Selv om der er mange Nørrebro – historier her på siden, kan det være at du ikke har fået nok. Her er en oversigt over de artikler, du kan downloade eller kan erhverve, hvis du er medlem af
Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv. De fleste af artiklerne kan du downloade her på siden. Men en rigtig god ide er at besøge hjemmesiden for lokalhistorisk forening.

Meld dig ind i Lokalhistorisk Forening

Rundt omkring findes der en masse Lokalhistoriske Foreninger, der er meget aktive. De arrangerer foredrag, udflugter og meget. Og frem for alt udgiver de nogle værdifulde publikationer. Nogle udgiver erindringer og historier kvartalsvis. Andre igen udgiver års – publikationer. Ofte er disse kun beregnet for medlemmer. Og et medlemskab koster trods alt kun fra 100 – 200 kr. i en sådan foreninger. Man burde melde sig ind.

Og hos boghandleren kan du stadig købe den nye Nørrebro bog, der udkom for et par år siden. Se artiklen Nørrebrohistorier – fra Fedtemadder til Fædregruppen.  Denne bog er nu udsolgt  Den sorte Nørrebro
– bog er desværre også udsolgt.

Vi bringer hermed en oversigt over de spændende historier, du kan læse i publikationerne, som er helt gratis at downloade. Og selvfølgelig får du også lige historierne fra de nye publikationer, som du kun kan erhverve, hvis du er medlem.

Årsskrift 2000:

Brødrende Cloëttas Chokoladefabrik
v/Karsten Skytte Jensen

Brødrene Bernhard og Christof Cloëtta grundlagde i 1862 en chokoladefabrik i Indre By. I 1901 flyttede fabrikken til Hørsholmsgade på Nørrebro, hvor den lå indtil 1954.

Brohusgade

Historien bag navnet på den lille gade mellem Åboulevarden og Rantzausagde

Colosseum
v/ Martin Tanggaard

Før i tiden var der mange biografer på Nørrebro. På Jagtvej  lå den mest sejlivede af dem alle, Colosseum, der eksisterede fra 1924 til 1983.

Et Nørrebro – miljø v/ Poul Nielsen

Forfatteren til disse erindringer blev født i Farumgade i 1922. Han fortæller om det blomstrende gade – og forretningsliv i barndomskvarteret omkring Hillerødgade og Nørrebrogade i 1920’erne og først i 30’erne.

Årsskrift 2001:

Odeon Teatret v/ Martin Tanggaard

Odeon Teatret på Fælledvej var en af Københavns gamle traditionsrige premierebiografer, en årrække ejet og drevet af den kendte kongelige skuespiller Bodil Ipsen.

Nørrebro Handelsforening gennem 110 år v/ Uwe Brodersen

Den 18. november 2001 kunne Nørrebro Handelsforening fejre 110 års jubilæum, og i den anledning udgav foreningen en bog forfattet af Uwe Brodersen. Artiklen, der handler om foreningens første år, er et redigeret uddrag fra bogen.

Blaagaard

Et lille uddrag af en erindringsskitse af Otto B. Wroblewski om Blågårdskvarteret  i 1830’erne.

Drengeår i tyverne på  Nørrebro v/Kai Edv. Jensen

Forfatteren til disse erindringer blev født på Nørrebro i 1915 og levede her til han som 17 – årig forlod bydelen.

H.C. Bangert – han satte sit præg på  Indre Nørrebro

Kaptajn Henrik Christian Bangert  brugte 20 år af sit liv på at blive den første store grundspekulant på Indre Nørrebro, men han var nogle få år for tidligt på den.

Årsskrift 2002:

Blågård

Artiklen fortæller bl.a. om Heegaards Jernstøberi, der blev grundlagt i 1828 som en af de første industrivirksomheder på Nørrebro. Virksomheden fremstillede alt fra husholdnings-genstande til dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner. Blandt Nørrebros befolkning var Heegaard navnlig kendt for sine emaljerede gryder. Da jernstøberiet flyttede i 1898 blev grunden udlagt til Blågårds Plads.

Nora Bio

Nora Bio åbnede den 12. april 1935 i den yderste ende af Nørrebrogade. Den blev drevet af Arbejdernes Oplysningsudvalg for København, det senere AOF. Det var en rigtig luksus-biograf med 184 siddepladser og det var dengang

Københavns tredje største biograf. Nora lukkede den 2. april 1977. Som så mange andre biografer endte de sidste dage som supermarked.

Balders Hospital

Københavns Kommune besluttede 2. juni 1902 at erhverve den ejendom i Baldersgade, der tidligere havde givet plads for de Kellerske Anstalter. Hensigten var at indrette et filialhospital af Kommunehospitalet. Balders Hospital blev taget i brug 1. juni 1903 med 76 sengepladser.

Erindringer

Pensioneret sognepræst Svend Konggaards barndomserindringer fra kvarteret omkring Rantzausgade og Lundtoftegade i 1920’erne og 30’erne.

Et ”sporvejshistorisk” tilbageblik

Nørrebros Sporvejsselskab  blev oprettet i 1867, og det startede driften på Nørrebro – linjen den 6. december 1867. Linien blev betjent af 2 – etagers vogne med dobbelt hesteforspand og gik fra Kongens Nytorv til remisen ved Baldersgade.

 

Årsskrift 2003

Sejladsen på Søerne v/Sven Røgind

Denne artikel fortæller om den sejlads på Søerne, der fra 1890erne til op mod første verdenskrig nød stor popularitet, men som desværre måtte kæmpe med økonomisk modgang.

Sankt Johannes Kirke – fra tanke til virkelighed
v/Poul Sørensen

Sognepræst Poul Sørensen fortæller i denne artikel bl.a. om ophavsmændene til kirkeprojektet og problemerne med at rejse den nødvendige kapital, hvilket flere gange satte byggeriet i stå og gjorde byggeperioden meget lang.

En nørrebrodreng i gymnasiet
v/Svend Konggaard

Dette er anden halvdel af Svend Konggaards  barndoms – og ungdomserindringer. Nu følger fortsættelsen. Hvor forfatteren fortæller om sin gymnasietid.

Fælledvej
v/Richard Keller

Mange danske byer har en Fælledvej. København har tre, Amager Fælledvej, Vester Fælledvej og Fælledvej på Nørrebro, som denne artikel handler om.

Min barndoms biograf
v/Paul Paustian

I forlængelse af serien om Nørrebros biografer fortælles her om en af de første biografer på Nørrebro, Stefans Biografen, der fra 1913 til 1928 lå på hjørnet af Nordbanegade og Hillerødgade.

 

Årsskrift 2004

Ægirs Apotek
v/Karsten Skytte Jensen

Nørrebros kraftige udbygning fra ca. 1870 til 1910 betød behov for mange nye apoteker. Et af dem var Ægirs Apotek på hjørnet af Ægirsgade og Nannasgade. Det var indrettet af en af tidens store arkitekter P.V. Jensen – Klindt.

Udenfor Nørreport
v/Claudius Rosenhoff

I bogen Kjøbenhavn, Illustreret Vejviser og Beskrivelse over Byen og Omegnen finder vi en beskrivelse af Nørrebro i 1850erne.

Telefoniens templer
v/Karsten Skytte Jensen

I 1895 fik et selskab eneret til at bygge de første 10 telefonkiosker i København.  Det er arkitekten Fritz Koch, der tegnede de første kiosker, som han fik ros for.

Griffenfeldsgade 39
– matr. nr. 702 Udenbys Klædebo Kvarter
v/Jens Andersen

På denne adresse boede forfatteren til disse erindringer i årene 1928 til 1939. Foruden at fortælle om sit barndomshjem giver han detaljeret beskrivelse af arbejdsgangen i faderens fotoatelier.

 

Årsskrift 2005

Historien bag Plejehjemmet Sankt Joseph
v/Karsten Skytte Jensen

I maj 2005 lukkede Plejehjemmet Sankt Joseph i Griffenfeldsgade. Denne artikel fortæller historien om det tidligere hospital fra indvielsen i 1875 til hospitalet blev nedlagt i 1980.

Fra Nørrebro

Et tidsbillede fra Ydre Nørrebro anno 1886.

Lidt om min barndoms Ægirsgade v/Keld Sørensen

I disse erindringer fortæller Keld Sørensen om gadens butikker og om en del mennesker i Ægirsgade i 1950erne, som han husker det.

 

Årsskrift 2006

Uranienborg – et forstadshus v/ Karsten Skytte Jensen

På Nørrebrogade 168  ligger et fantastisk hus med en rigt dekoreret facade. Husets arkitekt er ingen ringere end Anton Rosen bl.a. kendt for Paladshotellet på Rådhuspladsen.

Gensyn med min barndoms gade
v/Willy Kok

Forfatteren fortæller i disse erindringer om et nostalgisk gensyn med barndommens gade, Struenseesgade og med Hellig Kors Skole.

Historien bag nogle gadenavne på Nørrebro

Rids af Blågårdskirkens tilblivelseshistorie v/Sven Hovard

Da Blågårdskirken i 2001 havde 75 års jubilæum skrev tidligere formand for menighedsrådet Sven Hovard om Blågårdskirken.

 

Årsskrift 2007

Københavns Hesteskofabrik v/John Lund

Erindringer skrevet af John Lund, der er født og opvokset på Nørrebro. Han arbejdede på hesteskofabrikken som arbejdsdreng i 1950erne

Ølunds Mølle  v/Tonny Svanekiær

København havde fra omkring 1670 og langt op i 1900 – tallet 60 fungerende møller. Denne artikel handler om en af de mest berømte, nemlig Ølunds Mølle, der lå på den nordlige side af Nørrebros Runddel.

Historier fra Nørrebro 1880 – 1936 v/Uwe Brodersen

Gode, sjove, groteske og anderledes historier kan ofte findes i aviser fra gammel tid. Her kommer ofte ting frem, som er glemt. Uwe Brodersen  har kigget i gamle aviser.

Det ny Nørrebro

En malende beskrivelse af Ydre Nørrebro fundet i Illustreret Tidende anno 1903.

Heimdalsgades historie v/Thomas Oldrup

Heimdalsgade  er i dag en af de mest etniske gader på Nørrebro. Søger man tilbage i gadens historie, finder man historier om besættere, om tidlig industri og finder frem til, at det var her, man fandt noget af det første bebyggelse på Ydre Nørrebro – måske endda bødlens gård.

 

Årsskrift 2008 (kan
først downloades i løbet af 2011 – som medlem kan du få den)

Nørrebro i 1830erne

I Otto B. Wroblewskis  erindringer findes denne skildring af Nørrebro i 1830erne.

En Nørrebrodreng vokser op v/Leif Ziegler

Første afsnit af Leif Zieglers barndomserindringer fra kvarteret omkring Husumgade i 1950erne.

Festlige facader v/Nina Søndergaard

Stuk var tidligere en meget typisk ting, både inde i husene og udenpå. I denne artikel ser historikeren Nina Søndergaard nærmere på nogle af de detaljer Nørrebros gader byder på.

 

Årsskrift 2009 (kan
først downloades i løbet af 2012 – som medlem kan du få den)

Astrid Noacks atelier i Rådmandsgade  af Hanne Petersen

Fra 1936 til 1950 boede og arbejdede billedhuggeren Astrid Noack i baghuset til Rådmandsgade 34. Her blev nogle af hendes mest kendte skulpturer skabt og her befandt hun sig godt trods beskedne forhold. Artiklen er et uddrag af Hanne Petersens bog Stærkere end livet – Astrid Noack 1888 – 1954.

En Nørrebrodreng vokser op v/Leif Ziegler

Anden afsnit af Leif Zieglers  barndomserindringer fra 1950ernes Nørrebro, om Havremarkens Skole og dens lærere, legekammeraterne, livet på gaden og i gården og dagligdagen i familien.

Flere festlige facader v/Nina Søndergaard

Mursten er andet og mere end en klump brændt ler. Mursten kan støbes i forskellige former og glaseres i farver, noget farveglade arkitekter ofte har benyttet sig af. Nørrebro har mange festlige facader hvor fantasien og farveglæden har fået frit spil.

 

Årsskrift 2010 (vil først kunne downloades fra 2013 – medlemmer vil kunne få den gratis)

En Nørrebrodreng vokser op v/Leif Ziegler

Tredje og sidste afsnit af Leif Zieglers barndomserindringer fra 1950ernes og 60ernes Nørrebro, om livet i familien, skolegangen og store og små oplevelser fra Husumgade og omegn.

Mindetavlen fortæller: Slaget på Fælleden – Louis Pio v/Sune Hundebøll

Rundt om i byen fortæller mindetavler om tidligere tiders folk og begivenheder. På huset Ravnsborggade 21 mindes arbejderlederen Louis Pio og Slaget på Fælleden. Pladen sidder på nr. 21 fordi Louis Pio  boede i baghuset på dette sted i 1872.

Den gjør et stort spektakel v/Flemming Bjerg Andersen

Den første bil i Danmark fra 1886 blev lavet af Urban Johansen i baggården til Nørrebrogade 38. Den står nu på Teknisk Museum  i Helsingør, og kaldes Hammel – vognen efter værkstedets mester Albert F. Hammel.

En historiefabrik v/ Morten Bencke

Formålet med en historiefabrik har været at opbygge et historisk arkiv med hidtil uhørte stemmer, usete billeder og alternative materialer, som man ikke normalt forbinder med et historisk
arkiv.

• god fornøjelse med at downloade de spændende artikler.
• Det er nu en del år siden vi skrev denne artikel. Nu er det efterhånden flere årbøger tilgængelig

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro finder du 341 artikler 

Redigeret 16. – 12. 2021

 

 

En boghandel i dag bliver sjælden 100 år. Og da slet ikke i samme familie. Når det så  også er på Nørrebro, hvor politikerne ikke lytter til detailhandelens ønsker, ja så er det ganske imponerende. Steenberg Bog & ide kører videre med fjerde generation. Læs den fantastiske historie om butikken, der blev ved med at udvide. Men nu er det hvis slut?

 

Trafikregler har sat sine spor

Mange gamle butikker er efterhånden lukket på Nørrebro. Man finder ikke mange butikker, der er over 100 år.

Samme familie i 100 år 

Engang var der mange boglader på  Nørrebro. Det er der ikke mere. Og det sandelig heller ikke mange boglader, der overlever i 100 år – og så i samme familie. Det sker den 11. oktober for Steenberg Bog & Ide, Nørrebrogade 163.  (2011)

Dynastiets Grand Old Man

Vi skal faktisk tilbage til indvielsen af Skt. Johannes Kirken på Skt. Hans Plads for 150 år siden. Har var der blandt andet givet to messing kirkebøsser. Giveren var blikkenslagermester Erik Viggo Alfred Steenberg. Han er Steenberg Dynastiets Grand Old Man. I 1864 boede han på Fælledvej på Nørrebro sammen med Anne Christine Bistrup.

Eddy Steenberg

Deres søn, Eddy Wilhelm Steenberg blev udlært i C.C.U. Johnsens Boghandel i Fåborg. Han blev medarbejder hos Oluf Hansen i Hobro. Senere arbejdspladser var hos Arent Flensborg i Ringsted, Schøning og Chr. Steinbach i København. Fra 1906 til 1911 var han bestyrer af H.A. Søllings Boghandel.

Succes for Eddy

Som 31 – årig startede han i 1911 på Nørrebrogade 177 med et salgsareal på 30 m2 Det var på et tidspunkt, hvor man på Nørrebro diskuterede om man skulle lukke kl. 19 mandag til torsdag i sommermånederne.

Der var møde i det hus, hvor det senere Ungdomshus kom til at ligge. Her var der filmforvisning fra Dansk Vestindien. Men det store diskussionsemne var nedlæggelse af Nørrebro Station. Nørrebro Handelsforening havde cirka 500 medlemmer.

Det gik dog godt for Eddy.  I 1919 erhvervede han nabobutikken, som var en frugtforretning. Pludselig var arealet på 60 m2. Det var hverken første eller sidste gang butikken udvidede.

Pludselig dødsfald

Men midt i succesen døde Eddy Steenberg – kun 46 år gammel. Han efterlod sig hustru og seks børn, herunder Viggo og Otto.  Hustruen Anny Viola fortsætter med at drive butikken, også efter at Viggo Steenberg  indtræder i firmaet.

Moderniseringer

I 1932 var den yngste søn, Aage udlært og er også parat til at tage sin tørn. Moderen var stadig beskæftiget i firmaet. Samtlige skillevægge i forretningen blev revet ned . Den ene indgangsdør blev nedlagt og inddraget til et stort vindue, og facaden blev renoveret.

Hugo Steenberg

Hugo Steenberg – nevø til Aage  gik i lære som boghandler i 1964.  Han nåede lige at komme med på Provinsboghandlerfagskolens sidste hold. Han var ellers blevet udlært som kontorassistent i Østifternes Kreditforening.. Under sin militærtid arbejde han til halv pris i boghandelen, efter kl. 15.

I 1966 startedes en kæmpe modernisering. Alt inventar blev fornyet. Nu blev der bedre adgang til reolerne, og kontorlokalerne blev inddraget til butikken. Loftshøjden blev ligeledes
reduceret med 60 cm.

Den sidste naboforretning

I 1973 erhvervedes den sidste naboforretning. Væggene blev revet ned. Resultatet blev en stor succes både i form af interiør og exteriør. Butikken var nu på 90 m2. Men der var ikke flere udvidelsesmuligheder.

Aage og Hugo kompagnoner

I 1974 døde Viggo Steenberg efter lang tids sygdom. Han havde i flere år siddet i kørestol. Begge ben var blevet fjernet som følge af en sukkersyge, som han havde haft siden han var ung. Aage og Hugo Steenberg fortsatte som kompagnoner.  Aage var kendt på Nørrebro. Han spillede orgel i Skt. Stefans Kirken og Anna Kirke. Han var en meget aktiv FDF’ er.

Ny butik købt

Den 1. april 1985 blev Asger Koefods Boghandel , Frederikssundsvej 15 købt. Iris Koefod havde drevet den alene efter hendes mands død. Forretningen bliver drevet som en filial af Nørrebrogade. Iris Koefod ansættes som leder af filialen. Forretningen blev medlem af Bogpa.

Nørrebrogade 163

Det var dog ikke slut med udvidelserne. I november 1988 flytter butikken fra Nørrebrogade 177 til Nørrebrogade 163.  Stedet var en af de første bebyggelser på Ydre Nørrebro i 1870erne. Dengang hed det Lygtevejen 8. Det var urtekræmmer Ottesen, der boede her. Han var både postmester og fattigforstander. Hans butiksdreng bar posten ud.

Nyt inventar

De nye lokaler er på 150 m2 med fuld kælder. Forretningen blev en del af Andelsboligforeningen Kronen. Den købes af Hugo Steenberg. Lokalerne indrettes med Modul Inventar til den nette sum af 400.000 kr. Firmaet ændrer nu navn til Steenberg Bog & Ide.

I 1990 indrettes filialen på  Frederikssundsvej med inventar fra den gamle forretning og fremstod nu som en hyggelig lettere moderniseret butik.

Engagerede medarbejdere

Hugo Steenberg blev i 1992 medlem af Boghandlerforeningens bestyrelse. Gennem årene har butikken haft særdeles engagerede folk både på chef – og medarbejderside.

Nye udvidelser

Men det var endnu ikke slut med udvidelser. Meget heldigt blev lampeforretningen i Heinesgade  sat til salg. Man besluttede atter engang, at udvide. Med et slag var salgsarealet udvidet til det dobbelte. Ombygningen begynder i 1995 og står på i næsten 2 år. Dette indebar nedrivning af flere vægge, flytning af ejendommens port og bygningen af et trappetårn i gården, som erstatning for den køkkentrappe, der skulle inddrages, for at få lokalerne til at høre sammen.

Resultatet blev en flot boghandel efter Bog & Ide konceptet. Aage Steenberg dør i sommeren 1997. Han var stoppet i butikken året før.

Martin Steenberg ansættes

I 1998 er ombygningen helt færdig.  Martin Steenberg – Hugos søn havde været ansat et års tid efter at have prøvet forskellige jobs. Martin besluttede sig for at gå i lære som boghandler og efter to års lærertid i Charlottenlund Bog & Ide var det nu håb om at 4. generation kunne fortsætte udviklingen.

Martin bliver ansat i Fisketorvets Bog & Ide,  da den åbner i oktober 2000. Han var med fra starten og prøvede på den måde at bygge en helt ny forretning op.

Frederikssundsvej lukker

Den 1. juni 2002 lukkes Frederikssundsvej – filialen og Marianne Amandus, som havde passet den alene de sidste par år, flyttes op på Nørrebrogade.  Den 1. august 2002 startede Martin
Steenberg fast i butikken. Året efter blev han valgt ind i Bog  & Ides bestyrelse.

Generationsskifte påbegyndes

I 2004 påbegyndtes en generationsskifte imellem Hugo og Martin. Aftalen indebar, at Hugo gradvis trappede ned for at gå på pension. For at få mere tid i butikken udtrådte Martin af bestyrelsen i Bog & Ide.  I 2005 udtrådte Hugo af bestyrelsen i Boghandlerklubben. Mange vil sikkert huske ham som en festlig fyr og en god rejsekammerat. Han fungerede ofte som en festlig toastmaster ved Lauriat-fester.

I 2010 gik Hugo ned på kun en arbejdsdag, efter at have arbejdet tre dage om ugen. Ved årsskiftet 2011/2012 er det så endelig slut med Hugos deltagelse i butikkens drift.  Generationsskiftet er fuldført.

Skybrud

Et lille skår i glæden op til 100 års dagen indtraf da butikkens kælder blev ramt af skybrud, som så mange andre butikker på Nørrebro. Det betyder  masser af istandsættelse og logistik – problemer.

Kunderne strømmer til

Måske er det slut med udvidelser. Men der foregår konstant ændringer i butikken. Således er butikken netop blevet malet i friske farver.

Trods store trafikale problemer på  Nørrebrogade, hvor kommunen konstant ændrer reglerne, fortsætter kunderne med at strømme til butikken. Og hvem ved, måske fortsætter femte generation af Steenberg – klanen butikken en skønne dag.

Overskuelighed og personlig betjening

I butikken lægges der meget vægt på overskuelighed og orden. En anden vigtig ting er den personlige betjening. Kunden skal til enhver tid føle sig velkommen.

Slet ikke slut med udvidelser 

Nej det var ikke slut med udvidelser. For i Nørrebro Bycenter indrettede Martin Steenberg også en butik. Nej det var ikke slut endnu. For pludselig kunne nabobutikken i bycentret overtages. Her indrettede Martin Steenberg en legetøjsbutik i Legekæden. Denne er også med i Index Retail, hvor også Bog & Ide er inkluderet.

Her var jeg med i over 20 år 

Tænk engang. Undertegnede var ansat her i hvis nok 23 år. Så måske kan jeg prale med, at jeg har haft en lille andel i udviklingen. For 5 1/2 år siden gik undertegnede på pension. Jeg vil mindes alle de skønne kollegaer og kunder gennem tiden. Det er skønt at møde kunderne fra dengang. når man er ude at holde foredrag.

 

Redigeret 12. – 12. – 2021

 

Skabelonen til spændingsromanen Vingeskudt var lagt med historiske kendsgerninger. I begyndelsen er romanen irriterende, men efterhånden tegner der sig et skæbnefællesskab. Historien får et meget dramatisk forløb. Vi får medlidenhed med kaptajnløjtnant Rüdiger. Det er ham, der er vingeskudt. Det er ikke hver dag, der bliver skrevet en spændingsroman, hvor udgangspunktet er vadehavsøen Mandø. Denne bog kan varmt anbefales.

 

Hvordan skriver man en god bog?

Hvordan skriver man en god bog? Ja man kan for eksempel få opsnappet en god og interessant historie, som virkelig har fundet sted, og så bruge denne som skabelon. Det har Martin Richardt fra Nørrebro gjort. Og det er der blevet en særdeles dramatisk historie ud af.

 

Irriterende i begyndelsen

Indrømmet, i begyndelsen syntes undertegnede, at handlingen var forvirret. Vi befandt os i forskellig tid og vidt forskellige steder. Lige hvor det blev mest spændende, ja så  skiftede vi i næste afsnit. Men efterhånden fandt man så ud af, at det var en grund til, at forfatteren brugte denne fortælleform?

 

Ingen helt

Normal er der i en fortælling en helt, men det er der faktisk ikke i denne meget dramatiske fortælling. Lad mig sige det fra starten. Det er en særdeles velskrevet bog, som starter
på Mandø.

 

En slagfærdig kvinde kommer til
øren

På vej til et togt bliver et engelsk bombefly skudt ned. Det bliver observeret fra en radarstation på  Mandø. Nu har det godt nok kun ligget radarstationer på Rømø  og Fanø, men i en skønlitterær roman må forfatteren gerne tage sig sine friheder. På Mandø lå kun en lytte-station.  i virkeligheden.

En engelsk pilot overlever nedskydningen og holder sig skjult på øen. Kommandøren på Radarstationen skal tilfældigvis besøge præstegården, og her sker der noget. Vi følger mandskabet på Radarstationen. Måske er det lidt kedeligt for dem. De søger noget aktion. Kommandant Rüdiger prøver på at holde sig gode venner med den danske befolkning, men købmanden kan ikke lide ham, fordi han er tysker.

En slagfærdig kvinde kommer på  besøg på øen. Kommandant Rüdiger fatter interesse for hende. Men han har også sin kone Claudia hjemme i Frankfurt.

 

Steen og Meike

Og her i Frankfurt møder vi socialrådgiver Meike, der bliver involveret i et mord på Gabi. Ligeledes møder vi arkitekten Steen et helt andet sted. Han bliver involveret i et spil, der bygger på
en løgn. Steen og Maikes  historie udvikler sig.

 

Uvenner med købmanden

Og på Mandø er den slagfærdige Cecilie ankommet. Meget nødtvunget meddeler købmanden dette til kommandant Rüdiger. De to bliver nærmest uvenner, og det er ikke godt for Rüdiger.

Vi møder pludselig Cecilie i hendes lejlighed ved søerne i København. Neden for står Gestapo og overvåger hende. Hun flygter ud af København mod Mandø.  Steen er på vej til sit fædrene ophav. Det fører ham forbi Mandø. Meike  haler en skuffe ud, og finder et spændende brev.

Købmanden hævner sig. Det får katastrofale følger for Rüdiger.

 

En forbindelse mellem personerne

Efter krigen når Rüdiger endelig hjem til sin Claudia. Deres kærlighed får i begyndelsen lykkelig udgang, men ak, det ender ikke godt. Men kære læser, der er en forbindelse med alle hovedpersonerne. Den vil vi ikke røbe her.

 

Falsk navn

Efter krigen opsøger  Cecilie igen Mandø, for at få et blik af Rüdiger. Og denne forsøger mange år senere gennem en fælles bekendt på Mandø at få kontakt med Cecilie.  Men det viser sig, at hun slet ikke hedder Cecilie Andersen. I stedet hedder hun Agnete Mørk.

 

Udmærket forhold til tyskerne

Sandheden er, at på Mandø havde lokalbefolkningen et udmærket forhold til tyskerne. Efter sigende havde den rigtige kaptajnløjtnant på lytterstationen en affære med en pige fra modstandsbevægelsen. Resultatet blev et barn.

 

Sympati for Rüdiger

Romanen beskriver også kriges gru. Hvor led kan man være mod hinanden. Og hvad kan ulykkelig kærlighed føre til. Skæbnefællesskaber er også en af overskrifterne. Man sidder også og får sympati for kaptajnløjtnant Rüdiger.  Det handler om det gode og det onde, bedrageri, forræderi og kærligheden.

Som romanen skrider frem, bliver man nysgerrig efter at kende personernes sammenhæng.

 

Tilbage er uvisheden

Vi oplever, at forældre og bedsteforældre ikke fortæller deres børn, hvad de foretog sig under den frygtelige krig. Man forsøger at ligge låg på. Tilbage er uvisheden.

Martin Richardt beskriver officererne i den tyske værnemagt både som brutale og menneskelige. Det der skete under krigen kan nemlig ikke bare være sort/hvid.

 

En flot vekselvirkning

Forfatterens baggrund som psykolog mærkes tydelig i hans skriverier. Ofte er det svulstige beskrivelser, andre steder stilfærdige. En flot vekselvirkning. Det er et flot sprogbrug gennem hele romanen.

Titlen på romanen er også  genial. Man tror, at det er fordi bombeflyet over Mandø bliver ramt. Men efter, at man er færdig med romanen, så ved man, at det er romanens hovedperson Rüdiger, der er blevet vingeskudt. Han havde ikke mere at leve for.

 

Lyst til at vide mere

Man sidder med en lyst til at vide, hvad der skete med piloten, der blev skudt ned. Og hvad skete der med Maike og Steen efter at de havde fået afklaring? Kunne købmanden på Mandø leve med det, han gjorde? De ansatte på Radarstationen, som vi lærte at kende, kom de godt hjem efter krigen?

 

En god debutroman

Det var godt Martin Richardt kom forbi Mandø og fik talt med to af de ældre medborgere. En god debutroman, og forfatteren har allerede skrevet den næste. Den foregår langt fra Mandø.  Vi slutter denne anmeldelse med et citat fra bogen:

• Det er ikke værd at sørge for den dag, man måske aldrig ser.

 

Martin Richardt: Vingeskudt Forlaget: Mellemgaard

– Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler

Redigeret 12. – 11. 2021

Det er sikkert en overraskelse for mange. En sønderjysk efterretningstjeneste eksisterede næsten siden Hitlers magtovertagelse. Særlig politimester Brix tog overvågningen af Det Tyske Mindretal alvorlig. Der Nordschleswiger sammenlignede ham med von Köller. 80.000 kort blev oprettet. Man overvågede tidligere SS – soldater, Fårhus fangere, Bondebevægelsen LS, Strasser – bevægelsen, Mindretallets blad. Knivsbjerg – festerne blev overvåget helt til 1961.

 

Grænsen skulle flyttes

Lige efter Anden Verdenskrig foregik der en massiv overvågning af det tyske mindretal. Det var politikommandør  Ernst Brix, der var igangsætter af dette projekt. Brix var tidligere politimester i Tønder  og Aabenraa. Han blev i 1951 den første chef i PET.

I månederne efter Hitlers magtovertagelse blev Det Tyske Mindretal særdeles modtagelig over for en grænserevision. I Berlin greb man dog ind over for aktioner fra Det tyske Mindretal.

Forskellige nationalistiske grupper opstod. Det førte til interne magtkampe. I 1935 samledes trådene i NSDAPN med dyrlæge Jens Møller som leder. Møllers projekt gik ud på

– Führer macht uns frei.

Mindretallet kæmpede for at få  flyttet grænsen op til Kongeåen.

 

I tysk uniform

Ca. 1.700 fra Det Tyske Mindretal deltog i diverse militære værn. Man trak i tysk uniform og blev uddannet i våbenbrug.  Mange unge mænd efterkom Mindretallets opfordring til at melde sig til tysk krigstjeneste.

 

3.500 blev anholdt

I sommeren 1945 blev 3.500 medlemmer af mindretallet anholdt. De fleste blev interneret i Fårhus – lejren. I løbet af retsopgøret blev cirka 3.000 tysksindede dømt med tilbagevirkende kraft for deres færden under besættelsen.

 

De moderate

Økonomien i Det Tyske Mindretals organisation hang i laser. Det var ikke meget tilbage. Tyske skoler var blevet lukket. Tyske institutioner var blevet beslaglagt og tyske mindesmærker sprunget i stykker.

De moderate tysksindede udsendte i september 1945 en erklæring, hvor de tog afstand fra begivenhederne under besættelsen. De tog afstand fra Mindretallets officielle holdning. De   opfordrede nu til at måtte opbygge deres organisation fra ny. Mange af disse var pengestærke folk fra købstæderne. Det var stor uenighed i Mindretallet med hvordan man skulle agere. Hele tre forskellige udkast blev diskuteret på et stormfuldt møde i Aabenraa den 22. november 1945. Man vedtog de moderates forslag. Det var en svær balancegang. Man anerkendte 1920 – grænsen. De internerede fik lovning på, ikke at komme hjem til social isolation.

Man finansierede blandt andet den nye mindretals – avis Der Nordschleswiger, der begyndte at udkomme i februar 1946.
De aggressive

BDN – Bund Deutscher Nordschleswiger  blev en realitet. Men indadtil var situation meget tilspidset. Mindretallet var ved at gå i opløsning. De moderate var utilfredse med udviklingen
inden for Mindretallets nyeste ledelse. De moderate mente bl.a. at Mindretallets talerør Der Nordschleswiger var for aggressiv.

Ifølge Ernst Brix  var 60 pct. af Mindretallet i virkeligheden rolige og besindige folk, mens de 40 pct. tilhørte den aggressive fløj. Det lykkedes for de moderate at få  gennemført deres vilje.

 

Die ”Dummen Dänen” 

Men en interessant melding kom fra Landbetjenten i Ravsted.  Således noterede han:

• Tilsyneladende er ingen af Hjemmetyskerne paa Egnen Lydhøre overfor Loyalitetserklæringen fra Østkysten, tværtimod kalder de Underskriverne for Spytslikkere, nogle siger endda, ”Kan de dummen Dännen ikke se, at en saadan Erklæring kun er lavet for at faa de uskyldigt internerede hjem og for derefter igen at oprette en fast Mur mod Danskheden”.

Siden 1955 har de to mindretal i grænselandet været omfattet af København – Bonn erklæringen.

 

Omfattende kartotekssystem

Efter Hitlers magtovertagelse i 1934 oprettedes i Sønderjylland  et Politiadjudant – embede. Dette embede var underkastet Justitsministeriet. Politiadjudanten skulle skabe et hurtigvirkende oplysningscentral for den sønderjyske landsdel. Især var man interesseret i Mindretallets arbejde. Der blev oprettet et omfattende kartotekssystem.

Det var politimesteren i Aabenraa, Fritz Jacobsen, der først havde hvervet. Som efterfølger i 1936 udnævntes amtmand Kristian Refslund Thomsen.  Amtmanden konkluderede, at Mindretallet ville flytte sindelags – grænsen nord på. Man ville skabe betingelser for en grænserevision.

Amtmanden bag sig fritaget for hvervet efter tyskernes aktion mod det danske politi i september 1944.  Efter 1945 ønskede Brix at udbygge efterretningsarbejdet over for Det Tyske Mindretal. Brix ville have en centralt  efterretningstjeneste i Sønderjylland.

Justitsministeren bakkede Brix op. Sønderjylland fik sin egen efterretningsvirksomhed. Man holdt nu nøje øje med især Det Tyske Mindretal. Især var der fokus på tysksindede tjenestemænd.

 

Mange meddelere

I lokalsamfundet skulle der udpeges meddelere. Hele én for hver 200 personer, mente Brix.  Og disse Vågne Vogtere skulle skaffes fra modstandsbevægelsen før 1945. De havde den rette kampånd.  Brix gjorde opmærksom på at i de ledende poster i BDN var de samme personer som havde haft ledende poster i NSDAPN.
Lovgivningen gjaldt ikke for efterretningsvæsnet

Justitsministeren  gjorde godt nok gældende, at man ikke måtte føre kartotek over personer, der ikke var straffede og udførte lovlig politisk virksomhed. Men denne regel syntes ikke, at være fulgt i den sønderjyske efterretningstjeneste.

 

Sønderjyske politimestre ikke enige

Noget tyder på at de sønderjyske politimestre ikke var enige i overvågningen. Der var således forskellige opfattelser af et møder, der var afholdt med politimestrene i Aabenraa. Men åbenbart fik Brix igen sin vilje. Efterretnings – virksomheden tog til i omfang i de følgende år. I løbet af 1948 var arbejdsbyrden efterhånden blevet større end før krigen.

 

Mere gang i arbejdet

Men Brix  var ikke tilfreds med resultaterne af afdelingens arbejde. Han mente, at opgaverne skulle deles i otte hovedområder, som udgjorde Mindretallets finansielle, kulturelle og politiske rygmarv.  Man skulle undersøge Mindretallets skolevæsen. Var det propagandapræget? Var lærerne blevet straffet som landsforrædere? Deltager de i politisk arbejde? Også børnenes forældre skulle undersøges. Har de altid været tysksindet? Havde tysksindede forældre, hvis børn ikke gik i tysk skole, været udsat for pression? Finansierer de tyske banker jordkøb?

Også de tyske banker skulle undersøges. Hvem var deres økonomiske bagmænd? Også styrkeforholdet mellem den moderate og den uforsonlige fløj skulle undersøges. Man skulle også undersøge, om der eksisterede forbindelser til  6. maj bevægelsen eller tidligere DNSAP – folk.

 

Tidligere SS – soldater skulle overvåges

Man var også bange for kommunistisk indflydelse. Derfor skulle SS – soldater, der var vendt hjem fra russisk fangenskab undersøges. Ud over tilsyn med DKP og ungdomsorganisationer, burde der også føres tilsyn med fabrikker og arbejdspladser, skytteforeninger, brevdueforeninger, eks – og importører til øst-zonen samt radioamatører.

 

Brix får nyt job

I december 1950 blev Ernst Brix udnævnt til vicepolitichef og leder af den nyoprettede Politiets Efterretningstjeneste. Hans efterfølger blev kontorchef i Justitsministeriet, N Schaumburg – Christensen.

Han bibeholdt sekretariatet i Aabenraa. Hver politimester skulle efter fælles aftale med visse mellemrum afgive beretning om forholdene inden for det nationalt – kulturelle. Indberetningerne skulle samles og videresendes til de respektive ministerier. Det var nye toner i organisationen og en form for decentralisering.

Overvågningen af Det Tyske Mindretal nåede aldrig den samme intensitet, som i Brix’ s tid som politikommandør. Faren fra Mindretallet syntes at være drevet over.

 

Rapport om Mindretallet

I 1955 udfærdigedes en rapport om mindretallets udvikling. Rapporten var meget overordnet. Den byggede på Mindretallets reorganisering efter befrielsen. Politiets ligeså omfangsrige artikelsamling om Mindretallet endte omkring 1958. I samme periode holdt politiet også op med at gemme programmerne fra Knivsbjerg – festen.

 

Es lebe Deutschland

I Højer  var situationen yderst spændt efter befrielsen. Atmosfæren var præget af rygter, trusler og mistænksomhed. Ifølge landbetjent Hartung var årsagen, at de lokale tysksindede opførte sig truende og provokerende som følge af de sanktioner, der fra dansk side var truffet mod medlemmer af Mindretallet.

Således kunne Hartung rapportere, at en vognmand under udgravningen til Højer Apotek havde råbt:

• Es lebe Deutschland. Deutschland skal nok komme igen.

 

Landbetjent truet

Den samme person havde noteret alle navnene på de danskere, der havde hjulpet med interneringerne. Hartung mente, at næsten alle Hjemmetyskere var fornærmet på danskerne. I Højer
blev Hartung som repræsentant for den danske retsstat gjort til syndebuk for retsopgøret. Ad omveje fik betjenten at vide, at han nok skulle søge sig en stilling i København, for det var ikke godt for Hartung at blive i Højer efter de store Interneringer.

Da Brix i begyndelsen af december 1945 opfordrede sine kollegaer til at indsende stemningsrapporter havde han medsendt Hartungs rapport. Opfordringen fra Brix var uden officiel bemyndigelse.

 

Præventiv overvågning

Brix var den mest fremtrædende forkæmper for en præventiv overvågning af Mindretallet. Men holdningen i det sønderjyske politi var at man i en given situation ikke kunne stole på Mindretallet.  Denne holdning var fremherskende længe efter at Brix havde forladt landsdelen. Så sent som i 1952 skete der stadig undersøgelser af Mindretallets forhold, dog langt fra med samme omhu som under Brix.

 

Landbetjentenes indberetning

Mange lokale politibetjente havde oplevet mange tysksindede stille sig i den tyske sags tjeneste. De havde også mærket den bitterhed og det had, som retsopgøret havde fremkaldt i
Mindretallet.   Om forholdene i Ravsted  skrev landbetjent Skousen:

• Flertallet af Mindretallet lever stadig i Hævnens Haab.

Også fra Tinglev kunne den lokale betjent Andersen berette om

–  Mindretallets udfordrende Opførsel, der begyndte at skræmme Danskerne.

 

Fuld af fordomme

Ernst Brix var fuld af fordomme. Han beskrev de tysksindede i almindelighed som Fremmedelement. Den nye mindretalsledelse med Dr. Wenich i særdeleshed som “en Nazibande, der laver Propaganda efter de bedste gøbbelske Metoder”

For Brix udgjorde det tyske mindretal en trussel mod den nationale sikkerhed.

 

Brix regnede ikke Det Tyske Mindretal

Brix
regnede ikke Det Tyske Mindretals erklæringer for noget, efter
at han havde set, hvem der satte sig i spidsen for organisationen. Han
udtalte:

• Hvis man fra dansk side skal kunne have tillid til den nye organisations ledelse over for den danske stat, må det være en forudsætning, at man til ledelsen vælger ikke – kompromitterede personer, hvis indstilling over for staten ikke er præget af den tyske nazismes hadefulde stilling overfor alt dansk

 

BDN oplyste ikke navne

Efter valget til BDN – bestyrelsen i maj 1947 havde man fra Mindretallets side ikke valgt at offentliggøre alle navne på bestyrelsesmedlemmerne.
Det blev forklaret med

• paa Grund af de nuværende Forhold ikke vil offentliggøre Navne.

Brix påpegede at:

• den Omstændighed, at man ikke fra tysk Side vil har villet offentliggøre Hovedbestyrelsens Navne, hvilket indikere at det er gamle Nazister, der atter optræder og behersker
  Foreningens Ledelse.

 

Der Nordschleswiger fordrejede tingene

Brix mente også, at Der Nordschleswiger fordrejede tingene. Således gav den Slesvig – Holstenske finansminister på et møde i Flensborg i 1949 udtryk for, at man anså det tyske mindretal for at være forfulgt. Syd for grænsen var opfattelsen, at en sådan forfølgelse virkelig fandt sted.

 

Retsopgøret blev betragtet som uretfærdigt

I Det Tyske Mindretal blev retsopgøret betragtet som uretfærdigt, og det blev betragtet som forfølgelse. Parterne var i perioder uforsonlige over for hinanden. Der kom til åben konfrontation. Fra tysk side blev det også givet udtryk for, at dansk politi forhalede opklaringen af bombeattentater mod tyske mål.

 

Alt blev noteret

Selv den mindste begivenhed blev omtalt i politiets mapper. Således skulle en søn af et BDN – bestyrelsesmedlem, der efter befrielsen var kommet i dansk skole den 5. maj 1947 have nægtet at deltage i skolens mindehøjtidelighed med begrundelsen, at

• det var for dem Sorgens Dag.

Selv de 38 tysksindede, der i efteråret 1947 havde anbefalet Ernst Reuters folketingskandidatur optrådte i Reuters sagsmappe.

Også tysksindede, der i mindre målestok engagerede sig i Mindretallets opbygning blev registreret i politiets kartotek over ledende tyskere.

 

Bladet blev overvåget

Brix overvågede også Der Nordschleswiger. Han kunne således oplyse, at bladet i 1949 blev trykt i Leck, syd for grænsen. Bladets produktion kostede ikke BDN en krone, da Landsregeringen  i Kiel betalte, og derudover angiveligt også skulle stå som ejer af trykkeriet.

Tønder Politi kunne oplyse, at bladet udkom i et oplag på 3.400. Den indførtes til Danmark via grænseovergangen Sæd. Distributionen til Sønderjylland foregik fra Tønder. Bladet havde 1,700 abonnenter. Halvdelen af det indførte oplag blev dels uddelt som frieksemplarer, dels solgt i løssalg.

Så sent som i 1957 blev der indført oplysninger i Der Nordschleswigers sagsmappe.

 

Børn blev chikaneret

I sagsmapperne omkring skoleforhold kunne man finde udsagn som:

• ja vort Barn kan de tvinge i dansk Skole, men vort gode tyske Hjerte, kan de aldrig rive ud af vort Bryst.

I Rødekro  skulle tyske børn, der var kommet i dansk skole have fået tærsk af tyske børn, der stadig modtog tysk undervisning, ligesom deres forældre skulle være chikaneret for at have sveget Tyskheden.

 

Knivsbjerg møderne overvåget til 1961

I 1947 begyndte Mindretallet igen at afholde Knivsbjerg – festerne. Her afholdt man sportsstævne og inviterede gæster fra Tyskland, der holdt festtaler. Politiet var yderst opmærksom på, hvad der skete til festerne. Man samlede festprogrammerne og teksterne til de taler, der blev holdt. De gæster, der holdt taler blev også registreret. Den sidste indførelse i mappen er så sent som fra 1961.

Da Knivsbjerg – festerne skulle begynde gik der rygter om, at Hjemmeværnet ville affyre et ordentligt skrald. Men alt forløb stille og rolig.

 

Attentat i Tinglev

Den lokale betjent i Tinglev blev natten til påskesøndag den 20. april 1946 udsat for et attentat. En tysk håndgranat var kastet gennem vinduet. Detonationen var så voldsom, at inventaret var blevet ødelagt. Heldigvis for landbetjent  Egebjerg Andersen og hans kone var de ikke hjemme. De havde næppe overlevet.

 

Varulve – angreb

Sagen blev undersøgt under stor opmærksomhed. Man mente, at det var et såkaldt Varulve – angreb. Men fra Mindretallets side, mente man, at det var Modstandsbevægelsen, der stod bag.

Medlemmer af den paramilitære Werwolf – organisation, der blev oprettet i krigens sidste år, skulle operere bag de allieredes linjer med henblik på at likvidere landsforrædere og udøve målrettet sabotage. Formentlig havde organisation ikke mere end et par hundrede medlemmer. De bestod mest af medlemmer af Hitler – Jugend og Bund Deutscher Mädel.

Seks mænd var blevet afhørt af politiet efter aktionen i Tinglev. Under sagen kom det frem, at der eksisterede et kartotek over tidligere Waffen -SS frivillige.

Gerningsmændene blev nu lokaliseret til Løgumkloster – området. Her blev 13 fortrinsvis yngre mænd og en kvinde anholdt. I politirapporten konstateredes, at flere af de fængsledes fædre var dømt for landsskadelig virksomhed.

Ifølge deres eget udsagn havde de dannet en Vareulve – gruppe, der havde til hensigt at ville terrorisere Danske, der efter deres Mening modarbejdede det tyske Mindretals Interesser.

Gruppen havde også planer om attentater mod provst Schülein i Løgumkloster, den lokale landbetjent Johansen, pastor Rishøjgaard, læge Højholdt samt en ikke navngivet lærer i Rends.

Planerne mod nogle af personerne var vidt fremskreden.   I forbindelse med optrevlingen af sagen i Løgumkloster fik politiet også kendskab til en såkaldt vareulvegruppe i Tønder på syv personer. De var alle fra Det Tyske Mindretal. Der blev også fundet nedgravet ammunition.  Intet tydede dog på, at disse Varulve – grupper var organiseret fra tysk side.

I alt 18 personer fra Det Tyske Mindretal var også blevet arresteret. Modstandsbevægelsen krævede, at den hoved- skyldige blev dømt til døden.

 

Edelweiss

I Fårhus – lejren gik der rygter blandt fangerne om etbalering af en nyetableret vareulv-gruppe, ved navn Edelweiss. Dette fik politiet til at gennemse alt post til og fra Fårhus – lejren.

 

Trussel mod Brix

I foråret 1946 modtog Brix en anonym hilsen, der nok nærmere lød som en trussel:

• Vi meddeler Dem hermed, at vi har oprettet et Forbund! Lad os i Ro! Vi lader Dem i Ro!
  Ærbødigst 46. Warulworg. Aabenraa.

Efterforskningen viste også, at sønderjyder var blevet uddannet til at virke bag de Allieredes Linjer i Tilfælde af en allieret Invasion af Danmark.

 

Samtale med politiet

Mange af de tysksindede, der efter befrielsen ikke var tilfredse med den loyale politik, som blev ført af den moderate del af Mindretallet dannede Foreningen af 6. maj 1945 med redaktør A. Olesen i spidsen.

Jes Schmidt medlem af BDN’ s bestyrelse blev kaldt til samtale med Aabenraa Politi. Han meddelte, at man ikke kunne stå i to foreninger. Politiet holdt øje med diverse møder og læste foreningens blad Revision.

Dette blad blev en konkurrent til Der Nordschleswiger. Helt frem til 1960 vedblev Politiet i Aabenraa med at læse bladet med hensigt på at slå til, hvis de skrev noget ulovligt.

 

Fårhus – fangere

I vinteren 1948 var der en sammenkomst mellem forhenværende Fårhus – fangere i Højer. Men initiativtageren samarbejdede med politiet og sendte desuden sin tale. Samtidig gjorde man opmærksom på, at sammenkomsten ikke var tænkt som et stratskud til dannelse af en forening eller politisk organisation.

Men den 2. oktober 1949 blev der i Tinglev dannet en forening, der henvendte sig til alle, der har været internerede eller som er dømt efter love med tilbagevirkende kraft. Foreningens formål var

•   at samle Styrke til en Indsats, der maa resultere i Opnaaelse af Ret for uretfærdigt Behandlede under ”Udrensningen” og dens ukontrollerede Stemningsbølger.

Fra Højer fik politiet melding om, at en hvervekampagne var i gang. Man uddelte brochurer fra den nye forening. Herigennem fik politiet kendskab til foreningens bestyrelse.

 

Bondebevægelsen LS

Da bondebevægelsen Landbrugernes Sammenslutning i 1947 viste tegn på, at reorganisere sig, kom de i politiets søgelys. Allerede i 1931, da organisationen blev oprettet havde man ikke været uimodtagelig for ideologisk indflydelse sydfra. Politiet havde en meddeler med til et møde på Folkehjem i Aabenraa  den 20. februar 1947:

• En stor Del var Faarhusfolk og tidligere danske Nazister.

Politiet noterede nogle af de mest fremtrædende gårdejere. Den 23. september samme år overværede en god mand et LS – møde på Kværs Kro:

• Dørvogter iført Ride-bukser (sorte), lange sorte Støvler og Sweater, var det første Syn, der mødte Deltagerne.

Den gode mand kunne notere, at 90 pct. af deltagerne var tidligere danske og tyske nazister. De var utilfreds med alt og alle.

 

Otto Strasser

Sidst i 1940 florerede der rygter om en kontakt mellem medlemmer af Det Tyske Mindretal og kredsen omkring Otto Strasser. Efter tyskernes kapitulation oplevede denne en politisk genfødsel med Bund für Deutsche Ernerung. Organisationens blad skulle cirkulere i tyske kredse især i Aabenraa og Tønder amter.

Denne Otto Strasser havde været medlem af det tyske NSDAP og hørte i 1920erne til kredsen omkring Joseph Goebbels. I 1930 blev han pga. uoverensstemmelser med Hitler  trængt ud på et sidespor. Derfor nedlagde han sit medlemsskab af partiet. Han dannede sit eget parti Schwartze Front. Den byggede på hans ide om marxistisk baseret national socialisme.
I 1933 flyttede han til Østrig og fra 1943 boede han i Canada.

 

Telefonaflytning og brevåbning

Angivelig skulle Det Sønderjyske Efterretningsvæsen have brugt telefonaflytning, brevåbning og ulovlig registrering. Man havde betalte meddelere. Hvor stort det antal var, er svært at fastslå.

Åbenbart var der kompetenc- stridigheder mellem Brix og de andre sønderjyske politimestre, bortset fra  Aabenraa og Tønder. Brix betragtede Det Tyske Mindretal som en trussel mod danske interesser. Og han fik åbenbart overbevist København.   Det kølige forhold mellem Dansk Politi og Det tyske Mindretal nåede sit højdepunkt i 1947.

 

80.000 kort

Kartoteket havde efterhånden et omfang af 80.000 kort fordelt på 80 kasser. Dele af dette register blev brugt helt frem til 1970erne af bl.a. Fremmedpolitiet. Et pressearkiv om Det Tyske Mindretal blev brugt frem til 1958.

 

Sammenligning med von Köller

Det Tyske Mindretal har aldrig glemt Brix. Da denne fyldte 70 år i sommeren 1972 stod følgende at læse i Der Nordschleswiger:

• Sein Einsatz diente im Endergebnis nicht der dänischen Sache im Grenzland und seine Härte gegenüber den deutschen Nordschleswigern lässt nach unseren Grenzland
  – Massstäben den Preussen – Köller völlig verblassen………
• Er selbst hat Nordschleswig nicht vergessen – die Nordschleswiger ihn auch nicht.

 

Man må sige, at det er en interessant udlægning, som den tyske mindretalsavis giver, ved at sammenligne von Köllers hårdhændede tvangsgermanisering af de dansksindede i Sønderjylland i form af bl.a. mødeforbud og tvangsudvisning – med Brix.

Kilde:
Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  
• Litteratur Tønder
• Litteratur Højer
• Litteratur Aabenraa
• Kommissionsberetning Bind 2: Den politiske Overvågning, Sønderjylland/Schultz
• www,dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler . herunder 297 artikler fra Sønderjylland 
• Under Besættelsestiden (før/under/efter finder du 362 artikler 
  
  

Redigeret 12. – 11. 2021

 

Det er ubekvemt at tale om Fårhus – lejren. For Mindretallet er det tegn på  uretfærdighed. Vi andre har haft familiemedlemmer i lejren og undrer os over, at man ikke etablere et museum. Men her er der også  diskussioner. I dette pragtværk af en bog om Fårhuslejren sættes der også ansigter på de indsatte. Bogen beskriver fordomsfrit begivenhederne. Unge hjemmetyskere var under pres mange steder fra. Da de blev sat fri var problemerne ikke over. De blev også dømt for ”tab af almen tillid”. Og det fulgte dem i lang tid fremover.

 

Et pragtværk

Havde Fårhus – lejren været mere kendt, ville dette pragtværk Straffelejren, Fårhus, Landssvigere og Retsopgøret af Henrik Skov Kristensen være et oplagt emne til Årets Historiske Bog.

En københavner kender ikke lejren

Men spørger man en københavner om Fårhus – lejren ved han/hun ikke noget. For os sønderjyder er Fårhus – lejren noget andet. Det er noget vi har et forhold til. Da vi for efterhånden mange år siden boede i Padborg aflagde vi selvfølgelig også Frøslev – lejren et besøg. Ved den lejlighed spurgte jeg til resterne af Fårhus – lejren. Mit spørgsmål forblev ubesvaret. Der
blev pludselig koldt. Debatten om et Fårhus – museum vender vi tilbage til.

 

Fangevogter for bedstefar

Til en fætter/kusine fest  hos min afdøde kones familie mødte jeg en onkel, der havde været fangevogter for min bedstefar i Fårhuslejren. Det var en meget underlig fornemmelse.

 

Ubekvemt at tale om det

I familien er det ikke blevet snakket så meget om det. Dog løste min far lidt op for historien. Det var noget med, at min bedstefar blev nægtet mad, bragt til lejren fra Højer osv.For en stor del af sønderjyder er det stadig ubekvemt, at tale om det. Og måske skammer det danske samfund sig sikkert også. Eller gør de?

 

Symbol på uretfærdighed

Lejren har et symbolværdi for de dansksindede. Det var Frøslevlejren. Her sad dem, der turde, at gå op mod tyskerne. Men her var også Fårhuslejren. For Det Tyske Mindretal var det et symbol på en stor uretfærdighed.

 

Over 600 sider

Egentlig havde jeg besluttet ikke at anmelde bogen, da forlaget trods skriftlig tilkendegivelse, havde valgt ikke at sende et anmeldereksemplar. Men bogen er så vigtigt et dokument, at den bør anmeldes. Det er tale om en moppedreng på  over 600 sider. Den er inddelt i stor set tre afsnit:

1. Interneringslejren Fårhus
2. Straffelejren Fårhus
3. Fårhus som symbol og begreb i ”taberens” kollektive erindring

Det var Frihedsbevægelsens Lokalkomite i Tønder, der døbte lejren.

.

Et museum – nej tak

Og da Kresten Philipsen  mange år senere foreslog dette, blev han beskyldt for at være naiv og bare ude på at kapre stemmer hos mindretallet. Heller ikke tidligere amtmand og borgmester Erik Jessen var begejstret. Og slet ikke Sprogforeningens formand, Jørgen Mågård.   Formanden for Bund Deuscher Nordschleswiger, Hans Heinrich Hansen mente dog:

• Tolerancen må  bero på gensidighed.

Efterhånden bredte diskussionen sig til de landsdækkende aviser. Og det gik bestemt ikke stille for sig. Historien om Fårhus – lejren er og bliver et ømtåleligt emne. Det mærker vi også her på redaktionen.

 

Hvem sad her?

Interneringen foregik efter lister. Det vil sige Den Danske Brigade  fra Sverige havde deres egen liste. Der var vel ca. 40.000 på listerne.  Hvorfor kom man i Fårhus – Lejren. Ja lad os tage de 901, der i første omgang blev internerede fra Tønder. De blev alle betragtede som farlige, bortset fra 23:

• 550 blev betragtet som Heimwehr
• 50 var værnemagere
• 30 var stikkere
• 10 var Hipo – folk
• 30 var grænsevagter
• 100 var SS – frivillige
• 40 var Vagtmænd og Organisation TODT – folk
• 90 blev betragtet som provokatører, nazister eller fejltagelser.

 

Transporteret i hvide busser

Og man behøvede ikke at være skyldig for at blive interneret. Mange blev anholdt og i Tønder foregik transporten på åbne lastbiler, hvor skarpladte våben blev peget mod en. Her blev man så anbragt på Missionshotellet, indtil den videre transport. Alt imens havde byens dansksindede haft lejlighed til at spytte og håne de anholdte.

Fra Aabenraa  foregik transporten til Faarhus – lejren blandt andet i De hvide busser. På siden havde man skrevet “Stikkere på vej til Faarhus”. 

 

Var det nu fjenden?

DNSAP var ikke et ulovligt parti. Så det at være medlem, skulle ikke være nok til at blive interneret.  Man havde et problem. I straffelovens §101 stk. 2 hedder det:

• at den der under krig eller truende udsigt til krig hjælper fjenden, straffes med fængsel fra et til tolv år.

Men nu var det sådan, at tyskerne ikke havde erklæret Danmark krig. De påstod, at de kun var kommet herop for at beskytte landet. Derfor skulle der hurtigst muligt fremskaffes et Straffelovs – tillæg. Det skulle være med tilbagevirkende kraft. Modstandsbevægelsen forlangte, at lovgivningen skulle gælde fra 9. april 1940.

 

Wir hatten immer Hunger

Bogen giver en skildring af det, der nærmer sig en koncentrationslejr i Danmark. Har var tårne med maskingeværer. Her var disciplin og konstant afstraffelse, hvis man ikke udførte en ordre med det samme. Man blev ikke udsultet, som der påstås andre steder fra.

Ingen sultede, men forplejningen var elendig særlig i begyndelsen. . Lejrens inspektør blev betragtet som umenneskelig.

• Wir hatten immer Hunger

Sådan står der i mange erindringsbøger fra Fårhus -lejren.  I starten var maden heller ikke god. Men den blev bedre. Brødsuppen var virkelig velsmagende. Klipfisken, der var hovedret to gange om ugen, var ikke god.

 

Oprør 

Og der var åbenbart store disciplinære problemer i vagtkompagniet. Det gik blandt andet ud over de internerede, der fik frastjålet deres ting. Der er eksempler på, at fangevogterne skød ned gennem rækkerne. De indsatte er blevet prikket med bajonet. Nervepres og åndelig tortur har været til stede.   En køkkenbrand i 1945 antændte både indsatte og personalet. Et varselsskud ramte en af de ansatte i armen. Det fik en af mindretallets ledere til at skrive, at der ofte blev skudt, og folk ofte blev såret.

 

Uden middagsmad

Man kunne komme i Straffe – barak. Inden det skete, blev man undersøgt af en læge, der skulle afgøre, om man nu også kunne holde til det. Kun hver tredje dag fik man varm middagsmad.   Straffen for undvigelse var 15 dage i straffebarak uden middagsmad.

 

Barske forhold

Behandlingen af nogle af de indsatte lå lige på kanten og sikkert også over. Der var forskel på, om man bar gammelt nag eller om man var fængselsbetjent. Fra at være interneringslejr var Fårhuslejren fra august 1945 til nedlæggelsen i 1949 straffefangelejr.

Forholdene for de internerede har været barske. Det fremgår af Instruks for behandling af de internerede. Bare det at man glemte at hilse, ja så faldt hammeren.  Problemet var, at Fårhus
– lejren var overfyldt. Fængselsvæsenet anbefalede, at der maks. måtte være 900 indsatte ad gangen. På et tidspunkt var der faktisk 5.500 på en gang. Stadsingeniøren fra Sønderborg kommanderede øjeblikkelig en forbedring af kloakeringsforholdene.

 

Fængselsinspektøren korrigerede dommen

Der har været påstået at 13 er blevet dræbt i Fårhus – lejren. Det har Henrik Skov Kristensen ikke kunnet finde beviser for. I perioden maj – juni 1945 er to døde i lejren, og en tredje er død på Aabenraa Sygehus. I alle tilfælde er der der optaget politirapport, og i ingen af tilfældene var der tale om vold.

Når fængselsinspektør Gjerstrup  mente, at en indsat havde fået en for mild dom, kunne han finde på, at korrigere rettens dom. Han kunne finde på at anbefale, at den pågældende ikke blev benådet eller løsladt før tid.

 

Grundloven sat ud af kraft

Grundloven var for en tid sat ud af kraft, og man indførte i haste en lovgivning med tilbagevirkende kraft. Den ophobning af had, der var sket under krigen og besættelsen måtte Fårhus – fangerne bøde for. For taberne er Fårhus et symbol på uretfærdighed.

 

Loyalitets – konflikt?

Det Tyske Mindretal var først blevet forledt af Tyskland, som de hyldede under besættelsen, senere blev de forrådt af Danmark, som slæbte dem i retten som landsforrædere. Men handler det ikke om menneske – ideologi?  De tysksindede mente, at de var i en form for loyalitetskonflikt. De krævede særbehandling af den danske stat.

 

Enorm pres på  de unge

Kollaboratørerne gjorde bare, hvad samlingsregeringen havde sagt, de skulle gøre. Men havde den danske regering opfordret dem til at melde sig til Waffen SS eller i andre tyske uniformer. Problemet for den unge tysksindede var det enorme pres fra skolelæreren, organisationen, idrætsforeningen, kammerater, Nordschleswiger Zeitung m.m.

I straffeudmålingen blev der efter en del tid taget hensyn til alder og om man var medlem af Det Tyske Mindretal. Den gennemsnitlige straf for fronttjeneste blev sat ned fra fem til et år.

 

De valgte nazismen

Det Sønderjyske Råd  farede frem med forslag om omfattende udvisninger. Mindretallet gjorde gældende, at de havde samarbejdet med tyskerne, bl.a. ved at levere frontfrivillige. De mente, at dette var fuldt lovligt, da det ikke herskede krigstilstand. Men viste Mindretallet loyalitet over for den danske stat? Da de skulle vælge mellem nazisme og demokrati, valgte de det første.

Mindretallet gjorde gældende, at de havde oplevet massive ødelæggelser på deres ejendom.

 

Et forkert valg

Den danske stat var så emsig, at frontfrivillige blev afkrævet tilbagebetaling af soldatersold og familie-understøttelse, som de havde modtaget under krigen. De havde valgt forkert og det gik
aldeles hårdt ud over økonomien i mange år fremover.

 

Den økonomiske ruin

Det juridiske opgør var lammende for mindretallet. Når forsørgeren blev indsat i Fårhus – lejren kunne det betyde økonomisk ruin for familien. Bund Deutscher Nordschleswiger skrev i 1945:

• Hvis man eksempelvis i dag går en tur gennem Tønders gader, vil man se, at hver anden eller tredje forretning er uden chef, fordi han er interneret. Det drejer sig om gamle, solide foretagender, som for en stor dels vedkommende har været ejet af samme borger-familie i genrationer. Hårdt ramt er også mange dygtige håndværkere og arbejdere, ikke færre præster og læger, embedsfolk og kommunalt ansatte……
• Det drejer sig om medlemmer af en befolkningsgruppe, som er bundet til jorden, og som indtil majdagene i år aldrig har været i konflikt med lov og ret eller i øvrigt har noget med politiet at gøre.

Natten mellem den 30. juni og 1. juli 1945 blev fem butikker i Tønder sprunget i luften. Indehaverne sad i Fårhus – lejren.

 

Samarbejdspolitikken

Samarbejdspolitikken betød, at danskerne slap heldigere ud af krigen end for eksempel Holland  eller Norge. Men det betød også at tyskerne ikke skulle binde så mange tropper her i landet for at holde befolkningen i skak. Den 4. maj kl. 20.36 lød frihedsbudskabet. Nu var det tid til at tage hævn – retfærdig eller uretfærdig.

 

Kom regeringen til selverkendelse?

Min far påstod, at der var flere der blev uberettiget afstraffet, nogle blev slet ikke afstraffet. Hvorfor blev regeringen ikke stillet til ansvar for kommunist – forfølgelsen, grundlovsbruddet og jødedeportationer til KZ – lejre? Savner man ikke en form for selverkendelse? Man er hurtig til at bebrejde Det Tyske Mindretals rolle.

Værnemagere endte i topstillinger. 26 danske skibe blev henholdsvis minesprængt og torpederet af tyskere. Det får unge ikke noget at vide om i skolen.

 

Ministeren stillet til ansvar

I Rigsdagen blev den ansvarlige minister, Frode Jacobsen stillet til ansvar til dels for forholdene i internaterne og til dels for tempoet i afviklingen af internaterne. Der blev vedtaget en lov
for uforskyldt internerede. Men den gav nu ikke de store muligheder for oprejsning.

 

Hårdt fysisk arbejde

Det var belastende for de afstraffede, at komme tilbage i samfundet efter afståelsen af straffen. De blev forfulgt både på den ene og den anden måde. Var de selv skyld i det? Meningerne er mange. Interessen for emnet spores også her på siden.

Det var først i sidste øjeblik, at man tog sætningen hårdt fysisk arbejde ud af loven. I motiver til lovens § 3 stod der, at straffene skulle være strenge for at virke afskrækkende. Først i 1947 blev landssvigerne dømt som alm. afsonere.

 

Ansigter på de indsatte

Ind imellem blev der sat ansigter på de indsatte. Vi får beskrivelser af udvalgte, og hører deres historie. Det gør bogen ekstra spændende. Men sikke dog et arbejde. Endog min bedstefar har forfatteren fundet frem til.

 

Harboe Kardel

Vi får også uddrag af Fårhus – bøger, bl.a. en dagbog af Harboe Kardel. Han er født i 1893 og vokset op i Tønder.  Under Første Verdenskrig gjorde han tjeneste i den tyske hær. I 1934 blev han ansat på Nordschleswigsche Zeitung. I 1944 blev han chefredaktør.

Men allerede fra 1935 var han med i Jens Møllers NSDAP – N, hvor han straks blev ortsgruppenleiter i partiets Aabenraa – kreds.  Han blev bl.a. dømt for at være medansvarlig for oprettelse af Zeitfreiwilligen – og Selbstschutz – korpsene.  Han deltog også i hvervningen af unge til fronttjeneste. Tyskfjendtlige ytringer og overgreb mod mindretallet rapporterede han videre til rigstyske instanser.

På avisen bragte han hadske angreb mod danske institutioner. I 1948 blev han idømt seks års fængsel, men efter kort tid benådet.

 

Kardels dagbog

Kardel skrev delvis sin dagbog på toiletpapir. I 1968 valgte man at gengive dagbogen i Der Nordschleswiger. Noget tyder på, at passager i optegnelserne er blevet efterrationaliseret.Som hos de fleste indsatte, udviklede familiens økonomi sig katastrofalt. Den 20. okt. skriver Kardel  i sin dagbog:

• Nationalsocialismen har ikke forbedret menneskerne – tværtimod.

Den 26. april 1947 skrev han:

• mange tyskere slår forstanden fra, når de taler politik. Alt er følelser.

I slutningen af marts 1948:

• Mange almindelige tyskere mangler ofte en besindig national holdning. De kender kun to holdninger:
• Enten tilbedelse eller pralende opførsel, som forarger enhver fremmed egenart. Men lidelsens styrke afhjælper dette. Det må vi håbe.

Kardel mente også, at retsopgøret var uretfærdigt. Han beskrev det på denne måde:

• Tyskland tabte krigen og Danmark forstanden.

 

Dømt til døden

En mere frygtet og brutal indsat var den tidligere KZ – vagt, Anton Peter Callesen fra Burkal. Han var blevet dødsdømt i alle tre instanser for sine forbrydelser. Han skulle have begået drab på flere fangere. To måneder efter sin sidste dom i 1950 blev han benådet til livslang fængsel. Men i 1960 blev han løsladt fra Vridsløselille.

Mange af de indsattes familier talte kun tysk. Men det ville lejrkommandanten ikke finde sig i. Fremover skulle der tales dansk. Der var mange måder at chikanere på.

 

Manglende lægehjælp

Den lægelige behandling led meget tilbage at ønske. En fængselsbetjent optrådte med skiftende succes som helbreder, indtil man havde fået en ordning etableret. Senere blev
en ung læge antaget som lejr – læge. Han spurgte altid:

• Hvad ordinerede lægen sidste gang.

 

Et illegalt råd 

Retsopgøret i Sønderjylland virkede mere problematisk end andre steder. Omfanget var massivt. Og de tiltalte kom især fra Mindretallet.  I Fårhus– lejren havde man nedsat et (illegalt) juridisk råd, der fortalte, hvad man skulle sig i retten. Men det blev opdaget.

 

Ulykke og bundløs elendighed

Mange forstod ikke, at de skulle straffes. Pastor Beuck fra Aabenraa  blev i Fårhus – lejren verbalt overfaldet af den tidligere fører Jens Møller. Pastoren blev beskyldt for forræderi over
for Mindretallet, og fordi han havde erklæret loyalitet over for den danske stat. Efterfølgende skrev Beuck
til Jens Møller:

• De har gennem deres helt igennem ansvarsløse politik, Deres såkaldte førerskab og gennem Deres åndelige terror som de og deres partikammerater udøvede, styret talløse
  nordslesvigske mænd og deres familier ud i livslang ulykke og bundløs elendighed.

 

Tab af almen tillid

Straffen efter Fårhus – opholdet var ikke forbi. Nu skulle man se, om man kunne redde familiens økonomi. Men det var svært at finde arbejde. De dansksindede ville ikke arbejde sammen med dem, der havde været indsat i Fårhus – lejren.

Man var også blevet dømt som Tab af almen tillid. Det betød, at de dømte med deres handlinger i særlig grad har sat sig ud fra det danske samfund. Det betød:

• Afkald af stemmeret og valgbarhed i offentlige anliggender
• Afkald på offentlig tjeneste og adgang til at opnå offentlig tjeneste og hverv
• Ret til at drive selvstændig næring, hvis udførelse var betinget af næringsbrev eller lignende adkomst.
• Ret til pension, understøttelse eller anden form for ydelse fra det offentlige er bortfaldet m.m.

 

Fordomsfri fremlæggelse

Inden for de sidste par år, er der kommet en del væsentlige bøger, der beskriver Sønderjyllands  historie. Denne hører til de mest væsentlige. Til tider er den mere
spændende end en kriminalhistorie. Bogen er meget afvekslende. Forfatteren skriver selv:

• At lægge historien frem så fordomsfrit, nøgtern og ærligt som muligt.

Det er så sandelig lykkedes for forfatteren.

Den sene selverkendelse

Mon ikke det er sammenholdet og den Faarhus – mentalitet som Der Nordschleswiger  så ofte har skrevet om, der har forhindret, at selverkendelsen i Mindretallet kom så sent. De har så længe befundet sig i offerrollen.  Man kan vel godt forstå dele af Mindretallets anklage. Hævnen var sød fra de dansksindedes side.

Mon ikke også københavneren snart kender Fårhus – lejren.

Den næste bog

Henrik Skov Christensen er nu gået i gang med en bog om Frøslevlejren. Det skal så blive spændende, om man så får den tilsendt.

Henrik Skov Kristensen:  Straffelejren – Fårhus, landssvigerne og retsopgøret  Nyt Nordisk Forlag

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  
• Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler) 
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Harreslev – dengang
• Under Sønderjylland (207 artikler): 
• Den Sønderjyske efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal og mange flere 

 

Redigeret 17-10.2021

Dette er tredje del af foredraget ”Fra Østergade til Nørrebro”  Dette er en humoristisk guide til hvordan det er at bo i København. Hvis du følger denne guide bliver det lettere for dig, at begå  dig her. Der er forskel på sønderjyder og københavnere, ikke kun på sproget, men også på den måde, man begår sig på, lever,
behov, vittigheder m.m. Find også ud af i hvilke bydele, du nogenlunde kan gå i fred. Læs også, hvad du helst skal undgå. Find også i denne artikel, københavnernes særheder. Fortæl dem aldrig at de har mere til fælles med svenskere end med jyder.

 

Københavnere elsker begrebet ”udkants – Danmark” 

Københavnerne elsker begrebet Udkants – Danmark. På den måde kan København fremstå som centrum og Jylland og især Sønderjylland som et u – land.   Man taler ofte om Jyde
– mafiaen, der har tiltusket sig et stykke motorvej.

 

Dette begejstrer københavnerne

Noget som begejstrer københavnere er:

• Kunstig strand
• Arbejderklasse
• At true med at flytte til Sverige
• Enhedslisten
• At hidse sig op over arkitektur
• Juice – barer – de findes i næsten hver gade i København
• Meget brede cykler, der fylder hele cykelstien 

 

Dette hader københavnerne:

• At anlægge Lynetteholmen 
• At bygge på Amager Strandpark 
• Biler 

 

Vigtige milepæle i Københavns historie

Når du første gang er i København så bevæg dig ikke væk fra S – Togs skiltet. Det er et stort S. Ellers kan du ikke finde hjem igen. Det er vigtigt for dig at vide, at

• Spillestedet Vega ligger over en begravelsesplads for urene
• De offentlige fruentimmere, også kaldet ludere, blev undersøgt af politiet, for at tjekke om de yngste af dem, var udviklet nok til at kunne bestride erhvervet.
• Tivoli skulle kunne pakkes ned i løbet af 24 timer, i tilfælde af svenskernes angreb.
• I gamle dage blev fattige bragt til Københavns Universitet i Krystalgade, hvor de blev kogt og brugt til anatomiske forsøg.
• Man har aldrig arrangeret traktor – træk på Kløvermarken på Amager, selv om man har nok af plads.

 

Cykling er en kampsport

I København er cykling en kampsport.

Du skal ikke ønske dig at komme bag en ladcykel, eller Christiania – cykel. Det er københavnernes svar på en trailer. Den er konstrueret sådan, at den fylder hele cykelstien i bredden i hvert fald på Amagerbrogade. Der findes 15.000 af dem i hovedstaden.

I 1985 skrev Emma Gad  i Takt og Tone .Hendes beskrivelse passer stadig:

• Er der noget Punkt, hvor mangel paa god Tone – eller for at sige det rent ud – uopdragenhed breder sig efter en stor Maalestok, saa er det i Cykelsporten. Lære – og Butiksdrenge er ligefrem livsfarlige, naar de i snævre Gader, omtrent liggende paa Maven, halser afsted med uartige Tilraab til de ældre Fodgængere, der passerer Kørebanen eller vover at færdes paa denne, som Cyklisterne betragter som Eneejere af. Det er som, der farer en Djævel i ellers medgørlige Ynglinge, naar de bestiger en cykel.

Overhaler du to cyklende kvinder, kan du være sikker på, at de tale i I – pod, mobil eller lignende. Du får fingeren, hvis du påpeger, at de fylder for meget.

 

Færdselsregler gælder ikke for cyklister

Færdselsreglerne generelt gælder ikke for cyklister i hovedstaden. Her må man gerne køre over for dødt, cykle på fodgængerovergangene og fortove.  Man har indført cyklende politi, men
har ikke set dem siden starten.  Onde tunger påstår, at alle cykler er punkteret. De har ikke nogen til at lappe dem.

Heller ikke fodgængere synes, at kende reglerne. Således blev undertegnede angrebet af rasende pensionister med paraplyer, da de pludselig entrerede cykelstien. Bussen var 300
meter væk. Den kan godt gøre ondt sådan en paraply, når den rammer ens hoved.

 

Udbytte to stjålne cykler

Københavnerne gør ellers meget for cyklerne. Således bliver cykelstien på Nørrebrogade hele tiden bredere, og kørebanen smallere og smallere. Husk på at fra Nørrebro til Frederiksberg er cykelstien ikke ret bred. Her er det som regel kø, når du skal overhale. Langs den ene side af Søerne, er der en meget bred cykelsti.

Man har ofret 25 fodhvilere til de trætte cyklister. Og så har man brugt 3,5 millioner kroner til chip, så man kan finde sin cykel, når den har været stjålet. Man har fundet to. Men det er flot. For når man ringer til politiet, mens en polsk varevogn ved nattetide er ved at fylde bilen med cykler, så lyder det fra politiet, når man endelig kommer igennem. Vi har ingen ledige biler klar problemet selv.

 

El – Løbehjul 

Man havde ellers fået dem afskaffet. Men nu er de her igen. De ligger alle steder, hvor de ikke skal være. Københavnerne kan heller ikke rigtig finde ud af reglerne. Når de er blevet brugt, så kaster københavnerne dem i søerne eller kanalerne.

 

Metro ikke rutche-bane

En integreret sønderjyde nyder synet af en u-integreret sønderjyde, der sidder helt fremme i Metroens forrude og jubler, som var det en rutsjebane. Når man nu sidder i Metroen – lad være med at trykke på klistermærkerne for at komme ud. Dørene åbner automatisk.

 

Billig guidede tur

En billig tur rundt om i København  er havnebusserne. Her kan du også se Amalienborg. Her er ikke så mange forstyrrende turister. Der er dog ingen guide med på turen. Du skal selv forsyne dig med en kikkert og Politikens: Turen går til København.

 

De er ikke rigtige indianere

Når du beundrer de fløjtespillende indianere på Rådhuspladsen, skal du vide, at deres fjerpragt er falsk. Desuden spiller de playback til en ghettoblaster. Antagelig bor de i Rødovre eller Mjølnerparken.

 

Set i Olsen – banden

Virk ikke begejstret når du genkender en boligblok, du har set i Olsen – Banden eller Forbrydelsen.  Du skal heller ikke referer til Matador– spillet, når du nærmer dig Vimmelskaftet, Trianglen eller Büllowsvej.

 

Det er bare TV 2 – News

Når du hører en helikopter, så  lad vær med at spejde efter den. Så afslører du, at du er sønderjyde. Du skal heller ikke peje efter den, som du gør i Tønder.  Det er TV2 News, der er på vej til Nørrebro eller helikopteren på vej til Rigshospitalet.

 

Du når aldrig frem

Lad være med at flytte dig for udrykningskøretøjer. Skulle du gøre det hver gang, kommer du aldrig frem.

 

Københavnerenes afstandsbedømmelse

Når københavnere skal angive afstande, bruger de tidsbegreber. Bor man 2,5 km. Væk, så siger man:

• 15 min. på  cykel
• eller tre kvarter i bil

Ved bilkørsel tillægges altid desuden 25 minutter til et finde en p – plads.

 

Pas på dit kropssprog

Taler du sønderjysk spørger københavnerne, hvilket land du kommer fra. Kommer der sønderjyder ind i butikken og snakker, forlanger københavnerne, at det bliver tekstet.

Københavnere mener, at man kan genkende en sønderjyde på en dårlig krops-holdning, anspændte skuldre og en lidt flad energi.

Den største ansamling af sønderjyder møder man på Landbohøjskolen, hvor Æ Synnejysk Ambassade  holder til, eller på Amalienborg Slotsplads, når der er mærkedag.

Men du finder også mange sønderjyder ved at gå ind i en virksomhed og spørge efter chefen.

 

80 kr. for Stempelkaffe 

Københavnerne betaler rask væk 80 kr. for en gang stempelkaffe, blot man kalder det et eksotisk navn. Ja man har hele 15 forskellige navne til et kop kaffe.  Du skal nok vænne dig til de eksotiske navne og priser. Det er anderledes end i Tønder.

 

Pas på – Hot Dog

Københavnerne elsker navnet Gourmet. De betaler gerne tre gange prisen, når det hedder Gourmet –  Hot Dog. Pas på de steder, hvor man reklamerer med en over 150 års opskrift på hot dog. Navnet stammer nemlig fra England og hentyder til hvilket dyr, der oprindelig lagde kroppen til bespisningen.

En ristet hot dog med det hele, indeholder i København ikke rødkål.

Sennep er som udgangspunkt, den søde sennep. Man skal selv bede om den krasse.

 

Gode tips – til Københavner – Lejlighed 

Sønderjyder, der ikke har aftjent værnepligt som københavner, skal betale ekstra i husleje.

Gode tips til, når du skal flytte ind i en københavner – lejlighed:

• Hvis der foran indgangsdøren står en masse Christiania – cykler, så du skal flytte disse for at komme ind ad hoveddøren, og skal du skræve over diverse barne – og klapvogne, samt trækvogne, kan du være sikker på, at blive vækket kl. 6 både i hverdagen og weekenden. Så er ejendommen invaderet af skrigende unger.

 

• Ønske du mangfoldighed, skal du holde øje med paraboler. De er proportional med antallet af indvandrere. Sådan en parabol er udelukkende indstillet på at modtage arabiske kanaler. Som regel er der 8 indvandrere pr. parabol.

 

• Man kan også gå efter andelsboliger, hvor der er ældre mennesker. Når de så bliver rigtig gammel og skal på plejehjem eller dør, bliver ejendommen som regel tilbudt nærmeste nabo. Så kan du pludselig lave en to gange to værelses lejlighed. Gå efter navne som Henry, Adele, Aaase, Ejvind, Edith, Kjeld eller Aage.

 

Københavner Bad

Man har et begreb, der hedder Københavner – bad. Det er nærmest en telefonboks med haveslange og dræn placeret midt i køkkenet eller i soveværelset.

 

Bak ind – toilet

Ikke alt er stort i København. Det gælder især lejlighederne. De københavnske badeværelser kaldes Bak – ind Toilet. Det kræver virkelig øvelse. Du skal bestemme dig inden, du går ind, hvad du skal. Man bakker nærmest numsen ind i et skabslignende rum. Men københavnere kan se fordele i alt:

1. Tisser du i badet rammer du altid kummen
2. Du gør badeværelset rent, mens du bader
3. Væggene vil altid gribe dig, hvis du er beruset
4. Har du tømmermænd og dårlig mave, kan du sidde på toilettet og kaste op i håndvasken.

 

Ufattelig meget larm

Bor man i de københavnske etageejendomme er det ufattelig meget larm. På Østerbro sender økologiske forældre deres afkom på græs flere gange daglig. Det skaber også tumult.

Som sønderjyde skal man lige vende sig til:

1. Lyden af overboen, der tisser
2. Snorkende eller stønnende medborgere. Alle sover med åbne vinduer om sommeren
3. Og hvis den ellers virker – dørtelefonen. Dens ringen er altid et chok. Ofte er det udlændinge, der ringer på alle dørklokker og meddeler -”Reklamer” . Og dem er det ufattelig mange af.
4. Mange københavnere har et anseeligt antal af I – pads, Tabs og mobiltelefoner. De siger en anden lys hver anden gang. 
5. Din dørtelefon kan også udgive diverse lyde fra sig 

 

Københavnere er glade for overvågning 

Københavnere er meget glade for overvågning. Hver gang de ser et kamera i bybilledet hilser de pænt. Det kunne nemlig være, at det var det rigtige TV. De går også ind for ansigts-genkending. Derfor lægger alle københavnere make up hver gang de skal hen efter Fast Food.

 

Ekstra gebyr for visse varer

Man behøver nødvendigvis ikke at flytte rundt i København hele tiden. Man kan stoppe en af de 15.000 ladcykler og tilbyde 100 kr. for en flytning. Gør lige opmærksom på, at du ikke har håndvåben eller narko. Det kræver københavnerne som regel et ekstra gebyr for.

Man kan også bruge biludlejningsfirmaet

Lej et lig. Det er som regel faldefærdige varevogne, som måske ikke holder til flytningen.

 

Svenskerne – fælles fjende

Hvis du vil gøre dig gode venner med en københavner, skal du bare fortælle dårlige vittigheder om svenskere. En fælles fjende er godt. Man kan godt bruge de dårlige jokes, man kender om tyskere, men husk. Svenskere går ikke i gule regnfrakker og Helmut Schmidt kasketter.

Og man plejer heller ikke at klippe danske piger skaldet, når de er kærester med en svensker.

 

Gør som om du forstår svensk

Du skal som sønderjyde ikke spille fornærmet, når du bliver ekspederet af en svensker. Gør som om, du forstår alt, hvad der bliver sagt. Disse har ikke fundet det nødvendigt, at lære dansk.

Fortæl aldrig en københavner, at han har flere gener til fælles med en svensker end til en jyde.

 

Motionsløb populær om søndagen

Motionsløb omkring søerne er moderne, især om søndagen. Det har vi alle prøvet. Men husk de søer er ikke ægte. De har faktisk været brugt til drikkevand. Men det kan være farligt. For på samme tid fremviser alle nybagte forældre deres afkom.  Og den plads du deler med disse kondiløbere er ikke uendelig stor. Nogle københavnere skal have mere plads end andre. Derfor pas på de ikke havner i søen. Som et nyt tiltage, så mener el – løbehjulsbrugere også at de har adgang her.

 

Frivillig i Havnen

I mange jyske byer er det forbundet med livsfare at hoppe i havnen. I København gør man det frivilligt.

 

Åbenlys tale om sexliv

Og en københavner taler hele tiden og længe. De taler åbenlys om deres sexliv i mobiltelefoner på cykelstien, bussen og S – toget. De elsker at blive set og hørt.

Københavnere griner også af deres egne vittigheder. Du bør som sønderjyde også grine, når du fortæller en vittighed, så signaliserer du, at du er i gang med en vittighed.  Men du skal nok ikke regne med at en københavner forstår den – hverken på den ene eller anden måde.

 

De forskellige behov

De væsentligste behov for en sønderjyde er at trække vejret, få søvn og have et varmt sted at skide. Københavnernes behov er sushi, løbe omkring søerne og have mange hits på google.

 

Husleje – uforudsete udgifter

Mange københavnere betragter husleje – og varmeregninger som uforudsete udgifter. Byture, cafébesøg og pizzaer er faste udgifter. Hvis du har bil i København,  ja så kan du roligt afsætte 2.000 – 3.000 kr. hver måned til parkeringsafgifter  og parkeringsbøder

 

Pisserenden og Skidenstræde

Pisserenden i det Indre København er et mondænt sted med eksklusive restauranter og spisesteder og dyre tøjbutikker. Men som sønderjyde vil du hurtig opdage, hvorfor det hedder sådan. For kigger du i opgange, døre, porte og baggårde, forstår man godt, hvorfor det hedder Pisserenden.

Man havde også i København noget der hed Skidenstræde.

Dunsten af afføring var simpelthen så kraftig. I 1818 fik man navneforandring til Krystalgade.

Man kan ikke finde noget sted, der hedder Lokum. Datidens ord for Lokum hed Hysken. Og der findes faktisk noget, der hedder Hyskenstræde.

 

Lorteøen

Ja når vi nu er der, så hedder Amager, Lorteøen, fordi man her smed Københavns lort. Det var nat-mændene, der tømte spandene, mens folk sov. Og de vogne det blev transporteret i, hed chokoladevogne. Det er ikke fordi, at københavnerne taler uden om 

Og tænk, sammen med lokalhistorisk Forening på Nørrebro fyldte vi en hel kirke, for at snakke om Lort og Latriner på Nørrebro.

 

Pas på  – tåregas

Du skal vide, at når du besøger Nørrebronx også kaldet Nørrebro, skal du tage nogle forholdsregler i tilfælde af tåregas angreb. Skyl øjne, mund og næse i mælk. Behovet for dette har dog været større.

 

Klappet på inderlåret af en mandelig betjent 

Sig ikke grimme ting til en morgensur betjent. Ofte er Nørrebro visitationszone, og det er ikke noget, der er værre at blive klappet på inderlåret af en mandelig betjent. Og så kan han være fra Jylland.

 

Du skal ikke ligne en lømmel

Undgå at ligne en lømmel. Arrestation kan finde sted uden grund. Betjente kan nemlig bruge den såkaldte lømmelpakke. Engang blev 2.000 lømler anholdt. En del af dem blev anbragt i hundeburer.

 

Brug hættetrøje med omtanke

Brug hættetrøjer med omtanke. Forkert brug kan få alvorlige følger. På Nørrebro  bruger man oftest hætten. I Sønderjylland hænger den bare på.

 

Frokost oven over de døde

Mens orme gnasker sig igennem de mest eksklusive andel af jordiske rester, sidder studerende, børnefamilier og nyforelskede og indtager frokosten ovenover de døde – på  Assistens Kirkegård. Jo det var noget andet, at få mad hjemme i haven på Lærkevej 25.

 

Thomas Helmigs Plads

Skt. Hans Torv  bliver kaldt for Thomas Helmigs Plads på grund af den store mængde af jyder. Københavnerne accepterer navnet for at jyderne føler sig som gæst på tålt ophold i København.  Her er uret på tårnet af Skt. Johannes Kirke også indstillet efter Århus – tid.

 

Københavnernes svar på  Landsstævne

Demonstrationer foregår ofte på  Nørrebro. Men de falder sjældent i god jord hos politiets indsatsledere – der ofte er fra Jylland.  Og 1. maj månederne i Fælledparken er Københavns svar på Landsstævnerne.

 

Er burkaen ægte

Hvis du møder en tillukket klædedragt, så hedder det en burka. Der går to rundt på Nørrebro.  Men det kan også være en undercover – journalist fra Ekstra – Bladet eller et efterskole – projekt, der gemmer sig under klædet.

 

Undersøg, hvad der er politisk korrekt

Man skal passe meget på, hvordan man helt politisk korrekt omtaler de fremmede. De kaldes ikke gæstearbejdere, nydanskere, perker, flygtninge eller perle. Hvis du skal vide, hvilket ord, du skal bruge i dag så tjek på på politiken.dk

Du skal ikke spørge, hvor de kommer fra. Det vil sige, det må du godt spørge din kioskmand, din grønthandler, din pizzamand og din frisør om. Det skal være plads til alle, også  til sønderjyder.

Københavnere på Nørrebro kan finde på at prise mangfoldigheden og samtidig beklage sig over, at der er alt for mange indvandrere.

 

Masser af hvidvins
– branderter

Følg med Facebook, når du vil til releaseparties eller ferniseringer. Dem er der mange af, især i meget små lokaler og især på Nørrebro. Her kan du få dig en rigtig hvidvins – brandert. Københavnerne kunne aldrig finde på, at smide dig ud. Tænk hvis du var anmelder.

 

Pas på  t – shirts

Man skal ikke købe t – shirt med påtryk Vesterbronx eller Nørrebronx. Man skal købe neutrale klædningsstykker. Man kan altid sige, at de er købt på et loppemarked i Berlin, New York
eller Tokyo. Det er cool, at sige det i København.

 

Brug aldrig jyde – vittigheden

• En ung mand kommer til session og lægen undersøger, hvordan han er skabt
• Jeg kan se, at du er omskåret, Er du jøde?
• Nej svarer manden, jeg er jyde, og det der er bare slidtage.

 

Ingen skudhuller på  Østerbro

Du skal være klar over, at Østerbro, hvor jeg bor ikke er fuld af skudhuller og narkomaner. Der er heller ikke noget, der hedder Østerbronx. Her i dette fine kvarter betaler man masser af penge for en vintergæk hos blomsterhandleren.

 

Stakkels barn

Når du så som sønderjyde føder et københavner – barn kan du godt kræve psykolog – hjælp. For der sker nogle ting:

• Når barnet som den eneste ikke spiser op ved bordet.
• Når barnet stirrer tomt hen foran sig, når farmor peger ned i billedbogen – Hvad siger grisen? – Hvor er koen?
• Måske skal du søge hjælp hos andre sønderjyder i hovedstaden.

Du skal heller ikke forvente at din ny svigermor kan lave opbagt sovs.

 

Stop en sønderjyde

Når du skal have sat hylder op, så  stop en tilfældig sønderjyde på gaden. For det eneste Gør det selv arbejde en københavner kan, er at sætte spånplader op foran vinduerne, når der er optræk til ballade på Nørrebro.

 

De fleste kommer med hjem

Bliv heller ikke overrasket over, at dit barns børnehave ikke er større end et bryggers. For om lidt kommer der en stor bus, og kører dit barn og andre uden for København.  Det kaldes en Udflytterbørnehave.  Langt de fleste børn bliver fundet ude i skoven, inden man igen tager hjem.

 

Brug ikke disse ord i København

Det er nogle ord, du ikke skal bruge, når du færdes i København:

1. Træls – drop ordet med det samme
2. I Sønderjylland fryser man fingrene. I København fryser man om fingrene. Forbered dig på spørgsmålet: Hvordan fryser du sine fingre – putter du dem i fryseren?
3. Kald ikke et lyskryds for blinklys. Et blinklys er noget, der sidder på en bil.
4. Københavns banegård hedder i daglig tale, Hoved-banen, og slet ikke banegården. Kald det heller ikke Togstationen. Og i København har man heller ikke sådan en ordning som i Tønder, hvor det hedder Tønder H og Tønder Øst.
5. Kald ikke Strøget for Gågaden

 

Vink til mor – i fjernsynet

En af fordelene ved at bo i København er at man kan komme i fjernsynet. Det gør man ved at stille sig ind og vinke under optagelserne til Aftenshovet og God Morgen Danmark.

 

Sønderjyder drukner i turister

I Indre By som ikke hedder Centrum kan sønderjyder bo i fred. De drukner i mængden af turister.

 

Beskyldes for at gøre det hyggelig

På Vesterbro bliver sønderjyder beskyldt for at gøre det lige så hyggelig som Tønder. Her på Vesterbro er jyder generelt en betydelig minoritet.

 

Alarm på  Christianshavn

På Christianshavn er det højeste alarmberedskab med hensyn til sønderjydernes bondementalitet.

 

Plads til kummefryser på  Frederiksberg

Frederiksberg er det eneste sted, hvor der også er plads til en kummefryser. Her er det ufarligt at færdes for sønderjyder med penge og god opførsel. Brovtende sønderjyder, talende sønderjysk i træsko bliver dog mødt med nedladende blikke.

 

Hjemve – så Østerbro

Jyder med hjemve kan dog tage en tur op ad Østerbro. Her er både Randersgade, Viborggade, Århusgade og Ålborggade, stavet med Å. Her er også en gade opkaldt efter en
fysikus fra Tønder .

 

Minder om Slesvig og Sønderjylland

På Nørrebro  og en del af Frederiksberg har man opkaldt gader efter politikere fra Slesvig – Holsten. Der er også en Genforeningsplads og Genforeningskirke.

 

Pas på  din tarmflora

Men ellers er det at bo på Nørrebro – med livet som indsats, også for sønderjyder. Måske skal vores tarmflora lige omstille sig til det eksotiske køkken, der udspiller
sig her.   Og man skal lige vænne sig til, at foredrag i Mjølnerparken bliver oversat til urdu.

 

Sønderjysk kaffebord bliver misbrugt

Københavnerne er faktisk vilde med Sønderjysk Kaffebord. De er så vilde med det, at de præsenterer en masse lagkager og kalder det for Sønderjysk Kaffebord. De har ingen begreb om Ballume Knepkache, Bekkenøer. Brøetort eller Goeraj.

De ved ikke noget om de syv bløde og de syv hårde kager.   Men kære sønderjyde, tilgiv de københavnere. De ved ikke bedre.

 

Velkommen til hovedstaden

• Kære sønderjyske medborgere, jeg håber, at jeg med denne guide har gjort det lettere for dig, at begå dig i det sønderjyske.
• Kære Sønderjyde, velkommen til hovedstaden

 

NB: 

Og selv om københavnerne praler af al den teknik, de kan præstere, så har de endnu ikke fået tekstet, når vi taler sønderjysk

 

Om mere NB 

For at skrabe endnu flere turister til, så har Visit Copenhagen indført en regel med at kinesere ikke skal gennemgå et cykel-kursus inden de sætter sig op på sådan en. Resultatet er, at de ikke kender de danske færdselsregler. Desuden ser det ud, at de har fået dispensation til at køre mod dig på cykelstien. Hvordan se fremover gebærder sig på El – løbehjul skal tiden vise. Der er foreløbig bevilliget penge til at sætte det kinesiske tegn for Stop and Go på alle El – løbehjul.

 

Kilde:

• Samtlige Litteraturlister

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf
• 304 artikler fra Nørrebro
• 191 artikler fra København
• 283 artikler fra Tønder

Redigeret 31. – 10. – 2021.

Første del af et foredrag på  Sønderjysk i Tønder den 6. oktober 2011, arrangeret af Aktive Kvinder i Tønder. Læs om det lystige liv i Tønder, om originalerne, om de store markeder. Her kan du også  læse om Schweitzerhalle, Tønder Musikfestival, Tønder Kommuneskole og meget mere. Læs om væsentlige og uvæsentlige ting fra Tønders historie, herunder Tønders første rutebil. Hvad betyder Tønder?

 

I ugen op til foredraget var arrangementet omtalt fem gange i den lokale presse. Og det var da også en stuvende fuld sal af forventningsfulde tøndringer. Også mange gamle bekendte. En julemand fra dengang, jeg var to – tre år var mødt frem, dog uden lang skæg. En stor ros herfra til Aktive Kvinder for et godt og velorganiseret arrangement. Jeg kommer meget gerne igen. Dette bidrag er nogenlunde, det som jeg sagde, bortset fra at det ikke er på sønderjysk.

 

Schweizerhalle

Tænk, at man skal stå her på  Schweizerhalle, så mange år efter. Her gik vi til pigtrådsbal, Schützenfest, til Defenders – koncert og meget mere. Man forsøgte at score piger, men da var
Emmerlev Klev betydelig bedre. Og ned under scenen var jeg med til at starte Tønder Båndamatørklub.   Vi optog blindebånd. Og på det første kunne Armin fra Aventoft berette over for de blinde:

• Vi har nødder og chokolade.

Og i den store sal optog vi to julesange med gruppen Arrows. I dag har vi resterne i form af Locomotion.

 

Ingen alkohol

Og under brand her på Schweitzerhalle den 14. august 1908 manglede Æ Feuerwehr  vand. Ja så kunne man lige så godt tage sig en lille en. Men det ville gendarmen ikke finde sig i:

• Ich verbiete mich jeden Alkoholgenuss

Det fik en af Feuerwehr – folkene til at vende sig om til ham:

• Då ska da it tro, at dæ æ noue ti dæ

Redaktør Skovrøy  sagde dengang:

• Her i byen tager man om eftermiddagen sin kone – hvis man har en – under armen, sine fem børn i snor, bagefter og vandrer ud mod Schweitzerhalle eller til Altona.

Altona, der lå ved landevejen til Møgeltønder  nedbrændte i 1947. men da var den for den for længst ophørt med at være kro.

 

Burchenschaft

Lohmeyers arvinger solgte i 1861 grunden til ølbrygger Johan Peter Paulsen. Har blev bygget en kæmpe lagerkælder til øl og is. En kæmpe jordvold blev anlagt. I det flade land kunne man godt med lidt fantasi forestille sig alpehytten ligge deroppe. En keglebane, en ringriderplads og en rejsestald blev anlagt. Også en kæmpe tribune blev anlagt.

Her blev seminaristerne optaget i Burchenschaft efter et bestemt ritual. Musik blev blandet med det helt store drikkegilde, og det fik amtskonsulent Svendsen  til at formulere følgende:

• man gjorde et forsøg på  at lægge et skær af romantik og poesi over deres drikkegilde.

I næsten 50 år foregik på den måde.

 

Født i Østergade

Velkommen til. Mit navn er Uwe Brodersen.  Vi skal i aften høre en lille smule om mig. Lidt om min hjemmeside, og lidt om de problemer, som sønderjyder har i København. Men mest skal vi høre om anekdoter fra det gamle Tønder.

 

Lotto Hertha og Toto – Dreds

Jeg er født på en sofa i Østergade. Det stod der på stedet, hvor møbelforretningen Walther Jacobsen har til stede. Nogle af vore naboer var Toto – Hertha og Lotto – Dreds. De fulgte os gennem et helt liv. Hver anden lørdag besøgte de os. Lige efter Das Wort zum Sonntag, skulle de se Lottozahlen. Jeg tror aldrig, de fik eget fjernsyn.

 

Vild med dyr

Min far var åbenbart vild med dyr, som barn. En gang gik han ud i Vidåen efter en svane. Men en heltegerning af malermester Tonnesen  forhindrede en katastrofe. Tak til malermesteren. Uden hans indsats havde jeg ikke stået her.  men spørgsmålet er nu, var det min storebror, som malermesteren redede?

 

Strucksalle

Vi flyttede ud i Strucksalle. Over for boede bagermester Wraamann. Da lillebror Erwin kom med posten cyklede min far direkte ind  i bageriet, og hentede morgenbrød. Og lige i nærheden lå engang det store bryggeri, Victoria. Det var engang ved at springe i luften.

Min far var kasserer i Murerforbundet. Her kom de arbejdsløse murere og fik deres dagpenge. Det foregik i køkkenet, hvor min mor lavede kaffe til dem. Ofte kravlede der ål hen over køkkengulvet. Det var, når Opa u fra æ Kow havde været med nogle af dem.

 

Det gik ikke med Victoria

Tønder Byggeforening er også en sjov historie i sig selv. Lige over for var resterne af det store bryggeri Victoria, der gik konkurs i 1902. Et forsøg med at lave konserves gik heller ikke. Den første formand for byggeforeningen holdt op. Han troede, at han kunne bestemme det hele selv.

 

Samme børnehave som Poul Schlüter

Jeg gik i samme børnehave som Poul Schlüter. Dog ikke på samme tid. Pædagogerne ville gerne have mine tegninger. De mente at jeg var over – kreativ eller noget i den retning. Men mine forældre troede, at det var farligt. Så pædagogerne fik aldrig de tegninger.  Måske ville de fjerne mig fra hjemmet, hvem ved?

 

Drabelige slag

Det var jo fantastisk at flytte ud på  Lærkevej. Her var liv og glade dage. Og masser af børn. Der blev udkæmpet drabelige slag med Ryttervej og Svinget. Vi byggede huler, der skvattede ned om ørerne på os. Der boede en masse spændende mennesker herude. Min skildring om Lærkevej – dengang er den mest læste på min hjemmeside.

 

Tønder Kommuneskole

På Tønder Kommuneskole fik jeg at vide, at jeg skulle lære at styre min fantasi. Den har jeg så brugt lige siden til en række spændende ting i Aabenraa, Padborg og på Nørrebro.

Bulder eller Bulldog var skoleinspektør på Tønder Kommuneskole. Johannes Petersen havde et udsædvanligt temperament. Stod man i nærheden af nogen, der fik skæld ud, skulle man bruge et håndklæde bagefter.

Engang jeg var syg, besvimede jeg, med det resultat, at nogle vinduer landede over mig. I stedet for at redde mig, blev jeg overfuset af Bulder. Egentlig havde han en flink kone og flinke døtre. Vi var inviteret til juleklip på Leos Allé.

Min lillebror Erwin var blevet kaldt op til hans kontor. Han var skrækslagen. Historien var, at efter at jeg havde forladt skolen, skrev jeg to historier til skolebladet Roland. De hed Den Røde Skole og Blomst til Skilsmissebyen.  Men det var under Erwins pseudonym.

Men Bulder sagde blot til Erwin:

• Din fremtid er på  Æ Rummelpot

 

Webbers og Johannes mæ  æ føer

Vi havde også på skolen Johannes mæ æ Før. Han var pedalmedhjælper med udsædvanlig store fødder.  Viceskoleinspektør var Webbers. Han var lokalhistoriker, men vi måtte ikke tale sønderjysk i hans timer. En dag var han efter min storebror:

• Brodersen, din tilstedeværelse her på skolen hænger i en meget tynd tråd.

Da min storebror, havde bestået real-eksammen, kom Webbers hen til min bror:

• Brodersen – det var en nylonsnor

 

Lussing for at synge falsk

En dag stillede min far sig op på  skolen i fuld mureruniform. Nu ville han ikke finde sig i det mere. To gange havde hans børn fået en lussing for at synge falsk. Det har sikkert aldrig været den store musikalitet i vores familie, men lussing for manglende musikalitet – nej.

Nielsen turde ikke at vise sig, men Bulder fik en snak med far. Og Nielsen blev forflyttet. Og fra den tid kunne Familien Brodersen  igen synge frit for leveren.  Mine pinsler fortsatte på Tønder Handelsskole. Man mente, at fordi jeg efterfulgte min storebror, så  skulle der holdes godt øje med mig.

 

Næsten – fyret

Min lærertid i Andersen og Nissens Boghandel sluttede næsten inden den begyndte. For Nissen ville have, at jeg skulle tiltale alle fra det tyske mindretal på tysk. Jeg ved, at du kan tysk hjemmefra, sagde han altid.

• Nissen, de bor da i Tønder, så kan de da snakke ”synnejysk” eller dansk.

Nu forstod Andersen mig lidt bedre, så fik jeg lov til at blive. Og da Helmuth, Lothar og Frtiz kom med Niebüll – Mütze og gule gummistøvler efter tysk oversatte pornobøger, så havde jeg ikke noget imod at sige:

• Nur für den eigenen Gebrauch

 

Manddomsprøve i Aventoft

Enhver Tynne – knajts manddomsprøve var at drikke Æ Støvl i Aventoft.  Og hver gang vi var derover, holdt vi øje med, hvem der sad i det røde skur. Skulle man nu importere noget
flydende – eller ikke?

Vi var ofte på Frühshoppen derover om søndagen. Dengang i historien sagde man i Tønder om dem fra Aventoft:

• Æ Tag dæ groe inde a Døre
• Å æ Fisk svømme dem ind æ Døre
• Und wenn das verdammte Wirtshaus niks vähr
• Dan være de Aventofter en vermögende by

Ja sådan snakkede man dengang, og det er ikke engang en stavefejl.
Sæl og honningkage på  Lægan Kro

Dengang kunne man også blive udsat for en turistattraktion på Lægan Kro. En vandfyldt båd på land havde fået to beboere, to sælhunde. Dem kunne man så betragte, mens man spiste hjemmelavet honningkage.

 

Fisk fra Aventoft

Man havde en tradition i Aventoft, at hvis en ung fisker blev gift med en pige, der havde plads ved bønderne, kunne man ikke forlange, at hun tog til Tønder og solgte fisk. Men hvis hendes mand var kommet hjem fuld tre gange fra Tønder, blev hun alligevel nødt til det.

Skulle man til kirke i Aventoft, ja så kunne det kun foregå i båd. Foran kirken var det en lille havn med plads til 50 både.

 

Tønder festival glemmes aldrig

For cirka et år siden var jeg til lillebror Jans fødselsdag. Pludselig så jeg en masse af de dejlige mennesker fra de glade dage fra Tønder Musikfestival. Min far og mor så frem til de dage. Den stod  på morgenkaffe og Gammel dansk på Torvet.

Græsplæne og terrasse var omdannet til campingplads. Mor lavede frikadeller og kartoffelsalat til den store guldmedalje. Mine forældre havde et meget large forhold til begrebet kærester. Men de kunne ikke rigtig finde ud af navne i den forbindelse. Men der skete meget under sådan et festival.

Og tænk det kunne jeg så berette om, sidste år til Spil Dansk – dagen midt på Nørrebro. Arrangementet hed Musik og Toner fra Tønder til Nørrebro sammen med to professionelle musikere uden at jeg behøvedes at synge.

 

16 år i Aabenraa

I Aabenraa blev jeg i 16 år. Her var masser af søde piger. Jeg blev formand for HK, kom i Initiativ-udvalget og fik skåret halsen over på Røde Kors – formanden, arrangerede underholdning på gågaden. Jeg lavede også en avis til journalisternes store fortrydelse. Det havde noget med faggrænser at gøre.

Da jeg skulle lægge stenen til vores flotte HK – Hus måtte jeg have hjælp af far. Hvor meget cement og så videre. Jeg er sikker på, at huset står i mange år endnu, men ak, hvad er det dog, den bliver brugt til i dag.

Sjovt var det, at jeg midt under en første maj tale observerede en diskussion, om jeg var med i partiet eller ikke. Da jeg blev lovet tærsk, da jeg viste mig nede hos Thorwald  på De Tre Makreller af vrede Aabenraa – borgere, måtte jeg hellere forlade byen.

Da var jeg i hemmelighed blevet gift med Hanne. Hun lavede film for TV – Syd.

I mit job som HK – formand forsøgte jeg at få HK’s holdning frem i medierne. Det lykkedes til fulde til fortrydelse for den øvrige fagbevægelse i byen. Da de ikke kunne finde på andet, så blev jeg beskyldt for at gå de borgerliges ærinde.

 

I Padborg

I Padborg var man enten Tolder, speditør eller politibetjent. Tilhørte du ikke en af grupperne var det svært. I handelsforeningen opstod der problemer med en kandidat til byrådet. Jeg blev gjort til syndebuk. Speditører truede butikken og så videre.

 

Mange gøremål på  Nørrebro

Vi måtte atter væk. En gammel kæreste ringede. Der var arbejde på Nørrebro.

Her har jeg været i 14 år. Skrevet nogle bøger, hæfter, medvirket i endnu flere. Har været med i forskellige bestyrelser, styregrupper m.m. Jeg har været spindoktor for handelsforeningen,
redaktør af deres hjemmeside m.m. Under Ungdomshuset er jeg blevet truet af den daværende overborgmester med Presseetisk Nævn. Det er bestemt ikke kedeligt.

Og så er der en masse foredrag. Tænk, at man må holde foredrag om, at være Barn på Nørrebro eller om Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland – og så midt i København.

Utallige  gange har jeg holdt  foredrag i Æ Synnejysk Ambassade – å æ Sproch.

Og hjemmesiden – dengang.dk har for længst rundet millionerne – det er jo herligt. Mange af de besøgende kommer fra Tønder – tak for det.

 

Hvad betyder Tønder?

Om Tønder er dansk eller tysk er sådan set underordnet. Man skal bare ikke for at fremme et synspunkt lave historie – forfalskning. For kigger man nøje efter i Tønders Historie, så er ikke alt lige rigtig.

Og de første ord jeg fandt i forbindelse med Tønder er Mykæltunder og Litletunder. Det betyder Store – og Lilletønder. Og hvorfor hedder det Tønder?  Ja det er der også delte meninger
om:

1. Tønder – Tunder – ild, voldsom brand
2. Handel med fyrsvampe – Tønder var engang omgivet af skov
3. En påstået stor andel af lynnedslag i forbindelse med guldhornene, et kultsted for Thor, der hvor Møgeltønder Kirke, ligger i dag.
4. Måske var det saltbål – udvinding af salt – det blev en slags pejlemærke for Tønder Igen er vi igen tilbage med noget, der har med ild at gøre
5. Tønders oprindelse stammer fra den germanske folkestamme: Tungurerne
6. Ordet stammer fra søtønder ligesom Tønning.
7. Ordet betyder ”den ledrende strand”

Og så er der også forvirring omkring ordene Møgel og Myrkiel. Det kan nemlig både betyde stor, lille, gammel og ung. Ja så er man da helgarderet.

 

Vikingetogter fra Tønder?

Dengang gik kysten 2 kilometer vest for Tønder. Gravpladser fra vikingetiden er fundet nord for Tønder.  På de nordfrisiske øer er der fundet masser af ting. I selve Tønder er der fundet mønter fra 900 – tallet.

Man spørger sig selv, om der er foregået vikingetogter fra Tønder. Historikeren Pontoppidan påstår, at der var samhandel mellem Tønder og London i 1000 års – tallet.  I Tønder skulle der have været en trælleborg fra 1005 til 1015. Så flyttede den til Emmerlev. Og de kloge mener, at den første kirke er fra 1017.

 

Jernproduktion?

Interessant er det også, at få at vide, om der har foregået større jernproduktion i eller omkring Tønder. Nord og øst for byen og inde i byen omkring Nygade er der fundet spor på udvinding af myremalm.

 

De fine i Tønder

Der var masser af adel i Tønder og Omegn gennem historien. I 1400 – tallet var der mindst 12 forskellige adel – slægter. Det gik nu ikke lige godt for alle. Henning Pogowich  blev således sat fra sin post af kongen. Han havde ladet bønder skamfere og henrette, når de sagde ham imod. På Trøjborg havde Peter Rantzau rejst for mange tårne efter kongens smag.

Christian Rosenkrantz blev dømt for bedrageri. Og siden sin 7 årige fødselsdag var Anna på Solvig forlovet med den unge søn på Trøjborg.  Men Jomfru Anne kunne ikke lide ham, og valgte en anden. Det skabte meget ballade.

 

Originaler i Tønder

Hvad var Tønder uden dens almindelige  indbygger. Når man var mere end original fik man hurtig et øgenavn. Det havde altid relation til det man lavede og gjorde. Vi skal hilse på nogen af dem. På min hjemmeside er der vel omtalt 300 stykker i det hele. Her hilser vi lige på 15 af dem.

• Æ Dragonsmej kom fra Randers. Han var rykket ind i Tønder  i 1920. Han fandt sin Bothilde Poulsen fra Møgeltønder. Han fik værksted i Popsensgade. Men fra 1937 huserede han på et værtshus på Skibroen.   Hans Punch boede på Zur Traube sammen med Traute.  Han var god til langspyt. Hans storhedstid indtraf ved nachspiel.
• Traute fra Sæe  blev kendt, fordi hun aldrig havde tid til at komme på toilet. Hun afviklede altid sit ærinde i samme øjeblik det indtraf. Trangen viste sig, uanset hvor hun befandt sig.
• Flüster Heinrich boede på Horupsgade. Han var handelsmand og havde en fejl på
  stemmebåndet.
• Den akademiske Gartner var Karl Petersen. Navnet fik han, fordi han ikke kunne bruge sin uddannelse som Justitzrat. Derefter tog han del i sin brors gartneri, hvor han ofte blev meget tørstig.
• Fidde Tango eller Lam Fidde var søn af Niels Gemüse. Han var klaverspiller i Blombergs Kvartet i 1925.
• Heine Natøl  kan jeg godt huske. Han var købmand i Slotsgade. Han hed Heine Christansen og solgte øl om natten. Min far var bydreng hos ham.
• Jacob von Oben. Rektor Jacob Randrup øverst på ranglisten på statsskolen i 1925
• Jacob von Unten. Pedel Jacobsen, nederst på ranglisten på statsskolen i 1925
• Niels Put, det var byens skraldemand i 1925.
• Sule Charles eller Sulte Charles. Han var forplejningsmand på Kasernen. Han var vel en af de bedste i landet med kasernemad. En af hans slægtninge gjorde mig opmærksom på, at han blev kaldt Sule Charles, fordi han havde handlet med grise. Min tante havde på et tidspunkt kommandoen i kantinen.
• Der Kleine Graff eller Æ Lille Grev. Det var Rasmussen i Vidågade, chauffør hos Grev Schack. Han var ikke særlig stor.
• Hans Bulgar, Hans Stehr. Han var vært på Schweitzerhalle og formand for Ringriderforeningen. Han var ivrig med hurra – råb ved Dronning Louises af Bulgariens gennemrejse til Sild. Han tog dog lige fejl af Rumænien og Bulgarien.
• Skimmel. Det var fru Falkenberg. Hun havde jernbanerestauranten. Og så var hun meget bleg.

Tønders befolkning i fem division

Og når vi nu er ved Tønders befolkning, ja så var de opdelt i fem divisioner:

• Første Division var stavnsborgerne fra byens 120 stavne. Det var de borgere, der regerede byen helt frem til 1768. De havde ret til egen mødding, fælles bymark, mandsplads
  i kirken og begravelsesplads. De måtte vidne i retssager.
• I anden division var den gemene borger. Det var dem, der havde ret til at drive borgerlig erhverv. De kunne også overtage ulønnet tillidshverv. De skulle bevise, at de var ægtefødte børn af ærlige forældre. De måtte ikke være straffet og skulle være kristen. Jøder blev forfulgt i Sønderjylland helt frem til 1800 – tallet
• I tredje division kom embedsmænd, præster, lærer og læger
• I fjerde division kom arbejdere og tyende
• I femte division kom De uærlige og tiggerne.

 

Et kæmpe plankeværk

Det er ikke usædvanligt, at man indhegner sin have med et plankeværk og en havelåge. Men vidste du, at Tønder  har været omgivet af et kæmpe plankeværk. Man mener, at det lå her
i 1500 – tallet. Foran lå Laurentiusstrømmen, som sammen med Vidåen og Mellemstrømmen dannede et værn mod fjenden.

 

Dårligt forsvar

Tønders forsvar har nu ikke altid været den bedste. Talrige gange er byen blevet erobret. Alene fra 1627 til 1713 oplevede Tønder fem krige. Følgen var bl.a. fattigdom og indkvartering af tropper.

 

Æ Feuerwehr

Hvad var Tønder uden brandværnet. Gennem historien har byen været udsat for mange brande. Der kom mange forordninger, men de blev ikke overholdt. Da politimesteren  i 1852 i forbindelse med en brand  gennemgik brandspandene, fandt han ud af at de fleste var utætte. Han blev sur og uddelte adskillige bøder på tre daler.

Så indførte man en regel med, at den der kom først til brandstedet fik 2 rigsdaler. Nummer to fik 32 skilling og nr. 3, 24 skilling.

Denne brandspands – episode var starten til Æ Feuerwehr. Men nogen tog det lidt for alvorlig.

I 1874 sad en ung pige og syede på en ny amerikansk symaskine hos boghandler Drøhse i Storegade. Forretningens svend var et medlem af Æ Feuerwehr. Han så, at det nye vidunder sprøjtede med gnister.

• Brand, brand udbrød han og smed apparatet ud af vinduet.
• Så ha æ rejet den, råbte han.

Den stakkels unge pige sad forfærdet tilbage.

 

Eftersluknings – kompagni

Efter diverse øvelser forsvandt byens frivillige brandværn på byens 72 kroer. Ja så mange var det i 1913, da brandvæsnet blev nødt til at indføre et nyt kompagni, Eftersluknings
– kompagniet. Konerne var sure over, at deres mænd ikke dukkede op. Ja så måtte det nye kompagni i gang.

 

Socialhjælp – dengang

Socialhjælp – dengang var ret praktisk. De tiggere, der ikke tilhørte byen, blev læsset på en vogn, og smidt af ude for bygrænsen. Dem, der hørte til i byen fik et mærke på. Og sammen med stodderkongen gik de hver lørdag fra hus til hus for at tigge.

Inden de så kunne få deres understøttelse måtte de så synge salmen: “Nu beder vi den hellig-ånd”.  Derpå skulle der læses af katekismus, og sluttes af med lov – og takkesalme.

 

Fattighjælp

Og når de fattige skulle begraves, tog man det ikke så alvorlig. De kunne alligevel ikke betale. Endnu i 1793 skete det, at navnene ikke blev nævnt for præsten. Og så kunne man sagtens undvære både degn og præst til en begravelse.

I en periode blev de fattige bespist i Østergade 15:  Vi kigger lige på Menúkortet:

• Mandag: Brødsuppe
• Tirsdag: Grynsuppe med sirup og eddike
• Onsdag: Byggrød
• Torsdag: Brødsuppe
• Fredag: Ærtesuppe
• Lørdag: Byggrød
• Søndag: Ærtesuppe

 

En Galge

Langs indfaldsvejene hang galgerne til skræk og advarsel. I Jyske Lov hedder det:

• Om hvad en Tyv kan hænge for. Har han stjålet Koster til en værdi af en halv Marks – værdi eller mere, da kan Ombudsmanden hænge ham uden Dom

Tønders Rettersted lå 500 meter nordøst for byporten. Det er i dag mellem Digevej og Vidåen. På et tidspunkt var den på Torvet.  Tønder Herreds rettersted lå cirka 800 meter fra dette sted. Det var ved Nordre Landevej,  hvor Galgestrømmen drejer fra i nordøstligste hjørne. Her måtte man i 1760 aflyse alle henrettelser grundet oversvømmelse.

 

100 blev henrettet

Tænk over 100 blev henrettet i Tønder gennem historien. Tager man det nærmeste område med, er der tale om flere hundrede. Og det er mange grufulde historier forbundet med disse
henrettelser.

Hans Jessen fik en dom i 1599 for bedrageri. Den lød på

• Drei Finger abgehauen, die Augen ausgestochen, und er ist dann geradebrecht worden.

Den 23. marts 1614 blev præsten Hr. Laurids i Møgeltønder brændt. Hans hustru og datter blev halshugget. Han og hans datter lå i blodskam med hver andre. Hans hustru havde ligget i ondt levnet med andre karls-personer.

Gennem historien er det også talrige eksempler på, at skarpretteren var fuld og ramte ved siden af.

 

Tragedien i Sæd 

I 1712 havde Karen Christens i Sæd forgiftet sine fire børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten i Udbjerg ville have hende begravet sammen med sine børn på kirkegården. Men provsten Samuel Reimorius  i Tønder bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord, ikke kunne tilkomme hende andet end hundebegravelse.

 

Hundebegravelse

Den 21. april blev det i nærværelse af en stor rets-kommission smidt liget af Karen Christens ud af vinduet. Det var bødelen, der gjorde dette ved solnedgang. Liget blev slæbt ud på bar mark og kulet ned i et hul.

En skamstøtte blev rejst på stedet:

• Paa dette Sted har Bøddelknægten henslæbt og nedgravet Legemet af Karen Christens fra Sæd, fordi hun i Aaret 1712 ved Gift havde begaaet et Forbandet Mord paa sig selv og
  paa sine fire Børn.

 

Intet gik til spilde

Intet gik til spilde dengang. Således havde Fysikus Boessel i Flensborg kongelig  tilladelse til at udtage dele af liget til brug i undervisning af jordemødre. Han var også forfatter til bogen:

• Grundlegung zur Hebammekunst.

Dengang da den Lybske lov var gældende, blev en kvinde ikke hængt. På grund af den kvindelige æres skyld, blev hun levende begravet.

Hvis en kvinde blev grebet i lag med en fremmed mand, skulle hun trække manden op og ned af gaderne i Tønder.

 

Regning for dåden

En regning fra dengang:

• Hovedet hugget af med sværd: 10 Rigsdaler 
• Hovedet sat på stage 5 Rigsdaler 
• Hovedet at begrave 5 Rigsdaler 

Ja en faktura fra 1690 viser, hvad Mester Asthausen forlangte for henrettelse af tyven Niels Nielsen Hovkarl:

• For at forvise fangen torturinstrumenterne to gange – 5 mark 2 skilling
• For udført tortur 4 gange – 5 mark 2 skilling
• For Kagstrygning 5 mark 2 skilling
• For at hænge ham 5 mark 2 skilling.

Der må have været enhedspris på serviceydelserne. Men fakturaen indeholder også poster som en kande vin samt brændevin og tobak til mesterens medhjælpere.

Tænk først i 1847 blev skarpretter – jobbet nedlagt i Tønder.

 

Æ Kachmand

Kagen i Tønder var en omvendt søjle på et stenfundament. I 1654 omtales den som Das Bild up dem Kacke. Det var før Æ kachmand.

Dengang havde man også en slags politivedtægt. Den fastslog bl.a.

• Man må ikke besøge krostuer i kirketiden
• Enhver skulle holde sine våben blanke
• Enhver husejer skulle hænge en lygte ud ved aften-tide, eller om natten, når der lød ”mordskrig”.
• Ingen måtte gå ud efter kl. 9.00 uden lygte
• Ingen måtte lade grise rode rundt på kirkegården.

I 1543 klagede beboerne over, at de ikke kunne forstå gudstjenesten, fordi den var på tysk. Det fandt så en ordning på. Man afholdt dansk gudstjeneste ved hjælp af et par studenter – kl. 5. 30 om morgenen. Det blev aldrig den store succes.

 

Øl er den bedste “medicus”

Når vi blev syge derhjemme, så fik vi altid en kop øl. Det hjalp. Måske har min far lyttet til Tønders historie. For tøndringerne sagde altid:

• En slurk varm øl er den bedste “medicus”

Først i 1691 fik Tønder en physikus. Men allerede i 1623 havde man et apotek i byen. Apotekeren var fri for borgerlig tyngde  og måtte drive vinstue.

Tønder havde et helligåndshus og et Sankt Jørgens Hospital for spedalske. Måske har Gørresmark navnet herfra.

 

Kærlighedens Lysthus

De sjældne gange, jeg hører Michael Falck med Kærlighedens Lysthus  kommer jeg til at tænke på Æ Liebestempel og de piger, jeg har kysset her. Tak til Kniplingskræmmer og borgmester Carsten Richtsen. Måske skulle vi sende en hilsen til alle de kniplings – piger, der er blevet handikappet af deres arbejde. De måtte ikke forlade egnen og de skulle spørge om lov, hvis de ville gifte sig.

 

Ulve var et stort problem

Ulve var et stort problem i området i perioder. Det var bl.a. i slutningen af 1500 – tallet og omkring 1650 steg bestanddelen igen. De største bestande var i Draved Skov  og Frøslev Mose. Så sent som i 1750 var plagen stor. Ved en klapjagt samme år blev 14 ulve nedlagt ved Ellum.

 

De var fine på den

Den første gang, der var rigtig elektricitet i et hus i Tønder var hvis nok i 1912, og det var i Ribe Landevej 8.  Men allerede i 1896 forlangte beboerne i Bag Staldene, gadelys. De fik i Tondernsche Zeitung,  at vide, at de var for fine på den:

• For de kæferter, der bæres hjem bag staldene, er gasbelysning ikke påkrævet.

Hvor mange gange har jeg ikke selv båret en Gewessen hjem? Men da var det hvis nok kommet lys.

 

Hvor er danskerne?

Jo og så var det også dengang  Landrath Rothe gik rundt og ledte efter danskere:

• Zum Teufel noch mahl. Nun sagen Sie mir doch einmahl, wo stechen die 80 Dänen in Tondern. Ich kenne ganz wenige.

 

Disciplin på den tyske skole

Den var godt nok disciplin dengang. Omkring 1915 var der på Alexandrine – Schule to søstre, der blev kaldt Grosse und kleine Knöppel.

Men man skulle ikke sige til dem. Og der var kommet en ny forstanderinde, der skulle tiltales Frau Major von Fahnland.

 

Danskerpak

Det var ikke så sjovt, at være dansksindet i Tønder dengang. De blev mødt med:

• Danskepak mæ lus i æ nak

Efter et møde på Tonhalle opstod der håndgemæng på afstemningsdagen. En sangerkrig opstod. De tysksindede sang:

• Schleswig Holstein mehrumschlungen

Og de dansksindede svarede igen:

• i alle de riger og lande

Grev Schack og engelske soldater måtte skille partnerne fra hinanden.

Og revolutionen kom også til Tønder. Den forløb ret dramatisk, for man kunne ikke finde noget rødt stof til flaget. Borgmesteren måtte ofre sin kones røde kjole.

 

Kongen med de store øre

Kort tid efter var Christian den Tiende i Tønder. På Torvet stod to piger og betragtede ham. Den ene vendte sig til den anden:

• Kug mahl, wie gross die Ohren sind

Kongen hørte samtalen og vendte sig smilende om til de to piger:

• ja und dahmit kann er auch höhren

 

Kongelig køretur

I Abild møder kongen så Laust:

• Godaw Hr. Kung. I ka vel it køe så sinne tæ æ ka føl mæi min hestvogn

Laust ville nemlig også gerne hilse på kongen, når han kom ind til Skærbæk. Han fik lov til at køre med i en af de kongelige vogne.

 

Fars drengestreger

Min far kunne snakke og snakke. Måske har jeg arvet noget. Engang imellem fortalte han nye historier. En del har jeg med på min hjemmeside. Blandt andet nogle af hans mange drengestreger.

Mine søskende og min mor synes altid han sagde det samme, Hun råbte altid efter ham:

• Kalli – ka då så hold æ mund

Men der var nuancer i historierne, og mange af dem kan du finde her på hjemmesiden.

Tænk, at han til nytår var med til at tømme folks kloakspande i deres forstue. Dengang i 1920erne havde man ikke rigtig fået kloakeringssystem i Tønder.  På den anden side set, hvordan kunne man have dem stående fremme, når det var nytår.

For haler af vandrotter kunne man hos den pensionerede betjent Bergmann få nogen skilling. Der var masser af rotter i Vidåen. Og min far og hans kammerater så, hvor han gemte dem. De blev så stjålet vasket og solgt nok engang. Men ak Bergmanns barnebarn opdagede det, og sladrede.

Også på Sønderport  havde Roost en del biler stående. Et par gange fyldte min far og et par kammerater benzin fra de andre biler over i en bus, og så kørte de sig en tur i Tønders smukke omegn.

Min far påstod, at han var kommet til at sparke til Brorsons hoved. Det var da man var ved at grave ud omkring kirken. Min far og et kammerater så en genstand som de snildt kunne spille fodbold med. Da de ankom til Den Tyske Skole i Richtsensgade såbte en lærer forfærdet efter dem:

• Ihr könnt doch nicht mit dem Totenkopf spielen?

 

Kommer der en havn?

Hver gang jeg kommer til Tønder, forventer jeg, at man har genskabt den havn, man så gerne vil have igen. Tænk i 1700 – tallet havde Tønder – bugten landets tredje største handelsflåde. Da var havnen allerede sandet til i Tønder.  Og det er næppe Skibroen  at Idrisi så i 1130. Det var dengang, han fik Tønder verdenskortet. Måske skulle Asger fra Ørkenens Sønner lige lytte efter m.h.t. hans navn. Han hed Abu Abd Allah Muhammed Ash Sherif Al Idrissi.

Det var i skriftet “Nydelse efter den, der længes efter at gense landene”,  at Tønder blev nævnt.

Han nævner navnet Turdira. Det skulle have stået Tundria. Her skulle have været en havn, dækket af alle sider mod vind. Det har næppe været Skibroen.. Men muligvis omkring Tønderhus,  som skulle være aftegnet på kortet.

Andre mener, at det har været Møgeltønder. Dengang skulle Vidåen været gået ind gennem byen. Skriftet udkom i 1130 i Palermo.

 

En damper i Vidåen

Endnu i 1791 var 15 fartøjer hjemmehørende i Tønder. Ja i Danske Atlas nr. 8  fra 1781 blev det påstået, at byen havde haft en betydelig havn.  På Sild blev der i 1871 indgået et væddemål. Damperen Grev Bismarck skulle føres ind til Skibroen af Kaptajn Selmer. Det kneb gevaldig. Den løb på grund adskillige gange. Men det lykkedes, og det lykkedes også at få vent det 10 meter store skib på Skibroen.

Nu skulle der laves dampforbindelse til Højer.

 

Kanaler gennem byen

I 1878 gravede man en kanal fra Møllestrømmen til Skibroen. Regningen lød på 33.000 mark. En del druknede under arbejdet. Og det var til trods for at brødrene Christiansen – oprindelig fra Aalborg – reddede et par stykker. Fantastisk er det at tænke sig, at hvis vi ikke havde fået stormfloden i 1634 så kunne vi have haft en  Nord – Ostseekanal gennem Tønder, og Rudbøl kunne have været en fristad. Jo den gottorpske hertug Frederik den tredje var langt fremme med sine planer. Men ak endnu tre planer med samme ide viste sig.

I 1764 var den oppe at vende igen, og minsandten også i 1868. Men i Rigsdagen fik man ar vide, at planen hverken tilfredsstillede hæren eller handelsflåden.

Sidste gang var i 1918. Kanalen skulle starte i Lister Dyb og slutte i Aabenraa Fjord.

Tænk Grønåen var med i de planer. Her badede vi ofte i min tidlige ungdom.

 

Afvandingen

Afvandingen af Tøndermarsken  foregik heller ikke helt problemfrit. Mange blev uenige med Tønder Kommune. En af dem, der havde fået nok var Emil Nolde. Han flyttede i 1927 fra Utenvarft til Seebüll. Flytningen skete selvfølgelig af søvejen.

Det tog fire år at afvande marsken. Der blev anlagt 250 kilometer kanaler. Skibro – kanalen var nu aldeles uafvendelig. Alle myg, der i sommertiden plagede beboerne forsvandt. Men det gjorde alle storkene også. I 1870 var der 25 – 30 storkeredder i Tønder.

Min far fortalte man i 1920erne kunne stå på skøjter helt til Niebüll.

 

Spildevand

Inden kloakeringen gik spildevandet direkte ud i rendestenen. I solskindet skinnede det i alle regnbuens farver. Om vinteren var gaderne fyldt med frosne efterladenskaber. Rotterne
i Tønder stortrivedes. Men Tante Oldes i Mellemgade blev ved med at sælge sine sirupskager.

 

Grise med sort slør 

I Slotsgade boede Slagter Frede. Han kunne finde på, at kaste affald og kohoveder over i amtmand Brockenhus – Schacks have. Da Frederik den Syvende døde, drev han to svin rundt i Tønders gader. Han havde bundet et sort slør om halsen på dem.

• Se de stakkels dyr, de sørger over landsfaderens død.

På Jomfrustien  blev amtmand Von Bleichens hund beskyldt for at dræbe får. Jo det var sandelig noget at snakke om i Tønder.

 

Seminaristernes rolle

Seminaristerne spillede en stor rolle i Tønder. Når madammerne snakkede om deres døtre faldt der ofte en bemærkning som denne:

• ja vi ku it engång få hind afsat te en seminarist

 

En betjents rolle

Engang inden Bergmanns tid havde Tønder en betjent, der hed Anthony. Han havde snurbart, uniform og kårde. Hans vigtigste beskæftigelse var at anholde Chr. Torp.  Denne var altid fuld. Også når han tjærede tag. Engang tabte han sin hat ned i tjæren. Han tog den bare på igen. Ofte faldt han også i dyb søvn oppe på taget – godt lakket til. Men han faldt aldrig ned.

 

Æ Dævl er kommet hjem

Tønder havde også engang Æ Bossel. Hun var lille og tyk. Hun gik altid i den samme bomuldskjole med ternet forklæde. Til højtidelige lejligheder blev hun vasket.

Når vi nu snakker om kvinderne. Så havde de ofte eftermiddags – komsammen. Man forventede først at manden kom hjem hen på aftenen, efter at have besøgt nogle af de 80 værtshuse
i byen. Skete det at han kom hjem før, satte madammerne sig foran huset og sagde til de forbipasserende:

• Gå forbi – Gå forbi, Æ dæwl æ kommen hjem.

 

Fredskonference på Torvet

En morgenstund var der fredskonference på Torvet mellem Nis Process  og Markus og Anna Alarm. Men allerede efter den første punch var der igen fjendskab. Fredskonferencen blev aldrig genoptaget.

 

Liv og glade dage

Der var liv og glade dage i Tønder – dengang. De store markeder trak masser af folk til. Også fulde folk hørte til dagens orden. I 1871 skrev Tondernsche Zeitung:

• Vi lever i efterårets markedsglæder. Hele dagen og den halve nat bliver der spillet, fløjtet, trommet og sunget i gaderne, så ørerne er ved at falde af en. Til gengæld forstår vores værtshuse at underholde behageligt med musik og sang. Der er flere markedsboder end sædvanligt, krigspanoramaer, voksfigurer, nye karruseller og en dame på 400 pund og meget mere.

De danske bønder slog sig ned hos Mutter Hage i Hummelkæren. De tyske bønder slog ned i Weisser Schwan.

Til-førelsen af kvæg til markederne i Tønder var enorme, 15.000 – 25.000 stykker kvæg, et par tusinde heste og store mængder får. Der var sandelig liv og glade dage i Tønder. Byens fineste sted var Stadt Hamburg, hvor borgerskabet holdt store fester. Mellem Pebersgade  og Kogade lå Stadt Kopenhagen.

Så var det også Tonhalle, som oprindelig hed Zum Goldenen Klotz. Senere blev det renoveret og fik det flotte navn Stadt Wien.  Ja tænk i Tønder  var det i 1845 hele 17 bagere – og 10 slagterforretninger. Hvor mange er det i dag?

 

Dårlige veje

Forbindelsen til og fra Tønder var ikke gode – dengang: Vestslesvigske Tidende skriver i 1857:

• Ikke engang Postvejen mellem Ribe og Tønder er endog blot nogenlunde passabel. Man er nemlig 10 timer, om at køre 8 ½ mile.

I 1867 får man forbindelse til Tinglev. Og i 1878 åbnede den det holstenske Marsk – baneselskab.  I 1879 var der hestesporvogns – forbindelse til Højer.

 

Rutebil på afveje

I 1906 var der 146 heste i Tønder. Så sent som i 1934 blev der indført i politivedtægten, at der ikke måtte køres hurtigere end i jævnt trav. Kusken måtte ikke slippe tømmen eller springe af og på vognen i fart. I 1924 var der endnu flere heste end biler i Tønder.

I 1912 kom den første rutebil til Tønder på ruten Tønder – Emmersbøl. Allerede på første tur måtte gæsterne dog gå fra Aventoft. Bilen var simpelthen brudt sammen, og det skete mange
gange. Der var bestemt mere luksus i de tog, der kom til Tønder syd fra med rige tyskere som fortsatte videre til Højer – Sild. Min far fortalte, at han har været inde på vognene for at hugge sæbe m.m. Det må i altså ikke sige til nogen.

 

En udsat politimester

I 1926 hørte sammenstød til dagens orden i Tønders gader. Politimester Seidenfarden indførte total p – forbud. Det affærdigede store protester. I en artikel afsluttedes det med:

• værre end Mussolini

Da det rygtedes at det var en Seidenfarden,  der skulle være politimester, sagde mange i Tønder dengang:

• åh nej ikke endnu en tysker

Han var nok ikke så populær hos de tysksindede, efter at han udtalte:

• Tyskerne kan være meget rare mennesker, når blot man slår dem med en jernstang i hovedet.

 

De stakkels soldater

Ude ved Funkstation Ryttervej blev der i hast indrettet en barakby. Det var ikke de bedste forhold, der blev givet de stakkels soldater. En markvej førte derud. Den blev senere udbygget. Det var Popsensgade, Leos Allé og Dragonvej.

 

Det store stadion

For enden af Lærkevej lå det imponerende stadion. Her blev Onkel Martin  jysk mester i kuglestød, og min far spillede firmafodbold for Mester Ecks. Det var her vi skulle gå i strækmarch når der var skoleturnering. Og her trænede vi nogle gange med Lærkevejs Boldklub. Vi hed også F.C. Barcelona. Vores trænere var Kjeld Tychsen og John Andersen. En gang blev vi beordret til at skulle løbe 10 kilometer på stadion.

Vores egentlige fodboldstadion dengang lå ude ved Tved Plantage.

Det store stadion imponerede også andre. Kort efter Genforeningen besøgte formanden for Jysk Atletik Forbund stedet. Han beretter:

• Klokken 7 kørte vi til Idrætspladsen. Her fik vi den største og glædeligste overraskelse på hele turen. Vi havde ventet en mark, hvor der var gravet et hul til at springe i, og måske nogle kridtstreger til at markere banen med.
• I stedet for dette fandt vi en mægtig stor idrætsplads og et stort idrætshus, som samtidig blev brugt som tribune. Ved siden af var en nydelig lille restaurant med servering ude på den store terrasse.

 

Elga Olga gik i protest

Nu var det ikke alle der var lige begejstret for Tønder i tidens løb. Således smækkede Elga Olga i 1958 med døren på Tønderhus. Midt under en forestilling gik hun sin vej. Hun var utilfreds med bifaldet og støj fra køkkenet.

 

Asta Nielsen i Tønder

Og når vi nu er ved underholdning. Nede i Vestergade lå i mange år æ Kino. Cykelhandler Meinert Lützen fra Popsensgade kunne andet end sælge og reparere cykler. Som han selv sagde dengang:

• Æ Hai damalls te opgaw å untermahle Æ dramatische Stimmung.

Og det gjorde han også særdeles energisk på sin violin under en Asta Nielsen Film.

• Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene, fødderne bevæger sig længere og længere ud mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning.

Og Æ Cykelhandle”untermahle” den dramatiske stemning. Violinen nærmest skriger. Pludselig råber en tilskuer nede bagerst i salen op til lærredet:

• Asta, Asta tæe æ Geiger mæ.

 

Tysk i Tønder

Byen havde en tysk bürgermeister indtil 1937. I brandvæsnet var kommandosproget tysk indtil 1945. I Tønder Håndværkerforening var protokollen tysk frem til 1935. Det vakte oprør, da bankdirektør Rossen som den første talte dansk i byrådet. Efterfølgende betjente man sig af begge sprog. Men bürgermeister Johannes Thomsen  fortsatte udelukkende på tysk.

 

Er vi rigtig danske?

Nogle havde også svært ved at finde deres nationale sindelag. En del af de unge kom tilbage efter Genforeningen og stillede spørgsmålet:

• jamen fae, æ vi richte dansk?

 

Dansk valg

Efter Første Verdenskrig ville de handlende gerne sende deres medarbejdere på kursus i dansk. Men man havde svært ved at finde lokaler. Man ville ikke rigtig udleje til formålet. En dansk valgplakat blev produceret lige før valget i 1920. på den stod:

• Al unserer Not ist jetz vorbei
• Tondern wird danisch, glücklich und Frei
• Höhrt drum meinen Ratt, ihr alle
• Wälet jetz, das beste für Tondern stimmt Dänish, Ihr seid frei
• Dann vor aller Schrerei

Men det ville de tysksindede ikke finde sig i. De overklistrede alle plakater med den plattyske tekst:

• Und da glowst du!

Engang gik min kone og mig på  Knivsbjerg – mindretallets højborg. Vi kom forbi nogle gravsteder, og Rasmus, denne sides tekniske redaktør fornemmede, at her lå mange vigtige personer. Bagved gik formanden for det tyske mindretal, som vi hilste på. Pludselig udbrød Rasmus:

• Er det her Hitler ligger begravet?

Og sådan kunne vi blive ved. Kære tilhørere – tak for opmærksomheden.

Kilde

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 283 artikler fra Tønder 

 

Redigeret 1, – 11. – 2021

 

Svenskerne slog sig ned, der hvor man troede, at man var beskyttet for dem. Vi skal besøge Hullet, Bjørnsdal, Brandtvænget, Victoriagade. Der var også de mange stiftelser. Vi fortsætter med Badevejen, Vesterbros Torv og Svendsgade. Så er det også Frk. Kruses Pigeskole, Københavns første Gasværk, Vesterbros romerske bad, De Danske Maltfabrikker. Og Badevejen skiftede til Knudsgade og derefter til Eskildsgade. Det var de letlevende damers skyld. Og så kigger vi på reberbaner.

 

Truslen tog til

Christian den Fjerde havde travlt med at anlægge det ydre befæstningsanlæg fra Sankt Jørgens Sø til Kalvebod Strand. Den ydre voldgrav blev forsynet med vand fra Vodroffå samt et udløb i den ene ende af Sankt Jørgens Sø. Arbejdet med anlægget blev fremskyndet i løbet af 1640erne. Truslen fra svenskerne tog til.

 

Svenskerne slog sig ned

Da Carl Gustav så kom, og man skulle have brugt anlægget, ja så opgav man området, og svenskerne slog sig ned, beskyttet af volden. Anlægget fik lov til at forfalde. Områderne vest for volden blev igen til græsningsareal. Rosenåen passerede hovedgaden. Passage måtte foretages over en træbro.

 

Hullet

Lidt syd for Vesterbro gik en stejl skrænt ned til åen. Her lå en lille fæsteejendom. Den blev omtalt som Hullet. Her boede Vangemanden. Poul Poulsen havde fæste på Hullet fra 1736.
Han drev også gæstgiveri. Og selve gæstgiveriet var en lang et – etages bygning, der lå ret lavt. Tagskægget var under gade-niveau. Adgang til krostuen var over en stinkende rendesten og ned ad en stejl trætrappe.

 

Bjørnsdal

I 1776 fik Peter Bjørn fæste på ejendommen og omdøbte den til det flotte navn, Bjørnsdal. Bjørn fik også tilladelse til køb og salg af kvæg. Trommesalens kvægmarked kunne ikke længere klare efterspørgslen.

 

Ny gæstgivergård

Reinholdt Smidstrup søgte om kongeligt byggelån til at bygge en stor ny gæstgivergård. Den stod færdig i 1802., og var på hele 19 fag. Omkring gårdspladsen lå store udhuse med stald, lade og vognremise. Desværre fik gården efter få  år uventede gæster. I 1807 meldes Bjørnsdal fyldt med englændere og hannoveranere. Det var faktisk herfra, at de første ildraketter blev sendt ind over byen.

Bag Bjørnsdal oppe ved det nuværende Vesterbrogade  lå det store vænge, der strakte sig helt ned til stranden mellem reberbanerne og Rosenåen, som stadig i siksak fulgte den gamle voldgrav.

 

Brandtvænget

Vænget til hørte Magistraten. Christopher Berendtz ville gerne have en del af grunden til udvidelse af sin farveplantage. Men man gjorde opmærksom på at vænget kaldt Brandt – Vænget var helt uegnet til plantage på grund af saltvands – oversvømmelse. Det var især til militærets uniformer, at disse røde, gule, blå, grønne og sorte farver, der skulle anvendes.  Det gik fint for Berendtz.  Han købte den store gård, der senere kom til at hede Eutin (omtalt i artiklen På Vesterbro).Der opstod en strid efter hans død. Og de flotte farveplantager blev ødelagt. Senere overtog ejeren af Bjørnsdal hele herligheden.

I 1825 overtog Frederik Peter Schmidt både gæstgivergård og vænge. I 1844 var det gæstgiver Lars Hansens tur. Det var i hans tid, de virkelige store ændringer skete på  Vesterbro.

 

Jernbanen

I 1846 blev en bred strimmel eksproprieret til anlæg af jernbanen København – Roskilde. Samtidig afhændede Lars Hansen al grund syd for jernbanen til Landmilitæretaten. Her blev der indrettet skydebaner.

 

Starten til Victoriagade

I 1852 kom der rigtig gang i udstykningen. To store byggegrunde ud mod den projekterede Gasværksvej  blev afhændet til tømrer Jochum Jensen. Denne var lidt af en lokal byggematador. Men allerede i 1854 købte Handelshuset Larsen og Co. de to grunde.

Handelsfirmaet tog en forhandling med kommunen. Man ønskede en adgang til Vesterbrogade. Stadsingeniøren ønskede også en regulering af den berygtede Rosenåen, der efterhånden fremstod som en stinkende kloak. Dette blev starten til Viktoriagade.

 

De mange stiftelser

I årene efter 1856 skete udparcelleringen i hastigt tempo. Gasværksvej, Istedgade og Viktoriagade. Inden for et ganske lille område lå  Børneasylet, Skipperstiftelsen, Skomagersvendenes Stiftelse og Heymans Stiftelse for officersenker.

 

Vesterbrogade 39 – 41

Vesterbrogade 39  41 repræsenterer i dag det gamle Bjørnsdal.  Gæstgiver Lars Hansen havde siden 1841 haft fæste på den store gamle gæstgivergård. Han købte i 1853 ejendommen af kommunen. Allerede året efter solgte han krohaven mod vest.

Efter Hansens død, fortsatte enkemadammen ejendommen som hotel.

 

Vesterbrogade 57

På vestsiden af Vesterbros Torv lå et gæstgiveri medgård, udhuse, have, keglebane og lysthuse. Her lod fæsteren Christian Strelow  i 1793 opføre et nyt toetagers hus. Det er omtrent, der hvor hjørnehuset Vesterbrogade 57/Absalonsgade 1 ligger.

Senere overtog Johan Friedrich Lachmann ved ægteskab med Strelows enke, såvel fæstekontrakt som bygninger.

Ejendommen blev i år 1800 og 1801 overtaget af to slagtermestre. Slagterne både boede og holdt butik i de gamle lave forhuse. Omkring gårdspladserne lå store staldbygninger, slagtehuse samt lange baghuse.

De to ejendomme lå efter 1852 indesluttet mellem det smalle Banemøllestræde, der førte til Absalonsgade, dels den lille adgangsvej til Vesterbrogade ned over det senere anlagte torv til Badevejen (nu Eskildsgade), og de gamle reberbaner.

 

Absalonsgade gennemføres

Til gennemførelse af Absalonsgade frem til Vesterbrogade købte kommunen i 1864 en matrikel. Naboejendommen på den anden side af Banemøllestræde, den gamle grynmølle , ejede man allerede. Nu blev bygningerne på denne nedrevet og gaden ført igennem.

 

Vesterbros Torv

Vesterbros Torv blev anlagt i årene 1858 – 60. Fra dette torv havde man planlagt at føre en lang lige vej helt ud til Vesterfælledvej.  Projektet blev dog kasseret til fordel for Istedgade.  Kun den nødvendige korte stump med forbindelse til Badevejen og Absalonsgade blev anlagt som Svendsgade omkring 1866.

 

Frk. Kruses Pigeskole

Det nuværende Absalonsgade 3  ejedes i slutningen af 1860erne af slagtermester Jacobsen. Han valgte at fraseparere den bagerste tredjedel af sin ejendom i 1870. Den nu ret lille grund lå ubebygget i flere år. Men i 1878 købte skolebestyrerinde Frk. Marie Kruse grunden. Hun opførte en beboelsesejendom med skole. På det tidspunkt boede hun og drev en pigeskole i naboejendommen Vesterbrogade 57.

Bygningen fik en særlig attest i et og alt veludført og solid. Det var fra starten indrettet med skolestuer på 2. og 3. sal. Frk. Kruse havde privat lejlighed i tagetagen, mens stueetagen og 1.
sal blev udlejet. Huset havde et meget moderne varmesystem og ventilationsrør til alle skolestuer.

I slutningen af 1880erne overtages bygningerne af kommunen. Man fortsætter som Absalonsgades Skole helt frem til Første verdenskrig. Herefter overgår lokalerne til andre sociale formål. Først blev det til en husvilde-afdeling, senere til et centralkontor for hjemløse mænd og fra 30erne blev det socialkontor.

 

Vesterbros romerske badeanstalt

Inde i naboejendommen blev Vesterbros Romerske Badeanstalt indrettet. Kommunen havde solgt grunden i 1869 for 4.939 rigsdaler til arkitekt Claus Lendorff, brændevinsbrænder J.C.
Olsen og fabrikant Ernst Traube, Odense.

Stueetagen blev opført med store hvælvende baderum og ægte romersk indfyringssystem under gulvet. Her kunne publikum få romersk bad for 72 sk., et varmtvandsbad for 32 sk. Eller et
styrtebad for 16 sk. Man konkurrerede med de meget større konkurrent i Tordenskjoldsgade.

 

Folkekøkken

I 1884 blev ejendommen overtaget af Selskabet til Oprettelse af Kaffe – og Spisestuer. Stueetagen blev nu ombygget til folkekøkken.

 

Reberbaner

Mange virksomheder søgte væk fra de trange forhold inden for voldene ud til de nye forstæder. Det gjaldt også for reberbanerne. Oprindelig lå de nye reberbaner ikke så langt uden for Vesterport. Men i 1650 fik Rebslager-lavet  anvist en grund lige ude for Christian den Fjerdes ydre forsvarslinje.

Arealet var ca. 125 meter bredt og strakte sig godt 400 meter helt fra vejen (Vesterbrogade) ned til Kalvebod Strand. Og vinkelret på denne.  Her opførtes så reberbanerne i lange, smalle, parallelle strimler med de små spindeboder på række i den nordlige ende.

I cirka 200 år fungerede området efter den oprindelige bestemmelse. Den sidste reberbane blev først nedlagt i 1884. Bygningerne blev flere gange ødelagt, bl.a. af Gustav Adolfs belejringshær. Her opførte man soldaterbarakker.

 

Nye regler

En julinat 1692 brændte alle reberbanernes boder og pakhuse, hvilket medførte indførsel af nye strenge regler. Der skulle være nok afstand mellem bygningerne, rygeforbud og nattevægter.
Af jordebogen fra 1746 ses, at der lå 16 reberbaner, hver 8 x 620 alen og spindehuse nydelig på række.

Rebslager-lavet fik i 1756 lov til at få bygningerne forsikrede i stadens brand-kasse. Hele området blev ødelagt i 1807 af englænderne.

 

Morskabsteater og badeanstalter

I 1820 åbnede Vesterbros Morskabs-theater en lille filial i området. Og en anden form for underholdning opstod efterhånden nede i strandkanten. Det var først rebslager Jensen der i 1847 oprettede en badeanstalt på sit strandområde syd for jernbanen. Publikum kom til langs Badeveien ned langs reberbanen. Året efter kom der på nabogrunden et lignende etablissement.

 

Københavns første gasværk

En stor betydning for hele Reberbaneområdet var placeringen af Københavns første gasværk. Der opstod en konflikt mellem kommunen og Rebslager-lavet om ejendomsretten. I 1856 faldt dommen til fordel for Magistraten. Men det skete først efter, at kommunen måtte købe sin egen grund for 5.000 rigsdaler.

 

Planen gik i stykker

Den vedtagende gasværksplan omfattede en 15 alen bred adgangsvej fra Vesterbrogade. Men den nye Gasværksvej fik en bredde på 25 alen.  Man blev hurtig klar over, at en ny byplan nøje måtte tilpasses den nye gas -, vand – og kloakplan. På  Vesterbro havde man planlagt den vigtigste nye gade som en 30 alen bred forbindelseslinje fra hjørnet af Vesterbrogade  og Gasværksvej ud til gadekæret på Thayssensvej, den senere Vesterfælledvej. Men projektet synes hurtigt at være strandet, sikkert hovedsagelig på grund af uheldige overskæringer af skydebanens grund.

 

Offentlig torvehandel fra 1860

Derimod fik den anden planlagte Øst-vestgade i kvarteret, der skulle gå fra banegården til Valby og som i 1859 fik navnet Istedgade  en langt væsentligere betydning end først tænkt. Med besvær fik man også etableret Vesterbro Torv. Her begyndte den offentlige torvehandel i 1860.

 

Svendsgade

Den planlagte brede gade fra torvet til Vester Fælled blev som skrevet ikke til noget. Kun den allerførste lille strækning, der lå på den gamle adgangsvej ned til de vestligste reberbaner, og som nu var en nødvendig adgang til Badevejen  blev anlagt i 20 alens bredde. Den fik i 1867 navnet Svendsgade.

 

Gasværksvejens Skole

De voksende kvarter fik hurtig behov for en moderne og stor kommuneskole. På Istedgade – hjørnet lod Magistraten i 1878 – 1880 opføre Gasværksvejens Skole.

 

Kludder i planlægningen

Helt frem til begyndelsen af 1880erne var det uorden i gadeforløbene omkring Badevejen. Selv henlå den den stadig kun som en 12 alen bred vej, som tyndede ud til en smal sti over en privat grund. Ved udstykningen af Badevejens østside i 185oerne havde man ikke taget højde for en kommende tvær-gade. For overhovedet at gennemføre Istedgade til Badevejen havde man måttet mageskifte en 20 alen bred strimmel gennem et tømrerværksted.

På den anden side af Badevejen  standsedes Istedgade dog brat af den gamle reberbanebygning, der forhindrede forbindelse til den for længst anbragte Absalonsgade – afsnit og resten af den efterhånden etablerede Istedgade.  Man planlagde endvidere ved den gamle jernbanevold en regulering af den såkaldte Ny Stormgade (Halmtorvet), der skulle være 40 alen bred.

 

Badevejen blev til Knudsgade

En mængde mageskifter og ekspropriationer blev gennemført 1884 – 1886. Badevejen  blev 20 alen bred og omdøbt til Knudsgade.  Istedgade blev gennemført i sin fulde 30 alens bredde, og Ny Stormgade blev anlagt. En tvær-gade Eriksgade blev anlagt mellem Knudsgade og Gasværksvej.

 

Knudsgade blev til Eskildsgade

De gamle huse tiltrak en stor mængde letlevende piger. I den offentlige prostitutions tid, 1874 –  1906 var Knudsgade vidt berygtede for sine bordeller. Da disse blev forbudt ønskede de pæne beboere et nyt image for gaden. Det første trin var en navneændring. Man blev ved det fædrelands – agtige og kaldte den Eskildsgade i 1908.

 

Eliaskirken

Ved kommunens auktion over byggegrunde blev Vesterbrogade 49 i 1857 købt af bådebygger Bentzen. I 1858 blev der opført et et-etagers forhus med høj kælder i fem fag. På den østligste halvdel af grundene. I løbet af århundredet kom der flere lave bygninger og værksteder på grunden. I april 1898 købte det nystiftede Københavns kirkefond grunden. Man bad Rådhusets
arkitekt, Martin Nyrop om at projektere en kirke til det tætbefolkede Vesterbro.

De første tegninger til Eliaskirken lå færdige i januar 1900. man havde lidt diskussioner omkring trappen. Men den 17. maj 1908 kunne kirken indvies.

 

De danske Maltfabrikker

I 1874 blev en del af grunden Gasværksvej 16 solgt til maltgjørerne Møller. De lod opføre en fire etagers fabriksbygning i 17 fag med maltkølle bagerst på grunden. Et pakhus blev opført som sidebygning i 1896. I 1908 – 09 opererede De danske Maltfabrikker  på adressen. I maj 1914 nedbrændte den gamle fabrik bagerst på grunden.

 

Vognmand og karetmager

På Gasværksvej 8 lod karetmager L.P. Christensen i 1866 opføre en staldbygning af bindingsværk. Der blev etableret værksted bagerst på grunden. På nabogrunden blev der drevet vognmands – virksomhed. N.C. Schou overtog stedet og etablerede både hærdeovn, glødeovn og gasmotor.
Kilde: 

• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• På Vesterbro
• Vores vandreture gennem Vesterbro fortsætter med flere artikler

Redigeret 18. – 11. 2021

Vi befinder os i Rosenå  – området. Abel Cathrinesgade blev opført oven over en åben kloak, som var Rosenåen. Kjøbenhavns Akvarium bestod kun i to år. Et moderne byggeri afslørede lugtfri luftklosetter. Øl-haller, skydebaner og værthuse opstod i massevis. Området blev centrum for Københavns forlystelsesliv. En kæmpe frugthave blev afbrændt. Englænderne var på vej. Farveplantager gik til pga. Uduelighed.

 

Vester-byen

Vi starter syd for Vesterbrogade.  Mod vest og mod syd blev arealet begrænset af Voldgraven. Det var Christian den Fjerdes fremskudte voldlinje. Mod øst ind mod byen blev arealet begrænset af Dronningens Enghave.

Her lå den lille forstad i Christian den Fjerdes tid Vester-byen. Vi befinder os i det gamle Rosenå – område. Her var mest småboder og haver. Det var ejet af velhavende borgere, men lejet ud til fattigfolk. Nogle få erhverv var repræsenteret, rebslagere, møllere, slagtere og skomagere.

 

Man var i sikkerhed
– troede man

Man var nogenlunde i sikkerhed her, takket være den nye voldlinje, der strakte sig i en bue fra Sankt Jørgens Sø og ned langs stranden. Hele forstaden blev dog ryddet i 1657.
Svenskerne var på vej.  I 1658 foretog Carl Gustavs hær udfald mod Vesterport.

Efter svenskernes ødelæggelser skete der langsom en bebyggelse af området. Brolægningen blev repareret i 1663. Og fra det årstal findes der kongelig skøde på fire nye ejendomme.

 

Bastionerne lå  ødelagte hen

Bastionerne lå også ødelagte hen. Den gamle ydre voldgrav blev senere til Rosenå. I dette område fik kleinsmed Gabriel Bomand i 1661 kongelig privilegium til at anlægge en skydeplads. Her kunne borgene afprøve deres skydefærdigheder. Det kunne jo være en fordel, hvis nu svenskerne skulle vise sig igen.

 

Skydeøvelser

Disse skydeøvelser fik efterhånden en mere selskabelig karakter. Skydebrødrene kunne efter øvelserne slappe af i den kro, som Bomand fik opført helt oppe ved Vesterbrogade. Ifølge en gammel beskrivelse fra 1675 var der i krohaven en runddel med keglebaner og små løvsale.

 

Kongen forærede en kålhave

I 1672 skænkede Christian den Femte en gammel kålhave syd for landevejen til Hans Hoppe. Denne var en kendt møllebrygger. På stedet opførte Hoppe en mølle. Muligvis har det været på en allerede eksisterende mølle-høj. Det var omtrent ved det nuværende Vesterbrogade 13 – 21.   I 1679 kom Fiskemøllen  til. Den var ejet af Jens Krone og lå lige syd for skydebanen og kroen. Denne grund havde en smal adgangsveje ud til Vesterbrogade.

Mellem disse to mølleejendomme lå  en meget stor grund, der i år 1700 blev ejet af kommerceråd Trøstrup.  Gabriel Bomand blev i 1699 efterfulgt af sin søn, Abraham Bomand.  I 1718 var det Anders Jochimsen, der overtog stedet. Men han måtte indstille skydebane – aktiviteten på grund af armod.

 

Kunne ikke få  jorden

I midten af det 18. århundrede opstod der problemer med fæstekontraktens fornyelse. Det viste sig, at det kun var bygningerne, der var privat ejendom. Grunden var stadens ejendom. Flere fæstekontrakter blev opgivet på den baggrund.

Jens Hermansen Kyhl havde i 1750 tænkt sig at udnytte et kongeligt privilegium til her ved Rosenåen at opføre en slibe – og polérvandmølle. Men da han ikke kunne komme til at eje jorden var det hele lige meget.

 

Muncheborg

I 1788 overtog værtshusholder Hans Truelsen Munch fæstet på grunden. Det forblev i familiens eje i 100 år. Værtshuset hed Muncheborg og var et 14 – fags bindingsværkshus. Dertil var en stal på 17 fag. Men den driftige værtshusholder holdt også kvæg, lige som sin nabo på Bjørnsdal.

 

Husene blev afbrændt

Munch´s  enke Sidse Marie giftede sig i 1790 med gæstgiver Hans Nielsen Sommersted. Året efter fik han fæste på livstid på Muncheborg.  I årene omkring år 1800 kom der flere
tilbygninger på grunden. Men det hele blev ødelagt i 1807. Staden lod husene mellem Rosenåen og Frihedsstøtten afbrænde som en forsvarsforanstaltning.

 

Bygninger genopført

Det fremgår dog, at Sommersted efter 1807 lod bygningerne opføre næsten lig de gamle. Han har sikkert brugt de stående fundamenter. I 1819 fik familien mulighed for at købe Muncheborg. Ejendommen var fortsat som fæsteejendom. Sidse Marie, som havde overlevet sin anden mand, stod som egentlig køber, men overlod begge matrikler til hendes svigersøn, cand. jur. og løjtnant O.U. Muusfeldt. Han fortsatte gæstgivervirksomheden.

 

En aktiv herre

Efter Muusfeldts død i 1829 giftede enken, Ane Marie Sommersted sig med den unge praktiserende læge Frederik Christian Haugsted. Denne unge mand var særdeles aktiv. Foruden sin praksis drev han videnskabelig forskning. Han havde også redaktørvirksomhed og gæstgiveri.  Han var også bygherre på noget etagehusbyggeri på familie-grunden og andet sted på Vesterbro.

 

Fiskermøllen

På Fiskermøllen er der mange forskellige ejere gennem det 18. århundrede. I en vurderingsrapport fra 1793 beskrives møllen som en firkantet bræddebeklædt vindmølle på fire grundmurede piller. Den blev vurderet til 2.000 rigsdaler.  I 1803 omfattede bygningsanlæggene foruden møllen, et toetages forhus i det smalle gab mod Vesterbrogade og et stort lav baghus samt tre stalde.

Brændevinsbrænder Jacob Marcussen, der havde fået fæste  på Fiskemøllen  i 1795 optrådte både som møller og beværter, idet han tog del i den almindelige opblomstring af forlystelseslivet i området ved at indrette værtshus på ejendommen.

 

Eutin

Øst for Fiskermøllen lå den store ejendom, som senere i det 18. århundrede fik navnet Staden Eutin eller bare Eutin. Fra starten var det tale om en lystejendom. Ejerne kom også fra det
højere samfundslag. I 1715 blev ejendommen overtaget af justitsråd, overkammertjener Iver Andersen. I 1721 af seigneur Byssing,  i 1722 af seigneur Hans Petersen Callundborg
og senere af Johan Lehn.

 

Uduelighed

I 1730 blev bygninger og have solgt til Christopher Berendtz. Han drev flere farveplantager i nabolaget. Og her skabte han en have med sjældne farveplanter. Efter hans død i 1738 giftede den 70 årige enke sig med gartnersvend Adam Levin Lassen. Det skete under stærk protest fra den efterfølger i forretningen, Schwertner, som Berendz  havde udpeget.

Lassens uduelighed viste sig hurtig. Plantagen gik i forfald. Ved enkens død i 1741 tilfaldt gården og haven Lassen. Plantagerne tilfaldt Schwertner. Men Lassen købte anparter og det uheldige samarbejde mellem de to, fortsatte.

Gården på Vesterbro  blev efter Lassens død i 1753 overtaget af hans nye kone, Marie Bjerregaard og dernæst af hendes søn fra et tidligere ægteskab, Nicolay Kayser. Da denne døde i 1761, ville datteren, der var enearving, overtage gården fra en seigneur Holm, som havde bestyret ejendommen siden bedste-moderens død.

En vurderingsforretning fortæller dog, at alt er gammelt og forfaldent. Den store have er fuld af vilde træer. Aspargesbedene er græs og ukrudt. Mod øst lå et stort stykke engjord. På et kort fra den 18. århundrede ses flere bygninger og et haveanlæg samt en plantage.

I 1779 stod Johan Hansen som ejer. Et nyopført toetages beboelseshus var opført. Desuden var der lade og stald og ud mod Vesterbrogade et forhus. Grunden lå mellem de møllegrunde.

 

Forlig trak i langdrag

Da Magistraten i 1780 påbegyndte dobbeltalléer på hver side af den regulerede Vesterbrogade  hen over strækningen fra Vesterport til Acciseboden, måtte Eutin i den forbindelse afgive en del jord fra sin tilstødende grund. Johan Hansen klagede over både manglende information og for dårlig erstatning . Sagen trak dog i langdrag. Først to år efter ,at han i 1786 havde overdraget ejendommen til August Carl Müller, blev der indgivet et forlig.

 

Frugthave på Vesterbro 

I 1790 blev Eutin købt af handelsgartner Johan Georg Schimmel. Han anlagde en stor frugtplantage med tilhørende gartneri. Af en vurderingsrapport i forbindelse med erstatning til Schimmel efter ødelæggelse af haven i 1807 ses, at den bl.a. indeholdt:

• 281 æble – og pæretræer
• 45 kirsebærtræer
• 90 blommetræer
• 400 stikkelsbærbuske
• Store aspargesbede

Det Danske Broderskab

På engområderne mod øst fik  Forenede Borgerlige Skydeselskabi 1793 lov til at oprejse en fuglestang til sine øvelser. Da dette selskab i 1799 flyttede ned til Enighedsværn ved Tømmerpladserne, rykkede et nyt skydeselskab Det Danske Broderskab ind på Eutin.

I perioden op til 1807 har Eutin taget del i det vældige forlystelsesliv på netop denne strækning af Vesterbrogade. På ejendommen fandtes foruden skydehus og skydebane både keglebaner og lysthuse, foruden selve forhuset. Der var også tre sidehuse og en stor stald.

Allerede i 1802 frasolgte Christian Fritz Schimmel, Eutins nye ejer, en lang strimmel mod vest. Her lå senere værtshuset Egypten.

Efter ødelæggelserne 1807, hvor hele frugtplantagen var blevet omhugget, frasolgte Schimmel endnu tre grunde. I dag må det være omkring, der hvor Vesterbrogade 23 – 25 og Vesterbrogade 9/ Reventlowsgade 4 – 12 ligger.

På det store rest areal forsøgte han at genetablere plantagen og gartneriet. Han opførte en beboelsesejendom. Det var her, hvor Helgolandsgade  udmunder i Vesterbrogade.

 

Hintzes store ejendom

I 1822 overtog handelsgartner Peter Wilhelm Hintze ejendommen, der blev drevet som gartneri helt frem til de store udstykninger i 1879 – 1892.

 

Hans Hoppes mølle

Den sidste ejendom i området, Hans Hoppes møllegrund lå som en lille enklave ud mod Vesterbrogade midt i Eutins jorder. Op igennem det 18. århundrede står en række møllere som ejere, Anders Jensen, Lauritz Jensen, Iver Erlandsen, Niels Andersen, Christian Peter Schleyer  og endelig Johan Henrich Strelow. Sidstnævnte fik skøde på ejendommen den 30.07.1787.

I begyndelsen af århundredet boede møllerne i et lille trelænget bygningsanlæg vestligt på grunden, mens møllen lå omtrent midt på grunden. Senere kom et nyt forhus, der blev forlænget af Strelow. Han drev foruden mølleri også værtshus på stedet.

I 1798 opførte han yderligere et nyt hjørnehus i to etager mod øst. I løbet af få år blev der i beværtningens have bygget hele syv lysthuse og tre keglebaner.

 

Mølleriet opgivet

Alt dette inklusive stubmøllen blev ødelagt i 1807. Ved genopbygningen opgav Strelow mølleriet til fordel for udvidelse af beværtningen. Møllen blev aldrig genopført og grunden blev delt i fire parceller ( Vesterbrogade 21 – 13).

 

Centrum for forlystelseslivet

Forstaden uden for Vesterport var efterhånden ved at blive centrum for Københavns  forlystelsesliv. I første halvdel af det 19. århundrede var det faktisk værtshus i hver eneste ejendom på denne strækning af Vesterbrogade.

 

En mærkelig udformning

I de gamle bindingsværksbygninger, som Strelow lod opføre efter 1807 blev der drevet værtshus langt op i århundredet. Først i 1875 lod den nye ejer, fhv. kaptajn, malermester Riise de gamle bygninger nedrive. Et fireetagers hjørnehus blev opført. Huset fik en mærkelig udformning. (Vesterbrogade 13 – Helgolandsgade 2)

 

Familien Stauning

En anden af Strelows ejendomme blev i 1823 købt af slagtermester Cordt Nielsen Stauning. Familien boede og virkede på stedet i flere årtier. I 1857 stod sadelmagermester Jens Bentzen Stauning som ejer.

Ejendommen blev bebygget med flere lave bygninger. Foruden det gamle forhus med øl-haller og sadelmagerforretning i kælderen, var der både mellem – og bagbygning, formentlig stalde og værksteder, desuden brændehus, svinesti og vognskur.

Først i 1883 lod den nye ejer, snedkermester og møbelfabrikant Mørck, de gamle bygninger nedrive og påbegyndte en mere tidsvarende bygning. (Vesterbrogade 15)

 

Fra dansebod til kirkesal

Værtshusholder Jens Petersen købte en af parcellerne af Strelow. Helt frem til 1875 drev han beværtningen og danseboden Peters Håb.  Enke – madam C. Dehlesen opførte en fem – etagers beboelsesejendom og en bagbygning, der blev indrettet som dansesalon. I 1878 fik dansesalonen både ny tagetage og en ny tilbygning.

Omkring århundredeskiftet overtog Det Københavnske Kirkefond og A/S Det Nye Missionshotel danselokalerne. Det blev indrettet til kirkesal. Få år senere blev kælderen under den såkaldte Sct. Maria Kirkesal indrettet som trykkeri for Christeligt Dagblad.

 

Alkoholfri spisested

I 1912 hvor kirkefunktionen i mellemtiden var blevet overtaget af den nybyggede Maria Kirke, lod Det Københavnske Kirkefond  det gamle lokale indrette til alkoholfrit spisested for mænd. (Vesterbrogade 17)

 

Demarkationslinje gennem grunden

Strelow frasolgte først den vestligste strimmel i 1809 til koffardi-kaptajn Ole Hansen Blom. I 1815 stod billardholder Carl Wilhelm Frederichsen som ejer. På et kort fra 1819 ses et nyopført værtshus. Det var et forhus i en etage og fem fag. Det eksisterede helt frem til 1891. Så sent som i 1855 opførte lysstøbe – enke Agathe Borup foruden en keglebane også et nyt forhus til venstre for den gamle længe. Dette beskedne hus på fire fag og i to etager afspejler klart, at grunden lå inden for den nye demarkationslinje fra 1852. Denne linje forløb fra søernes inderside ud mod stranden. Den passerede lige igennem denne grund.

Beværtningen blev flyttet over i det nye forhus, mens der kom to butikker i det gamle hus. I gården kom der senere en smedje. Først i 1882 lod murermester Tang grunden bebygge (Vesterbrogade 19).

Vi er nu kommet på den store Eutin – grund. Frem til 1941 bestod den af to ejendomme, Vesterbrogade 23 – 25. Rigtig, det er Saga – Biografen.

 

Astronomisk observatorium

Schimmel havde solgt den ene parcel i 1812 til bogtrykker Elazer Moses Cohen. Men samme dag blev grunden solgt videre til etatsråd Fr. Hammerich.  Den mindre nabogrund blev solgt til slagter Johan Henrich Klein. På disse to ejendomme lå der i 1819 nogle nyopførte bygninger. Den ene af dem blev liggende helt til 1941.

Der var masser af byggeri på grunden. Således blev der i 1876 opført en skolebygning i fire etager midt i haven. På taget blev der bl.a. opført et astronomisk observatorium til brug for skolen.

 

Saga – biografen

I 1941 fik man tilladelse til at nedrive ikke mindre end 14 bygninger på grunden. Dermed blev der plads til opførelse af Saga – biografen.  I 1960 blev forhuset, Vesterbrogade  23 revet ned. Det havde stået tomt i ca. seks år. I en årrække fungerede det som hotel.

 

Karrusel med musik

Der hvor Vesterbrogade 27 i dag ligger, lå der i 1807 et lille slagterhus og tilhørende smeltehus. Det tilhørte slagtermester Mathias Christian Lange.  I 1816 lod slagtermesteren opføre et
beboelseshus tværs over grunden. I løbet af første halvdel af det 19. århundrede er forskellige slagtermestre ejere. Derefter kom der forskellige forlystelsesetablissementer Ægypten og Friedrichs Dal.

Her var karrusel med musik, keglebane, fortunaspil og loppemarked. Slagtermester Johannes Neiindam lod omkring 1855 de gamle bygninger nedrive og erstatte med et beboelseshus.

 

Vesterbro Bryggeri

Den gamle Fiskermølle – ejendom er i dag Vesterbrogade 29. Den svarer til den grund Christian den Femte  skødede til møller Jens Krone i 1679. Den har haft mange skiftende ejere, og
der er drevet værtshus og gæstgiveri i bygningerne. Gavlhuset blev kort efter 1854 erstattet med et fem fags forhus i tre etager.

Ejendommen blev købt af interesse-skabet Vesterbros Bryggeri. De havde besluttet, at anlægge både produktionssted og salgslokaler for deres øl. Et syv fags Bryggeribygning eller
maltgjøreri i tre etager blev opført.

 

Øl-halle

Bagerst på grunden opførtes en såkaldt bayersk øl-halle. Den kom til at hedder Strucks Øl-pavillon efter ejeren. Foran denne enetages grundmurede bygning lå en åben veranda og en lang smal have med trælysthuse på række til begge sider. Dette anlæg gav anledning til navnet Pusterummet i folkemunde.

Stedet blev markeret ud til Vesterbrogade på husfacaden ved en stor øltønde, der hang over porten. Herpå red en nisse med et stort ølkrus, der tjente som lygte. I Øl-hallen  kunne man få både dansk ”Bayersk Øl” og Engelsk Porter og Ale. Man kunne få 16 genstande for en rigsdaler. I et praktisk kuponsystem.

Man forsøgte at opbygge en popularitet med flygelkoncerter.

 

Masser af forlystelser

Men først da man havde taget navneforandring til Olympen og indrettet lokalet som sangerindepavillon var succesen i hus. I denne forbindelse blev Øl-hallen  udvidet med scene, påklædningsværelser, buffet og køkken.

Gennem næsten halvtreds år skiftede den gamle øl-hal funktion og navn med påfølgende ombygninger. Varieté – teatret, Vesterbros Teater, Concert du Boulevard, Apolloteatret,
Parisienne.

Allerede i 1909 blev lokalet omdannet til biograf. Man foretog ind-rettelse af et brandsikkert rum for elektriske lysprojektører til fremvisning af levende billeder.  Den gamle bryggerbygning fik med tiden også flere om – og tilbygninger, bl.a. med ny kontorbygning samt pakhustilbygning i 1881. Det oprindelige forhus fra ca. 1855 blev revet ned i 1902 og erstattet af et andet.

 

Herskabelige lejligheder

På den nuværende grund på  Vesterbrogade 31 lod arvingerne efter Dr. Haugsted den østlige del af den gamle krohave fraseparere i 1866. Køber var snedkermester N. Knudsen, som næsten var lokal byggematador. Her lod han to herskabelige seksværelses lejligheder på hver etage opføre.

 

Akvarium og Elysium

I 1871 købte civilingeniør  Viggo Schmidt en del af den gamle krohave. Det er den grund, der i dag svarer til Vesterbrogade 33.  Han lod opføre Kjøbenhavns Akvarium . Selve akvariet lå i stueetagen . Her var seks bassiner med både fersk – og saltvandsfisk.

På førstesalen over akvariet lå forrest et konditori i tre fag. Bagved i den smalle del af overbygningen var der lejligheder til konditoren og akvariemesteren.

Det gik dog ikke så godt dette akvarium. Allerede efter to år ansøgtes om ombygningstilladelse. Akvariet blev nu omdøbt til Elysium. I begge etager blev der indrettet restaurationslokaler. Men ak, heller ikke dette gik særlig godt.

 

Fra herskab til pension

I 1877 blev hele bygningen revet ned. Den nye ejer, grosserer P.W. Petersen lod forhus med side – og baghus opføre. Mod gaden og i sidehuset lå en stor syvværelses lejlighed pr. etage. Har var bl.a. daglig værelse, kabinet, to herreværelser og smuk oval spisestue. Den oprindelige butiks-facade forsvandt i 1901, da det blev indrettet til apotek. Senere blev de store lejligheder
på 1., 2. og 3. sal samt i tagetagen indrettet til pensionat.

 

Vestergade 35

Der hvor det gamle værtshus Muncheborg  lå, og som blev ejet af Dr. Haugsted fra 1829 til hans død i 1866, er i dag Vestergade 35.  De gamle bindingsværksbygninger lå her helt til 1903. Det syv fags forhus var opført efter afbrændingen i 1807. I henholdsvis 1873 og 1876 blev der lagt arealer mod syd til grunden.

I 1903 påbegyndte den nye ejer, justitsråd og snedkermester Anders Nielsen en rydning af de gamle bygninger.

 

Lugtfri luftklosetter

Ved reguleringen af Rosenåen og anlæg af Viktoriagade 1856 – 1858 fik direktør F.C. Haugsted lav til at købe de nordligste arealer af det gamle vænge. Hidtil havde han haft det i fæste.

Her blev opført flotte moderne lejligheder med lugtfri luftklosetter efter Marinos metode i alle etager. (Vesterbrogade 37 – Viktoriagade 1)  Grunden Viktoriagde 3 var en del af Muncheborg. Den og nabogrunden blev i 1868 solgt til smedemester  N. Knudsen – den lokale byggematador.

 

Abel Cathrinesgade oven på kloak

Abel Cathrinesgade blev anlagt oven på den åbne kloak i 1880erne. Ja egentlig blev Rosenåen jo en del af kloakken. Ved reguleringen af Rosenåen  1856 – 58 beholdt kommunen den sydlige del af den gamle fæstevænge, der strakte sig ned til jernbanedæmningen. En del af arealet omkring Abel Carhrinesgade blev brugt til losseplads for is og sne, som blev tippet ud i åen.

 

Den gamle stiftelse

Gaden fik sit navn efter stiftelsen på den nordligste parcel. Denne velgørende institution var oprettet af Abel Cathrine Mesing. Hun havde i sit testamente skænket et hus i Dronningens Tværgade til en stiftelse for syge, elendige og sengeliggende fattige.

Ved den gamle bygnings nedrivning i 1884 blev stiftelsen overført til Vesterbro. Og fik til huse i det firfløjet anlæg. Selve funktionen som stiftelse blev i 1949 ændret til husvilde-boliger. Huset blev fredet i 1980.

 

Frk. Barnes Institut

Handelsgartner Hintze havde et stort grundstykke, der blev frasolgt. En af grundende var det nuværende Helgolandsgade 8.  Grunden erhvervede Foreningen til værn for enligt stillede kvinder.  Her lod de opføre Værnehjemmet Bethania. I 1939 benævnes ejendommen Frk. Barness Hjem for unge Kvinder, senere blev det til Frk. Barnes Institut. En benævnelse som Frk. Barnes Kollegium for unge Kvinder. I dag er bygningen indrettet til lejligheder.

 

Gartnerens salg betød nye gader

Det var da gartner Hintze  begyndte at sælge sin store grund, at man kunne anlægge Helgolandsgade, Colbjørnsensgade og Halmtorvet. Man gennemførte Istedgade helt frem til Reventlowsgade.

Hermed nåede vi til enden af Rosenås – området.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Gamle værtshuse i København
• Flere værtshuse i København
• Forlystelser i København og mange flere artikler 

Redigeret den 19. – 11. 2021

Skt. Jørgen var de svages og fattiges beskytter. Og han blev brugt som navn for de ca. 35 hospitaler, gårde og huse som blev opført i Danmark. Her blev de spedalske samlet. Det var en forfærdelig og uhelbredelig sygdom. Skt. Jørgens Hospital ved København er kendt siden 1261.

 

Legemet rådnede indefra

Den mest forfærdelige sygdom, der ramte befolkningen i middelalderen var spedalskheden . Legemet blev fyldt med bylder, der fyldtes med væske. Ja man talte dengang om, at legemet
rådnede op indefra.  Allerede i den tidlige middelalder var sygdommen frygtet. Man udstødte de syge fra samfundet. Alle bånd mellem ægtefolk, forældre og børn blev løst.

I det 14. århundrede mistede den spedalske alle sine rettigheder. Den ramtes ejendomme blev delt mellem arvingerne.

 

Spedalskhed kunne ikke helbredes

Spedalskhed var en sygdom, man ikke kunne helbrede. De første symptomer på, at man var syg, var forstyrrelser i nervesystemet koblet sammen med en voldsom træthed. Musklerne i hænderne og på benene begyndte at svinde ind. Næste fase var pletter på huden, som udviklede sig til knuder.

Knuderne kunne sprække og blev til åbne sår. Man lignede efterhånden halvrådne lig. Ens åndedræt var ikke særlig behagelig. I sidste fase blev huden nærmest grålig, næsen blev tæret bort, hår, fingre og tæer faldt af. Og så døde man.

 

Skt. Jørgen – de svage og hjælpeløses beskytter

Det er katolikkerne vi kan takke for, at der blev bygget sygehuse til disse stakkels mennesker. Allerede fra 1109 påbegyndtes bygningen af disse hospitaler. Og de var oftest helliget Skt. Jørgen, de svage og hjælpeløses beskytter. I Danmark  havde man kendskab til 35 af disse Skt. Jørgens Gårde.

Egentlig var Sankt Jørgen en kristen martyr i Israel. Legenden fortæller, at Jørgen reddede en by, en jomfru eller en prinsesse fra en hadefuld drage. Og navnet er en fordanskning af Georgius.

Spedalskheden var nok mest udbredt i 1100 – og 1200 – tallet. Ved udgangen af middelalderen forsvandt sygdommen.

 

Kendes fra 1261

Skt. Jørgens Hospital ved søen nævnes første gang i 1261, da Peder Olafsen af Karise testamenterede 10 mk. til institutionen.   Skt. Jørgens Hospital lå på den østlige side af Gammel Kongevej ikke langt fra Vodrufgaard.

 

Tvinges på  Skt. Jørgen

I 1275 nævnes Sk. Olafs Blok, der lå ved stranden, og hvis anhold blev anvendt til de spedalskes underhold. Endnu i 1294 var der ikke tvunget ophold på stedet, når man led af spedalskhed. Man skulle blot isolere i sit eget hjem, og ikke omgås andre.

Christoffer af Bayern påbød dog i 1443:

• Hvo som fanger Spitalssot udi Staden, han skal nødes (tvinges) ud at fare til S. Jørgens Hus inden den Tid, som ham af Foged og Borgmestre forelagt vorder. Gør han det ikke, da maa de føre ham og hans Gods did paa hans Kost og Tæring.

 

Egen mark

For at skabe afstand til anden beboelse fik Skt. Jørgens Hospital også sin egen mark. Denne var begrænset af den gamle kongevej, Ladegaarden og søen. Man drev et eget avlsbrug med ladegård på marken. En husmand var ansat til at bestyre det.

Hospitalet fik forskellige gaver til at kunne drive foretagenet. I 1546 havde man således fem indenbys ejendomme. Skt. Jørgens boder på hjørnet af Kattesund  nævnes allerede i 1478. En gård i Vandmøllestræde nævnes i 1529.

Da byen i 1368 blev ødelagt af Hansestæderne, er hospitalet også gået til grunde. Men lige efter blev hospitalet genopbygget. I den gamle jordebog af 1380 nævnes byens jord:

• paa hvilken stod S.Jørgens Hus, hvor spedalske underholdtes.

De syge kaldtes søstre og hospitalsbrødre. Bestyreren blev kaldt formand. Hospitalets segl forstillede Olaf den Hellige. Det var den lokale skytsengel.

 

Sjælemesse

Ved klosteret var et kapel, hvor Gråbrødrene holdt sjælemesse. I Kong Hans  tid var Skt. Jørgens Gård blevet kongelig forlening. Gården blev lejet ud til Peter Albertsen, der var rådmand og vicekansler på Universitetet. Han fik al indtægten fra hospitalets jordegods, mens de fattige og de spedalske var henvist til almisser.  Hospitalets vogn kørte rundt på  landet og tiggede korn og fødevarer.

I hospitalets kirke skulle der holdes tre daglige messer. Og på hospitalet skulle der altid være 20 fattige syge mennesker.

 

Overdraget til Karmeliterne

I 1522 bestemte Christian den Anden at Karmeliterne i Helsingør at

• Vort og Kronens Hospital S.Jørgens Kapel og Gaard udenfor Kjøbenhavn efter Dr. Peder Albertsens Død skulde tilfalde deres Kloster

Da København blev belejret af Frederik den Første og han kom i besiddelse af hospitalet, gav han i 1523 kannikken Jep Heye livsbrev på hospitalet. Han skulle vedlige hospitalet, sørge
for de syge og afholde gudstjeneste. Antagelig har forholdene været meget dårlige for i 1528, talte man om at overføre Lemmerne fra Sankt Anna til Sankt Jørgen :

• Til S. Jørgen ville vi aldrig hellere lade os udføre og sænke i Stranden.

Da Helligåndsklosteret i 1530 blev omdannet til hospital flyttede Skt. Jørgens Hospital hertil. Avlsbruget blev dog fortsat.

 

Overflyttet til Vartov

I en Fundats  af 17. marts 1600, fremgår det at Skt. Jørgen fortsatte som et epidemi –  hospital under Helligånds Hospital med en Tilsynsmand og Tilsynskvinde, 2 piger, en Fæhyrde og en Vangegæmmer.

Da Helligånds Hospitalet i 1607 og det følgende år flyttede til Vartov,  ophørte Skt. Jørgen som en afdeling.

 

Stedet blev udlejet

I 1609 lejede Morten Wesling jorden:

• sanct Jørgen liggende her uden for Staden, at jeg den skal have, nyde, bruge og beholde udi 10 samfulde Aar med Huse, Have, Bygning, Ager og Eng, Fiskeparker og Uddrevet, som dertil har været af Arilds Tid, dog Indbyggerne udi Kjøbenhavn og andre Danemænd som paa St. Jørgens Mark, Grund og Ejendom har Paaløb, uden al Skade og Forkrænkelse i alle Maade for 80 Rd.

 

En del af Ladegården

I et skøde fra 1621 fremgår det, at ejendommen Skt. Jørgen blev en del af Ladegården. Ved Sortedamssøen var der blevet oprettet  et særskilt hospital, som ikke havde noget at gøre med Skt. Jørgens Hospital.

 

Kjærlighedsstien

Langs Sankt Jørgens Sø  til Gammel Kongevej gik Kjærlighedsstien. I gunstigt vejr var det en særdeles behagelig promenade. Når man var kommet over den lange og bekvemme vejbro, kommer man til Dosseringerne.  Den omtalte sti med det smukke navn ender ved Ladegårdsåen.

 

Et hospital for de afsindige

Ladegården vedblev i mange år som et hospital for Afsindige. Man opdagede dog, at det var uhensigtsmæssig, at opsamle hele Landets erklærede Galskab så nær ved hovedstaden. Anstalten blev derfor flyttet til Bidstrupgaard i nærheden af Roskilde.

 

De mange broer

For at komme fra Ladegårdsvejen  tilbage til Nørrebro, hvor vi skulle fortsætte vor vandring, kunne man benytte sig af en af de broer, der privat var opsat over Ladegårdsåen. Det var Bangerts Bro, Büllows Bro og Blaagaards Bro. Den førstnævnte var den mest befærdede.

 

Skt. Jørgens Sø 

Sank Jørgens Sø  er den dybeste af søerne, vel nok 4 – 5 meter dyb. I søen ligger to små øer, Fiskeøen og Fugleøen.  Fugleøen blev i 1967 befriet af aktivister. Og dæmningen på søens vestside hedder Svineryggen. Det er også her at kommunegrænsen cirka ligger.

I midten af 1800 – tallet blev Peblinge og Sortedams – søen opgivet som vandreservoirer på grund af for dårlig vandkvalitet. I stedet tog man Sankt Jørgens Sø  i brug. Søen havde en central rolle i Københavns vandforsyning frem til Anden verdenskrig. Indtil 1959 fungerede den som reservereservoir.

 

Naturoplevelse

Og så kan den gamle redaktør anbefale en ægte sundheds – oplevelse, både for krop og sjæl ved at løbe rundt om de tre søer. Det gjorde undertegnede i en årrække, indtil knæet sagde fra. Men for dem, der kan, er det absolut en oplevelse.  Nu siger sundheds-guruer at det er usundt!!!
Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
       – www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under København finder du 191 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikel 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Pest i København
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Det var på Frederiksberg
• Østerbro – langs søerne (under Østerbro)
• Fattiglemmer på Ladegården ( under Nørrebro)
• Ladegården dengang (under Nørrebro)
• Pest på Nørrebro (under Nørrebro)
• Søerne foran Nørrebro (under Nørrebro)

Redigeret 19. – 11. 2021