Da de amerikanske sønderjyder henvendte sig til Wilson

Masser af sønderjyder udvandrede. ”Dania” var først med ideen. Redaktør: Kongeriget og Sønderjylland kan ”Intet” udrette! Jacob – Riis Ligaen vidste, hvad man skulle gøre. Et budskab blev sendt til Wilson. Præsidenten takkede for tilliden. Delte meninger om, hvordan det skulle håndteres Napoleon den Tredje fik indført paragraf 5. Wilsons berømte 14 punkter H.P. Hanssen tager sagen op. Vælgerforeningen for Nordslesvig vedtager Aabenraa – resolutionen. Mange modbevægelser Ikke enighed i den danske delegation. En tvivlsom fredsaftale. Masser af ufred. En hård aftale for tyskerne. Et krone-eksempel på, hvordan man ikke slutter fred. I USA vendte de Wilson ryggen.

 

Masser af sønderjyder udvandrede

Mange sønderjyder udvandrede fra 1864 til midten af 1880erne. Man regner med at det var 60.000. De fleste var unge mænd. De ville ikke leve under Prøjseres styre og aftjene værnepligten i prøjsisk uniform.

De fleste holdt dog kontakten med familien. Og så har de da også givet en håndsretning i den danske kamp. Det som nok havde størst betydning var den henvendelse som de amerikanske sønderjyder rettede til præsident Wilson ved Første Verdenskrigs slutning.

Henvendelsen fik opbakning fra tusinder af andre dansk – amerikanere. De bad præsidenten om hans støtte til løsning af det sønderjyske spørgsmål nu hvor man skulle forhandle fred.

Det er nok en historie, der ikke har været så meget fremme i historiebøgerne. Men lad os lige starte fra begyndelsen.

 

”Dania” var først med ideen

I 1917 afholdt Den danske Forening ”Dania” i Californien sin årlige generalforsamling i San Fransisco. Aftenen før var Carl Plow, foreningens oversekretær ringet op af sim morbror. Denne mente, at der skulle rettes henvendelse til Præsident Wilson vedrørende det sønderjyske spørgsmål.

Og Carl Plow rejste så spørgsmålet på generalforsamlingen. Det fik et stort bifald. Der blev dannet et udvalg, der skulle arbejde videre med planerne. De henvendte sig til ledende danske mænd og foreninger. Også de dansk – amerikanske medier interesserede sig for sagen.

 

Kongeriget og Sønderjylland kan ”intet” udrette!

Redaktør Roger Nielsen skrev en artikel, der sluttede:

• Skal Sønderjyllands Haab engang opfyldes og det tabte Land igen forenes med Moderlandet maa vi Danske i Amerika gøre det første Skridt. Sønderjyderne selv kan intet udrette. Kongeriget Danmark endnu mindre. Vi amerikanske Borgere af dansk Afstamning der ikke har glemt vort gamle Fædreland eller de undertrykte Brødre søndenaa – vi alene har Frihed dertil. Og Pligt dertil.

Denne redaktør fik senere arbejde hos det danske konsulat. Senere vendte han hjem til Danmark, hvor han blev redaktør af Ude og Hjemme.

 

Jacob Ries – ligaen vidste, hvad man skulle gøre

Man var enige om, at man endnu ikke skulle henvende sig til præsidenten. Resten af 1917 gik med at orientere alle danske foreninger i USA.

I de østlige stater var der oprettet en forening der hed ”Jacob Ries – Ligaen” De stod i forbindelse med regeringsbyen Washington. Her havde man måske en ide om, hvordan budskabet bedst kunne overbringes.

 

Et budskab blev sendt til Wilson

I eftersommeren 1918 viste udviklingen på krigsskuepladsen at tiden snart var inde til at overrække præsident Wilson budskabet.

Man fik underretning og at præsident Wilson personlig ville deltage i fredsforhandlingerne. Den 24. oktober tilsendte man så præsidenten et budskab. Man lagde meget vægt på & 5, der bare var blevet fjernet. Dansk – Amerikanerne mente, at befolkningen havde ret til selvbestemmelse og selvstyre.

 

Præsidenten takkede for tilliden

Den 12. november svarede præsidenten retur:

• Det er menneskers ret til at bestemme over sig selv og vælge den måde, hvorpå dette selvstyre skal udøves.

Præsidenten takkede for den tillid, man havde vist ham. Han ønskede at ”Ret og Retfærdighed skal vinde Sejren, der vil befri dem for Undertrykkelse”.

Hvilken betydning henvendelsen havde kan være vanskeligt at sige. Det var et selvstændigt stykke arbejde, der blev gjort for at bringe spørgsmålet frem. Det var et vidnesbyrd om trofasthed og fællesskab, der aldrig vil blive glemt i Sønderjylland og dog.

 

Delte meninger om, hvordan det skulle håndteres

Herhjemme var der delte meninger om, hvordan det hele skulle løses. Nogle mente, at spørgsmålet skulle løses gennem folkenes selvbestemmelsesret. Folk skulle selv have ret til at afgøre, hvilken stat de ville tilhøre.

Andre mente, at Slesvig var gammelt dansk land og at grænsen skulle trækkes ved Dannevirke.

I sidste ende var det den amerikanske præsident Wilsons ideer om ordning for en varig fred i Europa samt at opretholde et godt forhold til Tyskland, der blev afgørende for, at folkenes selvbestemmelsesret var det princip, der kom til at definere den nuværende grænse.

 

Napoleon den 3 fik paragraf 5 indført

Det var Napoleon den 3. der i fredstraktaten under paragraf 5 fik indført ret til selvbestemmelse. Men i 1878 besluttede Tyskland og Østrig at ophæve denne paragraf. Så der blev aldrig nogen afstemning.

 

Wilsons berømte 14 punkter

I januar 1918 fremlagde præsident Wilson 14 punkter, der skulle sikre varig fred i Europa. Og det var baseret på indbyggernes selvbestemmelsesret.

 

H.P. Hanssen tog sagen op

Det gik ikke ubemærket hen for H.P. Hanssen – de danske nordslesvigers repræsentant i Berlin. Han fandt tiden inde til at kræve paragraf 5 opfyldt. Den 23. oktober 1918 tog han sagen op i Rigsdagen i Berlin.

Sideløbende lykkedes det at få den danske regering til at acceptere dette. Den danske regering havde ført en meget forsigtig politik over for tyskerne.

 

Vælgerforeningen for Nordslesvig vedtog ”Aabenraa – resolutionen”

De dansksindede nordslesvigeres politiske organisation Vælgerforeningen for Nordslesvig mødtes den 16. – 17, november 1918 for at aftale, hvordan man skulle forholde sig til en folkeafstemning i Slesvig. Man ville placere grænsen så tæt ved sprog – og sindelagsgrænsen som mulig. Ja egentlig var grænsen allerede tegnet i 1891.

Det blev besluttet med den såkaldte Aabenraa – resolution at trække en grænse nord om Flensborg og syd om Tønder. Man var nemlig usikker på resultatet i en række større byer i Nordslesvig. Man var også enige om at en række distrikter i Mellem-Slesvig skulle have særskilte afstemninger.

 

Mange modbevægelser

Det var det bestemt ikke alle, der var enige om. Der opstod en række modbevægelser.  En af dem var Flensborg – bevægelsen. De arbejdede for at Flensborg skulle med til Danmark. I skarpest modsætning til Aabenraa – resolutionen og den danske regering stod Dannevirke-bevægelsen, som ikke have meget til overs for folks selvbestemmelsesret. De mente helt bestemt at området fra historisk tid tilhørte Danmark.

 

Ikke enighed i den danske delegation

Der opstod dog også stor splittelse blandt danskerne til Versailles – konferencen Franskmændene støttede Dannevirke – bevægelsen. Briterne og amerikanerne støttede Aabenraa – resolutionen. Flere gange lykkedes det for Dannevirke – bevægelsen at så tvivl om de principper for de principper som den danske regering og Nordslesvigsk Vælgerforening havde forelagt.

I Flensborg og en række distrikter i Mellem-Slesvig blev der stemt kommunevis.

 

En tvivlsom freds – aftale

Freden blev beseglet den 28. juni 1919, da Versailles – traktaten blev underskrevet. Mens Wilson ville sikre varig fred i Europa, så cirkulerede der en vittighed rundt i Paris, at Storbritannien, Frankrig, USA og Italien i stedet for at skabe en retfærdig og varig fred, havde travlt med at skabe betingelser for en retfærdig og varig krig. Det tragiske ved den vittighed er at historien viser, at den var sand.

 

Masser af ufred

Forhandlingerne foregik ad to adskilte linjer, nemlig dels på baggrund af sejrherrens krav mod de tabende, dels på baggrund af den insisterende amerikanske præsident Wilsons 14 punkter.

Det var ikke just på en fredelig baggrund, at traktaten blev underskrevet. Det var en blodig krig i det revolutionsramte Rusland med tab af millioner af menneskeliv. Der foregik revolutionsforsøg i Tyskland og Øst – og Centraleuropa præget af etnisk tumult, stimuleret af præsident Wilsons tanker om demokrati og national selvbestemmelsesret.

 

En hård aftale for tyskerne

Den franske Clemenceau havde det mål med forhandlingerne at Tyskland skulle bombes tilbage til tiden før 1870, så det ikke igen kunne overfalde et svagere Frankrig. Lloyd George ville klemme Tyskland til det peb. Og Wilson ville forhindre en ny krig gennem et Folkeforbund.

Tyskland blev frataget deres kolonier. Landet blev demilitariseret under allieret kontrol fra 1920 til 1935. De blev også afvæbnet til en hær med maksimalt 100.000 mand uden artilleri, tanks, fly og ubåde. Tyskland blev dømt for at være aggressor i krigen og blev idømt enorme krigsskadeserstatninger.

 

Et kroneeksempel på, hvordan man ikke slutter fred

Mon ikke Versailles-freden er et kroneeksempel på, hvordan man ikke slutter fred. Traktaten spillede en vigtig rolle for starten af Anden verdenskrig. Wilsons skrivebordsidealisme var medvirkende til at give nationalisme ny vind i sejlende.

 

I USA vendte de Wilson ryggen

USA blev aldrig selv medlem af Folkeforbundet. Han havde ikke mange tilhængere derhjemme i USA. Det slog ham ud både psykisk og fysisk.

Jo Amerikansk-Sønderjyder har sikkert efterladt et godt indtryk på ham. Men deres budskab har nok ikke været afgørende.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• danmarkshistorien.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• Sprogforeningens Almanak

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.857 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 145 artikler
• Under Besættelsestiden (før/nu/Efter) finder du 381 artikler