Artikler
April 30, 2013
Af Willy Ajslev.
Det var et barsk liv på Nørrebro. Faderen giftede sig efter 25 års ægteskab med en 18 – årig og fik ni børn, en af disse var Willy. Da faderen døde som 72 – årig, måtte enken selv klare skærene. Willy og hans søskende hjalp til. Men man skulle kende sin plads. Da moderen klagede over, at opgangen blev brugt som bordel, og at rotterne var på daglige besøg, blev hele familien smidt ud. I en barak i Utterslev måtte de klare skærene. Læs denne fantastiske beretning, som vi nænsomt har redigeret, sendt af et familiemedlem til Willy.
Og de papirer som vi har modtaget består af nogle erindringer skrevet i 1983 samt et foredrag. Vi har forsøgt at gengive erindringerne i Willys ånd. Vi har dog forsøgt at kombinere de to ting, med kun få redaktionelle ændringer. Dog har vi lavet flere afsnit, og rent redaktionelt lavet det net – venlig. Vores redigering er foregået meget nænsomt, da Willy er en fremragende historie– fortæller.
Et uhyggeligt sted i 1910
Jeg hedder Willy og er født den 7. maj 1910, med efternavnet Petersen på Nørrebrogade 108 1. over gården. Det var et uhyggeligt sted at bo. I gården var der lokum, og rotterne rendte rundt om benene på os. Renlighed hørte ikke til i baggården dengang. Her boede jeg til jeg var 4 år. Min far var smed, og havde været gift i 25 år. Men ægteskabet forblev barnløst, da hans kone døde.
Faderen gift med en 18 – årig
Min far, der var født i 1842 var 33 år ældre end min mor, der var født i 1875. Ja hun var 18 år, da hun blev gift med min far, som da var 51 år. Hun blev hurtig gravid og meget ofte. Det blev til 9 søskende, inden han døde i 1914, 72 år gammel. Min far var organisationsmand, han var medlem af smedenes bestyrelse, og et billede er det også af ham på forbundets kontor.
I Fiskegade
I året 1914 flytter vi så til Fiskergade 10 1.sal. Nu er jeg så blevet godt 4 år og kan så begynde en kummerlig børnetilværelse. Gården er næsten som på Nørrebrogade. Rotterne havde deres legeplads, hvor vi ellers skulle være, så gaden blev vores legeplads. Den lille sidegade var ikke så befærdet. Det var kun hestevogne og enkelte trækvogne, som de handlende selv brugte, når de var på torvet.
De fulde arbejdsmænd
Min bedste legeplads var på Åboulevarden, fordi der var en masse brolæggere ved at lave brobelægning. Jeg syntes, at det var sjovt, at se de fire arbejdsmænd løfte den store fire-armede jomfru. Jeg blev af dem sendt i byen efter brændevin og skibsøl. Jeg måtte nok løbe lidt for mange gange, for om eftermiddagen råbte de lidt højt. Det gav anledning til for mange nysgerrige tilskuere. Deres koner kom også og ville have husholdningspenge, eller blev det hele drukket op. Jeg tjente gode penge ved at være deres bydreng.
De delte både ondt og godt
Der var et stærkt sammenhold familierne imellem. De delte både ondt og godt. Og da vi boede i en korridorejendom, kunne vi jo rigtig høre, hvad naboen om aftenen snakkede om. Vi hørte, når manden kom fuld hjem, eller når en anden nabo skulle sættes på gaden af politiet. Det var et af de daglige tragiske familie-begivenheder at se en politibetjent stå og passe på de fattige ejendele.
Far død af lungekræft
Min mor var blevet enke, efter at min far var død af lungekræft. Min mor begyndte at udearbejde, dvs. tage ud og vaske og gøre rent for dem, som vi kaldte rige. Og så måtte vi mindreårige passe os selv. Vores opdragelse stod vores ældre søskende for. Vores ældste bror på 18 år var beskæftiget på mælkeriet Trifolium. Den næste på 17 år var ansat hos en konditor, og nummer tre var ansat på en fabrik. De var alle med til at forsørge vores store børneflok.
Flytning til Griffenfeldtsgade
Min ældste søster kom på et børnehjem på Falster, fordi hun glemte at gå i skole. De kloge på Rådhuset mente, at det var bedst for pigen, at komme væk fra miljøet omkring Fiskergade. De næste to drenge var på mælkeriet Trifolium. Her var de ansat halvdags, men skolen skulle jo også passes. Atter engang måtte vi flytte. Denne gang blev det til Griffenfeldtsgade 25 på femte sal i sidehuset. Her var huslejen ikke så stor, men til gengæld fik vi i tilgift en masse væggelus og fugtige vægge. Under disse forhold gik sygdom ikke forbi vores dør. Men der var megen hjælpsomhed beboerne imellem. Alle delte, hvad de havde.
Var det pengeknaphed, fandt min mor noget af det bedste gamle sengelinned frem. Så gik en af os søskende så til pantelåneren (også kaldet onklen). Vi kunne så måske låne 2 kr. for en dug og 2 lagner eller dynebetræk. Meget af dette blev aldrig indløst.
Ved Nørrebros Runddel
Jeg var blevet omkring seks år, og var begyndt at gå mine egne veje. For eksempel gik jeg til Nørrebros Runddel. Her kunne jeg i flere timer stå og se, hvordan de drejede sporvognen på rouletten, der var nedlagt i gaden. Jeg fik lov til at være med til at dreje. Når jeg så kom hjem, kunne jeg fortælle min mor, at jeg havde tjent en femøre. For den kunne vi købe pålægsrester, så vi havde til flere dage.
I Slotsgade
Huslejen steg, og vi måtte derfor igen flytte. Nu var det så til Slotsgade 38 på femte sal. Vi gik frem og tilbage imellem de to lejligheder med vores indbo, da vi flyttede. Dette var nok den værste lejlighed, som jeg kan mindes. Rotterne dansede alle steder i gården. Selv hos os på femte kom de op ad køkkennedfaldsstammen. Lokummet i gården gik vi nødigt på, fordi også i tønderne holdt rotterne til, så vi måtte først sparke på døre og vægge, inden vi kom ind. Så kunne vi også risikere, at de gik til angreb på os.
Et socialdemokratisk hjem
Oplevelser var der nok af. Verdenskrigen rasede endnu. Der var stor arbejdsløshed. De arbejdsløse gik til daglig kontrol på Ladegården, som lå på Åboulevarden. Mange i vores familie var arbejdsløse. De mødtes ofte hjemme hos os til politiske diskussioner. Når bølgerne gik for højt, kom mor svingende med fars gamle stok. Hun måtte råbe højt for at få stoppet diskussionen.
Vores hjem var socialdemokratisk og nogle af mine brødre var blevet tillidsmænd på deres arbejdspladser. Der var begyndt at komme syndikalisme og kommunisme på arbejdspladserne.
Vi havde også rationering af mange ting og rationeringsmærkerne hentede vi på skolerne.
Et farligt hjemmearbejde
Økonomien i hjemmet var dårlig. Derfor var vi begyndt på hjemmearbejde. Der var krig i margarine – salget, så vi fik et job med at pakke små farver, man brugte til at farve margarinen
lidt mere gul med. Når vi var færdige om aftenen, var vi helt gule på hænder og i ansigtet, så vi lignede asiater. Vi prøvede også, at pakke Maggi – terninger, binde ildtænder og meget andet. Ildtænder var store høvlspåner, der blev bukket sammen, og brugt til optænding i kakkelovne.
Det værste var dengang, at lave fyrværkeri. Vi fik en stor bøtte krudt og en pakke med lunter. Nu skulle vi så lave skrubtudser. Midt på bordet blev bøtten med krudtet stillet. Min mor og os søskende fik hver sin opgave, en skilte papiret, en kom en teskefuld krudt på papiret, en bukkede papiret, og en bandt sejlgarn og satte lunten på plads. Men det værste var vel nok, at der ikke var lys, der hvor vi boede. Vi havde en petroleumslampe hængende over bordet og flere stearinlys havde vi stående. Tænk hvad der kunne være sket, hvis ulykken var ude.
Det var også sjovt, når vi skulle skrive mandtals – listen. Så begyndte vandringen nede i stueetagen, og så gik der på efter. Hver enkelt familie kunne se alles familieforhold, for eksempel om de var gift eller deres stillinger.
Flittig brug af spanskrøret
Nu var jeg blevet så gammel, at jeg skulle begynde i skolen. Det var en stor dag, den dag. På grund af boligmangel blev flere skoler brugt til husvilde, så jeg måtte helt om på Jagtvejens Skole, hvor jeg startede min skolegang. Jeg skulle kun gå i skole hver anden dag. Senere kom jeg på Helligkors – skolen. Den lå meget nærmere vores bopæl Lærerne dengang var neget strenge, hænderne sad meget løse. De gjorde flittig brug af spanskrøret. Hjalp disse hårde afstraffelser ikke, blev drengene ofte sendt på Værgerådet eller på Flakkebjerg.
Morgenmand
Mine brødre var begyndt som heldagsdrenge ved mælkevognen, så jeg måtte tidligt op om morgenen for at hjælpe til med at få bragt mælken op til kunderne. Kusken kom klokken 5 og holdt neden for opgangen og ventede på os. Var vi der ikke, kom han op og sparkede på døren, ind til vi vågnede.
Det var mange opgange, både fjerde og femte sal. Grunden ti, at jeg kom med, var, at jeg var morgenmand i modsætning til min bror. Han sov næsten altid for længe. Vi havde dengang et stort distrikt, Nørrebros Runddel, Jagtvej, Tagensvej og til Skt. Hans Plads.
Nogle gange kom jeg afsted, uden at have spist morgenmad. Heldigvis var det skolebespisning dengang.
Et syngende hjem
Det blev efterhånden en lang dag for mig. Op klokken 5 til udbringning af mælk, i skole fra klokken 13 til 18, måske også en times eftersidning, fordi lektierne ikke var i orden. Vi måtte holde ud, for vores mor skulle hjælpes økonomisk. Vi skulle for alt i verden ikke på det, der hed Fattighjælp. Alt det, som vi lavede styrkede sammenholdet. I vores hjem holdt vi meget af at synge. Det var arbejdersange og døgnmelodier, som vi sang, mens vi arbejdede.
Det kneb lidt med den sunde mad. Vi måtte spise kålrabi – bøffer med stuvede kålrabier eller blåfrosne kartofler.
Den spanske syge
Jeg kan også huske den store epidemi af Spanske Syge. Her herskede der stor travlhed blandt læger og på hospitalerne. Dødeligheden var stor blandt arbejderbefolkningen. Bedre blev det heller ikke, når der ikke var plads på hospitalerne. Sygdommen var meget smitsom, så der var ikke mange, der turde pleje de syge. Dem, der havde mest travlt var Røde Kors og Spejderbevægelsen. De bragte varm mad, hovedsagelig havresuppe ud til de hårdest ramte familier.
Hos os gik sygdommen ikke vores dør forbi. Vi blev ramt alle sammen. Min ældste bror var mest ramt, fordi han også fik lungebetændelse og bragt til hospitalet på Sundholm. Det var meget travlt og epidemien var ret udbredt. Under de forhold mente lægerne, at min bror ikke kunne klare krisen. De satte hurtigt et kors på hans tavle, som om han allerede var død. Så skete miraklet, min bror vågnede op og blev hurtig udskrevet. Da han kom hjem, kunne vi ikke kende ham igen, fordi han lignede et mumie og var skaldet som et æg.
Svagbørns – koloni
Jeg var så heldig, at min lærer tilbød mig et 14 – dages ophold på en svagbørns – koloni ved Odder i Jylland. Jeg spurgte min mor. Men problemet var tøj til et 14 – dages ophold. Jeg havde kun det tøj, jeg gik og stod i. Billetten var sikret og med den i hånden og en seddel fra skolen gik turen til Børnenes Kontor. Her ansøgte vi om hjælp til tøj til ferieopholdet. Og det blev bevilliget. Jeg blev klædt på fra top til tå, og glad var jeg.
Da vi mødtes under det berømte ur på Hovedbanegården, så kunne vi tydelig se, hvem der var klædt på af Børnenes Kontor. Vi var næsten som uniformeret. Vi havde ens bluser, halvlange bukser og sorte strømper. Skoene var ens, selv træskoene var ens med røde kanter som på pige – træsko.
En julekurv på Børnenes Kontor
Jeg havde også købt en Skolehave for 50 øre. Det var prisen dengang, men så fik vi også frø. Skolehaverne lå, hvor der nu er bygget store karreer – fra Kronprinsesse Sofievej til Hornbækgade. Det var det kvarter, man kaldte, De Fattiges Paradis.
Til jul måtte vi igen afsted til Børnenes Kontor. Vi skulle hente en Julekurv i Gothergades Eksercerhus i Kongens Have. Der stod vi i lange rækker og ventede hvert sted, hvor der var uddeling af flæsk, sukker, ris, margarine m.m. Det sidste vi fik, var en ny to – krone. Dette var nok til et juletræ.
Uforglemmelig ferie i Horsens
Jeg har også prøvet at være hos private på ferie. Det var vores nabo, hvis forældre boede i Horsens. Han sørgede for at jeg kom derover, og det var jeg glad for. På maven havde jeg en seddel, hvor mit navn stod, og den adresse jeg skulle til. De kendte ikke mig, og jeg kendte slet ikke dem, kun af omtale. Det blev til seks uger, som jeg endnu husker. Jeg fik lov til at køre med hest og vogn til Tugthuset med fisk. Dem jeg boede hos, var byens fiskehandler.
Inden jeg rejste hjem, blev jeg klædt på fra top til tå. Lidt penge blev det også til og en invitation til sommer og jul, som jeg så også benyttede mig af.
Politiske møder på Blågårds Plads
På Blågårds Plads, der hvor Den Sorte Firkant ligger, var der en stor legeplads med Kaj Nielsens stenhugger – arbejde. Her blev holdt mange politiske stormøder, med kendte politikere. Her holdt blandt andet Borgbjerg mange af sine brandtaler. Og her duellerede Thøger Thøgersen og støberi – arbejder Aksel Larsen. Når dette skete, var der liv og glade dage på pladsen.
Når valgtrommerne lød, og op til de store valgmøder måtte jeg rende op og ned af trapperne med løbesedler eller stå foran skolerne og dele dem ud. Vi havde altid fri på skolen, når der var valg.
Mor klagede over forholdene
I 1922, da jeg var 12 år, blev vi desværre sagt op med 14 dages varsel. Min mor havde klaget over forholdene i ejendommen. Hun havde klaget over alle de rotter, der dagligt besøgte os og bragte sygdom med sig. Endvidere havde hun klaget over de fulde værtshusgæster, der altid lå på trappen eller damerne, der brugte opgangen som bordel. Det ville mor ikke finde sig i. Så var det kun en vej, og det var ud. Vi havde ingen rettigheder. Vi var altid dem, der tabte. Mor henvendte sig til Rådhuset. Hun fik den besked, at det kun var Sundholm eller Utterslev Barakker at vælge imellem. Da Sundholm var meget berygtet, valgte mor Utterslev.
Et værelse med fælles køkken
I Utterslev fik vi anvist et væggelus – befængt værelse. Ja vi fik kun et værelse med fælles køkken. Det var et køkken, som vi skulle dele med en anden familie. I køkkenet havde vi hver et køleskab og et gassted, hvorpå der var lavet en anordning på gasrøret, så man kunne låse for gassen med en hængelås. Men der var elektrisk lys, som vi aldrig har haft. Vi måtte kun have én 16 watts lyspære i stuen og køkkenet. Så vi havde også vores hængelampe oppe, ellers kunne vi ikke se noget. Vi måtte tage til takke med den hyggelige lejlighed. Der skulle vi opholde os, spise, sove og lege.
80 familier – med godt sammenhold
Vi var en mor med seks børn. Sengene stod langs med væggen og spisebordet midt på gulvet, så var der ikke plads til mere. Selv om det var i 1922, så var vi henvist til lokummer i gården. Der boede 80 familier i barakkerne, vidt forskellige i både sind og temperament. Men vi havde et godt sammenhold. Ved festlige lejligheder fik vi lov til at bruge en 25 watts lyspære, men så skulle vi også ansøge om det hos ham, vi kaldte huslejemanden.
Han kom hver mandag og opkrævede husleje 1 kr. pr. dag og lys 8 øre pr. dag. Han tjekkede så, om vi brugte den rigtige pære.
Vi havde betonfatninger i stuen og køkkenet. Og det havde sporvognene også. Vi kunne låne pærerne på de to etagers Frederiksberg – sporvogne. Men det skulle ske i dagslys. For pærerne var serieforbundne. Og havde vi lånt en pære, ville dette blive opdaget med det samme, når det var mørkt, så ville lyset i den ene side gå ud. Og så ville konduktøren hurtigt fatte mistanke.
Illegal arbejdskraft
Vi havde ikke boet i Utterslev ret længe, før mælkemanden fra Enigheden fik fat i mig og spurgte om jeg ikke ville have et job hos ham. Det var dog ikke sikkert, at jeg ville blive antaget af mejeriet, før jeg var fyldt 14 år. Jeg gik alligevel på mælkeriet, og spurgte efter drengeforvalteren, der dengang hed Mads Jensen. Han kiggede lidt på mig med sit glade smil bag sit store skæg. Så sagde han, at der ikke måtte antages børn under 14 år, og begrundede det med, at Enigheden havde fået et brev fra en skoleinspektør om, at drengene sad og sov i den første time af skoletiden. På den måde fik de ikke lært nok.
Men, sagde Mads Jensen, du skal nok få en ren bluse hver uge. Så sig til kusken, at jeg vil tale med ham om det. Desværre blev jeg ikke antaget af selve mejeriet, men kusken beholdt mig til
hjælp. For dette fik jeg 50 øre om hverdagen og 1 kr. om søndagen.
Hov, der hang en mand
Jo vi oplevede skam noget på vores ture, der om morgenen. Engang kom jeg over loftet i Vesselsgade. Jeg havde begge hænder fulde af flasker, både fyldte og tomme, da jeg ramlede ind i en person, der hang og dinglede. Jeg smed alt, had jeg havde. Vi brugte ofte lofterne for at skyde genvej.
Oppe i Utterslev var der ofte folk, der inviterede på middagsmad, når vi om lørdagen var ude og opkræve penge. På Nørrebro var der mest arbejdere. Da jeg kom til Utterslev var det mest sporvognsmænd, postbude og politimænd, der byggede og boede derude.
I 1924 fik Danmark sin første socialdemokratiske
regering med Thorvald Stauning som statsminister. Undervisningsminister blev Nina Bang, Danmarks første kvindelige minister.
Konfirmation på kredit
Da jeg fyldte 14 år, kom jeg ud af 7. klasse, skønt det at jeg havde gået på hele fire skoler, Jagtvejen, Hellig Kors, Bispebjerg og Frederikssundsvejen.
Jeg blev konfirmeret i Brønshøj Kirke. Familien var stor, og vi havde kun det ene værelse. Så sengene blev klappet sammen, og alle dynerne blev stillet i skuret. Til festen var vi ca. 30. Så den stod på flæskesteg, rødkål og brunede kartofler. Og så var der selvfølgelig øl fra Stjernen. Dengang fik vi aldrig dessert.
Konfirmationsgaverne
var for det mest penge. Dem skulle min mor bruge til at betale Slagter, bager og købmand med. Hele festen var købt på kredit hos de handlende. Mit konfirmationstøj, der bestod af et
sæt sømandstøj med blå krave og en sømandshue, fik jeg igennem Prop-foreningen. Så på den måde, fik vi klaret en god og fin konfirmation med sange og en stor tale af min onkel, som var formand for Keramiker og Porcelæn.
Da festen var forbi og gæsterne gået, måtte vi rundt med borde og stole, vi havde lånt, for naboerne skulle selv bruge deres indbo. Sengene og dynerne blev hentet i skuret, så der blev ikke megen søvn den nat. Mine brødre skulle passe deres arbejde, mens jeg havde fri.
En ussel kusk
Nu kom det første store øjeblik i mit liv, for jeg skulle møde på Mælkeriet Enigheden, og ansættes som medhjælper ved den vogn, jeg før kun var ansat som illegal. Desværre var det ikke mere den flinke, rare kusk, Alfred Christensen, som kørte Vogn 38 mere. Han var blevet kontrolkusk. Vi kaldte ham onkel, nok fordi vi på Enigheden var en stor familie. Således blev staldmester Petersen kaldet bedstefar.
Der var kommet en ny kusk, der hed Jens Petersen. Han var ikke i familie med os. Han kunne finde på, at sparke os på skinnebenet, så det smertede, når vi stod bag vognen og gjorde regnskab med ham eller fik besked på at sidde bagi, og holde vores lille kærre, som vi brugte på de lange ture. Inden vi havde nået og sætte os til rette, satte han hestene i galop. Så var det umuligt at fange vognen igen. Så måtte vi vandre langt. Han grinede bare, selv om han godt vidste at kærren manglede.
Om vinteren måtte vi bruge slæde i stedet for kærren, når vi skulle gennem snedrivere. Så måtte vi sidde på slæden. Så kørte kusken så stærkt igennem snedriverne, at vi blev borte i al sneen. Og var vi ikke våde i forvejen, så kan det nok være, vi blev det. Jeg kørte ikke så længe hos ham. Vi var tre, der alle sammen stoppede en søndag morgen.
Kusken kom om morgenen og bankede på døren. Men min mor sagde til kusken, at han godt kunne spare sig sine talegaver, for nok var vi fattige, men at det skulle gå ud over medhjælperne
var ikke meningen. Kusken måtte gå med uforrettet sag, og selv rende rundt med mælken den dag.
Stor arbejdsløshed
Fra om mandagen begyndte jeg at søge andet arbejde. Hver morgen klokken 7 stod jeg udenfor porten ved Glud og Marstrand i Løve Allé og ventede og ventede på job. I 1924 – 26 var der stor arbejdsløshed. Jeg fik en plads på en budcentral på Blågårds Plads. Der gik alligevel en måned, inden der kom en værkfører og trak mig i armen. Jeg blev ansat som arbejdsdreng i den
afdeling, man kaldte Saksen, og glad var jeg. Da jeg kom hjem og fortalte min mor, at jeg havde fået arbejde, sagde hun:
Hvad min mor mente med det, så jeg senere. Normalt blev man fyret, når man var blevet 18 år, men jeg blev nu ansat som arbejdsmand. Jeg var kommet på svejseriet. Forskellig former for svejsning, der ofte betød ødelagte øjne, fik jeg også lært. Men så kom den store arbejdsløshed i 30erne. Vi var desværre mange, der fik vores fyreseddel.
Ja og så har jeg også gået strejkevagt. Det var ikke altid, vi fik noget ud af dette.
Prøvelsernes tid
Nu kom prøvelsernes tid, afsted til Kontrolkontoret hver dag. Vi fik tre kroner om dagen. Desuden kunne vi købe brændselsmærker til 1 krone pr. stk. Men faktisk havde de en værdi af to kroner. Ofte kunne vi redde os et par kaffemærker, der kunne bruges ved kvindernes kaffevogne, hvor man for billetten fik udleveret 1 kop kaffe og 1 stk. rosenbrød.
Det var hårdt, at være havnearbejder
Jeg fik tilbudt 14 dages ophold i Jægerspris med fuld understøttelse. Det var et ophold i en KFUM – lejr, hvis leder var den kendte Åge Falk – Hansen. Han var god ved de arbejdsløse. Han kunne arrangere fester for de arbejdsløse med familie med gratis adgang. Det kunne også ske, at det var et job, når vi kom til kontrol. Jeg fik arbejde i havnen i to dage. Det var nok fordi, at ingen andre ville arbejde der.
Jeg skulle laste gammelt jern fra en jernbanevogn til et lille skib, der lå ved Islands Brygge. Og det var med de bare næver. Da jeg kom hjem, kunne jeg hverken krybe eller gå, og alligevel gik jeg på havnen næsten dag. Det var hårdt at være havnearbejder. Jeg mødte også på Toldboden hver morgen. Men det var der kun Sjakbajsen, der kunne lide, følte jeg mange gange.
Man måtte ikke vise svaghed
Jeg fik også et sæsonjob. Jeg blev anvist et arbejde hos SATI – Skandinavisk Asfalt og Tjære Industri. Mødetiden var klokken 1 om natten, så jeg kørte med den sidste sporvogn til Frederiksholm. Ad Vasbygade gik jeg til pladsen. Så skulle asfaltkedlerne varmes op, og materialet hamres i stykker og grebes op i tre etager med håndkraft. For mig lille splejs, var det et hårdt arbejde, men man måtte holde ud, og ikke vise svaghed, selv om kammeraterne var gode nok.
Jeg søgte ud i byen og begyndte at arbejde med at lægge det varme asfalt ud. Eller hvis nogen kan huske det varme pulver, man stampede ned med varme jern. Og så var det 6 – 8 mand,
der i takt bankede det på plads. Så var der mange tilskuer, der så på. Vi tjente en god ugeløn. Vi var også meget trætte hver aften. Dengang var der ingen skurvogne. Det var bare en spand koldt vand midt på gaden.
Ansat ved kommunen
Når man kender en, der kender en, så skulle det være nemt, at komme ind ved kommunen. Og jeg kendte en. Nu var jeg 21 år og havde prøvet meget forskelligt. Jeg havde solgte kartofler og købt og solgt klude og ben for alt for lidt lommepenge og kostpenge, men som sagt, fik jeg arbejde ved den kommunale stenplads i Sydhavnen. Det var dengang, at Rådhuspladsen blev om-reguleret og omdannet. Alle brostenene blev kørt til kommunens oplagsplads i Sydhavnen. Det gik godt i et års tid, så var den glæde også forbi.
Medarbejder i Kastrup
Jeg blev igen arbejdsløs, dog ikke så længe. Min bor, der var mælkekusk hos Enigheden kom hjem og fortalte, at de manglede en medhjælper til vognen i Kastrup. Da der var stor arbejdsløshed slog jeg til. Jeg fik udleveret tøjet og en taske, og blev præsenteret for kusken. Jeg fik at vide, at det kun var så længe hans medhjælper var syg, at jeg havde jobbet. Jeg kørte hos den kusk i en måneds tid. Det var om vinteren og ude i Kastrup, hvor det var meget åbent. Det var hårdt.
På det meste af Amager var der gartnerier. Når man så nu kommer til Kastrup eller Dragør kan man ikke genkende det. Midt over vejen er der lavet en startbane, og under startbanen en vejtunnel.
Søren Jyde
På Amager kom jeg til at køre for en lille engros – kusk, der hed Søren Jyde. Det var hans øgenavn, fordi han i de 45 år jeg kendte ham, kun ville tale ravjysk. Han var en ilter mand, indtil man lærte ham at kende, men han forlangte, at jeg skulle sige De til ham, og det måtte alle medhjælpere sige til deres kuske.
En anden Nørrebro – rute
Der blev nu en plads som fast medhjælper ved en Nørrebro – vogn. I min erindring kunne jeg mindes min barndom, når vi kom i Fælledparken med madkurven og kaffeflasken, som var pakket ind i aviser og klæde, for at den kunne holde sig varm. Vi havde et godt sammenhold, kusk og medhjælper på denne vogn. Vi var enige om, at vi hver især skulle skaffe en ny kunde hver dag. Så efterhånden blev det til en stor mælkevogn. Vi kørte ruten Guldbergsgade – Arresøgade – Fensmarksgade.
Gift med Gudrun
Lønnen blev også efterhånden bedre, efterhånden som jeg fik flere kunder. Jeg var også blevet forlovet på dette tidspunkt. Og min pige, Gudrun som senere blev og stadig er min tro følgesvend kom og hentede mig hver lørdag. Så kunne vi gå i byen og købe udstyr for de drikkepenge, jeg tjente.
Det gik ikke lang tid, før man på mejeriet sendte bud efter mig. Jeg skulle hjem på mejeriet og være mejerimedarbejder. Det var vejen til at blive mælkekusk.
Jeg var nu blevet gift, og det var den 18. november 1934. Desværre havde jeg ikke de 300, der skulle stilles i kaution plus al den kredit, der skulle overtages efter den kusk, jeg skulle afløse.
Det var næsten 2 – 3 måneders løn, der skulle til, og dem havde jeg ikke.
De løb fra regningen på Nørrebro
Vi måtte spare og spare. Da direktøren sendte bud efter mig, tilbød han mig Enighedens dårligste mælkevogn med en stor kredit. Jeg var nødt til at sige ja til tilbuddet. For havde jeg sagt nej, havde jeg igen været arbejdsløs. Den første vogn, som jeg fik, var nr. 21 i Jægersborggade, Hørsholmgade, Kronborggade og Bjelkes Allé.
Det var en streg i regningen i vores ægteskab. Vi havde fået et barn, så det mange ting, vi måtte undvære. Nu var pengene ikke så store, som da jeg var hjemme på mejeriet. Lønnen, som jeg tjente, var ikke så stor. Kunderne flygtede fra deres regninger. Det nyttede heller ikke noget, at jeg på mejeriet forklarede, at kunderne skyldte mig alle de penge, jeg desværre ikke kunne betale. Mejeriet forlangte deres penge, ellers var der ingen arbejde.
Dette betød, at min kone måtte fortsætte med at arbejde på vaskeriet, og de penge, hun tjente, indgik så i husholdingen.
Sygemeldt i tre måneder
Jeg var så uheldig, at glide på vognstangen og faldt ned. Jeg var sygemeldt i tre måneder. Der blev sat en anden kusk på vognen, med det resultat, at han fik vognen fast. Jeg blev så sygevognskusk, hvilket var et bedre job. Det var på grund af, at en kontrolkusk var blevet syg, og derfor ville de bruge mig. Det blev til en periode med kørsel på 6 – 7 vogne rundt om i byen.
Så kom jeg til at køre i vogn nummer 4 i Saxogade og Dannebrogsgade m.m. Det var et rigtigt mørkt arbejderkvarter med masser af side – og baghuse. Pengene var vanskelig at indkassere.
Når medhjælperne kom om lørdagen, for at opkræve mælkeregningen, så var manden ikke kommet hjem fra arbejdet. Kom medhjælperen så kl. 9 om aftenen, ja så kunne vi risikere, at familien var gået i biografen for pengene.
Jeg kunne så holde og vente på gaden i al slags vejr med hest og vogn. Folk reagerede ikke over tidspunktet og uden at tænke på, at vi var på benene igen klokken 4 søndag morgen.
Faglig organisationsarbejde
Nu var jeg kommet ind i det faglige organisationsarbejde. I starten var jeg revisor i klubben og senere tillidsmand for detailkuskene. Det betød endnu mindre fritid. Vi havde ikke en 8 – timers arbejdsdag, men blev ved til vi var færdige. Det var alle ugens syv dage, plus jul, påske og pinse.
Krigen var kommet, og jeg havde fået en anden vogn på Vesterbro. Den var dog betydelig bedre end de forrige. Og med krigen kom der en streng mørkelægning. For os mælkemænd var det en stor gene, samt livsfarlig at holde på de mørklagte gader og veje i morgen – og aftentimerne.
På feriehjem i Tårbæk
Enigheden, hvor jeg var ansat, havde en direktør, der hed Carl Hansen. Han kom fra Dansk Arbejdsmands Forbund (DAF). De havde købt et feriehjem i Tårbæk. Der hold vi vores ferie for
billige penge. Det kostede 2,50 kr. for voksne. Børn under seks år var gratis. Havde man ikke rigtig råd til det, kunne man søge om hjælp og tilskud igennem Hjælpefondet.
Det lå godt placeret i Tårbæk. Vi kørte med toget til Klampenborg, og gik så med kuffert og barnevogn igennem skoven til hjemmet. Det lå lige ud til Øresund og til Eremitage – slottet.
Vi havde det dejligt på feriehjemmet.
For mange mejerier
Der havde været snakket længe om at centralisere mælkehandlere i Storkøbenhavn. Ekstra Bladet skrev side op og ned, om den dårlige mælkehandel, mejerierne imellem. Jeg kan huske, at der flere steder kom tre forskellige mælkemænd. Desuden kom der bude fra ismejerierne i en enkelt opgang.
Der blev nedsat en mælke-kommission, hvor vi forhandlede i lang tid, og hvor jeg selv deltog. Og da vi så endelig havde fundet en løsning, ja så kritiserede Ekstra Bladet ordningen meget kraftigt. Ordningen skulle træde i kraft mandag den 1. december 1941.
Ordningen blev lavet, for at få den billigste mælk på markedet. Man blev enige om, at der skulle være 14 mejerier. Fagforeningerne havde protesteret, fordi denne ordning ville betyde
arbejdsløse. Der blev lavet støtteordninger til dem, der blev ramt af mælkeordningen.
Hele 92 mejerier blev nedlagt. Antallet af detail – vogne blev skåret ned fra 350 til 150. Ekstra Bladet protesterede over, at Enigheden havde fået lov til at bestå. De påstod, at det var Borgmester Julius Hansen, der holdt hånden over Arbejderbevægelsens mejeri. Det blev en ny epoke i mit liv. Jeg havde aldrig drømt om, at skulle sælge mælk i den rige Gentofte Kommune.
Generatorbil
Med krigen fulgte der mange restriktioner. Benzinen blev også begrænset til det mindste. Smørret blev rationeret, piskefløden blev inddraget og fedtprocenten blev nedsat. Jeg
fik også en generatorbil, at køre med. I stedet for benzin fik jeg en sæk med brænde – tørv og grankogler, der skulle hældes i en kakkelovn, som så udviklede generatorgas.
Når jeg kom hjem fra dagens gerning, så lugtede jeg, som et helt røgeri. Engang var jeg løbet tør for brænde, så kom jeg et bundt gamle aviser og slog et par gamle mælkekasser i stykker til gas.
Nu kun 38 vogne på Enigheden
Med den ny ordning blev Enighedens mælkevogne skåret ned fra 120 til 38. I syv år kørte jeg i Gentofte. Jeg var kommet i en masse udvalg, både på Enigheden og i Fagbevægelsen. Fritid havde jeg bestemt ikke meget af Min lille familie havde fået en lille kolonihave i Rødovre. Et lille fristed, hvor vi var fri for at se på tyske soldater. Og hver morgen foran Enigheden kom en tysk cykelpatrulje og smed deres cykler i portåbningen. De forsvandt først efter at have fået deres tørst slukket.
Folkestrejken
Jeg kan endnu mindes folkestrejken. Vi holdt med mælkevognen ved Gentofte Hotel, da en stor skare kom hen til mig, og fortalte, at alt lå stille inde i København. Der kørte ingen sporvogne eller trolley – busser. Jeg måtte hellere køre hjem, mens tid var. Mine medhjælpere blev hurtig kaldt sammen, og den mælk og smør, som jeg havde tilbage, kørte jeg hen på et børnehjem, så de var sikret i et par dage. Så var det kun en vej, og det var tilbage.
På Lygtevejen stod folk og ventede på busserne, der ikke kom. Jeg havde også mange siddende på taget af mælkevognen. Da jeg kom hjem til mejeriet, blev der hasteindkaldt til
møde med ledelsen, om den situation, der var opstået. Det kunne blive farligt for mine medarbejdere, hvis tyskerne greb ind.
Folkestrejken var en kendsgerning. Næste dag blev det ikke kørt mælk ud til kunderne. Folk stod i lange køer uden for mejeriet og ventede på, at de kunne komme ind og købe mælk og fløde. Der blev i hast stillet nogle borde op, hvor mælk m.m. blev stillet op.
Stoppet af tyskerne
Det vi var mest bange for, var at tyskerne skulle komme og i deres desperation skyde på den store folkemængde., der ventede ude på gaden. Men tyskerne blev væk. Det værste var, at vi skulle udstyres med legitimation udstedt af tyskerne. Det skulle vises frem, hvis vi blev antastet af tysker – patruljerne om natten på vej til arbejde ude fra haven i Rødovre.
Tyskerne lå på dæmningen over Damhussøen hver morgen og kontrollerede dem, der skulle over. Havde man ikke tilladelse, så blev man straks anholdt. Kun en gang er jeg blevet stoppet med min mælkevogn, og det var en morgenstund på Lyngbyvej på vej ud til mit kvarter i Gentofte. Efter at have gennemsøgt vognen flere gange fik vi lov til at køre videre.
Sygemeldt i ni måneder
Jeg havde også et kørselsuheld. Jeg kørte løbsk med mine heste. Grunden var, at vi kørte ned ad den bakkede Gentoftegade. En af læderskaglerne røg af, hestene blev vilde.
De slog et slag med vognen, og jeg faldt af. Det ene ben blev kørt over. Jeg blev i ambulance kørt til Gentofte Amtssygehus, hvor jeg lå i tre måneder. Jeg var sygemeldt i ni måneder og måtte leve af understøttelse på 52 kr. om ugen. Det var dejligt at komme på arbejde igen. Det var et par dage efter, at vi i hele Danmark havde festet for den frihed vi igen havde fået, ved at krigen var slut.
I 1948 blev jeg indvalgt i fagforenings – bestyrelsen. Det betød endnu mindre tid til familien. Vi havde på det tidspunkt forøget vores familie med en datter. Jeg blev forflyttet til et andet distrikt. Det var i 1948. Og det var i det kvarter, hvor jeg kørte som mælkedreng. Men Utterslev lignede ikke den lille idylliske landsby, som jeg havde drømt om. Der var lavet en bred vej over mosen. Her lå der tidligere kun en træbro til gående over kanalen.
En tillidsmand på kursus
Nu begyndte højskolearbejdet. For som tillidsmand måtte man dygtiggøre sig. Det begyndte på Krogerup Højskole, hvor vi skulle lære en del om kooperationen. Vores ledere var Thor Petersen og Evan Sølvkjær. De var meget dygtige i debatter. Disse kurser varede i 14 dage. I weekenderne havde vi vore koner og børn med deroppe. Det var vi meget glade for.
Flere gange var jeg også på den gamle Roskilde Højskole, hvor K.B. Andersen var forstander. Vi skulle lære fagforenings –kendskab, voldgiftsretten og nationaløkonomi. Der blev efterhånden solgt og nedlagt flere mejerier. Derfor blev der rokeret frem og tilbage, uanset om vi kunne lide det eller ej. I 1952 blev jeg flyttet til Hellerup. Man begyndte nu at tale om at indsætte enmandsbetjente vogne. Det var en nytænkning, der var på vej. Min mælkevogn i Hellerup blev inddraget, fordi den skulle være en prøve for deres fremtidige mælkevogne.
Indvielse af Det Danske Hus i Paris
På min mælkevogn var der beskæftiget 1 kusk, 1 førstemedhjælper samt 5 medhjælpere. Dette skulle være nok medarbejdere til tre enmandsbetjente vogne. I 1952 havde jeg også en dejlig oplevelse. Jeg var inviteret sammen med 36 andre erhvervsfolk til grundstensnedlæggelse af stenen til det danske hus i Paris Turen varede i seks dage. Vi kørte i bus og alle skulle være i deres arbejdstøj, og blev godt modtaget alle vegne. Vi blev fotograferet og filmet til dansk tv.
De brune flasker forsvandt
Og i 1956 var alle de dejlige heste forsvundet. Og i 1966 foranstaltede man de første forsøg med engangsemballage i pap. Og i 1969 – 70 kom så al mælk og fløde på engangsemballage. De
brune flaskers tid var endelig forbi. De sidste udgik i februar 1971.
En afskedsfest uden lige
Når jeg nu ser tilbage på de år jeg var detailkusk, er det med tårer i øjnene, at jeg nu som pensionist erfarer, at vores store stolte mejeri, arbejdernes eget, styret af arbejderne, ikke mere
har den stolte detailvogns park på 120 vogne. Vi har ikke mere de dejlige heste, som vi kuske var meget glade for. Desuden havde vi en stor medarbejderskare, som vi havde et godt samarbejde med. Vi havde et godt kammeratskab, selv længe efter at vi ikke kørte mere. Det er et bybillede, der er helt væk. Jeg husker, når vi fløjtende kom op og ned ad køkkentrapperne,
og kunderne kunne høre mælkedrengene komme. Så var morgenkaffen altid parat, særlig varmede det en vintermorgen.
Jeg havde 28 dejlige år som mælkemand, 10 år som ostechauffør på Erico og så en afslutning som leder af Enighedens Kantine i 7 år. Det blev til 45 oplevelsesrige år. Jeg opnåede 25 og 40 års jubilæer og en afskedsfest uden lige.
Den 90 – årige Willy holder foredrag
Enigheden fortsatte til 10. marts 1995. Arla og MD overtog den for så at lukke virksomheden den 21. januar 1996. Et års tid før Enigheden kunne fejre 100 års jubilæum blev virksomheden så lukket. Men jubilæet blev nu alligevel fejret. Og tænk i år 2000 holdt den 90 – årige Willy Aislev et foredrag på Rentemestervej 2, hvor Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv samt Bispebjerg Lokalhistoriske Forening var til stede.
Mejeriet Enigheden startede den 29. december 1896, da Aktieselskabet Mælkeriet Enigheden blev stiftet af fagbevægelsen med M. Lyngsie i spidsen. Og selve mejeriet åbnedes den 12 marts 1897 på hjørnet af Grundtvigsvej og Falkonér Allé på Frederiksberg.
Tak til Hanne Petersen for bidraget.
April 30, 2013
Vi kigger på nogle gamle gårde på Frederiksberg. Og det var meget mørkt dengang. Man kunne let efter mørkets frembrud gå mod et træ eller falde i en grøft. Og det første brandværn var ikke særlig effektivt. En enkelt vægter skulle klare det hele. De første omnibusser var ikke særlig populære. Så kneb det også med at få vand på i højhusene. Byggematadorerne havde også gode kår på Frederiksberg. Det gjaldt om at bygge, inden der kom vedtægter.
En idyllisk Landsby
Man tror det næppe, men Frederiksberg var engang en idyllisk landsby. Her lå mange gårde. En af dem, var Grøndal. Den lå langt ude af Godthåbsvej, ikke langt fra Frederiksbergs nedlagte jernbanestation. Oprindelig hed ejendommen Kalthuset efter kongelig tøjmester Peter Kalthoff. Han indrettede gården til krudtmølle. Og i 1654 skænkede han Ny Hollænderne to alterstager til deres kirke.
Dernæst var det Danmarks berømte søhelt, Niels Juel, der ejede gården. Og i det 19. århundrede var det politikeren Balthazar Christensen. Jorden var for længst udstykket, og omkring 1930 måtte hovedbygningen vige for højhuse.
St. Godthåb
Lidt længere inde på Godthåbsvej omkring Fasanvej lå den gård, der havde givet navn til vejen, St. Godthåb. Omkring 1800 havde den et stuehus på 3 – 4 etager, samt forskellige sidehuse, hvori der blandt andet var stadeplads til 16 heste. Lige over for det sted, hvor gården lå, ligger Fuglebakkekvarteret, der blev opkaldt efter ejendommen Fuglebakken.
Mariendal
Vi fortsætter endnu et stykke ind ad Godthåbsvejen og kommer til De Classenske Boliger. De rejstes som arbejderboliger i slutningen af 1860erne, da der kom gang i Frederiksberg.
På den sydlige side af Godthåbsvej langs Falkoneralléen lå gården, Sindshvile og på den nordlige side, Mariendal. Sidstnævnte har endda givet navn til et helt kvarter. Indtil omkring 1800 hed gården, Falkendal. Men den daværende ejer gavden navnet Mariendal, formentlig efter at hans søster Marie havde holdt hus for ham.
Justitsråd Josephsen udstykkede Mariendals jorder og anlagde villavejene, hvoraf den, der bærer ejendommens navn, føres over Fasanvejen til Fuglebakken, hvor den ender Zahrtmanns Plads, opkaldt efter maleren Chr. Zahrtmann, som boede der indtil sin død. Hans statue er opstillet i et anlæg uden for hans hus.
Falkonergården
Falkonergården lå over for Mariendal på den østlige side af Falkoneralléen. Her indrettede Christian den Femte, Danmarks eneste falkoneri, til opdrætning af islandske jagtfalke, dels til hoffet selv, dels til brug som gaver til fremmede hoffer.
Gården bestod af flere bygninger, da der både skulle være plads til falkonermesteren og hans svende og til falkene og de nødvendige heste og hunde. Bygningerne blev imidlertid snart forfaldne. Allerede 1707 havde brøstfældigheden “Tid efter anden saaledes formeret sig, at hverken Folkene eller Falkene, derudi kan være tør eller bjerge sig”.
Et halvt hundrede år efter var det atter galt. På den tid begyndte de kongeliges interesse for falkejagt at fortabe sig, da jagten havde antaget nye former. Man begyndte derfor at overveje,
om der var nogen grund til at holde Falkoneriet i gang. Faktisk blev et sidehus til gården først revet ned i 1927.
I 1810 blev Falkoneriet endelig nedlagt. Det var det portugisiske hof, der fik de sidste falke. Ejendommen blev solgt, og bygningerne blev anvendt til fabriksvirksomhed. Den sidste ejer af
den gamle historiske gård var fabrikant C.A. Feilberg. Han testamenterede hele herligheden til Frederiksbergs Kommune. Efter hans ønske blev bygningerne anvendt som bolig for frederiksbergske embedsmænd.
Roligheden
Ved siden af lå en gård, der i begyndelse af 1760’erne kom til at hedde Roligheden. Det blev senere boligen for Landbohøjskolens direktør. Her lå også sygehjemmet, og fabriksvirksomhed var her også. Bygningerne blev revet ned, som gav plads til et moderne ejendomskompleks. Navnet Hostrups Have er til minde om digteren Hostrup, der også en kort overgang boede på Rolighed.
Vi har tidligere beskæftiget os med Vodroffgaard. Vi kommer derhen ved at fortsætte af Rolighedsvej ad Rosenørns Allé mod søerne. Vi kommer forbi det gamle Ladegårds – terræn, hvor Forum, det tidligere radiohus og Hermann Triers Plads ligger. Lige før søerne kommer man til Vodroffsvej, der ligesom gården var opkaldt efter “Regimants – kvartermester” Vodroff, som omkring år 1700 fik et stykke af Ladegaards jord til at bygge en mølle på.
Vodroff
Vodroff fik tilladelse til at bygge en hollandsk vandmølle, en perlegryns – mølle, en slibe – og polér – mølle og et snus-tobakværk. Men han kunne ikke klare sig. Måske var det, fordi han måtte med i Den store nordiske krig. Som vi tidligere har skrevet her på siden stødte pesten til i 1711. Og fra gammel tid havde der ligget et pesthus for enden af St. Jørgens Sø, meget tæt på Vodroffgaard. Denne ejendom blev derfor inddraget som pesthospital, med en tysk barber som overkirurg. Forholdene var som hospital betragtet ganske forfærdelige. Og Vodroff blev endnu mere fattig. Han fik en særlig tilladelse til at sætte bækken ved kirkedørene, for på den måde at bede medlidende mennesker om hjælp.
Den oprindelige Vodroffgård blev i slutningen af det 18. århundrede erstattet af en statelig hovedbygning med en parklignende havde, hvori der var kanaler og springvande, ja endda marmorstatuer. Men i 1868 endte Vordroffgaard dog som folkelig forlystelsessted. Få år efter blev navnet ændret til Vodrofflund. I 1906 blev bygningen revet ned. Det var nu ikke fordi søgningen var ringe, men byggespekulanter ville have mere ud af jorden.
Forhåbningsholm
Ikke langt herfra lå Svanholm og Forhåbningsholm, der havde givet navn til veje i området. Og tænk på Forhåbningsholm blev der holdt slaver. Den mand, der opførte gården, General – Tobaksdirektør Bargum blev senere direktør for et selskab, der handlede på Guinea, og dette selskab fik i 1765 tilladelse til at købe slaver i Guinea og føre dem med selskabets skibe til Vestindien mod at bringe sukker og andre vestindiske produkter tilbage. I en forpagtningskontrakt lader han tre negre gå med i forpagtningen med den tilføjelse, at hvis én eller flere skulde
dø, skal Forpagtningen være uden Ansvar for det.
St. Thomas
På selve Den lille Runddel lå Monigattis Pavillon og lige i nærheden St. Thomas som havde en hvis tilknytning med Vestindien. Apoteker Riise, der købte ejendommen 1872 og gav den navnet St. Thomas, havde nemlig et apotek i Vestindien. Formentlig af samme grund lod han den store have beplante med mange sjældne træer og planter.
Ludvigs Minde
Fra Allégade kendes Ludvigs Minde eller Reebergs Gård, som den også blev kaldt. Det var en rigtig tysk proprietærgård. Hovedbygningen var fra 1772. Her var ring i muren til at binde heste med. I nummer seks lå Det Wærnske Institut, som Gehejmekonferensråd – inde Wærn oprettede til fattige unde pigers uddannelse og opdragelse. I 1887 flyttede instituttet til hjørnet af Bülowsvej og Kastanievej.
Pastor Hassager
I Frederiksbergs Bredgade lå Hassagers Kollegium. Ejendommen tilhørte i sin tid Frederik den Sjette. På et tidspunkt købte præsteenke, Dorthea Hansigne Hassager ejendommen. Hun besluttede at testamentere ejendommen i Bredgade og en sum på 120.000 kr. til fribolig for 10 studenter. Kollegiet blev indrettet med Valkendorf Kollegium som mønster. Unge studerende fra de sogne, hvor Pastor Hassager har virket, havde fortrinsvis adgang.
Mørstings Gård
En fornem gård var også Møstings Gård lige ved indgangen til Smallegade. Ejendommen tilhørte statsminister J.S. Møsting. I over 25 år benyttede han ejendommen som landsted. Efter hans død var det kammerherre Monrad, som også var postdirektør, der købte gården. Ja mange borgere kaldte ejendommen for Monrads Gård. Man ak, gården måtte lade livet, da Smallegade blev udvidet.
Vi kunne selvfølgelig havde nævnt mange flere gårde. Og det har vi egentlig også gjort. Se blot de andre artikler om Frederiksberg, som vi har begået. Langs Gl. Kongevej og Frederiksberg Allé lå mange smukke villaer. Dem kunne vi også godt have nævnt. De rummer bestemt også spændende historier.
De gamle hovedveje
Tre af de gamle hovedveje, der udgik fra København berørte Frederiksberg i ældre tid. Adelvejen fik til Roskilde (Vesterbrogade, Rahbeks Allé og videre over Valby).Det var den urgamle hovedvej vest på. Så var det Solbjergvejen (Gl. Kongevej). Denne vej førtes uden om landsbyen Solbjerg videre til Langvaddam (Damhussøen), hvor den stødte sammen med Adelvejen. Og så var det Islevvejen (Rolighedsvej – Godthåbsvej).Denne vej førte ud til Islev Enghave.
Navnet Gl. Kongevej stammer fra tiden omkring 1700, hvor Frederiksberg Allé blev anlagt som Hoffets indkørselsvej til det nyopførte Frederiksborg Slot. Derefter var alléen den ny Kongevej og den gamle vej fik så meget naturlig navnet Gammel Kongevej.
Den gamle adelvej
Den gamle Adelvej var nok den mest ringe af dem alle. Selv helt inde ved byen bestod den flere steder kun af en række vejspor. Endnu omkring 1800 var det til tider en næsten ufarbar
vej mellem Bakkehuset og Værnedamsvej. Men også Kongevejene var vanskelig at køre på i vådt vejr. I 1771 erklærede nogle Frederiksberg – bønder, at de ikke var i stand til at levere hø til de kongelige stalde, som de havde forpligtelse til, fordi Gl. Kongevej var ufarbar. Og de måtte ikke køre på Frederiksberg Allé.
Pas på – i mørke
Det hedder ligeledes i en gammel beretning, at i fugtigt Vejr lignede Gl. Kongevej mere et Kjær end en Vej. Om sommeren var støvet en plage. På en måde var det bedst om vinteren, når jorden var frossen. Men faldt der sne, var det et problem. For der blev absolut ikke ryddet. Vejene var nærmest ufarbare om aftenen. Kun når der var klar måneskin, kunne der køres på dem. Fra Bakkehusets gæster klagedes der stadig over, at der kun var gadebelysning fra Vesterport og ud til Værnedamsvej. Der var dengang kun spredte tranlamper hist og her.
Gik man dengang på rundt på Frederiksberg efter mørkets frembrud, var det fare for, at man ved hvert skridt ville ramme mod et træ, eller styrte i en grøft og blive begravet i mudderet.
Barnevogne forbudt – i 1885
Almindelige dødelige måtte hverken ride eller køre i Frederiksberg Allé, medmindre at man havde fået en speciel tilladelse. Havde man sådan en blev man udstyret med såkaldte Kongevejsnøgler. Endnu stod der i 1885 i Politivedtægten, at der var forbudt at køre med barnevognene på fliserne i Frederiksberg Allé. Dette blev dog ikke overholdt. Der var for længst
åbnet for almindelig trafik.
Jordveje i siden
Ny Hollænderbyens gamle hovedgade, Allégade havde dybe stinkende grøfter. I 1848 måtte et gadekær fyldes til, fordi stanken var alt for ulidelig for dem, der boede i nærheden. Pilealléen
– Vejen til Valby som den oprindelig hed, var til tider så bundløs, at den hindrede børnene i at komme i skole og var til stor gene for kirkegængerne.
Om Falkoneralléen siges det i 1826, at dens stenbro var så forfalden, at den næppe uden Fare kunde passeres af kørende eller ridende, som derfor måtte benytte den ene af de to jordveje, der ellers var beregnet for gående og lå en på hver side af kørebanen. De private veje, Bredegade og Smallegade var i endnu ringere.
Befolkningen – firedobbelt
Fra 1700 til 1800 blev Frederiksbergs indbyggertal firedobbelt, idet det steg fra 300 til 1.200. Og disse blev til 3.000 i 1850. Så gik det ellers hurtig. Frederiksbergs befolkning var i år 1900
oppe på 70.000.
Byggematadorerne tog fat
Men helt let var det ikke for beboerne. De københavnske håndværkere ville ikke acceptere unødig konkurrence. Desuden skulle der betales en speciel afgift for alle de varer, der førtes gennem hovedstadens Accisebod. De dårlige veje og manglen på trafikmidler fik mange til at fravælge Frederiksberg. Der måtte heller ikke bygges grundmurede huse mellem Falkonerallé – Jagtvej og Søerne. Det var kun tilladt, at bygge lave huse og af sådant et materiale, at de hurtigt kunne fjernes i tilfælde af krig.
Dette forhold hæmmede bebyggelsen af området mellem Gammel Kongevej og Ladegårdsåen. Derfor var det af stor betydning at disse bestemmelser
bortfaldt, idet Demarkationslinjen den 6. januar 1852 blev flyttet fra Falkoneralléen til søerne. Dette benyttede byggematadorer sig af. En af dem var inspektøren ved Ladegården, rådmand Bülow. Endnu samme år købte han 35 tdr. land til udstykning nord for Gl. Kongevej.
Frederiksbergs smukkeste kvarter
Bülow gav sig straks til at anlægge H.C. Ørstedsvej og nogle af de tilstødende veje. Det lykkedes ham dog ikke at føre Ørstedsvej igennem til Gl. Kongevej, da der lå en ejendom i vejen, som han ikke kunne formå ejeren til at sælge jord fra. Men til gengæld tog han fat på Bülowsvej, som med sin smukke beplantning og de tilstødende villaveje på den østlige side og Landbohøjskolen med sin skønne have og forsøgsmarker blev en af Frederiksbergs smukkeste kvarterer. I 1873 blev H.C. Ørstedsvej ført igennem til Gl. Kongevej. Det blev en af hovedårene mellem Nørrebro og Vesterbro.
De letlevende damer
Der rejste sig et helt nyt kvarter mellem Svanholmsvej og Vodroffsvej. Det var etatsråd Schønberg, der på dette areal anlagde tre gader med høje huse til udlejning. Også her bar en af gaderne Ørsteds navn. Men da den snart blev kendt for sine letlevende damer, lod man den skifte til Danmarksgade. Det var som om, at dette fik kvarterets ry til at skifte til det bedre.
Allerede 1851 var Nyvej eller, som den oprindelig hed, Christiansholmsvej blevet anlagt mellem Gl. Kongevej og Frederiksberg Allé. Snart blev den fortsat i Bianco Lunos Allé.
Ringe byggestandard
Få år efter begyndte udstykningen vest for Falkoneralléen, hvor der straks blev rejst en del huse nord for Godthåbsvej. Men byggevedtægterne kom først til at gælde på Frederiksberg i 1858. Så det gjaldt for byggematadorerne at bygge inden disse vedtægter trådte i kraft. Det betød et kvarter med ringe byggestandard. Situationen blev dog meget værre på Nørrebro. Trods
de store udstykninger gik byggeriet i stå i slutningen af 1850erne. I 1857 blev Danmark ramt af en alvorlig pengekrise, som fuldstændig lammede alt byggeri i en årrække. Først 10 år efter
kom det atter i gang, og så gik det hurtigt.
I 1863 kom den første sporvogn til Frederiksberg. I 1864 fik byen sin jernbanestation. Og endelig i 1866 fik bydelen næringsfrihed. Nu kom der virkelig gang i væksten. I 1945 havde bydelen 115.000 indbyggere.
Vesterport lukket ved midnat
Vesterport blev dengang lukket ved midnatstid. Det var uhyre besværligt at bo på Frederiksberg om vinteren. Det var ikke sjovt, hvis man ikke lige havde et køretøj. Det var på hele Frederiksberg kun en lukket vogn til udlejning. Den tilhørte en person ved navn, Halleby. Den var nu næsten aldrig til at tage få fat på.
Under disse omstændigheder var det meget naturligt, at den driftige Halleby forsøgte at sætte en omnibus i gang mellem Frederiksberg Runddel og Stenkisten ved Vesterport (Tivoli). Man skulle tro, at sådan en omnibus var en indbringende forretning, og ville afhjælpe et alvorligt savn. Alligevel måtte den driftige herre indstille sit foretagende, da de københavnske vognmænd fik politiet til at skride ind og erklære, at det stred imod Lavets rettigheder.
De første omnibusser
Men Frederiksberg voksede og voksede. Mange københavnere blev helårsbeboere på Frederiksberg. Efterhånden opstod der krav fra beboerne om bedre trafikmuligheder. I 1841 havde københavnerne fået sine første omnibusser. Enkelte kørte også til Frederiksberg. I januar 1842 fik de fast køreplan, med 3 – 4 ture om dagen. Det varede dog ikke længe, før de kørte en gang i timen, og Oehlenschläger skrev til sin datter, at han først kunne nyde sin fribolig, nu da det var muligt at komme til byen på en time. Prisen for en Frederiksberg – tur var 8 skilling om hverdagen og 12 skilling søn – og helligdage.
Overkørsel og mulig radbrækning
Disse omnibusser havde farvestrålende navne som Dronning Margrethe, Løven, Solen og Napoleon. Der var besværligheder under kørslen. Ejendommeligt nok klagede man ikke over langsommeligheden. Datidens medier klagede derimod over, at der blev kørt for hurtigt på Stadens Grund. Gående var udsatte for Overkørsel og mulig Radbrækning. Medierne appellerede til, at der blev etableret. Forholdsregler i den Henseende. En Omnibus skulle kun være forspændt med to heste i stedet for fire heste.
Disse omnibusser var ikke populære fra begyndelsen. Fra Frederiksberg Runddel kørte de igennem Allégade og ad Gl. Kongevej ind til byen. Men de beboere langs ruten, der sjældent eller aldrig benyttede dem, så med stor uvilje på de moderne køretøjer. De lavede støj og forstyrrede den rolige nattesøvn.
Da Bredegade i 1845 havde fået brobelægning, søgte omnibusselskabet om tilladelse til at lade vognene køre ad Brede – og Smallegade. Men da sogneforstanderne diskuterede sagen, viste det sig, at der var nogle, der var bange for, at vognene ville slide for meget på den fine brolægning.
Efterhånden vænnede man sig til omnibusserne, og Frederiksberg – linjen blev en af hovedlinjerne i det københavnske omnibusnet. Selv efter, at der i 1872 var lagt spor på Gl. Kongevej, var det omnibusserne, der benyttede dem. En ingeniør havde fundet på, at lade et par små styrehjul løbe foran de rigtige hjul til at holde vognene på sporet. Oppe fra bukken kunne kusken sænke og hæve styrehjulene, eftersom der var brug for dem eller ej. Gennem Strøget var der nemlig ikke spor, og omnibusserne kørte til Kongens Nytorv.
Sporvogne
Det var svært at komme op på tagsæderne. Der var næsten en lodret jernstige derop. De kære gamle Rumlekasser fra Hesten og til Frederiksberg kørte indtil sporvognene blev elektriske i 1899. Det var en hvis stemning over det, når Gl. Kongevej genlød af hornsignaler, som forkyndte at Teatervognen med de forudbestilte pladser var ved at komme.
Allerede
før dette, var sporvognene kommet. Den 22. oktober 1863 åbnedes den første københavnske sporvognslinje, Fra Trommesalen ad Frederiksberg Allé til Runddelen. Et par måneder efter var sporene i orden. Linjen fortsatte fra Trommesalen over Halmtorvet (Rådhuspladsen) til St. Annæ plads. Forbindelsen til København var nu blevet tydeligvis forbedret.
Stakkels Sporvogns – heste
Indtil 1899 var det udelukkende hestesporvogne, der kørte. Det var ret store krav, der blev stillet til Sporvognsheste. De skulle standse, hvor som helst, hvor folk ønskede at stige på og af. Den evindelige sættene i gang sled på hestene. Umuligt var det også at overholde køretiderne.
Det var derfor et stort fremskridt, da man indførte elektriciteten som drivkraft med faste stoppesteder. Nu kunne hastigheden sættes betydelig op. Køreplanen kunne nu også overholdes.
Jordemoderens friske initiativ
Mens København allerede omkring 1700 havde 5 – 600 gadelygter henlå de frederiksbergske veje mørklagte. I øvrigt kunne det føre til tre års straffearbejde, hvis man forsøgte at ødelægge
gadelygterne. I 1848 var der således kun 8 tranlamper på Frederiksberg. En jordemoder havde fundet på at hænge en lampe uden for sit hus, så man hurtig kunne finde hende. Det var på Lampevej.
Først i 1860 indførtes endelig gasbelysning på de mest befærdede veje. I løbet af få år var der gaslygter overalt. I 1920 skete der en væsentlig forbedring i gadebelysningen, idet de første elektriske gadelygter blev tændt i Allegade. De stinkende Vejgrøfter var for længst erstattet af moderne kloaker.
Fra en til 211 ansatte
På Frederiksberg var det indtil 1854 kun ansat en vægter. Men fra det år var man pludselig tre. I 1881 blev ordningen ophævet og indgik i politiets arbejde. Men først fire år senere fik byen sit eget selvstændige korps. I sommeren 1944 havde korpset 211 ansatte.
Lige over for kirken på Frederiksberg Runddel lå en materiel bygning til brug for slottet. Efter at denne blev ombygget, blev den benyttet som Frederiksbergs første brandstation. I en kortere periode husede bygningen også det nyoprettede politikorps. I 1919 blev stationen på Horwitz taget i brug.
Et u-effektivt brandvæsen
Brandvæsnet var ikke særlig effektivt. I forbindelse med branden i Møllers Vokskabinet på Værnedamsvej blev der forfattet følgende:
Frederiksberg havde på det tidspunkt ikke noget vandværk. Så de næste par linjer var godt anbragte:
Når der opstod brand skulle mandskabet først samles. Det skete ved, at der blev slået fire slag med kirkeklokken og ophængt et rødt flag, om natten en lanterne ud fra den side på kirketårnet i hvilken retning, branden var. Derefter spredte vægtere og politibetjente budskabet om branden ved hjælp af hornsignaler og høje råb.
Der gik masser af tid, før mandskabet var nået frem. Der var kun en hest på stationen. Og stations – sprøjten var ikke større end, at den ene hest kunne trække den. I 1886 flyttede brandstationen til Howitzvej. Nu var der både alarmskabe og brandhaner på vejene. Kommunen havde endelig fået et vandværk. Nu rådede mandskabet over et par heste og en kusk.
I 1898 blev der anskaffet en stor dampsprøjte og i 1914 fik man to engelske motorsprøjte med stige. Og nu fik man også ambulancebiler. Brandmandskabet blev udvidet til 98 mand og fra 1932 havde man til huse i moderne bygninger ved siden af politistationen.
Fattighus og sygehus
I 1857 blev Frederiksberg skilt fra Hvidovre. Man rådede kun over et lille fattighus i Allégade. Det rummede både fattiglemmer og de syge. Et nyt hus blev bygget på Lampevej (Howitzvej). Dette fungerede både som fattig – og sygehus. Men ordningen med fattige og syge i samme hus fungerede ikke. Kommunen byggede derfor et nyt hus, beregnet til fattiglemmer og husvilde.
Man fik nu rådighed over 70 senge til hospitalet og professor Howitz blev tilknyttet hospitalet.
Eget vandværk
De brønde, der eksisterede kunne godt bruges, når der var tale om lave huse. Men situationen var uholdbar, når der drejede sig om højhuse. En mand ved navn Peter Andersen oprettede et vandværk i forbindelse med hans jernstøberi på Gammel Kongevej. Men det var vanskelig for Andersen at skaffe vand om sommeren. Og det var ikke altid lige rent.
Endelig fik kommunen så anlagt sit eget vandværk i Grøndalsengen ved Godthåbsvej. Herfra fik Peter Andersen nu sit vand. Et vandtårn blev etableret i Søndermarken. Ledningsnettet blev efterhånden udvidet og vandet blev renere.
Og det blev lys
Det var et stort fremskridt, da Det Danske Gaskompagni i 1860 påtog sig al gadebelysning på Frederiksberg. Kommunen havde bygget et gasværk ved Ørstedsvej og derfra lagt ledninger
ud til Frederiksbergs gader. Det var dog ikke nogen imponerende belysning, gaderne fik. I 1895 blev gasværket flyttet til Finsensvej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 26-09-2021
April 30, 2013
Denne artikel er delt i to – indenfor og udenfor voldene. Amagerbønderne skulle tage færgen, for at komme til København. Kongen faldt i vandet, han overlevede, det gjorde redningsmanden ikke. Der skulle skabes en handelsby og en fæstning. Og svenskerne forsøgte gang på gang. Fæstningen bestod sin ilddåb. Men handelsbyen blev først en succes med 100 års forsinkelse. Privilegier hjalp ikke. Christianshavn oplevede ikke den store til strømning i 1850erne.
En sønderjyde og en nordmand
Åh den skønne bydel Christianshavn. Det var der, min afdøde kone indtog en nedlagt kasserne sammen med Jacob Ludvigsen og andre. Det var der jeg gik rundt med skønne Ranveig fra Norge, og viste hende bydelen, selv om jeg dengang ikke anede noget om denne skjønne bydel. Vi sad inde i de hyggelige værtshuse og talte med de lokale. De var meget imponerede over at tale med en nordmand og en sønderjyde.
Le Reves fra 1329
Omtrent fra midten af Amagers nordkyst, der løb i nordøst – sydvest strakte sig en lille halvø ud i strømmen mellem Amager og Sjælland, omtrent lige mod nord. Fjorden eller indskrænkningen fra Kongedybet, som skilte halvøen fra Amager var snæver, men skar sig så langt ind, at halvøen kun ved en smal hals, var fast med det øvrige land.
Omtrent i højde med Københavns Slot delte halvøen sig tre odder eller tunger. Den midterste sendte den ud i strømmen i retningen af det sted, hvor senere Børsen blev bygget. Den anden løb ud mod nord, var et lille stykke synlig over vandet, men dukkede så pludselig langt ud mod nord.
Den var nu let at spore ved en mængde store sten. Ved blot den mindste kuling var her smult vand. Fra gammel tid kaldtes grunden Rævshalen. Den nævnes i en fransk brev fra 1329 le Reves. Og den har i mange år ydet beskyttelse for skibene i Københavns Havn.
Færgebroen til København
Den tredje udløber fra Amagers nordspids strakte sig ud imod sydvest, men forsvandt straks under vandets overflade og dannede en farlig forhindring for sejladsen mellem Sjælland og Amager. For at advare skibene i tide satte Christian den Fjerde sømærker .
Det var den midterste tunge, der fik den største betydning. Ved en dæmning blev den forlænget ud i strømmen. En færgebro blev lagt i enden. Ad denne ode og denne dæmning, der senere blev til Brogade, kørte amager – bønderne deres grøntsager m.m. ud til færgebroen. Derfra blev produkterne ført over til Kibbernæs på Københavner – siden. Det var omtrent over for Holmens Smedje, senere Holmens Kirke.
Denne færgebro er den første Amagerbro. Således blev den kaldt allerede i 1565 i anledning af en ulykke, da Frederik den Anden faldt over bord fra et skib under Amagerbro. Hans nåde kom lykkelig og vel på, men det gjorde hans redningsmand Jørgen Brade ikke. Han blev selv derover ilde faren, og døde et par dage efter. Andre kilder berettede at kongen var fuld, og det var derfor, han var faldet i vandet.
En bred Strøm
Strømmen mellem Amager og Sjælland var langt bredere end nu. Senere blev der fyldt op på begge sider. Og ofte blev det til noget værre ælte.
Dengang lå København blottet for fjenderne. Holmen med skibsværfterne, den ikke altid kampberedte flåde udenfor havnen, der førte lige ind til byens hjerte, Tøjhuset med det store forråd af våben og ammunition, og endelig var det selve Københavns Slot. Faldt Amager i hænderne på en fjende, der rådede over en nogenlunde kraftig flåde, kunne det se alvorligt ud for København.
En ”Christianshavner” skat
Den 4. juli 1618 udskrev Christian den Fjerde en skat over hele landet “eftersom vi naadigst have for godt anset her paa vort Land Amager en Befæstning at lade forfærdige, vor Skibsflaade, Tøjhus, Slottet og den gamle By, som største Magt paaligende er, til Defension og Forsikring”
Store ambitioner
Det nye anlæg på Amagers nordkyst blev ikke blot en befæstning, men tillige en handelsstad. Den mangel på bolværksplads, som handelen led så meget under i København, skulle der nu rådes bod på i den nye by. Kongen gik på med krum hals. Hans forbilleder var Hamborg og Amsterdam. Det var åbenbart kongens plan, at store skibe skulle kunne lægge til bolværket langs Strandgade og losse der, hvorfor den på den ældste grundtegning over Christianshavn angivne vold mellem de to halvbastioner mod nord og syd ud til strømmen aldrig blev udført.
Mindre skibe, pramme og både skulle gå ind i kanalen og losse der. Købmandsgårdene skulle have deres hovedbygninger ud til Strandgade og Nedergade, men deres pakhuse ud til Kongensgade (senere Wildersgade) ad hvilken varerne så kunne transporteres ud i byen.
Den nye by blev således begrænset af den lige kystlinje mod strømmen og i øvrigt de fem sider af en regelmæssig ottekant. I midten lå Torvet som en firkantet udvidelse af Torvegade mellem Overgaden og Dronningensgade. Og den samme regelmæssighed som udmærkede gadeanlægget, viste sig igen i befæstningsanlægget. På hver side af Amagerport lå en bastion.
Fæstningsværkets ilddåb
Fæstningsværkerne blev lige som byen selv for en stor del opført på opfyldning på nord – vest – og sydsiderne. Men da graven blev ført igennem på landsiden fra Elefantens til Panterens Bastion, blev halvøen forvandlet til en ø, der kun ad broen fra Amagerport ud over en Lynette i fæstningsgraven fik forbindelse med sin moder-ø.
Christian den Fjerdes volde fik deres ilddåb under Svenskekrigen 1658 – 1660. I 1536 havde Christian den Tredje først måtte gøre sig til herre over Amager, Københavns Spisekammer.
I eftersommeren 1658 havde den svenske konge Carl Gustav samme bevæggrund til at angribe øen. Men det første forsøg blev tilintetgjort ved Helts og Bredals raske angreb på de svenske
angreb på de svenske skibe natten til den 25. august. Efterhånden som belejringen trak ud og muligheden for at hollænderne kom København til hjælp blev det i stigende grad nødvendigt for svenskerne, at få Amager i sin magt.
Svenskerne blev drevet på flugt
Den 8. oktober 1658 iværksatte svenskerne et voldsomt angreb. Samtidig gik kong Carl Gustav i land ved Dragør. Helmers Bastion stod for fald. Et par tusinder svenskere blev landsat, og en skare på 300 ryttere fra Småland nåede helt ind under Udenværkerne foran byen. Men pludselig blev Amagerport åbnet. Nu drønede Ahlefeldts og Gyldenløves ryttere med Kong Frederik i spidsen mod svenskerne.
De blev tvunget til at tage flugten tilbage til Dragør. Der stod den svenske konge og den berømte Wrangel og tog imod. Men heller ikke her kunne svenskerne holde stand. Den svenske konge kunne takke sin hurtige hest for, at han ikke blev taget til fange. København holdt stand. Men fra Christianshavns Vold så man ikke længere ud over et frugtbart land. Store dele af Amager var sat i brand.
I december 1658 begyndte det at fryse hårdt. Svenskerne forsøgte flere gange over isen, at erobre voldene. Men Frederik den Tredje havde en hensynsløs kommandant Adolph Fuchs, der sørgede for, at holde våger åbne. Han lærte artilleristerne at betjene kanonerne rigtigt og tage ordentligt sigte. Svenskerne fortsatte deres angreb, blandt andet med Stormen mod København den 10. – 11. februar. Og den 19. januar kom hele 10 afdelinger tropper over isen til Amager.
Natten mellem den 9. og 10. februar forsøgte Carl Gustav at trænge ad isen med den lille fregat Højenhald og en pram. Det lykkedes for danskerne, at få prammen sat i brand. Og svenskerne blev beskudt, så de måtte opgive videre fremfærd. Natten efter forsøgte svenskerne igen. Mange af dem gik gennem isen. Tre gange forsøgte de at indtage volden.
Dyrt arbejde
Den to årige belejring havde åbenbaret manglerne ved fæstningerne. Dette blev taget med i overvejelserne, da Christian den Femte arbejdede videre med fæstningsanlæggene. Den 9. maj 1685 blev begyndelsen gjort med at føre Christianshavns Vold igennem Stranden ud til Toldboden. Det var et meget stort arbejde, der her blev påbegyndt. Og det var dyrt, både hvad angår penge og menneskeliv. Således døde mange udkommanderede soldater under arbejdet.
Det første land, der blev dannet var Nyholm. Her kunne vagten etableres efter to års arbejde. Og efter yderligere to år blev her etableret et skibsværft. Selve voldlinjen var efter fire års arbejde kun 2 – 4 alen over vandet. Men i 1692 syntes værket, at være fuldført. Den nye vold stødte sammen med den gamle ved Løvens Bastion. Herved fremkom et ejendommeligt knæk.
Efterhånden dukkede de forskellige holme op. Disse blev optaget af Orlogsværftet.
Bombardering – uden virkning
Den
20. juli 1700 ankrede en forenet engelsk – hollandsk – svensk flåde på 61 linjeskibe og en mængde mindre fartøjer op på Københavns Ydre Red og ned gennem Kongedybet. De ville tvinge Frederik den Fjerde til at standse fjendtlighederne mod Hertugen af Holsten – Gottorp. Dagen efter bombarderede de den danske flåde, som lå på reden. Men det havde dog ikke den store virkning. Så fik det nye fæstningsanlæg en omgang. Det var Christianshavns Volds nordlige del, Quintus, Charlotte Amalie og Frederiks Bastion det gik ud over.
Men den 26. juli fra morgenstunden begyndte bombarderingen af byen. Enkelte bomber faldt yderst i Strandgade. Men bombarderingen forvoldte ikke megen skade. Atter en gang havde fæstningsanlæggene holdt stand.
Tilstrømningen udeblev
En lang fredelig periode fulgte. Svanerne og ænderne fik lov til at yngle i gravene uden for voldene. Sivene voksede omkring krudttårnene. I en lang årrække var Christianshavn et fint kvarter med en velhavende befolkning. Her havde mange kendte adelsfamilier deres bolig. Her lå det magtfulde Asiatisk Kompagni, og her havde de islandske købmænd deres domicil.
Alle de gamle bolværker, dokker og oplagspladser mistede dog efterhånden deres betydning, især efter at anlægget af Frihavnen længere nord på var færdig.
Når man tænker på, hvor stor tilstrømningen var til bøde Nørre – og Vesterbro, så var det ikke meget gang i Christianshavn. Således havde bydelen i 1860 kun en befolkning på 17.000, i 1895 20.000 og i 1911 kun 19.000.
Inden for Voldene
Hvis vi nu kigger inden for voldene, så viste det sig hurtig at hovedstaden led af pladsmangel. Det Islandske Handelskompagni og Det Grønlandske Kompagni var blevet dannet. Børsen blev bygget på den lange smalle dæmning med losse – og ladeplads på begge sider.
Christian den Tredje skænkede borgerne Grønnegaards Havn. Det var egentlig en bugt på Amagers nordvestkyst, der skar ind syd for den nuværende Lille Torvegade. Her kunne borgerne lægge deres skibe op om vinteren.
Privilegier
Men egentlig var det en gammel tanke, der tog sin begyndelse, da Christian den Fjerde i december 1617 sluttede kontrakt med ingeniør Johan Semb om anlægget af en den ny handels – og havneby. For at skaffe folk til den nye by, udstedte kongen den 15. april 1619 privilegier for nybyggerne. Enhver som havde indtaget en grund – som vel og mærke skulle opfyldes, fik skøde på den til evig arv og ejendom uden jordskyld, tolv års frihed til besejling af kongens og rigets havne uden told eller afgift, tolv års frihed for udførselstold. Dog skulle man på grundstykket opsætte en god købstads – bygning.
Det måtte have været en lidt besynderlig oplevelse, da køberne skrev under. For de fleste grundstykker lå endnu under vand. Da kontrakterne var underskrevet udarbejde man et kort. Det var ikke et kort, som beskrev, hvordan det så ud i 1619, men som det kom til at se ud, når alle grundene var opfyldte.
Mikkel Vibe
Københavns storkøbmænd og skibsreddere var de første, der skrev under. Og også syv adelsmænd var blandt de første. De havde selv skibe i søen og havde interesser i de københavnske handelsselskaber. Strandgade var meget eftertragtet. Den skulle ikke bebygges på den vestlige side. Så her kunne man have sit skib liggende næsten ude foran fortovet.
Den københavnske borgmester Mikkel Vibe, en af byens mest driftigste købmand var den absolut første, der fik skøde på den nuværende grund Strandgade 30 og 32. Straks søgte han tilladelse til, at sine pramme og både kunne lægge til ved bolværket lige over for hans ejendom.
Knippelsbro
Christian den Fjerde havde straks i 1618 taget fat på opførelsen af den lange Amagerbro. Lige nord for broen, der allerede var færdig efter to års forløb, blev Toldboden bygget. Det var et hus med højt tag. I underste stokværk var der antagelig oplagsrum. Her var der nemlig ingen vinduer. Snart gik denne bygning i privateje. I hvert fald tilhørte den fra 1633 en mand ved navn Hans Knip. Han var rådmand på Christianshavn. Han havde besørget færgefarten over Strømmen, inden broen var færdig. Senere holdt han opsyn med broen.
Egentlig troede de visse historikere, at Knippelsbro var opkaldt efter denne rådmand. Men det hed den fordi kørebanen var belagt med rundtømmer eller knipler.
Ikke gang i bebyggelsen
Af en synsforretning fra 1635 fremgår det, at der kun var blevet ganske lidt på Christianshavn. De allerfleste grunde lå endnu øde og ubebygget hen. Mange var stadig under vand. Christian
den Fjerdes deltagelse i 30 – års – krigen havde ikke været heldigt for dansk søfart og handel. Og såvel kongens foretagsomhed som handelsstanden syntes lammet efter krigen. Adelsmændene skaffede sig af med deres grunde på Christianshavn. Ja selv statholderen, Frantz Rantzau solgte i 1630 sin grund. Og denne grund var endnu ikke bebygget i 1635.
Men Christian den Fjerde var ret så initiativrig. Den 7. juni 1639 fik lensmanden Niels Trolle ordre til straks at gå i rette med alle, der ikke inden “Aar og Dag” ikke var begyndt at bebygge sin grund.
Eget våben og Magistrat
Christianshavn fik sit eget våben og egen magistrat. Den fik løfte om indlæg af fersk vand, kirke og præst. Ingen håndværkere skulle besværes med skrå eller lav. Men længere varede friheden dog ikke, for de reformerte og jøderne skulle søge speciel tilladelse for at slå sig ned på Christianshavn.
Kongen befalede dog, at lensmanden skulle udvise den største sparsommelighed derude. Men stedet fik en foreløbig kirke. Indtil der kom bedre tider måtte man nøjes med en træbygning på 60 alens længde. Den menes at have ligget øst for den senere Frelserkirke. Men det varede længe, inden der kom bedre tider. Kanalen, der skulle have ført skibenes last ind i hjertet af byen, sandede til lidt efter lidt.
I hele det 17. århundrede var kun Strandgade beboet af store handelsmænd og skibsreddere. Nord for Bådsmandsstræde, som dengang hed Voldgade havde Claus Condevin, der drev hvalfangst i Norge – havet. Siden gik det over til Saltkompagniet og den store handelsmand, Jokum Irgens.
Indlemmet i København
Kongens ide var god nok. Men det blev kun småt med Christianshavns handel og søfart. Naboskabet blev til mere skade end gavn. I 1650 beklagede Københavns Magistrat sig i høje toner over, at Christianshavn tager næring fra København og volder byen afbræk på mange måder. I 1670 blev blev Christianshavn indlemmet i København. Endnu i 1680 lå omtrent en tredjedel af Christianshavns grunde og ubebygget hen.
Fæstningsværkernes udflytning mod syd under Frederik den Tredje og mod nord under Christian den Femte fik nogen særlig betydning for Christianshavn som by.
Grunden for enden af Strandgade, hvor nu Christianskirken står, blev opfyldt omkring 1673 af feltmarskalken Hans Schack. I 1676 blev grunden købt af kongen som på en del af grunden byggede laboratoriet. Men det sprang i luften i både 1679 og 1683.
Der kom liv på Christianshavn
Griffenfeld havde ellers store planer med Christianshavn. Dette fremgår af Resens kort af 1674, hvor der inden for volden på Rævshalen vises tre store velbyggede holme, skilte ved sejlbare kanaler, Marsvins -, Hvalfiske-, og Sværdfiskekanal. Der var indtegnet broer og gader. Den skønne plan fik kun virkelighed på papiret. Men der kom liv på Christianshavn. Og det kan vi takke den dygtige og driftige handelsmand, Anders Bjørn for. Han fik i 1735 tilladelse til at opfylde den store grund mellem Christianshavns Kanal og Trangraven, som senere kom til at hedde Wilders, Krøyers og Grønlandske Handels Plads. Men oprindelig hed det faktisk Bjørns Plads. Her blev der indrettet det største skibsbyggeri, som København endnu havde set.
Også på den anden side Amagerbro på en del af Lehns Plads, der senere blev ejet af Vestindisk – Guineaiske Kompagni og Bjørn, var der gang i den. Bjørn nåede fra 1735 til sin død i 1750, at bygge 50 skibe, deriblandt et orlogsskib med 44 kanoner.
Ikke så borgerligt på Christianshavn
Efter Bjørns død kom den nordligste del af Bjørns Holm til Det Kongelige Handelskompagni senere Grønlandske Handel, mens den sydlige del kom i hænderne hos Wilder, far og søn. Masser af skibsværfter fulgte. Christian den Fjerdes havneby blev realiseret med over 100 års forsinkelse.
Købmandsgårde rejste sig. Overalt hørtes der larm fra skibsværfterne og søfolkenes banden og opsang. Rigt-lastede skibe strøg ind til bolværkerne. I Asiatisk Kompagnis pakhus blev der losset kostbare silketrøjer. Fint porcelæn dukkede op fra Kina – farerne.
På Christianshavn var luften mere frisk, her duftede det af tjære, og her var det heller ikke så borgerligt og stift. Her var saltvandsduft, vimpler og flag. Man kunne mærke den store verden. I de gyldne tider strøg masser af rigdom gennem Christianshavn.
Den gyldne tid var forbi
Men de gyldne tider varer sjældent ved. 1807 ødelagde det hele. En masse skibe og deres værdifulde last blev opbragt af englænderne. Og de få, der slap væk blev offer for skibrud. Pludselig
var der blevet stille på Christianshavn. Det var stilhed på pladserne, det var stilhed i kanalerne. Stormen blæste de store huse over ende. Men det første danske dampskib, Frederik den Sjette blev bygget på Christianshavn. Den første dampmaskine og det første jernskib var også blevet bygget herude.
Baumgarten og Burmester byggede så mange skibe herude. Prøv at gå en tur den dag i dag på Christianshavn. Det er bare skønt. Eller gør som Ranveig og jeg gjorde den dag for adskillige år siden. Snak med de lokale.
Kilde:
Redigeret 27 – o9 – 2021
April 30, 2013
Hvordan påvirkede Første Verdenskrig livet i Sønderjylland. Det kigger vi på gennem Haderslevs briller. Der var knaphed på alt. Livet var også præget af censur. Meldinger fra fronten og sænkning af skibe nåede også befolkningen. Det var ikke altid sandheden kom frem i dagspressen. Syd for grænsen var der hungersnød. Midt i det hele kunne man glæde sig over en ”Kaptajn fra Køpenick” – historie i Sønderjylland. Til sidst ventede man på den officielle våbenhvile, der var ret hård over for tyskerne.
26.000 sønderjyder tvangsudskrevet
Mange sønderjyder måtte trække i den tyske trøje. De var jo borgere i det tyske kejserrige. Visse årgange af krigsduelige mand fra 18 – 45 år måtte møde op på de tyske kaserner., hvorfra de blev sendt videre til fronterne. I alt blev 26.000 tvangsudskrevet.
Kunne man også mærke krigen i byerne? Her kommer svaret. Vi dykker godt nok ned i Haderslev, men artiklen bringer hændelser fra hele Sønderjylland. Og i denne artikel følger vi afslutningen af krigen. I en senere artikel fokuserer vi på begyndelsen af krigen.
Fængselsstraf for at spille kort
De allierede havde svaret på tyskernes fredsnote. Det blev et dundrende nej. Det var knaphed over hele linjen, især syd for grænsen. Børnene havde ikke brød med i skole, men roer. Og fra Hamborg forlød det her i januar, at børnene havde fået tre ugers ferie på grund af kulmangel.
Og herhjemme var togene ikke opvarmet. Der gik heller ingen efter klokken 7 om aftenen på mange strækninger.
Masser af krigsfanger var der over det hele, og skulle man følge reglerne måtte man overhovedet ikke tale til dem. Således fik en kone og en pige på landet fængselsstraf og bøde, fordi de havde spillet kort med en krigsfange hjemme på gården.
Masser af militær i Haderslev
Mange sønderjyder sendte levnedsmiddel til deres kære ved fronten, og der blev modtaget masser af takkebreve. Pludselig kunne Haderslev opleve en masse soldater. Hele linjen fra Bevtoft til Skærbæk var blevet befæstet. Og der var blevet bygget jernbaner så krigsmateriel kunne komme hurtigere frem. Det kneb også med foder til de stakkels heste, som soldaterne kom på. De var efterhånden meget tynde og forkomne. Der kom stadig mere militær til Haderslev, befolkningen var ikke rigtig klar over, hvad der skete.
Endnu flere smalbaner blev bygget. I slutningen af januar blev endnu en stikbane indviet fra Arnum. Ca. 1.000 fangere arbejdede der. Måske var prøjserne bange for, at russerne ville besætte Jylland.
Protest mod landråden fra Aabenraa
I Berlin var kulden ulidelig. Her manglede man også almindelige fornødenheder. I Aabenraa havde landråd Siemon ikke sørget for forråd. Der var således ikke nogen spor af kartofler. Men man kunne få masser af sure sild. Nogle vakse Aabenraa – borgere havde hængt en død kat på landrådens dør og skrevet:
Uindskrænket u – båds krig
I Haderslev var der efterhånden mangel på smør. Også mælk blev der efterhånden mangel på. Ja mejerierne fik at vide, at de skulle aflevere deres skummetmælk. Det var et hårdt
slag, for de fattige lavede ost af dette. Og midt i det hele omkring 1. februar erklærede tyskerne ”Uindskrænket u – bådskrig”. Nu lukkede Børsen også. Stemningen blev mere alvorlig.
Godt nok var der kommet masser af soldater til Haderslev, men der var også afgået en masse soldater, heste og kanoner vest på.
Danske skibe sænket
Det danske skib Lars Kruse med 17 mand var blevet sænket af tyskerne. Det var på vej med levnedsmidler fra USA til Belgien. En Zeppelin strøg over Haderslev. Og fra Hamborg blev det nu meddelt, at der ligefrem var udbrudt hungersnød. Børnene var helt udsultede. Det var nu blevet forbudt for bladene at bringe døds – anmeldelser af børn under syv år. Og nu måtte man heller ikke mere opvarme kirker og andre lokaler. Alle varieteer og biografer samt skoler var blevet lukket.
Soldater sultede
En masse soldater i Haderslev havde pludselig fået besked på afmarch. De havde fået udleveret brød til tre dage. Det gik rygter om, at de skulle til Frankrig. Efterhånden frøs man i Haderslev. Tæpper og varme frakker måtte man have på, når man sad inde i stuen.
Soldater hjemme på orlov kunne fortælle de mest frygtelige ting. Således blev nogle kommanderet til fronten med musik og det hele. Generalen stod parat, men pludselig lød der
nede fra mandskabet:
I Haderslev var der kun gas få timer dagligt, kul og koks kunne næsten ikke skaffes. Folk sad og frøs, og de gik rundt med jordfarvede ansigter, tavse og forknytte. Butikkerne var efterhånden tømt for fødevarer. Det eneste, der var tilbage var citroner, ansjoser og fiskeboller. Drenge og piger på 12 – 14 år meldte sig til landarbejde, så kunne de sikre sig i føden i
disse knappe tider.
Kvinde – revolte
Kvinderne i byen ville ikke finde sig i det mere. Der var ligefrem tale om en Kvinde – revolte nede ved rådhuset. Kvinderne forlangte brændsel og føde. Politi og militær måtte splitte dem.
Den 18. marts meddelte Deutsche Tageszeitung, at der ville blive prædiket i Jerusalemskirken i Berlin over teksten, Det sjette tyske krigslån i religiøs og moralsk betydning. Det var vel noget blasfemisk. Ribe Stiftstidende var i to dage blevet tilbageholdt. Åbenbart stod der noget i avisen, der ikke måtte komme frem.
Krigslån
Folk blev opfordret til at tage krigslån. Og soldaterne fik ikke deres løn – 33 pf. om ugen. Ja man talte om, at soldaterne måtte betale for deres orlov. En soldat havde rejst i fire dage, for at se sin familie. Men han blev af en gendarm sendt tilbage uden at have set de kære. Der var inspektion fra myndighederne. Man måtte ikke hamstre noget som helst mad.
Korruption
En sygeplejerske havde sendt 85 pund kartofler til sine nødlidende slægtning og havde angivet det som køkkenredskaber. Hun blev dømt for det, men straffen blev eftergivet, hvis hun ville lade dem gå til Hindenburg – Spenden. Og hvor endte disse kartofler? Naturligvis hos en eller anden højere embedsmand. Der var masser af eksempler om lignende korruptioner.
Et par ældre mennesker på lidt over 80 år mente at deres fedt – ration var for lille. De havde henvendt sig til kommuneforstanderen for at få forhøjet deres ration. De henviste til en lægeattest. Men kommuneforstanderen svarede dem:
Indsamling af messing
Ribe Stiftstidende var blevet beslaglagt. Avisen havde offentliggjort nogle artikler om Tysklands hungerblokade. Kejseren havde lovet almindelig valgret. Der var blevet skudt mod ham ved fronten. Og rygter gik på, at han ville abdicere. I Flensborg havde der været store uroligheder. Alle bagerbutikker og brødfabrikker var blevet plyndret. Og i butikkerne var alt spiseligt blevet stjålet.
I Rigsdagen blev u – bådskrigen diskuteret. Der var blevet sagt, at England var færdig efter 6 måneders u – bådskrig. Men det var ikke tilfældet. Tilstanden i Østrig var forfærdelig. Der var
ingen hjælp at hente fra forbundsfælden. Og ved fronten var der mangel på mandskab og ammunition. Lazaretterne var overbefolket af 17 –årige.
Ved grænsen var der flere krigsfangere, der forsøgte at flygte. Også dansksindede, der ikke ville aftjene værnepligt, flygtede. De tyske soldater var lovet 50 Rmk. hver gang de fik ram på en, og det skete ikke så få gange. Der blev flaget i Haderslev den 5. september. Riga var blevet taget. Myndighederne var nu i gang med en indsamling af messing. Folk måtte aflevere gardinbøjler, ringe og kroge.
Smugleri
Det 2.500 mand store rytteri, der havde ligget i Haderslev og omegn var nu taget syd på. Den 2. oktober blev der igen flaget i byen, Hindenburg havde fødselsdag. En kæmpe smuglerhistorie blev afdækket. Det drejede sig om levnedsmidler smuglet fra Danmark til en værdi af 70.000 Rmk. Skinker, flæsk, smør og fedt. Det var en hel jernbanevogn, omgivet og skjult af roer. Flere er blevet arresteret. Og så holdt pastor Treplin fra Løjt to taler i Haderslev, en i kirken og en i en gymnastiksal. Et par dage efter blev de gengivet i Grenzpost. Og det var noget med, ” Gott hat uns Belgien gegeben” og tyskerne var det udvalgte folk.
300 nordmand druknet
Fra London lød meldingen, at fem norske, to danske og tre svenske skibe var sænket af kanonild, og to engelske torpedo – jagere var blevet skudt ned. De to danske skibe var Margrethe og Stella. Ni danske sømænd mistede livet. Fra det ene af skibene viftede to kvinder med et hvid klæde. Men det tog tyskerne ingen notits af, de skød uden varsel. Også redningsbådene
beskød tyskerne. Fra Norge meddeltes det, at 250 – 300 mennesker var druknet.
Måtte ikke tale dansk i telefonen
Der lød også advarsel til dem, der talte dansk i telefonen. Åbenbart blev telefonerne aflyttet. Skete det en gang mere, blev de respektive telefoner konfiskeret. H.P. Hanssen blev atter engang beskyldt for spionage. Og Tønder Bank fik ordre til hver lørdag at sende sine rede penge til Rigsbanken. De fik dem igen hver mandag.
U – båds krigen gik ikke helt, som tyskerne ønskede. En engelsk flåde slog en eskadre lette tyske krydsere og forfulgte dem ind til Helgoland. Langs Sønderjyllands vestkyst kunne der høres stærk kanon – buldren. I slutningen af året var alt steget i pris. Således kostede en julegås hele 50 Rmk.
1918
Den 2. januar var der et større opløb. Det var aftalt, at på slaget 10 skulle alle vrimle ud af fabrikkerne og bryggeriet. De begav sig alle mod rådhuset. Hurtig fik man der tilkaldt borgmester Schindelahauer. Han måtte have politieskorte for at komme gennem mængden af kvinder. Han talte ud gennem vinduet til forsamlingen, og lovede dem marmelade, sirup og et pund gryn. De fik også lovning på sukker, og at mælken fremover ikke blev sur. Ja Haderslevs mælk blev sendt til Hamborg.
Tyskerne beskyldt for at være djævle
Den 10. februar blev der igen flaget – denne gang på grund af freden mod Ukraine. Pludselig kunne man risikere uanmeldt husundersøgelse. Det kunne være kornet og melet, myndighederne ville have fat på. Næste gang var det spisekammeret og flæsket. I marts måned får beoerne at vide, at en norsk damper er sænket af tyske u – både. Kaptajnen udtalte, at selv djævle fra helvede ikke kunne have optrådt med mere brutalitet og umenneskelighed. I 50 timer drev de søfolk rundt, der ikke straks var druknede.
Et opråb blev annonceret i de lokale blade. Man kunne få op til 3.000 Rmk. i belønning, hvis man angav folk, der opfordrede til oprør eller strejke. Opråbet var underskrevet af General von Falk. Rundt omkring i egnen var myndighederne begyndte at fælde skove m.m., for at få brændsel.
Røre i tysk presse
Den tidligere tyske gesandt i London, Fyrst Lichnowsky, skabte røre i den tyske presse, da han påstod, at det var tyskerne, der ville krigen og fremkaldte den. Paris blev beskudt af langtrækkende kanoner. Og det var firmaet Krupp, der havde udviklet kanonen..
Der var lutter tyske sejre i Frankrig. Reims var blevet besat af tyskerne. Den 3. juni havde franskmændene bremset tyskernes fremfærd flere steder. Nu gjaldt det kampen om Paris. Den 7. juni så det ud som om, at franskmændene havde gjort fremskridt.
Køpenick – affære
Den 9. juli foregik en ganske morsom Køpenick – affære i Sønderborg. En ung styrmand fra Bremen, mistænkt og fængslet for spionage, så sit snit til at flygte. Han blev efterlyst i blade og
politibekendtgørelser. Hans billede blev opsat på rådhuse og i togene. Der var en belønning på 3.000 Rmk. for hans pågribelse.
Historien var således:
Til Sønderborg kom en ung flot flyverløjtnant. Friherre von Schmettau kaldte han sig. Han fik talt med landråden og andre prominente personer. Han boede på det fineste hotel og omgikkes officererne. Han fik visit hos kommandanten, og fik forevist torpedo – stationen i havnen. Han fik lov til at inspicere fyrskibene. I Varnæs spiste han en fin middag på hotellet. Da værten kom med regningen, bad han denne sendte regningen til Flyverskolen i Aabenraa.
Værten bukkede og så, at flyverløjtnanten satte kursen mod Assens. Værten fattede mistanke og ringede til Flyverskolen. Et par flyvere blev sendt ud, men de nåede ham ikke. Han var kommet på dansk grund. Det viste sig at flyverløjtnanten var identisk med den såkaldte spion. Historien vakte stor morskab blandt de dansksindede i Haderslev.
Ingen brød i Aabenraa
Den 20. juli var en stor fransk offensiv begyndt. Tyskerne havde trukket deres tropper ud af Marne. Flyverhallen i Tønder var blevet ødelagt, 2 -3 zeppeliner var blevet ødelagt og gasværket var ligeledes blevet ødelagt. Man talte om 2 dræbte og 11 sårede.
I Haderslev var der afholdt et præstemøde. Man fortalte om forholdene i Tyskland. Og meningen var, at befolkningen skulle afse alt, hvad de kunne undvære. Og i Aabenraa var der slet ingen brød at opdrive.
Blandt rigsdagsmændene blev der uddelt et skrift, der beviste at tyskernes krigsførelse var præget af løgne og opspind. Skriftet var forfattet af Hauptmann Beerfelde. Den 21. august havde nogle Landstormsmænd fra Bayern efterladt deres fire geværer ved grænsen. De havde sat geværerne op i en pyramide med en seddel, hvor der stod:
Røveri mod franske landsbyer
Grenzpost og de andre tyske blade prøvede at skjule nederlagene. Man bildte læserne ind, at alt foregik efter planen. Og igen måtte læserne høre på ” Ein Sieg – ein grosser
Sieg” Bladene fortalte heller ikke, at tyskerne brændte deres forråd, inden de trak sig tilbage. Mange franske landsbyer blev ødelagt under tilbagetrækningen.
I byen Cambrai blev beboerne bedt om at forlade byen. De måtte hver tage 60 pund med sig. Resten blev overgivet til soldaterne. Officererne valgte først. Hele møblementer, malerier,
værdigenstande, pianoer m.m. blev sendt til Tyskland. Frugttræer blev savet over, brøndende blev tilstoppet eller forgiftet.
Revolution
En masse i Haderslev blev ramt af Den Spanske Syge. Mange var også døde af den. Alle hospitaler var overfyldte. Der var store uroligheder på skibene i Kiel. Matroserne havde gjort oprør
og afvæbnet officererne. De havde dannet et soldaterråd, og forelagt militærguvernøren en række fordringer. Kammerater var blevet befriet fra fængsler. De var draget i store masser gennem gaderne og hejst det røde flag på skibene. Det var kommet til blodige sammenstød med de tropper, der blev sendt imod dem. Flere officerer blev dræbt og mange blev såret. Resten af officererne var blevet interneret. Nogle af de forordninger som blev indrømmet over for matroserne var, ingen hilsen på officerer, og samme forplejning som officererne, ingen officerskasino m.m.
I Flensborg var der også oprør og butikkerne blev plyndret. Trafikken blev standset og pludselig kørte der ingen tog.
Soldaterråd i Haderslev
Urolighederne spredte sig til Berlin. Også i Flensborg var der dannet soldaterråd, som havde overtaget hele kommandoen. Alle de ansatte på Marinestation Mørvig havde måttet underkaste
sig. Den 7. november kom turen til Haderslev. Matroser, soldater og arbejdere holdt et stort møde i Juhls lokaler. Derefter blev rådet dannet. Alle officerer blev afvæbnet. Og gjorde de det ikke godvilligt, blev de internerede. Vagter blev placeret på posthuset, telegrafstationen og jernbanestationen.
Alle soldater havde forladt kasernen uden tilladelse og tilsluttet sig soldaterrådet. I alle byer, hvor der var marinestation vajede det røde flag. Efterretning om våbenstilstand havde nået Haderslev, men endnu var intet officielt. Den 9. november havde den officielle melding endnu ikke nået Haderslev. Men der var dog sket ting og sager. Således var Bayern blevet republik, og der kom løbesedler om kejserens og kronprinsens abdikation. Masser af rygter var i gang. Således skulle englænderne være i Kiel og på vej dertil.
Endelig var der officiel våbenstilstand. Og den var ret hård over for tyskerne. Den 17. november 1918 var der et stort folkemøde i Aabenraa. I en senere artikel vil vi fokusere på begyndelsen af Første Verdenskrig i Haderslev.
Kilde:
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
Litteratur Haderslev (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21.09.2021
April 30, 2013
Vi kigger på gamle sagn og historier fra hele Als. Vi skal møde nisser, højfolket og vikingehøvdinge. Desuden er der masser af spøgelser og bortførteog ombyttede børn. Vi får mere eller mindre realistiske forklaringer på stednavne. Nogle romantiske og ulykkelige historier bliver det også til. Og så skal man nok ikke begynde at flytte på gamle stensætninger, så kan den nærliggende gård ”gå i brand”. Gamle banditter var der også på Als i ældre tid.
Jordhøje ødelagt
Der findes vel omkring 1.000 oldtidsgrave fra Als. Stengravene er fra Stenalderen, mens de fleste gravhøje er yngre, fra Bronzealderen. Kun et fåtal af alle disse grave er bevaret. Især jordhøjene er det i tidens løb gået ud over. Stengravene har været mere modstandsdygtige. Og bar alle disse grave gemmer der sig fortællinger om besynderlige og overnaturlige oplevelser.
Ved Høruphav ligger Torshøj. Ja så må vi næsten gå ud fra, at Tor har været dyrket her. Og Lundebjerg i samme sagn har måske navn efter en hedensk Offerlund. Så er det straks mere usikkert, om Solbjerg på Kegnæs og i Svenstrup har noget med soldyrkelse at gøre.
Vandrehistorier
Mange historier er gået fra mund til mund. De er blevet til vandrehistorier og det er sikkert blevet pyntet på dem gennem generationer. De mystiske væsner, Højfolkene i Højen, Åmanden i Åen, Havfruen og Havmanden, Nissen i stalden og hvem der ellers optræder i fortællingerne. Efterhånden fandt man på, at samle og optegne alle disse tusinder af sagn. Også gamle præste- og sognearkiver er blevet gennemsøgt. Vi vil her på siden føre dig, kære læser gennem nogle af disse spændende historier.
Kegnæs Sogn
En lille langdysse ved Nygaard er den eneste, der er tilbage af en samling på syv høje. Sagnet fortæller, at hvis man fjerner stenene, vil gårdens folk dø. En anden variation af sagnet er, at
ejerens gård vil brænde. En meget udbredt sønderjysk tro, er at visse sten og træer er brandstene og brandtræer. Trods al overtro begyndte ejeren af omtalte langdysse i 1930 at sløjfe den, men denne gang trådte Fredningsnævnet imidlertid til og fik fredet dyssen. Højen bliver også kaldet Kegnæshøj.
Andreas Kaj – en bandit
Stednavnet knyttes dog til Andreas Kaj, som boede her i mørke nætter, hvor han lokkede fremmede skibe til at strande ved at hejse en lygte. Sin borg havde han et lille stykke for stedet. Her er endnu spor af volde og grave fra den gamle Kajborg og af brønden, Kajs-kilden. Der findes en tegning af borgen på et kort i Danckwerths Newe Landesbeschreibung der Herzogthümer Schleswig und Holstein 1652. Om Kajs bedrifter fortælles mange ting.
Også Salamons Grav på Hjortholms Enge ved Høruphav er en bevaret oldtidsgrav. En stenkiste fra stenalderen er lagt direkte ned i engen uden jordhøj.
En hovedløs præst
På Sabjerg skal der være begravet en hovedløs præst. Og Kegnæs Kirke skulle først være blevet bygget på Dambjerg i Damkobbel, men måtte flyttes. For det der blev bygget om dagen, blev revet ned igen om natten. Og det var de mystiske, der rev det ned. Dem der var modstander af kirker. Derfor valgte man det sted, hvor kirken nu ligger. Dette sagn fortælles om mange kirker på Als, og er meget udbredt i Norden.
Lysabild Sogn
I dette sogn er der fundet cirka 70 grave fra oldtiden. I langdyssen ved Lysabild er der brandsten. Og det ville gå ud over Kryhlmands Gård, der efter sagnet skal brænde, hvis dyssen ødelægges. I ældre tid vovede byens ungdom ikke at betræde kammeret efter solnedgang, da Niels Puk boede derinde. En mand der gravede i dyssen, blev sindssyg.
En stor del af højene i sognet har ligget i en række, ned gennem den nordlige del over Sarup, Lysabild dog Fjelby Marker. På Hans Hansens Mark i Fjelby lå således tre høje. De to var blevet overpløjet og den sidste var helt sløjfet. Man var dog stødt på en kiste og så af angst for følgerne som det står i indberetningen til Nationalmuseet, har angsten holdt folk fra at værne om højene.
En pavelig ”Bulle”
Bullebrand, skulle være en udpløjet knold i Sarup, hvor der skal være brændt en pavelig Bulle. Og Manhøj i Avnbøl har fået sit navn efter at forbrydere manedes ned her. Udbygger-stedet Flishøj i Ragebøl skulle egentlig have heddet Flyvhøj, fordi det har navn efter en høj, som der hver nat fløj en ugle op af og varslede lig.
Før vi forlader Lysabild skal vi lige nævne at Pøls Rev efter sagnet skal være resterne af en bro, som en kæmpe ville bygge over til sin fæstemø på Ærø, men da han kom ud i dybet druknede han. Herover græd hans brud masser af tårer, og af dem dannedes sundet mellem Als og Sundeved. På samme måde fortælles, at Witzkes Rev på Kegnæs er begyndelsen af en dæmning
over til Høruphav.
Tandslet Sogn
De eneste oldtidsminder i Tandslet Sogn, som er bevaret er to stengrave, hvor der er brandstene. De ligger begge i Ertebjerg, den ene ved en stor kristtjørn.
Lige i nærheden står en gammel hvidtjørn, der bruges som sømærke, som der også er sat brand hen i,
Den hvide Hest
Om kirkeblokken nord for Elholm, en naturlig bakke og det højeste punkt i sognet, fortælles det velkendte sagn, om da man var ved at bygge sognets kirke, at om natten ødelagde en usynlig hånd, det man havde bygget, om dagen. Derfor flyttede man byggestedet. Ja det siges også, at en hvis Henning Linthe på Elholm byggede kirken som tak for, at han var blevet helbredt efter lang tids sygdom. Det skulle åbenbart have været en hvid hest, der slæbte alt byggemateriale hen til det nye sted. Henning Linthe var den første, der blev begravet i Tandslet Kirke. Den hvide hest har da været Helhesten, der varsler lig, hvor den viser sig.
Sandsynligvis er Tandslet Kirke bygget op over en hest, som det i fordums tid skal have været for vane, som så blev deres varsel. Efter sigende skulle kirkerne være bygget over levende dyr.
Hørup Sogn
I Hørup var det også svært at bygge en kirke. Men man lagde sig på lur. Man opdagede da en hel masse nisser, der ved midnatstid begyndte at nedbryde kirkens mure. For hver sten de tog, sagde de Højere op, Højere op. Folket forstod så, at kirken skulle bygges højere oppe. Den næste dag begyndte de så at bygge kirken på højen. Og nu fik de ro til deres arbejde. Kirken kom nu til at hedde Højerup og senere Hørup. Det var på Lundebjerg kirken skulle være blevet bygget. Lundebjerg er en bakke mellem Hørup og Majbølle. Her har engang ligget en Lund, og sagnet fortæller, at her skulle engang have ligget en kirke. Det kunne tyde på, at der har har været en hellig lund med en hedensk helligdom.
Hans Skrædder blev myrdet
Ravnehøj i Mintebjerg skulle således have fået sit navn, fordi der her fra Arilds tid, har stået nogle ege, hvor nogle ravne altid sad og skreg. Skrædderhøj ved Majbøllegården hed tidligere Thabergs -, Toborrigs -, Tobris -, eller Taaferohøj, men fik sit nye navn af en Hans Skrædder, som fandtes myrdet her med bundne hænder og fødder. Ikke langt derfra ligger Skrædderdam, der har navn af samme begivenhed. Der rådes til ikke at gå her forbi ved midnatstid, da morderen går igen., og det skal være uhyggelig at se ham.
Sagn om større historisk begivenheder er knyttet til de mange høje ved Miang Sø på skellet mod Tandslet og Ketting. En svensk konge, der på Erik af Pommerns tid kom sejlende ad søen,
der dengang gik ud i et med havet, faldt i et stort søslag der og skal være blevet begravet i en af højene, måske i Kongehøj eller Kongens Høj ved Tovrup Maj på Gammelgaards Mark. Men nogle mener også, at her skulle ligge en indfødt Kong Nidding, som faldt i strid med en fremmed konge.
Fra Snapshøj nær Majleddet beskød man den svenske flåde.
Her lå også Troldebjerg. Man mente, at her boede trolde. Skiver – eller Skieferbjerg betyder det skæve bjerg. De mange Lod høje og bjerge har deres navne efter deres udseende, loddenhed, det vil sige det krat, der vokser på dem. At sætte Torhøj og Grimshøj i forbindelse med guden Tor og jætten Trym er måske lige letkøbt nok. Rent sprogligt skal navnet ende på s, hvis det er helt rigtigt.
Opbevaringssted i 1864
Således kan Torshøj i Lambjerg på toppen af en skrænt, der går stejlt ned til havet, have noget med guden at gøre. Desværre har gravrøvere været inde, at fjerne et stenkammer. Under krigen i 1864 blev stedet benyttet til opbevaring af kød og flæsk. Højen kaldes derfor også for Flæskehøj. Herfra er der en prægtig udsigt over mod Kegnæs og æ Trill. Trillen træffer vi også i Oksbøl. Her er det tale om en isoleret banke, vist nok oprindelig en ø. Tidligere er der fundet en oldtidsboplads på den. Navnet Store Vaarbjerg knytter sig også til stedet. Det var et sted, hvorfra man holder udkig eller ”vare”, og således herfra har holdt øje med enhver fjende.
Lidt længere oppe i landet øst for Augustenborg ligger et Baunebjerg. Det er et bjerg eller nærmere en bakke, hvor man i krigens tid har tændt Bavn for at advare folk længere inde i landet, når det fra Vaarbjerg blev iagttaget, at en fjende nærmede sig. Så langt Bavnen lyste, vidste man da besked og nye Bavne tændtes og spredte budskabet videre og videre. De virkede faktisk som en slags telegraf.
Da svenskerne drog hærgende gennem landet, tændte man ild i en hel dynge halm og træ, som man havde slæbt op på Barnhøj i Sebbelev. Sagnet siger, at det var en afledningsmanøvre, for at få svenskerne til at tro, at det allerede brændte. Barnhøj er uden tvivl en fordrejning af Bavnehøj. Barn og Bavn udtales i mange dialekter ens.
Også i Svenstrup og Egen ligger en Bavnehøj, den sidste også skrevet Barnehøj. Der er en forsvunden gravhøj ved Nordborg, et Bavnebjerg. Varbjerge og – høje findes i Egen og Oksbøl Sogne, ved Hart Sø og Pøl.
Et brød fra højfolket
Højfolk har der boet i Madhøj og i Kragehøj. Disse er begge forsvundet. I den ene hørte man ofte Nis buldre. Ved den anden fandt man engang en dreng, som vogtede køerne og en brødstage, som blev brugt til at skubbe brødet ind i ovnen med. Da man næste dag kom forbi det samme sted, lå der et friskbagt brød. Drengen spiste af brødet, som smagte godt. Han ville give det videre til en vogterdreng ved navn Niels, som kom til stede. Han forsmåede det. Følgen blev, at Niels til straf blev behæftet med en langvarig sygdom.
I Høruphav kom højfolket undertiden ind i Chr. Jørgensens lade og stjal af halmen. De kom også ind i stuen, hvor børnene lå og sov. Men det er dog ikke andre end en gammel kone,
der har set dem. Hun beskrev dem nøje som små mænd med spidse huer og lang skæg.
Ulkebøl Sogn
Der kendes 150 gravhøje, men kun ganske få er bevarede. Dem der ligger i skove er ikke så udsatte for ødelæggelser, som dem der ligger på marker. En af dem er Bukkeshøj på Abildgaards Mark ved Krumom. På et tysk generalstabskort har det fået det flotte navn Grazienhügel.
Bæger i sikkerhed i Ulkebøl Kirke
Og om en af de høje, der ligger til venstre for vejen fra Sønderborg, fortælles, at en mand en aften så den hævet på nogle støtter rundt om i kanterne og en hel del nisser derinde og holde drikkegilde. De råbte til manden, at eftersom han var den eneste her fra sognet, der havde set dem holde gilde, så måtte han drikke et bæger med dem, og så rakte de ham et guldbæger fyldt med punch. Manden var dog bange for, at de havde ondt i sinde, og smed det bagover ud over hesten i stedet for at drikke af det. Men guldbægeret ville han have med sig. Han kunne ikke modstå fristelsen, og skyndte sig at give hesten af sporene. Men nisserne var jo raske folk, og et par af dem fik fat i halen på hesten. Han kunne ikke ride fra dem. Så red han tværs over markerne, hvor der var mange grøfter. I disse faldt nisserne, så han kom fra dem.
Nu var det så bægeret. Han vidste, at beholdt han det, ville der ske noget. Derfor skyndte han sig til Ulkebøl Kirke. Der satte han bægeret ind. Det blev siden brugt som alterbæger. Efterhånden blev dette bæger så slidt, at kirken måtte anskaffe et nyt bæger. Kirkens hellighed reddede bægeret og rytteren. Sagnet fortælles mange steder især i Sønderjylland og den germanske verden. I Klinting Høj boede for øvrigt Nis Puk.
Ketting Sogn
De fleste høje i sognet er samlet i to grupper ved Skakkenborg og Ketting By. I alle højene ved Skakkenborg skal der have boet nisser. Men de er flygtet, efterhånden som højene blev sløjfet.
Da en pige engang tidligt om morgenen sad på en af præstens marker mellem Ketting og Skakkenborg og malkede køerne, hørte hun lige med et en dejlig musik i højen ved siden af sig. Kort efter kom et underligt fruentimmer ud til hende for at invitere hende til at overvære deres Lystighed, hvilket hun af frygt afslog. Derefter forsvandt fruentimmeret og musikken ophørte.
Uvæsnet udvandrede
En anden høj, Store Deirehøj i den vestlige ende af Ketting blev udgravet, da Bispegården blev bygget i det 18. århundrede. Højen blev set hvilende på fire gloende søjler, og neden under var
der masser af støj og alarm. Her herskede masser af uvæsen. Men det blev fordrevet af klokkeringning. Det kunne uvæsnet ikke udstå. Derfor forlod de deres høje og udvandrede til Norge og Bornholm.
Højen, der står på gloende pæle er velkendt i de danske sagn. Og det skete også, når man holdt gilde i højene. Det var gerne julegilde. I nærheden af Blæsborg Mølle lå en nu sløjfet høj. Da en karl var næsten midt ud for den, kom en af de dværge, der morede sig i højen med dans og lystighed ud til ham med et sølvbæger. Men karlen turde ikke at drikke af det. Han slængte det bagud. Et par dråber ramte hestens hår, som straks forsvandt.
De galoperede nu af sted med det tomme bæger. De blev hele tiden forfulgt af de underjordiske. Hest og rytter nåde Ketting Kirkegård. Her turde de underjordiske ikke komme ind. Bægeret skænkede han til kirken.
En pyntet nissebrud
På en gård i Sebbelev var en pige søndag morgen ved at gøre rent i stuen, da der pludselig stod en lille nisse foran hende og spurgte, om hun ville se en brud. Det ville hun nu nok,
og nissen sprang hen og åbnede døren. Der kom en lille karet, trukket af fire hvide mus, kørende ind i stuen. I vognen sad en pyntet nissebrud. Da vognen kørte forbi pigen, fløj et stykke af brudens slør bort, og det blev hængende på pigens forklæde. Vognen kørte et par gange rundt i stuen og forsvandt sammen med Nis ad samme dør, hvor den var kommet ind. Pigen
ville nu tage fligen af forklædet og opdagede da, at den var af det pureste guld. Inden året var omme, blev en brud pyntet i samme stue. Måske har guldet bevirket, at pigen var i stand til at gifte sig?
Hyben blev til ædelstene
I en af gravhøjene ved Skakkenborg var stenkammeret omgivet af en stenring. Og selve stenkammeret var dækket af en flad sten. En kone kom forbi. Hun så pludselig, at stenen blev skubbet til side, og en lille mand med langt hvidt skæg med en rød hue på hovedet, og med lang hvidt skæg samt guldbeslåede træsko træde ud af højen. Dette ejendommelige væsen var Nis Puk. Han løb hen til konen og bad hende træde ind i højen for at hjælpe sin syge kone. Hun gik med til det, og mødte Madam Puk ,der havde bragt den lille Puk til verden. Konen gjorde
hvad hun kunne, gjorde hulen ren, lavede mad og svøbte den lille.
Da hun var færdig gav Nis Puk hende en kurv fyldt med hyben, som hun fik med hjem. Hun vovede dog ikke at bruge den mad. Da hun var kommet så langt væk, at Nis Puk ikke mere kunne se hende, kastede hun bærerne i grøften.
Men da hun kom hjem , så hun et ejendommeligt skær i kurven. Det var nogle få bær, der var blevet tilbage. De var blevet forvandlet til de prægtigste ædelstene. Hun løb tilbage for at kigge efter dem, hun lige havde kastet. Men der var ikke flere tilbage. Og Nis Puk så hun aldrig mere.
Maren fik guld og sølv
I stedet for hyben kan højfolkenes penge også have form af kulstumper, visne blade eller høvlspåner. Maren Kogekone satte sig engang til hvile på en høj mellem Skelle og Gammelgab. Hun var på vej til et bryllup med en kurv fuld af kager. Hun var faldet i søvn. Da hun vågnede, havde Nis Puk, der boede i højen taget
alle hendes kager og i stedet fyldt kurven med visne blade og høvlspåner. Maren gik grædende hjem, men hendes sorg forvandledes til glæde, da hun opdagede, at det var bare sølv og guld, hun havde fået i kurven.
Det var også høvlspåner, to piger, der et sted på Als var bedt til barnedåb hos nogle nisser, der blev belønnet som gengæld for den ære, de havde vist dem.
Knoldhøj
Knoldhøj er bevaret. Her havde den gamle nissekonge, Knold sin bolig. Her har man dog også set Nis Puk. Kirken skulle være bygget på en af præstens marker, der kaldes Knold. Men troldene i de nærliggende høje blev ret foruroliget ved dette. Og igen blev alt det man havde bygget om dagen ødelagt om natten. Men et andet sted, hedder det sig, at kirken skulle have været bygget på Galgehøj mellem Ketting og Skakkenborg.
I Sognebeskrivelserne fra 1666 og 1730 hedder det Galliebjerg og Store Kierkehøy. I Jordebogen fra 1680 hedder stedet Kirkehøj.
Var det Sønderborg Slot?
Og i sognet fortælles også sagnet om Sønderborg Slot, der først skulle være bygget ved Stavnsbølle Fjord. Men hver nat blev man forstyrret,-indtil man bestemte, at flytte derhen, hvor den nu ligger. Og det er ganske vist. Allerede Danckwerth nævner i 1652 dette sagn. Og den danske topograf P.H. Resen mener på grundlag af Danckwerths angivelse, at den såkaldte Svenskeskanse ved Bromølle må være resterne af Sønderborg Slot. Men kan det nu have sin rigtighed?
Svenskeskansen er et gammelt befæstningsværk. Navnet har det nok først fået, da det er blevet brugt som skanse i Svenskekrigens tid i det 17. århundrede. Selve anlægget er langt ældre. Den rigtige betegnelse for bygningsværket er volden. Og svenskeskanse er påført flere gamle volde, for eksempel Smølvold ved Broager, der er en gammel Bygdeborg. Den er sikkert opkastet til værn mod venderne. Ja og så har man også gravet efter skatte i højene på Als med mere eller mindre held. Det var her tale om Store og Lille Klokkehøj vest for Ketting Kirke. Navnet har højene fået, fordi en af kirkeklokkerne engang fløj ud af tårnet og lige derned.
Måske er en anden forklaring, at en klokke er blevet støbt her. Eller måske er navnet afledt af plantenavnet klokke.
Grave efter klokker
Engang havde to karle fra byen fået den ide, at grave klokken op af jorden igen . Dette arbejde skulle gøres stiltiende. Men da de var i gang med dette, kom en karret kørende forbi ad herrevejen. På vognen myldrede det af rotter og mus. Den ene mand kunne da ikke holde sig længere og råbte til den anden:
Da sank klokken straks dybere ned i jorden. Det hele var altså et blændværk ene og alene skabt med det formål at få skattegraverne til at tale og dermed bryde betingelsen for, at deres arbejde skulle lykkes.
Om Kistehøj ved Sebbeløv eller om Kistesager fortælles også, at man engang gravede der, og fandt en kiste, med en skat. Man håbede at kunne få noget ud af den, men den sank ligesom ved Klokkehøj i jorden, da en af mændene kom til at sige noget.
En forurettet hertuginde
Foruden Galgehøjen mellem Ketting og Skakkenborg ligger der også en Galgebakke ved Ruhormsgaard i marken N. Galgekobbel. Det er ikke så længe siden, den er blevet benyttet
til henrettelser. Om den sidste, der blev henrettet, fortælles, at han kom til at fornærme Hertuginden af Augustenborg ved ikke at tage hatten af for hende, da han mødte hende på vej til galgen. I sin harme forlangte hun da, at man skulle hugge flere søm i hans hoved.
Galgebakken
Næsten i alle danske sogne har der ligget en galgebakke. De arme syndere, der havde forbrudt sig mod Landets Ret skulle højt til vejrs. Så kunne man vidt omkring afskrækkes af de afsjælede legemer. Også når der var hekse, der skulle brændes, skulle det helst ske på en bakke eller en høj, hvor ilden rigtig kunne beskues. I Ketting blev således to søstre Engel og Lop i det 17. århundrede brændt på Askhøj (1680: Aschøi) for hekseri. Endnu i lang tid derefter kaldtes markerne omkring for de brændte Agre.
Ved samme høj mødte Pastor Stephen Thomsen engang Fanden i skikkelse af en sort puddelhund og tvang ham til at gå som fjerde hjul under sin vogn hjem til Ketting.
I Galgebakken skal der foresten være begravet en høvding, der engang faldt i et søslag i Ketting Fjord. De alsiske sagn viser, at øen engang var blevet angrebet af fremmede vikinger. De var kommet af søvejen til den rige og temmelig ubeskyttede ø. Snart var det svenskerne, som det fortælles i Tandslet, snart var det de mere tættere frænder som fynboerne.
Vikingehøvdingen Sivert
I Sivertshøj (1796: Siwartshoy), i Munkeskobbel lige ved landevejen mellem Gammelgaard og Vertemine, skal der således ligge en fynsk vikingehøvding Sivert begravet. Han havde hjemsøgt hele landet fra Kettingskov til Munkgaarde, en fordums herregård, hvis ejer var hans gamle fjende, som han havde svoret en blodig hævn. Men junkerne på Gammelgaard og Munkgaarde var venner, og med forenede kræfter slog de Sivert og hans folk tilbage. Sivert som lige ville styrte sig på sin dødsfjende , Junker Hartvig til Munkegaarde, blev slået til jorden
af en af Gammelgaards – karlene.
Om natten kom vikingerne tilbage for at søge efter Siverts lig. Der, hvor de fandt det, gravede de det ned og opkastede den jordhøj over det, som de kaldte Sivertshøj. Så trak de sig tilbage,
uden at forsøge nye angreb.
Bag den romantiske udpyntning og de opdigtede navne, skimtes gamle dages fejde.
Også i Kongens Høj på Tovrup Maj ved Gammelgaard skal der ligge en konge begravet ved navn, Niding.
I en egebevokset høj på Vertemines Eng (det skal hvis være Gammelgaards) øst for Mjang Sø endog 6 konger.
Asserballe Sogn
Også her findes minder om røveriske indfald på Als. Ved Lyboslang, Lyøboernes gamle landingssted , ligger en Rytterhøj, hvor der skulle have været et vagthus, til at holde udkig mod stranden efter fjender. Det er ellers ikke så meget, der kan fortælles om højene i Asserballe Sogn. I en meget smuk og velbevaret stendysse på Verteminde Mark, er der sat brand, hvis den eller den hyld, der vokser på østsiden, fjernes, skal Verteminde brænde.
Indtil 1888 lå der dysser på samme høj. Det år blev den nordlige, der også var sat brand hen i, taget bort. Få dage efter slog lynet ned på Verteminde og den store kostald brændte. Hvis stendyssen havde fået lov til at bliver stående, var dette vel ikke sket, siger man på egnen.
Om den store langdysse ved Blomeskobbel fortælles også, at en ejer kom af dage – ved løbskørsel – fordi han havde ødelagt det ene kammer. Der er ellers gravet efter skatte, men en mængde mus, der myldrede frem fik de gravende til at le og ødelagde således gravningen. Som vi tidligere har beskrevet, skulle der være fuldstændig tavshed, når man gravede efter skatte.
Spøgeri fra overnaturlige væsener
Omkring flere høje fortælles der om spøgeri. I Arnekulgaard har man således været meget plaget af overnaturlige væsener fra en nærliggende kæmpehøj, der spøgte i lader og stalde. Gårdhunden for ofte op ved midnatstid, og selv om det var blikstille, kunne der pludselig komme en susende storm gennem gårdrummet, så porte og døre klaprede. Bagefter begyndte det så at rumstere i alle udhuse. Køerne brølede og hestene sparkede mod bisningen. Men det varede kun i kort tid. Ofte fandt man to køer bundet sammen i en klove. Det fortælles også, at hver nat på slaget 12 kommer en og rusker i stuedøren.
Disse beretninger minder om sagnene om den vilde jæger, der ved nattetid farer gennem sine gårde på den evige natlige jagt. Sådan rider på Als, Hertug Hans gennem Gammelgaard og junker Karo eller Kof over tomten af sin junkergård på Slotsbjerg ved Kettingskov. I Sundeved er det fru Magdalene Blome, der rider over markerne ved Braadborg. Andre steder er det Kong Abel, Volmer, eller Gud Odin selv. Man det kan også være bjergfolkene, der på vej fra høj til høj må gennem en gård og derved forårsager spøgeriet.
Notmark Sogn
I Nørreskoven, der strækker sig ned langs kysten gennem det meste af Notmark Sogn ligger der hist og her bevarede oldtidsgrave fra både Sten – og Bronzealder. Det er skoven, der har frelst dem fra at blive tilintetgjort af bondens flittige plov.
I de mange små høje ved Helved siger man dog, at der skal være begravet en del døde fra et søslag, som der stod på i Erik af Pommerns tid.
I Troldhøj må der have boet trolde. At der har boet bjergfolk på egnen er ganske vist. En kvinde og hendes tre sønner fra Notmarkskov har set noget, der tyder på dette. Det var en smuk udskåret fladlåget kiste som drejende kom hen over vejen og videre ud af nogle pløjemarker.
En af sønnerne ville løbe efter den, men hans brødre bad ham, om at lade være. Det, som de så, var at bjergfolket var ved at flytte med noget af deres tøj.
Hertugen af Sønderborg
Det var her, at Hertugen af Sønderborg kom ridende forbi den lille granskov mellem Notmark og Fynshav. De kom ud og bød ham en drik af et sølvbæger. Han ville imidlertid ikke drikke, men kastede indholdet bort. Nogle dråber faldt på hesten. Nogle af hårene var svedet bort. Hertugen galoperede væk og kastede bægeret hen over Notmark kirkegård.
Det mest mærkelige oldtidsminde i sognet er uden tvivl dyssen Trodsten ved Katrød. Det fortælles, at det er en gammel offersten. Og skoven, den ligger ved, har været offerlund.
I Lysabild Kirke er der indmuret en sådan sten i grundsoklen. Det er også værd at mærke sig Dyssens beliggenhed nær ved Helved, dvs. den hellige skov.
Egen Sogn
Halvdelen af de oldtidsminder, man kender til, er bevaret, fordi de ligger i skoven. Deriblandt er Hønshøj i en æblehave ved Elstrup.
Mellem Elstrup og Hundslev ligger en kæmpehøj og folk påstår, at der endnu holder nisser til i højen. Nis viser sig dog kun en gang for hver ejer af gården, som højen hører til. En nat sad en ejer og passede en so, der havde fået grise. Han hørte da, at stalddøren blev lukket i. Da så han en mandsling med en rød hue på hovedet, der stod og betragtede ham. Det varede dog ikke længe, før Nis igen gik ud af stalden.
Her var det ikke tale om en højborger, men det var derimod den Nis Puk, der boede i Pukhøj på Wrangs mark ved skovvejen, skønt han også optræder med den røde hue, der ellers er husnissernes særlige kendetegn. Han gjorde ikke folk fortræd, når de kom forbi højen, eller når de traf ham i skoven. Men Nis Puk havde den slemme vane, at han undertiden stjal høns og æg på gårdene derude på Stolbroløkke.
Nisserne byttede børn
Der er gået mange rygter om disse nisser. De skulle således også have stjålet små børn og byttet dem med deres egne stygge unger. Her er også et eksempel på, at man inde fra højen bager en kage til en hjælpsom mand. Det skete for en person i Kræn Skrædders Bjerge.
Med Egen Sogn er vi fra Als Sønderherred kommet i Nørreherred. Grænsen mellem de to herreder dannedes af Tingstedbæk, der ligesom Tingstedvej må have navn af, at der er blevet holdt Ting i nærheden.
Lidt nordøst for bækken ligger også Tinghøj. Og lige i nærheden Brændhøj og Tyvkær. Alle tre navne minder om fordums retspleje. På Tinghøj stod der endnu i 1766 en stendysse. På Brændhøj har man brændt folk.
Sit rettersted har sognet i hvert fald nok haft på Galgebjerg eller Galgehøj. På Kjellerup – Guderup Mark nær ved kirken var der en mark, der hed Galleagre. Forskellige henrettelser
er her foregået for kirkeran, tyveri og mord.
Den sidste ulv på Als
Den sidste ulv på Als blev nedlagt ved Kallehøj ved Stolbro. Men også her er der uenighed, for nogle mener, at dette er sket på Ulbjerg ved Nordborg.
Om voldstedet Gammel Østerholm fortælles forskellige sagn om skatte. En kone på Chr. Esbensens Sted drømte engang som pige, at hun ovre på Holmen så en stor sten, som skatten
lå skjult under. Hun havde aldrig været der før og gik så derhen. Hun fandt også stenen, men turde alligevel ikke give sig til at lede på det fremmede sted. Da slottet i 1735 blev nedbrudt, fortælles det, at en del af kobberpladerne rullede ned i den brede grav. Ved gravning kan man mærke grunden, der formentlig er kælderen, i hvilken der efter sagnet skal ligge en guldkæde skjult af den længde, at den kan række omkring hele Als.
Om voldstedet fortælles også ligesom om flere kirker på Als og andetsteds, at Østerholm først skulle have været bygget der, men man blev altid forstyrret om natten.
Svenstrup Sogn
I Svenstrup Sogn kendes hen i mod en snes grave fra oldtiden. De af dem der er bevaret, befinder sig i skoven. I Stevning Skov er således en gruppe på 8 småhøje foruden to større. I den ene af dem ved vejen fra Fiskerhytten ved Sandvig op til Stevning fortæller sagnet, at der ligger en sypige ved navn Katrine begravet. Hun elskede en fornem junker Ravn i Stevning. Desværre blev hun beskyldt for tyveri, som hun ikke havde begået. Derfor druknede hun sig i fortvivlelse i den dam, der siden kaldtes for Trindøffel. Det skulle være afledt af hendes navn Katrine. Ravnsdam er afledt af junkerens navn.
Junkeren Sander
En lignende romantisk historie fortælles om en gravhøj på engen ved Sandvig. Her skal det være en junker fra Melvedgaard, der er begravet. Han havde også forelsket sig under sin stand og blev sendt på vikingetogt til Fyn for at glemme hende. Men han vendte kun hjem for at dø af sine sår, hvorpå pigen græd sig ihjel på hans grav. Efter junkeren, der hed Sander, kaldes bugten for Sandvig.
Det er selvfølgelig meget mere dramatisk end bare at opkalde stedet efter det sand, som vigen består af.
I Dødemandsgrav skal der ligge en møller, der er blevet myrdet og udplyndret.
Af naturlige bakker i sognet nævner et stedligt vers, Bøgebjerres An og Bavnhøjs Ban, hvilket hentyder til, at man har haft blus (arne) tændt på Bøgebjerg og hørt et barn græde ved Bavnehøj. Nu behøver det ikke, at være, det man tror. For ban kan også betyde en ufrugtbar forhøjning i marken.
Hagenbjerg Sogn
Det var her små væsener, som var i familie med Elverfolket. De lavede ikke den store skade på mennesker, men de var ret irriterende.
En mand vandrede over Stakkelhøj efter Hagenbjerg til. Da han var midt på højen, hørte han en stemme, som sagde: “No is Pippe Kong dodt” Måske var det en fordrejning af det tyske: “Nun ist Pippe König tot” Manden fortsatte uanfægtet sin tur. Men da han kom ind til en bonde, fortalte han straks, hvad han havde hørt. Stedet var der, hvor bjergfolkene jævnlig kom.
Samme aften kom en af disse bjergfolk hen til bondens gård for at hente øl i en sølvkande. Men da øltyven hørte mandens ord, blev han så forskrækket, at han i sin angst lod kanden stå og flygtede ud af huset og råbte: “Is Pippe Kong dot, is Pippe Kong dot”
Efter denne begivenhed forsvandt bjergfolkene fra Stakkelhøj og egnens beboere kunne da i ro selv spise den kraftige bryllupssuppe, og den gæve husmoder kunne nu syngende sidde ved den fredelige arne og pleje ilden for at tillave livets fornødenheder uden at ængstes ved den tanke, at måske en af disse uforskammede skulle finde vejen til spisekammeret. Da Nissen løb sin vej har den sikkert råbt Stakkel(s)høj. Deraf navnet. Men hvad det er sket og hvorfor nisserne flygtede, ja det er der ingen, der ved.
Et Guldstykke
På en mark øst for Brandsbøl Skov ligger en langdysse med åbne gravkamre. Her så en pige tit Nis Puk sidde og sole sig, når hun gik ud for at malke. En dag svarede Nis på hendes Godaw Nis.
Ann’stin lo, men alligevel ville hun vise den lille purk, at hun kunne. Hun gik over og væltede den om på den anden side. Til sin store forbavselse fandt hun et guldstykke under stenen, og det skal endnu være i familiens eje over på Sundeved, båret som stikkernål ved festlige lejligheder.
Der findes også historien om Sillehøj. Et lille barn ved navn Sille var blevet bortført og ført ind i højen, hvorfra den fik navnet. En anden udlægning og knap så dramatisk er, at højen har navnet efter planten Sille.
Kilshøj er også blevet set stående på fire gyldne søjler, mens der blev festet. En bonde så det, og hentede præsten. Men da de kom tilbage, var der ingenting at se.
Længere nede mod Stevning ligger Brandshøj, hvor kæmpen Brand skal være begravet. Men stedet er også et helligt offersted.
Ved Troldhøj på Hagenbjerg Bymark er hunde ofte blevet bange.
Oksbøl Sogn
Her er næsten alle gravhøje eller dysser forsvundet.
På Knuden ved den tidligere Brandsbøl Fjord, nu Bundsøen, boede således en høvding ved navn Gert. Han faldt i tvekamp med en høvding fra Sundeved og blev begravet på stedet.
Den store høj, der blev kastet over ham, kaldtes siden Gertshøj og lå på Melsmark indtil den omkring 1880 blev jævnet. Stenene fra gravkammeret blev slået i stykker og brugt til byggemateriale.
Om kirken fortælles, at man ikke kunne blive enige om, hvor den skulle ligge. Derfor lagde man en tværbjælke over ryggen på en okse, og byggede der, hvor den lagde sig til hvile. Efter dens brøl kaldtes først kirken og siden sognet Oksebrøl, hvilket senere blev til Oks(e)bøl.
Nordborg Sogn
Ja kirken måtte man også flytte. En række trolde var utilfreds med placeringen. Den skulle egentlig have ligget ved Ravnebjerg.
I en række andre artikler her på siden kan du læse flere sagn her fra Sønderjylland. Det gælder for eksempel fra Rømø, hvor historierne minder en del om dem på Als. Og så har vi en del sagn og historier ude fra vestkysten. Mange sagn er tilknyttet de forskellige kirkers tilblivelse. Her er nok tilblivelsen af Varnæs Kirke syd for Aabenraa den mest dramatiske.
Kilde: Se
Redigeret 21.09.2021
April 30, 2013
I den gamle Danmarks – Historie bliver det påstået, at Christian den Anden nærmest var muret inde på Sønderborg Slot. Men sådan var det ikke. Han levede forholdsvis frit, havde egen have og måtte gå en tur i byen. Han havde et vanskeligt sind og et godt synk. Det varede længe, inden man fik en aftale med kongen. Det skyldtes især døtrene , der håbede på arveretten.
Et dyrt maleri
I november 2012 lykkedes det ved hjælp af tre store fonde at sikre sig et hidtil ukendt maleri af Christian den Anden. Det er udført af den kendte tyske renæssancemaler Lucas Cranach den Ældre. Og denne Cranach var borgmester i Wittenberg. Her boede Christian den Anden, da han opsøgte Martin Luther for at diskutere med ham.
Overbevist lutheraner
Samtalerne med Luther gjorde kongen til overbevist lutheraner. Men det skabte problemer til svogeren Kejser Karl den Femte.
Flygtede fra Danmark
I
1523 måtte Christian den Anden flygte fra Danmark efter det Jyske Oprør. Og i 1531 blev han nødt til at afsværge lutheranismen for at få støtte til sit krigstogt mod Danmark – Norge. Dette endte med, at han sad 17 år på Sønderborg Slot. Luther havde dog heller ikke glemt kongen, og skrev trøstende ord til ham.
Adelen ville bestemme
Christian den Anden måtte allerede i 1513 underskrive en håndfæstning, der understregede adelens eneret til lensmands – embedet og forbød kronen at opkøbe adelsgods. Magten skulle ved kongens død tilfalde rigsrådet, som så frit kunne vælge ny konge. Til sidst i håndfæstningen blev det fastslået, at undersåtterne uden at bryde deres ed til kongen havde lov til at belære ham, såfremt rigsrådet fandt, at han overtrådte håndfæstningens bestemmelser.
Erobrede Sverige
Det var også Christian den Anden, der erobrede Sverige. Han beundrede hollænderne, og importerede 184 hollandske familier til Amager. I januar 1523 proklameredes oprøret fra Viborg Landsting. Adskillige rigsråder opsagde Christian den Anden ”hudskab og troskab” og beskyldte kongen for at være et viljeløst redskab i hænderne på Sigbrit, som de antydede var troldkvinde. En officiel alliance mellem hertug Frederik og Lübeck begyndte at føre krig mod Christian den Anden.
Den 26. marts blev Frederik hyldet som Frederik den Første på Viborg Landsting.
Adelen fik deres vilje
Frederik den Første måtte underskrive, at kun danskfødte adelsmænd kunne blive bisper Desuden måtte herremændene nu frit ansætte og afsætte deres bønder uden kongens indblanding.
Og hvis kongen ikke rettede sig efter dette kunne rigsrådet afsætte ham. Adelen havde sandelig fået deres vilje.
Kongen tog ikke imod
Det er over 400 år siden, at Christian den Anden forlod Sønderborg Slot for at tage ophold på Kalundborg Slot resten af sit liv. Da kongen i 1532 troede han skulle til forhandling med Frederik den Første vidste han ikke, at rejsens egentlige mål var Sønderborg Slot. Han troede, at kunne få frit lejde. Men Rigsrådet ville ikke uden videre lade sig en fange slippe af hænde.
Man havde bildt Christian den Anden ind, at han kunne træffe Frederik den Første i Flensborg.
Christian den Anden blev klar over situationen
Først da de nåede Alssund blev Christian den Anden klar over situationen. Endnu tydeligere blev det, da selskabet blev modtaget af Knud Pedersen Gyldenstjerne. Det var kongens gamle fjende. Han trak kongen i skægget, og rev den gamle nederlandske ordenskæde af ham. Den blev senere fundet blandt Frederik den Førstes efterladenskaber. Kun den gamle krigskarl, Mikkel fik kongen lov til at beholde hos sig.
Han blev ikke behandlet hårdt
Forlydender vil vide, at Christian den Anden blev behandlet hårdt. Man sagde, at han blev muret inde, og fik maden leveret gennem en luge i muren. På et gammelt
maleri ser man kongen gå rundt omkring det runde bord.
Det var hvis nok i Hvidtfelds gamle Danmarks – krønike denne opfattelse, bliver videregivet. Men denne opfattelse blev afmystificeret i 1892 i Sønderjyske Årbøger af A.D. Jørgensen. Man fandt nemlig regnskaber fra det meste af fangetiden på Sønderborg Slot. Her i disse regnskaber fremgik det, at kongen var anbragt i det såkaldte Blå Tårn. Han havde dog mere end et rum til rådighed. Ja man taler endda om hans Gemak.
En tur i byen og haven
Han skulle kun være indelukket om natten. Ellers havde han fri udgang, endda også til at gå sig en tur i byen. Ja kongen havde endda sin egen have, for i regnskabet 1533 er der følgende udgiftspost:
Et vanskeligt gemyt
Til at begynde med havde han fire adelsmænd til selskab, men de forsvandt hurtigt, og udgifter til dem figurerede ikke i regnskaberne. Den gamle krigskarl, Mikkel blev aflønnet som tjener
for mark lybsk årligt. Det var en ret så lav løn. Kongen var ikke så let at omgås, så jobbet var ikke så eftertragtet. Et brev fra 1546 til Christian den tredje fra slotsherren Bertram Ahlefeldt er bevaret:
Forholdsvis frit
En anden gang sad han og drak øl med lejetropsføreren på slottet til langt ud på natten, til tårnet skulle lukkes, da ville han ikke gå op, men adlød dog til sidst i vrede på husfogedens lempelige henstilling. Christian den Anden stod uhindret i forbindelse med omverdenen efter Frederik den Førstes død i 1533. Der er bevaret breve både til Kejser Karl den Femte, hans børn og til Christian den Tredje
Et godt synk
Christian den Anden forsøgte dog også en enkelt gang en flugt. Det var lige efter interneringen, men det mislykkedes. Bagmændene blev pågrebet og henrettet. Blandt dem var præsten i Lysabild. Skarpretteren tjente ved denne aktion 1 mk. Lybsk.
Kongen fik ved den lejlighed besøg af fire rigsråder, som læste ham teksten. Bagefter styrkede de sig med en tønde hamborger-øl. Den fornøjelse kostede kongen 4 mk. 12 sk.
Den tilfangetagende konge levede et forholdsvis fyrsteligt liv i det daglige. Der blev gjort en del, for at gøre ham det så behageligt som muligt. Regnskabet for 1533 indeholdt poster for rosiner, grøn olie, oliven, grøn ingefær og sidst med mindst drikkevarer. Til personligt forbrug indkøbtes der i 1533, 27 tønder Kakebille (en stærk tysk øltype) a 131 liter og godt 200 stob
vin a 4 ½ liter, så det personlige forbrug har ikke været så lille. Men han har sikkert også skænket for sine gæster.
Drikkevarerne blev hentet i særlig Flensborg og Eckernførde. Disse byers øl kunne kongen godt lide. Vinen blev hentet i Hamborg.
En enkelt gang er der udgift til brændevin, sandsynligvis har det drejet sig om et sygdomstilfælde. Dengang var brændevin også medicin.
Drikkevandsforbruget
steg med årene. I 1537 forbrugte kongen foruden 43 tønder Kakebille også et mindre kvantum af andre sorter og godt 260 stob vin, foruden en mindre mængde malmasie og brændevin.
Forbruget steg stødt i alle årene. Det kan tænkes, at kongen blev psykisk påvirket af opholdet.
Levede sundt
Han fik meget sødt, således var der masser af sukkerkandis i kosten. Men kosten var ellers varieret. Der var masser af sild, skånske, flamske, ferske og salte, torsk, makrel, ”skull” og ”bott”, vildsvinesteg, hummerfiskog krydderier, muskatblomme, ingefær, nelliker, peber, kanel og saffran. De sidste varer skulle helst være fra apotekeren i Slesvig. Rejsesvendene tjente mangen
en skilling for at hente dem.
I flot tøj
Sit tøj behøvede kongen ikke at skamme sig over, heller ikke hans folk. En skrædder-regning fra 1533 lød således:
I løbet af året brugte kongen og hans tjenere 65 ½ alen lærred, bl.a. til lagener og skjorter, 16 alen damask, 8 alen sindal og 2 alen westerländisch, det vil sige fra Westerland.
Kongens fornemste erhvervelse var ellers en “silkejoppe”, hvortil der gik 7 alen tøj og Laurens Guldsmed i Flensborg lavede sølvbeslag til den for 1 ½ mk. Sindal – vamsen fik han foret med pelsværk.
Værelser sat i stand
Hans værelser blev også jævnligt efterset. I 1533 gik Claus snedker og reparerede og fornyede i 4 dage og tjente sin gode dagløn derved. Imidlertid havde Christian den Andens fangenskab også en udenrigspolitisk side. Man turde ikke af hensyn til Kejser Karl den femte af Tyskland behandle ham for dårligt. Christian den Anden havde jo været gift med kejserens søster. De overlevende af deres børn levede nu i Tyskland.
Endelig en aftale i stand
Selv om Christian den Anden i 1523 og de følgende år ikke havde kunnet opnå ordentlig støtte til tilbageerobring af sine riger, havde kejseren ikke glemt ham. Måske håbede kejseren stadig på, at kunne opnå indflydelse i de nordiske forhold. Christian den Tredje og hans mænd lå i stadige forhandlinger for at finde en løsning på sagen. Den kom først i 1544 – 46 og afsluttedes
med Christian den Andens højtidelige afkald på alle sine riger og lande mod at han fik underhold fra Kalundborg len og Sæbygård på Sjælland samt Samsø.
Af indtægten skulle han selv lønne en kongelig lensmand og de øvrige embedsmænd. Han skulle desuden aflægge ed til den regerende konge. Men døtrene og deres mænd ville ikke være med til det og forsøgte at trække tiden ud. Måske håbede de på, at kongen ville dø, så arveretten gik videre til dem. Men efter nytår 1549 opgav kongen og skrev under på en aftale.
Endnu 10 år i forholdsvis frihed
I februar 1549 blev flytningen iværksat under fyrstelige æresbevisninger gennem Als til Assens. Fire rigsråder ledsagede kongen. Den regerende konge og Hertug Hans den Ældre modtog ham. Senere stødte kronprinsen også til. 10 år lykkedes det for Christian den Anden at leve her under forholdsvis frie former.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om
Om Sønderborg: Læs
April 30, 2013
Brundlund Slot er bygget om mange gange. Slottet er blevet repareret utallige gange. Tilbage fra Margrethe den Første er kun fundamentet og dele af ydermurerne. Egentlig var det et fæstningsværk. Her har de kongelige overnattet mange gange. Og her har mange adelige fungeret som amtmænd. Men her har også siddet mange forbrydere i slottets fængsler. Beboerne
i Slotsgade var trætte af, at yde tjenester for amtmanden. Hvert år er her et kæmpe tattoo. Undertegnede deltog også engang – måske lidt illegal.
Vi besøger atter slottet
Egentlig har vi her på siden været på Brundlund Slot flere gange. Det var her, hvor Jomfru Fanny modtog undervisning af amtmanden. Her residerede adelsfamilien von Saldern, og i kælderen var der torturredskaber til brug for at fremtvinge en tilståelse. Og i en artikel om bygmester C.F. Hansen slår vi også et slag forbi Brundlund Slot.
Blandt de prominente
Det var også her i haven, at undertegnede en aften sammen med kone, bror og lille Peter Rasmus ( tidligere teknisk redaktør på den side) skulle til det årlige tattoo. En flot tribune var bygget til byens VIP´s. Det mente jeg nu nok, at jeg tilhørte, som fagforenings – formand, og min kone havde lavet film. Som tidligere Solvogns – aktivist mente hun helt bestemt, at vi skulle sidde der, mens den almene Aabenraa – befolkning måtte nøjes med stå – pladser.
Vi hilste smilende på alle de andre VIP´s. Men sagen var bare, at dem der egentlig måtte sidde der, havde fået en invitation. Og det havde vi ikke. Desværre for dem, der kom sidst. Dem var det ikke plads til. Vi havde en dejlig aften, inklusive Peter Rasmus, der aktivt tog del i selve tattooet inde på opvisningsbanen sammen med diverse orkestrer. Jo og vi fik skam også givet hånd til borgmester Camma Larsen Leddet og politimesteren
Men egentlig er det den historiske del, vi vil fokusere på.
Margrete den Første i Aabenraa
Aabenraahus var ifølge byens råd ikke sikker nok til at forsvare byen. Det fik Dronning Magrethe den Første at vide, da hun besøgte byen i 1411. Dronningen var enig med rådet i, at der i det sumpede område udenfor byen, skulle bygges en borg. Derefter tog hun videre til Flensborg. Her blev hun syg og døde på sit skib ud for Okseøerne i Flensborg Fjord.
Dronningen havde erhvervet byen. Igennem tiden har slottet været sæde for både kongelig, hertugelig og statslig administration. Aabenraahus lå som bekendt for enden af Vestergade. Den blev nedbrudt i begyndelsen af 1400 – tallet.
Forsvarsværk
Men det gik nu ret så lang tid inden man kom i gang med byggeriet. Man skulle dog vente i mange år. Både slottet og slotsmøllen blev bygget samtidig. Og det var dengang, da Mølleåen var ret så vandrig. Stedet fungerede både som arbejdsplads og forsvarsværk. Ja faktisk er det Danmarks ældste befæstede vandmølle. Rundt om slottet var der også en voldgrav. Der blev bygget en dæmning så man kunne opstemme Mølleåens vand og fald til en vandmølle. Kigger man godt efter kan man se skydehuller i de svære munkestensmure.
Ombygget og repareret hele tiden
Slottet er ombygget flere gange. I renæssancestil i 1600 – tallet, i rokokostil i 1700 – tallet og videreført i klassicistisk stil af C.F. Hansen i begyndelsen af 1800 – tallet. I første halvdel af 1980erne gennemgik slottet også en omfattende restaurering. På slottet har der siddet forbrydere. Gennem århundreder har her været byret. Ja man sagde om dem, der sad i fængslet, at de sad i Æ Gaf.
Borgen er rejst som et port-hus med en port midt i bygningen. Uden for slottet kan den ældste port stadig anes som en markering i muren. Adgangsvejen til slottet foregik oprindeligt gennem en hængebro, som siden blev udskiftet med en landfast bro. I 1530 og 1580 blev slottet forsynet med ottekantede hjørnetårne, hvoraf det ene blev bestemt til at rumme fangekælderen.
Konstant er der i historien blevet lappet og restaureret på slottet Da C.F. Hansen restaurerede slottet, fjernede han alt i slottets indre og genopbyggede det hele i en ny form. Ydermurerne
blev ombygget og forenklede, og borgen fik et nyt tag. Der kom et nyt port-hus opført i en etage med kælder. Dette hus blev i 1825 forhøjes med en etage og indrettet til fængsel.
Det mindste og mest ringe slot
I midten af det 18. århundrede skildrede den berømte danske arkitekt Laurids Thura, Brundlund Slot. Han indledte således:
Efter at arkitekten har forklaret, hvem der har bygget slottet, fortsætter han:
De Holstenske grever
Spørgsmålet er, hvor meget dronningen nåede, at være med i arbejdet med slottet/fæstningsværket. Antagelig har Erik af Pommern nok haft mere med det at gøre. I 1428 blev Aabenraa indtaget af de holstenske grevers mor-broder og hærfører, Hertug Vilhelm af Brunsvig. Ved den endelig fred, der sluttedes i Vordingborg i 1435, kom Hertug Adolf den Ottende som eneherre i hertugdømmet med undtagelse af Haderslev, Ærø og de vestslesvigske enklaver
også i besiddelse af Brundlund.
Residens for kongen og hertugen
Med Hertug Adolfs søstersøn, Kong Christian den Førstes valg til hertug 1460 standsede foreløbig den politiske kamp om Sønderjylland. Samtidig var de befæstede borges rolle udspillet. Også Brundlunds. Slottet blev derefter residens for kongens og hertugens myndighed på stedet, Lensmanden eller Amtmanden.
Mærkelige tilbygninger
Fra den store deling af hertugdømmerne i 1544 indtil inddragelsen af de gottorpske dele af hertugdømmet Slesvig midt i den Store Nordiske Krig 1713 var Brundlund med Aabenraa Amt i de gottorpske hertugers besiddelse. Fra den tid er der kun levnet enkelte oplysninger omkring bygningerne.
Mens amtsforvalter Hans Petersen i 1580erne boede på slottet, byggede han den nordvestlige runddel. Den blev revet ned i 1805. Det samme skete med en lidt mærkelig tilbygning på det sydøstlige hjørnetårn, hvori hans fyrstelige nåde havde sit sovekammer.
Hertugen gravede efter guld og sølv
Den fine titel hentyder til Hertug Adolf, som af og til vides at have taget ophold på Brundlund. En gang skulle han have givet ordre til at grave efter guld og sølv i Kolstrup Skoven. Det endte som bekendt resultatløst. I begyndelsen af 1600 – tallet var en fin og lærd adelsmand Clement Gadentorp en kort tid amtmand på slottet. Bygningen må have haft hans ganske særlige bevågenhed. Skønt han kun sad i embedet i mindre end to år, nåede han at nedrive slottet og lade det vældigt forbedre. Ja sådan står det i skriftlige beretninger.
Men en virkelig nedrivning har det næppe været tale om. Det var snarere en grundig istandsættelse.
Såvel
amtsforvalter Joachim Danckwerth, der fungerede som amtmand 1636 – 41, samt hans efterfølger Frederik von Winterfeldt (1641 – 56) havde gjort meget for at forbedre forholdene på slottet.
I
1653 skal det ældste porthus ved siden af slottet være opført og en ny bro lagt over voldgraven. Den tidligere lå formentlig lidt mere vestlig, lige foran den tilmurede port i hovedbygningen, som der endnu findes en antydning af.
Hustruen bad om en bro
Den nuværende slotsmølle er en rest af et kraftigt højt brotårn, som sandsynligvis går tilbage til, da slottet var fæstning. Begge de omtalte amtmænd lagde meget vægt på driften af den til slottet hørende ladegård, beliggende lidt vest for. Von Winterfeldts hustru skulle have anmodet om en bro over graven på vestsiden, for at man lettere kunne komme over til gården.
Den omtalte ladegård nedbrændte 1686 og synes ikke at være genopført. Haven derved var både før og siden tillagt amtmanden uden særlig afgift. I 1706 var der af Ladegårdens bygninger kun et stort Lo – og Gartnerhus.
En beskrivelse fra 1709
I 1709 var hele øen, hvor Amtshuset lå, som det dengang kaldtes, omgivet af en bred grav og en lav vold. På nordsiden førte en 40 alen lang og 6 alen bred træbro, med en vindebro midt på over til Slotsholmen. Den lange bro var i ret god stand. Således var den blevet repareret tre år tidligere. Det samme kunne ikke siges om det lille porthus på 6 fag, gennem hvilket man nåede ind på Slotspladsen. Kort efter måtte det fornys helt fra bunden.
Om hovedbygningen til højre for indkørslen på Holmens nordside, der kaldtes Det gamle Beboelseshus, kan nævnes, at det var på 10 fag med hvælvet kælder og derover 3 Stokværk. Der var tre vindføje på taget.
I nederste etage var der køkken, spisekammer, borgstue, pigeværelse m.m. I den østre hjørnerunddel, Amtskontor med en særlig skrivestue I Slotsgården lige over for Amtskontorets vinduer var opstillet et solur.
Voldgraven var kloak
Den store vindeltrappe i tårnet på bygningens sydvestre hjørne havde 55 trin. Ad den nåede man op til de øvre etager. Øverst oppe var der kornloft. I runddelen mod nordvest var det dybtliggende hvælvede kælderrum indrettet som fængsel efter alle kunstens regler. Det havde selvfølgelig stengulv og indeholdt et par redskaber, som dengang hørte med til et fængsels faste inventar, nemlig –
Hygiejnen var endnu på et middelalderligt Stade. Det tyder den skriftlige omtale på. Om en af dem siges det, at den var tilbygget, stående på 4 egepæle i Voldgraven. Ved samme slotsgrav, som altså tjente som kloakafløb var anbragt en vaskebænk, hvorved vel hoved-vasken kunne forrettes!
Ude på Slotspladsens vestre side, lidt syd for hovedbygningen lå det såkaldte nye Hus med gavlender mod syd og nord. Det var 9 fag langt og meget bredt, men kun i en etage. Over døren
til forstuen sad en sten med Hertug Frederiks navnetræk. Det var altså opført af de næstsidste hertug Frederik den Fjerde (1694 – 1702). Og hvor ved vi så alt dette fra? Vi har blandt andet H.H. Eegebergs billede fra 1750 og Thuras gengivelse af slottet.
De brutale afstraffelsesmetoder
I det indre var der en større retssal, hvor retshandlingerne foregik samt endvidere en række mindre kamre, hvoraf et par beregnet til bolig for sekretæren. I det skriftlige materiale kan der også læses:
Dette var billedet af datidens brutale straffemidler, der anvendtes i den daglige hustugt.
Amtmanden ville ikke bo i Løgumkloster
Da det under Den Store Nordiske Krig lykkedes Frederik den Fjerde at gennemføre sine planer med hensyn til Slesvig på den måde, at de gottorpske dele af hertugdømmet blev inddraget, blev Aabenraa og Løgumkloster Amter lagt ind under en amtmand. Men det tyder ikke på, at de to første kongelige amtmænd tog initiativ til forandringer på Brundlund Slot. I øvrigt sad den første kun i et par måneder, inden han blev afsat på grund af underslæb.
Først efter, at Christian Albrecht von Massow i 1723 tiltrådte som amtmand, hører vi igen noget om Brundlund Slot. Regeringen mente, at von Massow skulle residere fra det netop istandsatte “Slottet i Løgumkloster”, men adelsmanden foretrak det meget mindre komfortable, men mere bekvemt liggende slot i Aabenraa. Det gik dog heller ikke lang tid, før der forelagde en ansøgning til Rentekammeret om en grundig restaurering.
En bevilling blev også godkendt til reparation og til opførelse af et nyt port-hus. Overslagssummen var på 448 rigsdaler, 40 Sk. Og dette beløb måtte ikke overskrides. Samtidig forelå en ordre til udvisning af træ i de kongelige skove.
Men trods de omfattende reparationer, fik Amtmanden snart at mærke, hvor brøstfældig hans bolig var. Han stod bag et forslag om at rive slottet ned og udvide det såkaldte nye hus og indrette dette til amtmandsbolig. Men Landbygmester for Hertugdømmerne, Claus Stallknecht døde inden sagen blev behandlet, så den blev henlagt i flere år.
100 bønder kunne hurtig gøre noget
Men fra 1735 foregik der en livlig brevudveksling mellem de involverede parter. I 1738 udarbejde Landbygmesteren i Slesvig, Ingeniørkaptajn, senere major Otto Johann Müller en omfattende plan for hele Brundlund – området.
I denne redegørelse kan man læse, at der på området var Den nye stald, hvor kongelige heste opstaldedes, “naar de ved Lejlighed passerede Slottet”. Der blev foreslået, at man i stedet for en bro, lavede en dæmning. Jorden kunne tages fra slotspladsen. Arbejdet kunne forholdsvis let udføres af 100 hoveripligtige bønder.
Husk, et rækværk til kongen
Møller foreslog en vindebro. Det skulle så være af sikkerhedsmæssige grunde, da forhør af fanger så kunne foregå på en mere betryggende måde. Fangerne kunne også anbringes mere sikker, hvilket er vigtig, da de indespærrede ofte var besværlige Folk som sigøjnere, berygtede Landstrygere og andre Delinquenter.
Dæmningen skulle forsynes med rækværk, da der ellers kunne ske ulykker, for eksempel hvis kongen besøger Aabenraa og overnatter på slottet. En reparation af det gamle slot samt
bygning af en dæmning med vindebro ville komme til at koste 1.546 rigsdaler En nedrivning af slottet og tilpasning af det nye hus til amtsbolig vil beløbe sig til 2.752 rigsdaler.
Det skulle dog gå adskillige år, inden forslaget blev til virkelighed. Først ved kongelig resolution af
4. september 1744 blev der givet tilladelse til iværksættelse af en
dæmning, men slottets hovedreparation endnu engang blev udsat til senere.
Det må have været en stor skuffelse for amtmand Massow, at han trods sine anstrengelser ikke kom videre. Og bygningen var efterhånden i sådan en forfatning, at der vel var grænser for, hvor meget amtmanden kunne ofre af egen lomme til de mest nødvendige istandsættelser.
Problemer med Slotsgade
Massow synes at have været en ret bitter og stram herre. En anden sag med tilknytning til Brundlund tyder på dette. Fra gammel tid havde Slotsgade været underlagt Brundlund. Husejerne var pligtige til at yde visse tjenester på slottet, omfattende dels rent husligt arbejde som hjælp ved brygning, tøjrulning, rengøring af lygter, pudsning af fodtøj, høbjergning m.m.
Endvidere måtte de ved visse lejligheder stille sengetøj til rådighed for amtmanden, når der kom officielle gæster på besøg. Dette blev dog i nogen grad af amtmændene udnyttet til egen fordel.
En liste over tjenestepligtige beboere fra 1740 omfatter i alt 35 navne. På denne tid ansøgte seks beboere i Slotsgade om fritagelse for denne hoveri tjeneste, der efter deres udsagn i von Massows embedsperiode havde udviklet sig til at blive værre end selv Livegenskab. Det blev gengivet meget sort.
Åbenbart varede tjenesten fra daggry til kl. 9 – 10 om aftenen. Tjenestefolk, som sendtes til slottet blev åbenbart udsat for klø og sendt i fængsel. Det udlånte sengetøj blev gang på gang leveret tilbage i en forfærdelig tilstand. Det blev hævdet at Amtmanden aldrig havde fået tilladelse til dette hoveri. Forslaget fra beboerne går ud på, at betale for fritagelse fra tjeneste.
Næse for fræk skrivemåde
Amtmandens redegørelse i forbindelse med sagen var en helt anden. I en kongelig resolution fik amtmanden dog også medhold. Beboerne fik en næse for den frække skrivemåde, de havde gjort brug af. Men sagen var ikke slut. Nogle måneder senere fik en af klagerne, antagelig den person, der havde sat det hele i gang, nemlig Controlleur Jes Tychsen – en dom, fordi han ikke ville rette sig efter resolutionen.
Nu kunne man betale sig fra det
Efter von Massows død i 1752 blæste der mildere vinde. Nu blev der forhandlet om en afløsning af tjenestepligten med en sum, der blev sat til 40 rigsdaler. Amtsforvalteren opsatte herefter et register over, hvad hver enkelt af Slotsgades husejere skulle yde af den samlede sum. Skønt Brundlund Slot var beskedent, så anvendtes slottet dog til kongeligt opholdssted for en enkelt nat.
Kunne ikke finde bolig
I amtmand Joachim Ehrenreich von Behrs embedsperiode (1756 – 68) var Brundlund tilsyneladende atter i fare. Spørgsmålet om en nedrivning af slottet rejstes af Rentekammeret. Amtmanden blev opfordret til, at søge sig en passende bolig i byen. Men han svarede, at der i Aabenraa ikke var et eneste hus at få, som kunne tjene ham til bolig, selv om han ville indskrænke sig nok så meget.
Han fortalte også, at en nedrivning ville ramme ham hårdt, da han netop på egen bekostning havde ladet de fleste værelser tapetsere og male. Samtidig mente han, at hovedbygningen bortset fra tag, vinduer og døre slet ikke var så forfalden.
Det lykkedes ham virkelig at overbevise Rentekammeret til at gå med til en reparation. Den fandt sted i 1758. Det samme gentog sig, da efterfølgeren Baron Frederik Wilhelm Vedel – Jarlsberg i 1768 trådte til.
De kongelige overnattede her
At de kongelige har overnattet på Brundlund ses af en skrivelse fra Kammerherre Behr af 23. januar 1768, hvori han frabeder sig at skulle betale nogle “Privative Pladser” , som (før 1766) var indrettet i anledning af, at både statholderen, Prins Carl af Hessen og hans Gemalinde, Prinsesse Louise, samt Kongen (Frederik den Femte) og Prins Christian (den Syvende) havde boet på Brundlund.
En is-kælder i Hjelm Skov
Greve Gustav Frederik Holck – Winterfeldt der fik embedet som amtmand i april 1772 anlagde en is-kælder i Hjelm Skov. Men først under kammerherre Leopold Samuel von Schmettau (1775 – 1802) blev der igen istandsat til et beløb af 1.089 rigsdaler.
Børn kunne lege i sne – på loftet
Men uanset hvad man gjorde, så hjalp det ikke. Det erfarede kammerherre Conrad Daniel von Blücher (1802 – 1808) Taget på det østlige tårn truede med at styrte sammen. Husfogeden, kaptajn Born erklærede at fundamenterne adskillige steder er veget ud, andre Steder sunket, at Murene er fulde af store Revner, at Taget giver efter, og snart er helt bølgeformet, samt at Bjælkeværket er delvis knækket og sunket ind imod Bygningens Midte, hvorved Gulve og Loft er kommet til at hælde stærkt.
Den store skorsten i midten af huset får skylden for Kalamiteter. I 1803 henvendte amtmanden sig igen til Rentekammeret. Slottets beboere kunne risikere at blive begravet under ruiner. Den 3. marts havde hans folk brugt en hel dag til at skovle sne væk fra loftet efter en snestorm. Børnene kunne lege i sne på loftet.
Håndværkerne i Aabenraa – var slette
Fængslerne var meget fugtige og temmelig usikre. De truede med at styrte sammen. Nu var det så, at C.F. Hansen i to omgange besigtigede slottet. Overslagssummen blev fastsat til 6.142 rigsdaler. Arbejdet blev påbegyndt i 1805 og blev afsluttet i 1807. Og Rentekammeret tog det meget ilde op, at der var sket et overforbrug på 5.366 rigsdaler.
Blandt de forklaringer der kom på dette var blandt andet, at materialerne i Aabenraa var usædvanlig dyre. Håndværkerne i Aabenraa var ualmindelig slette, erklærede C.F. Hansen. Der måtte tilkaldes håndværkere fra andre byer.
Kunne ikke få penge
Og håndværkerne havde stor besvær med at få deres tilgodehavende. Murermester Jens Jensen Wraae og smedemester Tyroll klagede over, at de ikke fik deres penge. De blev truet med udpantning, fordi de ikke kunne betale deres gæld. Pastor Hoeck i Stubbæk, der havde leveret sten fra sit teglværk, truede med et års renter og at inddrive gælden af retslig vej.
Møde om de hvide busser
På slottet mødtes den svenske Grev Bernadotte i foråret 1945 med amtmand Refslund Thomsen som vært, SS – reichsführer Heinrich Himmlers udsending, brigadegeneral Walter Schellenberg til forhandlinger om hjemtransport af danske og norske KZ – fanger fra diverse KZ – lejre under svensk Røde Kors ledelse. Det var Grev Bernadotte, der fik æren for dette med De Hvide Busser, mens man helt glemte de nordmænd og danskere der havde været med fra starten.
I øvrigt viste Refslund Thomsen sig ved grænsen efter krigen, for at modtage englænderne, men modstandsfolkene bad ham tage hjem igen, ellers ville de anholde ham. Modstandsbevægelsen syntes at han havde været alt for humane over for det tyske mindretal.
Møllen blev også bevaret
En mølleinteresseret havde været med til at renovere den gamle vindmølle Damgaard Mølle ved Rødekro. Han mente også, at Slotsvandmøllen skulle have en tur. Og det lykkedes at skaffe pengene. En forening, Aabenraa Byhistoriske Forening driver nu stedet. Stedet fungere som et slags arbejdende museum. Og selve slottet som før var amtmandens officielle bolig, bruges nu som kunstmuseum.
Er det så noget tilbage fra Dronning Margrete den Førstes tid? Kigger man godt efter, ja så er det gamle fundament og dele af ydermurene fra den oprindelige borg.
Egentlig kunne vi fortælle meget mere om dette slot og dets indbyggere. Men kig engang på listen herunder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Brundlund Slot:
Redigeret 20.11.2021
April 30, 2013
Det første Aabenraa opstod omkring byen Opnør. Senere var der også en landsby, Hessel, vest for Aabenraa, hvor der var et bispesæde. En kæmpe kanal blev etableret i Aabenraa og isolerede kirken. Antagelig har der ligget en kirke i Skibbrogade. Og tænk, på et tidspunkt var der tilknyttet 7 præster til kirken, de såkaldte Marianere. Dette er Aabenraa – historie fra 1200 – 1600.
Opnør
Egentlig skal vi tilbage til 1231 for at se skriftlige beviser på byens eksistens. Det er i Kong Valdemars Jordebog, der omtaler en landsby ved navn Opnør. Og allerede den gang omtales
en toldindtægt fra Rise herred.
Byen Opnør forsvandt ret hurtig og navnet betyder noget i retning af åben strandbred. Det må dermed antydes, at denne by lå ved fjordbredden. Her lå sikkert også en kirke. Det var måske sognekirke for Kolstrup og den nu forsvundne landsby Hessel. Første gang, at navnet Aabenraa nævnes direkte, er i forbindelse med Løgumkloster – munkenes toldfrihed i 1257.
Bispegård vest for Aabenraa
Biskop Niels fik i 1259 byen overdraget i pant af kongen. Det fremgår af Aabenraas stadsret af 1335, at biskoppen ikke havde ret til at stævne borgere til noget sted, der lå længere borte end bispegården i landsbyen Hessel lige vest for Aabenraa. Omkring Aabenraa, i Aabenraa Landsogn, Løjt sogn m.v. havde biskoppen hånds – og halsret over 15 gårde. Han havde ligeledes strand og jagtret.
Kirke på Skibbrogade
Måske har der været en kirke i forbindelse med åen. Og hvor åen løb i fjorden i middelalderen er det ikke rigtig nogen der ved. Det er sikkert i området syd og øst for Søndertorv. Her lå måske den første havn.
På Johannes Mejers kort over Aabenraa fra 1648 er kirken afsat nord for Skibbrogade. I Pontoppidans Danske Atlas fra midten af 1700 – tallet nævnes kirken som indviet til Sct. Knud. I
forbindelse med anlægget af fjernvarmeværket på Humlehaven nord for Skibbrogade i 1958 omtales fund af skeletter.
Så måske var her Opnør ved Å’s kirke. Tænk på det, når I går forbi Skibbrogade 5 – 9. Men om den skulle have viet til Sct. Knud, som det hævdes, er nok tvivlsomt Godt nok nævnes der i byens skrå fra 1335, tre gilder, Sct. Knuds Gilde, Sct. Nicolais Gilde og Sct. Nicolais Hvirving.
Det ældste Aabenraa
Det ældste Aabenraa er opstået et sted i området mellem Mølleåen (ved Nyvej) og Skibbrogade. Der hvor åen mødte fjorden, er der opstået en handelsplads. Søndertorv må være byens ældste torv. I krydset Vestergade/Nygade lå landsherrens borg Aabenraahus. Den blev bygget engang i 1200 – tallet.
I løbet af det første århundrede af byens eksistens er det centrale byområde langs Fiskergade, Skibbrogade, Gildegade, Søndergade og området omkring Søndertorv udviklet sig. Handelspladsen udviklede sig til en købstad.
Krøniken dramatiserer
I Danmarks Riges Krønike omtales en katastrofe i byen. I forbindelse med kampene mellem Abel og Erik Plovpenning skulle store dele af byen være blevet afbrændt. Men der er ikke belæg for denne påstand. Måske har datidens historikere brugt historien for at dramatisere.
Gildebrødrenes forpligtelser
Vi omtalte byens tre gilder. Man var underlagt gildets jurisdiktion, men man kunne regne med gildets hjælp, når man kom i problemer. Alle havde en religiøs dimension. En eller flere præster var tilknyttet gilderne. Kirken var også genstand for gildernes aktiviteter. Forud for begravelser af en gildebroder eller – søster var alle gildets medlemmer forpligtet til at møde op og våge over liget. Der kom mindst to andre gilder til, nemlig Marianere og Den hellige Treenigheds Lav. I 1492 var sidstnævnte nær tilknyttet skomagerlavet i byen.
Bøder udmålt i øl og voks
Alle bøder var udmålt i øl og voks. Dog skulle man betale 9 penning, når man udeblev fra møder. Hvis en udenbys født svend kom til byen og ville optages i lavet, skulle han foruden et måltid også give en mark og for to mark voks.
Et gammelt hospital
Som det var tilfældet med skolen var også fattigvæsenet og kirken altid være bundet til hinanden på godt og ondt. Den katolske middelalderkirke var kendt som for sin store omsorg for de fattige og syge. Nu var der ingen klostre i Aabenraa. Men som skrevet havde byen allerede i 1200 – tallet et hospital. På et tidspunkt var 18 ejendomme tilknyttet dette hospital. Hospitalet gav blandt andet husly til de gamle. Og fattigvæsnet omfattede kun sognets beboere. Der var aldeles ingen nåde og barmhjertighed for omvandrende tiggere, afmønstrede soldater, udstødte og utugtige kvinder var der ingen nåde for. Heller ikke i Aabenraa.
Byen havde flere tiggerfogeder, der skulle tjekke at alt gik rigtig til. Hospitalet, et Spedalskheds – hospital omtales første gang i Knud Snubbes testamente fra 1279 – 83. Heri betænker han
hospitalet med en pengegave. I løbet af 1500 – tallet ophørte hospitalet og overgik til andre formål.
Omkring år 1300 fik byen en ny sognekirke. Den lå alene oppe på bakken, lidt isoleret fra byen.
En stor kanal
Man byggede en kanal, der skulle forbinde mølledammen med voldgravene omkring Aabenraahus. Den blev 20 meter bred og godt fire meter dyb. Det må være sket i anden halvdel af 1300 – tallet. Samtidig er der blevet anlagt en stor mølle. I forbindelse hermed skete der en opstemning, der skabte mølledammen vest for Aabenraahus. Der er også påvist en voldgrav omkring Store Pottegade.
Lige syd for byen lå på en lille bakke, Sct. Andreas Kapel. Længere syd på lå omkring Årup i Ensted Sogn det store Årup Kapel, som familien Ahlefeldt tjente mange penge på.
Aabenraa udplyndret
Kong Hans og hans bror, Hertug Frederik havde fået hver sin del af Hertugdømmet Slesvig. Aabenraa by tilfaldt kongen, og dermed tilfaldt byen, taberens side. Jo vi taler om Christian den Anden. Ifølge by-krøniken ankom i marts 1524, 200 af hertugens ryttere til Rise, lige uden for Aabenraa. De forlangte øl udleveret fra byen. Øjensynlig blev dette ikke efterkommet, hvorefter soldaterne indtog byen. Desuden udplyndrede de byen, som ikke ville afsværge Christian den Anden som konge.
Hele 7 præster tilknyttet kirken
Ifølge By-krøniken var der i 1520erne tilknyttet hele 7 præster til kirken. De havde nu ikke noget at frygte som katolikker. Reformationen skete smertefrit i byen. Reformationen
var allerede blevet forkyndt i Husum i 1522 af en mand ved navn Hermann Tast. Den første evangeliske præst i Aabenraa var Johannes Brun. Man ville ikke fratage de hidtidige præster,
marianerne deres bolig, men lod dem blive der, så længe de levede. Om en af de sidste Marianere, Hr. Louwe hedder det sig:
Måske var Brun i begyndelsen bare en prædikant, i begyndelsen på plattysk. Louwe var måske andenpræst.
Kilde:
April 5, 2013
Det startede med et telefonopkald. Asmus Jensen sagen er grotesk. Familien har i årevis levet på en løgn. Og det har samfundet også. Der er gået storpolitik i sagen. 7.000 – 8.000 bøger er der skrevet om besættelsestiden. Men den danske selvopfattelse er dominerende. Min far sagde: De store slap fri, og nævnte navnene på dem. Der små skulle absolut straffes. Skal vi ikke have et Fårhus – museum blev mødt med et arrigt blik. Nu har vi så fået et. eller sagt på en anden måde det indgår i et andet museum. Et omfattende overvågningssystem blev sat i kraft efter besættelsen. Går man imod historikerne er man konspiratorer
En mand ringer
En dag oppe i butikken ringede Kurt Jensen, om jeg kendte en person, der hed Asmus Jensen. Det gjorde jeg ikke, men det kom jeg til. Officielt blev han skudt af Den danske Brigade, men i lokalbefolkningen gik det rygter om, at det var modstandsbevægelsen. Kurt kontaktede familien, og fik familiens fuldmagt til at undersøge sagen i arkiverne. I første omgang blev det afvist. Politiforeningen og PET klagede over dette, men Kurt gik videre til ombudsmanden og fik omstødt forbuddet. Efterfølgende er register-adgang nærmest blevet nægtet, selv om der ikke var klausuler på.
Men ret hurtig fandt vi ud af, at et eller andet var galt. Falske politiafhøringer og ting, der var forfalsket. Og hvorfor holdt man familien hen med løgne Der er gået storpolitik i den
Vi var var så heldig at få nogle interessante anonyme kilder og fra familien. Et ret interessant billede tegnede sig nu af korrupte myndigheder, løgn – historier, brandattentat og meget
mere. Det er en historie, vi lang fra er færdige med. Vi har nu søgt indsigt andre steder. Desuden har vi fået et andet vigtigt vidne, hvor vi ikke er afhængige af arkiver. Læs selv historierne Mord i Padborg 1 – 3.
Vi fik fat i begreber som dokumentfalsk, vildledninger løgn af offentligheden og familien. Sandheden måtte under ingen omstændigheder komme frem. I mellemtiden skrev vi en bog om sagen, der lokalt blev mødt med stor skepsis.
Det var storpolitik i sagen, kontraspionage og meget mere. Men hvorfor skal historien på den måde forvansket? En masse mennesker sidder inde med en viden, de ikke må fremkomme med. Det er kun et spørgsmål om tid, inden hele historien kommer frem her på siden.
Historie beskrevet ukritisk
Det var først den store interesse for jøder og de overlevende fra KZ – lejrene engang i 1970erne. Holocaust og jødernes overlevelseshistorie vakte nu ret meget interesse. Jo, det er rigtigt,
at der næppe findes et andet emne en besættelsestiden, der er beskrevet mere i historien. Men ofte er det beskrevet meget ukritisk. De vigtigste emner, dengang var
Scavenius blev syndebuk
I de første år efter besættelsestiden var der et væld af legitimations – litteratur. Vi fordømmer Scavenius samarbejds – og forvandlingspolitik. Scavenius blev nærmest udstødt fra
1945 til hans død i 1962. Han blev i den grad gjort til syndebuk.
Men vi glemmer vores store landbrugs – og industrieksport til tyskerne på bekostning af englænderne, der var sat ud af spillet. Modstandsbevægelsen og politikerne indgik en aftale,
at ingen politikere skulle tiltales for landsskadelig virksomhed. Men en lille grupper herunder Scavenius blev udelukket fra det politiske liv.
En kommission – 8 år undervejs
Sandelig om, der ikke blev nedsat en kommission, der skulle undersøge forholdende omkring samarbejds – og forhandlings – politikken. Problemet var bare, at de fleste af dem, der sad i dette udvalg, også havde siddet i Folketinget under besættelsen og var medansvarlig for den førte politik. De var også både politisk og kollegiealt forbundet med de politikere, som de skulle undersøge. Efter hele 8 år med adskillige betænkeligheder og beretninger gik der yderligere et år med udvalg, før det endelig resultat forelagde.
Som aftalt med modstandsbevægelsen besluttede Folketinget, at der ikke skulle rejses tiltale mod nogen som helst vedr. 9. april 1940 eller under besættelsen. Men helt så enig var man dog ikke med hensyn til 9. april. V og K pegede på en række kritisable forhold omkring statsminister Stauning, krigsminister Alsing Andersen og udenrigsminister Munch. Det nære samarbejde mellem danske og tyske embedsmænd under krigen, interesserede ikke Folketinget.
Danskerne – de eneste rigtige
Danskerne beskrives som de eneste rigtige, og tyskerne som de absolut onde. Landssvigere beskrives som sociale afvigere. De har fysiske , mentale og sociale deformer. Vi er nok flere, der har undersøgt, hvor vores forfædre befandt sig, om det kunne have sin rigtighed, at de var landsforrædere. Og jeg er ikke den eneste, der har gjort dette.
Hvorfor har litteraturen ikke beskæftiget sig med, hvad der skete, da deres borgeligere rettigheder blev dem frataget. Og hvad med den fattigdom, som de skulle leve med? Også de psykiske eftervirkninger fra krigen, var der mange, der var plaget af. Men det danske samfund mente, at de var selv skyld i det – de meldte sig jo selv.
Kongen og regeringen samtykkede.
Det min far fortalte, stemmer heller ikke altid overnes med det litteraturen fortalte. Hans historier ved flyvepladsen i Esbjerg eller kampen med med en Gestapo – officer i Hamborg er rene røverhistorier. Men da han fortalte i Tønder, hvad han så ved KZ – Ladegård, var der ingen, der troede ham.
Da de skulle hjem fra Oksbøl efter befrielsen, truede modstandsbevægelsen ham og hans ligesindede, med at de nok skulle finde omveje, når de tog hjem. De ville stå bag hjørnerne og skyde dem. Næste dag fik man far på Torvet i Tønder tilbudt et armbånd fra modstandsbevægelsen, så han kunne være med til at afvæbne tyskerne. Det sagde han godt nok nej til.
Min far fortalte også om store entreprenører, håndværkere, handlende m.m., der tjente store penge på tyskerne. De blev aldrig straffet, sagde han, men den lille, ham skulle de nok få straffet. Min kloge far sagde, at de store holdt sammen. De tjente masser af penge. Og mange store entreprenører grundlagde deres virksomhed ved at samarbejde med tyskerne. Men den lille måtte betale for det. Og det konsekvenser for mange familier, mange år frem i tiden.
Konspiratorer
Modstandsbevægelsen beskrives på den ene side som den ene mand mod de mange, men også på den anden side med bred tilslutning. Vi hører om, at de lavede nogle enkelte fejl m.h.t. likvideringer. I litteraturen hører vi om, at i Sønderjylland tog de ikke fejl. I Kurt Jensens efterforskning er han stødt på 3 – 4 likvideringer, der ikke kan forklares i litteraturen, ja det bliver nærmest fortiet. Her kommer vi også ind på nærmere lidt senere. Og det sjove er, at såfremt man antyder, at noget er forkert beskrevet under besættelsestiden, ja så bliver man straks kaldt for konspiratorer.
Bevidst manipulation eller fortrængning?
Skal vi sætte billeder på besættelsen, ja så er det de tyske fly, frihedskæmpere og Montgomery i åben vogn. Vi husker også det opstillede billede fra Fårhus – lejren, hvor Fritz Clausen, den tidligere leder af DNSAP kører rundt med en tom trillebør. Og det der fylder mest i besættelsestiden, er perioden fra folkestrejken i juli 1944 til 5. maj maj i 1945. Var det bevidst manipulation eller fortrængning?
Det rette billede?
Den illegale presse havde 240 selvstændige redaktioner, der udsendte 26 millioner blade. I det sidste halve år udsendtes alene 70.000 blade. I disse blade kunne man følge med i tyskertøsernes gøren og laden. De blev kaldt Feltmadrasser og Syfilishopper, og blev ofte nævnt med navn og adresse.
Modstandsbevægelsen havde våben – monopol efter besættelsen, efter at tyskerne var forsvundet. Og politikerne ville gerne anerkendes sammen med disse, også dem, der tidligere havde fornægtet dem.
En heftig debat mellem de grupperinger udformede sig. Politikerne talte om, at de havde ført en politik, der skulle føre danskerne gennem besættelsen nogenlunde helskinnet. Ja De Konservative talte om samhørighed. Andre udtalte, at den aktive modstand havde været betinget af statens beskyttelse. Parlamentarikerne forsøgte, at glemme, at de havde været imod modstandsbevægelsen.
Der blev udsendt opråb underskrevet af Buhl og Christian den Tiende, at indstille sabotage – aktiviteter. Opråbet var dateret den 21. august 1943. Tidligere havde statsminister Buhl opfordret danskere til angivesabotører og modstandsmænd.
Nu blev modstandsbevægelsen angrebet
Langt om længe var Danmark anerkendt som en aktiv og allieret nation. Og dette forhold fik politikerne til at fremhæve sig selv. Samtidig begyndte de at angribe modstandsbevægelsen for deres fejltagelser den 5. maj 1945. Det lykkedes politikkerne efter oktober – valget 1945, at få genskabt det tabte. Modstandsbevægelsen stillede også krav. De fik et hjemmeværn, som et antikommunistisk hjælpekorps for hæren. Deres vigtigste krav var dog udrenseles-processen
med tilbagevirkende kraft.
Og snart blev kommunisterne sidestillet med tidligere nazister, selv om det var dem, der startede den første aktive modstand mod tyskerne.
Det politiske overvågningssystem
Kommunister var tidligt blevet ofret. Regeringen havde sat grundloven ud af kraft og ikke overholdt aftaler indgået med kommunisterne. Trods alt døde der 150 danske kommunister under krigen. DKP var modstandsbevægelsens pionerer, men også de mest forfulgte næst efter medlemmer af Det Tyske Mindretal efter besættelsen. 40.000 danskere blev anholdt. Mange var blevet skrevet ned på et kort. Mange sad længe uden rettergang. Andre sad kun inde, grundet rygter. Men de 40.000 ledte opmærksomheden væk fra samarbejdspolitikken over mod den nazistiske kollaboration. Man fulgte folkestemningen. Et fåtal blev dømt, men nu var det baggrund for udbygningen af det politiske overvågnings apparat.
Afskyelige og mindreværdige
Repræsentant for Det Tyske Mindretal, Hans Schmidt henviste til de næsten 3.000 tysksindede nordslesvigere, der havde fulgt deres tysksindede sindelag. Men hans argumentation vakte overhovedet ingen genklang, men nærmere forargelse i Folketinget.
Den danske befolkning blev via medierne opdraget til at tage afstand til landsforrædere, stikkere og faktisk alt, hvad der var tysk. Herunder også medlemmer af Det Tyske Mindretal. I tekst og billeder blev alle disse grupperinger fremstillet som afskyelige og mindreværdige.
Godt nok havde nazisterne ikke gjort noget strafbart. Men aktive nazister blev kriminaliserede. Og havde man skrevet en enkelt artikel, ja så var man dybt kriminel. Det at være nazist blev nærmest sammenlignet med at være landsforræder.
Sandheden frem for alt
Sandheden frem for alt, ja sådan var bladet Revisions motto. Bladet blev udgivet af Foreningen af 6. maj. Tidligere medlemmer af modstandsbevægelsen og det sønderjyske efterretningstjeneste kaldte bladet for nazistisk. Det var det dog ikke. Foreningen talte de internerede og de fængslendes sag. Bladet udkom helt til 1972. Det kan dog godt være, der blandt
abonnenterne var mange tysksindede og nazister. Sikkert har mange af historierne sikkert også været overdrevne. Men hvorfor har ingen andre medier undersøgt, nogle af de sager, bladet tog op.
Også politikkerne holdt deres mund lukket. Således stillede bladet også spørgsmål om Asmus Jensen mystiske drab, uden reaktioner af nogen art. Rædselshistorier om drab, ydmygelser og overgreb, der ofte var brud på menneskerettighederne skulle hurtig glemmes. Så var det lettere, at kalde bladet nazistisk eller løgn. Revisions største fjender var dog modstandsbevægelsen og kommunisterne.
Hvorfor siger man det ikke, som det er?
Og bladet var måske ensrettet. Folkedrab og KZ – lejre var overhoveder ikke nævnt. og samarbejdspolitikken blev beskrevet som meget tyskervenlig. Det var den måske også, men blev de tvungen til den, eller var det en nødvendighed for at skåne befolkningen, som Scanvenius udtalte det. Hvorfor siger man det ikke, som det er?
Rostock – myten
Rostock – myten blev også beskrevet i bladet. Det blev beskrevet som en sandhed. Udenrigsminister Munch skulle have været i Rostock. Det var han hvis også, men for at hjælpe sin søn, der var blevet anholdt af tyskerne, antagelig fordi han var homoseksuel. I 1976 udsendte Erik Haarest tidsskriftet, Ny – Revision. Det blev senere til Nationaltidende og Danske Tidende. Egentlig kom der ikke så meget nyt frem i disse tidsskrifter.
Kulørte Klat blev sammenlignet med nazister
I forbindelse med jubilæer og mindehøjtideligheder har modstandsbevægelsen stået som en slags pressionsgruppe, som politikerne ofte måtte bøje sig for, af den simple årsag, at de ville undgå avisskriverier. Ved Befrielses – jubilæet 1985 talte Paul Schlüter. Men BZ – gruppen Kulørte Klat overdængede ham med æg, tomater og rådne æbler. Det fik Berlingske Tidende til at sammenligne Kulørte Klat med nazister. Deres tolerance var som Dr. Goebbels, fortalte avisen.
Et arrigt blik
Da vi boede i Padborg var jeg til en eller anden konference i Frøslevlejren. Jeg stillede daværende leder af Frøslevlejren spørgsmålet om, hvornår der kom et Fårhus – museum. Han kiggede ganske arrigt på mig. Det spørgsmål, skulle jeg nok ikke have stillet. Men i dag indgår dette dog i den sankede udstilling.
Det var herude, at man forsøgte sig med “Ferienaufenhalt in der Vergangenheit” Der var nogen, der mente, at tyskerne skulle komme på et demokratisk opdragende ferieophold i den oprindelige tyske ferielejr. En brochure fortalte, at man ikke skulle glemme de fælles tysk/danske historie, selv om den var negativ.
Hensigten var at forene kommercielle interesser med ønsket om kulturel udveksling og historisk udveksling samt historisk forsoning på tværs af den dansk/tyske grænse. Og initiativet
blev da så sandelig også omtalt i verdens førende medier. En vild debat udspandt sig atter engang.
Den danske selvopfattelse
I 1960erne udkom et cirkulære omhandlende tilgængelighed til Rigsarkivets arkivmaterialer, og denne tilgængelighed blev meget restriktiv. Og det er den vel stadig, når det kommer til stykket. Det har vi i hvert fald her på siden erfaret. Måske er dette også årsagen til den noget kludrede beskrivelse af besættelsestiden? Måske er det også hensigten fra myndighedernes side? Mange punkter i besættelsestidens historie er fortsat mørklagt trods over 7 – 8.000 bøger om emnet. Der er stadig kæmpe interesse for området. Men stadig er det ofte ensidige bøger, der udkommer. Den overvejende del beskriver besættelsestiden set ud fra modstandsbevægelsens synspunkt.
Den danske selvopfattelse skal det nødig røres ved. En meget stor del af udgivelserne er ens i indhold og form. Den patriotiske fortælling er dominerende.
Virkelighedsforfalskning
Vi har i vores arbejde lagt mærke til, at man ikke må anvende ordet virkelighedsforfalskning eller anføre, at historikere fremfører fejlfortolkninger. Angrebene kommer tilbage med forstærket kraft – konspiratorer.
Også Frode Jacobsen ønskede på et tidspunkt ikke mere at diskutere interneringer og stikker – likvideringer. Hans interesser både som modstandsmand og politiker er næsten aldrig blevet
modsagt. Medierne slugte som regel hans ord råt og ukritisk.
Indrømmet Frihedsrådet har ikke mere kontrol med, hvad der bliver skrevet. Men i vores korte efterforskning er vi også stødt på alvorlige problemer med SOE og Det engelske Militær på den ene side og de danske myndigheder på den anden side. Særlig ved grænsen opstod, der nogle alvorlige problemer, som indtil nu er blevet fortiet.
Her på siden vil vi forsøge at få adgang til engelske arkiver, for at undersøge, hvad der egentlig skete. Myndighederne er åbenbart ikke særlig interesseret i, at sandheden kommer frem.
Se sandheden i øjnene
Tysk TV har netop vist “Vore mødre og fædre”. Det handler om historier om oplevelser i anden verdenskrig fra 1941 til 1945. Serien var hård for skuespillerne. Minderne har været voldsomme, og for mange vil helst fortrænge dem. Men de fleste øjenvidner, er ved at forsvinde. De er glade for bare at have overlevet, og vil helst glemme. Men det kan være vigtigt, at få at vide, hvorfor denne grusomhed kunne lade sig gøre. Måske skulle man vise den tyske serie i Danmark for at få sandheden frem.
Vi beskylder ofte tyskerne for, at de ikke vil se sandheden i øjnene, men atter engang er disse beskyldninger gjort til skamme.
Sandheden kommer frem
Og i Kurt Jensens og undertegnedes jagt på sandheden ved grænsen er medierne også blevet interesseret. En udmærket tre siders artikel blev gengivet i Jyske Vestkysten ligesom Der Nordschleswiger flere gange har berettet om sagen. At Ritzau så misforstod det hele, er jo sikkert nok fordi, de ikke kunne tysk. Flere medier har vist interesse. Det sjove er, at medierne kun har gengivet den første del af vores spændende historie. De helt afgørende beviser er på vej. Det forudsætter uhindret arkiv-adgang. Anonyme og familiemæssige erindringer accepteres
ikke hos historikere.
Men kære medier og andre læser, hav blot tålmodighed. Vi ved, at vores historie er rigtig. Således skrev en sønderjysk politimester til Folketinget i begyndelsen af 1970erne. Han var bange for at sagen igen ville skabe røre. Og det forstår man jo så sandelig godt, når man kender historiens rette sammenhæng. Og historien er jo grotesk.
Familien er blevet holdt hen
Under hele historien har vi underrettet den myrdedes datter og kone. Det har myndighederne ikke ment var nødvendig efter alle de år. De har bildt dem en løgn ind og holdt dem hen. Kurt
Jensens forskning har nu bevirket,
at temaet er taget op hos sønderjyske historikere. Og det varer sikkert ikke længe, før der kan føres afgørende bevis for vores påstande.
Vi har alle et ansvar
Vi har alle et ansvar for at bringe sandheden frem. Og her har medierne også et ansvar. Måske er sagen med Asmus Jensen ikke moden endnu? De beviser, der blev fremlagt dengang, kan de holde i nutidens retssal? Man accepterer håndskrevne notater – uden datoer. Plantede notater i Asmus Jensen sagen blev accepteret. Her er det mærkeligt at medierne ikke har boret i sagen.
På eget initiativ fra den danske regerings side fragtede man tyske flygtninge over Østersøen til Østeuropa. Dette så man ikke med milde øjne på fra engelsk side. Og det gjorde man heller ikke på Asmus Jensen – sagen.
I stedet for at ligge os hindringer i vejen, burde man i stedet hjælpe os med at bringe sandheden frem. Og her burde historikerne også komme os i møde, i stedet for at beskylde os for at være løgnere og sensationslystne. Vi får skyld for, at Asmus Jensens familie er gamle og ikke kan huske, hvad det skete. I stedet for skal vi tro på alle historikerne. Var historikerne selv
til stede?
Kilde:
Hvis du vil læse mere
Under København (191 artikler):
Under Østerbro (101 artikler):
Under Nørrebro (304 artikler):
Under Sønderjylland (207 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler):
Redigeret 27.09.2021
April 5, 2013
12.000 danskere havde meldt sig til Waffen SS. 6.000 gjorde tjeneste. En tredjedel var fra Det Tyske Mindretal. Hvervningen var fuld lovlig under det meste af besættelsestiden, men blev kriminaliseret med tilbagevirkende kraft. Frikorps Danmark blev godkendt af regeringen – eller gjorde den? Det Tyske Mindretal mente, at retsopgøret ikke tog hensyn til deres specielle kulturelle og sociale forhold. Danskerne var ikke mere tilbageholdende end andre og mange ”vidste noget”.
Fuld lovlig hvervning
Omkring 12.000 danskere meldte sig til Waffen SS, og af disse gjorde 6.000 tjeneste. De blev med tilbagevirkende kraft udnævnt som landsforrædere. Blandt Det Tyske Mindretal i Sønderjylland var det almindeligt, at de unge mennesker skulle melde sig til fronten. Selv om der var specielle danske enheder, så kunne man opleve frivillige danskere i så godt som alle store enheder. I Luftwaffe var der 317 danskere og i Marinen var der 356.
De ca. 6.000 danskere fyldte ikke meget i en hær på en kvart million. De fleste fra Det Tyske Mindretal blev sendt til Division Todenkopf eller 1. SS – Brigade. Og Todenkopf leverede personale til KZ – lejrene.
Hvervningen var fuld lovlig under det meste af besættelsen. Det foregik efter en form for regerings – godkendelse. Regeringen var også klar over de ting, der foregik fra NSDAP – N´s side nede i Sønderjylland.
Derfor meldte de sig
I La Cour´s storværk Danmark under besættelsen, som udkom i 1946 – 1947, blev de frivillige inddelt i fire grupper:
Dette er typisk for den litteratur, der kom lige efter besættelsen. Undersøgelser har vist, at det var et bredt udsnit af den danske befolkning, der meldte sig. Selvfølgelig var der mange fra Det Tyske Mindretal og DNSAP. Faktisk så blev 44 frivillige fra Frikorps Danmark hjemsendt på grund af deres kriminelle fortid.
KU var på udflugt til Dachau
Hvordan var det i Danmark den gang? Meget interessant er det, at DNSAP ved Folketingsvalget fik seks gange så mange stemmer, som de havde medlemmer. I 1943 var der over 20.000, der stemte på DNSAP uden at være medlemmer. På et tidspunkt havde partiet 43.000 medlemmer.
Danske KU’er besøgte Dachau – lejren. De udtrykte stor begejstring især for den orden og systematik, der prægede stedet. Organisationen flirtede også med nazismen, og fik ret så mange tilhængere – 30.000 voksede KU til – dengang.
Højskole – idrættens førstemand, som mange så op til, hentede sin inspiration hos Hitler. Vi vil senere bringe en artikel om ham. Og i Jyllands Posten blev der udtrykt forståelse for det der skete under Krystalnatten. Flere jøder i Danmark blev chikaneret, blandt andet sangerinden Raquel Rastenni.
Stauning ville internere kommunister
Stauning gik ind på de tyske krav, at afbryde de diplomatiske forbindelser til Sovjet. Endvidere gik han ind på kravene om at internere navngivne kommunister. Dette var imod den danske
grundlov. Ja den danske regering ønskede endda tyskerne held og lykke med deres krig mod Sovjet og håbede, at tyskerne vandt. Tyskerne stillede ingen krav om, at danskerne skulle stille med en styrke. Trods dette blev Frikorps Danmark oprettet.
Nationale legioner
SS- Wiking skulle have tre regimenter, tyske Germania, skandinaviske Nordland og hollandske Westland.
Man dannede nationale legioner, henholdsvis Den Norske Legion og Frikorps Danmark. Bevæbnet med mindre våben, blev nordmændene sendt til Leningrad i det tilfrosne Rusland. Her tilbragte de 18 måneder i kamp mod russerne i noget, der lignede første verdenskrig. Danskerne fik det endnu værre. De blev sendt til for at forstærke SS – Todenkopf – divisionen i Demyansk.
For Danmarks ære, for vort folks frihed
Landsmændene i Wiking blev uddannet og forberedt til fronten. De var med i Operation Barbarossa – invasionen af Sovjet. De var med i erobringen af Ukraine. Tæt ved eventyrbyen Astrakham ved Det Kaspiske Hav blev skandinaverne standset.
De nordiske nationale legioner blev mere eller mindre tømt for mænd, utilfredse og udmattede. Legionærerne blev tilbudt at melde sig ind i SS Nordland. I begyndelsen var det kun 480, der meldte sig til Frikorps Danmark:
Ja sådan fastslog oberstløjtnant C.P. Kryssing formålet med Frikorps Danmark. Og den fælles fjende var Bolsjevikkerne.
Bevilliget orlov
Kryssing blev ikke fyret fra den danske hær. Han fik bevilliget orlov lige som de andre danske officerer, der tilsluttede sig korpset. Den danske regering fastslog også, at der ikke måtte ligges hindringer i vejen for dem, der ville tilmelde sig korpset.
Desuden åbnede man statsradiofonien for korpsets hvervepropaganda Således fik Kryssing for åben mikrofon lov til at tale om Den Moderne asiatiske fare. Så sent som i april 1943 fik K.B. Martinsen lov til i æteren at skamrose Frikorps Danmark De endte med, at være 1.164 mand. Korpset var efterhånden i krig med sig selv. Og Kryssing endte med at blive forflyttet fra korpset. Mange af korpsets officerer udmærkede sig dog andre steder. Han opnåede selv som ikke – tysker, at være den første, der blev udnævnt som general i Wermacht. Det skete, da han blev udnævnt som leder af den 9.000 mand store Oranienbaum.
Kryssings ledelsesstil var gammeldags og aristokratisk. Han mistede efterhånden overblikket. Der fremkom masser af tyveri og også drikfældigheden bredte sig.
Schalburg stabiliserede korpset
Von Schalburg blev udnævnt som leder. Han blev dekoreret med jernkorset, og som SS – Sturmbannführer overtog han kommandoen over Nordlands 1. bataljon. Ikke overraskende overtog han kommandoen over Frikorps Danmark. Fra en usikker organisation forvandlede han korpset til en sikker organisation forstærket med 10 erfarende tyske officerer som instruktører.
Danmark havde nu tre infanteri – kompagnier og et kompagni med tunge våben. Efter at have meldt sig klar, blev korpset sendt i krig fra dag et.
Mindehøjtidelighed transmitteret i statsradiofonien
Kommandøren von Schalburg blev dræbt under et angreb og en nær ven fra Finlands – krigen K.B. Martinsen overtog straks kommandoen. Von Schalburg fik en heltebegravelse i Danmark og blev begravet med fuld militær honnør. Han blev martyr for de danske nazister. Mindehøjtideligheden i forbindelse med von Schalburgs død blev også transmitteret i Statsradiofonien. Og det gjorde såkaldte ønskekoncerter også i forbindelse med Frikorps Danmarks orlov.
Både statsminister Buhl og udenrigsminister Scavenius deltog sammen med ledende SS – folk i mindehøjtideligheden.
En uheldig parade
I København gik Frikorps Danmark i en velkomst – parade, hvor flere hundrede mennesker deltog. Mange steder på turen blev soldaterne mødt med tilråb og ukvemsord. Under marchen opstod der mange episoder. Således blev en tilskuer ramt af en bajonet. I den tid Frikorps Danmark havde orlov opstod der en del episoder rundt om i landet. Det var belært af de dårlige erfaringer sidste gang, at korpset på samme tid holdt orlov.
Efter et par uger med planløse aktiviteter ved Lovat tog Berlin beslutningen, at Frikorps Danmark skulle opløses. Martinsen var taget hjem for at oprette Schalburg – korpset. Frikorps Danmark blev officielt opløst den 20. maj 1943 efter lidt mindre end to års levetid. En anden dato er nævnt, nemlig den 6. juni, hvor Felix Steiner selv deltog ved en parade. Danskernes tab
var ni officerer, 17 befalingsmænd og 133 menige, foruden talrige sårede. Frits Clausen protesterede voldsom mod beslutningen.
I februar 1943 begyndte i Bad Tölz et seks måneders kursus målrettet til udlændinge , herunder danskere. SS – Panzergrenadier – Regiment 24 Danmark bestod således af danske frivillige. 1.896 danskere havde meldt sig for livstid til DNL og Frikorps Danmark.
Nordland
Nordland blev betragtet som en stærk pansergrenader – division. Viking blev i Nordland sluttet sammen med deres landsmænd. Og egentlig var det i det besatte Jugoslavien at Nordland blev oprettet og folkene uddannet. Den skulle være en af tre elite – divisioner i det netop grundlagte 3. Germanske SS – Panserkorps under kommando af den berygtede Felix Steiner.
Nordland blev reddet fra en usikker skæbne af en tilbagetrækningsordre, der førte dem tilbage til Tyskland, hvor mændene fik til opgave at forsvare de østtyske provinser, Pommern og Østprøjsen. Oppe i Nordtyskland deltog Nordland sammen med andre europæiske kampfæller i en offensiv , hvor de prøvede at trænge de russiske styrker tilbage. Men russerne smadrede de angrebene. Efterhånden bestod Nordland kun af 1.089 danskere. Dem, som ikke undslap russerne, endte i de berygtede Gulag – lejre. De danskere, der var med i Viking måtte sætte kursen mod de ventende amerikanere eller englændere.
Under krigen skete det også, at de mange danskere efterhånden nedlagde våbnene, andre tilsluttede sig det paramilitære Schalburg – korps, nogle gik mod nord og forsøgte at hjælpe finnerne, og andre danskere deltog i andre af Waffen – SS mange grupperinger.
Den Danske Brigade
Omkring 5.000 danskere var flygtet til det neutrale Sverige og havde med myndighedernes accept dannet den såkaldte Danske Brigade. De ville vende tilbage til Danmark, når tiden var moden. I historiebøgerne er der lutter ros til brigaden, men vi har tidligere her på siden dokumenteret, at de i hvert fald i et tilfælde har deltaget i en stor løgn ved grænsen. Måske er der flere lig i lasten. Vi har via vores kontaktmand forgæves forsøgt at få en forklaring fra Den danske Brigade. Da det nu åbenbart ikke mere er mulig for os, at få tilgang til de arkiver, hvor der er noget at komme efter, har vi vendt blikket mod britiske arkiver.
Den Danske Brigade påtag sig en politimyndighed, som de måske ikke havde. Vi har tidligere i artikler beskrevet brigadens forhold til englænderne ved grænsen.
Heller ikke i Fårhuslejren var Den danske Brigade særlig populær. Her blev de kaldt Reservesvenskere og Frihedsberøver. Ifølge erindringer kunne de om natten finde på, at trække fangerne op af sengen og lade dem halvnøgne kravle rundt i gangene afvekslende med kolde styrtebade. Fangerne måtte i timevis stå ret i gården i bagende solskin. Mange andre chikanerier berettes det også om. Undertegnede har set historikere benægte, at dette skulle være forekommet.
100.000 danskere i Tyskland
I foråret 1943 arbejdede ikke mindre end 100.000 danskere i Tyskland. Mange af disse var beskæftiget i våbenproduktion. Også herhjemme deltog mange i befæstningsarbejde for tyskerne. Det man så glemmer at fortælle i historiebøgerne er, at mange var tvunget til dette af deres A – kasse med regeringens accept. En ide opstod hos Himmler at rekruttere nogle af disse til Waffen SS. Men kun 119 danskere meldte sig. Holdningen fra danskerne side var efterhånden, at man ikke accepterede kollaboration med våben men godt kunne acceptere økonomisk kollaboration dog med begrænsninger. Således var det ikke den store modstand mod, at man hjalp tyskerne med at opbygge befæstnings – anlæg ved vestkysten.
Juridisk dilemma
Da krigslykken var vendt stod den danske regering over for et juridisk dilemma. Det oprindelige Frikorps Danmark var officielt blevet godkendt. Danskerne havde modtaget begrænset, men dog alligevel afgørende opmuntring fra deres egen regering til at gøre tjeneste for tyskerne. Frikorpsets allerførste kommandant C.P. Kryssing havde kun påtaget sig denne rolle, efter at han
var blevet bedt om det af regeringen.
Var danskerne tilbageholdende?
I historiebøger bliver danskernes indsats beskrevet som tilbageholdende. Ligeledes har undertegnende endda set, at ingen fremmed magt har bedt Danmark om, at udlevere en krigsfange
til retsforfølgelse. Dette er ikke korrekt. Danskerne var hverken bedre eller dårligere end andre nationaliteter. Således nedbrændte Regiment Danmark landsbyer og partisaner i Jugoslavien. Og også i KZ – lejre har danskere fungeret som bødler. Og ja, mange danske firvillige vidste, hvad der foregik under krigen. Måske kendte de ikke til de systematiske mord i udryddelses – lejrene.
Danskere har også befundet sig i det såkaldte Einsatz – grupper. Disse grupper stod for bizarre og uhyggelige episoder under krigen. Frivillige fra Wiking var også med i direkte nedskydninger af jøder. Således også danskere. Af breve fra fronten kan det ses, at mange danskere tilsluttede sig jødernes udryddelse.
1.200 ”idioter” blev skudt
Da Frikorps Danmark befandt sig på en kasserne, fik de at vide, at få at gøre plads havde SS nedskudt 1.200 patienter, såkaldte idioter. I 1942 kunne justitsminister Thune Jacobsen berette om danskere, der havde været med til nedskydning af 30.000 jøder. Det skulle være foretaget af medlemmer fra Frikorps Danmark.
Division Todenkopf opholdt sig i længere perioder i Warszawa. Det var den division, som medlemmer af Det Tyske Mindretal blev overført til. De har næppe kunnet undgå at bemærke den store ghetto i byen, hvor indbyggere levede en kummerlig tilværelse omgivet af pigtråd. Med jævne mellemrum, blev der skudt til måls efter jøderne i ghettoen.
Ure – fra hvem?
Og danskerne i Division Nordland stillede sig vel også selv nogle spørgsmål. Hvor kommer disse ure fra? De blev nemlig betænkt med 750 lommeure, 115 vækkeure og 140 armbåndsure, som stammede fra KZ – lejr Oranienburg. Her lå en samling på 27.000 ure stammende fra de jøder, der var blevet myrdet. Den mest racistiske film, der nogensinde er fremstillet – Der Ewige Jude blev forevist for de danske frivillige. Mange danskere mente, at det var en god film, der på fin vis viste problematikken omkring jøderne. I breve omtalte de filmen, som en god film.
Vi bliver behandlet som polakker og jøder
Der var kort proces, når man deserterede og blev snuppet. Man blev dømt til døden for faneflugt. Det skete også i Frikorps Danmark. Og det var sjældent, at myndighederne fik kendskab
til dette. Havde man fortrudt, at man havde valgt at gå ind i Waffen SS og nægtede at aflægge ed, så var det lige til en KZ – lejr. Og i breve herfra kan man læse:
Mediernes holdninger ændrede sig
Mediernes holdning forandrede sig ligesom befolkningens efter krigslykken. Til sidst fordømte medierne Landsforræderne. Men i 1941 var Børsen positiv og også Kristelig Dagblad. De skrev således den 8. juli 1941:
Chikaner
Chikaner opstod. Således havde en familie fra Det Tyske Mindretal mistet to af deres pårørende. Foruden sorgen måtte familien finde sig i konstant chikane med had og spot fra de dansksindede. Familier til medlemmer af Frikorpset blev efterhånden også chikaneret. Statsminister Buhl lovede tyskerne, at det ville blive skredet ind over for chikane mod familierne i Danmark.
Lov med tilbagevirkende kraft
Den danske ordning var en lov, der blev hastet igennem i slutningen af maj 1945. Man tilbagekaldte den oprindelige beslutning, om at tillade frivillig tjeneste og kriminaliserede den med tilbagevirkende kraft. I alt 15.724 danskere blev arresteret for en eller anden form for samarbejde. 3.641 kom i fængsel i mere end fire år. Og af disse mistede 2.936 deres borgerlige rettigheder. Men vores undersøgelser tyder på, at folk med mindre straf også var udsat for, at deres borgerligere rettigheder mere eller mindre blev frataget dem Kigger vi nøje efter blev hele 40.000 danskere i kortere og længere tid anholdt i kortere og længere tid af Modstandsbevægelsen. Arrestationerne førte i nogle tilfælde til mishandlinger og drab. Trusler og tæv hørte til dagens orden. Der tales om 25 drab i forbindelse med befrielsen, men tallet er langt større.
Dødsstraffen blev genindført. 112 domme blev afsagt og 46 af disse blev eksekveret. En af dem, der blev henrettet var K. B. Martinsen.
Syndebukke for stemningsskift
Mange af de dømte, følte sig som syndebukke for et stemningsskift, der langsom havde bredt sig i befolkningen. 1.500 fra Det Tyske Mindretal tjente i løbet af krigen i Waffen SS. I Deutsche Jugendschaft prædikes det for at krigstjeneste var en pligt man skyldte sit folk. Man skønnede, at der i 1942 var ca. 6.000 våbenføre mænd i Det Tyske Mindretal. Senere da det viste sig,
at der ikke var nok soldater blev skønnet forhøjet til 7.000. men hovedparten meldte sig aldrig. Frem til 1944 havde alt i alt 2.000 tysksindede meldt sig. I Februar 1944 kunne man i Nordschleswigsche Zeitung læse om en opfordring til at alle medlemmer i årgangene fra 1909 – 1926 opfordredes til at gå ind i Tyskernes kamp for livet. Men aktionen forblev en fiasko.
I forhold til deres sociale og kulturelle baggrund adskilte de frivillige fra Det Tyske Mindretal sig i forhold til de rent danske frivillige. Men denne problematik ville de danske myndigheder ikke tage stilling til i retsopgøret.
1200 danske statsborgere havde mistet livet, 1.300 var hjemsendt, såret eller invalideret. 56 danske krigsfangere omkom i russiske krigsfangelejre i tidsrummet 1942 – 1950.
Kryssings familie led stor overlast. Selv blev han idømt fem års fængsel. Han følte sig meget uretfærdig behandlet af den danske regering og døde i Haderslev den 7. juni 1976. Tyskerne nægtede i 2006 at udlevere Søren Kam for mordet på Carl Henrik Clemmensen. I 2009 figurerede han på en krigsforbryder – fortegnelse i The Times. Men selv om han var eftersøgt af de danske myndigheder tog han på ferie i Danmark uden at det skete ham noget.
Poul Sommer fik bevilliget orlov af det danske marinekorps, så han kunne fortsætte i Luftwaffe. Her blev han nærmest en helt – 29 nedskydninger. Da han kom hjem til Danmark, indtrådte han ikke i hæren, men blev leder Sommer – korpset, som var et vagtselskab, der beskyttede flyvepladser.
Kilde: Se
Hvid du vil vide mere:
Redigeret 6 – 10 – 2021