Artikler
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Inge Adriansen: Smag på Sønderjylland – Madkultur uden grænser, Gyldendal. Dette er ikke blot en almindelig kogebog. Det er kulturhistorisk perle med ualmindelige flotte fotos. Vi kommer hele vejen rundt. Lige fra nytårsmenuen til Tote Tante. Man bliver helt nostalgisk, når man kigger på sin barndoms og ungdoms yndlingsretter. Og så er Sønderjysk kaffebord ikke bare det at man går ind til en overflod af kager. Det fortæller Inge Adriansen også på fremragende vis.
Hun er ikke sønderjyde
Så har hun gjort det igen – Inge Adriansen. Hun har skrevet en god fagbog omhandlende Sønderjylland. Ja, og så er hun ikke engang sønderjyde.
Hun har været fantastisk flittig. Og så hjælper det også i denne forbindelse, at hun er et museums – menneske.
Hvad er Sut?
Bogen er ikke en traditionel kogebog, det er en kulturhistorisk perle.
Og så får man også at vide, hvad Sut er? Ja, jeg ved det godt. Min bedstemor kunne tilbrede det. Det var nu en ret langvarig proces, kan jeg huske. For uvidende kan jeg oplyse om, at det er en strandkål, der vokser på forlandet ved Højer.
Mad og mennesker, den samlende faktor
I mange år var Sønderjysk Koge – og bagebog en bestseller i bogladerne. Den var også begået af den myreflittige skribent. De sidste par år har der kun været en sønderjysk kogebog tilgængelig fra Dypo – forlaget i Sønderborg.
Klogt sagt af forfatteren.
Noget særligt over den sønderjyske madkultur
Der er noget særlig over den sønderjyske madkultur. Det mærkes også her i København. Se blot på denne sides hitliste. To af artiklerne omkring dette ligger på TOP 10 over de mest læste artikler. Også de andre artikler, som du kan se en oversigt over i bunden af denne artikel ligger lunt i svinget.
Sønderjysk kaffebord på Nørrebro
Og på en kedelig søndag formiddag mødte 45 mennesker op for at høre undertegnede til at holde et foredrag om Sønderjysk Kaffebord. Og tænk personalet havde fremstillet et flot sønderjysk kaffebord.
Det hele var nedfældet på papir, det som jeg skulle sige. Men grundet et cykelstyrt to dage før, var jeg ikke i stand til at læse det. Men jeg kunne huske oplevelserne. Så i en hel time fik københavnerne Sønderjysk Kaffebords Historie.
Der er kultur og historie bag ved
Mange af de tilstedeværende fortalte, at de havde været i Sønderjylland og få det sønderjyske kaffebord. Men har de nu det? For det at se Sort Sol og gå ind til et kage – buffet på Fakkelgården, Agerskov kro eller et andet sted, er jo ikke det rigtige. Kagerne og udbuddet er sikkert det rigtige, men man savner kulturen og historien bag ved.
Udbred kulturen bag ved det kulinariske
Vi andre har oplevet noget nær det rigtige sønderjyske kaffebord. Det vil sige det helt rigtige kaffebord oplevede man i preusser – tiden.
Som undertegnede nævnte under et foredrag i Tønder, så kunne Turistforeningen i Tønder spinde guld hvis de udbredte kulturen bag det kulinariske Sønderjylland.
Og bedst som man gik med tanker om at offentliggøre min mors kogeopskrifter her på siden, så kommer Inge Adriansen med dette pragtværk.
Har ikke glemt traditionerne
Bogen indeholder en masse madopskrifter, sønderjysk kaffebord og drikkeopskrifter. Her er egnsretter, brødbagning, kaffebords – traditioner, hverdagsmad, festretter, julemad, krigskost og sparemad. Og så har Inge Adriasen ikke glemt traditionerne.
Mad kan være prestige
Dengang var det vigtigt, hvad der var forkert og rigtigt, og hvad der var passende at spise.
Ganske rigtigt siger Inge Adriansen:
Og det er i høj grad rigtig set. Det gælder især for den sønderjyske madkultur. Ude i landsbyerne blev Det Sønderjyske kaffebord i høj grad brugt til at skabe prestige. Man skulle helst overgå naboen i antal af lagkager og småkager.
Dengang var det også prestige for den sønderjyske husmor, at holde de gamle kostvaner i hævd.
Stærke påvirkninger
Den sønderjyske madkunst har haft stærke påvirkninger fra det nordtyske, især fra det holstenske køkken. De berømte sønderjyske pølser er et resultat af dette. Allerede før 1864 var den tyske slagtertradition mærkbar i Sønderjylland.
Også en frisisk påvirkning var til stede. I Aabenraa blev der anvendt masser af krydderier. Det har noget at gøre med søfarten.
Hovedparten af de traditionelle sønderjyske egnsretter blev udviklet i begyndelsen af komfur – alderen, det vil sige i sidste halvdel af 1800 – tallet.
Vi starter med Solæg
Inge Adriansens kogebog starter selvfølgelig med Solæg. Det har overhovedet ikke noget med sol at gøre. Det er en forkert oversættelse af den tyske betegnelse Soleier. Det betyder noget i retning af Salt(lage)æg.
Og så er boghvedegrød ikke nødvendigvis fynsk. Således er Damgård Mølle i nærheden af Hærvejen vest for Rødekro det eneste sted i Danmark, hvor der males boghvedegryn.
Herlige retter fra ens barndom
Kigger man på de flotte fotos, der af retterne i bogen mindes man tilbage til de herlige retter fra ens barndom og ungdom. Vinsuppe, Gønkålssuppe, Hyldebærssuppe.
Ål morgen, middag og aften
Som barn fik jeg hvis rigelig med fisk. Måske er det derfor, jeg ikke spiser det mere. På besøg u i æ kow fik vi ål morgen, middag og aften. Min bedstefar var fisker.
På Højkro fik man sat ål med snaps. I bogen er talrige opskrifter på, hvad ål kan anvendes til. Som det vil flittige læsere af denne side bekendt fik digearbejderne ved Højer næsten ikke andet at spise end ålepot ( se artiklen Fiskeri ved Højer).
Snysk og Ringridderpølser
Et stort plus ved denne bog er at kulturen og historien er nedfældet. Desuden er traditionerne også bevaret.
Snysk med ærter, gulerødder, bønner og nye kartofler, røget skinke og rigelig med persille er ligeledes noget man mindes med glæde.
Ringridderpølsen er jo nok ikke den store kulinariske oplevelse. Men den har en flot tradition. Den skal nydes udendørs helst med tysk dåseøl. Den blev lanceret af en slagtermester fra Sønderborg i 1929.
Torsken har ikke fortrængt Grønlangkålen
Nytårsmenuen i Sønderjylland er selvfølgelig Grønlangkål. Nytårstorsken har ikke fortrængt den. Og så skal der kålpølser, røget flæsk, rødbeder og sennep til. Og godt for maven er selvfølgelig en snaps.
Munden løber i vand
Rigtig surrib skal laves af et stykke ribben. Det kan spises både som frokost med rugbrød og sennep eller som middagsret med stuvede kartofler og syltede rødbeder.
En anden lækker ret er Skrædderduels. Retten har også andre navne som Oldemors Sauce og Fattigmandsdyp. Det er flæsk, løg og snittede løgterninger – Mums.
Og så er det Gammeldaws Hvidkål. Den har en konsistens som kartoffelmos.
Snysk fik vi også i Tønder, men retten er hvis nok mere udbredt på Als og i Sundeved. Det er røget skinke og grøntsager.
Og så finder vi også den fremragende Hvidkålsbyttel. Retten har navn efter den budding – form, som den før i tiden blev lavet i. Her har vi at gøre med hvidkål, fars, æg, tvebakker og fløde.
Det sønderjyske rugbrød
Selvfølgelig skal vi også have historien om det sønderjyske rugbrød. Dengang blev der bagt en gang om måneden. Den månedlige bagning strakte sig over flere dage. Det var et hårdt arbejde – især æltningen. Et gammel mundheld siger:
Der var indlagt motions – tur
Vi får også historien om det sønderjyske kaffebord, som vi her på siden har beskrevet flere gange. Og det er ganske rigtig, som Inge Adriansen siger, at kaffebordet var en prøvesten på husmoderlig kunnen. Det kræver en energisk kvinde fuldtids i køkkenet over flere dage.
Jeg husker også, at når vi i forbindelse med højtider eller fester, var det altid indlagt en gåtur efter kaffebordet. Det skulle jo gerne være plads til mere i maven om aftenen. Men når gåturen var omkring Højer Sluse, fik man også en storslået natur med.
Men i rutebilen mod Tønder om aftenen kunne man godt mærke det rumle i maven.
Gojraj – ikke sønderjysk
Man nikker genkendende til Kringle, Søsterkage, Kløben, Sandkage, Nøddekrans, Hedeviger og Brødtærte, som på sønderjysk hedder brø`tort.
Ja vi skal da også lige nævne Stribetærte, Svesketærte, Æblekage, Æbelskiver og Gojraj.
Og disse Gojraj som på dansk hedder Gode Råd opfattes som sønderjysk. Men det er de ikke. De har været udbredt i hele norden og i Tyskland. I Danmark kendes de fra Ludvig Holbergs: Barselsstuen. Men de har overlevet i Sønderjylland.
Og så følger ellers Knepkager, Brune og Hvide Fedtkager, Ingenting og mange flere.
Friesengeist og Tote Tante
For at fuldende pragtværket skal vi også kigge på drikkevaner og drikkevarer. Det handler om rom, brændevin og godt øl.
Når vi blev syge som børn, fik vi øl. Det beroligede. Og næsten hver søndag tog vi til Frühshoppen i Aventoft over på den anden side. Her fik vi ofte Friesengeist og Tote Tante.
Flensborg blev centrum for rom – produktion. Og det satte sit præg på drikkevanerne i Sønderjylland. Ja og kaffepunchen var ganske almindelig. Vi kender alle historien med mønten, kaffen og så skulle der hældes så meget snaps eller rom i, så man kunne se mønten.
Bommerlund og Fuglsang
Og så er der ikke kun sønderjyder, der kender Bommerlund – snapsen. Fuglsang – øl kender de fleste vel også. Og så følger ellers opskrifter på Angeler Muck, Romgrog, Æggegrog, Tote Tante, Farisæer, Kaffepunch m.m.
Vigtige henvisninger
Bagerst i bogen er en liste med producenter på gode råvarer og en litteraturliste.
Det har været en fantastisk og nostalgisk oplevelse at gennemse de 80 klassiske opskrifter som også så fremragende er fotografisk gengivet.
Bogen er er også et flot bidrag til den sønderjyske kulturformidling
Inge Adriansen: Smag på Sønderjylland – Madkultur uden grænser (Gyldendal)
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands Kulinariske højdepunkter – læs
Under Sønderjylland:
Under Højer:
Under Tønder:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Oktober 10, 2012
Asmus Jensens kone blev gift med et medlem af Den Danske Brigade. Det var dem, der officielt tilstod nedskydningen af hendes mand. Men på det ”såkaldte gerningssted” luftede modstandsfolk Den Danske Brigades heste. Og ingen af disse modstandsfolk blev nogensinde afhørt. En nyt mord fandt sted i Padborg i juni 1945. Det skrev præsten i kirkebogen. Man har forsøgt at skjule det. I provstibogen, står det at det var tale om selvmord.
Åbenhed
Vi havde egentlig gerne ville vente med offentliggørelsen af vores efterforskning. På denne hjemmeside havde vi desuden nævnt, at vi gerne ville samarbejde med medierne. JV havde bebudet, efter at vi havde offentliggjort, hvad vi var i gang med, at de kørte deres egen efterforskning.
Frit valg for medierne
Derfor lagde vi del 1 ud på vores side. Det var så frit valg for medierne, at bringe uddrag af artiklen. Og Der Nordschleswiger valgte så at bringe en længere artikel om fredagen. En udmærket artikel, der sådan set fulgte vores efterforskning. Artikel fra Ritzau behæftet med fejl
JV valgte så på deres net – del, at bringe en artikel fra Ritzau. Deres kilde var Der Nordschleswiger. Men trods det var artiklen behæftet med alvorlige fejl. Således var Asmus Jensen ikke nazist, snarere tværtimod, som det vil kun læses her i anden del. Asmus Jensen blev pludselig til Asmus Jepsen og udnævnt til bagermester, hvilket han aldrig har været.
For en god ordens skyld skal vi lige nævne, at vi aldrig her på siden har beskyldt Asmus Jensen for at være nazist. Det fremgår heller ikke af artiklen i Der Nordschleswiger, at han skulle være nazist. Det er også en betegnelse som Asmus Jensens familie heller ikke bryder sig om. Overskriften var:
Den bebudede artikel fra JV selv er endnu ikke blevet bragt. Det kunne være, at den havde bragt nye ting frem. Men herfra fortsætter Kurt og undertegnede vores efterforskning. Efterforskningen er blevet sværere Ja, kære læsere, vi fortsætter vores opklaring af mordet i Padborg i 1945. Eller rettere sagt, vi forsøger. Kurt Jensen kan nemlig ikke få adgang til alle registre. Men vi samarbejder stadig med familien – datteren og Asmus Jensens kone. Asmus Jensens kone er i mellemtiden død.
Et mord mere
Ja og så har vi fundet ud af, at der halvanden måned senere yderligere blev begået et mord i Padborg. Vi har dermed at gøre med et dobbeltmord. Antagelig er gerningsmændene de samme, eller i hvert fald gruppen omkring gerningsmændene.
Forsøgt at lægge låg på
Alt tyder også på, at myndighederne har vidst alt om disse mord, men man har forsøgt at fortie omstændighederne og ligge et låg over begivenhederne. Og når vi taler om myndighederne, så er det tale om de sønderjyske politimestre og statsadvokat Kirk i Sønderborg. Man har samarbejdet med Justitsministeriet.
Mere og mere mystisk
Politiafhøringer og vidneforklaringerne forekommer efterhånden mere og mere mystiske jo længere vi kommer ned i sagen.
Rejste først til København i 1947
Asmus Jensens kone rejser først til København i 1947. Hun bosætter sig i Vanløse med en ny mand. Det var dog først efter de havde boet i Tietgensgade. I Kruså havde hun mødt en ny mand BJ (navnet er redaktionen bekendt).
Nye mand – i Den Danske Brigade
Højst overraskende har BJ været medlem af modstandsgruppen Holger Danske. Han var flygtet til Sverige. I juli 1945 kommer han til grænsen, sammen med Den Danske Brigade. Her
møder han Asmus Jensens kone. Da BJ i 1947, følger Asmus Jensens kone med. De bliver gift, og får to børn. BJ døde i 1987. Han kan ikke have undgået at høre om sagen med Asmus Jensen. Han var kommet til Kruså inden Asmus Jensen var blevet fundet.
Som det er læserne bekendt fra første del, så påtog Den Danske Brigade sig skylden for nedskydningen.
Skilt i 1960
Ægteparret blev skilt i 1960 efter at BJ havde været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger. Det var BJ, som Renate troede var hendes rigtige far. BJ var med til Renates konfirmation, som foregik hos bedsteforældrene. Her forsøgte de, at få BJ genforenet med Asmus Jensens kone, men det lykkedes ikke. Renate husker, at BJ var meget populær hos bedsteforældrene,
hvor han kom og gik. Havde bedsteforældrene vidst, at Den Danske Brigade havde stået for nedskydningen, havde det nok ikke været tilfældet. De havde ligesom en stor del af den lokale befolkning fornemmelsen af, at det var den såkaldte Undergrundshær, der stod bag. I 1962 var Asmus Jensens kone taget tilbage til Frankrig med Renate.
Dansk pas – med det samme
Og det var i 1966, at Renate var kommet tilbage med to børn. En fætter havde været nede at hente dem. De overnattede hos en onkel og en tante på Smedebyvej. Og det var her politiet pludselig dukkede op med tre mand og fjernede dem med magt. Og det til trods for, at de alle havde gyldigt rejsebevis. Man skulle tro, at fortiden indhentede dem. Da onklen begyndte at true politiet med at fortælle offentligheden , hvem der myrdede Renates far, bliver børnene pludselig forsynet med dansk pas.
Uoverensstemmelser i datoerne
Vi har fundet store uoverensstemmelser på datoerne. Således skulle Asmus Jensen være blevet fundet den 22. juni. Ligsynsrapporten er fra den 22. juli.
Graven er nedlagt for syv år siden.
I kirkebogen skrev præsten. Asmus Jensen er skudt af modstandsbevægelsen.
Et nyt mord forsøgt fortiet
Og ved et kig i kirkebogen åbenbarer der sig pludselig et nyt drama. Præsten, pastor Karnøe skrev:
Så kunne det jo være, at man kunne finde noget i kirkegårdsbogen (graverbogen). Det kan vi også, men her er notatet med urnenedsættelsen forsøgt fjernet med en tusch – overstregning.
Det kan også forekomme mærkværdigt, at liget er blevet brændt fire dage efter episoden. Man skulle jo tro, at der burde have været et ligsyn og diverse undersøgelser.
Mystikken bliver endnu større, da der i provstibogen i Aabenraa er anført, at vedkommende er død som følge af selvmord!
Vi har fundet frem til denne person. Han var ansat som tysk vagtpersonale på færger i Nordjylland. Han fik en datter uden for ægteskab. I Padborg forsøgte han at krydse grænsen ved Haralddalsvej, Mern han blev opdaget og skudt lige ud for der, hvor Hausmann lå i mange år. Her fik han lov til at ligge i over 12 timer.
Stammede
fra København
Vi har fundet frem til at R.C. stammer fra København. Hans far var vintapper.
Journalisten var fra Der Nordschleswiger
Og så har vi fundet ud af, at den journalist der i 1971 henvendte sig til politimester Ivar Møller var fra Der Nordschleswiger. Tidligere havde lederen af Det Tyske Mindretal, dyrlæge Jens Møller henvendt sig i sagen om Asmus Jensen. I 1946 blev sagen forsynet med et særlig stempel. På et tidspunkt var sagen bortkommet.
Sagen var i Folketinget
Hele sagen blev efter mindst to møder med de engelske myndigheder henlagt. Det sidste møde har antagelig været afholdt den 21. maj 1949. Men den har dog været kigget på, flere gange efter. Både i 1966, da Renate kom hjem fra Frankrig, og da politimester Møller i 1971 fik henvendelse fra en journalist.
Politimesteren var bange for, at sagerne omkring de mystiske dødsfald ville ende i Folketinget. Og det gjorde den faktisk. Folketingsmand Johannes Burgdorff forespurgte omkring Lausten – sagen. Det var ham, der døde under et mystisk hjerteanfald i et fængsel ligesom læge Frits Clausen.
Lausten var redaktør fra Tønder.
Heste blev luftet på ”det såkaldte gerningssted”
En anden højst ejendommelig ting, har vi også fundet ud af. Se Feltpolitiet kom til grænsen, da tyskerne var væk. Kaptajn Batholdy havde kommandoen over modstandsbevægelsen.
Og Den Den Danske Brigades Parkkompagni blev installeret på Kollund Strandhotel. Men glemt er at dele af Den Danske Brigade den 14. eller 15. maj fik anbragt deres heste på Simondys. Her var anbragt ca. 9 heste. Hver dag kom modstandsbevægelsen for at trække dem gennem det geled, hvor Asmus Jensen skulle være blevet skudt af Den Danske Brigade. Det skulle være gang være sket med en grænsegendarm, da hestene blev luftet på tysk territorium.
Ingen har lagt mærke til noget, hverken der, hvor Asmus Jensen skulle være blevet skudt, eller hvor han var blevet gravet ned. Og det mest mystiske er, at ingen af disse personer er blevet afhørt.
Mon ikke gerningsstedet var et helt andet sted. Og det har politiet sikkert også kendt.
Hvem fandt egentlig Asmus Jensen?
Ingen steder har vi kunne finde nøjagtige henvisninger til, hvem der fandt Asmus Jensen. Rygterne ville vide, at det var en tysk gendarm med sin hund. Men herfra lyder beskeden, at de ikke har været i området efter 5. maj 1945. Da han var blevet fundet, skulle Den Danske Brigade have påvist over for fire engelske militærfolk, hvor det skete.
Hvem var Søren Jensen?
Og den Søren Jensen, vi omtalte, der i fuldskab skulle have sagt, at han vidste, hvor man kunne få penge for at have lavet sabotage, boede i Jernbanegade 9 i Padborg og var fyrboder. Det var i den mappe, der var plantet en seddel omkring Asmus Jensen.
Hvad lavede Asmus i Hamborg?
Noget tyder på, at det som Asmus Jensen foretog sig i Hamborg ikke var helt uskyldigt. En udenlandsk kilde afslører nogle interessante detaljer. Og når de er interessante, er det fordi kilden nævner navne på mellemmænd. Disse vil ikke blive nævnt med navns nævnelse her, men kun med forkortelser, men de er redaktionen bekendt. Når man får sådanne interessante detaljer, skal det selvfølgelig efterprøves. Vi skal kunne bevise, at det virkelig er fundet sted. Og dette er vi i gang med.
Spændende kontakter
I Hamborg kommer Asmus Jensen i forbindelse med Frede Birkelund. Andre navne bliver også nævnt, Troels Hoff, N.B. Schou og Jenny Holm. Vi kommer senere tilbage, hvem disse personer er. Med andre ord Asmus Jensen bliver angivelig involveret i den engelske kontraspionage i Hamborg. Amerikanerne og englænderne planlagde i 1943 en landgang på den jyske vestkyst. Asmus Jensens opgave var, at samle materiale omkring Flensborg Fjord og Kollund. Hvilke batterier havde tyskerne opsat? Hvilke våben og hvilke forsvarsværker var det her?
Asmus Jensen havde en mellemmand i Aabenraa (Er.), som han skulle rapportere tilbage til. Vedkommende var overbetjent. De var på en eller anden måde underlagt Den engelske efterretningstjeneste i Hamborg,
Helvede bryder løs
Da disse erfarer, at Asmus Jensen er blevet skudt, bryder helvede løs. En person forlanger, at de skyldige bliver draget til ansvar og dømt for mord. Men det var Undergrundshæren i Padborg, der ved en fejltagelse havde foretaget likvideringen. Det ville de danske myndigheder ikke gå med til. Det var så åbenbart derfor, at man opfandt rapporten om, at det var Den danske Brigade, der skulle stå for skud. De danske myndigheder håbede så, at de engelske myndigheder ville købe den forklaring. Men det ville de ikke uden videre. Der opstod direkte en krise.
Skulle stå skoleret
Bjerre, Brix og Kirk blev beordret til at stå skoleret for major Battagel i Flensborg. De engelske myndigheder forsøgte at få de rigtige skyldige udleveret og stillet over for en engelsk militærdomstol. Var det blevet gennemført havde det betydet døden for de skyldige. Og egentlig havde den engelske overkommando ret til at få de skyldige udleveret. Vi forsøger, at finde beviser for at mødet i Flensborg, har fundet sted. Og også hvordan de danske myndigheder kunne forhindre at de virkelige skyldige kun undgå udlevering.
Vi har fundet frem til sted og dato i Wassersleben, hvor mødet har fundet sted.
Var chaufføren en del af det?
Den chauffør, vi omtalte, som blev skudt, var åbenbart også en del af historien. Dette efterforsker vi i øjeblikket. Vi skal nok engang pointerer, at vi i øjeblikket efterforsker denne del af historien. Men vi har vanskeligt ved at komme til bunds i sagen.
Spidserne flyttet til København
De engelske myndigheder var desuden utilfredse med den måde, de danske myndigheder behandlede medlemmer af Det Tyske Mindretal i Fårhuslejren Derfor besluttede de danske myndigheder, at flytte nogle af disse samt Frits Clausen til København.
Rapport udfærdiget af Kirk
Den rapport, som vi omtaler blev udfærdiget af Statsadvokat Otto Dines Kirk fra Sønderborg. Han var kommet til byen via Esbjerg. Han døde så sent som i 1988. Han hadede alt, hvad der var tysk. Således havde han udtrykkeligt frabedt sig navnet Otto, da det var tysk.
Troels Hoff
Det landsdækkende efterretningsvæsen SIPO (Sikkerhedspolitiet) blev oprettet i 1939. Dette blev opløst af tyskerne i 1944. Efter krigen genopstod det under navnet REA, Rigspolitiets Efterretningsafdeling. Og leder af denne blev tidligere statsadvokat og byretsdommer Troels Hoff. Man ansatte blandt andet tidligere nazister. Den 9. juli 1949 blev Troels Hoff suspenderet, da han havde været involveret i den såkaldte Edderkoppesag.
Ernst Brix
REA fik navneforandring til PET (Politiets Efterretningsvæsen). Den ny leder blev tidligere politimester fra Aabenraa, Ernst Brix. Denne havde i høj grad også været involveret i sagen omkring Asmus Jensen. Brix var PET – chef fra 1950 – 1957. Ligeledes havde han været regionschef i den sønderjyske modstandsbevægelse. Fra 1943 havde han været politimester i Tønder.
Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
Forløberen for PET var Den sønderjyske Politiadjudantur, der blev oprettet i 1933. (Se artiklen ”Den Sønderjyske Efterretningstjeneste). De kørte bevidst efter Det Tyske Mindretal. Og det var ikke altid, de handlede efter ordre fra Justitsministeriet. (Se eksemplet To skæbner fra Kiskelund) Den Sønderjyske Politiadjudantur holdt mange møder med englænderne omkring Asmus Jensen sagen. Hidtil havde vi kun troet at det drejede sig om det sted, hvor Asmus Jensen blev fundet. Men møder havde åbenbart en helt anden alvorlig karakter.
Jenny Holm
Og hvem var så Jenny Holm?
Ja både danske, tyske og britiske efterretningsfolk beskrev hende som en fremragende, handlekraftig og modig agent. Hun lod sig infiltrere i Secret Intelligence Service i Hamborg. Meget tyder på, at Jenny Holm havde andel i optrævlingen af store dele af det engelske efterretningsvæsen i Danmark. Den konkurrerende organisation SOE havde via den danske militære
efterretningstjeneste fået monopol på indsamling af efterretninger i Danmark.
Jenny Holm arbejdede i 1944 for Gestapo i Kolding sammen med den berygtede Johannes Rasmussen (læs artiklen Modstand i Kolding). Hun blev igen i 1946 overført til Hamborg sammen med to kriminalbetjente. Her blev hun også præsenteret for Frede Birklund. Han var som dansk statsborger, sendt fra Stockholm over Danmark til SOE’ s tyske afdeling. Begge var landet hos den britiske kontraspionage Field Security.
N.B. Schou
N.B. Schou var fra Generalstabens Efterretningstjeneste.
Det var angiveligt major Battagel fra Regional Intelligence Office i Hamborg der havde sat sig imod, at Jenny Holm blev udleveret til Danmark. Det var også denne person, der havde forlangt, at Asmus Jensens drabsmænd skulle stilles til ansvar. Hvilken forbindelse Asmus Jensen havde til disse personer, efterforsker vi stadig.
Skud gennem hovedet i Fårhuslejren
Under vores efterforskning har vi nu fundet ud af, at blikkenslager Jørgen Hansen fra Tinglev blev skudt i Fårhuslejren den 30. juli 1945. Han blev begravet i Tinglev den 4. august. Blikkenslageren, der er fra Burkal var officielt død af et hjerteanfald. Det var samme dødsårsag som Lausten fra Toftlund og Frits Clausen fik konstateret efter deres død i københavnske fængsler.
Men officielt skete der ikke nogen dødsfald i Fårhuslejren. I den tyske kirkebog i Tinglev står der mord. Men i provstibogen, står der selvmord. Ifølge Henrik Skov Kristensen, manden bag bogen Straffelejren skete der 10 – 12 selvmord i Fårhuslejren og adskillige blev indlagt på psykiatriske afdelinger.
En billig dom for et mord
Vi omtalte i først del også nedskydningen af en lærerinde i Løgumkloster. Det var natten til den 28. december 1948. Fra gaden skød en lokal modstandsmand, det som amtsretten betegnede som advarselsskud. Vedkommende skød fra gaden ind i en hotelsal, hvor 350 medlemmer af Det Tyske Mindretal var forsamlet til Juletræsfest.
Lærerinde Sasse fra Aabenraa blev ramt i hovedet og døde øjeblikkelig. Selv danskere undrede sig over den dom, Amtsretten fandt frem til. – seks måneders fængsel. Landsretten dømte dog senere modstandsmanden til 18 måneders fængsel. Det er vel også billig sluppen for et mord.
Mystik omkring nedskydningen i Tinglev
De andre mystiske dødsfald, vi omtalte forsker vi stadig i. Og det samme gælder Sheriffen fra Tinglevs skud på Tinglev Banegård. Men også i den sag kommer vi sikkert videre med i vores tredje del af Mordet (Mordene) i Padborg 1945.
OBS: Vi har benævnt Asmus Jensens datter under et andet andet navn end hendes rigtige navn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17.10.2021
September 23, 2012
af Erik Martens
Endnu engang skal vi høre fra Erik. Denne gang får han besøg af politiet. Han kæmper mod rødderne fra Jægersborggade, smadrer vinduer, og triller træstammer ned af en bakke tæt ved Grisens skinner i Harreskoven. Og når man nu skulle opgive falsk navn, var det ikke så heldigt, at adressen var Stefans kirken. På digt beskriver Erik igen sit møde med Havremarkens Skole og de til tider sadistiske lærere.
En is fra 16 øre til en krone
En gang imellem kom der en ismand i gården. Så råbte vi op til mor, om vi måtte får en is. Men det var ikke altid, at der var råd til en. Det var jo småt med penge. Og en is kostede en formue – sådan cirka fra 16 øre til en krone.
På æblerov
Vi stjal også æbler fra Grønthandleren i Stefansgade lige ved Søllerødgade. Egentlig var det jo forkert at stjæle.
Vi gik også på æblerov i Villakvarteret, det var sideveje til Borups Allé. Vi sloges også med rødderne fra Jægersborggade. Men hvorfor ved jeg ikke. Det var jo noget pjat, for vi var klassekammerater.
Gamle venner
Vi var nogle knægte, der kom mere sammen, end med andre. Det var sjovt, for så kom vi også til hinandens fødselsdage. Jeg husker endnu Flemming Schneider i Julius Blomsgade og Kurt Hansen på første – sal. Ja og også hos Henning Johansen, der på en feriekoloni absolut skulle kravle op i et træ, for derefter at falde ned.
Han kom på skadestue, men slap med en brækket arm.
I frimærkeklub
Jeg samlede på frimærker. Og dem har jeg stadigvæk. I Stefansgade var der en frimærkeklub. Den lå oppe på tredjesalen. Jeg har nok ikke været mere end 11 år, da jeg begyndte at komme der.
Vinduer i drivhuset var fristende
Anden gang jeg var på feriekoloni var det så vidt jeg husker på Lolland Falster. Her var et gammelt gartneri med nogle kæmpe drivhuse. Vi syntes, det var sjovt at smadre alle små ruder i drivhusene. Det blev meldt til politiet.
Efterfølgende kom politiet så hjem til os, og Mutter fik lov til at betale 2 kr. om ugen. Jeg ved ikke, hvor mange uger, det stod på.
Træstammer ned af bakken
Politiet kom også hjem til os, efter at jeg havde været i Hareskoven. Det vil sige, vi havde været i Hareskovbrynet, og her var en lille bakke op til skoven. Det var så uheldigt, at der var fældet nogle træer, og de var så blevet savet i ca. en meters længde. Det kunne jeg altså ikke stå for.
Vi begyndte at rulle disse stammer ned af bakken. Men det var lige ned til, hvor Grisen kørte. Men der var en grøft, så der kunne vel ikke ske noget, troede vi.
Men vi blev taget af poltiet. Og så kom vi til afhøring. Her skulle vi opgive navn og adresse.
Falsk navn
Selvfølgelig gav jeg dem en forkert adresse. Det var Nørrebrogade 193. Det var så uheldigt, at det var Stefans kirken.
Gøgl i Nørrebroparken
Der sad altid nogle ældre mænd i Nørrebroparken, lige over for Jægersborggade og spillede skak. Her traf jeg også Karna i 1953. Et par gange om året var her masser af gøgl. Der var luftgynger og en masse andet.
Vi kom også vand i oppustelige balloner. Men det var gårdmanden ikke særlig glad for. Og særlig populære var vi heller ikke hos fru Dauer, der boede i stuen.
At soppe i Ladegårdsåen
Vi sad også ude i Lundtoftegade og skrev bilnumre på de biler, der kom gennem gaden. Vi var også ofte nede ved Ladegårdsåen, og her fangede vi sommetider Salamandere. Her soppede vi også meget.
Udsigt til heste
Vores læge boede på Åboulevarden på førstesalen. Her kunne vi sidde og kigge på alle hestene over på Lanbohøjskolens grund. Det var et dejlig tidsfordriv inden vi kom ind til lægen.
Sjove minder fra Havremarkens Skole
I første del af Eriks erindringer fik vi et digt fra dengang på Havremarkens Skole. Det følges op her.
Det er stadigvæk fra Havremarkens skole
i gymnastik vi havde en mand
Man skulle tro, han havde mistet sin forstand
Han for rundt i salen som en bindegal
Og vi skulle følge ham den original,
Men som regel var han flink, og kunne være en anden,
Så han var nok ikke helt fra forstanden.
En sveder man engang imellem fik,
Men det kunne være en smutter,
Men da man hjem fra skole gik,
Var man ikke særlig kvik,
For den skulle skrives under af Mutter,
Og hun blev i hvert fald ikke glad,
Og så fik man ellers en flad.
Min skole jeg husker på godt og ondt,
Men vi lærte da noget, og det var sundt,
I frikvartererne vi drønede rundt,
Men når lærernes fløjte lød,
Kunne man i en gevaldig nød,
Hvis man ikke fandt ind i geleddet,
Måske en sveder eller en kindhest var på sin plads,
Eller et spanksrørsdask,
og så kunne man finde sin plads.
Skolegården var delt i to
For piger og drenge det må I tro,
Gymnastiksalen var der som en mur
Så vi drenge ikke kunne gøre kur,
Til pigerne bag den tossede mur,
Men efter skoletid, var det en anden sag,
Så tog man revanche, for den lange dag,
Hvor man havde været spærret inde.
Vi havde en lærer, han var sadist,
Hans navn, det husker jeg ikke ganske vist,
Men han hev os i bakkenbarderne i den tro,
At man kom op på det yderste af ens tå
Så man troede, at man skulle til balletten gå,
Men når man igen kom til fode,
Så tror jeg nok, man havde ondt i sit hoved.
Se det var en værre en med ham,
Men han har vel følt en indre tvang,
Til hævde sin rang
Som skolelærer i tiden.
På Havremarkens Skole, lærerne kæmpede om kap,
Om hvem der kunne give de fleste rap,
Med det modbydelige spanskrør,
Sommetider var det en tilfældighed,
På hvis balder det sved.
Tre slag i røven, og så var det slut,
Men man ønskede tit, at man ku’ ha’ slået en prut
Tak til Erik Martens for hans erindringer og hans oplevelser på Havremarkens Skole.
Hvis du vil vide mere: Læs
En gadedreng fra Lundtoftegade
Omkring Nørrebroparken 1 – 3
Barn på Nørrebro i 1950erne
og mange flere artikler fra det gamle Nørrebro på www.dengang.dk
September 23, 2012
Foredrag i forbindelse med Golden Days Festivallen. Afholdt den 15. septtember 2012 på Nørrebro Bibliotek i Bragesgade. Brylcreme var sagen, fattigrøve brugte margarine. Dayv Crockets skindvest var af ægte plastik. Radioen var midtpunktet. Upopulære parkbetjente i Nørrebroparken fik en tur i soppebassinet. De søde piger begyndte at ryge – uha. Fysisk afstraffelse blev forbudt i 1951, man glemte bare at fortælle lærerne det. Natpotten var endnu ikke afskaffet – og meget mere.
Juleanden skulle sikres
Hårdt var det stadig at bo på Nørrebro i 1950 erne. Det var ikke sjovt, når Peter fik besked på at fange julemaden nede i Sortedamssøen. En andesteg derfra havde sikkert smagt af mudder. Fiskene dernede fra var fulde af ben.
Liv ved søen
Der var dog en lille soppe – afdeling dernede. Og søndagens højdepunkt var at få en rotur med far og mor på søerne.
En tur til Malmø
Mange valgte også at lade søndagsturen gå til Malmø med færgen. Her var det billigt at købe chokolade, marcipan, rigtig kaffe, sukker og forskellig andre forbrugsgoder.
Alene turen med færgen var en velsignelse. Her kunne man købe øller og snapse, og få rigtig smørrebrød. Jo og snapsene var dobbelt så store end på Nørrebro.
Ved landgangen holdt politiet parat med salatfade. For ikke alle kunne styre deres brandert. Så mange en Nørrebro – far er blevet kørt til nærmeste politivagt for at sove rusen ud.
Husk stearinlys
Saneringen på Nørrebro var endnu ikke igangsat. Syv mand på 45 m2 var ikke unormalt. Og kakkelovnen skulle der være plads til.
Det var det rene luksus at have toilet ude i gangen sammen med naboen. Ja mange skulle endnu også dele vaskekummen ude på gangen. Men om vinteren blev man nødt til at tænde stearinlys omkring kummen ellers frøs vandet til is.
Lugten afslørede social status
Børnene blev mange steder mødt af en bestemt lugt. Det var af kål, afkogt fedt, kartofler og mangelfuld rengøring. Jo dette signaliserede lav social status.
Den brølende Hjort
I 1950 var det kun 48 pct. af alle lejligheder, der var forsynet med lys, gas og wc. Kun 33 pct. havde bad, centralvarme og vart vand.
Åh ja og i de små hjem på Nørrebro hang det smukke billede af den brølende hjort ved den idylliske skovsø.
Båden med bananer
Holger Fællessanger havde allerede i 1945 sunget: Når der kommer en båd med bananer. Men den båd kom først til København i 1952. Efterhånden blev bananen så lidt mere almindelig.
Ota Solgryn
Menuen i 1950erne var præget af grød, mælke – og sulemad. Og det blev forlangt, at det skulle spises op. Salat blev betragtet som kaninfodder og var ikke populært på Nørrebro.
Som mellemmad fik man franskbrød med sukker eller lyst pålægschokolade.
Margarine og smør slås om markedet. Det var Davra fra Brugsen, Bio Foska og ikke mindst Ota Solgryn.
Ib Schønberg sagde i biografreklamer at Sunde børn er nemme børn. Helge Kjærluf Schmidt var Vitalius Sørensen i Ota Solgryn reklamer.
Tynde vægge
Mange købte endnu gammelt brød hos bageren. Det var billigere. Privatliv var noget man drømte om. Man havde det i hvert fald ikke for sig selv. Gennem de tynde vægge hørtes skænderier og barnegråd. Og masser af drukkenbolte gjorde deres besyv med. Det var kun 6 – 7 alen til nabobygningen.
Havde man ingen penge, ja så kunne man aflevere sit pæne tøj på lånekontoret. Om fredagen kunne man så hente det igen og betale renterne. Så havde man fået løn.
Rapserier
Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningers udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så måtte man holde en lille pause. Det gav høj status hjemme i gården, når det lykkedes.
Natpotten var ikke afskaffet
Men flere måtte endnu ned i gården. Ned til de uhumske retirader. Ned til rotterne og den uhumske lugt. Der var ikke lys på trappen.
Så natpotten var mange steder på Nørrebro endnu ikke afskaffet – dengang. Og den skulle tømmes. Og det var som regel den ældste knægt, der blev udnævnt som pølsetømmer. Og det var ikke just en titel, der vakte anerkendelse blandt gårdens drenge.
Indholdet skvulpede op hos naboen
Og der var masser af rotter. Så mangen en rotte er blevet knust under en skraldemands træsko. Jo, der var skam også historier om, at rotterne havde bidt igen.
Der var dog også nogle, der sprang over, hvor gærdet var lavest. De gad ikke, at møde rotterne nede i gården. De tømte indholdet i vaskekummen. Det var ikke særlig behageligt på varme sommerdage. Og særlig ikke når indholdet så skvulpede op hos naboen.
Muggen kunne fjernes
Blågårdsgade og Blågårds Plads var dengang fulde af klunsere. De gik på jagt i skraldespandene. De gik ikke af vejen for en sandkage, der nærmest var muggen, og som købmanden havde kasseret. Man havde altid en dolk eller en kniv på sig, så det værste kunne fjernes.
Kogesprit med kirsebærvin
Mange af de metalting, som klunserne fandt, blev solgt nede i Todesgade. Her lå der flere kælderforretninger, som købte genbrugsting af klunserne.
De penge, de fik blev omsat til flydende kost. Det var mest i kogesprit. Og det smagte bedre, når det blev blandet med kirsebærvin. Det var nu ganske billigt dengang. Når spritten og vinen var blevet blandet satte man sig på Blågårds Plads.
Klunsere som børnepassere
Disse klunsere var en naturlig del af kvarteret. De fungerede også som børnepassere. Og det blev sandelig passet på børnene. Som tak fik de typisk 10 eller 25 øre. Men de gjorde det ikke for pengenes skyld. Det var en service for beboerne.
Det værste det kunne ske for disse klunsere, var når de fik rent vand i hovedet – fy for pokker.
Det nederste af den sociale rangstie
Klunserne var nederste del på den sociale rangstige. Det var de sidste rester af Lersø – bøllerne. På en hvis måde var de i familie med gårdsangere og lirekassemænd. Disse var meget populære hos børnene. Under deres koncert holdt børnene øje med om, strisserne var på vek. Og de samlede alle de mønter op, der blev smidt ud indpakket i avispapir fra vinduerne i beboelsen.
Blev man snuppet, så vankede der enten en advarsel, bøde eller hæftestraf.
Kollektive børnehave
Man kunne godt kalde baggårdene for an kollektiv børnehave. For disse var absolut en mangelvare på Nørrebro. I fællesskab passede husmødrene på hinandens poder.
50 kælke på en gang
Vinteren på Blågårds Plads kunne være sjov om vinteren. Særlig når der var sneboldkampe og man havde mulighed for at give sin kammerat en vasker. Og nede i Grøften, kunne der være op til 50 kælke på engang.
Nytårsaften på Blågårds Plads
Og nytårsaften var også speciel her på pladsen. Der blev kastet masser af juletræer på bålet. Men inden det hele begyndte, kunne man høre sirenerne fra den nærliggende Fælledvejens Station. Brandbiler og politi var allerede på vej.
Ja og så endte vandstrålen som regel vendt mod publikum. Den næste dag lignede Blågårds Plads ikke sig selv. Her lå knuste flasker, brugt fyrværkeri, nytårshatte og avispapir. På pladsen lå resterne af bålet.
Leg og boldspil – forbudt
Der var masser af gårde, plankværk og cykelskure dengang. Knægtene elskede at planke den, uden at blive snuppet af emsige viceværter.
Mange steder var leg og boldspil forbudt i gårdene. Og leg på gaderne var efterhånden blevet for farlig på grund af stigende trafik. I baggårdene var der tørrestativer, skraldespande og cykelstativer. Tagene var som regel beklædt med tjærepap. Man skulle nok ikke planke den, når der var nytjæret.
Sig De til viceværten
Det gjaldt for børnene om at holde sig gode venner med viceværten og tiltale ham med De. Leg i gården, hvor dette var tilladt, kunne ordnes med kridtstreger, et stykke snor, nogle pinde, hønseringe, marmor – og glaskugler.
Vandhanen i gården måtte kun bruges til at stille sin tørst, men den blev også misbrugt til at fylde ens vandpistol.
Næste gård var fjendeland
Når en bold røg over i nabogården måtte den anses for tabt for evigt. Næste gård var fjendeland. En redningsaktion kunne dog iværksættes. Så måtte man bare håbe på, at fjenden ikke opdagede det. Når der var gadekrig mod en anden gade kunne man dog opnå alliancer med nabogårdene – ellers ikke.
Blodige gadekampe
Det var talrige afstraffelses – muligheder, når man blev snuppet i en gadekrig, buksevand, binding til tørrestativ eller almindelig røvfuld. Blodtude var der mange af, efter en sådan kamphandling.
Gadekampene hørte til dagens orden. Når kampråbet lød, skete der en mærkbar forandring i gadebilledet. Der var faste regler ved sådan en kamps begyndelse. Først blev en kurerer sendt over til fjenden med meldingen Vi melder krig. Så spænede han tilbage.
Drabelige våben
Børnene var forsynet med kosteskafter, naturgrene, læderremme og halstørklæder bundet op med store knuder. Onde tunger påstod endda, at de var forsynet med søm, så de kunne volde endnu større skader. Også pusterør blev brugt. Det var godt at affyre store ærter i hovedet på fjenden.
Sejrherren fulgte taberne gennem gaderne. Og de tilfangetagende måtte så senere befris.
Smadring af glødelampe
En yndet sport blandt Nørrebros knægte var at skyde efter glødelampene, der oplyste gaderne. Ramte man med en snebold kunne det udløse en mindre eksplosion.
I Stefansgade var der i mange år gas – gadelys. Disse var meget omstændige at passe. De sidste gaslygter i København, var i Sjællandsgade. De blev først slukket i 1963.
Den forbudte legeplads
Det var også sjovt at lege på Den forbudte Legeplads. Den lå bag Vandværkets oplagringsplads ved Lundtoftegade. Her lå det sidste lille stykke af Lygteåen. Den mødte kort efter den tildækkede Ladegårdså ved Ågade.
Alternativ til tandlæge
I 1950 havde man ikke råd til at gå til tandlæge, og det var ikke altid, at skoletandlægen var nok. Havde børnene ondt i tænderne måtte man gribe til noget alternativt – en klud dyppet i brændevin blev placeret i barnets mund.
Håndsæbe godt til mange ting
Og når vi er ved tænder, så kunne tænder sagtens børstes i håndsæbe. Hvis man heller ikke havde det, så kunne man bruge saltvand. Og håndsæben kunne også bruges til håret. Så skulle man lige huske, at bruge lidt eddike for at få det ud igen.
Store badedag
Det ugentlige bad foregik lørdag aften i en zinkballe på køkkengulvet. Om vinteren dog foran kakkelovnen inde i stuen. Men man skulle nok ikke være den sidste, når de små også havde været der. Det var det samme vand, der blev brugt.
En gang imellem skulle der noget grundigere vask til. Så havde man Sjællandsgades Bad. Her kunne man komme i et rigtigt badekar.
Uha – lus
Efter den store vask, blev der kæmmet med den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Havde man lus, ja så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at bople.
Fnat – endnu værre
Det var også uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. De små kløende mider var ret irriterende. I gamle dage måtte børnene så en tur på hospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde i lang tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.
Lopperede
Mange lejligheder var en lopperede. Det var fugtigt, og det var ikke mange muligheder for udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede gennem gulve, vægge og loft.
Brændsel på loftet
Brændsels – lagerne lå som regel på loftet. Så skulle kul, koks og optændingsbrænde først slæbes op på femte sal, for så at blive båret ned igen. Det var mange børns opgave, at hente det på loftet.
Gratis med DSB
En gang om året kunne man få en gratis rejse med DSB. Man var da forsynet med mærke, så man ikke farede vild på vej til Jylland. Her kom mange poder fra stenbroen på ferie en gang om året.
Kendte ikke til ordblindhed
Jo skolegangen var endnu noget specielt. Kunne man ikke læse eller skrive blev man kaldt for dum, selv om det var koncentrationen, der manglede. Man kendte ikke til begrebet tal – ordblindhed.
Slaveanstalten
Skolen i 1950erne var udenadslære. De stakkels poder skulle terpe kongerækken, salmevers og købstæder. Lærerne var små – racistiske og u – pædagogiske. Det var ikke uden grund, at skolen stadig blev kaldt slaveanstalten.
Der kom dog noget nyt i skolen, og det var skoleradio og skolebio.
Ja og så kom Søren og Mette i 1954. Gad vide om de stadig går i skole?
Glemt at fortælle lærerne det
I 1951 blev fysisk straf forbudt i de københavnske kommuneskoler. Resten af landet fulgte først med i 1967. men man havde glemt at fortælle lærerne det. Der var ellers rigelig med bortvisninger, eftersidninger, lussinger og spanskrør.
Ja de unge mennesker havde hørt rygter om, at der på lærerseminarierne var et specielt fag, der hed, at give den rigtige lussing. Det var vigtigt at ramme kinden med løse fingre. Der måtte ikke slås med samlede fingre. Det kunne sprænge trommehinderne.
Alle spinkede og sparede
Kraftige farver var man begyndte at anvende i bolig – og køkkenindretning. Men det var endnu ikke kommet til Nørrebro.
Alle spinkede og sparede. Tøjet var enten for småt eller for stort. Man gik i genbrugstøj og det blev lappet. Det kendte man i hvert fald på Nørrebro.
Samlekort i lange baner
Med Tricolore sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige sprog. I Otas havregrynspakker fulgte klippeark med Det Vilde Vestens helte og skurke.
Richs samlemærker og albums var meget udbredte. Hver gang, man købte en pakke Richs til at blande i kaffen, fulgte der samlekort med. Der var billeder af dyr, blomster og andre ting.
Disse samlemærker startede i 1949. Og ugebladene fulgte op på succesen. Havregrynspakkerne fulgte op med, at man på bagsiden kunne klippe fodboldspillere ud. På den måde blev Knud Lundberg og de andre fodboldspillere fra 1. og 2. division udbredt.
Hula Hoop – den nye dille
En speciel dille nåede Nørrebro i 1958. Det var Hula Hoop – ringe. Man skulle bruge specielle hoftesving for at få ringen til at rotere.
Og en yoyo – yoyo kunne man selv fremstille. Og populær var sæbebopler fra kridtpiben med sæbe og vand.
En seksløber med 100 skud
Og det hjalp også på det at de raske knægte i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om deres helt Davy Crocket.
Og Hopalong Cassedy havde en seksløber, der kunne affyre hundrede skud. Man kunne melde sig ind i en klub med western – helten. Og heltene kunne man se i biograferne. De meste populære biografer dengang var Odeon på Fælledvej, Nørrebros Bio på Nørrebrogade og Regina på H.C. Ørstedsvej.
Brændt ned
Men ak en voksen person glemte sit cigaretskod oppe på balkonen på Odeon. Det havde ligget og ulmet. Ved 6 – tiden næste morgen opdagede viceværten det i naboejendommen , at Odeon brændte. Og selv om brandstationen var lige i nærheden af den stolte biograf, så brændte den. Og det var den 17. september 1958.
Det blev aldrig biograf igen. Der skete en hvis nedgraduering – til offentlige toiletter.
Både Coloseum på Jagtvejen og Nora Bio ude ved Højbanen blev siden forvandlet til supermarkeder. Odeon blev revet ned. Nørrebro Biograf overlevede, og blev siden til musiksted og teater.
Søndag mellem 14 og 16
Det var som regel om søndagen at ungerne vandrede til biograferne. Den stod på cowboyfilm. Men også film om sørøvere, soldater og andre helte.
Tidspunktet var mellem 14 og 16. de fleste biografbilletter kostede mellem 45 – 50 øre. Den billigste var Regina. Men så kunne man også risikere, at skulle sidde to på samme sæde. Når det gik rigtigt for sig rejste man sig op og klappede og råbte på sine helte.
Kavaleriet på vej
Kyssede ens helt, ja så rejste man sig og sagde buuh.
Og det var vild jubel blandt det unge publikum, når det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget for at hjælpe de hvide i sidste øjeblik.
Prins Valliant med karse – klippede Robert Wagner i hovedrollen nåede området i 1955. Filmen havde premiere i Det gamle Kinopalæ på Gl. Kongevej i 1955.
Et kys fra heltinden
Den bedste biograf i starten af 1950erne var Odeon. Her kunne man se de bedste og mest interessante film. Og alle ville være heltene fra filmene.
Hopealong Cassedy var absolut en af de største helte. Man kom op at slås, for at måtte spille helten. Hjemkommet til Blågårds Plads blev filmen gennemspillet. Og så håbede man at få et kys af heltinden.
Forniklet paplæder
Og det var næppe mange forældre på Nørrebro, der havde råd til pr. postordre at erhverve et par gummistøvler med sherif – stjerne på. Man kunne også får et fint revolverbælte af paplæder med påsatte forniklede nitter.
Et Z i panden
Zorro var også en af datidens helte. Han var en slags Robin Hood, som bekæmpede slynglerne, der overfaldt de fattige i Mexico. Han brugte sjældent skydevåben. Hans bedste våben var en lang pisk eller en kårde. Så kunne han snitte et Z i panden på sin modstander.
Udsolgt af halvmasker
Dagen efter en sådan film var alle drenge omkring Blågårds Plads – Zorro. Der var ikke mange tørresnore tilbage i området. De var blevet forvandlet til farlige piske. Og legetøjsbutikken Alhambra i Blågårdsgade havde udsolgt af halvmasker. Alle Zorro’er stod opmarcheret på Blågårds Plads – ventende på kysset af heltinden.
Det var dengang, at hver dansker gik i biffen 17 gange om året.
Legetøjs – butikker
Og når vi nu taler om legetøjsbutikker. Så lå der også en populær legetøjsbutik, der hvor Lagekagehuset nu har til huse. Den hed Borrit, og handlede også med barnevogne. Jo i Holtegade lå frøknerne Krappes legetøjsbutik. Og på hjørnet af Jægersborggade og Jagtvejen var der også en legetøjsbutik.
Drenge – og pigelegetøj
Drengenes legetøj var våben, biler og soldater. Men legetøj var dyrt. De fleste af børnene på Nørrebro måtte nøjes med at betragte tingene gennem ruderne.
Figurer med cowboys og soldater, bondegårdsdyr, dyr fra zoo og indianere kostede 2,25 kr. stykket.
Pædagogerne kunne fortælle forældrene, at legetøj af træ var at foretrækkke frem for legetøj af plastik. Man skal så sandelig også få noget meget mere avanceret legetøj. Og det var Teknos Ingeniørsæt, Modelervoks fra Filia eller Det lille Ingeniørsæt. Sidstnævnte blev også kaldt – det universale byggesæt.
Og de kloge pædagoger fortalte også, at det var intet i vejen for, at drenge udmærket kunne lege med dukker og sytøj. Det var heller intet i vejen for at piger kunne håndtere værktøj, plastikmursten eller Connector (træbyggesæt).
Klassiske spil
Men det var jo også de klassiske ting som Skak, mølle og dam, klassiske kortspil, Sorteper, Tips – spillet, 6 – dags løb og Matador.
Men mange af baggårds – rødderne på Nørrebro måtte nøjes med bolde, terninger, glaskugler, sjippetov og hønseringe.
Heksedansen
Radioen havde nu indbygget grammofon. Nu kunne man høre Raquel Rastenni med Heksedansen, hvornår man ville. Det er den med, her kommer Mutter med kost og spand. Og det var meget kendetegnende for den tids kønsroller.
Pigerne med sløjfer i håret blev opdraget til at være et dydsmønster. De fik deres eget legetøj og deres egne bøger. De skulle opdrages til at gå hjemme ved kødgryderne. Det vil sige, at det ikke gjorde noget, hvis de kunne tjene lidt ekstra.
Det var godt at mor nu kunne få en brødrister, hvor brødet selv sprang op. Blender, Nilfisk og bærbar tørrehjelm hjalp også på det.
Pigerne skulle sandelig bevare deres gode rygte. De skulle være ærbare. Og for alt i verden skulle de undgå at blive gravid. Det vigtigste for en pige, dengang var at blive gift og så at få børn. Et dårlig rygte kunne spolere disse planer.
Piger begyndte at ryge
Jo pigerne skulle være sobre og kommende husmødre. De blev opdraget til at være søde. Men pigerne begyndte at ryge cigaretter og gå i spidse sko – det var ikke godt.
Og de vilde drenge begyndte at køre knallert. De gearede og borede den. De kørte sig lige ind i toppen af ulykkesstatistikkerne.
Potte – træning
Og i de få børnehaver der var dengang, da startede man på at give de allermindste potte – træning. Jo de skulle kunne begå sig på en potte.
Skøjtebane
I Nørrebroparken sprøjtede parkbetjenten vand på asfalten i vinterperioden. Når vandet var frosset til is, havde man den fineste skøjtebane. Naboarealet der var belagt med græs, blev også oversprøjtet. Nu havde man pludselig en dobbelt så stor skøjtebane.
Trædebiler i Nørrebroparken
I sommerhalvåret kunne man køre i trædebiler i Nørrebroparken. For 25 øre kunne man køre i 15 minutter. De seks – syv biler var meget populære. Og hvis der var nogen, der snød med tiden, så fik de karantæne.
Der var malet veje med gul maling.
Børneparkering
Allerede i 1951 startede der en børneparkering i parken. Det var på alle hverdage mellem 11 og 16 for børn fra 3 til 7 år. Det kostede 30 øre pr. barn pr. time. Jo det var Danske Kvinders Samfundstjeneste, der stod bag dette initiativ.
Ved siden af var der opstillet en urangeret sporvogn. Når der var regnvejr blev alle børn sendt ind i denne. Og de kloge mennesker sagde dengang:
Mange Børn kommer for lidt ud.En del blege Børn, der ikke vil trives eller spise, har hentet Kulør og Appetit under Sommerens Leg.
Conny – i Livsfare
Lille Pige døden nær i soppebassin
Ja sådan kunne man læse i en af aviserne fra dengang. Den 29. juni 1953 skete der et uheld ved tømningen af soppebassinet, hvor den 8 – årige Conny blev suget fast til aftræksrøret i 20 minutter. Hun sad så fast, at end ikke 2 – 3 voksne kunne trække hende fri.
Tilskadekommende sad således, at hendes ben var strakt fremefter lige over bassinets bund, således at hub kun lige havde munden fri af vandet soverflade.
Tribini i Nørrebroparken
Ofte var det teateropvisning i Nørrebroparken. Et år kunne Carl Ottosen opleves som Robin Hood. Mange gøglere gæstede parken. Her var tombolaer, skydetelte, parisergynger og ikke mindst professor Tribini. Det var ham, der indledte med:
Mine Herskaber, grevskaber og Klædeskaber. Rullemænd, Nullermænd og Tullemænd.
Den stærke mand
Her var den stærke mand, Abdullah. Et Folkevognsrugbrød kunne køre over brystet på ham. Og her var radiobiler. Så gjaldt det bare om at ramme alle pigerne. Datidens knægte troede, at det var et scoretrick.
Men til sidst skete der for mange uheld, så Københavns Kommune lukkede herlighederne. Også et populært klatrestativ blev fjernet. Og pædagogerne mente, at det var for farligt for poderne.
Upopulære parkbetjente
De unge hadede parkbetjentene. De havde stramme uniformer på og hvide handsker. Ofte patruljerede de på kommunale cykler. De var også moralens og sædlighedens vogtere. Når de unge flirtede med den første kærlighed, ja så var Parkeren der. En afsides bænk i skumringen var trods alt bedre en en to værelses med 5 – 6 beboere.
Det skete dog også, at de lidt større drenge smed Parkeren i soppebassinet.
Græsset må ikke betrædes
For selvfølgelig måtte Græsset ikke betrædes. Og betjentene lå på vagt, for at straffe synderne med lussinger
Børnenes største hits
Det store hit blandt børnene var Musen Hannibal med Man skal altid bo på landet. Den kunne man så lytte til, mens man indtog Dandy tyggegummi, Piratus, Pinoccho – kugler og zulu.
Og far og mor lyttede til Hvide måge og Fiskerpigens sang.
Masser af slik
Nu snakkede vi om slik. Man kunne købe poser med såkaldt affaldsslik for små penge eller de populære Lykkeposer. Heri var der forskellige former for slik og et lille stykke legetøj. Disse kunne blandt andet købes i det lille ishus over ved indgangen til Nørrebroparken ved Nordbanegade. Det havde kun åbent om sommeren.
Kandis var også populært. Men det kunne man kun købe på Apoteket. Det blev leveret i store papirsposer.
Radioen var husalteret
Radioen var familiens husalter. Far skulle altid høre radioavisen. Og børnene skulle altid inden de gik i seng høre Inge Aasted og Musen Hanibald. Og flere hits hos børnene var Peters nye automobil og Elefantens vuggevise.
Og så kom radioen nu også med grammofon. Så var den høflig og sagde De til en.
Bror Kalle
Og de stakkels unger var også tvangsindlagt til Gammeldaws Dansmusik med Bror Kalles kapel og Vildandens Sang med Lullu Ziegler.
Ja og poderne, der ikke lige kom fra et hjem med klaver kunne fornøje sig med xylofon og mundharpe.
Postkonduktør
Og så sandelig kunne man få lov til at sende et anbefalet brev med Telegraf – og Postkontoret. Det hed hvis nok senere Det lille Postkontor. Eller man kunne få lov til at klippe biletter og blive børne – konduktør. Og sættet indeholdt også en fløjte. Toget kørte ikke før, man piftede.
Masser af seriehefter
Det var årtiet, hvor man kunne blive medlem af forskellige hemmelige klubber – Politikens Kvik Klub – Ping Klubben m.m.
Man læste Paw, Robin Hood, De Tre Musketerer.
Palle alene i Verden gjorde et stort indtryk hos børnene på Nørrebro. Og det var ikke mange, der lagde mærke til, at man sagde neger i Lille Sorte Sambo.
Indoktrinering
Ja, der fulgte masser af seriebøger, Jan, Sussy og Puk.
Med disse seriebøger fulgte også en masse indoktrinering. Jagten gik ind på skumle venstreorienterede. De mistænkte var altid dem, der var grimme, ubegavede og uuddannede.
Advarsel mod seriehefter og tegneserier
Og man læste masser af seriehefter med Skipper Skræk, Kaptajn Mickey, Illustreret Klassikere, Davy Crocket.
Ham der, Kaptajn Mickey kunne næsten alt med sine venner, Fuzzy og Dr, Salasso.
Men ak og ved, ledende pædagoger advarede mod at seriehefter og tegneserier var skadelig for børn. De unge ville helt glemme at læse bøger.
Skindbluse af ægte plastik
Davy Crocket kom første gang til Nørrebro i 1955 og blev senere filmatiseret. Det var stort for de raske poder, at få en pelshue med hale, en skindbluse af ægte plastik og hans lange flintbøsse til knaldhætter. Og så endda med tilhørende krudthorn.
.
To dages knippelsuppe
Åh ja, man kunne købe album til single – plader. Og så var det jo Tommy Steele – A handfull of Songs, Elvis med Love me tender og Otto Brandeburg.
Mere vildt gik det for sig, da de unge stiftede bekendtskab med ordensmagten ved et stort Rochn Roll Stævne i KB – hallen med Ib Glindaman og Ib Rock Jensen.
Da filmen Rock arround the clock havde premiere var der dømt to dages knippelsuppe fra ordensmagten.
Jo så foretrak far og mor hellere Verdens rigeste pige med Nina og Frederik. I 1952 kom den herlige italienske film Don Camillos lille verden.
Brylcreme
De fleste mænd og unge knægte havde brillantine eller det nye Brylcreme i håret. Fattigrøve brugte margarine. Målet var, at håret skulle ligne en anderumpe – frisure. Man måtte sandelig ikke læne sig op af tapetet. Og et hovedpudebetræk lignede nærmest en olieklud efter mødet med sådan et hår.
I den henseende var det en lettelse, at karseklippet blev moderne senere i årtiet. Her var det de amerikanske soldater, der var forbilledet.
En ny tre – hjulet model
I slutningen af 1950erne kunne man købe den trehjulede cykel – model 245 med hvide gummihjul og rødt stållad. Jo det var en dansk produceret Winther – cykel, der kunne købes ved Runddelen.
Det var den største nyhed siden klapvognen, som dengang blev kaldt for promenadevognen.
Vascomaten
Og så dukkede forløberen for vaskemaskinen frem. Den hed Vascomaten. Gad nok vide, om den var lavet af Atlas på Nørrebro?
Inden da måtte mor op af køkkentrappen op til vaske – og tørreloftet. Her stod den store gruekedel. Den skulle først fyldes med vand. Og vandet skulle hentes i spande. Når vandet kogte, blev der tilsat sæbespåner eller det dyre Persil vaskepulver. Og datteren blev undervist i den svære kunst.
Kilde: Se
litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Se
At bo på Nørrebro
Barn på Nørrebro
Andesteg fra Peblingesøen
Den sidste Badeanstalt
Nørrebro i gamle dage
September 23, 2012
Foredrag i Pensionistklubben, Terasserne, Tingbjerg, den 16. september 2012 i forbindelse med Golden Days – festivallen med fokus på 1950erne
Ældre mente, at de unge gik i moralsk forfald. Vi husker speakerpigerne fra dengang. Radio Mercur tyvstjal lyttere. Søndag formiddag på DR var også trist. Lyspunktet var Radioens Ønskekoncert. Det var tiden med Henkogte frugter. Hvad kunne man få for 100 kr. Og hvor meget skulle man arbejde for at tjene dette. 9.000 piger søgte hvert år om abort. Selvbetjening med unødvendige forbrugsgoder indfandt sig. Der var stor forskel i den sociale standard.
Smilende sommer – piger på cykler
Ser man film fra 50erne, ser man smilende piger i deres sommerkjoler på cykel. Man ser mødre gør hovedrent hver dag. Vi ser Morten Korch – filmene for os. Og det varede længe inden vi i Danmark kunne høre Jill – House Rock med Elvis. Det blev anset for farligt.
Eget lokum i Tønder
Og derhjemme i Tønder flyttede jeg allerede som seks – syv årig i rækkehus, med have og græsplæne. Social boligbyggeri dengang, havde stor kvalitet. Og så havde min far endda selv været med til at bygge det. Jo nu var det ikke mere lokum på trappeafsatsen sammen med naboen.
Kunne ikke forstå mig – dengang
Indrømmet – dengang tænkte jeg ikke meget på København. Og københavnere har næppe kunnet forstå mig dengang – mon de kan det i dag?
Den sociale standard
I København var der stor forskel på kvaliteten. Der var også stor forskel på den sociale standard. Man skulle tro, at man befandt sig i to verdener, dengang i 1950erne.
Ville ikke bo på landet
Brønshøj blev befolket af Nørrebro – arbejdere. De ville godt nok væk fra kasernen, men de ville ikke bo helt ude på landet. De klumpede sig sammen.
Tingbjerg – kvarteret
Der burde være en gade her i Tingbjerg, der hedder Steen Eiler Rasmussens Gade. Det var Steen Eiler Rasmussen, der stod for udformningen af Tingbjerg – kvarteret i 1956 – 58. Det er et jo fantastisk lilleby – miljø.
Ja man glemmer helt at svensker – kongen engang havde residens i Utterslev.
1.200 boliger
Man forsøgte at give bebyggelsen, købstadens gamle præg, med snævre gader, torv og butikker med åbne grønne arealer bag husene.
Hele Tingbjerg blev bygget fra 1956 – 1968. Det omfatter et højhus på 12 etager og et stort antal tre – etagers blokke, i alt godt 1.200 boliger. Hertil kom skole, børneinstitutioner og butikker.
Fingerplanen
Allerede i 1948 var en ideskitse færdig. Den hed Skitseforslag til Egnsplan For Storkøbenhavn. På skitsens forside var tegnet en hånd med udstrakte fingre lagt hen over København, deraf navnet Fingerplanen.
S – banerne skulle udbygges, og der skulle placeres nye boligkvarterer i fingrene. Servicecentre forestillede man skulle ligge i knoerne.
Ind til byen på 45 minutter
Længere ude ville man lave etageboliger, og endnu længere ude villakvarterer. Men den kollektive trafik skulle man kunne komme ind til byen på under 45 minutter, selv fra den yderste omegn.
Fingerplanen blev aldrig en juridisk plan. Men den dannede diskussionsoplæg.
Tænk i 1955 var der registeret 63.000 biler i København – en fordobling på 10 år.
Andre planer
Dengang da Fingerplanen blev udarbejdet var der en bil pr. 33 indbygger. I 1954 var der en bil pr. 20. indbygger. Og så gik det ellers hurtig med at få anskaffet biler.
Der kom en masse andre planer. De blev kaldt for Kransen, Kæden m.m. Man havde svært ved at blive enige. Og noget af planlægningen var uladsiggørlig allerede fra starten.
Tre ugers ferie
På arbejdsmarkedet i 1952 blev der indført tre ugers ferie. Få år senere blev den ugentlige arbejdstid nedsat til 45 timer.
Fabrikker blev flyttet væk fra centrum til yderkanterne. Det skete blandt andet for Konfektionsbyen, Lersø Parkallé . Maskinfabrikken Atlas flyttede fra Bragesgade til Lundtofte.
Forstæderne blomstrede
Københavns struktur ændrede sig fuldstændig. Forstæderne blomstrede op. Industrien flyttede ud. I 1950 havde havde Københavns Kommune et indbyggertal på 768.000. Men i 1960 var 40.000 flyttet ud. Og med dem 234 industrivirksomheder. I 1970 var yderligere 130.000 flyttet ud. I 1985 var der vel kun 460.000 i Københavns Kommune. Planlæggerne havde svært ved at følge med.
Statslån til drømmehuset
Man kunne i perioden fra 1938 til 1958 få et statslån til drømmehuset. Man kunne låne op til 90 pct. af byggesummen. Staten stillede kun to betingelser:
Man skulle anvende en arkitekt
Det nye hus måtte maksimum være på 110 kvadratmeter. Senere blev dette forhøjet til 230 kvadratmeter.
I begyndelsen af 1950erne kunne man erhverve et hus i Herlev for 68.000 kr.
Mod vejen holdt man facaden med sirlige roser og hæk, plus en lige sti af hjemstøbte cementfliser til hoveddøren. Baghaven var optaget af æble – og pæretræer, måske kirsebær – og blommetræer, masser af bærbuske, kartofler, porre og gulerødder.
Saneringsplan
I København vedtog man en saneringsplan i 1959. Det betød, at man indtil 1972 nedlagde 2.700 usunde boliger. En ny saneringsplan blev vedtaget i 1971. Denne var årsag til den såkaldte Bulldozersanering på Nørrebro.
Folk havde pludselig ikke råd til at flytte tilbage.
Selvbetjening
Københavns første selvbetjeningsbutik blev anlagt i 1949 i Vigerslevvej i Valby. En journalist bemærkede, at der kun var stillet 10 indkøbsvogne frem.
Der var stillet masser af kurve frem. Man mente, at husmødrene ville være for genert til at køre rundt med indkøbsvogne. De skulle nok langsom vende sig til det.
Hovedstadens Brugsforening havde været rigtig kreativ, da de udarbejde en annoncetekst:
Respekt for husmoderens tid og arbejde er den vigtigst grund til at indføre selvbetjening.
Det gik ud over den lille butik
I 1959 var der fandtes der 220 selvbetjeningsbutikker i København inden for fødevarehandelen. Især brugte Irma denne nye selvbetjenings – form. Det var personalebesparende. Følgen blev naturligvis de små butikkers død.
I 1935 var der 21.000 detailhandlere i København. I 1958 var der 15.000 tilbage. Medvirkende til dette var også, at de ældre bydele med de mange dagligvarebutikker efterhånden blev affolket, fordi folk flyttede ud i forstæderne.
Fruen tog på arbejdsmarkedet
Man var indstillet på ar betale de omkostninger, der fulgte med. Ringere service og standardiseret varesortiment.
Fruen tog ud på arbejdsmarkedet. Hun skulle skynde sig fra arbejdet, i supermarkedet og hjem og lave mad til manden.
Og lidt senere kunne man så også i Irma få surmælksprodukter, vin og færdigretter. Det var stort.
Behov for vuggestuer
Det voksende antal mødre, der søgte ud på arbejdsmarkedet skabte øget behov for vuggestuer.
Den månedlige indtægt i 1957. Mor går endnu derhjemme. Huslejen var 127 kr. Til gengæld var skatten kun 175 kr.
Mellem 1940 og 1960 fik hovedstaden en fordobling af ældre borgere over 65 år. Det betød større krav til alderdomsforsorgen. I 1955 fik man hjemmehjælp.
Nørre Hospital i Ryesgade blev omdannet til plejehjem.
De Gamles By ved Guldbergsgade ændrede gradvis karakter fra at være et traditionelt alderdomshjem til at være plejeinstitution.
Boligmangel
Det var nu ikke alle, der bare flyttede ud til forstæderne. Der var masser af boligmangel. Og mange boede i husvildebarakker. Således boede 12 familier i Bethlehem på Frederikssundsvej. De havde et fælles køkken i kælderen. Om vinteren var vandet frosset i flere måneder. Og de var 45 beboere til at deles om to gammeldags retirader i gården.
Andre steder boede man i kolonihavehuse.
Tænk i 1953 var hver 7. dansker ramt af bolignøden. 150.000 hustande boede i saneringsmodne ejendomme. I 142.000 lejligheder i byerne var uden selvstændig toilet. 520.000 lejligheder var uden bad og 550.000 uden centralvarme.
En socialrådgiver beskrev forholdene på Nørrebro således:
Familien består af 9 medlemmer – forældrene og 7 børn i alderen 4 – 14 år. Lejligheden, der ligger ud mod gården, består af 2 små værelser, køkken, en mini entré og WC. Det ene værelse fungerer både som opholdsstue og som forældrenes soveværelse.
Det andet værelse er lidt større, men meget af pladsen optages af køjesenge.
Her skal 7 børn sove, lege og læse lektier. Køkkenet er lille og fugtigt. Hele lejligheden er mørk og solfattig. Den lange smalle gård er legeplads for 70 børn.
Tænk at arbejderbørn kom igennem mellemskolen og ind i gymnasiet.
Storproduktion af boliger
Kun de sociale boligselskaber eller den private stor- entreprenører evt. flere i samarbejde magtede de store montagebyggerier. Man tog udgangspunkt i præfabrikerede betonelementer. Denne metode tog sit opsving i 1950erne.
Hvem ville og kunne bo på 13. etage?
Bellahøj – bebyggelsen var det første større eksempel på den nye teknik. Samtidig introducerede man højhusbyggeriet i Danmark. Jordbeton – elementerne begyndte at vinde frem.
Bellahøj – bebyggelsen bestod af i alt 28 punkthuse, dvs. forskudte blokke med fælles trappeanlæg, på 9 eller 13 etager. Beliggenheden på Bellahøj gav beboerne byens flotteste udsigt. Det gav i alt 1.300 lejligheder. Byggeriet stod på mellem 1950 og 1957.
Man var meget spændt på, hvem der turde at bo på 13. etage til en husleje på en tredjedel af den gennemsnitlige indkomst. Lejlighederne stod dog også længe tomme.
Kollektive foranstaltninger
I nærheden blev Voldparken i Husum bygget i 1950. Høje Søborg fra 1951 var især beregnet til enlige og ægtepar uden børn. Komplekset havde kollektive foranstaltninger som vaskeri, varemodtagelse og lignende.
Ikke plads til kælder
Længere ude opstod parcelhusbyggeri. Man kunne tage fordelagtige statslån. Drømmen om eget hus blev gjort til virkelighed. Efterkrigstids – husene havde dog et beskedent udseende med lav tagrejsning. Det var sjældent kælder. Men den voksende bilisme betød dog, at de efterhånden fik garage.
En tunnelbane til Brønshøj?
I 1961 blev der foreslået, at der skulle laves en tunnelbane til Brønshøj. Sporvognenes køreplans – mæssige rejsehastighed faldt med 7 pct. mellem 1951 og 1964. Antallet af tilskadekommende og dræbte steg med 40 pct.
Befolkningen voksede stærkere end forudset. Den kollektive trafik kunne slet ikke følge med.
Livet ude af Byen i 1950erne (2. del)
I begyndelsen
Ja vi begynder lidt brutalt. Bogstavelig talt med livet.
Den sure svie
Og det man aldrig talte om, det var moralen. Tænk i 1948 blev hver fjerde svangerskab i København afbrudt. Men masser af måtte indstille sig på, at beholde barnet. Lægen sagde:
De skal se, når barnet først er født, kan De slet ikke forstå, De ønskede at komme af med det.
Forskel på Hellerup – fruen og arbejderkvinden
Den velstillede Hellerup – frue kunne få en diskret udskrabning. Men arbejderkonen eller den ugifte pige var henvist til adresser, der gik i omgang.
Dem, der var heldig, at få foretaget indgrebet på et sygehus, var henvist til lokaler adskilt fra de pæne. De blev mødt af en ældre stram sygeplejerske. Hendes sidste ord var:
Så betænker De dem måske, at komme rendende igen om nogle måneder. Efter den søde kløe kommer den sure svie.
9.000 søgte om abort – årlig
Mødrehjælpen var den eneste legale chance for abort.
Mødrehjælpen blev opsøgt af 9.000 kvinder om året. Af den var 6.000 ugifte og halvdelen under 18 år. Gennemsnitlig fik 40 pct. bevilget abort.
Overlæge Teit Kærn, Sankt Josephs Hospital oplyste i juni 1952 i Ugeskrift for Læger, at de hos 82 pct. af abortsøgende fra slumlejligheder kunne konstateres kronisk belastningsnervøsitet. Kvinder fra overbefolkede lejligheder indstilledes i 57 pct. af tilfældene til svangerskabsafbrydelse mod 37 pct. af kvinderne fra rimelige boligforhold.
De Røde Heste
De Røde heste skulle blive en af årtiets mest sete, mest kritiserede og mest elskede film. I løbet af de første måneder efter premieren blev den set af 2,4 millioner mennesker. Både Nordisk Film og Palladium havde afvist at filmatisere den populære bog.
ASA var meget i tvivl, men accepterede til sidst manuskriptet. Samtidig sikrede de sig filmrettighederne til Morten Korchs øvrige romaner for 5.000 kr.
Man kan sige at Mosekongen indeholdt alt. Lige fra forbyttede børn til ægte dansk muld. Og så fulgte Det store løb, Flintesønnerne og Det gamle guld.
Vi skal da heller ikke glemme hele otte Far til Fire – film.
Hvad kan jeg få for 100 kr.
I Billed Bladet var det en interessant artikel i januar 1950. Her kunne man se, havd man kunne få for 100 kr. – dengang:
En Guldring, 800 cigaretter, fuld kost i et folkekøkken i en hel måned, en flybillet København – Aalborg retur, benzin til 1.216 kilometers kørsel i en gammel Citroen, 1,8 liter cognac, 180 pilsnere, 2.300 kopper ren kaffe eller hvad med 2 hektar land på heden?
Svært at tjene 100 kr.
Man skal bare lige tænke på, at det skam også var svært, at tjene 100 kr. – dengang. Således skulle:
En rengøringskone vaske gulv i 50 timer, En kioskejer skulle sælge 2.000 eksemplarer københavnske aftenaviser og en chefpilot skulle flyve 25 timer
Havde man en tier dengang i 1955, kunne man godt gå fra købmanden med et tungt indkøbsnet. For pengene kunne man få:
1 kvart kg. Kaffe, 2 kg stødt melis, 1 kg mel, en stor flaske hvidtøl og to pilsnere.
Banan – båden kom først i 1953
Ak ja i 1945 sang Anker Hansen ”Men når der kommer en båd med bananer” Den kom først i 1953.
Endda med stålvask
Det var stort, når et ungt par, der ventede deres andet barn i 1957 var flyttet ud i forstaden. De kunne stolt fremvise deres nye 2 – værelses lejlighed med toilet og håndvask. Køkkenet havde endda indbyggede skabe og stålvask.
Henkogte frugter
Madlavningen foregik i begyndelsen af årtiet på gammeldags manér. Frysevarer var endnu ikke almindelige. Skulle man lave en hurtigret, måtte man bruge konserves.
Spinat, grønne bønner og ærter fik man stadig på dåse. Henkogte frugter var hjemmelavede og stod på rad og række med sirlige etiketter på den øverste hylde i spisekammeret.
Unødvendige forbrugsgoder
Danske Husmødres Forbrugerråd udtalte, at man virkelig kunne lære af amerikanerne. Det kunne man læse i Samvirke. I de nye supermarkeder kunne man finde en overflod af unødvendige forbrugsgoder som sodavand, cigaretter, slik og en overflod af personlige hygiejneprodukter.
Og i ugebladene kunne man læse om de amerikanske drømmekøkkener.
Antallet af elkomfurer, køleskabe og vaskemaskiner voksede drastisk i slutningen af 1950erne.
Det spiste man – dengang
Familien Danmarks middagsmad bestod af to retter. Om søndagen forventede især familiens ældste tre retter. Hvad der blev serveret kan vi se i Alt om Damerne årgang 1953.
Søndag: Oksekødssuppe med urter og hjemmelavede boller, mørbradschnitzel, bondepige med slør
Som hverdagsmad: Forloren hare med brunede kartofler og rismelsgratin.
Fyldt hvidkål og pandekager, eller vandgrød med æblemos og klipfiskebudding med smeltet smør.
Velbekomme – klipfiskebudding uha!
Mest for kvinder
Det var kvindearbejde – det med køkkenet. De betragtede det også som deres domæne, men Berlingske Tidende vovede sig med en ny rubrik over sin dameside:
Mest for kvinder – mænd må gerne læse med.
Ikke just opløftende radio
Det var nu ikke videre opløftende det, man oplevede i radioen dengang i 1951, se bare her:
7.50: Landbrugets brevkasse
8.05: Ti minutters oplysning om kvægets vinterfoder
8.15: Morgengymnastik for kvinder
8,25: Morgengymnastik ved kaptajn Jespersen
8.35: Havearkitekt C. Th. Sørensen om vore parker
10.00: Pastor Bartholdy prædiker i Haslev Kirke
Det lette, det lyse, det livsbekræftende
12.00: Radioens Ønskekoncert
Og det sidste var sikkert dagens højdepunkt. Her kunne man ifølge radiorådsformanden høre:
det lette, det lyse, det livsbekræftende
Så kunne man lytte til Kun en dag – et øjeblik ad gangen. Eller hvad med Jerusalem med Frans Andersson. Og så var det lille bedårende Gitte, der ville giftes med farmand.
Gunnar Nu Hansen var klar med det dramatiske
I 1953 var der 30.000 licensbetalende radiomodtagere Og Gunnar Nu Hansen var klar, når de store og dramatiske begivenheder skulle kommenteres.
Og når Svend Petersen fremkom med Kvit eller Dobbelt , ja så sad folk klistret op ad radioapparatet.
Radio Mercur tyvstjal lyttere
Ude i Øresund lå nogle pirater og sendte radiobølger med en anden slags musik. Det var Radio Mercur. Pirat – radion tyvstjal over halvdel af lytterne i København og Nordsjælland.
Man snakkede også om noget, der var forbudt på statsradiofonien. Så det var sandelig på tide, at få den lukket.
De unge havde fået nok
Da Teenage – kulturen ramte Danmark fik kernefamilien nogle gevaldige krakeleringer. Nu var det ikke længere nok med Familiejournal og Hjemmet. Nu kom også Tempo og Vi Unge.
Vi husker speakerpigerne
Tv blev i begyndelsen det store hit blandt de unge. Det var det ind til de så deres forældre hænge foran kassen hver aften. I 1953 var det hele 3.000 seere. Det var 17 – og 21 tommers apparater.
Hvem husker ikke Familien Flintstone, lyden af John Danstrups stemme og speakerpigerne Hanne Sommer, Lotte Wæwer og Annette Faaborg.
Fjernsynets julegave
I 1960 var fjernsynets julegave til seerne Faranelli med Poul Bundgaard i hovedrollen. Med 96 millioner kroner blev fjernsynets budget for 1959/60 sprængt. Med allerede i 1958 havde monopolet købt 90.000 kvadratmeter i Gladsaxe til fremtidens tv – by.
Snart så Gøngemosen – dagens lys.
Vi vil hellere forbedre kvaliteten end kvantiteten
15 danske fjernsyns – fabrikker arbejdede på højtryk for at tilfredsstille danskernes behov. Sendetiden var 12 timer ugentlig i 1957. For som tv – chefen Jens Frederik Lawaetz sagde:
Vi vil hellere forbedre kvaliteten end kvantiteten
Og licensbetalerne kunne ikke forstå, hvorfor man ikke kunne begge dele. De betalte trods alt 55 kr. – årligt. Så de mente, at de havde krav på, at blive underholdt.
Ride i herresaddel
Og så vandt den italienske Vespa indpas. Den kunne man passende anvende indtil man fik råd til en bil. Pigerne foretrak at sidde italiensk og sidelæns. Det danske politi beordrede dem til at ride i herresadel.
Hele Danmark dufter
Den 1. oktober 1952 blev kafferationeringen ophævet. Nu skulle man ikke mere have mærker for at få kaffe, hvis ikke man ville have sukker i. Nu var Danmark endelig igen med i den store forbrugerverden. I Politiken kunne man læse:
Hele landet dufter i dag af kaffe. Efter 13 års rationering blev kaffen i aften frigivet af handelsministeren. Flere kvaliteter til stærkt varierende priser.
Familien Danmark tog på Charterferie
Pastor Eilif Kroager fra Tjæreborg oprettede et rejseselskab i 1950. Han tilbød billige busrejser syd på. I 1953 fulgte Simon Spies efter. Nu kunne familien Danmark tage på charterferie. Det var virkelig stort!
De unge i moralsk forfald
Danskerne var begejstrede for amerikanerne. Herfra fik man tyggegummi, coca cola, Brylcreme, læderjakker, forvaskede cowboybukser, anderumper, jitterbug og Elvis Presley. Nu var det mest den yngre generation, der tog imod.
Den ældre generation var skræmt. For dem var det moralsk forfald med vold og seksuelle udskejelser.
Kilde: Se
Litteratur København (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Læs
Barn på Nørrebro i 1950erne (under Nørrebro)
Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade (under Nørrebro)
www.dengang.dk indeholder talrige artikler om det gamle Nørrebro
September 23, 2012
af journalist Svend Thaning
Gunnar Dyrberg var den første frihedskæmper, som kom ind i den tyske afdeling i Vestre Fængsel den 5. maj 1945, hvor andre modstandsfolk ventede på at blive henrettet. Læs beretningen om den nu pensionerede bankdirektør og fader til Pondus-pingvinen, som var skarpt forfulgt af Gestapo og HIPO og ikke selv troede, at han ville overleve krigen.
”De råbte og græd af glæde, da de så vores armbind og stenguns. Først da gik det op for dem, at de var reddet. Specielt de frihedskæmpere, som var dømt til døden og ventede på at blive henrettet. De sidste modstandsfolk var nemlig blevet skudt 10 dage før, vi dukkede op i fængslet. En dejlig, men også mærkelig fornemmelse at se fangerne stå oppe på de lange etager i fængslet og råbe og skrige af glæde ved synet af os,” fortæller den nu 84-årige pensionerede bankdirektør og tidligere modstandsmand Gunnar Dyrberg.
Episoden fandt sted den 5. maj 1945 om morgen i Vestre Fængsel i København, hvor den dengang 23-årige stud. polit. Gunnar Dyrberg sammen med to kammerater var de første modstandsfolk, der trådte ind i den berygtede tyske afdeling og dermed befriede de danske fanger.
For Dyrberg personligt betød den 5. maj, at et år under jorden med Gestapo og HIPO konstant i hælene var forbi. Et opslidende rakkerliv med skiftende logi og maskinpistolen og håndgranater ved siden af sengen, hvis nattens stilhed pludselig skulle blive afbrudt af bremsende biler, tunge trin på trapperne og sprængte døre.
Dyrberg havde siden efteråret 1943 været medlem af sabotagegruppen Holger Danske, hvor han havde arbejdet tæt sammen med de to berømte modstandsfolk, Citronen og Flammen, og studiekammeraten Patrick. Bl.a. med at likvidere stikkere og danske håndlangere i tysk tjeneste.
Datteren døbt ved fars kiste
”Selvfølgelig var jeg glad, da Johannes G. Sørensen den 4. maj kl. 20.37 læste frihedsbudskabet op i BBCs danske udsendelse fra London. Men det var ikke lutter glæde. Patrick, Niels Christian – et andet gruppemedlem – og jeg kørte ud til én af vore kammerater, Svend Dorphs gravide enke. Hun skulle ikke sidde alene den aften, hvor lysene blafrede i vinduerne. Svend havde i marts taget sit eget liv i én af Politigårdens fangeceller. Han var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at modstå HIPOs tortur og dermed komme til at røbe os. Da man efter befrielsen gravede ham op i Ryvangen, blev hans nyfødte datter døbt ved hans kiste,” fortæller Gunnar Dyrberg.
Dyrberg var mere heldig, selv om han ikke regnede med at overleve krigen. Men han var tæt på ikke at gøre det flere gange. Bl.a. i foråret 1944, hvor han måtte springe ud af vinduet hjemme hos sine forældre på Vesterbro, da Gestapo bankede på. Det blev begyndelsen på Dyrbergs hektiske og psykisk nedslidende illegale tilværelse frem til befrielsen.
Citronen og Flammen dør
I oktober 1944 gik det helt galt for hans to berømte gruppekammerater – Flammen og Citronen.
Først Citronen – den 33-årige Jørgen Haagen Schmidt. Han blev hårdt såret, da han den 19. september blev taget af tyskerne – samme dag, som det danske politi blev arresteret. Uheldigvis var Citronen netop den dag forklædt i politiuniform og blev roundet op sammen med andre politifolk. Han forsøgte at flygte, men blev skudt, hvorefter tyskerne stoppede en forbipasserende ambulance og smed ham ind i den. Citronen var kun bevogtet af én tysk politisoldat, som det lykkedes ham at dræbe med en skjult pistol. Og som nådens gave fra oven viste det sig, at ambulanceføreren var modstandsmand og kendte Citronen. Derfor blev han i første omgang reddet og bragt ud til en villa på Jægersborg Allé. Næsten en måned efter gik det for alvor galt. Uheldigvis var ejeren af huset illegal bladmand, som tyskerne ville anholde. I stedet blev de tyske politisoldater og danske Gestapo-folk mødt af Citronen, der lå inde med et større våbenlager, som han forsvarede sig med. Kampen varede i flere timer. Citronen nåede at skyde flere politisoldater, før tyskerne satte ild til villaen i et forsøg på at ryge ham ud. Det lykkedes. Citronen forsøgte endnu engang at flygte i såret tilstand, men blev mejet ned på græsplanen foran huset. Det var den 14. oktober.
Fire dage efter var det Flammens tur. Den mest eftersøgte sabotør og likvidator i Danmark. Han var på opgave i Jylland, da hans bedste ven Citronen faldt. Flammen havde efterladt sine våben hos Citronen. Derfor var han ubevæbnet, da tyskerne væltede ind ad døren i en villa på Strandvejen, hvor Flammen drak aftenkaffe hos gode venner. I første omgang forsøgte Flammen at stikke af. Det var umuligt. Villaen var omringet. Derfor løb han op på første sal. Ind i et værelse og slugte sin cyankaliumpille for ikke at blive taget levende.
På hængende hår
To måneder efter tragedien med Dyrbergs to kammerater var der bud efter ham selv. Det var den 19. december 1944, hvor næsten alt gik galt for den 23-årige frihedskæmper.
”Jeg boede på det tidspunkt i en tom villa på Frederiksberg. Jeg kom hjem, netop som det var ved at blive mørkt. Pludseligt så jeg et glimt i et vindue, der ikke var mørkelagt Jeg svingede i sidste øjeblik cyklen væk, kørte hen og ringede fra en telefonboks. En dansk Gestapomand var i røret og sagde, at jeg måtte skynde mig at komme. Der var et vigtigt møde. Den hoppede jeg selvfølgelig ikke på. Jeg ventede ellers besøg af to af mine kammerater og chefen for Vestsjællands Modstandsbevægelse, Bruno de Neergaard fra Slagelse, som gennem os skulle i genskabe kontakten til Frihedsrådet. Derfor troede jeg, at de var kommet for tidligt og var blevet taget af Gestapo. Jeg forsøgte desperat at samle folk, så vi kunne storme villaen. Men når man er under jorden, er det ikke let at komme i kontakt med sine folk. Man må jo ikke vide, hvor de overnatter. Jeg vidste ikke, hvordan Gestapo havde opdaget mit skjulested. Derfor var der fare for, at de andre medlemmer i gruppen ville blive taget. Måske havde der været en stikker. Det betød også, at våbenlagre og sprængstoffer skulle flyttes meget hurtigt. Men så dukkede mine to kammerater op. De havde været i villaen, da Gestapo ankom, men skød sig igennem – en Gestapo-mand blev dræbt. På flugten gennem haven var mine kammerater mere end heldige. I tusmørket så de ikke en fordybning i græsplænen og faldt netop, som tyskerne åbnede ild. Det blev deres redning. De slap væk. Bruno de Neergaard havde de gemt et sikkert sted oven på en karnap, hvor han ikke kunne ses nede fra. Men en nabo så ham, da det blev lyst, og gjorde tyskerne opmærksom på det. De Neergaard blev henrettet den 29. marts 1945. Villaen blev bagefter sprængt i luften, som tyskerne havde for vane, når de opdagede, at et hus tjente som logi for modstandsfolk,” fortæller Dyrberg.
Det var en trist jul det år for Dyrberg. Bedre blev det heller ikke i månederne op til befrielsen, hvor flere kammerater ikke kunne klare det psykiske pres og derfor måtte flygte til Sverige. Men Dyrberg blev, selv om han også var ved at være nedslidt og udbrændt. Og kort før befrielsen gik det så ud over en af hans bedste venner i gruppen, Jakob. Han kom gående ved ruinerne af det udbombede Shellhus, Gestapos hovedkvarter i København, da en gruppe mænd kom løbende i retning af ham, skarpt forfulgt af tyske politisoldater. Jakob var bevæbnet med en pistol. Derfor drejede han rundt på hælene og forsøgte at flygte sammen med de andre. Det lykkedes ikke. Jakob stoppede op. Tog kampen op mod overmagten, men døde i den efterfølgende ildkamp.
Spyttet på to gange
Da frihedsbudskabet lød den 4. maj om aftenen, havde Holger Danske mobiliseret sine styrker ligesom næsten alle andre modstandsgrupper, selv om kapitulationen først var officiel næste morgen klokken otte.
”Om morgenen den 5. maj havde jeg fri. Jeg ville besøge mine forældre på Vesterbro. Dem havde jeg ikke set, siden jeg gik under jorden et år tidligere. Da vi kørte gennem Istedgade, så vi et masseopløb med hujende mennesker. Jeg fyrede min maskinpistol af op i luften. Flokken spredtes så meget, at vi kunne komme ind i midten. Her lå en kvinde, som gadens parlament var ved at lynche. Vi tog hende med os, men mængden opgav ikke så let. Kvinden blev overspyttet, og det blev vi også i kampens hede. På Sønder Boulevard blev vi igen overspyttet. Vi tog os af en hipomand, som folk havde udpeget. Vi dækkede manden, mens vi hev ham ind i bilen, men spytklatterne ramte mere os end ham. Han blev afleveret sammen med kvinden i Vestre Fængsel, hvor vi havde oplevelsen med de danske fanger,” fortæller Dyrberg.
Det må vi ha´ på tråd
Da Dyrberg og hans kammerater senere på dagen kom hjem til Holger Danskes hovedkvarter på Gentofte Hotel, hørte de, at Den Danske Brigade var gået i land i Helsingør.
”Vi besluttede at køre derop. På Strandvejen så vi en motorcyklist fra brigaden komme imod os. Vi stoppede ham og bød ham velkommen til Danmark. En journalist fra radioen havde fået lov at køre med os. Han havde en trådbåndoptager med – noget helt nyt dengang. Da vi havde hilst brigademanden velkommen, råbte journalisten begejstret: Det er et historisk øjeblik. Det må jeg ha’ på tråd. Vi bankede på et hus for at få strøm til apparatet. Jeg gentog den lille tale, og efter et par glas sherry kørte vi videre,” fortæller Dyrberg.
Syd for Helsingør vrimlede det med kampklædte brigadesoldater, som troede, der blev kæmpet i København. Dyrberg og hans kammerater kunne berolige dem med, at der ikke blev skudt i hovedstaden. Krigen var forbi.
”Det troede de ikke rigtigt på. Eller også ærgrede de sig over at være kommet for sent hjem til at ordne et par tyskere. Men det lykkedes os at få at vide, at brigadens øverstbefalende, general Knutzon, befandt sig på et skib i havnen i Helsingør. Pudsigt nok hed skibet Holger Danske. Hvad er d’herrers ærinde? spurgte en søofficer, der bevogtede landgangen. Vi vil byde brigaden velkommen til Danmark fra Holger Danske, svarede vi. Da det gik op for ham, hvad jeg havde sagt, sprang han ned i skibet. Et sekund efter stod generalen foran os. Jeg sagde nogle få velvalgte ord og han svarede højtideligt. Så sagde journalisten endnu engang: Dette er et historisk øjeblik. Det må vi ha’ på tråd”.
Kasernen overgiver sig
Der skete mange andre pudsige ting den dag. En af Dyrbergs kolleger i Holger Danske – Lille Hans og hans gruppe kom kørende ad Ryvangs Allé, hvor det tyske krigsflag stadig vajede over ingeniørkasernen.
”Det måtte der gøres noget ved, mente Lille Hans. Resolut kørte han ind på kasernen. Promte blev flaget halet ned. Men hvad skulle han og hans fem mand stille op med en kaserne med flere hundrede velbevæbnede soldater. Det var jo bare en pludselig indskydelse. Der gik dog ikke lang tid, før en dansk officer, som havde fået til opgave at overtale tyskerne til at overgive kasernen, dukkede op med kasernens gamle dannebrogsflag under armen. Han spurgte høfligt Lille Hans, om han havde noget imod, at han overtog kasernen. Det havde Hans ikke. Ved samme lejlighed tog en ældre tysk underofficer vores kammerater hen til det sted, hvor så mange havde mistet livet i Ryvangen – bundet til en af tre pæle, og bagefter kulet i jorden. Det var første gang, at man blev klar over, hvor henrettelserne i københavnsområdet var foregået,” fortæller Dyrberg.
En forkert overgivelse
Det var ikke den eneste episode den dag, hvor dansk militær blev konfronteret med de unge fløse i Holger Danske-gruppen.
”Jeg havde også en pudsig oplevelse med den danske hær den 5. maj. Om formiddagen var et kompagni tyske soldater kommet marcherende på vej til Jægersborg Kaserne forbi vores post ved Gentofte Hotel. Tyskerne blev standset og måtte aflevere deres våben, før de fik lov til at fortsætte. Hen på aftenen dukkede en dansk officer i nystrøget uniform op og forlangte at få foretræde for kommandanten. Det var mig på det tidspunkt. Jeg sad med fødderne i en balje vand efter et hårdt døgn uden søvn og med meget renderi. Officeren glemmer jeg sent. Efter at han havde betragtet dette højst umilitære væsen med væmmelse, sagde han overlegent til mig: De har ikke overholdt reglerne. Vil De omgående sørge for, at de beslaglagte våben bliver leveret tilbage til tyskerne, så vi kan få en reglementeret overgivelse. Jeg svarede venligt, at han selv kunne prøve at finde våbnene, hvorefter han drejede rundt på hælene og forsvandt. Dengang var vi unge og fuldstændig respektløse, fortæller Dyrberg.
Den aften kunne Dyrberg for første gang i meget lang tid sove uden frygt. Det var dét, det handlede om for ham den 5. maj. Ikke de store armbevægelser og nationale udgydelser. Det var slut med at blokere døren, tjekke om maskinpistolen var afsikret og sikre sig en flugtrute, hvis nu…..
Fakta om Gunnar Dyrberg
Gunnar Dyrberg, cand. polit. blev født 1921 og voksede op på Vesterbro i København. Han blev i efteråret 1943 medlem af Holger Danske, mens han studerede økonomi ved Københavns Universitet. Han var afdelingsleder i Holger Danske og hørte til ”den hårde kerne” blandt de få hundrede sabotører i København. Efter krigen arbejdede han bl.a. med at genoprette samhandlen med det tidligere Nazi-tyskland. Senere har han haft en lang karriere i dansk erhvervsliv. Fra 1966-87 var han pr-chef i Den Danske Bank, hvor han opfandt sparebøssen Pondus-pingvinen. En af de største succeser i dansk markedsføring nogensinde. Gunnar Dyrberg er også forfatter til en række bøger om besættelsen og en enkelt bog om hans erhvervskarriere efter krigen. Den hedder ”Under henvisning til… fra krudt og kugler til pen, papir og Pondus”, som udkom sidste år.
Tak til Svend Thaning – www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden
September 23, 2012
Gylden Høst er en grusom bog. Den indeholder nogle barske sandheder fra Polen. Man tror, at det er løgn. Landbefolkningen i Polen myrdede jøderne i stor stil. I byerne lavede de pengeafpresning mod jøderne Betalte de ikke, blev de angivet. Omkring dødslejerne opstod der rigdom, fordi de polske bønder gravede ligene op igen og søgte efter de værdier nazisterne ikke fandt. Polakkerne udnyttede jødernes tørst og sult inden de skulle i dødslejerne. De bestak vagterne med sex og solgte naturalier til jøderne for overpris.
Mange er grusomme
Når man beskæftiger sig med de grusomme år fra 1940 – 1945 og går lidt dybere, bliver man chokeret, over hvor grusom vi kan være. Og det er ikke kun de andre, der er grusomme. Det er heller ikke kun nazisterne, der kan være grusomme.
Trusler mod forlag
En lille ”grusom” bog blev sendt til mig fra Kristeligt Dagblads Forlag. Titlen er Gylden Høst – Ondskab i skyggen af Holocaust. Den er skrevet af en professor ved Priceton, Jan T. Gross.
Bogen har vakt stor international debat. Og det forstår man godt. Da bogen udkom i Polen kom der trusler mod Gross polske forlag. Og det kan man enlig også godt forstå. For det, der bliver påstået i bogen er svær at sluge for polakkerne, ja og for den sags skyld også for os.
Sort kapitel i historien
Nazisternes grusomheder er jo så rigelig beskrevet overalt. Men det er et sort kapitel i historien, hvad der skete omkring dødslejrene. Det er stadig et tabu, her 70 år efter.
Udplyndringen af jøderne foregik både før og efter gaskamrene.
Var vi bedre i Danmark? Var der ikke en masse fiskere, der pludselig blev rige ved at smugle jøder over Øresund? I nogles øjne var det en heltebedrift, i andres øjne en udplyndring.
Hadet til et mindretal var stærkere end alt andet. Og forbrydelserne kunne ske med loven i hånden.
Seks millioner jøder dræbt
Vi ved godt at seks millioner europæiske jøder blev dræbt i Holocaust. Men chokerende er det at vide, at en sjette del af dem blev dræbt af den civile befolkning. Og endnu mere chokerende er det i denne bog at få at vide, at omkring dødslejrene i Polen befandt der sig en hidtil ukendt grad af massemordere.
Og omkring lejrene var levestandarden betydelig højere end i andre dele af Polen.
Et foto satte gang i historien
Egentlig kom forfatteren først på spor af dette, da han så et foto af klunserne i Treblinka. De lod sig fotografere med kranier og knogler foran sig, som om det var en picnic.
Fotografiet gjorde stor indtryk hos forfatteren.
Askebjergets klunsere
Og polske journalister troede heller ikke på fotoets ægthed.
Men klunserne sad oppe på Askebjerget, hvor 800.000 jøder blev gasset og brændt i udryddelseslejren Treblinka.
Bønderne gravede sig igennem alle disse lig på jagt efter alle de værdier, nazisterne havde overset.
Massemord af jøder
Denne bog handler om den totale forrådthed, naboernes svigt og lokalbefolkningens aktive delagtighed i forfølgelse. I Østeuropa havde jøderne ikke blot SS og værnemagten imod sig. De havde også lokalbefolkningen imod sig.
I landdistrikterne skete der massemord af jøder. I de polske byer var der masser af pengeafpresning. Bogen har så vidt muligt dokumenteret det hele. En stor ros til forlaget, der nu har gjort det muligt for os andre at få kendskab til denne nye dimension i krigens grusomheder.
Genbrug
Nazisterne fyldte godsvognene. Bunker af herretøj var sat i system, overfrakker, habitter, jakker, benklæder, børnetøj, dametøj, kjoler, bluser, gammelt og nyt tøj, hatte, herre – og dametøj. Det hele kunne bruges igen.
Ja selv i papkasser blev der sorteret barbergrej, barberknive, hårsakse, spejle, potter, pander og meget mere. Smykker og andre værdigenstande for længst blevet taget.
Nazisterne havde også egne smelterier. Og jødernes værdier blev sat ind i Den Tyske Nationalbank. Det skete i alt 75 gange under krigen.
Gravrøveri sat i systemet
Gravrøveriet var sat i system af polakkerne. Man brugte også spængstof for at splitte ligene. Ja det lignede ligefrem et månelandskab, når de var færdige. Ja gravearbejdet fortsatte i årtier inden nogen greb ind. Således berettes der om, at der endnu i 1958 foregik gravearbejde.
I landsbyerne omkring udryddelseslejre opstod der en sand guldfeber a la Det Vilde Vesten.
Koner og døtre i forvejen
Ofte blev koner og døtre sendt i forvejen, så de kunne fornøje sig med vagterne, så deres fædre og mænd kunne starte udgravningen som en belønning for den service vagterne fik.
Samme fremgangsmåde foregik det, når togene ventede for at blive tømt for jøder. Her tilbød de lokale bønder så mad og vand til tårnhøje priser til jøderne, mens vagtmandskabet havde andet at se til.
Polsk lokalbefolkning deltog
Polen blev delt mellem Stalin og Hitler i september 1939. Og nazisterne begyndte massemordene mod jøderne i juni 1941 efter angrebet mod Sovjet. Den polske lokalbefolkning tilsluttede sig disse Einsatzgruppen. Over 300.000 deltog i forskellige politikorps.
Hvor mange jøder, der blev dræbt af deres medborgere ved man ikke. Muligvis flere hundrede tusinde. Kun godt to hundrede er blevet dømt for det. I en hvis forstand deltog hele landsbyen i hver enkelt forbrydelse med skiftende grader af meddelagtighed.
Forbrydelser mod naboerne
Polakkerne begik forbrydelserne mod folk, man kendte, mod ens naboer. Ja, det var mod folk fra deres landsby. De blev normalt dræbt på stedet. Bønderne mente, at de ved at dræbe dem, kunne få del i deres rigdomme.
Efter ugerningen samlede man sig hos landsby – boerne og fejrede det med vodka hele natten.
Drab ved højlys dag
Drabene skete ved højlys dag med en hel folkemasse som tilskuer. Drabsmændene var normal folk med et godt omdømme.
De polske bønder voldtog kvinderne og torturerede deres mænd, så de kun røbe, hvor de havde gemt deres rigdomme.
Erindringer er velbevaret
Erindringerne om grusomhederne i den polske landbefolkning er velbevaret og går igen i fortællingerne til næste generation.
Landsby – beboerne samarbejdede omkring massemordene på jøderne. Der var både de mørkeblå politibetjente (før Statspolitiet)og civilister.
Udplyndringerne og mordene var almindelig anerkendt og en
social praksis. De polske bønder tilsluttede sig betingelsesløs nazisternes Judenjagt.
Stikkere
Fra oktober 1941 var det forbudt for de polske jøder, at bo uden for ghettoerne. Overtrædelse blev straffet med døden. Opdagede en polak en jøde i byerne, pressede han penge ud af ham, ellers truede han ham med at melde det til tyskerne.
Disse polakker blev kaldt for Schmaltzowniks. De sad og holdt vagt foran ghettoerne. For hvis de nu kunne opdage nogle jøder, der flygtede, ja så kunne de tjene en del penge.
Uskreven lov
Der var ellers en uskreven patriotisk lov, at man ikke hjalp besættelsesmagten med at forfølge ens egne medborgere. Men den regel gjaldt ikke i Polen og for den sags skyld også i en række andre lande.
Almindelige polakker begyndte også at presse penge ud af polakkerne ved enhver lejlighed.
Den katolske kirke vidste besked
Den katolske kirke i Polen kendte til massemordene, gravrøverierne og pengeafpresningerne, men de forholdt sig tavse.
Indfangede jøder
Det var ikke kun i Polen man kollektiv gik efter jøderne. Bogen viser også eksempler fra Korfu, hvor man indfangede jøderne.
Her mente man, at jødisk ejendom tilhørte staten og dermed hver eneste borger.
I Frankrig anså man det at frarøve jødisk ejendom som en ansvarlig og patriotisk handling.
Kneb med at få ejendele
De jøder, der vendte hjem efter krigen, blev modtaget meget uvenligt og uvelkommen. Og det var lige meget om man var i Thessalonikki eller Paris – i Prag eller Warszawa.
Naboerne havde allerede indrettet sig behageligt i jødernes ejendom og også på deres tidligere arbejdspladser.
Man behandlede jøderne som afdød på bevilliget udgang, som om, at de skulle dø før eller siden.
Da jøderne så kom hjem efter krigen, kneb det med at få udleveret værdierne.
Beslaglæggelse af jødisk ejendom
De europæiske jøders katastrofe skyltes at folkemordet efterhånden blev kernen i nazisternes besættelsespolitik, og det blev nærmest accepteret. Det viste sig i mange kredse i de besatte lande.
Der var ikke mange, der offentlig erklærede sig solidariske med jøderne.
Det var mange samfundsgrupper som direkte medvirkede til beslaglæggelse af jødisk ejendom, og i øvrigt støttede, at man fik dem til at forsvinde. Udplyndring af jødisk ejendom blev nærmest et europæisk anliggende.
En grusom og skræmmende bog
Læs denne grusomme og skræmmende bog, der giver en helt ny dimension af holocaust. Den viser en befolkning med forfærdelig griskhed. Og med den indstilling var det jødiske folk på vej til total udslettelse.
Jan T. Gross: Gylden Høst – Ondskab i skyggen af Holocaust /Kristelig Dagblads Forlag.
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden.
September 23, 2012
af journalist Svend Thaning
Anmeldelse af bogen: ”Holger Danske – Afdeling ”Eigil”s sabotager og stikkerlikvideringer under Besættelse”, skrevet af Povl Falk-Jensen og udgivet på Frihedsmuseets Venner Forlag. Bogen er på 368 sider, koster 125 kr. og kan købes på Frihedsmuseet i København. Bogen kan også bestilles på www.frihedsmuseetsforlag.dk
Povl Falk-Jensens bog er en af de mest spændende bøger om besættelsen, der er udgivet i mange år. Og så er den et glimrende supplement til Peter Øvig Knudsens bog fra 2001 ”Efter drabet”, som for alvor satte diskussionen om stikkerlikvideringer i gang blandt såvel fagfolk som Anden Verdenskrig-freaks.
Af
Journalist
Svend Thaning
”Når jeg går tur i Mindelunden, og ser mine døde kammeraters grave, føler jeg ikke, at jeg gjorde mit arbejde ordentligt dengang”.
Ordene kom fra modstandsmanden og forfatteren Gunnar Dyrberg, som var i Holger Danske-gruppe med bl.a. Flammen og Citronen, og som likviderede stikkere og danske håndlangere i tysk tjeneste under krigen.
Årsagen til Dyrbergs udtalelse var et møde i forbindelse med udgivelsen af Peter Øvig Knudsens bog ”Efter drabet”, der handler om stikkerlikvideringer. Inden Dyrberg greb mikrofonen havde en ung mand fra Nakskov fortalt forsamlingen om den forbandelse, der i 56 år havde hærget hans familie, efter at hans farfar – uretmæssigt eller ej – var blevet likvideret som stikker. Og da diskussionen drejede over mod de fejl-likvideringer og kriminelle drab, som blev begået af ”suspekte modstandsfolk”, var det, at Dyrberg gik på scenen og sagde de bevægende ord om sine dræbte kammerater. Underforstået at han ikke havde likvideret stikkere nok for at redde sine kammerater fra at blive stukket, arresteret, tortureret og til slut henrettet, bagbundet til en af de tre fyrretræs-pæle i Mindelunden i Ryvangen udenfor København.
Regulær borgerkrig
Peter Øvig Knudsen fik med sin bog fra 2001 for alvor sat fokus på stikkerlikvideringerne samtidig med, at han kaldte den blodige kamp mellem modstandsbevægelsen og HIPO og danske håndlangere i den tyske sikkerhedstjeneste, SD og Gestapo for en regulær borgerkrig.
”Efter drabet” var den første samlede fremstilling af problematikken, udover en række erindringsbøger og fagbøger, som sporadisk havde beskæftiget sig med emnet. ”Efter drabet” – som efterfølgende blev til dokumentarfilmen ”Med ret til at dræbe” – kastede lys over en del af de ca. 400 stikkerlikvideringer, som blev foretaget under krigen, og som der bagefter blev lagt låg på i mange år – bl.a. af socialdemokraten Frode Jakobsen og andre i efterkrigstiden. Det skete af hensyn til de modstandsfolk, som havde udført likvideringerne med store personlige og menneskelige omkostninger til følge og ikke mindst: De blev groft sværtet til i offentligheden af bl.a. filologen og den senere socialdemokratiske undervisningsminister Hartvig Frisch, der i et radiointerview og i modstandsbevægelsens eget blad Information i august 45 kaldte likvideringerne for mord og dermed indirekte betegnede likvidatorerne som mordere, der ikke mødte fjenden på åben mark ”face to face”. Det er umuligt at bevise, om der er en 100 procent sammenhæng mellem hans udtalelser og så det faktum, at flere modstandsfolk i løbet af de første efterkrigsår begik selvmord pga. de psykiske følger af deres nedskydning af stikkere under krigen. Men hans udtalelser sårede mange i og uden for modstandsbevægelsen dybt og er ikke slettet i Danmarkshistorien den dag i dag.
Flest stikkere i Danmark
Nu er der så kommet en bog, som ikke lægger skjul på noget fra den gang. Og der er heller ikke skyggen af tvivl om, at stikkerlikvideringerne var berettigede som nødværge og nødvendig beskyttelse af modstandsbevægelsen, når man læser denne erindringsbog.
Bogen kan på mange måder læses som en forlængelse af Øvigs ”Efter drabet”. Og det er ikke mindre end en utrolig fortælling om en ung mand, Povl-Falk Jensen, der tog turen fra et solidt borgerligt hjem med en far, der var konservativt medlem af Folketinget, selv med i Konservativ Ungdom, havde en god og betroet stilling i en sparekasse og så til at blive leder af Afdeling Eigil i Holger Danske. Den modstandsgruppe i Københavns-området, der likviderede flest stikkere. 19 i alt hvoraf Povl-Falk Jensen selv trykkede på aftrækkeren 11 gange.
Bogen er skrevet af den nu 89-årige Povl Falk-Jensen med dæknavnet Eigil. Det er sket i samarbejde med formanden for Frihedsmuseets Venner, Niels Gyrsting, som har redigeret bogen på grundlag af Falk-Jensens levnedsbeskrivelser, der blev skrevet ned i 80erne, men altså først nu bliver offentliggjort.
”Holger Danske – Afdeling ”Eigil”s sabotager og likvideringer under Besættelsen” er en sjældent indfølt beskrivelse af unge modstandsfolk i København. Livet under jorden – og ikke mindst kombinationen af den frygt, fornuft og koldblodighed, som var nødvendig for at overleve som modstandsmand i den danske hovedstad i de sidste krigsår.
Det er også en bog om ensomhed. Så megen ensomhed, som man kan føle, når man ”kæmper Danmarks sag” og ens familie ikke forstår ens aktive modstand mod nazismen eller simpelthen er bange for at yde støtte, når det brænder på med natlogi eller man på anden måde har brug for hjælp som illegal.
Det meste af historien udspiller sig i København, som godt nok ikke var en provins- eller landsby dengang, men alligevel ikke større end, at man hele tiden skulle ha´ adrenalin-pumpen kørende i højeste gear og holde øje med sine omgivelser. For der var stikkere mange steder, ifølge forfatteren. Folk, der var villige til at sælge deres landsmænd for penge eller danske nazister, der gjorde det af ideologiske hensyn.
Og det er ikke første gang, at Danmark får dette lidet flatterende prædikat med antallet af stikkere. I forhold til de andre tysk besatte lande havde vi den største procentdel af stikkere i befolkningen. Dette synspunkt har tidligere været fremført – uden at det historisk er blevet fastslået. Men der kan være noget om påstanden, fordi den danske samarbejdsregering tidligt opfordrede befolkningen til at tage afstand fra modstandsbevægelsen og stikke frihedskæmperne.
Og bogen lægger da heller ikke skjul på, at hvis Eigil og hans afdeling i krigens sidste år havde mødt en mand som den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl, som i en radiotale i september 1942 opfordrede befolkningen til at stikke sabotører, så er det ikke sikkert, at han var sluppet levende fra det. Og så blev manden oven i købet statsminister igen i den første samlingsregering efter befrielsen i maj 45.
Rig på detaljer
Det, som gør denne bog til noget særligt i forhold til de fleste andre erindringsbøger af fremtrædende modstandsfolk, er, at den er så rig på detaljer og så flydende og enkel i sit sprog, når Povl Falk-Jensen beskriver livet som illegal og de forskellige sabotage-aktioner og stikker-likvideringer, som hans afdeling stod for.
Fx skriver han kort og godt i bogen: ”Et tog kørte fra Klampenborg Station, og da den sidste vogn var passeret, og larmen stadig var sønderrivende, dræbte jeg ham med et nakkeskud og gav ham af sikkerhedsgrunde et skud bag øret”.
Forinden havde stikkeren ved navn Olsen plapret løs. Han troede, at Povl Falk-Jensen og hans kammerat var fra det tyske sikkerhedspoliti. Og jo mere befrielsen nærmede sig – jo mere indædt blev kampen mod HIPO og andre danskere håndlangere i Gestapo og i den tyske sikkerhedstjeneste SD.
Det var barske omstændigheder, som man har svært ved at forstille sig i København. Men det var ikke det rene vilde vesten med ”skyd først og spørg bagefter”, når det handlede om Afdeling Eigils opgør med landsforræderne. Likvideringerne blev gennemført efter et omfattende efterforskningsarbejde, hvor modstandsfolkene i længere perioder skyggede de mistænkte stikkere og dermed udsatte sig selv for større opmærksomhed end i selve gerningsøjeblikket, hvor de skulle trykke på aftrækkeren og slippe af sted fra gerningsstedet hurtigst muligt.
Skudt gennem mørklægningsgardinet
I et andet tilfælde får gruppen skudt en Schalburgmand gennem et hul i et mørklægningsgardin, mens han fester i sin lejlighed sammen med vennerne i de sorte uniformer. Og i et tredje tilfælde er det von Schalburgs enkes søster, Cathinca Lieder, der brutalt bliver skudt ned i deres fælles hjem. Hun var nemlig sekretær og højrehånd for den tidligere kriminalpolitibetjent Erik V. Petersen, der var leder af HIPO og efterretningstjenesten ET. En yderst farlig mand, der blev likvideret så sent som den 19. april 1945 af Gunnar Dyrberg og hans folk.
Og så er der opgøret med ægteparret Nielsen med frisørsalon på Frederiksberg, der udgjorde et mødested for de danske håndlangere. Bl.a. Jørgen Lorentzen og hans elskerinde Anna Lund, der var nogle af de værste torturbødler under besættelsen. Det lykkes ikke at likvidere frisørmester Nielsen og hans kone under krigen, men de bliver taget kort efter befrielsen, kørt ud i en skov og dræbt med maskinpistoler. Disse likvideringer kan man selvfølgelig stille et juridisk og moralsk spørgsmål ved, fordi alle likvideringsordrer blev annulleret efter Befrielsen. På den anden side er nedskydningen forståelig, fordi Povl Falk-Jensen og hans folk havde mistet så mange af deres kammerater, fordi ægteparret var stikkere i stor stil.
Sidste udkald
Det er ved at være sidste udkald for erindringsbøger fra aktive modstandsfolk fra besættelsen af naturlige årsager. Til gengæld har det ikke skortet på bøger om emnet, skrevet af bl.a. historikere. Ofte kan man få det indtryk, at historikere rynker på næsen af disse erindringsbøger fra dem, som var med dengang, fordi de i sagens natur ikke er objektive eller kan opstille en kildeliste på størrelse med en Storebæltsbro bag i bogen.
Og selvfølgelig er der noget om snakken. Bare ikke altid. Det store problem ved en del af de bøger, skrevet af historikere, der handler om besættelsen, er, at kilderne skygger for den fortløbende fortælling. Eller sagt på en anden måde: At vi som læsere får nogle øjenvidneskildringer fra dengang, hvorefter historikeren bryder ind og sætte dem i en historisk ramme. Desværre er det ofte hæmmende for læsningen af ”den fortløbende historie”.
Det skal dog understreges, at vi har talentfulde historikere i dette land, som kan kunsten at sammenkæde kilderne med den fortløbende historie. Men vi mangler kapaciteter som fx de tre britiske historikere og dokumentarister Norman Davies, Laurence Rees og Antony Beevor, som i den grad kan kunsten at flette kilderne ind i historien, så man som læser både bliver følelsesmæssigt grebet og historisk klogere på samme tid.
Under alle omstændigheder blev jeg både klogere og absolut grebet af Povl Falk-Jensens erindringsbog. Det er en af de mest spændende bøger om besættelsen i mange år.
Tak til Svend Thaning – www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra besættelsestiden
September 23, 2012
Anmeldelse af bogen, Stikkeren mord – uden samvittighed
– Han var en tillidsvækkende og charmerende psykopat.
”Penge, magt, spænding i hverdagen og anerkendelse og ros fra tyskerne”. Det var, hvad stikkeren Arne Pedersen opnåede, da det ”gik godt” for ham – selv om meldingerne om tyske nederlag fra det kolde Stalingrad og til det varme Nordafrika blev flere og flere.
Alligevel blev han ved med at forråde sine landsmænd – trods de dårlige odds.
Og da det endelige regnskab blev gjort op i 1949 af den danske stat, var det for den da 41-årige landsforræder en sørgelig bundlinje: En livsdom (dødsdom) og med efterfølgende henrettelsespeloton natten til den 12. juli i Undallslund Plantage ved Viborg, hvor de ”jyske stikkere” blev henrettet. Bagefter blev han stedt til hvile i en ukendt grav.
I den anden ende af landet – i Mindelunden i Ryvangen udenfor København – er der til gengæld en grav med gravsten. Den bærer navnet Herman Møller Boye. ”Født den 5. juli 1913 – død den 12. juni 1944”.
Forrådt af Arne Pedersen og senere henrettet af tyskerne.
Boye var en af de 197 frihedskæmpere, som blev skudt af tyskerne i Ryvangen og kort efter befrielsen gravet op af den kolde jord. Kørt gennem et tætpakket København på en lastbilkortege med sin kiste indsvøbt i dannebrog og stedt til hvile sammen med de andre henrettede frihedskæmpere i Mindelunden. Langt fra sin hjemby Sønderborg, hvor hans lærerkollega på Sct. Jørgens Skole, Arne Pedersen, havde opfordret Boye og andre til at danne byens første modstandsgruppe, så han kunne stikke dem, score kassen og få anerkendelse fra sine tyske arbejdsgivere Abwehr (den militære efterretningstjeneste) og Gestapo.
Det var i kølvandet på den skelsættende dato – den 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, fordi tyskerne bl.a. stillede krav om, at de danske myndigheder skulle sige ja til at henrette danskere, der begik sabotage mod besættelsesmagten.
Sove roligt om natten
Arne Pedersen var en af de 46 danskere, som efter krigen blev skudt for sine ugerninger under krigen. Og efter læsning af Henning N. Larsens interessante bog ”Stikkeren – Mord uden samvittighed”, må man sige, at han fik efter fortjeneste.
Hvor mange Arne Pedersen stak er uklart. Men han skabte en lavine af katastrofer for modstandsbevægelsen i Sønderjylland og senere i Nordjylland og Århus, efter at Gestapo og andre tyske korps havde banket tilståelser ud af de folk, han havde stukket, og som ikke kunne klare torturen og derfor røbede deres kammerater. Og Arne Pedersen kunne tilsyneladende sove roligt om natten. Uden mindste tegn på anger eller dårlig samvittighed.
Historien om Arne Pedersen begynder i 1908 i Bjerringbro i Nordjylland, hvor han voksede op under fattige kår og dét, som vi i dag betegner som omsorgssvigt. Dårlige jobs og lige så ringe betaling var udgangspunktet for hans arbejdsliv. Men han fik taget en lærereksamen, lærte tysk, underviste bl.a. i Slesvig og kom så til Sønderborg, hvor den egentlige historie tager sin begyndelse.
Da de tyske tropper rullede over grænsen den 9. april 1940, var der ikke mangel på ”den strakte højrearm” og store smil blandt det tyske mindretal i byen. De ville hjem til ”Riget”, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Men som bekendt valgte det nazistiske styre en anden politik. Danmark fik lov til at beholde sin 1920-grænse og ”selvstændighed” mod bl.a. at producere fødevarer og andet til den tyske krigsmaskine. Og midt i det lokale slagsmål mellem danskerne og det tyske mindretal, dukkede Arne Pedersen op. En solid nordjyde, hvis sympatier ingen var i tvivl om gennem bl.a. hans lærergerning og foreningsarbejde for den danske sag.
Charmerende, veltalende og tillidsvækkende. Men bag facaden gemte sig en psykopat af dimensioner. Han var i konstant pengenød, og snød hvor han kunne. Og da muligheden for at sætte penge over moral og ansvar kom i takt med den stigende sabotage andre steder i landet var det, at Arne Pedersen tog initiativ til den første modstandsgruppe i Sønderborg. Og det gik da også godt for ham som stikker, selv om han efterhånden var den eneste ”modstandsmand” tilbage i byen. Han fik som en teflonpande verfet alle mistanker om forræderi mod sig væk – og i stedet rettet dem mod kammerater, der var gået under jorden eller var flygtet til Sverige. Men den 19. september 1944 – den dag det danske politi blev taget – kunne man i den illegale avis Information læse, at Arne Pedersen var stikker. Afsløret og hængt ud til skue af bl.a. nogle af hans elever på Teknisk Skole i Sønderborg, hvor han underviste i tysk om aftenen.
Stikkeren flytter
Men det tog ikke pusten eller modet fra den ambitiøse stikker. Han flygtede fra Sønderborg, drog til sin hjemegn i Nordjylland, hvor han fortsatte med at skabe tillid og vise dansksind blandt de modstandsfolk, som var uheldige at krydse hans vej. Forinden havde ”Det jyske rejsehold” fra Århus, som havde specialiseret sig i at likvidere stikkere i Jylland, forgæves efterstræbt ham. Men desværre slap han fra dem og kunne fortsætte sine ugerninger krigen igennem.
”Stikkeren – mord uden samvittighed” er en spændende og lærerig bog om forræderi og et sort kapitel i Sønderborgs historie. Men forfatteren Henning N. Larsen, som er uddannet økonom, og nu er sprunget ud som en habil lokalhistoriker, begrænser sig ikke kun til Arne Pedersens livshistorie som landsforræder. Bogen har mange andre elementer i sig. Bl.a. den danske og den engelske efterretningstjenestes arbejde. Og så en afstikker til den tyske gestapo-mand, Hans Hermannsen fra Flensborg, som ifølge forfatteren optrådte som vidne mod sine kolleger efter krigen, og på den måde fik pyntet på sit renomme, så hans slap for den straf, han egentlig fortjente.
De mange elementer er bogens styrke og svaghed på samme tid. Men i de fleste tilfælde lykkedes det forfatteren at samle trådene omkring den egentlige historie – Arne Pedersens. Bl.a. i tilfældet med den danske efterretningsmand Hr.D, hvis identitet stadig er en hemmelighed. Han forrådte adskillige for at redde sit eget skind, efter at have været i kontakt med Arne Pedersen. Men han blev aldrig stillet til ansvar for sit forræderi, ifølge forfatteren. Det ville være for pinligt for bl.a. den danske militære efterretningstjeneste fra dengang.
Henning N. Larsen har udført et solidt stykke arbejde i arkiverne og blandt nulevende fra dengang. Well done!
Henning N. Larsen: Stikkeren – Mord uden samvittighed – Nyt Nordisk Forlag
Tak til Svend Thaning – Svend er PR – ansvarlig i Frihedsmuseets Venner.
www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden.
September 23, 2012
Dette er anden del af Det Tyske Mindretals Historie. Vi har fået en del henvendelser på første del. Vi har indlemmet spørgsmålene i artiklen. Men vi kigger også på Det Danske Mindretal syd for grænsen. Det varede længe inden Det Tyske Mindretal tog afstand fra nazismen. De følte sig i offerrollen. Og det var måske med rette. Retsopgøret var meget hård over for specielt denne gruppe. Og her havde Den Sønderjyske Efterretningstjeneste meget travlt. En masse selvtægt blev udøvet fra dansk side. Henvisning til uddybende artikler bagerst i artiklen.
Positive reaktioner
Artiklen om Det Tyske Mindretal har givet anledning til mange positive reaktioner. Men det har også givet anledning til mange spørgsmål. Såkaldte professionelle historikere har også henvendt sig. De er ikke enige i min udlægning. Og det er ikke kun sønderjyder, der læser om Mindretallet.
I skrivende stund har artiklen sneget sig ind på 10. pladsen, blandt de mest læste artikler.
Mere om det tyske mindretal
Betragt denne artikel som Mere om det Tyske Mindretal. Vi kigger dog også lidt på Det Danske Mindretal i en lidt overraskende situation. Og kære læsere, så får I alt det, jeg glemte i første artikel. En advarsel – det meste af artiklen handler om Det Tyske Mindretal – under besættelsen.
Slesvig måtte ikke indlemmes
I revolutionsåret 1848 betragtede danskerne det der skete i Slesvig – Holsten som et oprør. Det var starten til den Første Slesvigske Krig. Ved krigens afslutning efter tre år forpligtede Danmark til ikke at skille de to hertugdømmer fra hinanden. Slesvig måtte ikke indlemmes i den danske nationalstat.
I 1852 udstedte Danmark – Januar – bestemmelse, og gav dermed tilsagn om, at Danmark ville bevare Slesvigs hidtidige særstilling. Alligevel forsøgte Danmark i mellemkrigsårene at fordanske Slesvig og knytte området tættere til Danmark end til Holsten. Forsøget medførte international kritik.
Men i 1863 fik de nationalliberale ødelagt aftalen. De fik Kong Christian den Niende med på deres side. Han skrev under på en fælles lovgivning, der også gjaldt Slesvig.
Danmark var underlegen
Østrig og Preussen forlangte, at Danmark skulle trække lovgivningen tilbage, men det skete ikke. Derfor erklærede de to lande Danmark krig. Det gik kun et par måneder, så viste det sig, at Danmark var underlegen.
Fredstraktatens § 5
Med freden i 1864 måtte Danmark afstå Slesvig – Holsten til Preussen. I Fredstraktatens § 5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.
Strøget af traktaten
Bestemmelserne blev dog aldrig ført ud i livet, og i 1879 blev det strøget af traktaten. Det blev en hård tørn for de dansksindede i området. Al administration blev udført på tysk af tyske embedsmænd. Næsten al tysk undervisning foregik på tysk, undtagen nogle få religionstimer.
5.000 dansksindede faldt for Preussen
Folk blev rask væk udvist til Danmark eller fængslet for påstået dansk – national virke. De unge dansksindede flygtede til Amerika for at undgå tysk militærtjeneste. Mere end 5.000 unge dansksindede faldt for preusserne ved fronten.
I Slesvig var der udbredt nød og sult.
Preusserne forsøgte på alle måder, at knægte det danske tilhørsforhold, men det lykkedes ikke.
Danskerne skulle behandles ordentlig
Da Schleswigscher Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede Det Tyske Mindretal også sit politiske virke.
Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigst Parti 14,4 pct. af stemmerne i Nordslesvig. Det blev så den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der i de næste 19 år kom til at sidde inde på Christiansborg.
Det var denne Johannes Schmidt, der gik ind for, at prøjserne skulle behandle de dansksindede mere lempelig under prøjsernes undertrykkelse.
Utilfreds med fredsafgørelsen
Fra tysk side var man utilfreds med freds – afgørelsen i Versailles. Der skulle foretages afstemning i hele tre zoner i Nord – og Sydslesvig.
Den 10. februar 1920 blev den første afstemning foretaget. Der blev trukket en linie sydlig for Tønder og nord for Flensborg. 75 pct. stemte for Danmark, 25 pct. for Tyskland. Men i Tønder, Højer og senere i Aabenraa var der flertal for Tyskland.
Således stemte 77 pct. i Tønder for Tyskland, og og tallet for Højer var 73 pct. I Sønderborg og Aabenraa var det også et lille tysk flertal.
Den 14. marts 1920 blev der foretaget afstemning i anden zone med Glücksborg, Flensborg, Niebüll, Sylt og øerne. Her blev der givet 80 pct. til tyskerne.
Påskekrisen
De tysksindedes sejr i zone 2 gav anledning til Påskekrisen. Mange danskere ønskede Flensborg med til Danmark på trods af afstemningsresultatet. Og de fik kong Christian den Tiende med på ideen.
Da Den Radikal regering Zahle nægtede at indlede forhandlinger om Flensborgs status, afskedigede kongen regeringen uden forudgående mistillidsvotum i Folketinget.
Det var et klart grundlovsbrud. Fagbevægelsen varslede generalstrejke. Kongen måtte retirere og erstatte det af ham indsatte forretningsministerium Liebe med en samlingsregering under Friis.
Under nyvalget blev det en Venstre regering. Og snart måtte Venstre også erkende, at de ikke kunne få Flensborg.
Slesvig har aldrig tilhørt Danmark?
Den 15. juni blev Nordslesvig integreret i Danmark. Ja som danskere siger, vi blev genforenet. Men det ord vil de tysksindede ikke bruge. De mener, at Hertugdømmet Slesvig statsretlig aldrig havde tilhørt Danmark.
På det tidspunkt omfattede Det Tyske Mindretal ca. 30.000 personer. Det var fire gange så stort som Det Danske Mindretal
Mindretallets parti, Slesvigsk Parti opnåede 14 – 16 pct. af de sønderjyske stemmer ved folketingsvalgene.
De rige og de fattige
De dansksindede i Sydslesvig kom typisk fra samfundets underklasse, mens de tysksindede i Nordslesvig var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere, og i landet var der mange selvstændige erhvervsdrivende.
Danmark sagde nej tak
Enlig havde Danmark fået tilbudt en tredje afstemnings – zone ved Ejderen. Men her sagde den danske regering klogt, Nej Tak.
Meget modtagelige for nazismen
Midt i 1920erne var der opstået en kamp om jordbesiddelse. Denne tog til. Inden for Det Tyske Mindretals bønder var der mange national – konservative. De var meget modtagelige for nazisternes Blut – und Bodenpropaganda.
Uretten fra Versailles
Mindretallet anerkendte aldrig den dansk – tyske grænse. Det gjorde Tyskland heller ikke. Kravet om grænserevision var det altafgørende krav fra Det Tyske Mindretal i alle mellemkrigsårene. Der blev skrevet og talt meget om Uretten fra Versailles.
Ribe – brevet
Helt til 1945 fastholdt Slesvigsk Parti krav om grænserevision i artiklerne 1 og 2. Og hvorfor gjorde de nu det? De henholder sig til Ribe – brevet. Dette er en aftale indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og kong Christian den Første.
Ridderskabet valgte den danske konge som hertug i Slesvig og greve i Holsten. Han måtte anerkende, at han ikke blev valgt i sin egenskab af konge af Danmark.
Samtidig gav han ridderskabet løfte om at holde landene Slesvig og Holsten – ewich tosamende ungedelt. Med Ribebrevet blev Holsten de næste 400 år knyttet til det danske monarki med en personalunion. Inden for den ramme blev Slesvigs og Holstens nære samhørighed i form af en realunion fastslået.
En stor rolle i 1800 – tallet
Brevet kom til spille en stor rolle i 1800 – tallets konflikt mellem Danmark og Slesvig – Holsten. De tysksindede, mener at Danmark her begået et kæmpe aftale – brud. Ja de kalder hele affæren for en statsretslig historieforfalskning.
Gyldigheden bortfaldt
Andre eksperter mener, at gyldigheden bortfaldt, da den danske helhedstat forsvandt med Konventionen den 14. august 1865.
Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.
Historien iflg. Tyske historiebøger
Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig – Holsten også af hertugdømmet Holstein, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde Kejser Konrad den Anden foræret Danskerkongen hertugdømmet.
Historien iflg. Danske historiebøger
Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen – den sproglige og kulturelle grænse – mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.
I 1100 – tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejder – floden.
Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.
Kulturgrænse i 1540erne
Ved reformationen i 1540erne var den egentlige kulturgrænse mellem tysk og dansk, som vi kender i dag, dannet.
Nazistisk kontrol over Slesvigsk Parti
Da Hitler overtog magten varede det ikke længe inden Det Tyske Mindretal blev nazificeret . Efter en langvarig strid internt, var det NSDAPN, der løb af med sejren og overtog kontrollen med Slesvigsk Parti.
I Folketinget
Jens Møller blev NSDAPN’ s fører og stillede op for Slesvigsk Parti. Den 3. april 1939 opnåede han 15,9 pct. af stemmerne i Nordslesvig og rykkede ind i Folketinget.
Så frem til grænserevision
Det Tyske Mindretal så frem til, at en grænserevision var nært forstående, da den tyske værnemagt besatte Danmark.
NSDAPN og Slesvigsk Parti ønskede grænsen flyttet op til den gamle grænse ved Kongeåen, men dette ønskede Frits Clausens DNSAP bestemt ikke.
Ubrydelig solidaritet
I Nordschlesvigsche Zeitung tilkendegav Jens Møller:
vor ubrydelige solidaritet med folkefører og rige
Men indbydelsen blev dog modtaget med åbne arme, tværtimod blev Jens Møller bedt om, at dæmpe retorikken. Tyskland havde ikke bedt om en grænserevision.
Führer mach uns frei
I 1939 gav Jens Möller udtryk for mindretallets holdning ved et vælgermøde i Tønder:
Führer mach uns frei
V – mænd spionerede
Ledende medlemmer af NSDAP har sikkert haft kendskab til tyskernes besættelse af Danmark. Men det indgik dog ikke i nogen som helst plan, at Det Tyske Mindretal skulle indrages.
Men det vides dog, at den tyske Wehrmacht inden besættelsen brugte såkaldte V – mænd til at samle oplysninger om danske forhold, som de kunne bruge i deres militære operation mod Danmark.
Det lille førerråd
Mange inden for Det Tyske Mindretal hilste de tyske tropper som befrier.
Og i partiet valgtes Det lille Førerråd. Her var ingen afstemning. Det var partiføreren, der tog den endelig beslutning.
Over tusinde partimedlemmer i Tønder
Ved udgangen af 1942 var der 1.051 partimedlemmer i Tønder. 165 af disse var på daværende tidspunkt i Waffen SS, mens 185 andre arbejdede for den tyske værnemagt i Danmark eller Tyskland.
NSDAP blev ikke styret fra Berlin men fra Aabenraa.
Den 1. januar 1945 gjorde 1.391 tjeneste i Waffen SS og 507 i Værnemagten.
Militære grupper
Partiet omfattede også et modstykke til Hitler Jugend – Deutsche Jungenschaft Nordschleswig og Deursche Mädschenschaft Nordschleswig, og det paramilitære korps Schleswigsche Kameradschaft (SK).
Dette blev i 1943 suppleret med Zeitfreiwillige og i 1944 med Selbstschutz.
Den sidste gruppe bestod af 500 mand. Og man må nok sige, at de overskred deres formål og spredte angst i den danske befolkning.
Zeitfreiwilligen
Det var utilfredshed i ledelsen med, at ikke flere meldte sig til fronttjeneste. Det var måske årsag til oprettelse af Zeitfreiwilligen – dienst. Jens Møller skrev i 1942 en artikel, hvor han bl.a. skrev om Hvordan tjener jeg mit folk.
Sådan står vores folkegruppe i Tysklands tjeneste. Om gammel eller ung, om borger, bonde eller arbejdsmand, vi arbejder alle for vores Fører og dermed for vores sejr.
Cirka 1.700 fik en militær – uddannelse i Zeitfreiwilligen – Korps. Efter den 29. august 1943 kom Tjenesten i aktion.
Antallet af tyske skoler steg
Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30.
Forsøgte at få frigivet internerede danskere
Historiebøgerne fortæller ikke, at Jens Møller faktisk flere gange fra 1943 forsøgte at få frigivet internerede danskere. Og i 1944 forsvandt Hagekorset i Nordschleswigische Zeitung og blev erstattet af de slesvigske løver.
Grænsevagten tordner mod ”Hjemmetyskerne”
I Grænsevagten i februar 1945 var det ikke lovord, der blev sagt om Det Tyske Mindretal. Men det viser nok meget godt, hvordan stemningen var hos de dansksindede:
De værste Fjender har, findes i Hjemmetyskernes Rækker! Dette er en Sandhed, man ikke kan komme udenom. Disse Mennesker af dansk Afstemning, der har vendt sig bort fra deres Ophav og ladet sig beruse af den danske Storhed, hader og foragter i Virkelighedens Danmark dybt og hjerteligt. De har sagt Farvel til det danske – og saa harmer det dem, hver gang de møder noget dansk. Før Genforeningen var de i et og alt med i den tyske Voldspolitik overfor de danske Sønderjyder, og i Aarene efter Genforeningen forsømte de ingen Lejlighed til at rakke det danske Styre ned, og puste til Mistænksomheden over for meget af det ny, der ved dansk Styre kom til Landet. De betragter det som en Selvfølge, at de skulde have alle mulige Rettigheder og Friheder. De udnyttede til det yderste den danske Frihed i Skole, Presse og Forsamlingsliv. De modtog med Begærlighed og som en selvfølge de danske Tilskud til deres Skoler – men nægtede sig ingen som helst Hadefuldhed og nedrakning af det danske Folk og danske Embedsmænd.
Efter den 9. April troede de, at for evigt var nu den danske Magt forbi, og med skamløs Iver udnyttede de den Fordel, som den tyske Besættelse af Landet gav dem. Den danske Stats Tilskud til dem maatte rinde i forøget Tempo, ligesom Penge blev rekvireret fra Nationalbanken til nye tyske Skolebygninger, som i Graasten og Kegnæs. Og samtidig optrådte Hjemmetyskerne og deres Presse med de modbydeligste angiveri over for Danskerne, rent bortset fra, at hjemmetyske Entreprenører og Haandværkere tjente fantastiske Summer ved Værnemageri, Summer der selvfølgelig blev udredet af Danmark.
Og nu har de væbnet sig til den sidste Dyst med Danskerne! Værnemagten har givet dem Vaaben og de er militært organiseret i Heimwehr. Saaledes er det altsaa endt med hjemmetyskerne! Ethvert Forsøg paa Forsoning er slaaet Fejl, og de vil benytte den sidste Time og det sidste Minut til at trodse Danmark. Derfor er der fra Dansk Side ikke andet at gøre end at likvidere hele det Hjemmetyske Problem en Gang for alle ved at faa de Hjemmetyskere, der er faldet deres Herbergsstat i Ryggen, sat paa Porten. At vise Mildhed og Overbærenhed og stole paa Forsoning, som i 1920 vil vise sig omsonst. Naar Tyskland har endeligt Tabt, vil Hjemmetyskerne hyle som piskede Hunde. Men de vil være parate tilo at springe os i Struben, hvis de atter faar Medhør!
Jens Möller
Ved kapitulationen den 5. maj 1945 blev Jens Møller anholdt. Arrestetaionen forløb frivilling og blev foretaget af en politibetjent og to modstandsfolk. En tusindtallig skare havde taget opstilling langs gaderne. De spyttede på ham og råbte. I praksis ophørte NSDAPN med arrestationen at eksistere. Da Jens Møller og ”Det lille Råd” blev arresteret. Men mange af dem vendte tilbage i mindretallets organisationer, da de havde udstået deres straf.
Jens Møller blev idømt 15 års fængsel, men blev benådet i 1950. Året efter ankom han i et færdselsuheld. Han samlede og ensrettede fra 1938 Det Tyske Mindretal. Han var hovedskikkelsen i den massive nazificering af mindretallets organisationer før krigen.
Unde besættelsen fik han adskillige formaninger fra Berlin, om at han skulle holde sin mund vedr. grænsespørgsmålet.
Han fulgte et tysk krav om, at hverve unge blandt mindretallet til tysk krigstjeneste. Det var han dog ikke helt begejstret for. Han fik sikret, at mange unge mennesker blev erklæret Unabkömmlich – uundværlige – for Mindretallet. Det gjaldt både for den første hververunde i 1940 – 41 og ved Waffen SS – kampagen i foråret 1942.
Han blev dømt hårdt fordi han havde stået for oprettelsen af de to militære korps, Zeitfreiwillig og Selbstschutz – korpsene. Desuden var han mistænkt for under besættelsen at have spioneret for de tyske politimyndigheder i Danmark.
Johannes Schmidt – Vodder
Johannes Schmidt var tysk præst i Vodder, syd for Ribe. Han var født i Tønder, og sad 19 år i Folketinget. Han var fra 1920 den første formand for Schleswigschen Wählerverein Han havde stor indflydelse i mindretallet ind til 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.
I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det Nationalsocialistiske system.
Under besættelsen stillede han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindvis af medlemmer af Det Tyske Mindretal blev han løsladt uden retssag.
Peter Callesen
Peter Callesen var en slags kultur – ambassadør for NSDAPN. Han var ansvarlig for månedsavisen Jungen Front. Ganske naturligt hørte han med til Det lille politiske Råd. Han blev dømt til fem års fængsel. Senere fik han en stilling som bibliotekar og var med i redaktionen af Deutsche Volkskalender für Nordschleswig.
Ernst Siegfried Hansen
Journalist Ernst Siegfried Hansen offentliggjorde fra 1937 til 1944 regelmæssig politiske artikler i Jungen Front. Han var redaktør på Nordschleswigschen Zeitung. Den 9. maj blev han arresteret og indsat i Faarhus – lejren.
Fra februar 1946 var han redaktør af avisen Der Nordschleswiger.
Peter Larsen
Overløjtnant Peter Larsen var Jens Möllers nære medarbejder. Han redigerede den provokerende Unsere Stimme i Nordschleswigschen Zeitung.
Rudolf Stehr
Rudolf Stehr var en af de 17 anklagede, der i februar fik sin dom. Den lød på 10 års fængsel. Men han blev lige som de andre dømte benådet. Rudolf Stehr stor for PR – afdelingen. Han var en ivrig taler. Fra 1937 til 1944 skrev han i Junger Front. Han havde tillidshverv inden for Det Tyske Mindretal ind til 1973.
Harboe Kardel
Skoleleder Harboe Kardel er født og opvokset i Tønder, og var allerede med i det nazistiske NSAN i 1934. Han var også senere chefredaktør af Der Nordsschleswigschen Zeitung. Han blev også leder af Nordsleswigschen Zeitung, og leverede mange artikler til Jungen Front. I den nazistoiske tid udgav han nazistiske bøger i Tyskland. I sin Nordslesvig – bog roste han Hitler – staten og sin fører. Han udgav også en bog, Danmark under tysk beskyttelse. Seks års fængsel fik han.
Hans Schmidt – Oxbüll
I april 1933 læste Hans Schmidt – Oxbüll op af Manifest der Jugend. Han var aktiv i NSDAPN. Efter at være interneret i Fårhuslejren blev han medlem af hovedbestyrelsen i BDN. Han kæmpede ivrigt for, at de frontfrivillige skulle få nedsat deres straf. Den 22. september 1953 tog han som første folketingsmedlem for Det Tyske Mindretal ind i Folketinget.
Danske vejskilte
Ja, tænk først i 1945 blev der anbragt danske vejskilte i Danmark.
Opråb fra Frihedsrådet
Når vi nu skal tale om Retsopgøret, så har vi fundet dette Opråb fra Frihedsrådet:
Borgere i Tønder
Den store Time er inde. Fredens og Frihedens Klokker toner ud over vor By og vort Land. Glæde og Tak fylder os alle
Under vor Konges Førerskab gaar vi værdige, rolige og tillidsfulde ind i Arbejdet for at bygge Fremtidens Danmark paa Demokratiets faste Grund.
I Mindet om vore Døde, som faldt i Kampen for Danmarks Frihed og Ære, kræver vi Straf over dem, som forbrød sig mod Landsmænd og Landets Love, og over dem, som drog personlig Fordel af vort Lands Ufrihed, men Afstraffelsen af de Skyldige skal ske efter dansk Sæd og Skik paa Lovens Grund og af de rette Myndigheder.
Det danske Politi overtager nu igen Ansvaret for Ro og Orden og ingen maa nedværdige sig til at begaa Selvtægt.
Danmarks Frihedsraads Lokalkomite i Tønder 5. Maj 1945
Mindretallet i offerrollen
Retsopgøret forløb ikke værdig og rolig. Og der var også diskussion om afstraffelsen forløb efter dansk Sæd og Skik. I hvert fald blev Grundloven overtrådt adskillige gange. Selvtægt var det også meget af.
Retsopgøret levede ikke op til høje etiske krav, som Danmark ellers har været så stolt af. Måske var det årsag til, at Mindretallet i så mange år forblev i offerrollen.
Masser af tysksindede familier forfulgt
Retsopgøret blev i Det Tyske Mindretal betragtet som dybt uretfærdigt. Men også det, der skete bagefter, som nok ikke rigtig er belyst i historiebøgerne. Således blev tysksindede familier forfulgt. Nogle følte, at de vilkårligt blev udvist af Danmark, uden at kunne protestere.
Loyalitets – hensyn
Det Tyske Mindretal henviste til deres loyalitets – hensyn som medlem af et mindretal over for regering og myndigheder, samt militæret. Også international blev der protesteret. En gruppe jurister måtte derfor igen igen i gang med at kigge på lovene omkring retsopgøret. Men selv efter redigeringen kunne ikke alle jurister stå inde for de forskellige love.
Der blev ikke gjort forskel på almindelige danskere og medlemmer af Det Tyske Mindretal hos dommerne.
Fra helt til landsforræder
I mange generationer var det mange hjemmetyskere, der ikke var blevet en frivillig del af det danske samfund. De nationale følelser var stadig bundet til Tyskland i 1930erne. Dem, der havde meldt sig under de tyske faner, blev anset som helte, da de rejste ud. Da de kom hjem var de landsforrædere.
7.000 dømt for tysk krigstjeneste
Af de 13.000 danske statsborgere statsborgere, der blev dømt under retsopgøret, blev mere end 7.000 dømt for tysk krigstjeneste. Det selv om næsten alle var taget til fronten i den første halvdel af krigen, med fuld accept af den danske regering.
Efter det første udkast var der en minimumsstraf på fire år for tysk krigstjeneste – med tilbagevirkende kraft.
Det Sønderjyske Råd forlangte udvisning
I Sønderjylland var retsopgøret uhyggelig vanskelig. Der var store problemer med, hvem der skulle retsforfølges og hvad man skulle straffes for. Problemet var, at en stor del af Det Tyske Mindretal på en eller enden måde havde støttet besættelsesmagten. Det Sønderjyske Råd havde et stykke tid før kapitulationen i programmet Vi kræver lagt op til, at Mindretallet skulle rammes hårdt. De krævede blandt andet, at mange skulle udvises af Danmark.
90 pct. af lærerne bag gitter
Men redigeringen betød dog mildere straffe. Men lærerne på de tyske skoler blev også ekstra straffet, fordi man lukkede skolerne.
Over 31 kommunale og 45 private tyske skoler blev lukket. Ja og 90 pct. af lærerne blev spærret inde. 3.000 tyske børn måtte vende sig til dansk undervisningssprog. Et år efter kunne 280 elever starte i nyoprettede privatskoler.
Interneret i flere måneder uden dom
Mange fra det tyske mindretal sad interneret i flere måneder uden nogensinde at blive dømt.
Strenge straffe
Det var en traumatisk oplevelse for de 3.500 medlemmer af Det Tyske Mindretal, der sad interneret. Hovedparten af de dømte, var yngre mænd, der var savnet af deres familier i genopbygningen after krigen.
Havde man deltaget i tysk uniform ved fronten i Waffen SS eller et andet korps, så fik man 1 ½ års fængsel
Zeitfreiwilligen fik to års fængsel
Selbstschutz – medlemmer fik 2 ½ års fængsel
Højere straffe fik dem, der havde deltaget i Sikkerhedstjenesten (SD) . Det samme gjaldt dem der havde deltaget i spionage – og efterretningsvirksomhed.
Og dem, der havde foretaget værnemageri, det vil sige handlet med tyskerne fik mellem 30 dage og 10 måneders fængsel.
Frataget borgerlige rettigheder
Oven i dette fik man også bøde, og fik frataget sine borgerlige rettigheder. Det betød blandt andet, at man i en årrække ikke kunne søge et borgerlig job.
Vi er en del med forfædre i det tyske mindretal, der kan berette om Berufsverbot helt op til 1970erne.
De små fisk blev hårdt ramt, mens de store gik fri. Domme, der blev afsagt lige efter besættelsen var væsentlig hårde end dem, der blev afsagt nogle år efter. Og det for den samme forbrydelse.
Adgang forbudt for allierede
I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede tysksindedes forretningsvinduer til med dansk – engelske boykot – plakater:
Adgang forbudt for allierede soldater
Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette, og vrede engelske soldater blev beordret til at fjerne alle disse plakater.
Omfattende bombeanslag
Omfattende bombeanslag fulgte mod tysksindede butikker, blandt andet gik det ud over seks butikker i Tønder efter et bal holdt til ære for de engelske soldater.
Mange tysksindede modtog bombetrusler.
Frivillig Brandværn uden tysksindede
Og i Tønder blev alle tysksindede medlemmer smidt ud af klubben. Det Frivillige Brandværn i Haderslev besluttede alle fremtidige brande skulle slukkes uden de tysksindedes tilstedeværelse.
Mord bedømt til seks måneders fængsel
Natten til 28. december 1948 betød den anti – tyske propaganda også et dødsoffer. Fra gaden skød en lokal modstandsmand en række advarselsskud, som retten bedømte det til Vedkommende skød fra gaden ind i en hotelsal, hvor 350 tysker var samlet til en juletræsfest. Lærerinde Sasse blev ramt i hovedet og døde øjeblikkelig.
Selv danskere undrede sig over den dom, amtsretten fandt frem til – fem måneders fængsel. Men landsretten dømte modstandskæmperen til 18 måneders fængsel.
Trusselsbreve til begravelsen
Andre tysksindede familier kunne fortælle om, at de i stedet for blomster til en begravelse, ja så modtog de en krans med trusselsbreve. En anden fik leveret en kiste fra et begravelsesfirma i Tønder.
Stor fattigdom
Den danske stat foretog også store økonomiske udlæg i den dømtes økonomi.Man kaldte det for Beslaglæggelse Dette betød stor fattigdom i en årrække i mindretals – kredse.
De var jo selv ude om det
Hos de almindelige sønderjyder var det ikke stor medfølelse for dette:
De var jo selv ude om det.
Bistand og Råd
Det Tyske Mindretal var også utilfredse med formuleringen, bistand og råd. For havde man bistået og givet råd til den tyske værnemagt havde man også gjort sig strafbar. Mindretallet mente, at det var for vilkårligt den måde, man straffede på.
Og i Det Tyske Mindretal opfattede man mange af dommene som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og Nazisterne havde udført.
Særlig galt var det hos retskredsene i Tønder, Aabenraa og Gråsten. Disse retskredse var også kommet på overarbejde.
En pastors foredrag i København
Den 15.oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen, Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som Det Tyske Mindretal, halvanden år efter befrielsen stadig lå under for:
Vi vil aldrig kunne glemme, hvordan de under Besættelsen paa enhver Maade gjorde sig til eet med vore tyske Undertrykkere, hvordan de fik organiseret den militære Tidsfrivillige Tjeneste, som selvfølgelig af os Danske føles som en Pistol i Ryggen.
De ledende Mænd inden for de saakaldte loyale´s Kreds fortjener ikke, at vi viser dem Tillid. Den almindelige Stemning blandt Hjemmetyskere i Dag kan karakteriseres som en Blanding af Selvmedlidenhed og Had til os Danskere. Tyskerne føler sig i Dag som alle Tiders største Martyrer. De har saa ondt, saa ondt – ikke af Nazismens Millioner af Ofre – al denne Tale om de tyske Grusomheder, den er sikkert stærkt overdrevet, mener de. ”Og nu skal der være saa meget hæsligt ved Nationalsocialismen? Det tror vi ganske simpelt ikke paa. Vi har jo før hørt Løgnehistorier om Tyskerne, som den om de afhuggede Hænder hos de belgiske Børn i Liég, og hvordan vore Venner da blev behandlet af Danskerne?”
Tyskerne i Dag hader Danmark og afskyr det Danske Folk og alt, hvad der er Dansk. Og de mener, at de er i deres gode Ret til det. Danskerne har Magten i Dag, og de misbruger deres Magt. Tyskerne er afmægtige. Og de maa lide taale og vente – vente paa den Dag, da Bladet igen vender sig.
Hvad er det, som gør, at Dansk Demokrati har saa lidt vindende Kraft overfor Tyskerne? Det er vanskeligt at sige. Men det er en Kendsgerning, at de to passer ikke sammen. Det hænger nok sammen med, at Demokratiet forudsætter en politisk og menneskelig Modenhed, som Tyskerne ganske simpelt ikke er i besiddelse af – Tyskerne er som Børn
Tyskerne er tankeløse og derfor hensynsløse, undertiden grusomme, – som Børn
De er utaknemmelige – som Børn.
Tyskerne er let at paavirke – som Børn. De kan ikke skelne mellem stort og smaat, væsentligt og uvæsentligt. Derfor bliver de et let Bytte for Demagoger og Agitatorer,
Det lille politiske råd blev dømt
Først i 1948 begyndte retssagen mod 15 medlemmer af Det lille politiske råd og to ansvarlige medarbejdere fra Nordschleswigschen Zeitung.
Måske var de 17 selv skyld i, at deres arrestation varede så længe. Kort før kapitulationen brændte de det meste af bevismaterialet.
15 års fængsel
Möller og Larsen fik hver 15 års fængsel. De andre fik mellem fem og to år. De fleste blev dog benådet i løbet af 1950erne. Det betød, at en krigsdeltager, der havde meldt sig til Waffen SS fik lige så hård en dom som en af lederne inden for Det Tyske Mindretal.
En fjerdedel af de mandlige medlemmer af mindretallet blev straffet. De blev ofre for Det Tredje Riges synder. Det var ikke så meget for selve straffen, men de år der fulgte derefter.
Fårhus mentalitet
Der opstod den særlige Fårhus – mentalitet. Det udviklede sig til en slags protest – bevægelse, de var imod enhver forståelse mellem dansk og tysk forståelse. Man følte sig dybt uretfærdig behandlet.
En anden reaktion, betød at mange meldte sig ud af det tyske fællesskab som en chock – reaktion. Og så var det også dem, der fik ny energi, og startede forfra med at samle det tyske.
Haderslev – kredsen
Det står heller ikke i nogen historiebog, at der allerede den 11. november 1943 havde været et møde i Haderslev kredsen, hvor man havde diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk – og tysksindede kunne blive efter krigens ophør.
Det var pastor Friedrich Prahl fra Haderslev, der havde lagt op til, at man skulle anerkende grænsen fra 1920 og vise loyalitet over for den danske stat.
Men mødets konklusioner vandt ikke genklang før tyskernes endelige nederlag.
Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet
De dømte vendte tilbage efter straf
Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale foreninger af Bund Deutscher Nordschleswiger oprettet. Man fik ret hurtig 3.000 medlemmer.
Alle var velkommen. Dog var det betænkelighed fra Haderslev – kredsen med at de dømte nazister skulle vende tilbage efterhånden som de havde udstået deres straf.
I 1946 man man begynde forfra med at indrette nye skoler, der dog ikke måtte fortage eksamener.
Forfølgelse og kompromisløs
I 1951 udkom Pastor Schmidt – Vodder med Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa. Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe, som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han som utysk og syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.
I 1951 kunne de tysksindede igen gå i gang med skolerne. Men de skulle selv købe dem tilbage.
Kunne ikke acceptere Troels Fink
Historikeren Troels Fink udkom i 1958 med Historie om det slesvigske grænseland på tysk. Men Det Tyske Mindretal tog ikke dette indlæg alvorlig af den grund, at Troels Fink under retsopgøret fungerede som sagfører og som modstander mod tyskerne.
Forlangte retsafgørelserne revideret
Heller ikke under formand, Harro Marquardsen, der i 1960 overtog formands – rollen udviklede der sig til nogen egentlig modstand eller opgør med den tidligere nazi – historie.
Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti at retsafgørelserne blev revideret. Men det blev de aldrig.
1965: Tyskerne reddede Danmark
Så sent som i 1965 kunne men i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Det ville ske i tilfælde af, at englænderne ville besætte landet.
Har taget afstand fra Nazismen
Senere må man nok sige, at Det Tyske Mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men de synes stadig, at have været uretfærdig behandlet i retsopgøret. Og statsgrænsen, ja den har de også godkendt.
Tilbagegang for danskheden
Men hvordan så udviklingen ud for Det Danske Mindretal syd for grænsen
Tilbagegangen for danskheden i Sydslesvig skete til trods for, at der i årene efter 1864 lykkedes de dansksindede at etablere sig som et egentlig mindretal, der var organiseret i foreninger.
I 1869 blev Flensborg Avis grundlagt. Det var den første dansksindede avis, der blev skrevet på dansk i Sydslesvig.
Saltvandsindsprøjtning
Afstemningskampen 1918 – 1920 gav den hensyngende danskhed i Sydslesvig en gevaldig saltvandsindsprøjtning.
I skal ikke blive glemt
Efter 1920 havde Det Danske Mindretal i Sydslesvig 6 – 8.000 medlemmer. Ved Genforeningsfesten på Dybbøl den 11. juli 1920 lovede den danske statsminister:
I skal ikke blive glemt
Og lige siden er der strømmet midler til. Og beløbet stiger hvert år. Det er nu oppe på et årligt bidrag på 550 millioner kroner.
De kulturelle og økonomiske forbindelser har aldrig været tættere.
Således fik Det Danske Mindretals talerør, Flensborg Avis et tilskud på ca. 22 millioner kroner.
Kun få grupper – dansksindede
I begyndelsen boede de dansksindede udelukkende i Flensborg og i området lige syd for den dansk – tyske grænse. Desuden var der danske grupper i Tönning og i byen Slesvig.
Taget afstand fra racisme
De havde bestemt ikke haft det let under Hitler – tiden. Det Danske Mindretal blev ladt alene med kravet, Danmark til Ejderen. De havde taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske kulur og race.
Måtte ikke gifte sig med hvem som helst
Men i marts 1948 besluttede SSV, at deres medlemmer ikke måtte gifte sig med nogen, der var født syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogle, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde de det blev de udlukket fra Det Danske Mindretal og kunne ikke mere gøre brug af de goder, der tilgik dem.
Trods disse forbud, måtte Det Danske Mindretal udelukke 45 medlemmer. De havde overtrådt reglerne.
Skulle være nordisk udseende
Så sent som i 1949 kunne man i den Slesvigske hjemstavns – avis, som speciel udkom til Det Danske Mindretal på tysk læse, at der var stor fare for de frisiske folks blod. Folk øst fra blandede sig. Og der var fare for at slaviske træk ville blande sig. Derefter fulgte en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt.
Embeder kun til nordiske
Avisen forlangte også alle embeder i den nordlige del af Slesvig – Holsten kun måtte besættes af personer med en helt ren nordisk race.
Speck – Dänen
Det Danske Mindretal syd for grænsen fik tilsendt store mængder af levnedsmidler. Og hvis man ville have andel i dette, måtte man melde børnene i dansk børnehave og danske skoler.
Allerede omkring 1920 blev der sendt masser af fødevarer til Sydslesvig. Deraf stammer udtrykket Speck – Dänen. Fra tysk side var man ikke begejstret for den måde at agitere på. Både under og efter første – og anden verdenskrig var der mangel på fødevarer i Sydslesvig. Og fra tysk side, opstod der hurtig dette valgsprog:
Esst dänischen Speck, aber wählt Deutsch
Satsningen bar frugt
Satsningen fra dansk side bar frugt. Det første kommunalvalg efter krigen gav stor stemmetal til Det danske Mindretal syd for grænsen. I Flensborg fik man 33 mandater, de tysksindede fik kun 6 mandater.
I april 1947 stemte 100.000 på SSV (Südschleswigischer Wählerverband). Fra dansk side udnyttede man nøds – situationen. Man fortsatte med at sende levnedsmiddelpakker til alle dem, der støttede den danske ide.
Løftet pegefinger fra englænderne
Til sidst fik den danske regering en forespørgsel fra den engelske regring. Man ville vide, hvad Danmark ville med Sydslesvig. Fra dansk side blev det svaret, at grænsen lå fast.
Tyskerne havde fået flertal
I 1951 var der jubel hos de tysksindede i Flensborg. Man havde igen fået flertal i byrådet. Og i 1971 havde Det Danske Mindretal kun fået 19.700 stemmer.
Sydslesvig var stjålet!
I 1980 udkom tidsskriftet Slesvigland. Læser man de første udgaver, får man nærmest indtrykket, at Sydslesvig er stjålet fra danskerne og at det er dybt uretfærdigt. Bladet blev finansieret af tekstilfabrikant H.P. Møller.
Penge ikke altid til danske formål
Dengang da man startede de økonomiske tilskud var det for at forankre den danske kultur og et dansk sindelag. Nu har man åbnet sig mere til en regional og global orienteret forening. Penge går ikke nødvendigvis til danske formål.
Man lægger ikke mere så meget vægt på det nationale som man gjorde for 50 år siden.
20 pct. følte sig danske
Det er specielt de unge, der vender sig fra det danske. En skoleklasse blev på Duborg – skolen spurgt om deres nationale tilhørsforhold. Resultatet blev
40 pct. svarede at de var tyske
40 pct. svarede, at de var sydslesvigere
20 pct. svarede, at de var danske.
Mindre tilknytning til danskheden
Kritikere påpeger, at et øget antal tyske forældre uden tilknytning til det danske mindretal, har fået deres børn optaget på de danske skoler. Det er mere tillokkende for tyske forældre at sende deres børn i dansk skole. Skolerne er mindre, der er færre elever og gebyret for skolematerialer er markant mindre end i de tyske skoler.
Gratis på Kollegiet
De elever, der går på Duborg Skolen og bor så langt fra skolen, at de ikke kan nå hjem, kan få gratis kost og logi på kollegiet.
Og elever, der vil have en videregående uddannelse er sikret plads på danske institutioner. Og her forlanger, man åbenbart ikke de samme krav som stilles til elever bosiddende i Danmark.
Bliver en elev fra Flensborg optaget på Statsskolen i Aabenraa, ja så får eleven både SU fra den danske stat og børnepenge (til det 23. år), når man er tysk statsborger.
Rigsrevisionen med løftet pegefinger
For nogle år siden var Rigsrevisionen ude efter Det danske Mindretal. I medierne blev kritikken udlagt som noget med vennetjenester, personalelån, tjenesteboliger og regnskabsrod. Den kraftige kritik blev afvist af Det danske Mindretal.
Stor indflydelse
Ved det sidste delstatsvalg opnåede SSW det bedste valg siden 1950. Man opnåede 70.000 stemmer, hvilket svarer til 4,6 pct.
Justits – og Kulturminister blev Anke Spoorendonk fra SSW. Man råder over 200 mandater i 76 kommunalbestyrelser. Og i de nordlige egne opnåede man helt op til 20 pct. af stemmerne. SSW er ikke underlagt spærregrænsen på 5 pct.
Kilde: se
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
Litteratur Besættelsestiden A – L
Litteratur Besættelsestiden M – Å
Hvis du vil vide mere: Om det dansk – tyske forhold: Læs
Sønderjylland:
Flugten over grænsen 1914 – 1918
Krigsfanger i Sønderjylland
Sønderjyder i Første Verdenskrig
Isted – løven brøler stadig
Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
Rendsborg 1848
Sønderjylland til Ejderen?
Aabenraa:
Aabenraa under de to krige
Løjt – mellem dansk og tysk
Padborg/Kruså/Bov
Genforeningen i Bov Sogn
Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
Tønder:
Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
Minder fra Tønder 1864 – 1920
Tønder på en anden måde
Tønders dansksindede
Da Tønder igen blev dansk
Dagbog fra Møgeltønder
Hvorfor var Tønder tysk?
Soldat i Tønder 1851
Tønder før og efter Genforeningen
Højer:
Højer Minder 1 – 3
Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden: Læs
Sønderjylland:
Stikkeren – mord uden samvittighed
Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
Det Tyske Mindretal
En Stikker fra Sønderjylland
Holocaust – aldrig igen
Kampene – 9. april 1940
Modstand i Kolding
Modstand i Sønderjylland
Opgøret efter 1945
Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger
Vingeskudt på Mandø
Sheriffen fra Tinglev
Langs Grænsen
Aabenraa:
Aabenraa – under de to krige
Fritz Clausen – lægen fra Tønder
Frits, nazister og et kartotek
Modstandsbevægelsen i Aabenraa
Sabotage i Aabenraa
Padborg/Kruså/Bov
Mord i Padborg 1945
To skæbner i Kiskelund
Bov Kommune – under Besættelsen
Dagligliv i Frøslevlejren
Dramaet ved Viadukten
En Sønderjyde krydser sine spor
Frøslevlejren
Faarhuslejren (Fårhuslejren)
Harreslev – dengang
Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
Straffelejren
Tønder:
Bombeangreb mod Tønder
Da Tyskerne kom til Tønder
Flygtninge i Tønder
Historien om Jeppe K. Christensen
Nazister i Tønder
Obersten fra Tønder
Sabotage i Tønder
Sønderjylland 9. april 1940
Tønder – under besættelsen
Tønder – efter krigen
Tønder – Marskens hovedstad
Højer:
Højer 1935 – 1945
Baraklejren i Højer
København:
I Ondskabens skygge af Holocaust
Tyske Flygtninge
Stikkerdrab
Tyskerluder og Drageyngel
Holger Danske – afdeling Eigil
Dengang – det var alvor
Danmark var advaret – 9. april
De forfulgte jøder
Den Franske skole i bomberegn
Den Franske Skole – nok engang
Flugten over Øresund
Humor under Besættelsen
Landsforrædere og landssvigere
Besættelsestidens Fortrængninger
Østerbro:
Besættelsestiden på Østerbro 1 – 4
Flere sabotager på Østerbro
Hagekorset i Parken
Mord i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942
Sabotører og Stikkere på Østerbro
Riffelsyndikatet på Østerbro
Nørrebro:
Besættelsen på Nørrebro 1 – 5
Likvideret på Nørrebro
Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
Nørrebro – flere sabotager
Nørrebrogade 156 (Frihedsrådet)
Sabotage på Nørrebro
Varehuset Bulldog på Nørrebrogade