Artikler
November 18, 2012
Her følger anden afdeling
af livet på vesteregnen under blandt andet tre – års krigen.
Et forvirret liv med skiftevis tysk og dansk herredømme. Embedsmænd
blev fyret og igen indsat. Der var vold mod henholdsvis tysk –
og dansksindede. Tusindvis af mennesker døde i de slesvigske
krige. Og så her i den første slesvigske krig var der mange omkomne.
Masser af rygter fulgte i kølvandet på krigen. Men også lokalt ude
vest på var der kamp. Særlig apoteker Nagel i Højer fik ”kærligheden”
at føle.
Kaotiske forhold
Vi fortsætter vores beretning
i dagbogs – form om forholdene for befolkningen her i vest –
Sønderjylland. Det er midt i den første Slesvigske krig, også
kaldet Tre – års krigen. Alt efter, hvem der har magten, så
bliver både tysk – sindede og dansk – sindede arresteret.
For befolkningen var det både forvirrende og kaotiske forhold.
Våbenstilstandens betingelser er netop blevet
forkastet af tyskerne.
Pastor Gram blev valgt
Den 5.10.1848 var der
i Bredebro valg til Landsforsamlingen i København. Her blev pastor Gram fra Daler valgt. Opstillet var også Knudsen fra Forballum. Beck fra Trøjborg havde ellers peget på ham.
På åben mark
Valgstedet
skulle have været i kirken, men den tilhører Hertugdømmet Slesvig. Så derfor blev valghandlingen henlagt til en
åben mark, som tilhørte Ribe Amt. I gamle dage lå her sognefogedens
fenne.
En ny regering
Den
24.10.1848 indløber meldingen om at våbenstilstanden alligevel blev
efterkommet. Den provisoriske regering er trådt af, og en ny er dannet indtil freden bliver genindført.
Den ny regering kom til at bestå af blandt andet Reventlow, Jersbeck, v. Heintze,
v. Moltke, Preuser, Boysen, Bremer og Bargum. Ligeledes skal Landsforsamlingen opløses.
En ny herredsfoged
Den
7. 12 . 1848 overværede den nye herredsfoged, Thorup, Tingretten. Brasens gård var blevet solgt for
7.000 rdl.
I Rendsborg havde militæret igen gjort
ballade, men det var igen blevet ordnet.
Præsterne sang med
Den
15.12.1848 inviterede den ny herredsfoged til fest på Trøjborg. Ved afsked blev der sunget
en krigssang, Den Tapre Landssoldat. Især præsterne sang godt med på denne sang.
Den
21.12.1848 forlød det, at tyske tropper er på vej. På Als er de danske tropper blevet
forstærket.
Når man blandede sig i
trafik
Den
27.12. 1848 kunne man først høre knægte synge Den tapre Landsoldat forbi apoteket i Højer. Et stykke tid efter kunne
man så høre Schleswig – Holstein mehrunschlungen. Måske var det for at genere apoteker Nagel? Sådan var det, når man
blandede sig i politik.
Bønderne i oprør
Den
19.1. 1849 var der tropper overalt på vestkysten for at hjælpe
med skatteindkrævning. Men bønderne havde grebet til våben og jaget
tropperne bort.
Den
28.1. 1849 Kampene mellem bønderne og soldaterne havde betydet mange
sårede bønder, 2 soldater var
døde. 30 landmænd var taget til fange og ført til Haderslev. Mange landmænd var flygtet,
nogle til Ribe, andre til Ballum og Rømø.
Nagel
– igen indkaldt til stævning
Den
26.2 1849 fik Apoteker Nagel en stævning, at han igen
skulle møde på Tønder Rådhus. Han slap med en mult af 40 mk. For at have udbredt
proklamationer. Han protesterede og ville anke til Overretten.
Den
26.3. 1849 udløb våbenstilstanden.
Igen
kamphandlinger
Den
4.4. 1849 hørte folk ved vestkysten, at der havde været en træfning ved Sundeved.
Den
6.4. 1849 var krigen brudt ud ved østkysten. Mange kamphandlinger havde
fundet sted. Haderslev var taget af tyskerne, men
igen blev trængt tilbage til Flensborg. .
Den
7. 4. 1849 gik rygterne, at danskerne igen var på tilbagetog.
Krigsskibe
taget af tyskerne
To
dage efter blev det bekræftet, at ved Eckernförde var linjeskibet Christian den Ottende var fløjet i luften med 84 kanoner og fregatten Gefion med 42 kanoner blev taget.
Dette skulle åbenbart være sket den 5. april.
Danske tropper truet
Den
11. april 1849 går rygterne på, at tyskerne skulle være kommet til Kolding. På Als skulle den danske styrke
være blevet taget. Tusinder skulle være faldet og kongen skulle være
skudt. 7.000 skulle være taget til fange. Alt dette kunne ikke have
sin rigtighed.
Og
i Tønder blev det den 13. april sagt,
at man havde givet de danske tropper et ultimatum. Enten skulle man
rømme Als, ellers blev hele Jylland besat.
Nye tropper til vestskysten
De
dårlige nyheder fortsatte. Den 17. april forlød
det, at Dybbøl Skanse samt brohovedet til Als blev taget med storm af tyskerne.
Flere tusinde skulle være blevet dræbt eller såret.
Dagen
forlød det, at såfremt de tyske tropper overskred grænsen til Jylland ville det føre til krig
med Sverige og Tyskland.
Den
21. april kom en del tropper fra Flensborg til Tønder, Møgeltønder og Højer. De besatte blandt andet havnene
langs vestkysten.
Dagen
efter gik rygterne på, at Kolding skulle være blevet besat.
De havde altså overskredet grænsen.
Indkvartering
ved vestkysten
Den
23. april er der indkvartering af fremmede tropper i Daler, Gærup og Visby. Allerede den 20. skulle tyske
tropper være overskredet grænsen ind i Jylland.
Den
25. april var tropperne forsvundet fra Møgeltønder. De var marcheret mod Haderslev. Det hed sig, at der havde
fundet et blodigt slag sted ved Kolding, og en del af byen var blevet
brændt. Nu var det hvis gået løs på det stakkels Jylland.
Dagen
efter opstod rygterne, at Vejles amtmand, Orla Lehmann var taget til fange og sendt til Gottorp.
Kanonbåd
ved Højer
I
havnen i Højer lå en tysk kanonbåd. Den
30. april var flere kanonbåde taget til Rømø, for at kapre Tøge Tygesens Islands – farer med fuld ladning. Den skulle
have haft en værdi af 10.000 mark.
Den 1. maj 1849 nedbrændte Peter Bossens gård i Mjolden. Hele besætningen undtagen
en enkelt hest blev flammernes bytte. Desuden nedbrændte 2 småhuse.
Tyske
tropper ind i Jylland
Den
11. maj bekendtgjorde aviser, at forbunds – tropperne var rykket
ind i Jylland. Og i Højer skulle der findes plads til
300 soldater.
To
dage efter kom en del tyske tropper gennem Bredebro. De skulle overnatte i Døstrup, og siden drage videre mod Ribe.
Der
kom ordre om at levere havre, hø, halm, flæsk og brød til Kolding.
Nagel
på en kanonbåd
Den
28. maj måtte apoteker Nagel stille på en kanonbåd i havnen i Højer. Han var blevet angivet for
sit danske sindelag og for nogle uoverlagte ytringer.
En
masse brand – og krigsskat måtte betales. Og det så ikke
ud til, at det var fred foreløbig. Man håbede
på russernes hjælp.
Den
25. juni 1849 havde folkene på kanonbåden i havnen ved Højer gjort indsigelse mod de rød
hvide farver på stakittet foran apoteket. I drukkenskab var et par
af soldaterne på vej til et indbrud på apoteket, men apoteker Nagel havde forhindret dette med et gevær.
Soldaterne
blev efterfølgende stillet for en krigsret.
Atter engang våbenhvile
Den
9. juli 1849 blev det berettet om kamphandlinger ved Fredericia. Danskerne slog tyskerne tilbage.
De erobrede fjendes kanoner. Der skulle være mange dræbte.
Der
skulle ifølge aviserne omkring den 15. juli være indgået våbenhvile.
Hertugdømmerne
skulle være gået imod våbenhvilen. Det så stadig farlig og
truende ud.
Svenske tropper i Nordslesvig
Den
21. juli 1849 studerede man våbenstilstanden
i Tønder. Det så ud som om at Slesvig skulle skilles fra Holsten. De aviser man studerede var
over en uge gammel.
Kloster
Marked blev afholdt den 24. august
1849 trods krig og ufred. Her var der ingen spor af dette.
Den 31. 8. 1849 havde svenske tropper besat Nordslesvig. Her skulle de blive ind til
freden havde indfundet sig. 4.000 preussere var stadig i Sydslesvig.
Men
indbyrdes blandt tyskere og danskere var det en hadefuld stemning.
Embedsmænd
fyres
Ifølge
bladet Mercur var mange embedsmænd i Slesvig fratrådt. Flere ville følge
efter.
Den
27. 8. 1849 var der en del uro i Tønder i anledning af en ny amtmands
tiltrædelse. En del embedsmænd var blevet afsat, men befolkningen
gik imod dette. Således var det ikke blot i Tønder, der var uro, men også i Husum, Tønning og andre steder.
Den
17. 10. 1849 var der 400 preussere i Tønder. Men ellers var det stille
og rolig.
I Højer var der igen en del gnidninger
mellem danske og tyske. Forbitrelsen var stor.
Landet
var igen truet
Den
30.11. 1849 var der stor frygt for, at krigen skulle genopstå. Det
så meget truende ud. Landet blev igen truet med stor ødelæggelse.
Den
1.2. 1850 var en del præster blevet afskediget og nye indsat. Men det
var ikke til befolkningens begejstring.
Den
4.2. 1850 står vejen til Døstrup under vand. I Skærbæk var vandet så højt, at
det gik ind i husene.
Det
brændte på Trøjborg
En
trist ulykke opstod den 8.3. 1850. På Trøjborg brændte Hede – eller Brænderigården. Det startede som en lille skorstensbrand. Dampkedlen
og en del af bygningen blev bortsprængt. En person er blevet dræbt.
Stor
forvirring
Den
30.3. 1850 blev kontrollør Hinricksen i Højer afsat efter ordre fra stattholderskabet i Rendsborg.
En
stor forvirring er opstået. Ingen ved, hvem der har myndigheden.
De svenske tropper lader hver gøre sit.
De
preussiske tropper havde forladt Tønder og andre byer på vestkysten.
I Tønder så det ud som man ikke adlød Landsforvaltningen i Flensborg men Stattholderskabet i Rendsborg.
Den
19. 6. 1850 var der kommet
svenske beskyttelses – tropper til Tønder. 90 mand var taget til Højer og 50 til Emmerlev.
Kammerraad
Boolsen var kommet til byen for at
indsætte andre toldkontrollører. En anden herredsfoged skulle også
indsættes i Højer Herred.
Ballade
ved Højer Sluse
Den
22.6. 1850 var herredsfoged Wolfhagen blevet indsat. Ingen ville have den gamle herredsfoged Lundius boende. Men apoteker Nagel forbarmede sig.
Ved Højer Sluse opstod der den 25. juni en
del oprør vedrørende told – klarering. Det var nogle borger fra Tønder, der gjorde oprør. De svenske
tropper måtte have hjælp inde fra Højer by.
Sten
mod danskere i Husum
Den
9. 7 . 1850 var der opstået problemer i Husum. Der var kastet sten mod dansksindede.
Natten efter var borgmester Davids og kontrollør Evers med kone, postmesteren og flere flygtet fra byen.
Nagel tilbage med eskorte
I Højer skete der en dramatisk udvikling.
Svenskerne var borte. Men den nye herredsfoged Dettlefsen og toldkontrollanterne havde
taget flugten. Også apoteker Nagel var væk. Sidstnævnte var
bange for tyskernes hævn.
Den
16.7. 1850 kom apoteker Nagel tilbage til Højer. Han var sammen med en søløjtnant
og nogle bevæbnede matroser.
Byen
var blevet spærret og uden skriftlig tilladelse kunne man ikke kom
ud og ind.
Igen masser af rygter
Rygterne
gik på, at de Slesvig – holstenske tropper var gået over grænsen.
De havde besat Slesvig.
Dagen
efter var Husum også blevet spæret. Dansksindede
havde fået smadret deres vinduer.
Tysk
krigsskib sprunget i luften
Den
21. 7. 1850 gik det rygter i Husum, om at danske tropper skulle
have besat Tønder, Leck og Bredsted.
To
dage efter, fik man så at vide, at danskerne alligevel ikke var
i Bredsted.
Det
Slesvig – Holstenske dampskib von der Tann, der havde kapret et dansk handelskib, var blevet
forfulgt af et dansk krigsskib og sprunget i luften.
Tønder
besat
Mange
tysksindede Tønder – borgere var flygtet til Husum. Tønder var besat af hen ved 800 mand.
Masser
af døde og sårede
Mange
rygter florerede den 25. 7. 1850. I det fjerne kunne
man høre kanoner. Det blev ved hele formiddagen. Folk, der kom fra Slesvig og omegn havde set belæssede
vogne med døde og sårede.
Men
snart hed det sig at de danske tropper var blevet slået. 700 fanger
skulle være taget til fange og bragt til Slesvig.
De
danske tropper havde hals over hoved måtte flygte fra Flensborg. Snart igen var det tyskerne,
der havde lidt nederlag.
Kanonskud
– hørt i Husum
Den
26.7. 1850 fik man at vide, at danskerne havde besat byen Slesvig. Fra Rendsborg blev der berettet om hundredvis
af vogne med døde og sårede.
Dagen
efter skulle de danske tropper have rejst det hvide flag. Der var våbenhvile,
så man kunne begrave de døde og pleje de sårede.
Den
30. 7 hørte man igen kanonskud i Husum. Man hørte, at Hannoverske tropper skulle være kommet
til Rendsborg og besat fæstningen.
Ny amtmand
i Tønder
I Tønder var en ny amtmand blevet
udnævnt af kongen, det var greve Arthur Rewentlov. Drøhse havde atter fået et embede og var blevet udnævnt
til borgmester.
Ved
vestkysten var der skabt direkte sø – forbindelse til England via Tønning, Hjerting, Ballum og Højer.
Apoteker Nagel blev beæret med ridderkorset,
og fik tilkendt hvervet som postmester i Højer.
Tvungen undervisning i dansk
Den
4. 5. 1852 var stemningen i Tønder nu ikke den bedste. De tysksindede
følte sig krænket, efter at der var blevet indført tvungen undervisning
i det danske sprog.
Der
var udbrudt en kæmpe brand i Husum den 11. 6. 1852. i alt blev
41 huse ofre for ilden.
Den 28.12. 1852 kunne Flensburger Zeitung berette om, at provst Ahlmann i Tønder var blevet afskediget med pension.
Den 31.7. 1853 foruroligede
det befolkningen, da de hørte, at der var udbrudt kolera i København.
En stormflod havde ramt
vestkysten den 27.9.1853. Ved Ballum var mange får druknet.
I Hertugdømmerne gjorde sprogsagen et uhyggeligt indtryk. Fra dansk
side ville man med magt tvinge det danske sprog igennem.
En dampbåd
i Højer
Den 6. 1. 1855 foregik
der en indsamling til en dampbåd, der skulle gå mellem Højer og Husum. Dampskibet skulle også besøge Föhr.
Den 3. 9. 1856 havde heste
– og kreaturmarkedet i Tønder rekordbesøg. Aldrig havde der været så mange
besøgende og så mange dyr på markedet. Også markedet den 23.10.
1856 var der masser af mennesker til markedet i Højer.
I tiden frem til 1858 havde
roen sænket sig over vestkysten. De nationale gnidninger fortsatte
dog. Og 8 år efter, blev vestkysten og hele Sønderjylland tysk. Atter engang måtte tusinder og atter tusinder
lade livet.
Kilde: Se
Hvis
du vil vide mere: Læs
Under
Sønderjylland:
Under
Aabenraa:
Under
Padborg/Kruså/Bov:
Under
Højer:
Under
Tønder:
November 18, 2012
I de 34 år vi beskriver,
var der meget forvirring her ude på vestkysten. Vi beskriver udviklingen
især i Tønder, Højer, Bredebro og Løgumkloster. Men vi tager nogle
ture til Ribe, Aabenraa, Rendsborg og andre steder. I Tønder var der både kosakker og skiftevis danske og tyske tropper. Flere gange
var apoteker Nagel fra Højer arresteret. Tre års krigen var startet.
I Tønder var det skiftevis dansk og tysk. Der blev arresteret på livet
løs afhængig af sindelag, og hvem der havde magten.
Kosakker i Tønder
I begyndelsen af 1814
var der kosakker i Tønder. Det viste sig, at være skikkelige
folk. Men de var hurtig væk igen. I februar skulle komme 300 polske
soldater til Tønder.
Får
dør i hobetal
April
1837 startede vinterligt. Det så sørgelig ud for kreaturene.
Der var mangel på foder mange steder. Mange kreaturer var allerede
bukket under. Det var især får, der gik ud over. Omkring tusind får
mistede livet.
Stormflod
En
stormflod har igen raseret vestkysten den 8. – 9. januar 1839. Den synes, at have været kraftigere end i
1825. Marker er blebet belagt med store ismasser. Mange huse og bygninger
er ilde tilredte, mange er forsvundet. Vandet gik meget højt i huse,
og mange dyr er druknet i vandmasserne.
Kongeparret
i Aabenraa
Den 4. august 1840 var næsten alle gader i Aabenraa illumineret, og æresporte rejst. Kongeparret
var på besøg.
Dårlig
Kvægmarked i Tønder
Kvægmarkedet
den 8. maj var dårlig og priserne var helt i bund.
Atter
forhøjet vandstand
Endnu
engang den 27. juni 1842 har vandet stået højt.
Ved Ribe står engene atter engang under vand.
Præstegården
i Hjerpsted brændte
Præstegården
i Hjerpsted brændte her omkring årsskiftet 1843.
Friser
– fest i Bredsted
En
stor friser – fest blev afholdt i Bredsted den10. Juni 1844. Der var masser af musik og taler på frisisk.
Kongeparret
i Løgumkloster
Kongeparret
besøgte den 9.9. 1844 Løgumkloster.
Humlekærren
til salg
Den
kendte kro, Humlekærren var på aktion. Man havde forlangt 10.000 mk.
, men ingen bød på kroen. Det var den 26.3. 1845.
Kongen
i Tønder
Kongen
kom den 5. 8. 1845 til Ribe. Han kørte videre via Løgumkloster til Tønder
Vandet
var højt i Brede Å
Vandet
var temmelig højt den 8. 8. 1845 ved Brede Å. Alle enge stod under vand,
og vandet stod næsten under broen.
Hø
ved diget
Meget
hø var drevet op til diget ved stormfloden. Her var vel 1.000
læs. Der skulle ligge ligge lige så meget ved Emmerlev. Den 22. 8. 1845.
Musikalsk
underholdning på Trøjborg
Den
7.01. 1846 var der musikalsk underholdning på Trøjborg.
Stændervalg
i Tønder
Den
8. 2. 1846 var der valg til stænderforsamlingen. Tønder lå i
7. distrikt.
Kongeparret
atter på besøg
Den
8.9. 1847 var kongeparret begunstiget af pragtfuld vejr fra deres sommerresidens
på Föhr på vej til Ribe. Men der var først ophold
på Trøjborg og bagefter i et oplyst Bredebro. Og her var der sandelig sørget
for majestæterne. Der var marcipan fra Flensborg, og frugter fra Hamborg.
Dertil
forskellige vine, portvin og champagne.
Kongeparret
så derefter 25 kniplingspiger stærk koncentreret
i deres arbejde. Og så sandelig, kongeparret købte for 800 mk.
Det
var ærgerligt, at man ikke kunne skaffe noget musik til anledningen.
Men der var ingen at få, hverken i Tønder eller Ribe. Alle var engagerede.
Det
var en succes. Egentlig skulle de kongelige
kun have været der i en halv time, men de blev i halvanden time.
Kongen
havde spurgt til høsten, og han spurgte, hvad man syntes om vejene.
Og det blev svaret, at efter en tid med tørvejr, var de udmærket at
køre på.
Kongen fornærmet i Døstrup
Det
gik ikke gået så godt med besøget i Døstrup. Pastor Kock ville holde en tale i kirken. Men først skulle
kongeparret stige af ved præstegården og få en lille forfriskning.
Men der var ingen til at modtage kongeparret. Kongens vogn kørte derfor
hen til kirken, men her var mørkt. Her snublede kongen. Præstegården
blev ikke betrådt ved dette besøg. Hurtig kørte kongeparret videre
nord på.
I Ribe Avis blev kongeparrets besøg
i Brede meget positivt omtalt.
Kongens
fødselsdag blev fejret
Den
18. 9 blev kongens fødselsdag fejret. Det blev danset til klokken fire
om morgenen.
Sukkerkogeri
på aktion
Den
19.11. 1847 var Sukkerkogeriet i Højer på aktion. Det købte N. Petersen for 10.750 mk. Det var kun
en mere, der havde budt.
Kongen er død
Den
20. 1 . 1848 døde den gode Christian den Ottende. Han nåede kun at regere i otte år.
Hestemarked
i Løgumkloster
Den
23. 3 . 1848 var der hestemarked i Løgumkloster. Der gik rygter om, at der havde været oprør
i Rendsborg. I Aabenraa og Haderslev skulle der have været ballade,
og det udskrevne militær ville ikke møde.
Masser
af rygter i Tønder
Der
var masser af rygter i Tønder i slutningen af marts 1848.
Alt militær og heste var indkaldt. I København skulle de gamle ministre
være af skediget. Et nyt ministerium skulle være dannet. Spændingen
mellem dansk og tysk voksede.
Nu
blev det bekræftet, at Slesvig – Holstener havde taget Rendsborg i deres besiddelse, anført
af prinsen af Augustenborg.
Stor
røre i Tønder
Den
26.3. 1848 var der stort røre i Tønder. Overalt i hertugdømmerne
havde man anerkendt den provisoriske regering. Alle embedsmænd blev
nødt til at anerkende den, ellers måtte de gå af.
Amtsforvalteren
i Tønder, Holstein ville uden ordre have sendt kassebeholdningen
til Ribe. Men det rygtedes, og hans
hus blev besat og bevogtet af borgere. Kassebeholdningen blev under
bevogtning sendt til Rendsborg. Holstein måtte bide i det sure æble og anerkende regeringen
i Rendsborg, ellers var han blevet afsat.
Mange
mennesker strømmede til Rendsborg. De ville forsvare fæstningen
og den nye regering. Alle seminarister ville denne nat forlade byen.
Alle Kiels studenter skulle være ankommet,
ligesom preussiske hjælpetropper skulle være på vej.
Situationen
var præget af uro. Man så med ængstelse på fremtiden.
Uroen
fortsatte
Kongen
af Preussen havde proklameret at man
ville sikre og med våben beskytte Slesvig – Holsten.
Det
gik rygter om, at Christiansborg skulle være omringet, for at forhindre, at kongen
tog flugten.
I Flensborg siger rygterne, at der skulle
være ankommet 2.000 soldater fra Rendsborg. De skulle angivelig tage
videre til Haderslev, hvor man ikke ville anerkende
den ny regering.
Det
siges, at danskhedens fører, Lauritz Schou måtte flygte.
En
borgervagt måtte sikre Koch, der var redaktør af bladet Dannevirke.
Tropper
samles i Kolding
Rygterne
på Tønder – egnen sagde, at der i Kolding blev samlet tropper fra Jylland og Fyn. Der skulle være samlet ca.
20.000.
Kongen
vil stille sig i spidsen af tropperne og bekæmpe oprørerne i hertugdømmerne.
Det ser farlig og truende ud. I Tønder var man bange for, at der
ville flyde meget blod og komme store ødelæggelser.
Herredsfoged
Brasen var forbitret på de tysksindede,
især dem fra Tønder. Han mente, at friserne ville
forene sig med de dansksindede. I Haderslev skulle danskerne have fået
overmagten, og fyret borgmesteren. Men det var kun rygter.
Forsamling
i Bredebro
Den
30.3.1848 havde nogle vigtige personer forsamlet sig. Det var herredsfogeden
og præsterne fra Skærbæk, Mjolden og Visby. Man talte om bevæbning og
andre ting.
Degnen
var også indkaldt. Man ville ham til at erklære sig dansk eller
tysk. Man bebrejdede ham, at han underviste på tysk.
Til Haderslev skulle der være ankommet
4.000 danske soldater. Senere skal der komme 5.000 flere.
Den
provisoriske regering havde erklæret Danmark Fuldstændig krig. Og Preussen sammen med Det Tyske Forbund ville bakke op.
Flere
rygter
I Løgumkloster opstod der her dagen efter
flere rygter. De gik ud på at tyskere var på vej til Haderslev for at kæmpe.
Barrikader
i Ribe
Porten
blev den 1. april sat i forsvars – position. Mange sten var samlet,
som man ville smide i hovedet på fjenden.
Gemytterne
i kog i Højer
Apoteker Nagel havde fået flere fjender.
Det skyldtes hans meninger og ytringer i den nationale strid. Rygterne
ville vide, at de danske tropper havde besat Aabenraa, og drevet tyskerne på flugt.
Ballade
i Løgumkloster
En
gruppe Ribe – borgere var taget mod Løgumkloster for at anholde øvrigheds – personer. I de sogne,
de passerede sluttede bønder sig til. En skare på flere hundrede mand
nærmede sig Løgumkloster, hvorfra en delegation med Danneborgs – flag mødte frem.
I Løgumkloster blev birkefoged Elvers, doktor Rolfs og gæstgiver Ipsen arresteret og transporteret til Ribe. Man ville også have fat
i amtsforvalteren, men han var flygtet.
Tønder
ville modtage danske tropper
Den
3.4.1848 ankom et par hundrede soldater til Løgumkloster. De skulle
skabe orden. Men det var nu ikke noget at komme efter
Tønder
havde erklærer sig villig til at
modtage danske tropper.
Tropper
til Tønder
Den
4.4. 1848 rykkede militæret ind i Tønder uden modstand. Kun nogen
bønder var utilfredse med, hvad der skete. 14 – 16 stykker skulle
være blevet anholdt.
Andre
tropper var nået til Flensborg. Tyske fortropper, skulle
på tilbagetoget fra Aabenraa have begået uro og havde plyndret.
I Kiel skulle danskere været blevet
smidt ud af byen.
Pludselig
ved aftentide kom der ordre fra herredsfogeden, at alle mellem 18 og
60 år i nabokommunerne skulle ile til Tønder. Rygterne gik, at der var
blevet uorden og galskab der.
Grunden
til at der var blevet kaldt til mobilisering, var at man frygtede friserne.
Men de forholdt sig i ro.
Militæret
turde alligevel ikke at tilbringe natten i Tønder. De tog til Møgeltønder, og overnattede her. Der var de mere sikker, troede
de.
Der
var i Tønder opstået rygter om, at friserne
ville komme i hobetal, og stå de tyske bi. De danske tropper fik kolde fødder. Måske var
det fordi de ikke var så mange.
Meldinger syd fra
I Tønder kunne en kniplingsforhandler
fortælle, at i Rendsborg var 1.500 preussere med artilleri
rykket ind. Befolkningen havde været så glade, at byen var blevet
illumineret. Flere tropper var undervejs. De kom også fra Hannover, Braunsweig, Mecklenburg og mange andre steder fra. Den 10. afdeling af Det Tyske Forbunds tropper var parate til at
rykke ind i Holsten.
De danske
tropper rykker frem
Den
9. 4. 1848 gik rygterne i Tønder på, at de danske tropper
skulle være rykket frem til Bredsted. Man ville til Husum og herfra danne linje til Flensburg. Man ville afskære de tyske
tropper der. Efter sigende skulle der kun være 2.000 mand.
Der
blev også sagt, at ved Flensborg var flere huse skudt i brand.
Var
Kobbermøllen brændt?
Friserne
var blevet godt sure over angrebet
fra borgerne i Ribe, der var gået via Løgumkloster mod Tønder. De opfattede det som en krigserklæring.
Og
endnu flere vedholdende rygter var opstået i Tønder, og det var, at Købbermøllen ved Flensborg var blevet brændt. Man sagde,
at Flensborg skulle angribes, og at 500
var sprunget over til den danske hær.
De
preussiske tropper skulle være gået over Holstens grænse og rykket frem mod Slesvig. Den tyske forbundsarmé skulle være beordret til
at rykke ind i Danmark.
Mange
Faldne
Den
10.04 mente man i Tønder at vide, at Flensborg skulle være faldet. Det
havde kostet meget blod, således skulle 1.300 tyskere være faldet
og 700 taget til fange.
Hvor
mange danskere, der var faldet, sagde rygterne ikke noget om.
Danske tropper havde kæmpet bravt
Rejsende øst fra kunne
i Tønder fortælle, at det ikke gik
så galt, som man havde frygtet. Danske tropper havde kæmpet bravt
ved Bov, og havde trængt fjenden
tilbage til Flensborg.
Mange
skulle have kastet deres geværer under deres vilde flugt. Mange blev taget
til fange, og andre flygtede mod Slesvig. Studenterne havde forsvaret
sig bedst, men her var der mange faldende.
Mange
i Tønder kunne ikke forstå udviklingen.
Dansk og tysk havde i mange år haft det så fredelig med hinanden.
Nu står man i samme land og bekriger hinanden.
Søndag
den niende havde kampen fundet sted. Kongen ankom fra Sønderborg til Flensborg. Han blev godt modtaget af
byens befolkning. Og det vakte åbenbart begejstring, da han kun ledsaget
af to officerer gik rundt i byen.
Når Slesvig er rømt, agter kongen at
tage sæde på Gottorp.
Til
konge eller Slesvig – Holsten?
I Tønder måtte embedsmændene atter
tage stilling. Ville de bakke kongen op, eller ville de bakke Slesvig Holsten op. Var det sidste tilfældet,
måtte de tage deres gode tøj og gå.
Kanonbåde
ved Højer
Den
14. 4. 1848 kunne man ved Højer observere, at der lå kanonbåde
ud for byen og spærrede for skibstrafikken.
Kongen
var på vej til Tønder?
Kongen
var taget til Slesvig, men var taget tilbage til Flensborg for sikkerheds skyld. Preusserne
var nu for alvor gået ind i krigen. Rygterne ville vide at kongen var
på vej til Ribe over Tønder. Andre rygter sagde, at man
godvillig havde åbnet portene for de danske tropper i Rendsborg. Hvad var mon sandt?
Kongen taget til København
Den
17.04. 1848 erfaredes det, at kongen var taget til København. Tropperne skulle nu stå
over for hinanden ved Rendsborg. De tyske forbundstropper
var nu på vej til landsdelen. Her på vestkysten var man efterhånden
i vildrede med, hvad der skete.
Kongen
var i Fredericia
Dagen
efter erfarede man så, at kongen var i Fredericia. Åbenbart skulle der være
våbenstilstand i nogle dage. Ved aftentide genlød egnen af kanonskud
i vesten. Det var ude fra Vadehavet.
Flere
rygter
Den
provisoriske regering skulle nu
være flyttet til Altona. Og der var åbenbart nu kun
4.000 preussere i landet. Og rygterne fortsatte. Nu skulle der åbenbart
også være landet svenske tropper.
Handelen
ligger stille
Skibsfarten
var standset. Der var ingen gang i handelen her i slutningen
af april. Både i Husum og Tønder ser det sørgeligt ud.
Slag
ved Dannevirke
Den
24. april skulle der være foregået et slag ved Dannevirke. Tyskerne havde sejret. Mange
danske var blevet taget til fange, og der havde flydt meget blod. Danskerne
havde kæmpet bravt, men måtte give efter for overmagten.
Tyskernes
udrustning havde været meget bedre end de danske. Der havde været
en vild flugt, og fjenden skulle nu stå lige ud for Flensborg.
En
stor del af den danske hær var flygtet til Angel. Frygten var, at den danske
hær måtte kapitulere.
Jubelråb
i Tønder
I Tønder tænkte man på, at den gamle
regering burde have blevet ved magten. De havde sikkert fundet en diplomatisk
vej til at løse krisen.
Fra Flensborg skulle en del dansksindede
være flygtet.
Og
nu genlød Tønder igen af jubelråb efter den
tyske sejr. Og friserne var efter den tyske sejr, taget hjem.
Danskerne
havde forskanset sig
Det
forlød her på vestkysten, at danskerne havde forskanset sig ved Rise og Bjerndrup.
Det
så vel ikke så sort ud?
Ifølge Apenrade Ugeblad var det danske tilbagetog
foregået i god ro og orden. Man havde fået kanoner m.m. med sig. Man
havde endda erobret to faner. Man havde forskanset sig ved Hellevad og Bov.
Og
så gik rygterne igen på, at svenske hjælpetropper
var på vej, og at den engelske flåde lå i Elben.
Herredsfoged
Brasen havde taget flugten. Det
kom ham bestemt ikke til ære.
Tropper
i Højer
Tyske
tropper havde indtaget Højer. Det skulle være i alt 1.200
mand. Alle dem, der havde støttet danskheden, herunder apoteker Nagel skulle afstraffes.
Den
straf gik ud på, at han skulle indkvartere 100 mand og give dem mad
og drikke.
En
holstensk soldat viskede til apotekeren, at han skulle gemme kostbare
ting. For blandt soldaterne var mange uærlige. Selv flygtede
apotekeren nord på.
Også
tropper i Bredebro
Dagen
efter, den 29.04. 1848 blev Bredebro besat af en fortrop på 60
mand, som kom fra Højer.
250
mand lå i Tønder. Og Haderslev skulle også være indtaget.
Intet
stjålet
Da Nagel kom tilbage til Højer den 3.5 frygtede han det
værste. Der var kun taget 2 par støvler og 2 knive.
De
tyske tropper var nået til Ribe, og de var også nået videre
til Vejle. Forlydender ville vide, at
de danske tropper havde trukket sig tilbage til Als.
Der
var spærret ved Kongeåen. Ingen kreaturer måtte komme
over.
Tyske
flag var hejst i Tønder
Et
par hundrede Slesvig – Holstenske soldater havde pillet Dannebrog
ned i Tønder og hejst deres eget flag.
Rygtet
gik, at stiftamtmanden i Ribe var rejst. Den gamle herredsfoged Drøhse i Tønder skulle være afsat.
Wrangel
brandskatter
Rygterne
gik nu, at den preussiske overgeneral var begyndt at brandskatte og
rekvioere heste.
Skal
aflevere vogne
Den
22.5 var der kommet ordre om, at heste og vogne skulle afleveres. Et rygte var
opstået, at der ved Hejls var kommet til en træfning,
hvor overgeneral Wrangel var blevet taget til fange.
Krigsskat
I
bladene kunne man læse, at Wrangel havde proklameret, at jyllænderne
skulle pålægges en krigsskat af to millioner spec. Til erstatning
for de skibe, den danske marine ødelagde.
Prinsen
i Tønder
Den
29.5. 1848 var prins Friedrich med sin tyske soldater i Tønder. Han blev modtaget med æresporte
og blomster og løv strøet på vejene. Men pludselig kom der melding
om, at en del af tropperne skulle returnere mod østkysten. Her var
åbenbart sket noget.
Var
tyskerne på tilbagetog?
Rejsende
fra østkysten kunne den 31.5. 1848 berette om, at tyskerne var på
tilbagetog. Haderslev og Aabenraa skulle nu åbenbart igen
være dansk. Åbenbart havde de store magter grebet ind.
Grænsen
besat af danskere
Danskerne
skulle nu have besat grænsen ved Kongeåen. Tyskerne skulle have samlet
sig ved Flensborg.
Tyskere
taget til fange
Den
2.6. 1848 skulle 200 danske soldater være kommet til Løgumkloster. De havde taget 25 tyskere til fange. 13 tyske
embedsmænd var flygtet fra byen. For den lokale befolkning her på
vesteregnen var situationen efterhånden en del forvirret.
Flere
danske tropper
Dagen
efter kom der endnu flere danske soldater til Løgumkloster. De skulle efter sigende fortsætte
mod Tønder. Her havde angsten bredt sig
blandt de tysksindede.
Tyskere
atter i Tønder
Den
5. 6. 1848 var er atter kommet tyske tropper til Tønder. Der skulle være ca. 1.400.
25 danske dragoner var taget til fange. Også i Løgumkloster og Sølsted skulle der være masser af
tyske soldater.
Ved Rødekro var der kommet til et sammenstød.
Her havde danskerne sejret. Dagen efter havde det været en træfning
i Sundeved, hvor mange danskere skulle
være faldet.
Danskerne
havde forladt forlægningerne ved Kongeåen, samtidig med, at de havde
ødelagt broerne.
Apotekeren
taget til fange
Den
12.6 kom meldingen om, at apoteker Nagel fra Højer var blevet arresteret og
bragt til Tønder. Han var blevet udsat for
langvarige forhør om sit politiske virke.
Og
igen indløb rygter om en træfning ved Genner, hvor Wrangel skulle være blevet omringet.
Men efterhånden troede man her på vesteregnen ikke mere på alle de
rygter.
Tønder
– nærmest forskanset
Tønder var den 16.6 nærmest forskanset. Wrangel var rykket frem til Kongeåen.
På Trøjborg var 60 dragoner indkvarteret.
Også i Visby og Højer var der masser af soldater.
Tropper
på vej mod nord
I
slutningen af juni var apoteker Nagel igen blevet arresteret. I Flensborg havde mange tropper samlet
sig, og var på vej mod nord.
Rygtet
gik på, at i midten af august var tyske tropper gået over Kongeåen ind i Jylland. Og mens alt dette foregik
tog kongefamilien til Föhr.
Et
andet rygte gik på, at den provisoriske regering var blevet opløst. En
anden blev oprettet med folk fra hertugdømmerne.
Var
der virkelig våbenstilstand?
Fra
mange sider blev det berettet om, at en våbenstilstand var undervejs
med gunstige betingelser for Danmark.
Den
3.9. 1848 forlød det, at man i Rendsborg, Kiel m.m. havde besluttet, at erklære hertugdømmerne til
republik.
Opstand
i Kiel
Rygterne
ville vide, at der havde været opstand i Kiel. De tyske tropper, der skulle
være taget syd på, var i stedet taget mod nord. Hertugen af Augustenborg havde forladt landet, og taget til et gods i Sverige.
I Husum protesterede man mod, at
blive indlemmet i Det Tyske Forbund.
Kunne
ikke acceptere våbenstilstand
Det
forløb fra Landsforsamlingen i Kiel, at man ikke kunne acceptere betingelserne for
en våbenstilstand. Denne var dikteret fra Frankfurt. Man ville med al magt sætte
sig imod.
Alvorlige
meldinger
Der
indløb den 12.9 nogle foruroligende meldinger fra rigs – ministeriet
i Frankfurt. Ministeriet var blevet opløst,
og betingelserne omkring våbenstilstanden var blevet forkastet. Nu
kunne krigen for alvor bryde ud igen. Danskerne havde glædet sig for
tidlig.
Her
forlader vi første del af beretningerne fra vesteregnen. Vi er midt
i tre – års krigen, også kaldet den første slesvigske
krig. I stedet for at beskrive krigsskuepladsen
er vi i gang med at beskrive den forvirring, begivenhederne giver, her
ude på vestkysten.
Men
bare rolig vi fortsætter med anden afdeling – med det videre
forløb.
Kilde: Se
Hvis
du vil vide mere: Om udviklingen i Sønderjylland
på denne tid: Læs:
Under
Sønderjylland:
Under
Aabenraa:
Under
Padborg/Kruså/Bov:
Under
Højer:
Under
Tønder:
November 18, 2012
Hvordan var det dansk – tyske forhold i Tønder – dengang i 1962? De fleste fordomme var væk. Men nogle var tilbage især hos de ældre. Man måtte dog ikke sælge landbrugsejendom til den anden part. Og så skal undertegnede svare på, om han er tysker i København? En afvisning om at tale tysk til medlemmer af Det tyske Mindretal var ved at føre til en fyreseddel. Og så skulle finde sig i bemærkningen ” Du bryder dig jo ikke om Dannebrog, du har jo barn i tysk skole”.
Er du tysker?
Uwe, du har et tysk navn. Er du tysker? Ja, det spørgsmål bliver jeg ofte stillet her i København. Og navnet volder åbenbart københavnerne københavnerne besvær. Lige så ofte bliver jeg kaldt for Ove.
Du har jo barn i tysk skole
Og ja som kommer jeg til at tænke på, da vi valgte, at Peter Rasmus skulle gå på Den Tyske Skole i Padborg. Det var det ikke alle i Padborg, der kunne lide. Et kvindelig byrådsmedlem fra Socialdemokratiet kom ind hos mig, og ville købe en rulle gavepapir i Padborg Boghandel. Jeg viste hende et rulle med Dannebrog.
Ligger Hitler her?
Hverken min kone, Hanne eller jeg tilhørte Det Tyske Mindretal, men vi deltog dog i skolens aktiviteter. Således var vi også ofte på Knivsbjerg. En gang, da Peter Rasmus kiggede på alle gravstene på Knivsbjerg udbrød han pludselig
Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Hanne og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Men udtrykket hos formanden var lagt i alvorlige foldere. Peter Rasmus gik på den tid i børnehaveklassen.
Pebet og klappet ud
Som undertegnede tidligere har beskrevet i artiklen om Det Tyske Mindretal så var meget aktive omkring skolen. Og det var sandelig ikke altid lige populært de vi fremkom med. Således
skrev min kone og mig en kronik om, hvad man kunne gøre bedre i de tyske skoler. Vi havde sendt til Der Nordschleswiger, men de ville ikke bringe den. Det ville Jyske Vestkysten (ja sådan hed avisen – dengang)
Men
jeg tror, at den tysksprogede avis bragte den efter pres fra deres læsere. Den blev oversat meget flot. Og det hele endte med, at vi blev inviteret til Nachschule i Tinglev, hvor en propfuld sal enten piftede eller klappede af indlægget, som jeg lidt provokerende holdt både på dansk/sønderjysk/tysk.
Nævnt på Knivsbjerg
Uheldigvis var lærerne på Den tyske Skole i Padborg nogle af dem, der piftede. Men da Knivsbjerg – festen blev afholdt, ja så fremhævede en repræsentant fra Schul – und Sprachverein vores indlæg som positiv – og sådan var den faktisk også ment.
Sur på den tyske præst
Men tilbage til min fødeby, Tønder. Jeg havde seks søskende. De tre var tysk døbte, de andre tre var dansk døbt. Min far var blevet sur på den tyske præst i Tønder. Han syntes, at han blandede sig for meget i private forhold.
Mindretallets avis, Der Nordschleswiger blev skiftet ud med en god socialdemokratisk avis, Sønderjyden.
Dansk børnehave og skole
Min far har aldrig stemt på Slesvigsk Parti. Vi talte altid dansk derhjemme, gik i dansk børnehave og skole. Mine bedsteforældre var tysksindede, om min morfar sad i Fårhuslejren i halvanden år. Jeg kan så ikke tolerere, at han blev betragtet som landsforræder.
Kigget ind i maskinpistoler
Vi talte aldrig om krigen derhjemme. Det var nærmest tabu. Men når min far fik en snaps eller to, talte han meget om krigen. Det var dengang, han reddede en pige fra overgreb i et s
– tog i Hamborg. Synderen var en tysk officer. Snart pegede maskingeværer på ham. Han blev ført i arrest. Men heldigvis viste det sig, at den officer han blev stillet over for, var en han
havde arbejdet for i Oksbøl. Det endte med, at officeren, der var uterlig over for kvinden blev degraderet. Engang tidligere havde min far stået over for maskingeværer. Det var da en
engelsk pilot nødlandede ved Esbjerg. Min far styrtede til for at ville hjælpe. Men det mente man ikke fra tysk side, var passende.
Far truet af modstandsbevægelsen
Og uha arbejde min far for tyskerne. Ja han var anvist af arbejdsformidlingen. Og da han skulle til Tønder efter befrielsen blev han og andre truet af modstandsbevægelsen, at de ville blive skudt. Da han så dagen efter velbeholden var kommet til Tønder, fik han tilbudt et armbind, af de samme personer, som havde truet med at skyde ham, så han kunne afvæbne de tyske soldater, og befri dem for personlige ejendele.
Blev betragtet som hjemmetyskere
Egentlig spekulerede vi ikke så meget på, om vi dansk eller tysksindede, da vi var børn. Men min gode ven Ib Hansen fortalte mig, at vi på Lærkevej blev betragtet som hjemmetyskere.
Tiltal mindretallet på tysk
Og spørgsmålet blev taget op igen, da jeg skulle påbegynde lærertiden hos Andersen og Nissens Boghandel. Her mente gamle boghandler Nissen, at jeg skulle tiltale alle fra Det Tyske Mindretal på tysk.
Men jeg nægtede. Hvorfor skulle jeg tale tysk til nogen, der boede i Danmark, mente jeg. Det var lige før, at det var fyringsgrund, hvis ikke det lige var for boghandler Andersen, min anden chef. Den lange indledning skulle til kære læsere. For denne artikel handler om forholdet mellem dansk og tysk.
14 rutebiler ud af byen
Vi skal tilbage til Tønder i 1962. Den lille Uwe var 11 år og gik i fjerde klasse på Tønder Kommuneskole. Det var 40 kilometer til den nærmeste købstad. Og så var det en halv time med tog til Tinglev. Med tog var det 12 minutter til Süderlügum – syd for grænsen. En hel time tog det til Ribe. Og tænk, så kunne man tage hele 14 rutebiler ud af byen.
Gavlen vendt mod gaden
Uanset hvilken side man kom fra, så kunne man se Kristkirkens høje tårn. Eller man kunne i hvert fald også se vandtårnet. Og pludselig var man i byen. Arkitekturen var barok og rokoko. På Torvet stod Gavlhuset fra fra 1520 i Gotisk renæssance. Ja de gamle huse i Tønder havde gavlen vendt mod gaden. De var adskilt af smalle gange grundet brandfaren.
Dagens helt på Lærkevej
Lille Uwe havde netop været hos Bogtrykker Rothe i Søndergade, for at få lavet et QSL – kort. Kortet havde en stregtegning af Den Gamle Sønderport. Det ved alle radio – nørder, hvad er.
Et QSL – kort er en kvittering for en samtale eller aflyttet samtale på en anført frekvens. Vi aflyttede radioamatører over hele verden. På det tidspunkt havde Lille Uwe været på forsiden i avisen med overskriften:
Det var stort, og det var Niels Rosenvold, min storebrors klassekammerat, der havde taget billedet. Jeg var dagens helt på Lærkevej. Og min gode ven, Ingolf var helt vild med hans lillesøster, Kirsten.
Bedre end spejle
I Tønder begyndte man i 1600 – tallet, at bygge karnapper på husene. Det var måske en form for nysgerrighed. Nu kunne man pludselig se, hvad der foregik på gaden. Men det var da
betydelig bedre end spejle.
Trykkende til mode
En dansk sprogforsker var i Tønder i 1857. Han skrev følgende:
Tønder duftede af kvæg
Ja tænk, i 1870 beskrev en rejsefører, at der i Tønder var en mærkelig blandet duft af hø, kvæg, mudder og mødding.
En fjerdedel fra mindretallet
Det var ellers de samme familier, der havde magten i Tønder gennem generationer. Her i 1962 bestod byrådet af 11 danske og 4 tyske medlemmer. Byen havde 7.300 indbyggere, her i blandt Lille Uwe. I 1962 tilhørte ca. en fjerdedel af Tønders befolkning til Det Tyske Mindretal.
Set på med skepsis
Dem, der flyttede til Tønder, blev der set på med skepsis. Det tog lang tid, inden man var accepteret, hvis man ikke lige blev begravet her. Selv om man havde boet i byen i 25 år, blev man ikke accepteret som tøndring.
Tynne– dansk
Den jævne befolkning talte sønderjysk. Men i lange tider var sproget inden for skole, kirke og det administrative – tysk. Ja egentlig var det ikke rigtig sønderjysk, men Tynne – dansk. Vi
har tidligere været inde på det sprog, der var en blanding af sønderjysk, tysk og dansk i et meget specielt miks.
De mest tyske gader
I 1958 havde man så fundet ud af, hvilke gader der var mest tyske:
I yderkanten af Tønder var det dansk, der var dominerende. Og havde man en flagstang i haven, ja så var man sikker, så var man dansk.
Vigtigt, hvor mødet blev afholdt
Det var meget vigtigt, hvor et møde blev afholdt. Nogle steder blev betragtet som tyske, andre steder som danske. Og så var det, dem der var neutrale. Skægt var det også at i Tønder var det te-punch, der var fremherskende. I andre byer i Sønderjylland var det groggen. Tønder har altid hadet, at man fra rigsdansk og rigstysk side blandede sig. Som dansk – skulle der overholdes regler Og det var vigtigt, at man for at blive betragtet som dansk i Tønder skulle overholde følgende regler:
Og vedrørende den sidste regel, så gjaldt det særlig landbrugsjord. Og her var det især folk fra Det Tyske Mindretal, der holdt fast på dette. Når det gjaldt en byejendom, var man mere tolerant. Ægteskabet mellem grupperne var man mere tolerant overfor. Og her i 1960erne talte 38 pct. af Det Tyske Mindretal tysk med deres børn. Af de gifte ægtefæller taler halvdelen tysk med hinanden. 60 pct. talte tysk med deres forældre.
Samme kirke – forskellig sprog
Fra 1960 var der to danske og en tysk præst tilknyttet den flotte Kristkirke. Præsterne blev aflønnet af den samme folkekirke. De bruger den samme bygning og den samme prædikestol
– bare på hver sit sprog Ja og her i kirken kunne man mødes i fred og fordragelighed til de samme kirkekoncerter.
149 sammenslutninger
Ja og 20 pct. af det danske flertal var aktive kirkegængere og 28 pct. af Det Tyske Mindretal Af de 52 begravelser, der fandt sted i 1957 i Tønder var de 22 efter tysk ritual. Det var sikkert ikke noget den 6 – årige Uwe tænkte på dengang. Tænk i 1958 var der i Tønder ca. 149 selvstændige sammenslutninger, foreninger og forenings – sammenslutninger.
Heraf var 56 temmelig rent danske og 17 temmelig rent tyske foreninger. 72 var blandede og nationalt neutrale.
Danske og tyske foreninger
Den nationale betydning var underordnet, når det gjaldt brancheforening eller fagforening. Inden for sportsforening, spilleklubber m.m. var der foreninger for mindretallet og for flertallet.
Lillebror Jan var både medlem af den tyske roklub og SG West, hvor han spillede håndbold. Meget forkert kaldte han det for Sauf – Gemeninshaft West. Og mit onkel og tante bestyrede Botshaus.
Aktiv jazz – klub
I den meget aktive jazzklub havde man 600 medlemmer. Hvem der var dansk – eller tysksindet havde man ikke tal på, men der kom folk fra ca. 100 kom syd for grænsen, og de var tyske statsborgere.Der var nationalt blandede kegleklubber og en temmelig aktiv blandet skatklub i 1962.
Schweitzerhalle
Bund Deutscher Nordschleswiger måtte opgive deres Schützenhaus bag posthuset. Den skulle give plads for nybyggeri. Det tog ledelsen meget ilde op. De forsøgte at få adgang til det meget dansksindede Tønderhus. Men det fik de aldrig. I stedet blev det Schweizerhalle, hvor man rådede over 800 siddepladser. Her kom undertegnede meget i sin ungdom. Her
blev afholdt et utal af arrangementer, som også blev anmeldt i danske aviser. Og det var også her, at undertegnede i en fyldt og varm sal holdt et foredrag i oktober 2011.
Det var her vi oprettede Tønder Båndamatørklub eller nærmere indrettede studie og optog The Arrows til vores blindebånd. Og det var her vi afsluttede vores ræveløb i Walkie-Talkie Klubben. Her gik vi til koncerter og bal.
Både dansk og tysk avis
Personer inden for mindretallet læste både en lokal tysk og en lokal dansk avis. Men til gengæld læste de ingen københavnsk formiddagsblad i 1962. 11 pct. af mindretallet fik deres nyheder fra tysk radio. For andre radioudsendelser så foretrak 64 pct. af mindretallet at lytte til tysk radio.
Tysk TV som sprogunderviser
Tysk tv er overordentlig neutral i nationalpolitisk henseende. Det danske fjernsyn var i 1958 – 1960 endnu relativ nyt. Kvalitetsmæssigt så lå tysk tv langt over det danske. Tysk tv var også tidligere på stedet. Det gjaldt også i Sønderjylland. Tysk tv’s andel som sprogunderviser var fremherskende. Som tøndring er man nærmest tvesproget. Men i 1960 havde kun 26 pct. af husstandene i Tønder eget tv. 84 pct. af Tønders voksne befolkning gav udtryk for, at de kunne forstå tysk, og 75 pct. mente også, at de kunne tale tysk.
Man behøvede ikke at smugle
Og ja, det var dengang, man kunne hente spiritus i Tyskland på helt lovlig vis. Dengang behøvede vi ikke at smugle det over. Denne ordning ophørte netop i 1962.
Skihuer, kortklippede og dominerende
Mindst 19 pct. af mindretallets medlemmer stemte ikke på Slesvigsk Parti. Og selvfølgelig er det også her i 1962 fordomme mod den anden grupperinger. Disse fordomme er særlig
fremherskende hos den ældre generation. De unge er langt mere tolerante. De værste udtalelse om Det Tyske Mindretal:
Pyntesyge, madglade og ødsle
Modsat var de værste udtalelser fra Det Tyske Mindretal over for de dansksindede:
Mangel på loyalitet
Nogle af de ældste dansksindede havde i 1962 ikke helt glemt følgende,
Uforsonlig strenghed
Nogle af de ældste tysksindede kunne ikke glemme
Måske skyldtes det sidste, at man efter krigen fratog medlemmer af Det Tyske Mindretal, deres borgerlige rettigheder. De kunne i mange år efter krigen ikke søge et offentligt job.
Man så ned på Det Tyske Mindretal
Der blev råbt Nazi – tyskerpak efter børn og voksne fra Det Tyske Mindretal efter børn og voksne efter krigen. Og også på arbejdspladserne så man ned på medlemmer af Det Tyske Mindretal i Tønder.
Godt forhold til tysksindede naboer
I 1962 gav fire ud af ti dansksindede udtryk for, at de havde venner inden for Det Tyske Mindretal. Tre fjerdedel af de dansksindede havde et godt forhold til deres tysksindede naboer.
Beboere, der kunne kalde sig tøndringer var de mest tolerante.
Et dansk/tysk universitet i Flensborg?
Tønders gamle borgmester Poulsen gav i 1962 udtryk for, at der skulle oprettes et dansk – tysk universitet i Flensborg.
Mest adskilt
De to grupperinger i 1962 var mest adskilt, når det drejede sig om
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Om det dansk – tyske forhold i Tønder:
Oktober 10, 2012
Politiet jagtede faldskærmssoldater
fra SOE for fuld kraft. Der var høje dusører for dem, der angav dem.
En af disse var Christian Michael Rottbøll. Statsminister Buhl opfordrede til at man anmeldte
sabotører. Var det, der foregik i 1942 på Vordingborggade en ren og
skær likvidation? Eller var de mange skud affyret mod Rottbøll afledt af angst og nervøsitet
fra politiets side? Vi har blandt andet kigget i den spændende bog Man skyder da helte. Her opfordrer forfatteren
til, at man starter en undersøgelse set med nutidens briller.
70 år siden
Undertegnede bor lige
i nærheden af det sted, hvor to politifolk for 70 år siden nedskød Danmarks første faldskærmschef, Christian Michael
Rottbøll. Jo, det var den 26. september
1942. Det var dengang politifolk med justitsministerens billigelse jagtede
modstandsfolk. Ja justitsministeren betragtede folk som Rottbøll som terrorister.
Nutidens eksperter burde
undersøge sagn
Sagen
er aldrig blevet efterforsket. Men Birthe Lauritsen har med bogen Man skyder da helte, forsøgt at skildre begivenheden – dengang.
Formålet med at udgive bogen er, at anspore nutidens eksperter til
at gennemgå retssagen.
Forklaring
og fakta
Modstandsmanden
blev gennemhullet, angiveligt fordi han skød først. Ja sådan var politiets
udlægning. Men retsmedicinernes rapport afslører store uoverensstemmelser
mellem politiets forklaring og fakta.
Vi
har blandt andet kigget lidt i den interessante bog fra Forlaget Puellas Edition. Se også i den forbindelse
en tidligere artikel her på siden (Mord i Vordingborggade (Øresunsgade)
1942.)
Handlede
i nødværge?
Spørgsmålet
er om politiet handlede efter ordre fra tyskerne? Hverken justitsminister
eller politifolkene er draget til ansvar. Det hedder sig i dette tilfælde og andre, at de handlede i nødværge.
Drabet på den 25 årige Rottbøll blev forsøgt retfærdiggjort.
Det gjorde et andet drab i Padborg også tre år senere.
Landsskadelig
virksomhed
Den
danske regering havde sat lighedstegn mellem landsskadelig virksomhed og faldskærms – folk fra England.
Støtte modstand og sabotage
Rettbøll var aktiv i efterretningsorganisationen
SOE (Special Operation Executive), som blev oprettet på initiativ
af Winston Churchill i England i 1940. Formålet var at
aktivere og støtte modstand og sabotage i de lande som Tyskland havde besat, herunder også Danmark.
Officielt Danmarks fjender
Men
disse faldskærmssoldater var dengang i 1942 officielt Danmarks fjender. En befaling til
alle landets politikredse lød på, at alle mistænkelige personer straks
skulle fanges.
Ikke
et let job
Rettbøll var SOE´s leder i Danmark. Det var hans ansvar at organisere
og modtage våben og materiale, der skulle bruges til sabotage. Desuden
var det hans opgave at sørge for radiokontakt til London.
Hæren
imod sabotage
Det
var ikke et let job. Han var både forfulgt af dansk politi og tyskerne.
Desuden opstod der modsætningsforhold mellem de to efterretningstjenester SOE og SIS. Et tilsvarende modsætningsforhold
opstod der også indbyrdes blandt SOE – folkene.
Det
danske militær ville heller ikke samarbejde. De var imod sabotage af
tyske anlæg. SOE havde forpligtet sig til
at respektere de danske efterretnings – officerers sabotagefjendtlige
linje.
Tyskerne
pejlede sig frem til SOE´s adresser. Deres pejlevogne
var forklædt som danske lægebiler.
Store
dusører
Og
jagten på faldskærmssoldaterne var for alvor gået i gang fra
de danske myndigheder. På finansloven var der afsat midler, så
politiet kunne udlove dusører for oplysninger, der kunne føre til anholdelse af fjenderne.
Dusøren
var et hidtil uset beløb. Det almindelige beløb var 5.000 kr. for
at angive en SOE – agent. Men kilder talte om, at man fik helt op til 25.000
kr.
En
af Rottbøll´s fristeder var hos en købmand i Nøjsomhedsvej. En andet sted var Løgstørgade 23.
Gestapo
fik et tip
I
august 1942 fik Gestapo beviser for, at Rottbøll befandt sig illegal i Danmark. En tidligere kollega fra
vinterkrigen i Finland havde for penge stukket ham.
Senere indkasserede han et større beløb for at angive, at han holdt
til på Café Heidelberg.
Den
30. august skiftede Rottbøll atter adresse. Denne gang
til Øresundsgade 19 (Vordingborggade
19). Han flyttede ind under dæknavnet Kaj Rasmussen.
Den
berømte sabotage – tale
Den
2. september 1942 holdt statsminister Buhl sin berømte sabotagetale:
Dramaet
på Vinkelager
Den
5. september havde Abwehr haft held til at lokalisere
en illegal radiosender på adressen, Vinkelager 8.
Politikommisær J.P. Odimar samarbejdede med de tyske
myndigheder. Mødet fandt sted i Gestapos hovedkvarter på Dagmarhus. 150 danske politifolk blev
sendt afsted.
SOE
– agent Poul Johansen nåede at sige, at det var overbetjent H. Østergaard – Nielsen, der skød først. Overbetjenten døde lige som SOE – agenten.
Poul
Johansen nåede at tage en lille glasbeholder,
som han tog i munden. Den dødelige cyankalium virkede efter ganske
få sekunder.
Nye adresser
Den
25. september havde Rottbøll fundet nye adresser til alle.
Selv skulle han flytte til Frederiksberg, dagen efter.
Kl.
17.35 cyklede Rottbøll mod Østerbrogade medbringende senderen. Den blev taget med til
hans nye vært. Denne mente, at han skulle flytte ind med det samme,
men Rottbøll afslog. Han skulle nok have
sagt ja. Men han kunne ikke vide, at politiet havde været forbi på Øresundsgade, men igen var kørt med uforrettet
sag.
Politiet var på vej
En
af besættelsestidens stikkere havde for en god dusør afsløret, at
en faldskærmssoldat holdt sig skjult i Øresundsgade 18 5.sal t.v.
Den
26. september 1942 ankom syv civilklædte politifolk
til Øresundsgade. Fire af betjentene tog bagtrappen. Resten fortrappen.
Begge hold havde medbragt en hund.
Kl.
6.30 ringede de på hos værten, Johan Balslev. I første omgang benægtede han, at der var en
logerende. Balslev blev bedt om, at trække
sig tilbage til stuen. Kriminalbetjent Øst bankede på døren til det kammer, hvor Rottbøll havde logi.
Der
bankes to gange på hans dør. Ifølge politifolkene kom en mand
ud iført pyjamas med hænderne på ryggen.
Politiet: Rottbøll skød
først
Øst forklarede, at det var dansk politi, der ville
tale med ham. Få sekunder efter udviklede det sig til en tragedie.
Manden trådte tilbage ind i værelset, der kun var sparsom belyst.
Efter eget udsagn gik Øst sammen med en kollega på
ham.
De
er angiveligt bange og trænger Rottbøll op i en krog. Til politirapporten
forklarede Øst, at den ukendte mand affyrede
et skud, som han straks besvarer. Han havde hele tiden haft et fast
greb om sin pistol i højre frakkelomme.
Øst forklarede, at de afgav flere skud. Rottbøll sank sammen – død. Hele
episoden varede under et minut.
Øst havde mærket, at det sved i hans underliv. Desuden
var det blod på hans hænder. Han var bange for, at være blevet ramt,
og beder kollegaerne tilkalde en ambulance. Det viste sig efterfølgende,
at et projektil havde ramt hans bæltespænde og derefter ændret retning.
Blodet i hånden var Rottbølls. Øst var uskadt.
Der
var åbenbart sket en del forvirring under episoden. Betjentene fra bagtrappen kunne derfor ikke bidrage
til sagens opklaring.
Det
er de to kriminalbetjente Øst og Rasmussen, der er involveret i skyderiet.
De støtter senere hinanden i deres forklaringer. Først da skyderiet
var over, når den tredje betjent Døssing frem.
Der
blev ikke foretaget ballistiske undersøgelser, der kunne give svar på, hvilke
patroner, der var affyret fra bestemte våben. Så det er betjentenes
udsagn, der er udslagsgivende.
18 synlige
skader
Liget
af den ukendte mand kørtes efter drabet til Retsmedicinsk Institut. Ifølge den rapport, der blev udarbejdet var der
12 synlige indskudshuller i ligets mave, overkrop, hals og hoved. Antagelig
har et skud tværs gennem hjernen været dødelig.
I
alt blev 18 synlige skader beskrevet.
Alt
tyder på, at en af de to betjente har sat sin pistol mod Rottbølls tinding og trykket på aftrækkeren.
Bisat
på Børglum Kloster
Fredag
den 2. oktober blev der givet tilladelse til, at Rottbølls lig må transporteres til
familien på Børglum Kloster. To dage efter blev Rottbøll bisat fra stedets private
domkirke.
Omfattende
efterforskning
Et
omfattende efterforskningsarbejde blev sat i værk. Således blev viceværten
i Øresundsgade 19 afhørt. Han beskrev den myrdede som meget kultiveret.
Ud fra elevatorens rytme kunne han fortælle, at mandspersonen kom hjem på de mest aparte tider
– nogle gange også om morgenen.
Petersen fra femte kunne berette om, at en radio blev sat
i gang hos Balslev mellem 6 og 7 om morgenen.
Viceværten havde kun en gang set ham med en fremmed. De havde en kuffert
med.
I
bogen Man skyder da helte stilles der en række spørgsmål til opklaringen
af mordet. Forfatteren konkluderer, at nutidens eksperter, der ikke
er farvet af, at have haft begivenhederne tæt inde på livet, ville
kunne give en afklaring af de virkelige hændelser.
Frihedsmuseet:
Rottbøll skød først
På Frihedsmuseet berettes om Rottbøll – manden, der skød først. Dette står også på
museets hjemmeside.
800
tons våben/sprængstof
I
alt blev der nedkastet 53 faldskærmsagenter over Danmark . Med den høje tabsrente frem
til efteråret 1942, kom tjenesten først for alvor til at virke fra
1943. Under hele besættelsestiden forsynede England og USA den danske modstandsbevægelse med ca. 800 tons
våben, sprængstoffer og andet materiel.
Krigshelt
Et
paradoks var, at den mand som det officielle Danmark jagtede, 11 år efter sin
død blev hædret som en af det britiske imperiums officielle krigshelte.
SOE var handlingslammet i et halvt års tid, hvorefter Flemming Muus overtog ledelsen.
Danmarks
sorte samvittighed
Birthe
Lauritsens bog handler om Danmarks sorte samvittighed. Politiet skal nok ikke være
stolt af sin indsats i denne situation. Det samme gælder om mordet
på Asmus Jensen fra Padborg,
hvor man bevidst forfalskede rapporter, og prøvede på at viske tavlen
ren.
Ollerup
Gymnastikhøjskole
Rottbøll tilbragte en tid på Ollerup Gymnastikhøjskole. Det var under Niels Bukh´s tid. Denne valgte Hitler. Vi vil her på siden senere
komme med en artikel om Niels Bukh. Foreløbig kan læserne læse
om, hvad han bedrev på Østerbro.
Rottbøll var sammen med Bukh og andre fra Ollerup Gymnastikhøjskole til et propaganda – stævne
for nazismen. Men han lod sig ikke rive med, som så mange andre.
Kriminalbetjent
hædret
Både Land og Folk samt Frit Danmark mente, at Rottbøll blev myrdet af kriminalassistent Øst. Men politidirektør Stamm meddelte i en dagsbefaling
til hele korpset:
Mørklagt
i 70 år
I
70 år har sagen været mørklagt. Det samme har den nådeløse
og aktive indsats som den det danske politi spillede i jagten på de
få danskere, der satte sig op mod nazismen i de første år under besættelsen.
Det
betændte forhold mellem modstandsbevægelsen og politiet har været
vendt og drejet af historikere og journalister
mange gange. Her på siden har vi også kunnet beskrive dette.
Var
det angst og nervøsitet?
Andre
historikere betvivler, at politiet skulle være særlig samarbejdsvillige
med tyskerne. De sætter tvivl om, det var tale om en decideret likvidering. De
mener, at angst og nervøsitet kunne være årsagen til de mange kugler
mod Rottbøll. Det skal ses i kølvandet
på begivenhederne uger forinden, som vi også har beskrevet i artiklen.
Likvidering?
Skudene
mod Rottbøll er affyret så tæt, at det
nærmest er tale om en likvidering. Havde man ønsket at pacificere
ham, havde man sigtet efter lårbensknoglen.
Ifølge Birthe Lauritsen burde teknikere gennemgå
sagen på ny.
Det
samme er tilfældet fra Padborg. Her har vi efterhånden fundet
ud af, hvorfor politiet fortiede sagen, og bilde offentligheden ind,
at det var Den Danske Brigade, der skød Asmus Jensen.
Her
vil familien, som vi arbejder sammen med, snart få en afklaring.
Spioner
rekrutteret fra Hamborg
Amerikanerne
og englænderne havde længe planer om at
besætte Danmark. De havde derfor spioner,
der skulle rapportere om tyske forsvarsværker i Danmark. Noget af denne aktivitet
kom fra Hamborg. Og nogle af spionerne blev
rekrutteret fra dansker – kolonien, dernede fra.
Kilde:
Birthe Lauritsen: Man skyder da helte /Puella Edition
Besættelsestidens
litteratur A – L
Besættelsestidens
litteratur M – Å
www.dengang.dk indeholder ca. 80 artikler fra Besættelsestiden
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Peer Kaae: Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Vi kigger også lige på andet, hvad der er skrevet om dette famøse mord. Konspirations – teorier er der mange af. Men er morderne fundet? Ikke i denne sag. Begyndelsen af bogen og 75 pct. af den er forrygende. Men så kniber det. En forfatter mener, at en person har fire mord på sin samvittighed. Det er nok ikke den sidste bog om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej.
Mange bøger om emnet
Der er skrevet mange bøger omkring dette mystiske mord. Dette er nok den bedste. Efterhånden i bogen nærmer vi os de mistænkte. Men her i den sidste udgave Sagen Genoptaget er det som om vi har fat på den eneste ene, eller har vi?
Amatørhistorikere havde gyldne tider
For det er godt nok mange, der har givet deres besyv med. Mange mordere er nævnt i tidens løb. Ja og nogle mener at det slet ikke er ægteparret Jacobsen, der er myrdet. De var flygtet
ud af landet.
Konspirations – teorier
Man må sige, at det er et flot billedmateriale i den omtalte bog, men der er så nogle igen, der mener, at det slet ikke er ægteparret, der er afbilledet. Længe leve konspirations – teorier.
Mordsagen vil aldrig dø
Mordsagen vil aldrig dø. Jeg er sikker på, at der dukker nyt op. Så er det godt at vi har Facebook. Gerningsmanden til århundredets mest gådefulde mord, går stadig fri. Vi befinder os i det bedre borgerskab. Men bag det pæne ydre gemmer der sig mere eller mindre lyssky forretninger, utroskab, bedrag, flere hemmelige elskere og mange mystiske selvmord. Man aner også korruption. Indflydelsesrige personer var ikke interesseret i sagens opklaring. Hvorfor mon?
Måske sortbørshandel, der også omfattede kendte personer.
Mange spørgsmål
Kontorchef Jacobsen var efter besættelsen med i et udvalg, der skulle fordele de sparsomme tildelinger af klædestof. Han varetog egne og sit firmas Carl Holtens interesser.
X må først nævnes i 2023?
Det skinner igennem, hvem forfatteren, Peer Kaae mener, er den skyldige. Og det kan vi først få at vide efter 2023. Ja sådan siger arkivloven. Og hvorfor blev de mistænktes alibi ikke efterprøvet.
Forskelligt materiale
Mange gange tror man, at alle dem, der har beskæftiget sig med dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, har haft forskelligt materiale til rådighed. Peer Kaae har i hvert fald fået en brun pakke, som de andre ikke har fået.
Regnskab fra besættelsestiden?
I første omgang tror man, at det igen er et regnskab fra besættelsestiden, der skal gøres op. Men sagen er måske mere simp
Den første del af bogen går fint og let, men så er det pludselig for meget indviklet varehandel – bytte, som ikke rigtig føre til noget. Sagen med Varedirektoratet forekommer noget forvirret. Fint nok at vi hele tiden forledes til at tro, at nu har vi morderen. Det afgørende lader vente på sig
Egentlig forstår man godt, at når man er sikker på, at nu har man noget, ja så skal man af med det. Undertegnede kender selv følelsen. Men det er som om det afgørende stadig lader vente på sig.
En morder med 4 mord på samvittigheden?
To måneder efter dette dobbeltmord, blev en skipper og en sortbørshandler myrdet ombord på kutteren Elo i Køge Bugt. Dines Bogø, har været af den opfattelse, at morderen til disse er den samme som til mordene på Peter Bangs Vej.
Forskellige motiver og gerningsmænd
Erik Haaest har skrevet tre bøger om emnet. På et tidspunkt var han journalist på Se og Hør, og besøgte en af de mistænkte, Erik Ramdahl. Og i bøgerne var det skiftende motiver og gerningsmænd. Så kunne man vel selv vælge?
Dines Bogø, der har en spændende hjemmeside og Peer Kaae er dybt uenige om motiv og gerningsmand.
Bestilt indbrud, der gik galt
Således mener Dines Bogø, at det var et bestilt indbrud, der gik galt. 5 – 6 mand skulle have været i gang, falske spor skulle afsættes. Lejligheden blev også omhyggelig rengjort. For
dobbeltmordet i Køge Bugt blev drabsmanden idømt livsvarigt fængsel, og det var den samme gerningsmand som på Peter Bangs Vej. De havde være for åbenmundede.
Hvad med bilen?
Morderen er ifølge Peer Kaae, direktør X. I 1948 ejede han em to – personers Ford V8 1937 med plads til 2 ekstra i den udvendige svigermorklap. Denne passede så åbenbart på begrebet Dollargrin, som vidner havde set på gerningsstedet.
Hvem var de myrdede?
Skal vi lige starte med at præsentere de to myrdede?
Ægteparret Jacobsen levede udadtil et respektabelt liv. De havde bestilt sommerferien. Intet kunne ødelægge denne opfattelse indtil i midten af 1950’erne.
En kvik dame
Inger Margrethe Jacobsen var hjemmegående husmoder. Hun havde nok ikke så meget at gøre med husholdningen. Hun havde hjælppå. Hun forberedte middagsselskaber og lignende og gik på visitter hos andre damer og familier. Hun var en kvik dame. Hun var humoristisk og blandede sig i samtaler. Og så flirtede hun, og var lidt vovet efter datidens normer. Nogle
mener, at hun fik et barn uden for ægteskabet og havde hemmelige elskere.
Dehn var en af disse. Han var omgangskredsens store mand. Han tjente sine penge som kødgrossist. Han var også en af de mistænkte, men på mordnatten var han i Hamborg for at forhandle med Fyrst René
Antagelig har X også været en af Fru Jacobsens elskere. Han forsøgte gennem varebytte – handel at komme til penge. Han og Hr. Jacobsens forhold var ikke det bedste venner.
Inger Margrethe følte, at hendes mand ikke mere interesserede sig for hende, og hun begyndte at indtage store mængder Fenemal.
En diametral modsætning
Vilhelm Jacobsen var en diametral modsætning til sin kone. Han var en indesluttet og fåmælt person. Han spillede på heste på travbanen. Nogle påstod, at han spillede med ulovlige
bookmakere. Og så var han ivrig bridge – spiller. Han havde åbenbart temmelig meget magt i sit firma Carl Holten. På morddagen havde han været lidt pirrelig og opfarende.
Betalte sig fra sabotageaktioner
Jacobsens arbejdsgiver Hans Holten havde indflydelse helt op til Landstinget og regeringen. Han blev meget skånsomt afhørt af politiet. Der var forskel i de sociale lag. Under krigen havde firmaet syet tyske uniformer. Men på en eller anden måde slap de for tiltale for værnemageri. Onde tunger berettede også om, at de betalte sig fra sabotage – aktioner. De påstod, at de handlede under tvang, og snart efter at krigen var over modtog firmaet Marschall – hjælp.
En presset mand
En del tekstilfirmaer slog sig sammen lige efter krigen for at kunne overleve. Det var med Jacobsen som sekretær. Det var også ham, der skulle forhandle i alle instanser. Men pludselig hævede forhandlerne priserne, og et samarbejde med en problematisk svensk mellemhandler gav også problemer. Ustandselig var der telefon til Jacobsen hjemme i privaten. Jacobsen følte sig efterhånden synlig presset. Et kæmpe varebytte – handel efter Jacobsens forslag blev iværksat. Det var som om Jacobsen blev mere presset op til mordet. De nærmeste havde også lagt mærke til det. Han sad også på en uriaspost, og var måske den eneste, der vidste, hvad der egentlig gik for sig at lovlig og ikke lovlig handel i de dage.
20-02-1948 kl. 8.18
Den 20. februar 1948 kl. 8.18 ringede telefonen hos vagthavende Ketzler på Frederiksberg Politistation på Howitzvej. En apoteker kunne berette om to lig i en lejlighed på Peter Bangs Vej.
Slået med en lampe
Vilhelm Jacobsen var blevet slået med en lampe. Da han ikke var helt dræbt, gik morderen ud i køkkenet, og fandt en kniv. Han gik tilbage og skar kontorchefens håndled over i et snit. På
det tidspunkt var Inger Margrethe allerede blevet myrdet. Ægteparrets smykker var i behold.
Hvorfor var der skrevet en check?
Politiet bemærkede, at Jacobsen havde skrevet et kæmpe check, som ikke blev hævet. Og måske havde Inger Margrethe besøg af sin elsker og var blevet overrasket? Selveste politimester Parker insisterede på, at få adgang. Hvad han foretog sig, ved ingen. Men han vadede åbenbart rundt i en blodpøl.
Hushjælpen var nervesvækket
Hushjælpen nedenunder blev afhørt. Hun havde flere bump på forskellige tidspunkter. Der var tidspunkter med ro deroppefra. Men kort før 23.30 havde hun hørt en person tappe vand fra lejligheden deroppe. Hun havde gået sig en tur og var kommet tilbage, og havde hørt slæbende skridt. Men politiet fandt ud af, at hushjælpen var nervesvækket, så de troede ikke rigtig på hendes forklaring.
En nær ven
En nær ven, Erik Ramdahl henviste til, at den måde nogle stokke lå over liget og hvor håndgrebet pegede mod hjertet mindede om en gammel sigøjner skik fra en bjergegn i Slovenien. Men det er hvis nok også en nedertysk skik? Ramdahl kom ret hurtig til gerningsstedet. Han kunne konstatere, at en lædermappe og noget hestelekture manglede. Denne Erik Ramdahl blev en central person i efterforskningen, men endnu ikke mistænkt.
Det er lagt op til en ægte krimi i den omtalte bog. Vi følger en række personer, der i hele deres gøren og laden godt kan være mistænkte lige ind til forfatteren konstaterer, at de ikke kan være morderen.
Ramdahl var ikke uinteressant
Således får vi at vide, at denne Erik Ramdahl engang hed Rasmussen og havde været hovedvidne ved et mord i Holsteinsgade. Han havde en speciel vraltende gang. Og det var også sådan en gang tjenestepigen nedenunder havde hørt. Ramdahl var bestemt ikke uinteressant.
Interessant arkivmateriale
Han var meget interesseret i dobbeltmordet. Og han samlede alt omkring dobbeltmordet. Det var så noget datteren senere gemte. Og de lå i en lædermappe, der næsten lignede den mappe, der var forsvundet. Kan det bliver mere spændende? Lokalhistorikeren Dines Bogø fandt frem til dette materiale i 1990erne og er nu i dennes privatarkiv. Og det er nok den person,
der ved mest om dobbeltmordet. Det kan man høre i de op til 2 ½ times foredrag, han holder om emnet.
Randahl korresponderede og mødte også journalisten og forfatteren Erik Haarest, som vi tidligere har nævnt skrev om dobbeltmordet.
Blev Heda skubbet ud af vinduet?
Ramdahl mente, at Jacobsens højre hånd i konfektionsfirmaet Carl Holten, chefbogholderen Heda Jensen vidste noget om ulovligheder i firmaet. Officielt var hun sprunget ud af et vindue i Gothersgade 133, fire måneder før dobbeltmordet.
Løgnagtig taxachauffør
Poul Dam fra Frederiksberg Politi var fra første dag tilknyttet sagen. Dam´s notater dukkede op i 2011, efter at Peer Kaae havde udgivet sin første bog om dobbeltmordet. En taxachauffør var fremkommet med en løgnagtig udtalelse. Hans eneste formål, at få en dusør på 2.000 kr.
På et tidspunkt var uniformerede betjene set i nærheden af gerningsstedet. Det viste sig at være en mand i marineuniform, der var forelsket i en pige, der boede i en pige over for.
Ramdahl til hygge med frk. Preisker
Dam afprøvede langt om længe Ramdahl´s alibi. Politiet havde brugt ham som konsulent. Dam fandt flere huller og mærkværdigheder. Ja Ramdahl´s alibi faldt direkte sammen. Hans
kone blev først afhørt omkring mandens alibi i 1954. Det var tydeligt, at Ramdahl løg.
I medierne var Ramdahl også kommet med modstridende oplysninger. Og bizart var det også at et par måneder efter ved en aktion skaffede sig mordvåbenet, og den smadrede lænestol, der lå over Jacobsens lig. Men Dam forskede nu i Ramdahls privatarkiv, og fandt en dame ved navn Helene Preisker. På et tidspunkt besluttede han at skrive et brev til politiet om sagens rette sammenhæng, Brevet måtte først åbnes efter hans død. Mon ikke sandheden var, at Ramdahl havde en hyggeaften – og nat med Frøken Preisker på mord – tidspunktet?
Nettet strammedes om X
I bogen strammes nettet mere og mere omkring X. Han havde højden og drøjden til at være Fru Jacobsens elsker. Hun havde nemlig bekendt sig til en spåkone. Og så meldte en taxachauffør sig også. Her stemte beskrivelsen også. X blev ikke afhørt af Frederiksberg Politi men kun af en betjent fra Rigspolitiet. Efter dobbeltmordet var han på rejse i udlandet.
I Fru Jacobsens lommebog stod der på bagerste side X`s telefonnummer noteret på hovedet. Ved afhøringer blandt personalet hos Carl Holten fik politiet indtrykket af, at forholdet mellem X og Jacobsen ikke var det bedste. Men en billedkonfrontation mellem X og vidner førte ikke til noget.
Der mangler noget
Og der er masser af mere drama i bogen, som for 75 pct. vedkommende er forrygende læsning. Men vi mangler det afgørende bevis. Jeg er langt fra sikker på at X er moderen. Det er som om noget af bevismaterialet er konstrueret og noget er måske udeladt – som om, at det med vold og magt skal passe sammen.
Hvornår mod den næste bog så kommer om emnet?
Politiadvokat: Ikke forsætlig drab
Dem tidligere politiadvokat Hans Wolmer Rolf som afslørede Edderkop – sagen sagde:
Kilde:
Redigeret 7.10.2021
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi, Gyldendal.
Cirka halvdelen af de hjemvendte jøder mødte lejligheder, der var raseret og hvor en masse ting var stjålet. Den danske stat havde ellers udført en kæmpe indsats for at forhindre ”ariske” danskers overgreb. Ja man samarbejde sågar med det tyske sikkerhedspoliti for at sikre jødisk ejendom. Og antisemitismen trivedes. Således kaldte modstandsbevægelsen jøderne for en ”race”.
De fleste nåede væk
Mange danske jøder nåede væk, inden den tyske besættelsesmagt foretog razziaer i Danmark. Angiveligt var det takket være Werner Bests nærmeste medarbejder, G.F. Duckwitz. Det skete muligvis på foranledning af Best.
Jødernes hjemkomst var ikke gnidningsfri
Men hvad skete der, da jøderne kom hjem. Det er en af de spørgsmål, vi endnu ikke har fået besvaret før nu. Vi har ellers fået et hav af historiebøger fra besættelsestiden. Men en meget læseværdig bog af Sofie Lene Bak besvarer dette spørgsmål. De fleste danskere tror, at jødernes tilbagekomst var gnidningsfrit. Mange kom også tilbage og blev stillet over for en gæld. Det var de penge, som de havde betalt flugten med. Som vi tidligere har skrevet om her på siden, var flugten til Sverige bestemt ikke billig.
Over 7.000 flygtede til Sverige
De tyske politibataljoner assisteret af danske nazister kørte ud i Københavns gader for at lede efter jøderne. Men langt de fleste lejligheder fandt de tomme. 7.742 personer flygtede til Sverige. Deres eksil varede 20 måneder. 472 personer blev arresteret og sendt til Theresienstadt:
Socialtjenesten
Allerede dagen efter aktionen begyndte Socialministeriet og Københavns Kommune at sikre sig de efterladtes ejendele og boliger. Og i Østre Landsret blev den sidste civile retssag afgjort i efteråret 1947. Alle havde meget kort tid til at sikre deres ejendele inden flugten.
Københavns Kommune oprettede Socialtjenesten, der skulle varetage de efterladtes ejendele. Fra starten var man opmærksomme på rapseri og tyveri. Og egentlig var udgifterne til dette forbavsende lille. Det var kun 0,1 pct. af Københavns Kommunes budget.
Værdier fra Synagogen blev reddet
Socialtjenesten fjernede også, hvad der var af værdi i Synagogen i Krystalgade. Disse værdier blev bevaret i krypten under en af Københavns kirker.
Samarbejde med tyskerne
Gestapo havde fået instrukser om ikke at bryde ind i efterladte boliger hos jødiske familier. Og dette overholdt de næsten. De tyske myndigheder havde også accepteret Socialtjenestens arbejde. Tyskerne undlod at konfiskere eller vandalisere jødisk ejendom. Desuden blev der indgået en aftale med det tyske sikkerhedspoliti om, at boliger m.v. tilhørende jødiske deporterede skulle tages i offentlig forvaring. På et tidspunkt magtede Socialtjenesten også, at de internerede fik tilsendt deres eget tøj.
Cirkus Øregård
Da de hjemvendte vendte hjem, blev de indtrængende anmodet om selv at finde privat indkvartering. De som ikke selv havde midler, fik udgifterne dækket af Centralkontoret. Dem
der ikke havde et sted, at tage hen måtte vente i ventesalen på Hovedbanegården. Inden dagens afslutning blev de transporteret til Holte Gymnasium. Her blev der dog hurtig pladsmangel, der var kun plads til 200 personer.
En række nybyggede ældreboliger på Bispebjergvej fungerede også som lejr. Senere blev Øregård Gymnasium også brugt. Man kaldte faktisk forlægningen for Cirkus Øregård. Den var præget af konflikter mellem beboere og mellem beboere og personalet. Der vat tyverier, håndgemæng m.m. Der var ikke meget forståelse for de traumatiske oplevelser, som jøderne havde været igennem. Fra myndighedernes og personalts side havde man forventet taknemlighed. Men man oplevede i stedet irritabilitet, kværulanteri, apati m.m.
Antisemitismen blomstrede
Antisemitismen blomstrede, da jøderne vendte hjem. I modstandsbevægelsens egne organer brugte man i efterkrigstiden udtrykket race om jøder. I medierne har vi fundet denne notits:
Allerede under opholdet i Sverige mødte de danske jøder antisemitismen. Hjemme i Danmark var mange af den opfattelse at jøderne levede i ren luksus derover. Men det var langt fra tilfældet.
Armod og forvirring
Frit Danmark bad i august 1945 rabbiner Marcus Melchior gøre status over situationen for de hjemvendte jøder. Han kom med den konklusion:
Alvorlige tillidsbrud
Melchior henledte opmærksomheden på, at lejligheder i stort omfang var blevet overtaget af andre, forretninger og virksomheder var afhændet og hjem var plyndret:
Socialtjenesten i København modtog adskillige anmeldelser om indbrud, tyveri og tyveriforsøg fra lejligheder, der nu var forladt af jødiske familier.
Halvdelen mødte problemer
Volden og kriminaliteten slog til et hidtil uset niveau under den tyske besættelse. I en del tilfælde havde modstandsbevægelsen benyttet sig af de tomme lejligheder. Og i ikke så få tilfælde var der fjernet værdier fra disse lejligheder. Cirka halvdelen af de hjemvendte jøder mødte på en eller anden måde en svigt fra deres omgivelser på grund af deres fravær. Der var mange danskere, der mere eller mindre bevidst svigtede deres bemyndigelser og ansvar.
Masser af konflikter
Hjemkomsten var mere ubehagelig og tvetydig, end man egentlig kunne forestille sig. Sørgelige konflikter mellem jødiske og ikke jødiske danskere opstod. Bogen afslører, at der var danskere, der berigede sig på bekostning af mennesker på flugt og misbrugte jødernes tillid. Den danske stat påtog sig derimod en enestående omsorg for sine jødiske borgere.
Mindst 150 børn blev gemt i Danmark, da deres forældre flygtede til Sverige. Men det er en anden historie, som der også for nylig er skrevet en bog over.
Historiebøgerne skal revideres
Atter engang skal historiebøgerne revideres. Vi skal revidere vores opfattelse af fortiden. Det gør stadig ondt.
Mistede børn, traumer og fortrængninger
Sofie Lene Bak er museumsinspektør ved Dansk – Jødisk Museum. Og hun har begået en aldeles god bog. Historien er speget, pletvis pinagtig men også smuk. Den er fuld af paradokser. Men det er det vel, hvis vi i dag borer bare en lille smule dybere i besættelsestidens historie. Vi hører om mange barske skæbner, om mistede børn, fortrængninger og traumer. Måske
hører vi for lidt til den barske danske udenrigspolitik og den tidlige udvisning af jøder direkte til KZ – lejre i Tyskland.
Velfungerende hjælpe-apparat
Nyt er det velfungerende hjælpe-apparat, som de hjemvendte mødte. Socialtjenesten hindrede, at mange fristede ”ariske” danskere skulle berige sig fra de forladte lejligheder og ejendomme. Det var fristende at begå tyveri, selvtægt og sortbørshandel i den lov – og delvis politiløse tid.
Kilde:
Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi – Gyldendal
Hvis du vil vide mere
Redigeret 8-10-2021.
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Knud J.V.
Jespersens bog af samme navn – Gads forlag. Vi skal møde 60
skæbner, deriblandt provokatøren fra Frøslev. I Tønder gik Dannebrog
i luften. Man kom i fængsel for at bruge orden Sønderjylland. Den jyske halvø var pludselig forsvarsløs. Fra København blev
De Meza fyret. Regeringen havde ført en eventyrlig forsvarspolitik.
Kongen ville ikke skille Slesvig Holsten. Han var helstatsmand. Bismarck
ventede bare på et aftalebrud. Han kunne have taget hele Danmark.
Sønderjyllands komplicerede
historie
Denne bog er sønderjysk
historie på en anden måde. 60 mennesker beretter på hver
sin måde om livet i hverdagen og i krig i perioden 1864 – 1920.
Det vil sige nogle begynder før og slutter senere. Det er en yderst spændende skildring, der både
er givtig for dem, der ikke ved noget og for dem, der ved noget om Sønderjyllands komplicerede historie.
Ordensbærere
På
en fin og afbalanceret måde får Jespersen pejlet os ind i perioden.
Vi får på en kort og præcis måde skildret de politiske fadæser,
der førte til de slesvigske krige. Og den henholdsvis danske og prøjsiske
undertrykkelse kommer vi også ind på. Til sidst er det så 60 sønderjyske
skæbner, der på hver sin måde fortæller om hverdag, danskhed og
krig. Fælles for dem alle er, at de er ordensbærere.
En kulturhistorisk skat
For
at få disse ordener skulle man lave en ansøgning, og det er disse
ansøgninger, der er gemt. Jespersen har så fået den geniale
ide at offentliggøre nogle af disse.
Arkivet er hidtil overset national – og kulturhistorisk
skat, som bliver trukket ud af glemslen.
Forskellige skuepladser
Vi
følger også overlevende veteraner fra 1864. Men der er også
beretninger som krigsdeltager i den dansk – franske krig i 1870
– 71. Og også krigsdeltagere fra den store
krig fra 1914 – 18 oplever vi.
Vi
oplever forskellige skuepladser, Fredericia, Dannevirke, Dybbøl,
Als, Femern, Tønder, De Nordfrisiske øer og mange andre steder.
Fejlslagen
eventyrpolitik
Efter
krigen i 1864 blev Danmark degraderet til en småstat.
Det var en fejlslagen eventyrpolitik, der førte frem til en militær katastrofe.
Det
var mangel på dansk realitetssans efter 1848 efter enevældens
afskaffelse, der førte til, at Danmark blev til en småstat.
Manglende
realitetssans
Godt
nok sejrede vi i den første slesvigske krig. Men sejren var nok mere
knebent, end hvad den danske befolkning fik at vide.
Tanken
om helhedsstaten var fremherskende næsten overalt. Al fornuft blev
fejret til side med manglende realitetssans.
Nej til det britiske forslag
Novemberforfatningen
af 18. nov. 1863 var imod alle aftaler. Det
politiske overmod skulle snart stå sin prøve.
Den
britiske regering havde ellers i 1848 foreslået en grænsedragning
syd for Flensborg og i en linje midt mellem Husum og Tønder. Men den danske regering afviste.
De ville ned til Ejderen.
Uensartet
politik
De
hyppige regeringsskift i løbet af 1850erne, ofte fremkaldt af kongemagten
betød en meget uensartet politik fra regeringens side.
Kongen
var udpræget helstatsmand. Han ønskede bestemt
ingen deling af Slesvig.
D.G.
Monrad kastede ansvaret fra sig
og overlod ansvaret til en uerfaren konge.
Bismarck
havde ventet på aftalebruddet
Aftalebruddet var måske lige det som Bismarck havde ventet på. Det var
et påskud til at indlede en krig. Set fra Berlin var det et politisk mesterværk,
det som Bismarck bevægede sig ud i.
Militæret
var ikke parat
Set
fra København var det en katastrofe. Militæret
var blevet forsømt. Man følte sig helt ovenpå efter sejren i Treårskrigen.
Militæret
var i gang med en omorganisering. Der opstod en akut mangel på
officerer og befalingsmænd. Mandskabet skulle nu pludselig vende sig
til nye, der havde kommandoen.
Langt
fra begivenhederne
For
at varetage overkommandoen valgte regeringen at udnæbne den 72 årige
generalløjtnant C.J. De Meza. Han var viljefast. Som noget af de første valgte
han at rømme Dannevirke. Set i bakspejlet var det
det eneste fornuftige beslutning. Men det mente regeringen bestemt ikke.
De sad i København langt fra begivenhederne
og afskedigede De Meza på stedet.
Han
døde året efter som en bitter mand.
Soldater
skulle sove i det fri
Dette
efterlod en ophidset folkestemning
Dannebrogs
– stillingen bestod af 27 skanse – stillinger
forbundet med jordvolde. Man havde bare lige glemt at opbygge mandskabsbarakker,
hvilket betød at soldaterne skulle overnatte i det fri. Det højnede
ikke just soldaternes moral, at skulle overnatte i det kolde vintervejr.
Stillingen
var bygget op omkring vådområder, men ved vintertide var dette frosset til is.
40.000
danske soldater stod ved Dannebrogs – stillingen stod over for cirka det samme antal soldater fra
den prøjsisk/østrigske hær. Men de var langt bedre udrustet.
Et vigtigt
knudepunkt blev erobret
Det
første angreb ved Mysunde blev tappert forsvaret af
danskerne. Men den østrigske hær tilkæmpede sig et meget vigtigt
knudepunkt – Kongshøj. Nu kunne de i overrende de
danske tropper.
Dannebrog
rømmet
Derfor
beslutte de Meza at rømme stillingen. Man
telegraferede til København og afbrød derefter forbindelsen
for ikke at få kontraordre. I nattens muld og mørke rummede man så
stillingen.
Men
de østrigske husarer fulgte efter de danske styrker. De blev indhentet
ved Sandelmark. Det førte til 763 faldne
og tilfangetagende danskere. Og så midt i det hele blev De Meza afskediget. De danske styrker
var nu uden reel kommandør. Det vil sige krigsministeren forsøgte,
men han var uden militær erfaring. Og de beslutninger han tog, var
da også katastrofale.
4.000
granater forvandlede skanser til jordbunker
Stillingerne
på Broagerland blev daglig ramt af ca. 4.000
granater. Skanserne blev efterhånden forvandlet til jordbunker.
Knap
5.000 danskere og 1.200 prøjsiske soldater mistede livet i Dybbøl – stillingen. Gentagende gange tryglede
den kommanderende general om at få lov til at rydde stillingen og gå
tilbage til Als.
Den
jyske halvø var forsvarsløs
Den
18. april rettede prøjserne det afgørende angreb ind. Under enorme
tab trak den danske hær sig tilbage til Als.
Der
var nu kun et forsvar ved fæstningen
i Fredericia. Men pludselig kommanderede
krigsministeren at stillingen skulle rømmes. Soldaterne skulle tage
til Als. Den jyske halvø var nu helt
forsvarsløs.
Et vunden
søslag
Ved Helgoland lykkedes det for Suenson at besejre en mindre østrigsk – prøjsisk flådeafdeling.
Men
den danske hær var i moralsk og organisatorisk forfald. I løbet af
kort tid og uden større besvær lykkedes det for prøjserne at erobre Als.
Og
egentlig kunne Bismarck have fortsat. Han kunne vel
have nået langt, hvis han var fortsat.
Mistede
en tredjedel
Det
danske Monarki mistede med et en tredjedel
af sit areal. Efter Prøjsens sejr over Østrig blev hertugdømmerne indlemmet
i Prøjsen.
200.000
dansksindede sønderjyder skulle de følgende 56 år leve under prøjsisk styre.
Ingen
Sønder – og Nørrejylland
I Saxos tid var der ikke noget, der
hed Sønder – og Nørrejylland.
I
1200 – tallet blev den sydlige skilt ud som et særligt hertugdømme.
I løbet af 1400 – tallet blev Slesvig det officielle navn på hertugdømmet.
Ordet
Sønderjylland måtte ikke bruges
Det
prøjsiske styre forbød i 1895 betegnelsen Sønderjylland.
Efter
1920 konstruerede de danske myndigheder uden større succes begrebet De Sønderjyske Landsdele. Det kunstige begreb slog
aldrig an.
Omkring 1848 startede den Slesvig – Holstenske bevægelse kampen for en selvstændig Slesvig – Holstensk stat. Men bevægelsen døde, da Prøjsen i 1866 besejrede Østrig.
Danskheden
under pres
Köller
– politikken satte danskheden under pres.
Børn, der var født mellem 1864 og 1898 af danske statsborgere i Sønderjylland var reelt statsløse.
Du til
kongen
I
bogen gennemgås Genforeningen også. Det nævnes, at Grev Otto Diedrik Schack
til Schackenborg tiltalte kongen med du:
Genforeningen
kostede 300 kr.
Genforeningen
var ikke billig for den danske stat. Det kostede omkring 300 millioner
kroner i 1920 – priser.
Pengene
blev fremskaffet ved et såkaldt genforeningslån
på 145 millioner kroner. Samtidig blev det besluttet, at provenuet
fra salget af De Vestindiske Øer skulle anvendes til dette formål.
Ordenskapitlet
Vi
får også en afklaring på ordenskapitlet og de forskellige
grader i Dannebrogsordenen. I forbindelse med uddeling af disse ordener, opstod
der en enestående personalhistorisk samling som opbevares i Ordenskapitlets arkiv. Den omfatter omkring
40.000 danske selvbiografier.
725 tapperhedsmedaljer under
1. Slesvigske krig
Mange
af erindringerne går også tilbage til den første Slesvigske
krig også kaldet Treårskrigen. Efter denne krig blev der uddelt 725 tapperhedsmedaljer.
Bogen
er også krydret med fotos af disse stolte ordensmodtagere.
Kritik af krigsstrategien
Der
er også kritiske kommentarer
til krigsstrategien. Og det er jo sådan set meget modig gjort af en
ordensmodtager. Det gælder blandt andet fra lotterikollektør Harald
Baggesen fra Århus. Blandt andet kritiserer han
marinen for at svigte soldaterne fra Femern, ved bare at sejle bort.
Redaktøren lærte ungarsk
En
af dem, vi har mødt før her på hjemmesiden er redaktør Peter Andersen Skovrøy, Tønder. Han var født i Arrild. Da han var 11 år flyttede
familien til Løgumkloster.
Som
13 årig tog det hårdt på ham, at Dannevirke var taget.
Bomberne
kunne høres i Lægumkloster
Drengene
havde opdaget at ved at trykke øret mod grusvæggen på en sandgrav
i Løgumkloster kunne de høre kanonerne i Dybøl.
Skovrøy kunne også huske den dag, da de prøjsiske soldater
kom. Men de kom også fra Ungarn, således lærte den unge Skovrøy at tælle på ungarsk.
Kongeblus
Den
8. april 1882 kørte han i dagvogn til Tønder. Det var på kongens fødselsdag.
Han så det ene kongeblus efter det andet. Det ildnede hans mod til
at genoplive den gamle Vestslesvigske Tidende.
Dansktalende
– men tysksindet
Det
værste var dog, at skaffe pengene. Han fik et løfte fra fem bønder
om at spytte 100 Mark i kassen hver. Men det var langt fra nok. En dag
kom en morbror med 1.500 mark og lagde på bordet. Med 2.000 Mark som startkapital startede Vestslesvigsk Tidende den 1. oktober 1882. Tre
år efter blev avisen lagt sammen med Flensborg Avis.
Det
blev til 38 år i Tønder. Som Skovrøy udtrykte det:
Man
spyttede på de dansksindede
Under Köller – politikken blev Skovrøy daglig forulempet. Han blev
også sat i fængsel på slottet i Tønder.
Den
1. august 1914 blev han sammen med adskillige andre fra Tønder arresteret. Gennem Tønders gader gik det til Vest – banegården alt imens blev de hånet
af den tyske pøbel. Gamle, unge, kvinder og børn peb, hylede og spyttede.
Oprejsning
Da
han mange år efter gik bag efter englænderne med et Dannebrog gennem Tønders gader følte han det som
en oprejsning for tort og hån.
Bankdirektøren fra Kiskelund
Bankdirektør Rossen, Tønder har vi også mødt før her på siden. Han var den ældste søn af
en gårdejer – datter fra Kiskelund.
I fængsel
for at sige Sønderjylland
Efter konfirmationen kom
han i tjeneste hos en gårdmand i Holbøl. Han måtte dog opgive grundet betændelse i foden.
Hos den lokale sognepræst fik han undervisning. Siden blev han hjælpelærer
i Kliplev. Dette bevirkede, at han blev optaget på Tønder Seminarium. Herfra demiterede han i 1880.
I Juhlers Private realskole i Aabenraa fik han i 1883 en lærerstilling.
Han blev medarbejder på Flensborg Avis. Under redaktør Jessens mange fængslinger fungerede Rossen som redaktør. Men dette resulterede også i fængslinger.
Blandt andet skulle han have fremsagt fornærmelser mod pastor Jacobsen i Skærbæk.
Og i 1896 måtte Rossen tilbringe 14 dage i fængsel for at have brugt
ordet Sønderjylland.
En dansk
bank i Tønder
I efteråret 1901 flyttede Rossen til Tønder som direktør for Tønder Landmandsbank. Han kunne dog ikke helt slippe journalistikken.
Ved krigens udbrud i 1914 blev han også arresteret.
De vakse
karle fra Lille Emmerske
Overretssagfører Peter
Poulsen, København fortæller et par spændende anekdoter fra Tønder.
Da den danske hær i 1864
havde forladt Dannevirke, og da rester af den danske hær var draget gennem Tønder rejste den Slesvig – Holstenske pøbel sig. Det danske flag blev taget ned af kirkens tårn, mens oprørsfanen
blev hejst. De danske embedsmænd blev forulempet.
Den danske herredsfoged
sendte bud til landsbyen Lille Emmerske. Her samlede byens karle sig. Bevæbnet med høtyve
og leer drog de til Tønder og tvang oprørerne til at hejse det danske flag
på kirketårnet. Ligeledes ledsagede de danske embedsmænd ud af Ribe Landevej.
Efterskole – forstander
Knud Hansen Petersen fra Skibelund beretter om, at fastelavnsmandag 1864 blev Tønder Seminarium lukket. Et batteri – artilleri fra Frederiksstad gjorde rast i Tønder.
Dannevirke
går i luften
Gadedrenge havde i de sidste uger moret sig med at lade drager stige op fra Skibroen. Dragens hale bestod af det danske blad Dannevirke. Når dragerne steg op, skreg drengene: Dannevirke går i luften.
En gammel
kending
Vi møder selvfølgelig
også proprietær Kresten Knudsen fra Visby. Det er dog svigersøn Nicolai Svendsen, der svinger pennen. Det var Krestens far, der købte Trøjborg. Vi har tidligere omtalt familien her på siden.
Provokatøren
fra Frøslev
Og lige så naturlig
møder vi Carsten Gregersen fra Frøslev. Han var gift med den ældste datter af den lige
så kendte kroejer Karsten Thomsen.
Gregersen blev ikke uden grund fra prøjsisk side opfattet
som provokatør. Da han i anledning af stadfæstelsen som kommuneforstander skulle møde landråd Rasch i Flensborg sagde denne til ham:
Landråden sigtede til Gregersens danske sindelag.
30 dannebrogsflag
i Frøslev
På afstemningsdagen
talte Gregersen 30 dannebrogsflag i Frøslev. En af hans største oplevelser var ifølge ham
selv at møde kongen på kongeskibet i Aabenraa Havn. Men han mødte ham nu også i Frøslev, da kongen kiggede forbi.
Bogen er fuld af anekdoter.
Det er en anderledes Sønderjyllands – historie. Den giver ny viden og bidrager i høj grad til
beskrivelse af Sønderjyllands komplicerede historie.
Bogen kan varmt anbefales.
Knud
J.V. Jespersen: Vejen Hjem – Sønderjyske Skæbner 1864 –
1920 , Gads Forlag.
Hvis
du vil vide mere: 1864 – 1920 Læs
Under
Sønderjylland:
Under
Aabenraa:
Under
Padborg/Kruså/Bov:
Under
Højer:
Under
Tønder:
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Inge Adriansen: Smag på Sønderjylland – Madkultur uden grænser, Gyldendal. Dette er ikke blot en almindelig kogebog. Det er kulturhistorisk perle med ualmindelige flotte fotos. Vi kommer hele vejen rundt. Lige fra nytårsmenuen til Tote Tante. Man bliver helt nostalgisk, når man kigger på sin barndoms og ungdoms yndlingsretter. Og så er Sønderjysk kaffebord ikke bare det at man går ind til en overflod af kager. Det fortæller Inge Adriansen også på fremragende vis.
Hun er ikke sønderjyde
Så har hun gjort det igen – Inge Adriansen. Hun har skrevet en god fagbog omhandlende Sønderjylland. Ja, og så er hun ikke engang sønderjyde.
Hun har været fantastisk flittig. Og så hjælper det også i denne forbindelse, at hun er et museums – menneske.
Hvad er Sut?
Bogen er ikke en traditionel kogebog, det er en kulturhistorisk perle.
Og så får man også at vide, hvad Sut er? Ja, jeg ved det godt. Min bedstemor kunne tilbrede det. Det var nu en ret langvarig proces, kan jeg huske. For uvidende kan jeg oplyse om, at det er en strandkål, der vokser på forlandet ved Højer.
Mad og mennesker, den samlende faktor
I mange år var Sønderjysk Koge – og bagebog en bestseller i bogladerne. Den var også begået af den myreflittige skribent. De sidste par år har der kun været en sønderjysk kogebog tilgængelig fra Dypo – forlaget i Sønderborg.
Klogt sagt af forfatteren.
Noget særligt over den sønderjyske madkultur
Der er noget særlig over den sønderjyske madkultur. Det mærkes også her i København. Se blot på denne sides hitliste. To af artiklerne omkring dette ligger på TOP 10 over de mest læste artikler. Også de andre artikler, som du kan se en oversigt over i bunden af denne artikel ligger lunt i svinget.
Sønderjysk kaffebord på Nørrebro
Og på en kedelig søndag formiddag mødte 45 mennesker op for at høre undertegnede til at holde et foredrag om Sønderjysk Kaffebord. Og tænk personalet havde fremstillet et flot sønderjysk kaffebord.
Det hele var nedfældet på papir, det som jeg skulle sige. Men grundet et cykelstyrt to dage før, var jeg ikke i stand til at læse det. Men jeg kunne huske oplevelserne. Så i en hel time fik københavnerne Sønderjysk Kaffebords Historie.
Der er kultur og historie bag ved
Mange af de tilstedeværende fortalte, at de havde været i Sønderjylland og få det sønderjyske kaffebord. Men har de nu det? For det at se Sort Sol og gå ind til et kage – buffet på Fakkelgården, Agerskov kro eller et andet sted, er jo ikke det rigtige. Kagerne og udbuddet er sikkert det rigtige, men man savner kulturen og historien bag ved.
Udbred kulturen bag ved det kulinariske
Vi andre har oplevet noget nær det rigtige sønderjyske kaffebord. Det vil sige det helt rigtige kaffebord oplevede man i preusser – tiden.
Som undertegnede nævnte under et foredrag i Tønder, så kunne Turistforeningen i Tønder spinde guld hvis de udbredte kulturen bag det kulinariske Sønderjylland.
Og bedst som man gik med tanker om at offentliggøre min mors kogeopskrifter her på siden, så kommer Inge Adriansen med dette pragtværk.
Har ikke glemt traditionerne
Bogen indeholder en masse madopskrifter, sønderjysk kaffebord og drikkeopskrifter. Her er egnsretter, brødbagning, kaffebords – traditioner, hverdagsmad, festretter, julemad, krigskost og sparemad. Og så har Inge Adriasen ikke glemt traditionerne.
Mad kan være prestige
Dengang var det vigtigt, hvad der var forkert og rigtigt, og hvad der var passende at spise.
Ganske rigtigt siger Inge Adriansen:
Og det er i høj grad rigtig set. Det gælder især for den sønderjyske madkultur. Ude i landsbyerne blev Det Sønderjyske kaffebord i høj grad brugt til at skabe prestige. Man skulle helst overgå naboen i antal af lagkager og småkager.
Dengang var det også prestige for den sønderjyske husmor, at holde de gamle kostvaner i hævd.
Stærke påvirkninger
Den sønderjyske madkunst har haft stærke påvirkninger fra det nordtyske, især fra det holstenske køkken. De berømte sønderjyske pølser er et resultat af dette. Allerede før 1864 var den tyske slagtertradition mærkbar i Sønderjylland.
Også en frisisk påvirkning var til stede. I Aabenraa blev der anvendt masser af krydderier. Det har noget at gøre med søfarten.
Hovedparten af de traditionelle sønderjyske egnsretter blev udviklet i begyndelsen af komfur – alderen, det vil sige i sidste halvdel af 1800 – tallet.
Vi starter med Solæg
Inge Adriansens kogebog starter selvfølgelig med Solæg. Det har overhovedet ikke noget med sol at gøre. Det er en forkert oversættelse af den tyske betegnelse Soleier. Det betyder noget i retning af Salt(lage)æg.
Og så er boghvedegrød ikke nødvendigvis fynsk. Således er Damgård Mølle i nærheden af Hærvejen vest for Rødekro det eneste sted i Danmark, hvor der males boghvedegryn.
Herlige retter fra ens barndom
Kigger man på de flotte fotos, der af retterne i bogen mindes man tilbage til de herlige retter fra ens barndom og ungdom. Vinsuppe, Gønkålssuppe, Hyldebærssuppe.
Ål morgen, middag og aften
Som barn fik jeg hvis rigelig med fisk. Måske er det derfor, jeg ikke spiser det mere. På besøg u i æ kow fik vi ål morgen, middag og aften. Min bedstefar var fisker.
På Højkro fik man sat ål med snaps. I bogen er talrige opskrifter på, hvad ål kan anvendes til. Som det vil flittige læsere af denne side bekendt fik digearbejderne ved Højer næsten ikke andet at spise end ålepot ( se artiklen Fiskeri ved Højer).
Snysk og Ringridderpølser
Et stort plus ved denne bog er at kulturen og historien er nedfældet. Desuden er traditionerne også bevaret.
Snysk med ærter, gulerødder, bønner og nye kartofler, røget skinke og rigelig med persille er ligeledes noget man mindes med glæde.
Ringridderpølsen er jo nok ikke den store kulinariske oplevelse. Men den har en flot tradition. Den skal nydes udendørs helst med tysk dåseøl. Den blev lanceret af en slagtermester fra Sønderborg i 1929.
Torsken har ikke fortrængt Grønlangkålen
Nytårsmenuen i Sønderjylland er selvfølgelig Grønlangkål. Nytårstorsken har ikke fortrængt den. Og så skal der kålpølser, røget flæsk, rødbeder og sennep til. Og godt for maven er selvfølgelig en snaps.
Munden løber i vand
Rigtig surrib skal laves af et stykke ribben. Det kan spises både som frokost med rugbrød og sennep eller som middagsret med stuvede kartofler og syltede rødbeder.
En anden lækker ret er Skrædderduels. Retten har også andre navne som Oldemors Sauce og Fattigmandsdyp. Det er flæsk, løg og snittede løgterninger – Mums.
Og så er det Gammeldaws Hvidkål. Den har en konsistens som kartoffelmos.
Snysk fik vi også i Tønder, men retten er hvis nok mere udbredt på Als og i Sundeved. Det er røget skinke og grøntsager.
Og så finder vi også den fremragende Hvidkålsbyttel. Retten har navn efter den budding – form, som den før i tiden blev lavet i. Her har vi at gøre med hvidkål, fars, æg, tvebakker og fløde.
Det sønderjyske rugbrød
Selvfølgelig skal vi også have historien om det sønderjyske rugbrød. Dengang blev der bagt en gang om måneden. Den månedlige bagning strakte sig over flere dage. Det var et hårdt arbejde – især æltningen. Et gammel mundheld siger:
Der var indlagt motions – tur
Vi får også historien om det sønderjyske kaffebord, som vi her på siden har beskrevet flere gange. Og det er ganske rigtig, som Inge Adriansen siger, at kaffebordet var en prøvesten på husmoderlig kunnen. Det kræver en energisk kvinde fuldtids i køkkenet over flere dage.
Jeg husker også, at når vi i forbindelse med højtider eller fester, var det altid indlagt en gåtur efter kaffebordet. Det skulle jo gerne være plads til mere i maven om aftenen. Men når gåturen var omkring Højer Sluse, fik man også en storslået natur med.
Men i rutebilen mod Tønder om aftenen kunne man godt mærke det rumle i maven.
Gojraj – ikke sønderjysk
Man nikker genkendende til Kringle, Søsterkage, Kløben, Sandkage, Nøddekrans, Hedeviger og Brødtærte, som på sønderjysk hedder brø`tort.
Ja vi skal da også lige nævne Stribetærte, Svesketærte, Æblekage, Æbelskiver og Gojraj.
Og disse Gojraj som på dansk hedder Gode Råd opfattes som sønderjysk. Men det er de ikke. De har været udbredt i hele norden og i Tyskland. I Danmark kendes de fra Ludvig Holbergs: Barselsstuen. Men de har overlevet i Sønderjylland.
Og så følger ellers Knepkager, Brune og Hvide Fedtkager, Ingenting og mange flere.
Friesengeist og Tote Tante
For at fuldende pragtværket skal vi også kigge på drikkevaner og drikkevarer. Det handler om rom, brændevin og godt øl.
Når vi blev syge som børn, fik vi øl. Det beroligede. Og næsten hver søndag tog vi til Frühshoppen i Aventoft over på den anden side. Her fik vi ofte Friesengeist og Tote Tante.
Flensborg blev centrum for rom – produktion. Og det satte sit præg på drikkevanerne i Sønderjylland. Ja og kaffepunchen var ganske almindelig. Vi kender alle historien med mønten, kaffen og så skulle der hældes så meget snaps eller rom i, så man kunne se mønten.
Bommerlund og Fuglsang
Og så er der ikke kun sønderjyder, der kender Bommerlund – snapsen. Fuglsang – øl kender de fleste vel også. Og så følger ellers opskrifter på Angeler Muck, Romgrog, Æggegrog, Tote Tante, Farisæer, Kaffepunch m.m.
Vigtige henvisninger
Bagerst i bogen er en liste med producenter på gode råvarer og en litteraturliste.
Det har været en fantastisk og nostalgisk oplevelse at gennemse de 80 klassiske opskrifter som også så fremragende er fotografisk gengivet.
Bogen er er også et flot bidrag til den sønderjyske kulturformidling
Inge Adriansen: Smag på Sønderjylland – Madkultur uden grænser (Gyldendal)
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands Kulinariske højdepunkter – læs
Under Sønderjylland:
Under Højer:
Under Tønder:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Oktober 10, 2012
Asmus Jensens kone blev gift med et medlem af Den Danske Brigade. Det var dem, der officielt tilstod nedskydningen af hendes mand. Men på det ”såkaldte gerningssted” luftede modstandsfolk Den Danske Brigades heste. Og ingen af disse modstandsfolk blev nogensinde afhørt. En nyt mord fandt sted i Padborg i juni 1945. Det skrev præsten i kirkebogen. Man har forsøgt at skjule det. I provstibogen, står det at det var tale om selvmord.
Åbenhed
Vi havde egentlig gerne ville vente med offentliggørelsen af vores efterforskning. På denne hjemmeside havde vi desuden nævnt, at vi gerne ville samarbejde med medierne. JV havde bebudet, efter at vi havde offentliggjort, hvad vi var i gang med, at de kørte deres egen efterforskning.
Frit valg for medierne
Derfor lagde vi del 1 ud på vores side. Det var så frit valg for medierne, at bringe uddrag af artiklen. Og Der Nordschleswiger valgte så at bringe en længere artikel om fredagen. En udmærket artikel, der sådan set fulgte vores efterforskning. Artikel fra Ritzau behæftet med fejl
JV valgte så på deres net – del, at bringe en artikel fra Ritzau. Deres kilde var Der Nordschleswiger. Men trods det var artiklen behæftet med alvorlige fejl. Således var Asmus Jensen ikke nazist, snarere tværtimod, som det vil kun læses her i anden del. Asmus Jensen blev pludselig til Asmus Jepsen og udnævnt til bagermester, hvilket han aldrig har været.
For en god ordens skyld skal vi lige nævne, at vi aldrig her på siden har beskyldt Asmus Jensen for at være nazist. Det fremgår heller ikke af artiklen i Der Nordschleswiger, at han skulle være nazist. Det er også en betegnelse som Asmus Jensens familie heller ikke bryder sig om. Overskriften var:
Den bebudede artikel fra JV selv er endnu ikke blevet bragt. Det kunne være, at den havde bragt nye ting frem. Men herfra fortsætter Kurt og undertegnede vores efterforskning. Efterforskningen er blevet sværere Ja, kære læsere, vi fortsætter vores opklaring af mordet i Padborg i 1945. Eller rettere sagt, vi forsøger. Kurt Jensen kan nemlig ikke få adgang til alle registre. Men vi samarbejder stadig med familien – datteren og Asmus Jensens kone. Asmus Jensens kone er i mellemtiden død.
Et mord mere
Ja og så har vi fundet ud af, at der halvanden måned senere yderligere blev begået et mord i Padborg. Vi har dermed at gøre med et dobbeltmord. Antagelig er gerningsmændene de samme, eller i hvert fald gruppen omkring gerningsmændene.
Forsøgt at lægge låg på
Alt tyder også på, at myndighederne har vidst alt om disse mord, men man har forsøgt at fortie omstændighederne og ligge et låg over begivenhederne. Og når vi taler om myndighederne, så er det tale om de sønderjyske politimestre og statsadvokat Kirk i Sønderborg. Man har samarbejdet med Justitsministeriet.
Mere og mere mystisk
Politiafhøringer og vidneforklaringerne forekommer efterhånden mere og mere mystiske jo længere vi kommer ned i sagen.
Rejste først til København i 1947
Asmus Jensens kone rejser først til København i 1947. Hun bosætter sig i Vanløse med en ny mand. Det var dog først efter de havde boet i Tietgensgade. I Kruså havde hun mødt en ny mand BJ (navnet er redaktionen bekendt).
Nye mand – i Den Danske Brigade
Højst overraskende har BJ været medlem af modstandsgruppen Holger Danske. Han var flygtet til Sverige. I juli 1945 kommer han til grænsen, sammen med Den Danske Brigade. Her
møder han Asmus Jensens kone. Da BJ i 1947, følger Asmus Jensens kone med. De bliver gift, og får to børn. BJ døde i 1987. Han kan ikke have undgået at høre om sagen med Asmus Jensen. Han var kommet til Kruså inden Asmus Jensen var blevet fundet.
Som det er læserne bekendt fra første del, så påtog Den Danske Brigade sig skylden for nedskydningen.
Skilt i 1960
Ægteparret blev skilt i 1960 efter at BJ havde været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger. Det var BJ, som Renate troede var hendes rigtige far. BJ var med til Renates konfirmation, som foregik hos bedsteforældrene. Her forsøgte de, at få BJ genforenet med Asmus Jensens kone, men det lykkedes ikke. Renate husker, at BJ var meget populær hos bedsteforældrene,
hvor han kom og gik. Havde bedsteforældrene vidst, at Den Danske Brigade havde stået for nedskydningen, havde det nok ikke været tilfældet. De havde ligesom en stor del af den lokale befolkning fornemmelsen af, at det var den såkaldte Undergrundshær, der stod bag. I 1962 var Asmus Jensens kone taget tilbage til Frankrig med Renate.
Dansk pas – med det samme
Og det var i 1966, at Renate var kommet tilbage med to børn. En fætter havde været nede at hente dem. De overnattede hos en onkel og en tante på Smedebyvej. Og det var her politiet pludselig dukkede op med tre mand og fjernede dem med magt. Og det til trods for, at de alle havde gyldigt rejsebevis. Man skulle tro, at fortiden indhentede dem. Da onklen begyndte at true politiet med at fortælle offentligheden , hvem der myrdede Renates far, bliver børnene pludselig forsynet med dansk pas.
Uoverensstemmelser i datoerne
Vi har fundet store uoverensstemmelser på datoerne. Således skulle Asmus Jensen være blevet fundet den 22. juni. Ligsynsrapporten er fra den 22. juli.
Graven er nedlagt for syv år siden.
I kirkebogen skrev præsten. Asmus Jensen er skudt af modstandsbevægelsen.
Et nyt mord forsøgt fortiet
Og ved et kig i kirkebogen åbenbarer der sig pludselig et nyt drama. Præsten, pastor Karnøe skrev:
Så kunne det jo være, at man kunne finde noget i kirkegårdsbogen (graverbogen). Det kan vi også, men her er notatet med urnenedsættelsen forsøgt fjernet med en tusch – overstregning.
Det kan også forekomme mærkværdigt, at liget er blevet brændt fire dage efter episoden. Man skulle jo tro, at der burde have været et ligsyn og diverse undersøgelser.
Mystikken bliver endnu større, da der i provstibogen i Aabenraa er anført, at vedkommende er død som følge af selvmord!
Vi har fundet frem til denne person. Han var ansat som tysk vagtpersonale på færger i Nordjylland. Han fik en datter uden for ægteskab. I Padborg forsøgte han at krydse grænsen ved Haralddalsvej, Mern han blev opdaget og skudt lige ud for der, hvor Hausmann lå i mange år. Her fik han lov til at ligge i over 12 timer.
Stammede
fra København
Vi har fundet frem til at R.C. stammer fra København. Hans far var vintapper.
Journalisten var fra Der Nordschleswiger
Og så har vi fundet ud af, at den journalist der i 1971 henvendte sig til politimester Ivar Møller var fra Der Nordschleswiger. Tidligere havde lederen af Det Tyske Mindretal, dyrlæge Jens Møller henvendt sig i sagen om Asmus Jensen. I 1946 blev sagen forsynet med et særlig stempel. På et tidspunkt var sagen bortkommet.
Sagen var i Folketinget
Hele sagen blev efter mindst to møder med de engelske myndigheder henlagt. Det sidste møde har antagelig været afholdt den 21. maj 1949. Men den har dog været kigget på, flere gange efter. Både i 1966, da Renate kom hjem fra Frankrig, og da politimester Møller i 1971 fik henvendelse fra en journalist.
Politimesteren var bange for, at sagerne omkring de mystiske dødsfald ville ende i Folketinget. Og det gjorde den faktisk. Folketingsmand Johannes Burgdorff forespurgte omkring Lausten – sagen. Det var ham, der døde under et mystisk hjerteanfald i et fængsel ligesom læge Frits Clausen.
Lausten var redaktør fra Tønder.
Heste blev luftet på ”det såkaldte gerningssted”
En anden højst ejendommelig ting, har vi også fundet ud af. Se Feltpolitiet kom til grænsen, da tyskerne var væk. Kaptajn Batholdy havde kommandoen over modstandsbevægelsen.
Og Den Den Danske Brigades Parkkompagni blev installeret på Kollund Strandhotel. Men glemt er at dele af Den Danske Brigade den 14. eller 15. maj fik anbragt deres heste på Simondys. Her var anbragt ca. 9 heste. Hver dag kom modstandsbevægelsen for at trække dem gennem det geled, hvor Asmus Jensen skulle være blevet skudt af Den Danske Brigade. Det skulle være gang være sket med en grænsegendarm, da hestene blev luftet på tysk territorium.
Ingen har lagt mærke til noget, hverken der, hvor Asmus Jensen skulle være blevet skudt, eller hvor han var blevet gravet ned. Og det mest mystiske er, at ingen af disse personer er blevet afhørt.
Mon ikke gerningsstedet var et helt andet sted. Og det har politiet sikkert også kendt.
Hvem fandt egentlig Asmus Jensen?
Ingen steder har vi kunne finde nøjagtige henvisninger til, hvem der fandt Asmus Jensen. Rygterne ville vide, at det var en tysk gendarm med sin hund. Men herfra lyder beskeden, at de ikke har været i området efter 5. maj 1945. Da han var blevet fundet, skulle Den Danske Brigade have påvist over for fire engelske militærfolk, hvor det skete.
Hvem var Søren Jensen?
Og den Søren Jensen, vi omtalte, der i fuldskab skulle have sagt, at han vidste, hvor man kunne få penge for at have lavet sabotage, boede i Jernbanegade 9 i Padborg og var fyrboder. Det var i den mappe, der var plantet en seddel omkring Asmus Jensen.
Hvad lavede Asmus i Hamborg?
Noget tyder på, at det som Asmus Jensen foretog sig i Hamborg ikke var helt uskyldigt. En udenlandsk kilde afslører nogle interessante detaljer. Og når de er interessante, er det fordi kilden nævner navne på mellemmænd. Disse vil ikke blive nævnt med navns nævnelse her, men kun med forkortelser, men de er redaktionen bekendt. Når man får sådanne interessante detaljer, skal det selvfølgelig efterprøves. Vi skal kunne bevise, at det virkelig er fundet sted. Og dette er vi i gang med.
Spændende kontakter
I Hamborg kommer Asmus Jensen i forbindelse med Frede Birkelund. Andre navne bliver også nævnt, Troels Hoff, N.B. Schou og Jenny Holm. Vi kommer senere tilbage, hvem disse personer er. Med andre ord Asmus Jensen bliver angivelig involveret i den engelske kontraspionage i Hamborg. Amerikanerne og englænderne planlagde i 1943 en landgang på den jyske vestkyst. Asmus Jensens opgave var, at samle materiale omkring Flensborg Fjord og Kollund. Hvilke batterier havde tyskerne opsat? Hvilke våben og hvilke forsvarsværker var det her?
Asmus Jensen havde en mellemmand i Aabenraa (Er.), som han skulle rapportere tilbage til. Vedkommende var overbetjent. De var på en eller anden måde underlagt Den engelske efterretningstjeneste i Hamborg,
Helvede bryder løs
Da disse erfarer, at Asmus Jensen er blevet skudt, bryder helvede løs. En person forlanger, at de skyldige bliver draget til ansvar og dømt for mord. Men det var Undergrundshæren i Padborg, der ved en fejltagelse havde foretaget likvideringen. Det ville de danske myndigheder ikke gå med til. Det var så åbenbart derfor, at man opfandt rapporten om, at det var Den danske Brigade, der skulle stå for skud. De danske myndigheder håbede så, at de engelske myndigheder ville købe den forklaring. Men det ville de ikke uden videre. Der opstod direkte en krise.
Skulle stå skoleret
Bjerre, Brix og Kirk blev beordret til at stå skoleret for major Battagel i Flensborg. De engelske myndigheder forsøgte at få de rigtige skyldige udleveret og stillet over for en engelsk militærdomstol. Var det blevet gennemført havde det betydet døden for de skyldige. Og egentlig havde den engelske overkommando ret til at få de skyldige udleveret. Vi forsøger, at finde beviser for at mødet i Flensborg, har fundet sted. Og også hvordan de danske myndigheder kunne forhindre at de virkelige skyldige kun undgå udlevering.
Vi har fundet frem til sted og dato i Wassersleben, hvor mødet har fundet sted.
Var chaufføren en del af det?
Den chauffør, vi omtalte, som blev skudt, var åbenbart også en del af historien. Dette efterforsker vi i øjeblikket. Vi skal nok engang pointerer, at vi i øjeblikket efterforsker denne del af historien. Men vi har vanskeligt ved at komme til bunds i sagen.
Spidserne flyttet til København
De engelske myndigheder var desuden utilfredse med den måde, de danske myndigheder behandlede medlemmer af Det Tyske Mindretal i Fårhuslejren Derfor besluttede de danske myndigheder, at flytte nogle af disse samt Frits Clausen til København.
Rapport udfærdiget af Kirk
Den rapport, som vi omtaler blev udfærdiget af Statsadvokat Otto Dines Kirk fra Sønderborg. Han var kommet til byen via Esbjerg. Han døde så sent som i 1988. Han hadede alt, hvad der var tysk. Således havde han udtrykkeligt frabedt sig navnet Otto, da det var tysk.
Troels Hoff
Det landsdækkende efterretningsvæsen SIPO (Sikkerhedspolitiet) blev oprettet i 1939. Dette blev opløst af tyskerne i 1944. Efter krigen genopstod det under navnet REA, Rigspolitiets Efterretningsafdeling. Og leder af denne blev tidligere statsadvokat og byretsdommer Troels Hoff. Man ansatte blandt andet tidligere nazister. Den 9. juli 1949 blev Troels Hoff suspenderet, da han havde været involveret i den såkaldte Edderkoppesag.
Ernst Brix
REA fik navneforandring til PET (Politiets Efterretningsvæsen). Den ny leder blev tidligere politimester fra Aabenraa, Ernst Brix. Denne havde i høj grad også været involveret i sagen omkring Asmus Jensen. Brix var PET – chef fra 1950 – 1957. Ligeledes havde han været regionschef i den sønderjyske modstandsbevægelse. Fra 1943 havde han været politimester i Tønder.
Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
Forløberen for PET var Den sønderjyske Politiadjudantur, der blev oprettet i 1933. (Se artiklen ”Den Sønderjyske Efterretningstjeneste). De kørte bevidst efter Det Tyske Mindretal. Og det var ikke altid, de handlede efter ordre fra Justitsministeriet. (Se eksemplet To skæbner fra Kiskelund) Den Sønderjyske Politiadjudantur holdt mange møder med englænderne omkring Asmus Jensen sagen. Hidtil havde vi kun troet at det drejede sig om det sted, hvor Asmus Jensen blev fundet. Men møder havde åbenbart en helt anden alvorlig karakter.
Jenny Holm
Og hvem var så Jenny Holm?
Ja både danske, tyske og britiske efterretningsfolk beskrev hende som en fremragende, handlekraftig og modig agent. Hun lod sig infiltrere i Secret Intelligence Service i Hamborg. Meget tyder på, at Jenny Holm havde andel i optrævlingen af store dele af det engelske efterretningsvæsen i Danmark. Den konkurrerende organisation SOE havde via den danske militære
efterretningstjeneste fået monopol på indsamling af efterretninger i Danmark.
Jenny Holm arbejdede i 1944 for Gestapo i Kolding sammen med den berygtede Johannes Rasmussen (læs artiklen Modstand i Kolding). Hun blev igen i 1946 overført til Hamborg sammen med to kriminalbetjente. Her blev hun også præsenteret for Frede Birklund. Han var som dansk statsborger, sendt fra Stockholm over Danmark til SOE’ s tyske afdeling. Begge var landet hos den britiske kontraspionage Field Security.
N.B. Schou
N.B. Schou var fra Generalstabens Efterretningstjeneste.
Det var angiveligt major Battagel fra Regional Intelligence Office i Hamborg der havde sat sig imod, at Jenny Holm blev udleveret til Danmark. Det var også denne person, der havde forlangt, at Asmus Jensens drabsmænd skulle stilles til ansvar. Hvilken forbindelse Asmus Jensen havde til disse personer, efterforsker vi stadig.
Skud gennem hovedet i Fårhuslejren
Under vores efterforskning har vi nu fundet ud af, at blikkenslager Jørgen Hansen fra Tinglev blev skudt i Fårhuslejren den 30. juli 1945. Han blev begravet i Tinglev den 4. august. Blikkenslageren, der er fra Burkal var officielt død af et hjerteanfald. Det var samme dødsårsag som Lausten fra Toftlund og Frits Clausen fik konstateret efter deres død i københavnske fængsler.
Men officielt skete der ikke nogen dødsfald i Fårhuslejren. I den tyske kirkebog i Tinglev står der mord. Men i provstibogen, står der selvmord. Ifølge Henrik Skov Kristensen, manden bag bogen Straffelejren skete der 10 – 12 selvmord i Fårhuslejren og adskillige blev indlagt på psykiatriske afdelinger.
En billig dom for et mord
Vi omtalte i først del også nedskydningen af en lærerinde i Løgumkloster. Det var natten til den 28. december 1948. Fra gaden skød en lokal modstandsmand, det som amtsretten betegnede som advarselsskud. Vedkommende skød fra gaden ind i en hotelsal, hvor 350 medlemmer af Det Tyske Mindretal var forsamlet til Juletræsfest.
Lærerinde Sasse fra Aabenraa blev ramt i hovedet og døde øjeblikkelig. Selv danskere undrede sig over den dom, Amtsretten fandt frem til. – seks måneders fængsel. Landsretten dømte dog senere modstandsmanden til 18 måneders fængsel. Det er vel også billig sluppen for et mord.
Mystik omkring nedskydningen i Tinglev
De andre mystiske dødsfald, vi omtalte forsker vi stadig i. Og det samme gælder Sheriffen fra Tinglevs skud på Tinglev Banegård. Men også i den sag kommer vi sikkert videre med i vores tredje del af Mordet (Mordene) i Padborg 1945.
OBS: Vi har benævnt Asmus Jensens datter under et andet andet navn end hendes rigtige navn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17.10.2021
September 23, 2012
af Erik Martens
Endnu engang skal vi høre fra Erik. Denne gang får han besøg af politiet. Han kæmper mod rødderne fra Jægersborggade, smadrer vinduer, og triller træstammer ned af en bakke tæt ved Grisens skinner i Harreskoven. Og når man nu skulle opgive falsk navn, var det ikke så heldigt, at adressen var Stefans kirken. På digt beskriver Erik igen sit møde med Havremarkens Skole og de til tider sadistiske lærere.
En is fra 16 øre til en krone
En gang imellem kom der en ismand i gården. Så råbte vi op til mor, om vi måtte får en is. Men det var ikke altid, at der var råd til en. Det var jo småt med penge. Og en is kostede en formue – sådan cirka fra 16 øre til en krone.
På æblerov
Vi stjal også æbler fra Grønthandleren i Stefansgade lige ved Søllerødgade. Egentlig var det jo forkert at stjæle.
Vi gik også på æblerov i Villakvarteret, det var sideveje til Borups Allé. Vi sloges også med rødderne fra Jægersborggade. Men hvorfor ved jeg ikke. Det var jo noget pjat, for vi var klassekammerater.
Gamle venner
Vi var nogle knægte, der kom mere sammen, end med andre. Det var sjovt, for så kom vi også til hinandens fødselsdage. Jeg husker endnu Flemming Schneider i Julius Blomsgade og Kurt Hansen på første – sal. Ja og også hos Henning Johansen, der på en feriekoloni absolut skulle kravle op i et træ, for derefter at falde ned.
Han kom på skadestue, men slap med en brækket arm.
I frimærkeklub
Jeg samlede på frimærker. Og dem har jeg stadigvæk. I Stefansgade var der en frimærkeklub. Den lå oppe på tredjesalen. Jeg har nok ikke været mere end 11 år, da jeg begyndte at komme der.
Vinduer i drivhuset var fristende
Anden gang jeg var på feriekoloni var det så vidt jeg husker på Lolland Falster. Her var et gammelt gartneri med nogle kæmpe drivhuse. Vi syntes, det var sjovt at smadre alle små ruder i drivhusene. Det blev meldt til politiet.
Efterfølgende kom politiet så hjem til os, og Mutter fik lov til at betale 2 kr. om ugen. Jeg ved ikke, hvor mange uger, det stod på.
Træstammer ned af bakken
Politiet kom også hjem til os, efter at jeg havde været i Hareskoven. Det vil sige, vi havde været i Hareskovbrynet, og her var en lille bakke op til skoven. Det var så uheldigt, at der var fældet nogle træer, og de var så blevet savet i ca. en meters længde. Det kunne jeg altså ikke stå for.
Vi begyndte at rulle disse stammer ned af bakken. Men det var lige ned til, hvor Grisen kørte. Men der var en grøft, så der kunne vel ikke ske noget, troede vi.
Men vi blev taget af poltiet. Og så kom vi til afhøring. Her skulle vi opgive navn og adresse.
Falsk navn
Selvfølgelig gav jeg dem en forkert adresse. Det var Nørrebrogade 193. Det var så uheldigt, at det var Stefans kirken.
Gøgl i Nørrebroparken
Der sad altid nogle ældre mænd i Nørrebroparken, lige over for Jægersborggade og spillede skak. Her traf jeg også Karna i 1953. Et par gange om året var her masser af gøgl. Der var luftgynger og en masse andet.
Vi kom også vand i oppustelige balloner. Men det var gårdmanden ikke særlig glad for. Og særlig populære var vi heller ikke hos fru Dauer, der boede i stuen.
At soppe i Ladegårdsåen
Vi sad også ude i Lundtoftegade og skrev bilnumre på de biler, der kom gennem gaden. Vi var også ofte nede ved Ladegårdsåen, og her fangede vi sommetider Salamandere. Her soppede vi også meget.
Udsigt til heste
Vores læge boede på Åboulevarden på førstesalen. Her kunne vi sidde og kigge på alle hestene over på Lanbohøjskolens grund. Det var et dejlig tidsfordriv inden vi kom ind til lægen.
Sjove minder fra Havremarkens Skole
I første del af Eriks erindringer fik vi et digt fra dengang på Havremarkens Skole. Det følges op her.
Det er stadigvæk fra Havremarkens skole
i gymnastik vi havde en mand
Man skulle tro, han havde mistet sin forstand
Han for rundt i salen som en bindegal
Og vi skulle følge ham den original,
Men som regel var han flink, og kunne være en anden,
Så han var nok ikke helt fra forstanden.
En sveder man engang imellem fik,
Men det kunne være en smutter,
Men da man hjem fra skole gik,
Var man ikke særlig kvik,
For den skulle skrives under af Mutter,
Og hun blev i hvert fald ikke glad,
Og så fik man ellers en flad.
Min skole jeg husker på godt og ondt,
Men vi lærte da noget, og det var sundt,
I frikvartererne vi drønede rundt,
Men når lærernes fløjte lød,
Kunne man i en gevaldig nød,
Hvis man ikke fandt ind i geleddet,
Måske en sveder eller en kindhest var på sin plads,
Eller et spanksrørsdask,
og så kunne man finde sin plads.
Skolegården var delt i to
For piger og drenge det må I tro,
Gymnastiksalen var der som en mur
Så vi drenge ikke kunne gøre kur,
Til pigerne bag den tossede mur,
Men efter skoletid, var det en anden sag,
Så tog man revanche, for den lange dag,
Hvor man havde været spærret inde.
Vi havde en lærer, han var sadist,
Hans navn, det husker jeg ikke ganske vist,
Men han hev os i bakkenbarderne i den tro,
At man kom op på det yderste af ens tå
Så man troede, at man skulle til balletten gå,
Men når man igen kom til fode,
Så tror jeg nok, man havde ondt i sit hoved.
Se det var en værre en med ham,
Men han har vel følt en indre tvang,
Til hævde sin rang
Som skolelærer i tiden.
På Havremarkens Skole, lærerne kæmpede om kap,
Om hvem der kunne give de fleste rap,
Med det modbydelige spanskrør,
Sommetider var det en tilfældighed,
På hvis balder det sved.
Tre slag i røven, og så var det slut,
Men man ønskede tit, at man ku’ ha’ slået en prut
Tak til Erik Martens for hans erindringer og hans oplevelser på Havremarkens Skole.
Hvis du vil vide mere: Læs
En gadedreng fra Lundtoftegade
Omkring Nørrebroparken 1 – 3
Barn på Nørrebro i 1950erne
og mange flere artikler fra det gamle Nørrebro på www.dengang.dk