Artikler
April 12, 2023
En dansk præsts hverdag i Højer
Braren var ikke tilfreds. I 10 år havde han fungeret både som dansk og tysk præst. Men nu ønskede den danske menighed sig en ren dansk præst. Braren følte sig ydmyget. Kirken skulle gå forrest med at bygge bro, mente han. Han var en fremragende prædikant. Et forsoningsmøde blev afholdt hos biskoppen. Man ville forsøge at få samarbejdet til at fungere. En skarp og bitter avisfejde. Den danske menighed ønskede ligestilling. Braren sendte et beklagende brev ud til den samlede menighed. Han ville ikke skubbes over i et hjørne. Da professor Nagel skulle begraves. Sønnen måtte bøje sig for et ”ynkelig” kompromis. Da Anna Fannike skulle begraves. N.P. Nielsen måtte ikke føre ældre tysksindede til alters. Pastor Braren under besættelsen. Stridighederne fortsatte.
Braren var ikke tilfreds
Vi har i en tidligere artikel beskrevet, da pastor N.P. Holm ankom til Højer i 1935. Det var pastor Braren ikke særlig tilfreds med. Pludselig var der oprettet et embede for en dansk præst. Fra 1925 fungerede Braren både som dansk og tysk præst.
Men nu ønskede den danske menighed en selvstændig dansk præst, der også var dansk uddannet og dette ønske imødekom kirkeministeriet.
Følte sig måske ydmyget
Pastor Braren følte sig på en måde ydmyget over at han ikke mere kunne bruges som en slags ”overnational” præst. Dette førte til mange breve til N.P. Nielsen. Denne fik at vide, at folk i Højer havde skrevet under på noget, som de ikke vidste, hvad var.
Kirken skulle gå forrest
Desuden fortalte, at han i Bylderup og Astrup havde mange venner blandt de dansksindede. Han havde aldrig gjort forskel på dansksindede og tysksindede. Desuden mente Braren, at kirken skulle gå forrest med at bygge bro mellem mennesker. Han synes også, at det var vigtigt at nævne, at hans kone var dansk.
Braren så en fare i, at der nu både skulle være en dansk og en tysk præst i Højer. Han mente at de to nationale grupper ville blive mere fjendtlige over for hinanden.
Braren var en fremragende prædikant
Det var tydeligt at Braren var bedrøvet over, at den danske menighed ville have en dansk præst efter at han havde tjent menigheden i 10 år. Og det var heller ikke for at undervurdere Brarens indsats, at N.P. Nielsen havde overtaget jobbet.
Braren var stadig en betydelig teolog, en fremragende prædikant og en fin og nobel personlighed med selvstændige meninger og synspunkter. Og det nye præsteembede blev ikke oprettet, fordi Braren havde gjort det dårligt.
Et forsoningsmøde hos biskop Ammundsen
N.P. Nielsen havde foreslået et møde hos biskop Ammundsen. Det fandt sted den 14. november 1935 og varede i tre timer. Nielsen fastslog at sagen ikke drejede om noget personligt men om en nyordning. Han fastslog også at myndighederne indtil nu havde forsømt at lytte til det danske mindretal. For her 15 år efter ”Genforeningen” var det stadig et dansk mindretal i Højer.
Man ville få samarbejdet til at fungere
De to præster kom vel ikke hinanden nærmere efter mødet men de fik lært hinandens synspunkter at kende. Og man var enige om at få samarbejdet til at fungere så gnidningsløst som muligt.
En skarp og bitter avisfejde
På indsættelsesdagen var kirken fyldt med både danske og tyske mennesker. Pastor Braren holdt en tale, der gav udtryk for bitterhed og skuffelse over for den danske menighed. Dette førte til en skarp og bitter avisfejde mellem repræsentanter for den danske menighed og pastor Braren.
Den danske menighed ønskede ligestilling
Den danske menighed ønskede ligestilling med hensyn til gudstjenester. Det blev Braren meget fortørnet over. Han ønskede to tyske og en danske højmesse om måneden. B begrundelsen fra tysk side var, at Braren var sognepræst og N.P. Nielsen ”kun kapellan”
Braren sendte brev ud til den samlede menighed
Dette afstedkom en henvendelse fra Braren til den samlede menighed i Højer – både de dansk- og tysksindede.
I brevet forklarede han, at han i den tyske tid havde hjulpet dansksindede i nød. Og det fik ubehagelige følger. I Bylderup har han stået anklaget både over for landråd, provst og dommer i Tønder. Han skrev desuden i brevet, at han føler sin stilling som sognepræst truet og kaldte igen N.P. Nielsen for ”kapellan”.
I brevet forklarede Braren også, at han vil fortsætte med at holde danske gudstjenester.
Ville ikke skubbes over i det ene hjørne
Det kan så undre, at de to pastorer ikke talte sammen, men skrev. Et par dage efter skrev Braren således til N.P. Nielsen, at han ikke ville finde sig i at blive skubbet over i det ene hjørne. Han ville ikke finde sig i kun at blive betragtet som den tyske præst. Han ville fortsat være præst for dem, der har fulgt ham i 10 år.
Han ville ikke gå den vej, sagde han ordret, som N.P. Nielsen ville diktere ham. Braren ville ikke forstå, at det ham, der fremover skulle afholde de tyske gudstjenester og N.P. Nielsen de danske gudstjenester.
Da professor Nagel skulle begraves
En ny strid opstod i 1937, da professor Nagel, Berlin døde. Han var søn af apoteker Nagel. Han var udpræget dansksindet. Han ønskede at blive begravet på familiens gravsted i Højer. Da N.P. Nielsen traf ham ved hans svigerinde i 1936 bad han indtrængende om at medvirke ved hans begravelse. Han tilføjede:
Hans tysksindede datter, som var gift og boede i Tyskland havde derimod bedt pastor Braren om at begrave hans far.
Men en søn, kunstmaler Willy Nagel, som var udpræget dansk, bad N.P. Nielsen om at medvirke, således som hans far havde ønsket det.
Men det satte Braren sig imod. N.P. Nielsen måtte ikke engang tale i kirken, hvis Braren skulle klare begravelsen. Det samme forbud gjaldt også for en af professor Nagels gamle elever, amtslæge dr. Lausten – Thomas., Tønder.
Heller ikke ved mindehøjtideligheden på Hotel Sylt måtte Holm tale, hvis Braren skulle deltage heri. Dette blev dog ændret, da den temperamentsfulde kunstner, Willy Nagel, sagde til Braren:
Så bøjede Braren sig og kom med til mindefesten, hvor N.P. Nielsen på opfordring holdt en mindetale over den gode danske mand, professor Vilhelm Nagel.
Sønnen måtte bøje sig for et ”ynkelig” kompromis
Også til denne begravelse blev der udvekslet en heftig brevveksling.
Og med hensyn til begravelsen så fik professoren og hans dansksindede søn ikke deres ønske opfyldt. N.P. Nielsen fik et brev fra sønnen, Willy Nagel, hvor han udtalte sin beklagelse over at han var blevet tvungen til det ynkelige kompromis.
Da Anna Fannike skulle begraves
I 1941 døde en ældre kvinde, Anna Christensen, kaldet Anne Fannike. Hun var fra Fanø og var dansksindet. N.P. Nielsen besøgte hende ofte. Da hun døde, bad hendes børn om, at det var ham, der skulle foretage begravelsen.
Men pastor Braren mente, at det var ham, der skulle foretages begravelsen, så han sendte et brev til Nielsen. Og straks svarede denne, at nu hvor der var kommet en dansk præst havde hun sluttet sig til den danske menighed.
Der fulgte mange beskyldninger i brevvekslingen. Og læser man de breve kan man godt se, hvor store vanskeligheder, der var i Højers kirke-liv dengang. Og det fortsatte i den grad.
N.P. Nielsen måtte ikke føre ældre tysksindede til alters
Således meddelte N.P. Nielsen til Braren, at han ønskede at føre de ældre til alters. Men denne svarede, at han mente at N.P. Nielsen skulle nøjes med at føre de dansksindede ældre til alters.
Pastor Braren under besættelsen
Det blev sandelig heller ikke lettere efter 9. april 1940. Braren havde bøjet sig for kravet om, at Hagekorsflaget skulle hænge fra Højer Kirketårn skønt han var inderligt imod. Men en af de ledende nazister havde sagt:
Af brevudvekslingen mellem de to præster er det tydeligt, at de ikke var enige om Tyskernes rolle i besættelsen af Danmark. N.P. Nielsen mente, at det tyske folk og den tyske stat havde begået en voldshandling over for Danmark. Dette mente Braren ikke.
Nielsen mente, at Danmark havde mistet sin frihed og selvstændighed. Den holdning havde Braren ikke.
De to præster kunne dog, når stridighederne var lagt til side føre en åben og indholdsrig samtale sammen. Braren var ikke nazist, men han holdt sin mund som så mange andre. Men hvis et hagekorsbånd blev fjernet fra en grav, så protesterede både de tyske medlemmer af menighedsrådet og pastor Braren på det voldsomste. Ingen af dem havde forståelse af, hvor dybt de dansksindede blev krænket dagligt ved det tyske overgreb i besættelsesårene.
Stridighederne fortsatte
I 1943 blev Braren og Nielsen enig om, at sognepræsten nu skulle være dansk. Braren overtalte de tyske medlemmer af menighedsrådet til at acceptere dette. Men i 1948 gik han imod kirkeministeriets indstilling at Højer kun skulle have en dansk sognepræst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 11, 2023
Dødsmarch
De nazistiske forbrydelser skulle slettes. 758.000 blev sendt afsted. Det kostede 300.000 livet. De blev skudt for et godt ord. De kunne alligevel ikkebruges i den tyske krisindustri. 60.000 blev jaget ud af Auschwitz. Af 4.500 nåede kun de 280 frem. En bonde kørte bag efter med sin hestevogn og samlede ligene op. Efter tre – fire ugers march var kun 10 pct. tilbage. Arbejderne hos Adler blev mishandlet. Indtil 1963 fandt man rester af fanger. Var det de lokale kommandører, der bestemte forløbet? Gestapo-chef gav en befaling til KZ – Sachsenhausen. Massiv aflivning i de sidste måneder. Neuengammes fanger blev sænket af britiske fly- Lokale civilister jagtede flygtende fanger. En glemt massakre. Adenauer frigav krigsforbrydere.
De nazistiske forbrydelser skulle slettes
Det skete i krigens sidste måneder og dage. SS fik tømt udryddelses- og koncentrationslejrene. De tvang fangerne ud på de såkaldte dødsmarcher mod det centrale Tyskland. Titusindvis omkom undervejs af kulde og udmattelse. De blev efterladt i vejkanten mange steder.
De nazistiske forbrydelser skulle slettes. Man nåede at lave massegrave og brænde ligene.
758.000 blev sendt afsted
Nogle gange skulle man tro, at det var bevidst, at disse mennesker skulle lide. Mange blev med dødsmarchen sendt i den direkte død. Man har beregnet sig til at 758.000 svækkede mennesker blev sendt på dødsmarch. Til dels gik de forbi helt almindelige tyskere.
Bare man kunne stå oprejst, blev man tvunget på marchturen. Fangerne skulle bruges i den tyske krigsindustri. De gamle og syge blev efterladt i lejren overladt til egen skæbne. Var de heldige, blev de befriet af de fremrykkende allierede styrker.
Det kostede ca. 300.000 livet
Man regner med, at disse dødsmarcher har kostet op til 300.000 livet. Fangerne var i forvejen svækkede. Disse marcher kunne strække sig over hundreder af kilometer og strække over uger.
Fangedragter var tynde og kunne ikke holde vinterkulden ude. Kosten var kun nødtørftig. I lader og udhuse blev de stuvet sammen om natten. Dem, der faldt fra, blev skudt af vagterne. Dem, der forsøgte at flygte, blev fanget og skudt.
De blev skudt for et godt ord
Efter få kilometer faldt de første fra. I begyndelsen blev de understøttet og bragt videre af kammerater. Men efter at de var faldet flere gange, blev det uoverkommeligt. Afstanden til kolonnens afslutning blev større og større. De falder på knæ, river i faldet to hjælpere med. Uden støtte bliver de liggende udstrakt på jorden. Hjælperne bliver nu jaget væk af SS – folk. Der er ingen nåde. De bliver dræbt af nakkeskud.
Andre blev dræbt fordi de vil forsyne sig med roer eller kartofler fra kuler eller kød fra selvdøde dyr på vejen.
De kunne alligevel ikke bruges i den tyske krigsindustri
Ofte blev march-ruten ændret og endnu flere koncentrationslejre blev tømt. Meget få lejre var endnu i funktion. Vagter vidste efterhånden ikke, hvor de skulle sende fangerne hen.
Nazisterne måtte efterhånden erkende at slaget var tabt. Forbrydelserne kunne ikke skjules. Man blev hurtig klar over at disse tusinder af udsultede og sygdomsramte fanger ikke kunne bidrage meget til den tyske krigsindustri.
Hvorfor stak vagterne ikke bare af og lod fangerne løbe? I stedet indfangede de dem og myrdede dem.
60.000 blev jaget ud af Auschwitz
Kort før den røde arme nåede frem den 21. april 1945 blev KZ – Sachsenhausen og KZ – Ravensbrück rømmet, 33.000 fanger herunder kvinder og børn blev sat til at marchere mod nordvest. Uden mad og i iskoldt vejr marcherede kolonerne 20 – 40 km om dagen og overnattede i det fri. SS skød dem, der sakkede bagud.
60.000 fangere blev jaget ud af Auschwitz og tvunget til at gå. Det kostede 15.000 mennesker livet.
Den 18.1.1945 forlod 3.000 fanger Auschwitz – Birkenau i retning mod Gleiwitz. De fleste af disse var jøder. På vejen blev 300-400 bedt om at gå ind ad en sidevej. Siden har ingen set disse. Mistanken er, at disse er blevet brutalt skudt.
Af 4.500 nåede kun 280 frem
Den 21. 1. 1945 blev 4.500 fanger læsset på åbne Jernbanevogne – der var vel 100 til 130 på hver vogn. De skulle vente 30 timer på afgang. Temperaturen var mellem – 15 til – 20 grader. Efter 15 kilometer blev toget stoppet. Fangerne blev bedt om med det samme at forlade vognene. Dem, der ikke lige med det samme kunne forlade vogne vognen på grund af stivfrosne lemmer, blev brutal skudt.
Da man endelig ankom til Geppersdorf var der kun 280 tilbage.
En bonde kørte bagefter og samlede de døde op
Mange gange kørte en lokal bonde efter disse dødsmarcher med sin hestevogn. Han samlede ligene op. Både dem, der var faldet om og dem, der var blevet skudt.
Disse lige blev samlet i massegrave. Ja også på lokale kirkegårde blev de samlet i massegrave. Men ingen lokale kan fortælle, hvem der blev begravet der.
Fra KZ – Stutthof måtte 11.000 fanger den 25. januar gå 140 km mod Lebork (Lauenburg). Det tog 7 dage.
Efter 3-4 uger var kun 10 pct. tilbage
Den 13. april 1945 blev en gruppe på 2.400 fanger sendt fra Leipzig – Heiterblick. De 250 overlevende af denne march blev befriet den 9. maj af russiske soldater i Fojtovice i Tjekkiet.
Arbejderne på Adler blev mishandlet
I begyndelsen af marts 1945 blev der bombet omkring hovedbanegården i Frankfurt. De allierede gik direkte efter Adler – fabrikken. Den 9. marts måtte man opgive produktionen. Tyske arbejdere begyndte at afmontere de maskiner, der ikke var blevet beskadiget.
De fanger, som man havde brugt til produktionen og som ikke kunne holde til en march, sendte man pr. bane. Det var den 16. marts 1945. De blev placeret 60 mand i hver vogn som blev plomberet. Fangerne led voldsomt af grusom tørst og sult. Deres toilette måtte de også foretage sig i vognen. De holdt tre dage på fabrikkens skinner, inden der var afgang. Og allerede efter disse tre dage, var en stor del af dem døde. Disse døde blev ikke engang taget ud af vognene.
Kort tid efter afgang blev toget mål for allierede fly. SS-folkene søgte dækning og overlod fangerne til deres egen skæbne. Igen og igen blev toget mål for allieret angreb. Syv dage efter nåede toget sit mål – KZ Bergen-Belsen. I alt blev overlevede kun 8 af disse Adler – fanger.
De sidste 350 fanger/flygtninge blev den 23. marts om at forlade Adler- fabrikkerne. De skulle nu marchere mod Buchenwald. Da de havde forladt Frankfurt, begyndte SS-folkene at skyde. De første 24 blev skudt i hovedet. Rygterne gik, at på denne march skulle ingen overleve. Nogle blev beordret til at grave deres egne grave.
Til Buchenwald ankom 280 fanger. Men fangerne blev beordret at tage til Dachau. Her ankom den 27. april 40 fangere. To dage senere blev disse befriet af amerikanske soldater.
Indtil 1963 fandt man rester af ”Adler – fangerne”
Indtil 1963 fandt man rester af de forslåede og skudte fanger. Man kunne indicere dem ud fra deres blikskilte fra Adler – fabrikkerne med numre. Man fandt dem i floden Main og i forbindelse med anlæggelse af nye vejarbejder.
Var det de lokale kommandører, der bestemte?
Var det ordrerne fra Berlin, der bestemte disse dødsmarcher og hvad der skulle ske med disse fanger. Ja Hitler sagde godt nok, at alle fanger skulle skydes. Men noget tyder på at det var individuelle afgørelser. De forskellige lagre bestemte selv, hvad der skulle ske.
Himmler mente således, at jøderne skulle man skåne til sidst. De kunne betragtes som gidsler, når man skulle forhandle med vesten.
Gestapo-chef gav befaling til KZ-Sachsenhausen
Men den 1. februar havde lagerkommandantren i KZ-Sachsenhausen fået en befaling fra Gestapo-chef Heinrich Müller om at forberede lejrens evakuering. En af instrukserne foreskrev at ler- og arbejdskommandoer skulle sendes på march til fods i kolonner af 2.400 fanger.
Papirer og dokumenter skulle afbrændes. I alle hjørner af den store lejr kunne man se bål.
Også minering, nedskydning m.m. kom på tale. Flygtninge skulle sættes på slæbepramme. De skulle slæbes ud i åbent hav og sænkes. Men man kunne ikke rigtig nå at anskaffe alle de pramme, der skulle til.
Ca. 200.000 fanger passerede Sachsenhausen. Af dem døde halvdelen på en eller anden måde. I løbet af de tre forårsmåneder i 1941 døde 18.000 krigsfanger.
Massiv aflivning
I de sidste måneder skete der en massiv aflivning af syge og afmattede fanger. Det var dem, der ikke kunne gå en dødsmarch. Efterhånden var der heller ikke mange muligheder for disse dødsmarcher at finde et mål.
Buchenwalds fanger blev i begyndelsen af april bragt mod syd og sydøst. Særligt var det imod Flossenburg og Dachau.
Neuengammes fanger blev sænket af britiske fly
Og fanger fra Neuengamme blev bragt til Lybæk Bugt, hvor de blev anbragt på skibe. Den 3. maj 1945 blev disse KZ – skibe angrebet fra luften, da de endnu lå i havn. Britiske kampfly angreb. Det betød at 7.000 fanger ombord på Cap Arcona omkom.
Lokale civilister jagtede fangerne
Ofte var det lokale, der måtte på jagt efter flygtende fanger. Det kunne være folk fra brandvæsnet, politi eller Hitler – Jugend. Indimellem var det også almindelige lokale borgere, der på eget initiativ gik på jagt.
En glemt massakre
Andre steder skete der massakre sted efter dødsmarch. Det skete for eksempel i Gardelegen i Sachsen-Anhalt. Her blev den 13. april 1945 tusinder af fanger henrettet. Her var det forskellige nazistiske organisationer, der stod bag.
Adenauer frigav krigsforbryderne
Nogle af bødlerne blev dømt af det øverste Sovjet i Moskva, der dog havde afskaffet dødsstraf. Men der faldt 14 livstidsstraffe og to straffe på 15 års tugthus som skulle afsones i Sovjet.
Efter aftale med Adenauer i Moskva om løsladelse af krigsfanger, indgik de straffede krigsforbrydere i disse hjemsendelser som ”nichtamnestierte”. Trods dette tilsagn om fortsættelse af straffeafsoningen i Vesttyskland blev de straks løsladt og modtaget med pensioner og øvrige former for ”åbne arme” i 1956,
Dette gjaldt også for cheflægen Baumkötter, der havde talrige mord og mishandlinger på samvittigheden. Han fik i 1947 livsvarig tugthusstraf. Han blev straks løsladt ved ankomsten til Tyskland i 1947. En protestbevægelse opnåede gentagelse af processen mod ham i Münster i 1962. Her blev han idømt 8 år tugthus. Men igen blev han straks løsladt.
Denne Adenauer kunne heller ikke lide afnazificeringen. Den gik han kraftig imod. De allierede fyrede ham også som overborgmester i Frankfurt. De betragtede ham som nazi – venlig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 8, 2023
Smuglerlandet Danmark
Vi har læst Smuglerlandet Danmark – med undertitlen ” Mennesker, Sprut og Cigaretter” som vi her vil anmelde. Vi har krydret vores anmeldelse med egne oplevelser. Om da vi først besluttede at tage noget ekstra med, når vi havde set, hvem der sad der ved grænsen. Og inde ved militæret havde vi en kollektiv smugler – forsikring. I Aabenraa var der altid billig vodka, når polske eller russiske skibe anløb havnen. Det var i mange år et ”acceptabelt tidsfordriv”. Vi oplever i bogen smugler – historier fra 1750 – 2000. Så var det lige ”Rødspætteligaen” I Bogen opleves samtaler med folk på begge sider af loven. Vi afslutter lige to eksempler på menneskesmugling fra Padborg, hvor vi selv var involveret. En interessant, berigende og anderledes Danmarkshistorie.
Smugleri afhang af, hvilke toldere, der sad der
Vi har vel alle gjort det. Når vi knægte cyklede de cirka 6 kilometer til Aventoft på den anden side grænsen, lagde vi altid mærke til, hvilke toldere, der stod vagt.
En kollektiv smugler-forsikring
Eller senere, når jeg med Telegraftropperne fra Aarhus var på øvelser i Tyskland. Vi indbetalte alle penge til en konto. Den ene gang, var det lige vores bil, der blev stoppet. Ja så måtte vi jo så tilstå.
Men de penge fik vi så tilbagebetalt på Langelandsgades Kaserne. Og overskuddet på kontoen, ja dem festede vi så for.
Billig vodka
Og i Aabenraa vidste vi, at når der lå polske og russiske skibe i havnen, ja så kunne vi gå et bestemt sted hen i byen og købe billig vodka.
Acceptabelt tidsfordriv
Det var engang, hvor det moralsk blev accepteret at man smuglede. Herregud tænkte man, vi betaler så meget i skat, at her kunne man da godt lukke et øje. En bestemt slags smugleri blev betragtet som hobby, fordi flasker og røgvarer blev afsat til venner og bekendte. Ingen kunne drømme om at melde dette til myndighederne.
”Det er den første samlede fortælling om lyssky forretninger, der længe var acceptabelt tidsfordriv. End ikke gudfrygtige og ordentlige folk fik moralske tømmermænd”, ja sådan skriver forlaget.
Smugler-historier fra 1750 – 2000
Nu har Niels Valdersdorf Jensen fået den geniale ide at skrive om ”Smuglerlandet Danmark” med undertitlen ”Mennesker, Sprut og Cigaretter”. Forfatteren er historiker og museumsinspektør på Svendborg Museum. Bogen udgives samtidig som Årbog for Museet for Søfart i Helsingør
I historien kom vi nok ikke rundt i hele landet men egentlig gør det ikke noget. Her er masser af spændende fortællinger om smugleriets historie fra 1750 – 2000.
Der bliver fokuseret ekstra på øerne i Det Sydfynske Øhav. Her blev cigaretter og u -banderolerede flasker lastet side om side med legale handelsvarer.
Der et mønster i op – og nedture for smugleri. Når staten bremser for import og eksport for at beskytte vores egenproduktion tager smugleriet til.
Rødspætteligaen
Vi stifter bekendtskab med Rødspætteligaen, der har base i København. De var særdeles frygtet både i og uden for den kriminelle verden. Hvis nogen kom på tværs af dem, kunne det få alvorlige følger. Vi møder navne som Alexander Blask, Leon Onwild, Bent Ricardo og Torkild Løndal Therkelsen. De er alle med i denne berømte/berygtede gruppe.
De blev optrevlet i begyndelsen af 1970erne – en gruppe som i stor stil smuglede spiritus og cigaretter fra Polen over Østersøen og satte dem i land på Møn med videresalg for øje.
Ernst Adolf Bremer smuglede ikke mindre end 500.000 liter sprit til svenskerne på 14 – 15 både i 1920’erne og 1930erne
De blev vel på et tidspunkt betragtet som helte – disse storsmuglere. Men i takt med vold og afstraffelse, nåede samfundet tog moralen over. Medierne dyrkede disse farlige forbryder-typer som Robin Hood – helte.
Glansen gik af storsmuglerne med to millioner cigaretter i lasten blev bordet af toldere fra en patruljebåd i Østersøen. Kun en enkelt tolder nåede ombord. Ham tog smuglerne som gidsel. De krævede nu frit lejde i bytte for den kidnappede tolder.
Langelands Folkeblad omtalte den dramatiske kidnapning og skrev:
Damerne på spritbådene
Der blev også i TV vist Smuglerne – en serie af Leif Panduro. Her var der bl.a. vold drab og salg af hårde stoffer. Det var ikke særlig kønt.
Ja så var det damerne på spritfærgerne, som man jo selv har mødt. De går lige to numre op i størrelse under fordeling af smuglervarer rundt om på kroppen, hvorefter de godt polstret, driver i land. De mandlige tolder vidste godt, hvad der foregik. Men de måtte jo ikke kropsvisitere dem.
Samtaler med folk på begge sider af loven
Søfolk har kunnet fortælle røverhistorier om, hvor gode de var til at snyde tolderne. Og historierne får lige en tand ekstra. Bare for at imponere landkrabberne.
Og tænk engang. Forfatteren mener, at omkring 1970 røg 174 millioner cigaretter under skattemyndighedernes radar – om året. Kaffe, tøj, kvæg, sukker, violiner og farve- tv er eksempler på varer, der inden for de seneste 250 år er handlet under båden i Danmark.
Bogen indeholder også en række samtaler med folk på begge sider af loven. Der er trukket historier fra digitaliserede aviser i massevis. Og Toldvæsnets egne embedsmænd har også ladet sig friste.
I første verdenskrig var Danmarks neutralitet i fare, da smugleri i form af illegal udførsel af danske varer til de krigsførende lande, ikke gjorde Danmark mere populær.
Menneskesmugling
En anden form for smugleri var menneskesmugling. Det opdagede vi, da vi boede i Padborg. Når københavnske betjente var udstationeret dernede, stoppede de gang på gang personer, der ikke lignede danskere. Således oplevede en ven vi havde fra Sri Lanka at blive stoppet fire gange på en dag. En klage til stationen, som vi hjalp ham med, ignorerede de bare.
Og vores Rasmus var sammen med sin gode ven, Jesper taget ud at lege. De havde deres camouflage – tøj. Og Rasmus havde lånt noget af sin store bror til at camouflere ansigtet. Men efter en time ringede det på døren. Det var Padborg politi, der kom med to forknyttede unger. Nu var det sådan, at Jespers far også var politibetjent, blot i et andet område. Men de havde ikke gjort noget forkert. Politiet havde fået anmeldelse om menneskesmuglere. Og de to unger var måske lidt for tæt ved grænsen!
Ja i dag er Jesper også politibetjent – i København.
En anderledes Danmarkshistorie
Med disse to sidehistorier slutter vi vores anmeldelse af en meget interessant bog.
Bogen er meget underholdende og berigende læsning. Det er en anderledes Danmarkshistorie. Og mon ikke, der er mange toldere, der vi gå i gang med at læse den.
Niels Valdersdorf Jensen:
Smuglerlandet Danmark – Mennesker, Sprut og Cigaretter
Hvis du vil vide mere:
April 7, 2023
De Danske Hjælpepakker til KZ – Fangerne
To sider af samme sag. Mange samlede ind. Der blev også samlet ind til medicin. Et takkebrev fra Theresienstadt. Hvad var der i en pakke? Besværligt – navnlig i begyndelsen. Slægtninge ville selv sende noget. For sent opdagede man at penge ikke nåede frem. Politifolk fik ekstra tøj. Historien om ”De Røde Enker” Fik ikke hjælp, fordi han var tyskervenlig? Fagbevægelsen advarede mod ”De Røde Enker”. Alt var ikke ideelt.
To sider af samme sag
Nu kunne man måske bare have kaldt artiklen for Røde Kors – pakkerne. Men det ville være historisk ukorrekt. Godt nok kom de fleste af pakkerne i Røde Kors – emballage. Men det var ofte andre, der stod som afsendere og andre, der havde bidraget økonomisk. En anden ting er, at man ofte når man skriver besættelsestidens historie får to forskellige historier om den samme begivenhed.
Det gjald for eksempel historien om ”De Røde enker”. Den historie vender vi tilbage til.
Mange samlede ind
Hvordan fik Danmark de mange aftaler i stand med at sende pakker til ”statsfjendtlige personer, som tyskerne yndede at kalde danske deputerede. Da man så, at pakkerne faktisk kom de rette i hænde, fortsatte man at sende dem.
Der var mange, der samlede ind til fangerne. Således samlede Danske Polititjenestemænd 59.000 kr. ind. På et tidspunkt blev man nødt til at stoppe indsamlingen. Der var ikke mulighed for at skaffe så mange varer.
Der blev også samlet ind til medicin
Efterhånden gik det op for danskerne i hvilke forhold de danske KZ – fanger befandt sig i. Kontreadmiral Carl Hammerich samlede 85.000 kr. ind til medicinalvarer og lægeinstrumenter. Blandt de indsatte var der en del læger, der godt vidste, hvordan disse skulle håndteres.
Det var forskellige afdelinger, der håndterede forsendelsen af pakkerne.
Et takkebrev fra Theresienstadt
Til jøderne i Theresienstadt afsendtes snart 750 pakker på initiativ af Professor Ege – Komiteen, der så senere også overgik til Røde Kors.
Desuden afsendtes en del illegale pakker. Men disse lykkedes det også at få legaliseret. I alt blev der sendt 5.000 pakker til en samlet værdi af 100.000 kr. til Theresienstadt. I september 1944 afsendtes 1.000 bøger. Men de nåede først frem fem måneder efter.
Der blev også sendt penge til Theresienstadt i alt ca. 35.640 kr.
Jeg fandt på nettet et takkebrev fra en indsat i Theresienstadt. Der var hverken dato, navn eller fra hvilken avis, det stammede. Noget af brevets indhold lyder således:
Hvad var der i en pakke?
Afsendelsen af pakker blev efterhånden lagt i faste rammer mellem Udenrigsministeriet, Socialministeriet og Røde Kors. Alle pakkeforsendelser gik gennem Røde Kors i deres specielle kartonnage.
I den første tid afsendtes en månedlig pakke til hver, senere to og allersidst tre månedlige pakker. Indholdet var følgende:
Herudover blev der oftest hver måned medsendt 30 stk. cigaretter og 100 gr. tobak. I den sidste tid blev pakkeforsendelserne udvidet med et stort rugbrød hver tredje uge. Samlet værdi af 909.000 kr. Og husk på – det er den tids værdi.
Det var først i sidste kvartal af 1944 til den 13. februar 1945 deportationerne tog rigtig fart.
Besværligt – navnlig i begyndelsen
Et flot initiativ udvistes af forskellige foreninger. Sammenslutninger og private venner ved fremskaffelse af æbler, vitaminpræparater og tobaksvarer af de ellers ikke for rigelige hjemlige beholdninger.
Sendingerne til Stutthof gik i den første tid pr. skib til Stettin og derfra pr. bane til Danzig, hvorfra Udenrigsministeriets repræsentant besørgede dem videre til Stutthof. Til de øvrige lejre benyttedes i lang tid jernbanetransport. Men i september 1944 forsøgte man med den første ”automobiltransport”. Forsøget faldt heldigt ud. Fra oktober 1944 besørgede bilkonvojer et meget betydeligt antal pakker.
Slægtninge ville selv sende noget
Man opnåede hermed at pakkerne blev leveret ved lejrens port, så tabsprocenten blev næsten lig nul. Så snart de danske biler nærmede sig rygtedes det i lejren og livsmodet steg et par grader.
I Danmark blev man dog klar over, at der forsvandt en del fødevarer fra hovedlejrene til udekommandoerne. Man forsøgte at få tilladelse til at transportere helt ud til brugerne. Men det lykkedes kun for politiets vedkommende at finde en ordning.
Slægtninge var dog utilfredse med, at de ikke måtte sende noget. Man fandt så en ordning med, at de måtte sende en gang om måneden. Det blev også forsøgt at indsmugle illegale breve fra slægtninge. Men det blev hurtig stoppet.
For sent opdagede man at penge ikke nåede frem
Det blev også sendt penge til Neuengamme i alt 47.500kr. Men de nåede aldrig ud til fangerne. Pengene blev sat ind på en lejrkonto. Ja man fandt ud af, at der var sendt i alt 671.500 til fangere i de tyske koncentrationslejre. Stort set ingen af disse penge så fangerne.
Politifolk fik ekstra tøj
Politifolkene var kommet afsted i det tøj, de gik og stod i. Allerede den 28. september sendte man to store lastbiler med påhængsvogne til Neuengamme – lejren. Foruden tøj var der en lille pakke med levnedsmidler til hver politimand. Transporten nåede frem i løbet af to dage. Men allerede inden transporten var nået frem var politifolkene sendt videre til Buchenwald. Derfor blev transporten nu dirigeret derhen. Senere blev politiet betragtet som krigsfanger og fordelt ud i andre lejre.
I slutningen af februar måned lod Dr. Trols Thune Andersen sig frivilligt internere for at bringe politifolkene tiltrængt lægehjælp. Politiet fik tilsendt i alt 28.410 pakker. Dertil kom på foranledning af Socialministeriet 2.000 tøjpakker.
Spørgsmålet er hvor mange menneskeliv, som man redede under denne store indsats.
Historien om ”De Røde Enker”
Og så kommer vi til sagen om de røde enker.
Vi starter med hvad professor Richard Ege kan fortælle:
Det sidste citerer vi, fordi vi i flere bøger kan læse, at ”De Røde Enker” overhovedet ikke fik hjælp i Danmark, men måtte gå til Svensk Røde Kors. Ofte oplever man en ikke altid rimelig kritik af myndighederne og Røde Kors vrangvilje og obstruktion. Det glemmes, at den store hurdle var Gestapo.
Fik ikke hjælp, fordi han var tyskervenlig?
Historien om Kommunisterne har vi tidligere bragt her på siden. Og herfra kan det godt forstås, at ”De Røde Enker” var skuffet. Spørgsmålet er bare om alt, hvad der er beskrevet, er korrekt.
143 mænd og syv kvinder blev sammen med 207 danske jøder anbragt i et snavset skib ved navn Wartheland. Efter næsten en uges forløb nåede de Swinemunde i Polen. Så gik turen til henholdsvis Stutthof og Theresienstadt i overfyldte kreaturvogne.
Kvinderne bag disse mænd blev kaldt ”De Røde enker” De begyndte straks at organisere sig. De fik at vide, at Dansk Røde Kors ikke kunne hjælpe. Man mente, at direktøren Helmer Rosting var særdeles tyskervenlig. Han skulle have været udset som udenrigsminister i en regering, hvor Frits Clausen skulle være statsminister. Men nu tog tyskerne aldrig dette alvorlig. De brugte kun dette som trussel.
Om denne ”tyskervenlighed” skulle være årsag til manglende hjælp tvivler jeg på. Allerede dengang var hjælpeforanstaltninger i gang. Og det er da ingen tvivl om enkernes pres har haft indflydelse på, at der blev sendt pakker afsted.
Fagbevægelsen advarede mod ”De Røde Enker”
Rigtigt er det også at der i fagbevægelsen blev advaret mod ”denne selvbestaltede komite”. Men at disse kvinder og deres indsats skulle være glemt, er ikke rigtig. I Jørgen Hæstrups bog ”Til Landets Bedste 1” omtales de. Her beskrives samarbejdet med denne komité godt nok som ideel.
Alt var ikke ideelt
Alt var ikke ideelt. Set med nutidens øjne skulle man sikkert være begyndt noget hurtigere. Men det kan vi jo sagtens sige i bagklogskabens lys. Men man må sige, at alle dem, der var involveret i pakning og afsendelse af de mange pakker, gjorde et imponerende stykke arbejde
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 5, 2023
Dem – man glemte
Den svenske synsvinkel var eneherskende ved krigens afslutning. Vi vil ikke nedgøre Folke Bernadotte og Svensk Røde Kors indsats. Men der var altså også andre. Starten på Jyllandskorpset. Det hele blev koordineret i Socialministeriet. En trist besked fra London. Den norske eksilregering mente, at redningsindsatsen skulle ledes fra Sverige. De rent danske hjælpeaktioner. Angrebet af allierede fly. Folke Bernadotte afviste enhver dansk hjælp. De danske og norske sømandspræster Også kartotek over danske og norske tugthusfanger. En berømt norsk tolk. Sad i tugthuse over hele Tyskland. Man redede 700 af 800 tugthusfanger. Socialministeriet betalte Røde Kors pakkerne. 410 danske jøder reddet af dansk frokost. Endelig lykkede det af frigjort fangerne i Neuengamme. Kvinderne på Padborg Station.
Den svenske synsvinkel var eneherskende ved krigens afslutning
Endnu i dag bliver aktionen med De Hvide Busser forbundet med Folke Bernadotte. Man har glemt alle de andre, der gjorde denne kæmpe redningsaktion muligt. Længe stod Folke Bernadottes egen udlægning som den eneste sandhed. Fra dansk side, var der en del at takke svenskerne for, så derfor holdt man lav profil. Svenskerne havde brug for goodwill over for de allierede.
Den svenske synsvinkel på hjælpeindsatsen var eneherskende efter krigens afslutning. Bernadotte hjalp også selv med til det. Der var stort ikke plads til andre i hans biografi.
Starten på Jyllandskorpset
Først efter 1969 dukkede de første meldinger om, at der nok var flere, der burde nævnes i den forbindelse. Vi har efterhånden skrevet en del artikler om De Hvide Busser og Karantænestationerne ved Grænsen. Du kan se en liste i forbindelse med denne artikel.
Blandt dem vi skal nævne, er kontreadmiral Carl Hammerich, der var norsk gift. Han var involveret i humanitært arbejde bl.a. Norgeshjælpen. Via gode kontakter i Norge havde han gode informationer om situationen generelt og i de enkelte KZ – lejre.
Hammerich mente at redningen af danskere og nordmænd skulle ske via landevejen. Han mente at jernbanen og havnene ville blive lagt i ruiner inden krigens afslutning. Landevejstransporten fra Danmark til Tyskland med fødevarer m.m. til de indsatte fungerede stort set upåklageligt. Erfaringer herfra kunne bruges ved en redningsaktion
Der skulle opmagasineret det nødvendige udstyr, herunder fødevarer, medicinsk udstyr, benzin m.m. til en redningsaktion, så man kunne rykke ud med an dags varsel. Til formålet blev Jyllandskorpset oprettet. Det bestod af omkring 400 mand inkl. samaritter, ordonnanser m.fl. samt omkring 120 store transportvogne, især fisketransportbiler, nogle personbiler og motorcykler.
Det blev koordineret i Socialministeriet
Det hele var en sammenslutning af foreninger og et hjælpekorps bestående både af statslige og private aktører.
Det hele blev koordineret af departementschef H.H. Koch i Socialministeriet. I koordinationsudvalget indgik Udenrigsministeriets afdelingschef Frants Hvass, Borghild Hammerich, kontorchef Mogens Kirstein og sekretær Finn Nielsen, samt ikke mindst læge i Johannes Holm – læge i Sundhedsstyrelsen.
I april og juli 1944 havde Hammerich været til møde med Ditleff i Stockholm. I september blev planen overdraget til den norske London – regeringens socialdepartement.
En trist besked fra London
På et møde i Sverige gav Koch udtryk for, at han ikke fandt Jyllandskorpset godt nok organiseret. Desuden var Carl Hammerich blevet arresteret af Gestapo. Der var også kommet nye anordninger om at militære personer først skulle evakueres. Andre fanger skulle blive i de respektive lejre til et godt stykke efter den tyske kapitulation. Beslutningen bundede i militære overvejelser. Og beskeden modtog man fra London.
Fra Norge mente man, at indsatsen skulle ledes fra Sverige
Men fra dansk og norsk side arbejdede man videre. Den norske minister Ditleff mente, at aktionen skulle ledes af et medlem af den svenske kongefamilie. I Danmark fik man omorganiseret hjælpekorpset. Det fik nu navnet ”Det Danske Hjælpekorps”.
Ren danske hjælpeaktioner
Fra oktober 1944 blev der sendt Røde Kors pakker til Bl.a. Buchenwald og Neuengamme. En aftale mellem Hvass og chefen for det tyske sikkerhedspoliti, Otto Bovensieben den 2. december 1944 åbnede mulighed for hjemtransport af 211 syge politifolk fra Buchenwald. Transporten foregik den 8. december med almindelige røde DSB – busser og var en ren dansk aktion.
Angrebet af allierede fly
Ugen efter var læge Johannes Holm med på en redningsaktion med danske grænsegendarmer. Det var af stor betydning at han kunne danne sig et indtryk af sundhedstilstanden. Nu blev Røde Kors pakkerne sammensat efter Holm´ s anvisninger.
Fra omkring årsskiftet 1944-45 afgik konvojerne regelmæssigt og hentede fanger så lang væk som Leipzig og Dresden fra krigsfangelejrene Torgau og Mühlberg, hvortil politiet var overflyttet i december 1944. Og her blev man angrebet af allierede fly.
Folke Bernadotte afviste enhver dansk hjælp
I begyndelsen af 1945 tog hjemtransporten rigtig fart. Her viste det sig, hvor vigtigt det var at have et transportberedskab og et ordentligt beredskab. Disse ting blev stillet Folke Bernadotte til rådighed, da han ankom. Ligeledes gjorde man ham opmærksom på omfattende kartotek over danske fanger. Men han afviste i begyndelsen enhver dansk deltagelse. Desuden gjorde han grin med de danske transportkøretøjer.
De blev hurtig glemt
Det var jo en masse, der satte livet på spil. Og en masse organisationer foreninger m.m. hjalp til. Ikke blot til selve redningsaktionen. Men man skaffede midler til de efterladte og fik sendt en masse Røde Kors pakker afsted. Det hele blev organiseret af i dag glemte personer. Dem burde man også ære.
Vil ikke nedgøre Folke Bernadotte og Svensk Røde Kors
Vi vil bestemt ikke med denne artikel nedgøre Bernadotte og svensk Røde Kors indsats. Men forud var der gået et stort stykke forberedelsesarbejde, hvor mange var impliceret. Bernadotte havde fået udrettet, at de fleste af de danske fangere blev samlet i Neuengamme, men så ikke længere. Det kom først bagefter.
Da danske og norske sømandspræster
Og glemt har vi også de norske og danske sømandspræster, heriblandt Sophus Boas fra Hamborg og legationspræsten Axel Jeppesen i Berlin. De havde fået henvendelser fra pårørende i Danmark. De tog rundt til især tugthuse og fængsler. De smuglede forskellige goder ind så som cigaretter, skråtobak og vitaminpiller. Dette kun let omsættes til brød op fængslets sortbørs. Således svarer to ruller skråtobak 42 dagsrationer af brød.
Især Søren Boas var god til at smugle. Han fik efter krigen tilnavnet ”Den danske pimpernel Smith” Fangerne følt6e også, at de ikke var helt glemt. Der var nogen, der talte deres sag.
Også kartotek over danske og norske tugthusfanger
De to danske præster fik sammen med deres norske kollegaer opbygget et godt fangekartotek. Dette blev løbende sendt til Udenrigsministeriet. Jeppesen rejste på diplomatpas, så han slap for kontrol i Tempelhof – flyvepladsen. Og dette kartotek fik stor betydning i redningen med De Hvide Busser.
En berømt norsk tolk
Vi skal heller ikke glemme tolken Hitgunt Margret Zasssenhaus. Hun blev i 1938 kandidat i skandinaviske sprog fra Universitetet i Hamborg. Hun blev straks efter sin eksamen tolk ved retten i hamborg. Tillige var hun ansat ved postcensuren i Hamborg. Hun sørgede bl.a. for at bønner om at sende pakker med fødevarer kom videre til deres skandinaviske modtagere.
Hun fulgtes med både danske og norske præster med rundt over hele Tyskland. Efter krigen fik hun hædersbevisninger i både Norge, Danmark og Tyskland.
Sad i tugthuse spredt over hele Tyskland
Præsterne havde kun fået lov til at foretage kirkelige handlinger på ca. 20 – 25 minutter ad gangen. De danske og norske præster nåede at besøge hovedparten af de skandinaviske indsatte. Fængselspersonalet var ofte blevet bestukket med cigaretter, smør og snaps.
Tugthusfangerne udgjorde et særligt problem. De sad spredt i fængsler og tugthuse over hele Tyskland. De danske tugthusfanger udgjorde ca. 800 og de var fordelt på 25 destinationer. De norske fanger var spredt over hele 70 destinationer.
Vilkårene for dem varierede meget. Der var kaos i den tyske forvaltning, så det var uhyggelig svært at holde styr på.
Man redede 700 af 800 skandinaviske tugthusfanger
Det var uklart om den aftale, man havde indgået, også gjaldt disse fanger. Hjælperne valgte at tolke Heinrich Himmlers tilsagn i den rigtige retning. Modstridige fangevogtere kom på andre tanker, når de fik en gang tobak eller en snaps.
Tre dødsdømte kvinder slap således fra tugthuset i Waldheim. 479 nordmænd og 228 danske blev hentet hjem fra de tyske tugthuse. Det var mere end 700 af de 800 skandinaviske fanger.
Socialministeriet betalte for Røde Kors – pakkerne
Officielt stod Dansk Røde Kors for afsendelsen af levnedsmiddelpakkerne til danskere i KZ – lejrene. Men i virkeligheden blev det bekostet af socialministeriet. Officielt var Holm læge, men det var ham, der stod for organisationen af hjælpepakkerne.
410 danske jøder reddet af dansk frokost
Nede i Theresienstadt sad 410 danske jøder. Bernadotte havde udskudt afhentningen, idet de tyske forhandlere på dette tidspunkt af krigen nærrest viste en paranoid uvilje mod overhovedet at have noget med jødernes redning at gøre. Bernadotte var bange for at hele aktionen ville mislykkes, hvis man mistede ”goodwill” hos tyskerne. Han valgte derfor ikke at gøre mere ved det.
Frants Hvass og Johannes Holm slog sig ikke til tåls med den besked. Man måtte handle efter konduite. Direkte i modstrid med Bernadottes ordrer blev der opstillet et korps af danske chauffører og svenske befalingsmænd i svenske busser. Konvojen blev sendt afsted fra Friederichsruhe samtidig med at Holm og Himmlers forbindelsesofficer dr. Rennau kørte til Berlin for at forhandle direkte med folkene i Reichssicherheitsdiensthauptamt i Wannsee.
I hovedkvarteret gik forhandlingerne trægt. Man kom ikke nogen vegne. Men selv i nazi-spidsen sultede man i disse dage. Så da Johannes Holm diskede op med et ”bestikkelsesmåltid” bestående af de lækreste ting med øl og snaps til, var der intet til hinder for, at de fornødne stempler og papirer blev underskrevet. Jøderne blev altså reddet af en god dansk frokost. De blev afhentet den 15. april. Ad farefulde veje nåede konvojen helskindet til Sverige.
Endelig lykkedes det at få frigjort fangerne i Neuengamme
Endelig lykkedes det at få frigjort fangerne fra Neuengamme. Hitlers ordre var ellers at ingen fange måtte falde levende i de allieredes hænder. Rædselsgerningerne skulle slettes og alle overlevende fanger myrdes. I dette ragnarok lykkedes det i et forunderligt puslespil af svenske, danske og norske brikker at vriste næsten 20.000 mennesker ud af nazisternes kløer.
Kvinderne på Padborg station
Man har også glemt at nævne det store stykke arbejde, man gjorde på Karantænestationerne ved grænsen. Særlig dengang, da to store tog på to dage bragte flere tusinde kvinder fra Rawensbrück til Padborg Station. Man var helt uforberedt men klarede udfordringerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 3, 2023
En Mindepark i Kruså
Mennesker, der var med ”De Hvide Busser”. 101 grænsegendarmer kom ikke tilbage. En plan fra Norge. Bernadotte forhandlede med Himmler. De allierede imødegik ikke Himmlers ønske. De danske KZ – fanger betragtede Bernadotte som helt. En mindesten i en grusgrav. Ikke et varigt had til naboen i syd. En norsk sten, der også takkede danskerne. En statue på en græsskråning. Danske embedsmænd banede vejen Folke Bernadotte kom først i marts 1945. Bernadotte mente ikke at danskerne kunne bidrage med noget som helst. Halvdelen af svenskerne tog snart hjem igen. Nu havde de pludselig brug for danskerne. Og svenskerne havde brug for goodwill hos de allierede. Det tog danskerne hensyn til. Men i 1969 kom sandheden frem. Har man ikke glemt nogen i den mindepark?
Mennesker, der var med De Hvide Busser
Til minde om, det der udspillede sig i krigens allersidste måneder, er der i Kruså rejst en mindepark. Den ligger langs hovedvej 10 umiddelbart syd for Korsvejen op det sidste stykke af vejen mod grænsen.
Den er rejst af mennesker, der var med De Hvide Busser. De blev bragt ud af Tysklands inferno til Danmark og videre til Sverige.
101 Grænsegendarmer kom ikke hjem
Ifølge en rapport fra Udenrigsministeriet blev der i tiden indtil 13. marts 1945 deporteret 6.083 danskere til straffelejre i Tyskland. Af dem vendte 10 pct. ikke tilbage.
140 grænsegendarmer blev ligeledes deporteret. Og af disse vendte kun101 tilbage.
En plan fra Norge
En plan om at hjembringe de stærkt svækkede fangere fra Norge og Danmark blev fremsat af den norske minister Ditleff. Medio marts 1945 accepterede de allierede magter denne plan.
Bernadotte forhandlede med Himmler
Den norske minister pegede på den svenske prins, grev Folke Bernadotte. Han havde som viceformand for Svensk Røde Kors tidligere under krigen ledet en større krigsfangeudveksling.
Under store anstrengelser med hjælp fra bl.a. andre også Himmlers baltiske livlæge Felix Kersten, lykkedes det efterhånden at opnå tilladelse til at alle skandinaviske fanger blev samlet i Nordtysklands største koncentrationslejr Neuengamme ved Hamborg. De blev så transporteret gennem Danmark til Sverige.
De allierede ville ikke imødegå Himmlers ønske
Som modydelse måtte Bernadotte fra Himmler overbringe et tilbud om Tysklands kapitulation overfor Vestmagterne, men ikke over for Rusland. Men det var et tilbud som Vestmagterne straks afslog.
De danske KZ. – fangere betragtede Bernadotte som helt
De skandinaviske fangere var bragt over den danske grænse den 22. april. I krigens allersidste dage blev mange tusinde polske, hollandske, belgiske og franske kvinder fra koncentrationslejre i øst ført til Sverige.
Vi har tidligere berettet om, hvordan tusinder af kvinder fra Rawensbrück ankom til Padborg Station to dage i træk.
De danske KZ – fangere betragtede Folke Bernadotte som en sand helt. De ville sætte ham et varigt minde. Og midlerne dertil blev fremskaffet ved en indsamling.
En mindesten i en grusgrav
I 1949 nedsattes en meget stor komite til udførelse af planen. Men der opstod hurtigt en strid. En lille gruppe skilte sig ud.
I løbet af en måned rejste denne gruppe, som ønskede at være anonym uden udgifter til plads, materiale eller arbejdsydelser mindestenen på vejens vestside. Dette er en natur-sten på over 12 tons med et bronzerelief til Folke Bernadotte.
Den rejstes i en grusgrav som senere blev tilplantet med grønt. Ved siden af og bagved stenen står tre flagmaster, hvoraf den midterste skulle bære et evigt vajende Røde Kors flag. Det gjorde den så i mage år,
Ikke et varigt had til naboen i syd
Ved afsløringen som foregik i silende regn i mørkningen på femårs-dagen for Bernadottes død den 17. september 1953 udtalte formanden for den store komite, minister Per Federspiel de fremadskuende ord:
En norsk sten, der takker danskerne
På 10 års dagen for både Norge og Danmarks befrielse den 5. maj 1955 afslørede den norske udenrigsminister, Halvard Lange en norsk mindesten sat som tak for den danske hjælp til de norske Tysklands-fanger.
Inskriptionen på stenen lyder:
Man kan vel sige, at denne indskrift måske bedre afspejler, hvad der skete dengang og hvem der løb risikoen.
Oprindelig stod stenen vest for vejen men efter dennes regulering og udbygning flyttedes den over på den østlige side af den gamle chausse fra 1850’erne som stadig blev brugt i 1945.
En statue på en græsskråning
Men man diskuterede stadig et hovedmindesmærke for Bernadotte. Denne havde tidligere udtalt sig om, at den skulle forstille ”Daniel i Løvekulen”. Man havde lavet en konkurrence, og denne model fik førsteprisen. Men det vakte så megen modstand, at man frafaldt det symbolske projekt.
En statue af Bernadotte blev et gennemførligt kompromis. Denne udførtes af billedhuggeren Jørgen Gudmunsen-Holmgreen. Det blev en meget fin vellignende skulptur. Den 4 meter høje skulptur står på en græsklædt skråning.
Afsløringen fandt sted den 5. oktober 1960 under meget stor deltagelse. Her udtalte Per Federspiel igen kloge ord:
Gad godt nok vide, hvor mange mennesker, der skænker disse mindesmærker en tanke. Folk glemmer snart denne historie. Men er hele fortællingen ikke blevet for personfikseret?
Danske embedsmænd banede vejen
Ingen tvivl om at Folke Bernadotte gjorde et stort stykke arbejde. Og myten om ham har bidt sig fast. Hovedparten af æren skal i stedet tilskrives danske embedsmand.
Det er da rigtigt, at Folke Bernadotte spillede en central rolle som forhandler over for chefen for Gestapo, Reichsführer – SS Heinrich Himmler. Men forarbejdet og den praktiske gennemførelse i den sidste ende stod nogle danske embedsmænd og departementschef i Socialministeriet Hans Henrik Koch og afdelingschef i Udenrigsministeriet Franz Hvass i spidsen for. Uden dem og deres medhjælpere var den store redningsaktion givet vis aldrig lykkedes.
Folke Bernadotte begyndte først i februar 1945
Man har også glemt, at der var noget, der hed Jyllandskorpset og Det Danske Hjælpekorps. Først i midten af februar 1945 trådte Folke Bernadotte til. Hans første aktion var befrielse af svenske kvinder.
Bernadotte mente ikke, at danskerne kunne bidrage med noget
Det Danske Hjælpekorps stillede sig tidligt parat til at hjælpe Bernadotte og svensk Røde Kors. Man kunne stille op med 40 busser, 30 lastbiler, 18 ambulancer og et antal personbiler og motorcykler. Dertil kom et mandskab bestående af, læger, sygeplejersker, chauffører m.m. Men Bernadotte og svensk Røde Kors ønskede ikke nogen dansk hjælp.
Oprindelig var der forventet, at der kom 100 biler med mandskab på ca. 370 fra Sverige. Men der kom kun 70 biler og et mandskab på 280.
Bernadotte kunne dog ikke se, hvad danskerne kunne bidrage med, selv om Jyllandskorpset og Det Danske Hjælpekorps havde store erfaring i evakuering. Ja han var direkte uvenlig over for danskerne. Han var heller ikke interesseret i kartoteker over danske fangere. Og så mente han i øvrigt, at de biler danskerne anvendte var ”Kakkelovnsbiler” Svenskerne ønskede at se så lidt til danskerne som muligt.
Halvdelen af svenskerne rejste hjemme
I begyndelsen af april 1945 rejste halvdelen af svenskerne hjem. Og man havde kun opnået at evakuere en fjerdedel af den planlagte evakuering. Så endelig kunne Bernadotte og svenskerne bruge den danske hjælp. Fra dansk side bidrog man nu med:
Svenskerne havde brug for goodwill
I 1945 udkom Bernadottes bog ”Sluttet”. Bogen er selvpromenerende og levner stort set ikke plads til andre end ham selv.
De involverede danske personer besluttede alligevel ikke til at udtale sig. Holdningen var, at selv om de norske og danske aktører spillede en væsentlig rolle i de officielle svenske redegørelser havde Folke Bernadottes medvirken formentlig været af afgørende betydning.
Holdningen var at svenskerne havde brug for ”goodwill”. Og det ville man give dem, fordi de tog imod de danske jøder. Dengang var det ikke tidspunktet for kritik. Svenskerne havde brug for anerkendelse hos de allierede. Og så var Bernadotte også i familie med de kongelige, så skulle man da ikke kritisere ham.
Sandheden kom frem
Det var vel først i 1969 med bogen ”Helvede har mange navne” at sandheden kom frem. Men myten om Folke Bernadotte lever dog stadig den dag i dag. Han bliver i den grad forbundet med ”De Hvide Busser”. Bogen fik en hård medfart i medierne, da sandheden pludselig kom frem.
Har man ikke glemt nogen i mindeparken?
Og hvad med de sygeplejerske- og læger, der arbejdede i døgndrift på karantænestationerne. Ja de burde da også mindes.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 2, 2023
Æ Fissemand, Høstfest, Pinse og Mikkelsdag
Valborgaften og ”Ride Sommer i By”. Majstangen. Maj-greven kunne selv udvælge en Maj – dronning. Alle var ”majet” ud. At se pinsesolen danse. Midsommerfest og arbejdernes 1. maj. Ingen af pigerne ville binde det sidste neg. Man fik en gammel kone til det. Man skulle gribe ”Manden i Rugen”. En levende mus gav Muse-øl. Leen over kålen. ”Æ Fissemand blev givet til den, der ikke var færdig med høsten. Kravene til at yde naboen en tjeneste. Er det nu den rigtige oversættelse. Æ fissemand var et fugleskræmsel men fungerede som ”Høst-medhjælper”. Forskellige erfaringer om vejret. Første høstdag var lige så festlig som sidste høstdag. Suppe og æbleskiver. Skt. Michael var populær hos vikingerne. Mikkelsdag havde mange formål.
Valborgaften og Ride Sommer i By
Festlighederne i forbindelse med Valborgaften (30. april og Rid Sommer i By (1. maj) er ophørt. Landsbyens unge red rundt fra gård til gård for at indsamle madvarer (sammenskudsgilde) til festen.
Var vejret godt holdt man det udendørs. I skoven blev der hentet et bøgetræ, som blev plantet midt på gårdspladsen. Man kunne også rejse en majstang pyntet med blomster, grønt og farvede bånd.
Majstangen
I Sverige er dansen omkring majstangen efterhånden flyttet til Sankt Hans. Oprindelig opstod den i 14-1500-tallet i Tyskland. Herhjemme bruges traditionen ikke mere.
Maj-greven kunne selv udvælge sin Maj-dronning
Også bøgegrene blev der hentet en masse af ude i skoven. Man skulle ”have sig en kæreste”. Man havde valgt en maj-greve, der alene skulle sætte parrene sammen. Maj-greven var pyntet og kunne blandt alle pigerne vælge sig en maj-dronning.
Hvis man var uheldig eller blev snydt for den, man var mest forelsket i, kunne man måske bytte med en anden eller måske købe sig til ombytning med øl eller brændevin. Når parrene endelig havde fundet hinanden, var det skik, at den unge mand overrakte den udkårende en blomsterkurv.
Alle var ”majet” ud
Imens blev der festet og drukket. På et tidspunkt blev der blæst i hornet og hele følget gik til festpladsen. Forrest red maj-greven og hans brud. Alle var majet ud. Udtrykket bruges stadig, når nogen har pyntet sig ud over det sædvanlige.
”Rid sommer i by”
Alt var pyntet med bøgegrene så hele processionen næsten lignede en skov, der kom ridende og vinkede med grønne grene. Det kaldes ”Ride Sommer i by” eller som de hed i en maj-vise fra 1625:
På majstangen var der opsat grønne kranse bøgegrene m.m. Skikken havde sin oprindelse i de gamle frugtbarhedsfester. Oprindelig var disse fester henlagt til 1. maj. På grund af kalenderreformen i 1700 kom løvspringet nu ofte til at foregå hen imod midten af maj. Det betød at ”Ride Sommer i By – festen” lidt efter lidt blev henlagt til pinsen i stedet for.
Til maj-gilde var det almindeligt at drikke maj-øl. Dette årlige gilde blev afholdt på skift blandt byens mænd
Pinse
Pinsen er en kristen højtid, der altid falder 50 dage efter påske. For mange er det ikke de samme stærke, folkelige traditioner omkring mad, familie og ritualer i pinsen. Højtiden sætter fokus på Helligåndens komme til jorden.
At se pinsesolen danse
En ældgammel tradition er at se pinsesolen danse. En ny tradition er at få pinsefisk.
Nogle steder havde man en pinsebrud. Og pinselørdag holdt man Pinsemaj, som mere var en børnefest. Anden Pinsedag får denne brud en blomsterkrans på hovedet. Og hånd i hånd danser byens piger rundt omkring hende.
Midsommerfest og Arbejdernes 1. maj
I Hostrup Sogn fejrede man endnu i 1903 en Midsommerfest. Efterhånden blev disse fester afløst af Arbejdernes 1. maj, I Tønder blev der i 1905 afholdt sådan et optog:
Æ Fissemand og Høstfest
Det var meget vigtigt at få en god høst. Alle både store og små skulle hjælpe med. Høsttiden havde sine skikke og traditioner. Men disse ændrede sig sammen med høstmetoderne.
Ingen af pigerne ville binde det sidste neg
En meget gammel skik var ”opskør”. Opskør var et specielt traktement høstfolkene på gården den aften, man havde ophøstet. Man mener at ordet stammer fra ordet ”opskåret”. Det er et ord, der stammer helt tilbage fra oldtiden, da kornet endnu blevet afskåret med segl.
Med leen kom der nye ord i brug. Karlene afskar kornet med le med påsat mejekrog (æ raffel), da man troede at kornets ånd (æ fok)hele tiden var flygtet for leen og nu var at finde i sidste neg.
Ingen af pigerne ville derfor binde det sidste neg.
Ingen ville binde det sidste neg. Pigen, der bandt det sidste neg blev opkaldt efter kornsorten. ”Havre – kælling, ”Rug-kælling”. I folketroen var der kedelige følger ved at binde det sidste neg. Det fik uheldige følger for pigen i sit voksne liv. Hun ville blive uheldigt gift – med en gammel mand eller en enkemand. Hun ville dø ugift eller blive tidligt enke. Hun ville blive lokket og få et uægte barn inden næste høst.
Man fik en gammel kone til at binde det sidste neg
Med disse udsigter forsøgte man med alle mulige krumspring at undgå at binde det sidste neg. Man kunne måske overtale en ældre kone til at binde neget, fordi hun ikke risikerede noget ved at udsætte sig for at skulle have en gammel ægtemand – når hun nu alligevel havde ”den Gamle derhjemme allerede.
Man skulle gribe ”Manden i Rugen”
I Vestslesvig skulle man gribe ”Manden i Rugen”, hvilket skete således:
Ja skikken var en del forskellig fra egn til egn. Således var det steder hvor den pige, der bandt det sidste neg udnævnt til dronning.
En levende mus gav Muse-øl
Når kornet var af-tærsket leverede karlen sit herskab en levende mus og havde så krav på ”Muse-øl”.
Nogle steder blev det sidste neg behandlet som en person til det efterfølgende gilde. Andre steder blev det sidste neg sat ud til fuglene. De første neg var nogle steder reserveret til musene. Man håbede så at de ville lade det øvrige korn i fred.
Leen over kålen
Da karlene kom hjem efter endt høst, strøg de leen over kålen. Det var for at fortælle madmor, at de nu havde fortjent en dram, dvs. saft eller solbærrom og æbleskiver. Det var en alvorlig sag at stryge kålen. Og det gjorde, hvis de ikke blev beværtet. Så slap de også for den evindelige kålsuppe.
Kål var en af vinterens vigtigste fødemidler. Den dag blev der også serveret et aftensmåltid, der var bedre end sædvanlig.
”Æ Fissemand ” blev givet til den, der ikke var færdig
De bønder, der endnu ikke var færdige med høstarbejdet, risikerede at få en høsthjælper sat ud på marken, så såkaldt ”fissemand”. Der kunne være anbragt et brev i lommen på denne høstkarl med en hilsen om at tilbyde sin hjælp med at få arbejdet afsluttet i en fart. Der kunne også være anbragt en flaske i lommen på fissemanden.
Kravene til at yde nabo en tjeneste
På sedlen stod der, hvad man skulle have for at yde ekstrahjælp Kravene til løn og arbejdsvilkår:
Er det nu den rigtige oversættelse?
Når man nu oversætter Fissemanden med fugleskræmsel er det ikke helt rigtigt. Selv om han ligner et fugleskræmsel, så er han altså en høst-medhjælper.
Dette var ikke en speciel sønderjysk, men ingen steder havde figuren et så eksotisk navn som i Sønderjylland.
Dengang hjalp man hinanden og i gammel tid hjalp man hinanden på mange områder.
Forskellige erfaringer om vejret
Bønderne var afhængige af vejret i høsttiden. Og her fandt man gennem generationer erfaring frem til forskellige regler om vejret:
Første høstdag lige så festlig som sidste høstdag
Når høsten var overstået, skulle det markeres med en stor fest. Næsten alle bønder deltog i en fælles høstfest. En af gårdene blev pyntet op og festen afholdt der. Der blev danset med neget, som har råd i de gamle hedenske fester. Der blev pyntet med kornaks samt årstidens blomster. Der blev sunget nogle høstsange og afsluttet med høst bal. Nu til dags er det mere foreninger eller kroer, der holder høstfest.
Kirken holder en takkegudstjeneste efter høstgudstjenesten. Kirken er ved den lejlighed pyntet med marken og havens afgrøder.
Mange steder var første høstdag lige så festlig som sidste høstdag.
Suppe og æbleskiver
Til høstfesterne fik man suppe og æbleskiver. Man tog ikke alt fra markerne. Man lod de fattige komme ud på marken og samle nok til en hvedekage eller noget rugbrød.
Men der var også andre årsager til at man ikke tog det sidste. For hvis man tog det sidste æble på et æbletræ, ville en på gården dø.
Mikkelsdag
Skt. Michael er ikke helgen, men en af de tre ærkeengle. De to andre er Gabriel og Rafael. Skt. Michael nedkæmpede djævelen i skikkelse af en drage (Johs. Åbenbaring 12.7).
Skt. Michael var populær hos vikingerne
Skt. Michael var populær hos vikingerne. Det var den dag de holdt takkefest for årets udbytte fra togterne. Kirken forbød dog hurtigt et misbrug. Efter reformationen kunne man ikke lide betegnelsen. Det lød for katolsk og ligeledes var det noget uhumsk ved ordet Mikkel (ræv). Af samme grund blev dagen betegnet ”Alle engles dag”. Men denne betegnelse slog nu aldrig an.
Mikkelsdag havde mange formål
Mikkelsdag markerede efterårets begyndelse og at høsten var forbi. I Middelalderen brugte man denne dag som Høsttakkefest. Mikkelsdag markerede efterårets begyndelse og at høsten nu var forbi. Derfor holdt man denne dag høsttakkefest samt høstgilde. Mikkelsdag varslede også terminsbetaling og skiftedag for karle og piger.
Kirken var pyntet med høstens korn og frygter. Indtil helligdagsreformen af 1770 var Mikkelsdag en dansk helligdag. Normalt fik man kommenskringler. I Tyskland fik man ”Michaelibrot” som ikke er kringle med madbrød.
Men man fik også dengang gåsesteg. Mikkelsdag var også en årlig markedsdag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 29, 2023
Valdemar Skrubskider, Baptister, Knokkeldrengen og de andre
Dette er en af de artikler, hvor vi bevæger os over grænser. Ja vi bevæger os på Ydre Nørrebro, Nordvest og Ydre Østerbro. Der foregik mange ting ude i Lersøen dengang. Inden 1901 dannede Lygteåen grænsen for politiets myndighed. Over grænsen i Pilebuskene gemte kriminelle og småkriminelle sig. Fast arbejde var et fy – ord. Man badede kollektivt i Lygteåen samtidig blev ene støj vasket. Det hang til tørre inde ved bredden. Vi skal hilse på nogle af beboerne. Alle bidrog til fællesskabet, bl.a. nogle af pigerne, der trak på gaden. Vi skal også besøge Lygten Kro hvor kræmmerne fra Utterslev kom. Lersø-bøllerne havde deres stamkro bag Stefans-kirken. Efterhånden kom industrien for tæt på. Så blev de til Fælledbisser. Mens Karen Spidsmus og Frederik Eriksen var kongeparret ude i sivene var det Maja Robinson, der blev dronningen ude på Fælleden.
Drikkevand til københavnerne
Vi er ude ved den næsten udtørrede sø, Lersøen. Engang var det en del af Københavns Vandforsyning. Og det var Emdrup Sø og Utterslev Mose også engang. Vandet løb så via Lygteåen til Ladegårdsåen.
Lersøen var engang en naturlig sø. Søens naturlige dræn blev blokeret og erstattet af en kanal, som faktisk var Lygteåen. Man siger, at det var Frederik den Anden, der startede med at forsyne København med drikkevand. Men dengang var Lygteåen for længst anlagt.
Ved hjælp af dæmninger blev Esrum Sø dannet. Den var højt liggende. Og den brugte man en overgang til drikkevand. Men tidligt fandt man ud af, at det var sundere at drikke øl end vand.
Pilebuske
Man havde plantet en lang række pilebuske i mosen. Til brug for kurvemagere. Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret at fjerne ukrudt mellem buskene. På et tidspunkt skar man grene af og samlede dem i bundter. Kurvefletter fra København brugte området til at høste tagrør og siv. Md slutningen af 1800 – tallet begyndte man at bruge søen som losseplads
På jagt efter sangfugle
Jo der foregik også fangst af sangfugle, som så blev solgt til dyrehandlerne inde i byen. Det var ganske vist forbudt at indfange sangfugle i Danmark men import var tilladt. Da fuglene nu engang ikke skulle vise pas, gav det ingen problemer med at fange disse ude i Lersøen.
Baptister blev døbt
Stedet herude vakte allerede i 1839 opsigt. Her foregik den første baptistdåb her til lands. Biskop Münster havde på det skarpeste advaret mod ”baptisternes slette eksempel”. Men nu var der så opstået en lokal dåbsmenighed. Her blev 11 personer hemmeligt døbt i søens vand.
En ung mand havde set det og var gået til politiet. Gennem årene blev baptisternes leder fængslet fem gange.
Lygteåen var en kriminel grænse
Lygteåen udgjorde også en vigtig grænse på et tidspunkt. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man på den anden side var man i Brønshøj Sognekommune. Og der havde politiet ikke noget at gøre. Men det ændrede sig i 1901.
Derfor var der mange, der her gemte sig i sivene for politiet. Det var dem, som ikke havde helt ren samvittighed.
Et stort område
Lersøen spredte sig over et ret stort område. Fra det nuværende Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade. Og fra Nørrebrogade/Lygtevejen forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Man kunne sagtens fare vild herude. De forskellige stier havde dog fået navne herude. De hed ”Musens gang – Harald Blåøjes Gang – og Peter Knæs Gang.
En præsentation af beboerne
Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø-bøllerne. Må vi præsentere Spiritus, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Olsen, Knokkeldrengen, Musen, Kro-Anders, Lange-Hermann, Delle-Frederik og Valdemar Skrubskider. Og hvorfor hed han nu det. Jo han kunne med bagdelen spille Fanemarchen. Det var den man spillede inde på Amalienborg Slotsplads. Og når han gjorde det, var han særlig populær hos børnene.
Jo så var det jo også Sorte-Petra. Hun var nærmest at betragte som fælleseje. Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. De trak på gaderne i København og med deres indtægt bidrog de til fællesskabet.
Der var også kommet nye beboere herud. Musen og Karl Baj. Jo karl Bai var en køn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger lige under næsen. Han brugte et opvarmet firetommer-søm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Områdets børn kom også herude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråtobak-fabrikken på Fasanvej. Og så blev der også brændevin til dem.
Huler af pilekrat
De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads, kaldet ”Mimrelunden”. Den lå på bakken lige neden for Bispebjerg Hospital.
Her kunne man hente alskens ting. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser. Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode. For ofte indeholdt disse madrasser små dyr, der bed Lersøbøllerne i ryggen.
10 øre for en rotte
En gang imellem gik der ild i lossepladsen. Og så stank det på hele Ydre Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i tusindvis. De var ikke så glade for ilden.
Men det fandt beboerne nu også en fordel i. For man kunne modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at de tog ophold hos vognmand Klenz – oppe på hans høloft.
Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten.
Favorit – drikken
Favoritten herude var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.
Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen, kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.
Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for 2 øre få dejlige flødeskumskager, så gjorde det ikke noget, at de var 3-4 dage gammel.
Bølle-Jørgensen var frygtet
Politiet vidste nu nok, hvem der befandt sig herude. Efter 1901 skete der også patruljeringer herude. Når man vidste, at farlige forbrydere var herude, gik den vilde jagt med hunde. Ikke alle betjente var lige populære
Særlig ham de kaldte for Bølle-Jørgensen var ikke særlig velkommen. Han havde lang skæg og var en rigtig knokkel. Han gad ikke at slæbe de anholdte med på stationen. Han slæbte dem med hen til den første port han kunne finde og så gav han dem en ordentlig øretæve.
Lersø-bøller var frie fugle
Lersø-bøllerne var frie fugle. De var nu ikke alle lige kriminelle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og som vi har allerede nævnt så trak en del af pigerne i Københavns gader.
De havde en forholdsvis høj hygiejnisk standard herude. Således badede de kollektivt i Lygteåen. Deres tøj blev samtidig vasket og hang til tørre inde ved bredden. Og for fem øre kunne man købe et stykke sæbe.
De havde deres stam – værtshus. Nej det var ikke Lygte-kroen. Bag Stefans-kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her holdt Lersø-bøllerne deres snapse-ting.
Kongeparret
Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Ferdinand Eriksen var en stor kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde. Ja han havde direkte modvilje mod det. Han var flere gange på kant med loven. Jorden brændte under ham. Derfor var han søgt herud. Han søgte ligesindede.
Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende dette berømte navn. Og det skulle man absolut ikke drille hende med. Så fik man en ved siden af hovedet.
Hun kom egentlig inde fra Rabarberlandet, og var datter af ”Den Glade Sandmand” Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten, Sådan opfattede hun det ikke selv. Hun betragtede det som aldeles indgreb i hendes privatliv. Hun var bl.a. stukket af fra Ladegården.
En masse viser
Man sang meget herude og skrev en masse viser. En af de mest populære var denne:
Det store Lersø-slag
Man kan vel sige at bøllevæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det store Lersø-slag udkæmpet. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begik indbrud på Nørrebro. Det skete natten mellem den 29. og 30. september, hvor de hen på morgenen kom hjem belæsset med udbytte for at fejre det i hytterne.
Nu findes denne historie i forskellige udgaver. Den ene udgave handler om, at betjent Ørsted døde af sine kvæstelser, som han havde fået herude. Hans makker blev anklaget for at have svigtet sin kollega.
Der blev lavet hestebøffer på en primus. Og det var forbudt at bruge ild i Lersøen. Betjenten sparkede til primussen. Og så tog det ene ord det andet. Og åbenbart var kollegaen flygtet.
Politiken skrev følgende
Politiken skrev om episoden eller episoderne den 1. november 1901:
Danmarks Bonnie og Clyde
Kongen og dronningen fik politiet ikke fat i, men stort set alle andre. Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flygtet til Århus. Her havde de lejet en kvistlejlighed og optrådte som Mathilde og Valdemar Hansen, bror og søster. I et halvt år havde de gjort grin med politiet. Så blev de endelig fanget.
Men inden sagen kom for retten, var fuglene igen fløjet. Men de blev igen indfanget. Ferdinand Eriksen havde været udklædt som pige, men det passede ikke rigtig ind med hans lange skæg. De to blev helte i skillingsviser og i revyer.
Ferdinand og Karen
Ferdinand blev idømt 4 års tugthus for sin rolle i Lersø-slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage til Danmark de næste 10 år. Han blev sendt til Amerika på politiets regning. Men han vendte snart hjem igen som blind passager. Allerede i 1911 døde han.
Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro til hun nåede op i firserne. I de senere år var hun blevet apatisk og nærmest igen en original.
Man blev til Fælled-bisser
Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende ”bøller” trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisser. Men også her kom civilisationen tættere på. Og her kom dronningen til at hede Maja Robinson.
Hun tjente bl.a. penge ved at hale kjolen op for rødmende karle fra Nørrebro. Det skulle de bl.a. betale 5 skilling for. Man sagde om hende, at hun engang havde været gift med en rig læge, der hver måned sendte hende penge. Og på det tidspunkt var hun så meget ombejlet.
Fælleddronningen slået fordærvet
Hun gik altid rundt med et billede af sig selv som ung. Da havde hun været meget smuk. Ib Spang Olsen skriver i sine erindringer, at både Fælledbisser og Maja Robinson kom i kvarteret omkring Likørstræde ved Kristineberg.
I et ledvogterhus ved ”Holger Danskes Briller blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det ikke let. I aftenbladet den 14. september 1917 kunne man læse:
Endnu i 1940’erne kunne man se Julius luske rundt i Fælledparken. Men ellers var de sidste ”Stegt Sild”, ”Den Hvide Neger” og ”Krølle Charles”
Masser af bide-sår
Politiet fik efterhånden styr på de resterende Lersø-bøller. Man havde skaffet sig hunde, og disse var ikke bange for Fælledbisser. Der blev uddelt adskillige bide-sår.
Underlige aftendufte
Det må have været underlige aftendufte for Fælled-bisserne. Natrenovationen havde udviklet et specielt system, der kunne udskille det tykke fra det tynde. Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnere i Utterslev, Brønshøj og Vanløse.
Der var også sådan en latrin-opbevaring ved Nørrebros Runddel. Man sagde at politi – patruljeringen her gik i løb på grund af ”duften”
Station Lersøen
Det såkaldte Lersø – depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. Mange af beboerne i nærheden inklusive Lersø-bøllerne var ikke tilfredse med den nye værdighed eller status.
Stationsforstanderen havde gratis gødning, men holdt kun i få år. Hans efterfølger holdt i ni år, men så trængte han også til ”Luftforandring” Og så blev han stationsforstander på Svanemøllen Station.
De vogne som man opbevarede dette indhold i, var ikke altid tætte. De blev kaldt for chokoladevogne. Det betød at de efterlod en brun stribe. Og det havde kvarterets hunde så godt af. I de godt 15 år som station Lersøen bestod, blev der afsendt 208.907 tons latrin. Men mon det tal passer. Det lyder voldsomt!
I Blæksprutten
På et tidspunkt kom Lersøen også i Blæksprutten. Det var en tysker, der skulle se på Københavns lyksaligheder. Og det var dengang Nørrebro havde en meget kendt chokoladefabrik, der hed Cloetta.
Så skal vi jo lige huske – at Lersø-bøller er opkaldt efter en plante ”bøller” Og Fælled-bisserne er opkaldt efter bisser som også var navnet ”bisser”
Masser af historier
Og der er også meget mere historie om disse skæve eksistenser som Prinserne, Klunserne og kræmmerne. Men dem må vi tage en anden dag. Der var også mange triste skæbner at finde her. Men nu er det ikke mere tid. Så disse historier må I hære en anden gang.
Da Lygteåen Brændte
Lørdag morgen galede den røde hane igen over den gamle Lygtekro. Ved ni-tiden slog pludselig flammer op fra åen, der løber for kroens nordre gavl, kun adskilt fra denne ved en smal vej, som fører op til den berygtede Lersø.
Et par trætoppe blev antændt og hoppede over på kroens tag. Brandvæsnet blev hurtig alarmeret, men inden sprøjterne var noget frem, havde et par vakse telefonarbejdere, der arbejde i nærheden fået slukket ilden i kroens tag.
Brandvæsnet fik slukket ilden i plankeværket og i træerne. Snart kunne Lygteåen pludre videre.
Lersø-bøllerne fik her i 1903 skyld for det. Men antagelig var der nogle fabrikker i nærheden, der havde udledt syre i åen, og nogle knægte, der kom forbi havde smidt tændstikker eller brændende papir ned i åen.
Året før nedbrændte hestestalden på Lygtekroen. Også dengang blev Lersø-bøllerne beskyldt for dette.
Luse-Laurids og Stærke Harald
Lige så berygtet/berømt som Lersø-bøllerne var ”Utterslev-kræmmerne”. De bar en slags uniform, der bestod af en sort bowlerhat, halsklud bundet i den typiske prangerknude. Og så gik de altid i et par blankpolerede ”køjetræsko”. De havde også et flot cykelstyreskæg sat op til narrestreger.
Der gik mange historier om disse prangere. Nogle af dem var nogle forfærdelige børster. To af dem sad engang ned på Lygtekroen. Det var Luse-Laurids og Stærke-Harald. Der sad de så og fik et par runde og et par spidser.
Pludselig dukker der et pat slagtere ude fra Amager op. De kommer ind og siger:
De fik så en tår øl på bordet. Så siger den ene slagter, der også havde cykelstyrskæg og bowlerhat:
Stærke- Harald svarede:
Og de fik endnu en omgang. Så siger den ene slagter henvendt til Luse-Laurids:
Stærke-Harald rejste sig op:
Slagteren rejste sig også
Og Stærke-Harald huggede ham i skægget og gav ham en skalle. Slagteren røg gennem vinduet og tog sprossen med, helt ud i åen – og der lå han så ude og skreg. Og den anden slagter skreg ud til staldkarlen derude:
De røg afsted til Amager i en vis fart. Men Stærke-Harald – han stod med slagterens skæg i hånden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 28, 2023
Aabenraaer og Gråspurve træffer man overalt i verden
Dette er 16. artikel om Aabenraas søfart. Da Troels Kløvedal var på besøg. En dyb og bred fjord. En brand ødelagde Aabenraas erhvervsliv. I 1695 var det første Aabenraa-skib i Rusland. I 1748 var der 115 skibe. Yaget til fange af algeriske sørøvere. I 1800 var der 44 skibe. Skibsbygger Jacob Paulsen. I 1812 var der kun 12 skibe tilbage. Aabenraa skibene søgte efterhånden verdenshavene. Da Jørgen Bruhn anlagde et rederi. Et par af rederiets skibe. Flaget med ”De Tre makreller” blev vist mange steder i verden. Gustav Rabens Rederi. Det sidste store sejlskib i Aabenraa. Det første dampskib i Aabenraa blev beslaglagt. Da Jebsen anlagde sit rederi. Hansen og Kloster. Aabenraa rederi. Da ”Viking” forliste. Havet gav-Havet tog.
Dette er 16. artikel om Aabenraas søfart
Ja sådan lyder et gammelt ordsprog fra Aabenraa. Ja det handler igen om søfarten i Aabenraa. Dette er vores 16. artikel om dette emne. Jeg er godt klar over at man ikke i en enkelt artikel kan beskrive hele Aabenraas søfartshistorie. Men så kan man jo dukke ned i de mange artikler. En liste kan du finde i tilknytning til denne artikel.
Da Troels Kløvedal car på besøg
Jeg kom til at tænke på et arrangement, som jeg var med til at planlægge på Folkehjem i Aabenraa dengang jeg var formand for HK i byen. Vi havde inviteret Troels Kløvedal til at fortælle om Aabenraa som søfartsby. Hold da op – sikke en tilslutning af publikum.
En dyb og bred fjord
Aabenraa har været heldig at have haft og har en dyb og bred fjord som man tilbage i historien har benyttet sig af. Der har altid fandtes folk, der har sat kapital, kræfter og livet ind for at udvikle søfarten i byen.
Resten af erhvervslivet i byen har kunnet drage nytte af dette. Det er periode af historien, hvor søfarten i byen har nået store højder.
En brand ødelagde erhvervslivet i Aabenraa
I slutningen af det 16. århundrede anførtes kun enkelte skibe i Aabenraa. Sejladsen i denne periode var foruden hjemlige havne, den sydlige østersøkyst og Pommern og Mecklenburg. Det var dengang, da Aabenraa var plaget af en brand, der ødelagde 156 huse.
Denne brand lammede byens erhvervsliv for længere tid. Så kom trediveårskrigen med Wallesteins indfald i Sønderjylland.
1695: Et Aabenraa-skib i Rusland
I året 1693 førte Svenne Truelsen sit skib til Stockholm og i 1695 førtes for første gang et skib fra Aabenraa til Rusland. Men også fragtfarten over Vesterhavet tiltog. Således førte Chr. Frellesen Frees sit skib for en købmand i Flensborg fra denne by og Bogense med korn og brændevin til Tronhjem og derfra videre med trælast til Dublin, herfra i ballast til Liverpool eller Newcastle, for at laste salt tilbage til Haderslev.
I 1713 pålagde den kongelige regering byens borgmester og råd, kun at lade skibe, der var forsynet med kongeligt søpas, udgå fra staden. Rådet gjorde forsøg på at slippe for dette af hensyn til svenske kapere. I Nord- og Vesterhavet skulle man sejle med højfyrstelig pas.
I 1748: 115 skibe
I 1713 talte Aabenraas handelsflåde 45 skibe. Opsvinget fortsatte. I 1748 var byen oppe på 115 skibe. Sejladsen omfattede hovedsagelig Østersølandene. En masse Aabenraa – skibe sejlede til Gotland. Den skibsinteresserede by havde fået mere udsyn og større vovemod. Nu var der besejling af engelske, franske og andre vesteuropæiske havnepladser.
Taget til fange af algeriske sørøvere
En dengang var det ikke kun havet man skulle tage sig i agt for. Der var også de algeriske sørøvere, der meget ofte kunne give tab af både skib og ladning. De kunne også bringe død eller slaveri for mandskabet. Den sidste afskrækkende skæbne indtraf således i året 1727, da Aabenraa-borgeren og skippe Mathias Petersen ville føre en ladning hjem fra Bordeaux. Endnu to år efter var det ikke lykkedes at købe ham fri. Fra slaveriet.
I 1800: 44 skibe
Sejladsen på Rusland, Norge og Island blev udvidet de kommende år. Men imod slutningen af århundredet kom til bageslaget. Medvirkende hertil var en skærpelse af bestemmelserne i den engelske navigationsakt af 1651. På en indgribende måde favoriserede den hjemlandets fartøjer i søfartskonkurrencen, samt beskyttelsestold og høje lastudgifter.
I 1765 talte Aabenraas handelsflåde endnu 67 skibe. I året 1800 var der kun 44 tilbage. Mere end en tredjedel af byens tonnage måtte opgives.
Skibsbygger Jacob Paulsen
Men nu var det pludselig andre erhverv, der var på vej frem. Det hjemlige skibsbyggeri havde hidtil ikke været af større betydning. Men den 18. maj 1752 aflagde Jacob Paulsen fra Kappel borger-ed som skibsbygmester i Aabenraa.
Han var ikke alene derved den første af fem slægtled, der virkede som skibsbyggere i Aabenraa. Han var tillige foregangsmand for de tilkommende udøvere af samme erhverv, der navnlig i de nittende århundrede lige som selve søfarten fik stor betydning for Aabenraas fremgang og trivsel.
I 1812 var der kun 12 skibe tilbage
Under Napoleonskrigene havde skibsfarten, der nu også gik til Vestindien, i begyndelsen endnu haft tålelige eller endog gunstige kår. Men ak nu gjorde Danmarks modsætningsforhold til England sig gældende. Fra 1807 til 1814 gik næsten halvdelen af handelsflåden tabt. Aabenraa var nu ringere stillet end for 100 år siden. I 1812 var der således kun 20 skibe tilbage.
Aabenraa-skibe søgte verdenshavene
Men Aabenraa havde et godt ry for pålideligt sømandskab. Det varede ikke længe efter fredsslutningen før tabet blev indhentet og skibsfarten atter blomstrede op. Allerede i 1824 kunne Aabenraa mønstre 47 skibe.
Samtidig begyndte Aabenraa-skibene at søge mod verdenshavene, først mod vest, senere mod øst og syd. Mod vest var det hovedsageligt fragtmarkedet i de brasilianske og sydeuropæiske havne, der gav løbende beskæftigelse for byens søfart.
Da Jørgen Bruhn anlagde et rederi
Af større betydning for søfartens blomstring var, at kaptajn Jørgen Bruhn fra Straagaard (Løjt) grundlagde et rederi i Aabenraa. Det blev et glanspunkt i sejlskibshistorien, Det var også hovedsagelig ham, der stod ved købet af skonnertbriggen ”Ospra”, der var bygget i Baltimore. Hermed blev den amerikanske klippertype, der forbandt lasteevne med hurtighed indført. Byens skibsværfter kunne nu bidrage til at gøre den hjemlige søfart konkurrencedygtig ude i det fremmede.
Rederiets første skib blev bygget på Jacob Paulsen værft i 1823. Det var fregatskibet Caravane. Det efterfulgtes i Jørgen Bruhns levetid af 30 andre. De blev stadig større og bedre udrustede. Størstedelen var bygget af Aabenraas skibsbygmestre eller fra 1852 på hans eget værft på Kalø.
Efter Jørgen Bruhns død fortsattes virksomheden af hans sønner i fællesskab indtil den i begyndelsen af 70’erne ophørte.
Et par af rederiets skibe
Blandt rederiets skibe skal v i da lige nævne et pat stykker. Først var det briggen ”Perlen” som det første danske skib under kaptajn Bruhns kommando sejlede rundt om Kap Horn til vestkysten af Amerika, hvor det solgtes i Lima.
Styrmanden Nis Bendixen førte skibet videre herfra under dansk flag over Stillehavet til Kina.
Et andet skib var fregatten ”Marie”, der blev ført af redderens søn, Hans Bruhn. Det er dette skib, der i Marcus Lauesens ”Og vi venter på skib” er blevet til barken ”Juliane”.
Også fregatten Chr. Den 8., der dengang var et af de smukkeste og bedst sejlende skibe i Danmark og derfor var rederens yndlingsskib , skal nævnes her. Endelig var det klipperskibene ”Calcutta og ”Cimber” byggede på Kalø. Det første led en krank skæbne. Det forliste ved Læsø.
Cimber var det største koffardiskib i Danmark. Det foretog sin første fart i 1857 under kaptajn Adolph Bruhns kommando med den hurtigste rejse fra Liverpool til San Francisco, som endnu var blevet gjort af et sejlskib. Det tog 103 dage.
Aabenraa var næst efter Flensborg hertugdømmets største havneby. I 1862 var der således registreret 81 fartøjer.
Flaget med ”De Tre Makreller” blev vist mange steder
Flere og flere Aabenraa – skibe fandt til Kina. Flaget med De Tre Makreller var kendt i mange havnebyer. Det siges, at det var Aabenraa, der lærte japanerne sømandskunsten. En omfattende virksomhed i det fjerne antog overdrevne former. Således blev der påstået, at der en overgang lå 40 skibe fra Aabenraa på reden ved Hongkong på en gang. Det er hvis overdrev.
Men under en hungersnød i provinsen Kanton lå der i alt 12 skibe fra Aabenraa på en gang.
Fra Kina til Australien var vejen for søfarten nærliggende eller givet og den aabenraaske flåde på kysten var da også med til efter lejlighed at drage fordel af denne sejlads. I slutningen af 1870’erne søgte en hel række skonnerter fra Aabenraa til Kapstaden, hvor de i en tid i kystfarten tjente gode penge.
Det er således en sandhed i overskriften på vores artikel:
Gustav Rabens Rederi
I Aabenraas sidste sejlskibsperiode var Gustav Rabens rederi det førende. Han var lige som Jørgen Bruhn begyndt som skibsdreng. Senere førte han selv skib. I årene 1865 – 1880 byggede han selv på sit værft en lang række skibe, at hvilke han selv ejede 18.
Det sidste store sejlskib i Aabenraa
Det sidste større sejlskib, der var hjemmehørende i byen, var barken ”Concordia” som i 1883 for et aktieselskabs regning blev søsat fra Paulsens værft. Det førtes herfra af kaptajn P. Clausen fra Dyrhave. Skibet måtte dog efter få års forløb sælges og fik hjemstavn i Norge.
Det første dampskib i Aabenraa
Det var her i Aabenraa som andre steder dampskibene, der fordrev sejlskibene. Skulle Aabenraa klare sig i konkurrencen måtte de gå over på dampen. Det var man godt klar over. Allerede i 1845 havde et aktieselskab på Jørgen Bruhns foranledning købt det første dampskib Christian den Ottende. Det blev indsat til de nærmeste havne og i fast rute til Kiel. Men det gav ikke det forventede udbytte.
I 1848 blev det beslaglagt af marinen og blev brugt under krigen. Det blev bl.a. brugt til at landsætte tropper fra Høruphav til Anslet Strand den 12. juni 1848. Efter krigen fik rederne en passende erstatning.
Fra 1866 – 1870 var dampskibet ”Apenrade”, der sejlede mellem Aabenraa og Flensborg hjemmehørende her.
Da Jebsen anlagde sit rederi
Den 23. november 1878 grundlagde kaptajn Michael Jebsen sit dampskibsrederi. Han sendte dampskibet ”SS Signal” mød østen. Det var bygget i Flensborg. Iden fik han over 40 både i sit rederi.
Hansen og Kloster
I 1901 oprettedes partsrederiet ”Hansen & Kloster”, der begyndte med 3 nybyggede dampere. De sejlede på Sydeuropa og om vinteren også på Amerika. I 1906 fik rederiet også et 4. skib.
Fra 1910 overtog kaptajnerne J. Ahrenskiel og Fr. Clausen selskabets ledelse. Under verdenskrigen gik to af skibene tabt. Der blev brugt store summer på at opgradere de to andre skibe. I 1932 måtte foretagendet likvidere.
Aabenraa Rederi
I 1923 påbegyndte kaptajn P.F. Cleemann under firmanavnet ”Aabenraa Rederi A/S” med et mindre motorskib. Båden solgtes i 1927 til Tyskland.
Men i årene 1931 og 32 indkøbte rederiet meget fordelagtigt to dampere fra Flensborg og i 1938 en tredje damper fra Gdynia. Disse både har sejlet mest på Østersø og Vesterhav. Men det har dog også vist flaget ved Hvidhavekysten og i Middelhavet.
Da ”Viking” forliste
På en rejse til England efter kul forliste Aabenraa Rederiets damper ”Viking” under den skotske kyst. Af den 16 mand store besætning satte 14 livet til.
Den 1. april 1940 var der endnu indregistreret 5 større dampere i Aabenraa.
Havet gav – Havet tog
I Aabenraa var man lettet over, når skib og mandskab kom velbeholden hjem. Men kom der budskab om forlis og tab, lidelser eller død, var skuffelse, bekymring og sorg at mærke i hele byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 25, 2023
Skibe og Søfolk fra Rømø
Øens søfolk skabte historie. Kommandørgården i Juvre og Toftum. Hegn af hvaltænder. 25 skibe i 1620-25. Østers. I 1643 var 51 skibe hjemmehørende på Rømø. I 1677 en lille flåde på 13 skibe. I begyndelsen af 1900-tallet var der kun 650 beboere tilbage. Mange i Skipperlavet i Hovedstaden. Kapere fra Rømø. A.P. Møllers farfar. Grønlandsfart. På jagt efter sæl. 80 pct. af mændene var søfolk i 1770. Katastrofeåret 1777. Anders døde som 68-årig, men overlevede som 12 – årig på Grønland. Isen skruede sammen som bjerge. 28 nåede hjem til Rømø.
På kirkegården på Rømø kan man endnu opleve 60 kommandørstene. De fortæller hver især om den døde sømands liv. Herunder en stor katastrofe som den 12 – årige Anders Michelsen List overlevede i 1777. men denne historie vender vi tilbage til.
Rømø har stolte søfartstraditioner, som har sat sine tydelige spor med mange såkaldte kommandør hhv. Kaptajnsgårde på øen.
Øens søfolk skabte historien
Det er ikke så meget søfarten til og fra Rømø, som har sat sit præg på søfartshistorien. Det er mere øens søfolk, der har sat sit præg. Omkring fra 1600 indtil sidst i 1800-tallet var rømøserne skibsførere på mere eller mindre store skibe. Ja faktisk var 8-10 pct. af øens befolkning skibsførere i den periode.
En del af beboerne virkede selv som redere og en række af Danmarks vigtigste rederier har deres oprindelse fra øens familier ikke mindst A.P. Møller – gruppen.
Men da dampskibsfarten satte ind, blev de fleste søfolk nødt til at flytte til havnebyerne. I 1938 opføres 38 fhv. eller aktive befalingsmænd i ”den danske handelsflåde” som havde begyndt deres sømands-liv som drenge fra Rømø. (Navigatørernes Bog).
Kommandørgårde
Kommandørgårdene blev typisk bygget i anden halvdel af 1700-tallet. Gårdene var ofte ret store og typisk opført i grundmur. De var indvendig forsynet med bemalede paneler, døre og lofter, jævnligt udført af den lokale maler Niels Pedersen Bække, der både malede marmoreringer, blomstermotiver, landskabsbilleder og bibelske motiver.
Kommandørgården i Juvre
Det ældste eksempel er Nationalmuseets Kommandørgård i Juvre. Her blev en tidligere stor gård erstattet af en ny grundmuret gård i 1749 – 1750, som efter endnu en ombygning i 1770 fik sin nuværende udseende.
Rundt om på øen er der andre helt eller delvis bevarede kommandørgårde. Kommandør- eller kaptajnsgårde kendes også på andre af øerne i Vadehavet samt på Løjt Land.
Kommandørgården i Toftum
I Toftum ligger en af de mest velbevarede kommandørgårde ”Kommandørgården”. Den er i dag ejet af Nationalmuseet og viser, hvorledes de rige kaptajner boede.
Her har 12 generationer haft sin gang gennem tiden og den sidste beboer på Kommandørgården døde i 1969.
Nu er stedet omdannet til museum og fortæller om en families historie fra rigdom til armod. Her kan man også lære om leveforholdene på øen.
Hegn af hvaltænder
Mange af kommandørgårdene havde engang hegn lavet af hvaltænder. De hegn findes ikke længere. På Kommandørgården i Toftum ses bl.a. en rig udsmykning af hollandske kakler overalt i huset.
Da dampskibenes kom i 1800-tallet skete der en stor udvandring fra øen.
Fiskeri
På Rømø har der altid kun været et beskedent landbrug. Måske er det derfor sømands-ekspertisen har udviklet sig. Fiskeri har haft høj – og lavpunkter på Rømø. Et af højdepunkterne var sildefiskeriet ved Helgoland indtil midten af 1500-tallet.
Således lå der i 1520 340 fartøjer med i alt 2.580 personer ved Helgoland. Der herskede et vildt og overdådigt liv. Det var det store sildeeventyr. I 1513 deltog 11 skibe fra Rømø i fangsten med i alt 70 fiskere.
25 skibe i 1620 – 25
Et fiskerleje blev dannet på Sønderlandet og endnu et i 1613. I perioden 1620 – 25 kulminerede fiskeriet med 25 skibe. Men inden 1633 var fiskerflåden halveret. Det var rødspætter og rokker det drejede sig om. I topåret 1624 blev der leveret 1,1 mio. ”skuller” fra Rømø til Hamborg.
Østers
Afløser af dette nærfiskeri var østersfangsten. Dengang fandtes en hel række østersbanker mellem Rømø og fastlandet. Såvel Kongeriget (Sønderlandet) som Hertugdømmet (Nørlandet) forpagtede rettighederne til en købmand fra Hamborg. Han fik så beskæftiget en del lokale. Denne købmand fra Hamborg havde også bankerne ved Sild, Før og Amrum i pagt.
Fra midten af 1600 – til midten af 1700-tallet var der 18 Rømø-både på østersfangst i sæsonen. På grund af overfiskning gik dette erhverv i stå i 1700-tallets første årtier. Efter et kort opsving kom det for Rømøs vedkommende helt til ophør efter 1750.
Derefter var vadehavsfiskeriet uden betydning for Rømø. Det blev kun til lidt fiskeri med fiskenet og ruser. Først med anlæggelse af havnen i 1964 blev fiskeriet på Rømø genoplivet. Men det blev kun et par kuttere til rejefangst og lidt muslinge-skraberi.
Handelsfart fra Rømø
Sidst i 1500-tallet begyndte en særlig spændende søfartsperiode for Rømø. Ribe, dengang Danmarks næststørste havn, sandede til og samtidig blev skibene større. Købmænd fra den by måtte lede efter laste/lossesteder i Vadehavet.
I 1643 – 51 skibe hjemmehørende på Rømø
Ribe og Rømø – folk sluttede sig sammen. Det blev Danmarks næststørste handelsflåde. Skibene blev oftest købt i Holland, datidens største handelsmagt til søs. Mellem 1593 og 1643 sejlede op til 21 Ribe-Rømø skibe pr. år igennem Øresund.
Af et toldregnskab for Lister Dyb fra 1643 fremgår, at der var 51 skibe hjemmehørende på Rømø. Heraf var der 17 langfartsskibe.
Men ak så kom svenskerne og brændte størstedelen af denne herlighed. Blomstringstiden for Ribe-Rømø – handelsfarten endte brat.
I 1677 en lille flåde på 13 skibe
Enkelte småskibe sejlede nu i årtier med østers til Hamborg og København. Men i 1677 udviklede der sig en lille handelsflåde på Rømø med 13 ”større” skibe, De sejlede mellem Holland, Wesser-Elbe-mundingen og Norge.
I 1730erne var der tre store sACkibe der sejlede på handelsfart efter en årlig Grønlandstur. Ca. 11 andre skibe sejlede med træ fra Norge og mursten fra Holland og søfolk til Elben.
Skipperne og nogle købmænd virkede som redere og tjente gode penge. Der var befolkningstilvækst på Rømø og dette krævede bygningsmateriale.
I begyndelsen af 1900-tallet kun 650 beboere tilbage
I 1900-tallets første halvdel. Da øen kun havde 650 beboere efter at have været oppe på 1.800 beboere, var der kun tre lastsejlere tilbage. Med dæmningen var forretningsgrundlaget også forsvundet. I dag kører lastbiler over Vadehavet. Og færgeforbindelsen til Sild er den sidste ”handelsfart til søs”.
Handelsfart fra andre havne
Mindst 5 skibsfører fra Rømø sejlede i første halvdel af 1700 – tallet på handelsskibe fra fremmede havne. Mange menige sømænd tog til de store havne for at søge hyre bl.a. fra Holland til Ostindien. I perioden fra 1700 til 1710 er der registreret omkring 40 sømænd fra Rømø i Amsterdam.
Alene i Flensborg fandtes i perioden 1774-73 11 skippere fra Rømø, der sejlede på handelsfart. Somme tider kombineret med Grønlandsfarten.
Rømøskippere sejlede på fartøjer fra Aalborg, Aabenraa, Altona, Arendal, Bergen, København, Ribe og Tønder, ofte på langfart til St. Croix. Skibene til de to sidste byer kom i øvrigt aldrig til hjemstedet. De lå om vinteren andetsteds på Fanø eller i Altona.
Det Islandske Kompagni
I 1770’erne kom en anden sejlads i gang, hvor mange sømænd fra Rømø fandt deres brød. Det var ”Det Islandske Kompagni” i København, som gennem en rømøser, Peder Jensen Manøe bl.a. i 1783 hyrede 20 skippere, 11 styrmænd, 15 matroser og kokke, 3 tømre og 20 skibsdrenge fra øen.
Selskabet sejlede forsyninger til Island, fiskede deromkring og derefter tog til Frankrig, Spanien og Middelhavet for at afsætte fisk og hente frugt og lignende.
Da det islandsselskabet tabte fiskeprivilegiet i 1787, blev størstedelen af flåden flyttet til Altona, hvorfra skibene efterhånden helt gik over til Middelhavssejladsen, fortsat med Rømøfolk ombord.
I Skipperlavet i hovedstaden
Omkring 1800 skiftede mange skibe og dermed skippere deres udgangspunkt til København. Her blev mange rømøsere eksamineret til styrmænd og skibsførere. Mellem 1789 og 1805 tilmeldte 24 sig i skipperlavet i hovedstaden.
Kongelig privilegerede kapere
Men med Københavns bombardement blev der sat en stopper for dette. Mange – mellem 14 og 21 Rømøskippere forsøgte deres held som kongelig privilegerede kapere. For ganske enkelte lykkedes det derved at skabe sig en formue. Andre blev fængslet af englænderne og det var ikke særlig sjovt.
A.P. Møllers farfar
Efter 1813 kom søfarten efterhånden tilbage igen. Især Frugtsejlads til Middelhavet blev et af de store mål. Rømø-skipperne fik ry for at være blandt de hurtigste sejlere. En af disse var A.P. Møllers farfar, Hans P.P. Møller på ”Thomas”.
I 1860 boede der endnu 34 skibsførere på øen.
Grønlandsfart
Allerede i 1644 var der søfolk fra Rømø der tog på hvalfangst, først ved Spidsbergen og Jan Mayen. Senere tog de over Ishavet til Grønland. I 1600-tallets sidste årtier kulminerede hvalfangsten, hvilket førte til overfiskning. I denne periode var mindst 10 kommandører med fra Rømø, måske flere.
Mange rømøsere rejste også til Holland og fik hyre derfra.
På jagt efter sæl
I begyndelsen af 1700 – tallet havde nogle Tønder – købmænd i fællesskab med Rømø-skipperne fået ideen om at sejle til Ishavet på sælfangst. Efter hvalfangstens relative nedgang omkring 1700 så man chancen for at brænde tran fra sælernes fedt og desuden at sælge deres skind. Til dette kunne man nøjes med mindre skibe med færre sømænd.
Det kunne lade sig gøre med Rømø som udgangshavn. Dette erhverv varede i 65 år indtil 1770. I perioden 1716 – 39 brugte man tre skibe. På øen byggedes et trankogeri og et pakhus til formålet.
80 pct. af mændene var sømænd
Omkring 1770 sejlede næsten 80 pct. af Rømøs mænd over seks år. De fleste til Grønland. Fra 1700 – tallet kendes navnene på 150 Rømø-kommandører.
I 1800 – tallet sejlede endnu enkelte Grønlandsskibe fra forskellige havne.
Mange kommandører har med deres fortjeneste skabt større formue til øen og efterladt flotte bygninger. Enkelte endte dog også på Fattighuset.
Katastrofeåret 1777
Anders Michelsen List var 12 år, da han i 1777 forliste med sit hvalfangerskib. Han overvintrede på Grønlands østkyst. Det var femte gang, han var på ishavstogt siden han var otte år. Man kan læse noget af oplevelsen på hans gravsten på kirkegården på Rømø.
Anders døde som 68-årig
Ja det kan man også på andre gravstene over kommandører, kaptajner m.m. på kirkegården. Anders blev både styrmand og kommandør. Han blev 68 år. På hans gravsten står:
På Anders tid boede der omkring 1.500 mennesker på Rømø. Af dem var 450 søfolk, der enten var beskæftiget med handel eller hvalfangst.
Isen skruede sammen i bjerge
I 1777 var 50 af dem på togt ved Grønland. Men fra juni til september blev 14 hvalfangerbåde med besætninger fra Danmark, Tyskland og Holland fanget i pakisen i dette farvand.
Sådan husker kommandanten på Anders skib det. Han fik sin beretning nedskrevet og udgivet.
Ismasserne kvaste skibene, så cirka 450 mænd måtte forlade dem og vandre over isen mod fastlandet. Anders var en del af en gruppe på 70 mænd fra to skibe. Kommandanten skrev bl.a.:
Anders måtte tage tøjet af
Han havde et ømt punkt for den 12-årige Anders. Drengen
Anders våde tøj tyngede, så han knap kunne gå. Han bad om at tage det af og fortsatte mod land næste nøgen. En nat døde tre mænd af kulde. Mange, der var løbet forud, druknede eller døde af udmattelse.
28 nåede hjem til Rømø
Da mændene nåede kysten, var det Anders, som først fik øje på tre grønlændere. Af dem fik de blåbær og sælhundekød. Hvalfangerne endte med at overvintre med hjælp fra grønlændere flere steder på kysten, indtil de i slutningen af marts 1778 nåede byen Paamiut (Frederikshåb). Der mødte de en købmand og fik skibslejlighed til Rømø.
Ud af 450 forliste mænd overlevede cirka 150. Rømøs statistik var bedre. 28 nåede hjem ud af 50.
Beretningen om Grønlandsforlisene blev skrevet ned af rektor ved Ribe Katedralskole, Lorens Hansen i 1806. Hans bog ”Grønlandsfarerne i året 1777” blev genudgivet i 1977 af forlaget Melbyhus.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Vægfliser fortæller historien