Over 400 danskere blev likvideret af modstandsbevægelsen. I forbindelse med en efterforskning omkring Padborg, dukkede der 4 – 5 andre mystiske dødsfald op, som ikke står på nogen liste. Kun 13 pct. af episoderne havde noget at gøre med stikkeri. En efterforskning blev aldrig foretaget. Der var heller ingen domstol, der bestemte. For som modstandsbevægelsen sagde: ”Det er ikke jura – det er krig”. En socialdemokratisk politiker sammenlignede det med en hekseproces.

 

Henvendelse fra læsere

For nogen tid siden fik vi her på redaktionen en henvendelse fra to personer fra Sønderjylland. Det drejede sig om et mord begået ved grænsen kort efter befrielsen. Familiemedlemmet havde fået en særdeles dårlig behandling af myndighederne. Vi gik ind i sagen. Der blev nægtet også registeradgang, vi klagede. Og det hjalp. Vi fik nu adgang til noget, der vil ændre historien på nogle afgørende punkter. Men vi fik også indblik i, at myndighederne også spillede ind og skjulte den sande historie.

 

Efterforskning fusket

Mange historiker har så kørt den skabelon, hver gang de har beskrevet episoden. De har nemlig skrevet den samme historie ud fra en skabelon. Samtaler med den dræbtes kone vidner desuden på, at der er sket omfattende snyd og bedrag under efterforskningen.

 

Sandheden kommer frem

Familiemedlemmerne har i hvert fald fået svar på nogle afgørende spørgsmål. Og vi andre er rystet over sandheden. Men den må du kære læser vente med.. At det nu er lukket for yderligere adgang til diverse registre, ja det siger noget om vores historieforskning, når det gælder tiden under og efter besættelsestiden. Men vi har sikret os, at sandheden kom frem på et eller andet tidspunkt her på siden.

 

Mange spørgsmål

       Asmus Jensen blev i den officielle version skudt under flugt over grænsen ind i Tyskland. Tre navngivne personer fra Den danske Brigade/Feltpolitiet har erkendt, at de var til stede. Han blev skudt på 100 meters afstand med en 9 mm revolver. Ganske godt gået af de brave mænd fra Den Danske Brigade, når man samtidig finder ud af at, han er skudt i en vinkel af 36 grader med to skud i hårgrænsen.

       Efterfølgende konstatere de, at han er død. Men de lod ham ligge.

       Asmus Jensen blev fundet halvanden måned efter, et stykke fra nedskydningsstedet.

       Den danske Brigade havde en efterlysnings – seddel med, da de kom til grænsen. Her stod Asmus Jensens navn ikke på. Det får os i første omgang til at spørge:

       Hvordan kan man ramme på over 100 meters afstand i en vinkel på 36 grader med en 9 mm pistol?

       Hvorfor dækker man over en episode, der rent teknisk ikke har kunnet finde sted?

       Hvorfor vil Den Danske Brigade ødelægge sit gode navn og ry på denne episode, der der dækker over noget andet? 

 

Efterforskningen er sket i samarbejde med familien. De har nu fået en hvis afklaring. Og offentligheden har gennem de trykte medier også krav på dette. Men grundet specielle forhold kan vi endnu ikke offentliggøre de 17 sider, vi allerede har nedfældet i sagen.

 

Kendskab til yderligere mord

Da vi nu var i gang med at forske i mystiske mord dukkede pludselig andre mord op. Så vidt vi kan bedømme er de ikke at finde på de gængse lister

 

       En mand i nærheden af Toftlund dør af et mystisk hjerteanfald i et fængsel i København (Det gjorde Frits Clausen også)

       En lærerinde fra Aabenraa bliver skudt under et møde i det Tyske Mindretal i Løgumkloster. To lokale skyder gennem et vindue

       Rygterne vil vide, at to stikkere bliver skudt på en strand i nærheden af Rinkenæs. Et par måneder senere driver de i land i nærheden af Kollund. De bliver begravet som ukendte på kirkegården i Bov.

       En person bliver skudt på vej ind i Tyskland ved Lydersholm

 

409 likvideringer – eller mere?

Der er nævnt et tal på 409 likvideringer, men når vi bare i efterforskningen af en enkelt sag får præsenteret disse likvideringer, skulle man tro, at der var mange flere.

 

Vi har fået stor hjælp af Landsarkivet i Aabenraa i eftersøgningen. Men det kniber lidt mere hos lokalarkiverne. Det er tydeligt at emnet er meget tabubelagt.

 

Forkerte meldinger i skolen

I skolen fik vi at vide, at stikkerdrab blev udført på grund af beskyttelse. Dem, der blev dræbt havde været årsag til, at mange modstandsfolk var blevet dræbt.

Men et stort flertal af de myrdede har ikke været stikkere. Det skulle åbenbart ikke så meget til. Forbrydelsen for at blive myrdet, kunne være:

 

       de havde været nazister

       de havde været tyskervenlige

       de havde arbejdet for tyskerne

       de havde arbejdet i et uniformeret korps.

       fremsættelser af trusler

 

Frihedsrådets Domstole har aldrig eksisteret

Vi fik ligeledes at vide i skolen, at når en likvidering skulle aftales, så foregik det gennem Frihedsrådets Likviderings – udvalg og Den Jyske Domstol. Men disse to udvalg eller domstole har aldrig eksisteret.

 

En så alvorlig beslutning som at myrde en person blev truffet i alle niveauer i modstandsbevægelsen.

 

Flest mord i 1945

Som skrevet regner historikere med, at ca. 409 danskere blev myrdet. Men et helt nøjagtigt tal, findes ikke. Bare i løbet af april og maj måned blev der foretaget 124 drab.

Antallet af likviderede steg stødt, 12 i 1943, 140 året efter og 238 i 1945. Likvideringerne blev udført på forskellige måder. Nogle blev først underkastet sig forhør inden de blev likvideret. Andre blev skudt ned på gaden hvis lejligheden bød sig. Nogle blev passet op i hjemmet og skudt efter at stedet var ransaget for beviser og atter andre blev skudt i velforberedte baghold.

 

Tilbageholder oplysninger

Og så er det sagen fra Padborg, hvor man i årevis tilbageholder fakta for offentligheden og ikke mindst familien. Man foretager fiktive – afhøringer, så det ser ud som en sag.

 

Forbud mod efterforskning

Efter krigen blev der ikke foretaget en systematisk politimæssig efterforskning. Rigspolitichefen bad eller i juli 1945 alle politikredse om at indberette besættelsestidens tab. Tanken var, at Rigspolitiets Rejseafdeling skulle efterforske alle drab.

Men denne efterforskning blev forhindret af Frihedsrådets Frode Jakobsen. Han var nu blevet minister uden portefølje. Han havde fået ansvar for modstandsbevægelsens aktioner. Hans baggrund for ikke at efterforske:

 

       Der blev givet de folk, der påtog sig likvideringerne tilsagn om, at disse sager ikke senere skulle blive gjort til genstand for nærmere undersøgelser. Man måtte på grund af forholdene regne med en hvis fejlmargin, og de der likviderede – ofte uden kendskab til de pågældende – skulle ikke risikere at komme til at stå som mordere. Det risikere de, hvis politiet sættes til at trævle alle disse sager op, selv om tiltale frafaldes eller sagen på et eller andet stadium henlægges.

 

En liste på 500 drab blev sendt til Frode Jacobsen. Sammen med lederne fra BOPA og Holger Danske påtog de at slette 320 dræbte personer fra listen, som de tog ansvar for.

 

Politiker sammenlignede det med hekseproces

Da den socialdemokratiske politiker, Hartvig Frisch den 25. august 1945 i en radioudsendelse betegnede alle likvideringer for mord, forsvandt enhver diskussion.

Men Hartvig Frisch sagde faktisk, at de likviderede havde været udsat for Baaldøden, og sammenlignede likvideringerne med hele hekseprocessen.

Frisch havde også pointeret, at der i frihedsbladene havde stået, at alle beviser skulle fremlægges inden en likvidation.

 

Mordere med tilbagevirkende kraft

Modstandsbevægelsen var nu bange for, at de skulle udråbes som mordere med tilbagevirkende kraft.

 

Politikere var fredet

Man havde også tidligere fra modstandsbevægelsen truet en af tidens varmeste politikere, statsminister Wilhelm Buhl. Han havde i en radiotale i september 1942 opfordret befolkningen til at stikke sabotører. Mange modstandsfolk mente, at han ikke skulle slippe levende fra dette. Men det gjorde han, og blev oven i købet statsminister i den første samlingsregering efter befrielsen i maj 1945. Og han blev heller ikke ramt af en eller anden lov med tilbagevirkende kraft.

 

Modstandsbevægelsen erkendte kun 9 fejl

Frode Jacobsen havde en god medspiller i sin efterfølger Per Federspiel. I første omgang erkendte man kun fejl i 9 tilfælde. Men mange kritiserede efterhånden politikerne for deres måde at holde hånden over for modstandsbevægelsen. Blandt dem var forfatteren, Martin A Hansen.

 

Beskyttelse mod undersøgelser

Frode Jakobsen ønskede at beskytte modstandsfolkene og det gode navn. Da presset blev for stort, fik Frode Jacobsen behændigt udskiftet de politibetjente, der var udpeget. Han fik så meget smart indsat politibetjente, der havde været med i modstandsbevægelsen. Det var ganske tydeligt, at man forsøgte at beskytte sig mod fejl – likvidationer. Det nok også sådan en, vi har fat i – i Padborg.

 

Held med at dysse sagerne ned

Frode Jakobsen havde i sin tid i Folketinget held til at dysse sagerne ned, helt til sin død i 1997. Og mon ikke han havde en finger med i spillet, da sagerne fra Sønderjylland i 1971 igen blussede op i de lokale medier.

 

Kriminelle elementer

Men i hvert fald i et tilfælde kan vi her på siden berette om kriminelle elementer i modstandsbevægelsen. Det skete efter at en købmand fra Nørrebro blev skudt i Utterslev Mose (Se Henrettet på Nørrebro).

 

Uden veldokumenteret grundlag

Mange af likvideringerne var blevet foretaget på et alt andet end veldokumenteret grundlag, og mange var tilmed udført af grupper eller enkeltpersoner med et temmelig fjernt forhold til modstandsbevægelsen.

 

Ikke godt organiseret

Drabene var ikke udført som nødværgeredskab, som vi fik at vide i skolen. At modstandsbevægelsen skulle være godt organiseret under Frihedsrådet stemmer heller ikke overnes med sandheden.

 

Til fare for modstandsbevægelsen

Når en likvideret familie henvendte sig til ministeriet fik man altid et standardsvar, at den likviderede havde været til fare for modstandskampen. Den familie, som vi i forbindelse med vores efterforskning, havde været i forbindelse med, fik aldrig et eneste svar, hverken fra diverse politimestre eller justitsministre.

 

Mistanke, rygtedannelser og tilfældighed

Og på et tidspunkt fik man så at vide, at likvideringer aldrig er blevet udført som hævnagt eller straf. Ja selv tyskerpiger blev udsat for likvidering. Og grunden med at, man arbejdede for tyskerne. Ja det gjorde 69.999 andre også.

 

Mistanke, rygtedannelse og tilfældighed afgjorde ofte, om man blev offer for modstandsbevægelsens kugler. Og her gik man og troede, at de likviderede var Stikkere i stor stil. Modstandsbevægelsen fastholdt at kun ni ud af 350 likvideringer var fejltagelser.

 

Man havde påkaldt sig mistanke

I starten af 1950erne udsendte Justitsministeriet en række breve til efterladtes familier. Flere af disse indeholdt argumenter som, at de pårørende ikke længere kunne anses som angiver, men at han ved at have arbejdet for besættelsesmagten havde påkaldt sig mistanke.

Frode Jakobsen har dog ikke selv godkendt disse formuleringer. Kigger man i arkiverne, kan man se, at mange af formularerne er overstreget af Frode Jakobsen.

 

Moralsk selvransagelse

Igen møder vi forestillingen om det gode og det onde. Vi er kan dog ikke være sikker på, at det kun var nazister, der var de onde. Mon modstandsfolkene var så gode, som de sagde. Hvorfor gør man ikke op med en moralsk selvransagelse. Mange af stikkerdrabene forekom tilfældig. Det skulle ikke så meget til. Nogle blev skudt og andre fik en kort dom for den forseelse som berettigede til et drab.

 

Kun 13 pct. var egentlige stikkere

Ja og så bare det at arbejde for tyskerne ved vestkysten kunne føre til et drab. Historikeren Peter Birkelund i sine pragtfulde bøger om Holger Danske således konkluderet, at kun 13 pct. af de likviderede, der egentlig var stikkere eller meddelere. Langt de fleste arbejde for tyskerne, enten i et terrorkorps, vagtkorps eller bare civilt. 

I skolen fik vi at vide, at en likvidering først blev udført efter grundige undersøgelser. Vi fik også at vide, at modstandsbevægelsen brugte meget tid på at uskadeliggøre stikkere. 

 

Ikke dræbt på holdninger

I en nytårsudtalelse fra januar 1944 skrev Frihedsrådet, at likvideringerne ikke ramte nogen alene på grund af deres nazistiske holdninger, men udelukkende fordi de dræbte havde forårsaget talrige menneskers fængsling og henrettelse.

 

Hævnaktion

Vi har også gentagende gange fået at vide, at nedskydninger ikke blev iværksat som hævnmotiv. Men den 25. november 1944 angreb Holger Danske med en større styrke, Lundtofte Flyveplads, som var under bevogtning af Sommer – korpset.

Angrebet var en gengældelse for en træfning Sommerkorpset og Holger Danske havde ved en våbenaktion mod Always Radiofabrik på Amerikakaj i oktober 1944. Her blev en Holger Danske – mand dræbt

 

Nu gjaldt det om, at dræbe så mange Sommer – folk som muligt – som hævn. Det krævede 30 mand i tre grupper. Der blev dræbt 10 – 11 Sommer – folk.

 

En lignende aktion mod Schalburg – korpset fem måneder tidligere på Blegdamsvej mislykkedes. Der var faldne på begge sider, og flere forbipasserende blev dræbt eller såret.

 

Frit slag for at likvidere danskere i tysk uniform

Frihedsrådet mente, at der var frit slag for at dræbe alle danskere i tyske uniformer, hvad enten det var i vagt – soldater eller terrorkorps.

 

Ikke jura – men krig

Men de gamle modstandsfolk forsvarer alle drabene. De mente, at når Frihedsrådet accepterede dem, så var det ikke tale om et mord, men en legal handling i en krigssituation. Man afviste domstole – begrebet. Det var ikke jura – det var krig. I begyndelsen var der to kriterier, der skulle opfyldes, inden man likviderede:

 

       indgående kendskab til modstandsbevægelsen og livlig omgang med fjenden

 

Alle der samarbejdede med tyskerne – tabte

Den danske regering støttede besættelsesmagten på mange områder under besættelsen. Således havde vi en kæmpeeksport af flæsk, fisk og smør. I 1943 tvang befolkningen regeringen til at gå af. De ville ellers gerne være blevet.

 

Man udråbte en masse danskere til at være forrædere. Hele 40.000 blev interneret og af dem 14.000 dømt. Med retsopgøret startede en gloværdig fortælling om danskernes indsats i de fem onde år. Alle dem, der samarbejdede med tyskerne tabte krigen. Det gjaldt også for tyskerpigerne.

 

Man måtte gerne gradbøje

Men det gjaldt åbenbart ikke for de  gradbøjede lægeløfte, de samarbejdende politikere og landbrugets værnemageri, og den grundlovsstridige beslutning at kommunisterne skulle interneres af dansk politi.

Meget tankevækkende er det også, at dansk politi bekæmpede modstandsbevægelsen efter politikernes ordre i de første år.

 

Glansbilledet er ved at gå i stykker

Myten med at modstandsbevægelsen sammen med samarbejdsregeringen førte os sikkert gennem krigen krakelere dog efterhånden. Nu til dags er det ikke lykkedes for afdøde Frode Jakobsen at fastholde myten. Glansbilledet er ved at gå i stykker. 

 

De havde så stor magt

Det var ellers en storslået tid for modstandsbevægelsen i maj – måned. De fik meget stor magt. Men den magt varede ikke ved. Men det betød ikke, at de var glemt. Ved det første efterkrigsvalg i oktober 1945 fik kommunisterne eksempelvis stor fremgang, mens de partier, der havde samarbejdet med tyskerne mistede mandater.

 

Sejrherren skriver historien

Vi lærte den gang i skolen, at Danmark fra 1940 – 1945 bestod af 90 pct. gode danske mænd og 10 pct. landsforrædere. Men faktum er, at der deltog flere danskere på tysk side end på allieret side.

 

Vi skal huske på, at det altid er sejrherren, der skriver historien. Men med besættelsestiden var det lidt omvendt. Dem, der skrev historien blev sejrherrer med tilbagevirkende kraft. Også modstandsfolkene blev tilgivet – med tilbagevirkende kraft.

 

431 aktioner mod tyskerne

Tankevækkende er det, at der under besættelsestiden blev udført 4.300 sabotager, heraf 1.500 mod de danske jernbaner, men kun 431 rettet direkte mod tyske militærinstallationer.

 

Mellem 10.000 – 100.000 frihedskæmpere?

Historikere mener, at der var 10.000 modstands – kæmpere i december 1944. Ved befrielsen var dette tal steget til 43.000 og for nogle år siden bekendtgjorde Frihedsmuseet, at der havde været 100.000.

 

Trusler fra modstandsbevægelsen

Den 4. og 5. maj 1945 var der en sand hærskarer af patrioter i hjelm og armbind. Min far fik det også tilbudt på Torvet i Tønder. Et par dage før var han og hundredvis af andre blevet truet af modstandsbevægelsen med at de ville stå bag et hvert hjørne og plaffe dem ned på deres vej mod Tønder. De havde arbejdet på det tyske forsvar ved Oksbøl.

 

Kilde:

 

       Se Besættelsestidens Litteratur A – L

       Se Besættelsestidens Litteratur M – Å

       Vilhelm La Cour: Danmark under besættelsen bd. 2

       Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen

       Stefan Emkjær: Stikkerdrab

       Peter Øvig Knudsen: Efter Drabet

       Henrik Skov Kristensen: Grethe Bartram, fra kommunist til Gestappo – agent

       Henning N Larsen: Stikkeren

       Henning N Larsen: Modstand i Sønderjylland

       Povl Falk – Jensen: Holger Danske

       Peter Birkelund: Holger Danske – Sabotage og Likvidering 1943 – 45

 

Hvis du vil vide mere:

       www.dengang.dk indeholder over 65 artikler om besættelsestiden

Når vi beskæftiger os med besættelsestiden, fastholdes vi i historien om helte og skurke. Danmark har aldrig erkendt, at de havde et moralsk problem i den måde de tyske flygtninge, blev behandlet på. Man betragtede små børn som fjender. Spædbørn blev nægtet lægehjælp. 7.000 børn døde i 1945. 10.000 enlige børn tilbragte over tre år bag pigtråd og geværer. Danskerne fik deres hævn på en forkastelig måde. Og så er det historie – forvanskning, når man nævner det.

 

Den gængse opfattelse

Når man far havde fået en snaps eller to, fortalte han ofte om besættelsestiden. Og en af de ting han fortalte, var om flygtningelejren i Tønder. Men jeg kan ikke dokumentere de ting, han sagde. Og hvis man ikke kan det, får man historikkerne på nakken. Det gør man også, hvis man ikke deler den gængse opfattelse af tingene. Og får du fat i nogle kontroversielle ting fra den tid, blev man nægtet registeradgang.

 

I fare for at blive beskyldt for historie – forvanskning er historien om de tyske flygtninge, som aldrig følte sig velkommen i Danmark.

 

238.000 flygtninge

Mellem den 11. februar og 5. maj 1945 kom der omkring 238.000 tyske flygtninge til Danmark. De flygtede fra russernes overgreb i Østpreussen, Pommern og De Baltiske Lande. Der kom også yderligere 23.000 flygtninge, fordelt på 30 lande.

 

Den sovjetiske hær havde indledt en voldsom offensiv. I løbet af fire måneder havde man oplevet det nazistiske Tysklands totale sammenbrud. De tyske hære havde i de forløbne tre et halvt år myrdet millioner af sovjetborgere. Nu var hævnens time kommet. Plyndringer og voldtægt forekom i massevis. Det var grund til at flygte.

 

I ugerne var de mænd, der endnu var tilbage systematisk blevet fjernet. De skulle hjælpe med at forstærke forsvaret af Østpreussen.

 

Brænd Tyskland

En russisk general skreg under fremmarchen:

 

       Brænd Tyskland, du har ikke fortjent bedre. Jeg vi ikke tilgive noget af det du har gjort med os …Brænd, forbandede Tyskland.

 

Verdens største folkevandring

Mange sultede ihjel på flugten. Civilbefolkningen betalte en meget høj pris for Hitlers krig. 14 millioner tyskere blev fordrevet fra deres hjem og 2 millioner omkom.

Det var Verdens største Folkevandring.

 

En del af disse nåede frem til havnebyerne langs Østersøen. Herfra blev de sejlet mod vest af en broget flåde, bestående af krigsskibe, troppetransportskibe og fragtskibe, fiskekuttere, slæbebåde og tankskibe.

 

Operation Hannibal

Flugten var livsfarlig. Ikke alene kunne de flygtende risikere at blive ramt at russiske fly og tanks. Over vandet gjorde engelske kampfly og russiske u – både det af med 25.000 flygtninge, som det lykkedes dem at sænke sammen med Wilhelm Gustloff, Von Steuben, Goya, Thielbek og Cap Arcona.

 

Det var Operation Hannibal, som de tyske myndigheder havde iværksat for at evakuere civilt og militært personel. De allierede var informeret om, at skibene indeholdt masser af flygtende, men det respekterede de ikke.

 

Et varsel om flygtninge

Den 4. februar 1945 befalede Adolf Hitler at en del af de tyske flygtninge forbigående skulle anbringes i Danmark.

 

Første gang danskerne hørte om flygtningene var i Information den 1. februar 1945:

 

       Danske myndigheder har i dag fået første varsel om at gøre klar til modtagelse af 10.000 sårede tyskere fra østfrontslaget. Såfremt det bliver til alvor – og det er næppe nogen grund til at tvivle på – sprænges hele vor hospitalsordning, og det bliver herefter højst problematisk, hvilken pleje, medicin og behandling vore egne syge vil kunne få. Dernæst kommer den iøjnefaldende fare for epidemier og anden smittespredning, der uundgåelig følger i en sådan invasions kølevand.

 

Råddenskab fra skibet

Den 11, februar 1945 stod skibet Wartherland som den første ind i Københavns Frihavn. I de følgende tre måneder anløb flere hundrede skibe danske havne med en strøm af tyske soldater og flygtninge. Nogle gange kom der enkelt dag mere end 10.000.

 

Der mødte folk en modbydelig stank af råddenskab fra skibet. Frygtelige lyde fra de sårede. Og mange af forbindingerne var lavet af avis – eller indbindingspapir. Ofte var det bundet fast med sejlgarn eller sågar ståltråd.

 

Men fra Frit Danmark lød budskabet:

 

       Nu glammer det Teutoniske Ulvehul. Hylet om Mellidenhed. Den Nation, som udryddede mennesker i hundredtusindvis i dødslejrene og gaskamre i Polen…Den Nation, der begyndte bombningen af Warszawa, Rotterdam og Belgrad, den ligger nu for vores Fødder…Derfor ingen kadavermedlidenhed. Ethvert tilløb dertil vil blive betragtet som en upartriotisk Handling og behandlet som sådan….Derfor, hold ud, gør dig hård! Desto snarer har du sejren i Hænde.

 

Det Tyske Mindretal bliver hånet

Flygtningene var allerede kommet til Sønderjylland. Mange af dem boede hos medlemmer af Det Tyske Mindretal. Den 24. februar skriver Information:

 

       Desværre har det vist sig, at en del danske ud fra forskellige bevæggrunde har ment, at de måtte tage imod flygtninge. Nogle gør det af opportunistiske grunde efter tysk henstilling, andre fordi de synes, at de ikke kan sige nej, atter andre, fordi de mener, at det er kristeligt at tage sig af syge og hjælpeløse – dette gælder især de stærkt indremissionsk prægede. Det er en skandale, at folk, som kalder sig danske, indlader sig på sligt, mens tusinder af danske patrioter sidder indespærrede i tyske koncentrationslejre, hvor mange dør efter umenneskelige lidelser.

 

Flere reportager fulgte fra det sønderjyske. Her følger man såkaldte eksempler på flygtningenes opførsel unde devisen Herrefolket i dets nedværdigelse.

 

 

De lærer det aldrig

Og den danske befolkning skulle fastlåses i den opfattelse, at de tyske flygtninge havde en dårlig opførsel. Den 8. marts skrev Information:

 

       Under overskriften ”De lærer det aldrig” …fortaltes om en del kvinder og børn, der ” forhutlede og forkomne” var ankommet i et godstog fra Østprøjsen til Almindeligt Hospital i Aarhus. Men det varede ikke længe, før deres rette ”germanske” sindelag kom til udtryk. Det begyndte med, at de ikke alle var tilfredse med den måde, hvorpå de blev behandlet af personlaet . Den var korrekt, omend yderst kølig, hvad der næppe kan forbavse, og i løbet af nogle dage begyndte ”de troende partifælder” at gøre ophævelser. Længe varede det ikke, før hele sværmen optrådte på den mest uforskammede og ubehøvlede måde, forlangte at blive behandlet som ”herrefolk” og krævede, at hospitalets sygeplejerske skulle gøre rent på deres værelser og deres senge.

 

Vi må aldrig glemme Kaj Munk

Og i den stil fortsatte Information og Danmarks befolkning tog ukritisk imod. Det forstærkede blot deres had mod tyskerne. Den 10. marts kunne Information fortælle:

 

       Vi må dyrke hadet som positiv forsvarsforanstaltning for vores sind. Vi må aldrig glemme Kaj Munk, oberst Paludan – Müller eller den 18 – årige maskinlærling, der sidst myrdedes af en tysk henrettelsespeleton. Vi må dyrke hadet – ikke som en negativ udladning af vore følelser, men som en positiv forsvarsforanstaltning for vort sind. Vi må være beredt til at møde den tyske medlidenheds kampagne, der allerede er sluppet løs.

 

Hånlige angreb

Og i den grad fortsatte avisen:

 

       Uappetitlige børn, der tigger

       Flygtninge, der forretter deres nødtørft hvor som helst

       I går brovtende, piskesvingende undertrykkere, i morgen klynkende, indsmigrende flygtninge.

       Det er ikke flygtninge – det er de sidste ariere.

       En ny invasion er begyndt. Invasionen af de tidligere slavepiskere fra Polen, bødlerne fra Maidaneks dødsfabrikker, gestappo – mændenes koner og børn med dy myrdede polske kvinders børn og sko på fødderne, deres ringe på fingrene, deres skrig rungende i ørerne.

 

Forslag: Flygtninge skulle bruges som gidsler

Og efter den 9. april 1945 fortsatte angrebene på flygtningene:

 

       Hvis man ikke har en tysker ved sine fødder, har man ham i struben

       De flygtende hunners indtog i Danmark

 

Ja Information den 25. april, at benytte flygtningene som gidsler, hvis det tyske militær i afslutningsfasen sprænger havne, offentlige værker m.m.

 

Flygtninge blev ikke betragtet som medmennesker

De fleste danskere formåede i 1945 ikke at se de tyske flygtninge som medmennesker, der var en trussel mod samfundet. Paradokset er at tyskerne gennem nazismen netop havde vist aggression åbenlyst. I lyset af nazismen stod danskernes antisociale væsen og ondskab klar.

 

Fremstilles som kyniske

Den danske modstandsbevægelse havde gennem den illegale presse haft held til at udstille flygtningene som kyniske, der overhovedet ikke skulle hjælpes.

Det nationale, hadet, foragten og distancen til tyskerne havde helt overtaget det menneskelige. Danskerne havde været anti – tysk siden den nationale vækkelse i 1840erne, men aldrig af den massive grad som i 1945.

 

Kvinder, børn og gamle

Flygtningene bestod især af kvinder og børn og gamle. Elendigheden var stor. Alle var præget af angst og udmattelse. De var underernærede, snavsede og luse – befængte. Mange af dem var alvorlig syge.

 

Dr. Werner Best anslog i marts, at Damark kunne modtage 100.000 flygtninge, men snart var man oppe på 150.000, og endnu flere kom.

 

Til indkvartering beslaglagde tysker, skoler, forsamlingshuse, hoteller, fabrikker og sportshaller. I besættelsens sidste tid var 80 pct. af skolerne i København beslaglagt.

 

Brud mod folkeretten

Danske embedsmænd protesterede skarpt over for brud på folkeretten. Men den tyske folkeinvasion fortsatte. Det var den tyske besættelsesmagt, der havde ansvaret for flygtningene. Men det steg dem overhovedet. De mistede kontrollen. Deres lazaretter var overfyldte og de sikkert heller ikke regnet med den enorme tilstrømning.

 

Bad danske læger om hjælp

De bad derfor Lægeforeningen om hjælp til alle de sårede flygtninge. Men lægerne ville ikke hjælpe fjenden, selv om det drejede sig om mennesker i nød.

Det betød, at mange flygtninge ikke fik mad. De syge blev ikke behandlet og der lå hobevis af ubegravede lig i pakhuse og kældre. Dødeligheden blandt flygtningene var forfærdende høj.

 

Over 7.000 børn døde i 1945

Ja hele 17.209 tyske flygtninge døde i Danmark. Og det er ikke korrekt, når historikere påstår, at årsagen til de mange dødsfald var transporten med skibene.

 

Fra perioden januar til december 1945 døde 13.493 tyske flygtninge, heraf 7.746 børn.

 

Og lægesagen startede den 10. marts 1945. De danske læger ville kun udføre lægegerningen, hvis alle danskere i Tyskland blev frigivet. Disse blev frigivet i løbet af marts og april, men Yngre Læger ville ikke stadig ikke hjælpe fjenden.

Lægeforeningen fremsatte en erklæring sammen med modstandsbevægelsen og Dansk Frihedsråd:

 

       I betragtning af de her i landet herskende forhold, mener Lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisering af nogen form for nødhjælp til de tyske flygtninge

 

Man lod spædbørn dø

Tænk at man kunne lade spædbørn dø. Lægerne nægtede at give dem medicinsk hjælp.

Otte ud af ti børn under 14 år døde i Danmark i 1945 af sygdom og underernæring.

 

Døende børn blev afvist på hospitalet

Lægen Kirsten Lylloff udkom i 2004 med bogen Barn eller Fjende. Hun menter, at de tyske flygtninge var udsat for en bevidst dårlig behandling som førte til en regulær humanitær katastrofe. Elendig forplejning, katastrofale boligforhold og manglende lægehjælp medførte at 13.000 døde i 1945.

Flygtningenes kost var kedelig og ensformig. Den var kaloriefattig og der var manglende indhold af kød, vitaminer og fedtstoffer.

 

Døende spædbørn blev afvist på Blegdamshospitalet. Ret hurtig stod det også klart, at man ikke ville fremskaffe ambulancer, sygeplejersker eller medicin.

Heller ikke Københavns kommune ville tage sig af de døende spædbørn. Fra dansk side ville man heller ikke oprette nødlazaretter.

 

Brud på Genève – konventionen

I august 1945 blev de sidste tyske soldater, der havde ligget på lazaret sendt hjem. Og nu var det så meningen at det tyske lazaret – personale også skulle returnere.

De danske læger ville ikke overtage det. Så Danmark anmodede englænderne om, at de 85 tyske militærlæger og 360 sygeplejerske måtte blive i Danmark.

 

Status ændret med et pennestrøg

Deres status blev meget behændigt ændret fra militært personel til flygtninge. De forblev mod deres vilje som ulønnet sanitetspersonale. De sidste forlod Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Den tvungne internering uden løn var i klar modstrid med Genéve – konventionen af 1920. Men det skriver historikerne heller ikke noget om.

 

Ligsynsloven gjaldt ikke tyske flygtninge

Myndighederne mente ikke, at man skulle gøre sig særlige anstrengelser i at få anmeldelser om dødsfald. Ligsynsloven af 1875 gjaldt åbenbart ikke for tyske flygtninge.

Dette betød, at myndighederne havde særdeles svært ved at finde slægtninge, senere

 

Ingen ville kendes ved et lig

Et helt grotesk tilfælde opstod i Vejle. En ældre tysk flytning havde valgt at begå selvmord ved at skære pulsåren over med en barberkniv. Hun lå ud til en offentlig vej. Der havde hun ligget i flere timer. Men der var ingen, der følte sig ansvarlig til at hente hende. Enden blev, at såfremt en tysk læge ikke kunne skaffes, kunne embedslægen honoreres for at gennemføre ligsynet.

 

Ingen selverkendelse

Nu skulle man tro, at læge Kirsten Lylloff`s afsløringer ville føre til selverkendelse. Men nej, hendes undersøgelse førte til beskyldninger om historie – forvanskninger og historie – manipulation. Man må ikke røre ved danskernes selvopfattelse af besættelsestiden.

 

Fjenden var ikke mere end fem år

Når to millioner mennesker flygter skrækslagne fra en fjende, så spørger de ikke om lov. De tyske flygtninge tilhørte et besejret folk, og det glemte den danske befolkning aldrig. Men fjenden var åbenbart ikke mere end fem år. For spædbørnene hjalp de danske læger ikke.

 

Ingen humanitær indsats

Den største gruppe af de børn, der døde, var børn under 2 år. De fleste døde antagelig af mave – tarminfektioner, dehydrering, underernæring og børnesygdommene, mæslinger og skarlagensfeber. De fleste dødsfald kunne være undgået, hvis de danske læger var gået ind i en humanitær indsats. Men de blev afvist fra sygehusene.

 

Clearings – mord

Lægernes vægring var bestemt ikke uden omkostning. Schallburg – korpset og peter – Gruppen fik besked om, at de skulle myrde ca. 15 læger. De nåede, at myrde 8. De fire af clearings – mordene foregik i Odense.

 

De spiste mælkebøtter og bark

I den berygtede Høvelte – lejr blev flygtnigene stuvet sammen på gulvet i hestestalde. Lus og utøj florerede. Maden var ofte mælkebøtter, bark, blomster og kartoffelskræller. 

 

Omgivet af pigtråd

De største lejre fandt vi i Oksbøl (36.000) og på Kløvermarken på Amager (17.000) I oktober 1945 var der flygtninge i 465 forlægninger. Det var i 1946 bragt ned til 100.

 

Alle lejre var omgivet af pigtråd. Og ca. 10.000 danskere var ansat til at bevogte lejrene. Det var på det strengeste forbudt for danskere at fraternisere med flygtningene. Flygtningene blev også nægtet varigt ophold i Danmark.

 

Livlig samkvem 

Men der skete dog livlig samkvem sted mellem vagtmandskabet og de unge tyske kvinder. I området omkring flygtningelejrene var der i underretten ugentlige seriedomme og hæftestraf til vagtmandskabet, der med billede og navn blev hængt ud i de lokale ugeaviser.

Mod betaling til vagtmandskabet kunne man også få en hyggetime med en af de tyske kvinder. Og i Tønder blev nogle af byens kendte mænd pludselig far.

 

Alle fik afslag

Nogle af disse forhold havde dog også en reel hensigt. Man søgte om tilladelse til at gifte sig. Men alle fik afslag.

Alene i Oksbøllejren så 900 nye verdensborgere dagens lys. Der forekom en fødsel hver anden dag. Og 80 pct. af alle børn fødtes uden for ægteskab. Sagt på en anden måde. Det var ikke deres egen mand, som de fik et barn med. Enten var de enker eller udvidende om mandens opholdssted.

Blev vagtmand og pigen taget på fersk gerning, ja så var det 14 gage i brummen.

 

I samme periode døde 1.400 indsatte i Oksbøl – lejren.

 

Vater Germania

Der findes også historien om Vater Germania, en 17 årig – knægt, der skulle være far til 45 børn. I alt blev der i lejrene født 6.000 børn.

 

Opholdstilladelse men ikke til tyskerne

Andre flygtninge som de 6.000 fra Estland, Letland og Litauen fik ophold i forskellige lejre. De fik lov til at arbejde ude i det danske samfund og blev efterhånden integreret.

Ja tænk 30.000 baltere, polakkere m.m., der havde kæmpet på tysk side fik opholdstilladelse som alle undtagen tyskerne. Og disse baltere havde kæmpet på tysk side.

 

Ingen medynk

Der var i den første tid ikke den ringeste mellidenhed med de tyske flygtninge. I det det stadige illegale blad Information den 4. april 1945 kunne man læse:

 

       De skal ikke mærke den ringeste medynk, og de skal vide, at som de selv har redt, skal de komme til at ligge.

 

Parasitter

Hadet til tyskerne var ufatteligt stort. Således skrev det illegale blad Frit Danmark i april 1945 under overskriften Parasitterne:

 

       Hver eneste smule hjælp, vi frivilligt yder tyske flygtninge i Danmark, betyder en direkte hjælp til forlængelse af krigen. Så enkelt er problemet. Hver gang vi tager os af en tysk flygtning, letter vi den tyske krigsindustri.

       Derfor er det eneste forsvarlige standpunkt Danmarks Frihedsråd har indtaget, når det specielt over for danske lægeautoriteter har præciseret, at der ikke kan handles om denne hjælp ved at ville forpligte sig til visse aftaler, mod at tyskerne til gengæld forbedrer kårene for de danske deporterede.Det bør fra den enkelte danske borger til statens højeste myndigheder være en hovedregel, at enhver form for hjælp til de tyske flygtninge og de sårede soldater kun ydes under direkte tvang og aldrig ved frivillig medvirken.

 

Ja sådan lød det officielle Danmark dengang. Flygtningene skulle ikke hjælpes. De skulle indgå i en byttehandel sammen med de deporterede.

Med den holdning døde mange tyske flygtninge i Danmarks varetægt.

 

En meget høj linje

Først den 6. september gik flygtningeadministrationen på danske hænder. Først var det under arbejds – og socialministeriet under minister Johannes Kjærbøls ledelse. Han havde noget han skulle vise, efter hans tvetydige indsats under besættelsestiden. Måske var det derfor, han nu skulle markere sig ekstra hård over for tyskerne.

Kjærbøll mente, at amterne ikke kunne klare opgaven, så han forlangte en central ledelse, og det fik han.

 

Tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose

Sygeligheden i lejrene i 1945 var ekstremt høj. I den store Oksbøl – lejr blev der berettet om tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose. Mangel på medikamenter gjorde det hele meget værre.

 

Præsten ville ikke have tyske lig

Mange steder ville man ikke mere have tyske grave på kirkegården. De stødte åbenbart folk. Således blev der etableret en massegrav på 960 lig i Blovsterød.

Også andre steder rundt om i landet ønskede man ikke, at de tyske flygtninge skulle fylde kirkegården. Det gjaldt blandt andet for præsten i Ødsted. Han ville hellere have, at der blev anlagt en kirkegård for de tyske flygtninge i skoven.

 

Aviser: De har en paradistilværelse

I Aftenbladet den 21. juni 1945 fik læserne at vide, at 40 tyskere døde hver dag. Avisen mente ikke, at tyskerne skulle have en god behandling. Læs her:

 

       Efter en Rundtur til en Række af Flygtningelejrene skal vi fastslaa, at de udbudne Gæster i det store og hele faar den Behandling, som de menneskeligt set kan gøre Krav paa. Nogle af dem fører endda næsten en Paradistilværelse, og dem, der lever under mere trange Forhold, kan først og fremmest takke deres egne Landsmænd derfor.

       Flygtningene bestiller ikke andet end at spise, drikke, snakke og tage Solbad paa den grønne Sportsplads ved siden ad Skolen, og man har ikke Indstryk af, at de under ideelle Forhold i de smukke Omgivelser har tabt Humøret.

 

Det var bestemt ikke sandheden.

 

Blev frastjålet deres ejendele

Flygtningene var udsat for censur, og de hadede når der blev foretaget razzia. Her skete der ofte, at deres ejendele blev frataget dem.

Og uprøvet vagtpersonale skød flere gange flygtninge.

Den danske regering forsøgte, at isolere det tyske flygtninge helt. I Kolding ville man i lang tid forbyde tyskerne at bade i fjorden. De skulle sandelig ikke blande sig med danskerne.

 

Børn omgivet af geværer og pigtråd

Ca. 10.000 børn under 18 år kom her til uden deres familie. Båret af modvilje fra befolkningen blev der ført en særdeles hård kurs over for disse. De blev betragtet som en belastning fra den tidligere besættelsesmagt. Og så blev de anbragt i børnelejre i blandt andet Vingsted og Kastrup.

 

I knap tre år var de omgivet af bevæbnede vagter og pigtråd i lagerbygninger som var vurderet til, at være uegnet for mennesker at bo i. Og ifølge beretninger fra flygtningene var de næsten daglig udsat for fysisk og psykisk vold.

 

Der blev lagt en udsædvanlig hård linje. Man glemte at registrere børnene. Det betød at de havnede i den franske zone, mens moderen befandt sig i den russiske zone. Hvordan børnene kunne betragtes som Danmarks fjende står hen i det uvisse?

 

Uegnet til at varetage sit job

Et indberetning til Røde Kors af en schweizisk læge Dr. Bosch kritiserede de danske forhold sønder og sammen. Han mente, at de sanitære forhold før 5. maj 1945 var værre end de værste krigsforhold i Rusland. Han mente, at der skulle gøres meget mere for flygtningene.

Men fra dansk side, blev han afvist. Man mente, at Dr. Bosch var total uegnet til at varetage flygtningenes interesse.

 

Kaotiske forhold

Den 5. maj 1945 om morgenen befandt sig 570.000 fremmede i Danmark. Det var 245.000 tyske flygtninge, 250.000 tyske soldater, 50.000 sårede soldater samt 25.000 allierede flygtninge.

De første mange måneder efter befrielsen var kaotisk for de tyske flygtninge. Men det sår der ikke noget om i de officielle rapporter.

 

Masser af lig

På skolerne finders der lig i kældrene. I en villa findes der hele 300 lig og i et pakhus ved Frihavnen var der også et par hundrede lig.

Tyske soldater havde hver nat kørt rundt og hentet de døde på indkvarteringsstederne og bragt dem direkte til krematorierne.

 

60 præster protesterede

Man skulle sandelig heller ikke gå imod modstandsbevægelsen og Frihedsrådets argumenter. Det gjorde 60 præster den 24. juni 1945. De anførte, at forholdene for de tyske flygtninge var langt fra så gode, som medierne beskrev.

 

Dette afstedkom et omgående svar i Information.

 

       Og så vover de herrer Præster at tage Flygtninge i Forsvar, nu medens vi selv er med til at hele vore egne sår. Skån od alt, hvad der hedder Barnhjertighed mod Tyskland og tyskerne. Husk paa Odsproget: Som man reder, så ligger man. Til slut foreslår jeg at vore raske Frihedskæmpere kigger de gejstlige Herrer lidt i Sømmene.

 

Og debatten fortsatte, således også den 25. juni:

 

       Det tyske Folk maa dømmes i sin Helhed, hver eneste af dem maa tage sit Ansvar for Nazismen…det er ganske uanstændigt af danske Præster …starter en Mellidenheds – Propaganda til Fordel for disse elendige, i bund og grund af råddenskab gennemsyrede Rester af det forhaanværende Herrefolk.

 

Lejrchef måtte ikke kritisere

Den 3. august 1945 blev lejrchefen på Silkeborg Bad kritiseret for at have udtalt, at Fangerne i Frøslev havde det bedre end flygtningene der på lejren.

Typisk bestod maden af urtesuppe, rugbrød, sigtebrød, leverpostej, pølse ost margarine og erstatnings – te. Børn under 15 år fik desuden en halv liter mælk om dagen. Deres rationer af mad var skæret ned til et minimum. Lægehjælp var et ukendt begreb.

 

Den 15. august 1945 var der stadig 196.518 tyske flygtninge i Danmark. Den 15. oktober 1947 var der kun 10 lejre tilbage.

 

En kæmpe ydmygelse

De menneskelige omkostninger ved at have været indespærret i Danmark var store. Man havde følt det som en uhyre provokation og en kæmpe ydmygelse.Danskerne havde i den grad fået deres hævn.

 

Ulovlige udvisninger

Under besættelsestiden forsøgte den offentlige Danmark at udsende flygtninge uden de allieredes tilladelse. Man sendte dem direkte til Østpreussen. Således er der en pensioneret politibetjent i Padborg, der endnu husker disse ulovlige udvisninger.

Den danske regering pressede på, for at få sendt de tyske flygtninge til Slesvig – Holsten. Men har opholdt der sig tre millioner civile og militære flygtninge.

 

Sendt til helvede

Og disse blev sendt direkte ind i helvede. For i 1947 blev tyske statsborgere fra Østpreussen, Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien tvangsforflyttet, der nærmest lignede KZ – forhold.

 

Hungersnød i Tyskland

Den 10. december 1945 forudsiges hungersnød i Tyskland. Også Slesvig Holsten var på fallittens rand. Men modstandsbevægelsen og Danmarks Frihedsråd Blev ved med at presse for at få flygtningene sendt hjem.

 

Det kostede 428 millioner kr.

Den 15. februar 1949 rejste de sidste tyske flygtninge hjem til Tyskland. I 1950 udsendte Flygtningeadministrationen en redegørelse for forløbet. Og man kan sige, at her blev det publiceret, som regeringen gerne ville have frem, og ikke andet.  Det havde kostet det danske samfund 428 millioner kroner. I dag svarer dette til 5 – 6 milliarder kroner.

Tyskland påtog sig alt at tilbagebetale Danmark, 160 millioner kroner. De sidste af disse penge blev tilbagetalt i 1958.

 

Bonn – erklæringen vedtaget?

En Bonn – København erklæring blev vedtaget. Det var en erklæring om mindretallenes rettigheder på begge sider af grænsen. Men den er hvis nok aldrig blevet ophøjet til lov fra dansk side. Man ville ikke risikere en ny invasion fra tyskerne med den begrundelse,at det tyske mindretal har været udsat for krænkelser.

 

Blev brugt som slavearbejdere

På trods af forbuddet mod at drive omgang med tyske flygtninge fik mange danske virksomheder tilladelse til at anvende flygtningene som billig arbejdskraft. De blev under bevogtning transporteret til og fra lejrene. Om de fik løn for deres arbejde er i de fleste tilfælde et ubesvaret spørgsmål.

 

Danmark vil ikke vedkende sig et moralsk problem

Kigger man i de nednævnte kilder er det ikke mange steder, hvor man mener, at Danmark har haft et moralsk problem. Man er ikke af den overbevisning, der skal gøres op med noget som helst. Kan et politisk mål virkelig bruges til at legitimere brugen af midler, der krænker menneskelighed? Mål der tillader, at mennesker reduceres til offer for en sag?

 

De var selv offer

Flygtningene kom fra en nation, der havde påført andre lande kolossale ødelæggelser, uendelige lidelser og tab og været skyld i millioners død. Over for Danmark havde denne nation tilsidesat alle regler om god opførsel og troværdighed. Som tyskere måtte flygtningene bære det fælles ansvar. Man dengang de kom var de mennesker i nød. De var selv blevet offer for Hitlers krig

 

Glemmer at nævne, hvor vi har fejlet

Hvorfor er vi ikke interesseret i, at gøre op med de fejl, der blev begået? Denne historie er igen en, der forekommer ud fra usand historieskrivning. Hvorfor skal vores gloværdige indsats under krigen gang på gang fremhæves, når vi undlader, at fremhæve det, hvor vi har fejlet?

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder ca. 65 artikler fra besættelsestiden.

 

Kilde: Se

       Besættelsestidens Litteratur A – L

       Besættelsestidens Litteratur M – Å

       Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes?

       Kirsten Nilsson: de glemte børn

       Bjarne Wagner Augustenborg: Gode Gud, send mig hjem

       Palle Roslung Jensen: Den politiske og ideologiske debat i den illegale presse og litteratur under Danmarks besættelse

       Diverse artikler i Information

       Krigsdødsfald i Danmark under den anden verdenskrig 1939 – 1945

       Ole Barfod: Jødeaktionen (Besættelsen 1940 – 45) Politikken

       Flygtninge i Danmark 1940 – 1945

       Medicinering for kongeriget Danmark i året 1945

       Henrik Havrehed; De Tyske flygtninge i Danmark

       Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet

       Jørgen Hæstrup: Til landets bedste

       Poul Hansen: redegørelse for Kultur – og oplysningsarbejdet i de tyske Flygtningelejre i Danmark

       Karl Christian Lammers: Antinazificering og politisk omskoling

       Hans Uwe Petersen: Flygtninge fra Hitler – Tyskland

       Steffen Steffensen: På flugt fra Nazismen

       Mette Thykjær: En kedelig historie? – om danskerene og de tyske krigsflygtninge i Danmark.

       Arne Gammelgaard: Mennesker i malmstrøm

       Arne Gammelgaard: Drivtømmer

       Paul Lund: Bag flygtningelejrenes pigtråd

 

 

 

 

Dette er historien om Asmus Jensen, der blev skudt af lokale. I årevis har myndighederne holdt hånden over hændelsen. Ja selv det hæderkronede Danske Brigade har bidraget til det. Imens er familien blevet sjoflet af myndighederne. Politiet foretog visse afhøringer. Men de stillede ikke spørgsmålstegn ved at man på 103 meters afstand kunne ramme en person i hårgrænsen med to nakkeskud i en vinkel på 36 grader. Men behøver ikke at være jæger eller frihedskæmper for at finde ud af, at dette ikke kan lade sig gøre.

Da vi startede projektet, var vi ikke klar over at det skulle blive til en bog. Efter at bogen udkom i 2017 har vi så fundet ud af endnu mere. Bogen blev ikke godt modtaget i lokalområdet og blev ikke bakket op af Lokalhistorisk Forening i området. man kaldte det hele for konspiration. Og det til trods for, at vi har afleveret beviser på, hvad der er foregået. Vi mener i høj grad at familien er berettiget til en undskyldning fra myndighederne. Men de får bare at vide at sagen er blevet lukket i 1947. En anmeldelse om mord med de nye beviser vil Aabenraa Politi heller ikke modtage med samme begrundelse. 

 

Kender du Asmus Jensen?

På Folkehjem i Aabenraa var det stuvende fuld. Gæsterne var kommet for at høre noget om Fårhuslejren. En af dem, der var kommet var Renate (ikke det rigtige navn) I pausen opsøgte hun aftenenes hovedperson:

• Kender du Asmus Jensen
• Ja, svarede forfatteren og foredragsholderen
• Det var min far.

 

Mange kender moderen

Dette er historien om en hændelse i Padborg den 7. maj 1945. Men historien går videre. Og den slutter ikke, når denne artikel ender. Uofficielt er der mange i Padborg – området, der kender navnet på Renates fars morder? Sikkert også mange hun selv i tidens løb har mødt i lokalsamfundet.

 

Hørte om historien i 1992

En dag bliver undertegnede ringet op på arbejdet, af Kurt Jensen fra Bovrup. Han sagde, at han havde en god historie til www.dengang.dk . Og jeg skal da love for, at historien har udviklet sig. Kurt spurgte om, jeg havde hørt om Asmus Jensen. Og det havde jeg faktisk i min tid i Padborg omkring 1992.

 

Troede hun kendte hendes far

Renate troede, at hun kendte hendes far. Men lige inden hun skulle konfirmeres fik hun den frygtelige sandhed at vide, at hendes rigtige far var blevet skudt i 1945. Og Renate er ikke hendes rigtige navn.

 

Omfattende research af Kurt

Kurt Jensen har lavet et omfattende research, der både har omfattet samtaler med familien, opsøgt lokalarkiver i Tyskland, England, Bov, Brogager,  Aabenraa, Esbjerg m.m. Han har talt med politiet i Flensborg, opsøgt Rigsarkivet i København og fået utrolig velvillig hjælp fra Landsarkivet i Aabenraa i begyndelsen.

 

Panden mod en mur

Dokumenter og avisartikler samt henvendelser til Den Danske Brigade og meget mere er blevet foretaget. Kurt har antagelig talt med de rigtige gerningsmænd. Men vi har valgt at sløre identiteten så meget som mulig af hensyn til de pårørende. Ikke alle instanser har været lige behjælpelige. Som Kurt fortæller, så løb han panden mod en mur konstant.

 

Forsøgt at få
en afklaring

Gennem årene har familien til Asmus Jensen forsøgt at finde en afklaring. Det er ikke lykkedes. Tvært imod er familien gennem mange år blevet chikaneret af myndighederne. Og gennem vores opklaring er vi stødt på et utal af mystiske ting og episoder.

 

Gift i Hamborg

Vores hovedperson, Asmus Jensen blev uddannet som bagersvend i Tinglev. Han var i lære fra 1935 til 1939. Han tog til Hamborg opfordret af Arbejdsformidlingen for at finde arbejde. Her mødte man sin kone, der var fransk statsborger. De blev gift den 23. juni 1943 i Hamburg – Lockstedt. I september 1943 fødtes datteren, Renate. Hun blev døbt i Bov Kirke som dansk statsborger.

 

Er afhøringsrapporter plantet?

Ifølge foreliggende afhøringer af Asmus Jensens mor, skulle Asmus Jensen have været medlem af Sommer – Korpset. Det skulle have været på et tidspunkt på fire måneder. Om denne påstand er korrekt, har vi ikke kunnet fastslå. I øvrigt har vi fundet ud af, at en del afhøringer er plantet. De stemmer ikke overens med familiens øvrige udtalelser.  Således fortæller Asmus Jensens kone, at hun aldrig er blevet afhørt i sagen, selv om det står i rapporten.

 

En torn i øjet

Sommer – korpset blev oprettet af den danske kaptajn, Poul Sommer. Korpset skulle efterhånden have talt 800 danske og tyske medlemmer. Under retsopgøret blev 3.900 personer idømt fængselsstraffe på grund af sabotagevagt – arbejde. Det var især ved flyvepladser, at korpset var aktiv. I Københavns – området var korpset en torn i øjet på modstandsbevægelsen. Således foretog modstandsbevægelsen Holger Danske en aktion mod korpset og dræbte 11 af korpsets medlemmer som hævn for en dræbt modstandsmand.

Under efterforskningen fandt vi ud af, at Poul Sommer er begravet på Broager Kirkegård.

 

Har aldrig været SS – soldat

Der gik mange rygter om Asmus Jensen. Han skulle således have angivet folk fra Undergrundshæren i Bov Kommune. Han skulle ligeledes have været SS – Soldat. Ingen af disse ting har kunnet bekræftes. Han har i hvert fald ikke været SS – Soldat.

Rygter gik også på, at vores hovedperson skulle være med i Hipo. Dette synes ikke at være korrekt. Ifølge hans kone var han slet ikke typen på dette.

 

Stod ikke på  listen

Efter befrielsen patruljerede Feltpolitiet langs grænsen. Det gjorde de i cirka 12 – 14 dage. De var udstyret med lister, der var duplikeret, samt fotos. På de lister havde de 2.900 personer, de godt ville tale med. Asmus Jensen stod ikke på denne liste. Men alt tyder på, at han stod i Modstandsbevægelsens kartotek over 40.000 personer.

 

Krigsforbrydere måtte ikke passere

De ville gerne have, at folk passerede ved Kruså, hvor de havde flest mand stationeret. Deres væsentligst opgave var at forhindre, at krigsforbrydere og andre mistænkte passerede grænsen.

Samme kompetence som politiet

De fleste fra Feltpolitiet var kommet fra Sverige. Det var en del af Den Danske Brigade. Med sig havde de 2 stk. Ford V8 og 16 Volvoer. Som regel var de tre mand samlet til en 24 timers
vagt. Mange af de deltagende var tidligere modstandsfolk. Således har vi talt med en tidligere kontraadmiral samt en jernbanesabotør fra Næstved, der havde særdeles godt kendskab til, hvad der skete ved grænsen omkring tidspunktet efter 5. maj.

Den Danske Brigade havde de første 14 dage samme kompetence som Ordenspolitiet.
Kompetence- problemer i Padborg

Åbenbart var der store problemer med kompetencen i grænselandet lige efter besættelsen. Således udspandt der sig en episode på Padborg Banegård den 15. juli 1945. Nogle tyske telefonister var på vej hjem. De var af Brigade – folk beordret ind i venteværelset for at aflevere deres personlige ejendele.

I det samme kom Lgt. Stewenson forbi med fire af sine soldater, og spurgte, hvad der foregik. Vi har ordre fra højeste sted, blev det svaret. Den engelske officer svarede, at han var øverste sled.  Han beordrede til at lade de tyske kvinder være og sætte dem ud i toget.

 

Engelske soldater tog ladegreb

Da Brigade – folkene ikke efterkom ordren tog de engelske soldater ladegreb. De tyske kvinder blev ledsaget ud til toget med deres ejendele. Den danske lokomotivfører blev beordret til at køre til Flensburger Weiche med kvinderne.

 

Problemer med Brix

Andre igen i grænselandet havde store problemer med politimester Brix og Den Sønderjyske Efterretningstjeneste. Det har vi tidligere berettet om her på siden.

 

Hjem til deres hjem

I den forvirring var ægteparret Jensen den 7. maj 1945 på vej hjem fra besøg hos hans forældre i Kiskelund.  På det tidspunkt havde Asmus Jensen haft arbejde hos en bager i Flensborg
og været cyklet til forældrene.

 

Lastbil med fem mænd overfalder dem

På vej til deres hjem er de kommet til Kruså Korsvej. En lastbil med fem personer iført armbind triller pludselig forbi dem. Et par stykker skubber konen væk, og får Asmus Jensen væltet om på ladet.

Myndighederne har aldrig været interesseret i, at få undersøgt, hvilke armbind de fem mennesker havde på.  Ifølge Asmus Jensens kone sker dette på Kruså Korsvej. Konen stod med barnevognen, hvor lille Renate lå. Episoden fandt sted sidst på eftermiddagen.

Det der også forekommer mystisk er, at der findes flere officielle versioner af, hvor han blev arresteret. Således blev det påstået, at han blev snuppet ved grænsen.

 

Sidste arbejdsdag den 3. maj

Vores undersøgelser hos politiet i Flensborg viser, at Asmus Jensen ikke havde været på arbejde i Flensborg siden 3. maj. Denne oplysning interesserede heller ikke det lokale politi i Kruså.

Tre gange til Fårhus – lejren

Konen styrter tilbage til svigerfar. Her regner man med, at Asmus Jensen
er ført til Fårhus – lejren. Han mener, at det er en misforståelse. Man tager derud, men bliver hånlig afvist.  To gange mere tager man ud til lejren. Hustruen og de to svigerforældre tager nu tøj med. Først nu foretager man en undersøgelse. Det viser sig, at man ingen indsat har, der hedder Asmus Jensen.

 

Dræbt af Den Danske Brigade

Redaktør Aksel Olsen, Aabenraa hævder i en bog, at en interneret skulle være blevet dræbt af mandskab fra Den Danske Brigade. Denne Aksel Olsen var redaktør af Jydske Tidende, Aabenraa. Han blev senere nazist og redaktør af bladet Refleksion. Han blev anbragt i Fårhus – lejren men aldrig dømt.

 

Asmus Jensen bliver efterlyst

I en anden bog skrevet af en officer ved Waffen SS, Hans Chr. Jessen med titlen Faarhus 1940 – 1949, Strafflager für Deutsche Minderheit, berettes om en episode i Faarhus – Lejren. Den episode er oversat i bogen Straffelejren af Henrik Skov Kristensen:

• Midt i juni måned 1945 blev der ved appellen i alle barakker spurgt om bager Asmus Jensen, Kiskelund, var i lejren. Hans hustru havde forespurgt, men han var der ikke. Han var blevet anholdt af ”frihedskæmpere”, reservesvenskerne” og blevet proppet ind i en bil, der kørte ad Fårhus til. Det er det sidste de pårørende så til ham.

 

Et lig bliver fundet

Syd for grænsesten nr. 74 – stenen fandtes den 22. juli 1945 et lig begravet i 20 cm jord. Der bliver ringet til politiet. De svarer, at de kommer forbi, når de har tid. Endelig når en patrulje frem.

• Hvordan fandt myndighederne dette gravsted?
• Hvem ringede til politiet?
• Har politiet fået et andet tip?
• Har politiet vidst det i forvejen?
• Hvorfor har politiet ikke efterforsket området tidligere?

 

Frygteligt syn ved grænsestenen

Rygterne vil vide, at en en tysk grænsegendarm med sin hund fandt stedet. Disse rygter er dog ikke nedfældet i nogen som helst rapport. Hans hund snusede sig frem til ofret under almindelig patruljering. Et frygtelig syn åbenbarede sig ved grænsesten 74. Hovedet var skilt kroppen. Der foretoges ligsyn på stedet. En papirsæk var anbragt over liget. Her konstateredes der også at liget var skudt på nærmeste hold af to skud.

Man klippede et ærme af jakken. Man forelagde Asmus far dette ærme,  Han genkendte jakken.

Liget blev anbragt direkte i kisten. Kisten blev anbragt i kapellet.

 

Liglagen var en gødningssæk 

Liget blev bragt til et kapel. Liget er anbragt i to papirsække. Intet på liget indikerede, hvem det var. Selv vielsesringen var fjernet.

Da liget var i stærk opløsning, besluttedes det, at begrave liget næste dag.

I bogen Straffelejren står følgende:

• Man formodede, at han var ført til Fårhuslejren, men da de intet hørte fra ham, lod de forespørge i lejren. Han var der altså ikke. To måneder senere, da Brigaden rejste, blev han fundet med to skud gennem hovedet, nedgravet og udplyndret. Efter gentagende anmodninger fik faderen, Peter Jensen, Kiskelund lov til se sønnens lig. Sønnens lig-lagen var en gammel papirsæk, vistnok gødningssæk.

 

Vi har skudt Asmus Jensen

I forbindelse med vores efterforskning har vi også talt med Den Danske Brigade. Herfra tager man ingen kommentarer til at man har skudt  Asmus Jensen under et flugtforsøg.  I den officielle afhøringsrapport har

• Tre navngivne personer fra Den danske Brigade tilstået, at det var dem, der skød Asmus Jensen.

Ifølge politirapporten siger de:

• Vi har skudt Asmus Jensen

 

Dækker over den rigtige historie

Men forklaringen er ikke korrekt. Man kan så undre sig, at Den Danske Brigade dækker over den reelle historie. Og hvorfor har politiet også gjort det?Det er jo ikke opsigtsvækkende, at Modstandsbevægelsen tog fejl under og efter besættelsen. Officielt likviderede de 409 personer. Af disse var kun 13 pct. det som man kan betegne stikkere. Vi har så fundet nogle flere, der er skudt eller død under mystiske omstændigheder. De står ikke på nogen lister. Men det vender vi tilbage til.

 

Hvorfor lod man liget ligge?

Vi har set og har håndskrevne rapporter fra ligsynet. De er underskrevet af en  vicepolitikommissær. Det var dog ikke en lokal.

Rapporten er svær at læse.  Normalt skulle man aflægge døgnrapport. Det kan så undre, at man ikke har gjort det i dette tilfælde.

• Hvorfor har myndighederne ladet liget ligge, når det skulle være skudt ned under flugtforsøg?
• Hvorfor er der ingen, der har ledt efter liget?
• Hvorfor har man fortiet, at der var tale om direkte likvidering?
• Ligsyns – rapporten beretter om to nakkeskud ved hårgrænsen i en vinkel af 36 grader for oven – i kort afstand.
• Det var slet ikke Feltpolitiet/Den Danske Brigade, der på den måde likviderede folk.

 

Sikret kaliber – størrelse

Kraniet blev taget med til nærmere undersøgelser. Man konstaterede kun indskudshuller i hårkanten på venstre og højre side af nakkehvirvlen.

Det fremgår, at kraniet blev sendt til Retsmedicinsk Institut for at få sikret kaliber –  størrelsen.

Selve håndteringen af ligsyns – rapporten ser i modsætningen til resten af efterforskningen meget professionel ud. Der har både været lokalt – politi samt Rejseholdet
ind over. Håndtegningen er udført af en teknikker fra Kolding.

 

Sommer – mand

Et vidne har underskrevet sig. Han underskrev sig med kommandant. Noget er streget over og senere tilføjet i rapporten. Senere er det tilføjet med blokbogstaver Sommermand.

Måske er det årsag til, at politiet ikke for alvor, efterforskede sagen.

Den 7. maj har vi ikke kunne finde en rapport fra Feltpolitiet.

 

Der cykler ”den skide Sommer – mand” 

Ifølge politiafhøringer skulle en navngiven person fra Den Danske Brigade have stået hos bilmekaniker Hans Petersen, Kruså Autoværksted og set en mandsperson cykle i nordlig retning forbi. To kvinder, der ifølge rapporten skulle have været til stede råber

• Der cykler den skide Sommer – mand

Personen fra Den Danske Brigade, hvis navn er os bekendt, skulle da i det samme have stoppet en engelsk soldat i en personvogn, og bedt ham om at eftersætte den cyklende person.

• Hvem er de to kvinder, og hvorfor blev de ikke afhørt?
• Hvem var den engelske soldat?

 

Havde ikke været hos bageren

Ifølge politiet skulle Asmus Jensens kone den 7. maj have hentet brød hos en bager på Kruså Bageri. Hun skulle ved lejlighed have set en personbil med to mænd. Den ene skulle have været hendes mand.

Men det svarer slet ikke til den forklaring, hun har givet os. Hun kan heller ikke huske, at hun har sagt dette til politiet. Hun havde i hvert fald ikke været ved bageren.

 

Ville angive SS – kammerat

Uden for Asmus Jensens hjem, skulle de have stoppet ham. Derefter var de kørt til Politistationen i Kruså. Her blev han kropsvisiteret. Man har taget hans hat og pung, samt vielsesring og træsko. Ifølge politi – rapporten, havde han lovet at angive en SS – Kammerat. Og det skulle åbenbart ske ved grænsen.

• Asmus Jensen var ikke SS – soldat, så hvem var denne SS – Soldat?
• Hvorfor er dennes færden ikke blevet undersøgt?

 

Hvem var de tre ukendte civilister?

En navngiven person fra Den Danske Brigade, som er os bekendt, nævner i en rapport, at Asmus Jensen blev afhørt af for ham tre ukendte civilister på politistationen. Han nævnede i parentes modstandsfolk

• Hvordan er de kommet på  stationen?
• Hvad lavede de bagefter?
• Hvorfor er de ikke senere blevet afhørt af politiet?
• Var de i virkeligheden medlemmer af Undergrundshæren?

 

Skud på  103 meters afstand

Det er ikke unaturligt, at kropsvisitere. Men hvorfor har man ikke udleveret træsko, da man skulle videre. Man er åbenbart styrtet ud af huset?

• Der manglede både træsko og hat

De var så kørt efter mødestedet, hvor man ventede på den ventende SS – mand. Og ifølge politiet var der nu tre navngivne medlemmer af Den Danske Brigade til stede.  Historien går nu på, at Asmus Jensen pludselig flygtede fra grænsebommen ind i Tyskland.

I rapporten står der anført, at han næsten nåede 160 meter inden der blev skudt – ind i tysk territorium

.

Hvorfor var engelske myndigheder ikke informeret

Ifølge rapporter skyder man ind i Tyskland. Der står præcist i rapporten, at der er skudt fra dansk territorium ind i tysk. Man ventede efterfølgende for at se, om der var engelske eller tyske vagter i området.

• Hvorfor har man ikke informeret de engelske myndigheder?

Det finder vi måske ud af, når vi går ind i engelske registre.

 

Hvorfor lod man ham ligge?

Et medlem af Den Danske Brigade gik ind i tysk territorium for at sikre sig, at han var død.

• Hvorfor lod man ham bare ligge?

 

Ændrer på datoen

På dødsattesten står det, at han er skudt den 9. maj. Andre steder står der anført, at han er anholdt den 7. maj:

• Forsøger man bevidst, at skjule datoen for anholdelsen og efterfølgende nedskydning?

 

Der skal en stor stige til

En del spørgsmål hober sig op. Og det er vel spørgsmål som er relevante i forbindelse med en mordefterforskning:

• Hvordan kan man ramme med to nakkeskud på over 160 meters afstand. Og så  i den vinkel. Det skal der en ret så  stor stige til?
• Hvorfor var politiet ikke interesseret i, hvor han egentlig blev skudt af Den danske Brigade?
• Normalt kunne de engelske soldater ikke udstå den danske Brigade ved grænsen, hvorfor skulle en engelsk officer efterkomme en ordre fra en dansk soldat?

 

De vidste, hvor han boede

Der er i rapporten vedlagt en skitse. Den viser, at der var et pigtrådshegn kort efter grænsebommen. Efter rapporten at dømme skulle Asmus Jensen blevet skudt ud til vejen i stedet for at forcere pigtrådsindhegningen.

• Hvorfor skulle Asmus Jensen søge derud, hvor han vidste, de ville kunne få  ram på ham?
• Hvorfor anholder man ikke bare Asmus Jensen på sin hje- adresse. Man ved, hvor han bor?
• Hvorfor er myndighederne gennem årene så afvisende over for familien?

Ikke lig – røveri

Politiet lader skinne igennem, at det er tale om lig – røveri. Men er der ikke bare tale om et skalkeskjul, så befolkningen lettere kan sluge historien. Man glemmer åbenbart at fortælle, at
han blev kropsvisiteret på politistationen i Kruså. Her havde man frataget nogle personlige ejendele.

 

Vielsesringen

Man taler om en en ring, hvori der skulle have stået navnet på Asmus Jensens kone. Men ifølge Renate, så havde familien ikke råd til at få indgraveret navn i ringene. De havde heller ikke tid. De skulle skynde sig væk fra Hamborg.  Renate har fremvist vielsesringen og den bærer tydelig ikke navnet af Asmus.

 

Erstatning på 200 kr.

Har man taget hans ejendele for at skjule hans identitet? Efter hvad familien oplyser, så havde Krigsministeriet erstattet de 200 kr., der lå i pungen.

 

Betal så  begravelseshjælpen

Den 22. februar 1947 modtog Familien Jensen i Kiskelund et brev fra Sygekassen i Bov med opfordring til snarest at indbetale de sidste fem kroner i begravelseshjælp.

 

Var han i Sommer – korpset?

Politiet har åbenbart afhørt Asmus Jensens mor. Hun har åbenbart sagt, at Asmus Jensen har været medlem af Sommer – korpset i tre måneder. Han skulle selv have meldt sig ud. Afhøringen er dog ikke underskrevet.

Vi har dog ikke kunnet finde ud af, om Asmus Jensen havde været i København. Det skulle så have været i det år, hvor Renate var blevet født. Det virker lidt mystisk. Han skulle have været på Møn og i Vanløse.  Vi har dog ikke fået adgang til Sommer – kartoteket?

 

Undergrundshæren ikke afhørt

Politiet har afhørt grænsegendarmer. Der er afhørt en slagtermester Holger Petersen, Kruså, der havde udtalt, at Sommer – mænd skulle skydes. Og svogeren havde hørt en person, der
hed Asmussen på Kruså Mejeri have sagt til en Niels Nielsen i Fårhus vidste, hvem der dræbte Asmus Jensen.  Afhøring af offentlige personer og familie førte selvsagt ikke til noget. Og som skrevet – ikke et eneste sted har man snakket med Undergrundshæren.

 

Mystisk Gestapo – afhøring

Blandt afhøringsrapporterne dukkede en tysksproget afhøringsrapport op fra Gestapo i Kolding. Den beskæftigede sig med S.J. ‘s udtalelser om Undergrundshæren. Ifølge afhøringsrapporten skulle denne, S.J. have givet udtryk for, at man kunne få 75 kr. for en sabotageaktion.

• Han vidste desuden, hvem der var formand for Undergrundshæren. Han skulle have givet udtryk for dette på Smedeby Kro og Strandhotellet i Kollund under en druktur sammen med en kreaturhandler. Han benægter udtalelserne.

 

Var lappen blevet plantet

En lap papir med blyant findes i samme mappe. På den står, at his Asmus Jensen kommer og siger noget, skal man høre på ham, og lade ham gå.  Dette papir er uden brevhoved og stempel. Det er heller ingen dato eller journal – nr. på denne lap. Alt tyder på, at den er plantet.
En opfordring til Justitsministeren

I mindst to tilfælde stillede bladet Revision spørgsmålstegn ved politiets efterforskning? Det var den 24. december 1945, samt den 21. januar 1946. Bladet blev udgivet af Foreningen af 6. maj. Man stillede berettiget følgende spørgsmål:

• Hvem dræbte Asmus Jensen?
• Hvem plyndrede liget?
• Hvorfor ankom Asmus Jensen aldrig til Fårhus – lejren?

Bladet opfordrede endda justitsminister Himmelstrup til at tage sig af sagen , men intet skete. Tvært i mod så kom bladet Revision i politimester Brix og Den Sønderjyske Efterretningsvæsnets søgelys. Bladet blev skyldt for at være nazistisk.

Det afløste Landsvigernes blad – Sifolauski og eksisterede helt frem til 1972. Deres motto var Sandheden frem for alt.

 

Det var Undergrundshæren

Ret hurtig fandt Kurt og undertegnede frem til, at morderne skulle findes blandt de 23 mand, som Undergrundshæren under læge Lorentzen i Bov opstod af. Det er tale om et hævn – drab eller et stikkerdrab. Vi har selvfølgelig også undersøgt dette forhold. Og her er der masser af historie i vente.

Nogle i lokalområdet ved godt, hvem der førte revolveren. Det ved vi også snart. Asmus Jensen måtte ned på knæ. En egentlig likvidering blev iværksat.

 

Der var en ”episode” 

Der var mange rygter. Således skulle Asmus Jensen have angivet tre personer fra Undergrundshæren. Dette har vi dog ikke kunne få bekræftet i vore undersøgelser. Det der overrasker i denne sag er, at det offentlige Danmark holder en hånd over den lokale modstandsbevægelse. Hvorfor?

Den sidste overlevende fra Undergrundshæren bekræfter, at der har været en episode. I ikke en eneste af de rapporter, som vi har haft adgang til, har man afhørt nogen fra Undergrundshæren.

 

Havde Den Danske Brigade viskelæder med?

Undergrundshæren rummede mange kendte kommunal – politikere. Måske er det derfor, at vigtige papirer tilhørende Asmus Jensen er forsvundet – det vil sige bortskaffet. Meldekortene er også bortskaffet. Anmeldelse af datterens dåb i Bov Kirke
er således også bortskaffet.

• Havde Den Danske Brigade viskelæder med?

Hans tid som lærling i Tinglev har vi da kunnet finde på det kommunale kontor.

 

En barak nedbrændte

Mange vidste som sagt, hvem der skød  Asmus Jensen. Men politiet var åbenbart ikke interesseret i at opklare hændelsen. Forskellige personer på egnen forsøgte at nedgøre rygtedannelser og myter.  En barak nord for Kruså nedbrændte under mystiske omstændigheder. Denne sag skulle have haft tilknytning til sagen. Det var en person, der ikke kunne holde sin mund.

 

Det offentlige svarer aldrig

Vi er i besiddelse af flere breve fra Asmus Jensens svoger. Han skrev flere gange til politimester Bjerre i Gråsten. Det sidste brev var fra 1951. Han fik aldrig noget svar. Ja vi ved at han den 9. maj 1949 skrev både til politimester Bjerre, statsadvokat Kirk, Sønderborg og justitsminister Bush – Jensen.

 

Forkert dato

Asmus Jensens kone tager til København og indlogerer sig på Missionshotellet. Men politiet kan ikke finde hende for at overbringe den triste besked. Man finder hende i Stockholmsgade.
Hun skulle ifølge politiet være rejst til København den 7. maj. Men det er ikke sandt. Hun har overfor os bekræftet, at hun efter den 7. maj har været 2 – 3 gange ved Fårhus
– lejren.

 

Afhøring i Ellund

Ifølge det materiale vi har set, skulle politiet indhente tilladelse til at afhøre familien Boysen i Ellund. De havde forpagtet jorden. Majke Boysen kunne berette om, at såfremt der havde ligget en livløs person, der hvor Den Danske Brigade havde påstået at have skudt Asmus Jensen ned, så ville deres to russiske krigsfanger og en polsk pige havde opdaget det.

Politiet tog også til Handeved for at afhøre den polske pige. Den 30. juli blev hun ifølge politiet afhørt i Troldsee – Lager i Apenraderstrasse. Hun havde dog intet observeret. De to russiske krigsfangere var anbragt i en lejr i Mörvig. Men dem fik politiet ikke talt med. De var rejst videre.  Netop den 7. maj havde den polske pige hentet kreaturer hjem fra marken. Hun havde ikke bemærket noget.

 

Det lugtede ved bænken

I juni måned var Boy Boysen kommet hjem fra krigen. De sad en aften på en bænk lige i nærheden af findestedet. De bemærkede godt nok en kraftig lugt, men hæftede sig ikke videre ved det. De troede, at det var gammelt affald.

 

Brutalt Politi

Senere tog datteren til Frankrig til hendes mor. I 1970erne vendte hun tilbage til bedsteforældrene med to børn. Men natten efter dukkede politiet op, og fjernede brutalt datteren og de to børn. De blev anbragt på et børnehjem i Diernæs ved Haderslev. Samtidig blev datteren og børnenes pas beslaglagt. Selve aktionen blev gennemført af overbetjent H (navnet er redaktionen
bekendt). Familien var stærk chokeret over politiets voldsomme fremfærd.

 

Trussel mod politiet

Denne hændelse blev for meget for et familiemedlem. Han gik til politiadjudanten og truede med at genoprette sagen med nedskydningen af Asmus Jensen, hvis politiet ikke øjeblikkelig gav moderen og børnene fri, samt udleverede passene. Familiemedlemmet truede med at fortælle, hvem der virkelig myrdede Asmus Jensen.

Det havde næste øjeblikkelig virkning. Passene blev udleveret. Og familien fik at vide, at de kunne afhente datteren og de to børn. Det var tydeligt, at man stadig holdt øje med familiens gøren og laden, så mange år efter.
Politimesteren er bange

I 1971 var der en del debat om stikkerdrab i medierne i Sønderjylland. Her kom sagen om bl.a.  Asmus Jensen frem igen. En person fra omkring Toftlund var i et fængsel omkommet af et hjertetilfælde i København. Det var også tidligere sket for Frits Clausen. En journalist havde undret sig.

Politimester Ivar Møller havde den 2. april 1971 skrevet til Justitsministeriet, hvad han skulle foretage sig i den forbindelse over for nysgerrige journalister. Politimestren var bange for at sagen ville lande i Folketinget.

Der blev dog svaret politimesteren, at han bare skulle svare journalister, at sagen vedr. Asmus Jensen var blevet lukket i 1948.

 

Andre mystiske dødsfald

Og i vores efterforskning faldt vi også  over følgende:

• Mordet på  lærerinde Sasse fra Aabenraa, skudt gennem et vindue i Løgumkloster af en lokal håndværker, da Det Tyske Mindretal holdt møde
• To angivelige stikkere skudt på en strand ved Strandrød. De var senere drevet i land ved Kollund Strand, hvor de blev benævnt som ukendte og begravet på Bov kirkegård.
• En angivelig stikker skudt ved grænsen ved Lydersholm.

 

Jeg ved, hvem der dræbte din far

For cirka fem år siden blev Renate ringet op af en mand fra Kollund:

• Jeg ved, hvem der dræbte din far, men jeg vil hellere komme og fortælle dig det.

Men inden han nåede det, døde han.

 

Har konen dækket over sin mand?

Vi har også spurgt en historikker, der for nylig er udkommet med en bog om modstandsbevægelsen i Sønderjylland, om han havde kendskab til Asmus Jensen. Men han antyder, at konen har dækket over hendes mand, eller bevidst husker forkert. Sådan er tanken generelt, når der er tale om Asmus Jensen. Han er nok skyldig. Men hvor er beviserne? Og hvad beretter til de grufulde mord?

 

Hvorfor har de dækket over sgagen?

Hele sagen lugter. Den Danske Brigade gør en stor dyd ud af, at opføre sig korrekt. Men hvorfor har de dækket over denne sag? Og hvorfor var Gråstens politimester så sent som i 1971 nervøs?

• Var Modstandsbevægelsen for hurtig på aftrækkeren?
• Modstandsbevægelsen og Myndighederne betragtede ikke likvideringer som mord – men krigshandlinger.
• Likvideringer sætter dybe spor – også i dette tilfælde. Grundloven forudsætter at domstolene er upartisk. Det har den næppe været i dette tilfælde.
• Var respekten for myndighederne dengang i Padborg området for stor?

 

Asmus betalte med livet – Poul med fire år 

Såfremt Asmus Jensen var Sommer – mand, som vi ikke ved, betalte han med livet. Poul Sommer, som var leder af vagtkorpset – Sommerkorpset, betalte kun med fire år.   Og kære læsere, der kommer også  en anden del af denne historie. Da får vi ordnet de sidste uklarheder.

Kilde: 

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

– Hvis du vil vide mere 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Padborg/Kruså/Kollund (63 artikler): 
• Asmus Jensen – opdateret 2020
• En villa i Kollund
• En villa i Kollund – endnu mere
• Mord i Padborg 1- 4
• To skæbner i Kiskelund
• Under Sønderjylland (207 artikler): 
• De Mystiske Mord ved Grænsen 1-2
• Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)(362 artikler): 
• I Kollund Østerskov lå to villaer
• Under Grænsen er overskredet (6 artikler): 
• Forord (1)
• Grænsen er overskredet – anmeldelse og omtale
• Var det et hævnmotiv?
• Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945 (opdateret september 2021)

Redigeret 17.-10.2021

Man kan komme langt på cykel fra København. Vi tog flere gange i løbet af syv dage op til Nordkysten. Her er den første artikel. Den førte os gennem Hellerup, Gentofte, Charlottenlund, Dyrehaven, Jægersborg og meget mere. Vi skal også forbi de mange vange, der tilhørte dem, der arbejde for byen. Vi kigger på Gentofte Sø og den berømte kro, Slukefter. En ulykke på Gentofte Station skal vi også høre om.

 

På vej til Nordkysten

Det er nok de færreste, der tænker på, at man fra København i løbet af et par timer eller tre på cykel kan nå til Nordkysten. Man kommer gennem en enestående natur, som er meget forskellig fra den natur, jeg var vant til som barn. Da var det den flade Marsk ved Tønder og Højer, der dengang fascinerede mig.

 

Bed Guderne om godt vejr

I løbet af en uge af sommerferien cyklede jeg hver dag mod nord for at udforske de historiske lokaliteter. Dette er ikke en cykel – guide artikel eller råd til, hvor man skal cykle. Det har vi nok af bøger om. Nej dette er et forsøg på, at dukke ned i lokalhistorien på de lokaliteter, som jeg passerede på min vej.

Tag masser af vand med. Vær sikker på at din cykel er i orden, og bed Guderne om godt vejr.

 

Masser af krige

Kongen ejede kirkebyen Lyngby, men Roskilde – bispen var nok den største jordbesidder. Borgen ved Furresøen var midtpunktet. Men Grev Kristoffers landsknægte skød borgen i grus. Og reformationen var skyld i, at bispens besiddelser tilfaldt kronen.

 

Det var nu ikke bedre for beboerne. Krig og ufred hærgede ofte området, således hærgede Grev Kristoffer i området. Han gjorde landgang i 1534 ved Skovshoved. Men allerede i 1523, da belejrerne lå ved Serridslev lige syd for Gentoftes sognegrænse fik man krigen at føle.

 

I 1661 var der næsten ingen gårde tilbage i området. De var næsten alle brændt ned.

 

21 jorder

Dengang lå byens grænse ved Gl. Vartov eller Rosbæks Bro. I 1610 havde byen 21 jorder imellem Borgervangen og Emdrup Mark for en ringe Afgift til deres Hestefoder og Lavs Ophold. Disse jorder var en del af det vederlag, man fik for Arbejde i Stadens Tjeneste.

 

Inddragelse af Vognmændenes jord

Det var ballade, da Magistraten forsøgte at inddrage Vognmændenes Jord. Deres arbejde i Byens Tjeneste var ophørt i 1819. Her havde byfogeden og byskriveren også deres embeds – jord.

 

Der vankede bøder

Borgervangen der senere kom til at hedde Bryggervangen strakte sig mellem Lyngby – vejen og Strandvejen på den ene og Fælleden og Vognmandsmarken på den anden led.

Betalte man ikke en grundskyld til byen inden Mikkelsdag stod Oldermanden og byens kæmner frit for at fæste jorden til en anden. Digerne og grøfterne skulle to gange om året færdiggøres.

 

Man måtte ikke fæste sin jord bort til andre, hvad enten disse var i lavet eller udenfor. Der var strenge vedtægter, om hvad man måtte og ikke måtte.

Bymarken

I 1621 blev Bymarken udvidet mod nord, idet kongen overdrog staden Ryvangen i mageskifte for Kalvehaven.

Ryvangen var en del af Gentofte Mark, der lå nord for afløbet af Rørsøen, som hidtil havde udgjort Bymarkens grænse. Ved Gamle Vartov var dette afløb opdæmmet i tre fiskedamme, der lå i retning af vest mod øst. Den østlige dæmning dannedes af landevejen til Helsingør.

 

Grænsen mellem København og Gentofte

Den gamle mark nævnes også som en del af Serridslev Mark. Ryvangen hørte også til Store Tuborg og Mariendal. Tuborg blev senere udskilt fra Ryvangen.

Historien er ikke hel let. Fra1643 blev Ryvangen delt og bortfæstet.

 

I Byvangen lå som omtalt Store Tuborgs jorder. I Biskoppens Jordebog fra 1370 i Sokkelund Herred forekommer Tubbethorp Men dette navn forekom også på en destination omkring Værløse.

 

Gammel Vartov

Før Ryvangen kom fra Gentofte var det vand, der kom fra Lundehuset og løb ned til Vartov og under broen markskel mellem Gentofte og København.

 

Og ordet Vare to er plattysk og betyder Giv agt. Det var kongens yndlingssted for ham selv og sine børn. Kongen befalede i 1595 at jorden til gården skulle udvides.

I 1601 var nogle af de logerende, russiske gesandter. Senere blev det Helligånds – hospital herude. Men det var nok ikke særlig gennemtænkt. Det var koldt for de ældre om vinteren. I 1630 flyttede man så til Ny Vartov ved Trianglen.

 

Vartov – kilden var meget besøgt. Som andre kilder i området sagde man, at den havde helbredende kraft.

 

Hvilken kirke tilhørte man?

Det var en del stridigheder om, hvilken kirke man skulle søge. Om det var Trinitatis Kirke i København eller Gentofte Kirke, man hørte til, kunne beboerne på grænsen til de sogne ikke rigtig finde ud af. Det var temmelig lang vej ind til kirken i København.

 

Grundvig var her

En del tvivl om Tuborgs tilhørsforhold var det også. Tuborg var solgt af Magistraten. Ejeren Henrik Vogt var død i 1756. Arvingerne frygtede at komme ind under Ryvangen. Man tog derfor et Fæste af Magistraten.

 

I begyndelsen af 1730erne var Tuborg endnu en lille nødtørftig gård med et par haver. Det var først, da Vogt havde købt det, at der skete noget. Lystrejser og landliggeri blev mere almindeligt. I 1751 var Gammel Vartov også blevet overtaget.

Mange ejere fulgte. En af dem var Grundtvig. Han tilbragte sin sidste tid her.

 

En mindelund

I 1893 overtog staten arealerne Vognmandsmarken og Ryvangen til øvelsesterræn for Ingeniørregimentet. Der blev bygget barakker i området og Svanemølle Kasserne blev bygget.

 

En mindelund blev oprettet. Vi kender den som Mindelunden. Der blev fældet mange tårer, da kisterne med 103 dræbte modstandsfolk blev samlet på ridebanen bag Christiansborg Slot og kørt gennem København ud til Ryvangen. Alle flag i byen var på halv og alle  kirkeklokker ringede.

 

Lille Lokkerup

Ved Ryvangens nordgrænse men på selve Gentofte Bymark havde kommadørkaptajn Chr. Konnigh en lystgård, som han kaldte Lille Lokkerup. Lystgården kom efter flere ejerskifte til at hedde Mariendal. Den blev senere delt op i Lille Mariendal og Store Mariendal.

 

Slukefter

Mellem de to grunde lå i det attende og det nittende århundrede et lille hus. Det hed oprindelig Strandhuset. Det lå lige ved grænsen til Gentofte. Og det var ved det første led på Øster Landevej. Fra 1737 til 1785 var det nedarvet til samme småborgerlige – familie.

Det var efterhånden blevet et krosted. Kroen og det legendariske navn må være opstået omkring 1770, da Anders Hansen , som oprindelig var gartner, ved giftemål kom i besiddelse af Slukefter.

 

Efter hans tid var det stadig kro. Der blev nu oprettet lysthuse, hvor man kunne nyde stedets specialitet, det gamle øl med pind i. Husets underetage var skænkestue. Stadsestuen på første sal var åben ved mere fornemt besøg. Slukefter blev bedømt til at være hurtig, simpel og billig. Stedet var hovedstadens yderste forpost mod nord.

 

Det gamle traktørsted overtog også naboen Elisedal, som var opført i 1850erne. Det oprindelige traktørsted blev revet ned. Elisedal kom nu til at hedde Gamle Slukefter.

 

Johan David Heller

Justitsråd Johan David Heller kom til at lægge navn til det område, hvor han i 1748 købte lystgården Lokkerup. Han gav gården navnet Hellerupgård. Gården lå omkring der, hvor Gammel Hellerup Gymnasium i dag ligger.

 

Da englænderne gik i land i 1807 brugte de Hellerupgård som hovedkvarter. Det var også her, at kapitulationen blev stadfæstet.

 

Tømmerhandler Ibsen

I 1887 blev gården sammen med flere andre købt af proprietær C.L. Ibsen. De 38 hektar landsbrugsjord, blev derefter udstykket. Egentlig var denne driftige herre, Hellerups grundlægger. Navnene på de gamle lystgårde lever endnu i gadenavnene.

Ibsen, der også var tømmerhandler opkøbte også lyststederne Lille Mariendal, Snakkegård, Rygård, Lundegård og Stengård. Desuden erhvervede han traktørstedet Slukefter.

 

Store og Lille Tuborg

Hellerup ligger i dag i Gentofte Kommune. Mod øst afgrænses byen af Øresund. Mod nord og øst er det egentlig de gamle veje Tranegårdsvej og Bernstorffsvej, der indkredser det nuværende Hellerup. Men når man nu går tilbage i tiden, er det svært med de nuværende begrænsninger.

 

Det er på Hellerups jorder, at Store – og lille Tuborg lå, som vi tidligere har hørt om

Tuborg blev opført som et udskænkningssted af Jonas Thue i 1690erne med navnet Thuesborg. Denne Thue var brygmester, men har ikke noget at gøre med det store bryggeri af samme navn. Thuesborg blev senere ombygget og en ny større villa fik navnet Store Tuborg.

 

Borgerlig velstand

Den borgerlige velstand fulgte i 1700 – tallets anden halvdel. Det gav anledning til opførelse af adskillige landsteder. Det var velhavende købmænd og embedsmænd, der opførte dem. Ved Øresund langs Strandvejen mellem Hellerup og Charlottenlund lå Mariedal, Hellerupgård, Øregård, Blidah, Taffelbay, Bonne Esperance og Constantia.

 

Gamle veje

Bernstoffsvej var blevet anlagt i 1770. Op til midten af 1800 – tallet var det kun de nuværende Jægersborg Allè, Hellerupvej og Tranegårdsvej, der forbandt Bernstorffsvej med Strandvejen.

Jernbanen fik ikke den store betydning for Hellerup. Således åbnede Hellerup Station i 1863. Sporvognen kom i 1863. Men det fik stor betydning for forlystelseslivet

 

Det første dampskib

Senere var det også om sommeren forbindelse til byen med dampskib hver time. Danmark havde i maj 1819 fået sit første dampskib, Caledonia. Det blev nu sat ind i befordringsmidlerne til Dyrehaven.

Egentlig var skibet sat ind i ruten til Kiel. Men søgningen til området nåede astronomiske tal, så det var en nødvendighed.

 

Hørsholm – diligencen

Ja og de første diligencer blev i 1798 sat ind i fast rutefart mellem København og Helsingør. Den kørte dog kun to gange ugentlig og ophørte allerede efter kort tid. I 1831 etableredes en såkaldt Dagvogns – befordring.

I 1856 kørte Hørsholms – diligencen hele to gange i døgnet.

 

Til Trianglen

Og Vartov som vi allerede har nævnt, var en kongelig lystgård. Den blev i 1660 omdannet til plejehjem for syge og gamle. Det var efter at Helligåndshuset i København var blevet inddraget til andre formål.

Efter kort tid flyttede hospitalet ind til søerne i nærheden af Trianglen, og blev kaldt Ny Vartov.

 

Masser af gravhøje

Det er nok ikke mange, der er klar over, at der er fundet 34 gravhøje i Gentofte Kommune. Der er alene fundet 11 stk. i Charlottenlund Skov.

Bavnehøj øst for Vangede var oprindelig en bronzealderhøj. Der lå en masse på højdedragene vest for Gentofte Sø. Vi kan også nævne Ellehøj ved Ewaldsbakken i Dyssegård. Og så er det også Stolpehøjene. Disse er frit tilgængelig i Stolpegårdens have.

 

Øregårdens navn er opstået efter bronzealder – høje. Ørehøj eller Orehøj lå på Øregårdens jorder.

 

Skjoldhøjene er to gravhøje, som ligger i villahaver nord for Charlottenlund Skov. Højene har givet navn til Skjoldgården. På gårdens jorder lå flere høje, som er blevet sløjfet.

 

Gentofte nævnes første gang 1186

Landsbyen Gentofte nævnes første gang i historien i 1186 som Gefnetofte. Ordet betyder noget i retning af jord i særeje.

Og landsbyen Vangede hører vi om første gang i år 1300 som Wongwehte. Forstavelsen Wong eller Vang betyder et stykke jord.

I 1764 forsøgte gårdmænd at oprette en skole. De mente, at det for langt for børnene at gå helt til Gentofte. Men i første omgang blev det ikke til noget.

 

På begge sider af den brede fægade lå de lerklinede våningshuse, fæhuse og lader. Ved Gentofte lå bymarkerne øst og syd for byen. Ned mod Gentofte Sø lå et uopdyrket område, hvor kvæget gik i fællesdrift. Et par af de gamle markveje findes endnu – Søgårdsvej og Banegårdsvej. Den sidste forbandt landsbyen mod de store eng – arealer nede ved stranden mod Hellerup.

 

Gentofte Kirke – den ældste bygning

Gentofte Kirke er nok den ældste bygning i området. Den kan dateres tilbage til 1176. Og det er den eneste kirke i kommunen, som er omgivet af en kirkegård. Ja og så ligger kirken 31 meter over havets overflade. Indtil for blot 100 år siden kunne man gennem huller i tårnet se ud over hele kommunen.

 

Gentofte Sø

Siden stenalderen har der været bosættelser ved Gentofte Sø. Forstavelsen i Gentofte menes at være afledt af Giofn, som betyder den givende. Her henvises sikkert til søens store rigdom af fisk.

 

Det var dog ikke Gentoftes bønder, der havde råderet over søen. Kirken ejede det meste. Efter reformationen i 1536 gik jorden og søen i kronens ejerskab.

På Christian den Fjerdes tid kom karperne, også kaldet herrefisk til kongens fine tafler fra Gentofte Sø. Kongemagten havde tidligt planer om at hovedstaden skulle have frisk vand, bl.a. fra Gentofte Sø via Emdrup Sø.

De lokale bønder foretog gravearbejdet mod at de måtte tappe vand fra søen.

 

I 1580 lod Frederik den Anden, Caritas Springvandet opføre på Gammel Torv. Det sprang med vand fra Gentofte Sø.

 

I tørre perioder led den lokale befolkning omring Gentofte Sø, for så var det befolkningen inde i hovedstaden, der drænede den. Københavnerne var heller ikke tilfredse med kvaliteten. De bad om, at Gentofte satte bomme op, så kreaturerne ikke havde adgang til søen. Dette gav i lang tid et spændt forhold mellem sognerådet i Gentofte og Københavns Vandforsyning. Først i 1913 kom et forlig i stand.

 

I sidste halvdel af 1800 – tallet indgik Gentofte Sø og Brobæk Mose som et led i Københavns befæstning. Søen var en del af den såkaldte Søndre Oversvømmelses – plan. Planen skulle forhindre en eventuel fjende i at trænge ind i hovedstaden nordfra. Derfor skulle store landområder sættes under vand.

 

En strømpefabrik

I 1795 etablerede skotten Mitchell en strømpefabrik ved søen. Han fik tilladelse til at lede vand fra søen til sit blegeri, mod at spildevandet ikke blev ledt tilbage. I hundrede år blev der produceret strømper her.

Mange lystgårde etablerede sig langs søen. E forsvandt omkring år 1900, da villa – udstykningerne tog til.

 

Mindre bysamfund

Vangede havde et gadekær, der lå i landsbyens sydvestligste hjørne. Et område syd for bymarken blev i 1765 kaldt for Almindingen. Dette ord er ført videre i vejnavn.

 

Senere blev mindre landsbysamfund udskilt. De opførtes på uopdyrkede jorder. Det var Jepstrup, Ordrup og Mellerup.

 

Jepstrup nævnes første gang i 1401, hvor den var i kronens eje. Ordrup nævnes første gang i 1170.

Egentlig er der ganske få optegnelser fra middelalderen om lokaliteterne ved Øresundskysten.

 

Gyldenløve

En skovstrækning har givet navn til Skovshoved. Fiskelejet, der bestod af en samling hytter og boder nævnes første gang i 1275. I begyndelsen var stedet kun beboet i fiskesæsonen.

Lidt syd herfor blev kongens nye dyrehave, Den lille Dyrehave anlagt i 1622. Dette sted lige som Charlottenlund Skov blev siden en af københavnernes mest yndede udflugtsmål.

 

Skoven var fra 1671 til 1682 ejet af Frederik den Tredjes søn, Ulrik Frederik Gyldenløve. Han gav det navnet Gyldenlund. Han opførte senere et lysthus på stedet. Fra Den lille Dyrehave og Gyldenlund til Jægersborg blev der anlagt den nuværende Ordrup Jagtvej.

 

Ja egentlig startede det med, at Frederik den Tredjes kammertjener fik lov til at opføre et værts – og forlystelseshus i skoven. Det var så det som Gyldenløve udbyggede.

Kammertjeneren hed Jakob Petersen. Han måtte selv brygge, desuden skænke vin og fremmed øl. Der måtte ikke oprettes flere kroer mellem København og Rungsted. Der stod også i hans krobrev, at der var tilladt at afholde Barsel, Bryllup og alle mulige Samkvem.

 

Han måtte anrette allehånde leg og spil til tidsfordriv, såsom Pirkentafel, Klodsbane, Pallmail og andet deslige. Men alt tyder på, at stedet ikke blev ført videre af kammertjeneren. Året efter faldt han i unåde og måtte rømme landet.

 

Charlottenlund Slot

Kronpris Christian, den senere Christian den Sjette overtog stedet i 1715. Han forærede det i 1730 stedet til sin søster, Prinsesse Charlotte Amalie. I de følgende år opførtes Charlottenlund Slot med blandt andet materialer fra det gamle Københavns Slot.

Det var også her fra Gyldenlund, at svenskerne forsøgte at bortføre kronprinsen.

 

Og det var her, at Peter den Stores armé i 1716 lod sig indskibe efter at landgangen i Skåne var opgivet.

 

Indtil 1880 stod det uforandret, men blev så tilføjet to sidefløje og en stor kuppel. To år senere blev kavalergangen opført øst for slottet.

 

Syd for Jægersborg mod landsbyen Gentofte lå der en skovstrækning, kaldet Brødskoven. Her anlagde dronning Sophie Amalie skovarealet som dyrehave i 1650.

 

Bermstorff

Johan Hartvig Ernst Bernstorff, som var en hannoveransk greve var i 1751 blevet Danmarks udenrigsminister. Han fik området overdraget af Frederik den Femte i 1752. Og her blev landstedet Bernstorff så bygget.

 

I 1764 havde Bernstorff fået overdraget landsbyerne Vangede, Gentofte og Ordrup. Hans brorsøn sammen med godsejer – brødrene Rewentlow samt juristen Colbjørnsen var de drivende kræfter bag en omfattende reform af landbruget.

 

I 1766 fik bønderne selveje, og slotsforvalteren brugte kun tre år til at gennemføre udstykningen af godset. Bønderne skulle nu flytte ud, og selv være ansvarlig for driften.

 

Bernstorff var også manden bag den første forsøgsvej fra Vibenhus gennem Gentofte Sogn over Rudersdal til Hørsholm og Fredensborg. Den blev kaldt Kongevejen eller i dag Lyngbyvej. Den blev anlagt fra 1764 til 1767.

 

Få år senere anlagde han en snorlige vej fra Lundehuset ved Emdrup Sø til Bernstorff Slot. Fra 1896 kaldtes vejen Vilvordevej.

 

Nu som slot

Landsstedet kom efterfølgende i kronens besiddelse og blev nævnt som Bernstorff Slot. Det blev senere brugt flittigt af Christian den Ottende som sommerbolig. Senere også af Christian den Niende og dronning Louise. Ofte var hele den store kongefamilie til stede på slottet. I 1906 blev slottet beboet af Prins Valdemar indtil 1939. Under og efter anden verdenskrig blev det benyttet af Civilforsvaret og Beredskabsstyrelsen.

 

Ibstrup Slot

Ibstrup Gård beliggende ved det senere Jægersborg var anvendt som kongens jagtgård. Og det var allerede siden Magrethes den Førstes tid. Først under Frederik den Anden blev i midten af 1500 – tallet kongelig beboelse på stedet. Men storhedstiden indtraf, da Christian den Fjerde opførte Ibstrup Slot.

 

Og slottet mindede en del om Rosenborg. Det lå på et lille næs, med vand til tre af siderne, Jægersborg Sø eller Søndersø og Hundesø. I 1648 skænkede Frederik den Tredje slottet til dronning Sophie Amalie.

Slottet blev nedrevet i 1761.

 

Jægersborg

Efter etableringen af Dyrehaven nord for slottet lod Christian den Femte området med gård og slot kalde Jægersborg.

De kongelige lyst – og jagtveje blev nu ført igennem det nordlige Gentofte. Den første af disse var Ermelundsvej fra Jægersborg til Fortunen. Pragtvejen Jægersborg Allè blev anlagt i 1706 som kongens forbindelsesvej mellem Jægersborg og Charlottenlund.

 

Det var Gentoftes hov – bønder, der udførte det hårde arbejde. Allerede i 1695 omtaltes alléen, men den var først endelig færdig i 1706. I starten var det kun kongens jagt – og herskabsvej.

 

Offentlig adgang

Først i 1829 blev der offentlig adgang til Jægersborg Allé. Nu måtte alle borgere færdes på vejen. Det vil sige, at det var ikke gratis for køretøjer. Ved bomhuset ved Charlottenlund Skov betalte man bommanden for at benytte vejen.

 

I 1734 – 39 blev Jægergården opført. Gården eksisterer den dag i dag som en del af Jægersborg Kaserne.

 

Hvidøre Kongsgård

Kong Hans var i begyndelse af 1500 – årene indehaver af Hvidøre Kongsgård. Egnen var dengang meget tiltrækkende. I 1666 blev gården givet til i fæste til kongelig historiograf Vitus Bering, som dog nedrev den i 1668. Han opførte en ny længere mod nordvest. Den ny gård blev kaldt Christiansholm. Den blev i 1746 erhvervet af agent Just Fabricius som landsted.

 

Kong Hans fik ved mageskifte en række gårde i Ordrup by i 1507.

Det var også i nærheden af Hvidøre, at Christian den Anden modtog sin kommende brud, Elisabet. Hun var kun 14 år Sejlturen til Danmark var en sand udfordring for den kommende brud. Grundet stormvejr blev skibet slået ud af kurs. Først en måned efter den fastsatte bryllupsdato, ankom den stakkels pige i øsende regnvejr. Det var et vigtigt udskibningssted – dengang.

 

I 1906 blev landstedet Hvidøre sat til salg og købt af Christian den Niendes to døtre, Dronning Alexandra af England og Kejserinde Dagmar af Rusland. Men den historie kan du allerede læse her på siden.

 

Det bedre borgerskab etablerede også i dette område flotte landsteder. Og her mon nord ved Klampenborg opstod Hvidøre, Sølyst og Bellevue. Lidt længere inde i landet Søholm ved Emdrup Sø og Schäffergården ved Jægersborg.

 

Lyststeder

Mange af landstederne fik også tilknyttet lyststeder. Og her kom udbygningen af den kollektive trafik til at spille en væsentlig rolle.

Med jernbanen kunne københavnerne nu komme til de mange forlystelser. Sommergæsterne kunne overnatte hos lokale fiskere.

 

Hjem kl. 4 om morgenen

Den første dag i Klampenborg – banens historie blev uforglemmelig. Interessen var enorm. Mere end 34 tog med 16.000 gæster blev sendt afsted. Men da de mange gæster skulle hjem igen, opstod der kaos. De sidste gæster kom først hjem klokken fire om morgenen.

 

Forsinkelser

Hver morgen sørgede stationsforstander Grosche i Charlottenlund for, at toget ikke kom afsted, før stamgæsterne var ankommet. Det var en særlig service fra stationsforstanderens side. Og på den baggrund opstod der ofte forsinkelser.

 

Jernbaneulykken 1897

En af de største ulykker i dansk jernbanehistorie opstod den 11. juli 1897.

På Gentofte Station holdt søndag aften et forsinket lokaltog fra Holte fyldt med glade og trætte udflugts – rejsende. Pludselig blev det påkørt af et særtog fra Holte til København, der skulle køre uden stop. De fire bagerste vogne i Holte – toget blev knust. 32 passagerer blev øjeblikkelig dræbt og der var 140 tilskadekommende. Heraf døde 8 senere af deres kvæstelser.

 

Der blev straks rekvireret hjælp fra Jægersborg Kaserne og Bernstorff Slot. Kort tid efter blev et ambulancetog med læger sendt af sted fra København. Nogle af de sårede blev bragt til villaerne nær stationen.

 

Ulykken gjorde et stort indtryk på befolkningen. I datidens medier blev ulykken malende beskrevet. Prinsesse Marie, der boede på Bernstorff Slot tog initiativ til en velgørenhedsaktion til fordel for ulykkens ofre og efterladte.

 

Ansvaret for ulykken blev lagt på Helsingør – togets lokomotivfører, der havde overset et stopsignal uden for Gentofte Station. Han anførte at togets vakuumbremse havde svigtet, da han i sidste øjeblik forsøgte at afværge ulykken. Han fik efterfølgende fire måneders fængsel.

 

Masser af forlystelser

Efterhånden opstod der mange forlystelser og udflugtsmål i området. Dyrehavsbakken med Kirsten Piils Kilde, traktørstederne i Charlottenlund Skov, væddeløbsbanerne ved Klampenborg og Charlottenlund, den nu forsvundne cykelbane ved Ordrup, samt de populære badestrande ved Bellevue og Charlottenlund Fort.

 

Stor tilstrømning

I begyndelsen var det kun hurtigt opsatte beværter – telte, hvor der var underholdning og mulighed for at spise midt inde i Charlottenlund Skov.

Men efterhånden blev traktørstederne mere permanente. De mest populære hed Over Stalden og et andet Ved Stalden. Ved det tidligere skovløberhus Grøndalshuset kunne man gennem sommeren få sig en svingom.

 

I begyndelsen af det nittende århundrede var vejene til forlystelserne blevet bedre. Nu var det blevet på mode, at drage til Charlottenlund især på nøddeture i efterårsferien. I småhusene gjorde beboere forretning med at koge kaffe og te for folk. I et uddrag fra Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn tegnes et godt billede af udflugterne omkring 1810:

 

       Allerede om Morgenen tidlig ser man Kareter, Chaiser, Wienervogne, Holstenskevogne, Ryttere paa egne og paa lejede Heste strømme derud. Men da Vognlejens nærværende Dyrhed ikke er afpasset efter de flestes Finanser saa tiltræder den største Mængde Turen til Fods, selv mangen ung Dame fra Hovedstaden kækt derud ved sin Elskers Side. Familiefædrene har naturligvis Kone og Børn med og en dygtig stor Madkurv omhyggelig anbragt i Barnevognen.

       Vejen gaar forbi de store Landsteder med de pragtfulde Haver, og Maalet naas.

 

Videre beskrives lystigheden med øl og brændevin og omstrejfende musikanter. Ved solens nedgang er folk på vej hjemad igen.

Omkring 1815 begyndte man at rejse man telte, der kunne holde hele sommeren. Her musicerede Sjællandske Jægerkorps. Og i traktørteltene kunne man altid overtale Sydlandske Skønjomfruer til at slå harpe eller guitar. 

 

Charlottenlund Palmehave

En måske glemt forlystelse var den der opstod ved Charlottenlund Station. Det var tre Charlottenlund – borgere, der købte en kæmpe villa og indrettede den til Charlottenlund Palmehave i 1901. Der var masser af illuminations – fester og fyrværkeri. Her kunne borgerne opleve Palmehavens egen orkester. Men også overfor i Jernbane – pavillonen blev der spillet orkester – musik.

Men ak og ve. I 1909 gik restauranten konkurs. De efterfølgende ejere havde større og mindre held. Men i 1919 var der ikke mindre end 40 ansatte om søndagen. I 1923 blev der udvidet med hotelvirksomhed. Og der blev indrettet en teatersal med plads til 450 mennesker.

 

Her blev der afholdt et utal af fester, koncerter, danseskole og bal. Men efter første verdenskrig gik det ned ad bakke. Palmehaven måtte lukke midt i 1950erne. Det hele blev revet ned i 1966.

 

 

Træk cyklen gennem byen

I cykelalderens tidligste dage blev cykling regnet for en leg og ikke for en sport. I politivedtægten blev det tilføjet at cykler skulle trækkes både ned ad bakke og igennem byerne. På vores cykeltur op til Nordkysten fik vi dog lov til at blive på cyklen både gennem byerne og op og ned ad bakkerne.

 

Det var nu heller ikke let at manøvre rundt på de høje bicycler eller væltepeter – cykler.

I 1888 så Ordrup Cykelbane dagens lys. En af banens største helte var Thorvald Ellegaard. Han vandt i begyndelsen af 1900 – tallet hele seks verdensmesterskaber. Og for den bedrift modtog han Ridderkorset. Senere kom den lokale Willy Falck Hansen og Hans Henrik Ørsted.

I år 2000 blev det sidste løb afholdt på Ordrup Cykelbane.

 

Tuborgs Fabrikker

Ved Store Tuborg påbegyndtes i 1870 anlæggelse af en havn. Her startede Tuborgs Fabrikker. Og det var ikke bare bryggeri. Det var også gødningsfabrik, svovlsyrefabrik og glasværk. Starten gik i 1873.

 

Administrationsfabrikken blev opført i 1914 – 1915. Nabohuset er et syv – etagers bryghus fra 1903 og så var det den 30 meter høje Tuborg Flaske der fik sin debut ved Den nordiske Landbrugs – og Industriudstilling i 1888.

 

Fem øre for at se flasken – indefra

Det kostede fem øre at opleve flasken indefra. Som noget nyt var flasken forsynet med en elevator, så borgerskabets fine herrer og damer kun fragtes op på toppen.

Pavillonen blev meget populær: her kunne man også nyde noget mad. Men i 1925 lukkede man efter klager fra Strandvejens andre restauratører.

 

Kolonihaver som helårsbeboelse

I de første årtier af 1900 – tallet opstod de store villaområder. I Vangede mærkede man ikke så meget til udviklingen. Her var det kun lidt byggeri omkring den gamle landsby. En del gårde blev udstukket til kolonihaver. Og disse kolonihaver blev efterhånden brugt som helårsbeboelse på grund af boligmangel.

 

Trafikken steg og steg. I 1937 blev den nordlige del af Kystvejen indviet. Den sydlige del blev aldrig gennemført.

 

Københavns befæstning

I området er der også præg af Københavns befæstning. Vi har tidligere nævnt noget omkring Gentofte Sø. Danmark var blevet noget amputeret efter nederlaget til Preussen i 1864. Det skulle ikke gentage sig. Vi havde mistet to femtedel af vores land.

 

Et gigantisk projekt blev sat i værk. En astronomisk investering på 20 millioner kroner over ti år. I årene 1885 – 1894 var 2.000 arbejdere beskæftiget med projektet. Tre nye forter blev anlagt, bl.a. Charlottenlund Fort.

 

Her var placeret såkaldte haubitser, der kunne slynge 29 cm granater højt op i en bue. Så kunne de falde lodret ned på fjendtlige skibe. Det gjaldt nemlig om at ramme dækket. Det var de solide panserskibes ømme punkt.

 

Et 14 km voldanlæg fra Avedøre i syd til Utterslev Mose i nord blev anlagt fra 1888 til 1892.

 

Nordfronten skulle forsvares med et sammenhængende voldsystem, fritliggende forter og mindre batterier. Skanserne blev placeret med passende mellemrum. Et oversvømmelses – system skulle oversvømme dalområderne fra Jægersborg over Ordrup Enge til Klampenborg.

Men ak, teknologien ændrede sig. Kanonerne fik større rækkevidde og efter første verdenskrig ændrede fjendebilledet sig også.

 

Skovshoved

Enhver ældre københavner kender begrebet skovserkoner. De havde deres faste stadepladser ved Gammel Strand. Fors gang man hørte om fiskelejet var i slutningen af 1200 – tallet. I Københavns Stadsret blev stedet nævnt i 1275 og 1294 i forbindelse med Roskilde – bispens ret til herreløse skibe.

Et Sankt Anne – kapel i nærheden nævnes i 1498.

 

Og i 1600 – tallet omtales ti husmænd, der hvert år betalte afgift til kongen af den jord, deres huse stod på. Afgiften var en fjerding torsk,dvs. En kvart tønde – sikkert afpasset efter fiskernes beskedne formåen.

 

Masser af ulykker

Da svenskerne huserede måtte fiskerne flygte over hals og hoved. I 1718 var der 26 huse i byen. Og endnu engang fik befolkningen krigen at føle. Nu var det Den Store Nordiske Krig. De bønfaldt kongen om hjælp. Og da drivis havde ødelagt deres fiskeredskaber nok engang, stillede kongen fra 1745 to læs brændsel – tørv fra moserne i Dyrehaven til rådighed om året for hver familie.

 

Kroen blev til hotel

I byen var også en privilegeret kro. Kroejeren fik lov til at brygge øl og brændevin – dog kun til stedets behov. En sommeraften i 1764 udbrændte kroen på grund af en tjenestepiges uforsigtige omgang med et lys, da hun skulle vise en gæst op på hans værelse.

 

Kroen blev dog genopbygget. Nu var det også blevet hotel. Og i 1927 rykkede også biografen ind.

 

Løse svin

I 1834 bestod Skovshoved af 58 fiskerhuse. Bebyggelsen var dog tæt og brandfarlig. Mange af husene var uden lokum, og hygiejnen var ikke den bedste. Svinene løb rundt mellem husene for at søge efter føde.

 

En ny havn

Skovshoved havde en åben strand. Det betød, at fiskerne måtte skubbe deres både ud. Og så måtte de springe ombord. Der blev fisket året rundt. I 1869 byggede de lokale en havn med hjælp fra etatsråd Ole B. Suhr på Sølyst og provst Outzen.

 

Når en ung pige fra fiskelejet giftede sig, gik hendes mand som regel ind i bådelavet. Pigen blev lært op i handel med fisk. Kvinderne blev ved med salgsture helt op i 60 års alderen.

 

Konevogne

Og Konerne fra Skovshoved blev fragtet ind til København i såkaldte Konevogne. Kørslen fortsatte helt op i 1900 – tallet. Man tog afsted om morgenen og tilbage om eftermiddagen. Det kostede 50 øre, og der var plads til 24. Det var billigt men ikke særlig bekvemt. Konerne sad på brædder og var udsat for blæst, regn og sne.

 

Gennem århundreder var Strandvejen, Skovshoveds bygade. Først var det bare hjulspor i sandet med huse på begge sider af vejen. Senere kom der øst – vestgående stræder i fiskerlejet.

 

Københavnerne kommer

Stedet udviklede sig til et malerisk pg attraktivt miljø i københavnernes øjne. Var fiskerhuset stort nok, rykkede  familien sammen  oppe på loftetagen, og så lejede man underetagen ud til københavnerne. Med ejemålet fulgte ofte madlavning og servering. Når gæsterne så ønskede at bade i Øresund, tømte fiskerne gerne badebroerne.

 

Dampsporvogne i sigte

Da dampsporvognen i 1884 nåede Skovshoved gav det virkelig udfordringer. Den smalle vejbane kunne ikke udvides. Vinduerne i dampsporvognen måtte holdes lukket, for sporvognen strøg lige op af husene.

 

Men der indkom masser af klager til myndighederne over disse forfærdelige dampsporvogne. I 1897 blev der indrettet hestesporvogne på strækningen Slukefter til Klampenborg.

 

Sølyst

Det var her på Sølyst at Ernst Schimmelmann giftede sig med den unge og yndige Emilie Rantzau. Men ak, fire år senere døde hun, kun 28 år gammel. Den fortvivlede ægtemand lod rejse en mindestøtte omkring en kilde, der selvfølgelig fik navnet Emilie – kilde.

 

Da sorgen var mildnet tre år efter giftede Schimmelmann sig med Charlotte Shubart. Det udviklede sig til et litterært samlingssted. I 1783 blev Christiansholm erhvervet. Her tilbragte Adam Oehlenschläger mange somre. Og digteren viede sin elskede Christiane overlød Schimmelmann dem Chistiansholm, hvor de tilbragte deres hvedebrødsdage.

 

I 1840 blev Sølyst købt af storkøbmanden, etatsråd Theodor Suhr. Han var meget teaterinteresseret og var meget betaget den tids store ikon, Johanne Luise Heiberg. Og hende og hendes mand boede på Sølyst om sommeren.

 

Efter en del ejerskifter overtog Det Kogelige Københavnske Skydeselskab og danske Broderskab ejendommen i 1948.

 

Bellevue

I 1723 blev der i den nordligste del af Christiansholm opført et lille landsted med den smukkeste udsigt over Øresund, deraf navnet Bellevue.

 

Cirka 10 år senere fik den daværende ejer, Christian Hansen tilladelse til at indrette et traktørsted. Men det gik ikke så godt, selv om de tusinder og atter tusinde, der skulle til Kirsten Piils Kilde, kom lige forbi.

 

I slutningen af 1700 – tallet fik Rasmus Bagge mere gang i stedet. Senere blev de ropført et stort og mondændt hotel over for Gamle Bellevue, der fik navnet Bellevue Strandhotel.

 

Dette hotel blev nedrevet og på tomten opførtes i 1936 – 37 Bellevue – teatret.

 

Taarbæk

Inden vi fik vores egen strand på Østerbro, tog vi ofte til Taarbæk. Her var mindst to steder, hvor vi kunne bade, når stranden ved Bellevue var overfyldt. Det tog ikke lang tid, at cykle hertil.

 

Hvorfor hedder det Taarbæk? Gennem den ældgamle Boveskov løb et lille vandløb ud mod Øresund. Det blev kaldt Torsbæk. Måske er det dannet af det olddanske ord torth, der betyder smuds.

Og forklaringen skal måske søges i at vandløbet løb gennem skoven, hvor der om efteråret dalede løv ned i vandløbet. Lugten fra vandet har sikkert været mindre behageligt.

 

Først i midten af 1600 – tallet hører vi om stedet. I 1682 omtales fiskelejet som betsående af 12 huse. Beboerne havde dengang seks større og syv mindre både. I 1670 var landsbyen Stokkerup lige i nærheden, nedlagt. I 1695 omtales en kro. Og i 1789 anføres det at der i Taarbæk var 34 husstande og 170 mennesker.

 

I 1821 kan man læse, at 200 mennesker i Taarbæk er beskæftiget med fiskeri, og at man nu råder over 30 både.

 

Ustyrlige folk i Tårbæk

Forstvæsnet har omtalt beboerne som meget ustyrlige Folk, der næsten daglig begaar Uordner til Fornærmelse og Skade saavel for Skoven som for Vildtbanen. Det var omkring år 1800. Enkelte beoere har sikkert følt sig fristet til at skaffe sig brændsel og lidt dyrekød på bordet fra Den Kongelige Dyrehave.

 

Fristelsen var stor og overvågningen af det kilometer lange hegn har sikkert været mangelfuld. Senere var det fri adgang, men fiskerbefolkningen har nok ikke nydt den skønne natur lige som københavnerne.

 

I 1850 var der en kro, en lille skole, et par høkere, et par småvognmænd en bager og et par håndværkere. Og fiskerne holdt til i nogle lerklinede hytter i en koloni lige lidt nord for byen, som man kaldte Rækken eller Ved Bækken.

 

Smeden holdt kro

Og kroens historie går tilbage til slutningen af 1600 – tallet hvor smeden, Hans Hansen uden privilegium holdt kro for de vejfarende. I 1717 døde smeden. Året efter skete der et skifte til enken og børnene og her kunne man se, at det at holde kro var en givtig forretning. Og kromanden/smeden havde et tilgodehavende hos de lokale fiskere på 57 rigsdaler. Mon ikke familien gratis frisk fisk resten af livet?

 

I 1718 blev kroen overtaget af en kaptajn Jochum Friis. Forskellige ejere fulgte. I 1840 fik kroen, der nu også var hotel, navnet Taarbæksdal.

 

Hvorfor er de sortøjet i Tårbæk?

Så mener man at befolkningen i Tårbæk er sortøjede. Og hvordan kan det nu været at en sydlig race nu blander sig med den nordiske?

 

       Sagnet fortæller, at et spansk skib for mange, mange år siden led skibbrud. Mandskabet redde sig i land. De byggede hytter ved stranden, og villigt forbandt de danske guldlokkede piger sig med de cataloniske sorthoveder.

 

KlampenborgVanskur – Brønde – og Søbadeanstalt

Kort før midten af 1800 – tallet fik beboerne en ny nabo. Det var Klampenborg Vandkur – Brønde – og Søbadeanstalt. Bataljonskirug Hjaltin, der fik bevillingen købte også det gamle landsted Christiansro. Det blev indrettet til dame – badeanstalt. På ejendommen Skrænten blev der indrettet herrebadeanstalt.

Efter alle kunstens regler kunne man nu få kolde indsvøbninger, kolde kildebade, sæde – og fodbade.

 

Søbade foregik fra badehuse, opført for enden af lange træbroer. I hvert badehus var der et bord og en stol – samt en ringeklokke til betjeningen. Uden for husene førte trapper ned i vandet. Damernes badehus var forsynet med indhegning ude i vandet. Her kunne der så rulles markiser ned. Nej, man skulle ikke kunne overbeglo kvinderne.

 

Underholdning for gæsterne

Der blev sørget for gæsterne med underholdning. Og der var bal en gang om ugen. Sandelig var det også regattafester med bl.a. kaproning. Så var der gynger og keglebaner. Kurhotellets storhedstid kulminerede i 1890erne. Og i 1923 brændte badehotellet.

 

Vi er nu nået til Klampenborg. Det var en lang rejse ikke målt på afstanden – men historisk. Egentlig skulle vi også her have fortalt om Jægersborg Dyrhave og Bakkens historie, men det får I når vi har nået helt ind til Klampenborg.

Og det er jo så i vores nye serie, På vej til Nordkysten.

 

 

Kilde: Se

       Litteratur Østerbro

       Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Nord for Østerbro (under Østerbro)

       Strandvejens Historie (under Østerbro)

       De Første på Østerbro (under Østerbro)

       Sporvogn på Østerbro (under Østerbro)

       Nørrebro og Omegn (under Nørrebro)

       Hvad skete der med Serridslev (under Nørrebro)

 

Hvis du vil vide mere: Om Badeanstalter: Læs

       Badeanstalter på Østerbro

       Den sidste Badeanstalt (under Nørrebro)

 

 

Hvis du vil vide mere: Om Johanne Louise Heiberg: Læs:

       Rosenvænget på Østerbro

       Johanne fra Lille Ravnsborg (under Nørrebro)

Vi besøger kvarteret på den anden side af Nørrebrogade. Dengang var der virkelig store arbejdspladser herude. Titan, Lauritz Knudsen, Holger Petersen, Atlas, De Forenede Papirfabrikker, General Motors m.m. Der var flere chokolade og brødfabrikker. Og så var der et olieraffinaderi, kaffebrænderi og flere bryggerier. Arbejderne kæmpede for bedre forhold. Det lykkedes nogle steder. Der blev bygget arbejderboliger, bibliotek, anlagt kolonihaver. Et sted var der overskudsdeling m.m.

 

Vi var her før

Ja egentlig har vi været her før. Det var da vi beskrev historien om Røde Rose. Og egentlig fik beboerne her de samme problemer som på Indre Nørrebro.

I dag er de fleste beboere herude studerende eller folk af en anden herkomst end dansk. Og egentlig er benævnelsen rent administrativ. Men hold da op, hvis der kom til at ske noget administrativt uden for den snævre grænse, så var fanden løs. Det mærkede vi, da der var kvarterløft i området. Undskyld det hed områdeløft.

 

En begrænsning

Kvarteret afgrænses mod syd – vest af Ågade mod Frederiksberg. Mod nordvest er grænsen Bispebjerg og Nordvestkvarteret af Ringbanen og Nørrebro Station. Mod nordøst er det Lersø Park Allé. Mod syd – øst er grænsen Jagtvejen.

 

Men i denne artikel laver vi en grænse midt i Nørrebrogade.

Vi beskæftiger os kun med den ene side af Ydre Nørrebro. Den anden side har vi beskrevet. Det var i artiklerne Omkring Nørrebroparken 1 – 3 .Og denne gang koncentrerer vi os mest om industri – fortagener.

 

Serridslev

Det var her, at landsbyen Serridslev lå. Den er første gang omtalt i 1186. i 1370 bestod den af 18 gårde og havde et ret stort omfang.

 

Nørrebrogade

 

Skæremølle

Omtrent der hvor Den Røde Plads ligger på Superkilen foran Nørrebrohallen lå Skæremøllen. Den lå der allerede før århundredeskiftet. Ja der lå en masse industri i området omkring det tidspunkt. Nu var det jo praktisk, at mølle lå så tæt ved banen. Så skulle træstammerne ikke fragtes så langt.

 

Sporvogne

Lige her i nærheden blev store sporvognsremiser opført. Man startede i 1897. Ja det er det, der i dag er Nørrebrohallen.

Den ældste af bygningerne er fra 1896. Den var værkstedsbygning og vognhal for Nørrebros Elektriske Sporvej.

 

Ølunds Mølle

Vi har også tidligere beskæftiget os med Ølunds Mølle. Den lå, der hvor Nørrebrogade 148 ligger nu. Det vil sige i gården.

 

Den stakkels spritfabrik

På adressen Nørrebrogade 174 – 176 ligger Zøllnerhus. Men omkring 1890 lå her et lavt hvidt hus, som rummede Gæstgiveriet Svanen.

 

I Nørrebrogade 216 lå fra 1877 – 1915 Fiala, JCL Schibbye Sprit – og Gjærfabrik . Men ak og ve i 1913 blev sprit – afgiften sat voldsom op, og forbruget raslede ned. Det kunne virksomheden ikke holde til.

 

Rådmandsgade

 

Vi smutter ned gennem Rådmandsgade. Gaden er opkaldt efter Borgmester – og Råds Vang. Det store landbrugsområde tilhørte Københavns borgmestre og rådsmænd. Det var en del af deres løn. Og området lå mellem Jagtvejen og Lersøen fra 1539 til 1795.

 

Mange værksteder

Og selve gaden er opstået på en gammel sandgrav. Dele af gaden minder om et havneområde, med små erhvervsdrivende, bilmekanikere og fabrikshaller.

 

I perioden fra 1878 til 1910 opstod der mange små værksteder på gaden. Bebyggelsen forekom meget uensartet. Det minder en del om en købstad.

 

DKP: Byg sociale boliger

I sommeren 1986 kunne man fra en af bygningerne se et banner hængende fra 2. sal:

 

       DKP: Ruinen ned! Byg sociale boliger

 

Kongelig Hof – og bronzemester

I Rådmandsgade 16 boede kgl. hof – bronzemester Lauritz Rasmussen. Firmaet blev startet i 1854 inde i København. I 1888 flyttede firmaet til Læssøesgade og i 1896 flyttede firmaet ud på Rådmandsgade. Det lukkede først i 1967.

 

Her på tomten, der opstod kunne man så efterfølgende opleve et omrejsende Tivoli og besættere i telte.

 

Her ligger selvfølgelig også den berømte Rådmandsgades Skole, hvor søde Lise dirigerer det hele. Skolen blev bygget i 1889 for 175.403 kr.

 

Rester fra en industritid

I Rådmandsgade 28 har der tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere haft deres lagerbygning. Dette hus er i dag børnehave.

 

I baggårdene til nummer 30 – 34 er der i dag autoværksteder. Her er der spor af hejseværk. Gamle porte og tilmurede vinduer vidner om bygningernes forhåndværende funktioner.

 

I nummer 30 blev autoværkstedet i 1941 afløst af akkumulatorfabrikken Dana. Her ombyggede man baghuset til den nye fabriks behov.

 

I nummer 43 fremstillede man i mange år leverpostej.

 

Titangade

 

Tab for handelsforeningen

Titangade er en sidegade til Rådmandsgade. Her kom undertegnede meget, dengang vi i Nørrebro Handelsforening havde Handelstandens Indkøbsordning. Vi leverede varer til de ældre. Det fungerede faktisk udmærket, indtil kommunen pludselig brød kontrakten og udbetalte mindre, end de skulle. Så gik det ned ad bakke. Og vi måtte sælge den gode ordning. Det betød store tab for Nørrebro Handelsforening.

 

Farvel Janne

Men, når jeg tænker på Titangade tænker jeg også på smukke Janne, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg vidste godt, at hun færdes meget i Hells Angels klubhus. Nu er hun her ikke mere. Det var den 6. oktober 1996.

 

Fabrikken – Titan, kolossal betydning

Fabrikken Titan fik kolossal betydning for området, vel nok på grund af dens størrelse. Dens areal dækkede hele stykket mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade, Sigurdsgade og Rådmandsgade.

 

Klokkestøbere

Industrien har præget kvarteret siden slutningen af 1930erne. Her var små bebyggelser på 1 og 2 etager, små kontorbygninger og skure, værksteder med autoservice m.m. Her var et støberi, smedefirmaer , eddikebrygning, skotøjsfabrikation og mineralvands – fabrikation. I nummer 16 boede klokkestøberne B. Løw og Søn.

Klokkestøberiet havde blandt andet travlt med at fabrikere klokker til Sønderjylland efter første verdenskrig. Mange af dem, der var der blev brugt af tyskerne i rustningsindustrien.

 

Det startede med to skrågader

Dengang i slutningen af 1800 tallet havde man en plan for området. Den startede med to skrågader over Rådmandsmarken. Det var Haraldsgade og Vermundsgade.

 

Vermundsgade

 

Laurids Knudsen – Vermundsgade

En del af Laurids Knudsens Mekaniske Etablissement A/S blev påbegyndt i Vermundsgade 40 A og B i 1922. Senere udviklede det sig til en seks etagers fabriksbygning i 1952.

Her var både fabrikshal, arbejdergarderober og endda også en skadestue.

 

Lauritz Knudsen – Haraldsgade

I 1893 rejste Lauritz Knudsen fra sin fødeby Odense og etablerede sig i København som uhr – og chronometermager. Men han kunne hurtig se, at det kunne betale sig, at fremstille el – installationsmateriel.

 

En blomstrende virksomhed

Da han døde i 1917 efterlod han en blomstrende virksomhed med adskillige hundrede medarbejdere. Man valgte at bygge helt nyt – på en kålmark på Haraldsgade.

Man producerede alt fra strygejern, radioer, højttalere, el – komfurer m.m. Da kongeskibet stod ud på sin jomfrurejse i 1932 var det forsynet med LK SKOT – lamper. Men først i 1960 kunne man kalde sig kongelig hof leverandør.

 

Sabotage

Under besættelsen blev to af Lauritz Knudsens transformerstationer sprængt i luften af BOPA og SOE. Der skete skader for 850.000 kr. baggrunden for dette var, at virksomheden producerede transformerdele til den tyske rustningsindustri.

 

I 1986 flyttede firmaet ud for byen.

 

Firmaet er i dag en del af Schneider Electric.

Da virksomheden var på sit højeste beskæftigede den 4.000 mand. Sammen med General Motors og Titan – fabrikken var det virkelig tale om storindustri.

 

Bryggeri

Vermundsgade 9 – 11 rummede fra 1937 – 1971 Balderskilde Bryggeri

 

Hermodsgade

 

En chokoladefabrik

En sidegade til Haraldsgade er Hermodsgade. I nummer 30 blev der i 1936 bygget en bygning til A/S Elektrolux i 1936.

 

Og i nummer et lå i 1950erne en købmand ved navn Flintager.

 

Jagtvejen

 

Fra Chokoladefabrik til teltmission

Vi skal da også lige kigge på dele af Jagtvejen. Lad os kigge på nummer 85. Her lå Chr. Kehlets Chokoladefabrik . Her lå også Zigøjnerhallen. Og teltmissionen Perleporten nedbrændte fornylig.

 

Omkring nummer 101 – 107 lå Cafe Restaurant Jagtlyst. Det gjorde den i hvert fald i 1926.

 

Senneps – og eddikefabrik

I nummer 115 i baghuset mod Odinsgade havde Bähnckes Senneps – og Eddikefabrik til huse fra 1919. I 1958 flyttede man til Ballerup.

Fabrikken hed egentlig Bähnckes Senneps, drikke og konservesfabrik. Den var stiftet i 1830 i Kiel og blev overflyttet til København i 1858.

Ved siden af lå i 1913 Udsalg af brugte Byggematerialer. På indgangsskiltet stod der Nielsens Plads.

 

Heimdalsgade

 

På et kort fra 1865 ses Mimersgade som en smal vej mellem markerne på Rådmandsmarken, fra Lygten til Jagtvej. I 1915 var gaden dog endnu ikke ført helt igennem. Den blev først navngivet i 1925 og 1931. Før den tid hed den Rosagade og Slejpnersgade.

 

Bødelens gård

Og Heimdalsgades forløb anes allerede på et kort fra 1830. Det er en af de ældste gader på Ydre Nørrebro. Men gaden blev først navngivet i 1892.

Det var her gården Petershvile eller Petersminde lå. Ja gården havde også navnet Nissedal. Og på et kort fra 1766 optræder gården som Mester Jokums Gaard. Sandsynligvis boede bødelen her, langt uden for bygrænsen.

 

Schiønning og Arvé

I en lille diskret bygning på Heimdalsgade åbnede i 1896 de såkaldte Gummi – og Luftringsfabrikker. Siden blev denne bygning til Schiønning og Arvé . Virksomheden opførte i 1930 en ny stor bygning i gaden. Det var her politiet for allerførste gang brugte tåregas.

Fabrikken lå her fra 1896 til 1981. Nu har ABB opført 25o lejligheder på stedet.

 

General Motors

Det var også her i nummer 42, at Ford Motor Company A/S etablerede en samlefabrik. Her blev alle Skandinaviens Ford T’er samlet. Bilerne kom i store kasser som samlesæt fra USA og senere England. Kasserne blev brugt i kolonihavehuse. De var så rummelige, at de næsten var lige til at flytte ind i.

Men allerede i 1924 var fabrikken blevet for lille. Man flyttede til Europas mest moderne butik i Sydhavnen. Bygningerne er værk her på Heimdalsgade og erstattet af en boligblok. Her ligger i øvrigt Røde Rose 3.

 

General Motors blev grundlagt af den næststørste bilproducent i Verden. I 2007 blev man overhalet af Toyota.

 

Chokoladefabrik

I nummer 14 – 16 lå chokoladefabrikken Elisabethsminde. Den hed også Hintz og Co, Og så var virksomheden også kongelig hof leverandør. Den lå her fra 1914 – 1926.

 

Berlingske Bogtrykkeri lå i nummer 32 fra 1955 – 1975

 

Småkager

Og fra 1912 – 1978 lå der i nummer 35 – 37 Engelsk – Dansk Biscuits Fabrik. Her arbejdede især mange kvinder. Selve virksomheden var grundlagt i år 1900.

I 1957 kom her en tilbygning, hvor der blev produceret Kelloggs Corn Flakes og Rice Krispies.

 

Firmaet blev grundlagt på Vesterbrogade 89.

 

To brødfabrikker

Dansk Fedt – og Palminfabrik holdt til nummer 40 fra 1912 – 1920. Derefter havde Schulstad en stor fabrik her frem til 1950erne.

 

Og endnu en rugbrødsbutik holdt til i gaden fra 1897 – 1976, det var de Forenede Bagermestres, der lå her fra 1897 til 1976.

 

Baldersgade

 

Eget wc og pigeværelse

På et kort fra 1865 ses der begyndende bebyggelse på Baldersgade i nærheden af Nørrebrogade. Men den nordlige del var bare et markskel.

Gaden blev kraftig udbygget sammen med resten af bydelen i slutningen af 1800 tallet. Her opstod også såkaldt luksusbyggeri som rummede eget wc og pigeværelse. Ja sådan står der i annoncerne.

 

Mange funktioner

På adressen Baldergade 20 – 24 har der været mange ting. Her opstod i 1880erne en af de såkaldte De Kellerske Institutioner, hvor åndssvage og døvstumme blev undervist i at lære at tale. Cirka halvdelen af børnene boede også på skolen.

I 1903 åbnede Balders Hospital i bygningerne. Her  var en særlig stue for fattigfolk.

Siden blev bygningerne brugt til den berygtede 6.  psykiatriske afdeling. Det var et aflastningssted for Kommunehospitalets psykiatriske afdeling.

 

Mod slutningen af krigen var det Krankenhaus Baldersgade for cirka 140 tyske flygtninge. Efter krigen var det en årrække en filial af Rudolf Bergs Hospital for Kønssygdomme.

 

Tåregas

Også her i Baldersgade har politiet brugt tåregas. Det skete i forbindelse med rydningen af ungdomshuset i kollektivet Bumzen.

 

Friskole

Her i gaden lå også en lille friskole, allerede fra 1874. Det var i nr. 10. Det var skolebestyrer Rosendal, der oprettede skolen i en helt ny bygning.

 

Balderskilde

I nr. 8 lå baghuset til mineralvandsfabrikken Balderskilde. Den blev grundlagt i 1900, og lå med baghuset her i gaden til 1935.

 

Atlas

På hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade, der har nummer 3, lå virksomheden Atlas. De startede med at producere kølemaskiner i 1899.

Det var egentlig en fortsættelse af firmaet Tuxen & Hammerich, der i en årrække havde drevet fabrikation af dampmaskiner.

 

Bygningen langs Baldersgade havde tidligere fungeret som remise for hestesporvogne. Atlas lod opføre en kontorejendom ud til Nørrebrogade.

I 1898 købte virksomheden en grund i Lyngbygade (nuværende Hillerødegade) ved Fasanvejen til opførelse af jernstøberi og kedelsmedje. Selskabet havde også bygninger i Københavns Frihavn.

 

Alle bryggerier anvendte køleanlæg fra virksomheden. Det samme gjorde en lang række fabrikker.

 

Sabotage

Under besættelsen var firmaet udsat for sabotage. Men i virksomheden producerede man i al hemmelighed også våben til modstandsbevægelsen Holger Danske.

Denne gruppe besatte virksomheden om aftenene den 4. maj, for at forhindre at tyskerne lavede sabotage.

 

Overskudsdeling

Allerede i 1950erne blev der indført overskudsdeling, en vælfærdsfond, der finansierede ferieboliger. I 1974 blev der alene udbetalt 13 millioner kroner til arbejderne.

 

Da firmaet flyttede til Lundtofte i 1950 producerede de næsten kun køleanlæg til firmaer.

Private ejede stort set ikke køleskabe på det tidspunkt. Derfor var der så mange mejerier dengang.

Men i 1960 blev køleskabet hvermandseje, og der stod Atlas på hver anden af dem.

 

Ægirsgade

 

Ægirs Apotek

I Ægirsgade finder man den ældste af Ydre Nørrebros mange stiftelser, nemlig Købmandsstiftelsen, der blev grundlagt af Urtekræmmerforeningen. Den er opført i 1902 og ligger på adressen Ægirsgade 55 – 65 og Balders Plads 1 – 3.

 

Det var her Ægirs Apotek lå fra 1910 til 1929. det flyttede nemlig til Jagtvej 113. Firmaet blev nedlagt i 1976.

 

 

De gamle værtshuse

Og måske skulle vi også lige nævne gadens værtshuse Det Gamle Sted, Café Viking, Café Ægir og Karusellen.

 

Gaden blev navngivet i 1899. På et kort fra 1886 er den endnu ikke placeret..

 

Masser af værtshuse

Omkring 1910 var her et rigtigt handelsliv med masser af butikker. Og gaden kan bryste sig med, at her boede to store kunstnere, Michael Kvium og maleren Per Kirkeby. Sidstnævnte i en halvanden værelses uden bad.

 

Frit udsyn til toilettet

Her lå også en reberbane. Det gjorde det også ved Ølunds Mølle ved Runddelen i 1804. Det var af kaptajn ved Borgervæbningen, Toksværd. Han stakit blev i øvrigt ødelagt ved en storm i 1835. Forbipasserende kunne se lige ind i hans lokum. Historien fortæller ikke, om Toksværd sad på lokummet, da det skete.

 

Nannasgade

 

Den store tekstilfabrikant

Nannasgade kan takke tekstilfabrikant, Holger Petersen for sin identitet. Han samlede alle sine virksomheder ude på Ydre Nørrebro i 1880erne. Han købte et stort areal på den daværende Rådmandsmark, hvor han opførte forskellige fabrikker samt arbejderboliger.

Rester af fabrikken befinder sig nu på adressen Nannasgade 28.

 

Jesus på Nørrebro?

Han gav også grunden og tårnet til Kingos Kirke. Kirken er fra 1910 og bemærk altertavlen. Den forestiller Jesus med barnet på armen. I baggrunden ses Nørrebros huse og skorstene.

 

Rutana

Arbejdernes Fællesbageri eller Rutana lå her fra 1887. Det blev grundlagt året før. Den 40 meter høje kornsilo stod færdig i 1948. i 1959 var der 295 arbejdere. Og det hele blev revet ned i 1985.

Formålet var at skaffe arbejderne billigt og sundt brød. Virksomheden blev landskendt i 1981, da en gruppe unge besatte den.

 

Olieraffinaderi

Glad & Co Olieraffinaderi importerede russisk råolie og raffinerede det til maskinolie. I 1901 flyttede virksomheden til en ny fabrik i Nannasgade. Fabrikken nedbrændte i 1980, hvorefter fabrikken flyttede til Vallensbæk.

Den nedsivende olie har forurenet grunden. Man besluttede at kapsle forureningen ned og plante græs på. På den tidligere fabriksgrund ligger i dag Bananapark.

 

 

 

 

Tagensvej

 

Livets vej

Tagensvej bliver også kaldt for Livets vej. Det er fordi, den går fra Rigshospitalet til Bispebjerg Kirkegård. Og tænk den er 8 kilometer lang.

Gaden er navngivet efter ejendommen Tagenshus. Den var opført 1631, som bolig for vangemanden, der havde opsyn med Borgmestervangen og Rådmandsmarken. Huset fik navn efter den senere vangemand, Tage Nielsen, der døde i 1710.

 

At skyde papegøjen

På stedet, hvor huset blev bygget, var der allerede i 1616 rejst en såkaldt fuglestang. Den blev benyttet til afretning af kongelige jagtfalke. I 1694 blev der indrettet skydebaner, hvor borgerne kunne skyde om kap. Masten blev siden kaldt for papegøjestangen. Heraf kommer udtrykket, at skyde papegøjen.

 

Arbejderboliger

Tagensvej var frem til 1899 kun et stykke vej, der gik mellem Jagtvej og Lersøen. Først herefter gav militæret tilladelse til at vejen kunne fortsætte ind over Fælleden.

 

I 1880erne var området nord for Jagtvej stadig præget af spredt bebyggelse. Her blev bygget små og store produktionsanlæg samt arbejderboliger.

Kig engang på Tagensvej 83 og 85. Det er Holger Petersens gamle arbejderboliger, som nu er fredet.

 

300 ansatte

Egentlig blev hans store tekstilfabrik stiftet i Store Kongensgade i 1878. Holger Petersen var medlem af Landstinget. Han opførte ikke blot arbejderboliger, men også nyttehaver, spisesal og bibliotek for arbejderne.

 

I 1903 var der ansat 300 arbejdere i virksomheden. Mænd, kvinder og børn lavede alle mulige former for bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet og farveriet tilvirkedes især strømpegarn. På søsterfabrikken i Malmø var der på det tidspunkt ansat ca. 250 medarbejdere.

 

I nummer 135 lå fra 1924 – 1980 Dansk Bølgepap Industri.

 

Hauberg starter Titan

Og så skal vi ikke glemme erhvervsmanden S.C. Hauberg. Han indgik i 1897 en fusion med flere andre smedevirksomheder og oprettede virksomheden Titan. Han fik oprettet en sporvognslinje ud ad Tagensvej. Og det var bestemt ikke uden problemer. Det var igen militæret, der var problemer med.

 

1959: 1.900 ansatte

Firmaet havde i 1959 beskæftiget 1.900 personer. Man fremstillede dynamoer, kraner, lodsningsanlæg og elevatorer.

 

Mødte man ikke til tiden blev man indberettet. Drejerværkstedet blev kaldt for Drejernes Kirkegård. Men man skulle alligevel rubbe neglene, for man arbejde på akkord.

 

Kæft, trit og retning for en lærling

I midten af 1950erne var der 1.200 medarbejdere, hvoraf 200 var lærlinge. Og linjen over for dem var hård. Kæft, trit og retning og Gud, nåde trøste dig, hvis du blot trådte bare lidt ved siden af.

 

Men for en ung knøs var det værste at arbejde sammen med damerne (madammerne). De var strenge og kunne rigtig hundse med en.

 

Lønningsdag

Torsdag var en særlig dag – det var lønningsdag. Så var det godt, at der var tre – fire værtshuse lige i nærheden af fabrikken. Særlig populær var værtshuset Hector. Men det var ikke særlig populært, at komme skæv hjem til konen. Derfor stillede mange koner sig også i porten om torsdagen og krævede mandens løn.

 

Jagtvejens mølle

Få meter fra Tagensvej lå møllen, der blev kaldt Jagtvejens Mølle eller Thorsgades Mølle. Møllen malede mel helt frem til slutningen af 1890erne. Her blev der bat brød frem til 1917. På det tidspunkt blev møllen opslugt af otte andre københavnske brødfabrikker. Bagermesteren hed Schulstad.

 

Thorsgade

 

Masser af gadeliv

I 1870 var der kun fem husnumre i Thorsgade. Men i 1900 udgjorde gaden en af de større gader i området. Her var masser af gadeliv med småhandlende som slagtere, cigarhandlere, mejerister og noget så specielt som en xylograf og en tøffelmager.

 

Her i Thorsgade var der på et tidspunkt tre af de såkaldte brune værtshuse. I en tidligere artikel har vi beskrevet mystikken om Thors Passage.

 

Dagmarsgade

 

Tegneserier

I Dagmarsgade kan vi tage et kig i telefonbogen i 1908. Her boede blandt andet, cigarhandler, værtshusholder, malermester, tømrermester, slagtermester, brændevinsbrænder, vognmand, barber m.m.

 

I baghuset til  nummer 10 lå Interpresse, der var en underafdeling af tegneserieforlaget, der blandt andet har udgivet Basserne, Spiderman og Lucky Luke.

 

Haraldsgade

 

Grundvigs Højskole

Haraldsgade blev allerede navngivet i 1880. Den var en gammel forbindelsesvej til Rådmandsmarken. Omkring 1900 var der ikke meget end landelig idyl.

 

I Haraldsgade 5 var her indtil 1907 et renovationshus og lige i nærheden lå Marielyst, der var Grundtvigs ret slidte højskole.

 

I nummer 53 lå Lauritz Knudsens store fabrik fra 1921 – 68. Den har vi tidligere i artiklen beskrevet.

 

 

 

 

Sigurdsgade

 

Kaffebrænderi

Her lå kaffebrænderiet Merkur i nummer 25, der blev bygget i 1933. men bygningerne har også været anvendt tril andre formål. Her har både været malerfirma, været produceret bønnespirer og dyrket østershatte. I dag er det hvis nok et vvs – firma på stedet.

 

Ole Jørgensens Gade

 

Først anerkendt i 1967

Navnet blev først anerkendt i 1967. Ole Jørgensen var viktualieforhandler, men synes ikke, at have haft nogen tilknytning til Nørrebro.

Han sad dog i bestyrelsen for det selskab, der udstykkede grundene i området i 1900. På hjørnet til Nørrebrogade ligger det gamle apotek Svalen.

 

Bragesgade

 

I nummer 26A er opført Manufakturhandlernes Stiftelse

 

Mjølnerparken

 

En kæmpe papirfabrik

Glemt er efterhånden, at der her på grunden lå en stor arbejdsplads. Det var en papirfabrik, der efterhånden skiftede navn flere gange. Den hed i mellemkrigstiden Papirfabrikken Skandinavia,

 

Det var De Forenede Papirfabrikker i 1933 byggede et stort kompleks. Grundstammen var Københavns Papir – og Kartonfabrik.

Fabrikken stoppede i 1979, og det hele blev revet ned.

 

Rovsingsgade

 

Gaden er opkaldt efter den tids bedste kirurger og professor ved Københavns Universitet 1899 – 1924. Gaden er en forlængelse af den gamle jernbane.

 

Valhalsgade

 

I nummer 4 lå Søren Madsens Elektriske Etablissement, som senere blev til Osram. Den havde tidligere haft til huse i Sigurdsgade. Lagerhallen og garagerne blev revet ned i 1991. I 1957 var der 35 mand ansat i virksomheden.

 

Odinsgade

 

Et enestående erhvervs – eventyr

På arealet , hvor Odinsgade, Odins Tværgade og P.D. Løvs Alle i dag ligger lå i dag den tidligere fornemme ejendom Allersbo. Ejendommen blev opført i 1857. Og den blev nedrevet i 1960erne. Det var starten til et enestående erhvervs – eventyr.

 

Enken efter bryggeren Christian Aller kunne ikke selv klare bryggeri og landbrug. Hun flyttede ind i den flotte ejendom med hele syv børn. Snart blev samlingsstedet for hele områdets unge. Det var et meget åbent hjem. En af børnene var Carl Aller. Siden sin konfirmationstid vidste han, at han skulle være bogtrykker og litograf.

Oppe i sit kvistværelse foretog han mange kemiske eksperimenter. Ofte hørte man mange eksplosioner heroppe fra. Vinduerne var efterhånden godt tilsodede.

Og hans eksperimenter lykkedes. Han fandt en ny mode at lave tryk på. Og Carl og hans kone, der var blandt de unge, der kom i villaen lærte familien Danmark, at læse ugeblade.

Vi kunne så have fortsat eventyret, der fortsatte i Blågårdsgade.

 

Billard i Odinsgade

I nummer 3 boede der en billards – fabrikant. Han var der i hvert fald i år 1900. I nr. 17 lå her i 1940erne Søeborgs Mineralvandsfabrik.

 

Allersgade

 

Allersgade var den første gade, der blev anlagt på Ydre Nørrebro. Det var i 1857. Gaden blev navngivet i 1860. Og den er ikke opkaldt efter bogtrykkeren Carl Aller, men faderen og bryggeren Christian Aller, der var sønderjyde.

                                                                                                                  

Kilde: Se Litteratur – Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Om Ydre Nørrebro:

       Anekdoter fra det gamle Nørrebro

       Barnemorderen på Jægersborggade

       Bomben i Søllerødgade

       Da Nørrebro havde butikker på hvert gadehjørne

       Dramaet i Husumgade

       Familien Aller på Nørrebro

       Flere spor på Nørrebro

       Forlystelser på Nørrebro – dengang

       Gamle historier fra Nørrebro

       Grundtvig på Nørrebro

       Historien om Jægersborggade

       Hvad skete der med Serridslev?

       Hvorfor skulle Janne dø?

       Industri og arbejdere på Nørrebro

       Købmandsforretningen

       Lersø ismejeri

       Lersø – bøller og bisser nok engang

       Likvideret på Nørrebro

       Med tog over Lersøen

       Mysteriet i Thorsgade

       Novo på Nørrebro

       Nørrebro – overskrifter 1903 – 1916

       Nørrebro – og omegn

       Nørrebro – dengang

       Nørrebro – erindringer

       Nørrebro – virksomheder 1923

       Nørrebro – flere sabotager

       Nørrebrogade 156

       Nørrebros Gader A – G

       Nørrebros Gader H – N

       Nørrebros Gader O – Å

       Nørrebros mange stationer

       Omkring Nørrebroparken 1 – 3

       På sporet af Nørrebro

       Røde Rose på Nørrebro

       Sabotage på Nørrebro

       Slagtermesteren fra Runddelen

       Sporvogn på Nørrebro

       Steder på Nørrebro

       Tobaks – og Aviskiosken

       Tog til Nørrebro

       Ølunds Mølle

       En gadedreng fra Lundtoftegade

       og mange flere artikler

       Indkøbsordning – fra Storhed til Fald (under fra Urtekræmmer til Shawarmabar)

 

Hvis du vil læse specielt om Erhvervslivet på Nørrebro: Læs

       Bloggen: Fra Urtekræmmer til Sharwarmabar (Nørrebro Handelsforenings historie

 

Hvis du vil læse om Arbejdernes vilkår på Nørrebro: Læs

       Arbejdere og Industri på Nørrebro 2

       Arbejderkamp på Nørrebro

       Arbejderne på Nørrebro

       Begravelse på Assistens Kirkegård 1886

       Flere arbejdere på Nørrebro

       Louis Pio på Nørrebro

       Rabarberlandet

Fattigdom var også fremherskende dengang. Det var ydmygende at få fattighjælp. Børnene måtte arbejde inden og efter de gik i skole. Lønnen måtte de aflevere derhjemme. Og skolen var det rene tortur. På kløvermarken kom den første flyveplads. En dag skete et mirakel – en flyvemaskine, der fløj. Klunsere og svin slåssede om dagrenovationen. Og Store Bededag udkæmpedes det store slag ved Volden mellem Christianshavnere og Amager – knægte. En gammel Carlsberg kostede kun 11 kr.

 

Søndagshygge på Kløvermarken

Det var dengang, man om søndagen mødtes på Kløvermarken. Mutter tog mad og kaffekanden med. Far tog spillekort, mundharpe, harmonika og bajere med.

 

Der var juletræsfest i Menighedshuset i Overgaden for afholdsforeningen.

 

Overfyldt lejlighed

Allerede tidlig om morgenen var der gang i den overfyldte lejlighed. Fem mennesker var placeret i en lille to værelses lejlighed.

 

Børnene hjalp til

Børnene skulle hjælpe til. Inden skolegangen skulle de ud med aviser. Det gav en tårnhøj ugeløn på 50 øre. De blev afleveret derhjemme. Men så fik man da også 5 øre til egen fornøjelse hver søndag.

Det var ikke let at læse lektier under den sparsomme belysning.

 

Børn gik sultne i seng

Fattigdom og underernæring var normalt. Børnene gik sultne i seng. Det man fik var mest kaffe eller daggammelt brød købt om morgenen, købt om morgenen ved seks tiden for næsten ingen penge.

 

Ædegilde på skolen

Men på Øresundsvejens Skole blev de underernærede børn bespist med dejlig varm bævrende bugflæsk og kraftben. Det var et sandt ædegilde for de sultne børn.

Nogle gange blev der serveret gule ærter og flæsk, blodbudding og vandgrød. Og når det var rigtig luksus, ja så var det flæskesteg og sødsuppe. Det var som regel om lørdagen. Som regel var det ikke råd til dette, derhjemme.

 

Et bomhus

På hjørnet af Prags Boulevard og Vor Frelsers Kirkegård var der dengang et bomhus. Her sad en såkaldt bommand.

Her kom Amager – bønderne forbi. De skulle betale 5 øre, for at komme forbi. Og så tog børnene opstilling. Det kunne jo være, at der faldt en grøntsag af. Men hjalp man selv til, at tingene faldt af vognen vankede det med kosteskafter hjemme hos mor.

 

Kogt kød fra en syg ko

Dengang kunne man hente numre inde på det gamle slagterhus på Halmtorvet. Disse numre gav adgang til at købe en hvis mængde kogt kød. Det var jo godt nok, men det viste sig at kødet stammede fra syge kreaturer ramt af tuberkulose. Så var det måske ikke så appetitlig. Men ned kom det – man var sulten. Så kunne alt komme ned.

 

Flyttede meget rundt

De fattige flyttede meget rundt dengang. Havde man ikke til huslejen, blev der lejet en trehjulet trækvogn. Møblerne blev stillet uden for døren eller op i trækvognen. En betjent holdt øje med det hele.  Som regel var det nye sted ikke bedre end det sted, man flyttede fra.

 

Stor afsætning af radiser

Augustagade dengang var landelig idyl. Marker, gartnerier og haver lå tæt på datidens Amager. Det gav frisk luft og sunde kinder.

Det var dengang, hvor konerne klædte sig i Amager – dragte. Det vil sige, at det nu ikke var alle der ejede sådan en dragt. Det så festligt og farverigt ud.

De trak radiser op af jorden. I gårdene vaskede de dem og bundtede dem i ti stykker. Børnene gik så ud og solgte dem.

Der var stor afsætning over i Eberts Villaby, der lå på den anden side af Amagerbrogade.

 

Amagerkonernes slagtebord

Det varede lidt inden man kunne få en lille have. Det havde man i nogle af gårdene på Amager. Men man skulle lige ses an først, inden man kunne få tildelt en have. Havde man sådan en, kunne man også holde dyr.

 

Indtil da måtte man acceptere efterladenskaber fra de såkaldte Amagerkoners slagtebord. Så fik man de hoveder, de andre ikke ville spise, fra de vilde kaniner, der regelmæssigt blev slagtet lørdag aften.

 

Klunsere og svins kamp

På Amager fandtes der rig mulighed for at tjene lidt ekstra.  Det kunne man gøre ved at holde øje med, hvad der blev kastet på lossepladserne. Her blev dagrenovationen fra store dele af København kastet. Og her holdt Amagers bønder også svin. Men klunserne holdt også til her. Og hver gang, der kom et læs inde fra byen var der en vild kamp mellem klunsere og svin. Jo det skete, at svinene gik på klunserne.

 

Og da stakkels Ladegårds – lemmer kom til Sundholm, blev de sat til at passe grise.

 

Natmændene

Natmændene kom med deres hestetrukne køretøjer. Der var to heste foran og altid to natmænd med vognen. De kunne vel have 40 – 50 tønder på vognen.

De gik med en lille tranlygte på maven. Og når de kom måtte de larme for at skræmme de mange rotter væk. Det var et usselt betalt arbejde. Ja det var også uhumsk. Tønderne blev kørt ud på Kløvermarksvej, hvor de blev tømt i store beholdere.

Ja og tønderne blev gjort rent af knægte til 50 øre om dagen.

 

Investering i frugtsmør

Og det blev altid noget til overs, når klunsere og svin havde været der, så knægtene kunne sælge det. Kludekræmmer Fanøe kunne bruge det meste.  De penge, de så fik ud af det, blev investeret i en cigaret, eller frugtsmør og brød. Man kunne godt blive træt af mørkt rugbrød med fedt og salt. Det var fristende at tigge om daggammelt wienerbrød hos bageren på hjørnet af Kastrupvej.

 

Ja man kunne også købe kagekrummer i et kræmmerhus for 2 øre. Det mættede alt sammen.

 

Hvedeknopper – en delikatesse

På Amager Landevej over for gården Sofiehøj lå dengang en rigtig vindmølle. Her bagte man sigte – og landbrød. Men man lavede også noget børnene kaldte hvedeknopper. Det var en sand delikatesse. Kunne man lokke sådan en ud af mølleren, var lykken gjort.

 

Og en anden delikatesse kunne man købe i slikbutikken over for skolen. Det var selvfølgelig studenterbrød. Ja egentlig var det bare opblødt rugbrød med lidt sukkerstads ovenpå. Den kostede kun 2 øre og den mættede bare.

 

Et kulinarisk højdepunkt

De mere velstående fik 5 røgede sild til 13 øre og 3 bundter radiser til 5 øre. Og det var luksus, at alle fik 2 æg hver til påske.

Højdepunktet inden for det kulinariske var, hvis der blev råd til flæskesteg til jul.

 

Man lavede selv skøjter

Langs Løjtegårdsvej voksede vilde æbler. De blev tidlig halvmodne.

Der var mange vandhuller, der førs til is dengang. Her var der rig mulighed for at stå på skøjter. Og det er nok ikke sådanne skøjter, som vi kender i dag. Man lavede dem selv.

 

Kartoffeloptagning

Man kunne altid tjene en lille skilling hos Amager – bønderne ved kartoffel – optagning. Men det var et hårdt arbejde til meget ringe betaling.

Og man skulle ikke begynde at tage gulerødder, så vankede det tærsk af bondemanden.

 

Ingen sygedagpenge

Kom faderen galt af sted, var det ikke noget, der hed sygedagpenge. Så var det kun fattighjælp. Men mange arbejdere vil ikke nedværdige sig til at modtage fattighjælp. De mente, at det var det samme, som at blive udstødt af samfundet. Og så mistede man også sit valgret.

Det var ydmygende, og ens medmennesker så ned på ind, når man modtog fattighjælp.

 

Men nogen blev simpelthen nød til det. Og det var en vej hen til fattig – forstanderen. Man kunne så få madbilletter. Et meget beskedent pengebeløb kunne man måske få. Men det beløb skulle så hentes på Københavns Rådhus.

 

Ud til Højre

Og når nu vi er ved valgret. Så skulle et borgerlig parti aldrig komme kørende ind i et arbejderkvarter. Heller ikke på Amager. Fædrene kommanderede deres poder til at smide sten efter en propagandavogn fra partiet Højre.

 

Det var sjældent, man frøs. Slap koks og brænde op, kunne man altid finde noget på byggepladserne. Og ude ved stranden var der altid noget, der var skyllet i land.

 

Skolen var rent tortur

Det var hårdt, at skulle flytte til Christianshavn. Og Bådsmandsstrædes Skole var rent toturkammer. Spanskrøret blev flittig brugt. Det var dengang, man troede at lærdom skulle bankes ind i ungerne. Daglig tæsk var normalt.

 

Børnearbejde

Ja og børnene måtte arbejde for føden. Og meget af dette foregik på Skråfabrikken Brødrende Braun i Prinsessegade. Nogle gange var der endda på arbejde og derefter i skole. Og lønnen var ikke noget at prale af.

 

Ind til kort før første verdenskrig blev masser af børn udnyttet på diverse fabrikker til en sulteløn. Men familierne havde brug for hver en øre.

 

Det store slag

Store Bededags aften blev kampen mellem Christianshavner – drengene og Amager – drengene udkæmpet. Og Christianshavner – knægtene fabrikerede djævelske våben inden slaget. Det var blandt andet reb, hvor der blev lavet store knuder. I disse knuder blev der anbragt søm. Kæppe og knipler blev også brugt.

Men også murerlægter med og uden søm, blev brugt. Man mødtes på den anden side af Stadsgraven.

Slagssange havde man også. Når man sang disse, ja så fik man mere mod.

 

Kampen bølgede frem og tilbage, dog mest over på Amager – siden, hvor der var flest oplagspladser. Det gik hårdt for sig. Og hvis man blev taget til fange, så haglede tæskene over en.

 

Ofte måtte politiet skille de stridende parter fra hinanden. Og det lignede et sand krigslazaret, når kampen var over.

 

En Gammel Carlsberg til 11 øre

Der var masser af arbejdsløshed og social nød – dengang. De arbejdsløse listede langs husmurerne, sultende og frysende om vinteren. Om sommeren drev de rundt på gaderne eller en tur på Volden, hvor de lagde sig ned og tog en ordentlig tår af snapsen, hvis de allers havde råd til det. Gammel Carlsberg kostede dengang 11 øre og snapsen 15 øre.

 

Ja skulle man til høkeren, for at hente en ½ snaps, en skibsøl og en snus blev det 24 øre.

 

Med Trækvogn på Politistationen

Ofte kom den blå vogn efter dem, der ikke mere kunne styre sig selv efter for megen druk. Nogle gange måtte man binde de ulykkelige menneskers arme og ben.

 

Det skete også at politiet, kom med en trækvogn for at transportere de alt for fulde. De blev så transporteret til politistationen i Strandgade.

 

I Prinsessegade 7 kunne man få vandgrød og margarine – klemmer. I Wildersgade lå en gammel hestestald, som Frelsens Hær havde lejet eller købt. Her gik de ældste børn i søndagsskole. Her lærte de også at sy og brodere.

 

Rotter til 10 øre stykket

Der var nu også en hel anden måde at tjene penge på. Ude på Kløvermarksvej, hvor der senere kom kolonihaver, lå kommunes store lossepladser. Det var et eldorado for rotter. Det var festligt for ungerne at slå disse ihjel. Men det var jo egentlig også gavnligt for samfundet. Og så kunne de sælges på brandstationen på Kløvermarksvej for 10 øre stykket.

 

Flyvepladsen på Kløvermarksvej

En anden spændende ting på Kløvermarksvej var flyvepladsen. Den var omgivet af et højt plankeværk. Men der foregik nogle hemmelige ting derinde.

Soldater løb med lange tove og trak en maskine langs grønsværen efter sig. Det hændte af og til, at denne maskine hævede sig fra jorden og fløj nogle hundrede meter. Piloten sad nærmest på en cykelsaddel med benene nedenunder.

Ungerne håbede så hver gang at maskinen ville lande i et vandhul længere ude på pladsen. Kloge mænd sagde dengang, at flyvning aldrig kunne blive andet end sport.

 

Men en sommeraften skete miraklet. Pludselig kom en flyvemaskine ind over København og kredsede omkring Rådhustårnet. Senere fløj Robert Svendsen over Øresund. Ungerne styrtede ud til flyvepladsen. Og senere var der sågar faldskærms – udspring og flyveopvisning herude – jo det var sandelig tider, dengang.

 

Åbne rendestene

Lærertiden dengang foregik ofte på den måde, at der skulle hentes øl og snaps til svendene. Det var en lidt trist tilværelse.

 

Det var dengang, der var åbne rendestene, som var en stinkende oplevelse. Ofte blev gader og veje oversvømmet, når tø pludselig satte ind.

 

Røde Lygte

Værtshuset Røde Lygte på hjørnet af Amagergade og Torvegade tiltrak uheldige elementer. Her var næsten altid ballade. Her kom ofte afdankede ludere, som gav anledning til slagsmål. Blodet flød ofte på gaden uden for ølstuen. Når det kom til stykket vidste fuldriggerne ikke, hvorfor de slåssede.

 

Masser af forlystelser

Der var også White Star, hvor folk kunne more sig for få penge. Det hed hvis nok Vennelyst inden.

Og så var det Café Syven ved siden af Sønderbro Teater. Og der var også Scr. Pauli og Stjernekroen. Om sommeren var her musik og servering i haven

 

Frikadeller på Røde Kro

Ja og ikke at glemme Røde Kro med musik og solistoptrædener i haven, søndag eftermiddag. Det var dengang, hvor man kunne få øller for 15 øre pr. stk. Og cigarer hørte også til. De kostede bare 17 øre for tre stk.

 

Sønderbro Teater

Vi nævnte lige Sønderbro Teater. Her kunne man få teatrets specialitet, hjemmelavede frikadeller med asier til 12 øre stykket.

Billetpriserne for 1. parket var 1 kr. 50 øre. Man kunne også nøjes med en sidebalkon til 50 øre. De mest kendte skuespillere fra den tid var Olga Svendsen og Schøler – Link.

 

Petroleumsovn var almindelig, kakkelovn var en luksus. Og vand skulle man ofte hente ved en pumpe nede i gaden.

 

En rotur på Christianshavns Kanal

Det var dog skønt, at man hver søndag kun leje en robåd for 25 øre i timen og sejle rundt i Christianshavns Kanal. Efter et par timer var man blevet sulten. Så kunne man købe 5 æbleskiver for 10 øre og for 1 øre syltetøj.

Men inden man kunne begive sig ud på en rotur, måtte man lige aflevere ens hatte eller andet som pant. Udlejeren var åbenbart bange for, at man skulle ro sig en længere tur.

 

En ko gennem hoveddøren

I Strandgade boede der en dygtig Hånd – skomager. Her kunne de mere velstillede få et par håndsyede sko for 7 kr.

Ja tænk i Wildersgade boede en brændevinsbrænder, der blev kaldt for koholder. I den lille gård holdt han en ko om natten. Om dagen gik den ude på marken på Amager. Hver aften blev koen så trukket gennem gadedøren for at komme ud i gården. Har kunne man så købe nymalket mælk.

Nu var det ikke ualmindeligt, at holde køer. Således havde en brændevinsbrænder i området, køer oppe på 1. sal.

 

Grundlovsdag – en stor dag

Dengang var Grundlovsdag en stor dag. Der var masser af røde faner. Alle mænd havde rødt mærke i hatten. Og på bannere stod der – 8 timers arbejde.

 

Masser af læsestof

Af læsestof dengang var det Adresseavisen og ugeblade. Familiejournalen var meget oplysende. Her var beskrivelser af opfindelser, rejsebeskrivelser og en fortløbende roman. Så kunne man få Børnenes Bog og meget mere for 10 øre.

 

Brandstationen

For enden af Langebrogade ved Overgaden og Voldgade lå brandstationen. Ved udrykning blev der tændt op under dampkedelen og den sorte røg væltede ud af skorstenen, mens den kørte.

En af vognene blev kaldt Stigesprøjten. Der var lange stiger på langs af køretøjet og på disse sad brandmændene, mens de kørte.

Når de rykkede ud, gik det i fuld firspring. Hestene galoperede. Der skulle gode kuske til at styre dem. En mand sad ved siden af kusken og ringede med en stor klokke.

 

Cafe Bomhuset

For enden af Langebro ved Volden lå en lille restaurant med servering på en terasse over huset, der hed Cafe Bomhuset. Der blev opkrævet bompenge for at køre over broen.

 

Barber havde gyldne tider

Og i Dronningensgade 48 lige ved Torvet boede en barber. Om søndagen havde han 10 – 12 mand i arbejde. Til at sæbe ind brugte han skoledrenge. Det var et eftertragtet job, for der vankede masser af drikkepenge.

 

En ny bro

Mellem 1901 og 1903 blev den nye Langebro bygget. Det var en svingbro og gik mellem Vestre Boulevard og Amager Boulevard.

 

Så kom der lys

Det var stort, at man fik elektrisk lys på Kongens Nytorv. Tænk blot ved at trykke på en knap på væggen fik mange efterhånden elektrisk lys. Og så fik man kogegas i køkken i stedet for at bruge petroleum.

 

Syrevognene

En anden ting, man også skulle prøve dengang, var at køre med de såkaldte syrevogne, som gik fra Kongens Nytorv til Nørrebro. Bagperronen kostede 5 øre, inde i vognen kostede det 10 øre. Men man hostede hele tiden. Det var den udstrømmende syre, der ikke var særlig behagelig.

 

Levende Billeder

I en kælder på Amager Torv kunne man, hvis man lagde 10 øre i en automat, se levende billeder igennem en lille rude.

 

Kilde: Se Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere: Om Amager/ Christianshavn:

• Anekdoter fra det gamle Christianshavn
• Christianshavn – dengang
• Dragør og Store Magleby – dengang
• Lodsen fra Dragør

 

Hvis du vil vide mere: Om forlystelser dengang:

• Flere gamle værtshuse i København
• Forlystelser i København
• Frederiksberg – dengang
• Gamle værtshuse i København
• På Vesterbro
• Tivoli
• Vesterbro, den fjerde tur
• Vesterbro – en historisk vandretur
• Forlystelser på Nørrebro – dengang

Ca. 8.000 krigsfanger blev sendt til Sønderjylland fra 1914 – 1920. De blev hovedsagelig beskæftiget i landbruget. De mest populære var russerne. Der var strenge forordninger mod samkvem med krigsfangerne. Men dem brød sønderjyderne. Viste vagtmandskabet barmhjertighed, så var det afgang mod østfronten. Under en tyfusepidemi i Løgumkloster – lejren døde 72 krigsfanger. Mange flygtede både til Danmark og hjem mod Sortehavet.

 

Masser af krigsfanger

Under Første Verdenskrig tog tyskerne 1.700.000 krigsfanger, hvoraf hovedparten var russiske soldater. Men problemet var, at skaffe mad til dem. Derfor besluttede de tyske myndigheder at overføre en del af dem til civilt arbejde i industri og landbrug.

 

Mangel på arbejdskraft

På grund af indkaldelser manglede der arbejdskraft i Sønderjylland. Alle mænd mellem 18 år og 45 år var indkaldt. I løbet af krigsårene kom omkring 900.000 tilfangetagende russiske soldater til arbejde inden for landbruget i Tyskland.

 

Fangelejre

Hurtig blev der oprettet fangelejre i Bajstrup og Løgumkloster.

Til Bajstrup – lejren blev der i 1915 sendt englændere, belgiere og franskmænd. De blev sat i gang med at udføre et stort afvandingsarbejde ved Tinglev Sø. Men efter et par måneder blev de sendt syd på til tyske industriegne.

Lokale borgere mente, at de ikke duede til landbrugsarbejde.

 

4.000 russere til Tinglev

Men nu blev der sendt 4.000 russere til Tinglev. De kom fra to lejre i Mecklenburg. Problemet for de tyske myndigheder var at når krigsfangerne kom i kontakt med lokalbefolkningen ville det nedbryde fjendebilledet. Og særlig i Sønderjylland var det en risiko for fraternisering og det, der var værre.

 

Strenge forordninger

Derfor måtte der laves helt præcise forordninger og bestemmelser om, hvorledes krigsfangere skulle behandles. Endvidere var det en fare  for, at når først fangerne var kommet ud af lejrens pigtråd, ja så ville de flygte.

 

Små forlægninger

I de første år, 1915 – 1916 blev krigsfangerne anbragt i mindre forlægninger på 8 – 20 personer på større landbrug under opsyn af en vagtmand. Som regel var det ældre soldater, der fungerede som vagtmænd.

 

Trusler

Den kommanderende general von Roehl i Altona advarede flere gange lokalbefolkningen mod at bevæge sig hen til fangelejrene. Man måtte ikke forstyrre roen med Liebesgaben. Overtrædelse af dette forbud kunne betyde et år fængsel.

 

Masser af lejre

Men de dansksindede følte medlidenhed med fangerne. Trods alle forbud lykkedes det at stikke mad ind til fangerne i Løgumkloster – lejren. Den var blevet oprettet i februar 1915. Den rummede op til 3.000 krigsfangere, både russere, englændere, belgiere og franskmænd. Fra 1917 blev den brugt til tyske straffefangere.

 

Snart blev der oprettet mindre lejre i Holbøl, Gårdeby Mark, Gravlund, Barsbøl, Ullemølle. Gabøl, Øster Lindet, Bjerndrup, Højrup, Bovlund, Døstrup og Østerterp.

 

70 døde af plettyfus

Egentlig var lejren i Løgumkloster beregnet til 2.000 mand. Den blev anlagt med henblik på at opdyrke Draved Mose. I sommeren 1915 opstod der plettyfus i lejren, og den blev fuldstændig isoleret. I alt døde 70 mand, mens mange hundrede var blevet angrebet. Takket være omhyggelig rensning af lejren lykkedes det at bekæmpe epidemien.

 

Efterhånden blev alle russere sendt til landbrugsarbejde, og de fleste belgier og franskmænd blev sendt sydpå. Lejren blev efterhånden tømt for krigsfangere. I 1920 opstod der en brand i lejren.

Det eneste minde, der er tilbage er en lille lund lidt vest for byen med 71 krigsfange – grave.

 

Fødevaremangel

De to lejre, Løgumkloster og Bajstrup blev grundet fødevaremangel efterhånden brugt som gennemgangs – lejre og opholdssted for de fangere, der havde flugtplaner.

De straffefangere, der kom efter 1917 blev brugt til at udføre militære stillings – arbejder, først og fremmest Sicherungsstelle Nord.

 

Det menes at mellem 6.000 og 7.000 krigsfangere efterhånden var beskæftiget i landbruget. Og de fleste af disse var russere.

 

Ballum – diget bygget af krigsfanger

Men også havdiget fra Ballum til Rejsby er bygget af krigsfangere. Allerede i 1914 var franske soldater kommet til Ballum. I 1915 blev 200 russiske fangere indkvarteret i den forladte præstegård i Rejsby. De byggede diget mod Ballum færdig i løbet af et års tid.

Men diget blev åbenbart ikke højt nok. Før man tog fat på dette, kom der i 1923 en stormflod, der kostede 19 mand livet.

Ballum – diget blev nu væsentlig større og stod færdig i 1925.

 

Masser af arbejde

En uddybning af en gren af Gram å blev sat i værk. 89 hektar jord beliggende i Sommersted, Stepping og Magstrup Sogne blev opdyrket. Gabøl Kær enge blev afvandet i løbet af 1917. I Skydstrup sogn blev afvandingsforholdene betydelig forbedret, efter at 500 russiske krigsfangere havde været i gang.

I Kastrup og Tiset blev afvandings – og reguleringsarbejde ved Jels Å påbegyndt af russiske krigsfanger.

I Agerskov dannedes i 1915 et afvandingsselskab af franske, engelske og russiske krigsfangere fra Bovlund. De fik afvandet i alt 700 ha mark og eng. I Valsbøl blev der igangsat et lignende initiativ. Sådan kunne vi blive ved. Betydelige landindvindings – arbejder blev foretaget af krigsfangerne.

 

Alt dette arbejde blev efterhånden overtaget af straffefangere. Disse kunne ikke udstationeres ude hos de forskellige landbrug.

 

Fangevogterne

Fangevogterne som kom fra Landsturm Battaillon 24 i Flensborg havde bevogtningsopgaver over hele Slesvig. De skulle overvåge, at fangerne blev afhentet om morgenen og afleveret om aftenen af en person fra den gård, hvor de arbejdede. Vagtmandskabet arbejdede under helt faste forskrifter fra de tyske myndigheder. De havde dog ingen beføjelser til at straffe krigsfangerne. Men de gik hele tiden med skarpladt våben.

 

Kærlighed – strengt forbudt

Landråden i Sønderborg håndterede reglerne hårdere end andre steder. Således aftrykte han bekendtgørelser om domfældelser af navngivne piger, der havde haft et kærlighedsforhold til en krigsfange. Ja lidt grotesk gik nogle af landmandskonerne rundt og sang:

 

       Lieber Mann, bleibst du in Flandern.

       Hier zu Haus liebt mir ein Andern

 

Enkelte sønderjyske piger flygtede også med russiske flygtninge til Sortehavet. Opdagede myndighederne et sådant forhold, blev det straffet med fængsel.

 

Sønderjyder som vagter

De sønderjyder, der var over 40 år, kun ansøge om, at blive bag fronten og eventuel blive vagter for krigsfanger. Og for mange betød dette et godt venskab med krigsfangerne.

 

Kålroer frem for kartofler

I 1916 slog den tyske kartoffelhøst fejl. Myndighederne anbefalede derfor retter bestående af 1/3 kartoffel og 2/3 kålroer. Mange krigsfanger led. Når de passerede møddinger styrtede de over, for at se, om der var noget spiseligt. Hvis en sønderjysk vagt forsøgte at hjælpe, ja så var det øjeblikkelig afgang til østfronten.

 

Aflåste barakker

De fleste sønderjyder, såvel danske som tyske var ret humane i deres behandling af krigsfangerne. Det kneb mere med tyskerne syd fra.

 

Når krigsfanger var udstationeret, skulle krigsfangerne sove i aflåste barakker med jerntremmer for vinduerne. Deres tøj skulle afleveres til vagtmandskabet om aftenen. Flugtforsøg blev straffet hårdt.

 

Vagtmandskab havde krav på det dobbelte

Og når det gjaldt krigsfangernes kost, kom der også forordninger. Krigsministeriet i Berlin udsendte en forordning:

 

       Den som ernærer krigsfanger for rigeligt, yder støtte til vore fjenders udhungringsplaner og forsynder sig mod sit eget folk.

 

Til russiske krigsfanger anbefaledes en tyk suppe som morgenmad. Der skal være mindst tre daglige måltider. I reglen skulle de indeholde ¼ pund kød, ½ pund fisk pr. dag. Pølse eller bælgfrugter må gives som erstatning højst 1 – 2 gange om ugen.

Dog havde vagtmandskabet krav på den dobbelte ration, selv om de ikke udførte fysisk arbejde.

Senere blev disse bestemmelser strammet. Fødemængden til krigsfangere blev reduceret til fedtfattig kost.

Men landråden i Sønderborg kunne konstatere:

 

       at der hyppigt er blevet konstateret, at krigsfangerne får alt for rigelig og alt for god kost

 

Begrænsning af kosten

Nu skulle krigsfanger kun have:

 

       Morgenmad: Grød med skummetmælk eller en tyk grødagtig suppe

       Omkring kl. 9: Brød uden pålæg

       Omkring kl. 12: Middagsmad – to gange om ugen uden kød

       Omkring kl. 16: Kaffe og brød uden pålæg

       Aften: Grød med skummetmælk eller suppe.

 

Der blev helt forbudt at servere flæsk, fedt, sødmælk og æg for fangerne. Fangerne måtte heller ikke sidde sammen med ikke – krigsfanger og indtage deres kost.

 

Russerne de mest populære

Der var forskel på krigsfangerne. Således blev englænderne betegnet, som at være for fine på den. De ville ikke sove tæt på andre, og de ville ikke dele. De tog ikke for alvor fat på mark – og staldarbejde.

 

Italienerne delte deres gaver med andre. Men deres arbejdsindsats var ikke stor. Franskmændene var lidt svære at komme ind på livet af.

 

Russerne var nok de mest populære. De var arbejdsomme, muntre og vellidte. De viste endda glæde, når de spiste den sparsomme kost.

 

Børnene lærte russisk

Den dansksindede del af befolkningen havde svært ved at se krigsfangerne som repræsentanter for fjenden. Børnene på gårdene havde efterhånden lært russiske gloser, og russerne kunne udtrykke sig i enkelte sønderjyske ord.

 

Kaput Germania

Krigsfangerne gik rundt med armbind, hvor der stod K.G. Kriegs Gefangener. Men i krigsfangernes optik betød det Kaput Germania.

 

Russisk musik

Mange steder rundt om i landsdelen underholdt russerne med folkesange og musik på instrumenter, de selv havde bikset sammen. Desuden lavede de skærearbejde og andet håndværk i deres sparsomme fritid.

I mange tilfælde overtrådte lokalbefolkningen bestemmelserne om begrænset samkvem med de fremmede.

 

Gravstene

Det skete selvfølgelig også at de russiske krigsfanger forsøgte at flygte. Det vidner en gravsten på Stepping Kirkegård om:

 

       Her hviler Ivan Rudin f. i Rusland – skudt v.d. Danske Grænse 30.10.1916 under et Flugtforsøg.

 

Flugtforsøg

Flere forsøgte at flygte til Danmark. I oktober 1916 blev der udleveret en dusør på 20 Mark til alle, både bevogtningsmandskab og civile, der hjalp med at pågribe flygtninge. Krigsfangerne slog sig ofte sammen med sønderjyske værnepligtige, som deserterede. Sidst på året i 1917 voksede antallet af flugtforsøg blandt de russiske fangere.

 

Dramatiske episoder

Ofte foregik der dramatiske episoder ved grænsen til Danmark. Det var tilfældet ved grænsen mellem Bastrup Skov og Farris, syd for Vamdrup. Her skød tyske vagtposter ind i Danmark. Men de løb også over grænsen for at hente den russiske krigsfange, og de truede den danske bonde, der kom ilende til.

 

Mange krigsfanger døde under hasaderede flugtforsøg ved drukning i Lillebælt.

 

De gjorde selv noget

På grund af borgerkrigen i Rusland gik der lang tid inden de russiske krigsfanger hjem. Men masser russere valgte at tage deres skæbne i egen hånd. Således valgte 57 pct. af de fanger, der var tilbage i Tønder – området i sommeren 1919 selv at gøre noget ved sagen.

 

Kilde:Se Litteratur Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere: Om Første Verdenskrig:

 

       Sønderjyder i Første Verdenskrig

       Da Als var republik

       Sønderjylland i knibe

       Aabenraa under de to krige (Aabenraa)

       Løjt – mellem dansk og tysk (Aabenraa)

       Første verdenskrig i Bov (Padborg/Bov/Kruså)

       Genforeningen i Bov Sogn (Padborg/Bov/Kruså)

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 (Tønder)

       Militæret i Tønder 1920 – 1923 (Tønder)

       Minder fra Tønder 1864 – 1920 (Tønder)

       Tønder på en anden måde (Tønder)

       Tønders Dansksindede (Tønder)

 

30.000 sønderjyder deltog i Første verdenskrig. 6.000 kom ikke hjem. De betalte de højeste pris. De fleste kom til vestfronten. Men ca. 600 endt i russisk fangelejr. Bogudgivelser fra den tid er populære. Vi har her anmeldt tre af de bedre udgivelse. En af fortællerne vendte ikke hjem, og en tilbragte fem år i sibirisk fangelejr.  Læs om Kresten breve og Dagbøger – Artillerist på Vestfronten – Jeg har ikke flere partroner.

 

Tre gode bøger

Dette er en utraditionel anmeldelse af tre forskellige bøger, der alle omhandler sønderjyder i første verdenskrig. Bøgerne er:

 

       Claus Bundgård Christensen: Krestens Breve og Dagbøger – En dansker på Vestfronten i Første verdenskrig / Gyldendal

       Artillerist på Vestfronten – Thomas Sølbecks erindringer fra Første Verdenskrig / Gyldendal

       Mathias P. Høeg: Jeg har ikke flere Patroner – Fire års fangenskab i Sibirien (Helle Retbøll Carl) /Gad.

 

Masser af post

Millioner af breve og pakker blev sendt mellem fronterne og hjemmene i løbet af første verdenskrig. Man kunne nu ikke skrive alt. Der var censur på. Nogle gange var man tvunget til at skrive på tysk. Men alligevel, størstedelen af de sønderjyske forsendelser var på dansk. Og dagbøgerne, ja her kunne faktisk skrive, hvad man havde lyst til. Og brevene samt dagbøgerne gengiver ofte frygtelige oplevelser.

 

30.000 sønderjyder i krig

De dansksindede sønderjyder kæmpede en kamp, som slet ikke var deres. Siden 1867 havde også de dansksindede værnepligt. Nogle flygtede over grænsen til Danmark. Men H.P. Hanssen og andre ledende dansksindede opfordrede til, at man blev og aftjente sin værnepligt. Ellers ville der ikke være flere tilbage, for at kæmpe for danskheden. Ca. 30.000 sønderjyder deltog i Første Verdenskrig. 6.000 vendte aldrig hjem igen. De betalte den højeste pris. Og mange af dem, der vendte hjem var på den ene eller anden måde mærket for livstid.

 

Tidligere udgivelser

De tre omtalte er tidligere udkommet i en eller anden form. Og også en af klassikerne er nu blevet genudgivet. Det er Ernst Jüngers mesterlige roman om første verdenskrig, I Stålstormen.

 

Krestens Breve og Dagbøger – En dansker på Vestfronten

Kresten Andersen blev født på forældrenes gård i Ullerup. Han betragtede sig selv som dansker. Han læste blandt andet filosofi i København. I 1913 vendte han tilbage til Sønderjylland. Her fik han ansættelse hos Sprogforeningen.

 

Rygtedannelser

Da han kom til fronten blev han en ivrig brevskriver. Desuden skrev han dagbøger om sine oplevelser. De dansksprogede aviser blev lukket som led i den hårdhændede behandling af de dansksindede i Sønderjylland. Dette resulterede i mange rygtedannelser. Og det bærer hans breve også præg af

 

 

Krigen blev ikke kortvarig

Han håbede lige som alle de andre, at krigen ville blive kortvarig. Krestens far var en af de dansksindede, der blev anholdt, da krigen startede.

 

Nordslesvigske Regiment

Det regiment, som han kom til blev kaldt for Danskerregimentet eller Nordslesvigske Regiment. Men ellers blev det kaldt Reserveregimet 86.

 

Inden afgangen til Frankrig blev der ekserceret seks timer dagligt. 

 

Skaf en pistol

Kresten var til session i 1912. Da krigen startede blev han som reservist ikke sendt direkte til fronten. Slaget ved Soissons var det første store skyttegravsslag, hvor der deltog dansksindede soldater.

 

Daglig berettede Kresten om faldne sønderjyder og sårede. Den 1. oktober 1914 omtaler han, at deres løjtnant havde anbefalet, at de anskaffede sig pistoler. Det ville være en fordel, hvis de var blevet for gruelig lemlæstede.

 

Kæmpe oppakning

Den 19. november 1914 får regimentet udleveret ny oppakning. Og det er ikke så lidt, at slæbe rundt på. Kresten regnede med, at det vejede 60 – 70 kg.

 

Den 4. december 1914 flyver kuglerne om ørerne. Franskmændene ligger kun 300 meter fra skyttegraven.

 

Den 12. december 1914 taler Kresten om plyndring af en fransk by. Først var det officerernes tur, derefter må de menige tage for sig af retten.

 

Alt kunne genbruges

Alt kunne bruges af den tyske hær. Således var Kresten den 15. marts 1915 i gang med at samle alt hvad der forefandtes af jern, granater, håndværktøj, blikdåser, tuber m.m. Alt blev indsamlet og genanvendt. Kresten mente, at han fungerede som Det Franske Riges skraldespand. Også Lassignys ruiner blev gennemrodet for alt hvad der var af træ i husene.

Gulve, lofter og paneler blev brækket af.

 

Ved et natlig uheld fik Kresten kom han til skade med sit ben. Hen over sommeren 1915 havde han håbet, at blive udtaget til et militærhospital i Tyskland, men det skete aldrig.

 

57.000 omkommer på et døgn

I efteråret 1915 blev han udtaget til reservetjeneste i baglandet. Og den 4. marts 1916 var han på sin første og eneste orlov i Ullerup. Hans tilbagevenden til kompagniet kom på det værste tidspunkt. Reservekompagni 86 kom til at deltage i nogle af første verdenskrigs værste kampe. Således mistede den britiske hær på et døgn – den 1. juli 1916 hele 57.000 mand. Ved Somme i Frankrig.

 

Det sidste brev

I dagene omkring den 23. juli blev Krestens regiment frygtelig decimeret. Samtlige officerer var enten døde eller sårede. Regimentet havde mistet 1.670 mand og snart bliver Kresten meldt savnet.

 

Mandag den 7. august 1916 skrev Kresten for sidste gang. Her skrev han om, at de sidste 40 dage havde været ekstrem hårde.

 

Krestens breve og dagbøger har været udgivet i forskellige sammenhænge, men det er første gang de er samlet. De giver os en beskrivelse af den forventning, der opstod i Nordslesvig i krigens start i 1914.

 

Man får medlidenhed

Man får medlidenhed med Kresten. Optegnelserne indeholder en masse håb og kærlighed. Og Kresten giver hele tiden udtryk for, at han er træt af den meningsløse krig. Selv om optegnelserne har været udsat for censur, får man et stærkt indtryk af soldaternes meningsløse liv ved fronten. Galskaben er til at få øje på.

 

Han er meget taknemlig over for alle de pakker, han modtager hjemmefra. Det er en jævn strøm af smør og skinke men også det lokale blad Hejmdal læses ved fronten.

 

Forældrene lærte aldrig tysk

Forældrene lærte aldrig tysk. Krestens morbror var den legendariske H.P. Hanssen. Allerede dengang da H.P. Hanssen udgav Hejmdal  i 1919 blev nogle af Krestens beretninger fra fronten udgivet. Og brevene har også været gennem Valdemar Rørdams hænder.

 

I 2010 dukkede flere breve frem, da der blev ryddet op i en kommode i en stald i Sønderjylland.

 

Havde studeret

Vi kan takke historikeren Claus Bundgård Christensen for, at han har fundet alle optegnelser frem. Også den præcise introduktion fortjener stor ros. 

Til historikerens ros skal også nævnes, at han ikke har bragt bidragene i forkortet form som Rørdam.

 

Det er tydeligt, at Kresten Andersen havde studeret. Han ville sikkert også have levet af det skrevne ord, når han kom hjem fra fronten. Hvad det angår var han ikke en gennemsnitlig sønderjysk soldat.

 

Artillerist på Vestfronten

Efter krigen tog Thomas Sølbeck læreeksamen fra seminariet i Nr. Nissum. Siden blev han lærer i Højer. Han giftede sig i 1935 og fik tre børn. Den 18. februar 1947 døde Sølbeck på Statshospitalet i Sønderborg. Han var medlem af det tyske mindretal.

 

Repskt for franske lopper

Thomas Sølbeck kom i 1917 til Izehoe, hvor han blev uddannet som artillerist. Efter endt uddannelse blev han underlagt 4. Garde Division 6. Feltartilleri Regiment.

Thomas var i Itzehoe fra 10. okt. til 24. nov. 1917. Tiden gik med eksercits, appel samt teoretisk undervisning.

 

Turen gik til Hautmont i Nordfrankrig. Senere gik turen syd på til Marne og til sidst endte han i Belgien.

 

Han fik respekt for de franske lopper. Lusene var rene menneskevenner ved siden af. 

 

 

De allierede overlegne i artillerikrig

Vi får beskrivelser af nærkampe med britiske tanks og franske og amerikanske styrker. Men disse hændelser bliver beskrevet på en meget frisk måde. Intet tyder på, at han havde været bange for at dø.

 

I 1918 var de allierede overlegne i artillerikrig, som havde raset siden 1914. Den tyske hær var nedslidt. Det kneb med reserverne og materiellet. Ligeledes fremgår det, at Thomas Sølbeck forbandede de allierede fly.

 

Det kneb også med moralen, således opfattede de menige i stigende grad de højtstående officerer som kujoner. 

 

Erindringer nedfældet i kollegiehefte

Erindringerne blev nedfældet 10 år efter freden i et kollegiehefte. Det giver erindringerne et andet skær. Oplevelserne er stadig friske. Og et seminarieophold har måske påvirket erindringerne i et andet lys.

 

Hvor er følelserne

Bogen kan på den ene sidde minde om Intet nyt fra Vestfronten. Men der er også lidt barokt over den. Lidt som Soldat Svejk. Bogen er meget nøgtern og ikke makaber. Granatregnen bliver beskrevet på en naturlig måde. Men man føler at døden var tæt på.

 

De nyeste kampmidler som kampvogne og fly bliver beskrevet. Således oplever vi en luftkamp, hvor 60 fly medvirker.

Vi får ikke de samme følelser frem, som i den første bog, vi omtalte. De mange gas – granat og tank – angreb må have påvirket forfatteren.

 

Jeg har ikke flere patroner

       Jeg har ikke flere patroner

 

Ja sådan indleder Mathias P. Høeg sin krigsberetning. Hans tyske overordnede beordrede ham til at smide sit gevær på en kartoffelmark i det nuværende Ukraine.

 

Mod øst

Høegs dagbogs – notater begynder den 26. juli 1914.

Ja egentlig havde Høeg en lille virksomhed i Toftlund. Han var tidligere blevet kasseret, men den 22. februar 1915 stod han med en indkaldelsesordre. Den 16. juni 1915 gik det mod syd og derfra mod øst.

 

Han var hele 26 år, nybagt far og snedkermester. Som følge af hans krigsduelighed var han havnet i anden mobiliserings – bølge.

 

Langt mod øst

Hen over sommeren rykkede fronten hele 400 km mod øst. Høeg måtte gå over en flod fuld af døde kammerater. Han kunne ikke undgå at træde på dem. Ni dage efter denne oplevelse måtte han overgive sig.

 

Først måtte fangerne gå til et opsamlingssted i nærheden af Kiev. Dernæst blev de kreaturvogne fragtet til Samara ved Volga. Derefter fulgte tusinder af kilometer mod øst med Den transsibiriske Jernbane. Det var fem uger, hvor man var stuvet sammen som kvæg.

 

Først til Irkutsk, dernæst syd om Bajkal – søen, gennem Manchuriet, for endelig at nå Øst – Sibirien. Det var fangelejren Nikolsk ved Ussiri – floden. Det var ikke langt fra den kinesiske grænse.

 

Kammerater dør som fluer

Kammeraterne i fangenskab dør som fluer. De fleste krigsfangere føler sig glemt. De første tre år tilbringes i Nikolsk – Ussurijsk med 10.000 andre fangere.

Det var en stor kaserne omgivet af et højt plankværk med pigtråd.

 

Det sidste år blev tilbragt i en lejr i Petropavlosk i Ural – bjergene.

 

Ofte var det smitsomme sygdomme som tyfus og andre sygdomme som tog livet af de i forvejen svækkede fangere.

Ernæringen var også under al kritik. Fangerne var udsat for store lidelser. Vi får en gribende beretning om lidelser og afsavn.

 

Kejserinden opretter særlejr

Den danske repræsentation har hverken pligt eller ret til at tage sig af de sønderjyske krigsfangere. I det skjulte gør de det dog.

Det lykkedes også for kejserinde Dagmar at få oprettet en dansk særlejr i nærheden af Moskva.

 

En sej sønderjyde

Men lidelserne fortsætter længe efter krigens afslutning. Under den russiske borgerkrig er krigsfangerne fanget i et net. Høeg bliver meget pessimistisk med hensyn til frigivelse.

Men hele tiden havde han det for øje, at hang han med hovedet, så ville han aldrig komme hjem. Han var en rigtig sej sønderjyde og på mange områder en usædvanlig person.

 

Den 22. november 1918 kan Høeg endelig tage hjem. Men han er lige ved at ende i en tjekkisk koncentrationslejr.

Hjemturen går via Kina og Indien. Selv om den også er dramatisk, kan man også spore munterhed.

 

Spændende, grufuld og fascinerende

Flere gange takker Høeg danske erhvervsfolk og Røde Kors for, at han stadig er i live. Det er en spændende, grufuld og fascinerende beretning. Høeg havde en fantastisk evne til at overleve. Overlevelseschancerne var ellers ikke store.

Måske var det fordi han var en praktisk troldmand. Som håndværker kunne han reparere næsten alt.

 

Der løb tårer ned af Høegs kinder, da han endelig den 10. december 1919 anløb Helsingør ombord på det gode skib, Mitau.

 

En bryllupsfest årsag til genudgivelse

Danmarkshistorien rummer ellers ikke så meget om sønderjyder i russisk krigsfangenskab. Men vi kan takke  Helle Retbøll Carl for at vi nu har fået kendskab til den del af historien.

Til en bryllupsfest fik hun Tom Høeg til bords. Han fortalte om sin farfars eventyrlige oplevelser. Det vakte Helle Retbøll Carls interesse.

 

I 1943 havde Høeg ellers udgivet sine erindringer. Og selv om Høeg gennemgående er en sympatisk person, så kan han ikke skjule at han er jødehader.

Når man så samtidig tænker på, hvornår bogen så blev udgivet.

 

Særdeles læsevenlig

Men den nuværende udgave kan nok ikke sammenlignes. Den er blevet redigeret og tilføjet spændene fotos. Desuden er indforståede kommentarer blevet rettet, så bogen er blevet særdeles læsevenlig.

Og dog – Måske burde der have været yderligere forklaringer. Det drejer sig for eksempel om alle navnene i bogen og tidens politiske situation.

 

Aktiv efter hjemkomst

Tilbage i Toftlund fortsatte Høeg sin snedkeri – og trævirksomhed indtil 1958, hvor det hele blev overtaget af sønnen, Niels.

Ja med en utrolig vilje med også som en mærket mand får han opbygget en trævarefabrik, som også eksisterer den dag i dag. Efter hjemkomsten var han utrolig aktiv i diverse foreninger.

 

Masser af dramatik

I 25 år holdt han oplevelserne for sig selv, indtil han på Modersmål – forlaget. og med megen beskeden interesse for den udgivet i 1943.

 

Bogen er virkelig spændende og Høeg er en fantastisk fortæller. Der er masser af dramatik. Og så havde Høeg en god til at iagttage

 

Hvis du vil læse mere om Tiden omkring Første Verdenskrig på dengang.dk: Læs:

 

       Da Als var Republik

       Flugten over Grænsen 1914 – 1918

       Sønderjylland i knibe

       Krigsfanger i Sønderjylland

       Aabenraa under de to krige (under Aabenraa)

       Løjt – mellem dansk og tysk (under Aabenraa)

       Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)

       Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Kruså/Bov)

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 (under Tønder)

       Militæret i Tønder 1920 – 1923 (under Tønder)

       Minder fra Tønder 1864 – 1920 (under Tønder)

       Tønder på en anden måde (under Tønder)

       Tønders dansksindede (under Tønder)

Dette er Haderslevs historie vol. 3. Vi kigger på Hjorte Apotekets historie. Det hele startede med et hof – apotek til kongen. Gennem historien kæmpede apotekerne for deres rettigheder. Der kom vin – og ølstuer til, for bare at få det hele til at køre rundt. Nogle steder var apotekeren også læge. Således også i Haderslev. Det var bare det problem, at der var en læge i forvejen. Og så glemte Amtmanden lige at checke, at apotekernes rettigheder blev overholdt.

 

Jyllands ældste apotek

Dette er tredje del af Haderslevs historie. Vi kigger lidt på læge og apoteker – verdenen og kigger lidt på en del af Hjorte Apotekets historie.

Hjorte Apoteket er Jyllands ældste apotek, og et af landets ældste.

 

Tønder Apotek – et rigtigt apotek

Som barn var det med ærefrygt at jeg trådte ind på apoteket. Det var så sandelig at komme tilbage i tiden, når man trådte ind på Tønder Apotek. Det var en hel speciel atmosfære.

Ja det kan man måske også godt sige, at det er i dag. Men her er der masser af julemænd. For Det gamle Apotek i Tønder er i daf storleverandør af julepynt.

 

Apotekergårde fra 1465

Den første apotekerbevilling i Danmark gik til Willum Unno i 1546. Men den gang var det nærmest en blandet landhandel. Ud over lægemidler solgte man krydderier, konfekt, kandiserede frugter, chokolade og syltede varer. Dengang havde man også sit eget laboratorium, hvor der blev fremstillet piller, miksturer og andre typer medicin.

 

Men allerede i 1465 er der registreret apotekergårde. Befolkningen måtte tage til takke med de såkaldte bartskærere. Det var betegnelsen for de barberer, der også tog sig af at behandle sår og knoglebrud.

 

Folk døde som fluer

Den manglende sundhedstjeneste betød, at folk døde som fluer. Det var på tide, at der blev oprettet et ordentligt sundhedsvæsen. Således var der i 1672 oprettet 24 apoteker i Danmark. Men i det år var det reelt kun 10 procent af Danmarks 670.000 indbyggere, der havde adgang til et apotek. Afstandene og transportforhold gjorde det næsten umuligt at komme frem til et apotek.

 

Højdepunktet nåede vi i 1961, da der var 354 apoteker i landet. Siden er det gået tilbage.

 

Øl og vin

Nogle steder fik apotekerne også tilladelse til udskænkning af øl, vin og spiritus. Ikke så sjældent endte dette i skænderier og slagsmål.

 

Dyre – tegn

Grunden til at apoteker har dyrenavne var, at de husene ikke havde husnumre. De var de færreste, der kunne læse, derfor var det smart, at give husene et tegn. I den forbindelse blev apotekerne forsynet med et dyre – tegn.

 

Løven var desuden kendetegnende ved styrke og tegn på livskraft. Svanen var tegn på klogskab, ro og værdighed. Hjorten var livskildens symbol og flere af dens kropsdele blev tilskrevet helbredemde kræfter.

Ørnen var symbol på Kristi himmelfart og lysets sejr over mørkets magter. Elefanten var et spændende blikfang på grund af dets størrelse og udseende.

 

Eneretten til medicinfremstilling forsvandt

I 1913 mistede apotekerne eneretten til at fremstille medicin. De har dog stadig ret til det. Men det kan dog ikke betale sig.

 

Hertugens væsentlige apoteker

Den 15. juli 1557 udsendte Hertug Hans en Bestalling på seks år for Antonius Bate som hertugens wesenlicher apoteker i Haderslev.

 

Han skulle altid holde apoteket velforsynet med friske urter og hvad dertil hørte. Som løn fik han hver Mikkelsdag, To Ørtug Rug, To okser, 1 Fjerding Smør og to fede svin. Hertugen skulle ligeledes skaffe ham et hus med have. Og han skulle være fri for borgerlig Tynge.

 

Eneret

Bate fik tillige eneret på at sælge vin, Lutendrank eller Claret, stødt Krudt (Urter), og Konfekt. Desuden måtte han føre sine abbetekischen Guter toldfrit fra Ribe til Haderslev.

 

Apotekeren boede allerede i 1567 over for Vor Frue Kirke. Hertugen bestemte nemlig i dette år, at latinskolens rektor skulle bo i den gamle lektorbolig.

 

Et kongebrev fortæller, at Bate havde leveraner til hoffet. Den 10. november 1573 fik rentemesteren Befaling til at betale 61 Daler paa Apoteket i Hadersløf for Speceri og andet, som Kongens Apoteker havde ladet hente her.

 

Kongens apoteker

ongens apoteker hed Antonius Preuss. Den 20. marts 1574 er i hertugens Kancelli på Handsborg Slot tale om Arrest uff das gelt bei Anthoni Apoteker. I en brev til Christopher Walkendorf den 25. juli 1578 hedder det sig:

 

       Da den apotekersvend, som Antonius Apoteker ifølge sin bestalling altid skal følge med kongen og hoffet, ikke er forsynet med det, som en apoteker bør have, så man må sende bud til Haderslev og andre steder efter det, som behøves skal Walkendorff kalde Antonius Apotheker til sig og på Kongens Vegne alvorligt forholde ham, at han straks enten selv må følge med hoffet med de nødvendige apotekervarer eller forsyne sin svend med s¨danne, da kongen ellers må¨afskedige ham og antage en anden, der vil vise sig villigere i bestillingen.

 

”Det kalder jeg at solde”

Ifølge dette brev synes Bate at have været apoteker både for kongen og hertugen. Den sidste kom ofte på apoteket til drikkelag. En gang havde han og hans følge tilbragt en hel eftermiddag der. Og da man overrakte ham en regning over fortæringen på 4 rigsdaler, udtrykte han sin forbavselse:

 

       Dat nenn ik ok schlampapamen (Det kalder jeg at solde)

 

Bevilling stadfæstet

Bate fik den 5. august 1583 sin hertugelige bevilling stadfæstet af Konge Frederik den Anden:

 

       Vi Frederik den Anden, af Guds Naade Konge af Danmark p.p. Gør hermed vitterligt, at den agtbare Apoteker i Haderslev, vor kære, trofaste Anthoni Bathe, underdanigst har ladet os berette, hvorledes den højsagelige velbaarne Fyrste, vor venlige, kære Fætter, Hertug Johannes den Ældre, Arving til Norge, Hertug af Slesvig Holsten har benaadet Apoteket med megen Frihed – at samme Anthoni Bathe har ladet os forlægge saadan et fyrsteligt privilegium in originali under vor Fætters allernaadigste Haand og Segl og dermed underdanigst bedt om, ikke alene at stadfæste samme Priilegium, men ogsaa yderligere benaade ham med, at han maatte faa Lov til at have og holde Vinkælder.

       Fordi vi saa til Velsignelse for denne By og de omliggende lande ønsker dem i Nøds – og Dødstilfælde et godt Apotek….saa vil og anordner vi hermed for det første, at omtalte Anthoni Bathe skal være fri for alle Borgerpligter som Skat og lignende.

       For det andet, at alene han og ellers ingen, det vælre sig Borger eller fremmed, i denne vor By Haderslev maa faldbyde og sælge søde Vine, stødte Urter, Konfekt eller andre Apotekersager, syltede Composita og Simplicia.

       For det tredje, at ingen Kræmmer skal have Lov til at sælge af de nævnte Varer – fra Butik eller Bode hemmelig eller offentlig – til Borgere eller Bønder.

       For det fjerde, at han, ligesom Raadet, maa holde og have en Vinkælder og sælge Vinen i hele og halve, store og smaa Maal, som nogen ønsker at købe den. Men at han saa ogsaa til enhver Tid forsyner sit Apotek med friske, udadlelige Materialier, og ikke til alt for dyre Priser overlader dem til Køberne, men sælger dem for en rimelig Betaling.

       Vi byder dernæst vor agtbare Amtmand, som nu for Tiden er her eller for Fremtiden vil være ansat der, som ikke mindre Borgmester og Raad i denne By, meget strengt og alvorligt, at I ikke blot skal nævne Anthoni Bathe staa med denne kongelige Naadesbevisning, men tværtimod hjælpe og beskytte ham mod ethvert Overgreb, som maatte overgå ham. Saa sker vor naadigste Villie.

       Under vor kongelige Haand og Secret – Givet paa vort Slot Haderslev d. 5. August 1583 – Friedrich

 

Det var lidt af et særsyn, at få et apotek, så tidlig. Så vidt vides, var der kun på det tidspunkt apoteker i København, Viborg og så Haderslev. Tønder fik sit første apotek i 1623.

 

Eftergivne over for overtrædelser

Selv om man havde eneret på at sælge visse varer, så var var det ikke alle der overholdt dette. Regeringen sybetes, at være eftergivne over for overtrædelser. Man anså, at andre borgers rettigheder led under apotekerens monopol.

 

Opslugt af flammer

Hvor længe Bathe har været apotekets ejer, er det svært at finde ud af. I 1627 da den store ildebrand brød ude i Haderslev blev apoteket også opslugt af flammerne.

Måske har Bathes enke eller søn ført apoteket videre.

 

Udsalg på stadens grund

Om apoteket er opført lige efter branden vides heller ikke. Til at begynde med indrettede man et Udsalg af Apotekervarer paa Byens Grund (Stadtgrund). Måske har den nye ejer ikke haft råd til at bygge et nyt apotek, og har derfor lejet sig ind.

 

Et dokument afslører, at Borgmester og Raad med Tilkaldelse af Byfogeden og hans Skriver har ordnet (1650) den salige Apoteker Johannes Fabritius forhold til hans Kreditorer.

 

På en eller anden måde har byen været en slags formynder. I samme manuskript nævnes en apoteker Mathias Dahler over hvis ejendom, der i året 1661 blev udsted et Proklama.

 

Klager over byens krydderikræmmere

Mathias Dahler havde klaget over, at der i byen boede krydderikræmmere, der truede hans enehandel. Et svarbrev fra Flensborg Slot den 6. december 1654 sikrer apotekerens monopol. Men salget af nogle ting var blevet frigivet til andre handlende. Og det var vare som, Topsukker, Svedsker, Korender, Figner, Ris, Ingefær, Kommen, Farver, Alun, Vitrol, Svovl, Tobak, Hvis sæbe og Linolie.

 

Apoteket genopbygges

Dahlers efterfølger hed Christianus Vorstius. Han besluttede, at bebygge de øde plads igen. Men det blev kun ved tanken. Han havde ikke råd til det, og det skønt at han var den eneste apoteker og læge i Haderslev. Han savnede simpelthen midler til det. Gentagende gange søgte han om midler hos regeringen. Han fik store begunstigelser. Og disse var svære at bortskaffe igen, da de var knyttet til grunden. Den 15. maj 1660 skrev Frederik den Tredje følgende:

 

       Vi, Friedrich den Tredje, af Guds Naade Konge til Danmark p.p. Gør hermed vitterligt, at det velfærde, vor kære trofaste Christianus Vorstius, har ladet os melde, at han hidtil har dyrket Medicinen og ikke er uvillig til at bosætte sig i vor By, Haderslev, dér at oprette et Apotek, og saaledes ved sin Kur og paa anden Maade gøre god og nyttig Tjeneste. Han har allerunderdanigst bedt os give ham et Privililegium til Oprettelse af et Apotek og til at gøre sin næring som medicus. Dette giver vi allernaadigst Lov til under følgende betingelser.

       Nævnte Vorstius skal opholde sig og bo i vor by Haderslev og hjælpe med flittig, trofast Haand enhver, der trænger til hans Kur. Apoteket skal han forsyne med duelig, uforfalskede, friske medikamenter og Materialier, sælge dem for en rimelig pris, selv præparere dem med Omhyggelighed, betjene Fattige og rige, der kommer til ham enten om Dagen eller om natten. I det hele taget skal han gøre alt den, som sømmer sig for en oprigtig, ærlig og omhyggelig Medicus og Apoteker.

       Så giver vi ham da samme Privilegium som andre Medici og Apotekere i nabobyerne i vort Hertugdømme Slesvig – Holsten, hvorefter nuværende og fremtidige Amtmænd i haderslev, saavel som Borgmester og Raad, dér hvaer at rette sig.

       Under vor kongelige Haand og Segl. Givet paa vor Residens i København d. 15. maj 1660 – Friedrich.

 

Apoteker – haven

Men Vorstius skulle hele tiden kæmpe for sine rettigheder. Der blev indskærpet over for amtmanden, at apotekerens rettigheder skulle respekteres. Ligeledes skulle apoteker Vorstius hvert år have 10 læs træ fra de kongelige skove.

 

Fra gamle dokumenter fremgår det, at klosterets have tilhørte apotekeren. Den havde Hertug Hans foræret. Her kunne apotekeren dyrke apoteker – urter.

 

Den 4. januar 1667 blev forretningen overdraget  til Vorstius enke, Anna Vorstius. Efter kort tid giftede hun sig med apoteker Severin Albinus. Men det varede ikke længe. Syv år senere døde han. Enken giftede sig nu en tredje gang. Denne gang med apoteker Jakobus Schultze, hvis privilegium blev udstedt af Christian den Femte den 8. januar 1675.

Apoteket udvides

Nu døde enken, og Schultze giftede sig anden gang. Med sin nye kone fik han en søn og en datter. I 1681 udvidede han apoteket. Bygningen bestod af et egetræs – bindingshus. Og faktisk var det på slottets grund, han byggede. Derfor mente apotekeren heller ikke, at byen kunne tillade sig at blande sig i hans sager. Der opstod en del strid mellem ham og byens borgmester.

 

Fik ret til at nyde sin rang

Schultze ejede apoteket fra 1675 til 1684. Enken overtog ejerskabet efter mandens død. Kort tid efter giftede apoteker Heinrich Helms sig med enkens datter, Anna Cathrine Schultze.

 

Der opstod en del strid mellem apotekeren og Raadets mænd med hensyn til rangfordeling. Men kongen skar igennem. Raadets mænd fik påskrevet, at apotekeren skulle nyde sin Rang, sit sæde og sin Plads ved siden af de nuværende Raadmænd i alle sammenkomster. Dette gjaldt også for hustruerne.

 

Et nyt hus – til byens forskønnelse

I 1703 tilkøbte apoteker Helms en grund ved siden af, som havde ligget øde i cirka 80 år. Forpligtelsen var, at han inden for to år skulle bebygge grunden med et nyt hus på 9 – 10 fag. Og to etager til Byens Forskønnelse.

 

Bøn til kongen

Der indløb nogle klager. Det betød at byggeriet lå stille i lang tid. Helms måtte nu skynde sig for at få grunden bebygget. Dette arbejde bragte ham i stor gæld. Han måtte klage sin nød til kongen. Og i dette brev skriver han blandt andet, at han også skal ernære 8 børn. Han beder kongen om

 

1.       Fri Kørselstold som andre Borgere

2.       Et parti kamp – og Mursten af gamle Slotsgrunds Materialier

3.       Græsning paa Kommunens Mark til 2 Køer, som hans Forgængere altid og han selv i 8 Aar har haft Ret til, men som man har forment han i de sidste tre Aar.

 

Han gjorde opmærksom på, at mælken var uundværlig for apoteket, hvor det ofte blev brugt.

 

Et mord i Vinstuen

Der opstod en del stridigheder med Magistraten. De gjorde fordring på den del af ejendommen, hvor vinstuen lå. Her i denne vinstue var der ofte slagsmål, ja man taler sågar om et mord.

Efter sagnet skulle det være en ridefoged, som kom af dage.

 

Vinen var besk

I en episode fra 7. september 1714 blev der også klaget over, at vinen var for besk. Apotekerdrengen var så gået ned i kælderen for at forandre Vinen. Men heller ikke den nye blanding skabte begejstring.

 

En person skulle så have hældt vinen ned over hovedet på drengen. I det samme trådte apoteker Helms ind i lokalet. Han anmodede om, at der ikke skete mere Skandale. Såfremt man ikke efterkom dette, ville han hente Husfogeden.

 

Men det fandt gæsterne sig ikke i. Apotekeren blev nu truet med pisk. Apotekets karl trådte nu til, men han blev slået i gulvet af gæsten. Apotekeren blev flere gange kaldt for en hund. Vagten blev også angrebet. Endelig måtte den opstemte gæst overgive sig til overmagten.

 

Disse skandaler blev behandlet af domstolen. Der forelå gensidige fornærmelser, hvorfor dommen lød, at alle deltagere skulle give hverandre gensidige undskyldninger og bære sagens omkostninger i fællesskab.

 

En del solgt til latinskolen

Helms overlod forretningen til svigersøn Carl Christian Zeise, der havde giftet sig med en af hans døtre, Salome Helms. Kontrakten blev udarbejdet på den måde, at Zeise skulle være eneste ejer, men så forpligtede han sig til, at søge enighed med de andre børn angående arven.

 

Zeise afstod forretningen i 1753 til sin søn. En del af huset blev solgt til Latinskolen for at han kunne ordne arven med sin kones søskende.

Også Rangkoncession blev fornyet flere gange. Også her blev der taget hensyn til hustruerne.

 

Klage over apotekeren

Og sønnen havde taget mange eksamener rundt om i Europa. Derfor måtte han også fungere som læge. Men der opstod dog problemer med en Doktor Flohr. Der måtte nemlig ikke praktiseres, hvis der i forvejen fandtes en læge i byen, og det gjorde det.

Doktor Flohr henvendte sig til kongen, og fortalte, at han gennem ti år havde praktiseret i Haderslev. Han beklagede at apotekeren med sine gøremål gjorde det sværere for ham, at tjene penge. Derfor anmodede han kongen om også at måtte oprette et apotek. Han gjorde kongen opmærksom på, at der i Husum fandtes tre, i Tønder to apoteker. Og i Slesvig ejede Doktor Bilhard sågar selv et apotek.

 

Men der fulgte et afslag. Men også Zeise fik afslag på ret til medicinsk praksis. I sin ansøgning gør Zeise ellers opmærksom på, at Feltskær Hahn var en mand uden de mindste kundskaber. Den sidste skrivelse fra Zeise er dateret den 13. december 1752.

 

Ville ikke betale skat

Zeise ville heller ikke udrede skatten. Men den 5. februar 1763 fik han en befaling, at nu skulle han betale.

En anden sag vandt han dog. En dom den 9. september 1766 bestemte at dobbeltnummeret i Jordebogen skulle forandres og huset kun opføres under et nummer.

 

Tyveri fra haven

Haven på Klosteret havde hidtil ligget fri og åben. Det betød masser af tyveri fra haven. Derfor var Zeise i 1737 nødt til at omgive sin have med et plankeværk.

 

Indskrænket handelsret i Christiansfelt

Zeise havde også klaget over apoteker – haven i Christiansfeld, men den tante han også delvis. Der blev dog bestemt at denne have kun gjaldt for byen Christiansfeld.

 

Christiansfeld Apotek blev åbnet i 1785. Ved en koncession i 1771 fik Brødremenigheden tilladelse til at oprette et apotek. Apotekets privilegier omfattede indskrænket handelsret.

 

Formue til byen

Zeise var agtet og elsket af sine medborgere. Han døde den 7. marts 1785 efterladende sig enken. Hun blev boende på første sal, skønt forretningen fik ny ejer. Ved sin død overlod hun det meste af hendes formue til byen.

 

Apotekeren døde tidlig

Nicolaus Gottfried Sass, søn af den herværende ærkedegn, Christopher Sass, Zeises søstersøn overtog derefter apoteket. Ja Zeise havde faktisk testamenteret apoteket til ham. Han var en åben og retfærdig mand. Hans kone var datter at pastor Lassen i Hejls. Han fik flere børn, men mistede dem alle undtagen en datter, der blev gift med apoteker Rieffesthal i Ekernförde.

 

Kort efter, at Sass havde mistet sin 40 årige kone, døde han også, ramt af et hjerteslag, mens han var på besøg hos sin svoger.

Ligesom forgængerne havde Sass også en del stridigheder med magistraten. Han nægtede at aflægge apotekereden for Magistraten af frygt for, at de skulle tilrive sig den juridiske ret over apoteket, da det befandt sig på slotsgrunden.

 

Han havde indsendt en klage til regeringen og mente, at hans onkel var blevet narret af de lokale. Også med lægerne i Christiansfeld kæmpede Sass sine kampe. De tillod sig nemlig at købe deres medikamenter i deres egen bys apotek. Men dette apoteks privilegium var indskrænket. Først i 1805 fik apoteket i Christiansfeld udvidet, som alle andre apoteker.

 

Danmarks ældst fungerende apotek

I næsten 200 år fungerede stedet som apotek. I 1842 blev den gamle bygning revet ned for at give plads til et nyt moderne apotek. Det var en meget smuk bygning, der her blev revet ned.

I 2001 forlod apoteket de vante lokaler og flyttede til sin nuværende beliggenhed. I dag er det Danmarks ældst fungerende apotek.

 

Kilde: Se:

       litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

       litteratur Haderslev (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Haderslev – Læs:

       Haderslev – i begyndelsen (1)

       Haderslev – handel og søfart (2)

       Da Christiansfeld opstod

 

Hvis du vil vide mere: Om sygdom, fattigdom og sundhed: Læs:

       Pest i København (under København)

       Røverhistorier fra Lægekunsten (under København)

       Skt. Jørgen – helgen, Hospital og Sø (under København)

       Aabenraas fattige(under Aabenraa)

       Jordemødre, Hekse og Kloge Koner (under Aabenraa)

       Syge mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)

       Den mærkelige læge fra Højer (under Højer)

       Et Hospital på Nørrebro (under Nørrebro)

       Fattiglemmer på Ladegården(under Nørrebro)

       Ladegården – dengang (under Nørrebro)

       Moral, etik, horeunger og fattighjælp (under Nørrebro)

       Fattige i Tønder (under Tønder)

       Sygdom og andre lidelser i Tønder  (under Tønder)

       Peter Dirchs – den glemte Fysikus i Tønder (under Tønder)

       Ulrich – en Fysikus fra Tønder (under Tønder)

Frits Clausen blev gjort til syndebuk for de tyske nazisters grusomheder. Han var nok ikke Danmarks største krigsforbryder. Modstandsbevægelsen ønskede ham dømt til døden. De blev forarget over, at så mange nazister slap for straf. De konservative nærmede sig nazismens ideologi. Retsopgøret straffede den lille mand. Politikerne slap fri. Regeringen kunne ikke drages til ansvar. Frits Clausen nåede aldrig at få sin dom. Han blev chokeret, da han så anklageskriftet. Og hver gang vi bringer en artikel om Frits Clausen er det ballade. Selv følgelig kan vi da heller ikke bakke op om de ting han gjorde. Men vi forsøger at gengive historien så perfekt som mulig.

 

En taxachauffør – for 12 år siden

Da vi forleden undersøgte en sag efter besættelsen, dukkede pludselig Frits Clausens kontrafej frem. Og en konspirations – teori opstod pludselig. Antagelig skulle han være død af et hjertetilfælde i fængslet. Men han var fundet med et hul i baghoved En taxachauffør, som undertegnede kørte med for vel omkring 12 år siden, fortalte en grufuld historie om hans død. Han påstod, at han havde været i modstandsbevægelsen. Og hvorfor skulle han – Frits Clausen pludselig dukke op, nu hvor vi undersøgte en anden mands likvidering. Så længe der ikke kan bevises noget, må det være konspiration. Det kunne være interessant at få fat i ligsyns – rapporten.

 

En borgerlig baggrund

Frits Clausen var født i Aabenraa. Hans far var købmand. Han opgav sig selv til at være født konservativ. Han gav også udtryk for, at hans forældre var dansksindede. Men efter alt at dømme var faderen tysksindet. Han siger selv, at han fik indblik i fattigdommen. Men han tænkte ikke over, at han kunne gå til et veldækket bord, mens hans fattige legekammerat stod og ventede udenfor.

 

Flensborg 1921

Vi har tidligere omtalt Frits Clausen. I denne artikel vil vi også omtale DNSAP og det tyske NDSAP. Vi kigger også på Bovrup – kartoteket. Vi går tilbage til en episode i Flensborg den 4. januar 1921. Under begravelsen af kommunisten og arbejderen, Poul Hoffmann, der døde under mystiske omstændigheder i politiets varetægt, opstod der ballade. 11 demonstranter og 22 blev såret, da sikkerhedspolitiet fra Duborg – kasernen åbnede ild mod en ophidset folkemængde.

 

NDSAP – største parti

Denne episode har sikkert været medvirkende årsag til, at da Hitler kom til magten i 1933 så var NDSAP det største parti i Flensborg. Slesvig – Holsten var fra starten en af nazismens kernestationer. Stemmeprocenten lå her væsentlig over tilslutningen end i det øvrige Tyskland. I 1932 fik nazisterne 45,6 pct. af stemmerne i Flensborg by, mens landskredsen nåede op på 70,1 pct. Den store tilslutning til nazismen lige syd for grænsen, smittede efterhånden af på Det Tyske Mindretal nord for grænsen. Men det kom dog langt senere. Og det var de tyske nazister de i sidste ende tilsluttede sig. I begyndelsen var der mange forskellige organisationer og retninger, der opstod, men til sidst blev det hele samlet.

 

Begrænset succes

Det danske nazist – parti fik kun begrænset succes. DNSAP fik aldrig mere end 2,1 pct. af medlemmerne. Man forsøgte at benytte den nationale krisesituation til at overlade regeringsmagten til tyskerne, lige som Quisling i Norge. Man oprettede også hvervekontorer til den tyske værnemagt.

 

Biografi aldrig udgivet

I fængslet nåede Frits Clausen at skrive sin biografi, men den blev dog aldrig udgivet. På Frihedsmuseet blev han vist frem som sprællemand. Det var egentlig anklageren, der havde bedt ham om, at skrive nogle ord ned. Han havde allerede skrevet ca. 450 sider, men var kun nået til 1940. Og i diverse bøger om besættelsestiden kan man se karikaturtegninger af ham. Det er også det berømte billede af ham, hvor han går rundt i jakkesæt med en trillebør i Fårhuslejren.

 

Skulle udstilles i aviserne

Mange forlangte, at nazisterne skulle offentliggøres med navn og foto i aviserne og udstødes af samfundet. Det samme skulle ske med alle de hjemmetyskere, der havde meldt sig ind i NDSAP.

 

Bovrup – kartoteket

I 1946 blev det såkaldte Bovrup – kartotek udgivet. Det er en liste over 22.700 nazister, geografisk og alfabetisk opstillet med angivelse af fødselsår, erhverv, bopæl og indmeldelses – dato. Bag udgivelsen stod tidligere modstandsfolk, der mente at nazisterne ikke have fået nok straf. Derfor tog de sagen i egen hånd, og skaffede sig en kopi af de nazistiske medlemslister. Kartoteket indeholder kun halvdelen af navnene på de mennesker, der på et eller andet tidspunkt har været medlem af det danske nazist – parti – ca. 39.000.

 

Ingen redigering

Det blev ikke registeret, hvis et medlem meldte sig ud, om det var i 1934 eller 1944. Men forræder – stemplet hang på. Og det mente modstandsbevægelsen var vigtigt at få frem. Det havde en hvis lighed med modstandsbevægelsens egen kartotek. Her kneb det også med redigeringen af forkerte oplysninger. Mange steder tillægger man Bovrup – kartoteket stor betydning. men det er grundet manglende registrering vanskelig at gå til.

 

Psykopater og intelligensdefekte

Var det så kun nazister, der var såkaldte landsforrædere? Det er der nogen, der prøver at overbevise om. Man fortalte også, at det kun var sociale afvigere, der meldte sig under de tyske faner. De skulle have været psykopater og intelligensdefekte. Min bedstefar var hverken nazist eller social afviger. Og sådan var det for de allerfleste. Ca. 8.000 mænd fra Danmark meldte sig for at kæmpe på tysk side mod Sovjetunionen.

 

Forfulgt – efter retsopgøret

Endnu den dag i dag males der et sort/hvidt billede af, hav der skete før, under og efter retsopgøret. Massekulturen var jo helt klart på vindernes side. Tyskerpiger blev udstillet, fik håret klippet af, og enkelte steder fik det tøjet hævet af. Det blev spyttet på dem, ligesom på mange, der blev anholdt og løsladt igen. Nogle måtte finde sig i, at få foto og navn i de lokale ugeaviser. Mange fik beslaglagt deres formue og mistede deres borgerlige rettigheder. Således måtte de ikke søge et offentlig job. Dette fulgte dem helt op til 1970erne.

 

Nazister ville ikke samarbejde

Nazisterne havde ikke rigtig nogen, de kunne samarbejde med. Det var partiets image, at de var det eneste rigtige parti, så derfor var det ikke nødvendig at samarbejde. Mange var fascineret at det, der skete i Tyskland Det udenlandske forbillede gav håb, selvtillid og opmuntring. Men det kneb gevaldig for DNSAP at skaffe resultater.

 

Vikingernes sande efterkommere

Meget tankevækkende er det, at halvdelen af dem, der søgte optagelse i DNSAP og som oplyste om tidligere partiforhold, nævnte det Konservative Parti eller Konservativ Ungdom. Nazisterne tog patent på gravhøje, lurer, runesten. De betragtede sig som vikingernes sande efterkommere. DNSAP brugte ellers de samme symboler som NSDAP. Til lyden af lurmusik, skridtede den danske førere fronten af.

 

Konservativ Ungdom

KU importerede noget af dette. De havde ca. 30.000 medlemmer på højdepunktet i 1935. Medlemmerne skulle stå i rad og række iført uniform. De ønskede aktivisme og en handlekraftig optræden , herunder konfrontation med politiske modstandere. Og deres hilsen med højre arm lignede i høj grad nazisterne. Måske var KU med til at trække tæppet væk under DNSAP. Kigger man i det konservative studieblad, Studium, så kan man læse, at det i høj grad var præget af strømningerne syd fra. Men på et tidspunkt kom der vink med en vognstang længere op fra i partiet. Var KU fortsat linjen, kunne det have haft meget større betydning end DNSDAP. .

 

Mange var fascineret af Det Tredje Rige

Men der var dog også mange andre danskere, der var fascineret af Det Tredje Tyske Rige. Således kunne man i mange rejsebeskrivelser fra den tid ikke skjule fascinationen. Man var begejstret over fireårs – planerne, motorvejene, den herskende orden og effektivitet og folkevognen. Det var et moderne industrisamfund.

 

Uenighed om grænsen

Det tyske mindretal i Sønderjylland vejrede morgenluft ved Hitlers magtovertagelse. Her var der NSDAP, der havde magten. De ville i Det Tredje Rige. Frits Clausen mente, at grænsen lå fast. Helst havde han set den ligge ved Dannevirke.

 

Politisk Propaganda

I oktober 1940 kunne man i det nazistiske dagblad, Fædrelandet læse, at Verdens højeste Bjerg trykkes i København. Den største politiske propaganda, der nogensinde havde været i Danmark blev sat i værk. Det så ud som om, at DNSAP havde åbenbart uanede midler til diverse udgivelser. Man havde flere trykkerier i brug, bl.a. i Toftlund, Gråsten og Christiansfeld. Senere kom andre til i Fredericia, Slagelse, Aabenraa, Kolding og København. Den første pjece havde Gråsten Bogtrykkeri som udgiver.

 

Massiv støtte ophørte i 1943

Officielt havde partiet eget forlag fra 1. oktober 1936. Og det første hovedsæde blev henlagt til Aabenraa. Partifører Frits Clausen var den mest skrivende af de danske nazister. Den massive økonomiske støtte fra tysk side udeblev fra 1943. Antallet af nazistiske blade blev derefter kraftig indskrænket.

 

Importeret en anderledes kultur

Clausen mødte op til internationale fascist – møder i 1934 – 35. Den norske Quisling mødte op til DNSAP s landsstævne i Kolding i 1939. Man vil gerne gøre hans person som forklaring på DNSAP s ringe succes. Han var korpulent og havde en ringe politisk begavelse. Ja sådan vil historikere gerne fremstille ham. Men han var særdeles afholdt i Bovrup og omegnen. Partiet havde importeret en anderledes kultur, selv om man brugte mange nordiske symboler. Fascismen og nazismen var 10 år undervejs i Tyskland og Italien. Der var åbenbart ikke plads til egne ideer i Danmark.

 

Stadig mange nazister i 1945

Krigslykken vendte som bekendt, men i 1945 var der stadig et forholdsvis stort antal danskere, der betalte kontingent til DNSAP.

 

Manglende indhold

DNSAP var måske et teaterstykke, der blev instrueret til fordel for pressen. Der manglede noget indhold i partiprogrammet. Frits blev indkaldt til tysk krigstjeneste. Men den varede kun kort. Han blev taget til fange ved østfronten i 1915. Senere påstod historikere, at han var rendt over til russerne – frivilligt. Han ville hellere være russisk krigsfange end tysk soldat. Hans oplevelser i Rusland gjorde ham til antikommunist.

 

Til Dannevirke

Han agiterede for at den danske grænse skulle gå ned til Dannevirke. Det kom den ikke til. Han var dybt skuffet over grænsedragningen efter Genforeningen. Han var hel sikker på, at der var begået alt for mange fejl.

 

Bristede ambitioner

Fakta er, at han gennem sin indsats fik danske krigsfangere løsladt. Omkring 1920 havde han meldt sig ind i Det Konservative Folkeparti. Han forlod det igen omkring 1930. De store ambitioner, som han havde, gik ikke i opfyldelse. Mod syd fik han øje på nazismen. Det lykkedes for Frits Clausen, at få væltet spejderfører Lembcke af pinden. Frits Clausen og hustru havde været til et møde i Sønderborg, hvor de havde hørt spejderføreren tale. Og de var blevet begejstret. Det var den 16. januar 1931.

 

Talte sønderjydernes sag

Frits Clausen optrådte som talsmand for sønderjyderne på universitetet i København. Her videreuddannede han sig.

 

Vellidt i Bovrup

Han mente selv, at det var en sygekassekonflikt, der var årsag til at han måtte opgive sin praksis i Aabenraa. Andre tunger hævdede, at det var flasken, der var skyld i det. Der blev snakket om, at han var beruset ved offentlige begivenheder i Aabenraa. I Bovrup bliver han hurtig landsbyens midtpunkt. Han bliver midtpunkt for talrige aktiviteter og initiativer. Interessen spænder vidt, ja selv kaninavl interesserer ham. Også radioen – det nye medie fascinerer ham. Han bliver en af de første, der taler fra studiet i Aabenraa. Når han praktiserede, agiterede han aldrig for DNSAP. Kunne folk ikke betale, så han gennem fingrene med det. Han blev i lokalområdet betragtet som en god læge.

 

Stor præsentabel villa

Lægeboligen i Bovrup var en stor præsentabel bygning. Her var både garage og stald. Konsultationen var i en del af stueetagen. Moderen boede til hendes død i 1938 på førstesalen. Men Frits var en verdensmand. Han havde et overdådigt pengeforbrug, og var altid i pengemangel. Han skyldte mange penge væk. Og når kreditorerne smækkede kassen i, ja så lånte han andre steder. Gang på gang bevægede han sig på konkursens rand. Han kunne ikke betale sine lån tilbage.

 

Ikke flere penge

Det var godt, at familien Clausen var formuende. Faderen havde ejet købmandsgården, Storegade 36 i Aabenraa. Moderen var stadig i besiddelse af den, da Frits kom hjem fra russisk fangenskab. Men moderen og en søster til hende boede i Nygade 4, og havde lejet gården ud. Men efterhånden havde hun heller ikke flere penge. Frits havde brugt dem. Enkefru Clausen havde ved en række lejligheder kautioneret for lån. Men i 1929 var der ikke flere penge tilbage.

 

Smidt ud eller gik han selv?

Som tidligere nævnt meldte han sig ind hos  Den Konservative Vælgerforening i Aabenraa. Men han var ret kritisk . Han mente, at der var for meget bal, og for lidt politik. Men der var dog fremgang for De Konservative i Aabenraa. Men det mente, Frits Clausen, at det skyldtes den lokale presse. Han var en meget benyttet taler. Jydske Tidende roste således hans foredrag om de sønderjyske soldater i tysk krigstjeneste.

 

Kongen i Bovrup

Han kæmpede også for den nationale sag i Sønderjylland. Ja tænk selveste Kong Christian den Tiende standsede op i Bovrup under sin Sønderjyllands – rejse den 13. juni 1928 for at hilse på Frits Clausen.

 

Skuffet og bitter

Men han blev mere og mere sur på De Konservative. Han mente at idealerne kom i anden række, og at de alle sammen var levebrøds – politikker Det var ikke en profession at være politikker, det var et kald, sagde han. Frits var blevet skuffet og bitter. Han havde håbet på en stor karriere hos De Konservative. Men partiet kunne ikke bruge en person, der ikke havde orden i økonomien, var forgældet og ikke kunne lade flasken stå. Han kunne hellere ikke rette sig ind. Sådan en havde de Konservative ikke brug for. Men Frits mente, at partiet gik glip af hans talenter. Dem ville de åbenbart ikke gøre brug af.

Tidligere havde Frits, HP Hanssen som sit store forbillede. Frits kendte udmærket familien.

 

Amibitioner – større end formatet

Frits brugte meget energi fra førerbunkeren i Bovrup. Efter tysk forbillede blev der afholdt politiske stormøder og landsstævner. Men ambitionerne var større end formatet. Den store tilslutning udeblev.

 

Nu kunne han få hævn

Det var ideologien i DNSAP, der spillede den store rolle. Men egentlig skulle DNSAP først finde ud af, hvad de ville bruge deres parti til. Men nu kunne han hævne sig på det Konservative Part. Han havde truet med hævn over for dem, der ikke viste ham , den fornødne forståelse. Nu kunne han få realiseret sine politiske ambitioner. Nu kunne han få hævn og kæmpe for den nationale sag. Frits Clausen var blevet nazist inden han og andre vidste, hvad det indebar.

 

Frits Clausen fylder 40 år

Den 12.11. 1933 fyldte Frits Clausen 40 år. Det afstedkom en hyldestartikel i National Socialisten:

•   Dr. Frits Clausen
• –  I øvrigt er Frits Clausen af ældgammel sønderjysk Slægt, baade paa fædrene og mødrene Side. Han blev født i Aabenraa i et Købmandshjem og blev døbt ved Faderens Kiste. Hans Moder lever endnu. Morfaderen var en ivrig Forkæmper for Danskheden og Ven med Mænd som Fr. Fischer og Jacob Michelsen. Traditionen Tro fik Frits Clausen en udpræget dansk Opdragelse. For at dygtiggøre sig til en Gerning i sit Hjemland, studerede han efter at have taget Studentereksamen i Flensborg, i de tyske Universitetsbyer Heidelberg og Freiburg. Har blev han afbrudt ved Verdenskrigens Udbrud, han blev indkaldt og sendt til Østfronten, blev taget til fange og levede et par Aar i Rusland, hvor han oplevede den russiske Revolution. Han flygtede paa falsk Pas og naaede København, hvor han studerede videre og fik sin Eksamen. Frits Clausen deltog i øvrigt i Afstemningsagitationen og i det danske Arbejde i de bevægede Aar før Genforeningen.
• Derefter nedsatte han sig som Læge i sin Fødeby og flyttede i 1924 til Bovrup. Frits Clausen var ”født” til at være Konservativ og var blandt de første, der meldte sig til et konservativt Arbejde efter Genforeningen.
• Han følte sig dog aldrig tilfreds i Partibaasen og hørte sammen med andre til ”Oprørerne” indenfor Partiet, indtil han for godt tre Aar siden brød helt ud, fulgte sit Hjertes trang og blev national Socialist, Sønderjyllands første.

 

Valgt til Folketinget

Den store kamp blev ført internt i partiet. Konkurrerende nazist – partier dukkede også op. Mange eksklusionerne fulgte. Falske anklager mod rivaliserende blev fabrikeret.

 

Ville ikke besøge Frits

I foråret 1939 lykkedes det endelig. Han og to partifælder blev valgt til Folketinget. Men det var dog en stor skuffelse, at Hans Frank og Göring under deres besøg i Danmark i samme år ikke tog kontakt til Frits.

 

Medlemsfremgang efter 9. april

Frits kendte ikke til tyskernes planer om at besætte Danmark. Han blev ikke sat ind i det militæriske planer. Han mente, at kunne hjælpe besættelsesmagten ved at besætte Christiansborg. Men han blev bedt af besættelsesmagten at tale sine folk til rette. Det var glædeligt for Frits, at konstatere en medlemsstigning efter 9. april. En del officerer fra den danske hær havde indmeldt sig. Kunne man ikke slå fjenden, måtte man tilslutte sig den.

 

Himmler takkede for gave

Danmark havde ikke så stor militærisk betydning for Hitler. Det var for at nå Norge, at landet blev besat, og for at få så mange produkter ud af landet som muligt. Danmark blev derfor af tyskerne behandlet som venligsindet. Industriprodukter og landbrugsvarer blev derefter eksporteret til tyskerne i massevis. Det havde Frits det lidt vanskeligt ved. Hitler – lærlingen fra Danmark sendte fire bronze-lurer til Himmler. Som tak for dette fik Fritz Clausen lov til at møde SS – rigsføreren til et kort møde i Kastrup Lufthavn i februar 1941.

 

Ikke enig med den tyske besættelsesmagt

Flere gange forsøgte Frits at få foretræde for Hitler. Det lykkedes aldrig. Han havde åbenbart ikke noget at tilbyde Hitler. Men Frits øjnede nu muligheden. Han kunne tilbyde soldater til den tyske hær. Nu var det dog ikke ham alene, der fik 7 – 8.000 danskere til at melde sig under de tyske faner. Frits Clausen var dog ikke helt enige med den tyske besættelsesmagt. Han var ikke meget for den terrorpolitik som tyskerne anvendte efter 1943, og han hadede stikkeri. Egentlig kunne Frits være blevet brugt efter august 1943, men det skete ikke. Han var allerede blevet sat ud på et sidespor i efteråret 1942, da Werner Best, var kommet til landet.

 

Frataget førerrollen

Frits har sikkert følt sig sat ud på et sidespor. Flasken blev efterhånden hans ven. Men det blev skjult for offentligheden. I sommeren 1943 blev han uofficielt frataget rollen som leder af det danske nazistparti. Men det blev dog først officielt for medlemmerne den 5. maj 1944.

 

Læge i Waffen SS

Han bibeholdt sit folketingskandidat. Men det havde ingen betydning efter 29. august. Et førerråd på tre overtog rollen. I august 1943 tog Frits Clausen til østfronten. Men egentlig var han uegnet til tjeneste. Han havde ikke fysik til det, men blev udtaget til et læge – job i Waffen SS. Men Frits krigsindsats var ikke glorværdigt. Han kunne ikke lade flasken stå, og overfaldt nogle sygeplejerske på lazarettet i Minsk. Han blev derefter indlagt på nervesanatoriet i Würtzburg.

 

Sprængning af partiet

I foråret 1944 returnerede han til Danmark som en politisk færdig mand. Han havde inden sin afgang opfordret til sine partifælder at melde sig ind i Schalburgkorpset. Og egentlig var den opfordring årsag til en sprængning af DNSAP. Måske var Frits ikke klar over, hvad dette korps udviklede sig til.

 

Frits til grin

I Information den 24. juli 1944 kan man fornemme ironien:

• Frits Clausen, som nu hverken Danskere eller Tyskere vil kendes ved, bor atter i sit Hus i Bovrup og kan hver Dag beses uden Entré, bl.a. paa Lugearbejde i sin Have. Der skal være Planer om at tilbyde ham Kontrakt paa Forevisning paa Dyrehavsbakken og paa Markeder.

 

Grundlovsbrud

Frits Clausen blev anholdt den 5. maj. Han var dømt på forhånd. Ja han blev vel en slags syndebuk. Ingen andre politikere blev dømt. De meldte sig heller ikke under de tyske faner, men de begik grundlovsbrud ved

•  at internere kommunisterne
•   ved at udlevere kommunister til tyske KZ – lejre
• at tillade opstilling af Frikorps Danmark
•   at tillade dansk krigsdeltagelse i krigen ved østfronten
•    at tillade at dansk politi jagtede modstandsfolk
•     afsendelse af landbrugsprodukter til Tyskland i stor stil og m.m.

Så kan man jo altid diskutere om de kunne have handlet anderledes set i bagklogskabens lys.

 

Alvorlige beskyldninger

Frits Clausen var vel ikke den største krigsforbryder, vi har haft. Werner Best slap. Det gjorde Frits bestemt ikke. Modstandsbevægelsen ønskede han dødsdømt. Blandt hoved-anklagerne var

• ved forfatningsstridig måde at få magten i Danmark ved tysk støtte i 1940
•     hvervningen til østfronten
•    han skulle have vidst besked om besættelsen den 9. april
•     han havde samarbejde med det tyske sikkerhedspoliti før besættelsen.

Man kunne med andre ord sige, at da han meldte sig ind som medlem nummer 2 i 1931 havde han ikke andel i gaskamrene i Auschwitz i 1941. Da han fik præsenteret for anklagerne blev han underlig til mode. Han syntes at dommeren havde lavet et makværk. Ja han kaldte dem for Frækhed, dumhed og gemenhed. Ja som han også udtrykte det:

• Så kan I lige så godt dømme mig ved Strandret.

 

Handlede ikke efter ordre

Besættelsesmagten brugte Frits som trussel over for regeringen i de første besættelsesår. Havde tyskerne ikke besat Danmark, var det nok ingen, der havde husket Frits Clausen. Han havde jo ikke nogen reel indflydelse. Frits og de andre danske nazister handlede ikke efter ordre.

 

Danmarks ”bedste mænd” blev ikke straffet

Fremtrædende personer inden for dansk erhvervsliv ville også af med regeringen. De ville også tilsidesætte parlamentarismen. Men Danmarks bedste mænd blev ikke straffet.

 

 

Beskyldninger mod nazister

Modstandsbevægelsen kaldte nazisterne for for

• landsforrædere
•  stikkere
•  mordere
•  tyske håndlangere

 

Stor forargelse

Frits Clausen måtte undgælde for alle de grusomheder de tyske nazister havde sat i værk. Så vidt muligt sørgede modstandsbevægelsen for, at så godt som alle danske nazister blev interneret. Til stor forargelse blev kun en mindre del af dem dømt ved domstolene.

 

Regeringen var ikke ansvarlig?

Regeringen skulle ikke stå ved sine handlinger før august 1943, men det skulle den almindelige borger. Regeringen havde handlet under pres. Det burde enhver have opfattet, hvilket så senere blev til, at den ikke var ansvarlig.

 

Fordømmelse af Frits Clausen

Den 5. december 1947 døde Frits Clausen af et hjerteanfald. Sådan lød den officielle forklaring.

 

Kilde: Se

• Litteratur Aabenraa
•    Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler

Redigeret 21.11. 2021