Ved en militærdomstol i Flensborg bliver far og søn dømt til døden, for at lede en varulv – gruppe, dog uden det mindste bevis. Da de bliver frikendt, skal de blive siddende i fængslet. Da de endelig efter fire år kommer tilbage til Tønder, forsøger myndighederne forgæves at dømme faderen for forskellige forhold. Men atter bliver han frikendt. Økonomisk kompensation bliver nægtet. For et varulv – angreb mod Sheriffen fra Tinglev idømmes der 12 års fængsel. Og mordet mod fru Sass i Løgumkloster takseres kun til fem måneder.

 

Regler med tilbagevirkende kraft

Efter besættelsestiden blev der indført en masse regler, forordninger og love med tilbagevirkende kraft. Efterhånden som tyskerhadet fortav sig, nedsatte man straffen, for så til sidst at benåde en hel masse.

 

Hvor var det logiske i straffeudmålingen

Men særlig Det Tyske Mindretal havde svært ved at gennemskue det logiske i straffeudmålingen. Og i hvert fald i disse tre eksempler, som vi viser her, kan man godt forstå dem. Nu skal der dertil siges, at det kniber med aktindsigt. Vi kan ikke komme til at se, hvad der egentlig er foregået i de omtalte retssager.

 

Nogle sager blev ikke undersøgt

Ja nogle kriminalsager lige efter besættelsen, blev ikke engang undersøgt. Således bildte man folk ind, at en likvidering på åben gade i Padborg var et selvmord. Men det lykkedes ikke for politiet eller hvem det måtte være, at slette alle spor. (Se artiklerne Mord i Padborg 1 – 4, Det mystiske mord ved grænsen).

 

Rapporter blev manipuleret

Man forsøgte, at manipulere med rapporterne, for at vi ikke må få sandheden at vide. Når man så betænker, at mange af sagerne er opstået efter besættelsen, hvor politiet igen var på plads. Ofte efterlod de sager, familie og slægtninge i afmagt.

Vi har også tidligere beskrevet, hvordan de lokale politimyndigheder holdt oplysninger tilbage (se artiklen: To skæbner fra Kiskelund).

 

Hævntørst i Tønder

I Det Tyske Mindretal var der også en magtkamp i gang mellem de moderate og den gamle garde. I første omgang var det den gamle garde, der vandt. Kampen kunne faktisk true Det Tyske Mindretal.

Det var hævntørst i Tønder efter besættelsestiden. En familie fra Vidågade mærkede det i højeste grad. Et stor uretfærdighed overgik dem, men folk var ligeglade, for de var jo nazister. Og nazister skulle man bare af med på den ene eller anden måde. Myndighederne ville også statuere et eksempel. Der var en del uro hos Det Tyske Mindretal efter internering i Faarhuslejren. Mange følte sig uretfærdig behandlet, og det førte til en masse uro. Det var denne uro, myndighederne ville til livs. Men det var nu ikke altid myndighederne havde held med dette.

 

Hagekors – flaget blev hejst

Mange var begejstrede, da tyske tropper kørte op ad Søndergade til Torvet den 9. april 1940. Der stod en masse tøndringer og hejlede. Hagekors – flaget var hejst mange steder i Tønder. Også hos vognmand Jürgensen i Vidågade var Hagekors – flaget hejst. Mange tøndringer var mere end irriteret på familien og deres nazistiske tilbøjeligheder. Men at det skulle ende med, at to familiemedlemmer blev dødsdømt, var det nok ingen, der havde regnet med.

 

Familien var bange – den 5. maj 1945

I huset blev der talt tysk. Faderen og de to ældste sønner havde kæmpet i tysk uniform. Peter Jürgensen, der var glødende nazist meldte sig til fronten. Men han for gammel. I stedet blev han vagt i KZ – lejre. Han var i Sachsenhausen, Mathausen og Neuengamme.

Richard havde meldt sig til arbejdstjeneste. Han blev anholdt, og anbragt i en amerikansk krigsfangelejr i Heilbronn. Det var derfra han flygtede. Via Hamborg endte han i Flensborg.

Man var bange i familien den 5. maj. Og det havde man god grund til, for allerede om natten efter den 5. maj blev der banket hårdt på døren til Vidågade 3. Flere bevæbnede modstandsfolk ville have fat i faderen og de to ældste sønner.

 

Truet med nedskydning, hun gav tyskerne vand

Det var ikke sjovt for Anna Jürgensen at se de trætte, sultne og tørstige tyske soldater vandrer gennem Tønder mod syd til en usikker fremtid. De blev mødt med spytklatter og hånende tilråb. Sammen med andre medlemmer af Det Tyske Mindretal gav hun soldaterne noget at drikke. Men folk med armbind truede med at skyde dem, hvis de ikke øjeblikkelig holdt op med dette.

 

Far og søn anholdt

Et godt stykke tid efter besættelsen bliver ejendommen pludselig bestormet af en gruppe ophidsede mennesker på 30 – 40 personer. Mange af dem var bevæbnet. To engelske soldater havde også taget opstilling i haven.

Richard Jürgensen var stukket af fra en amerikansk krigsfangelejr. Han havde taget ophold i Flensborg. Hvis han viste sig i Tønder, var han godt klar over, at han ville blive anholdt. Men sulten fører ham hjem til Vidågade 3.

Moderen og Richard bliver den 12. april anholdt. Huset bliver gennemrodet og efterladt i et syndigt råd. Man finder ikke rigtig noget, der kan bruges. Man er lige glad med at der befinder sig en del småbørn i ejendommen. De bliver efterladt til sig selv. En nabo forbarmer sig dog, og tager sig af dem.

 

Medierne i Tønder: ”Varulv – chef anholdt”

De lokale medier har fået en flot overskrift: Varulv – chef anholdt. På det tidspunkt er Richard Jürgensen kun 19 år. I mellemtiden blev faderen også anholdt. Den næste dag bliver moderen løsladt, og kan vende hjem til de skrækslagende børn.

 

Dømt til døden

En retssag bliver indledt, og de lokale medier kan berette om, at de to medlemmer af Familien Jürgensen kan forvente dødsdom. Faderen kender ikke til varulvene, men det gjorde sønnen Richard, men dog kun sporadisk.

Anklageren hævdede, at far og søn regelmæssig mødtes på en restaurant ved Flensburger Weiche sammen med de ligeledes anklagede unge mennesker.

Uden det mindste bevis blev Peter Jürgensen og hans næstældste søn, Richard dømt til døden. En engelsk militærdomstol havde fundet dem skyldige i at have dannet og ledet en varulv – gruppe.

 

Edelweiss – processen

Formålet med gruppen var at foretage sabotageaktioner mod blandt andet mod englænderne. Ni andre unge mennesker sad på anklagebænken. To blev frifundet, andre blev dømt med diverse ungdomssanktioner op til seks år.

Det kunne godt have blevet til henrettelse nr. 47 og 48. Processen blev kald Edelweiss – processen. Udover den alvorlige anklage blev de dømt or ulovlig våbenbesiddelse, og Richard også for ulovlig grænseoverskridelse.

 

Efter fire år, atter i Tønder

Hjemme fra Tønder sendte moderen/konen en anke til den engelske militærdomstol. Hun måtte have været af en hel bestemt støbning. Hun skrev, at der overhovedet ikke var nogen beviser, og at seks børn ventede på deres far. Dette brev gjorde nok ikke udslaget. Men de juridiske overvejelser gjorde at dommerne omstødte dødsdommene til langvarige fængselsstraffe. Peter Jürgensen blev frikendt for, at have haft noget med varulvene, at gøre. Det var ellers noget man havde givet ham og hans søn en dødsdom for. Men uvist hvorfor, så blev han alligevel dømt 10 års fængsel.

Sønnen Richard måtte leve lidt længere i uvished. Hans som blev omstødt til 15 års fængsel, Senere blev den så nedsat til syv års fængsel

Endelig efter fire års adskillelse mødtes de alle igen i Vidågade. Far og søn var nedbrudt efter diverse fængselsophold. De var dømt uden snert af beviser.

 

Han skulle ikke slippe så let

Men familiens holdning under besættelsen og fængselsopholdet satte sit præg på de dansksindede i Tønder. Og økonomisk var familien også hårdt ramt. Peter Jürgensen havde fået beslaglagt sine tre lastbiler, som han havde stillet til rådighed for værnemagten.

 

Krigsforbrydelser

Myndighederne i Tønder mente nu ikke, at Peter Jürgensen skulle slippe slet. Han blev nok engang fængslet. Det var ikke for det, som han og hans søn med nød og næppe slap fra vedrørende deres aktiviteter i foråret 1946. Men hvad havde Peter lavet i KZ – lejrene? Man havde fundet et vidne, en modstandsmand fra Rødovre, der påstod, at Peter skulle have givet ham en lussing og sparket ham. Det takserede man i Tønder, som en krigsforbrydelse. Det skulle være sket i Neuengamme. Talrige gange blev Peter Jürgensen afhentet til afsoning i fængslet.

Så sent som den 28. januar 1950 blev Peter Jürgensen atter slæbt i retten for krigsforbrydelser. Det var politifuldmægtig Møller, senere en kendt politimester, der var ret så sikker i sin sag.

 

Atter frikendt

Selv hævdede Peter Jürgensen, at han havde været telefonist, kurer og chauffør. Han havde slet ikke haft noget med fangerne at gøre.  I øvrigt havde han ikke været på det hævdede sted på det tidspunkt, som det blev oplyst.

Men i Tønder mente man, at have en særdeles god sag. Og endelig kunne man få dømt nazisten. Men højst overraskende frikender stadsadvokaten Peter Jürgensen.

 

Erstatning nægtet

Det ville Peter Jürgensen ikke finde sig i. Godt nok var han den største nazist i området, men myndighederne kunne vel ikke tillade sig alt. Han forlangte penge for uberettiget fængsel flere gange. Men dommer Stegmann afviste kravet. Peter Jürgensen appellerede til Landsretten. Også her afviste de hans krav. Han blev endda dømt til at betale sin forsvarsadvokat. Og sagen var ført afsluttet den 7. november 1950.

 

Edelweiss – grupper

Men hvad var det egentlig med de varulve? Der var både en gruppe i Løgumkloster og en i Tønder. Myterne går på, at de allerede startede i Faarhus – lejren og blandt unge i Det Tyske Mindretal. Man sagde også, at grupperne havde fået våben af tyske soldater på vej hjem. De var blevet byttet med fødevare.

Retsopgøret og den såkaldte Faarhus – ånd udviklede en helt speciel vrede. Det har sikkert ansporet sønner og døtre til ungdommelig kådhed og drengestreger. En egentlig organisering fra Det Tyske Mindretal må forblive en myte.

Ja man kendte grupperne fra Tyskland. Det var de såkaldte Edelweiss – grupper. En masse myter opstod efter besættelsen omkring disse grupper. Således har man ikke en rigtig oversigt over, hvor mange grupper, der egentlig var herhjemme. I København og Kolding har varulve – grupper således gravet våbendepoter ned. Intet tyder på, at danske varulvegrupper var organiseret fra Tyskland, som visse historikere hævder.

Nogle mener, at varulve – grupper blev dannet af Hitler – Jugend. Man ved, at der var afdelinger i København, Aabenraa, Haderslev, Sønderborg, Gråsten og Tønder.

I alt var der vel ikke mere end et par hundrede medlemmer af disse grupperinger i Danmark. En del blev også rekrutteret fra Bund Deutscher Mädel. I Løgumkloster og Tønder var der 24 medlemmer.

 

Attentat mod Sheriffen fra Tinglev

Det mest berømte attentat, der kan relateres til varulve, foregik i Tinglev. Spørgsmålet er så, om det var en rigtig varulve – gruppe eller bare unge mennesker, der havde bevæget sig ud på noget meget farligt.

Det skulle gå ud over Sheriffen fra Tinglev, landbetjent Peter Egebjerg Andersen. Han var i den grad forhadt i Det Tyske Mindretal. På en dag lukkede han egenhændigt tre privatskoler i Tinglev og Omegn. På Tinglev Banegård skød han en tysk officer, der ikke ville lade sig visitere. Sheriffen var også aktiv i modstandsbevægelsen både i Tinglev og Padborg. Han blev taget af Gestapo, og via Staldgården i Kolding og Frøslevlejren, blev han i KZ – lejr.

 

Store ødelæggelser

I 1940erne var cirka en tredjedel af Løgumklosters befolkning medlem af Det Tyske Mindretal. Det var her i en gruppe opstod i 1946. Det var helt unge mennesker, der ikke var særlig godt organiserede. De troede, at de kunne redde verden, og var ret naive. De havde ingen erfaring med de våben, som de omgik sig med. Således skulle der være gravet våben ned i Sparekasseskoven.

Under krigen var der illegal pressevirksomhed i Løgumkloster. Det skete i kælderen under Løgumkloster Bank. Det fandt man aldrig ud af fra tyskernes side.

Det var unge mennesker fra Løgumkloster, der kastede en håndgranat mod politistationen i Tinglev. Heldigvis var hverken sheriffen eller hans kone hjemme. Men det vidste de unge mennesker ikke. Ødelæggelserne var store, og spørgsmålet er, om der var nogle, der kunne have overlevet dette.

 

Dødsstraf til varulvene

Hurtigt blev 14 mand anholdt for attentatet mod Sheriffen fra Tinglev. I Der Nordschleswiger blev det konstateret, at der ikke var noget fra Det Tyske Mindretal, der havde stået for forbrydelsen. Men det viste sig, at 10 af de anholdte var medlem af Det Tyske Mindretal. Fire af dem var danske nazister. Sagen blev behandlet i Tønder den 23. december 1946. Anklageren forlangte dødsstraf. Det endte med 12 års fængsel, senere blev dette sat ned til seks års fængsel.

 

Den 28. december 1948

Det var den 28. december 1948. På Hotel Løgumkloster var man lige blevet færdig med dilletant – forestillingen Wenn der Hahn kreit. Bagefter holdt Det Tyske Mindretal fest og dans. Ægteparret Sass boede normalt i Aabenraa. De havde familie i Løgumkloster, og glædede sig til at komme hjem til to små børn. Ægtemanden havde under besættelsen været lærer på forskellige tyske privatskoler.

 

Zeitfreiwilligen

Han havde både været til dansk session og var blevet indkaldt til Waffen SS. Ingen af stederne kunne han bruges. Derfor meldte han sig til Die Zeitfreiwilligen. For dette blev han idømt 3 ½ års fængsel i Faarhuslejren. Senere fik han straffen halveret.

Efter den tid fik han forbud mod at undervise. Han forsøgte sig som fiskesælger. Men nu sad han derhjemme og fabrikerede dukker.

Wilhelmine Sass tilhørte også Det Tyske Mindretal. Hun havde glædet sig til festen, men havde mærket hadet til Det Tyske Mindretal.

 

Ankommet fra København  

Den 26. december var den senere gerningsmand ankommet til Løgumkloster. Han var født Flensborg og opvokset i Løgumkloster. Han var uddannet snedker, og havde sin egen virksomhed i København. Og så havde han været aktiv i den danske modstandsbevægelse. Efter Folkestrejken var han kommet i tysk varetægt. Han hadede alt, hvad der var tysk, og kom da også op at skændes med en tysk vognmand.

 

Et vindue bliver smadret

På Hotel Royal mødte han en gammel bekendt, der var bankmand. Denne var tillige leder af hjemmeværnet i byen. Efter adskillige bajere gik turen til Centralhotellet, hvor de ville genere medlemmer af Det Tyske Mindretal, som de vidste, holdt fest her.

Klokken var ved at være omkring klokken 23, og fire mand var nu tilbage. Snedkeren er meget fuld, og kaster op. Men han mener, at De tyske forrædere skal have en overraskelse. Han tager en frossen jordklumpe op og kaster mod et vindue, der splintres. Meget skuffende, kommer der ingen reaktion inde fra Centralhotellet.

 

Ramt i nakken

Snedkeren vidste, at hans ven havde en pistol. Lederen af det lokale hjemmeværn henter en pistol og fylder magasinet. Snedkeren blev instrueret i brugen.

Inde på hotellet sluttes der af med Kein schöner Land. Udenfor afsikrer snedkeren pistolen og begynder at skyde. Nogle skud går i jorden, andre mod muren.

Vilhelmine Sass står i garderoben. Foran vinduet er der sat en plade. Et af skuddene går gennem den plade. Pludselig synker fru Sass sammen ramt af skuddet. Hun blev ramt i højre side af nakken. To små børn har pludselig ingen mor mere.

Snedkeren og lederen af hjemmeværnet vidste, at der var folk inde bag ruderne. Men de vidste ikke, at de lige havde dræbt et medlem af Det Tyske Mindretal, en ung mor til dø.

 

Arresteret dagen efter

I Tønder går politimester Bøving straks i gang med efterforskningen. Rejseholdet fra København rekvireres. Hurtigt får man lokaliseret de seks personer, der sad sammen og drak.

Et mord begået mod lærerinde fru Sass i Løgumkloster blev takseret til kun fem måneders fængsel. Protester betød dog at straffen blev højere i næste retsinstans, men det var stadig en mild dom. Vestre Landsret takserede ugerningen til halvanden års fængsel.  Dette mord kunne også relateres til tysker/dansker – hadet i efterkrigstiden.

 

Retten i Løgumkloster dømte i første omgang gerningsmanden til 5 måneders fængsel. Han havde myrdet en uskyldig kvinde. I Tinglev fik gerningsmanden 12 års fængsel, hvor ingen kom til skade.

Peter Jürgensen og hans kone døde i 1969, og Richard dør i 1985 i Rødekro.

 

Kilde:

• Ein Krieg geht zu ende (Årsskrift BDN)
• Besættelsestidens Litteratur A – L
• Besættelsestidens Litteratur N – Ø
• Sønderjyske Årbøger
• Litteratur Tønder
• Hitler – ungdommen – Den Tyske Ungdomsbevægelse, Ide, mål og opdragelse (1943)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 118 artikler fra besættelsestiden, herunder

• Nazister i Tønder
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Sheriffen fra Tinglev
• Mord i Padborg 1 – 4
• To skæbner i Kiskelund
• De Fem Lange År i Sønderjylland

 

På FB – gruppe Dengang kan du finde en samlet oversigt over artikler fra Besættelsestiden.