Man betalte 62.000 rigsdaler for ikke at blive overfaldet. Byen gik i moralsk forfald. Fattigbøssen blev tømt. Bødlerne blev lynchet. Der var dødsstraf ved tyveri. Man brugte rester af den romerske ret og Moseloven. De fattige indvandrere kom fra Jylland. Den lutherske bevægelse slog an. Byen havde to borgmestre. Og så
ville de adelige i Flensborg ikke betale by-skat.

 

Adelige ville ikke betale

Adelige og kongelige embedsmænd nægtede i 1566 og 1567 at betale deres del af de 20.000 rigsdaler, som  kongen udskrev. I det hele taget havde Flensborg det svært med de adelige. I 1586 måtte byen atter engang udskrive en befaling, at de adelige ligesom almindelige borgere skulle betale deres del af skatte og afgifter.

Efter Frederik den Andens død, fik bystyret Christian den Fjerde og hertug Philip til at forny denne befaling i skarpe vendinger.

 

Frøkenskat

Fem adelige familier startede dog en retssag for at slippe for borgerlig tyngde. Men kongen indskærpede, at såfremt de ikke øjeblikkelig betalte deres by-skat, ville der vanke en klækkelig bøde.  Når en af kongens eller hertugens døtre skulle giftes, måtte Flensborg ligesom andre byer betale prinsessestyr eller frøkenskat.

 

Kongerne vågede

Som kongelig by var Flensborg fritaget for sundtold. Beboere fra Sundeved og Als skulle efter en gammel forordning bringe deres vare til torvs i Flensborg. Det blev også udvidet til at gælde ærøboerne.

Kongerne vågede i det hele taget over borgernes velfærd. Christian den Tredje skrev flere gange til rådet, angående de klager, han havde modtaget over sendrægtighed og partisk rettergang.  Kongen skulle også godkende valget af borgmestre, by-fogeder og hospitalsforstandere. Kongen greb også  flere gange ind i den kommunale selvstyre. Han fik da også afskediget et par borgmestre, da der indløb klager over dem.

 

Udstrakt selvstyre

Flensborg havde ligesom de øvrige sønderjyske byer et udstrakt selvstyre, som dog var helt i hænderne på en meget snæver kreds af borgere. De holdt meget energisk fat i deres magt over for almindelige borgere og angreb fra kongemagten. Gennem ”de 24 borgere” søgte den jævne befolkning gang på gang, at få indflydelse. Borgmestre og råd udgjorde tilsammen magistraten.

 

To borgmestre

De to borgmestre var valgt for hver sin by-halvdel Nikolai og Marie sogne. Borgmestre fik ikke løn. Men de havde enkelte privilegier og visse materielle fordele. Af byens kasse fik de hver 10 mark lybsk hver. Som de øvrige magistratsmedlemmer var de fritaget for personlig krigstjeneste og for indkvartering. Først i det følgende århundrede opnåede de at blive fri for halvdelen af de skatter, som byen udskrev. De fik også andel i en del af de bøder, der blev udskrevet.

 

Æreshverv

I 1575 krævede borgmester Peter Pommering ret til indtægten fra stadsgraven, men rådet afviste dette krav. Nogle år senere fik borgmestrene tillagt denne indtægt. Posten som rådmand
var ligesom borgmesterhvervet et æreshverv og derfor ulønnet men med ret til begunstigelser.

Rådet havde indtægten fra Rådmandsløkken, fiskeret i damme og vandløb i bymarken og ret til at jage der, dog ikke efter storvildt. De havde eneret på udskænkning af vin og brændevin.
Men denne ret blev dog gennemhullet ved bortforpagtninger. Fire gange om året fik de en foræring fra Rådhuskælderen  i form af øl og vin. De var dog ikke tilfredse med deres indtjening,
så i 1605 fik de ret til at udleje rådhusets sølvkander til borgernes festligheder.

 

Kommunale embedsmænd

To år ad gangen valgtes byens to kæmnere. De dømte i byens underret, kæmnerretten, sammen med byfogeden. Væsentlige dele af forvaltningen hvilede på deres skuldre. En særlig by-skriver  nævnes første gang i begyndelsen af det 16. århundrede. Ligesom alle andre kommunale funktionærer, som f.eks. by-svende og bøddel var han udnævnt af rådet.

De første by-skrivere var gejstlige, den tids skrivekyndige. Senere blev det folk med en juridisk uddannelse. Hans arbejde var særdeles omfattende. Han var chef for byens skriverstue og som rådets sekretær førte han rådsprotokollen. Derved fik han stor administrativ indflydelse.

 

Allemandsting

Når de to 24 mands forsamlinger havde møder foregik det bag lukkede døre. Men var det sager af fælles interesse og salg af byens ejendomme, der skulle behandles, var møderne åbne.  En gang om året mødtes man ved pladsen foran det nye rådhus. Alle havde mødepligt. Mødte man ikke op, kostede det 18 sk. Dette allemandsting blev startet med en tale af borgmesteren. Men borgerne havde reelt ringe indflydelse. Dette førte flere gange i det 16. århundrede til uroligheder. I 1533 udsendte hertug Christian en kraftig advarsel.

 

Den lutherske bevægelse

Den lutherske bevægelse var allerede i 1526 i kraftig fremgang i Sønderjylland. Og bevægelsen startede faktisk fra Husum,  hvor de to prædikanter Herman Tast og Didrik Becker prædikede evangeliet efter luthersk opfattelse. Den første evangeliske menighed blev til med hjælp fra den rige købmand, Mattis Knutsen.

 

Adgang til kirken

Hermann Tast forkyndte også budskabet under åben himmel i Flensborg. Den katolske kirke havde lukket dørene for ham. Ret hurtig vandt den nye bevægelse indpas hos borgerskabet. Og reformationen  i Flensborg gik ikke stille for sig. I en samtidig dagbogsoptegnelse hedder det, at

• tolv baptistiske præster er bleven udjaget af byen ved borgmester og rådhuskælderen

Den 2. december 1526 fik lutherske prædikanter omsider adgang til prædikestolen. Det var hollænderen Gert Slewert, der var hovedmanden for reformationens indførelse i Flensborg. I 1540 blev han udnævnt som provst for Flensborg – Tønder provsti. I 1541 fik han sammen med to andre af byens præster ansvaret for at reformere klostrene i Ryd, Glyksborg og Løgum.

 

Begravelses– gilde

Blandt de mange gilder, der fandtes i Flensborg i middelalderen var der også et, hvis formål var at sikre medlemmerne en hæderlig begravelse. Dets officielle navn var Helliglegemes gildet, men det kaldtes også Skolelavet.

Dets skrå af 3. februar. 1432 bestemte nemlig, at når en gildebroder eller – søster døde, skulle ikke alene samtlige medlemmer og præsterne med processionerne  deltage i begravelsen, men også skolemesteren med sine disciple.   Gildet skulle så vise disciplene den ære, at de skulle være fritaget for at betale indskrivningspenge ved optagelse i gildet.

 

Stakkels elever

Disse disciple havde mange gøremål  – dengang. Ikke alene i kirken men også andre steder. Blandt de udgifter , som hertug Frederik havde under et ophold i Flensborg  i 1503, var der således 8 skilling  til skole disciplene, som dansede ringdansen ved Wolf von Ahlefeldts bryllup.

 

To skoler

Omkring år 1500 nævnes to skoler i byen, som begge blev drevet af kirkerne. Ved begge skoler var ansat en skolemester. Til hjælp i undervisningen var der en lokat eller
kollaboratør, der senere blev kaldt for Schullgeselle.  Selv om der kun var to skoler, har det sikkert også været knyttet en skole til Gråbrødreklostret.  Fra tid til anden har det sikkert også været oprettet private skoler.

 

Latinskole

Under et besøg i 1561 befalede Frederik den Anden, at Marie og Nikolai skoler skulle slås sammen til én skole, der skulle have lokaler i Helligåndskirken.  Christian den Anden  havde ellers i 1545 skænket kirken til byen til et hospital for fattige og syge. Hospitalet skulle nu flyttes til det tidligere kloster. Men det blev hvis aldrig noget ud af at samle de to skoler til en latinskole.

Men takket være Lytke Naamensen kom der dog en latinskole. Men det skulle have været en højere latinskole og bidragsyderen forsøgte også at trække sig ud.

 

Tosproget by

Flensborg  blev en tosproget by. Alle talte tysk, og der skete en stor indvandring syd fra.

 

Adelen på slottet

Oppe på slottet sad kongens øverste repræsentant, amtmanden. Fra 1523 – 1600 var der 10 forskellige herrer på Flensborghus. De tilhørte den holstenske adels førende slægter. Der var fire Rantzau’er, tre Ahlefeldt’er, mens slægterne von der Wisch, Pogwisch  og Reventlow repræsenteret med et medlem.

 

De fattige indvandrere fra Jylland

Der blev klaget over, at mange fattige folk fra Jylland og Flensborgs Omegn løber her ind. Politiforordningen af 1558 bestemte, at de skulle forvisses til det sted, hvor de hørte hjemme. Man skulle kunne bevise, at man kunne brødføde sig selv. I 1558 begyndte man i byen at føre en borgerskabsprotokol. Desværre glemte man for det meste, at anføre, hvor folk kom fra.

 

Den romerske ret

I 1532 indførte man Carolina, som også blev kaldt Peinliche Halsgerichtsordnung, som fik stor betydning for rets-udviklingen i hertugdømmerne. I Flensborg indførte man nogle straffebestemmelser, der ikke altid blev nedfældet. Den romerske ret som var udbredt syd på, blev i nogen grad indført i Landgerichtsordningen.

 

Måle – og vægtredskaber justeres

Hvert år ved Mikkelsdag skulle alle fyrsteder besigtiges, og de der ikke var i orden, skulle sønderslås. Kæmnere og fogeden skulle en gang om året bese og justere alle måle – og vægtredskaber.

 

Tiggere blev udvist

Byretten havde indrettet regler til værn for borgernes næringsinteresser. Man søgte også at gribe ind over for de mange tiggere. En gang om året skulle de forhøres. Var de ikke hjemmehørende i byen blev de jaget ud af byen. Man måtte ikke drive rundt på gaderne. Hvis formaninger ikke hjalp, skulle de udjages ud af byen af bødlen.

 

Tre kategorier af mennesker

Politiforordningerne forbød også luksus. Man inddelte befolkningen i tre kategorier:

• de mest formuende folk
• de ”mittelmetigen” folk
• de ringeste – tjenestepiger og karle

Alle disse blev underlagt forskellige regler. Også om klædedragten fandtes nøje udpenslede forskrifter.

 

Vægterkorps

Politiforordningen af 1600 indførte en egentlig vagttjeneste i byen. Efter tur skulle borgerne gå nattevagt. I 1633 afløstes denne ordning af et egentlig vægterkorps på 6 mand.

 

Pinligt forhør 

Man indførte begrebet Rode boek.  Her var der tale om Strafferet, med betydelig strenghed, hvor man også anvendte tortur, dvs. Man anvendte begrebet pinligt forhør.

 

Moseloven

I middelalderen blev manddrab en sag som afgjordes med bøder. Men det ændrede sig. I Carolina, som i nogle tilfælde fulgte Moseloven medførte dette dødsstraf. Henrettelsen skete med sværd på Koberg.

I Moseloven står følgende:

• Den der slår et menneske, så det dør, skal visselig dødes.

Forelå der et mord, blev gerningsmanden dømt til radbrækning.

 

Dødsstraf ved tyveri

Det kan virke barsk, med Stadsretten foreskrev, at der skulle ske dødsstraf, når det drejede sig om tyveri. I Jyske Lov blev det bestemt, at betingelserne skulle være tyveri til en værdi af ½ mark eller derover – det var også en betingelse, at tyven blev taget på fersk gerning. Men øjensynlig var det også tale om hængning ved mindre tyverier.

Straffen kunne dog formidles, når der lå en forbøn fra den bestjålne og fra adelspersoner eller gejstlige folk. Hængningsstraffen blev i nogle tilfælde erstattet af halshugning med sværdet. I datidens øjne var dette tale om en formidling. Det havde ikke samme vanærende karakter som hængning.

I tilfælde af blasfemi ses anvendt en straf af kagstrygning  i forbindelse med afhugning af det ene øre, som derefter nagledes til kagen.

 

Tredje gang bliver man druknet

I 1583 hører man om en kvinde, som blev besvangret af en anden end sin ægtemand, og således havde begået hor. Hun slap billig med forvisning fra byen. Da hun senere indfandt sig, dømtes hun til kagstrygning, og blev atter engang forvist fra byen. Hvis hun atter engang skulle dukke op, ville hun blive puttet i en sæk og druknet.

 

Tre børn udvises

En ret rystende sag stammer fra 1564. Her blev en dreng underkastet tortur, hvorefter han indrømmede, at have begået tyveri. Han og hans to mindre brødre blev udvist og fulgt til stadsporten af bødlen. Skulle de nogensinde vise sig i Flensborg  igen, ville de alle tre blive dømt. Hvad der siden hændte de tre børn interesserede ikke myndighederne.

 

Bødlerne blev lynchet

Hvis en bøddel ved en fejl kom til at pine den dømte mere end nødvendig, ja så kunne den forsamlede mængde finde på at lynche bødlen. Det skete tre gange inden for en periode i årene 1573 – 85 i Flensborg. De blev stenet af folket.  Bemærkelsesværdigt er det at i 1592 blev Jyske Lov oversat til plattysk. Den blev endnu i det 19. århundrede anvendt.

 

Flensborgs forsvar

Forsvaret af Flensborg  var baseret på Bymuren og borgervæbningen.  Vedligeholdelsen af bymuren tilkom grundejerne. Byen havde kun ansvar for portene. I Christian den Fjerdes By-vedtægt stod der, at enhver borger selv skulle sørge for værge og våben og altid holde dem klar til brug i tilfælde af truende fare.

 

Hårde lidelser

Gennem fire krige i løbet af det 17. århundrede kom Flensborg ud for hårde prøvelser. Det var  Kejserkrigen, Torstenssonfejden, Karl Gustav – krigene og Den Store Nordiske Krig.

 

Almindelig udskrivning

Under indkvarteringerne af de skiftende tropper, kom der ofte til sammenstød mellem soldater og borgere. På  forskellig måde deltog borgerne i krigstidens svære udgifter. Statholderen
Gert Rantzau var en god støtte for kongen med at få stænderne til at yde deres bidrag. Men det kneb gevaldig med udskrivningen. Mange borgere forsøgte at snyde.

Efter Christian den Fjerdes  nederlag ved Lutter am Barenberg i august 1626 blev målet at forvare Elbgrænsen. Kongen havde derfor sidt i juli udstedt ordre om almindelig mobilisering
af hele den mandlige befolkning mellem 18 og 55 år. Under trussel om livsstraf skulle alle møde mand ved mand til fods og til hest, og adlyde krigskommissærernes befalinger.  Alle skibe i havnen blev beslaglagt. Byens krigsudgifter beløb sig til 24.000 mark.

 

Kongelig hær på  flugt

Den kongelige hær var på flugt nord over, efterfulgt af de kejserlige tropper. Enhver søgte at redde sig og sit. Christian den Fjerde flygtede gennem Flensborg til Fyn. Hans hær var fuldstændigt demoraliseret, den plyndrede i byen for kongens øjne. Og det var ikke slut. For lige efter kom Wallensteins tropper og holdt byen besat til fredsslutningen i 1629. Rådet flygtede sammen med mange af byens borgere.

Plyndring og selvtægt blev en del af krigsførelsen. 150 af byens ca. 450 – 500 borgerhuse blev ødelagt. Også hammerværket i nærheden af Kruså blev ødelagt.

 

Katastrofal situation

En del af de flygtende familier, hvoraf mange hørte til de rigeste, vendte tilbage til Flensborg. Mange flygtninge fra Tysklands krigshærgede egne kom ligeledes tilbage til byen. Byens bygninger, porte, kompagnihuset og især rådhuset led stor skade. Først i 1642 blev der råd til at reparere Nørreport. Overalt var der øde grunde og forladte huse. Og oven i dette fulgte giftig pestilens. Pesten medførte mange dødsofre. Byens finansielle situation var katastrofal. En ekstraordinær skat blev udskrevet for at betale byens genopretning. Og også byen og kirkerne måtte sælge nogle af deres ejendomme for at klare udgifterne.

 

Fattigbøssen blev tømt

Men det varede ikke længe før ulykken igen ramte byen. I 1639 lå 100 mand fra de kongelige tropper i kvarter i byen. De skulle sørge for ro og orden. Men soldaterne brød ind i borgernes huse og stjal deres ejendele. Ja selv fattigbøssen ved Røde Port blev brudt op og tømt.

 

Svenskerne kom igen

Efter kun et halv år med fred i Flensborg, var man igen plaget af krigens ulykke. Fra slutningen af januar 1644 til og med oktober 1645 var byen besat af svenske tropper. Torstensson forlangte en hel del af byens borgere. Da han i 1644 igen vandrede syd på, fik general Wrangel kommandoen. Under trussel af mere ulykke pressede han byen til at give ham mere proviant.  Borgmester og råd fik befaling til øjeblikkelig at sende alle murere og tømrere samt 400 arbejdsmænd til Haderslev med hakker og 100 vogne med proviant til 8 dage. Kom de ikke omgående ville der ske et udfald mod Flensborg.

 

Moralsk opløsning

Flensborg gik nærmest i moralsk opløsning. Hæleri , røverkøb, ægteskabsbrud og børn født uden for ægteskab var meget udbredt. Skatterne steg hele tiden. Under Karl Gustav – krigene 1657 – 60 drog svenske, polske og brandenborgske tropper hærgende gennem byen. De bragte fattigdommen og elendigheden længere ned.

Der fulgte nu et par rolige år. Men under Den Store Nordiske Krig fik Flensborg atter krigen at føle. Da den svenske general Stenbock havde besejret Frederik den Fjerde ved Gadebusch i december 1712, trak den danske hær nordpå.  Stenbock brandbeskattede og hærgede Altona  i begyndelsen af januar. Da han derefter nærmede sig Ejderen voksede nervøsiteten hos borgerne i Flensborg. Et  dansk troppekontingent i byen skabte en hvis form for tryghed. Men da disse den 10. januar marcherede nordpå, frygtede byen det værste.

 

62.000 Rigsdaler for at slippe for overfald

Den svenske general stillede et krav til Flensborgs borgere. Hvis man omgående betalte 62.000 Rigsdaler  ville byen blive skånet for at blive plyndret. Den svenske hær overgav sig i løbet
af foråret. Generalen selv og halvanden hundrede af hans officerer blev overført til Flensborg som krigsfangere. Det betød nye udgifter for byen. Byens samlede udgift i forbindelse med de svenske angreb i året 1713 blev opgjort til 248.278 mark lybsk.

Artiklerne om Flensborgs historie fortsætter

Kilde: 

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

 

Hvis du vil læse mere om Flensborg:

• Flensborg – i begyndelsen (1)
• Flensborg – i hverdag og krig (2)
• Flensborg – i mere end 725 år og mange flere 

 

Hvis du vil læse mere om: Henrettelser, Lov og Orden: 

• Fra ildebrand til Kæmner (under København)
• Henrettet i Aabenraa (under Aabenraa)
• Lov og ret i Aabenraa (under Aabenraa)
• Henrettet i Tønder (under Tønder)
• Lov og ret i Tønder (under Tønder)
• Æ Kachmand i Tynne (Kagmand i Tønder) (under Tønder) og mange flere 

 

Hvis du vil læse mere om adelen.

• Historier om adelsslægten Akeleye (9 artikler)
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Abel og hans sønner
• Enklaverne i Sønderjylland
• Margrete den Første og Sønderjylland
• Adelsslægten, der uddøde (under Aabenraa)
• Ahlefeldt og Søgaard (under Aabenraa)
• En Tolder – familie på Hærvejen (under Aabenraa)
• Toldsted på Hærvejen (under Aabenraa)
• Adelsslægten fra Aabenraa (under Aabenraa)
• Gårde og mennesker i Bov Sogn (under Padborg/Kruså/Bov)
• Adel og storgårde i Tønder Amt (under Tønder)
• Hertugen af Tønder (under Tønder)
• Møgeltønders historie (under Tønder)
• Oprør i Møgeltønder (under Tønder)
• Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
• Trøjborg Slot – nord for Tønder (under Tønder)
• Møgeltønder Kirke (under Tønder)
• Tønderhus – slot, borg og fæstning (under Tønder) og mange flere 

Redigeret 11. – 11. 2021