Artikler
September 10, 2011
I anledning af Sct. Johannes Kirkens 150 års jubilæum, er der udkommet et hæfte på 78 sider. Hæftet udmærker sig med flotte grafiske fremstillinger. Og vi får indblik i, at der bag kirkemurerne gemmer sig masser af aktivitet. Dette er et væsentligt bidrag til Nørrebros historie. Og titlen hentyder til det, kongen spurgte den første præst, Frimodt om, da han blev ansat.
Du skal ikke tvivle
Sankt Johannes Kirkens første præst var virkelig et fund. Kirken kom til at summe af liv og aktivitet. Efter kirkens indvielse var præsten, Jens Christian Rudolph Frimodt i audiens hos Kong Frederik den Syvende. Efter overleveringen blev Frimodt spurgt:
Da Frimodt svarede, at det håbede han, svarede kongen:
Nørrebros Domkirke
Denne historie skriver Allan Bäck om i et flot lille hæfte om Sankt Johannes Kirken. Hæftet, der er på 76 sider, er udgivet i anledning af Sankt Johannes Kirkens 150 års fødselsdag. Det var den første kirke på Nørrebro – og den største. Derfor bliver den også kaldt for Nørrebros Domkirke.
Et flot hæfte
Det er et ganske flot hæfte, hvor såvel gamle som nye fotos og grafiske fremstillinger træder flot frem. Det er nok den cremeagtige baggrundsfarve, der forstærker dette. Illustrationerne
er med til at gøre teksten endnu mere spændende.
Vi følger kirkens tilblivelse og indretning. Desuden bliver kirkens historie inddelt i seks perioder. Men også kirkens flotte omgivelser og øvrige funktioner bliver gengivet. Der findes
nok ikke mange kirker, der har så gode forhold. Forfatteren har medtaget menighedsarbejdet. Det hører med til lokalsamfundet, men ellers hører vi ikke så meget om dette, når kirkehistorie ellers beskrives.
Hele Sjælland samlede sammen
Sjovt nok, så var hele Sjælland med til at samle penge sammen til kirken på Nørrebro. Selve projektet var temmelig ambitiøs, hvor der også skulle bygges et antal boliger. Men dette måtte dog skrinlægges på grund af manglende midler.
En aktiv præst
Frimodt blev meget populær. Han var uden frygt for menneskelige reaktioner. Han forsøgte at hjælpe folk ud af nød. Han tog dog skarp afstand fra den begyndende socialisme. Han betragtede bevægelsen som ugudelig.
Frimodt var også aktiv i søndagsskolebevægelsen og Magdalenehjemmet på Jagtvej. Dette var et opholdssted for prostituerede, hvor de fik tilbudt et socialt fællesskab og et hjem. En af dem, der blev grebet af Frimodt var brygger I.C. Jacobsen. Han kom i kirken i mange år fremover og har skænket kirken diverse ting, blandt andet nogle relieffer.
Frimodt var med til at starte Skt. Stefans Kirken og St. Jacobs kirken på Østerbro. Han og sine hjælpere havde travlt med at betjene den hurtig voksende menighed. Det må have taget hårdt på ham. I perioden 1868 – 69 blev han alvorlig syg og måtte væk fra sognet, dels til Tyskland, dels til Italien.
Han var kun lige fyldt 50 år, da han døde den 21. marts 1879.
Mange initiativer
Mange initiativer er i tidens løb udsprunget fra Skt. Johannes Kirken, bl.a. Skt. Johannes Stiftelsen. Dette startede dog som et rent kommunalt foretagende, der blev oprettet i 1885 som forsørgelsesinstitution for arbejdsløse og trængende samt en opdragelsesanstalt for børn og et hospital. Stiftelsen lå i Ryesgade og på Dosseringen. I 1892 stod den nye forsørgelsesanstalt
med kirke færdig i Nørre Allé.
En travl hverdag i kirken
Jo der var gang i kirken. Allan Bäck beskriver en dagsplan fra søndag den 8. september 1895. Det viser, hvor travlt man havde i kirken:
Samme dag var der begravelser på forskellige kirkegårde. Der var flere grupper, der tog sig af denne opgave.
Kongehuset havde stor bevågenhed
Kongehuset har altid haft stor bevågenhed over for St. Johannes Kirke. Således deltog Kong Frederik den Ottende sammen med Dronning Louise til gudstjenesten i forbindelse med
kirkens 50 års jubilæum den 25. august 1911.
Tårnet brænder
Sådan lød råbet den 6. november 1933. Brandvæsnet på Fælledvej var netop kørt forbi efter en brand på Østerbro, uden at have observeret noget. Men en time senere stod flammerne op
som en fakkel. Spiret stod ikke til at rede. Men det lykkedes at begrænse ilden til tårnet og våbenhuset.
I første omgang blev graver Beck anklaget for at være skyld i branden, grundet tobaksrygning. Men han nægtede. Det viste sig at være en blikkenslager, der under reparationsarbejde havde brugt en blæselampe. Ved et uheld var spåner og gammelt støv blevet antændt.
Det nye tårn kom til at være 53 meter eller 5,5 meter højere end det gamle.
Mange aktiviteter
I 1938 udkom Sct. Johannes Sogns Kirkeblad for første gang. Inden da havde sognet kunne læse Sct. Johannes Sogns Søndagslæsning. Fra midten af 1930erne og de følgende 20 år blev der afholdt friluftsmøder på kirkepladsen hver torsdag.
En Morris som hovedgevinst
I 1946 blev der afholdt et stort lotteri med 100.000 lodsedler med en lang række flotte gevinster. Meningen var at bygge et nyt menighedshus. Der blev solgt 86.642 lodsedler. Hovedgevinsten, en Morris Minor blev vundet af en herre fra Vigerslev.
I første omgang blev planerne dog skrinlagt. Men i 1960 kunne tronfølgeren, prinsesse Margrethe indvie den flotte Sct. Johannes Gården.
Flot bidrag til lokalhistorien
Hæftet giver et flot bidrag til historien. Vi får en flot beskrivelse af, hvad der foregår inden for murerne. For kirken giver heftet også et slags tilhørsels-forhold, men også indtrykket af et meget aktivt sogn.
Kan du råbe mig Nørrebro op?
Hvis du vil vide mere
Andre
”åndelige” artikler:
Redigeret 16. 12. 2021
September 10, 2011
Foredrag afholdt 1. september i Menighedshuset ved Skt. Johannes Kirke. Hvad skete der omkring Skt. Hans plads – dengang. Der blev fjernet ådsler. Militæret fik ejerfornemmelser over Fælleden. Der var næsten ikke mere foder tilbage til kvæget. Og Maja Robinson fik klø af kærresten. På hjørnet af Fælledvej sad pigerne og ventede på ridderen af Nørrebro. Over på den anden side ville en gammel enke ikke forlade huset. På politistationen blev Rantzau hædret med ridderkorset.
150 år siden
Tænk i dag er det 150 år siden at Grevinde Danner og Konge Frederik den Syvende indviede den første kirke på Nørrebro. Der var pyntet med bøgegrene og flag på Nørrebro. Det var den 25. august, at kirken blev indviet. Kirken ligger i dag midt i et pulveriserende liv. Ja det har den faktisk altid gjort, og det er det vi skal høre om. Hvad skete der her omkring længe før og lige efter.
Kirkelig foredrag?
Nu kunne man have fortalt noget om Brorson og Pietismen. Brorson var præget af den by, hvor han var præst – min hjemby Tønder. Man kunne også fortælle om kristendommen af Danmark. Ansgar begyndte slet ikke i Ribe, nej han gik i land ved Møgeltønder. Nej disse to emner, venter vi med til en anden god gang.
Mægtige Serridslev
Dengang fyldte Serridslevs marker, næsten hvad Østerbro og Nørrebro fylder i dag. Markmanden havde rigeligt at se til på Fælleden med at lappe huller efter militæret. Egentlig fik borgerne græsningsret i 1523 efter den frygtelige belejring.
Militæret fik ejerfornemmelse
Militæret fik ejerfornemmelser. I 1679 var det første gang man holdt mønstring. I 1710 kæmpede 15.000 soldater rundt på Fælleden. Og i 1716 var man bange for de 30.000 russere, der lå derude. Men de satte også deres spor, og hærgede løs blandt Østerbros og Nørrebros befolkning dengang.
Ådsler blev fjernet
I 1715 var der påført en udgift til natmandens enke. Hun havde i hele 8 dage haft folk til at fjerne ådsler fra Fællederne. Og i 1778 måtte skarpretter Oswald lede et stort antal uærlige slaver til at fjerne ådsler fra Fællederne.
Farvel til Struensee
Og minsandten om man ikke også afholdt hestevæddeløb herude fra 1772. Man havde tit set Struensee herude. Han var nok ikke klar over, at han skulle ende sine dage under den 27 årige bøddel Gottschalck Mühlhausens økse. Der var opstillet 4.000 matroser, 1.200 mand fra Infanteriet og et ukendt antal dragoner.
Struensee var ankommet i festtøj. Mens bødelen råbte: Det sker efter fortjeneste blev armen skilt fra kroppen. Ved anden øksehug var det hovedet og så videre. Hoffet havde bedt om at liget blev flyttet, så man kunne betragte det fra Frederiksborg Slot.
Mos til kvæget
Efter den store brand i 1795 blev der indrettet lejr for husvilde herude. Men stakkels de 1.100 kreaturer herude. Der var ikke nok mad til dem. I 1847 var der næsten kun mos tilbage til dem. Militæret havde ødelagt det.
En tur i grøften
Her var vilde øvelser fra Borgervæbningen. Man stormede Store Vibenshus med løst krudt. Bagefter var der fest og druk og så mangen en tapper soldat er efter dette, faldet i den store afvandingsgrøft langs Blegdamsvejen.
Malkeplads
Den nuværende Skt. Hans Plads var malkeplads for Fælledes kvæg. Det blev senere stedet, hvor der var afgang til Dyrehaven, Jægersborg m.m. for borgerskabet især på Skt. Hans Aften. Arbejderne måtte nøjes med De fattiges Dyrehave ved Kalkbrænderierne på Østerbro. I dag kaldes pladsen også for Thomas Helmigs Plads. Ordet er accepteret af københavnerne. Det
er for, at os jyder skal føle sig nogenlunde velkommen på tålt ophold i hovedstaden.
Karen Spidsmus og de andre
I slutningen af 1800 tallet græssede droske – vognmændenes heste herude. I sommermånederne var den bedste legeplads for kvarterets unger. Men her opholdt sig også alkoholiserede personer fra Lersø – banden blandt andet Karen Spidsmus.
Maja Robinson opholdt sig også her. I sine unge dage var hun ualmindelig smuk. Rygterne ville vide, at hun havde været gift med en læge fra et fremmede kontinent. Hun fik også en gang imellem penge af ham. Så var der fest og ballade. Hun havde et ret så kultiveret sprog, når hun var ædru. Flere gange forsøgte man at trække hende op af sumpen.
De rige damer gik langt væk, når de så hende. Hun kunne finde på at råbe efter dem. Senere badede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri. I ledvogterhuset Holger Danskes Briller på Fælleden blev de to senere vasket. Og når Maja endte i detentionen smed hun tøjet.
I Aftenbladet den 14. sept. 1917 kunne man læse:
Hvad der blev af Maja ved man ikke. Men endnu i 1940erne så man Julius vandre rundt i Fælledparken.
Kvaksalvere
Ja der foregik sandelig også andre ting herude. I 1889 var der kvaksalver – konference på Fælleden. Hr. Huth fortalte om håndspålæggelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om den moderne magnetisme og krævede den urimelige kvaksalverlov fjernet. Hr. Bruhn påviste, at den læge, der gav forkert medicin var meget værre end en kvaksalver.
De vilde
Det var de mest vilde, der befandt sig herude. Allerede fra midt i 1500 – tallet. Det var dem, der var smidt ud af byen. Sådan var datidens socialpolitik. Kriminaliteten havde gode kår herude. Her var man lige glade med forordninger og love. Flere gange forsøgte kongen med forordninger. Handel med tyvekoster, ulovligt ølsalg og hor trivedes i bedste velgående.
Drukkenskabs aflysning
Ja biskoppen udsendte med kongens velsignelse et skrift, han kaldte Drukkenskabs Aflysning. Her advarede han mod drikfældighed. Han karakteriserede dem der befandt sig på druk med svin, asener, gale hunde, kalve, aber, geder og bukke. Jo den sjællandske bisp kendte sin zoologi.
Blegdamme
Mellem Nørrebro og Østerbro var der 24 blegdamme. Nr. 1 befandt sig der, hvor Skt. Hans Gade i dag ligger. Nr. 24 grænsede på til nutidens Triangel. Denne tøj-blegning var i 1573 en kvindebeskæftigelse. På græsmarkerne kunne tøjet ligge udbredt og bleges af solens stråler. I 1661 blev blegdammene flyttet på den anden side af søerne.
I 1670’erne blev ejeren af blegdam nr.
1, Bent Rossemeyer ramt af en bøsseskud. Han fik eftergivet et års jordleje.
Mens kunderne ventede på tøjet, kunne man da sagtens tage sig en enkelt snaps. Mange tjente her en ekstra skilling med et mere eller mindre autoriseret værtshus. Jo, der var skam mange brændevinsbrænderier langs blegdammen dengang. Her var også tobaksdyrkning og tapetfabrik.
Blegdamsvej
I en bredde af 22 alen blev Blegdamsvej anlagt allerede i 1661. På begge sider blev der plantet lind.
Den første skole
Flere og flere mennesker kom til herude. Det var nødvendigt for bystyret, at oprette en skole for arbejdernes børn. Der, hvor Trepkasgade går ud i Blegdamsvejen blev der i 1761 oprettet en skole i et lille et etages hus. Her blev indrettet to skolestuer og en lejlighed til læreren. Men i 1787 inspicerede rådmand Voltelen stedet. Han kunne berette, at bygningerne var forfaldne og plankeværket var væltet af blæsten. Udenfor var der en forfærdelig stank.
Man gjorde ikke noget ved det. Senere forvandlede digteren Fr. Høgh – Guldberg med energisk ledelse skolen til den bedste almueskole i byen.
Masser af industri
Her kom en “voxfabrik” og en sejldugsfabrik. Maleren Chresten Købkes hjem lå på 15. blegdam. Her kom også en Manchesterfabrik til at ligge, og oven på anden blegdam opførtes Ting
– og arresthuset i 1847 – 1848. Ja Grev Danneskjold – Laurvig opførte en sømfabrik.
Den stærke mand
Allerede i 1722 havde Von Eckenburg indrettet et forlystelsessted i nærheden af Sankt Hans Gade. Her optrådte ham som den stærke mand. Men han gjorde det i kirketiden, og det måtte man ikke. Selv om det var langt til kirke dengang. Han udgav et skrift. I dette berettede han, at han kunne:
Men ak og ve. Den stærke mand omgav sig med kvinder og brød ægteskabsløfter. Jo han var sandelig af tvivlsom vandel. Magistraten lod politiet gribe ind:
Den Stærke Mand havde forladt landet i hast, efterladende sig panteveksel og anden gæld. Så mangen et kvindehjerte blev også knust.
Åben dog portene
Man var godt trætte af portene. Således skrev fabrikanter Drewsen og Heegaard allerede i 1840 til Magistraten, at det ikke kunne være rigtig at deres arbejdere skulle betale 2 skilling
for at passere porten, og de først kunne komme ind af den kl. 6.
Natpotten
Og da man så endelig begyndte at bygge, var det ikke noget, der hed byggevedtægt. Der var kun 6 – 7 alen til nabobygningen. Vægge skvattede sammen under stormvejr. Boligmanglen
skulle udnyttes af spekulanterne.
Natpotten var en nødvendighed. Når man boede oppe på fjerde sal gad man ikke gå ned til rotterne i retiraderne om natten. Ofte blev pottens indhold smidt i vasken. Det var ikke godt for naboens faldstamme. Og en ikke særlig behagelig duft bredte sig især om sommeren.
Aldeles planløst
Far sad ofte på værtshus. Her blev lønnen også udbetalt, og her blev den brugt. Måske vandt far endelig en slag terninger eller andet spil. Ufattelige mange rodekontorer opstod. Her kunne far pantsætte sit jakkesæt, når familien manglede brød.
Byggeriet på Nørrebro var aldeles planløst. Således udtalte brygger I.C. Jacobsen i 1857:
Ingen vandafløb
Man havde ikke tænkt på vandafløbene eller på tilførsel af drikkevand. Fra Fælledvejen var der direkte afløb til søerne. Og ved forårstid var store dele af Blegdammen oversvømmet. Man havde ingen byggeplaner, for de kunne ikke godkendes så længe man ikke havde en vandløbsplan. Og i Borgerrepræsentationen sad byggematadorerne selv og udformede deres love.
Møllevej
En af de ældste gader var Møllevej, Møllegade, Sandgravervej eller Jødevejen, som den også blev kaldt. På den vej lå danseboden Det Gamle Testamente. Her lå også Jødernes Kirkegård. Møllevej gik tværs over Fælleden og endte ved Trianglen. Den blev sat i stand i 1676.
Ryesgade
Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 blev den ført igennem til Østerbrogade. Man påstod dengang, at rotterne var lige så store som hunde. Det medførte mange klager. Men en enkelt beboer var dog tilfreds. Det var løjtnant Schou. Han underviste i at køre på Velocipeder. Han reklamerede med at man kunne ride til både Klampenborg og Lyngby uden at passere stenbro.
Et stort sogn
Allerede i 1852 lagde man planerne for en kirke her på stedet. Husk på sognet var enormt. Det strakte sig fra Rynesten i vest til Øresundskysten i øst. Ud til Lersøen og til Slukefter i nord. Man begyndte at samle sammen. Et år efter havde man nok til et våbenhus. Bebyggelsen startede først i 1856, ja helt nøjagtig 20. juni 1856. ved den lejlighed havde kongen 1.000 rigsdaler med. Og det var måske heldigt. Flere gange undervejs måtte byggeriet stoppes. Man havde ikke flere penge. Budgettet i 1854 var på 30.000 rigsdaler. Den endelig regning løb op på knap 117.000 rigsdaler.
Den 26. marts 1874 kunne den næste kirke på Nørrebro indvies – Skt. Stefans Kirken.
En præst, man talte om
Pastor Frimodt var antisocialist. Han blev i arbejderkredse fremstillet som borgerskabets og overklassens gejstlige lakaj. Frimodt ville lære folk, at Jesus havde to naturer:
Han var den mest omtalte præst i disse år. Hans flammetaler fyldte kirken hver søndag. Man havde et samariterkorps parat, fordi folk besvimede hele tiden.
Socialister skulle udryddes
Mange kamp er i tidens løb foregået her på stedet. Ikke kun kampen om de fortabte sjæle. En af de værste var den 5. maj 1872. Politimester Crone havde svoret at udrydde alle socialister. Og han fik god hjælp af justitsminister Krieger. De to herrer var ligeglad med, at grundloven var indført. Socialister skulle ikke have ytringsfrihed.
Politiet havde fået hjælp af husarer med sabler. Og på Kastellet sad soldater med skarpladte våben parat. Pøbelen skulle nedsables i bogstaveligt forstand.
På tabskontoen
Da kampene var forbi lavede man en rapport over, hvor mange betjente og husarer, der var blevet såret.
Det lykkedes for Crone ved hjælp at straf og trusler, at få ødelagt socialisternes blade. Så sandelig grundloven gjaldt ikke for arbejderne. Det var i Ravnsborggade 65, at Socialisten blev født.
Det er hørt
Under kampene var arbejderne blevet trængt ind i Skt. Johannes Kirken. Præsten lod sig dog ikke forstyrre. Han var netop i gang med følgende ord:
Da lød der pludselig en røst nede fra arbejderne:
En stor politistation
De skulle ikke kom for godt i gang. For på Nørrebro på Fælledvej var der en ret stor politistation. Ja politiassistent Rantzau nåede såmænd at få ridderkorpset for hans bedrifter. Han trak sig tilbage som 72 årig efter 46 år hos politiet. Dengang i 1864 var der en stor styrke bestående af en overbetjent, tre inspektionsbetjente og 28 almindelige betjente.
De primitive broer
Nørrebro var kendt som bydelen med de primitive broer. Det gjaldt ikke kun de tre broer over Ladegårdsåen. Men også broen over Peblingesøen med dens snævre bro-sti. Snedkermester Mou foreslog en færgefart over søen. Men bygmester Petersen ville bygge en træbro og forlange an afgift på to øre. Der bliv vitterlig bygget en træbro i 1878. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at den var ideel for selvmordere. Broen var fæl, fortælles det. Brædderne lå på langs og blev pilrådne. Borgerskabet kunne i hvert fald ikke passere broen, når de skulle til fest.
Kunne ikke læse og skrive
Og nede ved søen kunne de ikke komme af med Knud Mikkelsen. Han boede i Stenhuggerhuset. Han meddelte kommunen, at han hverken kunne læse eller skrive. Man havde altid kunne give Knud en skilling, så han kunne låse alle porte op. Først ved anlæggelsen af Skt. Hans Gade i 1851 – 1853 blev Sortedams Dosseringen en offentlig gangsti.
Barrierehuset
Det var også dengang man måtte fælde hvert andet træ på Nørrebrogade. Der blev for mange af dem. Og så stod det såkaldte Barrierehus i vejen på hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade. Men enken, der boede i den ville ikke flytte. Magistraten lod huset blive til hinder for passagen og til vansir for hele gaden. Først i 1847 flyttede enken.
Ridderen af Nørrebro
Over for dette hus lå det to etages store Grams Have. Et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn, der havde fire smukke døtre. De var veninder med enkefru Hansens døtre lidt længere henne. De seks piger sad så mange en eftermiddag og ventede på en bestemt person også kaldt ridderen af Nørrebro – forfatteren Christian Winther. Men ak det var den 19 – årige Marie Hansen, han løb med.
Henrik Cawlings vise ord
Må jeg lige slutte med dette citat som Henrik Cavling skrev i 1929:
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 16- 12 . 2021
September 10, 2011
I Harilds Maskinskrivnings-bureau blev Frihedsrådet dannet. Der var dog ikke uddelt begejstring i modstandsbevægelsen. Man mente, at kommunisterne havde for stor magt. Man mente, at danske politikere havde skadet Danmarks anseelse. Sabotage var vigtig, sagde man. De illegale blade blev samlet. Rådet holdt øje med 40.000 danskere. Man fik stor indflydelse på regeringsdannelsen efter krigen.
Møde på Nørrebrogade
Den 16. september 1943 dannes Danmarks Frihedsråd i en lejlighed på Nørrebrogade 156 hos sproglærer Harild. Ja på dørskiltet stod der Harilds Maskiinskrivnings-bureau.
Seks vigtige punkter
På Nørrebrogade vedtog man de berømte seks punkter:
Ikke på hele modstandsbevægelsens vegne
Man forsøgte at virke som en illegal regering. Men dette slog dog fejl. Man kunne dog påberåbe sig, at man repræsenterede den aktive modstand. Men uden for Frihedsrådet var der dog stadig en ikke uvæsentlig del af modstandsbevægelsen, som ikke anerkendte Rådets lederskab. Man mente ikke, at de kunne påberåbe sig, at tale på hele modstandsbevægelsens vegne.
Den borgerlige fløj
Det var her tale om grupper, der tilhørte den borgerlige fløj. Frihedsrådets historieskrivere har dog ikke tillagt denne gruppe større betydning. Rådet meddelte sig som den nationale folkefront mod nazismen.
Besked via BBC
Den 17. oktober gav Christmas Møller meddelelsen om Rådets dannelse i BBC’s danske udsendelse. Allerede den 12. oktober var meddelelsen bragt i
Daily Telegraph.
Fra starten bestod Rådet af repræsentanter for de to tværpolitiske modstandsorganisationer, Ringen og Frit Danmark. Samt de to politiske partier Danmarks Kommunistiske Parti
og Dansk Samling. Desuden deltog industrimanden Erling Foss, der havde forbindelser inden for Det Konservative Folkeparti.
Også Aage Schoh deltog. Han måtte i 1942 måtte træde tilbage som redaktør af Nationaltidende på tysk forlangende. Han ernærede sig som konsulent for Dansk Arbejdsgiverforening.
Han havde en række gode illegale forbindelser, blandt andet til den engelske sabotageorganisation SOE. Kort tid efter oprettelsen knyttedes også lederen af SOE’ s arbejde i Danmark, major Flemming Muus til Rådet.
Socialdemokrater ville ikke med
Man ville gerne have haft repræsentanter fra Socialdemokratiet med i Rådet, men Hans Hedtoft modsatte sig det ønske. Partiernes afvisende holdning kan ses på baggrund af, at Scavenius valgte at træde tilbage den 29. august. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand og general von Hanneken overtog den udøvende magt. En tysk aktion lammede hær og flåde. En række kendte personer blev interneret. Og fra Tyskland kom politistyrker til landet.
Tyskerne havde dog et behov for at bevare Danmark som spisekammer. Så danskerne havde trods alt i modsætning til andre besatte nationer stadig en høj grad af politisk frihed. Ja man øgede leverancen af industri – og landbrugsprodukter. Socialdemokraterne havde måske ikke lyst til at sidde i rådet, der hvor kommunisterne havde stor betydning, og man ville vel ikke sætte det sidste demokrati over styr.
Afstand til samarbejdspolitikken
I sidste halvdel af oktober udformede Frihedsrådet en pjece Når Danmark atter er frit . Ordlyden var blevet grundig bearbejdet i diverse udvalg, og man fik også hjælp fra overretssagfører Niels Busch – Jensen.
Rådet tog klar afstand fra den samarbejdspolitik, der var ført i perioden ind til 29. august. Det var til stor skade for landet,
Diskussion om overgangsregering
Med hensyn til mistanke om landsforræderi i dagene op til 9. april 1940, måtte dette undersøges af en parlamentarisk kommission nedsat af Rigsdagen. De skulle så tage stilling til , om der skulle rejses rigsretssag i de enkelte tilfælde. Frihedsrådet ønskede nyvalg snarest muligt efter besættelsens ophør. Spørgsmålet om overgangsregeringens sammensætning blev holdt åbent.
Et af de illegale blade Hjemmefronten var ikke enige i Rådets holdning til, at der skulle vælges en ny Rigsdag. De mente, at Rigsdagen var valgt i overensstemmelse med den gældende forfatning. Den siddende Rigsdag var derfor uanset alle indvendinger der kunne rejses mod valget i 1943, den eneste organisation, der ved besættelsestidens ophør kunne tale på det dansk folks vegne.
Bladene skulle samles
De forskellige illegale blade skulle samarbejde. De fik stof fra Frihedsrådet. Det var Børge Outze, der fungerede som et slags mellemled. Det var knuder på tråden, for Konservative skulle samarbejde med Kommunister. Studenternes Efterretningstjeneste var i den forbindelse et godt organiseret netværk.
Knuder på tråden
Der var knuder på tråden. Det blev hævdet, at Rådet havde en politisk slagside, og at det var tilfældigt sammensat. Når man talte om politisk slagside, ja så var det Dansk Samling og Kommunisterne, man talte om. I vinteren 1943/1944 lykkedes det at opnå tilsagn fra Hærens og Flådens illegale stabe om at indgå i et samarbejde med Frihedsrådet. Rådet fik efterhånden også anerkendelse fra de allierede. Et bladudvalg blev endelig dannet i februar 1944.
Ville opløse sig selv
I pjecen Frihedskamp og Frihedsråd fra april/maj 1944 skrev Frihedsrådet,
Men Rådet ville dog anerkendes som en illegal regering efter følgende formel:
Skarp modsætningsforhold
Under Folkestrejken i juni/juli 1944 kom Rådet og politikerne til at stå i et skarpt modsætningsforhold. Det kulminerede den 2. juli, da politikerne opfordrede til at afblæse strejken, men
Frihedsrådet opfordrede til, at man fortsatte. Strejken fortsatte,
Bål i gaderne
Som følge af nogle sabotagehandlinger, havde tyskerne erklæret udgangsforbud. Det fik befolkningen på Vesterbro og Nørrebro til at tænde bål i gaderne. Værnemagt, Gestapo og Schalburgkorpset skød i blinde på befolkningen.
”De må passe deres”
Vilhelm Buhl mødte frem til Rådets møde i Gothersgade.. Han meddelte, at han havde ladet trykke en masse tusinde løbesedler med opfordring til at gå i arbejde, og det var han sikker på, at befolkningen ville gøre. Efter en times tid forlod han forhandlingerne med ordene:
Krav til tyskerne
Rådet havde stillet krav om, at det forhadte Schalburgkorps blev sendt til udlandet. Dette krav fik man ikke opfyldt, men man fik dog indrømmelser. Om mandagen udsendte Rådet en proklamation. Heri hed det bl.a.
Politikere havde skadet Danmark
I Rådets skildring af strejken, der blev forfattet af Frode Jacobsen fra Ringen hævdedes det, at politikernes opråb havde været skadeligt og kunne bringe splittelse i befolkningen. Man mente også, at det så mærkelig ud i udlandet, at det officielle Danmark stadig havde vanskelighed ved at forstå kampens krav.
Blade som Nordens Frihed og Nordisk Front tog parti for Frihedsrådets synspunkter under strejken, mens Hjemmefronten og Danske Tidende tog politikernes parti.
Politiske skillelinjer
Da det nazistiske Tyskland var ved at nå enden, var det tydeligt, at de politiske modstandsgrupper aftegnede de forskellige politiske skillelinjer. Ringen var stærk socialdemokratisk. Holger Danske tilsluttede sig Ringen.
Efter folkestrejken oprettedes et kontaktudvalg mellem Rådet og politikerne, så man ikke igen skulle kunne opleve modsætningsforhold.
Efterhånden stillede modstandsbevægelsen krav om, at komme til at sidde i en regering efter krigen. De illegale blade vente sig mod en politisering .
Rådet meget udsat
Man holdt aldrig møde samme sted to gange i træk. Rådets medlemmer var meget udsatte. De blev enten arresteret eller måtte flygte. Det eneste medlem, der var med hele tiden var
Frode Jacobsen. Man holdt møder ca. engang om ugen på forskellige tidspunkter af døgnet. Man blev indkaldt via et kodesystem via telefonen.
Kæmpede mod mange
Frihedsrådet kæmpede også mod regeringens, erhvervsorganisationernes og pressens agitation imod sabotage, strejker og anden illegal virksomhed.
Enhver handling skulle være begrundet
Rådet påpegede, at enhver handling over for tyskerne skulle være rationelt begrundet og ikke præget af hævntørst. Man advarede mod tilfældige overfald og mord mod tilfældige medlemmer af den tyske værnemagt. Man påpegede at uoverlagte handlinger ville føre til kollektiv afstraffelse fra tysk side.
De kan ikke knække vor vilje
Frihedsrådet gav til kende over for von Hanneken og Best, at henrettelser og andre voldshandlinger fra tysk side, ikke ville få modstandskampen til ophøre, snarere tværtimod. Kampen
ville blusse op.
Opfordring til selvdisciplin
Rådet udsendte et hav af forordninger og retningslinjer. Man havde nærmest indtryk af, at det kom fra en lovlig organisation. Få dage efter politiets internering udsendtes:
Vigtig med sabotageaktioner
Fra midten af september 1944 udsendtes regelmæssige beskeder om frihedskæmpernes angreb på krigsvigtige mål landet over. Det skulle give befolkningen en følelse af, hvor vigtig sabotageaktionerne var, og at Danmark også have en undergrundshær. Gennem udenrigsministeriet fik man kendskab til hvilke fabrikker. Der leverede væsentlige produkter til Hitlers
krigsindustri.
Man holdt øje med 40.000
Frihedsrådet stod også for organiseringen af nedkastning af våben. Man stod ikke direkte for likvidationer. Men man udarbejdede grundprincipper for forfølgelse af landssvigerne. Man nedsatte et Arrestationsudvalg. Man gik i gang med at undersøge op til 40.000 personers forhold. Til hjælp for det havde man små lokalafdelinger rundt om i landet.
Med i regering
Rådet stillede krav om, at personer, som havde haft sæde i Scavenius ministerium, måtte ikke indtræde i Samlingsregeringen. Man tilbød modstandsbevægelsen Udenrigsministerposten,
Justitsministeriet og Ministeriet for særlig anliggender. Yderligere fik Rådet to mindre fagposter, Trafik – og kirkeministeriet. Fra starten havde Gestapo kendskab til Rådets sammenhæng.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16.12. 2021
Juli 26, 2011
En tredjedel af befolkningen døde i 1711/12. København var fuld af skidt og møg, og man byggede alt for tæt. Der lå råddent kød og ådsler i gaderne. Barber –
lavet fik travlt. Der var ikke noget egentlig sygehus. Vordrufgaard og Ladegården blev brugt som lazaret. Militæret ville ikke frivillig forlade Ladegården. 66 skibe lå på Reden. Flådens Folk døde som fluer. Og på Kastellet drak man ”pest – vand”. Nyboder – folket smed bare ligene vilkårlig, og blandt fangerne var det mandefald.
Guds straf
Allerede i året 1351, da København hørte under Roskilde – bispen, led byen under en meget voldsom pest – epidemi. Ja man kaldte den for Den sorte død. Ja byen var faktisk ramt af pest ca. 30 gange. Op til to tredjedel af byens befolkning gik bort under epidemierne. Pesten blev anset for Guds straf. Den kom, fordi mennesket havde begået synd. Andre mente, at det var
jødernes skyld, at vi fik pest.
Brugsvejledning
På universitet havde man tidlig udarbejdet retningslinjer for, hvordan man skulle helbrede pesten. Man havde opgivet navnene på medicinen. Der indførtes en ordning med, at de fattige frit kunne hente medicinen på apoteket, mens dem, der kunne betale, selvfølgelig skulle betale for det.
Forholdsregler fra 1613
Man var udmærket klar over smittefaren. Således udsendte Christian den Fjerde i 1613 en bestemmelse, hvori man blandt andet kunne læse, at
Meteorer og Nordlys
Mange mærkelige ting skete der dengang. I Frankrig så man meteorer. Der var masser af Nordlys i Norden. I 1701 var Vesuv i udbrud. I 1708 var der jordrystelser i Italien og Frankrig. Sådan noget gav varsler om noget ondt. Dette var Guds straf.
I 1709 var vinteren meget streng. Venedig var omgivet af is. Sygdomme opstod. Således var der udbrud af kopper i 1703. I 1708 havde man Forrådnelsesfeber. Om efteråret i 1709 havde man en meget farlig influenza. Den angreb børn og unge mennesker. Men det skulle blive meget værre.
Pest på vej
I Konstantinopel var pesten brudt ud i 1704. I 1708 var den nået Ungarns og Polens grænser. Kort tid efter viste den sig i Preussen. Man havde i Danzig gjort alle mulige forholdsregler, men intet hjalp. Den følgende vinter udryddede den 23.000 mennesker. Pesten bredte sig til Pommern . I september 1710 raser den i Stettin og Stralsund.
Mange flygtede fra krige, og på den måde kom pesten i 1710 til Karlskrona. Her døde 16.000. Den bredte sig til Stockholm, hvor 40.000 skulle være blevet offer for den. Fra 1709 til 1711 huserede den i Spanien. Og i 1720 udbredte den sig i det sydlige Frankrig.
I krig mod svenskerne
Herhjemme var Danmark atter i gang med en krig mod Sverige. Den 28. oktober 1709 blev der erklæret krig. 16.000 soldater blev landsat den 12. november ved fiskelejet Raa i Skåne. Der var vel nok kun 5.000 indfødte danskere imellem.
Svenskerne blev pålagt en ordentlig brandskat og den ene by efter den anden blev besat, Helsingborg, Landskrona og Karlskrona.
Forrådnelsesfeber
Masser af sårede reddede sig i land i Helsingør under beskyttelse af den danske flåde. Hunger, kulde, magtløshed bredte sig efter de tabte slag. En Forrådnelses-feber bredte sig i Helsingør. Har havde man ikke de nødvendige faciliteter til at tage sig af alle de syge og sårede på en hensigtsmæssig måde. De der kunne transporteres, blev fragtet til København.
De blev anbragt i Krigshospitalet, i lejede huse både i og uden for byen.
Sygdom ramte flåden
Den danske flåde, der tidligt på året 1710 stak til søs, blev heller ikke forskånet for den sygdom, som i starten bredte sig hos land – soldaterne. En del af den danske flåde var sendt til Den Finske Bugt for at hjælpe russerne. De havde medtaget proviant til tre måneder.
Men sygdommen ramte over 1.500 matroser. I løbet af juli og august døde mange af dem. I løbet af 1710 døde i alt mere end 6.000 medlemmer. Men det skulle blive meget værre.
Fysikus og politimester
I 1683 havde København fået sin første politimester. Han skulle også sørge for sundheden i byen. I 1701 var der også oprettet en politiret. Og i 1708 fik man en ind-stands, der hed Politie
– og Commerce Collegium. De fik meget travlt under pesten. Og det fik politimester justitsråd Johan Bertram Ernst også.
Siden Christian den Fjerdes tid havde København fået sin egen Fysikus (Physicus). Han skulle understøtte politimesteren og øvrigheden samt føre tilsyn med hospitalerne, herunder stiftelserne. Fysikus skulle også visitere apotekerne. Under pesten i 1711 hed Fysikus, Johan Eichel. Han var tillige medlem af Magistraten.
København fuld af skidt og møg
København stank og var fuld af skidt og møg. Rendestenen var som en stinkende kloak. Havne og kanaler var fulde af skarn og døde dyr. Christian den Fjerde havde udsendt flere forordninger, hvis formål var at gøre København mere rent. Og kigger vi efter i de ældre Lavs – forordninger ser vi også, at det var blandt andet var vognmændenes pligt, at holde gader og veje rene.
Ujævnheder i brobelægningen
Brolægningen lod også meget tilbage at ønske. Således klagede Christian den Femte over at han ikke kunne komme frem i gader på grund af ujævnheder i brolægningen. Ja Frederik den Anden befalede det allerede.
Flere torve var således uden brolægning. Og ubebyggede grunde indeholdt en utrolig mængde urenlighed, ja lad os bare kalde dem for lossepladser. Ådsler, døde dyr og meget andet blev bare henkastet. Der var mangel på organiseret natrenovation og adskillige påbud og forordninger blev ikke overholdt.
Råddent kød og indvolde på gaderne
I 1577 havde Frederik den Anden forbudt slagterne at slagte inde i byen. I januar 1685 var der kommet en forordning om uorden og urenligheder i gaderne. Her stod, at man ikke måtte kaste råddent kød og indvolde på gaderne.
Bygget alt for tæt
Men alt dette hjalp ikke. København forblev usund. Bygninger og huse var bygget alt for tæt. I mange gader og stræder kunne to vogne ikke passere hinanden. Sol og luft kunne
ikke trænge ned i stræderne.
I 1683 befalede Christian den Femte at alle skure og udhuse skulle nedtages, hvis de stod i vejen. Meget tidlig var øvrigheden klar over, at den tætte bebyggelse var befordrende for ildebrande og epidemier.
Der stank i kirkerne
At man i 1701 overlod stadens renholdelse til en anden privat entreprenør hjalp ikke synderligt meget. Morten Willemsen og hans arvinger kunne ikke gøre det bedre. En anden uskik man heller ikke uden videre kom til livs, var at begrave lig i stadens kirker. I kirkerne i København og på Christianshavn var der en ulidelig stank. De rige så det som status, at blive begravet
inde i kirkerne.
Barbererne
Barbererne, som kom til at spille en vigtig rolle under pesten, havde allerede tidligt dannet et lav. De havde nu 21 mestre, og sammen med svende og drenge udgjorde de et ikke ringe antal.
Gennem tiden havde de opnået en del goder og rettigheder, men også en masse pligter. Disse pligter betød, at de skulle ud på kamppladsen og ud på flåden, når der var sygdom. De skulle, når der var pest rådgive de syge og overtage behandlingen. Men ofte var kundskaberne meget små. Disse var så til gengæld større hos kirurgerne. Disse havde god erfaringer fra militæret eller flåden.
Kvaksalvere
København var også godt dækket af kvaksalvere, som bildte syge folk ind, at de kunne helbrede dem. Mange holdt hånden over dem og de fik sågar sikret sig privilegier.
Apoteker
I 1672 havde København fire privilegerede apoteker, nemlig Hof – apoteket, Løve – apoteket, Svane – apoteket og Salomons Apotek. Dette antal blev ikke forøget før Vajsenhus – apoteket på Nytorv blev anlagt i 1734.
Det var ikke, fordi at der var nogen, der forsøgte. Således søgte enkedronningens hof – apoteker om bevilling til Skt. Anna – apoteket i 1711, da pesten var på sit tilbagetog. Men de andre apoteker var imod, så det det blev ikke til noget.
Ingen sygehuse
Byen havde mange stiftelser til syge, gamle og fattige. Men et egentlig lazaret eller sygehus havde byen ikke. Frederiks Hospital blev først stiftet i 1737. Almindeligt Hospital måtte først fra 1769 modtage syge.
Krigshospitaler
Til gengæld havde militæret to sygehuse. Det var Kvæsthuset til flådens patienter og det såkaldte Krigshospital på Ladegården. Kvæsthuset var blevet oprettet i 1658 og først anlagt på Bremerholm for bådsfolk. Ti år senere blev det flyttet til fattighusene på Christianshavn. Til sidst endte det i nærheden af Nyboder (læs artiklen Guldhuset).
Under krige var disse hospital dog overbelagt, så man måtte leje andre huse for at klare presset. Kun en lille del af Københavns syge kunne under normale omstændigheder optages på de forskellige stiftelser.
Pesthus fra 1522
Allerede i 1522 var der anlagt et Pesthus af Claus Denne uden for Vesterport. Også Skt. Jørgens Hospital mellem Nørreport og Vesterport fungerede en overgang som pesthospital.
Skt. Jørgens Hospital
Skt. Jørgens Hospital var oprindelig bestemt til at modtage og afsondre fra andre menneskers Selskab dem, der led af Spedalskhed. Denne sygdom var i middelalderen meget udbredt. Sygdommen aftog i begyndelsen af det 16. århundrede.
Vartov Hospital
I 1659 blev Vartov Hospital ødelagt af svenskerne. Hospitalet startede nord for København. I 1665 blev det anlagt på ny, længere væk fra staden i nærheden af Kalvebod Strand. Men under pesten i 1711 havde København ikke et eneste sted, hvor man kunne anbringe de pestsyge.
Strandvagter måtte skyde
Flere forbud mod handel med de steder, der var ramt af pesten fremkom. Langs strandende ansatte man strandvægtere, der skulle forhindre skibsbesætninger i at snige sig til lands. Der
var faktisk livsstraf til dem, der ikke efterkom forordningerne. Fra prædikestolene blev alle forordninger oplæst hver søndag.
Ingen post
Ethvert brev fra udlandet skulle tages med tang eller et andet passende instrument. Det skulle så gennem-stryges med svovl, malurt eller lignende., før de blev bragt til Toldboden.
Forsendelser fra Polen, Preussen og Pommern eller fra posthusene i Lübeck og Hamborg måtte slet ikke sendes til København.
Karantæne
Skibe der kom til Danmark måtte gennem en 40 – dages karantæne. På Saltholm blev der oprettet en karantænestation. Men der var ikke alle skippere, der rettede sig efter anordninger og forordninger. Og dem, der skulle passe på, at reglerne skulle overholdes blev bestukket.
I sommeren 1710 bredte pesten sig mere og mere i Nordtyskland. Der blev indført flere handelsrestriktioner, og der opstod varemangel mange steder.
Mistænkelige dødsfald
I de sidste dage af september opstod der et mistænkeligt dødsfald. En silkevæver, der kommet fra Stockholm blev syg i sit logi hos en færgemand i Strandgade. Hun døde efter fire dages sygdom. Fjorten dage efter blev i samme hus, en dreng på 14 år, hus-moderen og en pige syg. De to dage døde med de samme symptomer som silkevæveren. En undersøgelse viste dog, at det ikke var tale om pest. Alle byens borgere blev bedt om, at anmelde, hvis nogen skulle blive syge. Kort tid efter indtraf der en del sygdom hos færgefolk og lodser. Ifølge en indberetning fra den 18. november var seks personer døde kort efter hinanden.
Barbererne Tindorf og Meyer blev sat til at undersøge tilfældene. De tilskrev dog dødsfaldene sult. Man havde efter naboernes udtalelse konstateret at nu afdøde havde levet af rå kålstokke og vand. For en sikkerheds skyld blev der dog sat vagt foran huset og de dødes efterladenskaber blev afbrændt.
En delegation til Helsingør
Som følge af foruroligende efterretninger rejste en delegation fra København til Helsingør den 3. december for at undersøge tilstanden der. Og i Helsingør havde Medicus von Wesphalen og en kirurg ved navn Drewis fået tilbudt den fyrstelige månedlige gage på 8 rigsdalere. for at få bekæmpet den mystiske sygdom i Helsingør.
Her havde man dog endnu ikke fastslået sygdommen som pest, men konstaterede, at det var tale om ondartet epidemisk feber.
Delegationen rejste lettet tilbage til København. Man mente ikke det var pest. Men i februar 1711 rejste vice-branddirektøren i København, Gregers Romer til Helsingør, for lige at tjekke om, det ikke alligevel var tale om pest. Der blev nemlig berettet om stigende dødsfald i byen.
Helsingør blev afspærret
Amtmanden i Kronborg Amt, Gehejmeråd Otto Rabe fik befaling på, at indrette Kronborg Ladegaard til at modtage syge soldater og andre syge i Helsingør. Bedst som man troede, at sygdommen var på tilbagetog, kom den tilbage med fornyet kraft. Det viste sig, at mange skjulte deres sygdom.
Medicus Westphalen begav sig også rundt i de små byer omkring Helsingør. Har var der også opstået en smitsom sygdom. Den 25. maj besluttede man at spærre Helsingør ikke kun fra søsiden men også fra landsiden.
Sundhedsbevis
Der blev nu langt om længe indført den regel, at ingen uden sundhedsbevis måtte forlade amtet. Det betød, at der ikke måtte have været sygdom i huset inden for de sidste 6 uger. I de huse, hvor man konstaterede sygdom, blev der sat et hvidt kors. Man måtte ved begravelse ikke læge klæder over kisterne.
Sygdommen bredte sig. Man sagde, at det var fordi, at borger brugte de sengeklæder som soldaterne havde brugt, da de var syge. Nu fik den øverste læge også
løntilskud fra København. Her var man begyndt at blive bange.
Svin blev slagtet
Fire proviantmestre blev ansat. De skulle foretage indkøb og fordele fødevarer blandt de fattige. Man forsøgte at fjerne svinestier inde i byen og alle svin skulle skydes. Man mente, at svin var med til at sprede smitten.
Mange forholdsregler
Ligbærere blev ansat og en ny pestkirkegård blev anlagt. De der døde, blev begravet inden solens opgang eller efter dens nedgang. Vinduer og døre skulle holdes lukket. Dr. Heinichius
skulle lave en liste over de syge. Han mente ikke, at epidemien var pest, men blot en hidsig feber. Det blev pålagt barbererne at forsyne de syge med den nødvendige medicin og uddele forebyggende medicin til de andre i husstanden.
Borgmester i unode
Den 12. juni faldt borgmesteren i Helsingør, Walter Gaben i kongens unåde. Kongen mente, at han aldeles ingen hjælp eller assistance ydede, og at han forhalede ting, der kunne forbedre sygdomstilstanden i Helsingør.
Indbyggere opdelt i fire klasser
Indbyggerne blev inddelt i fire klasser:
I tredje klasse var der 181 personer og i 4. klasse var der hele 743 personer. De sidste fik ugentlig 6 pund Brød og en pot gryn ugentlig. Man mente, at det var gavnligt, at flytte de fattige ud i hytter på marken og give dem strå. Men der var ikke rigtig penge til at foretage dette.
Uenighed
I det hele taget var der stor uenighed om, hvordan man skulle håndtere situationen i Helsingør. Bedre blev det heller ikke af, at den øverste læge, Heinichius ikke fik udbetalt sin løn. Til sidst nægtede han at besøge de syge.
Sygdommen aftager i Helsingør
I september begyndte sygdommen endelig at aftage. Det blev beordret at husene og byen skulle gøres ren og renses. Endvidere blev det den 28. oktober bestemt, at al sengetøj, der har været anvendt under sygdommen skulle brændes. Men det protesterede man imod, for så havde beboerne ikke noget at sove i. Man indskrænkede sig så til, at rense sengetøjet på bedste måde.
Den 26. december ophævedes vagten omkring Helsingør. Den 12. januar blev Heinichius opsagt. Alle mistænkte blev overført til karantæne – anstalten på Saltholm. Biskop Chr. Worm blev kommanderet til at ordinere en præst til dem for at betjene dem i deres saligheds sag.
Hvordan kom sygdommen til København?
Det er uenighed blandt historikere om, hvordan pesten kom til København. Nogle mener, at den kom fra Sverige og Skåne og via Helsingør til København. Andre mener, at det var en bådsmand, som blev ført fra et skib ude i Øresund ind til København.
Kongen forlod København
Kong Frederik den Fjerde forlod hovedstaden den 11. eller 12. juni for at begive sig til Jægersborg. Men han blev der dog kun nogle dage, hvorefter han tog ophold på Frederiksberg Slot. Men situationen udviklede sig katastrofalt i København, så kongen tog den 18. juli til Kolding. Enkedronningen og den regerende dronning tog ligeledes afsted den 28. juli.
Historiske kilder melder dog om, at det kongelige selskab var ret tæt på pesten, således skulle en kokkedreng være ramt af pesten, og blevet begravet på Fyn. De rige og formuende flygtede fra hovedstaden. Og der var mange fattige, der klamrede sig til vognene for at flygte fra elendigheden.
Bataljonerne på Fælleden
Flåden var gået i søen. Alle hvervede regimenter gik til Holsten. De to sjællandske regimenter forblev dog i hovedstaden. Den største del af garnisonen rykket
i august måned ud på Fællederne. Der blev de indkvarteret i telte og barakker. De gravede kuler til ligene og nogle tjente en ekstra skilling som ligbærere. Det bevirkede så at pesten også fandt vej herud.
Dødsstraf
Udråbere gik rundt på gaderne og efter trommeslag bekendtgjorde de, at der var dødsstraf til dem, der ikke fulgte anordningerne fra Sundheds – kommissionen. Lig, der lå på gaden skulle fjernes hurtigst muligt, og begraves uden nogen form for højtidelighed.
Lægerne var uenige
Når pesten fik så katastrofale følger i København var det fordi, at lægerne var alt for længe om at fastslå, at det virkelig var tale om pest. Man havde åbenbart overhørt advarslerne fra Helsingør.
Stakkels barbere
I juli blev oldermanden og samtlige mestre i barber – lavet bedt om at møde hos Stadsphysicus Eichel. Efterkom de ikke ordren, blev der udskrevet en straf på 4 rigsdaler. Samtidig
blev Østerport lukket.
Vodrufgaard som pesthus
Man besluttede ligeledes, at Vodrufgaard skulle indrettes som pesthus. Stedet var ikke uheldigt valgt. Gården lå ud til Sortedamssøen. Den lå adskilt fra byen og havde vand omkring sig på to sider, idet den lå lige ved Ladegårdsåen.
Man måtte på den sumpagtige grund indrette sig med barakker og telte. Man havde ikke regnet med at sygdommen ville vare så længe ved.
Lederen fortrød
Omsorgen for de syge skulle varetages af barberer. Til overmester antog man Johan Michael Kyhl fra Brandenburg. Han modtog den fyrstelige gage på 30 rdl. om
måneden og 5 rigsdaler Og 2 mk. I kostpenge. Som undermester blev Daniel Ulrich antaget.
Da det gik op for Kyhl, hvor farlig jobbet var, tabte han modet og værgede sig. Men Sundheds – Kommissionen truede med arrestation.
Der blev også antaget skrivere, spisemestre, vågekoner, vaskekoner, gravere osv. Det var dog ikke uden problemer, at få disse jobs besat.
Uhumske forhold
Barber – svendene skulle efter lodtrækning have vagten. Lazarettet blev udstyret med det mest nødvendige. Sengene blev forsynet med strå. Dog brugte man almindelig sengetøj. Underbarberen nægtede at udføre sit arbejde såfremt han ikke fik beskyttelsesmiddel. Forholdene var dog uhumske. Sengeklæderne blev ikke vasket. Og da tilstrømningen var på sit højeste måtte patienterne sove under åben himmel.
Man forlangte at personalet brugte såkaldte overkjoler. Men snart havde man ikke flere. Så måtte man bruge pap overtrukket med lærred.
En tugtmester blev ansat
Frygten for smitte blandt personalet førte til at det var som så med plejen. Mange flygtede fra deres post. Personalet stjal også fra patienterne og begik utugt. De syge fik mod betaling lov til at gå ind i staden. Uvedkommende fik ligeledes lov til at besøge lazarettet.
Man blev derfor nødt til at ansætte en tugtmester, der kunne straffe de ansatte mod overtrædelser af forordningerne. Den 17. august bestemte Sundheds – kommissionen at lazarettet skulle omgives af spanske ryttere. Desuden blev alle ind – og udgange bevogtet af bevæbnede vagter.
Overpris for kister
Efterhånden som dødsfaldene tiltog, kørte man ligene bort i sygevogne. De kunne rumme 12 – 24 lig ad gangen. På markerne omkring Vodrofgaard blev ligene begravet under 3 alen. At man skulle begraves uden kiste vakte vild forargelse.
De formuende fik så mulighed for at købe en kiste. Også det var der nogen, der udnyttede. De forlangte så pludselig det firedobbelte for en kiste.
En stor risiko
De ansatte døde som fluer. Det skete også for de to ledere på Vodrufgaard. Og det blev uhyggelig svært at finde afløsere. De ansatte havde fået restriktioner på, hvordan de skulle omgås raske mennesker. Mindst en gang om dagen skulle de tage sig af de syge. Barbererne fik månedlig 4 rigsdalere. Men risikoen var særdeles stor .
Ladegården som pesthus
Den 3. august bestemtes at også Ladegården skulle bruges som Pesthus. Problemet var bare, at den blev anvendt som krigshospital. Der lå 140 soldater på hospitalet. Disse skulle flyttes til Falkonérgården. Og her fik falkoner Georg Oliver befaling til med sine falke at begive sig til Jægersborg.
Det blev pålagt politimester Ernst og oberst Andreas Francke at sørge for, at Ladegården blev rømmet. Men militæret satte sig på bagbenene. De ville ikke uden videre acceptere, at skulle rømme Ladegården.
Sove under åben himmel
Men den 2. september kunne man så tage Ladegården i brug. Men ak, der var slet ikke plads til alle de syge. Man kunne heller ikke få flere telte. Så mange af de syge måtte ligge under åben himmel.
12 kommissærer
I 12 områder i København udnævnte man kommissærer, der skulle sørge for sundheden og indrapportere sygdom. De skulle give både åndelig og legemlig hjælp. Der skulle også drages mere omsorg for de dødes begravelse.
66 skibe på Reden
På Københavns Red lå 66 større eller mindre skibe med en besætning på ca. 18.000 mand. Her var ansat 129 kirurger og barberer, 40 overkirurger og 52 under-kirurger.
Spar på plaster
Forbruget af plaster og linned var så stort, at Sundheds – kommissionen opfordrede til sparsommelighed. Apotekerne blev opfordret til at have gode og friske varer, som skulle kunne sælges til en pris alle havde råd til.
Også den åndelig frelse blev der sørget for. I stadens forskellige sogne blev der ansat hjælpepræster, som skulle holde sig afsondrede på angivne værelser. De skulle opsøge de syge og følge de døde til graven.
Rige skulle betale
Man opfordrede nu til at de nogenlunde bemidlede blev hjemme i deres egen lejlighed, når de blev syge. Dem, der kunne betale for helbredelse skulle gøre det. Ligesom de forskellige
lav skulle betale for deres brødres helbredelse.
Der blev pålagt stadens indbyggere at undgå store forsamlinger som bryllupper, og lavsforsamlinger. Vin – og krohuse, spisekvarterer og badstuer var blevet lukket. Og kun en gang om ugen måtte der afholdes bøn i kirken. Al skolegang var indstillet.
Nye forordninger
Rendestenene skulle daglig skylles, ådsler skulle fjernes og møddinger skulle mindst en gang om ugen fjernes. Ingen måtte udkaste sengeklæder, halm og lignende De vogne, der blev brugt til at bortskaffe lig, måtte ikke bruges til andre formål. Ligene skulle begraves senest 24 timer efter at døden var indtrådt. Og så skulle man bruge kalk.
Efterhånden var det svært at skaffe lokale barbere. Man måtte importere dem fra Bremen, Glückstadt og Hamborg. Præster og lokale barbere var efterhånden flygtet fra byen. 200 soldater blev sat til at grave gruber, hvori man hældte ligene. I seks dage gravede de.
Studenter som ligbærere
Der var problemer med Ligbærer – lavet. De ville ikke mere arbejde under de betingelser, de havde. På biskop Worms foranledning tog man så i stedet kontakt med studenterne. De stillede selvfølgelig nogle krav. De ville have to værelser, en vågekone, en månedlig gage på 12 rigsdalere. og sorte Danziger – lærreds kjortler. De ville have varer og strømper på Kommissionens
bekostning. De ville endvidere have fri vask og lys. De ville have beskyttelse mod sygdommen. Når de blev syge ville de have et værdigt sted, hvor de kunne blive helbredt. Såfremt de døde, ville de have en værdig begravelse på en af kirkegårdene. De nægtede at kaste jord på kisterne.
Endelig forlangte de i fremtiden at måtte begrave fornemme lig. Det kunne sikkert indbringe dem en god indtægt. Sundheds – Kommissionen syntes at kravene var barske, men de havde
intet valg. En masse lig lå og ventede til at komme i jorden. Den 28. juli blev der lavet en kontrakt med studenterne.
Truede med at nedlægge arbejdet
Men studenterne mente ikke, at Sundheds – Kommissionen overholdt betingelserne. Studenterne fandt, at de logier, der blev dem påbudt var alt for dårlige. Der var ingen senge, ingen sengeklæder, møbler, opvartning. De truede med at nedlægge arbejdet inden de kom i gang.
Mandefald blandt fangerne
Nu blev det så fangerne på Bremerholm, der kom til at kaste grave til uden for voldene. Det var en yderst farlig beskæftigelse. Efter få dage var kun to ud af 17 fangere i live. Det viste sig, at mange lig bare lå henkastet på kirkegårdene, og en forfærdelig stank bredte sig. Graverne på de forskellige kirkegårde døde også i hobetal.
Det lugtede på Kastellet
Sundheds – Kommissionen forlangte, at der ikke måtte være åbne og halvåbne grave på kirkegårdene. Det samme gjaldt for den nye kirkegård uden for Østerport. Men her klagede de ansatte på Kastellet over en forfærdelig lugt. Her var der anlagt en pest – kirkegård lige ved siden af Soldaternes og Matrosernes kirkegård.
I gruberne blev der kastet hen ved fire lig oven over hinanden. Men man glemte at lægge nok jord over. Dødeligheden var nået til sit højeste. Der var ikke tid og mulighed for at ligge de døde i kister. De forrådnede lig kunne lugtes i lang afstand. I en forordning fra 15. maj 1711 hedder det:
Nyboder – folket smed bare liget
Der var også ballade over på den anden side på Holmens Kirkegård. Kongen havde den 22. august givet ordre til at al ligbrænding skulle afskaffes, og at ligene måtte udføres på vogne. Holmens folk var dog et stridbart folkefærd. De ville ikke finde sig i, at det skulle forbydes at fly deres Døde ordentlig til Jorden. Baadsfolkene fra Nyborder slæbte deres lig hen, hvor der var åbne grave. Var det ingen lod de bare liget ligge. Ellers bestak de fangerne fra Bremerholm, så de kunne begrave ligene.
Der blev udkommanderet ryttervagter, som skulle passe på, at Nyboder – folket kastede deres lig i fællesgravene.
Ingen store begravelser
For de formuende var det et stort tab, da man forbød den traditionelle begravelse med stort følge og forskellige klæder over kisten m.m.
København var lovløs
Under hele pest – perioden udbrød der lovløshed i København. Plyndringer og mord var hyppige. 36 ryttere måtte hjælpe politiet med at opretholde ro og orden. Vidner fra den tid berettede om at der på gaderne lå ca. 1.200 syge. Den mad som de fattige fik på lazaretterne var halvkogt og undertiden halv råddent. Mange måtte hjælpe sig selv. Barbererne var nærmest lige glade med plejen.
Sengetøj skulle ikke brændes
I november 1711 begyndte sygdommen at vende. Der kom ikke nye tilfælde. Den 12. november blev studenterne sagt op. Og også de barberer fra Hamborg blev sagt. Det vil sige de 8 af dem døde under opholdet. Igen stod man over for valget, hvad skulle brændes. Fattigdommen var uendelig stor. Man besluttede, at i stedet for at sengetøjet blev brændt, ja så skulle det vaskes.
Gamle pjalter og gammelt halm skulle afbrændes.
København stadig ikke renere
Men København var aldeles ikke blevet renere. Således udgik der i en forordning af 23. april 1712 omfattende urenligheden i staden. Den gik ud på at skarn skulle fjernes fra gaderne. Den 2. april 1712 kunne Østerport atter åbnes for almindelig trafik. Man modtog efterhånden igen varer – men med yderste forsigtighed.
Dem der så troede at de kunne komme i land, måtte tro om igen. Man havde simpelthen glemt matroserne ude i flåden. Man havde ingen indkvarteringssteder til dem.
Man drak ”pest – vand”
Flådens folk døde som fluer. Men man mente at de døde soldaters uniformer var for gode til at de bare skulle tilintetgøres. Man trak dem derfor af de døde kroppe og vaskede dem. Denne vask foregik på Grønlands – pladsen tæt ved Nyboder. Man brugte vand fra Kastels-graven.
Denne grav blev i forvejen brugt som W.C. For garnisonen. Man lod også vandet fra de pestsmittede soldater føre tilbage til graven. Ja og gravvandet blev benyttet af garnisonen som drikkevand!
Masser af sengetøj
Den 14. december 1712 blev det meddelt at Ladegården var blevet renset og vasket. Ja man kunne meddele, at der fore-fandtes 525 sengesteder, 370 stråsække, 715 dækkener,
og 7.119 lagner. Den ene halvdel af Ladegården kunne nu tage nogle af de syge matroser ude fra flåden.
Fra Kastellet blev der meldt om 800 dyner og 80 puder som blev bragt til Smedehuset. De bataljoner, som camperede uden for staden skulle nu indkvarteres i det gamle pesthus uden for Vesterport.
En tredjedel døde
En tredjedel af Københavns befolkning eller 25.000 mennesker måtte bukke under.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 11. 2021
Juli 26, 2011
Soldater fra Søgård og Haderslev kæmpede en ulige kamp mod overmagten. Vi kigger på, hvad der foregik ved Lundtoftebjerg, Bjergskov, Aabenraa, Bredevad, Ravsted og Haderslev. Mange måtte lave livet. I Bredevad var det hjemmetyskere, der bevogtede de danske soldater.
Døde efter kapitulation
I Sønderjylland var der kun stationeret 1.600 mand, men kun 650 af disse havde gennemgået mere end seks måneders uddannelse. Mange døde faktisk efter at Danmark havde kapituleret. Den danske regering kapitulerede allerede kl. 6 efter at tyskerne havde truet med at bombe København.
Tyskerne havde kappet telegraf – og telefonforbindelsen, så det varede længe inden man i Sønderjylland fik besked om overgivelsen.
Ris og roser
Mange officerer roste de danske soldaters indsats. Men den tyske general, der var ansvarlig for besættelsen, Leonhard von Kaupisch havde ikke mange rosende ord til overs for det danske militær. Han mente, at danskernes menneske-materiale var godt. Men styrkerne var talmæssigt ubetydelige og man manglede fuldstændig en beslutsom ledelse:
Alarm
Ordren den 8. april lød på at pakke alle sager sammen, så man kunne forlade lejren så hurtig som mulig. Der blev udleveret 40 stk. skarpe patroner, konserves samt tørkost for to dage.
Kl. 14 var alt klar. Kanoner og rekylgeværernes magasiner var opladet. Motorcyklerne og bilerne var klar til afmarch. Det undrede nogle af soldaterne i Søgaard, at man ikke måtte foretage brosprængninger.
Kl. 17 havde chefen for Grænsegendarmeriet Oberst Paludan – Møller fået ordre til at trække gendarmerne nord på, bag de danske militære linjer.
Kl. 22.30 fik man lov til at lægge sig på sengen, men ikke at tage tøjet af.
Det var sådan, at en deling ad gangen skulle overtage vagten og patruljeringen.
Efterretninger
i Søgaard – lejren havde man allerede i begyndelsen af april hørt efterretninger om natlige lastninger af krigsmateriel på havnen i Kiel. Men det var først den 8. april man hørte om en 60 kilometer lang militær motorvognskolonne fra Rendsborg til Flensborg. Man måtte ikke foretage bortsprængninger af broer eller ligge pigtråd ud.
De første
døde
Krigshandlingerne startede allerede ved 4 – tiden, da de tre grænsegendarmer blev skudt i Padborg. Kort tid efter blev hele grænseområdet oplyst af lyskugler fra tyske signalpistoler.
Lundtoftebjerg
Kl. 4.10 blev Afværgekompagniet samt de øvrige kompagnier i Søgaard alarmeret. Dette gjaldt også for 1. deling, der bestod af 15 mand.
Kl. 4.20 forlod den sidste motorcykel lejren. Delingens alarm – stilling lå mellem Søgaard og den danske grænse.
Kl. 4.30 nåede man stillingen ved gården Lundtoftebjerg. Kanonerne blev sat i stilling, samt delingens rekyl – gevær. En vejspærring forsøgtes etableret, men man blev afbrudt i dette arbejde. Klokken 4.50 sås en tysk motorkolonne 700 meter fra delingens stilling.
Ild mod tyskerne
Et varselsskud blev skudt mod den tyske kolonne. Herfra åbnede man ild mad maskingevær. Senere blev der skudt med maskinkanoner.
Danskerne ramte den forreste panservogn. Denne kunne ikke køre videre, og der kom ikke flere skud fra den. Den anden panservogn blev skudt i brand. Tre af tyskernes motorcykler blev
ligeledes ramt af granater. To tyske maskingeværskytter blev ramt på vejen, da de ville sætte deres geværer i stilling.
Et 20 mm projektil gik ind i en sidevogn. Maskingeværet faldt af og den tyske soldat faldt forover i sidevognen. Menig Hansen ved den ene kanon blev ramt af et tysk geværprojektil i venstre arm. Han kravlede tilbage til kasernen.
Tilbagetrækning
En kraftig ild var i gang fra tyskernes side. De tyske granater satte også ild i hønsehuset ved gården Lundtoftebjerg. De tyske tropper udlagde røgslør og gik frem vest for vejen.
En del af de den danske deling blev kommanderet til den sydlige del af Aabenraa. Resten af delingen skulle holde standen i yderligere fem minutter. Men pludselig holdt der to store tanks øst for hovedvejen og flere store tanks vest for vejen. På selve hovedvejen stod fodfolk på begge sider. Dette betød omgående tilbagetrækning. Dette skete under hård beskydning.
Delingen holdt stillingen i 15 minutter. Et cyklist – kompagni skulle være kommet delingen til hjælp, men de kom aldrig. Rekylgevær – gruppen glemte under tilbagetrækningen noget materiel, men vendte trods beskydning tilbage efter det.
Bjergskov
Gruppen trak sig sammen med de sårede tilbage. Ved Bjergskov blev man flere gange beskudt fra luften. Man søgte dækning i grøfterne. De sårede blev i Bjergskov anbragt i en privat vogn og kørt til Aabenraa Sygehus. Ved Bjergskov lå i forvejen 4. bataljon i stilling. Her var også lavet en vejspærring. En lastbil var væltet og en del tipvogne var hentet fra den nærliggende
skærvefabrik.
Ved viadukten
Cyklist kompagniet var standset ved viadukten over jernbanen Lundtoft – Kliplev. Første gruppe gik i stilling på Viadukten. To grupper gik i stilling til venstre for vejen. Mellemrummet var ca. 100 meter. De to grupper blev beordret tilbage til nogle bakker 800 meter bagude.
Første gruppe bliver liggende. Den bliver dog kraftig beskudt og trækker sig ned langs dæmningen og besvarer ilden derfra. Delingen var nu fuldstændig isoleret. Cyklerne stod langs vejen fremme ved Viadukten. En person blev ramt af et skud i brystet og blev fundet af civile personer.
Af Cyklist – Kompagniets folk blev en korporal og fire menige taget til fange, men senere løsladt, da fjendtlighederne blev indstillet.
Aabenraas sydlige del
Ved ankomsten til Aabenraa blev begge kanoner sat i stilling i vejstjernen i byens syd-kant. Cirka 15 minutter senere blev ilden åbnet mod de tyske styrker. Ilden blev kraftig besvaret.Under turen til Aabenraa var man flere gange blevet beskudt af tre fly.
En mælkedreng skudt
En mælkedreng, der sammen med en del civile stod i nærheden af den ene kanon blev ramt af et tysk projektil, og styrtede til jorden. Han blev desværre dræbt. I forvejen var civilbefolkningen blevet advaret. Det var umuligt at skyde igennem de tyske tanks, så det var ingen anden udvej end at gå tilbage til Haderslev. Det var tydeligt, at delingen manglede støtte fra artilleriet. Men en tempo – og en panservogn fik man dog ødelagt ved Aabenraa.
Nu står det flere steder og det er også gengivet i filmen om 9. april at vedkommende syd for Aabenraa var mælkedreng. men det var han nu ikke. Vi har skrevet to artikler om episoden (Sorgen ramte Aabenraa 1-2).
Til vejle
I Haderslev havde delingen passeret 3. bataljons vejspærringer. I den nordlige udkant af byen blev begge kanoner anbragt. Kort efter sås tyske tanks på vejen ud for Kasserne – pladsen. Men mellem de tyske tanks og delingen befandt der sig en del civile biler og mange civile. Derfor lød ordren på tilbagetrækning i retning mod Vejle. I Haderslev var der lavet en vejspærring af blokvogne. Kolding blev passeret og klokken 9.30 ankom delingen til Vejle. Nu lød ordren, at man skulle holde inde og forholde sig rolig. Delingen blev i Vejle et par dage, inden man fik lov til at køre tilbage til Søgård.
Cykelkompagni til Bredevad
Et cykelkompagni blev sendt til Bredevad. Foruden var der 4. kompagni og et motorcyklist – kompagni, samt en halvdeling En del af cyklist – kompagniet skulle blive på kroen som reserve. Man holdt til i haven, men det blev opdaget fra luften, hvorfra der blev skudt.
På vej til Bredevad var Kompagniet flere gange tvunget til at søge flyverskjul. Ved Bredevad går 2. kanongruppe og 1. trefodsgruppe i stilling. Ved Korskro blev det 1. kanongruppe og 2. trefodsgruppe.
Tre panservogne beskadiget
Ved halvsyvtiden nærmede to fjendtlige panservogne sig vejgaflen vest for Bredevad. Fjenden gør holdt, og tyske soldater løber ud på marken. Da fjenden begynder at køre frem, giver danskerne et varselsskud. Ilden besvares. Den første panservogn kører ud til højre, antagelig ramt. Nu kører tre panservogne frem. Den første kampvogn kører forbi og rammer et træ ud for kroen. Den næste panservogn rammes og ender i grøften. En mand springer af og løber tilbage.
Panservogn tre beskydes af kanongruppen. Gruppens mandskab bliver såret og dermed gjort ukampdygtig.
Skytten dræbt
Trefodsgruppen beskyder fjenden, som tidligere omtalt er gået i stilling og har åbnet ilden. Skytten bliver dræbt og den såkaldte 1. forsyner bliver såret. To maskingeværer havde sendt en kugle gennem hovedet på skytten, og givet hjælperen et skud i brystet og maven. Denne døde to timer efter. Han lå senere på divanen inde i krostuen. En anden havde fået et skud gennem gasmaskebeholderen. Skydningen ophører nu på begge sider.
Delingen afvæbnet
Da kaptajnen klokken syv får øje på en fjendtlig kolonne, der kommer fra syd, og panservogne der kommer fra nord, gives ordre til, at der ikke må skydes. Delingen bliver nu afvæbnet, og de sårede bliver bragt ind på kroen, hvor de underøges af en civil læge.
Fortrop ikke i kamp
Men allerede to kilometer længere fremme mod Tønder i en lille skov, lå en forpost. Bagved begyndte en voldsom skydning. Her vidste man intet om kampen ved Bredevad. Denne gruppe kom ikke i kamp. Efter to timer, tog et hvidt lommetørklæde på et gevær og tog mod Bredevad. Her kunne man se tre panservogne ligge i grøften, mere eller mindre ødelagte.
Den lille styrke blev ført hen til kroen, hvor geværerne blev smidt i en bunke og ammunition i en anden bunke.
Farlig situation i Ravsted
Ved Ravsted gik der også en gruppe i stilling ved byens udkant. Befolkningen havde dog ikke forståelsen for, hvor alvorlig situationen var. Pludselig fik man ordre på at køre mod Bredevad.
Men da man havde kørte halvvejen fik soldaterne ordre på at vende om. Ved Korsvejen nord for Ravsted mødte gruppen en tysk personvogn med officerer.
Motorcyklen blev kørt op i vejsiden for at gøre klar til skud. Men i det samme blev man fra ryggen angrebet af tre panservogne. I den situation undlod man fra dansk side at skyde. De tre panserkøretøjer havde frit skud mod en transportvogn med 15 danske soldater.
Fra tysk side skød man ikke, men fortsatte. Den danske deling ville nu køre videre mod Hellevad. Derfor søgte man ind på en bivej.
Ingen cigaretter fra de lokale
De danske soldater blev ført bag en indhegning og behandlet som krigsfangere. Mod betaling kunne der købes kaffe og cigaretter. De lokale beboere ville ikke give de danske krigsfangere nogen cigaretter, men et par tyske soldater smed at par pakker cigaretter ind over hegnet. Først klokken 17 fik de lov til at vandre mod Søgaard. Gruppen havde mistet to mand og en var
blevet hårdt såret.
Frokost og kaffe i Ravsted
Soldaterne fra Ravsted blev inviteret ind på to gårde og budt på frokost. Om eftermiddagen blev man budt på kaffe på kroen. Under opholdet havde de danske soldater to fangere med. Disse førte kaptajn Batholdy videre til de tyske militærmyndigheder.
Tyskerne havde regnet med flere soldater
Tyskerne havde regnet med, at der var stationeret ca. 5.000 mand i Søgaard , 800 i Sønderborg og 1.500 i Tønder. I Søgård var der kun de cirka 100, som der egentlig befandt sig der.
Ved Bredevad havde man regnet med en styrke på 500 mand. Der var vel ca. 50 i det hele.
Alarm i Haderslev
Allerede den 8. april vidste man på Haderslev kaserne, at der syd for grænsen var optræk til noget alvorligt. Kl. 4.20 den 9. april stillede man an i kasernegården. Det var et rekylgevær – kompagni, et skyts – kompagni og et kanon – kompagni.
Rekyl – gevær – kompagniet nåede først Sønderbro lige før træfningens slutning. 30 mand måtte afgives til poster på selve kasernen. Egentlig skulle man have været til Søndre Hostrup,
hvor 4. bataljon selv måtte klare ærterne.
Sønderbro
Tre rekyl – geværer blev sat i stilling ved og om Sønderbro. Et trefods – gevær blev sendt et par hundrede meter ud ad vejen. Til krydset ved Aarøsundvej blev der sendt en korporal og tre mand. De skulle med røde lyskugler tilkendegive fjendens ankomst.
Hertug hans Bro
Maskingeværs – folk mødte også op. Det tog sig af vejspærringer. To trefods – grupper blev placeret ved Hertug Hans Bro. Grupperne blev sat i stilling i en gammel bindingsværksbygning – en kornsilo, således, at man kunne skyde langs Hertug Hans Bro. Den anden gruppe kunne skyde på langs af den lidt mere vestlig liggende Tipvognsbro. Fra et nærliggende tømmerlager blev der midt på Hertug Hans Bro bygget en besværlig vejspærring. To maskinkanoner blev sat i stilling ved vejspærringen.
Syd for broen blev der ligeledes etableret en vejspærring. Der var ikke alle civile, der var tilfredse med disse spærringer. De havde ikke indset, at der var krig. Efterhånden var der til forsvar for Hertug Hans Bro yderligere opstillet et maskingevær til rygsikring. Desuden var der i en have opstillet to mortergrupper og et maskingevær. Det var cirka 150 meter nordøst for broen.
Tredje Bataljon fik ordre til at rykke til indsnævringen mellem Haderslev Fjord og Dam. Man lavede en stilling i en møllebygning.
Civilist ramt
En civilperson prøvede at krydse vejen. Det lykkedes ikke. Begge ben blev gennemskudt. Han blev dog bjerget i dækning. En salve fra en panservogn landede lige over hovederne på mandskabet. En legetøjsforretning lige overfor blev ramt af 6 – 7 projektiler.
Kampvogn kørte over kanon
En kampvogn kørte både over skytte og kanon. De to faldne fik en hård medfart af tankvognen. I et kvarter kæmpede styrkerne i Haderslev, og ikke alle kæmpende havde fået at vide, at man skulle indstille kampene.
Hold inde
Fra restauranten overfor blev der kaldt på obersten. Der blev meddelt, at man havde ringet fra Krigsministeriet at modstanden skulle ophøre. Der blev kommanderet Hold inde. Men fra tysk side fortsatte beskydningen. Et håndklæde blev hængt på en bajonet fra et vindue i Møllen og skydningen ophørte nu også fra tysk side.
Fra maskinhuset så man en mand ligge udenfor. En korporal gik ud til ham, og kunne konstatere, at han var død. I det samme blev korporalen såret i armen.
Danske soldater – sydfra
Klokken 7.30 passerede 3 lastvogne fra Sønder Hostrup. Det var værkstedvogne m.m. fra 4. bataljon. Lidt senere kom 3 omnibiler fulde af soldater fra 4. bataljon. De havde kæmpet ved Sønder Hostrup og så meget alvorlige ud.
Skydning indstilles
Ved Hertug Hans Bro hørtes der skydning 7.35 – 7.40, der efter en lille pause, og så atter et længere skyderi. Derefter var der et længere ophold. Derefter kom der en for soldaterne en mærkelig ordre, at skydningen skulle indstilles.
Fjenden dukkede aldrig op ved Hertug Hans Bro. Pludselig dukkede en politibil op. Der blev råbt, at der ikke måtte skyder og at der var almindelig mobilisering.
De tyske kampvogne kørte op gennem Nørregade, hvor de blev beskudt af danske soldater. To kampvogne blev påført skader og motorcyklist blev dræbt. Klokken var da 8.15. det var over to timer efter, at danskerne havde kapituleret.
Over hustage og plankeværk
Den post, der skulle melde tilbage, at fjenden var på vej, nåede først tilbage efter, at fjendtlighederne var ophørt. De måtte passere over hustage, over plankeværker og gennem haver. En mand var taget til fange.
Flugt over Haderslev dam
En trefodsgruppe blev afskåret. For at undgå fangenskab søgte de mod vest langs den sydlige del af Haderslev Dam. De mødte en fisker, der i to omgange satte dem over til Bispegården. To mænd nåede dog ikke med over. De gravede deres udrustning ned, og meldte sig sent på dagen på kasernen.
Fire menige, der fulgte Regimentets Train mod nord, flygtede, da fjenden erobrede Trainet i Christiansfeld. De fik civilt tøj på og meldte sig senere på kasernen. En menig, der stod på sin post ved kasernens udgang ved KFUM fik et skud tværs igennem sin hjelm og flere skud gennem tornysteret. Han slap dog uskadt.
Korporal under beskydning
En korporal stod bag en pille ved den sydlige indgang til kasernen og beskød en kampvogn med panserpatron (karabin). Kampvognen standsede og en anden kørte op på siden af den. Begge beskød kasernen. Korporalen beskød begge vogne. En tysk motorcyklist forsøgte at køre frem mod korporalen som derpå skød og ramte ham.
Da begge kampvogne rettede ilden fra fire maskingeværer mod korporalen anså han tidspunktet inde for at trække sig.
Ubevæbnede i fare
Tyskerne troede, at kasernen var indrettet til forsvar. Man havde indstillet kampvognene, så de kunne beskyde den. Der var kun sekunder fra, at man havde beskudt ubevæbnede ordonnanser, kuske, chauffører m.m.
Fire soldater måtte lade livet
Kompagniet havde besat Luftspejderposten på kasernen. En af de menige blev ramt af et projektil fra en fjendtlig kampvogn og døde i løbet af få minutter. Fire danske soldater måtte betale deres indsats med døden og et større antal blev såret ved kampene ved Haderslev.
Flag på halv
Da de faldne fra den sydlige del, blev ført gennem byen om eftermiddagen, var byen pludselig en skov af Dannebrog på halv stang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 11. 2021
Juli 26, 2011
Over 4.000 anholdelser efter Besættelsen. Travlest var det i Tønder. De internerede i Fårhuslejren skulle selv betale for deres ophold. Modstandsbevægelsen stillede meget hårde krav, bl.a. udvisning. I starten blev der givet 4 års fængsel for at melde sig til Waffen SS. Domsafsigelserne og retsopgøret var præget af kaos og forvirring. Modstandsbevægelsen ville arrestere amtmand. De mente, at han var for moderat over for Mindretallet.
Op af lænestolen
Er det én ting, der har fået folk op af lænestolen, ja så er det vores skriverier om det dansk/tyske forhold i grænselandet, om besættelsestiden og om Frøslevlejren og Fårhuslejren. Den gamle redaktør er blevet overstrømmet af mails, med læsernes kommentarer. Den gamle redaktør er både blevet beskyldt for den ene og det andet. Også den nylig opståede grænsedebat,
har fået folk til at reagere. Ja også vores bidrag om historien om “Genforeningen” har fået folk til at reagere.
De snagede for meget
Nu er det ikke denne sides hensigt, at beskrive historien ud fra en bestemt holdning. Vi forsøger at viderebringe fakta. Og den gamle redaktørs forældre tilhørte også det tyske mindretal
på en mere passiv måde, indtil de brød med dem. De mente, at mindretallet snagede for meget i deres personlige forhold.
Fik alle en retfærdig straf?
Min far fortalte, at retsopgøret ikke var retfærdig. Mange blev indsat i Fårhuslejren, bare fordi de var medlem af Det Tyske Mindretal. Mange, der tjente penge på tyskerne, blev overhovedet ikke straffet, sagde min far. Han nævnte adskillige personer fra Tønder og Omegn, der slap. Modsat nævnte han også mange, der uskyldig sad mange år i Fårhuslejren
Et par læsere af denne side, påstår at alle, der var indsat i lejren fik deres retfærdige straf.
Hvad skete, der egentlig?
Men disse ting har vi videregivet i artiklen om Det Tyske Mindretal. Men hvad skete der i grunden efter besættelsen? Hvordan var det lige med retsopgøret efter krigen?
Berufsverbot?
Man kan så spørge sig selv om den litteratur, der er til rådighed beskriver den fulde sandhed. Således er det ikke meget at hente, når man vil finde eksempler på Berufsverbot for dem, der havde været interneret i Fårhuslejren.
Fejl- information på Frihedsmuseet
For mange år siden besøgte min kone og mig Frihedsmuseet
Stor var min forbavselse, da en ung mand viste nogle engelske turister rundt på museet og sagde:
Handling havde konsekvenser
Mange inden for det tyske mindretal opførte sig som om, at den danske lovgivning ikke gjaldt dem. De tiltvang sig derved nogle specielle rettigheder. Det tyske mindretal var under nazistisk
ledelse. Deres handling måtte have konsekvenser. Man kunne fra dansk side ikke tolerere, at nogen havde handlet i strid mod den danske stat, og skabt sig fordele i både økonomisk og anden henseende.
Organisationen overtaget af nazister
I stigende grad havde det nordslesvigske parti NSDAP – N siden slutningen af 1930erne overtaget mindretallets organisations-apparat. Dette havde skærpet modsætningen mellem de dansk og tysksindede i grænselandet.
Den sønderjyske forening Dansk Samfund med sine 80.000 medlemmer havde deres helt eget syn på opgøret med
Det Tyske Mindretal.
Fotos anvendt mod Mindretallet
I retsopgøret gjorde Politikommandøren i Sønderjylland, Ernst Brix brug af talrige fotos. Det var for at bevidne, at Mindretallets aktioner ikke var så uskyldige, som de ville gøre det til.
Tysk officer: De skulle skamme Dem
En af de første, der ydede tyskerne bistand, var en mand, der den 9. april 1940 om morgenen havde stillet sig op i det såkaldte Tønderkryds i Aabenraa for at vise de fremrykkende tyske tropper vej. Uheldigvis for manden, havde en fotograf foreviget begivenheden. En officer var standset og spurgt om
hans nationalitet. Ich bin Däne, havde han svaret. Hvortil officeren på dansk havde repliceret: Så skulle de skamme Dem.
En person fra Haderslev blev straffet, fordi han havde passet på tyskernes våben. Og en leder af fire hjemmetyskere, der havde bevogtet nogle tilfangetagende danske soldater, blev også straffet.
Mange korps
Ønsket om en grænseflytning blev især i besættelsestidens første år rejst af Mindretallet. Man følte at fredsslutningen i Versailles var et diktat og helt uretfærdig. Mange af mindretallets unge havde deltaget som frivillige på tysk side. Det vil sige, at man i de tyske skoler i Sønderjylland mere end opfordrede de unge til melde sig.
Flere af både de unge og de ældre blev optaget i de særlige hjemmetyske korps, der virkede i Sønderjylland. Det var de tidsfrivillige – Zeitfreiwillige og i sabotageværnet – Selbstchutz.
Økonomisk fordel
I økonomisk henseende havde mange fra Mindretallet opnået gunstige betingelser som leverandører til Værnemagten. Man havde også modtaget tilskud til skolebygninger.
Hvervekampagne
Fra krigens start blev der i Mindretallet hvervet medlemmer til krigstjeneste. Ledelsen af Det Tyske Mindretal var gået aktivt ind i hvervekampagnen.
Zeitfreiwilligen
Oprettelsen af det såkaldte Zeitfreivilligendienst i 1943 er omgivet af tvivl og mystik. Måske har oprettelsen noget at gøre med, at de unge tog til fronten, og derved svækkedes Mindretallet.
Om initiativet kom fra Mindretallet eller Værnemagten hersker der også tvivl. Måske var det for at svække de unges tilgang til krigstjeneste. Ja sådan var Jens Møllers holdning. Die Zeitfreiwilligen gjorde frivillig deltids – militærtjeneste i Nordslesvig.
Tjenesten betød deltagelse i militærøvelse en gang om ugen. Medlemmerne bar uniform og blev uddannet i våbenbrug af lokale tyske kommandanter. Formålet var, at korpset i tilfælde
af en invasion skulle fungere som en slags vagtmandskab til at bevogte forskellige objekter. Den danske befolkning så på dette korps med meget strenge øjne. Og det viste sig at mange ældre medlemmer af Mindretallet meldte sig til dette korps. Man nåede op på et medlemstal på 1.700.
Mindretallet påstod at korpset var oprettet med den danske regerings tilladelse.
Et dårligt ry
Med til at give et meget dårlig indtryk af dette korps var, at Værnemagten i undtagelsestilstanden i dagene efter 29. august 1943 indkaldte Zeitfreiwillingen til at deltage i aktioner mod danske. Dertil skal siges at Mindretallet faktisk protesterede mod denne beslutning. Man hævdede, at dette ikke havde været forudsætningen for korpsets oprettelse. Men dette fik de danske sønderjyder aldrig at vide. Det negative indtryk havde sat sig fast.
Selbstschutz
Selbstschutz var blevet oprettet i februar 1944. Man skulle beskytte virksomheder, der arbejde de for den tyske værnemagt, mod sabotage. Fra dansk side blev der protesteret mod dette. Til et brev til Best hed det sig, at man måtte tage afstand fra:
Schleswigsche kammeratenschaft
Medlemmerne blev rekrutteret især fra SK – Schleswigsche Kameradschaft. Det var en organisation, der indenfor NDSAP-N modsvarede de danske nazisters SA. De patruljerede 3 – 5 mand ad gangen, var bevæbnet og iført SK – uniform. Medlemmerne skulle også være Zeitfreiwillige. De gjorde tjeneste et par timer om ugen.
Patruljerne kunne foretage anholdelser af mistænkelige personer. Men nogle gange gik de over stregen. Det skete for eksempel da skolen i Kruså blev truet med sprængning. Man tvang da danske gidsler til at overnatte på skolen.
Zeitfreiwillige – korpset blev opløst i besættelsens sidste måneder. Selbstschutzkorpset blev bevaret men trådte dog ikke i funktion efter den 5. maj 1945. Ved kapitulationen havde det 500 medlemmer.
Modstandsbevægelsen – Region 3
Modstandsbevægelsen i Region 3 havde været med til at skærpe konflikten mellem de dansk – og tysk sindede.
Modsætningsforhold i Sønderjylland
I de mere moderate kredse i Danske Samfund havde man begyndt at overveje, hvilke krav man skulle stille for at imødegå rabiate udrensningskrav over for Mindretallet. Der måtte ske en nyordning, der indebar ændring af skolepolitikken og Mindretallets forhold i øvrigt. Desuden skulle krigsgevinster inddrages.
I sin åbningstale i Rigsdagen den 9. maj 1945 sagde statsminister Vilhelm Buhl blandt andet:
I Sønderjylland var der opstået to modsætningsforhold mellem to holdninger. På den ene side fandt man dem – som regel dem fra den ældre generation – der havde støttet den officielle danske forhandlingspolitik, på den anden side især yngre sønderjyder og tilrejsende ”nordfra”, der sluttede op om modstandsbevægelsen og gik ind for brud med regeringspolitikken . Blandt de førstnævnte fandt man også tilhængere af en lempelig kurs over for Mindretallet.
Modstandsfolk ville arrestere amtmand
To fremtrædende sønderjyske embedsmænd, amtmand Kresten Refslund Thomsen og greve Otto Didrik Schack stod som repræsentant for forhandlingspolitikken. Men efter den 5. maj 1945 stod disse to embedsmænd isoleret. Modstandsbevægelsen nægtede, at lade amtmanden være med til at modtage englænderne ved grænsen den 7. maj 1945. Da han alligevel viste sig ved grænsen blev han afvist af modstandsbevægelsen. Ja man talte sågar om at arrestere amtmanden. Modstandsbevægelsen havde efter befrielsen stor indflydelse.
Barske krav fra Modstandsbevægelsen
I vinteren 1944/45 oprettede man modstandsbevægelsens sønderjyske råd. Den bestod af en repræsentant for hver af de fire modstandsorganisationer. Lige efter befrielsen udsendte rådet følgende:
Vi kræver:
Kravet til dette udkast og så det, de mere moderate gik ind for var betydelig. De ældre, havde selv oplevet at være et mindretal, men tog afstand fra disse krav. De havde en forståelse for Mindretallets svære kår. Man mente, at det var afgørende, at finde en løsning, der ville lette overgangen til en fremtid, hvor danske og tyske måtte leve side om side.
Modstykket var kravet om, at alle, der havde båret tysk uniform, skulle udvises.
Modstandsbevægelsen havde overtaget
Modstandsbevægelsen havde klart overtaget i den første tid efter besættelsen. Der var omfattende arrestationer overalt i Sønderjylland. En politiadvokat og to studenter var udsendt fra København som observatører. De kunne berette, at der kun i enkelte tilfælde havde været lidt råben. Man kunne endvidere berette, at man havde fulgt de af Frihedsrådets arrestationsudvalg fastsatte retningslinjer.
Man kunne endvidere berette, at man havde arresteret de ledende medlemmer af DNSAP samt de tyske nazistiske organisationer, Heimwehr, Selbstschutz, SK, Frikorps Danmark, SS
m.v. Fra de moderates side havde man ønsket færre anholdelser, men det skete ikke. Gennem Tønders gader kørte lastbiler med bevæbnede vagter. Hver gang disse biler gjorde holdt spyttede de dansksindede på de anholdte.
Politikommandør mistede styringen
Politikommandør Brix, der var kommet ud af Frøslevlejren den 4. eller 5. maj havde ikke haft mulighed for at følge arbejdet de senere måneder. Men han havde straks forsøgt at overtage ledelsen. Han gav instrukser til de forskellige lokalledelser. Hans retningslinjer for anholdelse var overordentlig forsigtige. Egentlig ville han kun have anholdt de ledende inden for Mindretallet og DNSAP, samt alle der havde svoret ed til Hitler.
Selvfølgelig skulle Gestapos håndlangere også arresteres. Han gav ordre til, at marinevægtere og O.T. – folk ikke skulle anholdes. Men bortset fra Aabenraa, ja så havde man ikke fulgt ordren.
Direkte under Montgomery?
Det såkaldte feltgendarmeri eller feltpoliti kom med Den danske Brigade fra Sverige. De havde 8.000 navne, som de kaldte for den røde liste. Med den i hånden foretog de deres egen anholdelser. Især i Tønder overreagerede de. De fortalte, at de havde en særlig opgave og sorterede direkte under Montgomery.
Dyrlæge Møller’ s anholdelse
En af de første, der blev arresteret var Det Tyske Mindretals leder, dyrlæge Jens Møller. En politibetjent og to frihedskæmpere, deriblandt selve kompagnichefen nærmede sig forsigtig hans villa. Man var lidt i tvivl om, der her gemte sig tyske officerer. Da man ringede på, blev døren åbnet af fru Møller.
Politibetjenten spurgte om dyrlægen var hjemme, og om man kunne komme til at tale med ham. Fru Møller var synlig nervøs og begyndte at græde. I samme øjeblik åbnede dyrlægen døren
fra stuen til korridoren og spurgte, hvad man ønskede. Politibetjenten bad ham, om at følge med på politistationen, og på dyrlægens spørgsmål om hvorfor han skulle arresteres, blev det svaret, at det var en beskyttelsesforanstaltning. Og det er ganske givet rigtig. Man var bange for, at han ville blive likvideret.
Dyrlægen bad om lov til at tage sin frakke på, hvilket blev tilladt. Derimod afslog man hans bøn, om at tage tæpper og andre ting med. Hans hustru fik dog tilladelse til at bringe disse ting på politigården. Dyrlægen blev ført ned til bilen og kørt til politigården. En tusindtallig menneskeskare havde taget opstilling langs gaderne og foran politigården.
Anholdelse i Bovrup
Til Bovrup var der sendt en lastbil med bevæbnede frihedskæmpere. Her var det ikke alene læge Frits Clausen og lærer Wilh. Jürgensen (Asmus von der Heide), der skulle arresteres. Men her skulle nazisternes kontor ransages og lukkes.
I Frits Clausens villa blev man modtaget af fruen, der straks kaldte på Frits. Da han fik at vide, at han var anholdt, sagde han, at de sidste dages begivenheder havde ladet ham forvente dette. Han fulgte godvilligt med. I den tyske skole var der anbragt flygtninge, som skreg op, da de så de bevæbnede frihedskæmpere. Men også her fulgte Wilh. Jürgensen godvilligt med.
Internerede skulle selv betale
Efter at Brix havde anordnet, at Frøslevlejren havde fået navneforandring til Fårhuslejren opstod begrebet Fårhusmentalitet. Den opstod hos Mindretallet, der ikke mente, at der var skredet retfærdigt ind over dem. Og ikke nok med det. Efter opholdet i Fårhuslejren skulle hver enkelt udrede udgifterne. Opholdet skulle betales efter en fast takst pr. dag. Masser af de penge måtte man tvangsinddrive. Der var dyb forbitrelse over den behandling hos Mindretallet.
Masser af anholdte
Antallet af anholdelser i Sønderjylland havde allerede i de første dage efter besættelsen et betydeligt omfang. Hen på efteråret sad endnu 3.000 fængslet. Hovedparten var folk fra Mindretallet.
Man diskuterede om det i straffeudmålingen skulle tages hensyn til, at mange befandt sig i en loyalitetskonflikt mellem dansk og tysk.
Modstandsbevægelsen accepterede ikke lempelser
Et forslag til straffelovstillæg af 25. maj 1945, der blev forlagt Rigsdagen handlede § 10 om deltagelse i tysk krigstjeneste:
Men sådan en særregel blev ikke godt modtaget. Den sønderjyske modstandsbevægelse mente ikke, at Mindretallet på nogen måde skulle begunstiges. I en betænkning af 28. maj kom
man frem til en meget uklar melding:
Ville udvise Mindretallet
Et udvalg undersøgte også Modstandsbevægelsens krav om udvisning af alle, der var medlem af Det Tyske Mindretal. I drøftelserne om fratagelse af statsborgerret, spillede en tysk førerbefaling – Führerentlass af 19. maj 1943 en afgørende rolle.
Ifølge denne befaling erhvervede udlændinge af tysk afstamning, der kæmpede i Værnemagten, Waffen SS m.v. tysk statsborgerret. Det var denne forordning, der fik
Modstandsbevægelsen til at kræve udvisning.
Men det som modstandsbevægelsen glemte at fortælle, var at Mindretallets ledelse havde modsat sig denne førerbefaling, der ville have berøvet Mindretallet en række af dens unge medlemmer. Med få undtagelser lykkedes det for Mindretallet at ordren ikke blev gennemført for deres medlemmer. Da dette kom frem, opgav Modstandsbevægelsen kravet om udvisning.
Militærorganisation eller til grin?
En central skikkelse i retsopgøret var statsadvokat, Dines Kirk fra Sønderborg. De første tiltaler blev rejst mod medlemmer af Zeitfreiwilligen. Statsadvokaten fandt en straf på 1 ½ års fængsel passende. Men sagen trak i langdrag. Der var forskellige holdninger også i denne sag.
Justitsministeriet havde sendt folk til Sønderjylland for at lodde stemningen:
Politikommandør Ernst Brix var også af den opfattelse, at Zeitfreiwilligen var en militærorganisation. Dansk Samling mente imidlertidig, at
Udvalg mente – hårde straffe
Denne udtalelse vakte dog opsigt. Et udvalg var blevet nedsat, og de kom til den konklusion, at deltagelse i dette korps burde bedømmes strengere end fronttjeneste. Det var meningen, at de sønderjyske anklagere skulle gøre opmærksom på de særlige straffenedsættelser i straffelovstillægget. Men resultatet blev noget forvirrende. For pludselig blev deltagelse i kampe ved fronten takseret væsentlig hårdere end deltagelse i Zeitfreiwillige og Selbstschutz.
Justitsministeriet fik pludselig travlt. Men der var gået et helt år uden at man kunne finde et fast holdepunkt i afgørelserne.
Undtagelser blev sjældent respekteret
Den 29. juni 1946 kom der en ændring, der betød, at man kunne lade straffen gå helt ned til fængsel i 30 dage. Men det var dog kun, hvis
Fire år for at være i Waffen SS
Omtrent samtidig afsagde Højesteret to retningsgivende domme. Den ene dom fra 2. juli 1946 omhandlede en sønderjyde, der i juli 1942 havde meldt sig til krigstjeneste i Waffen SS, og gjort tjeneste i Polen, Rusland og Tyskland og Frankrig indtil 1945.
Københavns Byret idømte manden 4 års fængsel, mens Landsretten takserede det til 2 års fængsel. Højesteret halverede straffen.
Samme dag afsagde Højesteret dom i en sag vedrørende en mand, der havde gjort tjeneste som reservebrandmand under det tyske luftvåben. Han var født i Tønder og blev dansk ved Genforeningen. Han følte sig dog tilknyttet Tyskland. Ved Underretten blev dette takseret til et års fængsel. Landsretten stadfæstede dommen, mens Højesteret nedsatte straffen til otte måneder.
De moderate sønderjyder mente, at straffen over for Mindretallet var alt for hård. Og en delegation, der rejste til København for at fremføre deres sag, blev afvist.
Prøvesager
Endelig i 1947 kunne Højesteret tage stilling til straffeudmåling for de Zeitfreiwilligen. Det var en ung mand på 18 år, der ved Retten i Tønder, var blevet dømt fængsel i 11 måneder. Landsretten hævede denne straf til 1 år og seks måneder. Højesteret stadfæstede denne dom.
Men der var eksempler på væsentlig hårdere straffe. Således blev en person fra Haderslev dømt fængsel i 3 år og seks måneder for at have været med i Selbstschutz.
Over 4.000 anklager
I alt 2.958 medlemmer af Det Tyske Mindretal blev dømt. Men inden det hele var slut havde statsadvokaten i Sønderborg været igennem 4.058 anklageskrifter. Særlig i Tønder
havde dommer Stegmann travlt. Han måtte ansætte ekstra personale for at komme igennem travlheden med at få medlemmer af Mindretallet dømt.
Anklager forlangte dødsstraf
Anklagerne forlangte dødsstraf i forbindelse med spionage for værnemagten. Også fængsel på livstid blev krævet. Det springer dog i øjnene, hvad straffen egentlig kom til at lyde på. Flere fik 18 år. Dette blev senere sat ned og i 1951 blev de fleste benådet.
Statsadvokat Kirk, der var anklager i disse sager, har senere udtalt:
Denne statsadvokat var også involveret i sagen mod Asmus Jensen, som blev behandlet i min bog fra 2017 (Uwe Brodersen: Grænsen er overskreddet). Vi er dog indtil nu blevet nægtet arkiv-adgang).
Proces mod tyske ledere
Processen mod lederne af Det Tyske Mindretal var en af retsopgørets store sager. En særlig afdeling under politiet blev oprettet i Aabenraa. Og det var politimester Brix, der repræsenterede anklagemyndigheden. Ja i virkeligheden var det 17 enkeltprocesser, der var samlet under ét. De mest graverende anklager var rettet mod Mindretallets leder, Jens Møller.
Hertil kom 13 andre medlemmer af det såkaldte politiske råd. Endvidere var det anklager mod Mindretallets talerør, Nordschleswigsche Zeitung og dets direktør. (vi har skrevet en artikel om nogle af rets-dagene dengang. Kemien mellem Brix og Jens Møller var temmelig dårlig).
Anklagerne gjaldt ansvaret for hvervningen af Mindretallets hvervning af medlemmer til krigstjeneste i Waffen SS og værnemagten. Dertil kom ansvaret for oprettelsen af de forskellige korps. Meget alvorlig så man på oprettelsen af et efterretningskorps og spionagevirksomhed. Over for Jens Møller og Peter Larsen kom anklagen for at have søgt at fremkalde grænseflytning med tysk indgriben. Dette kunne indebære dødsstraf, men anklageren begrænsede sig til livsvarig straf.
Jens Møller og Peter Larsen blev begge idømt 15 års fængsel. Landsretten nedsatte dog straffen til 12 års fængsel. De øvrige ledere blev idømt mellem 5 år og 12 års fængsel.
Benådet og løsladt
Allerede i 1950 blev Mindretallets fører, Jens Møller, benådet og løsladt. På det tidspunkt var også øvrige mindretalsledere løsladt. De menige medlemmer af korpsene havde for længst afsonet deres straf.
Retsopgøret var kaotisk og skandaløst
Man kan godt forstå, at teologen Hal Koch kaldte retsopgøret for kaotisk og skandaløst. Stemninger og følelser havde fået lov til at dominere. Modstandsbevægelsen kom til at dominere og ingen politiker turde at fortælle, hvad der havde været landets officielle politik inden 29. august 1943.
Ingen revision
Mange mente, at der ikke måtte lægges de domfældte hindringer i vejen til erhverv. Man mente også, at der burde ske en revision af domsfældelserne med udgangspunktet i FN –
erklæringens forbud mod love med tilbagevirkende kraft. Det offentlige burde genansætte de ved tjenestemands – domstolen afskedigede tjenestemænd.
En sådan revision fandt aldrig sted. I andre artikler har vi beskrevet, hvad det betød for Mindretallet i Sønderjylland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.11.2021
Juli 26, 2011
En konge kunne også lugte
Den østlige del af Sortedamssøen var i 1606 stærk tilgroet. Christian den Fjerde mente at søerne skulle være naturlige voldgrave foran byens befæstning. I 1726 havde Vognmændene fået tilladelse til at udføre renovation gennem Østerport. Men de smed så bare renovationen ned i søen eller på en åben plads lige i nærheden. Da man fandt ud af, at kongen en gang imellem kom forbi Østerport, fik vognmændene forbud mod dette. For også en konge kunne lugte den forfærdelige stank, der kom fra søen og området omkring den.
Få uanseelige huse
Fra Sortedamssøen til Trianglen fandtes der i 1858 nogle få uanseelige Huse, hvori nogle Handlende havde deres Boder. Men hvad fandtes her egentlig før?
Vartov
Ja vi skal tilbage til 1296, hvor biskop Johannes Krag oprettede stiftelsen Vartov. Det var et hospital for fattige. Og det blev så meget senere et led i byens befæstning. Vartov blev egentlig anlagt ved Helligåndskirken. Den 30. november 1807 flyttede kongen det hele ud på gården Vartou – den tidligere Rosbæk Mølle. Af forskellige grunde flyttedes hospitalet i 1630 ind i bygningerne uden for Østerport for enden af Sortedamssøen. Bygningerne blev beskrevet som et storslået anlæg omgivet af volde og grave. Opførelsen kostede 27.000 daler. Landevejen gik direkte gennem hospitalet.
Lemmer i kugleregn
Den 12. august 1658 besatte svenskerne Vartov og armerede det med skyts. Men dette blev hurtig bragt til tavshed ved en kraftig ild fra Østervold. Man beskød svenskerne fra Skt. Annæ
Skanse og fra en pram. Det lykkedes aldrig for svenskerne at få ram på denne pram. Den 23. oktober nedbrød svenskerne Vartov Ladegård. Den 5. november besatte de atter stedet.
Alt imens måtte de syge og fattige beskytte sig mod kuglerne. Nogle af lemmerne blev da også dræbt og kvæstet. Først den 13. november blev det bestemt at flytte lemmerne ind til byen. Resterne af bygningerne og det meste af tømmeret blev brugt til at forstærke Skt. Annæ Skanse. Noget af tømmeret blev også brugt på Kastellet.
Gemt krudt
Svenskerne forlod efterhånden stedet. Men de var så snedige, at de havde anbragt noget krudt på det sted, hvor vagtilden blev tændt. Så da danske styrker endelig kunne tage stedet i brug og tændte ilden, sprang krudtet. 13 danske ryttere blev kvæstet. Nogle år senere blev der på pladsen rejst en vejrmølle. Men lynet slog ned i 1658 og dræbte både mølleren og en pige. Senere blev der her opført to møller.
Ryesgade – to stumper gader
Ryesgade som vi passerer, bestod egentlig af to gadestumper, en mod Østerbro og en mod Nørrebro. Først senere blev de forbundet. Gaden løb på tværs hen over de gamle blegdamme.
Trianglen
Ordet Trianglen findes ikke i ældre skrifter af København. Og pladsen synes at være opstået af sig selv. Der gik mange år inden pladsen blev bebygget. Enkelte småhuse og haver opstod efterhånden.
Kapervogne til 1950
Det var herfra, at københavnerne tog ud til Dyrhaven. Flere af pladsens restauranter stammer fra den tid, hvor kuskene skulle have sig en lille en. Kapervognene stoppede først omkring 1950. Her ligger den mærkelig kiosk, som i folkemunde hedder Bien. I dag bliver den brugt som toilet. Den blev i 1907 opført af arkitekten Peder Vilhelm Jensen – Klindt.
Salpeterværk som forsvar
På stykket mellem Øster Allè og Strandvejen(Østerbrogade) bliver der i 1801 opført et salpeterværk. Dette sted blev blandt andet brugt som et mindre forsvarsværk, da englænderne
kom i 1807. Meningen var, at her skulle være 60 mand og fire kanoner. Man havde dog kun fire dage til planlægningen. Samtidig skulle der på samme tid etableres 20 andre forsvarsværker rundt om i byen. Værkerne blev derfor ikke modstandsdygtige, som man havde regnet med. I 1857 rejstes den første store ejendom på Trianglen. Her etablerede isenkræmmer Lørup sig.
Mange veje fra Trianglen
Fra Trianglen førte der veje i alle retninger. Kalkbrænderivejen (nu Nordre Frihavnsgade) førte mod øst, men svingede senere mod nord, idet den gennem Slagtervænget førte ud til stranden, hvor Kalkbrænderiet var. Her var også et rettersted ved en skanse – Baadsmandsskansen. Den var blevet anlagt i år 1700.
Hjørnehuset
På hjørnet af Kalkbrænderivejen og Strandvejen lå traktørstedet Hjørnehuset. Med lysthuse på et langt stykke ud til begge veje. Strandvejen skildres i slutningen af det 18. århundrede som en meget sandet, forsømt og ufremkommelig vej. Den egentlige kongevej løb i ældre tid langs strandkanten, omtrent der hvor, Strandboulevarden i dag er anlagt. I de ældste tider strakte Øster Fælled sig helt ud til kysten. Strandvejen blev dengang ført over Fælleden. Herfra havde man den skønneste udsigt ud over Sundet.
Blegmændene flytter
Fra Trianglen går Blegdamsvejen. Første gang vi hører om denne, er i 1669. I 1672 blev det befalet at alle huse inden for søerne skulle nedbrydes. Grundene skulle forblive ubebygget.. Blegmændene flyttede herud. I alt 17 blegdamme blev anlagt. Den årlige afgift varierede fra 20 til 30 Slet-daler pr. stk.
Frederik Holmsted anlagde i 1719 en kattunfabrik, som var en fortsættelse af den virksomhed, han allerede havde påbegyndt på Blegdamsvej. Virksomheden blev fire år senere flyttet hen på den nuværende Østerbrogade.
I slutningen af det 18. århundrede må der har ligget en del ejendomme på Blegdamsvej. Således har en del af det sjællandske jægerkorps (18. bataljon) ligget i kvarter her i 1787 og 1788.
Danske soldater lå i vejgraven
Under englændernes angreb i 1807, lå danske tropper i den dybe grav, der adskilte Blegdamsvejen fra Fælleden. Det var, mens englænderne endnu kun havde besat Jagtvejs – området og Vibenshus. Mange af dem, der lå i den dybe grøft havde gang på gang stormet og indtaget den mægtige fæstning Vibenshus. Det var sammen med Borgervæbningen, når man på Fælleden øvede sig i krigens kunst med løs krudt. Anekdoterne fortæller, at en ung soldat havde stillet sig foran sin øverstbefalende med stram honnør, og spurgt om det var tilladt at besvare skydningen.
Den 25. august besatte englænderne Blegdamsvejen.
Først i 1830 blev der anbragt lygter og ansat vægtere på vejen.
Møllevej – over Fælleden
Engang førte endnu en vej ud fra Trianglen. Det var Møllevej, som gik tværs over Fælleden. Den sidste del eksisterer endnu på Nørrebro i form af Møllegade. Skal vi kaste et blik på Fælleden. Gennem tiden er der gjort kraftige indhug på den. Egentlig er der tale om tre fælleder, Blegdams Fælled, Øster Fælled og Nørre Fælled.
Ret til græsning
I 1254 hører vi om, at fælleden strakte sig fra Sortedamssøen til Rosbæk. Det var byen uopdyrkede bymark, hvor byens bedste borgere lod deres kvæg græsse. Omtrent i dens midte lå en ret stor landsby, Serritslev, som pludselig forsvandt. Ret til græsning fik borgerne efter den grusomme belejring i 1523. I 1676 græssede der stadig 139 køer på Øster Fælled.
Landevejen også den som vi før kaldte Møllevejen over Blegdams Fælled må have eksisteret i 1676, da der er tale om, at Stenbroen over Fælleden skal istandsættes.
Militæret troede, at de havde eneret Militæret troede efterhånden, at de have eneret til Fælleden.
Og det vakte særdeles store besværligheder. Pludselig gav General Arenstorf fra Livgarden tilladelse til at borgerskabet gratis måtte lade deres heste græsse gratis på stadens fælleder. Skulle det gå ud over borgerskabets kvæg? De mange mønstringer og øvelser gjorde stor skade på fælleden.
I 1682 lavede man en vurdering:
Heste blev beskudt
Militæret havde gravet store huller, ladet deres affald ligge og udlagt miner. Vejene var farlige at passere for de rejsende, særdeles for kongehuset. De kunne falde ned i minerne og komme til stor skade. Ofte gik kreaturerne helt ind på fæstningsværkerne og ødelagde disse. Da vagten uden videre havde beskudt et par heste, der græssede på forbudte steder.
Ådsler på Fælleden
En anden af tidens ulemper var den, at folk uden videre kastede deres døde kreaturer ud på fællerne, hvor de lå og rådnede i store mængder. I 1715 er der således en udgift til natmandens enke, der havde anvendt folk i 8 dage for at opsamle og opbrænde resterne.
Pas på – russerne
I efteråret 1711 led Fællederne alvorlig skade, efter at russerne havde ligget i lejr herude. De lå langs kysten fra Kalkbrænderiet til Svanemøllen, dels på Øster Fælled mellem Store og Lille Vibenshus og dels på Nørre Fælled. Styrken var på 30.000 mand. I 1719 måtte der udkommanderes 160 soldater i otte dage for at jævne hullerne.
I 1725 blev den daværende garnisons – skarpretter Franz Mühlhausen beordret til at opbrænde alle de på Fælleden liggende ådsler. Disse havde vakt væmmelser hos Kongehuset. Benene skulle føres ned til Bådmands – skansen, hvor kalkbrænderiet senere kom til at ligge.
De første heste – væddeløb
Den 4. juni 1771 blev det første hestevæddeløb afholdt på Nørre Fælled. Det blev gentaget de følgende år og helt op til årene 1842 – 1847.
Igen engang – oprydning
Lossepladsen for heste – og ko-gødning, som vi tidligere har omtalt ved søerne, blev flyttet til en stor sandgrav på Nørre Fælled. Men ak i 1778 anføres at Fælleden er fuld af ådsler. Da der skulle afholdes en stor troppeøvelse beordredes et stort antal uærlige slaver til under Gevaldighedens Tilsyn og efter skarpretter Oswalds anvisning, at få fjernet disse. Det tog hele 10 dage. Efter den store brand, der overgik byen, blev der indrettet en lejr for de brandlidte.
Retterstedet flyttes
De fleste henrettelser foregik i disse år på Øster Fælled. Den 11. februar kommanderede kronprins Frederik, at retterstedet skulle flyttes til den såkaldte svenske skanse på Amager. Efter freden med englænderne varede det ikke længe, før fællederne atter blev brugt som øvelsesplads for soldater og borgervæbningen. I 1853 optrådte koleraen. Under sygdommen blev der opslået en del barakker på Øster Fælled. Det er der, hvor Brumleby nu ligger.
Prisen fordobles
I 1863 betales der følgende for græsning: En ko – 2 Rigsdaler En hest – 3 Rigsdaler
Seks år senere var prisen fordoblet. Der måtte nu græsse op til 835 kreaturer herude.
Slaget på Fælleden
Den 5. maj 1872 forgik det store slag på Fælleden. Politidirektøren havde sat sig det mål at udrydde socialisterne. Han var ligeglad med, at der med grundloven var indført ytringsfrihed. Og i 1876 blev Københavns Boldklub stiftet. Det er verdens ældste fodboldklub uden for England. Deres hjemmebane var det gamle Øster Fælled.
Nu var det Fælledparken
I 1909 var Fællederne en saga. Nu hed det Fælledparken. Det første træ blev plantet. Man havde jævnet den forholdsvis store Rytterbakke, der lå på Blegdams Fælled
omtrent oppe ved Store Vibenshus.
Træer fra Kongens Nytorv
Vi befinder os nu på Øster Allé. Den har fra ældste tid eksisteret som en smal sandet vej, som lidt tilfældig slangede sig over Fælleden. Først i 1750 blev den anlagt næsten som nu. Denne anlæggelse kostede 661 Rigsdaler. De første træer til alléen, blev taget inde fra Kongens Nytorv.
Ligkisten med mere
På venstre side møder vi et imponerende bygning, Østerbro Posthus og Telegrafbygning. Bygningen blev indviet den 3. september 1922. På den højre side opførtes der fire ejendomme, der i folkemunde blev kaldt Villaen, Ligkisten, Palæet, og endelig det dystre Ting – og Arresthus. Her blev der som tidligere nævnt anlagt et salpeterværk, der i 1807 blev omdannet til skanse. Her opførtes senere nogle små villaer ud mod Trianglen. Disse forsvandt til fordel for den mægtige 4 – etagers bygning, der nu dominerer hele Trianglens nordre side fra Østerbrogade til Øster Allé.
Mord og selvmord på Øster Allé
Hvor senere Øster Elektricitetsværk rejste sine kæmpemure i 1901 – 1902, lå en ejendommelig gård med et fornemt præg over sig. Den bestod af tre lave, til dels sammenhængende længer. Denne gård blev opført af den jyske bonde, Steffen Smidt. Han begyndte som arbejder på ¨Sukkerraffinaderiet Unionen”. Her blev han efterhånden mester. Efter at det brændte, opførte han et raffinaderi i byen. Han købte ligeledes ejendommen Grøndal og et andet stort Sukkerraffinaderi i Bredgade.
Men ak og ve. Schmidt begik Falskneri med salg af sukker. Og det blev opdaget. Så Schmidt – tog Livet af sig selv. Hans karl boede senere i en del af gården. Man troede, at han var rig. Derfor blev han myrdet.
Boliger – for mindre bemidlede
Lidt længere henne møder vi de første byggeforeningshuse. De kom til at danne det meste af Olufsvej. De lige numre er opført i 1874. De ulige numre i 1877. Lægeforeningen opførte seks længer med små lejligheder til mindre bemidlede. I 1876 blev grundstenen til Skt. Jacobs Kirke nedlagt. Grunden var en gave fra Krigsministeriet og Københavns Kommune i forening.
Ja egentlig hed Lægeforeningens Boliger:
Navnet Brumleby har været et kælenavn siden slutningen af 1800 – tallet. Det fik først officiel status i 1984. Og ordet Brumle eller Brumme sigter sandsynligvis til lydene fra det græssende
kvæg på det nærliggende Øster Fælled. Byggeriet blev sat i værk som følge af koleraepidemien i 1853. Der var ikke mere plads end i lejekaserne. Men der var plads, lys og luft mellem husene. Man havde åbne fællesarealer og vaskehuse, badeanstalt, brugsforening, forsamlingshus, ismejeri, slagterhus, værksteder og brandstation.
Martin Andersen Nexø tilbragte en del af sin barndom i Brumleby. Hans far var ansat som stenhugger i Kalkbrænderihavnen.
Gardehusarkasernen
Gardehusarkasernen blev opført i årene 1896 – 98 og det næste store indgreb her foregik i 1911, da en stor del af Fælleden blev inddraget til stadion. Mellem Husarkasernen og stadion fandtes en sten med følgende indskrift:
Struensee og Brandt
Det er ikke den eneste sten, der var tilhugget på disse kanter. Et stykke videre på en lille granitsten, anbragt på en lille jordhøj er et frygtelig minde om en sindssyg konge og hans ulykkelige 19 – årige dronning. Det er historien om Struensee og Brandt. De blev fængslet i januar 1772 og blev anbragt i Kastellet. Og den 28. april blev de i hver sin vogn og ledsaget af officerer og et kommando ført ud til Øster Fælled.
En barsk affære
Et skafot var rejst på stedet. Brandt fik først den højre hånd og derefter hovedet afhugget. Alt imens holdt Struensee nedenfor i sin vogn. Han kunne høre de hug, der skilte hans ven af med livet. Bagefter kom turen til ham. For at retfærdigheden kunne ske fyldest, blev deres legemer bagefter parteret og lagt på stejle og hjul. De blev et bytte for himlens fugle.
Byen var næsten affolket. Alle havde bevæget sig herud for at følge den frygtelige eksekution. Ja man sagde, at der var 30.000 tilskuere.
Landsforræderi og majestætsfornærmelse
De blev begge dømt for landsforræderi og majestætsfornærmelse. Struensee havde desuden udfordret kongemagten og fået barn med dronning Caroline Mathilde. Ja og Struensees forræderi var en af grundene til, at man indførte indfødsret. Dengang talte en femte del af befolkningen tysk som førstesprog.
Sociale fremskridt
Struensee havde mødt Christian den Syvende under dennes Europaturné i 1768. Dengang havde han vist tegn på sindssyge. Struensee havde god indflydelse på kongen. Derfor blev han hyret som livlæge. Og livlægen fik mere og mere magt. Det lykkedes ham, at få kongen til at afskedige statsrådet, så han alene kunne underskrive lovene. I de to år ham var ved magten lykkedes det ham at gennemføre et utal af reformer, bl.a. trykkefriheden. Med et hug fik han afskaffet bøndernes hoveri. Han indførte bedre sociale forhold og et mildere straffevæsen.
Livlægen løste op for det stive system i hoffet.
Henrettet for politisk magt
Godsejerne og de adelige vendte sig mod Struensee. De bakkede op om kuppet. Og egentlig blev han dømt for majestætsfornærmelse, fordi han havde været kongen utro med dronningen. Men de involverede partnere havde deres egen dagsorden for at få ham afsat. Reelt blev Struensee henrettet for sin politiske magt.
Kongen blev bidt i fingeren
Brandt var kongens lystminister. Problemet var at de ikke kunne lide hinanden. På et tidspunkt kastede kongen en citron i hovedet på Brandt. Sidstnævnte forlangte en undskyldning. Kongen kunne ikke huske optrinnet. Det endte med en slåskamp, hvor Brandt bed kongen i fingeren. En gruppe kupmagere med kongens stedmor og halvbror i spidsen arresterede de to nyudnævnte grever. En retssag fulgte. De blev begge dømt til døden.
Hoffet glædede sig over synet
De legemlige rester blev senere lagt ud til retterstedet på Vesterbro. Hoffet havde ønsket, at man fra Frederiksborg Slot kunne glæde sig over synet. Det siges at ligene lå her i årevis til skræk og advarsel.
Sten til minde om afholdsforening
Længere ude møder vi endnu en mindesten. Det skal dog indrømmes, at denne sides aldrende redaktør ikke har tjekket om stenene stadig står her. Men her skulle have stået eller
være en sten, hvor der på den ene side stod følgende:
Bagsiden bærer følgende indskrift:
En elektrisk sporvogn i 1904
På Øster Allé så man den 30. december 1904 for første gang den elektriske sporvogn. Et enkelt spor førtes ud til Store Vibenshus. Nørre Allé blev anlagt samtidig med Øster Allé. Jagtvejen
fra Falknérgården til Store Vibenshus er anlagt i 1750. Resten af vejen ud til Lille Vibenshus blev færdig i 1768.
Måtte ikke køre på Kongens Vej
Ja vi er nået til vejs ende i vores tur fra Trianglen til Vibenshus. Store Vibenshus historie går langt tilbage. Det var fra en tid, hvor kongevejen levede op til sit navn. Dengang var vejen nemlig kun beregnet til ham. Kongen og kongehuset, samt dem, der var af særlig Kongelig Nåde var forsynet med en nøgle. Med den kunne de åbne alle de led, som spærrede pøbelen i at benytte vejen.
På Tinge og fra Prædikestolen blev der i 1649 og 1658 kundgjort, at ingen andre måtte køre på Kongens Vej, hvis de ikke ville udsætte sig for at miste deres heste. For at føre tilsyn med vejen blev der ansat tilsynsførende. Til bolig for disse mænd, rejstes der huse, der fortrinsvis lå ved portene og leddene. Efterhånden gik de over til at være bedesteder og kroer. Så kunne mændene tjene noget mere. Store Vibenshus har i sin oprindelse været sådant et sted. Antagelig er det førte gang opført i 1629.
Dokument fra 1669
Det ældste dokument, vi kan finde om Store Vibenshus er et brev fra 16. juni 1669 fra Frederik den Tredje til en Jens Pedersen:
Bevillingen blev stadfæstet den 12. september 1670 af sønnen, Christian den Femte:
8 kander øl og krigsret
I 1692 føres der en krigsretssag med forbindelse til Store Vibenshus. En underofficer havde først siddet og drukket i en kælder ved stranden. Han begiver sig derefter til Store Vibenshus. Her møder han to fruentimmer. Herfra går de til Lundehuset og spiller kegler. Derefter går de tilbage til Store Vibenshus, hvor de kappes om, hvem der kunne drikke mest. Det ender med et mægtigt slagsmål efter at de har drukket 8 kander øl.
I 1694 har huset skiftet ejer. Den 25. februar 1707 foreligger en skrivelse fra Frederik den Fjerde til Byfogeden i København. Den daværende lejer havde været i slagsmål med en brygger.
Brændevinsbrændere protesterer
I august 1723 samledes alle brændevinsbrændere på Store Vibenshus for at aflevere en protest til Frederik den Fjerde. Denne handling blev af kongen betragtet som utilbørlig optræden. Det kunne have ført til Unaade og stor Straf. Men politimesteren nøjedes med at give en stor advarsel.
Historikere uenige
Hvorfor hedder det enlig Vibenshus. Ja det er historikerne uenige om. Nogle mener, at det har relationer til den berømte københavnske borgmester Mikkel Vibe. Andre mener, at det er Jens Jensen Vibe og hans søn Lars, der i tiden fra 1708 – 1735 efter hinanden har været værter i Lille Vibenshus. Men dette stemmer ikke overnes med, at kongen allerede i 1669 kalder Store Vibenshus for Vibenshus.
Vi kunne godt have fortsat vores lille tur med at kaste et blik ud af Lyngbyvej og komme med historiske betragtninger om Christiansbergs Mølle, Haraldsgård, Tre Flasker Kro og Vangehuset. Men det gør vi faktisk i andre artikler.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 11,-10-2021
Juli 26, 2011
Østerbro fra 1850
Danmarks ældste blodbøg blev fældet. Danmarks største have blev udstykket. Det idylliske Østerbro forsvandt. Rolighed blev istandsat. Dyrehavekælderen
var kuskenes paradis. Og så var det Harder, der indførte nyt stoppested på sin hestesporvogn. De unge på Østerbro skulle lære dannelse. Midt i stenørkenen lå Aggersborg stadig. Hele 8 lygter blev placeret ved Østerport
1850erne
Rosendal stod der endnu. Den var omgivet af høje popler. Det Hvide Hus var her også endnu, omgivet af kratbevoksede stier. Heldts Beværtning og Jespersens traktørsted lever i bedste velgørende. Unge mennesker går på Volden, på Kærlighedsstien og på Strandpromenaden. Blomsterpigen ved Kærlighedsstien har en god forretning. Nye mennesker er flyttet ind i Rosenkildes stuer. I det lave hus ved siden af, sidder magister Kierkegaard og skriver breve.
De unge lærer dannelse
Nede ved siden af Kalkbrænderiet bor maleren Jørgen Roed. Her oppe ligger også petroleums- fabrikken. Familien Roed flytter midt i 50erne op på Østerbrovejen i det lave hus Dalen ved siden af Rosendal. Den lille Marki er død. Rosendal er overtaget af vinhandler Waagepetersen. Han har planer om at udstykke den tuteinske have til villa – grunde. Hans unge søn får danselektioner.
Ja det var mange unge mennesker, sønner og døtre til de pæne familier på Østerbro der fik undervisning i, hvordan man skulle begå sig. Det gjaldt også for landliggerne, der kun boede herude om sommeren. Drengene skulle bukke med anstand, piger skulle også lære at neje rigtig.
Udstykningen begynder
I 1860erne var det Familien Skovgaard, der dominerede. Det var P.C. Skovgaard, Joachim, Niels, Suzette. Og de færdes både i Rosenvængets Haver og på Aggersborg. Rosendals
udstrakte parhave blev efterhånden udstykket. Fra begyndelsen af 60erne begyndte de første villaer og dukke frem, der hvor den lille Marki havde duftet til sine roser.
Rosenvænget
Lindealléen blev fældet, skovsøer blev opfyldt og skovpartier blev udtyndet. De første veje blev anlagt. Hele herligheden blev omkranset af stakitter. Rosenvængets villaby tog form. Den var højtidelig spærret inde af tremmeporte. Kun ejerne havde nøgle. Blandt de berømte og vigtige ind i villabyen går livet sin gang. Og familien Skovgaards børn går hver dag helt ud til Frederiksberg ud til Gregersens Skole.
Classens Have og Aggersborg
Midt ude i søen i Classens Have ligger Aggersborg stadig. Den er ejet af vekselmægler Christian Aggersborg. Men ak Classens Have endte som en stor byggeplads. Lipkesgade, Livjægergade, Willemosegade, Ringstedgade. Søen var blevet reguleret. Sivskoven var forsvundet. Kærlighedsstien var ikke, som den var dengang.
Aggersborg var omgivet af stenklodser. Rosendal oplevede sine sidste dage med butikker i stueetagen. Det Hvide Hus lyste op på hjørnet af Classensgade med sine minder om Rosenkilde
og Julie Sødring.
Garnisons Kirkegård
På Garnisons Kirkegård lod De Danske Våbenbrødre opsætte et monument i 1869 for dem, der faldt i De Slesvigske Krige. Og når vi nu er ved den kirkegård, ja så er det nok de færreste der ved, at på den smalle strimmel, hvor nu Den Amerikanske Ambassade ligger, ja da lå her fra 1770 til 1858 en fattig – kirkegård for Almindelig Hospital i Amaliegade. Den nordligste del var kirkegård for stokhus-slaver og henrettede forbrydere.
Senere blev dette stykke hundekirkegård. Mange af Østerbros velplejede mopser fandt her i forbrydernes nedlagte grave deres sidste hvilested under gravsten af marmor. Efter at denne del af kirkegården i 1916 blev nedlagt opførte arkitekten Carl Brummer for trælastgrosserer Harald Simonsen Lille Amalienborg på dens grund.
Kapervogne
Oppe ved Nyboder, hvor tidligere Østerport havde holdt stand til 1858, og hvor den fri udstilling kom til at ligge, holdt kapervognene og kørte borgerskabet ud til Strandvejen til Charlottenlund og Klampenborg. Børnene blev sendt i forvejen som lokkeduer. På den måde blev vognen hurtigere fyldt, og adgangstiden kunne fremskyndes. Senere kunne man tage med dampsporvognen fra Trianglen. Man kunne altid vente i et Konditorværelse hos Bager Larsen.
Lys ved Østerport
Og når vi nu lige har passeret Østerport. Ja så blev den flyttet i 1703 fra Rigensgade til hjørnet af nuværende Oslo Plads og Folke Bernadottes Allé. Den tidligere Helsingørgade kom senere til at hedde Dag Hammerskjölds Allé. Og senere blev det en del af Østerbrogade. Der lå dengang dybe grøfter. Og det kunne efter mørkets frembrud især om vinteren væres særdeles farligt at færdes her. Den 19. november 1801 befalede kongen simpelthen, at vejen udenfor Østerport skulle forsynes med hele otte lygter. Det var lysende tranlygter, så hvor meget det har hjulpet var et spørgsmål. I 1801 havde Østerbro såmænd kun 659 indbyggere.
Harder fik sin morgenmad
Jo dengang var der en kusk, der hed Harder. Han var kusk på en hestesporvogn, der kørte fra Trianglen op ad Øster Allé til København. Om sommeren var der ikke et problem at sidde på bukken. Men om vinteren i snefog og frost, kunne det være en barsk omgang. Her kunne man godt tænke sig en hjertestyrkning, når man kørte ind med Østerbros grosserere og embedsmænd. Et stykke op ad alléen gjorde Harder holdt. Det stod der ikke noget om i køreplanen. Her gik han hen til sin forlovede, Marie, der tjente i Skjoldgade. Her drak han sin morgenkaffe på Huggeblokken. Imens ventede de frysende passagerer nede i vognen.
Dyrehavnskælderen
Dyrehavskælderen var kuskenes paradis. Men den blev sammen med resten af ejendommen revet ned i 180erne. På tomten anlagdes Odensegade, mens Petersborgvej var til minde om naboejendommen. Trianglens øvrige bebyggelse fra den tid er forsvundet. De bygninger, der blev rejst måtte have undret de skovfarende.
Rolighedsdal
Lige i nærheden lå det anseelige lyststed Rolighedsdal. Det lå midt i det nuværende Nordre Frihavnsgade. Og den store villa Hjørnelund blev senere revet ned, og her ligger nu Ingrid Jespersens Skole. Den grænsede op til de store gartnerier, som I.E. Ohlsen ejede på begge sider af Østerbrogade. På det sidst udstykkede af disse grunde anlagdes i 1902, I.E. Ohlsensgade og Carl Johans Gade.
Nøjsomhed
En af de mest kendte landsteder var Nøjsomhed. Den var beliggende mellem Gustav Adolfs Gade og Sankt Jacobs Plads. Da den blev købt i 1801 af student Johannes Liebenberg omfattede grunden 9 ½ tønder land. Bygningerne bestod af et ti fag langt en etages høj grundmuret stuehus og et otte fag langt bindingsværkshus med forpagterbolig, stald, karlekammer, tærskekammer og kornloft.
På grunden var der omkring 300 forskellige frugttræer, foruden ribs – og stikkelsbærtræer, samt en hel skov af vilde træer. Der var to lindealléer samt 9 asparges og 30 jordbærbeder. Ja så var der også et hav af grantræer. Man sagde dengang, at det var Danmarks største have. Allerede i 1803 blev Nøjsomhed købet af legationsråd Ernst Kirstein. I mere end 100 år forblev ejendommen i slægtens besiddelse. Sammen med sin kone, Emilie Henriette Cramer drev de et stort hus. Enken overtog i 1862 Nøjsomhed. I 1866 påbegyndtes af økonomiske grunde udstykningen. Først i 1923 blev selve ejendommen nedrevet.
Krebs Skole
En del gik i skole i Krebs Skole hos Krohn henne i Stockholmsgade Over indgangsdøren var en hane. Den stod også afbildet i læsebogen. Havde drengene været artige og flittige, skulle de lægge bogen under hovedpuden. Så skulle de næste morgen se efter om hanen havde lagt et guldæg. Og sådan et guldæg kunne udløse en to – øre eller hvis det gik rigtig højt for sig, en fem – øre. Disse blev straks omsat til sukkekugler eller kandisstænger fra slikmutter i Willemosegade. Måske blev pengene brugt til de forbudte og derfor eftertragtede Duke – cigaretter.
Gadekamp
Knægtene stjal lange staver fra byggepladserne. De kunne bruges til slagsmålene. Lipkesgade/Willemosegade gik i krig mod Hinrichsensgade, der senere kom til at hedde Ringstedgade. Gartner Hinrichsen havde store asparges og rabarbermarker, der strakte sig langs Classens Haver ned mod Sundet.
Rolighed
Rolighed lå endnu på Kalkbrænderivej ved Rosenvænget. Man kaldte bygningen for Det lille Rosenborg. Her kunne man også støde på Georg Brandes Det var ham, der påstod, at eventyrdigteren egentlig ikke kunne lide børn. Men dengang kom Jonas Colin sin gode ven til undsætning. I 1850 blev lyststedet overtaget af grosserer Tvermoes. Huset var meget forfaldent:
Ja sådan skrev Tvermoes. Han fik det hele istandsat. I 1857 solgte han det hele til grosserer Moritz Melchior. Og det var her H.C. Andersen udåndede den 4. august 1875.
Smedelinjen
Smedelinjen lå der som en rest af de gamle bastioner og raveliner. Over i Østre Anlæg var der rester af den gamle Kirsebærgang. Det var stien langs voldgraven. Fru Heibergs røde villa stod der endnu på hjørnet af Næstvedgade og Strandboulevarden. Den var nu indlemmet under Finsens Instituttet. Og Drewsens villa, ja den ligger på hjørnet af Drewsensvej og Rosenvængets Hovedvej.
Resterne af Aggersborg
Resterne af udsmykningerne på Aggersborg havnede i Rosenvænget hos Joachim Skovgaards søn, Johan Thomas. Hvor Dancherts lille gartnerhus med det røde tag lå, knejser nu en højmoderne ejendom med skråstillede vinduer og silkeundertøjsudsalg i butikken i stuen..
Forandringerne
Der er fodgængerovergang fra Dosseringen over til Rosendal. Her er nu en mindeplade over indgangsdøren til en høj boligkolos i 90ernes almindelige bygningsstil. Der hvor vinden viftede i sølvpoplerne på Købke – billedet kan man nu købe visitkager.
Heldts beværtning er veget for et rode – kontor. Og Det Hvide Hus på det modsatte hjørne lyser endnu mildt, men dog i en anden skikkelse. Nu rummer den en moderne bygning for lokaler for Sparekassen for København og Omegn.
Og Sortedamssøen. Ja omgivelserne er blevet mere kedelige. Det er blevet alt for regelmæssigt. Vi savner siv og rør og de krogede stier.
Historien om blodbøgen
Det idylliske Østerbro forsvandt efterhånden. Ja det kan bedst illustreres med historien om blodbøgen, fortalt af Benedicte Arnsen – Kall:
Den store udstykning
I 1846 påbegyndtes udstykningen af Classens Have. De mest efterspurgte grunde langs Strandpromenaden solgtes til grosserer Halkier og vekselmægler Aggersborg. Portrætmaleren A.C.
Lipke, der havde erhvervet Rosendal og drev det som gartneri lod det udstykke i 1880.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 11.-10.- 2021
Juli 26, 2011
Det var det rene idyl. Marker, haver, blomster, køer og får. Man fangede ål i Sortedamssøen. Her var også masser af sejlbåde. Her var kapervogne, her sad kunstnere ved søbredden. Her kom Borgervæbningen. Og så var der en mølle, der brændte. Mød Markien på Rosendal og Jomfru Winsløvs høns. Vi besøger
Heldts Beværtning og Jespersens Traktørsted. Og ved søen møder vi en berømt maler.
Købke’s maleri
Vi forbinder vel Østerbro dengang med Købke ‘s maleri af en sommermorgen på Østerbro. Her har vi netop det skønne landelige Østerbro, som Julie Sødring taler om i sine erindringer. Sortedamssøens små bølger slår mod kanten ved gartner Danckerts hus. Langt borte lyder horn-signaler. Det er vel oppe fra Kastels – volden. Vognrumlen lyder over topstens –brolægningen.
Skovserkonerne
Vi sætter os på Dæmningen ved søen. Skovserkonerne er på vej ad Strandvejen helt fra Skovshoved. De glæder sig til at komme inden for voldporten. Så kan de få et kop kaffe i Becks Kælder.
Marker
På den modsatte side skal vi ikke komme for nær til Postens Pumpestang. Den pumper inde i gården. Køerne går midt på vejen. Man skulle tro, at de selv fandt ud til Fælleden – til det grønne græs. De er ikke meget for, at flytte sig, når bonden kommer med sin vogn. Den er fyldt med københavnere, der skal på sommerbesøg ude på Strandvejen.
Her den mægtige have hos Tutein. Den går helt ned til Strandpromenaden. Her er masser af blomster i alle mulige farver. Der er store strækninger med frugttræer, små søer, udstrakte græsplæner, hele små skovpartier og store markarealer. Udsigten gennem lindealléen ender i en høj foran Sundet. Luften er krydret af Lindeblomster. Nattergalen hulker i det tætte krat nede ved søen. Her er marker med blomster og lærkesang. Køer ligger og tygger drøv. Får er her sandelig også. I en lille sivkranset sø, slår fiskene et smut.
Strandpromenaden
Strandpromenaden lå der med dybe grøfter på begge sider. Et par ladvogne kører forbi mod Kalkbrænderiet. De hvide flaske skorstene kan ses langt borte fra. I strandkanten går fiskere med opsmøgede bukser og stryger rejer med korte brede net. Ude i Sundet ligger barkskibe og skonnerter med slappe sejl og venter på gunstig vind. Duften af lindestrømper kæmper med
at få overtaget med lugten af tang og saltvand.
Og her er de berømte roser, Arabella, Tausendscön og hvad de nu ellers hedder. Den lille Marki på Rosendal vandrer rundt mellem sine dyrebare vækster. Markien er rask og rørig, 83 år. Han er helt åndsfrisk. Hver onsdag og lørdag spiller han l’hombre og konserverer damerne. De unge herrer i familien bliver helt misunderlig på den gamle. Han har hvid paryk på, og hvide strømper. Der er stil over ham.
Den vildtvoksende have
Classens Have ligger ved siden af. Den er lige så stor, hvis ikke større. Også den strækker sig helt ned til Strandpromenaden og Sundet. Men det er et sandt vildnis, et helt stykke urskov.
Når man kommer fra Rosendals velfriserede park er det helt velgørende, at vandre rundt i Classens vildtvoksende have.
Ind imellem strækker der sig en mindre have. Dem tilhører snedkermester Granberg. Han er ejer af Det hvide Hus. Det ligger på hjørnet af Østerbrovejen og Kastelsvejen. Her bor også den den kongelige skuespiller Christen Rosenkilde og hans familie. Fra deres lejlighed på første sal er der en pragtfuld udsigt mod øst over Classens Have til Sundet og Sverige. Mod syd – vest var der udsigt over Sortedamssøen til Københavns tårne og spirer, der rager over voldskrænterne.
Det Hvide Hus
Fra Classens Have kommer vi gennem en låge ud til Kastelsvejen. Vi fortsætter forbi Heldts Beværtning, der ligger på hjørnet af Kastelsvejen lige overfor Det Hvide Hus. Inde fra beværtningen lyder kuglernes rumlen fra keglebanen og keglerejserens meldinger. Fra Jespersens Traktørsted lidt længere oppe i alléen høres latter og bægerklang. Måske er det gravøls – gæsterne.
Hos slikmutter foran Holmens Kirkegård kan der købes kandisstænger. Her kan der også købes en ny og sørgelig vise om matrosen, der myrdede sin kæreste, fordi hun kom vand i brændevinen. Soldaterkirkegården ligger lige over for Holmens Kirkegård.
De kongelige
På broen over stadsgraven foran Østerport standser vi op i vejkanten med en ærbødig hilsen til Deres Kongelige Højheder Prins Ferdinand og Prinsesse Caroline, der kommer ridende fra deres eftermiddagstur.
Liv på Store Kongensgade
Tager vi lige en smuttur ind ad Østerport møder vi i Store Kongensgade en masse folk. De kommer fra Østerbro og skoven, kørende, ridende og gående. Fulde matroser, uartige piger,
agtværdige borgerfamilier, officerer og søndagsryttere, studenter. De hujer fra kapervogne og vifter med grønne bøgegrene.
Ål i Sortedamssøen
Måske skulle man overveje at lave ålesuppe kogt på ål fra Sortedamssøen. En søndag eftermiddag ved Sortedamssøen er ikke at foragte. Den er omgivet af idylliske promenader mellem krat
og buskads. Vinden leger raslende i sivene. Ude på søen leger vinden med bådenes hvide sejl. Der er mange fartøjer på søen i dag. Vi har lånt en rød – og grønmalet robåd hos gartner Danckert.
En kunstner ved sø-kanten
Ved strandkanten får vi øje på en ung mand, der sidder og laver skitser af udsigten over søen mod Nørrebro. Det er den unge Købke, søn af bagermesteren fra Kastellet. Han bor sammen med forældrene ovre på Blegdammen. Bagermesteren flyttede hen i Blegdammen 85.
Borgervæbningen
I det fjerne hører vi hornmusik. Det er Borgervæbningen, der i farvestrålende uniformer er på vej til Fælleden. Her skridter tykmavede officerer geleddet af. Majoren sælger til dagligt svesker i Store Kongensgade. Københavns herlige Borgervæbning bliver efterfulgt af soldaternes koner og kærester med madkurve og barnevogne. Rundt om i vindueskarme og haver står
publikum smilende og betragter det herlige skue. Jo, Store Vibehus skal angribes.
Rosenkilde hilser på alle sine bekendte blandt borgersoldaterne. Han hænger over havestakittet.
Den flotte udsigt
På udsigtshøjen ud til Østerbrovejen er der fint blik mod Sortedamssøen og den sivkransede bredder. Vejrmøllerne langs Farimagsvej ses også. Forelskede par drejer af fra Østerbrovejen
ned af Kærlighedsstien langs søen. Landligger– familier går aftentur op ad alléen til Østerport eller et stykke ud af Strandvejen, der begynder oppe ved Hjørnelund og Sankt Petersborg, hvor karpervogne holder i lange rækker og frister herskaberne til en skovtur.
Møllen brænder
Pludselig lyder der råb ude fra Østerbrovejen:
Ned ad vejen til Hjørnelund står møllen i flammer. Det kan ses milevidt. Mange mennesker er kommet på benene. Gnisterne spredtes rundt omkring. Men sprøjterne kom ikke.
De var kaldt til København til en skorstensbrand. Sprøjten var lige nået gennem Østerport, inden den lukkede. De kunne ikke komme den anden vej. Porten var låst, og nøglen lå på Amalienborg. Brandmandskabet måtte køre en omvej gennem Nørreport. Og så skulle de også lige til efterslukning. Da de endelig når tilbage til møllen, er den nedbrændt.
Sporvognsskinner
Kapervognene blev senere afløst af dampsporvognen og hesteomnibus. Den grønne indhegning, hvor tidligere Jomfru Winsløvs høns og kalkuner græssede og hvor Østerbros Mølle havde sin plads blev stenbelagt og overdænget med sporvognsskinner.
Zaren vakte angst
Hjørnelund, der lå på hjørnet af Kalkbrænderivej kom til at hedde Nordre Frihavnsgade. Sankt Petersborg på den modsatte side er også forsvundet. Det var her, man påstod at russer – zaren havde ligget i kvarter, da han med sit følge vakte angst og bæven i hovedstaden. Ak ja, Østerbro i 1830erne var haver, marker, haver, små nysselige huse og søen, Sortedamssøen,
Lago de Maggiore, som man kaldte den.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
–www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, bl.a. 101 artikler fra Østerbro
Redigeret 11.-10. 2021
Juli 26, 2011
Den 9. april var soldater fra Søgård i kamp mod tyskerne i Rønshoved og Hokkerup. De var ikke mange, og blev hurtig overmandet. Nogle nåede væk. De blev i Sønderborg hyldet som tyske soldater. Og de overmandede blev i
Kruså hånet af lokalbefolkningen. Den 11. april blev der holdt bisættelse i Søgård over fem kammerater.
Starten kl. 3.30
Klokken 3.30 krydsede en tysk patrulje grænsen ved Nyhus Sø, og gemte sig hos nogle hjemmetyskere i Rønsdam. Disse skulle sikre Padborg Station før det første pansertog rullede over grænsen mod nord.
De første døde
Imens sneg en gruppe civilklædte soldater fra Brandenburg – afdelingen sig ind i Padborg. Kl. 4.00 blev tre grænsegendarmer skudt ned ved Jernbaneviadukten af disse soldater. Den ene døde på stedet, mens de andre to døde senere samme dag på sygehuset i Sønderborg. Et kvarter efter Krydser tyske tropper grænsen ved Kruså, Padborg, Rens og Sæd.
10 mand i stilling ved Rønshoved
Hvad skete der af kamphandlinger den 9. april 1940. det kigger vi på i tre nye artikler. Det kan være lidt svært at dele op i de kasser vi har. Men vi håber, at læserne trods alt kan finde ud af det. Vi kan se på vores målinger, at interessen for, hvad der skete under besættelsen er særdeles stor i Bov Kommune. Vi starter i Rønshoved, fortsætter til Hokkerup og slutter ved Tinglev. Otte menige, en korporal og en løjtnant gik i stilling ved Rønshoved tidligt om morgenen den 9. april 1940. Det første man foretog sig var en vejspærring. Men snart måtte man erkende, at det ikke var meget at gøre, da flyene dukkede op.
Troede, at de var tyskere
En gruppe ca. en kilometer bagved, var kommet i kamp. Men omkring klokken otte var der givet besked om, at al modstand skulle opgives. Gruppen rykkede mod Sønderborg. Der blev kastet blomster, fordi man troede, at det var tyskere.
Hørte skud fra Hokkerup
En anden afdeling kørte fra Søgaard tyve minutter over fire. I løbet af et kvarter nåede man til Kværs.20 mm kanonerne blev ladet og også geværerne. Anden Halvdeling kørte over Hokkerup til Rønshoved. Her gik man i stilling. Hurtig var våbener bragt i stilling mod syd, og man slørede sig så godt man kunne. Mange troede, at det var en øvelse, men da først man hørte en hul brummen, var man sikker på at det var en masse fly, der var i anmarch. Samtidig kunne man høre skud fra resten af Anden Deling, der lå i Hokkerup.
En håndgranat mod motorcyklen
Her i Rønshoved lå der fire mand ved en kanongruppe og ved en trefodsgruppe var der fem mand og en korporal. Da skydningen ved Hokkerup ophørte var man enige om at sende en ordonnans derover. På vejen blev han overrasket af en modstander, der kastede en håndgranat mod ham. Den ramte koblingen på motorcyklen. Da hans fart var ret stor blev han slynget væk fra cyklen. Det reddede hans liv. Granaten sprang bag ved ham. Gennem egnes beboere fik gruppen at vide, at efter at de var beordret til Sønderborg, at vide, at hel bataljon tyskere rykkede frem mod dem. Det betød, at der blev sat ekstra fart på. På vejen mødte man en deling cyklister. De blev taget med på motorcyklerne. Pludselig kunne der sagtens være fire mand på hver motorcykel.
Troede at Søgård brændte
Klokken 4.55 modtog Tredje deling ordre til at gå i tidligere udpegede stillinger ved Rønshoved og vejgaffelen syd for Hokkerup. Ved Tørsbøl Plantage blev gruppen beskudt fra luften. Delingen gik i flyverskjul. Derefter fortsattes fremrykningen til Hokkerup.
I det fjerne kunne man se brand. Mange troede, at det var Søgaard, der brændte. Men det var kun et udhus til en gård.
Vejspærring blev hurtig etableret og halvdelingen gik i stilling. Gravearbejde skulle i gang men allerede kl. 5.20 blev delingen angrebet af tyske panservogne. Meningen var, at man ville have fældet et træ, der skulle spærre vejen, men fjenden kom hurtigere end beregnet. Kort tid efter var kampen i fuld gang med tysk fodfolk, som trak igennem fra Kelstrup Skov. Området nord for vejen omkring kanonen blev beskudt og bag bebyggelsen faldt granater. Tre kampvogne blev uskadeliggjort.
I civilt tøj
Rekyl – geværskytten fik en granatsplint i benet. Han flygtede fra kampområdet trods sine kvæstelser. Han kom ind på en gård og klædte sig om i civilt tøj. Midt under omklædningen kom en tysk soldat ind og forhørte sig, om der var danske soldater til stede. Da det blev svaret benægtende, forsvandt den tyske soldat igen. Efter omklædningen cyklede skytten til Gråsten for at blive forbundet. Herfra blev der sendt bud efter en ambulance fra Sønderborg.
Omringet af 100 tyskere
Kl. 6.15 var stillingen omringet af ca. 100 tyskere. Da man var parat til at stikke en bajonet i de 18 danske soldater, og da adskillige allerede var slået i jorden, lød det fra løjtnant Højerslev:
Skydningen ophørte. De tyske sanitetshjælpere kom øjeblikkelig de danske soldater til hjælp. Soldaterne blev afvæbnet og sat i march til Kruså Grænse. Løjtnanten blev sendt bagefter på motorcykel.
Danske soldater hånet i Kruså
På turen til Kruså var der flere steder nogle som havde hejst det tyske Hagekorsflag. I Kruså var der igen nogle, der hånede soldaterne fra Søgaard. Det var bittert, at opleve dette. Nogle af dem var bekendte.
En kammerat døde tre timer senere
Løjtnanten bad om mad til sine soldater. Der blev derefter sendt bud efter tørkost fra Flensborg. Man gjorde opmærksom på, at man ikke ville kæmpe mod Danmark. Man havde kun skudt, fordi det blev skudt mod dem. Mens man ventede, kom en ambulance. Den skulle ud til Hokkerup efter en såret dansk soldat. Han blev ført til Flensborg Sygehus, hvor han døde tre timer efter.
To mand dræbt, tre – fire sårede
Klokken 9.15 fik man besked om, at al modstand var indstillet. Klokken 10.30 kunne hjemmarch til Søgaard startes. Men man skulle lige forbi Hokkerup efter diverse ting. Egentlig var der bestilt en bus, der skulle transportere de danske soldater til Flensborg. Men da freden var igangsat, så måtte delingen marchere tilbage. Delingen mistede to mand og tre – fire sårede. Ved middagstid var man tilbage i lejren i Søgaard.
Bisættelse af fem soldater
Den 11. april var der bisættelse i kasernegården af 5 soldater. Der manglede en. Han lå i Flensborg. Tyskerne ville vise deres faldne modstander den sidste ære ved at føre ham direkte til hans hjem i København. Og tyskerne gik også med til, at kisten blev bragt via Søgaard, så der kunne holdes en lille andagt. Tre af hans kammerater fik lov til at følge ham.
Kamphandling i Gårdeby
Syd for Tinglev ligger Gårdeby. Her blev der den 9. april 1945 etableret en vejspærring på hovedvejen. En masse fly kom hen over hovederne på delingen. De første kom i stor højde. Men til sidst kom tre jagere strygende lige hen over hovedet på delingen. De opdagede spærringen og vendte straks om. Flere gange måtte delingen i flyverskjul.
Nye Panservogne på stedet
Et øjeblik efter var de to første panservogne allerede på stedet. Da de opdagede spærringen trak de sig skyndsomt mod vest. Man nåede ikke at få afgivet et skud. Man var nu bange for,
at panservognene ville komme fra en anden retning. Men pludselig blev der givet ordre til, at man skulle begive sig tilbage til den sydlige del af Aabenraa. Da man var omtrent færdige med at pakke kom de næste panservogne. Herefter forsøgte man at anbringe kanonen i en stilling på cyklen. Men 25 meter derfra havde man et levende hegn, som man først skulle skyde igennem. Måske var panservognene blevet ramt, for de trak mod vest.
Tilbage til Viborg
Efter dette trak delingen, som kun bestod af syv personer sig tilbage ad Oksevejen. Omsider stødte man på artilleriafdelingen fra Rødekro, som man skulle melde sig til. Her fik delingen at vide, at man ikke måtte yde nogen som helst modstand. Derefter gik turen til Jelling for så til sidst at havne hos Jysk Division i Viborg.
Kilde
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17.10.2021