Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Østerbro – et kvarter i byen

November 13, 2011

Foredrag afholdt den 17. november 2011 i Dansk Handicap Forbund, Strandvejen 142 c, Charlottenlund. Vi kigger på en forstad med kort levetid. Så  er der syrebåde, Frihavnen, russiske strejkebrydere, kristne siger nej til restaurationer og forlystelser. Vi besøger Classens Have og Danmarks ældste villakvarter, H.C. Andersen på Rolighed, Badeanstalter, Garnisons Kirkegård. Og så er det også lige Struensees henrettelse, Kastellet, Sangerinde – pavilloner. Vi når lige en tur på
Strandvejen, et par mord, uheldige betjente og grusomheder under besættelsen. OBS: Dette er en lang artikel. 

 

En tidlig bydel

Allerede meget tidlig søgte borgerskabet til Østerbro. Området mellem Østerport  og fæstningsanlægget/sygehuset Vartou blev indrettet som et skakbrædt. Her blev veje anlagt og grundende udloddet. Den nye bydel fik navnet Palmaille. Forbilledet var en bydel i Altona.  Det var Københavns elite, der havde fået skøder herude.

  • begge sider af Alfavej opbyggedes de skønneste Huse både i to og tre etager med anseelige Haver og omgivet af store haver.

 

Kort levetid

Ja sådan var beskrivelsen, og vi er tilbage omkring 1650. Men ak kun et årti fik den skønne bydel lov at leve. De kære svenskere var på vej, og forstæderne skulle være krigsskueplads. Så den 9. august 1658 besluttede man, at afbrænde alt.   Forstædernes historie kunne starte forfra. I 1670erne kunne man se en beskeden begyndelse langs Borgergade og Adelgade. Sankt Annæ Kvarteret tog sit udgangspunkt i navngivningen af kongelige titler og tilnavne:

  • Danmarksgade, Kongensgade, Dronningensgade, og Prinsensgade.

I 1640 var Nyboder færdig. Her tog man udgangspunkt i blomster – og dyrenavne.

 

Østre Forstad

De to forstæder mod nord og øst blev ikke genopbygget på deres gamle placering. Nye forstæder opstod på den anden side af Peblingesøen og Sortedammen.  Østre Forstad startede med mange lysthaver og traktørsteder.

 

Søerne

Søerne gav dengang også mulighed for selvmord. Digteren Jens Baggesen forsøgte. En dag i 1802 vandrede han rundt for at finde et egnet sted. Han havde ikke til det daglige brød. Men Baggesen fandt aldrig et egnet sted.

 

Selvmord

Hvad det ikke lykkedes for Baggesen, lykkedes for billedhuggeren Johannes Wiederwelt. Han kastede sig i december 1802 i Sortedamssøen.

 

Syrebåde

Tænk dengang afgik færgen fra færgebroen ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut.  Købmand E.M. Olesen fik meget modvilligt tilladelse til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne i nærheden klagede over stanken. Motorerne var nu heller ikke så driftssikre. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne, der var sat ind på sporvognsstrækningen Nørrebro – Gothersgade.

Nye både blev kaldt De elektriske både. Man reklamerede med, at passagerne fik frisk luft. Man kunne leje de såkaldte promenadebåde, hvor indtil 12 personer kunne spise frokost.

Fredag aften gav Husarernes Musikkorps koncert fra en illumineret båd. Man kunne så følge med fra passagerbåde, som kostede 50 øre.

 

Otto Mønsted sponserede

I 1916 var man oppe på 350.000 passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted var enesponsor for den populære færgefart. Alle færgerne var på siden påmalet
Otto Mønsted Svane – margarine er fast og holdbar. 
I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur.  Det var populært at holde frokostudflugter på søen. Skulle det være ekstra festligt, kunne man bestille illumination.

 

Ansøgninger om restaurationsdrift

I 1890erne var der tumult omkring et større restaurationsanlæg ved Sortedamssøen. Kommunen modtog i alt ti ansøgninger. Argumenterne var både gode og talrige. En ansøger ville lave en bespisningsanstalt til rimelige priser. En anden sammenlignede stedet med Alsterpavillonen i Hamborg.

 

Menighedssamfund sagde nej

Men de store projekter blev ikke til noget. Medlemmerne af Skt. Jacobs Menighedssamfund foranstaltede en underskriftsindsamling mod forslagene. Omkring 2.000 borgere skrev under på:

  • Undertegnede beboere af Østerbro – Kvarteret tillade os herved at rette en indtrængende Anmodning til den ærede Kommunalbestyrelse om ikke at bevillige Andraget om at maatte opføre en Beværtningspavillon i Sortedamssøen, i det vi formene, at der i Nærheden af den paatænkte Pavillon er tilstrækkelige mange Beværtninger, og frygte for, at en saadan Pavillon kan blive til Skade for Hjemmene og at den navnlig vil være en Fristelse for de Unge.

Menighedssamfundet omfattede hele Østerbro. Den drivende kraft var den indremissionske præst  Peter Krag. Medlemstallet var allerede i 1893 oppe på hele 1.000 medlemmer. Et af hovedtemaerne var den stigende forlystelsessyge.

 

Politidirektør lyttede

Menighedssamfundets synspunkter havde stor sympati hos politidirektøren. Måske var det årsagen til, at mange afslag, når det gjaldt Østerbro – dengang.  Således søgte 30 personer i tidsrummet fra 1905 – 1921 om biografbevilling på Østerbro. Samtlige fik afslag.

 

Kysten ved Strandboulevarden

Dengang gik kysten omtrent der hvor Strandboulevarden i dag går. Da Frihavnen blev bygget blev kysten flyttet et par hundrede metermod øst.

 

Masser af småhavne

Inden da lå der en masse småhavne langs kysten. Over det hele hvilede en duft af stillestående vand samt træ og rådden tang. Duften af tjære blandede sig nu og da. Gennem gamle plankeværker kunne man skimte en både ude på Sundet.  Her lå en masse joller, sandpramme og tømrerpladser. Pælebroer og lave bolværker, der var grønslimede og forfaldne var her.

 

Dårlige rønner

På Ydre Østerbro lå der dengang endnu små rønner af en meget dårlig kvalitet. De var bygget af murbrokker og gammelt skrammel. Her boede sandgravere, fiskere og arbejdere. Når der kom penge var der liv og glade dage på beværtningerne.

 

Ballade ved lønningsdag

På hjørnet af Batterivej og Sibbernsvej (nu Strandboulevarden) Lars Nielsens Beværtning.  Her udartede der sig ofte efter lønningsdag ballade mellem Zulukafferne og Nihilisterne. Efter slagene blev de sårede behandlet hos nærmeste barber.

 

Frihavnen

Ja den nye Frihavn skabte store ændringer på Østerbro. Vi fik også en ny Langelinie.  I villahaverne i Rosenvænget viste familiemedlemmerne sig ikke mere under åben himmel

  • De blev gjort døssige af Kulstøv.

Ja sådan skrev Politiken, dengang.

 

Østerbro gik i vandet

Der, hvor de store skibe for nogle år siden lagde til, gik man nu rundt med trillebør. Fæstningsværker blev sløjfet, voldgrave blev opfyldt og kirkegårde nedlagt. Østerbro gik i bogstavligt forstand i vandet.

Cirka 2.000 arbejdere var beskæftiget med at anlægge Frihavnen. Grundende i de nærliggende gader steg efterhånden i værdi.

 

Der manglede skibe

Da Frihavnen skulle indvies var den helt tom. Man fik i hast Tietgen  til at fylde den med DFDS – skibe. Men udenlandske journalister undrede sig over, at der slet ingen varer var i havnen.

 

Russiske strejkebrydere

I 1902 opstod der en strejke blandt søfolk og havnearbejdere. Men egentlig kunne det ikke ses i Frihavnen. Arbejdsgiverne fik hurtig engageret 500 strejkebrydere. Det var russere, og for dem måtte arbejdsgiverne punge ud med en overpris, nemlig den betydelige dagløn af tre kroner samt kost og logi. Russerne fandt det dog kritisabelt, at de ikke måtte ryge og drikke i arbejdstiden. Men de fik dog en slags kompensation af rigelig skibsøl.  Konkurrencen mellem de forskellige Atlanterhavs – ruter var benhård. Nye dobbeltskruede færger kom til. De kunne medtage 1.800 passagerer.

 

Langelinie

Dengang i 1880 havde man også en pavillon. Den hed Esplanade – Pavillonen. På førstesalen spillede den fortræffelige pianist, Cappelen. Egentlig var Langelinie en del af Kastellets befæstning. Den kunstige bakke ved Gefion Springvandet eksisterede endnu ikke.

 

De kongelige

Adskillige kongelige personer kom her. Prins Valdemar elskede at tumle rundt i en kajak. Og man kunne være heldig at møde Christian den Niende til hest. Og måske ved sin side, hans bor, Greve Hans af Glücksborg.

 

Sejlsport var den rigtige sport

Jo det var sejlsporten, det var den rigtige sport, mente Borgerskabet. Man foragtede det nymodens “cykleri”. Dem der cyklede var dumme, man sagde dengang:

  • jeg kan skrive, jeg kan læse
  • jeg kan ikke regne– men jeg kan pace.

Dansk Forening for Lystsejlads blev senere til Kongelig Dansk Yacht – Klub. Allerede tidligt havde man opbakning fra kongehuset, adelen, aristokratiet og det bedre borgerskab.

 

Den stakkels havfrue

Da Søndre Frihavn blev anlagt, mistede man promenaden langs Kastellet.  I stedet blev der anlagt en park og en promenade langs Langeliniekajen. Og den mest udsatte på disse kanter – med overhældning af maling og halshugget m.m. var Den Lille Havfrue, udført af Edv. Eriksen i 1913.

 

Den ny Langelinie

Borgerne på Østerbro mistede deres direkte mulighed for at komme til vandet. Det var man ret utilfreds med. Løsningen på konflikten var at man lagde en barriere af jernbanedæmning og toldgitter mellem boligkvarterer og haveområder.  Den nye Langelinie var blevet mere snævert, men til gengæld længere. Man kunne dog ikke mere bevæge sig frit gennem Langelinie
og op ad Øresundskysten.

Folk strømmede til, for at få  et blik af de kongelige, men vel også for selv at blive set.  I 1910 var det premierløjtnant Reehnitzer  og hans ubåd Dykkeren, der trak folk af huse. I 1944 røg Langeliniepavillonen i luften efter en sabotageaktion.

 

Krigsretssag

I 1692 førtes en krigsretssag med forbindelse til Store Vibenshus. En underofficer havde først siddet og drukket i en kælder ved stranden. Han begav sig derefter ud til Store Vibenhus.
Her mødte han to fruentimmer. Herfra gik de til Lundehuset og spillede kegler. Derfra gik de tilbage til Store Vibenshus, hvor de kappedes om, hvem der kunne drikke mest. Det endte med et kæmpe slagsmål, efter at man havde indtaget 8 kander øl.

 

Brændevinsbrændere protesterede

Herude ved Vibenshus samledes også i 1723 alle brændevinsbrænderi for at aflevere en protest til Frederik den Fjerde. Denne handling blev af kongen betragtet som utilbørlig  optræden. Det kunne have ført til  “Unaade og stor Straf” Men politimesteren nøjedes med at give en stor advarsel.

 

Kørsel på  Kongevejen

Ved en kongelig resolution af 29. september 1767 ophævedes kongevejsordningen for vejstrækningen fra Store Vibenshus til Fredensborg. Den almindelige færdsel mod betaling af bompenge startede den 10. november.

 

Østerport

I 1703 blev porten flyttet fra Rigensgade til hjørnet og Folke Bernadottes Allé. Der lå dengang dybe grøfter her. Og det kunne efter mørkets frembrud være særdeles farligt at færdes her. Den 19. november 1801 befalede kongen simpelthen, at vejen udenfor Østerport skulle forsynes med hele otte lygter. Det var tranlygter. Så hvor meget det egentlig havde hjulpet var et spørgsmål.  Og her i 1801 havde Østerbro  659 indbyggere.

 

Classens Have  og Aggersborg

Den danske hær stod faktisk i Holsten for at forsvare sine interesser over for franskmændene. Da englænderne kom i 1807, havde man forventet, at de ville angribe fra søsiden. Men
de gik i land. Det kom til det historiske slag i Classens Have. Men egentlig varede slaget kun tre – fire timer. Danskerne havde samlet en broget flok af Borgerværn, Landværn og Livjægere.  Alt i alt var man 11.000 mod englændernes 30.000 mand.

 

Englænderne gik i land

Den 16. august var englænderne gået i land ved Vedbæk. Ni dage senere stod englænderne uden for København i en linje fra Classens Have, på ydersiden af søerne, ad Blegdamsvej forbi Blågård og Ladegården til Kalvebod Strand.   Den danske flåde var ikke blevet mobiliseret. Der skete kun sporadiske angreb fra danske kanonbåde.

 

Englænderne: Danske Soldater var som bønder

Den 31. august blev lederen af angrebet i Classens Have, den 70 – årige Peymann såret af en flintekugle i låret. Til lægen sagde han:

  • Åh, det er ingenting. Den burde have truffet mig i hjertet.

Kampen i haven betød på dansk side, 24 døde og 98 sårede. I første omgang havde man fået englænderne til at flygte. Men i anden omgang var det danskerne, der måtte flygte ind på Kastellet.  Englænderne havde ikke meget til overs for de danske soldater. De kæmpede ganske bravt sagde de, men virkede som bønder i uniform, uden metode og dømmekraft.

 

Dømt til døden

Og selv om Peymann havde kæmpet tappert blev han og tre andre officerer dømt til døden. Nogen skulle jo stå til regnskab for ydmygelsen. Men de blev dog benådet af kongen.

 

Danmark ydmyget

Om aftenen den 20. oktober stod englænderne ud gennem Sundet med de første 100 skibe. Dagen efter fulgte den engleske hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe. Man
lagde tæt på den svenske kyst og Helsingborg,  hvor man saluterede for den svenske konge. Han var taget ned fra Stockholm for med skadefryd at iagttage det prægtige syn af arvefjenden
Danmarks
ydmygelse.

 

Haven – en stor byggeplads

Midt ud i søen i Danmarks største have lå Aggersborg.  Men ak og ve. Classens Have endte som en stor byggeplads. Her kom Lipkesgade, Livjægergade, Willemosegade og Ringstedgade.

 

Kunstnere på  Aggersborg

Aggersborg blev efterhånden omgivet af stenklodser. Rosendal  oplevede sine sidste dage med butikker i stueetagen. Det Hvide Hus på hjørnet af Classensgade lyste op med minder om Rosenkilde og Julie Sødring.

Og her på Aggersborg boede vores store maler, P.C. Skovgaard:

  • Fra Husets Altaner var det med Undtagelsen af Udsigten over Sundet, næsten som man saa lutter Skovlandskab. Kastelvoldens Træer laa fjernest. I disse Omgivelser laa saa et Hus, som fortrinlig ind i dem, med Rørtang og graamalet Træbeklædning og Udskæringer. I det hele taget var der noget eventyragtigt over Huset ude og inde.

 

Fiskerhus

Egentlig går historien om Classens Have tilbage til 1658, hvor den hed Verner Klaymans Have. I haven fik den pensionerede jæger, Johan Dantzer lov til i et fiskerhus, at udskænke øl og vin og oprette fiskedamme.   I 1707 havde Fiskerhuset betegnelsen, Traktørsted. I 1728 var det faktisk et gourmet – sted. Der blev serveret fisk og vildt for fornemme Liebhavere – til en civil pris.

 

Sønderjysk familie

I 1754 blev hele herligheden solgt til  J.F. Classen. Han var født i Oslo, men stammede som så mangen en god mand fra det sønderjyske, hvor familienavnet var Clausen. Den aktive forretningsmand drev krudtværk i Frederiksværk. Men han drev også vognfabrik, voksdugsfabrik, fajancefabrik, vokslysstøberi, gørtlerværksted, guldsmedeværksted, rebslagerbane og meget mere.

Hans virke omfattede også landbrug, kvægavl og skovbrug. Han ejede flere godser og et stort bibliotek, der omfattede 20.000 bind. Hans bror oprettede senere en landbrugsskole i haven.

 

Strandpromenade

Langs kysten anlagde han en strandpromenade for offentligheden som en forlængelse af Langelinie. Og københavnerne benyttede sig af det. De gik helt ud til kalkbrænderierne og nød de tusindvis af skibe ude på Sundet.

 

Danmarks ældste villakvarter

Rosenvænget er Danmarks ældste villa – kvarter. Kvarteret afgrænses af gaderne Rosenvængets Sideallé. Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden, Nordre Frihavnsgade og ved Vænget.  I 1863 kunne man i Illustreret Tidende læse:

  • Her kan der aldrig blive tale om at henlægge Forlystelsessteder eller Ølhaller, eller hvad der hører til Vesterbros privilegier. Her kan man ikke tænke at bygge Kaserner, beregnet paa snese af smaa Familier, Nørrebroes Privilegium. Her er Landeligt, smukt og roligt.

 

Byggespekulanter holdt væk

Hovedvejen førte ned til stranden. Senere fulgte kvarterets andre villaveje. Og de skulle ifølge vedtægterne være 20 alen bredde. Villaerne måtte ikke være over tre etager. Byggespekulanterne holdt man væk ved hjælp af servitutter.

 

Ikke meget lys

De efterhånden 50 villaer kom til at ligge i landelige omgivelser med dejlig frisk luft og skøn udsigt. Men idyllen var da til at overse. De få lygter kunne ikke oplyse vejene. Om aftenen og vinteren må det have været mørkt. I regn – og snevejr må de landelige veje have ligget hen som morads. For enden af Rosenvængets Hovedvej nede ved Strandpromenaden var det låst. Kun privilegerede personer som H.C. Andersen fik en nøgle udleveret.

 

De kendte

Her boede alle de kendte, krigsministeren, malerne Skovgaard, Marstrand, Aagaard og marinemaler Sørensen. Holger Drachmann  og ikke mindst Johanne Louise Heiberg var her.

 

De kunstige tænder afprøves

Her fik H.C. Andersen mange gratis middage. Det var fast at hver tirsdag var det hos højesteretssagfører Drewsen. Her prøvede han sine kunstige tænder første gang i marts 1864. Ikke alle brød sig om eventyrdigterens evige jagt efter gratis bespisning, mens andre satte stor pris på  hans besøg.  Egentlig var H.C. Andersen ikke så begejstret at skulle underholde børnene ved deres fødselsdage.

 

Finsens Institut breder sig

De rige beboere havde søgt at hindre, at Finsens Institut hele tiden udvidede. Borgerskabet var bange for, at de patienter, der kom med deres hudsygdomme, kunne smitte.  Og de vansirede ansigter var ikke noget borgerskabet brød sig om. Efterhånden ejede Instituttet en tredjedel af alle villaer.  Beboerne påberåbte sig gamle servitutter, men efterhånden åd etagebyggeriet sig ind på området.

 

Kryolit-fabrikken

Ved Kalkbrænderiet begyndte man i 1858 anlæggelse af Kryolitselskabets Fabrik – Øresund. Julius Thomsen havde fundet ud af, hvordan man omdannede kryolit til soda. Fabrikken blev faktisk først lukket i 1990. Erhvervskomplekset Tietgens Have, Skat og Charlottehaven ligger i dag på stedet.

 

De Fattiges Dyrehave

Ude ved Kalkbrænderierne  lå forlystelsesstedet De fattiges Dyrehave. Her var gynger, skydebaner og andet gøgl. Det lå der, hvor Strandboulevarden 88 – 98 i dag. Storhedstiden var i anden halvdel af 1800tallet. Fra teltbeværtningerne blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik til arbejderne og bådførerne fra kalkbrænderierne og andre steder. Det var især søens folk, der kom her. Det havde også ry derefter.

Men her var også karruseller, keglebaner og andre fornøjelser for dem, der ikke havde råd til at tage i den rigtige Dyrehave. Endnu i 1876 lå der 15 lysthuse i haven.

 

Rolighed

Rolighed  blev kaldet Det lille Rosenborg. Her kom de fine. Men i 1850 så bygningen forfærdelig ud. Men den blev istandsat. I 1857 overtog grosserer Melchior bygningen, og det var her H.C. Andersen udåndede 4. august 1875.

  • Jeg er så  urimelig, at jeg er en Plage for alle. Men tilgiv mig, jeg er saa Syg.

Ja sådan sagde vores berømte eventyrdigter.

 

Søen stinker

Egentlig boede han i Nyhavn 18. Allerede et år før sin død beklagede han sig:

  • Søen stinker, som de var opfyldt med Aadsler. Vejret er koldt og regnfuldt. Maven er daarlig, Nerverne angribes og Gigten faar saadan Overhaand, at det er besværligt at gaa.

En måned før han døde, lod han sin kuffert pakke, købe nyt tøj og bestille 200 nye visitkort. Han tænkte også på at bygge sig en villa. Det skulle være et eventyrhus som lignede Fru Heibergs i Rosenvænget.

 

Prøvet lidt af hvert

Men der var ikke flere medikamenter ud over morfinen, der virkede på ham. Han havde ellers prøvet lidt af hvert.

  • Kloral, Hoffmannsdråber, Valeriane, rosiner syltede i kandis, vineddike, åreladning, søbade, strømbade, russiske dampbade, surdej under fødderne, sennep på håndleddene, spanske fluer tværs over struben, igler på halsen, gulerodsomslag, gurgelemælk, rabarberrod og meget andet.

Andersen havde spurgt Fru Melchior om hun kunne skære hans pilsåre over, hvis hun en dag fandt ham livløs. Han ville ikke risikere, at blive begravet i levende live.

 

Strandboulevarden

Anlæggelsen af Strandboulevarden blev vedtaget i Borgerrepræsentationen  i 1895. Den førte direkte hen til Københavns Svineslagteri. Man fik aldrig ført linjen videre nordpå til Strandvejen.  Egentlig var der mange navne til den nye boulevard, Borups Boulevard, Hagemanns Boulevard og Fru Heibergs Boulevard.

 

Badeanstalter

Her på Østerbro  lå der i tidens løb en masse badeanstalter. Martin Andersen Nexø fortalte, at han og de andre børn fra Skt. Hans Gades Skole badede på den militære badeanstalt. Det var her Helgoland 3, kom til at ligge

  • Det kneb med at komme af med tøjet, skønt vi ikke havde for meget på. Den ene fejlede det og den anden fejlede det, som gjorde, at vi ikke kom i vandet. Sergenten gjorde kort proces. ”Nåh, hvad fejler du?”, spurgte han mig med hovedet kælent på siden. ”Jeg har brok”, svarede jeg ynkeligt. Jeg havde hørt at brok fritog for badning.
  • ”Så skal du have brokbind på”, sagde han og spændte et bælte med et langt reb om livet på mig. Og pludselig flød jeg ud i bassinet. Mit hjerte stod stille, det lyse vand, himlen, alting lukkede sig om mig i guld og grønt. Lys og blødhed strømmede om mig. Måske havde jeg feber. Da jeg kom op igen, var jeg som forvandlet. Frygten for vandet var borte, veget for tillid uden forbehold. Jeg styrtede mig ud igen, uden tanke for, at sergenten havde taget selen af mig.

 

Badeanstalt drev til havs

Helgoland 1 lå ved kysten fra 1885. den var anlagt på zinkpontoner. Men den drev til havs og blev slået til vrag. Ja den endte på Saltholm.  Helgoland 2 blev bygget på pæle i 1897. Men i 1914 blev den afmonteret for at skaffe plads til den nu promenade. Ja egentlig var der også en  Helgoland 2b. Det var en vinterbadeanstalt. Anstalten indeholdt en sal omgivet af 8 værelser for herre og 6 for damer. Der var fem store kakkelovne, et styrtebad, et vægt og gymnastikredskaber.

 

Et besøg i 1902

Ja lad os prøve at aflægge Badeanstalten Helgoland et besøg i 1902:

  • Den nye store Sø – Badeanstalt, der ligger i Svanemølle – bugten ved den ny Strandvej, og som sidste år blev åbnet for publikum, har allerede for længst vundet så stor tilknytning fra publikums side, at Aktieselskabet har udvidet den i forvejen omfattende virksomhed, så den i vinter har kunnet byde velkommen i sin fortrin vinterbadeafdeling.
  • Det moderne badeetablissement ligger med sine hvide tage i solen omgivet af Øresunds blå vand. Den omfatter forskellige afdelinger – skolebade, herre – og dameafdeling samt restaurant. Den kan let rumme 4.000 mennesker på badeafdelingen og 4.000 tilskuer omkring sportsbassinet. For de badegæster, de dyrker søbad året rundt, er det interessant at vide, at der findes centralvarme i de hyggelige omklædningsrum, ligesom der er indrettet overdængede bassiner.
  • De varme saltbade er Helgolands specialitet. Vandet oppumpes direkte fra Sundet og badet gives som karbade eller douche. Fyrrenålsbade kan man også få. Og så er der en afdeling for både universal og lokal massagebehandling.
  • Det er hvis nok Europas største sø-badeanstalt. Den er bygget på ca. 2.400 pæle og har en facade på 30 meter. Længden er 360 meter. Dette dækker 14.000 kvadratmeter.
  • En 110 meter lang bro fører fra land til den private afdeling. Et tårn med ur til 4 sider viser, hvor den begynder. Bassinet er 32 meter langt og 7 meter bredt. Damerne har deres egen bassin. Endvidere forefindes der på anstalten kiosker til cigarer, cigaretter, blade, postkort, chokolade og konfekt. Der er sygeværelse og afdelinger for manicure og fodpleje
    samt frisørsalon. Der er endvidere en cykelstald til 500 cyklister.
  • Yderst mod rum sø er der en restaurant med plads til 400 mennesker. Den er indrettet i 4 afdelinger og kan benyttes i al slags vejr. Der er en enestående udsigt ud over Øresund.

 

Garnisons Kirkegård

Her på kirkegården kunne man aldrig finde på at smide tøjet, som på Assistens Kirkegård.  Efter anordning af Kong Frederik den Tredje blev der i 1664 anlagt en gravplads uden for demarkationslinjen. Næsten samtidig anlagde man lige over Skibskirkegården. Denne kirkegård blev lagt under flådens kirke. Det er i den, der i dag kaldes Holmens Kirkegård.

 

Straffefangere holdt ikke længe

I begyndelse var det kun Landmilitæret, der brugte kirkegården. Den kommunale pestkirkegård kom til at ligge lige op ad Garnisonskirkegården. Soldater blev sat til at grave en række grøfter på arealet nord for Kastellet op mod det nuværende Classensgade. På grund af smittefaren trak kommandanten dog sine soldater tilbage.

I stedet blev 17 fangere fra Bremerholm sat til arbejdet. De blev lovet deres frihed, når de var færdige med arbejdet. Efter nogle få dages arbejde var der dog kun to fangere, der var arbejdsdygtige. Resten var enten døde eller stærkt svækkede.

 

Kanonskud skulle fjerne stanken

Kun gennem Østerport måtte der dengang transporteres lig. Mange lig lå u-begravede hen. Og det betød en frygtelig stank. Soldaterne på Kastellet beklagede sig. Man affyrede kanonskud for at sprede stanken.

 

Kisten flyttet tre gange

Jøderne i København var udsat for antisemitisme. I 1729 døde Jens Gedeløcke. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård. Snart gik det rygter om, at han slet ikke var kristen. Han var blevet lokket af jøderne for at opgive den rette lutherske tro. Politimester Hans Himmerich befalede at liget skulle graves op og overflyttet til jødernes kirkegård på Nørrebro. Et helt kompagni soldater skulle sørge for transporten. Og det var jøderne selv, der skulle grave liget op.

Og på Nørrebro måtte de under slag fra soldater grave et nyt sted for Gedeløcke. Jøderne klagede til direkte til kongen. De fik tilladelse til at flytte kisten til et tredje sted, der hverken var i kisten eller i jødisk indviet jord.

 

Fattig – kirkegård

Der hvor den amerikanske ambassade i dag ligger, lå fra 1770 til 1858 en fattig – kirkegård for Almindelig Hospital  i Amaliegade.  Den nordligste del var kirkegård for stokhusslaver og henrettede forbrydere.

Dengang var kirkegården noget forsømt. Fædrelandet skrev således i 1858:

  • Noget uhyggeligere kan selv den dristigste Fantasi næppe tænke sig. Her findes hverken Vej eller Sti. Brændenælder, Tidsler og andet Ukrudt står i den frodigste Vækst om Sommeren og Kvinder af Samfundets Bærme benytte fortrinsvis dette Sted som Tumleplads for deres Uærlighed.

 

Hunde – kirkegård

Senere blev dette stykke hunde – kirkegård. Mange af Østerbros velplejede mopser fandt her i forbrydernes nedlagte grave, deres sidste hvilested under gravsten af marmor.

 

Lille Amalienborg

Efter at denne del af kirkegården blev nedlagt, opførtes i 1916 Lille Amalienborg til trægrosserer Harald Simonsen.  Det var herfra, at von Hanneken dirigerede slagets gang under besættelsen. Her boede Erna Hamilton, som var Guld Haralds datter. Hun fik aldrig en eksamen, skønt hun var kvik og intelligent. Hun boede her længe, og flyttede først herfra, da hun blev gift anden gang. Ja hun nåede også at blive gift en tredje gang.

 

Kongen kan også lugte 

I 1726 havde vognmændene fået lov til at udføre renovationen gennem Østerport. Men de smed bare renovationen ned i søen eller på en åben plads i nærheden. Da man fandt ud af, at kongen en gang imellem kom gennem Østerport, fik vognmændene forbud mod denne praksis. For også kongen kunne lugte den forfærdelige stank, der kom fra søen og området i nærheden.

 

Struensee og Brandt

På en lille jordhøj, blev der engang anbragt en granitsten på Fælleden. Det var til minde om en sindssyg konge og hans ulykkelige 19 årige dronning. Det var også historien om Struensee
og Brandt. De blev fængslet i januar 1772 og anbragt i Kastellet. Og den 28. april blev de i hver sin vogn og ledsaget af officerer og et kommando ført ud til Øster Fælled.

 

Struensee måtte vente

Et skafot var rejst på stedet.  Brandt fik først den højre hånd, og derefter hovedet afhugget. Alt imens holdt Struensee nedenfor i sin vogn. Han kunne høre de hug, der skilte hans ven af med livet. Bagefter kom turen til ham. For at retfærdigheden kunne ske fyldest, blev deres legemer bagefter parteret og lagt på stejle og hjul. De blev et bytte for himlens fugle.

Byen var næsten affolket. Alle havde bevæget sig herud for at følge den frygtelige eksekution. Ja man sagde, at der var 30.000 tilskuere.

 

Landsforræderi

De blev begge dømt for landsforræderi og majestætsfornærmelse. Struensee havde desuden udfordret kongemagten og fået barn med dronning Caroline Mathilde. Ja Struensees forræderi var grunden til, at man indførte indfødsret. Dengang havde en femtedel af befolkningen, tysk som førstesprog.

 

Fremskridt

Struensee havde mødt Christian den Syvende under dennes Europa – rejse i 1768. Kongen havde dengang vist tegn på sindssyge. Struensee havde god indflydelse på kongen og blev hyret til livlæge. Og livlægen fik mere og mere magt. Det lykkedes ham, at få kongen til afskedige statsrådet. Struensee kunne så selv underskrive lovene. I de to år han var ved magten lykkedes
det ham, at gennemføre et utal af reformer, bl.a. indførelse af trykkefriheden. Med et hug fik han også afskaffet bøndernes hoveri. Han indførte bedre sociale forhold og et mildere straffevæsen.

 

Henrettet for politisk magt

Godsejere og adelige vendte sig mod Struensee. De lavede et kup og fik livlægen dømt for majestætsfornemmelse, fordi han havde været kongen utro med dronningen. Reelt blev han dog
dømt for sin politiske magt. En gruppe kupmagere med kongens stedmor og halvbror i spidsen fik Struensee  og Brandt arresteret. En retssag fulgte. Og begge blev dømt til døden.

Til skræk og advarsel

De legemlige rester blev senere lagt ud til retterstedet på Vesterbro. Hoffet havde ønsket, at man fra Frederiksberg Slot kunne glæde sig over synet. Det siges, at ligene lå her i årevis til skræk og advarsel.

 

Henrettet med skrig

Der var barske afstraffelses – metoder dengang. I skarpretterens prisliste fra dengang i 1698 kan nævnes:

  • Hoved – , Haands – og Fingerafhugning, endvidere Steile og Hjul, Knusning af Arme og Ben, Partering, Knibning med gloende Tænger, Brændemærkning, Kagstrygning, Legemets afbrænding paa Baal og Navneopslag paa Galgen.

 

En dyr aflivning

I 1675 blev Erik Lagefoged, der havde myrdet forpagteren på St. Knuds Kloster, ”justificeret” på følgende måde. Først blev hans hjerte skåret ud af ham, og bødelen slog ham med det på munden. Derpå knustes hans arme og ben med et hjul. En rem blev skåret af hans bug og en af hans ryg. Hans hoved blev afhugget og sat på en pæl. Endelig blev hans legeme parteret og lagt på fire stejler. Skulle man tolke skarpretterens prisliste, så havde denne aflivning været en bekostelig affære.

 

Griffenfelds lidelser

Den 6. juli 1676 blev Griffenfeld ført ud af sit fængsel i Kastellet til Paradepladsen. Midt på pladsen var der spredt noget skinnende hvidt sand med sort klæde over. Ved siden af stod den dødsdømtes ligkiste, overtrukken med sort stof og våben, der hidtil havde siddet på hans stol i Helligåndskirken.  Kredsen var omringet af soldater. Men der var også tilskuere til stede. Griffenfeld tog afsked med de tilstedeværende, bevidnede sin uskyld og forsikrede, at han havde haft statens og kongens vel for øje.

Han opløftede sine hænder til Gud og erklærede, at han modtog døden som en retfærdig straf, fordi han havde søgt Jordens Konge mere end Himlens. Hans frimodige og gudhengivende holdning gjorde et stærkt indtryk hos de tilstedeværende.

Bødelen trådte nu frem med sit våben:

  • Dette sker ej uden Aarsag, men efter Fortjeneste.

Den dødsdømte svarede:

  • Kongen har givet mig det, han tager det fra mig igen

 

Min sjæl i din hånd

Derefter tog Griffenfeld sin paryk og halsklud af. Han lagde sig på knæ og bad en kort bøn. Derpå lagde han sig på knæ:

  • Herre Jesus, jeg befaler min Sjæl i din Haand

 

Pardon i Kongens Navn

Derefter gav han tegn til bødelen, om at hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter ordre. Men da han endelig løftede sværdet med begge hænder, trådte generaladjudant Schack frem og råbte:

  • Pardon i Kongens Navn

Dette afstedkom et sus i forsamlingen. Schack læste nu den kongelige ordre. Griffenfeld var blevet benådet. Han havde fået livsvarig fængsel.

 

Mord og selvmord ved Trianglen

Der hvor Øster Elektricitetsværk rejste sine kæmpemure i 1901 – 1902 lå en ejendommelig gård med et fornemt præg over sig. Den bestod af tre lave, til dels sammenhængende længer. Denne gård blev opført af den jyske bonde, Steffen Smidt. Han begyndte som arbejder på Sukkerraffinaderiet Unionen. Her blev han efterhånden mester. Det brændte, og Schmidt opførte et nyt raffinaderiet i Bredgade.

Men ak og ve. Schmidt begik falskneri med salg af sukker. Og det blev opdaget. Så Schmidt tog livet af sig selv. Hans karl boede i en del af gården, og blev ret så rig. Og det rygtedes. Derfor blev han myrdet.

 

Strandvejen/Østerbrogades historie

En udfaldsvej blev anlagt fra Østerport ved portens omlægning i 1647. Oprindelig hed vejen Østerbro  eller Østerstenbro. Indtil 1858 hed den Strandvejen fra Trianglen. Fra 1949 kom også det sidste stykke fra Lille Vibenshus til Svanemøllen til at hedde Østerbrogade.

Strandvejens  historie er også omgivet af mystik. Ved Tårbæk tales der om møder med genfærd. Mange skibe forliste og ligene drev ind til stranden. Men den har ikke altid været let at køre på. Således hedder det i en kongelig forestilling fra 1779:

  • Den besværlige Strandvej langs Sø-kysten, som ej kan sættes i god og vedvarende Stand.

 

Kidnapningsforsøg

I 1777 ville den engelske sørøver  John Nordcross i samarbejde med svenskerne bortføre kronprins Christian, den senere Christian den Sjette. Det var lige før det lykkedes.

Omkring år 1800 oplevede man langs Strandvejen nord for Østerbro et sandt byggeboom af landssteder. Og udflugterne gik også til Dyrehavsbakken og længere nord på. Helt op til Rungsted tog man på udflugt. Men Strandvejen var slet ikke gearet til alt den trafik.

 

Hvide som snemænd

En passager på dampskibet Caledonia fortalte om turen gennem Sundet   en dejlig juni – morgen i 1819:

  • Den skvulpende Sø med sine Sølvbølger vifter os svalende Kærlighed i Møde.

Han så Sjællands yndige kyst glide forbi, med alle landsteder, haver, bakker og marker. Ud for Charlottenlund ændrede billedet sig. Hele Strandvejen derinde så han nu indhullet i støvskyer, hvor mange hundrede vogne rullede afsted. Hvide som snemænd ankom de til Klampenborg. Men her trådte såkaldte børstedrenge til. For et par skilling befriede de folk for det værste støv. Omsider fandt man så ud af at lade Strandvejen vande. Og det gjorde man helt ind til Lille Vibenshus.

 

Åndelig undergang

Man havde bevist, at sådanne gadevandinger havde en gavnlig virkning “paa de lavere Klassers Moralitet” Støvet udviklede miasmer (bakterier) som virkede fortrinsvis på maven. Derfor søgte mændene og undertiden også kvinderne tilflugt i spirituøse drikke. Dette bevirkede således til familiernes legemlige og åndelige undergang, sagde kloge mennesker dengang.

Det vakte en del forargelse på  Strandvejen, at se kvindekønnet på disse nymodens transportmidler, cyklen. De kæmpede en ulige kamp for at holde balancen og skørterne på plads. Man havde sandelig noget at snakke om, når man iagttog dem. Således udtalte en læge:

  • Om Sømmelighed vil jeg ikke tale. Smuk er denne Sport ikke for en Kvinde. Og bliver den det nogensinde?

 

Mange gamle traktørsteder

På Søholt blev der også drevet traktørsted. I 1722 kunne man læse, at man for billig betaling kunne blive betjent efter sin stand i den smukke have. Omkring kilderne i det yderste af  Østre Forstad florerede udskænkningsstederne og forlystelserne. En populær vise fra begyndelsen af 1700tallet fortalte følgende:

  • Du seer gusten, bleg og suur som Beileren, der seer sin Brud til Gyldenlund at fare.

Gyldenlund var det senere Charlottenlund. Allerede i 1653 var der her indrettet et værtshus af Frederik den Tredjes kammertjener, Jakob Petersen. Dette navn går igen i forbindelse med
den lystgård som Ulrik Frederik Gyldenløve lod bygge på stedet. Her var Christian den Femte ofte på besøg.

 

Trianglen

Man tror det næppe. Men Trianglen lå dengang omkring år 1800 hen som et grønt idyl. Pladsen var lejet ud til en jomfru Windsløw, der havde gæs og kalkuner gående her. Trianglen
var fra tidlig tid et trafikknudepunkt.

 

Harders morgenkaffe

Herfra udgik også mange hestesporvogne. Fra Trianglen op ad Øster Allé gik også en rute. Her hed kusken dengang Harder. Om sommeren var det ikke et problem at sidde på bukken. Men om vinteren i sne og frost, kunne det være en barsk omgang. Her kunne man godt tænke sig en hjertestyrkning, når man kørte ind med Østerbros grosserere og embedsmænd.

Et stykke oppe af alléen gjorde Harder holdt. Det stod der ikke noget om i køreplanen. Men her gik han så hen til sin forlovede, Marie, der tjente på Huggeblokken i Skjoldgade. Her drak han sin morgenkaffe. Imens ventede de frysende nede i vognen, men det blev accepteret.

 

”Popo – stød ”

Skulle man fra Vester – til Østerbro kunne man tage med Farimagsvej  Og også dengang i 1839 havde man en slags Københavner – guide, Heri skrev Johan Behrend:

  • Farimagsveien som snoer sig fra Vester – til Østerbro vilde jeg ugjerne omtale blandt Spadseregange. Naar jeg undtager en Mængde Støv, som om Sommeren colorerer
    Fodgængeren, og nogle Huller, som anledige, at den Kørende hjemsøges af adskillige ubehagelige Popostød, findes intet Mærkeligt paa Farmarksveien, undtagen af Søetatens Kirkegaard paa Hjørnet af Østerbro.

 

Kapervogne

På Trianglen holdt kapervognene. Kuskene kæmpede om kunderne. Ja de blev ligefrem overfaldet for at få fyldt vognene. For en kapervogn kørte ikke før, den var fyldt op med mindre, man havde betalt for den. Turen gik til skovene nord på. Der var indrettet venteværelse hos konditor Larsen.

 

Farlig for kvinder

Om bord på sådan en kapervogn, skændtes man, så det bragede. Men det kunne også være morsomt efter en glad dag på Dyrehavsbakken. I en turistguide fra den tid hedder det sig:

  • at Gemytligheden sent om Aftenenen, naar man vender Hjem, undertiden kunne antage temmelige massive Former, hvorfor Damer i hvert Fald kun i en Herres Selskab burde benytte denne Befordring.

 

Smagløst

Johan Ludvig Heiberg var bestemt ikke begejstret for disse ture nord på. Det fremgår tydelig af hans beskrivelse:

  • Hvad kan det være smagløsere end Synet af disse store kluntede med fire Sæder forsynede holstenske Vogne, hvor tre til fire Mennesker sidder på hvert Sæde og mange endnu have små Børn paa Skødet?
  • Og dette kunne med møje besværlige Læs trækkes af et par udmagrede Heste, hed ad en støvet Landevej, hvor den ene Kusk søger at køre den anden forbi ved hjælp af uophørlige Piskeslag.
  • Damerne er udmejede paa den latterligste Maade, som om de skulle til Bal og ikke til Skoven, og skønt Klæderne ere deres Et og Alt, saa kunne de dog ikke føre over deres Hjerter at opsætte Turen, selv om den visse Regn hænger dem over Hovederne.

 

Døde heste på
vejen

Det med de døde heste, havde noget på sig. Således fortæller en avisartikel fra 1852:

  • at det er sket flere Gange i Sommer, at et par Kaperheste paa Bellevue – turen er blevne jagede nogle og tyve Mil paa en Dag. Man havde set døde Kaperheste ligge paa Vejen og den grusomme Behandling af næsten alle saadanne Heste har idelig været Genstand for Omtale.

 

Arbejdsdag på 16 – 17 timer

Der var masser af trafik gennem Trianglen. Masser af omnibusser gik også nord på. De havde eksotiske navne som Hertha 1 og Hertha 2, Figaro, Solen  m.m. Man sad ret ubekvemt på to bænkerækker. En kæmpe omnibus beregnet til 50 personer blev konstrueret. Den skulle trækkes af 6 – 8 heste. Men det var mere end datidens politi kunne tolerere. De forbød denne farlige
transport.

De hestetrukne sporveje var flot dekorerede. Men stakkels kusk. Han måtte selv hente hestene hos de forskellige vognmænd og aflevere dem igen, når arbejdsdagen var slut. Det betød
en arbejdsdag på 16 – 17 timer.

Lige efter Trianglen Strandvejen havde man fri udsigt over havet. Nogen følte sig dog generet af kalkrøgen fra kalkovnene på kalkbrænderierne.

 

Bien

En ny tidsvarende ventesal blev bygget i 1907. men byggeriet vakte stor diskussion. I folkemunde kaldte man det i folkemunde Bien eller Suppeterrinen.

 

Seks betjente regulerede færdslen

Trafikmængden tiltog efterhånden på  Trianglen. Således måtte der i 1920erne udkommanderes seks betjente til at regulere trafikken. De skulle forhindre de værste ulykker. Trianglen var dengang kaotisk med hestevogne, biler, sporvogne, cyklister, træk – og barnevogne samt fodgængere.

 

Sangerinde – pavilloner

Ved Lille Trianglen har der ligget beværtninger langt tilbage i tiden. Her var også to sangerinde – pavilloner. De lå skråt over for hinanden. Den ene hed Aléenlyst, men blev også kaldt for Gravens Rand, fordi den lå lige op ad indgangen til Holmens Kirkegård og ved siden af kirkegraverens hus. Den anden pavillon lå over for  Farimagsgades udmunding i Østerbrogade.
Den var nabo til Heldts Café på hjørnet af Classensgade. Her lå en masse lysthuse.

I 1864 var der 21 af den slags sangerinde – pavilloner i København.  Men for mange skete der noget moralsk forkasteligt på disse steder. Københavns Politidirektør syntes ikke om stederne. Han mente, at det var forskoler for den offentlige prostitution, og at kvinder der optrådte her var mere eller mindre løsagtige.

 

Luk de pesthuller

Siden den ny politilov fra 1863 var der ikke givet flere tilladelser til at holde musikselskaber. En ung mand, der led af kærestesorg til en af sangerinderne forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen. Dette eksempel brugte præsterne til at udtale, at pavillonerne var den dødelige fristelse for unge mænd – luk de pesthuler, sagde præsterne.

 

Bompenge

Man talte meget tidlig om en jernbane fra København til Klampenborg. Men Københavns Amtsråd var meget imod dette. Bommen ved Slukefter gav gode indtægter, og dem ville man sandelig ikke undvære. Man kom frem til at 928.700 besøgte Klampenborg på et år. En del kom dog også med dampskib.

 

Fungerede i 90 år 

I Berlingske Tidende  den 27. juni 1825 kunne man læse, at bompenge – opkrævning var påbegyndt. I proklamationen stod det anført, at det var ind til videre. Ingen havde i den vildeste fantasi troet at ordningen skulle fungere i 90 år. Man opførte et lille hyggelig bomhus ved Slukefter. Har skulle københavnerne stands hver gang de kom ridende eller kørende op af Strandvejen.

 

Skulle militæret betale?

Fritaget for bompenge var ejerne af nogle af lyststederne. Desuden skulle entreprenørerne heller ikke betale. Det var dem, der forsøgte at vedligeholde Strandvejen.  Men bompengeordningen var meget upopulær. I 1867 kom der til et skænderi med Gardehusarregiments officerer. De værgede sig ved at betale. Krigsministeriet  havde den opfattelse, at officerer skulle fritaget. Den 31. marts 1915 var den sidste dag, hvor bompengene blev opkrævet.

 

Dampsporvejene

Et meget specielt arbejde blev foretaget i årene 1883 –  1884 på vejstrækningen mellem Trianglen og Klampenborg. Det var sporanlægget for dampsporvognen. Arbejdet var besværligt og hele anlægget i virkeligheden forfejlet og ødelægende for Strandvejen.  Man måtte presse det massive sporanlæg ned i den forvejen smalle vej.

Forventningerne var skruet helt op. Man måtte kun køre med 2 1/8 mil i timen. Men ak og ve i 1887 forlangte ministeriet at hastigheden blev sat ned til 1 ¾ mil i timen. Desuden skulle dampsporvognen afgive lydsignaler for vejfarende og beboerne.

 

Mange uheld

Men der var et sandt trafikkaos dengang. Ved Hellerup meddeltes det, at der den 11. juni 1884 i tidsrummet kl. 9 til 24 blev talt 832 enspændere og 1.024 tospændere. Ja og hestene
var ikke gode venner med denne dampsporvogn. Og det skete mange uheld.

Birkedommer i Nordre Birk udtalte:

  • thi det er kun enspænderkøretøjer, hvem de omhandlende Uheld ere tilstødte, og disse Befordringsmidler udmærke sig i særdeleshed ved Kuskens Mangel paa Magt over Hesten.
  • At de ofte under stærk Færdsel paa Strandvejen køres af Damer, for hvem det kan være morsomt nok at regere et saadant Fartøj, men som selv ingen ide have om den Fare, der er forbunden med slig Kørsel, og derfor ganske ere givne Tilfældigheder i Vold.
  • Det ser drabeligt og mandhaftigt ud, at en Dame sidder paa kuskesædet med en lang Pisk i Haanden og kører et par fyrige Heste. Men disse Vogne er dog bedre end de smaa
    Pony – vogne kørt af Damer, hvis formaal hovedsagelig er at ”tage sig ud”, mens de ikke selv have Begreb om Situationens Vanskelighed.

Men hestene var også bange for et andet monstrum. Det var den nye “bicycle”

 

Dårlig konstruktion

Lokomotiverne var konstrueret med alt for små kedler. Når den skulle af en lille bakke måtte passagerne ud og hjælpe med at skubbe. Selv de mindste snedrivere sad den fast i. Og det blev ofte alt for varmt i passagerrummet. Dampsporvognen havde en kort levetid.

 

Kildevæld

Mange kender det hyggelige værtshus Kildevæld lige over for Svanemølle Station. Den er opkaldt efter den berømte kilde, der konkurrerede med Kirsten Piils Kilde. Man søgte herhen især Skt. Hans aften i den tro, at kilden havde en helbredende virkning. Men i tidens løb blev disse mange kilder langs Strandvejen for meget for politimester Ole Rømer. Der var tit klager over uvæsen herude. En masse svenske tiggere holdt også til her. Allerede tidlig var myndighederne trætte af det umoralske liv, der foregik herude.

 

Byens bestillingsmænd

På Ydre Østerbro lå de forskellige vanger til byens bestillingsmænd, Bryggervangen, Vognmandsmarken, Borgervangen m.m.

 

Den uheldige betjent

I nærheden af Aldersrogade havde en betjent udset sig sin sædvanlige siddeplads til indtagelse af sin frokost. Dengang havde betjentene 7 timers uafbrudt tjeneste. De skulle hele tiden blive på deres post, derfor var de nødsaget til at spise i det fri. Den omtalte betjent havde fundet ud af, at en omvendt latrintønde var en udmærket siddeplads. En dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre tønden tættere, ved at påføre tjære eller asfalt. Men det var den pågældende betjent dog ikke blevet orienteret om.

Efter en times hvil ville betjenten rejse sig, men han hang uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs, fordi tjæren eller asfalten var smeltet.

 

Papegøjen og betjenten

På Lyngbyvejen  fandtes en berygtet beværtning, hvis indehaver altid var i strid med politiet. Foruden at have beværtning var han kaperkusk på Dyrehavsbakken. Ved lukketid sørgede han for at vognen var stopfuld af berusede passagerer. Han lovede dem, at de kunne fortsætte hjemme i hans beværtning. Samtidig plukkede han dem efter alle kunstens regler. En af de betjente, der holdt øje med hans beværtning, blev kaldt papegøjen på grund af hans formidable næse.

Som hævn for Papegøjens foretagsomhed anskaffede kromanden en papegøje, som blev anbragt i værtshusets vindue, hver gang den pågældende betjent havde vagt.

 

Ildkongen

Og når vi nu er i gang med politiet. Så lå Østerbros  første politivagt på Lille Vibenshus. Og her fik vagtkommandøren et øgenavn, Ildkongen. En aften kom en vagabond ind på vagten og fortalte, at han var skyldig i ildspåsættelse. Men vagtkommandøren smed ham ud. Han ville ikke høre det fordrukne sludder. Det var ikke så godt, for vagabonden var virkelig brandstifter.

Men ildkongen havde været bange for at skrive en rapport om hændelsen, for han kunne ikke skrive mere and sit navn. Skulle han endelig skrive en rapport, måtte han diktere det for en skrivekyndig.

 

Mord i Brumleby

Den 28. december 1914 kl. 14 indløb der til politistationen i Nordre Frihavnsgade en anmeldelse. Den 82 årige enkefrue Dyrberg Nielsen var fundet myrdet i Lægeforeningens Boliger
i Brumleby.  Politiet indfandt sig straks. Den gamle dame havde fået en række alvorlige sår i hovedet. Hun lå fuld påklædt i sengen. Den højre arm hang ud over sengekanten. Betjentene
kunne straks se, at pulsåren var skåret over ved håndleddet. Det kom frem, at den gamle dame havde sparet en del penge op, så hun kunne få en pæn begravelse.

 

Venindens søn vidste besked

Venindens søn vidste, hvor pengene lå. Han havde blod på sin jakke. Men han påstod, at det var fra et cykelstyrt. Men hvorfor havde han den gamle dames guldur på sig. Ret hurtig viste det sig, at det var en medskyldig. Det var vognstyrer Petersen. De beskyldte begge hinanden for mordet. Men de blev begge dømt for mordet. Tugthus på livstid.

 

Mordet 1893

Fra 1881 ledede hun det nyoprettede drengehjem  Karna på Østerbro. Hun var agtet for hendes moderne opdragelsesmetoder. Men hun havde begået et mord på en af de drenge, hun havde i sin varetægt.

 

Hermafrodit

En psykiater og en fødselslæge konstaterede at hun var hermafrodit. Hendes misdannede kønsdele var snarere mandlige. Inden sagen kom frem tog han/hun navneforandring til Vilhelmi.
Han blev idømt dødsstraf. Det blev senere ændret til livsvarig tugthus. I 1905 blev han dog løsladt og giftede sig derefter, og tog navneforandring til Frederik Vilhelm Schmidt.  Han/Hun
havde ofte forført offeret, den 16 årige Volmer Sjøgren. Ved hjælp af opium blev drengen bedøvet og derefter kvalt med uldtæpper.

I fængslet fik han/hun dog lov til at beskæftige sig med syning, da han/hun ikke kendte til mandlige sysler, konstaterede datidens medier.

 

De vilde øvelser

Det var ikke kun arbejderkamp, der foregik på fælleden. Elever fra den militære højskole øvede også herude. Engang imellem kom de til at skyde kreaturer og heste, der græssede herude. Men snart var det ikke mere græs tilbage. Det var trådt ned af militærstøvler.

 

Fest og ballade

Der var også fest og ballade, når  Borgervæbningen holdt øvelser. Skønne uniformer og musik i spidsen. Normalt bestod øvelsen i at angribe Lille Vibenshus. Der kom både jægere, dragoner og glinsende hestegardister. Men mest populær var nu Borgervæbningens øvelser.

Koner, børn og kærester drev ofte med. Efter øvelserne stod den på druk og det, der var endnu værre. Mangen en tapper soldat er faldet ned i den store afvandings – og afføringskanal langs Blegdamsvejen.  Og gadedrengene havde det herligt. De fandt altid krudt, som de kunne bruge inde i staden. De stakkels menige havde svært ved at genfinde kompagniet og holde sig på benene. Og sønnen måtte støtte faderen og passe på geværet i hjemmarchen.

 

Tak børn

Frederik den Sjette var nu godt tilfreds med forholdene. Under Konge-revyerne Fælleden sagde han altid:

  • Tak Børn. Jeg er fornøjet med Jer.

 

Hagekors i Parken

De tyske idrætsudøvere var ambassadører for det tredje rige. I 1934 var der landskamp mellem Tyskland og Danmark. DBU accepterede, at man spillede en orkesterversion af Horst Wessel – lied. I den lovpriser man Hagekorset, Hitler og SA.  Ved samme lejlighed var der en masse danskere, der råbte Sieg Heil  ud over Parken.

I 1939 bar den berømte gymnastik – instruktør, Niels Bukh og hans gymnasiaster et hagekors – flag ind på Østerbro Stadion. Denne Bukh fortsatte med at lovprise det nazistiske styre. Det
samme gjorde de berømte svømmere, Ragnhild Hverger og Jenny Kammersgaard. Også Spartas  boksestævner foregik under hagekors – flag. Jøder var ikke velkommen, når danske sportsfolk kæmpede mod tyskerne. Dansk Idræts Forening accepterede tyskernes krav også inden besættelsen.

 

Tyskervenlige sportsfolk

Ude i den store verden betragtede man danske sportsfolk som tyskervenlige under anden verdenskrig. Mange af sportsarrangementerne foregik på Østerbro. Vi fortsatte efter besættelsen med at fægte, svømme, cykle, bokse, bryde, spille fodbold og håndbold, som om intet var hændt.

 

Mord i Vordingborggade

Den 26. september 1942 lød der en masse skud i Vordingborggade 19. Christian Michael Rottbøll blev skudt ned af dansk politi. Ved obduktionen viste det sig, at han var blevet dræbt med 16 skud. Han var i allieret tjeneste, da han blev skudt ned. Kriminalassistent Øst fik en belønning på 200 kr. for nedskydningen. Rottbøl havde gennem militæret forsøgt at etablere modstand mod tyskerne. Men militæret ville absolut ikke medvirke.

 

En stikker i Faxegade

Hedvig Delboe i Faxegade havde stukket flere til Gestapo. Hun var skyld i manges død. Hun overlevede to likviderings – forsøg, og flygtede til Norge. Men hun vendte tilbage til Danmark.
Hun havde taget navneforandring, men blev genkendt af en vaks boghandlermedhjælper hos boghandler Wiene Østerbrogade.

Man fandt ud af, hvor hun boede. Og den 9. marts 1944 blev hun likvideret. I politirapporten hed det:

  • Kl. 11.23. Fru Hedvig delbo født Kjær, Sankelmar gade 30 2.sal blev ca. 11.15 fundet dræbt i Lejligheden, gennemboret af flere Skud. Umiddelbart før hun blev fundet død, er der i Ejendommen hørt en Række Skud og to Mandspersoner er set forlade Ejendommen i Løb.

Fru Delbo havde i sidste halvdel af november 1943 opsøgt Gestapo og forklaret, at hun havde kontakt til nogle sabotører, som hun mod betaling ville angive. For hendes venlige service havde hun modtaget 35.000 kr.

 

Far sover – Mor er væk 

Søndag den 13. november 1944 ringede en 3 – årig pige på hos en ekspeditionschef i Webersgade 11. tredje sal. Hun fortalte, at hendes far lå på gulvet og sov, og moderen ikke var der. Den lille pige og hendes forældre boede på femte sal. Ekspeditionschefen gik med den lille pige op i lejligheden og fandt faderen liggende død på gulvet, dræbt af et skud. Under noget gammelt tøj fandt man moderen, ligeledes dræbt af skud. Hun havde også en del snitsår på hals og arme.

Ved ligene fandtes to tomme patronhylstre kal. 7,65, men ingen skydevåben. Der var hverken fjernet papirer eller penge. Alt tydede på, at det var tale om en likvidering.

 

Hipo på hævntogt

Den 20. april kørte Hipo rundt og brugte natten på terrorangreb. De var sure over, at modstandsbevægelsen havde skudt deres chef, tidligere kriminalbetjent, Erik V. Petersen. Det gik blandt andet ud over en assurandør på Sankt Kjelds Plads 2. Han blev dræbt med seks skud gennem hovedet. En ukendt mand blev desuden fundet dræbt i kvarteret omkring Ragnhildsgade.

 

4. maj blev dyr

Alene den 4. maj kostede i København 11 dræbte og 62 sårede. Og den første uge efter befrielsen kostede i København 94 dræbte og 393 sårede. I Ryvangen  fandt man i en lund grave med 200 dræbte.

 

De fem grusomme år 

Jeg kunne have fortalt endnu flere grusomme historier fra Østerbro under besættelsen, men nøjes med følgende:

De sørgelige kendsgerninger fra de fem onde år:

  • 1.728 modstandsfolk omkom
  • Tyskerne arresterede 15.720
  • De sendte 5.975 til koncentrationslejre i Tyskland
  • Tabstallene lød på 3.500 andre dræbte i kriger. Her havde man ikke medregnet sønderjyder og andre i tysk tjeneste som var faldet i krigen.
  • Der blev forøvet 2.830 sabotageaktioner mod fabrikker
  • Der blev foretaget 7.680 sprængninger mod jernbaner
  • 17.565 mennesker blev illegalt transporteret til Sverige
  • 550 forskellige illegale blade udkom i et oplag på 24 millioner eksemplarer.
  • 164 danskere blev dømt for at have begået drab i tysk tjeneste
  • Af disse blev 72 idømt dødsstraf
  • I 36 af disse tilfalde blev det omdannet til livsvarigt fængsel

Kære tilhørere, det var, hvad jeg havde valgt at fortælle jer. Jeg kunne have valgt anderledes. Tak for i aften.

  • Foredraget er baseret på diverse artikler om Østerbro på dengang.dk.     
  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – heraf 101 artikler fra Østerbro 

Redigeret 10.10.2021


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro