Dette er anden del af Rømøs spændende historie. Det var sorgens år 1777. Hør om Peters Dag og om inden sømanden tog afsted. På et tidspunkt var der 40 kommandører og en stor flåde. Overfarten Bådsbøl – Rømø var vanskelig. Og så kæmpede man både mod sandflugt og oversvømmelse. Limbeck (Limbæk) – slægten ejede hele Rømø.

 

Overbefolket af tyskere

Flittige læsere af denne side, har sikkert allerede opdaget, at vi allerede har skrevet en artikel om denne pragtfulde ø – Rømø, en ø i Vadehavet. Det var den ø, som vi dengang cyklede til fra Tønder, og som vi ofte besøgte en varm sommer – søndag. Og på sådan en dag var øen overbefolket, hovedsagelig af tyskere.

 

Dengang boede 1.534 på øen

Ellers har det været tilbagegang af fastboende på øen. Således boede der omkring år 1800, 1534 mennesker på øen. Det gør det så sandelig ikke mere. Det var en kort opblomstring, da der i 1898 blev anlagt badested på øen.

 

Øen havde mange navne

På Traps kort kaldes øen for Romø. Men det oprindelig navn er Røm. Og øen kendes fra et dokument i 1226, hvor Pave Honorius den tredje stadfæster Knudsbrødrene i Odense deres besiddelser, herunder Sild og Rømø. Sidstnævnte blev kaldt for Rimo. I Kong Valdemars Jordebog er øen blevet til Rymø, og i 1291 er det Rimø. I andre dokumenter ses navne
som Rymøe, Riim Land og i 1462, Rymøhe.

 

Her er nærmest ørken

Vi har mod vest, nok Danmarks bedste strand. I vest bruser Vesterhavet ind. Og så er det lige det med tidevandet. Dengang snakkede vi om det i Tønder, for tyskerne blev altid fanget
af tidevandet på Rømø. Men ellers er det klitterne, der har overtaget på øen. På den østre side af klitterne strækker sig en smal ager med sandunderlag. Her er øens huse trukket i hele øens længde.

Det er her på øen, at vi nærmest har en ørken. Og to gange i døgnet, når floden kommer, forandrer naturen sig.

 

Landfast eller ikke

De Kloge mener ikke, at Rømø er dannet af en gammel kystlinje, men er opstået af en sandbanke. Andre kloge mener, at fordi, der er fundet rester af skovbevoksning på øen, ja så har øen været landfast. På et kort fra omtrent år 1300, har Johannes Meyer ladet Rømø ligge i et stort tæt bebygget herred. Det må nok være et fantasiprodukt.

 

Dronningen købte kun halvdelen

Ifølge sin geografiske beliggenhed hørte Rømø til Hertugdømmet. Oprindelig blev øen også regnet til det. Men vi skal lige huske på nogle væsentlige ting i historien. I året 1348 gav Hertug Valdemar, Rømø, Visby Sogn og byen Sølsted i pant for 509 mark lybsk til Ridder Hans Limbeck. På daværende tidspunkt var ridderen i besiddelse af Trøjborg. Antagelig
var disse besiddelser også i slægtens eje i 1407, da Klaus Limbeck solgte slottet til Dronning Margrete for 3.600 Mark lybsk. Ifølge Ribe Bispe – krønike fulgte også Lø – herred med slottet.

Da Dronning Margrethe derefter satte det således erhvervede pant til Ribe Bispestol for 5.000 Mark Lybsk og henlagde det under Viborg Landsting kom Ribe ud af forbindelsen med Hertugdømmet. Men det var åbenbart ikke hele Rømø.

 

Limbeck – slægten ejede hele Rømø

Limbeck – slægten ejede hele Rømø, men åbenbart er det kun den sydlige del, der blev solgt til dronningen. Det betød, at den nordlige del kom under Limbeck – slægtens øvrige besiddelser, Tørning Len.

For at gøre historien endnu mere kompliceret, så blev pantet fra 1407 aldrig indfriet. Senere kom den under Haderslevhus Amt. Og det var i Brøns på fastlandet den havde
sit tingsted.

 

Den sydlige del til Schackenborg

Den kongerigske del kom senere til at ligge under Ballum Birk. Det vil så sige, det kom til at ligge under grevskabet Schackenborg. Siden 1661 var det tingsted i Ballum. Men også her er der undtagelser. For så vidt vider, har der været afholdt Tingdag i Tvismark.

 

Kampen mod sandflugt

I mange år har beboerne på øen kæmpet mod sandflugt. I 1649 skrev præsten, Jens Engelbretsen således:

• Sanden og Biergene forderffuer landet

41 år senere i 1690 skrev den daværende præst Søren Christensen Aagaard:

• Baade Land og Søe aarlig formindsker och forderfuer Sønderlands Enge.

Sidst i det 17. og først i det 18. århundrede forudsagde sandflugten især i Juvre – området store ødelæggelser. En række lodsejer fra Sønderlandet indsendte i 1824 en klage til stiftamtmand von Castenskiold i Ribe:

• Øen er i sig selv mærkelig forringet. Dels bortskyller Søen det forhen bedste Engeland og Sandflugten bedækker dels og Kornland, som i sig selv er af ringeste Bonitet.

 

Det nye land var oversvømmet

Der skete også nytilførelse af land. Det vil sige, ved højvande kunne man sejle over det, men ved lavvande dukkede det frem. Den 8. september 1789 rejste en kommission fra Rentekammerkollegiet i Ribe for at se på det nye land. Birkedommer Thomsen og to taksations – mænd fra Ballum skulle også have været til stede, men kunne, som det hedder i protokollen, formedelst modvind Ikke kommer over søen.

Men nu kunne det også have været det samme, for man kunne intet se. Det pågældende stykke land var dog ikke at se, ifølge protokollen:

• saaledes med Søen oversvømmet, at man ikke kunde se meget deraf eller komme derpaa, skjøndt det var i Ebbetiden, da Vandet var lavest.

 

Synsforretningen lykkedes

Fra den omtalte protokol kunne man også læse, at:

 

• Gamle Mænd af Øen, saa vel den danske som slesvigske Del, mødte og ”forsikrede, at de med Ed kunde bekræfte, hvor og naar befales, at over den fjerde Del af Beboernes Enge, saavel paa Sønder – som paa Nørland Rømø var af Søen i Mands Minde ganske bortskyllet og fordærvet, hvorfor Undersaatterne aldeles ingen Moderation eller Ændring har søgt eller faaet i deres Skatter. Desaarsag haabede og formodede de, at dette omskrevne lidet og ubetydelige Stykke Grund bliver dem uden mindste Tynge videre fremdeles tilhørende, da samme ikke ikke er eller med Retsvished kan anses at være nær den tiende Del i Værdi imod, hvad de af Søen har mistet uden nogen Godtgjørelse eller Refusion derfor at have erholdt i deres Skatter”.

Året efter blev der så igen foretaget en Synsforretning. Og denne gang lykkedes det, at se det nye land.

 

Den vanskelige overfart

I tiden inden dæmningen foregik forbindelsen med omverdenen med sejlbåd fra Havneby til Bådsbøl – Ballum. Der var ingen landingsbroer ved Ballum. Man blev placeret på en vogn med et par simple træstole kørt til og fra skibet. Om sommeren foregik overfarten temmelig regelmæssigt. Men var der vindstille kunne overfarten godt tage 4 – 5 timer. Var det god vind kunne overfarten klares på en halv time.

Var det tåge eller mørke kunne det være svært for vognen at ramme båden. Man kunne let komme til at køre en halv time rundt i vandet, mens kusken tuder i et stort bøffelhorn, og håber på svar fra båden. Ved sådanne lejligheder kunne det sagtens ske, at vandet begyndte at løbe ind i vognen. Så var det ellers om, at få fødderne op for at holde dem tørre.

 

Kvinderne måtte bæres

Når der var is på vandet om vinteren måtte man gå ud til båden. Så må man håbe at alle passagerer havde lange støvler på. Kvinderne måtte ofte bæres på sådanne ture. Man kunne også blive ofre for drivisen. Så brugte man en åben båd, og faren var så, at blive ført med strømmen gennem Lister – dyb ud til det åbne Vesterhav.

 

Ribe fik retten til Rømø

I hvalfangstens guldalder deltog så mangen en Rømø – borger. Jo mange var med oppe ved Ishavet fra begyndelsen af det 17. århundrede til slutningen af det 18. århundrede. Fra Arilds tid havde Ribe By ret og højhed over farvandene omkring Rømø. Således dikterede Erik Menved i 1292 et dokument i Nyborg, hvori der blandt andet kom til at stå følgende, der blandt andet gav:

• Borgerne i Ribe fri Besiddelse af deres Forstrand, List, Manø og alle Kyster, som ligger mellem fornævnte Steder og Ribe By, tilmed deres eget Dyb, ligesom de plejede at have den fra gammel Tid.

 

En adelsmand blev pågrebet

Men det hændte ofte, at denne lov ikke blev overholdt. Således i 1483 hvor borgerne havde opsnappet, at Hans von Ahlefeldt på Tørning, var i gang med at udføre en ladning korn med sit skib. Kongen dømte i sagen:

• at Byen burde beholde alle de Havne kvit og fri, som var mellem List og Riber By, og at ingen maatte skibe eller udføre noget Gods derimellem uden med Borgmesters og Raads Vilje og samtykke.

 

En vigtig havn

Rømø  Red var med sit dybe vand og gode værn mod vestlige storme, blevet benyttet af store skibe. Således ankom i 1624 for den tids forhold et stort spansk skib med 800 tønder
salt. Den lå for anker ved Rømø Havn. Her blev det losset og ladningen på 7 lægtere bragt til Ribe.

 

Rømø  havde en stor flåde

Noget tyder på, at Rømø – borgerne i 1676 fik samme ret til farvandene omkring Rømø, som Ribe – borgerne. I en opgørelse fra 1605 over hvilke skibe, der var anløbet Ribe, ser vi at af de 109 fartøjer, der var anløbet Ribe, var de 19 fra Rømø. I 1693 beretter præsten, Søren Christensen Aagaard, at svenskerne havde brændt 26 skibe, og nu var der kun 4 til overs. Noget tyder på, at Rømø havde en betydelig flåde. Mange Rømø – skippere søgte mod Holland.

I 150 år blev hvalfangsten faktisk øens vigtigste næringsvej.

 

40 kommandører

I Nachrichten von Röm i Staatsbürgerliches Magazin fortælles, at Rømø endnu i det 18. århundrede havde 40 kommandører. Mod slutningen af århundredet har de fleste dog rettet blikket mod Island og sildefangsten samt almindelig fragt.

Påstande om, at der på øen har været 16 hvalfanger – både kan ikke være rigtig. Det var en ret dyr affære, at udstyre sådan en båd. Den formue har slet ikke været
til stede. Således omtales et sted, at 5 kommandører fra Rømø omkom efter forlis som kommandører på skibe fra Hamborg.

 

Søfarten skabte velstand

Søfarten har båret den fattige ø frelst gennem hårde tider, og skaffet øens befolkning det daglige brød. Endnu kan man på øen se minder fra denne tid.

 

Landbruget

Landbruget tog over som den vigtigste indtægtskilde. Men her havde man store udfordringer med vejret og oversvømmelser. Man samarbejde og brugte hinandens enge. Ligeledes var man fælles om bjergning. Som tidligere nævnt har øen ingen skove. Man var afhængige af drivtømmer.

 

Tørvegravning

På  bestemte dage i forsommeren samledes man til tørvegravning. Efter tilsigelse af æ Pandmand måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på Stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at finde en velegnet plads. Klokken 9 hejste æ Pandmand sit flag som tegn på, at nu måtte man begynde. Man gravede til klokken 12 og senere igen fra kl. 3 til seks.

 

Enklaver

Nu var alt ikke så ligetil. For ind imellem alle andre var de såkaldte enklaver. Her var Riberhuses og Haderslevhuses undersåtter. De havde alle forskellige forvaltninger, beskatninger og retsordninger. Man forsøgte sig med mundtlige aftaler, men det hjalp nu ikke altid. Forskellige skriftlige anordninger blev vedtaget, men det stred mod de enkelte byers interesser.

 

Kvinderne tog sig af det praktiske

Mens mændene var på  havet, måtte kvinderne tage sig af det praktiske. Det gjaldt også, når de følte, at andre byer på øen overtrådte diverse bestemmelser. De følte sig dårlig behandlet, når de skulle rejse 16 mil til Haderslev for at føre deres sag.

 

Antal af hornkvæg steg

I 1840′ erne tog mændene igen over, når det gjaldt landbruget. De var blevet trætte af søen, men var langt oppe i årene. Kvægopdræt blev dyrket med succes på Rømø. Ifølge Nachrichten von Röm var der i 1824, 110 heste, 250 stk. hornkvæg og 500 – 550 får over på øen. I 1902 var tallet for hornkvæg oppe på 937 og der var 1.696 får.

 

Fiskeriet gik tilbage

I 1575 tilkendtes præsten på øen en afgift i fisk af hver båd, der fiskede på øen. Fiskeriet må den gang have været betydelig. Nedgangen i fiskeriet gik ud over præstens indtægt. Dette fremgå af en indberetning fra 1690. Fiskeriet syntes aldrig at være kommet rigtig på fode igen. Ifølge Nachrichten von Röm fandtes der i tiden omkring 1824 kun få torsk og hvillinger.

 

Østersfiskeri

I samme Nachrichten tales det om, at de østersbanker, der var ved øen var blevet ruinerede. Der var i 1824 kun tre både beskæftiget med østersfiskeri. Tidligere havde der været 12 både.

I arkivet fra Schackenborg tales om 14 skibe, der drev østers – fiskeri. Bankerne blev drevet af grevskabet. Dette har vi tidligere berettet om her på siden. Også Sælhundejagten har ifølge Nachrichten von Röm og Danske Atlas tidligere har været drevet med godt udbytte. Men grundet flytning af sandbanker måtte dette opgives.

 

De meget rige på Rømø

Der fandtes rige folk på Rømø – dengang. Således sagde man om Harcke Thades i Toftum, at han ejede så meget, at hver gang klokken slog, fik han 1 rigsdaler. I rente hver gang klokken slog. Han skulle have arvet
en formue efter sin kones morbroder. Han var en Kaptajn Petersen, der ved sejlads fra Gøteborg skal have tjent 160.000 rigsdaler. Harcke Thades hus havde været udstyret med overdådig pragt, og der var masser af sølvtøj og andre værdigenstande.

At det har været rigdom på Rømø afspejles også af, at bønder fra hele det nordvestligste Slesvig søgte til øen for at låne penge. Det afstedkom fallit og bedrageri for store pengebeløb.

 

Også mange fattige

Men der var også  masser af fattigdom. Mange havde slået sig på flasken. Det forstærkede bare nøden. Det var ikke bare skibsfartens overgang til dampdrift, der var årsag til Rømøs dalende velstand. Indirekte var det prøjsiske herredømme også årsag til dette. En betydelig formue forsvandt fra øen i den tid.

Kigger vi på husene på Rømø, så er der to grundtræk, der går igen:

1. Der må bydes vestenvinden den mindst mulige angrebsflade
2. Der må skaffes stuehuset eller rettere stuelængen, det bedst mulige læ bag stald og lade
3. De vigtigste opholdsrum lægges så lunt og trækfrit som muligt.

Det var disse krav som husene måtte indordne sig under, og det har da også givet sig udslag i husenes form og indretning.

 

Flotte nationaldragter

Mændene på Rømø har aldrig båret nationaldragt. Derimod har kvinderne bevaret deres særegne dragt helt op til vore dage. Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Trods hjemmevævet tøj, som den er syet af, er den præget af lethed. Det gælder især den daglige dragt. Festdragten er dog mere tilknappet.

Hovedbeklædningen var oprindelig et såkaldt pandestykke såvel til dagligdagen som til gilder. Man havde også en speciel kirkedragt med det ejendommelig hovedtøj, kirkehatten.

De nye generationer af piger på Rømø har valgt ikke at lade sig klæde lige som deres oldemødre og tip – oldemødre.

 

Eventyr fra hele verdenen

Vinter – aftnerne på det gamle Rømø blev ofte brugt på historier fra søen og fjerne lande. Her kunne man høre om uhyre isbjerge, hvalfisk, farlige isbjørne, sydens glødende sol, Kinas særheder og Indiens vidundere. For kvinderne var det den eneste mulighed for at vide hvad der skete i verdenen omkring dem. Kun de færreste af dem oplevede mere end de halvanden
kvadratmil, der til daglig omkredsede dem. Alle deres oplevelser begrænsede sig mellem Lister Dyb og Juvre Dyb.

 

Inden man tog på langfart

Inden en sømand rejste om foråret, skulle han først ud i nabolaget og omkring hos venner, bekendte og familie for at sige farvel. Ja selv fjerne slægtninge skulle han aflægge et besøg.
Det gik som regel en hel uge med dette. Hvor han kom frem, skulle der snakkes lidt. Der skulle drikkes en Punch og en kop kaffe. Man skulle vogte sig for ikke at snakke for meget om selve afskeden. Det kunne være et dårlig varsel. Man vidste dog godt, at det kunne være sidste gang, at man sås.

Slægtninge og venner tog så hen til den havn, hvorfra rejsen startede. Man samledes som regel på kroen, hvor den udfarende sømand gav en omgang. Når færgemanden meldte at både var klar, blev den sidste Punch drukket i en fart.

I søfartens storhedstid havde sømændene som regel fået hyre, inden de rejste. De store rederier fra Altona og Hamborg havde agenter på Vadehavs – øerne.

 

Goddag – og tak for sidst

Når sømanden så  velbeholden var kommet hjem, skulle han så igen ud at besøge venner, bekendte og slægtninge. Her kunne han så sige: Goddag – og tak for sidst. I tidligere tider blev
der i kirken hver søndag bedt for søfolkene. Og sømanden gik til præsten og bad ham med navns nævnelse at takke Gud for en lykkelig rejse. Ja og dengang gav hver kommandør præsten er rigsdaler for dette.

 

Høstfesten

Høstfesten var en af højdepunkterne. Man tog det pæneste tøj på, efter sliddet og så var det ellers fest. Ellers gik vinter –  aftenerne med vævning og katning samt spinding. Børnene og de mænd, der ikke var på søen, strikkede.

 

Kogning, brygning og bagning

Der var ikke store fordringer til kogekunsten. Brygning og bagning var der også tid til. Der blev bagt, så det kunne holde til cirka en tre ugers tid. Tre – fire af naboerne udvekslede sigtebrød, så man altid havde noget. Når man så selv bagte, glemte man ikke naboerne.

På Rømø var der en hel speciel bryllups – tradition, som vi tidligere har omtalt. Det samme gjaldt for begravelser. ( Se artiklen: Rømø – en ø i Vadehavet).

 

Peters Dag

Specielle traditioner var det m.h.t. julegildet, høstgildet og svineslagtningen. Og så  var det folkefesterne som Fastelavn og Peders Dag. Til Pers Awten drog drengene i skare rundt og bad om en knippe halm. I de senere år måtte de selv skaffe sig en tjæretønde. Halm og tønder blev bragt op på en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og træ, sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by ved kysten.

I tidligere tider samledes ungdommen om bålet så længe det sendte sit lys ind over de mørke klitter. Der lød latter, sang, og da bålet var ved at være udbrændt morede man sig med at springe gennem bålresterne. Tilfældige fester opstod der også på Rømø, indtil Prøjserne også satte en stopper for dette.

 

Sorgens år 1777

Ofte måtte øen dog opleve sorg, når der blev meddelt, at en af øens beboere var blevet derude. Særlig i årene 1777 og 1746 var der mange Grønlands – farer, der blev derude. I 1777 drejede det sig om 50 Rømø – borgere. Man blev i kirken bedt om, at bede for de savnede. Håbet at de savnede skulle vende tilbage svandt dog efterhånden. Sorgen knugede efterhånden i hvert hjem på Rømø. Befolkningen var klædt i sorg.

Til foråret tog Grønlands – farerne afsted på ny. Afskeden var mere gribende end ellers. Og tomheden har sikkert været følt stærkere end nogensinde før. I slutningen af juni kom kun 51 af 150 hjem. Nogle måtte dog overvintre på Grønland. Men en masse Rømø – borgere vendte aldrig hjem.

Og det er meget mere at fortælle om Rømø, men det må I vente med til tredje del.

 

Kilde: Se

• litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• litteratur Tønder
• www.tidsskrift.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.779 artikler

 

Under Sønderjylland (207 artikler):

• Ballum – dengang
• Det vestlige Sønderjylland
• Enklaverne i Sønderjylland 1-2
• Føhr-en ø i Vadehavet
• Johannes Mejer – en korttegner fra Husum
• Mandø – en ø i Vadehavet
• Margrete den Første og Sønderjylland
• Ribes Historie 1 – 5
• Rømø – en ø i Vadehavet

 

• Under Tønder (283 artikler):
• Adel og Storgårde i Tønder Amt
• Bondeslægten på Trøjborg
• Bondeslægten på Trøjborg – endnu mere
• Møgeltønder– dengang
• Møgeltønders Historie
• Oprør i Møgeltønder
• Schackenborg i Møgeltønder
• Trøjborg Slot – nord for Tønder

 

• Under Aabenraa(169 artikler):
• Ahlefeldt og Søgård

Redigeret 23-09. 2021