Det var dengang svært at komme helskinnet gennem Tønder. Der var en beværtning for hver 49 indbygger. Da undertegnede rejste fra byen var der kun 6 – 7 stykker tilbage. Og tænk, engang var der 32 hoteller i byen – og 24 bryggerier. På bænken foran Humlekærren sad undertegnede ofte med min far. Familien svigtede måske værtshusene i Tønder og tog til Aventoft. Men det gjorde studehandlerne ikke. Dengang var der liv og glade dage i Tønder. I denne artikel besøger vi “Bedste”- Madam Hage i Humlekærren på Torvet.

 

Det svære drikkeri

H.V. Clausen skrev engang i en rejsehåndbog:

• Tønder udmærker sig ved sit gode oksekød og sit svære drikkeri.

Men han tilføjede også, at Tønder var den smukkeste af de sønderjyske købstæder.

 

Beværtning for hver 49 indbygger

Men det var nu noget sandhed over det med drikkeriet, for i 1905 kunne man i en tysk avis læse, at en lille købstad i Baden havde den spøjse rekord med at have en kro for hver 129 indbyggere. En journalist fra Tønder var dog på sin bys vegne fortørnet over denne notits. Han gjorde opmærksom på, at Tønder kunne slå denne rekord. Her havde man nemlig en beværtning for hver 49 indbygger. Denne notits fandt også vej til en brasiliansk avis.

 

Største erhvervsgruppe

Allerede en opgørelse fra 1888 viste da også, at gæstgiverne med 79 stykker var langt den største erhvervsgruppe. Derefter fulgte 56 håndværkere, 29 købmænd, 16 høkere og 19 vognmænd. Imponerende er også et tal fra 1925. Da havde byen hele 32 hoteller. Begrebet gæstgiveri anvendtes om de kroer, som både husede og beværtede gæster og rejsende. Såfremt disse kun udlejede værelser, betegnes de som herberger, mens kroer alene solgte mad og udskænkede drikkevarer. Disse kaldtes også beværtninger.

 

Man kom ikke helskinnet gennem Tønder

Det var svært, at komme helskindet gennem Tønder – dengang. Særlig på markederne var der masser af berusede. Berusede tyende gjorde gaderne usikker, og bønderne kørte hjemad i svingende vogne. Dette endte ofte med ulykker i vejgrøfter eller ved broer. Datidens medier havde travlt med at gøre opmærksom på denne uorden:

• Man trækker penge af bøndernes karle og piger, drukkenskab og gadeuorden er følgerne.

Tondernsche Zeitung henstillede, at dette marked simpelthen blev ophævet, hvad der dog ikke skete: Tønder var en gemytlig lille stad, hvor der sviredes meget. Kaffepunch
og grog hørte til det daglige brød, og det gik lystigt til. Ja sådan skrev en ung alsing, under sit seminarieophold i byen.

 

Kun 6 – 7 beværtninger tilbage

Inden undertegnede forlod Tønder foretog vi en inspektion af forholdende. Dengang var der vel kun 6 – 7 kroer tilbage. Men det var da nok til at vi slingrede hjem til sidst. Nogle af kroerne fra storhedstiden er omtalt i artikelserien Ture i Tønder 1 – 4. Men jeg kan huske, at vi – den yngre del af Familien Brodersen en overgang tog til Aventoft, søndag formiddag til Frühshoppen. Og det faldt brænde, hvis vi ikke nåede hjem til søndags – middagen. At vi skulle drikke støvle i Aventoft var naturligt. Men det var vel mere som manddomsprøve, da vi var yngre. Da gik vi også til bal i Süderlügum. Her oplevede vi topløs musik og The Lords. Vores favoritsted blev en overgang Slusen under Tønderhus. Det var nok, fordi Onkel Jacob var udsmider. Det benyttede min kammerat Ingolf sig af, flere gange.

 

En hård tur

De mange studedrivere kom om foråret til Tønder. de har sikkert været lettet, når de har set kirkespiret. Snart ville de nå rejsens ende, og få hvilet ud. Befolkningen var vant til den massive tilstrømning og tog godt imod gæsterne. Der var masser af beværtninger i byen. Og dette antal blev stærkt udvidet. Mange småkårsfolk havde ved den lejlighed fået udskænkningsret mod
at betale en lille afgift. De fleste af de gamle gæstgivergårde er borte og andre er indrettet til andre formål. Til denne kategori hørte Humlekærren.

 

På en bænk – foran Humlekærren

Den gamle gæstgivergård er enkel i sin byggemåde uden arkitektonisk pryd. Men der er ro og hygge over den. Den pynter oppe på Torvet. Og på bænken foran sad jeg ofte med min far, når jeg endelig var på besøg. Efterhånden var det ikke så mange af hans gamle kammerater, der kom forbi. Dem havde han overlevet. men så kom der andre forbi og fik en sludder. Vi kunne sidde der i flere timer. Sådanne øjeblikke glemmer man aldrig. Måske var han stolt af sin søn?

Bygningen, der rummede Humlekærren ligger som et hjørnehus ud mod Lille Torvet. Og det er typisk Tønder – stil. Disse smalle, langstrakte grunde, med gavlen ud mod gaden eller pladsen.

 

Humlesælgere fra Tyskland

Humlekærren blev søgt af studeprangere og – drivere. Man navnet stammer tilbage fra den tid, hvor humlesælgerne kom kørende i deres kærrer hertil for at sælge deres humle. De kom faktisk helt fra Hannover og Saksen for at falbyde humlen. Det var dengang, hvor øllet var hvermands – drik. Øllet var en nødvendigheds artikel i datidens husholdning.  Nydelsen
af saltmad gav en helt naturlig tørst. Det var ikke små mængder, der gik til i en husholdning.

På  landet var man som regel selvforsynende med humlen. den snoede sig op langs havehæk og – skel. Men det var strengt forbudt at fremstille øl med salg for øje. Det var byen, der gjorde
fordring på handelen.

 

En by med 24 bryggerier

I 1710 fandtes der i Tønder 24 bryggerier og 63 gæstgivergårde. Man tallet var senere betydelig højere. Forsyningen af humle fik man gennem de tyske handelsmænd, der som regel kom til Tønder omkring Mikkelsdag (den 29. september). Helt op til vores tid har man også kaldt Mikkels-markedet for Humlemarkedet.

 

Nøje kontrol med handelen

Byens råd holdt nøje kontrol med salget af humle, og det overvågede handelen. Måske var det derfor, at sælgerne holdt til på den gæstgivergård, der lå lige i nærheden af Rådhuset. På  de tre dage kunne byens borgere få deres forsyning. Derefter måtte de øvrige beboere indlade sig på handelen. De måtte først aftage skæppevis. Når markedet ebbede ud, kunne der købes i sækkevis. I gamle toldlister kan der ses, at der i 1654 var 112 kærer. I 1677 var der 95, i 1742 var der 38 og i 1812 var der 8 vogne med humle. Senere var det fynske humlesælgere, der overtog handelen. Men efterhånden gled humlen ind i butikkernes varelager og humlesælgerens tid var forbi.

 

Liv og glade dage i Tønder

Humlekærren kom dog ikke til at savne besøg. de blev vedvarende tilholdssted for de mange markedsgæster. På  de store markedsdage i for – og efterårsmånederne, myldrede det med folk og fæ på torvet og i gaderne. Jo, da var der liv og glade dage i Tønder. På  gårdspladsen stod heste og vogne, og i stuerne bænkede sig købere og sælgere. Gæstgivergården havde et godt ry som madsted blandt handelsfolkene. Det var madam Hage, der i over halvtreds år selv stod for styret i køkkenet.

 

Et godt madsted

Hun fremstillede nogle efterhånden berømte boller til den ferske suppe. Og det var gæstgivergårdens specialitet. Når markedsdagene nærmede sig, købtes der 15 – 20 overgemte franskbrød.
De fik en ekstra tørring ved komfuret, så de blev sprøde. Så knustes de og blev bagt op med smør, æg og lidt mælk. Kødbollerne blev foruden med salt og peber også krydret med nelliker. Og der blevet lavet boller i tusindvis. En markedsdag kunne bringe over 200 middagsgæster, og når hver fik 20 – 30 boller, forstår man, at der skulle et godt håndelag til Madam Hage forstod at optræde som værtinde. Hun kunne være med i lystigt lag. Dette fordredes af en krokone, men når gæsterne blev for højrøstede, viste hun myndighed og kunne optræde ret impulsiv.

 

Bøller i 1864

Under optøjerne i 1864 kom der en aften en bande berusede mænd ind i skænkestuen, hvor de for voldsomt frem og truede med at slå alting i stykker. Men Madam Hage viste sin snarrådighed. Hun gik hen til anføreren, en kendt bølle, og udbrød glædestrålende:

• Gud ske lov, at De kom. De er en mand, der sikkert nok kan få  alle drukne mænd ud af huset.

Og bøllen følte sig smigret, og gik straks i aktivitet:

• Herut I lømler, hvad vil I egentlig her?

Et øjeblik efter var huset ryddet, og freden sænkede sig atter over stuen. De to sognefogeder, Laust Aabling fra Borrig og Knud Hansen fra Ballum var blevet afhentet af østrigerne og indespærret i Rådhusets tyvehul. ved siden af Humlekærren. Hver dag bar hun mad ind til de to fanger og smuglede også aviser og breve ind til dem. Da de danske tropper fastelavnssøndag i 1864 på deres tilbagetog fra Frederiksstad nåede til Tønder, blev et halvt hundrede soldater beværtet på Humlekærren.

 

En hest under inspektion

I 1848 havde man mistænkt værten, Hans Hage, for at stå i forbindelse med landstormen, og gennem et stykke tid mødte politiet hver morgen for at tage hans hest i øjesyn. de ville se, om den var blevet brugt om natten. Hans Hage sluttede sig til den såkaldte Klosterbevægelse. Helt naturligt blev hans hjem mødested for Klosterbrødrene, ligesom det blev tilholdssted for danske bønder og embedsmænd. Det var også her, at der en sensommerdag i 1901 mødte omkring 70 af egnens mest fremtrædende danske mænd for at realisere oprettelsen af en dansk bank. De stiftede da Tønder Landmandsbank. Dette pengeinstitut skulle komme til at betyde meget for danskheden på egnen.

 

Plads til ejendommeligheder

Efter det berømte valgmøde i 1898, hvor egnens folk ønskede at være sammen med deres rigsdagsmand, Jens Jessen. Man kunne dog ikke finde et sted, hvor mødet kunne afholdes. Så da opstod tanken, at indrette Humlekærren som forsamlingshus. Tanken kom dog aldrig til udførelse. Ejendommen bevarede sit krohold, som det havde haft gennem århundreder. Foruden
de mange markedsgæster havde den sine stamgæster, bl.a. redaktør Skovrøy og den livsglade dr. Jersild. Om dennes metierer i den hyggelige krostue går der adskillige fornøjelige beretninger. De hørte til en tid, da der levnedes plads til mennesker med personlige ejendommeligheder. Denne dr. Jersild kan du læse en artikel om, under Højer (Den mærkelige læge fra Højer).

 

Tre hundrede år tilbage

Husets ejerrække kan føres over tre hundrede år tilbage. 1636 nævnes Gunder Nisses, 1682 Casper Rossen, I 1705 ejedes Humlekærren af Johann Tychsen og bestod da af et beboelseshus på 6 fag, en stald på 12 fag og et halvtag på 2 fag. Omkring 1750 hed ejeren Peter Marcussen Hieronimus, og omkring år 1800 blev ejendommen overtaget af Ewert Ewertsen. Han drev samtidig kornhandel og et brændevinsbrænderi. Ved hans tiltrædelse havde han en pige. Men i året 1835 beskæftigede han fire piger og en karl.

Hans datter, Hanna Marie blev gift med Otto Lohmann, der stammede fra Hannover. Han blev ejer af huset i 1837, men kom ret hurtig i økonomiske vanskeligheder. Han måtte optage
lån, og disse fik han hos to pengestærke mænd, Knud Lausten Knudsen, der lånte han 1.440 daler og Jens Wulff, af hvem han lånte 800 daler. Knud Lausten Knudsen købte Humlekærren Kniplingskræmmer Jens Wulff fortæller i sin dagbog:

• 1845 26/3 var med Ferdinand i Tønder, hvor Humlekærren blev stillet til aktion indsat til 10.000 mk., men der var slet ingen liebhavere, ingen bød.

Den blev dog senere købt af Knud L. Knudsen, og han indsatte Hans Hansen Hage som bestyrer. Denne bestyrer var født 1814 i Forballum, som søn af Anders Hansen og hustru Anne Bothilde født Badske. Han blev gift med Mette Marie, der var datter af Andreas Petersen, Ottersbøl. Som ung tjente hun hos Knud L. Knudsen i Forballum.

 

Sønnen køber Humlekærren

Efter at ægteparret i en årrække fungerede som bestyrer på Humlekærren overtog de ejendommen i 1851. Året efter beskikkede magistraten ham som brandadministrator. Han afgik
ved døden i 1873 og efterlod sig fem børn og enken, som af personalet altid gik under navnet Bedste.

 

Gamle Bedste er død

I 1897 blev den ældste søn, Anders Hage, der var dyrlæge gift med en datter af Ferdinand Wenstein, ejer. Men moderen blev altid betragtet som husets værtinde, indtil hun døde i 1906. Husets nære ven, redaktør Skovrøy, skrev i den anledning:

• Gamle Bedste er død. Det var det budskab, som løb med nordvestenstormen gennem byens gader i morges. Alle i byen og vid omegn kendte enkefru Hage under dette navn – med hende er det gået et stykke levende sønderjysk historie i graven.

 

En pryd for øjet

Nogle år efter blev huset stillet på tvangsauktion, og det blev overtaget af gårdejer Skak Jensen i Ballum, der så et årstid efter solgte ejendommen til Tønder By for 33.000 mark.

Tondernsche Zeitung som bragte denne meddelelse tilføjede:

• Efter forlydende skal huset nedrives. For en gangs skyld en ret fornuftig tanke, som man allerede længst skulle have udført.

 

Ejendommen fik heldigvis lov til at stå. Den er en pryd for Torvet. I en årrække fungerede forhuset som socialkontor. Og her foran sad jeg som skrevet så mangen en stund og snakkede med min far.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – div. artikler
• Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler inklusive 283 artikler om Tønder bl.a.:
• Ture i Tønder 1- 4
• Vajsenhuset i Tønder
• Studehandel i Tønder
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1930
• Schweizerhalle
• Bondefamilien på Trøjborg
• Bondefamilien på Trøjborg – endnu mere
• Og mange flere artikler

Redigeret 16-09-2021