Hvordan så det ud i Højer og Tønder – dengang? Det skildres gennem Peter Rasmussens erindringer. Mange spændende ting skete på Strucksalle under første verdenskrig og lige efter Genforeningen. Og hvordan var det at være karetmager i Højer fra 1922? Og så var Peters mor friser. Og kvinderne er blevet hyldet i frisernes våben, læs hvorfor.

 

Peter Rasmussens erindringer

Nogle gange behøver man ikke at gennemrode gamle bøger efter stof til artikler. For det gamle stof er skrevet af folk, der har oplevet det dengang. Og nogle gange er de ting beskrevet så interessant, at det burde ud til en større kreds. Og en af dem, der har oplevet en helt anden verden, end den vi kender i dag, er Peter Rasmussen.

Hans søn Uwe Rasmussen har vi her på siden kommunikeret en del med. Og gennem ham, har vi fået familiens tilladelse til at dykke ned i Peter Rasmussens oplevelser, dengang.

 

Tilbage i Nykirke

Peters mor boede som barn sammen med hendes far i Vestergade i Tønder. Han boede i et af de huse, som måtte indrettes til kro, når der var markedsdage. Han var ellers Maler og Glaser. Han kunne spille violin og trompet, men spillede kun, hvis der ikke var andre at få. Som enkemand var han nødt til en husholderske, men sådan en var dyr. Efter et par år i Tønder flyttede han tilbage til Nykirke. Men det tog lang tid inden han og flyttemændene nåede til bestemmelsesstedet. For hver gang, de kom forbi en kro, skulle de ind at have en punch.

 

En postvogn til Tønder

Og en del af familien stammede her fra Nykirke. Skulle man herfra ind til Tønder dengang, så foregik det af vandvejen. Men der kørte også en postvogn til Tønder. Den holdt gerne i Nordfriescher Gasthof, der senere blev til Stahlberg Møbler. Ville man med postvognen, ja så kostede det 20 pf.

 

Bådebyggeri

I Peters familie var der bådebyggerier i generationer. Bådene var altid lidt mere stump og bredere i forenden end i bagenden. Da Peter engang sagde dette til sin onkel , så svarede han, at en god båd også må lade vandet.

 

Peters mor var friser

Peters mor var friser, og talte frisisk. Friserhusene har vel mest på grund af den hårde blæst lave ydermure, da husene ligger meget frit og beskyttende træer har svært ved at gro på vestkysten. Derfor er yderdørene også lave, så man tit må bukke sig. Men sagnet fortæller, at en konge havde svært ved at få friserne til at bukke sig for ham. Så gav han ordre til, at dørene på nordsiden skulle være så lave, at de skulle bukke sig, når de gik ud, symbolsk bukke sig for ham. Men friserne har både stivsind og humør. Når de skulle ud af norddøren gik de baglæns ud. Det skulle have været omkring år 810 og kongen hed Gøtrik.

 

Til ære for kvinderne

Og når vi er ved friserne, så er det sikkert ikke mange, der kender deres våben. Det er delt i to felter. Det højre er en halv havørn. Det venstre er delt i to felter foroven en krone forneden en gryde med ske, til ære og tak til frisiske kvinder. For godt 1.200 år siden sloges stammerne her  endnu, ligesom negerne i Afrika. Det havde været ro et stykke tid, og friserne havde ikke som ellers taget deres våben med på markarbejde. Dette opdagede fjendtlige spejdere og fjenden angreb pludselig.

Friserne kunne ikke forsvare sig uden våben. Deres koner var ved at koge hirsegrød. De gik ud imod fjenden med gryden i den ene hånd og skeen i den anden. De smed det varme grød i øjnene på dem. Så fik friserne tid til at få fat i deres våben og slog fjenden tilbage. Som tak for denne bedrift, satte friserne gryden med skeen i deres våben

 

Briller hos M. C. Christiansen

Det var hos isenkræmmer M.C. Christiansen, at Peters mor fik sine første briller. Det var inden, der var kommet en optiker til Tønder. Isenkræmmeren havde en kasse med briller, og så tog folk bare dem, de bedst kunne se med.

Peters mor har ikke kendt sin mor. I det lille Nykirke og omegn døde der i vinteren 1874 – 6 koner af barselsfeber. Peters mormor var en af dem.

 

Statsløse

Peter kan godt huske sin farfar. Han blev 80 år og rejste sommetider rundt til sine syv børn. Han led af iskias. Når han havde fået morgenkaffe, kom han gerne ind i sofaen. Da han skulle
ligge højt med benene lagde han dem op på bordet med en avis under. Her sad han så omtrent en times tid og nød en punch.

Farfar var fra Ærø og dansk statsborger. Efter 1864 glemte de høje herrer Ærø, da Slesvig – Holsten skulle deles. Da han og flere Ærø – borgere boede i Broager og Omegn blev de gjort statsløse:

• Min far ville til posten, derfor måtte han søge preussisk statsborgerskab. Men først skulle han lige aftjene to års værnepligt i Bremen.

 

Landpost i Emmersbüll

Han blev landpost i Emmersbüll. Der lærte han så Peters mor at kende. Dengang tog mange til søs. Han havde også en aftale med en Egernsund – skipper. Han havde dog bare lige glemt at snakke med sin far om det. Ifølge sidstnævnte skulle ingen af hans sønner til søs. Hans far gik nu med ham til skipperen, og fortalte, at hans søn aldeles ikke skulle være sømand.

 

Solfattig lejlighed

Peter og hans bror Rasmus blev født i Nørregade i Tønder. Øst for Richtsensgade i brødbager Jessens hus, hvor senere bager Cosmus holdt til, der gik en gang ind. Derinde i baggården boede forældrene. Onkel Martin og Tante Lise syntes ikke, om denne solfattige lejlighed. De hjalp forældrene så de kunne bygge et hus på Strucksalle.

 

Uegnet til krigstjeneste

Nogle mænd, som havde skavanker blev erklæret Kriegsuntauglich (uegnet til krigstjeneste). De sidste år af krigen var de hamstere, fortæller Peter. Det gik ud på at de tog
ud på landet og købte madvarer. Dem solgte de så videre med stor fortjeneste. En hård vinter fandt man to af disse hamstere døde af hjertesvigt. Det var dybt strafbart, det som de gjorde. Blev man pågrebet, kunne man forvente en hård straf.

 

Æg byttet til brød

Nabohuset til Peters barndomshjem, Strucksalle 26 i Tønder var et to – familie-hus. Under krigen boede ovenpå en familie fra Kiel. Manden var soldat, men skulle kontrollere kornhandlere osv. Konen havde altid brødmærker til overs. Peters mor byttede ofte æg med disse brødmærker. I familien var der to knægte, som Peter og hans bror var meget sammen med. Og konen var en skrap dame. Kom knægtene hjem med beskidte støvler, så vankede der udskæld.

Det var knapt med tøj og sko dengang. Hvis man manglede noget, skulle man op på rådhuset efter Bezugsschein. Da Peters søster Marie, skulle konfirmeres fik man også Bezugsschein på:

– –  Ein Par Steiefel in Lak mit Holzsohlen.

 

Stor have

I Strucksalle var der en stor have med frugttræer og frugtbuske. Under krigen blev spande fyldt og bragt til købmanden som sagtens kunne sælge ribs og solbær. Grunden var ret stor. Den gik helt ned til Viktoria – byggeriet og sydpå til Markgade. Peters forældre solgte en del af grunden til lokomotivfører Pahl, der efter genforeningen flyttede til Rendsborg.

 

Kloak var en grøft

Dengang bestod kloakken af en grøft foran huset. Spanden blev begravet på den store grund. Grunden kunne nok bruge den sammen med svine – og hønsegødning. Peters mor vaskede op i en lille balje og opvaskevandet blev hældt over i to spande, som knægtene så skulle vande frugtbuskene med.

 

Gadelygter med gas

Hvornår vandledningen kom, kan Peter ikke huske. Men han kan huske, at der på gårdspladsen stod en pumpe. Tønder havde et gasværk, men endnu var der i boligen på Strucksalle ikke blevet indlagt gas. Gadelygterne blev oplyst med gas. De var store og af støbejern. Lygterne brændte også om dagen med en lille flamme. Så var de lettere at tænde om aftenen. Hver aften gik gasmanden med en særlig stok og drejede op for fuldt blus. Om morgenen blev der igen drejet ned.

Efter genforeningen blev der indlagt elektrisk lys, men strømmen var meget dyr. Petroleumslampen kom så til Nykirke. På samme tid kom der også kloak, og Strucksalle fik gule klinker på fortovet.

 

Stor begravelse i Tønder

Den første mand, der faldt i krigen 1914 – 18 fra Tønder, var en søn af en højere embedsmand. Han lod sønnen komme hjem, så begravelsen kunne foregå på kirkegården. Det blev en stor begravelse. Piger i hvide kjoler gik foran og strøede grønt. Så kom Tønder Byorkester, ligvognen, familie og “Kameraden – Veriein” med faner.

 

Foto– inden de gik ned

Naboen i Tønder mistede også en søn. Han var udlært maskinist, og var som sådan indkaldt til Marinen på slagskibet Blücher, som gik under ved Skagerak – slaget. Et foto var blevet taget,
lige inden det kæntrede med matroserne på skroget. Og dette foto blev udsendt til alle familier., der havde mistet en søn. Fru Ehlers havde det hængende indrammet på væggen.

 

Gadeliv i Tønder

Endnu i de første år af krigen 1914 – 18 var der masser af gadeliv i Tønder. Der kom smågrupper af sigøjnere, der havde tamme bjørne, der dansede til musikken. En anden mand havde
en trompet, og en tredje slog på stortromme. Så havde de også en kamel med. For 5 pfennig kunne man så få en ridetur på denne. Der kom også lirekassemænd med en abe og skærsliber med deres trillebør.

Fra Flensborg kom der to gange om året en meget sød sigøjner med en kurv, hvor fra hun solgte børster, snørebånd, nåle og andet godt. Når Peters mor havde købt noget udbrød hun, “Filla, Filla Dankeschön”  En dag tog hun Peters mors hånd og spåede hende et langt liv.

 

Masse af kreaturer i Strucksalle

Nogle gange kom der også en slags møbelvogn. De solgte gryder, kasseroller, sigte, tragter m.m. De hang langs siderne, så det raslede godt, når de kørte gennem Tønder, men det trak kunder til. Tingene havde nogle småfejl, så de blev solgt billige. Dengang havde man endnu petroleumslamper og kogeapparater. Derfor kom der engang om ugen en petroleumsvogn, hvor man kunne købe en stor kande petroleum. Så var man fri for selv at gå til købmanden. I Strucksalle kom der mange kreaturer forbi, så det var med at have stakittet i orden, og portene lukket. På markedsdagene kom der ofte 3 – 4.000 stk. kreaturer. Så blev gaderne godt beskidte. Dette blev så skrabet sammen af Chause – værten og hans hjælpere. På den måde fik Peters far ofte mange trillebør med gødning til at fylde op i haven.

 

Kræmmermarked

I Pinsen og til Mikkelsdagene var der også kræmmermarked. Så var Storetorv, Svinetorv og tilstødende gader fyldt med telte karruseller m.m. Kræmmermarkedet varede som regel to dage,
og der var masser af trængsel. Peter og hans søskende fik som regel 10 pfennig hver dag. Og for disse penge kunne man få meget. I Højer oplevede Peter også senere æ mærken. Man gik direkte fra arbejde til æ mærken.

Der var masser af små forretninger og håndværksmestre. Foran mange af husene var der en bænk. Så sad man der og nød tilværelsen, hvis ellers vejret tillod det. Mange huse havde også installeret en anordning (gadespejl), så man kunne se, hvad der skete på gaden.

 

Jul i Tønder

Forretningslivet var lidt anderledes dengang. Til jul havde man navn på de sidste tre søndage, Kobbersøndag, Sølvsøndag og Guldsøndag. Butikkerne havde åben inden kirketiden og så
igen fra klokken fire. Dengang begyndte juleudstillingen 1. december og ikke som i dag 1. november. Byorkesteret og senere Skytteorkesteret spillede søndag eftermiddag. Juleaften og nytårsaften blev der blæst Salmer fra kirketårnet.

I Nørregade boede der familier i meget små lejligheder, som havde svært ved at klare sig, blandt andet fordi manden drak eller var invalid. Juleaften gik børn fra disse familier med en kurv fra dør til dør, og sang julesange. Så fik de gerne kager og andet godt.

 

Ikke nok uniformer

Peter begyndte i skole i april 1914, og krigen brød ud i august. I Tønder skulle mændene  indtil en vis alder også stille. Der var ikke nok uniformer, så en del rendte rundt som halve civilister.

Peters far var 42 år dengang. Han blev tre gange indkaldt til Landsturm. Han lå i Skærbæk, Døstrup og Brøns. Det var ikke så længe af gangen. Men postmesteren søgte ham fri hver gang.

 

Føden var knap

Efterhånden blev føden knap. Svin og et par høns gik der rundt på den store grund i forvejen. Nu fik familien også to geder og kaniner. Så  kunne man nogle gange få kaninsteg. Gederne
gik ved gården Gørrismark. Her fik Peters far lov til at slå græsset i grøfterne, så der var hø til om vinteren . Forvalteren kørte det hjem til Strucksalle.

 

En håndvogn – til meget

Faderen købte en “Blokwagen”, en firehjulet håndvogn. Med vognen kunne der nu hentes koks på Gasanstalten. Og i et par år fik folk lov til at samle grene i Gallehus Skov. Det var vognen også perfekt til.

 

For mange roer

I 1917 fik Peters far konstateret en hjertefejl. I 1922 – 23 fik han Rheuma. Han gik derfor til Dr. Brenner for at få dampbade m.m. Men hvis man skulle i disse bade, måtte man ikke fejle noget med hjertet. Dr. Brenner fandt da heller ikke nogen hjertefejl. Antagelig var symptomerne opstået af alle de roer, man indtog dengang. De sidste krigsår blev skoletiden mindre på grund af lærermangel

 

Roer til børn

Bønderne avlede roer og kartofler. De skulle leveres på banegården og losses i jernbanevogne. Vognene blev til dels trukket af stude med krigsfanger som kuske. Disse sørgede for at tabe nogle til børnene. I kælderen i Victorie – bryggeriet (senere Bachmanns Kornlager) blev der indrettet et Roe-tørrings-anlæg. Her stod kvinder og skrællede roer, som så blev tørret. Så holdt de sig bedre. En tørret roestrimmel smagte faktisk godt. I storbyerne fik de faktisk ikke andet. Når børnene kom forbi kældervinduerne fik de en håndfuld. Men opdagede Direktør Feustel dette, så tog pokker ved ham.

I Tønder blev der også bygget en Mælketørringsanstalt (senere slagteri) . Men den kom aldrig rigtig i gang. I Højer blev der bygget en Søgræsfabrik. Men den blev først færdig, da krigen sluttede. Der gik sygdom i græsset, og produktionen kom aldrig i gang.

 

Hjemlavet korn

Når markerne var høstet, var der mange, der gik på markerne og samlede aks. Det gjorde Peters far også. Han lavede en plejl til at tærske med. Når han alligevel var på møllen efter korn,
tog han det hjemmelavede korn med, og fik malet. De sidste krigsår kom en løjtnant med to mand for at se, hvor mange kartofler, roer og andet, som man havde liggende.

 

Gratis kartofler

I krigens første år havde familien to soldater liggende i kvarter på  loftet. En gang var den ene soldat en bonde fra en større gård. Da han havde været der et stykke tid, kom en vognmand med to sække kartofler, som han forærede familien.

Onkel Rasmus lå også en tid i Tønder. Kompagniføreren var Oberleutnant Buntrock. Han boede også på Strucksalle, ikke langt fra Familien Rasmussen. En dag var kompagniet opstillet
ved Marchbahnhofshotel. Familien var der for at sige farvel. Buntrock var i civil, postassistent og kendte Peters far.

 

Luftskibe

Uden for Tønder blev der bygget to store luftskibshaller, flyvehaller, gasanstalt, og trådløs telegrafstation. Herfra fløj luftskibe til England. Ikke alle kom hjem igen. Og engelske bombefly bombede hallernei Tønder.

Revolutionen foregik roligt i Tønder. Der blev dannet soldaterråd. De fleste soldater fik røde armbind på. Folk som viste sig på gaden efter klokken 12, ville straks blive skudt, forkyndte Klokmanden. Der var vist ingen, der blev skudt i Tønder. Ude i Luftskibshallerne blev der holdt aktion over en hel del møbler. Familien Rasmussen købte et stort bord og fire stole.

Kommandanten var adelig og var meget populær hos mandskabet. Da det hele var forbi, bragte mandskabet ham til toget med fuld musik. Kommandanten red foran. Og da toget kørte, fik han kraftige hurra – råb med på vejen.

 

Besat af englændere

Straks efter krigens slutning i 1918 blev Tønder besat af englændere. Disse gik i Vikkel-gamacher, en uniformskasket og en ridepisk under armen. Akkurat lige som man ser det i karikaturtegningerne. Sadelmagerne i Tønder solgte da også en del ridepiske dengang. Mange borgere så fodbold for første gang, da de så englænderne spille på sportspladsen over for Schweitzerhalle. Næsten hver gang måtte Lazaret – vognen i brug. Det var en lille lastbil med presenning over. På siderne var der malet et Røde Kors. Jo, de spillede hårdt – de englændere.

 

Danske dragoner

Englænderne blev afløst af sønderjyder, som var i sorte uniformer og fungerede som en slags politi. Ved Genforeningen kom der rigtig politi. Den 5. maj 1920 kom der danske dragoner til Tønder. De boede på Seminariet indtil Funkstation blev indrettet til kaserne. Barakkerne var der også i forvejen. Der skulle kun bygges stalde. Vejen derud hedder endnu den dag i dag, Dragonvej.

 

“In der Heimat”

Efter krigsafslutningen kom også de tyske krigsfangere hjem fra England, Rusland og Frankrig. o.s.v. De blev modtaget på banegården med guirlander, musikkapeller, som gerne begyndte med: “In der Heimat, In der Heimat, da gibts ein wiedersehn” I Rusland i fangelejrene havde de lært at drikke. Og mange fortsatte, efter at de var kommet hjem.

Efter Genforeningen var der fri adgang til Zeppelin – hallerne. Der var ingen vagter. Og knægtene skulle selvfølgelig op at klatre i hallerne, der var op til 45 meter høje. Peters
far var den eneste “Postbeamter” der kunne tale og skrive rigsdansk. Derfor blev han valgt til at byde de nye embedsmænd velkommen.

 

Kolonihaver

Lige efter Genforeningen blev der dannet en kolonihaveforening. Det var en fenne vest for byen, der blev lejet for 50 år. Der skulle plantes læhegn og hække. Peters far blev kasserer for foreningen. Og Peter hjalp også med at bygge lysthuse. Der var masser af arbejdsløshed. Og understøttelse fik man kun, når man var i fagforening. Og det var der ikke alle, der var. Nogle gik derfor rundt og solgte blade.

 

Bliv bare hjemme

Peters mor gik aldrig til valg. Det lod hun mændene om Hun synes også, at det var fint, at drengene sprang soldat, bare det ikke kom til krig. En dag havde familien besøg af Vor Bager, Thorvald Petersen, en af de aktive forkæmpere for danskheden. Det var kommunalvalg, og da han hørte, at moderen ikke havde været til afstemning, tilbød han at køre moderen op til valgstedet i bil. Faderen mente, at det kunne han godt spare sig. Til sidst sagde moderen dog, Skidt, så kør mig derop, men jeg vil stemme tysk. Thorvald grinte højt, og sagde til moderen:

• Så må då nok helle blyv hjem.

 

Bismarck passede sit rige

Tønder Landmandsbank var blevet oprettet af de danske bønder og håndværkere i omegnen. Det gik nu ikke altid lige godt. Og da det var efter Genforeningen kunne direktøren tillade sig flere gange at kritisere Bismarck i Vestslesvigsk Tidende. Til sidst svarede Neue Tondernsche Zeitung:

• Direktøren kan sige om Bismarck, hvad han vil, i hvert fald har Bismarck passet sit rige bedre end direktøren sin bank.

Efter revolutionen skete der også en revolution i moden. Den blev mere fri. De unge damer behøvede ikke mere at have kjoler ned til anklen. , men et stykke under knæene. Og farverne blev mere lyse. Mange ældre damer fik et chok over dette. Men den dag kom, da de igen skulle have talje.

 

To gårde for en kasket

Den 20. maj 1920 fik Tønder dansk kronemønt. En krone kunne købes for 13,50 mark. Der blev indført en slags valutagodtgørelse. Mange ældre kunne ikke forstå, at de smukke tyske marksedler forsvandt for altid. Inflationen ruinerede mange folk. De folk, der havde lån, skyndte sig at betale disse tilbage. Peters far skyldte onkel Martin en hel del penge, da onkel hjalp med at bygge hus.

Naboen på Strucksalle, Shæfer stammede fra Sønderløgum. Han havde købt huset i Tønder og bagefter solgt sine to gårde, da marken endnu var noget værd. Da han fik pengene, var de
ikke mere værd, end han kunne købe en blå kasket for dem. Denne kasket viste han nogle gange frem med ordne:

• Den fik jeg for mine to gårde.

Ved Emmerlev – diget ligger en stor pæn mark (fenne) som blev solgt i mark. Sælgeren købte til sidst også en kasket inden marken gik helt væk. I folkemunde blev den kaldt:

• æ kasketfenn.

Karetmagere

Dengang havde mange håndværkere blå – hvide stribede arbejdsbluser eller jakker. Karetmagere, snedkere og bødkere havde mellemstore striber. Rebslagere havde lidt mørkere og bredere
striber. Peter og hans bror, Rasmus ville gerne i møbelsnedker – lære. Men de skulle vente op til halvanden år. Den ene hos snedkermester Richter, den anden hos snedkermester Müller.

Rasmus kom så i lære som smed og mekaniker, og Peter som karetmager hos Brdr. Roost Vognfabrik i Tønder. Det blev så ikke møbler, de unge kom til at fremstille, men Arbejds-og luksus vogne, både til heste og med motorer. Ja endda lukus-vogn til Kong Christian og Dronning Alexandrine.I Påsken 1922 blev Rasmus og Peter konfirmeret. Og så stod det ellers på arbejde. 10 timer om dagen – 60 timer om ugen.

 

Gode læremestre

Lærertiden startede i 1922, men det var først i 1924, at de begyndte at fremstille biler. Alt skulle læres fra bunden, men de unge var så heldige, at have
rigtig gode lærermestre. Nogle af disse stammede fra Schlesien, hvor der var mange vognfabrikker.

Noget af det første Peter lærte var at save planker op til vognstænger. Han lærte også at holde værktøjet ved lige. Lærermester Fritz Werner mente, at det var en fordel, at man fik plankerne
fra savværker. Da han var i lære, skulle man om vinteren ud i skovene, for at save planker ud.

Det var også denne lærermester, der fortalte, hvordan han blev hjemsendt fra krigen. Det var sådan at ved fronten, når man skulle på patrulje, så fik man udleveret en flaske snaps. Men lærermesteren vidste også, at næsten ingen vendte tilbage fra disse patruljer. Så han konsumerede lige flasken i et drag og satte sig foran ovnen. Det resulterede i at han pludselig fik høj feber, og blev rød over det hele. Det resulterede så i hjemsendelse.

 

Kun fyret, når der blev limet

Rasmus og Peter fik fast arbejde hos J.H. Jensen i Højer. De boede hjemme og kørte hver dag med toget. Lønnen var 25 kr. om ugen. I 1930 steg lønnen til 50 kr. om ugen, men så skulle man så også selv stå for kosten.

I Højer blev der kun fyret, når der skulle limes. Det skete, når der skulle laves sider til luksus-vogne, og når der skulle laves hjul. Naverne, der var lavet af enten eg eller elm blev kogte for at få syren ud af disse. Til de svære hjul var egerne af eg, til luksus-vognene var de af asketræ. Vognstængerne var ofte af birk. Luksus-vognene var udvendig af ask, mahogni og poppel.

En karetmager  skulle helst have de vigtigste mål i hovedet. Det samme gjaldt for smedemesteren, der sørgede for de smukke vognstel. Og vognlakereren ville ikke kaldes for maler. At de hele ikke bare ville kaldes for lakerer, kunne man godt forstå, når man på fabrikken så, hvad de alt skulle kunne. Dengang måtte han gøre alt selv. Han skulle selv fremstille alle råstoffer, for eksempel grundfarve, spartel, kitt m.m. Han skulle selv blande de forskellige farver og lak. Og i Højer havde man en af de bedste, Herrmann Sigismund.

 

Det gik i stå

Peter var også med til at fremstille førerhuse, drosker, rutebiler og varevogne på fabrikken i Højer. Da bilfabrikkerne gik over til selvbærende karrosserier og da der ikke mere blev lavet direkte undervogne (chassiser) gik det hele i stå.

 

Klister på værkstedet

Nogle gange var chefen, Jensen Senior i humør til at fortælle om firmaet. Han startede allerede i 1877 og fortalte, at han gik ned til Højer fra Løgumkloster. Dengang manglede der ikke karetmagere i Højer. Indtil første verdenskrig kom der ofte vandrende svende forbi og arbejde for en tid hos Jensen. Efter en tid rejste de, men kom altid igen.

En gang skulle en svend lave en stige til sadelmager Hübner, og de to kunne heller ikke med hinanden. Så svenden havde lavet trinene med dobbelt afstand. Jamen, det er da for at du
kan komme hurtigere op på loftet, havde svenden svaret sadelmageren.

Og når denne Hübner så, at det om middagen blev serveret “Mehlbyttel”, sagde han gerne, at Klister har jeg på værkstedet, og så gik han.

 

“Bly i æ Ræv”

En meget dygtig karetmager havde svært ved at komme op om morgenen. Jensen fortalte ham, at “Morgenstund har guld i mund”, hvortil karetmageren svarede, Men desværre også “Bly i æ ræv”. Og hvert år var Jensen Senior til Kloster – Mærken.

 

Drengekor i spidsen

Peter fortæller også, at i Højer ved begravelser, var det fra gamle dage skik, at der foran ligtoget gik et drengekor med lys i hånden og sang salmer. Det var det selvfølgelig kun de rige, der havde råd til. Sidste gang dette skete var omkring 1930. Dengang stod ligene endnu i hjemmet. Et ligkapel blev først bygget meget senere.

 

Hohenwarte

Ude ved Højer Sluse lå forsøgsstationen Hohenwarte. Bygningerne er fra 1860, og bygget af rigmanden, gårdejer Hans Angel. Den lignede et lille slot. Det var en flot bygning, bygget af samme arkitekt Moldenhart, som havde bygget det dengang nye universitet i Kiel. Det var en meget solid bygning med kælder under det hele. På grund af bundforholdene sagde man, at
der var lige så mange sten under jorden som over jorden. Hr. Angel skulle have haft en stor vinsamling. Han importerede selv tønder af vin. Senere var det en gårdejer Schifferer, der købte gården.

 

Trillede ned af diget

I pinsen 1936 blev Peter endelig forlovet. Svigerforældrene havde seks piger, og nu var de tre afsat. Forlovelsen blev fejret med den traditionelle Nøsteg (Oksesteg)og sødsuppe. En del af festen fortsatte på Slusekroen. Og det endte da også med, at en af gæsterne trillede ned af diget i sit flotte blå tøj.

 

Skulle arbejde for tyskerne

Da Danmark blev besat i 1940 blev Peter arbejdsløs. Fagforeningen sendte påbud om, at man ikke måtte nægte at arbejde for tyskerne. Peter arbejdede 7 – 8 måneder som snedker for det tyske brandvæsen på Aalborg – vest – flyveplads. Så  var der igen arbejde hos Jensen i Højer.

 

Flygtninge til Højer

Under anden verdenskrig kom der i 1945 også flygtninge til Højer. Peter fortæller, at de fik en 12 – årig pige, der hed Mariechen Koop. Hendes mor og søster var indkvarteret hos en
gårdmand, hvor moderen fandt en spinderok på loftet. Denne fik hun repareret, og gav sig til at spinde. De stammede fra Krim. Og det mærkelige var, at Mariechens far også var karetmager. Han blev bortført af russerne. Midt om natten kom lastbiler og hentede alle mændene. De har aldrig hørt fra dem siden.

 

Arbejde til han var 67 år

I 1955 arbejdede Peter hos Tønder Automobilhandel. Og fra 1957 var han i arbejde hos P. Petersen i Aabenraa. Og fra 1957 var der fast arbejde som høvlemester hos Voetmanns Tømmerhandel. Her var han indtil sin 67 – års fødselsdag. Det betød, at Peter på sin 50 års fødselsdag, den 26. okt. 1957 flyttede fra Højer til Aabenraa – for ham som en gave
– flyttede.

Peter Rasmussen døde i 1990.

• Tak til Familien Rasmussen

 

• Hvis du vil vide mere:
• www. dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 72 artikler fra Højer bl.a.:

 

• Bådfolket i Rudbøl
• En gåtur i Højer
• En vogn fra Højer
• Højer 1935 – 1945
• Højer – Minder 1 – 3
• Højers Gamle Huse
• Sidste Tog fra Højer og mange flere

 

• Under Tønder (283 artikler):
• Gamle virksomheder i Tønder
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder på en anden måde
• Tønder byggeforening – dengang
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Drengestreger i Tønder 1920
• Friserne – syd for Tønder
• Tønder før og efter Genforeningen
• Zeppeliner i Tønder
• Bombeangreb mod Tønder
• Ture i Tønder 1 – 4 og mange flere

 

Redigeret 18-09-2021