Man skulle bevare den kongelige allés værdighed. Her måtte man ikke holde kro for bønder og almuefolk. Det skulle være for ”folk af kondition”. Gartneren i Slotshaven skulle kontrollere damerne i sodavandsboderne. Og så kunne Opsynsmanden danse med en mekanisk Amagerpige i Vokskabinettet. Læs her om Alhambra, Monigatis, Bakkehuset, Josty, Valhalla, Alléenberg, ægte og uægte tyrolere og meget mere. Ja og så blev portene lukket i kirketiden.

 

Overdådige fester

Ved officielle lejligheder holdtes der overdådige fester på Frederiksberg Slot. Ofte blev disse afsluttet med et overdådigt fyrværkeri. Omkring 1735 blev der også affyret fyrværkeri i Frederiksberg Have på kongens og dronningens fødselsdage. Fyrværkeriet begyndte og sluttede med 21 skud og 81 raketter, som udstrålede en mangfoldighed af lys i alle mulige farver. Kongens og dronningens navnetræk kunne man betragte i en hel time skiftende i forskellige farver.

 

Et cirkus i sig selv

Og når kongeparret skulle ind til hovedstaden var det jo et helt cirkus i sig selv. De var ikke alene omgivet af Hejdukker og Lakajer med dragne kårder, men også en hel afdeling gardere, der beskyttede de kongelige vogne. Selv om det kun var en prinsesse, der kørte sig en tur, var det som regel 18 heste i gang, 6 for hver af de tre vogne, der var nødvendig til det store følge, selv ved en almindelig køretur.

 

Portene var lukket i kirketiden

Det var ikke så meget folkeliv i Frederiksberg Have i Christian den Fjerdes tid. Haven var godt nok åben for skikkelige folk. Men heri regnede man ikke Holmens mænd med koner og soldater i uniform, da matroserne ofte opførte sig dårligt. Men den omstændighed, at Københavns byporte om søndagen var lukket under gudstjeneste, afholdt mange fra at lægge en søndagstur til Frederiksberg.

 

Portene blev åbnet

Christian den Syvende følte sig hjemme på Frederiksberg Slot. En januar – aften indfandt den 16 årige drenge – konge sig pludselig sammen med sin kongelige bedstemor og hele hoffet. Det var fest, da den unge konge den 3. november 1766 første sin kusine den 15 årige Caroline Mathilde ind på slottet. I tre dage var det festligheder på slottet. Alt tegnede lyst. Men det var vel ikke helt uforståeligt at hun faldt i armene på Grev Johann Friedrich Struensee, kongens livlæge.

Under Frederik den Femte var adgangen til haven gjort lettere for Københavns befolkning, fordi byportene ikke længere blev lukket om søndagen.

 

Bakkehuset

Slottet og Slotshaven tiltrak et utal af københavnere. Og Bakkehuset tiltrak det åndelige liv i begyndelsen af det 19. århundrede. Bakkehuset har sit navn fra et gammelt Vangehus, der lå oppe på Valby Bakke. I 1646 blev det flyttet ned på skråningen under bakken. Så det levede ikke rigtig op til sit navn. Det har sikkert ikke været ret stort, for omkring 1720 erklærede
den daværende ejer, at det dengang var, en slet uanselig hytte, lidt bedre end et snart forfaldent landsbyhus. Senere byggede han det om, så det blev af nogenlunde skikkelighed. Efter Frederik den Fjerdes ønske opførte han en bygning, som både afgav plads til gardens heste, når kongen opholdt sig på Frederiksberg Slot, og til nogle officerer og menige. Af hensyn til dem fik han kort efter en krobevilling og ret til selv at fremstille øl og brændevin, når det blev drukket på stedet.

 

Gæsteri

Men da Roskilde Landevej blev anlagt i 1776 mistede kroen sin søgning, fordi færdslen ikke mere gik der forbi. Stedet som egentlig fik navnet Gl. Bakkehus. Stedet fortsatte som gæsteri, idet det om sommeren lejedes ud til landliggere, og det var netop derved, Rahbek kom i berøring med det.

 

Prinsegården

Prinsegården tiltrak den jævne befolkning. Her kunne det være, at man kunne få et glimt af de kongelige. Afstanden til København var ikke større end man godt kunne tolerere dårlige veje. I pengeknappe tider kunne foretage korte udflugter herud.

 

30 ”sorte”  kroer

Kroerne kan føres tilbage til Solbjerg – tiden. I 1731 skal der således have været ca. 30 kroer herude. Myndighederne mente, at lystigheden tog overhånd og forbød hjemmebrygning og hjemmebrænding Derved gik fortjenesten ned, og de fleste kroer måtte lukke.

Restauratørerne i hovedstaden ville ikke tillade, at man på Frederiksberg bare fremstillede deres eget øl og brændevin. De overbeviste toldvæsenet om, at spritten skulle købes inde i byen.
Men både Frederik den Fjerde og Christian den Sjette holdt hånden over hjemmebrygningen.

 

Møddinger på Allégade

Nu var ikke alt fryd og gammen. Godt nok stod der i Pontoppidans Atlas at Frederiksberg blev anset som

• om ikke som en Kjøbstad, saa dog som en skjøn Flek og langt anseligere end andre Landsbyer.

Men Allégade havde nogle af de skavanker, som prægede almindelige landsbyer, således fremgår det af en samtidig klage over, at gaden på den ene side skæmmedes af plankeværker og
på den anden side af møddinger.

 

Til ”Folk af kondition”

En gård i Allégade som den fornemme mand Gerhard Kobrow havde fået lov til indrette skulle være et traktørsted for Folk af Kondition. Men nu afløste slottet Prinsegården så en masse almindelige folk myldrede også til Frederiksberg.

 

Arnestedet for Frederiksbergs lystigheder

Den gamle hovedgade, Allégade levede op, og blev arnestedet for Frederiksbergs Lystigheder. Men Frederiksberg Allé fulgte godt med. Det var i Allégade, Lars Mathiesen  havde sit største og mest populære traktørsted. Det kom senere til at hedde Lorry. Begyndelsen var overtagelsen af Allégade 7, og i 1804 havde det navnet Haabet. Han fik bevilling til:

• de Rejsende samt dem af Staden Københavns Indvaanere og andre, som sig dér ville forlyste, efter Forlangende med Logementer, samt Spise – og Drikkevare til Nødtørftighed og for en billig Betaling betjene.

 

Da Rahbek var på besøg

Lars Mathiesen blev hurtig kendt på grund af sin folkelighed og slagfærdighed. Der gik mange anekdoter om ham. Ikke alle var korrekte. En af de mest kendte fortæller, at Rahbek kom ind til Lars Michelsen for at få en lykønskning, da han var blevet Ridder af Dannebrog. I stedet for at ønske ham tillykke, spurgte Lars ham i stedet:

• Ved du, hvad forskel der er på dig og et æsel?

Da Rahbek ikke svarede, fortsatte Lars Mathiesen:

• Jo, du bærer dit kors på Brystet, et æsel bærer sit på ryggen.

Men Rahbek, lod sig ikke sådan slå ud. Lidt efter spurgte han:

• Lars hvad er forskel på dig og et æsel.

Lars kløede sig bag ørerne og erklærede omsider, at det vidste han ikke.

• Det ved jeg såmænd heller ikke

Så  havde Rahbek fået betalt tilbage.

 

Lorry Feilberg

Da Lars døde, solgte hans enke forretningen. Men traktørstedet havde mistet sin ejendommelige tiltrækningskraft. Lorry Feilberg købte nytårsaften 1913 de to naboejendomme 9 og 11.

I slutningen af 1870erne havde en af brødrene Kehlet overtaget sangerinde – pavillonen, Allégade 9. Under Kehlets ledelse blev det et meget søgt forlystelsessted, der fik sit litterære navn ved, at Drachmann på det sted mødte en af sangerinderne Edith, som i den grad inspirerede ham. Citater fra Drachmann blev placeret på det tunge bjælkeloft. Men det var citater fra Lorry Feilberg, der fik overtaget:

• Æbleskiver, som vor Mor bagte dem.

Og tænk nu bliver der lavet TV i Landsbyen – TV Lorry.

 

Der var gang i nummer 10

Lige overfor havde en foretagsom mand iagttaget, hvad der skete på den modsatte side af vejen. Det var Jens Andersen Halleby. Han var både vognmand, bager og restauratør. Det var ham, der første gang kørte omnibus på Frederiksberg. Jo det var faktisk også gang i nummer 10.

 

Fest ved Frederiksbergs Runddel

I Prinsegårdens tid var der gang på Frederiksberg Runddel. Her ved Ridebanen var der mange forskellige fornøjelser. Her viste Ny Hollænderne deres fastelavnsløjer. Hoffets kavalerer havde deres store fester med Dystridt. Dette blev overværet af kongefamilien og en masse mennesker fra hovedstaden.

 

Damerne viste deres ”toiletter”

En gang imellem blev Alléen lukket, når der var underholdning. Men ellers blev Alléen også brugt til et yndet sted for damerne, at vise deres nyeste Toiletter. Når man en sommerdag havde
vandret helt inde fra hovedstaden på den solhede og støvede vej og endelig nået Frederiksberg Runddel, trængte man til en Vederkvægelse.

 

Spritten skulle købes i byen

Værtshusholder Ratz havde fået øje for dette, og i året 1784 søgte han om bevilling som traktør på hjørnet af Allégade og Frederiksberg Allé. Når nogen fik sådan en bevilling, var det altid
på betingelse af, at man lovede ikke selv, at fremstille øl og brændevin. Man skulle købe det inde i København. Hofmarskallatet gav ham tilladelse med den tilføjelse, at han ikke måtte holde kro for bønder og almuefolk.

 

Den kongelig allés værdighed

Hensigten var, at Ratzenborg skulle være en finere restauration, svarende til den kongelige allés værdighed. Men ak og ved. Et halv år efter hedder det, at opvarterne som regel var Bondekarle med tvivlsomt hvide Forklæder og med hænder, der åbenbarede stor afsky for vaskevand. Intet under, at gæsterne blev derefter. Det var først, da restauratør Thorup i midten af det nittende århundrede forandrede både traktørstedet og navnet, at der kom i den rigtige gænge.

 

Ægte og uægte tyroler

Fra den tid hed det officielt Sommerlyst. Men folk ville nu helst kalde det for Thorups Have. De syntes, at netop det navn passede til det folkelige forlystelsessted, hvor både ægte og uægte tyrolere jodlede, mens kæmpekvinder viste deres muskuløse korpus og karrusellen drejede rundt til klangen af en lirekasse. Det blev under skiftende ejere et ret søgt etablissement.

 

Aleènberg

Side om side med Sommerlyst lå Aléenberg. Det var et ret godt traktørsted med en smuk sal for borgerskabet, hvori der også koncerteres. Berømt var Madam Lynge for hendes helt fortrinlige advarer. Priserne var så høje, at det blev et traktørsted for de fine. Men det var først, da en af de tre restaurant – brødre, Kehlet overtog, at det rigtig kom gang i Aléenberg.

Da Tivoli åbnede i 1843 ansøgte han straks Hofmarskallatet om tilladelse til at oplyse Frederiksberg Allè – forårs og efterårsaftener. Dengang henlå Frederiksberg nærmest i mørke, bortset
fra Aléenberg, der havde sit eget gasanlæg. Senere gik det tilbage for etablissementet. Nu var det nærmest kun Nørrebros befolkning, der søgte hertil, når de søndag aften tog sporvognen over til Frederiksberg Runddel.

Sommerlyst og Alléenberg havde en stor søgning af konfirmander. De søgte de to etablissementer på deres Spadseredag.

 

Konfirmander

De unge Herrer kom ofte med deres lige så unge damer i vogn inde fra byen. Herrerne kunne man kende på deres paraply, sorte skindhandsker og Ravrør. Damerne kunne kendes på deres lange kjoler, som de ikke var vant til. De havde deres hyre, når de skulle op ad en trappe. På den østlige side af Værnedamsvej lå for et par hundrede år siden et traktørsted, der blev ejet af en mand, der hed Werner Dam. Og hans navn blev bevaret i gadens navn.

 

Valhalla

Cirka et hundrede år senere opstod der på den vestlige side af Værnedamsvej, et kendt forlystelsessted, Rosenlund. Og det var en af de tre kendte brødre Kehlert, der blev ejer. I midten af det 19. århundrede kunne man, hvis man kom fra Vesterbrogade og kørte ind på Frederiksbergs Allé på højre side opleve Møllers Vokskabinet. På venstre side lå sangerinde – pavillonen Valhalla, der i en årrække var københavnernes mest yndede sangerinde – knejpe.

 

Vokskabinettet

I vokskabinettet kunne man stå ansigt til ansigt med berygtede mordere og storforbrydere, der nok kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen. Så var det mere humor over den mekaniske Amagerpige, der efter at være trukket op, kunne udføre en dans sammen med opsynsmanden. Men en ildebrand gjorde den 1. august 1870 ende på herlighederne. I en gadevise fra dengang hed det sig:

• Det hele Møllerske Kabinet
• I Vejret gik som en Raket
• Og alle Figurer hver og en
• Græd Taarer af Voks som Potteben

 

Josty

Fra 1826 til 1856 lå på den såkaldte lille Runddel lå Monigattis Pavillon. Monigatti var konditor og schweitzer. Da Josty fik lov til at drive konditori i Frederiksberg Have, følte Monigatti sig forbigået. Som erstatning fik han lov til at rejse sin pavillon og drive traktør – virksomhed på de sædvanlige betingelser.

 

Monigattis

Fint skulle det være. Monigattis sangerinder stod langt over den almindelige syngepige – type, og mange fremmede sangere gjorde stormende lykke. Ved Monigattis død gik det tilbage og i
1856 blev pavillonen nedrevet.

 

Kopperne blev gemt

Schweizeren Anton Josty fik konditoriet i 1824, og det blev i slægten helt til 1937. Og da blev stedet omdannet til hotel under navn af Slotsgaarden. Og Jostys slægt værnede om minderne
fra Frederik den Sjettes tid. Selv de kopper, kongen og prinsesse Wilhelmine plejede at drikke chokolade af, værnede man om. Og tænk, helt op til 1840erne var det faktisk forbud mod hunde, barnevogne og tobaksrydning i Frederiksberg Have. Det blev vist ikke helt overholdt. Fordi både haven og Josty blev et yndet tilholdssted for netop familier med småbørn og hunde.

 

Alhambra

Længere op i Allèen ved den nuværende Alhambravej rejste Tivolis skaber, Carstensen et stort forlystelsessted. Det var stort terræn mellem Gammel Kongevej og Frederiksberg. Hovedbygningen var i maurisk stil. Forbilledet var jo netop Tivoli. Her var fremmedartede planter, lysthuse, småpavilloner, pladser til artistoptræden, fyrværkeri m.m. I hovedbygningen var teater, koncertsal, restaurant og basarer. Men det gik ikke. Sommeren 1869 blev den sidste. Det hele måtte sælges ved tvangsauktion.

 

Frederiksberg Morskabsteater

Længere nede af Frederiksberg Allé lå Frederiksberg Morskabsteater. Det var begyndt med et koncertlokale, siden blev det varieté. Men da man begyndte med revyer, ja så kom der gang i
den. Det var skuespiller som Gerner og Frederik Jensen, der trak folk til. Senere overtog den talentfulde skuespillerinde, Betty Nansen, teatret.

 

Gartneren skulle aflægge rapport

Ja så var det Kurvekonerne og sodavandsboderne. Konerne fik lov til at stå ved bestemte træer og sælge brød og frugt fra kurve. Men konerne skulle være pæne, eller gik det ikke. Og staderetten kunne tages fra dem. Det var gartneren i Frederiksberg Have, der skulle aflægge rapport over for Hofmarskallatet. Han lagde ikke fingrene imellem, således kunne der ud for sælgerkonernes navne og pladsnumre stå Ej det bedste Rygte eller endda Slet Rygte.

 

Drikkehallerne

Denne ordning fra midten af det 19. århundrede afløstes af Drikkehallerne i Frederiksberg Allé, som i 1873 åbnede en række træboder, hvor der udskænkedes sodavand med eller uden saft, for en pris af henholdsvis 8 og 4 øre pr. glas.

 

Den første biograf

Og Frederiksbergs første biograf blev indrettet i en kælder på hjørnet af Allégade Og Frederiksberg Allé. Billetprisen var 10 eller 15 øre. Undertiden blev der uddelt gratis billetter på Runddelen, når der ikke var udsolgt.

 

Beværtningshaver

I Pileallé har vi de morsomme gamle Beværtningshaver. Oprindelig kaldte man dem for Pusterørene. Og det var en bevilling, som funktionærerne til Frederiksberg Slot blev bevilliget. Egentlig var det kaffe og te, der måtte serveres, og så vand på maskine. Senere blev der tilføjet Bayersk Øl. Spiritus i haverne måtte kun nydes i haverne, når gæsterne selv tog det med.

 

Kilde:

• Se Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

– Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – Under København og omegn finder du 191 artikler : 
• Det var på Frederiksberg
• Flere Gader og Veje på Frederiksberg ( K – Å)
• Frederiksberg Slot
• Frederiksberg – dengang
• Gader og Veje på Frederiksberg (A – J)
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager

 

Redigeret 6 – 10 – 2021

Christian den Fjerde svigtede Christianshavn, og da man protesterede, ja så måtte en Rådmand og en Borgmester i fængsel. Og kongen glemte lige at betale et lån tilbage. Vi besøger Amagergade, Bådsmandsstræde og dets kaserne. Her ligger også et glemt minde – resterne af skydeskuret. Vi besøger Lille Mølle, Ravelinen, Dronningensgade, Stanleys Gård, Christianshavns Døtreskole og Rabeshave.

 

En ny by på Amager

Der blev bygget meget nede ved havnen, dengang. Hver konge havde sin ide om, hvordan København skulle sikres. Og diverse udenlandske bygmestre har været i gang. Masser af forsvarsværker  er blevet bygget.

I slutningen af 1600 – tallet var København en befæstet søstad med fæstningsring, som beskyttede hele byen. Her var også slot og havn. Men det er nok mest Christian den Fjerde, vi husker. Han begyndte på Slotsholmen.

Men allerede i 1618 blev de første fundamenter lagt til den nye by på Amager. Og svenskerne havde fået lavet spionkort over den nye by. Natten mellem den 10. og 11. februar angreb de Christianshavn, men blev tvunget tilbage.

 

Borgmester og Rådmand fængslet

Men allerede 8 år efter, at man var begyndt på den nye by, stod fæstningsbyen Christianshavn færdig, bortset fra at man manglede en del fæstnings – arbejder. Af en synsforretning fra 1635
fremgår det, at 19 ud af 57 byggegrunde var bebygget. En masse bastioner så dagens lys, Kalvebod Bastion, Elefanternes Bastion, Enhjørningens Bastion, Panterens bastion, Løvernes Bastion og Tigerens bastion.

Christian den Fjerde lovede beboerne meget dengang, for at lokke dem til at bo på Christianshavn, men langt fra alt overholdt han. De fik friheden og retten til selv at vælge præst. Men kongen valgte selv en tysk præst. Ham, kunne den danske menighed ikke lide. En borgmester og en rådmand overbragte kongen beboernes mishag. Det kom dem til at koste dyrt. De blev kastet i fængsel, og gamle sager blev gravet frem. Majestæten lod af højkongelig mildhed nåde gå for ret. De slap med livet i behold. Men borgmesteren kunne godt vinke farvel til de
6.044 rigsdaler, han havde lånt kongen.

 

Glad for Wains Bro

Gennem 1700 – tallet blev der bygget nye boliger som erstatning for de ældre. Nybyggeriet var præget af det erhvervsliv, der udviklede sig i tilknytning med havnen. Her var skibsbygning, oversøisk handel og fabrikation af forskellige ting. I slutningen af 1800 – tallet kom jernindustrien til at præge Christianshavn. Burmeister & Wain etablerede sit nye store skibsværft i 1872. Nu gjaldt det ikke længere skibe at træ, nu var det jern og stål.

I 1866 havde Wain konstrueret en jernbro til erstatning for Knippelsbro. Og denne måtte vige for en lidt mærkelig brokonstruktion i 1908. Denne er også væk i dag.

Wain havde været så smart at lægge jernskinner til hestesporvogne i broen. Også Amager – bønderne var glade for Wains bro. De kørte hver morgen ind til Amagertorv med grøntsager.

 

Mistede sin selvstændighed

Christianshavn mistede faktisk sin selvstændighed allerede i 1674. Torvegade fungerede som en slags hovedgade. Mange af de oprindelige huse var lave. De blev erstattet af høje huse
eller blev forhøjet.

 

Tugt – og Børnehus

Ved Helligåndskirken nedlagde Frederik den Tredje Stadens Tugt – og Børnehus. Måske lå den på et for fint sted. Dette hus blev flyttet til Christianshavn. Så snart var det parat til
at optage ulydige, vanartede eller forældreløse børn. De blev indfanget af stodderfogeder, mens de tiggede. Snart blev det tillige tvangsanstalt for voksne tiggere og tyvagtige og løsagtige kvinder. Vigtig var det, at alle fra 6 år og opefter kunne arbejde i tekstilindustrien. For staten skulle ikke have udgifter af denne anstalt. Og denne plan lykkedes. Allerede i 1669 kunne Københavns og Helsingørs garnisoner beklædes af Børnehuset.

Anlægget blev 1739 – 41 udvidet med endnu en bygning, de dækkede den østre del af Torvet. Fængslet blev revet ned i 1928.  Christianshavnerne fik i stedet Lagkagehuset. Historien
om Børnehuset fortjener egen artikel. Heri vil også forekomme fangeoprøret i 1817, hvor store dele af anstalten brændte.

 

Christiania – ikke Danmarks første fristad

Og også historien om Christiania fortjener sin egen artikel. Dem, der gerne ville have en bolig dengang, måtte nøjes med at se på alle de tomme lejligheder. Det måtte nødvendigvis føre til utilfredshed. I samlet flok oplevede man så, at de unge indrettede sig i de tomme huse. Disse slumstormere var ikke let at have med at gøre.

I 1973 valgte politikerne at give fristaden en frist på tre år som socialt eksperiment. Det var selvfølgelig ulovligt at bryde gennem et plankeværk til en offentlig plejet grund. Men de offentlige myndigheder nølede, og snart var besættelsen en urokkelig kendsgerning.

Nu er Christiania ikke Danmarks første fristad. Således var Fredericia det i lange tider. Og en krig forhindrede, at den sønderjyske landsby Rudbøl ikke også blev udnævnt til fristad.

I
1989 vedtog Folketinget en lov om anvendelse af Christiania. Loven var forelagt med det sigte, at de ulovlige forhold blev bragt til ophør. Og disse forhold er vel endnu ikke bragt til ophør. Men den historie vender tilbage.

 

Christianshavn et besøg værd

Det blev dårlige år for B & W. Hele maskinfabrikken blev solgt til MAN i 1980. Endnu i 1982 var der 1.100 ansatte. Men fabrikken lukkede på Christianshavn, da produktionen ophørte den 20. oktober 1987.

Men lad os tage en tur op og ned af Christianshavn. Vi kan af praktiske grunde ikke have det hele med, og vi interesserer os mest for historien bag de gamle huse. Og det er nok til flere artikler. God fornøjelse, Christianshavn er bestemt et besøg værd.

 

Amagergade

Gaden er en del af det oprindelig Christianshavn. Huset på Christianshavn foregik i denne gade, og man kan endnu se skiltet på Rottehullet.

 

Amagergade 1

Vi gør holdt ved nr. 1. Det er en gammel og stor grund, som i 1622 blev erhvervet af møntmester Nicolaj Swabe. Huset, der blev bygget dengang er antagelig blevet nedrevet i begyndelsen af 1700 – tallet. I 1756 lå her et hus, svarende til nuværende Amagergade 1 A. Her må have været et forlystelsessted. I haven var der to lysthuse og en keglebane. Forhuset, som er den nuværende bebyggelse omtales i 1789 som en Høkerbod.

 

Amagergade 2

Grunden, Amagergade 2 blev først bebygget i 1847. Bygherre var Det Kjøbenhavnske Asylselskab. Bygningen virkede som børneasyl. Et skilt med årstallene 1837 og 1987 fortæller os, at her var der Asyl for Småbørn.

 

Amagergade 4

I 1689 omtales Amagergade 4 som øde. I 1739 overtages grunden af ekvipagemester ved Asiatisk Kompagni, Niels Sørensen. Og det hedder sig endvidere, at først da han havde det vansirende og ildelugtende morads opfylde og indhegne, var stedet modent til bebyggelse. Det nuværende forhus blev opført i 1746 for voksbleger Peder Nielsen Faaborg. Det var et stort 11 fags hus med gennemgående kvist.

På  bagsiden opførtes før 1761 en lille tilbygning – også i bindingsværk med fuld kælder. På et tidspunkt blev bygningen forlænget til seks fag. Her har også på et tidspunkt voksstøberi og pibeværksted. Det eksisterende baghus har afløst den ældste bebyggelse, der var opført i to etaper. Heraf var den ældste opført mellem 1776 og 1786 af skibskaptajn John Glender.

 

Amagergade
7 – 9 – 11

På  grunden Amagergade 7 – 9 -11 lå et værtshus med keglebane i haven. Grunden var allerede bebygget i 1635. I nummer 11 har det været vognmandsforretning. I midten af 1700 – tallet indrettede vognmand Ole Josephsen sin virksomhed her. Senere har det været både slagteri og smedevirksomhed på ejendommen.

 

Amagergade 15

Amagergade 15 var bebygget i 1689, og i 1817 omtales en butik. Siden 1925 har ejendommen kun været brugt til beboelse.

 

Bådmandsstræde 21 – 31

Grosserer H.P. Lorenzen stod bag opførelsen af flere udlejningsejendomme, blandt andet nr. 10 A og 10 B. Disse to forhuse er opført i 1847. Indtil 1863 udgjorde grunden, Bådsmandsstræde 21 – 31 en del af haven til Søkvæsthuset. Grunden blev i 1851 oprettede Foreningen til opførelse af friboliger for enker efter ansatte i Søetatens faste tjenester (Foreningen for Tilvejebringelse af en Fribolig for Enker efter Mænd af Søetaten) friboliger her. Der blev indrettet 11 små lejligheder i ejendommen.

Som vi har skrevet så opfatter folk i dag Christiania som Bådsmandsstrædes Kaserne. Men egentlig hed den også Prinsessegades Kaserne. Den var kaserne fra 1836. Og her holdt Kongens Artilleriregiment til. Her var også Hærens Materielkommandos Rekrutskole og Ammunitionsarsenalet. Livgardens Vagtkompagni var her også engang. Den 1968 har bygningerne ikke været i militær brug.

 

Christiania – en gammel kaserne

I området omkring Christianshavns Vold lå en del krudthuse. Det der i dag kaldes Fredens Ark på Christiania er opført 1835 – 37. Men egentlig blev hele den planlagte kasernebygning aldrig opført.

Operaen blev opført i 1830erne, og var egentlig hømagasin. Den Grønne Hal, er egntlig ridehal opført i 1847, og den er hvis nok fredet. Og så har vi Mælkebøtten – det minder lidt om Dansk Vestindien. Her holdt Landetatens Laboratorium til. Den er opført i 1845 – 47. Også denne bygning er hvis nok fredet. Ja så har vi Den grå Hal, hvor min afdøde kone (Sus) arrangerede støttekoncerter for porcelænsarbejderne – dengang. Bygningen blev egentlig flyttet fra Holcks Bastion ved Vestervold hertil og genopført i 1891. Og de tre magasinbygninger, Laden, Loen og Grisestien blev opført under de slesvigske krige. De blev flyttet fra Fredericia Voldterræn til Landetatens Laboratorium.

Vi skal ikke glemme Artillerimagasinet ved Prinsessegade. Det er Loppen fra 1863. Ja og så har vi også Multihuset, som var Landetatens Hovedmagasin. Og klyngen af fabriksbygninger, Fabrikken, Månefiskeren og Bade – og Sundhedshuset bliver også i dag flittig benyttet af christianitterne. Løvehuset var oprindeligt officersboliger. Og området Mælkevejen bestod af forlægnings bygninger. Psyak er en række barakker i et bestemt mønster.

Under besættelsestiden angreb tyske tropper Bådsmandsstrædes Kaserne. Under protest blev kasernen overgivet til tyskerne.

 

Skydeskur

Mange danske officerer fra Frikorps Danmark blev henrettet her i det arkitekttegnede Henrettelsesskur (Skydeskur). Også en mængde andre blev henrettet i det såkaldte Henrettelsesskur, som også er kendt under benævnelsen Skydeskuret. Jo
det foregik på Christianshavns ydre fæstningsvold. Her blev blandt andet Flemming Helweg – Larsen, en af de tre danske SS –
soldater, der havde skudt og dræbt redaktør Carl Henrik Clemmensen – selv skudt af ti danske politibetjente. I dag kan man endnu se et svagt hældende betonfundament og den rist,
som blodet løb ned i. Skuret blev taget ned efter den sidste henrettelse. Det er så et minde, som man ikke ser på en rundvisning i Fristaden.

Det var også her de syv Brøndum – medlemmer blev henrettet. De havde ca. 150 mennesker på samvittigheden. Natten mellem den 8. og 9. maj 1947 blev de skudt her.

 

Christianshavns Voldgade 50 – 54

En gammel mølle har ligget på Christianshavns Voldgade 50 – 54. Det drejer sig om Lille Mølle. Den ældste mølle var en stubmølle, der blev lagt på øverste bolværk ved Amagerport. Den blev anlagt i 1669. det var i hvert fald det år Hans Hoppe fik lov til at sætte en vejrmølle op.

Lille Mølle er den sidste af de gamle voldmøller på Christianshavns vold, beliggende mellem Torvegade og Bådsmandsstræde. Den ligger her ved Løvens Bastion. Tænk engang var der 16 vindmøller på Københavns volde. På Møllebastionen lå Breslaus Mølle fra 1670 til 1842. Det var dengang, der ikke voksede træer på voldene. Der var masser af frisk luft omkring.

I 1700 – tallet forlød det, at stubmøllen stod på fire grundmurede piller. Den hørte sammen med møllerens gård eller bolig, der lå nede i Sankt Annæ gade. Den gamle mølle blev adskilt fra virksomheden i 1783. En ny møllerbolig blev opført på selve volden. Lige efter, at Andreas Jensen Hallander havde overtaget grunden, lod han den nye, hollandske vindmølle opføre. Den stod færdig i 1783. Møllen var ottekantet og på tre etager.

Møllen blev hærget af en brand i 1838, men atter istandsat. Den fortsatte sin funktion til 1890. I 1897 blev overdelen fjernet og bygningen blev beklædt med et tag af tagpap. Møllegården
blev i 1783 beskrevet som som et grundmuret syvfags his i en etage.

Mod øst blev en stor grundmuret bygning opført i 1831. Året efter blev her installeret en dampmølle. Bygningen blev genopført efter branden i 1838. Dampmøllebygningen
var på fire etager. Den har sammen med vindmøllen fungeret som kornmølle og produceret mel. Produktionen fortsatte til 1909. En overgang fungerede komplekset som militær halmdepot. Og hvorfor nu det? Hos naboen var der heste i Bådsmandsgades Kaserne. Og soldaterne skulle have skiftet sengehalmen i madrasserne engang imellem.

I 1916 blev møllen købt af en ung ingeniør Ejnar Flach – Bundegaard, som indrettede komplekset til kombineret bolig og fabrik. Igen en driftig sønderjyde, der satte sit præg på København.
Sammen med sin kone drev han Dansk Instrument og Apparat fabrik. Han døde i 1949 og hans enke i 1974. Kort førhendes død skænkede hun komplekset til Nationalmuseet.

 

Christianshavns Gasværk

Ved siden af lå Christianshavns Gasværk. Den lignede den man i dag kan finde på Østerbro. Men i 1948 rev man den bare ned.

 

To bastioner tilbage

Og hvordan er det med disse bastioner? Ja vi skal tilbage til 1618, hvor Christian den Fjerde startede sit store projekt. Fæstningsbyen Christianshavn skulle bestå af en fæstningsring med 5 bastioner. Så skulle der være en kanal i midten og en række sumpede grunde. Og der i dag kun to bastioner tilbage.

 

Ravelinen

Og så skal vi vel lige, når vi er på volden, skal vi da ikke glemme Ravelinen. Det er i dag et traktørsted med både servering ude og inde. Egentlig var det et bomhus og en militær vagtstue opført i 1728. Og dette mærkelige ord betyder faktisk:

• vinkelbøjet udenværk mellem to bastioner.

Egentlig lå den på en lille kunstig ø ude midt i voldgraven . Før var det en lille smal vej fra Amager til Ravelinen og videre fra Ravelinen men en træbro til Christianshavn. Og tænk man betalte bompenge helt til 1915.

 

Stanleys gård

Det var en stor grund, der hørte  til Stanleys Gård. Den bestod af Dronningensgade 3, Store Søndervoldstræde 2, Lille Søndervoldstræde 3 – 5. I sin tid var det nærmest tale om et haveanlæg. I 1900 havde det ændret karakter til industriområde.

I 1784 var der opført en sidefløj til Stanleys Gård mod Lille Søndervoldstræde. Da jernstøber Løwener i 1840 overtog ejendommen, påbegyndtes opførelsen af en række større fabriksbygninger. Dette danner i dag grundstammen i den nuværende bebyggelse.

Ja egentlig ligger palæet på adressen Overgaden oven Vandet 6. Simon Carl Stanley var født i Danmark af engelske forældre i Danmark. I sine unge år boede han i London og giftede sig med en englænder. I 1746 vente han tilbage til Danmark og blev mester – billedhugger på Holmen. Formentlig har han selv været arkitekt på huset. Huset blev i 1755 forsikret for 4.600 rigsdaler  i Brandkassen.

Sønnen, Carl Frederik Stanley havde endnu større talent end faderen. Selv om han fik Kunstakademiets guldmedalje, havde han ikke noget at lave. Derfor måtte han i 1782 sælge Stanleys Gård. I 1800 – tallet blev gården ejet af jernstøber Daniel Fr. Løwener. Senere boede her en række kunstnere, blandt andet landskabsmaleren P.C. Skovgaard.

 

Kirken overtager

Da Christians Kirken i 1901 blev dansk folkekirke, skulle man også have en sognegård. Valget faldt på Stanleys Gård. Den blev i 1916 købt af Christians Kirkens Menighedsråd.

I 1994 købte Kirkeministeriet det gamle palæ. I 1998 efter en omfattende renovering var Stanleys Gård klar til at fungere som kombineret kirkekontor og menighedshus/sogneråd for de to menigheder i henholdsvis Vor Frelsers Kirke og Christians Kirke. Palæet har været fredet siden 1918.

Forhuset til Lille Søndervoldsstræde nærmest Stanleys Gård omtales i 1784 som en bygning på 14 fag og i tre etager. Ved opførelsen af huset var bygningen indrettet til vaskehus, vognremiser og stald i underetagen, mens de overliggende etager blev brugt til beboelse. Øverst var der foderloft.

Pakhuset til Lille Søndervoldsstræde blev opført i 1852 for jernstøber Løwener. Den var på 4 etager. Den blev indrettet til smedeværksted og lager for støbegods. Omkring århundredeskiftet
var der stald i en del af stueetagen. I 1916 blev der indrettet stolefabrik i bygningen. Bygningen blev ombygget og istandsat i 1960erne, og blev anvendt som filmskole.

Bygningen på hjørnet af Dronningegade og Store Søndervoldsstræde er den ældste af Løweners eksisterende bygninger. Den blev bygget i 1848.

 

Dronningensgade 6

Ejendommen på Dronningensgade 6 ligger på det oprindelige voldområde, som efter flytningen af volden mod vest i 1660erne blev inddraget i bydelen. I 1689 lå to store grunde herude. Den yderste tilhørte fra 1685 møller Michel Schult. Han havde bygning, have og gårdsplads i tilknytning til møllen, som lå på den vestre runddel under volden. Denne såkaldte Store Mølle var opført omkring 1670 til afløsning for den tidligere mølle på den gamle vold, som var opført 1646.

Fra den gamle møllegrund er siden udstykket flere ejendomme. I midten af 1700tallet hørte den nærværende bygning endnu sammen med møllen.

Den eksisterende bygning er opført for møller Niels Nielsen Hiort i 1741 som en 10 fag lang bindingsværks – bygning i to etager, over en muret bygning.

 

Dronningensgade 9 – 11

Dronningensgade 9 var en del af renteskriver Anders Olufsens store grund. Allerede mellem 1622 og 1635 blev grunden bebygget med lejeboliger. Huset stod åbenbart ubeboet efter pesten i 1711, og fik lov til at forfalde. I 1740 blev grunden omtalt som en indhegnet plads. Det spændende er, at der i huset omkring 1675 har boet en Abel Cathrine von der Wisch, enke efter proviantskriver Hans Hansen. Navnet kommer fra en slesvigsk adels-familie, der huserede meget i Sønderjylland.

I 1788 blev den eksisterende bygning opført for linned – vævemester Casper Køhlert, efter at den gamle forhøjede bode-bygning var revet ned. Vi er i Dronningensgade 11. Det nye hus blev opført i tre etager og var på fire fag. I tredje etage blev der indrettet et væverværksted og på loftet var der pakkerum. En omfattende ombygning skete i 1830. Her blev det tidligere værksted og butik i kælderen indrettet til beboelse.

 

Dronningensgade 12 b

Dronningensgade 12 b er en del af en storgrund som ved Christianshavns grundlæggelse kan føres tilbage til Johan Post. Her lå i 1635 en indhegnet have. Før 1671 er der opført fire lejeboliger, hvor nu nr. 10, 12 og 14 ligger. Disse var alle i fire fag og på en etage. Den nuværende  bygning er et resultat af diverse ombygninger. Efter 1743 er bygningen blevet forhøjet til tre etager i bindingsværk.

 

Dronningensgade 13

Egentlig lå der på strækningen en sammenhængende række udlejningsboliger i fem fag og en etage. Omkring 1676 blev nuværende nr. 9, 11, 13 og 15 solgt til skipper Boysen, der solgte bygningerne hver for sig.

Forhuset til Dronningensgade 13 blev opført mellem 1622 og 1635. Omkring 1735 blev huset forhøjet til to etager. I 1844 blev bygningen forhøjet med endnu en etage. Ejendommen blev fuldstændig moderniseret engang i 1970erne og er i dag fredet.

 

Dronningensgade 14

Også Dronningensgade 14 er fredet. I 1705 omtales en fire – faget bygning på stedet med fritliggende gavl mod øst. I 1731 blev bygningen udvidet til seks fag som den nuværende bygning.
Forhuset er opført for brændevinsbrænder P. L. Gorre i midten af 1730erne. Bygningen ligner, det vi ser på Gråbrødre Torv, men har med bindingsværks – facaden og sine kun to etager et mere provinsielt præg. Helt til 1831 har der her boet brændevinsbrændere.

 

Dronningensgade 15

I 1775 – 76 blev det nuværende grundmurede forhus, Dronningensgade 15 opført for parykmager Mathias Christian Hansen efter nedrivning af den gamle bode-bebyggelse. Bygningen stod som i dag med fem fag og tre etager med kælder.

Baghuset blev opført samtidig med forhuset. Ejendommen blev gennemgribende moderniseret i første halvdel af 1980erne. Den er i dag fredet. Der er indmuret en plade:

• Det Borgerlige Laane – og Livrente – Selskab 2det Eiendom. 1798 No 212.

 

Dronningensgade 21

Dronningensgade 21 er også fredet. Det er en del af en stor- grund. I 1675 var stedet bebygget med to gamle lejevåninger fra tiden før 1635. De to fire – fags-boliger overgik i 1696 samlet til privateje. Forhuset blev nyopført for skibstømmermand Peder Andersen Engelsky i 1756 efter nedrivning af det gamle brøstfældige ottefags – hus. Det nye hus er opført med kælder og i tre etager. Omkring år 1800 var der snedkerværksted i loft – etagen, hvor der mod gården var opsat syv fabriksvinduer.

 

Dronningensgade 23

Dronningensgade 23 var oprindelig sammenbygget med nr. 21 som en samlet leje – ejendom. Men allerede før 1675 blev bygningen udskilt.  Som en selvstændig ejendom. I 1735 beskrives
forhuset som værende i fire fag og to etager med en lille kælder under et kammer. Det eksisterende forhus er mere eller mindre nyopført i 1764 for brændevinsbrænder Peter Sivertsen Hammer. Huset er opført som et fire – fags-hus. Baghuset var indrettet til beboelse, og i 1735 fremstod det som fem – fag og i en etage. Men i 1764 var den blevet udvidet til to fag.

 

Dronningensgade 25

Dronningensgade 25 er en del af en stor – grund. Den var i 1635 tillagt Friederich Gynther, men var dog stadig ubebygget. Hovedbygningen blev lagt på hjørnet af Overgaden oven Vandet og Sofiegade, hvor der længe lå en større bryggergård. På grundens bagarealer opførtes før 1675 en række på syv lejeboliger ud til Sofiegade. Mellem
1675 og 1689 opførtes derefter ud til Dronningensgade de tre lejeboliger, som siden er ombygget til det nuværende nr. 25.

Hen imod midten af 1800 – tallet blevet indrettet butik i huset, og senere var der vognremise i underetagen. Den eksisterende bygning i øst stammer fra 1787, hvor spækhøker Anders Andersen fik tilladelse til at ombygge de to gamle boder på hver fire fag. Huset fremstod derefter som en otte – fags bygning. Den blev ligeledes forhøjet til tre etager. Her lå også et brændevinsbrænderi, som blev nedlagt i 1897 og erstattet af destillations –  virksomhed. I 1899 omtales to butikker, blandt andet kødudsalg. I 1974 – 75 blev begge forhuse gennemgribende restaureret.

 

Christianshavns Døtreskole

Christianshavns Døtreskole ligger i nr. 67. Her lå også Christianshavns Frie Skole. Grunden var i 1675 blevet udparcelleret i en række smågrunde bebygget med våninger i bindingsværk. Den omtalte grund var i 1689 ejet af kancelliråd Hiort og var lejet ud. Disse blev i 1778 overtaget af Christianshavns Frie Skole, der blev grundlagt i 1771. De havde indtil da haft til huse i lejede lokaler.

Den nuværende bygning blev opført som friskole – og arbejdshus for fattige børn i 1778. Huset stod i seks fag og tre etager. En ramme i huset siger følgende:

• No. 253 Frie Skolen i Vor Frelsers Sogn opbygt af Christlige Velgiøre i 1778. Gudsfrygt forenet med Arbeydsomhed er Grunden til al Lyksaglighed.

Den sidste rene pigeklasse forlod skolens 10. klasse i 1984.

 

Langebrogade

Rabes Have

Her i nummer 8 og 8 A lå Rabeshave. På det gamle voldterræn blev grundene efterhånden som militæret nedprioriterede brugt til civile formål. Med tiden opstod der en hel industri herude ved Enhorns bastion. Dobbelthuset består af to sammenbyggede huse i fem fag og tre etager, og er opført i 1802. Ved opførelsen indeholdt bygningen en række små lejligheder. I 1851 var der i hvert fald indrettet en lille butik. Den blev senest i 1885 afløst en beværtnings – lokale. Desuden var der et brolagt gårdsrum og en have med frugttræer og – buske. I haven var der en periode en teglhængt keglebane.

Ja egentlig var Rabeshave et bryggeri. De Forenede Bryggerier opkøbte det i 1891, og i 1905 blev produktionen lukket ned. Men i dag holdes minderne ved lige, for Rabeshave er en beværtning og et spisested.

 

Til glæde for hollænderne

Helt tilbage i hollændernes tid på Amager, lå her et genever – destilleri og udskænkningssted for hollænderne. I midten af 1700 – tallet blev her oprettet et hvidtølsbryggeri af Peder Rabe Holm, deraf navnet. Og i 1851 var det så greve Knuth og glarmester Friedel, der oprettede et professionelt bryggeri. Også ejendommen Wilders Kanal 4 var en del af bryggeriet.

Bygningen er fredet.

Vi vender selvfølgelig tilbage med ”Flere Gamle Huse på Christianshavn”

 

Kilde:

• Litteratur Christianshavn (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, bl.a. 191 artikler fra København og Omegn -inklusive:
• Amager – for længe siden
• Anekdoter fra det gamle Christianshavn
• Christianshavn – dengang
• Dragør og Store Magleby – dengang
• Lodsen fra Dragør og mange flere 

 

Redigeret 7-10-2021

 

 

Egentlig kunne artikel have heddet En skibskaptajn fra Løjt. Men vi skal også kigge på  redere og værfter. På et tidspunkt overhalede Aabenraa både Flensborg og Sønderborg m.h.t. antallet af skibe. På et tidspunkt lå der 14 Aabenraa – skibe i Hongkong. Vi skal møde Hans Mathiesen, Familien Bendixen, Jørgen Bruhn og mange flere. I Aabenraa udgjorde rederne og
kaptajnerne eliten. Men egentlig kom en stor del af disse fra Løjt.

 

To sønner blev derude

Han var født i Dyrhave i 1818. Vi taler om skibskaptajn Hans Matthiesen. Også hans far,  Johan Conrad Matthiesen, der stammede fra Sundeved tjente penge på havet. Og
det var så meget, at han kunne købe sig en mellemstor gård. Det ville sønnerne, da også prøve. De tog alle til fire til søs, men de to af dem, blev derude. Men for sønnerne Hans og Johan var det en succes.

Hans Matthiesen tog i 1856 hjem på besøg. Han var kun 38 år, men havde de sidste 12 år ført skibe på de store have. Det var lige fra kaptajn på barken Orion til at føre fregatten Wodan.

 

Part i Wodan

Nu var det sådan, at jobbet som kaptajn på Orion havde han overtaget af sin far. Da han var hjemme i 1850/51 havde Hans allerede tjent så meget, at han kunne købe ¼ part i Wodan. Og så giftede han sig også med en datter af Boy Bendixen i Stentoft. Denne Boy var bror til skibets redder, Jacob Bendixen på Stolliggård. På  denne måde kom Hans så i forbindelse med Aabenraa og Monarkiets største skibsredder, agent Jørgen Bruhn. Han var tilfældigvis svoger til Jacob Bendixen.

Hans Matthiesen var kendt for sin dygtighed, med krigsårene 1848 – 1850 havde været meget vanskelige. De første år med Wodan gik dog heller ikke for godt. Men efterhånden voksede overskuddet og redderne var godt tilfredse med Hans. Han var altid blandt de skibsførere, der fik de bedste fragter.

 

Større ambitioner

De fleste skibsfører nærmest flygtede fra Sydamerika i 1851 til nye jagtmarker i de kinesiske farvande. Men Hans fandt en god indtægtskilde i fragtfart mellem Sydamerika og Australien. Til sidst i begyndelsen af 1856 accepterede han en fragt fra Melbourne til Batavia og derfra til Bremen. I juli havde han afmønstret folkene og senere tog han hjem. Han havde større ambitioner.

 

Det gode skib – Caroline

Wodan, der var bygget i 1838 var på 116 cl. Hans Matthiesen tænkte på et betydelig større skib – eventuelt på 180 cl. Boy Bendixen skulle være redder og ham selv kaptajn. Han tog selv ¼ part i skibet. Der var to parthavere mere i skibet. En dansker ved navn D. Lange, der boede i London og en mægler fra Hamborg, W. Braun. Skibet fik navn efter Brauns datter – Caroline. Aabenraas ældste skibsværft Paulsen skulle bygge skibet.  Den 3.2. 1857 skrev Matthiesen således til Lange:

 

• Min Svigerfar B. Bendixen og jeg og en Ven mere ere Deres eneste Medrhedere, og jeg haaber, at dersom vi maa have nogenledes Held, at vi alle skal tjene gode Penge, thi det bliver et udmærket stærkt og godt Skib, alt bygget af dansk Eeg, som nu er en stor Fordeel. Skibet bliver cirka 180 Commertzlæster, 500 Tons, Bygmetseren faar for hver Læst 224 Rbdlr. som De vil se i Contrakten, derfor leverer han Skibet i Vandet, siden har vi selv at anskaffe Kobber, Tauværk, Seil, Ankere, og Kjæder pp. Skibet vil komme paa 320 Rbdlr. pr. Læst færdig til Søs, med Udproviantering og 2 Maanedspenge udbetalt, og Assuranse, maaske lidt mindre eller mere, som nu ikke kan beregnes så helt nøie.

 

Dårligt træ skulle kasseres

Men selv om redderne var velhavende, var det ikke helt så let at skaffe pengene. Det var en anseelig sum på 57.600 rigsdalere, der skulle fremskaffes. Man måtte foretage ekstra lån, særlig da det viste sig at skibet blev på 196 cl.

Mester Paulsen var god til at bygge skibe, men han var også interesseret i, at så lidt tømmer som muligt gik til spilde. Hvad gavnede gode fragter, når skibet var dårligt? Dagligt gik Hans Matthiesen derfor ud til Tømmergården ved Sønderport, for at tjekke, at hvert dårligt stykke træ blev kasseret.

 

Mange skibe blev bygget

80 mand var beskæftiget. Det var ikke alene Caroline, man arbejdede med. Men også det store fragtskib, Himalaya på 287 cl. Det blev bygget for Jacob Bendixen på Stolliggård. Men også andre skibe var man i gang med at bygge i Aabenraa.

 

Gode år for Caroline

Ude på Tømmergården skred arbejdet godt fremad på Caroline. Den 27. juli 1857 kunne Hans Matthiesen berette til London, at der kun var 4 uger tilbage til skibet kunne løbe af stablen. Desuden kunne han oplyse, at han allerede havde sikret sig fragt fra Hamborg til San Francisco. Den 15. sept. skete stabelafløbningen og den 25. oktober ankom Caroline til Hamborg.

I december 1857 forlader Caroline Hamborg på vej til San Francisco. Men det bliver ikke nogen rekord – rejse. Ud for den engelske kyst bliver skibet ramt af uvejr, der varede i mange uger. Først den 11. juni ankommer Caroline til bestemmelsesstedet. Efter endnu et par ture kan Hans Matthiesen sende sine reddere veksler på i alt 1.920 Pund Sterl.

 

Skibsredder

I 1863 bliver Hans Matthiesen skibsredder. Først i 1904 afsluttede den aktive mand sit liv. Hans Matthiesen var blot en af utallige foretagsomme kaptajner, der i næsten 200 år satte deres præg på Aabenraa og Løjts liv. De satte sig deres præg på områdets udvikling i godt og ondt.

 

Kaptajner fra Løjt

I 1855 levede 368 personer af søfarten i Aabenraa. Det svarede til 7,5 pct. af befolkningen. Det sjove er, at når vi kigger på Rise Herred, så levede 619 eller 11,9 pct. af søfarten. Og af 56 nybagte kaptajner, ja så var kun 22 født i Aabenraa. Det kan fastslås, at det gennemgående var sønner eller efterkommere af større gårdmænd på Løjt, der blev kaptajner. Det var jo nødvendigt at have kapital for at erhverve en skibspart, og uden en sådan blev man næppe kaptajn.

Ofte var det den ældste søn, der fik gården, mens de andre gik til søs. Når de så  havde tjent en passende sum penge, vendte de tilbage og købte sig en større eller mindre landejendom, som de så drev som en slags bierhverv.

Ofte var man beslægtet ved indbyrdes giftemål. På den måde udgjorde kaptajnerne en særpræget race.

 

Hertugdømmets største handelsflåde

Således stammede Niels Hohlmann fra en stor gård i Løjt Kirkeby. Da faderen døde blev gården udstykket, og alle sønner drog til søs. Niels blev gift med en datter til Jacob Bendixen, og i 1855 solgte denne for 4.800 rbd. Goft 18 tdr. land til sin svigersøn til oprettelse af et familie sted. Her byggede Hohlmann gården Valhalla. I 1862 købte han yderligere et stykke land for
2.650 rbd. Sine penge anbragte han i Gustav Rabens skibe. Hans Matthiesen købte under sit ophold hjemme i 1857 afdøde kaptajn Jes Jessen Ravns ejendom i Stentoft for 5.630 rbd.

Og sådan kunne vi blive ved med eksempler. I 1863 havde Aabenraa hertugdømmet Slesvigs største handelsflåde, og der var 26 skibe over 100 cl.

 

Skjulte anpartshavere fra Hamborg

Antallet af dampskibe voksede, men det gik langsomt. I 1863 var der 16 stk. i Aabenraa. I 1850erne oplevede sejlskibene deres storhedstid. Men pludselig kunne en fragtdamper fragte mange gange mere end et sejlskib. I historiebøgerne kan vi læse, at Aabenraa – skibene blev ejet af lokale. Men det er ikke helt korrekt. Forretningsforbindelser fra Hamborg har haft en betydelig andel i skibene. Således kunne Hamborg – firmaet, Bolten og Pinckernelle foruden deres investeringer i Aabenraa – skibe, også skaffe disse bedre fragter. Mange Aabenraa – redere havde også penge stående i handelshuse i Hamborg.

 

12 Aabenraa – skibe i Hongkong

Bemærkelsesværdigt er det dog, at Aabenraa – skibe med mandskab fra området og bygget i byen tog så stor andel i oversøisk fart. Man kunne på et tidspunkt finde hele 12 Aabenraa – skibe på en gang i Hongkong Havn. I Kina blev Aabenraa – skibene, Chico og Canton engageret af et engelsk handelshus til at sejle op af Yangtze – Floden. Chicos skæbne har vi tidligere omtalt her på siden.

 

Problemer med passagerer

Hans Matthiesen førte Aabenraa- skibet, Orion fra 1844 – 1850. Det var dengang man sejlede med, brænde, okser, mel og passagerer. Losse – og lastetiden tog dengang også flere uger. Caroline gik den 7. 11 . 1858 fra Melbourne til San Francisco med 80 passagerer. Rejsen forløb godt, og skaffede Caroline et godt ry som passagerskib. Man kan godt forstå, at kaptajnerne dengang ikke altid regnede passagerer som den bedste fragt. Således berettede kaptajnen fra turen dengang:

• Mit unsern Passagieren ging alles so weit gut ab, freilich machten sie es bisweilen etwas schlimm, bliessen die Lampen aus und schlugen sich mit Revolvers und Messern, doch kamen sie mit dem Leben davon und gaben der Caroline einen guten Ruf hier, was uns viel geholfen hat, wieder Passagiere zurück zu bekommen…….

Først ved jernskibenes ankomst måtte Aabenraa – værfterne give fortabt. Disse konstruktioner krævede så meget kapital og teknik, at her kunne man ikke være med.

 

 

Personlig forhold mellem partshavere

Men en anden ejendommelighed springer i øjnene. Og det er det personlige forhold mellem parthavere som ofte var slægt og venner. Et fåtal af familier var kapitalstærke nok til at nedsætte sig med rederi – virksomhed. Vi har allerede hørt lidt om Jacob Bendixen. Han var født i Stollig, hvor han overtog en beboelse efter Nis Bendixen.

 

Creole – dengang Aabenraas største skib

I 1809 blev han fører for en galease fra Helsingør. Senere førte han flere danske og norske skibe. I 1813 blev han gift med Jørgen Bruhns søster Margrete Marie. I 1824 byggede han sammen med Jørgen Bruhn, fregatten Creole (143 CL). Den var dengang, Aabenraas største skib. Bendixen blev venner med Kejser Pedro i Rio. Dette førte til gode fragter. Og Bendixen fik også et stykke land foræret af kejseren. I 1829 købte Bendixen den store Stolliggaard.

 

Bendixen døde fattig

Bendixen blev redder for fregatskibene Wodan (116 CL), Napoleon (151 CL), Hindoo (235 CL), Hindostan (259 CL), Himalaya (296 CL). I 1858 var han monarkiets næststørste redder. Hans største nybygning kostede ham penge. Han måtte låne i alt 11.200 rbd. Og Himalaya var hvis nok et svagt skib. Det kørte så dårlig for Jacob Bendixen til sidst, at han var en fattig mand, da han døde.

 

Jørgen Bruhn var den største

Han blev langt overgået af sin svoger, Jørgen Bruhn. Denne spillede en stor rolle i Aaabenraa i det 19. århundredes første halvdel. De ældste Bruhn’er, var præster. Historien om Jørgen Bruhn og hans fangenskab, har vi tidligere berettet om. Jørgen Bruhn ejede på et tidspunkt syv møller. Blandt disse var Nymølle og Slotsmøllen. Han overtog også Knappen.

I sin skibsreder – virksomhed var han lige så omsorgsfuld, som i sine andre investeringer. Han indførte den moderne amerikanske skibsbygningsteknik. Det første af 31 skibe, der blev bygget efter denne metode var Caravane fra 1823. Den driftige mand, der byggede på sit eget skibsværft døde i 1850. Han var monarkiets største skibsreder og Aabenraas største skatteyder.

Allerede før 1848 var han blevet udnævnt som agent. Når Frederik den Syvende overnattede i byen, var det hos Jørgen Bruhn. Da han var omkring 70 år, gik han i gang med endnu et projekt, Kalø – værftet. Han fik seks sønner. Og ved hans død fulgte 300 hans sidste rejse. Hans virksomheder stod og faldt med ham. Således gik det ikke mange år efter hans død, før værft
og rederi blev likvideret.

 

Rederne var de sande hersker

Rederne var de sande hersker i Aabenraa. Mange indbyggere i byen var afhængige af dem. Både Sønderborg og Flensborg blev sejlet agterud af Aabenraa. I 1863 grundlagde Julius Ebsen en privat navigationsskole i Aabenraa. Før den tid underviste en privatlærer Peter Boysen i navigation i Løjt Skovby. Imponerende var det, at hvert år gik 2 – 300 søfolk op til eksamen. Måske var Aabenraa – værfterne også årsag til Aabenraas sejr ude på de store have.

 

Kilde: Se

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Løjt
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler

Om Søfart i Aabenraa og Løjt
Læs:

• Aabenraa – som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Aabenraa – før Prøjserne
• Briggen Chico fra Aabenraa (b) og mange flere 

 

• Hvis du vil vide mere: Om Løjt
• Anekdoter fra Løjt
• Løjt Land – fra begyndelsen
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land og mange flere 

Redigeret 21. – 11. 2021

De fleste på vestkysten kender sikkert apoteker Nagel fra Højer. Han var elsket af de dansksindede med hadet af de tysksindede. Han holdt ikke sin mund, til sin svigerfars store fortrydelse. Men da han blev kåret til Ridder af Dannebrog var svigerfar også stolt. Claus Pørksen har genudgivet denne underholdende bog. Det vil sige, at teksten er blevet fornyet, ligesom der en del forklarende tekst, det gør det lettere så også københavnere kan følge med. Læs denne: Apoteker H. Nagel – Mit Livs Erindringer, Højer i 1848 – 1850.

 

Genudgivelse

Claus Pørksen har genudgivet bogen Apoteker H. Nagel – Mit Livs Erindringer, Højer i 1848 – 1850. Allerede i 1910/11 blev under redaktion af K. Rosendahl bragt i 8 fortløbende numre i Nordslesvigsk Søndagsblad. Senere blev bogen udgivet i bogform, men har i mange år været udsolgt.

 

Tilpasset til nutiden

Claus Pørksen har tilpasset teksten til nutiden, desuden har han tilføjet illustrationer og uddybende noter. Desuden har han tilføjet en fakta – liste over tre års krigen. Det er blevet til en værdifuld historisk bog om de vanskelige forhold i Højer, dengang. Og som vi kan læse, var Herman Nagel bestemt ikke en helt almindelig apoteker.

 

Apotekervirksomhed til 1890

For sin kamp for danskheden opnåede Nagel, at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1851. Han fortsatte sin apotekervirksomhed i Højer indtil 1890, da sønnen Jens overtog virksomheden.

 

Svigerfars erindringer

Som Claus Pørksen siger i sit forord, så er der ingen grund til at tvivle på, at de beskrevne begivenheder har fundet sted, men måske har Nagel pyntet lidt på det. Svigerfar Jens Wulff  bekræftiger  mange af begivenhederne. Kigger man i Jens Wulff’s erindringer ser man mange samstemmende begivenheder

 

Nagels planer blev forpurret

I Altona traf Nagel Dr. Saxild fra Højer. De spillede skak sammen. Her opstod tanken om et apotek i Højer. Og som så sagt, så gjort. Nagel tog til Højer, som var en tur, der tog tre
dage. I byen blev han godt modtaget. Han mødte pastor Sönnichsen, der præsenterede ham for alle præster i området. I Tønder derimod, gjorde de to apotekere alt mulig for at forpurre Nagels planer. Og det gjorde fysikus dr. Dircks også. Hans holdning var, at der kom der et apotek til Højer, kom der også læger dertil. Og det kunne berøve hans praksis. Første gang Nagel søgte, blev det derfor et nej, men det lykkedes fire år efter i 1838.

 

Apoteket åbnede i 1841

Takket være onklen, havnekontrollør Muus’s hjælp blev et hus bygget og et apotek indrettet i Højer. Apoteket åbnede i 1841, og det nye hus var klar til indflytning ved nytårstid 1843. Han
ville kæmpe for den danske sag.  Dengang var alt dansk i Højer. Men præster, advokater, ja selv skolelærere begyndte at fortælle om den nye Slesvig – Holstenske lære.

I Tønder var det anderledes, her var det efterhånden tysk. Nagel følte sig tirret. Man opfattede ham som en fjende, der ville kæmpe for den danske sag.

 

Bankede løs på folket

Herman Nagel blev beskrevet som en høj kraftig skikkelse. Han var født i København, og som ung var det en sand fornøjelse for ham og hans brødre, at tage ud for at hjælpe det københavnske politi at banke løs på folk i Frederik den Sjettes tid.

 

Det værste pak væltede herind

Da den provisoriske regering blev dannet, og da kongen blev afsat i Hertugdømmerne, nåede rygterne også Højer. I Tønder tog man oprøret alvorligt, man det varede lidt længere, inden det nåede til Højer. En masse frygtelige rygter opstod, og som Nagel beskrev det:

• Thi store skarer af det værste pak væltede herind for at danne friskarer.

 

Fare på færde i Tønder

Fra Ballum kom der ca. 200 husmænd og bønder. De gjorde ophold i Højer og fortsatte mod Tønder. Tidligere var nogen draget helt fra Ribe via Løgumkloster til Tønder. Herredsfogeden udsendte ordre om, at alle mellem 16 og 60 år om bevæbnet skulle ile til Tønder for at bistå militæret. Det gik rygter om, at også friserne i hobetal ville komme til Tønder. En kommissær fra Den Kongelige Regering havde fået til opgave at beslaglægge alle offentlige kasser. Men Tønder havde allerede sendt kasserne til Rendsborg.

 

Nederlag ved Slesvig

Søndag den 9. april led Slesvig – Holstenerne et afgørende nederlag ved Bov. Men ved Slesvig den 23. april måtte danskerne vige. I Højer var begejstringen blandt de tysksindede stor.

 

Alt var væk i Nagels hus

En morgen gik rygterne, at et frikorps kunne ventes til Højer. Nagel kørte sine børn og kone i sikkerhed. Svigerfar mente, at Nagel skulle blive hos dem i Brede. Men friskarer var også på
vej dertil. Så Nagel fortsatte mod Ribe. Men snart var fjenden også på vej hertil, og modsat, hvad man havde sagt, så ville Ribe modtage tyskerne uden modstand. Nagel tog nu via Fanø og Rømø til Ballum. Derfra kørte en god ven ham til Højer. Hans hus var blevet rippet for mad og drikkevare. Alt hvad der havde værdi, var blevet plyndret. Alt tøj var ligeledes blevet plyndret.

 

En kanonbåd i Højer Kanal

Krigen bølgede frem og tilbage. Snart var der danske, snart var der tyske tropper på vestkysten. På Fanø lå kommadør Ellbrecht. Nagel havde lovet ham, at komme med efterretninger. Og da der til vands ikke var fjender i sigte, havde Ellbrecht planer om at tage syd på til Før. Han havde samlet nogle krigsfartøjer. I Højer vakte det stor bestyrtelse, at se et armeret krydsfartøj i Højer Kanal.

Og ikke mindre forbavset blev Nagel, da to matroser fra en af bådene bankede på, og bad ham sørge for at en række breve blev sendt videre til kongeriget. Det var meget dristig gjort. Og Nagel var bange for at blive sendt til Rendsborg.

 

10 dages fængsel i Tønder

Den lille flåde sejlede videre mod syd. Og fra Tønder blev der sendt en masse vogne mod Før, hvor man ville tage imod skibene. Fra Højer sejlede man nu mod de danske skibe. Men de måtte tage hjem igen med uforrettet sag. En dag vrimlede det med soldater i Nagels have. De gennemsøgte huset, og tog apotekeren med til Tønder til videre afhøring. Men der kunne ikke føres beviser, så Nagel kunne igen tage til Højer.

Men kort tid efter blev Nagel igen anholdt. Dragoner var denne gang ankommet. På vej mod Tønder, red de forud for at undersøge situation i Møgeltønder. Man var bange for, at befolkningen her ville befri apotekeren. I ti dage var Nagel fængslet. Han fik serveret fordærvet mad, og ovenover cellen festede tyskerne.

 

Skriv under – så er du fri

Nagel blev sammen med en skolelærer fra Rørkær ført til Bredsted. Her skulle han afhøres af birkefoged Carstens, som var Ridder af Dannebrog, men som var gået over til oprørerne.

Hver uge skrev apotekeren til Amtshuset i Tønder og bad om en forklaring på, hvorfor han blev arresteret. Men der kom aldrig svar. Svigerfar kom forbi med hemmelige breve fra konen. Han havde en del handel med uld i Husum.

Efter tre ugers tid kom der endelig et brev fra amtmanden i Tønder. Nagel skulle bare underskrive et brev, så var han en fri mand. Men da han havde gennemlæst brevet rev han det i stykker. Man ville have, at han skulle underskrive, at han godkendte den provisoriske regering.

 

Tre måneder i Bredstedt

Tre måneder tilbragte apotekeren denne gang i fængsel. Han blev løsladt grundet våbenhvile. Men så forlangte man, at Nagel nu skulle betale for den kost han havde fået i perioden. Men det ville apotekeren aldeles ikke.

 

Sammenstød i Ballum og Bredstedt

I syv måneder var alle fjendtligheder nu indstillet. Men ved vestkysten var der ikke fred. Mange nægtede at betale skat. Alle indtægter gik til den oprørske regering. Og enhver dansk mand
blev forfulgt af rettens vej. Dette førte til en del sammenstød, blandt andet i Ballum og Brøns. En dragon og tre bønder blev dræbt under sammenstød.

 

Et fragtskib angrebet ved Ballum

Slesvig – Holstenerne havde fået bygget en flåde af kanonbåde. En afdeling kom til Før og Sild. Undertiden kom de også til Højer. Ved List lå den danske korvet Valkyrien, og på List var der en lille afdeling dansk militær. Et fragtskib ved Ballum blev angrebet af tyskerne. Varerne ombord var beregnet til Island, men de blev til stor forbitrelse for danskerne solgt i Højer. Kanonbådene lå nu i en tid fast i Højer Kanal.

 

Sammenstød i Nagels have

I apotekerens have var der to kugler, der var malet rød/hvide. De havde været der før krigens tid. Men tyskerne ville have, at Nagel fjernede dem. Hvis det ikke skete, ville de smadre hans vinduer. Der var ingen hjælp at hente fra sognefogeden. Han svarede bare Nagel, at han kunne lade være med at være så dansk. Nagel fik sammen med sin medarbejder, Møller fat i nogle gamle jagtgeværer og naboen, Henrik Ran stod parat med en stor fork. Det varede ikke længe før en hel horde af folk kom marcherende syngende Schleswig – Holstein meerumschlungen. Det kunne have endt grueligt galt.

 

Danskerne vandt ved Fredericia

En morgen, da Nagel stod i sit apotek, fik han efterretning fra en dyrlæge Haagensen, fra Tønder, at Slesvig – Holstenerne havde fået klø ved Fredericia. Ja det blev endda påstået at en søn til dr. Dircks var løbet direkte fra Fredericia til Tønder med denne besked.

 

Endelig kom der svenskere til Højer

Snart var det igen våbenstilstand. Det blev besluttet, at et svensk korps skulle besætte den nordlige og preusserne den sydlige del af Slesvig. Tønder skulle have preussisk og Højer svensk – norsk besætning. Men der kom ingen. Og rejste man Dannebrog, ja så kom der et retsligt efterspil. Nagel ville ikke finde sig i de retsløse tilstande og tog til Flensborg for at klage sin nød.

I Flensborg fik Nagel at vide, at den svenske general ikke ville komme til Højer på grund af den udsatte stilling. Nagel mente så, at hvis han overladt 10 svenske husarer, så skulle han nok opretholde den lovlige orden, forudsat at han fik kommandoen. Og besøget hjalp, der kom sandelig svenske husarer til Højer.

 

Dyrlægen trillede ned ad diget

Der kom dog til forskellige småepisoder. Det Slesvig – Holstenske oprørsflag blev med de svenske husarers hjælp pillet ned på Torvet. Og ude ved slusen ville Slesvig – Holstenerne hindre losningen af et skib. En Kommando blev sendt ud til slusen. Her stod en tysksindet dyrlæge og sigtede på toldkontrollør Hinrichsen med et gevær. Men en korporal red stille og rolig hen til dyrlægen og holdt en pistol hen til hovedet på dyrlægen. Og denne blev så chokeret, at han trillede ned af diget.

 

Hammer kommer til Højer

Svenskerne fik pludselig at vide, at de skulle drage bort fra Tønder. Nu var Nagel og dansksindede embedsmænd prisgivet. Men løjtnant Hammer, der med to skibe patruljerede mellem Rømø og List, dukkede nu op i Højer. Hammer havde sammen med Nagel planlagt en besættelse af Højer. Når svenskerne forlod Højer skulle Nagel få sin familie i sikkerhed,
og tage til Rømø, og skulle gå ombord på Hammers skib.

 

De tysksindede var glade

Nagel fik overrakt den riffel, som Hammers far havde brugt i 1807 i kampen mod briterne i Classens Have. Den var oprindelig blevet taget fra en falden engelsk soldat. På  vej mod Højer, samlede man en spion op. Han fortalte, at tyskerne i Højer var glade efter, at svenskerne havde forladt byen. Nu stod den på druk.

 

Et falsk rygte skabte panik

Man sejlede nu om natten videre igennem kanalen til Højer losse – og ladeplads. Ved solopgang blev man nu delt i tre forskellige angrebsformationer. Den ene gruppe skulle afbryde broen, som førte over Sejersbækken. Det var den vej, der førte mod Tønder. Hammer tog med sin deling tværs igennem byen, besatte kirketårnet og tog opstilling på Torvet. Den tredje gruppe skulle holde øje med, hvad der skete syd på og i søen.

På  vejen mødte Nagel en dansk dragon, der var på vej mod Tønder. Han bildte ham en nødløgn ind, at 400 mand om kort tid ville komme til Højer, og at man også ville overrumple Tønder. Nagel bad ham holde tæt, men inderst inde vidste han godt, at det ikke kunne lade sig gøre. Men det var også hensigten. Om eftermiddagen hørte Nagel så at alle tyske embedsmænd
flygtede ud af Tønder.

 

Højer i undtagelsestilstand

Hammer erklærede Højer i undtagelsestilstand. Han havde tilsagt alle byens repræsentanter til at give møde nede på kroen ved kirken. Men forstærkningen udeblev. Hammer holdt dog skansen.

 

Gift med fjendens datter

Men nu kom der meldinger, at nogle Slesvig Holstenske jægere og dragoner var på vej fra Bredsted til Højer. Og ude fra kanalen var en fjendtlig kanonbåd på vej. Den førtes af løjtnant Kier. I 1882 blev en søn af Herman Nagel gift med en datter af den gamle fjende Ernst Kier.

 

Skud mod hinanden

Hammer og Nagels styrke var gået ned på stranden for at forhindre, at nogen gik i land fra den tyske kanonbåd. Fra kanonbåden blev der affyret en salve. Men fra dansk side blev der affyret to. Dette fik kanonbåden til at vende. Fra kirketårnet blev der holdt udkig, og glad blev man, da der endelig kom forstærkning. Det var tredje reservejægerkorps, som under kraftige hurraråb fra de dansksindede rullede ind i byen.

 

Ransagninger i Højer

Der blev nu befalet, at man skulle rette sig efter embedsmand Dethlefsen som herredsfoged og Hinrichsen som toldforvalter og Nagel som postmester. Endvidere blev det befalet at alle oprørsflag og oprørsemblemer skulle afleveres inden for to timer. Bagefter blev der gennemført ransagninger i Højer. Næste dag drog matroser og jægere afsted i hele Viddingherred for at afvæbne befolkningen. Om aftenen vente de tilbage med en ordentlig omgang våben. Ved Rosenkrans Kro blev man nødt til at affyre et skud ud til nogle flygtende. Skuddet ramte en købmand Jakobsen fra Tønder i enden.

 

En division kanonbåde til Højer

Slaget ved Isted havde renset luften, og løjtnant Hammer blev bordret til at tage syd på for at bemægtige sig Vesterhavs – øerne. Hammer besatte øerne Nordstrand og Pellworm. Desuden deltog han i Frederiksstads forsvar. Det lykkedes at forsvare byen og angrebet var slået tilbage. Det lille antal soldater, der var i Højer blev kommanderet syd på. Men det varede ikke længe inden der kom en division kanonbåde til Højer. De skulle forhindre, at de Slesvig – Holstenske tropper ikke blev landsat.

 

Besøg af overgeneralen

I Tønder var Reventlow blevet indsat som amtmand. Sejrherren overgeneral Krogh besøgte sammen med den nye amtmand, Nagel, og besigtigede lokaliteterne omkring Højer. Nytårsdag
1851 blev Nagel udnævnt til Ridder af Dannebrog. Svigerfar, der ikke var enige i Nagels ytringer var dog stolt af denne udnævnelse.

 

En spændende bog, som afsluttes med Treårskrigens 6 faser. Bogen kan varmt anbefales, også for københavner. For det som sønderjyderne oplevede dengang,  er ikke altid nævnt korrekt i diverse historiebøger. Især er de forklarende tekster et stort plus ved bogen. Claus Pørksens bog kan købes i butikken ved Højer Mølle. Men kan du ikke vente, kan du købe den for 80,- kr. plus forsendelse hos claus@perksen-consulting.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

 

 

Under Sønderjylland (207 artikler): Begik Kongen Højforræderi?

• Et Apotek i Haderslev
• Istedløven brøler stadig
• Rendsborg 1848
• Sønderjylland til Ejderen

 

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler): 

• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
• Sejren ved Bov

 

Under Tønder (283 artikler): 

• Tønder – Egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – Egnen 1848 – 1858 (2)
• Dagbog fra Møgeltønder
• Peter Dircks – den glemte fysikus
• Tønder – mellem  dansk og tysk

 

Under Højer (77 artikler) :

• Heltene i Vadehavet
• Hvem boede på Kiers Gård?
• En familie fra Højer og mange flere artikler 

Redigeret 13.10.2021

Hvordan så det ud i Højer og Tønder – dengang? Det skildres gennem Peter Rasmussens erindringer. Mange spændende ting skete på Strucksalle under første verdenskrig og lige efter Genforeningen. Og hvordan var det at være karetmager i Højer fra 1922? Og så var Peters mor friser. Og kvinderne er blevet hyldet i frisernes våben, læs hvorfor.

 

Peter Rasmussens erindringer

Nogle gange behøver man ikke at gennemrode gamle bøger efter stof til artikler. For det gamle stof er skrevet af folk, der har oplevet det dengang. Og nogle gange er de ting beskrevet så interessant, at det burde ud til en større kreds. Og en af dem, der har oplevet en helt anden verden, end den vi kender i dag, er Peter Rasmussen.

Hans søn Uwe Rasmussen har vi her på siden kommunikeret en del med. Og gennem ham, har vi fået familiens tilladelse til at dykke ned i Peter Rasmussens oplevelser, dengang.

 

Tilbage i Nykirke

Peters mor boede som barn sammen med hendes far i Vestergade i Tønder. Han boede i et af de huse, som måtte indrettes til kro, når der var markedsdage. Han var ellers Maler og Glaser. Han kunne spille violin og trompet, men spillede kun, hvis der ikke var andre at få. Som enkemand var han nødt til en husholderske, men sådan en var dyr. Efter et par år i Tønder flyttede han tilbage til Nykirke. Men det tog lang tid inden han og flyttemændene nåede til bestemmelsesstedet. For hver gang, de kom forbi en kro, skulle de ind at have en punch.

 

En postvogn til Tønder

Og en del af familien stammede her fra Nykirke. Skulle man herfra ind til Tønder dengang, så foregik det af vandvejen. Men der kørte også en postvogn til Tønder. Den holdt gerne i Nordfriescher Gasthof, der senere blev til Stahlberg Møbler. Ville man med postvognen, ja så kostede det 20 pf.

 

Bådebyggeri

I Peters familie var der bådebyggerier i generationer. Bådene var altid lidt mere stump og bredere i forenden end i bagenden. Da Peter engang sagde dette til sin onkel , så svarede han, at en god båd også må lade vandet.

 

Peters mor var friser

Peters mor var friser, og talte frisisk. Friserhusene har vel mest på grund af den hårde blæst lave ydermure, da husene ligger meget frit og beskyttende træer har svært ved at gro på vestkysten. Derfor er yderdørene også lave, så man tit må bukke sig. Men sagnet fortæller, at en konge havde svært ved at få friserne til at bukke sig for ham. Så gav han ordre til, at dørene på nordsiden skulle være så lave, at de skulle bukke sig, når de gik ud, symbolsk bukke sig for ham. Men friserne har både stivsind og humør. Når de skulle ud af norddøren gik de baglæns ud. Det skulle have været omkring år 810 og kongen hed Gøtrik.

 

Til ære for kvinderne

Og når vi er ved friserne, så er det sikkert ikke mange, der kender deres våben. Det er delt i to felter. Det højre er en halv havørn. Det venstre er delt i to felter foroven en krone forneden en gryde med ske, til ære og tak til frisiske kvinder. For godt 1.200 år siden sloges stammerne her  endnu, ligesom negerne i Afrika. Det havde været ro et stykke tid, og friserne havde ikke som ellers taget deres våben med på markarbejde. Dette opdagede fjendtlige spejdere og fjenden angreb pludselig.

Friserne kunne ikke forsvare sig uden våben. Deres koner var ved at koge hirsegrød. De gik ud imod fjenden med gryden i den ene hånd og skeen i den anden. De smed det varme grød i øjnene på dem. Så fik friserne tid til at få fat i deres våben og slog fjenden tilbage. Som tak for denne bedrift, satte friserne gryden med skeen i deres våben

 

Briller hos M. C. Christiansen

Det var hos isenkræmmer M.C. Christiansen, at Peters mor fik sine første briller. Det var inden, der var kommet en optiker til Tønder. Isenkræmmeren havde en kasse med briller, og så tog folk bare dem, de bedst kunne se med.

Peters mor har ikke kendt sin mor. I det lille Nykirke og omegn døde der i vinteren 1874 – 6 koner af barselsfeber. Peters mormor var en af dem.

 

Statsløse

Peter kan godt huske sin farfar. Han blev 80 år og rejste sommetider rundt til sine syv børn. Han led af iskias. Når han havde fået morgenkaffe, kom han gerne ind i sofaen. Da han skulle
ligge højt med benene lagde han dem op på bordet med en avis under. Her sad han så omtrent en times tid og nød en punch.

Farfar var fra Ærø og dansk statsborger. Efter 1864 glemte de høje herrer Ærø, da Slesvig – Holsten skulle deles. Da han og flere Ærø – borgere boede i Broager og Omegn blev de gjort statsløse:

• Min far ville til posten, derfor måtte han søge preussisk statsborgerskab. Men først skulle han lige aftjene to års værnepligt i Bremen.

 

Landpost i Emmersbüll

Han blev landpost i Emmersbüll. Der lærte han så Peters mor at kende. Dengang tog mange til søs. Han havde også en aftale med en Egernsund – skipper. Han havde dog bare lige glemt at snakke med sin far om det. Ifølge sidstnævnte skulle ingen af hans sønner til søs. Hans far gik nu med ham til skipperen, og fortalte, at hans søn aldeles ikke skulle være sømand.

 

Solfattig lejlighed

Peter og hans bror Rasmus blev født i Nørregade i Tønder. Øst for Richtsensgade i brødbager Jessens hus, hvor senere bager Cosmus holdt til, der gik en gang ind. Derinde i baggården boede forældrene. Onkel Martin og Tante Lise syntes ikke, om denne solfattige lejlighed. De hjalp forældrene så de kunne bygge et hus på Strucksalle.

 

Uegnet til krigstjeneste

Nogle mænd, som havde skavanker blev erklæret Kriegsuntauglich (uegnet til krigstjeneste). De sidste år af krigen var de hamstere, fortæller Peter. Det gik ud på at de tog
ud på landet og købte madvarer. Dem solgte de så videre med stor fortjeneste. En hård vinter fandt man to af disse hamstere døde af hjertesvigt. Det var dybt strafbart, det som de gjorde. Blev man pågrebet, kunne man forvente en hård straf.

 

Æg byttet til brød

Nabohuset til Peters barndomshjem, Strucksalle 26 i Tønder var et to – familie-hus. Under krigen boede ovenpå en familie fra Kiel. Manden var soldat, men skulle kontrollere kornhandlere osv. Konen havde altid brødmærker til overs. Peters mor byttede ofte æg med disse brødmærker. I familien var der to knægte, som Peter og hans bror var meget sammen med. Og konen var en skrap dame. Kom knægtene hjem med beskidte støvler, så vankede der udskæld.

Det var knapt med tøj og sko dengang. Hvis man manglede noget, skulle man op på rådhuset efter Bezugsschein. Da Peters søster Marie, skulle konfirmeres fik man også Bezugsschein på:

– –  Ein Par Steiefel in Lak mit Holzsohlen.

 

Stor have

I Strucksalle var der en stor have med frugttræer og frugtbuske. Under krigen blev spande fyldt og bragt til købmanden som sagtens kunne sælge ribs og solbær. Grunden var ret stor. Den gik helt ned til Viktoria – byggeriet og sydpå til Markgade. Peters forældre solgte en del af grunden til lokomotivfører Pahl, der efter genforeningen flyttede til Rendsborg.

 

Kloak var en grøft

Dengang bestod kloakken af en grøft foran huset. Spanden blev begravet på den store grund. Grunden kunne nok bruge den sammen med svine – og hønsegødning. Peters mor vaskede op i en lille balje og opvaskevandet blev hældt over i to spande, som knægtene så skulle vande frugtbuskene med.

 

Gadelygter med gas

Hvornår vandledningen kom, kan Peter ikke huske. Men han kan huske, at der på gårdspladsen stod en pumpe. Tønder havde et gasværk, men endnu var der i boligen på Strucksalle ikke blevet indlagt gas. Gadelygterne blev oplyst med gas. De var store og af støbejern. Lygterne brændte også om dagen med en lille flamme. Så var de lettere at tænde om aftenen. Hver aften gik gasmanden med en særlig stok og drejede op for fuldt blus. Om morgenen blev der igen drejet ned.

Efter genforeningen blev der indlagt elektrisk lys, men strømmen var meget dyr. Petroleumslampen kom så til Nykirke. På samme tid kom der også kloak, og Strucksalle fik gule klinker på fortovet.

 

Stor begravelse i Tønder

Den første mand, der faldt i krigen 1914 – 18 fra Tønder, var en søn af en højere embedsmand. Han lod sønnen komme hjem, så begravelsen kunne foregå på kirkegården. Det blev en stor begravelse. Piger i hvide kjoler gik foran og strøede grønt. Så kom Tønder Byorkester, ligvognen, familie og “Kameraden – Veriein” med faner.

 

Foto– inden de gik ned

Naboen i Tønder mistede også en søn. Han var udlært maskinist, og var som sådan indkaldt til Marinen på slagskibet Blücher, som gik under ved Skagerak – slaget. Et foto var blevet taget,
lige inden det kæntrede med matroserne på skroget. Og dette foto blev udsendt til alle familier., der havde mistet en søn. Fru Ehlers havde det hængende indrammet på væggen.

 

Gadeliv i Tønder

Endnu i de første år af krigen 1914 – 18 var der masser af gadeliv i Tønder. Der kom smågrupper af sigøjnere, der havde tamme bjørne, der dansede til musikken. En anden mand havde
en trompet, og en tredje slog på stortromme. Så havde de også en kamel med. For 5 pfennig kunne man så få en ridetur på denne. Der kom også lirekassemænd med en abe og skærsliber med deres trillebør.

Fra Flensborg kom der to gange om året en meget sød sigøjner med en kurv, hvor fra hun solgte børster, snørebånd, nåle og andet godt. Når Peters mor havde købt noget udbrød hun, “Filla, Filla Dankeschön”  En dag tog hun Peters mors hånd og spåede hende et langt liv.

 

Masse af kreaturer i Strucksalle

Nogle gange kom der også en slags møbelvogn. De solgte gryder, kasseroller, sigte, tragter m.m. De hang langs siderne, så det raslede godt, når de kørte gennem Tønder, men det trak kunder til. Tingene havde nogle småfejl, så de blev solgt billige. Dengang havde man endnu petroleumslamper og kogeapparater. Derfor kom der engang om ugen en petroleumsvogn, hvor man kunne købe en stor kande petroleum. Så var man fri for selv at gå til købmanden. I Strucksalle kom der mange kreaturer forbi, så det var med at have stakittet i orden, og portene lukket. På markedsdagene kom der ofte 3 – 4.000 stk. kreaturer. Så blev gaderne godt beskidte. Dette blev så skrabet sammen af Chause – værten og hans hjælpere. På den måde fik Peters far ofte mange trillebør med gødning til at fylde op i haven.

 

Kræmmermarked

I Pinsen og til Mikkelsdagene var der også kræmmermarked. Så var Storetorv, Svinetorv og tilstødende gader fyldt med telte karruseller m.m. Kræmmermarkedet varede som regel to dage,
og der var masser af trængsel. Peter og hans søskende fik som regel 10 pfennig hver dag. Og for disse penge kunne man få meget. I Højer oplevede Peter også senere æ mærken. Man gik direkte fra arbejde til æ mærken.

Der var masser af små forretninger og håndværksmestre. Foran mange af husene var der en bænk. Så sad man der og nød tilværelsen, hvis ellers vejret tillod det. Mange huse havde også installeret en anordning (gadespejl), så man kunne se, hvad der skete på gaden.

 

Jul i Tønder

Forretningslivet var lidt anderledes dengang. Til jul havde man navn på de sidste tre søndage, Kobbersøndag, Sølvsøndag og Guldsøndag. Butikkerne havde åben inden kirketiden og så
igen fra klokken fire. Dengang begyndte juleudstillingen 1. december og ikke som i dag 1. november. Byorkesteret og senere Skytteorkesteret spillede søndag eftermiddag. Juleaften og nytårsaften blev der blæst Salmer fra kirketårnet.

I Nørregade boede der familier i meget små lejligheder, som havde svært ved at klare sig, blandt andet fordi manden drak eller var invalid. Juleaften gik børn fra disse familier med en kurv fra dør til dør, og sang julesange. Så fik de gerne kager og andet godt.

 

Ikke nok uniformer

Peter begyndte i skole i april 1914, og krigen brød ud i august. I Tønder skulle mændene  indtil en vis alder også stille. Der var ikke nok uniformer, så en del rendte rundt som halve civilister.

Peters far var 42 år dengang. Han blev tre gange indkaldt til Landsturm. Han lå i Skærbæk, Døstrup og Brøns. Det var ikke så længe af gangen. Men postmesteren søgte ham fri hver gang.

 

Føden var knap

Efterhånden blev føden knap. Svin og et par høns gik der rundt på den store grund i forvejen. Nu fik familien også to geder og kaniner. Så  kunne man nogle gange få kaninsteg. Gederne
gik ved gården Gørrismark. Her fik Peters far lov til at slå græsset i grøfterne, så der var hø til om vinteren . Forvalteren kørte det hjem til Strucksalle.

 

En håndvogn – til meget

Faderen købte en “Blokwagen”, en firehjulet håndvogn. Med vognen kunne der nu hentes koks på Gasanstalten. Og i et par år fik folk lov til at samle grene i Gallehus Skov. Det var vognen også perfekt til.

 

For mange roer

I 1917 fik Peters far konstateret en hjertefejl. I 1922 – 23 fik han Rheuma. Han gik derfor til Dr. Brenner for at få dampbade m.m. Men hvis man skulle i disse bade, måtte man ikke fejle noget med hjertet. Dr. Brenner fandt da heller ikke nogen hjertefejl. Antagelig var symptomerne opstået af alle de roer, man indtog dengang. De sidste krigsår blev skoletiden mindre på grund af lærermangel

 

Roer til børn

Bønderne avlede roer og kartofler. De skulle leveres på banegården og losses i jernbanevogne. Vognene blev til dels trukket af stude med krigsfanger som kuske. Disse sørgede for at tabe nogle til børnene. I kælderen i Victorie – bryggeriet (senere Bachmanns Kornlager) blev der indrettet et Roe-tørrings-anlæg. Her stod kvinder og skrællede roer, som så blev tørret. Så holdt de sig bedre. En tørret roestrimmel smagte faktisk godt. I storbyerne fik de faktisk ikke andet. Når børnene kom forbi kældervinduerne fik de en håndfuld. Men opdagede Direktør Feustel dette, så tog pokker ved ham.

I Tønder blev der også bygget en Mælketørringsanstalt (senere slagteri) . Men den kom aldrig rigtig i gang. I Højer blev der bygget en Søgræsfabrik. Men den blev først færdig, da krigen sluttede. Der gik sygdom i græsset, og produktionen kom aldrig i gang.

 

Hjemlavet korn

Når markerne var høstet, var der mange, der gik på markerne og samlede aks. Det gjorde Peters far også. Han lavede en plejl til at tærske med. Når han alligevel var på møllen efter korn,
tog han det hjemmelavede korn med, og fik malet. De sidste krigsår kom en løjtnant med to mand for at se, hvor mange kartofler, roer og andet, som man havde liggende.

 

Gratis kartofler

I krigens første år havde familien to soldater liggende i kvarter på  loftet. En gang var den ene soldat en bonde fra en større gård. Da han havde været der et stykke tid, kom en vognmand med to sække kartofler, som han forærede familien.

Onkel Rasmus lå også en tid i Tønder. Kompagniføreren var Oberleutnant Buntrock. Han boede også på Strucksalle, ikke langt fra Familien Rasmussen. En dag var kompagniet opstillet
ved Marchbahnhofshotel. Familien var der for at sige farvel. Buntrock var i civil, postassistent og kendte Peters far.

 

Luftskibe

Uden for Tønder blev der bygget to store luftskibshaller, flyvehaller, gasanstalt, og trådløs telegrafstation. Herfra fløj luftskibe til England. Ikke alle kom hjem igen. Og engelske bombefly bombede hallernei Tønder.

Revolutionen foregik roligt i Tønder. Der blev dannet soldaterråd. De fleste soldater fik røde armbind på. Folk som viste sig på gaden efter klokken 12, ville straks blive skudt, forkyndte Klokmanden. Der var vist ingen, der blev skudt i Tønder. Ude i Luftskibshallerne blev der holdt aktion over en hel del møbler. Familien Rasmussen købte et stort bord og fire stole.

Kommandanten var adelig og var meget populær hos mandskabet. Da det hele var forbi, bragte mandskabet ham til toget med fuld musik. Kommandanten red foran. Og da toget kørte, fik han kraftige hurra – råb med på vejen.

 

Besat af englændere

Straks efter krigens slutning i 1918 blev Tønder besat af englændere. Disse gik i Vikkel-gamacher, en uniformskasket og en ridepisk under armen. Akkurat lige som man ser det i karikaturtegningerne. Sadelmagerne i Tønder solgte da også en del ridepiske dengang. Mange borgere så fodbold for første gang, da de så englænderne spille på sportspladsen over for Schweitzerhalle. Næsten hver gang måtte Lazaret – vognen i brug. Det var en lille lastbil med presenning over. På siderne var der malet et Røde Kors. Jo, de spillede hårdt – de englændere.

 

Danske dragoner

Englænderne blev afløst af sønderjyder, som var i sorte uniformer og fungerede som en slags politi. Ved Genforeningen kom der rigtig politi. Den 5. maj 1920 kom der danske dragoner til Tønder. De boede på Seminariet indtil Funkstation blev indrettet til kaserne. Barakkerne var der også i forvejen. Der skulle kun bygges stalde. Vejen derud hedder endnu den dag i dag, Dragonvej.

 

“In der Heimat”

Efter krigsafslutningen kom også de tyske krigsfangere hjem fra England, Rusland og Frankrig. o.s.v. De blev modtaget på banegården med guirlander, musikkapeller, som gerne begyndte med: “In der Heimat, In der Heimat, da gibts ein wiedersehn” I Rusland i fangelejrene havde de lært at drikke. Og mange fortsatte, efter at de var kommet hjem.

Efter Genforeningen var der fri adgang til Zeppelin – hallerne. Der var ingen vagter. Og knægtene skulle selvfølgelig op at klatre i hallerne, der var op til 45 meter høje. Peters
far var den eneste “Postbeamter” der kunne tale og skrive rigsdansk. Derfor blev han valgt til at byde de nye embedsmænd velkommen.

 

Kolonihaver

Lige efter Genforeningen blev der dannet en kolonihaveforening. Det var en fenne vest for byen, der blev lejet for 50 år. Der skulle plantes læhegn og hække. Peters far blev kasserer for foreningen. Og Peter hjalp også med at bygge lysthuse. Der var masser af arbejdsløshed. Og understøttelse fik man kun, når man var i fagforening. Og det var der ikke alle, der var. Nogle gik derfor rundt og solgte blade.

 

Bliv bare hjemme

Peters mor gik aldrig til valg. Det lod hun mændene om Hun synes også, at det var fint, at drengene sprang soldat, bare det ikke kom til krig. En dag havde familien besøg af Vor Bager, Thorvald Petersen, en af de aktive forkæmpere for danskheden. Det var kommunalvalg, og da han hørte, at moderen ikke havde været til afstemning, tilbød han at køre moderen op til valgstedet i bil. Faderen mente, at det kunne han godt spare sig. Til sidst sagde moderen dog, Skidt, så kør mig derop, men jeg vil stemme tysk. Thorvald grinte højt, og sagde til moderen:

• Så må då nok helle blyv hjem.

 

Bismarck passede sit rige

Tønder Landmandsbank var blevet oprettet af de danske bønder og håndværkere i omegnen. Det gik nu ikke altid lige godt. Og da det var efter Genforeningen kunne direktøren tillade sig flere gange at kritisere Bismarck i Vestslesvigsk Tidende. Til sidst svarede Neue Tondernsche Zeitung:

• Direktøren kan sige om Bismarck, hvad han vil, i hvert fald har Bismarck passet sit rige bedre end direktøren sin bank.

Efter revolutionen skete der også en revolution i moden. Den blev mere fri. De unge damer behøvede ikke mere at have kjoler ned til anklen. , men et stykke under knæene. Og farverne blev mere lyse. Mange ældre damer fik et chok over dette. Men den dag kom, da de igen skulle have talje.

 

To gårde for en kasket

Den 20. maj 1920 fik Tønder dansk kronemønt. En krone kunne købes for 13,50 mark. Der blev indført en slags valutagodtgørelse. Mange ældre kunne ikke forstå, at de smukke tyske marksedler forsvandt for altid. Inflationen ruinerede mange folk. De folk, der havde lån, skyndte sig at betale disse tilbage. Peters far skyldte onkel Martin en hel del penge, da onkel hjalp med at bygge hus.

Naboen på Strucksalle, Shæfer stammede fra Sønderløgum. Han havde købt huset i Tønder og bagefter solgt sine to gårde, da marken endnu var noget værd. Da han fik pengene, var de
ikke mere værd, end han kunne købe en blå kasket for dem. Denne kasket viste han nogle gange frem med ordne:

• Den fik jeg for mine to gårde.

Ved Emmerlev – diget ligger en stor pæn mark (fenne) som blev solgt i mark. Sælgeren købte til sidst også en kasket inden marken gik helt væk. I folkemunde blev den kaldt:

• æ kasketfenn.

Karetmagere

Dengang havde mange håndværkere blå – hvide stribede arbejdsbluser eller jakker. Karetmagere, snedkere og bødkere havde mellemstore striber. Rebslagere havde lidt mørkere og bredere
striber. Peter og hans bror, Rasmus ville gerne i møbelsnedker – lære. Men de skulle vente op til halvanden år. Den ene hos snedkermester Richter, den anden hos snedkermester Müller.

Rasmus kom så i lære som smed og mekaniker, og Peter som karetmager hos Brdr. Roost Vognfabrik i Tønder. Det blev så ikke møbler, de unge kom til at fremstille, men Arbejds-og luksus vogne, både til heste og med motorer. Ja endda lukus-vogn til Kong Christian og Dronning Alexandrine.I Påsken 1922 blev Rasmus og Peter konfirmeret. Og så stod det ellers på arbejde. 10 timer om dagen – 60 timer om ugen.

 

Gode læremestre

Lærertiden startede i 1922, men det var først i 1924, at de begyndte at fremstille biler. Alt skulle læres fra bunden, men de unge var så heldige, at have
rigtig gode lærermestre. Nogle af disse stammede fra Schlesien, hvor der var mange vognfabrikker.

Noget af det første Peter lærte var at save planker op til vognstænger. Han lærte også at holde værktøjet ved lige. Lærermester Fritz Werner mente, at det var en fordel, at man fik plankerne
fra savværker. Da han var i lære, skulle man om vinteren ud i skovene, for at save planker ud.

Det var også denne lærermester, der fortalte, hvordan han blev hjemsendt fra krigen. Det var sådan at ved fronten, når man skulle på patrulje, så fik man udleveret en flaske snaps. Men lærermesteren vidste også, at næsten ingen vendte tilbage fra disse patruljer. Så han konsumerede lige flasken i et drag og satte sig foran ovnen. Det resulterede i at han pludselig fik høj feber, og blev rød over det hele. Det resulterede så i hjemsendelse.

 

Kun fyret, når der blev limet

Rasmus og Peter fik fast arbejde hos J.H. Jensen i Højer. De boede hjemme og kørte hver dag med toget. Lønnen var 25 kr. om ugen. I 1930 steg lønnen til 50 kr. om ugen, men så skulle man så også selv stå for kosten.

I Højer blev der kun fyret, når der skulle limes. Det skete, når der skulle laves sider til luksus-vogne, og når der skulle laves hjul. Naverne, der var lavet af enten eg eller elm blev kogte for at få syren ud af disse. Til de svære hjul var egerne af eg, til luksus-vognene var de af asketræ. Vognstængerne var ofte af birk. Luksus-vognene var udvendig af ask, mahogni og poppel.

En karetmager  skulle helst have de vigtigste mål i hovedet. Det samme gjaldt for smedemesteren, der sørgede for de smukke vognstel. Og vognlakereren ville ikke kaldes for maler. At de hele ikke bare ville kaldes for lakerer, kunne man godt forstå, når man på fabrikken så, hvad de alt skulle kunne. Dengang måtte han gøre alt selv. Han skulle selv fremstille alle råstoffer, for eksempel grundfarve, spartel, kitt m.m. Han skulle selv blande de forskellige farver og lak. Og i Højer havde man en af de bedste, Herrmann Sigismund.

 

Det gik i stå

Peter var også med til at fremstille førerhuse, drosker, rutebiler og varevogne på fabrikken i Højer. Da bilfabrikkerne gik over til selvbærende karrosserier og da der ikke mere blev lavet direkte undervogne (chassiser) gik det hele i stå.

 

Klister på værkstedet

Nogle gange var chefen, Jensen Senior i humør til at fortælle om firmaet. Han startede allerede i 1877 og fortalte, at han gik ned til Højer fra Løgumkloster. Dengang manglede der ikke karetmagere i Højer. Indtil første verdenskrig kom der ofte vandrende svende forbi og arbejde for en tid hos Jensen. Efter en tid rejste de, men kom altid igen.

En gang skulle en svend lave en stige til sadelmager Hübner, og de to kunne heller ikke med hinanden. Så svenden havde lavet trinene med dobbelt afstand. Jamen, det er da for at du
kan komme hurtigere op på loftet, havde svenden svaret sadelmageren.

Og når denne Hübner så, at det om middagen blev serveret “Mehlbyttel”, sagde han gerne, at Klister har jeg på værkstedet, og så gik han.

 

“Bly i æ Ræv”

En meget dygtig karetmager havde svært ved at komme op om morgenen. Jensen fortalte ham, at “Morgenstund har guld i mund”, hvortil karetmageren svarede, Men desværre også “Bly i æ ræv”. Og hvert år var Jensen Senior til Kloster – Mærken.

 

Drengekor i spidsen

Peter fortæller også, at i Højer ved begravelser, var det fra gamle dage skik, at der foran ligtoget gik et drengekor med lys i hånden og sang salmer. Det var det selvfølgelig kun de rige, der havde råd til. Sidste gang dette skete var omkring 1930. Dengang stod ligene endnu i hjemmet. Et ligkapel blev først bygget meget senere.

 

Hohenwarte

Ude ved Højer Sluse lå forsøgsstationen Hohenwarte. Bygningerne er fra 1860, og bygget af rigmanden, gårdejer Hans Angel. Den lignede et lille slot. Det var en flot bygning, bygget af samme arkitekt Moldenhart, som havde bygget det dengang nye universitet i Kiel. Det var en meget solid bygning med kælder under det hele. På grund af bundforholdene sagde man, at
der var lige så mange sten under jorden som over jorden. Hr. Angel skulle have haft en stor vinsamling. Han importerede selv tønder af vin. Senere var det en gårdejer Schifferer, der købte gården.

 

Trillede ned af diget

I pinsen 1936 blev Peter endelig forlovet. Svigerforældrene havde seks piger, og nu var de tre afsat. Forlovelsen blev fejret med den traditionelle Nøsteg (Oksesteg)og sødsuppe. En del af festen fortsatte på Slusekroen. Og det endte da også med, at en af gæsterne trillede ned af diget i sit flotte blå tøj.

 

Skulle arbejde for tyskerne

Da Danmark blev besat i 1940 blev Peter arbejdsløs. Fagforeningen sendte påbud om, at man ikke måtte nægte at arbejde for tyskerne. Peter arbejdede 7 – 8 måneder som snedker for det tyske brandvæsen på Aalborg – vest – flyveplads. Så  var der igen arbejde hos Jensen i Højer.

 

Flygtninge til Højer

Under anden verdenskrig kom der i 1945 også flygtninge til Højer. Peter fortæller, at de fik en 12 – årig pige, der hed Mariechen Koop. Hendes mor og søster var indkvarteret hos en
gårdmand, hvor moderen fandt en spinderok på loftet. Denne fik hun repareret, og gav sig til at spinde. De stammede fra Krim. Og det mærkelige var, at Mariechens far også var karetmager. Han blev bortført af russerne. Midt om natten kom lastbiler og hentede alle mændene. De har aldrig hørt fra dem siden.

 

Arbejde til han var 67 år

I 1955 arbejdede Peter hos Tønder Automobilhandel. Og fra 1957 var han i arbejde hos P. Petersen i Aabenraa. Og fra 1957 var der fast arbejde som høvlemester hos Voetmanns Tømmerhandel. Her var han indtil sin 67 – års fødselsdag. Det betød, at Peter på sin 50 års fødselsdag, den 26. okt. 1957 flyttede fra Højer til Aabenraa – for ham som en gave
– flyttede.

Peter Rasmussen døde i 1990.

• Tak til Familien Rasmussen

 

• Hvis du vil vide mere:
• www. dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 72 artikler fra Højer bl.a.:

 

• Bådfolket i Rudbøl
• En gåtur i Højer
• En vogn fra Højer
• Højer 1935 – 1945
• Højer – Minder 1 – 3
• Højers Gamle Huse
• Sidste Tog fra Højer og mange flere

 

• Under Tønder (283 artikler):
• Gamle virksomheder i Tønder
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder på en anden måde
• Tønder byggeforening – dengang
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Drengestreger i Tønder 1920
• Friserne – syd for Tønder
• Tønder før og efter Genforeningen
• Zeppeliner i Tønder
• Bombeangreb mod Tønder
• Ture i Tønder 1 – 4 og mange flere

 

Redigeret 18-09-2021

Konkurrencen var hård mellem
de forskellige mejerier. Enigheden blev til efter en konflikt. På 
et tidspunkt var der 1.500 mælkedrenge. De stod op kl. 4 og gik i skole
fra 12 – 18. Kuskene kunne være nogle djævle. Men mælkedrengene var meget afholdte, og kunne tjene gode drikkepenge. Ind imellem
fik de også ekstra mad. Det hjalp på en fattig husholding. Forskellige
anordninger, der skulle regulere mælkedrengenes arbejde blev ikke overholdt.
Og så hører vi også om Lyngsie.

 

1.500 mælkedrenge

Den første mælkedreng
har vel sat den første pot mælk ved en kundes køkkendør omkring
1890. I midten af 1890erne har det været et pænt antal. I 1910 var
der 1.500 mælkedrenge i København.

 

Lyngsie forsvarede de ufaglærte

Ved
den store strejke i 1896 der førte til
oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden, stillede drengene sig på
kuskenes side. Strejken begyndte i november 1896.

Der
blev holdt et møde i Gammel Kro i Smallegade på Frederiksberg, hvor Lyngsie inviterede på morgenkaffe
og boller.

Her
fortalte Lyngsie om arbejdernes grundlovssikrede
ret til at danne foreninger til varetagelse af deres økonomiske interesser.

 

Denne Lyngsie forsvarede indædt de ufaglærtes
interesser. Det vragte ham flere gange på kollisionskurs med de faglærte
forbund. Og ofte var han også modstander af Socialdemokratiets holdninger.

 

Mælkedrengene beholdt deres
løn 

Kuskene
havde taget deres drenge med. Og det blev bestemt, at drengene skulle
have deres løn under strejken for at lade være med at strejke for de strejkebrydende kuske.

 

Lockout

Københavns
Mejeriforsyning forbød i 1896 deres medarbejdere,
at melde sig ind i Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind i
fagforeningen. Og reaktionen udeblev ikke.

Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side.

 

Herved
opstod ideen om, at starte eget mejeri. Og som sagt, så gjort.
Den 12. marts 1897 startede man med M.C. Lyngsie som formand.

Det
nye kooperative mejeri havde en meget svær start. Ikke alle ville handle med socialister. I begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke. De skulle levere
flaskerne til det nye mejeri. Men de kom på andre tanker. De nøjedes
med at forlange et forskud på 3.000 kr.

 

Den
11. marts 1897 kunne københavnerne så se et vogntog bestående af 20
nye mælkevogne køre gennem byen. Og dagen efter blev der leveret mælk
til byens borgere.

Mejerivirksomheden
var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt
af henholdsvis fagforeningen og medlemmerne.

 

I
1906 købte man en gammel limfabrik
fra 1888 på Lygten 39 – 41, ja og fabriksbygningerne består stadig, ogsp
tilbygningerne far 1923 og 1935 – 1938.

 

Mønsterlandbrug

I
1922 købte Enigheden gården Lautrupgård i Ballerup. To køer, to får og 12 gamle
heste. Det var ikke særlig imponerende. Men gården blev ombygget og
udviklede sig til et mønster – mejeri, der fremstillede børnemælk.

 

Og
man fortsatte helt frem til 1996, hvor MD – Foods overtog virksomheden for at lukke den.

 

I Århus startede man i 1936 et mejeri
med samme navn Enigheden. Den lukkede i 2004.

 

Der
var stor konkurrence mellem Københavns Mælkeforsyning,
Enigheden(1897) og Trifolium (1900). Man fortalte løgnehistorier
om hinanden, blandt andet at man havde mug i hanerne og i jungerne,
og at de aldrig blev rensede.

 

Mælkedrengene
fortsatte

Systemet
med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet ved en bekendtgørelse
fra Indenrigsministeriet i 1918:

 

• Vedtægt
  for Staden København
  angående
  Børn
  og Unges Arbejde i visse Arter af Erhvervsvirksomhed.

 

For
mælkedrengene trådte dette
i kraft 1. januar 1919. Men det blev dog ikke respekteret. Mælkedrengene
fortsatte deres arbejde. Den eneste forskel var, at de undlod at gå
i skole med mælkebluse.

 

Brev
fra Rådmandsgades Skole

Nu
var det ikke alle der var lige begejstrede for mælkedrengenes
gøren og laden. Det gjaldt blandt andet for den kendte skoleinspektør
på Rådmandsgades Skole, Ingvar
Bondesen. Han havde skrevet en række
ungdomsbøger i bedste Familie
Journal – stil. Han
var kendt som en pligttro pædagog af den gamle skole. I 1897 skrev
han til Hr.
Forretningsfører Lyngsie:

 

• Mælkeforsyningen
  Enigheden har for Tiden 11 Drenge fra Skolen her, som daglig ere i Selskabets
  Tjeneste fra Klokken 4 Morgen til 12 Middag, hvorefter de maa skynde
  sig til deres respektive
  Hjem, faa lidt at spise og derefter møde
  paa Skolen Klokken 1. At de naturligvis efter en 8 Timers Arbejdsdag
  ikke kunne være
  synderlig oplagte til at sidde paa Skolebænken
  5 Timer, og at de som Følge
  deraf ofte synke sammen og falde i Søvn,
  kan efter min
  Mening ikke bebrejdes dem, men derved er nu intet at gøre.
  Hvad jeg derimod paa det alvorligste vil paatale er, at Kuskene tillader
  at beholde Drengene over Klokken 12, stundom til Klokken 1, 11/2, idet
  de henad 12 giver Drengene en Mængde
  Kommissioner at
  udføre,
  som de gør,
  at de ikke kan møde
  i Skolen til rette Tid. Saa vel Lærere
  som Forældrehave
  paaanket dette til Kuskene, men have mødt
  haanlig Afvisning, hvorfor jeg maa anmode Dem om eftertrykkeligt at
  forbyde et saadant Misbrug af fattige Børns
  Arbejdsevne

 

Kunne
lugte en Panser

Datidens
mælkedrenge kunne pifte i fingrene og lugte en
panser på
100 skridt afstand. De var altid klar til at lave sjov i gaden. Nu var
de heller ikke dem, der glimrede mest i skolen.

Ofte
måtte drengene op klokken tre om morgenen for at nå deres arbejde.

Mælkedrengene
kunne med drikkepenge tjene 3 – 4 kr. om ugen. Det var noget,
der battede i husholdningsbudgettet.

 

Det
var flot, når mælkedrengene kunne rykke op i næste klasse, men det
fik de ikke præmier for. De oplevede noget hver dag – en ildebrand på Nørrebrogade
eller en løbsk hest. Måske
havde han set et par pansere komme slæbende på en fuld mand.

 

Trætte
og lærte for lidt

Når
de endelig mødte i skole var de trætte og lærte alt for lidt. Skoletimerne
var faktisk spildt. Men meget blev opnået da deres arbejdstid blev
begrænset til 4 – 5 timer.

Nogle
lærere gav mælkedrengne lejlighed til at få en kort søvn. Man
skulle nogle dage holde i skolen til klokken 18, så det kunne
godt være lidt hårdt.

 

Enigheden var gået i spidsen for
at give dem kortere arbejdstid og højere løn.

 

Ingen
lys på køkkentrappen

 
Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog.
De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige
tid lidt varm mælk i spiselokalet. Det kunne være at kusken havde
lidt kakao med.

 

Men
nogle af kuskene var strenge. De kunne finde på, at slå med pisken.
Ja nogle af dem teede sig som små konger.

 

Spande
og penge skulle med tilbage. Til halvskummet mælk var det 3 og 5 potters
spande. Kærnemælken var i firkantede spande. Efter lidt øvelse kun
man bare ved løfte på dem finde ud af, hvor meget, der var tilbage.

Det
kostede 16 øre for sødmælk, 8 øre for halvskummet, 8 øre for kærnemælk,
60 øre for fløde og en krone for en pot piskefløde.

 

Nogle
af mælkedrengene havde havde en lille firkantet lygte hængende på 
brystet med et stearinlys. Der var jo ingen lys på køkkentrapperne.

 

Der
var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Og kusken
havde pottemål og halvpottemål. Nogle mælkedrenge havde såkaldte
mælkeklokker, som de ringede med, når de kom ind i gårdene. Så stak
konerne hovedet ud af vinduerne og bestilte. Det var så en kunst, at
huske, hvad Fru
Petersen på
fjerde og Fru
Andersen på
anden havde afgivet af bestilling.

 

Kunne
blive Heldagsdreng

Mange
steder var mælkedrengene populære. Kunderne havde smurt madpakker
til dem, og de rige kunder havde gemt frugt til dem.

 

Som
halvdagsdreng måtte man ikke arbejde om søndagen. Når politiet kom,
måtte man i hast gemme sig. Det gav en hel krone, at arbejde om søndagen.
Så kunne man købe honningkage hos skolebetjenten.

 

Når man var konfirmeret,
var det noget, der hed heldagsdreng. Så fik man 25 kr. om måneden.

 

Og
nogle avancerede til kusk. Ugelønnen i 1926 var 73 kroner. Og det var
en ganske god løn. En arbejdsmand
fik kun 24 kr. i ugeløn.

 

Stor
konkurrence – dengang

Og
det var stor konkurrence blandt mejerierne dengang.

Det
Danske Mælke – Compagni blev stiftet den 5. september
1895 på Mælkevej 2 – 4 (Nyelandsvej
25) på Frederikberg.

I
1897 indgik man et samarbejde med Enigheden.

 

I
1916 overtog man Københavns Mælkeforsyning og mejeriet Solbjerg.

Mælke
– Compagniet blev i 1974 opkøbt af MD – Foods.

 

Trifolium
Mælkeforsyning var et af 1900 – tallets
store sjællandske mejeriselskaber. Det blev grundlagt i 1899 og blev kongelig hofleverandør i 1926.

MD – 
Foods overtog

Kampen
om produktion af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveret. MD – Foods og Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Dyrtidsfond for at markedsføre deres produkter på det københavnske
marked.

 

Efterhånden
bukkede mejerierne under. Enigheden klarede sig med niche –
produktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt
sit indtog og supermarkeder opstod på samlebånd.

 

50
pct. af aktiekapitalen blev solgt
til Arla. Men også de resterende måtte
sælges.

 

Et
år før sin 100 års fødselsdag måtte firmaet bukke under. Det var
nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.

 

Kilde: Se

Litteratur
Nørrebro

Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere: Om arbejdere og kooperative
selskaber: Læs:

 

Under
København:

• En arbejder i København
• Når jeg
  ser et rødt
  flag smælde
• Stjernen – Arbejdernes
  bryggeri
• Historien om Første Maj

 

Under
Nørrebro:

• Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Gamle virksomheder på Nørrebro
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Rabarberlandet
• Stauning på Nørrebro
  

Dengang kunne man gå til teaterforestilling i Folkets Hus på Jagtvejen. Efterfølgende var der bal. Så kunne man for en kort stund glemme arbejdsløshed og fattigdom. Lige overfor lå den berømte kirkegård. Her havde arbejderne store problemer. De mente, at præsterne var borgerlige og så måtte de ikke tage deres røde flag med. Det offentlige Danmark havde svært ved at håndtere problemet.

 

Det startede med en teaterforestilling

Der var mange ludfattige og mange børn. Stor nød var der overalt. Børne – dødeligheden var meget stor. Men i forsamlingshuset Folkets Hus på Jagtvejen fortsatte festlighederne. Det startede med en teaterforestilling. Derefter var der bal til klokken tre om morgenen.

 

Feststemning

Den åbenstående fløjdør førte ind til forhallen. Og en meget bred trappe førte op til balkonen. Skulle man snyde sig ind, fordi man ikke havde råd til at betale entre, så skulle man lige forbi en uhyggelig stor kontrollør med en fedtet, sølvbesat kasket. Her var masser af mennesker, både nede på gulvet og oppe på balkonen. Her var løssluppen feststemning og masser af bajere.

Hvis man nu havde snydt sig ind, kunne man lige så godt få noget ud af det. Flasker blev samlet, så så det ud som man hjalp tjeneren. Man kunne nu sætte sig i en krog og drikke sjatterne

 

Esmeralda

Og så begyndte forestillingen. Og hovedpersonen var Esmeralda, datidens kvindeideal – fuldbarmet, lidt kraftig og veldrejet, fuld af humor og livslyst og fuld af kærlighed. Disse
forestillinger var meget populære dengang. De var ægte og menneskelige og fri for opstyltethed.

 

Tid til bal

Og så var der ellers tid til bal. Borde og stole blev slæbt ind til siderne i salen. Orkesteret tog plads oppe på scenen. Der var ikke plads til alle i salen, så de trængtes i sidegangene. I de tilstødende lokaler var der servering. Så begyndte dansen. Musikken larmede, og pludselig var hele gulvet som en myretue af dansende par. Der blev vrikket, spjættet og meget mere.
Først den ene vej og så den anden vej. Ikke alt så lige elegant ud. For nogle kneb det allerede med at holde ligevægten. Men det var et strålende, folkeligt og farverigt eventyr, med et væld
at glade, leende og løsslupne mennesker, der morede sig uhæmmet af hjertens lyst. Glemt var fattigdom og arbejdsløshed.

 

Ud af fjerde klasse

Det var dengang, at mange kun nåede at gå op til fjerde klasse, for så at blive konfirmeret. Så var det ellers ud af skolen for at tjene penge. Hvis man så kunne få en lærerplads, ja så var lykken gjort. Og tænk, hvis man kunne blive ansat i kommunen med blanke knapper, kasket og uniform.

Men når vi nu er ved skolerne. Så besluttede byens vise skolemyndigheder, at skille fårene fra buggene. Husumgades Skole blev gjort til betalingsskole for de fine. Hans Tavsensgades Skole, som til dels var bygget på et fundament af gamle dødningeknogler blev gjort til slyngelskole for gadedrengene. Her skulle tugt få eleverne til at blive bedre mennesker. Ja ofte grænsede dette til mishandling.

 

Prygl har de respekt for

Det var jo i 1906, at landets justitsminister, Peter Adler Alberti fremsatte sin berømte prygellov. Han mente, at det eneste de unge mennesker, havde respekt for, var prygl. Han blev for øvrigt kørt ned af en sporvogn på Nørrebro.

 

Arbejderbevægelsen ville manifestere sig

Vi hørte før om Folkets Hus. Lige over for ligger Assistens Kirkegården. Allerede dengang var kirkegården berømt. Her forsøgte arbejderbevægelsen at manifestere sig. Det var ikke altid
blot en afsked med familie og venner. Arbejderbevægelsen ville vise offentligheden, at de havde magt og indflydelse. Det førte dog ofte til konflikt mellem arbejderne og myndighederne. Særlig de gejstlige myndigheder havde svært ved at håndtere arbejderbevægelsens symboler i begravelsesritualet. Præsterne var ikke begejstret for røde faner Og arbejderne var ikke begejstret for præsternes lig-tale. De betragtede den som borgerlig.

 

Politiet stjal liget

Harald Brix, der var medstifter af 1. Internationale og en af pionererne i den danske arbejderbevægelse måtte ikke hyldes. Det bestemte myndighederne. Brix’ s lig blev natten til den 1.
juni fjernet af politiet og låst inde på Garnisons Kirkes kapel for at forhindre at hans partifæller gik i ligtog med røde faner.

 

Evig fordømmelse – han var socialdemokrat

Optog med røde faner blev opfattet som en trussel mod den offentlige orden. Ak ja, også på Assistens Kirkegård havde præster overgivet den afdøde til evig fordømmelse blot fordi han var Socialdemokrat. Man havde fra myndighedernes side påpeget, at hvis ikke bestemte normer for opførsel blev fulgt, ville begravelsen ikke blive gennemført.

 

Folkets vilje er højeste ønske

I efteråret 1891 diskuterede man i Københavns Præstekonvent diskussionen om faner. Pastor la Cour mente, at fagforeningsfaner ikke burde forbydes, men derimod den socialdemokratiske fane med indskriften Folkets Vilje er højeste Lov. Flere præster mente, at forbud imod faner ville skubbe arbejderne længere væk fra kirken, hvilket ikke var ønskeligt, fordi at selv under den røde Fane findes der Menigheder.

 

Pastor Steen

Vi har tidligere her på siden beskrevet en begravelse på Assistens Kirkegård i 1887. Den skulle besørges af en af arbejderbevægelsens største fjender den indremissionske præst Pastor Steen. I avisen Social – Demokraten blev det omtalt, at selve ligtoget foregik stille og rolig:

• Der var den tavse Højtidelighed over Forsamlingen som Døden altid plejer at indgive. Saa kom Pastor Steen og brød Freden. Han kom som en Mand, der har Sværdet. Han havde med sig et Forbud mod at der blev bragt den fattige, hæderlige gamle Arbejder et Farvel ved Graven af en af hans mange Venner, og Præsten benyttede sig af sin Myndighed.

 

En provokation

Det faldt også avisen for brystet, at præsten efter jordpåkastelsen udtalte:

• Jeg henstiller til Hr. Politiassistent Rantzau at sørge for Forbuddets overholdelse

Dette blev af arbejderne betragtet som en provokation. Så mange som mulig skulle deltage En begravelsesannonce kunne lyde:

• Medlemmer af 6. kreds` Socialdemokratiske Vælgerforening anmodes om at give Møde ved vor Partifælle A. Mundbergs Begravelse, som foregaar i Morgen kl.1 fra det store kapel paa Assistens Kirkegaard.

For Arbejderbevægelsen var det vigtigt, at så mange som mulig deltog. Og alt efter indflydelse mødte der mellem 200 og 50.000 op til sådanne begravelser. Følgets størrelse var et signal
til omverdenen om Arbejderbevægelsens styrke. Arbejderbevægelsen udfordrede kirkens egne symboler og værdier samt rummelighed. Og arbejderne er både blevet mødt af modstand og langsom eftergivelse af folkekirkens præster.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Se Litteratur Nørrebro

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler- heraf 304 artikler fra Nørrebro:

 

• Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• En vandring på Ydre Nørrebro
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Gamle virksomheder på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Stauning på Nørrebro
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Under jorden – på Assistens Kirkegaard og mange flere

 

• Under København (191 artikler):

 

• En arbejder i København
• Historien om Første Maj
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Stjernen – arbejdernes bryggeri  og mange flere

 

Redigeret 14.09.2021

De var dobbeltmoralske dengang. Den offentlige prostitution var tilladt, men det var den hemmelige ikke. Myndighederne forsøgte at komme utugten til livs. Og det blev sandelig
lavet undersøgelser dengang. Ca. 45 huse med lovbeskyttet usædelighed fandtes det dengang. Men der fandtes masser af skjult kriminalitet dengang. Nogen gange blev det opdaget, men langt fra altid. Og det var fosterfordrivelse og barnemord. Vi skal følge Marie Vinters frygtelige skæbne. Hun druknede flere børn i Ladegårdsåen.

 

Ikke sanitære forhold

Denne artikel vil ikke omhandle de prostitueredes sanitære forhold. Men det er kun opgaven, at meddele nogle statistiske data omkring usædeligheden i København. Og de må anses, at være fuldt paalidelige. Ja sådan indledes en undersøgelse fra dengang. Materialet til undersøgelsen kommer fra politiets protokoller over de 570 kvinder, der i løbet af året 1885 har været indskrevet som offentlige Fruentimmer. Der er foretaget afskrift af protokollerne og det Forespørgselsskema, som vi kommer tilbage til.

 

Antallet af offentlige fruentimmer

Der er foretaget en opgørelse over Prostitution i København i tiåret fra 1876 – 1885. Og antallet af offentlige Huse var nogenlunde konstant fra 41 – 46 huse. Antallet af offentlige fruentimmer i offentlige huse varierede fra 112 – 193, flest var der 1878. Anderledes så det med de disse fruentimmer, som var privatboende. Her var antallet jævnt stigende fra 148 i 1876 til 284 i 1885. Og så må så sandelig ikke glemme dem, som befandt sig på hospitaler og i fængsler. Der var fra 37 til 90, flest i 1884.

 

Frafald blev bogført

Man gik meget grundig til værks hos politiet dengang. Således blev der også bogført frafald med følgende begrundelse:

• som afgaaende ved Døden
• paa Grund af indgaaet Ægteskab
• som bortrejste til andre Steder for at søge Erhverv ved Løsagtighed.
• Anbragte i Tjeneste eller udgaaende paa anden Maade.

Frafaldet udgjorde fra 132 til 234 hvert år. Ja man havde åbenbart god kendskab til kvinderne, for man bogførte også nytilkommende. Og det var mellem 58 og 82 hvert år.

 

Genstand for politiets undersøgelser

Der blev holdt godt øje med dem, for i statistikken blev der også  registeret, hvem der i  “Aarets Løb havde været Genstand for Politiets Undersøgelser som Mistænkte for Løsagtighed” . Og her varierer tallet fra 542 til 690.

Man havde også fortegnelse over, hvem der blev løsladt grundet manglende bevis, og hvem, der var underkastet “Lægevisitation eller producerede privat Lægeattest” Og man kunne også se, hvem der fik en advarsel, eller hvem der blev afleveret til Fattigvæsnet eller hjemsendtes ved politiets foranstaltning. Således blev 400 overført til Væsnet i 1876.

 

Dødeligheden var ikke større

Det gennemsnitlige antal af kvinder i offentlige huse var i 1878 4,5 kvinder og 1,7 i 1885. I undersøgelsen fandt man ud af, at dødeligheden ikke var større hos de offentlige fruentimmer end andre. Men som undersøgelsen konkluderede:

• Men det forstaar sig, at man maa være varsom med den Betydning, man tillægger en saadan Dødelighedskvotient som Maalestok for Prostitutionens Dødelighed. Dette har ikke blot
  sin Grund i, at Tallene ere smaa, og at der mangler detaljerede Opgivelser om Alderen baade for de Levende og de Døde, men ogsaa i, at Antallet af Indskrevne i Aarets Løb er en del Fluktuerende, og navnlig, at de mange indskrevne, naar de bliver alvorlig syge af andre Sygdomme end Kønssygdomme, ville ophøre med at være indskrevne, og saaledes ville belaste Fattigkassen eller i hvert Fald andre Klasser end de Prostitueredes med deres Dødsantal.

 

Chancen for at blive gift var større?

Og en overraskende konklusion kommer man også til:

• Imidlertid er dog altsaa Chancen for at blive gift, naar man er offentligt Fruentimmer, adskilligt større end man vel paa Forhaand vilde tro.

 

Udslettelser

Når et Fruentimmer sluttede dette foretagende i København talte man om Udslettelse. Og hvert år så bestod 70 – 80 Udslettelser af, at Fruentimmerne ombyttede deres Virksomhed med et tilsvarende i Provinserne og af og til i Udlandet.

Undersøgelserne konkluderer:

• Den virkelige, aarlige Rekrutering af den egentlige Skøgestand er saaledes i Løbet af et Tiaar formindsket med henved en tredjedel.

 

900 offentlige fruentimmere til rådighed

Når politiet anholdte fruentimmerne, gav dem advarsler, afleverede dem til Fattigvæsnet eller andet, var det

• I Henhold til Straffelovens
  § 180 og til Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse af 10. April 1874.

Hvis man lægger det hele sammen og trækker fra, så var der i 1885 cirka 900 offentlige fruentimmere til rådighed i København. Men sandheden er nok, at der var adskillige mere.

De 570 af disse var indskrevet som offentlige Fruentimmere og de udførte lovbeskyttet usædelighed. De var officielt løsagtige og dermed underkastede sig Lægevisitation.

 

Være tilknyttet et bordel

Reglen var, at man kunne melde sig som offentlig Fruentimmer. Så skulle man være tilknyttet et bordel og møde op til ugentlige lægevisitationer. Straffen for udeblivelse var 48 timer i arresten på vand og brød.

• Men medens den nuværende Alder saaledes for den allerførste Del af de offentlige Fruentimmer er ude over den første Ungdom, og Alderen for mangfoldige af dem endog maa kaldes fremrykket, er ganske det modsatte Tilfælde med hensyn til det Tidspunkt, hvor de ere blevne indskrevet som offentlige Fruentimmer.

De fleste er begyndt som 18 – 20 årige. Lidt over 10 pct. var startet, da de var under 18 år.

 

Man blev indberettet

Nu var myndighederne ikke så let at narre. Hvis kvinder blev indlagt med syfilis, ja så blev det indberettet til politiet, og så blev kvinden afhørt af politiet. Myndighederne dengang gjorde et ihærdigt arbejde med at bekæmpe overbefolkning, sygdom og prostitution.

 

Sundhedspoliti

I 1865 var der blevet dannet et Sundhedspoliti. Og i observationsprotokoller rapporterede man om kvinder levede i utugt. Havde man en mistanke, blev de kaldt på stationen og spurgt, hvad  de levede af. Derefter blev de lægevisiteret. Viste det sig, at de havde en kønssygdom, blev de forespurgt, om hvordan de kunne have fået denne.

Den økonomiske situation var vanskelig. Kvinderne havde med prostitution mulighed for en alternativ indtægt.

 

21 offentlige fruentimmere i Peder Madsens Gang

I en folketælling fra 1868 viste det sig, at der alene i Peder Madsens Gang var 21 offentlige fruentimmere i gaden. Der blev drevet bordel i mindst i 7 ejendomme i gaden. Bordellerne
blev lukket og fruentimmere fordrevet i 1869. Det skete efter en skandale, hvor også børn havde pådraget sig syfilis.

 

Dobbeltmoralsk

Man kan sige, at det var lidt dobbeltmoralsk dengang. For hemmelig prostitution var strafbart, mens prostitution reguleret af samfundet var lovligt. Store grupper af kvinder befandt sig i en gråzone.

 

Skulle spørge om lov

Befolkningen i København havde ikke samme opfattelse af begrebet prostitution som myndighederne. Når man var blevet almisselemmer i det offentlige fattigvæsen, skulle man spørge myndighederne, om man måtte gifte sig. Og når en kvinde havde giftet sig, spurgte man ikke til hendes erhverv, så regnede man med at manden var hoved-forsørger dengang.

 

Marie Winters skæbne

Der var mange uhyggelige skæbner dengang. Uægte børn, Mænd, der flygtede fra deres fadderskab, barnemord, fosterdrab og meget mere. Situationen kan bedst illustreres med Marie Winters skæbne. Hun var født i Sverige i 1841. I 1866 var hun i Karlstad blevet idømt 5 års straffearbejde for at have dræbt sit uægte fødte drengebarn straks efter fødslen at have holdt det i et kar med vand. Efter udståelsen af sin straf rejste hun i 1871 til København. I sommeren 1873 tjente hun i Nakskov, hvor hun blev besvangret.

I begyndelsen af 1874 rejste hun til København og fik plads. Hun blev dog bedt om at flytte den dag i marts, da fødslen gik i gang. Efter at have opholdt sig i Fødselsstiftelsen i 14 dage, tog hun barnet med i tjeneste. Hun fik besked på, at hun ikke måtte beholde det. Af sin husbond fik hun lov til at rejse til Malmø for at sætte det i pleje.

 

 

Kastet i Stadsgraven

Men inden hun nåede så langt gik det op for hende, at hun ikke med sin løn på 8 kr. om måneden og uden at kunne forvente hjælp fra barnefaderen ikke var i stand til at udrede plejepengene. Efter at have travet rundt på gaderne i København til ud på aftenen, druknede hun barnet i Stadsgraven på Amager. Et halv år efter blev et stærkt forrådnet barnelig fundet, som ikke kunne identificeres.

 

Druknet i Ladegårdsåen

I foråret 1875 blev Marie Winter besvangret af en karl, der kort efter forlovede sig med en anden og udvandrede. Under dette svangerskab tjente hun forskellige steder i København. I
1876 indlogerede hun sig i en gæstgivergård. Natten mellem den 21. og 22 . januar kunne hun mærke fødslen nærme sig, og hun vandrede mod Ladegårdsåen. Liggende på jorden fødte hun et drengebarn. Hun druknede det i åen, svøbte det sammen i et klæde, og vandrede tilbage til København. Her gik hun omkring hele dagen, indtil det blev mørkt. Fra Langebro kastede hun pakken med liget i vandet, hvor det ikke senere blev fundet.

 

Kastet i vandet fra Langebro

Fra slutningen af januar 1876 fik Marie Winter plads på en gård i Førslev Sogn. Næste sommer blev hun besvangret af en karl, der tjente samme sted. Kort efter forlod hun stedet, og
karlen rejste til Sverige. Efter at have tjent forskellige steder var hun i 1877 igen tilbage i København. På Fæstekontorets foranledning blev hun indlogeret på et gæstgiveri på Vestergade. En nat fødte hun et pigebarn, som hun gik ud og druknede i et kar vand i gæstgiveriets gård. Hun pakkede det ind og kastede det i vandet fra Langebro. Heller ikke dette lig blev senere fundet.

 

Bragt til politistation

Atter tjente hun forskellige steder, indtil hun i sommeren 1878 blev gravid med en medtjener. Begge forlod kort efter pladsen, og han var ikke senere at finde. Hun flyttede flere gange og i februar 1879 brugte hun sine sidste penge til at overnatte i forskellige logihuse i København.

Den 17. februar om aftenen så hun ikke anden udvej end at tage imod et tilbud om at overnatte hos en arbejdsmand på Christianshavn. Efter at de har haft samleje, fik hun veer. Ved midnatstid forlod hun trods arbejdsmandens protester sit midlertidige logi og gik på gaden. Et kvarter efter fødte hun stående et pigebarn. Dette svøbte hun ind i et skørt. I bidende kulde gik hun rundt i byens gader. Efter at have gået rundt i tre timer blev hun af en betjent bragt til en politistation, hvor det blev konstateret, at barnet var dødt.

 

Frifundet

Ved Højesterets dom af 17. oktober 1879 blev hun frifundet for dette sidste forhold, idet hendes forklaring om ikke at have haft til hensigt at føde i dølgsmål eller dræbe barnet blev lagt til grund.

 

Tilstod alle forhold

Efter at være blevet løsladt fra varetægtsfængslet havde Marie Winter en del pladser. Fra maj til november 1880 tjente hun, der nu var nær 40 år, på en gård i Skovlunde. Endnu en gang blev hun besvangret af en karl, som hun tjente sammen med. Fra december 1880 til maj 1881 opholdt hun sig på Lolland. Da denne fødsel i juni 1881 nærmede sig, boede hun hos en kone i Farvergade.

Under foregivende af at ville føde i Fødselsstiftelsen forlod hun sit logi og fødte sit barn ved Ladegårdsåen, hvor hun druknede det. De følgende 8 dage flakkede hun om i nærheden, men vendte så tilbage til Farvergade. Her fattede værtinden mistanke. Marie blev anholdt og erkendte sig skyldig i barnedrab. Samtidig fortalte hun om alle de andre foregående forhold.

 

Dømt til døden

Dommen lød på dødsstraf efter straffelovens bestemmelse om overlagt drab. Dødsdommen blev dog ikke fuldbyrdet. Ved kongelig resolution af 30. juni 1882 blev straffen ændret til tugthusarbejde på livstid. Marie Winter blev løsladt efter 16 års forløb.

Hendes videre skæbne er ukendt.

 

Mange domme

I perioden 1866 – 1870 blev der afsagt 21 domfældelser for barnedrab. I samme periode var der 59 domfældelser for fødsel i dølgsmål og uforsvarligt forhold. Men langt fra alle forhold
blev opdaget.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under forberedelse)
• Marcus Rubin: Prostitutionen i København (1885)
• Beth Grothe Nielsen: Letfærdige Qvindfolk  (1982)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 304 artikler fra Nørrebro: 

 

• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Barnemoderen fra Jægersborggade og mange flere 

 

Redigeret 7.10.2021

 

Grev Bernadotte og svenskerne får hele æren for redningen med De Hvide Busser. Og i Kruså  er der rejst en mindesten for dette. Men fortæller denne sten hele sandheden. Ikke mange ved, at da svenskerne kom, havde Det Danske Hjælpekorps/Jyllandskorpset allerede gennemført 10 transporter. Svenskerne ville ikke samarbejde, men da over halvdelen havde fået nok og rejste hjem, ja så bad de danskerne om hjælp. Her er atter en ukendt historie fra dengang.

 

Svenskerne får æren

Det er svensk røde kors og Folke Bernadotte  der får æren af, at have reddet adskillige tusinder af fanger fra Hitlers helvede. Undertegnede vil dog ikke forklejne denne indsats. Men egentlig var det et norsk initiativ, der startede hele redningsaktionen. Det blev fulgt op af Socialministeriets departementschef, H.H. Koch.

 

Glemt er danskernes indsats

Ja egentlig var den danske indsats et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Socialministeriet og Statens Seruminstitut . Også flådeofficer Karl Hammerich var en af initiativtagerne Glemt er også danske præsters og lægers indsats. To danske præsters indsats i Tyskland, Sophus Boas i Hamborg og Axel Jeppesen i Berlin er også glemt. Vi vil ved en senere lejlighed
forsøge at finde frem til noget mere om de to præsters indsats.

 

Danske præster havde stor betydning

De to besøgte danske modstandsfolk i KZ – lejrene og smuglede godbidder ind til dem. Også et fangekartotek opbyggede de to præster. Dette fangekartotek havde afgørende betydning, da redningsaktionen med De Hvide Busser begyndte.

 

Første tur i december 1944

Den første tur blev kørt i dagene 5. til 11. december 1944 med danske busser og dansk personale. Og glemt er også, at organisationen hed Det danske Hjælpekorps. Det var også dem, der fandt på, at male busserne hvide. De allierede fly angreb alt, hvad der bevægede sig. Ja egentlig startede organisationen med at hedde Jyllandskorpset.

 

Jyllandskorpset

Planen var at Jyllandskorpset skulle bestå af 400 mand, hovedsagelig rekrutteret blandt militæret. Der skulle være en overordnet stab på 10 mand. De skulle overvåge grupper af chauffører af chauffører, transportledere og samaritter. Man fik knyttet stærke samarbejdspartnere til korpset. Korpset skulle sættes ind, når Das Dritte Reich brød sammen.

 

Chokerende besked fra London

Man forsøgte, at få et samarbejde i gang med den engelske regering. Men her fik man i september 1944 den foruroligende besked om, at militære fangere havde første prioritet ved hjemsendelse. Alle andre fangere skulle blive tilbage i de respektive fængsler og koncentrationslejre. Det kunne først komme på tale, når de allierede var etableret efter Tysklands kapitulation.

 

Stor hjælp til Det danske Hjælpekorps

Det Danske Hjælpekorps var ikke noget uden DSB og private vognmænd. Store firmaer som bryggerierne Carlsberg, Tuborg og Stjernen, brødfabrikkerne Schulstad og Arbejdernes Fællesbageri, NESA, fiskeeksportører m.m. hjalp til.

 

De er glemt

Omkring 6.000 danskere var af nazisterne sendt i fængsler, tugthuse og lejre. Og det udviklede sig til et enormt hjælpearbejde, som var en helte – aktion værdig. Mange var involveret i disse aktioner. Og de er i dag glemt.

 

198 politifolk og 33 urner til Frøslev

200 syge politifolk blev transporteret hjem fra KZ – lejren Buchenwald. Transporten foregik med en konvoj bestående af fire DSB – busser med påhængsvogn, tre store ambulancer, en lastvogn og en personvogn. Det vil sige 198 politifolk og 33 urner blev bragt til Frøslev. Senere kom andre politifolk fra andre lejre til Frøslev.

 

Halsoperation under turen

På  turen var man udstyret med mælkejunger med drikkevand, sæbe, toiletpapir, brækposer, gryder, skeer, lommelygter og meget mere. Carlsberg havde leveret øl, og der var masser af snaps med til bestikkelse. Sundhedsstyrelsen havde skaffet medicin og stillede med læger og sygeplejersker Bilerne kørte under turen fast i snedriver. Undervejs måtte der foretages
en halsoperation i en af ambulancerne. Desværre endte den med dødelig udgang. Og at man skulle ende i Frøslevlejren var ikke med politibetjentenes gode vilje. Men sådan var aftalen med tyskerne.

 

Man ventede i fire dage

På  den anden tur skulle der hentes internerede grænsegendarmer i Neuengamme. I sidste øjeblik forsøgte tyskerne at lægge hindringer i vejen. Hoffmann, Gestapo – chefen i København havde åbenbart glemt at fortælle, hvor mange, der skulle til Danmark. Efter fire dages venten kunne man forlade Neuengamme med fem syge gendarmer og tre civile. Men allerede fra efteråret 1943 udførte Socialministeriet et kolossalt arbejde med at sende pakker til danskere i KZ – lejre. Ministeriet sørgede selv for indkøb og forsendelse. Pakkerne
blev pakket af Røde Kors. De blev kørt med lastbiler, udlånt af private firmaer. I krigens sidste år var jernbanedriften nedbrudt.

 

10 danske transporter inden svenskerne begyndte

Da Bernadotte i februar 1945 blev involveret i planerne, havde danskerne allerede gennemført seks operationer. Og da den første svenske bus rullede ind i Tyskland den 15. marts, havde danskerne gennemført 10 transporter. De havde i småportioner hentet 600 hjem fra helvedet. I alt blev 10.000 danske og norske KZ – fangere befriet fra Hitlers helvede

 

Danske læger stod over for muselmænd

Det var danske læger, der først stod over for udhungrede muselmænd. Og det var danskere, der ved hjælp af bestikkelse og overtalelse over for brutale lejrkommandanter banede vejen for fangernes frigivelse.

 

Bernadotte sagde Nej tak

Bernadotte udvidede aktionen ved at forhandle med Himmler. Hans indsats skal sandelig ikke nedvurderes. Der kom frisk svensk personale til. Men da de havde fået nok, trådte der igen dansk personale til. Hjælpekorpsets organisation var overtaget af svenskerne, ja sådan hedder det i den officielle version. Men Det danske Hjælpekorps havde opereret sideløbende.
Og i begyndelsen ville svenskerne kun operere som et rent svensk foretagende. Det Danske Hjælpekorps var slet ikke med i svenskernes tanker.

Dansk Røde Kors kunne via Udenrigsministeriet  den 22. februar tilbyde Bernadotte 40 busser, 30 lastbiler, 18 ambulancer, en halv snes personbiler samt mandskab, læger, sygeplejerske, foruden al nødvendig udrustning. Men Bernadotte sagde nej tak. Nu skulle aktionen kun være helt svensk.

 

Svenskerne var i knibe

Svenskerne havde bundet sig for en måneds arbejde, og da den måned var over, rejste halvdelen hjem. Nu var svenskerne kommet i knibe, og denne gang blev Det danske Hjælpekorps ikke afvist som hidtil.

 

Sverige havde brug for propaganda

Sverige havde hårdt brug for propaganda, og fra dansk side ville man ikke modsige broderfolket. Ingen havde lyst til at pille ved myten. Danskerne følte, at svenskerne havde gjort så mange tjenester under krigen. De tog blandt andet imod 7.000 jøder.  Derfor er den danske indsats blevet underspillet i den kollektive erindring. Og var svenskerne nu helt neutrale? Nogle vil sikkert mene, at de deltog i den tyske krigsindustri, med det de foretog i Narvik og Kiruna.

 

200 danske busser med dags varsel

Det svenske hjælpekorps slog sig ned i Friedrichsruh ved Bergedorf i Hamborg. Men allerede omkring den 1. april var det svenske hjælpekorps blevet halveret. Man var nu pludselig ude af stand til at gennemføre rømningen af Neuengamme. Omkring 200 danske busser fra De Danske Statsbaner og private vognmænd blev med dags varsel sendt til Padborg. De blev malet hvide og kørte i pendulfart mellem Neuengamme og karantænestationen i Padborg.

 

Svensk nej til befrielse af danske jøder

Samarbejdet med Bernadotte var ikke uden problemer. For pludselig havde den svenske greve besluttet, at de ca. 400 danske jøder i Theresienstadt alligevel ikke skulle hentes. Fra
dansk side besluttede man derfor, at gennemføre dette som en ren dansk aktion. Men aktionen var risikabel. Den danske vognpark havde ikke samme standard som den svenske. Men det endte med, at de danske jøder blev reddet, hovedsagelig med svensk materiel.

 

Tip – top materiel

Redningsaktionen kunne ikke være gennemført uden svensk hjælp. De havde tip –  top rullende materiel, der kørte på benzin. De danske busser havde nedslidte dæk. Der var mangel på reservedele. Og bøgebrænde i påmonterede kakkelovne (gengas) som drivmiddel var ikke godt til langfart.

 

Bestikkelse af tyskerne

Og Bernadotte gjorde indtryk på Himmler. En bog om 1600 – tallets nordiske runer gjorde stor indtryk på Himmler. I hovedkvarteret i Wannsee diskede danske embedsmænd
op med et bestikkelsesmåltid, bestående af de lækreste ting med øl og snaps til. Man fik nu de nødvendige papirer og stempler. Jøderne blev også reddet takket være en god dansk frokost.

 

Den norske/danske indsats ikke nævnt

En hvidbog udkom i 1945 om Bernadottes oplevelser. Den norske og danske indsats blev knap nok nævnt. Myten om helten, Bernadotte blev forstærket.

 

Masser af frivillige i Padborg/Kruså

I Kruså blev mejeriet omdannet til et kæmpe feltkøkken, varm mad kom i mælkejunger fra sygehuset i Sønderborg. En masse frivillige meldte sig, sygeplejeelever, lottekorpset,
Danske Kvinders beredskab, læger, husmødre, spejdere, mekanikere m.m. Endelig var Bernadotte blevet imponeret af danskernes indsats.

 

Karantænestation i Padborg

En karantænestation blev anlagt i Padborg i efteråret 1943. Det var tænkt sm en gennemgangsstation for de danske arbejdere, der vendte hjem fra Tyskland. Man forventede, at arbejderne
hjembragte sygdommen, som man ikke ønskede i Danmark. Måske var det også noget psykologisk i det. De skulle ikke have den bedste hjemkomst. Barakkerne blev stillet klos op af lokomotiv – remisen. Det var der to årsager til. Man forventede, at arbejderne kom med tog, og så kunne man også bruge dampen fra lokomotiverne til aflusning. Og desinfektion af tøj.

Da barakkerne ikke slog til, brugte man jernbanevogne. Man ryddede dem for alt inventar og installerede madrasser og senge.

 

Spøgelsestoget fra Ravensbrück

Der skete mange ting i Padborg dengang. Således kom et spøgelsestog fra Ravensbrück med 2.800 kvinder. De hylede af sult. Og så vidt vides var det lejrkommandanten, der for at redde kvinderne fra sultedøden sendte kvinderne nordpå. Det var fortrinsvis kvinder fra Polen og Rusland. Kvindernes skæbne, kan vi senere komme ind på. Ja der kom faktisk to spøgelsestog.

 

Rædselsgerningerne skulle slettes

Hitlers oprindelige ordre var, at ingen fange måtte falde levende i de allieredes hænder. Rædselsgerningerne skulle slettes og overlevende fanger skulle myrdes. I dette regnerok var det et forunderligt samspil mellem danske, norske og svenske kræfter, der var årsag til at vriste 20.000 mennesker ud af nazisternes kløer. En mageløs indsats som svenskerne fik æren for

Siden december 1944 havde 17.300 fangere passeret to karantænestationer ved grænsen. De var blevet bespist, lægeundersøgt, behandlet og sendt videre med tog og bus ud i friheden. Det var en mageløs indsats, som svenskerne fik æren for.

 

Taler mindestenen sandt?

Ved Kruså er det med fuld ret, rejst en mindesten, om Bernadotte – aktionen. Men der står ikke noget om den danske indsats Man kan også undre sig over, at hverken den danske eller den svenske regering har været interesseret i, at viderebringe sandheden om De Hvide Busser.

 

Et ubesvaret spørgsmål

Hvorfor har man i den grad forbigået Det danske Hjælpekorps? Det er godt nok længe siden, at jeg har besøgt Frøslevlejrens Museum, Men jeg mener ikke, at være stødt på hverken Jyllandskorpset eller Det danske Hjælpekorps. Men de er som skrevet ikke nævnt på mindestenen i Kruså. Dette er et af besættelsestidens ubesvarede spørgsmål?

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Padborg/Kruså/Bov

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler )
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) (362 artikler) 
• Sandheden om karantænestationerne
• Myten om de hvide busser
• De hvide busser – nok engang
• Under krigen i Bov Kommune
• Militære efterretninger i grænselandet
• Karantænestationerne ved grænsen
• Besættelsestiden i den sidste tid i Bov Kommune og mange flere 

Redigeret 15.10.2021

Man følte sig tilsidesat i Aabenraa. Flensborg fik alt. Endelig kom der en forbindelse til Flensborg. Skulle man til Løgumkloster måtte man spørge om vej 15 gange. Og så skulle jernbanen gå uden om Aabenraa. Man fik ugentlig to forbindelser til Tønder. Så var det godt man havde søfarten. Skibsværfterne måtte flytte for at udvide havnen. Der var masser af store købmænd i byen. Og 22 teglværker i omegnen.

 

Trafikalt isoleret

Helt frem til 1850erne lå Aabenraa borte fra færdselsåren til lands. De høje skovklædte bakker gjorde det vanskeligt at etablere ordentlige forbindelser. Først efter 1920 fører moderne veje tværes gennem alle hindringer mod vest. Men til vands havde Aabenraa særdeles gode vilkår. Og det har byen benyttet sig af. Der er i tidens løb diskuteret kanalprojekter, hvor også Aabenraa indgik, men Nord – Østersøkanalen kom først.

 

En dyb fjord

Aabenraa Fjord med sine 38 meter hører til blandt de dybeste. Allerede 250 meter ude er vi på 10 meter. Ikke så sært at byen udviklede sig til en søfartsby. Rent trafikmæssigt var det let at komme til og fra Løjt. Men også herfra måtte bønderne ned til Aabenraa Havn for at hente varer.

 

Et lille amt

Løgum Kloster havde allerede i 1257 toldfrihed i Aabenraa. Og man skal lige huske, at indtil 1850 omfattede Aabenraa Amt foruden Varnæs Birk kun Sønder Rangstrup og Rise Herreder – nord og vest for byen.

 

Sejlskibe dominerede

Indtil jernbanen lagde sine spor var Sønderjylland præget af middelalderligt vejnet. På havet dominerede stadig sejlskibe. Der var ikke mange dampskibe i regionen i 1851. Krigen
var næppe forbi, før der fra 1851 begyndte en periode med voldsom økonomisk fremgang, afbrudt af kortvarige kriser. Denne periode varede cirka til midt i 1870erne.

 

Økonomisk fremgang

De engelske toldnedsættelser og guldhandelen satte gang i økonomien overalt. Herhjemme satte man også toldtaksten ned. Og en anden væsentlig ting var, at man flyttede toldgrænsen først i 1850 til Ejderen og dernæst i 1853 videre ned til Elben. Også  befolkningsmæssigt steg tallet i Aabenraa:

• 1845: 4.086
• 1860: 5.133
• 1867: 6.155

I 1850 bestod købstaden kun af selve byanlægget på by-bakken og ikke andet. Slotsgade hørte til Amtet. Og det oppe ved Kolstrup tilhørte Aabenraa Landsogn.

 

Problemet med Slotsgade

Problemet med Slotsgade førte til mange klager. Pludselig skulle man forholde sig helt anderledes til øvrighed, skatteforhold og lovgivning, såfremt man flyttede hertil. Allerede i 1723 talte man om at forene Slotsgade med byen Aabenraa. Efterhånden samarbejde man da også på en række områder som kirke -, skole -fattigvæsen, politi, vejvæsen, brandvæsen og jordemodervæsen.

Ved tronskiftet i 1839 talte man igen om det. Resultatet blev dog også  en kongelig resolution af 1. april 1843, der fulgte byens anmodning og befalede, at indlemmelsen skulle forberedes og fastsatte en dato til den 1. januar 1863.

 

Beboerne ville ikke være med

Men Slotsgades beboere havde med alle stemmer mod to udtalt sig imod en indlemmelse ud fra frygten for at skattebyrden ville vokse. Nu var det heller ikke så lige til at finde ud af, hvad
beboerne i Slotsgade egentlig skulle betale i skat.

 

Man bidrog til den store kasse

For Aabenraas politikere dengang, var det vigtigt, at finde ud af, hvor meget Slotsgades beboere bidrog med til den store kasse. Og tal fra 1851 afslører følgende:

• Bidrag til jordemødre 6 rd. 32 sk.
• Bidrag til vejomkostninger 6 rd. 20 sk.
• Bidrag til gadelygter 9 rd. 44 sk.
• Bidrag til politiudgifter 78 rd. 11 sk.

 

Beboerne tilsluttede sig

Ved et møde i december 1847 tilsluttede beboerne sig i Slotsgade til en indlemmelses – plan. Man havde fundet ud af, at man sparede penge ved sådan en indlemmelse. Den 7. november 1860 faldt afgørelsen. Byen fik ret m.h.t. Slotsgade og Landsognet (Kolstrup) skulle betale 1/10 af de fælles udgifter. Haverne uden for Sønderport (syd for Mølleåen) blev bebygget, skønt grundene ikke egnede sig til bebyggelse grundet mangel på drikkevand.

 

Idyllisk småborgerlighed

Aabenraas skønne huse blev bygget i det 18. århundrede. Her kom gavlhuse med karnapper og pyntelige døre med jerntal, bogstaver og nydelige indskriftstavler på muren. Det var den idylliske småborgerlighed.

 

Inddelt i fire kvarterer

I de officielle papirer fra dengang, blev der aldrig nævnt gadenavne. Her nævnte man byens fire kvarterer. Men bebyggelsen uden for Sønderport havde ikke fået noget navn endnu.  Første og Anden kvarter omfattede byen øst for hoved-strøget, begyndende med Hotel Danmark og endte ved Sønderport. Tredje kvarter nr. 1 var Vejrmøllen. Og fjerde kvarter afsluttede kredsen ved Nørreport.

 

Erhvervslivet – dengang

Dengang i 1855 kan vi se på statistikken, hvordan erhvervene var fordelt:

• Håndværk 51,3 pct.
• Handel 14,5 pct.
• Daglejere og arbejdsmænd 13,8 pct.
• Søfart 7,5 pct.
• Amisse-nydende 1,9 pct.
• Jordbrug 1,9 pct.

 

Spurgte om vej – 15 gange

Landevejene dengang var miserable. Der var ingen skilte. Således måtte en landmand på vej fra Aabenraa til Løgumkloster spørge om vej hele 15 gange. I 1846 – 47 kom chausseen til Flensborg. I 1852 fortsatte vejen nord på. Og i 1853 var den færdigbygget til Haderslev. På  denne vej færdes diligencerne. Fra 1834 var der kommet en forbindelse fra Hamborg til Årøsund.

 

To gange ugentlig til Tønder

Dengang fandtes der vognmandsruter fra Aabenraa til Tønder to gange ugentlig. Desuden var der to gange ugentlig forbindelser til Haderslev, Flensborg og Løgumkloster. Vigtigere
dengang var postruterne. En særlig postrute afgik søndag og onsdag til Jylland og mandag og torsdag til Flensborg.

 

Frimærker i 1850

Allerede i 1850 havde Slesvig – Holsten indført frimærker. Det øvrige Danmark fulgte først efter i 1851. Postemesteren formaner folk i Aabenraa til at lægge deres post i den ved Postdøren i Vinduet anbragte Brevkasse og ikke andetsteds. Men i 1854 slog denne kasse ikke mere til. Der blev placeret yderligere tre postkasser, nemlig på hjørnet af Søndergade og Sønderport., hjørnet af Nybro og Vestergade, og hjørnet af Vollesgyde og Klinkbjerg.

Fra 1852 oprettede man et brevsamlingssted og fra 1860 begyndte faste landpost – ruter. I 1853 etableres telegraf – linjen København – Hamborg. I 1856 udlejer byen vederlagsfrit to værelser på rådhuset til telegrafstation.

 

Alt til Flensborg

I Aabenraa håbede man, at en jernbane ville bringe byen ud af en trafikmæssig isolation. Allerede i 1837 havde man i Flensborg diskuteret muligheden at forbinde Flensborg med Husum og Tønning ved hjælp af en jernbane. I Aabenraa følte man sig forbigået under devisen Alt til Flensborg. Fra Aabenraas rejste man flere gange til København for at få jernbanen til byen. Men det var ikke let. Terrænvanskeligheder gjorde dette umuligt. Endelig i 1860 syntes planerne at tage fast form. Firmaet Peto, Brassey og Betts skrev under på anlæggelse af en nordslesvigsk bane.

I de første planer var der slet ikke tænkt på Haderslev og Aabenraa. Der blev foreslået en linje over Uge med sidebaner til Tønder, Rødekro og Vojens.

 

Togforbindelse til Flensborg

Men den 15. april 1864 åbnedes strækningen Flensborg – Rødekro, og den 12. september 1868 kørte det første tog ned til Aabenraa.

 

Et vigtigt Vejanliggende

Der var mange planer dengang. Og den 24. maj 1851 indeholdt Freia en stor leder med titlen:

• Et vigtigt Veianliggende
• En Chaussee fra Aabenraa til Ribe fremstiller sig som et Foretagende, der mere end noget andet vil fremme vor By’s Flor. Vi see allerede, at Samfærdselen fra Ribe o.s.v. Til Trods for de usle Biveie, der maa passeres, gaaer hertil for at naa videre Syd paa. Naar en Kunstvei er anlagt, vil efterhaanden Alt, hvad der direkte fra England indføres i vort Hertugdømme og de nærmeste Øer, tage denne Vei, der er nærmere og mindre bekostelig end Omveien over Hamborg og Kiel. Snart ville nye Dampskibrouter blive kaldte i Live, thi ikke blot Varer og Posteffekter, ogsaa de Reisende, der agter sig til Øerne, Sverige, Rusland kunne ikke finde en lettere og bedre Befordring end ad denne Vei…..
• Hvilken Virksomhed, hvilket nyt Liv en saadan Conflux vil fremkalde, behøve vi sikkerligen ikke at fortælle.

 

Forbindelse Ballum – Lovesoft

Ved vestkysten var der i mellemtiden etableret en rute mellem Lovesoft og Ballum/Hjerting. Herfra gik damperen en gang om ugen.

 

Med Zephyr til København

Det gik ikke helt, som man havde håbet. Men en trøst var det dog, at den kendte københavnske reder, H.P. Prior etablerede en ugentlig damp – forbindelse med et dampskib Zephyr fra Aabenraa til København. Sejlmager Cornett overtog agenturet i Aabenraa.

 

Forbindelse Ribe – København

Og sandelig, så etablerede vognmand Th. Puggaard, Ribe en ugevogn mellem Ribe og Aabenraa med tilslutning til damperen. Prisen for en rejse fra Ribe til København var dermed sænket til 8 – 9 rigsdaler.

Da Zephyr for anden gang anløb Aabenraa var der ikke mindre end 22 passagerer med, mens over 40 tog med damperen til København.

 

Forbindelse til Kiel

Damperen Christian den Ottende fik også betydning for Aabenraa. Under krigen var den brugt som troppetransport – skib. Men det kom dog velbeholden tilbage til Aabenraa. Fra den 18. juli 1851 blev det sat i ugentlig rutefart mellem Kiel og Aabenraa. Året efter blev det til tre gange Kiel og en gange Flensborg om ugen. Men ak, konkurrencen var for hård. Ruten måtte nedlægges. Det var mere økonomi i, at små skibe medtog nogle få passagerer til København, så kunne man returnere med specialiteter som Islandske klipfisk og Amager Hvidkål.

 

En havnelampe – kun tændt om vinteren

Havnen havde stor betydning for byen. Som leder af administrationen var der ansat en brofoged eller havneinspektør. Indtil 1851 var stillingen besat af Chr. Ottzen. Han blev afløst af C.C. Fischer, der havde hvervet indtil 1864.

I 1850 var forholdene ved havnen ret primitive. Således havde man i dette år for første gang en havnelampe. Den var kun tændt om vinteren og kun til klokken 1 om natten.

 

Kilen blev udtørret

I tiden mellem krigene blev forholdene bedre. Kilen blev udtørret på havnens regning. Det gamle træ – bolværk blev erstattet af et nyt sten – bolværk. En ny stenbro blev etableret på Søndre Skibsbro. I 1859/60 var man nået til Nørre Skibsbro.

 

Problemer med skibsværfter

Men der var et problem, for det meste af havnen var optaget af skibsværfterne. For enden af havnen lå Niels Jacobsens (Tidligere Mads Michelsen) og Skifter Andersens værfter. Reimers Værft lå yderst på havnens nordside, og en ny mand, Gustav Raben havde ansøgt om et egnet sted til et nyt værft.

Skulle der skaffes plads til flere skibe i havnen, måtte værfterne flyttes. Man fandt en løsning ved at udvide Søndre Skibsbro. Dens sydside blev opfyldt. Her kunne skibsværfterne efterhånden flytte hen. I efteråret 1862 kunne de nye pladser anvises. Og i 1863 var man næsten færdige med planerne.

Skifter Andersen havde på grund af sygdom fået udsættelse, men senere blev det etableret ved siden af Rabens værft.

 

22 teglværker

Dengang foregik der masser af eksport fra havnen. Således var der i 1853 i tolddistriktet hele 22 teglværker, der beskæftigede 177 arbejdere. Deres betydelige produktion blev ført af søvejen.Eksport af brød, kød og flæsk var ligeledes betydelig.

 

En stor mand – Jørgen Lorentzen

Blandt dem, der havde gavn af handelen på Aabenraa Havn var 37 købmænd, 4 tømmerhandlere, 3 høkere og 25 gæstgivere. Den store handelsmand dengang i Aabenraa var Jørgen Lorentzen. I 1862 udbragte han under et festmåltid en skål for kongen. Men efter 1864 svingede han ret hurtig over på tysk side. Hans to døtre var blevet gift med preussiske officerer.

Han tjente sine penge ved handel med træ og stangjern. Ved siden af, havde han rederivirksomhed. Han ejede også huse i Aabenraa.

 

Andre store mænd

En anden af de store dengang, var J. Ahlmann. Han handlede navnlig med kolonialvarer. På hjørnet af Skolevej og Ramsherred boede købmand Ditlev Damm. Han var en af byens danske
støtter, konsul og medlem af magistraten. Ja så var han gift med en datter til en af en af de store, murermester P. Callesen. Denne handlede med jern og støbegods.

 

I Damms forretning

I Damms forretning var der tre lærlinge og to butikssvende. Her kom bønderne fra oplandet. De spændte fra i gården og skulle lige have en enkelt i forretningens beværtning. Varerne fik man hovedsagelig fra Hamborg og Mellem-Tyskland. De engelske varer kom over Hamborg og førtes til Aabenraa via sejlskib.

 

Markederne havde betydning

De vigtigste kunder kom fra Løjt. Et mindre antal kom syd og vest fra. Men dengang havde markederne også en stor betydning for Aabenraas handelsliv. En annonce i Freia giver et godt indtryk af, hvordan dette foregik. Således kunne man til Sommermarkedet 1852 læse følgende:

• Tobias Selig, der udstiller manufakturvarer hos P. Paulsen paa Torvet.
• Carl Witte fra Gera med Isenkram og Galanterivarer i det store Telt paa Torvet uden for Købmand Paulsens Hus.
• Gravør Guttmann fra Altona, der logerer hos gæstgiver Krause i Vestergade
• I.F Riechel fra København udstiller Skotøj hos Hoffgaard

Og til efterårsmarkedet mødte vi bl.a.:

• Jacob Meier med Manufakturvarer, bor hos Gæstgiver de Voss paa Torvet
• M. Bærens fra København udstiller Herreklæder hos N. Sørensen
• Carl Witte fra Slesvig med Legetøj, bor hos hr. Richelsen
• I Apoteker Karbergs Porthus fremvises levende Gems og en Stenhøne

 

Forlystelsessyge

Efterhånden gik det tilbage for disse salgsmesser. I 1855 kunne Freia konstatere, at der er:

• blevne hovedsaligen forvandlede til Forlystelsesdage begribeligt nok, da den Trang, der har givet Markederne deres Oprindelse, nemlig Umuligheden til enhver Tid at kunne erholde
  til Kjøbs paa Stedet de Varer, som faldbydes paa Markedet, for længst er ophørt.

 

I 1863 havde Aabenraa den største flåde i Slesvig

Det er påfaldende, at Aabenraa i 1863 havde Slesvigs største flåde, endda større end Flensborg. Dampskibene blev hovedsagelig brugt til passagertransport. Og i 1850erne nåede sejlskibene deres højdepunkt med de sagnomspundne clippere. Da fragtdamperne begyndte at kunne fragte meget mere end et sejlskib begyndte damperne, at slå sejlskibene ud. Aabenraa – flådens blomstringstid falder sammen med sejlskibsfartens bedste år. Og skibene blev overvejende bygget i Aabenraa.

Også besætningen fra skibsdreng til kaptajn var fra byen eller nærmeste opland.

 

Slået ud af jernskibene

Først da de store jernskibe kom, måtte Aabenraa melde pas. De krævede langt større opbud af kapital og teknik end træskibene. Det gjorde det nødvendigt at koncentrere bygningen af disse på få steder. Igen kan finde værdifuldt materiale i Freia. For i 1852 kan vi konstatere, at

• 29 Aabenraa – skibe ankom til Sydamerikanske havne
• 7   Aabenraa – skibe ankom til kinesiske havne
• 12 Aabenraa – skibe ankom til andre oversøiske havne

De samme tal for 1859:

• 9 Aabenraa – skibe ankom til Sydamerikanske havne
• 38 Aabenraa – skibe ankom til kinesiske havne
• 24 Aabenraa – skibe ankom til andre oversøiske havne.

 

Hvad fik sømændene i løn?

Rederne fra Aabenraa tjente gode penge. Men det gjorde kaptajnen også. På de store fragtskibe var lønnen typisk:

• 1. styrmanden: 40 rl
• 2. styrmanden: 25 rl.
• Tømmermanden: 30 rl.
• Kokken 12 – 25 rl.
• Matroserne: 20 rl
• Letmatroserne: 15 rl.
• Jungmænd: 12 rl.
• Skibsdrenge: 5 – 6 rl.

På de små skibe var lønnen dog væsentlig mindre.

 

Deserterede – ville søge Guld

Ombord blev man ikke behandlet godt. Der blev nødvendig at indføre regler i hyrekontrakten. Således var der mange der deserterede, når man anløb San Francisco. Man ville ud til guldminerne.

 

Kosten ombord

Kosten ombord på Aabenraa – skibene var heller ikke bedre. Ugentlig var det 1 pund kaffe pr. 4 mand og 1 pund the pr. 10 mand. Smør; de første 6 måneder 1 pund pr. mand senere ½ pund pr. mand samt ½ pund sukker eller melasse. Hver mand fik daglig 1 pund kød eller ¾ pund flæsk. Brød, ærter, mel eller lignende gives ubegrænsede.

Brændevin kan gives efter kaptajnens forgodtbefindende. Nu skal det dertil nævnes, at ikke alle fik tildelt kødrationer eller brød – rationer.

 

Kaptajnen var fra Løjt

Kaptajnerne kom nødvendigvis ikke fra Aabenraa men fra Løjt. De tjente gode penge og tilhørte den solide middelstand. I 1853 var der således 72, der betalte skipperskat. De 23 var fra Aabenraa, 40 var fra Løjt og 9 andre steder fra.

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Tønder
• Litteratur Aabenraa
• www-dengang.dk diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler

 

Om Aabenraas og Løjts  Søfart

• Aabenraa som søfartsby
• Flere skibe fra Aabenraa
• Skibe fra Aabenraa
• Briggen Chico fra Aabenraa og mange flere 

Om Aabenraas erhvervsliv – dengang:

• Aabenraa i Gamle dage
• Boghandlere i Aabenraa
• De tre makreller fra Aabenraa
• Flere ture i Aabenraa
• Gamle butikker og erhverv i Aabenraa
• Turen går til Aabenraa (1)
• Barkmøllegade i Aabenraa (b) og mange flere 

Om andre stikord i artiklen:

• En jernbanestrækning i Sydslesvig (under Sønderjylland)
• Aabenraa 1800 – 1850
• Mennesker i Aabenraa
• Tog til Aabenraa
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt  og mange flere 

Redigeret 21. – 11. 2021