Artikler
November 18, 2012
Anmeldelse af bogen, Søren Flott: Danskeren, der ville dræbe Hitler, Gyldendal. Egentlig findes der masser af stof om Jens Peter Jessen – syd på. I Danmark havde man næsten glemt ham. Det var ham, der stod bag Operation Valkyrien. Og så er han født øst for Tinglev. Han startede som overbevist nazist. Og nazister kan ikke være helte. Derfor har danskerne glemt ham. Men der er en mindesten for ham på kirkegården i Tinglev, på Altes Gymnasium i Flensborg og Plötzensee, hvor han blev henrettet. Der Nordschleswiger og Berliner Zeitung har skrevet om ham.
Han var tysk statsborger
Titlen på bogen, skal nok få mange til købe bogen. For egentlig skulle den hedde Den dansk fødte, der ville dræbe Hitler. For Jens Peter Jessen var tysk statsborger, da han planlagde attentatet mod Hitler.
Sønderjyden, der ville dræbe Hitler
Det havde været rigtig, at kalde bogen, Sønderjyden, der ville dræbe Hitler, eller Nordslesvigeren, der ville dræbe Hitler. Man skal se på den historiske udvikling fra 1864 – 1920, men den kender forfatteren måske ikke?
Kendt i Sønderjylland
Og det er også rigtig, at ikke mange kender til Jens Peter Jessens eksistens. Men forfatteren vil sikkert gøre ham mere ukendt, end han egentlig er.
Den 27. oktober 1979 og den 21. august 1982 havde Det Tyske Mindretals avis Der Nordschleswiger et par artikler med ham. Og Jens Peter Jessen´ s søn har været i Sønderjylland og holde foredrag om sin far.
Omtalt syd på
Og det er da også muligt, at der kun er skrevet en bog om vores hovedperson. Men han er omtalt i en hel del bøger hos vores sydlige naboer. Og et utal af tyske hjemmesider omtaler hans bedrift, men også hans videnskabelige arbejde. Ja og selv Grænseforeningen har på deres hjemmeside en biografi over ham.
Man kan ikke koble en nazist til en helt
Grunden til, at den danske offentlighed ikke rigtig har interesseret sig for ham, er sikkert at han var nazist. Og det er ikke særlig populært at koble en nazist til en heltegerning.
En antihelt
Det kommer mig til at tænke på en anden nazist – Frits Clausen. Ja, man kan ikke kalde ham helt, snarere tvært imod. Men at betragte ham som nærmest krigsforbryder er jo også en af paradokserne fra retsopgøret. Og så er det ikke populært at sætte spørgsmålstegn omkring omstændighederne ved Frits Clausens død.
En bog kan skabe en heltestatus
Og når nu bogen dukker op, som i indhold faktisk er ret så spændende, så må håbet være at man gør op med fordomme. Jessen startede med at være nazist.
Han kunne godt lide ideologien bag ved. Men hurtig så han, at måden man forvaltede det på, var under al kritik.
En helt fra Stoltenlund
Men hvem skulle tro, at der i den lille by Stoltenlund øst for Tinglev voksede en knægt op, der var idemanden bag attentatet mod Hitler den 20. juli 1944. Han var sammen med kendte navne som Eduard Wagner, Ludwig Beck, Fritz Lindemann og Claus Schenk Graf von Staufenberg. Ja det er de navne vi kender fra filmen Valkyrie med Tom Cruise i hovedrollen. Egentlig burde optagelserne til filmen være startet i Stoltenlund.
Og vores hovedperson gik under navnet professoren eller under dæknavnet Nordmann.
Familien Jessen
Det var et gammelt adelsgods, der blev udstykket. I 1752 kom familien Jessen hertil. Jens Peters far og mor hed Maria og Jes Ratenburg Jessen. De ejede en stor slægtsgård, som havde været i familiens eje i generationer.
Forældrene var tysksindede, men Jens Peter kom til at gå i almindelig folkeskole i Bajstrup. Trods en børneflok på 10 var der råd til at give børnene en ordentlig uddannelse. Således kom Jens Peter til at gå på Altes Gymnasium i Flensborg.
Ved fronten under Første Verdenskrig
Under Første Verdenskrig kom Jens Peter allerede til vestfronten i 1914, hvor han tidlig blev såret. I 1916 var han tilbage i skyttegravene i Nordfrankrig. Senere blev han sendt til østfronten. Et halvt år inden krigshandlingerne ophørte blev han sendt hjem som krigsinvalid med en rang som løjtnant af reserven. Unge Jessen begyndte at læse økonomi og jura på universitet i Kiel. Senere fulgte han den udvikling på nært hold, der førte til, at Tyskland sank ned i kaos.
Vi er herrerne i Verden
Da han var i Kiel meldte han sig ind i Deutschvölkischer Schutz und Trutzbund. Organisationens motto var Wir sind die Herren der Welt. Organisationen fastslog, at det var jødernes skyld, at tyskerne tabte Første verdenskrig.
Det var på det tidspunkt, at der fandtes et hav af højreorienterede småpartier i Tyskland. Paramilitære grupper kæmpede i gaderne mod kommunisterne.
Nazisterne kom på det rette tidspunkt
Mange ønskede sig tilbage til Tyskland, som tidligere tiders storhed. Derfor kom nazismen på det helt rigtige tidspunkt, med Hitler som frelseren. Det var også
her, at Jessen fandt sit ståsted.
Et liberalt verdenssyn
På universitetet i Kiel grundlagde Jessen, Institut für Weltwirtschaft. Han var en stor tilhænger af frihandel mellem nationerne. Han havde et liberalt verdenssyn, som senere skulle bringe ham på kant med nazismen.
Nært venskab
Jessen kom meget nær på en af sine lærer, Bernhard Harms, som han blev gode venner med. Og det samme skete med diplomaten Ulrich von Hassel og general Ludwig Beck.
Fire børn
Jessen blev gift med Käte Scheffer og de fik fire børn sammen. På et tidspunkt arbejdede han i en afdeling af Deutsche Bank i København. Men i 1927 vendte han tilbage til Tyskland. Han blev tilknyttet universitetet i Göttingen.
Egen fanskare
I 1930 begyndte Jessen en række forelæsninger om udenrigshandel, penge – og bankvæsen og finanspolitik efter at have taget en doktorgrad. Han oplevede en hel fanskare af studerende.
Deutsche Arbeiterpatei
Han blev tilknyttet Deutsche Arbeiterpatei. Hitlers økonomiske rådgiver, Otto Wagener havde lagt mærke til Jessen:
Ved nazisternes magtovertagelse i 1933 fik Jessen stor indflydelse på partiets politik.
Lærdom, viden og kultur brændt
Den 10. maj 1933 trængte en gruppe kampklædte tropper fra SA – Sturm – Abteillung ind i et privat bibliotek i Göttingen og plyndrede hylderne for bøger. Talrige bøger fra hele Tyskland blev brændt i store bål. Jessen kunne se, at lærdom, viden og kultur blev brændt. Det var ikke lige det, som han kunne sympatisere med.
Kollisionskurs
Nazisterne fik mere og mere magt. En aktiv opbakning af hagekorset og dens motiver var gavnlig for karrieren. Men allerede kort efter magtovertagelsen kom Jessen på kollisionskurs med partiet. Flere af hans gode kollegaer måtte trække sig, fordi de var jøder. Det ramte Jessen hårdt.
Disse forhold var medvirkende til, at han søgte tilbage til universitetet i Kiel. Jessen var en meget principfast person især over for sine egne principper. Dette gav ham også en del problemer.
De lange knives nat
I mellemtiden ryddede Hitler op i De lange knives nat. Ledende folk i SA blev ryddet af vejen. Ja de blev simpelthen likvideret.
Rapport førte til politiundersøgelse
Jessen havde sendt en rapport til Indenrigsministeriet. Han var utilfreds med forholdene på universiteterne. Johannes Haupt, der tilhørte eliten inden
for nazist – partiet var utilfreds med det, han læste. Sagen førte til en politiundersøgelse. Om Jessen bare havde skrevet under på denne rapport eller selv skrevet den, vides ikke. Men faktum var, at både hans hjem og kontor blev ransaget. Og ikke nok med det. Jessen blev sendt på en tvungen ferie. Han fik desuden at vide, at han aldrig skulle vise sig i Kiel igen.
Jessen protesterede over de overgreb, han havde været udsat for. Han blev derefter tvangsforflyttet til universitetet i Magdeburg.
Økonomi er af sekundær betydning
I 1934 blev halvdelen af de penge den tyske stat brugte på varer og tjenesteydelser brugt til militæret. Man brugte mere eller mindre lyssky metoder til at få vendt den dårlige tyske økonomi. Jessen var stærk utilfreds med den måde, den tyske stat greb det an på. Men føreren havde en anden filosofi:
90 pct. bakkede op om Der Führer
Heller ikke lederen af Abwehr – den tyske efterretningstjeneste, Hans Oster, var begejstret for Hitler og nazisterne. Han sendte flere meldinger til briterne og amerikanerne med forslag til kupplaner. Men det var ikke let. 90 pct. af den tyske befolkning bakkede op om Hitler, så kupplanerne måtte opgives.
Jøderne sat ud på sidesporet
Jøderne blev efterhånden sat helt ud på et sidespor. Nürnberg – lovene fastslog helt klart, hvornår man var jøde. Efterhånden blev alle jøderne frataget alle deres rettigheder. Og oprustningen fortsatte for fuld kraft.
De skal bare adlyde
Det var ikke alle officerer i den tyske Wermacht, der kunne forstå Hitlers planer. Mange mente, at bægeret efterhånden var flydt over. Hitler var godt klar over det, men som han sagde:
Ved det såkaldte “Mittwochgesselschaft” i Berlin mødte Jessen en række kendte personer, som var utilfredse med Hitler. Selskabet havde 16 medlemmer.
Dårlig anmeldelse
I mellemtiden havde Jessens indflydelsesrige venner skaffet ham et job på Handelshøjskolen i Berlin. I 1935 udgav Jessen bogen Volk und Wirtschaft. I NSDAP’ s Völklischen Beobachter svinede anmelderen, Jessen til.
Forlaget fik kolde fødder og trak bogen tilbage. Den blev dog senere udgivet med en masse rettelser, så det passede ind i regimets filosofi.
Flere af Jessens kollegaer vendte ham nu ryggen. Han blev igen sendt på tvungen ferie. Der opstod en del uro omkring hans person. Det lykkedes dog for Jessen at besvare sin stilling, selv om mange nu betvivlede hans rette sindelag.
En studiereform
Jessen fik dog opgaven til at lave en studiereform. Og det han fandt frem til, kunne ikke have vakt begejstring. Han ville have fjernet alle ideologiske fag. Han mente også, at fysisk træning ikke skulle foregå på studiestedet.
Krystalnatten
Den 9. november 1938 gik Sa’ er og Gestapo rundt omkring i byerne med økser og mukkerter og ødelagde jødisk ejendom. Jødiske medborgere blev slået ned. Det var den såkaldte Krystalnat.
Attentat nr. 2 gik galt
En bombe blev anbragt i et fly, hvor Hitler var med. Men den sprang ikke. For anden gang undslap han et attentat.
250.000 handicappede ryddet af vejen
Snart begyndte Jessen og hans sammensvorne at rejse rundt i Europa for at finde medsammensvorne. Et attentat var planlagt af en gruppe omkring Abwehr.
I mellemtiden var nazisterne i gang med Aktion T4. Det gik slet og ret ud på, at myrde mennesker, der blev anset for at være for uværdige til at leve. Og det var de handicappede det gik ud over. 250.000 fysisk og psykisk handicappede blev ofre for udryddelserne.
Modstanden var samlet i ”spindelvæv”
Jessen vidste også godt, at der ved østfronten foregik en omfattende massakre. Dette blev diskuteret, når von Hassel, Beck og Popitz mødtes. Han var blevet tilbudt en fin forskerstilling i Bonn, men han afslog. Han ville hellere blive i Berlin og koncentrere sig om modstanden mod det nazistiske styre.
Modstanden mod Hitler var ikke organiseret i en stor gruppe. Det var alt for farligt. Snarere var det forskellige spindelvæv, der indbyrdes var forbundet gennem personlige venskaber, kontakter, møder og diskussioner.
Attentat nr. 3 mislykkedes også
Von Gersdorff var parat til at tage forbryderen med i døden. Han ville antænde en bombe han havde på sig lige i nærheden af Hitler. Men sikkerheden omkring Der Führer var efterhånden så stor, at det ikke lykkedes at komme tæt på ham. For tredje gang mislykkedes et attentat.
Depressiv Jessen
En måneds tid efter dette forsøg var Ulrich von Hassel på besøg hos Jessen. Men professoren var meget nedtrykt, nærmest depressiv. Familien havde mistet en søn ved østfronten. Desuden havde Jessen efterhånden opgivet håbet at komme af med Hitler.
Jessen var ophavsmanden
Men det er Jessen, der får ideen til det mest omtalte attentatforsøg. Den 20. april 1943 tilføjer Ilse von Hassel en note i hendes mands dagbog. Heri fortæller
hun, at en mand, som blandt konspiratorerne er kendt som Nordmann har udtænkt en plan:
Og Jessen mente ikke, at Hitler kunne blive ved med at være så heldig.
Vigtige papirer beslaglagt
I mellemtiden troppede Gestapo op hos Abwehr. De fandt en del afslørende papirer. Hans Oster og en jurist blev anholdt. Jessen og hans gruppe var efterhånden blevet nervøse.
Generalerne var en flok krystere
Blandt Hitlers officerer var dråben ved at flyde over. Men de færreste turde at gøre nogen som helst modstand. Det var Slaget ved Stallinggrad, der skabte stor utilfredshed. 300.000 tyske soldater stod over for 1,5 millioner russiske soldater. Hitler nægtede, trods gentagende advarsler, at trække styrkerne tilbage. 250.000 tyskere omkom.
I von Staufenbergs øjne var generalerne en flok krystere, fordi de ikke gjorde modstand mod Hitler. Jessen kom godt ud med von Staufenberg. I hans øjne var han en, der lignede ham selv. Under en aktion i Tunesien blev Staufenberg alvorlig kvæstet.
En ny forfatning
Jessen var i mellemtiden blevet ansat på paskontoret. Han havde fået ansat en anden modstander af regimet, Ulrich Wilhelm von Schwerin und Schwanenfeld. Denne var søn af en tysk diplomat. Og Ulrich var faktisk også født i Danmark.
Jessen arbejdede også på en ny tysk forfatning, der skulle tages i brug, efter førerens fald. Det var i bund og grund en blanding af et autoritært militærstyre og en form for oplyst enevælde under et nyt statsoverhoveder.
En farlig mission
Under et familiebesøg i Sønderjylland i 1944 skulle Jessen også have søgt opbakning til et kupforsøg blandt det tyske mindretal. Det var unægtelig et risikabelt foretagende, hvis dette har sin rigtighed. Og det tror undertegnede ikke kan have sin rigtighed. Fra Berlin lød det hele tiden til Det Tyske Mindretal – Dæmp jer.
Hvis de havde fået kendskab til at nogle ville dræbe Der Führer, så havde Berlin fået besked med det samme. Jessen advarede også mod, at få hjælp af Himmler og SS i kupforsøget. SS er nærmest djævlen selv, skulle Jessen have sagt.
Nervøs – dagen før
Den
19. juli 1944 – dagen før kupforsøget, påpegede Jessen, at det var vigtigt at General Fromm var den første, der skulle
slås ihjel, fordi det var umuligt, at forudsige, hvordan han ville
reagere. Men Beck nægtede kategorisk at begå” Kammeradenmord”.
Tanken at kupforsøgets held afhang af en person, gjorde Jessen nervøs. Og det viste sig at være berettiget.
Alvorlig uheld
I foråret 1944 var han blevet involveret i et alvorligt trafikuheld, hvor næsten hver knogle i kroppen var brækket. Trods dette fortsatte han med kupplanerne fra sygesengen. Til de afsluttende møder blev han transporteret på båre.
Hvem ejer denne mappe?
Ulveskansen lå inde i en tæt skov i det nordlige Polen, blot 150 kilometer fra fronten. De to bomber kom gennem til Speerkreis 2, hvor det allerhelligste lå. Et
elektrisk pigtrådshegn omgav førerens hovedkvarter. For hver 30 meter gik der en vagt med en schæferhund. Hitlers bunker var i stand til at modstå en fuldtræffer fra et russisk bombefly. Luftwaffe, Wehrmacht og Flåden havde bygninger her.
Jo, der blev lagt mærke til von Stauffenbergs mappe. Han svarede, at i den lå det materiale han skulle bruge, for at orientere Hitler. Men indholdet var noget helt andet.
For sent til føreren
Von Staufenberg og Haeften skal have antændt syren til bomben. De havde behov for et uforstyrret rum. Von Stauffenberg spørger derfor, om han lige kan gå i enerum for at skifte skjorte. Den anden bombe var anbragt i Haeften som ikke har rang som berettiger til at være til stede ved mødet med Hitler.
Der bliver skyndet på von Staufenberg. Man kan ikke lade føreren vente. På vej griber von Freund ud efter mappen. Han ville blot hjælpe von Staufenberg, da denne stadig er mærket af sin sygdom. Arrig og nervøs trækker von Staufenberg mappen til sig. Von Freund undrer sig over denne reaktion.
De kommer fem minutter for sent til mødet med føreren. Det vækker stor irritation. Von Stauffenberg havde bedt om, at sidde så tæt hos føreren som mulig. Undskyldningen var, at han efter sit uheld i Tunesien ikke kunne høre så godt.
Reddede Brandt ubevidst førerens liv?
Da von Stauffenberg bliver bedt om, at redegøre for reservehæren afbryder Hitler. Han vil hellere høre om den generelle situation. Von Staufenberg forlader derefter lokalet med undskyldningen om, at han venter et vigtigt opkald.
Mappen med bomben er skubbet under bordet hen i nærheden af Hitler. Men da oberst Brandt havde svært ved at se kortet, og skal træde nærmere, støder han mod mappen på gulvet. Han skubber den med foden længere ind under bordet, så den kommer til at ligge under nogle massive ben. Måske er Brandt ubevidst med til at redde Hitlers liv?
Stauffenberg forlod området
Von Stauffenberg har forladt bygningen. Han står og ryger ved kommunikationsanstalten. Kl. 12.42 sker det. Et hult drøn ruller ud over området. En stor tyk, gulbrun sky af røg vælter op af bygningen. Von Stauffenberg forsøger at forlade området. Det lykkedes kun med stort besvær at passere gennem vagterne.
Hitler var ikke død
I Berlin får folkene bag attentatet at vide, at Hitler var set vaklende ud af bygningen. Hans hår var brændt, hans bukser hang i laser, og det blødte fra hans øre – men manden var i live. Operation Valküre kunne ikke sættes i værk, Hitler var ikke død.
Jessen lyttede til radioen
Fra sin sygeseng lyttede Jessen til radioen. De proklamationer, som han selv havde forfattet blev ikke læst op. Hitler fortalte selv befolkningen, at han var uskadt. Samtidig proklamerede han, at alle konspiratorer ville blive afstraffet.
Hængning 30. nov. 1944
Og som en af de sidste blev Jessen anholdt. Han blev dømt til døden ved hængning af Folkedomstolen, for at have kendt til planerne om et statskup, uden at have delt denne viden med myndighederne. Den 30. november 1944 blev Jens Peter Jessen, idemanden bag attentatet hængt. Hele von Stauffenbergs familie blev sat i koncentrationslejr.
Det kneb med pensionen
Efter kapitulationen flyttede enken og børnene til Tønder. Senere gik turen til Flensborg, for så igen at flytte tilbage til Berlin. Det kneb med at få udbetalt embedsmands – pension. Først da han i begyndelsen af 1950erne blev anerkendt som en af konspiratorerne, fik enken pengene udbetalt.
På kirkegården i Tinglev er der opsat en mindesten til ære for Jens Peter Jessen.
En spændende bog
En spændende bog med en god historie. Jens Peter Jessen er bestemt ikke ukendt. Mens hans rolle i Valkyrien er glemt, eller så godt som. En mand på en båre passer heller ikke ind i en film med Tom Cruise.
Søren Flott har i sin bog koncentreret sig om danskeren. Vi følger ikke så meget med i, hvad der skete efter attentatet.
Farfar var skam idemand, Peter Wivel
Det som ikke står bogen er, at en af Jens Peter Jessens sønner, Eike Jessen i dag er professor i Informatik. Og hans barnebarn, Jens Jessen i dag er en kendt journalist. Og denne Jens Jessen anmeldte filmen med Tom Cruise i ugeavisen Die Zeit i en forsideartikel. Faktuel seriøsitet, skrev han.
Og det fik Politikens, Peter Wivel til at skrive:
Jamen Peter Wivel, farfar var skam idemanden?
De har ikke glemt ham på Berliner Zeitung
Berliner Zeitung bringer en minde – artikel om Jens Peter Jessen på 60 års dagen for attentatet. Det gør de med en samtale med en af børnene, Uwe Jessen.
Uwe var dengang 19 år, og befandt sig i en militærlejr. Lederen havde kaldt alle sammen og fortalt, at der var sket et anslag mod føreren, og han heldigvis ikke var kommet noget til. Uwe var ikke overrasket over, at faderen nogle måneder senere blev arresteret. Han fortalte, at faderen ofte skar ansigt, når man talte om nazisterne ved bordet.
Budbringer til Beck
Men på en eller anden måde var sønnen også involveret i attentatet. For lige bag skole boede Generaloberst Ludwig Beck. Og ofte fungerede Uwe som budbringer til denne Beck. Også et foredrag i Onsdags – klubben, som hans far skulle holde, havde han været med til at forberede. Det handlede om Romerrigets Fald.
Min far reagerede med det samme
Onsdags – klubbens møder foregik ofte hjemme hos familien Jessen.
Men så fik min far problemer, sådan fortsatte Uwe i mindeartiklen i Berliner Zeitung.
Jessen kendte Ohlendorf
Også et møde med Otto Ohlendorf, der gjorde karriere i SA – Sikkerhedspolitiet har gjort indtryk på Uwe. Denne Ohlendorf blev under Nürnberg – opgøret dømt for at have myrdet 90.000 civile. Uwe havde opsøgt ham, efter at faderen var blevet arresteret. I skuffen havde Ohlendorf en pistol liggende.
Desværre havde Ohlendorf ikke kunnet hjælpe, selv om han kendte Jessen godt. Det lykkedes for Uwe af få snakket med sin far inden han blev hængt.
Plötzensee
Det fængsel, hvor Jens Peter Jessen sad de sidste dage af sit liv blev bygget fra 1868 til 1879 på et område som havde tilhørt godset Plötzensee. Fængslet
blev blandt andet brugt til dem, der af Folkedomstolen blev dømt til døden. Men her tilbragte også mange udenlandske tvangsarbejdere deres sidste dage. Over halvdelen af dem, der her blev henrettet, var udlændinge.
En guillotine
I 1936 beordrede Hitler, at der blev anskaffet en guillotine. Den blev brugt helt frem til 1942
Die Rote Kapelle
Fra 1933 til 1945 blev her 2.891 dødsdømte henrettet. Her i blandt var dem, der deltog i attentatet mod Hitler den 20. juli 1944. Disse blev i Tyskland kaldt for Die Rote Kapelle.
Hvorfor var Vesten ligeglade
Man kan jo spørge sig selv. Hvorfor var Vesten ligeglade? Jessen, Oster og andre rejste jo rundt for at få hjælp. De vestlige allierede og danskerne bedømte i det
store og hele tyskerne som nazister over en kamp. Måske er det også derfor, at danskerne har glemt Jens Peter Jessen? Bogen kan måske være med til at genoplive Jessens bedrift, selv om han startede som nazist.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21. – 03. – 2022
November 18, 2012
Vi er nået til femte del af Ribes historie. Vi kigger lidt på skarpretteren, natmanden og tiggeren. De tog sig af ”usle forretninger” Ribe havde et stort problem – skarn og omstrejfende dyr. Man kunne ikke komme i kirke i rene sko. Og så var det problemer, hvem man lukkede ind ved porten i kirketiden. Fremmede tiggere blev smidt af i nabosognet. Og så starter vi en byvandring i det gamle Ribe.
Natmanden tog sig af usle forretninger
Ribe havde tidligere ansat og lønnet en Natmand. Han tog sig af de mest usle forretninger. Han skulle flå de selvdøde kreaturer og renovation. Han skulle aflevere huden, dog ikke når det drejede sig om en hest. Han skulle rengøre stadens fængsel og Rådhus – gangen.
Rense skorstene
Når godtfolk lod skarnet ligge og flyde, skulle han advare dem to gange. Hjalp det ikke måtte han udpante 4 skilling fra hvert hus. Natmanden skulle hjælpe skarpretteren rense den rende som løb langs kranen nede ved havnen. Han skulle 4 gange årligt sørge for, at en stærk karl fire gange årligt skulle rense skorstene hos borgere.
Kirurgen følte sig truet
Skarpretteren fik en særlig betaling for sine uhyggelige gøremål ved skampælen eller galgen. Han udøvede også praksis som kirurg. Det betød at stadskirurgen Joh. Henrik Henckel følte sig truet i sin lovlige næring. Han udtog derfor stævning og proces mod mester Vitus Wagner. Mesteren havde endda opnået en hvis anseelse hos mange syge.
Virksomhed stiger i vækst
Hans virksomhed var i stadig vækst. Dør om dør boede han sammen med sine usle håndlanger, Natmanden eller Rakkeren. Disse to sank dybere og dybere
ned i folks foragt. De boede alle tre i et forfaldent munkestenshus nord for domkirken.
Ingen faddere til datteren
I 1695 kunne man håbløst og fattigt høre om, at der ingen faddere var til Natmandens datters dåb. Han bar selv datteren op til døbefonden. Måske havde byen medlidenhed med ham, for i 1705 sætter byen sig i udgift og bevillinger 4 mark og 4 skilling til kristen – tøj til hans barn.
Da rakkeren endte sit liv
Når Rakkeren endte sit usle liv, voldte det besvær at få ham i jorden på skikkelig vis. I 1672 meldte fire vægtere sig frivillig mod en betaling af 2 mark hver. Men i 1720 blev man nødt til at tvangsudskrive Skomagerlavet til at følge skarpretterens karl til graven.
Svinkrog
Skarpretteren skulle også sørge for, at borgerne ikke kastede urenheder ned i åen. Men det var et svært job. Den nordlige ende af Skibbroen blev i det 18. århundrede kaldt Svinkrog, så beskidt var det. Det var også her, at omstrejfende dyr nedsatte sig.
Øl, piber og tobak
Kæmneren og seks borgere drog i 1692 efter Magistratens befaling ud af Nørre – og Sønderport for at holde syn over den skade, Godtfolks svin havde anrettet. I den anledning blev der trakteret med øl, piber og tobak for 3 Mark og 6 Skilling.
Grise – problem
Borgerne fik pålæg om, at sætte ringe i trynerne på de omløbende dyr eller holde dem hjemme under trussel om straf. Men ak, det hjalp ingenting. Selv på kirkegården vrimlede det med fritgående grise. De brød også ind i husene omkring kirkegården. Rakkerknægten måtte således bortslæbe en gris, der havde
lagt sig til at dø på selve byens rådhus.
Svin blev fredløse
I 1703 udarbejdede byen en slags fredløsheds – diktat, der tillod borgerne at dræbe de svin, der voldte dem skade.
I kirke med rene sko
Det hjalp dog ikke. I 1724 greb Stiftamtmand Calnein ind med nye skarpe forbud. Og skarpretter M. Vitus Wagner blev sat i gang med at jage de ubudne gæster,
Nu kan man sige, at Ribes gader var særdeles indbydende for de rodende svin. Skarnet blev liggende i store bunker. Man klagede over, at urenligheden var så stor, at folk om søndagen næppe kunne komme i kirke med rene sko.
Uhumskhederne voksede
Natmanden fik allerede i 1682 pålæg om, at pante enhver, som ikke om lørdagen fik bragt skarndyngen foran huset af vejen. Uhumskhederne af alle slags væltede trods talrige forbud ud i åen. De tjenestefol, der blev grebet heri fik første gang, tre dages ophold i Finkeburet, næste gang var der seks dages arrest, og tredje gang var det udvisning af staden.
Et betydeligt avlsbrug
Kampen med at holde gaderne rene var i virkeligheden håbløst. Byen drev efterhånden et betydeligt avlsbrug. Uden for Nørreport lå en hel lille forstad af lader og stalde. Næsten i hvert eneste hus inde i staden, blev der holdt svin og kreaturerne.
I de første ti år af det 18. århundrede passerede således årligt 8.000 okser årligt Ribes broer. I 1716 var tallet blevet fordoblet. I 1712 aflagde Frederik den Fjerde byen et besøg, og det betød, at byen forsøgte at rydde det værste skarn væk på den rute, som kongen skulle køre.
Gaderne flød med affald
Fra udhuse, gårde og stalde bredte der sig en duft over hele byen. Gaderne flød efterhånden med gødning og strå. Lofterne bugnede af hø. Kreaturerne
bragtes i stald. Med glødende jern blev den yderste del af det strittende lådne hårdække afsvedet af nogle af dyrene. Gadenavnet Sviegade havde sin berettigelse.
Komedie i Ribe
I 1697 glemte borgerne for en stund stanken, da man fik besøg af en trup af tyske komedianter. De opførte:
Bøger i domkirken
Når markedsdagene indfandt sig, mødtes den mere fornemme og åndeligt interesserede del af stadens befolkning om boghandlernes stade inde i domkirken, hvor de sidste nye blev lagt frem til beskuelse for bogelskere.
Omkring brøndene
Den brede del af befolkningen fik sig en passiar ved en af stadens offentlige brønde, ved Kagkilden på Torvet, ved Gråbrødre – kilde, Puggaards eller Præstegades Kilde, hvor karle, piger og koner mødte frem med deres spande. Men også ved Vandbroerne, hvor kvindfolket besørgede deres vask i å-løbene, var der aktivitet.
Blegdamme
I byens udkant lå store blegdamme. Det var udstrakte grønne områder, hvor det hvide tøj lå på Bleg i solen. Slottets Blegdam, som var indrettet af Stiftsamtmand Hans Schack den Yngre, strakte sig fra palisade-porten langs åen til slots – engen. Ved Hundegade bredte der sig en anden bleggård.
Her blev blegmandens hus oprettet.
Gadens liv
Foran gadedørene slog godtfolk sig ned, for at få et glimt af gadelivet. Det var nu ikke de store ting, der skete. I tætte kolonner kom køerne luntende. En flok hollandske matroser, som var kommet med okseskibene ude på reden, slentrede forbi. Nu og da drønede stenbroen under de tunge karosser, hvori stiftamtmand eller præsident standsmæssigt drog gennem staden.
Ribes tiggere
En gang imellem kunne man også beskue tiggerne, der under Stodderkongens kommando stavrede ynkeligt fra hus til hus efter almisse i Vorherres navn. Fremmede tiggere havde absolut ingen adgang til byen. De blev afvist i porten. Stodderkongens opgave var blandt andet også at slå fremmede fattige på flugt.
Ikke sjældent måtte Kæmnerkassen dog punge ud til bortkørsel af et læs udenbys krøblinger som snarest muligt førtes videre til nabokommunerne, der
så kunne tage sig af dem. En Krøbbel døde dog udenfor Nørreport i 1730. Han blev jordet på byens regning. Det var vægterne, der kastede graven.
Byens tiggere havde tiggertegn. Dette måtte byen bekoste. Man måtte også sørge for, at Stodderkongen så nogenlunde anstændig ud. Gang på gang måtte man bestride udgifterne til en ny kjortel til ham. I 1699 kostede den 5 Rdr. 5 Mark og 4 Skilling. I 1719 skulle man anskaffe en Stodderkonge – kjole med våben på brystet, enhat og en malet stav. Alt i alt beløb dette sig til 5 Rdr. 12 skilling.
Udvist
I 1682 dømtes en familie til at rømme byen for mistanke om tyveri, samt druk, banden, sværgen og anden letfærdighed. Fra prædikestolen bekendtgjorde
præsten over for borgerskabet, hvem der havde begået Helligbrøde.
Ballade ved Porten
I 1666 blev der ved portene indskærpet, at der i kirketiden ikke måtte måtte indføres hølæs eller korn. Det kneb nemlig med at få folk i kirke. I 1709 opstod der en strid mellem Præsident Carsten Worm og Byfoged L.M. Friis, om hvem der rådede over byportenes åbning og lukning. Anledningen var, at præsidenten havde givet nogle borgere tilladelse til at slippe ind ad Nørreport med deres hø en søndag morgen.
Da Byfogeden hørte om dette, forbød han portneren om at åbne. Han henholdt sig til reglementet, som foreskrev, at stadens porte skulle holdes lukkede fra lørdag aften til søndag efter aftensang. Kun når kvæget skulle drives ud, eller der ankom rejsende, måtte portene åbnes. Sagen kom fore retten, og denne fandt, at Byfogeden havde overskredet sine kompetencer ved at handle imod præsidentens og Magistratens ordre.
Forbudt med julestuer
Også Julestuerne med deres løsslupne lystighed og dans, hvor der så mangen en gang gik voldsomt til, var genstand for moralisternes bekymringer. I 1672 slog Øvrigheden hårdt ned for stedse og under streng straf at forbyde borgerskabet at holde Juleleg i deres huse.
En byvandring i Ribe
I 1727 lovpriste rektor Falster stadens nye smukke grundmurede Skoletabernakel. Men ellers var denne nye latinskole et særsyn i byen. Affældige bygninger lænede sig op af hinanden. Så mangen en gavl hang ud over gaden og truede med at styrte til jorden. Ældre, gammel og grå så det ud. Inden i bygningerne skete der noget. Skillerum blev flyttet, trapper blev bygget om. Byggeriet lå stille. Ribe havde arvet bygningerne fra en rigere tid.
23 storkeredder
Vandmøller og sluserne fyldte luften med deres evige brus. De våde og grønne enge strakte sig tæt ind under stadens fod. I begyndelsen af det 18. århundrede kunne man i by og forstad tælle ikke mindre end 23 storkereder. Selv på Rådhusets skorsten bosatte den sig. Men det kunne dengang ikke tolereres.
En vrimmel af røde tage
Når man nærmede sig staden fra syd, tegnede profilen sig sluttet og fast. Domkirkens masse fyldte midten af billedet. En vrimmel af røde tage og spidse
gavle dannede kreds om kæmpen. Yderst mod øst foldede klosterkirkens store rolige tagflade sig ud i sin fulde bredde. Rakte man blikket mod vest ragede Korsbrødregaards anselige bygninger op.
Gårdene blev mere pyntelige
Passerede man broen og den gamle vanrøgtede Sønderport, havde man Stampemøllen liggende på venstre hånd. Til højre ved Horsefold og Gravsgade lå en sammenhængende række af haver, der kun hist og her blev afbrudt af enkelte småhuse, vænger og urtegårde.
Ved slotstomten mod vest havde der i byens velmagtsdage ligget gader, kirker og huse. I Sønderportsgade følte man sig pludselig lukket inde af bebyggelse.
Her gik landevejsfærdselen og jo længere man vandrede, des mere pyntelig og mere anselige blev gårdene. En mængde af dem var gamle.
Puggaardsgade
Gavl ved gavl trængte bygninger fra middelalderen og renæssancen sig tæt side om side hen til Skole – og Puggaardsgade. Et par ærværdige, sengotiske stenhuse lå tungt og fast med deres svære mure blandt bindingsværks maleriske flok. Den ene var domkirkens – præsteresidens – den middelalderlige Kannikebolig, Snagdal, senere hotel. Lige over for lå rektoren, Magister Rosenbergs hus. Den kom senere på Peder Terpagers hænder.
Kigger man om hjørnet ned ad Puggaardsgade, mødte blikket en yndefuld idyl. Træer og haver fyldte billedet med grønt og ind imellem dette glødende de røde mure af Oluf Munks gamle stenhus, det stolte Taarnborg.
Her lå det middelalderlige Puggaard med sine massive munkestensmure og små vinduer beskedent gemt bort mellem træer og buske. I denne ærværdige bygning havde rektorerne i lange tider haft bolig. Inden for disse mure levede blandt andet i mange år navnkundige personligheder i Ribes historie.
Bispegården
På det østre hjørne af Sønderportsgade og Skolegade lå Bispegården, der siden Hans Tausens dage havde været knyttet til grunden. Den bestod af et kompleks af bindingsværksbygninger. I 1620 befalede kongen en istandsættelse for mindst mulige Bekostning. Det betød, at man atter i 1669 skulle se på bygningernes brøstfældighed.
Grunden var ret anselig, idet den langs Skolegade strakte sig til Øster Vedsteds gravplads ved domkirken. Mens årene gik greb det truende forfald stadig mere og mere om sig. Bisperne måtte tage forholdene som de var. I 1714 kunne man over døren læse:
Deprimerende digt
Ud for Sønderportsgade lå stald og port, selve beboelseshuset var den to stokværk høje bindingsværksbygning yderst mod nord, hvor smukke barokke døre endnu minder om en herskabelig fortid og blandt de mange indskrifter, biskopperne daglig havde for øje i deres stuer, fandtes også følgende dybt vedmodige tyske vers, som havde fået plads i sovekammeret , hvor en række Ribe – bisper havde lukket deres øjne:
Brorson måtte flytte
Bygningerne var i en så sørgelig forfatning, at de i 1743 bortsolgtes på en aktion. Brorson tog ophold på Taarnborg. Det indkøbtes i 1761 til bispegård af det offentlige.
Snagsdal og Liljebjerget
På det modsatte hjørne af Skolegade havde som allerede nævnt, domkirkens sognepræst sin embeds – residens i Snagdal. Mod Skolegade var der i tilslutning til det oprindelige stenhus i 1592 opført en to loft høj bindingsværkslænge Nord herfor ved vestsiden af Skolegade lå Anders Sørensen Vedels berømte ejendom Liljebjerget.
Og kære læsere, midt i vores vandretur gennem det gamle Ribe stopper vi, for så i afsnit nummer seks for at vende tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21. – 03 – 2022
November 18, 2012
Vi tager på en byvandring i slutningen af 1500 – tallet. Halvdelen af byen brændte i 1627. Man måtte sende by-skriveren til København efter de gamle vedtægter. 10 år måtte man vente på et rådhus. Men det kneb med fremmøde. Tre dage efter Hertug Hans død, blev guld, penge og sølv bragt til Tønder. To gange var svenskerne på besøg. Tønders borgmester blev tvunget på besøg. Det gik hårdt ud over slottet. Og det brændte i 1644.
En Borgerskole
Der eksisterede en gang en borgerskole i byen. Hertug Christian bestemte nemlig 1533, at skolemesteren skulle have 40 Mark lybsk. Han skulle også have fri kost.
En højere skole
I 1567 blev en højere skole grundlagt af Hertug Hans. Byens borgere var glade for, at de ikke mere skulle sende deres børn til fremmede skoler. Tidligere måtte de sende deres børn helt til Ribe, Lybæk eller Hamborg.
Flammernes bytte i 1627
Fattige folks børn skulle have fri adgang. Dem der kunne betale, skulle første gang yde 6 Skilling lybsk, siden hvert halve år 4 Skilling lybsk. I 1571 gav Hertug Hans yderlige 3.000 Mark lybsk til skolen. Ved kirkegårdens nordlige side købte hertugen nogle huse, for at skaffe plads til en anseelig bygning. Et stort hus blev bygget (Smedegade 3). Men desværre blev huset flammernes bytte i 1627. Et nyt hus blev bygget i 1631, men revet ned i 1732. En ny bygning blev bygget,
og fungerede som skolehus til 1854.
Et hospital var planlagt
Allerede i 1567 havde hertugen købt en grund, hvor han planlagde at bygge et hospital. Hovedbygningen og hospitalskirken blev bygget i 1569. I 1726 blev hovedbygningen ombygget.
En byvandring – dengang
Men hvordan så Haderslev ud dengang? Vi tager på en lille byvandring. Byen lå til dels endnu på en stor ø. De 4 gamle kvarterer, kaldet Ny Haderslev var omgivet af vand. Det nordlige vandløb gik syd for Graverne gennem den nuværende Jomfrusti og løb så ud i fjorden. Denne arm gik fra begyndelsen næsten lige ud.
Nordens Venedig?
Byens fire kvarterer syd for Graverne lå på en ø mellem to vandløb som forbandt Dammen og fjorden. Latinskole – eleverne kaldte deres by for Venetia parva (det lille Venedig). Nu havde Haderslev dog ikke160 kanaler som Venedig, men de havde dog 2.
Hansborg Slot
Hansborg Slot lå her med haven og lysthuset Sparpfennig. Syd fra lå der på begge sider af landevejen små huse, næsten alle med gavlen til gaden. På højre hånd lå hospitalet. Bag hospitalet kunne man ane spredt bebyggelse.
Byens ældste gade: Højgade
Forbi skibsbroen kommer vi ind over Sønderbroen ind i den gamle by. Vi går gennem Sønderporten, hvor toldeftersynet foregår. Til høre har vi Slotsvandmøllen. Vi kigger over Møllepladsen til byens ældste gade, Højgade. Vi er nu i Lavgade. Det går op ad bakke til Torvet (Forum). I gamle dokumenter blev Lavgade kaldet for Sidegade.
Vandet sprang fra en fontæne
På Torvet springer vandet i en smuk fontæne med to springvands – kummer. Ved hjørnet af Torvet og Nørregade ligger måske Rådhuset. Indtil reformationen var her kalenderhus og Raadsvinkælderen. Huset er højere end de almindelige borgerhuse og har en trappegavl. Gennem Nørregade ser vi Nørreporten, omtrent der, hvor i mange år Haderslev Bank lå. Nord for porten på østsiden af den gamle landevej fandtes kun enkelte huse.
Landet øst for denne vej i retning mod Aastrup hører til den kongelige Ladegaard. Nord på fører i fortsættelse af slottets vindebro, kongevejen til Koldinghus.
Klosteret Vi
vender os nu fra Torvet til venstre og kommer til Klosteret på Damhalvøen. Der står den gamle Klosterkirke, hvorfra Sortebrødrene blev fordrevet i 1527, da de kom fra messen. Kirken har et lille gotisk tårn, der blev brugt til lig-prædikener indtil 1627, da den brændte, sammen med en stor del af byen.
Klosterbygningen havde Hertug Hans ladet rive ned i 1552. Men en del blev stående. På Dam – næssets nordlige side stod Tønnies Rantzaus hus. Husets grundmure blev udgravet af Nationalmuseet i 1923.
Den ny lære fra Wittenberg
Fra dette hus er der kun få skridt til den gamle bispegård. Man antog også, at dette var den gamle præsteskole. Det var her Johan Vandal holdt sine forelæsninger over den nye lære, som han kendte fra Wittenberg. Vi overser ikke Frue Kirkes mægtige bygning. Den var domkirke i den lille lutherske kirke – provins, som Hertug Christian oprettede i 1528. I katolsk tid har kirken ikke været katedral.
Den gamle landsby – nævnt i 1285
Gennem Bispeporten og Bispebroen kommer vi til de fire bykvarterer nord for Gravene, som kaldtes Gammel Haderslev. Gennem Storegade når vi snart byens grænse. Derfra kaster vi et blik ud til landsbyen Gammel Haderslev, med den gamle Skt. Severin Kirke. Denne landsby, Gammel Haderslev er, som navnet udtrykker det, ældre end købstaden. Første gang dette navn forekommer skriftligt er i et brev af Kong Erik, skrevet den 28. maj 1285.
Guld, penge og sølv til Tønder
Allerede den tredje nat efter Hertug Hans død, havde Hertug Adolph varet på Hansborg Slot. Han havde meget indtrængende bedt om nøglerne til kasserne og pengeskrinet. Omsider fik han nøglerne. Så havde han ladet guld – og pengekassen, hvori der lå klæder og klenodier bære ud af Gemakket, hvor Hertug Hans´ s lig stadig lå. Det hele, guld, penge og sølv var så på en rustvogn blevet kørt til Tønder.
Slottet i Haderslev var usikker
Kongen protesterede i et brev af 10. oktober 1580 mod denne fremgangsmåde, men Hertug Adolph undskyldte sig med, at slottet i Haderslev var usikker.
Ja sådan skrev man åbenbart tysk, dengang.
Kongen kom ofte til Haderslev
Arven efter Hertug Hans førte til gnidninger. Man kunne simpelt hen ikke nå til enighed. Vi har omtalt denne arvedeling et andet sted. Det hele betød, at kongerne kom hyppigere til Haderslev. Om livet på slottet i Kong Frederik den Andens tid (1581 – 1588) får vi et ganske godt begreb om i hans dagbøger. Vi
kan læse om besøg af slægtninge, om fremmede gesandtskaber, som kommer til hoffet, om rets-dage, der blev afholdt på slottet og mange andre ting.
I amtsregnskaberne kan man se de forbedringer, som Christian den Fjerde lod udføre ved slottet. Således anlagde han en væddeløbsbane i 1595. Her afholdtes ringridning og Stikning efter Tyrker-hovedet. Disse lege afløste middelalderens turneringer ved Fyrste – hofferne.
En væddeløbsbane ved slottet
Allerede i 1600 blev en ny væddeløbsbane opført foran slottet langs urtegårdsmuren. Et boldhus blev også etableret. Her blev der spillet boldspil, som stammede fra Frankrig. Således leverede Hans Skomager, 100 små læderbolde.
Mange udvidelser ved slottet
I 1604 rejstes en poststald foran slottet til brug for udvekslings – heste for postvognene. Men omkring slottet blev der også bygget et fiskerhus, en jægergård, brygger – og bagerhuset, slagterhuset, destillerehuset, smedehuset, vaskehuset, vognhuset, berider – huset, agerhønse-huset, ishuset, skydebanen, vildtbanen og ”Lusborgen” (die Lusburg). Vildtbanen lå mellem slottet og Aabenraa – vejen. Det vil sige på sydsiden af fjorden.
I urtegården var der en brønd med en kumme. Og vandet løb fra 24 kobberpiber. Fra året 1595/96 var der 42 slots – tjenestemænd på lønningslisten, lige fra amtmanden til kokkedrengen. Alle fik føde og læder fra slottet. Amtmanden fik 422 daler og køkkendrengen fik 3 daler.
Riddersalen
Det vigtigste rum på slottet var Riddersalen. Her blev fester holdt, og givet audienser. Her stod kanonerne i krigstid og skød på fjenden gennem de smalle vinduer. Og på slottet var der hemmelige gange. I 1630 omtales
Egentlig var møbleringen beskeden. Men der blev lagt stor vægt på himmelsenge. De var meget store og blev opfattet som vidnesbyrd om beboernes velstand og smag.
Eleverne måtte kun tale latin
Eleverne i Latinskolen skulle opvarte med sang i Slotskirken. Derfor fik de middagsmad kl. 11 og aftensmad kl. 6. Her måtte de kun tale latin, ikke tysk eller dansk.
Kornet skulle blive i landet
Kongen og hoffet gav arbejde til mange i byen. Byen havde torveret for Haderslev Amt. Men i Tørning kom det til stridigheder med Ribe. Hertug Hans forbød sine undersåtter, at købe der. Kongen forbød borgerne i Ribe at sælge træ, fisk og korn til de hertugelige.
Byens borgerlige udførte korn, svin og stude. Således bragte et Haderslev – skib i 1622, 35 laster rug til Hamborg. Men i samme år forbød kong Christian den Fjerde på Landsretsdagen i Haderslev al udførsel af rug, byg, malt, havre m.m. fra hertugdømmerne, både den kongelige og hertuglige del. Kornet skulle blive i landet.
Stor handel til Norge
Studehandelen var betydelig. Og handelen til Norge var betydelig. Hvert år bosatte borgere sig fra hertugdømmerne sig i Bergen. På sin Nordlands-rejse i 1599 mødte Christian den Fjerde således et skib fra Haderslev.
Danset på holstensk vis
Et halvt århundrede efter hertugens død varede byens velstand endnu. I 1583 blev der udsendt en forordning om stoddere, trygler og andre lediggængere i Haderslevhus Len. I 1594 var et spansk – nederlandsk gesandtskab i Haderslev. Efter middagen blev der danset på Holstensk vis indtil midnat under deltagelse af husfruen og seks adelige Jomfruer.
Arbejdsløse sendt til København
I 1597 omtales en heks, der blev brændt i Haderslev. I 1607 blev alle løsgængere og arbejdsløse i Haderslev samlet, og sendt som arbejdsfolk til Københavns Befæstning.
Ingen udførsel af øl
Og sandelig i 1622 blev al indførelse af øl brygget i Fyrstendømmet forbudt indført i Riget. Det gik så ud over Haderslev – øl, Flensborg – øl, Eckernførde – øl, Kakebille m.m. Året efter fik Haderslevs borgere få tilladelse til at besøge Ribe Marked med deres varer. Og i Årøsund blev der i 1595 forbud mod at udskibe, men overfarten til Assens fik lov til at bestå.
Forordning om postvæsnet
Den 24. december 1624 udkom Christian den Fjerdes forordning om Postvæsnet. Blandt de ni ruter, der skulle indrettes, gik den ene over Haderslev. Det var ruten København – Hamborg over Middelfart, Kolding og Itzehoe. Forordningen indeholdt også angivelse af porto. Den første postmester i Haderslev var Gottfried Schumacher. Han blev ansat i juni 1649.
Den store brand i 1627
Men den 18. september 1627 skete der en katastrofe. En brand ødelagde halvdelen af byen. Nogle bygninger blev ikke angrebet af flammerne, og det var blandt andet Slottet, Hospitalet, Ahlefeldternes gård i Præstegade og den østlige del af Slotsgade. Særlig husene omkring Fru Kirke i Smedegade, på Katsund, i Højgade, Lavgade, Klosteret og Apotekergade var tilintetgjort, men ilden havde bredt sig videre til Gammel Haderslev, hvor man endnu 42 år efter kunne betegne 150 hussteder som øde og “wüste”,
Wallensteins tropper i Haderslev
Wallensteins tropper havde forfulgt den flygtende danske hær. På Hansborg Slot kom kommandanten over alle tropper på den jyske halvø til at bo.
Tønders borgmester mødte ikke op
I februar havde kommandanten forlangt, at Tønders borgmester, Hans Werkmeister mødte op på Hansborg. Kommandanten havde sendt en vogn, men borgmesteren lod den returnere – tom. Han var ikke meget for at møde op på slottet.
Krydderier, øl og vin fra Hamborg
Fire dage efter holdt selve fyrstens vogn ledsaget af 30 soldater foran borgmesterens hus i Tønder. Werkmeister måtte nu følge med. Man forlangte, at borgmesteren skulle forsyne Hansborg Slot med krydderier, vin og øl fra Hamborg mod god betaling i stude, køer, heste og penge.
Borgmesteren svarede, at han hverken havde forbindelser eller kredit i Hamborg.
Tvunget til handel
I indkvarterings – stedet i Provstegården på Naffet, så Werkmeister, hvordan man i provstens fraværelse havde ødelagt huset. Ligeledes var værdifulde bøger bare smidt på gulvet. Borgmesteren bad oberstløjtnanten om, at man pakkede bøgerne ind, ellers ville de blive ødelagt. Oberstløjtnanten svarede, at han ikke ville have noget med de kætterske bøger, at gøre. Men hvis borgmesteren ville give ham 14 alen fløjl med guld – galoner og de 14 hvide ræveskind, som han havde set i borgmesterens hjem i Tønder, kunne man da godt snakke om det. Den handel ville Werkmeister ikke gå med til.
Men ikke længe efter, at borgmesteren var kommet tilbage til Tønder, holdt der to bagagevogne foran hans hus belæsset med provstens 400 bøger. Borgmesteren blev nu nødt til at aflevere ræveskindet og fløjlet.
Borgmesteren døde
Da pastoren var indtruffet bad borgmesteren pastoren i Haderslev, om at hente sine bøger for 100 rigsdaler. Men pastoren havde ikke så mange penge. Forgæves forsøgte amtmændene Georg von Ahlefeldt i Haderslev og Wolf Blome i Tønder at mægle.
Den gottorpske hertug tog sig af sagen. Men inden bøgerne var kommet tilbage, døde Werkmeister, 71 år gammel.
Slottet først i stand i 1642
I efteråret 1628 afkrævede Wallenstein hele den jyske halvø eden til kejseren. I januar 1629 befalede kejseren dog, at dette ikke var nødvendigt, da fredsforhandlingerne var i gang. I juni 1629 samledes alle de kejserlige tropper i Jylland og drog til Haderslev for at modtage nærmere befalinger.
Slottet så ikke godt ud, efter at fjenden havde forladt det. En masse bly var forsvundet. Dørhængsler og låse var ligeledes væk. Det hele så aldeles forfalden ud. Det var ikke et behageligt syn for oberst Jørgen Ahlefeldt, som kongen havde udnævnt som amtmand i 1629.
Først omkring 1642 var det stolte slot sat i stand. Heller ikke Vor Frue Kirke slap for ødelæggelser. Næsten hele inventaret var borte. Således var døbefonten af bronze også forsvundet.
Rådhus først færdig efter 10 år
Det varede 10 år inden byens borgmestre og Raad kunne flytte ind i det nye rådhus i Lavgade. Indtil da holdt man møderne i kirken. Rådhuset var de sidste offentlige bygning, som blev opført i staden efter den store ildebrand i 1627. Præsten ved Vor Frue Kirke og apotekeren kom i krigens tid til at bo i Ahlefeldernes Gaard i Præstegade, som var bevaret.
I 1633 blev præstegårdens genopbyggelse påbegyndt. Men det varede tre år, inden den var færdig. Rektors hus blev bygget, og latinskolen fik en ny bygning.
Ja, og rådhuset var på hele 22 fag – et to etagers tværhus med 2 – fags karnap. I kælderetagen var hoved-vagten, brændselsrummet, seks arrestlokaler og rets-tjenerens bolig.
Her på rådhuset var også retssal. Og her var justeringskammermed en uendelighed af mål, vægte og stempler, som var anskaffet i henhold til en masse kongelige forordninger.
Til København efter by-vedtægter
Efter at man havde påbegyndt rådhusets opførelse sendte borgmester og råd – by-skriver Joachim Berens til København for at hente en afskrift af den gamle byret fra 1292, som sammen med de andre arkiver blev flammernes bytte i 1627. Skomagerlavet betalte færgebilletten. De var også interesseret i afskrifterne, for de havde mistet nogle privilegier.
I den første halve snes år efter købstadens ødelæggelse havde Magistraten fundet sig til rette uden denne ærværdige grundlov.
Først med året 1629 begyndte Retsprotokollerne på højtysk. Byfogedens protokoller var endnu på plattysk hen imod midten af det 17. århundrede. Men i Magistratens protokoller findes også indlæg på dansk.
Det kneb med fremmøde
Møderne i byens råd blev holdt regelmæssig. Men det kneb gevaldigt med rådmænd og borgmestre. Der var fem rådmænd og to borgmestre. Men det var yderst sjældent, at de alle var til stede.
Den 19. oktober 1636 var der foruden byens to borgmestre samlet fem rådmænd, de deputerede og menige borgere sammenkaldt for at bringe orden i byens
økonomi. Man skulle inddrive skatterestancer.
Magistraten fik mere magt
I 1689 besluttede man, at alle civilsager skulle bringes for rådet. Bødesager og kriminalsager “vor Ding und Recht”, det vil sige, at de skulle på Bytinget.
Men Frederik den Fjerde bestemte at elle civil -, kriminal – og blodsager skulle afgøres af Magistraten. Byfogeden skulle i fremtiden kun varetage statens interesser. Aller Verbal – Realinjurier og andre bødesager skulle afgøres af Bytinget. Hvis parterne var utilfredse kunne man klage til Stadsretten (Stadtgericht). Bytinget skulle også sørge for eftersyn af skorstene.
Dengang var det dyrt, at slå vinduer i stykker. Det kostede 40 mark.
Svenskerne kommer igen
I juni 1643 fik feltmarskal Lennart Torstensson den befaling fra det svenske Rigsråd, at han hen imod vinteren skulle falde ind i Holsten og Jylland. Den
13, december gik han så over grænsen. I begyndelsen af 1644 rykkede han op i Slesvig og Jylland. Han mødte ikke meget modstand. Den danske hær lå i en halvfærdig lejr på den jyske kyst lige over for Middelfart. Her kom Fredericia senere til at ligge.
Slottet brænder
I foråret blev Haderslevhus befæstet af svenskerne med bastioner. Men general Christian Rantzau og en dansk styrke tvang den 6. september den svenske besætning på Haderslevhus til overgive sig på “Naade og Unaade”. Borgerne håbede nu på fred og tryghed. Men ak, det gik ikke lang tid inden Torstensson sendte en ny hær mod nord under ledelse af general Helmut Wrangel. I december besatte han Haderslev, og efter fire dages kamp havde svenskerne atter erobret Haderslevhus.
Men under kampene brød det stolte slot i brand. Med et var byens betydning som residensby forsvundet.
Sagnet fortæller, at det var danskerne, der havde stukket slottet i brand. Andre kilder angiver, at det var uforsigtighed i en kælder, hvor der blev opbevaret krudt, der var årsag til branden. En tredje kilde, siger, at det var en svensk kaptajn, der sprængte slottet i luften.
Vi fortsætter snart med fjerde del af Haderslevs historie
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22.03.2022
November 18, 2012
Medierne har fattet stor interesse for vores forskning. Således har der været større artikler i Der Nordschleswiger, Jyske – Vestkysten og Ritzau. Jørgen Hansen blev myrdet i Fårhuslejren efter et håndgemæng – familien fik at vide, at det var byldepest. Præsten skrev, at det var mord. Richard Christensen blev skudt på åben gade i Padborg. Han røbede en kommende sabotageaktion mod Padborg Banegård. Ja sådan skrev vi dengang. Men denne Richard Christensen var en mand i sort uniform. En vagtmand for tyskerne. Ingen af disse mord har tidligere været omtalt – og der er et par flere mord.
Flere uopklarede mord
Velkommen til tredje del af vores mordsag fra Padborg. Under efterforskningen af mordet på Asmus Jensen dukkede der flere mord op. Disse forsøger vi sideløbende også at opklare. Men det er uhyre vanskeligt. Der er ikke alle, der ønsker at samarbejde i opklaringen. Vi er også underlagt arkivregler. Og så er myndighederne ikke begejstret for vores opklaring.
Mediernes interesse
Vores artikler og Kurt Jensen´ s efterforskning har vakt mediernes interesse. Det har vi beskrevet i anden del af vores fortløbende artikel. I denne artikel kommer vi ind på JV’ s ellers udmærkede tre siders artikel, som indeholder nogle unøjagtigheder.
Stadig uopklaret
Vi er ikke kommet videre med mordet på de to, der drev i land ved Kollund og blev begravet på Bov Kirkegård som ukendte. Og der er heller ikke nyt om den person, der blev skudt ved Lydersholm ved Tønder. Mordet på lærerinde fru Sasse fra Aabenraa, der blev skudt i Løgumkloster blev omtalt i anden del. Og sagen om personen fra i nærheden af Toftlund, der døde af et hjertetilfælde i et københavnsk fængsel, følger vi stadig. Historikere har ellers skrevet, at der ikke forekom likvideringer foretaget af modstandsbevægelsen i Sønderjylland.
Mordet i Faarhuslejren
VVS – lærlingen Jørgen Hansen fra Burkal blev dræbt i Faarhus – lejren. Han var meget utilfreds med at være anbragt i lejren. Han var ikke særlig samarbejdsvillig. Der skulle være kommet til håndgemæng med vagtmandskabet. Dette er baseret på rygter på hjemegnen.
Præst skrev, at det var mord
Den tyske præst skrev i kirkebogen, at det var mord. I Provsti – bogen stod der anført, at der var tale om selvmord. Vi har ikke kunnet finde noget som helst litteratur om dette mord.Jørgen Hansen var lærling hos blikkenslager Vind i Bolderslev. Modstandsbevægelsen fandt ud af, at han arbejdede for tyskerne. Så han skulle bures inde i Fårhus – lejren. Og det skulle lærlingen
så også. Jørgen Hansen blev kun 19 år.
Familien fik at vide, at det var byldepest
Den afdøde var søn af Johan Peter Hansen på Midtholm. Han var en af 18 børn. Vi har ved hjælp af Rens Lokalhistoriske Forening været i forbindelse med en bror til den afdøde. Han
forklarer, at familien havde fået at vide, at Jørgen var død af en smitsom sygdom – byldepest.
Aldrig byldepest i Fårhuslejren
Vi har i den forbindelse talt med en tidligere overlæge. Han fortæller os, at hvis, der havde været byldepest i Fårhuslejren så var den blevet lukket øjeblikkelig. De ramte ville være kommet i karantæne andre steder. De dårlige hygiejniske forhold og de alt for mange indsatte i forhold til lejrens dimensioner ville bevirke katastrofale forhold, hvis der virkelig var udbrudt byldepest. Sygdommen ville have bredt sig som en hvirvelvind på grund af overbefolkningen.
Den tidligere overlæge fortalte, at han mener, at det er absolut utænkelig, at det har været byldepest i Fårhuslejren. Han havde dog hørt om flere tilfælde af selvmord.
Hvor er lægeattesten?
Det kan være spændende at få fat i lægeerklæringen. Men måske er den forfalsket. Vi forfølger i hvert fald sagen.
Omtales ikke i bog
I Henrik Skov Kristensens bog Straffelejren omtales lærlingens død eller mord overhovedet ikke, ligesom byldepest heller ikke omtales.
Richard Christensen var lokomotivfører ?
Den person, der åbenbart blev skudt i Padborg, længe efter Asmus Jensen, hvis navn vi forsøgte at skjule, var ikke som først antaget chauffør men lokomotivfører. Da JV nu har offentliggjort hans navn, har vi også valgt at gøre det. Han hed Richard Christensen og var ansat hos DSB. Han var udstationeret i Vamdrup, men boede i en lejlighed som DSB havde i Østergade i Padborg. Han havde kone og børn i København.
Drabet forsøges skjult
Igen har vi sagen med, at præsten i Bov Kirke, taler om mord, mens provstibogen taler om selvmord. Fire dage efter forbrydelsen er liget blevet brændt. Dette har man forsøgt skjult i graverbogen med en fed tuschstreg. Mordet foregik den 14. juni 1945 kl. 14.20.
– Efter nærmere efterforskning viser det sig at Richard Christensen var ansat hos tyskerne som vagtmand i Nordjylland. Antagelig ville han over den grønne grænse ved Haralddalsvej. Han blev forfulgt af vagtmandskabet og skudt på åben gade. Det var en af de dødsfald politimesteren i Gråsten skulle redegøre for i hans møde med englænderne.
Røbet til tyskerne
Ifølge historikeren Henning D. Nielsen likviderede modstandsbevægelsen ingen i Sønderjylland. Vi har allerede fundet en håndfuld.
Sagen forfølges
Tilbage til den oprindelige sag om Asmus Jensen. Som vi skrev i anden del, så siger vores kilde, at han var spion for englænderne. Og når man beskæftiger sig med historie skal man altid have oplysninger forskellige steder fra. Vi kan hurtig blive beskyldt for konspiration. Men egentlig giver dette en god forklaring, hvorfor Den Danske Brigade skulle påtage sig skylden.
Som vi skrev i anden del, så blev de Gråstens politimester kaldt til afhøring i Wassersleben . De engelske myndigheder forlangte, at de skyldige fra undergrundshæren blev udleveret til de engelske myndigheder. Her ville de angiveligt være blevet stillet over for en engelsk krigsdomstol. Det ville have fået alvorlige følger. Og det ville Gråstens politimester forhindre.
En kilde i baghånden
Vi forfølger denne sag. I øvrigt har vi en vigtig kilde, som vi grundet forskellige omstændigheder og hvis eksistens og udsagn, vi endnu ikke kan offentliggøre. Og vi er sikker på at vedkommende kan udpege helt nøjagtig, hvor Asmus Jensen døde.
En seriøs hjemmeside
Dette er en seriøs hjemmeside. Vi forfølger ikke konspirations – teorier. Men vi mener, at befolkningen har krav på, at få sandheden at vide. Kurt Jensen og undertegnede har ud fra
disse sager fundet ud af, at sandheden er uhyggelig svær at komme i nærheden af. Derfor har vi brug for dig, kære læser. Og vi har brug for medierne.
Vi ønsker samarbejde
Egentlig ville vi ikke have offentliggjort vores viden endnu. Som det vil kunne ses er vi ikke noget helt til bunds i alle sager endnu. Men medierne har presset på. Vi håber fremover på et samarbejde, så alle kan få sandheden. Og vi følger ikke en bestemt retning eksempelvis for og imod Det Tyske Mindretal som nogle historikere har skudt os i skoen.
– Vi ville ikke uden videre for-prioritere et enkelt medie med at bringe nye oplysninger. Dette medie svigtede os også, da vores bog udkom.
Var i Kruså, da Asmus Jensen blev fundet
Som vi tidligere i denne tredjedel har påpeget, så havde JV en udmærket 3 – siders artikel omkring mordet på Asmus Jensen. Men vi vil lige forsøge i en god tone, at påpege nogle unøjagtigheder i denne artikel.
Den person, som Asmus Jensens kone blev gift med, var i Kruså den dag, hvor liget af Asmus Jensen blev fundet. Han var i København, da Asmus Jensen blev skudt.
Flere gange forespurgt i Fårhuslejren
Der er flere gange blevet forespurgt i Fårhuslejren, om nogle havde kendskab til Asmus Jensen. Men han havde aldrig været der. Antagelig har faderen. Liget var opløst og hovedet var skilt fra kroppen. Asmus Jensens far identificerede liget ud fra en jakke.
Han var ikke nazist
Til JV udtaler historikeren Henrik Skov Kristensen, at Det Tyske Mindretal bruger drabet på Asmus Jensen for at påstå, at der skete overgreb mod de tilfangetagende i Fårhuslejren. Men også Det Tyske Mindretal havde indtrykket af, at Asmus Jensen var ført hertil. Men han har aldrig været her. Han tilhørte heller ikke Det Tyske Mindretal. Han var heller ikke nazist, som Ritzau har påstået at Asmus Jensen var nazist. Det er dog ikke tilfældet. Og vi har ikke kunne finde ham på en fortegnelse over folk i Sommerkorpset.
– Er det ikke lidt respektløs over for familien at sige det på den måde, at Det Tyske Mindretal udnyttede situationen.?
På Broager Kirkegård
Sommer – korpset blev startet af Poul Sommer efter hans hjemkomst fra Nordafrika. Så det er ikke helt rigtig, det der står i JV. Han har aldrig været på østfronten. Poul Sommer var jagerpilot, og stod for 29 nedskydninger. Han var krigshelt i Tyskland. Han var uddannet i det danske marinekorps og med tilladelse fra dem søgte han ind i Luftwaffe. Han døde i 1971 og hvad mange ikke ved, så ligger han begravet på Broager Kirkegård. Men det har vi heller ikke officielt fået bekræftet.
Landmand måtte bukke sig
JV har selv været inde i arkiverne og har talt med en 80 – årig landmand i Ellund. Han mener, at kan huske, at Asmus Jensen blevet fundet nogle hundrede meter vest for det gerningssted, som politiet udpegede. Han husker også, at modstandsfolk skød hen over grænsen. Selv måtte han kaste sig, for ikke at blive ramt. Men Asmus Jensen blev ikke skudt under flugt. Det er det som JV åbenbart antager. Og det skulle også være den officielle forklaring. Men sådan er fakta ikke.
Fagforening: Find arbejde i Tyskland
Det bageri, hvor Asmus Jensen arbejde i Tinglev, blev eksproprieret. Der var ingen arbejde at få. Asmus Jensen blev af sin fagforening opfordret til at søge arbejde i Tyskland. Det var her han mødte sin kone og det engelske efterretningsvæsen, som vi skrev i anden afdeling.
Kurt arbejder videre
Vores utrættelige privatdetektiv, Kurt Jensen arbejder videre i Sønderjylland. Men efterhånden kniber det med at få adgang.
Vi har et vidne
Og m.h.t. vores første mord med Asmus Jensen har vi fundet frem til et vidne, som vi skrev her på siden. Og vedkommende vil fortælle os, om hvad det virkelig skete. Men grundet specielle omstændigheder kan vi endnu ikke bringe dette vidneudsagn. Men vi kan da sige så meget, at der kommer og så en fjerde del af Mordet i Padborg 1945, eller skal vi sige mordene.
Og vores arbejde bliver ikke videre værdsat af professionelle historikere. De kalder os for konspiratorer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – Om Asmus Jensen:
Om situationen under besættelsen i Bov Kommune
Redigeret 16,-10.-2021
November 18, 2012
Her følger anden afdeling
af livet på vesteregnen under blandt andet tre – års krigen.
Et forvirret liv med skiftevis tysk og dansk herredømme. Embedsmænd
blev fyret og igen indsat. Der var vold mod henholdsvis tysk –
og dansksindede. Tusindvis af mennesker døde i de slesvigske
krige. Og så her i den første slesvigske krig var der mange omkomne.
Masser af rygter fulgte i kølvandet på krigen. Men også lokalt ude
vest på var der kamp. Særlig apoteker Nagel i Højer fik ”kærligheden”
at føle.
Kaotiske forhold
Vi fortsætter vores beretning
i dagbogs – form om forholdene for befolkningen her i vest –
Sønderjylland. Det er midt i den første Slesvigske krig, også
kaldet Tre – års krigen. Alt efter, hvem der har magten, så
bliver både tysk – sindede og dansk – sindede arresteret.
For befolkningen var det både forvirrende og kaotiske forhold.
Våbenstilstandens betingelser er netop blevet
forkastet af tyskerne.
Pastor Gram blev valgt
Den 5.10.1848 var der
i Bredebro valg til Landsforsamlingen i København. Her blev pastor Gram fra Daler valgt. Opstillet var også Knudsen fra Forballum. Beck fra Trøjborg havde ellers peget på ham.
På åben mark
Valgstedet
skulle have været i kirken, men den tilhører Hertugdømmet Slesvig. Så derfor blev valghandlingen henlagt til en
åben mark, som tilhørte Ribe Amt. I gamle dage lå her sognefogedens
fenne.
En ny regering
Den
24.10.1848 indløber meldingen om at våbenstilstanden alligevel blev
efterkommet. Den provisoriske regering er trådt af, og en ny er dannet indtil freden bliver genindført.
Den ny regering kom til at bestå af blandt andet Reventlow, Jersbeck, v. Heintze,
v. Moltke, Preuser, Boysen, Bremer og Bargum. Ligeledes skal Landsforsamlingen opløses.
En ny herredsfoged
Den
7. 12 . 1848 overværede den nye herredsfoged, Thorup, Tingretten. Brasens gård var blevet solgt for
7.000 rdl.
I Rendsborg havde militæret igen gjort
ballade, men det var igen blevet ordnet.
Præsterne sang med
Den
15.12.1848 inviterede den ny herredsfoged til fest på Trøjborg. Ved afsked blev der sunget
en krigssang, Den Tapre Landssoldat. Især præsterne sang godt med på denne sang.
Den
21.12.1848 forlød det, at tyske tropper er på vej. På Als er de danske tropper blevet
forstærket.
Når man blandede sig i
trafik
Den
27.12. 1848 kunne man først høre knægte synge Den tapre Landsoldat forbi apoteket i Højer. Et stykke tid efter kunne
man så høre Schleswig – Holstein mehrunschlungen. Måske var det for at genere apoteker Nagel? Sådan var det, når man
blandede sig i politik.
Bønderne i oprør
Den
19.1. 1849 var der tropper overalt på vestkysten for at hjælpe
med skatteindkrævning. Men bønderne havde grebet til våben og jaget
tropperne bort.
Den
28.1. 1849 Kampene mellem bønderne og soldaterne havde betydet mange
sårede bønder, 2 soldater var
døde. 30 landmænd var taget til fange og ført til Haderslev. Mange landmænd var flygtet,
nogle til Ribe, andre til Ballum og Rømø.
Nagel
– igen indkaldt til stævning
Den
26.2 1849 fik Apoteker Nagel en stævning, at han igen
skulle møde på Tønder Rådhus. Han slap med en mult af 40 mk. For at have udbredt
proklamationer. Han protesterede og ville anke til Overretten.
Den
26.3. 1849 udløb våbenstilstanden.
Igen
kamphandlinger
Den
4.4. 1849 hørte folk ved vestkysten, at der havde været en træfning ved Sundeved.
Den
6.4. 1849 var krigen brudt ud ved østkysten. Mange kamphandlinger havde
fundet sted. Haderslev var taget af tyskerne, men
igen blev trængt tilbage til Flensborg. .
Den
7. 4. 1849 gik rygterne, at danskerne igen var på tilbagetog.
Krigsskibe
taget af tyskerne
To
dage efter blev det bekræftet, at ved Eckernförde var linjeskibet Christian den Ottende var fløjet i luften med 84 kanoner og fregatten Gefion med 42 kanoner blev taget.
Dette skulle åbenbart være sket den 5. april.
Danske tropper truet
Den
11. april 1849 går rygterne på, at tyskerne skulle være kommet til Kolding. På Als skulle den danske styrke
være blevet taget. Tusinder skulle være faldet og kongen skulle være
skudt. 7.000 skulle være taget til fange. Alt dette kunne ikke have
sin rigtighed.
Og
i Tønder blev det den 13. april sagt,
at man havde givet de danske tropper et ultimatum. Enten skulle man
rømme Als, ellers blev hele Jylland besat.
Nye tropper til vestskysten
De
dårlige nyheder fortsatte. Den 17. april forlød
det, at Dybbøl Skanse samt brohovedet til Als blev taget med storm af tyskerne.
Flere tusinde skulle være blevet dræbt eller såret.
Dagen
forlød det, at såfremt de tyske tropper overskred grænsen til Jylland ville det føre til krig
med Sverige og Tyskland.
Den
21. april kom en del tropper fra Flensborg til Tønder, Møgeltønder og Højer. De besatte blandt andet havnene
langs vestkysten.
Dagen
efter gik rygterne på, at Kolding skulle være blevet besat.
De havde altså overskredet grænsen.
Indkvartering
ved vestkysten
Den
23. april er der indkvartering af fremmede tropper i Daler, Gærup og Visby. Allerede den 20. skulle tyske
tropper være overskredet grænsen ind i Jylland.
Den
25. april var tropperne forsvundet fra Møgeltønder. De var marcheret mod Haderslev. Det hed sig, at der havde
fundet et blodigt slag sted ved Kolding, og en del af byen var blevet
brændt. Nu var det hvis gået løs på det stakkels Jylland.
Dagen
efter opstod rygterne, at Vejles amtmand, Orla Lehmann var taget til fange og sendt til Gottorp.
Kanonbåd
ved Højer
I
havnen i Højer lå en tysk kanonbåd. Den
30. april var flere kanonbåde taget til Rømø, for at kapre Tøge Tygesens Islands – farer med fuld ladning. Den skulle
have haft en værdi af 10.000 mark.
Den 1. maj 1849 nedbrændte Peter Bossens gård i Mjolden. Hele besætningen undtagen
en enkelt hest blev flammernes bytte. Desuden nedbrændte 2 småhuse.
Tyske
tropper ind i Jylland
Den
11. maj bekendtgjorde aviser, at forbunds – tropperne var rykket
ind i Jylland. Og i Højer skulle der findes plads til
300 soldater.
To
dage efter kom en del tyske tropper gennem Bredebro. De skulle overnatte i Døstrup, og siden drage videre mod Ribe.
Der
kom ordre om at levere havre, hø, halm, flæsk og brød til Kolding.
Nagel
på en kanonbåd
Den
28. maj måtte apoteker Nagel stille på en kanonbåd i havnen i Højer. Han var blevet angivet for
sit danske sindelag og for nogle uoverlagte ytringer.
En
masse brand – og krigsskat måtte betales. Og det så ikke
ud til, at det var fred foreløbig. Man håbede
på russernes hjælp.
Den
25. juni 1849 havde folkene på kanonbåden i havnen ved Højer gjort indsigelse mod de rød
hvide farver på stakittet foran apoteket. I drukkenskab var et par
af soldaterne på vej til et indbrud på apoteket, men apoteker Nagel havde forhindret dette med et gevær.
Soldaterne
blev efterfølgende stillet for en krigsret.
Atter engang våbenhvile
Den
9. juli 1849 blev det berettet om kamphandlinger ved Fredericia. Danskerne slog tyskerne tilbage.
De erobrede fjendes kanoner. Der skulle være mange dræbte.
Der
skulle ifølge aviserne omkring den 15. juli være indgået våbenhvile.
Hertugdømmerne
skulle være gået imod våbenhvilen. Det så stadig farlig og
truende ud.
Svenske tropper i Nordslesvig
Den
21. juli 1849 studerede man våbenstilstanden
i Tønder. Det så ud som om at Slesvig skulle skilles fra Holsten. De aviser man studerede var
over en uge gammel.
Kloster
Marked blev afholdt den 24. august
1849 trods krig og ufred. Her var der ingen spor af dette.
Den 31. 8. 1849 havde svenske tropper besat Nordslesvig. Her skulle de blive ind til
freden havde indfundet sig. 4.000 preussere var stadig i Sydslesvig.
Men
indbyrdes blandt tyskere og danskere var det en hadefuld stemning.
Embedsmænd
fyres
Ifølge
bladet Mercur var mange embedsmænd i Slesvig fratrådt. Flere ville følge
efter.
Den
27. 8. 1849 var der en del uro i Tønder i anledning af en ny amtmands
tiltrædelse. En del embedsmænd var blevet afsat, men befolkningen
gik imod dette. Således var det ikke blot i Tønder, der var uro, men også i Husum, Tønning og andre steder.
Den
17. 10. 1849 var der 400 preussere i Tønder. Men ellers var det stille
og rolig.
I Højer var der igen en del gnidninger
mellem danske og tyske. Forbitrelsen var stor.
Landet
var igen truet
Den
30.11. 1849 var der stor frygt for, at krigen skulle genopstå. Det
så meget truende ud. Landet blev igen truet med stor ødelæggelse.
Den
1.2. 1850 var en del præster blevet afskediget og nye indsat. Men det
var ikke til befolkningens begejstring.
Den
4.2. 1850 står vejen til Døstrup under vand. I Skærbæk var vandet så højt, at
det gik ind i husene.
Det
brændte på Trøjborg
En
trist ulykke opstod den 8.3. 1850. På Trøjborg brændte Hede – eller Brænderigården. Det startede som en lille skorstensbrand. Dampkedlen
og en del af bygningen blev bortsprængt. En person er blevet dræbt.
Stor
forvirring
Den
30.3. 1850 blev kontrollør Hinricksen i Højer afsat efter ordre fra stattholderskabet i Rendsborg.
En
stor forvirring er opstået. Ingen ved, hvem der har myndigheden.
De svenske tropper lader hver gøre sit.
De
preussiske tropper havde forladt Tønder og andre byer på vestkysten.
I Tønder så det ud som man ikke adlød Landsforvaltningen i Flensborg men Stattholderskabet i Rendsborg.
Den
19. 6. 1850 var der kommet
svenske beskyttelses – tropper til Tønder. 90 mand var taget til Højer og 50 til Emmerlev.
Kammerraad
Boolsen var kommet til byen for at
indsætte andre toldkontrollører. En anden herredsfoged skulle også
indsættes i Højer Herred.
Ballade
ved Højer Sluse
Den
22.6. 1850 var herredsfoged Wolfhagen blevet indsat. Ingen ville have den gamle herredsfoged Lundius boende. Men apoteker Nagel forbarmede sig.
Ved Højer Sluse opstod der den 25. juni en
del oprør vedrørende told – klarering. Det var nogle borger fra Tønder, der gjorde oprør. De svenske
tropper måtte have hjælp inde fra Højer by.
Sten
mod danskere i Husum
Den
9. 7 . 1850 var der opstået problemer i Husum. Der var kastet sten mod dansksindede.
Natten efter var borgmester Davids og kontrollør Evers med kone, postmesteren og flere flygtet fra byen.
Nagel tilbage med eskorte
I Højer skete der en dramatisk udvikling.
Svenskerne var borte. Men den nye herredsfoged Dettlefsen og toldkontrollanterne havde
taget flugten. Også apoteker Nagel var væk. Sidstnævnte var
bange for tyskernes hævn.
Den
16.7. 1850 kom apoteker Nagel tilbage til Højer. Han var sammen med en søløjtnant
og nogle bevæbnede matroser.
Byen
var blevet spærret og uden skriftlig tilladelse kunne man ikke kom
ud og ind.
Igen masser af rygter
Rygterne
gik på, at de Slesvig – holstenske tropper var gået over grænsen.
De havde besat Slesvig.
Dagen
efter var Husum også blevet spæret. Dansksindede
havde fået smadret deres vinduer.
Tysk
krigsskib sprunget i luften
Den
21. 7. 1850 gik det rygter i Husum, om at danske tropper skulle
have besat Tønder, Leck og Bredsted.
To
dage efter, fik man så at vide, at danskerne alligevel ikke var
i Bredsted.
Det
Slesvig – Holstenske dampskib von der Tann, der havde kapret et dansk handelskib, var blevet
forfulgt af et dansk krigsskib og sprunget i luften.
Tønder
besat
Mange
tysksindede Tønder – borgere var flygtet til Husum. Tønder var besat af hen ved 800 mand.
Masser
af døde og sårede
Mange
rygter florerede den 25. 7. 1850. I det fjerne kunne
man høre kanoner. Det blev ved hele formiddagen. Folk, der kom fra Slesvig og omegn havde set belæssede
vogne med døde og sårede.
Men
snart hed det sig at de danske tropper var blevet slået. 700 fanger
skulle være taget til fange og bragt til Slesvig.
De
danske tropper havde hals over hoved måtte flygte fra Flensborg. Snart igen var det tyskerne,
der havde lidt nederlag.
Kanonskud
– hørt i Husum
Den
26.7. 1850 fik man at vide, at danskerne havde besat byen Slesvig. Fra Rendsborg blev der berettet om hundredvis
af vogne med døde og sårede.
Dagen
efter skulle de danske tropper have rejst det hvide flag. Der var våbenhvile,
så man kunne begrave de døde og pleje de sårede.
Den
30. 7 hørte man igen kanonskud i Husum. Man hørte, at Hannoverske tropper skulle være kommet
til Rendsborg og besat fæstningen.
Ny amtmand
i Tønder
I Tønder var en ny amtmand blevet
udnævnt af kongen, det var greve Arthur Rewentlov. Drøhse havde atter fået et embede og var blevet udnævnt
til borgmester.
Ved
vestkysten var der skabt direkte sø – forbindelse til England via Tønning, Hjerting, Ballum og Højer.
Apoteker Nagel blev beæret med ridderkorset,
og fik tilkendt hvervet som postmester i Højer.
Tvungen undervisning i dansk
Den
4. 5. 1852 var stemningen i Tønder nu ikke den bedste. De tysksindede
følte sig krænket, efter at der var blevet indført tvungen undervisning
i det danske sprog.
Der
var udbrudt en kæmpe brand i Husum den 11. 6. 1852. i alt blev
41 huse ofre for ilden.
Den 28.12. 1852 kunne Flensburger Zeitung berette om, at provst Ahlmann i Tønder var blevet afskediget med pension.
Den 31.7. 1853 foruroligede
det befolkningen, da de hørte, at der var udbrudt kolera i København.
En stormflod havde ramt
vestkysten den 27.9.1853. Ved Ballum var mange får druknet.
I Hertugdømmerne gjorde sprogsagen et uhyggeligt indtryk. Fra dansk
side ville man med magt tvinge det danske sprog igennem.
En dampbåd
i Højer
Den 6. 1. 1855 foregik
der en indsamling til en dampbåd, der skulle gå mellem Højer og Husum. Dampskibet skulle også besøge Föhr.
Den 3. 9. 1856 havde heste
– og kreaturmarkedet i Tønder rekordbesøg. Aldrig havde der været så mange
besøgende og så mange dyr på markedet. Også markedet den 23.10.
1856 var der masser af mennesker til markedet i Højer.
I tiden frem til 1858 havde
roen sænket sig over vestkysten. De nationale gnidninger fortsatte
dog. Og 8 år efter, blev vestkysten og hele Sønderjylland tysk. Atter engang måtte tusinder og atter tusinder
lade livet.
Kilde: Se
Hvis
du vil vide mere: Læs
Under
Sønderjylland:
Under
Aabenraa:
Under
Padborg/Kruså/Bov:
Under
Højer:
Under
Tønder:
November 18, 2012
I de 34 år vi beskriver,
var der meget forvirring her ude på vestkysten. Vi beskriver udviklingen
især i Tønder, Højer, Bredebro og Løgumkloster. Men vi tager nogle
ture til Ribe, Aabenraa, Rendsborg og andre steder. I Tønder var der både kosakker og skiftevis danske og tyske tropper. Flere gange
var apoteker Nagel fra Højer arresteret. Tre års krigen var startet.
I Tønder var det skiftevis dansk og tysk. Der blev arresteret på livet
løs afhængig af sindelag, og hvem der havde magten.
Kosakker i Tønder
I begyndelsen af 1814
var der kosakker i Tønder. Det viste sig, at være skikkelige
folk. Men de var hurtig væk igen. I februar skulle komme 300 polske
soldater til Tønder.
Får
dør i hobetal
April
1837 startede vinterligt. Det så sørgelig ud for kreaturene.
Der var mangel på foder mange steder. Mange kreaturer var allerede
bukket under. Det var især får, der gik ud over. Omkring tusind får
mistede livet.
Stormflod
En
stormflod har igen raseret vestkysten den 8. – 9. januar 1839. Den synes, at have været kraftigere end i
1825. Marker er blebet belagt med store ismasser. Mange huse og bygninger
er ilde tilredte, mange er forsvundet. Vandet gik meget højt i huse,
og mange dyr er druknet i vandmasserne.
Kongeparret
i Aabenraa
Den 4. august 1840 var næsten alle gader i Aabenraa illumineret, og æresporte rejst. Kongeparret
var på besøg.
Dårlig
Kvægmarked i Tønder
Kvægmarkedet
den 8. maj var dårlig og priserne var helt i bund.
Atter
forhøjet vandstand
Endnu
engang den 27. juni 1842 har vandet stået højt.
Ved Ribe står engene atter engang under vand.
Præstegården
i Hjerpsted brændte
Præstegården
i Hjerpsted brændte her omkring årsskiftet 1843.
Friser
– fest i Bredsted
En
stor friser – fest blev afholdt i Bredsted den10. Juni 1844. Der var masser af musik og taler på frisisk.
Kongeparret
i Løgumkloster
Kongeparret
besøgte den 9.9. 1844 Løgumkloster.
Humlekærren
til salg
Den
kendte kro, Humlekærren var på aktion. Man havde forlangt 10.000 mk.
, men ingen bød på kroen. Det var den 26.3. 1845.
Kongen
i Tønder
Kongen
kom den 5. 8. 1845 til Ribe. Han kørte videre via Løgumkloster til Tønder
Vandet
var højt i Brede Å
Vandet
var temmelig højt den 8. 8. 1845 ved Brede Å. Alle enge stod under vand,
og vandet stod næsten under broen.
Hø
ved diget
Meget
hø var drevet op til diget ved stormfloden. Her var vel 1.000
læs. Der skulle ligge ligge lige så meget ved Emmerlev. Den 22. 8. 1845.
Musikalsk
underholdning på Trøjborg
Den
7.01. 1846 var der musikalsk underholdning på Trøjborg.
Stændervalg
i Tønder
Den
8. 2. 1846 var der valg til stænderforsamlingen. Tønder lå i
7. distrikt.
Kongeparret
atter på besøg
Den
8.9. 1847 var kongeparret begunstiget af pragtfuld vejr fra deres sommerresidens
på Föhr på vej til Ribe. Men der var først ophold
på Trøjborg og bagefter i et oplyst Bredebro. Og her var der sandelig sørget
for majestæterne. Der var marcipan fra Flensborg, og frugter fra Hamborg.
Dertil
forskellige vine, portvin og champagne.
Kongeparret
så derefter 25 kniplingspiger stærk koncentreret
i deres arbejde. Og så sandelig, kongeparret købte for 800 mk.
Det
var ærgerligt, at man ikke kunne skaffe noget musik til anledningen.
Men der var ingen at få, hverken i Tønder eller Ribe. Alle var engagerede.
Det
var en succes. Egentlig skulle de kongelige
kun have været der i en halv time, men de blev i halvanden time.
Kongen
havde spurgt til høsten, og han spurgte, hvad man syntes om vejene.
Og det blev svaret, at efter en tid med tørvejr, var de udmærket at
køre på.
Kongen fornærmet i Døstrup
Det
gik ikke gået så godt med besøget i Døstrup. Pastor Kock ville holde en tale i kirken. Men først skulle
kongeparret stige af ved præstegården og få en lille forfriskning.
Men der var ingen til at modtage kongeparret. Kongens vogn kørte derfor
hen til kirken, men her var mørkt. Her snublede kongen. Præstegården
blev ikke betrådt ved dette besøg. Hurtig kørte kongeparret videre
nord på.
I Ribe Avis blev kongeparrets besøg
i Brede meget positivt omtalt.
Kongens
fødselsdag blev fejret
Den
18. 9 blev kongens fødselsdag fejret. Det blev danset til klokken fire
om morgenen.
Sukkerkogeri
på aktion
Den
19.11. 1847 var Sukkerkogeriet i Højer på aktion. Det købte N. Petersen for 10.750 mk. Det var kun
en mere, der havde budt.
Kongen er død
Den
20. 1 . 1848 døde den gode Christian den Ottende. Han nåede kun at regere i otte år.
Hestemarked
i Løgumkloster
Den
23. 3 . 1848 var der hestemarked i Løgumkloster. Der gik rygter om, at der havde været oprør
i Rendsborg. I Aabenraa og Haderslev skulle der have været ballade,
og det udskrevne militær ville ikke møde.
Masser
af rygter i Tønder
Der
var masser af rygter i Tønder i slutningen af marts 1848.
Alt militær og heste var indkaldt. I København skulle de gamle ministre
være af skediget. Et nyt ministerium skulle være dannet. Spændingen
mellem dansk og tysk voksede.
Nu
blev det bekræftet, at Slesvig – Holstener havde taget Rendsborg i deres besiddelse, anført
af prinsen af Augustenborg.
Stor
røre i Tønder
Den
26.3. 1848 var der stort røre i Tønder. Overalt i hertugdømmerne
havde man anerkendt den provisoriske regering. Alle embedsmænd blev
nødt til at anerkende den, ellers måtte de gå af.
Amtsforvalteren
i Tønder, Holstein ville uden ordre have sendt kassebeholdningen
til Ribe. Men det rygtedes, og hans
hus blev besat og bevogtet af borgere. Kassebeholdningen blev under
bevogtning sendt til Rendsborg. Holstein måtte bide i det sure æble og anerkende regeringen
i Rendsborg, ellers var han blevet afsat.
Mange
mennesker strømmede til Rendsborg. De ville forsvare fæstningen
og den nye regering. Alle seminarister ville denne nat forlade byen.
Alle Kiels studenter skulle være ankommet,
ligesom preussiske hjælpetropper skulle være på vej.
Situationen
var præget af uro. Man så med ængstelse på fremtiden.
Uroen
fortsatte
Kongen
af Preussen havde proklameret at man
ville sikre og med våben beskytte Slesvig – Holsten.
Det
gik rygter om, at Christiansborg skulle være omringet, for at forhindre, at kongen
tog flugten.
I Flensborg siger rygterne, at der skulle
være ankommet 2.000 soldater fra Rendsborg. De skulle angivelig tage
videre til Haderslev, hvor man ikke ville anerkende
den ny regering.
Det
siges, at danskhedens fører, Lauritz Schou måtte flygte.
En
borgervagt måtte sikre Koch, der var redaktør af bladet Dannevirke.
Tropper
samles i Kolding
Rygterne
på Tønder – egnen sagde, at der i Kolding blev samlet tropper fra Jylland og Fyn. Der skulle være samlet ca.
20.000.
Kongen
vil stille sig i spidsen af tropperne og bekæmpe oprørerne i hertugdømmerne.
Det ser farlig og truende ud. I Tønder var man bange for, at der
ville flyde meget blod og komme store ødelæggelser.
Herredsfoged
Brasen var forbitret på de tysksindede,
især dem fra Tønder. Han mente, at friserne ville
forene sig med de dansksindede. I Haderslev skulle danskerne have fået
overmagten, og fyret borgmesteren. Men det var kun rygter.
Forsamling
i Bredebro
Den
30.3.1848 havde nogle vigtige personer forsamlet sig. Det var herredsfogeden
og præsterne fra Skærbæk, Mjolden og Visby. Man talte om bevæbning og
andre ting.
Degnen
var også indkaldt. Man ville ham til at erklære sig dansk eller
tysk. Man bebrejdede ham, at han underviste på tysk.
Til Haderslev skulle der være ankommet
4.000 danske soldater. Senere skal der komme 5.000 flere.
Den
provisoriske regering havde erklæret Danmark Fuldstændig krig. Og Preussen sammen med Det Tyske Forbund ville bakke op.
Flere
rygter
I Løgumkloster opstod der her dagen efter
flere rygter. De gik ud på at tyskere var på vej til Haderslev for at kæmpe.
Barrikader
i Ribe
Porten
blev den 1. april sat i forsvars – position. Mange sten var samlet,
som man ville smide i hovedet på fjenden.
Gemytterne
i kog i Højer
Apoteker Nagel havde fået flere fjender.
Det skyldtes hans meninger og ytringer i den nationale strid. Rygterne
ville vide, at de danske tropper havde besat Aabenraa, og drevet tyskerne på flugt.
Ballade
i Løgumkloster
En
gruppe Ribe – borgere var taget mod Løgumkloster for at anholde øvrigheds – personer. I de sogne,
de passerede sluttede bønder sig til. En skare på flere hundrede mand
nærmede sig Løgumkloster, hvorfra en delegation med Danneborgs – flag mødte frem.
I Løgumkloster blev birkefoged Elvers, doktor Rolfs og gæstgiver Ipsen arresteret og transporteret til Ribe. Man ville også have fat
i amtsforvalteren, men han var flygtet.
Tønder
ville modtage danske tropper
Den
3.4.1848 ankom et par hundrede soldater til Løgumkloster. De skulle
skabe orden. Men det var nu ikke noget at komme efter
Tønder
havde erklærer sig villig til at
modtage danske tropper.
Tropper
til Tønder
Den
4.4. 1848 rykkede militæret ind i Tønder uden modstand. Kun nogen
bønder var utilfredse med, hvad der skete. 14 – 16 stykker skulle
være blevet anholdt.
Andre
tropper var nået til Flensborg. Tyske fortropper, skulle
på tilbagetoget fra Aabenraa have begået uro og havde plyndret.
I Kiel skulle danskere været blevet
smidt ud af byen.
Pludselig
ved aftentide kom der ordre fra herredsfogeden, at alle mellem 18 og
60 år i nabokommunerne skulle ile til Tønder. Rygterne gik, at der var
blevet uorden og galskab der.
Grunden
til at der var blevet kaldt til mobilisering, var at man frygtede friserne.
Men de forholdt sig i ro.
Militæret
turde alligevel ikke at tilbringe natten i Tønder. De tog til Møgeltønder, og overnattede her. Der var de mere sikker, troede
de.
Der
var i Tønder opstået rygter om, at friserne
ville komme i hobetal, og stå de tyske bi. De danske tropper fik kolde fødder. Måske var
det fordi de ikke var så mange.
Meldinger syd fra
I Tønder kunne en kniplingsforhandler
fortælle, at i Rendsborg var 1.500 preussere med artilleri
rykket ind. Befolkningen havde været så glade, at byen var blevet
illumineret. Flere tropper var undervejs. De kom også fra Hannover, Braunsweig, Mecklenburg og mange andre steder fra. Den 10. afdeling af Det Tyske Forbunds tropper var parate til at
rykke ind i Holsten.
De danske
tropper rykker frem
Den
9. 4. 1848 gik rygterne i Tønder på, at de danske tropper
skulle være rykket frem til Bredsted. Man ville til Husum og herfra danne linje til Flensburg. Man ville afskære de tyske
tropper der. Efter sigende skulle der kun være 2.000 mand.
Der
blev også sagt, at ved Flensborg var flere huse skudt i brand.
Var
Kobbermøllen brændt?
Friserne
var blevet godt sure over angrebet
fra borgerne i Ribe, der var gået via Løgumkloster mod Tønder. De opfattede det som en krigserklæring.
Og
endnu flere vedholdende rygter var opstået i Tønder, og det var, at Købbermøllen ved Flensborg var blevet brændt. Man sagde,
at Flensborg skulle angribes, og at 500
var sprunget over til den danske hær.
De
preussiske tropper skulle være gået over Holstens grænse og rykket frem mod Slesvig. Den tyske forbundsarmé skulle være beordret til
at rykke ind i Danmark.
Mange
Faldne
Den
10.04 mente man i Tønder at vide, at Flensborg skulle være faldet. Det
havde kostet meget blod, således skulle 1.300 tyskere være faldet
og 700 taget til fange.
Hvor
mange danskere, der var faldet, sagde rygterne ikke noget om.
Danske tropper havde kæmpet bravt
Rejsende øst fra kunne
i Tønder fortælle, at det ikke gik
så galt, som man havde frygtet. Danske tropper havde kæmpet bravt
ved Bov, og havde trængt fjenden
tilbage til Flensborg.
Mange
skulle have kastet deres geværer under deres vilde flugt. Mange blev taget
til fange, og andre flygtede mod Slesvig. Studenterne havde forsvaret
sig bedst, men her var der mange faldende.
Mange
i Tønder kunne ikke forstå udviklingen.
Dansk og tysk havde i mange år haft det så fredelig med hinanden.
Nu står man i samme land og bekriger hinanden.
Søndag
den niende havde kampen fundet sted. Kongen ankom fra Sønderborg til Flensborg. Han blev godt modtaget af
byens befolkning. Og det vakte åbenbart begejstring, da han kun ledsaget
af to officerer gik rundt i byen.
Når Slesvig er rømt, agter kongen at
tage sæde på Gottorp.
Til
konge eller Slesvig – Holsten?
I Tønder måtte embedsmændene atter
tage stilling. Ville de bakke kongen op, eller ville de bakke Slesvig Holsten op. Var det sidste tilfældet,
måtte de tage deres gode tøj og gå.
Kanonbåde
ved Højer
Den
14. 4. 1848 kunne man ved Højer observere, at der lå kanonbåde
ud for byen og spærrede for skibstrafikken.
Kongen
var på vej til Tønder?
Kongen
var taget til Slesvig, men var taget tilbage til Flensborg for sikkerheds skyld. Preusserne
var nu for alvor gået ind i krigen. Rygterne ville vide at kongen var
på vej til Ribe over Tønder. Andre rygter sagde, at man
godvillig havde åbnet portene for de danske tropper i Rendsborg. Hvad var mon sandt?
Kongen taget til København
Den
17.04. 1848 erfaredes det, at kongen var taget til København. Tropperne skulle nu stå
over for hinanden ved Rendsborg. De tyske forbundstropper
var nu på vej til landsdelen. Her på vestkysten var man efterhånden
i vildrede med, hvad der skete.
Kongen
var i Fredericia
Dagen
efter erfarede man så, at kongen var i Fredericia. Åbenbart skulle der være
våbenstilstand i nogle dage. Ved aftentide genlød egnen af kanonskud
i vesten. Det var ude fra Vadehavet.
Flere
rygter
Den
provisoriske regering skulle nu
være flyttet til Altona. Og der var åbenbart nu kun
4.000 preussere i landet. Og rygterne fortsatte. Nu skulle der åbenbart
også være landet svenske tropper.
Handelen
ligger stille
Skibsfarten
var standset. Der var ingen gang i handelen her i slutningen
af april. Både i Husum og Tønder ser det sørgeligt ud.
Slag
ved Dannevirke
Den
24. april skulle der være foregået et slag ved Dannevirke. Tyskerne havde sejret. Mange
danske var blevet taget til fange, og der havde flydt meget blod. Danskerne
havde kæmpet bravt, men måtte give efter for overmagten.
Tyskernes
udrustning havde været meget bedre end de danske. Der havde været
en vild flugt, og fjenden skulle nu stå lige ud for Flensborg.
En
stor del af den danske hær var flygtet til Angel. Frygten var, at den danske
hær måtte kapitulere.
Jubelråb
i Tønder
I Tønder tænkte man på, at den gamle
regering burde have blevet ved magten. De havde sikkert fundet en diplomatisk
vej til at løse krisen.
Fra Flensborg skulle en del dansksindede
være flygtet.
Og
nu genlød Tønder igen af jubelråb efter den
tyske sejr. Og friserne var efter den tyske sejr, taget hjem.
Danskerne
havde forskanset sig
Det
forlød her på vestkysten, at danskerne havde forskanset sig ved Rise og Bjerndrup.
Det
så vel ikke så sort ud?
Ifølge Apenrade Ugeblad var det danske tilbagetog
foregået i god ro og orden. Man havde fået kanoner m.m. med sig. Man
havde endda erobret to faner. Man havde forskanset sig ved Hellevad og Bov.
Og
så gik rygterne igen på, at svenske hjælpetropper
var på vej, og at den engelske flåde lå i Elben.
Herredsfoged
Brasen havde taget flugten. Det
kom ham bestemt ikke til ære.
Tropper
i Højer
Tyske
tropper havde indtaget Højer. Det skulle være i alt 1.200
mand. Alle dem, der havde støttet danskheden, herunder apoteker Nagel skulle afstraffes.
Den
straf gik ud på, at han skulle indkvartere 100 mand og give dem mad
og drikke.
En
holstensk soldat viskede til apotekeren, at han skulle gemme kostbare
ting. For blandt soldaterne var mange uærlige. Selv flygtede
apotekeren nord på.
Også
tropper i Bredebro
Dagen
efter, den 29.04. 1848 blev Bredebro besat af en fortrop på 60
mand, som kom fra Højer.
250
mand lå i Tønder. Og Haderslev skulle også være indtaget.
Intet
stjålet
Da Nagel kom tilbage til Højer den 3.5 frygtede han det
værste. Der var kun taget 2 par støvler og 2 knive.
De
tyske tropper var nået til Ribe, og de var også nået videre
til Vejle. Forlydender ville vide, at
de danske tropper havde trukket sig tilbage til Als.
Der
var spærret ved Kongeåen. Ingen kreaturer måtte komme
over.
Tyske
flag var hejst i Tønder
Et
par hundrede Slesvig – Holstenske soldater havde pillet Dannebrog
ned i Tønder og hejst deres eget flag.
Rygtet
gik, at stiftamtmanden i Ribe var rejst. Den gamle herredsfoged Drøhse i Tønder skulle være afsat.
Wrangel
brandskatter
Rygterne
gik nu, at den preussiske overgeneral var begyndt at brandskatte og
rekvioere heste.
Skal
aflevere vogne
Den
22.5 var der kommet ordre om, at heste og vogne skulle afleveres. Et rygte var
opstået, at der ved Hejls var kommet til en træfning,
hvor overgeneral Wrangel var blevet taget til fange.
Krigsskat
I
bladene kunne man læse, at Wrangel havde proklameret, at jyllænderne
skulle pålægges en krigsskat af to millioner spec. Til erstatning
for de skibe, den danske marine ødelagde.
Prinsen
i Tønder
Den
29.5. 1848 var prins Friedrich med sin tyske soldater i Tønder. Han blev modtaget med æresporte
og blomster og løv strøet på vejene. Men pludselig kom der melding
om, at en del af tropperne skulle returnere mod østkysten. Her var
åbenbart sket noget.
Var
tyskerne på tilbagetog?
Rejsende
fra østkysten kunne den 31.5. 1848 berette om, at tyskerne var på
tilbagetog. Haderslev og Aabenraa skulle nu åbenbart igen
være dansk. Åbenbart havde de store magter grebet ind.
Grænsen
besat af danskere
Danskerne
skulle nu have besat grænsen ved Kongeåen. Tyskerne skulle have samlet
sig ved Flensborg.
Tyskere
taget til fange
Den
2.6. 1848 skulle 200 danske soldater være kommet til Løgumkloster. De havde taget 25 tyskere til fange. 13 tyske
embedsmænd var flygtet fra byen. For den lokale befolkning her på
vesteregnen var situationen efterhånden en del forvirret.
Flere
danske tropper
Dagen
efter kom der endnu flere danske soldater til Løgumkloster. De skulle efter sigende fortsætte
mod Tønder. Her havde angsten bredt sig
blandt de tysksindede.
Tyskere
atter i Tønder
Den
5. 6. 1848 var er atter kommet tyske tropper til Tønder. Der skulle være ca. 1.400.
25 danske dragoner var taget til fange. Også i Løgumkloster og Sølsted skulle der være masser af
tyske soldater.
Ved Rødekro var der kommet til et sammenstød.
Her havde danskerne sejret. Dagen efter havde det været en træfning
i Sundeved, hvor mange danskere skulle
være faldet.
Danskerne
havde forladt forlægningerne ved Kongeåen, samtidig med, at de havde
ødelagt broerne.
Apotekeren
taget til fange
Den
12.6 kom meldingen om, at apoteker Nagel fra Højer var blevet arresteret og
bragt til Tønder. Han var blevet udsat for
langvarige forhør om sit politiske virke.
Og
igen indløb rygter om en træfning ved Genner, hvor Wrangel skulle være blevet omringet.
Men efterhånden troede man her på vesteregnen ikke mere på alle de
rygter.
Tønder
– nærmest forskanset
Tønder var den 16.6 nærmest forskanset. Wrangel var rykket frem til Kongeåen.
På Trøjborg var 60 dragoner indkvarteret.
Også i Visby og Højer var der masser af soldater.
Tropper
på vej mod nord
I
slutningen af juni var apoteker Nagel igen blevet arresteret. I Flensborg havde mange tropper samlet
sig, og var på vej mod nord.
Rygtet
gik på, at i midten af august var tyske tropper gået over Kongeåen ind i Jylland. Og mens alt dette foregik
tog kongefamilien til Föhr.
Et
andet rygte gik på, at den provisoriske regering var blevet opløst. En
anden blev oprettet med folk fra hertugdømmerne.
Var
der virkelig våbenstilstand?
Fra
mange sider blev det berettet om, at en våbenstilstand var undervejs
med gunstige betingelser for Danmark.
Den
3.9. 1848 forlød det, at man i Rendsborg, Kiel m.m. havde besluttet, at erklære hertugdømmerne til
republik.
Opstand
i Kiel
Rygterne
ville vide, at der havde været opstand i Kiel. De tyske tropper, der skulle
være taget syd på, var i stedet taget mod nord. Hertugen af Augustenborg havde forladt landet, og taget til et gods i Sverige.
I Husum protesterede man mod, at
blive indlemmet i Det Tyske Forbund.
Kunne
ikke acceptere våbenstilstand
Det
forløb fra Landsforsamlingen i Kiel, at man ikke kunne acceptere betingelserne for
en våbenstilstand. Denne var dikteret fra Frankfurt. Man ville med al magt sætte
sig imod.
Alvorlige
meldinger
Der
indløb den 12.9 nogle foruroligende meldinger fra rigs – ministeriet
i Frankfurt. Ministeriet var blevet opløst,
og betingelserne omkring våbenstilstanden var blevet forkastet. Nu
kunne krigen for alvor bryde ud igen. Danskerne havde glædet sig for
tidlig.
Her
forlader vi første del af beretningerne fra vesteregnen. Vi er midt
i tre – års krigen, også kaldet den første slesvigske
krig. I stedet for at beskrive krigsskuepladsen
er vi i gang med at beskrive den forvirring, begivenhederne giver, her
ude på vestkysten.
Men
bare rolig vi fortsætter med anden afdeling – med det videre
forløb.
Kilde: Se
Hvis
du vil vide mere: Om udviklingen i Sønderjylland
på denne tid: Læs:
Under
Sønderjylland:
Under
Aabenraa:
Under
Padborg/Kruså/Bov:
Under
Højer:
Under
Tønder:
November 18, 2012
Hvordan var det dansk – tyske forhold i Tønder – dengang i 1962? De fleste fordomme var væk. Men nogle var tilbage især hos de ældre. Man måtte dog ikke sælge landbrugsejendom til den anden part. Og så skal undertegnede svare på, om han er tysker i København? En afvisning om at tale tysk til medlemmer af Det tyske Mindretal var ved at føre til en fyreseddel. Og så skulle finde sig i bemærkningen ” Du bryder dig jo ikke om Dannebrog, du har jo barn i tysk skole”.
Er du tysker?
Uwe, du har et tysk navn. Er du tysker? Ja, det spørgsmål bliver jeg ofte stillet her i København. Og navnet volder åbenbart københavnerne københavnerne besvær. Lige så ofte bliver jeg kaldt for Ove.
Du har jo barn i tysk skole
Og ja som kommer jeg til at tænke på, da vi valgte, at Peter Rasmus skulle gå på Den Tyske Skole i Padborg. Det var det ikke alle i Padborg, der kunne lide. Et kvindelig byrådsmedlem fra Socialdemokratiet kom ind hos mig, og ville købe en rulle gavepapir i Padborg Boghandel. Jeg viste hende et rulle med Dannebrog.
Ligger Hitler her?
Hverken min kone, Hanne eller jeg tilhørte Det Tyske Mindretal, men vi deltog dog i skolens aktiviteter. Således var vi også ofte på Knivsbjerg. En gang, da Peter Rasmus kiggede på alle gravstene på Knivsbjerg udbrød han pludselig
Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Hanne og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Men udtrykket hos formanden var lagt i alvorlige foldere. Peter Rasmus gik på den tid i børnehaveklassen.
Pebet og klappet ud
Som undertegnede tidligere har beskrevet i artiklen om Det Tyske Mindretal så var meget aktive omkring skolen. Og det var sandelig ikke altid lige populært de vi fremkom med. Således
skrev min kone og mig en kronik om, hvad man kunne gøre bedre i de tyske skoler. Vi havde sendt til Der Nordschleswiger, men de ville ikke bringe den. Det ville Jyske Vestkysten (ja sådan hed avisen – dengang)
Men
jeg tror, at den tysksprogede avis bragte den efter pres fra deres læsere. Den blev oversat meget flot. Og det hele endte med, at vi blev inviteret til Nachschule i Tinglev, hvor en propfuld sal enten piftede eller klappede af indlægget, som jeg lidt provokerende holdt både på dansk/sønderjysk/tysk.
Nævnt på Knivsbjerg
Uheldigvis var lærerne på Den tyske Skole i Padborg nogle af dem, der piftede. Men da Knivsbjerg – festen blev afholdt, ja så fremhævede en repræsentant fra Schul – und Sprachverein vores indlæg som positiv – og sådan var den faktisk også ment.
Sur på den tyske præst
Men tilbage til min fødeby, Tønder. Jeg havde seks søskende. De tre var tysk døbte, de andre tre var dansk døbt. Min far var blevet sur på den tyske præst i Tønder. Han syntes, at han blandede sig for meget i private forhold.
Mindretallets avis, Der Nordschleswiger blev skiftet ud med en god socialdemokratisk avis, Sønderjyden.
Dansk børnehave og skole
Min far har aldrig stemt på Slesvigsk Parti. Vi talte altid dansk derhjemme, gik i dansk børnehave og skole. Mine bedsteforældre var tysksindede, om min morfar sad i Fårhuslejren i halvanden år. Jeg kan så ikke tolerere, at han blev betragtet som landsforræder.
Kigget ind i maskinpistoler
Vi talte aldrig om krigen derhjemme. Det var nærmest tabu. Men når min far fik en snaps eller to, talte han meget om krigen. Det var dengang, han reddede en pige fra overgreb i et s
– tog i Hamborg. Synderen var en tysk officer. Snart pegede maskingeværer på ham. Han blev ført i arrest. Men heldigvis viste det sig, at den officer han blev stillet over for, var en han
havde arbejdet for i Oksbøl. Det endte med, at officeren, der var uterlig over for kvinden blev degraderet. Engang tidligere havde min far stået over for maskingeværer. Det var da en
engelsk pilot nødlandede ved Esbjerg. Min far styrtede til for at ville hjælpe. Men det mente man ikke fra tysk side, var passende.
Far truet af modstandsbevægelsen
Og uha arbejde min far for tyskerne. Ja han var anvist af arbejdsformidlingen. Og da han skulle til Tønder efter befrielsen blev han og andre truet af modstandsbevægelsen, at de ville blive skudt. Da han så dagen efter velbeholden var kommet til Tønder, fik han tilbudt et armbind, af de samme personer, som havde truet med at skyde ham, så han kunne afvæbne de tyske soldater, og befri dem for personlige ejendele.
Blev betragtet som hjemmetyskere
Egentlig spekulerede vi ikke så meget på, om vi dansk eller tysksindede, da vi var børn. Men min gode ven Ib Hansen fortalte mig, at vi på Lærkevej blev betragtet som hjemmetyskere.
Tiltal mindretallet på tysk
Og spørgsmålet blev taget op igen, da jeg skulle påbegynde lærertiden hos Andersen og Nissens Boghandel. Her mente gamle boghandler Nissen, at jeg skulle tiltale alle fra Det Tyske Mindretal på tysk.
Men jeg nægtede. Hvorfor skulle jeg tale tysk til nogen, der boede i Danmark, mente jeg. Det var lige før, at det var fyringsgrund, hvis ikke det lige var for boghandler Andersen, min anden chef. Den lange indledning skulle til kære læsere. For denne artikel handler om forholdet mellem dansk og tysk.
14 rutebiler ud af byen
Vi skal tilbage til Tønder i 1962. Den lille Uwe var 11 år og gik i fjerde klasse på Tønder Kommuneskole. Det var 40 kilometer til den nærmeste købstad. Og så var det en halv time med tog til Tinglev. Med tog var det 12 minutter til Süderlügum – syd for grænsen. En hel time tog det til Ribe. Og tænk, så kunne man tage hele 14 rutebiler ud af byen.
Gavlen vendt mod gaden
Uanset hvilken side man kom fra, så kunne man se Kristkirkens høje tårn. Eller man kunne i hvert fald også se vandtårnet. Og pludselig var man i byen. Arkitekturen var barok og rokoko. På Torvet stod Gavlhuset fra fra 1520 i Gotisk renæssance. Ja de gamle huse i Tønder havde gavlen vendt mod gaden. De var adskilt af smalle gange grundet brandfaren.
Dagens helt på Lærkevej
Lille Uwe havde netop været hos Bogtrykker Rothe i Søndergade, for at få lavet et QSL – kort. Kortet havde en stregtegning af Den Gamle Sønderport. Det ved alle radio – nørder, hvad er.
Et QSL – kort er en kvittering for en samtale eller aflyttet samtale på en anført frekvens. Vi aflyttede radioamatører over hele verden. På det tidspunkt havde Lille Uwe været på forsiden i avisen med overskriften:
Det var stort, og det var Niels Rosenvold, min storebrors klassekammerat, der havde taget billedet. Jeg var dagens helt på Lærkevej. Og min gode ven, Ingolf var helt vild med hans lillesøster, Kirsten.
Bedre end spejle
I Tønder begyndte man i 1600 – tallet, at bygge karnapper på husene. Det var måske en form for nysgerrighed. Nu kunne man pludselig se, hvad der foregik på gaden. Men det var da
betydelig bedre end spejle.
Trykkende til mode
En dansk sprogforsker var i Tønder i 1857. Han skrev følgende:
Tønder duftede af kvæg
Ja tænk, i 1870 beskrev en rejsefører, at der i Tønder var en mærkelig blandet duft af hø, kvæg, mudder og mødding.
En fjerdedel fra mindretallet
Det var ellers de samme familier, der havde magten i Tønder gennem generationer. Her i 1962 bestod byrådet af 11 danske og 4 tyske medlemmer. Byen havde 7.300 indbyggere, her i blandt Lille Uwe. I 1962 tilhørte ca. en fjerdedel af Tønders befolkning til Det Tyske Mindretal.
Set på med skepsis
Dem, der flyttede til Tønder, blev der set på med skepsis. Det tog lang tid, inden man var accepteret, hvis man ikke lige blev begravet her. Selv om man havde boet i byen i 25 år, blev man ikke accepteret som tøndring.
Tynne– dansk
Den jævne befolkning talte sønderjysk. Men i lange tider var sproget inden for skole, kirke og det administrative – tysk. Ja egentlig var det ikke rigtig sønderjysk, men Tynne – dansk. Vi
har tidligere været inde på det sprog, der var en blanding af sønderjysk, tysk og dansk i et meget specielt miks.
De mest tyske gader
I 1958 havde man så fundet ud af, hvilke gader der var mest tyske:
I yderkanten af Tønder var det dansk, der var dominerende. Og havde man en flagstang i haven, ja så var man sikker, så var man dansk.
Vigtigt, hvor mødet blev afholdt
Det var meget vigtigt, hvor et møde blev afholdt. Nogle steder blev betragtet som tyske, andre steder som danske. Og så var det, dem der var neutrale. Skægt var det også at i Tønder var det te-punch, der var fremherskende. I andre byer i Sønderjylland var det groggen. Tønder har altid hadet, at man fra rigsdansk og rigstysk side blandede sig. Som dansk – skulle der overholdes regler Og det var vigtigt, at man for at blive betragtet som dansk i Tønder skulle overholde følgende regler:
Og vedrørende den sidste regel, så gjaldt det særlig landbrugsjord. Og her var det især folk fra Det Tyske Mindretal, der holdt fast på dette. Når det gjaldt en byejendom, var man mere tolerant. Ægteskabet mellem grupperne var man mere tolerant overfor. Og her i 1960erne talte 38 pct. af Det Tyske Mindretal tysk med deres børn. Af de gifte ægtefæller taler halvdelen tysk med hinanden. 60 pct. talte tysk med deres forældre.
Samme kirke – forskellig sprog
Fra 1960 var der to danske og en tysk præst tilknyttet den flotte Kristkirke. Præsterne blev aflønnet af den samme folkekirke. De bruger den samme bygning og den samme prædikestol
– bare på hver sit sprog Ja og her i kirken kunne man mødes i fred og fordragelighed til de samme kirkekoncerter.
149 sammenslutninger
Ja og 20 pct. af det danske flertal var aktive kirkegængere og 28 pct. af Det Tyske Mindretal Af de 52 begravelser, der fandt sted i 1957 i Tønder var de 22 efter tysk ritual. Det var sikkert ikke noget den 6 – årige Uwe tænkte på dengang. Tænk i 1958 var der i Tønder ca. 149 selvstændige sammenslutninger, foreninger og forenings – sammenslutninger.
Heraf var 56 temmelig rent danske og 17 temmelig rent tyske foreninger. 72 var blandede og nationalt neutrale.
Danske og tyske foreninger
Den nationale betydning var underordnet, når det gjaldt brancheforening eller fagforening. Inden for sportsforening, spilleklubber m.m. var der foreninger for mindretallet og for flertallet.
Lillebror Jan var både medlem af den tyske roklub og SG West, hvor han spillede håndbold. Meget forkert kaldte han det for Sauf – Gemeninshaft West. Og mit onkel og tante bestyrede Botshaus.
Aktiv jazz – klub
I den meget aktive jazzklub havde man 600 medlemmer. Hvem der var dansk – eller tysksindet havde man ikke tal på, men der kom folk fra ca. 100 kom syd for grænsen, og de var tyske statsborgere.Der var nationalt blandede kegleklubber og en temmelig aktiv blandet skatklub i 1962.
Schweitzerhalle
Bund Deutscher Nordschleswiger måtte opgive deres Schützenhaus bag posthuset. Den skulle give plads for nybyggeri. Det tog ledelsen meget ilde op. De forsøgte at få adgang til det meget dansksindede Tønderhus. Men det fik de aldrig. I stedet blev det Schweizerhalle, hvor man rådede over 800 siddepladser. Her kom undertegnede meget i sin ungdom. Her
blev afholdt et utal af arrangementer, som også blev anmeldt i danske aviser. Og det var også her, at undertegnede i en fyldt og varm sal holdt et foredrag i oktober 2011.
Det var her vi oprettede Tønder Båndamatørklub eller nærmere indrettede studie og optog The Arrows til vores blindebånd. Og det var her vi afsluttede vores ræveløb i Walkie-Talkie Klubben. Her gik vi til koncerter og bal.
Både dansk og tysk avis
Personer inden for mindretallet læste både en lokal tysk og en lokal dansk avis. Men til gengæld læste de ingen københavnsk formiddagsblad i 1962. 11 pct. af mindretallet fik deres nyheder fra tysk radio. For andre radioudsendelser så foretrak 64 pct. af mindretallet at lytte til tysk radio.
Tysk TV som sprogunderviser
Tysk tv er overordentlig neutral i nationalpolitisk henseende. Det danske fjernsyn var i 1958 – 1960 endnu relativ nyt. Kvalitetsmæssigt så lå tysk tv langt over det danske. Tysk tv var også tidligere på stedet. Det gjaldt også i Sønderjylland. Tysk tv’s andel som sprogunderviser var fremherskende. Som tøndring er man nærmest tvesproget. Men i 1960 havde kun 26 pct. af husstandene i Tønder eget tv. 84 pct. af Tønders voksne befolkning gav udtryk for, at de kunne forstå tysk, og 75 pct. mente også, at de kunne tale tysk.
Man behøvede ikke at smugle
Og ja, det var dengang, man kunne hente spiritus i Tyskland på helt lovlig vis. Dengang behøvede vi ikke at smugle det over. Denne ordning ophørte netop i 1962.
Skihuer, kortklippede og dominerende
Mindst 19 pct. af mindretallets medlemmer stemte ikke på Slesvigsk Parti. Og selvfølgelig er det også her i 1962 fordomme mod den anden grupperinger. Disse fordomme er særlig
fremherskende hos den ældre generation. De unge er langt mere tolerante. De værste udtalelse om Det Tyske Mindretal:
Pyntesyge, madglade og ødsle
Modsat var de værste udtalelser fra Det Tyske Mindretal over for de dansksindede:
Mangel på loyalitet
Nogle af de ældste dansksindede havde i 1962 ikke helt glemt følgende,
Uforsonlig strenghed
Nogle af de ældste tysksindede kunne ikke glemme
Måske skyldtes det sidste, at man efter krigen fratog medlemmer af Det Tyske Mindretal, deres borgerlige rettigheder. De kunne i mange år efter krigen ikke søge et offentligt job.
Man så ned på Det Tyske Mindretal
Der blev råbt Nazi – tyskerpak efter børn og voksne fra Det Tyske Mindretal efter børn og voksne efter krigen. Og også på arbejdspladserne så man ned på medlemmer af Det Tyske Mindretal i Tønder.
Godt forhold til tysksindede naboer
I 1962 gav fire ud af ti dansksindede udtryk for, at de havde venner inden for Det Tyske Mindretal. Tre fjerdedel af de dansksindede havde et godt forhold til deres tysksindede naboer.
Beboere, der kunne kalde sig tøndringer var de mest tolerante.
Et dansk/tysk universitet i Flensborg?
Tønders gamle borgmester Poulsen gav i 1962 udtryk for, at der skulle oprettes et dansk – tysk universitet i Flensborg.
Mest adskilt
De to grupperinger i 1962 var mest adskilt, når det drejede sig om
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Om det dansk – tyske forhold i Tønder:
Oktober 10, 2012
Politiet jagtede faldskærmssoldater
fra SOE for fuld kraft. Der var høje dusører for dem, der angav dem.
En af disse var Christian Michael Rottbøll. Statsminister Buhl opfordrede til at man anmeldte
sabotører. Var det, der foregik i 1942 på Vordingborggade en ren og
skær likvidation? Eller var de mange skud affyret mod Rottbøll afledt af angst og nervøsitet
fra politiets side? Vi har blandt andet kigget i den spændende bog Man skyder da helte. Her opfordrer forfatteren
til, at man starter en undersøgelse set med nutidens briller.
70 år siden
Undertegnede bor lige
i nærheden af det sted, hvor to politifolk for 70 år siden nedskød Danmarks første faldskærmschef, Christian Michael
Rottbøll. Jo, det var den 26. september
1942. Det var dengang politifolk med justitsministerens billigelse jagtede
modstandsfolk. Ja justitsministeren betragtede folk som Rottbøll som terrorister.
Nutidens eksperter burde
undersøge sagn
Sagen
er aldrig blevet efterforsket. Men Birthe Lauritsen har med bogen Man skyder da helte, forsøgt at skildre begivenheden – dengang.
Formålet med at udgive bogen er, at anspore nutidens eksperter til
at gennemgå retssagen.
Forklaring
og fakta
Modstandsmanden
blev gennemhullet, angiveligt fordi han skød først. Ja sådan var politiets
udlægning. Men retsmedicinernes rapport afslører store uoverensstemmelser
mellem politiets forklaring og fakta.
Vi
har blandt andet kigget lidt i den interessante bog fra Forlaget Puellas Edition. Se også i den forbindelse
en tidligere artikel her på siden (Mord i Vordingborggade (Øresunsgade)
1942.)
Handlede
i nødværge?
Spørgsmålet
er om politiet handlede efter ordre fra tyskerne? Hverken justitsminister
eller politifolkene er draget til ansvar. Det hedder sig i dette tilfælde og andre, at de handlede i nødværge.
Drabet på den 25 årige Rottbøll blev forsøgt retfærdiggjort.
Det gjorde et andet drab i Padborg også tre år senere.
Landsskadelig
virksomhed
Den
danske regering havde sat lighedstegn mellem landsskadelig virksomhed og faldskærms – folk fra England.
Støtte modstand og sabotage
Rettbøll var aktiv i efterretningsorganisationen
SOE (Special Operation Executive), som blev oprettet på initiativ
af Winston Churchill i England i 1940. Formålet var at
aktivere og støtte modstand og sabotage i de lande som Tyskland havde besat, herunder også Danmark.
Officielt Danmarks fjender
Men
disse faldskærmssoldater var dengang i 1942 officielt Danmarks fjender. En befaling til
alle landets politikredse lød på, at alle mistænkelige personer straks
skulle fanges.
Ikke
et let job
Rettbøll var SOE´s leder i Danmark. Det var hans ansvar at organisere
og modtage våben og materiale, der skulle bruges til sabotage. Desuden
var det hans opgave at sørge for radiokontakt til London.
Hæren
imod sabotage
Det
var ikke et let job. Han var både forfulgt af dansk politi og tyskerne.
Desuden opstod der modsætningsforhold mellem de to efterretningstjenester SOE og SIS. Et tilsvarende modsætningsforhold
opstod der også indbyrdes blandt SOE – folkene.
Det
danske militær ville heller ikke samarbejde. De var imod sabotage af
tyske anlæg. SOE havde forpligtet sig til
at respektere de danske efterretnings – officerers sabotagefjendtlige
linje.
Tyskerne
pejlede sig frem til SOE´s adresser. Deres pejlevogne
var forklædt som danske lægebiler.
Store
dusører
Og
jagten på faldskærmssoldaterne var for alvor gået i gang fra
de danske myndigheder. På finansloven var der afsat midler, så
politiet kunne udlove dusører for oplysninger, der kunne føre til anholdelse af fjenderne.
Dusøren
var et hidtil uset beløb. Det almindelige beløb var 5.000 kr. for
at angive en SOE – agent. Men kilder talte om, at man fik helt op til 25.000
kr.
En
af Rottbøll´s fristeder var hos en købmand i Nøjsomhedsvej. En andet sted var Løgstørgade 23.
Gestapo
fik et tip
I
august 1942 fik Gestapo beviser for, at Rottbøll befandt sig illegal i Danmark. En tidligere kollega fra
vinterkrigen i Finland havde for penge stukket ham.
Senere indkasserede han et større beløb for at angive, at han holdt
til på Café Heidelberg.
Den
30. august skiftede Rottbøll atter adresse. Denne gang
til Øresundsgade 19 (Vordingborggade
19). Han flyttede ind under dæknavnet Kaj Rasmussen.
Den
berømte sabotage – tale
Den
2. september 1942 holdt statsminister Buhl sin berømte sabotagetale:
Dramaet
på Vinkelager
Den
5. september havde Abwehr haft held til at lokalisere
en illegal radiosender på adressen, Vinkelager 8.
Politikommisær J.P. Odimar samarbejdede med de tyske
myndigheder. Mødet fandt sted i Gestapos hovedkvarter på Dagmarhus. 150 danske politifolk blev
sendt afsted.
SOE
– agent Poul Johansen nåede at sige, at det var overbetjent H. Østergaard – Nielsen, der skød først. Overbetjenten døde lige som SOE – agenten.
Poul
Johansen nåede at tage en lille glasbeholder,
som han tog i munden. Den dødelige cyankalium virkede efter ganske
få sekunder.
Nye adresser
Den
25. september havde Rottbøll fundet nye adresser til alle.
Selv skulle han flytte til Frederiksberg, dagen efter.
Kl.
17.35 cyklede Rottbøll mod Østerbrogade medbringende senderen. Den blev taget med til
hans nye vært. Denne mente, at han skulle flytte ind med det samme,
men Rottbøll afslog. Han skulle nok have
sagt ja. Men han kunne ikke vide, at politiet havde været forbi på Øresundsgade, men igen var kørt med uforrettet
sag.
Politiet var på vej
En
af besættelsestidens stikkere havde for en god dusør afsløret, at
en faldskærmssoldat holdt sig skjult i Øresundsgade 18 5.sal t.v.
Den
26. september 1942 ankom syv civilklædte politifolk
til Øresundsgade. Fire af betjentene tog bagtrappen. Resten fortrappen.
Begge hold havde medbragt en hund.
Kl.
6.30 ringede de på hos værten, Johan Balslev. I første omgang benægtede han, at der var en
logerende. Balslev blev bedt om, at trække
sig tilbage til stuen. Kriminalbetjent Øst bankede på døren til det kammer, hvor Rottbøll havde logi.
Der
bankes to gange på hans dør. Ifølge politifolkene kom en mand
ud iført pyjamas med hænderne på ryggen.
Politiet: Rottbøll skød
først
Øst forklarede, at det var dansk politi, der ville
tale med ham. Få sekunder efter udviklede det sig til en tragedie.
Manden trådte tilbage ind i værelset, der kun var sparsom belyst.
Efter eget udsagn gik Øst sammen med en kollega på
ham.
De
er angiveligt bange og trænger Rottbøll op i en krog. Til politirapporten
forklarede Øst, at den ukendte mand affyrede
et skud, som han straks besvarer. Han havde hele tiden haft et fast
greb om sin pistol i højre frakkelomme.
Øst forklarede, at de afgav flere skud. Rottbøll sank sammen – død. Hele
episoden varede under et minut.
Øst havde mærket, at det sved i hans underliv. Desuden
var det blod på hans hænder. Han var bange for, at være blevet ramt,
og beder kollegaerne tilkalde en ambulance. Det viste sig efterfølgende,
at et projektil havde ramt hans bæltespænde og derefter ændret retning.
Blodet i hånden var Rottbølls. Øst var uskadt.
Der
var åbenbart sket en del forvirring under episoden. Betjentene fra bagtrappen kunne derfor ikke bidrage
til sagens opklaring.
Det
er de to kriminalbetjente Øst og Rasmussen, der er involveret i skyderiet.
De støtter senere hinanden i deres forklaringer. Først da skyderiet
var over, når den tredje betjent Døssing frem.
Der
blev ikke foretaget ballistiske undersøgelser, der kunne give svar på, hvilke
patroner, der var affyret fra bestemte våben. Så det er betjentenes
udsagn, der er udslagsgivende.
18 synlige
skader
Liget
af den ukendte mand kørtes efter drabet til Retsmedicinsk Institut. Ifølge den rapport, der blev udarbejdet var der
12 synlige indskudshuller i ligets mave, overkrop, hals og hoved. Antagelig
har et skud tværs gennem hjernen været dødelig.
I
alt blev 18 synlige skader beskrevet.
Alt
tyder på, at en af de to betjente har sat sin pistol mod Rottbølls tinding og trykket på aftrækkeren.
Bisat
på Børglum Kloster
Fredag
den 2. oktober blev der givet tilladelse til, at Rottbølls lig må transporteres til
familien på Børglum Kloster. To dage efter blev Rottbøll bisat fra stedets private
domkirke.
Omfattende
efterforskning
Et
omfattende efterforskningsarbejde blev sat i værk. Således blev viceværten
i Øresundsgade 19 afhørt. Han beskrev den myrdede som meget kultiveret.
Ud fra elevatorens rytme kunne han fortælle, at mandspersonen kom hjem på de mest aparte tider
– nogle gange også om morgenen.
Petersen fra femte kunne berette om, at en radio blev sat
i gang hos Balslev mellem 6 og 7 om morgenen.
Viceværten havde kun en gang set ham med en fremmed. De havde en kuffert
med.
I
bogen Man skyder da helte stilles der en række spørgsmål til opklaringen
af mordet. Forfatteren konkluderer, at nutidens eksperter, der ikke
er farvet af, at have haft begivenhederne tæt inde på livet, ville
kunne give en afklaring af de virkelige hændelser.
Frihedsmuseet:
Rottbøll skød først
På Frihedsmuseet berettes om Rottbøll – manden, der skød først. Dette står også på
museets hjemmeside.
800
tons våben/sprængstof
I
alt blev der nedkastet 53 faldskærmsagenter over Danmark . Med den høje tabsrente frem
til efteråret 1942, kom tjenesten først for alvor til at virke fra
1943. Under hele besættelsestiden forsynede England og USA den danske modstandsbevægelse med ca. 800 tons
våben, sprængstoffer og andet materiel.
Krigshelt
Et
paradoks var, at den mand som det officielle Danmark jagtede, 11 år efter sin
død blev hædret som en af det britiske imperiums officielle krigshelte.
SOE var handlingslammet i et halvt års tid, hvorefter Flemming Muus overtog ledelsen.
Danmarks
sorte samvittighed
Birthe
Lauritsens bog handler om Danmarks sorte samvittighed. Politiet skal nok ikke være
stolt af sin indsats i denne situation. Det samme gælder om mordet
på Asmus Jensen fra Padborg,
hvor man bevidst forfalskede rapporter, og prøvede på at viske tavlen
ren.
Ollerup
Gymnastikhøjskole
Rottbøll tilbragte en tid på Ollerup Gymnastikhøjskole. Det var under Niels Bukh´s tid. Denne valgte Hitler. Vi vil her på siden senere
komme med en artikel om Niels Bukh. Foreløbig kan læserne læse
om, hvad han bedrev på Østerbro.
Rottbøll var sammen med Bukh og andre fra Ollerup Gymnastikhøjskole til et propaganda – stævne
for nazismen. Men han lod sig ikke rive med, som så mange andre.
Kriminalbetjent
hædret
Både Land og Folk samt Frit Danmark mente, at Rottbøll blev myrdet af kriminalassistent Øst. Men politidirektør Stamm meddelte i en dagsbefaling
til hele korpset:
Mørklagt
i 70 år
I
70 år har sagen været mørklagt. Det samme har den nådeløse
og aktive indsats som den det danske politi spillede i jagten på de
få danskere, der satte sig op mod nazismen i de første år under besættelsen.
Det
betændte forhold mellem modstandsbevægelsen og politiet har været
vendt og drejet af historikere og journalister
mange gange. Her på siden har vi også kunnet beskrive dette.
Var
det angst og nervøsitet?
Andre
historikere betvivler, at politiet skulle være særlig samarbejdsvillige
med tyskerne. De sætter tvivl om, det var tale om en decideret likvidering. De
mener, at angst og nervøsitet kunne være årsagen til de mange kugler
mod Rottbøll. Det skal ses i kølvandet
på begivenhederne uger forinden, som vi også har beskrevet i artiklen.
Likvidering?
Skudene
mod Rottbøll er affyret så tæt, at det
nærmest er tale om en likvidering. Havde man ønsket at pacificere
ham, havde man sigtet efter lårbensknoglen.
Ifølge Birthe Lauritsen burde teknikere gennemgå
sagen på ny.
Det
samme er tilfældet fra Padborg. Her har vi efterhånden fundet
ud af, hvorfor politiet fortiede sagen, og bilde offentligheden ind,
at det var Den Danske Brigade, der skød Asmus Jensen.
Her
vil familien, som vi arbejder sammen med, snart få en afklaring.
Spioner
rekrutteret fra Hamborg
Amerikanerne
og englænderne havde længe planer om at
besætte Danmark. De havde derfor spioner,
der skulle rapportere om tyske forsvarsværker i Danmark. Noget af denne aktivitet
kom fra Hamborg. Og nogle af spionerne blev
rekrutteret fra dansker – kolonien, dernede fra.
Kilde:
Birthe Lauritsen: Man skyder da helte /Puella Edition
Besættelsestidens
litteratur A – L
Besættelsestidens
litteratur M – Å
www.dengang.dk indeholder ca. 80 artikler fra Besættelsestiden
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Peer Kaae: Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Vi kigger også lige på andet, hvad der er skrevet om dette famøse mord. Konspirations – teorier er der mange af. Men er morderne fundet? Ikke i denne sag. Begyndelsen af bogen og 75 pct. af den er forrygende. Men så kniber det. En forfatter mener, at en person har fire mord på sin samvittighed. Det er nok ikke den sidste bog om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej.
Mange bøger om emnet
Der er skrevet mange bøger omkring dette mystiske mord. Dette er nok den bedste. Efterhånden i bogen nærmer vi os de mistænkte. Men her i den sidste udgave Sagen Genoptaget er det som om vi har fat på den eneste ene, eller har vi?
Amatørhistorikere havde gyldne tider
For det er godt nok mange, der har givet deres besyv med. Mange mordere er nævnt i tidens løb. Ja og nogle mener at det slet ikke er ægteparret Jacobsen, der er myrdet. De var flygtet
ud af landet.
Konspirations – teorier
Man må sige, at det er et flot billedmateriale i den omtalte bog, men der er så nogle igen, der mener, at det slet ikke er ægteparret, der er afbilledet. Længe leve konspirations – teorier.
Mordsagen vil aldrig dø
Mordsagen vil aldrig dø. Jeg er sikker på, at der dukker nyt op. Så er det godt at vi har Facebook. Gerningsmanden til århundredets mest gådefulde mord, går stadig fri. Vi befinder os i det bedre borgerskab. Men bag det pæne ydre gemmer der sig mere eller mindre lyssky forretninger, utroskab, bedrag, flere hemmelige elskere og mange mystiske selvmord. Man aner også korruption. Indflydelsesrige personer var ikke interesseret i sagens opklaring. Hvorfor mon?
Måske sortbørshandel, der også omfattede kendte personer.
Mange spørgsmål
Kontorchef Jacobsen var efter besættelsen med i et udvalg, der skulle fordele de sparsomme tildelinger af klædestof. Han varetog egne og sit firmas Carl Holtens interesser.
X må først nævnes i 2023?
Det skinner igennem, hvem forfatteren, Peer Kaae mener, er den skyldige. Og det kan vi først få at vide efter 2023. Ja sådan siger arkivloven. Og hvorfor blev de mistænktes alibi ikke efterprøvet.
Forskelligt materiale
Mange gange tror man, at alle dem, der har beskæftiget sig med dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, har haft forskelligt materiale til rådighed. Peer Kaae har i hvert fald fået en brun pakke, som de andre ikke har fået.
Regnskab fra besættelsestiden?
I første omgang tror man, at det igen er et regnskab fra besættelsestiden, der skal gøres op. Men sagen er måske mere simp
Den første del af bogen går fint og let, men så er det pludselig for meget indviklet varehandel – bytte, som ikke rigtig føre til noget. Sagen med Varedirektoratet forekommer noget forvirret. Fint nok at vi hele tiden forledes til at tro, at nu har vi morderen. Det afgørende lader vente på sig
Egentlig forstår man godt, at når man er sikker på, at nu har man noget, ja så skal man af med det. Undertegnede kender selv følelsen. Men det er som om det afgørende stadig lader vente på sig.
En morder med 4 mord på samvittigheden?
To måneder efter dette dobbeltmord, blev en skipper og en sortbørshandler myrdet ombord på kutteren Elo i Køge Bugt. Dines Bogø, har været af den opfattelse, at morderen til disse er den samme som til mordene på Peter Bangs Vej.
Forskellige motiver og gerningsmænd
Erik Haaest har skrevet tre bøger om emnet. På et tidspunkt var han journalist på Se og Hør, og besøgte en af de mistænkte, Erik Ramdahl. Og i bøgerne var det skiftende motiver og gerningsmænd. Så kunne man vel selv vælge?
Dines Bogø, der har en spændende hjemmeside og Peer Kaae er dybt uenige om motiv og gerningsmand.
Bestilt indbrud, der gik galt
Således mener Dines Bogø, at det var et bestilt indbrud, der gik galt. 5 – 6 mand skulle have været i gang, falske spor skulle afsættes. Lejligheden blev også omhyggelig rengjort. For
dobbeltmordet i Køge Bugt blev drabsmanden idømt livsvarigt fængsel, og det var den samme gerningsmand som på Peter Bangs Vej. De havde være for åbenmundede.
Hvad med bilen?
Morderen er ifølge Peer Kaae, direktør X. I 1948 ejede han em to – personers Ford V8 1937 med plads til 2 ekstra i den udvendige svigermorklap. Denne passede så åbenbart på begrebet Dollargrin, som vidner havde set på gerningsstedet.
Hvem var de myrdede?
Skal vi lige starte med at præsentere de to myrdede?
Ægteparret Jacobsen levede udadtil et respektabelt liv. De havde bestilt sommerferien. Intet kunne ødelægge denne opfattelse indtil i midten af 1950’erne.
En kvik dame
Inger Margrethe Jacobsen var hjemmegående husmoder. Hun havde nok ikke så meget at gøre med husholdningen. Hun havde hjælppå. Hun forberedte middagsselskaber og lignende og gik på visitter hos andre damer og familier. Hun var en kvik dame. Hun var humoristisk og blandede sig i samtaler. Og så flirtede hun, og var lidt vovet efter datidens normer. Nogle
mener, at hun fik et barn uden for ægteskabet og havde hemmelige elskere.
Dehn var en af disse. Han var omgangskredsens store mand. Han tjente sine penge som kødgrossist. Han var også en af de mistænkte, men på mordnatten var han i Hamborg for at forhandle med Fyrst René
Antagelig har X også været en af Fru Jacobsens elskere. Han forsøgte gennem varebytte – handel at komme til penge. Han og Hr. Jacobsens forhold var ikke det bedste venner.
Inger Margrethe følte, at hendes mand ikke mere interesserede sig for hende, og hun begyndte at indtage store mængder Fenemal.
En diametral modsætning
Vilhelm Jacobsen var en diametral modsætning til sin kone. Han var en indesluttet og fåmælt person. Han spillede på heste på travbanen. Nogle påstod, at han spillede med ulovlige
bookmakere. Og så var han ivrig bridge – spiller. Han havde åbenbart temmelig meget magt i sit firma Carl Holten. På morddagen havde han været lidt pirrelig og opfarende.
Betalte sig fra sabotageaktioner
Jacobsens arbejdsgiver Hans Holten havde indflydelse helt op til Landstinget og regeringen. Han blev meget skånsomt afhørt af politiet. Der var forskel i de sociale lag. Under krigen havde firmaet syet tyske uniformer. Men på en eller anden måde slap de for tiltale for værnemageri. Onde tunger berettede også om, at de betalte sig fra sabotage – aktioner. De påstod, at de handlede under tvang, og snart efter at krigen var over modtog firmaet Marschall – hjælp.
En presset mand
En del tekstilfirmaer slog sig sammen lige efter krigen for at kunne overleve. Det var med Jacobsen som sekretær. Det var også ham, der skulle forhandle i alle instanser. Men pludselig hævede forhandlerne priserne, og et samarbejde med en problematisk svensk mellemhandler gav også problemer. Ustandselig var der telefon til Jacobsen hjemme i privaten. Jacobsen følte sig efterhånden synlig presset. Et kæmpe varebytte – handel efter Jacobsens forslag blev iværksat. Det var som om Jacobsen blev mere presset op til mordet. De nærmeste havde også lagt mærke til det. Han sad også på en uriaspost, og var måske den eneste, der vidste, hvad der egentlig gik for sig at lovlig og ikke lovlig handel i de dage.
20-02-1948 kl. 8.18
Den 20. februar 1948 kl. 8.18 ringede telefonen hos vagthavende Ketzler på Frederiksberg Politistation på Howitzvej. En apoteker kunne berette om to lig i en lejlighed på Peter Bangs Vej.
Slået med en lampe
Vilhelm Jacobsen var blevet slået med en lampe. Da han ikke var helt dræbt, gik morderen ud i køkkenet, og fandt en kniv. Han gik tilbage og skar kontorchefens håndled over i et snit. På
det tidspunkt var Inger Margrethe allerede blevet myrdet. Ægteparrets smykker var i behold.
Hvorfor var der skrevet en check?
Politiet bemærkede, at Jacobsen havde skrevet et kæmpe check, som ikke blev hævet. Og måske havde Inger Margrethe besøg af sin elsker og var blevet overrasket? Selveste politimester Parker insisterede på, at få adgang. Hvad han foretog sig, ved ingen. Men han vadede åbenbart rundt i en blodpøl.
Hushjælpen var nervesvækket
Hushjælpen nedenunder blev afhørt. Hun havde flere bump på forskellige tidspunkter. Der var tidspunkter med ro deroppefra. Men kort før 23.30 havde hun hørt en person tappe vand fra lejligheden deroppe. Hun havde gået sig en tur og var kommet tilbage, og havde hørt slæbende skridt. Men politiet fandt ud af, at hushjælpen var nervesvækket, så de troede ikke rigtig på hendes forklaring.
En nær ven
En nær ven, Erik Ramdahl henviste til, at den måde nogle stokke lå over liget og hvor håndgrebet pegede mod hjertet mindede om en gammel sigøjner skik fra en bjergegn i Slovenien. Men det er hvis nok også en nedertysk skik? Ramdahl kom ret hurtig til gerningsstedet. Han kunne konstatere, at en lædermappe og noget hestelekture manglede. Denne Erik Ramdahl blev en central person i efterforskningen, men endnu ikke mistænkt.
Det er lagt op til en ægte krimi i den omtalte bog. Vi følger en række personer, der i hele deres gøren og laden godt kan være mistænkte lige ind til forfatteren konstaterer, at de ikke kan være morderen.
Ramdahl var ikke uinteressant
Således får vi at vide, at denne Erik Ramdahl engang hed Rasmussen og havde været hovedvidne ved et mord i Holsteinsgade. Han havde en speciel vraltende gang. Og det var også sådan en gang tjenestepigen nedenunder havde hørt. Ramdahl var bestemt ikke uinteressant.
Interessant arkivmateriale
Han var meget interesseret i dobbeltmordet. Og han samlede alt omkring dobbeltmordet. Det var så noget datteren senere gemte. Og de lå i en lædermappe, der næsten lignede den mappe, der var forsvundet. Kan det bliver mere spændende? Lokalhistorikeren Dines Bogø fandt frem til dette materiale i 1990erne og er nu i dennes privatarkiv. Og det er nok den person,
der ved mest om dobbeltmordet. Det kan man høre i de op til 2 ½ times foredrag, han holder om emnet.
Randahl korresponderede og mødte også journalisten og forfatteren Erik Haarest, som vi tidligere har nævnt skrev om dobbeltmordet.
Blev Heda skubbet ud af vinduet?
Ramdahl mente, at Jacobsens højre hånd i konfektionsfirmaet Carl Holten, chefbogholderen Heda Jensen vidste noget om ulovligheder i firmaet. Officielt var hun sprunget ud af et vindue i Gothersgade 133, fire måneder før dobbeltmordet.
Løgnagtig taxachauffør
Poul Dam fra Frederiksberg Politi var fra første dag tilknyttet sagen. Dam´s notater dukkede op i 2011, efter at Peer Kaae havde udgivet sin første bog om dobbeltmordet. En taxachauffør var fremkommet med en løgnagtig udtalelse. Hans eneste formål, at få en dusør på 2.000 kr.
På et tidspunkt var uniformerede betjene set i nærheden af gerningsstedet. Det viste sig at være en mand i marineuniform, der var forelsket i en pige, der boede i en pige over for.
Ramdahl til hygge med frk. Preisker
Dam afprøvede langt om længe Ramdahl´s alibi. Politiet havde brugt ham som konsulent. Dam fandt flere huller og mærkværdigheder. Ja Ramdahl´s alibi faldt direkte sammen. Hans
kone blev først afhørt omkring mandens alibi i 1954. Det var tydeligt, at Ramdahl løg.
I medierne var Ramdahl også kommet med modstridende oplysninger. Og bizart var det også at et par måneder efter ved en aktion skaffede sig mordvåbenet, og den smadrede lænestol, der lå over Jacobsens lig. Men Dam forskede nu i Ramdahls privatarkiv, og fandt en dame ved navn Helene Preisker. På et tidspunkt besluttede han at skrive et brev til politiet om sagens rette sammenhæng, Brevet måtte først åbnes efter hans død. Mon ikke sandheden var, at Ramdahl havde en hyggeaften – og nat med Frøken Preisker på mord – tidspunktet?
Nettet strammedes om X
I bogen strammes nettet mere og mere omkring X. Han havde højden og drøjden til at være Fru Jacobsens elsker. Hun havde nemlig bekendt sig til en spåkone. Og så meldte en taxachauffør sig også. Her stemte beskrivelsen også. X blev ikke afhørt af Frederiksberg Politi men kun af en betjent fra Rigspolitiet. Efter dobbeltmordet var han på rejse i udlandet.
I Fru Jacobsens lommebog stod der på bagerste side X`s telefonnummer noteret på hovedet. Ved afhøringer blandt personalet hos Carl Holten fik politiet indtrykket af, at forholdet mellem X og Jacobsen ikke var det bedste. Men en billedkonfrontation mellem X og vidner førte ikke til noget.
Der mangler noget
Og der er masser af mere drama i bogen, som for 75 pct. vedkommende er forrygende læsning. Men vi mangler det afgørende bevis. Jeg er langt fra sikker på at X er moderen. Det er som om noget af bevismaterialet er konstrueret og noget er måske udeladt – som om, at det med vold og magt skal passe sammen.
Hvornår mod den næste bog så kommer om emnet?
Politiadvokat: Ikke forsætlig drab
Dem tidligere politiadvokat Hans Wolmer Rolf som afslørede Edderkop – sagen sagde:
Kilde:
Redigeret 7.10.2021
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi, Gyldendal.
Cirka halvdelen af de hjemvendte jøder mødte lejligheder, der var raseret og hvor en masse ting var stjålet. Den danske stat havde ellers udført en kæmpe indsats for at forhindre ”ariske” danskers overgreb. Ja man samarbejde sågar med det tyske sikkerhedspoliti for at sikre jødisk ejendom. Og antisemitismen trivedes. Således kaldte modstandsbevægelsen jøderne for en ”race”.
De fleste nåede væk
Mange danske jøder nåede væk, inden den tyske besættelsesmagt foretog razziaer i Danmark. Angiveligt var det takket være Werner Bests nærmeste medarbejder, G.F. Duckwitz. Det skete muligvis på foranledning af Best.
Jødernes hjemkomst var ikke gnidningsfri
Men hvad skete der, da jøderne kom hjem. Det er en af de spørgsmål, vi endnu ikke har fået besvaret før nu. Vi har ellers fået et hav af historiebøger fra besættelsestiden. Men en meget læseværdig bog af Sofie Lene Bak besvarer dette spørgsmål. De fleste danskere tror, at jødernes tilbagekomst var gnidningsfrit. Mange kom også tilbage og blev stillet over for en gæld. Det var de penge, som de havde betalt flugten med. Som vi tidligere har skrevet om her på siden, var flugten til Sverige bestemt ikke billig.
Over 7.000 flygtede til Sverige
De tyske politibataljoner assisteret af danske nazister kørte ud i Københavns gader for at lede efter jøderne. Men langt de fleste lejligheder fandt de tomme. 7.742 personer flygtede til Sverige. Deres eksil varede 20 måneder. 472 personer blev arresteret og sendt til Theresienstadt:
Socialtjenesten
Allerede dagen efter aktionen begyndte Socialministeriet og Københavns Kommune at sikre sig de efterladtes ejendele og boliger. Og i Østre Landsret blev den sidste civile retssag afgjort i efteråret 1947. Alle havde meget kort tid til at sikre deres ejendele inden flugten.
Københavns Kommune oprettede Socialtjenesten, der skulle varetage de efterladtes ejendele. Fra starten var man opmærksomme på rapseri og tyveri. Og egentlig var udgifterne til dette forbavsende lille. Det var kun 0,1 pct. af Københavns Kommunes budget.
Værdier fra Synagogen blev reddet
Socialtjenesten fjernede også, hvad der var af værdi i Synagogen i Krystalgade. Disse værdier blev bevaret i krypten under en af Københavns kirker.
Samarbejde med tyskerne
Gestapo havde fået instrukser om ikke at bryde ind i efterladte boliger hos jødiske familier. Og dette overholdt de næsten. De tyske myndigheder havde også accepteret Socialtjenestens arbejde. Tyskerne undlod at konfiskere eller vandalisere jødisk ejendom. Desuden blev der indgået en aftale med det tyske sikkerhedspoliti om, at boliger m.v. tilhørende jødiske deporterede skulle tages i offentlig forvaring. På et tidspunkt magtede Socialtjenesten også, at de internerede fik tilsendt deres eget tøj.
Cirkus Øregård
Da de hjemvendte vendte hjem, blev de indtrængende anmodet om selv at finde privat indkvartering. De som ikke selv havde midler, fik udgifterne dækket af Centralkontoret. Dem
der ikke havde et sted, at tage hen måtte vente i ventesalen på Hovedbanegården. Inden dagens afslutning blev de transporteret til Holte Gymnasium. Her blev der dog hurtig pladsmangel, der var kun plads til 200 personer.
En række nybyggede ældreboliger på Bispebjergvej fungerede også som lejr. Senere blev Øregård Gymnasium også brugt. Man kaldte faktisk forlægningen for Cirkus Øregård. Den var præget af konflikter mellem beboere og mellem beboere og personalet. Der vat tyverier, håndgemæng m.m. Der var ikke meget forståelse for de traumatiske oplevelser, som jøderne havde været igennem. Fra myndighedernes og personalts side havde man forventet taknemlighed. Men man oplevede i stedet irritabilitet, kværulanteri, apati m.m.
Antisemitismen blomstrede
Antisemitismen blomstrede, da jøderne vendte hjem. I modstandsbevægelsens egne organer brugte man i efterkrigstiden udtrykket race om jøder. I medierne har vi fundet denne notits:
Allerede under opholdet i Sverige mødte de danske jøder antisemitismen. Hjemme i Danmark var mange af den opfattelse at jøderne levede i ren luksus derover. Men det var langt fra tilfældet.
Armod og forvirring
Frit Danmark bad i august 1945 rabbiner Marcus Melchior gøre status over situationen for de hjemvendte jøder. Han kom med den konklusion:
Alvorlige tillidsbrud
Melchior henledte opmærksomheden på, at lejligheder i stort omfang var blevet overtaget af andre, forretninger og virksomheder var afhændet og hjem var plyndret:
Socialtjenesten i København modtog adskillige anmeldelser om indbrud, tyveri og tyveriforsøg fra lejligheder, der nu var forladt af jødiske familier.
Halvdelen mødte problemer
Volden og kriminaliteten slog til et hidtil uset niveau under den tyske besættelse. I en del tilfælde havde modstandsbevægelsen benyttet sig af de tomme lejligheder. Og i ikke så få tilfælde var der fjernet værdier fra disse lejligheder. Cirka halvdelen af de hjemvendte jøder mødte på en eller anden måde en svigt fra deres omgivelser på grund af deres fravær. Der var mange danskere, der mere eller mindre bevidst svigtede deres bemyndigelser og ansvar.
Masser af konflikter
Hjemkomsten var mere ubehagelig og tvetydig, end man egentlig kunne forestille sig. Sørgelige konflikter mellem jødiske og ikke jødiske danskere opstod. Bogen afslører, at der var danskere, der berigede sig på bekostning af mennesker på flugt og misbrugte jødernes tillid. Den danske stat påtog sig derimod en enestående omsorg for sine jødiske borgere.
Mindst 150 børn blev gemt i Danmark, da deres forældre flygtede til Sverige. Men det er en anden historie, som der også for nylig er skrevet en bog over.
Historiebøgerne skal revideres
Atter engang skal historiebøgerne revideres. Vi skal revidere vores opfattelse af fortiden. Det gør stadig ondt.
Mistede børn, traumer og fortrængninger
Sofie Lene Bak er museumsinspektør ved Dansk – Jødisk Museum. Og hun har begået en aldeles god bog. Historien er speget, pletvis pinagtig men også smuk. Den er fuld af paradokser. Men det er det vel, hvis vi i dag borer bare en lille smule dybere i besættelsestidens historie. Vi hører om mange barske skæbner, om mistede børn, fortrængninger og traumer. Måske
hører vi for lidt til den barske danske udenrigspolitik og den tidlige udvisning af jøder direkte til KZ – lejre i Tyskland.
Velfungerende hjælpe-apparat
Nyt er det velfungerende hjælpe-apparat, som de hjemvendte mødte. Socialtjenesten hindrede, at mange fristede ”ariske” danskere skulle berige sig fra de forladte lejligheder og ejendomme. Det var fristende at begå tyveri, selvtægt og sortbørshandel i den lov – og delvis politiløse tid.
Kilde:
Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi – Gyldendal
Hvis du vil vide mere
Redigeret 8-10-2021.