For fjerde gang besøger vi Trøjborg, som var et stort slot i nærheden af Visby, nord for Tønder. Det er lidt uhyggeligt, at man afbrændte dette slot, som godt nok var forfalden, men indeholdt mange kulturelle værdier. Læs også her om Rantzau, Ahlefeldt, Limbek og Knudsen – slægten.

 

Tre gange før

Vi har tre gange tidligere beskæftiget os med Trøjborg Slot eller Herregård. Trøjborg har haft stor betydning på egnen. I 47 af vores artikler er Trøjborg nævnt. Bagerst i denne artikel, kan du læse i hvilke artikler stedet er nævnt mest.

 

Trøjborg holdt stand

Både Søgård og Trøjborg er borge fra Valdemarstiden. Trøjborg var Rantzauernes mens Søgård var Ahlefeldternes.

Søgård Slot faldt i trediveårskrigen af Torsteinsons tropper. Trøjborg holdt stand. Men det adelig Trøjborg blev alligevel nedbrændt – af dens ejer. Han ville ikke have et slot. Men storbonden var ikke klar over at murene var faste. Sidst da undertegnede var forbi, for cirka 25 år siden, stod nogle af murene der endnu. Vejr og vind klarer sikkert resten efterhånden.

 

Hans Limek og de syv brødre

Hvorfor slottet blev kaldt Trøjborg, er de lærde uenige om. Og hvor det ældste slot lå, vides heller ikke. Den har sikkert ligget nærmere kirkebyen, Visby. I 1278 og 1283 nævnes en ridder, Mogens Bendiktsen i Visby. Men om denne havde noget med slottet at gøre, vides ikke. Men den første, der med sikkerhed kan føres til Trøjborg er Ridder Hans (eller Johan) Limbek. Han var ejer af både Søgård og Trøjborg. Hans Limbek og hans syv brødre, sønner af Ridderen Gotchalk Limbek fremtræder allerede i 1335 som Hertug Valdemars mænd.

 

En mand med magt

I 1344 fik Hans Limbek af hertugen hele Lundtofte Herred i pant. Dermed blev det store Søgård Gods grundlagt. I 1348 fik han i pant for et lån på 509 Mark hele Rømø, Sølsted og sognet Visby med Trøjborg. Snart er han i besiddelse af hele Lø herred.

 

Disse otte brødre udgjorde en stor magt dengang. De fik og tiltog sig mange rettigheder. Hans Limbek’ s enke overtog to huse m.m. i landsbyen Uge, med fuld jurisdiktion til Løgum Kloster. Dette er et vidnesbyrd om, at de adelige lensmænd og partshavere tidligt begyndte at tilegne sig domsmagt fra de gamle retterting.

 

Holdt med dem alle

Efter Hans Limbek arvede broderen Lyder, Søgård med Lundtofte Herred. Lyders søn, Hans Limbek findes i 1375 som herre af Trøjborg. Efter ham var det hans halvfætter, Henneke. Han skiftede hurtig side, sikkert efter, hvad der kunne betale sig for slægten. Han støttede skiftevis de holstenske grever mod Valdemar Atterdag, Albrecht af Mecklenborg mod Dronning Magrethe, Magrethe mod de holstenske grever. Og så hertug Gerhard mod Dronningen.

 

Han blev aldrig rigtig ridder

Henneke faldt ved hertugens side på togtet mod Ditmarksen i 1401. Han var og blev Røverridder. Han blev aldrig rigtig ridder. Hvad end han tabte og vandt, så var gevinsten altid større. Han rådede efterhånden over Riberhus, Varde Syssel, Gram herred med Tørring Slot, Tønderhus og en mængde strøgods i kongeriget.

 

Han stiftede et alter i Ribe Domkirke. Han var også gavmild over fir klosteret i Løgum. Men tag ikke fejl. Han ville også have magten. Et brev fra 1376 kundgør:

At han tager Abbed og Kloster med Folk og Gods under sin beskyttelse og vil værne dem mandigt og trofast, idet han ligeledes lover, hverken af Abbeden eller hans Undergivne at fordre Gaver, eller tage dem fangne eller plyndre dem, eller fratage eller lader dem fratage, eller afpresse noget som helst, eller bortføre eller lade bortføre noget af Klosterets Folk.

Det var et meget stort løfte. Tre år efter måtte Hans Limbek overdrage klosteret i Løgum den ham tilkommende Jurisdiktion over Løgum m.fl. Landsbyer “til Erstatning for de af ham, hans Frænder og Tilhængere mod Klosteret over Voldsgerninger”.

 

Den sidste Limbek

Den sidste Limbek til Trøjborg var Hennekes søn Klaus. Han sluttede sig til Dronning Magrethe og overlod hende eller solgte hende i 1407 Trøjborg med Lø herred. Dronningen pantsatte straks lenet til Bispen og Domkapitlet i Ribe for 5.000 mark lødigt Sølv. Man lagde samtidig hele herredet ind under Viborg Landsting og Ribe Bispestol.

 

Brød slægtens tradition

Dermed havde Klaus brudt sin slægts tradition. Dronningen havde fået brudt den selvrådende slægts magt og sammenhold. Ja man talte om en slags jernpolitik. Dronningen havde sikret dansk ret over området gennem mange århundreder. Dronningens ejendomshandel dannede grunden til de kongerigske enklaver.

 

Idet Klaus Limbek brød sin Æts udskrevne Lov, synes Ætens kraft brudt med det samme. Slægten gled langsom ud i mørke. En ukendt Klaus hører man om i 1562.

Trøjborg var nu kun en almindeligt kirkelen med skiftende biskoppelige lensmænd indtil 1556. Ved reformationen blev godset sammen med det øvrige kirkegods inddraget under Kronen.

 

Trøjborg rejste sig i Pragt og Herlighed

Men da rejste Trøjborg sig pludselig i Pragt og Herlighed. Daniel Rantzau havde studeret i Wittenberg under Luther. Han havde tjent Hertug Adolf under kejseren i Tyskland, Italien og Frankrig ved Hoffet og i marken.

I slaget mod Ditmarksen deltog han sammen med 14 andre Rantzau’ er. I 1562 blev han oberst i hæren under Konge Frederik den Anden.

I Den Nordiske Syvårskrig fra 1563 – 1570 udviste han mod og hæder. Så meget, at kongen skænkede han sin feltherre Trøjborg i arv og eje.

 

Kongen var ikke altid med Rantzau

Kongen var dog ikke altid enig med Rantzau. Det var imod kongens ønske, at Rantzau under våbenhvilen tog til Holsten for at besøge sin trolovede, Katharina von Damme (Dahm). Rantzau måtte også kæmpe for at få sit tilgodehavende på 4.500 Daler.

 

Så krigen atter i 1559 brød ud, førte Rantzau godt nok den danske hær frem mod Varberg. Men det var med kongen som krigsherre.

Her faldt helten den 11. november med hovedet sønderknust af en kanonkugle. Hæren og folket sørgede. Men da hans frænde, den lærde Henrik Rantzau i et Æreskvad nævnte hans deltagelse i kampen mod Varberg, modtog han skriftelig en irettesættelse fra kongens egen hånd.

 

Den krænkede slægt

Den krænkede slægt fordrede feltherrens lig ført til Holsten til familiebegravelsen i Wertensee Kirke, hvor Henrik Rantzau los rejse et mindesmærke over ham.

Ugift og barnløs døde Daniel Rantzau. Hans bror Peder tilbyttede sig for sit arvegods Vamdrup den til kronen hjemfaldende æresgave Trøjborg. Han lod det gamle slot nedrive og byggede et nyt. Desuden ægtede han sin brors fæstemø.

 

Peder levede med broders højt – elskede

Ommia Vanitas sådan kom til at stå med store latinske bogstaver over stenpladen over slotsporten. Denne stenplade kunne i mange år skimtes i ruinerne ved Trøjborg.

Peder Rantzau var en flittig og dygtig godsejer. Han levede længe med sin broders højtelskede Katharina.

 

Von Buchenwald

I det 17. århundrede gik Trøjborg fra Rantzauerne over til familien von Buchwald. Datteren af den sidste von Buchwald ægtede først en Grev Moltke dernæst en von Plessen, der i 1776 solgte ejendommen til de Neergaard fra Gunderslevholm. I 1851 blev hovedgården Trøjborg med avlsgården Visby Hedegaard solgt til Knud Lausten Knudsen. Han var søn af gæstgiver og kreaturhandler Christen Knudsen. Ved giftermål blev han ejer af store bøndergårde i Forballum.

 

En dygtig handelsmand

K.L. Knudsen var en dygtig handelsmand. I løbet af få år havde han ved bortsalg af fæstegods, to store gårde kvit og frit. Men også på andre områder var han fremragende. I landbruget var han foregangsmand.

Trods mange folkelige og kirkelige bevægelser i Sønderjylland på den tid, havde han Kristen Kold som huslærer for sine og naboens børn. Han var medstifter af Rødding Højskole. Han var leder af de danske bønder i oprørsåret. Landtingsmand blev han i de to første rigsdage efter juni – grundloven.

 

Klosterbrødre

I årene 1861 – 63 var han med i de såkaldte Klosterbrødre. Han gik ind for slesvigsk kirke – og skolefrihed, der skulle forsone den tyske befolkning med det danske herredømme. To år efter krigen døde han, dybt skuffet over forholdene i landsdelen.

 

Stillet til rådighed som seminarium

Trøjborg var blevet stillet til rådighed for Rigsdagen som et dansk seminarium.

Indtil 1854 stod slottet nær Visby. Det var et firfløjet slot med fire hjørnetårne. En pragtfuld slotsport ind til en gård, hvor et firspand kunne vende.

I Hundehullet under borggraven sad endnu jernlænker til fod og hånd. I slotskapellet var alteret endnu det samme som Katharina von Dahm havde knælet for.

I Riddersalen var vældige hjortehorn af dyr, som Peder Rantzau havde fældet. Hans og hustruens våben prydede de hollandske plader omkring kaminerne. Alle opholdsrummene stod med billeder og møbler siden 1580.

 

Kulturelle værdier gik tabt

Det er en skam, at det hele ligger i ruiner. Store kulturelle værdier gik tabt. Hvorfor sagde den danske regering nej til at overtage dette slot?

Hans Aagensen Knudsen solgte gården i 1903. Der var ingen fare for, at den ville gå over i prøjsisk ejerskab. Det sørgede en dansk rigmand for. Det var Holger Petersen. Han solgte gården videre i 1912 til sin tidligere forpagter, Bay Højer.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Møgeltønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Bondeslægten fra Trøjborg
• Bundeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Trøjborg – endnu mere
• Trøjborg endnu mere
• Ude mod vest
• Mellem Højer og Ballum
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Ballade i Sønderjylland
• Tønder – egnen 1848 – 1858 (2)
• Ballum –  dengang
• Adel og Storgårde i Tønder Amt
• Det Vestlige Sønderjylland
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Enklaverne i Sønderjylland
• Møgeltønder – dengang
• Møgeltønders Historie

 

Hvis du vil vide mere om Søgård, Ahlefeldt og Limbek (Limbæk, Limbeck):

• Ahlefeldt og Søgård
• Ahlefeldt fra Storhed til Fald
• Gråsten – en flig af historien
• Et Kloster – 15 km nord for Tønder
• Rømø – endnu engang