Artikler
Januar 5, 2012
Man betalte 62.000 rigsdaler for ikke at blive overfaldet. Byen gik i moralsk forfald. Fattigbøssen blev tømt. Bødlerne blev lynchet. Der var dødsstraf ved tyveri. Man brugte rester af den romerske ret og Moseloven. De fattige indvandrere kom fra Jylland. Den lutherske bevægelse slog an. Byen havde to borgmestre. Og så
ville de adelige i Flensborg ikke betale by-skat.
Adelige ville ikke betale
Adelige og kongelige embedsmænd nægtede i 1566 og 1567 at betale deres del af de 20.000 rigsdaler, som kongen udskrev. I det hele taget havde Flensborg det svært med de adelige. I 1586 måtte byen atter engang udskrive en befaling, at de adelige ligesom almindelige borgere skulle betale deres del af skatte og afgifter.
Efter Frederik den Andens død, fik bystyret Christian den Fjerde og hertug Philip til at forny denne befaling i skarpe vendinger.
Frøkenskat
Fem adelige familier startede dog en retssag for at slippe for borgerlig tyngde. Men kongen indskærpede, at såfremt de ikke øjeblikkelig betalte deres by-skat, ville der vanke en klækkelig bøde. Når en af kongens eller hertugens døtre skulle giftes, måtte Flensborg ligesom andre byer betale prinsessestyr eller frøkenskat.
Kongerne vågede
Som kongelig by var Flensborg fritaget for sundtold. Beboere fra Sundeved og Als skulle efter en gammel forordning bringe deres vare til torvs i Flensborg. Det blev også udvidet til at gælde ærøboerne.
Kongerne vågede i det hele taget over borgernes velfærd. Christian den Tredje skrev flere gange til rådet, angående de klager, han havde modtaget over sendrægtighed og partisk rettergang. Kongen skulle også godkende valget af borgmestre, by-fogeder og hospitalsforstandere. Kongen greb også flere gange ind i den kommunale selvstyre. Han fik da også afskediget et par borgmestre, da der indløb klager over dem.
Udstrakt selvstyre
Flensborg havde ligesom de øvrige sønderjyske byer et udstrakt selvstyre, som dog var helt i hænderne på en meget snæver kreds af borgere. De holdt meget energisk fat i deres magt over for almindelige borgere og angreb fra kongemagten. Gennem ”de 24 borgere” søgte den jævne befolkning gang på gang, at få indflydelse. Borgmestre og råd udgjorde tilsammen magistraten.
To borgmestre
De to borgmestre var valgt for hver sin by-halvdel Nikolai og Marie sogne. Borgmestre fik ikke løn. Men de havde enkelte privilegier og visse materielle fordele. Af byens kasse fik de hver 10 mark lybsk hver. Som de øvrige magistratsmedlemmer var de fritaget for personlig krigstjeneste og for indkvartering. Først i det følgende århundrede opnåede de at blive fri for halvdelen af de skatter, som byen udskrev. De fik også andel i en del af de bøder, der blev udskrevet.
Æreshverv
I 1575 krævede borgmester Peter Pommering ret til indtægten fra stadsgraven, men rådet afviste dette krav. Nogle år senere fik borgmestrene tillagt denne indtægt. Posten som rådmand
var ligesom borgmesterhvervet et æreshverv og derfor ulønnet men med ret til begunstigelser.
Rådet havde indtægten fra Rådmandsløkken, fiskeret i damme og vandløb i bymarken og ret til at jage der, dog ikke efter storvildt. De havde eneret på udskænkning af vin og brændevin.
Men denne ret blev dog gennemhullet ved bortforpagtninger. Fire gange om året fik de en foræring fra Rådhuskælderen i form af øl og vin. De var dog ikke tilfredse med deres indtjening,
så i 1605 fik de ret til at udleje rådhusets sølvkander til borgernes festligheder.
Kommunale embedsmænd
To år ad gangen valgtes byens to kæmnere. De dømte i byens underret, kæmnerretten, sammen med byfogeden. Væsentlige dele af forvaltningen hvilede på deres skuldre. En særlig by-skriver nævnes første gang i begyndelsen af det 16. århundrede. Ligesom alle andre kommunale funktionærer, som f.eks. by-svende og bøddel var han udnævnt af rådet.
De første by-skrivere var gejstlige, den tids skrivekyndige. Senere blev det folk med en juridisk uddannelse. Hans arbejde var særdeles omfattende. Han var chef for byens skriverstue og som rådets sekretær førte han rådsprotokollen. Derved fik han stor administrativ indflydelse.
Allemandsting
Når de to 24 mands forsamlinger havde møder foregik det bag lukkede døre. Men var det sager af fælles interesse og salg af byens ejendomme, der skulle behandles, var møderne åbne. En gang om året mødtes man ved pladsen foran det nye rådhus. Alle havde mødepligt. Mødte man ikke op, kostede det 18 sk. Dette allemandsting blev startet med en tale af borgmesteren. Men borgerne havde reelt ringe indflydelse. Dette førte flere gange i det 16. århundrede til uroligheder. I 1533 udsendte hertug Christian en kraftig advarsel.
Den lutherske bevægelse
Den lutherske bevægelse var allerede i 1526 i kraftig fremgang i Sønderjylland. Og bevægelsen startede faktisk fra Husum, hvor de to prædikanter Herman Tast og Didrik Becker prædikede evangeliet efter luthersk opfattelse. Den første evangeliske menighed blev til med hjælp fra den rige købmand, Mattis Knutsen.
Adgang til kirken
Hermann Tast forkyndte også budskabet under åben himmel i Flensborg. Den katolske kirke havde lukket dørene for ham. Ret hurtig vandt den nye bevægelse indpas hos borgerskabet. Og reformationen i Flensborg gik ikke stille for sig. I en samtidig dagbogsoptegnelse hedder det, at
Den 2. december 1526 fik lutherske prædikanter omsider adgang til prædikestolen. Det var hollænderen Gert Slewert, der var hovedmanden for reformationens indførelse i Flensborg. I 1540 blev han udnævnt som provst for Flensborg – Tønder provsti. I 1541 fik han sammen med to andre af byens præster ansvaret for at reformere klostrene i Ryd, Glyksborg og Løgum.
Begravelses– gilde
Blandt de mange gilder, der fandtes i Flensborg i middelalderen var der også et, hvis formål var at sikre medlemmerne en hæderlig begravelse. Dets officielle navn var Helliglegemes gildet, men det kaldtes også Skolelavet.
Dets skrå af 3. februar. 1432 bestemte nemlig, at når en gildebroder eller – søster døde, skulle ikke alene samtlige medlemmer og præsterne med processionerne deltage i begravelsen, men også skolemesteren med sine disciple. Gildet skulle så vise disciplene den ære, at de skulle være fritaget for at betale indskrivningspenge ved optagelse i gildet.
Stakkels elever
Disse disciple havde mange gøremål – dengang. Ikke alene i kirken men også andre steder. Blandt de udgifter , som hertug Frederik havde under et ophold i Flensborg i 1503, var der således 8 skilling til skole disciplene, som dansede ringdansen ved Wolf von Ahlefeldts bryllup.
To skoler
Omkring år 1500 nævnes to skoler i byen, som begge blev drevet af kirkerne. Ved begge skoler var ansat en skolemester. Til hjælp i undervisningen var der en lokat eller
kollaboratør, der senere blev kaldt for Schullgeselle. Selv om der kun var to skoler, har det sikkert også været knyttet en skole til Gråbrødreklostret. Fra tid til anden har det sikkert også været oprettet private skoler.
Latinskole
Under et besøg i 1561 befalede Frederik den Anden, at Marie og Nikolai skoler skulle slås sammen til én skole, der skulle have lokaler i Helligåndskirken. Christian den Anden havde ellers i 1545 skænket kirken til byen til et hospital for fattige og syge. Hospitalet skulle nu flyttes til det tidligere kloster. Men det blev hvis aldrig noget ud af at samle de to skoler til en latinskole.
Men takket være Lytke Naamensen kom der dog en latinskole. Men det skulle have været en højere latinskole og bidragsyderen forsøgte også at trække sig ud.
Tosproget by
Flensborg blev en tosproget by. Alle talte tysk, og der skete en stor indvandring syd fra.
Adelen på slottet
Oppe på slottet sad kongens øverste repræsentant, amtmanden. Fra 1523 – 1600 var der 10 forskellige herrer på Flensborghus. De tilhørte den holstenske adels førende slægter. Der var fire Rantzau’er, tre Ahlefeldt’er, mens slægterne von der Wisch, Pogwisch og Reventlow repræsenteret med et medlem.
De fattige indvandrere fra Jylland
Der blev klaget over, at mange fattige folk fra Jylland og Flensborgs Omegn løber her ind. Politiforordningen af 1558 bestemte, at de skulle forvisses til det sted, hvor de hørte hjemme. Man skulle kunne bevise, at man kunne brødføde sig selv. I 1558 begyndte man i byen at føre en borgerskabsprotokol. Desværre glemte man for det meste, at anføre, hvor folk kom fra.
Den romerske ret
I 1532 indførte man Carolina, som også blev kaldt Peinliche Halsgerichtsordnung, som fik stor betydning for rets-udviklingen i hertugdømmerne. I Flensborg indførte man nogle straffebestemmelser, der ikke altid blev nedfældet. Den romerske ret som var udbredt syd på, blev i nogen grad indført i Landgerichtsordningen.
Måle – og vægtredskaber justeres
Hvert år ved Mikkelsdag skulle alle fyrsteder besigtiges, og de der ikke var i orden, skulle sønderslås. Kæmnere og fogeden skulle en gang om året bese og justere alle måle – og vægtredskaber.
Tiggere blev udvist
Byretten havde indrettet regler til værn for borgernes næringsinteresser. Man søgte også at gribe ind over for de mange tiggere. En gang om året skulle de forhøres. Var de ikke hjemmehørende i byen blev de jaget ud af byen. Man måtte ikke drive rundt på gaderne. Hvis formaninger ikke hjalp, skulle de udjages ud af byen af bødlen.
Tre kategorier af mennesker
Politiforordningerne forbød også luksus. Man inddelte befolkningen i tre kategorier:
Alle disse blev underlagt forskellige regler. Også om klædedragten fandtes nøje udpenslede forskrifter.
Vægterkorps
Politiforordningen af 1600 indførte en egentlig vagttjeneste i byen. Efter tur skulle borgerne gå nattevagt. I 1633 afløstes denne ordning af et egentlig vægterkorps på 6 mand.
Pinligt forhør
Man indførte begrebet Rode boek. Her var der tale om Strafferet, med betydelig strenghed, hvor man også anvendte tortur, dvs. Man anvendte begrebet pinligt forhør.
Moseloven
I middelalderen blev manddrab en sag som afgjordes med bøder. Men det ændrede sig. I Carolina, som i nogle tilfælde fulgte Moseloven medførte dette dødsstraf. Henrettelsen skete med sværd på Koberg.
I Moseloven står følgende:
Forelå der et mord, blev gerningsmanden dømt til radbrækning.
Dødsstraf ved tyveri
Det kan virke barsk, med Stadsretten foreskrev, at der skulle ske dødsstraf, når det drejede sig om tyveri. I Jyske Lov blev det bestemt, at betingelserne skulle være tyveri til en værdi af ½ mark eller derover – det var også en betingelse, at tyven blev taget på fersk gerning. Men øjensynlig var det også tale om hængning ved mindre tyverier.
Straffen kunne dog formidles, når der lå en forbøn fra den bestjålne og fra adelspersoner eller gejstlige folk. Hængningsstraffen blev i nogle tilfælde erstattet af halshugning med sværdet. I datidens øjne var dette tale om en formidling. Det havde ikke samme vanærende karakter som hængning.
I tilfælde af blasfemi ses anvendt en straf af kagstrygning i forbindelse med afhugning af det ene øre, som derefter nagledes til kagen.
Tredje gang bliver man druknet
I 1583 hører man om en kvinde, som blev besvangret af en anden end sin ægtemand, og således havde begået hor. Hun slap billig med forvisning fra byen. Da hun senere indfandt sig, dømtes hun til kagstrygning, og blev atter engang forvist fra byen. Hvis hun atter engang skulle dukke op, ville hun blive puttet i en sæk og druknet.
Tre børn udvises
En ret rystende sag stammer fra 1564. Her blev en dreng underkastet tortur, hvorefter han indrømmede, at have begået tyveri. Han og hans to mindre brødre blev udvist og fulgt til stadsporten af bødlen. Skulle de nogensinde vise sig i Flensborg igen, ville de alle tre blive dømt. Hvad der siden hændte de tre børn interesserede ikke myndighederne.
Bødlerne blev lynchet
Hvis en bøddel ved en fejl kom til at pine den dømte mere end nødvendig, ja så kunne den forsamlede mængde finde på at lynche bødlen. Det skete tre gange inden for en periode i årene 1573 – 85 i Flensborg. De blev stenet af folket. Bemærkelsesværdigt er det at i 1592 blev Jyske Lov oversat til plattysk. Den blev endnu i det 19. århundrede anvendt.
Flensborgs forsvar
Forsvaret af Flensborg var baseret på Bymuren og borgervæbningen. Vedligeholdelsen af bymuren tilkom grundejerne. Byen havde kun ansvar for portene. I Christian den Fjerdes By-vedtægt stod der, at enhver borger selv skulle sørge for værge og våben og altid holde dem klar til brug i tilfælde af truende fare.
Hårde lidelser
Gennem fire krige i løbet af det 17. århundrede kom Flensborg ud for hårde prøvelser. Det var Kejserkrigen, Torstenssonfejden, Karl Gustav – krigene og Den Store Nordiske Krig.
Almindelig udskrivning
Under indkvarteringerne af de skiftende tropper, kom der ofte til sammenstød mellem soldater og borgere. På forskellig måde deltog borgerne i krigstidens svære udgifter. Statholderen
Gert Rantzau var en god støtte for kongen med at få stænderne til at yde deres bidrag. Men det kneb gevaldig med udskrivningen. Mange borgere forsøgte at snyde.
Efter Christian den Fjerdes nederlag ved Lutter am Barenberg i august 1626 blev målet at forvare Elbgrænsen. Kongen havde derfor sidt i juli udstedt ordre om almindelig mobilisering
af hele den mandlige befolkning mellem 18 og 55 år. Under trussel om livsstraf skulle alle møde mand ved mand til fods og til hest, og adlyde krigskommissærernes befalinger. Alle skibe i havnen blev beslaglagt. Byens krigsudgifter beløb sig til 24.000 mark.
Kongelig hær på flugt
Den kongelige hær var på flugt nord over, efterfulgt af de kejserlige tropper. Enhver søgte at redde sig og sit. Christian den Fjerde flygtede gennem Flensborg til Fyn. Hans hær var fuldstændigt demoraliseret, den plyndrede i byen for kongens øjne. Og det var ikke slut. For lige efter kom Wallensteins tropper og holdt byen besat til fredsslutningen i 1629. Rådet flygtede sammen med mange af byens borgere.
Plyndring og selvtægt blev en del af krigsførelsen. 150 af byens ca. 450 – 500 borgerhuse blev ødelagt. Også hammerværket i nærheden af Kruså blev ødelagt.
Katastrofal situation
En del af de flygtende familier, hvoraf mange hørte til de rigeste, vendte tilbage til Flensborg. Mange flygtninge fra Tysklands krigshærgede egne kom ligeledes tilbage til byen. Byens bygninger, porte, kompagnihuset og især rådhuset led stor skade. Først i 1642 blev der råd til at reparere Nørreport. Overalt var der øde grunde og forladte huse. Og oven i dette fulgte giftig pestilens. Pesten medførte mange dødsofre. Byens finansielle situation var katastrofal. En ekstraordinær skat blev udskrevet for at betale byens genopretning. Og også byen og kirkerne måtte sælge nogle af deres ejendomme for at klare udgifterne.
Fattigbøssen blev tømt
Men det varede ikke længe før ulykken igen ramte byen. I 1639 lå 100 mand fra de kongelige tropper i kvarter i byen. De skulle sørge for ro og orden. Men soldaterne brød ind i borgernes huse og stjal deres ejendele. Ja selv fattigbøssen ved Røde Port blev brudt op og tømt.
Svenskerne kom igen
Efter kun et halv år med fred i Flensborg, var man igen plaget af krigens ulykke. Fra slutningen af januar 1644 til og med oktober 1645 var byen besat af svenske tropper. Torstensson forlangte en hel del af byens borgere. Da han i 1644 igen vandrede syd på, fik general Wrangel kommandoen. Under trussel af mere ulykke pressede han byen til at give ham mere proviant. Borgmester og råd fik befaling til øjeblikkelig at sende alle murere og tømrere samt 400 arbejdsmænd til Haderslev med hakker og 100 vogne med proviant til 8 dage. Kom de ikke omgående ville der ske et udfald mod Flensborg.
Moralsk opløsning
Flensborg gik nærmest i moralsk opløsning. Hæleri , røverkøb, ægteskabsbrud og børn født uden for ægteskab var meget udbredt. Skatterne steg hele tiden. Under Karl Gustav – krigene 1657 – 60 drog svenske, polske og brandenborgske tropper hærgende gennem byen. De bragte fattigdommen og elendigheden længere ned.
Der fulgte nu et par rolige år. Men under Den Store Nordiske Krig fik Flensborg atter krigen at føle. Da den svenske general Stenbock havde besejret Frederik den Fjerde ved Gadebusch i december 1712, trak den danske hær nordpå. Stenbock brandbeskattede og hærgede Altona i begyndelsen af januar. Da han derefter nærmede sig Ejderen voksede nervøsiteten hos borgerne i Flensborg. Et dansk troppekontingent i byen skabte en hvis form for tryghed. Men da disse den 10. januar marcherede nordpå, frygtede byen det værste.
62.000 Rigsdaler for at slippe for overfald
Den svenske general stillede et krav til Flensborgs borgere. Hvis man omgående betalte 62.000 Rigsdaler ville byen blive skånet for at blive plyndret. Den svenske hær overgav sig i løbet
af foråret. Generalen selv og halvanden hundrede af hans officerer blev overført til Flensborg som krigsfangere. Det betød nye udgifter for byen. Byens samlede udgift i forbindelse med de svenske angreb i året 1713 blev opgjort til 248.278 mark lybsk.
Artiklerne om Flensborgs historie fortsætter
Kilde:
Hvis du vil læse mere om Flensborg:
Hvis du vil læse mere om: Henrettelser, Lov og Orden:
Hvis du vil læse mere om adelen.
Redigeret 11. – 11. 2021
Januar 5, 2012
En ny bogserie til belysning af Aabenraa som søfartsby er udkommet. Også en ny portal til belysning af søfartshistorien er startet. Og så fejer Aabenraa Museum 125 år. I den forbindelse kan du fortælle din egen søfartshistorie. Søfarten var allerede i 1700 – tallet det dominerende erhverv. Nu skal et forskningsprojekt belyse det i international sammenhæng. Her kan du også
læse om Aabenraa – briggen Chicos triste skæbne. Artiklen her er oprindelig fra 2012.
Meinhardt
Georg Ludwig Meinhardt ligger i dag begravet på Rinkenæs gamle kirkegård. Han døde i 1900 og var kaptajn i Aabenraa. Han overlevede hårdt såret et overfald af kinesiske pirater ombord på briggen Chico af Aabenraa.
Et rædselsfuldt døgn
Det var en dramatisk januar – dag i 1864, da en flok danske søfolk mødte deres endeligt mod kinesiske pirater. Chico var blevet bugseret ud af Hongkongs Havn den 21. januar med lasten fuld af ris.
Våben blev gjort klar
Det regnede kraftigt og stormen tog til. Kaptajn Ohlsen besluttede at anke op ved Leumoo – passagen ud for Hongkong, for at vente på bedre vejr. Den var en risikabel med nødvendig beslutning. Det var også risikabelt, da netop dette farvand var kendt for mange overfald fra skånselsløse kinesiske pirater. Kaptajnen forsøgte at nedtone faren, men ansporet af førstestyrmanden Georg Ludvig Meinhardt indvilligede han dog i at gøre våben ombord klar.
Dette gjaldt dog ikke for skibets lille kanon. Den turde man ikke klargøre. Man var bange for, at den ville eksplodere. Den var i meget dårlig stand.
Piraterne kommer
Besætningen holdt vagt og om aftenen ved 22 – tiden blev der råbt alarm. Man havde fået øje på to kinesiske junkere, der nærmede sig Chicos agterende. Besætningen greb til våben, mens de to kinesiske både bombaderede skibet med særdeles ildelugtende stinkbomber. Stanken tvang besætningen under dæk, hvor den forskansede sig i nogle kahytter.
De første overfald
Pirater lovede ikke at krumme et hoved, hvis de overgav sig og kom op på dækket. I den pressede og anspændte situation valgte kaptajnen at stole på kineserne, forlod kahytten og gik op på dækket. Men her han overfaldet af kineserne og alvorlig såret. Han døde senere af sine sår.
Den næste, der kom op var førstestyrmand Meinhardt. Han blev også overfaldet af piraterne, der talte et par hundrede stykker. 27 hug, knivstik og skudsår modtog han.
Et sandt blodbad
Herefter udviklede det sig til et sandt blodbad. Skibet blev plyndret og besætningen forlod det brændende skib i sikker forvisning om, at Meinhardt og matrosen Johan von Alsen ligesom kaptajnen var døde.
Meinhardt overlevede
Men det var Meinhardt og matrosen ikke. Meinhardt overlevede mirakuløst og i de tidligere morgentimer den 22. januar sprang han overbord. Han blev reddet op af besætningen på en lille
båd. Han vendte hjem til Aabenraa, hvor han siden blev kaptajn og levede et langt liv på verdenshavene. (Vi har senere lavet en artikel om denne dramatiske historie).
Troels Kløvedal fortalte
Dette var blot en af de mange historier fra dengang Aabenraa spillede en stor rolle, som søfartsby. Da Troels Kløvedal tog op af Yangtze – floden fulgte han også en del af Chicos sejlrute. Og da jeg som HK – formand for snart længe siden var med til at arrangere et Troels Kløvedal – foredrag på Folkehjem, fortalte han også om den dominerende rolle som Aabenraa havde dengang som søfartsby. Det var hyggeligt at få en bajer med ham bagefter. Min afdøde kone boede bl.a. i kollektiv på Maos Lyst sammen med ham og en masse andre engang.
Udstillinger om pirater
På Orlogsmuseet kan man frem til den 21. april 2012 se en udstilling om den danske flådes kamp mod pirater på verdenshavene.
Forskningsprojekt
Men fra Aabenraa er der flere historier at fortælle. Det skal nu indgå i et omfattende forskningsprojekt om Aabenraa – søfarten i 1800 – tallet. Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation under Ministeriet for Forskning har bevilliget 1,1 million kroner til formålet.
Og formålet er at sætte Aabenraa – søfarten ind i en international sammenhæng. Projektet skal også belyse i hvilken betydning den omfattende søfart havde for det lille sønderjyske lokalsamfund. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med emnet. Og her spiller Løjt Land også en afgørende rolle.
Det dominerende erhverv
Søfarten havde allerede fra 1700 – tallet et omfang, som gjorde den til byens absolut dominerende erhverv. I det følgende århundrede blomstrede det yderligere op, efter en midlertidig
nedgang under Napoleons – krigene. Fra Aabenraa og ikke mindst det nærliggende Løjt land bemandedes endda meget store skibe, som kunne ses overalt på de syv have. Højdepunktet blev nået i 1879 med 43 skibe af en gennemsnitsstørrelse på godt 166 kommercialiser.
De fleste skibe var bygget på værfter i og omkring hjembyen. Og det mest fantastiske var, at skibene for det meste blev ejet af parthavere i Aabenraa og omegnen (Løjt land). Og Aabenraas søfartshistorie er ofte præget af familie relationer.
Ny portal
Sidder der nu nogle læsere og interesserer sig for søfart kan vi oplyse, at der netop er lanceret en ny portal, Udkigsposten – historisk søfartsportal. Denne giver et overblik over, hvor man kan studere dansk søfartshistorie og maritim dansk kulturarv.
Skrifter til Aabenraas Søfartshistorie
En ny serie bøger er også startet. Den hedder:
Diamant Petersen
Foreløbig er der kommet to bøger i serien: Den ene handler om Diamant Petersen. Det er historien om Johan Peter Petersen, der var kaptajn og diamanthandler i 1870ernes Sydafrika. Han vendte hjem og bosatte sig i Aabenraa. (Historisk Samfund For Sønderjylland har udgivet Søfartens Historie i Sønderjylland).
Fischers erindringer
Den første bog i serien er Carl Christian Fischers erindringer. Han stak til søs allerede som 15årig. I 1864 tog han styremandseksamen i Flensborg. Han deltog samme år i krigen på dansk side. Derefter sejlede han hovedsagelig på Fjernøsten, indtil han i 1882 gik i land i Aabenraa. Han viede derefter sit liv i den nationale kamp.
Fischer var født på Posekær Teglværk. Han tog både japansk og engelsk kaptajnseksamen. Han førte skib i både siamesisk og japansk tjeneste. Ved et forlis i Østen mistede han alle side personlige papirer. Og det benyttede preusserne sig af ved at chikanere ham. (Senere har vi udgivet flere artikler om Søfartsfamilien Fischer)
Fortæl din søfartshistorie
Søfartsmuseet i Aabenraa kan i 2012 fejre 125 års fødselsdag. Tænk museet blev grundlagt allerede i 1887. Og nu inviterer museet alle, der har en historie at fortælle om sønderjysk søfartshistorie, at fortælle den. Og det kunne jo være at vi herfra skal bidrage. Vi har tidligere her på siden fortalt om nogle episoder, som vi selv har oplevet i de sønderjyske farvande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 22. – 11. – 2021
Januar 5, 2012
Vi skal synge om Vadehavet og digerne, om Højer, Ballum og Rudbøl. Ja, der er masser af natur i disse sange. Vi bevæger os helt op til Rømø – dæmningen. Så kom bare i gang
Desværre er der ikke melodi til alle sange. Vi har heller ikke kunnet inddele sangene i vers. Så måske skal v i bare betragte det som en omgang poesi. Sangene/poesien har vi fået tilsendt af en af vore læsere.
En hyldestsang til Højer– byen bag diget (Melodi: Gold und Silber)
Minder fra vor ungdomstid
vist nok alle finder
Minder, der gør sindet blid,
og til hjemmet binder.
Kender I den sti og vej,
hvor vi ofte vandred
Højer dige har jo ej
meget sig forandret –
Højer, du mig står nær,
dig jeg altid finder.
Hvor jeg end i verden er,
navnet dog mig binder.
Langs med digets herlighed,
sommeraftner milde
solen langsomt glider ned
i Vadehavet stille –
Kirken knejser med sit tårn
over byens tage.
Møllens vinger drejer så´ rn
som i gamle dage.
Husker I endnu den
nat,
i november måned
Stormen rased´over
”Watt”
men vi bliver forskånet –
Kender I den skønne plet,
som jeg her fremtryller.
Marsken, åh, den kendes let,
kendes på idyler.
Hvert et lille lam der står,
vil erindring knytte,
til de svundne ungdomsår,
lad os dem beskytte –
Den grønne vej til havet blå (Langs Vestkysten) af Christel Røhde Jefsen (Melodi: I sne står urt og busk i skjul)
Den grønne vej til havet blå
snart hele verden kender
fra Holland langs med vores kyst
til sidst på Skagen ender
En sommerdag ved Rudbøl Sø
det vil dig nok betage
hvor møder du så skønt et syn
hvor finder du vel mage
Ad diget så til Højer går
din rejse, – øje møde
kun himmel, græs og mange får,
et land så fuldt af grøde.
Fra Højer hilser Møllen dig
den skuer over landet,
som den har gjort i hundred år,
til slusen og mod vandet.
Den lille Hjerpsted kirke
skjuler sig bag grønne grene
Tænk – Havet tog det halve sogn
den føler sig så ene
Fra kæmpehøje lidt mod nord
man langt omkring kan skue
på vader, marker, frugtbar jord,
og hele himlens bue
Fra Havneby til List på Sild
to hvide skibe sejler,
i måneskin og solskin mild,
i søen blå sig spejler.
Og lysene fra Rømøs havn
i nætter stjerneklare,
fortæller os om fremskridt der,
det gamle kan ej vare.
De hvide måger kredser højt,
og sætter sig på laden,
og finder ro på bondens mark
når bølgen dækker vaden.
Her fuglene sig på træk hviler
tæt på smulte vande
og lander på veldækket bord,
ved Jordsands flade strande
Med vinden kommer de igen ,
og hviler sig fra færden,
med glædesskrig de hilser os,
fra Sydens fagre verden.
Så vipper over mark og eng
Regnspurvens sølvgrå hære,
og Viber, Stær og Lærker si’er,
at her vil de nu være
I Rejsby og i Buntje folk,
om gamle huse hæger
som gammel skik jo kræver det,
afstregning muren præger
Du lille sommerfugl der,
vi ville jo så gerne,
at du ku’ gro en meter mer,
mod stormflod os at værne
Dog frygter vi ej Blanke Hans,
hvor hårdt han end os truer
vi frygter ikke her til lands
vi bli’r i vores stuer.
Hvem gav jer mon så fint et navn,
som Hatknag, Husum – Ballum,
var Bådsbøl mon en bådehavn,
og Ballum hed først Hallum
Vor kirke, kro og skole lå,
i fortid tæt tilsammen,
var fælles om at sørge og
at dele fryd og gammen.
Og Ballum enge er et digt,
”af selveste Gud Fader”
med hvide møller, korn og kvæg,
og grønsvær over vader.
Om født er vi ved denne strand,
om hjertet her har hjemme,
vi elsker dette grønne land,
og kan det aldrig glemme.
Vi elsker dig vor vesterkant,
med skyer, strand og dige,
vi finder ej et skønner` land,
vi finder ej din lige
Rudbøl – Sangen (Melodi: Nordsøbølger…)
Hvor den kåde vestvind stryger frisk og karsk
hvileløst indover milevide marsk,
snart med sagte skridt og så
med hastværk frem
ind i byens gader, hvor vi fik vort hjem –
Rudbøl, født hvor fordum bølgerne gik højt,
døbt i havets fråde og dets hvide sprøjt,
dybe alvorstoner under stormens sus
var som melodien fra et orgelbrus
Bølgerne istemte byens vuggesang,
i den milde vår så blød og blidt den klang,
men når jævndøgnsstormen over sletten for,
voksede dens styrke til fuldtonet kor –
Hvor i verden end vi træde skal vor gang,
længselsfuldt vi lytte vil til blæstens sang,
og i tankens rige vil vi stille fly
hen til marskens vidde, til den kære by –
Rudbøl med det friske pust fra markens tavl
og med vindens sus om murstensrøde gavl,
med dens viltre leg i åens stride siv,
stormomsuste by, dig vier vi vort liv –
Se også Sange fra Tønder og Omegn (1)
Tak til min navnefætter på Lærkevej i Tønder (Gerd Uwe)
Redigeret 19.09-2021
Januar 5, 2012
Hermed har vi fornøjelsen at præsentere
fire viser om Tønder, to viser fra Møgeltønder og henholdsvis en
vise Gallehus, Østerby og Abild.
Sønderjyder bruger en hver anledning til at synge. Det lyder ikke altid lige pænt. Vi har fundet et par mere eller mindre hjemmelavede sange fra gemmerne. Ja egentlig kender vi ikke rigtig, hvor de stammer fra. Tak til min navnefætter fra Lærkevej i Tønder, der har sendt de fleste af nedenstående. Vi skal også beklage, at vi ikke har melodi på dem alle sammen.
Men kære læsere vi er sikker på, at I kan bruge disse viser til en festlig anledning. I samme serie laver vi en samling fra Sønderjylland og en samling fra Højer og omegn.
Denne lille samling indeholder følgende sange:
Vi ønsker god fornøjelse
Tønder– sangen 1 (melodi: Hvor smiler fager, den danske kyst)
Vi skal tilbage til dengang, hvor
Tønder havde verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger.
Det var dengang med de mange markeder i byen. Der var gang i den.
Hvor er det dejligt i fordums år,
man kunne tage en lille vending
ind i en kro eller købmandsgård
og få en dram for kun tyve penning
en punch, som styrkede hvert organ,
lod man sig smage i ”Weisser Schwan”
Hvor er det dejligt, da folk og fæ
fra fjern og nær kom til Tønder mærken,
i hvert et kro-hus fandt ly og læ,
hvor højt det klirred’ med glas, tallerken,
hvor man drak lidkøb ved punchedamp,
og gulvet gungred´af træskotramp.
Hvor er der leben i Tønder by
en sådan dag, når de mange stude
fra Himmerland og det fjerne Thy
i sindrig ro gled forbi derude,
lod brølet lyde i livlig kap
med karleråb og med piskerap.
Og der var travlhed i hver butik,
der købtes varer i store bunker,
købmanden stod med sit lune blik,
så veltilfreds på de blanke grunker,
der fyldte kassen ved aftenstid,
og han ku få´sig en tiltrængt bid.
Ja, det var dejligt en markedsdaw,
trods al dens travlhed og al dens spænding,
men ak, den tid er nu lagt i grav,
hvad får man i dag man for tyve penning?
Ja, mangt gled bort under tidens elv,
om det blev bedre– ja døm her selv.
Tønder Sang 2 (den er hvis nok forfattet af Anne Dale i Rens, 1956?)
Tønder by, du ligger ud mod landet,
de blev bygget op på marskens fede jord
stolt som – havneby – du lå engang ved vandet
mindet derom – er i dag kun skrevne ord,
bærer du i våbenskjoldet, stolt en skude
sejled ud herfra, du med dit kniplingsry
drog mod dig fra nord i træk af fede stude
vokser du mod verden ud– du lille by
Skal vi tilbage med dig lidt i tiden,
se hvordan at du er vokset op og frem,
al begyndelse det at være liden –
nu i dag du rummer over tusind hjem,
fyldt af gamle minder er hvert hus, hver gade
fra en tid for længst der sunket er i grus,
Skibbro er brolagt, fra husenes facade
gamle gavle – går et mindets sagte sus.
Fra en svunden tid, hvor stærke mænd her færded,
hygget op med sans dig gamle handelsby,
nutids folk dit minde trofast har omgærdet
kirkens spir går højt mod himlens lyse sky
er dit vartegn, står hver dag på dig og kalder
samler som en mor sin store børneflok,
jeg vil stå med dig i tiden, om du falder,
rejse dig igen, min styrke er dig nok.
Søger vi hos dig endnu så dybt et minde,
navnet – gaden – viser os mod banken hen,
knejse her en borg med høje spir og tinde,
kun en portnberbolig er af dig igen,
tung af ælde lidt af dig endnu vi skuer,
du er værn for gamle tiders sindog sans,
gamle minders sans, som os i sindet luer
kaster over dig – du kære by sin glans.
Tønder by, du ligger åben ud mod landet
favner alle, når vi kommer ind til dig,
øst og vest og syd og nord vi har det sandet,
når vi kom mod dig fra hver sin landevej.
Du er byen for vort mål, til dig vi rejser,
du er vor hjemstavns by endnu med kniplingsry.
Solen glimter i dit kirkespir som knejser –
våger over dig nu – marskens gamle by.
Som en bue går om dig Vidåens vande,
hvori himlens sol og skyer spejler sig,
går vor tanke da med dig mod fjerne strande,
her ved dig går børn i drømme, stille leg.
Tønder by, dit ry din skønhed vil vi prise,
som en perle ligger du i marskens jord,
værner vi om dig vor færd det skal bevise,
fremtidens syn går frem af fortids stærke ord.
Dan gamle by i marsken (S. Højmark Jensen)
Aldrig jeg glemme de krogede gader
huset som viser mod Torvet sin gavl.
Blæsten fra vesten, fra vidstrakteflader
suser herind fra det ternede tavl
Vinter og vår –
i hvor det går –
Tønder en plads i vort hjerte får.
Dybe kanaler og Møllestrøms brusen,
sagte og stille henglidene vand.
Drømmen med strømmen gik ud over slusen,
ud imod barndommens eventyrland
Alt hvad vi så,
da vi var små,
plads i vort hjerte skal evigt få.
Aldrig de tøndringer piger kan glemme
dammen, stien og gyngende grund,
skønneste, grønneste, skyggefuld bræmme
danner ved byen den dejligste lund.
Her er så tit
blevet visket blidt –
”Alt hvad jeg ejer, er også dit”
Mindet om Tønder, ja det vil vi værne
og det er vi bundet med stærkeste bånd
Og skal vi ende vort liv i det fjerne,
får den en hilsen med rystende hånd,
Vinter og vår –i hvor det går
Tønder en plads i vort hjerte får
In der grossen Seestadt TONDERN
Sangen blev skrevet efter, at det gode skib Bismarck sejlede gennem Vidåen ned Skibbroen. Og det gjorde den efter et væddemål på øen Sild. Vi har tidligere beskrevet historien
her på siden. Som bekendt var Tønder, inden digerne faktisk en stor havneby. Og der har jo været aktuelle planer om, at der igen skulle en havn til Tønder, nok mest for syns skyld.
Ja et par gange har der været planer om, at føre en kanal ind gennem Tønder og så ud til Østkysten. Men moralen i denne vise, er, at der hvor du ikke kan komme ud, skal du slet ikke begive dig ind. Men skib og kaptajn Selmer kom både ud og ind, selv om damperen stødte på grund gang på gang. Og det var noget besværligt at få vendt på Skibbroen.
In der grossen Seestadt Tondern
kamm ainmall ein Dampschif an,
alle Leute tun sich wundern
dass mann hier auch Schiffen kann.
Mann und Weib ubd Kind und Besen
eilen nach der Schiffbrück hin
um zu sehn, was nie gewessen,
wie das Dampfschiff kommt dahin.
Voll Verwunderung steht die Menge,
gasst den smutzigen ”Bismack an
aber ach! Fest sitzt er in der Enge,
dass man ihn nicht retten kann.
Seht auf Tonderns weise Väter,
wie sis sich beraten drum,
dass sie diesen Schwerenöter
kriegen in dem Hafen rum.
Hängt ihn, sprach der eine weise
Hängt ihn in den Krahn hinein,
und ein anderer sagte leise:
Grab ein Loch ins Ufer´nein!
Seht sie drängen, seht sie ehieben,
doch der schmutz`ge”Bismarck” spricht:
”Leut, es tut mir nicht belieben,
´rum zu kriegen bin ich nicht!
Da rief einer aus im Zorne:
”Ruckwärtz lasst in Tondern fliehn,
Kam er auch herien von vorne,
rückwärts lasst ihn wieder ziehn!”
Die Moral von der Geschichte,
höret, wie ein weisser spricht:
”Wo du nicht heraus kannst kommen,
da hinein begib dich nicht !
Møgeltønder – sangen 1 (Melodi: Hjem til Danmark ?) (Hans og Ingrid Schrøder)
Møgeltønder vor by, du er kendt overalt,
Danmarks skønneste landsby vi hører dig kaldt ,
Vi dig elsker i vinter og vår,
du er gammel – mangfoldige år.
Langs Slotsgaden bag ved hvert lindetræ
kryber husene sammen, som søger de læ
Der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem.
Møgeltønder – vor by og vort hjem.
Hvorhen vi i verden nu end drager hen,
vi længes tilbage og kommer igen.
Vi føler for dig som for mor,
Vi har kendt dig fra barndommens år.
Hver sommer da står der jo blomster i flor
hver morgen da synger der fugle i kor,
der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,
Møgeltønder – vor by og vort hjem.
Med enge mod syd og med hede mod nord
et minde om guldhorn i Gallehus står,
der fortæller om tider, der gik,
og vi glemmer de minder, vi fik
i skole, i kirke, i slot og i vrå.
Turister, der kommer, og turister, der går,
der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,
Møgeltønder – vor by, og vort hjem.
Til slut vi nu ønsker for dig, du vor by,
i tider, der kommer, du hævder dit ry,
de slægter, der kommer og går,
vil dig ære i fremtidens år.
Den ungdom, der møder, den viser du vej,
de færdes i verden med mindet om dig,
der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,
Møgeltønder – vor by og vort hjem
Møgeltønder – sangen 2 (Melodi: Gold und Silber lieb ich gern…..)
Møgeltønder, du kære by,
hvor jeg hører hjemme,
her jeg synge vil din pris,
ej jeg kan dig glemme.
Hvor i verden end jeg for
og dens modgang lærte,
til den skønne fri natur,
sig drømte dog mit hjerte –
Midt i byen knejser stolt
du vor smukke kirke.
I dit indre gemmes der
ånd af helligt virke.
Billeder af store mænd
med dem er væggen prydet,
de fortæller os endnu,
hvad disse mænd har ydet –
Schackenborg, du ligger som
et naturens smykke,
hvor vi alle sværmer om
i vor barndoms lykke
Her ligger vi ofte hånd i hånd
leged under linde,
der jeg dvæler til en stund
i tanken, barndomsminde –
Hist fra alpens hvide top
og til Nordens fjelde
intet toner sig så smukt
i naturens vælde,
som vor gamle fødeby
så grund og folkeyndet,
kun din skønne fri natur
fryder mig i sindet –
Hvorfor vanker fremmed gæst
ofte her i byen,
hvorfor lyder lærkesang
så klar i harmonien.
Det er stedets poesi
Og samklang som fortolkes,
i naturens herlighed
der bliver kunst for folket.
Meget nu forsvundet er
fra den tid, jeg fødtes,
meget skøn vel faldet er,
da nyt og gammelt mødtes,
men du unge friske slægt
der fremtiden skal bære,
Lov mig at du holde vil
vor gamle by i ære –
Gallehus
– sangen (Melodi:Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne– Thyra L. Petersen 1983)
Vor landsby skal hygge, fra hus til hytte,
en hyldest skal lyde, fra olding og barn,
hver kvinde og mand, der kan huske tilbage,
har minder så gode i frugtbarheds favn.
En muld af den bedste, der findes på jorden,
her aldrig kan vokse, ja trives og gro,
et sammenhold er her, med værn for hverandre,
derfor vi så gerne hernede har rod .
Og arven fra guldhornets tid, vil vi holde,
som fædre før os jo gravede frem,
med mosebryg hen over midsommerenge,
sig stemningen breder, udover vort hjem.
Når vestenvind suser om egnen med storme,
den trænger sig ind i hver hjørne og krog,
ved modvind som træer, vi vokser i styrke,
lidt krumbøjet stærke, men elsker den dog.
Med hensyn til andre, vi passer vor virke,
her glæde ved livet og ting der blev skabt,
må styrken vi følte, i ungdommen blive
at barndommens Gallehus ikke går tabt.
Ja Gallehus navnet må ikke udslettes,
om nogen i udviklingens navn lægger ud,
er olie, går storkommunens herre,
hold fingrene væk er vort lønlige bud.
Gid fuglesang stadig kan slå os i møde,
med kviden og frøernes kvækken i takt,
se harer med rådyr der springer ved skoven,
her snuse naturens bedøvende magt.
Så morgendis stemning kan sindene mætte,
med solopgang rød over Gallehus skov,
hvad vil I da mere? Er det ikke livet?
Vi lever og ånder i naturdannet lov.
Med aftensol nedgang i malerisk ynde,
uendelig små under himmelhvælvs vagt,
vi elsker vor landsby, må trygheden føles,
i evigheds rigdom med hjemstavnens pagt.
Østerby – sangen – melodi: Jeg er en simpel Bondemand
Min barndomstid til ende var,
da jeg var fjorten år,
Jeg konfirmeret da så blev,
og ud i verden går
For livets vej at vandre
og finde lykkens dyd
jeg dig farvel må byde –
du lille Østerby
Vel er det mig i hjertet tungt
at jeg forlade må
den lille skjønne plet i nord,
hvor raske gutter bor
Hvor smukke piger vandre
med glæde og med lyst
vort modersmål at værne
så skjønt for deres bryst
Der milde dufter iler frem
af landets frugtbarhed
hvor morgensolen bryder frem
i gylden virksomhed
Der fuglene udkvidre
så skjøn en morgensang
Hvor smuk det dog lyder
hvor liflig er dens klang
Der Vesterhavet nærmer sig
med smukke bølger blå,
det grønne krat opvokser der
men jo kun af de små,
dog udi vintrens tider
din eng den står som en sø
,
der er det smukt at leve
men meget tungt at dø
Jeg så de grønne agres skjær
med deres gyldne bund
hvor roser, liljer bryder frem
vel udi tusind fold
I som´rens milde tider
en krans rundt om dig står
af korn og høets stakker
af den frugtbare jord.
Vel også der man finde kan,
hvor heden bryder frem,
hvor vildtet strejfer vildt omkring
og laver deres hjem.
Hvor storken den udiler –
dens paradis det er
hver morgen den sig viser
på disse strækninger .
Ja, hvor jeg end så vandrer om
i verdens larm og lyst,
til dig jeg føler længsel hen
Og hvor jeg så skal ende
mod norden eller syd,
jeg aldrig dig skal glemme –
du lille Østerby!
Abild Sangen – Melodi: Jylland mellem tvende have (Karin Bøll 1978)
Her i Danmark langt mod sønder
Vejen slynger sig mod vest ,
Endnu før vi når Tønder
Ligger Abild allerbedst,
Byder jer velkommen her,
Tøv nu blot en kende
Og hør så, hvad Iser.
Træet– du har set det længe,
Før du når til Abild frem
Er det vartegn, du skal kende,
Ved dets rod gror huse frem,
som danner Abild by,
Hjem på hjem har fundet
Et ståsted i træets ly.
Kirke – kro – vi har det hele,
Du kan leve, som du vil,
Mød din nabo hist på gaden,
Smil! – du får en sludder til.
Grønt og blomster, sol og luft
Alt du får i tilgift.
I denne sommerluft
Sommerfest i varme dage,
Vinterfest i al slags vejr,
Sammenholdet her man aner.
Må det vokse mer`og mer
Gid vort samfund sundhed får,
Lad os en fremtid skabe,
Der bedres år for år.
Abild, som en blomst du ligger
Her, hvor vejen slår en bugt,
Ung og gammel nu dig hylder,
Her vi lever ganske trygt.
Vi vil værne om vores by,
Slutte kreds om Abild
Og hævne højt dit ry. `
Vi fortsætter serien senere med sange om Sønderjylland og Højer
Vi beklager, at vi ikke har kunnet dele versene. På den anden side så betragt det som poesi.
Redigeret 19-09-2021
December 13, 2011
Adelsslægten fra Aabenraa (von Saldern)
Egentlig stammer adelsslægten von Saldern længe sydfra. Men den mest berømte, Caspar von Saldern er født på Brundlund Slot . Han reddede Danmark fra at komme i krig med russerne. Det tog han sig også en fyrstelig betaling for. Men alternativet havde sikkert været meget mere bekostelig. Hør også historier om andre fra slægten. Slægtsforskere henvises til litteraturlisten bagerst i artiklen.
I familie
Forleden holdt jeg et foredrag om Østerbro. Her fortalte arrangøren mig, at han havde aner i Sønderjylland. Ja han nedstammede fra en adels-familie med ridderkors. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at jeg udmærket kendte dele af den familie.
En ældgammel slægt
Nu er det nok en tilsnigelse, at påstå, at familien stammede fra Aabenraa. Men den mest berømte i familien var Caspar van Saldern. Han er født på Brundlund Slot og fik faktisk ridderkorset, fordi han reddede Danmark for en krig mod mægtige Rusland. Ham vender vi tilbage til senere i artiklen. Slægten van Saldern eller von Saldern er en ældgammel adelsslægt. Og vi skal meget længere syd på end Aabenraa.
Mange navne
Slægten er gået under navnene Saldern, Salder, von Saldern og van Saldern. Vi skal ned til Hildelsheim og Braunschweig, Satzgitter og Brandenburg.
Sagnet går tilbage til år 718
Sagnet fortæller, at stamherren til familien allerede kom til Tyskland i året 718. Han kaldte sig Sieghard de Rosis. Omkring 1102 kan man finde de første optegnelser om familien. I 1161
er der en optegnelse Thidericicius de Saldere. Men slægtsforskere vil sikkert først anerkende ridderen Burchard von Salder i 1226 som den egentlige stamherre. Fra 1299 – 1332 finder vi en Johann van Salder. Johann var Burgherr på Lichtenberg i Saltzgitter.
Kamp med hertuger
I 1299 finder vi her en dommer og amtmand ved navn Aschwin von Salder. Mellem 1379 og 1382 berettes der om, at slægten tilraner sig en del ejendomme og jord i området. Der har åbenbart foregået en kamp mellem slægten og hertugerne i området. I det 15. århundrede blev slægten von Saldern fortrængt fra borgen.
En kirke i Bad Wilsnack
Slægten ejede fra 1560 Wilsnack, Ôvelgünde og Jackel og Werder/Altmark. I en kirke i Bad Wilsnack er der masser minder om slægten fra ca. 1658 -1732. Her finder vi navne som Jakob Friedrich von Saldern, der var gift med Ottilie Elisabeth von Bismarck. Vi finder også minder om Matthias Friedrich von Saldern. Og fra det preussiske hof Friedrich August von Saldern
og hans kone Elisabeth Charlotte von Saldern.
Plattenburg
I 1552 kom Plattenburg i Matthias von Salderns besiddelse. Og den var i slægtens besiddelse helt til 1945. Også Zernikow var i slægtens besiddelse.
Slægtens besiddelser
Omkring år 1400 nævnes Aschwin von Saldern som ejer af borgen Wohldenberg ved Holle. Slægten havde også ejendomme i fyrstedømmerne Braunschweig – Wolfenbüttel og Hildesheim. I Sachsen – Lauenburg havde Heinrich von Saldern bestemt at hans ejendom efter hans død skulle gives til kirken.
Tvunget til at forlade ejendommen
Hans von Saldern blev tvunget til at forlade sin ejendom. Han måtte meget ,mod sin vilje forlade sin ejendom Lutter am Baren-Berge.
Et slot blev sat i brand
I 1515 overtog Burchard von Saldern slottet Lauenstein fra sin far. Der var opstået en kontrovers med biskop Johannes. Der kom til en del kampe, der endte med at slottet blev sat i brand. I 1579/80 lod Heinrich von Saldern, slottet Henneckenrode ved Braunschweig ombygge. I 1570 havde Kurt von Saldern bygget slottet, Nettlingen. Han solgte det i 1611.
En skole med slægtens navn
I 1589 stiftede enken efter Mathias von Saldern, Gertrud von Saldern en skolestiftelse i Brandenburg. Denne skole består stadig. Hun skænkede også en ejendom til stiftelsen. Der var nogle betingelser med gaven og stiftelsen:
En stentavle med navnet på stifteren og von Salderns våben blev anbragt i ejendommens indgang. Inden den tidligere bispegård blev indrettet som skole, blev det nødvendig med en omfattende ombygning.
Op – og nedture for skolen
Dengang var de vigtigste fag, religion, tysk, latin, græsk, retorik, musik og historie. I 1594 indløb der klage om druk på skolen. Fra 1622 til 1706 befandt skolen sig i en krise. Dårlige lærer og elever gjorde det ikke bedre. I 1713 skete der en forbedring af undervisningen, skolen blev også udbygget. Forskellige kombinationer med gymnasier m.m. fulgte.
I 1818 kaldte skolen sig for Saldernsche höhere Bürgerschule. I 1852 kaldte skolen sig for Realskole. I 1882 blev den kaldt Realgymnasium. Den 31. marts 1945 blev skolebygningerne
alvorlig beskadiget
Meffersdorf i Schlesien
I tiden omkring Kong Friedrich den Store levede den kongelige preussiske landråd Gustav von Saldern – Plattenburg sammen med sin kone, Thusnelda. De fik fem børn. Den ældste af børnene, Thusnelda, arvede slottet Meffersdorf i Schlesien.
Flygten fra Den røde Armé
I 1945 flygtede Sieghard von Saldern fra Den røde Armé til vesten. Plattenburg ejendom blev udstykket. Efter 1990 vendte den ældste søn, Dietrich von Saldern tilbage. Han grundlagde en forening, hvis formål er, at bevare Plattenburg.
Et udvalg af personligheder
Hans von Salder
Den danske gren af familien kan føres tilbage til Hans von Saldern (1521 – 1597) i Neumünster. Han kom til byen i 1550. Hans søn hed også Hans von Saldern (død i Neunmünster 1627)Han var borgmester, tolder, kornskriver. Han omtales første gang i byens historie i 1614.
Hans søn Caspar von Saldern var født i Neunmünster. Han blev den 10. marts 1640 udnævnt til sognefoged i Neunmünster.. Han blev første gang nævnt i byens historie i 1633. Han nævnes sidste gang 13. februar 1668.
Slægten kommer til Aabenraa
Han søn hed ligeledes Caspar von Saldern (20. maj 1641 i Neunmünster – 9. juni 1722 i Aabenraa). Han var gift to gange. Han kom som ung til Aabenraa og blev 27. april 1666 udnævnt som amtsskriver efter sin svigerfar. I 1680 blev han tillige toldforvalter og 1695 borgmester. I 1706 førte han titlerne amtsskriver, borgmester, kornskriver og toldforvalter. Indtil 1692 havde han indtægter fra Slotsmøllen.
Sognefoged i Terp
Den 10. juni 1667 ægtede han Cathrina Margaretha Stahl (1649 – 1676) Med hende fik de børnene Sebastian von Saldern (1671 – 1748). Han var præst i Starup og Grarup. De fik datteren, Catharina Benedicta von Saldern (1672 – 1746). Sønnen Caspar von Saldern (1673 – 1749) var sognefoged i Terp. Og endelig fik de datteren, Catharina von Saldern (1676
– 1702).
Gift med Günderoth
Den nævnte sognepræst i Starup – Grarup, Sebastian von Saldern var gift med Elonora Lohmann (1682 – 1767) og far til Frederich von Saldern (1707 – 1775). Han blev derefter gift med Hedvig Elonora Jürgensen (død 1712). Med hende fik han børnene, Christian Albrecht von Saldern (død 1742), Catherina Margretha von Saldern (1681 – ?), Georg Jürgen von Saldern (1683 – 1705), Sophia von Saldern (1684 – 1748). Hun blev gift med Heinrich von Gúnderoth (1674 – 1750). Til sidst fik de sønnen Friedrich von Saldern (1685 – 1722). Sophia og Heinrich von Günderoth var barnløse, men meget velhavende. De oprettede Günderoths Stiftelse i Aabenraa.
Forældrene til den berømte søn
Friedrich von Saldern blev amtsforvalter i Aabenraa, men flygtede i 1720 med amtsarkivet til Hamborg. Derefter flygtede han senere til Sverige. I 1721 blev han amtsforvalter i Neunmünster. I 1710 giftede han sig med Anna Maria Kamphøwener (1691 – 1775). Det er disse to, der er forældre til den mest berømte von Saldern. Nemlig Caspar von Saldern.(1710
– 1786) Han var både blå og hvid ridder. Han blev adlet og ophøjet til dansk lensgreve.
Oberst i den russiske hær
Friedrich von Saldern havde desuden sønnerne, Berendt, Caspar, Friedrich, Carl Friedrich og Christian Albrecht (død 1742), samt døtrene Hedevig Elonora og Anna Catharina von Saldern. Carl Friedrich von Saldern (1719 – 1770) blev dansk generalmajor.
I 1752 blev han sekondløjtnant i Dronningens Livregiment. 1759 var han kaptajn i Slesvigske Infanteri Regiment. Han var også oberst i russisk tjeneste. Et familiegravsted findes i Bordes holm Klosterkirke.
Et hus opkaldes
Fra 1744 – 1746 blev der i Neunmünster opført det, der nu kaldes Das Caspar von Saldern Haus. I dag er det en vigtig kulturbygning i byen.
Stridigheder
Men lad os vende blikket til den mest berømte van Saldern. – Caspar von Saldern. Han uddannede sig som jurist ved universiteterne i Kiel og Göttingen. Han blev embedsmand i det gottorpske Holsten, hvor han blev amtsforvalter i Neumünster. En heftig strid opstod med amtmand Greve Gerhard von Dernath. Men det gottorpske gehejmeråd bakkede Caspar op.
Men flere stridigheder fulgte. De ledende statsmænd i det lille hertugdømme kunne ikke rigtig enes med Caspar von Saldern. Denne valgte så at flygte til Rusland. Her opholdt den daværende gottorpske hertug Carl Peter Ulrik sig i sin egenskab af russisk tronfølger.
Sur på Danmark
Casper von Saldern var nu så heldig at indynde sig hos hertugen og fik titlen af holstensk gehejmeråd. Her opholdt han sig så i nærheden af hertugen. Det var også i denne stilling han kunne give sin fyrstelige herre nogle gåde råd, da denne i 1762 besteg den russiske trone. En af de første mål Carl Peter Ulrik stillede sig selv, var at føre krig mod Danmark. I 1732 havde Danmark tilbudt hans far den gigantiske sum af en million daler for at opgive sine krav på Slesvig. Han havde svaret:
Dette had mod danskerne var åbenbart gået i arv til sønnen.
Oprustning
Allerede i sommeren 1751 havde udenrigsminister Bernstorff knyttet kontakt til den holstenske embedsmand og godsejer. Den politiske situation i Rusland var til stor fare for Danmark. Man havde allerede allieret sig med den franske general Claude Louis de Saint – Germain. Generalens ide var, at indtage en forsvarsstilling i Mecklenburg. I forvejen var der en neutralitetshær i Holsten på 24.000 mand. I 1762 havde generalen organiseret i alt 37.000 mand.
En flåde på 24 linjeskibe, 12 fregatter og to hukkerter var klar. Svenskerne havde dog afvist russernes krav om, at benytte svenske havne.
Ultimative krav
De russiske krav var bl.a. tilbage-givelse af de gottorpske dele af Slesvig, samt afståelse af de kongelige dele af Holsten med Femern og Helgoland. Kravet var ultimativ. Den russiske hær rykkede langsom frem mod den danske.
I Sankt Petersborg skete den 9. juli det, som mange havde håbet på. Zar Peter blev styrtet af en militærrevolte ledet af hustruen Katharina. Hun opkastede sig til selvhersker. En af hendes første handlinger var at kalde sin hær tilbage.
En plads i solen
Caspar von Saldern var både egoist, herskesyg, pengekær, brutal og hidsig i sin fremfærd. Men han var også en begavet mand, snu og handlekraftig. Regeringen i København havde brug for sådan en person, for at forhindre en krig. Casper von Saldern kunne sagtens se situationen ud fra sin egen fordel. Utvivlsomt forsøgte han at skaffe sig en plads i solen. Han ville også sikre sin slægt en anset stilling.
For den dansk – tyske – norske helstat var Caspar von Saldern en god mand. Han søgte også at løse det gottorpske problem. I 1765 udtalte den danske udenrigsminister Bernstorff:
En høj pris
I første omgang lykkedes det ikke von Saldern, at få kejser Peter 3. til at aflyse eller bare at udsætte krigen. Men krigen blev ikke til noget. Kejseren var styret af Katherina 2. Saldern
havde forhandlet første gang i vinteren 1766 – 67. Og endelig den 30, april 1773 kunne der underskrives en traktat.
Der måtte betales en høj pris for von Salderns hjælp. Lige fra 1762 måtte den danske regering punge ud. Efterhånden løb disse krav op i 140.000 rigsdaler, 33.000 rubler foruden 1.000 dukater og en kostbar gulddåse. Så måtte statskassen betale ham en pension på årlig 6.000 specier og lige så mange rigsdaler. At han så tillige i 1768 blev lensgreve og Ridder af Elefanten
havde mindst at sige.
Fik sin vilje
Man måtte også finde sig i hans hovmod og selvrådighed under hans ophold i København under forhandlingerne Således fik von Saldern med kongens hjælp også fjernet nogle personer, han ikke brød sig om, med kongens hjælp. Ja han fik sin vilje hele vejen igennem.
Da Caspar von Saldern ankom til København den 22. november 1766 fra Sankt Petersborg til København havde han forlangt en standsmæssig bolig og en kongelig karet stillet til rådighed.
Det grænsede til pengeafpresning
Aftalen med russerne blev en bemærkelsesværdig blanding af storpolitiske linjer og varetagelse af holstenske særinteresser ned til de mindste detaljer, med brutal udnyttelse af den svækkede danske forhandlingsposition. Det grænsede til pengeafpresning. Caspar von Saldern vågede som en høg over sin elskede Holstens særinteresser.
Den danske konge skulle hvert år udrede en større sum til zarinaen.
Von Salderns indflydelse
Flere ønskede udenrigsministerens afgang, men von Saldern bad indflydelsesrige personer om at støtte ham. Det var også von Salderns fortjeneste at grev Moltke kom til magten.
Faldt i unåde
Da Caspar von Saldern havde opnået sit højdepunkt i indflydelse og politiske sejre rejste der sig en fjendtlighed mod ham i Rusland. Hans fjender fik vendt kejserinden mod ham. Han faldt fuldstændig i unåde. Åbenbart havde han forsøgt at gøre tronfølgeren til kejserindens medregnet. Dette beseglede hans skæbne og hans indflydelse blev brudt.
Et flot gods
Resten af sit liv levede han som privatmand på sit gods Schierensee i Holsten, indtil han døde. Hans interesse for kunst og havedyrkning gjorde det holstenske herresæde til en nordeuropæisk seværdighed. Godset ligger i området Rendsburg – Eckernförde. Ja det ligger i selve naturparken Westensee.
I 1771 blev har russisk gesandt i Warschau . Men han kom i strid med de fleste polske politikere, og måtte hurtig rømme skuepladsen.
Sønnen arvede godset
Sønnen, der bar en grevetitel, som faderen ikke selv brugte, oppebar af den danske regering en årlig pension på 3.000 rigsdaler, som faderen havde krævet. Sønnen hed Carl Hinrich
von Saldern – Günderoth.(1739 i Neunmünster – 1788 på godset Schierensee). Han var holstensk godsejer og amtmand.
Han arvede godset Schierensee efter sin far. Han antog grevetitlen og lagde Günderoth til sit navn. Hans tante ægtede som tidligere nævnt Heinrich von Günderoth i Aabenraa.
Fra 1766 til sin død var han amtmand for Cronshagen, Kiel, Bordersholm amter. I 1768 blev han stor-fyrstelig kammersekretær. Senere kongelig dansk konferensråd, kammerherre og gehejmeråd.
Ligesom sin far var han medlem af det Slesvig – Holstenske ridderskab samt ridder af Hvide Ørns Orden (Polen), Sankt Stanislaus Orden og Sant Annas Orden (Rusland). Han døde kun to år efter sin far, 48 år gammel, uden mandelige arvinger.
Søsteren blev adelsdame
Søsteren hed Anna Maria von Saldern (1738 – 1773 i Hamborg). Hun var holstensk adelsdame. Hun modtog faderens ophøjelse i adelstanden i 1768 i Ordenen de l’Union Parfaite.
Familiegravsted
Caspar von Saldern ligger begravet på familie – gravstedet i Borders-holm Kirke. På Schierensee findes der stadig adskillige malerier af ham.
Adel i Danmark
Adel i Danmark er en samfundsklasse, der nød en del privilegier og særrettigheder indtil Grundlovens indførelse i 1849 og Lensafløsningen i 1919. Den danske adel, kan groft inddeles i
ur-adel, brevadel, højadel og lavadel. I dag består den af ca. 200 slægter. De kan være u-betitlede friherre (baroner), lensherrelige (lensbaron), grevelige og lensgrevelige.
Som ur-adel regnes den adel, der kendes før reformationen (1536), mens brevadelen er den adel, der derefter har fået sit adelskab efter et patent (enten embedsmænds eller militærfolk, heraf sværdadel)
Som højadel regnes den gamle rigsrådsadel og den betitlede adel efter enevældens indførelse 1660. I alt har der eksisteret ca. 725 danske adelsslægter i tidernes løb. Vi vil senere her på siden bringe en artikel om etik og moral i den danske adel. Men kære læsere, ha’ venligst tålmodighed.
Kilder:
Vi har ikke gjort brug af alle kilder. Men bringer dette på grund af den store interesse for slægtsforskning
Slægtsforskning:
Hvis du vil vide mere :
Redigeret 22-11. 2021
December 13, 2011
Hvordan så det ud på Rolighed i gamle dage. Vi besøger familien Melchior, som plejede H.C. Andersen de sidste år af hans liv. Han fik besøg af en engelsk forfatter på Rolighed. Ud fra H.C. Andersens dagbog kan vi følge ham, men i hans sidste dage, var han ikke selv i stand til at skrive den. Læs her om den dansker, der nok er mest kendt i verden.
Artiklens indhold
Denne artikel indeholder følgende hovedafsnit:
Et supplement
Vi har tidligere bragt artiklen H.C. Andersens sidste dage på Østerbro. Denne artikel er et supplement til denne artikel. Bagerst i artiklen vil vi bringe en liste over, hvor H.C. Andersen
i øvrigt optræder her på siden.
De sidste ti leveår tilbragte H.C. Andersen meget af sin tid hos Familien Melchior på landstedet Rolighed på Gammel Kalkbrænderivej. Den 9. september 1866 vender H.C. Andersen tilbage fra en rejse fra Portugal og den 4. august 1875 dør han på Rolighed. Inden da havde han opnået stor international berømmelse og fået udgivet sine bøger på mange sprog. Hans
rejselyst bragte ham ud på mange herregårdsbesøg og 30 europarejser. H.C. Andersen er nok den mest kendte dansker i udlandet.
Rolighed – længe før
Hvis man i begyndelsen af 19. århundrede gik fra Trianglen ad Kalkbrænderivejen , som i dag er Nordre Frihavnsgade, ville man have St, Petersborg på højre hånd og Hjørnelund på venstre. Man ville befinde sig i en allé, som var anlagt som adgangsvej til den smukke ejendom Rolighedsdal. Drejede man fra alléen ad vejen til venstre, stødte man kort tid efter på en anden vej til højre, Gammel Kalkbrænderivej. Vejen førte gennem en gammel bondegård, Krauses Gård og endte ved Kalkbrænderierne ved kysten.
Kalkværker
I 1732 havde det været et kalkværk ved Blåtårn nær ved Langebro, som blev nedlagt. Felix du Sart og Anthoine Bonfils fik rettigheder til at anlægge et nyt kalkværk på et stykke jord, der i sin tid blev kaldt Baadsmands Skanse, og som lå ved stranden udenfor Østerport. 1736 sælger Felix du Sarts sin halvpart til Kongelig Køkkenmester Matieu Torp som igen i 1749 sælger den videre til Kongelig Majestæts Heede – Ridder Peter Abraham Oberkampff.
Da dette gamle kalkværks monopol udløb i 1776, blev det ikke fornyet, og en nyt kalkværk blev anlagt ligeledes udenfor Østerport nær ved det gamle værk. Kalkbrænderiets tre interessenter blev Peter Abraham Oberkampffs søn, regimentsquarteermester Andreas Oberkampff, professor Harsdorff og justritsraad Lassen.
Kassesvig
Oberkampff, der i 1784 blev udnævnt til Overkrigskommissær, begik i 1788 kassesvig og dømtes til at have:
Oberkampffs lyststed og vænge blev i 1796 tilskødet stenhugger Jens Karleby og gik i 1804 over i admiral Lorenz Fiskers eje. En anden parcel tilhørende familien Bonfils, blev 1784 – 86 tilskødet viceadmiral, højesteretsadvokat Caspar Gottlob Schmidt for den ret betydelige sum af 11.886 Rigsdaler. Ved et overdragelsesdokument i 1789 overlades Schmidt de to resterende parceller, som han lægger til sin have.
Det var sidstnævnte Schmidt, der på denne grund i 1790 – 91 lod opføre den gård, som senere blev til landstedet Rolighed, beliggende omtrent midt på Gl. Kalkbrænderivej.
Søren Gyldendal
I 1795 solgte Schmidt sin ejendom til agent Søren Gyldendal. Det var nu første gang vi støder på navnet Rolighed. Det var den samme Gyldendal, som var stifter af Den Gyldendalske Boghandel. Søren Gyldendal boede på Rolighed til sin død i 1802.
Familien Hegermann – Lindencrone
Enken afhændede ejendommen til daværende Captain og senere Generalliujtenant Johan Henrik Hegermann med tillagt navn Lindencrone og adlet i 1818.
Hegermann – Lindencrone erhvervede i 1844 et jordlod på 1 ½ tdr. land vest for haven og et lod på 2 ½ tdr. land nord for haven og fik det lagt til Rolighed.
Louise Hegermann – Lindencrone var nær tilknyttet til den Heibergske kredse. Hun var født 1778 og var datter af Kammerherre Lindencrone til Gjorslev og hustru Bolette Marie. Louise Hagermann – Lindencrone samlede i tidens løb en stor kreds af personligheder i sit smukke hjem på Rolighed, mest fra den litterære og kunstneriske verden. Til husets faste gæster hørte således biskop Mynster, Oehlenschläger, Ingemann, Sibbern m.fl.
Fru Gyllembourg
Ligesom fru Gyllembourg, hvis veninde hun var, fremtrådte fru fru Hegermann – Lindencrone først som en moden kvinde i litteraturen. Nogen større litterær værdi kan man dog næppe sige, at hendes værker havde, men hendes kendskab til datidens high life, giver fortællingerne en vis kulturhistorisk værdi.
I forfald
Familien ejede landstedet i 48 år. I de sidste år i perioden forfaldt ejendommen meget. En beretning fra dengang fortæller, at vandet dækkede gulvet i kælderen. Bygningerne var tilholdssted for rotter og mus som frit løb rundt i værelserne. Havens tilstand var også slem. Der stod vand på jorden, og det var kun på stierne, man kunne gå tørskoet. Gik man udenfor stien kunne man synke i til knæene.
Tvermoes overtager ejendommen
Tvermoes overtog ejendommen. Han ofrede meget tid og en anselig sum på at restaurere ejendommen. Han begyndte med at få gravet grøfter, så fugtigheden igen kunne komme ud af huset.
Et radikalt eftersyn
Hovedbygningen fik også et radikalt eftersyn fra øverst til nederst. Der blev opsat nye trapper, både til gården og til haven. I Køkkenet kom der et nyt Komfur, Spisekammer, Fadebuur og Frugtkjelder. Der blev ofret nye vinduer med store ruder i stueetagen og på kvisten og nye kakkelovne i hele bygningen. Alt blev malet og tapetseret.
I gården blev der lavet et nyt grundmuret udhus til stald, vognremisse og brændehus. Selve gårdspladsen blev brolagt med pudsede sten, og ladegårdsbygningen på den anden side af vejen fik et eftersyn.
En hilsen til tidligere ejere
Efter en meget lang gennemgang af alt, hvad denne restaurering omfattede, slutter den gode Tvermoes med ordene:
M. Tvermoes, Rolighed Octbr. 1850.
Det var denne ejendom Moritz G. Melchior købte til sin familie, og som vi skal følge nærmere.
Familien Melchior
Moritz Gerson Melchior blev født 1816. Han var en meget respekteret person indenfor samtidens erhvervsliv. Allerede i sin tidligste ungdom var han beskæftiget i familiefirmaet Moses & Søn G. Melchior. Han blev grosserer i 1840, og da faderen døde i 1845 blev han firmaets seniorchef.
Vanskeligheder ved at få borgerrettigheder
Firmaet Moses & Søn G. Melchior, blev grundlagt i 1761 af Moses Melchior. Han var taget til København for at søge lykken og evt. skaffe sin far, en jødisk købmand i gaden “Hinter den Hütten” i Hamborg forbindelser der. Jøderne havde vanskeligt ved at få borgerrettigheder i Danmark på dette tidspunkt.
Melchior får tilladelse
Det 18. århundredes enevælds-konger var opmærksomme på den betydning, disse mennesker havde for handelslivet, med forsøgte samtidigt at undgå, at der dannedes et sluttet jødisk
samfund i staten. Man søgte at undgå dette ved at tilbyde dem borgerret i provinsbyerne, især i Fredericia og Nakskov.
I København var det betydelig vanskeligere at få denne ret. Det kunne som regel kun opnås ved at ægte en allerede her bosat jødinde. Det lykkedes for Moses Melchior, og i et dokument kan vi i oversættelse læse:
Dygtig og fremsynet
Som tredje generation i firmaet ser vi Moritz G. Melchior som en dygtig og fremsynet købmand, der deltog i det offentlige liv og havde adskillige tillidsposter. Han var blandt andet med i C.F. Tietgens kreds og medstifter af Privatbanken, Frihavnen og direktør i Store Nordiske telegrafselskab. Melchior var formand for Mosaisk Troessamfund, borgerrepræsentant, medlem af Grosserer – Societetets Komité fra 1849. Fra 1873 til sin død var han dets formand. Det var blot for at nævne nogle af hans tillidsposter.
I Landstinget
Han var i perioden 1866 – 74 medlem af Landstinget uden at han rigtig kom til at spille en rolle i det politiske liv. Han savnede evnen til at klare sig i en diskussion, og det var yderligere vanskeliggjort af, at han var ret tunghør.
M.G. Melchior interesserede sig levende for tidens kunstneriske udtryk, og han havde så nær kontakt med de mest kendte navne indenfor malerkunst, musik og litteratur, at disse ofte var gæster i Melchiors hjem.
Den yngre bror
Vi bør ikke undlade at omtale Moritz Melchiors ni år yngre bror Moses Melchior Jun. Samtiden betragtede ham som den dygtigste købmand af de to. Til trods for at han lige som broderen havde talrige tillidsposter, nægtede han konsekvent at modtage offentlige dekorationer og titler. Morits Melchior var bl.a. etatsråd.
Filantropi
Moses Melchior var kendt for sin filantropi og en anselig del af hans kontorpersonales arbejde bestod i at bogføre og registrere gaver og lån, der aldrig krævedes tilbagebetalt. Der verserede talrige anekdoter om hans velgørenhed. En dag fik han besøg af en agent, der var kendt som en ret misliebig person. Denne ville låne 5.000 kr. Da Melchior spurgte om, hvad pengene skulle bruges til, svarede han, at det var til en forretning, på hvilken han regnede, at han skulle tjene 500 kr.
Handel med Dansk Vestindien
På denne tid var firmaet et af Danmarks mest betydelige handelshuse, som i stort omfang drev rederi og oversøisk handel – navnlig på St. Croix. Efter at man i nogen tid havde sejlet til De Vestindiske Øer med indkøbte skibe, begyndte man selv at bygge skibe. Man kunne så indrette skibene efter de forskellige størrelser på sukker – og romfadene. Disse skibe kunne så sejle fuldt lastet ud og hjem, som regel kunne de gennemføre to rejser om året.
Da handelen var på sit højeste, indførtes der årligt ca. 8.000 tønder sukker og 1.000 – 1.500 fade rom. Sukkeret blev solgt her i landet. Rommen gik til Tyskland. De danske Sukkerfabrikkers støtte fra staten fortrængte efterhånden det importerede råsukker, og rederivirksomheden måtte opgives. Derimod var firmaet i slutningen af det 19. århundrede vel nok den største importør af te til Danmark. Hvert år tog firmaets medarbejdere til London og købte det meste af Danmarks te-forbrug på te-auktionerne.
Dorothea Melchior
Moritz Melchior ægtede den 17. juni 1846 sin kusine, Dorothea Henriques, født 1823, datter af vekselerer Ruben Henriques. Hun fødte otte børn. Ægteparret førte et særdeles gæstfrit hus, såvel i deres store lejlighed på Højbro Plads, som i deres sommerbolig på landstedet Rolighed ved Kalkbrænderierne. Navnlig samledes der bestandig en stor kreds af kunsterne og forfattere.
Den samlende faktor
På trods af Moritz Melchiors interesse for samtidens kunstnere var det vel især Dorothea Melchior, der var den samlede faktor for kredsen af forfattere, malere og musikere.
H.C. Andersen på Rolighed
H.C. Andersens venskab med den velhavende jødiske familie Melchior, indledes i begyndelsen af 1860erne, da H.C. Andersen var på sin karrieres højdepunkt. På Højbro Plads og fra 1866 også på Rolighed fandt H.C. Andersen sit andet hjem her. Ofte skrev han, at han tog hjem, når han tog til Rolighed, selvom han havde sin egen lejlighed.
Hjemmets hjem
Han fandt i Rolighed sit Hjemmets Hjem. En betegnelse han tidligere havde brugt om Collins hjem. Når familien Melchior gradvis overtog familien Collins tidligere rolle som forfatterens hjem, skyldtes det i høj grad, Dorothea Melchior.
Verdensmanden
H.C. Andersen var verdensmanden. Der havde fået udgivet sine eventyr jorden rundt. Han havde på den anden side også behov for den omsorg, som Fru Melchior kunne give ham. Hun havde overskud til at lytte til ham og rådgive ham. Man kan læse, at hun ofte måtte hjælpe den upraktiske digter, for eksempel når han skiftede bolig.
H.C. Andersen møder familien
Dorothea Melchior bliver den sidste af H.C. Andersens moderlige veninder og beundrerinder. Første gang Fru Melchior optræder i hans dagbog er i 1862, idet han sender en buket blomster. De mødes hos vekselerer Martin Henriques og dennes hustru Therese i hjemmet i Tordenskjoldsgade, der også var et samlingssted for danske og udenlandske sangere, musikere
og komponister. Til disse musikalske soriéer bliver H.C. Andersen sammen med August Bounoville faste gæster, og her møder han Melchior. Selvom H.C. Andersen nu er et nationalt klenodie og hyldes som det geni han er, har han i høj grad brug for hjerterum og åndelig opmærksomhed.
Sammenkomster
Han bliver inviteret til sammenkomster i Familien Melchiors hjem, og indtræder med tiden i den højt kultiverede jødiske familie som dens kæreste husven. På Rolighed får han sine egne værelser med balkon til haven og med udsigt over Øresund. Haven er et andet af hans foretrukne steder. Her har han det godt. Børnene er glade for ham på grund af hans opfindsomme lege
og spøgefulde omgangsform.
Så op til Fru Melchior
Vi kender i dag mange af de klip og billedbøger, som han har skabt til børnene. På rejserne, der stadig er mange af, optræder Dorothea som en inspirerende korrespondance partner.De skriver mange og lange breve, og han er sikker på altid at få en varm modtagelse, når han vender hjem fra sine rejser.
Således indleder H.C. Andersen sit brev skrevet i Paris den 2. april ved midnatstid 1866, og det beskriver glimrende hans forhold til Melchior – familien.
Første gang på Rolighed
Første gang H.C. Andersen ankom til Rolighed for en længere periode var den 9. september 1866. Han var netop vendt hjem fra Portugal og skriver i dagbogen:
Det var ikke let at tyde H.C. Andersens dagbog. Dem blev ofte ført, når han kom hjem sent om aftenen.
Hvor lå Rolighed?
Der findes i dag intet spor efter Rolighed. I 1898 blev alt jævnet med jorden og området udlagt til etageboliger. Vi har derfor måttet søge efter gamle kort, som viser os den præcise beliggenhed.
Stor udstrækning
De fleste bliver nok forbavset over at se, hvor stor udstrækning Roligheds have egentlig havde, i perioden hvor Melchior ejede stedet. Denne udgjorde, det der i dag udgør Marstalsgade,
Hobrogade. Grenågade og en del af Nordre Frihavnsgade. Haven udgjorde også den ene side af et stort stykke af Gammel Kalkbrænderivej og Silkeborggade.
Ved siden af Rolighed lå stenhugger J.W. Krauses firlængede gård. Han har givet navn til Krausesvej, ligesom Melchiors Plads er opkaldt efter Moritz Melchior Den højre del af huset af huset var i Rosenborgstil. Den blev bygget i Melchiors tid. Selve Rolighed var beliggende på Gammel Kalkbrænderivej.
Engelsk besøg på Rolighed
En ung engelsk digter og litteraturforsker Edmund Gosse besøgte i 1872 København. Han boede hos provst Fog, som bragte Gosse ind i mange digteres og kunstneres stuer. Gosse udgav disse optegnelser i bogen: To besøg i Danmark. Vi bringer her en beskrivelse af besøget i udpluk.
Boede på Nyhavn
Det var ikke hver mands sag ved et besøg i København at få adgang til denne beundringsværdige diger. Han var gammel og skrøbelig, og en livvagt af venner værnede om ham. Fog havde på vor morgentur ført mig op til H.C. Andersens københavnske ungkarlebolig – jeg tror den lå i Nyhavn med udsigt over kanalen tæt ved Charlotteborg. Men her fik vi den korte besked, at han var på landet. Ikke længere end det var til landstedet Rolighed, som tilhørte hans venner, Melchiors.
På Landet
Landstedet lå tæt ved kysten, omgivet af yndige haver, ikke langt fra den nordlige fæstningsvold. Man gik ud igennem Kastellet, fortsatte langs med glaciset (volden) og kom så gennem det spredt bebyggede villakvarter omkring kalkbrænderierne ud til Rolighed. Provsten havde fra hr. Melchior opnået en venlig indbydelse til at komme derned den eftermiddag og tage mig med. Det ville være Andersen kært at se mig. Rolighed lå ikke længere ude på landet, end vi mageligt gik hele vejen og snart var derude.
Andersen var altid velkommen
Her havde Andersen lidt efter lidt fået sit andet hjem. Rolighed svarede til sit navn, og det var denne egenskab ved stedet, som havde bragt hans jødiske venner til at foreslå ham at bo der i længere tid hvert år. På Rolighed var Andersen altid ventet og velkommen. En del af huset, en tre – fire smukke værelser, stod udelukkende til hans rådighed, og han kom og gik, som han ville.
Melchior – energisk i lokale spørgsmål
Hr. Moritz Gerson Melchior, som mødte sine gæster på tærsklen og førte dem ind, var en smuk mand på hen ved tresindstyve år, noget tunghør, noget genert. Han indtog en ledende stilling i landets købmands – og bankier kredse, var måske dets rigeste borger. Han havde på dette tidspunkt sæde i Landstinget, men var, sagde man, ret ligegyldig over for politik. Han var derimod overmåde energisk, hvor det gjaldt kommunale eller filantropiske spørgsmål.
Rundvisning
Fru Melchior, som også kom til stede, var en født Henriques. Både de og deres børn talte fuldendt engelsk. De førte gæsterne rundt i parken og gennem en del af huset, uden at der blev sagt et ord om det, vi kom for.
Med krøllet paryk
Men så da man sad i dagligstuen, gik døren pludselig op, og ind trådte en meget høj ældre herre, klædt i tobaksbrun frakke og ditto benklæder, og med en krøllet paryk af tilsvarende farve.
Åndeligt arbejde
Hans øjne var ganske vist små, men spillede af liv og venlighed., og alt, hvad han sagde, var fint og ligefremt. Man havde forberedt ham på besøg af en ung englænder, og han tog straks min hånd i begge store hænder og klappede og knugede den.
Begejstret over Charles Dickens
Dickens var død, og hvordan han stadig levede i håb om at se London endnu engang.
Glad for udsigten
En lang hånd
Stemmen forsvandt
Mens Andersen nu sad og forklarede mig disse ting, blev hans stemme med ét helt borte, til min store forskrækkelse. Vi ringede på en tjener. Han hentede familien, og alle så på mig, som om jeg havde spildt blæk i en af deres sjældne falianter eller tabt en af de pragtfulde vaser.
Hengav sig i ståhej
Andersen vender tilbage
Langs Søerne
Vi vandrede hjem langs ydersiden af Søerne, som dengang dannede byens grænse mod vest. Og med ét sprang månen ud af trætoppene som en stor lysende blomst, en guldkugle
svævende i det violblå rum. De kastede sit lys midt ned i vor metafysiske diskussion og tryllede os tavse.
H.C. Andersens død
Den 19. juni 1875 var sidste gang H.C. Andersen selv kom til at skrive i sin dagbog. Herefter er dagbogen til den 27. juli dikteret af H.C. Andersen til fru Dorothea Melchior eller en af hendes døtre, Harriet og Louise. Enkelte ord og sætninger er skrevet af Nicolai Bøgh.
De sidste notater
Fra 28. juli til 4. august nedskrev fru Melchior selv de daglige notitser.
På Assistens Kirkegård
H.C. Andersen ligger begravet på Assistens Kirkegård i et gravsted fælles med vennen Edvard Collin og dennes kone Henriette. Da der omkring 1920 opstod en del offentlig polemik omkring Collin’ernes behandling af H.C. Andersen, lod en efterkommer af familien, Edvards og Henriettes gravsten flytte til det Collinske familiegravsted, så kun Andersens gravsten er på graven.
Kilde:
Flere H.C. Andersen
– bøger under artiklerne om Jomfru Fanny fra Aabenraa (under Aabenraa)
– vi har ikke kunnet fremskaffe alt det viste kildemateriale, derfor har vi ikke gjort brug af alt. Men af hensyn til interesserede har vi valgt at vise hele listen.
Flere artikler, hvor du kan læse om H.C. Andersens liv:
Her kan du læse om, da H.C. Andersen besøgte kongen på øen Föhr i Vadehavet. Da han blev sat i forbindelse med sin evt. halvsøster i Aabenraa, Jomfru Fanny. Man mente at Jomfru Fanny og H.C. Andersen havde samme far. Da han ikke forstod konflikten mellem det danske og tyske i Sønderjylland, da han besøgte hertugen på Augustenborg. Og da han tiggede mad hos de velhavende i Rosenvænget – kvarteret:
Hvis du vil læse mere:
Under København (191 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Aabenraa (169 artikler)
Redigeret 10 – 10. 2021
November 13, 2011
Fra gammel tid boede der mennesker i Tinglev. Vi skal høre om Olgerdiget, en trækirke, en ny flagstang på stationen, et lig i Tinglev Mose og om missionsfester. Her var præsten glad for degnens unge datter. Vi skal høre om en katastrofebrand i Terkelsbøl, om nazister i Tinglev. Og endelig om et foredrag undertegnede
holdt i Tinglev på dansk/synnejysk/tysk. Blev buhet ud af halvdelen af pædagogerne. Ja så skal vi også høre om kolonister i Sofiedal og meget mere.
De første mennesker i Tinglev
De første mennesker omkring Tinglev har antagelig boet i Terkelsbøl. Her er der fundet rester fra bopladser fra den ældre stenalder. Men ellers er der omkring moseområderne, der er gjort mange fund. Beboerne dengang var jægere, samlere og fiskere. Også fra yngre stenalder er der gjort en del fund.
Nationalmuseet har registeret 45 gravpladser omkring Tinglev. Men der kan sagtens have været mere, der bare er blevet ødelagt.
Den største samling af gravhøje findes i Gårdeby. Andre steder i sognet er det sikkert beliggenheden af oldtidens hærvej, der er skyld i gravhøjene. Og disse gravhøje stammer oftest fra Bronzealderen.
Olgerdiget
Når vi taler om Jernalderen, ja så kan vi ikke undgå Olgerdiget, der er gået fra Petersborg i nord til Bjerndrup Mølleå ved Gårdeby i syd. Udgravninger har vist, at der her var en vandførende grøft med vand fra 75 cm til 2 meter. Vest for denne har der været to – tre palisaderækker. Men hvad er Olger – diget? Var det et forsvarsanlæg? Et vejspærringsanlæg? Og hvem var den evt. fjende?
Måske var det en grænse for to stammer. Syd for boede anglerne, der var blevet fordrevet fra øerne. Fund har bevidnet, at det har været et meget uroligt sted, hvor der har fundet mange kamphandlinger sted. Først under Harald Blåtand (958 – 987) lykkedes det at samle landet, men da havde Olgerdiget længe mistet sin betydning.
En trækirke
Tinglev har haft en trækirke, der lå omtrent der, hvor den nuværende kirke ligger. Den blev bygget på tre gravhøje.
Christian den Fjerdes lejetropper var ikke meget bevendt i 30 års krigen. De flygtede med General Wallenstein i hælene. Begge hære nedbrændte alt, hvad de kom i nærheden af. Tinglev
lå ved de store veje, så de rovlystne soldater har hærget sognet.
Svenskerne hårde ved Tinglev
Værre gik det næsten i 1644, da Torstensson fra Tyskland drog op gennem Jylland. Soldaterne kunne ikke sprænge kirkedøren. I stedet lavede de et stort hul i muren. De stjal den kostbare messehagel og andre genstande. Men de fik ikke fat i kirkesølvet. Degnen havde været forudseende og gemt sølvet i en mose. Men præsten anlagde senere sag mod degnens søn, fordi man åbenbart aldrig genfandt kirkesølvet.
Og den stakkel præst havde flere bekymringer. Kirketårnets kostbare kobbertag havde løsnet sig, og sognet havde ikke råd til at få det repareret.
I 1668 blev kobberpladerne taget ned og sendt til Lybæk og solgt for 1.000 mark. Nu skulle tårnet i stedet for tækkes med spån. Adskillige i sognet blev dræbt af svenskerne.
Et lig i mosen
Den 17. april 1699 blev der i Tinglev Mose fundet et kvindelig. I halvandet år lå de på lit de parade i Våbenhuset. Det var en del af datidens opklaring. Befolkningen blev opfordret med at komme med en forklaring. Hvem var hun? Hvordan var hun kommet ud i mosen?
Men blandt folk fandt man dog en forklaring. Det gik rygter om et mord, der tidligere i århundredet var blevet forøvet i et hus i Tinglev.
Her var en omvandrende handelsdame taget ind for at overnatte. Hun var dog ikke senere set i live. Tværtimod havde nogle set husejeren hin nat have set husejeren køre bort med en sæk på en trillebør. I retning mod mosen.
I kirkens dødsregister, kan det ses, at hun den 18.oktober 1700 er blevet begravet uden for kirkemuren. Det sted i mosen, hvor hun blev fundet, blev senere kaldt for Kvindemose.
Præsten glad for degnens datter
Pastor Hoeg levede i uvenskab med degnen Jes Friedrichsen. Præsten forlangte hvis lidt mere af degnen, end man kunne forlange:
Pastoren havde et godt øje til degnens unge datter. En dag inviterede hun pastoren hjem til sig, under dække af, at forældrene ikke var hjemme. Præsten fulgte indbydelsen, men opdagede for sent, at han var lokket i baghold. Forældrene var hjemme. De greb ham, trak ham ud i stalden og puttede ham i et vandingstrug.
I 1763 blev pastor Hoeg afskediget på grund af overtrædelsen af det 6. bud. I sin afskedsprædiken skulle han have sagt:
Ingen bly på spiret
Man ville gerne have det flotte kirketårn tilbage. Brandkassen gav 2.410 mark. Men fra Tønder lød det nej fra brandinspektøren. Der lød også et nej fra provst Balthasar Petersen. Brandinspektøren sagde at kobber tiltrak lyn og provesten mente, at det var pral Efter en visitats står der i kirkekrøniken fra 1809:
En af borgerne foreslog, at man hellere skulle andrage hos provsten, om at bygge et højt simpelt tårn. Og sådan blev det, Højden blev på 35,5 meter.
Præstens uregerlige søn
Ikke alle præstebørn var lige artige. Således drak pastor Zoegas søn, Paulus en håndværker fuld i altervin. Og ikke nok med det. Da håndværkeren skulle sove rusen ud, anbragte Paulus, en Jomfru – Maria figur ved siden af ham.
Danske gudstjenester forsvinder
Helt fra Reformationstiden havde kirkesproget i Tinglev været dansk. Kun da tyske kolonister kom til sognet i 1764, blev der indført tysk gudstjeneste. Efter 1864 fortsattes der med dansk gudstjeneste, indtil der i 1888 kom en forordning om, at seks dansk gudstjenester årligt skulle bortfalde og erstattes af tyske.
Ni måneders fængsel til redaktøren
Da pastor Johansen i 1888 bekendte sig til tyskheden vakte det opsigt. I Flensborg Avis blev der skrevet en artikel om pastorens overdreven fortyskningsdriver. En del andre artikler fulgte. Fra tysk side anlagde man sag mod Flensborg Avis.
Det medførte en streng fængselsdom på ni måneder til redaktør Jens Jessen og seks måneders fængsel til bogholder Vrang.
Missionsfester
Både Indre Mission og Herrnhuter – Samfundet fik indflydelse i sognet. Der blev afholdt Missionsfester med op til 3.000 besøgende. De første fester startede i 1906. Men de nåede deres højdepunkter i 1920’erne og 1930’erne.
Degneskolen
I Tinglev lå degneskolen i begyndelsen vest for præstegården. De 13 fag tilhørte sognet, og de resterende 5 fag tilhørte degnen. I landsbyerne oprettedes omkring år 1700, de såkaldte bondeskoler. De blev kaldt sådan, fordi initiativet til disse skoler kom fra bønderne. I Tinglev blev disse kaldt bi-skoler.
Disse fandtes i lejede lokaler i Terkelsbøl, Kravlund, Eggebæk. Gårdeby og Bajstrup. Her foregik undervisningen om vinteren. Læreren fik foruden en dårlig løn, også kosten. Sidstnævnte fik han på skift hos landsbyens beboere.
Efterhånden blev degneskolen i Tinglev helårsskole. Udgifterne betale forældrene, men også kirke – og fattigkassen kom med bidrag.
Religionsundervisning
Religionsundervisningen havde den dominerende plads, men i begyndelsen af 1700 – tallet var læsning og regning også blevet dominerende. I et regulativ fra 1804 blev der fastslået at eleverne skulle gå i skole fra deres 6. år til konfirmationsalderen. De største børn kunne få fri om sommeren til markarbejde, hvis ellers præsten gav sin tilladelse.
Dansksindede lærere burde forsvinde
Fortyskningerne af skolerne begyndte så småt med skoleinstruksen af 28. august 1871, i hvilken tysk blev indført som obligatorisk undervisningsfag i alle nordslesvigske skoler undtagen i de første to skoleår. Men det var svært at gennemføre. De fleste lærere kunne ikke tysk og deres sympatier lå også andre steder. Bladet Grenzbote skrev i 1876 blandt andet:
På Tinglev Station
I 1862 blev det besluttet, at Tinglev skulle være stationsby. Stationen blev bygget halvanden kilometer øst for landsbyen – midt på den grønne eng. I 1867 åbnede man jernbanen fra Tinglev
til Tønder. Tinglev blev et jernbaneknudepunkt. Så mange passagerer har ventet her. Grundet forsinkelser har de tilbragt mange timer her. En passager foreslog, at den tid , man tilbragte på Tinglev Station skulle godskrives i skærsilden.
Den tyske stationsforstander blev i haven
Da den danske stationsforstander J.A. Wissenbach ankom til Tinglev den 22. april 1920 efter Genforeningen ville han aflægge sin tyske forgænger et besøg. Men det var nu ikke den mest hjertelige modtagelse, man kunne tænke sig. Den vagthavende trafikassistent havde følgende besked til ham fra forstanderen:
En ny flagstang
Da den nye danske stationsforstander ville male den gamle sorte og tyske flagstang hvid, for at den kunne bære Dannebrog, opstod der problemer. De danske foreninger i Tinglev protesterede og sørgede for, at der kom en ny flagstang til stationen.
En enkedronning i Tinglev
Natten mellem den 11. og 12. juni 1920 gjorde Enkedronning Louises egen salonvogn holdt på Tinglev Station. Hun blev hyldet af dansksindede sønderjyder, der overrakte blomster.
Da stationsforstanderen igen ville blæse til afgang, sagde enkedronningen:
Sangen blev afsunget, og derefter gled særtoget ud fra stationen mod nord med 13 minutters forsinkelse.
Krigsfangere i Tinglev
Første Verdenskrig betød at mange mænd var væk fra landsdelen i lange perioder. Samtidig opstod en ubehagelig varemangel, som især gik ud over landbruget. I hele Nordslesvig savnede man 20.000 – 30.000 mand i landbruget. Så måtte kvinderne også overtage dette arbejde.
I 1915 kom krigsfangere, især russiske ud til landbrugsejendommene som arbejdskraft. I Bajstrup havde man en krigsfangelejr med russiske, engelske og franske krigsfangere. Mange af krigsfangerne var med til at afvande Tinglev Sø. 16 af fangerne døde her under deres ophold og er begravet på Tinglev Kirkegård.
Nazister i Tinglev
Tinglev havde ikke færre end tre forskellige nationalsocialistiske partier at vælge imellem. Størst tilslutning havde Tinglev Sogn NSAN (National – Socialistische Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig). Det blev stiftet i nabosognet Burkal i 1933.
Det var efter et møde den 1. april 1933 på Saksborg Kro at nazificeringen af det tyske mindretal startede. Dr. Møller havde erklæret NSAN for død, men under et møde på Hansens Gæstgivergård led Dr. Møllers parti NSDAPN et stort nederlag.
Modstandsgruppe
Under besættelsen opstod der også en modstandsgruppe i Tinglev. De blev i slutningen af 1944 taget af Gestapo og ført til Staldgården i Kolding. Via Frøslevlejren blev de i januar 1945 sendt til Neuengamme. Tre af dem nåede aldrig hjem igen. Den 8. april 1945 blev Tinglev Station ramt af en bombe, hvorved en tysk soldat omkom.
Protest fra Tinglevs lærere
De tyske skoler blev som bekendt lukket efter anden verdenskrig. Den officielle forklaring var, at de tyske lærerbøger skulle have fjernet det, som var i strid med dansk retsopfattelse.
Børnene skulle i stedet undervises enten i særklasser med en dansk lærer som leder, og en dansk lærer i fagene dansk, historie og geografi. Resten af undervisningen kunne godt foregå af en tysk lærer. Andre muligheder var at tidligere tyske elever indmeldtes i stedlige danske skoler, eller i tysksprogede privatskoler. En tredje mulighed var hjemmeundervisning.
Ordningen med særklasser medførte stor modstand blandt de danske lærere i Tinglev.
Dette afstedkom voldsom reaktion fra pressens side. Samtlige lærere fra Tinglev blev indkaldt til et møde med skoledirektionen i Tønder. Her læste formanden, lensgreve O.D. Schack
en skarp ministeriel næse op. Meget langsomt føjede lærerne sig efterhånden.
Et foredrag i Tinglev
Det var også her i Tinglev min kone og mig var inviteret til at komme med vores synspunkter på mindretallets skolesystem. Både Rasmus og Thomas havde gået i tysk skole. I forbindelse med en ny bog, der udkom, skrev vi en kronik, men forslag til fornyelse i mindretallets skolepolitik. Kronikken vakte opsigt. På mødet på Tingleff Volkshochschule/Nachschule holdt jeg mit indlæg på dansk, tysk og sønderjysk. Den ene halvdel af pædagogerne peb og hujede, og var stærk utilfreds. Den anden halvdel klappede og var begejstret.
Volkshochschule var en bevidst fortyskningskilde. I 1937 skrev man følgende i årsberetningen:
I marts 1945 blev skolen indrettet som flygtningelazaret. I slutningen af 1945 blev stedet indrettet som kaserne for de politibetjente, der skulle stå for grænsebevogtningen.
Fattiggård
Allerede tidligt mærkede også Tinglev at den tids landsbysamfund havde skarpe klasseskæl. Højest rangerede var gårdmændene. Langt under dem rangerede Kådnere og håndværkerne. Derefter fulgte daglejerne. De sidstnævnte var, når vejret ikke artede sig, henvist til Fattiggården. Disse Fattiggårde blev oprettet i begyndelsen af 1800 – tallet, og var trods alt et socialt fremskridt.
I Tinglev placerede man sognets fattiggård på Kravlund Mark. Her boede i 1845 tre familier med en halv snes børn.
Brandværn
De Frivillige brandværn i området har altid haft stor betydning. Allerede den 16. maj 1888 blev Tinglev Frivillige Brandværn oprettet. I 1913 oprettedes Bajstrup – Broderup Frivillige Brandværn.
Frygtelig katastrofe
I begyndelsen af august 1924 kom brandværnene ud for en forfærdelig brandulykke, der kostede tre menneskeliv. Natten mellem den 3. og 4. august udbrød der ild i gårdejer Peter Mikkelsens gård, Bygaden 50 i Terkelsbøl. Peter Mikkelsens to døtre og et barnebarn omkom.
Brandvæsnet havde holdt fest i Tinglev. De troede, at de skulle til en harmløs brand i Terkelsbøl. En del af mandskabet gik med, med et hornorkester i spidsen. Da de hørte, at der var indebrændte hold de inde.
I Vestslevigs Tidende kunne man den 4. august læse:
Dr. Alnor kunne intet stille op Årsagen til branden var man uenig om. Nogle påstod, at det var den elektriske installation. Andre mente, at blæsten havde fået ilden fra ildstedet til at brede sig. Branden gjorde et dybt indtryk på mange i sognet. Der hvilede den dybeste medfølelse til den efterladte familie. Foran ligtoget gik 28 unge piger i hvide kjoler og strøede blomster.
I udkanten af Tinglev havde folk fra egnen taget opstilling. Yderligere 400 havde taget opstilling ved kirkegården. Den lille dreng var anbragt i samme kiste som moderen.
Tinglevs ældste købmandsgård
Der har været mange gamle købmandsforretninger i Tinglev. Således blev Hovedgaden 18 bygget af købmand Jacob Skov i 1897. Han havde indtil da haft købmandsforretning i møllen.
I Hovedgaden 102 lå Tinglevs ældste og mest ansete købmandsforretning. Den blev i 1892 overtaget af Friedrich Damm. En halv snes år senere opførte han en købmandsgård på grunden.
Brændevinsbrænderi
På Gl. Aabenraavej 7 byggede kromand C. Fr. Prahl i 1880 et brændevinsbrænderi. Her boede i 1909 Detlef Nissen Raben. Han kørte postvogn fra Tinglev over Terkelsbøl og Bredevad
til Ravsted. Det var en lukket vogn med plads til 8 personer. Senere boede her Kedde Mælkemand, der i 45 år kørte mælkevogn i Tinglev og omegn.
Boghandleren i Tinglev
Selvfølgelig skal vi også nævne Hovedgaden 17, fordi den i dag drives af en kollega til mig (er ophørt) . Ejendommen blev bygget i 1897 af kreaturhandler Hans Asmussen, der på cykel kørte rundt i oplandet og opkøbte kalve og svin. Via Tinglev Banegård blev de solgt til større byer, bl.a. Hamburg. I 1906 indrettede han i sit hus en papirvarehandel. Hustruen indrettede en systue. I 1918 førte tre af søstrene Asmussen en boghandel på stedet. I 1978 blev butikken overtaget af Inge Vollertsen, som jeg på en af mine ture til Tinglev besøgte.
Det ældste bageri
Omkring 1794 blev Hovedgaden 96 bygget. Den rummede Møllers Bageri – det ældste bageri i Tinglev. En af de første bagere på stedet var Peter Mallgraf, der i 1827 solgte bageriet til bager Jørgen Meyer. Bageriet brændte i 1863. Et nyt bageri blev bygget lidt øst for brandtomten. På den gamle plads byggede slagter Mathias Peter Jepsen et slagteri.
Kirkekroen
På Hovedgaden 100 lå kirkekroen. Det var den siden 1700 – tallet.. Men det var vel først i 1937, at skomager Hans Bertelsen fra Ravsted gav stedet det officielle navn.
Hansens Gæstgivergård
En anden stor gæstgivergård er Hansens Gæstgivergård. Første kromand, der nævnes er Jes Iwersen, der tilsyneladende har giftet sig til ejendommen. I 1889 tilførtes et forsamlingssted til ejendommen.
Sognefoged – gård
En tidligere sognefogedgård skal også nævnes. Det er Hovedgaden 122. Den ejedes i 1735 af sognefoged Peter Christensen. På et tidspunkt startede der også krodrift på ejendommen. I 1832 blev gården erhvervet af kniplingshandler Georg Hansen fra Tønder. Der var ikke mange kniplerske i Tinglev. De fandtes lidt mere vestlig for kommunen.
Ejendommen bliver senere kendt som Hjørnekroen.
Farvergården
På Nørremarken 23 lå en spændene gård Tinglevgård – Farvergården. Gården var farveri i ca. 200 år. Farveriet blev startet farver Jens Jepsen fra Ravsted.
Koloniststedet Sofiedal
Og når vi nu er i Tinglev skal vi lige et smut til Sofiedal. Måske en tur over grænsen? Oprindelig blev stedet oprettet som hjemsted for tyske kolonister, som i 1762 kom til Sønderjylland
for at opdyrke hede – og moseområder. Kong Frederik den Femte havde sendt agenter til Tyskland for at hverve folk til kultiveringsarbejdet.
Kolonisternes fæsterbrev
Disse kolonister kom i oktober 1762 i et langt vogntog fra Flensborg til Kravlund. Her gjorde de ophold på kroen. Her blev de fragtet videre til de sogne, hvor de skulle virke. De nye indvandrere havde fået 20 års frihed for skatter og afgifter.
Et beboelseshus ventede på dem. Huset havde også stald. Desuden fik de trækdyr og kvæg. Inden afrejse fra Tyskland havde de fået udbetalt 100 gylden i rejsepenge. Det som kolonisterne skrev under på, havde følgende ordlyd (oversat):
Underskrevet på
Tønder Amtshus/20 december 1765
F.W. Holstein
Kolonisterne flygter
20 kolonister med familier kom til kolonien Sofiedal. Men det hele var ikke så rosenrødt. Det var slidsomt at opdyrke hede-jorden. Det kneb med at få stillet sulten både for
dyr og mennesker. Derfor var der mange, der besluttede sig for at desertere.
Natten til den 25. maj 1765 flygtede 14 familier i al hemmelighed i nattens muld og mørke. De medtog fire heste og to vogne, hvor al deres habengut blev placeret. Inspektøren for kolonisterne i Tønder Amt satte efter dem på hest, men der var ingen spor af dem.
Kun en kolonist tilbage
Efter tre års forløb var der i Sofiedal kun en af de oprindelige kolonister tilbage. Deres efterladte koloniststeder blev efter kort tid overtaget af hjemmehørende danskere på samme vilkår,
som tyskerne havde haft. Helt op til midten af 1800 – tallet blev det kaldt koloniststeder.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 11. 2021
November 13, 2011
Solbjerg blev nedlagt, Uheldige hollændere og en kirke uden klokke og orgel. Der var tre kongeveje på Frederiksberg. Så var der Alhambra og Forlystelsernes Allé. H.C. Andersen blev gal i Frederiksberg Have og Zoologisk Have tager form. Vi besøger også Bakkehuset og Betty Nansens Teatret.
Solbjerg blev nedlagt
Christian den Fjerde forlangte, at Solbjerg blev nedlagt. Jorden skulle bruges til den nye ladegård. Det var ellers i 1186 at landsbyen Solbjerg blev lagt under Roskilde Bispestol.
Ny Hollænder-by
Begyndelsen til Frederiksberg opstod da Frederik den Tredje i 1651 lod 20 familier flytte fra Amager ud til jordene ved Københavns Slots nye ladegård, som Christian den Fjerede nogle år tidligere havde ladet opføre. Det var efterkommere af de hollandske kolonister, som i 1521 var hentet til Amager for at forsyne Hoffet og københavnerne med grøntsager.
I Allegade, tæt ved det nuværende rådhus byggede de tyve familier den lille landsby, der blev kaldt Ny – Amager eller Ny – Hollænder-by.
Driften af den nye ladegård gik ikke som den skulle. Det var for dyrt at forsyne hoffet på den måde. Kongen havde set om efter noget andet. Ude på Amager havde hans oldefar, Christian den Anden sørget for hofbeholdning. Hovedstaden fik samtidig sin beholdning af smør og grøntsager.
De havde et godt ry
De havde ry for deres fine mejerivæsen og højt uddannede havebrug. Måske var man hermed kom ud af den gammeldags ladegårds – drift. Tanken lå nær, at nogle af hollænderne skulle overtage selve ladegårdsdriften. Godt nok hed det sig, at de hollandske bønder havde fået jorden til evig eje. Ordningen indeholdt dog så mange forpligtigelser og rettigheder, at det var tale om en slags forpagtere for kongen.
De fire hovedmænd der foretog koloniseringen i 1651 hed Dirich Clausen Reiders., Jan Cornelsen, Peter Jacobs og Claus Sibrandts. Landsbyen kom til at ligge øst for Solbjergs gamle by-tomt. Gårdene lå i to snorlige rækker fra nord til syd som påmindelse om hollandsk akkuratesse og ordenssans. By-gaden er bevaret i den nuværende Allègade.
Der blev også bragt orden i markinddelingen. Markskel skød op overalt. Sørens Vænge, Bertels Portage og Hans Liebtes Krog er blevet opkaldt efter dengang.
Klammerivejen
Det mest pudsige marknavn er Clammerijs Agger, hvorefter Peter Bangs Vej oprindelig blev døbt. Klammerivejen. I folkemunde forklarede man det med, at Peter Bangs Vej var så smal, at to køretøjer dårligt kunne passere, uden at der opstod skænderi mellem kuskene.
Hollænderne fik lov til at indrette sig, som de ville. De dannede et lille samfund helt for sig selv. De værnede om deres særstilling, retsvæsnet.
Kirke uden klokke og orgel
Den nuværende kirke, som blev indviet i 1734 er opført efter hollandsk forbillede, og det er ikke uden grund. Den var i øvrigt dens klokker, som inspirerede Grundtvig til salmen, Kirkeklokke, ej til Hovedstæder.
Frederiksbergs første tilknyttede præst tiltrådte sit embede den 1. maj 1703. Det var nu ikke de bedste forhold, han havde at prædike under. Han havde også meget at se til. Han var samtidig præst i Brønshøj og Rødovre.
Han havde dog det held, at kongen var begyndt at interessere sig for kirkelige forhold, mens han opholdt sig på Frederiksberg, alt i mens Københavns Slot blev ombygget. Der var et stykke jord, som slotsforvalteren ikke brugte til nogen særligt. Her kunne sagtens ligge en kirke.
Udkastet til den ny ejendommeligt udseende kirke skyldtes bygmesteren, M. Dusart, der tegnede en ottekantet kirke med sokkel af huggene sten og røde mure. Kirken blev færdig i løbet af 1933 og kostede 8.100 rigsdaler over to finansår.
Selv om kongen havde skænket 2.000 rigsdaler, og selvom prinsesse Sophie Hedevig skænkede nogle tiender til formålet, havde man dyb gæld og kunne hverken skaffe ur eller orgel.
En ukendt velynder gav i 1738 via en københavnsk urmager et slag-ur med 30 – timers værk og fire skiver med tal af ægte guld. Orgelet fik man først i 1753. Klokkespillet var synligt på facaden med en roterende stjerne. Med behørig billedskærearbejde kom prisen op på 536 rigsdaler, og organisten fik en årsløn på 30 rigsdaler.
Uheldige hollændere
Det hele så meget lovende ud med de der hollændere. Men det hele endte som en stor fejltagelse. Og som en tragedie. Hollænderne kom snart i vanskeligheder. Måske var det ikke de allerdygtigste bønder, der havde fulgt kongens opfordring, eller også havde hollænderne fra starten haft forholdene imod sig.
Solbjergs stive ler-bund har sikkert ikke været så attraktiv som Amagers fede jord. Afgiften på 35 rigsdaler pr. gård pr. år synes også at have været ganske højt. Bønderne rendte efterhånden ind i en bundlunds gæld til kongen. Pesten i 1654 var en dårlig start. Og i 1658 kom svenskekrigen og belejringen. Hollænder – byen blev evakueret , idet den befandt sig midt i krigshandlingerne.
Da krigshandlingerne fandt de deres nyopførte by øde og ruineret. De begyndte at sælge dele af deres ladegårdsmark fra – stik imod alle aftaler. Resultatet blev, at 1680 var halvdelen af bønderne fremmedelementer. Køberne eller lejerne betalte heller ikke afgift til kongen.
I 1697 sluttede den sørgelige historie om hollænderne og Ny Amager. Hollænderbyen fik nådestødet og blev befriet for sine trængsler. En ildebrand havde hjemsøgt byen og lagt næsten alle gårde øde.
Rentekammeret fyrer hollænderne
Bønderne var blevet kaldt op til Rentekammeret, som fortalte dem, at det var kongens vilje, at de ikke mere skulle drive jordene på Ny Amager, dels fordi de havde misligholdt aftalerne. Men mest fordi de var bagud – som altid – med betalingen og ikke havde udsigt til at betale. Den kongelige husholdning fik for lidt ud af hollændernes arbejde. Allerede i 1600 – tallet havde kongehuset fået øje på Frederiksbergs landelige idyl. I begyndelsen af 1650erne opførtes den kongelige lystgård Prinsessens Gård i Ny – Amager.
Falke optrænet til jagt
I navnet Falkoner Allé lever en erindring om den kongelige Falkonergård, som blev anlagt af Christian den Femte omkring 1670. Her blev islandske falke optrænet til jagt, mens jagthunden så varsomt til.
Mondænt skær
Tilstedeværelsen af de kongelige familie og Hoffet kastede et mondænt skær over Ny – Amager. Her blev holdt maskerader, og de høje herskaber udklædte sig i Amager – dragter. De deltog med liv og lyst i de specielle, hollandske fastelavnsløjer, som f.eks. at slå katten af tønden.
Tre kongeveje på Frederiksberg
Ja og hele tre kongeveje har det været på Frederiksberg. De tre kongeveje var:
Den nye Kongevej er den yngste af de tre. Den blev anlagt som en storslået indkørsel til Frederiksberg Slot. Den havde en firedobbelte trærækker og den var lukket med porte i begge ender. Først var de af træ, siden med jern.
Tidspunktet for de første anvendelse af dens nuværende navn Frederiksberg Alle er ukendt, men selve vejen blev anlagt i årene 1700 – 1704. Den blev også kaldt Slots Alle og Konge Alle. Det har indirekte givet navn til den parallelle Gammel Kongevej, der fik dette navn omkring 1700.
Da sporvognen i 1863 kom ud fra Runddelen fra Sank Annæ Plads, blev vejen offentlig. Gammel Kongevej har ligge, hvor den ligger i umindelige tider og har haft mange forskellige navne, blandt andet Roskildegaden, som kongen døbte den i fordums tider. Den næstældste vej på Frederiksberg er formentlig Islev – vejen, der i 1664 kaldtes Den gamle Kongevej. Den lå, hvor Rolighedsvej og Godthåbsvej ligger i dag, og fungerede som almindelig kørevej for vejfarende langs åen udenom Ladegården.
Ejerne til lystgårdene havde egne nøgler
Prøv at tag en tur langs Frederiksberg Allé. Dengang var det en aflåst allé til kongens slot med de fire rækker lindetræer og et ekstra fortov. Engang lå her lystgårde langs alléen. Ejerne af gårdene havde nøgler til porten.
Kun 27 huse på Frederiksberg
I 1718 bestod Frederiksberg kun af en lille by med 27 gadehuse. Det var de store bindingsværkshuse på 13 fag ned til lilleputhuse med kun to fag. Byen havde en mærkelig særstilling blandt landets øvrige bebyggelser. Der var et anstrøg af fornemhed, efter at slottet var blevet bygget. Men bønderne i byen var fattige.
Men i byen havde de en venlig mand, der ofte red rundt og følte sig sikker blandt sit folk. Det var Frederik den Fjerde. Han kod bønderne slippe for at betale skat i otte år.
Illegal ølbrygning
I den første tid efter, at slottet var blevet bygget, var det vanskeligt at oprette noget, der lignede landbrug.
Byen fik flere og flere håndværkere, blandt hvilke de illegale ølbryggere klarede sig bedst. I midten af det 17. århundrede var det ved at komme gang i gæstgiverierne. Kongen havde fjernet landbrugsgrundlaget for de fleste bønder ved at annektere det meste af jorden til eget brug. Der var masser af soldater til at passe på kongen, når han befandt sig på slottet. Og de forstod at skylle øllet ned.
Den illegale ølbrygning blomstrede. Toldvæsnet meldte sig og forsøgte på forskellige måder at lokke de illegale bryggere i en fælde. Ofte stak disse toldere pengene i egen lomme. I 1721 da man ville forbyde alt krohold på Frederiksberg, gik kongen ind og fastslog, at det hele skulle være som hidtil.
Prinsens Gård brændte 1733. Tilbage stod kun nogle enkelte udbygninger. Hovedparten af deres bygninger blev lagt ind under ladegården.
Selvstændig landsby
I 1765 overgik Frederiksberg fra at være kongelig ladegårdsjord til selvstændig landsby. Da blev 29 jordlodder bortauktioneret. Og tænk i 1769 boede der faktisk kun 1.030 indbyggere på Frederiksberg.. I 1834 boede her kun 1.491. Men så gik der også stærk. I 1870 var der 16.878. og i 1890 boede der 46.954 på Frederiksberg. Tallet nåede sit maksimum i 1940erne til 118.993. Og dog, i 1961 var min hvis nok oppe på 119.000. I 1765 købte Henrik Wium på offentlig auktion ca. 28 tdr. land af kronens gamle ladegårdsmark. I 1768 opfører han en gård, der blev kaldt Godthåb.
Først købstad i 1899
Den 29. december 1857 underskrev Frederik den Syvende loven om Frederiksberg Kommunes fremtidige økonomiske selvstyre. Loven trådte i kraft den 1. juni 1858. Men først i 1887 blev Frederiksberg selvstændig retskreds, og først i 1899 købstad. Den første borgmester og det første Magistrat blev først valgt i 1919.
Store ændringer i vejnettet
Siden de sidste årtier i 1700 – tallet har Frederiksbergs vejnet gennemgået store ændringer. Dengang havde man i realiteten kun Roskildevej og Pile Allé som gennemgående veje. Godthåbsvej endte ved Bülowsvej . Når man skulle ind til byen måtte man foretage en omvej til Åboulevard (Ladegårdsvej)for at komme uden om Ladegården.
Pile Allé havde forbindelse til Valby Langgade og Gammel Køgevej . Gammel Kongevejs forlængelse gennem Peter Bangsvej kom først i 1880erne. Dette medførte mange klager. Fordi trafikanter foretrak denne vej frem for Roskildevej.
Historien om Gimle
I 1866 opførte tracteur M. Hansen Gissemann et tre – etagers forhus og en et – etagers baghus på Grundtvigsvej 14, som dengang hed Bianco Lunos Side Allé, opkaldt efter den berømte bogtrykker. Disse bygninger blev senere berømt under navnet Gimle.
Stedet blev hurtig populært både blandt amatør – sangforeninger og hos håndværksmestre, som brugte enhver anledning til at holde fest her. I 1874 opførtes det egentlige Gimle – en syv fags bygning i 2 etager. Med skiftende ejere fortsatte dets eksistens som traktørsted frem til 1956, hvor det blev overtaget af Landbohøjskolen.
Det var her på Gimle, at der den 6. juni 1876 samledes 75 delegerede fra hele Danmark for at vedtage det første partiprogram for Socialdemokratiet. Kongressen varede i tre dage. Efter 1960 blev Gimle til kantine og studenterbygning for Landbohøjskolens studerende.
Fra Barok – til Engelsk Have
Et andet historisk sted er Revy – museet, der er flyttet ind på Riises fine landsted, opført i 1860. Så er vi ved Frederiksberg Have, som man så mangen en gang har løbet rundt i. Det værste var ikke at komme op af bakken, det var at komme ned igen. Haven blev egentlig opført som et barokanlæg i slutningen af 1600 – tallet. Bølgerne gik til tider højt i diskussionen om, hvorvidt de kongelige slots – og haveanlæg skulle følge tidens mode og omlægges til “saakaldt engelsk Hauge”.
Frederiksberg Have bestod egentlig af to dele. Den sydlige del, Søndermarken og den nordlige, Frederiksberg Slotshave. Det samlende midtpunkt var Frederiksberg Slot, der blev påbegyndt i 1699 og færdigbygget i starten af 1700 – tallet af den unge Frederik den Fjerde. Frem til 1852 var slottet kongebolig.
Officersskolen
I dag er Slottet hjemmehørende under Forsvarsministeriet. Siden 1869 har det tjent som ramme for officersskolen.
Søndermarken
Søndermarken har været anlagt som lystskov med tydelig inspiration fra jagtterræn. Fra 1784 til 1788 skete der store forandringer. Slotshaven har været meget stramt styret. Helhedsindtrykket har været et særdeles velordnet anlæg. Her skete også store ændringer omkring 1790. En del af de private gemakker blev åbnet for offentligheden.
Oehlenschlægers fader har tjent på Frederiksberg Slot siden 1780. Fra 1815 var det med titlen af slotsforvalter. Derfor voksede lille Adam op i østre sidefløj på slottet.
Tilstrømning vokser til Frederiksberg Have
Op gennem 1800 – tallet tiltog tilstrømningen til Frederiksberg Have. I den vestlige ende af Slotshaven lå den såkaldte Brune Dyrehave, der var hjemsted for hjorte og vildsvin. Ornitolog dr. phil. Niels Kjærbølling var i 1851 på besøg i Berlin med henblik på etablering af en Zoologisk Have i København.
Zoologisk Have tager form
Gradvist tog det form. I begyndelsen var det et beskedent udbud af dyr i nødtørftigt sammenflikkede bure, en ræv i lænke, en skildpadde i en spand og en sælhund i en vaskebalje. Efter at Kjærbøllings søn havde overtaget faderens projekt og Christian den Niende i 1872 var indtrådt som aktionær kom der gang i projektet.
Arealet i Frederiksberg Have blev yderligere udvidet. En hovedindgang blev åbnet og restauranter kom til. I 1905 blev det karakteristiske udsigtstårn opført.
Bakkehuset – Kulturets centrum
Vi skal op ad Valby Bakke til adressen Rahbeks Allé 23 for at besøge en milepæl i Frederiksbergs kulturliv – nemlig Bakkehuset. Det Leben der udspandt sig her i 1800 – tallets første årtier fik betydning for hele kulturlivet i Danmark.
Bakkehuset var en af se såkaldte vangehuse, som lå i udkanten af Ladegårdens jorder. Dengang lå det i forhold til det trange København langt ude på landet. På et tidspunkt fungerede stedet også som gæstgiveri. Det var her, at Knud Lyne Rahbek og hans kone Kamma skabte en oase, hvor tidens personligheder mødtes. Svigersønnen var arkitekten C.F. Hansen.
Var H.C. Andersen gal?
Og selvfølgelig var H.C. Andersen med blandt tilskuerne den dag, da enevælds-kongen kom på statue. I hans dagbog fra den 10. oktober 1858 kan vi læse følgende:
Ligesom Kierkegaard var Andersen ofte at finde i haven. I en af hans optagelserne kan man læse:
Forlystelsernes Allé
Frederiksberg Allé er blevet kaldet Forlystelsernes Allé. I sidste halvdel af 1800 – tallet var det den folkelige underholdning, der dominerede alléen og dens nærmeste omgivelser, varieté
– og revyscener, traktørsteder og sangerindepavilloner. Men dette billede ændrede sig.
Alhambra
Ude på Frederiksberg Allé lå en stor lystgård, Aleenlyst. Haveanlægget var fornemt udstyret med eksotiske planter. Ejeren var musikhandler Emil Hornemann. Han var dog ikke videre interesseret i dette og tilbød derfor Georg Carstensen, at han kunne overtage det på favorable vilkår. Carstensen skrev til kongen, om tilladelse til at indrette en forlystelseshave. Carstensen fik sin tilladelse:
Der blev desuden pålagt bevillingshaveren at sørge for Orden, Sikkerhed og Velanstændighed, ligesom støjende forlystelser var forbudt.
Carstensen rejste en kapital på 150.000 rigsdaler. Og startede Alhambra. Det kneb dog med at få pengene hjem. Det var ikke muligt at starte som planlagt den 24. juli 1856. Mellem jul og nytår blev Carstensen syg. Den 4. januar 1857 døde han af en heftig lungebetændelse, kun 44 år gammel.
Hans nære ven, Løjtnant Garde overtog ledelsen og åbnede Alhambra
den 21. august 1857.
Konkurs
Men ak, allerede i 1861 blev Alhambra erklæret konkurs første gang, hvorefter familien Hornemann købte det tilbage for 22.000 rigsdaler. Hornemanns søn blev ny leder, men ak den 23. januar 1870 gik stedet atter fallit.
Ny udvikling
Den nye udvikling startede i 1917, da Betty Nansen erhvervede Alexandra Teater og tidligere Frederiksberg Morskabsteater. I 1920erne rykkede Ludvig Brandstrup og hans revyhold Co – Optimisterne ind i Lorry – komplekset, Allégade 9. Riddersalen blev efterhånden en værdig konkurrent til Betty Nansen Teatret.
I 1938 rykkede Svend Melsing ind i det tidligere forlystelsesetablissement Sommerlyst, der siden 1918 under navnet Fønix Teatret havde dyrket farcen, operetten og revyen. Men nu under navnet Frederiksberg Teater satte det sig mere ambitiøse mål.
Mange villaer
Med opgivelsen af demarkations-terrænet, kom der gang i villabyggeriet på Frederiksberg. En ak de mest aktive villa – arkitekter var Henning Wolff. Han opkøbte selv markerne, udstykkede og bebyggede dem. I alt opførte han mere end 60 stykker på Frederiksberg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Frederiksberg
Redigeret 18. – 11. – 2021
November 13, 2011
De var svære at holde styr på. Kun en enkelt betjent turde at gå ind til dem. I september 1901 gik de på rov. Dem der kom i vejen for dem, fik en på kassen. Flydende og fast føde blev hugget undervejs. Politiet fik fat i de fleste. Men først, da man fik hunde blev Lersøen renset for bøller og bisser. De blev overskrifter på mange viser. Læs her om Karen Spidsmus, Ferdinand, Spiritus, Kno – Anders, Gloøje og mange andre. Og egentlig hedder det Lersø – bøller og Fælled – bisser.
Svær at holde styr på
Det var svært for ordensmagten at få styr på Lersø – bisserne. I 1901 var det Station 8 på Lyngbygade (nu Hillerødgade) der skulle holde styr på dem.
Lersø – slaget
Et stort slag mellem Lersø – bøllerne og politiet fandt sted natten mellem den 29. og 30. september 1901.
Egentlig var det ikke tale om et slag, men snarere et brutalt overfald på en politimand, som de næsten slog ihjel. Men i folkemunde bliver episoden kaldt for Lersø – slaget.
Provianten slap op
Bøllerne havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev Spiritus uvenner med en arbejdsmand som han i den anledning gav en skalle. Derefter brød de ind hos en købmand i Dagmarsgade og stjal øl og cigarer. Tyvekosterne sad de og nød på en mark ved Ægirsgade. Da provianten slap op brød de ind hos en anden købmand i gaden og forsynede sig.
Men snart slap også den proviant op. Flere indbrud fulgte på deres vej. De gik ad Lersøvejen og overfaldt vagten på kloakanlægget.
Søborghus Kro
Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede om morgenen Søborghus Kro. Har brød de ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend kom på tværs. Han fik prygl og flygtede.
Dyrehaven
De tog nu vejen til Dyrehaven, hvor de om natten brød ind i Bakkens Hvile og stjal mad og spiritus, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus. Nogle af dem blev her i flere dage, mens andre søgte flere steder hen for at stjæle til livets ophold.
Anholdt på Øster Fælled
I spredt flok gik det nu atter mod hovedstaden. De første to blev anholdt på Øster Fælled, hvor de lå og nød diverse spise – og drikkevarer, som de havde stjålet hos en købmand i Kildevældsgade.
Deres tilståelser var nogenlunde i overensstemmelse med politiets fremstilling. Politiet havde efterhånden anholdt dem alle med undtagelse af Ferdinand Eriksen.
Mange bisser
Flokken bestod af Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Gloøjet, Lange – Herman og mange andre. Det var næsten et erhverv at være Lersø – bølle eller bisse.
Kæmpe område
Lersøen lå dengang lidt nordvest for København. På grænsen mellem København og Utterslev Mark. Det var herude, hvor ærligheden hører op. Lersøen strakte sig fra den nuværende Højbanen, Harreskovbanen, Godsbanegården, Bispebjerg Hospital og videre mod Østerbro.
Fred og ingen fare
Midt ud i dette vildnis boede Lersø – bøllerne i primitive huler. Her var fred og ingen fare, for ikke engang politiet turde vove sig derud i den daglige tjeneste. Jo, der var en betjent, der turde. Han var så stærk, at han kunne klare hver eneste af dem. Ham kaldte de Bølle – Jørgen, og ham havde de respekt for.
Lersø – ballader
Lersø – bøllerne havde det hyggeligt ude i pilene. Hulerne blev møbleret af effekter fra lossepladsen Mamrelund. Der var en ganske særegen stemning derude, når de lå i hulerne og sang viser om deres bedrifter på landjorden, bl.a. Lersøballader:
Et digt om rov
Musen blev sammen med Gloøje taget i Kildevældsgade, da de var ude på rov. Da panserne kom, blev det sgu sjov, hed det i beretningerne:
Flugt til Århus
Lersø – slaget var kun en lille lokal episode ude på Nørrebro. Men det satte noget i gang. Lersø – bøllen Ferdinand Eriksen var flygtet sammen med Karen Spidsmus. De havde taget damperen til Århus. Her boede de et halv års tid, men blev snuppet af politiet. Det var ikke noget for dem. Allerede første nat lavede Ferdinand alle tiders forsvindingsnummer.
Et stort revy – nummer
Skuespiller Frederik Jensens store vise i 1902 lød således:
Karen Spidsmus blev 80 år
Lersøbøllen Ferdinand døde i 1919. Karen Spidsmus levede til hun blev 80 år. I de senere år blev hun noget apatisk og blev en original.
Unde fordrev bøllerne
Efter nogle års strid med Lersø – bøllerne blev det politiet for meget. Daværende politiinspektør Mellerup fik anskaffet nogle politihunde som man tog med ud til bøllerne. Det gav store resultater. Hundene var ikke bange for bisserne. Der blev uddelt mange bidesår.
Dette gentog sig flere gange. Efterhånden fortrak bøllerne sig til andre græsgange. Lersøen gennemgik store forandringer. Der blev ryddet op og efterhånden nåede civilisationen herud.
Befriet og anholdt
Beboere i Utterslev Mark mærkede ikke noget til bøllerne. De var fredet. Engang brød bøllerne ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende
inde i detentionslokalet og tog kammeraten med. Men ind-bryderne blev kort tid efter anholdt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 14. – 12. 2021
November 13, 2011
Foredrag afholdt for Dansk Handicap Forbund, Strandvejen 142c, Charlottenlund den 25. oktober. Vi kigger på Ungdomshuset, Jægersborggade, Allotria, De 113 skud, Byggeren, den jyske invasion, Lygtekroen, Station A og B, Dagligliv på Nørrebro, lus fnat og lopper, kommunister i kamp, kirkegården, to præster. Og så er det arbejderkampen, Blågårdskvarteret, de primitive broer, den stærke mand og meget andet.
Breaking News
Velkommen til et tilbageblik på Nørrebro. Det er anden gang, jeg gæster jer. I et par timer skal jeg underholde jer, om et kvarter som det meste af Danmark kender fra Breaking News. TV 2 News helikopter har ofte svævet over bydelen, for at fortælle, at her er der altid bål, brand og husbesættelser.
En ting er i hvert fald sikker, der har altid været bøller på Nørrebro. Når man kun har to timer, kan vi jo ikke komme ind på det hele. Men I er selvfølgelig altid velkommen på min hjemmeside. Men det I skal høre nu
De primitive broer
Nørrebro var ligesom en ø. Tre primitive broer førte til kvarteret. Broen over Peblingesøen var smal. Snedkermester Mou foreslog, at man lavede færgefart over søen. Murermester Petersen
ville bygge en træbro og påkræve en afgift på to øre, for dem, der passerede broen. Der blev vitterlig bygget en træbro i 1878.
Et læserbrev i Socialisten konstaterede, at broen var ideel for selvmordere. Man fik våde fødder. Og det pæne borgerskab kunne i hvert fald ikke passere broen i selskabstøj.
Stenhuggerhuset
Når det endelig var lykkedes, at passere broen, var det første hus, man stødte på, Stenhuggerhuset. Det var en forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til Druknehuset. Dette hus tilhørte Selskabet for Druknedes og andre Skindødes redning. I Stenhuggerhuset boede Knud Mikkelsen. Han førte tilsyn med redningsudstyret.
På et tidspunkt, da det store byggeboom begyndte, bad kommunen Knud Mikkelsen om at flytte. Men denne svarede, at han ikke kunne læse. Så han havde bare smidt beskederne fra kommunen væk.
Livet på Søerne
På Sortedamssøen blev der dyrket sejlsport. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge ender af Sortedams Dosseringn. Man kunne, hvis man gav Knud en drikkeskilling, få ham til at låse portene op.
Først med anlæggelse af Skt. Hansgade i 1851 – 1853 blev Sortedams Dosseringen en offentlig gangsti.
Blegdamme
Hvor Ravnsborg have endte, der startede blegdammene. De var nummereret fra 1 til 23, Den sidste endte på Trianglen på Østerbro. Her lå de hvide lærredsstykker paa Bleg, bevogtet af vægterne. I hvide kapper gik de rundt med lygte i bæltet. De blæste i kohorn for at holde tyveknægte væk. Måske var det også for at holde sig åben.
Skt. Hans Gade blev etableret oven over Første Blegdam. På anden blegdam blev Ting – og Arresthuset etableret i 1847 – 48.
Den første kirke
Den første kirke var Skt. Johannes Kirken. Den blev meget dyrere end beregnet. Flere gange, måtte man stoppe arbejdet undervejs. Den første præst, man havde blev meget berømt og berygtet. Folk strømmede til. Pastor Frimodt fik folk til at besvime. Han pegede på kirkegængerne, og kunne finde på i flere minutter at fortælle, at de havde syndet. Men det var de vant til i kirken, man havde simpelthen et samaritter – korps, der hurtig var til stede med en båre.
En anden præst
Når vi nu er ved præster, så nægtede Pastor Ifersen fra Hellig Korskirken at vie murersvend August Jensen og hans kæreste. Murersvenden havde nemlig været gift før, så det stred mod hans samvittighed. Men August Jensen gik videre til Kirkeministeriet, de mobiliserede biskoppen. Pastoren blev idømt 200 kr. i bøde eller 20 dages hæfte. Han gik dog videre til Højesteret, der til alles overraskelse frikendte ham. Og murersvenden gik til en anden præst.
Den ældste skole
Kigger man i gamle jubilæumsskrifter, er der mange skoler, der bryster sig med, at være den ældste skole på Nørrebro. Men den ældste var den, der blev anlagt ved 12. blegdam på hjørnet af Trepkasgade og Blegdamsgade. Den blev oprettet i 1761. Det var ikke sjovt at være lærer her. Læreren måtte selv indkassere sin løn hos forældrene. Det lugtede fra blegdammene og der var ikke meget plads på skolen. I en meddelelse fra Magistraten lød der:
Den stærke mand
Allerede i 1722 havde tyskeren Von Eckenburg etableret et forlystelsessted i nærheden af den nuværende Sct. Hansgade. Her optrådte Den Stærke Mand. Han kunne de mest utrolige ting. Ak, han lovede uskyldige piger sit hjerte. Og han betalte ikke sine regninger. Pludselig var han forsvundet. Og det mest forfærdelige var, at han optrådte i kirketiden.
Kørelæreren fra Ryesgade
Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 blev den ført igennem til Østerbrogade. I øvrigt påstod børn dengang, at de havde set rotter lige så store som en hund. Og rotter var der i tusindvis af i Ryesgade – dengang.
En enkelt mand var godt tilfreds med tilværelsen. Det var Løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre cykel eller som det hed. Velocipeder. Den lukkede gade var fantastisk til det formål.
De stakkels Piger
I begyndelsen af Fælledvej lå den store to – etagers Grams Have. Det var et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn, og havde købt stedet. Han havde efter sigende fire meget smukke døtre. De var veninde med enkefrue Hansens døtre, Marie og Emilie. De seks piger sad så mangen en eftermiddag og ventede på en bestemt person, nemlig forfatteren Christian Winther. Han blev kaldt Ridderen af Nørrebro.
Og ja, det blev den 19. årige Marie, der løb af med ridderen.
Blågården
På den anden side lå de sørgelige rester af den flotte have til Blågården. Her var pavilloner og i tidens løb samlingssteder for adskillige selskabelige foreninger. Her havde været klædemanufaktur, plantager og meget mere.
Her lavede italieneren Pelotti teater. Det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var svært dengang, at komme dertil. Først skulle man balancere over en smal bro over en vejgrøft. Og det sidste stykke vej var nærmest bundløst.
De sang falsk
Der er sket meget på Blågården i tidens løb. Ja det er nok til flere timers historiefortælling. Her var også seminarium, der blev stiftet i 1791 og meget mere. Da Biskop Balle skulle begraves, sang elever fra Blågården. Men den ny biskop kunne ikke holde det ud, så falsk sang de, så han afbrød dem.
Det kniber med moralen
Men der var også problemer med moralen. Således havde Blågården åbnet for Vajsenhus – børn i 1795. En del af disse børn var piger. Og alle de seminarie – studerende var alle mænd. Biskop Balle skrev dengang:
Kort tid efter blev seminariet flyttet til Jonstrup.
Mange tjenestefolk på Blågården
Da Prins Carl overtog Blågården havde han 47 personer til at opvarte sig. Hans kone, Sophie Hedvig havde dog kun 23. Man arrangerede dyrekampe. To hunde mod en bjørn. Man håbede på, at hundene sejrede. Man skulle nemlig fortære den eller de døde til den efterfølgende middag. Det var også herude at kongen dyrkede sine elskerinder. Det skete mere eller mindre diskret. Jo der var gang i den på Blågården.
En stat i staten
Beboerne gav senere fordring på jagtret på Blågårdens jorder. Vejene var private og beboerne var fri for vej -, vægter og lygteskat. Da de i begyndelsen heller ikke fik vand fra søerne slap de for vandskat. Jo det var faktisk en stat i staten.
En stinkende grøft
De første veje var i en sørgelig forfatning. De var uden fortove, uden belægning. Drikkevand fik man fra brønde. Indtil man fandt ud af, at vandet kom fra kirkegården, så måtte man i hast etablere forbindelse til Ladegården og Peblingesøen.
En stinkende grøft ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord. Det var jo privatejet. Spildevandet fra grøften blandede sig med drikkevandet. Først omkring 1871 blev problemerne for beoerne løst.
Byggespekulanterne
Da portene blev nedlagt, kom der sandelig gang i byggeriet. De nye grundejere var byggespekulanter. De skulle ikke selv bo på stedet. De ville ikke give mere penge ud, end højst nødvendig. Det gik rent anarki i foretagendet:
Byggespekulanterne tog heller ikke hensyn til hygiejnen. Sten på sten blev klasket op i den tilladte højde. Ja regler var det ikke meget af. Borgerrepræsentationen bestod for det meste af disse grundejere, så de var ikke interesseret i at ændre lovgivningen til deres bagdel.
Lejekaserner på kryds og tværs
Lejekaserne blev opført på kryds og tværs. Profitten lå i at hobe flest mulige mennesker sammen.
Arbejderkvarter med slum
I løbet af få år lykkedes det for byggespekulanten Bülow på få år at omdanne Blågårdskvarteret til et arbejderkvarter med slum fra begyndelsen. Regnvand og kloakslam omdannede vejene
til bundløs ælte. Det kunne så bare løbe ned i Sortedamssøen. Og vandet fra denne blev også brugt som drikkevand.
Bangert var også en stor byggematador. Han satte en masse ting i gang. Men til sidst blev det for meget. Han blev erklæret konkurs. Først lang tid efter, kom der egentlige byggevedtægter.
Blågårds Plads
På Blågårds plads havde Heegaard etableret storindustri. Her blev der fremstillet gryder og kedler, kakkelovne og komfurer. Ja man forsøgte sig endda med landbrugsmaskiner. På et tidspunkt forsøgte Familien Heegaard sig med musikstrenge fremstillet af dyretarme. Men de få beboere der var der dengang, protesterede over en forfærdelig lugt. Man måtte indstille produktionen.
Solitude
Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den stor slotshave. Her lå Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens berømte blomstergartneri.
Undervisning i ride-kunst
Kunstberider Jean Lustre havde købt ejendom, og tænk i år 1800 fik han tilladelse til at undervise i ride-kunsten og andre legemsøvelser. Det var noget borgerskabet så frem til. Uden for Blågård lå Solitude. Den tilhørte i 1840erne byggespekulant, kaptajn Bangert.
En gartner brugte en del af jorden til at dyrke rabarber. Og ordet kom til at hænge over kvarteret i mange år, Rabarberlandet.
Københavns kommandant
På Solitude boede også engang Københavns kommandant, Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge for Københavns sikkerhed, men det klarede han nu ikke ret godt i 1728, da en tredjedel af København brændte. Det var en dag, hvor der havde været brandøvelse, og alle var fulde, både politimester, brandmester og dem der skulle slukke evt. brand.
Marinen blev sat til at passe på kongens skibe, langt fra branden. Der var ingen vand i Peblingesøen. Vandet måtte de tage fra Stadsgraven. Men så skulle man jo vække kongen, han havde nøglen til porten. Men vække ham, det ville man ikke.
Ladegårdsåen
Denne å har budt på en del dramaer. Her begik en bankrøver selvmord efter et bankrøveri på Østerbrogade. Men et andet drama udspillede sig her. En mørk november – aften 1812 kom et selskab kørende i karet ud fra grosserer Marieboes landsted Rolighed ind mod byen. Kusken væltede med vognen ud i Ladegårdsåen og fire damer druknede. Ulykken gav anledning til, at en række piletræer blev plantet langs den nøgne å-bred. En sten blev anbragt på Åboulevarden med den simple påskrift 26 – 27. nov. 1812.
Store Ravnsborg
Her etablerede Den bestandige Borgerlige Forening sig. En kunstner forvildede sig herud i 1804. Her afbrændte han sit store kunstfyrværkeri.
Nødtørftsanstalter
På Nørrebro var der en stor produktion af Nødtørftsanstalter. Berlingske Tidende skrev:
Den Første Bil
Og over i Hammels Gård, Nørrebrogade 38 havde værkfører Urban Johannsen fra Hammels Maskinfabrik lavet en vogn, som kunne køre helt uden heste. Og dette kastede medierne sig også over:
Det forfærdelige klokkespil
Politidirektøren havde til stadighed holdt fast i en ide, med at klokkespil på sporvognene var en god ide. Han mente, at folk går og sover på gaderne og lader sig påkøre. Men medierne gjorde opmærksom på, at der langs Nørrebrogade hele tiden lød en utålelig kimen, der truede med at ødelægge folks nerver. Det lød som en kirkeklokke.
Medierne var utilfreds
Efter talrige klager, besluttede politidirektøren i stedet at anbringe en kraftig bjælke mellem hjulene. Men det var medierne også utilfredse med.
Hvor blev sporvognen af?
Den 12. marts 1900 gik man over til faste stoppesteder. Det vakte stor forvirring hos kunderne. Indtil da, kunne man stoppe en sporvogn midt på gaden. Men med de faste stoppesteder
oplevede konduktørerne, at passagererne stod og vinkede med spadserestokke og alt mulig. De ville have sporvognen til at stoppe, men den forsvandt bare i rasende fart, efterladende truende passagerer.
Damer – pas på
Det var ikke let at leve med alle de tekniske ting. Og når nu damerne skulle begå sig med det nye, ja så gav det anledning til eftertanke. Hør blot her, hvad datidens medier kunne berette om det:
Arbejderne
Hver gang arbejderne skulle gennem portene inde fra byen ud til Nørrebro for at arbejde, skulle de betale. Det var de meget irriteret over. Allerede i 1840 kom der et ønske fra Nørrebros fabrikanter om, at åbne for portene før kl. 6. Men det ville politimester Drewsen ikke.
Ville have sporvogn til sin fabrik
Og Sophus Hauberg manglede folk til sin maskinfabrik på Tagensvej. Men de havde vanskeligheder med at komme derud. Først fik han etableret en dæmning i stedet for den livsfarlige bro over søerne.: Dæmningen var så bred, at der kunne køre en sporvogn over den.
Men ak sporvognen skulle køre over militært område på Fælleden. Man kunne ikke have civilt personale på militært område to gange om dagen. Men man fik lavet en ordning med bomme. Først i 1899 åbnede man helt op.
Arbejderne holdt sammen
Arbejderne holdt sammen. De opbyggede deres egen kultur, fra vugge til grav. De oprettede børneinstitutioner, meldte sig ind i DUI og DSU. Far var i arbejdersangkoret, varer blev købt i Brugsen. Brændsel blev købt i Arbejdernes Brændselsforretning. Kød og pålæg i Arbejdernes Kødforsyning. Øl blev købt fra Stjerne – bryggeriet, og mælk fra Enigheden. Sko fik man også i arbejdernes egne butikker. Og havde man penge til overs, det havde de færreste, ja så blev de sat i Arbejdernes Landsbank.
De socialistiske blade
Men inden man kom så vidt, skulle arbejderne gennem Nørrebro gennem så meget. I maj og juli 1871 udkom to pjecer. De blev kaldt for Socialistiske Blade. Og selv om grundloven var indført, så gjaldt den ifølge politidirektøren ikke for arbejderne. Man fandt efterhånden ud af, at folkene bag disse blade, var Pio, Brix og Gerleff. Disse personer blev arresteret natten før et møde på Fælleden.
Det store slag
Og dette møde blev forvandlet til et stort slag. Politi og husarer slog løs på arbejderne, der forsøgte at bruge deres ytringsfrihed. På Kastellet sad bevæbnede soldater parat til at slå ned på arbejderne. På et tidspunkt blev arbejderne trængt tilbage til Skt. Johannes Kirken. Døren gik op og arbejdere søgte tilflugt inde i kirken. Præsten fortsatte sin prædiken uforstyrret. Han nåede til
Nede fra arbejderne hørte man nu en meget dyb stemme:
Og de socialistiske ledere fik lange fængselsstraffe og blev mere eller mindre udvist af Danmark.
Grundloven var ikke til for arbejderne
Arbejderne på Nørrebro følte ikke at Grundloven havde givet dem nye rettigheder. De mente, at den først og fremmest prioriterede borgerskabet og de velhavende bønder. Indtil 1915 var der kun 18 pct. af Danmarks befolkning, der havde stemmeret. 82 pct. blev anset for at være uværdige.
Livlig detailhandel
Nørrebro var engang Danmarks største indkøbscenter. Her var et utal af butikker. Nørrebro Handelsforening var absolut Danmarks største handelsforening med 700 medlemmer.
Alt skulle aftappes
Alt skulle aftappes. Lige fra petroleum til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes. Man tog søndagen med. Her havde man åben fra 7 til 9 og igen fra 16 til 21.
På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Ellers var det mest småbutikker, nogle trin ned i en kælder, eller op i en høj stue.
Småt med udstillingsvinduer
Det var småt med udstillingsvinduer. Udstillingerne kunne stå i månedsvis. Tobaksforretningerne lignede hinanden. Høkerne ville næppe være godkendt af fødevarekontrollen i dag. Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Spækhøkere fandtes der både i Blågårdsgade og på Nørrebrogade.
Alle rigtige mænd drikker brændevin
Den sociale nød tvang folk til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn og organiserede sig fagligt og socialt. Nørrebro var præget af arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske forhold. Mottoet i Rabarberland var:
Bespisnings – foreninger
Folk strømmede til fra hele Danmark. Men det var om at finde et arbejde. Understøttelse havde man ikke noget af. Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes tilbage for hjemkommunens regning, hvis de ikke kunne forsørge sig selv.
For 25 øre kunne man få ¼ rugbrød og en halv fjerding madfedt. Jordemoderen kostede 8 kroner og en konfirmation hos præsten kostede 5 kroner. Man kunne i Bespisnings – foreningerne en gang imellem få en gang suppe. Og i skolerne var der vinterbespisning for de mest blege.
Uniformerede voldsmænd
For enden af Korsgade var det en politivagt, hvor uartige mennesker blev gennembanket. Man var konstant på vagt over for politiet. I Rabarberlandet kaldte man politiet for uniformerede voldsmænd.
Da pølsevognen kom
Nørrebro Handelsforening beskæftigede sig i tidens løb med både store og små ting til glæde for detailhandelen på Nørrebro. En af de mere pudsige ting i 1920erne var, da man skulle tage stilling til de første pølsevogne. Det fik formanden til at sige følgende til et medlemsmøde:
Irmas personalepolitik
På Nørrebro startede Carl Schepler, Irma – kæden. Starten var en lille kælderbutik, hvor der blev solgt æg og margarine. Men det som historiebøgerne ikke fortæller var, at han førte en benhård personalepolitik.
Her måtte kontordamerne ikke snakke sammen. Hvis de blev afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter. De måtte heller ikke have børn. Men egentlig var stedet ikke værre og bedre end andre steder. Det var svært for kvinder, at være ude på arbejdsmarkedet dengang.
I Privatbankens regulativ § 3 stod der:
Men telefondamerne havde fået nok. Det ville de ikke finde sig i. Efter en uges strejke fik de deres vilje. De blev ikke fyret, selv om de havde indgået ægteskab.
Jødevejen
Ja den hed Møllegade, Møllevej, Sandgravervej og Jødevej. Her ligger Mosaisk Kirkegård, anlagt i 1694. Og her lå danseboden, som selvfølgelig hed Det gamle testamente.
Jøderne på Ventegodt
Og når vi nu er ved jøderne. Så boede Familien Melchior på Ventegodt. Det lå omtrent, hvor Esromgade og Lundtoftegade ligger i dag.
Familiens børn gik i skole inde på Højbro Plads. De fik at vide, at de måtte køre med bønderne ind til byen, hvis disse ikke forlangte mere end 2 skilling. Forlangte de tre skilling, måtte de stakkels børn gå.
Assistens Kirkegården
Kirkegården rummer masser af spændende historier. En af dem er historien om Gertrud Bodenhof.
Allerede som 20 – årige døde hun. Den 23. juli 1798 blev hun begravet. Men natten efter fik hun besøg af to gravrøvere. De stjal to øreringe. Da de skulle til at hive vielsesringen af, åbnede hun pludselig øjnene, rejste sig halvt op i kisten og udbrød:
Hun havde tryglet og bedt, og lovet gravrøverne guld og en rejse til Amerika. Men røverne blev bange og slog hende ihjel med en spade.
Det er ganske vist
Mange år senere tilstod en af lig-røverne gerningen på sit dødsleje på Fredriks Hospital i Bredgade. Og det er ganske vist. For tilståelsen blev givet til Jacob Peter Mønster, den senere biskop af Sjælland.
Episoden blev undersøgt. Man kunne hverken af – eller bekræfte episoden. Der udkom en bog om historien skrevet af minister Viggo Starcke i 1953. Man konstaterede, at skelettet lå i en mærkelig stilling.
Hun havde røde kinder
Broderen til Gertrud, den unge Rosted udtalte dagen efter begravelsen:
Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog bl.a. at der skulle blæses i trompet for at se, om de døde skar ansigt, eller om de vågnede.
Ved et kapel i nærheden af Runddelen fik de døde en snor om håndleddet, der var forbundet til en klokke – inde hos opsynsmanden. Bedemænd i USA og England solgte kister med ilt-tilførelse og signalapparater i tilfælde af………I 1804 fandt man ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt af gravrøvere.
Forandring på Kirkegården
Det var en sønderjysk adelsmand Johan Samuel Augustin der var årsag til, at det nu blev trendy at blive begravet herude.
I sit testamente nævnte adelsmanden, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i sit levende liv. Hans døde legeme skulle ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde kalk i en simpel kiste, 10 fod dybt.
Liv og glade dage på kirkegården
Og tænk i 1805 klagede bladet Politivennen over, at der på kirkegården var stavefejl på gravstenene. I tidens løb var der liv og glade dage på kirkegården. Myndighederne stod magtesløse. I bladet Politivennen kunne man læse, at kirkegården kunne sammenlignes med Offentlig Værtshus i Ben-huset. Der kom også en forordning, hvori der stod
anført, at
Rødhårede ingen adgang
Ja man mente, at man ikke engang måtte møde op med festligt hår. Rødhårede skulle nægtes adgang. Det kunne smøres med komøg, for ikke at bryde den højtidelige stemning. Men
hvad med lugten?
Døde af vand fra kirkegården?
I 1879 fortælles der, at flertallet af nogle beboere i et hus nede ved Ladegårdsåen var fundet døde. Man mente, at det skyldtes, at kirkegårdsvandet var havnet i åen. Beboerne havde så drukket af vandet fra åen.
Entré ønskes
Tilstrømningen til kirkegården var stor. Man talte om, at indføre entré. Taksten skulle være 4 – 8 skilling eller 8 – 10 skilling om hverdagen. Om søndagen skulle det være gratis. Det skulle dog være gratis for kirkegårdsarbejdere og de pårørende.
Ja man talte om, at bygge tribuner, så alle kunne overvære begravelserne.
Standsmæssig begravelse
Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro. Og da Johan Leonard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt.
Mord på Kirkegården
Jeg tror, at det var i 1914, at der udkom en bog, der foregik på kirkegården. Den hed Rotterne. Men der er sket andre uhyggelige ting. Således har barnemorderen fra Jægersborggade, Dagmar Overby begået et par mord her på kirkegården.
Man anslår, at hun begik ca. 25 mord på spædbørn. Hendes foretrukne løsning for at slette alle spor var, at smide dem i kakkelovnen. Hun fandt ud af, at æter havde en beroligende
virkning på hende. Og det var ofte under æter – rus, hun begik mordene.
Hun passede spædbørnene, der ofte var født uden for ægteskab. Når moderen så ville se til barnet, var det en anden, der lå i barnevognen. På den måde kunne hun tjene en masse penge.
Et indtørret lig
En mor havde fortrudt, at hendes spædbarn var blevet overladt til Dagmar Overby. Hun blev mistænksom og henvendte sig til politiet. De efterforskede sagen og fandt knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne og et glemt indtørret lig oppe på loftet.
Lugt på Runddelen
I 1890erne var der ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen. Der var et par arbejderboliger og nogle kolonihaver. Men bag dette lå byens natrenovation. Vejen dertil blev i folkemunde kaldt Sortevej.
Åbne latrintønder
Her kom natmændene i nattens løb med de såkaldte chokoladevogne. På dem stod åbne latrintønder. Dette betød en forfærdelig stank. En betjent, der skulle gøre tjeneste fra Runddelen til Lyngbyvejen udtalte, at når vindene var i en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen i løb.
Inde på pladsen tømtes latrinen ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte ud til et hul på størrelse med Runddelen.
I stille vejr hændte det at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet til omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.
Nørrebros anden kirke
Midt ude på marken ved en markvej, der hed Havremarksvej blev Nørrebros anden kirke bygget. I den forbindelse kunne man i datidens medier læse:
De forstod virkelig, at bruge det danske sprog dengang.
Lersø
– bøllerne
Egentlig var Lersøen ikke en sø, men et sumpet areal, der strakte sig langs Lygteåen. Den dannede grænse mellem Utterslev og Københavns Kommune. Området strakte sig fra Nørrebrogade til Lyngbyvej, og fra Bispebjerg Bakke til Haraldsgade, der dengang hed Gammel Renovationsvej. Lersøen var en af byens store lossepladser. Her blev både afleveret dag –
og natrenovation.
Her befandt byens alkoholiserede sig. De kunne godt arbejde, når det var nødvendigt. Og med kvindfolkene stod det endnu værre til. De skaffede sig til dagen og vejen ved tyveri og det, der var værre.
Allerede på Christian den Fjerdes tid, vidste man, at her ude boede ikke Guds bedste børn. Bøllerne befandt sig længe herude i området.
Gratis husleje
Huslejen var jo gratis. I det tætte pilekrat kun man snildt indrette sig nogenlunde tørt, hvis man havde et sejldug. Varmen blev leveret på flaske. Bajersk øl hørte ikke til her. Det var for de fine. Favoritten var en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl, eller en pot skummet mælk. Det var også sundt og nærende.
Og så var det altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man for en gangs skyld ædru kunne man sikre sig et stykke flæsk eller en høne. Man solgte rottehaler til politiet Det fik man 10 øre for pr. stk. En ganske god pris. En flaske brændevin kostede uden en krone, dengang.
Maja Robinson
Man kunne finde på at slås indbyrdes. Årsagen var Maja Robinson. I sine yngre dage var hun ualmindelig smuk. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge fra et fremmed kontinent. Og rygterne ville vide, at hun stadig fik penge af ham. Og når de kom var der fest og ballade i Lersøen.
Når hun var ædru, det skete dog ikke så tit, kunne hun tale et meget kultiveret sprog. Man forsøgte flere gange at redde hende fra sumpen, men forgæves. Politiet vidste godt, hvad der skete.
Men kun når man havde hunde til rådighed gik man herud, ellers fik man tærsk.
Omkring 1910 kom civilisationen også herud, og bøllerne forsvandt. Samtidig steg brændevinen til svimlende priser. Lersø – bøllerne blev til Fælled – bisser.
!918 – et ondt år på Nørrebro
Der var gader på Nørrebro, der var helt øde. Folk lå syge fra kælder til kvist. Dr. Schäfer fandt en familie, hvor man, kone og tre børn lå alvorlig syge. Ved siden af lå det fjerde barn, død. Alle sammen af Spansk Syge.
En værkfører havde på fire dage mistet tre døtre. Den 3. november 1918 stod der 58 kister på Assistens Kirkegaard. Begravelserne startede om morgenen kl. 8.30 og fortsatte uafbrudt til kl. 16. Inden for 10 dage havde der været 300 begravelser på kirkegården.
Storbedrageren Alberti
Den 11. juni 1932 går en ældre mand ned ad Nørrebrogade. Dagen før var han fyldt 81 år. På hjørnet af Fælledvej ville han gå over stoppestedet ind mod centrum. Han blev fanget mellem en linje 5 og en linje 7. Sporvognskonduktørerne brugte både klokke og bremse, men den ældre man var tydeligvis forvirret. Han stoppede op, og det var tåbeligt.
Han blev bragt til Rigshospitalet. Der var ingen tegn på livsfarlige kvæstelser. Men tre dage efter, døde han. Og manden, ja det var storsvindleren, forhenværende justitsminister, byggespekulant m.m. Alberti. Igennem 20 år lykkedes det for Alberti at skjule sine ulovligheder.
Slaget på Fælleden i 1934
Ja det var så sandelig også et slag på Fælleden i 1934. Kommunister og sejlende søfolk havde inviteret til møde. De havde godt nok fået forbud mod at afholde det. Da talerne begyndte, dukkede det ridende politi op. 200 kommunister dukkede frem og bombarderede politiet med sten. Hestene blev bange. Men så kom politiassistent Tværmoes med et halvt hundrede mand til slagmarken. Betjentene havde smurt stavene ind i grøn sæbe, så urostifterne ikke kunne få fat i dem. Det udviklede sig til et regulært slag.
Til sidst blev kommunisterne slået på flugt. På kommunisternes kontor i Blågårdsgade blev folketingsmedlemmerne Axel Larsen og Munch Petersen arresteret.
Slaget ved Blågårds Plads 1935
Det var ikke første eneste gang, der var ballade på Nørrebro. I slutningen af september 1935 havde Konservativ Ungdom, valgt fjendernes samlingssted på Blågårds Plads. Politiet havde ryddet pladsen for kommunister. Men det gik galt, da KUerne skulle hjem. 200 betjente kunne ikke forhindre at de konservative fik en ordentlig omgang tærsk. Og det fik de selv om der var udrykningsvogne og ridende politi med i optoget.
Forstoppelse
Toiletterne lå nede i gården. Her var masser af rotter. Når man boede på fjerde etage gad man ikke om natten bevæge sig herned med et stearinlys. Der var ingen lys på gangen. Når man skulle tisse, brugte man en potte. Når den var fuld tømte man den i håndvasken. Det var ellers de store drenge, der skulle tømme familiens potte. Det var det ikke høj status i. Så det skete som regel efter mørkets frembrud. Og det var ikke skæg, når der også var pølser i. Så skvulpede det.
Men det skete jo så, at de her Pølsedrenge fandt på en anden løsning. Hele indholdet både det store og det lille blev tømt i vasken. Resultatet blev, at indholdet dukkede op hos naboen og faldstammen blev tilstoppet. Man kan godt forestille sig, den stank, der bredte sig i lejlighederne især om sommeren.
Lus, fnat og lopper
At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Havde man fået det, ja så gik man i gang med olie, der havde en kraftig stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble. Det var meget uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små mider var ret irriterende. Så måtte børnene en tur på Kommunehospitalet.
Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde en tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand.
Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man huske at udskifte sengetøjet og alt andet skulle vaskes.
Mange lejligheder på Nørrebro var en sand lopperede. Det var fugtigt og ikke mange muligheder for udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede gennem gulve,
vægge og lofter.
Dagligliv på Nørrebro
Hver tredje barn på Nørrebro arbejdede ude, ofte mange timer om dagen. De gik halvsultne i seng. Små piger tog tidlig op med mor for at gå med aviser. De fattige sov sammen. Dragekister, skuffer og pjaltekasser blev taget i anvendelse. Man kendte ikke til privatliv. Man sov sammen, gik på lokum sammen og spiste sammen.
Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrøds-humbler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at hente brænde. De største gik i skole eller skulkede, fordi de var nødt til at arbejde.
Skolen – et frygtet indslag
Skolen var et frygtet indslag i dagligdagen. Man fik med spanskrøret for den mindste forseelse. I skolen hørte prygl til dagens orden. Seks timer om dagen – seks dage om ugen . Ja skolen var en udfordring for børnene. Forfatteren Marin Andersen Nexø, der gik i skole på Nørrebro, betragtede skolen som en kronisk krigstilstand.
Ingen børne – mad
Dengang var der på Nørrebro ikke noget, der hed børne – og voksenmad. Bevares maden blev skåret ud og det blev dyppet i varm mælk eller øl. Og så skete det da også, at der blev lavet vælling til de allermindste. Et gebis i konfirmationsgave var ikke ualmindelig – dengang.
Forgiftning
Dengang havde man hverken køle – eller fryseskab. Det var svært at holde madvarer som rå fisk eller råt kød frisk i mere end to dage. Bakterierne florerede i uforarbejdet kød og den halvlunkne mælk.
Tænk i perioden 1900 – 1904 døde hvert fjerde barn af maveforgiftning. Og det var en uhyggelig dødsprocent for børn af enlige mødre. Den var helt oppe på 60 pct.
Samme tøj i ugevis
Almindelige mennesker gik i det samme tøj i dage og uger. Det skete også, at tjenestepigerne på Nørrebrogade overtog herskabets undertøj og gik med det, inden det blev sendt til vask.
Emma Gad giver gode råd
Det var sikkert ikke mange på Nørrebro, der lagde mærke til, at Emma Gad i 1903 kom med værket, Vort Hjem.
Heri skrev hun bl.a.
En anden fagbog, der udkom i 1909, der hed Barnet, har sikkert heller ikke været en bestseller hos boghandlerne på Nørrebro – dengang. Heri fastslog man:
Hvor kommer Jernbanen?
Allerede i 1863 susede der tog gennem Havremarken. I første omgang gik turen til Lyngby over Hellerup. Det var godt nok øde herude. Der var kun nogle værtshuse og nogle spredte gårde. Rygterne gik på, at her skulle der placeres en jernbanestation.
Trafikbehovet steg
Men befolkningen var ved at være utålmodige. Trafikbehovet var stigende. I 1884 havde Nørrebro Sporvej solgt 426.554 biletter a 5 øre. Ganske imponerende. I samme år havde en række Nørrebro – borgere fundet ud af, at nu skulle man hav en jernbanestation til bydelen. Man kunne ikke vente længere.
Men endelig i 1886 skete der noget. Det viste sig at jernbanestationen kom til at bestå af to stationer. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Alle’s udmunding i Stefansgade. Den betjente trafikken mod Hellerup.
Ankomst – stationen B blev anlagt ved Lyngbygade (Hillerødgade). Her ankom dem, som havde været en tur i Nordsjælland. Og her kunne man så tage en tur til København. Måske var det lettere at tage sporvognen fra Nørrebrogade?
Stakkels damer
Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirken førte til, at der ikke var egentlig adgangsvej til de nye jernbanestationer. Det fik de daværende medier til at skrive:
Terrænet var ikke godt. Man havde vel ikke afvandet ordentligt. Der var heller ikke nogen form for brolægning. Om sommeren skulle man vade i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det med at få de lange støvler på, for da sank man nærmest i bund i dynd og smadder.
Travlhed på stationen
I perioden fra 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen foregik via Nørrebro Station.
Uheld på Stationen
I 1907 forudsagde en rangermaskine stod ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen af denne. Formentlig havde hans jakke grebet fat i regulatoren, som dermed fik hele armen. Maskinen for afsted ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene. Det var lige langt nok til at give en anden rangermaskine et sådant fur, at denne røg gennem remisemuren og væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponeret og bygningerne tog alvorlig skade. Fyrbøderen, der faldt af maskinen, brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.
Slangerup – banen åbner
Den egentlige indvielse af Slangerup – banen foregik den 19. april 1906. Et flagudsmykket tog med to lokomotiver begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med omkring 100 honoratiores ombord.
Undes lystigheder
Dagbladet Politiken berettede dagen efter, at afgangen med den frokost, der ventede i Slangerup blev forsinket. Stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først starte efter at en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund, som havde fornøjet sig med stationsforstanderens hund.
Glædelig begivenhed på Lygten Station
I maj 1906 skete der en glædelig begivenhed på Lygten Station. En ung kvinde nedkom med et barn. I datidens medier stod følgende:
Omkring Lygtekroen
Lygtekroen kunne føres tilbage til slutningen af 1500 tallet. Efterhånden blev kroen mærket af tidens tand. På vinduerne stod der til sidst Café. På kroen serverede man stadig Gammel Øl i Kjælderstuen og Bajersk Øl i Gjæstestuen mod byen. Men sagkyndige påstod, at der ikke var forskel på smagen trods det, at der var stor forskel på prisen.
Et enkelt glas – eller to
Der var stadig mange gæster, der ville tage afsked med byen med et lille glas eller to. Dette kunne man nu få adskillige steder på Nørrebrogade. Nogle steder havde man prøvet at forny
sig. Et sted kaldte man Orfeum, der havde indrettet sig med flag og vimpler. Og de havde malet deres lysthuse grønne.
I 1870erne var det Den Hvide Svane og Nykro, der var de førende traktørsteder derude.
Latrin – depot
På Lersø – arealet havde Københavns Kommune anlagt et større latrin – oplag. Man transporterede den ulækre substans i såkaldte chokoladevogne. Det skete flere gange, at indholdet eksploderede på Nørrebro Station. Desværre var chokoladevognene heller ikke tætte. Det betød, at de efterlod en hel stribe bag sig. Men denne stribe fattede Nørrebros hunde stor interesse for.
I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var færdige ude på Kløvermarken blev Station Lersøen nedlagt.
Den jyske invasion
Omkring Nordbanevej havde de jyske indvandrere samlet sig. Det begyndte allerede omkring århundredeskiftet. På Nørrebro synes man godt nok, at de talte et mærkeligt sprog. De spiste de kartofler og gulerødder. Og kartofler spiste de til alt. Efterhånden oprettede de deres grøntsags – forretninger.
Bonderøve
Jyderne blev kaldt bonderøve, og man mente, at de burde lære dansk. De gik mærkelig klædt. Mændene smed aldrig jakken. Kvinderne gik med tørklæder om hovedet og sjal. Den ene familiesammenføring efter den anden fandt sted. De avlede som kaniner, sagde københavnerne. De havde en mærkelig religion (Indre Mission). De skulle lære størstedelen af bibelen udenad, mente københavnerne.
Først da jyderne gik på værtshus, lyttede til syngepiger og gik på bordel, begyndte de at blive respekteret. Man havde vænnet sig til jøderne, hvorfor skulle man så ikke vænne sig til jyderne.
Nørrebro under besættelsen
Protesten mod den tyske besættelsesmagt kostede mange menneskeliv på Nørrebro. Det kulminerede under den såkaldte Folkestrejke. Nørrebro kogte i dobbelt forstand. Temperaturen nærmede sig 25 – 30 grader i de ni dage i sommeren 1944. Selv brandfolk, der forsøgte at slukke ilden fra de mange bål, blev beskudt af tyskerne folk fra Schalburg – korpset.
En telefondame der befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt blev skudt gennem halsen. I Baggesnesgade blev en kvinde dræbt og tre andre hårdt såret, da en tysk patrulje
pludselig dukkede op og affyrede deres maskinpistoler.
Bulldog blev afbrændt
Varehuset Bulldog blev plyndret og brændt. Der var bygget barrikader over Nørrebrogade. Schalburg – korpset kom forbi og dræbte fem mand. Flere tysker – venlige virksomheder
blev plyndret og brændt af. Tyskerne opstillede kanoner, der kunne skyde ned af Nørrebrogade. Vidner talte om 12 – 20 dræbte og sårede. Lørdag den 1. juli tvang tyskerne tilfældige
borger til at ryge barrikaderne.
Skudt i hovedet
På Fælledvej tilbød Edmund Holmgodt Jensen nogle unge kvinder at hente mælk til deres småbørn. De turde ikke selv. De stod i porten til Fælledvej 15, hvor de i lighed med Jensen boede. De skulle bare have krydset gaden. Vores mand nåede også over gaden hen til porten, hvor han kunne få mælk. Men her blev han indhentet af en tysk soldat, der skød ham gennem hovedet. Han segnede død om i porten.
Flere forbipasserende blev såret af tyskernes kugler, blandt andet en en uniformeret brandmester på vej hjem fra tjeneste på Fælledvejens Brandstation. En anden fik sit underansigt skud af ved samme lejlighed.
Et utal af sabotageaktioner foregik på Nørrebro. Efter besættelsen skete der også en del likvideringer fra modstandsbevægelsen på Nørrebro – også på uskyldige.
Menneske – eller Bulldozersanering
Etagebyggerier var ren spekulation. Jo mere man kunne bygge på et meget lidt område, jo lettere bedre var det. Kvaliteten var også derefter. Den pæne side vente ud mod søen. Befolkningen på Nørrebro var langt over 100.000 mellem de to krige. Familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården og rotter på loftet.
Et persisk marked
På et tidspunkt lignede dele af Nørrebro et persisk marked, slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder i gårdene. Der var hørm af brunkål, piskefløde og nybagt brød. Senere blev luften blandet med kaustisk soda. Alt skulle pludselig afsyres.
Nørrebro beboeraktion
En søndag i juni 1973 holdt Nørrebro Beboeraktion fest på en tomt. Pludselig kørte en lastbil ind med brædder og værktøj. Firkantens Byggelejeplads kaldet Byggeren var født. Nørrebro Beboeraktion havde i deres velmagtsdage 350 aktive. De var aldeles utilfreds med overborgmester, Pelle Jarmer. Denne udtalte:
Det hele endte med båd i gaderne. Flere tusinder beboere og aktivister dannede en blokade. Politiet slog hårdt ned. Over 1.000 betjente var i aktion. Hele kvarteret eksploderede i vrede.Den 5. maj 1980 gik mellem 10.000 og 15.000 mennesker i demonstration fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen. Men slaget var tabt for Nørrebro.
Allotria
Blikkenslager Karl Edward Jacobsen fik sig noget af en overraskelse, den 11 januar 1983. Pludselig hørte han støj inde fra sit værksted. Gulvet i hans kælder blev brudt op. Pludselig dukkede 35 bz´er frem i lyset. Gennem flere uger havde de unge mennesker gravet en 13 meter lang tunnel fra det gamle værtshus Allotria over til den forskrækkede blikkenslager.
Og det lykkedes også for de unge mennesker at køre forbi de 500 betjente i Korsgade.
Gang i BZ – Bevægelsen
Der var rigtig gang i besætter – virksomheden på Nørrebro. De unge var imod politikere, arbejdsløsheden og forældrene i deres parcelhuse. Der kom til mange kampe. Således var overskrifterne i forbindelse med en aktion i Ryesgade:
Nørrebro den 18. maj 1993
Denne dato er sikkert glemt af de fleste. Men ikke af de butiksfolk, der ikke kunne få hjælp af politiet. Den aften og nat faldt der 113 skud på Nørrebro. Folk mente, at politiet optrådte provokerende fra start. Harmen resulterede i hærværk, ildspåsættelser og blindt raseri. Politiledelsen havde besluttet at sende 300 betjente fra landet til Nørrebro.
Ordensmagten i undertal
Ordensmagten var klart i undertal. De var ikke færdiguddannede. På Fælledvej gik det helt galt. Politiet manglede tåregas, radioforbindelsen røg. Styrken blev presset tilbage af en rasende folkemængde. Brosten og kasteskyts fløj gennem butiksvinduer og efter betjentene.
Af frygt for helt at miste kontrollen affyrede politiet 113 skud mod danske statsborgere. 11 demonstranter måtte behandles for skudsår på Rigshospitalet.
Mange skader
En tredjedel af den indsatte politistyrke får fysiske skader under kampene. 92 betjente blev rapporteret skadet og 61 blev sygemeldt. Efter syv år meldes der om betjente,
der stadig fik krisehjælp. Gennem 90erne bryder flere politifolk sammen.
En af lederne, en vicepolitikommissær gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlader styrken og går langsom i opløsning. I 1999 slår han sin kone ihjel, og året efter hænger han sig i Ringsted Arrest.
Politiet undersøger sig selv og finder ud af, at man har overholdt alle demokratiske regler. Årsagen til demonstrationen var, at 50,7 pct. havde stemt nej til Maastricht – traktaten.
Weidekamp fortrød
Ved sin afgang i 1989 spurgte man overborgmester Weidekamp, om det var noget, han fortrød:
Folkets Hus fra 1893
Og dette ungdomshus blev født som Folkets Hus i 1893. Den har været rammen om mange politiske møder gennem tiden. Her har været masser af baller, juletræsfester og boksestævner.
Ungdomshuset
Det var tidlig morgen. Klokken var lidt før 7. Vi havde Bogudsalg. Et par mærkelige biler holdt foran Jagtvej 69. Lidt efter kunne vi fra vores køkken i butikken følge et skue, der nærmest lignede en amerikansk actionfilm.
Ambulancer i Heinesgade
Uroen bredte sig hurtig. Ambulancer kørte ned af Heinesgade. Fra Nørrebrogade truede unge autonome med at smadre vore vinduer. De havde set urobetjente blandt vore kunder. Den store omsætning udeblev. De fleste butikker var allerede lukket. Ti minutter før almindelig lukketid, besluttede jeg af hensyn til personalets sikkerhed at lukke butikken. Det var vores kunder aldeles utilfredse med. Men jeg kunne se, at situationen udviklede sig alvorligt ude foran.
Rekordbesøg på hjemmesiden
Handelsforeningens hjemmeside oplevede rekord – besøg. Ungdomshuset linkede til flere af vore 40 artikler om kampen. Det samme gjorde de største dagblade. Men ikke alle var tilfredse med vores holdning. Vi fik hadefulde mails fra politibetjente, embedsmænd og politikere. Personlig blev jeg truet med Pressenævnet af en toppolitiker.
Det kostede samfundet 230 millioner kroner
Butikker mistede omsætning for 30 millioner kroner og samfundet betalte 230 millioner kroner inklusive ekstravagter til politiet. Ja selv blev jeg truet med kropsvisitering af en stresset
betjent, fordi han ville have, at jeg skulle bevise, hvor jeg arbejdede. Ja på et tidspunkt fik Nørrebro Handelsforening tilbudt huset for 1 kr.
Jægersborggade
En af de kendte gader i kvarteret er Jægersborggade. Gaden blev kendt fordi der her foregik en livlig hashhandel. En del af dette er nu flyttet til Nørrebroparken. Det kommer samtidig med, at madrestauranter og alternative butikker blomstrer i gaden. De første spor af gaden går tilbage til 1880erne. Dengang var det en grusvej, som blev omkranset af et – eller toetagers huse.
Den store bebyggelse af Jægersborggade tog først endelig fat, efter at stationen var anlagt. Ved udgangen af 1886 var ikke mindre end 18 byggekonsortier i gang med at bygge. Det var her i Jægersborggade, hvor Alberti tjente nogle af sine penge. Men også chokoladefabrikant Cloétta og justitsråd Schioldann ejede mange bygninger på gaden.
En hel gade til salg
På hjørnet af Jagtvejen og Jægersborggade optrådte syngepiger fra 1889 til 1903. De blev skiftet ud med billardborde. Så sent som i 1958 lå her Café Jægersborg. Det var også her, at en svensk godsejer meddelte, at han ville skille sig af med Jægersborggade.
Land og Folk sluttede en af deres artikler med:
På et tidspunkt var der næsten rockerkrig i gaden. I den ene ende holdt Galopping Goose til, mens Fithy Few holdt til i den anden ende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. – 12. 2021