Stammer Tønders navn fra saltfremstilling? Ordet Tønder/Tondern stammer fra ild. Og det var den ild, man antændte ved saltfremstilling. Er det sandheden? Den salt, som friserne gjorde friserne velhavende. Men den smagte ikke godt. Den var bitter, og kunne ikke bruges til kød, men dog til sild. Men udvindingen gik ud over kystsikringen. Og der var masser af stormflod ved vestkysten. Salt var en sjælden vare. Og det måtte forbrugerne betale.

 

Store muligheder for Tønder

Omkring år 1000 var der mange muligheder omkring Tønder. Der kunne udvindes jern af de tykke lag myrehalm, der fandtes mange steder især nord og øst for byen. Der er faktisk fundet slagger og smelteovne fra Jernalderen ved bl.a. Tønder, Møgeltønder, Sølsted og Emmerske. En anden råvare som var også til stede. I tørvelag, der af og til gennemblødes med havvand og tørrer ud igen, optages hele tiden så store mængder sal, at det kan udnyttes.

 

Samme teknik ved Vadehavet

Teknikken, der har været brugt på hele Vadehavskysten, fra Nordfriesland til Holland gik ud på, at man på vaderne afgravede tørven under det finkornede – og derfor vandtætte – sliklag, der har forhindret, at tidevandet udvaskede saltet.

Tørven blev tørret på landet og afbrændtes i store bunker, hvorefter den meget saltholdige aske blev fugtet mad havvand og formet til klodser, der kunne transporteres til selve saltkogeriet. Der blev de gennemskyllet med havvand, hvori asken sank til bunds, mens saltet blev opløst i vandet, der så kunne inddampes, hvorefter saltet lå tilbage i panden.

 

Almindelig køkkensalt

Produktet var i princippet almindeligt køkkensalt, natriumklorid. Men ved afbrændingen af tørven blev der også frigjort små mængder af andre salttyper, der medførte en bitter bismag, som ikke kunne fjernes med den datidige teknik. På trods af, at det var Frisisk salt i brug i langt op i 1700 – årene, og på dansk – slesvigsk område lukkede det sidste saltkogeri i Galmsbül (ved Niebüll) i 1780erne.

 

Saltgader i Slesvig og Ribe

Salt var et lokalt produkt og endnu eksisterende Saltgader i Slesvig og Ribe dokumenterer, at det var en vigtig handelsvare, der blev fremstillet meget tæt på Tønder.

 

En forklaring på navnet Tønder

Dermed foreligger der også en logisk holdbar forklaring på stednavnet Tønder, på middelalderdansk Tunder, på plattysk, Tundem. På højtysk, Tondern og bestemt ikke uvæsentlig Tynde (med stød) på sønderjysk.

 

Samme ord (endda i nutidig dansk retsskrivning) har vi imidlertid også i betydningen en kraftig ild. I de fleste nyere forklaringer ser man mere på det, der brænder, og vælger letantændeligt materiale. Men ordet er under alle omstændigheder nært beslægtet med nudansk, tænde, engelsk, tinder, tysk, zünden og zunder. Specielt det sidste kan oversættes til voldsom brand og til dels sidestilles med byens middelalderlige navn, Tunder.

 

Store skovarealer

Man har også forklaret navnet med den omfattende handel med fyrsvampe (tønder – svampe, der blev antændt, når man “slog ild” med en fyrstål mod kanten af en flad sten) fra de store skovarealer, der skal have været på egnen, men som forsvandt på grund af udnyttelse.

 

Kultsted

Der er endda påstået, at der skulle have været en usædvanlig stor frekvens af lynnedsalg, som blev kædet sammen med guldhornene  og et kultsted for Thor i Gallehus. Dette skulle forklare ildens tilstedeværelse i navnet.

Men de rygende saltbål kunne ses og lugtes op til 7 mil borte. Så mon ikke det er herfra navnet stammer.

 

Det første Tønder lå et helt andetsted

Afbrændingen af salttørven har naturligvis krævet optændingsmateriale, men derudover har der også været fyret med træ under saltpanderne, og det har betydet en lagt hårdere udnyttelse af skovene end høsten af svampe, der vel fortrinsvis har angrebet svækkende eller udgåede træer.

 

Under alle omstændigheder har saltbålene været så markante pejlemærker for både sø – og vejfarende, at de simpelthen gav stedet sit navn. Stedet var imidlertid hverken Tønder by, Lille – Tønder eller Møgel – Tønder. Det var de højliggende flader i amfibielandskabet syd og vest herfor, hvor tørvejorden blev bredt ud over terrænet, skåret til tørv, tørret, stablet og brændt af, før asken blev fragtet videre til saltkogerierne, der lå på værfter eller naturlige forhøjninger, så produktet, det færdige – og kostbare salt, var nogenlunde beskyttet mod oversvømmelser, der ellers på få øjeblikke kunne opløse hele varelageret.

 

Disse argumenter kan du finde på den udmærkede hjemmeside www.uwethomsen.dk, der fortæller en lidt anden Tønder – historie, end den vi er vant til. Gå ind og besøg den.

 

I er jordens salt

Allerede i sin bjergprædiken sagde Jesus til sine disciple:

 I er Jordens salt.

Han mente, at hans disciple nu var klar til store opgaver. Åbenbart havde Mesteren godt kendskab til livets daglige ting. Og når saltet mister sin kraft, så duer den ikke til andet, end at den bare kan kastes ud, og nedtrampes af mennesker. Udvandet salt kan ikke genbruges.

 

Saltudvinding – tilbage i historien

På Jesu tid foregik saltudvinding ved Dødehavet, men kan spores langt tilbage i historien. Kig bare Det Gamle Testamente igennem. I den gammelromerske litteratur findes også historiske spor.

 

Fra den tidlige middelalder har frisisk salt spillet en betydelig rolle. Det blev udvundet af saltvandsmættede tørv især omkring Dagebøl og Galmsbøl, der dengang var halliger. Har findes saltkogerier.

Men åbenbart er der også sket saltudvindinger ved Højer. Vi skal også huske på, at kysten havde et lidt andet forløb dengang, så saltudvindingen kunne sagtens have foregået nærmere Tønder. Ja omkring Kristi – tid giv havet helt ind til byen Tønder.

 

Salt, en stor eksportvare

Frisisk salt har været en stor eksportvare. Den fulgte de store handelsveje. Den ældste handelsvej gik i det 10. århundrede fra Frisland over Ejdermundingen til Hedeby ved Slien. Derfra gik den videre til svenske handelspladser, Gotland og Birka på Björjö i Mälaren.

Det var dengang, da friserne i vikingetiden bestred en tredobbelt funktion. De var saltproducenter, søfarer og handelsfolk.

Der findes også dem, der mener, at Tønder på samme tid havde en stor eksport til London. Mon man herfra transporterede salt? Vi skal da straks påpege, at vi ikke har fundet belæg for dette.

 

Saltet fragtet til Ribe

Da Hedeby mistede sin betydning, blev frisersaltet sejlet til den vestlige handelsby Ribe. Navnet, Saltgade i Ribe minder den dag i dag om det sted, hvor saltboderne stod.

 

Saltfremstillingen ved den vestslesvigske kyst foregik efter en slags naturmetode og var meget primitivt. Senere fik man bedre resultater ved bjergmæssig brydning af dybe saltlag i undergrundet. Et eksempel på dette er Strassfurt, hvor man i 1839 stødte på en forekomst af flere hundrede meters tykkelse i næsten ren forekomst. Her kunne brydes direkte. Men det mest almindelige er at foretage en udlugning. Det er en udskyldning af en koncentreret saltvandsopløsning, der inddammes i åbne jernpander.

 

Saxo har berettet om det

En anden metode er inddampning af havvand ved solvarme. Dette har man praktiseret ved Frankrigs og Portugals Atlanterhavskyster.

 

Saxo beretter omkring år 1200, om Frisernes Land:

har rige marker og kvæg i mængde. Det har også salt, kogt af tørven.

 

Kamp mellem hav og land

Salttørv er et produkt af den evige kamp mellem havet og landet ved den slesvigske vestkyst. Vadehavet er dannet ved en landsænkning efter sidste istids ophør for 15.000 år siden. Samtidig begyndte havspejlet langsomt at stige, hvorved tidligere geologiske perioders vegetation af skove og moser blev overskyllet. Denne udvikling har haft sin langsomme gang med skiftende sænkninger og stigninger. Når havet trak sig tilbage, og den gamle tørvebund var blottet, mættede den sig med havsalt, som derved blev bundet i en stærk koncentration.  

 

Naturen havde gjort forarbejdet, men friserne måtte slide sig til et resultat og en næring. De saltmætte tørv skulle først garves frem under klæg og slik. lettest var det på vaderne ved ebbe. Transporten ind til land foregik i skuder, der blev læsset ved lavvande og førtes ind med floden.

Særlige saltkoge blev indrettet i nærheden af en priel (et vandløb i vaden). af hensyn til sejladsen.

Men store dele af saltudvindingen havde katastrofale følger for kystsikringen.

 

Det lugtede som komøg

En embedslæge fra Tønder har i 1745 i en afhandling beskrevet det Fresische Kiøkken – Salt. Han har givet en beskrivelse af den stinkende røg, der under afbrændingen lagde sig over det flade land. Det lugtede som brændt komøg. Og så fortalte den grundige læge, også hvad man fik ud af det.

 1 pund tørv (32 lod) ved saltudkogningen gav 8 lod aske. Udbyttet af asken blev efter udludning og uddampning 3 1/2 lod salt (1 lod = 12,7 g)

 

En anden måde at beskrive det på

Vi har tidligere beskrevet fremstillingen ved Tønder. Men her lidt længere syd på, foregik fremstillingen lidt anderledes, men i grunden var det dog på samme måde.

 

Uddestilleringen foregik i store kar, hvor saltasken blandedes med havvand og udrørtes i nogle timer. Denne vælling blev derefter hældt over i en rende og deri flød den ned i stor jernkeddel anbragt over et åbent ildsted. Nedkogningen kunne vare et døgn, hvorefter det udkrystalliserede salt gennemgik en ny kogning i havvand. Sidste proces var udludningen, altså udtrækningen af salt i ren tilstand. Det foregik i hytter, kaldet saltboder, og blev i reglen foretaget af kvinder og gamle mænd.

 

Udseendet var gråsort og som vi tidligere har været inde på, var smagen bitter. Men i Norden vandt det indpas. der var ikke nogen nævneværdig konkurrence. Og det kunne sagtens bruges til nedsaltning af silden. Det var dog lidt værre med kød, flæsk og smør.

Og den før omtalte læge fra Tønder skrev da også, at smørret fik en bitter smag.

Johannes Petreus taler i sine Schriften über Nordstrand om, at det frisiske salt gav røget flæsk en afskyelig og fortrædelig smag.

 

Monopol – aftale

Det renere salt fra kilden i Oldesloe og undergrunden i Lüneburg slog omkring år 1800 det nordfrisiske salt ud. Her var ikke tale om en udkonkurrering på kvalitet. Nej det var tale om et politisk spil, hvor friserne blev de små. Saltet gik hen og blev et beskatningsobjekt. Der blev indgået en monopolaftale mellem saltkontoret i Lüneburg og den danske regering. I Lüneburg måtte man betale en klækkelig afgift for at få denne aftale, men det blev bare lagt på saltprisen. Så i sidste ende, var det forbrugerne, der måtte betale gildet. Smuglerier og forfalskninger var med til at gennemhulle aftalen.

Friserne fik lov til at levere 500 tdr. salt til denne octroi. Dette begreb kan vel nærmest oversættes til aftale eller forordning.

 

Da saltet blev handlet over Ribe, delte kongen og biskoppen salttolden indtil 1234.

 

Havet havde givet og taget

I 1787 måtte man i Gamsbøl standse saltproduktionen, allerede året efter truede kirken med at styrte sammen. Ved en stormflod i 1825 måtte de sidste beboere forlade deres hjem for stedse. Havet havde givet og taget.

 

Der findes en vej fra Lüneburg til Lübeck, som kaldes Den Gamle Saltvej. Fra Lübeck blev saltet spredt til videre på de hanseatiske kogger.

Ved den skånske Øresundskyst var der masser af afsætning for salt i forbindelse med middelalderens store sildeeventyr.

 

Friserne

De frisiske indbyggere var kommet til området mellem Vidåen i nord og Ejderen i syd i to omgange. Første gang var i 700 – 800 tallet, og anden gang cirka 200 – 300 år senere.

Hvalfangst og udvinding af salt bragte friserne i perioder stor velstand.

 

En anden slags salt

Allerede i oldtiden startede saltindvinding af havvand, men en vedvarende produktion blev det dog aldrig til før i middelalderen. Middelalderens kogfremstilling af havvand er kend fra flere steder, bedst fra Læsø.

Langs den jyske østkyst og visse steder på vestkysten blev der brændt store mængder af blæretang på åben mark. Tangen skal samles frisk og tørres med det samme. Derefter brændes tangen til aske i mindst fire timer. I starten af brændingen lugtede det af hjortetaksalt.

 

Saltholdige planter

Vikingerne ved Vadehavet brugte områdets saltholdige planter i madlavningen, kveller og kokleare.

Og syd for Højer, i Ny Frederikskog forarbejde Oma Sut, som hun havde samlet ude i vaden. Det var særdeles salt, og måtte vaskes flere gange. Det smagte ligesom spinat/grønkål.

Produktionsstederne kan være svære at spore i marsken, hvor højvande og stormfloder og højvande har om – og overlejret de gamle tørveforekomster og udvindingssteder.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Højer
• www.uwethomsen.dk
• www.slesvigland.info
• H.V. Gregersen: Dem Lüneburgske Saltoctroi (1962)

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk:

 

Under Sønderjylland:

• Ribe i begyndelsen (1)
• Føhr – en ø i Vadehavet

 

Under Tønder:

• De første mennesker i Tønder
• Friserne – syd for Tønder
• Vikinger i Vadehavet

 

Under Højer:

• At plukke Sut ved Højer
• Højer – stormflod og diger
• Landet bag Digerne
• Stormflod ved vestkysten
• Vadehavet ved Højer
• Øerne – syd for Højer