Hvem skulle tro, at Tønder havde en Luftskibsbase under Første verdenskrig. For første gang i historien blev der udført angreb fra et “såkaldt” hangarskib. Med utrolig dygtighed lykkedes det engelsk skibe at bombe basen. Den blev aldrig den store succes. Mange uheld kostede store summer. Basens tilstedeværelse prægede livet i Tønder. Og efter genforeningen blev mandskabs – barakkerne brugt ved Ryttervej. Store fester blev afholdt i flyhangaren og det blev en turistmagnet.

 

Angreb fra hangarskib

Det er nu tredje gang, vi besøger de store luftskibe i Tønder. Ja det er ikke mange, der tror, at Tønder var indblandet i søkrigen under første verdenskrig. men det blev faktisk tilfældet. En historisk begivenhed fandt sted den 19. juli 1918. Dengang startede almindelige flyvemaskiner for første gang fra et hangarskib for at udføre angreb på landjorden. Dette var ganske almindelig i de følgende krige. Og målet var luftskibsbasen nord for Tønder.

 

Direkte og indirekte: mange døde

Faktisk var der mange døde i tidens løb i forbindelse med luftskibsbasen i Tønder, som følge af tekniske problemer, ulykker og direkte nedskydninger af luftskibe. Ja et par blev også
skudt for spionage.

 

Tønder – base nummer to

Da krigen startede havde det tyske luftvåben kun et luftskib og en luftskibsbase. Den befandt sig i nærheden af Hamborg i Fuhlsbüttel. Men det blev til  mange luftskibsbaser.

Allerede den 16. september 1914 foreslog Reichs – Marine – Amt to fremskudte baser, en ved Emden og en inden for Sild. Den første blev bygget ved Hage, den anden ved Tønder. I første omgang anlagde man to haller, der var 184 meter lange, 34 meter brede og 28 meter høje. Til hver hal hørte et underjordisk tankanlæg, der kunne rumme 20.000 liter. De stod færdige allerede i 1915. Det første luftskib ankom den 23. marts 1915. Det næste den 25. april.

 

Blæst over Tønder

Lokaliteten lå 2 1/2 kilometer nord for Tønder, hvor der var god plads, ingen træer og forholdsvis tæt på kysten. Men det man måske ikke havde taget højde for, var den kraftige vestenvind på egnen. Vinden gjorde snart basen berygtet blandt officerer i den tyske marine. Det var særdeles vanskeligt at manøvrere herfra. Og man havde måske heller ikke lige regnet med de store dræninger, der skulle foretages på grunden.

 

15 zeppeliner på basen

I de tre år og knap tre måneder, som basen eksisterede, var det på  skift stationeret 15 zeppeliner på basen. En zeppeliner havde et skelet af sammennittet aluminium betrukket med tætvævet lærred. Inden i skelettet var der plads til 14 – 17 gassektioner (balloner) til brint, fremstillet af kvægtarme, der limedes sammen i mange lag, og blev beklædt med tætvævet bomuld. Det var temmelig afgørende, at gassektionerne var helt tætte. Ud-sivende brint ville udgøre en dødelig eksplosionsrisiko. Der var plads til løbegange, således at luftskibets mandskab kunne bevæge sig mellem sektionerne og udføre de nødvendige reparationsarbejder.

Under luftskibets krop var mandskabsgondolerne placeret. Øverst oppe på luftskibet var der en åben rede til en maskingeværskytte.

 

Besætning på 20 – 25 mand

Typisk var et mandskab på 20 – 25 mand. Fem motorer sørgede for en maksimum – hastighed på 100 kilometer i timen. Tænk, at på Ribelandevej i en tidligere landbrugsskole blev luftskibenes togter over Nordsøen planlagt. Bygningen er hvis nok blevet fredet. Når et luftskib lagde an til landing lod kaptajnen luftskibet gå ned til en højde af ca. 20 meter over jorden. Derefter blev der kastet en mængde tove ned, som personalet på jorden greb fat i for at trække det kæmpemæssige luftskib det sidste stykke ned.

Samtidig med dette, skulle de passe på, at mandskabsgondolerne, der hang under luftskibet ikke stødte mod landingsbanen. For at undgå dette, var det fæstnet et slags gelænder til gondolens sider, så man kunne løfte luftskibet en smule op igen. I blæsevejr kunne det sagtens være 400 mand, der skulle bruges til at hale luftskibet ned- Ja når luftskibene skulle starte og lette, måtte man ofte hente hjælp af 100 mand fra det nærliggende Landsturmbatillon Tondern.

 

Vanskeligt at bugsere

Det var ret besværligt at skulle bugsere det store luftskib. Hvis luftskibet under landingen stadig svævede, blev den nødt til at smide ballast i form af vand. På den måde fik folk på landjorden et gratis styrtebad. Man forsøgte at af-elektrificere luftskibet, når det var landet. Det skete i form af kæmpe kobberplader, der var placeret lige under jordoverfladen
langs med Zeppelin -hallerne. Nogle gange skulle det ikke meget til, før det skete ulykker.  Under bugsering med L 24 i dobbelthallen Toska stødte det mod en tændt elektrisk pære i hallens loft. Luftskibet brød straks i en eksplosionsagtig brand, der bredte sig til L 17, der allerede stod i hallen.

 

Giv agt for udsivende gas

Ombord var foruden kaptajnen hans nærmeste medarbejdere, styrmændene og navigatørerne. Men det var også altid en sejlmager og hans assistent. de skulle sørge for at lækager straks blev repareret. Og man skulle altid arbejde to og to, fordi udsivende gas kunne forårsage ildebefindende og føre til bevidstløshed. Maskinister skulle sørge for at alle fem motorer kørte, som de skulle. Så skulle der også være at antal personer, som i tilfælde af slagside bare ved deres vægt kunne udbalancere luftskibet.

 

Også jagerfly i Tønder

Allerede et par måneder i forvejen, var mandskabet i Tønder klar. Den 26. november 1914 bestod jordstyrken af 307 mand. Den 31. maj 1915 var styrken dog vokset til til 537. Og den 1. april 1916 bestod styrken af 14 officerer og 574 menige. Til at forsvare sig mod luftangreb, blev der stationeret et mindre antal jagerfly i Tønder. Dette mandskab var dog af en mindre størrelse. Den 25. marts 1916 var mandskabet her på 61 mand. Efter marts 1918 var der ikke flere piloter i Tønder. Luftforsvaret skulle herefter klares af jordstyrken alene.

 

Forbandelse over Toska

De to første luftskibshaller blev i første opgang benævnt som Marine og Joachim. Kort tid efter blev de dog omdøbt til Toni og Tobias. Men det var især dobbelthallen Toska, der imponerede. Denne dobbelthal var 240 meter lang, 60 meter bred og 35 meter høj. Som de foregående var den placeret i retningen øst – vest. Dobbelthallen lå cirka 300 meter nord for de andre to. Den skulle ellers kun have været 180 meter lang. men under bygningen besluttede man sig for at gøre hallen længere. Så kunne den rumme de store luftskibe på 55.000 m3

Denne dobbelthal fik desværre en forbandelse over sig. Det første luftskib, L 17, der benyttede hallen, eksploderede og gik i brand.  den 17. november 1915. Det var allerede dagen
efter, at den var ankommet til Tønder og 14 dage efter, at det havde forladt fabrikken. Denne hændelse har vi tidligere omtalt Hallen blev kun lettere beskadiget. Reparationerne var tilendebragt i januar 1916.

Uheldigvis fik L 22 ødelagt næsepartiet og 50 meter af forkroppen ved at støde mod porten under ind-bugsering den 17. april 1916. Et lignende uheld ramte L 24 den 28. december 1916. Der
opstod en brand, som bredte sig til L 17 inde i hallen. Begge luftskibe blev ødelagt. Hallen blev igen repareret og var klar i april 1917. Så skal det også lige med, at de to luftskibe, der blev ødelagt ved luftangrebet den 17. juli 1918 begge befandt sig i Toska.

 

Værk til fremstilling af brint

Brint blev der brugt temmelig meget af i disse luftskibe. I 1915 – 1916 opførtes der derfor et gasværk til fremstilling af brint, ca. 600 meter sydøst for Toni og Tobias. Der kunne produceres 6000 m3 om dagen. En tørgasbeholder kunne rumme 30.000 m3. Men man havde også et underjordisk magasin, hvor gassen blev opbevaret under et tryk på 100 atmosfærer i kæmpemæssige stålflasker. Her kunne der opbevares ca. 26.000 m3. Basen havde også eget elektricitetsværk og eget vandværk.

 

Opklaringsopgaver

Den primære opgave var ikke, som det står i diverse historiebøger, angreb mod England, men opklaringsopgaver. Således blev der foretaget 1.191 opklaringsflyvninger mod kun 352 angrebsflyvninger. Når basen blev anlagt i Tønder var det for at dække de nordlige adgangsveje til Tyske Bugt. I de sidste krigsår var luftskibene i Tønder i reglen ansvarlig for Nord – Aufklärung. Og den bestod i patruljering mellem Dogger Banke Nord Fyrskib og Lyngvig. Efter at tyskerne havde erklæret uindskrænket ubådskrig den 1. februar 1917, foretog man fra Tønder ofte lange flyvninger ind i “Sperrgebiet”. Det var flyvninger, der ofte førte helt op til “Kristianssand” i Norge.

 

Livet i Tønder præget af basen

Den 23. marts 1915 landede det første luftskib på basen. Det var stationeret i Tønder de næste 8 måneder. Den 25. april 1915 landede den første Zeppeliner L 7 på basen. Basen var en by i sig selv. Her var foruden luftskibshallerne, en flyhangar med plads til fem jagerfly. Der var en radiostation, hvor der var kommunikation mellem luftskibene via telegraf. Og så var der pejlesendere og lysfyr. Beboelsesbarakkerne kunne rumme 600 personer.

Livet i Tønder var i den grad præget af soldaternes tilstedeværelse i de godt tre år basen var der. Der blev arrangeret koncerter, danseaftener og sportsarrangementer for basens soldater. En del af de unge marinere fandt deres hustruer blandt Tønders unge giftefærdige kvinder. Mange af marinerne fik deres liv og familie i byen. Nogle af disse var Adam Hehr og gasmester Fr. Röder. De hjalp, da en gruppe lokalhistorikere begyndte at interessere sig for basen, og senere indrettede et museum her.

 

Store tab af luftskibe

De brintfyldte luftskibe var særdeles sårbare. Tabet var også enormt. Således gik ikke færre end 53 af en samlet flåde på 71 tabt under krigen. Foruden de allerede nævnte haverier på basen, gik fire luftskibe tabt under operationer fra Tønder. L 20 måtte den 3. maj 1916 nødlande i nærheden af Stavanger efter et mislykket bombeangreb mod den engelske flådebase i nærheden af Edingburgh.

Dagen efter blev L 7 skudt ned ved Horns Rev af artilleriild fra krydserne HMS Galatea og Phaeton. Der var ingen overlevende. Den 21. august 1921 startede L 23 kl. 3.50 fra Tønder på en rutinepatrulje. Klokken 5.40 meddelte chefen, at man havde observeret fire lette krydsere og 15 destroyere 30 sømil vest for Bovbjerg. En af krydserne HMS Yarmouth medførte en Sopwith Pup Jagerfly. Den startede fra en platform oven på det forreste kanontårn. Flyet udnyttede skydækket til at komme tæt ind på zeppelineren og skyde den i brand. Hele besætningen omkom.

 

Taget til fange i Frankrig

En af de store luftskibsangreb på England fandt sted den 19. – 20. oktober 1917. Der deltog i alt 11 luftskibe, fra Tønder L 45 og L 54. L 45 bombede Northampton. Den blev af en kraftig storm drevet ud af kurs, og via London og Lyon havnede den til sidst i Sisteron i Sydfrankrig. L 45 var hele 198 meter lang, og havde en maksimal diameter 24 meter. Den kunne opnå en en tophastighed på 102 kilometer.

Men efter et angreb på England, blev det drevet ud af kurs og nødlandede den 20. oktober 1917 i Sydfrankrig. Besætningen på 17 mand blev taget til fange. Det var nu ikke stormen alene, der var skyld af i dette. Navigatøren blev syg af iltmangel. Han var ude af stand til at passe sit arbejde. Og til sidst virkede kun to af de fem motorer.

 

Skudt for spionage

Da chefen for L 45 kaptajnløjtnant Waldemar Kölle blev forhørt af den engelske efterretningstjeneste, viste det sig, at englænderne havde et særdeles detaljeret kendskab til den tyske luftskibstjeneste og basen ved Tønder. Det lykkedes for Kölle, at få en rapport af forhørene sendt ud sit fangenskab. Det resulterede senere i, at flere soldater på Tønder  – basen blev skudt sigtet for spionage.

 

Angreb i 1916

Et par år tidligere troede englænderne, at luftbasen lå ved Højer. Den 24. marts 1916 stak flymoderskibet HMS Vindex med eskorte af destroyere til søs fra Harwich. Målet var at bombe den tyske luftskibsbase. Vindex var en hurtiggående passagerdamper, der før krigen havde sejlet på Isle of Man. Den medførte tre store og to mindre pontonfly. Disse kunne ikke starte fra skibet, men måtte stoppe op. Ved hjælp af kraner blev de sat i vandet.

Klokken 7 kunne beboerne over Højer høre motorstøj. De havde ikke fundet luftskibshaller ved Højer. Men af flyene havde kastet sine bomber mod en stor fabrik og påstod at have efterladt bygningen i flammer. Den anden var fløjet ind i landet, og havde opdaget at basen lå ved Tønder. De havde forsøgt at bombe den fra lav højde. Men bomberne havde sat sig fast. De tre andre fly måtte nødlande på grund af motorstop, og besætningen blev taget til fange.

 

Angreb nummer to

Englænderne forsøgte igen den 4. maj. Denne gang var det med en endnu større flådestyrke. Formålet var ikke så meget at angribe luftskibsbasen, men at lokke den tyske højsø-flåde ud af Wilhelmshafen. Der deltog to flymoderskibe, Vindex og HMS Engadine. Sidstnævnte var også en ombygget passagerdamper.

I alt deltog 11 sø-fly. Men ak de otte kom slet ikke i luften. Fire brækkede propellen, tre havde motorsvigt, og en kæntrede i kølvandet på en destroyer.

Af de tre som det lykkedes at få på vingerne, fløj en ind i antennerne på en destroyer og styrtede ned. En anden måtte vende om efter kort tid på grund af motorvanskeligheder. Kun en af de elleve nåede Tønder. Her lå hallerne skjult af tåge. Han kastede sine to 30 kg bomber uden at ramme. Indirekte gav angrebet dog et resultat, idet L 7 der tidlig om morgenen var sendt ud fra Tønder, som tidligere nævnt skudt ned ved Horns Rev. Men det lykkedes dog ikke at lokke højsø-flåden ud.

 

Første mål var Tønder

Men i 1918 lykkedes det endelig for englænderne at få ram på basen ved Tønder. Fra luftskibene kunne man observere alle englændernes aktiviteter i Nordsøen. Selv om luftskibene var
særdeles sårbare, var de trods alt svære at få ram på. Blev de angrebet kastede de deres ballast. Så kunne de stige hurtigere til vejrs end de angribende fly. Derfor var man fra englændernes side interesseret i at ødelæge luftskibene på deres baser. Og førte mål var Tønder.

 

Øvelser på dykbombning

Angrebet mod Tønder skulle udføres af ensædede jagere af typen Sopwith Camel. Disse jagerfly var de mest berømte under første verdenskrig. De var udstyret med to maskingeværer og havde en maksimalhastighed på 200 kilometer i timen. Nu havde man også fået et rigtigt hangarskib. Det var en ombygget krydser, HMS Furious. Men det er nok ikke det man i dag forbinder med et hangarskib. Man startede ganske vist på fordækket og landede på agterdækket. Men der var stadig kommandobro, skorsten m.m. på dækket. Dette betød, at det var særdeles vanskeligt at lande på skibet.

For overhovedet, at kunne komme til at angribe Tønder, havde personalet gennemgået en omfattende træning. dette foregik på flyvepladsen Turnhouse ved Edingburgh. Blandt andet testede man dykbombning mod mål i form af grundplanen af en luftskibshal.

 

Man måtte opgive

Furious forlod Rosyth den 27. juni 1918, men da man to dage senere var fremme ved udgangspunktet for det planlagte angreb, var vejret regnfuldt og blæsende. Så man vendte  hjem igen.

Den 17. juli stak man igen til søs. Man havde ekskorte af lette krydsere og destroyere. Næste morgen kl. 3.30 var man ud for Lyngvig Fyr. Men ak og ve. Det var blevet tordenvejr, så angrebet blev udsat et døgn.

 

Endelig lykkedes det

Ved daggry den 19. lykkedes det endelig at få flyene af sted. Furious befandt sig da 13 sømil stik vest for fyret, og cirka 150 km nord – nordvest for Tønder. Vejret var nu ikke det allerbedste. Men rapporterne tydede på, at vejret ikke ville blive værre. Piloterne havde i hvert fald benzin nok til at smutte over grænsen til Danmark.

 

Syv fly på vej

De syv fly havde hver to 23 kg bomber og var delt op i to grupper på  henholdsvis tre og fire fly. Den første (Jackson, Dickson, Williams) var i luften kl. 3.18. Den anden (Smart) var i luften 3.26. De øvrige piloter var (Thyne, Dawson, Yeulett). Men Thyne fik motorproblemer over Blåvand. Han måtte gå ned på vandet, men blev samlet op af en destroyer.

Vejret var overskyet og sigtbarheden kun nogenlunde god. De nåede kysten på det beregnede tidspunkt. De kunne genkende øen Sild. men holdt sig væk fra den for at undgå de tyske jagere, der var stationeret her. Så blev de opsplittet, for at finde luftskibsbasen. Åbenbart kendte de ikke den nøjagtige beliggenhed, hvilket kunne virke lidt mærkelig.

 

Dicksons beretning

Dickson angreb først en bygning, som han antog var et ammunitionsdepot. I det engelske værk “The War in the air” forklarer han:

• Det var en lav bygning, meget solidt bygget, den så ud til at være halvvejs underjordisk. Den var omtrent samme størrelse som den store luftskibshal ved East Fortune (engelsk base ved Edingburgh). Ingen skorstene eller tilbygninger kunne ses, så jeg besluttede at kaste en bombe mod den, hvilket jeg gjorde fra 200 meter og ramte den i midten. Jeg observerede ikke nogle tegn på brand som følge af denne træffer, men mange røgskyer.

 

• Umiddelbart derefter så jeg kaptajn Jackson ca. 1.000 meter over mig og et godt stykke øst for byen komme ned i et dyk med Løjtnant Williams ca. 800 meter efter sig. Jeg steg lidt og sluttede mig til dem og observerede så to meget store haller, betydeligt større end de store i East Fortune, og også en mindre. De var mindst 8 km nord for byen og trådte tydeligt frem fra alt andet på den flade mark. Det var absolut ikke tegn på liv, før Jackson begyndte at dykke ned mod hallen, da et batteri ved vejen Tønder – Højer åbnede ild. Intet andet batteri åbnede ild under vor bombning. Kaptajn Jackson dykkede lige mod den nordlige hal og kastede to bomber. Den ene var en direkte træffer midt i. Den anden en smule til siden. Jeg kastede så min resterende bombe og Williams sine to. Træffere blev konstateret. Hallen brød i flammer og en enorm brand opstod. Flammer og røg nåede mindst 300 meter op. Efter at have kastet bomberne fløj Jackson lige ud, Williams til venstre og jeg til højre. To eller flere batterier åbnede ild mod os under tilbage-flyvningen, men de skød ikke godt. Det er det sidste, jeg så til de to andre.

 

Angrebet kom uventet

Angrebet i de tidlige morgentimer kom aldeles uventet. Klokken 4.32 telefonerede luftmeldepost Skærbæk, at tre biplaner af ukendt nationalitet var på vej mod Tønder. der blev straks slået alarm til jordpersonalet og luftværns – batterierne. Men allerede tre minutter efter at meldingen var indløbet, fik man øje på de tre engelske fly. De kom i 2.000 – 3.000 meters højde og dykkede ned til 30 meter, før de kastede deres bomber.

Der blev konstateret tre træffere i Toska og en i Tobias. I Toska var der to luftskibe L 54 og L 60, der gik i brand uden at eksplodere. I Tobias var der kun en lænkeballon, der anvendtes til at vise basens position, hvis der var tåget. Den blev beskadiget af sprængstoffer.

 

Kaptajn Smith’s beretning

Efter angrebet fløj flyene i ganske lav højde (ca. 20 meter) over Gallehus – skovene og forsvandt i skyerne, der nærmede sig fra vest. Klokken 5.50 blev basen igen angrebet af tre fly, der kom fra øst i en højde af 2.000 meter. Tyskerne troede, at der var de tre første fly, der var vendt tilbage, men det var den anden gruppe, der nu var nået frem. I sin rapport fortæller kaptajn Smart:

• Jeg fik øje på hallerne, to store og en mindre, hvor taget på den ene af de store var delvis ødelagt og store mængder af tæt sort røg steg til vejrs. Da vi var i position gav jeg signal og dukkede ned mod den anden store hal og slap mine bomber fra 250 – 300 meters højde. Den ene faldt for kort, men den anden ramte midt i hallen og sendte en søjle af røg eller støv til vejrs. Om hallen senere gik i brand kan jeg ikke sige, da hele området var spækket med soldater og mekanikere bevæbnet med geværer og maskingeværer, der afgav en så tilintetgørende ild, at jeg dykkede med fuld motorkraft ned til 15 meters højde og strøg over jorden i en zig – zag kurs for at undgå den, og da jeg var sluppet fri, var jeg ude af stand til at se hallerne på grund af røgen fra den første hal.

 

• Skyerne lå nu meget lavt, og dis gjorde sigtbarheden ringe. Jeg søgte i alle retninger efter de andre medlemmer af min gruppe, men da jeg ikke så nogen, satte jeg kurs mod det forudtalte træffepunkt ved Brede. Her satte jeg farten ned for at vente på de andre, men efter at have gjort en runde med lav hastighed, og der stadig ikke var nogen at se, fandt jeg det utillrådeligt  at vente længere. Jeg havde allerede været i luften i to timer og vinden var aftagende. Desuden var skyerne så lavt-hængende og så tætte, at de ville give os alle, selv om vi
  fløj alene, tilstrækkelig beskyttelse mod overlegne fjendtlige styrker.

 

Tönnis beretning

Kaptajnløjtnant Tönnis, der var chef for jordstyrkerne i Tønder, oplyser i sin rapport, at de to fly angreb Tobias, mens det tredje fløj mellem denne hal og Toska i en højde af 200 – 300
meter som om det tog fotografier. Tobias blev ramt af to bomber, mens der faldt en bombe 30 meter nordøst for hallen og en på en jernbanevogn med flasker med gas under 100 atmosfærers tryk. Vognen blev beskadiget, men flaskerne eksploderede ikke. Endelig faldt der en bombe vest for Tobias. Den ramte jernbanesporet og afbrød skinnerne.

 

Ødelæggelserne

De bomber, der ramte hallerne, eksploderede umiddelbart under taget. I selve taget blev der kun et hul på omtrent 1/2 m2, men sprængstykkerne havde en voldsom virkning. Nogle af dem
gik gennem jernkonstruktionerne. Kaptajnløjtnanten sagde, at der kun skete ringe skade på tag og sidebeklædning af Toska, så den kunne være klar om tre uger.

I Tobias var næsten alle vinduer knust, men denne hal var alligevel planlagt, at skulle rives ned. I alt blev der konstateret 11 bombenedslag, hvoraf 9 endte på basen. En bombe faldt på en mark uden for byen. den anden faldt på markedspladsen, hvor den frembragte et stort hul i brobelægningen.

 

Ifølge avis – kun ringe skade

Ifølge den officielle meddelelse i Tondernsche Zeitung , blev der kun anrettet ringe materiel skade ved angrebet. Det var et held for tyskerne, at de udbrændte skeletter af L 54 og L 60 lå inde i Toska og ikke røbede, at de materielle skader ikke var så lille endda. Derimod skete der kun ringe personskade, det der kun var tre sårede og en hårdt såret.

 

Dickson nåede hjem

På  grund af den marginale brændstofbehandling havde de engelske piloter ordre til ikke at vente på hinanden ved samlepunktet Brede, men søge at nå de engelske flådestyrker så hurtigt som muligt, lige som de ikke måtte tøve med at gå ned i Danmark og lade sig internere, hvis benzinen var ved at være opbrugt.

Da Kaptajn Dickson ikke så noget til sine kammerater ved samlepunktet, fortsatte han langs kysten til Blåvands Huk. Ca. 40 sømil stik vest herfor var der aftalt mødepunkt med destroyerne, der var trængt ned gennem minefelterne ad en smal rute, strøget til dette formål. Dickson mente, at han havde benzin til de 40 sømil og satte kursen mod vest. Det var dog en lettelse for ham, da han så destroyerne. Han gik ned på vandet, kravlede ud, og sad på halepartiet, og ventede til, at de halede ham ombord.

De to andre piloter fra første gruppe nødlandede begge i Danmark. Jackson gik ned på en mark vest for Guldager, hvor han stak sit fly i brand, mens Williams landede ved Høje Knolde på Skallingen.

 

Yeulett forsvandt i havet

Heller ikke noget af piloterne fra anden gruppe nåede tilbage til Furious. Smart blev samlet op efter en nervepirrende flyvning . De sidste tyve minutter gav hans motor lige akkurat kraft
nok til at holde flyet på vingerne. Han fløj i få meters højde over det minefyldte hav, indtil han nåede opsamlingspunktet. Yeulett forsvandt på hjemvejen. Han er sandsynligvis gået ned på Vesterhavet med motorproblemer og druknet. Dawson nødlandede i nærheden af Lyngvig Fyr på Holmsland Klit.

 

Tre piloter blev interneret i Danmark

De tre piloter, der landede i Danmark blev interneret. Men det lykkedes dem hurtigt at undslippe via Sverige og Norge. Havde de to første angreb på Tønder været fiaskoer, så var den tredje en stor succes. Indtil krigens ophør, levede tyskerne i konstant angst for nye angreb. Furious blev aldrig mere anvendt til formålet som hangarskib. Det blev i stedet moderskib for drageballoner. Først efter krigen blev det ombygget til brugbar hangarskib.

 

Kun som nødlandingsplads

Selv om Toska blev hurtig klar igen. Tønder blev ikke mere anvendt operationelt , men bibeholdt som nødlandingsplads. De to oprindelige haller var blevet for små til de luftskibe, der nu anvendtes. Nedrivningen af Toni var allerede i gang, da basen blev angrebet. Kort efter tog man fat på Tobias, hvis sidste gæst havde været L 23, der blev skudt ned den 21. august 1917.

 

Genforeningsfest

Der blev afholdt en stor genforeningsfest i flyhangaren den 27. juni 1920, hvor der deltog ca. 500 personer. Luftskibshallen var en populær turistattraktion, indtil den blev revet ned. her blev der også arrangeret heste – væddeløb.

 

Den danske Garnison

Efter Genforeningen fik Tønder dansk garnison. Infanteristyrken blev indkvarteret i barakkerne på flyvepladsen. senere blev barakkerne samlet på en mark nord for byen, hvor den tyske radiostation. Men den historie omkring Ryttervej, har vi tidligere berettet om. Toska blev demonteret i 1921. Året efter blev gasværkets bygning revet ned. Soldaterskoven blev brugt som øvelsesplads for garnisonen. Og Eksercergården blev brugt til diverse formål.

 

I alt 130 zeppeliner

Luftskibenes æra var endelig forbi efter Hindenburg – katastrofen i Lakehurst lufthavnen ved New York i 1937. Ved indledningen til Anden Verdenskrig i 1939 var er i alt blevet bygget 130 zeppelinere.

 

Zeppelinmuseet åbnede den 8. maj 1999. I dag er det åbnet i alle weekender i sommerhalvåret. de har også en interessant hjemmeside, hvor du kan læse om en overlevende fra Hindenburg – katastrofen, Euduaurd Boethus, og hans beretning. Du kan også læse en engelsk version af angrebet mod Tønder.

Og det er www.zeppelin-museum.dk  

En fly – hal er efterfølgende blevet etablere.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift
• W.G. More: Earky Bird (1963
• Richard Bel Davies: Sailor in the Air
• Reliegh Jones: The War in the Air (1962)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler – inklusive 283 artikler fra Tønder
• – Her kan du læse meget mere om Zeppelin-basen

 

Redigeret 16.09.2021