Foredrag i forbindelse med Golden Days Festivallen. Afholdt den 15. septtember 2012 på Nørrebro Bibliotek i Bragesgade. Brylcreme var sagen, fattigrøve brugte margarine. Dayv Crockets skindvest var af ægte plastik. Radioen var midtpunktet. Upopulære parkbetjente i Nørrebroparken fik en tur i soppebassinet. De søde piger begyndte at ryge – uha. Fysisk afstraffelse blev forbudt i 1951, man glemte bare at fortælle lærerne det. Natpotten var endnu ikke afskaffet – og meget mere.

 

Juleanden skulle sikres

Hårdt var det stadig at bo på Nørrebro i 1950 erne. Det var ikke sjovt, når Peter fik besked på at fange julemaden nede i Sortedamssøen. En andesteg derfra havde sikkert smagt af mudder. Fiskene dernede fra var fulde af ben.

 

Liv ved søen

Der var dog en lille soppe – afdeling dernede. Og søndagens højdepunkt var at få en rotur med far og mor på søerne.

 

En tur til Malmø

Mange valgte også at lade søndagsturen gå til Malmø med færgen. Her var det billigt at købe chokolade, marcipan, rigtig kaffe, sukker og forskellig andre forbrugsgoder.

Alene turen med færgen var en velsignelse. Her kunne man købe øller og snapse, og få rigtig smørrebrød. Jo og snapsene var dobbelt så store end på Nørrebro.

 

Ved landgangen holdt politiet parat med salatfade. For ikke alle kunne styre deres brandert. Så mange en Nørrebro – far er blevet kørt til nærmeste politivagt for at sove rusen ud.

 

Husk stearinlys

Saneringen på Nørrebro var endnu ikke igangsat. Syv mand på 45 m2 var ikke unormalt. Og kakkelovnen skulle der være plads til.

Det var det rene luksus at have toilet ude i gangen sammen med naboen. Ja mange skulle endnu også dele vaskekummen ude på gangen. Men om vinteren blev man nødt til at tænde stearinlys omkring kummen ellers frøs vandet til is.

 

Lugten afslørede social status

Børnene blev mange steder mødt af en bestemt lugt. Det var af kål, afkogt fedt, kartofler og mangelfuld rengøring. Jo dette signaliserede lav social status.

 

Den brølende Hjort

I 1950 var det kun 48 pct. af alle lejligheder, der var forsynet med lys, gas og wc. Kun 33 pct. havde bad, centralvarme og vart vand.

Åh ja og i de små hjem på Nørrebro hang det smukke billede af den brølende hjort ved den idylliske skovsø.

 

Båden med bananer

Holger Fællessanger havde allerede i 1945 sunget: Når der kommer en båd med bananer. Men den båd kom først til København i 1952. Efterhånden blev bananen så lidt mere almindelig.

 

Ota Solgryn

Menuen i 1950erne var præget af grød, mælke – og sulemad. Og det blev forlangt, at det skulle spises op. Salat blev betragtet som kaninfodder og var ikke populært på Nørrebro.

Som mellemmad fik man franskbrød med sukker eller lyst pålægschokolade.

Margarine og smør slås om markedet. Det var Davra fra Brugsen, Bio Foska og ikke mindst Ota Solgryn.

 

Ib Schønberg sagde i biografreklamer at Sunde børn er nemme børn. Helge Kjærluf Schmidt var Vitalius Sørensen i Ota Solgryn reklamer.

 

Tynde vægge

Mange købte endnu gammelt brød hos bageren. Det var billigere. Privatliv var noget man drømte om. Man havde det i hvert fald ikke for sig selv. Gennem de tynde vægge hørtes skænderier og barnegråd. Og masser af drukkenbolte gjorde deres besyv med. Det var kun 6 – 7 alen til nabobygningen.

 

Havde man ingen penge, ja så kunne man aflevere sit pæne tøj på lånekontoret. Om fredagen kunne man så hente det igen og betale renterne. Så havde man fået løn.

 

Rapserier

Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningers udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så måtte man holde en lille pause. Det gav høj status hjemme i gården, når det lykkedes.

 

Natpotten var ikke afskaffet

Men flere måtte endnu ned i gården. Ned til de uhumske retirader. Ned til rotterne og den uhumske lugt. Der var ikke lys på trappen.

Så natpotten var mange steder på Nørrebro endnu ikke afskaffet – dengang. Og den skulle tømmes. Og det var som regel den ældste knægt, der blev udnævnt som pølsetømmer. Og det var ikke just en titel, der vakte anerkendelse blandt gårdens drenge.

 

Indholdet skvulpede op hos naboen

Og der var masser af rotter. Så mangen en rotte er blevet knust under en skraldemands træsko. Jo, der var skam også historier om, at rotterne havde bidt igen.

 

Der var dog også nogle, der sprang over, hvor gærdet var lavest. De gad ikke, at møde rotterne nede i gården.  De tømte indholdet i vaskekummen. Det var ikke særlig behageligt på varme sommerdage. Og særlig ikke når indholdet så skvulpede op hos naboen. 

 

Muggen kunne fjernes

Blågårdsgade og Blågårds Plads var dengang fulde af klunsere. De gik på jagt i skraldespandene. De gik ikke af vejen for en sandkage, der nærmest var muggen, og som købmanden havde kasseret. Man havde altid en dolk eller en kniv på sig, så det værste kunne fjernes.

 

Kogesprit med kirsebærvin

Mange af de metalting, som klunserne fandt, blev solgt nede i Todesgade. Her lå der flere kælderforretninger, som købte genbrugsting af klunserne.

De penge, de fik blev omsat til flydende kost. Det var mest i kogesprit. Og det smagte bedre, når det blev blandet med kirsebærvin. Det var nu ganske billigt dengang. Når spritten og vinen var blevet blandet satte man sig på Blågårds Plads.

 

Klunsere som børnepassere

Disse klunsere var en naturlig del af kvarteret. De fungerede også som børnepassere. Og det blev sandelig passet på børnene. Som tak fik de typisk 10 eller 25 øre. Men de gjorde det ikke for pengenes skyld. Det var en service for beboerne.

Det værste det kunne ske for disse klunsere, var når de fik rent vand i hovedet – fy for pokker.

 

Det nederste af den sociale rangstie

Klunserne var nederste del på den sociale rangstige. Det var de sidste rester af Lersø – bøllerne. På en hvis måde var de i familie med gårdsangere og lirekassemænd. Disse var meget populære hos børnene. Under deres koncert holdt børnene øje med om, strisserne var på vek. Og de samlede alle de mønter op, der blev smidt ud indpakket i avispapir fra vinduerne i beboelsen.

Blev man snuppet, så vankede der enten en advarsel, bøde eller hæftestraf.

 

Kollektive børnehave

Man kunne godt kalde baggårdene for an kollektiv børnehave. For disse var absolut en mangelvare på Nørrebro. I fællesskab passede husmødrene på hinandens poder.

 

50 kælke på en gang

Vinteren på Blågårds Plads kunne være sjov om vinteren. Særlig når der var sneboldkampe og man havde mulighed for at give sin kammerat en vasker. Og nede i Grøften, kunne der være op til 50 kælke på engang.

 

Nytårsaften på Blågårds Plads

Og nytårsaften var også speciel her på pladsen. Der blev kastet masser af juletræer på bålet. Men inden det hele begyndte, kunne man høre sirenerne fra den nærliggende Fælledvejens Station. Brandbiler og politi var allerede på vej.

Ja og så endte vandstrålen som regel vendt mod publikum. Den næste dag lignede Blågårds Plads ikke sig selv. Her lå knuste flasker, brugt fyrværkeri, nytårshatte og avispapir. På pladsen lå resterne af bålet.

 

Leg og boldspil – forbudt

Der var masser af gårde, plankværk og cykelskure dengang. Knægtene elskede at planke den, uden at blive snuppet af emsige viceværter.

Mange steder var leg og boldspil forbudt i gårdene. Og leg på gaderne var efterhånden blevet for farlig på grund af stigende trafik. I baggårdene var der tørrestativer, skraldespande og cykelstativer. Tagene var som regel beklædt med tjærepap. Man skulle nok ikke planke den, når der var nytjæret.

 

Sig De til viceværten

Det gjaldt for børnene om at holde sig gode venner med viceværten og tiltale ham med De. Leg i gården, hvor dette var tilladt, kunne ordnes med kridtstreger, et stykke snor, nogle pinde, hønseringe, marmor – og glaskugler.

Vandhanen i gården måtte kun bruges til at stille sin tørst, men den blev også misbrugt til at fylde ens vandpistol.

 

Næste gård var fjendeland

Når en bold røg over i nabogården måtte den anses for tabt for evigt. Næste gård var fjendeland. En redningsaktion kunne dog iværksættes. Så måtte man bare håbe på, at fjenden ikke opdagede det. Når der var gadekrig mod en anden gade kunne man dog opnå alliancer med nabogårdene – ellers ikke.

 

 

Blodige gadekampe

Det var talrige afstraffelses – muligheder, når man blev snuppet i en gadekrig, buksevand, binding til tørrestativ eller almindelig røvfuld. Blodtude var der mange af, efter en sådan kamphandling.

Gadekampene hørte til dagens orden. Når kampråbet lød, skete der en mærkbar forandring i gadebilledet. Der var faste regler ved sådan en kamps begyndelse. Først blev en kurerer sendt over til fjenden med meldingen Vi melder krig. Så spænede han tilbage.

 

Drabelige våben

Børnene var forsynet med kosteskafter, naturgrene, læderremme og halstørklæder bundet op med store knuder. Onde tunger påstod endda, at de var forsynet med søm, så de kunne volde endnu større skader. Også pusterør blev brugt. Det var godt at affyre store ærter i hovedet på fjenden.

 

Sejrherren fulgte taberne gennem gaderne. Og de tilfangetagende måtte så senere befris.

 

Smadring af glødelampe

En yndet sport blandt Nørrebros knægte var at skyde efter glødelampene, der oplyste gaderne. Ramte man med en snebold kunne det udløse en mindre eksplosion.

I Stefansgade var der i mange år gas – gadelys. Disse var meget omstændige at passe. De sidste gaslygter i København, var i Sjællandsgade. De blev først slukket i 1963.

 

Den forbudte legeplads

Det var også sjovt at lege på Den forbudte Legeplads. Den lå bag Vandværkets oplagringsplads ved Lundtoftegade. Her lå det sidste lille stykke af Lygteåen. Den mødte kort efter den tildækkede Ladegårdså ved Ågade.

 

Alternativ til tandlæge

I 1950 havde man ikke råd til at gå til tandlæge, og det var ikke altid, at skoletandlægen var nok. Havde børnene ondt i tænderne måtte man gribe til noget alternativt – en klud dyppet i brændevin blev placeret i barnets mund.

 

Håndsæbe godt til mange ting

Og når vi er ved tænder, så kunne tænder sagtens børstes i håndsæbe. Hvis man heller ikke havde det, så kunne man bruge saltvand. Og håndsæben kunne også bruges til håret. Så skulle man lige huske, at bruge lidt eddike for at få det ud igen.

 

Store badedag

Det ugentlige bad foregik lørdag aften i en zinkballe på køkkengulvet. Om vinteren dog foran kakkelovnen inde i stuen. Men man skulle nok ikke være den sidste, når de små også havde været der. Det var det samme vand, der blev brugt.

 

En gang imellem skulle der noget grundigere vask til. Så havde man Sjællandsgades Bad. Her kunne man komme i et rigtigt badekar.

 

Uha – lus

Efter den store vask, blev der kæmmet med den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Havde man lus, ja så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at bople.

 

 

Fnat – endnu værre

Det var også uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. De små kløende mider var ret irriterende. I gamle dage måtte børnene så en tur på hospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde i lang tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.

 

Lopperede

Mange lejligheder var en lopperede. Det var fugtigt, og det var ikke mange muligheder for udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede gennem gulve, vægge og loft.

 

Brændsel på loftet

Brændsels – lagerne lå som regel på loftet. Så skulle kul, koks og optændingsbrænde først slæbes op på femte sal, for så at blive båret ned igen. Det var mange børns opgave, at hente det på loftet.

 

Gratis med DSB

En gang om året kunne man få en gratis rejse med DSB. Man var da forsynet med mærke, så man ikke farede vild på vej til Jylland. Her kom mange poder fra stenbroen på ferie en gang om året.

 

Kendte ikke til ordblindhed

Jo skolegangen var endnu noget specielt. Kunne man ikke læse eller skrive blev man kaldt for dum, selv om det var koncentrationen, der manglede. Man kendte ikke til begrebet tal – ordblindhed.

 

Slaveanstalten

Skolen i 1950erne var udenadslære. De stakkels poder skulle terpe kongerækken, salmevers og købstæder. Lærerne var små – racistiske og u – pædagogiske. Det var ikke uden grund, at skolen stadig blev kaldt slaveanstalten.

 

Der kom dog noget nyt i skolen, og det var skoleradio og skolebio.

Ja og så kom Søren og Mette i 1954. Gad vide om de stadig går i skole?

 

Glemt at fortælle lærerne det

I 1951 blev fysisk straf forbudt i de københavnske kommuneskoler. Resten af landet fulgte først med i 1967. men man havde glemt at fortælle lærerne det. Der var ellers rigelig med bortvisninger, eftersidninger, lussinger og spanskrør.

 

Ja de unge mennesker havde hørt rygter om, at der på lærerseminarierne var et specielt fag, der hed, at give den rigtige lussing. Det var vigtigt at ramme kinden med løse fingre. Der måtte ikke slås med samlede fingre. Det kunne sprænge trommehinderne.

 

Alle spinkede og sparede

Kraftige farver var man begyndte at anvende i bolig – og køkkenindretning. Men det var endnu ikke kommet til Nørrebro.

Alle spinkede og sparede. Tøjet var enten for småt eller for stort. Man gik i genbrugstøj og det blev lappet. Det kendte man i hvert fald på Nørrebro.

 

Samlekort i lange baner

Med Tricolore sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige sprog. I Otas havregrynspakker fulgte klippeark med Det Vilde Vestens helte og skurke.

Richs samlemærker og albums var meget udbredte. Hver gang, man købte en pakke Richs til at blande i kaffen, fulgte der samlekort med. Der var billeder af dyr, blomster og andre ting.

 

Disse samlemærker startede i 1949. Og ugebladene fulgte op på succesen. Havregrynspakkerne fulgte op med, at man på bagsiden kunne klippe fodboldspillere ud. På den måde blev Knud Lundberg og de andre fodboldspillere fra 1. og 2. division udbredt.

 

Hula Hoop – den nye dille

En speciel dille nåede Nørrebro i 1958. Det var Hula Hoop – ringe. Man skulle bruge specielle hoftesving for at få ringen til at rotere.

Og en yoyo – yoyo kunne man selv fremstille. Og populær var sæbebopler fra kridtpiben med sæbe og vand. 

 

En seksløber med 100 skud

Og det hjalp også på det at de raske knægte i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om deres helt Davy Crocket.

Og Hopalong Cassedy havde en seksløber, der kunne affyre hundrede skud. Man kunne melde sig ind i en klub med western – helten. Og heltene kunne man se i biograferne. De meste populære biografer dengang var Odeon på Fælledvej, Nørrebros Bio på Nørrebrogade og Regina på H.C. Ørstedsvej.

 

Brændt ned

Men ak en voksen person glemte sit cigaretskod oppe på balkonen på Odeon. Det havde ligget og ulmet. Ved 6 – tiden næste morgen opdagede viceværten det i naboejendommen , at Odeon brændte. Og selv om brandstationen var lige i nærheden af den stolte biograf, så brændte den. Og det var den 17. september 1958.

Det blev aldrig biograf igen. Der skete en hvis nedgraduering – til offentlige toiletter.

 

Både Coloseum på Jagtvejen og Nora Bio ude ved Højbanen blev siden forvandlet til supermarkeder. Odeon blev revet ned. Nørrebro Biograf overlevede, og blev siden til musiksted og teater.

 

Søndag mellem 14 og 16

Det var som regel om søndagen at ungerne vandrede til biograferne. Den stod på cowboyfilm. Men også film om sørøvere, soldater og andre helte.

Tidspunktet var mellem 14 og 16. de fleste biografbilletter kostede mellem 45 – 50 øre. Den billigste var Regina. Men så kunne man også risikere, at skulle sidde to på samme sæde. Når det gik rigtigt for sig rejste man sig op og klappede og råbte på sine helte.

 

Kavaleriet på vej

Kyssede ens helt, ja så rejste man sig og sagde buuh.

Og det var vild jubel blandt det unge publikum, når det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget for at hjælpe de hvide i sidste øjeblik.

 

Prins Valliant med karse – klippede Robert Wagner i hovedrollen nåede området i 1955. Filmen havde premiere i Det gamle Kinopalæ på Gl. Kongevej i 1955.

 

 

Et kys fra heltinden

Den bedste biograf i starten af 1950erne var Odeon. Her kunne man se de bedste og mest interessante film. Og alle ville være heltene fra filmene.

Hopealong Cassedy var absolut en af de største helte. Man kom op at slås, for at måtte spille helten. Hjemkommet til Blågårds Plads blev filmen gennemspillet. Og så håbede man at få et kys af heltinden.

 

Forniklet paplæder

Og det var næppe mange forældre på Nørrebro, der havde råd til pr. postordre at erhverve et par gummistøvler med sherif – stjerne på. Man kunne også får et fint revolverbælte af paplæder med påsatte forniklede nitter.

 

Et Z i panden

Zorro var også en af datidens helte. Han var en slags Robin Hood, som bekæmpede slynglerne, der overfaldt de fattige i Mexico. Han brugte sjældent skydevåben. Hans bedste våben var en lang pisk eller en kårde. Så kunne han snitte et Z i panden på sin modstander.

 

Udsolgt af halvmasker

Dagen efter en sådan film var alle drenge omkring Blågårds Plads – Zorro. Der var ikke mange tørresnore tilbage i området. De var blevet forvandlet til farlige piske. Og legetøjsbutikken Alhambra i Blågårdsgade havde udsolgt af halvmasker. Alle Zorro’er stod opmarcheret på Blågårds Plads – ventende på kysset af heltinden.

 

Det var dengang, at hver dansker gik i biffen 17 gange om året.

 

Legetøjs – butikker

Og når vi nu taler om legetøjsbutikker. Så lå der også en populær legetøjsbutik, der hvor Lagekagehuset nu har til huse. Den hed Borrit, og handlede også med barnevogne. Jo i Holtegade lå frøknerne Krappes legetøjsbutik. Og på hjørnet af Jægersborggade og Jagtvejen var der også en legetøjsbutik.

 

Drenge – og pigelegetøj

Drengenes legetøj var våben, biler og soldater. Men legetøj var dyrt. De fleste af børnene på Nørrebro måtte nøjes med at betragte tingene gennem ruderne.

Figurer med cowboys og soldater, bondegårdsdyr, dyr fra zoo og indianere kostede 2,25 kr. stykket.

 

Pædagogerne kunne fortælle forældrene, at legetøj af træ var at foretrækkke frem for legetøj af plastik. Man skal så sandelig også få noget meget mere avanceret legetøj. Og det var Teknos Ingeniørsæt, Modelervoks fra Filia eller Det lille Ingeniørsæt. Sidstnævnte blev også kaldt – det universale byggesæt.

Og de kloge pædagoger fortalte også, at det var intet i vejen for, at drenge udmærket kunne lege med dukker og sytøj. Det var heller intet i vejen for at piger kunne håndtere værktøj, plastikmursten eller Connector (træbyggesæt).

 

Klassiske spil

Men det var jo også de klassiske ting som Skak, mølle og dam, klassiske kortspil, Sorteper, Tips – spillet, 6 – dags løb og Matador.

 

Men mange af baggårds – rødderne på Nørrebro måtte nøjes med bolde, terninger, glaskugler, sjippetov og hønseringe.

 

Heksedansen

Radioen havde nu indbygget grammofon. Nu kunne man høre Raquel Rastenni med Heksedansen, hvornår man ville. Det er den med, her kommer Mutter med kost og spand. Og det var meget kendetegnende for den tids kønsroller.

 

Pigerne med sløjfer i håret blev opdraget til at være et dydsmønster. De fik deres eget legetøj og deres egne bøger. De skulle opdrages til at gå hjemme ved kødgryderne. Det vil sige, at det ikke gjorde noget, hvis de kunne tjene lidt ekstra.

Det var godt at mor nu kunne få en brødrister, hvor brødet selv sprang op. Blender, Nilfisk og bærbar tørrehjelm hjalp også på det.

 

Pigerne skulle sandelig bevare deres gode rygte. De skulle være ærbare. Og for alt i verden skulle de undgå at blive gravid. Det vigtigste for en pige, dengang var at blive gift og så at få børn. Et dårlig rygte kunne spolere disse planer.

 

Piger begyndte at ryge

Jo pigerne skulle være sobre og kommende husmødre. De blev opdraget til at være søde. Men pigerne begyndte at ryge cigaretter og gå i spidse sko – det var ikke godt.

 

Og de vilde drenge begyndte at køre knallert. De gearede og borede den. De kørte sig lige ind i toppen af ulykkesstatistikkerne.

 

Potte – træning

Og i de få børnehaver der var dengang, da startede man på at give de allermindste potte – træning. Jo de skulle kunne begå sig på en potte.

 

Skøjtebane

I Nørrebroparken sprøjtede parkbetjenten vand på asfalten i vinterperioden. Når vandet var frosset til is, havde man den fineste skøjtebane. Naboarealet der var belagt med græs, blev også oversprøjtet. Nu havde man pludselig en dobbelt så stor skøjtebane.

 

Trædebiler i Nørrebroparken

I sommerhalvåret kunne man køre i trædebiler i Nørrebroparken. For 25 øre kunne man køre i 15 minutter. De seks – syv biler var meget populære. Og hvis der var nogen, der snød med tiden, så fik de karantæne.

Der var malet veje med gul maling.

 

Børneparkering

Allerede i 1951 startede der en børneparkering i parken. Det var på alle hverdage mellem 11 og 16 for børn fra 3 til 7 år. Det kostede 30 øre pr. barn pr. time. Jo det var Danske Kvinders Samfundstjeneste, der stod bag dette initiativ.

Ved siden af var der opstillet en urangeret sporvogn. Når der var regnvejr blev alle børn sendt ind i denne. Og de kloge mennesker sagde dengang:

 

       Mange Børn kommer for lidt ud.En del blege Børn, der ikke vil trives eller spise, har hentet Kulør og Appetit under Sommerens Leg.

 

Conny – i Livsfare

Lille Pige døden nær i soppebassin

Ja sådan kunne man læse i en af aviserne fra dengang. Den 29. juni 1953 skete der et uheld ved tømningen af soppebassinet, hvor den 8 – årige Conny blev suget fast til aftræksrøret i 20 minutter. Hun sad så fast, at end ikke 2 – 3 voksne kunne trække hende fri.

 

       Tilskadekommende sad således, at hendes ben var strakt fremefter lige over bassinets bund, således at hub kun lige havde munden fri af vandet soverflade.

 

Tribini i Nørrebroparken

Ofte var det teateropvisning i Nørrebroparken. Et år kunne Carl Ottosen opleves som Robin Hood. Mange gøglere gæstede parken. Her var tombolaer, skydetelte, parisergynger og ikke mindst professor Tribini. Det var ham, der indledte med:

 

       Mine Herskaber, grevskaber og Klædeskaber. Rullemænd, Nullermænd og Tullemænd.

 

Den stærke mand

Her var den stærke mand, Abdullah. Et Folkevognsrugbrød kunne køre over brystet på ham. Og her var radiobiler. Så gjaldt det bare om at ramme alle pigerne. Datidens knægte troede, at det var et scoretrick.

 

Men til sidst skete der for mange uheld, så Københavns Kommune lukkede herlighederne. Også et populært klatrestativ blev fjernet. Og pædagogerne mente, at det var for farligt for poderne.

 

Upopulære parkbetjente

De unge hadede parkbetjentene. De havde stramme uniformer på og hvide handsker. Ofte patruljerede de på kommunale cykler. De var også moralens og sædlighedens vogtere. Når de unge flirtede med den første kærlighed, ja så var Parkeren der. En afsides bænk i skumringen var trods alt bedre en en to værelses med 5 – 6 beboere.

 

Det skete dog også, at de lidt større drenge smed Parkeren i soppebassinet.

 

Græsset må ikke betrædes

For selvfølgelig måtte Græsset ikke betrædes. Og betjentene lå på vagt, for at straffe synderne med lussinger

 

Børnenes største hits

Det store hit blandt børnene var Musen Hannibal med Man skal altid bo på landet. Den kunne man så lytte til, mens man indtog Dandy tyggegummi, Piratus, Pinoccho – kugler og zulu.

 

Og far og mor lyttede til Hvide måge og Fiskerpigens sang.

 

Masser af slik

Nu snakkede vi om slik. Man kunne købe poser med såkaldt affaldsslik for små penge eller de populære Lykkeposer. Heri var der forskellige former for slik og et lille stykke legetøj. Disse kunne blandt andet købes i det lille ishus over ved indgangen til Nørrebroparken ved Nordbanegade. Det havde kun åbent om sommeren.

Kandis var også populært. Men det kunne man kun købe på Apoteket. Det blev leveret i store papirsposer.

 

Radioen var husalteret

Radioen var familiens husalter. Far skulle altid høre radioavisen. Og børnene skulle altid inden de gik i seng høre Inge Aasted og Musen Hanibald. Og flere hits hos børnene var Peters nye automobil og Elefantens vuggevise.

Og så kom radioen nu også med grammofon. Så var den høflig og sagde De til en.

 

Bror Kalle

Og de stakkels unger var også tvangsindlagt til Gammeldaws Dansmusik med Bror Kalles kapel og Vildandens Sang med Lullu Ziegler.

 

Ja og poderne, der ikke lige kom fra et hjem med klaver kunne fornøje sig med xylofon og mundharpe.

 

Postkonduktør

Og så sandelig kunne man få lov til at sende et anbefalet brev med Telegraf – og Postkontoret. Det hed hvis nok senere Det lille Postkontor. Eller man kunne få lov til at klippe biletter og blive børne – konduktør. Og sættet indeholdt også en fløjte. Toget kørte ikke før, man piftede.

 

Masser af seriehefter

Det var årtiet, hvor man kunne blive medlem af forskellige hemmelige klubber – Politikens Kvik Klub – Ping Klubben m.m.

Man læste Paw, Robin Hood, De Tre Musketerer.

Palle alene i Verden gjorde et stort indtryk hos børnene på Nørrebro. Og det var ikke mange, der lagde mærke til, at man sagde neger i Lille Sorte Sambo.

 

Indoktrinering

Ja, der fulgte masser af seriebøger, Jan, Sussy og Puk.

Med disse seriebøger fulgte også en masse indoktrinering. Jagten gik ind på skumle venstreorienterede. De mistænkte var altid dem, der var grimme, ubegavede og uuddannede.

 

Advarsel mod seriehefter og tegneserier

Og man læste masser af seriehefter med Skipper Skræk, Kaptajn Mickey, Illustreret Klassikere, Davy Crocket.

Ham der, Kaptajn Mickey kunne næsten alt med sine venner, Fuzzy og Dr, Salasso.

 

Men ak og ved, ledende pædagoger advarede mod at seriehefter og tegneserier var skadelig for børn. De unge ville helt glemme at læse bøger.

 

Skindbluse af ægte plastik

Davy Crocket kom første gang til Nørrebro i 1955 og blev senere filmatiseret. Det var stort for de raske poder, at få en pelshue med hale, en skindbluse af ægte plastik og hans lange flintbøsse til knaldhætter. Og så endda med tilhørende krudthorn.

.

To dages knippelsuppe

Åh ja, man kunne købe album til single – plader. Og så var det jo Tommy Steele – A handfull of Songs, Elvis med Love me tender og Otto Brandeburg.

 

Mere vildt gik det for sig, da de unge stiftede bekendtskab med ordensmagten ved et stort Rochn Roll Stævne i KB – hallen med Ib Glindaman og Ib Rock Jensen.

Da filmen Rock arround the clock havde premiere var der dømt to dages knippelsuppe fra ordensmagten.

Jo så foretrak far og mor hellere Verdens rigeste pige med Nina og Frederik. I 1952 kom den herlige italienske film Don Camillos lille verden.

 

Brylcreme

De fleste mænd og unge knægte havde brillantine eller det nye Brylcreme i håret. Fattigrøve brugte margarine. Målet var, at håret skulle ligne en anderumpe – frisure. Man måtte sandelig ikke læne sig op af tapetet. Og et hovedpudebetræk lignede nærmest en olieklud efter mødet med sådan et hår.

I den henseende var det en lettelse, at karseklippet blev moderne senere i årtiet. Her var det de amerikanske soldater, der var forbilledet.

 

En ny tre – hjulet model

I slutningen af 1950erne kunne man købe den trehjulede cykel – model 245 med hvide gummihjul og rødt stållad. Jo det var en dansk produceret Winther – cykel, der kunne købes ved Runddelen.

Det var den største nyhed siden klapvognen, som dengang blev kaldt for promenadevognen.

 

Vascomaten

Og så dukkede forløberen for vaskemaskinen frem. Den hed Vascomaten. Gad nok vide, om den var lavet af Atlas på Nørrebro?

Inden da måtte mor op af køkkentrappen op til vaske – og tørreloftet. Her stod den store gruekedel. Den skulle først fyldes med vand. Og vandet skulle hentes i spande. Når vandet kogte, blev der tilsat sæbespåner eller det dyre Persil vaskepulver. Og datteren blev undervist i den svære kunst.

 

Kilde: Se

       litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Se

       At bo på Nørrebro

       Barn på Nørrebro

       Andesteg fra Peblingesøen

       Den sidste Badeanstalt

       Nørrebro i gamle dage

Foredrag i Pensionistklubben, Terasserne, Tingbjerg, den 16. september 2012 i forbindelse med Golden Days – festivallen med fokus på 1950erne

Ældre mente, at de unge gik i moralsk forfald. Vi husker speakerpigerne fra dengang. Radio Mercur tyvstjal lyttere. Søndag formiddag på DR var også trist. Lyspunktet var Radioens Ønskekoncert. Det var tiden med Henkogte frugter. Hvad kunne man få for 100 kr. Og hvor meget skulle man arbejde for at tjene dette. 9.000 piger søgte hvert år om abort. Selvbetjening med unødvendige forbrugsgoder indfandt sig. Der var stor forskel i den sociale standard.

 

Smilende sommer – piger på cykler

Ser man film fra 50erne, ser man smilende piger i deres sommerkjoler på cykel. Man ser mødre gør hovedrent hver dag. Vi ser Morten Korch – filmene for os. Og det varede længe inden vi i Danmark kunne høre Jill – House Rock med Elvis. Det blev anset for farligt.

 

Eget lokum i Tønder

Og derhjemme i Tønder flyttede jeg allerede som seks – syv årig i rækkehus, med have og græsplæne. Social boligbyggeri dengang, havde stor kvalitet. Og så havde min far endda selv været med til at bygge det. Jo nu var det ikke mere lokum på trappeafsatsen sammen med naboen.

 

Kunne ikke forstå mig – dengang

Indrømmet – dengang tænkte jeg ikke meget på København. Og københavnere har næppe kunnet forstå mig dengang – mon de kan det i dag?

 

Den sociale standard

I København var der stor forskel på kvaliteten. Der var også stor forskel på den sociale standard. Man skulle tro, at man befandt sig i to verdener, dengang i 1950erne.

 

Ville ikke bo på landet

Brønshøj blev befolket af Nørrebro – arbejdere. De ville godt nok væk fra kasernen, men de ville ikke bo helt ude på landet. De klumpede sig sammen.

 

Tingbjerg – kvarteret

Der burde være en gade her i Tingbjerg, der hedder Steen Eiler Rasmussens Gade. Det var Steen Eiler Rasmussen, der stod for udformningen af Tingbjerg – kvarteret i 1956 – 58. Det er et jo fantastisk lilleby – miljø.

 

Ja man glemmer helt at svensker – kongen engang havde residens i Utterslev.

 

1.200 boliger

Man forsøgte at give bebyggelsen, købstadens gamle præg, med snævre gader, torv og butikker med åbne grønne arealer bag husene.

 

Hele Tingbjerg blev bygget fra 1956 – 1968. Det omfatter et højhus på 12 etager og et stort antal tre – etagers blokke, i alt godt 1.200 boliger. Hertil kom skole, børneinstitutioner og butikker.

 

Fingerplanen

Allerede i 1948 var en ideskitse færdig. Den hed Skitseforslag til Egnsplan For Storkøbenhavn. På skitsens forside var tegnet en hånd med udstrakte fingre lagt hen over København, deraf navnet Fingerplanen.

S – banerne skulle udbygges, og der skulle placeres nye boligkvarterer i fingrene. Servicecentre forestillede man skulle ligge i knoerne.

 

Ind til byen på 45 minutter

Længere ude ville man lave etageboliger, og endnu længere ude villakvarterer. Men den kollektive trafik skulle man kunne komme ind til byen på under 45 minutter, selv fra den yderste omegn.

 

Fingerplanen blev aldrig en juridisk plan. Men den dannede diskussionsoplæg.

Tænk i 1955 var der registeret 63.000 biler i København – en fordobling på 10 år.

 

Andre planer

Dengang da Fingerplanen blev udarbejdet var der en bil pr. 33 indbygger. I 1954 var der en bil pr. 20. indbygger. Og så gik det ellers hurtig med at få anskaffet biler.

 

Der kom en masse andre planer. De blev kaldt for Kransen, Kæden m.m. Man havde svært ved at blive enige. Og noget af planlægningen var uladsiggørlig allerede fra starten.

 

Tre ugers ferie

På arbejdsmarkedet i 1952 blev der indført tre ugers ferie. Få år senere blev den ugentlige arbejdstid nedsat til 45 timer.

Fabrikker blev flyttet væk fra centrum til yderkanterne. Det skete blandt andet for Konfektionsbyen, Lersø Parkallé . Maskinfabrikken Atlas flyttede fra Bragesgade til Lundtofte.

 

Forstæderne blomstrede

Københavns struktur ændrede sig fuldstændig. Forstæderne blomstrede op. Industrien flyttede ud. I 1950 havde havde Københavns Kommune et indbyggertal på 768.000. Men i 1960 var 40.000 flyttet ud. Og med dem 234 industrivirksomheder. I 1970 var yderligere 130.000 flyttet ud. I 1985 var der vel kun 460.000 i Københavns Kommune. Planlæggerne havde svært ved at følge med.

 

Statslån til drømmehuset

Man kunne i perioden fra 1938 til 1958 få et statslån til drømmehuset. Man kunne låne op til 90 pct. af byggesummen. Staten stillede kun to betingelser:

 

       Man skulle anvende en arkitekt

       Det nye hus måtte maksimum være på 110 kvadratmeter. Senere blev dette forhøjet til 230 kvadratmeter.

 

I begyndelsen af 1950erne kunne man erhverve et hus i Herlev for 68.000 kr.

Mod vejen holdt man facaden med sirlige roser og hæk, plus en lige sti af hjemstøbte cementfliser til hoveddøren. Baghaven var optaget af æble – og pæretræer, måske kirsebær – og blommetræer, masser af bærbuske, kartofler, porre og gulerødder.

 

Saneringsplan

I København vedtog man en saneringsplan i 1959. Det betød, at man indtil 1972 nedlagde 2.700 usunde boliger. En ny saneringsplan blev vedtaget i 1971. Denne var årsag til den såkaldte Bulldozersanering på Nørrebro.

Folk havde pludselig ikke råd til at flytte tilbage.

 

 

Selvbetjening

Københavns første selvbetjeningsbutik blev anlagt i 1949 i Vigerslevvej i Valby. En journalist bemærkede, at der kun var stillet 10 indkøbsvogne frem.

Der var stillet masser af kurve frem. Man mente, at husmødrene ville være for genert til at køre rundt med indkøbsvogne. De skulle nok langsom vende sig til det.

 

Hovedstadens Brugsforening havde været rigtig kreativ, da de udarbejde en annoncetekst:

 

       Respekt for husmoderens tid og arbejde er den vigtigst grund til at indføre selvbetjening.

 

Det gik ud over den lille butik

I 1959 var der fandtes der 220 selvbetjeningsbutikker i København inden for fødevarehandelen. Især brugte Irma denne nye selvbetjenings – form. Det var personalebesparende. Følgen blev naturligvis de små butikkers død.

 

I 1935 var der 21.000 detailhandlere i København. I 1958 var der 15.000 tilbage. Medvirkende til dette var også, at de ældre bydele med de mange dagligvarebutikker efterhånden blev affolket, fordi folk flyttede ud i forstæderne.

 

Fruen tog på arbejdsmarkedet

Man var indstillet på ar betale de omkostninger, der fulgte med. Ringere service og standardiseret varesortiment.

Fruen tog ud på arbejdsmarkedet. Hun skulle skynde sig fra arbejdet, i supermarkedet og hjem og lave mad til manden.

 

Og lidt senere kunne man så også i Irma få surmælksprodukter, vin og færdigretter. Det var stort.

 

Behov for vuggestuer

Det voksende antal mødre, der søgte ud på arbejdsmarkedet skabte øget behov for vuggestuer.

Den månedlige indtægt i 1957. Mor går endnu derhjemme. Huslejen var 127 kr. Til gengæld var skatten kun 175 kr.

 

Mellem 1940 og 1960 fik hovedstaden en fordobling af ældre borgere over 65 år. Det betød større krav til alderdomsforsorgen. I 1955 fik man hjemmehjælp.

Nørre Hospital i Ryesgade blev omdannet til plejehjem.

De Gamles By ved Guldbergsgade ændrede gradvis karakter fra at være et traditionelt alderdomshjem til at være plejeinstitution.

 

Boligmangel

Det var nu ikke alle, der bare flyttede ud til forstæderne. Der var masser af boligmangel. Og mange boede i husvildebarakker. Således boede 12 familier i Bethlehem på Frederikssundsvej. De havde et fælles køkken i kælderen. Om vinteren var vandet frosset i flere måneder. Og de var 45 beboere til at deles om to gammeldags retirader i gården.

Andre steder boede man i kolonihavehuse. 

 

Tænk i 1953 var hver 7. dansker ramt af bolignøden. 150.000 hustande boede i saneringsmodne ejendomme. I 142.000 lejligheder i byerne var uden selvstændig toilet. 520.000 lejligheder var uden bad og 550.000 uden centralvarme.

 

En socialrådgiver beskrev forholdene på Nørrebro således:

 

       Familien består af 9 medlemmer – forældrene og 7 børn i alderen 4 – 14 år. Lejligheden, der ligger ud mod gården, består af 2 små værelser, køkken, en mini entré og WC. Det ene værelse fungerer både som opholdsstue og som forældrenes soveværelse.

       Det andet værelse er lidt større, men meget af pladsen optages af køjesenge.

       Her skal 7 børn sove, lege og læse lektier. Køkkenet er lille og fugtigt. Hele lejligheden er mørk og solfattig. Den lange smalle gård er legeplads for 70 børn.

 

Tænk at arbejderbørn kom igennem mellemskolen og ind i gymnasiet.

 

Storproduktion af boliger

Kun de sociale boligselskaber eller den private stor- entreprenører evt. flere i samarbejde magtede de store montagebyggerier. Man tog udgangspunkt i præfabrikerede betonelementer. Denne metode tog sit opsving i 1950erne.

 

Hvem ville og kunne bo på 13. etage?

Bellahøj – bebyggelsen var det første større eksempel på den nye teknik. Samtidig introducerede man højhusbyggeriet i Danmark. Jordbeton – elementerne begyndte at vinde frem.

 

Bellahøj – bebyggelsen bestod af i alt 28 punkthuse, dvs. forskudte blokke med fælles trappeanlæg, på 9 eller 13 etager. Beliggenheden på Bellahøj gav beboerne byens flotteste udsigt. Det gav i alt 1.300 lejligheder. Byggeriet stod på mellem 1950 og 1957.

 

Man var meget spændt på, hvem der turde at bo på 13. etage til en husleje på en tredjedel af den gennemsnitlige indkomst. Lejlighederne stod dog også længe tomme.

 

Kollektive foranstaltninger

I nærheden blev Voldparken i Husum bygget i 1950. Høje Søborg fra 1951 var især beregnet til enlige og ægtepar uden børn. Komplekset havde kollektive foranstaltninger som vaskeri, varemodtagelse og lignende.

 

Ikke plads til kælder

Længere ude opstod parcelhusbyggeri. Man kunne tage fordelagtige statslån. Drømmen om eget hus blev gjort til virkelighed. Efterkrigstids – husene havde dog et beskedent udseende med lav tagrejsning. Det var sjældent kælder. Men den voksende bilisme betød dog, at de efterhånden fik garage.

 

En tunnelbane til Brønshøj?

I 1961 blev der foreslået, at der skulle laves en tunnelbane til Brønshøj. Sporvognenes køreplans – mæssige rejsehastighed faldt med 7 pct. mellem 1951 og 1964. Antallet af tilskadekommende og dræbte steg med 40 pct.

 

Befolkningen voksede stærkere end forudset. Den kollektive trafik kunne slet ikke følge med.

 

Livet ude af Byen i 1950erne (2. del)

 

I begyndelsen

Ja vi begynder lidt brutalt. Bogstavelig talt med livet.

 

Den sure svie

Og det man aldrig talte om, det var moralen. Tænk i 1948 blev hver fjerde svangerskab i København afbrudt. Men masser af måtte indstille sig på, at beholde barnet. Lægen sagde:

 

       De skal se, når barnet først er født, kan De slet ikke forstå, De ønskede at komme af med det.

 

Forskel på Hellerup – fruen og arbejderkvinden

Den velstillede Hellerup – frue kunne få en diskret udskrabning. Men arbejderkonen eller den ugifte pige var henvist til adresser, der gik i omgang.

 

Dem, der var heldig, at få foretaget indgrebet på et sygehus, var henvist til lokaler adskilt fra de pæne. De blev mødt af en ældre stram sygeplejerske. Hendes sidste ord var:

 

       Så betænker De dem måske, at komme rendende igen om nogle måneder. Efter den søde kløe kommer den sure svie.

 

9.000 søgte om abort – årlig

Mødrehjælpen var den eneste legale chance for abort.

Mødrehjælpen blev opsøgt af 9.000 kvinder om året. Af den var 6.000 ugifte og halvdelen under 18 år. Gennemsnitlig fik 40 pct. bevilget abort.

 

Overlæge Teit Kærn, Sankt Josephs Hospital oplyste i juni 1952 i Ugeskrift for Læger, at de hos 82 pct. af abortsøgende fra slumlejligheder kunne konstateres kronisk belastningsnervøsitet. Kvinder fra overbefolkede lejligheder indstilledes i 57 pct. af tilfældene til svangerskabsafbrydelse mod 37 pct. af kvinderne fra rimelige boligforhold.

 

De Røde Heste

De Røde heste skulle blive en af årtiets mest sete, mest kritiserede og mest elskede film. I løbet af de første måneder efter premieren blev den set af 2,4 millioner mennesker. Både Nordisk Film og Palladium havde afvist at filmatisere den populære bog.

ASA var meget i tvivl, men accepterede til sidst manuskriptet. Samtidig sikrede de sig filmrettighederne til Morten Korchs øvrige romaner for 5.000 kr.

Man kan sige at Mosekongen indeholdt alt. Lige fra forbyttede børn til ægte dansk muld. Og så fulgte Det store løb, Flintesønnerne og Det gamle guld.

 

Vi skal da heller ikke glemme hele otte Far til Fire – film.

 

Hvad kan jeg få for 100 kr.

I Billed Bladet var det en interessant artikel i januar 1950. Her kunne man se, havd man kunne få for 100 kr. – dengang:

 

       En Guldring, 800 cigaretter, fuld kost i et folkekøkken i en hel måned, en flybillet København – Aalborg retur, benzin til 1.216 kilometers kørsel i en gammel Citroen, 1,8 liter cognac, 180 pilsnere, 2.300 kopper ren kaffe eller hvad med 2 hektar land på heden?

 

Svært at tjene 100 kr.

Man skal bare lige tænke på, at det skam også var svært, at tjene 100 kr. – dengang. Således skulle:

 

       En rengøringskone vaske gulv i 50 timer, En kioskejer skulle sælge 2.000 eksemplarer københavnske aftenaviser og en chefpilot skulle flyve 25 timer

 

Havde man en tier dengang i 1955, kunne man godt gå fra købmanden med et tungt indkøbsnet. For pengene kunne man få:

 

       1 kvart kg. Kaffe, 2 kg stødt melis, 1 kg mel, en stor flaske hvidtøl og to pilsnere.

 

Banan – båden kom først i 1953

Ak ja i 1945 sang Anker Hansen ”Men når der kommer en båd med bananer” Den kom først i 1953.

 

Endda med stålvask

Det var stort, når et ungt par, der ventede deres andet barn i 1957 var flyttet ud i forstaden. De kunne stolt fremvise deres nye 2 – værelses lejlighed med toilet og håndvask. Køkkenet havde endda indbyggede skabe og stålvask.

 

Henkogte frugter

Madlavningen foregik i begyndelsen af årtiet på gammeldags manér. Frysevarer var endnu ikke almindelige. Skulle man lave en hurtigret, måtte man bruge konserves.

Spinat, grønne bønner og ærter fik man stadig på dåse. Henkogte frugter var hjemmelavede og stod på rad og række med sirlige etiketter på den øverste hylde i spisekammeret.

 

Unødvendige forbrugsgoder

Danske Husmødres Forbrugerråd udtalte, at man virkelig kunne lære af amerikanerne. Det kunne man læse i Samvirke. I de nye supermarkeder kunne man finde en overflod af unødvendige forbrugsgoder som sodavand, cigaretter, slik og en overflod af personlige hygiejneprodukter.

 

Og i ugebladene kunne man læse om de amerikanske drømmekøkkener.

Antallet af elkomfurer, køleskabe og vaskemaskiner voksede drastisk i slutningen af 1950erne.

 

Det spiste man – dengang

Familien Danmarks middagsmad bestod af to retter. Om søndagen forventede især familiens ældste tre retter. Hvad der blev serveret kan vi se i Alt om Damerne årgang 1953.

 

       Søndag: Oksekødssuppe med urter og hjemmelavede boller, mørbradschnitzel, bondepige med slør

       Som hverdagsmad: Forloren hare med brunede kartofler og rismelsgratin.

       Fyldt hvidkål og pandekager, eller vandgrød med æblemos og klipfiskebudding med smeltet smør.

 

Velbekomme – klipfiskebudding uha!

 

Mest for kvinder

Det var kvindearbejde – det med køkkenet. De betragtede det også som deres domæne, men Berlingske Tidende vovede sig med en ny rubrik over sin dameside:

 

       Mest for kvinder – mænd må gerne læse med.

 

Ikke just opløftende radio

Det var nu ikke videre opløftende det, man oplevede i radioen dengang i 1951, se bare her:

 

7.50: Landbrugets brevkasse

8.05: Ti minutters oplysning om kvægets vinterfoder

8.15: Morgengymnastik for kvinder

8,25: Morgengymnastik ved kaptajn Jespersen

8.35: Havearkitekt C. Th. Sørensen om vore parker

10.00: Pastor Bartholdy prædiker i Haslev Kirke

 

Det lette, det lyse, det livsbekræftende

12.00: Radioens Ønskekoncert

 

Og det sidste var sikkert dagens højdepunkt. Her kunne man ifølge radiorådsformanden høre:

 

       det lette, det lyse, det livsbekræftende

 

Så kunne man lytte til Kun en dag – et øjeblik ad gangen. Eller hvad med Jerusalem med Frans Andersson. Og så var det lille bedårende Gitte, der ville giftes med farmand.

 

Gunnar Nu Hansen var klar med det dramatiske

I 1953 var der 30.000 licensbetalende radiomodtagere Og Gunnar Nu Hansen var klar, når de store og dramatiske begivenheder skulle kommenteres.

 

Og når Svend Petersen fremkom med Kvit eller Dobbelt , ja så sad folk klistret op ad radioapparatet. 

 

Radio Mercur tyvstjal lyttere

Ude i Øresund lå nogle pirater og sendte radiobølger med en anden slags musik. Det var Radio Mercur. Pirat – radion tyvstjal over halvdel af lytterne i København og Nordsjælland.

Man snakkede også om noget, der var forbudt på statsradiofonien. Så det var sandelig på tide, at få den lukket.

 

De unge havde fået nok

Da Teenage – kulturen ramte Danmark fik kernefamilien nogle gevaldige krakeleringer. Nu var det ikke længere nok med Familiejournal og Hjemmet. Nu kom også Tempo og Vi Unge.

 

Vi husker speakerpigerne

Tv blev i begyndelsen det store hit blandt de unge. Det var det ind til de så deres forældre hænge foran kassen hver aften. I 1953 var det hele 3.000 seere. Det var 17 – og 21 tommers apparater.

 

Hvem husker ikke Familien Flintstone, lyden af John Danstrups stemme og speakerpigerne Hanne Sommer, Lotte Wæwer og Annette Faaborg.

 

Fjernsynets julegave

I 1960 var fjernsynets julegave til seerne Faranelli med Poul Bundgaard i hovedrollen. Med 96 millioner kroner blev fjernsynets budget for 1959/60 sprængt. Med allerede i 1958 havde monopolet købt 90.000 kvadratmeter i Gladsaxe til fremtidens tv – by.

Snart så Gøngemosen – dagens lys.

 

Vi vil hellere forbedre kvaliteten end kvantiteten

15 danske fjernsyns – fabrikker arbejdede på højtryk for at tilfredsstille danskernes behov. Sendetiden var 12 timer ugentlig i 1957. For som tv – chefen Jens Frederik Lawaetz sagde:

 

       Vi vil hellere forbedre kvaliteten end kvantiteten

 

Og licensbetalerne kunne ikke forstå, hvorfor man ikke kunne begge dele. De betalte trods alt 55 kr. – årligt. Så de mente, at de havde krav på, at blive underholdt.

 

Ride i herresaddel

Og så vandt den italienske Vespa indpas. Den kunne man passende anvende indtil man fik råd til en bil. Pigerne foretrak at sidde italiensk og sidelæns. Det danske politi beordrede dem til at ride i herresadel.

 

Hele Danmark dufter

Den 1. oktober 1952 blev kafferationeringen ophævet. Nu skulle man ikke mere have mærker for at få kaffe, hvis ikke man ville have sukker i. Nu var Danmark endelig igen med i den store forbrugerverden. I Politiken kunne man læse:

 

       Hele landet dufter i dag af kaffe. Efter 13 års rationering blev kaffen i aften frigivet af handelsministeren. Flere kvaliteter til stærkt varierende priser.

 

Familien Danmark tog på Charterferie

Pastor Eilif Kroager fra Tjæreborg oprettede et rejseselskab i 1950. Han tilbød billige busrejser syd på. I 1953 fulgte Simon Spies efter. Nu kunne familien Danmark tage på charterferie. Det var virkelig stort!

 

De unge i moralsk forfald

Danskerne var begejstrede for amerikanerne. Herfra fik man tyggegummi, coca cola, Brylcreme, læderjakker, forvaskede cowboybukser, anderumper, jitterbug og Elvis Presley. Nu var det mest den yngre generation, der tog imod.

 

Den ældre generation var skræmt. For dem var det moralsk forfald med vold og seksuelle udskejelser.

 

Kilde: Se

       Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Barn på Nørrebro i 1950erne (under Nørrebro)

       Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade (under Nørrebro)

       www.dengang.dk indeholder talrige artikler om det gamle Nørrebro

 

 

 

 

 

 

 

 

 

af journalist Svend Thaning

Gunnar Dyrberg var den første frihedskæmper, som kom ind i den tyske afdeling i Vestre Fængsel den 5. maj 1945, hvor andre modstandsfolk ventede på at blive henrettet. Læs beretningen om den nu pensionerede bankdirektør og fader til Pondus-pingvinen, som var skarpt forfulgt af Gestapo og HIPO og ikke selv troede, at han ville overleve krigen.

 

”De råbte og græd af glæde, da de så vores armbind og stenguns. Først da gik det op for dem, at de var reddet. Specielt de frihedskæmpere, som var dømt til døden og ventede på at blive henrettet. De sidste modstandsfolk var nemlig blevet skudt 10 dage før, vi dukkede op i fængslet. En dejlig, men også mærkelig fornemmelse at se fangerne stå oppe på de lange etager i fængslet og råbe og skrige af glæde ved synet af os,” fortæller den nu 84-årige pensionerede bankdirektør og tidligere modstandsmand Gunnar Dyrberg.

 

Episoden fandt sted den 5. maj 1945 om morgen i Vestre Fængsel i København, hvor den dengang 23-årige stud. polit. Gunnar Dyrberg sammen med to kammerater var de første modstandsfolk, der trådte ind i den berygtede tyske afdeling og dermed befriede de danske fanger.

 

For Dyrberg personligt betød den 5. maj, at et år under jorden med Gestapo og HIPO konstant i hælene var forbi. Et opslidende rakkerliv med skiftende logi og maskinpistolen og håndgranater ved siden af sengen, hvis nattens stilhed pludselig skulle blive afbrudt af bremsende biler, tunge trin på trapperne og sprængte døre.

 

Dyrberg havde siden efteråret 1943 været medlem af sabotagegruppen Holger Danske, hvor han havde arbejdet tæt sammen med de to berømte modstandsfolk, Citronen og Flammen, og studiekammeraten Patrick. Bl.a. med at likvidere stikkere og danske håndlangere i tysk tjeneste.

 

Datteren døbt ved fars kiste

 

”Selvfølgelig var jeg glad, da Johannes G. Sørensen den 4. maj kl. 20.37 læste frihedsbudskabet op i BBCs danske udsendelse fra London. Men det var ikke lutter glæde. Patrick, Niels Christian – et andet gruppemedlem – og jeg kørte ud til én af vore kammerater, Svend Dorphs gravide enke. Hun skulle ikke sidde alene den aften, hvor lysene blafrede i vinduerne. Svend havde i marts taget sit eget liv i én af Politigårdens fangeceller. Han var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at modstå HIPOs tortur og dermed komme til at røbe os. Da man efter befrielsen gravede ham op i Ryvangen, blev hans nyfødte datter døbt ved hans kiste,” fortæller Gunnar Dyrberg.

 

Dyrberg var mere heldig, selv om han ikke regnede med at overleve krigen. Men han var tæt på ikke at gøre det flere gange. Bl.a. i foråret 1944, hvor han måtte springe ud af vinduet hjemme hos sine forældre på Vesterbro, da Gestapo bankede på. Det blev begyndelsen på Dyrbergs hektiske og psykisk nedslidende illegale tilværelse frem til befrielsen. 

 

Citronen og Flammen dør

 

I oktober 1944 gik det helt galt for hans to berømte gruppekammerater – Flammen og Citronen.

 

Først Citronen – den 33-årige Jørgen Haagen Schmidt. Han blev hårdt såret, da han den 19. september blev taget af tyskerne – samme dag, som det danske politi blev arresteret. Uheldigvis var Citronen netop den dag forklædt i politiuniform og blev roundet op sammen med andre politifolk. Han forsøgte at flygte, men blev skudt, hvorefter tyskerne stoppede en forbipasserende ambulance og smed ham ind i den. Citronen var kun bevogtet af én tysk politisoldat, som det lykkedes ham at dræbe med en skjult pistol. Og som nådens gave fra oven viste det sig, at ambulanceføreren var modstandsmand og kendte Citronen. Derfor blev han i første omgang reddet og bragt ud til en villa på Jægersborg Allé. Næsten en måned efter gik det for alvor galt. Uheldigvis var ejeren af huset illegal bladmand, som tyskerne ville anholde. I stedet blev de tyske politisoldater og danske Gestapo-folk mødt af Citronen, der lå inde med et større våbenlager, som han forsvarede sig med. Kampen varede i flere timer. Citronen nåede at skyde flere politisoldater, før tyskerne satte ild til villaen i et forsøg på at ryge ham ud. Det lykkedes. Citronen forsøgte endnu engang at flygte i såret tilstand, men blev mejet ned på græsplanen foran huset. Det var den 14. oktober.

 

Fire dage efter var det Flammens tur. Den mest eftersøgte sabotør og likvidator i Danmark. Han var på opgave i Jylland, da hans bedste ven Citronen faldt. Flammen havde efterladt sine våben hos Citronen. Derfor var han ubevæbnet, da tyskerne væltede ind ad døren i en villa på Strandvejen, hvor Flammen drak aftenkaffe hos gode venner. I første omgang forsøgte Flammen at stikke af. Det var umuligt. Villaen var omringet. Derfor løb han op på første sal. Ind i et værelse og slugte sin cyankaliumpille for ikke at blive taget levende.

 

På hængende hår

 

To måneder efter tragedien med Dyrbergs to kammerater var der bud efter ham selv. Det var den 19. december 1944, hvor næsten alt gik galt for den 23-årige frihedskæmper.

 

”Jeg boede på det tidspunkt i en tom villa på Frederiksberg. Jeg kom hjem, netop som det var ved at blive mørkt. Pludseligt så jeg et glimt i et vindue, der ikke var mørkelagt Jeg svingede i sidste øjeblik cyklen væk, kørte hen og ringede fra en telefonboks. En dansk Gestapomand var i røret og sagde, at jeg måtte skynde mig at komme. Der var et vigtigt møde. Den hoppede jeg selvfølgelig ikke på. Jeg ventede ellers besøg af to af mine kammerater og chefen for Vestsjællands Modstandsbevægelse, Bruno de Neergaard fra Slagelse, som gennem os skulle i genskabe kontakten til Frihedsrådet. Derfor troede jeg, at de var kommet for tidligt og var blevet taget af Gestapo. Jeg forsøgte desperat at samle folk, så vi kunne storme villaen. Men når man er under jorden, er det ikke let at komme i kontakt med sine folk. Man må jo ikke vide, hvor de overnatter. Jeg vidste ikke, hvordan Gestapo havde opdaget mit skjulested. Derfor var der fare for, at de andre medlemmer i gruppen ville blive taget. Måske havde der været en stikker. Det betød også, at våbenlagre og sprængstoffer skulle flyttes meget hurtigt. Men så dukkede mine to kammerater op. De havde været i villaen, da Gestapo ankom, men skød sig igennem – en Gestapo-mand blev dræbt. På flugten gennem haven var mine kammerater mere end heldige. I tusmørket så de ikke en fordybning i græsplænen og faldt netop, som tyskerne åbnede ild. Det blev deres redning. De slap væk. Bruno de Neergaard havde de gemt et sikkert sted oven på en karnap, hvor han ikke kunne ses nede fra. Men en nabo så ham, da det blev lyst, og gjorde tyskerne opmærksom på det. De Neergaard blev henrettet den 29. marts 1945. Villaen blev bagefter sprængt i luften, som tyskerne havde for vane, når de opdagede, at et hus tjente som logi for modstandsfolk,” fortæller Dyrberg.

 

Det var en trist jul det år for Dyrberg. Bedre blev det heller ikke i månederne op til befrielsen, hvor flere kammerater ikke kunne klare det psykiske pres og derfor måtte flygte til Sverige. Men Dyrberg blev, selv om han også var ved at være nedslidt og udbrændt. Og kort før befrielsen gik det så ud over en af hans bedste venner i gruppen, Jakob. Han kom gående ved ruinerne af det udbombede Shellhus, Gestapos hovedkvarter i København, da en gruppe mænd kom løbende i retning af ham, skarpt forfulgt af tyske politisoldater. Jakob var bevæbnet med en pistol. Derfor drejede han rundt på hælene og forsøgte at flygte sammen med de andre. Det lykkedes ikke. Jakob stoppede op. Tog kampen op mod overmagten, men døde i den efterfølgende ildkamp.   

 

Spyttet på to gange

 

Da frihedsbudskabet lød den 4. maj om aftenen, havde Holger Danske mobiliseret sine styrker ligesom næsten alle andre modstandsgrupper, selv om kapitulationen først var officiel næste morgen klokken otte.

 

”Om morgenen den 5. maj havde jeg fri. Jeg ville besøge mine forældre på Vesterbro. Dem havde jeg ikke set, siden jeg gik under jorden et år tidligere. Da vi kørte gennem Istedgade, så vi et masseopløb med hujende mennesker. Jeg fyrede min maskinpistol af op i luften. Flokken spredtes så meget, at vi kunne komme ind i midten. Her lå en kvinde, som gadens parlament var ved at lynche. Vi tog hende med os, men mængden opgav ikke så let. Kvinden blev overspyttet, og det blev vi også i kampens hede. På Sønder Boulevard blev vi igen overspyttet. Vi tog os af en hipomand, som folk havde udpeget. Vi dækkede manden, mens vi hev ham ind i bilen, men spytklatterne ramte mere os end ham. Han blev afleveret sammen med kvinden i Vestre Fængsel, hvor vi havde oplevelsen med de danske fanger,” fortæller Dyrberg.

 

Det må vi ha´ på tråd

 

Da Dyrberg og hans kammerater senere på dagen kom hjem til Holger Danskes hovedkvarter på Gentofte Hotel, hørte de, at Den Danske Brigade var gået i land i Helsingør.

 

”Vi besluttede at køre derop. På Strandvejen så vi en motorcyklist fra brigaden komme imod os. Vi stoppede ham og bød ham velkommen til Danmark. En journalist fra radioen havde fået lov at køre med os. Han havde en trådbåndoptager med – noget helt nyt dengang. Da vi havde hilst brigademanden velkommen, råbte journalisten begejstret: Det er et historisk øjeblik. Det må jeg ha’ på tråd. Vi bankede på et hus for at få strøm til apparatet. Jeg gentog den lille tale, og efter et par glas sherry kørte vi videre,” fortæller Dyrberg.

 

Syd for Helsingør vrimlede det med kampklædte brigadesoldater, som troede, der blev kæmpet i København. Dyrberg og hans kammerater kunne berolige dem med, at der ikke blev skudt i hovedstaden. Krigen var forbi.

 

”Det troede de ikke rigtigt på. Eller også ærgrede de sig over at være kommet for sent hjem til at ordne et par tyskere. Men det lykkedes os at få at vide, at brigadens øverstbefalende, general Knutzon, befandt sig på et skib i havnen i Helsingør. Pudsigt nok hed skibet Holger Danske. Hvad er d’herrers ærinde? spurgte en søofficer, der bevogtede landgangen. Vi vil byde brigaden velkommen til Danmark fra Holger Danske, svarede vi. Da det gik op for ham, hvad jeg havde sagt, sprang han ned i skibet. Et sekund efter stod generalen foran os. Jeg sagde nogle få velvalgte ord og han svarede højtideligt. Så sagde journalisten endnu engang: Dette er et historisk øjeblik. Det må vi ha’ på tråd”.

 

Kasernen overgiver sig

 

Der skete mange andre pudsige ting den dag. En af Dyrbergs kolleger i Holger Danske – Lille Hans og hans gruppe kom kørende ad Ryvangs Allé, hvor det tyske krigsflag stadig vajede over ingeniørkasernen.

 

”Det måtte der gøres noget ved, mente Lille Hans. Resolut kørte han ind på kasernen. Promte blev flaget halet ned. Men hvad skulle han og hans fem mand stille op med en kaserne med flere hundrede velbevæbnede soldater. Det var jo bare en pludselig indskydelse. Der gik dog ikke lang tid, før en dansk officer, som havde fået til opgave at overtale tyskerne til at overgive kasernen, dukkede op med kasernens gamle dannebrogsflag under armen. Han spurgte høfligt Lille Hans, om han havde noget imod, at han overtog kasernen. Det havde Hans ikke. Ved samme lejlighed tog en ældre tysk underofficer vores kammerater hen til det sted, hvor så mange havde mistet livet i Ryvangen – bundet til en af tre pæle, og bagefter kulet i jorden. Det var første gang, at man blev klar over, hvor henrettelserne i københavnsområdet var foregået,” fortæller Dyrberg.

 

En forkert overgivelse

 

Det var ikke den eneste episode den dag, hvor dansk militær blev konfronteret med de unge fløse i Holger Danske-gruppen.

 

”Jeg havde også en pudsig oplevelse med den danske hær den 5. maj. Om formiddagen var et kompagni tyske soldater kommet marcherende på vej til Jægersborg Kaserne forbi vores post ved Gentofte Hotel. Tyskerne blev standset og måtte aflevere deres våben, før de fik lov til at fortsætte. Hen på aftenen dukkede en dansk officer i nystrøget uniform op og forlangte at få foretræde for kommandanten. Det var mig på det tidspunkt. Jeg sad med fødderne i en balje vand efter et hårdt døgn uden søvn og med meget renderi. Officeren glemmer jeg sent. Efter at han havde betragtet dette højst umilitære væsen med væmmelse, sagde han overlegent til mig: De har ikke overholdt reglerne. Vil De omgående sørge for, at de beslaglagte våben bliver leveret tilbage til tyskerne, så vi kan få en reglementeret overgivelse. Jeg svarede venligt, at han selv kunne prøve at finde våbnene, hvorefter han drejede rundt på hælene og forsvandt. Dengang var vi unge og fuldstændig respektløse, fortæller Dyrberg.

 

Den aften kunne Dyrberg for første gang i meget lang tid sove uden frygt. Det var dét, det handlede om for ham den 5. maj. Ikke de store armbevægelser og nationale udgydelser. Det var slut med at blokere døren, tjekke om maskinpistolen var afsikret og sikre sig en flugtrute, hvis nu…..

 

Fakta om Gunnar Dyrberg

 

Gunnar Dyrberg, cand. polit. blev født 1921 og voksede op på Vesterbro i København. Han blev i efteråret 1943 medlem af Holger Danske, mens han studerede økonomi ved Københavns Universitet. Han var afdelingsleder i Holger Danske og hørte til ”den hårde kerne” blandt de få hundrede sabotører i København. Efter krigen arbejdede han bl.a. med at genoprette samhandlen med det tidligere Nazi-tyskland. Senere har han haft en lang karriere i dansk erhvervsliv. Fra 1966-87 var han pr-chef i Den Danske Bank, hvor han opfandt sparebøssen Pondus-pingvinen. En af de største succeser i dansk markedsføring nogensinde. Gunnar Dyrberg er også forfatter til en række bøger om besættelsen og en enkelt bog om hans erhvervskarriere efter krigen. Den hedder ”Under henvisning til… fra krudt og kugler til pen, papir og Pondus”, som udkom sidste år.

 

Tak til Svend Thaning – www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden

Gylden Høst er en grusom bog. Den indeholder nogle barske sandheder fra Polen. Man tror, at det er løgn. Landbefolkningen i Polen myrdede jøderne i stor stil. I byerne lavede de pengeafpresning mod jøderne Betalte de ikke, blev de angivet. Omkring dødslejerne opstod der rigdom, fordi de polske bønder gravede ligene op igen og søgte efter de værdier nazisterne ikke fandt. Polakkerne udnyttede jødernes tørst og sult inden de skulle i dødslejerne. De bestak vagterne med sex og solgte naturalier til jøderne for overpris.

 

Mange er grusomme

Når man beskæftiger sig med de grusomme år fra 1940 – 1945 og går lidt dybere, bliver man chokeret, over hvor grusom vi kan være. Og det er ikke kun de andre, der er grusomme. Det er heller ikke kun nazisterne, der kan være grusomme.

 

Trusler mod forlag

En lille ”grusom” bog blev sendt til mig fra Kristeligt Dagblads Forlag. Titlen er Gylden Høst – Ondskab i skyggen af Holocaust. Den er skrevet af en professor ved Priceton, Jan T. Gross.

 

Bogen har vakt stor international debat. Og det forstår man godt. Da bogen udkom i Polen kom der trusler mod Gross polske forlag. Og det kan man enlig også godt forstå. For det, der bliver påstået i bogen er svær at sluge for polakkerne, ja og for den sags skyld også for os.

 

Sort kapitel i historien

Nazisternes grusomheder er jo så rigelig beskrevet overalt. Men det er et sort kapitel i historien, hvad der skete omkring dødslejrene. Det er stadig et tabu, her 70 år efter.

Udplyndringen af jøderne foregik både før og efter gaskamrene.

 

Var vi bedre i Danmark? Var der ikke en masse fiskere, der pludselig blev rige ved at smugle jøder over Øresund? I nogles øjne var det en heltebedrift, i andres øjne en udplyndring.

 

Hadet til et mindretal var stærkere end alt andet. Og forbrydelserne kunne ske med loven i hånden.

 

Seks millioner jøder dræbt

Vi ved godt at seks millioner europæiske jøder blev dræbt i Holocaust. Men chokerende er det at vide, at en sjette del af dem blev dræbt af den civile befolkning. Og endnu mere chokerende er det i denne bog at få at vide, at omkring dødslejrene i Polen befandt der sig en hidtil ukendt grad af massemordere.

Og omkring lejrene var levestandarden betydelig højere end i andre dele af Polen.

 

Et foto satte gang i historien

Egentlig kom forfatteren først på spor af dette, da han så et foto af klunserne i Treblinka. De lod sig fotografere med kranier og knogler foran sig, som om det var en picnic.

Fotografiet gjorde stor indtryk hos forfatteren.

 

Askebjergets klunsere

Og polske journalister troede heller ikke på fotoets ægthed.

Men klunserne sad oppe på Askebjerget, hvor 800.000 jøder blev gasset og brændt i udryddelseslejren Treblinka.

Bønderne gravede sig igennem alle disse lig på jagt efter alle de værdier, nazisterne havde overset.

 

Massemord af jøder

Denne bog handler om den totale forrådthed, naboernes svigt og lokalbefolkningens aktive delagtighed i forfølgelse. I Østeuropa havde jøderne ikke blot SS og værnemagten imod sig. De havde også lokalbefolkningen imod sig.

I landdistrikterne skete der massemord af jøder. I de polske byer var der masser af pengeafpresning. Bogen har så vidt muligt dokumenteret det hele. En stor ros til forlaget, der nu har gjort det muligt for os andre at få kendskab til denne nye dimension i krigens grusomheder.

 

Genbrug

Nazisterne fyldte godsvognene. Bunker af herretøj var sat i system, overfrakker, habitter, jakker, benklæder, børnetøj, dametøj, kjoler, bluser, gammelt og nyt tøj, hatte, herre – og dametøj. Det hele kunne bruges igen.

 

Ja selv i papkasser blev der sorteret barbergrej, barberknive, hårsakse, spejle, potter, pander og meget mere. Smykker og andre værdigenstande for længst blevet taget.

Nazisterne havde også egne smelterier. Og jødernes værdier blev sat ind i Den Tyske Nationalbank. Det skete i alt 75 gange under krigen.

 

Gravrøveri sat i systemet

Gravrøveriet var sat i system af polakkerne. Man brugte også spængstof for at splitte ligene. Ja det lignede ligefrem et månelandskab, når de var færdige. Ja gravearbejdet fortsatte i årtier inden nogen greb ind. Således berettes der om, at der endnu i 1958 foregik gravearbejde.

 

I landsbyerne omkring udryddelseslejre opstod der en sand guldfeber a la Det Vilde Vesten.

 

Koner og døtre i forvejen

Ofte blev koner og døtre sendt i forvejen, så de kunne fornøje sig med vagterne, så deres fædre og mænd kunne starte udgravningen som en belønning for den service vagterne fik.

Samme fremgangsmåde foregik det, når togene ventede for at blive tømt for jøder. Her tilbød de lokale bønder så mad og vand til tårnhøje priser til jøderne, mens vagtmandskabet havde andet at se til.

 

Polsk lokalbefolkning deltog

Polen blev delt mellem Stalin og Hitler i september 1939. Og nazisterne begyndte massemordene mod jøderne i juni 1941 efter angrebet mod Sovjet. Den polske lokalbefolkning tilsluttede sig disse Einsatzgruppen. Over 300.000 deltog i forskellige politikorps.

 

Hvor mange jøder, der blev dræbt af deres medborgere ved man ikke. Muligvis flere hundrede tusinde. Kun godt to hundrede er blevet dømt for det. I en hvis forstand deltog hele landsbyen i hver enkelt forbrydelse med skiftende grader af meddelagtighed.

 

Forbrydelser mod naboerne

Polakkerne begik forbrydelserne mod folk, man kendte, mod ens naboer. Ja, det var mod folk fra deres landsby. De blev normalt dræbt på stedet. Bønderne mente, at de ved at dræbe dem, kunne få del i deres rigdomme.

Efter ugerningen samlede man sig hos landsby – boerne og fejrede det med vodka hele natten.

 

Drab ved højlys dag

Drabene skete ved højlys dag med en hel folkemasse som tilskuer. Drabsmændene var normal folk med et godt omdømme.

De polske bønder voldtog kvinderne og torturerede deres mænd, så de kun røbe, hvor de havde gemt deres rigdomme.

 

Erindringer er velbevaret

Erindringerne om grusomhederne i den polske landbefolkning er velbevaret og går igen i fortællingerne til næste generation.

 

Landsby – beboerne samarbejdede omkring massemordene på jøderne. Der var både de mørkeblå politibetjente (før Statspolitiet)og civilister.

Udplyndringerne og mordene var almindelig anerkendt og en

social praksis. De polske bønder tilsluttede sig betingelsesløs nazisternes Judenjagt.

 

Stikkere

Fra oktober 1941 var det forbudt for de polske jøder, at bo uden for ghettoerne. Overtrædelse blev straffet med døden. Opdagede en polak en jøde i byerne, pressede han penge ud af ham, ellers truede han ham med at melde det til tyskerne.

Disse polakker blev kaldt for Schmaltzowniks. De sad og holdt vagt foran ghettoerne. For hvis de nu kunne opdage nogle jøder, der flygtede, ja så kunne de tjene en del penge.

 

Uskreven lov

Der var ellers en uskreven patriotisk lov, at man ikke hjalp besættelsesmagten med at forfølge ens egne medborgere. Men den regel gjaldt ikke i Polen og for den sags skyld også i en række andre lande.

 

Almindelige polakker begyndte også at presse penge ud af polakkerne ved enhver lejlighed.

 

Den katolske kirke vidste besked

Den katolske kirke i Polen kendte til massemordene, gravrøverierne og pengeafpresningerne, men de forholdt sig tavse.

 

Indfangede jøder

Det var ikke kun i Polen man kollektiv gik efter jøderne. Bogen viser også eksempler fra Korfu, hvor man indfangede jøderne.

Her mente man, at jødisk ejendom tilhørte staten og dermed hver eneste borger.

 

I Frankrig anså man det at frarøve jødisk ejendom som en ansvarlig og patriotisk handling.

 

Kneb med at få ejendele

De jøder, der vendte hjem efter krigen, blev modtaget meget uvenligt og uvelkommen. Og det var lige meget om man var i Thessalonikki eller Paris – i Prag eller Warszawa.

Naboerne havde allerede indrettet sig behageligt i jødernes ejendom og også på deres tidligere arbejdspladser.

Man behandlede jøderne som afdød på bevilliget udgang, som om, at de skulle dø før eller siden.

Da jøderne så kom hjem efter krigen, kneb det med at få udleveret værdierne.

 

Beslaglæggelse af jødisk ejendom

De europæiske jøders katastrofe skyltes at folkemordet efterhånden blev kernen i nazisternes besættelsespolitik, og det blev nærmest accepteret. Det viste sig i mange kredse i de besatte lande.

Der var ikke mange, der offentlig erklærede sig solidariske med jøderne.

Det var mange samfundsgrupper som direkte medvirkede til beslaglæggelse af jødisk ejendom, og i øvrigt støttede, at man fik dem til at forsvinde. Udplyndring af jødisk ejendom blev nærmest et europæisk anliggende.

 

En grusom og skræmmende bog

Læs denne grusomme og skræmmende bog, der giver en helt ny dimension af holocaust. Den viser en befolkning med forfærdelig griskhed. Og med den indstilling var det jødiske folk på vej til total udslettelse.

 

Jan T. Gross: Gylden Høst – Ondskab i skyggen af Holocaust /Kristelig Dagblads Forlag.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden.

af journalist Svend Thaning

Anmeldelse af bogen: ”Holger Danske – Afdeling ”Eigil”s sabotager og stikkerlikvideringer under Besættelse”, skrevet af Povl Falk-Jensen og udgivet på Frihedsmuseets Venner Forlag. Bogen er på 368 sider, koster 125 kr. og kan købes på Frihedsmuseet i København. Bogen kan også bestilles på www.frihedsmuseetsforlag.dk

 

 

Povl Falk-Jensens bog er en af de mest spændende bøger om besættelsen, der er udgivet i mange år. Og så er den et glimrende supplement til Peter Øvig Knudsens bog fra 2001 ”Efter drabet”, som for alvor satte diskussionen om stikkerlikvideringer i gang blandt såvel fagfolk som Anden Verdenskrig-freaks.

 

Af

Journalist

Svend Thaning

 

”Når jeg går tur i Mindelunden, og ser mine døde kammeraters grave, føler jeg ikke, at jeg gjorde mit arbejde ordentligt dengang”.

 

Ordene kom fra modstandsmanden og forfatteren Gunnar Dyrberg, som var i Holger Danske-gruppe med bl.a. Flammen og Citronen, og som likviderede stikkere og danske håndlangere i tysk tjeneste under krigen.

   Årsagen til Dyrbergs udtalelse var et møde i forbindelse med udgivelsen af Peter Øvig Knudsens bog ”Efter drabet”, der handler om stikkerlikvideringer. Inden Dyrberg greb mikrofonen havde en ung mand fra Nakskov fortalt forsamlingen om den forbandelse, der i 56 år havde hærget hans familie, efter at hans farfar – uretmæssigt eller ej – var blevet likvideret som stikker. Og da diskussionen drejede over mod de fejl-likvideringer og kriminelle drab, som blev begået af ”suspekte modstandsfolk”, var det, at Dyrberg gik på scenen og sagde de bevægende ord om sine dræbte kammerater. Underforstået at han ikke havde likvideret stikkere nok for at redde sine kammerater fra at blive stukket, arresteret, tortureret og til slut henrettet, bagbundet til en af de tre fyrretræs-pæle i Mindelunden i Ryvangen udenfor København.

 

Regulær borgerkrig

 

Peter Øvig Knudsen fik med sin bog fra 2001 for alvor sat fokus på stikkerlikvideringerne samtidig med, at han kaldte den blodige kamp mellem modstandsbevægelsen og HIPO og danske håndlangere i den tyske sikkerhedstjeneste, SD og Gestapo for en regulær borgerkrig.

 

”Efter drabet” var den første samlede fremstilling af problematikken, udover en række erindringsbøger og fagbøger, som sporadisk havde beskæftiget sig med emnet. ”Efter drabet” – som efterfølgende blev til dokumentarfilmen ”Med ret til at dræbe” – kastede lys over en del af de ca. 400 stikkerlikvideringer, som blev foretaget under krigen, og som der bagefter blev lagt låg på i mange år – bl.a. af socialdemokraten Frode Jakobsen og andre i efterkrigstiden. Det skete af hensyn til de modstandsfolk, som havde udført likvideringerne med store personlige og menneskelige omkostninger til følge og ikke mindst: De blev groft sværtet til i offentligheden af bl.a. filologen og den senere socialdemokratiske undervisningsminister Hartvig Frisch, der i et radiointerview og i modstandsbevægelsens eget blad Information i august 45 kaldte likvideringerne for mord og dermed indirekte betegnede likvidatorerne som mordere, der ikke mødte fjenden på åben mark ”face to face”. Det er umuligt at bevise, om der er en 100 procent sammenhæng mellem hans udtalelser og så det faktum, at flere modstandsfolk i løbet af de første efterkrigsår begik selvmord pga. de psykiske følger af deres nedskydning af stikkere under krigen. Men hans udtalelser sårede mange i og uden for modstandsbevægelsen dybt og er ikke slettet i Danmarkshistorien den dag i dag.

 

Flest stikkere i Danmark

 

Nu er der så kommet en bog, som ikke lægger skjul på noget fra den gang. Og der er heller ikke skyggen af tvivl om, at stikkerlikvideringerne var berettigede som nødværge og nødvendig beskyttelse af modstandsbevægelsen, når man læser denne erindringsbog.

 

Bogen kan på mange måder læses som en forlængelse af Øvigs ”Efter drabet”. Og det er ikke mindre end en utrolig fortælling om en ung mand, Povl-Falk Jensen, der tog turen fra et solidt borgerligt hjem med en far, der var konservativt medlem af Folketinget, selv med i Konservativ Ungdom, havde en god og betroet stilling i en sparekasse og så til at blive leder af Afdeling Eigil i Holger Danske. Den modstandsgruppe i Københavns-området, der likviderede flest stikkere. 19 i alt hvoraf Povl-Falk Jensen selv trykkede på aftrækkeren 11 gange. 

 

Bogen er skrevet af den nu 89-årige Povl Falk-Jensen med dæknavnet Eigil. Det er sket i samarbejde med formanden for Frihedsmuseets Venner, Niels Gyrsting, som har redigeret bogen på grundlag af Falk-Jensens levnedsbeskrivelser, der blev skrevet ned i 80erne, men altså først nu bliver offentliggjort.

 

”Holger Danske – Afdeling ”Eigil”s sabotager og likvideringer under Besættelsen” er en sjældent indfølt beskrivelse af unge modstandsfolk i København. Livet under jorden – og ikke mindst kombinationen af den frygt, fornuft og koldblodighed, som var nødvendig for at overleve som modstandsmand i den danske hovedstad i de sidste krigsår.

   Det er også en bog om ensomhed. Så megen ensomhed, som man kan føle, når man ”kæmper Danmarks sag” og ens familie ikke forstår ens aktive modstand mod nazismen eller simpelthen er bange for at yde støtte, når det brænder på med natlogi eller man på anden måde har brug for hjælp som illegal.

 

Det meste af historien udspiller sig i København, som godt nok ikke var en provins- eller landsby dengang, men alligevel ikke større end, at man hele tiden skulle ha´ adrenalin-pumpen kørende i højeste gear og holde øje med sine omgivelser. For der var stikkere mange steder, ifølge forfatteren. Folk, der var villige til at sælge deres landsmænd for penge eller danske nazister, der gjorde det af ideologiske hensyn.

 

Og det er ikke første gang, at Danmark får dette lidet flatterende prædikat med antallet af stikkere. I forhold til de andre tysk besatte lande havde vi den største procentdel af stikkere i befolkningen. Dette synspunkt har tidligere været fremført – uden at det historisk er blevet fastslået. Men der kan være noget om påstanden, fordi den danske samarbejdsregering tidligt opfordrede befolkningen til at tage afstand fra modstandsbevægelsen og stikke frihedskæmperne.

 

Og bogen lægger da heller ikke skjul på, at hvis Eigil og hans afdeling i krigens sidste år havde mødt en mand som den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl, som i en radiotale i september 1942 opfordrede befolkningen til at stikke sabotører, så er det ikke sikkert, at han var sluppet levende fra det. Og så blev manden oven i købet statsminister igen i den første samlingsregering efter befrielsen i maj 45.  

 

Rig på detaljer

 

Det, som gør denne bog til noget særligt i forhold til de fleste andre erindringsbøger af fremtrædende modstandsfolk, er, at den er så rig på detaljer og så flydende og enkel i sit sprog, når Povl Falk-Jensen beskriver livet som illegal og de forskellige sabotage-aktioner og stikker-likvideringer, som hans afdeling stod for.

 

Fx skriver han kort og godt i bogen: ”Et tog kørte fra Klampenborg Station, og da den sidste vogn var passeret, og larmen stadig var sønderrivende, dræbte jeg ham med et nakkeskud og gav ham af sikkerhedsgrunde et skud bag øret”.

 

Forinden havde stikkeren ved navn Olsen plapret løs. Han troede, at Povl Falk-Jensen og hans kammerat var fra det tyske sikkerhedspoliti. Og jo mere befrielsen nærmede sig – jo mere indædt blev kampen mod HIPO og andre danskere håndlangere i Gestapo og i den tyske sikkerhedstjeneste SD.

 

Det var barske omstændigheder, som man har svært ved at forstille sig i København. Men det var ikke det rene vilde vesten med ”skyd først og spørg bagefter”, når det handlede om Afdeling Eigils opgør med landsforræderne. Likvideringerne blev gennemført efter et omfattende efterforskningsarbejde, hvor modstandsfolkene i længere perioder skyggede de mistænkte stikkere og dermed udsatte sig selv for større opmærksomhed end i selve gerningsøjeblikket, hvor de skulle trykke på aftrækkeren og slippe af sted fra gerningsstedet hurtigst muligt.

 

Skudt gennem mørklægningsgardinet

 

I et andet tilfælde får gruppen skudt en Schalburgmand gennem et hul i et mørklægningsgardin, mens han fester i sin lejlighed sammen med vennerne i de sorte uniformer. Og i et tredje tilfælde er det von Schalburgs enkes søster, Cathinca Lieder, der brutalt bliver skudt ned i deres fælles hjem. Hun var nemlig sekretær og højrehånd for den tidligere kriminalpolitibetjent Erik V. Petersen, der var leder af HIPO og efterretningstjenesten ET. En yderst farlig mand, der blev likvideret så sent som den 19. april 1945 af Gunnar Dyrberg og hans folk. 

 

Og så er der opgøret med ægteparret Nielsen med frisørsalon på Frederiksberg, der udgjorde et mødested for de danske håndlangere. Bl.a. Jørgen Lorentzen og hans elskerinde Anna Lund, der var nogle af de værste torturbødler under besættelsen. Det lykkes ikke at likvidere frisørmester Nielsen og hans kone under krigen, men de bliver taget kort efter befrielsen, kørt ud i en skov og dræbt med maskinpistoler. Disse likvideringer kan man selvfølgelig stille et juridisk og moralsk spørgsmål ved, fordi alle likvideringsordrer blev annulleret efter Befrielsen. På den anden side er nedskydningen forståelig, fordi Povl Falk-Jensen og hans folk havde mistet så mange af deres kammerater, fordi ægteparret var stikkere i stor stil.      

 

Sidste udkald

 

Det er ved at være sidste udkald for erindringsbøger fra aktive modstandsfolk fra besættelsen af naturlige årsager. Til gengæld har det ikke skortet på bøger om emnet, skrevet af bl.a. historikere. Ofte kan man få det indtryk, at historikere rynker på næsen af disse erindringsbøger fra dem, som var med dengang, fordi de i sagens natur ikke er objektive eller kan opstille en kildeliste på størrelse med en Storebæltsbro bag i bogen.

 

Og selvfølgelig er der noget om snakken. Bare ikke altid. Det store problem ved en del af de bøger, skrevet af historikere, der handler om besættelsen, er, at kilderne skygger for den fortløbende fortælling. Eller sagt på en anden måde: At vi som læsere får nogle øjenvidneskildringer fra dengang, hvorefter historikeren bryder ind og sætte dem i en historisk ramme. Desværre er det ofte hæmmende for læsningen af ”den fortløbende historie”.

 

Det skal dog understreges, at vi har talentfulde historikere i dette land, som kan kunsten at sammenkæde kilderne med den fortløbende historie. Men vi mangler kapaciteter som fx de tre britiske historikere og dokumentarister Norman Davies, Laurence Rees og Antony Beevor, som i den grad kan kunsten at flette kilderne ind i historien, så man som læser både bliver følelsesmæssigt grebet og historisk klogere på samme tid.

 

Under alle omstændigheder blev jeg både klogere og absolut grebet af Povl Falk-Jensens erindringsbog. Det er en af de mest spændende bøger om besættelsen i mange år.

 

Tak til Svend Thaning – www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra besættelsestiden

      

Anmeldelse af bogen, Stikkeren mord – uden samvittighed

– Han var en tillidsvækkende og charmerende psykopat.

 

”Penge, magt, spænding i hverdagen og anerkendelse og ros fra tyskerne”. Det var, hvad stikkeren Arne Pedersen opnåede, da det ”gik godt” for ham – selv om meldingerne om tyske nederlag fra det kolde Stalingrad og til det varme Nordafrika blev flere og flere.

 

Alligevel blev han ved med at forråde sine landsmænd – trods de dårlige odds.

 

Og da det endelige regnskab blev gjort op i 1949 af den danske stat, var det for den da 41-årige landsforræder en sørgelig bundlinje: En livsdom (dødsdom) og med efterfølgende  henrettelsespeloton natten til den 12. juli i Undallslund Plantage ved Viborg, hvor de ”jyske stikkere” blev henrettet. Bagefter blev han stedt til hvile i en ukendt grav.

 

I den anden ende af landet – i Mindelunden i Ryvangen udenfor København – er der til gengæld en grav med gravsten. Den bærer navnet Herman Møller Boye. ”Født den 5. juli 1913 – død den 12. juni 1944”.

 

Forrådt af Arne Pedersen og senere henrettet af tyskerne.

 

Boye var en af de 197 frihedskæmpere, som blev skudt af tyskerne i Ryvangen og kort efter befrielsen gravet op af den kolde jord. Kørt gennem et tætpakket København på en lastbilkortege med sin kiste indsvøbt i dannebrog og stedt til hvile sammen med de andre henrettede frihedskæmpere i Mindelunden. Langt fra sin hjemby Sønderborg, hvor hans lærerkollega på Sct. Jørgens Skole, Arne Pedersen, havde opfordret Boye og andre til at danne byens første modstandsgruppe, så han kunne stikke dem, score kassen og få anerkendelse fra sine tyske arbejdsgivere Abwehr (den militære efterretningstjeneste) og Gestapo.

 

Det var i kølvandet på den skelsættende dato – den 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, fordi tyskerne bl.a. stillede krav om, at de danske myndigheder skulle sige ja til at henrette danskere, der begik sabotage mod besættelsesmagten.

 

Sove roligt om natten

 

Arne Pedersen var en af de 46 danskere, som efter krigen blev skudt for sine ugerninger under krigen. Og efter læsning af Henning N. Larsens interessante bog ”Stikkeren – Mord uden samvittighed”, må man sige, at han fik efter fortjeneste.

 

Hvor mange Arne Pedersen stak er uklart. Men han skabte en lavine af katastrofer for modstandsbevægelsen i Sønderjylland og senere i Nordjylland og Århus, efter at Gestapo og andre tyske korps havde banket tilståelser ud af de folk, han havde stukket, og som ikke kunne klare torturen og derfor røbede deres kammerater. Og Arne Pedersen kunne tilsyneladende sove roligt om natten. Uden mindste tegn på anger eller dårlig samvittighed.

 

Historien om Arne Pedersen begynder i 1908 i Bjerringbro i Nordjylland, hvor han voksede op under fattige kår og dét, som vi i dag betegner som omsorgssvigt. Dårlige jobs og lige så ringe betaling var udgangspunktet for hans arbejdsliv. Men han fik taget en lærereksamen, lærte tysk, underviste bl.a. i Slesvig og kom så til Sønderborg, hvor den egentlige historie tager sin begyndelse.

 

Da de tyske tropper rullede over grænsen den 9. april 1940, var der ikke mangel på ”den strakte højrearm” og store smil blandt det tyske mindretal i byen. De ville hjem til ”Riget”, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Men som bekendt valgte det nazistiske styre en anden politik. Danmark fik lov til at beholde sin 1920-grænse og ”selvstændighed” mod bl.a. at producere fødevarer og andet til den tyske krigsmaskine. Og midt i det lokale slagsmål mellem danskerne og det tyske mindretal, dukkede Arne Pedersen op. En solid nordjyde, hvis sympatier ingen var i tvivl om gennem bl.a. hans lærergerning og foreningsarbejde for den danske sag.

 

Charmerende, veltalende og tillidsvækkende. Men bag facaden gemte sig en psykopat af dimensioner. Han var i konstant pengenød, og snød hvor han kunne. Og da muligheden for at sætte penge over moral og ansvar kom i takt med den stigende sabotage andre steder i landet var det, at Arne Pedersen tog initiativ til den første modstandsgruppe i Sønderborg. Og det gik da også godt for ham som stikker, selv om han efterhånden var den eneste ”modstandsmand” tilbage i byen. Han fik som en teflonpande verfet alle mistanker om forræderi mod sig væk – og i stedet rettet dem mod kammerater, der var gået under jorden eller var flygtet til Sverige. Men den 19. september 1944 – den dag det danske politi blev taget – kunne man i den illegale avis Information læse, at Arne Pedersen var stikker. Afsløret og hængt ud til skue af bl.a. nogle af hans elever på Teknisk Skole i Sønderborg, hvor han underviste i tysk om aftenen.

 

Stikkeren flytter

 

Men det tog ikke pusten eller modet fra den ambitiøse stikker. Han flygtede fra Sønderborg, drog til sin hjemegn i Nordjylland, hvor han fortsatte med at skabe tillid og vise dansksind blandt de modstandsfolk, som var uheldige at krydse hans vej. Forinden havde ”Det jyske rejsehold” fra Århus, som havde specialiseret sig i at likvidere stikkere i Jylland, forgæves efterstræbt ham. Men desværre slap han fra dem og kunne fortsætte sine ugerninger krigen igennem.

 

”Stikkeren – mord uden samvittighed” er en spændende og lærerig bog om forræderi og et sort kapitel i Sønderborgs historie. Men forfatteren Henning N. Larsen, som er uddannet økonom, og nu er sprunget ud som en habil lokalhistoriker, begrænser sig ikke kun til Arne Pedersens livshistorie som landsforræder. Bogen har mange andre elementer i sig. Bl.a. den danske og den engelske efterretningstjenestes arbejde. Og så en afstikker til den tyske gestapo-mand, Hans Hermannsen fra Flensborg, som ifølge forfatteren optrådte som vidne mod sine kolleger efter krigen, og på den måde fik pyntet på sit renomme, så hans slap for den straf, han egentlig fortjente.

 

De mange elementer er bogens styrke og svaghed på samme tid. Men i de fleste tilfælde lykkedes det forfatteren at samle trådene omkring den egentlige historie – Arne Pedersens. Bl.a. i tilfældet med den danske efterretningsmand Hr.D, hvis identitet stadig er en hemmelighed. Han forrådte adskillige for at redde sit eget skind, efter at have været i kontakt med Arne Pedersen. Men han blev aldrig stillet til ansvar for sit forræderi, ifølge forfatteren. Det ville være for pinligt for bl.a. den danske militære efterretningstjeneste fra dengang.

 

Henning N. Larsen har udført et solidt stykke arbejde i arkiverne og blandt nulevende fra dengang. Well done!   

 

Henning N. Larsen: Stikkeren – Mord uden samvittighed – Nyt Nordisk Forlag

 

Tak til Svend Thaning – Svend er PR – ansvarlig i Frihedsmuseets Venner.

www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden.  

 

 

Dette er anden del af Det Tyske Mindretals Historie. Vi har fået en del henvendelser på første del. Vi har indlemmet spørgsmålene i artiklen. Men vi kigger også på Det Danske Mindretal syd for grænsen. Det varede længe inden Det Tyske Mindretal tog afstand fra nazismen. De følte sig i offerrollen. Og det var måske med rette. Retsopgøret var meget hård over for specielt denne gruppe. Og her havde Den Sønderjyske Efterretningstjeneste meget travlt. En masse selvtægt blev udøvet fra dansk side. Henvisning til uddybende artikler bagerst i artiklen.

 

Positive reaktioner

Artiklen om Det Tyske Mindretal har givet anledning til mange positive reaktioner. Men det har også givet anledning til mange spørgsmål. Såkaldte professionelle historikere har også henvendt sig. De er ikke enige i min udlægning.  Og det er ikke kun sønderjyder, der læser om Mindretallet.

 

I skrivende stund har artiklen sneget sig ind på 10. pladsen, blandt de mest læste artikler.

 

Mere om det tyske mindretal

Betragt denne artikel som Mere om det Tyske Mindretal. Vi kigger dog også lidt på Det Danske Mindretal i en lidt overraskende situation. Og kære læsere, så får I alt det, jeg glemte i første artikel. En advarsel – det meste af artiklen handler om Det Tyske Mindretal – under besættelsen.

 

Slesvig måtte ikke indlemmes

I revolutionsåret 1848 betragtede danskerne det der skete i Slesvig – Holsten som et oprør. Det var starten til den Første Slesvigske Krig. Ved krigens afslutning efter tre år forpligtede Danmark til ikke at skille de to hertugdømmer fra hinanden. Slesvig måtte ikke indlemmes i den danske nationalstat.

 

I 1852 udstedte Danmark – Januar – bestemmelse, og gav dermed tilsagn om, at Danmark ville bevare Slesvigs hidtidige særstilling. Alligevel forsøgte Danmark i mellemkrigsårene at fordanske Slesvig og knytte området tættere til Danmark end til Holsten. Forsøget medførte international kritik.

 

Men i 1863 fik de nationalliberale ødelagt aftalen.  De fik Kong Christian den Niende med på deres side. Han skrev under på en fælles lovgivning, der også gjaldt Slesvig.

 

Danmark var underlegen

Østrig og Preussen forlangte, at Danmark skulle trække lovgivningen tilbage, men det skete ikke. Derfor erklærede de to lande Danmark krig. Det gik kun et par måneder, så viste det sig, at Danmark var underlegen.

 

Fredstraktatens § 5

Med freden i 1864 måtte Danmark afstå Slesvig – Holsten til Preussen. I Fredstraktatens § 5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.

 

Strøget af traktaten

Bestemmelserne blev dog aldrig ført ud i livet, og i 1879 blev det strøget af traktaten. Det blev en hård tørn for de dansksindede i området. Al administration blev udført på tysk af tyske embedsmænd. Næsten al tysk undervisning foregik på tysk, undtagen nogle få religionstimer.

 

5.000 dansksindede faldt for Preussen

Folk blev rask væk udvist til Danmark eller fængslet for påstået dansk – national virke. De unge dansksindede flygtede til Amerika for at undgå tysk militærtjeneste. Mere end 5.000 unge dansksindede faldt for preusserne ved fronten.

I Slesvig var der udbredt nød og sult.

 

Preusserne forsøgte på alle måder, at knægte det danske tilhørsforhold, men det lykkedes ikke.

 

Danskerne skulle behandles ordentlig

Da Schleswigscher Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede Det Tyske Mindretal også sit politiske virke.

 

Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigst Parti 14,4 pct. af stemmerne i Nordslesvig. Det blev så den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der i de næste 19 år kom til at sidde inde på Christiansborg.

 

Det var denne Johannes Schmidt, der gik ind for, at prøjserne skulle behandle de dansksindede mere lempelig under prøjsernes undertrykkelse.

 

Utilfreds med fredsafgørelsen

Fra tysk side var man utilfreds med freds – afgørelsen i Versailles. Der skulle foretages afstemning i hele tre zoner i Nord – og Sydslesvig.

 

Den 10. februar 1920 blev den første afstemning foretaget. Der blev trukket en linie sydlig for Tønder og nord for Flensborg. 75 pct. stemte for Danmark, 25 pct. for Tyskland. Men i Tønder, Højer og senere i Aabenraa var der flertal for Tyskland.

Således stemte 77 pct. i Tønder for Tyskland, og og tallet for Højer var 73 pct. I Sønderborg og Aabenraa var det også et lille tysk flertal.

 

Den 14. marts 1920 blev der foretaget afstemning i anden zone med Glücksborg, Flensborg, Niebüll, Sylt og øerne. Her blev der givet 80 pct. til tyskerne.

 

Påskekrisen

De tysksindedes sejr i zone 2 gav anledning til Påskekrisen. Mange danskere ønskede Flensborg med til Danmark på trods af afstemningsresultatet. Og de fik kong Christian den Tiende med på ideen.

 

Da Den Radikal regering Zahle nægtede at indlede forhandlinger om Flensborgs status, afskedigede kongen regeringen uden forudgående mistillidsvotum i Folketinget.

Det var et klart grundlovsbrud. Fagbevægelsen varslede generalstrejke. Kongen måtte retirere og erstatte det af ham indsatte forretningsministerium Liebe med en samlingsregering under Friis.

 

Under nyvalget blev det en Venstre regering. Og snart måtte Venstre også erkende, at de ikke kunne få Flensborg.

 

Slesvig har aldrig tilhørt Danmark?

Den 15. juni blev Nordslesvig integreret i Danmark. Ja som danskere siger, vi blev genforenet. Men det ord vil de tysksindede ikke bruge. De mener, at Hertugdømmet Slesvig statsretlig aldrig havde tilhørt Danmark.

 

På det tidspunkt omfattede Det Tyske Mindretal ca. 30.000 personer. Det var fire gange så stort som Det Danske Mindretal

 

Mindretallets parti, Slesvigsk Parti opnåede 14 – 16 pct. af de sønderjyske stemmer ved folketingsvalgene.

 

De rige og de fattige

De dansksindede i Sydslesvig kom typisk fra samfundets underklasse, mens de tysksindede i Nordslesvig var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere, og i landet var der mange selvstændige erhvervsdrivende.

 

Danmark sagde nej tak

Enlig havde Danmark fået tilbudt en tredje afstemnings – zone ved Ejderen. Men her sagde den danske regering klogt, Nej Tak.

 

Meget modtagelige for nazismen

Midt i 1920erne var der opstået en kamp om jordbesiddelse. Denne tog til. Inden for Det Tyske Mindretals bønder var der mange national – konservative. De var meget modtagelige for nazisternes Blut – und Bodenpropaganda.

 

Uretten fra Versailles

Mindretallet anerkendte aldrig den dansk – tyske grænse. Det gjorde Tyskland heller ikke. Kravet om grænserevision var det altafgørende krav fra Det Tyske Mindretal i alle mellemkrigsårene. Der blev skrevet og talt meget om Uretten fra Versailles.

 

Ribe – brevet

Helt til 1945 fastholdt Slesvigsk Parti krav om grænserevision i artiklerne 1 og 2. Og hvorfor gjorde de nu det? De henholder sig til Ribe – brevet. Dette er en aftale indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og kong Christian den Første.

Ridderskabet valgte den danske konge som hertug i Slesvig og greve i Holsten. Han måtte anerkende, at han ikke blev valgt i sin egenskab af konge af Danmark.

 

Samtidig gav han ridderskabet løfte om at holde landene Slesvig og Holsten – ewich tosamende ungedelt. Med Ribebrevet blev Holsten de næste 400 år knyttet til det danske monarki med en personalunion. Inden for den ramme blev Slesvigs og Holstens nære samhørighed i form af en realunion fastslået.

 

En stor rolle i 1800 – tallet

Brevet kom til spille en stor rolle i 1800 – tallets konflikt mellem Danmark og Slesvig – Holsten. De tysksindede, mener at Danmark her begået et kæmpe aftale – brud. Ja de kalder hele affæren for en statsretslig historieforfalskning.

 

Gyldigheden bortfaldt

Andre eksperter mener, at gyldigheden bortfaldt, da den danske helhedstat forsvandt med Konventionen den 14. august 1865.

 

Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.

 

Historien iflg. Tyske historiebøger

Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig – Holsten også af hertugdømmet Holstein, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde Kejser Konrad den Anden foræret Danskerkongen hertugdømmet.

 

Historien iflg. Danske historiebøger

Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen – den sproglige og kulturelle grænse – mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.

 

I 1100 – tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejder – floden.

 

Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.

 

Kulturgrænse i 1540erne

Ved reformationen i 1540erne var den egentlige kulturgrænse mellem tysk og dansk, som vi kender i dag, dannet.

 

Nazistisk kontrol over Slesvigsk Parti

Da Hitler overtog magten varede det ikke længe inden Det Tyske Mindretal blev nazificeret . Efter en langvarig strid internt, var det NSDAPN, der løb af med sejren og overtog kontrollen med Slesvigsk Parti.

 

I Folketinget

Jens Møller blev NSDAPN’ s fører og stillede op for Slesvigsk Parti. Den 3. april 1939 opnåede han 15,9 pct. af stemmerne i Nordslesvig og rykkede ind i Folketinget.

 

Så frem til grænserevision

Det Tyske Mindretal så frem til, at en grænserevision var nært forstående, da den tyske værnemagt besatte Danmark.

NSDAPN og Slesvigsk Parti ønskede grænsen flyttet op til den gamle grænse ved Kongeåen, men dette ønskede Frits Clausens DNSAP bestemt ikke.

 

Ubrydelig solidaritet

I Nordschlesvigsche Zeitung tilkendegav Jens Møller:

 

       vor ubrydelige solidaritet med folkefører og rige

 

Men indbydelsen blev dog modtaget med åbne arme, tværtimod blev Jens Møller bedt om, at dæmpe retorikken. Tyskland havde ikke bedt om en grænserevision.

 

Führer mach uns frei

I 1939 gav Jens Möller udtryk for mindretallets holdning ved et vælgermøde i Tønder:

 

       Führer mach uns frei

 

V – mænd spionerede

Ledende medlemmer af NSDAP har sikkert haft kendskab til tyskernes besættelse af Danmark. Men det indgik dog ikke i nogen som helst plan, at Det Tyske Mindretal skulle indrages.

Men det vides dog, at den tyske Wehrmacht inden besættelsen brugte såkaldte V – mænd til at samle oplysninger om danske forhold, som de kunne bruge i deres militære operation mod Danmark.

 

Det lille førerråd

Mange inden for Det Tyske Mindretal hilste de tyske tropper som befrier.

Og i partiet valgtes Det lille Førerråd. Her var ingen afstemning. Det var partiføreren, der tog den endelig beslutning.

 

Over tusinde partimedlemmer i Tønder

Ved udgangen af 1942 var der 1.051 partimedlemmer i Tønder. 165 af disse var på daværende tidspunkt i Waffen SS, mens 185 andre arbejdede for den tyske værnemagt i Danmark eller Tyskland.

 

NSDAP blev ikke styret fra Berlin men fra Aabenraa.

 

Den 1. januar 1945 gjorde 1.391 tjeneste i Waffen SS og 507 i Værnemagten.

 

Militære grupper

Partiet omfattede også et modstykke til Hitler Jugend – Deutsche Jungenschaft Nordschleswig og Deursche Mädschenschaft Nordschleswig, og det paramilitære korps Schleswigsche Kameradschaft (SK).

Dette blev i 1943 suppleret med Zeitfreiwillige og i 1944 med Selbstschutz.

 

Den sidste gruppe bestod af 500 mand. Og man må nok sige, at de overskred deres formål og spredte angst i den danske befolkning.

 

Zeitfreiwilligen

Det var utilfredshed i ledelsen med, at ikke flere meldte sig til fronttjeneste. Det var måske årsag til oprettelse af Zeitfreiwilligen – dienst. Jens Møller skrev i 1942 en artikel, hvor han bl.a. skrev om Hvordan tjener jeg mit folk.

 

       Sådan står vores folkegruppe i Tysklands tjeneste. Om gammel eller ung, om borger, bonde eller arbejdsmand, vi arbejder alle for vores Fører og dermed for vores sejr.

 

Cirka 1.700 fik en militær – uddannelse i Zeitfreiwilligen – Korps. Efter den 29. august 1943 kom Tjenesten i aktion.

 

Antallet af tyske skoler steg

Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30.

 

Forsøgte at få frigivet internerede danskere

Historiebøgerne fortæller ikke, at Jens Møller faktisk flere gange fra 1943 forsøgte at få frigivet internerede danskere. Og i 1944 forsvandt Hagekorset i Nordschleswigische Zeitung og blev erstattet af de slesvigske løver.

 

Grænsevagten tordner mod ”Hjemmetyskerne”

I Grænsevagten i februar 1945 var det ikke lovord, der blev sagt om Det Tyske Mindretal. Men det viser nok meget godt, hvordan stemningen var hos de dansksindede:

 

       De værste Fjender har, findes i Hjemmetyskernes Rækker! Dette er en Sandhed, man ikke kan komme udenom. Disse Mennesker af dansk Afstemning, der har vendt sig bort fra deres Ophav og ladet sig beruse af den danske Storhed, hader og foragter i Virkelighedens Danmark dybt og hjerteligt. De har sagt Farvel til det danske – og saa harmer det dem, hver gang de møder noget dansk. Før Genforeningen var de i et og alt med i den tyske Voldspolitik overfor de danske Sønderjyder, og i Aarene efter Genforeningen forsømte de ingen Lejlighed til at rakke det danske Styre ned, og puste til Mistænksomheden over for meget af det ny, der ved dansk Styre kom til Landet. De betragter det som en Selvfølge, at de skulde have alle mulige Rettigheder og Friheder. De udnyttede til det yderste den danske Frihed i Skole, Presse og Forsamlingsliv. De modtog med Begærlighed og som en selvfølge de danske Tilskud til deres Skoler – men nægtede sig ingen som helst Hadefuldhed og nedrakning af det danske Folk og danske Embedsmænd.

 

       Efter den 9. April troede de, at for evigt var nu den danske Magt forbi, og med skamløs Iver udnyttede de den Fordel, som den tyske Besættelse af Landet gav dem. Den danske Stats Tilskud til dem maatte rinde i forøget Tempo, ligesom Penge blev rekvireret fra Nationalbanken til nye tyske Skolebygninger, som i Graasten og Kegnæs. Og samtidig optrådte Hjemmetyskerne og deres Presse med de modbydeligste angiveri over for Danskerne, rent bortset fra, at hjemmetyske Entreprenører og Haandværkere tjente fantastiske Summer ved Værnemageri, Summer der selvfølgelig blev udredet af Danmark.

 

       Og nu har de væbnet sig til den sidste Dyst med Danskerne! Værnemagten har givet dem Vaaben og de er militært organiseret i Heimwehr. Saaledes er det altsaa endt med hjemmetyskerne! Ethvert Forsøg paa Forsoning er slaaet Fejl, og de vil benytte den sidste Time og det sidste Minut til at trodse Danmark. Derfor er der fra Dansk Side ikke andet at gøre end at likvidere hele det Hjemmetyske Problem en Gang for alle ved at faa de Hjemmetyskere, der er faldet deres Herbergsstat i Ryggen, sat paa Porten. At vise Mildhed og Overbærenhed og stole paa Forsoning, som i 1920 vil vise sig omsonst. Naar Tyskland har endeligt Tabt, vil Hjemmetyskerne hyle som piskede Hunde. Men de vil være parate tilo at springe os i Struben, hvis de atter faar Medhør!

 

Jens Möller

Ved kapitulationen den 5. maj 1945 blev Jens Møller anholdt. Arrestetaionen forløb frivilling og blev foretaget af en politibetjent og to modstandsfolk. En tusindtallig skare havde taget opstilling langs gaderne. De spyttede på ham og råbte. I praksis ophørte NSDAPN med arrestationen at eksistere. Da Jens Møller og ”Det lille Råd” blev arresteret. Men mange af dem vendte tilbage i mindretallets organisationer, da de havde udstået deres straf.

 

Jens Møller blev idømt 15 års fængsel, men blev benådet i 1950. Året efter ankom han i et færdselsuheld. Han samlede og ensrettede fra 1938 Det Tyske Mindretal. Han var hovedskikkelsen i den massive nazificering af mindretallets organisationer før krigen.

Unde besættelsen fik han adskillige formaninger fra Berlin, om at han skulle holde sin mund vedr. grænsespørgsmålet.

 

Han fulgte et tysk krav om, at hverve unge blandt mindretallet til tysk krigstjeneste. Det var han dog ikke helt begejstret for. Han fik sikret, at mange unge mennesker blev erklæret Unabkömmlich – uundværlige – for Mindretallet. Det gjaldt både for den første hververunde i 1940 – 41 og ved Waffen SS – kampagen i foråret 1942.

Han blev dømt hårdt fordi han havde stået for oprettelsen af de to militære korps, Zeitfreiwillig og Selbstschutz – korpsene. Desuden var han mistænkt for under besættelsen at have spioneret for de tyske politimyndigheder i Danmark.

 

Johannes Schmidt – Vodder

Johannes Schmidt var tysk præst i Vodder, syd for Ribe. Han var født i Tønder, og sad 19 år i Folketinget. Han var fra 1920 den første formand for Schleswigschen Wählerverein Han havde stor indflydelse i mindretallet ind til 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.

I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det Nationalsocialistiske system.

Under besættelsen stillede han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindvis af medlemmer af Det Tyske Mindretal blev han løsladt uden retssag.

 

Peter Callesen

Peter Callesen var en slags kultur – ambassadør for NSDAPN. Han var ansvarlig for månedsavisen Jungen Front. Ganske naturligt hørte han med til Det lille politiske Råd. Han blev dømt til fem års fængsel. Senere fik han en stilling som bibliotekar og var med i redaktionen af Deutsche Volkskalender für Nordschleswig.

 

Ernst Siegfried Hansen

Journalist Ernst Siegfried Hansen offentliggjorde fra 1937 til 1944 regelmæssig politiske artikler i Jungen Front. Han var redaktør på Nordschleswigschen Zeitung. Den 9. maj blev han arresteret og indsat i Faarhus – lejren.

Fra februar 1946 var han redaktør af avisen Der Nordschleswiger.

 

Peter Larsen

Overløjtnant Peter Larsen var Jens Möllers nære medarbejder. Han redigerede den provokerende Unsere Stimme i Nordschleswigschen Zeitung.

 

Rudolf Stehr

Rudolf Stehr var en af de 17 anklagede, der i februar fik sin dom. Den lød på 10 års fængsel. Men han blev lige som de andre dømte benådet. Rudolf Stehr stor for PR – afdelingen. Han var en ivrig taler. Fra 1937 til 1944 skrev han i Junger Front. Han havde tillidshverv inden for Det Tyske Mindretal ind til 1973.

 

Harboe Kardel

Skoleleder Harboe Kardel er født og opvokset i Tønder, og var allerede med i det nazistiske NSAN i 1934. Han var også senere chefredaktør af Der Nordsschleswigschen Zeitung. Han blev også leder af Nordsleswigschen Zeitung, og leverede mange artikler til Jungen Front. I den nazistoiske tid udgav han nazistiske bøger i Tyskland. I sin Nordslesvig – bog roste han Hitler – staten og sin fører. Han udgav også en bog, Danmark under tysk beskyttelse. Seks års fængsel fik han.

 

Hans Schmidt – Oxbüll

I april 1933 læste Hans Schmidt – Oxbüll op af Manifest der Jugend. Han var aktiv i NSDAPN. Efter at være interneret i Fårhuslejren blev han medlem af hovedbestyrelsen i BDN. Han kæmpede ivrigt for, at de frontfrivillige skulle få nedsat deres straf. Den 22. september 1953 tog han som første folketingsmedlem for Det Tyske Mindretal ind i Folketinget.

 

Danske vejskilte

Ja, tænk først i 1945 blev der anbragt danske vejskilte i Danmark.

 

Opråb fra Frihedsrådet

Når vi nu skal tale om Retsopgøret, så har vi fundet dette Opråb fra Frihedsrådet:

 

       Borgere i Tønder

       Den store Time er inde. Fredens og Frihedens Klokker toner ud over vor By og vort Land. Glæde og Tak fylder os alle

 

       Under vor Konges Førerskab gaar vi værdige, rolige og tillidsfulde ind i Arbejdet for at bygge Fremtidens Danmark paa Demokratiets faste Grund.

 

       I Mindet om vore Døde, som faldt i Kampen for Danmarks Frihed og Ære, kræver vi Straf over dem, som forbrød sig mod Landsmænd og Landets Love, og over dem, som drog personlig Fordel af vort Lands Ufrihed, men Afstraffelsen af de Skyldige skal ske efter dansk Sæd og Skik paa Lovens Grund og af de rette Myndigheder.

 

       Det danske Politi overtager nu igen Ansvaret for Ro og Orden og ingen maa nedværdige sig til at begaa Selvtægt.

 

       Danmarks Frihedsraads Lokalkomite i Tønder 5. Maj 1945

 

Mindretallet i offerrollen

Retsopgøret forløb ikke værdig og rolig. Og der var også diskussion om afstraffelsen forløb efter dansk Sæd og Skik. I hvert fald blev Grundloven overtrådt adskillige gange. Selvtægt var det også meget af.

Retsopgøret levede ikke op til høje etiske krav, som Danmark ellers har været så stolt af. Måske var det årsag til, at Mindretallet i så mange år forblev i offerrollen.

 

Masser af tysksindede familier forfulgt

Retsopgøret blev i Det Tyske Mindretal betragtet som dybt uretfærdigt. Men også det, der skete bagefter, som nok ikke rigtig er belyst i historiebøgerne. Således blev tysksindede familier forfulgt. Nogle følte, at de vilkårligt blev udvist af Danmark, uden at kunne protestere.

 

Loyalitets – hensyn

Det Tyske Mindretal henviste til deres loyalitets – hensyn som medlem af et mindretal over for regering og myndigheder, samt militæret. Også international blev der protesteret. En gruppe jurister måtte derfor igen igen i gang med at kigge på lovene omkring retsopgøret. Men selv efter redigeringen kunne ikke alle jurister stå inde for de forskellige love.

Der blev ikke gjort forskel på almindelige danskere og medlemmer af Det Tyske Mindretal hos dommerne.

 

Fra helt til landsforræder

I mange generationer var det mange hjemmetyskere, der ikke var blevet en frivillig del af det danske samfund. De nationale følelser var stadig bundet til Tyskland i 1930erne. Dem, der havde meldt sig under de tyske faner, blev anset som helte, da de rejste ud. Da de kom hjem var de landsforrædere.

 

7.000 dømt for tysk krigstjeneste

Af de 13.000 danske statsborgere statsborgere, der blev dømt under retsopgøret, blev mere end 7.000 dømt for tysk krigstjeneste. Det selv om næsten alle var taget til fronten i den første halvdel af krigen, med fuld accept af den danske regering.

Efter det første udkast var der en minimumsstraf på fire år for tysk krigstjeneste – med tilbagevirkende kraft.

 

Det Sønderjyske Råd forlangte udvisning

I Sønderjylland var retsopgøret uhyggelig vanskelig. Der var store problemer med, hvem der skulle retsforfølges og hvad man skulle straffes for. Problemet var, at en stor del af Det Tyske Mindretal på en eller enden måde havde støttet besættelsesmagten. Det Sønderjyske Råd havde et stykke tid før kapitulationen i programmet Vi kræver lagt op til, at Mindretallet skulle rammes hårdt. De krævede blandt andet, at mange skulle udvises af Danmark.

 

90 pct. af lærerne bag gitter

Men redigeringen betød dog mildere straffe. Men lærerne på de tyske skoler blev også ekstra straffet, fordi man lukkede skolerne.

 

Over 31 kommunale og 45 private tyske skoler blev lukket. Ja og 90 pct. af lærerne blev spærret inde. 3.000 tyske børn måtte vende sig til dansk undervisningssprog. Et år efter kunne 280 elever starte i nyoprettede privatskoler.

 

Interneret i flere måneder uden dom

Mange fra det tyske mindretal sad interneret i flere måneder uden nogensinde at blive dømt. 

 

Strenge straffe

Det var en traumatisk oplevelse for de 3.500 medlemmer af Det Tyske Mindretal, der sad interneret. Hovedparten af de dømte, var yngre mænd, der var savnet af deres familier i genopbygningen after krigen.

 

       Havde man deltaget i tysk uniform ved fronten i Waffen SS eller et andet korps, så fik man 1 ½ års fængsel

       Zeitfreiwilligen fik to års fængsel

       Selbstschutz – medlemmer fik 2 ½ års fængsel

 

Højere straffe fik dem, der havde deltaget i Sikkerhedstjenesten (SD) . Det samme gjaldt dem der havde deltaget i spionage – og efterretningsvirksomhed.

Og dem, der havde foretaget værnemageri, det vil sige handlet med tyskerne fik mellem 30 dage og 10 måneders fængsel.

 

Frataget borgerlige rettigheder

Oven i dette fik man også bøde, og fik frataget sine borgerlige rettigheder. Det betød blandt andet, at man i en årrække ikke kunne søge et borgerlig job.

Vi er en del med forfædre i det tyske mindretal, der kan berette om Berufsverbot helt op til 1970erne.

 

De små fisk blev hårdt ramt, mens de store gik fri. Domme, der blev afsagt lige efter besættelsen var væsentlig hårde end dem, der blev afsagt nogle år efter. Og det for den samme forbrydelse.

 

Adgang forbudt for allierede

I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede tysksindedes forretningsvinduer til med dansk – engelske boykot – plakater:

 

       Adgang forbudt for allierede soldater

 

Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette, og vrede engelske soldater blev beordret til at fjerne alle disse plakater.

 

Omfattende bombeanslag

Omfattende bombeanslag fulgte mod tysksindede butikker, blandt andet gik det ud over seks butikker i Tønder efter et bal holdt til ære for de engelske soldater.

Mange tysksindede modtog bombetrusler.

Frivillig Brandværn uden tysksindede

Og i Tønder blev alle tysksindede medlemmer smidt ud af klubben. Det Frivillige Brandværn i Haderslev besluttede alle fremtidige brande skulle slukkes uden de tysksindedes tilstedeværelse.

 

Mord bedømt til seks måneders fængsel

Natten til 28. december 1948 betød den anti – tyske propaganda også et dødsoffer. Fra gaden skød en lokal modstandsmand en række advarselsskud, som retten bedømte det til Vedkommende skød fra gaden ind i en hotelsal, hvor 350 tysker var samlet til en juletræsfest. Lærerinde Sasse blev ramt i hovedet og døde øjeblikkelig.

 

Selv danskere undrede sig over den dom, amtsretten fandt frem til – fem måneders fængsel. Men landsretten dømte modstandskæmperen til 18 måneders fængsel.

 

Trusselsbreve til begravelsen

Andre tysksindede familier kunne fortælle om, at de i stedet for blomster til en begravelse, ja så modtog de en krans med trusselsbreve. En anden fik leveret en kiste fra et begravelsesfirma i Tønder.

 

Stor fattigdom

Den danske stat foretog også store økonomiske udlæg i den dømtes økonomi.Man kaldte det for Beslaglæggelse Dette betød stor fattigdom i en årrække i mindretals – kredse.

 

De var jo selv ude om det

Hos de almindelige sønderjyder var det ikke stor medfølelse for dette:

 

       De var jo selv ude om det.

 

Bistand og Råd

Det Tyske Mindretal var også utilfredse med formuleringen, bistand og råd. For havde man bistået og givet råd til den tyske værnemagt havde man også gjort sig strafbar. Mindretallet mente, at det var for vilkårligt den måde, man straffede på.

Og i Det Tyske Mindretal opfattede man mange af dommene som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og Nazisterne havde udført.

 

Særlig galt var det hos retskredsene i Tønder, Aabenraa og Gråsten. Disse retskredse var også kommet på overarbejde.

 

 

En pastors foredrag i København

Den 15.oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen, Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som Det Tyske Mindretal, halvanden år efter befrielsen stadig lå under for:

 

       Vi vil aldrig kunne glemme, hvordan de under Besættelsen paa enhver Maade gjorde sig til eet med vore tyske Undertrykkere, hvordan de fik organiseret den militære Tidsfrivillige Tjeneste, som selvfølgelig af os Danske føles som en Pistol i Ryggen.

 

       De ledende Mænd inden for de saakaldte loyale´s Kreds fortjener ikke, at vi viser dem Tillid. Den almindelige Stemning blandt Hjemmetyskere i Dag kan karakteriseres som en Blanding af Selvmedlidenhed og Had til os Danskere. Tyskerne føler sig i Dag som alle Tiders største Martyrer. De har saa ondt, saa ondt – ikke af Nazismens Millioner af Ofre – al denne Tale om de tyske Grusomheder, den er sikkert stærkt overdrevet, mener de. ”Og nu skal der være saa meget hæsligt ved Nationalsocialismen? Det tror vi ganske simpelt ikke paa. Vi har jo før hørt Løgnehistorier om Tyskerne, som den om de afhuggede Hænder hos de belgiske Børn i Liég, og hvordan vore Venner da blev behandlet af Danskerne?”

 

       Tyskerne i Dag hader Danmark og afskyr det Danske Folk og alt, hvad der er Dansk. Og de mener, at de er i deres gode Ret til det. Danskerne har Magten i Dag, og de misbruger deres Magt. Tyskerne er afmægtige. Og de maa lide taale og vente – vente paa den Dag, da Bladet igen vender sig.

 

       Hvad er det, som gør, at Dansk Demokrati har saa lidt vindende Kraft overfor Tyskerne? Det er vanskeligt at sige. Men det er en Kendsgerning, at de to passer ikke sammen. Det hænger nok sammen med, at Demokratiet forudsætter en politisk og menneskelig Modenhed, som Tyskerne ganske simpelt ikke er i besiddelse af – Tyskerne er som Børn

 

       Tyskerne er tankeløse og derfor hensynsløse, undertiden grusomme, – som Børn

 

       De er utaknemmelige – som Børn.

 

       Tyskerne er let at paavirke – som Børn. De kan ikke skelne mellem stort og smaat, væsentligt og uvæsentligt. Derfor bliver de et let Bytte for Demagoger og Agitatorer,

 

Det lille politiske råd blev dømt

Først i 1948 begyndte retssagen mod 15 medlemmer af Det lille politiske råd og to ansvarlige medarbejdere fra Nordschleswigschen Zeitung.

Måske var de 17 selv skyld i, at deres arrestation varede så længe. Kort før kapitulationen brændte de det meste af bevismaterialet.

 

15 års fængsel

Möller og Larsen fik hver 15 års fængsel. De andre fik mellem fem og to år. De fleste blev dog benådet i løbet af 1950erne. Det betød, at en krigsdeltager, der havde meldt sig til Waffen SS fik lige så hård en dom som en af lederne inden for Det Tyske Mindretal.

 

En fjerdedel af de mandlige medlemmer af mindretallet blev straffet. De blev ofre for Det Tredje Riges synder. Det var ikke så meget for selve straffen, men de år der fulgte derefter.

 

Fårhus mentalitet

Der opstod den særlige Fårhus – mentalitet. Det udviklede sig til en slags protest – bevægelse, de var imod enhver forståelse mellem dansk og tysk forståelse. Man følte sig dybt uretfærdig behandlet.

 

En anden reaktion, betød at mange meldte sig ud af det tyske fællesskab som en chock – reaktion. Og så var det også dem, der fik ny energi, og startede forfra med at samle det tyske.

 

Haderslev – kredsen

Det står heller ikke i nogen historiebog, at der allerede den 11. november 1943 havde været et møde i Haderslev kredsen, hvor man havde diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk – og tysksindede kunne blive efter krigens ophør.

Det var pastor Friedrich Prahl fra Haderslev, der havde lagt op til, at man skulle anerkende grænsen fra 1920 og vise loyalitet over for den danske stat.

Men mødets konklusioner vandt ikke genklang før tyskernes endelige nederlag.

 

Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet

 

De dømte vendte tilbage efter straf

Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale foreninger af Bund Deutscher Nordschleswiger oprettet. Man fik ret hurtig 3.000 medlemmer.

Alle var velkommen. Dog var det betænkelighed fra Haderslev – kredsen med at de dømte nazister skulle vende tilbage efterhånden som de havde udstået deres straf.

I 1946 man man begynde forfra med at indrette nye skoler, der dog ikke måtte fortage eksamener.

 

Forfølgelse og kompromisløs

I 1951 udkom Pastor Schmidt – Vodder med Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa. Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe, som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han som utysk og syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.

 

I 1951 kunne de tysksindede igen gå i gang med skolerne. Men de skulle selv købe dem tilbage.

 

Kunne ikke acceptere Troels Fink

Historikeren Troels Fink udkom i 1958 med Historie om det slesvigske grænseland på tysk. Men Det Tyske Mindretal tog ikke dette indlæg alvorlig af den grund, at Troels Fink under retsopgøret fungerede som sagfører og som modstander mod tyskerne.

 

Forlangte retsafgørelserne revideret

Heller ikke under formand, Harro Marquardsen, der i 1960 overtog formands – rollen udviklede der sig til nogen egentlig modstand eller opgør med den tidligere nazi – historie.

 

Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti at retsafgørelserne blev revideret. Men det blev de aldrig.

 

 

1965: Tyskerne reddede Danmark

Så sent som i 1965 kunne men i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Det ville ske i tilfælde af, at englænderne ville besætte landet.

 

Har taget afstand fra Nazismen

Senere må man nok sige, at Det Tyske Mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men de synes stadig, at have været uretfærdig behandlet i retsopgøret. Og statsgrænsen, ja den har de også godkendt.

 

Tilbagegang for danskheden

Men hvordan så udviklingen ud for Det Danske Mindretal syd for grænsen

Tilbagegangen for danskheden i Sydslesvig skete til trods for, at der i årene efter 1864 lykkedes de dansksindede at etablere sig som et egentlig mindretal, der var organiseret i foreninger.

I 1869 blev Flensborg Avis grundlagt. Det var den første dansksindede avis, der blev skrevet på dansk i Sydslesvig.

 

Saltvandsindsprøjtning

Afstemningskampen 1918 – 1920 gav den hensyngende danskhed i Sydslesvig en gevaldig saltvandsindsprøjtning.

 

I skal ikke blive glemt

Efter 1920 havde Det Danske Mindretal i Sydslesvig 6 – 8.000 medlemmer. Ved Genforeningsfesten på Dybbøl den 11. juli 1920 lovede den danske statsminister:

 

       I skal ikke blive glemt

 

Og lige siden er der strømmet midler til. Og beløbet stiger hvert år. Det er nu oppe på et årligt bidrag på 550 millioner kroner.

De kulturelle og økonomiske forbindelser har aldrig været tættere.

 

Således fik Det Danske Mindretals talerør, Flensborg Avis et tilskud på ca. 22 millioner kroner.

 

Kun få grupper – dansksindede

I begyndelsen boede de dansksindede udelukkende i Flensborg og i området lige syd for den dansk – tyske grænse. Desuden var der danske grupper i Tönning og i byen Slesvig.

 

Taget afstand fra racisme

De havde bestemt ikke haft det let under Hitler – tiden. Det Danske Mindretal blev ladt alene med kravet, Danmark til Ejderen. De havde taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske kulur og race.

 

Måtte ikke gifte sig med hvem som helst

Men i marts 1948 besluttede SSV, at deres medlemmer ikke måtte gifte sig med nogen, der var født syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogle, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde de det blev de udlukket fra Det Danske Mindretal og kunne ikke mere gøre brug af de goder, der tilgik dem.

Trods disse forbud, måtte Det Danske Mindretal udelukke 45 medlemmer. De havde overtrådt reglerne.

 

Skulle være nordisk udseende

Så sent som i 1949 kunne man i den Slesvigske hjemstavns – avis, som speciel udkom til  Det Danske Mindretal på tysk læse, at der var stor fare for de frisiske folks blod. Folk øst fra blandede sig. Og der var fare for at slaviske træk ville blande sig. Derefter fulgte en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt.

 

Embeder kun til nordiske

Avisen forlangte også alle embeder i den nordlige del af Slesvig – Holsten kun måtte besættes af personer med en helt ren nordisk race.

 

Speck – Dänen

Det Danske Mindretal syd for grænsen fik tilsendt store mængder af levnedsmidler. Og hvis man ville have andel i dette, måtte man melde børnene i dansk børnehave og danske skoler.

Allerede omkring 1920 blev der sendt masser af fødevarer til Sydslesvig. Deraf stammer udtrykket Speck – Dänen. Fra tysk side var man ikke begejstret for den måde at agitere på. Både under og efter første – og anden verdenskrig var der mangel på fødevarer i Sydslesvig. Og fra tysk side, opstod der hurtig dette valgsprog:

 

       Esst dänischen Speck, aber wählt Deutsch

 

Satsningen bar frugt

Satsningen fra dansk side bar frugt. Det første kommunalvalg efter krigen gav stor stemmetal til Det danske Mindretal syd for grænsen. I Flensborg fik man 33 mandater, de tysksindede fik kun 6 mandater.

 

I april 1947 stemte 100.000 på SSV (Südschleswigischer Wählerverband). Fra dansk side udnyttede man nøds – situationen. Man fortsatte med at sende levnedsmiddelpakker til alle dem, der støttede den danske ide.

 

Løftet pegefinger fra englænderne

Til sidst fik den danske regering en forespørgsel fra den engelske regring. Man ville vide, hvad Danmark ville med Sydslesvig. Fra dansk side blev det svaret, at grænsen lå fast.

 

Tyskerne havde fået flertal

I 1951 var der jubel hos de tysksindede i Flensborg. Man havde igen fået flertal i byrådet. Og i 1971 havde Det Danske Mindretal kun fået 19.700 stemmer.

 

Sydslesvig var stjålet!

I 1980 udkom tidsskriftet Slesvigland. Læser man de første udgaver, får man nærmest indtrykket, at Sydslesvig er stjålet fra danskerne og at det er dybt uretfærdigt. Bladet blev finansieret af tekstilfabrikant H.P. Møller.

 

Penge ikke altid til danske formål

Dengang da man startede de økonomiske tilskud var det for at forankre den danske kultur og et dansk sindelag. Nu har man åbnet sig mere til en regional og global orienteret forening. Penge går ikke nødvendigvis til danske formål.

Man lægger ikke mere så meget vægt på det nationale som man gjorde for 50 år siden.

 

20 pct. følte sig danske

Det er specielt de unge, der vender sig fra det danske. En skoleklasse blev på Duborg – skolen spurgt om deres nationale tilhørsforhold. Resultatet blev

 

       40 pct. svarede at de var tyske

       40 pct. svarede, at de var sydslesvigere

       20 pct. svarede, at de var danske.

 

Mindre tilknytning til danskheden

Kritikere påpeger, at et øget antal tyske forældre uden tilknytning til det danske mindretal, har fået deres børn optaget på de danske skoler. Det er mere tillokkende for tyske forældre at sende deres børn i dansk skole. Skolerne er mindre, der er færre elever og gebyret for skolematerialer er markant mindre end i de tyske skoler.

 

Gratis på Kollegiet

De elever, der går på Duborg Skolen og bor så langt fra skolen, at de ikke kan nå hjem, kan få gratis kost og logi på kollegiet.

Og elever, der vil have en videregående uddannelse er sikret plads på danske institutioner. Og her forlanger, man åbenbart ikke de samme krav som stilles til elever bosiddende i Danmark.

Bliver en elev fra Flensborg optaget på Statsskolen i Aabenraa, ja så får eleven både SU fra den danske stat og børnepenge (til det 23. år), når man er tysk statsborger.

 

Rigsrevisionen med løftet pegefinger

For nogle år siden var Rigsrevisionen ude efter Det danske Mindretal. I medierne blev kritikken udlagt som noget med vennetjenester, personalelån, tjenesteboliger og regnskabsrod. Den kraftige kritik blev afvist af Det danske Mindretal.

 

Stor indflydelse

Ved det sidste delstatsvalg opnåede SSW det bedste valg siden 1950. Man opnåede 70.000 stemmer, hvilket svarer til 4,6 pct.

 

Justits – og Kulturminister blev Anke Spoorendonk fra SSW. Man råder over 200 mandater i 76 kommunalbestyrelser. Og i de nordlige egne opnåede man helt op til 20 pct. af stemmerne. SSW er ikke underlagt spærregrænsen på 5 pct.

 

Kilde: se

       Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

       Litteratur Besættelsestiden A – L

       Litteratur Besættelsestiden M – Å

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk – tyske forhold: Læs

 

Sønderjylland:

       Flugten over grænsen 1914 – 1918

       Krigsfanger i Sønderjylland

       Sønderjyder i Første Verdenskrig

       Isted – løven brøler stadig

       Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde

       Rendsborg 1848

       Sønderjylland til Ejderen?

 

 

Aabenraa:

       Aabenraa under de to krige

       Løjt – mellem dansk og tysk

 

Padborg/Kruså/Bov

       Genforeningen i Bov Sogn

       Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

 

Tønder:

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920

       Minder fra Tønder 1864 – 1920

       Tønder på en anden måde

       Tønders dansksindede

       Da Tønder igen blev dansk

       Dagbog fra Møgeltønder

       Hvorfor var Tønder tysk?

       Soldat i Tønder 1851

       Tønder før og efter Genforeningen

 

Højer:

       Højer Minder 1 – 3

 

Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden: Læs

 

Sønderjylland:

       Stikkeren – mord uden samvittighed

       Den Sønderjyske Efterretningstjeneste

       Det Tyske Mindretal

       En Stikker fra Sønderjylland

       Holocaust – aldrig igen

       Kampene – 9. april 1940

       Modstand i Kolding

       Modstand i Sønderjylland

       Opgøret efter 1945

       Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger

       Vingeskudt på Mandø

       Sheriffen fra Tinglev

       Langs Grænsen

 

Aabenraa:

       Aabenraa – under de to krige

       Fritz Clausen – lægen fra Tønder

       Frits, nazister og et kartotek

       Modstandsbevægelsen i Aabenraa

       Sabotage i Aabenraa

 

Padborg/Kruså/Bov

       Mord i Padborg 1945

       To skæbner i Kiskelund

       Bov Kommune – under Besættelsen

       Dagligliv i Frøslevlejren

       Dramaet ved Viadukten

       En Sønderjyde krydser sine spor

       Frøslevlejren

       Faarhuslejren (Fårhuslejren)

       Harreslev – dengang

       Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

       Straffelejren

 

Tønder:

       Bombeangreb mod Tønder

       Da Tyskerne kom til Tønder

       Flygtninge i Tønder

       Historien om Jeppe K. Christensen

       Nazister i Tønder

       Obersten fra Tønder

       Sabotage i Tønder

       Sønderjylland 9. april 1940

       Tønder – under besættelsen

       Tønder – efter krigen

       Tønder – Marskens hovedstad

 

Højer:

       Højer 1935 – 1945

       Baraklejren i Højer

 

København:

       I Ondskabens skygge af Holocaust

       Tyske Flygtninge

       Stikkerdrab

       Tyskerluder og Drageyngel

       Holger Danske – afdeling Eigil

       Dengang – det var alvor

       Danmark var advaret – 9. april

       De forfulgte jøder

       Den Franske skole i bomberegn

       Den Franske Skole – nok engang

       Flugten over Øresund

       Humor under Besættelsen

       Landsforrædere og landssvigere

       Besættelsestidens Fortrængninger

 

Østerbro:

       Besættelsestiden på Østerbro 1 – 4

       Flere sabotager på Østerbro

       Hagekorset i Parken

       Mord i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942

       Sabotører og Stikkere på Østerbro

       Riffelsyndikatet på Østerbro

 

Nørrebro:

       Besættelsen på Nørrebro 1 – 5

       Likvideret på Nørrebro

       Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

       Nørrebro – flere sabotager

       Nørrebrogade 156 (Frihedsrådet)

       Sabotage på Nørrebro

       Varehuset Bulldog på Nørrebrogade

Man kan ikke se meget, når man står ved overgangen ved Strucksalle. Kun et sølle spor. Dengang i 1950 erne var der tre. Hver eftermiddag kørte to damplokomotiver samtidig. Dette er historien om Marchbahn (Marskbanen)’ s storhed og fald. På tysk side fragtes stadig fem millioner mennesker årligt. På dansk side blev det aldrig en international succes. Strækningen kaldes også Tønder – banen, Tønder – Bramming Banen m.m. På strækningen blev Europas længste banegård bygget. Læs hvilken.

 

Paa Tondern Station

(natten mellem den 16. og 17. juni 1920)

 

I den slørede Juninat

Var Luften fredfyldt og lunt

over Tonderns 1ste Perron

fløj Flagermus bløde som Dun.

 

Fra den stille grønne Marsk

kun et langeligt Brøl af em Ko,

med paa Tonderens 1ste Perron

brødes den natlige Ro.

 

Danske Jernbanemænd,

med funklende Huer paa Sned

satte besluttet en Stige til

og tog de tyske Skilte ned.

 

Ikke en Sabel rasled’

gennem den natlige Fred,

man rejste bare en Stige

og tog nogle Skilte ned.

 

Verden har mange Sprog,

men dansk er nu mit.

Forunderligt – over 1ste Perron

stod Tønder i rødt og hvidt.

 

Sagte som Plov vender Muld,

eller Bøg strækker Roden i Jord

strakte mit Land sin Rod,

saa langt som de Danske bor.

 

Banen fra syd

Dette digt blev skrevet af trafikassistent Johannes Buchholtz i forbindelse med at banen overgik til danske hænder.

Nu er det ikke første gang vi besøger Tønders jernbane. Men det er første gang vi vil beskrive jernbanen fra syd og så videre op nord på. Og egentlig kunne vi bare have kaldt artiklen for Marchbahn. Men så enkelt er det ikke.

 

Dårlig stand i 1920

Ved overgang til dansk forvaltning den 17. juni 1920 henlå banen mellem Vedsted og Tønder i en dårlig stand. Det kunne skyldes verdenskrigens tunge trafik og mangelfulde vedligeholdelse.

 

En stor station

Tønder havde på et tidspunkt en meget stor jernbanestation. Der var forbindelser i alle verdens retninger. Inden forbindelsen til Højer, var der masser af kurgæster, der skulle videre til Højer Sluse. Og det tjente hotellivet og vognmændene i Tønder mange penge på. Der holdt masser af vogne i køer dengang i Tønder. Men i 1892 var dette eventyr slut. Da startede Königliche Preussische- Stats – Eisenbahn ruten Tønder – Højer Sluse.

 

Det var vild luksus

Ja og lige efter første verdenskrig blev vognene syd fra plomberet når de kom syd fra og skulle videre mod Højer. De holdt så på March – Bahnhof i Tønder. Og det var fristende for de unge mennesker, at finde ud af, hvad de indeholdt.

 

       Det var vild luksus

 

Ja sådan udtrykte min far det. Han var selvfølgelig også på ulovlig besøg.

 

Færge – forbindelse Højer Sluse – Munkmarch

Da kurgæsterne så ankom til Højer Sluse blev de fragtet videre med færger herfra til Munkmarsch på Sild. Og disse færger blev legendariske, Sylt (1883), Vorwärts (1884), Westerland (1885), Nordsee (1882), Hoyer (1897), Frisa (1900), Freyea (1905) og Auguste Victoria (1900). Ja egentlig var det i begyndelsen dampskibe.

 

Ofte var overgangen på det uberegnelige Vadehav meget farefuld. Men det har vi beskrevet i tidligere artikler. For øvrigt var en af de mest berømte kaptajner, Thomas Selmer fra øen Nordstrand. Det var ham, der for et væddemål sejlede ind gennem Vidåen og fik drejet båden på Skibbroen i Tønder.

 

Hindenburg – dæmningen ødelagde meget

Efter ibrugtagningen af Hindenburg – dæmningen – en ren jernbanestrækning fra fastlandet til Sild mistede Tønder – Højer sit eksistensgrundlag. Banen blev nedlagt i 1935. Godstrafikken fortsatte til 1962.

 

To damplokomotiver – hver efterniddag

Overgangen ved Strucksalle ligner ikke sig selv i dag. Dengang fyldte den meget mere, og der var et rigtigt kontroltårn. Hver eftermiddag klokken 17 kørte to lokomotiver samtidig på hver sit spor. Jo, vi knægte skulle have det hele med.  Sådan var det omkring 1956 – 1957. Der var hele tre spor. Nu er det kun et lille sølle spor tilbage.

 

Tønder Øst kom først

Men March Bahnhof (Tønder H) var ikke Tønders første banegård. Fordi Tønder Nord som i 1930′ erne skiftede navn til Tønder Øst eksisterede allerede i 1867. Stationen var endestation for sidebanen Tinglev – Tønder. Banen blev drevet af Schleswigsche Eisenbahn Aktien – Gesellschaft.

Da March Bahnhof (Tønder H) var færdig blev endestationen Tinglev – Tønder henlagt hertil. Men ak – det var hvis nok i 1972, at Tønder – Tinglev blev nedlagt.

 

Mange små stationer

Banen havde følgende stationer, Ribe, Vedsted, Rejsby /Reisby), Brøns (Bröns), Skærbæk (Scherrebek), Døstrup (Döstrup) og Tønder (Tondern).

Den gamle grænsestation Vedsted skiftede i 1931 navn til Hviding, for at undgå forveksling med Bedsted.

 

Det betød meget for de små byer

Det betød meget for de små byer langs Marskbanen, at der kom en bane til deres by. Hele landsbyens midtpunkt blev samlet omkring jernbanestationen. Således også i Rejsby. Her havde bygmester Pohlemann fra Skærbæk i 1900 opført Bahnhofshotel. I dag er det Rejsby Hotel.

 

Også da jernbanen kom til Skærbæk skete der noget. Det var i 1887, hvor Jernbanegade, Læssevej og Østergade efterfølgende blev anlagt.

I Brøns blev Tingvej udbygget, da jernbanen kom.

 

Mange planer

De første planer for anlæg af en bane gennem den vestlige del af Sønderjylland fremkom i 1879, hvor der var stemning for at bygge en bane fra Brørup station mellem Bramming og Vejen over Rødding – Gram – Toftlund – Løgumkloster til Tønder og videre syd på til Husum og Frederiksstad til Heide. Hertil havde Schleswig – Holsteinische Marchbahn i 1878 åbnet banen fra Itzehoe.

 

Husum til die grosse weite Welt

Ja allerede i 1854 havde Husum fået adgang til die grosse weite Welt. Kong Frederik den Syvendes Sydslesvigske Jernbane havde givet forbindelse til Flensborg og skulle nu videre til Tönning. Den dag i dag bliver banegården benævnt Den engelske banegård.

 

Både den og selve strækningen blev bygget af engelske ingeniører.

I 1891 blev en del af March – bahn drevet af heste med en lille strækning ned til Husum Havn.

Den 1. september 1910 fik Husum også baneforbindelse til Rendsburg.

 

Kong Christian den ottendes Østersøbane

Ja egentlig skal vi længere tilbage. For da Altona – Kiel banen i 1844 åbnede, opstod ideen med at udvide på vestkysten. Og jernbanestrækningen Altona – Kiel blev også kaldet Kong Christian den Ottendes Østersøbane. Dette var faktisk Danmarks første jernbane. Året efter kom sidebanerne til Rendsburg og Glückstadt.

 

Interesseret i transitbane

Dette jernbaneselskab, Schleswig – Holsteinische Marchbahn var dog mere interesseret i en direkte jernbane, der skulle virke som transitbane – hovedsagelig kvægtransporter fra Nørrejylland til Hamburg.

 

I 1878 var man nået til Heide.

 

Egentlig var jernbaneselskaberne private. Men i 1883 begyndte den preussiske stat selskaberne. Marskbanen blev nationaliseret i 1890.

 

Længere nord på

I 1884 fik Marksbane – selskabet koncession på anlæg og drift af en bane fra Heide nordpå til Tønder og videre til den dansk/tyske grænse ved Vedsted syd for Ribe.

Anlægget af den nye bane var forholdsvis uproblematisk. Større jordarbejder var ikke nødvendig på grund af det flade landskab. Banen åbnede den 15. november 1887, samtidig med åbningen af den danske forbindelse fra Ribe og sydpå.

 

I 1887 var der fire daglige tog i hver retning – heraf havde de to endog direkte forbindelse med Hamburg Altona.

 

Til den Preussiske stat

Den 1. januar 1890 overgik Schleswig – Holsteinische Marchbahn til staten. Inden 16. juni 1920 blev banen drevet af Königliche Preussische Staats – Eisenbahn Vervaltung (KPEV) Eisenbahn – direktion Altona.

 

Kloster – banen

Den 21. september 1888 blev sidebanen Bredebro – Løgumkloster åbnet. Denne strækning på lidt over 9 km blev også drevet af  Marchbahn. I daglig tale blev den kaldt Klosterbanen.

 

Ved siden af statsbanestationen i Løgumkloster lå forbindelsessporet til Aabenraa Amts Jernbaner (Kleinbahn).

 

Nedlagt i 1936

Til delvis afløsning af Aabenraa Amts Jernbaner blev det ved lov af 29. marts 1924 besluttet at anlægge en jernbane fra Rødekro i øst via Løgumkloster og Bredebro til Ballum. Denne bane skulle bestå af normalspor. Delstrækningen Brederbro – Ballum blev dog hurtig opgivet. Den nye bane blev åbnet i 1927, men fik ikke nogen særlig lang levetid. Den blev nedlagt i 1936.

 

Og i 1908 blev spor nummer to til Tønder taget i brug. Det 4,1 km lange dobbeltspor til grænsen blev taget op i 1930.

 

Dernæst brugte DB kun dobbeltspor fra strækningen Husum – Niebüll og frem til Süderlügum.

 

Stor belastning under 2. verdenskrig

I 1930′ erne blev der brugt damplokomotiver. Banens højeste tilladte hastighed var 70 km/t. For strækningen Tønder – Süderlügum var den maksimale hastighed 45 km/t.

En del af banens personførende tog kørte til frem Hamburg med dansk materiel og personel.

 

Under den anden verdenskrig var der meget trafik på strækningen. De mange tyske militærtog og mange sabotageaktioner mod denne bane var en stor belastning for såvel banens faste anlæg som for dens personale.

 

Igen persontrafik fra Niebüll

Efterhånden som motoriseringen skred frem, forsvandt de elskede damplokomotiver fra strækningen. Det store fordoms maskindepot i Tønder blev nedlagt.

Og de store gennemgående tog til Hamburg er der heller ikke mere. Ja i 1970erne var interessen så ringe fra tysk side, at persontrafikken blev nedlagt. Fra 1981 blev strækningen fra Niebüll til Tønder ikke mere brugt af af Deutsche Bahn. Men fra 2. juli 2000 er der igen persontrafik til Tønder fra Niebüll.

 

Tietgen sprang til

I 1875 fik Ribe forbindelse i form af Ribe – Bramminge banen. Men det kneb at få lov til at føre banen det lille stykke til grænsen mod syd. Etatsråd C.F. Tietgen trådte derfor til og tilbød at bygge den lille stump for egen regning.

 

Ministeren sørgede så for, uden lovhjemmel, at Tietgen anlagde banen de par kilometer til grænsen. Ja det var trods alt ca. 7 km. Det var en pinlig situation, fordi man faktisk havde tegnet overenskomst med de tyske myndigheder.

Det lykkedes fra dansk side, at blive færdig til tiden. Men det gjorde det ikke fra tysk side. Her blev man forsinket af et dæmningsbrud, og en arbejdsnedlæggelse blandt murersvendene.

 

Elmshorn – Hvidding

Den 15. november 1887 kunne man så endelig markere indvielsen af den sidste del af den holstenske marskbane fra Elmshorn til Hvidding. En strækning på 220 kilometer. Til Vedsted kørte der dagligt 4 togpar. Det var Bramming – Ribe banen der blev forlænget.

 

Banen blev så forpagtet af DSB, der pr. 1. juli 1896 endelig overtog banen til grænsen.

 

Facade på 200 meter

Indtil 1920 passerede banen den dansk – tyske grænse ved Vedsted/Hviding. Den tyske station Hvidding og den danske station Vedsted havde samme banegårdsbygning. Måske var banegården en af Europas længste. Facaden udgjorde omkring 200 meter. Stationen var konstrueret sådan, at de udgjorde hinandens spejlbillede. Den blev bygget i 1887.

 

Trafikken var som følger:

 

       Enhver af de to bestyrer befordre sine persontog indtil enden af sin banegård. En direkte gennemkørsel af persontogene skal som regel ikke finde sted.

 

Ribe – Hamborg 10 timer

Over grænsen var der to daglige forbindelser til Hamburg – Altona. En rejse fra Ribe dertil tog i begyndelsen 10 timer. Fra 1898 til 1905 var der seks togpar Bramming – Ribe og fem togpar, Ribe – Vedsted. Det meste af tiden med tre forbindelser til Hamburg – Altona og yderligere to til Tønder.

 

Hver sin banegård

Hver baneforvaltning passede sin egen banegård, og lokomotiver måtte kun passere grænsen af hensyn til omløb og rangering. Signal – og sikkerhedsreglementet var koordineret. Samtidig indkørsel fra nord og syd var forbudt. De anvendte fløjtesignaler var også de samme fra hver side.

 

I forbindelse med banegården var der indrettet en del embedsboliger til jernbane – og toldpersonale. Men der var ikke boliger til grænsegendarmeri. De var spredt ud i det åbne land.

 

Et billede fra 1916

Under 1. verdenskrig var Hvidding Station bevogtet af tysk militær. I forlængelsen på Vedsted var der stationeret dansk militær. Men dette hindrede dog ikke, at danske og tyske embedsfolk kunne hygge sig sammen. En skildring fra 1916 viser et godt billede af grænsestationens sidste år:

 

       fra Ribe kommer Toget rullende ind paa Vester vedsted Station. Den holder paa den danske Del af Stationen., som midt paa Perronen har en Afspærring bestaaende af et Jernstakit, Passagererne stiger ud og Øjnene søger uvilkaarligt hen mod dette Stakit, baf hvilke et par Mand i tysk feltgraa Uniform og med Maskingeværet i en Rem over Skulderen holder Vagt. Lokomotivet med en Række Godsvogne skilles fra Personvognene og ruller frem over Grænselinien ind paa tysk territorium, medens ndnu en tysk Soldat er gaaet over Sporet, har puttet Skarpt i geværets Magasin og vaager over, at der intet udsædvanligt er at observere ved de fremrullende Vogne. Naar Rangeringen er tilendebragt, aflader han igen sit Gevær og forsvinder ind i Ventesalen. En Grænsegendarm i den klædelig lyseblaa Uniform og med en Rytterkarabin over Skulderen udgør vagten paa den danske Side.

 

Man tog olien

Under første verdenskrig kom de danske godsvogne ofte tilbage fra Tyskland uden smørolie i lejerne. Olien var brugt i de tyske husholdninger. Det var den danske smørolie egnet til, for den indeholdt hvalolie.

 

Her blev senere indrettet et statshospital i bygningen. I dag er banegården ikke nær så pompøs men afløst af et trinbræt længere mod syd.

 

Bramming – Ribe

I 1875 blev der anlagt jernbane mellem Bramming og Ribe. Her var Gredsted eneste mellemstation. Navnet blev allerede ændret i 1887 til Gredstedbro, for at indgå forveksling med en tilsvarende lokalitet i Nordsjælland.

 

Byen voksede op omkring jernbanen

Hvor tit har man ikke stået på Bramming Station for enten at skifte fra Tønder eller til Tønder. Byens historie er tæt tilknyttet til jernbanens.

Hovedbygningen på stationen blev opført samtidig med anlæggelsen af Esbjerg – Fredericia banestrækningen i 1874.

Stationen blev anlagt på en bar mark, 200 meter øst for den gamle landevejskro, Kikkenborg.

 

Først i 1890′ erne kom der dog gang i byens historie. Det skete samtidig med stigningen i benyttelse af Bramming Station. Ja stationen udviklede sig til sandt jernbaneknudepunkt. Herfra udgik en statsbane over Grindsted i 1916 og videre til Brande i 1917. Endelig i 1920 var der forbindelse igennem til Langå via Silkeborg.

 

Københavnerne kunne ikke holde til det

I de gamle annaler fortælles, at man hovedsagelig anvendte jyske og fynske arbejdere. De københavnske jordarbejdere kunne ikke finde sig til rette i de øde egne. De forsvandt – uden opsigelse – i løbet af kort tid.

Dengang tog en tur til Fredericia fra Bramming et par timer.

 

Lige efter første verdenskrig var der ansat cirka 20 mand på stationen. Mellem perronerne blev der anlagt en gangtunnel.

 

Dobbeltspor til Esbjerg

I begyndelsen af 1920 erne blev der anlagt dobbeltspor til Esbjerg. Og i aviserne kunne man dengang læse, at journalister foreslog at man fortsatte med dette af hovedsporet til Fredericia. Men det skulle gå 60 år, inden dette blev en realitet.

På et tidspunkt var der også planer om, at hele banen til Tønder skulle fjernstyres fra Bramming.

 

Ulykke ved Bramming

Den 28. juli 1913 skete en alvorlig jernbaneulykke ved Bramming. Vest for Bramming Station blev tog 1029 også kaldet Emigranten afsporet. Ved ulykken omkom 15 personer, ligesom mange blev hårdt såret. Man fandt aldrig rigtig ud af, hvad årsagen var. Nogle af gisningerne tydede på for høj hastighed.

 

Imponerende var det, at der var syv afgange daglig mod Tønder – dengang i 1913. Tog man morgentoget 5.35 kunne man være i Hamborg kl. 11.57.

 

Ingen international succes

Omkring århundredeskiftet forsøgte de preussiske jernbaner at sende hurtigtog (badetog) fra Hamborg til Esbjerg via Vedsted. Det blev da aldrig den store succes.

Man forsøgte noget tilsvarende mange år efter. Gennemgående vogne fra Köln eller Hamborg til Esbjerg, Varde og endog Struer endte i 1979 i en enkelt vogn Köln – Esbjerg.

Den danske del af marsk – banen blev aldrig en international forbindelse af betydning.

 

5 millioner passagerer

I dag bliver Maschbahn kun brugt om strækningen fra Elmshorn i syd og Westerland på Sild i norden. Men sydlig er den stadig tilknyttet Hamburg – Altona. På denne strækning er der hver ca. 5 millioner passagerer. Og fra Hamborg til nordsø – øen tager det ca. tre timer.

 

På tysk side er der stadig en del linier, som kan betegnes som sidebaner til Marchbahn:

 

       Heide – Büsum

       Heide – Neumünster

       Husum – Schleswig – Rendsburg – Kiel

       Husum – Tönning – Bad St. Peter Ording

       Niebüll – Dagebüll

 

Siden 2003 køres linjen på dansk side af Arriva.

 

Hvis du vil vide mere (i relation til denne artikel)

       Tog til Tønder (under Tønder)

       Sagaen om lokomotivfører  Anders Andersen (under Tønder)

       Tønder før og efter Genforeningen (under Tønder)

       Drengestreger i Tønder 1920 – 1930 (under Tønder)

       Dæmningen syd for Højer (under Højer)

       Sidste tog fra Højer (under Højer)

       En jernbanestrækning i Sydslesvig (under Sønderjylland)

       Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt (under Aabenraa)

       Tog til Aabenraa (under Aabenraa)

 

Hvis du vil vide mere – mest for ”jernbane – nørder”: 

       Tog til København (under København)

       Linie 18 (under København)

       Nørrebros mange stationer (under Nørrebro)

       Tog over Lersøen (under Nørrebro)

       Sporvogn på Nørrebro (under Nørrebro)

       Omkring Nørrebroparken 1 – 3 (under Nørrebro)

       Flere spor på Nørrebro (under Nørrebro)

       Spor på Nørrebro (under Nørrebro)

       Sporvogn på Østerbro (under Østerbro)

       Strandvejens historie (under Østerbro)

 

I anledning af Golden Days Festivallen har Gad igen udgivet en flot gavebog. Dengang fokuseres det på 1950′ erne. Læs bogen og gå til de over 400 arrangementer. Denne sides redaktør bidrager også med et arrangement. Genopfrisk også minderne fra dengang vi var unge i 1950’erne. Du kan blandt andet gøre det med denne bog. Minderne forstærkes, hvis du samtidig lytter til Elvis.

 

Vi var der

Kigger man på Golden Days – programmet for 2012 så kan man som nysgerrig sagtens få et indblik i dette spændende årti. Vi andre har oplevet noget af det, godt nok i København, men alligevel. Vi var der.

Og i år har man så den særlige glæde, at må optræde til festivallen.

 

En smuk gavebog

Og som sædvanlig kommer der smukke gavebøger fra Gad i forbindelse med dette festival. Og i år er ingen undtagelse. Der er spændende folk, man har fået med.

 

Erindringer og kulturglimt

Vi læse erindringer af Klaus Rifbjerg, Hanne Reintoft, Maria Marcus og Hans Hertel. Og Pernille Steensgaard fortæller om hverdagsliv, forbrug og boligbyggerier i de nye forstæder. Et andet tema er amerikaniseringen af det danske samfund, og den kolde krigs Danmark i 1950erne. Og så står kulturlivet også til debat dengang.

 

Fra Far til Fire til Raquel Rastenni

Der skete en masse, Rock and Roll, Far til Fire og bolignød. Men når man nu kigger på den flotte gavebog, så er der også de flotte fotos, der springer i øjnene. Mange af dem vinder genklang. Tyggegummi, Brylcreme og Cola er med til at amerikanisere vores lille samfund. Jo og der var jo også Gustav Vinkler og Raquel Rastenni.

Men i de københavnske baggårde var der stadig masser af elendighed.

 

Leve op til tidens standard

Andre oplevede børneværelse, have og bil. Husmødrene brugte meget tid på at leve på til tidens standard.

 

Sig Jollyy til din Cola

Amerikansk var lig med at være smart. I den varme sommer i 1959 var hver fjerde sodavand, der blev drukket en cola. Men de fleste danskere sagde dengang jolly til sin Cola.

 

Morten Korch – film

Det var årtiet med Morten Korch – filmene. Tænk engang 2,3 millioner så De Røde Heste.

 

Indoktrinering med Jan – bøgerne

Og så kom alle seriebøgerne, som Jan, Sussy og Puk – bøgerne.

Med disse seriebøger fulgte en del indoktrinering med. Jagten gik ind på skumle venstreorienterede. De mistænkte var altid dem, der var grimme, ubegavede og uuddannede.

 

Gitte sang duet med farmand

I 1954 sang Gitte duet med farmand, da var hun kun 8 år gammel. Jeg kan huske, at jeg så hende optræde med farmand på Torvet i Tønder.

Så fik vi også Jan og Kjeld med Banjo Boy.

Og hvem husker ikke Four Jacks med John Mogensen og Otto Brandeburg.

 

Fra bagerjomfru til sangstjerne

Katy Bødger sang sig fra bagerjomfru til sangstjerne med Fiskerpigens Sang.

 

Datidens forfattere var Martin A. Hansen. Men i anden halvdel af årtiet var fornyeren, Klaus Rifbjerg. Og ham med de mest absurde historier var nok Leif Panduro.

 

Radio Merkur

Fjernsynet var på vej ind i hjemmene hos dem, der havde råd. Men ellers var det jo Radio Merkur, der i fire år sendte, inden Folketinget i 1962 ved lov gjord det ulovligt.

 

Parcelhus – boom

Da parcelhus – boomet for alvor tog fat, var kvinderne igen på vej til arbejdsmarkedet. Og så kunne man trække sig tilbage til ens mini – pradis, ens eget parcelhus.

 

Nødration – i tilfælde af krig

Den kolde krig var i gang. Man havde hele tiden indtryk af, at 3. verdenskrig ventede forude. Man fik også anvisning på en nødration til 8 dage, hvis krigen brød ud. Den bestod af:

 

       5 dåser minutkød

       3 dåser frikadeller i fedt

       2 pakker knækbrød

       3 pakker kiks

       8 plader chokolade

       1 pakke rosiner

       100 gr. Melis – eller 40 stk. sukker

       1 dåse Bordsalat.

 

Til Mallorca

I slutningen af 1950erne havde kun én ud af tre teenagere været uden for København. Men det skulle snart ændre sig, da charterrejserne tog fart. De første rejser med bus og fly gik til Mallorca, Costa Brava og Rhodos.

 

Læs bogen og tag til Golden Days

Kan man nu nå at læse denne bog samtidig med, at man skal nå de 400 arrangementer

 

Den store flotte bog 1950*erne kan varmt anbefales, den vækker mange gode minder fra dengang.

 

1950’erne (Gad) udgivet i anledning af Golden Days festivallen.

 

Hvis du vil vide mere:

Læs undertegnedes bidrag til Festivallen:

       Barn på 1950′ ernes Nørrebro (snart på www.dengang.dk )

Tyskertøser blev ikke kun straffet under og befrielsen. Også da de skulle finde deres fædre, kneb det med hjælpen. De har heller aldrig fået en undskyldning. Den danske befolkning mente, at de skulle straffes. Og når de blev overfaldt, holdt statsmagten øjnene lukkede. Den danske mand følte sig ydmyget. Tyskertøserne blev også kaldt en masse andet forfærdeligt. I de illegale blade blev de rakket ned. Og deres børn – Drageynglen blev moppet, at familie, lærere, naboer og kammerater.

 

Mange henvendelser

I 2011 skrev vi artiklen, Tyskertøser, Feltmadrasser, og Horeunger. Den afstedkom nogle bemærkelsesværdige henvendelser. Det er disse henvendelser vi har prøvet at indflette i en ny artikel om samme emne.

Efter antallet af henvendelser er emnet mere aktuelt end nogensinde.

 

Afkom gik ikke ram forbi

Jo de blev kaldt Tyskerpige, Tyskertøs, Tyskerluder, Syflishoppe og Feltmadras. Og deres børn blev kaldt Djævleyngel, Horeunger eller Tyskerunger.

 

Gabestokken

De piger, der havde en affære med en tysk soldat blev hadet af andre danskere. Man anså

dem for forrædere og kollaboratører. I illegale blade angreb modstandsbevægelsen dem på lige fod med med værnemagere og stikkere.

Ja deres navn og og mange gange også foto blev bragt. Der blev skrevet smædedigte m.m.

 

Den illegale presse brugte også begreber som møgtøser, beskidte ludere og tyskerhopper. Under faste rubrikker med overskrifter som Den sorte liste, Feltmadrasser og Gabestokken, kunne man følge, hvem der var kærester med tyske soldater.

 

Jammerlige Hundyr

I Frit Danmark i 1942 blev gerningsmænd ved klippeaktioner kaldt for friske unge mænd. I de illegale blade blev pigerne kaldt Jammerlige hundyr, der skamløst udstillede deres brunst….luder.

 

Illegale agitation fortsatte

Man fortsatte med at fremstille Tyskerpigerne som ubegavede tøser, jammerlige hundyr med en rådden moral. De var både en fysisk og moralsk smittekilde i samfundet og deres bål var ”yngel”.

Modstandsbevægelsen fortsatte deres illegale agitation i form af flyveblade, plakater, skrivelser og fotoserier af klippeaktioner. Hvor modbydelig det kunne være, viser denne artikel – skrevet af modstandsbevægelsen i en af de illegale blade:

 

Lad Tyskland beholde sit ”Helteafkom”

Lad Tyskland beholde sit ”Helteafkom”

       Hvad skal man egentlig stille op med de uægte Børn, som de tyske Soldater har efterladt paa deres Hærgnings – og Voldtogter gennem Europa? Man ved om dem, at deres Mor var en foragtelig Tojte og deres Far en genem Forbryder. Kan man ikke med nogenlunde Sikkerhed gaa ud fra, at det overvældende Flertal af denne Drageyngel vil slægte Forældrene paa? Bør vi modtage dem i vort Samfund?

       Har man blot noget Kendskab til tysk Mentalitet, ved man, at der kræves adskillige Generationer til at udrydde den. Selvom den muligvis i Barneaarene vil være ubevidst, vil den dog findes latent i hans eller hendes Sind. Han vil vide, hvordan hans Herkomst er, han vil uvilkaarligt have gjort sine egne Tanker om det tyske Islæt i hans Blod, og naar han er i Ynglingsaarene, eller naar han er blevet voksen, hvilket vil sige om 20 – 30 aar, vil han være en fredelig Grobund for den Tids tyske Propaganda. – Man behøver ikke at ligge inde med profetiske Evner for at forestille sig, hvordan den Tids Tyskere vil begynde at tale og skrive om det tyske Blods Sejrstogt over hele Europa i de ”store” Aar fra 1939 til 1945….Og dermed har man Begyndelsen til en ny Gemenhed, en ny international Femtekolonne, der maaske kan blive en haard Nød at knække for vore Børn og Børnebørn.

       Vilde det ikke være mest hensynsfuldt mod kommende Generationer, om vi – som ejer den dyrt købte Erfaring og vore Minder friske – sørgede for, at kommende Slægter ikke skal komme ud for en Tragedie, som den vi nu to Gange har gennemlevet? Vi kender jo Verden og Menneskerne – og vi ved, at om to eller tre Aartier har man i det store og hele glemt, hvor gement en Tysker kan opføre sig i det internationale Selskab.

       Lad os sørge for – nu medens Harmen er hed – at samtlige uægte Børn, som tyske Tropper har efterladt i de engang besatte Lande, med samt deres Mødre sendes til Tyskland. Det er ikke alene det klogeste i enhver Henseende – prevention is better than cure – det er også det mest humane, da Drageynglen alligevel engang vil føle sig ud som tysk, maa den hellere fra sin spæde Alder vænne sig til Livet i Ormegaarden.

 

Svigtet de danske mænd

De illegale blade indeholdt også advarende artikler om, hvor landsskadelig disse kvinders optræden var. Man mente, at kvinderne havde svigtet de danske mænd. Det har altid været betragtet som landsforræderi, når kvinder havde foretrukken fjenden.

Kvinderne blev både psykisk og fysisk generet både under og efter besættelsestiden.

 

Tyskerpiger skulle fyres

Under August – opgøret i 1943 var der krav på arbejdspladserne, at tyskerpigerne blev fyret. Her var der masser af rudeknusning, klipninger og overfald.

De illegale blade havde været igangsætter og fortsætte med at hælde ild på bålet.

 

Mindst 5.500 børn

Det anslås, at der var ca. 50.000 tyskerpiger. Ud af de forhold kom der mindst 5.500 børn. Det var cirka det antal faderskabssager, der blev anlagt ved de danske retter.  Danske Krigsbørns Forening skønner dog, at antallet af tyskerbørn i Danmark med en tysk far eller tysk mor er på omkring 10. – 12.000.

 

Samfundet accepterede afstraffelsen

Det danske samfund accepterede afstraffelsen af Tyskerpigerne. Det var ikke muligt at kritisere modstandsbevægelsen. Hvorfor skulle man også. Man var jo enige om afstraffelserne.

 

Syndebukke for kollaborationen

Tyskerpigerne havde under besættelsen og retsopgøret ingen retssikkerhed i både juridisk forstand og i forhold til deres almindelige omdømme og status. De var skyldige og havde ingen rettigheder. De blev gjort som syndebukke for kollaborationen.

 

Folkesport

Der gik næsten en folkesport i at indsamle tyskertøser. Store flokke af ganske almindelige danskere tog afsted i store flokke i gang med at ydmyge kvinderne. De blev lagt for had. Mange blev læsset på lastbiler, mens folk spyttede på dem. Efter at tøjet var hevet af dem, fik de påmalet hagekors på brysterne med cykellak.

Gadens parlament benyttede sig også af at befamle kvinderne.

 

Statsmagten accepterede det

Ja pigerne blev hentet ud fra deres boliger. Tilskuerne spyttede og slog dem. De skreg og hånede dem, og klippede dem skaldet. Tøjet rev de af dem. Nogle blev smurt ind i tjære og fjer, før de blev ført gennem byen. De var nu udsat efter forgodtbefindende efter en ophidset menneskeskare.

Statsmagten accepterede gadens parlament. Det var ikke kun Hipo – bøller, SS – bøller, nej det var skam også et opgør med tyskertøser. De var forsvarsløse og et let bytte.

 

Noget skulle de dømmes for

I efterkrigs – dagene blev der rejst tiltale mod 546 tyskerpiger, ikke for at have fraterniseret med fjenden, men for angiveri. Af disse blev 300 dømt. Noget skulle de dømmes for. Mange af disse kvinder var slet ikke i en retssal eller for en dommer. Og en forsvarer havde de slet ikke.

 

Lagen over Feltmadrassen

Pigerne blev offentlig ydmyget. De blev klædt nøgne og fik klippe håret af.

Grimme, tykke, mindre begavede, løsagtige og halvprostituerede, ja man kaldte dem mange ting.

Ja hvem husker ikke hende tyskerpigen i Matador, Frk. Hollenberg. Det var hende, der kun kunne sige, ja – ja, nej – nej og av min arm. Hun havde evige kæresteproblemer og faldt for Siegmund, den tyske soldat, der holdt vagt i Varnæs – familiens baghave. Affæren kostede pladsen hos Fru Varnæs. Da hun rejser derfra tager hun to lagner med sig;

 

       Nå det er vel ikke til at sprede ud over feltmadrassen, kommenterer direktør Varnæs syrligt.

 

Jo, kvinden blev set som Nationens ejendom.

 

Dum og grim ifølge Fru Hartmann

Hun blev beskrevet som dum og grim. Det var dette meget stærke og negative billede, der prægede folks bevidsthed.

 

I 1946 publicerede den danske læge Grethe Hartmann en sociologisk og videnskabelig rapport om tyskerpiger. Men undersøgelsen må anses, at være nok så betænkelig. Ved hendes kortlægning af årsagerne til at kvinder søgte tyske soldaters selskab, indgik faktorer som retardering, mental abnormitet, tysk oprindelse og miljøpåvirkninger.

Forelskelse manglede mærkelig nok som naturlig forklaring.

 

De havde åbenbart haft en dårlig opvækst. De havde kort sagt gjort noget forkert. De blev betragtet som ofre – ikke som aktører. Undersøgelsen viste tidens fordomme.

 

Efter sigende skulle pigerne være smittebærere, angivet af tyske soldater. Hendes undersøgelser blev ukritisk brugt som videnskabelig belæg for, at Tyskerpiger var retarderede, mentalt abnorme, at tysk oprindelse, påvirkede af miljøet, havde ægteskabelige problemer eller var prostituerede. På intet tidspunkt nævnes ordet forelskelse i undersøgelsen.

Hartmanns undersøgelse bidrog til en stigmatisering af disse piger.

 

 

Alle i kærestesøgende alder

Nye undersøgelse viser, at Tyskerpigerne udgjorde et bredt udsnit af den kvindelige danske befolkning. Deres motiver var meget forskellige.

Anette Warring konkluderer i sin bog, at kvinders seksualitet betragtes som national ejendom. Som Anette Warring sagde, så havde de både politiske – og politiske hensigter. . De var både intelligente og uintelligente. Og de kom fra alle mulige sociale lag. En ting havde de dog tilfældes. De var alle i den kærestesøgende alder.

 

Æreskrænkende

Den tyske Wehrmacht tillod, at deres soldater havde omgang med danske kvinder, da disse blev anset for at være ariske.

Besættelsesmagten betragtede chikaneringen af Tyskerpigerne som allerede begyndte i sommeren 1940, som en fornøjelse mod Værnemagten, hvorfor den lagde pres på de danske myndigheder for at pådømme strenge straffe.

 

De tyske soldater opfattede det som æreskrænkende, når deres kærester blev chikaneret . Man følte det særlig æreskrænkende, når deres kæreste blev kaldt Tyskerluder.

Modstandsbevægelsen var ikke blind for, at tyske soldater kunne provokeres gennem en chikanering af deres danske kærester.

 

Retspraksis var svingende

Men retspraksis var svingende og vilkårlig. Ikke mindst fordi de danske myndigheder ikke lagde mere engagement end, det,  der blev dem påtvunget tyskerne.

Det danske retssystem dømte kun overfald på Tyskerpiger som fornærmelse og demonstration mod Værnemagten, og ikke som overfald.

 

Det Germanske folkeslag

Den nazistiske racelære var en central del af det ideologiske fundament for ekspansionspolitikken. Det blev grusomt praktiseret i race – og tilintetgørelses – krigen i Østeuropa og Sovjet. Her forbød man på det kraftigste al fraternisering med disse undermennesker.

I Danmark, Norge, Holland, Belgien og grænseområderne i Øst – og Nordfrankrig var det derimod tilladt for de tyske tropper at have seksuel samkvem med lokale kvinder. Her var befolkningen en del af det germanske folkeslag. Det mente nazisterne. Og Danmark havde en særstatus.

 

Racemæssig bedømmelse

Tyske soldater kunne frit omgås den danske civilbefolkning. Men det indebar, at tyske soldaters frie omgang med danske kvinder, og dermed den potentielle fjende, at de blev dårlige soldater. Ja egentlig måtte de godt gifte sig i med en udlænding i Danmark, Norge og Holland. Men ikke uden tilladelse. Og det forudsatte blandt andet en racemæssig  bedømmelse.

 

Tyske regler strammet

I løbet af 1942 blev de tyske regler strammet. Der kom en alvorlig henstilling om, at tyske soldater ikke burde gifte sig med kvinder i de besatte lande. Nu var de nordiske kvinder heller ikke mere en del af den tyske storfamilie. Indgåelse af et ægteskab var ikke mere et led i hele det tyske folks skæbnekamp.

 

Skulle forlade landet

Når en dansk kvinde fik tysk statsborgerskab ved indgåelse af ægteskab med en tysk soldat, mistede hun det danske statsborgerskab, hvis hun rejste ud af Danmark. De danske kvinder fik kun lov til at gifte sig med en tysk mand, hvis hun havde godtgjort, at hun agtede at forlade Danmark.

 

Helteafkommet skulle de have

Man var alene optaget af børnenes økonomiske belastning af det danske samfund. Mange gav udtryk for, at de var overbeviste om, at børnene senere ville blive draget mod deres tyske og nazistiske ophav. Andre igen mente, at børnene ville få et genetisk betinget tysk og nazistisk sindelag.

 

Anbragt på børnehjem

De sociale myndigheder holdt øje med kønssygedoms – bekæmpelsen. Mange blev anbragt på ungdomshjem og opdragelsesanstalter. Det førte til mange sammenstød mellem dansk politi og værnemagts – soldater. Det første ofte til kriser mellem lokale politimestre og tyske kommandanter.

 

Danske mænd følte det ydmygende

Danske mænd følte også, at det var ydmygende, at pigerne valgte tyske soldater frem for de unge danske mænd.

 

I september 1944 lykkedes det for modstandsbevægelsen at skabe intensive rygter om, at der var foregået massevoldtægt af danske kvinder kort tid efter, at politiet var interneret.

 

Tyskerpigernes seksualitet indgik på en sådan vis i den nationale konflikt mellem kollaboration og modstand som et ejendoms – og æres – fænomen.

 

De burde bøde

Retsopgørets love kriminaliserede ikke seksuel bistand til fjenden, men det var alligevel en udbredt opfattelse, at tyskerpigerne burde bøde for at besættelses – magten havde det fået det behageligt. Den omfattende selvjustits i befrielsesdagene gik ud over tyskerpigerne.

 

Ren hævn

Efter befrielsen fortsatte klippeaktionerne i betydelig større omfang og med meget større brutalitet. Tyskerpigerne udgjorde slet ikke nogen trussel. Mekanismerne bag ved måtte betragtes som ren hævn.

Det er lige før, at de motiver, der lå bag ved, lå tættere på nazismen, end på de frihedsidealer modstandskampen også rummede og påberåbte sig.

 

Pludselig 200.000 frihedskæmpere

I 1947 viste en undersøgelse at 200.000 danskere opfattede sig som frihedskæmpere. Det rigtige tal er måske langt under 1.000, hvis vi regner med sabotører. Måske regnede dem, der chikanerede tyskerpigerne sig også som frihedskæmpere.

Man sammenlignede tyskerpigerne med nazister og stikkere.

 

75 pct. mente at de skulle straffes

En undersøgelse i midten af juni 1945 konkluderede, at 75 pct. af danskerne mente, at tyskerpigerne burde have en eller anden form for straf. Bemærkelsesværdigt er det vel nok, at heller ingen kvindeorganisationer protesterede mod behandlingen af tyskerpiger.

En tyskerpige blev efterhånden aldrig betragtet som sagesløs. Selv om, det burde være dem, der klippede Tyskerpigerne, der burde være de anklagede, ja så blev det Tyskerpigerne selv, der blev de anklagede.

Politi og forsvarer førte vidner på, at Tyskerpigerne havde haft intim samvær med tyske soldater. Og det var ikke ualmindeligt, at modstandsbevægelsen søgte at forhindre retsforfølgelse især i tilfælde af, at det var folk fra modstandsbevægelsen, der var sigtet.

 

Der blev trukket et skarpt skel mellem de såkaldte landsforrædere  og dem, der ville have æren af befrielsen. Tyskerpigerne blev grupperet over i den afdeling med landsforrædere.

 

Bare rolig – det er ikke en Prøjser

De dansk – tyske krigsbørn blev som tidligere nævnt betragtet som ikke dansk i kraft af deres tyske gener.

I sommeren 1945 i forbindelse med Fagenes Fest havde en kvinde et skilt foran på barnevognen, hvorpå der stod:

 

       Bare rolig, det er ingen Prøjser

 

Civile faderskaber gemt væk

Pigerne kunne selvfølgelig ikke se, at de havde gjort noget som helst forkert. De havde fulgt deres følelser:

 

       Jeg har aldrig syntes, at jeg gjorde noget forkert. Jeg har nok altid været af den mening, at det kommer an på, hvad man selv føler

 

De civile faderskabssager blev gemt væk. Alle fik nægtet aktindsigt. Men Tyskertøserne og deres børn blev med navn og adresse udstillet i Statstidende. På den måde kunne statsmagten udstille dem.

 

Tysker – børn blev diskrimineret

Tyskerbørnene blev diskrimineret af det danske retsvæsen. Man gennemførte ikke faderskabssagerne, som loven krævede. Derved blev børnene holdt fra at lære deres fædre at kende. Når de forsøgte at finde dem, blev de mødt af lukkede arkiver. Først i 1999 blev arkiverne åbnet, men da var de fleste fædre døde.

 

Mange svigtede

De internationale børnekonventioner blev tilsidesat. Mødrehjælpen og Retssystemet svigtede. Tænk, at man i Danmark har en af verdens mest restriktive arkivlovgivninger, de har forhindret krigsbørn i at søge oplysninger om deres afstemning.

Børneloven af 1937 var tilsidesat. Det samme var retsplejeloven.

 

Tysker – børn er civil ulydige

Da mange forsøgte at lede efter deres ophav, fik de at vide, at arkiverne var lukkede til 2025. Efterhånden blev arkiverne åbnet. Men børn der søgte i Lands – og Rigsarkivet måtte underskrive en Tavshedserklæring/ Fortroligheds – erklæring. Med andre ord, man gjorde det strafbart at tage kontakt med mødre og fædre.

Man overtræder arkivloven og kan få bøde/straf. Men man har åbenbart accepteret at tyskerbørn er civil ulydige.

 

Norske piger har fået undskyldning

De danske Tyskerpiger har aldrig fået en undskyldning. Men det har de norske. Den daværende statsminister Kjell Magne Bondevik var stor nok ved en nytårstale, at give en officiel undskyldning til de norske krigsbørn.

En stat kan forholde sig ret til historiske beslutninger. Og tænk hvis en dansk statsminister en dag er stor nok til at gøre tilsvarende skridt i Danmark. Dagens politikere skal erkende, at der var grupper i befolkningen, der blev uretmæssigt behandlet og som led overlast.

 

Hagekors i kirkebogen

Tænk oppe i Nordjylland i Hals Sogn satte præsten i alt 15 små hagekors i kirkebogen ud for de børn, der havde tyske fædre. Født i dølgsmål og dræbt straks efter fødslen, står der ud for et af børnene.

 

Tyskertøsernes børn blev mobbet

Mange af tyskertøsernes børn var så udsatte, at de måtte stå model til chikane og mobning fra jævnaldrene kammerater, lærere, stedfædre. Ja selv af deres egne mødre blev de mobbet og chikaneret.

Disse børn gik ofte under betegnelsen horeunger, djævleyngel og nazi – svin.

 

Kilde: Se

       Besættelsestidens litteratur A – L

       Besættelsestidens litteratur M – Å

       Drolshagen: Det skal de ikke slippe godt fra

       Anette Warring: Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør

       Kirsten Mejlhede Krog: Tyskertøs

       Erik Oluf Galvit: Inger min Mor

       Arne Øland: Horeunger og helligdage

       Lotte Tarp: Det skulle nødig hedde sig

       www.kirgsboern.dk

 

www.dengang.dk rummer efterhånden ca. 70 artikler om Besættelsestiden