Artikler
April 27, 2023
Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa
Møderne startede i 1895. Husly på Folkehjem. Først efter 1920 fik kirken det nuværende navn. Jorden tilhørte Sct. Jørgens Stiftelse. En fortyskningsproces fik folk til at samles. Et aktivt byggeudvalg. Menigheden bestod dengang kun af 30 – 40 stykker. Hvad fik de ud af det? spurgte man i Aabenraa. Politi – Matzen gik gerne i kirke! Præsten cyklede fra Haderslev. Sct. Jørgens Forening. Kirken blev en almindelig sognekirke, men det havde folk svært ved at forstå. Menighedsrådet overtog kirken.
Det startede i 1895
Det første kirkelige møde fandt sted den 18. december 1895 på hotel Fønix, danskernes samlingssted. Der mødte 50 tilhører op Det var frimenighedspræst Rasmus Thomsen, der talte. Møderne, der mindede om normale gudstjenester fortsatte uregelmæssigt frem til kirkens indvielse.
Husly på Folkehjem
Myndighederne så absolut ikke med velvilje på grundtvigianernes fremtrængen og forsøgte at forhindre møderne. Ved at true hotelværterne med at nægte fornyelse af bevillingen tvang myndighederne til at flytte fra sted til sted. Men ved årsskiftet gav Sprogforeningen husly på den nyerhvervede ejendom Folkehjem.
Kirken blev kaldt ”Æ lille kirk” – ”Æ dansk kirk” – Men egentlig hed kirken ”Frimenighedskirken”. Skt. Jørgens Kirke var en af i alt seks frikirker som dansksindede kredse rejste i Sønderjylland i den tyske tid.
Først efter 1920 fik kirken det nuværende navn
Den blev oprettet for at få et sted, hvor man kunne afholde dansk gudstjeneste. Den blev taget i brug i 1904. Pastor Rosendahl, der var præst fra 1910 – 1920 beskrev forholdet ret rammende i 1919 i frimenighedernes kirkeblad – Den Nordslesvigske Kirkesag:
Efter 1920 forsvandt frimenigheden da også. Kirken kunne ikke længere hedde frimenighedskirken i Aabenraa. Den fik i stedet navnet Sct. Jørgens kirke.
Jorden tilhørte Sct. Jørgens stiftelse
Og hvorfor blev det lige dette navn? Jo, den var bygget på en grund, der engang havde tilhørt Sct. Jørgens stiftelse fra middelalderen, som vejen Jørgensgård har sit navn fra. I forvejen er byens anden kirke opkaldt efter en helgen.
Og hvis du vil vide mere om denne helgen laver vi en henvisning til en artikel, hvor vi har skrevet om Sct. Jørgen og om de forskellige Sct. Jørgens gårde og huse fra dengang.
En fortyskningsproces fik folk til at samles
Ja mange i Aabenraa har omtalt kirken som ”Den lille kirke på bjerget”.
Det var en fortyskningsproces, der fik folk til at samles i frimenigheder dengang. Der gemmer sig et dokument i et kobberrør i soklen til Sct. Jørgens Kirke. I kirkebogen står det anført, at dokumentet indeholder en beretning om kirken. Det er forfattet af Niels Hansen og Knud Rosendahl.
Et aktivt byggeudvalg
Frimenighedskirken er bygget i 1903 af en lille dansk menighedskreds, som i flere år var samlet omkring frimenighedspræst Rasmus Thomsens forkyndelse. Til at forestå byggearbejdet blev der nedsat et byggeudvalg bestående af gårdejerne Nis Callesen i Lerskov og Falle Lildholt i Løjt Kirkeby samt kaptajn C.C. Fischer og redaktør H.P. Hanssen i Aabenraa.
Arkitektarbejdet var overladt til en gammel Aabenraa – knægt, Nils Jakobsen i Odense. Byggegrunden var en gave fra ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig”. Pengene tilvejebragtes ved frivillige – fra venner nær og fjern.
Menigheden bestod kun af 30 -40 stykker
Prøjserne var ikke glade for dette initiativ. Men Aabenraaerne ville bevare deres modersmål – også i kirken. Og kirken blev rejst på kort tid. Ja ideen blev fremsagt ved en gudstjeneste på Folkehjem på Allehelgens dag i november 1901. Og den 4. november 1904 blev kirken indviet.
I Hejmdal kunne man læse følgende:
Imponerende at det lykkedes at bygge kirken. Frimenigheden dengang bestod kun af 30 – 40 stykker.
Hvad fik de ud af det?
Man fik indsamlet 5.000 mark, og fra et udvalg for den sønderjyske Kirkesag i Kongeriget fik man de resterende 15.000 mark som kirken kostede. Kirkebyggeriet blev forstyrret af myndighederne, især ved gentagende udvisninger af murermesterens danske svende
Det var en helt fuld kirke under indvielsen. Politi – sergent Carl Christian Matzen (Politi – Matzen) overværede indvielsen på landråd von Uslars befaling. Han greb dog ikke forstyrrende ind. Der var kun siddeplads til halvdelen af kirkegængerne.
Udestående opfattede først og fremmest den ny kirke som et forsøg på at irritere den prøjsiske myndigheder.
Efter indvielsen var der møde på Folkehjem, hvor C.C. Fischer indledte. Han havde båret hovedarbejdet i byggeudvalget.
Politi – Matzen ville gerne i kirke
Desværre kom kirken til at stå tom det første halve år på grund af præsten, Rasmus Thomsens sygdom. Han døde i 1905. Siden blev der holdt regelmæssige gudstjenester og indtil 1908 under overværelse af politisergenten. I sin mørkeblå uniform med rød krave. Han sad altid nederst i kirken. Det fik C.C. Fischer til at sidde øverst – så langt væk fra politisergenten som mulig.
Man sagde rundt om i Aabenraa:
Præsten cyklede fra Haderslev
Thade-Petersen var blevet ordineret. Han kom oftest cyklende fra Haderslev til Aabenraa for at holde gudstjeneste. Endnu fortælles om det sejl, han spændte på cyklen, når der var medvind.
I 1908 meldte to sønderjyder sig til tjeneste i de sønderjyske frimenigheder. Det var de dansk uddannede cand., theol.’ Er Knud Rosendahl og Niels Hansen. Sidstnævnte gik dog efter et halvt over til journalistikken. Rosendahl skulle dog også hjælpe som præst på Vesteregnen.
I 1910 – 1914 blev gudstjenesterne varetaget på skift af Thade Petersen og Rosendahl. Men sidstnævnte blev i 1914 indkaldt som soldat. Han blev sparket af en hest i tjenesten. Han kunne derfor fortsætte som frimenighedspræst fra sidst i 1916.
Pastor Rosendahl blev i 1921 sognepræst i Vojens. Hver 14. dag blev der holdt gudstjeneste blandt andet ved provst Nielsen i Ensted. De mange af de tilflyttede danskere nordfra knyttede sig til kirken.
Sct. Jørgens Forening
I oktober 1924 blev Sct. Jørgens Forening dannet med bl.a. Holger og Jep Fink og boghandler Harald Bo Bojesen og to andre. De påtog sig alle en gæld på 5.000 kr. og påtog sig yderligere n gæld hver på 5.000 kr. for istandsættelse. De fem overtog kirken fra Sprogforeningen og hæftede personlig for gælden.
Der blev forhandlet med ministeriet. De ville betale en præsteløn i den laveste klasse og yde et ”fyrsteligt” tilskud på 3.600 kr. årligt til aflønning af organist og kantor samt kirkens vedligeholdelse, rengøring, brændsel, klokkeringning og fyring.
De fem herrer fra Sct. Jørgens Foreningen byggede en smuk præstebolig. Det lykkedes at få 60 familier til at tegne sig for et årligt bidrag på lidt over 2.400 kr. Et bidrag, der dog med tiden faldt til 1.200 kr.
Kirken blev en almindelig sognekirke – men det kunne folk ikke forstå
Kirkens første præst efter 1920 var Carl Johannes Ludvigsen. Han fik den vanskelige opgave at føre kirken fra frimenighedstiden ind i folkekirken. Ludvigsen fik titlen af andenpræst, dvs. præst for det danske mindretal af danskere, der ikke ville slå sig til tåls med, at den tyskuddannede pastor Juhler var valgt til præst for den danske menighed.
Dette forhold fik ikke ligefrem pastor Juhler til at tage imod Ludvigsen med åbne arme. Da kirken fyldte 50 år nævnte pastor Ludvigsen, at det kun langsomt gik op for folk, at kirken nu var en sognekirke, hvis præst enhver i byen kunne lade sig betjene af.
Utroligt at denne Ludvigsen skulle betale 40 pct. af udgifterne til præstegården. Han faldt for aldersgrænsen i 1948. Allerede året forinden havde de fem kirkeejere bebudet sammen med de resterende bidragsydere om, at en nyordning af forholdene måtte der til.
Menighedsrådet overtog kirken
Det endte med at den 1. juli 1948 at menighedsrådet fik overdraget kirken vederlagsfrit og præstegården for et beløb af 55.000 kr.
For at sikre sig at den grundtvigske linje ved første præstevalg efter nyordningen kunne fastholdes, betingede Sct. Jørgens Forening sig afgørende indflydelse på dette.
Til embedet kom der 12 ansøgninger. Af dem valgtes pastor Markus Kofoed. Men nu var der ikke kun de fem, der afgjorde dette. Den 10. september 1948 mødte mellem 80 og 90 mennesker op på Folkehjem og gav deres besyv med.
Efter 1948 fungerede Sct. Jørgens Kirke som en slags annekskirke til Sct. Nikolaj Kirke. Men i praksis fungerede som en sognekirke for den nordlige del af byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 26, 2023
Hvorfor lugtede det altid i Vidågade i Tønder?
Når vi skulle i kolonihaven i Vidågade var det en skøn duft af kaffe ved kafferisteriet. Men det blev hurtig ødelagt af en slem lugt. Og når jeg som bydreng skulle her forbi var det altid en slem lugt. Hvorfor? Ja, hvad betyder ordet ”Talg”? Riggelsen handlede også med støvler og senere alt skotøj. I 1920 skete der en deling af firmaet Der blev oprettet en lagerbygning til værdifulde metaller. Og så blev der ansøgt om et nyt talgsmelteri. Åbenbart havde undertegnede en følsom næse og naboerne var åbenbart tolerante. Tirsdags – afhentning hos slagteriet. Alt kunne bruges. Stop af eksport til Portugal. De brugte Anden – klasses talg til madproduktion. Huder og skind blev afhentet og indleveret. Hud- og skindlager i Tønders Industrikvarter. Filial af produkthandel i Aabenraa.
Hvad betyder ordet ”talg”?
Jeg husker det endnu. Det lugtede altid i Vidågade. Det er ikke kafferisteriet lige i nærheden af kolonihaverne, jeg tænker på. Det var en behagelig duft, der kom derfra, nej jeg tænker på Riggelsen lidt længere henne. Når vi opholdt os i den skønne kolonihave helt ned til Vidåen kunne vi også lugte det.
I Vidågade lå nemlig et talgsmelteri. Og hvad er det nu for en størrelse? Kigger man på ordet ”Talg” i Politikens danske ordbog kommer følgende forklaring:
Hvordan begyndte denne forfærdelige lugt?
Handlede også med skotøj
I 1888 boede der en Matthias Riggelsen i Tønder. Han var garver og kom fra Abild. Efter endt uddannelse og et ophold i USA nedsatte han sig i ejendommen Østergade 57. Ved siden af sit hverv som garver begyndte han at sælge støvler. På et senere tidspunkt udvidede han sit sortiment og solgte skotøj i et bredere sortiment.
I 1920 skete der en deling af firmaet
Garveriet var dog stadig hans hovederhverv. Det blev så udvidet med en produkthandel. Dette drev han fra en lagerbygning i Vidågade 56 på en grund, der lå i forlængelse af Østergade – ejendommen mod syd.
Efter 1920 skete der en deling af virksomheden. Skotøjsforretningen flyttede i lejede lokaler i Storegade 20. Garveriet med produktforretningen blev overtaget af Matthias Riggelsens ældste søn, Peter Friederich Riggelsen.
Lagerbygning til mere værdifulde metaller
Ligesom i Vester – og Storegade i Tønder rakte de fleste ejendomme i Østergade fra hovedgaden mod parallelgaden i syd. I dette tilfælde Vidågade. Både Vidågade 54 og 56 blev ejet af Riggelsen. Har opførtes omkring 1920 et stort beboelseshus.
På modsat side mod syd på et stort have-areal helt ned til Vidåen lå en lagerbygning med plads til opbevaring af uld og de mere værdifulde metaller som kobber, bly, messing m.m. Jernmetallet fik plads på et bagved liggende indhegnet område.
Et nyt talgsmelteri
Man startede ret beskeden, men efterhånden kom der gode resultater. Peter Friedrich Riggelsen opførte en villa og nye lagerbygninger på have-arealet. I begyndelsen af Anden verdenskrig ville han bygge et nyt talgsmelteri i fortsættelse af sin fars primitive talgsmelteri.
Den 31. juli 1941 ansøgte Riggelsen Tønder Købstads Sundhedskommission om tilladelse til indretning af et talgsmelteri i ejendommene Vidågade 50 og 52. Da han kunne godtgøre at der havde været et talgsmelteri på ejendommen nr. 56 før ikrafttrædelsen af købstadens nye gældende sundhedsvedtægt skønnede kommissionen den 13. august 1941, at det i virkeligheden drejede sig om en forbedring af det bestående smelteri.
En følsom næse og tolerante naboer
Kommissionen besluttede derfor at give den nødvendige dispensation fra købstadens sundhedsvedtægt. Der var dog knyttet betingelser til dispensationen. Det var en ufravigelig forudsætning at den ikke kom til at genere beboerne af naboejendommene hverken ved røg, damp eller ilde lugt.
Måske har undertegnede haft en for følsom næse i sin ungdom i Tønder eller har naboerne været meget tolerante!
Bygningen af smelteriet blev påbegyndt og fuldført samme år og udvidet med en mindre tilbygning to år senere.
Tirsdags-afhentning hos slagteriet
Riggelsen havde i starten en aftale om ugentlig afhentning af talg fra slagterierne i Tønder, Bylderup Bov, Skærbæk og Vojens. Senere blev råvaren også afhentet på slagterierne i Stoholm (ved Struer), Horsens, Aarhus, Lemvig og Herning. Efter slagteriernes sortering i en første og en anden klasses vare (afpudsningsfedt), blev det af hensyn til holdbarheden saltede talg samlet i pilekurve.
Alt kunne bruges
Første bearbejdning af talgen på smelteriet var rensning og afsaltning med vand. Fra en hakkemaskine ledtes talgen via en glideanretning i et kæmpemæssigt kar. Cirkulerende kogende vand i karrets dobbelte bund fik talgen til at smelte.
Sener og fedtegrever faldt til bunds, og efter en centrifugering kunne rent talg afpumpes og flyde i nye trætønder, der var specielt fremstillet af bødker Heil i Højer. Dette gjaldt det første klasses talg, spisetalgen, der blev anvendt i margarinefabrikation. Et stigende salg til Solo-fabrikken i Sønderborg, der var en af de helt store aftagere, fik Solofabrikken til på et senere tidspunkt at anskaffe en tankbil til afhentning af den flydende talg på smelteriet i Tønder.
Her blev talgen i mellemtiden opbevaret i en stor beholder med et varmelegeme, der sørgede for at holde talgen flydende. Centrifugen som man brugte, havde en fortid som vandrensningsanlæg om bord på et skib.
Stop af eksport til Portugal
Den anden sortering til forarbejdning i sæbe- og ”talg” – lysindustrien blev kogt i kælderen og hældt i brugte og rensede olietønder. Det meste af anden klassetalgen gik til udlandet. Dog blev eksporten til Portugal stoppet, da man erfarede, at talgen der blev brugt til spisebrug.
Var det tale om Genbrug?
Sideløbende med det foregående blev der også fremstillet en speciel garvetalg til brug på garverier. Senerne og fedtegreverne kunne også bruges. Der stod en hullet beholder i kælderen, som blev brugt til afdrypning af disse. Riggelsen havde en aftager, der brugte ”affaldet” som svinefoder – velbekomme.
Det sidste gik til destruktionsanstalten til videreforarbejdning som dyrefoder. Det kan man da kalde ”Genbrug”.
Der var da flere, der klaget over lugten
Nu var det godt nok flere end mig i Tønder, der mente at det var ildelugtende. Når vi tilbragte hyggelige timer i kolonihaven ned til Vidåen, eller når jeg susede rundt som ”Bydreng”.
De bevilligende hovedpersoner kunne jo selv lugte det. Det var dem, der sad i Sundhedskommissionen. De blev da også jævnligt præsenteret for klager over lugten.
Huder og skind blev afhentet
Riggelsen havde aftale med slagtehuset i Tønder om at aftage de slagtede dyrs huder og skind. Her skal bemærkes at kun tyres, oksers og køers skind kaldes for huder, mens kalvenes og de øvrige dyrs betegnes som skind.
Om tirsdagen var det slagtedag for Tønders slagtere. Om eftermiddagen mødte Riggelsens lastbil op for at afhente huderne og skindene. Hver del var afmærket med slagterens navn så Riggelsens kontor vidste, hvem der skulle afregnes med.
Først blev huderne og skindene vurderet efter vægt og kvalitet. Først pelsen, idet mulige snitskader, opstået ved afhudningen, gav en lavere afregningspris.
Skind blev også indleveret
Der blev også indleveret skind af rådyr, harer, ræve, mår, ilder, mink, lækatte og huskatte. Hundeskind blev saltet og brugt bl.a. i legetøjsfabrikation.
Hos Riggelsen klippede man også får. Det var en afveksling for medarbejderne at rejse rundt om sommeren.
Hud- og skindlager i Tønders Industrikvarter
I 1972 blev der opført et nyt hud-og skindlager i Tønders industrikvarter. Slagteriernes dannelse af egen hudcentral medførte at forudsætningen for driften af en privat opkøbsvirksomhed af huder og skind ikke længere var til stede. Forretningen blev derfor nedlagt i 1978. Bygningerne på Kærgårdsvej blev lejet ud til Hartmann og senere solgt til Teknisk Skole.
Filial i Aabenraa
Peter Riggelsen havde foruden forretningen i Tønder i 1930’erne også etableret filialer i Aabenraa, Skærbæk og på Fyn. Forretningen i Aabenraa blev efter Riggelsens død ført videre af hans søn Peter Riggelsen jr. De tre forretninger blev i 1988 solgt til firmaet Uniscrap, hvorefter en fjerde skrothandler-generation Riggelsen med stor succes etablerede sig i Aabenraa med selskabet Rimeco A/S.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 25, 2023
Lersø-bøllernes viser
Anders Enevig, en forfatter der beskrev vilkårene for dem, der var lavest i samfundspyramiden og dem, der ikke var bosatte, skrev en række fremragende bøger. Men han samlede også viser. Han talte med 200 mennesker og samlede 400 timers viser på sin båndoptager. Og det gjorde han i sin fritid. Han arbejdede ved politiet. Og man kan sige at disse viser også udgør en form for lokalhistorie. Arbejderne sang også Lersø-bøllernes viser. Vi skal da også kigge på visen om Lersø – slaget. En politibetjent døde efter at være mishandlet. Frederik Jensens store vise på Nørrebro teater i 1902. Anders Enevig drak håndbajere med Karen Spidsmus. Så var det lige Utterslev – prangerne. Vi kigger på visen om Valde og Fie. Lersø – bøllerne måtte flygte til fælleden. Storm P fandt sine modeller blandt Lersø – bøllerne. Igen engang måtte man flygte. En gruppe blev og gik rundt på Ydre Østerbro. En anden gruppe gik på Blågårds Plads. Og så var det dem, der tog tilbage til Lersø – kvarteret.
Anders Enevig samlede viser
Anders Enevig kan vi takke for, at kulturen og historien om Klunserne, Kræmmerne, Prinserne, Lersø-bøller og Fælled-bisser er bevaret. Han har skrevet nogle fremragende bøger om emnet. Men hvad de færreste sikkert ved, er at han også har samlet de viser, der hørte til disse grupper af mennesker.
Under besættelsen var han modstandsmand og måtte flygte til Sverige, hvor han blev soldat i den danske Brigade.
Arbejdede ved politiet
I 1945 blev han ansat i Rigspolitiet. Under sit arbejde i Københavns Politi fik han et indgående kendskab til Nørrebro-kvarteret. Han kom under sit arbejde i forbindelse med bl.a. Spritterne.
Dette resulterede at han i 1958 i sin fritid med båndoptager indsamlede historier og viser sunget i dette miljø af subsistensløse. Snart efter udvidede han sit indsamlingsarbejde og lignende og andre miljøer mange steder i landet.
400-timers båndoptagelse
Der er blevet indsamlet både eventyr, beregninger om overtro m.m. folkehistorisk traditionsstof samt miljøberetninger om det farende folk. Anders Enevig har skrevet et hav af artikler i fagtidsskrifter og udgivet bøger med ikke – bofastes folklore.
Han beskæftigede sig med de mere eller mindre omvandrende og dermed ofte ildesete og af myndighederne forfulgte minoriteter. Han var en respekteret debattør, vel nok fordi hans indlæg altid var deldokumenterede. Ja han var vel den fødte storsamler. Således overlod han sin store samling til diverse museer. Og alle hans båndoptagelser (ca. 400 timer) blev overladt til Dansk Folkemindesamling.
Nu er det nok ikke alle viser, der er lige stuerene. Det er folkeminder fra en tid og et miljø, hvor hårde livsbetingelser gjorde, at mange hurtigt faldt væk.
Viserne er et stykke lokalhistorie
I denne artikel dukker vi ned især i hans indsamlinger omkring Lersøbøller og Fælledbisser. Efter denne artikel kan du læse, hvad du kan finde om ”De Skæve Eksistenser” på Nørrebro og i Nordvest og vel også på Østerbro.
Vi har valgt et tilfældig udvalg af viser, som samtidig blev et lille stykke lokalhistorie fra Nørrebro/Nordvest/Ydre Østerbro. Det er historie – set nedefra.
Arbejderne sang også Lersø-bøllernes viser
”Krykke Maries Slagsang” er trykt på fint lyserødt papir. Visen handler om et vældigt gilde, hvor opvartningen bestod af suppe, kogt på svineører behængt med lange hår. Servicet var ikke særlig appetitligt og bohavet i hulen bestod af kasser. Hædersgæsten hed tilsyneladende Karl Baj. Denne person har vi omtalt i tidligere artikler.
Det var 8 vers og med lidt god vilje kunne den synges på den gamle folkemelodi ”I skoven skulle være gilde”.
Når man engang kom forbi en byggeplads på Nørrebro, kunne man fra arbejdsskuret høre arbejderne synge nogle af de gamle viser ude fra Lersøen.
Det var viser, der ikke stod i sangbøger og i visebøger.
Anders Enevig talte med 200 mennesker
Anders Enevig gik nu på jagt og talte med henved 200 mennesker på Nørrebro. Han omtaler det selv som en morsom og interessant opgave, som ofte resulterede i natteroderi. Arbejdet måtte gøres, når både han og sangerne havde tid.
Visen om Lersø – slaget
Og egentlig har vi tidligere i flere artikler berørt Lersøsalget. Slaget mellem Lersøbøllerne og politiet fandt sted natten mellem den 29. og 30. september 1901. Egentlig var det ikke tale om et slag. Det var snarere tale om et brutalt overfald på en politimand, som næsten blev slået halvt ihjel. Men i folkemunde taler man om Lersøslaget. Og vi har da også tidligere berettet om dette.
Jo Lersøbøllerne var et folkefærd ud over det sædvanlige. Andre grupperinger var næsten rene pigespejdere ved siden af de gamle Lersøbøller. Det var et fag og et erhverv at være Lersøbølle, og de kunne deres arbejde.
Visen om Lersøslaget er nu ved at smuldre i traditionen. Men det lykkedes dog for Anders Enevig at rekonstruere visen. Han måtte kigge i avisens referater for at få versene indpasset i den rigtige rækkefølge.
Melodien er kendt. Den minder om melodien til Hans Hartvig Seedorffs vise ”Den er fin med kompasset, slå rommen i glasset”.
Det må have været en ganske særegen stemning derude, når de lå i hulerne og sang viser og mindedes bedrifterne inde på landjorden. De har også sunget denne Lersøballade:
Den handler om de helte, der slog Ørsted til jord
Nu sidder vi alle bag lås og bag slå
Og det længe til var´, før vi friheden vil få
Tingving vallivalliving valliving vallivallivaj
Tingving valliving tingvingvallivallivaj
Vi var nogle fulde og folk fik på snuden
Den første vi traf på vor ensomme vej
En nattevagt det var, os en storslået galaj
For tørstig´ vi var, og vi skulle ud på livet
Dertil han svared` det ville han ej
Og vi havde jo bare at skrubbe vor vej
Det var jo nogle af Glorias` goder
En tog hans stok, han hamred` hans hud
Stodderen råbte: oh hjælp mig dog Gud
Vi skal vel ej løbe for disse krabater
Og straks han ind på panseren fòr
Og nak ham en skalle, så han segned` til jord
Og folk som vi mødte, ja de gik på kajen
Og vi standsed først ud for Søborghus kro
En stodder vi slog, og kyllinger tog
Et par dages tid efter denne ballade
Så blev Musen taget i Kildevældsgade
Der var han med Gloøjet ude på rov
Og da panserne kom, ja så blev det sgu sjov
og lommerne fyldte med fine cigarer
da panserne rykked´ nærmere frem
så smed vi sardiner i ho´ det på dem
Skønt varerne sa´ vi, at dem ha´ de vi fundet
Så kom vi alle på Vester en tur
Og nu sidder vi alle bag fængslets mur
for hver gang I træffer på Nørrebros helte.
En skål for de kæmper, som var med dengang
På Lersøens hulvej og dansed` can – can
Tingving vallivalliving valliving vallivallivaj
Tingving valliving tingvingvallivallivaj – go` morgen Karl Baj
Hvem ville ofre papir på Lersø-bøllerne?
Men hvem var denne Karl Baj egentlig. Han er nævnt i flere viser. Han er blevet en slags fællesnævner for en rigtig Lersøbølle. Vi har hørt, at han skulle være kommet ud af det hele og blevet entreprenør.
Teksten er interessant, fordi den har en virkelig historisk baggrund. Før Anders Enevig fik den på tryk, har den ikke været det. Hvem ville ofre papir og tryksværte på en rå Lersøballade?
En af de folk vores hovedperson fortalte, at han havde lært sangen før 1910, da han var mælkedreng på mejeriet Enigheden.
Politibetjenten døde – efter mishandling
Mon Lersøbøllerne siden tænkte på, hvordan det var gået deres offer, politibetjent Ørsted, Sikker ikke. Han blev mishandlet så grusomt, at han døde få år efter som en ret ung mand.
Lersøslaget var kun en lille lokal episode ude på Nørrebro, men der var sat en udvikling i skred, som ingen dengang havde forestillet sig. Aviserne svælgede i lange artikler om bøllerne og mange små huspoeter blev inspireret. Den digteriske åre flød voldsomt – alt skulle på vers dengang.
Komedier om Lersø – bøllerne
Digteren Carl Ewald boede et stenkast fra Lersøen i en herskabelig villa. Han gjorde knæfald for bøllerne i lange avisartikler, og raseriet kulminerede i, at Sønderbro Theater i både 1905 og 1909 satte folkekomedierne ”Lersøbøllerne” på programmet. I komedien fra 1905 blev der fra de skrå brædder på Sønderbro sunget ikke mindre end tolv grove viser, gendigtet over skelettet til nogle obskøne viser, som alle kendte. Viserne forsvandt lige op i den blå luft. Det kunne også blive for sølle.
Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus
Men Lersøbøllen Ferdinand Eriksen var jo flygtet. Han og Karen Spidsmus havde taget damperen til Aarhus. Hvor ingen kendte dem. Har boede de et halvt års tid, til de endelig blev snuppet af politiet og blev sat ind i den gamle arrest.
Det var sandelig ikke noget de brød sig om. Allerede første nat foranstaltede Ferdinand alle tiders største forsvindingsnummer. Tidlige morgenvandrene i gaden må absolut have moret sig. Ud for Karen Spidsmus` celle hang to sammenknyttede lagener og blafrede i morgenbrisen.
Man bør absolut bruge lagener, hvis man skal flygte fra spjæld med manér. Det må Ferdinand have vidst, for hele Danmark morede sig.
Frederik Jensens store vise i 1902
Skuespiller Frederik Jensens store vise i sommerrevyen 1902 på Nørrebros Teater gjorde grin med hele historien. Komponisten Olfert Jensen havde sat melodi på. Hele København, ja hele landet sang med på visen om Ferdinand og Karen Spidsmus.
Sad i arrest og læste i sin kattekissemus
og tænkte på sin Ferdinand
Lersøbøllen Ferdinand.
Så kom han midt om natten
Banked´ på så galant
Skønjomfru – luk op
udenfor står din ven
det er de lyse nætters tid
jeg véd du elsker dem!
Hun var der, det var kun et øjebliks værk
Hvor Ferdinand i skjorte, Karen Spids i særk
Gik glad ud i kulden
I kulden
I kulden
Mens fængslet lå i lullen
Og sov så sødt
Anders Enevig drak håndbajere med Karen Spidsmus
Lersøbøllen Ferdinand døde på Kommunehospitalet i 1919. Karen Spidsmus levede i bedste velgående på Vesterbro sammen med et par undulater. Anders Enevig besøgte hende og kaldte hende ”en elskelig gammel dame på ca. 80 år, og hun har ”glemt” Lersøtiden.
Men hun havde ikke glemt at drikke håndbajer. Således måtte Anders Enevig forbi høkeren på hjørnet efter en omgang øl. Han kaldte det for en oplevelse at skåle med Karen Spidsmus.
Utterslev – prangerne
Hvad bestod miljøet af omkring den gamle Lersø? Først og fremmest af meget fattige arbejderfamilier med mange børn og dernæst de navnkundige Utterslev- prangere. Disse var bestemt ikke til at spøge med. Disse gæve gutter satte vel nok deres største særpræg på Lersø-kvarteret og en af deres viser lyder sådan her:
Og vi har ikke spor a` penge
men leve længe
kan vi uden det.
Vi er her til verden kommen
For at nyde radiommen
Og vi har lidt i lommen
For det ska´ der til.
Vi kludemads` er
Vi rydder op i alle klasser
og hvad der passer
tilhører vos
Li` fra morgen til Kvælden
går vi rundt og fylder bællen
men det er så sjælden
at det ka`ses på vos!
Prangerne var stamgæster i den gamle Lygtekro. Der gik mange sagn om disse gamle prangere. Vi har tidligere berettet og Stærke – Harald og Luse – Laurids møde med Amager – slagterne i Lygte Kroen.
Visen om Valde og Fie
I Lersø-kvarteret var der også lige visen om Valde og Fie. En sjov vise om et stræbsomt ægtepar som var forbavsende uheldige en dag.
Hvad stedet det hedder, jeg husker ej mer’
der lå et skur med lidt halm og lidt andet
der havde to elskende slået sig ner
og Fie og Valde – som parret det hed
og Valde sa’ forbandet:
Du elsker da vel mig?
Hva’ Fanden ka’ jeg andet
sådn’ som du tamper mig.
Tag benene på nakken
som Fan’ var efter dig
tag en tur på Bakken
og skaf lidt skejs til mig
Hvordan hun ka’ skaffe lidt godt til sin ven
Da så hun en and på en krog at den hængte
uden for en slagter og hun snubbed’ den
og skyndte sig hjemad til Valde igen:
Er jeg ikke sød og villig
se hvad jeg har til dig
en and jeg købte billig
jeg tænkte kun på dig
Jamen hvor er snapsen henne?
Ak Gud den glemte jeg
men nu skal jeg rende
og hente brændevin til dig.
han var lige sendt hen for at hente den and
han nikker til Fie, hende han standser:
Jeg ku’ lige ha’ ha’ lyst til at tale med din mand.
Og Valde var i færd med at gøre anden i stand
Godda’ du kære Valde
du tar’ en tur med mig
når du får anden saltet
så følges du med mig
vi tar’ en tur i skoven
du kender vel den vej?
Og Valde bed på krogen
Han blev snydt for andesteg.
Lidt længere ude hvor Lersøen ligger
har Charles med knoen sit hyggelige hjem
han længe til Fie har gået og kikket
og da Valde er hugget, så møder han frem:
Oh elskede Fie, oh flyt til mig hjem
Ja når bare ej du slår mig
Jeg gerne tar’ med dig
Næ hvorfor Fanden sku’ jeg slå dig
når kun jeg elsker dig
når blot du skaffer skejsen
brændevin til mig
akkevit og majsen
så elsker jeg kun dig
Hun hyggede hjemmet som kvinden kun kan
Men en dag var hun kommet langt ud på broen
Hvem møder hun – Valde, sin forrige mand:
Og nu skal du få en tak for den dejlige and
imens jeg sad på Vester
så hørte jeg om dig
du gik og laved’ fest
du laved’ grin med mig
jeg sad og pilled’ tovværk
en stump den glemte jeg
og nu skal det være sjovt
at prøve den på dig
og sov mit barn sov længe
med min hakke og min skovl og min spade
og de drak som gale
de gamle hopsaka’ le. –
Lersø-bøllerne flygtede til Fælleden
Men der lyder også andre toner.
En ret almindelig vise fra Lersøkvarteret viser sig at være en sjælden gammel folkevise fra middelalderen. Kulturen får sit, uden at man spekulerer over det. Det er selve hverdagen i dette kvarter. Man synger til arbejdet, man synger i fritiden, og man synger på værtshusene.
Lersø-bøllerne kunne ikke mere være i fred for politiet. Slangerup-banen blev anlagt og fabrikkerne kom tættere på. Ja og så kom der politihunde. De var ikke bange for bøllerne. De flyttede så ud til Nørre Fælled. Det var derude at en ung tegner Robert Storm Petersen fandt sine berømte motiver. De lå i mange år og sang deres viser ude ved Holger Danskes Briller. Her er en af dem:
de bølger de ginge så høje
for det skete så uheldigt den sælsomme nat
at de mange måtte kulden døje
for det blæste gennem vinduer
og det regned’ gennem tag
men aldrig kan vi Rakkerbulen glemme
for intet er så dejligt som at sove under tag
med alle de fordrukne soldesvende
Mit hoved’ til en græstørv kan jeg hælde
Thi vinteren er hård at gå på du gamle dreng
men aldrig vil jeg mig på Gården melde
for i Holger-Danske sover man
så dejlig på en snor
så mange dejlig’ snapse kan man bælle
slut sammen kammerater la’ os splejse til en pægl
for otte graders såben er dog li’ godt mest reæl
Storm P fandt sine modeller på Fælleden
Efterhånden tog Storm P – figuren lidt efter lidt har taget form som den godmodige vagabond med jordbærtud og med hængelås på maven. Morsomt er det at tænke på, at det er de gamle Lersø – bøller har stået mål.
Efterhånden blev Fælleden også for friseret for dem. Rent galt gik det, da brændevin ikke blev til at betale lige efter første verdenskrig.
Du er min ven og min trøst
Lad andre kun prise champagne med skum
du slukker dog altid min tørst
du lille flaske – du er så rar
du følger altid trolig med far
selv om de værste skæve jeg slår
altid i lommen jag dig har
du er jo modbydelig varm
og sveder gør jeg osse fordi jeg må
jo stadig bøje min arm
du lille flaske – du er mig huld
når du er drukken ja så er jeg fuld
du går itu og jeg går omkuld
så bliver facit nul komma nul
Se nu har jeg drukket den sidste sjat
og nu kommer panseren herhen
ska’ vi nu ta’ og følges hjemad igen
men hvoddan pokker er det jeg står
benene siksak under mig slår
Gud ved hvordan vi hjemmet dog slår
For nu er der skid på – ligesom i går
Spritter-flokken blev igen delt
Spritterflokken var nødt til atter engang at dele sig. Nogle få blev på stedet og søgte mod Ydre Østerbro, nogle søgte til Blågårds Plads. Og andre søgte tilbage til Lersø – kvarteret – ud til den lille flok – som stod ude på Rebslagervej.
Anders Enevig indsamlede mindst 1.500 numre. En del af materialet er gammelt men fuldstændig ukendt stof.
Og inden læserne nu bekendtgøre stavefejl, så vil undertegnede lige gøre opmærksom på, at vi nogenlunde har afskrevet viserne, sådan som de stod med de i nutiden viste stavefejl.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 23, 2023
Gadenavne og skilte i Tønder
Tønder fik først gadeskilte i 1850. Det var det danske militær, der ønskede dette samt bedre belysning. Højst overraskende blev det tyske navne. I begyndelsen var det dansk tillid til amtmanden. Politikassen betalte udgifterne. Opsætningen blev meget forsinket. Læserskribent var overrasket over tyske skilte. Embedsmændene var vant til at kommunikere på tysk i Hertugdømmet. Man ville helst tale sønderjysk. Vo Steemann havde fuld tillid til borgmester Olufsen. Det danske Generalstab ønskede danske gadeskilte. Tønders velgører skulle stadig mindes og æres. Skovrøy og Ludwig Andresen diskuterede Uldgade og Wolfstrasse i medierne. Men begge tog fejl. Claus Eskildsen kom med den rette sammenhæng. Nye forslag fra Thorvald Petersen. Hverken Brorson eller Provst Petersen blev glemt. Efter 1920 var det en overraskelse at de tyske skilte blev siddende. Nye forklaring på, hvorfor det skulle hedde Pebergade. En turist beklagede sig. Stadig tyske navne ved amtsvejene. Efter befrielsen tog otte postbude et frisk initiativ. Den 11. maj 1945 blev de tyske skilte fjerne. Det kunne være sket i 1937, da Tønder fik dansk borgmester. Og de tyske skilte endte ikke på museet men blev destrueret.
Først gadeskilte i Tønder 1850
I Tønder skulle man vente til 1850 før der kom gadeskilte. De var på tysk.
Borgerskabet i Tønder havde besluttet sig at byen skulle tilslutte sig revolutionen den 24. marts 1848. Men den 22, juli 1850 blev byen besat af danske tropper. Men det ændrede nu ikke på stemningen i Tønder. Den var fortsat danskfjendtlig. Men trods dette var dansk det fremherskende modersmål i byen. Men det var som om, at det højtyske sprog havde større prestige.
Det danske militær forlangte gadeskilte og bedre belysning
Kort før de danske troppers ankomst blev gadeskiltene sat op. Det skete omtrent samtidig med at gadebelysningen blev forbedret – på det danske militærs foranledning.
Hovedpersonerne i denne sag var konstituerede borgmester, justitsråd Drøhse og amtmand greve Reventlow. Sidstnævnte havde politimyndigheden i byen. Den tidligere borgmester i byen var flygtet, da de danske tropper ankom.
I begyndelsen var det dansk tillid til amtmanden
Amtmanden var tysk opdraget, men i Treårskrigen havde han kæmpet på dansk side. Han blev modtaget med tillid af de dansksindede i byen. Men alt tyder på, at stemningen blandt de dansksindede i byen havde vendt sig mod amtmanden. I et læserbrev i 1856 i Dannevirke kunne man læse at denne Reventlow havde ansvaret for, at der kom tyske skilte op.
Man havde åbenbart fundet ud af, at både kvarterenes navne og gadenavnene manglede i byen. Ja husnumrene manglede også mange steder. Måske var der nogen, der havde gjort amtsborgmesteren opmærksom på det. Men det nævntes ikke på hvilket sprog disse skilte skulle forfattes på.
Det handlede muligvis om besparelse
Nu blev gadenavnene ikke malet direkte på hushjørnerne. Kæmnerne havde åbenbart gået rundt i byen sammen med malere og set hvordan hushjørnerne så ud. Magistraten havde åbenbart også fået at vide, at der ikke var nogen plads eller at muren var så ujævn, at skriften ikke kunne anbringes tydelig.
Det handlede muligvis om besparelse. Således var det billigere, hvis maler Aars kunne male navnene på et skilt. Åbenbart drejede det sig om 78 blæk plader. Og nu dukker de tyske navne på gaderne frem.
Politikassen skulle betale udgifterne
Der bliver så spurgt om hvorvidt Slots- og Frigrunden, der var et lille selvstændigt ejerlav selv skulle betale. De blev først indlemmet i Tønder Kommune i 1933.
Reventlow fastslår, at det er politikassen, der skal afholde udgifterne. Man kunne konstatere at skiltene skulle have tre lag sort maling før de kunne holde og få den rette glans. Denne procedure krævede mere tid. Og så var det lige det problem, at for hver gang, der skulle et nyt lag maling på, måtte skiltene tørre. På grund af vejret kunne det kun foregå i værkstedet.
Opsætningen blev meget forsinket
Man kunne slet ikke efterkomme amtmandens ordre om at være færdig i løbet af tre dage. Og så var det lige det problem, at de anordninger man skulle bruge til ”Lanterner” ikke kunne fås i Tønder men skulle bestilles i Flensborg.
Amtmanden var ansvarlig
Læserskribenten havde ret i. at det var Grev Reventlow, der var ansvarlig for skiltene. Men han havde ikke givet anvisning på hvilket sprog det skulle være. Men han havde godkendt forslagene og det havde borgmester Drøhse også gjort. Kæmnerne havde følt det som en selvfølge at skiltene skulle være på tysk.
Læserskribent undrede sig over at skiltene var på tysk
Det var et langt brev i Dannevirke. Brevskriveren undrer sig over, at skiltene ikke var på dansk eftersom det var danskerne, der vandt den Første Slesvigske Krig. Brevskriveren mener, at det var fordi, at embedsstanden stadig var tysk. Dette kunne føre til at tyskerne kunne tro, at de havde masser af sympati, mente brevskriveren.
Brevskriveren var godt klar over, at det var det danske militær, der havde bedt om mere belysning og muligvis også skilte med gadenavne for at finde rundt i byen. Og så mente han også det var mærkelig at de skulle orientere sig efter tyske navne.
Åbenbart var Reventlow påpasselig med at dokumenter blev sendt på tysk og dansk.
Embedsmændene var vant til at skrive tysk i Hertugdømmerne
Måske skyldes de tyske gadenavne, at man i hertugdømmerne administrerede på tysk. Vi har ligeledes i en artikel beskrevet anvendelse af bynavnet Aabenraa eller Apenrade. Amtmanden har måske ikke tænkt over at sprog og nationalitet var noget, der hang sammen.
Det er muligt, at han på grund af den danskfjendtlige stemning i byen har villet undgå at virke provokerende ved at lade opsætte dansksprogede gadeskilte. Han har måske bestræbt sig på at tage hensyn til begge nationaliteter.
De tyske skilte fra 1850 var i mellemtiden blevet udskiftet til blå skilte med hvid skrift. Der var ikke mere kvarterbetegnelse.
Man ville helst tale sønderjysk
I 1920 var der i Tønder et stort tysk flertal. De dansksindede svarede på tysk, når de blev tiltalt på tysk. Det generede ikke de dansksindede selv om det ikke var morsomt. Men helst ville man tale sønderjysk, som stadig var det mest udbredte sprog i byen.
Von Steemann havde stor tillid til Oluf P. Olufsen
Ifølge Chr. Von Steemann – dommer m.m. diskuterede danske og tyske embedsmænd aldrig nationalpolitik når de mødtes. Men der var dog borgere i byen, der ikke forstod dansk.
Nu var det så borgmester Oluf P. Olufsen, der havde ansvaret for gadeskiltene. Af Chr. V. Stemann fik han det eftermæle:
Det danske Generalstab anbefalede dansksprogede skilte
I byrådet anbefalede han danske gadenavne. Og det skete på den danske generalstabs foranledning.
De lokale medier berettede om, at borgmesteren anbefalede at der ved siden af de tyske gadenavne blev indført danske gadenavne. Det var nu også mærkeligt at høre danske embedsmænd at udtale gadenavnene på tysk.
Tønders velgører skulle stadig mindes og æres
Byens gadenavne blev ikke fordanskede, men de var fortyskede. Den danske form var den oprindelige. Det var kun de nye gader, som var opstået i den tyske tid, for eksempel Strucksalle, Popsensgade, Carstensgade og måske Richtsensgade, der kunne kaldes tyske. Ja sådan fortalte P. Skovrøy i Flensborg Avis. Han mente at det var rigtig nok, at mindes byens velgører. Flensborg Avis havde i sin tid foreslået at man skulle mindes den danske konge som skænkede klostrets formue til oprettelse af alderdomshjemmet i Østergade. En gade skulle således kaldes Kongens Gade, men det skete ikke dengang. Måske kan det ske nu, mente Skovrøy.
Skovrøy mente at navnet Wolfstrasse var en misforståelse
Skovrøy gjorde også opmærksom på, at tyske Wolfstrasse var en misforståelse. Af Uldgade. Der har såmænd aldrig været ulve i den gade. Gaden fik sit navn efter den uld, der blev losset her i gamle dage og som blev lagret i pakhuse i Spikergade. Hvad hedder Spikergade egentlig på dansk?
Og så mente Skovrøy også, at misforståelse med Pfefferstrasse, som oprindelige hed Peblingegade efter Klosterskolens peblinge i sin tid. Men det blev hvis aldrig rettet!
Forkerte oplysninger i avis
Neue Tonderrische Zeitung kunne oplyse, at man ville erstatte Carstensgade med Løgumklostervej, Strucksalle med Møgeltøndervej og Viddingherredsgade med Aventoftvej. Bladet nævnte også, at det ikke var lokale folk, der fremsatte disse forslag. Og de gamle navne fik da også lov til at blive.
Nye forslag fra Thorvald Petersen
Thorvald Petersen, en af danskhedens forkæmpere advarede i Tønder Amts Avis mod at man afskaffede Richtsensgade. Denne mand havde stiftet legater og skænket Tønder et borgerdige. Han anbefalede også Uldgade og Aventoftvej. Han ville have at Markgade kom til at hedde Brorsonsgade. Hans forslag om at omdøbe Abeler Chausse til Ribevej gik næsten igennem. Som bekendt kom den til at hedde Ribe Landevej og Brorsonsvej kom først senere med en helt anden vej.
Provst Petersen blev ikke glemt
Claus Eskildsen tog også bladet fra munden og advarede mod at se bort fra byens velgører. Han mente, at man havde glemt en af de helt store velgører, nemlig Balthasar Petersen. Og det blev så til Provst Petersens vej, en sidegade til Carstensgade op til Vidåen.
Var Pebergade også en misforståelse
Hugo Matthiesen, manden bag adskillige historiske bøger bl.a. om Hærvejen beklagede, at der ikke blev en Peblingegade i Tønder. Det kunne være det sidste minde om klosteret. Han mente så kunne man lige så godt have kaldt gaden for Frikadellegade. Det var lige så godt som Pebergade. Åbenbart stammer Pebergade fra Pebersvende, dvs. de hanseatiske handelsbetjente.
Ludwig Andresen med nye forklaringer
Og så var det lige ordet Spiker, der alligevel ikke var tysk. På nedertysk betyder Spiker en magasinbygning. Så det navn var hvis godt nok. Men diskussionen var endnu ikke slut. For i NTZ Kom Ludwig Andresen med et længere indlæg.
Han forklarede at omkring 1657 tilhørte Uldgade (Wolfstrasse) ikke til Tønder By. Forbrydere kunne flygte til denne gade, så kunne byen Tønder ikke gøre noget. I 1657 havde beboere i Wolfstrasse lavet en særlig aftale. I 1665 besluttede hertugen at Wolfstrasse skulle indlemmes i Tønder By.
Historikeren Ludvig Andresen fortæller også, at i 1570 og sikkert endnu længere tilbage hed vejen ”Wulfstraat”. Der bliver henvist til en artikel i Sønderjyske Årbøger fra 1905, hvor Louis Bobe beskriver en brand i 1586. Her nævnes navnet ”Ulvegade”
Skovrøy havde ikke tillid til de tyske oversættelser
Og på dette indlæg regerede P. Skovrøy. Han hævder, at der er mistillid til hvad der i fortiden er skrevet om Tønder, fordi det var på tysk. Over for trykte tyske kilder står den mundtlige overlevering. Rådmand Diemer fra Tønder hævdede bestemt, at Uldgade hed sådan, fordi bådene fra herredet sejlede op ad Vidåen og lossede uld på denne plads. Dette var før vandmøllen blev bygget. Der skulle være fundet rester af et bolværk langs åen i Uldgade.
Og så nævner Skovrøy også at på Tønder – dialekten heder det ikke Uld men Ull. Det er ligesom det hedder Gull og ikke Guld. Det hedder Mann og ikke Mand. det hedder vann og ikke vand.
De tyske skilte skulle blive siddende
Et nyt problem opstod i byen. De tyske skilte ville blive siddende. Og de danske navne skulle sidde nedenunder. Men det blev så lavet om, så de kom til at sidde oven over.
I 1850 var Torvet delt i Grosser Markt og Kleiner Markt. Navnet Kirkepladsen var kommet til i 1920, mens Schloss-Strasse – Slotsgade og Schloss-Grund på listen fra 1850 ikke er med i 1920.
Nye forklaringer på Pebergade
Igen blev navnet Pebergade diskuteret. Der blev nævnt at Peber var et betalingsmiddel og en meget vigtig handelsvare engang. Således havde man i Randers en gade, der engang hed Peberslip. Og så havde man et Saltegade i Ribe. Det der så ikke bliver nævnt er, at der langs Vadehavet blev fremstillet masser af salt.
Claus Eskildsen havde en ny forklaring til Uldgade
Uldgade og Wolffstrasse blev ivrigt forsvaret fra henholdsvis dansk og tysk side. Og det var dyrenavnet man fra tysk side forsvarede. Måske er det Claus Eskildsen, der har ret. Han skrev således i bogen ”Tønder 1243 – 1943”:
En turist beklagede sig
En turist fra Østslesvig klagede i Vestslesvigsk Tidende, i hvilket han klagede over af gadeskiltene i Tønder var affattet på tysk og dansk og især da, at der i Højer udelukkende fandtes tyske gadeskilte. Desuden klagede brevskriveren over at påmindelserne om at køre langsom alene er affattede på tysk.
Stadig Tyske navne ved amtsvejene
Langs amtsvejene var de tyske vejviserstene ikke blevet fjernet. Således kunne man i uden for det gennemdanske Rørkær to år efter ”Genforeningen” på en stor granitblok læse:
Man undrede sig over dobbeltsproget skilte
I bogen ”Tønder i Dag” udgivet i 1943 kunne man læse:
Claus Eskildsen slutter i sin afhandling ”Den nationale udvikling i Tønder (1943) med ordene:
Otte postbude fjernede de tyske skilte
Efter befrielsen 5. maj 1945 kunne man ikke længere have gadeskilte på besættelsesmagtens sprog. Nedtagningen fandt sted den 11. maj 1945. Det formede sig som en Befrielsesfest. Den 14. maj skrev Flensborg Avis:
Som Flensborg Avis skriver, så kunne man i 1937, da der valgtes en dansk borgmester havde forventet, at de tyske kilte var blevet fjernet. Gade – og vejudvalget i Tønder Kommune havde også diskuteret det.
Men det var en kreds af borgere, der vedtog at nu skulle skiltene væk. Og så tog otte postbude initiativet. Tirsdag eftermiddag kl. 4 trådte de i aktion, bevæbnet med stige og brækjern og en postvogn.
Skiltene endte ikke på museet
Flere steder var Tønders borgere da også gået i gang. Stemningen steg yderligere, da et postbud tog sin harmonika frem. Først hen under aften kunne aktionen standses. Alle Tønders tyske gadeskilte lå samlet i en postvogn. Man ville have dem overladt til museet. Men disse meddelte, at skiltene var blevet destrueret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 22, 2023
Gårdejer på Søgård ved Højer
Det var lettere at gå på diget. Men man skulle huske at have gummistøvler på. Cyklerne kunne gemmes i et fåreskur. Bundløs ælte. Vejen var bestemt ikke altid bevendt. Ingen lys og vand. Man måtte bruge regnvand. Historien om bageren fra Rudbøl. I 1935 var der stadig tysk flertal. Søgård den lavest liggende gård i kongeriget? Det skulle gå 25 år, inden Søgård blev rigtig landfast. Selvbevidste, stoute bønder. 9 værtshuse i Højer i 1935. En kasse øl til hver.
Det var lettest at gå på diget
I 1935 tog Poul Andersen til Højer. Han havde overtaget gården Søgård. Det regnede og blæste. Ude i marsken sagde man, at der var elleve stille dage om året derude.
Søgård ligger midt i Højer Kog. I dag går der asfalteret vej tæt forbi gården. Men det gjorde det sandelig ikke dengang. Hvis man ikke lige kom med hest og vogn var det lettest at gå langs diget mod Rudbøl.
Man skulle huske at have gummistøvler på
To kilometer ude drejede man fra og fulgte en markvej ind i kogen. Men de sidste ca. 500 m til gården måtte man gå tværs over fennerne. Disse var adskilt af brede grøfter.
For at gøre det ”bekvemt” var der lagt brædder over grøfterne. Så kunne man nogenlunde tørskoet nå Søgård. Man skulle dog altid have gummistøvler på for at komme til gården.
Cyklerne kunne man gemme i et fåreskur
Man kunne dog gemme cyklerne i et fåreskur og så cykle de sidste to km til Højer. Var man ikke stedkendt og var det tåge, ja så kunne det være svært at finde frem til gården.
Bundløs ælte
Jo, der var en vej til gården. Vej er måske et fint ord. Man startede på Kovej i Højer. Det første stykke var belagt med sand. Men derefter var det ganske enkelt marskjord med en grøft på begge sider.
I tiden fra oktober til april var dette stykke nærmest bundløs ælte. To heste kunne have svært ved at trække en arbejdsvogn på dette underlag. Var det frostvejr måtte man være agtpågivende for så skulle vejen slæbes over, så de dybeste huller og hjulspor blev jævnede. Nåede man ikke dette, inden frosten satte ind, risikerede man, at hestens ben blev ødelagte og vognen brød sammen.
Vejen var bestemt ikke altid bevendt
Også om foråret skulle vejen slæbes. Når sol og blæst tørrede den af, kunne den være som et lerstampet logulv, dog sjældent så jævnt at man kunne cykle på den og biler kunne benytte den.
Men blev det så regnvejr, og det regnede i mere end en halv time, så var færdsel med cykel og bil umulig. Det skete ikke så sjældent, når de have besøg af bilende gæster, at de måtte spænde heste for bilen, når de skulle hjem
Ingen lys og vand
Elektrisk lys var det ikke på gården. Man klarede sig med petroleumslamper. Gæsterne syntes, at det var så hyggeligt. Men de skulle heller ikke arbejde i hus og stald ved skæret fra petroleumslampe og flagermuslygte.
Vand fandtes det heller ikke på gården. Jo, der fandtes godt nok en brønd i stalden, men det var brakvand. Det kunne bruges til vanding af kreaturerne, men i husholdningen var det uanvendeligt.
Man måtte bruge regnvand
Vand til husholdningen måtte man, som det var almindeligt på mange marskgårde skaffe ved at samle regnvand fra taget. Men helt rent var vandet nu ikke, da tagbeklædningen var tagpap. Det hjalp senere, da der kom pandeplader på.
Var sommeren tør måtte vandet rationeres. Spændene var det, når det trak op til torden, så skulle det sidste vand tømmes ud af cisternen. Der blev skrubbet og kalket. Alt blev gjort klar til en frisk vandforsyning.
Men drev tordenbygen forbi måtte man til der kom regn, hente vand i mejerispande fire km bort i Højer. Måske kan man godt forstå at befolkningen i marskegnene ikke var de store vanddrikkere, i al fald ikke uden de kommer rom i.
Historien om bageren fra Rudbøl
Det blev fortalt, at i Rudbøl, der fik sin vandforsyning fra stråtag, blev det fortalt, at der var to vandtønder, en til rugbrød og en til finere bagværk. I tønden til rugbrød blev det første vand ledet ned. Når så taget var skyllet nogenlunde rent, blev nedløbsrøret drejet hen til den anden tønde. Men nu kan denne historie være en myte – men det kan jo også være rigtigt!
I 1935 var der stadig tysk flertal
Området omkring Søgård blev i egnens egen dialekt kaldt ”æ Sjæv”. Dette kan vel oversættes som sivsø eller sump.
I byrådet i Højer var der 7 tyske mod 4 danske, så danskerne var udprægede i mindretal. Dette skabte spændinger i hverdagen.
Søgård – den lavest liggende gård i kongeriget?
Mon ikke Søgård er den lavest liggende gård i Kongeriget. Den ligger kun 20 cm over havets overflade. Det var plads til at strække øjnene. Dengang var der ikke et træ eller et hus, der brød synsfeltet. Henne ved diget stod et par gamle vejrmøller. Deres tid var forbi, der blev afløst af moderne pumpstationer.
For at gøre dige-vejen fast, brændte man klinker, og med disse blev digerne brolagte.
Det skulle gå 25 år før Søgård blev ”landfast”
Ja tænk engang. Det skulle gå 25 år, før der kom en fast vej til Søgård. Da Poul Andersen ankom til Søgård, var gårdspladsen nærmest et morads. Han fik den delvis brolagt, planeret og belagt med grus.
Selvbevidste, stoute bønder
Ikke mindre end 42 forskellige naboers jord stødte op til Søgårds marker, heraf var de 36 hjemmetyskere. På det tidspunkt var Poul Andersen den eneste bonde i Højer Sogn.
Herude var der skam også offentlig jord. Det var jord, der tilhørte legater. Den hjemmetyske sælger måtte høre mange bebrejdelser, fordi han solgte til en dansksindet.
Men vores hovedperson havde det godt med sine naboer. Bønderne herude var selvbevidste, stoute vestslesvigere. Deres slægter havde gennem århundrede ejet jorden og gårdene. De spillede en dominerende rolle i Højer. Deres tyskhed havde rødder i det Slesvig – Holstenske oprør.
9 værtshuse i Højer i 1935
Der var 9 værtshuse i Højer i 1935. Efter sigende skulle det have været det dobbelte i 1920. Det var tradition or, når marskbonden havde været rundt at se til sine får og stude, så skulle han styrkes med noget drikkeligt.
På kroen mødtes man. Her blev der handlet. Her blev Højers anliggender ordnet. Det kunne let hænde, at det blev en ”long Sitzung”. Og det var bestemt ingen skam at komme hjem med en ordentlig ”haarbyttel”.
En kasse øl til hver
Det skete en aften, at et par stykker var blevet ”usattes”. Det kom til klammeri og sagen kom for retten i Tønder. Som vidne var indkaldt en ældre bonde, der var kendt for det kvantum øl, han kunne konsumere.
På dommer Stegmans spørgsmål, om de havde været fulde, svarede han:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 19, 2023
Da Royal Air Force sænkede 7.000 KZ- fanger
Dette er en lang artikel. Man glemmer hurtig. Kampen om overlevelse. Vis kal først høre om Heinrich Mehringers kamp for overlevelse. De blev proppet ind i jernbanevogne og læsset på skibe. Stanken blev værre og værre time for time. ”Det sidste måltid”. Rygterne gik på, at de skulle sænkes i Østersøen. SS-folk vogtede Hagekorsflaget. Brand på skibet. Midten af skibet stod i lys lue. To redningsbåde kæntrede. En redningsbåd faldt 20 meter ned. Mindst 200 mennesker stod i lys lue. Mange havde brandsår. Folk rutsjede ned i vandet skibet lagde sig nu på siden. Heinrich fik nye kræfter. 85 mand på skibsvraget. Til Neustadt En flaske og en pakke cigaretter. Intet menneske i Neustadt havde ondt af dem. Han havde aldrig sovet så godt i sit liv.
Årene i fangenskab lod sig ikke rette op med pleje. I januar 1845 sænkede russerne Wilhelm Gustorff med 5.500 om bord. Det hav vi også glemt. Ligene flod i årtier ind mod stranden. Ingen blev gjort ansvarlige. Englænderne havde fået mindst tre advarsler. Elendig kommunikation i den engelske hær. Man forsøgte at tie katastrofen ihjel. De blev aldrig mindet i stor målestok. Hvad mente danskerne om katastrofen? Ja det gik mange år inden de fik sandheden at vide. Information: ”Tyskerne mangler værdighed”. Berlingske: Intet om, hvem der var ombord. Jyllands Posten: Absolut intet om Verdens største skibskatastrofe. Ingen havarirapport, Ingen kranse, Ingen kondolence. Fortielser og løgne er med til at fortælle om, hvem det er de onde og hvem det er de gode. Og så skal vi helst glemme det hele.
Man glemmer hurtig
Den 3. maj 1945 blev skibene ”Deutschland”, ”Cap Arcona”, ”Thiebek”, og ”Athen” angrebet med brandbomber af det britiske luftvåben. Kaptajnen på Athen redede 2.000 fanger ved at rejse det hvide flag. Men katastrofen kostede mere end 7.000 fanger fra KZ – lejren Neuengamme døden.
Det er utroligt så hurtig man glemmer. Således har vi glemt at russiske ubåde også beskød disse skibe med flygtninge og KZ – fanger. Således blev SS General von Steuben på vej til København den 11. februar sænket af en russisk ubåd. Omkring 3.500 omkom.
Kampen for overlevelse
Heinrich Mehringers oplevelser
Cap Arcona havde en længde på 206 meter. Det var et luksusskib og blev brugt til luksuskrydstogter og til udvandring, hovedsagelig til Sydamerika.
Kort efter befrielsen skrev Heinrich Mehringer sine oplevelser ned. Vi bringer hermed en lettere redigering af disse oplevelser.
Proppet ind i jernbanevogne
Medio april 1945 verserede der rygter i KZ – lejren Neuengamme, at krigen nærmede sig en slutning. Der var ingen arbejdskommandoer, der rykkede ud.
Om aftenen den 23. april 1945 måtte alle træde an på lejrpladsen. Nogle kommandoer fik opgaven at læsse jernbanevogne. Her blev fangerne stuvet sammen. Selv de syge blev sammen med de dødssyge smidt hulter til bulter ind i vognene. De få plejer og læger, der var her stod magtesløse over for det. Det hele skulle ske meget hurtig.
Var englænderne så tæt på?
Var englænderne virkelig så tæt på. Det var ikke et normalt SS-vagtmandskab. Det var værnemagtsansatte, der var iklædt SS – uniform. Om aftenen omkring klokken fem begyndte rejsen til det uvisse. Om morgenen klokken fem var toget ankommet til Lübecks udskiftningshavn.
Læsset på skibe
Ved pieren lå to fragtskibe ”Thielbek” og ”Athen”. Den 24. april 1945 blev fangerne i jernbanevognene hele dagen. Forplejning var der intet af. Men nogle af fangerne havde endnu levnedsmidler fra de svenske og danske pakker. Men mange, frem for alt russiske og polske fanger, som man officielt ikke måtte uddele pakker til, havde slet ikke noget. Men det tog fangerne nu ikke hensyn – man delte.
Natten mellem den 24. og 25. april blev man læsset på de to skibe. Den person, vi skal følge (Heinrich Mehringer) kom på Thielbek. Her blev i alt læsset 3.000 ombord. Førhen sejlede dette skib med kul. Man kan godt forestille sig, hvordan folk efter kort tid, så ud.
Stanken blev værre og værre for hver time
I det lille rum, hvor de 3.000 skulle opholde sig, var der næsten ingen lys og vand. Alle var nærmest syge eller svage. Hver især søgte et sted, hvor man kunne sidde n ed. Og luften var meget tyk.
For at forrette sin nødtørft blev der i hvert lastrum fjernet et par plader, så man kunne se ned i bunden af skibet. Stanken blev for hver time endnu værre. Hver dag var der døde. De blev simpelthen smidt ud gennem åbningerne ned til ekskrementerne.
Om aftenen den 26. april kom der varm mad ombord. Enhver, der magtede at komme hen til uddelingen, fik det, der svarede til ¼ l suppe. Der var måske lidt af en kartoffel eller kålroe i den.
Han lugtede meget fælt
Når man om natten skulle træde af på naturens vegne var der med livet som indsats. Det var bælgmørkt og man kunne meget let falde ned i nødtørftshullerne. En gammel mand faldt ned. Heldigvis faldt han ikke ned. Men da han kom op, lugtede han fælt og blev skubbet væk alle steder. Han kunne ikke opdrive noget vand til at vaske sig med.
”Det sidste måltid”
Den 28. april sejlede Athen. Da hun sejlede ud, var hun fuld af fanger. Da hun kom hjem om aftenen var hun tom. Den samme nat blev alle fra Thielbek omladet til Athen. Det var umuligt at sove, da skibets maskine blev tændt.
Pludselig lå skibet helt stille. Ved siden af lå Cap Arcona. Den 1 maj var der igen ¼ l suppe. Igen var den tynd, men dog varm. Og den 3. maj lykkedes det at få et halvt soldaterbrød. Dette brød blev en slags ”Henkermahlzeit” (Det sidste måltid for en dødsdømt).
Rygter om at alle skulle sænkes i Østersøen
Der gik rygter om, at alle skulle drukne i Østersøen. Der var allerede anbragt sprængningsladninger langs skibet. Vores hovedperson og mange andre var nu blevet anbragt på det før så stolte skib Cap Arcona.
Tidlig om morgenen sejlede en større pram forbi ved bagbordsside. Den var overfyldt af kvinder i fangedragter. De skulle overføres til Cap Arcona. Kvinderne tiggede allerede om føde. Det var gruopvækkende at se på.
SS-folk vogtede Hagekorsflaget
Heinrich og 11 andre var blevet anbragt i en kabine for sig selv. De havde fået at vide, at de ikke måtte forlade kabinen. Skete dette, ville de blive skudt.
Der kom ubåde ind i bugten og der havde allerede været flyangreb ind over land. Om natten til den 3. maj blev der hørt sprængninger. Det var nogle ubåde, der blev jagtet fra luften.
Man fik nu en melding om, at skibet skulle stryge hagekorsflaget. Skibsledelsen ville hejse det hvide flag. Men dette var SS – folkene imod. Tre SS – folk vogtede hagekors-flaget med pistoler.
Brand på skibet
Kl. 13.30 faldt en bombe mellem Cap Arcona og Thilbek, der lå 500 meter væk. Heinrich mente nu ikke, at skibet ville synke, da han mente at kølen vel kun lå på en meter vand. Fangerne løb nu ud på gangene, som var ret smalle.
Åbenbart havde den første bombe også ramt Cap Arcona.
Der udbrudt brand på skibet. På gangene kunne observere folk falde om i brændende tøj. Gulvet var nu også blevet varmt. Op gennem trappeskakten kunne ses et kæmpe flammehav. Alt hvad der måske kunne flyde, blev rebet løs i rygesalonen. Man smed det gennem vinduet ned i vandet.
Midten af skibet stod i lys lue
Men der var allerede mange nede i vandet og mange blev dræbt af de ting, der blev smidt ud. På skibets yderside var der tov og trosser. I disse hang der allerede en masse folk. Nu begyndte SS – folk også at skyde ned i mængden. De mente at fangerne skulle blive nedenunder, brænde eller drukne.
Midten af skibet brændte og stod i lys lue. Hele for-skibet var indhyllet i røg og flammer. Det bagerste A – dæk var endnu fri for brand. Heinrich havde overvejet om han skulle springe over bord. Men han så, hvordan det gik andre, der gjorde det.
To redningsbåde kæntrede
I vandet herskede der panik. På en eller andet var skibets tre redningsbåde kommet i vandet. I hver båd stod folk nu som sild i en tønde. Folk forsøgte at komme ombord på de overfyldte både. Kampen om livet var grusom.
Næsten samtidig kæntrede to af redningsbådene. Der lød skrig og skrål. Man tænkte ikke på at rette bådene op. Vandet var meget koldt på denne årstid. De udhungrede fanger havde heller ingen modstandskraft. Nu lå mange døde i vandet Nogle var sprunget 20 meter med redningskrans. Men også her skulle selv en god svømmer man være heldig.
Redningsbåd faldt 20 meter ned
Oven på promenadedækket hang endnu en redningsbåd. En masse forsøgte at få den i vandet, og mange folk sad allerede i båden. Til sidst hang båden skævt. Ilden tog nu fat i rebene. Et brændte helt igennem. Båden rullede ud af taljen og dinglede i en halvcirkel. Frem og tilbage langs ydervæggen.
Med skrig styrtede de folk, der havde været i båden i en stor bue i dybet. Endelig sprang det forreste torv og båden susede 20 meter ned i dybet mod de med døden kæmpende mennesker
200 mennesker blev pludselig omringet af ilden
På brædder og bjælker vrimlede det med både med levende og døde mennesker. Det var umuligt for de afkræftede mennesker at svømme ind mod land. Det var alt for langt.
På grund af branden sprang to trappedøre og nogle vinduer med et brag. Fra overbygningen åd ilden plankerne så rasende hurtig at mange af de ulykkelige nu var fuldstændig indhyllet af ilden. Nu væltede ilden tættere og tættere på de omkring 200 mennesker, der var trængt sammen ved rælingen. Snart var de omspændt af flammerne og brændte levende i lys lue.
Ildens brølen overdøvede deres skrig. Heinrich klatrede nedad og redede livet. På dækket oven over forbrændte alle kammerater. Efter kort tid fandt ilden ikke mere næring. Der herskede en dødsstilhed. De forkullede mennesker udsendte en frygtelig stank. Det var et grufuldt billede.
Mange havde brandsår
Skibet havde en 20 graders hældning til bagbord. De sårede led meget med deres brandsår. Skibet fik mere og mere slagside. I skibets indre rasede branden videre. Med gasmaskebeholdere blev der hentet vand, så man kunne bekæmpe den ild, der var tættest på.
Men nu blev der opdaget geværammunition under trappen. Nu fik man travlt med at smide dette i vandet.
Ingen olietanke
En yderligere skræk bed sig fast. De ville alle blive sprængt i luften, hvis olietankene eksploderede. En ny panik var brudt ud.
Men der var ingen olitanker ombord. Langsom vendte roen tilbage. En polak delte rundt af cigaretter. Men skibet krængede mere og mere. De skulle være opmærksom på det. Planen var for Heinrich og de nærmeste kammerater at holde fast om rorkæden, hvis skibet skulle kæntre.
Folk rutsjede i vandet
Gulvet blev stadig stejlere. Nu begyndte folk at rutsje ned i vandet. Vandet nåede Heinrich, der holdt fast i kæden. Vandet var farvet af brandresterne og asken. Endelig kom han op til overfladen og kunne trække vejret. Han hev efter vejret som aldrig før. Lungerne arbejdede som maskiner.
Skibet lå nu helt på siden. Det var dødstille. Problemet for Heinrich var nu, hvordan han kom op. Det kolde vand tog hans sidste kræfter. Arme og ben var som bly. Endelig lykkedes det med en kraftanstrengelse at komme op på et bræt.
Heinrich fik nye kræfter
Langsom flød han hen mod skibet. Og jernet på skibet var varmt. Dette gav Heinrich nye kræfter. Fuldstændig udmattet lå han nu på bugen af skibet. Nogle af kammeraterne var klatret højere op. Men ingen af dem havde kræfter til at hjælpe hinanden. I vandet var der stadig nogle, der kæmpede for livet. Efter endnu en halv time havde Heinrich fået kræfter til at kunne klatre længere op. Han havde tabt sine træsko i vandet. Men barfodet var det for varmt på skibet. Men det lykkedes ham med et bræt at fiske de to træsko op fra vandet.
85 mand på skibsskroget
Halvvejs samlede der sig ca. 85 mand på skibsskroget. Enhver havde nok at gøre med sig selv. En pludselig haglbyge gjorde det ikke bedre. Den blev så afløst af en stille regn. Det var mere behageligt.
To flyvemaskiner fløj hen over dem og var væk igen. Mange dukkede sig. De var bange for igen at blive bombet. Men det var to rekognosceringsfly
Man mente at over på land var der stadig kampe. Ingen spekulerede på de skibbrudne. Men Heinrich forsøgte at holde modet oppe også hos de andre. Han mente, at flyene sikkert rapporterede, hvad de havde set.
Til Neustadt
Det varede ikke længe, inden der fra bredden kom en slæbebåd. Og den var på vej til dem. Og de begyndte alle at vinke til slæbebåden. Men pludselig ændrede den kurs. Den sejlede til ”Deutschland”, der lå cirka tre sømil fra dem. Også dette skib brændte lige som Cap Arcona. Forskellen var bare, at der ikke var en eneste overlevende.
Et lille stykke tid derefter kom endnu et skib. Det var slæbebåden ”Neustadt”, der lagde til for-skibs ved kæmpeskroget. Det var sikrest at lægge til der. Men de redede befandt sig imidlertid agterskibs. Gulvet var så varmt, at de måtte lægge bræt til bræt, så de kunne løbe over dem.
Alle hjalp til og lidt efter lidt blev også de svageste hevet over. Efter en halv times sejlads lagde slæbebåden til ved broen i Neustadt.
En falske og en pakke cigaretter
Men de erfarede at englænderne allerede havde besat Neustadt. Fangerne var ventet. Ved pieren holdt engelske kampvogne samt andre køretøjer. Efter hinanden gik de overlevende nu i land i gåsegang med temmelig bløde knæ. Nu, hvor der var fast grund under fødderne, var de frie.
To Tommy’ er kom hen til Heinrich og trykkede hans hænder. Han forstod ikke et eneste ord, men følte at menneskerne var dem velmenende. Pludselig havde han en flaske i højre hånd. Det var cognac. I den venstre havde han en pakke cigaretter. Men snart trængte strømmen af reddede sig videre. Det var som en rus. Pludselig frøs Heinrich. Klæderne var stadig våde. Han tog en ordentlig slurk af flasken.
Intet menneske i Neustadt havde ondt af dem
De stod i en fremmed by. Det var jo stadig krig. Husene var mørklagte. De vidste ikke, hvor de skulle gå hen. Fangerne fra ”Athen” var allerede kommet ind om eftermiddagen. De var blevet indkvarteret på ubåds-skolen. Men de nye overlevende vidste ikke, at de havde lov til at gå ind på ubåds-skolen. De forstod ikke englænderne.
Heinrich gik over banegården og henvendte sig til folk. Han ville gerne have noget vand og varme. Han sagde, at han kom fra Cap Arcona. Men intet menneske i Neustadt havde ondt af dem. Han frygtede nu at kunne få en lungebetændelse med sine våde klæder.
Men han ringede så en sidste gang på en dør, hvor en kvinde fortalte ham, at alle overlevende fra ”Athen” og Cap Arcona” blev modtaget på ubådsskolen. Hun viste ham vejen derhen. Det var ikke særlig langt.
Han havde aldrig sovet så godt som den nat
Da Heinrich kom til kasernens port, stod der allerede en englænder på vagt foran. Han sagde et eller andet som Heinrich ikke forstod. Men da Heinrich så sagde Cap Arcona, ja så var det lige som et trylleord. Englænderen blev meget venlig og viste vejen for Heinrich.
Nu kunne han endelig lægge sig med velbehag under tørre tæpper. Det våde tøj havde han fået af. Han havde aldrig sovet så godt som den nat. Da han vågnede næste dag, skulle han lige forsikre sig, at han ikke var syg. Han gik nu en rekognosceringsrunde på området.
Årene i fangenskab lod sig ikke rette op
Englænderne fodrede de overlevende så godt, at nogle døde af det. De tålte det ikke mere. Meget værre var de overlevendes sygdom og død på kasernen. Der var indrettet et polsk sygehus. Dagligt blev der bragt syge ind. Årene i fangenskab lod sig ikke rette op med den bedste pleje.
Frygtelig katastrofe
I januar 1945 sænkede russerne Wilhelm Gustoff med 5.500
I januar 1945 havde en russisk ubåd sænket skibet Wilhelm Gustoff med 5.500 mennesker ombord, heriblandt 3.300 flygtninge. Det lykkedes at redde 200.
Sejlede med flygtninge til København
I februar og marts sejlede Cap Arcona flygtninge til København. Men så blev den liggende her på grund af maskinskade. Den blev slæbt til Lübeck Bugt og fyldt med KZ – fanger. Den 3. maj 1945 fik man øje på engelske fly og opfattede dem som befrier. Åbenbart skulle fangerne have vinket til de engelske fly. Men det melder vores beretning i begyndelsen af artiklen ikke noget om.
Åbenbart skulle det hvide flag være hejst på Cap Arcona. Men ifølge vores beretning så havde SS’ er netop forhindret, at der kom et hvidt flag op.
Ligene flød ind på stranden
Da flygtningene flygtede fra Cap Arcona på brætter m.m. fra skibet, skød briterne på dem. Flyene cirklede om bådene og beskød dem gang på gang.
I ugerne efter beskydningen blev ligene båret af strømmen ind på stranden. De blev samlet og begravet i enkle massegrave i Neustadt. I næsten tre årtier blev skeletter og knogler hentet fra stranden, hvoraf den sidste var fundet af en 12 år gammel dreng i 1972.
Men på cirka 12 kirkegårde ligger der ofre fra skibskatastrofen.
Ingen blev gjort ansvarlige
Ingen er nogensinde blevet gjort ansvarlig for denne katastrofe. Neuengammes SS – officerer blev prøvet af britiske militære domstole. Men ingen af dem kunne gøres ansvarlige for overførslen til skibene.
Det var Gauleiter Karl Kaufmann fra Hamborg og Rigskommissær for søfart og Hamborgs SS – fører Grev Bassewitz – Beer, der bestemte at KZ – fangerne skulle ombord på skibene.
Kaptajnerne på skibene nægtede at tage flygtningene ombord. Men de blev af SS – folk truet med at blive skudt, hvis de ikke parerede ordre.
Englænderne fik mindst tre advarsler
RAF – piloter vidste ikke, at der var KZ – fangere ombord. På den anden side viser en undersøgelsesrapport fra den engelske officer Noel Till at RAF havde modtaget besked fra Røde Kors den 2. maj 1945, men ikke havde sendt dette videre til piloterne.
Både schweizisk og svensk Røde Kors havde uafhængig af hinanden advaret englænderne om, at passagerne på skibene var KZ – fangere. Også britiske efterretningsagenter havde indberettet det samme. Men ingen af disse tre advarsler kom videre. Hvorfor, får vi først at vide i 2045, hvor arkiverne må åbnes.
Elendig kommunikation i den britiske hær
Efter krigen er det kommet frem at informationerne om fangerne på skibene, var mere udbredte end som så – og at den fatale fejltagelse blev begået som resultat af en elendig kommunikation mellem de britiske hærenheder.
Blandt de utallige forklaringer, der lægges til grund for dette, er blandt andet udtalelser fra den britiske generalmajor George P.B. Roberts, der havde kommandoen over en af de britiske hærenheder, der den 2. maj indtog Vismar og Lübeck.
Røde Kors var allerede til stede og arbejdede på højtryk for at redde så mange fanger som muligt, og lederen af Røde Kors – enheden De Blonay fortalte generalmajoren, at skibene på bugten rummede et sted mellem 7 og 8.000 fanger.
Efter krigen har det ikke ligefrem været den store vilje til at få alle omstændigheder omkring angrebet frem i offentligheden.
Man forsøgte at tie katastrofen ihjel
I mange år blev tragedien ikke nævnt i mediernes beskrivelse af krigens sidste dage. Der findes stadig flere kilder, der direkte anfører at ”Cap Arcona blev sænket af tyskerne selv.
De blev aldrig mindet i større målestok
Og så vidt vides så er de over 7.000 KZ – fanger, der blev dræbt under de allieredes angreb på Cap Arcona, Thielbek og Deutschland i bugten ud for Lübeck aldrig blevet mindet i større målestok.
Lidt grotesk så blev resterne af det stolte skib gennemfotograferet i 1949 af det ”Rolls Royce firma, der havde leveret bomberne. Fotoerne skulle afsløre, hvor effektiv bomberne havde været
Hvad mente danskerne om katastrofen?
Men hvad mente danskerne om denne katastrofe? Eller sagt på en anden måde – Hvad vidste danskerne i 1945?
Information: Tyskerne mangler værdighed
Dagbladet Information opstod den 5. maj 1945 efter at have været et illegalt blad under besættelsen. Journalisten havde krydset grænsen en 4. maj om aftenen. Hans reportage blev trykt den 20. maj 1945 under overskriften:
I Kiel konstaterede medarbejderen, at englændernes angreb havde koncentreret sig om havnen, uden at han udtrykte medfølelse med de mennesker, der havde befundet sig på de ødelagte skibe.
Han fortsatte til Lübeck, hvor bl.a. Cap Arcona lå i bugten men ikke et ord om den skibskatastrofe.
Berlingske: Intet om hvem der befandt sig ombord
Berlingske Tidende skrev den 4. maj på side fem:
Berlingske Aften beskrev den 4. maj under rubrikken:
Avisen beskrev et allieret angreb på den norske damper Ravfors i Storebælt og at der var 26 mand ombord.
Jyllands Posten: Absolut intet om katastrofen
Jyllands Posten skrev nederst på forsiden den 4. maj:
Men ikke et ord om verdens største skibskatastrofe.
På Danmarks befrielsesdag lørdag den 5. maj trykte Jyllands Posten følgende:
Artiklen indeholdt det at seks engelske Mosquito-maskiner havde åbnet ild og seks hårdt sårede var indlagt.
Tilsyneladende blev den samme sænkning ved Sydfyn beskrevet på samme side i spalte tre. Her blev der føjet til, at de tyske skibe besvarede ilden og det udviklede sig til kraftige kampe. To telegrammer om den samme begivenhed kan ikke overraske, dagens avis var vel blevet til i glædesrus!
Men så under spalte fire i samme opsætning:
Det handlede om, hvordan man nedkæmpede den tyske krigsmaskine. Det var ikke et ord om, hvem der var på skibene. Befrielsen udløste glæde, hævn og nye magtkampe. Hvem gad at læse om ”Verdenshistoriens største skibskatastrofe”?
Ingen Havarirapport, Ingen kranse, Ingen Kondolence
Vi hører om, at officererne fra British Army blev forfærdede over at få, at vide, at der var fanger ombord på skibene.
Men briterne var blevet advaret om dette hele tre gange.
Günther Schwarberg skriver i sin bog Angriffziel Cap Arcona, at Storbritanniens regering ikke offentliggjorde sandheden om ca. 7.000 menneskers død. Der var ingen havarirapport, ingen kranse, ingen kondolence. Han bemærkede, at de engelske historiebøger ikke skrev, at det var engelske flyvere, der havde sænket skibene med KZ – fangerne og de engelske krigsmuseer anskueliggjorde ikke forløbet. De 7.000 døde gled ind i den kollektive erindring.
Bogen er i 2004 kommet på dansk med titlen Target Cap Arcona
Fortielser og løgne
Fortielser og løgne skulle være med til at fastholde myter om de gode og de onde i krig. Nuancer og forståelse udgør en trussel mod myter, som kan bruges til at bevare magtforhold.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 17, 2023
De Fattiges Dyrehave på Østerbro
Ikke alle havde råd. Slagtervangen. Knap så eksotisk og romantisk. Spritten leveret af lokal spritfabrik. Byens laveste pøbel. Det startede med telte. Musik, når mørket faldt på. Tyndbenet kærlighedsdrama. Frihavnen’ s anlæggelse betød ødelæggelse af en del af haven. Tietgens Have. Grundene ud til kysten var nærmest værdiløse. Spritfabrikken ødelagde også en masse. De lyttede ikke til afholdsforeningerne.
Ikke alle havde råd
Det var ikke alle, der havde råd til at tage på Dyrehavsbakken. Og så var det lige det at skulle tage en kapervogn fra Trianglen derud. Det var heller ikke billigt. Men så var det en anden mulighed, der opstod i 1840’erne på Slagtervangen uden for Østerport.
Slagtervangen
På hele stykket fra Nøjsomhedsvej og helt op til Svanemøllen lå frem til 1850’erne kun Slagtervangen. Det var Københavns Kommune, der lejede arealet ud til byens slagterlaug, der lod kvæg og grise fede op her, før de blev slagtet.
Det var ved stranden indtil Ny Kalkbrænderi, omtrent ved Batterivej (nutidens Viborggade) og ved den nuværende Århusgades udmunding i Sibbernsvej (nu Strandboulevarden).
Knap så eksotisk og romantisk
Jo det var ”De Fattiges Dyrehave”, der bestod af en samling værtshuse og traktørsteder. Det blev en konkurrent til den rigtige Dyrehave. Den strakte sig fra Århusgade i nord til Vejlegade i syd. Nu var det godt nok ikke så mange dyr at kigge på her. Måske nogle vandrotter, og en enkelt lænkehund, der fik løs om natten.
Det var jo knap så eksotisk og romantisk som kronvildtet ude i den rigtige Dyrehave.
Spritten leveret af lokal spritfabrik
Disse etablissementer havde deres storhedstid i anden halvdel af 1800-tallet. Fra teltbeværtninger blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik ”Fortuna”. Udvalget af drikkevarer var begrænset. Og gæsterne blev opfordret til ikke at selv tage drikkevarer med. Man kunne dog vælge mellem øl og brændevin. Der var naturligvis chokolade til konerne og limonade til børnene.
Byens laveste pøbel
Her kom arbejdere og bådførere fra Kalkbrænderi og andre steder. Stedet tiltrak ”jævne” mennesker især ”søens folk”. Stedets ry var derefter. Forfatteren Knud Bokkenheuser beskrev stedet som:
Ordentlige folk kom her ikke, og hvis de gjorde, så sagde de det i hvert fald ikke højt.
Det startede med telte
I begyndelsen var det bare en primitiv teltby med få udskænkningssteder. Men efter få år kom her rigtige pavilloner. Nu kunne man sidde indendørs og nyde sin medbragte madpakke.
Men her var også karruseller, keglebaner og andre forlystelser for folk, der blot ville more sig. En af de mest kendte forlystelser var ”Rhinen”, der havde en stor karrusel med larmende lirekasse (gadeorgel).
Musik, når mørket faldt på
Her kunne man more sig hele dagen og aftenen uden at skulle tænke på den lange hjemtur til hovedstaden. Så kunne man måske godt tillade sig selv en enkelt mere. Og når mørket faldt på begyndte musikken. Nu indfandt der sig også stenfiskere og sandgravere fra Sundet. Fra Adel – og Borgergade kom danselystne damer.
Stedet lukkede helt i 1908, men hovedbygningen blev først revet ned omkring 1950. Den lå mellem Kryolitfabrikken og Hjørringgade.
Tyndbenet kærlighedsdrama
Guldalderdigteren Henrik Hertz skrev en vaudeville i en akt med titlen ”De Fattiges Dyrehave og med musik af Henrik Rung. Jo det var et tyndbenet kærlighedsdrama med en meget dydig morale.
Frihavnen ødelagde en del af haven
Endnu i 1876 lå der 25 lysthuse i haven. Århusgade blev lagt hen over området i 1884. Og store dele af De Fattiges Dyrehave forsvandt, da Frihavnen blev anlagt 1891-1894.
Tietgens Have
Og på den enorme grund, der tidligere havde været en del af ”De Fattiges Dyrehave” blev Tietgens Have opført i 1990’erne. Denne bebyggelse blev opkaldt efter den allestedsnærværende finansmand C.F. Tietgen, der også var involveret i kryoliteventyret. Her ligger også Charlottehaven.
Grundene var nærmest værdiløse
Dengang lå der ikke så meget herude. Det var den gamle kalkfabrik. Grundene langs Svanemøllen var nærmest værdiløse. Det var vel heller ikke så attraktivt at den gamle ådsels-plads lå her. Men det havde nu sin praktiske forklaring.
Kystlinjen var den nuværende Strandboulevard. Det gav rakkermanden mulighed for at føre sin pram lastet med de selvdøde dyr helt ind til den stinkende kule, som var målet for ådslernes sidste rejse.
Spritfabrikken ødelagde også en masse
Og så var det lige i 1882 at vingrosserer hans Just opførte en spritfabrik på Sibbernsvej – den nuværende Strandboulevard. Problemet var bare, at sådan en fabrik krævede udenomsplads. Og så blev der anlagt en vej tværs gennem området, som vi allerede har skrevet. Der skulle være direkte forbindelse fra havnen til Østerbrogade. Fabrikken hed Fortuna og vejen kom til at hedde Fortunavej (1885), dog senere Århusgade (1886)
Det var en række københavnske vinhandlere og deriblandt Hans Just, der oprettede spritfabrikken. I 1891 blev fabrikken omlagt til A/S og i 1923 overtog man Hobro Spritfabrik.
De lyttede ikke til Afholdsforeningerne
Dengang havde afholdsforeningerne stor magt. Der var hvis nok fem afholdsforeninger på Nørrebro. De advarede mod brændevinens farer. Men det budskab fængede ikke rigtig i De fattiges Dyrehave. Ja måske var det paradoksal nok spritfabrikken, der gav dødsstødet til forlystelsesparken.
Få år senere var gynger og skyde-boder og langt de fleste udskænkningsstederne forsvundet. Snart rejste der sig her lejekaserner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 17, 2023
Endnu en vikingeby – Sliasthorp
Forholdsvis ny opdagelse. Her opholdt vikingeeliten sig. Kong Godfred blev dræbt af sine egne. Han var ikke den eneste konge. Han ville sikre sig mod angreb. Et stort langhus- Byen blev brugt i 300 år – fra ca. 700 – 1.000. Byen fyldte 14 fodboldbaner og var en forløber for Slesvig.
Forholdsvis ny opdagelse
Man havde længe talt om denne by. Var det kun et sagn, eller eksisterede den? Nej det er ikke Hedeby, som vi allerede har skrevet om. Men der er alligevel en forbindelse.
Ifølge gamle skrifter fra 800 – tallet fungerede Sliasthorp, som et magtcentrum. Og det er ikke gået så mange år siden arkæologer fra Århus Universitet gjorde usædvanlige fund. Det var i 2010 og 2012. Det var ved landsbyen Fysing.
Her opholdt vikingeeliten sig
Her har man har fundet 200 huse. Og disse huse var propfulde med perler, smykker, glasskår, økser, nøgler og pilespidser.
Byen tilhørte vikingeeliten og havde betydning som et militærstrategisk centrum. De to største fortidsminder fra vikingetiden – Dannevirke og Hedeby – kunne styres herfra.
Kigger vi på svenske Birka er den ombygget på samme måde
Kong Godfred
En af de konger, der var ofte var i byen var Kong Godfred som var Danernes konge fra før 804 til ca. 810 – omkring 150 år før Gorm den Gamle. Han var den første danske konge, som vi med sikkerhed ved har eksisteret.
Han var ikke den eneste konge
Fra de frankiske årbøger har vi fundet ud af, at Godfreds fjender mod syd var – Karolingerne. Fra disse årbøger ved vi, at Godfred ikke var den eneste konge i det område, som vi i dag kalder Danmark. Men vi ved, at loyale stormænd sikrede ham magten i Jylland og måske det sydligste af Norge.
Han ville sikre sig mod angreb
Den aggressive Godfred ønskede et militært magtcentrum ved grænsen af det tidlige danske rige. Dannevirke lå kun få hundrede meter syd på. Dannevirke og Sliasthorp voksede i samme periode. Så noget tydede på, at kongen ville sikre sig mod angreb fra Karl den Store.
Byens mange grubehuse kunne lægge tag til Kong Godfreds følge. Så kunne de hurtigt træde til, hvis Karl den Store angreb Jylland. Han stod i spidsen for en supermagt som lige havde underlagt og tvangskristent Nordtyskland.
Et stort langhus
Med placeringen lige ved fjorden Schlei kunne vikingeskibe nemt transportere mandskab våben og mad til byen. Men dette militære magtcentrum blev også angrebet.
Arkæologer har også fundet et meget stort langhus, der blev brændt ned på et tidspunkt i 900 – tallet. Huset var 30 meter langt og 9 meter bredt. Denne nedbrænding skete efter Kong Godfreds død.
Godfred – dræbt af sine egne
Godfred blev dræbt i 810 angiveligt af en af sine egne mænd. Samme år havde han angrebet friserne med en flåde på 200 langskibe. Han fik tilskænket Friserland af Frankerne for at standse sit erobringstogt.
Normalt blev byen administreret af en af områdets stormænd. Byens indbyggertal steg og faldt i løbet af året. Kun en udvalgt skare af vikingeeliten boede i byen.
Byen blev brugt i 300 år
Hvad betyder ordet Sliasthorp – Ja det betyder ”godset eller byen – ved fjorden Slien”.
Byen blev brugt i ca. 300 år fra omkring 700 til 1.000. Indtil nu har man fundet 500 metalfund. Man har fundet smykker, rideudstyr og våben, bl.a. knive og pilespidser. Ud fra fundene har man kunnet bedømme, at der her boede forholdsvis velhavende mennesker.
Byen fyldte 14 fodboldbaner
Normalt var der kun ca. 100 i byen – flere andre gange har der været 1.000. Der har sikkert været flere, når der var krigstrusler, offerfester, politiske stormøder eller militære samlinger og når der skulle foretages forstærkninger på Dannevirke.
Sliasthorp var på størrelse med 14 fodboldbaner. Så byen var ikke lige så stor som nærliggende Hedeby, der bredte sig over cirka 50 fodboldbaner. Den regionale elite befandt sig ikke i Hedeby – de opholdt sig ca. fem kilometer derfra – i Sliasthorp.
En forløber for byen Slesvig
Silasthorp er an af de første byer i Norden, der nævnes i skriftlige kilder.
Man kan godt kalde denne bebyggelse for en forløber for Slesvig, der i den tidlige middelalder var den store handelsby i regionen. Slesvig var igen en forløber for Lübeck, der i dag er afløst af Hamborg.
Jo det kan godt være en sammenhæng mellem nedgangen af Sliasthorp og etableringen af Slesvig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 15, 2023
Hedeby
Her blev Danmarks første kirke oprettet. Den kristne præst blev dog jaget ud af byen. Hedeby omtales i 804. Helt sikre forhold var det ikke altid. Masser af håndværker. Den danske konge tvunget til at lade sig døbe. Hedeby besat af tyskere. Spansk – arabisk købmand med en rejseberetning fra ca. 850. Masser af overfald på byen i 1000- tallet. Stor risiko for plyndring. Fredsforhandlinger allerede i 873. Der blev slået mønt i Hedeby. Byen blev nedbrændt af nordmænd. Der er fundet 340.000 oldsager og gravfund. Syv vikingehuse er genopbygget. Arkæologer blev underlagt SS. Kulturforfalskning uden sidestykke. Forskningen var op til 1960erne i et flatterende lys.
Den kristne præst blev jaget ud af byen
Hedeby var vikingetidens største og vigtigste by. Den spillede en central rolle i den europæiske handel. Kristendom og hedenskab levede side om side. Man handlede med pels, keramik, slaver og meget mere.
Ikke alle overgav sig dog til kristendommen. Den kristne præst blev jaget ud af byen. Kirken blev lukket med genåbnede.
En god forretning for kongen
Det var vigtigt for de handlende at de kunne handle i sikkerhed. Garanten for sikkerhed var kongen eller en lokal stormand. Til gengæld kunne kongen pålægge købmændene og håndværkerne forskellige afgifter og skatter, når de slog sig ned i byen. Det kunne godt være en god forretning for kongen.
Arkæologiske fund viser, at der allerede i 700-tallet har eksisteret en handelsplads her. De frankiske rigsannaler fortæller at den danske konge Godfred i 808 tvangsflyttede handelsfolk hertil fra østersøbyen Reric.
Det var måske en effektiv måde at udkonkurrere denne by. Han mente måske at kunne skabe større rigdom og handel i Hedeby.
Hedeby omtales i 804
Men allerede i 804 omtaltes Hedeby for første gang i de skriftlige kilder, idet De Frankiske Rigsannaler fortæller, at den danske kong Gudfred kom hertil med hæren.
Nu var Vikingerne dog ikke holdt op med at plyndre. Således dukkede de ved Elben i 845 og plyndrede det endnu unge Hamborg. Og byen blev også brændt ned. Biskop Ansgar måtte flygte. Han tog til Bremen og overtog bispeembedet der.
Helt sikre forhold var det ikke altid
I løbet af 800 – tallet op gennem 900-tallet voksede Hedeby til et knudepunkt for handel. Andre vigtige byer var Ribe, Birka i Sverige og Kaupang i Norge. Men med et indbyggertal mellem 1.000 og 2.000 var Hedeby den største by.
Hedeby havde en god beliggenhed. Således løb Hærvejen tæt forbi byen. Og så lå byen i bunden af fjorden Slien. Byen også lige i nærheden af de sejlbare vandløb Trenen og Ejderen. Det gav mulighed for at sejle varer til Vesteuropa.
Byen lå beskyttet bag en halvkredsformet jordvold. Havnen blev beskyttet af en pælespærring. Men helt sikre forhold var det nu ikke altid.
Masser af håndværker
Volden havde porte i nord, syd, sydvest og i vest, hvorigennem løb Hedebybækken for vandets vandforsyning.
Langs Hedebys træbelagte gader boede håndværkerne side om side. Nogle af de handlende bosatte sig her permanent. Arkæologiske fund afslører, at her var masser af varer. Ja nogle af disse varer blev faktisk fremstillet i Hedeby.
I Hedeby var der smede, bronzestøbere, kam – og benmagere, lædermagere, smykkesmede, ravslibere, pottemagere og glasmagere. I to kilder nævner vikingerne Ottar og Wulfstan begge havde Hedeby som mål for deres handelstogter.
I Hedeby blev der også fremstillet våben, bl.a. de berømte viking-sværd.
Byen kaldtes ofte for Slisswich (Slesvig), Hædum og Haithabu
Den danske konge tvunget til at lade sig døbe
I midten af 800-tallet blev den første kirke i Danmark bygget her. Ansgar var i 832 blevet udnævnt til ærkebiskop. Det tog mange år før kristendommen slog igennem i Danmark. I Hedeby levede kristendom og hedenskab side om side.
I 934 angreb den tyske konge Henrik Fuglefænger Danerne ved Hedeby, slog dem og tvang den danske konge Gnupa til at lade sig døbe. Henriks militærtogt var dog først og fremmest en straffeekspedition mod de vikinger, der hærgede det nordtyske kystområde.
Hedeby besat af tyskere
I 974 blev Dannevirke igen angrebet af Otto den Andens tropper. Mindst en af portene blev angrebet med held. Udfaldet fik uheldige konsekvenser for kong Harald. Hedeby blev besat af tyskerne, som sætter sig fast i området mellem Ejderen og Slien. I 983 vendte krigslykken Og Danerene standsede under Harald Blåtand den tyske indflydelse i det område som den tyske kejser anså som sin slesvigske eller danske mark.
Spansk-arabisk købmand med en rejseberetning fra ca. 950
Der findes en rejseberetning fra en spansk – arabisk købmand. Han besøgte stedet i ca. 950:
Masser af overfald i 1000-tallet
I løbet af 1000-tallet blev byen udsat for angreb flere gange. Den blev i 1051 indtaget af den norske konge Harald Hårderåde, der havde været i krig med konge Svend Estridsen.
Adam af Bremen skrev i sin krønike, at Hedeby blev jævnet med jorden ved et slavisk angreb i 1066. Omkring dette tidspunkt holdt byen op med at eksistere. Byens funktioner flyttede til den anden side af fjorden, hvor Slesvig opstod. Her kunne havnen tage imod de voksende skibe, som Hedeby ikke kunne.
Stor risiko for plyndring
Handelspladser og handelssteder var lokkende plyndringsmål. De lange transporter over land og til søs var altid forbundet med risiko for plyndring. Det fortæller for eksempel Ansgar på sin første missionsrejse til Birka, hvor han blev overfaldet af sørøvere. Såvel Ansgar som de købmænd, han rejste med, mistede alt, hvad de ejede.
Fredsforhandlinger allerede i 873
I Fulda – annalerne under året 873 fortælles, at Daner – kongen Siegfreds sendemænd ankom til Worms for at indgå en aftale med Kong Ludvig den Tyske. De skulle sikre freden i grænseegnene mellem Daner og Sakser, så de danske købmænd kunne handle i naboriget i fred og sikkerhed.
Der blev slået mønt i Hedeby
Ren byttehandel var meget almindelig i vikingetiden. Overskud fra gården blev brugt til at bytte sig til tøj, redskaber og mere luksusprægede varer som smykker og glas.
Sølv blev mere og mere vigtig i handelen. Sølvet havde forskellige former som mønter, sølvbarrer, hele eller itu – klippede smykker. Man betalte med sølv og vægt. Det betød derfor ikke så meget, hvor mønterne kom fra eller hvad der stod på dem. De ældste nordiske mønter er slået i Ribe og Hedeby. Kongerne i 900 – og 1.000 – tallet udbyggede møntsystemet.
Byen blev nedbrændt
Der er fundet 340.000 oldtidssager
Gennem årene er der gennemført omfattende udgravninger af det 24 ha store område inden for halvkredsvolden, i havnen og gravpladserne. Der er fundet velbevarede trækonstruktioner. Hedeby er anlagt omkring en bæk med træbrolagte gader vinkelret og parallelt med bækken.
Mere end 340.000 oldsager fortæller om livet i byen, håndværksproduktion og den omfattende handel. I havnebassinet er der fundet anløbsbroer og rester af skibe, bl.a. et stort handelsskib og et elegant krigsskib.
Gravfund
De fleste grave er enkle. Fra 900 – tallet stammer rige kammergrave og en enkelt fyrstelig grav, hvori den døde og to følgesvende var anbragt under et 20 meter lagt krigs – eller rejseskib.
En fundet glassmelteovn fortæller om fremstilling af glasperler-
Syv vikingehuse genopbygget
Et genopbygget vikingeskib kan ses i Vikingemuseet. I årene 2005 til 2008 blev syv vikingehuse efter originale bygningsfund rekonstrueret. På Flensborg Museumsværft blev et 6,50 meter langt vikingeskib bygget. Det ligger ved Hedebys anløbsbro.
Arkæologer underlagt SS
En af de mest kendte arkæologer var Herbert Jankuhn- Han var uløseligt knyttet til Hedeby-udgravningerne. På hans initiativ blev Hedeby – projektet i 1938 tilsluttet ”Das Ahnenwerbe der SS”.
På Heinrich Himmlers foranledning, købte Gesellschaft zum Schutze deutscher Kulturdenkmaler således hele Hedeby med halvkredsvold, som hidtil havde været dels i privat – og dels i Slesvig amts eje. Derved blev den kendte arkæolog underlagt SS.
Med Ahnenwerbe ville Heinrich Himmler bevidstgøre tyskeren om den germanske forhistories værdier og genskabe disse. I den nazistiske verden var der ikke plads til nogen regional-tysk identitet.
Kulturforfalskning uden sidestykke
Heinrich Jankuhn var selv nazist. Men han hørte også til den gamle skole af forskere. Han så en fordel i at samarbejde med danske, svenske og finske forskere om Hedeby-udgravningerne. Han vidste godt, at her var tale om nordisk historie. Men alligevel brugte han den ”Germanske historie”.
Nazismen gjorde bevidst ideologisk brug af arkæologien. ”Blut und Boden” – teorien søges hele tiden underbygget af arkæologisk vej. I det hele taget skabte nazisterne en fantastisk myte om germanernes oprindelse – en kulturforfalskning af hidtil uset sidestykke.
Forskningen i flatterende lys
Nu blev denne forskers resultater også misbrugt af nazisterne, hvilket betød, at Hedeby – udgravningerne helt op til 1950 – 1960erne var i et lidt flatterende lys. Jankuhn skulle bevæge sig på en svær balancegang mellem videnskab og den nazistiske ideologi.
Der udkom flere udgaver af Jankuhns bog om forskningen. Efterhånden som årene gik og nye udgaver udkom trådte den germanske fortolkning tilbage til fordel for den nordiske.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 14, 2023
Dannevirke
Udbygget fra ca. 500 – 1200. Daner – kongen Agantur. 15 – 20 km fra Rigets sydgrænse. Man blev enige om, hvor grænsen skulle ligge. Hvem blev Danernes fjender? Imponerende kampstensmur. Kong Godfred udbyggede muren i 808. Dannevirke angrebet af Saksere, Frankere, Slavere og Tyskere. Det blev et forsvarsværk midt i Hertugdømmet. Først i 1800 blev anlægget genopdaget. I 1864 blev Dannevirke rømmet uden kamp. Hvad består Dannevirke af? Højskolerne brugte en sten fra Valdemarsmuren. En dør/port til Hærvejen. Søren Telling kunne narre dem alle sammen. Danske medier gik i selvsving. Søren Telling anvendte krigsfanger og var nazist. Han alene reddede Dannevirke!!!!Snakkede med Himmler i over en time – påstod han selv!!!! De brugte ham i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening) Nazisterne brugte Hedeby og Dannevirke. Hedeby-museet ville ikke have associeret deres fund med den brune fortid. De historiske fund skal ses i rette sammenhæng. Jo Dannevirke er et symbol på tidligere tiders nationale stolthed.
Udbygget fra ca. 500 – 1200
Dannevirke er nordens største forsvarsværk. Det består af volde og mure og blev skabt og udbygget fra år 500 til ca. 1200. Værket skulle sikre rigets grænse mod syd. Det strakte sig mellem fjorden Slien og floden Trenen.
Daner – kongen Agantyr
Et sagn fortæller ellers, at det var Gorm den Gamles dronning Thyra, der grundlagde Dannevirke i 900 – tallet. Men de ældre dele af værket er betydelig ældre.
Vi ved ikke rigtig, hvem der herskede i Danmark i 500-700. Eksisterede der overhovedet et samlet Danmark? Men åbenbart må der have været en magt nord for Slien. Grænsebefæstningen blev bygget som et forsvar mod angreb fra stammer sydfra.
Voldene kædes som udgangspunkt sammen med en Daner konge ved navn Agantyr. Sammen med moserne i vest og syd samt skovene i øst dannede Dannevirke et bolværk mod syd.
15-20 km fra rigets sydgrænse
Der var to befæstede linjer, Dannevirke og Krovirke. Hovedstillingen var Dannevirke. Krovirke i syd var en alternativ stilling. Hele anlægget gav mulighed for kontrol af færdsel på Hærvejen.
Dannevirke ligger cirka 15 – 20 km nord for det danske riges gamle sydgrænse ved Ejderen. Det er anlagt på den jyske halvøs smalleste sted. Der er lagt spærringer ud i Slien. Og der er lagt en beskyttelse af Hedeby.
Man blev enige om, hvor grænsen skulle ligge
Og hvorfor ligger Dannevirke ikke lige på grænsen? Ja måske kan det skyldes, at gesandter for den frankiske kejser Karl den Store og Danernes konge Hemming mødtes ved floden Ejderen. Lederen af datidens store europæiske supermagt og kongen af riget mod nord for Dannevirke ville finde ud af, hvor det enes land slutter og den andens starter. De aftalte at Ejderen skulle være det danske kongeriges sydgrænse. I 1.000 år fungerede den som nordgrænse for de tyske lande.
Hvem blev Danernes fjender?
Hvem Danmarks fjende var dengang vides som allerede skrevet ikke. Men senere var det formodentlig sakserne. Senere var det frankerne, det tysk – romerske rige og fra 600 – tallet de vendiske abodritter, der havde bosat sig ved den sydlige Østersøkyst og i 1000-tallet drog de hærgende op gennem Jylland.
Abodritterne boede sydøst for Kiel Fjord.
Imponerende kampestensmur
Volden blev grundlagt i slutningen af 400 – tallet og omkring år 500. Helt frem til år 1200 har anlægget været genstand for modernisering. Oprindelig var det bare simple jordvolde, derefter kom en palisadevold – dateret til 737. Den blev udbygget med en Kampestensmur.
Kong Godfred udbyggede muren i 808
Forsvarsværket blev bygget af flere omgange og af forskellige bygherre. Den tidligste hovedvold var cirka 2 meter høj og 12 meter bred. I 600 – tallet påbegyndtes arbejdet med Krumvolden. Omkring 740 Blev hele anlægget udbygget. Dertil hørte Nordvolden som var cirka 1,5 km lang, 10 meter bred og 2 meter høj. Østvolden var ca. 4 km lang og skulle beskytte halvøen Svans.
I de frankiske rigsannaler fortælles, at kong Godfred i 808 sørgede for en befæstning fra hav til hav. Forbindelsesvolden som er dateret 968 er knyttet til Hedeby.
Krovirke
I 974 blev Dannevirke angrebet af kejser Otto den Andens tropper. Mindst en af portene blev stormet med held. Udfaldet fik uheldige følger for kong Harald. Hedeby blev besat af tyskere.
I 983 vendte krigslykken. En dansk – abodritisk koalition under Harald Blåtand standsede den tyske indflydelse i grænseområdet.
Efter områdets befrielse fik Harald Blåtand og/eller Sven Tveskæg bygget Kovirke. Volden, der ligner de danske ringborge, var 6,5 km lang, ca. 2 meter høj og 7 meter bred. Spidsgraven foran volden var 4 meter bred og 3 meter dyb.
Under Knud den Hellige blev voldene muligvis igen udbygget. I denne afse blev hovedvolden af Valdemar den Store befæstet med Valdemarsmuren.
Dannevirke angrebet af saksere, frankere, slavere og tyskere.
Selv om vi havde et fornemt forsvarsanlæg, så blev Dannevirke i tidens løb angrebet af saksere, frankere, slavere og tyskere. Danske eksilkonger, der igen ville genvinde magten har ligeledes løbet Dannevirke over ende med fremmede herre ad flere omgange.
I 1050 blev Hedeby brændt ned af norske Harald Hårderåde. Det var ikke første gang at byen blev ødelagt. Nu orkede beboerne nok ikke mere. Efter at deres huse var lagt i aske. Efter et slavisk angreb i 1066 opgav man helt byen og så flyttede man til den by. Der i dag hedder Slesvig.
I 1131 efter mordet på Knud Lavard rykkede den tyske konge Lothar med 6.000 mand mod Danmark. Men det lykkedes Kong Magnus at besætte Dannevirke med 4.000 mark sølv og få Lothar til at vende om igen.
Et par år senere lykkedes det dog for Lothar at bryde igennem med en ny hær. Dengang slap kong Niels og Magnus ikke så billigt. Det måtte afværges med guld og hyldning af ham som overherre. Godt en snes år senere – i 1156 – måtte den mægtige Henrik Løve, der hjalp Svend Grathe med en hær, at bestikke portvagten for at komme igennem .
Et forsvarsværk midt i et hertugdømme
Dannevirkes tid randt ud omkring i midten af 1200-tallet. Da begyndte hertugdømmet Slesvig (nord for Ejderen) og grevskabet Holsten (syd for Ejderen) Slesvig – Holsten blev mere og mere en samlet enhed. Det gav ingen mening at opretholde et forsvarsanlæg midt i dette.
Først i 1800 blev anlægget genopdaget
Sagnet fortæller videre, at sjællændere, fynboer, lollikker, falstringer og nørrejyder byggede volden fra Haddeby Nor til den nu udtørrede Dannevirke sø, mens skåninger byggede strækningen fra Thyraborg til Hollingsted, hvor en del af volden kaldes Skåningerdelen. Hvor meget sandhed, der er i disse populære sagn, er uvist.
I 1864 blev Dannevirke rømmet – uden kamp
Under Valdemar den Store fik Dannevirke en teglstensfront. Derefter blev den opgivet og gik i forfald. I 1800-tallet blev anlægget genopdaget. Det udviklede sig til et nationalt symbol. En myte om et forsvarsværk i nye dimensioner forsvandt dog. Det skete i 1864, da Dannevirke blev rømmet uden kamp.
I begyndelsen af 1864 bestod voldene ellers af 27 skanser og en bemanding på 38.000. Der blev også lagt dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde, så den helt kunne oversvømmes. Også i marsken ved Frederikssted anlagdes flere skanser. De danske tropper måtte dog trække sig tilbage – et tilbagetog der førte til det smertelig slag ved Dybbøl.
Unesco – kulturarv i 2018
Efter Anden verdenskrig lagde stedet navn til Dannevirke-bevægelsen. Lokaliteten blev fredet i 1950 og fungerer som et fortidsminde med dansk identitet. Ruinen står nærmest i oprindelig fremtoning visse steder. Andre steder er dele helt forsvundet eller fremstår knap så velbevaret.
Cirka 20 km af de oprindelige 30 km voldanlæg kan tages i øjesyn den dag i dag. Dannevirkes historiske voldanlæg samt vikingebyen Hedeby blev i juni 2018 anerkendt som Unesco – verdensarv.
Man må dog betænke, at jordvoldene med tiden er sunket sammen. Voldene var både højere og stejlere end nutildags.
Hvad består Dannevirke af?
Skal vi ligge kigge på, hvad Dannevirke egentlig består af:
Højskolerne brugte et stykke af Valdemarsmuren
Valdemarsvolden har en længde på ca. 4 km og en højde på ca. 5-7 meter. Den blev bygget af Valdemar den Store i anden halvdel af 1100 – tallet. Det er en udbygning af den tidligere kampstensmur, som formentlig var opført under Knud Lavard. Materialet var teglsten som her blev brugt første gang i Danmark.
På muren har formentlig været påsat et brystværn, hvorfra en forsvarende hær kunne skyde mod de fjendtlige tropper.
I dag er Valdemarsmuren stærk forfalden. Stenene blev brugt til gård – og borgbyggerier i nærheden. Gottorp Slottet har sikkert brugt rester af denne vold. Graver man ind i voldanlægget vil man kunne finde rester af denne imponerende mur.
I dag kan man vel se ca. 75 meter af denne mur. På de ældre danske folkeskoler var det almindeligt at benytte en sten fra Valdemarsmuren som grundsten. Højskolerne opfattede sig i en periode som formidler af et åndeligt Dannevirke til beskyttelse af den danske nationalstat mod fortyskning.
En dør/port til Hærvejen
Umiddelbart nord or Viglidsdøren har man fundet resterne af en borg. Hensigten har sikkert været overvågningen af gennemkørslen og sikring af Valdemarsmuren. Under den dansk-svenske krig i 1658 – 1660 blev borgen ombygget til en femkantet skanse.
Søren Telling kunne narre dem alle sammen
Det tyske militær oprettede en tankspære på sydsiden af volden. Værnemagten og de nazistiske magthavere frygtede at de Allierede ville lande i Danmark og trænge ind i Tyskland ad denne vej. Det skete dog aldrig.
Utrolig at historien om Søren Tellings historie om sin henvendelse til ”oldtidsinteresserede” Himmler stadig står gældende som fakta under forskellige kilder. Mange tror stadig på historien om at han alene forsvarede Dannevirke mod 400 bevæbnede nazister og 9.000 pjaltede og sultne russiske slavearbejder.
Et telegram fra selveste Himmler skulle stoppe det planlagte arbejde. På ejet initiativ skulle Søren Telling have fået Himmler til at stoppe arbejdet. Denne historie er blevet fortalt siden 1950erne og bliver stadig fortalt.
De danske medier gik i selvsving
De danske medier gik nærmest i selvsving, da de hørte om historien og brugte masser af spalteplads for at viderebringe den. Der er blevet tegnet et skønhedsmaleri af denne person som altid var god til at iscenesætte sig selv.
Søren Telling brugte krigsfanger
I 1943 deltog Søren Telling i ukrainske udgravninger, hvor han brugte ukrainske krigsfanger. Flere af disse opsætsige krigsfanger blev henrettet i den nærliggende landsby. Der blev ved samme lejlighed plyndret i lokale kulturskatte.
Allerede i 1941 bar Telling involveret i evakueringen af kulturskatte fra oldtidsmuseet i Kiel for at få bragt dem i sikkerhed. Her blev også brugt krigsfanger. Under denne aktion blev blandt andet Nydambåden bragt til Mölln.
Han alene reddede Dannevirke!!!!
Oprindelig var han dansk statsborger, men blev i 1941 tysk statsborger. Fra 1935 til 1941 var han medlem af et dansk nazistparti. Allerede i 1930erne fattede han sympati for nazisterne. Antagelig blev han også medlem af tyske NSDAP.
I 1938 flyttede han til Tyskland og blev arkæologisk assistent ved Slesvig Holstens Landsmuseum i Kiel, dog uden uddannelse.
Pansergraven kom til at ligge langs Dannevirke. Ved dette gravearbejde blev store dele af Dannevirke beskadiget.
Tellings egen beskrivelse betegnede sig selv som manden, der reddede Dannevirke fra ødelæggelse. Han fortalte at Himmler personligt havde givet ham bemyndigelse til at stoppe gravearbejdet ved Dannevirke. Gravearbejdet var først blevet stoppet og planerne derefter ændret, så centrale dele af Dannevirke – volden blev reddet fra ødelæggelserne.
Snakkede med Himmler i over en time!!!!
Det var lykkedes for Telling at få fat i Henrich Himmler og tale med ham i telefon i over en time. Derefter havde Himmler sendt et telegram – påstod Søren Telling
Arbejdet med udbedring skaderne ved gravearbejdet var først udbedret i efteråret 1946. Strukturerne ved store dele af den fire kilometer lange Valdemarsmur var dog ødelagt for altid.
De brugte ham i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening)
Søren Telling fik et ulønnet arbejde som opsynsmand ved Dannevirke og inspicerede hyppigt voldanlægget med sin motorcykel. Med sit opbrusende væsen kom han derved i konflikt med både den lokale befolkning og myndighederne.
I november 1945 blev Søren Telling amtssekretær i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening). Ret så bizart kunne han dog ikke blive medlem af Den Slesvigske Forening, da tidligere medlemmer af nazistpartier ikke måtte optages. Men for kredse i Danmark og Den Slesvigske Forening vejede hans indsats for Dannevirke og hans nationalistisk – danske indstilling højere end hans nazi – fortid.
Nazisterne brugte Hedeby og Dannevirke
Nazisterne brugte også Hedeby og Dannevirke i deres PR – virksomhed. Og til det formål brugte de en ansat arkæolog Herbert Jankuhn. Men han var nu langt fra den værste. Germanerne var var ifølge nazistisk ideologi tyskere og nazisterne brugte den germanske forhistorie til at gøre tyskeren bevidst om sin national-tyske identitet. I det nazistiske verdensbillede var det ikke plads til nogen regional – tysk identitet.
Nazisterne brugte bevidst arkæologien til læren om den germanske race. Blut und Boden – teorien blev underbygget ad arkæologisk vej. De opbyggede en kulturforfalskning af hidtil uset sidestyrke. Og i denne forfalskning indgik Hedeby og Dannevirke. Således fik tyskerne at vide, at her herskede den germanske race. Hedeby og Dannevirke – forskning blev bevidst misbrugt af ideologisk af nazisterne.
Museum vil ikke have deres fund associeret med den brune fortid
Tyskernes misbrug og fascination af de nordiske vikinger blev udstillet Focke-museet i Bremen. Men åbenbart så man forskelligt på, hvordan man skulle udstille den nationalsocialistiske interesse i vikingefundene i Hedeby. Slesvigerne ville ikke have deres museum associeret med den nazistiske historie.
Man sagde, at dels var der bedt om fund, der simpelthen ikke lånes ud til nogen som helst. Og dels fordi, at der var tale om genstande, der blev fundet før nationalsocialismens magtovertagelse i 1933. Det ville præsentere vikingefundene som ”symboler” i en fremmed kontekst. Arkæologiske objekter skal ikke bruges som symboler, mente man fra museet i Hedeby.
De historiske fund skal ses i rette sammenhæng
De historiske fund skal vises i den rette sammenhæng. Og så understregede man også, at Hedeby ikke har nogen nazistisk fortid. Hedebys historie sluttede i 1066. Samtidig sagde man:
Tidligere tiders nationale stolthed
Dannevirke kan fortælle om tidligere tiders nationale storhed og afgrænsning overfor tyskerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: