Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Vesterbro – den fjerde tur

November 13, 2011

Vi besøger landstederne, Amerika, Retraite og Lykkens Prøve. VI besøger de gamle værtshuse, Hvide Hest, Mikkel Vibes Kro, Callundborg, Hjortehus, Sorø Kloster, Den sorte Adler og Hinden. Vi besøger Københavns første Vauxhall. Vi besøger Galgemøllen. Og så ser vi på anlæggelsen af Frydensvej(Sundvedsgade),Valdemarsgade, Kaalundsgade, Oehlenschlægersgade, Saxogade, Dannebrogs Tværgade, (Matthæusgade) og Dannebrogsgade.

 

Dannebrog – bebyggelsen

Vi er nu nået til den fjerde historiske vandring på Vesterbro. Vi er nået til Dannebrogsgade – bebyggelsen. Denne grund hørte i begyndelsen af det 18. århundrede til Magistratens jorde. Det var såkaldt borgmester – jord hvis indtægt tilfaldt stadens borgmestre.

 

Humlehaven

I 1741 fik Peter Abraham Oberkamp fæstebrev på den store frodige grund, der sammen med nabogrunden gik under betegnelsen Humlehaven. Det var med i fæstebetingelserne, at det ikke måtte bygges på grunden.

 

Lykkens Prøve

I 1788 fik den daværende fæster tilladelse til at bygge på grunden. Men først i 1790 opførte bygmester Johan Martin Quist et stateligt toetagers forhus med sidefløj. Han kaldte sin flotte ejendom for Lykkens Prøve.  Der blev også etableret to 50 alen lange keglebaner.

 

En progressiv drengeskole

I 1795 overtog den tyske hofpræst i København, Christoph J.R. Christiani såvel fæste som bygninger. Samme år åbnede han en eksklusiv og særdeles progressiv drengeskole. Da undervisningen foruden de traditionelle fag omfattede gymnastik, ridning og uddannelse i forskellige håndværk samt havebrug.

Efterhånden havde skolen 50 elever og en stor lærerstab. Så man måtte bygge til. Først tilkom i 1796 en udvidelse mod vest i to etager på syv brede fag. En yderligere udvidelse kom senere. Christianis Institut  kunne med sin 54 meter facade sagtens konkurrere med naboen, Skydebanen i arkitektonisk værdighed.

 

Udsat for kritik

Men ak og ve. Christianis moderne pædagogik blev udsat for en del kritik, ligesom skolepengene på 300 rigsdaler faldt folk for brystet. Nye personer i ledelsen medførte væsentlige strukturændringer. Efterhånden gik det skolen rigtig dårligt.

I 1806 blev Quists oprindelige bygninger frasepareret. Stamparcellen blev købt af Jacob Hjorth, der i haven lod opføre en 67 alen lang grundmuret bygning med skænkestue, billardstue og to keglebaner.

 

Træt af Danmark

I 1810 blev skolemanden m.m. Christiani træt af sin karriere som skolemand i Danmark og rejste hjem til Tyskland.

Urtekræmmer Møller købte hele den store grund for 24.000 rigsdaler i 1819. I 1846 blev 8.000 kvadratalen i den sydlige del eksproprieret til anlæg af jernbanen København – Roskilde.

 

Dannebrogsgade oprettet

Møller fik solgt ejendommen til to jyder, Hasselbalck og Lund. I 1854. Men de helt store penge tjente Harboe, da han købte ejendommen. Han var grosserer og sukkerraffinaderi. Han foreslog at oprette en gade vinkelret på Vesterbrogade på 20 alen. Det var den gade, der i 1858 fik navnet Dannebrogsgade.

 

Dannebrogs Tværgade

En Tværgade var også på  tegnebrættet. I begyndelsen hed den Dannebrogs Tværgade. Senere ved anlæg af kirken blev den omdøbt til Matthæusgade.  Udparcelleringen af den store ejendom kom til at strække sig over resten af århundredet.

 

Mikkel Vibes Kro

Mellem Skydebanen og Mikkel Vibes Kro på strækningen, der i dag udgør Vesterbrogade 61 – 67 lå der langt op i det 18. århundrede kun vænger og haver. De tilhørte staden, som lod dem bortfæste. Og skal vi lige stoppe op ved en af de ældste og store ejendomme dengang, Mikkel Vibes Kro. Den lå der, hvor Vesterbrogade 69 – 73 B i dag er placeret.

 

Halvpart til hver

I 1619 skødede Christian den Fjerde en stor grund 80 x 350 alen til borgmester Mikkel Vibe og kongelige tolder Jacob Mikkelsen med en halvpart til hver. Der blev givet bevilling til krohold og skydebane. Økonomisk tilskud, skattelempelser og toldprivilegier skulle være med til at sætte det hele i gang.  I 1638 købte Mikkelsen, Vibes andel, men der kom hurtig dårlige tider. Bygningerne forfaldt og krodriften ophørte.

 

Genopførelse af kroen

Først i 1671 fik kongens teltmager, Niels Erlandsen tilladelse til at genopføre kroen, dog uden de oprindelige toldbegunstigelser. I begyndelsen af det 18. århundrede drev Familien Lafont i flere generationer kroen, der nu gik under navnet Den grønne Hest. Bygningskomplekset lå, der hvor ejendommen Vesterbrogade 69 – 71 er placeret.

 

Blegeri

Fra 1755 til 1795 fulgte ejerskabet en karakteristisk ægteskabsrunde. Kort før århundredeskiftet ændredes driften på ejendommen. Prokurator Peter Aabye var blevet nægtet byggetilladelse, indrettede et blegeri. I 1805 fik Aabye dog tilladelse til at bygge en ny stald, lo og lade.

I 1809 blev ejendommen overtaget af J.H. Honory og hofbogtrykker E.A.N. Møller.  De indrettede en kemisk virksomhed med laboratorium.

 

Papirfabrik

I 1814 lod nye ejere , arvinger efter hofråd David Amsel Meyer, Handelsfirmaet Bendix og Davidsen, matriklen opdele i to nye parceller. Senere kommer der en papirfabrik på  ejendommen. Men det er åbenbart ikke gået så godt, for i 1834 forsøger statskassen, at få gården solgt.

 

Saxogade anlægges

Den store vestlige ejendom fortsatte op gennem første halvdel af det 19. århundrede med forskellige industrivirksomheder, indtil lim-fabrikør og lysstøber Niels Haslund i 1866 lod de gamle bygninger nedrive. Han anlagde Saxogade og påbegyndte den store udparcellering af området.

 

Værtshuset Hinden

Vest for Den grønne Hest og som en lille enklave i den næste dybe grund drev øltapper Jens Christian Hind virksomhed. Senere var det enken Else Marie  og svigersønnen Johan Theodor Wezell, der drev værtshuset Hinden.

 

Adam Oehlenschläger fødes

I 1771 overtog slotsforvalter N. Voigt ejendommen, der nu omfattede et toetagers forhus i mur og bindingsværk i ti fag og vest herfor et lavt materiale-hus. Her fødtes Adam Oehlenschläger
den 14. november 1779. Forskellige ejere fulgte i hurtig rækkefølge. Huset blev revet ned i 1863. Han skrev dog følgende digt om sit barndomshjem:

  • Du ringe Huus, end stander Du
  • Af faa tilbageblevet
  • For endnu bedre Bygning endnu ei nedrevet
  • Du stander ved Alleens Port
  • Og – er den sidste Vandring gjort
  • Bag skyggefulde Linde
  • Skal hist min Grav jeg finde

 

Pasning af diger

Allerede i 1651 blev den smalle grund, der i dag afspejles i Oehlenschlægersgade – bebyggelsen afstukket og overdraget af Magistraten som ejendom til Peder Hansen Korsør,  der arbejdede for staden med vedligeholdelsen af digerne.

Grunden, der ikke måtte bebygges, strakte sig svagt kileformet godt 100 alen mellem Vesterbro og Stranden. I 1668 fik Korsør dog gæstgiverbevilling af Frederik den Tredje. En kro med udhuse blev opført ved landevejen. I begyndelsen af det 18. århundrede fortsatte krodriften under forskellige ejere.

Foruden krodriften blev der drevet et hollænderi med stald til 50 køer, samt efter tilladelse fra Christian den Sjette en skydebane.

 

Gartneri og frugtplantage

I 1743 solgtes alt til en kendt Vesterbro – borger, Wulf Ottesen. I 1758 var det stivelsesfabrikant Heinrich Wium, der købte det efterhånden anselige bygningskompleks af grundmuret
forhus og sidehus samt flere lange bindingsværkshuse. Efter Wiums død var der gartneri og frugtplantage.

 

700 aldeles runderede træer

I 1807 kræver overkrigskommissær  August C. Mohr erstatning for 700 stk. aldeles ruinerede hollandske frugttræer.

Den gamle vej til Pesthuset og Vester Fælled gik her. Længere mod vest blev en ny vej anlagt i 1780erne ( Enghavevej).  Forskellige bygninger blev anlagt på  grunden.

 

Apotek

I 1795 havde apoteker Johan Gottlieb Blau åbnet Vesterbro Apotek i forhuset. Efter 16 år flyttede apoteket over på den modsatte side – i dag nr. 72.

 

Familien Mohr

Familien Mohr havde åbenbart fået styr på deres frugttræer. I 1826 var der 2.000 frugttræer, bl.a. ferskner, abrikoser, vin og valnødder. Her var levende hegn, 1300 lindetræer og 200 ahorn, foruden tjørn, roser, asparges, jordbær, syre og krydderurter. I 1846 eksproprieredes den sydlige del af vænget til jernbanen

 

Kaalundsgade

I 1890 blev den vestlige del af denne grund udlagt officielt til gade – Kaalundsgade.

 

Oehlenschlægersgade dannes

I 1857 var det slut med Mohr – dynastiet. Proprietær Christopher Madsen Rosberg anlagde en privat vej over grunden. I 1859 var det denne vej, der blev til Oehlenschlægersgade.

Magistraten havde ellers nægtet byggetilladelse. Man henviste til byggeforbuddet i 1651 – skødet. Rosbergs enke fortsatte sagen, der først kom til en afgørelse i 1874. Her frafaldt
Magistraten
sit byggeforbud mod at enken skænkede jord til Istedgades forlængelse og til Matthæusgade.

 

Tilbage til Grønne hest område

Men tilbage, hvor vi startede omkring  Den grønne Hest (Mikkel Vibes Kro) – området. I 1780erne fik arkitekten, professor og hofbygmester Caspar Frederik Harsdorff således fæste på det store vænge, der med 67 alen front mod Vesterbrogade strakte sig ned til stranden, til dels også bag Mikkel Vibes Kro.

Her lod Harsdorff opføre en statelig, enkelt og velproportioneret gård. Den lå på  Vesterbrogade 67 indtil 1902. Harsdorff lod den store grund opdele i tre. Han beholdt selv den ene grund.

 

Til fabriksinspektøren

Vesterbrogade 65 blev fæstet af apoteker Franz Heinrich Møller, grundlægger og fabriksinspektør på Den kongelige Porcelænsfabrik.  Han fik opført en flot gård på stedet. Også den lå her næsten uforandret til 1902.

Allerede i 1795 solgte Harsdorff sin ejendom til urmager J. Brandt. Men fæstet på grunden beholdt han. I 1805 solgte Brandt gården til konferensråd, skolemester Louigi Chiariny, der samtidig købte den tidligere fæstegrund.

 

Københavns første Vauxhall

Her indrettede han i 1806 haven til sin beværtning, Københavns første Vauxhall med illumination og nyopført danselokale. Stedet blev en succes. Folk myldrede til stedet. I 1808 blev Chiarinys ejendom imidlertid sat på aktion og solgt til tømmerhandler og grosserer Erik Nisson.

Apoteker Müllers ejendom på nabogrunden blev solgt til etatsråd Ove Malling  og i 1808 til dr. med. Henrik Rosted.  Nissons ejendom blev i 1836 solgt til grosserer Danchell, der lod fabriksbygninger opføre. I 1816 blev nabobygningen købt af bagermester Piper.

 

Fælled – området

I begyndelsen af det 18. århundrede lå der allerede en række mindre fæsteejendomme på Vesterbrogades sydside fra Kaalundsgade til Enghavevej.  Det oprindelige bagskel forløb omtrent
100 – 120 alen fra broen.

 

Matrikelnumrene 45 – 50

I 1799 – 1800 blev fælledstykkerne umiddelbart syd for grundene, inklusive den gamle pesthus-kirkegård solgt til de respektive Vesterbro – ejere og indlemmet i disses grunde. Adgangen til fælleden var til at begynde med i østenden af denne Vesterbrogade – strækning. I 1780erne blev den gamle malkesti i den modsatte ende etableret som officiel adgangsvej, der førte helt over til Kongens Enghave.

I 1806 blev grundende nummereret med matrikelnumrene 45 – 50.

 

En keglebane

Nr. 50: I 1677 havde Magistraten udstedt brev på denne samt nabogrunden mod vest til Hans Bøgesen,  men ved århundredeskiftet var delen sket.

Fra 1704 – 1714 var ejeren hederider Arvid Rasmussen. I 1715 blev hus og grund købt på auktion af skomager Christian Henrich Gierwulff. I 1717 hed ejeren Christen Michelsen. Det er sandsynligvis i de år at værtshuset Den blå Stud er etableret. I næsten 100 år var ejendommen i familiens eje.

I 1771 bestod bygningen af forhus og sidehus, begge gammeldags. I 1793 er der kommet en lange keglebane. I 1807 da Andreas Petersen var ejer, er der blevet opført nye bygninger. Forskellige ejere fulgte. Først i 1884 forsvandt de gamle bygningsanlæg. Enkefrue Rosborg  lod Kaalundsgade anlægge over en del af grunden, mens resten blev opdelt i parceller og solgt.

 

Den sorte Adler

Nr. 49: Den næste grund havde 49 ½  alen mod broen. Det var den vestlige del af Hans Bøgesens sted fra 1677. Grunden svarer til Vesterbrogade 83 i dag.

I 1694 blev grunden endnu ubebygget vænge, fæstet af kongens skrædder, mester Johan Schumacher. I 1707 fulgte Werner Könne, Prædiker til den Reformerte Kirke. I 1715 fik kongelige køkkenskriver Rasmus Hollersen fæste. Tre år efter havde han bygget ud til broen. I 1737 købte hofskriver og stempelpapirsforvalter Ole Lystgaard stedet.

I 1742 bød Bryggerlavet enken 6.031 rigsdaler for stedet. Da var der åbenbart værtshus eller gæstgiveri på stedet. Det vides, at Den sorte Adler og senere Stadt Hamburg lå på adressen. En række forskellige værtshusholdere fulgte.

 

Valdemarsgade bliver anlagt

I 1784 fik klæde-fabrikørerne Gottlieb og August Kramer fæste for livstid. Der blev indrettet væveri med tre faste klædevæverstole, klædepresse, tørrerammer m.m. Omkring århundredeskiftet bestod stedet af det omtrent fire-fløjede bygningsanlæg med frontkvist, brænde – og farverhuse samt væverværksted. Forskellige ejere fulgte.

Valdemarsgade blev anlagt på en lille del af denne grund. I 1874 – 76 blev de gamle bygninger nedrevet.

 

Sorø  kloster

Nr. 48: Områdets største grund kom herefter. Den havde en facade-længde mod broen på ca. 130 alen. Det svarer til beliggenheden af i dag Vesterbrogade 85 – 91.  Her havde brygger Anders Rasmussen  i 1676 bryggerstavn og kålhave. I begyndelsen af det 18. århundrede var her også et gæstgiveri, der gik under navnet Sorø Kloster.
I 1714 blev det drevet af skomager og gæstgiver Christen Hansen Tønder. I 1719 hed gæstgiveren underfoged og øltapper Hans Knudsen Sølling, indtil Christopher Nelling, leverandør og kongelig køkkeninspektør i 1732 overtog stedet.

 

Kones spillegæld

Han oprettede desuden et stopperi til opfedning af fjerkræ. Forskellige ejere fulgte. Interessant er dog at konstatere, at agent Johan Christopher Amberg i 1783, måtte overlade stedet til konferensråd Jens Jessenius Clasen, grundet sin kones spillegæld på 9.000 rigsdaler. Forskellige ejere fulgte.

 

Fornemt udstyr

Den store gammel gård havde et fornemt udstyr med bl.a. malede landskaber i havestuen. Det var sandsynligvis udført af en tidligere jer, Brünniche. Her var også et ottekantet lysthus, tyrkisk telt, haveskulpturer, fornemme lysthuse og fuglehus. På grunden blev en del af Valdemarsgade anlagt.

 

Blomster – og lysthus

På Vesterbrogade 89 lod postkontrollør Peter Wilhelm Gensen i 1852 opføre en villa i middelalder – stil. I 1860erne var det godsejer C.F.S Leth  der ejede villaen. I haven lod han opføre blomster – og lysthus. I 1881 var det læge C. Mundt, der boede her. I 1898 rev malermester P.D. Løw villaen nedrive, hvorefter han opførte det eksisterende og fire-fløjet etagehus.

 

Galgemøllen

Nr. 47: Den næste grund på  Vesterbrogade var Nybromølle  også kaldet for Galgemøllen, efter den nærliggende murede galge på Vester Fælled, der lå der over for Sorte Hest fra 1622 – 1799. Møllen nævnes allerede i 1673, hvor møller Oluf Germandsen skulle have haft pladsen fra før svenskernes belejring (1658 – 1660). Fra 1724 – 1739 havde brygger Otte Lerche fæstet møllen, men ellers var det rigtige møllere som var her.

Allerede i 1739 var det et otte fags forhus mod broen med et 12 fags sidehus. Vindmøllen var længere tilbage på grunden.

Siden 1773 fulgte også fæstet på vænget bagved. Men her måtte der hverken graves, pløjes, plantes eller sås. Og man måtte da sandelig heller ikke bygge. Man kunne så sætte kreatur på græs på vænget. Det var for resten den gamle pesthus-kirkegård, der havde ligget her. Forskellige fæstere fulgte.

I 1806 bestod bygningskomplekset af forhus med 48 alen facade, stuehus, stald, slagtehus-materiale-hus samt vindmøllen på en ottekantet muret fod i to etager. Senere blev udhusene udskiftet med et nyt sidehus. Dertil kom også en hestemølle.

 

Jernstøberi

På naboparcellen 47a, som i mange år tilhørte fabrikanterne Borch og Henriksen udviklede der sig efterhånden et større fabrikskompleks til jernstøberi.

 

Markmandhus

Nr. 46: Denne grund svarer nærmest til beliggenheden af Vesterbrogade 97 – 99 i dag. Her lå ved en markvej stadens lille markmandshus. I 1673 boede her hyrde Niels Jensen og dyrevogter Mathias Lauridsen.

I 1756 kom her fornemme folk, nemlig kommandør Friedrich Güntelberg. Han blev efterfulgt af enkefruen og derefter af dennes nye ægtefælle, generalkrigskommissær Alexander Ross.
Her var et rigtigt overklasse – landsted.

 

Hjortehus

Der var gobeliner på væggene og glasdøre til haven, Og her var lysthus i to etager, keglebane og en hvælvet lindeallé. Traktør Jacob Nissen Hiort omdøbte stedet fra Eensom til Hjortelund.

Lystgården Retraite

Nr. 45: Vi er nu nået til den sidste grund, og den der i dag svarer til Vesterbrogade 101. I 1735 oprettede tøjsmed Stökter her en såkaldt tysk smedje.  I midten af det 18. århundrede var fæsterne her slagtere og hestehandlere, indtil prokansler Erik Pontoppidan  i begyndelsen af 1760 indrettede en lystgård, der senere gik under navnet Retirade eller Retraite. Forskellige fæstere fulgte.

Bygningsanlægget bestod helt til 1894. Det bestod af et 32 alen lang bindingsværkshus i 14 fag med to tre fags frontkviste samt sidehus-længer med feldbereder-værksted.

 

Hvide Hest Området

Hele den store strækning af delområdet, der i dag går fra Enghavevej til Vesterfælledvej omfattede én stor gæstgiver – ejendom. Bagskellet, der lå ca. 120 alen syd for Vesterbrogade og som oprindelig dannede grænse mod Københavns store fælles græsningsområde, Vester Fælled, afspejles stadig i Tøndergade samt i knækkende på Enghavevej og Vesterfælledvej.

 

Gæstgivergården Callundborg

I det 18. århundrede holdt markmanden til herude. Bygningsanlægget, der var placeret nærmest byen voksede efterhånden fra en lille otte fags stråtækt ejendom i 1712 til et 18 fags bindingsværks forhus i en etage, 40 alen langt og med 21 alen sidelænge i 1793.

Markmands – arbejdet var på  dette tidspunkt for længst veget for gæstgiveri, sandsynligvis efter at brygger Mogens Selstrup i 1740 havde overtaget fæstet på stedet.

 

Hvide Hest

I 1775 sad øltapper Hans Stæhr  på gæstgivergården med fæste for livstid på det store vænge. Stedet blev kaldt Callundborg Herberg, men benævnes senere som Hvide Hest.  Den gamle tilknytning til fælleddriften blev dog længe bevaret.  Stadens fold til indebrænding , dvs.  hvor kreaturerne blev ejermærket før udsætning til det fri sommerliv på græsgangene, lå i gæstgivergårdens vænge lige vest for bygningsanlægget.

Efter Hans Stæhr fulgte i 1808 hans søn, hørkræmmer Christian Stæhr.

Men få år efter dennes død, blev det store vænge, som familien havde haft i fæste, at staden opdelt og bortaktioneret som selvstændige ejendomme.

 

Udvidelser

Selve bygningerne med have, som strakte sig 265 alen langs Vesterbro fra hjørnet af den gamle malkevej senere Enghavevej, blev købt af kaptajn, buntmager Liebenberg. Efter hans død i 1819 blev den store ejendom overtaget af hans arvinger., som i 1829 solgte vængestykket  til gartner J.C. Hansen.

I 1834 blev den gamle gæstgivergård forlænget mod øst med en 21 alens staldlængde, der i 1847 blev ombygget til beboelse.

 

Frydsvej (Sundevedsgade) anlægges

Efter demarkationslinjens tilbagerykning i 1852 påbegyndte gartneren en storstilet udparcellering. I 1852 frasolgte han en stor parcel, der i dag udgør fire grunde ved det østlige hjørne
af Sundevedsgade/Vesterbrogade.  Kort efter lod han anlægge Frydsvej (nu  Sundevedsgade) tværs over vænget ned til de fællesarealer, som han også havde erhvervet.

 

Lyststedet Amerika

Et lille lyststed blev opført. Det var en et etagers bygning på 24 x 17 alen. I 1814 blev ejendommen købt af generalkonsulent John Murray Forbes.  Han døbte stedet Amerika.

 

Den amerikanske vindmølle

Forbes ”mekanikus” Winstrup lod opføre en vindmølle efter et sindrigt amerikansk patent på en parcel af Vester Fælled syd for Amerika. Den blev i folkemunde kaldt Amerika – møllen. Men bygmesteren kaldte den selv Nye Winstrup Mølle.

Brændevinsbrænder Westergaard overtog møllen i 1838.

På en aktion i 1820 blev lyststedet Amerika købt af justitsråd Petersen. Få år senere var det baronesse Elisabeth Sophie Bretton, der stod som ejer. Efter forskellige ejere var det Stadskonduktør Schlegels arvinger, der lod Amerika  udparcellere i syv grunde i 1854. Hovedbygningen lå, der hvor vi i dag har Vesterbrogade 131 – 135.

 

Forskellige stilperioder

Landstedslignende villaer blandede sig med ældre bygninger. Mange af disse bygninger måtte vige for nybyggeri. I dag fremtræder denne del af Vesterbrogade særdeles broget og forskelligartet. Forskellige stilperioder er repræsenteret.

Vi slutter hermed vores fjerde vandring gennem Vesterbros historie. Vi vender senere tilbage med Istedgade og Enghavevej.

 

Kilde: 

  • Litteratur København (under udarbejdelse) 
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
  • Under København finder du 191 artikler 
  • Vesterbro, en historisk vandretur
  • Et sted på Vesterbro
  • På Vesterbro
  • Forlystelser i København  og mange flere artikler 

Redigeret 18- 11 – 2021


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København