Artikler
Maj 5, 2022
Lygten Station
Masser af jord blev flyttet. Renovations-baner. Almindelig tilfredshed med bygningen dengang. Det blev en vigtig udflugtsstation. Bygningen er i tre dele. Vi kigger på stationens indretning. Forpladsen har oplevet en omtumlet tilværelse Meget lidt plads til at rangere. Masser af passagerer. DSB overtog banen i 1948 Ny perron. Kritik af omstigningsforhold. Dødsdommen over Lygten station. Manger planer. Overborgmesteren stoppede en af planerne. Dårlig akustik. Kulturhus.
Masser af jord blev flyttet
Kjøbenhavn – Slangerup banen blev anlagt efter lov af 13. april 1894 som en privatbane uden statstilskud. I 1903 stiftede man A/S Slangerupbanen. Jordarbejdet blev påbegyndt i 1904. Og det blev ret betydningsfuldt omkring Lersøen.
Fra Emdrup Bakke flyttede man 100.000 m3 fyld. Man gjorde det af med de sidste og mosede arealer af det berygtede område. Et betydeligt areal blev samtidig planeret. Det strakte sig fra Nørrebrogade forbi Tagensvej.
Renovations-baner
I 1890’erne planlagde tre fremsynede mænd tre københavnske renovationsbaner – en til Dragør, en til Vallensbæk og en til Værløse. De skulle fortrinsvis skaffe København af med natrenovation.
Almindelig tilfredshed med stationen
Lygten Station er tegnet af DSB’s navnkundige overarkitekt professor H. Wenck. KSB’ s grundlæggere ønskede sig en ”monumental” banegård i København. Den måtte godt ligne Østerbros. Det kom den vel også til i hvert fald i begyndelsen. Der var almindelig ”tilfredshed” med ”den lille station”. Det var sådan pressen kaldte den ved indvielsen den 19. april 1906 i et ”ækelt blæsende regnvejr”.
En rigtig ”udflugtsstation”
Det blev en rigtig ”udflugtsstation”. Særligt på søn – og helligdage myldrede det her med mennesker til stationen. Propfyldte tog dampede afsted til harreskovens lyksaligheder. KSB havde sans for markedsføring.
På stationen kunne man i hvert fald i begyndelsen kun købe billetter til denne bane. Og så kunne man allerede fra sommeren 1906 bestille rundrejser, der også omfattede bådfart.
Spejdere, afholdsfolk og soldater kunne få særlig billetter i Lygtens billetsalg.
Bygningen er i tre dele
Den statslige bygning består af tre dele, hovedhallen og to sidebygninger. I hallen var der oprindelig to billetsalg. Det var nødvendigt på de store salgsdage. Ude på forpladsen var der en transportabel bod, som personalet kaldte ”hundehuset”.
At være billetsælger her var ikke et ønskværdigt job. På de store rejsedage var folk utålmodige og kunne let finde på at vælte boden.
Stationens indretning
I den venstre bygning fandtes anden klasses venteværelse, kiosk, garderobe og toiletter. I den højre side var det billet – og stationskontor samt ekspedition af rejsegods og banepakker.
Der har aldrig været tjenestebolig i bygningen. Der var ikke nogen førstesal kun nogle pulterkamre over sidebygningerne.
Oprindelig var der opført en godsekspeditionsbygning ved sporarealet. Men det viste sig at denne kunne undværes. Den blev så udlejet. Godsekspeditionen blev så indrettet i den venstre sidebygning.
Forpladsen har ført en omtumlet skæbne
Forpladsen har haft en lidt omtumlet skæbne. Det startede ellers så pænt med et lilleanlæg med flagstang. Det pyntede godt på den stenede og grusede forplads.
Det varede mange år inden pladsen blev brolagt og asfalteret. Efterhånden blev anlægget noget vildtvoksende. Nærmest Nørrebrogade opførtes en træbygning indeholdende en kiosk og blandet handel. Banegårdens kiosk havde fået trange kår efter at godsekspeditionen var flyttet ind.
I 1920 overtog en cykelsmed træbygningen. Forpladsen så efterhånden slem ud. Da højbanen blev opført, blev pladsen ryddet. Der kom bænke op i stedet for buskads m.m. Hyrevogne fik tidligt holdeplads ved Lygten.
Meget lidt plads til at rangere
Sporarealet kunne synes langt. Men i virkeligheden kneb det med rangering og vareopstilling. Lygten var en såkaldt ”kopstation”, dvs. at togene kørte ind og ud ad den samme ende. Der fandtes ingen drejeskive med omløbsspor. Derfor måtte der rangeres en del.
Ude ved Tagensvej opførtes enden ældste lokomotivremise med tilhørende kul-gård., vandkran m.v. I 1929 kom der en større tresporet vognremisse med værksted. Der kom også læsse spor samt et sidespor til en tømmerplads og til grus-silo.
Masser af passagerer
I banens første år var antallet af afgående og tilkommende passagerer ca. 300.000. Tallet steg jævnt de følgende år. Omkring 1920 lød tallet på 800.000. Derefter var antallet nedadgående. I 1929 lå antallet på 500.000.
Efterhånden indførte man motordrift, en forbedret køreplan og takstnedsættelse. Dette betød 900.000 passagerer. I besættelsesårene nåede man trods meget indskrænket toggang helt op til 1,5 millioner passagerer.
Det var en lidt særpræget godsstation. Man var afhængig af transporten af sten, grus, kalk og teglværksprodukter.
DSB overtog banen 1948
DSB overtog KSB den 1. april 1948. Banen beholdt sit oprindelige navn. Om aftenen den 31. marts 1948 ventede stationspersonalet på det sidste tog med længsel. Alle blanketter skulle udskiftes sammen med øvrige tryksager. I remissen skulle lokomotivet klargøres. Næste dag var der indvielsestur. Egentlig var er ikke rigtig nogen ”overgangsfest”.
Mange forventede at nu skulle det hele moderniseres og restaureres. Men viljen var større end evnen. Kiosk, garderobe m.m. forvandt efterhånden. Hallens indre blev forbedret.
Ny perron
Nu kom der en perron med spor på hver side. Et længe savnet perrontag blev anbragt. I 1951 blev de forfærdelige cykelskure ud mod gaden fjernet. Her blev der lagt sporvognsskinner til linje 19x. Denne linje varede kun fra 1952 – 58
Kritik af omstigningsforhold
Omstigningsforholdene mellem Slangerupbanens og Nørrebros stationer havde i mange år været utilfredsstillende. Men det ville være alt for dyrt at ændre disse forhold.
Dødsdom over Lygten Station
I 1971 blev der vedtaget at Hareskovbanen skulle have en ny linjeføring fra Emdrup til Svanemøllen. Dette betød en dødsdom for Lygten Station.
Stationen blev nedlagt den 24. april 1976. Det sidste tog afgik med enorm opsigt og interesse. Nu var man så spændt på stationens fremtid. Nogle borgere mente at stedet skulle indrettes som kro.
Mange planer med stationen
I 1976 ville DSB udleje bygningen, hvis facade ikke må ændres. DSB ville helst indrette stedet som et sted for kunst. På et tidspunkt var det tale om at indrette stedet som teatercafe. Dette ville dog koste 2 millioner kr.
Overborgmesteren fik standset et projekt
I 1977 blev der indrettet spillekasino i hallen med enarmede tyveknægte og andre spilleautomater. På et tidspunkt lignede stedet alt andet end en smuk bygning. I 1978 havde et benzinfirma planer om at indrette en tankstation på stedet. Den plan vakte nu ikke meget begejstring. Borgmester Egon Weidekamp fik det dog også stoppet.
Endnu flere planer og initiativer
I 1979 etablerede anpartsselskabet ”Nørrebro-Torvet på en del af arealet et marked med grøntsager og planter. Det så nu ganske pænt ud i begyndelsen. Men til sidst endte det som et almindeligt loppemarked.
Så var det planer om at indrette et arbejdende jernbanemuseum. Ja der var mange andre planer. Og til tider glemte man, at DSB også havde noget, de skulle have sagt.
I 1980 så det slemt ud omkring bygningen. Affald lå foran og bagved bygningen. Og så kom der ellers planer om en ny godsforbindelse, DSB – cafeteria og Kommune – information.
I 1982 var der planer om indretning af et lokalhistorisk arkiv. I 1983 ville DSB ofre 400.000 kr. til en nødtørftig istandsættelse. Regningen blev dog på 800.000 kr.
Dårlig akustik
Og jeg kan huske, at jeg har holdt et par foredrag i lokalerne. Men det egner lokalerne sig ikke rigtig til. Akustikken er for dårlig. Der har også været musikarrangementer. Og et par år har jeg overrakt Årets Nørrebro – butikspris i lokalerne.
Kulturhus
Frem til 2013 husede stationsbygningen Miljøcenter Bispebjerg. Siden 2007 har FilmStationen hver anden uge omdannet stationen til biograf. I 2008 blev stationsbygningen lanceret som nyt kulturhus med navnet Lygten Station, der blandt andet har arrangeret koncerter og standup – comedy. Pr. 2014 var der planer om at lukke på grund af krav om besparelser. Men sådan blev det ikke.
Fik vi nævnt, at bygningerne er fredet. Og netop her lå den meget omtalte Lygten Kro. Denne kro har vi nævnt i mange af vores artikler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 4, 2022
Skolehistorie fra Aabenraa
Det startede med en tysk ”Realschule” oprettet i 1904. Men det blev til Aabenraa Statsskole efter 1920. Aabenraa havde været præget af mangelfuld og sporadisk danskundervisning. En forvirret skoletid. ”Kreisbahn” gjorde det muligt at børn fra landet kunne modtage bedre undervisning. Grøde i dansk kulturliv dengang. En tredjedel af børnene i den tyske realskole kom fra danske hjem. Aabenraa havde hele fire stationer. Man fik fri, når tyskerne sejrede. Og så blev man drillet af dem fra ”Borgerskolen”. Rektor meldte sig som frivillig. Eleverne fik en anden lærdom end i Kongeriget. Man skulle forberede sig til at blive dansker. Vi besøger en kendt boghandel. Eksamen i dansk stil i 1923. Dygtige lærere. Hvad rummede Aabenraa Statsskole, da de startede. Overgangen var uhyre vanskelig. Specielle skole- og sprog-forhold i landsdelen.
Sporadisk og mangelfuldt dansk – undervisning
Undervisningssproget i den højere skole i Aabenraa var på tysk undtagen i perioden 1850 – 64. Det bar slet ikke været tradition for latinundervisning. Ja undervisningen i dansk har vel været sporadisk og mangelfuld.
En Kongelig Realskole oprettes
I 1904 blev der grundlagt en kongelig realskole. Bygningen i Forstalle blev taget i brug i oktober 1905. i april 1909 kunne skolen dimittere de første 25 fra øverste klasse. I februar 1920 dimitteredes de sidste elever under tysk styre.
I 1913 skulle man først i 1. Vorschulklasse med Rasmus Andersen som klasselærer. Dengang var der tre forskoleklasser og derefter seks realskoleklasser. De blev benævnt fra ”Sextra til Prima”.
En forvirret skoletid
Den sidste skoletid i vinteren 1919 – 20 havde været meget forvirret. Skolen i Forstalle var lukket og eleverne blev undervist i den bygning, der blev brugt som ”Mädchen – Mittelschule”. Den lå bag rådhuset. Her fandt eksamen også sted.
Eleverne skulle skrive tysk stil om:
Til sidst var der også en mundtlig prøve. Men denne blev halvdelen af klassen fritaget for.
Efter ”Revolutionen” blev det til en ”Statslig” Realskole
Da det var sidste skoledag, fik eleverne udleveret eksamensbeviset. Øverst oppe på dokumentet stod der:
Men ordet ”Königliche” var blevet overstreget. Det var underskrevet af dr. Harting. Han havde været skolens leder siden 1904. Straks efter ”Revolutionen” i Aabenraa, blev skolens navn ændret til
”Kreisbahn” gjorde muligt for flere at få god undervisning
Allerede ca. 10 år før realskolen i Aabenraa var blevet oprettet, var der bygget en ”Kreisbahn” fra Gråsten til Aabenraa. Dette betød, at skolebørn fra landet havde mulighed for at besøge den højere skole i byen.
Lærer Stuhr fra Felsted reklamerer for skolen i Aabenraa
I Felsted havde lærer Stuhr reklameret for denne skole. Han havde talt med forældrene om det. Han havde hele året før givet privatundervisning. Eleverne fra Felsted var til optagelsesprøve på Realskolen og de bestod alle sammen. De kom både fra danske og tyske hjem.
Grøde i det danske liv i Nordslesvig
A.P. Hansen skriver i sine erindringer, at han havde problemer med sine øjne. Han skulle opereres og det eneste sted, man kunne gøre det var hos læge Stöwe. Det skulle foregå på Franziskushospitalet i Flensborg. Det var lige sin sag at komme fra Felsted til Flensborg. Man kunne på en eller anden måde tage til Tørsbøl og derfra med den eksisterende bane til Flensborg. Man kunne også tage toget til Aabenraa og så Rødekro og så igen omstigning til Flensborg – toget. Det var i hvert fald tale om heldagsture.
Det var dengang, at der var grøde i det danske liv i Nordslesvig i årene op til første verdenskrig. Man havde Den blå Sangbog og holdt Flensborg Avis og Hejmdal. Og så fik man Sprogforeningens Almanak. Man kunne også dele med den dansksindede nabo.
Ja så holdt man også Hjemmet og Familie Journal. Men disse to ugeblade blev forbudt. . Det var fordi at disse to blade indeholdt en del om krigen, som ikke var til fordel for tyskerne.
Toget kunne næsten ikke komme op ad bakken
Det var dengang man kunne sejle med Dampskib til Kegnæs. På Flensborg Fjord sejlede fjordbåde. På emaljeskilte blev der bekendtgjort at
Realskolen var en ren drengeskole. Først efter 1920 blev skolen en blandet skole. Fra Lundsbjerg kunne toget nemt klare turen ned ad bakken til fjorden. Til gengæld kneb det med at komme op ad bakken.
En tredjedel af eleverne var fra danske hjem
Det var vel ca. 30 drenge der fulgtes ad i skoletiden. Mindre end en tredjedel kom fra danske hjem. I skolen beskæftigede man sig ikke med nationale ting. De mere fanatiske lærere var mere eller mindre hjemmetyske lærere fra Nordslesvig, der af og til råbte ”Deutsch sprechen” til eleverne. Det gjorde de også i skolegården, når eleverne snakkede sønderjysk med hinanden.
Men det var ikke rigtig nogen, der tog dette alvorligt. Rektor Mogensen skrev i Jubilæumsskriftet, at der ikke var nogle lærere tilbage stammende syd fra.
Aabenraa havde hele fire stationer
De lever, som vi her følger stod præcis på ved Felsted Station kl. 7.15 og stod af ved station Sønderport. Det var den ene af byens i alt fire stationer. De andre var Nørreport og to hovedstationer.
Skolens indretning
Alle elever samledes foran skolebygningens hovedindgang. Det var under træerne. Først op under kl. 8 åbnede pedel Schaltz hoveddøren. Så skyndte man sig ind i klasserne. 1. Vorschule til venstre for hovedindgangen. Sextra helt nede til venstre. Quintra til højre for hovedindgangen. Og så opefter til Prima. Det var den eneste klasse oppe på samme etage som aulaen, sangværelset og tegneværelset. Efter 1920 blev der her indrettet naturhistorie – værelse.
Man fik fri, når tyskerne sejrede
I sangværelset var det at sanglærer Damman blandt andet ”indøvede” Die Wacht am Rhein”. Og så spillede han eins, vier, eins, drei på flyglet. Dette kaldte man også ”Der Kai-ser kommt – signalet. Sådan lød kajser Wilhelms automobilhorn, når han kørte gennem Berlin. Ja sådan fortalte Dammann.
De dansksindede elever begyndte at spekulere på om man kunne blive forenet med Danmark, da krigen startede. Men det startede med tyske sejre. Og det glædede selv de dansksindede for det gav fridage. Det første var Tannenberg – slaget, så var det slaget ved Jylland, baron Richthofens sejre i luften osv.
Endnu i 1914 kom den tyske landråd Dr. Simon op på skolen for i aulaen for at overvære den årlige Sedan – fest den 2. september.
Man blev drillet af dem fra Borgerskolen
Snart måtte eleverne undvære nogle af deres lærere. Mobiliserings-ordren var kommet. Der var ingen orlov de første to år. . I løn fik man hver måned 6,60 M.
Når man fra Realschule mødte dem fra ”Bürgerschule” så var sidstnævnte ikke sent med at råbe:
Rektor meldte sig som frivillig
Krigen gik sin gang. Og dr. Herting meldte sig som frivillig. Men han var allerede tilbage efter sommeren 1916. Det er bemærkelsesværdigt at den højere skole i Forstalle fra starten i 1904 kun har haft tre ledere – Herting, Mogensen og Buchreitz.
Man kunne godt mærke krigen i byerne. Der var knappe madrationer. Så havde man det bedre på landet.
Man fik en anden ”lærdom”
Jo lærerne kunne finde på at sige:
Eleverne brugte ”Neubauer: Lehrbusch der Geschichte”. Og heri kunne man læse at beboerne i Nordslesvig under det danske styre led meget inden preusserne kom.
Man skulle forberede sig på at blive dansker
I Aabenraa var der gået en lang interessant tid med forberedelser til at blive dansker. Der var bl.a. dannet et spejderkorps. På en lejr i Hindsgavl i sommeren 1919 var de sønderjyske spejdere nok dem, der havde mest travlt. De skulle aflægge en masse spejder-prøver på rekordtid.
De kreative lærere
Og så kunne man ellers begynde i 1G. Dette førte så til en eksamen i 3G i 1923. Adjunkt Brøndsted skulle lære de stakkels elever latin og engelsk. Den tidligere Esbjerg – rektor skulle lære eleverne fransk. Lektor Gudme klarede tysk og oldtidskundskab. Men det var et problem. Han kunne ikke få eleverne til at lære tysk efter danske remser. Så det opgav han.
Så var det Rosent, der var en glimrende spejderleder men også religionslærer. Kjeldsen var matematiklærer. Maltbæk forsøgte at lære de stakkels elever gymnastik. Lektor Wang, der boede i tidligere Kreisartz dr. Knuths store ejendom i Storegade var en højt begavet naturhistorielærer.
Så var det også mulighed for foredrags – og oplæsningsaftener på Folkehjem.
I en kendt boghandel
I den tyske tid blev skolebøgerne købt hos Wohlenberg. Hans boghandel lå meget praktisk på vej til Gråsten – banen.
Efter indlemmelsen i Danmark skiftede man så til den nystartede boghandel, Harald Bo Bojesen. Og det gik ganske godt for boghandleren. Og som det vil være de flittigste læsere bekendt, så arbejdede undertegnede her i 15 – 16 år – mange år senere.
Eksamen i dansk stil
Onsdag den 27. juni var det eksamen i dansk stil. Der var følgende at vælge imellem:
Dygtige lærere
Så var det tid til at få ”Æ Mütz” på. Fra den tyske tid havde hver klasse sin egen ”Mütze”. Men nu var man blevet danske studenter. Rektor indbød til sammenkomst i rektorboligen.
Eleverne dengang mærkede overgangen fra tysk til dansk med særdeles dygtige lærere, der med begejstring gik til opgaven.
Hvad rummede Aabenraa Statsskole?
Vi har kigget på Statsskolens Årbog fra 1921. Her fremgår det, at skolen består af en nysproglig gymnasieafdeling på 3 klasser, en realklasse og en mellemskoleafdeling. Der drives også en underskole som privatskole med statsstøtte.
Endvidere findes der på skolen en tysk afdeling. Den tyske afdeling bestod af 215 elever. Den skal kun bestå i overgangsperioden.
I Overskolen såvel den tyske som den danske betales der skoleafgift efter skatteindtægten. I Underskolen betales der 8 – 10 kr.
Overgangen var meget vanskelig
Man erkender fra skolens side at overgangen har været vanskelig. Blandt de største vanskeligheder har det været at sammenarbejde Eleverne til Klasseenheder og Skoleenhed. Elever med mange forskellige forudsætninger blev optaget i skolen
Specielle forhold i landsdelen
Der har også været specielle forhold i landsdelen i spillet mellem dansk og tysk. Og det var særlig i tiden mellem 1815 og 1920. Fra dansk side kom der nærmest et diktat. Og fra tysk side blev de endnu værre. Her brugte man også skolen i fortysknings – politikken. Og det var særlig i tiden fra 1864 – 1920. På den måde fik de nordslesvigske elever en helt anden Danmarkshistorie end elever i kongeriget.
Men artiklen ville blive for lang, hvis vi skulle fortsætte. Så vi laver en speciel artikel om dette problem – så hold endelig øje med vores side.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 3, 2022
Krigsfangelejr ved Løgumkloster
Der kom i alt 3.000 krigsfanger til den meget interimistiske lejr. Fangerne kom til at bo i træbarakker. Kort tid efter udbrød der plet – tyfus i lejren. Der var mange døde, der blev begravet på en kirkegård i nærheden. Lejren blev omhyggelig renset, så epidemien ikke bredte sig til selve byen. Russerne var velegnede til at arbejde i landbruget. De dansksindede havde medlidenhed med dem. De tysksindede betragtede dem som fjender. De blev meget afholdt, selv om de havde en arbejdsuge på 6 gange 10 dage. Til sidt blev lejren befolket af tyske straffefanger. Efter krigen blev lejren brugt som husvilde-boliger, men brændte i 1920.
Mange lejre i Nordslesvig
Der var mange krigsfangelejre i Nordslesvig. Vi har registreret følgende steder:
3.000 krigsfanger i Løgumkloster – lejren
Her vil vi beskæftige os med lejren ved Løgumkloster. Det var i begyndelsen af marts 1915 at der ankom 2.000 krigsfanger af forskellige nationalitet. Russere, belgiere, franskmænd og englændere til den nyopførte fangelejr ved Løgumkloster. De blev anbragt i træbarakker af forskellige størrelse. Det var en ret interimistisk lejr.
I alt var her vel ca. 3.000 fangere. Fangerne havde ringe mulighed for at få kontakt med lokalbefolkningen, da de under arbejdet var under konstant bevogtning. Lejren var utilnærmelig om aftenen.
Også i Løgumklosterlejren var der fødevaremangel. De lokale beboere satte vagt ved roe og kartoffelkuler i nærheden af lejren for at forhindre, at de blev plyndret.
Englænderne blev kort tid efter overført til en lejr ved Østerterp ved Bedsted Lø.
Plettyfus i lejren
Allerede kort tid efter opstod der en frygtelig epidemi. Det var den frygtelige plettyfus, der fulgte i verdenskrigens spor. Epidemien fik nogle frygtelige følger for lejrens fanger.
For at beskytte byen mod denne epidemi, blev der i en lille skov, der lå vest for lejren indrettet en særlig kirkegård. I løbet af blot 4-5 måneder lå her 71 af sygdommens ofre. 56 russere, 10 franskmænd og 5 belgiere.
Takket være omhyggelig rensning af hele lejren, lykkedes det at bekæmpe epidemien, så den ikke bredte sig til Løgumkloster.
Vagtmandskabet var ældre tyske soldater
Lejrens vagtmandskab bestod af ældre tyske soldater, der blev indkvarteret hos byens befolkning, dansk – som tysksindede. De var omkring 40 – 45 år. Og de var egentlig lette at omgås.
Straffefanger kom til lejren
Under den sidste del af krigen husede lejren en hel del tyske straffefanger. Af dem døde der 39. De blev begravet på selve kirkegården. Disse grave blev sløjfet i 1945 – efter 27 års forløb – sløjfet efter ordre af en tysk Feldwebel.
Menighedsrådet med pastor Schülein havde ellers besluttet at bevare gravene for en ny periode.
Lejren brændte i 1920
Efter krigen blev lejren benyttet som husvilde-boliger. Hele lejren brændte ned i 1920.
Tre års preussisk værnepligt
Ved første verdenskrigs udbrud i 1914 var det nuværende danske Nordslesvig en del af den preussiske forbundsstat. Der var tre års preussisk værnepligt. Alle de indkaldte soldater blev ved krigens udbrud sendt til fronten. Dette medførte en betydelig arbejdskraftsmangel, som især gjorde sig gældende i landbrugsegne som Nordslesvig. I industriområder var det større muligheder for at inddrage kvindelig arbejdskraft til erstatning for værnepligtige mænd.
Forholdet præget af nationalpolitiske tilgang
Tyskerne vandt store sejre ved Tannenberg og slaget i de Mauriske Sumpe. Man tog omkring 100.000 fangere. Det nøjagtige tal kendes ikke
Mange af russerne blev efter lejropholdet udstationeret hos byens og omegnens landmænd, hvor de som ”fagfolk” gjorde god fyldest.
Efterhånden blev de fleste russere overført til landbrugsarbejde med bopæl i landsbyerne. De fleste belgier og franskmænd blev sendt syd på til industriegnene.
Lokalbefolkningens forhold til krigsfangerne var i høj grad påvirket af den nationalpolitiske baggrund. Det dansksindede flertal kunne ikke betragte krigsfangerne som fjende. De følte nærmest medlidenhed med dem. De forsøgte at stikke et stykke mad til dem, når de vandrede forbi. Men hvis det blev opdaget af vagtmandskabet, blev det straks konfiskeret.
De tysksindede betragtede dem som fjender
De tysksindede holdt sig til kostreglementet for fanger, mens de dansksindede snød. En logisk forklaring er at de tysksindede betragtede dem som fjender.
De russiske krigsfanger var meget populære og blev omtalt med varme og interesse. De var arbejdsomme, muntre og vellidte. Mange af dem var analfabeter. Men de kunne bestille noget. Det var også en fornøjelse for de lokale at se dem spise den spartanske krigskost.
Den normale arbejdstid var 10 timer ugens seks dage. Om søndagen kunne man normalt holde fri, men i landbruget skulle man stadig passe dyrene.
En fransk hyldest
I efteråret 1919 forsvandt de fleste fanger. De gik illegalt over grænsen til Danmark. De blev alle samlet i en stor lejr i Hald ved Viborg.
Ved indvielsen af monumentet på krigsfangekirkegården den 15. juni 1923 sagde den franske minister Vicomte de Fontenay bl.a.:
Tilgang til kirkegården
I skovens østligste del ligger en ensom grav. Han måtte ikke ligge i indviet jord – den russiske jøde, Abraham, der døde den 1. juni 1915. Da faderen, den rige korngrosserer fra Odessa under et besøg i 1920’erne så, hvor fredeligt hans søn lå begravet, opgav han omgående at få sønnen bragt hjem til Rusland.
I 1965 blev krigsfangegården med myndighedernes tilladelse udvidet med to grave, to russiske fanger fra 1914 – 18, som ikke ønskede at komme hjem igen, ugift som de var.
Det var Andrei Floderow, som fandt et hjem i Bevtoft. Og så var det Jürgis Bickowski, kaldet Georg. Han fandt sit hjem i Løgumkloster. Han villeikke kaldes russer, da han var født i Litauen. På hans gravsten står også rettelig ”Litauer”. De ønskede begge at hvile ved siden af deres kammerater.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 3, 2022
En friser på kirkegården
Går man en tur på kirkegården i Møgeltønder er det næsten lutter danske gravstene. Men pludselig dukker en frisisk gravsten op. Den fortæller en masse historie. Her ligger den kendte friser Nann P. Mungard. Han blev lige som mange andre folk fra Sild sømand. Han beherskede mange sprog og forsvarede de frisiske traditioner. Han regerede kraftig, da præster ville afskaffe nogle af dem. Han lavede en frisisk ordbog og meget mere. Men han fik alvorlige problemer, da afstemningstiden kom. Han anbefalede nemlig at friserne skulle stemme dansk. Og det vakte en masse modstand og trusler mod ham. Antagelig er det modstandere, der brændte hans store gård af på Sild. Han flygtede til Toghalle Gamle skole, som blev ejet af hans gode ven Cornelius Petersen. Men så var det jo også lige historien om Jens Mungard. Han blev udråbt som frisernes bedste digter. Han ville hæve sin arv i Tønder Landmandsbank. Men så fik han problemer med Gestapo. Han døde i KZ – lejr – allerede i 1940.
En gravsten med frisisk indskrift
Man skulle tro, at der kun var danske gravstene på kirkegården i Møgeltønder. Men pludselig standser man op. Hvad er nu det? For her er en gravsten med frisiske ord:
Ja bag gravstenen gemmer der sig en skæbne. Men også vedkommendes søn oplevede ting og sager. Han blev faktisk endnu mere end faderen. Jo familien kom til at betale for deres nationale tilhørsforhold.
En familie med mange skæbner
Under mystiske forhold nedbrændte deres store gård indeholdende mange kinesiske antikviteter. Selv mente Nann P. Mungard, at branden var påsat.
Familien mistede jorden og sønnen, der var Silds største digter, der omkom i tysk koncentrationslejr i 1940. Mungaard fik udgivet sine erindringer i 1989. Hans originaltitel var
Han vidste som 5 – årig, hvad han ville være
Nann Mungaard er født den 30. juni 1849 i Keitum på Sild. Hans far var skomager og landmand. Nann var opvakt og havde et ukuelig opvakt frisisk sind. Han stod uden for klassen og hørte, hvad hans ældre legekammerater lærte i skolen.
I stedet for at han skulle stå derude og bare ved sin tilstedeværelse kunne forstyrre undervisningen, blev han inviteret med ind i klassen til at overvære undervisningen.
Allerede fra sit femte år vidste han, hvad han ville. Som de fleste i hans slægt ville han være sømand. Som 13 – årig tog han på sin første rejse som skibsdreng i hjemlige farvande. Efter konfirmationen tog han så til det Fjerne Østen.
Han beherskede masser af sprog
I vinterhalvåret 1868/69 gik han på navigationsskolen i Tinnum på Sild. Som 20 – årig tog han kaptajns-eksamen i Kiel. Han sejlede som styrmand og siden kaptajn. Gennem 13 år sejlede han næsten udelukkende på Japan – og Kinakysten. Han førte både japanske, kinesiske, danske og engelske skibe.
Hans modersmål var ubetinget frisisk. Men han talte flydende dansk, engelsk, tysk, kinesisk, japansk og malaysisk. Som 34 – årig vendte han tilbage til sin fødeø og købte en af øens største gårde og blev landmand.
Han mistede sine to koner
Året efter giftede han sig med Elisabeth Schwennen, kaptajnsdatter fra Keitum. Men ak – ægteskabet blev kort. Efter fødslen af parrets anden barn, døde hun i n1889. Men så giftede Nann sig med søsteren, Luise. Efter 18 års ægteskab døde hun i 1909.
Den yngste søn blev ingeniør og udvandrede kort efter til Sydamerika. Den ældste søn Jens overtog i 1910 fødegården efter faderen. Han blev Nordfrislands mest betydelige forfatter. Vi skal høre om ham senere.
Protest mod præsterne
Nann Mungard var som bonde lige så dygtig som han var som sømand. Også som hede-opdyrker markerede han sig. Han fik flere offentlige hverv. Og så medlem af menighedsrådet kom han ofte i strid med præsten.
Da den gamle frisiske skik ”Bike-brænding” engang faldt sammen med fasten, forsøgte præsten af afskaffe den. Begrundelsen var at det var en gammel hedensk skik. Som protest mod præsterne og deres ordfører antændte Mungard tre tjæretønder med bogstaverne BRG påmalet. Det blev opfattet som præstens forbogstaver. Men ved det efterfølgende forhør blev Mungard frikendt med sin påstand om at det stod for
En ordbog over Sild – frisisk
Nan Mungard var frem for alt optaget af at værne frisisk sprog og kultur. Fra årene 1908 til krigsudbruddet i 1914 blev det til en lang række udgivelser af små fortællinger på frisisk dialekt. I 1909 udgav han en ordbog over Sild – frisisk:
Han var altid opmærksom på det frisiske ords betydning og skrev det altid ned, når han kom i tanke om et ord og dets betydning. På øerne Sild, Før og Amrum bruges der ca. 20.000 ord.
En agtet og æret herre
For midler indsamlet på øerne blev værket sat i trykken. Da en tredjedel af værket ca. 300 stk. var færdigtrykt slap pengene op. Krigen og de senere begivenheder satte en stopper for værkets videre trykning. Men Mungard fortsatte sit arbejde.
Resterne af arbejdet blev overgivet til Det kgl. Bibliotek i København.
Gennem årene var Mungard blevet en af de ledende mænd i de kulturelle ”nationale” frisiske bevægelser og sprogforeninger. Han var æresmedlem af den store vestfrisiske sprogforening som flere gange besøgte ham i Møgeltønder. Han var på alle måder en agtet og æret herre af almenheden.
Afstemningstiden gav problemer
Afstemningstiden betød store omvæltninger i Nann Mungards liv. Han læste et af den kendte dansksindede friser Cornelius Petersens skrifter. Det vakte ”rigtig indre tilfredshed”.
Han læste så i det tyske blad ”Sylter Zeitung” en artikel, der skildrede Uwe Jens Lornsen som en stridsmand for Prøjsen. Denne kaldte alle frisere, der ville stemme for Danmark som landsforrædere.
Blev nægtet adgang til avis
Mungard greb så til at skrive læserbreve i samme avis. Der kom så til meningsudvekslinger med stærkt tysksindede sildringer indtil bladet nægtede ham spalteplads. Men det betød blot at han kunne fortsætte sine læserbreve i Tonderneche Zeitung, der nu var op købt af Cornelius Petersen.
Mungard tog straks et klart dansk standpunkt der gik ind for 2. zones tilslutning til Danmark. Ud over frisernes historiske tilknytning til Danmark, mente han også at det lille frisiske folk bedre ville beskytte sin kultur og sprog ved at være sammen med et lille folk som det danske.
De dansksindede opnåede kun 18 pct.
De dansksindede på øerne knyttede sig til ham. Men ak slaget blev tabt. Der var kun 18.2 pct. danske stemmer på øerne. Nu fulgte en uhyggelig tid for Mungard. Han modtog postkort med teksten:
Hans gård blev brændt af
Til Biike – brænding lod man afbrænde en dukke med hans navn på bålet. Værre var det at hans ejendom nedbrændte under mystiske omstændigheder natten til den 12. januar 1921. I hans erindringer er han ikke i tvivl om at det var en kriminel handling.
Det viste sig at forsikringerne var komplet værdiløse. Det betød nærmest økonomisk ruin for ham. Troen brast. Han tog konsekvensen og med tungt hjerte tog han bort fra sin fødeø, som han aldrig genså. Men i sine erindringer skriver han:
Kom til at bo på Toghale Skole
Nord for grænsen på Toghale Skole ved Møgeltønder fandt han sit nye fristed. Det var jo her, at redaktøren af Flensborg Avis Jens Jessen blev født. Den gamle skole var også i Cornelius Petersens eje.
Denne var lige som mange andre danskere Mungards velgører. Det var indtil den danske stat gav ham en velvillig pension. Han gik nu i gang med at omdanne sit værk fra frisisk – tysk til frisisk – dansk.
Døde 86 år gammel
Cornelius Petersen havde flere gange inviteret ham til at holde juleaften på vester Anflod. Men han takkede nej. Men i 1923 sendte han en vogn. Så nu kunne Mungard ikke undgå at komme men bare at parere ordre. Og det fortrød han ikke, skrev han i sine erindringer.
Efter at Cornelius Petersen i 1928 solgte skolen, flyttede Mungaard til Møgeltønder i et lille hus nær stationen. Her tilbragte den gamle sildring sine sidste år indtil hans død den 30, juli 1935, 86 år gammel.
De sidste år havde været tunge efter lammelser, der bl.a. bevirkede at han skulle bæres til og fra sengen. Den 1. juni 1924 slutter Mungard selv sine erindringer med ordene:
Først I 1974 udkom hans første bind af en nordfrisisk ordbog i det fulde oplag.
Jens ville hæve sin fars arv
Men hvordan var det lige med hans søn, Jens?
Han blev arresteret første gang fordi han havde skrevet nogle ironiske digte om Hitler. Anden gang han blev arresteret, var i 1936. Og det skyldtes en simpel arvesag. Hans far havde efterladt en bankbog i Tønder landmandsbank på 1.950 kr. Det lyder ikke af meget, men omregnet til nutidige kroner svarer det til 65.000 kr.
En absurd anholdelse
Begrundelse for arrestationen var fordi:
Det virker helt absurd at anholde ham. Det bestyrker mistanken om, at der ligger andre motiver til anholdelsen. Han havde glemt at orientere de tyske myndigheder om at han havde et udenlandsk tilgodehavende efter sin far.
Hans relationer til Danmark gjorde ham nu ”Fluchtverdächtig”. Åbenbart var det en nazist på Sild, der havde angivet ham til Gestapo.
Det absurde er, at det angiveligt var Jens’ egne penge. Hans far havde ikke haft mulighed for at spare op så Jens hjalp lidt til.
Han opfattede sig ikke selv som politisk digter
Jens Mungard opfattede ikke sig selv som en politisk digter. Men efter krigen blev han nu opfattet som en digter, der havde ydet modstand mod regimet.
Gestapo havde hæftet betegnelsen ”upålideligt politisk element” på Jens Mungard. Man havde givet ham forbud mod at skrive. Dette kan betegnes som om, at han var en belastning for regimet. Det var i 1938.
Denne gang kom han ikke hjem igen
Den 23. december 1938 blev han igen afhentet af Gestapo. Denne gang kom han ikke ud igen. Frem til 5. marts 1939 var han indespærret i Flensborg. Derefter blev han overført til KZ – lejren Sachsenhausen.
Når han nu kun overlevede 11 måneder her, må det antages, at han allerede var afkræftet, da han kom hertil. De dårlige forhold i lejren pinte livet ud af ham.
Datteren, Elisabeth Mungard modtog en ultrakort besked den 15. februar 1940 med teksten:
Et høfligt brev fra nazisterne
Det blev oplyst, at han var blevet kremeret og såfremt datteren ville sende tre Reichsmark, ville hun få en urne tilsendt. Det virker lidt grotesk. Brevet var meget høfligt. Måske var det fordi hun blev betragtet som en god nazist. Hun havde været leder i den nazistiske organisation Bund Deutscher Mädel.
Ingen erstatning fra de tyske myndigheder
I 1956 sendte Jens Mungards datter Helene en ansøgning til en vesttysk myndighed, som kunne få tilkendt erstatning til mennesker, der var blevet forfulgt under det nazistiske styre af politiske eller racemæssige grunde.
I et svar fra 5. januar 1957 blev ansøgningen afslået fordi myndighederne ikke fandt det godtgjort, at det var politiske forhold, der medførte, at Jens Mungard var blevet indsat i KZ – lejr.
I afslaget henviste man til, at Mungard i januar 1935 var blevet idømt et års fængselsstraf for ”alvorligt tyveri”, og at han i 1936 var blevet fængslet for overtrædelse af pas – og valutalovene. Man kunne ikke godtgøre at han var modstander af nationalsocialismen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 1, 2022
Toghistorier fra Nørrebro
Den første station ved Søerne holdt ikke længe. Velmente råd til jernbane – direktionen. Lokale ville oprette et træskur. En station ville komme – men hvornår? Man forsøgte at spænde ben. Indvielsen måtte udskydes. Beskeden toggang i begyndelsen. Trange forhold. Gangbroen blev fjernet, men en ny dukkede op i 1910. Slangerup Banen blev indviet. Man ville nedlægge Nørrebro station. Men var det smart, når der nu var 300.000 – 400.000 passagerer her om året. Bygningerne blev i den grad forsømt. Stationsforstanderen havde i en periode en luksuslejlighed. Men i 1930 var det slut.
Den første station holdt ikke længe
I 1879 startede Nørrebros første jernbanestation på Nørrebros Dossering 2, Ja sådan kaldte man det dengang. Det var med assistent C.C. Sønderup som forstander. Og stationen var uden spor. Det var bestemt ingen succes. Baneselskabet ofrede hele 800 kr. i indretningen.
Transporten af gods til og fra Københavns Hovedbanegård kostede 403 kr. Der var daglig fire daglige forbindelser. Huslejen var 543 kr. og udgifter androg 543 kr.
Allerede i 1880 lukkede man igen. Det var ingen succes.
Velmente råd til Jernbane – direktionen
Nørrebro fik ført sin første rigtige station i 1886. De første rygter om en ny station dukkede op allerede i 1861. Så det var virkelig lang tid at vente. Man ønskede en station i området, men det var ikke fra beboere i området. Dengang var Havremarken et ret så øde område.
Den mærkelige avis ”Sandhedsfaklen” anbefalede i 1862 at man anlagde en station ved Ventegodt eller Petersminde på Nørrebro Lygtevej. Og det skete i et indlæg med overskriften:
Byen voksede. Og i 1867 ”antog” man at Nørrebro havde ca. 20.000 indbyggere. Man havde ligefrem:
Det var nu ikke de store millionbevillinger til en Nørrebro Station, blot 400.000 kr. Og det var efter at en ”Commission” havde arbejdet på sagen i flere år.
Lokale ville oprette et træskur
Men der skete ikke rigtig noget. Nogle Nørrebro – borgere havde sendt et andragende til jernbanernes direktør, Viggo Rothe om for egen regning at måtte opføre et træskur til billetsalg og ventesal samt en åben perron. Endvidere ville man lønne en funktionær i to år.
En station ville komme – men hvornår?
Direktør Rothe må have været interesseret, for han fremsendte en tegning til en stationsbygning, som antagelig ville koste 25.000 kr. at opføre. Og så ville han have 10.000 kr. årligt. Hvis dette beløb kunne sikres, ville han foreligge sagen for Indenrigsministeriet. De brave Nørrebroere har sikkert været lidt skuffede over beløbets størrelse.
De havde kun fået tegnet ca. 6.000 kr. De kunne næppe skaffe resterne. Men det var nu heller ikke nødvendigt. For efterhånden var det klart, at Statsbanerne ville åbne Nørrebro Station i løbet af et par år.
Man forsøgte at spænde ben
Visse politikere ”Visne-politikere” søgte stadig at spænde ben for bevillinger for alle bevillinger og ikke mindst jernbaneanlæg. Med meget besvær lykkedes det at få bevilliget de 250.000 kr. til arealkøbet ifølge finansloven 1882/83. Dertil kom i alt 150.000 kr. og strakte sig over årene 1885/89.
Indvielse måtte udskydes
I begyndelsen gik det hurtigt. Men da man tog fat på bygningerne gik det nu ikke så kvikt. Station A var ved Bjelkes Alle og Station B ved Lyngbygade (Hillerødgade). Banerne håbede at kunne åbne den delvis færdige station den 1. maj – for lige at få skovtrafikken med. Så blev det offentliggjort, at dette først ville ske 1. juni. Men det skete først 28. juni. Åbningen fandt sted den 1. juli.
Beskeden toggang i begyndelsen
Toggangen fra starten var dog ret beskeden. Man havde i den grad undervurderet Nørrebroernes interesse for Dyrehavens lyksaligheder ved kun at lade 5 tog til Klampenborg standse. Men man blev da også klogere. Fra 18. juli standsede alle Klampenborg – tog ved Nørrebro.
Trange forhold
Nørrebros godstrafik var beskeden i begyndelsen. De mange småindustrier og håndværkere sendte nok en del banepakker, men det talte kun lidt. Først omkring århundredeskiftet kom der større industriforetagender i gang. For det ankomne gods vedkommende drejede det sig i begyndelsen om transporter af byggematerialer.
Men det var nok at bestille for personalet. Den upraktiske og de trange rangerforhold gav ofte problemer. Og så fandt postvæsnet ud af, at ”Lygtevejskvarterets Postexpedition” ind i stationen.
Gangbroen blev fjernet
I 1894 blev der foretaget flere udvidelser på Nørrebros Station. Til publikums sorg blev gangbroen over sporene fjernet. Der blev spændt store kæder over passagerstedet. Men det var folk nu lige glade med. Det var et under at ingen blev kørt over. I mange år var forholdene meget primitive. Endelig i 1910 opførtes en ny gangbro tæt ved Nørrebrogade.
Da Frihavnsbanen blev åbnet senere i 1894, fik Nørrebro station en forøgelse af personalet – en assistent, en overportør og fire almindelige portører. Men løbende blev personalet nu forøget.
Slangerup Banen blev indviet
I 1898/99 blev der anlagt et privat sidespor nær banearealet. Man kaldte det for ”Stensporet”. Det blev meget anvendt i årene fremover.
I 1906 blev København – Slangerup Banen åbnet. Det var lige i nærheden af Nørrebro station – på Lygten Station. Men det kom ikke til at påvirke konkurrencen. Det var åbnet et andet publikum, der foretrak Harreskoven frem for Dyrehaven.
Omkring 1909 opstod der dog en form for konkurrence. Men et par år efter steg passagertilgangen til Nørrebro station år efter år.
Man ville nedlægge Nørrebro Station
Efterhånden blev Nørrebro Station kun en station på Nordbanen. Nu afgik der kun 11 persontog om dagen. DSB lurede nu på at nedlægge Nørrebro station. Det vakte vild forargelse, da dette kom frem.
Den 17. november 1914 afholdt Nørrebro Handelsforening et møde i Folkets Hus. Det kom frem, at det var ”Socialdemokraten”, der havde iværksat det hele. Trafikminister Hassing Jørgensen var indbudt, Han tilsluttede sig protestresolutionen. Men han holdt også på Ringbanen. Den ville koste 8 mio. kr.
Der var trods alt 300.000 – 400.000 passagerer om året
Heldigvis overlevede Nørrebro station i første omgang. Det ville også have været absurd at lukke stationen, der betjente 300.000 – 400.000 passagerer hvert år.
I efterkrigsårene dalede passagertallet. I 1915 blev der nedsat et udvalg, der skulle kigge på den kommende togdrift. De tunge skyer hang stadig over Nørrebro station. Også i 1921 talte man om det. Men atter engang overlevede stationen.
Bygningerne blev meget forsømt
Efterhånden blev stationen mere og mere forsømt I slutningen af 1920’erne blev der ikke gjort meget for at vedligeholde stationen. Bygningerne så meget slemme ud. Den 30. juni 1930 var det slut. Straks efter lukningen blev det taget fat på oprydningen. På pladsen kom Nørrebroparken.
Stationen nåede at have 6 stationsforstandere. Dem, der søgte stillingen på det sidste blev advaret mod snarlig nedlæggelse. Man blev anbefalet at søge stillingen på den nye godsstation ved Lygten.
Stationsforstanden havde i en periode en luksus – lejlighed
I den gamle station havde det ikke været bolig for stationsforstandere, som derfor måtte bo andet steds.
På et tidspunkt havde stationsforstanderen en 123 m2 stor herskabslejlighed på Nørrebrogade 168 med alle moderne bekvemmeligheder, pigekammer og karnap.
Hermed slutter første del af vores ”Toghistorier fra Nørrebro”. Snart vil du opleve anden del.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 29, 2022
De Forbandede År
Hvad handler filmene om. Karl Skov forsøger at retfærdiggøre sit samarbejde med tyskerne. Modstandsbevægelsen kan også begå fejl. Usædvanlig mange konflikter hober sig op i familien. En lang sej kamp for at lave filmene. Det er som om at man har taget en bred pensel for at få det hele med. Var det erhvervslivet, der var for grådig? Det hele havde egnet sig bedre som tv – serie. Besættelsestiden er og bliver et paradoks. To ud af 30 besættelses – film viser at mindre også kan være godt. Familien oplever lige mange konflikter. Fremragende skuespil og ganske underholdende film men knap så mange skæbner havde været bedre. Måske burde Familien Skov kunne have haft tre børn.
Hvad handler filmene om?
Vi har været i biografen og set nr. 2 af denne film. Tidligere har vi set nr. 1. Dette er måske en lidt utraditionel anmeldelse.
Hvad handler filmene om? Ja nr. 2 er en dramatisk opfølger. Vi følger familien Skov fra foråret 1943 til sommeren 1945. Familien er splittet. Der er hele fem børn, som vi også følger. Karl har været gift før.
Karl forsøger at retfærdiggøre sit samarbejde
Det er familiesagaen, der bruges som et slags skelet til skildringen om besættelsestiden. I starten er der meget kaffe og borgerskab. Pludselig falder maskerne og pistolerne knalder.
Aksel tilslutter sig modstandsbevægelsen og går under jorden. Han udvikler sig til at blive en hårdkogt partisan. Han bliver et rigtigt bæst.
Karl kæmper for sit livsværk. Det bliver sværere og sværere betingelser. Samlingsregeringen kollapser. Han er pludselig uden politisk opbakning og må tage de forbehold, som sikrer familien også på den side af krigen. Dette sætter forholdet til Eva under pres. Hun har svært ved sin mands samarbejde med besættelsesmagten.
Karl forsøger hele tiden at retfærdiggøre sit samarbejde med tyskerne. Han har sikret sig at hans medarbejdere ikke kommer ud i arbejdsløshed. Han fabrik er i økonomisk krise. Karl mener, at det er nødvendigt at samarbejde for at fabrikken skal overleve.
Egentlig har han klaget sig godt. Han har både chauffør og kokkepige.
Modstandsbevægelsen begår også fejl
Den stigende modstand mod besættelsen og tyskernes øgede brutalitet får fatale følger for familien.
Det var kun 2 pct. af den danske befolkning der deltog i modstandskampen. Det hele har tidligere været fremstillet som ren Morten Korch-heltefortælling. I denne film ser vi unge uerfarne drengerøve, der begår fejl og bliver psykisk nedbrudt.
Vi har hele tiden fået at vide hvor heltemodig de allierede soldater og de danske frihedskæmpere var. Og nazisterne i Danmark var så grusomme. Vi kender jo Flammen og Citronen. Og så passede kvinderne gryderne og mændene blev sendt i krig og modstandskamp
Mange konflikter
En af sønnerne, Michael bliver nazist og soldat ved Østfronten. Han melder sig ind i Frikorps Danmark. Han er anti – kommunist. Da han kommer hjem, er han fuldstændig ødelagt.
En datter Helene bliver gift med en nazist og tager til Norge. Manden dør og hun rejser tilbage til Danmark. Men hun er stemplet som tyskertøs
I den første film møder vi husets tjenestepige, Annelise. Hendes søn, Svend er kommunist. Han bliver involveret i det illegale arbejde og skudt af tyskerne.
En lang sej kamp for at lave filmene
Instruktøren har arbejdet i cirka 20 år for at realisere projektet. Anders Refn følte sig nærmest afskrevet som instruktør, fortæller han. Man forsøgte også at skaffe udenlandske midler. Selv udtrykker instruktøren at det var på et hængende hår, at man fik lavet filmene. En blodprop kunne have stoppet projektet.
Den ikoniske forfatter Flemming Quist Møller, der har været med til at skrive manuskriptet gik bort tidligere i år. Han nåede dog at se resultatet og var yderst tilfreds.
Med en bred pensel skal det hele med
Filmene varer i alt fem timer. Det var tænkt som en storfilm om danskerne under anden verdenskrig. Med en bred pensel forsøges det at få det hele med. Vi når også at se, at familien hjælper en britisk pilot til Sverige. Ja en jødisk familie hjælpes også. Stikkere dræbes og hvordan kan man være sikker på ikke at dræbe den forkerte?
Midt i alt dette så forelsker to frihedskæmpere sig også i hinanden. Det er som om, at man vil have alt med. Bliver filmen for lang? Vi skal også have værnemageriet med fra politikere, der ønskede samarbejdet med tyskerne.
Var det erhvervslivet, der var grådig?
Filmen er meget ambitiøst. Kan de unge forstå den mærkelige tid, når de ser filmen? De onde er usympatiske. Men hvad med det kommunistiske problem? Var det erhvervslivet, der var grådig? Og er det kun politikerne, der er skurkene?
Der er en politisk skævvridning i fortællingen. Men der er fremragende skuespil. Spændende og sørgmodige scener oplever vi også. Fantastiske historier bliver belyst. Fejlslagende stikkerlikvideringer, blodtørst i befrielsesdagene, danske medløbere og meget mere.
Der burde hellere være skabt en tv-serie
Det er som om, at alt skal fortælles. Alt problematikken i besættelsesårene skal presses ned blandt familiens syv medlemmer. Ideen er god, men måske burde man ikke have lavet to lange film men i stedet en serie.
Spørgsmålet er om familien Skov kan finde hinanden igen. Hvem står egentlig tilbage som vindere og tabere efter krigen? Filmene der vil så meget slutter meget brat. Ja sådan sagde man om nr. 1. Men får vi ikke bare nye problemer?
Besættelsestiden var et paradoks
Egentlig var besættelsestiden et paradoks. Instruktøren har udtalt:
Er det så lykkedes at skildre dette?
To enkle film er skabt om besættelsen
Efterhånden er det vel lavet 30 film om besættelsestiden. De fleste tager heroisk afsæt i modstandsbevægelsen. Måske er disse lidt konservativ iscenesat. To flotte og underholdende film med markante meninger.
Vi har set udmærkede film som har fokuseret på enkelte ting fra besættelsestiden. Her kan nævnes ”Under Sandet”. En film, som vi har skrevet to artikler om. Og så er det også 9. april, hvor vi følger en deling soldater. Disse to film er i grunden meget enkle men fungerer fint.
Familien Skov oplever lige mange konflikter
Men i De Forbandede År 1-2 når vi ikke rigtig at lære de forskellige personer at kende. De to film vil så meget. Hovedpersonen gør det rigtige og det forkerte på en gang.
Er filmen troværdig? Kan en familie være så forskellig som familien Skov? De er fanget i trolig mange konflikter. Igen en gang så vil man skildre det hele og så i en familie. Kan man følelsesmæssig nå at fordybe sig? Og det er synd for vi oplever fantastiske skuespils – præstationer hele vejen rundt.
Knap så mange skæbner havde været bedre
Det er som om, at der har været alt for meget materiale. Familien Skov er lige lovlig presset. Desværre er budskabet ikke helt løst. Man kunne have nøjes med at beskrive knap så mange skæbner. Måske havde det været nok med tre børn. Fortællingen bliver ikke afrundet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 28, 2022
En legende fra Gråsten Slot
H.C. Andersen holdt forbindelsen ved lige næsten til enden, da hertugparret måtte flygte fra Augustenborg Slot. Og det til trods for at han var ”skræmmet” over forholdene dengang. Under opholdet i november 1845 skrev han ”Den lille pige og svovlstikkerne”. Et tilsendt billede dannede rammen for dette eventyr. Han sad dog næppe i Slotshaven under et træ og skrev eventyret. Han var ofte i området og var begejstret.
Masser af breve efterladt
Hvem er det, der har gjort Gråsten Slot kendt? Er det hertugerne, Frederik den Niende eller Dronning Ingrid? Eller er det verdens måske fineste æble? Måske er det en hel anden ting. Og det er at H.C. Andersen på gråsten Slot skrev en af hans mest kendte eventyr
Normalt ved vi dog ikke, hvordan litterære mesterværker er blevet til. Søren Kierkegaard vidste godt, at hans efterladte papirer ville blive studeret indgående.
H.C. Andersen har efterladt et utal af breve, hvoraf mange er trykt. Han har efterladt dagbøger. Litteraturforskere har på den måde fundet ud af mange ting.
I Gråsten i 1845
I oktober 1845 påbegyndte H.C. Andersen en af sine store udenlandsrejser. Det førte han til Tyskland, Italien, Frankrig og Schweitz. Han skriver bl.a. i sin dagbog:
Den 12. november er han i Gråsten og er der til den 21. november. Den 18. får han et brev fra en almanakudgiver Andreas Flinch i København. Inde i brevet havde denne lagt tre små tegninger og bad H.C. Andersen skrive en historie til en af dem. H. C. Andersen opfyldte dette ønske og historien blev trykt i Folkekalender for Danmark 1846.
Et billede dannede rammen for et kendt eventyr
Det billede Andersen valgte, var en tegning af maleren J. Th. Lundbye. Man ser en lille fattig pige, der holder en lille bundt tændstikker frem til salg. Der var allerede fabrikeret en moraliserende tekst til billedet. Flinch har nok følt, at den gode tegning kunne fortjene en anden tekst. Hvem kunne han bedre henvende sig til end H.C. Andersen?
I dagbogen skriver han næste dag den 19. november:
Det blev lagt ind i et brev til en veninde samme dag, der så skulle viderebringe eventyret til Finch. Så hurtigt gik det.
Det er en trist fortælling om en lille fattig pige, der nytårsaften tyndt påklædt og på bare fødder fortvivlet forsøger at sælge tændstikker på byens kolde gader.
Han har nok ikke skrevet den under et træ i Slotshaven som nogle påstår. Det var november og H.C. Andersen var meget kuldskær og bekymret om sit helbred.
Han var en kær gæst på de store herregårde hos adelige og hertuger.
Hun ville varme sig
Som barn havde Andersens mor fortalt ham, at hun engang som lille pige var sendt ud for at tigge. Det ville hun ikke og af angst for moderen havde hun en hel dag siddet under en bro ved Odense å.
Vi kan forestille os H.C. Andersen sidde i den varme stue på Gråstens hvide slot med fødderne under kakkelovnen og den første levende figur i hans eventyr bliver ”en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og mesingtromler.
I Andersens barndom var juletræet netop kommet syd fra til Norden, men dengang var det kun for de rige (den rige købmand står der i eventyret).
Noget af det mærkeligste ved den lille historie er, at Andersen på en måde giver en dobbeltafslutning. Eventyret kunne jo godt være endt med at mormor bærer en lille pige op til Gud. Men de mennesker, der nytårsmorgen finder det lille lig i krogen kan kun konstatere at
At hun er død – frosset ihjel – intet mere. Men vi, der har hørt historien ved
Tænk denne lille almanakhistorie, som er skrevet på Gråsten Slot er blevet til den store nytårs – legende.
I Gråsten er begivenheden foreviget med en skulptur.
Andersen var blevet skræmt
Da H.C. Andersen besøgte hertugparret Christian Carl August, hertug af Slesvig Holsten, Sønderborg – Augustenborg og Louise Sophie i november 1845 var uvejrsskyerne ved at trække op. H.C. Andersen skrev i dagbogen:
Tidligere havde han undskyldt sig med, at han skulle spare til en stor udenlandsrejse. Kongen havde også meldt afbud til denne sølvbryllupsfest.
Her kigger vi også i H.C. Andersens dagbøger
Men også her kan vi kigge i H.C. Andersens dagbøger:
Han bemærkede i høj grad den nationale konflikt
Andersen fik den nationale konflikt tæt ind på livet. Det fik han bl.a. ved at besøge augustenborgerne på Als. I flere digte forsørger han at skrive sig ud af det ulykkelige skisma i bl.a. fædrelandssangen ”I Danmark er jeg født” som mange mener burde være vores nationalsang.
Sangen anslår ikke nationalistiske toner, men bevarer balancen mellem dansk og tysk.
Han var ofte i Nordslesvig/Sønderjylland
Mange gange har han besøgt Sønderjylland/Nord- og Sydslesvig. Han besøgte bl.a. kongen, der var på ferie på Før. Her klagede han over, at det var en meget dyr og lang tur. Dagebøl var et meget kedeligt sted. Heldigvis betalte kongen billetten både tur/retur. Han deltog ligeledes i festlighederne i forbindelse med afsløringen af Istedløven.
H.C. Andersen har også skrevet følgende i sin dagbog:
– Jeg kom saaledes til det smukt beliggende Jagtslot Graasten og blev som tidligere naadigst og hjerteligt modtaget. Intet mærkede jeg, der kunne saare danske Sind og Hjerter. I Familielivet taltes kun dansk. Jeg blev her hele 14 Dage. Egnen ved Flensborg Fjord er unægtelig det mest maleriske i det Slesvigske. Her er store Skove, bjergagtige Højder og altid Afveksling.
– Selve Efteraarets svævende Taage gør Landskabet meget mere malerisk, noget fremmed for øboen, de ikun i mindre Maalestok aer saadan en Natur.
– ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” skrev jeg her og med Indbydelsen til ofte at komme tilbage til Graasten og Augustenborg, forlod jeg et Sted hvor jeg havde nydt lykkelige Dage.
– En tung og blodig Tid Skulde gaa op herover. Jeg har ikke haft Hjerte til at se disse Egne igen. Den sidste Tone, der klang for mig, var Tot ist Tot, Prinsesserne af Augustenborg spillede i ungdommelig Munterhed. Erindringen om hin Tid og dens Efterklang er et smerteligt tot – tot.
På vej hjem fra ferie sammen med kongen
H.C. Andersen havde tidligere truffet hertugfamilien fra Augustenborg ved et besøg på bl.a. herregårdene Gissenfeld og Nysø. Han besøgte bl.a. Augustenborg den 11, september 1844 til 29. september 1844. Besøget på Augustenborg skete på vej hjem fra Føhr, hvor han havde besøgt Christian den Ottende.
Forbindelsen til Gråsten/Augustenborg varede næsten til ”enden”
Selv om Andersen havde meldt fra til hertugparrets sølvbryllup i september var han dog alligevel vendt tilbage et par måneder efter for at gratulere. Og forbindelsen blev faktisk holdt ved lige. Fyrstehuset sendte en tønde æbler til digteren.
Frem til efteråret 1847 kvitterede Andersen med lange ærbødige breve. Men fra marts-dagene 1848 var slottet et punktum i Augustenborgs historie. Sammen med to døtre og to sønner måtte Christian August og Louise Sophie flygte fra slottet. Det blev så brugt som lazaret.
Imens sad H.C. Andersen hjemme på sine værelser på Hotel du Nord og fulgte på afstand lynchstemningen nede i gaderne og følte sig forstemt over det Slesvig – Holstenske oprør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: (Om H.C. Andersen)
April 27, 2022
Flensborg – efter 1945
Blot få kilometer syd for grænsen oplevede masser af beboere hungersnøden. De dansksindede fik hjælp fra Danmark. Der var også mangel på varme, el, gas og brændsel. En tredjedel af Flensborgs befolkning var flygtninge. Disse blev tvangsindkvarteret. Der var 17 mand om et toilet og et køkken. Et kartoffelskib i ny og næ bragte smattede kartofler til de dansksindede. Og så havde englænderne ikke forståelse for dansk kultur og de dansksindede.
En tredjedel var flygtninge
Flensborg var nærmest en myretue. Her vrimlede det med mennesker. Masser af invalide prægede bybilledet. Her var mange fremartede mennesker. En tredjedel af befolkningen -38.000 var flygtninge. Ansigterne var grå og triste. Og det var husene også Det hele forekom gråt. Man nede tragedier bag de flestes ansigter. Enkelte tragedier blev beboerne da også vidne til.
At holde sult og kulde fra døren
Skulle man over grænsen til Danmark skulle man være mere end heldig. Den var solidt lukket af englændere. Mange dramaer udspandt sig her.
I Nordslesvig mente man at være tæt på krigen. Men hvad var man ikke blevet skånet for? I Sydslesvig var de fleste meget berørt af krigen. Dens eftervirkninger fik alle at føle.
At holde sult og kulde fra døren var det altoverskyggende problem. Dertil kom de problemer som flygtninge – indkvarteringen skabte. Således måtte en dansksindet familie indkvartere 13 flygtninge i en fem – værelses lejlighed. De var selv fire.
Flygtninge blev tvangsindkvarteret
Det værste var, at man skulle gennem alle andres værelser for at komme til sit eget. Der var 17 mand om et toilet. En familie havde tilmed tuberkulose. Alle disse mennesker skulle også dele et køkken. Dette var langt fra et enestående eksempel. Sådan var betingelserne.
Uendelig mange af flygtningene kom fra primitive forhold. Mahogni – stuebordet blev brugt som køkkenbord. En ulidelig stank kom fra et af værelserne, hvor en lille familie levede. En dag, hvor værelsets beboere ikke var der blev sagen undersøgt. Da man åbnede en fin gammel egetræsbuffet, viste den sig omdannet til kaninbur.
Hjælp til dansksindede
Geder i forhaverne i Flensborg var ikke et særsyn. Flens-borgerne selv måtte bo under yderst indskrænkede forhold. Også under et vinduesløst tegltag boede der mennesker. Det har ikke været rart om vinteren.
Straks efter 1945 blev der organiseret en hjælpeaktion til Sydslesvigs danske mindretal med mælkeforsyning og tildeling af de nødvendigste levnedsmidler. Maden var ikke spændende og ensformig. Men når de dansksindede så alt den nød omkring sig, var de dybt taknemmelige for hjælpen.
Semuljegryn rørt op i vand til en slags tyk vælling var almindelig til at erstatte smør på brødet. Der var også en steg-os af levertran mange steder.
Kartoffelskibet leverede smattede kartofler
Det var fest, når kartoffelskibet kom. ”Kartoffelkonger” stod for uddelingen eller måske snarere sørgede for at holde orden i den lange kø. Ofte var kartoflerne dog blevet mere eller mindre medtagende af den lange sørejse. Ofte var det en stinkende masse man hældte ud af sækken.
Mange gange kun man i beskedent omfang hjælpe dem, der ikke var dansksindede. De var ofte glade for et stykke spæk. De havde ”noget” rugbrød, salt æg og lidt hvidkål. Det var alt.
Mangel på brændsel, el og gas
Varmeproblemet var ikke mindre alvorligt. Ofte var det værelse som man lejede uden kakkelovn. Så sad man med to frakker på og frøs. Vinteren 1947 var endnu værre. Det var heller ikke bedre med gas og lys. I perioder lukkede byen for lys og gas. Så fik man at vide at nu var det ikke mere elektricitet og nu var det ikke mere gas.
Det brændsel som man kunne fremskaffe, var tørv. Det var i sandhed ikke meget varme, som det kunne udvikle.
Grænsen ligger fast
Hos de dansksindede var det et håb om at man kunne forenes med Danmark. Man blev sure på Christmas Møller, der udtalte:
Man mente, at måden man gav udtryk for at ”Grænsen ligger fast” kunne være sagt på en anden måde. Dog var der mange, der levede håbet. Og de blåøjede troede at inden for tre uger ville der ske noget.
Boligproblemer
Hvis man ville have en anden bolig, ja så måtte man regne med lange køer hos ”Wohnungsamt”. På marieskovvej havde englænderne givet ejeren et besat hus tilbage. Men boligen indenfor var komplet ødelagt.
Englænderne havde ingen forståelse for dansk kultur
Disse englændere havde ikke meget begreb om grænseproblemerne. De lagde en hård kurs over for alt dansk kultur-arbejde. Mange dansksindede løb panden mod en mur fra det ene kontor til det andet. Oberst Lindsay Young havde ikke meget til overs for danskere og dansksindede.
Den danske forbindelsesofficer oberstløjtnant Lunding forsøgte at hjælpe så godt han kunne. Mange dansksindede fik en ret så arrogant behandling af englænderne.
Blot få kilometer mod nord havde man ikke alle disse problemer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 26, 2022
Kloster Mærken
Det var munkene, der startede. Hertugen gav tilladelse til kreaturmarked. Der opstod masser af ny værtshuse i byen. Og så opstod gøglergudstjener. Det kom i TV. Markedet får op til 50.000 besøgende. Karruseller kom med toget. En knægt kom gående med en ko, der skulle sælges for mindst 400 kr. Byrådet ændrede datoerne. Og så fik markedet besøg af en stammehøvding og en udbryderkonge. Her var en svævende dame uden støtte. En nøgendanserinde tiltrak opmærksomhed. En pige faldt ud af Raketbanen. Og så besøgte en islandsk kæmpe på 2.71 meter markedet. Man præsenterede ”Verdens tykkeste mennesker”. Men så kom historien den langhårede pigtrådssanger, der mødte sit livs kærlighed på ”Æ Mærken”.
Munkene startede
Det er godt nok mange år siden, at undertegnede var til Kloster Mærken. Vi kom der også dengang, da jeg boede i Tønder. Det er stadig en af Sønderjyllands faste traditioner.
Oprindeligt hed det Sct. Bartholomæus marked. Lokalt kaldte man det ”Bettemøs – Mærken”. Det startede helt tilbage i munkens tid i år 1173.
Munkene fejrede helgendagene for Sct. Bartholomæus med afslutning af den 3. tirsdag i august. Der blev holdt stormesse. Når dette var forbi, blev der holdt marked ved kirken.
Hertugens tilladelse
I 1548 var munkelivet slut. Men der var efterspørgsel efter sådan et marked igen. Ca. 100 år efter gav hertug Chr. Albert tilladelse til at afholde heste – og kreaturmarked.
På et tidspunkt var man oppe på at afholde 7 årlige markeder. Så blev der efter 1950 indskrænket til et ”Forårs – marked” og ”Kloster – Mærken”. Nu har man et markedsudvalg, der planlægger det hele.
Tre mand ordnede det hele
Inden da bestod ”udvalget” af en landmand, der bestemte over hestemarkedet. En håndværker tog sig af gøgler og kræmmermarkedet. Ja og politi/Gendarmer tjekkede så, at det hele gik rigtig til.
Mange flere værtshuse opstod
Fra 1548 til 1980 foregik markedet i selve byen. Og som alle andre steder med markeder blev også antallet af værtshuse udvidet i Løgumkloster når der var marked. Frem til 1920 var der 17 værtshuse i byen – de 11 havde store hestestalde.
Men når der var ”Mærken” i byen var der 32 værtshuse, da naboejendommene fik en endagsbevilling til at servere:
Gøglergudstjeneste
Fra gammel tid har der altid været en tæt sammenhæng mellem gudstjeneste-liv og markedsliv, fordi markederne blev holdt ved hellige kilder. Ofte blev orgelet skiftet ud med harmonika, sav, violiner, blæsere og rytme.
”Gøglerpræsten” Anders Bork Hansen blev i begyndelsen af 1950’erne landskendt. Han introducerede ”Gøgler-Gudstjeneste” Bork-Hansen havde spurgt teltholdere og kræmmere, om der ikke var noget som han kunne bidrage med. Teltholdernes formand mente, at man kunne starte med at holde en andagt.
600 – 700 i samme kirke
Den første gudstjeneste var kun for gøglere og kræmmere. ”Verdens stærkeste mand” måtte rundt og invitere. På et tidspunkt var der 600 – 700 i en stopfyldt kirke. Gøglere og kræmmere var fra starten med til at tilrettelægge gudstjenesten.
I 1965 deltog dronning Ingrid og den 31- årige ugifte prinsesse Benedikte.
Så kom gudstjenesten i TV
Og minsandten så så blev Gøglergudstjenesten vist i TV. Året forinden Var pastoren blevet kontaktet. Denne havde i første omgang sagt nej tak med den begrundelse at han ikke ville lægge bånd på gøglerne. DR gik videre til biskop Dons Christensen og han og biskop Erik Jensen sagde begge god for transmissionen.
Når gøglerne havde barnedåb eller bryllup så foregik det i forbindelse med denne gudstjeneste. Brudeparret kørte i karet med hvide heste foran. Et optog af glade spillemænd gik foran. Efter kareten kom et optog af ryttere.
Fra gammel tid var det tillige tradition for at de unge betingede sig i deres fæstemål, at de skulle have fri til Klostermærken.
Op til 50.000 gæster
På tre dage kan Klostermærken samle cirka 50.000 gæster. Byen er i det tilfælde afspærret. Før foregik det udelukkende på markedspladsen midt i byen, men nu bliver slotsengen ved kirken brugt mere.
Karruseller kom med toget
I slutning af 1880’erne kom det hele med toget. Der kom store karruseller helt fra Hamborg og Bremen. Men også fire – spands hestevogne kom med en masse materiale. Der var masser af udråbere som forsøgte at overdøve hinanden. Spåkoner læste i hånd, kort og kaffegrums. Lirekassemænd kunne ses og høres overalt i Løgumkloster.
Fra boderne kunne man købe sprællemænd, slikkepinde, spadserestokke, blonder, kandis, honningkager og røgede sild. Og så var det ham, der kunne spille på sin trompet og få den brune bjørn til at danse.
En knægt kom gående fra Toftlund
Seletøj, skotøj og trævarer var her også. Den kendte ”Cigarmand” kom her også. Overalt kunne man få tre stykker smørrebrød og kaffe til tre groschen. Man fortalte, at en karl havde danset to dage i træk. Han blev helt blå på overkroppen resten af sit liv.
I 1920 var en knægt kommet gående helt fra Toftlund med en ko. Han havde fået besked hjemmefra at den ikke måtte sælges for under 400 kroner. Nu var der også fakirer, vanddykkerske og flere stærke mænd på programmet.
Zoologisk arena
Senere vakte den mekaniske by opmærksomhed. Den lille by indeholdt hele 92 mekaniske figurer, der kunne bevæge sig. Ellers var der skibe, tog, smede, savværk og meget andet i funktion. Og så dukkede den levende dame uden hoved også op.
I 1929 var der så Hutzelsiders zoologiske arena med dresserede kæmpebjørne, morsomme dresserede aber, hunde, mini-heste og kæmpe slanger.
Byrådet ændrede datoerne
I 1930 ændrede byrådet markedsdagene til følgende:
Jo man må da sandelig sige, at der skete noget i Løgumkloster.
Stammehøvding og udbryderkonge
Illusionsteater og dødsdromen holdt sit indtog. Radiobilen med hele 20 ansatte kom også. Og så fik man dødssløjfen som var en forestilling, hvor en mand og en dame laver saltomortale på en motorcykel i 8 meters højde.
På tre kroer i Løgumkloster var der bal. Og så var det Varieteen ”Røde Mølle”. Slangemennesket Miss Jonny var også dukket op. Nu var det også automobilkarrusel og det forheksede hus.
Udbryderkongen Bernadi, stammehøvdingen Ras Samori, stepdanserinden Frk. Hanni, den dansk – russiske troldmand Runinoff med klovne, akrobater, kraftatleter var der også. Cirkusrevyens store telt lå lige over for Hotel Løgumkloster. Efterhånden kneb det med at finde stadeplads til alle.
En svævende dame uden støtte
Det mobile postkontor var her også. I 1937 kørtes der motorcykel i globus. Under kørslen knækkede forgaflen på den ene motorcykel og styrtede ned. De to motorcykler stødte sammen og begge styrtede ned.
Og sandelig så man en svævende dame helt fri i luften uden nogen form for støtte. Og så kunne man se et kæmpebarn på 16 år. Han vejede hele 124 kg. Og selveste Tom Mix optrådte på markedet. Han var datidens western helt. I de film han indspillede, brugte han sjældent stuntmænd. Derfor var han ofte skadet. Den sidste film indspillede han i 1934.
En nøgendanserinde tiltrak opmærksomhed
En spansk nøgendanserinde Ilenowa tiltrak også opmærksomhed. I 1939 måtte ordensbetjent Frandsen på arbejde. En københavnervar blevet indfanget af betjenten efter t have været i slåskamp. Han blev sat i lås og slå i skuret i baghaven på Elmealle.
To lokale borgere havde i 1942 sørget for cykelparkering. De tjente derved 150 kr. En cykel var blevet stjålet og ejeren forlangte 200 kr. i erstatning. Det betød at de fik et underskud på 50 kr.
Pige falder ud af Raketbanen
I 1945 var der hele 900 heste med til markedet. Men man skulle spare på energiforbruget. Det lagde en lille dæmper på festlighederne. Man tyvstartede ellers med en cirkusforestilling i hele tre dage.
I 1948 falder en pige ud af karrusellen ”Raketbanen” Hun slipper dog med livet i behold og får en lang rift ned over ryggen. Den store sensation var kaptajn Jackson, der for første gang i Danmark kører sin automobil på den 10 meter høje lodrette bræddevæg.
En kæmpe på 2,71 meter
I 1951 var den store attraktion ”Den islandske kæmpe” Urusus. Indtil han var 10 år udviklede han sig normalt. Men så skød han ellers i vejret. Han voksede sig til 2,71 meter. Han løftede bl.a. en bil. Når han var i Løgumkloster, boede han i sin sigøjnervogn udført i træ.
Verdens tykkeste mennesker
Politi Johansen udtalte til Jydske Tidende, at situationen så håbløs så noget håbløs ud, da der kom flere gøglere end nogensinde før. Der skulle bl.a. komme verdens tykkeste mennesker, en trup med dværge, et hurlumhej – etablissement, atom – biler, radiobiler, en dødsdrom, flere store variete telte, svingkarruseller, luftgynger og sidst med ikke mindst en tombola til fordel for det friluftsbad, som havde været undervejs i mere end 10 år.
Og i 1960 kunne Klostermærken byde på en gris med 8 ben, en ræv med to bagkroppe og andre zoologiske fænomener.
Den langhårede pigtrådssanger
I 1965 var det store trækplaster den langhårede, pigtrådssanger, Peter Belli fra gruppen Les Rivals. Hans orkester bliver forsinket til en koncert og som på et plaster på såret lovede Peter at køre i dødsdromen.
I Jydske Tidende kunne man så læse, at han bestemt ikke var en tøsedreng.
Kærlighed ved første blik
Og så fortalte Peter Belli også til Jydske Tidende, at der så han June for første gang. Og det var kærlighed ved første blik. Hun løftede bare næsen og gik videre. Senere skulle hun nu alligevel lige forbi og se, hvad han havde gang i, ham den langhårede pigtrådssanger, hun havde hørt så meget om.
Damen uden hoved er lagt på hylden, ligesom de stærke mænd, sortsværtede kannibaler, boksere og brydere. Nu var det gogo-danserinder, tryllekunst og bugtalere folk ville se.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
April 25, 2022
Til ”Mærken” i Sønderjylland
”Mærken” (Markeder) var uhyre populære i Nordslesvig (Sønderjylland) – dengang. De blev som regel holdt inde i selve bykernen. Efter 1920 kom der nye teltholdere og karruselejere. Det var et stort marked. Næsten hver en by havde sit eget marked. Ja nogle havde flere markeder. Og på disse kunne man i den grad opleve ting og sager. Ja, der var både kræmmermarked, hestemarked, kvægmarked m.m. De rigtige gøglere ankom. Men også bedragere. Men dette opdagede de lokale og smed dem ud af byen. I Aabenraa foregår markederne den dag i dag på en tidligere eksercerplads. Min far fortalte om, hvad han oplevede til markederne i Tønder.
Kliplev Marked
Det er mange år siden, at jeg var til ”Kliple Mærken”. Ja det var dengang, da Raquel Rastenni optrådte. Ja det er hende med:
Men se vi har allerede skrevet en artikel om denne begivenhed.
Markedsplads i Ribe fra 700 – tallet
En markedsplads i Ribe kendes allerede fra begyndelsen af 700 – tallet. Her var der også tale om byttehandel. Fra 1100 – 1200 – tallet blev de nye købstæders torve et mødested for bønder, borgere og fremmede. I 1200 – 1300- tallet blev torvehandelen sat i system med faste torvedage. I Kliplev blev markedet forbundet med valfartssted.
I midten af 1400 – tallet opstod de årlige efterårsmarkeder for stude i Ribe.
I 1500 – tallet fik byerne efterhånden eneret på markederne. I 1700 – tallet var det almindeligt at sønderjyske håndværkere med deres koner drog langt op i Jylland og rundt på de danske øer for at købe og sælge deres varer på markederne der.
I Nordslesvig kom de handlende fra Jylland og Fyn.
Almindelige levnedsmidler blev omsat på ugemarkeder. Al handel uden for markederne var forbudt
Næsten hver by havde sine egne markeder
Før 1920 havde næsten hver lille by i Sønderjylland et eller flere markeder om året. Her blev der handlet med grise, heste og kreaturer. På vores side har vi også kildret min fars oplevelser på sådan et marked i Tønder.
Ja kan huske fra min barndom vi også var til ”Fåemærken i Hæwe” (Fåremarked i Højer).
Tænk engang også i Hellevad var der marked. På gaden og omkring kroen ”Kløver Es” var der opstillet gynger, karruseller og boder. For fem penning kunne man købe en skrigeballon. Sådan var det i 1913.
Det endte med dans på kroen og masser af punch
Markederne var foruden at være handelspladser også folkelige fester, der endte med dans på kroen. Dengang kostede en kaffepunch 10 penning. Som regel var der tilbud – 12 stk. for en mark. Snart så man lysere på alting efter indtagelse af disse.
Årets begivenhed
Markederne i Haderslev, Aabenraa, Tønder, Løgumkloster og Kliplev blev besøgt af rigtig mange. I Haderslev var pladsen på Gravene belagt med store karruseller, boder og forevisningstelte.
Det var store telte med dyremenagerier, stærke mænd, kæmpe-damer, manden uden arme, sabel – og frø-sluger. Foran disse var der et broget liv af unge og gamle. Det var årets begivenhed. Ja det vil sige, at hver by havde flere markeder.
Rapmundede udråbere forsøgte at overdøve hinanden. Det var en beskeden entre. Man havde råd til at være med over det hele. Der var salg af honningkager og legetøj. Der var skydetelte, lykkehjul og meget andet.
Et sted kunne man for betaling ramme en person, der var sværtet i hovedet. Han stak hovedet gennem et hul i bagtæppet og rakte tunge efter publikum.
Man kunne købe maskinhæklede kniplinger. Det var en slagt kantbånd til dameundertøj. Det var højeste damemode Disse blev bortauktioneret i længder af 20 til 30 meter til højeste bud. Og sælgeren var morsom og skåret for tungebåndet. Jo her var der altid kø.
Marked på en tidligere eksercerplads
I Aabenraa var hele markedspladsen belagt med forlystelser. Her var der god plads til gøglerne. Ja stedet hed Madevej. Det var faktisk eksercerplads. Da militæret flyttede i 1888, flyttede militæret op til den nyopførte kaserne i Haderslev blev pladsen omdannet til markedsplads.
Inden da foregik byens markeder stadig på Store Torv. Heste- og kreaturhandlen foregik imidlertid i byens gader og stræder.
Da jeg boede i Aabenraa. foregik der stadig markedsdage her på pladsen ved Madevej.
Pastoren kunne ikke lide markederne i Tønder
I Tønder blev markederne holdt i selve byen og på Torvet. Men det kneb med pladsen. Så man flyttede ned til eksportstaldene ved Sønderport. I mange af de små byer omkring Tønder fik knægtene fri fra skole, så de kunne drive gæs til forårsmarkedet i Tønder.
Der var liv og glade dage i Tønder. Det vrimlede med folk og fæ. Hundreder af køretøjer bevægede sig mod byen. Pastor Kok, der var præst i Burkal, var ikke så begejstret for disse markeder:
Avisen glædede sig også
Tondernsche Zeitung skrev i 1871:
På markederne mødtes sønderjyske bønder med friser, holstenere og opkøbere fra Hamborg, ja helt fra Rhinlandet.
Tønder havde verdensrekorden i antal af værtshuse
Handelsmændene stod og klaskede hinanden i hånden så man kunne høre det over hele Tønder. Inde i kostaldene var det stuvende fuldt. Folk sad i højtrystede samtaler. Det blev i den grad handlet og drukket punch.
Byens mandfolk samlede sig på byens kroer og dette antal var i dagens anledning blevet udvidet ganske betragteligt. Ja engang havde Tønder verdensrekorden i antal af kroer pr. indbygger. Handelsmanden gav omgang på grund af en god handel. En anden gav en omgang for venskabs skyld. Et par uvenner gav en omgang i anledning af at de igen var blevet gode venner.
Jo kroerne løb af med den største fortjeneste. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle have styr på mange ting 10 – 20 vogne skulle han holde øje med.
Min far lavede ulykker
Min far fortalte at dengang markederne var flyttet ned til Sønderport pustede han sammen med andre knægte hagl i nakken på teltholderne og så løb de efter dem. Men så kunne de bagefter samle alle de mønter op som teltholderne tabte, da de kom efter dem.
Far tjente masser af penge
Min far husker også markederne oppe i byen. Der var boder fra et stykke op i Østergade og helt ned til den gamle biograf i Vestergade. Men det var sjovest på Torvet. Her kom to mænd fra Helsingør som de kaldte Fy og Bi. Jo de lignede de to figurer fra filmen.
I deres bod var der noget helt nyt. De solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv. Min far var fast hjælp. Han skulle dreje ismaskinen. Første gang gik det galt. Han havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, som han startede med, blev til smør. Men det tog de to herrer ikke så højtideligt. Min far tjente en masse penge og åd en masse is. Når de pakkede sammen, fandt min far en masse småmønter. Og da de to tog afsted fik han en ekstra håndfuld.
På Tønders krammer-markeder var den første dag de almindelige borgers dag. På andendagen var det børnenes. Først på tredje dag strømmede tyendet til.
Klager over drukkenskab
Intet under at datidens medier klagede over drukkenskab, som markederne førte med sig. Slagsmål og skrål hørte nu engang med til det hele. Og landevejene omkring Tønder var overdænget med berusede bønder på vej hjem.
Fra 1877 besluttede byen at opkræve stadepenge på markederne – 20 pf. pr. hest og 10 pf. pr. hornkvæg til stort mishag for bønderne og kvæghandlerne. Men egentlig burde de ikke klage for der var stor afsætning til Tyskland.
Æ Punchsti
Ja og så skal vi da ikke glemme Æ Punchsti – Det var en nødforanstaltning mellem Skibbroens mange værtshuse og Vest-banegården (Marchbahnhof). Mange markedsgæster brugte denne genvej i mere eller mindre ædruelig tilstand.
De mange teltholdere og karruselejere
Efter 1920 blev markedet i Haderslev også flyttet til Hertug Hans Plads. Jo dengang var det bestemt en forretning at rejse rundt som teltholder og karruselejere.
Det var brødrene Chr. Og Jørgen Bøgh fra Haderslev med karruseller og Jes Bondesen fra Christiansfeld med skydetelt, ringspil og legetøj. Hr. og fru Degn havde røgede ål, kager og galanteri.
Fru Link fra Aabenraa havde også galanteri, konfetti og krilde-basser. Lars Kock fra Høruphav rejste med børnekarrusel, svinger og skydetelt. Ja så var det også Knud Vaffelbager fra Løgumkloster og Laurits Kjær Skærbæk med is og lykkehjul og von Holdt fra Tønder havde en meget gedigen skydebane.
Den ægte Christiansfelder honningkage solgte Brdr. Obst og bager Achtnich. De var selvfølgelig hjemmehørende i Christiansfeld. Også bedr. Otto og Albert Krüger, der var kommet fra Toftlund og slog sig ned i Kolding, der solgte honningkage indtil 1936.
Brdr. Bøgh havde sammen med deres forældre distriktet helt ned til Hamborg. De var i mange år de førende i Sønderjylland. De kom også hvert år til Løgumkloster med deres forretning og deres store orgel ved tunnelbanen. Sammen med von Holdt og en klosterboer stod de altid på hjørnet til markedsgaden.
Stadig Klostermærken
Klostermærken er stadig populær. Det har overlevet tidens omvæltninger. I 1973 havde byen 800- års jubilæum. Foruden det store festfyrværkeri var der også friluftsoptræden af kunstnere.
Præsten holdt hvert år gøgler – gudstjeneste. Når gøglerne holdt barnedåb eller bryllup så foregik det også i forbindelse med denne gudstjeneste. Brudeparret kørte i karet med hvide heste foran. Et optog af glade spillemænd går foran kareten. Efter kareten kommer et optog af ryttere.
Fra gammel tid er det tillige tradition for at unge betingede sig i deres fæstemål, at de skulle have fri til Klostermærken. Store piger og drenge var villige til at forrette ikke så lidt ekstra arbejde til markedet.
Måske laver vi senere en artikel om Klostermærken.
De sønderjyske markeder blev holdt inde i byen
Forskellen på de sønderjyske og det øvrige lands markeder er, at i Sønderjylland holdes markederne for det meste i bykernen.
Efter 1920 kom der mange nye teltholdere til Sønderjylland. Bag efter de rigtige gøglere kom også bondefangerne med deres terningespil franarrede de mange godtroende sønderjyder deres penge.
Den værste af dem fik dog på Kliplev Marked to blå øjne af en slagtersvend. I en hel måned måtte bondefangeren gå med solbriller. I Jels svingede landbetjenten kniplen over deres hoveder og fulgte dem ud af byen.
I Gram gik bønderne til angreb på dem med håndgranater i form af ølflasker.
I mange sønderjyske byer er der også skyttefest og ringridning men det kan man næppe betegne som markedsdag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: