Artikler
August 27, 2014
En diskussion om tosprogede vejskilte fik bølgerne til at gå højt i det sønderjyske. Tre år senere kom et forslag om et mindesmærke for Bismarck. Pludselig skulle vi mindes, at mindretallet var stikkere. Gamle sønderjyder krævede sønderjysk kirkekunst tilbage og meget mere. Normalt lever man side om side i fredelig sameksistens med respekt for hinanden. Men er der noget, der ulmer i overfladen. For historisk har Det Tyske Mindretal ret. De var her allerede i det 14. og 15. århundrede. Og i Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog.
Masser af artikler
Vi har her på siden haft en del artikler om det dansk – tyske forhold. Noget af dette har været selvoplevet, andre ting har familien oplevet. Vi har altid fået mange reaktioner på artiklerne, og de er kommet både fra dansk og fra tysk side. Mange af artikler er fra
Se en oversigt over artikler i slutningen af denne.
Kan man være neutral?
Ja egentlig har vi fortsat artikelserien med egne oplevelser under min opvækst i det sønderjyske, og efterfølgende, hvor Thomas fortsatte på Det Tyske Gymnasium, og hvor Rasmus gik på Den Tyske Skole i Padborg, hvor jeg blev beskyldt for, ikke at agte det danske flag af et socialdemokratisk byrådsmedlem i Bov Kommunalbestyrelse. Det er altid let for kritikere af ens synspunkter, at påstå, at man ikke kan være neutral. Men undertegnede havde også problemer med den tyske skole i Padborg, men også det har vi beskrevet andetsteds.
I vores efterforskning efter historiske sandheder i og omkring besættelsestiden er vi stødt på forhindringer, der kan relateres til det nationale sindelag. Men kan det virkelig forholde sig sådan?
I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog
Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København – Bonn erklæringen. Og Det Tyske Mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.
Man håbede på grænserevision
Det Tyske Mindretal troede, at nationalsocialismen ville foretage en grænserevision. Deres støtte førte til, at 3.000 medlemmer af Det Tyske Mindretal blev interneret. Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund Deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920.
Det Tyske Mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitlers magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.
De danske sønderjyder opfattede Det Tyske Mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.
De nordiske racer var blodbeslægtet
Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk – germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det Storgermanske Rige, men man ville lige vinde krigen først.
Mindretal følte sig forfulgt
Det Tyske Mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske Belästigungen. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.
Nazificeringen fortsatte i skolerne
Nazificeringen af Mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i Mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best. Og andre nazistiske ledere.
Tiden efter 1945 var svær
Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.
Tab af almen tillid
De borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, Tab af almen tillid. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af Mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.
En anden udgave af Det Tyske Mindretal
Der var også en anden udgave end den nazificerede del af Det Tyske Mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit. Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i Det Tyske Mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.
Vanskelige tider for Den Tyske Skole
De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for Det Tyske Mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste Mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt. I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genaansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.
De skal nyde samme rettigheder
Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmarks forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:
Alle den danske stats fremtidige borgere skal behandles efter samme liberale og demokratiske principper og skal nyde de samme rettigheder. Heraf følger således, at det Tyske Mindretals ret til at bruge deres eget sprog bliver respekteret. De delegerede konstaterer navnlig, at den frie skole er et princip, som altid er blevet fulgt i dansk lovgivning.
Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjydske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig.
De mistede alt
I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet. Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra Det Tyske Mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede.
Blev konfirmeret på kro
Det første tyske konfirmandhold efter besættelsen i 1948, måtte konfirmeres på en kro i Tinglev. Dette blev selvfølgelig til en vittighedstegning i det satiriske blad Æ Rummelpot. Man ser præsten stående bag bardisken iført præstekjole. Ja og så med hagekors om halsen.
København – Bonn erklæringen
København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri. Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må bestrides eller efterprøves.
Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.
Den Slesvig – holstenske landdag havde allerede i Kiel – erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for Det Danske Mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.
Er de tyskere?
Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også synnejysk.
Indtrykket er dog, at de unge fra Det Tyske Mindretal føler sig både tyske og danske på en gang.
En stor organisation
Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter, og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m.
Kig dog på historien
I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.
Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter. Det er besynderligt, at man stadig kalder dem for indvandrere eller dårlig integrerede? Har de ikke lige så store krav, som vi har? Langt senere kom mange af embedsmændene til de kongerigske enklaver som tilflyttere.
Debat om tosprogede vejskilte
I 2007 blussede der pludselig der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte op. Forslaget kom fra Det Tyske Mindretal. Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920.
Fra Mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs – og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det Tyske Mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.
Turister, grænsependlere og historien
Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst. Turister, grænsependlere og historien.
Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlanges skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.
Stikpiller til historien
Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde Det Tyske Mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer. Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt Det Tyske Mindretal var adskillige stikkere under Besættelsestiden.
Man kræver kirkekunsten tilbage
Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland.
Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler – politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.
Normalt leves der i fredelig sameksistens
Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen. Når Mindretallet får deres krav igennem, vil det sikkert også ske overmalinger. Det Tyske Mindretal i Sønderjylland har ældgamle rødder på godt og ondt.
De tysksindede i dag har ikke noget med nazismen at gøre!
Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.
Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?
Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.
Flensborg Byråd synes, at det er en god ide
Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosprogede skiltning i Flensborg. Det var Det Danske Mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by at have så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.
Mindesmærke for Bismarck?
I 2010 forslag Der Nordschleswiger, at vi skulle mindes Bismarck. Der var kommet noget frem om Kongen og Det Tyske Forbund. Men det var nu ikke en nyhed. (Se Artiklerne: Begik Kongen Højforræderi? Og Knivsbjerg – nord for Aabenraa). Det var som bekendt, Bismarck, der sørgede for, at Sønderjylland var under tysk/prøjsisk styre fra 1864 til 1920. Som bekendt blev det store mindesmærke på Knivsbjerg sprunget i luften i 1945.
Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg
I den forbindelse er der stadig mange Flensborg – borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve.
Diskriminering og forskelsbehandling
Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra Det Tyske Mindretal sige:
Når vi sidder ned, taler vi sønderjysk, og når vi står op, taler vi tysk.
Delstarten i Slesvig – Holsten besluttede den 26. maj 2010, at de danske skoler fremover kun ville modtage 85 pct. i stedet for 100 pct. tilskud. Dette blev i den grad opfattet som diskriminering og forskelsbehandling.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk og FB Dengang
Under Sønderjylland
Under Aabenraa
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Tønder
Under Højer
Under København
www.dengang.dk indeholder i alt 116 artikler fra – før, under og efter Besættelsestiden.
August 27, 2014
Man hjemkøbte hagekors – flag. Mindretallet troede, at grænsen skulle flyttes. SK blev lanceret som sportsforening, men var en militaristisk forening. Selbstschutz blev oprettet efter et sabotageangreb i Aabenraa. Zeitfreiwillige blev oprettet for at forhindre, at de unge blev kanonføde. Men det var en horn i siden på de dansksindede. Kun 2.000 fra det tyske mindretal meldte sig til fronten. En tysk erhvervsorganisation scorede masser af penge ved at arbejde for tyskerne. Det var stor risiko for modstandsbevægelsen, og Gestapo var særdeles effektive i det sønderjyske. Lige før og efter Besættelsestiden var der kaotiske forhold hernede.
Nazisterne kommer allerede i 1936
I 1936 kunne politiadjudanten for de sønderjyske landsdele. Amtmand Kr. refslund Thomsen i sin indberetning til ministeriet berette følgende:
I Dag kan man for Alvor sige, at Tyskerne i deres Bestræbelser lade haant om de statslige Grænser. Nu er det tyske Myndigheder, der dikterer, hvorledes Mindretallet hos os skal optræde.
Mange tyskere og tysksindede havde følt sig bortdømt i 1920. Med nazisternes overtagelse øjnede man chancerne for at få grænsen op til Kongeåen igen. Man første at agitere for dette, særlig over for bønderne i Sønderjylland, der var i krise efter Genforeningen.
16 pct. tilslutning
Det Tyske Mindretal havde en tilslutning på 40.000 ud af en samlet befolkning på 185.000. Man håbede, at få tvivlerne over på deres side. En stor kampagne blev sat i gang. To hundrede unge mænd fra Den Nazistiske Førerskole i Plön kom til landsdelen, officielt for at holde ferie. Men de skulle hjælpe til i agitationen. Man håber på, at få fire folketingsmandater. Men fremgangen var ret så beskeden – fra 15,5 til 15,9 pct.
I skal være loyale over for den danske stat
Umiddelbart efter krigsudbruddet udtalte lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller:
Det Tyske Folks Kamp er ogsaa vores Kamp, dets Tro er vor Tro, og dets Styrke er ogsaa vores Styrke. Vi bekender paany vor urokkelige Solidaritet med Folk, Fører og Rige overfor Tysk og Dansk Offentlighed. Tyske Folkefæller, bevar Disciplin og Besindighed og afvent Partiledelsens Anvisninger.
Da den danske presse kritiserede, Jens Møller for denne udtalelse, opfordrede han efter et par dages forløb til,
at alle i denne alvorlige Time at forholde sig loyale overfor den danske stat.
Også den tyske avis skulle tage ansvar
Da de tre gendarmer blev skudt i Padborg, bredte det sig et rygte, at det var medlemmer af Det Tyske Mindretal, der havde stået bag mordene.
På et pressemøde i Deutsches Haus, hvor våde dansk og tysk presse var inviteret, forklarede en tysk kaptajn beklagede, at nogle af hans folkefæller havde forløbet sig. Man ville ikke fremover tolerere provokationer. Henvendt til redaktøren af Nordschleswigsche Zeitung, Harboe Kardell sagde han:
Det bliver Deres opgave at bevare roen hos deres folkefæller, så der ikke opstår nogen misforståelse, som det er de øvrige herrers opgave at bidrage til at bevare ro og orden.
Der blev hjemkøbt hagekors – flag
Den danske befolkning havde i stilhed planlagt Genforeningsmøder. Bladene havde fået at vide, at de ikke måtte omtale disse møder, og ved middagstid fik alle foreninger gennem radioen at vide, at alle møder var blevet aflyst.
Dette gav anledning til en del uro. Og mere uro blev det, de følgende dage, da der gik rygter om, at Hitler på Versaillesdagen den 28. juni ville erklære alle traktatens bestemmelser for ophævet, hvorved Kongeå – grænsen blev genindført.
Masser af flagstænger blev transporteret til de tysksindedes hjem, og syd fra blev der bragt masser af Hagekors – flag herop. En købmand fra Sønderborg annoncerede den 22. juni i Bild:
Hagekorsfaner 70 x 100 cm, paa Lager. Større Faner efter Bestilling
Dagen efter blev der holdt en masse tyske møder rundt omkring i landsdelen. Forventningerne var store. I Aabenraa udtalte formanden for SK, Jepp Schmidt fra Løjt Kloster:
Vi er blevet paa vor Post. Vi har udført vort Arbejde og er parat til ogsaa at gøre det i Fremtiden her i vor Hjemstavn, hvor Uretten fra Versailles endelig bliver fuldstændig fjernet.
Og gårdejer Deichgreber udtrykte det på den måde:
Den klippefaste Tillid til vores Fører deles ogsaa af de Tyske Nordslesvigere, vel vidende, at deres Hjemstavn kun har en Fremtid i den snævreste Forbindelse med det Tyske Folk.
Diskussionen forstummede
Det var et lammende slag, da partiledelsen et par dage efter kunne meddele, at offentlig flagning med Hagekorsbannere var forbudt. Diskussionen om grænseflytningen forstummede, men blev snart rejst igen.
Fjender i afregningens time
Men i Nordschleswigsche Zeitungs, Unsere Stimme var der ikke noget der forstummede. Her gav overløjtnant P. Larsen fra Løjt den fuld skrue. Har blev danskere i fuld navns nævnelse truet med, at de blev behandlet som fjender i afregningens time.
Militant forening forklædt som sportsforening
Da nazismen havde sejret blev der i Sønderjylland oprettet SA – afdelinger. Man skulle aflægge ed på Hagekors – banneret. Og medlemmerne skulle deltage i militære øvelser. Men det danske uniformsforbud spændte ben for SA’s planer. I stedet blev medlemmerne opfordret til at melde sig ind i Schleswigsche Kammaradenschaft . Det var en sportsforening, som havde terrænsport som hovedformål. Men egentlig var foreningens formål det samme som SA. Medlemmerne mødte da også op i ens påklædning. I begyndelsen af 1940 var der ca. 1.400 medlemmer.
Den 9. april var det da også SK, der stod parat. De stod også parat til vidtgående aktioner, hvis det var krævet. Og det var en skuffelse for dem, at de ikke blev brugt.
Trodsede forbud
I begyndelsen var det Landsretssagfører Clausen fra Løjt, der var leder. Organisationen blev straks mere aktiv, da Peter Larsen fra Skovby overtog ledelsen. Det var stadig frivillig, men Partiet forventede, at enhver sund ung Mand i Alderen op til 35 aar gør sin Tjeneste i S.K.’s rækker.
Den 23. juni 1941 manifisterede den aktive ånd sig i en demonstration, hvor 5 – 600 mand i deres smukke Tjenesteuniformer marcherede gennem Sønderborgs gader. Man trodsede simpelthen forbuddet mod demonstrationer og uniformsforbud.
Samtlige geværer må medbringes
Foreningens militære karakter understreges af, at man oprettede 6 Rytteriafdelinger, sanitetskolonner m.m. Gennem annoncer sammenkaldte man til Førerkursus i Tinglev den 17. august. På programmet var Excercits, Våbenlære og Skydelære. Man gjorde dog opmærksom på at
Samtlige Geværer maa medbringes
Hejmdal: Skal vi finde os i alt
Bladet Hejmdal så med stigende uro på aktiviteterne. De tog bladet fra munden og skrev en leder under overskriften Skal vi finde os i alt:
Vi ønsker en Forklaring paa, hvad egentlig Meningen er med S.K. Organisationen. Vi har sagt det før, og vi gentager det: ”Den Danske Befolkning kan kun faa det Indtryk, at man fra Hjemmetysk nationalsocialistisk Side er i Færd med at uddanne en væbnet Styrke, en ren og skær Borgerkrigshær til Anvendelse i en given Situation mod denne Landsdels danske Befolkning, der som bekendt udgør 85 pct. af Befolkningen. Det er en meget farlig Vej, man her betræder. Den begynder med grov Krænkelse af gældende dansk Lov. Man bryder sig fejl om Forbudet mod at bære Uniform, man lader haant om Forbudet mod Optog og Demonstrationer, man tilsidesætter forbuddet mod at være i Besiddelse af Skydevaaben.
Bladet spørger videre, om der er to love i dette land, og hvor det danske politi var. Man mente, at Det Tyske Mindretal ikke har vist respekt over for gældende lov og påbud.
Man må ikke fratage vores frihed
Svaret lod ikke vente på sig. Det kom dagen efter i Nordschleswigsche Zeitung. Her svarede overløjtnant P. Larsen, at Danmark havde garanteret Mindretallet deres frihed og folkelige liv, og han sagde endvidere:
Den, der forbyder det tyske Mindretal denne Tjeneste i Terrænet, i Skydesport, i Kolonnetjeneste, i Marchen, fratager os en væsentlig Del af vor Frihed. S.K. fik lov til skydeøvelser efter de regler, der også gjaldt for Danske Skytte, Gymnastik og Idrætsforeninger. De fik også lov til at bruge:
Sportsbeklædning: Lange støvler, sorte bukser og skihuer
en til Formaalet egnet Sportsbeklædning
Det havde man så forstået som lange Støvler, Sorte Bokser og skihuer
Hvad var SK’s rolle?
Man fik ikke rigtig en afklaring om S.K.’s rolle. Men det vakte dog nogen uro, da Jens Møller kunne fortælle, at S.K. var
Et Organ til Aktiv Indsats for Partiets Arbejde for en Grænseregulering
Fra S.K.’s rækker blev der hentet civilarbejdere til militære anlæg. Og selv om korpset eller nærmere i foreningen endnu i 1943 havde 1.700 medlemmer, så var det i dette år begyndende opløsning i rækkerne. 1941 havde nok været det mest betydende år.
Uddannelse til Hjemmeværn?
På foranledning af det tyske mindretal, blev der kort efter besættelsen holdt en række uofficielle sessioner, hvor tyske officerer og militærlæger medvirkede. De udskrevne blev sendt til uddannelseslejre i Klagenfurt i Østrig og Sennheim i Elsass. Nu var det ikke kun folk fra mindretallet, der deltog i disse sessioner, men også unge nazister fra kongeriget. Men hvad formålet med uddannelsen var, svæver lidt i det uvisse. De frivillige mente selv, at de skulle danne et slags Hjemmeværn, der skulle gøre polititjeneste i landsdelen, når Nordslesvig skulle indlemmes i Tyskland.
Første udskrivninger til hjemmeværnet
De første udskrivninger til Værnemagten fandt sted først på året i 1941. I september 1941 bragte Nordschlewigsche Zeitung en Ehrentafel på 21 faldne. I løbet af de næste par måneder steg antallet af faldende stærkt.
Det kneb i begyndelsen med tilmeldingerne, og det fik Jens Møller til at opfordre de unge til at melde sig. Det var den 10. februar 1942. Senere kom han på andre tanker.
Ikke alle frivillige var medlem af Det Tyske Mindretal
I maj 1944 oplyste Jens Møller, at der var 2.000 fra Det Tyske Mindretal der havde meldt sig. Dertil var der 4.000 der deltog i krigsvigtigt arbejde nord – og syd på. Passer dette tal m.h.t. frontfrivillige må den overvejende del af frivillige være kommet fra det øvrige Danmark. Diverse historikere har fortalt os, at det var medlemmer af det tyske mindretal, der havde stået for den væsentligste del af de frontfrivillige.
Zeitfreiwilligen
Jens Møller havde skabte nogle hjemlige korps, som blev godkendt af Berlin. Han ville ikke blive ved med at udsætte de unge ved fronten for kanonføde. Derfor oprettede han i første omgang Zeitfreiwilligendienst. Egentlig var denne tjeneste kun beregnet for tyske statsborgere i Danmark. Denne tjeneste blev udvidet med danske statsborgere i begyndelsen af 1943. De skulle træde i funktion til beskyttelse af depoter og vigtige virksomheder.
Møller havde forklaret, at det var General Hanneken, der havde ønsket, at korpset i tilfælde af generalstrejke skulle kunne betjene Gas -, Vand og Elektricitetsværker i Nordslesvig og evt. Jylland.
Uklare meldinger
Der forelå forskellige meninger om, hvad dette korps i grunden skulle beskæftige sig med. Der var uklare meldinger om korpsets afgrænsning. Således kom der en instruks fra Aabenraa om, at dette korps straks skulle melde ekstraordinære hændelser som mistanke om sabotage og spionage, faldskærmsnedspring m.m. Man måtte ikke involvere danske myndigheder.
Mundtlig tilkendegivelse af den danske regering
Jens Møller har udtalt, at han gennem præsident Kanstein havde fået en mundtlig tilkendegivelse fra den danske regering til oprettelse af dette korps. Men dokumenter om sådan en forhandling kan ikke findes.
Man blev nærmest tvunget
Der var ikke begejstring i mindretallet for dette korps. Man var ikke interesseret i at udfordre den danske befolkning yderligere. Man måtte derfor gå hårdt til værks. Alle mellem 17 og 60 år blev opsøgt, hav enten man var tilknyttet partiet eller ikke. Partimedlemmer blev truet med eksklusion, hvis de undslog sig. Efterhånden havde man samlet 13 – 1.400 medlemmer. Dette pres tog man dog ikke hensyn til i retsforfølgelsen efter krigen.
Den 29. august 1943 blev korpset indkaldt og benyttet til vagttjeneste ved afspærring af byerne, til patruljering og andre ting. Dette skabte en voldsom reaktion i den danske befolkning i Sønderjylland. Man hævdede, at det var en fejltagelse. Men Zeitfreiwillige var igen i aktion under strejkerne i efteråret 1944.
Den 19. april 1945 blev alle Zeitfreiwillige sendt hjem.
Desutscher Selbstschutz
Den 16. februar 1944 opfordrede Jens Møller til, at hans folkefæller meldte sig ind i Deutscher Selbstschutz. Anledningen var sabotagen mod Callesens Maskinfabrik i Aabenraa.
Fra det tyske mindretal lød følgende opråb:
I de sidste Uger har nu Sabotører, der faar deres Instruktioner fra Rigets Modstandere, fra Europas Fjender, forlagt deres Virksomhed fra det gamle Land til Nordslesvig, de har bragt Uro ind i vort Grænseland og dermed udløst en Udvikling, hvis Konsekvenser de højst sandsynlig ikke kan overse. Overfor Folkegruppens Pacificeringsbestræbelser sætter de deres Terror, De har paabegyndt en underjordisk Krig mod Folkegruppen, uden at der hidtil er bleven denne tilstrækkelig Beskyttelse til Del fra de danske Sikkerhedsorganer. Det er mildt udtrykt, naar vi fastslaar, at Tilliden til det danske Politi i de sidste Ugers kritiske Dage har lidt et stort Skaar.
Sort uniformering med pistol
Denne nye organisation blev overdraget til Overløjtnant Larsen. De begyndte deres virksomhed i foråret 1944. Dens medlemmer patruljerede bevæbnede med pistoler og iført sorte uniformer på gaderne om natten for at beskytte vigtige virksomheder og våge over førende tyskers sikkerhed. I alt meldte der sig 500 til tjeneste. Men kun 150 – 200 blev taget i brug og fik udrustning. Egentlig fik Deutscher Selbstschutz ikke den store betydning.
Den tyske erhvervsorganisation
Af de andre tyske organisationer er det i hvert fald grund til at nævne en enkelt. De store arbejder, som den tyske Værnemagt satte i gang, betød økonomiske fordele for mange. Dette samarbejde blev sat i faste rammer. Det skete gennem en videreudvikling af de erhvervsorganisationer, der tidligere fandtes. I 1940 fik det form i Liefergemeinschaft der Deutschen Beruftsgruppen in Nordschleswig.
Arbejdet fordelt blandt medlemmerne
Denne organisation havde i begyndelsen af 1941 1.800 medlemmer. Og omfanget var ca. 95 pct. af de tysksindede håndværkere og 90 pct. af de tyske købmænd. Denne organisation fik fortrinsret, når der skulle arbejdes for den tyske Værnemagt. Arbejdet blev fordelt blandt medlemmerne. Og det var ikke kun arbejde i Sønderjylland, der blev fordelt.
Tildeling af råstoffer
At være medlem af denne organisation betød også fordele ved tildeling af råstoffer. Flere af de førende tyskere tjente enorme summer. Nationalbanken har således betalt 28 mill. Kroner til Beruftsgruppen. Nu var der også nogle dansksindede, der lod sig lokke af en hurtig fortjeneste.
Schatzamt
Afgiften fra Beruftsgruppen og andre clearingpenge blev samlet i det såkaldte Schatzamt i Aabenraa. Her fordelte bankdirektør Petersen pengene til de tyske organisationer. Blandt andet blev der fordelt 6 – 7 millioner kroner til det tyske arbejde. Og så blev der også brugt en del penge til tysk skolebyggeri. En del penge blev brugt til at fremme tysk kultur.
Dansk Samfund
Den danske befolkning så med frygt på denne udvikling. Derfor dannedes Dansk Samfund. I løbet af 2 – 3 måneder havde man samlet op mod 70.000 medlemmer. Den første opgave var at sørge for, at den rigtige oplysning om de politiske forhold kom ud til befolkningen. Der hvor foreningslivet var svagest, sørgede man for, at der blev holdt møder. Nogle steder tog man sig også af de sociale opgaver, som uddeling af tøj, bespisning af fattige familier, tøjuddeling m.m. Man afholdte også diverse kurser, blandt andet på Rødding Højskole.
Sønderjyder taget som gidsler
Folkestrejken i 1943 bredte sig også til de sønderjyske byer. Den 29 august blev 10 sønderjyder arresteret som gidsler, og dagen efter, yderligere 2. Tyskerne påstod, at det ikke havde nået med gidsler at gøre. Men i den skriftlige arrestordre som de anholdte havde fået i Tønder Amt:
Sie sind als Geissel vorläufig verhaftet.
I Haderslev gjorde den kommanderende officer at fangerne som gidsler var ansvarlige for, hvad der skete i landsdelen.
Men den 12. september blev de 12 sønderjyder løsladt på foranledning af Jens Møller.
Stor risiko for Modstandsbevægelsen
Det aktive modstandsarbejde måtte udøves under stor risiko, som mange hjemmetyskernes tilstedeværelse og indstilling betød. Det begyndte med illegale blade, men udviklede sig efterhånden. Men denne del af historien har vi været inde på i tidligere artikler.
Mange vendte ikke hjem
Sønderjyske politimestre blev arresteret. Betjente og gendarmer blev også arresteret. Mange blev sendt til KZ – lejrer, og mange vendte aldrig hjem. Jens Møller forsøgte forgæves at få alle disse frigivet. De ledende tyske officerer med undtagelse af Werner Best var efterhånden trætte af ham. Nogle af dem kaldte ham for Rettungsdienst Möller.
Fængslinger, deportationer og drab
En proteststrejke i Padborg bredte sig til andre sønderjyske byer. Det var grænser for, hvad man ville finde sig i. Stor opsigt vakte det også, da tyskerne sprængte Landbohjemmet i Vedsted i luften.
I tiden lige før og efter besættelsen skete der mange mystiske og forfærdelige ting i Sønderjylland. Fængslinger, deportationer og drab hørte til dagens orden.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: FB Dengang og www.dengang.dk indeholder 118 artikler fra besættelsestiden, herunder
August 27, 2014
Hvorfor hang der en kappe i Bylderup Kirke, som faldt ned af sig selv efter 150 år? Jo, det var Nis Henriksens kappe. Han havde udført en heltegerning på Urnehoved Ting. Og så var der smugleri ved Bredevad. Og på Hajstrupgård skete der et mord. Kolonister blev lokket til fra Rhin – området. De blev lovet guld og grønne skove, men blev skuffet. Og var der den mindste revne i loftet måtte man ikke holde møde på kroen. Det gjaldt så kun for de dansksindede. Jo sognet blev kaldt for “Lille Danmark”.
Slogs Herred
Vi befinder os i Bylderup Sogn i Slogs Herred. Og hvor er dette. Ja du kører øst på fra Tønder mod Tinglev forbi Jejsing. Ja og så er du snart i Slogs Herred. Kører du videre mod øst, kommer du til Bylderup.
Sognet har fra gammel tid bestået af 8 landsbyer:
Bylderup (1200, Builethorp), Lendemark (1493 Lendemarck), Sottrup (1482, Sotterup), Bredevad (1421, Bredewatt), Duborg (1543, Duffborch, Frestrup (1445 Frestorppe), Hajstrup (1436, Hasdrup), Heds (i 1470 Heis, i 1496 Hedes).
Møller
Vi skal ikke glemme Søllingvrå med vandmøllen og et par gårde som nabo. Og så skal det nok lige nævnes, at sognekirken lå længst mod vest.
Slogsmølle, der lå ved Lundbæks udløb i Slogsåen blev udplyndret og afbrændt midt i 30 års krigen i 1628. Der kom en ny mølle, der meget passende hed Nymølle omtrent samme sted.
De første beboere
Lang tid tilbage i 1200 – årene lå her en adelsgård, Karlsvrå. (i 1238, Karlsswhra). I 1245 nævnes Ridder Lage de Karlsswhra.
Men her var mennesker langt tidligere. Vi kan se to fredede kæmpehøje, Galgehøj nordvest for Hajstrup og Hedshøj nord for Heds. Mange andre høje er som andre steder blevet fjernet med tiden.
Måske har en del af det nuværende Burkal Sogn tilhørt Bylderup. De første beboere har antagelig været fiskere og jægere, senere kom agerbruger til.
Slogs Herreds Ting
Bylderup har været hjemsted for Slogs Herreds Ting. Det nøjagtige sted kan ikke stadfæstes. Men handlingen foregik i fri luft, inden for fire tingstokke.
Historikere påpeger, at tingstedet på et tidspunkt har ligget i nærheden af Bredevad ikke langt fra den gamle galge. Men der er nu også en Galgehøj nordvest for Hajstrup. Nu var det jo sådan at galgen skulle kunne ses af alle forbipasserende. Så det er måske grunden til, at den blev flyttet ud i nærheden af den gamle korsvej ved Bredevad.
Men et er i hvert fald sikker, og det er, at Herredstinget fra 1500 – årene har haft sin plads i Bylderup, i nærheden af kirken og kirkekroen. Først omkring 1850 blev galgen fjernet.
Herredstingets opgave var at dømme i stridigheder om markskel, arveskifter, klager over veje og broers tilstand. Ja vi kunne blive ved med at remse op. De gamle tingbøger rummer en masse eksempler. Herredsfogeden havde mange administrative pligter og opgaver.
De større forbrydelser, røverier og mord blev ført ved Amtsretten i Tønder. Blev den skyldige dømt til døden, skete henrettelsen dog i det hjemlige herred.
Kigger vi i en bestemt side i herredsregnskabet fra 1725, konstaterer vi, at skarpretter Christof Støckler fik udbetalt løn for udført arbejde. Det beløb sig til 6 Rigsdaler og 32 skilling. Han var udlånt fra Tønder, og dog. Dengang må det har været som en slags vikar, for han fik ført fast arbejde i Tønder i 1729.
De store veje
Tønder – Flensborg Landevejen kom fra Saksborg over Hajstrup mod Kravlund. Den gamle vej fra Tønder mod Aabenraa gik over Hostrup, Lund, Sottrup og Bredevad og vejen fra Flensborg til Løgumkloster gik over Heds – Bredevad.
Senere blev vejforløbet Aabenraa – Tønder ændret.
Kirkestierne blev holdt rene
I 1695 klagede bohlsmændene i Ravsted Sogn over, at de skulle betale til vejstykker og broer i Bylderup Sogn. De kom aldrig til at til at bruge broen over Grønåen ved Saksborg. Ingen af de udensogns – bønder slap endnu i den omgang. Først 125 år senere slap bønderne i Ravsted.
Kirkestierne i sognet blev holdt vedlige. Det samme gjaldt møllevejene. Der var to møller i sognet, og bønderne skulle overholde deres møllepligt.
Egentlig var der også vejpligt, men dette afstedkom konstant stridigheder. Man betalte kådnerpenge og græspenge for køer, får eller geder for græsning langs de lange markveje.
Sognet pantsat 1353
I de gamle papirer kan man læse, at hertug Valdemar og hans søn den 23. april 1353 pantsatte vort sogn Biuldthorp til marsken Erik Holck, der i 1362 lod pantet gå videre til Johann Grymersen. Tre af gårdene videresolgtes til Hans Rantzau og pludselig havnede de hos Hertug Frederik, der senere blev kong Frederik den Første. Denne købte senere Karlsvrå med tilliggende. Og dette tilliggende bestod af hele Duborg, 7 gårde i Bylderup, Søllingvrå vandmølle, Vestergård i Burkal sogn og nogle kådnersteder. Også i 1500 – tallet fortsatte disse store handler hen over hovedet på de lokale bønder.
En del af gårdene kom under godset Lindeved. Og dette gods havde efterhånden gårde i 34 sogne fordelt over hele Sønderjylland. Fæsterne blev kaldt Rantzautjenere.
Kloster, Rantzau, Lindeved og Solviggård
Klosteret i Løgum ejede i 1509, 6 gårde i Bylderup, en i Hajstrup, en i Lendemark, en i Søllingvrå, en i Sottrup og tre i Bredevad. Klosteret var også med i forskellige handler med Hertug Frederik og Rantzauerne.
Omkring år 1500 skødede en Jens Andersen af Haderslev alt sit gods i Slogs Herred til fru Anna på Solvig. I 1583 købte kongen kroen i Lendemark. Også Ahlefeldterne havde besiddelser i sognet.
Ja og så var det den berømte Hajstrupgård, der var fæstegård under Gottorp.
Lindeved Fogderiet lå i Bredevad. Her blev der administreret og ført tilsyn med 40 gårde. Fogedslægten hed Jungmann gennem tre slægtsled.
Den kongelige Lendemark kro hørte under Bolderslev Fogderi. Fogeden havde her titel af ridefoged.
Solvig – gårdene blev administreret direkte fra Solviggård ved godsforvalteren eller en lavere funktionær, formentlig en ridefoged.
Kolonisterne
I midten af 1700 – tallet opstod den tanke, at man kunne få folk til at slå sig ned i hedearealerne i Jylland. Agenter rejste rundt i Tyskland for at kapre nybyggere. De berettede om de fantastiske forhold i Danmark, hvor de kunne få tildelt jord og få statsstøtte til bygninger og køb af besætning. Cirka 8 familier kom også her til sognet.
Man havde nok lovet tilflytterne mere, end hvad man kunne holde. De fleste forsvandt hurtig igen, dybt skuffede.
Kunne skøjte fra Tønder til Bylderup
Ret store arealer blev liggende som hede i endnu 100 år. De sidste hedesteder forsvandt dog, da man begyndte at tilplante dem med nåletræer. Oppløjningen af nogle lyngarealer foregik med dampmaskiner. Det var meget effektivt efter datidens forhold.
I engene blev der gravet grøfter eller små kanaler, så man kunne få det opstemmede vand langt ud. Før den store afvanding i 1920erne med inddigning og regulering af Vidåen og Grønåen var engene ved vintertide oversvømmet fra Tønder helt til Hajstrup og Bylderup – Lendemark. En vinterdag kunne det lade sig gøre at skøjte på hele strækningen.
Håndværkere bosatte sig
En regulær sandflugts – katastrofe i 1938 skulle det til, før at man gik i gang med at plante læhegn.
Bylderup var og er fortsat et landsogn, hvor landbruget er hovederhvervet. Men efterhånden kom der en del håndværkere, der betjente sognebørnene. Det kan vi se ud fra en folketælling fra 1840. Foruden gårdejere, husmænd, aftægtsfolk, præst og degn var her:
51 landarbejdere, 7 smede, 4 skomager, 3 murere, 3 skræddere, 2 tømrere, 1 knapmager, 1 børstenbinder, 1 urmager, 1 kludesamler, 1 kniplingshandler, 1 snedker og en bødker.
De fattige
Men også konerne, enkerne og ugifte piger havde deres virke:
Der var registreret 17 syersker, 5 kniplersker, 4 væverske og 1 spinderske.
I alt konstaterede man, at der var 851 personer i sognet. Og 30 af disse var under fattigunderstøttelse. De var til gengæld også meget fattige. De måtte ud med tiggerposen for at få til mad og tøj. I sognet var der også 10 plejebørn. Det var børn af mindrebemidlede familier, hvor en eller flere af forældrene var døde. Så voksede de op hos bedrestillede familier eller andre, hvor der blev sørget for deres opdragelse og skolegang.
Det er brand
I Dannevirke kunne man læs, at der den 17. august 1876 udbrød brand i landsbyen Bylderup. 8 steder blev lagt i aske. Blandt de afbrændte bygninger var skolehuset, begge krosteder og bageriet.
En brand dengang var svær at slukke. Alle huse og gårde var tækket med strå. Brandsprøjterne var håndtrukne. Selv om de nedbrændte ejendomme lå tæt på åen, hvor der var rigelig med vand, var det ikke noget effektivt slukningsapparat.
Alle børn betalte det samme
Undervisningen af de skolesøgende børn blev betalt af børnenes forældre. Og det var det samme beløb, uanset om man var selvejerbønder eller småkårsfolk. Skolepengene blev beregnet pr. barn pr. år. 1 Lybsk mark for hvert barn, der havde læsning. Havde barnet også regning, måtte man betale det dobbelte. Det var prisen, selv om barnet ikke mødte i skolen, fordi det var brug for vedkommende ude på marken.
Mord på Hajstrupgård
På forholdsvis mange gårde fortsatte den samme slægt i flere hundrede år.
De mest kendte familier var vel nok herredsfogederne på Hajstrupgård. En mand ved navn Peter Petersen, der var fra Lendemark giftede sig med enken på Hajstrupgård i 1420. Deres søn Henrik Petersen overtog gården. Peter Petersen blev ihjelslagen med en økse af sin avlskarl efter en irettesættelse. Drabet fandt sted ved en ålegård tæt ved gården.
Da Nis Hinrichsen blev helt
Henrik Petersen nævnes i 1470 og 1500, da gården gik videre til den næste søn, Nis Henriksen, eller Hinrichsen, som han underskrev sig. Denne mand blev i 1517 herredsfoged for Slogs Herred. Dengang var det nok at have de rigtige forbindelser til sådant et job. Her var Nis Hinrichsen så heldig, at Hertug Frederik på Gottorp i disse år i begyndelsen af 1500 – årene købte Karlsvrå med tilligende, hvoriblandt der var 7 gårde i Bylderup.
Hajstrupgård var en fæstegård under Gottorp. Da Christian den Anden i 1523 flygtede ud af landet, og broderen Hertug Frederik på Gottorp, var nærmeste arvtager til kronen. Nis Hinrichsen støttede ham varmt på Urnehoved Ting. Men Bjolderup – bønderne ville have Kong Christian tilbage
Hertug Frederik havde hele tiden haft amterne Tønder og Haderslev, mens Christian den Anden havde Flensborg, Sønderborg og Aabenraa.
Nis Hinrichsen måtte flygte over hals og hoved. Bønderne beskød ham med pile, hvoraf fem satte sig fast i hans røde kappe. Kun takket være sin mælkehvide ganger lykkedes det ham at slippe væk. Med livet i behold.
Kappen faldt ned af sig selv
Da han kom hjem hang han kappe op i sognekirken i Bylderup. Der hang den så angiveligt i ca. 150 år. Og Hinrichsen og hans slægt fik heltestatus. Kappen faldt ned af sig selv i 1786. Den var ret så mør, og blev smidt ud.
Hvor har vi i grunden historien fra? Ja den ældste version stammer fra en ligprædiken, som præsten Peter Fabricius forfattede i 1616. Her blev der også sagt, at hans dåd, udvirkede sådan gunst hos sin nådige landsfyrste og herre, at han har begavet ham med stor frihed og arvelig ejendom. Her omtales ikke kappen, selv om prædiken foregik i Bylderup Kirke.
Hajstrupgård udnævnt til frigård
Historikeren Niels Heldvad omtaler også episoden. Men i den version, får Nis Hinrichsen, Christian den Andens støtter til at nedlægge våbnene.
Aabenraa Bykrønike fra 1620 omtaler også de frygtelige forhold i Aabenraa, men omtaler ikke episoden på Urnehoved.
I 1624 omtales historien af Flensborg – historikeren, Jonas Hoyer
Frederik den Første hørte om episoden og udnævnte Hajstrupgård som frigård.
Hajstrupgård udbrændte i 1921
Til yderligere styrkelse af sin position lykkedes det Nis Hinrichsen at overtage Wrågård i Burkal Sogn. Det fortælles, at i et drikkelag havde den barnløse ejer i vidners nærværelse lovet Nis Hinrichsen, at han kunne købe gården efter hans død. Men det var hvis sådan, at han hvis tidligere havde udset sin dygtige avlskarl og husjomfruen til fremtidige ejere.
Wrågård var med de store engarealer en flot gård efter den tids forhold. Der kunne bjerges 300 læs hø, græsses 16 køer og 30 okser.
Hans Nissen fulgte faderen på Hajstrupgård fra 1554. Han blev herredsfoged fra 1561. Bylderup Kirke vidner om familiens offervilje.
Hans Nissen den Anden, der fulgte efter faderen fra 1616 blev også ejer af Store Tønder, efter at en sidegren af familien havde overtaget Wrågård. Også Grøngård havde familien i forpagtning.
I 1681 døde den sidste herredsfoged på Hajstrupgård. En datter arvede gården, men måtte i 1743 sælge gården. Dermed var slægtens saga i sognet udrundet.
De gamle bygninger til Hajstrupgård udbrændte i 1921, og derefter fik gården sit nuværende udseende.
Mølleren fra “Haystrup”
Tænk på en nødpengeseddel fra Uge Sogn fra 1920 er Nis Henriksen blevet til Mølleren fra Haystrup. Historien er blevet kombineret med Jyske Lovs udsagn om at Med Lov skal Land bygges. Og så er der blevet påført årstallet 1220. Nu har ingen af dele med hinanden at gøre, men delene fortæller dog lidt af den dramatiske historie, som Sønderjylland har gennemgået.
Nis Henriksen havde gode forbindelser til Flensborg. Udover medlemsskab af Vor Frue Lov var han også engageret i finansielle aktiviteter i byen. I 1544 købte han endda et hus i byen, Nørregade 8.
Han døde 76 år gammel i 1554, og blev begravet i Bylderup Kirke. Hans store gravsten blev oprindelig placeret forrest i kirke lige neden for prædikestolen. Nu befinder den sig i kirkens våbenhus.
Det lille Danmark
Bylderup Sogn var delt i 8 kommuner med lige så mange kommuneforstandere. Dertil kom Hajstrupgård med kroen og smedjen som en selvstændig kommune. Højeste administrative overhoved for hele sognet var fra 1889, amtsforstanderen. Sognet blev i en periode kendt som Det lille Danmark. Forklaringen findes måske i artiklen Pastoren fra Bylderup Sogn, hvor forholdet mellem det dansksindede og hjemmetyskerne blev ødelagt.
Når de unge karle blev indkaldt til militærtjeneste, skulle de aflægge ed til den tyske kejser, den såkaldte faneeden. Det var et stort problem for de dansksindede. Nogle valgte dog også at udvandre til Amerika.
Gendarmen passede på
Dengang i 1871 var der kun mænd med fast ejendom, der havde stemmeret, og stemmetallene fordelte sig med 103 danske og 34 tyske stemmer.
De dansksindede holdt sammen i byen. Ofte samledes man i udestuer og storstuer, for det var ikke let at få tilladelse til at samles på kroer eller lignende. En gendarm blev beordret til at overvære møderne. Og man fandt altid grunde til at forbyde dem. En revne i loftet kunne gøre det livsfarligt at opholde sig i rummet!
Faldt for en sag, de ikke havde med at gøre
Mødeaktiviteten blev efterhånden så stor, at man selv besluttede sig til at bygge et forsamlingshus. Det blev så til Slogs Herreds Hus, som blev indviet i 1911.
Ved afstemningen i 1920 var fordelingen således, 304 danske stemmer og 145 tyske stemmer.
Første verdenskrig var hård på mange måder. Mange måtte således lade livet for en sag, der ikke var deres. I Bredevad faldt 12 og Bylderup 34.
Smugleri ved Bredevad
Det var her ude ved Bredevad, hvor der sikkert er blevet smuglet kvæg. Normal skulle man gå langs Der rechte Herweg. Og ved Toldsted i nærheden af Hjordkær skulle kvæget så fortoldes. Gik man længere mod vest, blev åerne for brede.
Det var også i 1400 – tallet, hvor Emmike – slægten ejede ikke mindre end 140 gårde i Sønderjylland. De 8 af dem lå i Slogs Herred.
Lyntogsforbindelse
Den 26. juni 1867 blev banegården i Bylderup Bov taget i brug. I 1926 blev der lagt et sidespor til Slagteriet. Også Carstensens Korn – og Foderstofforretning fik et spor. Det var dengang, hor der var tre tog i hver retning – dagligt. Nye skinner i 1920erne og 30erne bevirkede, at togets hastighed kunne sættes op fra 45 km/t til 70 km/t.
Og i 1848 fik byen lyntogsforbindelse til København med 4 ugentlige afgange. Forbindelsen ophørte i 1965. I 1971 ophørte persontrafikken på Tønder – Tinglev banen og i 2001 ophørte godstrafikken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
August 27, 2014
Egentlig er det snyd, for vi har bragt artiklen før. Men engang imellem, kunne man godt synes, at den kunne skrives bedre. Vi befinder os her i Blågårds – kvarteret og omkring Ladegården. Jo vi har også bevæget os over på Frederiksberg. Vi kigger også på de små veje omkring Nordvestvejen, Korsgade, Nørrebrostræde m.m.
En masse idyl
I 1890erne var Ladegaardsvejens særpræg det idylliske åløb med de ikke særlige solide gangbroer over vandspejlet og de hældende piletræer langs bredden.
På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver, ny opførte rødstenvillaer. Hist og her kedelige lejekaserner. Ja og så var det jo Ladegården.
Ser man det hele i dag, skulle man ikke tro, at der her lå denne pragtfulde idyl. Oprindelig var gadestrækningen delt i to afsnit med åen i midten. På Frederiksberg – siden blev strækningen kaldt Ladegaardsvejen og på Nørrebro – siden var det Aagade.
Det kneb med at finde et navn
Det var først, da hele åen blev fyldt op, at det hele kom til at hedde Åboulevarden. Men det kneb gevaldigt i Københavns Borgerrepræsentation, at blive enig om fællesnavnet. Der var adskillige navne fremme, for eksempel Frederiksberg Boulevard, Gyldenløvs Boulevard. Det nuværende navn blev vedtaget med kun en stemmes flertal.
Ladegården – til mange formål
Ladegårds – navnet havde selvfølgelig navn efter Christian den Fjerdes ladegård. Den var oprindelig tænkt som avlsgård, som skulle forsyne kongens slotte med madvarer. Men det blev aldrig den store fidus. Ladegården blev sygehus for afsindige og pestramte. Stedet var krigshospital og straffeanstalt for militæretaten og fattighus.
En del af bygningerne blev revet ned i 1816 og i 1822 blev det hele overdraget Københavns Fattigvæsen som arbejderanstalt. Bygningerne var meget brøstfældige, og blev ødelagt ved en brand den 14. august 1839. Man antog, at ilden var påsat af nogle fattiglemmer. De var sure over, at der var opført et hegn, som adskilte de kvindelige og mandlige lemmer.
Stedet var også tvangsskole for børn, som havde forsømt deres skolepligt. Men denne skole blev hurtig nedlagt og poderne anbragt på andre skoler.
Til sidst var det helt og holdent Fattigvæsnet, der holdt til her indtil den totale nedrivning i 1930erne. Inden da var lemmerne for længst flyttet ud på Amager.
Det kostede 200.000 kr. årligt
Omkring århundredeskiftet modtog lemmerne en dagløn på fire, otte eller tolv øre, alt efter ydeevne. Hver mandag fik de så 12, 24 eller 30 øre, som de på selve Ladegården kunne købe ost, skrå eller snus for. De fik også en slags pension, men den fik de først udbetalt, når de forlod institutionen.
Den daglige arbejdstid var 12 timer med halvanden times hvil midt på dagen. Middagsmaden var ikke den store overraskelse. Det var som regel klipfisk og vandgrød den ene dag. Men så var det sødsuppe og ragout med margarine den anden dag, med et krus øl til.
Man var helt nede på den sociale rangstie, når man landede her. Det var det allernederste trin på den sociale rangstie.
Det kostede Københavns Kommune 200.000 kr. årligt, at drive institutionen. Halvdelen blev dog dækket ind ved lemmernes egen arbejdsindsats.
Her blev også de husvilde anbragt. De fik anvist et værelse med køkken. Her var plads til 18, og de kunne modsat lemmerne komme og gå som de ville. Men de skulle dog være på Ladegården inden klokken 20.30, for da blev portene lukket.
Men inspektøren led ingen nød. Han havde en stor dejlig have, vel nok en af de flotteste i byen. En af dem var tillige en stor byggematador.
Her kom toget
På Ladegårdens sydlige område nær Vodroffsvej, blev området krydset af en jernbanespor, der via Nørrebro og Hellerup førte videre til Charlottenlund og Klampenborg. Togene udgik fra stationen i Gyldenløvsgade lige over for Nansensgade. Når man havde passeret dæmningen mellem Peblingesøen og Sankt Jørgens sø (som man også kaldte for Ladegårdssøen) og var kørt forbi Ladegården og over Ladegårdsåen ved den nuværende Bülowsvej, var man midt ude på Rabarberlandet.
Begyndelsen til Rabarberland
Det var begyndelsen af dette Rabarberland, der omsider fældede dødsdommen over Ladegården. Efter århundredeskiftet begyndte grundende, der stødte op til Ladegården, at stige i pris. I 1905 begyndte man at drøfte Vinkelvejs videre skæbne. Det er den nuværende Rosenørns Allé, som dog ikke kom til at gå længere end til H.C. Ørstedsvej. Man nåede ikke længere de næste 20 år end blot at navngive et kort gadestykke fra H.C. Ørstedsvej til Worsøes vej efter Emil Rosenørn. Han var i årene 1867 – 1883 både kulturminister, overpræsident og direktør for Landbohøjskolen.
Nye veje opstår
Gennemførelsen af Rosenørns Allè ud til søerne fandt først sted 1924. I begyndelsen af 30erne begyndte man så at rive de gamle, grimme bygninger ned. På de godt og vel syv tønder land, som Ladegården havde strakt sig over, rejstes byggekomplekser mellem Åboulevarden, Julius Thomsensgade og Rosenørns Allè.
Historien om en vandmåler
Lige overfor, hvor Ladegården lå, står en spidsformet halvanden meter høj mindesten. Den er dog ikke helt let at få øje på. Den står cirka ved Åboulevarden nummer 16. Denne sten blev fisket op af åens bund. Man fandt den, da man skulle overdække åen. Ved nærmere undersøgelser fandt man ud af, at den var blevet brugt som vandmåler.
Men straks efter fundet, bredte der sig i kvarteret en vandrehistorie med, at stenen var et minde om et ungt nygift brudepar, der for mange år siden, druknede i Ladegårdsåen, da deres brudekaret løb løbsk. Der er dog en vis grad af sandhed i det. Et par unge mennesker var druknet i 1870erne i åen. Det var et par letlevende pigebørn, der efter en glad aften på Nørrebro havde hyret en droske til hjemturen. Inde i drosken havde de rusket frem og tilbage på sæderne, indtil døren var gået op. Og desværre var det lige det sted, hvor Ladegårdsåen var dybest.
Det herlige ved vandrehistorier er, at der er mange historier. Fordi, der findes også en tredje version, hvor nogle fine damer, som endda er navngivet, var på besøg hos en anset borger i nærheden. I denne historie druknede der fire damer. Den historie har vi tidligere omtalt her på siden.
Pariserstemning i kvarteret
Ikke langt derfra i de små gader Korsgade, Stengade, Griffenfeldsgade og Rantzausgade var der næsten Pariserstemning i 1960erne. Man fik ørerne fuld af spektakel fra knallerter, bilhorn, harmonikaspil, pigtrådsmusik og gadesælgernes hæse råb. Her var både unge og ældre mennesker. Her var magre gamle mænd med blege, furede ansigter, sommetider med en taske i hånden eller en kurv over armen.
Her var børstesælgere, trappeartister og fidusmagere. Man kunne møde buttede husmødre i rengøringsantræk med en cigaret i mundvigen, øldunstende mænd i arbejdstøj, gårdmusikanter og velklædte forretningsfolk.
De mange fabrikspiger strømmede ud fra værkstederne og småindustrierne i baggårdene. Der var masser af marskandiserbutikker. Her kunne man finde alt. I dag hedder disse butikker, antikvitetsbutikker. Så kan man måske få lidt mere for det.
Værtshuset Kommoden
I Stengade 14 nede i kælderen lå værtshuset Kommoden. Ja det kaldte man hele ejendommen. Man sagde nemlig, at beboerne var stuvet sammen i kommodeskuffer. Ja det hed ikke engang Stengade dengang, men Nørrebrostræde. Kommoden var sammen med et pakhus, gadens højeste bygninger. Resten af gaden bar endnu præg af en landsby med bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehunde.
Opkaldt efter en boghandler
Midtvejs ned til Korsgade var gadestrækningen spærret af solide plankeværksstolper. Herfra begyndte så den rigtige Stengade. Man siger, at gaden fik sit navn efter boghandler Chr. Steen, Nørrebrogade 45.
Det gamle Nørrebrostræde skiftede navn til Stengade i 1927, således at hele strækningen fra Nørrebrogade til Korsgade bar samme navn. Ved hjørnet af Prins Jørgensgade kunne man i lang tid se rester af fortidens småbygninger, hvor skellet mellem Nørrebrostræde og Stengade var.
Gaden med det dårlige ry
I Rantzausgade lå der endnu i 1970erne de gamle, grimme lejekaserner tæt op af hinanden, indrettet efter det berygtede korridorsystem fra midten og slutningen af 1800 tallet. Bygherrerne gav dengang gaden navnet Nordvestvej, fordi den gik i stik nordvestlig retning bort fra byen. I nogle år lige efter bebyggelsen var gaden den længste i det gamle København. For enden af den begyndte bøhlandet.
Gaden havde ikke det bedste ry. Her var talrige slagsmål på de mange værtshuse. Og beboerne kunne ikke rigtig finde ud af, hvilken Rantzau, gaden var opkaldt efter, da gaden skiftede navn i 1905. Det kneb lidt med viden omkring historien. De fleste mente dog, at det var den populære politibetjent fra Fælledvejens Politistation den var opkaldt efter.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
August 27, 2014
Folkestrejken 1944 havde alvorlige følger på Nørrebro. Beboerne ville ikke finde sig i tyskernes massive undertrykkelse. De gjorde oprør. De såkaldte tyskervenlige butikker blev plyndret og afbrændt. Tyskerne svarede igen.
Det kogte på Nørrebro
Særlig ni dage i sommeren 1944 betød mange dræbte på Nørrebro. Bydelen kogte i dobbelt forstand. Temperaturen nærmede sig 25 – 30 grader.
Der var indført udgangsforbud efter kl. 20. Det ville Nørrebros borgere ikke finde sig i. Land og Folk skrev:
Hvis Dr. Best tror, at danske arbejdere uden at kny først arbejder 8 – 10 timer for tyskerne for derefter i drønende sommerhede at lade sig indespærre kl. 20, så må han tro om igen.
Det var det danske politis opgave, at få folk ind i deres lejligheder. Men efterhånden bredte Folkestrejken sig. Særlig på Nørrebro ville folk ikke finde sig i tyskernes undertrykkelse.
Den 26. juni
Lidt før kl. 21 den 26. juni tændte folk bål i Rantzausgade. Politiet kom til, men blev mødt med stenkast og ukvemsord. Efterhånden samlede der sig en større folkemængde. Kort tid efter kørte tysk militærpoliti gennem gaden og skød med maskinpistol mod mængden for at håndhæve forbuddet mod forsamlinger på gaden.
Uroen bredte sig. Kl. 22 sprang en bombe på Blågårds Plads.
Schalburg – folk var nu kommet på banen. De skød mod folk på Jagtvej, hvor der også var tændt bål. Ved halvtolv – tiden var der livlig skyderi i Rantzausgade og på Åboulevarden. Adskillige var blevet ramt. En telefondame blev skudt gennem halsen.
Den 27. juni
Næste dag havde Folkestrejken bredt sig. I Ryesgade kørte en tysk bil rundt og skød efter folk. I Baggesensgade blev en kvinde dræbt og tre andre personer såret efter skud fra en tysk patrulje.
Den 28. juni blev tre danskere dræbt og 18 såret på Nørrebro.
Tyskerne gik nu med til at spærretiden blev udskudt til kl. 23, men andre ting fik folk på barrikaderne. I morgenaviserne den 30. juni kunne man læse, at 8 medlemmer af den berømte Hvidstens – gruppe var blevet henrettet dagen forinden.
Barrikader på Nørrebrogade
Sporvognspersonalet nedlagde arbejdet. Og klokken 10 blev hele togdriften indstillet. Ved ni – tiden var der allerede masser af mennesker på Nørrebrogade. En time efter begyndte man at lave barrikader. Arbejdsvogne, sten og andet materiale blev brugt. Røde papirflag med hammer og sejl blev dog beslaglagt af dansk politi.
Også kommunens store redskabsvogn, der stod på Blågårds Plads blev hentet til Nørrebrogade. Den blev væltet om på siden og brugt til barrikade.
Ved Fælledvejens Politistation stod udrykningsvogne parat. Politiet var trukket i kampuniform.
En mand blev overfaldet. Åbenbart var han stikker. Der blev med al kraft smadret sten mod hans hoved. Tyskervenlige butikker blev plyndret. I Rantzausgade gik det ud over en slagterforretning tilhørende Trebbien. Spegepølser, pålæg og kødvarer blev plyndret.
Varehuset Buldog plyndres og afbrændes
Bryde Nielsens store varehus, Buldog blev plyndret og sat i brand. Man kaldte varehuset for en Nazi – rede. Branden blev omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade. Men forsamlingen nægtede brandvæsnet adgang.
Politiet kæmpede for at redde, hvad der kunne reddes, men måtte opgive, da Schalburg – folk pludselig skød mod mængden. Under denne aktion dræbtes fem mennesker.
Mange butikker gik op i lys lue. Det gjaldt blandt andet for Stjernesko, Nørrebrogade 56, Palsbøls Konfektionsfabrik Stengade 38, Lysdahls Konfektionsfabrik Korsgade 16 og mange flere. Også under disse aktioner skød Schalburg – Korpset, Nørrebro – borgere.
Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden hest fra Griffenfeldtsgade med masser af halmballer, som der blev sat ild til. De brændende baller rullede hen ad Nørrebrogade.
Eksplosion
Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra der hang kødtrevler, blodet væltede ud. Ude midt på Nørrebrogade lå en ung mand og svømmede i sit blod. Han var revet i stykker af eksplosionen.
På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvædet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.
Tyskerne skyder ned ad Nørrebrogade
Tyskerne opstillede kanoner, der kunne skyde ned ad Nørrebrogade. Vidner berettede om 12 – 20 dræbte og sårede.
Fra politiets døgnrapport dengang, kan man læse følgende:
Der var i de følgende timer stærk røre i kredsen og pøbelen øvede hærværk og plyndring her og der. Tyskerne kørte rundt i gaden og skød stærkt – navnlig i kvarteret omkring Griffenfeldtsgade. Kredsens udsendte civilpatruljer berettede, at der hyppigt lød skrig og råb fra sårede personer og politimændene måtte gentagende gange søge dækning for ikke at blive ramt af kuglerne, som for pibende og hvislende gennem gaderne.
Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova, Nørrebrogade 32. Inventaret var slæbt ud på gaden. Menneskemængden forsvandt, da tyskerne åbnede ild.
En 29 – årig mekaniker blev fulgt op af trappen i Nørrebrogade 29, Hvor en tysk soldat dræbte vedkommende og stjal en tegnebog indeholdende 600 kr.
Mange indbyggere på Nørrebro havde søgt tilflugt i kolonihaver eller hos bekendte uden for byen.
Dagen begynder stille
Lørdag morgen, den 1. juli var der stille på Nørrebro. Måske var det for stille.
Allerede kl. 6.20 var tyske patruljer i aktion på Nørrebro. Almindelige forbipasserende blev holdt op af tyske soldater og tvunget til at fjerne de barrikader, som var blevet bygget om fredagen.
Under sammenstød med tyske soldater blev en mand skudt og dræbt ud foran Nørrebrogade 182.
Manden, der gik efter mælk
På Fælledvej tilbød Edmund Holmgodt Jensen nogle kvinder at hente mælk til deres småbørn. De turde ikke selv. De stod i porten, Fælledvej 15. De skulle have krydset gaden for at hente mælken på det kommunale udleveringssted, Fælledvej 12.
I politirapporten stod der:
Han bragte straks denne ædelmodige beslutning til udførelse og gik straks tværs over gaden, men ankommet til porten i nr. 12, blev han indhentet af en tysk soldat, der skød ham med sin pistol, så han segnede død om i porten.
Flere forbipasserende blev såret af tyskernes kugler, bl.a. en uniformeret brandmester på vej hjem fra endt tjeneste på Fælledvejens Brandstation.
En mand blev ramt af et projektil, således at hans underansigt fuldstændig blev afrevet.
En dræbt og en alvorlig såret
Senere opstillede tyskerne en kanon for enden af Smedegade. Løbet pegede mod beboelsesejendommen Thorupsgade 15. da kanonen blev affyret, sprængte projektilet et stort hul i ejendommens facade, og dræbte en beboer, der boede på 2. sal.
Klokken 10.40 blev en kvinde i Smedegade 14 B 4. sal alvorlig såret. Hendes forbrydelse var, at hun havde stået ved vinduet og iagttaget et par tyske soldater. Det blev for meget for dem, så de skød hende.
Hensynsløs skyderi
I løbet af formiddagen havde tyskerne opstillet kanoner blandt andet på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv og Blågårdsgade. Samtidig kørte sværtbevæbnede militærpatruljer skydende gennem Nørrebro.
Politietbrugte ikke mere afdæmpende ord i sine politirapporter:
Skydningen, der påbegyndtes i de første formiddagstimer, måtte efter danske begreber karakteriseres som meget hensynsløs.
Plyndringer og brand
Denne lørdag lignede Nørrebro en krigsskueplads. Talrige bål og barrikader opstod alle steder. Overalt var brostenene brudt op. I Palsbøls Skrædderfirma i Stengade var der antændt en brand. En masse tyske uniformer var slæbt ud på vejen, hvor de var nedtrampet og revet i stumper og stykker.
Klokken 12 skred tyskerne til at indføre militær undtagelsestilstand. Efter kl. 23 ville der uden varsel blive skudt på enkeltpersoner.
Klokken 13 meldtes der plyndring og hærværk i Buldogs Blomsterforretning, Klokken 15 var det Buldogs Cafe, det gik ud over. Cykelforretningen, Korsgade 7 og Bagerforretningen, Wesselgade 2 blev udsat for plyndring og brandattentat.
Schalburg skyder stadig løs
Den 2. juli havde folk travlt med at hente morgenbrød. Politiet advarede mod at stå i kø. De tyske militærfolk holdt igen, men det gjorde Schalburg – folkene ikke. De følte en sand fornøjelse i den tildelte værnemagtstjeneste i deres menneskejagt.
Den 3. juli kørte tyske patruljer rundt, men de undlod at skyde.
De hede dage i København havde da kostet 87 dræbte og 664 sårede. En stor del af disse var fra Nørrebro.
Likvidering har følger
En alvorlig episode fandt sted den 7. august ud for det nedbrændte varehus Buldog på Nørrebrogade. Den tidligere politibetjent Sustmann Ment blev likvideret i en linje 16. Han blev dræbt med et pistolskud i direkte i nakken. Den dræbte var medlem af DNSAP. Han arbejde for det tyske sikkerhedspoliti og boede på Jagtvej.
Lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS Standartenführer Bovensiepen krævede en hævnaktion for likvideringen. Det skete så dagen efter med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab på landevejen ved Osted mellem Roskilde og Ringsted.
Kilde: Se på www.dengang.dk
www.dengang.dk og FB Dengang indeholder 118 artikler fra Besættelsestiden.
August 27, 2014
Vi skal høre sagnene om Holger Danskes Briller, Graverkarlen, der var varulv, og de to studenters tyveri fra et genfærd på Assistens Kirkegård. Ja og så var det også Gertrud, der rejste sig fra kisten. Og så skal høre om genfærdet på Ladegården. Der skete også noget da Struensee blev henrettet, for ikke at tale om hans sten. Vi skal også lige høre, hvorfor det hedder Farimagsvejen.
Holger Danskes Briller
Det er sagt, at da Holger danske var her i landet, så havde han af en troldkvinde fået et par briller, med hvilke han skulle kunne se gennem den sorte jord. Og han gik da for at prøve kvindens gave ude på Nørrefælled. Han lagde sig fladt på jorden og kiggede. Men da han rejste sig, da var der i marken spor deraf. Man kunne på stedet se, hvor han trykkede med sine briller.
Garverkarl som varulv
En bagermester i København fortalte, at da han omkring 1830 var i bagerlære på Nørrebro, var der i en tilstødende gård et garveri, og der tjente en garverkarl, som antoges at være en varulv. En nat kom bagerlærlingen med en favnfuld brænde, som skulle bruges til at klare ovnen med. Idet han kom fra brændeskuret med brændet, kom en stor hund imod ham. Han tog da en knippel og slog med den efter hunden, som han ramte i hovedet. Dagen derefter gik garverisvenden med indbundet hoved.
Bageren fortalte, at det var mødrenes skyld, om deres børn blev til varulve. For dersom en frugtsommelig kvinde krøb igennem en hesteham for derved at blive fri for fødselssmerter blev det barn hun fødte, til et stakkels dyr. Blev det en dreng, blev det til en vareulv. Blev det en pige, blev det til en mare.
Gengangerens Hævn
Ved midten af forrige århundrede boede en norsk student ved Assistens Kirkegård. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget meget og hen på aftenen åbnede de to et vindue for at røgen kunne trække ud.
Bedst som de stod og så ud over kirkegården, trak den ene den anden i ærmet og viskede, Se der. I måneskinnet så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra en grav, hvorpå den afførte sig sine klæder stykke for stykke, og vandrede bort fra kirkegården i retning af byen.
Danskeren sagde med en munter latter: Dette skal vi såmænd have lidt grin af. Nu går vi ned og tager et af klædningsstykkerne og så stiller vi os her og ser, hvad fyren vil tage sig til.
Da nordmanden ikke brød sig om denne spøg, gik danskeren alene ned og hen til gravhøjen, hvor han tog et stykke af tøjet, en blegrød silkestrømpe.
Han lagde den på bordet, og de to venner stod nu og ventede på at skikkelsen skulle komme igen. Det gjorde den også, da klokken slog tolv. Den gik hen til graven og iførte sig tøjet igen. Men da den opdagede, at der manglede en strømpe, vendte den sig om, standsede, og kom så sagte bøjet som om den fulgte et spor hen imod huset, og gik ind ad porten.
Døren blev livløs åbnet, og den hvidklædte trådte ind, mens den kåde student ligbleg og fuld af rædsel kastede sig på sengen. Skikkelsen skred hen over gulvet og tog strømpen fra bordet, vendte sig om mod sengen og hævede sin hånd bydende i vejret. Med et var den forsvundet. Men studenten lå stille på sengen og gjorde en bevægelse med venstre hånd ned mod højre side. Han var blevet lam på højre side og blev krøbling resten af sit liv.
Gertrud Bodenhof
Ja egentlig er historien også et sagn. Men her er der sat navn på. Gertrud var gift med en rig søn af en skibsredder. De boede på Kildevæld på Østerbro. Og ægteskabet varede ikke længe, for ret tidlig døde manden. Og ikke lang tid efter døde Gertrud under mystiske omstændigheder. Ja de var så mystiske, at hedes lig blev gravet op. Der blev skrevet en bog om hende, og historien figurerede på alverdens forsider.
Og selve historien har også mange nuancer. Hendes bor kunne ikke forstå, at hun havde røde kinder, da hun blev begravet. Vi vil her forsøge at rekonstruere sagnet.
I slutningen af det attende århundrede blev der på Assistens Kirkegård begravet en ung 19 – årig enke. Hendes mand var død kort tid forinden. Hun sørgede temmelig meget over savnet. Hendes nærmeste pårørende ville opmuntre hende, og fik hende til at holde en fest på sit landsted.
Fristelsen var for stor
Hun lod sig overtale til en dans med hendes bror. Men næppe havde hun danset et par omgange, så udstødte hun et skrig og faldt om. En læge erklærede hende for død. Den unge pige blev lagt i kisten i hendes dansetøj med smykker og juveler. Det halve København fulgte hende til graven.
Da graverkarlene bagefter skulle kaste graven til, var fristelsen for stor. I den rigtige historie var der masser af røverier på kirkegården. Men de to gravere åbnede nu kisten til Gertrud. Det kneb dog at fjerne en ring fra hendes finger. Den ene tog derfor en kniv og skar fingeren af. Til deres skræk rejste hun sig i kisten, og forfærdelsen bredte sig. Gertrud råbte, Så befri mig fra dette mørke sted. Og hun lovede dem en rejse til Amerika.
Det er ganske vist
Men de tog en spade og rettede et voldsomt slag mod hendes hoved. Og det er ganske vist. For den ene af graverne erkendte sin ugerning for en præst på dødslejet på Frederiks Hospital. Og den præst blev senere biskop Münster. Smykkerne som de havde stjålet havde ikke bragt lykke. Den syge var endt som et fordrukkent vrag.
Man lod graven undersøge. Det viste sig, at hans forklaring måske kunne passe. Men efter andres udsagn havde det været en ganske ung pige, der var begravet med sin kostbare dukke. Efter forbrydelsen var sket, gav en af graverne sine børn dukken at lege med, og derved får man både gravrøveriet og mordet opklaret.
Men den bog, der udkom omkring Gertrud Bodenhof hverken be – eller afkræfter hændelsen. Dengang var man uhyggelig bange for at blive begravet skindød. Det var også den besked, der stod på bordet, når H.C. Andersen var på rejse.
Gengangeren på Ladegården
En mand, der senere døde under koleraen 1853, var i sine unge dage blevet fuldmægtig på Skt. Hans Hospital, senere Ladegården.
En af de første nætter, han sov på sit værelse, var en måneklar nat, vågnede han og så en mandsperson sidde ved skrivepulten med ryggen vendt imod sig. Han rejste sig halvt op og gjorde en bevægelse fremad. Forfærdet skjulte fuldmægtigen sig i dynerne. Næste morgen var det hele som en drøm for ham. Han nævnede det ikke for nogen. Næste nat lod han lyset brænde, da han gik i seng. Han kunne dog ikke sove. Men han ville ikke holde øjnene åbne. Alligevel så han ved midnatstid den samme person sidde der på stolen.
Han rejste sig nu, fast besluttet på at opklare sagen. Men i det samme rejste den mystiske person sig og begyndte at lede i pulten, hvor han tog noget og puttede i lommen.
Fuldmægtigen stak nu benene ud af sengen og ville op i en fart. Men spøgelset så med et grufuldt blik på ham og gik hen mod sengen. Fuldmægtigen måtte i en fart gemme sig under dynen, hvor han svedte angstens sved.
Næste formiddag meddelte han direktionen, at han ikke kunne ligge på det værelse længere, og han blev fritaget. Man mente, at det var en afdød kontorist, som af og til gik igen og besøgte sin gamle pult.
Farimagsvejen
Denne vej, skal have fået navn fra følgende begivenhed. Engang kom Christian den Fjerde kørende der på vejen. Så mødte de en bonde, der ikke ville vige for kongen. De befalede kongen til sin køresvend at vige for bonden. Idet denne kørte forbi, sagde kongen til ham Far I nu Mag. Derefter blev denne vej kaldt Farimagsvejen.
Den synske pige
Et barn sad en aften uden for det hus, hvor hun boede på Blegdammen. Hun ventede på, at hendes far skulle komme hjem. Hun så da ude på vejen to gæs gå og trippe. De var hvide, men havde grønne pletter på ryggen. På hver af dem sad en lille mand med hvide bukser, blå trøje og rund hat. Hun morede sig meget ved at betragte dem og løb over vejen for at se nærmere på dem. Men da hun kom over vejen, var de væk.
Det skete gang på gang.
Hun ville vise hendes far og en af sine søskende, hvad hun så, men de kunne intet se. Da hun kom ind og fortalte moderen det, sagde hun, at det måtte hun ikke tale om før næste dag. Dagen efter blev moderen meget syg.
Struensee’s Henrettelse
Dengang Struensee var blevet dømt til halshugning, var det ikke kongens mening, at han skulle miste livet. Han ville benåde ham i sidste øjeblik. Men det ville enkedronningen ikke vide noget af. Hun var så forbitret på ham, at hun ville ham alt ondt. Derfor lod hun alle Københavns klokke stille et ur frem, den dag Struensee skulle henrettes. Det skete fordi, at når benådningen nåede frem, så havde han allerede mistet hovedet. Enkedronningen skulle have befundet sig på et højt tårn på slottet, så hun kunne se, Struensee miste hovedet. Kongen var meget sølle derover, men der var jo ikke noget, at gøre ved det, for nu var han jo død.
Stenen, hvor Struensee’s hoved faldt
På Fælleden ved Østre Allé står på en ganske lille forhøjning en sten, som har form af en huggeblok. På dens ende ser man den dag i dag et temmeligt dybt skår i den. Det er slået med et skarpt instrument. Sagnet siger, at her skulle Struensee have mistet livet.
På siden kan du under Henrettelse på Østerbro læse om Struensee. Du kan også læse en del artikler om Ladegården og Assistens Kirkegård.
August 27, 2014
Dele af dette indlæg er holdt som foredrag i LiteraturHaus den 23. nov. 2013. De sidste års kampe i bydelen har kostet samfundet 200 millioner kroner. Der har været gyldne tider for glarmestrene. Skud, knivstik, tåregas og sågar en panserværnsraket har været brugt. Slumstormere, BZ’ere og autonome har sat deres præg. Men også arbejdere i Rabarberlandet og på Fælleden har bidraget til kampene. Dengang var panserbasserne store autoritære og havde topmave. Og så foregik verdens første spiritusprøve på Nørrebro.
Hvem er banditter?
Nu er ordet Banditter i dette indlæg brugt lidt ironisk. For egentlig er folk, der kæmper for deres rettigheder jo ikke banditter. Og dog, hvis de ikke overholder landets love er de vel banditter?
Der har altid været banditter på Nørrebro. Folk her i bydelen har ikke fundet sig i noget som helst. Og selvfølgelig kan man ikke holde et foredrag om dette emne på 20 minutter.
Så kære lyttere, resten af dette, som jeg vil sige, kan I læse på www.dengang.dk
Den stærke mand forlod skyndsomt landet
Allerede dengang, det første Nørrebro opstod omkring 1635 – 1640, var det ballade herude. Det var nærmest kaotiske tilstande med skøger, røvere og banditter.
I 1722 bosatte Den stærke mand sig på Nørrebro. Men ak, han optrådte i kirketiden. Og han optrådte i strid med andre forlystelser.
Han kunne løfte en Kanon på 2.000 – 2.500 Pd. Vægt med den ene Hånd og drikke et Glas Vin med den anden.
Magistraten lod politiet gribe ind:
for meddelst det Foragerlige, syndige Levned, derved øverst og for den store Lejlighed, det giver for Tjenestefolk og unge Mennesker til Liderlighed og Ulykkens Tildragelse.
Den Stærke Mand forlod skyndsomt landet i hast, efterladende ubetalte veksler og andet gæld, foruden knuste pigehjerter. Han havde lovet adskillige piger sit hjerte.
Slaget på Fælleden
Vi kender nok alle Slaget på Fælleden. Udgangspunktet kom fra Nørrebro. En folkesamling på Nørre Fælled skulle forhindres. Pøbelen skulle bekæmpes.
Det var i 1872, og 74 husarer og 23 betjente var blevet såret. Man har aldrig registeret, hvor mange arbejdere, der kom til skade. Det bekymrede man sig ikke om. Disse arbejdere ville blot bruge grundloven til forsamlingsfrihed. Men det mente politimester Crone og justitsminister Krieger ikke, at de skulle have lov til.
Arbejderne skulle knækkes. På Kastellet sad militær parat med skarpladte våben. Jo Crone brugte alle midler. Han brugte stikkere, der blev betalt af arbejdsgivere fra store koncerner. Når stikkerne blev opdaget blev nogle af dem sendt i asyl i et eksotisk land igen betalt af store koncerner.
De tre socialistiske ledere oplevede en ikke særlig demokratisk retssag. Og de blev udvist af landet efter et par års fængsel.
Kvaksalver – lovgivningen
I 1889 forsamlede der sig over 2.000 mennesker på Nørre Fælled. Hr. Huth indledte sit foredrag om håndspålæggelse og varmefornemmelsens indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismens helbredene virkning. Hr. Bruhn afsluttede med, at kvaksalver – lovgivningen skulle ophæves. De læger, der gav forkert medicin er værre end mænd, der helbreder ved håndspålæggelser og strygninger. Alle de forsamlede mente derefter, at kvaksalver – loven skulle ophæves. Ved denne lejlighed fik politiet også anholdt en del mennesker.
Den runde mave havde sin virkning
Dengang vejede en panserbasse alle omkring 200 pund. De runde maver var et nyttigt våben. Man kan lette komme til at puffe til banditten med denne mave.
Når der var lønningsdag på Nørrebro dengang, vrimlede det med fulde folk i bydelen. I slutningen af 1800 – tallet blev lønnen også udbetalt på værtshusene. Og i stedet for at tage lønnen med hjem til den hårdt trængte familie, blev den investeret i flydende varer. Mange gange var det nok at sige, Se så at komme op. Men andre gange skulle de fulde slæbes med på stationen. Det kunne også hænde, at betjentene skulle leje en trækvogn for at transportere de fulde personer.
Altid mindst to betjente
Skulle der anholdes folk i Den Sorte Firkant var det altid nødvendigt at sende mindst to betjente, selv om der bare skulle udskrives en bøde. Ofte satte de anholdte sig til modværge. Men det kunne også foregå på en fredelig måde. Men det kostede som regel noget brændevin.
Hvis den anholdte havde noget, fik han lov til at drikke det inden afgang. Og var der ingen til at hente brændevinen, ja så måtte en af betjentene hente det.
Jo der skulle sandelig kraftige betjente til at gå her. Der var konstant slagsmål, tyveri, husspektakler m.m.
Betjente måtte også ofte stille op for at stoppe gadekampe. Således udkæmpede Krügersgade og Rabarberne flere store slag. Og Rabarberne tog på plyndringstugt over hos De Fine på Frederiksberg.
Betjent Grøn
Omkring Blågårds Plads huserede betjent Grøn. Han havde som regel hænderne på ryggen og så meget autoritær ud. Han gik ind og hilste på de handlende i Blågårsgade. Som regel fik han en pølse af slagteren eller en cigar af tobakshandleren.
Hos bageren ventede der en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Ja, han behøvede ikke at tage madpakke med hjemmefra.
Når Grøn så en spritter, der ikke kunne klare sig selv, ringede han efter kollegaerne på Fælledvejens Station. Næste morgen var spritteren atter på pladsen. Han var da veludhvilet, ren, nogenlunde ædru og han havde fået morgenmad.
Betjent Rantzau
Betjent Rantzau var så populær, at de Nørrebro – borgere der måske ikke var så historie – kyndige troede, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.
Under en aktion på Assistens Kirkegård måtte man finde en stol til Rantzau. Han kunne ikke holde ud, at stå op. Rantzau var stor på mange måder. Han vejede god og vel 300 pund.
Rantzau var kendt for sin humane og virkningsfulde optræden. Ja hans optræden blev belønnet med Ridderkorset. Han var medgørlig ved mindre forseelser. Men han kunne være streng, hvis det var nødvendig. Mange Nørrebro – borgere fik gode råd af den afholdte betjent. Han stod også i spidsen for velgørende foranstaltninger i den fattige bydel.
Efter at have nået en alder på 72 år, heraf 46 i politiets tjeneste, kunne han med god samvittighed trække sig tilbage til privatlivet.
Eget toilet til Rantzau
Da Fælledvejens Politistation blev bygget, var Rantzau den eneste, der fik sit eget kloset i sin lejlighed på stationen. De andre betjente måtte stå i kø i gården. Her var anbragt to latriner og et pissoir.
I 1884 bestod Københavns Politikorps af en overbetjent og 60 politibetjente.
I 1906 var der blevet indlagt hele fire klosetter i huset. De gamle retirader var omdannet til automobil vagt.
Ja da man så sidenhen forlod Station 6 på Fælledvej, glemte man at låse efter sig.
Et par dage efter gik en beruset mand ind på stationen og iførte sig en uniform. Derefter gik han hen på Sankt Hans Torv, hvorfra han dirigerede trafikken i hans kæmpe brandert.
Pastoren og samvittigheden
I 1903 nægtede Pastor Iversen fra Hellig Kors Kirken at vie murer August Jensen og hans kæreste. Mureren havde nemlig været gift før. Og det stred mod pastorens samvittighed. Men mureren gik til kirkeministeriet, der alarmerede biskoppen. Det endte med at pastoren blev idømt 200 kr. i bøde eller 20 dages hæfte. Men præsten appellerede til Højesteret, og til alles overraskelse blev han frikendt.
De offentlige fruentimmer på Ladegården
Og så havde vi Ladegården. Det at være fattig blev nærmest også udråbt for at være kriminelt. Her blev også de mindreværdige kvindelige lemmer anbragt. Det var de såkaldte skøger.
Politiet havde allerede i 1874 begyndt at registrere offentlige fruentimmer. Der blev gennemført en Lov om Foranstaltning til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse. Myndighederne forsøgte at dæmme op for de omfattende kønssygdomme. Og disse var det stor mulighed for at få, på Nørrebro.
Horeunger uden rettigheder
Tænk at 10 pct. af alle nyfødte dengang var såkaldte horeunger, uden rettigheder. Loven af 1866 kunne give kvinder, der fik provokeret abort op til 8 års fængsel.
Fra 1879 risikerede kvinder, der havde født i dølgsmål, livsvarig fængsel. De måtte på Ladegården finde sig i spørgsmål som
Også meget tragisk er det at på Fødselsstiftelsen døde på et tidspunkt halvdelen af de fødende kvinder af barselsfeber. Men så begyndte lægerne og jordemødrene at finde ud af, at de skulle vaske hænder.
Her på Ladegården samlede man løsladte fangere, tiggere, elementer, der ikke gad arbejde og andre personer, der ikke passede i samfundet.
Når lemmerne endelig havde udgang, skete det ofte at datidens salatfad samlede dem op på bydelens værtshuse
Bøller i Allersgade og Gormsgade
Dengang var der talrige bøller, særlig i Allersgade og Gormsgade. Men når betjenten viste sig, ja så var der trods alt respekt. De anholdte skulle gå tre skridt foran.
Ofte måtte betjentene hente berusede personer fra de mange samlinger, som Borgervæbningen foretog på Fælleden. Nogle faldt i den store grøft omkring Blegdamsvej og er efter sigende aldrig dukket op igen.
Betjentene, der skulle føre de berusede bort greb ofte til det nærmeste en græsende hest eller ko. Så var det lettere at transportere den berusede.
Patrulje i løb
Det var ikke særlig populært, at skulle gå patrulje fra Runddelen ud til Lyngbyvej i slutningen af 1890’erne. Denne patrulje foregik ofte i løb. Stanken var ubeskrivelig. Det skyldtes det latrindepot, der lå i nærheden. Her læssede de såkaldte chokoladevogne deres indhold af i løbet af natten. På varme sommerdage skete der ofte eksplosioner her. Når dette skete, er patruljen sikkert gået endnu hurtigere.
Ude på Lersøen foregik der ofte razziaer. Her holdt alle byens tvivlsomme eksistenser til. Mange af disse kæmpede om Maja Robinsons gunst. Man forsøgte flere gange fra politiets side at få hende ud af sumpen. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge, og at hun hver måned fik hustrubidrag. Og så var der fest herude.
Nogle af disse ofte alkoholiserede personer opholdt sig også nu og da på Fælleden. Og her organiserede Karen Spidsmus overfald på de godtfolk, der forsøgte at passere Fælleden til fods.
Svært at styre Lersø – bøllerne
Det var svært at holde styr på Lersø – bøllerne. Et stort slag fandt sted mellem politiet og Lersø – bøllerne den 30. september 1901. Egentlig var det ikke et slag, men et brutalt overfald på en betjent, som de næsten slog ihjel.
Bøllerne havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Derefter brød de ind hos en købmand i Dagmarsgade, efter mere sprut. Inden de nåede Dyrehaven havde de begået flere overfald og røverier.
Da de nu var ved at blive ædru gik vejen hjemad til Nørrebro igen. Men her stod politiet parat, og anholdt blev Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Gloøje, Lange – Hermann og andre. Det lykkedes dog ikke ved den lejlighed at anholde den egentlige hovedmand, Ferdinand Eriksen.
Han og Karen Spidsmus var datidens Bonney og Clyde. Ferdinand startede sin kriminelle karriere som 13 – årig. På et tidspunkt flygtede de to til Århus. Her blev de anholdt, men under dramatiske forhold flygtede de.
Ferdinand døde i 1919 på Kommunehospitalet. Karen Spidsmus, som i øvrigt stammede fra Rababerlandet blev 80 år gammel. Mange revytekster er skrevet over de to.
Rabarberland – en udfordring for politiet
Rabarberlandet var dengang også en udfordring for politiet. Således overværede slagteriarbejder Eriksen en episode, hvor to betjente overfaldt en gammel kone. Han blandede sig, og spurgte, om det ikke kunne løses på en anden måde. Det skulle han nok ikke have gjort. Han blev banket gul og grøn og fik to brækkede arme ud af det. Oprøret i Rabarberland bredte sig, da man hørte, at Eriksen var blevet dømt 30 dage i brummen for gadeuorden.
Da politiet dukkede op i Eriksens lejlighed, var Rabarberlandet forberedt. Tolv betjente var dukket op, og ret hurtig var de tre af dem blevet gjort ukampdygtige. Beboerne var udstyret med jernrør, og ret hurtig foretrak politiet.
Mærket af politiets behandling
Men næste dag var der ingen til at passe på Eriksen. Han var i forvejen meget mærket af politiets tidligere behandling. Men det tog de ikke hensyn til. Brutalt blev han smidt ind i salatfadet og kørt bort. Hvad der siden hændte, vides ikke. Men kort tid efter døde Eriksen. Myndighederne tillod ikke, at han blev begravet på Assistens Kirkegård. Det blev så på Vestre Kirkegård.
Efter episoden mente Rabarberlandet ikke at ord hjalp over for politiet. Vold skulle bekæmpes med vold, mente de. Og så havde man det indtryk at politivagten i Korsgade bestod af halv fordrukne betjente, der bestyrede rene torturkamre.
Dramaet i Husumgade
Sofus Rasmussen havde været redaktør af det socialistiske blad Skorpionen. Han var blevet dømt for bagvaskelse og meget mere, men var flygtet til Sverige. Men det rygtedes hurtig, når han besøgte sine forældre i Husumgade 12. Her var han også blevet set den 13. november 1907.
De to civile betjente Elmer og Gemsøe blev sendt til stedet. Ingen havde taget sig af, at Rasmussen havde truet med at skyde politibetjente, når de ville anholde ham. Man vidste åbenbart ikke, at han altid gik rundt med to skarpladte pistoler.
Meningen var, at de to betjente skulle nærme sig lejligheden ad to forskellige trapper, men Elmer havde fået forkerte anvisninger.
Det endte med, at Gemsøe blev skudt fra nærmeste hold. Han boede i Ægirsgade 36. Fra vinduerne kunne man se over til Balders Hospital. Og det var netop det, hans to døtre gjorde, da far blev kørt på hospitalet. De kaldte endda på deres mor, da ambulancen kom med den syge mand, som derefter blev båret ind på hospitalet. Men den syge mand var død og var deres far.
Barnemorderen i Jægersborggade
En af århundredets største massemordere boede i Jægersborggade. Dagmar Overby kvalte børn og brændte dem bagefter i kakkelovnen. Hun tjente penge som barnepige. Og jo flere børn hun kunne passe, jo flere penge tjente hun. Når moderen så kom, og mente at Lille Peter så anderledes ud, ja så kunne Dagmar fortælle, at han sandelig også havde spist godt. Sandheden var så bare, at Lille Peter forlængst var blevet kvalt og brændt. Tre af mordene menes, at være blevet begået på Assistens Kirkegård.
Det menes, at hun i tidsrummet 1911 – 1920 har myrdet 25 børn. Hun blev dog kun dømt for 8 mord.
Et lig i Ladegården
Den 1. september 1913 fandt en fisker tidlig om morgenen et lig i Ladegårdsåen. En betjent blev tilkaldt og hjalp med at få liget bragt i land. Manden var skudt med en kugle i panden. Det viste sig at være en Lindorf Larsen, der havde begået selvmord. Han havde været involveret i et større bankrøveri på Østerbrogade 14 dage tidligere.
Verdens første spiritusprøve
Det er sikkert ikke mange, der ved det, men verdens første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvejens Politistation. Det var den 15. maj 1922. Det var sikkert også nødvendig. I 1920 var der 18.000 biler. Ni år senere var dette tal vokset til 100.000.
Man skulle kunne føre to fingre sammen, og kunne sige Bispens gebis uden at hvisle på S’erne. Hvis den undersøgte ikke kun stå med samlet ben og lukkede øjne var kørekortet for alvor i fare. Men det var nu også andre ting, man skulle observere:
Knipler i grøn sæbe
Den 18. april 1934 lavede kommunister og strejkende søfolk ballade på Fælleden. Mødet var blevet forbudt, og mens talerne udfoldede sig, kom ridende politi til, for at stoppe mødet. Men 200 kommunister angreb politiet med sten. Men så kom politiassistent Tværmoes til med et halvt hundrede mænd. Politiet havde smurt stavene ind i grøn sæbe, så de ikke kunne vristes løs fra betjentene. Og så tævede betjentene ellers løs på kommunisterne.
Konservative fik en på frakken
Konservativ Ungdom havde den 29. september 1935 samlet sig på Blågårds Plads. Det var ellers socialisternes samlingssted. Men inden mødet havde politiet renset pladsen for socialister og kommunister. Men disse havde forsamlet sig i sidegaderne. Og da KU erne forlod pladsen blev de angrebet fra flere sider. Fra Baggesensgade kom det afgørende angreb, og på Dronning Louises Bro fortsatte de blodige kampe.
Hypnose – moderen
Den 21. marts 1951 var 21 bankansatte forsamlet i lokalerne, Nørrebrogade 58. Pludselig trækker en mand en pistol og skyder op mod loftet. En bankassistent trykker på alarmknappen. Hovedkasseren forsøger at flygte ud af lokalerne med blev skudt. Pistolmanden går til kasseren og kræver penge. Det går ikke hurtig nok, og et dræbende skud bliver affyret.
Hypnosemordet fylder i de kommende år meget i datidens aviser. I maj 1974 kunne BT skrive:
Hypnose – morderen tog gift – kunne ikke stå for presset.
For ikke mange år siden lykkedes det for TV – og Filmmanden, Poul Martinsen at opspore den anden hovedperson i dramaet.
123 værtshuse
Omkring 1965 havde politiet også rigeligt at se til. Der var nemlig registreret ikke mindre end 123 udskænkningssteder på Nørrebro.
Slumstormere
I 1971 besatte slumstormerne et hus i Stengade 50 og kaldte det Folkets Hus.
I 1977 stormede 300 betjente en seks år gammel institution i Todesgade. Men 1.000 lokale beboere forhindrede dette.
Kampen om Byggeren
I 1980 foregik der adskillige gadekampe på Nørrebro. Det var kampen om Byggeren, en legeplads på Indre Nørrebro. Medierne kaldte aktivisterne for
Forkælede venstreorienterede
Venstreorienterede ballademagere
Men sandheden var at mange beboere var trætte af politikernes hårdhændede saneringsmetoder. Ja man kaldte det for Bulldozersanering. Nørrebro Beboeraktion var blevet dannet. Og de bestod ikke kun af forkælede venstreorienterede. Således var Nørrebro Handelsforening med i denne aktionsgruppe.
Bulldozere kørte hæmningsløst mod træbarakker, hvor der sad forældre på taget. Man var ligeglad. Børn blev slået med knipler, og en pige banket i maven af en betjent. Flere hundrede blev indlagt på Rigshospitalet. Og i Borgerrepræsentationen roste man politiets indsats.
Et mærkeligt samfund?
Den 15. oktober 1981 indkaldte unge til et stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tinglutti.
De unge foragtede verdenssamfundet med forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki. Man havde et godt øje til Rutana i Nansensgade.
BZ ‘erne var for alvorlig trådt i funktion. I oktober 1981 gik det ud over den nedlagte brødfabrik Rutana. Lidt senere var det den tidligere gummivarefabrik Schønning og Arvé, der blev besat. For første gang brugte politiet masser af tåregas, for at tvinge de unge mennesker ud.
Overborgmester Weidekamp udtalte:
Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund.
De unge får et hus og jeg får fred
På Allotria legede en gruppe unge mennesker kispus med politiet. De havde gravet en tunnel under vejen, og kravlede pludselig op hos en meget forbavset håndværker.
I maj 1982 blev Bazoka på hjørnet af Baggesensvej og Stengade besat.
I mellemtiden havde Tinglutti fået økonomiske problemer på Jagtvej 69. Københavns Kommune købte ejendommen for 750.000 kr. man overvejede at rive bygningen ned. Men Nørrebro Handelsforening mente, at bygningen var bevaringsværdig. Det mente man sikkert, for at holde Irma væk. De var interesseret i grunden.
De unge fik nu overladt huset. Overborgmesteren udtalte:
De unge får et hus og jeg har fået fred.
Men det fik overborgmesteren langt fra. Han besøgte huset, men det endte med, at han fik buksevand. De unge mente ikke, at han skulle profilere sig på de unges bekostning.
Manden ville købe Nørrebrogade
Vi skal da heller ikke glemme farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade. Brask Thomsen legede vel også kispus med myndighederne med hans økonomiske spekulationer. På et tidspunkt ejede han piratskibet Radio Mercur. På Nørrebro Teater blev store underholdningsudsendelser optaget og sendt ud i æteren.
Brask ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Men begravelsen fandt dog sted fra Stefans – Kirken.
I 1986 deltog 1.000 mennesker i barrikade – byggeriet til forsvar for BZ – kollektivet i Ryesgade 58. Kollektivet havde bestået i tre år.
Braget i Søllerødgade
I 1992 lød der et ordentligt brag i Søllerødgade. En bombe var gået af. Internationale Socialisters Kontor var springet i luften. En 29 – årig aktivist og familiefar var blevet dræbt. Der var masser af gisninger om, hvem de skyldige var, men sagen er aldrig blevet opklaret.
113 skud på Nørrebro
Natten mellem den 18. og 19. maj 1993 genlød Nørrebro af 113 skud. Mange fik ar for livet. 92 betjente blev skadet og 11 demonstranter og tilskuer blev ramt af skud.
Gennem 90’erne bryder mange betjente sammen. Politikere fastholder at alle demokratiske spilleregler var overholdt. Politiledelsen frikendte sig selv. I 1999 myrdede en af de ledere, der var med den aften, sin kone. Året efter hængte han sig selv i Ringsted Arrest. Hele seks undersøgelser måtte man igennem. Gennem årene følte alle deltagende betjente sig skyldige.
En af sideeffekterne efter denne episode var at den hendøende BZ – bevægelse genopstod.
Også politiet ændrede strategi efter 18. maj. I flere bøger gives der udtryk for, at folk i efterfølgende kampe på Nørrebro slap billigere. Men det gjorde butikkerne langt fra. Hærværket steg. Grafitti og rudeknusning kom der meget mere af.
19 sårede betjente
I 1995 oprettede McDonald en ny filial på Nørrebrogade. Dette resulterede i 19 sårede betjente og en total smadret butik.
Tidligere havde der været kastet en sten gennem vinduet i afdelingen på Runddelen. Den var kun centimeter fra at ramme nogle gæster. Gerningsmændene forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt, men foretog sig ellers intet.
En panserværnsraket
Det var den 6. oktober 1996, klokken var 3.06 om natten. En smuk enlig mor fra Ægirsgade, som undertegnede kendte, mistede livet. Hun befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var i HA´s tilholdssted i Titangade 2 – 4. Der var samlet 150 mennesker til en såkaldt vikingefest. 20 kampklædte betjente holdt vagt.
Fra en af hustagene skød Banditos en panserværnsraket mod HA’s hovedkontor over hovedet på alle betjente. Foruden Janne dræbtes en anden person og 28 blev såret.
Gå ind på fortovet
1. januar 1999 var der igen borgerkrig på Nørrebro. En patruljevogn havde bedt nogle unge om, at benytte fortovet i stedet for kørebanen. Det blev starten på et omfattende hærværk og ødelæggelser.
Den 8. – 9. maj 1999 fandt et sandt plyndringstogt sted på Nørrebro. Politiet holdt sig tilbage. I en af butikkerne følte en butiksindehaver og hendes mand sig direkte i livsfare. Men der var ingen hjælp at hente. De ringede forgæves efter hjælp. Angiveligt var det udvisning af en tyrker, der havde udløst urolighederne.
Politiet rykkede først ind, da alle “banditter” havde forladt stedet.
Formand med livvagt
Nørrebro Handelsforening opgjorde skaderne til millioner af kroner. Justitsminister Frank Jensen lovede økonomisk støtte, men den kom aldrig. De andre handelsforeninger i området lavede en indsamling til deres kollegaer på Nørrebro. Ingen blev nogen sinde gjort ansvarlig for disse uroligheder. Ved en høring på Blågårds Plads måtte formanden for Nørrebro Handelsforening have en livvagt med. Han blev under mødet direkte truet af folkevalgte fra Borgerrepræsentationen.
Masser af rådne æg og tomater
Den 16. november 2000 blev salget af Ungdomshuset vedtaget. Dette resulterede i mange års ballade.
Og så skal vi da også lige have med, at Anders Fogh Rasmussen ikke var velkommen på Nørrebro. Han blev mødt med rådne æg i Stengade.
Det samme gjaldt for Pia Kjærsgaard den 14. februar 1998. Hun måtte søge tilflugt i en bank.
Gyldne tider for glarmestrene
Talrige gange måtte butikkerne i de kommende år skifte vinduer. Det var gyldne tider for glarmester – branchen. Mange butikker var udsat for masser af hærværk og røverier, men opbakningen til forbedringer fra politikernes side kunne ligge på et meget lille sted.
Den 18. november 2002 blev det venstreradikale kollektiv Buntzen i Baldersgade udsat for en razzia. Politiet udtalte, at det var en ren bombefabrik.
Den 16. december 2003 var der igen borgerkrig på Nørrebro. Tv 2 ´s Breaking news – helikopter var igen til stede.
Et bogudsalg med følger
Den 1. marts 2007 var det Bogudsalg. Boghandelen åbnede kl. 7 om morgenen, og fra køkkenet oplevede vi det som en sand actionfilm. Fra helikoptere blev politiet firet ned på Ungdomshusets tag.
Dagen endte med vold, bål, brand og røverier fra butikkerne. Enkelte butikker blev udsat for brandtrusler, hvis de betjente strømere.
I bedste Breaking News fulgte seerne begivenhederne på nærmeste hold.
Dagen efter opløste politiet en demonstration med tåregas på Sankt Hans Torv. I Breaking News kunne man følge med, da unge røvede en Irna – butik. Dette fik de lov til i 45 minutter. 44 butikker gik det ud over. Skaderne beløb sig atter op i nærheden af flere millioner kroner.
Du skal visiteres
Et par dage efter nedrivningen var Heinesgade stadig spæret. Betjente var sikkert trætte efter mange dages vagt og overarbejde. Den ene morgen, hvor undertegnede skulle på arbejde, forlangte en betjent, at jeg skulle bevise, at jeg arbejde ind i butikken. Jeg blev godt nok sur, og spurgte om jeg skulle gå rundt med alle butikkens bøger. Betjenten blev mere sur, og bekendtgjorde derefter, at det var visitations – zone. Han ville nu påbegynde en visitation, men en kollega kom ham i forkøbet.
Vær så god, at passere.
436 anholdelser
Den 1. september 2007 var det galt igen. Adskillige butikker blev smadret. Dem, der forsøgte, at ringe efter hjælp, fik at vide, at de skulle holde sig inden døre.
Den 6.oktober 2007 havde de unge proklameret besættelse af et hus i Grøndalsvænge. Forinden havde de afholdt kurser i trafikblokering, bryd politiets kæder, blokadebygning og meget mere. Det lykkedes for de unge, at holde huset besat i 25 minutter. Og imponerende er det også, at der skete 436 anholdelser.
Ja sådan kunne vi blive ved. Vi har ikke omtalt de mange banderelaterede forbrydelser, der er sket, og meget mere.
Det har kostet samfundet 200 millioner kroner
Men i grunden er det tankevækkende, at vide, at det har kostet samfundet ca. 200 millioner kroner al den ballade med de unge. Disse millioner dækker udgifter til politi, retsinstanser m.m. Og tager man tabt omsætning med, kan man lægge 20 millioner kroner oven i. Og så er det lige det med forsikringen for detailhandlerne. Men den lagde vi lige i denne omgang.
På www. norrebro.dk kan du læse en masse, om de kampe, der er foregået. Her på www.dengang.dk kan vi henvise til:
August 27, 2014
Under besættelsen var det ikke rart at bo på Blågårdsgade. Børnene saboterede bunkers på Blågårds Plads. Pludselig var legekammerater væk. Den Store Vaskedag var omstændig. En rædsel var det, at komme til skoletandlæge. Ikke alle steder var poderne glade for at skøjte. Flere steder i Ladegårdsåen var det farlig at bade. Og så måtte der altid gå to betjente sammen. Der var masser af ballade og slagsmål i kvarteret. Men det var festligt dengang med et hav af butikker. Og så skulle man da lige genere de tyske flygtninge.
Dengang, det var jul
Vi har været her før, i Blågårdsgade, på Blågårds Plads og i området omkring. Vi bevæger os rundt omkring i Den Sorte Firkant, og skal kigge på dagligdagen – dengang.
Ugen før juleaften blev der pyntet op i stuen. Der blev lavet stjerner af pap, kom lim og glimmer på. Og så blev de hængt op i loftet, og der var mange. Fra hjørne til hjørne og fra side til side blev der hængt guirlander op. Kulørte papirslamper udgjorde også udsmykningen. Og fra disse hang der også kulørte strimler.
Det var svært, at gå i skole, når man stod inde i stuen og spiste havregrød, for det var så hyggeligt derhjemme.
Juletræet blev selvfølgelig købt på Blågårds Plads. Mange ventede til allersidste øjeblik, så blev der pruttet om prisen.
Haresteg i stedet for flæskesteg
Og så blev der delt gaver ud. Det var godt nok ikke så mange, som i dag. Så var der en masse knas. Selskabslege blev leget. Kaffe og julekager hørte også til.
Når der havde været arbejdsløshed blev der ikke gjort så meget ud af julen. Men alligevel forsøgte man at hygge sig. Som regel var der flæskesteg. Og den fik man stegt hos bageren. Men det var der ikke altid råd til, og så måtte man tage til takke med haresteg. Enkelte fik også ænder fra søerne. Men de smagte ikke godt.
Nogle gang kunne man være heldig at få tilsendt and fra Jylland, hjemmelavet leverpostej og sylte samt konfekt. Det var fra nogle af de familier, som børnene havde været over hos om sommeren.
Som i en granskov
Efter jul blev juletræet savet i stykker, og så blev det brændt i kakkelovnen. Det gav god varme, og samtidig duftede hele huset af gran. Ja det var nærmest som at befinde sig i en granskov.
Den mobile kravlegård
De kreative havde fundet på at indrette den mobile kravlegård. Man havde taget en spisestuestol og fjernet sædet. Der kunne man ikke kravle så meget rundt, men man kunne da skubbe stolen rundt over hele stuen.
Luksus med toilet på gangen
Når vinteren var ekstra kold var der is i vinduet. Så samledes man ved kakkelovnen i stuen. Moderen sørgede for, at børnenes dyner hang ved kakkelovnen, inden de skulle i seng.
Der var ikke bad og varmt vand. Men dem, der havde toilet i ejendommen eller på gangen var heldige. Så skulle de ikke ned til rotterne i gården.
Som regel vaskede man sig i køkkenet. Oven over kakkelovnen i stuen, stod der altid en kedel og snurrede. Om sommeren blev der varmet vand over gassen.
En vinter var temperaturen helt nede på minus 20 grader. Da var det ikke muligt, at smide tøjet i køkkenet eller blive vasket her. Det var umuligt at varme køkkenet op. Gassen var rationeret.
I mange år brugte man køkkensalt som køkkensalt som skuremiddel.
Man kunne ikke få koks
Man kunne ikke tillade sig at varme hele lejligheden op ved hjælp af kakkelovnen. Koks kunne man ikke få. Man fyrede med tørv, og de var dyre.
Det skete også ofte, at lejligheder blev gasset på grund af væggelus og andre kryb.
Festligt kvarter
Pengene var stadig små, og mange lejede et værelse ud i de i forvejen meget små lejligheder. Og så måtte man rykke endnu mere sammen.
Egentlig var det et festligt kvarter med masser af butikker også i Blågårdsgade. Det var bestemt ikke kedeligt, og der var altid masser af mennesker.
Her var også slikforretningen i Prins Jørgensgade. Men også farvehandleren i Griffenfeldtsgade var vigtig, for han forsynede børnene med farvebøger og påklædningsdukker.
Krystalis
To gange om ugen kunne man fra vinduet se vognen med krystalis komme kørende. En stor dreng halede en aflang is fra det lukkede lad og svang den op på venstre skulder. Her hvilede blokken på en særlig foret krav til værn for kulden. Han havde også tykke handsker på. Der var folk, der abonnerede på isen. De havde et lille skab med zinkballe i bunden og en isoleret dør.
Når isen blev lagt derind, kunne smør, mælk og pålæg holde sig meget længere.
Og ved lørdagskøb hos urtekræmmeren fik man i tilgift et stykke sæbe og et kræmmerhus med bolsjer. Legetøj i butiksvinduerne kunne de fattigste børn kunne drømme om. Men så kunne man lege med de soldater man fik som klistermærker. Disse kunne klæbes på pap.
Utøj muntrede sig
På hjørnet af Prins Jørgensgade/Griffenfeldtsgade lå en meget populær beværtning i kælderen. Her spillede en hyggepianist den tids mest populære melodier. I stueetagen var der en frisør.
I en kælder lå et bageri. Her lavede man også konfekt, lagkager og så videre. I et skur i gården var der masser af kasser, hvor kagerne blev anbragt. Her var der masser af kakerlakker, der muntrede sig.
Til konfirmationer og andre festligheder blev der lavet fantastiske isanretninger i cirka 50 centimeters højde. De blev anbragt i træbaljer med en masse knust is, så de kunne fragtes ud til kunderne.
De Fine i kvarteret
Butikkerne havde meget lange åbningstider. Men den store arbejdsløshed, der prægede landet gik også ud over butikkerne på Nørrebro.
Og der boede da også fine folk i kvarteret. De havde råd til tæpper og parketgulve. Også meget elegante møbler blev der plads til. Pige i huset havde de også råd til. Det var vigtigt, at denne pige havde en god skudsmålsbog, ellers kunne hun ikke bruges.
En tur i Dyrehaven og Hareskoven
For dem der bare havde lidt overskud var pinsen en fest. Da tog man på den årlige skovtur. Det gik så til Dyrehaven eller Hareskoven.
Maden var pakket ned i skotøjsæsker. Familien havde tæpper med. Man sad i græsset og spiste og spillede rundbold eller legede “2 mand frem for en enke”.
For 25 øre Gammelt brød
Andre boede i yderste fattigdom. Udstyret med en kurv kunne man så stille sig uden for bagerne og købe gammelt brød for 25 øre. Men så kunne man også dengang få gammelt franskbrød, surbrød og helt i toppen en del flødekager.
Man kunne også være heldig at købe 8 stk. 2 øres boller for 5 øre. Eller hvad med 2 øres kagekrummer. Det var også lækkert.
Der måtte to betjente til
De der ikke havde til huslejen blev sat ud af lejligheden omgående. En stor alvorlig betjent blev sat til at bevogte bohavet. De tidligere beboere blev smidt på Ladegården og bohavet tog Fattigvæsnet sig af. Det vil sige, at de beslaglagde det.
Skulle en anholdes i Den Sorte Firkant var det altid nødvendig, at sende to betjente. Og det kunne såmænd bare være en bøde, der ikke var blevet betalt. Ofte satte vedkommende sig i modværge. Men det kunne også gå fredelig til. Men det kostede som regel noget brændevin. Hvis den anholdte havde råd til det, skete det ofte, at han fik lov til at drikke brændevin inden afgang. Og var det ingen til at hente brændevinen, ja så hentede den ene betjent den.
Der skulle kraftige betjente til at patruljere i gaden. De kunne også indgive en hvis form for respekt. For her var konstant slagsmål, druk, husspektakler, tyveri m.m. Ofte blev genstridige slæbt med hen i vagten i Korsgade.
Det var næsten en daglig begivenhed, at en fulderik blev slæbt hen ad gaden med en horde børn bagefter, der råbte Hurra.
Her foregik også de vildeste gadekampe mellem de forskellige kvarterer. Det var Krygersgade og Rabarberne, som udkæmpede de store slag.
Avisen skal ud
Der var masser af morgenaviser, der skulle bringes ud – dengang. Det var som regel konernes arbejde. Det var foruden Berlingeren, Politiken, Dannebrog, Dagens Nyheder, København, Social Demokraten og Adresseavisen.
Når Almindeligheden havde udgang
Om torsdagen havde de gamle fra Almindeligheden udgang. De havde tilladelse til at betle. Og det benyttede de sig så af ved at invadere Nørrebros butikker.
Men i 1903 var der sket noget. Den socialdemokratiske maler, Jensen blev valgt som borgmester. Han afskaffede al tvang for de ældre.
Linje 3 larmede
Linje 3 kørte gennem Blågårdsgade. Der var to spor på gaden, der ikke var særlig bred. Der var cirka en halv meter til fortovet, der heller ikke var særlig bred. Gaden buede, så det så ud som om sporvognene kunne vælte ind mod fortovet.
Dem, der boede i forhuset, kunne tydelig høre larmen fra sporvognene.
I begyndelsen af århundredet var de hestetrukne sporvogne erstattet med elektrisk drift. Omkring 1906 – 1907 kom sandelig også de første Taxamotor – drosker.
Ikke altid plads i gårdene
Ikke alle gårde i gaden var lige egnet til leg. Og nogle gange var der heller ikke plads. Således boede der i en af ejendommene en vognmand med lillebiler. Han havde to biler, der når de ikke kørte, holdt i gården.
Man lagde meget vægt på at gårdene kun måtte bruges af dem, der boede der. Gårdsammenlægninger var et ord, man slet ikke kendte. De fleste gårde var derfor omgivet af hegn, og en vicevært der nøje holdt øje med, hvem der færdedes i gården.
Leg i gårdene
Man havde forskellige bolde, som man brugte op af muren. i gården blev der også leget smugler og tolder, røver og soldater. Senere blev det så til sabotører og tyskere. Alle ville jo helst være sabotører.
Et andet boldspil, som var meget populært var noget, man kaldte Dæk. Det var vel nærmest det man i dag kalder, baseball.
Man legede også med nipsenåle. Dem blev der spillet om. Og så blev der leget med glansbilleder og kugler af træ og glas.
De mange rotter
I baggården var der ikke kun rotter. Det kunne også hænde, at en kat forvildede sig ind i gården og blev børnenes kæledække. Man skiftedes så til at tage den op, og give den mælk m.m. Men den ville ud om natten. Så kunne det jo ske, at den kom op at slås eller at de hylede. Når så naboer klagede over dette, kom folk fra Zonen eller Falck for at indfange den. Man havde net med, og indfangede diverse katte og hunde i et bur. Man skød så de hjælpeløse dyr med et gevær uden at tage hensyn til de børn, der overværede det.
Men rotterne var der ingen, der dræbte. Det vil sige, at de vakse knægte kunne tjene en skilling, hvis de afleverede døde rotter på Fælledvejens Brandstation. Ja man fik 10 øre pr. stk. Og så kunne man jo købe noget lækkert på hjemvejen, hvis ikke ens mor kom i vejen. For dengang var man sammen om at spare op. Så man havde pænt at aflevere, alt det man tjente.
Når der havde været regnvejr, kunne man oppe fra vinduerne se rotterne komme og drikke nede i gården. Ja tænk engang rotterne kom også helt oppe på loftet.
Var man så heldig at have en cykel, der var placeret i et skur, skulle man inden man hentede den, lige lave lidt larm, ellers mødte man helt sikkert rotter.
Og det skulle man også lige huske, når man særlig om natten skulle ned i mørket og forrette sin nødtørft i retiraderne, ellers var man sikker på at møde masser af rotter. Om sommeren, hvor der var længe lyst, kunne man om aftenen se rotterne pile afsted i baggården.
På is
Sidegaderne var ideelle til rulleskøjter dengang. Det var Blågårds Plads egentlig også, indtil man byggede en bunker. Men man måtte ikke løbe på kørebanen, så det var med at komme ind på fortovet, når politiet dukkede op.
Man kunne også løbe på isskøjter på Peblingesøen. Men isen var ikke altid god. Ofte var det stivnede bølger, man løb på. Nede ved Søpavillionen var der sprøjtet yderligere, så banen var glat. Her blev isen også kaldet for Vaniljeisen.
Men egentlig var det forbudt at opholde sig der. For som poderne sagde på Nørrebro. Den skøjteklub var kun åben for velhavere.
Så var det bedre at tage i Hans Tavsensparken, hvor der var sprøjtet med vand. Her var isen jævn. Det var godt nok en lang gåtur. Det var koldt, og de primitive skøjter faldt af hele tiden.
De små poder på hospitalet
Ofte skulle dem, der boede i baggårdshuset, ind over en gård for at komme til deres opgang. Og man skulle ikke regne med, at der altid kom sollys ind ad vinduerne. Ofte var der ikke mange centimeter til næste mur.
Når de små poder blev ramt af sygdomme, og måtte indlægges, ja så foregik det på Blegdamshospitalet. Og selv om poderne var små, måtte forældrene overholde besøgstiden på en time. Selv om man var indlagt for blærebetændelse, ja så kunne man lige så godt tage polypperne med det samme.
Og det var så æter man brugte til bedøvelse. Men man informerede ikke barnet. Pædagogik var ikke noget man brugte så meget af dengang.
En masse folk klædt i hvidt vandrede ud og ind, og glemte at pylre om poderne.
Legetøj – dengang
Man havde masser af farveblyanter og malebøger. Knægtene havde borge med soldater og kanoner. i disse kunne man komme tændstikker og skyde soldater omkuld. Og så havde man også Mekano – sæt og byggeklodser. Og også modellervoks var populært.
Inddelt efter nummer
I Hellig Kors Skolen blev man inddelt efter nummer. Og det var også som sådan man blev placeret i klassen. Nummer et sad nærmest tavlen. Nummer 34 sad bagerst. Og når man skulle tjekkes hver morgen, var det altid de dårligste, der blev nævnt sidst. Og det var oftest de ordblinde, der sad bagerst. Men det ord kendte man heller ikke dengang.
Respekt for de voksne
Man havde forskellige afstraffelser på skolerne på Nørrebro. Det var ikke ualmindelig med fra 3 til 5 slag med spanskrøret for forseelser, som eleverne næppe opfattede som forseelser.
Når man om morgenen kom ind i skolegården og klokken ringede, skulle man stille sig op i to lige rækker. Så måtte man ikke tale. Stille og rolig skulle man gå op ad trapperne til klasseværelserne. Man skulle uden ballade hænge tøjet på knagerne, og blive stående til læreren kom. Dengang kom læreren aldrig for sent.
Stille og rolig skulle man stille sig foran pultene indtil læreren gav lov til at eleverne måtte sætte sig. Nogle af lærerne holdt meget af at synge, så da skulle man så først gennem en morgensang.
Hvis der kom en voksen ind i lokalet, skulle alle rejse sig op. Man måtte først sætte sig igen, når den voksne forlod lokalet.
Kongerækken skulle læres udenad
Man skulle lære både tysk, engelsk og svensk. Kongerækken fra Gorm den Gamle skulle læres udenad. Geometri og aritmetik samt fysik lærte man også. Men også masser af håndarbejde skulle man igennem.
Man lærte også at svømme. Dette foregik på en badeanstalt i havnen lige ved siden af Langebro. Det var åbenbart ikke forurenet, for ingen blev syge af det.
At bade i Ladegårdsåen
Inden Ladegårdsåen blev dækket til, var dette også især om sommeren en guldgrube for især drengene. Ved Borups Allé kunne man tage solbad samtidig med et bad på en skråning ned til åen. På den anden side var der to åløb, der mødte hinanden. Dette sted kaldte man Revolveren. Her lå en stor granitsten, der også skulle have et navn. Så den kaldte man Bedstemor. Derfra kunne man kaste sig ned i de vilde bølger. Her var også muligheder for at fange geder.
Et sted slog Ladegårdsåen et knæk. Det kaldte man for Gryden. Det var nærmest et hul. Her havde de fleste fået forbud mod at komme. Men her kunne man springe i på hovedet, så dybt var det. Men vandet var lidt grumset. Ved Borups Allé var det mere klart. Poderne havde fået at vide, at man ikke måtte sluge det, da det kunne indeholde baciller
Aktiviteter ved åen
Hernede ved Ladegårdsåen startede det med at være biograf. Det blev så senere lavet om til cirkus. Og det stod mesterbryderen Bech – Olsen for. Det holdt et par sæsoner. Så rev man endevæggene ned på teltet og indrettede en restaurant. Dette ændrede man senere og placerede det hele på en mægtig rund plade. Den kunne så dreje rundt og så kaldte man det for Den rullende Fortoug eller noget i den stil. Her blev også engang udstillet en stor hval, man kunne komme og besøge for 10 øre.
Der var liv og glade dage dengang. På strækningen fra Jagtvej var der 7 værtshuse. Man skulle ikke være tørstig på Nørrebro.
Det var også dengang, der ved Parcelbroen var et stort toilet, der hovedsageligt benyttet af kvinder.
Hovedsagen var, at blive mæt
Omkring 1920 var der en del folkekøkkener på Nørrebro. Det var kommunale spisesteder, der blev oprettet for at give mad til den fattigste del af befolkningen. For 55 øre kunne man få 2 retter mad. Det var altid kogte retter, aldrig stegte sager. Alt var dampkogt lige fra frikadeller til bøf. Det var nu ikke særlig velsmagende. Men det så man bort fra, bare for at blive mæt.
Drenge og piger adskilt
I begyndelsen af skoletiden gik drenge og pige hver for sig på skolen. I gården var det et kæmpe plankeværk, så man ikke kunne se hinanden. Også på gangene var kønnene stærk adskilte.
Derhjemme i gården legede både piger og drenge sammen, og på skolen havde man søstre og brødre, så egentlig var det svært at se formålet med denne opdeling. En skønne dag rev man da også plankeværket ned. Man satte i stedet en række bænke op. Men man skulle dog fortsat være på hver side.
Åh rædsel – skoletandlæge
To gange om året skulle man til skoletandlæge. Det var en aldeles forfærdelig oplevelse, og mange foretrak at tage deres mor med.
Hele klassen skulle møde op på en gang. Man sad i et stort lokale, hvor der sad en tavle med numre på. Når det blev ledigt hos en af tandlægerne faldt en klap ned, og det nummers rum skulle man så ind i.
Eleverne vidste alt for godt i hvilke numre sadisterne befandt sig. Var man så uheldig at skulle ind til en af disse, var man næsten på vej ned ad trapperne igen.
Mødrene måtte pænt vente i venteværelset.
Der var ti båse med hver deres tandlæge. Man kunne se andre børn blive behandlet, også når de stod ved en håndvask og spyttede blod ud, når de havde fået trukket tænder ud. Man kunne også se børn øve sig i at tage et gebis i munden. Alt dette var meget betryggende, inden man selv skulle til.
En tandlæge, var i gang med at bore i en tand hos en pige. Samtidig pjattede han med en kollega. Resultat blev at boret røg ind i munden på pigen. Hun skreg selvfølgelig af smerte. Men det var det råd for. Hun fik en på skrinet med besked på, at holde kæft. Og der var ingen, der blev bedøvet under plombering eller når der skulle trækkes tænder ud.
Selv da en af pigerne blev udsat for rodbehandling, var der ingen bedøvelse.
Den afholdte tysklærer
Tysklæreren Knud Larsen var meget afholdt. Men en dag blev alle de klasser, der havde ham kaldt op i håndarbejdssalen. Lærerne græd og eleverne blev efterhånden bekymret. Endelig fik eleverne så at vide, at han var sabotør. Han havde været i modstandsgruppen Holger Danske. Han var blevet torteret på Shell Huset og derefter skudt i Ryvangen. Alle elever græd efter denne meddelelse.
Efter krigen var der en mindehøjtidelighed på skolen, hvor der blev afsløret en mindeplade. Så græd eleverne igen.
Svært at få tøj
Ordentligt fodtøj var det meget svært at få under krigen. Det var navnlig galt med støvler til vinterbrug. Men i Korsgade lå der en skomager, der købte brugt fodtøj. Så satte han dem i stand, og så kunne andre købe dem.
Sommersko var det også svært at få. Men så lavede man nogle sandaler med træbunde og remme over. Dem kunne man få i mange farver. Disse blev kaldt for klip – klap sandaler efter den lyd, de forudsagde.
På Sankt Hansgades Skole underviste tre skræddere i, hvordan man kunne få lavet billigt tøj. Man kunne så enten sy på skolen eller derhjemme. Ja selv af aflagte slips kunne man sy en nederdel.
Pigerne måtte kun gå med lange bukser om vinteren, og kun skibukser. Forår, sommer og efterår, selv når der var koldt, skulle de gå i kjoler. Så havde man uldne strømper på, og det kradsede noget så nederdrægtigt.
At samle kapsler
Man sparede meget dengang. På mælkeflaskerne var der kapsler af aluminium. Dem smed man ikke væk. Man samlede dem sammen. Og havde man en ordentlig portion, blev de afleveret på Fælledvejens Politistation. Så blev de omsmeltet og lavet om til nye kapsler.
Den store vaskedag
En gang om måneden var det den store vaskedag. Det kunne foregå på den måde, at man gik op på loftet og hentede en masse pakker med aviser, som man havde gemt i løbet af måneden. De blev så smidt ud fra lejligheden ned i gården. Det var lettere end at bære dem ned. De aviser, man havde samlet sammen var selvfølgelig forsvarligt bundet sammen.
Vaskerummet kunne godt ligge oppe på loftet, men mange gange var det en stuelejlighed, der var indrettet til dette. Aviserne skulle sammen med brænde bruges til at få ild under gruekedlen. Det var et stort kar på fire ben, hvor der nedenunder var et lille rum, til at tænde op i.
Tøjet var båret ned dagen før, og lagt i blød i to store trækar. Mor tog tøjet op af trækarrene og fik det op i gruekedlen, som blev fyldt op med koldt vand og tilsat sæbe.
Så var det bare at få vandet i kog. Og det var cirka 3 – 4 kedler, der blev startet på en vaskedag.
Når tøjet havde ligget længe nok, blev det nærmest fisket op af en lang kæp og lagt over i et lille trækar, hvor man havde et vaskebræt. Her blev det i et stort kar med koldt vand og hævet op og ned, og skrubbet. Proppen i bunden af karret blev hævet op, så vandet væltede ud over gulvet.
Man var iført røjser og et stort gummiforklæde. Og så var det igen med at få tøjet over i et andet kar, så det endelig kunne skylles færdig.
Så blev der spændt en vridemaskine på kanten af karret og her blev tøjet så vredet igennem. Der var et stort håndtag. Alt foregik jo med håndkraft.
Til tørre
Endelig kunne tøjet så hænges i gården, hvis det var sommer og så kunne man håbe på, at der ikke var regnevejr. For hvis dette var tilfældet måtte tøjet bæres op på loftet på femte sal på tørreloftet. Og husk på, man havde ikke plastikkurve dengang. Det hele foregik i tunge zinkbaljer.
Mor startede klokken 7, og var først færdig omkring klokken 17. Ikke uden grund blev det kaldt for Den Store Vaskedag.
Nu var det Rullekonens tur
Faderens arbejdstøj blev ikke kogt i gruekedlen. Det blev lagt på vaskebænken, og blev skrubbet med en skurebørste.
Når tøjet var tørt, blev det pudsigt nok stænket med vand. Så var der to om at trække det, så det kunne lægges pænt sammen. Og man var slet ikke færdig. For nu skulle rullekonen have noget af tøjet. Hun havde forretning i Baggesensgade.
Rullekonen rullede for eksempel et lagen op på en rund træstang og så stak hun den ind i selve rullemaskinen. Det var en kæmpe trækasse på ca. 2.50 meter x 1 meter. Den kunne køre frem og tilbage på et fast underlag.
Oppe i selve kassen lå der et par store kampsten for at gøre den tung. Kassen kørte langsomt frem og tilbage, og når den nåede til enderne vippede den lige så meget, at rullekonen kunne stikke trærullen med lagnet lå så inden under og blev rullet. Kassen vippede så i den anden ende, og så kunne en anden stak med tøj stikkes ind. Jo vasketøjet var flot, når det endelig var færdigt. Nu fyldte det næsten ingenting.
Rådne tomater og æg mod talerne
I 1939 var der ofte møder på Blågårds Plads. Det var KU og DKU som afholdt møder. Ofte gik det helt vildt for sig. Gennem luften røg der rådne tomater og æg på dem, der stod på talerstolen. Så kom politiet og tævede løs med deres knipler.
Så var der med at komme i dækning, for politiet slog både på venner og fjender.
Sabotage mod bunkers
Omkring 1940 var der masser af kommunister, socialdemokrater, jøder og sigøjnere i kvarteret. Men som tiden gik, blev der mere og mere uroligt i området.
Pludselig en dag begyndte man at bygge bunkers på Blågårds Plads. Børnene syntes ikke om det, det var jo deres legeplads. Her spillede man bold og løb på rulleskøjter.
Når arbejderne var gået hjem om aftenen, gik børnene i gang med at ødelægge det, de havde lavet. Men en dag stillede tyske soldater sig op. Og på et tidspunkt skulle alle forsynes med et Ausweiss. Børnene gik med det med en snor om halsen.
Så var det mere trygt, at samles i Fritidsklubben i Blågårdsgade 2. Den hørte med til kirken.
Ferieophold i Jylland
Mange af børnene i kvarteret tog på ferieophold på en bondegård i Jylland. Man tog så afsted klokken 6 om morgenen og var først fremme ved aftenstide. Et hav af togvogne var fyldt med unger, der skulle på landet. De havde alle madpakker med. Og for at det skulle gå rigtig til havde poderne store skilte om halsen, hvor der stod, hvor de skulle hen. Det skete dog, at poderne var kommet på et forkert tog. Så blev de sat ved den næste station, for så at skulle i modsat retning.
Togpersonalet havde travlt med at hjælpe vrælende og forvirrede unger.
De var pludselig væk
Sigøjnerne samledes ofte til festligheder, og ved disse lejligheder blev der sunget rumænske folkesange, og spillet flot musik til. Men en dag forsvandt de. Tyskerne havde taget dem.
Som et lyshav
Gad vide, om ikke Blågårdsgade var en af de sidste gader, der fik elektrisk lys. I gaden var der lygtepæle med gas i. Om aftenen kom der en mand med en lang pind, som han trak med i en ring, der sad oppe i lampen. På den måde skruede han op for lyset. Om morgenen kom han så igen og trak i den anden ring, hvorved han skruede ned for blusset.
Da der kom elektrisk lys, virkede det som et ordentligt lyshav. Under krigen var det også lukket for lyset.
Masser af skyderi
Det var hårdt, at bo i kvarteret under besættelsen. Under Folkestrejken var der ikke vand. Man kunne ikke skylle toilettet ud. Så måtte man ned til Peblingesøen efter en spand vand.
Tyskerne stillede en kanon op ved Korsgade, så de kunne skyde over i Nansensgade. Men de var åbenbart nervøse, for de stillede kanonen op ved Smedegade. De skød mod et hus, hvor to ældre mennesker netop sad og spiste. En blev dræbt på stedet.
Efter Folkestrejken forekom der ofte skyderi på Blågårds Plads. På et tidspunkt var der mange der løb på siden af sporvognen og dukkede sig for at komme forbi. Sporvognen sænkede også farten og sporvognskonduktøren dukkede sig også.
På Fælledvej opstod også på et et tidspunkt et voldsomt skyderi fra et tag. Folk søgte ly i opgange indtil skyderiet var ophørt.
Værtshuse sprunget i luften
En dag var en tysker blevet skudt i Blågårdsgade. En bil var kørt op på siden af ham, og en person sprang ud og skød ham. I lang tid undgik beboerne stedet og gik en omvej. Man var bange for at tyskerne ville hævne sig. Der gik rygter om, at tyskerne selv havde stået for aktionen.
To værtshuse i gaden blev sprunget i luften på grund af Schalburtage. Det var nogle voldsomme eksplosioner.
Man hyggede sig i gården
På et tidspunkt blev der indført spærretid, så måtte man ikke gå på gaden efter klokken 20. Så samledes man i gårdene og stillede borde og stole op. Man drak så en kop surrogatkaffe.
Pludselig en aften under aftensmaden kom der pludselig fly langt ned over husene, sirenerne hylede og der blev hørt et ordentlig kæmpe brag. Det var B&W og Sukkerfabrikken, der blev bombet.
Da børnene var i skole, kunne man pludselig se en stor flyver, der fløj ganske lavt ned over skolen. Det er Royal Airforce, skreg nogle af drengene. Og inden børnene gik fra skolen fik de at vide, at Den Franske Skole var blevet bombet.
Hipo – folk dukkede op
På et tidspunkt sidst i krigen, skulle tyskerne bruge skolerne til tyske flygtninge. Børnene måtte ikke komme i skole. Mange af eleverne gik da hen på skolen og smadrede vinduerne. Men på et tidspunkt kom inspektøren ud, og sagde, at de ikke skulle smadre hans vinduer, for han boede i stueetagen. De større børn forbød derefter de små, der ikke kunne kaste så højt, at kaste sten. Derefter fortsatte de store børn med at smadre vinduerne.
Pludselig dukkede Hipofolk op. De sprang ud af deres biler, og skød heldigvis kun varselsskud op i luften. Men det lykkedes for de større børn at smadre næsten alle vinduer i skolen.
På Havremarkens Skole
Undervisningen foregik nu i Brorsonskirkens krypt. Frikvarteret foregik i Hans Tavsensparken. Men ingen af eleverne gad at kigge på klokken. Og det var nogle sure lærere, der måtte hente børnene i parken.
Herefter måtte børnene gå i skole i Havremarkens Skole. Det blev til en ordentlig spadseretur. Turen gik gennem Assistens Kirkegården.
Det var alt for dyrt at tage sporvognen. En tur ligeud kostede 20 øre, og skulle man skifte, så kostede det 25 øre.
Det var meget mørkt
Det var mørkt om aftenen. Man skulle bruge mørklægningsgardiner. Og disse var ikke særlig pæne. Man måtte kun bruge 15 watt pærer.
Rart var det ikke at færdes på gaderne, når det var mørkt. Selv i sporvognene var der mørklægningsskærme omkring pærerne. Der var ikke lys i butikkerne og ingen neonreklamer. På bagskærmene af cyklerne var der malet med hvid maling, så man bedre kunne se hinanden.
Ingen understøttelse – Arbejd for tyskerne!
Til de arbejdsløse blev der sagt, at de kunne få arbejde i Tyskland. Nægtede de, kunne de ikke få understøttelse. Man fik også tilbuddet om at bygge bunkers for tyskerne ved vestkysten. Og her blev man anbragt i utætte barakker. Mange fra Nørrebro var på den måde tvunget til at rejse til vestkysten.
Husvagt i Blågårdsgade
Også i Blågårdsgade blev der udnævnt såkaldte husvagter under besættelsestiden. Man fik blandt andet udleveret en gasmaske og en økse. Man skulle om natten, når der var luftalarm gå rundt og ringe på alle dørklokker. Man skulle blive indtil folk havde svaret, Sidst i krigen var det næsten luftalarm hver nat, når englænderne fløj over København for at flyve ned og bombe Tyskland. Og når der var luftalarm, måtte beboerne ned i en kælder, hvor der var lidt lys, et bord og nogle bænke.
Når beboerne gik ned i kælderen om natten, kunne man se lyskasterne. Først når sirenerne var ophørt, kunne man gå tilbage til ejendommen igen.
Da Blågårdsgade eksploderede
Man kunne under krigen høre den danske radioavis fra England. Men for at høre den, skulle man have en specielt stueantenne. Nogen gange kunne det være svært for beboerne i kvarteret at aflytte BBC, da tyskerne havde oprettet støjsendere. Det var aldeles forbudt at aflytte stationen og mange havde lavet en antenne, der lige kunne skubbes bagud, hvis tyskerne pludselig dukkede op.
Den 4. maj 1945 eksploderede Blågårdsgade nærmest. Der var vild jubel.
Men dog ikke hos alle. I gaden havde der været en del modstandsfolk, men også Hipo – folk. Mindst en af disse blev henrettet. Og en kvinde, der havde aflyttet telefonsamtaler for tyskerne, fik en fængselsstraf. En masse ting kom pludselig frem.
Da kisterne blev ført gennem Griffenfeldtsgade
Efter krigen ville man lave en mindepark for alle der var blevet skudt i kvarteret. De blev alle i kister i hver sin ligvogn kørt herud. Der var mange omkring 100. Hver vogn havde sit nummer. Man havde en liste, hvor man kunne se, hvem der lå i kisterne. Det var et meget bevægende optog, der dengang kørte gennem Griffenfeldtsgade.
De mange sprittere
På Blågårds Plads var der mange sprittere. Dem har vi tidligere her på siden beskæftiget os med. Børnene var ikke bange for dem, tværtimod. De holdt øje med børnene. Og man skulle lige forsøge at gøre børnene skade, så var spritterne der for at beskytte dem.
Nej det værste på Blågårds Plads var pissoiret, der lugtede afskyeligt.
Bananer smagte alligevel ikke
Og endelig kunne man købe bananer. Men det sjove var, at ikke alle kunne lide det. Men disse sydfrugter var også underlagt rationering, så man kunne kun købe en. De voksne havde talt meget om disse bananer. Og pludselig begyndte man at kunne købe rigtig kaffe. Det var også underligt for mange.
Da kongen kørte gennem Blågårdsgade
Da Christian den Tiende efter befrielsen kørte gennem byen valgte han også Blågårdsgade. Den havde ligesom Istedgade været meget aktiv under besættelsen. Der var en kæmpe begejstring med masser af flag ud af vinduerne.
Kongen og dronningen kørte i åben vogn. Det var festligt.
De tyske flygtninge rejste hjem
Da de tyske flygtninge skulle sendes hjem, samledes lokalbefolkningen for at kigge på dem. De så ikke godt ud. Der stod de i deres slidte tøj og lignede nogen, der ikke var blevet vasket. De kom op i lastbiler, og så ikke glade ud.
Et par dage efter begyndte man på skolerne at rydde op. Der var hø og halm over det hele. Møgbeskidte tæpper, der skulle smides ud og et kæmpemæssig rengøringsarbejde forestod, som eleverne måtte være behjælpelige med.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Blågårdsgade – kvarteret og Den Sorte Firkant så se her på www.dengang.dk
Og mange, mange flere artikler om Det Gamle Nørrebro (186 stk.)
August 27, 2014
På Café Luna på Jagtvej opdagede man, at en gæst var medlem af et tysk vagtkorps. Modstandsfolk jagtede gæsten, og skød ham. Efterfølgende blev Caféen nedbrændt som hævn. Ved en aktion på Blågårds Plads blev fire Hipo – folk dræbt. Dette resulterede i en hævnaktion, hvor tre restauranter i nærheden blev ødelagt og to mænd blev brutalt myrdet.
Mange episoder på Nørrebro
Under krigen skete der meget på Nørrebro. Dette er blot to episoder, som skete i februar 1945.
Den fremmede gæst på Café Luna
Café Luna lå på Jagtvej 171. Den 2. februar 1945 skete her en dramatisk episode.
En mand i civil satte sig ved et bord. Her sad i forvejen andre gæster. Og den nye gæst spurgte, om han måtte give en omgang. Pludselig gled hans frakke til side, og gæsterne kunne se, at han bar en marinevægteruniform. Dette afstedkom en reaktion fra en af de andre gæster, der tog ham i kravetrøjen:
Du er et stort svin, du har ikke noget at gøre ved dette bord, kom ud.
Du bliver skudt med din egen pistol
Men den nye gæst, som var vagtmand på Værløse Flyveplads, trak sin pistol og sigtede på pågældende. Dernæst gik han til telefonen, for at tilkalde assistance, men det lykkedes ikke. Flere personer fra caféen over ham derefter. Det viste sig at være lokale modstandsfolk. De tog hans pistol og slog ham i hovedet og råbte:
Du bliver skudt med din egen pistol, dit svin
En såret person
Det lykkedes dog for vagtmanden at flygte. Og det skete mod Aldersrogade med modstandsfolkene i hælene. Der lød fem – seks skud.
Ifølge ejeren af Café Luna fandt man dagen efter en såret eller død mand iført marinevægteruniform i Teglværksgade lige i nærheden. I de daglige beretninger fra besættelsestiden blev der fundet en såret person.
En hævnaktion
Fra tysk side havde man ikke glemt aktionen. Den 9. februar samledes medlemmer af den berygtede terror – gruppe Schiøler – gruppen, for at planlægge en aktion mod Cafe Luna. De planlagde, at bryde ind i caféen samme nat, og anbringe en sprængladning, som skulle sprænge lørdag under musiktribunen, hvor der var flest gæster.
Ved 23 – tiden om fredagen mødtes man i en lejlighed i Elmegade, og gennemgik planen. Derefter kørte man ud i Fælledparken to eller tre hold. I forvejen havde man lokaliseret forholdene i Café Luna, så det var forholdsvis let at komme ind og få anbragt sprængstoffet.
Branden på Café Luna
Den oprindelige plan kunne have kostet masser af menneskeliv. Men disse blev i sidste øjeblik ændret. Den 10 februar kl. 19.30 lød et lille knald under musiktribunen. Flammerne slig pludselig op mellem gulvbrædderne i tribunen. Branden udviklede sig så voldsomt, at den ikke kunne slukkes, resulterede i massive ødelæggelser inde i cafeen. Men heldigvis ingen mennesker til skade.
Fire Hipo – mænd dræbt
Den 27, februar var nogle Hipo – folk kørt ud til i en lukket udrykningsvogn til en razzia i en kaffebar på Blågårds Plads.
En gruppe modstandsfolk fra modstandsorganisationen BOPA kom tilfældigvis forbi. De sprang ud, og åbnede ild mod Hipo – folkene.
En ambulance blev tilkaldt til hjørnet af Todesgade/Blågårds Plads. Her fandt man en gennemhullet udrykningsvogn og en dræbt Hipo – mand.
Det var tegn på, at en håndgranat var kastet ind i bilen. En del blev såret ved aktionen og fire Hipo – mænd blev enten dræbt på stedet eller døde senere.
Mordene skulle hævnes
Dette skulle hævnes fra tysk side. Så allerede samme aften omkring klokken 22 udgik der en befaling at mordene skulle hævnes.
Man havde medbragt en del håndgranater, der blev kastet mod Kaffebaren i nr. 14, Café Lynet og Café Sevilla. Igen var det Schøiler – gruppen, der stod for aktionen. Men der kom ikke nogen til skade i hævnaktionen. Men alligevel er dette ikke helt rigtig.
To mand skudt
For Schøiler – gruppen mente, at en kommunist skulle lade livet, som følge af aktionen. Og det gik ud over bogtrykker Evald Jensen, der blev brutalt myrdet. Og endnu en i Haveforeningen Lersøen, Ernst Christiansen blev myrdet som hævn.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Denne side indeholder over 118 artikler fra Besættelsestiden
August 27, 2014
Nørrebro var skam ikke en bar mark fra 1650 – 1750. Der skete en masse. I 1645 boede der 137 familier plus en masse fattige her i bydelen. Men vi skal også høre om Ladegården, Blaagaarden, Ravnsborg, Solitude og Den Stærke Mands Have. Vi besøger også et stort gæstgiveri. Søerne fylder også meget. De blev renset og Skt. Jørgens Sø blev tømt på et tidspunkt. Og til stadighed var der problemer med vejene og broerne. Hver gang, kongen fik fornemt besøg, så blev vejene nødtørftig sat i stand.
Stadens ældste adgange
Roskildevejen var en af stadens ældste adgange. Den førte langs Skt. Jørgens Sø’s vestside direkte ind i Vesterport. Men da Vesterbrogade blev anlagt, blev Roskildevejen en kongevej. Den var udelukkende beregnet til kongens eget brug. Indtil i dag har vejen heddet Gammel Kongevej.
Forkyndelse fra prædikestolen
Mod syd var det Kjøgevejen. Og den tredje adgangsvej var den såkaldte Peblingedam mellem Sankt Jørgens Sø og Peblingesø. Oprindelig svingede vejen ind til Nørreport. Den fjerde vej var dæmningen mellem Sundet og Sortedamssøen.
Og så var det den ældgamle vej, der førte over Serridslev Mark, over Fælleden om ad Møllegade til Ladegårdsåen.
Vejene var ikke særlig gode. Mange gange ved stærk regn var de ufremkommelig. Men når kongen ventede en fornem gæst, blev de nødtørftig sat i stand. Kongevejene var spærret med bomme. I 1656 blev der fra prædikestolene forkyndt, at uvedkommende ikke måtte driste sig ud på disse veje.
Græsset tilhørte kommunen
I 1606 nævnes Peblingesøen som meget bredere i den vestlige del som nu. Den østlige del af Sortedamssøen synes, at være stærk tilgroet. Tilløbet kom fra Damhussøen gennem Ladegårdsåen. Ved Hyltebro i nærheden af Lygten blev det overflødige vand fra Emdrup Sø optaget. Søerne tilhørte kommunen men i 1619 afstod de fiskerettighederne til kongen. Men ved en dom i 1656 blev det fastslået, at græsset i søen tilhørte kommunen.
Skanserne blev aldrig færdige
De mange skanser, der blev bygget ved søerne, Vartou, Ravnsborg og Ladegården kom aldrig til at spille en rolle i Københavns forsvar. De blev aldrig bygget færdig. Det ville have krævet langt flere mennesker til rådighed. Derfor blev skanserne også rømmet, da svenskerne nærmede sig.
Ladegården – atter engang
Vi har tidligere her på siden skrevet flere gange om Ladegården. Den blev anlagt i 1620, efter at Christian den Fjerde ved et mageskifte havde erhvervet Skt. Jørgens Gård. Den gamle by Nyby var blevet nedlagt. Ja man kan sige, at det meste af det nuværende Frederiksberg blev lagt under Ladegården.
Den første bygning, der blev opført var en kæmpe stor stald/lade. Den var 100 bindinger lang, 30 alen bred og 15 alen høj.
Her kunne der står 500 stykker kvæg, som stod i seks rækker. Vand i krybberne blev ført derhen via krybber. Hø og halm kom oppe fra, her lå laden nemlig oven over stalden. Jo Ladegården havde skam sit eget vandværk.
Men i 1628 blæste det hele omkuld efter et uvejr.
Herskabelig hovedbygning
Men i 1630 blev det hele genopbygget, en herskabelig hovedbygning i tre etager. En foged bestyrede gården. Kvæget blev malket tre gange om dagen, og når klokken ringede, blev kvæget ført hjem.
Produkterne blev brugt på hoffet, men en masse blev også solgt på torvet. Her var svinehave, og her brændtes brændevin. Og tænk, svinene fik grønkål i Hundedagene.
Men gården gav ikke rigtig overskud. Så i 1645 blev gården bortforpagtet til Peter Christensen, som tak for hans deltagelse i Kalmarkrigen.
Peder Svenske, som han blev kaldt skule årligt betale en afgift på 2.200 Rigsdaler og forpligte sig til at købe 100 læs brænde fra kongens skove.
I 1651 overlod Frederik den tredje Ladegårds – marken til 20 hollændere fra Amager.
Det ældste Nørrebro fra 1645
Det ældste Nørrebro lignede en landsby. Det var en mængde stræder med haver. Husene lå for sig selv og en del boder blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier foruden de fattige. Det var dengang Nørrebrogade blev kaldt for alfare Vei.
I 1658 blev det hele afbrændt, svenskerne var på vej, og der skulle være fri udsigt fra volden.
Skt. Jørgens Sø blev tørlagt
I 1662 fik Kristoffer Gabel skøde af kongen på Skt. Jørgens Sø med tilladelse til at gøre sig denne Plads saa nyttig, som han bedst vidste og kunde. Gabel købte også Teglgårdsvænget. Det var en mark, der lå langs Peblingesøen. Hans ide var at erhverve sig grundene omkring Ladegården.
Han fik tømt Skt. Jørgens Sø og udnyttede den som eng. Og da man så fandt ud af, at søen faktisk var en del af befæstningen fratog man Gabels arvinger skødet.
Vejene skulle gøres bekvem
Stadens veje var som nævnt i en sørgelig forfatning. Det klagede kongen over i 1663. Han skrev blandt andet til Magistraten, at de rejsende kun med stort besvær kunne komme frem. Kongen mente, at vejen uden for Nørreport, skulle gøres bekvem og brugelig til at føre hans store vogne og kareter. Den lange Stendam ved Hyltebro var meget brøstfældig.
I 1676 blev stenbroen over Nørre Fælled istandsat.
Befolket med ænder og svaner
Søerne havde en større udstrækning end i dag. Skt. Jørgens Sø og Peblingesøen var kun skilt fra hinanden af en smal landtange. Og sådan en skilte dem også fra fæstningsgraven. Skt. Jørgens Sø var i mange år kun en eng, men blev i 1674 opdæmmet for Befæstningens Skyld. Peblingesøen skulle efter Holger Jacobæus` udsagn befolket med svaner og ænder.
Peblingebroen var en gammel og brøstfældig plankebro. I 1684 besluttede Magistraten, at den skulle renoveres. Ja denne bro nævnes i 1562 for Fjellebroen og i 1570 som Langebro.
Oprindelig var Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø en stor sø.
Over Ladegårdsåen, som man kaldte den onde bæk ved Skt. Jørgen var en bro.
Store Ravnsborg
Uden for Nørreport fik Johan Merhof i 1661 anvist en plads ved Sortedamssøen med tilladelse til at bygge et hus, hvor han kunne udtappe dansk og fremmed øl til vejfarende.
Grunden stødte op til Store Ravnsborg. Denne grund købte oversekretær Erik Krag i 1662 af Hans Nielsen og borgmester Kristoffer Hansen, der her havde anlagt fiskedamme. I 1665 var det rådmand Peter Holmer, der erhvervede grunden. På grunden havde der også boet en gartner. I 1699 var det så kammerjunker Vind, der ejede grunden.
I 1691 købte borgmester Bartholomæus Jensen en grund mellem Sortedamssøen og Fælledvejen langs den nuværende Skt. Hansgade.
Søen blev renset
I 1705 lod vandvæsnet søerne rense. Men allerede i 1724 blev dette igen foretaget. Ved dette arbejde fik søerne omtrent den udformning, som de har i dag.
Ved begge ender af Sortedamssøen, blev der opsat stendiger. Men i 1729 var der nogle, der havde pløjet for tæt ved søen, så nu blev der også anlagt kampsten.
Blaagaard – en kæmpe grund
Blaagaarden havde tidligere tilhørt Christoffer Gabel, derpå statholder Gyldenløve.
Blaagaard havde sin glansperiode, men denne faldt efterhånden, da kongens bror, prins Carl overtog det. Han boede her sammen med sin søster Sophie Hedvig en del af året. Han opførte den nye hovedbygning, der var tækket med blå skifer, som var årsag til stedets navn.
Grunden strakte sig fra Peblingesøen næsten helt op til Ladegårdsåen
Prins Carl anlagde en buegang, tækket med kobber og indvendig smykket med malerier ned til Peblingesøen. Haven havde adskillige prægtige lindealleer ved siden af de tilklippede pyramider. Der var masser af billedhuggearbejde og springvand. Vandet førtes gennem render ned til Peblingsøen, mens afløbet blev ført til Skt. Jørgens Sø.
I 1706 havde han fæstet og i 1713 havde han købt grunden på byens side ned til Peblingesøen. Nu kunne han hindre uvedkommende adgang til søen, da han nu også ejede denne.
I hovedbygningen havde prins Carl indrettet en bedesal, smykket med 35 historier fra bibelen. Men disse lod han nedtage i 1716 af frygt for zar Peter. De blev ført til Vemmetofte.
Dueller på Nørrebro
Hvem skulle tro, at der to steder på Nørrebro blev udkæmpet dueller, for at afgøre stridsspørgsmål. Således berettes det om Fuglestangen ved Tagens Hus og ved Ravnsborg. Således skriver Politimester Ernst den 23. juni 1720:
For Nørreport og Gamle Ravnsborg paa Fælleden er en Lergrøft, som skjuler de derudi værende Personer for de passerende og hvorudi for nogen Tid er fornummet, at de, som havde Tvistighe indbyrdes og ville overse E.K.M’s Lov og Forordning imod Dueller, sammsteds samle sig for at afgære deres Trætte med Kaarde i Haanden.
Ville ikke arve Blaagaarden
Da prins Carl døde i 1729, arvede søster Sofie Hedvig gården/slottet, Blaagaarden. På sit dødsleje testamenterede hun herligheden Prinds Carls Hauge til kammerherre Carl Adolf Plessen. Denne nægtede dog i begyndelsen at tage imod gaven, men han måtte dog give efter for et Kongeligt Magtbud og Ønske.
Endnu i slutningen af århundredet omtaler Rahbek, hvis morbroder Knud Lyne ejede Blaagaarden, de sex dejlige gamle Linderader i haven, som de stoltelse aleer, han nogensinde havde set, og tilføjede, at der bestandig svævede en Art Nimbus om Stedet fra dets forrige kongelige Eiere.
På den modsatte side lå Ravnsborg, også med en meget smuk have. Her kunne man om sommeren bekommes al Slags Drik.
Ladegaarden som yndet traktørsted
Ladegaarden som efter at have været i Christoffer Gabels besiddelse, atter var kommet tilbage til kongen, og var blevet delvis restaureret. I hvert fald boede der her i 1683 en kongelig musikant i et forhåndværende kongeligt gemak. Også General – Konsumptionsforvalter, Justitsraad Edvard Kruse havde værelser her. Han fik i 1690 kongelig bevilling til at nyde og bruge Ladegaarden med tilliggende Jord, Enghave og Fiskevand, fri for al Paalæg undtagen Kopskatten i ti år på den betingelse, at han skulle holde bygningerne vedlige paa egen Bekostning.
Stedet blev et yndet traktørsted.
I 1727 tilbødes til Leje et Hus her 200 Alen langt og 22 1/2 Alen bredt, enten til Anlæg af Manufaktur eller til Brug for en Traktør. Her blev også anlagt en mølle. Inden tilladelse blev givet, skulle man dog lige sikre sig, at vandstanden i Peblingesøen ikke blev berørt.
Ravnsborg og Mester Adams Have
Ravnsborg, der var delt i Lille og Store Ravnsborg blev i 1699 købt af kammerjunker Karl Vind for 600 Rdl. Det var så lige den klausul, at Vandvæsnet havde uhindret adgang til grunden for at reparere de vandrender, der lå på grunden. De førte vandet fra Esrum Sø ind til staden.
Grunden strakte sig fra Malkepladsen på Fælleden. Ved siden af lå en grund tilhørende voldmester Adam Hansen Trællov. Grunden hed Mester Adams Have, og det var en Beværtningshave.
I 1720 falbød aviserne denne sin skønne Lyst -, Frugt – og Køkkenhave, vel besat og indrettet med skønne Lystgange af mangfoldige Eske og andre Træer og Hækker. Er derfor et meget nærsomt sted.
Den blev også snart overtaget af Den Stærke Mand. Og selvfølgelig kom den til at hedde Den Stærke Mands Have.
Mester Adam havde klaget
Ved belejringen i 1700 blev både Ravnsborg og Mester Adams Have ødelagt. Mester Adam havde i 1704 klaget,
at hans Frugthave ved Ravnsborg udi seneste Ruptur er blevet ruineret, da de store Træer saavel ved Ravnsborg og langs Blegdammen efter Befaling af de Deputerede udi Den Kongelige Raadstue bleve afhuggede, fordi de ganske borttoge Udsigten fra Volden til Fælleden.
Kongelig besøg på Solitude
I 1725 fik ejeren af Store Ravnsborg, Andreas Behrentz privilegium på at brygge øl og brændevin.
I 1727 falbød J.L. Hovgaard, Lille Ravnsborg:
som til Værtskab er meget belejligt og med gode Staldrum indrettet.
Op til Blaagaarden lå Solitude. Den tilhørte assessor C. Braem, siden Grev U.A. Holstein til Holsteinborg, der indrettede gården som landsted. Da kronprins Christian og Sofie Magdalene holdt deres indtog den 18. december 1721, mødtes de nygifte med ministrene på Solitude.
Herfra gik der en højtidelig procession ind til byen.
Grev Sponneck på kant med Magistraten
Efter Holstein ejedes Solitude af Grev C. Danneskjold Samsø og efter ham med kroholdsrettighed af stadens kommandant Grev Sponneck. Denne skrev i 1728 til Magistraten, at han ønskede et sted, hvor han kunne indrette et lille menageri og undertiden trække frisk Luft. Derfor ønskede han en grund mellem Solitude og åen. En grund bag Ravnsborg hen imod Vejrmøllen, hvor vognmændene hidtil har haft deres losseplads, kunne han godt tænke sig.
Sponneck var på den tid på kant med Magistraten, så han holdt sit brev i en meget høflig tone, og sluttede med at han ikke ville volde besvær eller være til ulejlighed.
Året efter fik han tilladelse til på egen bekostning at flytte en fattig enkes hus med gammelt halmtag, der lå lige op til Solitude.
Et stort Gæstgiveri
På hjørnet af Nørrebrogade og Møllegade lå et stort gæstgiveri, der i 1730 solgtes på aktion. Den havde tilhørt Lambrecht Scheel.
Den bestod af tre længer, meget vel indrettet til Gæstgiveri med Logementer, Køkken, Spisekammer og Staldrum til 36 Par Heste.
Omkring Gaarden er tre Frugthaver, udi hvilke en Mængde af gode og importante Frugttræer. Der foruden er en stor indelukt Plads til Keglebane eller anden Brug.
I 1718 søgte Konrad von Berg om fæstebrev på Lygten ved Hyltebro. Huset var nærmest en ruin. En del af huset var revet ned. Men dele af huset, som Konrad von Berg købte kan stamme fra 1679, hvor grunden blev bortfæstet til Jakob Rustmester.
Omkring Blegdammen
Da Sortedamssøen blev renset blev parkerne i Blegdammen fyldt med mudder og jord fra søen. Derfor gav man i 1727 tilladelse til at grave en ny i 30 alens afstand fra søen. Den blev fyldt med vand, og via trærender kunne vandet løbe tilbage i søen.
På Blegdammen boede også andre folk end blegmænd. Et katuntrykkeri, der var anlagt af Daniel Pedro, men igen flyttet derfra før 1724.
Peblingebroen – nok engang
Peblingebroen, den nuværende Dronning Louises Bro var meget brøstfældig og krævede ofte reparation. Storm og højvande gjorde det bare værre. I 1721 ønskede Magistraten at bygge en bro af sten, men man ønskede, at kongen skulle betale for den.
Men i 1728 fik staden råd til at opmure en dæmning af kampsten. Træbolværket blev taget ned. Det kostede 2.542 Rdl. Vindelbroen i midten, der ej alene vil blive Zirat, men endog til Nytte for Byen. Denne bro blev opført af oberstløjtnant Heusser for 1.550 Rdl.
Nørre Fælled blev ødelagt
I 1711 blev der etableret en bom over denne vej for at hindre Fælledens ødelæggelse. De mange lejrsamlinger på Nørre Fælled ødelagde vejene. Således hedder det i Kæmnerregnskabet for 1708:
Saasom en Del af velælde og velb. Magistraten mundtlig befalede den 27. Marts, da de senest vare ude ved Øster Sandgrave og besaa, hvorledes Soldater og Vognmænd fra Frederiksberg og Prins Karls Gaard havde uden Forespørgsel selvraadig efter Ernst Brandenborgs Ordinans ikke alene gravet og minimeret adskillige store Miner under Landevejen, men endog under den Kongevej, som løber fra Kastellet hen ad Vartov, og fordærvet begge Vejene og gjort dem farlige for den Rejsende, særdeles Herskabet, som der ofte passerer, og med Heste og Vogne, ridende eller kørende , uafvidende kunde falde ned af Minerne og komme til stor Skade, skal kontinuere med Grøfternes Gravning og de opløbende Miner igen at tilfylde, at de ej skulle grave under Vejen, kunde være god og uden Fare.
Hyltebroen brød sammen
I 1714 var Hyltebroen, broen ved Lygten faldet sammen, hvorefter der blev lavet en midlertidig bro, da man ikke kunne skaffe noget Egetømmer.
Og i 1717 afsluttede man en kontrakt med italieneren Mark Antoni Pelli, om at bygge en muret hvælvet bro i stedet for den gamle ubrugelige træbro. For dette skulle italieneren have 350 Rdl. Han betingede sig udtrykkeligt, at kun de halve Penge måtte være i sedler.
Lidt før 1728 blev en vej over Fælleden anlagt til Vibenshus. I regnskabet stod dette år:
Pæle til Dæmning for den udi Aar paa Nørre Fælled midt for Blegdammen opkastede Jordvej.
Selve Blegdamsvejen er meget ældre. Den gik uden om den dam, der lå på Fælleden omtrent midt mellem Nørre – og Østerbro.
Mere ødelæggelse på Fælleden
Og det var ballade i 1710, da der i fire uger lå 15 – 16.000 soldater ude på Fælleden. Der blev ekserceret tre dage hver uge. I kæmnerens regnskab stod dette selvfølgelig også anført:
selvvraadigt opkastet og gravet efter egen Fantasi mangfoldige Huller, en Del som var for dem nødig, og det meste unødig, alt til deres Hytter og Barakker. Og lod det i samme Stand ligge, da de brød op, som var Fælleden og Græsningen en ubodelig Skade, at den i mange Aar ikke igen skal komme sig, hvilken Skade Indvaanerne her i Staden med Vedmodighed vil erindre for den Nytte, de af Fælleden indtil denne Ruin have haft og nydt. Hvorover jeg den 21. november efter velælde og velbydige Hr. Etatsråd og Præsident Nansens mundtlige Befaling, da han selv med andre havde set den store Desordre og Fælledens store Ruin, skulde igen fortfare med at planere den opgravede Tørv og Jord og befundet mange Hobe Hestemøg efter Kavalleriet, Tørven nogenledes igen at faa henlagt i den Sted, som den før laa, samt det efterladte Møg og Halm i Hullerne at lade bortføre. Ellers have samme Tropper til Stadens Fælles og Jordvejens Skade og Ruin opkastet Grøfterne for Nørre og Øster Fælleds Landeveje samt og til Kongevejen, saa over dem (Fællederne) overalt kunde køres.
Magistraten befalede at grøfterne skulle repareres. Man var bange for, at de rejsende ville lide skade, når de passerede Fælleden.
Under pesten i 1711 var soldaterne igen på Fælleden. Og soldaterne gravede videre uden omtanke. Problemet var også, at græsningsarealet blev formindsket.
Og da russerne i 1716 havde lejr samme sted led Fælleden endnu større skader,
Regimenter på Fælleden
Der skete noget på Fælleden også dengang. Regimenterne under Stadens Garnison optrådte foran kongen.
Men også ved Fuglestangen, som stod i nærheden af Tagenshus skete der mange aktiviteter.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs