Artikler
April 24, 2022
Pibende Hængsler
Vi forsøger at lave en anmeldelse af Arne Hardis fremragende bog ”Pibende Hængsler”. Den handler om Socialdemokratiets gøren og laden under besættelsestiden. Vi følger nogle socialdemokrater, som overtrådte den berømte kridtlinje. Og så var det dem, der lige nåede at springe fra i tide, bl.a. Jens Otto Krag. Det var også den berømte tale af Stauning i 1941. Mange socialdemokrater gemte sig bag denne tale. I mange år var socialdemokrater ikke tilhænger af modstandsbevægelsen. Men de sprang på til sidst. I 1947 havde de genvundet alle deres vælgere som før krigen. Vi kigger også lige på et par ting, som vi mener at forfatteren har glemt. Var den Danske Brigade også oprettet til bekæmpe kommunismen efter besættelsen?
Vi går lidt videre
Dette er et forsøg på anmeldelse af Arne Hardis fremragende bog af samme navn. Men egentlig går vi lidt videre end en egentlig anmeldelse. Måske er det under devisen:
Bogen kunne være blevet endnu bedre, hvis man havde taget andre ting med end de økonomiske. På den måde kunne man have haft bedre muligheder for at bedømme de udvalgte socialdemokrater. Vi er derfor i vores anmeldelse gået lidt videre.
Det var let at blive forræder
Egentlig kunne man også have taget andre partier og skrevet en tilsvarende bog. I dag handler det om, hvem der gik over kridtstregen og hvem der blev indenfor. I bagklogskabens lys er det i dag let at skrive om dette. Men hvad med dengang?
Det var let at blive forræder. Det kan en del erhvervsfolk tale med om i dag. I bogen følger vi nogle socialdemokrater som gik over kridtstregen, andre nåede i sidste øjeblik at springe fra. Man kunne sagtens have valgt andre.
Der var mange, der var fascineret af det tyske. Nogle tog springet og blev nazister.
Stadig mange spørgsmål
Og kridtstregen. Jo, det var jo Erik Aalbæk Jensen’ s flotte roman. Det var den vanskelige grænse under den tyske besættelse. Det handlede om standhaftighed. Og Arne Hardis siger det meget rammende:
Vi bliver aldrig færdige med besættelsens historie. Nogle gange befinder man sig i en politisk gråzone. Vi fokuserer i bogen også på arbejderbevægelsens rolle. Det ”kriminelle” er at fortie det der skete dengang. Var det kun en ”ganske lille flok”, der gik over stregen?
Udmærket beskrivelse
Vi følger bl.a. fagforeningsmanden Laurits Hansen, hofdigteren Harald Bergstedt og chef for Arbejderbevægelsens erhvervsråd Niels Lindberg. Det var nogle af dem, der røg ud i kulden, fordi krigslykken vendte og Hitler tabte.
Nogle anmeldere har mente at bogen kun er for nørder, fordi nogle af de omtalte socialdemokrater er ikke nogen man kender. Men netop her gennemgår forfatteren på elegant vis en udmærket gennemgang af de omtaltes holdninger og deres ændringer i holdninger.
Positive beskrivelser fra danske fagforeningsfolk
Vi har tidligere artikler været inde på dette tema. Man tog på studieture til Tyskland, skrev artikler i det nazistiske tidsskrift Globus. Man spiste også middag med ledende nazister. Rejserne i Tyskland som blev kaldt studierejser blev levende beskrevet i Globus. Det var den tyske diplomat Gustav Meissner, der arrangerede disse ture for danske fagforeningsledere.
Moralsk opbakning fra landsfaderen
Og man fik moralsk opbakning fra landsfader Thorvald Stauning. Han holdt sin berømte tale i Studenterforeningen i 1941. Han forklarede at Danmark skulle finde sin plads i det nye Europa:
Bortforklaret – som en svipser
Hans tale blev bortforklaret som en svipser. Han var gammel og opgivende og mange flere undskyldninger er det blevet til. Måske var det også bare en svipser dengang Stauning forsikrede sine tyske kollegaer før 1920 at Socialdemokratiet ikke støttede de dansksindede i Tyskland.
Masser af socialdemokrater dækkede sig ind bag Staunings holdninger. Først efter dennes død tog partiet et opgør med afvigerne. Socialdemokratiske historieskrivere har haft svært ved at forklare Staunings klare udmelding.
Vi har fået at vide, at han var under tysk pres. Og vi har fået vide, at han var gammel, træt og forvirret. Tidligere er talen blevet gengivet som ”snik – snak”.
Stauning regnede lige som Scavenius med en tysk sejr. Det skulle man så i tide indrette sig efter.
Landet skulle forsøge at få det bedste ud af det værste.
Dem der fulgte efter i partiet, var ofte unge venstreorienterede, der ønskede et nærmere samarbejde med Tyskland. Så det var bestemt ikke alle der tog afstand til Staunings politik.
Elsket digter gik over
En af dem, der blev udstødt. var Harald Bergstedt. Det var ham, der skrev Solen er så rød og Jeg ved en lærkerede. Han var en elsket digter i fagbevægelsen og en ivrig skribent i Social – Demokraten- Han kom i den grad over kridtstregen.
Jans Otto Krag nåede at springe fra
Partiet rummede mange holdninger mellem sovjetkommunister, tysk nazisme og socialisme. Det handlede om økonomisk planløshed. Man må nok sige at nogle af socialdemokraterne oplevede en hård skæbne mens andres flirt med nazismen ikke førte til konsekvenser.
På forunderlig vis bliver læsernes perspektiv udvidet i bogen. Man skal lytte til de berørte socialdemokraters argumenter.
En der klarede frisag, var Jens Otto Krag. Han sværmede for tysk planøkonomi. Han skrev også artikler i det nazistiske tidsskrift Globus. Han var med til at skrive ”Fremtidens Danmark”, der indeholdt masser af planøkonomi. Men han holdt ikke op med at fordømme Tysklandsarbejderne uden at forklare baggrunden. Det var danskerne og mediernes generelle holdning at fordømme alle tysklandsarbejdere.
Socialdemokratiet gik imod modstandsarbejdet
Samarbejdet med Nazi – Tyskland skyldtes ikke jødehad og havde også andet end økonomiske motiver. Måske burde forfatteren have kigget noget mere på disse motiver.
Vi har tidligere beskæftiget os med det maleri, der hænger i Socialdemokratiets gruppeværelse. Her ses Wilhelm Buhl, som blev statsminister efter Staunings død i 1942 med sikker hånd styre kufferten Jenny, der reddede danske jøder over Øresund i land. Jo, det var ham, de holdt den berømte stikkertale. Han var modstander af sabotageaktioner og modstandsaktioner mod værnemagten. Socialdemokratiet holdt krampagtig fast i sin traditionelle overlevelseskamp der blandt andet indebar en klar afstandtagen til den væbnede modstandskamp. Modstand forblev for Socialdemokratiet i vidt omfang ensbetydende med kommunistisk modstand.
Socialdemokraterne mente at kommunisterne havde for stor magt
Men i takt med at krigslykken vendte var der stadig flere socialdemokrater og borgerlig sindede, der gik ind i modstandskampen. Det blev mere fatalt for det store parti at fastholde deres linje.
Vi har i en artikel skildret Wilhelm Buhl. Han mente at kommunisterne havde alt for stor magt i modstandsbevægelsen. Men han var også en af de eneste, der kunne styre Scavenius.
Så var det lige økonomen Henning Dalsgaard. Han endte med at blive leder af Dansk – Tysk Pressesekretariat og dermed fuld – kollaboration. Han udgav i 1940 en bog om den tyske planøkonomi. Vi kender ham vel ikke så godt. Men indadtil i fagbevægelsen havde han stor indflydelse.
Partiets stærke mænd efter Staunings død blev Vilhelm Buhl og Hans Hedtoft.
Socialdemokraterne var lige så bange for kommunisterne som nazisterne. Folketinget vedtog en grundlovsstridig lov, der betød at 350 kommunister blev interneret og senere sendt syd på. Heller ikke andre partier kunne se at dette var et problem.
Agitationen mod Fascisme og nazisme falder
Omkring 1933 er Socialdemokratiets agitation mod fascisme og nazisme på sit højeste. Det aftager efterhånden. Man ville nødig genere naboen mod syd. I 1933 udgiver Hartvig Frisch bogen ”Pest over Europa”. Det er et opgør mod kommunisme, fascisme og nazisme. Opgaven var at skabe et bedre og mere socialt stabilt demokrati, der var robust over for såvel hjemlige totalitære strømninger som udefra kommende ditto.
Men også fagbevægelsen vender sig mod kommunisme.
Man ville ikke provokere tyskerne
Men man står i et stort dilemma. Ved grænsen står socialister, kommunister og jøder, der er forfulgt i Nazi – Tyskland. Regeringen ville ikke opmuntre til en større indvandring til Danmark. Men ville ikke foretage handlinger, der kunne provokere tyskerne. Jødiske flygtninge efter 1933 var ikke særlig velkommen i Danmark. I 1938 modtog regeringen en ansøgning fra Danske Kvinders Nationalråd om indrejsetilladelse til 1.000 jødiske børn. Regeringen forsøgte at forhale sagen. Der blev ført givet tilladelse, da man var nede på 26 børn.
Stauning erklærede:
Men det var forgæves. Trods al sympati, forblev de nordiske broderlande mere optagne af deres egne sikkerhedsproblemer end af Danmarks.
Store kampagner
Det var også i 1934, at Socialdemokratiet udsendte et nyt manifest ”Danmark for Folket”, der i vid udstrækning havde Stauning som hovedforfatter.
Parolen ”Stauning eller Kaos” kender vi alle. I 1935 fik Socialdemokraterne 46,2 pct. af stemmerne. Fremgangen skulle fortsætte.
Ydmygelsen den 9. april satte spor
Måske var det en smule naivt at tro, at tyskerne ikke ville tage hele landet, selv om efterretninger havde sagt noget andet. Derfor valgte man ikke at kæmpe bortset fra i Sønderjylland. Ja sådan er forklaringen. Igen var det Hartvig Frisch, der stillede spørgsmålet:
Socialdemokratiet havde intet svar og det havde Frisch heller ikke. Ydmygelsen den 9. april 1940 kom til at sætte sig dybe spor.
Eksporten til Tyskland steg
Mod bortfald af Danmarks hovedmarked – England – betød det en dynamisk omstilling. Eksporten rettede sig nu mod det tyske marked. Kun derved kunne den voldsomme stigning i arbejdsløsheden begrænses og de sociale spændinger holdes i ave. Men dette sendte de helt forkerte signaler til ”den frie verden”. Det var grænser for, hvor langt den økonomiske tilpasning kunne drives. Gennem hele besættelsestiden steg eksporten. Også efter 29. august 1943.
Stort tillidstab
Tillidstabet til partiets kernevælger blev større og større. Under augustopgøret 1943 og folkestrejken i 1944 viste det sig at den socialdemokratiske arbejderbevægelse i løbet af disse år havde mistet det faste ideologiske og politiske greb om arbejderne på de store industrielle arbejdspladser., som udgjorde partiets egentlige magtbase.
Socialdemokraterne omfavner modstandsbevægelsen
Dette var måske også årsagen til at Socialdemokraterne i den sidste tid kom til at omklamre modstandsbevægelsen til kommunisternes store fortrydelse. Omkring årsskiftet 1944-45 kom man til enighed om en befrielsesregering efter befrielsen.
Frihedsrådets eget flertal modsat kommunisterne ønskede ikke at videreføre en politisk bevægelse efter krigen.
Frode Jacobsen blev undsagt af sine egne
Når vi nu taler om Modstandsbevægelsen, så er det bemærkelsesværdigt at Frode Jacobsen blev modarbejdet af Socialdemokratiets ledelse både før og efter 1945.
Men allerede i 1947 havde Socialdemokratiet genvundet den samme opbakning som før besættelsen.
Hvad skulle Den Danske Brigade egentlig?
Rygter ville vide at Den Danske Brigade med hele 43.000 mand skulle bruges til at bekæmpe venstreorienterede kræfter efter besættelsen. Man var i lang tid bange for Kommunisterne. At Den danske Brigade så lod sig misbruge til at udarbejde en falsk rapport for at kunne vildlede englænderne i forbindelse med et mord på en engelsk spion, er en anden sag, som du kan læse mere om på vores hjemmeside. De tre underskrivere af denne rapport fik topposter i Bruxelles. (Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet)
Er Anders Fogh Rasmussen kritik retfærdig?
Vores daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen kritiserede i voldsomme vendinger samarbejdspolitikken. Men på socialdemokratisk – radikalt initiativ blev der dannet en samlingsregering. Dengang var de storbøndernes parti. Og venstre krævede nogle betingelser opfyldt for at gå med i denne regering. Partiet ville have garanti for højere kornpriser. Der skulle føres en lønpolitik som var ”tilpasset erhvervenes bæreevne” dette betød at prisreguleringen af lønningerne, det eneste værn imod de galoperende priser på dagligvarer blev ophævet. Der blev indført tvungen voldgift inden for de enkelte faggrupper.
Unge arbejdsløse blev tvunget til markant underbetaling og er blev indført en særlig skat på lønmodtagere. Til gengæld fik Socialdemokraterne Venstres uforbeholdne støtte i den politik, der skulle føres over for tyskerne. Men se dette glemte Anders Fogh Rasmussen lige at nævne.
Venstre mente, at:
Understøttelsesvilkår blev forringet. Og så er det lige problematikken om Tysklandsarbejderne
Alene i 1940 var der 20.000 udmeldelser hos Socialdemokratiet. Men som allerede skrevet så kom de alle tilbage i 1947.
Partihistorien er tilpasset?
Forfatteren antyder at Socialdemokratiet har slået knuder på sig selv og tilpasset partihistorien så den står lidt mere glansfuld end nogen måske vil mene. Var der en eller flere partilinjer i det store parti?
Mange af de socialdemokratiske politikere havde evnen til at korrigere den politiske misvisning – andre havde ikke evnen til dette. Jo partiet havde deres interne retsopgør. Det var en slags ”æresret”.
En medrivende bog
Og bogen er i den grad medrivende. Det er tydeligt at det er en journalist, vi har med at gøre og ikke en historiker. Forfatteren kan ikke skjule sin sympati eller antisympati, selv om han skriver, at han vil forblive neutral.
Vi gik så lidt videre end bogens indhold, men relevante ting.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 23, 2022
En Kogforening i Aabenraa
Foreningen bestod i 123 år. Aabenraa havde masser af fattige. Man forsøgte at hjælpe dem. Præstekonen startede i 1862. Der var kun hjælp til ”værdig trængende. Alle var lige trods nationale spændinger. Hvad fik de at spise. Man fik pakker i stedet for mad til jul – Byens erhvervsliv bidrog. Fra 1968 gik man over til pengegaver. Der var storopbakning fra borgerne i byen. Vi kigger lige på Gunderoth Stiftelsen. Og så var pastor Leth foregangsmand.
Forening bestod i 123 år
Tænk engang, der har eksisteret en Kogforening i Aabenraa i over 100 år.
Man havde ingen vedtægter. Den eksisterede fra 1862 til udgangen af 1985. Det var bestemt ikke en almindelig forening. Den sidste uddeling skete i 1985. Da var foreningens allersidste indestående blevet brugt.
Den sociale udvikling blev forbedret
Den sociale udvikling var i tidens løb blevet forbedret så meget, at det ikke mere var behov for foreningen. Ophævelsen af foreningen skete selvfølgelig med stor vemod.
Man holdt ikke på foreningen for traditionens skyld. Til det sidste holdt man fast på foreningens grundlag. Og det var netop derfor foreningen blev oprettet.
Aabenraa havde masser af fattige
Da foreningen blev startet, havde Aabenraa ca. 5.400 indbyggere. Det var skibsfart, skibsbyggeri, håndværk og handel, der dominerede. Mange af byens indbyggere kunne betegnes som ”tyende”. Disse måtte ernære sig ved forekommende arbejde. De udførte det tungeste og mest beskidte arbejde. Under denne gruppe kunne man henføre matroser, tjenestepiger m.m.
De var dem som ikke havde mulighed for at spare til alderdommen eller havde overskud til at kunne klare sygdom og ulykker.
Brændevin var ofte de fattiges trøst. Og den førte til yderligere elendighed, fattigdom nød og elendighed. Brændevinen var også udbredt i Aabenraa. De sociale forhold dengang kan vi nok ikke forholde os til i dag.
En stor del af Aabenraas befolkning boede sammen med store børneflokke i små primitive og uhumske lejligheder. Der var lokum i gården. Og den gruppe mennesker havde brug for føde, klæder, anden bolig, varme og helbred.
Ud af pengeudlånernes klør
Man forsøgte at få tyende og søfolk til at spare op til alderdommen. Man forsøgte også at få den lille håndværker ud af pengeudlånernes klør. Man forsøgte at få ham i arbejde. Og omsorgen for de fattige, syge og ældres ve og vel startede fra byens præstegård.
Præstekonen startede
Dengang var det naturligt at man diskuterede social nød med ”Byens fru nr. 2 ” – efter borgmester-fruen.
Margrethe Regina Leth var rektordatter fra Ribe. Hun fandt det tvingende nødvendigt at afbøde den værste nød. Den akutte nød skulle lindres. Hendes tanker om at danne en forening fandt gehør hos en kreds af damer. Formålet var at
Den 1. marts 1862 blev der indkaldt til sammenkomst i Günderoths Stiftelse.
Hjælp til ”værdig trængende”
Præstefruens tanke var at de, der tilsluttede sig ”Kvindeforeningen”, som var den betegnelsen, der lige faldt fru Leth ind, var at de så vidt muligt skulle koge og uddele maden.
Man skulle være ”værdig trængende” for at komme i betragtning. Man kiggede ikke på, hvilken politisk holdning som de trængende havde.
De nationale spændinger
Man skulle tro at dette var en selvfølgelighed. Men det var tiden efter treårs – krigen. I tidligere artikler har vi fokuseret på de nationale spændinger i byen. I hele foreningens eksistens har man ikke gjort forskel på dette.
Hvad skulle de spise?
Man var også straks enige om menuens sammensætning. Til de syge havde man to forskellige måltider:
De to måltider skulle koges hver uge på skift af to medlemmer, der hver skulle tilberede fem portioner.
Det var foreningens formand, fru Leth, som gennem sygeplejerskerne og sin mand, sognepræsten holdt sig ajour med, hvem af byens syge, der var berettiget til madportioner. På grundlag af dette blev der udfærdiget en liste.
Den enkelte skulle selv sørge for at maden blev afhentet. Men husmoderen skulle give besked om dato og klokkeslæt for afhentningen. På den måde blev der skabt en personlig kontakt.
Udover de to retter blev der henstillet til at man fremstillede såkaldt ”gammelmad” til en ældre, fattig medborger.
Pakker til jul – i stedet for mad
Fra 1950 og indtil 1968 uddeltes der pakker til jul i stedet for færdigtilberedt mad. Pakken kunne indeholde kaffe, ris, smør, en mørbrad, en pølse, et stykke ost og en pose mel. Det var alt sammen noget, der kunne bruges til jul. Tingene var foræret af byens forretningsdrivende.
Fra 1968 var det pengegaver
Efter 1968 gik foreningen over til at yde pengegaver. Mens man havde kunnet uddele 300 – 400 pakker, rakte foreningens økonomiske formåen kun til en snes modtagere. Man fik penge af de renter, der var på bank – og sparekassebøgerne. Ja så havde foreningen arvet nogle obligationer, der også kastede penge af sig – Dette beløb var cirka 3.000 kr. årligt.
Kogeforeningen afholdt indtil 1976 en sommerfest og en vinterfest. Sidstnævnte var på Hellig-tre-kongers-dag. Festen blev afholdt på Missionshotellet eller på Folkehjem.
Sommerfesten afholdt man normalt på ”Sommerlyst” ved Lindsnakke. Det var ofte forbundet med en tur i ”det blå”.
Stor opbakning
Der var opbakning fra byens borgere til foreningen på forskellig måde. Mange Aabenraa – borger blev gennem tiden hjulpet af Kogeforeningen. Og foreningens idealer blev fulgt i de mange år.
Gunderoth – stiftelsen
I artiklen nævner vi Gunderoth – stiftelsen. Det var Sophia von Saldern og Heinrich von Gunderoth, der giftede sig. Deres ægteskab forblev barnløst. De var meget velhavende og oprettede stiftelsen i Aabenraa.
Pastor Leth var en foregangsmand
Det ser ud til Hr. og fru Leth er fraflyttet Aabenraa året efter oprettelsen af Kogeforeningen. Andreas Leth samlede altid en store skare til hans prædikener. Han sluttede sig til Grundtvig og gik for ”præstefrihed”. Et resultat af hans arbejde førte til et stort møde i Askov i 1881. Han var med til at oprette Kirkeligt Samfund. Han lavede også et tillæg til Pontoppidans salmebog – beregnet til de sønderjyske menigheder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 22, 2022
Tønder Havn – vækket til live
Tønder har fået et nyt turistplaster. En gang havde byen en storhavn og kom på Verdenskortet. Og så fandt man pludselig rester af en havn – dog ikke storhavnen. Men man kunne ikke både beskytte området og bevare Storhavnen. Det blev til en mindre havn. Efterhånden måtte ydre-havnene også flyttes. En tunnel-løsning skal fortælle historien – Vi fortæller den her.
Havnefronten så dagens lys
For mange var det en overraskelse, da den gamle havneplads pludselig dukkede frem på Skibbroen i Tønder. Det vakte stor begejstring. For første gang i 87 år så havnefronten dagens lys. Det blev slukket for 87 år siden – i 1934.
Men for Tønder Lokalhistoriske Forening var det ikke så stor en overraskelse. De kunne have udpeget den østlige havnefront med en halv meters nøjagtighed. De skulle bare have ringet. Men hvorfor henvendte de sig ikke selv?
Arbejdsmand i 2005: Der er ikke mere at komme efter
Man foretog nogle prøvegravninger i 2005. Men ifølge en arbejdsmand var det ikke noget tilbage. Men denne gang fik man professionel hjælp fra arkæologer fra Haderslev. Og det er heldigvis besluttet, at den genfundne havn ikke skal tildækkes, men bevares for eftertiden.
En tunnelløsning
En enig kommunalbestyrelse har besluttet, at der nu skal indrettes et underjordisk museumsrum, hvor de genfundne rester skal vises frem. Man er blevet enige om en tunnelløsning. Og sådan en løsning koster 8 – 9 mio. kr.
Man havde også talt om en glasoverdækning. Her kunne man præsentere det hele. Det kan man så ikke med en tunnelløsning.
Af de fund som man har fundet i forbindelse med udgravningerne, er to sted med årstallene 1761 og 1878. De to tal markerer årstallene for havnens ombygning og udvidelse. Nu kan der fortælles en helt ny version af Tønders spændende historie.
En ny ”Fiskebæk – sag?”
Under nedlægning af vandrør kom Tønder forsyning til at ødelægge en østlig tunnel fra dengang. Og åbenbart var denne ødelæggelse i strid med, hvad Kulturarvsstyrelsen har bestemt. Man sammenlignede dette med Fiskebæk – sagen, hvor Tønder Kommune nedbrød en historisk bro. Man havde dog fået lov til at gennembryde et enkelt sted. Sammenligningen med broen holder nok ikke.
I 1878 havde Tyskland fået en krigsskade-erstatning fra Frankrig, der havde tabt krigen om Alsace – Lorraine. Nogle af disse penge blev brugt til at grave en kanal og fuldmure en rørledning, der skulle bringe frisk vand fra Vidå til den tilsandede havn.
Denne rørledning er 40 meter lang.
Da Tønder kom på Verdenskortet
Nej det var ikke denne havn, der fik Tønder på verdenskortet. Nogle mener stadig at det er Møgeltønder. Men det var den arabiske geograf Idrissi (1099-1164) der besøgte Tønder/Møgeltønder omkring 1130. Han udgav i 1153 et værk i Palermo. Han skrev følgende om Tønder/Møgeltønder:
Kan det være Tønderhus eller forgængeren for denne han har set?
I danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Som sagt mente mange, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men den havde ikke en havn af nævneværdig størrelse.
Dengang: Besejlingsforhold helt anderledes
Den gang var besejlingsforholdene helt anderledes. Man taler om en fjord, der gik ind til Tønder. Skibene lå på Slotsbanken. Når der var ebbe, var det ikke mulighed for at sejle.
Marskområderne vest og syd for byen var havbund. Tønder lå ved en bugt. Der var mange øer og holme. Vi kender dem endnu i dag – Tønder, Ubjerg, Aventoft, Rosenkrans, Rudbøl og Møgeltønder.
Sejladsen i bugten havde et ganske betydeligt omfang. De lavt-bundede både kunne gå ind på den lave strand ved Møgeltønder.
Fra Lille Tønder til Tønder
Efterhånden som handelsskibene blev større og tungere søgte skipperne bedre egnede ankerpladser. De valgte at gå længere ind i deltaet og fandt den ideelle landingsplads – en naturhavn – mellem to øer, hvoraf den ene havde en boplads.
Klyngen af hytter kaldtes Lilletønder. Den vandrige Vidå holdt sejlrenden farbare. Sådan gik det i små to hundrede år. Bopladsen voksede. Man kaldte sig Tønder – Danmarks første købstad.
Endnu i Middelalderen var sejldybden sådan at store skibe kunne anløbe havnebyen Tønder. Men allerede før 1500 kneb det for de store skibe at anløbe Tønder. Skibe på 30 – 60 tin fik indsnævret mulighederne.
Sluserne ødelagde det efterhånden for havnen i Tønder. Den driftige handels – søfartsby Tønders skæbne var nu for alvor besejlet. Lægan – slusen betød det endelige punktum
Asgersodde – den første yderhavn
Fra 1611 til 1617 blev der gravet en kanal til Asgersodde – senere losseplads. Ad denne kanal blev Tønder besejlet frem til 1934. Om man brugte også en penge på at forbedre kajanlæg i den lange periode hertil, vides ikke.
Den omtalte kanal var på 2,4 kilometer.
Alle større skibe lagde nu an ved Lægan. Kun ganske få både kunne nu gå ind til Tønder såfremt de kunne lægge deres master ned.
Tønder fik dog i 1600-tallet en aftale omkring fri ind- og udskibningsaftale med Aabenraa Havn, så der også var mulighed for handel østpå.
Mange kanal – planer
Den Gottorpske hertug Frederik den tredje ville opbygge Rudbøl til et fristed. Her skulle der være plads til alle uanset religionsforhold. I den forbindelse skulle der graves en kanal til Flensborg. Denne kanal skulle formidle vareudveksling mellem øst og vest. Den skulle besejles af fortrinsvis fladbundede både, der kunne laste op til 40 tons. Men planen blev aldrig gennemført. Grunden var de store ødelæggelser ved stormfloden i 1634.
Endnu i 1634 var der 14 skibe hjemmehørende i Tønder. 30 år senere var der ingen. Men fra Rømøs historie ved vi at Tønder – købmænd havde andele i Rømø – skibe.
Christian den fjerde havde en ide om, at Ballum skulle gøres til havneby. Der skulle så graves en kanal til Aabenraa til skibe med en dybde på 11 fod.
Yderhavn flyttes fra Rudbøl til Højer
I 1706 gjorde man noget alvorligt ved kajanlægget i Tønder, men da var det for sent. Optimismen fejlede ikke noget.
I løbet af 1700 – tallet var det kun lokale pramme og småbåde, der anløb Tønder havn. I 1715 blev Rudbøl inddiget. Havneaktiviteterne blev flyttet til Højer, men selv i Højer mærkede man problemerne. Nu måtte Emmerlev bruges som nødhavn.
Vi kan finde ud af, hvilke skibe der anløb Tønder Havn i 1760 ved at kigge på Statholderens reskript af 5. april 1760, som skulle godkende Tønder Magistrats foreslåede regulativ vedrørende opkrævning af havne – og kanalafgifter efter fartøjets størrelse. Der nævnes følgende arter af skibe. Nogle af disse var sandsynligvis på indtil 6 læster (12 tons):
Der må antages, at de første to nævnte arter af skibe, der ikke var fladbundede kun under særlig omstændigheder kunne anløbe Tønder havn.
1790: Asgersodde: ”Zugeschlammt”
Cirka 30 år senere foreligger der en opmåling (A. Hinrichsen) af 1790, kanalens afsnit fra ”knæet” syd for Tønder til Asgerodde virker temmelig forsømt (zugeschlammt) Den nordfra kommende kanal går i reliteten med en bred forbindelse over i den lige syd derfor lidende Vidå, som dog på dette tidspunkt mellem Møllekulen og Askerodde kun havde en vandstand fra 0,30 meter til 1,20 meter.
Ved selve landingspladsen var dybden a,50 meter til 2,10 meter. Det var det sted man kaldte Asgersodde Kule. Her var åens bredde udvidet til 40 – 50 meter. Ja så staves det både sådan Askersodde og Asgersodde!
Bådfolket i Rudbøl udnyttede situationen
Tværs over den gamle Tønderbugt blev der nu etableret et dige fra Gl. Frederiks Kog i syd til Højer Kog i nord. Det var i 1715. De store skibe lagde nu til i Rudbøl. Men så blev der anlagt en sluse i Nørremølle.
Tønder – købmændene pressede på for at få forbedret kanal – systemet. De ville ikke være afhængige af fragtmændene og bådfolket fra Højer og Rudbøl, der tog sig særdeles godt betalt.
Omkring 1830 var der hele 30 bådsmænd tilbage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Jo, der var mange skippere, der var utilfredse med den betaling, som de forlangte.
1764: Nye kanalplaner
I 1764 var de igen planer om at føre en kanal gennem Tønder. Det var den tyske forfatter og økonom J.H.G. v. Jushi der hævede at de bedste steder var enten Slesvig – Husum eller Flensborg – Tønder – Højer. Hvis kanalen var dyb nok. ville det også mindske skaderne ved en stormflod mente han
Lokal – trafik i Vidå
I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå købmand Tygesens butik lige ved kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.
Når Søren Jensen anløb Skibbroen besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.
Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker var dette samlet i sække som rummede store mængder. Søren Jensen tog sin sidste tur i 1913.
Lige som i Aventoft var der også en bager i Rudbøl, der solgte produkter fra sin båd. Det var Max Pørksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indkaldt til krigstjeneste.
Hver torsdag fik han lastet sin båd med firepundsrugbrød (50 pfenning), sigtebrød, franskbrød, Kavinge (tvebakker), wienerbrød og kager.
Problemet var at man ikke måtte tage vandtrykket fra møllen. Og denne mølle var ejet af hertugen. Så der var ingen hjælp at hente herfra.
1857: Planer om en skibskanal til Højer
Vesterhavet for længst hindret i at nå ind i den inderste del af Tønderbugten. Opstemningen af å-vandet fra Vidå spredte sig dog ud over landskabet.
I 1857 tog diskussionen om udførselshavn igen til. Vandbygningsdirektør E.R. greve udarbejdede et projekt om en afvandings – og skibskanal fra Tønder til Højer. Diskussionen varede helt til 1864. I 1850 var der startet kreatur-transport fra Ballum til London. I 1851 begyndte man også fra Højer, men dette måtte opgives året efter. Ved Ballum var det meget besværligt, fordi damperne måtte ligge 2- 3 kilometer fra kysten. Derefter overtog Tønning transporten til England.
1865: Nye planer om kanal gennem Tønder
I 1865 skrev Grev Baudissin en længere artikelserie i Flensburger Norddeutsche Zeitung. Heri gjorde han rede for en storslået inddæmningsplan:
Snakken dengang gik meget på inddæmning af hele Sild, en stor havn på Rømø og en kanal tværs gennem Slesvig.
Den omtalte greve gik ind for en linje Flensborg – Højer – Rømø. Men den preussiske generalstabschef von Moltke var imod denne forbindelse.
Havnemesteren har en plan
Havnemesteren i Flensborg fremkom i 1868 med et anonymt skrift. Heri påpager han, at der skulle anlægges en kanal på 50 kilometer. Den skulle føres fra Kobbermølle – bugten og tunneldalen ved Kruså og direkte mod vest. Mærkelig nok anså man det ikke nødvendigt med sluser. Kun ved endepunkterne var der behov for sluser. De dansksindede slesviger modtog planen med skepsis. Også tyskerne var bekymrede. Måske skyldtes det, at den danske regering ved lov af 24. april 1868 havde vedtaget at anlægge en havn ved Esbjerg.
Men det endte som bekendt med Kaiser – Wilhelm – Kanalen, der blev påbegyndt i 1887 og indviet i 1895.
Da Bismarck anløb Tønder – eller gjorde den?
Det sidste store skib, der sejlede til Tønder var Bismarck, som var en hjuldamper.
Egentlig starter den historie i 1871 på Hotel Munkmarch på Sild. Thomas Selmer Var hotelejer, kaptajn og postskipper. Han driver en færgerute med damperen Bismarck – og en lystsejlads med sin sejlbåd ”Seemöwe. Han elskede at fortælle skrøner og ofte handlede disse om Vadehavet. En af gæsterne foreslog, at han skulle sejle ad Vidåen til Skibbroen i Tønder. Jamen det gør dig da, svarede han.
Gæsten tvivlede dog på, at han kunne passere Vidåens broer. Han nævnte også åens lave vand. Med udstrakt hånd tilbød Selmer et væddemål på 200 Mark.
Søndag den 22. oktober 1871 ilede Tønders befolkning til havnen. Og sikke et syn, der mødte dem. Skibets skorsten var kappet og masterne lagt ned.
Men der var bare det problem. Skuden kunne ikke vende i havnen. Men det problem fik han løst. Han lod velvillige børn og voksne trække båden baglæns med lange tove ad skibsfartskanalen til et sted, hvor han kunne vende. Og så gik det ellers hjemad igen. Væddemålet var vundet.
I den store søfartsby – Tønder
Det var jo en sand bedrift. Nogle seminarielærer forfattede en morsom vise:
Den blev fordansket af Svend Møballe
Ilede mod Skibbroens rand.
Hvad de så, var uden lige
mon dette kunne gå an?
Og på ”Bismarck” gloede mange,
Tem’lig smudsig lå den der.
Kilet fast i forhold trange
Byens vise fædre flokkes
Her må virk’lig gøres no’ed
”Bismarcks – klumpen” kan ej rokkes
hvem kan komme med et råd?
Hæng den! Sagde en i koret
Hæng den højt i kranens top!”
”Det bli’r ikke brig for roet,
Før I graver Skibbroen op!”
Se dem skubbe – se dem hale,
Stævnen skal den anden vej!
Alle slider de som gale
Men det hele nytter ej
Endelig råber en fortørnet:
”Når den ej kan komme frem.
Skal den ikke om hjørnet
Træk den hel’re baglæns hjem!”
Evigt jeg moralen mindes,
Som blev talt af vise mænd:
”Hvor der ingen udgang findes,
Skal man aldrig søge hen!”
Men kom Selmer nu helt ind til havnen? Tondernsche Zeitung skrev den 23. oktober:
Artiklen mener, at Tønder har en ny fremtid som søfartsby.
Den 29. oktober kom anden del af artiklen. Heri beskrives de mange genvordigheder ved turen og at
Var lykkedes at komme ”helt æt på Tønder” – men ikke hele vejen ind til Skibbroen.
1878 Kanal til Møllekulen
I 1878 blev der gravet en kanal fra havnen til Møllekulen. Det var et noget tvivlsomt forsøg på at skabe en form for gennemstrømning, så vandet ikke var så stillestående. Det fortsatte det med at være. Kanalen virkede ikke efter hensigten.
I 1882 forsøgte Byrådet med et sidste desperate forsøg. Kajanlægget blev fornyet på slidte steder. Kranen blev moderniseret. Men trafikken i havnen blev ikke større af den grund.
Det var ellers langs Jomfrustien at der gravedes en kanal. Da vandstanden i Kulen var højere end i havnen blev der bygget en sluse ved Porthus – broen.
Ildelugtende mudderpøl
Det stille vand – den dybe grund. Den stolte havn var til sidst et ildelugtende mudderhul. Efterhånden var den godt tilgroet. Det var søfartsbyens endeligt. Byrødderne interesserede sig ikke for havnen. De ville hellere bruge pengene andre steder. Nogle af virksomhederne brugte havnen som losseplads. Til tider havde vandet en mærkelig farve. Og alskens ting og sager flød i vandet.
Opfyldningen af havnen var efterhånden en barmhjertighedsgerning. Jorden til opfyldningen hentede man på Slotsbanken. Ved hjælp af tipvogne blev jorden transporteret til Skibbroen. Den endelige udjævning foregik ved hjælp af sand fra kulerne i Møgeltønder.
Nye kanal – planer
I 1887 blev Tønder forbundet via jernbane til havnebyerne Husum og Esbjerg. En jernbaneforbindelse blev i 1892 etableret til Højer.
Med jævne mellemrum dukkede der dog stadig planer om en kanal mellem Flensborg og Tønder således både i 1891 og så sent som i 1930’erne under den store arbejdsløshed.
En sejltur omkring år 1900
Mellem århundredeskiftet og Første Verdenskrig kunne man i en lille båd sejle over ”Gasgraven”. Og omkring kanalhjørnet i Askersodde kom man snart i de sivbevoksede bredder uden at man lade mærke til det, at der havde været ladeplads. Men så dukker der pludselig en sideløbende strøm af sivene. Det var rester af 1795 – strømmen.
Den var kun adskilt med en smal jordstrimmel støttet af gamle egetræsstolper forbundet med rusten ståltråd. Mærkelig nok virkede den ene strøm mørk og uigennemsigtig og dyb. Nabostrømmen til venstre var klar med gennemsigtig sandbund, hvor der gik en mængde fisk.
Den oprindelige skibskanal samt Askersodde – kulen og den tilsluttede Vidå helt til pumpestationen ved Lægan blev efter regulering til en forholdsvis smal afløbskanal med til tider skummende indhold, der stammede fra Tønders kloaker.
En udflugtsbåd til Rudbøl
Sigfred Larsen formand for Dansk Arbejdsmands Forbund, som jeg kan huske fra Lærkevej købte i 1932 en fiskerbåd i Højer, Den byggede han om til passagerbåd. Så kunne tøndringerne tage på sejltur ad Vidåen hver søndag i sommerperioden.
Båden, der var døbt ”Lægan” var så smart indrettet at når sommerperiodens fornøjelige ture var overstået kunne Sigfred Larsen montere kahyt og fiskegrej og bruge den til fiskeri.
Plakat, afgang og ankomst: Møllekulen. Målet var Rudbøl, hvor man drak kaffe i Grænsekroen. Man kunne også nøjes med en kortere tur til Lægan og drikke kaffe der.
Benzinmangel under besættelsen gjorde ende på dette initiativ. Båden blev solgt, men generhvervet efter besættelsen efter krigens ophør. Da var den dog så misligholdt at genoptagelse af 1930’ernes succes ikke lod sig gøre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 10, 2022
Endnu flere Mennesker og Kirker på Nørrebro
Foredrag den 10. februar 2022 i Kingos Kirke. Vi skal kigge på nogle kontroversielle præster på Nørrebro. Og så skal vi kigge på nogle særdeles flittige præster. Kirken var i begyndelsen ikke populær på Nørrebro blandt arbejderne. Man kaldte kirken og præsterne for kapitalismens forlængede arm. Arbejderne måtte ikke tage deres røde faner med i kirken og på Assistens Kirkegård. Og Kierkegaards begravelse skal vi også følge. Ja vi møder også Grundtvig og Faderhuset. Spøgelser og gravrøvere er også med. Vi skal vise et eksempel på, at dengang havde politiet humor. Og på Assistens Kirkegård var der stavefejl. Her måtte rødhårede ikke komme. Der var i den grad forskel på folk. I døden var ikke alle lige. Svineriets ti bud er konstrueret af en Nørrebro – præst. Selv H.C. Andersen frygtede begrebet skindød. Og hvis vi når det og I ikke taler så meget kan vi måske nå at fortælle om et hospital, der var oprettet af nonner.
For 5 ½ år siden holdt jeg afskedsreception oppe i butikken. Der var sort af mennesker. Min søde lillesøster ville godt vide, hvem de var. Hun var overrasket af det store fremmøde, der var af præster og menighedsråds – formænd. Så sagde hun pludselig
Men grunden har jo sikkert været, at jeg gennem tiden har optrådt i næsten alle kirker på Nørrebro. Og jeg har taget mange filosofiske snakke med præster, når de kom op i kirken.
De flittige præster
Ja så er jeg tilbage. Og i dag kigger på præster, kirker, spøgelser, en kirkegård og meget andet.
Se engang, da var præster og andet personale meget flittige på Nørrebro. Det var ikke unormalt, at en præst i Stefans Kirken skulle klare
Dette alene på en søndag. Dette skyldtes at kirkelige handlinger var gratis om søndagen. Det var de ikke i hverdagen.
Men se inden, der blev bygget kirker på Nørrebro og Østerbro så hørte befolkningen til Vor Frue og delvis til Trinitatis sogne. I 1852 diskuterede to teologer Ludvig Helweg og Nicolai Holten. Der havde ikke været bygget kirker i uendelige tider. En komite med 7 medlemmer startede med en underskriftsindsamling for at få gang i byggerierne. Og så gik man ellers i gang med bygningen af Skt. Johannes Kirken. Men efter 8 år måtte man stoppe grundet pengemangel.
Men man blev da færdig.
Samaritter stod parat
I 1865 fik man den første præst, Rudolf Frimodt. Han havde bl.a. stiftet Københavns Indre Mission. Han forstod at tiltrække folk. Han havde forinden været hos kongen, der stillede spørgsmålet:
Efter at pastoren havde svaret sagde kongen:
Det kunne han. Der var trængsel. Men der stod også et samaritter- korps parat hver søndag. Folk besvimede under hans flamme-prædikener. Frimodt var den mest omtalte præst i byen. Han var en af de nye missionske præster. Hans flammetaler fyldte Sankt Johannes Kirken søndag efter søndag. Nogle kaldte ham Helvedes Prædikanten., der malede himlen rød over København. Størstedelen af hans tilhørere var grebet af hans ildfulde forkyndelse. Mange sad under prædiken med ansigtet skjult i hænderne. Adskillige hulkede højt eller udstødte ubeherskede suk og skrig.
Ja sådan fortalte forfatteren Henrik Pontoppidan som havde kirken som sin sognekirke.
En af Frimodts drastiske virkemidler var at han midt under en prædiken med fremstrakt hånd og direkte tiltalte en eller anden tilhører nede på det tætpakkede kirkegulv:
Men ikke alt var godt. Han var også en meget stor anti-socialist. Og egentlig var der et skarp skel mellem ham og menigheden. Han holdt ikke så længe.
Han stiftede Indre Mission i København og var initiativtager til oprettelse af Søndagsskoler.
Han nåede dog at hjælpe ti med at få etableret Stefans – kirken. Her lå faktisk et værtshus og det var på baron Løverskjold til Løvenborgs jord, som han skænkede. Her lå hans landsted Kristinedal lige i nærheden. Det var godt, at man nåede det. For efter et par år gik baronen konkurs. Men den 26. december 1874 blev Stefans Kirken indviet.
Arbejderbevægelsen havde en meget fjendtlig indstilling til Folkekirken dengang. I hverdagen kunne de velstillede betale sig fra en kirkelig handling. Og kun om søndagen kunne de fattige og arbejderne få kirkehandlingerne gratis. Det mente man var klasseforskel.
Jo der var skam også travlt i Sankt Johannes Kirken. Vi kigger lige på en dagsplan for søndag den 8. september 1895:
9.30 Forberedelser til altergang – skriftemål – med efterfølgende gudstjeneste og altergang kl. 10.
11.30 Begravelse af seks børn
13.00 Vielse af syv brudepar
13.30 Vielse af et brudepar
14.00 Dåb af 8 børn
14.30 Vielse af to brudepar
15.00 Vielse af et brudepar
16.30 Vielse af et brudepar
17.00 Dåb af tre børn
Men hvorfor var det lige sådan? Problemet var at bedrestillede kunne få kirkelige handlinger foretaget på hverdage, da skulle man nemlig betale for det. Kun om søndagen var det gratis. Dette mente arbejderbevægelsen også var klasseforskel.
Indsamling til Stefans Kirken begyndte
Socialister mente at præsterne og kirkerne var kapitalismes forlængede arm. Og deres mistanke blev styrket, da Frimodt tog initiativ til at starte en indsamling til Stefans Kirken. Det skete i 1874 på Store Ravnsborg:
Denne antisocialistiske holdning delte de to præster Peter Wolf og Ivar Dall senere i Stefans Kirken. Den var så gal, at Dall måtte fratræde sin stilling. Men det hele vendte da pastor Rosendahl tiltrådte i 1914. Det vrimlede til med kirkegængere. Han var opvokset på Nørrebro og hans far var leder af en grundtvigiansk friskole. Fra 1922 var Stefans Kirke en ren grundtvigiansk kirke.
Det var lensbaron Frederik Løvenskjold, der forærede en grund, hvor kroen Ny-kro måtte lade livet på grund af kirken. Et par år efter gik lensbaronen konkurs.
Men hvem var Skt. Stefan egentlig. Han var en af de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye Testamente den første, der blev slået ihjel på grund af den kristne tro.
Jesus fastede i 40 dage
Nu var det ikke alle borgere, der følte at kirkerne hjalp dem. Angelika, der er født i 1893, skriver i sine erindringer:
Så kunne Angelicas søstre få det at vide, men det hjalp næppe på sulten.
Hvem var mest chokeret?
En meget nyttig organisation eller institution dengang var Martha – hjemmet. Grunden var blevet foræret af jernstøber Anker Heegaard. På hjemmet foregik en masse sociale ting. Og en ting som nonnerne her også beskæftigede sg med, var at opsøge familier til afdøde og give dem en skilling til begravelseshjælp.
Og der kom da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredjesal et sted i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog afsted. Og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og i sengen under et lagen lå Aksel.
Nonen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælp. Derefter begav nonnen sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt hendes paraply. Hun skyndte sig op på tredjesal og bankede på døren. Hvem blev nu mest chokeret? Ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.
Advarer mod Epidemi – Hospital
Pastor Frimodt advarede og protesterede mod oprettelse af et nyt epidemihospital meget tæt på hans menighed. Han skrev en masse protester med det hjalp ikke synderligt. Pastoren var bange for at de forskellige sygdomme vil sprede sig gennem luften.
Det er hørt
Under kampene på Fælleden blev arbejderne trængt ind i Skt. Johannes Kirken. Præsten lod sig ikke anfægte og fortsatte sin prædiken. Han sagde:
Pludselig lød der nede bagfra bl.a. de indtrængende arbejdere:
Arbejdet med de vantro masser
Allerede i 1878 havde Frimodt sørget for at en ny kirke stod parat på Østerbro. I 1885 brugte myndighederne begrebet:
Rabarberlandet var efterhånden blevet temmelig overbefolket. Der var samlet 330.000 kr. ind til en kirke. Bortset fra bænkene manglede man stadig alt inventar. Men de forretningsdrivende hjalp til. Men hvad skulle kirken nu hedde? Der blev foreslået navne som Bønnekirken og endda Kaffemøllen. Men så blev der skåret igennem. Kirken fik navnet Helligkors Kirke.
Da Kierkegaard skulle begraves
Han var flyttet til Østerbro den gode Kierkegaard. Ofte så man ham gå langs søerne for bare at få et lille glimt af hans elskede Regine, der boede på Nørrebro. Men hun var gift og flyttede til Dansk Vestindien med hendes mand.
Og Kierkegaard døde kun 42 år gammel – den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendeflok på syv. Han viste i den grad uvilje over for folkekirken og dens præster,
Onklen fra Pedersborg Præstegård var dog mødt op til begravelsen, hvor der var sort af mennesker. Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg og yngre mand frem af flokken på Assistens Kirkegård. Han tog hatten af og råbte ud til mængden:
Det viste sig at være en slægtning, læge Henrik Lund:
Så var det lige Betlehems – kirken. Den var bygget inde i en baggård og var nærmest et halvtagsskur. Den lå lige op ad Ågadens Brødfabrik. Man skulle så under kirkelige handlinger vænne sig til støjen fra brød – fabrikken.
Renvaskede Nørrebro – børn
Da Simeons Kirken blev anmeldt i Politikken skrev man om altertavlen:
Man kan se menighedens børn og Nørrebros fabrikker og huse.
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj. Det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
Når vi taler om børn
Dengang for mange år siden var der også et meget aktivt Indre Mission på Nørrebro. Mens kammeraterne tumlede sig ude på Fælleden måtte børn gå i Søndagsskole, hvor de fik at vide, at Djævlen befandt sig i kortspil, cirkus og tivoli.
En autoritær præst
Samuels Kirken havde på det tidspunkt en præst, der var virkelig autoritær. Han mente, at de af sognets borgere, der havde bil, skulle køre de ældre i skoven. Han skrev også:
Tænk engang – til en skovtur i 1927 skulle der smøres 1.200 stykker smørrebrød, som man tog med på turen. Man havde lejet en sporvogn, der holdt på hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Jagtvejen. Så kørte man direkte til Klampenborg. Man havde god appetit dengang. Der var beregnet ikke mindre end seks stykker smørrebrød pr. mand.
Hvad skal kirken hedde?
Man kunne ikke rigtig finde ud af, hvad den nye kirke skulle hedde? Etatsråd Gamél som også var indehaver af et anset kaffefirma i Østergade sponserede 90.000 kr. Og så var det jo at folk mente at kirken skulle hedde ”Kaffemøllen”. Men det kom den dog ikke til at hedde. Navnet blev Helligkors – Kirke.
Ikke alle kirker havde lige gode forhold
Betlehems – Kirken var et halvskur op mod Ågades Brødfabrik. Og larmen fra denne overdøvede ofte gudstjenesten. På et tidspunkt havde man her en vækkelsesprædikant ved navn Vilhelm Kold. Nogle ville mene, at dette var ganske naturligt mod de vantro i Rabarberlande. Han blev Brorsons Kirkes første præst og formand for Indre Mission.
Kingos Kirke
Det var tekstilfabrikant Holger Petersen, der forærede grunden til den kirke, vi nu er i. Sidenhen forærede han også kirketårnet, for ellers havde denne kirke stået uden tårn. Alter – billet er en foræring af maleren Erik Henningsen. Det er som taknemlighed for at hans søn blev fundet i god behold. Han var ellers forsvundet på Nørre Fælled.
Murersagen
Det var med store betænkeligheder at menigheden i Helligkors – Kirken så en ung mand som Axel Beck blive ansat i et så barsk arbejderkvarter. Men han blev der trods alt i 42 år. Mere vanskelig ved at tilpasse sig havde pastor Ifversen. Hans kamp var rettet mod lederne af arbejderbevægelserne. Da den såkaldte murersag fremkom forsøgte arbejderbevægelsen at få ham fyret.
Sagen drejede sig om at Ifversen nægtede at vie en fraskilt murer til en kvinde, som han havde et forhold til inden hans ægteskab. gik i opløsning. Mureren blev henvist til andre præster, men fik også afslag fra disse. Socialdemokratisk Forbund klagede til ministeriet. Og ministeriet pålagde Ifversen at foretage vielsen, men han nægtede fortsat. Sagen kom for provstiet. Den 28. januar 1903 idømtes pastoren en bøde på 200 kr. eller 20 dages fængsel. Kirkens fjender triumferede.
Men pastoren stod fast og ankede sagen for Højesteret. I oktober 1903 blev pastoren frifundet og denne dom overrumplede i den grad kirkens modstandere. Men sagen havde tappet Ifversen for kræfter. Han måtte tage et års orlov. I Efteråret 1908 blev han så forflyttet. Og så var det den unge Allan Beck, der kom til.
Men så kom Aage Westergård til fra Skjern. Gennem husbesøg og ungdomsarbejde vandt han tillid hos befolkningen. Men en norsk lægpraktikant med frikirkelige tendenser blev også populær. Gennem en årrække havde man så to forskellige menigheder i samme kirke.
Erik Bock
Vi bør da også nævne Erik Bock. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folke-kirkeliv. Den omdiskuterede sognepræst skabte i de ungdomsoprørske 1970’er mere eller mindre gennemtænkte provokationer over for den traditionelle kirkes autoritet. Man vidste faktisk aldrig, hvor man havde ham. Han ville aldrig spændes for politikernes vogn. Han mente, at den politiske kirke lugtede surt og gammel.
Han elskede at spille teater og provokerede ofte. Han begravede således en silikone-dukke på Assistens Kirkegård og betragtede sig som præst for Christiania. To gange har Erik Bock været suspenderet og utallige gange fik han pålæg fra biskoppen. Men som han selv sagde. Han har givet kirken mere frisk luft.
En udskældt Præst
Der er noget, der har sat sig på ens nethinde. En flok demonstranter sad foran Brorsons – Kirke. Umotiveret begynder en betjent at hamre løs på en ung kvinde. Hun rejser sig for at flygte, hvorefter hun igen bliver overdænget af politi – knipler. Derefter knækker hun helt sammen. Efterfølgende blev hun kørt væk i en ambulance.
Hun protesterede sammen med en masse andre imod politiets fremfærd mod de iranske flygtninge, der havde søgt tilflugt inde i Brorsons – kirken. 120 – 150 betjente stormede kirken. Kirkens præst var den meget udskældte Per Ramsdal.
Et Faderhus
Ruth Evensen mente at de unge fra Ungdomshuset var dæmoner. De svarede hende, at hvis hun mente, at de kom fra helvede, så ville de give hende helvede. Hun fortalte at hun havde talt med Helligånden, der havde sagt til hende at hun skulle overtage Ungdomshuset. Men hun var bestemt ikke velkommen hos de andre præster på Nørrebro. Således mente Poul Friis fra Samuels kirken at hele problematikken gav et negativt indtryk af kristendommen og af kristne i det hele taget.
I fadehuset proklamerede Ruth Evensen, at hun ville bekæmpe homoseksualitet, pædofili, pornografi, abort og satanistisk legetøj på Nørrebro. Menigheden skulle spørge hende, hvem de måtte gifte sig med. Ifølge min gode bekendt dengang, pastor Niels Underberg havde han taget sig af mindst 70 psykisk lemlæstede som flygtede fra Faderhuset. Det var også fadehuset, der gav deres støtte til Moses Hansen, da han gik korstog mod muslimerne på Nørrebro. Åbenbart har Faderhuset også været i kontakt med den kontroversielle præst i Betlehem – kirken, Ole Skjerbæk Madsen.
Ruth havde åbenbart også en frisørsalon, hvor hun kun antog unge kristne piger. Stedet hed Kings Bride.
Den kristne Ugeavis Udfordringen har skrevet at Faderhuset er en ekstrem Frikirke og ikke en sekt.
En blikkirke
Den første Simeons Kirke var en blikkirke. Man kaldte den også for en jernkirke. Det var et samlesæt bestilt hjem fra England. Kirken var stegende varm om sommeren. Om vinteren sad man og hundefrøs. Regnens tromlen og gadedrengenes larm kunne sagtens overdøve præstens prædiken. Og gadedrenge havde fundet ud af, at ved at kaste sten på taget, kunne man ødelægge en hel gudstjeneste.
Efterhånden begyndte det hele at ruste omkring 1906.
Ja ved siden af Simeons Kirke blev der bygget en badeanstalt. Det gav anledning til udtrykket:
Man brugte også et andet slogan:
Svineriets 10 bud
Et par gange mødte jeg Anne Braad på Cafe Lille Peter sammen med hendes hund. Jeg blev så sammen med Henning en gang smidt ud, fordi de ikke kunne forstå vores musikalske evner. Men når præsten fra Stefans kirken så kom op i butikken, fik jeg altid en herlig snak med hende. Hun fortalte mig om hendes kræftsygdom. Men inden da havde hun set den dobbeltsidede kronik, som jeg fik offentliggjort i bladet PaaGaden i forbindelse med min kones død og sorgbearbejdelse. Således oplevede jeg bekendte gå over på den anden side i stedet for at give en et klap på skulderen.
Anne Braad mente, at artiklen lige var en hun kunne bruge i sorg – gruppen i Stefans – kirken. Og så var det en dag, at hun gav mig hendes bud på Svineriets ti bud:
Nørrebro som Bispesæde
Vidste du, at Nørrebro engang har været bispesæde. Det var godt nok kun i meget kort tid – men alligevel. Og det var inden for den katolske kirke. Historien begynder faktisk på Solitude, hvor Monsignore B. Bernard var administrator for det apostolske Præfektur. Han fik skøde på ejendommen den 12. september 1867. Men allerede i 1869 rejste han til Norge.
Skødet overgik til tre medlemmer af Sankt Ansgar Menighed.
Dødens testamente
Dengang, da lå der på Jødevejen, som Møllegade blev kaldt et populært dansested. Det blev kaldt ”Dødens Testamente”
Dødens bolig
Lige over for lå/ligger ”Dødens bolig”. Den svenske digter Nicander udtrykte det således:
Jo kirkegården trak tidlig en masse publikum. Men herude trivedes også en masse uhensigtsmæssige begivenheder. Det blev nærmest et lyststed og graverne solgte sprit. På et tidspunkt overvejede man at opsætte tribuner og forlange entre.
I bladene klagede man over at der var stavefejl på gravstederne. Man glemte at lave gange. Så folk gik bare gennem gravene.
I 1803 skrev Knud Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet ”Den Danske Tilskuer en artikel om Assistens Kirkegård:
Ja i 1851 talte man om et offentligt værtshus i ”Ben-huset”.
H.C. Andersen nævnte fænomenet i hans sidste eventyr i 1872. Den hed Port-nøglen. Han talte om Madkasse – fænomenet. Her var svævende klarinetter og masser af ballade.
Tilstrømningen var stor, når kendte skulle begraves. Man talte om at indføre entre på 4 – 8 skilling. Om søndagen skulle det være gratis. Måske kunne man lave transportable tribuner.
Men det hele kunne også blive for lystigt, således skulle rødhårede ikke have adgang.
Åndeligt centrum
Forfatteren Martin A Hansen sagde engang:
Det startede den 6. november 1760. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, der passede til lejligheden:
Men de sang ikke rent. I hvert fald kunne man se at diverse kirkefolk skar grimasser.
Nu kom de rige
I de første mange år fungerede kirkegården som fattig – kirkegård. Men en sønderjysk adelsmand, der hed Johan Samuel Augustin. Han var på et tidspunkt ansat på Augustenborg Slot på Als. Han skrev i sit testamente, at han aldrig med foresæt eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han om at blive bestrøget med tilstrækkelig mængde kalk i en simpel kiste – 10 fod dyb. Men det tog personalet nu ikke så tungt.
Forskel på folk
Jo der var sandelig forskel på folk i døden. Det var både med hensyn til, hvor meget man ville betale for en begravelse og hvilken rang du havde. Det hele kunne bestilles på Begravelseskontoret.
Alle klasser havde deres egen begravelse og det var en lovgivning for, hvad de måtte. Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække ligkisterne med fløjl
De andre af rangen indtil landsdommere:
Ingen røde flag
Det var i 1887, da den store socialdemokratiske leder, Adam Poulsen blev begravet. Men pastor Steen var meget ufleksibel. Ingen røde flag var velkommen. En Socialdemokrat ville pastoren sandelig ikke velsigne. På et tidspunkt havde præsterne på Nørrebro overgivet de afdøde socialdemokrater til evig forbandelse. Kammeraterne måtte heller ikke sige nogle bevingede ord ved graven.
De velbjergede måtte gerne tage alle deres våben og orden med. Men det måtte arbejderne ikke i form af deres røde flag.
I Social – Demokraten stod der bl.a.:
Typograferne i Hillerød havde i stedet for et rødt flag anskaffet et sort flag med følgende tekst:
Det var ofte politiassistent Rantzau, der må alt disponibelt mandskab måtte styre begivenhederne på kirkegården. Han var stor i dobbelt betydning. Han vejede 300 pund. Som regel sad han på en stol og dirigerede. Han var bl.a. dekoreret med Ridderkorset efter at have slået på arbejdere ude på Fælleden.
Masser af kritik
De forskellige blade blev ved med at kritisere alle de stavefejl, der var på gravstenene. Og Københavnerbladet klagede i 1804 over, at der da måtte være en grænse for, hvor høje monumenter måtte være. I 1818 blev der klaget over krybskytteri på kirkegården. Her var masser af harer og agerhøns.
Et uvæsen bredte sig
Et uvæsen havde bredt sig om aftenen langs Assistens Kirkegård. Det kunne man læse i bladet ”Politivennen”. Kvinder af den laveste og mest usle klasse havde antastet forbigående mandfolk. De blev overdænget med skældsord og forbandelser, hvis de ikke gik med. For enden af kirkegården opholdt de sig også. Bladet mente, at de ansvarlige skulle befri folk for dette afskum.
Skindød
Som bekendt er H.C. Andersen begravet på kirkegården. Når han rejste. havde han altid et skilt med sig, hvor der stod ”Jeg er kun skindød”. Allerede i 1783 havde Dr. Bastholm, som var teolog udgivet et skrift om levende begravelse. Han forslog, at man skulle blæse med en trompet for at se om afdøde skar ansigt eller ligefrem vågnede. I USA og England havde bedemænd allerede solgt kister med ilt-tilførelse og signal-apparater i tilfælde af.
I kappelet fik man da også installeret en anordning med snor om håndleddet og så et ringeapparat inde hos opsynsmanden i tilfælde af—
Gertud Bodenhoff var pludselig død. Hendes bror, den unge Rosted gav udtryk for, at det var mærkeligt, at hun skulle begraves med røde kinder. Natten efter hendes begravelse var der gravrøvere på spil. De nåede Gertruds kiste, åbnede den og skulle til at tage hendes øreringe. Pludselig rejste hun sig op af kisten og råbte ”Så befri mig dog fra dette mørke sted”. Hun lovede dem guld og grønne skove og en rejse til Amerika. Men de tog en spade og slog hende rigtig ihjel.
Og historien er ganske vist. For den ene af gravrøverne betroede sig til den senere biskop af Sjælland – Münster. Og det gjorde gravrøveren, da han lå for døden på Frederiks Hospital.
Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende ville besøge sønnen, var kisten væk. Kadetter blev efterfølgende kommanderet ud til at bistå politiet med jernstænger, som de stak i jorden for at konstatere om kisterne var der. I 1804 fandt man ud af at hele 509 grave var hjemsøgt.
Med hensyn til skindød, så besluttede man dengang, at der skulle gå mindst tre dage inden en person kunne erklæres død. Et institut med lig-celler skulle oprettes på Gammelholm. Eller hvad med et begravelsesinstitut på loftet af Trinitatis Kirke. Her skulle de fattige betale 2 Rigsdaler mens de ringe skulle betale 10 rigsdaler. Men så var det sandelig også med overvågning, ringeklokke og spejl, såfremt liget havde trukket luft, kunne man så se det
Studenterne og spøgelset
Midt i 1850erne boede der en norsk student over for Assistens Kirkegård. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget en del den aften. Hen på aftenen åbnede man en af vinduerne for at lufte ud.
Over i måneskinnet på Assistens Kirkegård så de nu en hvidklædt skikkelse rejse sig fra sin grav., hvorpå den afførte sig sine klæder stykke for stykke, for så at gå i retning af byen.
Danskeren slog en latter op. Det skulle der nu laves noget sjov ud af. Nu går jeg over og tager et klædningsstykke, så får vi at se, hvad der sker. Danskeren kom tilbage med en blegrød silkestrømpe og lagde den på køkkenbordet.
Da klokken slog 12 kom skikkelsen tilbage fra byen. Da den opdagede, at der manglede noget, fulgte den sporet. I huset var der to studenterblevet bange. De gemte sig under dynen på sengen. Pludselig gik skikkelsen gennem døren hen til køkkenbordet efter silkestrømpen. Pludselig vendte den sig om og stirrede på danskeren og løftede hånden.
Lige så pludselig som skikkelsen, var den igen forsvundet. Men på sengen lå den danske student- Han kunne ikke røre på sig. Han var blevet lam i venstre side og forblev krøbling resten af sit liv.
Moralen er:
En sand historie
To unge mennesker havde længe opholdt sig foran kirkegårdsmuren på Jagtvej. To betjente havde observeret det. Og dengang havde politiet humor.
Den ene betjent bevægede så ind på kirkegården. Han iførte sig hvide handsker og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder.
Umiddelbart ud for de unge mennesker stak han den hvide arm ud over muren og sagde nu med en hul stemme:
Det fortælles at det unge par brølede af rædsel, spændene væk i panik til stor morskab for betjentene og et postbud, der overværede det hele
Disciple sang falsk under indvielsen
I 1818 var den ældre kirkegård så gyselig at kommunen havde beordret en medarbejder til at bo derude og istandsætte det hele. Man kopierede hinanden. Bladet ”Politivennen kunne konstatere at de samme attributter gik fra grav til grav. De kaldte det hele for smagløst. Efterhånden kom der også poesi på gravstenene. Biskop Plum begik selv et lille digt. Indledningen lød sådan:
Den 6. november 1760 blev kirkegården indviet. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, som meget passende hed:
De sang hvis ikke helt rent. I hvert fald så skar diverse kirkefolk grimasser.
Kierkegaard på kirkegården
Kierkegaard gik ofte langs søerne. Han håbede at kunne få et glimt af Regine, der boede på Nørrebro. Men ak denne rejste sammen med sin mand til Dansk Vestindien. Og denne Kierkegaard døde kun 42 år gammel – den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendeflok på syv.
Han viste uvilje over for folkekirken og dens præster.
Onklen fra Pedersborg Præstegård var dog mødt op til begravelsen. På Assistens Kirkegård var der sort af mennesker.
Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg yngre mand frem af mængden. Han tog hatten af og råbte ud til mængden:
Det viste sig at være en slægtning, læge Henrik Lund:
I døden er ikke alle ens
Når stolte arbejdere eller arbejder-ledere skulle begraves på Assistens Kirkegård var det ikke altid uden problemer. Langt fra alle præster ville acceptere de røde faner på kirkegården eller inde i kirken. Typograferne i Hillerød havde valgt et sort flag. Men det fik nu heller ikke adgang til nogen kirke. For på flaget stod der:
Men arbejderne fandt nu ud af, at der var forskel. Politiassistent Rantzau fra Fælledvejens Politistation måtte ofte styre begivenhederne når der var optræk til ballade på kirkegården.
Et skrift om skindøde
I 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han fastslog, at der skulle blæses med trompet, for at se om afdøde skar ansigt eller om han vågnede. Bedemænd i England og USA havde allerede solgt kister med ilttilførsel og signalapparater i tilfælde af.
Jesus fastede i 40 dage
Igen tvivl om at gennem historien har kirkerne på Nørrebro ydet et stort socialt arbejde. Men det er nu ikke alle der har følt, at de er blevet hjulpet. Således skriver Angelika i sine erindringer i 1893:
Ja se det er vel rigtig, men det hjalp jo ikke på Angelikas sult.
Et specielt orgel
Stefans Kirken har et meget specielt orgel. Udover de 24 stemmer har det også et klokkespil. Og som det eneste i Nordeuropa har det slagtøj, stortromme og bækken. Det var særlig en præst, Emanuel Wurtzen, der var glad for klokkeringning, han kaldte de for ”fornøjelig klokkeringning”.
Men samtidig arrangerer Stefans – kirken også begrebet ” Ond orgel” Det er når de fejrer Halloween.
I øvrigt så fik kirken ansat en ny præst, som havde forståelse for arbejderne. Han mente godt at socialister passede ind i Den danske Folkekirke. Og pludselig strømmede der ind med nye kirkegængere. Denne præst blev senere biskop i Roskilde stift. Og Stefans Kirken blev en Grundtvigiansk kirke.
En Grundtvigiansk Højskole
Og når vi nu taler om Grundtvig, så er det sikkert ikke mange, der ved at på Nørrebro lå der en Grundtvigiansk Højskole. Den lå på en gård, der hed Marielyst. På hjørnet af Haraldsgade og Lersø Parkalle står i al ubemærkethed en granit-sten med følgende påskrift:
Skolen var opkaldt efter Grundtvigs kone to, Marie. Grundtvig var gift tre gange.
Et uvæsen bredte sig
Et uvæsen bredte sig om aftenen langs vejen til Assistens Kirkegård. Dette kunne man læse i bladet Politivennen i 1860’erne. Kvinder fra ”den laveste og mest usle klasse har antastet forbigående mandfolk der. Når disse så ikke ville tage med dem, blev de overdænget med skældsord og forbandelser. Også for enden af kirkegården befandt de sig. Bladet opfordrede de ansvarlige til at befri folk fra ”dette afskum”
Stort følge
Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves, fulgte der hele 110 kareter med fra Nyhavn til Nørrebro. Og da Johan Leonard Fix direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjes – ligvogn med 4 heste med kusk, bi-løber, 8 ligbærer, 9 vagter m.m.
En borgerlig kultur
I midten og slutningen af 1800 – tallet bredte der sig en borgerlig kultur. Her måtte man godt tage alle hædersbevisninger med, når man skulle begraves. Med røde socialister måtte aldeles ikke tage deres flag med. Heller ikke i 1887, da den store arbejdsleder Adam Petersen skulle begraves. Ja stiftsprovst Pastor Steen havde endda forbudt at man måtte tale ved hans grav. Politiassistent Rantzau og alt disponibelt mandskab var udkommanderet for at bekæmpe de røde socialister.
I Social – Demokraten kunne man læse:
Kingos Kirke
Ja den kirke du nu sidder i er bygget på en grund skænket af tekstilfabrikant Holger Petersen. I 1909. Ja senere forærede han faktisk også et kirketårn, ellers ville kirken har stået uden tårn. Alterbilledet er tegnet af Erik Henningsen. Den er skænket i taknemlighed over at malerens søn blev fundet i god behold på Nørre Fælled.
To menigheder i samme kirke
I Helligkorskirken havde man i nogle år haft en norsk frikirke – præst. Han skabte begejstring. Men så kom, der fra Skjern en ny initiativrig præst. Han tog ud og besøgte arbejderne derhjemme og blev ret så populær. Men dette bevirkede at Helligkorskirken nu kørte med to forskellige menigheder.
Vidste du at Nørrebro engang har været bispesæde?
Det var godt nok kortvarigt og det var inden for den katolske kirke. Det startede den 12. september 1867 da Monsignore B. Bernard fik skøde på ejendommen Solitude. Han var apostolisk præfektur. Men allerede i 1869 tog han til Norge. Skødet overgik til Sankt Ansgar Menighed. I 1875 tog de første jesuitter fast ophold i Danmark netop på Solitude. Sakraments Kirke blev opført omkring Nørrebrogade 27.
Djævlen i Cirkus og Tivoli
Dengang for en del år siden var der også en meget aktiv Indre Mission på Nørrebro. Mens kammeraterne tumlede ude på Fælleden måtte andre børn i Søndagsskole, hvor de fik at vide, at Djævelen befandt sig i kortspil, Cirkus og Tivoli.
Børnene fik ofte fem øre med i Søndagsskolen, som de skulle give til skolen. Men det var sjovere at gå ned til søerne og investere de fem øre i lykkeposer. Men når dette var sket en to – tre gange mødte læreren op derhjemme hos forældrene.
Det var dengang at pastor Rosendahl i Stefans Kirke var særdeles populær. Han oprettede Ungdomsklubben U 17. Denne pastor blev senere biskop i Roskilde.
Da liget opnåede for Nonnen
Martha – hjemmet lavede et kæmpe stykke socialt arbejde dengang på Nørrebro. Man havde fået stillet grunden gratis til rådighed af jern-støber Anker Heegaard. En af opgaverne for nonnerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde og så give en skilling til begravelseshjælp.
Og så kom der også et bud, at Axel, en stolt arbejder oppe på tredjesal i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog afsted og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under lagenet i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen og nonnen begav sig afsted. Men nede i gården kom hun i tanke om at hun havde glemt sin paraply. Hun skyndte sig op på tredjesal og bankede på døren. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.
Hvor er de skudsikre veste?
Anna Kirke har en venskabskirke, der hedder Varnæs Kirke. Det ligger syd for Aabenraa. Dengang, da der var masser af ballade på Nørrebro, skulle Anna Kirke så have besøg af konfirmander fra Varnæs Kirke. Og Susanne fra Anna Kirke fortalte, at ved ankomsten til Hovedbanegården spurgte et par af konfirmanderne:
Ja og nede i Varnæs Kirke fik de en ny kvindelig præst. Hun har så flere gange ude at bade i bikini. Og det har i den grad forarget kirkegængerne dernede.
Svineriets Top-10
Det skete en gang imellem at vi gik ud og fik en lille en efter fyraften. Et par gange mødte jeg så en markant præst på Nørrebro, der sad der med hendes hund. Nej det var ikke en øl – hund. Men jeg fik da så mange en snak med hende. Og det fik vi også, da hun kom op i butikken. Senere blev jeg så smidt ud af det værtshus. Men det skyldtes nok Henning og mine musikalske evner. Men inden Anne Braad fortalte om hendes kræftsygdom, spurgte hun om hun måtte bruge min kronik, som jeg havde offentliggjort i Paa Gaden på hele to sider i forbindelse med min kones død. Hun ville bruge den i hendes gruppe om sorg – bearbejdelse.
Til gengæld fik jeg så hendes ti bud, som hun kaldte svineriets ti bud:
Skal man tro på alt?
Nu skal man jo ikke tro på alt. Men det er vel også op til den enkelte. Således fortalte Ruth Evensen fra Faderhuset at hun fik beskeder direkte fra Helligånden. Gud sørgede hele tiden for at der var penge i kassen i Faderhuset. Ja sådan udtrykte hun det. Ja det var såmænd også Gud, der pålagde hende, at hun skulle overtage menigheden i Ungdomshuset.
Min gode bekendt, Pastor Niels Underberg fortalte mig engang, at han har modtaget mindst 70 psykisk nedbrudte fra Faderhuset.
En udskældt præst
Det er nogle billeder, der altid vil sætte sig på nethinden. En flok demonstranter sad foran Brorsons – kirken. Umotiveret begynder en betjent at banke løs på en ung kvinde. Hun rejser for at flygte, hvorefter hun igen bliver overdænget af politiknipler. Derefter knækker hun helt sammen.
Hun protesterede mod politiets fremfærd imod iranske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Brorsons – kirken. 120 – 150 betjente stormede kirken. Disse flygtninge havde søgt tilflugt hos en meget udskældt præst – Per Rasmsdal.
Og sådan er det en masse historier om Kirker og mennesker på Nørrebro
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 6, 2021
Kastellet – den 9. april 1940
Skriv under – ellers bomber vi. Der blev ikke skudt fra Middelgrundsfortet. Fortroppen kom på cykel. Melding om ”mystiske” personer. På Amalienborg kæmpede 60 gardere. Et brag vækkede soldaterne. Kirken var ikke mere trygt. En papegøje kunne sige ”Dumme Tyskere”. Tyskerne lukkede kirken. Dagen før diskuterede officerer situationen. Det var bedst at følge tyskernes instrukser. General blev anholdt. Officererne skulle have været brugt som gidsler. Majoren havde spioneret året før. Københavnerne spyttede på soldaterne.
Skriv under – ellers bomber vi
København var hovedmålet for det tyske angreb mod Sjælland. Medens em bataljon skulle sikre Kastellet ved et kup som brohoved, skulle de to hovedstyrker støde frem mod byen fra hhv. Korsør og Gedser.
Ordren lød på at rykke frem til Vestvolden. I tilfælde af modstand og holde sig der, indtil byen var gjort mør ved et bombardement fra luften lige som Warszawa et halvt år før. Den danske gesandt Renthe – Fink overrakte en note tidligt om morgenen, hvori man truede med et bombardement, såfremt Danmark ikke ville opgive at yde modstand.
For at give truslen eftertryk, kredsede tyske bombemaskiner over byen. Ved Kiel holdt et regiment Stuka – bombere parat.
Der blev ikke skudt fra Middelgrundsfortet
Dengang lå Den Tyske Ambassade på Kastelsvej 40. Har havde Rethe Fink modtaget denne note, som han personlig afleverede til udenrigsminister Peter Munch på dennes privatadresse på Østerbro.
Angrebet mod Kastellet blev foretaget af en bataljon på 600 mand under major Glein. Styrken blev sendt nord om Sjælland på transportskibet Danzig ledsaget af en isbryder.
Middelgrundsfortet råbte skibet an og lyste på det. Fortet havde kun en lille vagtstyrke, igen egentlig besætning. Selv om de kunne have skudt, havde krigsførende lande en vis ret til at anløbe neutral havn. Danzig hejste det tyske søkrigsflag, da det blev belyst.
Major Glein mener selv, at det havde reddet ham, idet det bestod af et rødt flag med et hvidt kors foruden de sorte symboler. Det kunne forveksles med Dannebrog. Men der var også andre udlægninger, mht. hvorfor der ikke blev skudt. Det skulle have været et uerfarent mandskab og kanonerne virkede ikke. Det sagde bare klik.
Man havde åbenbart ikke taget de sidste døgns advarsler alvorlige.
Fortroppen ankom på cykler
Isbryderen fik besked på at lægge til ved Langelinie ifølge Glein og Danzig lagde sig bagved og begyndte straks landsætningen. En ”bestilt” lastvogn holdt parat for at transportere en radiosender.
Fortroppen ilede afsted på cykel for at nå frem til Kastellets to porte og for at få dem åbnet. Norgesporten blev sprængt. Hovedporten ved Esplanaden stod åben. Vagten blev overmandet efter et kort håndgemæng.
Kastellet var kun bemandet med et vagthold, nogle stabe og nogle hjælpetropper og uden militær betydning. Heller ikke her havde man tillagt de sidste par døgns advarsler alvorligt.
Den tyske hovedstyrke fulgte til fods. Det første kompagni skulle besætte de ydre volde. Det næste skulle rense Kastellets indre og tage personalet til fange. Det tredje skulle udstille poster ved de tilstødende gader og fremsende sikringsled.
Melding om ”mystiske” personer
Politiet var blevet alarmeret med en melding om, at der var mystiske personer ved Kastellet. En deling blev sendt derud. De dannede kæde for at afsøge området. Alle blev taget til fange af tyskerne.
På Amalienborg kæmpede 60 gardere
Vagten på Amalienborg blev opmærksom på de tyske forposter for anden af Bredgade og Amaliegade og afgav nogle skud. Der kom til skudveksling med vagterne. Dette alarmerede vagtmandskabet og sidenhen den forstærkning, der blev tilkaldt på Sølvgadens Kasserne. På et tidspunkt har der været omkring 60 gardere i kamp. Flere blev såret. Ved sekstiden enedes man om en våbenhvile og få kampene bragt til ophør, Hvor der blev kæmpet.
Et brag vækkede soldaterne på Kastellet
Der var mange, der var blevet vækket af den enorme brag, da Norgesporten sprang. Man troede i første omgang, at det var gaskedelen i gymnastikhallen, der var eksploderet. Klokken var 4.30.
På Kastellet befandt der sig 200 – 300 militærfolk og ansatte ved den populære Kastels kirke.
Ja sådan råbte de tyske soldater.
Kirken virkede ikke mere trygt
De civile og de menige skulle begive sig ud på Kirkepladsen. Man skulle vænne sig til tyskernes grønne uniform. Danskernes var grå. Men tyskerne bar deres våben meget tydeligt. Det virkede utrygt. Kvinder og børn blev beordret ind i kirken.
Soldater med maskinpistoler holdt vagt inde i den trygge kirke. Nu virkede det som et koldt og fjendtligt rum. Det var fremmed fornemmelse og angstfremkaldene pludselig at se soldaterne og våben i kirken. Det var som om, der var kommet en mørk skygge over den. Da man så kom ud, lå der et stort hagekorsflag på jorden.
En papegøje, der kunne sige ”Dumme tyskere”
Mange officerer så ned i jorden. Og hos enkelte havde tårerne frit løb. De skammede sig fordi de ikke havde fået mulighed for at forsvare sig som de var oplært til.
Børnene på Kastellet fik ordre på ikke på nogen måde at pleje omgang med tyskerne. Hvis de søgte kontakt skulle man vende sig om og bare gå.
En af oberstinderne havde en papegøje som havde en stor grøn papegøje som hun havde lært at sige:
Dem der boede på Kastellet, observerede et par gange at tyske soldater nærmest begik mytteri, fordi de skulle udskibes til fronten.
Tyskerne lukkede kirken
Så skulle man have passerseddel for at komme forbi vagterne og hjem. Det betød at mange af børnene måtte låne en telefon ude i byen for at få forældrene til at hente sig ved porten. Gæster skulle følges til og fra porten. Når luftalarmen løs skulle tyskere og danskere begive sig i hver deres beskyttelsesrum.
Tyskerne havde lukket kirken. Men man fik lov til at holde en lille andagt en gang imellem. Ved sådanne lejligheder kunne tyske officerer også finde på at knæle inden for døren og bede en lille bøn.
Dagen før diskuterede officerer diskussionen
Aftenen inden havde 6-8 officerer spist sammen i officersmessen. Her havde de diskuteret den stadig mere alvorlige og politisk militære situation. Det var især Jacob Kronikas artikler i Nationaltidende, man diskuterede.
Ifølge ham ville tyskerne snart handle hurtigt og overraskende. Specielt Norge var efter hans opfattelse i farezonen. Han havde skrevet om troppesamlinger syd for grænsen og livlig aktivitet i de tyske Østersø-havne.
Det var en meget pessimistisk stemning blandt officererne, da de gik i seng. Men de anede ikke, hvad de skulle opleve næste morgen.
Det var bedst at følge tyskernes instrukser
Også officererne blev vækket af et kæmpe brag. Lidt efter lidt kunne de høre kommando-stemmer. Tyske patruljer på 4-6 mand gik nu rundt i området. Man talte om, hvad man skulle foretage sig. Der blev nu råbt at man skulle komme ud og gå hen mod Kirkepladsen. Tyskerne ville ind og foretage husundersøgelser.
At forsøge at slippe uset ud af bygningerne og derefter komme over volden gennem voldgravens iskolde vand, blev hurtig opgivet. Konklusionen var, at det bedste var at følge tyskernes ordre om at begive sig hen på Kirkepladsen.
40 officerer samlet i Kommandørgården
Der var livlig aktivitet og først nu gik det rigtig op for besætningen på Kastellet, at man var besat af tyskerne. Over Kommandørgårdens tag vajede allerede det tyske rigskrigsflag. Officererne blev kommanderet til Kommandogården, hvor de skulle op på førstesalen. Det var normalt bolig for chefen for generalkommandoen, generalløjtnant Prior. De menige og øvrige befalingsmænd blev beordret i gymnastiksalen.
40 officerer var samlet i et større lokale som normalt var generalens spisestue. De måtte ikke tale sammen. Det var først de yngre officerer, der blev sendt over i officersmessen. Nu måtte man godt tale sammen.
General anholdt
General Prior var med nød og næppe kommet ud ad Sjællandsporten, inden tyskerne stormede ind. Vagten og en vagtkommandør og 9 mand fra garnisonstropskompagniet var hurtig blevet afvæbnet.
General Ebbe Gørtz var umiddelbart kørt fra sit hjem i Hellerup til Krigsministeriet, da han hørte om alarmeringen. Men ved en vejafspærring ved Østerport Station anholdt tyskerne ham. Flere blev anholdt.
Syg general hevet ud af sengen
I Generalstok havde tyskerne sprængt døren, fordi Generalmajor C. Jacobsen generalinspektør for fodfolket var syg og sengeliggende. De nærmest hev ham ud sangen.
Indenrigsminister Bertel Dahlgaard blev bragt til kommandørgården. Men her gjorde han sig snart upopulær blandt officererne.
Officerer skulle have været anvendt som gidsler
Omkring kl. 9 fik alle at vide, at de var frie. Men pludselig kom der nogle åbne lastvogne, hvor der sad mænd og kvinder bevogtet af tyskerne. Det var folk fra de engelske, franske og polske gesandtskaber.
Formålet med at besætte Kastellet var egentlig at tage højere officerer som gidsler for at presse den danske regering til at acceptere tyskernes krav.
Majoren havde spioneret et år før
Ja tyskerne kendte udmærket Kastellet. Den tyske major Gein var rejst til København som turist den 4-5. april 1940. En dansk sergent viste ham rundt Kastellet, besvarede alle hans spørgsmål og drak til sidst en øl med ham i marketenderiet.
For at komme ind og ud af Kastellet skulle man have et Ausweiss. Men indtil dette blev udstedt kunne man bruge den gamle passerseddel stemplet med et tysk stempel.
Københavnerne spyttede på de danske soldater
Det var ikke sjovt at gå i dansk uniform på det tidspunkt. Den almindelige københavner spyttede på danske soldater og der lød hånende tilråb.
Garnisonstroppekompagniet var ud-marcheret fra Kastellet uden våben til Gernersgades kaserne. I løbet af de næste dage havde endnu flere forladt Kastellet. Nu var der skaffet plads til major Gleins styrke på 650 mand.
Tyske soldater så ikke feltduelige ud
På kastellet blev der hele tiden skiftet ud. Der kom luftværnsartillerister som ikke så feltduelige ud. Flere var dårligt gående og så virkelig gamle ud. Det kunne undre at de var indkaldte som soldater.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 3, 2021
En populær prinsesse – dengang
Kongehuset var bestemt ikke i kridthuset. Det hjalp da Marie kom til. De fik fem børn, hende og Prins Valdemar. Man kaldte dem for ”De fem uartige børn fra ”Det Gule Palæ”. Der var blandede meninger om, hvor lykkelige de var i deres ægteskab. Hun var meget populær i offentligheden. Hun var et friskt pust i den stive kongefamilie. Hun var til fest og farver. Hun døde kun 44 år gammel. Og så sagde hun altid ”Den der brokker sig er jeg ligeglad med”
Kongehuset ikke i Kridthuset
Kongehuset var omkring 1900 ikke helt i kridthuset hos den danske befolkning. Christian den Niende og det politiske mindretal i rigsdagen hindrede det største parti venstre at komme til magten. Men der var dog et medlem af kongehuset, der nød stor anerkendelse.
Hun hed såmænd Marie. Og er født den 13. januar 1865 i Surrey i England. Hun døde i 1909 i København. Hun var prinsesse af huset Orléans, en sidegren til den gamle kongeslægt Bourbon. Hendes søster blev genstand for Christian den Tiendes første forelskelse.
De fem uartige børn fra ”Det Gule Palæ”
De første år af Maries liv tilbragte hun med familien i England. I 1871 flyttede de til Frankrig. Hun levede en forholdsvis normal tilværelse. Der var kun få midler til rådighed.
I 1885 blev hun gift med prins Valdemar. Han var den yngste af Christian den Niende og dronning Louise af Hessen. Da Marie var katolik og Valdemar protestant måtte de have Pavens godkendelse. Og det fik de kun ved at deres eventuelle sønner skulle opdrages protestantisk og deres eventuelle døtre skulle opdrages katolsk.
Parret fik som bolig Det Gule Palæ i København og Bernsdorff Slot nord for byen.
I ægteskabet fødtes fire sønner og en datter. Og ved Hoffet blev de kaldt ”De fem uartige børn fra Det Gule Palæ.
Blandede meninger om ægteskabet
I 1899 var Valdemar chef på panserkrydseren ”Valkyrien” på et længere togt til Siam.
Prins Valdemar fik tilbudt at blive konge af Bulgarien med i samråd med Marie så takkede han pænt ”Nej tak.
Nogle mente at de to levede et godt ægteskab mens andre mente at det var mindre godt. Prinsessen var ukonventionel. Hun fulgte sit hjerte og ikke den kongelige etikette. Hun var klog, energisk og en begavet kunstner.
Meget populær i offentligheden
I den danske offentlighed var hun meget populær. I familien var hun forholdsvis afholdt. Hendes egne slægtninge kunne ikke lide hendes facon og manglende værdighed. Hun var usnobbet og gik ind for social lighed. Hun interesserede sig ikke for, hvad andre mente om hende.
Hun fik Hoffets tilladelse til mod sædvane at bevæge sig ude i byen uden Hoffets folk. Hun opdrog sine børn meget frit. Ofte fik hun besøg af kunstnere, politikere og sømænd, da hendes mand var i flåden. Hun var på venskabelig fod med Herman Bang og skrev i et brev til ham:
Et friskt pust i den stive kongefamilie
Hun var meget politisk interesseret. Op til systemskiftet deltog hun i rådslagninger med bl.a. industrimanden H.N. Andersen. Som Christian den Niendes ”yndlingsdatter” lykkedes for hende at påvirke ham.
I den Glücksborgske kongefamilie var hun et frisk pust. Her havde det stive og formelle været gældende.
Med hendes ligefremme væsen plejede hun omgang med mange sociale lag. Og så omgikkes hun ofte hendes fire hunde. Hun foranstaltede sine egne landsindsamlinger til fordel for fiskere og søens folk. Det var bl.a. Harboøre-ulykken i 1884 og Vesterhavsulykken i 1896.
Man sagde også om hende at hun red på tyre. Og så lærte hun at køre bil. Det var uhørt af en kvinde på den tid.
Hun dukkede også uventet op på ”Samaritaneren”, et sted hvor byens fattige fik mad og hjælp. Hun udtalte sin støtte til det arbejde, der blev gjort for de fattige.
Hun var til fest og farver
Marie var også til fest og farver. Hendes evner som arrangør af store fester kom flere gange til udfoldelse. Mest strålede hun i 1908, da der i Koncerthuset den 1. april blev afholdt en tre dages fest, en ”Valmuefest, som blev afsluttet med kostumebal.
Hun forsøgte ligeledes at varetage Frankrigs interesser. Hendes politiske iver var noget hendes svoger og svigerinde, kejser Alexander den tredje og kejserinde Dagmar fandt meget irriterende.
Hun døde kun 44 år gammel
Marie døde efter kort tids sygdom. Eventyret om den lille populære prinsesse fik en brat afslutning. Kun 44 år gammel døde hun af influenza, som udviklede sig til hjernehindebetændelse.
Hendes begravelse blev fulgt af tusindvis af mennesker og hun blev båret til graven af Marinens folk. Prins Valdemar og de tre sønner opholdt sig alle i Siam.
Marie ligger sammen med hendes mand i Roskilde Domkirke.
Den der brokker sig, er jeg ligeglad med
Hun deltog bl.a. i en af Københavns mest kendte originalers begravelse – Jomfru Tidsfordriv. Ved ildebrande deltog hun ofte og hjalp med slukningen. Hun blev udnævnt som æresbrandmajor og bar en særlig uniform.
Og så havde en tatovering på overarmen med et anker og hendes ordsprog:
Et monument blev opstillet af hende på Langelinie i 1912. Det skete efter en indsamling. På Bernstorff Slot er der opstillet en marmorbuste.
Sømændenes Hjem på Christianshavn blev i 1911 omdøbt til ”Prinsesse Maries Hjem”. Det rummede boliger for gamle sømænd og sømænds enker.
Kilde:
Oktober 1, 2021
Hermann Göring og hans bror
Den ukendte lillebror er dukket op i en TV – serie i Tyskland. Göring fik mere og mere magt, men egentlig mistede han flere og flere kompetencer. Han gav Heydenreich ordre til ”Holocaust”. Han levede fra 1943 en luksuriøs tilværelse. Den havde han efter sin Gudfader, som faderen lærte at kende i Sydvestafrika. Under Første verdenskrig blev Göring lufthelt. I Sverige fandt han sin kone, Carin, som også var nazist. Han var imponeret af Hitlers tale. Og han blev såret under ølstue-kuppet. Resten af sit liv var han afhængig af morfin. Han fik opløst Rigsdagen og proklamerede at ”Hvem der jøde, bestemmer jeg”. Han tvivlede på Hitlers krigsplaner og forsøgte at stoppe dem. Han pralede med udsultning. Det endte med at Hitler dømte ham til døden. Men det var ført under Nürnberg – processen at han døde ved selvmord. Den gode bror, troede de allierede ikke på. I to år holdt de ham tilbage. Han redede en masse jøder, bl.a. fra Theresienstadt. Hans far var antagelig von Epenstein. Storebror kendte udmærket til lillebrors aktiviteter. Albert blev depressiv og alkoholiker efter at have været anholdt. Tidligere havde han givet den som ”Wein, Weib und Gesang”. Han døde ensom, glemt og forladt som 71-årig i München.
Den ukendte lillebror
Den ene var overbevist nazist. Han mente selv, at han var nummer to – lige efter Adolf Hitler. Broderen var den gode. Han reddede talrige mennesker var nazisternes dødsmaskine. Denne hed Albert Göring og var lillebror.
Albert blev taget til fange af amerikanerne efter krigen. Her sad han i to år. Man troede ikke på hans historier om alle de jøder, som han skulle have reddet. Han døde i 1966 – 71 år gammel uden at offentligheden anerkendte hans redningsaktiviteter.
Göring mistede kompetencer
Mens lillebror forblev ukendt, så må man til gengæld konstatere at storebror første sig frem. Hermann Göring blev i 1935 leder af Luftwaffe (Oberbefehlshaber). Men ikke nok med det. Han overtog også lederskabet af den tyske økonomi.
I første verdenskrig blev han dekoreret som jagerpilot. Han steg i graderne hos NSDAP. I august 1932 blev han Rigsdagspræsident. Den dag Hitler fik magten blev Göring udnævnt som Rigsminister. Han fik flere jobs men det som man sikkert husker ham for, var at han var med til at oprette Gestapo. Han var kendt som brutal og stod for oprettelsen af den første koncentrationslejr i 1933. Han var med i forberedelser til Østrigs ”Anschluss”.
I 1938 organiserede han jødernes udelukkelse af tyske erhvervsliv. I 1940 udnævnte Hitler ham til Rigsmarskal. Det kan godt være at fik mange betydningsfulde titler. Men senere undersøgelser viser at han mistede kompetencer til de konkurrerende topnazister Heinrich Himmler og Joseph Goebbels.
Han gav Heydrich ordre til Holocaust
Dette kan skyldes at kom i miskredit fordi han som chef for Luftwaffe tabte slaget over England (midt i 1940 til begyndelsen af 1941). Og så var det jo lige begyndelsen af de allieredes bombardering af Tyskland og slaget om Stalingrad (Slutningen af 1942).
Den 31. juli 1941 beordrede Görring Reinhard Heydrich til at gå i gang med folkemordene mod de europæiske jøder (Holocaust).
Han levede en luksuriøs tilværelse
Omkring 1942 – 1943 trak Göring sig lidt tilbage til privatlivet. Han levede en ekstrem luksuriøs livsstil.
Han var en af de 24 topnazister, der under Nürnberg – processen blev dømt til døden. Men aftenen inden han skulle henrettes begik han selvmord.
Faderen lærte von Epenstein at kende
Deres far var mellem 1885 og 1890 Rigskommissær i Tysk Sydvestafrika. Det er det som i dag hedder Namibia. Mellem 1892 og 1895 ministerpræsident for Haiti og Den Dominikanske Republik.
I Tysk – Sydvestafrika lærte faderen en mand at kende, der hed Hermann Epenstein at kende. Han tilhørte den tyske adel. Men han var af jødisk afstamning. Da familie Göring kom hjem fra Haiti tilbød Epenstein familien Göring en af hans besiddelser til rådighed. Det var en hel borg ca. 50 km nordøst for Nürnberg.
Og ofte var familien på besøg hos Epenstein. Moderen plejede et offentligt bekendtskab med ham, mens faderen overnattede uden for Epensteins residens.
Hermann Göring kom på flere privatskoler og gymnasier. Han fik også en militæruddannelse. Til sidst kom han på en 8 måneders afsluttende krigsuddannelse.
Göring nedskød 22 fjender
Han deltog i kamphandlinger i Første Verdenskrig. Og blev hædret med Jernkorset af Anden Klasse. Han blev indlagt på et hospital, som han forlod uden tilladelse. Nu blev han uddannet som jagerpilot. Den 14. marts 1916 skød han det første bombefly ned. Efter en nødlanding tilbragte han tre måneder på diverse lazaretter. Hele 22 nedskydninger blev han registret for.
Göring ledede på et tidspunkt i 1918 Manfred von Richthofens berømte eskadrille.
I Sverige fandt han sin kone, Carin
Da han kritiserede den preussiske krigsminister, blev han degraderet til militærinstruktør til Danmark. Derefter rejste han til Sverige, hvor han fik job hos ”Svenska Lufttrafik AB”. Erik von Rossen skulle hjem til sit gods. Men det var uvejr. Og den eneste, der turde flyve, var Hermann Göring. På det sted, hvor denne skulle afleveres så Göring et hagekors. Og det viste sig at det var Carin von Kantzow, der havde sørget for dette. Hun var overbevist nazist.
Hun forlod sin mand og boede forskellige steder i Sverige. I 1923 blev de to gift i Stockholm. På Universitetet i München studerede han i 1921 og 1922 historie og statsvidenskab.
Hitlers tale imponerede Göring
En søndag i 1922 tog Göring til en protestdemonstration rettet mod sejrsmagterne fra Første Verdenskrig. Man forlangte frigivelse af tyske generaler. En af talerne var Adolf Hitler. Denne imponerede Göring.
Denne gik nu til de forskellige NSDAP – møder. Og i begyndelsen af 1923 blev han udnævnt til kommandant for stormtropperne (Sturmabteilung SA).
Hitler proklamerede at NSDAP ikke skulle være en lille hemmelig forsamling men skulle omdannes til et moderne parti. SA blev rent organisatorisk uafhængig af NSDAP.
Göring blev såret
Den 9. november 1923 deltog Göring i Hitler – oprøret gennem sin egenskab som leder af SA. Det var det berømte ølstuekup. Det bayerske politi stoppede oprøret. Under aktion blev Göring skudt i hoften og i lysken. Den stærk blødende Göring blev båret til adressen, Residenzstrasse 25, hvor ejeren Robert Ballin og hans kone tog sig af ham. De var jøder. Og senere sørgede Göring for at de to blev løsladt fra KZ – lejren Dachau.
I selskab med Carin lykkedes det for Gôring at flygte til Østrig. På grund af sine smerter fik han morfin-indsprøjtninger på sygehuset i Innsbruck. Det blev begyndelsen til Görings morfin – misbrug. Da retssagen mod Hitler fandt sted opholdt Gôring sig fortsat i Østrig. I slutningen af 1924 blev han opfordret til at forlade Østrig. Han tog til Italien og opholdt sig som Hitlers fuldmægtige i Venedig og Rom.
Morfin – afhængighed
I foråret 1925 tog han med Carin til en bolig i Stockholm og her her begyndte han for alvor at lide af morfin – afhængighed. I august 1925 blev han henvist til en klinik for at gennemgå en afvænningskur. Men i august fik han et tilbagefald, hvorefter han blev anbragt på en nerveanstalt. Men allerede efter få uger kunne han igen forlade stedet med den lægelige henvisning at han på intet tidspunkt i hans indlæggelse havde vist tegn på sindssyge.
Nu fik han lovning på, at han kunne vende tilbage til Tyskland uden at han ville blive straffet. Den 3. og 4. juli 1926 deltog han i NSDAP s partidag. Der kunne han så konstatere, at man havde slettet ham fra medlemslisten.
Gøring vendte tilbage til Sverige, hvor han igen måtte anbringes på en klink på grund af morfin – misbrug. Efter 19 dage kunne han så igen forlade klinikken.
Göring fik opløst Rigsdagen
I 1927 vendte han igen tilbage til Tyskland. Han indtrådte igen i NSDAP og SA. Han bosatte sig i Berlin – Schöneberg sammen med Carin. Han blev valgt ind i Rigsdagen den 20. maj 1928.
Som allerede skrevet blev han i 1932 valgt som Rigsdagspræsident. Med dette havde NSDAP opnået det tredjehøjeste stilling i Weimar Republikken. Det lykkedes for Göring ved hjælp af snuhed at få opløst Rigsdagen gennem en mistillid til regeringen.
Ved det nye valg havde NSDAP mistet stemmer men var stadig den stærkeste fraktion. Og igen blev Gôring valgt som Rigsdagspræsident. I de følgende måneder havde han en afgørende andel i Weimar Republikkens fald.
Göring brugte alle midler
Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler valgt som Rigskansler. Göring kom til at spille en meget stor rolle i etableringen af Nazi – regimet. Han brugte alle midler til at passivisere modstandere. Gestapo blev ved denne lejlighed etableret. Og den første leder var i familie med Göring.
Den 20. april 1934 var det Heinrich Himmler, der fik dette job. Ernst Röhm og 200 andre personer blev myrdet. I 1935 var Göring manden bag Nürnberg lovgivningen.
I 1934 blev Göring udnævnt som Hitlers efterfølger ved dennes eventuelle død. Ved Hitlers fødselsdag den 20. april 1936 blev Göring forfremmet til Generaloberst for ”Luftwaffe”.
Emmy blev hans nye kone
Den 10. april 1935 giftede han sig med skuespillerinden Emmy Sonnemann. Hitler deltog. Med Emmy fik han datteren Edda Göring, som døde i 2018. Han blev ledder af fireårsplanen og skulle forberede Tyskland til krig. Snart tvang han daværende økonomiminister Hjalmar Schacht fra sit job.
”Hvem der er jøde, bestemmer jeg”
I en dokumentar fra 1935 er de to brødre sammen på Hermanns landsted Carinhall. Ved denne lejlighed beder Hermann sin bror om en tjeneste ved at bruge sine kontakter til at få fat i skuespilleren Henny Porten. Men hun var gift med en jøde. Ifølge de tyske racevedtægter var der ingen filmroller til jøder. Albert lover at skaffe kontakt. Ved den lejlighed sagde Hermann:
Jødeloven
Han fik oprettet Rigsfabrikkerne Hermann Göring (HGW) Sammen med I.G. Farben og de Forenede Stålværker Tysklands største. Omfattende tvangsarbejde var nu en realitet.
Den 4. februar 1938 blev Gøring forfremmet til ”Generalfeldmarschall”. Han blev dermed den officer, der havde den højeste rang i Wermacht.
1.400 synagoger blev ødelagt, utallige butikker med jødiske indehavere og jødiske boliger blev ødelagt. Under aktionen dræbte man 400. Det var som følge af de regler man vedtog i november 1938 i Nürnberg.
Göring tvivlede på Hitlers krigsplaner
I grunden tvivlede Göring på Hitlers krigsplaner.
Jo Göring blev også fejret som helt i Luftwaffe. Men efter fiaskoen i England, så gik det tilbage med hans anseelse.
Måske svækkede det også hans anseelse hos Hitler, da han forsøgte at hindre krigsudbrudet ved at kontakte svenskeren Birger Dahlerus.
Pralede med udsultning
Nu skulle Göring jo også observere fire års – planen. I den egenskab sagde han den 25. november 1942 til den italienske udenrigsminister Grev Ciano:
Kendt og frygtet kunstsamler
Gøring var kendt og frygtet som kunstsamler. Gennem røveri og pression havde han anskaffet 4.000 kunstobjekter. Han kommanderede specielle divisioner til at stjæle kunst for ham. Også jødiske kunstværker tog han glædeligt imod.
Göring udbyggede nazisternes magt med stor brutalitet. Men trods dette opnåede han ved sin folkelige og joviale facon alligevel stor popularitet i Tyskland også blandt udenlandske diplomater. En tilsvarende fascination kom til udtryk i dele af den danske presse, da Göring i sommeren 1938 aflagde et privat besøg i København og Helsingør, hvor det preussiske statsteater spillede Hamlet på Kronborg.
”Kald mig bare Meier”
Allerede omkring 1942 fik Göring mindre indflydelse. Ofte lod han sig erstatte af andre. Han rejste meget omkring og koncentrerede sig om sin kunstsamling og gik på jagt. En af grundene til det var de stigende luftangreb mod Lübeck, Rostock og Köln. Göring havde ingen modsvar. Inden krigen havde Görng ellers fortalt, at
Han fik dog også mange steder øgenavnet ”Hermann Meier” Han havde også andre øgenavne som ”Goldfasan” eller ”Lametta-Heini”. Det var på grund af hans uniform og alle hans ordner. Man sang:
Nej, det er ikke forkert stavet. Sådan er teksten.
En kæmpe 50 års – fest
I 1943 fejrede Göring sin 50 års dag. Selv om de tyske soldater i Rusland led, ville han ikke holde sig tilbage. Og fejringen skete med prompt og pragt. Han forlangte også 2 millioner Rigsmark for at udvide Carinhall. På den østpreussiske hede holdt han med udenlandske gæster store jagtpartyer.
I prompt og pagt lige som sin Gudfader
Göring så op til sin gudfadder von Epenstein. Efter dennes død arvede han to borge. Han ville leve i samme prompt og pragt som ham. Antikviteter, billeder m.m. var noget han i den grad samlede på. Til sidst havde han så meget, at han måtte leje bondegårde for at få plads til alt.
Hitler dømte Göring til døden
Den 20. april 1945 forlod Göring efter den officielle fødselsdagsreception for Hitler Berlin i retning mod Berchtesgarden. Han fortalte Hitler at der i Sydtyskland ventede ham meget vigtige opgaver.
Den 23. april 1945 meddelte Göring i et telegram til Hitler, at såfremt Hitler stadig befandt sig i Berlin som hans efterfølger. Og det gjorde han såfremt Hitler ikke havde svaret ham inden kl. 22 samme dag.
Hitler betragtede imidlertid dette som Højforræderi. Martin Bormann forfattede en erklæring som Hitler underskrev. Det handlede om at Göring straks skulle arresteres. Alle hans titler og fuldmagter var fra dags dato sløjfet.
Den 25. april fortalte Hitler i den ”Stortyske Radio”, at Göring på grund af hjerteproblemer havde nedlagt samtlige sine poster. I et politisk ”testamente” havde Hitler udmeldt ham af NSDAP. Bormann havde befalet SS-officeren Karl Hermann Frank at likvidere Göring straks efter ankomst til Berlin.
Efter at Hitler og Eva Braun den 30. april officielt havde begået selvmord blev Göring løsladt fra SS – fængslet.
Han tog gift aftenen inden henrettelsen
I Østrig overgav han sig til amerikanerne. Den 21, maj blev Göring i ledsagelse af sin kone Emmy og datteren Edda anbragt i den hemmelige lejr, Camp Aschan i Bad Mondort i Luxemburg.
Han forklarede, at han overhovedet ikke kendte noget til KZ – lejrene, trods det faktum, at det var ham, der gav Heydrich ordren til udrensning af jøderne.
I Nürnberg processen virkede han meget slagfærdig åbenbart på stoffer. Göring blev dømt til døden ved hængning. Han søgte om at blive skudt, hvilket blev afslået.
Men den 15. oktober aftenen før henrettelsen havde han begået selvmord ved hjælp af Cyankalium – gift
Den gode bor, Albert
I Tyskland kører der i øjeblikket en serie om den gode bror, Albert. Men i det israelske holocaustcenter er man ikke overbevist. Det er beviser for, at han havde en positiv holdning til jøder. Han risikerede meget for at få fat i udrejsetilladelser for jøder og føre deres ejendele ude af Tyskland.
Han redede en masse jøder
Han brugte også sine forbindelser til at hjælpe høder ud af KZ – lejre og forhindre Gestapo i at undersøge sine aktiviteter. Ifølge andre kilder forstærkede Albert Göring sine antinazistiske aktiviteter, da han blev udnævnt som chef for Skoda – fabrikkerne i Tjekkoslovakiet. Han havde også kontakt med den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse.
Ofte var tyske officerer på besøg. Men han nægtede at gengælde Hitler Hilsen. Han sagde bare ”Grüss Got”.
Albert reddede også fabrikkens jødiske direktør og hans familie. Han sørgede for at de fik falske visa og kunne flygte til Rumænien.
Hans far var antagelig von Epenstein
Måske skyldes Alberts antinationalistiske opførsel at hans far var jøde. Albert og Hermanns mor Fanny havde en affære med Hermann von Epenstein, når ægtemanden var ude. Men andre historikere afviser nu denne historie.
Allerede mens han levede dukkede de første artikler op i de tyske aviser, hvor han figurerede som et modstykke til hans brutale bror. Han havde både sat sit liv, sin formue og karriere på spil for at redde jøder. Albert uddannede sig som ingeniør.
Wein, Weib und Gesang
Men han passede ikke rigtig ind i billedet som en, der redede jøder. Han var et menneske med svagheder på godt og ondt. Han var en charmerende levemand og skørtejæger med sans for
Godhed drikke ikke og holder ikke elskerinder på stribe.
Albert udnyttede sit slægtsnavn
Han elskede hurtige biler. I Wien kørte han rundt i chokoladebrun Steyr-Cabrio, som hans bror have foræret ham. I Prag forelskede han sig i en tjekkisk skønhedsdronning. Han vidste godt, at Gestapo ikke ville tolerere at han giftede sig med en tjekke. Men han gjorde det alligevel.
Han var en behændig forretningsmand med flair for bestikkelse og storslåede armbevægelser. Han udnyttede sit slægtsnavn.
De allierede troede ikke på Alberts historier
Efter Anden Verdenskrig blev Albert Göring arresteret og tilbragte to år i fangenskab. Navnet Gøring var en uovervindelig belastning. De allierede forhørs-officerer kiggede vantro på den liste, han lagde foran dem med 34 navne, han havde reddet fra de nazistiske bødler. Blandt dem var komponisten Franz Lehars jødiske hustru.
Også den østrigske Ærkehertug Josef Ferdinand den Fjerde af Østrig kan takke Albert for at være blevet frigivet fra KZ – Dachau.
De allierede forsøgte hele tiden på at få Albert til at tale grimt om sin storebror. Men det kunne de ikke få ham til. Han sagde til forhørslederne at det eneste de var uenige om var nogle ideologiske ting. Dog måtte han nok erkende at Hermann var en ”Outsider” og ”Familiens sorte får”.
Depressioner og alkoholiker
Albert sendte også lastbiler til KZ Theresienstadt, hvor 35.000 omkom. Albert beordrede lastbilerne fyldt op med fanger. Efter nogle timers kørsel standsede bilerne ved nogle store skove og fangerne blev sat i frihed. Men disse rapporter blev begravet dybt i de britiske arkiver.
Det var først efter at en række tidligere Skoda – ansatte, der kom ham til undsætning, at han blev frigivet. Det vil sige at han først blev sendt til Prag, hvor han skulle gennem forhør. De kunne jo være, at han havde begået krigsforbrydelser. Skoda – fabrikkerne dengang var også en våbenfabrik.
Efter løsladelsen kom han til at lide af en alvorlig depression og blev alkoholiker.
Hermann kendte godt til Alberts aktiviteter
De holdt meget af hinanden de to brødre. Den ældste Hermann med lyse, blå øjne, kæk og altid med på den værste og Albert med sit dådyrbrune blik, mere stille og genert dengang. Han mindede påfaldende meget om sin gudfader og familiens nære ven, Baron Hermann von Epenstein.
I Østrig arbejdede Albert i et filmstudie. Han blev mange gange arresteret af SS og Gestapo, men blev hver gang hjulpet af brormand.
Det fortælles, at han engang stod på en balkon og en gruppe SS opdagede, hvem han var. De smækkede hælene sammen og gjorde stram nazihilsen ”Heil Hitler” – hvortil Albert svarede ”I kan rende mig”
Ved en anden lejlighed var brutale SS – officerer i gang med at ydmyge en gruppe jødiske kvinder. De stakkels mennesker blev sat til at skure fortovet med små børster til stor morskab for nazisterne og tilfældigt forbipasserende.
Da Albert kom forbi, smed han resolut sin jakke, faldt på knæ ved siden af kvinderne og begyndte at skure løs. Nazisterne hev ham op og forlangte hans id-papirer. Da en SS – officer så hans efternavn blev skrubningen indstillet den dag.
Få dage efter blev Albert vidne til et optrin, hvor en gruppe nazi-bøller havde overfaldet en 75 – årig bedstemor. De havde tvunget hende til at bære et skilt om halsen:
Uden tøven gik Albert i krig med hele flokken stak han et par nazister en på snuden og fik befriet kvinden. Han blev arresteret af Gestapo. Igen måtte Hermann Göring gribe ind.
Herman kendte udmærket til sin bors mange aktiviteter. Men han mente, at det var hans private sag, hvis han ville hjælpe jøderne, bare han ikke bragte ham i besværligheder. Og Albert gav udtryk for at der var to sider hos storbroderen, hans virke som nazist og hans private optræden.
Men i 1944 udstedte SS en dødsdom over Albert Göring. Han måtte gå under jorden i Prag.
Tag dig af min kone og mit barn
Den sidste gang de to brødre mødte hinanden var den 13. maj 1945. Hermann sagde dengang til Albert:
Albert flyttede til Salzburg men ingen ville ansætte en Göring. Han var skuffet og førte et kaotisk privatliv med mange skilsmisser. Det var kun fordi, at nogle af dem, som han havde hjulpet, nu hjalp Göring gennem hans krise.
Ensom og forladt døde han i 1966 som 71 – årig efter i nogle år at have arbejdet som konstruktør i et byggefirma i München.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
September 26, 2021
En Dronning og en Film
Er filmen om Magrete den Første en sandfærdig historisk film? Hun var en skarp og erfaren kvinde. Hun ville bevare magten – næsten for enhver pris. I Sønderjylland opkøbte hun godser og byggede Brundlund Slot. Man hørte ikke meget om hende i historietimerne. Der er en rytterstatue af hende i Roskilde. Valdemar Atterdag havde ingen mandlige arvinger. Hun blev ”Fuldmægtig Frue og Husbond”. Hun fik magten i tre kongeriger. Filmen starter blodigt. En fremmed påstår at være hendes søn. Det var ikke ”den rigtige Oluf”, men det antyder filmen. Hvorfor døde Oluf allerede som 17 – årig? Der er ingen glamour og gøgl. Til stormøde i Kalmarunion. Fortidens magtspil er imponerende. Det er fiktion baseret på historiske hændelser. Tog Margrete hensyn til andre kvinder?
En sandfærdig historisk film?
Det er ikke så ofte, at undertegnede går i biografen. Men filmen om en de største skikkelser i Danmarkshistorien skulle da ses. Det er altid problematisk at skildre historien på film. Hvilke ting skal prioriteres? Hvad skal undlades? Hvad egner sig specielt på film? Hvor kan det hele lige dramatiseres? Kan man holde sig til fakta? Hvor meget fiktion er nødvendigt?
Er det så lykkedes at skabe en sandfærdig historisk fim?
En skarp og erfaren kvinde
Hvordan klarede en kvinde at samle hele Norden i Kalmarunionen i et mandsdomineret samfund? Ja filmen er baseret på et usikkert rygte ”Den falske Oluf”. Hun er af Danmarks mest betydningsfulde regenter. Hun tilkæmpede trods sit køn magten.
Den tids forhold mellem kongemagt, kirke og adel og forholdet til de andre nordiske lande har stor betydning for vores samfund i dag. Det her var en storhedstid for Danmark. Kalmarunionen var en kæmpe spiller i Europa på den tid.
Hun var en skarp og erfaren person, som var højt respekteret. Den mandlige skepsis forsvandt hurtigt, da man erkendte hendes politiske evner. Hun fremstillede en manuel til hendes adoptivsøn indeholdende tydelige instruktioner om, hvad han skulle gøre i forskellige situationer. Det vidner om en kvinde, der havde stor indsigt i magtens spil. Hun vidste, hvordan man skulle begå sig i storpolitik.
Hun ville hellere bevare magten
Efter at hun var blevet enke som 27 – årig giftede hun sig aldrig igen. Et fyrsteligt ægteskab dengang var en form for politisk aftale. Men måske undlod hun ægteskabet. Hun ville hellere bevare magten.
Margrete den Første skal først og fremmest forstås som et ambitiøst menneske. En karismatisk og til tider kynisk person. Hun leverede nogle resultater, fordi hun var dygtig.
Opkøbte godser og byggede Brundlund Slot
Hun opkøbte godser rundt om i Sønderjylland. Det var det som senere blev til de kongerigske enklaver. Hun startede også på at bygge Brundlund Slot i Aabenraa. Men det blev først færdig efter hendes død og blev ikke nært så stort, som hun egentlig havde ønsket.
Forholdene til hansestæderne var fortsat prekært. Stæderne kunne godt se nytten af en fredelig nordisk union. Der var også sat en stopper for kapere. Men i stedet for fred havde man stadig den evindelige holstenerfejde.
Lübeck besluttede sig for at gå med i krigen. Et holstensk angreb mod Flensborg i 1427 mislykkedes totalt. Den unge hertug Henrik af Slesvig faldt. Et lybsk flådeangreb i Øresund slog i den grad fejl. En rigt lastet hanseatisk saltflåde i Biscayen faldt i kong Eriks hænder. Resultat blev omgående indre uro i flere Hansabyer.
Hørte ikke meget om hende i historietimerne
Danmark var i middelalderen et rejsekongedømme, hvor regenten ofte var på farten. Man sagde, at kvinder stod i skyggen af manden. Mange dronninger og adelskvinder havde magt i kulissen
I historieundervisningen i skolen hørte vi meget lidt om hende. Vi fik mere at vide om hendes fader og hendes adoptivsøn. Der findes ikke mange monumenter og statuer over hende, hvis der overhovedet findes nogen?
En rytterstatue i Roskilde
Jo, der findes en rytterstatue af hende på Ro’ s Torv i Roskilde. Den begyndte man på i 1800 – tallet. Men man kunne ikke få finansiering til at færdiggøre den. Det skete først i 2006 – længe efter kunstnerens død.
Margrete den Første var datter af Valdemar Atterdag. Allerede som 10 – årig blev hun gift med den norske konge Håkon den Sjette. De fik sønnen Oluf i 1370. i mange havde faderen kæmpet mod tyskerne, den holstenske adel og den tyske kongeslægt på den svenske krone.
Valdemar Atterdag havde ingen mandlige arvinger
Valdemar Atterdag havde ingen mandlige arvinger. Det var så Magretes unge søn, der blev kørt i stilling som kandidat til den danske trone. Og det skete i 1376, da han blev udråbt som dansk konge. Men Magretes mand, Håkon døde i 1380. Så Oluf blev udråbt som norsk konge. Margrete var formynder for ham i begge riger.
Fuldmægtig Frue og husbond
Da også Oluf døde i 1387 gennemførte hun en slags statskup. Hun overtalte Rigsrådet til at gøre hende til regent på livstid i både Danmark og Norge med den fornemme titel:
Hun fik magten i tre kongeriger
Hun adopterede sin afdøde søster Ingeborgs barnebarn 5 – årige prins Bugislav af Pommern og gav ham navnet Erik.
I 1388 udpeges Erik til konge af Norge. Efter nogle vellykkede slag mod Sveriges tyske konge Albrecht blev Erik i 1396 også hyldet som konge af Sverige. Som formynder havde Margrete nu magten i alle tre riger.
Året efter blev Kalmarunionen etableret. Erik blev kronet til alle rigernes fælles konge. Men Margrete den Første fungerede som regnet til hendes død i 1412. Hun døde ved Okseøerne i Flensborg Fjord siger myterne. Her skulle hun være blevet begravet, men senere være flyttet først til Sorø og siden til Roskilde.
Filmen starter blodigt
Filmen starter blodigt med Valdemar Atterdags sejr ved Visby på Gotland i 1361. her blev 2.000 svenske bondesoldater slagtet. Filmen springer så til 1402, hvor der afholdes et stormøde i Kalmar. Man holder møde om dannelsen af en hær.
Margrete er ledsaget af en nær ven biskop Peter (Søren Malling) og kong Erik (Morten Hee Andersen). Til stede er også den britiske gesandt og den lille prinsesse Philippa, der efter planen skal forloves med Erik for at øge Unionens styrke. Den Tyske Orden vil gerne til magten i Norden.
Englænderne forlanger meget for at Erik kan giftes med den engelske prinsesse. Ja de ønskede endda arveret til den danske krone. Men alt dette afviser Margrete.
En fremmed påstår at være hendes søn
Magrete manipulerede og hendes snedige greb synes at være lykkedes. Temaet åbenbares tydeligt i filmen. Men nu kommer en fremmed ind i filmen. Denne forhøres. Han påstår at være kong Oluf, der har været holdt fanget i et kloster. Han døde slet ikke 15 år tidligere. Hvem er nu den rigtige konge? Erik eller Oluf?
Egentlig er dette dårlig belyst. En to måneders retssag afholdes. Er det virkelig Oluf eller er det en svindler, der var anbragt for at sabotere alliancen med England?
Hvis nu Oluf taler sandt, så er ægteskabsalliancen mellem Erik og Phillipa frugtesløs og hele Nordens position truet.
Man skulle så tro, at en mor kunne genkende sin søn. Men sådan var Magrethe den Første ikke. Forældreskab var også politik for hende. Nordmændene accepterede kun Oluf som den retsmæssige konge. Og svenskerne anerkendte kun Erik som den retsmæssige konge.
Det var ikke den rigtige Oluf – men det antyder filmen
Filmen antyder, at det var den ægte Oluf, og det er også en bedre historie, fordi den sætter Margrete i det umenneskelige dilemma mellem at vælge mellem at vælge mellem sin søn og fred i unionen.
Historisk blev det fastslået at ”den falske Oluf” var en løgner. Han blev dømt på bålet i Falsterbo i Skåne. Ved henrettelsen hæftede man sagens akter på den falske Oluf. Derfor er der ikke bevaret nogen dokumenter i den forbindelse.
Selve retshandlingen er ikke opdigtet. Man mente, at ”Den falske Oluf” var forledt af Djævlen, sagde man.
Hvorfor døde Oluf allerede som 17 – årig?
Men denne Oluf dør som 17 – årig helt uventet. Magrete laver ikke en sarkofag, som hun fik lavet til Valdemar Atterdag. Og underligt nok så donerer hun ikke penge til sjælemesser for hendes søn som eller svar kutyme dengang. Var det fordi hun ønskede ham ryddet af vejen? Men det er det nu intet, der tyder på. Hun kunne risikere at miste magten både over Danmark og Norge ved sønnens død.
Magten kunne have gået til hendes søsters søn, Albrecht i tyske Mecklenburg, der blev betragtet som ærkefjenden.
Der er ingen glamour og gøgl
Nej, det er langt fra en heltefilm. Man har valgt et udgangspunkt, hvor Margrethe står svagest. Og mest sårbar. Det handler om et menneske, der skal finde balancen i meget svær situation. Det er bestemt ikke et fritgående frilandsmuseum a la ”Gøngehøvdingen”.
Filmen fokuserer på de dramatiske hændelser i 1402, der sætter Margretes situation på spidsen.
Filmen er mørk og grå. Det er sikkert som en nordnorsk novemberdag. Der er ingen glamour og gøgl. Fokus er på Margrethes følelsesliv.
Til stormøde i Kalmarunionen
Trine Dyrholm er fremragende som den desperate mor, der måske skal henrette sig egen søn for ikke at miste kontrollen med Kalmarunionen. Stormødets deltagere er ikke enige om, hvad der skal gøres.
Nogle loyale riddere og en pirat, der arbejder for Magrete sendes syd på for at undersøge forholdene. Nu udvikler filmen sig til en sand krimi. Ville ”den falske Oluf” overleve eller dø for, at Margrethe kan redde sit politiske livsværk?
Fascinerende og hjertegribende, selv om vi kender resultatet. Unionen overlevede. Erik giftede sig med den 12 – årige Philippa i Lunds Domkirke.
Fortidens magtspil er imponerende
Det er en stærk film, fantastiske kostumer og fortidens magtspil er imponerende. Man må sige, at det er en vellykket storfilm. Det er også den dyreste film nogensinde.
Måske er filmen lidt stift og forudsigelig i sit tema om magtfulde kvinders tilsyneladende eviggyldige dilemmaer.
Fiktion baseret på historiske hændelser
Man har taget det som man kunne bruge. Der er opdigtet en del. Og så er det skruet og drejet på det, der kan dokumenteres. Men det som er vigtigt, er at der i indledningen af filmen står følgende:
Man har vel så en drøm om at lave en dramatisk film, som holder sig så meget til historiske fakta som mulig.
Selvfølgelig var Philippa ikke med i den virkelige verden, da forhandlingerne om hendes ægteskab foregik.
Tog Margrete hensyn til andre kvinder?
I filmen indgår også kvindespørgsmålet. Men tog hun hensyn til kvinder? I filmen beder hun kaperkaptajn i Østersøen Roar om at frigive sin kvindelige slave, Astrid, som han ellers er så glad for, fordi hun ”holder ham varm om natten”.
Men i hendes testamente tager hun hensyn til de kvinder, der har været udsat for voldtægt eller er blevet krænket og fornedret ”i krigene”. I 1396 udstedte hun en lov, der påbyder at der skal holdes en særlig ”kvindefred”.
Hun brugte hellere forhandlingens vej end krigens vej. Hun var overbevist, at hendes snilde kunne hjælpe hende. Hun var ikke opdraget i krigertradition, men som prinsesse.
Andre er også interesseret i Magrete den Første
Der er også andre, der har interesseret sig for denne enestående dronning:
Utroligt er det, at Margretes originale kjole er bevaret. Det tog svenskerne i krigsbytte i 1659. Nu har Nationalmuseet så lånt det af svenskerne til udstillingen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 24, 2021
Union eller Undergang
Forsøg på anmeldelse af en meget interessant bog – en moppedreng på 2,2 kg og 632 sider. 1814 var et skæbneår, som man glemte. Danmark var tæt på at blive opløst. Svenskerne ville have Danmark delt ved Lillebælt. Så kunne de overtage den ene del og Bismarck den anden del. Efter nederlaget i 1864 var det en ”Undergangsangst” i landet. Bismarck ville forene Skandinavien og danne en alliance mod Rusland. Den danske udenrigsminister: ”Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?” Mange tilhængere af en Skandinavisk Union. Stormagter tillod ikke et Preussen til Skagen. Der skulle være et flag og en konge for hele Skandinavien. Frederik den Syvende fortrak svenske karl den 15. i stedet for Prins Christian (den 9.). Svenskerne kom alligevel ikke til hjælp. Kongen havde lovet 20.000 soldater. Ville Danmark have hjulpet Sverige – Norge? Tre muligheder inden krigen i 1864. Tænk, hvis det var gået anderledes. Det er fortsat mange sten, der skal og kan vendes i historieformidlingen. Men er denne situation overdrevet? En overraskende bog, der varmt kan anbefales. Mon ikke den nordiske historie skal omskrives?
En moppedreng på 2,2 kg
Dette er anmeldelse af sand moppedreng på 2,2 kg og 632 sider. Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen har begået en meget interessant bog Union eller Undergang – Kampen for et forenet Skandinavien. Bogen er udkommet hos Gad.
Det er altid spændende at læse noget, der ryster grundfortællingen. Det er en helt anden forståelse for nationalitet, nationalisme og politik i det 19. århundredes Europa. Måske har historieskrivningen været underbelyst i den periode. Denne bog er vovet fascinerende på en gang.
1814 – et skæbneår, som man glemte
Måske lider vi eller led vi af historieløshed. Der var således ikke afsat midler til markering af tabet af Norge for 200 år siden. Dette år i 1814 var et skæbneår for Danmark. Rasmus Glenthøj skrev netop også en bog om denne begivenhed.
Det var ikke kun danskere, der begræd sammenbruddet. Men også mange nordmænd. Norges økonomi havde det ikke godt dengang. En myte opstod, at kong Frederik den Sette kynisk valgte at ofre nordmændene for at imødekomme de allieredes behov for forsyninger. Nordmændene fik en påtvungen og ulige union med Sverige.
Danmark var tæt på at blive opløst
Det er lidt mærkeligt at tænke sig, at Danmark var tæt på at opløse sig selv. Vi var tæt på at blive en Skandinavisk Union. Indrømmet så har vi været tæt på afgrunden mange gange før.
Svenskerne var tæt på at erobre København. Englænderne forsøgte at smadre København i ruiner. Og det var sørgmodigt at se den danske flåde sejle op ad Øresund, taget af englænderne.
Svenskerne ville have opdelt Danmark ved Lillebælt
Svenskerne ville have haft delt Danmark ved Lillebælt. Så kunne Preussen have fået Jylland. Man talte om det i hele Europa dengang, at de små stater skulle indgå i større stater.
I 1840erne skrev tyske aviser åbent om at hele Jylland havde en naturlig plads i et Stortysk Rige. Så blev der også mere plads til en tysk flåde.
Efter nederlaget i 1864
Efter Danmarks nederlag i 1864 var der mange, der tænkte – enten en tysk lydstat uden større reel selvstændighed, eller gik vi ind i en skandinavisk union med Sverige og Norge.
Udenrigsministeren: Ønsker vi at være tyskere eller svenskere?
Tidens førende politiske skikkelse, udenrigsminister og konseilspræsident Hall stillede det enkelt op:
Bismarck ville forene Skandinavien
Ja Bismarck tilbød faktisk i 1863 den svenske konge, at de kunne dele Danmark mellem sig.
Det var jo Bismarck, der egentlig havde en plan om at forene Skandinavien. Det var helst som et Storsverige. Bismarck var blevet ministerpræsident i Preussen i 1862.
Men ideen vindgik allerede i Preussens udenrigspolitik under Napoleonskrigene og Første Slesvigske krig 1848 – 1851. Man så vel chancen for en alliance med et forenet Skandinavien mod Rusland.
Samtaler med den svenske konge
Frem til midten af 1850erne arbejdede den svenske konge faktisk sammen med så indflydelsesrige folk som Orla Lehmann, D.G. Monrad og C.C. Hall om en union.
Sverige var den ledende stat i Norden. Man arbejdede med København som hovedstad i konkurrence med Stockholm og Göteborg. Hvert land skulle have sin egen grundlov. Men det skulle være et samlet over- og underhus.
Der var i december 1864 planer om at bortføre den danske kongefamilie fra Bernstorff Slot og så indsætte dem i Malmøhus. Samtidig skulle en svensk hær besætte Sjælland.
Så sent som i 1864 forhandlede Danmark med svenskerne om Unionen.
Mange var tilhængere af en Union
I januar 1865 var det planer om at presse Christian den Niende til at indgå i en skandinavisk union. En af Halls agenter skulle have haft hemmelige forhandlinger med Bismarck.
Planen for en Union var realistisk. Både Bismarck, Wilhelm den Første af Preussen og Napoleon den Tredje af Frankrig støttede ideen. Ja det gjorde dronning Victoria også. Og også mændene bag den italienske samling, Victor Emanuel og Camillo Cavour.
Napoleon den tredje mente, at den nordiske stat også skulle inkludere Finland.
Bismarck og Wilhelm den Første mente i sommeren 1864 faktisk at et forenet Skandinavien var en del af løsningen. Nordslesvig blev tilbudt mod en alliance mellem Preussen og et forenet Skandinavien. Ja det var et tilbud som Bismarck gav.
Tillod ikke et Preussen til Skagen
Frankrig og England tillod ikke et Preussen til Skagen mens russerne var imod et forenet Skandinavien. Det ville lukke dem inde i Østersøen.
Tankegangen var, at Europa skulle have færre men større stater. De små stater skulle afskaffes ved at blive forenet med større lande.
Mange intriger og underhåndsaftaler bliver afdækket
Men den svenske konge tøvede. Der var også intern uenighed mellem de skandinaviske regeringer.
Mange intriger og underhåndsaftaler bliver afdækket i bogen. Man bliver helt omtumlet. Millioner af menneskers skæbne stod på spil. Det er til tider fascinerende og rystende læsning.
Man havde helt konkrete planer parat. Da det så ikke blev til noget, har historikere ind til nu afskrevet det hele som et fantasifoster eller en sværmerisk fantasi. Men bogen her beretter om en helt anden historie. Statskup, krig, bortførelse, revolution og indsættelse af Sveriges og Norges konge på den danske trone.
Et flag og en konge for hele Skandinavien
Begrebet ”skandinavisme” blev ikke den succes, som nogle havde ønsket sig. Det lykkedes for Margrethe den Første. Men ikke denne gang. Men man var tættere på, end man hidtil havde regnet med. Begrebet byggede på kulturelle, sproglige og åndelig fællesskab. Kulturerne mindede om hinanden, det samme gjorde sprogene. Alle tre lande havde været gennem reformationen i 1500 – tallet.
Tænk at de tre lande skulle forenes under et flag og en konge. Det handlede vel også om, at de store spiser de små og så handler det om at blive så stor som muligt. Måske havde det også en god mening i en periode med mange krige, hvor vinderne i det europæiske magtspil var Storbritannien og Rusland.
Frederik den syvende foretrak Karl den 15. fra Sverige
Man var blevet enige om, at det skulle være den svensk – norske konge Karl den 15., der skulle regere Unionen. Det skete også med Frederik den Syvendes velsignelse. Han havde ingen børn selv. Han så hellere denne som dansk konge end prins Christian af Glücksborg.
Prins Christian var en af dem, der modarbejdede planerne. Han ville ikke give slip på den danske trone. Rusland foretrak et splittet og mest mulig autoritært Skandinavien som kunne kontrolleres og ikke udgøre noget ideologisk trussel.
Svenskerne kom alligevel ikke til hjælp
Men da de skandinaviske lande skulle stå sammen og hjælpe Danmark i 1864, sendte svenskerne ingen hjælp. Det viste med al tydelighed, at man alligevel ikke stod skulder ved skulder. Krigen i 1864 kom med andre ord på tværs for projektet om en skandinavisk forbundsstat.
Det var den svenske konge, der ville sende en styrke på 20.000 mand, men den svenske regering sagde nej.
Krigen handlede ikke kun om Slesvig
Krigen i 1864 handlede vel ikke kun om Slesvig. Det var vel også tænkt som en skandinavisk samlingskrig. Når det hele slog fejl, skyldtes det vel bl.a. at den danske konge Frederik den Syvende døde i 1863.
Den nye konge Christian den Niende ville bevare den eksisterende dansk – tyske stat med Ruslands hjælp, men det var en katastrofe. Det medførte et utal af planer om planer om statskup og revolution før, under og efter krigen i 1864.
Danmark led af ”undergangsangst”
De danske politikere gjorde deres bedste for at slette deres spor. Fremtiden for Danmark var, som vi allerede har nævnt særdeles usikker. Ville hele Slesvig og Holsten rive sig løs og blive en del af Tyskland? Sammen med tabet af Norge i 1814 skabte dette en form for undergangsangst og gjorde Danmark til primus motor for en skandinavisk samling.
Der var flere, der var bekymret for Nordens selvstændighed. Tyskland stod foran deres samling og skandinavisterne frygtede at Danmark blev slugt i processen. Hvis dette skete, ville Sverige blive klemt mellem et ekspansivt Tyskland og Rusland.
Ville Danmark have hjulpet Sverige-Norge?
Men en union havde også forpligtelser. I midten af 1800-tallet var den svensk-norske militære kapacitet den ringeste i århundreder. Var det derfor svenskerne svigtede i 1864? Måske lå den svensk – norske interesse ikke i grænselandet. Og måske ville Danmark også svigte såfremt Sverige – Norge kom i konflikt?
Angreb på en, det være sig i Finmark eller Slesvig, skulle være angreb på alle.
Tre muligheder i krigen 1864
En krig i Slesvig var efterhånden uundgåelig og i 1863 så man tre muligheder:
Fra dansk side havde man håbet på både skandinavisk hjælp samt hjælp fra stormagterne. Men ak, Danmark stod alene mod Preussen/Østrig. Trods franske opfordringer greb Sverige-Norge ikke ind. Og Christian den Niendes forsøg på at bevare de tyske hertugdømmer forhindrede en forståelse med Preussen.
Danmark led et katastrofalt nederlag.
Tænk, hvis det var gået anderledes
Men tænk engang, hvis historien var gået anderledes. Hvis nu Sverige-Norge havde sendt styrker ned for at hjælpe? Var Danmark så kommet pænere ud af krigen. Hvis Christian den Niende var blevet styrtet? Havde Danmark så haft en Bernadotte som konge i dag?
Fokus i beskrivelsen af Skandinaviens historie har været rettet mod det nationale. Ligheder, samarbejde og fælles interesser har været underspillet. Det har planerne om en Union også været. Der kommer hele tiden ny viden.
Der fortsat mange sten, der skal vendes i historieformidlingen
Der er fortsat mange sten, der skal vendes i historieformidlingen. Måske skal der skrives et nyt storværk om Nordens historie.
Har historikere et tunnelsyn? Burde man ikke sætte sig mere ind i fortidens muligheder? Kigger man for meget på nutiden?
Ti års forskning er det gået forud for denne bogs tilblivelse. Forfatterne har været nede i arkiver, der aldrig tidligere er blevet benyttet.
Er situationen overvurderet?
Faren ved sådan en bog er, at en situation ofte bliver overvurderet. Det var en tendens til at de små nationer samlede sig til større enheder, som vi allerede har skrevet. Det skete både i Tyskland og i Italien. Så hvorfor ikke i Danmark og Norden? Bismarck arbejde aktivt for et forenet Skandinavien. Han så det som en alliance han kunne samarbejde med imod Rusland.
Måske kunne problemet med Slesvig – Holsten have været løst på en anden måde. Godt nok havde Bismarck så sikret sig Holsten og Lauenburg alligevel. Men det havde da sparet Nordslesvig for mange ubehageligheder.
Skandinavisterne blev anklaget for højforræderi. Derfor brændte de en masse af deres arkiver. Og da der ikke var særlig mange dokumenter i de danske arkiver, så mente danske historikere, at en Union nærmest var et fantasifoster.
Mange danskere frygtede at Christian den Niende ville føre Danmark ind i det Stortyske Rige. Denne konge var ikke særlig populær i Danmark.
Bogen er en ”stor overraskelse”
Bogen rummer så meget historie at vi vender tilbage til den. Bogen er en stor overraskelse og veldokumenteret. Den kan også føre til skepsis over for historieformidling, hvor hver en sten skal vendes. Men mange gange kan man ikke finde disse sten. Man forstår godt at denne bog har været ti år undervejs.
Undertegnede sad hele tiden med følelsen ”Kan dette virkelig passe?”. Men dokumentationen var der jo. Men skal historieformidling handle om, hvilke kilder, som man får adgang til? Ja det er denne situation positiv ment. Vi har jo selv en lille erfaring på dette område.
Spændende bliver du nu om man vil acceptere denne nye viden trods beviserne. Eller vil den gamle indgroede holdning fortsætte.
Bogen kan varmt anbefales og vi vil bruge den i vores videre historieformidling
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 23, 2021
Stenalderboplads i Svanemøllen Havn
Er vi på vej til at hilse på de allerførste Østerbro – borgere i Svanemøllen-bugten? Ved hjælp af lyd har man fundet frem til en boplads under vandet. Man mener at have fundet beviset – 4 forarbejdede flintesten. Fundet er måske ikke så imponerende. Under havets bund ligger der sikkert flere gode ting og venter. Men det er endnu ikke besluttet, om der skal graves videre. I denne artikel kigger vi på, hvem Østerbros antagelige første mennesker var for nogen. Jo de hed Maglemose-folket.
En stenalderboplads under overfalden
Tænk engang, at der har ligget en stenalderboplads mellem 7 og 9 meter under overfladen i Svanemøllen Havn.
Det er arkæologer på Det Natur – og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der har fundet ud af dette. Det afgørende bevis har været fire stykker bearbejdet flintesten. Målinger på stedet viser, at der ligger endnu flere derude.
Lydsystem har udmålt bopladsen
Man har brugt lydsystemer for at udmåle bopladsen som vurderes til at være 80 gange 120 meter. Man håber at få tilladelse til at grave videre i havbunden. Og hvis man nu vil foretage en reel arkæologisk udgravning. regner man med at finde eksempelvis træskafter, buer, piler m.m.
Arkæologerne siger, at tingene ikke er rådnet væk i vandet. De er beskyttet imod ilt af et sedimentlag. Man kan måske finde knoglerester fra stenalderen.
Det er en helt ny metode, som man har brugt, siger man fra Københavns Universitet.
Og materialet, der er fundet, er brugt af stenalderfolk for omkring 6.000 år siden. Nu skal der så foretages boreprøver.
Pludselig viste apparaturet kraftige signaler
Det var i foråret 2021, at man sejlede ud i bugten. Man medbragte apparater, der måler lydsignaler fra havets bund. Pludselig viste kraftige signaler, at der var noget at komme efter. De signaler havde man før kun observeret i forbindelse med bearbejdede flintesten fra undersøiske stenalderbopladser. Og dengang manglede man så bare lige det afgørende bevis. Det har man så fundet nu.
Det er Vikingemuseet, der skal tage stilling
Stentypen er anvendt til økser, pilespidser og knive af datidens folk. I 2 ud af 8 opsamlede jordprøver var der gevinst. Men som forskerne siger:
Det er nu op til Vikingemuseet i Roskilde, hvorvidt, der skal foretages nye boringer og udgravninger i havnen, da de har ansvaret for arkæologi på Sjælland.
Bearbejdet flintesten er derudover en stærk indikator på, at der ligger en boplads fra stenalderen.
Maglemose-folket levede for 6.000 – 9.000 år siden
For 6.000 – 9.000 år siden levede der stenalderfolk fra Maglemosekulturen i Skandinavien. Det var et Jægersamler-kultur, hvor folk levede en eller to familier samlet i hytter af bark. Man brugte redskaber som flint og kvarts til at lave spyd, knive og pilespidser af. Så kunne man jage kronhjort, rådyr og urokse. Derudover fiskede man og spiste hasselnødder, frugter, bær og frø.
En udgravning i Svanemøllen-bugten vil afsløre rester af bevarede knogler fra pattedyr og fisk og rester af økser, pile, buer, spyd og hyttegulv. Det vil give et nyt lag til den spændende historie om stenalderfolket.
Nu er det lettere og billigere at finde frem til bopladser
Hidtil har marinearkæologer måtte bero sig til viden om geografi, landskabsformer og fund opsamlet af dykkere, når de har skullet vurdere, hvorvidt der har været en undersøisk boplads på et givent område.
Cirka 1.000 undersøiske bopladser fra stenalderfolk i Danmark er blevet lokaliseret gennem historien, men det er nok kun ”toppen af isbjerget”.
De eksisterende metoder er både dyre, tidskrævende og ineffektive. Den nye geofysiske metode er et kærkomment alternativ, fordi man med ganske få midler vil kunne lokalisere stenalderbopladser ud fra lydsignaler fra bearbejdet flint.
Den ny metode kan også hjælpe med at datere klimaændringer.
I Maglemosen gjorde man de første fund
Man kan sige, at de foreløbige fund i Svanemøllen – bugten indtil nu ikke just er imponerende, men hvad mon der ligger og gemmer sig? Jo, der har været masser af fund fra Maglemose-kulturen rundt omkring.
Maglemosekulturen er opkaldt efter fundstedet Maglemose ved Mullerup i Vestsjælland. Fundet blev udgravet omkring 1900. I historien blev denne kultur afløst af Kongemosekulturen.
I dag hedder mosen ikke mere Maglemose men Mullerup Mose. Den ligger 10 km nordvest for Slagelse. De fund som man har gjort, stammer især fra bopladser. Men der er også gjort enkeltfund af våben, smykker, enkelte menneskeskeletter samt skeletter af større byttedyr.
De fleste bopladser findes ved bredderne af søer og åer. Adskillige velbevarede bopladser er udgravet i de store sjællandske mosebassiner, for eksempel Holmegaards Mose, Sværdborg Mose og Åmosen.
Kystområder blev oversvømmet
Flinteredskaberne bestod af mikrolitter, kerneøkser, skiveskrabere, bor, knive m.m. Kronhjortetak anvendes til økser og mejsler. Knogler anvendtes til fiskekroge og fiskespyd. Ja man lavede også smykker af gennemborede dyretænder og ravklumper.
Måske er jægerne flyttet ud til kysterne om vinteren, hvor de har jagtet sæler. På grund af de senere havstigninger er kystbopladserne blevet oversvømmet. Det er sikkert også det, der er sket i Svanemøllen – bugten.
Det blev varmere
Naturen og biologien var helt anderledes dengang. Store dele af Danmark var dækket af urskov. Maglemose-folket havde gode erfaringer med jagt og fiskeri. Mange bopladser lå ved den daværende kystlinje. Om det faste bopladser er nok tvivlsomt. Om sommeren gik de sikkert på jagteventyr andre steder.
Temperaturen blev stadig varmere. Tundraen blev bevokset med en åben og lys birkeskov, efterhånden også asp, pil, røn og fyr.
Omkring 7.200 f.Kr. var klimaet ændret til det såkaldte atlantisk klima. Det var et mildt og fugtigt kystklima med sommer-temperaturer 2-3 grader højere end i dag.
Hvad levede de af?
Tidligt om vinteren jagtede man storvildt. Det vides at Maglemose-jægerne nedlagde urokse, elg, kronhjort, rådyr og vildsvin. Vinteren kunne også have været sæsonen for pelsdyrjagt på los, ræv, ilder, grævling, skovmår og vildkat.
Foråret var en mere vanskelig tid, men så kunne man indsamle fugleæg og gå på fuglejagt. Hvis alt gik galt, så spiste de også pindsvin.
Alle udgravninger af bopladser fra jægerstenalderen viser store mængder af fiskeben, så fisk har spillet en meget stor rolle. De indsamlede østers og andre skaldyr. Men dog ikke i samme omfang som den senere Ertebølle-kultur.
Efteråret var sæsonen for indsamling af rødder, nødder og bær.
Verdens ældste buer
I 1944 fandt man i Holmegårds Mose på Sjælland næsten to intakte buer. De regnes for verdens ældste. Deres pile var fremstillet i to dele. Nemlig en del med pilespids på omkring 10 cm. Den anden del med resten af pileskaftet var sikkert monteret med styrefjer.
Fordelen var, at når en pil var blevet skudt ind i et dyr, ville delen med styrefjerene falde af og kunne opsamles og genanvendes. Pilespidserne blev fastgjort med tjære eller harpiks. På selve pilespidserne var anbragt mikrolitter.
Der er fundet rester urokser. Mange af disse var kæmpemæssige dyr med en højde på 190 cm. Ja selv rester af elge er der fundet.
Koelbjerg – kvinden var måske en mand
Der ganske få fund af skeletter af mennesker. Det mest berømte er af Koelbjerg – kvinden fra Vissenbjerg på Fyn. Mange mener dog, at det er en mand.
Ved Holmegård ved Næstved er der fundet to skeletter i en mose. I en mose ved Nobe er der fundet rester af et skelet. Ved Hammerlev i Sønderjylland er der fundet en egentlig grav fra Maglemose-tiden, men den afdøde var brændt.
Hvordan så de ud? De var knap så høje, men mere kraftig bygget med stærke knogler. De var langskallede med sorte øjenbrynsbuer, kraftige tykke-muskler og fremstående kæber med store tænder præget af slid.
Og Koelbjerg-kvinden? Hun var omkring 25 år. Hun levede for 10.000 år siden ved Maglemose periodens begyndelse. Hun var ca. 155 cm høj og havde spinkle og fint formede lemmer.
Stammebåde op til 12 meter
Stammebåde blev udhugget af en hel træstamme med flinteøkser. De er et godt bevis på stenalder håndværkernes kunnen. De kendes op til 12 meter lange med en bredde på 60 centimeter. Siderne var kun et par centimeter tykke. Der er ikke fundet noget i Danmark men i Holland. Den var så lavet af fyrretræ og næsten 3 meter lang og 44 centimeter bred. Den er dateret til perioden 8.040 – 7.510 f.Kr.
De var ikke så mange
Der var vel mellem 5.000 og 10.000 mennesker dengang. I Kongemose-perioden voksede dette antal til 10.000-20.000 mennesker.
De hytter som de boede i var mellem 20 – 35 m2. Gulvene var af birkebark og der var ildsteder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: