Artikler
April 5, 2013
Vi dukker ned i 1923 i Sønderjylland. Hvad skete der? Både nord og syd for grænsen blev mindretallene generet. Rygter opstod, at der skulle dannes en selvstændig stat. Knivsbjerg – festen samlede 2 – 3.000 deltagere. Også syd på var årsfesten hos det danske mindretal godt besøgt. Der var kampmøde mod Ejder – danskerne. De tysksindede dannede frimenigheder.
Grænsespørgsmålet
Selv om grænsen lå fast, blev den stadig diskuteret. Således faldt der den 7. januar 1923 faldt der nogle skarpe udtalelser mod grænsen. Den 12. januar udtalte overborgmester Todsen fra Flensborg, at danskerne ville besætte hele området ned til Ejderen. Han så hellere, at grænsen blev lagt længere mod nord.
Også på Grænseforeningens møde i Sønderborg blev grænsespørgsmålet taget op. I marts gik det rygter, om oprettelse af en selvstændig stat, som skulle omfatte en del af Nordslesvig og Holsten ned til kanalen. Det var gårdejer Cornelius Petersen fra Vester Anflod, der stod bag dette.
Ved Genforeningsfesten den 15. juni i Aabenraa talte H.P. Hanssen også om grænsen. Fyns Venstreblad havde en samtale med den tidligere rigskansler Dr. Michaelis under et besøg her i landet. Han slog fast, at den dansk – tyske grænse lå fast, og at afstemningen var anerkendt. Han trak dog senere nogle af sine udtalelser tilbage.
Kampmøde mod Ejder – danskerne
Den 13. juli blev der i Slesvig afholdt et kampmøde mod Ejder – danskerne. Her faldt der skarpe udtalelser mod grænsedragningen. I et opråb modsatte Schleswig – Holsteiner
– Bund sig yderligere mod afståelse af Slesvig-holstensk jord til Danmark. Den 25. november mødtes danske og tyske socialdemokrater i Flensborg. Fra begge sider anerkendte man den bestående grænse.
Mange udenlandske tjenestefolk
Syd fra kom masser af tjenestefolk. I Haderslev Amt fandtes alene 1.223 udenlandske tjenestefolk. Nærmere grænsen var tallet langt større. I 1923 skønnede man, at der var ca. 8.000 udenlandske tjenestefolk. I 1922 var trafikken over grænsen stærk begrænset. Priserne sydpå steg kraftig. Også grænseoverløbere måtte man i stigende grad tage sig af. Således havde Aabenraa Amt en årlig udgift på 30.000 kr. til hjemsendelse og straffefuldbyrdelse.
Tyske menigheder
Tyskere blev opfordret til at bosætte sig nord for grænsen. Den 24.3.1923 havde de tysksindede dannet en frimenighed eller rettere en afdeling af den Slesvig – Holstenske Landskirke i Tinglev. En lignende menighed blev dannet i Løgumkloster. I Toftlund ansøgte i efteråret 55 underskrivere, der til dels ikke er det danske sprog mægtig om tysk gudstjeneste en gang
om måneden og på alle anden – helligdage.
Tyskerne forlangte mere
I 1923 fandtes der 11 tyske vandrelærere og – lærerinder i Nordslesvig og 7 privatskoler. Der fandtes mange tyske folkeskoleklasser, og der blev givet tysk sprogundervisning i mange ellers danske skoler. Men de tysksindede krævede mere. En deputation var hos ministeren i 1922, og over for ham krævede de:
Knivsbjerg – festen samlede 2 – 3.000 deltagere
Til vandrelærer – virksomheden var der i 1922 indsamlet 550.000 Mk. Syd for grænsen. I slutningen af året blev der vedtaget, at Den Tyske Pigehøjskole i Tinglev skulle afholde 8 dages kursus for unge landmænd. Den årlige Knivsbjerg – fest samlede mellem 2 – 3.000 deltagere.
Problemer for det danske mindretal
Det danske menighedsliv var samlet om menighedssalen Ansgar. Ved pinsetid 1923 ophørte de danske gudstjenester i Helligåndskirken. Det var simpelt hen mangel på tilhørere. En
kirkesal blev indviet i Valsbøl. Også i Slesvig var der en stor dansk menighed.
Det danske oplysningsvæsen syd for grænsen havde vanskelige kår. Myndighederne stillede sig på bagbenene. I flere byer måtte man nøjes med at afholde dansk kursus. I Aventoft indrettedes en dansk privatskole med 20 børn. Den blev dog forbudt. Begrundelsen var, at læreren ikke havde fået de nødvendige tilladelser. Et landbrugsmøde i Valsbøl blev forstyrret af tyskerne, og måtte flyttes til en privat stue.
I slutningen af januar købte Den slesvigske Forening i Gottorp Amt hotellet Holsteinisches Haus for 40 millioner Mk. De dansksindede indrettede det til forsamlingshus og kaldte det for Slesvighus. Da der skulle afholdes festlighed i det truede politiet med at lukke det.
Støtte til Sydslesvig
Til støtte for dansk kulturarbejde blev der på den danske finanslov bevilliget 200.000 kr., hvoraf 119.700 kr. gik til Dansk Skoleforening for Flensborg og Omegn, 50.000 kr. til højskoler
og resten til bogsamlinger, menighedspleje og sygepleje. Som modtræk foreslog de tysknationale i den preussiske landdag at bevilge et beløb til bevarelse af tysk sprog og kultur i det afståede Nordslesvig.
En sagfører i Flensborg blev afskediget for at have modtaget den franske krydser, Le Marseillaise. Først efter et år fik han igen lov til udføre sit hverv. En redaktør i Nibøl fik 14 dages fængsel for at genere tyske lærere.
Det danske årsmøde i Flensborg samlede 6.000 mennesker. Og de danskvenlige blade trykt på tysk var indtil videre forbudt af militæret. Først i 1924 måtte man udgive dem, men under censur.
Bedre økonomiske forhold
I 1923 gik det bedre for handelen. Indbyggertallet var stigende. Også penge – forholdende fik det bedre. Et hårdt slag var de samvirkende sønderjyske brugsforeninger, der med 10 filialer måtte likvidere med et underskud på 75.951 kr.
Bedre trafikale forhold
I løbet af 1923 blev jernbanernes køreplaner udvidet så stærkt, at der næsten var normal køreplan. Også amtsbanerne fik udvidet køreplanerne. En del busruter var blevet indstillet. Alligevel fandtes der i Haderslev Amt over 30 rutebiler.
Det første tog på småbanen på Als blev ført frem til Mommark Færgeleje. Også en række andre banestrækninger blev forbedret.
Landevejene blev fortsat forbedret i 1923. Alene i Tønder Amt var der siden Genforeningen etableret 40 km ny Chaussé. Forskellige havne i Sønderjylland blev uddybet.
I foråret begyndte tyskerne at bygge en dæmning fra Klangsbøl til Sild. Foreløbig gik trafikken over Højer i plomberede vogne fra strækningen fra Sønderløgum til Højer. Men stormfloden den 30. august gjorde stor skade på det påbegyndte arbejde.
Masser af nye skoler
Ved indvielsen af Telegraf – og Telefonstationen den 23. april oplystes, at der var 6.729 telefonabonnenter i Sønderjylland mod 3.514 ved Genforeningen. Her i 1923 var der i folkeskolen 682 lærere og lærerinder, deraf 417 med dansk og 265 med tysk uddannelse. De tyske skoleafdelinger blev besøgt af 2,774 børn.
Nye folkeskoler blev der bygget flere af. I Burkal Sogn blev der alene bygget tre, nemlig i Burkal, Rens og Jyndevad. Der blev også bygget skoler i Ravsted og Rudbøl. En ny tysk skole blev bygget i Jejsing.
Fornærmelse mod den danske dommerstand
Redaktør Hamann ved Neue Tondernsche Zeitung blev ved Underretten idømt 4 måneders fængsel for fornærmelse mod den danske dommerstand. Denne bøde blev stadfæstet af Landsretten med Højesteret nedsatte dommen til en bøde på 2.000 kr. I oktober måned kom en af de mange krigsfangere hjem fra krigen. Det var Hørlück fra Varnæs. Han havde siddet 8 år i fangenskab i Sibirien.
Masser af nyheder fra 1923
I 1923 brændte Dybbøl Præstegård. Og når vi nu er der nede, så blev Dybbøl Banke ”takseret” til fredning. Fuglefredningen på Jordsand kunne ikke forlænges, man manglede midler. På Løjt og i Aabenraa var der nu kortlagt 167 oldtidsminder. Og ved kloakeringsarbejder i Tønder fandt man rester af Gråbrødreklosteret. I Aabenraa oprettede man et Arkivdepot. Kongen besøgte Haderslev, Aabenraa, Tønder og grænseegnene, Sønderborg, Augustenborg og Gråsten.
Diget ved Højer blev forhøjet med en halv meter. Ved Brains i Frankrig blev der indrettet en sønderjysk kirkegård.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Aabenraa (169 artikler)
Under Padborg/Bov/Kruså ( 63 artikler)
Under Højer ( 77 artikler)
Under Tønder (283 artikler):
Redigeret 23.09.2021
April 5, 2013
Kaptajn C.C. Fischer var udsat for mange forlis. Tre af hans børn blev født ombord. I fem år arbejde han i Japan, hvor han tog japansk kaptajn – eksamen. Også i Siam, arbejdede han. I Aabenraa arbejdede han for danskheden. Han var med til at købe Folkehjem og oprette en frikirke. Ikke overraskende forsøgte prøjserne at udvise ham. Vi skal også kigge på Frederik Fischer, redaktør af en legendarisk ugeavis.
Tipoldefar
Kaptajn C.C. Fischers tipoldefar var Magnus Fischer. Han var ikke sømand lige som en stor del af familien. Han døde tidlig, og hans enke, Margrethe Amalie giftede sig senere med løjtnant Dormeier. Hun talte plattysk og første ægteskab var der to børn, Christopher Conrad og en datter, der blev gift med en Nielsen ved Nørreport. I ægteskabet med Dormeier, fødtes en søn, Jørgen David Dormeier, som blev ritmester ved dragonerne i Itzehoe.
Oldefar
Oldefar Christopher Conrad Fischer (1736 – 1810) blev efter sin fars død opdraget i Aller. Han kom tilbage til Aabenraa, hvor han blev skibsfører for en af Cornelius Cornelsens skibe. Cornelsen var en af Aabenraas første købmand. Han havde været i England og der lærte han hvordan man skar tobak ved hjælp af hestekraft. Dengang blev der dyrket en del tobak i Aabenraa. Efter krigen mod England mistede Cornelsen alle sine skibe. Han kaldte sine kreditorer sammen og forelagde dem sin situation:
Han boede på Storetorv, men grundet sin økonomiske situation, måtte han flytte. Når han gik sine gåture gik vejen altid forbi sin tidligere ejendom.
Christopher Conrad Fischer var en myndig og en hidsig person. På en prøvetur ude på fjorden med et nyt skib, hvor hans medredere var med blev han uenige med dem og jog dem i land. Hos Cornelsen traf Christopher en ung pige Marie Dorthea Festersen, der senere blev hans hustru. De fik fem børn, Magnus, Margrethe Amalie, Fester, Christopher Conrad og Maria Dorthea.
Efter sin kones død blev Christopher gift med Cecilie Bahnsen, der fødte ham tre sønner, Martin Bahnsen, Jørgen David og Jes Fester.
Ni dage på en øde ø
I året 1790 førte Christopher briggen Fortuna. I Middelhavet led de skibrud ikke langt fra Tyrkiet. Bedstefar Fischer var med som kahytsdreng. De kom i land på en øde ø, undtagen en dreng, som druknede. De opholdt sig på øen i 9 dage. Ved hjælp af lidt krudt, som de fandt i et krudthorn, en sten og en kniv lykkedes det dem, at få tændt ild. Fra fastlandet blev man på den måde opmærksomme på de skibrudne
I Kanalen blev Christopher påsejlet og forliste. Også dengang var hans søn Fester med. Denne kom op på det fremmede skib, og blev sejlet til Hamborg. Christopher reddede sig på anden måde. Stor var glæden, da Fester ankom. Man havde anset ham for omkommet.
Bedstefar
Bedstefar, Fester Fischer (1774 – 1863) var gift med Cathrina Regina Callesen, der også var af en berømt Aabenraa – slægt. Fester kom tidlig til søs med sin far. Som kaptajn kom han til at føre skib for købmand Kopperholdt. Senere førte han Industri, der dengang var det største skib i Aabenraa. Det forliste ved Anholt på rejse fra Newcastle til København. Billedet af dette skib har været model til Aabenraa Statsskoles segl.
Han købte derpå en gammel grønlandsfarer i Glückstadt, briggen Anna Cathrina. Efter at skibet var blevet efterset og istandsat hjemme gik turen til Sønderborg og Fåborg, hvorefter det indtog et læs korn. Men skibet forliste i Læsø Rende med lods ombord. Skibet kom selv fri med blev boret af en englænder.
Senere købte Fester briggen, “Die Hoffnung”, som han sejlede med i flere år, indtil den forliste ved indsejlingen til Bremen, mens Festers søn var styrmand ombord.
70 skibe på Reden
Fester havde på en af sine mange ture set Napoleon holde parade over sine tropper. I Stockholm havde han været vidne til blodige uroligheder på gaderne. Ligesom de andre kaptajner lagde Fester op om vinteren. Sejl og tovværk blev da brugt til hus. Han boede dengang på Søndertorv. De kaptajner, der boede i Slotsgade, førte skibsmaterialet i både op ad åen, der dengang var sejlbar, hvorefter det så blev ført i hus. Om foråret gik skibene så ud igen. Der kunne dengang ligge ca. 70 – 80 skibe på reden.
Veninde med Fanny
Festers søster, Maria Dorthea blev gift med kaptajn Mathias Kock, der forliste. En datter, Marie af dette ægteskab var gamle Fru Cornett, gift med sejlmager Jørgen Cornett. Hun var efter faderens forlis kommet i hus hos Fester, og blev opdraget her.
Fru Cornett var Fannys gode veninde og døde i en alder af 94 år i 1910. En af hendes døtre, Anna blev først gift med kaptajn Frederik Callesen. Efter hans død blev hun gift anden gang med rigsdagsmand, J.P. Jungreen.
Fester havde syv børn, Maria Dorthea, Frederik, Christopher Conrad, Christine, Fester, Carl Ludvig og Cecilie.
Maria Dorthea blev gift med rebslager, Casper Garben. Hendes datter Cathrine blev gift med sin morbror, Fester Fischer. En søn, Johannes Garben overtog faderens rebslagerforretning og blev gift med Maria Hansen
Festers næstældste barn, Frederik er det også meget at fortælle om. Det tredje ældste barn var Christopher Conrad Fischer (1811 – 1884). Han var far til kaptajn C.C. Fischer, hvis erindringer vi er dukket ned i. Moderen var Anna Elisabeth Callesen.
På Barsø
Christopher fik briggen, Anna Cecilie bygget i Lübeck. Denne blev overladt til sin bror, Fester. Og han solgte den i Hamborg og fik derefter i 1857 barken, Farvel, bygget på Reimers Værft.
Kaptajn Fischer er født på Posekær Teglgård. Det var morfars ejendom. Men den første ejendom, han kan huske, lå i Slotsgade. Krigen i 1848 bevirkede, at faderen lige som andre danske mænd i Aabenraa var blevet udvist. Nu sad han over på Barsø sammen med sin bor, Frederik Fischer, Farver Bahnsen og andre. Under krigen var der både indkvartering af danske og tyske tropper.
En nat i vinteren 1848 – 49 flygtede familien ud af Aabenraa. Faderen havde sendt bud fra Barsø. Den følgende sommer sejlede de til Assens, hvor de blev boende til krigen var forbi.
Prøjserne fyrede far
Hjemkommet til Aabenraa var det snart svensk indkvartering. Faderen var blevet udnævnt til havefoged og i 1856 udnævnt til agent. Det var på den tid, hvor Nyvej blev anlagt. Indtil da var
der kun en vej, der førte til havnen, og det var Skibbrogade. Midt i 1850erne blev den første dæmning over til Lindsnakke anlagt. Samtidig blev der bygget en mølle til at udtørre Kilen.
Kaptajn Fischer gik først i Borgerskolen og siden i Deichmanns Privatskole, der havde til huse i to skolestuer i Hotel Rudebeck, det senere Royal på Nørretorv. Skolen flyttede senere hen
i et gammelt hus på kirkepladsen. Her havde det tidligere været pigeskole under Rektor Buch. Der var to klasser i skolen.
Deichmann var en ejendommelig lærer. Han kunne bruge de værste skældsord, men var meget afholdt af eleverne. Han morede sig over, når eleverne sloges indbyrdes, men det kunne Pastor Leth ikke tolerere.
Under krigen i 1864 blev faderen afsat af de tyske myndigheder. Han deltog i oprettelsen af Den Nordslesvigske Bank i 1872.
En tur til Sydamerika
Christophers søster, Christine blev gift med boghandler og bogbinder Nikolaj Sørensen, der overtog bladet Freja fra Frederik Fischer, mens sønnen Richard Sørensen blev redaktør. En
boghandel dengang var meget primitiv indrettet. Bøgerne stod nemlig i et skab inde i stuen. Når der var marked, blev den benyttet som skænkestue.
Frederik Fischer var handikappet, og boede på Ramsherred. På gaden kørte han rundt i en lille vogn forspændt med en hund.
Farbror Fester Fischer havde lært drejerhåndværket, og må have været ret dygtig til sit fag. En rig mand fra Sydamerika var kommet til Aabenraa og overtalte Fester til at tage med ham til Sydamerika. Kort efter ankomsten dør manden og Fester stod nu helt alene i det ukendte. Han tog så hyre og går til søs og kommer tilfældigvis til Hamborg, hvor han møder en bekend fra Aabenraa.
Han lod sig overtale til at tage hjem, men havde også fået lysten til søen. Han blev gift med sin søsterdatter, Catharina Garben, der drog ud med ham til Buenos Aires. Han forliste i 1867 ud for Singapore og druknede.
Deres eneste datter var Marie Fischer, der døde et par år før krigen, og som stiftede et legat for byen. Hun var ugift, men havde været forlovet med Andreas Cornett, der døde før de blev gift.
Skibsværfter i Aabenraa
Dengang var der masser af skibsværfter i Aabenraa. Michelsens blev senere overtaget af Jacobsen. Endvidere Thorkild Andersens, Rabens, Reimers og Poulsens. Foruden disse, var der også Lunds og Holms værft. Sidstnævnte blev senere en store reder i København. Byens absolut største reder og bygmester var dog Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede i 1850erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere hade han bygget Calcutta, der forliste ved Læsø. En del af materialet blev dog brugt til at bygge Cimber. Jørgen Bruhn var i mange år byens eneste Agent. Han ejede Nymølle, Knappen, teglgården, villaen Scotland, vejrmøllen og flere huse i byen.
Japan åbnede sig
Byens befolkning var indirekte afhængig af skibsfarten. Efter at den blev indstillet, så blev også forskellige håndværk i byen indstillet. Japan blev åbnet for amerikanerne i 1856. Hollænderne havde dog for alle andre europæer adgang til en japansk havn, Nagasaki, en gang om året, idet de, som man sagde, ikke regnedes for kristne, men for hollænderne . Efterhånden kom de andre europæer dog også til Japan.
Da Kaptajn Fischer sejlede for Japan var der kun fire åbne havne, Nagasaki, Kobi, Yokohama og Hakadati.
Styrmands – eksamen
Kaptajn Fischers slægt på moderens, Anna Elisabeth Callesen side var også udpræget Aabenraa – familie. Den kunne føres tilbage til midten af det 17. århundrede. Morfar, Hans Jesper Callesen var også kaptajn.
Fischer stak tidligt til søs. Allerede som 15 – årig tog han afsted. Skibet han tog med, var Farvel, med farbror Fester Fischer som kaptajn. Den første tur gik til Buenos Aires. Da han kom hjem tog han på styrmandsskolen, der lå bag den gamle folkebank på Skibbroen. Han fortsatte med at gå på navigationsskolen. Styrmands – eksamen blev taget i Flensborg.
Frederik Fischers ugeavis
Fischer fik også en masse at vide fra farbror Frederik Fischer. Han kunne en masse omkring astronomi og matematik. Han havde lavet sine egne logaritmer. Frederik lavede også sine egne kikkerter og andre astronomiske apparater. Lige så dygtig han var til at konstruere sine egne apparater lige så ubehjælpsom var han til at styre sin egen økonomi. Han forstod sig slet ikke på penge. Han besørgede selv det redaktionelle på sit blad Freja. Han hjalp også til på trykkeriet, der lå i baggården til hans hus i Ramsherred. Han hjalp mange med at udfylde dokumenter m.m. uden at tage penge for det.
I 1839 var han startet med “Königlich privilligiertes Apenrader Wochenblatt” – på tysk men med dansksindet indhold. I 1840 skiftede bladet sprog og navn til Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa”. Det vakte dog stor forargelse, at Frederik Fischer brugte byens gamle navn i stedet for Apenrade. Så han måtte igen skifte titel til “Kongelig privilegeret Apenrader Ugeblad”.
Frederik Fischer tog ikke direkte del i det kommunale arbejde, men som rådgiver spillede han en stor rolle. Byens fremtrædende danske borgere samledes i hans stue for at diskutere dagens spørgsmål med ham.
Om bord på krigsskib
Da krigen i 1864 brød ud, blev kaptajn Fischer indkaldt og kom til Sønderborg den 5. februar. Her kom dagen efter meddelelse om, at Dannevirke skulle rømmes. Oprindelig skulle han være blevet sendt til København. Men skibet var blevet forsinket. Han blev så med et par andre sendt til Kegnæs, hvor de efter 3 – 4 dage gik ombord i krigsskibet Geyser. Her var general de Meza om bord. Alle de indkaldte blev så ført til København. Kaptajn Fischer kom tilbage til krigsskibet, som var en hjuldamper fra 1848
I Siamesisk tjeneste
Efter krigen gik kaptajn Fischer selv i gang med at rigge barken Catharina til. Den var under bygning på Tømmergården. Dannebrog blev hejst. Da redderne ikke ville sejle under tysk flag, blev kursen sat mod Svenborg, hvor det blev registeret under dansk flag. Derfra gik turen til Nikolajowsk, hvortil skibet kom i maj 1866.
I 1868 gik Kaptajn Fischer i siamesisk tjeneste. Han blev styrmand om bord på barken St. Georg. Der var dengang mange danske søfolk i Siam.
Handelen dengang foregik hovedsagelig via kinesere. Først da H.N. Andersen kom herud kom der gang i handelen i Siam. Kaptajn Fischer kom om bord på briggen Rebekka, som blev ført af danskeren kaptajn Ravnkilde. I Bangkok traf Fischer styrmanden på det tyske skib, Filicia, der var for hjemgående. Så gik det rundt om Kap det gode håb til Bremerhaven. I 1869 var han hjemme i Aabenraa igen.
Frederik Fischer var på det tidspunkt flyttet ned ved den gamle Folkebank på Skibbroen. Han reparerede Kaptajn Fischers sekstant.
Fischer fik sit papir
Det var ikke lang orlov. Snart gik turen med Charlotte Christine til Østasien igen. Det var bygget hos Skifter Andersen. Skibet skulle gå under tysk flag. Kaptajn Fischer havde nu sit eget skib. Men han skulle bevise, at han havde de nødvendige papirer. Helt så let var det dog ikke. Han måtte gå til Landråden:
Landråden ville hjælpe Fischer. Så denne måtte skrive under på, at han havde opteret for Danmark. Dette gav så problemer senere, men Fischer fik sine papirer. I Singapore kom meldingen, at der var udbrudt krig mellem Tyskland og Frankrig.
I Shanghai fik han i 1871 melding om Frederik Fischers død. Frederik havde holdt på det danske. Embedsmændene talte tysk, og tysk var også skolesproget. På gaden i Aabenraa talte man dog dansk.
Til Kina og Japan
I de følgende år sejlede Fischer på Kina – kysten og Japan. I 1872 kom hans forlovede derud og brylluppet blev afholdt i Shanghai. Den første datter, Anna blev født ombord. Det var lidt usikkert område at sejle i. Farvandet var hjemsøgt af kinesiske sørøvere. I 1873 gik Fischer mod Vladivostok. Både hans kone og lille Anna var med ombord. Men i september forliste skibet.
Under dramatiske forhold lykkedes det for mandskabet at redde sig i land på en ø. Ti dage efter blev de reddet af Kaptajn Nasimoff, der tidligere havde ført zarens lystjagt.
Tre døtre døbt samme dag
Datter nummer to, Sara blev født i oktober 1874 om bord på vej fra Makassa til Hongkong midt under Ækvator mellem Borneo og Celebes. Da den tredje datter Marie blev født, blev hustruen i land i Amoy. I 1877 rejste hustruen hjem med tre småpiger og fødte Jenny hjemme, hvor alle fire piger blev døbt på en dag.
Japansk kaptajn – eksamen
Nogle måneder senere forliste Kaptajn Fischer med Catharina i en Tayfun på vej fra Hakadati til Yokohama. Mange andre skibe led samme skæbne. Også denne gang blev han reddet.
Med japanerne gik det så på vej mod Yokohama. På vej mødte man et tysk orlogsskib Königen Elisabeth, der var sendt ud for at bjerge mandskabet fra de forliste tyske skibe. Ombord kom Fischer under lægebehandling. Da han var kommet til sig selv tog han til Tokyo for at tage japansk kaptajn – eksamen. Japanerne var det modigste og mest tapre folk, som Fischer kendte. Dengang gik de endnu alle med to sværd. Flid og nøjsomhed kendetegnede japanerne.
Fem år i japansk tjeneste
Fischer sejlede en gammel engelsk postdamper Aden. Den blev rigget til som sejlskib. Og den første tur gik til Kobe. Flere japanere ombord blev uddannet til sømænd. Senere blev Fischer styrmand på nogle japanske dampskibe. Indtil 1882 var Fischer i japansk tjeneste. I fem år varede eventyret.
Hustruen døde
Med en fransk postdamper gik han til Marseille. Og over Schweitz gik det nu hjem ad mod Aabenraa. Hustruen og børnene boede hos Peter Callesen i Nygade. Hustruen ville gerne have at Fischer blev på landjorden og foreslog, at han skulle oprette et vaskeri og strygeri.
Han købte derefter en ejendom i Slotsgade og indrettede et stort dampvaskeri og en badeanstalt. Hustruen blev alvorlig syg og måtte opereres flere gange. Hun døde i 1888 og da var den ældste datter Anna 15 år gammel. Den yngste Thoma var da et år gammel.
Borgmester kunne ikke anerkendes
I Aabenraa samledes de danske stemmer på Vreden. Og til tyskernes store forundring blev han valgt til borgmester. Og dette gentog sig i 1894. I Slesvig ville man ikke godkende valget. I stedet var Michael Jebsen fungerende borgmester. Fra den tyske regering forsøgte man at vælte Vreden. Denne bad nu Fischer om at hjælpe sig. Og det hele endte med, at en deputation rejste ned til regeringen med krav om, at valget blev stadfæstet, hvilket så endelig skete.
Folkehjem og Frikirke
De dansksindede købte Schweitzer – Halle for 30.000 Mark. Og Fischer var selvfølgelig med i handelen. Det blev som bekendt til Folkehjem. Og myndighederne prøvede på alle mulige måder at chikanere de dansksindede. Ikke engang øl måtte de servere, men Fischer sørgede for en ølvogn. Frederiksklubben blev erklæret politisk, men også det fandt Fischer en løsning på.
Ved århundredeskiftet havde pastor Thomsen holdt gudstjenester på Colosseum og senere i en lille sal på Folkehjem og samlet en lille menighed. De dansksindede slog sig sammen og ville bygge en kirke. Folkehjem gav grunden. Der var kun adgang til marken bagved ad markvejen fra Frydendal ved Gartner Jacobsens grund. For at kunne få adgang fra Chausseen måtte Villa Emmy købes. Den blev så skrevet i Fischers navn.
Bryllup måtte afholdes i Danmark
Fischers datter, Jenny var blevet forlovet med en søn af den gamle kaptajn, Martin Drescher. Fischer gik til landråd Uslar og forklarede landråden, at han ville gerne have sine to brødre med til brylluppet. Landråden mente godt, at det kunne anbefales. Der blev sendt en ansøgning. Men det blev til afslag, og brylluppet blev afholdt i Danmark.
Fischer – forsøgt udvist
En morgen i 1902, kom der en politibetjent. Fischer skulle give møde hos borgmesteren. Og det var et vigtigt møde. Borgmester Rickmers rejste sig op med et papir i hånden og sagde:
Da de 14 dage var omme kom Betjent Matzen for at ledsage Fischer til banegården. Fischer overnattede på hotel i Vamdrup. Det var trods alt bedre end fængslet i Aabenraa. Men han tog dog med morgentoget hjem. På Rådhuset klagede han over udvisningen, da han sagde, at han var preussisk undersåt. To retsindstanser talte ham imod. Men Distriktsudvalget i Slesvig erklærede, at Fischer ikke var udlænding. Det at mønstre et dansk skib var ikke det samme, som at flytte til Danmark. Men dermed var sagen langt fra afgjort. Fischer havde også en del problemer med sine pas.
Fischers bror, Anton
Kaptajn Fischers bror, Anton sejlede som kaptajn på Kinakysten. Han forliste med jernskibet, Anna Cecilie. Så rejste han hjem og tog afsked med søen. Han købte derefter en gård i Skovby og blev gift med datter af naboen, Doris Michelsen. I 1884 blev de udvist med 8 dages varsel. Han måtte overlade gården til svogeren Jep Michelsen som bestyrer. Anton rejste til Korsør, hvor en anden bror, Harald var rejst ti for at slippe for militærtjeneste. Her oprettede han et bryggeri og døde i 1900.
Kaptajn Fischers søster, Christine blev gift med kaptajn Chr. Michelsen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
– Om Søfart i Aabenraa : Læs
– Om relevante ting i artiklen: Læs
Redigeret 21.11. 2021
April 5, 2013
De var ikke alle lige sjove at arbejde for – lensmændene på Møgeltønderhus. Hoveriet kunne måske have været værre. Men i perioder havde bønderne i Møgeltønder Len nok at se til. Særlig dige-udbedring tog i perioder masser af tid. Og så skulle man også lige stå til rådighed med kørsel – både for lensmanden og for kongen. Da Ribe skulle have forstærket deres befæstning, ja så måtte man seks gange køre til Ribe med et læs kampesten. Og så blev brud på moralen og det sjette bud takseret hårde end et mord. Jo der skete skam noget i Møgeltønder dengang.
Kongelig lensmand
Ved reformationen overgik Møgeltønderhus som alt andet bispegods til kronen. Som første kongelig lensmand får vi Detlef Ahlefeldt. Antagelig har han overtaget lenet lige efter 1536. I en jordebog fra 1537 fortælles det, at huset Groten Tundern giver lensmanden 200 mk i årlig hyre. Birket giver ham 31 mk. og 5 sk. I 1546 har Ahlefeldt fået lenet i pant for 16.000 mk. Han skal betale 30 mk. lb. 1 læst havre og 6 tdr. smør som deraf plejer at afgange tilforn til bispens fadebur.
50 len blev pantsat
Møgeltønder var blot et af de 50 len, der af Christian den Tredje havde pansat til de holstenske adelige. Men hvor stor var lenet egentlig? Ja vi kan kigge i jordebogen fra 1537 over Riberhus Len. Og i den kan vi læse, at lenet bestod af
Detlef Ahlefeldt var lensmand på Møgeltønder indtil 1562, da kongen på hans anmodning indlæser pantet. Han havde været meget initiativrig og genrejst bygningerne. Han var også særdeles aktiv, da digerne Højer – Rudbøl – Lægan – Kær herred blev bygget. Han var meget påpasselig over for bønderne. I et brev til kongen klager han således over, at Kogsbøl – bønderne og kirketjenerne ikke udfører deres andel af arbejdet. Han fortæller også kongen, at ikke alle er lige flinke til at vedligeholde digerne. Ahlefeldt ønsker at true de bønder, der ikke lever op til deres ansvar skal trues med at blive smidt ud af deres ejendom.
Ahlefeldt troede på ”heksen”
I en sag fra Daler bliver en kvinde ved navn Margretha anklaget for trolddom. Men Ahlefeldt mener ikke, at hun har begået disse forbrydelser. Han henviser til, at hun trods tortur fastholder, at hun er uskyldig. Møgeltønder Kirke lod han udsmykke med kalkmalerier. I 1921 fandt man rester af interessante kalkmalerier med Ahlefedts våben. 10 år efter, at han forlod Møgeltønder i 1570 døde han i den høje alder af 90 år. Han blev begravet i Kliplev Kirke.
Ny lensmand – Niels Lange
I 1562 overtog lensmanden på Riberhus, Niels Lange tillige Møgeltønder Len. Men det var ikke helt uden problemer. Niels Lange krævede inventar som Peter Rantzau skulle have leveret, men som Ahlefeldt nægtede, at skulle have modtaget. Kongen måtte over for Niels Lange forlange, at han undersøgte sagen noget bedre.
Claus Rantzau – utiltalende og fordrukken
Allerede i 1564 overtog Claus Rantzau lenet. Han fik det i pant for 10.000 dlr. I 1567 blev det yderligere bestemt, at pantet skulle forblive u-indløst i hans livstid. Efter hans død skulle kongen desuden betale 1.000 dlr. For udførte reparationer.
Claus Rantzau døde i 1571. Hans enke, Magdalene beholder lenet indtil 1573, da Bendix Rantzau overtager det.
Og denne Rantzau var en i høj grad utiltalende person, hengiven til druk, opfarende og grusom, samt begærlig efter gods og penge. Ja sådan beskriver kilderne fra dengang personen. Efter bedste holstenske forbilleder forsøgte han at inddrage fæstejord og ved en forøgelse af bøndernes hoveri, at udvide hovedgårds – driften. Det fortælles, at hans lille datter Dorothea Rantzau på hendes dødsleje i 1592 bad sin far vise retfærdighed, billighed og nåde mod sine undergivne og bad ham især ikke straffe de undergivne, der kun havde forsynet sig i ringe grad mod den spanske kappe med mindre de var dømt til døden.
Også efter sin tid i Møgeltønder lå han konstant i strid med de mennesker han var i berøring med. I Haderslev, hvor han ejede et hus og bosatte sig, kom han i strid med byens øvrighed. Hans søn med hvem han havde begået alvorlige optøjer i Hamborg blev endda i 1616 sat ud af huset på grund af restancer.
Bendix Rantzau
I 1583 overtog Bendix Rantzau Møgeltønderhus som ejendom og ved den lejlighed udskiltes godset i Haderslevhus Len (Rangstrup og Bovlund). Denne afgang af gods blev udlignet ved Bendix Rantzaus køb af et par ejendomme i Gerup. Ved kronens tilbagekøb af lenet i 1599 kommer det til en del stridigheder vedrørende dette gods, idet Bendix Rantzau, at han ikke havde solgt andet og mere, end det, han havde modtaget i 1583.
Kronens krav skulle fastholdes
Kongen gjorde gældende, at den nye lensmand, Albert Friis på det bestemteste skulle fastholde kronens krav. Og det ejendommelig er, at kongen henvendte sig til lenets bønder og anmodede dem, om at yde et tilskud til købesummen efter evne og formue, idet der måtte formodes, at de var interesseret i kronens køb. I 1600 blev der udskrevet en almindelig landeskat overalt hos bønderne i riget til hjælp til betaling af Møgeltønder hovedgård og gods.
Albert Skeel
Fra 1600 havde Møgeltønder og Riberhus fælles lensmand. Og disse lensmænd tilhørte nu den danske højadel. Albert Friis, der kun var lensmand til 1601, var ligesom de følgende lensmænd med undtagelse af Mogens Sehested medlem af Rigsrådet. Albert Skeel, der var lensmand i tiden 1601 – 39 havde i sine unge dage, således som det på den tid var sædvane inden for højadelens kreds, været på uddannelsesrejse i Tyskland, Italien, Frankrig og England. Kort efter havde han ledsaget Christian den Fjerde på dennes brudefærd. I 1601 forlod han hoffet
og forlenes med Riberhus og Møgeltønder len. Som rigsråd og rigsadmiral blev han ofte brugt som kongens vigtigste sendebud.
I 1623 afgik han som rigsadmiral, muligvis på grund af et personligt sammenstød med kongen. Men det var dog ikke værre end at han i 1629 fungerede som fredsforhandler i Lybæk.
I forlenings – brevet blev det bestemt vedr. Møgeltønderhus, at han skulle gøre kongen regnskab for al avl, affødning og anden fordel og udgiften til løn og klæder til skriveren, fogeden og de daglige folk på Møgeltønder Slot og len. Den derunder liggende ladegård skulle tilregnes kongen. Dertil kom endvidere den bestemmelse, at lensmanden måtte beholde tiendedelen af den uvisse indkomst, hvorved forstås indfæstning, sagefald og før-lov.
Albert Skeel afgik ved døden 1639, og hans afløser blev Gregers Krabbe, der ligesom sin forgænger tilhørte den danske højadel. Også hav havde i sine unge år været på udenlandsrejse.
Ligesom sin forgænger var han rigsråd, men opnåede endnu et avancement, idet han i 1651 overtog stillingen som statholder i Norge efter Hannibal Sehested. Han blev beskrevet som
en jævnt dygtig og godlidende mand. Det fortælles, at selv om han gennemførte en forøgelse af hoveriet i Hindsgavl Amt, så var han alligevel vellidt af bønderne der.
På Møgeltønder var han optaget af få gennemført en hårdt tiltrængt reparation af hovedbygningerne, men det forhindrede svenskerne ham i at gennemføre. Da svenskerne endelig trak sig ud af landet, var det i første omgang avlsbygningerne, der blev genrejst. I 1650erne skiftede lensmændene ret hyppigt. Fra 1651 – 1655 var Mogens Sehested lensmand. Fra 1655 – 1658 var det Otto Krag. Og i 1658 overtog Hans Schack lenet.
Ikke en dårlig forretning
Det var bestemt ikke en dårlig forretning at være lensmand dengang. Det må dog lige antydes at flere af lensmændene havde ydet kongen store lån og havde fået lenet som pant. Den eneste rente, som de fik for lånet, var de indtægter som lenet kunne give af sig. Måske havde indtægterne været lidt mindre efter 1599, hvor lensmanden kun fungerede som kongens forvalter.
Mange ansatte
Egentlig var det nok skriveren, der havde det store arbejde. Han skulle opkræve afgifterne hos bønderne, og han skulle føre det uoverskuelige regnskab. Hvert år skulle han personlig rejse til København for at præsentere regnskabet over for Rentekammeret. Ladegårds – fogeden tog sig af bøndernes hovarbejde. Til hjælp havde han en foged – svend. Et skiftende antal røgtere
og piger fik deres kost på Møgeltønderhus. I regnskabsåret 1618 – 1619 opholdt der sig således 12 faste tjenestefolk samt en del personer, der som håndværkere eller i andet ærinde opholdt sig i længere eller kortere tid på slottet.
I jordebøgerne findes en fortegnelse over godsets besiddelser, gårde, kådnere og inderster. Hertil kommer de to møller i Lindskov og Daler, samt et falkeleje i Skast. Besiddelserne lå
noget spredt i Møgeltønder, Ved Aaen, Bønderby, Toghalle, Gallehus, Daler, Gerup, Østerby, Buntje – Ballum og Abild. I jordebøgerne kan man ikke finde fortegnelser over de såkaldte slikmænd. De kan opfattes som en slags forpagtere med en noget svingende forpagtningsafgift. De boede ude i Gudskog. En del af dem havde ret store jordbesiddelser.
Udseende ændret mange gange
Møgeltønderhus har skiftet udseende mange gange. Og det er heller ikke alle gengivelser, der er lige pålidelige. Der findes dog et maleri på Skokloster i Sverige, der viser os, hvordan stedet så ud, da Hans Schack overtog det. Rundt om samtlige bygninger gik den i dag den eksisterende voldgrav. Den gang var der plankeværk mellem borgergård og ladegård. De tre vigtigste gårde blev forbundet med broer.
I 1642 var broerne så forfaldne, at Christian den Fjerde under et ophold på Møgeltønderhus befalede, at broerne skulle erstattes med jorddæmninger. Men den ordre blev grundet krig, næppe gennemført. Stedets betydning som fæstning var svundet ind til intet.
Ikke nok med at svenskerne ødelagde store dele af godset. Men natten mellem den 11. og 12. oktober 1634 ramte en stor stormflod Vesteregnen. Vandet nåede ikke helt op til Møgeltønderhus, men stormen ruskede voldsom i de mange bygninger. Der måtte bruges et ikke ringe beløb til udbedring af skaderne.
Til trods for disse reparationer så fortæller en synsforretning fra 1639 adskillige steder om brøstfældigheder. Om det store stenhus hedder det således, at det øverste loft, der var egefjæl, var ganske brøstfældigt. Muren var mange steder revnet og taget var flere steder afblæst. Med hensyn til stald –og lade-bygninger oplystes det, at stængerne mange steder var rådne, og at tavlerne var faldet ud. Hvad vind og vejr ikke kunne magte, lykkedes til fulde for svenskerne i 1643 – 45. Da de var ude af landet tog lensmand Gregers Krabbe fat på genopbygningen.
Synsforretning fra 1655
Men i en synsforretning fra 1655 syntes der stadig at være kritisable forhold. Om Fruerstuen (Hovedbygningen) hedder det således, at taget var aldeles ødelagt af svenskerne. Loftet var brudt ned, kælderen var ganske brøstfældig, og i ladegården var det kun lidt husning i sammenligning med synsforretningen 1639. Den nye svenskekrig hindrede en række planlagte reparationer. Først da Hans Schack havde overtaget lenet som ejendom, kom der for alvor gang i byggearbejderne. Det nye Schackenborg rejste sig på det gamle Møgeltønderhus ruiner.
Lokale materialer
Det var fortrinsvis lenets egne håndværkere, der stod for opførelsen. Det var lidt sværere med materialerne. Teglsten kunne man selv producere på egnen. Men både træ og kalk måtte hentes andre steder fra. Den eneste skov i lenet, Lindskov var ikke stor nok til at kunne levere det nødvendige tømmer og desuden blev den ganske ødelagt af svenskerne.
Allerede i 1562, da beboerne i Møgeltønder len havde hårdt brug for tømmer til slusernes og husenes vedligeholdelse, gav kongen dem tilladelse til at indføre træ fra Norge. Dog måtte de ikke sælge tømmeret videre, men udelukkende bruge det selv.
Ifølge lens-regnskabet er der købt materialer fra Højer, Tønder, Ribe og Flensborg.
Urter på slottet
Af det før omtalte billede på Skoklosteret i Sverige fremgår det, at man var begyndt at anlægge have omkring slottet. Træerne var dog endnu ikke så høje. Derimod kan man ud fra lens-regnskabet se, at der var indkøbt urter. Og det var fra den husumske urtekræmmer Gert Buck. Således var der købt, løg-frø, gulerodsfrø, kørvelfrø, persillefrø, timianfrø, meran-frø, salviefrø, lavendelfrø m.m. Fra regnskaber fremgik det også, at der var indkøbt karper. Hvor karpedammene var anbragt, vides ikke.
Kunne lære noget af hollænderne
Indtil 1660 kørte godset som ladegårdsdrift. En del af markerne havde ikke været pløjet. De blev brugt til græsning af kreaturerne. Der var dog også en del eng – arealer, der ikke var velegnet til pløjning. Men i regnskaberne kan det ses, at korndyrkning blev en stor del af driften. Rug og havre blev dyrket i store mængder. Det var især hollandske købmænd, der opkøbte kornet og solgte det videre med stor fortjeneste i Spanien. Men endnu engang ødelagde svenskerne det hele. Markerne forblev nu u-dyrket. Mange steder gik de ligefrem over i hede.
Og vi sønderjyder kan takke hollænderne for meget. Således lærte de os, at fremstille ost. Og også smør viste de os, at vi kunne fremstille. Ja egentlig lærte de os også kvægdrift. Albert Skeel havde i 1618 – 19 betalt Laurids Struck, en borger i Ribe 9 rigsdaler for en tyrekalv og kviekalve indkøbt i Holland. Lensmanden mente at dette indkøb kunne have gavnlig effekt for avlsdyrene på Møgeltønderhus. Men antallet af køer på Møgeltønderhus oversteg dog aldrig 20. Og da svenskerne kom af to gange endte alle køerne i svenskernes maver.
Flere okser fra Møgeltønder
Men tidligere havde der gået flere okser på Møgeltønderhus områder. I 1554 havde Detlef Ahlefeldt fået lov til at udføre 100 okser toldfrit fra Kongeriget til Slesvig. I 1589 fik Bendix Rantzau lov til at udføre 200 okser fra kongeriget (dog ikke toldfrit). På det tidspunkt var der plads til 200 okser i Møgeltønderhus stalde.
Hoveri
Der findes ikke så mange kilder, der referer til hoveriet i Møgeltønder Len. Men fra den gamle Brinkgård (bispegård) i Ballum Sogn klagede bønderne i 1540erne over, at de både
skulle lave hoveri for Brinkgård og til Riberhus. Fra Trøjborg nævnes, at hvert bol i tjenestepenge årligt skulle betale 8 daler i tjenestepenge. Bønderne skulle også hvert år foretage en lang
rejse til Flensborg, Slap de for sådan en tur skulle de betale yderligere 1 daler. For det tredje skulle de hvert år foretage en kort tur til Højer eller Tønder eller også betale yderligere 8 skilling.
For det fjerde skal hvert bol årligt levere 4 læs tørv eller betale 4 skilling for hvert læs. De skulle årligt yde nyt tag til vedligeholdelse af hovedgårdens bygninger, samt holde deres løkker, veje, stier vedlige.
Desuden skulle de årligt pløje, havre, så og høste et areal i den Søndre og Nordre Mark. De skulle endvidere køre vintergødningen ud på de marker, der blev anvist af herskabet. Tærskningen slap bønderne for, mod at betale tærskepenge. Efter kontrakten af 1627 skulle samtlige fæstebønder slå og rive 50 Demant eng, mens Visby – bønderne alene skulle køre høet hjem. Da Daniel Rantzau i 1650 ved fru Anne Rantzaus død overtog Trøjborg genindførte han avlingshoveri på Trøjborg, indtil bønderne i 1690erne lejer hovedgårds
– marken.
Første gang hoveriet bliver nævnt i Møgeltønder er i 1233 i en overenskomst mellem indbyggerne i sognene Tønder (Møgeltønder) og Andæflyth. Sidstnævnte svarer nærmest til Vester Anflod. Det fremgår, at allerede i middelalderen måtte beboerne yde kørsler for den biskoppelige gård i Møgeltønder.
Egentlig har hoveriet i Tønderhus Amt ikke været særlig tyngende. Højer – bønderne skulle siden 1589 yde 10 dages hoveri til Fokkebøl og Fresmark.
Protest fra bønderne
Vi har tidligere fortalt om oprør fra bøndernes side i Møgeltønder. Bønderne mente, at de til tider havde for meget hoveri. Og lensmændene klagede over, at bønderne ikke fik udført deres arbejde. I 1567 udstedte kongen derfor en forordning til bønderne om, at de skal gøre samme tjenester til slottet med pløjning, lyngægt og andet, som de fra arilds tid sædvanligvis har ydet.
Bendix Rantzau brugte ret så håndfaste metoder over for opsætsige bønder. Det løs også bitre klager over ham fra bøndernes side. I 1583 nedsatte kongen dog også en kommission, der skulle undersøge forholdene. Men kongen gav ikke bønderne ret. Han mente, at de i Claus Ahlefeldts tid havde været noget forskånet for ægt og hoveri. Bønderne fik at vide, at de skulle være lensmanden lydig.
Men snart var det galt igen. I 1597 sender Christian den Fjerde et brev til herren på Møgeltønderhus, hvori det hedder, at hans bønder har klaget over, at han har forhøjet deres skyld og landgilde udover det, som de fra ilds tid har svaret, og at han besværer dem med arbejde til 5 eller 6 avlsgårde, foruden at de har diger at holde i stand. De de derved er kommet i stor armod og fordærv og ikke vil kunne blive ved deres næring og bjærgning, har de anmodet Kongen, om at tage sig af deres
sag.
Rantzau stævnede bønderne
Nu hjalp det dog, da Kronen overtog Møgeltønderhus i 1599. Men ak, beboeren slap ikke for Bendix Rantzau. Den landgilde, de ikke havde villet eller ikke kunne betale ham, stævnede han dem for ved Viborg Landsting. Kongen appellerede til dommerne om at vise barmhjertighed over for bønderne. Endnu så sent som i 1607 var Bendix Rantzau part i en proces mod beboerne i Møgeltønder.
Til rådighed for kongen
Nu var det sådan, at bønderne i Møgeltønder Len også skulle stå til rådighed for kongen. Ja de skulle også hver især køre seks kæmpesten til Ribes befæstning og yde seks dages arbejde til dette. I 1655 var Frederik den Tredje på besøg i Sønderjylland. Han sendte en brev til Møgeltønder – bønderne, at de skulle holde sig klar med deres heste og vogne, når han om kort tid agtede at begive sig fra Flensborg til Ribe sammen med sit følge og hof.
Kådnerne som ikke havde heste, måtte et hvis antal dage om året stille sig til rådighed som håndlangere for håndværkere eller rense grave eller forrette havearbejde. Et forsøg på at udvide
kådnernes hoveri til også at omfatte dige-byggeri, blev på kongens foranledning bragt til standsning.
Indfæstningen
En anden afgift var indfæstningen. Det var en afgift, der betaltes ved fæsterskifte. For en helgård i Møgeltønder Len var det ansat til 40 rdlr. Men gårdene Ved Åen var helt oppe i en afgift på hen imod 200 rigsdaler. Det mest almindelige var dog 100 – 140 rigsdaler. Men der var masser af andre byrder for befolkningen. De mange krige satte sine spor. I Christian den Fjerde og Frederik den Tredjes tid kom pengeskatte, kornskatter, bådsmandsskatter og mange flere. Ja og så kom alle kirkeafgifter. I middelalderen var disse delt i tre dele, bispetiende, præstetiende og kirketiende.
Præsten klagede
I slutningen af 1550erne klagede præsten Laurids Boesen over, at hans sognebørn ikke ville give ham tiende. De ville heller ikke give ham kvægtiende. Det kom godt nok til et forlig i 1558, hvor det blev bestemt, skulle give tiende i en del af gestlandet, mens de af de ny-inddigede marskland skulle give 2 mark smør for hver ko samt give tilbørlig kvægtiende. I 1560 klager præsten igen til kongen. Endnu i 1573 var der ikke faldet ro i sagen.
Dige-arbejde
Bønderne i Vestslesvig havde en forpligtelse, som andre bønder i landet var fritaget for, nemlig dige-pligten. De gamle frisiske ord “Hvem der ikke vil dige, må vige”, havde sin gyldighed i Møgeltønder Len. Hver enkelt fik efter sit marsk – areal udmålt sin andel af diget. Det var så hans pligt, at reparere , når storm og uvejr havde sønderbrudt det. Og hvis han ikke kan magte
dette, må han opgive dele af sit land til fordel for dem, der godt kan magte vedligeholdelsesarbejdet. Bestemmelserne kunne synes skrappe, men ude i kogene var man afhængige af hinanden. Spade – strandretten som var kendt fra øen Nordstrand gjaldt også Møgeltønder Kog. I 1634 blev denne suppleret med Christian den Fjerdes dige-forordning.
De diger, der blev bygget i 1550erne kan nok ikke måle sig med nutidens diger. Men i mange år var man på egnen foruroliget. Så sent som i barndom og ungdom i Tønder lyttede mine forældre foruroligende når radioen, når en stormflod var på vej. Det var inden det fremskudte dige ved Højer. Og en enkelt gang er mine forældre inde i Tønder blevet evakueret, selv om min mor sagde, at det var noget pjat, da hun på naboens vejrhane kunne se, at vinden havde ændret retning.
Stormflod
Gennem tiden har storm og vand forårsaget store skader i Møgeltønder Len. I 1579 havde kongen sendt et brev til Bendix Rantzau om, at hans bønder sammen med Tønderhus undersåtter skulle deltage i reparationen af digerne. På adskillige steder mellem Højer og Rudbøl var digerne blevet gennembrudt. Også hertugen mindede om, at dige-parter skulle blive bragt i orden.
Kun et par år senere var det igen galt med digerne. Onsdagen efter påske i 1583 har bønderne i Tønder og Møgeltønder len i overværelse af deres respektive herrer, Johann von der Wisch og Bendix Rantzau være forsamlet i anledning af, at der i 1582 havde været masser af digebrud flere steder. Man så sig nogle steder nødsaget til at flytte digerne længere ind i landet.
Det voldte mange bryderier
for bønderne fra Møgeltønder og Tønder at skulle være fælles om diget og reparationerne af det. Snart var det kronens og snart var det hertugens bønder, der var uvildige til at udføre deres del af arbejdet. Den værste storm var “Det store Guds-vejr” natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. Kongen havde bevilliget nedsættelse i landgilden for dem, der havde lidt skade på deres korn og hø.
Det fremgik, at især bønderne ved Aaen, i Møgeltønder, Buntje og Rejsby havde været særlig udsatte for stormfloden. Meget slemt var det gået ud over Møgeltønder Kirke, idet det høje tårn styrtede ned over skibet og næsten lagt kirken i ruiner. Menigheden var ikke selv i stand til at rejse tårnet. I den anledning anmodede kongen, at nabosognene skal komme den nedfaldne kirke til hjælp efter bedste evne.
Havet rejste sig atter
Næppe var alt blevet repareret, da havet igen rejser sig. Det var den omtalte nat mellem den 11. og 12. oktober. På Nordstrand druknede alene 6.000 mennesker og 50.000 kreaturer.
1.300 gårde forsvandt i havet. Diget mellem Højer og Rudbøl blev atter engang gennembrudt. Eschelt Thambzen i Møgeltønder mistede således sit ganske Hus, hustru og børn samt alt sit gods og 2 køer. Mattis Persen mister to køer, 1 svin, 47 gæs, væggene i huset, samt sted-faderen Jens Ibsen og moderen. Mange kreaturer gik til i Møgeltønder Len.
Gårdene ved Aaen havde fået deres værfter ødelagt. Tavlerne i bindingsværkshusene var blevet skyllet bort af floden og en del af stolperne havde måttet give slip på grund af vandets store pres. Her havde blandt andet Anne Jensdatter mistet to heste, en hoppe, to fede køer, fire kvier, 6 okser, 2 stude. Dertil kom at 15 fag lade med alt høet var drevet bort, 12 fag stald ”neden for bjælkerne” var bortrevet, ligesom et lille hus med masser af træ-tøj var fuldstændig forsvundet.
Møgeltønderhus mistede 15 heste, 27 hopper, 5 føl, 30 køer, 39 stude, 9 okser, 44 kvier, 37 kalve, 1 tyr, 73 får, 21 svin og 229 gæs. Udbedringen af skaderne har krævet store summer og kæmpe arbejdsindsats fra bønderne, lige som også at digerne atter en gang skulle sættes i stand.
Hver landsby havde sine vedtægter
Hver landsby havde deres vedtægter. Der blev indkaldt til Grande/Bystævne, når vigtige ting skulle diskuteres. Indvarslingen blev foretaget af skiftende embedsmænd. I Daler blev de kaldt for markmænd, senere pantemænd, i Toghalle, tilsynsmænd, og i Abild for hegnsmænd. Og i en landsbyvedtægt fra Bønderby fra 1821, kaldes de for opsynsmænd. Som regel var der to embedsmænd i hver by, en i hver ende. Og det var en pligt at påtage sig hvervet, der gik efter tur.
Når der skulle afholdes Grande lod den ældste af embedsmændene en såkaldt grandestok eller ting-vol sende rundt til bønderne. Stokken gik fra hus til hus, og når den havde nået sidste mand, medførte han den til Grande – stævnet og overgav den igen i den ældste embedsmands varetægt. Skete det, at en af bønderne ikke sendte stokken videre måtte han erlægge en bøde til fællesskabets kasse. Som regel betød det også en mindre bøde til øvrigheden.
I Abild var bøden 4 sk., mens man i Daler har måttet bøde i mk. Til byen og 8 sk. Til herskabet. Lignende bøder var fastsat for dem, der udeblev fra mødet. Normalt skulle den udeblevne lade sig repræsentere ved en anden, idet beslutningerne skulle tages af samtlige bymænd. På Grandet skulle der herske ro og orden, og øvede nogen kiv og trætte, idømtes han en bøde, der i Daler bestod af en tønde øl til byen og 1 rigsdaler til herskabet.
Måske var afstemningen ved disse møder ikke demokratisk. Det gik efter gårde. En helgårds – stemme regnedes for dobbelt i forhold til en halvgårds. Kådnere havde overhovedet ikke stemmeret . De måtte gerne deltage. Og hvis der var beslutninger, der drejede sig om dem, måtte de gerne fremkomme med ønsker, men beslutningerne blev taget af bønderne.
Overtrædelse af det 6. bud
Overtrædelse af det 6. bud var den hyppigste overtrædelse dengang, hvis vi taler om moralbegreber. De mere velstillede måtte betale meget mere end den fattige. Bødens størrelse afhang også af forbrydelsens art. Besvangring af en trolovet så myndighederne på med milde øjne. Her kunne man nøjes med at slippe med et par rigsdaler. Men var den ene af parterne derimod gift , eller var synderne nært beslægtede, vankede der klækkelige bøder.
Fra regnskabet 1649 – 50 kan det ses, at Broder Sonnichsen ved Aaen har betalt 120 rigsdaler For lidt adspredelse i den ægteskabelige ensformighed. I 1655 har to mænd fra Lindskov betalt 150 rigsdaler. for lejermål med personer, med hvem de var beslægtede i 2. og 3. led.
Selv præsten, som man vel på dette område havde rimelig grund til at formode ville optræde som et godt eksempel for sine sognebørn, har til tider følt kødets lyster. Laurids Thomsen og hans families sørgelige skæbne har vi således tidligere berettet om.
Nedkommet 11 uger for tidlig
Møgeltønder – præsten Bagge Petersens hustru var nedkommet 11 uger for tidligt. For denne grove forseelse burde præsten være blevet straffet. Men kongen bestemte, at han kunne blive forflyttet. Men med sognebørnenes forbøn får han lov til at blive mod at han betaler 50 rigsdaler til hospitalet i Ribe.
Et mord så man ikke så alvorlig på. Således kunne Hans Christensen i Rejsby – Ballum kunne nøjes med at betale 30 rigsdaler for at have stukket en fiskerkarl på Rømø, så han døde. Men der blev givet bøder hvis
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Under Historier om adelsslægten (9 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Aabenraa (169 artikler)
Under Tønder (283 artikler)
Under Højer (77 artikler)
Redigeret 17.09.2021
Marts 7, 2013
Del af et foredrag afholdt i Stefanskirken den 21.02.2013. Drikfældigheden var stor. Tidligt kunne man more sig med ”Den Stærke Mand”. Man kunne få ”anstændig moro” i forskellige borgerlige bevægelser. Masser af fyrværkeri var der herude. På Blågården var der kampe mellem hunde og bjørne. Og så sendte Radio Merkur fra Nørrebro. Man gik til bal i swinger –påklædning i Folkets Hus. Og skolebørn kunne beskue bare damer i Zigøjnerhallen. I 1965 var der 123 udskænkningssteder på Nørrebro.
Mange lystigheder på Nørrebro
I historiebøgerne kan man læse, at Nørrebro – borgerne tog sporvognen, for at gå i Alhambra på Frederiksberg. Men man kunne nu godt selv på Nørrebro. Og her skulle man heller ikke spørge Hoffet om lov, hvis man ville etablere sig med noget lystigt, som visse steder på Frederiksberg. Og selvfølgelig kan man på denne korte tid ikke fortælle alt om Nørrebros Lystigheder. Men så gå endelig ind på dengang.dk og læse mere.
Datidens guide
I en af datidens guider kunne man læse følgende:
Drikfældigheden var stor
Drikfældigheden var stor på Nørrebro. Det var et utal af værtshuse og kælderbeværtninger. Slagsmål og skænderier hørte til dagens orden. Og det mærkede man især op til lønningsdagen. Mange arbejdsgivere udbetalte lønnen på udvalgte værtshuse, og de havde faktisk også selv indrettet værtshuse, så de kunne få en bid af kagen. Og det var også på værtshusene at fatter investerede sin løn.
Lystigheder på Blågården
Men vi skal længere tilbage i tiden, for på Blåggården skete der mange lystigheder. Ikke kun dem, hvor Støvlet Cathrine var indblandet. Nej her havde de kongelige og de næsten kongelige arrangeret vilde kampe mellem bjørne og hunde. Man håbede så på at hundene ville vinde, for det døde dyr skulle de fine nemlig fortære om aftenen.
Ridekunst og fyrværkeri
Italieneren Pelotti lavede senere teater på Blågården. Det var et kæmpe udstyrstykke med lys og lyd. Men for borgerskabet var det en kamp overhovedet at nå frem. Først skulle man over en meget smal bro over en vejgrøft. Og det sidste stykke var nærmest bundløs. Pelotti kunne præstere alt lige fra pantomime – teater til elefanter. Kunstneren Jean Lustre fik her tilladelse til at
undervise borgerskabet i ride-kunst og legemsøvelser. Der var noget at komme efter.
Den stærke mand
Ja egentlig kan vi gå helt tilbage til 1722 omkring Skt. Hans Plads. Her havde van Eckenburg indrettet et forlystelsessted. Han optrådte som Den Stærke Mand. Og han levede sandelig op
til sit navn. I en folder kunne man læse om hans bedrifter:
Ubetalte regninger og hylende kvinder
Men ak. Teateret i Lille Grønnegade mente, at Den Stærke Mand brød et privilegie. Og han optrådte i kirketiden. Det kunne Magistraten ikke sidde overhørig. Og da han også havde lovet sit hjerte væk til adskillige kvinder, udstedte de en proklamation:
Og pludselig var han væk efterladende ubetalte regninger og hylene kvinder.
Det Forenede Musikalske Selskab
I 1790 dannede en række intellektuelle Det Forenede Musikalske Selskab på Landstedet Solitude.
Kunstfyrværkeri og Slynggynge
En kunstner ved navn Piere Magito forvildede sig i 1804 ud på Nørrebro. Han afbrændte nogle flot Kunst – Fyrværkeri.
I 1820 blev der importeret en slynggynge fra Rusland og opsat på Nørrebro. Det vakte dog forargelse, da man kunne se noget af kvindernes Forbudte klæder.
Anstændig moro
Den Bestandige Borgerlige Forening rykkede i 1827 ind på Store Ravnsborg. Foreningens formål var
I 1835 kom der rigtig gang i Store Ravnsborg. Nu skulle der være aftenunderholdning og optræden af datidens kunstnere. Bagefter spillede Husorkesterets 14 mand op til dans. De ældre foretrak dog spillebordene og punchen. I 1856 blev hele herligheden solgt til Det Overgaarske Varité Selskab.
Holbergs Minde
Det Borgerlige Fornøjelsesselskab Holbergs Minde indfandt sig på Nørrebro. Deres Punchesold var berømt i sin tid. Her kunne man opleve Borgermajor Gaarbrechts taler og hymner til “Borgerdyd, Krigsdaad og Venskab”.
Bevilling til dramatiske forestillinger
Ferdinand Schmidt fik bevilling til at give dramatiske forestillinger på Store Ravnsborg. Schmidt var berømt for at gå fallit, og ofte sad han i cellen på Blegdamsvej. Her gav man navn på den celle, som han mange gange sad i. Den fik navnet Sindshvile. Men Ferdinand Schmidts initiativ var faktisk begyndelsen til Nørrebro Teater.
Fire afholdsforeninger
På hjørnet af Fredensgade/Dosseringen lå traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse, var der flerfarvede ruder ud mod søerne. Det var her at den daværende LO – top i 1899 fandt frem til det berømte September – forlig.
Der var koncerter i Café le Rheine og i Søpavillonen. Foreningslivet kunne byde på solistoptræden og humoristisk oplæsning. Masser af regimentsmusik blandt andet på legepladsen på Kapelvej. Ja man kunne også deltage i en af de fire afholdsforeninger, der var dengang. De havde hele 1.200 medlemmer.
Druk under cirkus – forestilling
Nede ved Ladegårdsåen opererede Cirkus Bech – Olsen i et telt. Den tidligere mesterbryder kunne byde på lidt af hvert. Under forestillingen blev der drukket tæt. De fleste af tilskuerne kom fra Rabarberlandet.
Grams Have
På hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej lå Grams Have. Det var en afdanket kaptajn, som havde erhvervet dette lystige sted. Her sad hver eftermiddag fem kvinder og ventede på Ridderen af Nørrebro, forfatteren Christian Winther (Hjortens Flugt) Men det blev ikke en af Grams smukke døtre, der løb med ridderen, men derimod den 19 – årige Marie Hansen, datter af enkefrue Hansen.
Lille Ravnsborg
Dansestedet Lille Ravnsborg havde på et tidspunkt et værtspar, der hed Pattge. De fik ni børn. Og en af disse blev en af tidens største skuespillere. Jo det var sandelig Johanne Louise Heiberg.
Nørrebros Teater
Omme i Ravnsborggade på det berømte Nørrebros Teater optrådte den lige så berømte Frederik Jensen og Olfert Jespersen som musikdirigent. Senere var det så Fuglekræmmeren med Hans Kurth og Else Marie, man kunne fornøje sig med. En ung mand forsøgte sig allerede som 18 – årig, at komme ind på teatret. Det lykkedes ikke. I 1919 fik han hele seks replikker. Mandens navn var Osvald Helmuth. En anden kendt person fik sin debut her, nemlig Poul Reichard. Og Buster Larsen fik sin debut her som 12 – årig.
Radio Merkur
Senere var der ingen, der ville overtage bevillingen. Ejendommen blev overtaget af Alex Brask Thomsen. Det var ham, der ville købe sin barndomsgade, Nørrebrogade for 250 millioner kroner. Lokalerne blev brugt til at producere underholdningsudsendelser til piratsenderen ude i Øresund, Radio Merkur.
Zigøjnerhallen
Zigøjnerhallen brændte for et års tid siden. Det vil sige, at her var der indrettet Teltmission. Den berømte Zigøjnerhal blev lukket omkring 1953. Her optrådte Wandy Tvorek, troldmanden på en violin. Her kom også Børge Rosenbaum, senere kendt under navnet Victor Borge. Her sprang folk op på bordene, når den berømte Blomstersang klingede ud i lokalerne. Leo
Mathiesen optrådte her i 1940 – 41. Og Otto Brandenburg havde sin debut her. Minsandten om ikke også Lilli Broberg og Raquel Rastenni optrådte her. Lysmester var Citronen, kendt fra Flammen og Citronen. Og børnene fra skolen overfor, havde stor glæde af, at kigge ind af vinduerne til de bare piger. Skuffet var de, da der pludselig en dag ikke mere kunne kigge ind af vinduerne.
Folkets Hus
Ikke langt derfra lå Folkets Hus, Jagtvej 69. Selv Nørrebro Handelsforening var medejer af huset på et tidspunkt. De arrangerede blandt andet et foredrag om De Dansk Vestindiske Øer i huset. Senere var her masser af aktiviteter, blandt andet boksestævner, juletræsfester og meget mere Huset lå på Nørrebros minefelt, hvad angår lystighed. Her arrangerede DSU lørdagsballer.
Swinger – påklædning
Hr. Gundemann havde her danseskole i 30erne og 40erne. Undervisningen foregik om aftenen og søndag formiddage. Lørdag aften var der teaterforestilling, bagefter var der bal. Her
spillede orkesteret tidens slagere som Stakkels Gigolo, Ti små snavsede fingre, Det var på Capri. Til venstre for scenen havde stampublikummet samlet sig. Deres påklædning var en nydelig habit, altid nypressede benklæder. Jakken var kort med store reverser. Også lidt vat i skuldrene. Benklæderne var vide forneden. Skjorten var gerne stribet, et smart slips og et lille lommetørklæde i brystlommen. Og så skulle man have et par smarte sko. Sådan var swinger – påklædningen dengang.
Håret var tætklippet i nakken og i spidsen. De unge begyndere blev kaldet for turister. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet. De blev mødt med forargelige blikke fra de garvede.
En hvis skjorte med sorte prikker var det store julehit. Slipset var fremherskende. Men også pyntelommetørklæde i en slags silkekvalitet kunne bruges. Noget billigere var poloskjorten.
Den kunne fås i forskellige kvaliteter. Mest moderne var en rød poloskjorte med hvid slips.
Her i Folkets Hus kunne opleves Paul Wendelboes Teaterselskab. De optrådte med Tante Jutta fra Calcutta. Bagefter var der så dans til Emil Løftgreens orkester til klokken 2.
Tyroler– kroen
Ikke langt derfra lå Nordre Bodega. Lige ovenover blev Københavns Brugsforeninger dannet. Der, hvor Posthuset i dag ligger, lå Tyroler – kroen. Den blev senere til Nyroler – kroen. Og på hjørnet af Fensmarksgade og Jagtvej lå Heidelborg.
Resi
Nede i Stengade lå Prater. Det blev senere til Mickeys Dance Hall. I Hillerødgade lå Resi. Deres slogan var
Bolero
På Fælledvej lå Bollero. I folkemunde blev det hurtig omdannet til Bol I Ro. Det blev senere til Odeon Biografen. Man havde Danmarks – premiere på “I Amazons Vildnis”. Folk stod i lange køer. Men ak, den 17. 9. 1958 var det slut. Det hele brændte, selv om brandstationen var lige i nærheden. Stedet blev efterfølgende nedgraderet til offentlig toilet.
Danas Have var Dødens Pølse
Så var det Danas Have, Nørrebrogade 11. Stedet blev også kaldt for Dødens Pølse. Folk styrtede hertil fra hele København, for at høre saxofonen. “The Sheik of Arabia” og “Serenaden fra Halekins Millioner” lød flot på saxofon. Jazzen havde holdt sit indtog på Nørrebro. Jo her spillede Otto Lingtons Orkester også. Her blev Københavns Politiorkester dannet.
Nørrebro Handelsforening holdt deres bestyrelsesmøder her. Men på et tidspunkt fortrak man til Aahuset i stedet for. Man mente at ventilationen og smørrebrødet var for dårlig. Det var dengang, bestyrelsen røg cigarer under møderne. Det gør de ikke mere Helt til 1983 eksisterede Danas Have.
Aahuset
Og dette Aahuset lå idyllisk nede ved Ladegårdsåen. Det var et sted, man valfartede til. Her befandt sig små lysthuse, fjernt fra byens larm og støj. Det var et besynderligt gammelt hus. Muren ud til vejen bugtede sig ud og ind. De grønmalede skodder blev sat på, når mørket indfandt sig. Tegltaget var mosbevokset og nåede helt ned til jorden. Bag den underlige facade lå en udstrakt have med æble – og pæretræer. Her var små lyseblå borde og bag ved et virvar af vildnis af løv, vin og guldregn. Man kaldte stedet for eventyrenes hus. Hvis man vovede sig indenfor, var der masser af øl fra fad.
Det var en særegen stemning, her på hjørnet af Jagtvejen. Man kunne høre dampfløjternes skrigende piben fra Nørrebros fabrikker, når middagspausen var over eller når der var fyraften.
Lygten kro
Vi kan sikkert godt regne Lygten Kro med til Nørrebro. I 1903 var der stadig stråtag over rejsestalden. På kroen serverede man stadig Gammelt Øl i Kjælderstuen mod landet, og Bayersk Øl i Gjæstestuen ind mod byen. Men ligesom der ikke var stor forskel på lokalerne, så påstod sagkyndige, at øllet var påfaldende ens. Der var masser af muligheder for at få stillet sin tørst på Lygtevejen, som nu hedder Nørrebrogade. En af lokaliteterne havde indrettet sig med flag og vimpler. Stedet kaldte sig Orfeum. De havde fået malet deres lysthuse grønne.
Automat – caféer
Fremtiden var sandelig kommet til Nørrebro. Nu kunne man forlyste sig med noget helt nyt. De såkaldte Automatcaféer holdt sit indtog i bydelen i 1906. Det startede med etablissementet på Nørrebrogade 32. Her kunne man få et bestemt stykke smørrebrød for 10 øre. Glædelig var også, at man kunne få skattefri øl sorter i større kvanta.
Klunserne byttede koner
Klunserne havde deres faste tilhørssted. Det var Det Grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Stedet var en værre bule. Klunserne byttede koner. Og de sloges
såmænd også om dem.
Syngepiger
I den anden ende af Jægersborggade ud mod Jagtvejen optrådte fra 1889 til 1893 syngepiger ligesom ude på Bakken. Men stedet fik en ny ejer og syngepigerne blev udskiftet med billardborde. Stedet kom til at hedde Café Jægersborg På hjørnet af Fredensgade og Blegdamsvej lå et kendt traktørsted. Rygter vil vide, at her logerede zarens hof, da han var på besøg med
over 20.000 soldater. Man troede dengang, at han ville erobre hele hovedstaden.
Stefans Biografteater
Der var masser af biografer. En af dem var Stefans Biografteater. Den lå på hjørnet af Hillerødgade og Nordbanevej. Det skrånede nedad til børnerækkerne. Og det var altid en kamp om pladserne. En håndsprøjte udgjorde det for datidens luftrensning. Sidste forestilling var i 1928.
Nora
Vi kan også nævne den store Nora – Biograf. Det var et af fagbevægelsens kooperativer. Hele 1.184 røde stole var her. Her optrådte HolgerFællessanger og Det Borende X (Johannes
Hval). Her var chokoladekiosk, udstillingsmontre og telefonboks. I 1977 blev det hele omdannet til et supermarked.
Nørrebro Biograf
Nørrebro Biograf eller Biografteater, Nørrebrogade 217 var en af de første biografer. Den rummede senere Kalejdoskop, Teater Grob. På et tidspunkt blev etablissementet ejet af filmmanden Just Betzer.
Colloseum
Colloseum på Jagtvej havde plads til 1.000 tilskuer. Tilstrømningen til den første tonefilm med Al Jelson i 1922 var enorm. I 1971 fjernede Gunnar Obel de 1.000 stole, og erstattede dem med 650 bløde stole. Biografen udviklede sig senere til en knaldbiograf med pornofilm. Sidste forestilling var 1982/83.
Alle ville være Zorro
Og søndag eftermiddag var i børnenes tegn. Det var i tidspunktet 14 til 16. Der var film med amerikanske gentlemen fra kolonierne og cowboys og indianere. Under kyssescenerne råbte børnene buh. Og mens det så allerværst ud for de hvide, så dukkede det amerikanske kavaleri op over bakkedraget, for at hjælpe de hvide i allersidste øjeblik. Ogpludselig ville alle på Nørrebro være Zorro. Og alle Zorroer stillede op på Blågårds Plads og håbede på et kys af heltinden. Der var ikke mange tørresnore tilbage i kvarteret. De var blevet brugt til Zorros pisk. Legetøjs – butikken Alhambra i Blågårdsgade havde udsolgt af halvmasker.
Lystigheder på Fælleden
Mange deltog i de gratis lystigheder på Fælleden. Man kiggede på Borgervæbningens øvelser. Her var masser af brændevin. En masse tapre soldater faldt i den store grav langs Blegdamsvejen. Og ikke alle er endnu kommet op.
Lystigheder på søerne
På søerne kunne man enten leje en robåd eller tage en med i en båd, hvor man også kunne blive bespist og underholdt af orkestrere. Om aftenen var bådene illumineret. Tidligere kunne man dyrke sejlsport på søerne. Om vinteren kunne man løbe på skøjter ved Søpavillonen. Alt imens kunne man blive underholdt af et hornorkester.
123 udskænkningssteder
Ja, tænk i 1965 var der 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Nogle af danserestauranterne havde så eksotiske navne som Palma de Mallorca og Barcelona.
Kilde:
.-
Redigeret 13.09.21
Marts 7, 2013
Del af foredrag afholdt den 21. Februar 2013 i Stefans Kirken. Kirkegården skal fredeliggøres. Måske får vi en iskiosk bag Søren Kierkegaard eller et toilet bag H.C. Andersen. På kirkegården herskede det lystige liv. Her var også en der rejste fra kisten. Der var masser af gravrøvere. Og vand fra kirkegården løb ned i Ladegårdsåen. På et tidspunkt overvejede man at rejse tribuner på kirkegården, så folk bedre kunne se, hvad der foregik. Og rødhårede måtte ikke komme her.
Historien kan ikke fortælles på 25 minutter På 25 minutter kan man ikke fortælle hele kirkegårdens historie, men så må jeg henvise til de cirka 10 artikler, der ligger på denne side. Og det er virkelig en oase vi har her på Nørrebro. Flere gange har vedkommende været på rundvisning med de dygtige guider fra Kulturcentret. Engang var jeg med til at arrangere en sådan rundvisning for Nørrebro Handelsforening. Der kom 135 deltagere.
Et toilet bag Kierkegaard
Forfatteren, Martin A. Hansen sagde engang:
Ja og snart skal det hele omlægges til park. Gad vide, om der i fremtiden kommer et toilet ved siden af Kierkegaard, og en iskiosk lige bag H.C. Andersen. I øjeblikket kan vi glæde os over en kæmpe byggeplads ved indgangen fra Runddelen (Det var dengang, da Metro, blev anlagt)
Alle begravelser inde for voldene
Indtil midten af det 18. århundrede foregik de fleste begravelser i København på de kirkegårde, der lå inde i den gamle by. Uden for voldene lå dengang kun Holmens Kirkegård, der blev taget i brug i 1666 og Garnisons Kirkegård dom oprettedes i 1711. Desuden eksisterede Mosaiske Kirkegård på Nørrebro allerede fra 1694.
1760 – Det starter på Nørrebro
I 1756 blev det besluttet, at de seks små Assistens Kirkegårde, som lå hist og her mellem husene i den gamle by, skulle nedlægges. Disse grunde blev efter en passende tid udlagt som byggegrunde. Undtagelse var Vajsenhusets og Vartovs, der blev benyttet til udvidelse af Halmtorvet. Men først i 1851 blev det forbudt, at nedsætte lig på nogen kirkegård inden for Københavns Volde.
Den 6. November 1760 blev kirkegården indviet. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, som meget passende hed
De sang hvis ikke helt rent. I hvert fald så skar diverse kirkefolk grimasser.
Nu kom de rige
I de første år var her en Fattigkirkegård. Men en sønderjysk adelsmand var den første af de fine, der blev begravet her. Han hed Johan Samuel Augustin. Han var født i Eiderstedt i Nordtyskland. Han var på et tidspunkt knyttet til slottet i Augustenborg. Han skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje, havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde kalk i en simpel kiste, 10 fod dyb.
Og det med tildækningen tog man ikke så tungt på kirkegården. Det havde områdets hunde fundet ud af. De flokkedes alle sammen
her.
Forskel på folk – selv i døden
Der var forskel på begravelser, alt efter hvor mange penge, man havde og hvilken stand, man havde. Det hele kunne bestilles på Begravelseskontoret. Man blev simpelthen begravet efter rang:
110 kareter
Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves, fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro. Og Johan Leohard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjels – ligvogn med 4 heste med kusk, biløber, 8 ligbærer, 9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og 2 politibetjente. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så skulle man betale 4 rigsdaler for selve jordpåkastelsen.
De velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Og ville man begraves i nærheden af muren, ja så kostede det ekstra. Jo, det bedre borgerskab skulle beundres selv i døden. Småfolk
måtte danne lig – societeter for at klare udgifterne.
Ligbærerne
var studenter. Men efter 1920 blev de fastansatte og bar samme uniform, som kirkegårdens opsynsmand. Samme år indførte man normalbegravelser. Således fulgte visse goder med under en begravelse, så som orgelspil, træer, kandelaber m.m.
Væmmelse på kirkegården
Knud Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet, Den danske Tilskuer skrev i 1803 en artikel om Assistens Kirkegården:
Stavefejl på gravstenene
Københavnerbladet klagede i 1804 over, at der burde være en grænse med, hvor store monumenterne kunne blive:
Ja kirkegården figurerede ofte i datidens medier . I 1805 klagede bladet Politivennen over, at der var for mange stavefejl på gravstenene. Man kopierede hinanden Og så kritiserede datidens medier, at man kopierede hinanden. Det var de samme attributter, der gik igen. Urner, Tårekrukker, gravlamper, slukkede fakler, leen og hunden, der trofast hvilede ved gravmælets fod, men også duerne begyndte at slå sig ned. De var tegn på Helligånden.
Den afdødes virke blev betegnet med et skibsror, passer og vinkel. Håndværkernes redskaber og handelsmandens symboler for eksempel Merkur i samtale med Neptun, kunne ses overalt på Assistens Kirkegård. Endelig kunne man se sommerfuglen og slangen. Sidstnævnte bed sig selv i halen. Og Biskop Frederik Plum sammenfattede det hele i
et digt:
Gravstederne lå tæt
Gravstederne blev lagt tæt sammen, ofte uden at være adskilt af veje. For at komme
til et gravsted, måtte man ofte vade over andre gravsteder.
Bombning fra kirkegården
I 1807 blev alle opsynsmænd fyret. De havde stor fortjeneste i at sælge alle de afdødes tøj. Jo der skete sandelig noget på kirkegården. Det var også i 1807, der foregik åben krig omkring kirkegården, da englænderne bombarderede København. Fra et batteri midt i kirkegården kunne man snildt ramme de tætbefolkede områder omkring Vor Frue Kirke.
Danske
tropper forsøgte, at angribe dette batteri, men blev trængt tilbage. De kom i baghold. Og omkring Jødekirkegården åbnede englænderne morderisk ild. Resultatet blev, at 21 danske soldater omkom og 55 blev såret.
Krybskytteri
I 1818 kaldte datidens medier, kirkegården for gyseligt Og krybskytteri var det også. Der blev i 1820 meldt om krybskytteri efter harer og agerhøns på kirkegården.
Ligstuen
Kirkegården var langt større end nu. Hans Tausens Park var også kirkegård dengang. Ja man siger, at de nærliggende skoler er bygget over over knogler. Den ældste bygning på kirkegården er Graverbygningen. Og arkitekten Jens Bang skrev også en bog om korsetternes skadelighed.
I 1898 kunne man læse følgende om dette Graverhus:
Jeg er kun skinddød
Dengang talte man meget om skindøde. Således havde H.C. Andersen altid et skilt stående på natbordet, når han var ude at rejse:
Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog blandt andet, at der skulle blæses med trompet, for at se om de afdøde skar ansigt, eller om de
vågnede. Bedemænd i USA og England solgte kister med ilttilførelse og signal apparat er i tilfælde af …..
Offentlig værtshus i Benhuset
Tænk
her var tidligere en sumpet mark, hvor der blev dyrket tobak. Ja det blev sandelig et tilløbsstykke, og det med sumpen afstedkom også senere problemer. Det
var noget at opleve her blandt de døde. Så stor var interessen, at det kunne sammenlignes med slotshaven på Frederiksberg. Man kunne enten se på, når de fine blev begravet,
eller man kunne fornøje sig med sprit og mad på gravstenene. De små kriminelle delte deres bytte herude på kirkegården.
På tidspunkt blev man fra øvrigheden nødt til at udsende en forordning:
I 1813 blev det forbudt for graverne at sælge sprit de besøgende. Men det var ikke sådan at stoppe. I 1851 talte man om
Havarerede eksistenser færdes på kirkegården
Jo graverne ville gerne udstedes med politiskilte, for at få stoppet alle ulovligheder. Og i H.C. Andersens sidste eventyr Portnøglen fra 1872 kunne man læse om hvæssende lirekasser og svævende klarinetter og spisende folk på gravstederne. Det var netop det eventyret handlede om, Madkasse – fænomenet på Assistens Kirkegård.
Tilstrømningen til kirkegården var så stor, at man talte om at indføre entré. Taksten skulle være fra 4 – 8 skilling. Om søndagen skulle det være gratis. Andre forslag gik ud på, at hunde,
børn og folk med kårde og stok skulle nægtes adgang. Man kunne i datidens medier læse, at
Spritterne og vagabonderne holdt til her på kirkegården. Om natten var der altid sammenskudsgilde her. Man delte det man på mere eller mindre ærlig vis, havde tildraget sig.
Rødhårede var for festlige
Nu kunne det hele også blive lidt for festligt, når der var begravelser. Således var der forslag fremme, at rødhårede skulle forbydes adgang. De skulle ikke bryde den højtidelige stemning. De kunne passes smøres ind i komøg. Men hvad med lugten I 1914 udkom der en roman, der handlede om kirkegården. Den handlede om en mestertyv, der sammen med sin datter i månedsvis holdt sig skjult i en åben grav. Titlen på bogen var Rotterne.
Den Spanske Syge
1918 var et sort år for Nørrebro. Ifølge Dr. Shaefer var der mange steder, hvor hele familier lå syge. Ja det var hele huse, fra kælder til loft, hvor alle var ramt af Den Spanske Syge. En værkfører havde mistet alle sine tre døtre. Aldrig siden kolera – epidemien havde der været så mange begravelser på kirkegården. Således stod der dagligt 50 kister på kapellet. Begravelserne blev afholdt None Stop fra 8, 30 om morgenen til kl. 16 om eftermiddagen gennem flere uger. På 10 dage foregik der ca. 350 begravelser på Assistens Kirkegården.
Regine Olsen og Alberti
Tænk her på kirkegården ligger Regine Olsen. Det var hende Søren Kierkegaard var held vilde med. Han gik gennem et helt år fra Østerbro til Nørrebro, langs søerne bare for at få et glimt af hende. Men hun tog til Dansk Vestindien med hendes mand. Og her ligger Alberti, storsvindler, spekulant, minister m.m. Han blev kørt ned af en sporvogn ved Fælledvej og døde et par dage senere. Det var også Alberti, der i 1906 fremsatte sin berømte pryglelov. Moralen dengang var at korporlig revselse var en del af opdragelsesmidlet. I skolen gik man frem med, Respekt plus eksamen er lig med prygl.
Spanskrørets trolddomsmagt blev så sandelig brugt af lærerne. Respekten skulle prygles ind. Og det var Alberti med til at fremme.
De kendtes gravplads
Her ligger “Sheriffen af Vesterbro” Dan Türrel. Ifølge min afdøde kone var hun årsag til, at han fik sorte negle. Så kunne han hurtigere blive berømt Og ikke at forglemme Natasja. Det var hende med “Vi vil have Danmark tilbage”
Her ligger skaberen af Brøndum Snapsen, også kaldet Den Falske Greve, Han gjorde kongens elsker, Fru Danemand gravid, mens kongen var i Wien. Hun ligger hvis nok på Garnisons Kirkegård. Ellers kan kirkegården også byde på Peter Malmberg, Ben Webster, Barbermaleren, Henry Heerup, Hans Scherfig, Thomas Koppel, Etta Cameron og Christen Købke.
Så befri mig dog fra dette mørke sted
Åh ja, her ligger Gertrud (Giertrud Bodenhof). Natten efter, at hun ifølge hendes bror, Den unge Rosted, blev begravet med røde kinder, var gravrøvere i gang. Da de skulle til at tage hendes øreringe af, rejste hun sig så pludselig og råbte:
Og hun lovede dem guld og grønne skove, samt en rejse til Amerika. Men de tog en spade og dræbte hende – denne gang rigtig. Og det er ganske vist, for den ene af røverne tilstød på sit dødsleje på Frederiks Hospital over for den senere Biskop Münster. Senere undersøgelser i 1950erne kunne hverken be – eller afkræfte episoden.
Hvor er min søn?
Ja der var masser af gravrøveri. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da far og søn gik en tur på Vesterbro. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende
ville besøge ham, var kisten væk. Familien søgte længe efter ham, lånte en spade og fandt endelig drengen afklædt og uden kiste. Kadetter blev udkommanderet til at bistå politiet, bevæbnet med jernstænger. Dem stak de i jorden for at konstatere, om der manglede en kiste. Man fandt i 1804 ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt.
Børnemord
Ja vi skal vel også lige have med, at Dagmar Overby myrdede to af de ca. 25 børn, som hun i alt myrdede her på kirkegården. Og barnemorderen boede i Jægersborggade. Hun tjente sine penge som dagpleje – mor, eller nærmere hel – pleje mor. Og en gang imellem kom mødrene forbi, og kunne ikke rigtig forstå, at barnet ikke rigtig lignede. De fleste af børnene blev brændt i kakkelovnen.
Død ved Ladegårdsåen
I 1833 stod kister under vand på kirkegården, og dette vand blev ledet ned i Ladegårdsåen, som blev brugt som drikkevand. I 1879 kunne Blade fra Kirkegården fortælle om, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet i åen.
Socialdemokrat til evig forbandelse
Det var her i 1887, hvor den store socialdemokrat Adam Poulsen blev begravet. Men pastor Peter Steen var meget ufleksibel. Det var lige før, at et sandt arbejderoprør var startet her. Således måtte den røde fane ikke bruges. Og en socialdemokrat ville pastoren ikke velsigne. På et tidspunkt havde præsterne på Assistens Kirkegård overgivet den afdøde til evig forbandelse, bare fordi han var socialdemokrat. Kammeraterne måtte heller ikke sige nogle bevingede ord. Politiassistent Rantzau havde sit hyr med at få dæmpet gemytterne.
Arbejderbevægelsen og myndighederne i kirker og på kirkegårde var ofte i konflikt. Arbejderbevægelsen ville også lige markere, at de havde magt og indflydelse. Men særlig de gejstlige havde svært ved at håndtere arbejderbevægelsens symboler i begravelsesritualet.
Den velbjergede måtte gerne have alle sine ordner med, men arbejderen måtte ikke have sin røde fane med. Disse faner var ikke velanset. Og arbejderne var ikke begejstret for præsternes
lig-tale. De blev betragtet som småborgerlig.
Kejserinde Dagmars hof
Vidste I, at næsten hele kejserinde Dagmars hof ligger her. Hun, som også hed Maria Fjodrovna havde købt brugsretten fra Sankt Ansgar Kirken. Hende hilste H.C. Andersen også på. Han skrev i sin dagbog:
Ja og da Bornholm blev besat af russerne, da bad Kong Frederik den Niende den tidligere kejserindes datter, Olga om skyndsomt at forlade Danmark.
Ja sådan kunne vi blive ved med at fortælle historier fra Nørrebros oase – Assistens Kirkegård. Men gå ind og læs de cirka 10 artikler om vores oase på Nørrebro. Du kan også tage med på en af de interessante rundvisninger på kirkegården.
Kilde:
Redigeret 14.09.2021
Marts 7, 2013
Foredrag på Landbohøjskolen den 7. marts 2013 i Æ Synnejysk Ambassade å æ Sproch. Her er det dog gengivet på almindeligt dansk. Vi tager på en historisk, kulturel og geografisk tur fra Øst til vest i Sønderjylland. Vi skal møde trolde, hekse, spøgelser, præster, originaler og andre sønderjyder. Vi skal gennem et par mord, møde grænseoverløbere og en del henrettelser, utroskab og andre dramatiske begivenheder. Noget er sørgeligt, noget andet er morsomt. Nu er det ikke de store historiske begivenheder, der præger dette foredrag.
På Højer Dige
Der på det gamle dige ude ved den gamle sluse pegede min Opa ud i nordvestlig retning. Han fortalte mig, at der lå Jordsand. En ø, som blev opslugt af vandet. Men her ude fandt en mand ved navn Ehmsen fra Ballum en gang en hel masse skeletter. Og hvor mon de stammede fra?
Jordsand
Enten kan det være dengang, da den engelske konge bad sin danske kollegaer om 6.000 soldater til udlån for at bekæmpe irerne. Her overraskede floden soldaterne, inden de skulle ros ud til skibene i Lister Dyb. Men skeletterne kan også stamme fra nogle af de 800 hollandske søfolk, der kæmpede mod Christian den Fjerde ude i Vadehavet.
Ja fra øen blev der udskibet 6.000 soldater. Det var den engelske konge, der bad sin engelske kollega om dette løn, for at bekæmpe irerne. Lejen blev fastsat til 325.000 rigsdaler.
Døde nogle i krigen, skulle der betales erstatning. For en hest 50 rigsdaler, og for en soldat kun 10 rigsdaler. Der forlød rygter om, at soldater døde på Jordsand fordi en stormflod overraskede dem.
Sild
Min Opa pegede også mod sydvest. Der lå øen Sild. Og der ligger noget, der hedder Uwe Büne. Og det er ikke min dyne, eller noget, der er købt i Jysk Sengetøjslager.
Højer
Og oppe i Højer på Ballumvej trak Barber Jacobs tænder ud på folk. Og Kalle kørte galt med sin vogn. Han brækkede begge ben. Man spurgte ham, hvordan det gik. Han svarede
Og Ludde var lige blevet opereret for prostata. En dag stod han ude for posthuset i Højer, da Ingeborg kom forbi:
Dagny skal hjem
I mange år var værkfører Niels Johansen værkbestyrer på el – værket i Højer. Når hans datter var ude om aftenen, og han syntes, at det var på tide, at hun kom hjem, blinkede han to gange med lyset. Ja så vidste hun besked. Ja hele Højer vidste besked. De sagde til hinanden:
En dyr taxa
En aften sad Peter og Kesse på Peters Kro. Pludselig siger Peter:
Hotel
Sylt lå ikke langt derfra, skulle man mene. Lige over på den anden side af Torvet. Nu var der ingen taxa hjemme i Højer, så man måtte have fat i en helt fra Tønder.
Da den endelig kom sagde Peter til chaufføren:
Men Kesse bemærkede beroligende:
De to høvringe fik et chock, da de blev præsenteret for regningen for de cirka 50 meters kørsel – 20 kr. Det var mange penge dengang.
Dann lieber kriechen
En hjemmetysker havde været på kro i Højer. Han væltede rundt og blev liggende. Et par mænd kom forbi og tilbød at hjælpe:
De to måtte erkende, at de var danske, hvortil manden i rendestenen svarede:
Hjem fra England
Under Anden Verdenskrig marcherede Æ Heimwehr rundt i Højers gader og skrålede:
En dag efter en sådan episode møde en dansk – og en tysksindet så hinanden i Mellemgade i Højer.
Alternativ helbredelse
I 1850/51 under Dige-byggeriet blev mange syge. Og det var ikke altid, der var læger til stede. Så måtte man ty til andre helbredelsesmetoder.
Når vi nu er ved læger, kan det også nævnes, at Højer havde en mærkelig læge, Dr. Jersild. Ja det var den lokale befolkning, der syntes, at han var mærkelig. For folk styrtede til Højer, for at blive behandlet af den meget alternative læge. Han kunne godt for det pæne borgerskab og hævingerne op af stolen. Han fortalte sin gode ven i Tønder, redaktør Skovrøy, at på sin gravsted skulle der stå:
På sine gamle dage blev han bange for at dø, eller nærmere bange for at blive levende begravet. Derfor havde han aftalt med dyrlæge Hauge i Tønder, at han straks skulle komme og skære halspulsårene over, når han hørte om dødsfaldet.
Samme tro
Og i Højer blev postbåden til Sild beslaglagt som krigsskib. Det er hvis ikke sket før eller siden i verdenshistorien, at en postbåd blev beslaglagt som krigsskib.
Andreas Pust, havde sit øgenavn, fordi han led af astma.
Han havde heller ikke så mange penge. Engang lånte han to mark af Pastor Rolfs. Da han stak pengene i lommen,
spurgte han pastoren:
Så havde fotograf Mathiesen vundet i lotteri. Så han lukkede butikken og tog på ferie. I flere uger hang der et skilt på hans butiksdør:
En kristelig overbevisning
En novemberdag i 1918 kom revolutionen til Højer. Der skulle vælges et arbejder – og soldaterråd. Det foregik på Centralhalle. En kendt håndværker i byen blev foreslået.
Men håndværkeren bøjede sig for argumentet:
Rømø
Da vi nu stod deroppe på diget, min Opa og mig, kunne det også ske, at vi kunne se Rømø – Sild færgen. Og det er netop Rømø vi skal til nu. Lige nord for Kommandørgården lå en sørøverborg. Her fandt en mand en stor spand med guldmønter. Spanden var for tung til at han selv kunne løfte den. Senere dukkede han op med en flok venner for at hente skatten.
Men jo mere mændene trak i spanden, des dybere sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt.
En anden gang hentede de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame til en fødsel.
Modvillig gjorde hun som ønsket. Som tak modtog hun et forklæde med træspåner. Tankeløs kastede hun spånerne i ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag havde de forvandlet sig til det purreste guld.
Sporvogn på Rømø
Og tænk i over 40 år har der eksisteret en sporvogn på Rømø. Eller i hvert fald en hestetrukken skinnebane. Man drømte om at sætte et lokomotiv foran. Og tænk, det var en præst fra Skærbæk, der indrettede et ferieparadis på øen. Han drømte om et Kurbad lige som syd på. Men ak i 1903 gik det hele fallit.
Skærbæk
Vi skal ind på fastlandet igen – til Skærbæk. På vestsiden af Skærbæk Kirke er indmuret en romansk gravsten fra omkring år 1100. Den er til minde om følgende episode. En mand fra Midthusum hørte mens han var til mølle i Brøns, at en springflod var på vej. Han skyndte sig hjemad. På vejen hjem mødte han nogle mænd, der bar hans sager. De nægtede at udlevere dem. Han dræbte den ene mand med en hjulring, og skyndte sig hjem. Han blev gemt af sine venner, men dog anholdt og henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk.
Sorgager
I 1634 er der en historie, om en mand, der hedder Thøger, der dræbte en strandrøver. Han blev henrettet i 1635. Men Thøger havde en ven, der hed Jørgen, som skulle have været med
til drabet. Men moderen gik i forbøn hos kongen. Han lovede at frigive sønnen, hvis moderen kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte dette, men døde af overanstrengelse. Sønnen blev benådet og fik en gård i Hjemsted.
Marken som moderen måtte meje, kan stadig udpeges i Ballum, og kaldes i dag Sorgagre. Dette inspirerede Karen Blixen til at skrive en historie af samme navn.
Trolden fra Øster Gasse
Og så var det trolden i Øster Gasse, der blev sur på klokkeren i Skærbæk Kirke. Han slyngede en kæmpe sten efter kirken men ramte ikke. Han havde dog knuget så fast om stenen, at fingeraftrykkene kunne ses i stenen. Og det er ganske vist.
Ballum– hele tiden
Når vi nu er her ude vest på, så har det altid forbavset mig, at der er så mange Ballummer. Når Ingolf og mig cyklede fra Tønder til Rømø følte vi, at vi aldrig kom ud af stedet. Jeg tror, det er ni byer, der ender på Ballum. Og her troede jeg, at Barsmark på Løjt Land var Danmarks længste landsby. Tænk, at der her ude i år 1200 lå en borg med 43 ansatte, og at man herfra havde planer om, at bygge en kanal på 11 fods dybde til Aabenraa. Men det var svenskerne, der var skyld i, at det ikke blev til noget.
Emmerlev
Dem, der solgte ejendom efter 1920 og havde solgt i D – mark, fik ikke meget for det. Således ligger der omkring Emmerlev en pæn stor mark (fenne), som bliver kaldt for Æ Kasketfen. Værdien af salget blev ikke til mere, end at sælgeren kunne købe sig en blå kasket. Så var de penge brugt.
Draved
Ludde Jensen var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armene af sin far. Nu havde han så hugget træ i Draved Skov og antændt det fyrstelige vogterhus. Den 19. juni 1598 skulle han derfor hænges. Men ak, skarpretteren havde fået en for mange. Han fik to fingre klemt mellem galgestokken og strikket. Han lod Ludde hænge lige så længe til han troede, at han var død. Han blev til sidst nødt til at skære snoren over, for at få fingrene fri.
Mange blev chokeret over, at Ludde rejste sig, efter at have været en tur på galgen. Men torsdag den 22. juni forsøgte man igen. Skarpretteren var blevet ædru og Ludde overlevede ikke.
Daler
Lige før Møgeltønder ligger Daler. Og i gammel tid havde både Emmerlev og Daler hver sin trold, som begge boede på en høj. Højene er ikke længere beboet af trolde. Nu ligger her kirker.
De to trolde var lidt fjollede. De var ellers gode venner, men kastede store sten efter hinanden. Efter mange års stenkast, lå der en hel bunke sten på begge høje, da der skulle bygges kirker her. Og som tegn på, at historien er sand, så findes der en speciel sten i den nordlige tårnmur i Daler – Kirke. Her kan man se et tydelig aftryk af Emmerlev – tyroldens store næve.
Møgeltønder
I 1585 blev Lauritz Thomsen præst i Møgeltønder. Hans kone var prisgivet til drukkenskab og lemfældighed. Hun lå i med mange mandspersoner fra Møgeltønder. Og datteren blev udsat for blodskam og udlånt til diverse personer. Det hele endte med, at konen og datteren blev halshugget. Og præsten, Laurids Thomsen blev brændt.
Peter Henriksen
I Møgeltønder Kirke hænger et billede af Peter Henriksen. Han var død i 1521 og efter sigende blev han 127 år. I 1500 – tallet var der en stor stormflod, som fik vandet til at stå helt op på Stjernen. Og denne er pladsen ved Korsvejen – vest for byen. Det er derfra at DR og TV2 transmitterer, når de fine i deres stilethæle vandrer gennem Møgeltønder til diverse bryllupper og barnedåb.
Men tilbage til 1500 – tallet, så råber Peter Henriksen til folket:
Så råbte han:
Ved den syvende bøn, begyndte vandet at falde.
Tønder
Det var format over at gå i kino i Tønder, særlig i Vestergade. Her havde cykelhandler Meinert Lützen fra Popsensgade sin storhedstid. Det var dengang, at stumfilmene blev ledsaget af en pianist eller en violinist. Og i Tynne havde man Æ Geiger, Meinert Lützen. Og som han selv sagde:
Det gjorde han særlig energisk under en Asta Nielsen Film. Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene. Fødderne bevæger sig længere og længere ud mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning.
Cykelhandleren “untermahle” den dramatiske “Stimmung”, så violinen skriger. Pludselig råber en tilskuer bagerst i salen op til lærredet:
Der var engang en ønskebrønd
Michael Falch havde ikke meget til overs for Tønder, da han ankom til byen. Han sammenlignede Tønder med Rusland i 1950erne. Men han fandt en god ven i præstens uvorne søn Christian Arendt (Kedde). I perioder var Michael dog forvist fra Præstegården. Talrige er de gange, hvor han sammen med Kedde røg Sort Nepal, Rød Libanon eller Grøn Marok u æ Schweitz. De gik også i hash – klub hos Anne Marie ud på Leos Alle. Og talrige elefantøl er blevet indtaget ved Æ Liebestempel.
Kedde var lidt af en alkymist. Blanding af forskellige kemikalier havde en mærkbar virkning. Og alt dette blev produceret i præstegården. Dengang havde man på Torvet i Tønder en ønskebrønd, som Michaels far, Hans Ehlert var initiativtager til en ønskebrønd. Heri kunne tyskerne slippe deres dyrebare D – mark. Og denne form for kapitalisme var ikke noget som Michael brød sig om. Det var kapitalisme af værste skuffe. På et stort skilt stod der på dansk og tysk:
Men en aften, da kirkeuret slog 12 tog Michael og Kedde en gryde med fra Keddes laboratorium. Byen var næsten uddø.
Forsigtig hældte de eliksiren ned i ønskebrønden. Der lød en kraftig syden og de to unge mennesker tog benene på nakken. Aktionen kom de følgende dage på alles læber, og blev Breaking News i dagbladet Vestkysten, hvor Michael for øvrigt havde været bydreng.
Da de første tøndringer om morgenen krydsede Torvet var den indhyllet i en tæt røgsky, hvor der stank af klor.
Da røg og lugt efterhånden aftog omkring ønskebrønden, konstaterede man at vandet var omdannet til en tyk lilla grød, der havde ætset tusinder af mønter, såvel de danske som de tyske D – mark.
Michael fik aldrig sagt undskyld til sin far. Det forblev et stort mysterium i Tønder. Og Michael kom ført i tanke om begivenheden, da han samme sted optrådte for dronningen og prinsgemalen.
Aventoft
Os fra Tønder kender Aventoft. Her skulle vi altid til Frühshoppen. Det var jo selvfølgelig søndag formiddag i den bedste kirketid. Inden da havde vi bestået manddomsprøven, der bestod af at drikke Æ Støvl. Men efter 1920 skulle der her oprettes nogle toldbygninger. Men grundejeren ville absolut ikke sælge grunden til dette formål. Man greb til ekspropriation. Grundejerens
sagfører greb til det argument, at han ikke havde adgang til sin mødding, hvis arealet skulle overdrages til toldvæsenet. Indgrebet ville gøre det umuligt at komme til møddingen i hestevogn.
Derfor blev det besluttet, at der skulle foretages en prøvekørsel med toldinspektøren som udførende myndighed og en repræsentant fra byrådet som vidne. På et kort var det indtegnet helt
nøjagtig, hvor man skulle køre, henholdsvis med et læs møg, og et tomt læs.
Men det kom aldrig til denne prøvekørsel, da byggematerialerne til toldbygningen allerede var læsset af på grunden.
Sæd
Når vi kommer forbi Sæd ned til grænsen, står der en skamstøtte ud til vejen. Der blev kastet sten mod den af de forbipasserende. Stenen er rejst som en advarsel om Karen Christensen. Hun myrdede i 1712 sine fire børn og sig selv med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der ikke kunne forsørge sig selv og sine børn. Børnene blev begravet på Udbjerg Kirkegård. Men Karen blev faktisk kastet ud af vinduet og slæbt ud på heden og begravet i uindviet jord.
Burkal
Det var her i sognet at Vadehavsmaleren Nolde blev født. Han tog navn efter fødebyen. Ifølge beboerne skulle Tyge Nold have været den sidste beboer, og om ham findes der et fantastisk sogn.
Kong Waldemar sad til bryllupsgilde på Sønderborg Slot. I syv år. Da snakken var ved at holde op, sendte man løbere ud i landet for at høre nyt. Meningen var at snakken skulle holdes i gang.
En af disse budbringere kom gående af vejen til Nolde, hvor han først mødte 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte og sidst 12 rødklædte ryttere. Bagerst kom en ældre kone kørende. I en hendes vogn var der halm, og oven på lå en gammel mand. Budbringeren fik standset konen, og bad om en forklaring. Den gamle dame fortalte, at de 12 grønklædte ryttere var hendes farbrødre, de blåklædte var hendes morbrødre, og de 12 rødklædte var hendes sønner:
Præste – skandale
I 1200 – tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal. Meget mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte ikke gifte sig med hende. Men uhadada, han fik barn med hende. Det var en skandale.
Og i 1722 berettes om en mand i Burkal , der levede sammen med sin kone og sin søster. De blev begge gravide. Søsteren først. Og for at skjule utugten, lod konen som om, at det var hendes barn. Men da konen steg op af barselssengen, kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med, at manden og søsteren flygtede.
Grænsestrid
En dag i 1950 passerede en ko, tilhørende en bonde i Bögelhuus på den tyske side af grænsen – den danske grænse. Her blev den fanget af en dansk tolder og trukket over på den tyske side. Men nej, den tyske tolder ville ikke tillade dette. Sådan en sag skulle anmeldes. “Ordnung muss sein”
Konsekvensen var at koen blev sat i karantæne hos en dansk nabo.
Den tyske toldkommissær og en en dansk overtolder forsøgte at løse grænsestridighederne. Resultatet blev, at den tyske bonde fik sin ko, og at de tyske toldere fik det gode råd, at en sådan grænseoverskridelse nødvendigvis ikke burde anmeldes.
Stoltenlund
Lige før Tinglev kommer vi til Stoltenlund. Her blev Jens Peter Jessen født. Og det er ikke en vi bare skal overse. Sammen med Graf von Stauffenberg var han med til at planlægge det mislykkede attentat mod Hitler.
Tinglev
Den 17. april 1699 blev der fundet et lig i Tinglev Mose. I halvanden år lå det på lit de Parade i Våbenhuset. Befolkningen blev opfordret til at komme med en forklaring. Sådan foregik datidens efterforskning.
Degnens datter
Og Pastor Hoegh Havde et godt øje til degnens unge datter. Han blev lokket i en fælde og i 1763 blev han nødt til at tage sin afsked. Han havde overtrådt det 6. bud. I 1867 åbnede man jernbanen fra Tinglev til Tønder. Grundet forsinkelser har mange tilbragt timer på stationen. Således foreslog en forsinket passager en gang, at den tid man tilbragte på banegården i Tinglev skulle godskrives i skærsilden.
Jeg elsker de grønne lunde
Det var også her på banegården, at enkedronning Louises salonvogn holdt. Da stationsforstanderen fløjtede til afgang, sagde enkedronningen:
Dette førte til, at DSB atter havde forsinkelser.
Da det igen blev dansk ville de tysksindede i Tinglev ikke give de danske DSB – folk logi, så DSB måtte fremskaffe sovevogne, som de ansatte kunne bo i.
Kongen blev stoppet
Sheriffen fra Tinglev skød en tysk officer længe efter at besættelsestiden var over på Tinglev Banegård. Og han stoppede også Kong Frederik den Niende. Ja, sheriffen lå ligefrem på lur for
at fange ham. Kongen var kendt som en rigtig fartbølle.
Padborg
I slutningen af 1700 – tallet havde sognet en præst, der var så frygtet, at gik han en tur gennem sognet, så holdt folk sig indenfor. Senere hev folk ham dog ned fra prædikestolen, når prædiken blev for lang.
Døddrukne munke
I Kollund Skov huserede munkene fra Ryd Kloster. Baggrunden for oprettelse af klosteret var at deres liv i Slesvig ikke var særlig ærbart. Her gik abbeden og hans folk rundt på byens værtshuse. De lå døddrukken rundt omkring. De åd, drak og horede med byens fruentimmere.
Guds straf
Fra kirke-byen Bov strækker der sig vest på en stor hede kaldet Efling Hede. Tidligere var her skov. Midt i denne lå en røverborg, som tilhørte en greveslægt. Den sidste af denne greveslægt var en, der terroriserede hele området. Engang var greven og sin bande vendt hjem fra et røvertogt. Det hele endte i et værre drikkelag. Pludselig oplyste et rødt ildskær hele salen. Skoven omkring dem stod i flammer. Da ilden ikke havde mere, at tage fat i, var et hvert spor af borg og skov væk. Sagnet fortæller, at dette var Guds straf.
Den synske Anna
I Frøslev døde i sommeren 1912 den 94 – årige Anna Andreasen. Hun var enke efter skrædder Karl Andreasen. Hun var synsk og forudså Mejeriets bebyggelse. Engang skulle Anna hjem fra Frøslev Kro. Men hun vendte tilbage og skulle have hjælp fra Karsten Thomsen for at komme hjem. Hun sagde, at hun ikke kunne komme igennem for menneskemængden. Men Karsten Thomsen så ingen mennesker. Men et par dage efter var der bryllup på Frøslev Kådnermark. Brudeparret kørte gennem byen. Og som sædvane var, så fyrede smeden en kanonsalve af. Men det kunne hestene ikke klare. Og brudeparret blev slynget ud af vognen. En menneskemængde samlede sig. Og det var den menneskemængde Anna havde set.
Overtro i Bov
Dengang var der masser af overtro i Bov Kommune:
Og tænk, at i Frøslev brugte man blod fra slagtedyr til at smøre bræddegulvene.
Gråsten
På Gråsten Slot var hertug Ernst Günther utilfreds med at dæmningen til Æ Kleinbahn var blevet forhøjet. Det skæmmede udsigten fra slottet. Og det skæmmede også udsigten for de besøgende på slottet samt fra kurhotellet. Hertugen gjorde opmærksom på, at han ikke var hvem som helst. Han var svoger til Kejser Wilhelm den Anden. Men det var netop denne kejser, der havde givet tilladelse til forhøjningen.
Og hertugen blev fornærmet og deltog ikke i Æ Kleinbahns indvielse i 1899.
Søgård
Godset Søgård var Sønderjyllands største. Men adelsfamilien Ahlefeldt var ikke gode venner med hinanden. Således havde man anlagt en mur tværs gennem gården, så man kunne undgå at se hinanden. Ved Søgård Sø boede en heks. Grev Ahlefeldt fik besøg af denne, og fik et rødt ar i panden.
Familien tjente masser af penge fra Kliplev Kirke. Kirken var et valfartsted. Da familien kunne se, at det var indbringende. Så man byggede et kæmpe valfartsted ved Årup syd for Ensted.
Frederik Ahlefeldt var rigets næst – mægtigste mand. Han var modstander af ødselhed, selv om han var en af landets rigeste mænd. Men det var hans børn ikke Tværtimod. De led af pragtsyge. I 1722 blev boet sat under administration. For øvrigt blev familiens præst dømt for sædelighedsforbrydelse hele to gange.
Den stakkels Hans
Og i Kliplev Kirke måtte den 19 – årige Hans Rossen, søn af den ansete bonde og lensfoged Rossen bekende over for menigheden, at han havde fået et barn ude for ægteskabet.
Hærvejen
Toldsted Kro på Hærvejen blev rost i 1671. Således udtalte Holger Jacubæs, at der var så mange puder og dyner på kroen, at det var nødvendig med en stige.
Kørselspligt for de kongelige
Bønderne langs Hærvejen havde kørselspligt for de kongelige. Men man skulle nok mene, at det var lidt overdreven nogle gange. Da Christian den Femtes søster, Prinsesse Wilhelmine Ernistine i 1671 skulle en smuttur til Tyskland måtte der den 18. august fremskaffes 88 vogne til Årøsund til brug for hendes kongelige højhed. Et tilsvarende antal skulle bruges i Haderslev og Bolderslev.
Sagnet om Varnæs Kirke
Junker Vigge var en ung og velhavende ridder. Han boede på gården Vold ved Varnæs. Åh så forelskede han sig i Jomfru Ida, der boede på Helnæs på Fyn med hendes far, Ridder Ove.
Vigge ville gerne have himlens velsignelse, så han gik til præsten, Mathies, of spurgte hvad han skulle gøre. Jo han skulle bygge en kirke, Varnæs Kirke. Så skulle præsten nok arrangere det hele. Men ak, Ridder Ove var i gæld til den mægtige Ridder John af Odde. Og denne ønskede, at Jomfru Ida skulle giftes med sin søn. En uhæderlig pagt blev således indgået mellem de gamle mænd. Dette erfarede Vigge under julemessen i Varnæs Kirke.
Lillebælt var frosset til. Men julenat drog junker Vigge nu med tyve svende over bæltet. De ankom netop som bryllupsklokkerne lød. Med sværdet afbrød Vigge klokkeringningen. Ingen blev
skånet, undtagen Ida. Hun skulle med til Varnæs. Men ak på vej til Varnæs brød isen op. Vigge og Ida kom fra hinanden. Mange omkom. De elskende troede, at de havde mistet hinanden.
Flere år senere førte skæbnen dem sammen igen. Ida var gået i kloster i Letland. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de blev viet. Men mere ak og ve. Om morgenen blev Ida fundet død. Hun kunne ikke håndtere nonneløftet og kærligheden.
Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge. Han havde vandret hvileløs omkring i årevis. Han lagde sig på Idas grav og udåndede. Måske kan
du stadig møde Junker Vigge på Varnæs Kirkegård. Her kunne man i mange år drikke vand fra et træ, der havde helbredende virkning.
Rødekro
Ved Rødekro Savværk stod en gammel træstamme med hul i. Efter sigende skulle den hjælpe piger, der havde mistet deres mødom. De skulle blot kravle gennem hullet ved fuldmåne, og
fluks så var mødommen så god som ny. Om træstammen står der endnu og om hvor mange piger, træstammen har hjulpet vides ikke.
Løjt
Pastor Fabricius måtte mane kromandens genfærd i Mørkesø nord for Kirkeby, og Pastor Bendixen havde fået anskaffet Cuparanus Trolddomsbog. Men uheldigvis havde tjenestepigen fået fat i den. Hun havde fået læst rotterne til præstegården. Men det lykkedes dog for pastoren at få dem læst væk igen.
Præsten drak sig ihjel
Der var masser af problemer med Herrnhutere på Løjt land. Pastor Paulsen fra Aabenraa sendte sin hjælpepræst til Løjt for at gøre noget ved sagen. Men ak, hjælpepræst Bachmann forfaldt til druk og drak sig ihjel.
Sindelags – kontrol
De preussiske myndigheder indførte sindelagskontrol. Det gik ud over Anne Hansen i Barsmark. Hun var uegnet som håndarbejds-lærerinde, fordi ægtemanden var en af de største socialister, som der fandtes på denne tid.
Den fartglade pastor
I 1914 ankom der to gendarmer til Barsmark og anholdt alle dansksindede. Man var bange for, at de ville hjælpe en fjendtlig flåde gennem bæltet. Æ Klienbahn havde fået konkurrence på Løjt land af den fartglade pastor Treplin. Han havde fået en Adler til seks personer. Og minsandten så var pastoren også ejer af sognets eneste motorcykel fra Neckreuter Fahrzeugwerke.
Haderslev
Inden vi på vores rejse, når vores bestemmelsessted tager vi lige et hurtigt smut til Haderslev/Tønder. Wallensteins tropper havde raseret hele Sønderjylland. På Hansborg Slot kom kommandanten over alle de svenske tropper til at bo. Kommandanten havde forlangt, at Tønders borgmester, Hans Werkmeister skulle give møde på Hansborg. Kommandanten havde sendt en vogn til Tønder, for at hente borgmesteren, men han turde ikke møde op, så han lod vognen returnere tom.
Men fire dage efter holdt fyrstens vogn, samt 30 soldater foran borgmesterens bopæl. Wermeister var tvunget til at tage til Haderslev. På Hansborg forlangte kommandanten, at Tønders borgmester skulle sørge for krydderier og vin fra Hamborg. Men borgmesteren forklarede at han ingen forbindelser og kredit havde i Hamborg.
Bøger blev ødelagt
På indkvarteringsstedet i Provstegården på Naffet, så Werkmeister, hvordan svenskerne var ved at ødelægge gården. Og på gulvet lå værdifulde bøger og flød. Tønders Borgmester bad oberstløjtnanten, om at pakke bøgerne ind og skåne dem. Den svenske oberstløjtnant forklarede, at man ikke var interesseret i disse kætterske bøger. Men hvis nu borgmesteren var så interesseret i bøgerne kunne man da slå en handel af. Oberstløjtnanten havde været i borgmesterens hjem for at hente ham og foreslog 14 alen fløjl med guld – galoner samt de 14 hvide ræveskind, der befandt sig borgmesterens hjem. Men det var borgmesteren ikke interesseret i.
Men ikke længe efter, at borgmesteren var kommet til Tønder holdt der en vogn foran huset med 400 bøger, samt en deling soldater. Borgmesteren var nu nødt til at aflevere ræveskind og fløjl.
Du kan hente bøgerne for 100 rigsdaler
Da provsten langt om længe var kommet tilbage til Provstegården i Haderslev sendte Tønders borgmester en besked om, at provsten kunne hente sine bøger for 100 rigsdaler. Det var de udgifter som borgmesteren selv havde haft. Men problemet var bare, at så mange penge havde provsten ikke. Forgæves forsøgte amtmændene Georg von Ahlefeldt og Volf Bluhme at mægle i sagen. Og til sidst forsøgte den gottorpske hertug også at mægle. Men forgæves. I mellemtiden døde Tønders borgmester. Først efter hans død fandt bøgerne vej til Haderslev igen.
Aabenraa
En af de andre gange jeg var her talte om hekse i Aabenraa. Man gik ud fra den katolske heksebibel. Her kunne man læse, at en heks havde en umættelig kødelig lyst. Og her kunne man læse, at kvinder havde mindre hjerne end mænd.
Kometer over Aabenraa
I 1680 og 1682 viste der sig kometer over Aabenraa. Det fik provsten til at udsende teologiske advarsler. Fra Nicolai Kirke tordnede han mod menigheden. Nu skulle de syndige råde bod. Han pegede på Romerbrevets 8. Kapitel vers 22:
Tre uger efter brændte hele Vestergade. Måske havde provsten ret?
Den fordrukne diakon
Diakonen blev anklaget for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til fester. Han havde sågar ladet trusseløse Piger hoppe over sig. Så havde de drukket, De vakre Pigers Skål. Han havde revet parykker og hatte af festdeltagere. Sjældent ramte han tonen i kirken og fyrede de forkerte salmer af. I 1704 blev han så endelig afskediget. Keglespil og øldrikkeri samt svin på kirkegården – alt dette skete, mens det var gudstjeneste i Nicolai Kirke i Aabenraa.
Solæg ikke fra Aabenraa
Og så kunne Landbohjemmet i Affenraa byde på Solæg. Egentlig skulle de hedde Sole – æg. Ægget har ingen relationer til sol eller Sønderjylland, men til den tyske by, Sole. I denne by fandt man for ca. 170 år siden på at lægge æg i saltlage, efter at de var hårdkogte.
Foredraget er baseret på artikler på www.dengang.dk
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23.-o9. – 2021
Marts 7, 2013
Det er sjældent at historiebøgerne beskæftiger sig med den periode, hvor sønderjyske borgere gjorde oprør, fordi de ikke fik nok mad. De store fjender var herremænd og købmænd. Bønder, karle, kådnere og Inderste og især skibstømrer stod sammen. Vi beretter om dramatiske episoder fra Ballum, Schackenborg, Trøjborg, Aabenraa, Haderslev, Flensborg, Løjt, Tønder, Ribe m.m. Myndighederne slog hårdt ned på oprørerne uden at løse korn – og sult – problemerne.
Sociale spændinger
Det var stor forskel på rig og fattig, også dengang. Adelsmanden og bonden havde ikke meget at tale om. Mange følte sig forulempet. Der var masser af stærk social spænding som man bare ikke kan se i historiebøgerne. En gang imellem kom kom uretfærdigheden i kog. Det gav sig udslag i oprør og demonstrationer, ja endog i vold. Et bondeoprør i 1670 endte med et optog til København. Det var bønder under Schackenborg, der følte sig magtesløse (se artiklen Oprør i Møgeltønder).
Dramatisk episode i Aabenraa
Bønderne tog altid karlenes parti med godsejerne eller amtmandens udsendinge . Man reagerede voldsomt over for overgreb fra herremændenes side i Sønderjylland. I 1755 sendte godsejer Lange til Rødkilde sin fuldmægtig afsted for at hente to af sine stavnsbundne karle, som opholdt sig i Aabenraa og Løjt. Karlen var af de udsendte folk ført til Aabenraa. Men næste morgen skete følgende ifølge et brev som Lange selv sendte til Amtmanden:
Karlen slap væk. En klage til Amtmanden blev afvist af formelle grunde. Man kunne så få den fornemmelse at Amtmanden var på bøndernes side, men det havde nok noget at gøre med Nørrejysk arbejdskraft kontra Sønderjysk arbejdskraft.
Ballade ved afskibning
I tiden før Den Franske Revolution skete der også en episode i Aabenraa den 2. oktober 1782. Tømrer og andre håndværkere ville tvinge en skipper til at sælge noget smør, som var beregnet til København og derfra videre til Vestindien.
Der fandt forskellige forhandlinger sted mellem håndværkere på den ene side og amtmand og borgmester på den anden side. Der blev stillet krav om konfiskation af smørret. Kravene blev dog ikke efterkommet. Den 12. november kom skipperen tilbage fra København. Da kom der atter til uroligheder. En af skibstømrerne blev anholdt, og bragt til detentionen, den såkaldte Bürgerhorsam. Tømrerne demonstrerede derefter foran borgmesterens hus og forlangte den pågældende sat på fri fod, hvilket også skete.
Efter at skipperen havde klaget til Tyske Kancelli, blev der rejst sag mod de implicerede, og det endte med, at kancelliet indstillede til kongen, at de skyldige blev straffet med mindre fængselsstraffe, bl.a. fem dages fængsel til oldermændene. I 1780erne forekom der også en del uroligheder på øerne Før og Amrum.
Nærmere den store verden
Den franske Revolution gik ikke Sønderjylland ram forbi. På en måde var det et afkrog af monarkiet, men hertugdømmet var også nærmere den store verden med den brand, som lighedens og frihedens evangelium havde tændt i den vestlige kulturverden. Aabenraa – amtmanden, von Schmettaus udtalte:
I det ellers fredelige Ærøskøbing blev der udtalt, at her skulle det gå langt vildere til end i Frankrig og England. Endvidere blev det sagt til By-tjeneren, at at man snart skulle blive færdig med soldaterne. Det var i 1794, hvor de lokale var utilfredse med de økonomiske forhold.
Revolutionen i Frankrig betød højere priser og mere velstand for bønderne, men sult, nød og elendighed for den store flok af Småhus – mænd.
Ballade på Schackenborg
Det store oprør efter den franske revolution fandt sted i Tønder Amt den 13. februar 1790. Samme dag havde administrator Holm på Schackenborg udsendt følgende beretning om begivenhederne:
Regeringen forstod alvoren
Demonstrationerne, der omfattede kådnere i Højer, Daler, Ballum, Emmerlev, Hjerpsted og Skast havde i en ansøgning gjort gældende, at manglen på korn skyldtes, at
Regeringen forstod også alvoren. Kongelig statholder, prins Carl af Hessen, kronprinsens onkel og svigerfar fik ordre til at foretage en undersøgelse. Også dette har Holm kommenteret. Han slutter med ordene:
80 dragoner i Tønder
Prins Carl nedsatte en kommission på tre mand, bestående af amtmændene Bertouch og Urne (Tønder og Ribe) og Grev Shack. Den havde til opgave at undersøge kornspørgsmålet og finde ophavsmændene til urolighederne. Af deres undersøgelser fremgik det, at hovedmændene var Jacob Winter i Stokkebro, Hans Fr. Paulsen i Hjerpsted samt Hans Post fra Ballum, der dog flygtede. De to førstnævnte blev arresteret, men først den 6. og 9. marts efter at der var ankommet 80 dragoner til Tønder. De førtes til Rendsborg Fæstning. Og de slap forholdsvis billig med 12 uger til den ene og 14 dage til den anden.
Urolighederne var ikke ophørt
Egnen vest for Tønder var uden tvivl det største urocenter i disse år, men man mødte også bevægelser andre steder. Men den 13. december 1794 skrev amtmand Møsting i Haderslev til Johan Bülow, at nu var alle uroligheder ophørt.
Ballade i Ribe
Allerede året efter, var det galt igen. Og det var igen ude vest på, det startede. I Ribe kom der i marts og april til opløb på grund af manglende rug. Man forsøgte at få militæret over på deres side, men det mislykkedes. Men så henvendte man sig til husmændene i Lustrup og Seem, for at få disse til at komme til byen i store flokke.
Sammen med borgerne holdt de vagt ved købmændenes korn. På voldelig måde forhindrede man, at rugen blev udskibet. Både borgeradjudanten, en borgerkorporal samt birkedommer Niels Olsen var involveret i sagen.
Fra myndighedernes side slog man hårdt ned. 38 mand blev anklaget. Ved en højesteretsdom, der blev afsagt i 1800, dømtes 3 mænd til seks måneders fæstningsarbejde, 5 stk. til tre
måneder af samme skuffe og endelig måtte 2 stk. 8 dage i fængsel. Birkedommeren måtte betale 100 rd. til de fattige.
Ballade i Ballum
Omtrent samtidig var der atter uro på Tønder – egnen, hvor 40 husmænd fra Ballum den 31. marts havde opløb foran birkedommeren. Oprørerne stillede krav om forbud mod udførsel
af smør, flæsk og andre fødevarer. Birkefoged Arentzen gik med til et forbud, men kun ind til, der var indhentet højere ordrer. Men overinspektør Holm ophævede forbuddet samme dag. Efter hans mening var det ulovligt. Sagen blev indberettet til Danske Kancelli. Men da der ikke var udøvet vold slap de skyldige med en alvorlig irettesættelse.
Dige-arbejdere laver oprør
Flere byer havde anmodet om eksportforbud. Som begrundelse havde man anført kornspærringer i andre lande. Rentekammeret anmodede kongen om eksportforbud, og dette blev iværksat. Men det kunne dog ikke hindre uroligheder. I maj kom der til uroligheder, idet 300 – 500 dige-arbejdere fra Faaretoft i Tønder Amt samt ved Ockholm i Bredsted Amt lod fire skibe undersøge. Grunden til dette var, at der i den forgangne tid var blevet foretaget store opkøb af rug, formentlig til Altona, hvor priserne var steget stærkt.
Da demonstranterne fik at vide, at befragteren, ejeren af Vadgaard, også havde opkøbt rug, begav de sig til denne og tvang ham til at betale en bod på 50 rd. Og love at levere de 150 td. rug i Faaretoft til en pris af 4 rd. pr. td.
Fra Overrettens side var man ivrig efter at få dige-arbejdet gennemført, og fik derfor Kancelliet til at lade arbejderne slippe med en alvorlig advarsel, idet der blev anerkendt, at der virkelig havde været grund til uro.
Uroligheder i Flensborg
Uroligheder i Flensborg fik en endnu mere dyster karakter. Den 1. juni 1795 stillede skibstømrerne krav om, at få brød i stedet for penge. Byens daglejere sluttede sig til dem, og sammen
mødte de op på Rådhuset.
Demonstranterne forsøgte også at få gennemført maksimalpriser på kød, smør og flæsk. Magistraten lovede at få fastsat brød – og kødtakster.
I en skrivelse som ritmester Hedemann, den lokale kommandant sendte til statholderen udtalte han, at man efter hans mening kunne komme langt overfor urostifterne med det gode, men deres krav var ikke billige. Købmændene, der egentlig var årsag til uroen forlangte, at man skulle gribe ind med magt.
Hedemann tog købmændenes parti og skrev samme dag til statholderen:
Et helt regiment
Og Statholderen tøvede ikke . Han sendte hele Det Slesvigske Infanteriregiment under kommando af oberstløjtnant von Wildenradt og 120 ryttere under ritmester von Backmann. Fra Rendsborg rekvirerede man 4 kanoner og 16.000 skarpe patroner. I Rendsborg holdt man desuden flere tropper klar.
Det tilkaldte militær rykkede ind kl. 9.30 om formiddagen den 5. juni. I de følgende dage gennemførtes omfattende arrestationer blandt urostifterne på forlangende af Magistraten. I alt 60 skibstømrer blev anholdt. Der var domme fra 1 – 8 års tugthus.
Ængstelse i Haderslev
Kort tid efter kom der også til tumultagtige scener i Haderslev på grund af de høje kornpriser. I et brev til prins Carl af Hessen gav amtmand Møsting udtryk for sin ængstelse.
Advarsel til beboerne
Den 11. september 1795 blev der udstedt et patent til Hertugdømmerne. Det var nødvendigt at give befolkningen her en advarsel og lægge en dæmper på deres urolige sind. Man opfordrede
befolkningen i stærke ord til ro og lydighed. Man truede ligeledes urostifterne med strenge straffe. Man måtte ikke henvende sig til forbudt virksomhed og selvtægt. Man skulle heller ikke lade sig forlede til fejltrin eller overtrædelser.
Man kan jo så undre sig, for grunden til at man lavede oprør var jo, at man ikke kunne få nok mad. Høsten i 1800 slog fejl, og der vare for hungersnød mange steder.
Problemer på Trøjborg
Den gamle herregård, Trøjborg blev på den tid ejet af Bendix Holst, en præstesøn fra Nybøl på Sundeved. Han havde i 1777 overtaget gården for en købesum af 74.000 rd. Han skulle af hovedgården og bøndergodset levere en del korn. Man søgte på forskellig måde at slippe fri eller få lempelser. Da rughøsten på egnen slog helt fejl, slap han med delvis at levere byg i stedet.
Amtmand Moltke i Ribe var ham dog ikke velvillig stemt, og beskyldte ham, der måske var den rigeste mand på egnen, at handle for egen vindings skyld.
Opfordring til oprør
Holst var en dygtig mand, men han forstod ikke at komme i et godt forhold til sine bønder. Hoveriet var blevet genindført. Og der skete nu ting og sager her vest på igen engang.
En af de første dage i december udsendtes i Tønder Amt og enklave – sognene sedler, der blev hængt op på alle døre, med følgende ordlyd:
Der fandtes også en tysk version af brevet, stilet til Viding Herreds beboere med cirka samme indhold. Mødestedet her var dog Kogsbøl. Det hedder her, at hvis man ikke møder
En trussel mod Trøjborg
Det var en stærk trussel om at brænde Rantzaus stolte borg ned. Og hadet mod Holst har åbenbart været meget stærkt. Men fra myndighedernes side, blev der straks grebet ind. Embedsmændene på Schackenborg og amtmand Bertouch undersøgte sagen. De fandt ud af, at arnestedet til oprøret var i Sdr. Sejerslev i Emmerlev Sogn.
Protester fra Hjerpsted Sogn
Der kom dog ikke yderligere ud af eftersøgningen. Men kådnerne og indersterne i Hjerpsted Sogn henvendte sig til amtmanden i Tønder med en klage over, at Holst og hans efterlignere i Ballum fedede stude med byg. Det betød, at kornpriserne blev hevet i vejret. Man foreslog at landmanden skulle dyrke jorden i stedet for at dyrke spekulationshandel. Endvidere
fremsatte de ønsket om, at der i alle amter måtte blive oprettet kornmagasiner , så der derfra under dyrtid kunne udleveres korn. Klagen førte til et angreb fra Holst. Han fremhævede studefedningens betydning. Og angiveligt fik han lov til at fortsætte med dette.
De omtalte eksempler på oprøret i Sønderjylland handlede om, at få noget at spise. Men dengang som nu, var der forskel på folk.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Tønder (283 artikler):
Redigeret 23,-09. 2021
Marts 7, 2013
Hvem var de? – SS. Det var næppe en eliteorganisation. Den blev efter krigen dømt til at være en forbryderorganisation. Professionelle forbrydere blev involveret i organisationen, men også Hitler Jugend – unge fra 15 – 18 år uden kamperfaring. Men også udenlandske hjælpestyrker, der beredvilligt myrdede løs, blev tilknyttet SS. Læs også om ODESSA, en organisation, der hjalp SS – officerer med at flygte. Vatikanet har også haft en tvivlsom rolle. Og falskmøntneri, dokumentfalsk og meget mere beskæftigede SS sig med. Og hvad med Nazi – guldet?
12.000 – 15.000 lejre
Egentlig ville undertegnede skrive en artikel om samtlige KZ – lejre og deres aussenlager. Men da jeg fandt ud af, hvor mange der var, ja så var det et håbløst projekt. Mellem 12.000 – 15.000. På nettet er der oversigter, der næppe er komplette. De fylder omtrent 45 sider.
De troede ikke på ham i Tønder
Min far kørte et par gange forbi Ladelund på cykel, og så nogle udhungrede personer under bevogtning. Da han fortalte om det i Tønder, troede de ikke på ham. Vi vender tilbage til enkelte KZ – lejre i senere artikler. Men hvem var de folk, der stod bag alle de grusomheder i KZ – lejrene og andre steder – SS folk. SS var lig med terror. SS udførte massemord. Og det var dem, der omsatte Hitlers ordre til handling.
Til fordel for de danske soldater
Vi angriber i dag Det Tyske Mindretal, fordi de anbefalede at man meldte sig frivillig i SS. Vi glemmer at den danske regering anbefalede Frikorps Danmark. Men der var ingen forskel på hvordan man opførte sig i krigen. Medlemmer af Det Tyske Mindretal endte i Fårhuslejren, og ikke nok med det. De fik også frataget deres borgerlige rettigheder. De danske soldater, der gjorde tjenester i lejrene gik ofte fri i retsopgøret. De fik meget lidt opmærksomhed. Mange arkiver blev ødelagt. Og det med bevisbyrden blev ofte anvendt til fordel for de danske soldater.
De frontfrivillige blev ramt hårdt – ofte med tilbagevirkende lovgivning. 3.000 af de 15.000, der blev dømt i Danmark var fra Det Tyske Mindretal.
Selvbedrag
Uanset hvad der skete, må sandheden frem. Og det kniber, når det især gælder Danmarks rolle – selvbedrag. Vi skal helst bevare danskernes rolle som den rigtige rolle. Når man kommer for tæt på alvorlige afsløringer, bliver man bremset af myndighederne. Vi nævnte ordet selvbedrag. Vidste den tyske befolkning besked? Min far cyklede som nævnt to gange forbi Ladelund, og undrede sig over, hvad han så. Med så mange lejre, som der fandtes, er det nok bekvemt at man holdt sig til ordet ukendskab. Den tyske befolkning turde ikke at tale om det, man forsøgte at fortrænge det. Der herskede kaos og anarki. Men også de allieredes gøren og laden i den forbindelse forekommer tvivlsom. Der var jo fuld offentlighed omkring etableringen i Dachau.
Det begyndte i det små
Det begyndte i det små, på keglebanen i Torbrau i München. Ja, Stødtrup Hitler så dagens lys i maj 1923. Det var 22 mand med sorte kasketter med dødningehoveder. En ny stødtrup blev oprettet i 1925, da Hitler blev løsladt fra fængslet For at blive optaget skulle man være mellem 23 år og 35 år og være mindst 1,74m. Og så skulle de være af arisk afstamning. En attest tilbage til år 1800 skulle bevise, at der ikke var spor af jøde i anerne. Senere skulle man være højst 23 år. Man måtte ikke bære briller.
SA ryddet af vejen
Den 30. juni 1934 dræbte SS efter ordre fra Hitler lederne i SA i en sand morderaktion. SA havde efter Hitlers mening tilranet sig for meget magt. SA – chefen Röhm røg ved samme lejlighed. Andre modstandere, Georg Strasser og forhenværende rigskansler, Kurt von Schleicher blev også ryddet af vejen. Man havde været bange for et mod kup fra SA. Åbenbart forsynede Himmler faske meldinger til Hitler. Denne gav personlig ordre til at seks ledende SA – førere skulle likvideres. Det skete så i De lange knives nat. Der formodes, at i alt 85 personer den nat blev dræbt. Aviser gengav Hitlers kommentar:
Himmler – chef for mordfabrikkerne
SS – chef, Himmler blev chef for Hitlers mordfabrikker. Dagligt fik han indrapporteret dødstallene. Ja, efterhånden blev han den mægtigste mand efter Hitler. Han var meget optaget af
en absurd blanding af raceteori, naturlægevidenskab og folkelig okkultisme. Heydrich, der var blevet smidt ud af marinen, blev Himmlers forlængede hjerne. Det var Heydrich, der udbyggede Gestapo. Og det passede fint til Himmlers udrensningsvanvid. Måske havde Heydrich – en fører i maven. Han bejlede konstant til førerens gunst. Der blev brugt 14 millioner arbejds – slaver og 30 millioner skulle slås ihjel. Denne skrækvision var Heydrich med til at virkeliggøre.
Folkenational subkultur
Himmler så de samme syndebukke som Hitler. Han beundrede set hellige billede af, hvor høje, moralsk rene og ophøjede vor forfædre var. Allerede i slutningen af 1920erne fremkom tankerne omkring menneskeavl, udryddelse af mindreværdige og en dyrkning af eliten. Massemord skulle fremelske en folkenational subkultur. I gamle indiske sagn opdagede Himmler noget af det, han kunne bruge. Han havde allerede i sin ungdom gjort sig tanker om Det Germanske. Nu blev drømmen gjort til virkelighed.
Himmler var klog, energisk og kompromisløs. Ham betragtede sig selv som en middelalderlig hersker. Han mente selv, at han var indbegrebet på den germanske genopståelse. Hans erstatnings – religion fandt efterhånden mange tilhængere. Tænk, at Himmlers vranglære kunne narre en hel nation. Ja Himmler bildte folk ind, at bibelen var skrevet i Tyskland. Og endvidere fik den tyske befolkning at vide, at den germanske historie gik 228,000 år tilbage før Kristi tid.
Parasitter og blodsugere
Karl Maria Weisthar, kaldet Witgut udarbejdede traktater om kosmologi og mytologisk poesi for Himmler. Desuden undersøgte han runeskrifter til stor glæde for sin arbejdsgiver. Det var også Witgut, der fandt hagekorset. Ligesom i Hitlers univers var også i Himmlers univers jøder undermennesker, parasitter og blodsugere.
Efter at Himmler selv havde oplevet en massehenrettelse måtte han brække sig. Pludselig gik det op for ham, hvor nedkørte selv SS – folk kunne blive efter sådan en henrettelse. Med sine underordnede diskuterede han nu mere humane henrettelser. Ikke for ofrene men for bødlerne. Det var den 17. juli 1942 i Auschwitz, at Himmler overværede en massehenrettelser af 449 hollandske jøder. Bagefter blev dette fejret med masser af rødvin, ifølge lejrchefen. Modsat Hitler vovede Himmler sig ud til KZ – lejrene.
SS nød stor anerkendelse af den tyske industri. Der var masser af pengegaver lige fra Siemens til Deutsche Bank.
Blod, udvælgelse og hårdhed
Efterhånden bestod Waffen – SS af 900.000. Var det en eliteenhed eller en stor forbryderbande? Det lykkedes dem at brutalisere i sådan en grad, at de var ivrige efter og villige til at likvidere alt og alle. Blod, udvælgelse og hårdhed. Det var nogle af de begreber som SS brugte. Nogle gange brugte SS skarp ammunition under deres øvelser.
Broderskabet under dødningehovedet
SS forandrede sig konstant i de 20 år, som de eksisterede. De mænd og kvinder, der deltog, var højst forskellige. Nogle betragtede Broderskabet under dødningehovedet som en næsten religiøs mission. Andre gik ganske vist inde for ideologien, men var ellers lige glade. Andre igen betragtede missionen, som deres ståsted, som gav deres liv mening. Også samfundets
afskum blev optaget i SS.
Der fandtes også højere rangklasser inden for organisationen. SS blev til et spejlbillede af det tyske samfund. En stor del af dem blev til forbrydere. De handlede ikke i bevidstheden om ikke at gøre noget forkert. Man kan så undre sig over, at SS fik lov til udvikle sig.
Tolerance betyder svaghed
Allerede den 22. marts 1933 proklamerede SS i fuld offentlighed, at de ville oprette en lejr for skadelige elementer. Ja Himmler havde proklameret åbningen af lejren i Dachau. Det kan så igen undre, at de allierede i så lang tid fastholdt, at de ikke havde kendskab til KZ – lejre. I alt 206.206 havde været igennem lejren i Dachau, da amerikanerne nåede frem til den. 32.000 var registeret som døde af myndighederne, men det officielle tal er væsentlig højere.
Sådan var en af SS´s slogans. Der skulle slås hensynsløs ned, når nogen handlede i strid med samfundets interesse. Vilkårlig vold hørte til dagligdagen.
Dødningehovedet var en advarsel
I 1934 blev alt brunt erstattet af sort. De satte deres liv ind for førerens ide. Totenkopf (Dødningehovedet) var en advarsel til systemets fjender. Den eneste hindring i total magt for Hitler, var efterhånden kun den gamle feltmarskal von Hindenburg. Hitler havde overbevist befolkningen om, at han ville overholde den lovgivne magt. Himmler gav ordre til at indrette en speciel udrensnings – lejr i Belzec. Frem til slutningen af 1942 blev alene her myrdet 600.000. Albert Speer koordinerede indsatsen i de efterhånden tusindvis af lejre.
Mange børn – også uden for ægteskabet
Enhver SS er, der ville gifte sig, skulle indhente tilladelse til dette. Kvinder til SS er skulle underkaste sig en biologisk test i raceafdelingen. Kun hvis den ombejlede var oversund og racemæssigt mindst ligevægtigt, kunne en tilladelse gives. Himmler tilskyndede til, at sine SS – folk fik mange børn. Skulle det foregå uden for ægteskabet var det også helt i orden, blot kvinden var af arisk afstamning. Samtidig gav han ordre til at forfølge alle homoseksuelle.
En stor aktion Lebensborn blev iværksat. Det egentlige formål var at undgå aborter. De Lebensborn – babyer, som mødrene ikke ville beholde blev adopteret til SS – familier. Frem til 1945 kom 12.000 Lebensborn – babyer til verden.
Sammen med Martin Bormann overvejede Himmler muligheden for flerkoneri for værdige mænd. Hvor meget det blev praktiseret vides ikke, men Himmler gjorde det selv. Himmler sørgede for at lyshårede piger og drenge med blå øjne blev kidnappet fra skoler og børnehjem. Måske ved mange af Tysklands pensionister i dag ikke engang, at de er offer for Himmlers racevanvid.
Ligger på Lüneburger Heide
Himmler kunne med sin magt have begået et kup mod Hitler. Men han underlagde sig. Ofte blev han ydmyget af Hitler. Aldrig blev han rost lige som Görring og Goebbels. Himmler blev heller aldrig tiljublet af mængderne. Når han var i nærheden, var det snarere ængstelse at spore. Det var som om Himmler allerede i 1943 kunne se enden på krigen. Han havde forskellige f kontakter ude mod vesten. Øst på, mente han at tyskerne kunne fortsætte uanfægtet.
Og hans rolle i forbindelse med attentatet mod Hitler den 20. juli 1944 spekuleres der også på. Hvorfor havde hans omfattende spionage – apparat ikke reageret. Efter attentatet var Himmlers folk dog med til at straffe de skyldige. Således blev hele von Staufenbergs familie straffet, endda også børnebørnene.
I krigens sidste tid mente Himmler, at det var nødvendigt at sende 15 – årige til fronten. Han rejste til Flensborg og tilbød Dönitz sin hjælp. Men han var ikke interesseret. I englændernes varetægt lykkedes det ham at tage en gift – kapsel. Han blev kulet ned et sted på Lüneberger Heide.
Himmlers hjerne hed Heydrich
Heydrich havde gjort det godt. Han var blevet chef for sikkerhedspolitiet (SD) og det hemmelige statspoliti (Gestapo). At knække en modstand, var noget Heydrich forstod sig på. Man kaldte ham for Bødelen fra Prag. Inden han kom her til, havde han i Paris inden for en uge givet ordre til 400 likvideringer. Det var med tiden forsøgt mange attentater mod Heydrich. Normalt kørte han rundt i en åben vogn. Herman Göring sagde engang:
Han havde overbevisende organisationstalent. Han havde en enorm virkekraft, utømmelig energi og viljen til at arbejde dag og nat. Rygter ville dog vide, at han var jøde. Selv om en aneliste frikendte ham, ville Himmler fyre ham. Men Hitler mente, at man skulle beholde ham, og som Hitler sagde:
En atmosfære af mistro og angst
Som tidligere nævnt blev lederen af SA, Ernst Röhm myrdet. Og det var Heydrich, der organiserede dette. Röhm var endda Heydrichs første søns gudfar. I 1936 omorganiserede Heydrich politiet i hele Tyskland efter SS – principper. Han havde blandt andet i 1934 indført en såkaldt ondskabsfuld – lov. Nu var det blevet forbudt, at komme med nedsættende udtalelser, der kunne svække tilliden til ledelsen i NSDAP. Alene i 1938 førte denne lov til ca. 18.000 anmeldelser. Et atmosfære af mistro og angst bredte sig i befolkningen. Ofrene for stikkervirksomheden kunne enten ende i fængsel, KZ – lejr eller endda under bødelens økse. Skadelige elementer kunne ikke tolereres.
250 embedsmænd snagede i alt
I 1938 klagede Heydrich i SS – avisen, Schwartzes Korps over, at tyskerne kun efter to års revolution var blevet ligegyldige over for jøderne og fjender af riget. Et år efter var det frimurere og præster, det gik ud over. 250 embedsmænd fik til opgave at lave et kartotek over jøder og fjender af riget. Personlige data, informationer og rygter af enhver art skulle indsamles. Selv Hitlers uvisse oprindelse blev kulegravet, jødiske spor i Himmlers familie blev efterforsket og Göbels kærlighedsaffærer var Heydrich interesseret i. Ja selv et bordel brugte Heydrich for at samle oplysninger. I kælderen sad hans folk og lyttede med. Alle samtaler blev optaget på en plade.
Han var bestemt ikke uden evner. Da Østrig i 1938 fik Anschluss, måtte alle jøder møde op i det tidligere Rotschild – palæ i Wien. De skulle gå fra skranke til skranke. Til sidst var de frataget alle deres penge, men de havde fået et pas. Til gengæld skulle de forlade landet, inden for 14 dage ellers endte de i en KZ – lejr. Ved skrankerne sad der ikke SS – folk, men jøder. Dette var også Heydrichs ide.
Jøder måtte ikke gå i skoven
Efter Krystalnatten indkaldte Göring til et møde. Her deltog Heydrich også. Han billigede også det, der kom ud af mødet. Jøderne skulle diskrimineres endnu mere. De skulle ikke længere have lov til at komme i teatre, biografer, cirkus, badeanstalter eller i skovene. Selv foreslog Heydrich, at de skulle gå med mærker og isoleres i ghettoer.
En spektakulær aktion i Polen var også udtænkt af Heydrich. Åbenbart havde en gruppe polske oprører besat en radiostation. De havde oplæst en erklæring på tysk og polsk. Men oprørerne var en tysk SS – kommando i polske uniformer. Aktionen var iværksat for at legitimere en invasion i Polen.
Attentat mod Heydrich
Øst på foregik en masse grusomheder foretaget af Waffen SS. De fik hjælp af lokale hjælpetropper. Efterhånden udgjorde disse tropper 300.000 mand. Og disse tropper deltog også i massemordene. De skete ofte, at soldaterne fik en særration af spiritus efter en massehenrettelse. Man fik også problemer med at skaffe mad til alle de indespærrede. Så man måtte finde en hurtige metode til at aflive de ikke arbejdsduelige. Hitler befalede nu fysisk tilintetgørelse af alle jøder. Flere lejre måtte oprettes. Eichmann skulle sørge for transporterne af jøderne til disse lejre. Han styrede togene til døden med nådesløs konsekvens.
I en villa i Wansee fortalte Heydrich, at 11 millioner jøder hurtigst muligt skulle aflives.
Den 27. maj 1942 blev der udført et attentat mod Heydrich i nærheden af Prag. En storstilet eftersøgning af gerningsmændene blev iværksat. Hitler gennemførte en omfattende afstraffelse. Den 4. juni døde Heydrich af sine kvæstelser.
Hvorfor myrdede de løs?
SS – Todenkopf gjorde tjeneste i koncentrations – lejrene som fangevogtere, plageånder eller mordere. På SS – kasernerne blev rekrutterne underkastet tortur for øjnene af andre rekrutter. Man blev opdraget i hårdhed. Man blev udsat for ydmygelser fra de overordnede. Man blev oplært i kompromisløs hårdhed mod sig selv og andre. Det gjaldt om at kvæle enhver form for svaghed. I 1933 sagde Himmler til rekrutterne:
Fjenderne var dengang asociale, statsfjender, dagdrivere, politisk ikke tilforladelige personer, tyve og jøder. Soldaterne skulle føre Førerviljen ud i livet.
Man kan spørge sig selv, hvordan man kunne få folk til at myrde løs? Totalitær indoktrinering, brutalisering, monopol på informationer, projektioner af fjendebilleder, statslig sanktioneret vold, påberåbelse at der blev handlet efter ordre, målrettet rekruttering af gerningsmændene, men også karrieresyge, blind lydighed, autoritetstro, tilpasning og racisme.
SS – folkene fungerede som robotter. Ordrene blev givet og eksekveret. En ordre var en ordre. Man kunne hurtig gøre karriere, hvis man udviste lydighed.
Makabre grusomheder
De fleste var almindelige unge mænd, der udførte grusomhederne. SS – lejrsystemet gjorde mennesker til en del af systemet. Makabre menneske-forsøg hørte til dagligdagen i KZ – lejrene. Vi kender mest til Joseph Mengeles grusomme forsøg i Auschwitz. Rygter ville vide, at han i den sidste tid af krigen opholdt sig i Gråsten. Men Mengele var langt fra den eneste. I lejrene var også et system af sult, sygdom, tortur og mord – et spindelnet af grusomhed.
Brændpunktet af grusomhed blev udviklet i KZ – lejrene Dachau. Buchenwald, Flossenburg, Mauthausen, Ravensbrück og Sachsenhausen. I 1945 bestod vagtmandskabet af 37.674 mand og 3.508 kvinder.
SS – opsynskvinder deltog også aktivt i massakrerne. De blev lige som mændene optrænet i hæmningsløst hensynsløshed. Brutal adfærd var nøglen til at stige i graderne.
Hvad skete der i Flossenburg?
Et særligt økonomisk system blev udviklet i de forskellige lejre. Man var afhængige af slaveri og røveri af især jødisk ejendom. Kun i de allernødvendigste tilfælde blev der givet tilskud. I
granitbruddet Flossenburg blev der hurtig overskud. Her blev fangerne også brugt i krigsindustrien. Og i nærheden skete der mange hemmelige ting. Rygter vil vide, at her blev udenlandske videnskabsfolk likvideret, fordi de vidste for meget, om hvad der egentlig foregik. Danske videnskabsfolk skal også være blevet likvideret. Og her har det amerikanske efterretningsvæsen også været på spil.
Cyklon B dræbte inden for få minutter
Foretagender som Siemens, Osram og Junkers havde stor glæde af KZ – fangerne. I.G. Farben producerede dræbermidlet Cyklon B. Dette middel blev også mange tvangsarbejderes skæbne. Alene opførelsen af en ny I.G. Farben fabrik ved Auschwitz kostede 25.000 fangere livet. Den krystalliserede blåsyre dræbte inden for 3 til 15 minutter, alt efter de klimatiske forhold.
På østfronten blev tre specielle Totenkopf – divisioner oprettet. Deres opgave var udelukkende at terrorisere lokalbefolkningen. SS udviklede et system med industriel mord i Belzec, Scbibor, Treblinka og Kulmhof (Chelmo). Denne udryddelse skulle foregå i det skjulte.
Masser af massakre
I Operation Barbarossa foregik der systematisk nedskydning af folk. Kigger man nøjere på morderne, så var det ikke de normale enheder, der her plafrede løs. Det var folk fra det tyske politi, almindelige tyskere, akademikere og embedsmænd. I byen Bralystok blev jøderne jagtet gennem byen. I en park blev de gruppevis skudt. Dem, der endnu levede, omkring 700 blev spærret inde i byens synagoge. Dørene blev barrikaderet. Og så blev der hældt benzin på og antændt. Håndgranater fløj gennem vinduerne og forstærkede virkningen af ilden. I alt 2.000 jøder mistede livet ved denne aktion. Det var egentlig ikke givet ordre til det. Men morderne lod sig rive med. Andre handlede under gruppepres. Det skete ofte, at man myrdede løs, uden at der var givet ordre til det.
Himmler sagde til soldaterne, at de var blevet kaldet til en stor idealistisk dåd, der ganske vist var hård og grusom, men i sidste ende ville sikre, at deres eget folk kunne overleve.
Folk blev tvangsrekrutteret
I slutningen af 1944 var der 900.000 i Waffen – SS. Korpset skulle beskytte staten. De unge blev underkastet en militær og ideologisk skoling. Derefter blev de sendt til fronten, koncentrationslejrene, sikkerhedstjenesten, eller forvaltningerne.
En SS – division startede med at hedde Germania. Den blev senere omdannet til Wiking. Denne division kigger vi nærmere på i en senere artikel. I juni 1941 bestod Wiking af 631 hollændere, 294 nordmænd, 216 danskere, 1 svensker og 1 Schweitzer.
Regimentet Nordland bestod af frivillige fra Norge og Danmark.
I 1942 blev divisionerne Leibstandarte, Das Reich, Totenkopf og Wiking udstyret med det mest moderne panserudstyr. Vendepunktet blev det katastrofale nederlag i Stalingrad. Fra december 1942 til januar 1944 blev der opstillet ikke mindre end 12 SS – divisioner. Det var en forøgelse på 150 pct. I slutningen af 1944 var styrken som nævnt oppe på 910.000 mand. Frivilligheds – princippet var blevet brudt, nu blev folk tvangsrekrutteret.
15 – 18 årige blev sendt til fronten helt uden kamptræning. Og alt for få SS – officerer gjorde det heller ikke lettere for SS i det fjerde krigsår. Hitler Jugend blev sat ind i krigen. Frem til september 1944 mistede ca. 8.000 af 20.000 unge livet.
Massevoldtægt blev accepteret
I SS – divisionen Nordland var der efterhånden flere rumæner end danskere og nordmænd. Mange af disse kunne ikke tysk. Også en stor del af letter, litauer og ukrainere deltog i nedskydningen af jøder og gjorde tjenester i tilintetgørelses – lejrene. På et tidspunkt var der næste ikke flere folk at tage af. Himmler beordrede nu professionelle forbrydere til at
deltage i hæren. De havde siddet i værnemagtens fængsler og KZ – lejre. Disse asociale elementer skød på alle, der kom inden for skudhold.
Denne flok blev kun overgået af Rona (russisk national befrielsesarmé). I starten accepterede de tyske overordnede, at soldaterne bedrev massplyndringer og voldtægt af polske kvinder. Men da også tyske sygeplejerske blev voldtaget og dræbt på et sygehus, blev det for meget for SS.
Flere massakre fremkom også i Frankrig. Således i Oradour, hvor den lokale kompagnifører lod 180 mand skyde og 440 kvinder og børn indespærre og indebrænde i byens kirke.
Waffen SS – en forbryderisk organisation
I begyndelsen var der forskel på hæren og Waffen – SS. Men jo længere krigen varede, des mindre forskel var det på dem. Den 30. september 1946 blev Waffen – SS erklæret som Forbryderisk organisation. Det vil dog være overdrevet at kalde alle i Waffen – SS for en flok mordere. Men faktum er, at de mest afskyelige krigsforbrydelser blev begået af enheder
fra Waffen – SS. I alt var der efterhånden 38 divisioner i Waffen – SS. Man kan dog ikke kalde disse for elite – tropper, nok snarere middelmådige.
Odessa
En organisation ved navn ODESSA, blev oprettet. Navnet stod for “Organisation der Ehemaligen oder Entlassenden SS – Angehörigen” (Organisationen af forhenværende
eller løsladte SS – medlemmer).
Organisationen holdt møde i Marbella i Spanien i begyndelsen af 1960erne. Anledningen var bortførelsen af Adolf Eichmann af israelske agenter. Dette gav så anledning til at erklære staten Israel krig. Eichmann blev bortført fra Argentina. Åbenbart er organisationen blevet oprettet i 1946 som en flugtorganisation. Forbryder – jægeren Simon Wiesenthal gav den britiske forfatter, Frederick Forsyth stof til thrilleren Odessa – kartoteket. Og åbenbart har organisationen kontakter helt ind i det tyske retsvæsen. Omkring organisationen er der opstået en del rygter. Hvad er sandt og hvad er opspind?
Angiveligt var det Hitlers sekretær, Martin Bormann, der dannede organisationen. I 1965 skulle organisationen have haft 3.087 medlemmer. Mange top – nazister flygtede til Sydamerika, blandt andet Slagteren fra Lyon, Klaus Barbie. Han blev opsporet i Bolivia i 1983 og udleveret til Frankrig. Slagterens specialitet var elektrochok, hvor elektroderne blev fastgjort på brystvorter og andre følsomme steder. Og det absurde er, at denne bøddel på et tidspunkt var aflønnet af det amerikanske efterretningsvæsen.
Hvad lavede amerikanerne?
Amerikanerne hyrede også teamet bag Hitlers V2 – raketter. Disse raketter var skyld i 22.000 englænders død. I 1979 levede 68 top – nazister i USA. Efterforskninger viste dog at yderligere 110 andre, der var skyld i nazi – forbrydelser opholdt sig her. Man hyrede officerer, der var skyld i en masse dødsfald i tunnelsystemerne i Dora – Mittelbau og raketforsøgsstationen Pieenemünde. Det lykkedes nogle af Hitlers bødler, at skjule sig blandt andre krigsfangere. Joseph Mengele blev aldrig pågrebet. Han druknede under en svømmetur i Sao Paulo i 1975.
Argentina vilde med nazister
Særlig Perón og Argentina var interesseret i Det Tredje Riges officerer. Lige efter hans magtovertagelse anlagde Perón et nationalt etnisk institut med entydig antisemitisk karakter. Forlydender vil vide, at Peróns smukke datter, Evita var meget interesseret i at pengestærke SS – folk skulle bosætte sig i landet. Med ODESSAS hjælp blev der udfærdiget 2.000 pas og 8.000 legitimations – papirer beregnet til Argentina.
Det fjerde riges organ
Dürrer Verlag udgav et tidsskrift Der Weg, som Waffen SS havde kåret til deres ideologiske kampskrift. Tidsskriftet udkom i et oplag på 20.000 eksemplarer. Det gik for at være Det Fjerde Riges organ.
Vatikanet hjalp nazisterne
Katolske kredse var stærk indblandet i nazistiske bødlers flugt. Men Vatikanet har ikke været særlig interesseret i opklaringen. Men de var direkte indblandet i Albert Eichmanns flugt. SS – Hauptsturmführer Erich Priebke fik hjælp af den pavelige hjælpe kommission. Biskop Hudal i Vatikanet hjalp med et røde kos pas. Priepke stod bag en massakre i Italien, hvor 355 civilpersoner blev dræbt af nakkeskud. Pave Poul den Sjette retfærdiggjorde hjælpen til nazisterne.
Diverse klostre blev brugt til at skjule SS – bødler. Således gik mange officerer rundt i alperne fra kloster til kloster i munke – gevandter på flugt fra amerikanerne.
Walther Kutchmann – en SS – mand, der havde dræbt tusindvis af jøder i Polen og været medvirkende til deportationer fra Frankrig blev hjulpet af en spansk munkeorden.
I 1994 fandt en amerikansk TV – station frem til Priepke. Han fortalte beredvillig, om de massakre, han havde deltaget i. Dette vakte vild forargelse. Det lykkedes for de italienske myndigheder at få ham udleveret og dømt.
Ægypten var også et ideelt tilflugtssted for nazi – forbrydere. Det samme kunne man sige om Syrien. Således skjulte Brunner sig her. Det var en mand med mere end 120.000 personer på sin samvittighed. Brevbomber sårede ham to gange. Det tyske ugeblad Bunte bragte i 1985 en samtale med ham fra Damaskus. Det vakte vild forargelse. Og lige så meget, da det tyske retsvæsen absolut intet foretog sig.
Amnesti i Tyskland
Nazi – forbrydernes tarv blev varetaget af SS – veteranorganisationen Stille Hjælp. Foreningen Wiking Jugend blev først forbudt i Tyskland i 1994.
Allerede i 1952 kunne tidligere nazi – embedsmænd og tidligere folk i Gestapo blive ansat i offentlig tjeneste i Tyskland. Sådan var det ikke i Danmark. Havde man siddet i Faarhus – lejren kunne man godt opgive at søge offentlige stillinger. Således vides, at en person, der havde søgt en sådan, fik afslag antagelig fordi han havde en fortid som frivillig ved østfronten.
Amnestien fulgte lidt efter lidt. I 1960 stadfæstede rets-myndighederne forældelsesfristen på 20 år for mord. I 1968 udløb forældelsesfristen for meddelagtighed for mord. Det betød, at en masse retssager i Tyskland måtte aflyses. Efter krigen var der godt nok rejst mere end 100.000 strafferetssager i Tyskland. Heraf blev kun 6.500 dømt. Kun 12 fik dødsdomme og 163 blev idømt livsvarig straf. En masse forbrydere er aldrig blevet dømt, for et bevidst langsom tysk retsvæsen.
En masse nazi – forbrydere kunne leve frit i Tyskland uden at blive generet. Simon Wiesenthals dokumentationscenter har alene medvirket til pågribelse af 1.200 nazi-forbrydere.Gudrund
Burutz, Himmlers datter ledede i mage år SS –foreningen Stille Hjælp. Hun er er ofte VIP – gæst ved nazistiske arrangementer. Den dag i dag holdes SS – idealer i hævd.
Nazi – guld
Også rygter omkring nazi – skatte er opstået. Således skulle der i en afsides sø i Saltzkammergut i Østrig være nedsænket penge til Det Fjerde Rige. Vidner skulle have set kasser blive
sænket ned i den dybe Toplitz – sø. I 1959 opdagede dykkere trækasser i søen. Man fandt dog ingen skat, bortset fra våben, laboratorieudstyr, rustne kanoner og undervandsvåben. Dette stammer fra nogle forsøg, man foretog på stedet i 1934.
Senere har man i søen fundet falske pund – sedler og trykplader til fremstilling af disse.
142 fagfolk forfalskede flere millioner pund sterling. I KZ – lejren Sachsenhausen havde jøder siden 1942 været beskæftiget med at forfalske pund, dollars, frimærker og dokumenter, brasilianske pas, tunesiske identitetspapirer og amerikanske skibsførerbeviser.
I en sø ved Berlin
Også i Stolpsee lidt nord for Berlin skulle nazisterne i de sidste dage af krigen have sænket store skatter. Göring skulle have beordret guldet smidt i søen, da sovjetiske tropper nærmede sig. Et vidne skal til en kommission have givet erklæring om, at han har set 30 KZ – fanger laste guldet fra lastbiler ved Stolpsee. Bokse med guld blev derefter sejlet ud på midten af søen og smidt i vandet. Da mændene vendte tilbage til kysten, blev de alle stillet op på en linje. Derefter blev de alle skudt med et maskingevær.
Mange rygter
Rygter er også gået på, at Hitler i de sidste dage ville forskanse sig sammen med fanatiske enheder fra Werwolf på en alpefæstning. I det hele taget er der mange myter omkring Hitlers død. En af dem, går på, at det lykkedes ham at flygte nordpå, og videre til Sydamerika. Således skulle han have været mellemlandet i min fødeby, Tønder.
Alpefæstningen indeholdt værdifulde kunstskatte, grafiske værker, akvareller og statuer fra hele verden. Mange af spidserne havde fundet vej til Saltzkammergut.
Skjulte værdier
Flere hundrede firmaer i Schweiz omsatte stjålne ædelstene, værdipapirer m.m. I 1946 anslog man, at den tyske formue i Schweiz blev anslået til mere end to milliarder franc. Her på siden vil vi senere vendte tilbage til jagten på nazi – guldet. I de vestlige besættelseszoner blev 806 dødsdømt. 486 blev ekspederet. I de sovjetiske besættelseszoner blev der anlagt omkring 45.000 retssager. I alt 60.000 personer blev i de vestlige lande dømt for nazi-forbrydelser.
Den rige Goebbels familie
Vi husker også alle den grusomme historie om ægteparret Goebbels endeligt. Mor Goebbels forgiftede deres seks børn i de sidste dage af krigen. Men den ældste søn overlevede. Efterkommere af den berygtede propaganda minister for Hitler er i dag blandt Tysklands rigeste. Sønnen Harald som Magda Goebbels havde fra et tidligere ægteskab med forretningsmanden Günther Quandt, kom helskindet gennem krigen. Sammen med sin halvbror (Herbert) (på faderens side) arvede de store andele af en af Tysklands største bilfabrikanter Dailmer AG og købte sig senere ind i Bayerische Motoren Werke, bedre kendt som BMW.
Og selv om det er flere årtier siden, at brødrene Quandt gik bort lever arvingerne fra Goebbels videre. Brødrene efterlod, hvad det svarer til 35 milliarder kroner. I årene 1940 – 45 var flere af Quandts virksomheder drevet af flere end 50.000 tvangsarbejdere, krigsfangere og arbejdere fra koncentrationslejre. Det var konstant kamp mellem Goebbels og Quandt. Spørgsmålet
er om Det Tredje Rige kunne have overlevet uden hjælp fra tysk industri.
Kilde:
Under København (191 artikler):
Under Østerbro (101 artikler)
Under Nørrebro (304 artikler)
Under Sønderjylland (297 artikler)
Under Aabenraa (169 artikler)
Under
Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
Under Højer (77 artikler)
Under Tønder (283 artikler)
Redigeret 6-10-2021
Marts 7, 2013
Søfart har det været i Aabenraa, lang tilbage. Og kirken er er viet til de søfarende. Masser af fisk har det også været i fjorden. Den første langfart er fra 1692. Det var Frellsen, der tog til Rusland. Og det var også et Aabenraa – skib, der som det første danske handelsskib rundede Kap Horn. På et tidspunkt var 40 skibe fra Aabenraa på vej til vestkysten. Men sejlskibs – kaptajnerne ville ikke investere i jern – og dampskibe. Da Jebsen nærmest fik monopol på disse, man han søgte hjælp i Tyskland.
Søfart kendt fra før 1257
En skibro omtales allerede i 1257. Og byens kirke, Skt. Nikolaj, der blev opført i løbet af 1200 – årene, var viet til de søfarendes skytshelgen. Dette tyder på, at der blev drevet søfart før byen fik sine købstadsrettigheder. Fjorden har været rig på fisk. Dette fremgår af Johs. Meyer, der i by-krønikken fra 1635 skriver, at fisk blev fanget i overflod til nytte og næring for byens borgere.
I tidsrummet 50 – 100 år før dette årstal blev der fanget så mange fisk, at Aabenraa ligefrem eksporterede saltede fisk til andre Østersø – byer. Siden 1421 har der været tre makreller i byens segl. Og Fiskergade er antagelig byens ældste gade. Og der var masser af tømmer i byens skove.
I strid med Tønder
Nu var Aabenraa ikke just en storby omkring år 1500. Der var 600 indbyggere, fordelt på 108 husstande. Byens problem var tilkørsels – forholdene på landjorden. De høje bakker, helt
op til 70 meter, der omkransede byen, gjorde det ikke let for den kørende trafik.
Allerede tidligt fik munkene i Løgum Kloster toldfrihed, når deres fartøjer anløb havnen. Fra gammel tid havde Tønder – borgerne udskibningsret. Det var man i Aabenraa ikke så tilfreds med. Denne strid blev først løst i 1620 mod at borgerne fra Tønder skulle betale de almindelige told – og bropenge. Omkring 1645 havde skibe fra Sønderborg og Aabenraa en tredjedel af Gotlands – farten.
Den første langfart fra 1692
Den første egentlige langfart stod Hinrich Frellesen for, da han i 1692 sejlede af sted mod Rusland. Han vendte først tilbage til Aabenraa syv måneder senere. Det var Flensborg – købmænd, der fik fat i Aabenraa – skibene. I 1735 berettes det om, at handelen i Aabenraa er så ringe, at skibene må søge udenbys. De største skibe blev brugt af det islandske kompagni i København.
De mellemstore skibe sejlede til Finmarken. Det var mest byggemateriale, de sejlede med.
Mange borgere involveret
Aabenraa – flåden var langt større end den beskedne bys transportbehov. Hurtig var der udviklet en flåde, der var relativ stor. Omkring 1750 kunne de første Aabenraa – skibe træffes i fart på Middelhavet. Trekantsejlads mellem Norge, England og Østersøen var også noget Aabenraa – skibene deltog i. Midt i 1700 – tallet var Aabenraa – borgere involveret i både fragt, og køb og salg af varer for egen regning i fremmede havne.
Allerede i 1710 var 38 pct. af de 170 registrerede søfolk. I 1748 var Aabenraa – flåden nået op på i alt 115 skibe. Allerede i 1765 forsøgte Aabenraa – skibe at forsøge sig inden for Vestindien – farten.
Optur blev til nedtur
Men udviklingen vendte. Tonnagen svandt ned til det halve. Baggrunden var restriktioner i både England og Sverige. Krigen mod England fra 1807 til 1814 blev skæbnesvanger for Aabenraa. Af byens samlede flåde dengang på 40 skibe, kaprede fjenden allerede i krigens første år, 11 skibe. I 1815 var der kun 25 skibe tilbage i Aabenraa.
Det så ikke godt ud for Danmark dengang. Statsbankerotten, tabet af Norge og en halvering af handelsflåden.
Omkring 1820 overtog Hamborgs handelshuse en væsentlig del af vareudvekslingen mellem Europa og de tidligere spanske og portugisiske kolonier i Latinamerika. Hermed skabtes en blomstrende fragtfart til glæde for åbenråerne. Det betød en stor fremgang for Aabenraa – flåden.
40 skibe på vej til den amerikanske vestkyst
Rio de Janeiro blev en vigtig destination for Aabenraa – skibene. Senere blev det almindelig at fortsætte rundt om Kap Horn. I sommeren 1841 kunne lokalavisen Freia fortælle at hen imod 40 skibe fra byen var på vej til den amerikanske vestkyst. Destinationen blev efterhånden afløst af kinesiske destinationerne.
Aabenraa – skib rundede først Kap Horn
Det første danske handelsskib, der rundede Kap Horn og anløb den sydamerikanske vestkyst var Aabenraa – briggen, Perlen, ført af Hans Detlef Bruhn.
I 1855 levede 7,5 pct. af indbyggerne af søfart. Men der var 487, der levede af skibsbyggeri, og yderligere 433 der var delvist afhængige af skibsbyggeri. Men andre var også afhængige af søfarten i Aabenraa, og det var malere, bødkere, slagtere og bagere, som med familie omfattede 321 personer.
Tilbage – efter 1879
I 1863 havde Aabenraa flere store skibe på 100 cl. eller derover end både Sønderborg, Flensborg og Haderslev tilsammen. Toppunktet blev opnået i 1879, hvor Aabenraa havde 7.156 cl. fordelt på 43 store sejlskibe. Men derefter gik det hastigt tilbage. Endnu i 1885 havde man dog støre lasteevne end i 1864. Grunden var, at man for sent havde set dampskibenes udvikling. Og det havde man i Flensborg.
Det kneb med lokale investeringer
Nedgangen kom meget hurtig i Aabenraa. I 1890erne måtte de sidste store sejlskibe afhændes. Den eneste, der faktisk nåede at sadle om i Aabenraa var Michael Jebsen. Han nåede at få produceret jerndampere. Han bevarede sit lokale monopol på maskindreven søfart indtil midten af 1890erne. Men det var ikke den store lyst i at investere i dampskibe i Aabenraa, således måtte man henvende sig til venner og forbindelser i Hamborg, Kiel og Essen.
I sejlskibstiden i Aabenraa var der relativt få partshavere bag hvert skib. Med omlægningen til damp og jern faldt disse bort. Man forsøgte at dele damperne op i småparter. Men det lykkedes kun delvist. Af 158 parthavere i Hansen og Closters første damper, Alpha var der kun 58 partshavere fra Aabenraa.
Sejlskibs – kaptajnerne fra Aabenraa og Løjt var ikke interesseret i at investere i dampdrevne jernbåde.
18 dampskibe i 1914
Konkurrencen fra damperne begyndte for alvor efter at Suez – kanalen stod klar i 1869. Aabenraa – skibene blev klemt ude på Kina – kysten. I 1914 omfattede Aabenraa – flåden 18 dampskibe. Det lyder måske beskeden, men tonnagen overgik sejlskibstonnagen fra 1880. Men atter engang blev søfarten hårdt ramt i byen. Størstedelen af flåden gik simpelthen tabt under 1. verdenskrig, enten som følge af krigsforlis eller beslaglæggelse.
Ved “Genforeningen” i 1920 var der kun nogle få småskibe og en enkelt damper tilbage.
Fremragende skibe og søfolk
Man kan så spørge sig selv – Hvorfor kunne en lille by som Aabenraa sådan begå sig på verdenshavne? Det skyldtes, at man byggede fremragende skibe i byen. Og søfolkene fra Aabenraa og Løjt var også af høj kvalitet. Det så ud som om Aabenraa – skibene foretrak lokale søfolk. En fordel var vel så, at kommandosproget ombord var på sønderjysk.
Et farligt erhverv
Det var dog et farligt erhverv. Mindst en fjerdedel af de unge, der gik til søs i sejlskibstiden mistede livet, inden de var fyldt 40 år. Mange omkom ved forlis, blev dræbt eller lemlæstet ved fald fra mast og rig eller gik overbord og druknede. Mindst lige så stor var risikoen dog for at blive offer for diverse epidemier.
Man kunne ikke finde Guds hus
Og søfolkene var ikke særlig religiøse. Det fik engang Pastor Matthiesen til at over for en af Bruhn’ erne, at sige:
Skibsbyggeri
Skibsbyggeri finder vi spor af langt tilbage i byens historie. Aabenraas store brand i 1610 var forårsaget af en bådebygger og hans medhjælpere. I 1670 klagede borgmester, rådmænd
m.m. til hertugen over, at nogle af deres medborgere opbygger skibe og så snart samme er færdige, sælger dem til fremmede steder. Man mente, at dette kunne skade byens egen søfart.
Mellem 1721 og 1746 blev der i Aabenraa kun bygget 19 nye skibe. Men i 1750 etablerede Jacob Paulsen et værft i Aabenraa. Dette værft kom til at bestå i 130 år. Selv om Aabenraa var omgivet af skove kunne man ikke bare hugge skoven ned.
Og en af kendte historier fra Aabenraa er dengang da Jørgen Bruhn købte et skibsvrag i 1820 og med store midler fik det bragt flot, så han kunne måle skibets dimensioner. Det var et amerikansk skib. Og i samarbejde med Paulsens Skibsværft fik Bruhn fremover fremstillet skibe efter amerikansk byggeteknik. Det første skib, der blev fremstillet efter denne model var Caravane på 90 cl fra 1820.
Senere fremstillede Bruhn sine egne skibe på værftet i Kalvø. Det mest berømte skib var vel nok Cimber (2) fra 1856 på hele 570 cl.
I 1831 etablerede Thorkild Andersen et værft. Det videreførtes i 1862 af sønnen Skifter Andersen. I 1841 var det så Mads Michelsen der etablerede et værft. Også Boy Bendixen og Reimars etablerede skibsværfter. Efterhånden opnåede Aabenraa et godt ry med deres skibsbyggeri. I 1856 averterede den østrigske krigsmarine således i lokalavisen Freia efter en direktør for deres
skibsbyggeri.
Kaptajn snurret fast til stormast
Der kunne hurtigt opstå interesse – konflikter ombord. Kaptajnen havde fordel af skibets omsætning øgedes. Og dette kunne betyde ringere forhold for de ansatte. De skulle arbejde hårdere. De fik ringere kost, mindre fritid og lavere løn. Mindst en Aabenraa – kaptajn er blevet snurret fast til stormasten af besætningen. Han blev først løsladt efter at have afgivet løfte om mådehold i fremtiden og være lidt mere overbærende over for besætningen.
Inspireret af Tyske Socialister
Og tænk i foråret 1873 blev tømmermændene på byens skibsværfter inspireret af Tyske socialister. De nedlagde arbejdet. Kravet var nedsættelse af arbejdstiden og højere løn. Kravet blev afvist. Efter ni dage med arbejdsnedlæggelse gik værftsejerne med til at nedsætte arbejdstiden med en time om dagen og hæve lønnen en lille smule.
”Ukydsk liv førte til sundhedsruin”
Mange reddere blev meget rige, men den mest velhavende var nok Jørgen Bruhn. Han nød livet. Således udtalte hans søn, Hans Bruhn:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere: Om Løjt:
Redigeret 21.11. 2021
Marts 7, 2013
Munkene satte sit præg på egnen. Løgum Kloster blev efterhånden et kæmpe gods. Mange testamenterede deres ejendom ”for frelses skyld”. Men ikke alle arvinger var lige tilfredse med det. I Daler og Brede var beboerne ikke tilfredse med, at de ikke selv måtte vælge præst. På et tidspunkt måtte Paven gribe ind i forbindelse med problemerne med Brede Kirke. Kirken blev
pålagt store skatter i stedet for adelen. ”Ora et labora” (bed og arbejde) var mottoet for Cistercienser – munkene
Tilbage til 1098
Løgum Kloster tilhørte Cistercienser – ordenen. De havde omkring år 1100 skilt sig ud fra Benediktinerne. Legemligt arbejde ved siden af fromhed kendetegnede den nye orden. Og ordensreglerne påbød, at klostrene skulle lægges i skove eller ødemark fjernt fra anden bebyggelse. Munkene skulle virke som foregangsmænd i landets opbygning. Dette foregik hvis mere i udlandet end herhjemme. Og det hele startede i 1098 i Citeaux i det daværende kongerige Burgund. Og ordenen byggede på den hellige Bennedikt af Nursias munkeregler fra 500 – tallet. I 1115 blev munkebroderen Bernhard sendt til Clairvaux for at grundlægge et datterkloster.
Bed og arbejde
Nogle af ordenens kloster var nye, andre var tidligere Benediktiner – klostre. De fik nu nye munke. Det var de såkaldte hvide munke. Det blev de kaldt, efter deres kutters hvid – grå farve i modsætning til de sorte Benediktiner. Sådan skete det også i et af Danmarks mest berømte klostre i Sorø. Her lod Absalon i 1161 de hvide brødre afløse de sorte. Og det samme var gældende for Løgum. Ora et labora (bed og arbejde) blev til virkelighed.
Herrevad Kloster
Og munkene, der kom til Seem, var fra Herrevad Kloster i Skåne. Det lå cirka 40 kilometer øst for Helsingborg. Og dette som var Danmarks første cistercienser – kloster blev grundlagt af ærkebiskop Eskild i 1144. Og munkene herfra oprettede Tvis Kloster og Seem/Løgum Kloster. Den sidste munk forlod Herrevad Kloster i 1565. Måske skal vi lige have med, at det var her på Herrevad, at Tycho Brahe i 1572 så sin Stella Nova.
Bede-stunder og Gudstjenester – døgnet rundt
Mange bede-stunder og gudstjenester døgnet rundt prægede munkenes dagligdag. Men også masser af legemligt arbejde skulle de igennem. Klostersamfundet var præget af et beskeden levevis. De var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Fuldstændig tavshed var påbudt. De måtte kun kommunikere ved hjælp af tegn.
Der var 8 tidebønner, den ene om natten før daggry. Her anvendte munkene nattrappen, der gik direkte fra munkenes sovesal. Hver morgen samledes munkene i Kapitelsalen. Her fik de læst et kapitel af klosterreglerne. Heraf fik salen sit navn. Samværet sluttede med skriftemål og syndsbekendelser.
Kirken var opdelt
Kirken var opdelt, den ene del var for de præsteviede og en del var for lægbrødrene. De præsteviede sad i koret og i korsskæringen på munkestole, der stod i kirkens længderetning
mellem de store piller. Lægbrødrene havde den vestlige del af kirken med indgang i vest-gavlen.
11 klostre i Danmark
Cirka 500 klostre blev opført i Europa, heraf 11 i Danmark. Egentlig var alle klostre opført på samme måde. Klosterkomplekset var firefløjet. I nordfløjen var kirken. Østfløjen bestod af sovesal og kapitelsal. Sydfløjen bestod af spisesal og køkken. I vest-fløjen boede lægbrødrene, der havde ansvaret for den praktiske side af klosterets drift. Disse lægbrødre bar brune dragter, og de havde ikke fuld munkeværdighed.
De fire fløje dannede en gård – en såkaldt inder-gård kaldet Korsgården. Langs fløjenes vægge var der en overdækket gang, Korsgangen eller Processionsgangen. De første bygninger som munkene opførte i Løgum var af træ. Mange ildebrande lagde dem hurtigt øde. Først i perioden 1225 op til omkring 1325 opførte kirke og kloster i tidens nye materiale, munkesten.
Munkene kom fra Seem til Løgum. Og ifølge Årbogen fra Ryd Kloster er det sket i 1173. Initiativtager var en tidligere abbed fra Herrevad Kloster, Ribes biskop, Stefan. Og klosteret fik et
navn Locus Dei, som betyder Guds Sted.
En skovrig egn
Dengang var egnen meget skovrig. Foruden Draved og Løgum Skov nævner Jordebogen fra 1607 tre nu forsvundne skove, Ulstruplund, Trelborglund og Kalvehave, “der ligger paa
et Bjerg lige over for Klosteret”
Der skete en sand vanrøgt af skovene på Tønder – egnen. I hver skov fortælles der således, at der dengang kunne opfedes mellem 100 og 200 svin Allerede i 1607 var “Løgum Skov ringe paa Bøg og Eg.”Og på Vognshøjs skrænter var der kun lidt krat tilbage. Det var her klosteret i slutningen af middelalderen havde et Falkeleje. Det vil sige, at her fangede man jagtfalke, og opdrættede dem. Disse var en kærkommen gave til fyrster og stormænd.
En vandmølle
Lobækken gav to ting, der var uundværlig for munkene. Fisk til deres bord og vand til den mølle, der hørte til de fleste kloster. Man havde sluseanlæg til rindende vand, kanaler til møller, fiskedamme, vandskyllende toiletter, spildevandsledninger og meget mere. En vandmølle blev etableret ikke længe efter deres ankomst. Her malede man også korn til mel. Men meget tyder på, at de også var i stand til valkning af uldstoffer. Møllen ved Slotsbækken blev revet ned i 1574 og flyttet til sin nærværende placering i nordenden af Møllegade. I Klosterhaven dyrkede munkene lægeurter og grøntsager.
Der var masser af hede-jord, der kunne komme under munkenes plov. Cirka en halv mil vest for klosteret omtales i 1288 en by ved navn Nybo. Efter jordebogen skulle der her være to gårde
og tre fæstere.
En hård tid i begyndelsen
De første dage i Løgum var ikke særlig lystige for munkene. I Biskop Omers brev hedder det:
Brødrene blev syge, kvæget fik pest, fårene druknede og to af ladegårdene brændte. Også Korsgangen hærgedes også af en brand. Klæder og bøger forsvandt i ilden. Hvad ilden havde skånet, samlede man bagerst. Men ulykken ramte nok engang. Disse effekter gik også op i luernes rov.
Ryd Årbogen fortæller, at i 1268:
Nu skal man ikke tage alt i denne Årbog for gode varer. Men en række brande hærgede i det 13. århundrede en række af vore store kirker. Men begivenheden passer måske godt til opførelsen af den endnu bevarede del af klosterets østfløj med den smukke Kapitelsal.
Pavelige befalinger
En række pavelige befalinger og privilegier blev udsendt fra paven. Blandt andet skulle de folk, der trængte ind på brødrenes gods eller huse, bandlyses. Ryd Årbogen fortæller, at Erik Glipping plagede klosteret med heste og hunde. Antagelig havde han indlogeret sig hos munkene, når han var på jagt i deres nabolag.
Livet kunne være lidt utryg for munkene. Ærkebispen pålagde, at der førtes dom mellem klosteret og Ridderen Jon Iversen og hans medskyldige, som var trængt ind i klosteret, og der voldeligt havde nedbrudt flere huse, ligesom han og Lave Bondesen havde gjort dem uret med hensyn til ejendomme i Seem.
I 1320 klagede man sin nød til paven. Gejstlige og verdslige fra stiftet og omegnen havde bemægtiget sig Kirker, Kapeller, Jordegods, Bryder og Fæstere, og i det hele påført det mangfoldig skade og uret. Prioren fra Skt. Knuds Kloster og et par Prælater fra Aarhus fik befaling om at komme til hjælp.
Limbæk – familien var ligeglad
Et halvt århundrede senere, var det en mand af landets mægtigste slægt, Ridderen Hans Limbæk til Trøjborg, der var på spil. Uagtet, at hans farbror, Henneke Limbæk i sin egenskab af Høvedsmand på Tønderhus i 1376 havde udstedt et Værnebrev for klosteret . I 1379 erkende Limbæk nemlig at være 150 Mk. Lybsk skyldig for den skade han selv, hans slægtning Hr. Claus
Kundi eller andre af hans slægt at have forvoldt klosteret og dets bønder ved at besvære, fange og beskatte dem.
Denne Limbæk – Familie gjorde hvis, hvad der passede dem. Fra 1405 foreligger der således en kvittering fra abbeden for 20 Mk., han havde modtaget som erstatning for de plyndringer og den uret, Claus Limbæks foged og hans fæller havde øvet mod klosteret og dets bønder.
Kort efter havde klosteret en strid med en ellers ukendt mand, Oluf Iversen, kaldet Stensten. Han blev bandlyst af ærkebispen på grund af en uret han havde begået mod klosteret.
Ikke altid rene engle
Forholdet til de nærmeste naboer, godsejerne på Solvig synes at have været nogenlunde, bortset fra ejendomsretten omkring skovhugst i Draved Skov. Nu var munkene ikke altid de rene engle. I hvert fald, så foreligger der et brev fra 1389, hvori Hennike Rantzau fortæller, at han forlader sin brødre og deres bønder for al den uret, de har forvoldt ham og hans.
Hertugen truede
Ved Hertugdømmernes første deling i 1490 tilfaldt klosteret for “Jagtens og Gæsteriets Skyld”, Hertug Frederik den Første. Nogle munkestole er prydret med hans og hans første Gemalinde, den i 1514 afdøde Anna af Brandenburgs våben. Det ser ud til at disse stole kan have været en gave fra Hertug – parret.
Men der kom kurre på tråden. Således rettede Ordenens overhoved Faderabbeden i Citeaux en mærkelig skrivelse til tre abbeder. I brevet bliver det omtalt, at man har erfaret, “at adskillige Øretuder, herskersyge Folk og Mænd, der pønser paa nyt”.
Hertugen skulle have fremstillet “Brødrene i Løgum som Misgerningsmænd og Modstandere af hans hertugelige Majestæt”. Disse bagvaskelser havde gjort stærk indtryk på hertugen. Han pønsede derfor at uddrive Brødrene af klosteret og i deres sted under Skin af større Fromhed at indsætte andre munke.
De tre abbeder skulle søge at forhindre denne situation. Ingen ordens – brødre måtte betræde Løgum Kloster uden Sorø – abbedens tilladelse.
Hvad der ligger bag denne historie vides ikke. Men måske kan det have noget at gøre med modsætningsforholdet mellem hertugen og hans bror og brorsøn, kongerne Hans og Christian den Anden. Stormen gled over, og der skete ingen forandringer omkring Løgum Kloster.
Forholdet til Ribe var godt
Forholdet til sine stiftsherrer, Bisperne i Ribe har fra ældre tid været god. Løgum var jo en biskoppelig stiftelse. Bisperne gav også masser af gaver til brødrene. Fra gammel tid havde de
overladt dem bispetiende fra Lø og de til stiftet hørende dele af Gram og Rangstrup Herreder. Biskop Ommer skænkede dem jordegods og fritog klosterets bønder for al biskoppelig Jurisdiktion ligesom hans efterfølgere, og det gav masser af jordegods og kirker.
Egentlig var det bisperne forbudt at visitere ordenens klostre. De lå direkte under pavens myndighed. Og egentlig var det abbedernes pligt. Men hjemlig skik og brug sejrede. Og dog. Således er der også historier om liv og død i de danske klostre.
En dom gik klosteret imod
I 1299 blev der afsagt en dom. Klosteret måtte overlade Bispestolen , hvad det ejede i Abterp og Ballum Marsk. Men hvad værre var, man måtte give afkald på den bispetiende det fra Arilds tid havde ejet i Lø, Gram og de to Rangstrup Herreder. Men munkene gav sig ikke for ret til på Ballum Strand frit at samle de Muslinger, der på folkesproget kaldes Schillæ. Disse blev brugt til kalkbrænding. I Sønderjylland var de særdeles værdifulde, da man havde langt til murkalk.
Abbeden havde et tungt ansvar
Vi ved meget lidt om livet inde i klosteret. Det hele blev styret af en abbed. Under ham stod en prior. Men denne funktion har ikke efterladt mange spor. Abbeden blev valgt af munkene. Men han behøvedes ikke at have tilknytning til Løgum. Abbeden skulle ikke alene styre det rent åndelige og disciplinere. Hans skulle også styre klosterets verdslige forhold, ikke mindst dets
gods. Efterhånden havde dette udviklet sig til et kæmpe gods.
En nyttig forstander for klostret
Ved Løgum var det ofte herremænd og bønder man måtte kæmpe imod. Bispen havde ingen myndighed over for abbeden. Et par af abbederne skilte sig ud, således Abbed Claus (ca. 1470 – 94). Han indledte en kraftig forøgelse af kloster – godset. I klosterets dødebog står der faktisk også en karakteristik af ham:
Han var en anset og dygtig mand, som Christian den Første i 1480 tog med i sit råd. En tidligere abbed måtte afgå, og blev præst i Arrild Kirke, som klosteret ellers ikke havde noget med at gøre. Alle munke var åbenbart præsteviede. Og af dem var der mindst 20 stykker på klosteret. Lægbrødrene (konverser) spillede navnlig i ordenens ældre tid en stor rolle som landarbejdere, håndværkere m.m. i den store bedrift. Men fra andre kloster vides at lægmænd indgik et slags åndeligt broderskab med munkene, og dermed blev delagtige i deres gode gerninger.
Privilegier
Klostrets økonomiske grundlag havde ikke ringe betydning. Derfor var det vigtigt med begunstigelser. Og et af de første privilegier kom fra Valdemar Sejr i 1212. I dette fritager han bønderne i Løgum Sogn for
Disse privilegier udvides efterhånden. Selv om bønderne havde fribreve måtte de fra tid til anden arbejde for staten. Således også i 1512:
Frihed med undtagelser
Også da hertugen i 1512 skulle bruge arbejdskraft til anlæggelse af et dige ved Højer, Møgeltønder og Rudbøl, havde de således leveret ”Ris, Pæle og andet Nødtørft og tillige kørt Ved til Teglgaarden ved Tønder” Men som hertugen erklærede, var det dog sket på hans Gode Begæring, og skulle ikke regnes som pligt eller være Præ-Judits for klosterets privilegier. Og da de en halv snes år senere ligesom andre kirketjener i Tønder Len måtte være med til at arbejde på Tønderhus befæstning med volde og grave, udtaler hertugen, at dette arbejde skulle regnes for en Bede, som kan sammenlignes med en ekstraordinær skat.
Flere gaver
I 1257 gav kongen munkene toldfrihed for deres skibe, når de kom til Aabenraa eller andre havne. Et halvt år senere fik man den rettighed, at deres forbrydelser ikke skal svare nogen anden for kongens ret end Hr. Abbeden eller hans munke, hvem han måtte overdrage denne ret. Dette blev gentaget i 1313 og 1334. af hertugerne. Men siden synes det som om, at man havde mistet denne ret. Klosteret fik også bispetiende af Bylderup Sogn. En gave som Kongsfrænden Biskop Valdemar havde skænket dem.
Masser af besiddelser
Oppe ved Seem minder navnet Munkegaard endnu om klostertiden. Endnu i 1501 havde klosteret en del besiddelser heroppe. Her var også en Munkemølle, der senere kom til at hedde Skallebæk Mølle. Man byttede besiddelser heroppe med Bispestolen og fik i stedet fire gårde i Borg, Døstrup, Mjolden og Ottersbøl i Mjolden Sogn. Man ejede også et gods skænket af en adelsdame, Fru Gunder. Men væbneren Johan Schelle erklærede at denne gave retsmæssigt tilhørte ham. Fru Gunder var hans oldemors søster! Via et mageskifte fik man også en gård i Randerup. Ved en sjælemesse i 1380 fik man også overdraget et gods.
I slutningen af dets levetid ejede klosteret hele Løgum Sogn. Ja det bliver snart for meget at optegne alt det gods, man til sidst ejede. Det lå meget spredt, Dyreborg, Kærgaard, Bjerndrup
Mark, Tornskov, Øster Terp, Løjtved, Alslev m.m.
193 gårde fordelt på 22 sogne
Løgum Kloster ejede 7 Harrebygårde, en birk omfattende 88 gårde og andre 80 gårde fordelt på 20 sogne. Men antagelig ejede man endnu mere. Således købte den pengestærke Wulf Pogwisch, lensmand på Trøjborg 18 gårde af klosteret. I 1551 forlangte Hertug Hans således at Hr. Wulf skulle fremlægge Brev og Segl for disse køb. Ved Middelalderens slutning har Løgum Kloster ejet 193 gårde fordelt på 22 sogne. De har stort set ligget mellem Vidåen og Kongeåen.
Mange givere beregnede sig brugsretten, så længe de levede. Nogle stillede dog klausuler, som var vanskelig at opfylde. Således ville Marsken Iver Tagesen have ejerskabet tilbage, såfremt han fik børn. Og en borgerkone i Aabenraa betingede sig ret til at beholde noget af sit gods i Genner for livstid, men også til, hvis hun kom i den yderste trang, at måtte sælge så meget, som det var nødvendigt for hendes behov.
Til frelse for sjæl
Og så var der også problemer med arvingerne – de giftige Arvinger, der aldrig mættes. Til Marie Bebudelsesdag 1297 havde præsten i Øster Højst, Hr. Troels opsat Messen, indtil Klostrets Prior, som han havde tilkaldt. Pastoren havde været meget syg. Han havde lovet, at hvis han blev rask igen, ville han indtræde i klosteret. Det løfte havde han ikke overholdt, og nu ville han bekende sine synder. Til frelse for sin sjæl overdrog han derfor i fuld offentlighed sit landbosted i Holm til Vor Frue Kloster i Løgum.
Arvingerne nægtede dog at anerkende dette. Men de havde dog samtykket. Klosteret klagede derfor til bispen i Slesvig. Det endte med, at arvingerne blev bandlyst.
Kendt adelsmand havde problemer
Også Ketil Urne, Fra den berømte adelsslægt fra Bolderslev, har været involveret i en sag med Løgum Kloster. Det startede med, et familiemedlem Knud Snubbe testamenterede en del gods
til klosteret. Sønnesønnen Ridderen Jens Urne ville ikke anerkende dette. Masser af retssager fulgte. Det endte med et ultimatum til Ridder Jens, at enten fik han 100 Mk. af munkene mod så aldrig at forfølge dem mere, eller betalte han 500 Mk. for besiddelserne. Ridder Jens valgte det sidste.
Kirken måtte betale en kæmpe skat
Men hvad skete der egentlig med det enorme gods? Der opstod strenge tider for godset omkring 1520erne. På Landdagen i 1526 lykkedes det således for Ridderskabet at skubbe broderparten af den ekstraordinære skat, som kongen krævede over til kirken. De måtte udrede 80.000 Mk.
Klostret overtog kirker
Ligesom flere andre kloster, havde man også købstads – ejendomme, der dog alle lå i Ribe. Så vidt viedes havde man ingen ejendomme i det nærliggende Tønder. Men klosteret ejede også
efterhånden 4 kirker. Gudstjenesten og sjæleplejen blev ikke plejet af sognepræsten med af de præsteviede munke. Fordelen var at man fik to tredjedel af tiende.
Den første kirke man overtog var Nr. Løgum. Den næste var Daler i 1227. I Daler var man i 1267 ikke tilfredse med den indsatte vikar. Man betvivlede hans evner. Og så var man utilfredse
med, at man ikke selv måtte vælge en præst. Den tredje kirke man overtog var Spandet Kirke i 1323.
En gave med problemer
De største problemer opstod, da klosteret overtog St. Laurentius Kirke i Brede. Fra gammel tid havde kongeslægten gods i Svanstrup i Brede Sogn. Sammen med den skænkede Kong Abel i 1252 klosteret al den ret han havde til kirken. Dette blev også bekræftet af kirken. Overdragelsen blev godkendt af både Ærkebispen, Abels efterfølger, Kong Christoffer og hans to sønner, de sønderjyske hertuger Valdemar og Erik. Så skulle man tro, at alt var i orden.
Men det var det ikke. Ligesom i Daler var der stærk modstand i Brede Sogn.
Underdanig anmodning til kongen
Få måneder efter at Pavens sendebud, Kardinal Guido, der skulle mægle i den store kirkestrid mellem kongemagten og ærkebispen Jacob Erlandsen i august 1266 havde bekræftet Abels gave, rettede han henvendelse til de Brede Mænd. Han havde erfaret, at man på mangfoldige måder hindrede munkene i at nyde kirken i fred.
I 1272 blussede krigen op igen. Dette år døde Hertug Erik Abelsen. Nogenlunde samtidig døde præsten i Brede. Kong Erik Glipping, der havde tiltaget sig formynderskabet for hertugens
børn, præsenterede nu pludselig en ny præst uden at tage det mindste hensyn til klosterets ret. Det var ærkedegnen ved Domkapitlet i Aarhus, Mogens Knudsen. Samtlige Cistercienser – abbeder i Danmark rettede nu en underdanig anmodning til kongen, om at hans mænd ikke forstyrrede brødrene i deres besiddelse af Patronats-retten.
Biskop Esger af Ribe forbød den indsatte præst og hans vikar, at lade sig kalde af anden end abbeden eller overlade andre kirkens indtægter. Selve Paven blev mobiliseret. Han stadfæstede
overdragelsen og pålagde som det var skik og brug, en stedlig Prælat – Domprovsten i Slesvig – “at beskytte munkene, da der paaførtes dem mangfoldige Overgreb og Tab”
Klostret tabte sagen
Provsten truede ganske vist alle, der dristede sig til at hindre munkenes ret, med bandlysning. Men det blev kun et slag i luften. I 1276 fandt der nemlig i selve Brede Kirke en retsforhandling stede mellem klosteret og Ærkedegnen med Ribe – bispen som dommer.
Hr. Mogens gjorde her først og fremmest gældende, at Kong Abels overdragelse havde været ulovlig, fordi kongen aldrig havde været den rigtige patron. Han havde nemlig bygget kirken
eller givet grunden. Munkene erklærede dog, at de kunne føre beviser. En ny forhandling blev fastsat. Men udfaldet kendes lige så lidt som Bispens dom.
Alt tyder dog på, at klosteret tabte sagen, da alene Løgum og Daler Kirke omtales i 1299 som klosterets kirker, men ikke Brede.
Kirken – atter som gave
Nu skulle man så tro, at den sag var glemt. Men det viste sig at kloster – folket havde en god hukommelse. Da kirken i 1324 blev ledig, overdrog Hertug Erik den for sin sjæls frelse til Abbeden og Konventet uden med en stavelse at hentyde til sin oldefars brev. Gaven blev stadfæstet såvel af Ærkebispen som af Eriks søn , Barnekongen Valdemar.
Men strengt taget som var klosteret ikke kommet videre end i 1250erne. Deres ret til kirken var hverken bedre eller ringere end dengang. Et par år senere fik man dog kastet lys over stridens virkelige kærne. I 1327 bekræfter nemlig to riddere, fire væbnere og to kvinder, antagelig enker, på egne og alle deres slægtninge og pårørendes vegne hertugens Præsentation og gave.
Selv nu opnåede munkene dog ikke den fulde besiddelse af den omstridte kirke. En snes år senere gav Hertug Valdemar i 1344 afkald på den del af tiende, der var henlagt til selve kirken. Dette tyder unægtelig på, at hertugerne fra gammel tid, har haft megen ret til kirken, muligvis i deres egenskab som sognets største ejendomsbesidder.
Munke smidt ud
Da reformationen i 1520erne nåede Sønderjylland gik det hårdt ud over tiggermunkene og deres kloster i byerne. Det begyndte i Flensborg, hvor borgerne i 1528 smed Gråbrødrene ud. Noget lignende skete samme år i Slesvig og Husum. I 1530 kom turen til Tønder. Da den sidste abbed i Løgum, Morten Iversen døde i Ribe i efteråret 1548 fik han ingen efterfølger.
Åbenbart fungerede amtmanden i Tønder, Christoffer Rantzau i den sidste tid, som en slags forstander på klosteret. I 1568 ser vi, at klosteret stadig er en institution. Men Wulf Pogwisch havde allerede fra 1548 overtaget dele af godset. Den sidste munk forlod stedet i 1553.
Upraktiske bygninger
Amtmanden overtog bygningerne. Men de viser sig hurtig, at være upraktiske. I 1614 opførte Hertug Johan Adolf en dommerbolig, som omtales som æ Slot. Den flotte stilrene bygning var egentlig bygget som jagtslot. Ikke uden grund kaldes det et rigtigt slot. Her var vandfyldte grave, som kunne gøre det ud for en egentlig voldgrav. Og her boede salmedigteren H.A. Brorson fra 1717 til 1721, da han fungerede som lærer. Klosterets vestfløj forsvandt ved byggeriet. Sydfløjen forsvandt også på et tidspunkt.
Det mest hellige rum, Kapitelsalen, hvor abbeder jordfæstedes var blevet degraderet til hestestald, senere kostald. Her havde den lokale garnison også sit domicil. Sovesalen blev brugt som høloft. Et par smårum for enden af munkenes sovesal, Dormitoriet i øverste etage blev til efter Genforeningen brugt som fangeceller. Fanger førtes herfra ned ad trappen gennem kirken til Retssalen i Æ Slots vesterende. Arresten blev nedlagt så sent som i 1926.
Hvad er egentlig tilbage af klosterbygningerne? Foruden kirken, er kun 2/3 af østfløjen fra ca. 1250 – 75 tilbage. Østfløjen har siden reformationen haft en omtumlet tilværelse.
Kirken bygget af skaller fra Vadehavet
Selve kirken blev opført ca. 1225 – 1325. Den blev bygget af lokale byggematerialer. Munkestenene er fremstillet af ler fra Løgumbjerge. Soklen er af kampstene fra marker på egnen, og
kalken er brændt af muslingeskaller fra Vadehavet. Kirkens sideskibe hviler på fundamenter af tilskårne græstørv. Cistercienser – ordenen havde strenge regler om prunkløshed i deres kirker. Murede tårne, kalkmalerier og malede vinduer tåltes ikke. Men man slækkede da efterhånden lidt på disse krav.
I dag er der indrettet et Refugium med 47 værelser på stedet. Her holdes feriedage, rolige dage, rekreationsdage og studiedage. I efteråret 2011 blev der indrettet en ny foredragssal med plads til 150 deltagere.
Løgumkloster nævnes 1546
Første gang flækken Løgumkloster nævnes er måske i 1546, da hertug Hans udsteder et lejdebrev for Hans Lausen , der havde dræbt en Mand. To år tidligere foreligger der et skattemandtal. Heri kan vi se, at der i Closterdorp boede 6 fæstere – 5 mænd en en enke. Kimen til den nuværende flække har eksisteret for klosterets lukning i 1548.
I 1739 blev Kirken sognekirke Takket være en jordebog fra 1704 kan vi se at beboerne havde deres agerland liggende tre steder, nemlig Nymark, øst for flækken op til Landebys fælled. Dernæst var det Søndermark, syd for byen og stødende op til Favrby og Ladegårdens jord. Endelig var det Nørremark, der stødte op til Landeby I Jordebogen fra 1604 var der 19 gårde
i flækken. De var af meget varierende størrelse.
Men tilbage til 1704, så finder vi 91 kådnere. Og kådner – husene kunne svinge lige fra små hytter på tre fag til statslige bygninger på 20. Vi fandt Husfogeden, amtsskriveren,
to sandemænd og skytten, så var der også apotekeren, fire købmænd, seks kniplingskræmmere, tredive håndværkere, syv kniplersker og 30 daglejere.
Beskrivelse fra 1797
Selv om kun få levede direkte af landbruget, så havde næsten alle en ko eller to, et svin eller i hvert fald et par får. Enkelte havde også heste. Det var åbenbart den samme sammenblanding af byerhverv og landbrug, som Kapellanen Kruckenburg i sin skildring af flækken fra 1797 karakteriserede med ordene:
Under Kådnerne var det Indersterne. Deres antal var 92, hvoraf de 10 dog selv ejede hus. Vi møder dog også mellem disse, en købmand, en kniplingskræmmer og seks håndværkere. Det store flertal var dog daglejere eller kniplerske, der boede til leje ikke mindst hos kådnerne.
Kilde:
Litteratur Tønder
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
www.dengang.dk – diverse artikler
–