tønder og omegnen fik også knep-kager.
Knepkache kommer sikkert fra tysk Kneip. Det er nordtysk dialekt og betyder drenge.
Der skal langskaftede kagejern til at lave de vaffelagtige Goj Raj, som betyder Gode råd.
Det sønderjyske kaffebord kræver mange talenter
Nye skønhedsidealer vandt indpas, og kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, Et rigtigt sønderjysk kaffebord kræver en uge i køkkenet. Det har været en kraftpræstation af min mor, bedstemor og tanter – dengang. Og man skal kunne dette der bage-kunst og de specielle teknikker:
Husmødrene havde æg, fløde, mel og sukker på gårdene.
En hyldest fra Peter Seeberg
Sønderjyden og forfatteren Peter Seeberg skrev i 1968 et lille hyldest til sine barndoms kaffeborde. Han var ellers en stor gourmet og ynder af det franske køkken:
I 1970 var det indskrænket
Ak ja. I begyndelsen af 1970 var det sønderjyske kaffebord i hjemmene kun en skygge af sig selv. Nu var det kun
Tiden er imod Sønderjysk kaffebord
Det er i denne tid så meget, at tage hensyn til. Kalorieforbrug, kolesterol, kulhydrater og fedtprocenter. Her der slet ikke plads til det sønderjyske kaffebord.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 11. – 2021
November 13, 2011
Der har været mange fantastiske musikoplevelser i Visemøllen. Møllen blev opført som kornmølle, men endte som leverandør af strøm. Læs om familien Bachmann som forpagter og ejere. I Tønder opstod der en mølle – fejde. Og en lille mølle tilhørende en farver skabte panik hos heste. Der er uenighed om vandløbenes historie i Tønder og Omegn. Flere brande og ulykker har hærget vandmøllen.
Fantastisk oplevelse
For en del år siden efterhånden oplevede vi en fantastisk koncert med Rasmus Lyberth i forbindelse med Tønder – festivalen på dette historiske sted. I dag bliver stedet kaldet Bachmanns Vandmølle.
Botshaus
I mange hundrede år er vandet fosset forbi møllen ved Kongevejen. Her ligger de to roklubber, og lige bag ved bestyrede min onkel og tante i mange år Botshaus.
En mølle i 1436
I forbindelse med Tønderhus blev en mølle anlagt. Allerede i 1436 var der skriftlige vidnesbyrd om en mølle. Dengang talte man dog om en mølle sydøst for Abild. Man talte om, at Galgestrømmen var den egentlige Mølledam.
Men generelt er historikerne uenige om vandløbenes historie i Tønder og omegn.
Uoverensstemmelser i Tønders historie
Inden udgravningen af det nye rådhus i 1980 var der iflg. Uwe Thomsen nogle helt groteske uoverensstemmelser med Fortidsmindeforsamlingen om områdets frigivelse til byggeriet. Uwe Thomsen skriver på sin hjemmeside:
Således mener Uwe Thomsen,
der blev en upopulær person på byggepladsen dengang, at Arnå/Hvirlå – omlægningen har været afsluttet før 1498. Se i øvrigt de interessante betragtninger om vandløbenes placering dengang på
Ændring af åen
Vidåens udspring ligger i det gamle Aabenraa Amt ved landsbyen Øster Løgum. Til Solvig hed åen Arnå. Allerede dengang førte åen en masse vand med sig. Men der var perioder, hvor tilgangen af vand var sparsom. Amtmand Dietrich Blome foreslog derfor, at man i gjorde noget ved sagen. Vidåen blev derfor i tidspunktet 1587 – 1598 reguleret. Fra Korntved skete der ændringer. Fra de nuværende jernbanebro til den nuværende mølle lavede man en hel ny kanal. Jorden blev brugt til at skabe et dige. Efter aftale med godset Solvig blev også Hvirlå en del af Vidåen.
Den nye mølle
Efter at den ny mølle blev bygget, ser det ud til at Jacob Andresen også kaldet Jacob Møller fungerede som slotsmøller. Han nævnes i 1589 og 1601. Oprindelig blev møllen opført som en
kornmølle i tilknytning til Tønderhus Slot, som en fyrstelig distriktsmølle. Fundamentet stammer af store kampesten, der stammede fra Gråbrødreklostret.
Hvem skal betale?
I 1641 fandt man ud af, hvem der skulle betale for møllens drift. Og i 1663 udsendte amtmanden i Tønder til omegns – kommunerne, at de skulle sørge for, at holde digerne i orden.
Møllen i 1692
I 1692 var Christopher Thöning forpagter på møllen. Han opførte en lille bygning ved møllen. Desværre døde han tidlig, og hans enke Marina førte forpagtningen videre. Den 5. april 1701 skrev hun under på en fem – årig forpagtning med forvaltningen på Gottorp.Bønderne havde pligt til af få malet hos bestemte møller.
Upopulær møller
Forpagtningen blev ikke forlænget. Nu overtog Nicolas Hansen forpagtningen fra 1706. Han indførte nye regler over for bønderne, og satte hårdt mod hårdt over for de bønder, der ikke over holdt deres mølle – pligt. Og disse klagede over hans hårdhed. Han døde i 1728 og hans arvinger fortsatte mølledriften til 1731. I løbet af de år var alle tre møllesten blevet udskiftet. Man havde selv hentet dem i Husum.
Mange jern i ilden
Efterhånden forfaldt møllen. Men den nye forpagter Peter Klautoft forsøgte at udbedre skaderne. Den nye forpagter der var borger i Flensborg, forsøgte at udbedre skaderne. Han havde mange jern i ilden – den nye forpagter.
Byen som forpagter
Officielt var det nu byen, Tønder, der stod som forpagter. Der var tale om By-møllen i Tønder. I mange år var det ungkarlen, Christian Andersen, der var møller for byen. Senere møder man Andreas Christiansen, der i 1774 kom Schaflund. Han var gift med en kvinde fra Frøslev.
Masser af oversvømmelser
Men det kneb gevaldigt med at holde digerne i orden og få renset vandløbene. Ofte gav det oversvømmelse, og der kom ikke nok vand til møllen i Tønder. Det gamle mølleværk fungerede ikke ordentlig. Og møllernes høst måtte ofte bringes til andre møller.
Store udgifter for Magistraten
I 1761 blev vindmøllen fuldstændig fornyet. Tømmeret fik man fra Aabenraa. Ved vandmøllen blev der i 1768 etableret en ny sluse. Den store bro på nordsiden af møllen blev repareret for 379 Mk. Men de store udgifter bekymrede Magistraten.
Et hus overtages
Efterhånden kunne møllebygningen ikke mere rumme en familie. Man diskuterede, om der skulle bygges nyt. Men man blev enige om at overtage branddirektørens hus, der lå lige ved møllen. Den skulle bruges til møllerens hus. Dette skete i 1798.
Den første Bachmann
En møller fra Sommersted meldte sig. Det var Christian Nissen Bachmann. Han tilhørte ikke fra et mølle – dynasti, men fra en bondefamilie. Selv blev han født i Toftlund i 1757. Han blev gift i 1792 med Elisabeth Catharina, som var søster til en møller fra Tørning. Lige derefter forpagtede han en mølle i Møgeltønder Sogn.
Desværre blev konen efter kort tis syg. Fysikus Krichow fra Tønder kunne ikke stille meget op. Hun døde den 11. december 1793 og efterlod den lille kun 24 uger gamle Asmus Bachmann.
Møllen i Møgeltønder blev opgivet. Bachmann havde måske allerede på det tidspunkt fattet interesse for møllen i Tønder. Der skulle to licitationer til før Christian Nissen Bachmann kunne overtage møllen. Han var 42 år da eventyret i Tønder startede. Han var den første i et helt familie – dynesti. Han fornyede mølledriften og forstod at sætte sig igennem.
Heste i panik
En lille mølle var blevet oprettet ved slusen. Det var farver Jacob Hansen, der havde fået lov til at drive den for en meget beskeden sum i afgift. Men den larmende mølle førte ofte til panik hos de heste, der passerede den nærliggende bro. Det var kun et held, at hestene ikke forsvandt ned i vandet. Mølleren blev beordret til at opføre et plankeværk.
Brand i 1806
Bachmann fik ført sine nye planer ført i værk, men ak den 12. december 1806, mens Bachmann ikke selv var til stede, brændte det hele ned. Han måtte selv betale for genopbygningen.
Han forlangte godtgørelse af forpagtningsafgiften. Men det fik han ikke. Til møllen oprettede han også et rensningsanlæg og flere bygninger. Pagten ophørte i 1811 med blev forlænget med seks år. I 1817 blev den forlænget med 12 år.
Mølle – konflikt
Bachmann kom i konflikt med en anden møller i Tønder. Eschel Petersen var kommet til Tønder fra Løjt. Han giftede sig ind i en familie, der havde relationer til Rundemølle. Han blev nemlig i 1746 gift med Catharina Thor Straten. Sammen med Friedrich Sönnichsen oprettede han en grynmølle ved Tved. Møllen blev dog revet ned og oprettet ved Papegøjevej. En af arvingerne, Christian Thomsen klagede over Bachmanns udvidelse af mølledriften. Men det fik Thomsen ikke rigtig noget ud af.
Ville overtage møllen til nedlæggelse
Lige før den tredje pagtperiode var forbi, døde Christian Nissen Bachmann i 1829. Da han ikke havde giftet sig, efter sit korte ægteskab, gik arveretten til sønnen Asmus Boysen Bachmann.
Men den føromtalte Thomsen forsøgte at overtage møllen for nedlægge den. Så kunne han nemlig uden konkurrence videreføre sin egen mølle ved Papegøjevejen.
Besværlig arvesag
Arvesagen var dog besværlig. En fætter til den afdøde kom til sidst til Tønder. Familien ville beholde møllen, men på denne måde kom en enden gran af familien ind i mølledriften. Endelig i 1836 blev Jørgen Bachmann accepteret som møller. Da vandmøllen måtte ligge stille, bad Jørgen Bachmann om et nedslag i pagtafgiften. Som begrundelse anførte han, at der var lønomkostninger til seks ansatte på møllen. Vindmøllen kunne slet ikke give den samme indtægt.
Vigtig møde på Stadt Hamburg
Den 17. marts 1860 skete der noget væsentligt. Grundet en lovændring var møllerne nu til salg. En offentlig auktion fandt sted på Stadt Hamburg. Denne auktion vandt Jørgen Backmann.
Han fik en købskontrakt dateret den 20. august 1860. Sælger var Det kongelige Finansministerium og som underskriver for Tønder Amt var ritmester von Brockdorff. Købsprisen var på 60.000 rigsdaler, og 15.000 rigsdaler skulle falde den 1. november 1860 og den 1. maj 1861. I prisen var inkluderet både vand og vindmølle, broer, rensningsanlæg, mark og bygninger.
Mange anordninger
Bachmann skulle nøje rette sig efter anvisninger. Han måtte ikke forårsage oversvømmelser. Han måtte heller ikke uden videre indstille mølledriften. Bachmann var 60 år gammel, da han ikke længere skulle forpagte møllerne, men kunne betragte det som sit eget.
Teglværks– familie
I 1832 var han i Broager blevet gift med Maria Sophia Heide, datter af en teglværksejer. De fik fem sønner. Den ældste gik i faderens fodspor og blev møller. To af sønnerne drog til Sundved og til Broagerland, hvor bedstefaderens teglværker havde ligget. Den yngste, Carl Asmus blev jurist, og amtsdommer i Haderslev.
Tragiske ulykker
En skøn junidag i 1849 blev den niårige Heinrich Friedrich offer for møllerdammen. Og det var ikke sidste gang familien Bachmann mistede et familiemedlem nær deres arbejdsplads. I 1943 opslugte det mørke vand den femårige Conrad.
Købekontrakt underskrives
Den ældste søn af Jørgen Bachmann var til minde om den første møller i familien døbt i navnet Christian Nissen Bachmann. Han var blevet født på møllen i Tønder i 1833. I 1859 blev han i Møgeltønder gift med Maria Therese Feddersen. 1.september 1866 skrev den nye ejer under på købekontrakten. Han døde som 59 – årig, den 5. juni 1892. Konen var død tre år tidligere.
Mindeord
Tondernsche Zeitung som udkom tre gange ugentlig skrev mindeord om den afdøde. Avisen fortalte at et meget stort følge fulgte mølleren på hans sidste vej. Det var med musikkorps i spidsen og med medlemmer af Ringriderkorpset. Her var han æresmedlem.
Brand i Møllen
Den 14. juli 1892 genlød Tønder af hornmusik og trommer. Borgerne blev vækket kl. 1 om natten. Der var brand i byen. Den ene af vandmøllerne stod i brand. Brandvæsnet ilede til stede, men der var masser af træværk i møllen, så brandfolkene havde ikke en chance.
Stor byggeaktivitet
Hans Feddersen Bachmann havde efter faderens død overtaget ledelsen. Han var straks gået i gang med at bygge en ny moderne mølle. Der var dog store problemer. Hans far havde ikke efterladt testamente. Han havde to brødre, der var ungkarle, og som også døde som ungkarl. En ældre bor var advokat i Aabenraa. Han døde dog kort efter arvedelingen. Den eneste søster var gift med en fra Berlin kommende børnelæge, Dr. med. Adolf Thaysen.
1892 var præget af stor byggeaktivitet, men produktionen blev ikke indstillet af den grund. Da den ny større mølle var færdig, var det ikke mere brug for vindmøllen ved Solvig.
Den nye mølle
I en annonce fra Tondernschen Zeitung fra 2. december 1892 bekendtgjorde Hans F. Bachmann, at nu havde man startet produktionen i den nye vandmølle. I en artikel i avisen fremgår det også, at der var bygget et stort kornlager. Til forskel var den afbrændte mølle blev den nye mølle nu drevet af et stort møllehjul. Denne var af jern. Men den 21. marts 1893 skete der en eksplosion i møllehjulet. Murværket på førstesal blev gennemboret. Heldigvis skete der ingen personskade.
I forbindelse med en købmandsslægt
En forbindelse til købmandsslægten Klüver skete gennem brylluppet mellem fjerde generation af Bachmann – familien med Johanna Agatha Elisabeth Klüver.
Trange tider
I 1911/1912 fremkom de første planer om en afvanding af Tøndermarsken. Det har sikkert ført til tanker hos Hans F. Bachmann om, der nu var nok vand til at fortsætte mølledriften.
Første verdenskrig var heller ikke gode tider for mølledriften, Den 7. januar 1918 døde Hans F. Bachmann.
En tidlig død
Hans ældste søn, Ernst havde meldt sig som frivillig. Han var faldet ved fronten. Sønnen Hans Feddersen Bachmann havde hjulpet faderen med mølledriften. Ved faderens død blev det hele lagt på skulderen af den unge søn.
Begge brødre bliver ejere
Tilhørsforholdet til Danmark betød store omvæltninger for virksomheden. I det Preussiske Handelsregister kunne man se en anmærkning den 6. februar 1918 se
Dette ejerskab blev bibeholdt til 1938. I mellemtiden havde en anden søn, Karl Bachmann gennemgået en omfattende uddannelse i kornhandel. Samme år tildelte moderen begge sønner ejerskab af virksomheden.
Brødrene gift i samme familie
Og begge sønner fandt deres hustruer hos familien Hagge. Karl Bachmann blev den 30. september 1934 gift med Jeanette Hagge. Fra dette ægteskab er der tre børn, Hans Feddersen Bachmann, Ernst Bachmann og Ilse Bachmann. Den anden af brødrene Hans Feddersen Bachmann var allerede den 17. april 1926 blevet gift med Freja Hagge. De fik børnene, Elisabeth og Karl.
Levering af strøm
I 1931 blev der indbygget en ny 120 hk turbine, der kunne levere 200.000 kilowatt. Det betød, at møllen også kunne give strøm til byen. De store massive bygninger fra det tidligere Victoria – bryggeri blev anskaffet som kornlager. Selv om marsken blev afvandet kom det ikke til at gå ud over møllens funktion. Gennem generationer drev familien
Bachmann Tønders ældste industrianlæg, der drev forretning med korn og foderstoffer. Ja faktisk havde de forpagtet/ejet møllen fra 1799. I anden halvdel af 1920erne var der endnu 6 ansatte. Det var dog ikke ved maling af mel, men fremstilling af elektricitet, at vandmøllen i efterkrigstiden havde stor betydning. Den omtalte turbine var placeret ved det lille gennemløb ved møllens nordende.
Andelshaver i Sønderjyllands Højspændingsværk
Byrådet havde flere gange diskuteret den voksende efterspørgsel på el. Belastningen af byens el – værk steg. En løsning var til slutning til Sønderjyllands Højspændingsværk. De var begyndt at levere kraft til afvandingen af marsken. Men det blev afslået i 1931. Grunden var levering af strøm fra vandmøllen. Men produktionen svarede ikke til forbruget, så i 1935 blev byen andelshaver i Sønderjyllands Højspændingsværk.
Møllebygninger bliver revet ned
I 1976 blev møllebygningerne på nær den fredede vandmølle nedrevet efter at produktionen forinden var flyttet til et nyt anlæg ved Kærgårdvej. Møllebygningerne blev allerede fredet i 1921. Først i 1976 blev el – fremstillingen indstillet. Tønder Kommune overtog derefter møllebygningerne.
Pæle hales op
I forbindelse med anlægsarbejde i 1976 konstaterede man en række pæle i åbunden. Entreprenøren trak i alt 960 pæle op. Pælene stammede fra omlægningen af åløbet i slutningen af 1500 – tallet. Man besluttede en konservering ved lufttørring. Disse pæle blev senere brugt til restaureringsarbejder af forskellige art. Blandt andet er pælene anvendt til restaurering af gangbroen ved Hertug Hans jagtslot Grøngaard. I 1996 blev møllebygningen restaureret. I Tønder går den under benævnelsen Visemøllen.
Tønders dyreste trappe
Opstemningen ved Bachmanns Vandmølle har hidtil spærret totalt for laksefisken Snæblens muligheder for at komme op i Vidåen. Det er der nu rådet bod på, idet der er konstrueret et nyt vandløb i siden af Møllesøen, en såkaldt Faunapassage. Snæblen findes kun i Vadehavet og er en af EU’s truede fiskearter. Står man på broen ved Vandmøllen kan man beskue Tønders dyreste trappe, den såkaldte Fisketrappe.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 20-09-2021
November 13, 2011
Paraplymager Zacchi. Herman Hieronimus, Skomager Wegener, Borgmester Richtsens, Lappeskrædder Eichorn, En masse sirup hos S.C. Lorenzen. Og så skal vi opleve kongens besøg.
Fra snedker til slagter
Her boede snedker Cosmos. Paraplymager Zacchi befandt sig i Vestergade. Og i Søndergade havde vi pibemager Gerken. Tønder og kar til saltet flæsk med eget røgeri var der hos bødker Bertelsen i Kogade. Heine Slaute var hesteslagter i Østergade.
Herman Hieronimus
Herman Hieronimus intelligens var måske ikke så stor. Han var glad, når Skyttekorpset eller Æ Feuerwehr kom gående med orkester i spidsen. Alle gamle tøndringer kendte ham og der blev hilst.
Smed med 8 børn
Smed Steffen boede i Kogade. Hans far havde fået tolv børn. Og rebslager Reinholdt kaldte sig for Tønders sidste Slesvig – Holstener. Sidstnævnte fik hilst på kongen ved Ringriderforeningens jubilæum i 1937. Det var stort.
Klippede inden han kunne gå
Skomagermester Wegner i Smedegade havde to sønner. Det ejendommelige ved den yngste var, at han kunne tegne og klippe, inden han kunne gå. Han sad ofte i sin barnevogn og tegnede og klippede mænd og heste i papir. Den lille knægt hed Hans Wegner. Han kom i lære hos møbelsnedker Stahlberg her i byen. Siden blev han møbelsnedker. Hans produktioner kunne senere findes på Museum of Modern Art i New York. I Vandtårnet i Tønder er der en permanent udstilling af hans ting.
Guldsmede
Vi kunne også fortælle om alle de mange guldsmede, der havde samlet sig omkring Slotsgade, Spikergade og Uldgade. Og den der vidste mest om det, var Sigurd Schoubye.
Kniplepigerne
I over 200 år kniplede pigerne i Tønder fra de var 6 år ofte 16 timer om dagen til en ussel løn på kun 4 – 5 skilling om dagen. Selv under tranlampens svage skær måtte de gøre det. En af dem, der tjente en formue på kniplinger var borgmester Richtsen. Han lod til sin kones store fortvivlelse fremstille tre store rokokoskabe. De findes i dag på museet og danner højdepunktet i Tønders snedkerkunst.
Man skal lade mor råde
Lappeskrædder Eichorn sad oppe på sit tagkammer i Richtsensgade og talte om sin kone. Deres ægteskab havde været barnløst, men de havde opdraget tre adoptivbørn. Han sagde engang:
Hornorkester på Torvet
På byens torv var der i 20erne regimentsmusik. Et hornorkester på en halv snes mand i deres blå uniformer. Der stod de søndagsklædte borgere så og lyttede på. Ovre foran klosterbageren, det gamle gavlhus, og på sydsiden fra apotekets hjørne ned til gæstgivergården Den hvide Svane, og så videre på vestsiden ned foran den tyske borgmester Olufsens købmandsbutik.
Studene
Helt tilbage fra 1600 – tallet drev man stude gennem Tønder. De højtrøstede prangere kunne høres over det hele. Det var med at undgå efterladenskaberne. En masse af disse stude blev eksporteret syd på. Ofte foregik det over Vadehavet. Og disse fladbundede både, hvormed transporten foregik kom ikke tomme tilbage. De medførte manufaktur – og kolonialvarer, især krydderier, tobak og kridtpiber. Og som ballast brugte de fliser.
Kig bare på Tønder Museums flotte samling af hollandske vægfliser. Og disse blev efterlignet på en fabrik i Store Kongensgade.
Købmandsgården
Helt unikt er den gamle købmandsgård med indgang nede fra Skibbrogade. Her hang endnu i min ungdom den gamle hejsekran. Med den halede man varerne op på loftet, sække med mel og gryn, sukker og ris og andre gode sager. På gårdspladsen lå tønderne med tran og sidenhen med petroleum. Her var staldene og den gamle tobaksfabrik. Man kunne finde en morsom figur i nichen op mod muren.. Det var en indianer med bælte af tobaksblade. Jo det var den såkaldte tobaksmand. Tænk engang inde i den lille bygning gik en hest rundt og rundt og trak skæreværket, hvor tobakken fik den første behandling.
”Dreje en tut”
Mange har sikkert gættet det,. Vi er i S.C. Lorenzens gård. Min storebror var i her i lære. Det var meget, man skulle igennem som lærling. Først skulle de lære at dreje en tut. Man skulle lave kræmmerhus til bom (bolsjer). For nogle gik det let, andre lærte det aldrig. Nu tror jeg dog ikke min storebror var igennem dette. Skulle man lære at regne, kunne det godt vanke lussinger hvis der manglede en 1 øre, eller hvis lærlingen var snutte (næsvis). Man skulle også lære at veje og meget andet.
En masse sirup
En lørdag aften blev en lærling sendt ned på lageret med en kande for at hente sirup fra tønden. Det var sent, og lærlingen havde travlt med at komme hjem. Hurtig fik han spunsen ud og kanden fyldt. Om søndagen var butikken åben fra 7 til 9 og atter fra 11 til 1. Lærlingen havde fri. Den gamle købmand havde et ærinde på lageret. På gulvet flød det med sirup. Alt var løbet ud af tønden og dækkede gulvet med et tyndt lag. Lærlingen havde ikke fået slået spunsen helt ind og i nattens løb var det hele så flydt ud.
Hurtig gik der bud efter synderen, og han måtte så møjsommeligt skovle al siruppen op og vaske gulvet. Det tog det meste af søndagen i den gamle købmandsgård.
Kongebesøg
Selv om der var mange spændinger i byen, så elskede man monarken. Frederik den Sjette gæstede byen i 1824. På en indskrift ved Sønderport stod følgende:
Pebet ud af byen
Han blev hyldet af ringridernes Frederiksgarde, af Skyttekorpset og jublende borgere. Om aftenen var byen illumineret. Men kongen gik tidligt til ro. Allerede kl. 5.30 næste morgen måtte
de kongelige embedsmænd stille med deres protokoller og hovedbøger. Enevælds-kongen var en lille brøsig mand, der godt kunne give en skideballe.
Det blev en travl morgen. Kongen var til gudstjeneste og til frokost hos amtmanden. Klokken 9 forlod han byen ad Vesterport. Her blev han hilst af indskriften:
Vanskelighederne kom senere. Da en deputation af Slesvig – Holstenere var i København i 1848 nær ved at blive pebet ud af byen. Og imellem de to slesvigske krige blev der fra dansk side begået fejl og overgreb
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder, bl.a.
Redigeret 20-09-2021
Oktober 22, 2011
Dette er den tredje vandretur på Vesterbro. Vi går lige fra Skydeselskab til Bymuseum. Her var fornemmeselskabslokaler. Efterhånden blev der for farligt at skyde efter papegøjen.
Et forhus i Absalonsgade fik wc i 1923, baghuset først i 1941, og så måtte 4 lejligheder dele et. Vi kigger også på et sjusket byggeri, hvor murværket skvattede sammen. Her var 18 møllebakker, en stub – og gryne-mølle.
Den tredje vandretur
Her er tredje del af vores historiske vandretur på Vesterbro. Vi er efterhånden nået til området omkring Absalonsgade.
18 møllebakker
På det lave terræn ned mod Kalvebod Strand opstod en masse møller. De blev opført på små kunstigt opkastede møllebakker. Således var der i 1620 alene på sydsiden af broen hele 18 møllebakker.
Man kan måske i dag fornemme, at området omkring Absalonsgade var afgrænset af reberbanerne i den ene ende og Skydebanen i den anden ende. Her lå dengang den store Banemølle eller Rebslagermølle.
En stampe – og en gryne-mølle
I begyndelsen af det 18. århundrede bestod hele området af vænger. De blev ejet af Magistraten. Og de fleste var såkaldte Rådmands – vænger.
I 1733 fik Feldberedder Christian Gottschalck fæste på to sådanne vænger. Han fik tilladelse til at oprette en stampemølle, som han lod opføre sammen med et beboelseshus. I 1740 overtog øltapper Jakob Lindberg fæstet og købte bygningerne. Han opnåede privilegium til at indrette en Gryne-mølle.
Næste mand på stedet var P.A. Oberkamp, som var en stor forretningsmand og grundejer på Vesterbro. Efter en langvarig kamp med møllelauget fik Oberkamp såvel privilegium til Grynemøllen som lå ud til Vesterbro, som i 1749 tilladelse længere ind på grunden at opføre en vindmølle. Den blev flyttet hertil fra en ugunstig beliggenhed på Nørrebro.
Lille Banemøllestræde
Senere blev de to møllegrunde solgt hver for sig. Johan Gottlieb Horn fæstede Gryne-møllen og Banemøllen bagved. En lang smal adgangsvej blev etableret. Den blev kaldt Lille Banemøllestræde.
Banemøllens store grund var på næsten otte tdr. land. Det meste af den tilhørte efterhånden Dines Nielsen. I 1802 foretog han et nybyggeri på syv fag på grunden. Men ak, efter englændernes besøg måtte
såvel hus som mølle genopbygges efter 1807.
Svane overtager grunden
I 1809 fik Jesper Hansen Hamborg en livslang fæstekontrakt. Denne gik i arv til datteren Thrine Deichmann. Fruen ønskede dog at bortforpagte møllen. Den blev overtaget af naboen. J.G. Zeltner, der drev Grynemøllen.
Enkefruen lod i 1843 opføre to store bygninger på grunden. Samme år solgte hun hele herligheden for 13.000 Rigsdaler . til den unge møllermester Niels Peter Ludvig Svane.
På Grynemøllen havde Magistraten glemt at forny fæstekontrakten siden 1795. Det betød at Zelners arvinger kunne sidde uhindret og afgiftsfri inden fejlen blev opdaget i 1862 ved anlæggelse af Absalonsgade.
Jernbanevolden tog vinden
I 1846 blev 34.000 kvadratalen eksproprieret til anlæg af jernbanen København – Roskilde, som her løb dobbeltsporet på en dæmning langs vandet. Denne ekspropriering foregik dog ikke fredeligt. Svane hævdede, at jernbanevolden hindrede vindens frie adgang til stubmøllen. De udkommanderede synsmænd, begge møllermestre altså kollegaer, gav Svane medhold. De skønnede, at møllens kapacitet var nedsat med en fjerdedel. Dette blev takseret med en årlig erstatning på 200 rigsdaler.
Den sidste mølle
I begyndelsen af århundredet havde kommunen solgt væsentlige grunde for at skaffe midler til genopbygningen efter branden i 1795. Mange steder havde man ikke heftet fæsteafgiften siden 1819. Kommunen forstod ikke rigtig at tjene på det store jordsalg.
I 1853 var Svanes mølle en af de sidste, der var tilbage på Vesterbro. Fra Banemøllestræde havde anlægget nærmest taget sig ud som et lille landsted, haven med mange gamle frugttræer, tjørnehække og sågar lysthus samt overdækket keglebane.
En god grundpris
For 7.900 Rigsdaler. fik Svane i 1854 et skøde på en godt fem tønder stor grund. Det giver en grundpris på ti kvadratalen for en rigsdaler. Få år senere solgte staten byggerunde på Gammelholm for ti rigsdaler pr. kvadratalen. Svane opgav møllen og investerede i boligbyggeri. De eksisterende bygninger blev indrettet til lejligheder, som han udlejede.
Absalonsgade
I foråret 1856 planlagde Svane for alvor udparcelleringen af sin store ejendom. Stubmøllen blev revet ned og en gade af den nu lovbefalede 20 alens bredde blev anlagt i nord – sydlig retning. Endnu var det kun med navlestrengs forbindelsen til Vesterbrogade med Lille Banemøllestræde.
Absalonsgade var hermed anlagt, og navnet givet med rådstueplakat 11.05.1859.
Halmtorvet
På jernbanevolds plads blev der også udstykket en vej. Den fik navnene Stormgades Forlængelse, Ny Stormgade, Sønder Boulevard for så til sidst at ende som Halmtorvet.
En driftig mand
Svanes store ejendom blev solgt i tidsrummet 1865 – 1877. Svane døde selv først i 1895. Han stod selv for det meste af udstykningen. Han var bygherre på flere af husene og boede selv i en af dem. Ellers var det lokale bygmestre og håndværkere, der i samarbejde opførte husene. Således stod murermestrene P.C. Henriksen og H.F. Olsen som bygherre på ikke mindre end 11 ejendomme i området.
Og Svane blev bestyrelsesformand i et asylselskab. Et børneasyl blev indrettet i det gamle grundmurede møllehus indtil det i 1875 måtte vige for nybyggeri. Det er her, hvor Absalonsgade 19, ligger.
Politi – og brandstation
Hvis vi kigger på Absalonsgade 9, så blev bygningen i 1881 – 82 opført som politi – og brandstation. Selv boede den driftige Svane i Absalonsgade 15. Her boede kunstmaleren, Fritz Syberg på 4. sal i 1880erne.
Sjusket byggeri
At et byggeri kan foregå for hurtig ses af eksemplet Absalonsgade 20. To huse blev opført af betonsten. Men byggeriet var af så dårlig kvalitet, at myndighederne allerede efter en måned blev alarmeret. Et påbudt byggestop i december fik murermester N. Petersen omstødt.
Men i februar 1866 i forbindelse med et voldsomt regnskyl, styrtede en del af gårdfacaden ned. En inspektion afslørede væsentlige knusninger i de nederste etagers betonsten især i pillerne. Dette afstedkom et generelt forbud mod betonbyggeri. Huset blev derefter opført i traditionelle materialer og taget i brug i oktober 1866. Men en politirapport fra maj 1867 afslørede manglende bygningsattest. Den forelå først den 10.05.1867.
Sene wc’er
I Absalonsgade 44 fik forhuset i 1923 wc til hver lejlighed. Men først så sent som i 1941 kom der først wc’er i sidehusene, men kun en pr. fjerde lejlighed.
Skydeselskabet leder efter en grund
Fæsteren, den lollandske postmester Christen Dam betale 16 Rigsdaler. Om året i lejeafgift på skydebane – område. Den store 16 fags bindingsværksgård ud mod Vesterbrogade var dog hans private ejendom.
Omkring midten af århundredet overtoges fæstet af gartner Frantz Christopher Sauerach, der købte gården og fortsatte dyrkningen af den store have, der var anlagt på den nordlige del af grunden, mens resten henlå som vænge ned mod stranden.
Det Kongelige Skydeselskab ledte med lys og lygte efter en egnet lokalitet. Og her havde man den helt rigtige grund. Selskabets historie kan føres tilbage til middelalderen. Siden 1682, da man solgte det gamle kompagnihus mellem Kompagnistræde og Brolæggerstræde havde man ført en omflakkende tilværelse med tilbagegang og opløsning som følge.
Senest havde man holdt til hos agent Bjørn på Christianshavn. Men enken ville efter mandens død i 1750 ikke længere spille vært.
Papegøjestangen væltede
Man ønskede derfor en fast skydeplads til både skive – og fugleskydning. Kongen havde i 1751 givet sin tilladelse til projektet. Magistraten bevilligede frihed for næringsskat på 50 Rigsdaler. Et skydehus og et markørhus samt en skydemur skulle opføres. Og den første fugleskydning blev gennemført i august 1753.
Men ak, Papegøjestangen blæste i 1761 omkuld formedelst ælde. Skydeselskabet havde ikke råd til at bekoste en ny. Men kongen trådte hjælpende til og bekostede en ny. Den blev så stående helt til 1816.
Magistraten hjalp
Alt var ikke fryd og gammen. Man havde til stadighed genvordigheder med værterne på Skydebanen. Selskabet ønskede derfor selv at overtage stedet. Men man kunne ikke skaffe de 8.200 Rigsdaler. Som det ville koste. Så ejeren Joachim Wentzell blev siddende på Skydebanen til sin død i 1780.
For at hjælpe Skydeselskabet gjorde Magistraten nu brug af sin forkøbsret til gården. Man købte i 1780 gården af Wentzells enke for 6.000 Rigsdaler plus 100 rigsdaler. Så længe, hun levede.
Man tilbød straks at sælge videre til Skydeselskabet for samme pris. Man ville oven i købet låne pengene som en første prioritets obligation taget af midlerne i Helliggejst Fattiges Skole.
Fornemme selskabslokaler
Selskabets fornemme domicil blev tegnet af hofmurermester Brandemann. Grundstenen blev nedlagt på kongens fødselsdag den 29.01.1782. Men på grund af manglende midler blev selve byggeriet først påbegyndt
i 1786. Murermester Petermann fik entreprisen for 10.500 Rigsdaler. Året efter, den 10. maj kunne man foretage den festlige indvielse.
Forskellige tilbygninger blev foretaget i årenes løb. I 1846 blev 9.000 kvadratalen eksproprieret mod syd til anlæg af København – Roskilde banen.
Skydebanen rummede i adskillige år, Københavns fornemste selskabslokaler, mens selve Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab florerede med kongelige gæster og med medlemmer rekrutteret i de højere kredse.
For farligt at skyde efter papegøjen
Efterhånden som bebyggelsen skød op overalt blev det for farligt at skyde efter Papegøjen på stangen. I 1878 var der for første gang kun en græsfugl, man kunne skyde efter. Året efter fik man et lån på 80.000
kr. af universitetets midler til sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Men det var også presserende at føre Istedgade tværs over grunden. I sommeren 1886 vedtog Borgerrepræsentationen en ekspropriation af det nødvendige gadeareal mod 10.000 kr. i erstatning. Projektet blev straks iværksat.
Den store gamle grund var nu delt i to. Den store 30 alen høje skydemur blev opført i gotisk borgstil. Den sydlige halvdel af skydebanegrunden blev i 1891 solgt for 155.000 kr. til murermester Viktor Jensen.
Privat
Store samlede etagebebyggelse blev foretaget, med små private stikgader på hver side af den nye 30 alen brede Skydebanegade. Grunden blev opdelt i mange små parceller. Facadens pompøse stil harmonerede dårligt med de ret små to – og fireværelses lejligheder. Men de blev udbudt for en rimelig leje.
Der var lidt privat over bebyggelsen. Således havde man egne vægtere, der patruljerede om natten. Ligeledes var gaden mod Sønder Boulevard var spærret med bom og mod Istedgade var det med Privat – skilte.
Bymuseum
Skydebanens hovedbygning med sidefløje og portbygning blev fredet i 1924, og skydemuren blev fredet i 1982. Det gamle bygningskompleks fra slutningen af det 18. århundrede gennemgik i nyere tid en række om – og tilbygninger. I 1948 lykkedes det for kommunen at købe en stor del af Skydebanehaven. Man indrettede en tiltrængt park med legeplads for kvarterets børn.
Skydningerne blev flyttet ud til Skydeselskabets nyerhvervede ejendom Sølyst ved Klampenborg.
I 1952 var der en stor debat om et hotelbyggeri på Skydebanens område. Ejendommen blev købt med statstilskud af Københavns Kommune. I 1954 – 1955 blev den gamle hovedbygning indrettet som bymuseum, mens sidefløjen blev indrettet som post – og telegrafmuseum.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
– Om Vesterbro,
Læs
Redigeret 24.11.2022
Oktober 22, 2011
I 1813 fik den unge norske maler, J.C. Dahl en opgave af Peter von Scholten. Han skulle male udsigten fra Det Hvide Hus. Det kom der to smukke malerier ud af. Se Østerbros historie baseret på disse to malerier. Vi skal bl.a. besøge Sortedamssøen, Blegdammene og meget mere. Et par kattuntrykkerier, Tapetfabrik og en voksdugs – fabrikant besøger vi også. Og så kigger vi på det hus, hvor maleren Købke, blev født.
Det Hvide Hus
Den unge maler J.C. Dahl fik til opgave af Peter von Scholten at male udsigten fra Det hvide Hus. Malerierne findes i dag på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksberg Slot. Det er gennem disse to malerier, vi lader os lede rundt, og på denne måde får et enestående billede af Østerbro i begyndelsen af 1800 – tallet.
Det Hvide Hus havde adressen Østerbro 107. Navnet Østerbro kommer af, at vejen uden for Østre Portmpå det første stykke vej var brobelagt. I begyndelsen af 1800 – tallet var området udenfor Østerport tyndt befolket.
Langt mellem husene
I 1801 boede der 659 på Østerbro. Der var langt mellem husene. Uden for byporten var der ingen beboelse, men på begge sider lå der kirkegårde. Holmens til venstre og Garnisons til højre. Når man havde passeret Acciseboden omtrent på hjørnet af Kastelsvejen, så man Det Hvide Hus på højre hånd.
Søholt
Huset, som også på den tid blev kaldt Søholt blev opført i sidste halvdel af 1700 – tallet som lystejendom for etatsråd Niels de Hofman. Det var et hvidkalket 2 – etagers hus med mansardtag og sortglaserede tagsten og med 3 – fagkviste med altaner ud mod vej – og havesiden. I årene 1778 – 1813 hed ejeren Lars Larsen. Han var tømmerhandler og grosserer samt en af Københavns største skibsredere. Herudover var han direktør i Den Danske og Nordiske Speciers Bank. Han boede inde i Nyhavn. Søholt, som jo lå langt ude på Østerbro, var hans landsted til sommerbrug.
Det var ud for Søholt de danske forhandlere mødtes med de engelske kommissærer for at underskrive kapitulationen den 6. september 1807, efter det katastrofale nederlag, hvor englænderne sejlede bort med vores flåde.
Von Scholten bliver ejer
Den næste ejer af huset var stabskaptajn Peter von Scholten, som fik købekontrakt på huset i 1812, men skødet gjaldt kun selve huset. Grunden, som huset lå på var fæstet af staden, så den skulle først frikøbes. Her er formodentlig forklaringen på, at handelen først blev tinglyst i 1813.
Scholten ejede kun huset i en kort periode, for allerede året efter overtog toldskriver og justitsråd, Hans Boye ejendommen ved et skøde af den 5. september 1814. I vejviserens gaderegister
for 1816 – 1817 viser det sig, at han nu er død. Østerbro 107 ejes nu af justitsrådsinde Birgitte Cathrine Boye, der i 1815 havde arvet Søholt efter hendes mand.
1819 – 25 boede juristen A.S. Ørsted i Det Hvide Hus. Han var på det tidspunkt etatsråd og deputeret i Danske Kancelli og blev senere statsminister.
Familien Rosenkilde
I årene 1834 – 42 havde skuespilleren Christian Niemann Rosenkilde og hans familie bolig her. Han blev en meget elsket skuespiller og spillede flere komiske roller i Holberg – forestillinger. Hans datter, Julie Sødring var også skuespiller, og hun har skrevet sine erindringer, som er udgivet med noter i 1951.
Julie Sødings erindringer
Fra de snævre, men hyggelige værelser i Adelgade flyttede familien Rosenkilde om sommeren ud til Østerbro – det var som at ligge på landet. Hun har blandt andet således skildret deres ophold i huset:
Det var et plankeværk i haven langs en lindealle der adskilte haven fra assessor, apoteker Møllers ejendom, Vennersro. Dennes store have stødte op til Classens Park og mod nord strakte Tuteins ejendomme sig.
Von Scholten i Det Hvide Hus
Men vi koncentrerer os om de par år Scholten ejede Søholt. Peter Carl Frederik von Scholten (1784– 1854) var oprindelig uddannet på Landkadetakademiet. Han gjorde tjeneste ved Vestindiske Hærstyrke, og blev taget til fange ved englændernes besættelse af Dansk Vestindien.
I 1807 blev han ført til England som krigsfange, men blev året efter frigivet. I Danmark blev han udnævnt som sekondløjtnant a´la suite i Det Sjællandske Jægerkorps, hvor hans far var major. 1810 giftede den 26 – årige Scholten sig med Anne Elisabeth Thortsen kaldet Lise. Han blev kammerjunker i 1812 og året efter blev han stabskaptajn.
I 1813 blev Peter von Scholten adjudant for Frederik den Sjettes generaladjudant Franz Christopher von Bülow. Scholten blev desuden medlem af de røde fjer, tilnavnet for generaladjudantstaben, der i krigsårene 1807 – 14 dannede kreds omkring Frederik den Sjette.
Gennem Büllow fik Scholten personlig kontakt til kongen og denne har formentlig hjulpet ham til pengene til købet af Søholt. På trods af, at der findes en del litteratur om Scholten, findes der ingen omtale af hans korte tid på Østerbro. Vi har dog et håndgribeligt bevis i kraft af disse to malerier, han bestilte hos en ung kunstner, som i den periode blev undervist på Kunstakademiet, nemlig maleren J.C. Dahl.
Maleren J.C. Dahl
Dahl var 24 år, da han kom til København i 1811. Han ønskede at male store landskaber. Han blev undervist på Kunstakademiet, og hvor undervisningen af eleverne bestod mest i
at tegne gipsafstøbninger af antikke figurer og udføre maleøvelser, der bestod i at kopeire de store mestres malerier. Det kan derfor tænkes, at Dahl med glæde har taget imod von Scholtens tilbud om at male de to landskabsbilleder af udsigten fra Det Hvide Hus.
Under Dahls syv år lange ophold i Danmark blev han hurtig kendt som en dygtig maler og hans kunder var både kongehuset og landets overklasse. I 1818 forlod han landet og fik i 1824 et professorat i Dresden.
Udsigt fra Sortedamssøen
Det første af Dahls malerier viser en eftermiddagsstemning ved Sortedamssøen med byens tårne og længst væk Frederiksberg Slot i horisonten. I billedets forgrund ses Sorte Dam, den sorte dæmning, som spærrede for søens udløb i Øresund, og som nævnt i 1858 skiftede navn og blev til vore dages Østerbrogade. Til venstre i billedet skimtes Citadelsvejen (Kastelsvejen), i dag Classensgade. Næste vej er den nuværende Dag Hammerskjölds Allé, dengang hed den Østerbros Allé eller blot Alleen.
Til venstre for huset på hjørnet ses Farimagsvej i dag Farimagsgade og til højre for huset lå Kærlighedsstien eller Ægteskabsstien eller Venskabsstien, som den også kaldtes. Det er her Øster Søgade ligger i dag. Så mange veje var der samlet på det sted, der nu hedder Lille Triangel.
Münters bolig
Lader man blikket følge søens sydlige bred, ser man et hus i alt det grønne. Det er matrikel 117, hvor grunden strakte sig til Farimagsvej og helt ned til søen. Den blev i 1770 købt af præsten Balthasar Münter, som i 1765 var kommet til Danmark for at være præst for den tyske menighed ved Sankt Petri Kirke.
Münters hjem lå inde i byen og her ude på landstedet var samlingssted for tidens kunstnere og videnskabsmænd, og selv kom han til at spille en rolle i det kulturelle og religiøse liv. Han er blandt andet kendt for sine samtaler med Struensee, som han blev bestikket sjælesorger for i 1772, mens denne sad i sin celle i Kastellet og ventede på sin dom. Münter udgav samme år bogen: Bekehrungsgeschichte des Grafen Struensee.
Sønnen med til at grundlæge Nationalmuseet
Sønnen Friederich overtog ejendommen efter Balthasar Münters død i 1793. På baggrund af hans store interesse for arkæologi blev han medlem af Kommissionen for de Nordiske Oldsagers Opbevaring, og var en af grundlæggerne af det senere Nationalmuseum. Friederich Münters søster Friederike blev som 18 – årig gift med den rige købmand og administrator af Dansk – Vestindisk Kompagni, Constantin Brun. Han var en af de rigeste mænd i Danmark omkring statsbankerotten i 1813.
Friederikke Bruns erindringer
Foruden deres hjem i Bredgade havde de også landstedet Sophienholm ved Bagsværd Sø. Sophienholm er i dag udstillingssted for skiftende kunstudstillinger. Friederikke Brun udgav flere digtsamlinger og en række dagbøger og rejseskildringer. I sine Ungdomserindringer skildrer hun farens have ved Sortedamssøen:
Huset blev kaldt ”Elba”
Efter Frierich Münters død overtog grosserer Johan Friederich Zinn ejendommen, som han kaldte Elba. Hans datter, Emma blev i slutningen af 1820erne trolovet med komponisten J.P.E. Hartmann ved en højtidelighed i haven ved en lille høj, som siden i familien blev kaldt Tante Emmas Høj.
Collinsgade
Da Øster Søgade blev anlagt i 1870erne og Farimagsgade udvidet, blev den store have beskåret og senere solgt for, at man kunne opføre de store femetagers ejendomme sidst i 1800 – tallet. Gaderne kom til at hedde Zinngade og Elbagade, man da der også findes en Elbagade på Amager er den senere blevet omdøbt til Collinsgade.
Gartner Reeh
Længere nede ad søens sydøstligste bred havde gartner Reeh sin planteskole, som han anlagde i 1760. Området kaldte han Østerholm og husene lå der, hvor Høyensgade og Hallinsgade ligger i dag.
Gartner Reeh var en af de første, der dyrkede kartofler på disse kanter, og han blev derfor kaldt Kartoffelmanden. Efter sigende stammer navnet Kartoffelrækkerne, som rækkehusene kom til at hedde, fra de mange rækker med hyppede kartofler, som før fandtes her. Læger havde advaret mod de elendige boligforhold mange levede under. Efter de frygtelige følger koleraepidemien i 1853 havde, dannedes en byggeforening til opførelse af arbejderboliger her i Kartoffelrækkerne, som flere andre steder i byen.
Sølvgades Mølle
I horisonten ind mod København, ses flere tårne og møller. Til venstre for træets stamme ses Garnisons Sygehus. Derefter kommer Sølvgades Mølle, som var placeret på Quitzows Bastion. Den gamle stubmølle blev i 1770 erstattet af en hollandsk mølle, som stod i 100 år, før den blev revet ned i 1870. I dag ligger Statens Museum for Kunst, der hvor møllen tidligere stod.
Lidt længere til højre ses Rosenborg Slot, som Christian den Fjerde lod opføre 1606 – 1607. Efter tre ombygninger blev det til et pragtslot. Det var kongebolig frem til 1710, og er nu kulturhistorisk museum.
Lidt bag det ses Trinitatis Kirke og Rundetårn. Også her var det Christian den Fjerde, der var bygherre til dette højst originale bygningskompleks. Rundetårn stod færdigt i 1642, mens kirken først blev færdig i 1656.
Gothes Mølle
Den næste mølle som ses, er kæmpemøllen Gothers Mølle på Stadsoberstens Bastion. Efter at have været stubmølle fra 1650 – 1752 blev den genopført som hollandsk mølle i 1753. Den nedbrændte i 1867, og i dag ligger Nørreport – indgangen til Botanisk Have, hvor møllen før stod.
Vor Frues Kirke
Den næste bygning i rækken er Vor Frue kirke. Den har haft et kæmpespir på 120 meter. Det nuværende tårn er 58,5 meter højt. Under englændernes bonbardement i 1807 nedbrændte
kirken totalt. Sidste kirke i rækken er Sct. Petri Kirke, den tyske menigheds samlingssted.
Jenners Kattuntrykkeri
Går vi videre til søens nordvestligste bred, finder vi blegdammene, som var lange smalle jordstykker, der gik mellem Dossseringen, det var stien langs Sortedamssøen og
Blegdamsvej. Vejen blev anlagt i 1661, og skulle anlægges i en bredde af 24 alen med en beplantning af lind eller pil på begge sider. Efter svenskekrigene 1657 – 60 måtte der kun bo blegmænd og lignende folk herude. De fleste af grundene blev anvendt til blegning af hørgarn og bomuldstøj, som blev gjort vådt og bredt ud til blegning i solen. Længst borte i billedet på
den 8. blegdam, havde den hollandske familie Jenner i 1700 – tallet deres kattuntrykkeri. Friederike Brun fra Elba fortæller i sine ungdomserindringer, at hun ofte roede over søen og besøgte familien Jenner. Hun kom meget på kattun-fabrikken og følte sig helt hjemme i farver – og malerstuerne og var fortrolig med glittepressen.
Kierkegaard med i ejerkredsen
Kattuntrykkeriets ejerskab blev udvidet i 1806 med fire af de førende klædehandlere i byen. Den ene var Michael Pedersen Kierkegaard, som var far til Peter Christian og Søren Kierkegaard. I den anden ende af den 8. blegdam, den der vender mod søen, indrettede restauratør Olsen i 1880erne sin restaurant Søfryd.
Østerbro Isværk
På den 12. blegdam lå Østerbros Isværk. Man udnyttede de kolde vintre, så når søen var frosset helt til, skar man isen i mindre stykker og opbevarede den i isolerede lagerrum, der om sommeren fik kalket tagene hvide. På den 13. og 14. blegdam indrettede Jacob Parnemann 1776 også et kattuntrykkeri. Det er formentlig fra hans tid det fire-etegers bindingsværkshus stammer. Det blev oprindeligt brugt som tørrehus for bomuldsstofferne og senere til gymnastiklokale. Det blev nedrevet i 1883.
Her blev Chresten Købke født
1813 fik tobaksfabrikant Christian Anthonsen Siegumfeldt skødet på 15. blegdam, og det følgende år stod huset færdig. Det var dette hus, bagermester Peter Behrendt Købke flyttede ind i 1833, da han flyttede fra Kastellet. Huset og omgivelserne har vi en del billeder af, da sønnen Christen Købke fandt motiverne til mange af sine malerier her.
Selve huset havde indkørsel fra Blegdamsvej og rummede 23 værelser, så der var plads til hele den store familie. På samme blegdam lå ved søsiden en villa, som fra 1870erne var restaurant
, og i haven var der lysthuse, keglebaner, musiktribune og andre forlystelser.
Manchesterfabrik
I slutningen af 1700 – tallet ville staten hjælpe industrien til at fremstille tekstiler her i landet. Man havde tidligere måtte importere alt fra udlandet. Staten var villig til at investere betydelige beløb i foretagendet, som man forventede ville give et pænt overskud.
Da man ikke havde erfaring herhjemme, bad man den svenske altmuligmand, Charles Axel Nordberg om at komme til Danmark og anlægge en Manchesterfabrik. Det var en fabrik, der kunne fremstille de yndede kattuntrøjer.
Bomuldsfaktur
Man dannede Det Kongelige privilegerede Bomuldsfaktur og indrettede fabrikken på 20. blegdam. Fabrikken skulle ud over at fremstille bomuldsklædet også være uddannelsessted
for tekstilindustrien. Man havde store ambitioner og fabrikken blev udvidet og bredte sig over blegdammene 19, 20, 21 og 22. Fabrikationen gik imidlertid ikke så godt, for maskinerne voldte til stadighed problemer. Under krigen i 1807 blev det hele ødelagt og fabrikationen stoppede.
I 1810 står kattunfabrikant O.C. Reincke som ejer, og i 1811 overtog fabrikant C.F. Juncker den 20. blegdam, og fik en omfattende produktion i gang med 120 ansatte og 16 daglejere.
Tapetfremstilling
På den 21. blegdam fik Zacharias Niemann den ide at fremstille tapeter. Han havde forstand på at lave kønrøg. Han ansøgte derfor kongen om tilladelse til at etablere en manufaktur uden for Øster Port. Han mente, at kunne dække hele Danmark og Norges forbrug. Han fik tilladelse på betingelse af, at det var kvalitet, som han fremstillede. I første omgang skulle han dække behovetpå Sjælland. Niemann fik sin fabrik og erhvervede grunden. Han valgte dog senere at sælge sine privilegier til Sven Svendsen og Joachim Severin Bonsack.
Voksdugs– fabrikanten
I 1834 havde Jørgen Ernst Meyer fået borgerbrev og kunne nu smykke sig med titlen, malermester. Voksdug blev fremstillet af lærred, som først blev strøget over med lim for at tætne strukturen i stoffet. Derefter blev der smurt fernis på, ofte i mange lag, og der blev slebet med sandpapir ind imellem. Til sidst blev der trykt et mønster på. Det var altså en langsommelig
affære, men det blev meget brugt, både til regntøj og duge og til gulvbelægning.
Han fik i 1838 sit eget patent på fremstilling af voksdug. Han ville gerne have en produktion som også kunne holde malersvende beskæftiget om vinteren, og hertil egnede voksdugsfabrikation sig godt.. I 1840 blev det muligt for ham at fæste og senere købe en grund ved Sortedamssøen, den tidligere 21. blegdam.
Først i 1853, hvor militærets grænse for nybyggeri udenfor voldene blev opgivet, blev det muligt for ham at købe og bygge fabrik, villa og have. Blegdamsvej 92b var en lang strimmel jord, der gik fra Blegdamsvej og ned til Sortedamssøen, Ryesgade var endnu ikke anlagt. Den tidligere Manchester – fabrik var gået konkurs, og de havde efterladt et stort hus nede ved Sortedamssøen med to etager og med loftetage. Her slog Meyer sig ned med sin familie.
Fabrikken blev indrettet således, at spildvarmen fra ovnene med fabrikation af lakarbejdet blev udnyttet til tørring af produktionen af voksdug. Senere startede han sit eget lakkogeri og en fabrikation af blikvarer til lakering.
En folketælling viser, at Jørgen Ernst Meyer flyttede sammen med sine tre døtre og sin gamle mor, der var blevet enke. På samme adresse boede i 1845 også en Nikoline Schneider – formentlig som husholderske til at se efter hus og børn, foruden to tjenestepiger.
I 1850 er Jørgen Ernst sat som husfader og Nikoline er nu hans kone. De blev gift den 9. juli 1845, da han var 43 og hun 25 år.
Udsigt mod Øresund
Det andet maleri viser en morgenstemning over Søholts have og Øresund. I haven var der mange frugttræer og blomsterbede med skyggefulde gange. For enden af haven ligger naboens hus og til venstre ligger dammen i professor Nachtigals have. Ved dammens bred ses det særprægede hus i Tuteins have. Til højre ses Kastellets volde og indløbet til havnen, og længere borte ligger fortet Trekroner. På sundet er der talrige sejlskibe og den svenske kyst skimtes i det fjerne.
Der ses flere personer på billedet og Jan Buchter har forsket i det, og fundet frem til følgende konklusion.
Scholtens chef på maleriet
Hvis vi forudsætter, at billedet med udsigten over sundet er malet i eftersommeren 1813, så havde Scholtens familie på det tidspunkt følgende medlemmer: Hustruen Lise var 27 år gammel, det ældste af deres to børn, datteren Elisabeth Cartharine var lige fyldt to år og den yngste, Adelgrunde Elise Marie var et halvt år. Peter von Scholten selv var 29 år.
Disse fire personer passer fint til maleriet, den unge kvinde med de to små børn og den unge mand til venstre på havebænken. Men foruden disse er der også den høje og noget ældre mand, ham der sidder til højre på bænken. Det kan ikke være Scholtens far eller svigerfar, de er begge døde før 1813. Det er derfor nærliggende at antage, at det er Scholtens overordnede, generalmajor F.C. Von Bülow, der da var 44 år.
Bülow var sammen med kongen nøglefiguren i Scholtens liv, og han var den, der havde gjort købet af Søholt muligt. Derfor må det være Bülow, der på maleriet har fået hæderspladsen ved siden af Scholten.
Vejemester på Sct. Thomas
Den 28. januar 1814 tog von Scholten sin afsked fra militæret, for dagen efter at blive udnævnt til vejermester på Sct. Thomas. Scholtens hastige salg af Søholt skyldtes sikkert den kraftige reduktion af militæret samme år, og Scholten har sikkert set det som sin redning, da han fik embedet som kgl. måler og vejer på Sct. Thomas. Søholt fik senere fjernet sine to altaner, hvilket man kan se på billeder, som er senere end 1857.
Forkerte titler
De to malerier befinder sig som sagt på Frederiksberg Slot, men har fejlagtigt fået titlerne, Udsigter fra det Tuteinske Landsted på Østerbro. Jan Buchter har påpeget, at billederne ikke er set fra Tuteins Rosendahl men fra Det Hvide Hus.
Misforståelsen er måske opstået ved at det ikke er den 88 – årige Frederik Tutein, der har stået for overdragelsen af billederne til museet.
I stedet har andre, der ikke kendte forhistorien, fortalt at malerierne var fra Østerbro, hvor familien Tutein i sin tid havde det kendte landsted Rosendal. Frederik Tutein må have vidst, at billederne ikke var fra hans bedsteforældres landsted, idet familien først solgte Rosendal i 1853, da Frederik Tutein var 28 år gammel. Og således sluttede vores rundtur omkring et hus i 1800 – tallets Østerbro
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf er 101 artikler fra Østerbro:
Redigeret 10.10.2021
Oktober 22, 2011
Tak til Østerbro Lokalhistoriske Forening. Tre forskellige Helgoland blev etableret ved Svanemøllen. Den ene forliste på Saltholm. Den sidste blev lukket grundet forurening. Badeanstalter
dengang, blev bestilt hos en skibsbygger. Og et tip: Snaps fjerner lus. En behjertet sjæl forsøgte sig med transportable badekar. Det var nok lidt besværlig for vandet måtte bæres op.
Almindelig at bade i
Øresund
Udover at nyde udsigten var det også almindeligt at man badede i Øresund, og der var oprettet flere badeanstalter i havnen og nord for denne.
Vandet skulle bæres op
Et badekar i lejlighederne kunne der nemlig ikke blive tale om i disse år, da vandet skulle bæres op ad trapperne. Men også et bad ude i byen var en sjælden luksus. Badeanstalter måtte ikke anlægges uden efter tilladelse fra Vandkommissionen, og denne vågede over sine pumpe – og springvand.
Transportable badekar
Et bad kunne fås på Frederiks Hospital i Bredgade, og desuden fandtes fra ældre tid en enkelt anstalt i Hotel du Nord. Den var kongelig privilegeret, og badene var her meget dyre. I 1840 fik enken efter Herman Randulf, krigsassessor og fregatkaptajn i brasiliansk tjeneste tilladelse til at anlægge en badeanstalt i gården til nr. 230 ved Nørrevold, men vandet dertil skulle man tage fra gårdens egen brønd.
Året efter ansøgte Dominico Capozzi om bevilling til,
Magistraten anbefalede andragendet,
Dampbad
I 1846 anbefalede Magistraten ligeledes et andragende fra hattefabrikant Feldberg i Kronprinsensgade om at indrette et dampbad. Det fornødne dampanlæg havde han allerede, da det brugtes til hans fabrikation af silkehatte.
Sø-badeanstalt fra 1824
Der fandtes en sø-badeanstalt anlagt ved Rynestens Bastion i 1824 og i 1840 fik gartner Rasmus Limkilde så tilladelse til at anlægge et badehus i Kallebodstrand ud for sin ejendom Ratzeborg, men de lå så langt ude på Vesterbro, at de ikke fik nogen betydning for Østerbro – borgerne.
Billedhugger Møens badeanstalt
Udenfor den gamle Østerport blev den første badeanstalt opført i 1843 af billedhugger Møen på kammerherre Classens strandjord. Møen solgte i 1854 sit etablissement til forhenværende hovmester Engelbrecht, der fik bevilling til at fortsætte forretningen.
Badehuse ved Strandvejen
Bechs Badeanstalt ved Kalkbrænderiet nævnes 1847, og samme år fik Jens Knudsen tilladelse til at anlægge en badeanstalt ved siden af Møens. Flere og flere begyndte at bygge badehuse
ved Strandvejen, så de bagved liggende grundejere protesterede, da badehusene ville tage udsigten til Sundet.
Offentlig badested
Som offentligt badested på Østerbro benyttedes den søndre kaj ved Gamle Kalkbrænderi, men til sidst klagede fabriksejer Krause over det, og han tilbød at anvise et bestemt stykke af stranden til gratis badeplads.
Snaps fjernede lusene
Som sagt havde hygiejnen vanskelige kår i hjemmet i starten af 1900 – tallet. Der var ikke toilet og bad i lejlighederne. Badningen måtte ofte ske i køkkenet, og om vinteren blev børnene vasket i en balje vand foran kakkelovnen. Det er fortalt, at en snaps skyllet i håret kunne fjerne lusene. Mange københavnere benyttede havnen og Øresund til at holde hygiejnen i orden. Ved folketællingen i 1906 blev der oplyst, at 4.700 eller 3,8 pct. havde adgang til baderum. Af to og tre værelses lejligheder havde 800 eller godt 1 pct. adgang til et badeværelse.
Svømning som fag fra 1814
Med skoleloven af 1814 indførtes svømning som fag. De sø-badeanstalter som blev opført i kystbyerne, skulle danne rammen om denne undervisning helt frem til 1920 – 30, hvor de første
svømmehaller blev bygget.
Østerbro Svømmehal
Den 1. november 1929 åbnedes Østerbro Svømmehal af Kong Christian den Tiende og Thorvald Stauning efter et samarbejde mellem kommunen og Københavns Idrætspark. Hele anlægget kostede 1,6 mil. Kroner. Derefter kom Frederiksberg Svømmehal i 1934 og først i 1953 åbner Damsøbadet. Efterhånden som skolerne fik egne badefaciliteter afsluttedes gymnastiktimen med det obligatoriske brusebad. Til badet fik eleverne udleveret sæbe og træuld. Vandet var 37 grader og afsluttedes med en kold douche på ca. 20 grader. Det føltes iskoldt.
Svanemøllen
Svanemøllebugten er navngivet efter Svanemøllen som nedbrændte i 1892. Der havde før ligget en stubmølle her, den var blevet opført i 1758. Den fik sit navn efter en svanedam, der lå
i nærheden, og som også gav navn til værtshuset Svanholm. Der var ellers kun få bebyggelser i området, så Svanemøllen kunne rigtig udnytte vinden fra Øresund.
Den første Helgoland
Den første Helgoland, sø-badeanstalt lå på det gamle Svanholms jorder, hvor Svanholms Tivoli og Svanholm beværtningen i sin tid også lå. Ved siden af Svanemøllen med indgang fra Strandvejen lå et hus bygget i 1700 – tallet, ved navn Frederiksdal. Ejendommen blev i 1883 overtaget af en kaptajn J.G.A. Nilsson, der etablerede en sø-badeanstalt, som han kaldte Helgoland.
Hvorfor – dette navn?
Grunden til at han brugte dette navn, kan man kun gisne om, men øen ved Tysklands nordkyst var blevet kendt som solskinsøen, på grund af de mange solskinstimer, det milde klima på grund af golf-strømmen og de helbredende kurbade. Dette sundheds renomme ville man sikkert gerne overtage. Øen havde for øvrigt i en lang periode været dansk.
Badeanstalt bestilt hos skibsbygger
Nilsson var året før kommet til København fra Stockholm med tyve svømmere for at give opvisning. Han fandt imidlertid forholdene så primitive, at han fik ideen til at bygge en badeanstalt. Af etatsråd C. Ferslev købte han grunden på Strandvejen nr. 20 for 20.000 kr., og en badeanstalt blev bestilt hos skibsbygger Rosenfeldt. I alt 30.000 kroner kostede badeanstalten. Sø-badeanstalten Helgoland var konstrueret, så den flød på pontoner af zink, og den åbnede som en sommerforlystelse den 16. juni 1885. I huset var der også andre forlystelser. Der var Café, Konditori og Krohave med musik, ja selv em keglebane var der plads til.
Mulighed for vinterbadning
Om sommeren lå badeanstalten for anker i Svanemøllebugten, og den første vinter overvintrede badeanstalten på Orlogsværket. Næste vinter ville Orlogsværket ikke have det store skrummel liggende, og derfor måtte badeanstalten ligge ude hele året. Det gav mulighed for vinterbadning, og så vidt man kan se, begyndte man allerede at vinterbade i november 1886.
Der blev indrettet et kammer for damer og et for herrer på 3 x 3 alen med en kakkelovn placeret så den kunne give lidt varme til begge rum. Man kunne snakke sammen, men ikke se
hinanden, for allerede den gang brugte man ikke badedragt.
Badeanstalt endte på Saltholm
Den 10. marts 1896 stak den flydende badeanstalt til søs. Vinteren var udsædvanlig hård, og hele Sundet var frosset til med store isflager. En kraftig vestenvind, rev med isens hjælp, hele badeanstalten løs fra fortøjningerne, og drev under stor dramatik i land først på Middelgrundsfortet, og senere på Saltholm hvor den led totalforlis.
Forretningen blev derefter døbt om til Carlsberg – Pavillonen med hovedsagelig øl – salg. I samme område fandtes flere sø-badeanstalter af forskellige størrelser, bl.a. kan man læse på et skilt, at der til højre for Svanemøllens grund lå Engelbrechs Sø-badeanstalt.
Helgoland 2
Helgoland 2 blev opført i 1897, og denne gang blev den bygget på pæle for at gøre den mere stabil. Den lå omtrent der, hvor Solvænget mødes med Strandpromenaden
i dag. Den nye og mindre Helgoland blev bygget af resterne af den gamle badeanstalt og i folkemunde kaldet Bondegården.
Vinterbadeanstalt
Tæt ved land byggede man i 1900 en vinterbadeanstalt med hoffotograf Juncher Jensen som initiativtager. Anstalten havde en sal omgivet af 8 værelser for herrer og seks for damer. Desuden var der 5 store kakkelovne, et styrtebad, en vægt og gymnastikredskaber. Det var den tid, man gav disse gale mennesker, der badede om vinteren navnet, vikinger.
Beretning fra 1903
I Illustreret Tidende den 1. februar 1903 har vi fundet følgende beretning:
En ny Strandpromenade
De to badeanstalter fik lov til at stå til 1914, hvor man ønskede at anlægge den ny Strandpromenade, og derfor ville man flytte kystlinjen længere ud. Man brugte blandt andet jorden fra Boulevardtunnelprojektet til opfyldningen. Man havde vedtaget en vejplan i 1917, som førte Strandvejen langs kysten og videre nordpå, men det viste sig umuligt at videreføre den over Tuborgs grund, og her stopper den stadig i dag.
Gode penge i badeanstalter
Firmaet A.W. Colding’s Efterflg., der boede i Kalkbrænderihavnsgade, havde import af salt fra engelske og tyske saltværker sammen med, at de drev handel med koks og kul. Da badeanstalter på den tid igen var blevet moderne, mente man, at det var gode penge at tjene i den branche. Så i 1911 bad man, den tidligere skibstømrer J.P.V. Hansen, om at bygge en badeanstalt i Svanemøllebugten.
Helgoland 3
Denne tredje Helgoland blev bygget 3 – 4 hundrede meter sydligere end de foregående sø-badeanstalter, nemlig der hvor Svanemølle – lystbådehavnen i dag er beliggende og ca. udfor stedet, hvor Café Jorden Rundt ligger. Den ny beliggenhed tog blandt andet hensyn til, at man ikke skulle genere udsigten for, som ordførende for udvalget i Borgerrepræsentationen sagde:
Det at gå på badeanstalt var nu oppe i tiden og adspredelser var der ikke så mange af dengang. I 1913 stod det tredje Helgoland færdig. Den blev Nordens største badeanstalt, den hvide by på vandet, og blev også bygget på pæle. Ved de store idrætsstævner kunne anlægget huse 2.000 tilskuere omkring 100 – meter bassinet, som var et konkurrence-bassin med vipper og udspringstårne. I alt bestod den af syv lukkede bassiner, omklædningsrum og en stor restaurant.
Kloakudløb
I 35 år kom Helgoland til at ligge i Svanemøllebugten. Placeringen var mildest talt ikke heldig, idet Øresundshospitalet, der dengang var et tuberkulosehospital, havde kloakudløb direkte
i Øresund. Imidlertid var Københavns Kommune begyndt at kloakere byen, men skidtet blev ført u-renset gennem kloakledning ud i Svanemøllebugten.
Lukket på grund af forurening
Helgoland blev lukket i 1932 på grund af forureningen og revet ned i 1937. Helgoland blev genopbygget ved Amager Strand, hvor vandet stadig er rent. I Svanemøllebugten blev der gjort plads til den nye lystbådehavn.
En åben kloak
En af Københavns ældste åbne kloaker er nu lukket. Det var den gamle Lersøgrøft, der løb langs S – banen (Ryparken Station) under Lersøpark Allé og Lyngby – motorvejen. Det var en åben kloak med skrå betonfliser på siderne. Det var en spændende legeplads for drengene, der kunne springe fra side til side ved at træde på fliserne. Det gjaldt om at holde farten, ellers dumpede man i vandet (lortet). Lersøgrøften var en del af Københavns første store kloaksystemer fra længe før, byen fik sin nuværende form. Den oprindelige Lersø, som var en naturligt skabt sø strakte sig i en stor bue om byen.
U-renset ud i Svanemølle – bugten
Søen blev brugt til både dag – og natrenovation. Københavns Borgerrepræsentation havde i slutningen af 1800 – tallet livlige debatter om søens anvendelse. Det endte med, at den ad åre blev fyldt op, blandt andet med almindeligt affald og senere brugt til park og kolonihaver. Den åbne rende brugtes først og fremmest til overløb fra det almindelige kloaksystem, som 10 og 12 gange flød over på grund af kraftig regnskyl. Regnen kunne være så voldsom, at vandmasserne fik rensningsanlæggene til at blokere og kloakvandet blev lukket u-renset ud i Svanemøllebugten.
Kunstig strand ved Svanemøllen
Borgerrepræsentationen i København har etableret en kunstig strand i Svanemøllebugten ved Strandpromenaden. Og nu er vandet rent. Det var det her i sommers, hvor vi var ude og dyppe tæerne. Den kunstige strand trækker virkelig mange mennesker til.
Kilde:-
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 101 artikler fra Østerbro:
Under Nørrebro (304 artikler)
Redigeret 11.-10-2021
Oktober 22, 2011
Klunserne byttede koner. Missionspenge blev investeret hos slikmutter. Politiet på Fælledvejen var indstillet på jokes. I 1965 var der 123 udskænkningssteder på
Nørrebro. Vi kigger på Nørrebro – moden i 1930 – 1940erne. Og så går vi Stefans Biografteater. Der var små værelser og lokum i gården. Så var der mange enlige kvinder på Nørrebro. Og ved Nørrebros Runddel var der for mange træer. Vi skal også i teater og til bal i Folkets Hus.
Den gamle Runddel
Nørrebros Runddel blev anlagt samtidig med Jagtvejen i 1750. Man plantede masser af træer. Men efterhånden som trafikken voksede fik man problemer med de store poppeltræer., der var plantet med 2 – 3 meters mellemrum. Møllerne mente også, at træerne tog for meget vind fra deres møller. Så i 1844 blev det bestemt, at hver anden af træerne skulle fældes. Ja egentlig var det for sent. For man sagde på Nørrebro, at på grund af manglende vind var den ene vindmølle blevet til en hestemølle.
Forskønnelsesudvalget mente også, at man fremover skulle plante lind – eller elmetræer. De hele gamle nørrebroer mener, at det er på Runddelen at Nørrebros hjerte befinder sig. I 1924 blev Runddelen forvandlet til det, vi stort set, ser i dag.
Dronning Louises Bro
Den 7. september 1887 fyldte Dronning Louise 70 år. Men det var også den dag, hvor Dronning Louises Bro blev indviet i sin fulde bredde.
Skt. Stefans Apotek
Det var også ved Runddelen, at Hovedstadens Brugsforening blev dannet. Det var her, hvor Nørre Central Café og dansestedet Troika lå.
I februar 1890 søgte Farmaceutisk Medhjælperforening tilladelse til at oprette to nye apoteker i København. Det Kongelige Sundhedskollegium havde fundet frem til at der var et særligt behov Den del af Københavns Kommune, som ligger udenfor Jagtvejen og Falkoneralleen med de tilhørende Dele af Brønshøj Kommune.
Det var et område, der husede 120.000 mennesker. Derfor foreslog kollegiet, at der foreløbig blev åbnet to apoteker. Et, der skulle dække Frederiksberg (H.C. Ørsted Apotek) og så et på Nørrebro – kanten. Det var ikke noget lille kvarter, området skulle dække. Det nye apotek blev opført på den grund, der tilhørte den gamle Øhlunds Mølle.
Dengang rejste der sig en flot apoteker – bygning midt på marken. Men Skt. Stefans Apotek var født.
Enlige kvinder
I visse kvarterer på Nørrebro udgjorde enlige kvinder, der var forsørgere hele 40 pct. Sådan var det i 1901. Mere end andre steder havde de erhvervsarbejde. I baggårdene var der mange små arbejdspladser. Men der var også mange store som Schmidt, Mygind og Hüttemeiers Maskinfabrik og Schiønning og Arvè. I 1909 var ugelønnen for en faglært arbejder 18 kroner.
Små værelser og lokum i gården
Værelserne i Nørrebrogade 225 var små i 1917. Køkkenet var ude på gangen. I soveværelset kunne sengene ikke engang stå ved siden af hinanden. Det var karbidlampe i stuen og gasblus til oplysning i køkkenet. Der var ingen lys i opgangen. Der var gammeldags lokum i gården. Det var ikke sjovt midt om natten, at skulle ned fra femte sal med et stearinlys i hånden for at besørge nede i Retiraderne.
Natmændene kom med deres ladvogn med to heste forspændt og hentede de fulde tønder. Sikke en hørm. Ja prisen for hele herligheden om måneden var, hvad man kunne tjene om ugen i papirfabrikken i Skyttegade. Storvask foregik i køkkenet. Nogen var heldige, at have en mørk kælder til rådighed. Her foregik det med et gammeldags vaskebræt. En petroleumslampe gav et lidt uhyggeligt skær. Men tøjet skulle være rent. En del var heldige at have et tørreloft oppe på sjette sal.
Gården var belagt med brosten. Men her var også jord, hvor beboerne havde kaninbure stående. Når dyrene var fede nok, blev der serveret kaninsteg. Der var masser af rotter i gården og mus i lejlighederne. Der blev sat musefælder op i køkkenskabene, og der var altid fangst.
God legeplads ved Ladegårdsåen
Området omkring Ladegårdsåen var en sjov legeplads. Om vinteren var der is på åen. Hvis man ikke havde en kælk kunne man snildt bruge et sildekasselåg, ja og skoletasken kunne også bruges. Allerede i 1600 – tallet taltes der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne om at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste -, hunde og katte-lig har mange gange været med til at forstoppe åens løb.
Faktisk først i 1820 blev den første bro Büllovs-broen bygget over åen. Det var dog en privat bro, der kunne føre byggematadoren fra Nørrebros slum til det pæne kvarter på Frederiksberg.
Bangert lavede senere en bro ved Brohusgade. Og selvfølgelig forlangte han bropenge. Man var jo ikke forretningsmand for ingenting. Den tredje bro, Parcelbroen var i 1892 så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var hermed beseglet.
Billig brændsel
Lige over ved Slangerup – banen i den sidste tid af første verdenskrig, sad koksdamen og pillede koks. Når lokomotiverne kom ind, smed de afbrændte kul ud, så var slaggerne blevet til koks. Ja hvis man var hurtig var det meget billig brændsel. Det kunne man også finde på byggepladserne. Dem var der masser af under første verdenskrig omkring Nørrebro. Så var det bare med at få en sæk med.
Det var ikke unormalt, at man gik til bageren med en spånkurv og fik for 50 øre gammelt brød – fra dagen før. Det kunne sagtens varmes i ovnen. Som børn elskede man, når spillemand
Viggo kom ned i gården med sin lirekasse. Så blev der danset, og beboerne smed mønter ned til ham pakket i avispapir. Det var dengang, at købmændene havde åbent til kl. 23 om lørdagen.
De dansende brandsprøjter
Deroppe fra Nørrebrogade var der en god udsigt, især når brandsprøjterne kom dansende hen ad sporvognsskinnerne. Det var hestevogn med firspand med to kuske på førersædet. Når hestene ramte skinnerne med deres hestehove, slog det gnister.
Efterhånden var der kommet petroleumslampe i stuen, og en skibslampe i soveværelset. Her brændte lyset ind til de små var faldet i søvn. Der var efterhånden også kommet en køkkenlampe, men stadig ingen lys på trappen.
Stefans Biografteater
Der hvor Hillerødgade og Nordbanegade mødes, lå den lille biograf Stefans Biografteater. Der var stor søgning af børnene til søndagsforestillingerne. Men inden skulle man lige forbi slikmutter i Skodsborggade. Her kunne man købe æble på pind. Det var æbler, der var dyppet i en varm glasurmasse, og derefter afkølet.
Børnene måtte pænt vente, indtil døren gik op. Inden da havde de betalt de 40 øre. Og det gik hurtig, da dørene åbnede sig. Det var med at finde de bedste pladser. Børnepladserne
var bænke anbragt foran i teatret. Bagved sad de voksne på klapstole. To store kakkelovne var der, en på hver side. I loftet var der de skønneste friser, som forstillede billeder fra romertiden.
Det var stumfilm, der blev vist i biografen før august 1928, hvor biografen lukkede. Men der var både en klaverspiller og en violinist, der kunne dramatisere forestillingen. Mandags – og torsdagsfilm var mere alvorlige film bestemt for det voksne publikum, mens repertoiret fra fredag til søndag var mere børne – og ungdomsvenligt.
Det var i de år, hvor cowboy – helten Tom Mix var en af de store trækplastre i biograferne verden over. Andre store navne var Fyrtårnet og Bivognen. Så var der også Chaplin og Harald Lloyd. Jo der blev sandelig stampet i gulvet og piftet, når Tom Mix red efter banditterne.
Luften i biografen har ikke været god. Børnene opdagede det ikke. De var for optaget af det, der foregik op på lærredet. Men under forestillingen kom en kontrollør og sprøjtede med håndsprøjte i salen.
Da Greven af Monte Cristo havde premiere men der var startvanskeligheder. Skibet Pharo stod stille på lærredet, og filmen knækkede samme sted hele tre gange. Men til sidst kom skibet i havn, og historien kunne fortsætte.
I Social Demokraten den 19. august 1928 kunne man læse følgende annonce:
Jagtvej 69
Jagtvej 69 blev som bekendt revet ned efter en masse ballade. Dette hus rummede en masse minder. Og en stor del af Nørrebros historie foregik netop her. Gennem årene havde der været afholdt tusinder af foreningsfester i huset.
Det var her, Hr. Gundeman havde danseskole i 30 – 40erne. Undervisningen foregik om aftenen og søndag formiddag var der dansant, med en særlig entré. Det kostede 2 kr., men det var stuvende fuldt. Hr. Gundeman stod på en stol i højre side af salen og råbte, 1- 2 – 3. Der var akkompagnement af et klaver. Når man havde lært at danse kunne man kaste sig ud i alle de fester, der foregik i huset.
Man købte gerne en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav først adgang til en teaterforestilling. Bagefter var der så bal. Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod som regel af et 6 – mands orkester. Ja, der blev spillet tidens populære melodier: Stakkels Gigolo, Ti små snavsede fingre, Det var på Capri.
Moden – dengang
Til venstre for scenen holdt stampublikummet til. Deres påklædning var dengang en nydelig habit, altid nypressede benklæder. Jakken var kort med store revser, lidt vat i skuldrene og
benklæderne var vide for neden. Et sådant sæt tøj kunne man købe skræddersyet hos en af Nørrebros mange skrædder-forretninger for 5 kr. om ugen, hvis man ikke havde råd til at købe det kontant.
Skjorten var gerne stribet , et smart slips og et lille lommetørklæde i brystlommen samt sorte sko. Sådan var swinger – påklædningen dengang.
Masser af bal
Hårfrisøren var tætklippet i nakken og i spidsen. Dengang var der masser af bal i byen, Gimle, Rossini – Rømersgade, Weinold, Folkets Hus på Enghavevej og mange andre steder. Og de unge, nybegyndere kaldte man Turister. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet og blev ofte mødt med forargelige øjekast af de garvede.
I de år var en hvid skjorte med sorte prikker det store julegavehit. Meget udbredt dengang var også en slips, pyntelommetørklæde samt tørklæde i en slags silkekvalitet. En noget billigere model var poloskjorten, som kunne fås i forskellige farver. Moderne var en rød poloskjorte med hvid slips. Men ellers var svinger – moden en stribet skjorte.
Når det var pinsebal, som sluttede om morgenen ved 5 – tiden, kom mælkemanden med en kasse sødmælk. Mange tog videre til kolonihaverne, hvor der var et hornorkester eller harmonikaspillere.
Man kunne også tage hen i den lille danserestaurant Resi i Hillerødgade. Her var dans til et tre – mands orkester. Restauranten havde et slogan:
Stauning på besøg
Men som sagt skete der meget i Folkets Hus på Jagtvej 69. Således fejrede Socialdemokratiets 12. kreds, 40 års jubilæumsfest. Den 13. januar 1933. Der var festale af statsminister Th. Stauning. Derefter var der tale af folketingsmand O. Andersen. Og så var det sandelig teater med Povl Vendelbos Teaterselskab. De opførte, Tante Jutta fra Calkutta. Bagefter var det bal til Emil Løftgrens Orkester til klokken 2.
123 værtshuse
Der har altid været gang i Nørrebro. Således var der op mod 1965 hele 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Nogle af de danserestauranter som ikke er mere havde så eksotiske navne
som Bolero, Palma de Mallorca og Barcelona. Og så kom Det nye Resi. Det blev et sandt beattempel.
Forsvundet er også den verdensberømte Oscar Davidsen på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Åboulevarden. Prater blev til Zigøjnerhallen og senere Mickeys Dance Hall. Tyrolerkroen
skiftede navn til Nyroleren.
Den gamle Tagens-kro
Og når vi taler om gamle kroer, så var det også den gamle Tagens-kro.Den stammer tilbage fra 1700 – tallet. Har var krohave. Man kunne få serveret i små hyggelige livlig malede lysthuse. Har var stort rykind, når soldaterkongen Frederik den Sjette holdt sine store manøvre på Fælleden med Borgervæbningens mere eller mindre velvillige bistand.
Sjov og ballade hos Politiet
I 1930 havde man på den store Fælledvejens Politistation stadig humor. Man brugte store skrivepulte. I et af disse pulte havde man opbevaret en sixpence og et kranium. Da en anmelder en gang dukkede op blev han bag skrivepulten mødt af et kranium iført six0ence, der med mørk stemme spurgte:
Værre var det næsten en gang, da to unge mennesker havde opholdt sig temmelig længe foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. To betjente havde observeret dette. Den ene betjent bevægede sig ind på kirkegården , iførte sig sine hvide handsker, og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder, umiddelbart ud for det unge par,
stak den hvide arm ud over muren og sagde med hul røst:
Det fortælles, at det unge par brølede af rædsel, og spænede væk i panik til megen morskab for betjentene og et postbud, der havde overværet morskaben.
Mad på Skolen
Kapelvejens Skole var blevet til betalings-skole (1 kr. om måneden, og det var mere end det almindelige borgere havde råd til. Så mange blev flyttet over til Hans Tausensgades Skole.
Der var et stort køkken med komfur og store gryder.
Der blev serveret varm mad hver anden dag om vinteren i skolen. Men det var kun for de børn, der havde anmodet om det. Om mandagen blev der serveret biksemad. Ellers var det Blodbudding. Om lørdagen var der flæskesteg.
En lærerinde sørgede for at de trængte elever fik træsko og strømper. Denne Frk. Bruhn sørgede også for, at de særlig trængte kunne hente gammelt brød hos bageren. Den sociale nød i begyndelsen af 1900 – tallet var stor på Nørrebro.
Nørrebro – et bissekvarter
I 1930erne var dele af Nørrebro blevet et rigtigt Bisse – kvarter. Det gjaldt om, at sætte sig i respekt fra starten.
Store Gert var spritter. Han holdt til på Blågårds Plads. Nørrebro – mødrene bad ham tit at holde øje med børnene, mens de var på indkøb. Han var den mest trofaste barnepige, man kunne ønske sig.
Missionspenge investeret hos slikmutter
Ellers lå der sprittere på trapperne og sov. I 20erne og 30erne var der stor arbejdsløshed. Der var ikke meget handel i butikkerne. Mange unger blev om søndagen anbragt i Søndagsskolen. Det foregik blandt andet i gymnastiksale. Man fik 2 – øre med til en eller anden mission. Ofte blev missionspengene dog investeret hos slikmutter.
Brand på teatret
Den 15. december 1931 skete der en katastrofe på Nørrebro. Teatret brændte. Johannes Meyer havde lige haft succes med hovedrollen i Styrmand Karlsens flammer. Han udtalte til Dagens Nyheder
Buster Larsen får sin debut
Men Nørrebros Teater rejste sig fra asken. Teatret blev hurtig bygget op igen. 7. september 1932 kunne Johannes Meyer åbne igen med forestillingen To Slips, hvori et nyt talent så dagens lys – Buster Larsen. Dengang 12 år.
Buster Larsen er født og opvokset på Nørrebro.
Klunserne bytter koner
Klunserne var meget aktive på Nørrebro. Deres faste værtshus var Det grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Her kom senere en cykelbutik. Stedet var en værre
bule, hvor klunserne byttede koner. De sloges såmænd også om dem på stedet.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 15.12.2021
Oktober 22, 2011
Ved militæret blev Jens Hansen fra Aller i Sønderjylland, bare kaldt Jens Aller. Han blev en af Københavns største brændevinsbrændere og ølbryggere. Jens s enke bosatte sig i Odinsgade. Her blev Carl født. Han forelskede sig i naboens pige, Laura. Sammen skabte de Nordens største bladsucces. Og det foregik fra et trykkeri i Blågårdsgade. Ja man kan sige, at Carl og Laura fik Familien Danmark til at læse.
Familien stammer fra Sønderjylland
Det var Laura og Carl der startede det hele. De sled sig til deres succes. Aller – koncernen kan takke disse to mennesker for deres succes. Og som så mange andre gode folk stammer familien fra Sønderjylland. Nærmere betegnet fra den lille by Aller ved Christiansfeld.
Hansen – navnet bortfaldt
Farfar, Jens Hansen aftjente sin værnepligt ved Fynske Dragonregiment. Og dengang blev man ikke benævnt med numre, men med den by, man kom fra. Så Jens Hansen synes, at det var passende at smide Hansen navnet væk, da han tog til København.
Stald på første sal
Jens Aller blev en af Københavns største brændevinsbrændere og ølbryggere. I ejendommen, Store Kongensgade 110 stod familiens køer oppe på anden sal i baghuset. Køerne levede mest
af masken fra brændevins produktionen. De gav mælk og leverede varmen til fabrikken nedenunder. Ofte gik mælken til byens børn. Og den undergærede hvidtøl gik til de voksne. Det var mere sundt at drikke dette, frem for vand fra byens brønde.
Christian gik i faderens fodspor
Jens Aller ejede store græsningsarealer ude på Nørre Fælled og Ydre Nørrebro. Sønnen, Christian Aller gik i faderens fodspor. Han var en af de første, der begyndte at bygge uden for Nørreport i 1830. Men sådan et byggeri var betinget af en masse restriktioner.
En villa i Odinsgade
Carl Aller blev født i 1845. Allerede i 1852 døde hans far, Christian Aller kun 46 år gammel. Enken kunne ikke klare bryggeriet og landbruget. Det hele blev solgt for en pæn sum penge. Christian Allers enke med syv børn flyttede derefter ind i en nyopført villa på Odinsgade i et af de nye kvarterer på Nørrebro.
Et gæstfrit hus
Og det var her, at Carl voksede op. Moderen åbnede huset for kvarterets børn. Her fandt man et fristed. Allerede ved sin konfirmation vidste Carl, hvad han ville være. Litograf og bogtrykker. Teknikken og selve bladudgivelsen fascinerede ham.
Eksperimenter på værelset
Han kom i lære i CF. Aamodts Litigrafiske Etablissement. Men samtidig fortsatte han med eksperimenter i kvistværelset på Odinsgade. Det var stentryk, der fascinerede ham. Hans mor var dog efterhånden lidt bekymret. Vinduerne til hans værelse var efterhånden næsten sorte på grund af alle hans eksperimenter. Det var bestemt heller ikke ufarligt. Følgerne viste sig senere i livet.
Forsøgene lykkedes
I 1869 lykkedes forsøgene for Carl Aller. Han havde udviklet en speciel trykkemetode. Med en kemikaliekombination lykkedes det ham ved hjælp af et fotografi, at gengive kobberstik og
pennetegninger i stentryk.
Gift med Laura
I mellemtiden havde Carl fundet sammen med naboens datter. Hun hørte til den gruppe, der samledes i det gæstfrie hjem. Laura Bierring havde også mistet sin far ret tidligt. Han var en velhavende købmand og urtekræmmer. De giftede sig, da Carl Aller som 26 – årig fik sit svendebrev den 20. oktober 1871.
Brystsyg
På bryllupsaftenen blev Carl Aller ramt af et grimt mavetilfælde. Lægen Peter Eberling blev tilkaldt. Diagnosen var brystsyg. Og denne diagnose indeholdt alt fra en lungesygdom til en tuberkulose. Men det var åbenlyst for enhver, at Carl Aller under sine talrige eksperimenter havde indåndede en masse krasse kemikalier. Og det havde sat sig på lungerne. Men selv troede
han, at han var smittebærer.
Et legat på 100 rigsdaler
For sin revolutionerende opfindelse skulle Carl Aller have det eftertragtede H.C. Ørsteds Legat. Men det var Laura, der måtte skrive ansøgningen. Carl var ordblind. Priskomiteen ville dog ikke have noget med sagen at gøre, da de troede, at det drejede sig om kunsttryk og ikke et håndværk. Men alle tre dommere kom dog på uanmeldt besøg på Odinsgade. Her blev de overbevist om, at Carl skulle have legatet.
Med præmien fulgte 100 rigsdaler. Men det, der var endnu vigtigere var det blå stempel.
Banken var interesseret
I Danmarks Nationalbank hørte man om den unge litograf og hans opfindelse. Derfor kaldte de ham til samtale. Han fik mod kvittering overladt en femrigsdaler- seddel. Få dage efter troppede han op med ti pengesedler. Ingen kunne genfinde originalen. Han fik med det samme tilbud om at lede et nyt seddeltrykkeri i Nationalbanken. Han fik også tilbudt 800 rigsdaler for sin opfindelse, mod at banken måtte bruge den.
Men Carl sagde nej, og Laura støttede ham. Han ville være bladudgiver i sin egen virksomhed.
Et trykkeri under loftet
Til sit projekt måtte parret pantsætte alt, hvad de ejede. Den 4. april 1874 var starten på Aller – eventyret. De penge, de kunne fremskaffe blev brugt i lejede lokaler i Holmens Kanal 7. Helt oppe under taget startede eventyret. Det lille trykkeri fik navnet Carl Allers Etablissement. De startede med bestillingsarbejde, men de ville helst i gang med at udgive noget selv.
Nordisk Mønster Tidende
Laura havde fremstillet en produktion af stikbreve med hækleopskrifter og mønstre. Først gik de til veninder, men flere og flere spurgte efter dem. Det gav ideen til det første blad, Nordisk Mønster – Tidende. Det så dagens lys den 7. januar 1874. I dag hedder bladet Femina.
Tilbage til Nørrebro
Pladsen blev efterhånden for trang. Parret vendte tilbage til barndommens Nørrebro. I Blågårdsgade blev der lejet lokaler med forkøbsret. Og inde i byen blev der oprettet et salgskontor.
Man udvidede kapaciteten og en række udgivelser fremkom. Blandt andet trykte man en billedbibel for forlaget Meyer og Trier. Hver fredag trykte man det satiriske blad, Ravnen.
Først kom sønnen, Axel, senere kom Valdemar til. Laura tog sig af de redaktionelle, mens Carl tog sig af produktionen. Panteobligationen blev betalt efter et par år. Nu kunne fogeden da holdes fra døren.
Har du tid til Illustreret Familie Journal
Carl havde ideerne. Han var inspireret af Illustreret Tidende. Det var datidens billedblad, hvor verdens begivenheder blev skildret i tegninger. Men efterhånden virkede dette blad lidt gammeldags og stift. En dag spurgte han så Laura, om hun blandt alle sine gøremål, havde tid til at samle stof til et nyt blad, der skulle hedde Illustreret Familie Journal. Kimen til Nordens største bladsucces var lagt. Det første blad kom på gaden den 7. januar 1877.
Gennem smukke illustrationer holdt bladet læserne ajour med datidens vigtigste begivenheder. Oplysning og underholdning skulle formidles ud til hjemmene, og teksten skulle både være humoristisk, alvorlig og informerende. Laura var i begyndelsen både regnskabsfører, ekspeditionsstab og redaktør i samme person.
Kongen blev abonnent
Det første eksemplar i abonnement blev solgt til madam Svendsen, en værtshusholderske, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22. De første numre blev dog ikke trykt på Nørrebro. Det havde man ikke tilstrækkelig kapacitet til. Illustreret Familie Journal blev øjeblikkelig en succes. Hans Majestæt Kong Christian den Niende ville gerne have to eksemplarer af bladet leveret til hoffet efter tre måneder.
Manden, der trak svinghjulet i Blågårdsgade blev overanstrengt. Carl var klar over, at hvis han skulle følge udviklingen måtte han investere i nye maskiner.
En ny bygning blev rejst
En ny hurtigpresse blev bestilt. Samtidig satte man en gasmaskine op i trykkeriet, der skulle drive pressen. Men den larmede ret så meget. Egentlig var trykkeriet indrettet i en gammel hestestald, og familien boede i en treværelses lige ved siden af.
Nabo – og genbogrunden blev købt. En ny trykkeribygning blev i hast opført. I begyndelsen af 188oerne fik man lavet aftaler med et norsk og et svensk trykkeri om trykning af Allers blade på henholdsvis norsk og svensk.
Romanbibliotek og leksikon
Laura fik ideen med Romanbiblioteket. Desuden udgav man lægebogen Med Lægen som Husven. Men hun fik dog også tid til at føde døtrene Rigmor og Ragna. En kæmpe succes blev Allers Illustrerede Konversationsleksikon.
Socialt indstillede
Parret var meget socialt indstillede. Med jævne mellemrum udgav de særnumre af blade. Overskuddet gik til arbejdsløse og vanskelig stillede. Engang havde de indkøbt 10.000 stk. rugbrød a 4 pund som de havde uddelt blandt de trængende i København.
Den første dampmaskine
I 1886 blev den første dampmaskine installeret i Blågårdsgade. Gasmaskinen, de kaldte for Gaspeter blev skrottet. Det tilhørende remtræk blev også kasseret. I 1895 udkom Illustreret Familie Journal, som det første ugeblad i Norden i firefarvet tryk.
Mange tiltag
Efterhånden udsendte man også kunsttryk. Da den russisk – japanske krig brød ud i 1904 udsendte ekstraudgaver af bladet med skildringer fra krigen. Der var tegninger fra krigsskuepladsen, kortskitser omkring krigens udvikling og fotos dukkede også op.
Man lavede et ekstra tillæg til Illustreret Familie Journal, som man kaldte Nyt fra Alle Lande., og bladet Krig og Fred blev forløberen for Billedbladet.
Laura og Carl havde bestemte meninger om, hvad man kunne skrive og modsat. De forbød konsekvent at omtale forførelser, børnemishandlinger, dyrplageri og ugudelighed.
De to sønner med rigtige gener
De to sønner blev opdraget med henblik på at overtage virksomheden. De blev flasket op med ugeblade og trykkeriet. Laura og Carl var heldige. De havde hver især arvet deres forældres gener. I 1900 ekspanderede familien for alvor. Man overtog det hæderkronede bogtrykkeri Bianco Luno. Nu var det for alvor tid til at flytte fra Nørrebro.
Man flyttede til Valby, nærmere Valbygård.
Man slap ikke tøjlerne helt
Laura og Carl begyndte efterhånden at nyde frugterne slid. De to virksomme sønner overtog mere og mere af etablissementet. Men de to gamle slap ikke helt tøjlerne. I 1879 var de flyttet helt ud til Sorgenfri på en ejendom i Fuglevad. En dag var Carl faldet for Sophienholm, der grænser ned til Bagsværd Sø. Han havde købt det på stedet.
De fik Danmark til at læse
Man kan sige, at Aller– Familien fik Familien Danmark til at læse. Og helt uden litterær kvalitet var udgivelser langt fra. Således fik man koblet forfatterne Holger Drachmann og Hermann Bang til koncernen.
Laura døde med pen i hånden
I 1912 fik koncernen egen papirfabrik, for at sikre ensartet papirkvalitet. I 1917 døde Laura med en pen i hånden. Og i 1926 døde Carl.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16. – 12. 2021