Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Gråsten – en lille flig af historien

December 26, 2012

Frederik Ahlefelts børn ødslede pengene bort. Godset blev sat under administration. Han nåede dog at give 60 Rigsdaler  til fattigkassen. Da denne gav underskud, måtte skolemesteren opgive at undervise. Kassen ydede tilskud til degnens kappe og vokslys til kirken. Og så havde greven ansat en præst på slottet som flere gange blev anklaget for sædelighedsforbrydelse.

 

Frederik Ahlefeldt

Vi har tidligere besøgt Gråsten her på siden. Og nu gør vi det igen. Men først skal vi lige atter engang besøge familien Ahlefeldt. For med Grev Frederik Ahlefeldt den ældres død i 1686 gik det tilbage for adelsslægten i Sønderjylland. Og det var denne Frederik Ahlefeldt, der bortførte den 15 – årige Margrethe Rantzau i 1657. Man kan sige, at han med denne handling
kom til magt og ære.

Frederik Ahlefeldt var ved sin død rigets næst – mægtigske mand. Har var storkansler og kongelig statholder i Hertugdømmerne. Ja og han havde masser af embeder og var stenrig.
Han havde samlet slægtens ejendomme i Sønderjylland. Men han ejede også godser andre steder i riget og uden for riget.

 

Store besiddelser

Ved hans død arvede den ældste søn, Frederik Ahlefeldt den yngre hovedparten af det sønderjyske gods. Ligesom sin far holdt han meget af Gråsten, og byggede her et pragtfuldt
slot. I 1708 døde han barnløs. Gråsten med tilhørende gods går i arv til broderen, Karl. Han var nu kommet i besiddelse af så meget gods, som ingen i slægten nogensinde havde haft.

Ahlefeldts barokbygning rejstes i 1700 – 1708 i Gråsten. Det var et storladent bygningsværk, inspireret af nederlandsk barok.

 

Gråsten– æbler

Det var også Ahlefeldterne der indrettede den berømte have i 1700 – tallet. Det var i Orangeriet, at myten om de herlige Gråsten – æbler blev skabt. Stamtræet blev hentet til Gråsten fra Rhinlandet.

 

Under administration

Frederik Ahlefeldt den ældre var modstander af al overflødig pragt. Men det kan man ikke sige om hans to sønner – snarere tvært imod. De led af ødselhed og pragtsyge. De kom derfor jævnlig i økonomiske vanskeligheder.

 

Ville ikke låne Karl en daler

Den Store Nordiske Krig gjorde det heller ikke bedre. Efterhånden fandtes der ingen i riget, der ville låne Karl en daler. Da han døde i 1722 blev hans bo sat under offentlig administration. Ved en aktion på Gottorp i 1725 blev hele det store Ahlefeldt – gods i Sønderjylland spredt for alle vinde.

 

Tilhørte Limbek – slægten

I 1300 – 1400 tallet tilhørte Gråsten, den holstenske adelsslægt Limbek. Deres hovedsæde var Søgård, syd for Aabenraa. Omkring år 1500 kom besiddelserne i hænderne på den sønderjyske Ahlefeldt – slægt. Hovedgården blev placeret på en lille holm i Slotssøen.

 

Hertug Kristian August af Augustenborg

Gråsten og et par andre gårde blev solgt til Hertug Christian August af Augustenborg. På en måde forblev det i Ahlefeldts eje, da Hertugen blev gift med en søster
til Frederik og Karl Ahlefeldt. Men officielt tilhørte Gråsten i 125 år Augustenborgerne. Men efter at Christian August overtog det flotte slot, lod han det forfalde. I 1757 nedbrændte det meste. Det nye slot stod færdig i 1760.

 

60 Rigsdaler fra greven

En sjov ting, som ikke fører til store overskrifter var, at den “Højrevelige Excellence” den 4. januar 1699 lagde 60 Rigsdaler i Fattigkassen. Senere samme år blev der lagt yderligere 2 rigsdaler  i kassen af grevens forvalter.

 

Præsten begik sædelighedsforbrydelse

Gennem mange år havde Ahlefeldt haft deres egen hofpræst på slottet i Gråsten. Fra 1706 blev slotspræst – embedet og sognepræsten i Adsbøl den samme person. Og det var blandt andet slotspræsten, der førte tilsyn med fattigkassen.

En tidligere slotspræst, Joh. Paschius havde en god uddannelse fra Ratzeburg. Han blev udnævnt som professor i filosofi ved Universitetet i Rostock. Men i 1693 blev han idømt tre års tugthusstraf for Sædelighedsforbrydelse. Han må være blevet benådet, for allerede i 1695 nævnes han slotspræst i Gråsten. Greven var åbenbart lige glad med hans straf, taget ham til nåde, eller ikke vidst, hvad han havde bedrevet.

Syv år blev han som slotspræst, så blev han igen anklaget for Sædelighedsforbrydelse. Så kan det nok være, at han blev afsat fra sit embede.

 

De prædikede tysk

I øvrigt så klagede bønderne flere gange til kongen, at de ikke kunne få præsten til at prædike på dansk. Således blev der i 1735 påstået, at der blev prædiket på tysk. Om skolesproget også var tysk, ja det vides ikke. Og efter at grevskabet ikke kører så godt, er der også underskud i Fattigkassen. I 1724 er der således et underskud på 40 rigsdaler Og så måtte der ellers spares. Det betød så, at der i 1744 blev et overskud på hele 98 rigsdaler.

 

Syg og miserabel kone

I 1709 bliver en gammel, syg og miserabel kone betænkt med 16 Sk. Samme år får en gammel miserabel mand 24 Sk. Da den fattige Maren Kochs i Alnor i 1713 brækker benet, får hun 24 Sk.

 

Begravelsespenge

Flere gange er der tale om begravelseshjælp. Således betales der i 1706 1 rigsdaler og 5 Sk. For en ligkiste til den fattige Jørgen Træskomand. Samme år betales efter ordre fra hans Excellence 32 Sk. Til en mand i Horskobbel til hans barns begravelse. Anna Rytters dør i 1707 i stor fattigdom. Til hendes begravelse ydes 2 rigsdaler.

 

16 fattige fik af fattigkassen

Tilskud af denne art gives nu hyppigere, da man pludselig opdager et stort overskud i Fattigkassen. I 1744 er der således 16 fattige, der får glæde af kassen. Også  herredsfogedens efterladte fik glæde af Fattigkassen.

 

Smeden blev kroejer

To børn sættes i pleje i smedjen, der lå nær ved slottet. Smeden Johan Samuel fik ikke nogen plejeløn, men børnenes tøj m.m. blev betalt af fattigkassen. På
et tidspunkt er han dog ikke mere smed, men figurer som kroejer. Efter ham skal bakken nær ved slottet have fået navnet Krobjerg. I 1710 bliver to fattige, nøgne forældreløse børn betænkt med 2 rigsdaler.  I 1739 betales der efter ordre 12 rigsdaler. For en pige, der opdrages hos Adam Baadfører i Alnor.

 

Skolemesteren blev trukket i løn

Også  en skolemester blev betænkt med undervisningen af 13 fattige børn i januar måned 1699. Udeblev eleverne var det skolemesteren, der blev straffet med sin løn. Der blev også trukket i løn, da skolemesteren måtte lukke skolen i 4 uger, for at pleje sin syge kone.

 

Underskud i fattigkassen

Men herligheden varede kun i 15 år. I 1724, da der var et stort underskud i fattigkassen, måtte man annullere skolegangen. Først i 1744 kunne man igen begynde at undervise fattige
børn i Gråsten. Der blev også givet penge til bibler, salmebøger og en enkelt regnebog. Udgifter til blæk blev beskåret, fordi udgifterne til papir steg.

 

Forordninger

Christian den Tredje havde i 1544 udsendt forordninger omkring oprettelse af skoler. Ifølge kongen skulle Kapellanen, degnen eller diakonen give undervisning ikke blot i den kristne børnelærdom, men også i læsning, skrivning og regning. Skolepenge skulle udredes af fattigkassen.

Men det kneb at leve op til disse forordninger i Gråsten. Det kneb også med at få mere velstillede forældre til at betale for deres børns undervisning. Fyrstelige forordninger med at få forældrene til at få børn til at møde i skolen fra det femte til det tiende skoleår kneb også.

 

Kirketårnet blev brugt som skolestue

Det kneb også med at finde egnede undervisningssteder. Således blev kirkens våbenhus brugt mange steder til undervisning. Nogle steder i Sønderjylland blev også kirketårnet brugt som skolestue.

 

 

Skole i forbindelse med degne – boligen

Nogles steder på landet var der bygget skolestuer i forbindelse med degne – boligen. Endnu i midten af det 18. århundrede kunne man støde på  skoler uden kakkelovn. Ofre  var det som at sidde i et åbent skur og modtage undervisning.

 

Gods – herskabet sad med kaldsretten

Gods – herskabet sad inde med kaldsretten til såvel præsteembederne og degne – og skoleholder – embederne på godserne i Sønderjylland.

 

Fattigkassen ydede til kappe og vokslys

Man kan så undre sig, at Fattigkassen i Gråsten i 1711 skulle betale en ny kappe til degnen. Den løb op i 12 Rigsdaler. 5 ½ skilling. Gennem fem år – fra 1716 til 1721 måtte fattigkassen også sørge for vokslys til alteret. Disse lys blev fornyet to gange om året – til jul og til pinse.

Man skred nødig til udgifter, der ikke i forvejen var godkendt af herskabet. Men ingen regel uden undtagelser. Således blev en fattig, fordreven luthersk præst i 1713 betænkt med 16 Sk.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Sønderjylland (under forberedelse)
  • www.tidsskrift.dk

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder 1.779 artikler

 

Under Sønderjylland ( 207 artikler):

  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland (b)

 

Under Tønder (283 artikler):

  • Fattige i Tønder

 

Under Aabenraa (169 artikler):

  • Ahlefeldt og Søgaard
  • Aabenraas fattige
  • Kirker – syd for Aabenraa
  • Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
  • Folk – syd for Aabenraa og mange flere artikler

Redigeret 23.09.2021


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland