Artikler
Juni 21, 2016
Turen går til Tønder 1862
Velkommen til Turen går til Tønder 1862. Dengang boede der lidt over 3.000 indbyggere i byen. Rådhuset var ved at falde sammen. Der var ikke rigtig sket nogen udvikling i byen. Byen var opdelt i fire kvarterer. Mod syd havde vi friserne. De havde fået deres egne rettigheder, og det kunne tydelig ses i nogle af sognene i Tønder Amt. Vi kigger også på Vajsenhuset og de andre skoler.
Tønder Amt i anden udgave
Vi går cirka 150 år tilbage i tiden, nogle gange endnu mere. Det er Tønder Amt, som vi skal besøge. Og vi holder beskrivelsen i nutid, som om det er nu for ca. 150 år siden, vi besøger stedet.
Vi beskriver kun den vestlige del af amtet. Dengang havde Tønder Amt en helt anden udstrækning. Vi forsøger, at bruge den gamle beskrivelse, men vi opdaterer teksten og redigerer selvfølgelig denne.
Mod nord bliver amtet begrænset af de kongerigske enklaver, der danner Lø Herred med Møgeltønder og Ballum Birker og af Løgumkloster og Aabenraa Amter.
Mod øst var det Aabenraa og Flensborg Amter. Mod syd var det Flensborg og Bredsted Amter. Mod vest var det Vesterhavet. Til Tønder Amt hører størstedelen af øen Sild og omtrent halvdelen af øen Før til Tønder Amt.
Tønder med 3.000 indbyggere
Efter sidste folketælling i 1860 havde amtet med tilliggende ca. 43.500 indbyggere, herunder:
Tønder Amt indeholder herrederne:
– Tønder og Højer, Slog og Kær. De kaldes Gest – herreder
– Viding og Bøking kaldes marskherreder
– Endvidere landskaberne Sild og Østerland – Før
– Under amtmanden sorterer købstaden Tønder, samtidig adelige godser og såkaldte ”octroierede Koge”.
Nordfrisland
Den sydvestlige del af hertugdømmet Slesvig mellem Vidå og Ejderen med hosliggende øer udgør landet Nordfrisland. Fra gammel tid bebos dette område af friserne – et kraftigt frit elskende folk. De har bevaret gamle rettigheder, sæder, sprog og ejendommeligheder. De er beslægtet med Sydfriserne i det nordvestlige Tyskland og Nederlandene.
Østfrisland kaldes endnu den vestligste del af kongeriget Hannover. Vestfrisland er den nordvestligste provins i kongeriget Nederlandene.
Friserne deltog sammen med anglere, saxer og jyder i togter under Hengist og Horsa til Britannien og i dette lands erobring fra midten af det 5. århundrede.
I Hedenskabets tid nævnes Radbod som en mægtig konge, der havde sit sæde på klippeøen Helgoland (Fosetes Land). Den gamle frisiske ø hørte lige 1800året til Slesvig. I 1807 blev den besat af englænderne som beholdt den ind til freden i Kiel 1814.
Mange slag med den danske konge
Antagelig er frisernes forening blevet sprængt. Gentagende gange blev de overvundet af den jyske konge Godfred, og måtte i 811 underkaste sig denne.
Ifølge Adam af Bremen gav Harald Blåvand friserne love som længe stod ved magt.
I det 12. århundrede foregik mange kampe mod de danske konger. Men i 1251 vandt friserne en stor sejr over den danske konge. Men under et forlig i 1313 måtte Hertug Erik som friserne nu havde tilsluttet sig afstå alle frisiske fordringer til den danske konge. Men det var overhovedet ikke ro. Stridighederne mellem den danske konge og Friserne fortsatte (se Friserne, syd for Tønder)
Tønder opdelt i fire kvarterer
Ved vintertide er engene omkring byen oversvømmet. Byen synes som om, at ligge ligesom i en indsø.
Tønder er inddelt i 4 kvarterer, har to torve (Store – og Lille Torv), der dog er i forbindelse med hinanden. Der er 13 gader og 4 stræder. I de senere år er ingen nye gader anlagt. Byen er kun udvidet lidt mod vest.
451 ejendomme i Tønder
Byen har 451 brandforsikrede ejendomme. På Tønder Slots – og Frigrund ligger der 22 ejendomme. De fleste bygninger, navnlig i hovedgaderne er opført med gavlen ud mod gaden.
Byens jorder består af den egentlige bymark.
I gejstlig henseende danner byen Tønder med Slots – og Frigrunden et købstadssogn. Til Tønder Sogn hører også Kancelli – godserne, Hestholm og Meierholm samt gårdene Dyrehus og Gørrismark. Med købstadssognet er forlenet et Landssogn (Tønder og Højer Herreder).
Kirkespiret på 83 alen
Kristkirken er en smuk bygning af røde mursten opført 1591 – 92 i spidsbuestil i stedet for den ældre St. Nikolai Kirke eller Kapel, hvis tårn bibeholdes. Tårnet eller dele der af blæste ned i 1615. Det samme skete atter i 1686. I 1716 blev det ramt af lynet. Og lynet ramte igen den 25. marts 1827. Spiret er 83 alen høj og kan ses på Sild, ved Bov, og ved Bredsted.
Kirkegården omkring kirken er for længst planeret. Over jorden ses intet spor af grave. Ved kirken findes tre boliger for præsterne og en bolig for degnen. En ny kirkegård er 1814 anlagt uden for byen.
Det gamle hospital
Hospitalet er stiftet 1523 eller 1527 af Kong Frederik den Første, der skænkede det afbrændte Dominicanerklosters grund og ejendomme til oprettelse af et hospital til ære for Helligånden.
Hospitalets bygninger nedbrændte flere gange, senest i 1725. I 1731 blev det igen genopbygget med et lille tårn, som man stadig kan se. I Hospitalet findes en bedesal, hvor byens præster afvekslende holder gudstjenester.
Hospitalet er bestemt til værdigt trængende af begge køn, navnlig ældre beboere. For tiden er her 36 personer. Foruden fri bolig, linned, belysning og brændsel samt fuld kost, får de 26 skilling i lommepenge.
Ved udgangen af 1861 ejede hospitalet en del jord, fem småhuse og en kapital på 23.000 Rdl. Desuden får hospitalet hvert år 200 Rdl fra Popsens Legat. Hospitalet har en gæld på 83.000 Rdl. Hospitalet bestyres af Magistraten under hvem en hospitalsforstander er ansat.
Skolelæreseminariet
Skolelærerseminariet er oprindelig stiftet af B. Petersen i året 1786. Gården Gørrismark og nogle jorder til en værdi af 12.800 Rdl blev foræret til seminariet. 18 unge mennesker, formentlig skolelærersønner kunne underholdes af de årlige indtægter og renter for så at blive uddannet til skolelærere. I begyndelsen foregik undervisningen på byens skoler. I 1829 blev et fra Byskolen særskilt seminarium indrettet.
Da det imidlertid blev uddannet tyske lærere, blev efterspørgslen efter et dansk seminarium stadig større. Og sådan et blev oprettet i Vonsbæk i nærheden af Haderslev.
Den 24. november 1847 overtog regeringen seminariebygningerne, og 27.000 Rdl. blev budgetteret til nybygninger. Men desværre ødelagde krigen disse planer. Søgningen til seminariet var blevet mindre. Ved en kongelig resolution af 26. juli 1853 blev det besluttet, at den tyske afdeling skulle forlægges til den sydligste del af Hertugdømmet. Men et dansk seminarium skulle stadig bygges.
Ældre lokaler blev moderniseret og indrettet med tre undervisningslokaler og et bibliotekslokale. Dette blev indviet den 7. januar 1858. En bolig til forstanderen blev opført i 1860. Seminariet er underlagt det slesvigske ministerium. Her er ansat en forstander, en førstelærer, der foruden fri bolig har 1.800 Rdl. i gage. En andenlærer får 1.400 Rdl. En tredjelærer får 920 Rdl. En musiklærer får 600 Rdl. Og så var der en lærer i Havekultur, denne fik 160 Rdl. Endvidere var der timelærere i Skrivning, Regning, Tegning og Gymnastik.
Elevantallet er for tiden på 76. Midlerne blev delt mellem den danske del i Tønder og den tyske del i Ekernförde. I årene 1859 – 60 har seminariets indtægter været på 2.747 Rdl. og dets udgifter på 1.793 Rdl.
Vajsenhuset
Vajsenhuset har 12 forældreløse børn boende. Disse tages først fra Tønder By. Hvis der ikke er så mange her, tages de fra Aabenraa By eller i fem andre sogne i Tønder Amt.
Huset er stiftet af Raadmand Peter Struck og Hustru. Stiftelsen bliver bestyret af Magistraten og Hovedpræsten i forening. (Der var hvis nogen, der tilegnede sig en indtægt, der var uvedkommende). Ved daværende Provst Schrader’ s fortjeneste blev testamentet endelig bragt til veje. Endelig blev 19.000 Rdl. tilbagebetalt.
Den første januar 1862 havde stiftelsen diverse besiddelser i kogene, to småhuse og en kapital på 35.466 Rdl. I året 1861 er af denne stiftelse betalt for 43 fattige børn, 64 sk. hver ugentlig.
Det faldefærdige rådhus
Rådhuset er en gammel brøstfældig og uhensigtsmæssig indrettet bygning med takkede gavle beliggende på det store torv. På grund af arrestlokalernes mangelfulde indretning, benytter byen amtets arresthus, det såkaldte Porthus på Slotsgrunden.
Skolevæsnet i Tønder
Byen har to Elementarskoler for drenge og piger og 2 drenge og 1 pigeskole for ældre børn. Ved hver skole er ansat en lærer. En såkaldt Rektorklasse, en slags højere borgerskole har i de sidste år ikke været i virksomhed. En hel nyordning af skolevæsnet er nært forestående. Skolekassen har en kapital på 12.400 Rdl. som i sin tid er tillagt samme af den Carstensenske Stiftelse.
Andre institutioner
Af institutioner mangler vi at nævne Toldboden og Telegrafstationen. De ligger begge i private bygninger. Og så er der også embedsboliger for Hovedpræsten og de to Diakoner. På Slotsgrunden ligger Amtsforvalterens smukke embedsbolig og Amtets arresthus, hvortil som nævnt det nedrevne slots Porthus benyttes.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 208 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
Juni 18, 2016
Historien om Overvågning (2)
Man har ikke kun overvåget, man provokerede sandelig også under faglige konflikter. En skabelon blev brugt, når det gik galt for efterretningsvæsnet. Jens Otto Krag lovede sin kollega, at stoppe et møde. Ytringsfriheden blev knækket, Kajsergade – sagen, Diplomatisk krise med Polen. Blekingegade – banden, Embedsmanden fra Gladsakse, Bomben fra Søllerødgade, Anders Nørgaard – sagen, De tre ægyptere, Frede Farmand. Der var et tæt samarbejde med Mosad. Og så var det Hans Hetler, Morten Storm og Grevil sagen. Dan Lynge følte at politiet svigtede ham. Og så skulle den venstreorienterede forsvarsminister også tjekkes. Flere var hurtig ude at fortælle, at man ikke kender Echelon i Danmark. Og i begyndelsen kendte man ikke til et hemmeligt fly.
Man har ikke kun overvåget
Overvågning er nødvendig for sikre vores velfærdsstat siges det. Men efterretningstjenesterne har ikke nøjes med at overvåge. De har infiltreret, bestjålet og registreret aktivister, når disse har udført lovligt og politisk arbejde.
De har deltaget aktivt i demonstrationer og blokader med det formål at lave tumult og ballade. Ofte har den ballade så haft lejlighed eller mulighed for, at politiet kunne gribe ind med magtanvendelse.
Således havde de stikkere til stede, dengang Ungdomshuset eksisterede. De havde infiltreret miljøet. Da huset blev revet ned, var der masser af civilt politi til stede. Om det var agenter, kan vi ikke udtale os om. Men på et spisested på Nørrebrogade blev en restauratør truet med, at man ville sætte hans virksomheder i brand, såfremt ”strømerne” fortsat spiste hos ham.
Man kan jo ikke vide, hvad de ude på
Måske er det venstreorienterede miljø ikke efterretningsvæsnernes største fokusområde mere. Men magteliten har ved flere lejligheder tilkendegivet, at her havde samfundet sine største fjender. Men som Uffe Ellermann – Jensen engang sagde:
Man kan måske nok have haft sin mistanke om, at det hele er gået så demokratisk til værks som politikerne har overbevist os om.
Man kan jo så undre sig, hvorfor efterretningsvæsnet ikke gik ind, dengang en bombe i Søllerødgade dræbte en ung familiefar. Her havde PET angiveligt fået et tip at højreekstremister var i gang.
De er skyldige, indtil det modsatte er bevist
Nogle gange har man indtrykket, at efterretningsvæsnet kører efter Hans Hækkerups filosofi fra 1947:
Med andre ord:
Kære læsere vi er i gang med anden del af vores gennemgang af overvågningen i Danmark.
Man har altid en skabelon parat
Hver gang, der sker noget med efterretningsvæsnet, som for eksempel at de bliver afsløret, så er det faktisk det samme mønster, der dukker op igen og igen. Det er nærmest som en skabelon. Vi har fundet denne i Preben Wilhjelm’ s bog: Demokratiets vogtere.
Der er ingen ender på krumspring
I 1998 var blandt andet Bjørn Elmquist medlem af PET – Komiteen. Han udtalte:
Jens Otto Krag lovede at stoppe møde
I 1967 skulle Russel – tribunallet afholdes i København. Ideen var at de amerikanske krigsforbrydelser under Vietnam – krigen skulle offentliggøres. Den danske statsminister Jens Otto Kragh havde lovet sin amerikanske kollega i at forhindre, at mødet fandt sted. PET blev inddraget. I den forbindelse blev Gyldendal – direktørerne, Ole Wivel og Erik Vagn Jensen aflyttet på deres telefonlinjer.
Desuden blev udlejeren af lokalerne, hvor tribunalet skulle finde sted, blev truet. Men det lykkedes ikke at stoppe mødet.
Kajsergade – sagen
Kajsergadesagen startede den 21. oktober 1969 i offentligheden, da en gruppe studerende delte løbesedler ud omhandlende, at FE arbejdede på universitetet. Næste dag var sagen omtalt i Information med den traditionelle afvisning fra rektor. Det var FE – chef, der måtte tage skraldet. Sagen gik helt tilbage til Hans Hedtoft.
Det var simpelthen en telexcentral i kælderen under universitetet. Her opsnappede efterretningstjenesterne meddelelser til de udenlandske ambassader i hovedstaden. Centralen lå så tæt på Hovedpostkontoret, at det rent teknisk kunne lade sig gøre.
Nu er lignende ting sket i andre byer. Men efterretningsvæsnet fandt det mærkeligt, at det var kommet frem i medierne. Man anholdt dog også en person, der blev gjort ansvarlig.
Aktioner mod flere blade
De to venstreorienterede tidsskrifter Politisk Revy og Vietnam – Solidaritet planlagde en artikel om Kajsergade – sagen. Artiklen kunne have været ret så belastende for efterretningstjenesterne. Det var sikkert derfor, at politiet beslaglagde begge tidsskrifters oplag. Samtidig gennemførte politiet en ransagning i Politisk Revys redaktionslokaler for at finde frem til artiklen.
Dagbladet Information opfattede disse aktioner som et angreb mod ytringsfriheden, derfor bragte de i artiklen. Chefredaktør Børge Outze og to journalister blev dømt efter den milde spionparagraf, og fik særdeles milde straffe. De to redaktører fra de venstreorienterede blade fik hver en bøde.
278.000 kartotekskort
I 1972 havde FE ikke mindre end 278.000 kort i deres kartotek. Man påstod, at det var over ansatte i staten. Mange af disse var sikkerhedsgodkendt, derfor var de i registret, sagde man. Men de 50.000 registreringer havde man dog fået fra PET.
Diplomatisk krise
I 1987 blev to danskere anholdt i Polen. De blev idømt henholdsvis syv og ny års fængsel for spionage for den danske efterretningstjeneste FE for at tage fotos af militære installationer og lufthavne. FE og den danske regering fastholdt, at det var tale om to uheldige turister.
Sagen udløste en diplomatisk krise mellem Danmark og Polen. Herhjemme gik bølgerne højt i Folketinget. Det lykkedes dog, at få de to danskere løsladt efter en kaution på 3,5 millioner kroner. Seks måneder havde de siddet i varetægtsfængsel i Polen. De to rejste ikke tilbage for at afsone deres straffe, og i stedet beholdt Polen pengene.
Blekingegade – sagen
I juni 1990 blev syv mand fra Blekingegadebanden dømt for væbnede røverier, planlægning og kidnapning, våbentyveri, spionage mod jødiske personer, dokumentfalsk, hæleri og overtrædelse af våbenloven. De seks af de syv blev også tiltalt for drabet på en politimand i forbindelse med posthusrøveri.
Pengene fra røveriet blev sendt til Folkefronten til Palæstinas Befrielse.
Bomben i Søllerødgade
Den 16. marts 1992 sprang en brevbombe i Internationale Socialisters Kontor i Søllerødgade på Nørrebro. En ung familiefar blev dræbt. Vi har skrevet et par artikler om episoden. En agent fra PET, Frede Farmand har efterfølgende påstået, at han på forhånd havde advaret PET, at der var risiko for sådan et attentat. Således havde Frede Farmand sendt et bånd med Albert Larsens trusler. Men dette fik dog ikke PET til at reagere eller sende advarsler til Internationale Socialister.
Ja, PET har endda nægtet, at de nogensinde har fået et sådant bånd.
Embedsmanden fra Gladsakse
I 1992 blev en embedsmand fra Gladsaxe Kommune idømt otte måneders fængsel, fordi han havde givet danske navne og adresser til en diplomat fra den russiske ambassade. Embedsmanden blev dømt for at have udleveret oplysninger til KGB – Sovjetunionens hemmelige politi. I samme forbindelse blev den russiske embedsmand udvist.
De tre ægyptere
I 1993 overvågede PET tre ægyptiske flygtninge. Man mistænkte dem for at have forbindelse til bagmændene til terrorangrebet mod World Trade Centret i New York. PET beskyldte dem for at have planer om, at springe Nørreport og Valby Stationer og den israelske ambassade i luften.
Sagen smuldrede på grund af mangel på beviser. Men de tre mænds forsvarer mente, at PET trak sagen i langdrag for at kortlægge det muslimske miljø i Danmark. Mange hundrede danske muslimer blev afhørt i sagen.
Anders Nørgaard – sagen
Den 1. 03. 1998 stod PET – agent, Anders Nørgaard frem i et TV2 – program og fortalte om, hvordan han i begyndelsen af 1980erne var med til at infiltrere den såkaldte Regnbuebevægelse i Aarhus. Baggrunden var en række påsatte brande i Århus, som en mystisk bevægelse DSB tog ansvaret for.
De venstreorienterede kredse i Århus mente at disse brande var aktioner iværksat af fascistiske kredse. Nørgaards aktion førte dog ikke til nogen anholdelse. De politiske aktiviteter fra de venstreorienterede var dog heller ikke ulovlige, truende eller voldelige.
Efter denne opgave fik Anders Nørgaard til opgave at infiltrere SAP (Socialistisk Arbejder Parti). Opgaven bestod i, at dektage i møder, kopiering af nøgler samt tyveri i lister af partiets medlemmer, folketingskandidater og stillere. Nørgaard deltog senere i blandt andet HT – konflikten, som han observerede med skjult mikrofon. Nørgård gik under navnet Zeus.
Efter sin optræden og tilståelse i TV2 fortrød Anders Nørgaard sine forbrydelser for PET og begik selvmord.
Frede Farmand
I samme program indrømmede Frede Farmand at han for PET havde overvåget et offentligt møde afholdt af Dansk – Kurdisk Forening den 25.11. 1996.
Denne Frede Farmand støder vi på i mange forbindelser. Også i forbindelse med Tvind – undersøgelser. Han begyndte sit samarbejde med PET i 1985 under kodenavnet Big One. Han infiltrerede højreekstremistiske kredse i Danmark og videregav oplysningerne til PET.
Tæt samarbejde med Mosad
PET har også aflyttet forskellige møder i Sydafrika – komiteen. De har sikkert udvekslet vigtige informationer med kollegaer i udlandet, således kom der i 1990 frem, at man havde et meget tæt samarbejde med den israelske efterretningstjeneste Mosad.
Informationer om venstreorienterede danskere er videregivet til den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Blandt andet hjalp PET med informationer om danskere, der ønskede visum til USA. Amerikanerne vil sikkert gerne have informationer om disse havde forbindelse til kommunisme.
Selvfølgelig overvåger PET også højreekstremistiske grupper med forbindelser til terrororganisationer
Senere kom det frem, at justitsminister Ole Espersen havde givet tilladelse til overvågning af Regnbuen. Men han nægtede, at have givet tilladelse til overvågning af SAP.
Provokatører
Nu nøjedes PET ikke med at aflytte venstrefløjen. De har flere gange deltaget som aktive provokatører. TV2 påviste, at de var med under HT – strejken i 1984 og under Påskestrejken i 1983.
Og det slutter lang fra med dette. De var med i Ribus – konflikten i 1995. Her lod Esbjerg Politi en stikker deltage i ulovlige aktioner. Under den århusianske skraldemandsstrejke i 1996 mødte der ofte civilklædt politi op foran Århus Renholdningsselskab. Ved en arbejdsløshedsmarch i 1979 forsøgte politiagenter at fremprovokere ballade. Men de blev afsløret og fremstillet i dagspressen.
I marts 1998 kom det frem, at PET forsøgte at infiltrere Solidaritetshuset på Nørrebro. Huset er hjemsted for en lang række lovlige organisationer på Nørrebro.
Ikke sergent – du er medlem af Rebel
Folk har ret til at organisere sig som de vil, bare de holder sig inden for lovgivningen. I 1996 fik Peter Stræde afslag på at søge ind på Sergent – skolen. I forbindelse med afslaget havde hans overordnede henvist til hans medlemskab af Rebel. Denne oplysning har Forsvaret kun kunne få fra PET.
Beskyldes for at være spion
Vi kender jo alle historieprofessor Bent Jensens anklager mod journalisten Jørgen Dragsdahl fra DR, der bliver beskyldt for at være at være spion for det tidligere Sovjetunion.
Rekruttering i det yderste Højre
Man kan undre sig, at rekruttering som agenter i efterretningsvæsnerne ofte foregår i de yderste Højre – kredse. Vi så det i Anders Nørgaards, Arne Sejr og ikke mindst Hans Hetlers tilfælde.
I 1970erne talte Erhard Jacobsen om De Røde Lejesvende. Ja og så havde vi Hans Hetler som i den grad beundrede denne Erhard Jacobsen. Han foragtede i den grad socialismen i alle dens afskygninger. Dertil kom alle fredsbevægelser, miljøaktivister, studenteroprører, kvindebevægelser, pædagoger og offentlige myndigheder.
Alt fra Radikale over Socialdemokrater til Kommunister var Hetler’ s fjender. Medierne var gennemsyret af maxisme og kvindelige præster var et uvæsen.
FE så et stort potentiale i Hetler
Sidst i 1960erne så FE et stort potentiale i denne person. Han sagde da også ærbødigt ja til at udspionere de røde. Hans Hetler var charmerende, selskabelig, livsnyder, kolerisk med en meget firkantet holdning til samfundet.
På det tidspunkt var det igen en debat i gang med register. Mistanken gik på at den daværende chef Arne Nielsen tog mikrofilm af hele registret og gemte dette.
De to fra FE der havde kontakt med Hetler var udmærket klar over hans firkantede holdning til samfundet, men det passede udmærket i deres kram. De lod ham lede en illegal spionring i form af en netværksorganisation, hvor han selv var hovedpersonen. Men de andre skulle holdes uvidende om arbejdsgiveren.
Aktiviteter i venstrefløjen
Man skulle infiltrere, rapportere og registrere aktiviteter i venstrefløjen. Nu havde Hetler absolut ingen betænkeligheder, når det gjaldt action. Nu var det dog ikke de store summer, som han tjente. Han måtte have et arbejde ved siden af.
Militærnægter – foreningen skulle også infiltreres. Det lykkedes for Hetler at få en mand valgt ind i bestyrelsen.
Hetler kunne også rapportere fra studentermiljøet i Århus, hvor Rudi Dutsche skulle undervise. Men også fra Københavns Universitet blev der rapporteret. Her kunne Hetler fortælle, at borgerlige studenter følte sig diskrimineret af rektoren, den kommunistiske Mogens Fog.
Forsvarsministeren skulle lige tjekkes
En ny forsvarsminister, Kjeld Olesen var kommet på posten. Og her kunne Hetler så informere om, at han var:
DKP topstyret fra Moskva?
FE bildte Hetler ind, at DKP var topstyret fra Moskva op til EU – valget. Grønnegade 37 var en guldgrube, når det gjaldt informationer. Det var også her, at kamporganisationerne mødtes omkring Verdensbanken. Men selv var Hetler bortrejst omkring det tidspunkt. Han kunne ikke selv bidrage med informationer omkring det tidspunkt.
Og begivenhederne dengang kostede PET – chefen Arne Nielsen de sidste kræfter. Man fandt ham på et hotel – værelse i Bruxelles under et Nato – møde.
Hetler havde nok forventet, at blive rost for sin indsats. Men efterhånden løb samarbejdet ud i sandet.
Hetler afslører spionsagen
En gang imellem kom han forbi sine venner på Ekstra Bladet og så gik det ellers Guldbajer i den. Og ved en af disse møder røbede Hetler, hvad han havde været med til. I begyndelsen var de dog skeptiske hos Ekstra Bladet.
Fra FE har de sikkert truet med, at Hetler skulle fortælle, at Jacob Andersen fra Ekstra Bladet var en af agenterne. Det virker i hvert fald så godt, at Aktuelt kunne fortælle at
Men man kom dog på andre tanker, og justitsminister Orla Møller måtte gå. Og hvad værre er, så fik den ene af FE’ s føringsofficerer arbejde hos Mærsk. Da det så her skulle ansættes folk, brugte man Hetler til at undersøge ansøgernes personlige forhold.
Modstræbende, kunne jeg godt lide ham!
Og Hetler selv døde nedbrudt og alkoholiseret som 58 årige, forinden havde hans kone begået selvmord.
Journalisten Jacob Andersen fra Ekstra Bladet skrev i sin nekrolog:
Morten Storm – sagen
Omkring 2013 hørte vi om den tidligere PET – agent Morten Storm. Den danske regering og efterretningstjenesten er blevet sat under international pres for at fortælle sandheden om Danmarks deltagelse i jagten og drabet på al – Qaeda – lederen, Anwar al – Awiaki.
Man tog ikke altid lovgivningen så nøjagtig
PET har – som politiet i øvrigt – adgang til at aflytte telefoner og anden telekommunikation med dommerkendelser. At man så altid gør dette, ja det er en anden sag.
Den 1.11.1998 kunne Frede Farmand således afspille en båndoptagelse, hvor han og en kriminalassistent skulle aflytte Rigspolitiets Rejsehold. Man skulle finde ud af om der var en læk til Den Danske Forening.
Dan Lynge – sagen
I 2002 gik Dan Lynge i medierne og fortalte om sin agentvirksomhed. Gennem 1990erne blev han brugt af både PET og politiet til at infiltrere rockergruppen Hells Angels. Han afslørede, at han havde:
Sagen medførte en undersøgelse. Der blev fastslået:
Den 11. september 2001
Det er ingen tvivl om, at terrorangrebet den 11. september 2001 har ændret efterretningsvæsnets arbejde. Dengang sagde PET – chef, Lars Findsen:
Også herhjemme har vi mærket terrorangreb, som har bevirket stigende overvågning og midler til efterretningsvæsnet.
Grevil – sagen
Grevil – sagen udsprang af debatten om Danmarks engagement og grundlaget for Irak – krigen. Frank Grevil var ansat ved FE og en såkaldt whistle – blower. Han argumenterede for, at der manglede et masseødelæggelsesvåben, som Irak påstod. Grevil mente, at de regeringen misbrugte FE politisk. Af nogle blev han kaldt en nationalhelt af andre en forræder.
Klimatopmødet
Og til det store klimatopmøde i København var diverse agenter også travlt beskæftiget.
Et hemmeligt fly
Den 25. juni 2013 returnerede et meget hemmeligt fly fra Kastrup Lufthavn. Det fløj i en højde af 14 kilometer tilbage mod USA. Planen var, at det skulle have medført den i amerikanernes øjne store forræder, Snowden.
Denne whistle – blower har brugt talrige eksempler på, hvordan privatlivets fred bliver brudt.
Til sidst måtte Justitsministeren erkende, at dette fly havde været i lufthavnen.
En kontrolgruppe uden magt
Vi kunne have nævnt andre og mange flere eksempler, men så ville artiklen blive alt for lang. Det nyeste er, at PET efter gentagende opfordringer ikke vil slette gamle personoplysninger. Kontrolgruppen har ingen sanktionsmuligheder, så mon ikke de gamle personoplysninger bliver liggende på en eller anden måde?
Echelon – det kender vi ikke noget til
I meget lang tid var både politikere og FE og PET komplet lukket alt omkring begrebet Echelon. Projektet er basseret på overvågning af en stor del af den samlede telekommunikation i hele Verden. I 1995 fik de amerikanske teleselskaber således at vide, at de selv skulle være i stand til at aflytte 1 pct. af den samlede trafik.
På et tidspunkt var projektet bundet sammen af lytterstationer over hele Verden forbundet med 120 satellitter. Et kolossalt stort antal computere blev sat til at lede efter bestemte interessante ord.
Teknikken bliver hele tiden udviklet blandt andet med automatisk stemmegenkendelse. Men nu er det ikke kun traditionel overvågning og terrorbekæmpelse, som det drejer sig om. Systemet bliver i den grad brugt til industrispionage til fordel for amerikanske virksomheder. Dette blev bl.a. brugt af NSA i 1995, da franske Airbus forhandlede med den saudiarabiske regering. Takket være bl.a. overvågning gik ordren til amerikanske McDonnell.
Efter NSA’ s ordre er krypteringen blevet svækket fra en række selskaber. NSA har også nøgler til dekryptering.
I 1999 udtalte daværende justitsminister Frank Jensen:
1.000 ansatte på Afladshage
Siden har diverse ministre udtalt, at de sandelig ikke har kendskab til sådan et system. Vi kan da så her oplyse, at FE har en lyttepost på Afladshage på Amager med 1.000 ansatte. Det er en såkaldt Echelon – station.
Villaen blev oprettet i en villa nord for København i 1948. Jo det var tysk radiomateriel, der dannede grundlaget for Søværnets Radiotjeneste. Denne villa blev dog for lille. Og i 1957 flyttede ud på Amager og fik navnet FCR. Som vi tidligere har skrevet fik man efterhånden amerikansk materiel og samarbejde med amerikanerne.
I dag opsnapper man her sms, e – mails og telefonopkald verden over.
Men det har vi aldrig skrevet, for man har ikke kendskab til sådan et system.
Mange kreative ideer til overvågning
Allerede i 1999 var der ønsker fremme fra politiet, at alle hindringer i, at politiet kan telefonaflytte og opsnappe mails, skulle afskaffes.
Samme år var det Thorkild Simonsen, der mente at naboer til nogle, der begik Socialt bedrageri skulle kunne straffes, hvis de ikke anmeldte det. Jo den øgede overvågning kommer snigende. Og du skal ikke være sikker på, at du bliver orienteret om alt hvad der sker.
11.000 tilladelser fra Datatilsynet
Således mente Brøndby’ s borgmester for efterhånden en del år siden, at et boligkvarter skulle indhegnes, og så skulle en portner tjekke alle, der gik ud og ind.
Et flertal af danskere vil give afkald på privatlivets fred, når det gælder at forhindre terrorisme. Og tænk engang inden for de sidste ti år har Datatilsynet givet mindst 11.000 tilladelser til at danskernes personlige oplysninger må indsamles og bruges.
Og når det gælder alle mulige forhold for overvågning, så bliver retsplejeloven i den grad gradbøjet hele tiden.
Din identitet til salg for 98,- kr.
Hackere rundt omkring i verden er blevet endnu mere kreativ til at stjæle vores data. Mange danskers identitet kan købes på Det Sorte Net for kun 98,- kr.
Efter et hackerangreb i USA lå der pludselig 191 millioner amerikaners data frit tilgængelig på nettet, navn, adresse, fødselsdatoer, telefonnumre, e – mail og parttilhørsforhold
70 millioner for en undersøgelse
På baggrund af diverse kritik af vores efterretningsvæsen blev der udarbejdet et mammutværk om tjenestens arbejde. PET – kommissionen brugte over 70 millioner kroner på undersøgelsen.
Med det store beløb kunne man forvente kvalitet af arbejdet. Indrømmet, mange steder er det da også interessant læsning. Således er vores agent Hetler omtalt i syv af de 16 bind.
Men man har ofte indtrykket af, at kilderne er tvivlsomme og andenhåndsberetningerne er tilsat en masse ideologisk fantasi. Til gengæld skal PET – kommissionen have ros for tilgængeligheden. Enhver kan gå ind på nettet og downloade værket.
Hvis man ikke lover noget ulovligt!
Mange danskere tror stadig på den floskel med at Hvis man ikke laver noget ulovligt, har man jo ikke noget at skjule, og hvorfor skulle man så have noget imod at lade sig registrere?
Kilde: (1 – 2)
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk
Juni 18, 2016
Historien om Overvågning (1)
Her er masser af blå briller og spioner. Det er altid fare for konspiration, når man fortæller om egne oplevelser, Der var et godt samarbejde med tysk politi i 1930erne. Efter krigen ansatte man tidligere Gestapo – folk i jagten efter kommunister. I 1948 var man bange for russisk invasion. Var PET i lommen på CIA? Der eksisterede et hemmeligt notat hos efterretningstjenesten og politikerne. Var det virkelig 400.000 registreret i 1960erne? Venstrefløjen skulle i den grad overvåges. Aksel Larsen samarbejdede med CIA. Arbejderbevægelsen havde deres eget register.
Fare for konspiration
Problemet med at skrive om dette emne, er, at man nærmer sig ofte konspiration. I et andet medie har vi efterhånden skrevet 38 artikler om emnet – men mere emnet, som det udvikler sig i dag. I denne artikel vil vi gå historisk til værks.
Stå ret for majoren
Inde hos Telegraftropperne i Århus fik et år til at gå. Som en herlig afveksling havde vi civilundervisning. Jeg meldte mig til at undervise i et tema Radiobølger. Jeg vidste en del om det, og havde stillet nogle betingelser til kompagniet. Dem var man gået med til.
Jeg havde fået omadresseret min post fra Tønder til Langlandsgades Kaserne. Og jeg havde ikke tænkt på, at der kunne være noget kontroversielt imellem. Men det var det åbenbart. Jeg havde en hobby med at aflytte både radioamatør og radiofonistationer. Og særlig de sidstnævnte kvitterede ofte med farvestråelende bøger og brochurer.
En dag blev jeg så kaldt over til Major Løwenstein. Jeg skulle give en forklaring på alt det, der var blevet sendt fra Radio Moskva. Majoren havde selv pakket min pakke op. Jeg fik en advarsel om, at jeg ikke skulle lade mig påvirke af kommunistisk propaganda.
Et par dage efter, da jeg gik rundt med en flok interesserede i et par soldaterbiler for at teste hærens nyeste radiomodtagere, blev jeg nærmest arresteret og ført hen til en sur løjtnant, der betragtede det, som jeg gjorde, som spionage. Vi var i 1971 og koldkrigen rasede.
Filmstar på Den Amerikanske Ambassade
Mindst hver anden uge er jo på Garnisonskirkegården og besøge min afdøde kone. For cirka fem stod der pludselig et par uniformerede vagter, går jeg ud fra, oppe på øverste etage på Den Amerikanske Ambassade med et kamera i hånden og filmede mig på kirkegården.
Hold da op med det pjat, råbte jeg, hvorefter to granvoksne vagter nærmede sig. Jeg skyndte mig væk, godt sur i skralden, men tænkte ellers ikke over, før jeg 14 dage oplevede det samme.
Om mandagen ringede jeg til Kirkegårdskontoret. Her kunne de godt forstå min vrede. Men de kunne ikke gøre noget, og det kunne ikke betale sig at klage til politiet eller ambassaden. Det ville jeg ikke få noget ud af. De har deres helt egen rettigheder, blev det sagt.
Siden har der ikke været ballade fra ambassaden. Jeg spekulerede faktisk på, om jeg har foretaget mig noget antiamerikansk. Og ja, det var dengang for nu cirka 20 år siden, hvor jeg skrev en del artikler i Dagbladet Arbejderen. Og her skrev jeg en overgang en del antiamerikanske artikler. Jeg var blevet lidt sur over amerikanernes dobbeltmoral. Men egentlig burde det jo ikke være de artikler. Vi har ytringsfrihed
PET på arkivet
Inden vi her går i gang med vores egentlige artikel, så har mange af de artikler, der ligger her på siden ført til arkivindgang – eller snarere omvendt. Her har min makker og mig oplevet direkte interesse fra bl.a. PET og efterfølgende en mærkelig opførsel fra arkiverne. Og netop i disse dage er der så trådt en lovgivning i kraft. Vi skal til at starte forfra med at indhente tilladelser til diverse arkiver. Dem havde vi så haft i forvejen, men nej.
Men frygt ikke kære læsere. I Danmark har man ikke ret til at registrere dig, hvis du tilhører en lovlig organisation og bruger din ytringsfrihed og ellers opfører dig ordentlig.
Efterretningsvæsen siden 1920erne
Siden slutningen af 1920erne havde politiet en efterretningsafdeling. Den var dog ikke landsdækkende og hørte under Københavns Politi.
Godt og tæt samarbejde med tyskerne
Den 25. marts 1933 skrev Københavns Politidirektør til Politipræsidenten i Berlin med henblik på et samarbejde om bekæmpelse af Kommunisme.
Fra dansk side ville man gerne vide, om der opholdt sig tyske kommunistiske anstiftere. Fra dansk side var man mere interesseret i at få fat i kommunister frem for nazister. Men gennem 1930erne knyttede der sig et godt og tæt samarbejde mellem det danske efterretningsvæsen (Københavns Politi Afd. D) og tysk politi.
Russer – Hansen
Chefen for Afd. D hed Andreas Hansen. Han gik under navnet Russer – Hansen på grund af sin legendariske kommunistforskrækkelse. Han blev senere tvunget til at forlade sin post, da det kom frem, at afdelingen i 1934 havde bortført den tyske immigrant Franz Vogel og sendt ham til Tyskland efter de tyske myndigheders ønske.
Andreas Hansen formulerede selv grundlaget for Afd. D’ s arbejde. I en beretning, der i 1936 blev sendt ud til alle landets politimestre hed det blandt andet:
Et landsdækkende sikkerhedspoliti
I november 1938 talte folketingsmedlemmer om at oprette et landsdækkende sikkerhedspoliti under Rigspolitiet. Det skulle ifølge justitsminister K.K. Steincke:
Ideen blev realiseret i 1939, da den nationale sikkerhedstjeneste SIPO (Sikkerhedspolitiet) blev oprettet.
Organisatorisk lå SIPO under Rigspolitichef Thune Jacobsen. SIPO’s første chef blev politiinspektør Poul Strøbech.
Et register blev udleveret til tyskerne
Afdeling D samarbejdede med den tyske besættelsesmagt og Gestapo. Det skete formelt i forbindelse med regeringens samarbejdspolitik. Men ofte gik SIPO og afdeling D langt videre.
Nazisterne krævede i forbindelse med tyskernes angreb mod Sovjet i 1941, at det danske politi skulle internere 60 danske kommunister. Men SIPO havde langt flere kommunister registreret. Så de valgte at arrestere ca. 300 flere. Gennem flere år var kommunister blevet registreret. Dette register blev senere udleveret til tyskerne. Flere af de internerede døde senere i tyske KZ – lejre.
Ifølge nogle af de kilder vi har anvendt til denne artikel, så hævdes det, at grunden til det danske politis beredvillighed var, at der blandt efterretningsafdelingens ledelse var flere overbeviste nazister.
Forløberen til Forsvarets Efterretningstjeneste
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) blev dannet i 1967 som selvstændig myndighed. Men da Anden Verdenskrig brød ud var efterretningsvæsnet opdelt i to:
Til forskel fra politiets efterretningssektion var militærets sektion nationalt indstillede og samarbejdede ikke med tyskerne eller Gestapo. De gik tidligt i gang med at modarbejde tyskerne. De opbyggede den militære tjeneste og samarbejde med udenlandske tjenester.
I 1943 da samarbejdspolitikken brød sammen, blev der på Den Danske Ambassade i Stockholm oprettet en dansk efterretningsafdeling.
Mange flygtede til Sverige. De kom hjem efter krigen og havde foretaget sig handlinger mod regeringen, fordi de fra starten modarbejde den danske regering. Under normale omstændigheder ville det blive betragtet som forræderi.
Man ansatte Gestapo – folk
Ved krigens afslutning var kommunisterne trods deres store indsats i modstandsarbejdet stadig nationens hovedfjende nummer et. Snart gik danske og engelske efterretningsfolk i gang med at afhøre befolkningen om, hvad de vidste om navngivne kommunister.
Ja man ansatte ligefrem gamle Gestapo – folk til dette arbejde. Og i den store og meget dyre kommisionsrapport om PET’ s arbejde (70 millioner kroner) i seks bind står følgende at læse:
Top – Nazist var Efterretningschef
Nu var det ikke kun det danske efterretningsvæsen, der brugte topnazister efter krigen. Det gjorde amerikanerne også i høj grad. Men også hos tyskerne fandt man dem.
I 1956 hed spionchefen i Tyskland, Dr. Schneider. Men under dette navn gemmer det sig Reinhard Gehlen, Hitler’s efterretningschef på østfronten. CIA, som ikke var meget bedre selv sagde:
Vil ikke føre kartotek over ustraffede dansker
Den 5. marts 1947 garanterede den daværende justitsminister at
Det var Land og Folk, der mente at politiet stadig var i besiddelse af registret med alle kommunister. Trods dette er jagten på bevæbnede kommunister aldrig holdt op.
Aftale med amerikanerne
Efter krigen fandt kommandør P.A. Mørch ud af, at den reelle trussel kom fra russerne. På egen hånd uden om regeringen kontaktede han amerikanske OSS, det senere CIA, og indgik en aftale, der indebar at amerikanerne skulle levere en masse radioudstyr. Det var med henblik på, at der skulle oprettes et moderne aflytningscenter. Til gengæld skulle man hjælpe amerikanerne, der skulle tjene USA’ s formål. Herunder var det vigtigt for amerikanerne at få alt om kommunisme at vide.
Også tyskerne efterlod en del radioudstyr. Og det tog man også med tak imod.
Fra Den Danske Modstandsbevægelsen til israliterne
En væsentlig del af de våbner som modstandsbevægelsen havde til overs, særlig de kommunistiske blev samlet sammen i 1948 af Herbert Pundik og David Israel. De blev derefter smuglet til væbnede jødiske grupper i forbindelse med Israels dannelse. Disse oplysninger er dog ikke medtaget i den kommissionsrapport, vi referer til. Efterretningsvæsnet var fuld klar over dette smugleri.
1948: Russisk invasion truer
I påsken 1948 opstod der vedholdende rygter om, at Danmark ville blive offer for en russisk invasion. Statsminister Hans Hedtoft havde allerede givet spionchef (FE) H.M. Lunding lov til at købe 200.000 geværer.
Amerikanerne havde gjort opmærksom på, at de ville være en fordel at forsvare Læsø, Anholdt og eventuelt Samsø. Politimester Brix havde fået at vide, at han skulle bistå militæret.
To sønderjyder
Lunding ville helst forblive i det sønderjyske. Der skulle bare en gang imellem sendes lækkerier ned til ham bestående af specielle cigarer, whisky, kaffebønner, friske frotte – håndklæder, annanas og abrikos. m.m. Denne sønderjyde var udpeget til den militære efterretningsleder.
Hans bekendt, politimester Brix var udpeget til den første leder af PET. Politimesteren havde opbygget et meget omfattende register over folk fra Det Tyske Mindretal, Folk, der havde været frivillige ved fronten, dømte og ikke dømte efter besættelsestiden.
Klippe og klistre
Som en tommelfingerregel skulle PET jagte fremmede spioner inden for landets grænser, mens det militære efterretningsvæsen skulle jagte spioner uden for landets grænser.
Men først måtte 42 officerer gennempløje 44 internationale tidsskrifter og dagblade. Og så blev der ellers klippet og sat artikler i system på kartotekskort.
Nogle officerer blev sendt til uddannelse hos MI 15 og MI 16 i England. Andre måtte i gang med undervisning i det russiske samfund, østeuropæiske uniformer og gradstegn.
Under den kolde krig koncentrerede man sig om at aflytte skibe, hærstyrker og fly. Man fik specielle pejlestationer i Hjørring, Løgumkloster, Gedser og Bornholm.
Den Femte Kolonne
Myndighederne betragtede udmeldinger fra DKP som en begyndelse til en slags Femtekolonne. Derfor fik man fra CIA i 1948 kopi af et kartotek. Dette indeholdt oplysninger om danske statsborgere. Det var rart at have i tilfælde af en russisk invasion.
I 1950 blev der igen ændringer omkring registrering. Nu sagde man:
Kommunist – aktionen bliver rost
I dette år havde man stadig ikke indset at aktionen mod kommunisterne var grundlovsstridigt. Ja det er der jo nogen, der den dag i dag heller ikke kan se. Men i 1950 blev der udsendt et notat, hvor der blandt andet stod anført:
Først i 1951 blev Sikkerhedspolitiet, i forbindelse med politiets hemmelige tjenester, omdøbt, og fik sit nuværende navn PET
Utroværdige oplysninger
Ifølge efterretningsvæsnet skulle DKP i 1947 have foretaget en registrering af hele den danske befolkning. Tusindvis af grupper på fem personer skulle have registreret den danske befolkning. Men hvordan skulle det være foregået uden at vække opmærksomhed. I 1950erne og 1960erne så det også ud, som om, at alle militære oplysninger omkring Danmark kom via Vesttyskland.
Blandt PET var opfattelsen, at østeuropæiske efterretningstjenester fik deres spioner fra DKP’ s medlemsliste.
Er han kommunist?
I 1952 blev en kandidat fra Retsforbundet ganske chokeret, da politiet rettede henvendelse til hans arbejdsgiver for at få at vide, om han var kommunist. Årsagen var, at han havde skrevet under på en protest mod regeringens politik.
Dette afstedkom selvfølgelig en diskussion i Folketinget. Justitsminister Helga Petersen udtalte:
Har man ikke lært af Tyskland og Rusland?
Men Justitsministeren måtte dog trække denne udtalelse til bage, da der kunne fremdrages masser af eksempler på, at politisk registrering fandt sted. Dette fik folketingsmedlem Kjelgaard Iversen til at udtrykke dette:
I tilfælde af krig
I slutningen af 1950erne fandtes der detaljerede planer for interneringen af omkring 1.000 ledende kommunister i det storkøbenhavnske område i tilfælde af krigs – og krisesituationer. Enkelte hjemmeværnsafdelinger havde endda i de tidligere halvtredser gået endnu videre og udarbejdet likvidationslister.
PET i lommen på CIA?
I 1956 var kritikken over Brix arbejde hobet sig så meget op, at han måtte gå. Vi har tidligere beskæftiget os med denne her på siden. Han nåede dog at føre en bred side af, inden han gik. Og det handlede om, at han mente, at PET var fuldstændig i lommen på CIA.
Ulovlig registrering
Men trods dette, så fortsatte regeringen den ulovlige registrering. Det afslørede justitsminister Hans Hækkerup i 1963. Han sagde rent ud:
Et hemmeligt notat
For i virkeligheden opererede PET og sikkert også FE i mange år med et hemmeligt notat, som blev vedtaget af skiftende regeringer. Notatet tillod at man registrerede meget bredere end oplyst. Således ville man til stadighed have at vide, hvad der foregik hos kommunisterne og i de venstreorienterede miljøer.
Warmberg – udvalget
Ikke engang det nedsatte Warmberg – udvalg, der skulle føre tilsyn med PET var klar over dette notat.
Dette udvalg blev nedsat i 1964. Det blev nedsat som følge af masser af kritik over PET. Nu troede borgerne, at der var kommet en vagthund, som kunne kontrollere tjenestens registreringer og organisationer.
Var 400.000 borgere registreret?
Også midt i 1960erne kom det frem, at PET i mange havde gemt en masse oplysninger om et stort antal borgere. Ja man regnede med, at der lå et kartotek med omkring 400.000 borgere. Når danskere søgte om visum til andre lande kunne PET levere oplysninger om de pågældende borgere. Men atter engang, den 30. september 1968 udsendte regeringen er erklæring:
PET bliver landsdækkende
Men i 1968 erklærede fik vi så justitsminister Knud Thestrup at registrering af danske statsborgere var nødvendig og skulle fortsætte. Det vakte vild forargelse og Venstresocialisterne forsøgte at rejse en rigsretssag.
Københavns Politis Efterretningsafdeling D blev i 1960erne til Københavns Sikkerhedspoliti og skulle efterforske politisk betonede attentater, hærværk og brandstiftelser.
I 1966 blev de to lagt sammen til en enkelt efterretningstjeneste ind i PET, der samtidig blev landsdækkende. I 1970 havde PET syv lokalkontorer fordelt over hele landet.
Venstrefløjen skal overvåges
Den 31. december 1968 udsendte PET – chefen, Arne Nielsen en instruks, hvor det bl.a. hedder:
DKP’ s centralkomité
DKP´s Københavnerledelse
DKU’ s Hovedbestyrelse
DKU’ s Københavnerledelse
VS’ s Hovedbestyrelse
VS’ s Københavnerledelse
Overvågningen omfattede dog også abonnenter på kommunistiske blade, borgere, der skrev under som stillere for kommunisterne i tilfælde af valg, medlemmer af foreninger som af efterretningstjenesten blev betragtet som kommunistiske fronttjenester, møder arrangeret af kommunister, børn af kommunister der blev indkaldt til militæret, fredsaktivister m.m.
Til opgaven – med fuld energi
I koldkrigsperioden mellem 1945 og 1991 var Danmark allieret med resten af Vesteuropa og USA imod Sovjetunionen. Mange danskere frygtede længe en invasion fra øst. Det var en kamp mellem de kommunistiske og de kapitalistiske ideologier. Og dette satte i høj grad sit præg på PET og FE.
Danmarks tilhørsforhold til Vesten herunder NATO og USA, betød desuden, at mange danske politikere anså de dele af den danske venstrefløj, der havde forbindelser til Sovjet, som en potentiel trussel mod Danmark’ s sikkerhed og selvstændighed. Derfor fik PET til opgave at overvåge venstreorienterede. Og de gik til opgaven med masser af energi.
Firmaet
Nu var alt, hvad man foretog af overvågning måske ikke lige smart, men for det meste bevarede de implicerede deres job, og der blev aldrig rejst rigsretssag mod nogen politikere.
Firmaet var en dansk, halvprivat efterretningsorganisation, der fungerede fra 1948 – 1963. Stifteren af Firmaet hed Arne Sejr. Han havde været modstandsmand under besættelsen. Der havde han grundlagt Studenternes Efterretningstjeneste. Og denne bestod af tre dele:
Et af Firmaets ”sorte” aktioner var aflytningen af ægteparret Alfred Jensen og Ragnhild Jensen. Førstnævnte var også formand for DKP. Man havde simpelthen lånt lejligheden nedenunder.
På baggrund af aflytningerne sendte man såkaldte sorte breve. Formålet var at splitte kommunisterne. Man udøvede psykologisk krigsførelse, og det så ud som om, at det lykkedes.
Og spionchef Lunding var slet ikke klar over dette. Han fik chokket en dag i 1963. Kontraefterretningschefen, Niels Bjarne Schou havde kørt parløb med amerikanerne
Axel Larsen samarbejdede med CIA
Axel Larsen havde forsøgt at føre en mere midtsøgende politik, men det lykkedes ikke at holde sammen på partiet. I november 1958 blev han kylet ud af DKP.
Han tabte magtkampen og dannede SF. Og hvad ikke engang det danske efterretningsvæsen vidste, var, at han arbejdede sammen med CIA.
Amerikanerne kvitterede med 2,6 millioner
Både FE og CIA var aftagere af informationerne fra Firmaet. Og som tak for anstrengelserne kvitterede amerikanerne med 2,6 millioner kroner.
Men også andre støttede Firmaets aktiviteter. Herunder mange af dansk industris kæmper, Danfoss, F.L. Smidth, Carlsberg, Sukkerfabrikkerne og endda Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet.
Jens Otto Kragh: Gør det så meget
Mange år senere kom det frem, at forsvarsminister Kjeld Olesen havde givet tilladelse til denne aflytning. Måske vidste Jens Otto Kragh dette for han spurgte:
Og Rigsadvokaten mente, at sagen var forældet. Ja man kan undre sig over, at det heller ikke i dette tilfælde skete noget med de ansvarlige.
CIA var fuld af lovord over for Arne Sejr. Og Politikens chefredaktør, Herbert Pundik købte de seks røde ringbind med aflytningsmaterialet hos Niels Frommelt for 6.000 kr.
Arbejderbevægelsens Informations Central
Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC) var fagbevægelsens og Socialdemokratiets efterretningstjeneste. AIC blev oprettet i 1944 for at overvåge kommunisterne. Denne overvågning fortsatte helt frem til 1973. Det var en stærk konkurrence om vælgerne mellem Socialdemokraterne og Kommunisterne. Og arbejderklassen skulle jo helst vælge det rigtige parti. AIC arbejdede både sammen med den militære efterretningstjeneste og den Amerikanske Ambassade i København.
Samarbejdet med PET blev formaliseret, da Brix blev chef.
Glæd jer til Del 2
Ude på Sandagergård på Aflandshage blev anlægget efterhånden udbygget til endnu mere aflytning.
Vi skal i næste del høre om mere avancerede aflytningsformer. Ja det startede med en computer med hele 16 kiloram hukommelse. Og så har efterretningsvæsnet i den grad været indblandet i en del episoder. Vi skal høre om Frede Farmand og Echelon og meget mere – men alt dette kan du læse i del 2.
Kilde: (1 – 2):
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk
Juni 13, 2016
Tønder – da Liebestempel blev bygget
Dette er Tønder’s historie fra ca. 1790 – 1820. Borgmesteren anlægger ”Kærlighedens Lysthus. ”Lyse vinduer og et venligt udseende”, ja sådan beskriver en gæst byen. Politimesteren forlangte lys, men det fik han ikke. Det var stadig farligt, at få hjem fra værtshus i mørke. Man kunne havne i en mødding, kælderhals eller vandpumpe. Der var hårde afstraffelse. På et tidspunkt var der 80 bryggerier og brændevinsfremstillere. Seminarister var ikke ”Guds bedste børn”. Vild oprør, da lokale ikke kunne få brødkorn. Smuglergods blev fragtet op ad Vidåen. Franske, spanske, polske tropper besøgte Tønder, ja selv kosakker. I Tønder lavede man nødpengesedler. Og så blev amtmanden begravet i Højer.
Tønder fra ca. 1790 – 1820
Vi har flere gange beskrevet dette Liebestempel eller snarere begge pavilloner, som Carsten Richtsen lod anlægge. Hvordan så Tønder ud dengang – i tiden fra 1790 til ca. 1820.
Kærlighedens Lysthus, ja sådan bekriver Michael Falch vores Liebestempel. Og vi har alle vores egne oplevelser fra denne pavillon. Og Falck’ s oplevelser, ja det kan I også læse her på vores side.
De fleste huse var små
Egentlig var byen ikke ret stor. Også dengang kunne man også se kirketårnet lagvejs fra. Nej vandtårnet var endnu ikke bygget.
Syd fra eller nærmere øst fra var det vanskelig at komme ind i byen. Det var næsten hele tiden oversvømmet. Man passerede to stråtække toldhuse på markedet, og gennem Søndergade passerede man mange små håndværkere.
Carsten Richtsens hus
De fleste huse i byen var små, og så var der også nogle langhuse og de prægtige huse oppe i hovedgaden. Og disse huse var Dröhses Hus, Apoteket og Carsten Richtsens Hus.
Carsten Richtsens hus var byens stolthed. Også hans far var blevet rig på kniplingskunst. I 1795 fik han tilbygget et nabohus, hvor undertegnede i tidens løb er kommet meget. Bygningen indeholder nemlig endnu en af byens mest kendte beværtninger Centralhalle.
Jo denne borgmester har vi allerede skrevet om. Men her skal kort nævnes, at han samlede 200 kobberstik, 60 malerier og en kæmpe bogsamling. Og vi skal da heller ikke glemme, at det var ham, der anlagde Nørre Allé og Liebestempel.
I 1812 var justitsråd og borgmester gået af som borgmester. Han var nedtrykt over, at hans kone ikke kunne blive rask. Parret havde mistet deres eneste søn som lille.
En ny borgmester
Der var efterhånden sket en masse ændringer i Tønder Kommune. Og det måtte yngre kræfter til at ordne dette. Det blev så den yngre Horup, der måtte klare dette.
Gulsmedens søn
I Vestergade boede guldsmedjen Nicolay Hansen og hans fem år ældre kone, Anna Henriette født Köhn. I 1803 boede her også den 83 – årige bedstemor Köhn. Til husholdingen hørte også en 14 – årige tjenestepige og to karle på cirka 20 år. Jo guldsmeden var en nogenlunde velhavende mand. Han havde tjent penge på sin faglige dygtighed. Meningen var at sønnen skulle føre det hele videre, men ak, det var en helt anden skæbne, der overgik P.A. Hansen.
Lyse vinduer og et venligt udseende
Huset, de boede i, var et meget pænt hus inspireret af hollænderne fra 1600 – tallet. I øvrigt var der mange pæne huse i Tønder allerede dengang. Se bare her, hvad der blev nedfældet hos en rejsende fra år 1800:
Fysikus hjælper ”Byens stolte søn”
Den unge Hansen fortsatte sin lærertid i Flensborg. I Tønder havde han lært grundprincipperne i latin og fransk. Han havde allerede i fødebyen vist sine talenter inden for fysik og matematik. Den gode lærer Hansen havde hjulpet den unge mand med at udvikle sine talenter og stillet sit bibliotek til rådighed. Nogle af nætterne fik P.A. Hansen til at gå med og læse.
I guldsmedjefamilien var datteren i huset, Jette blevet syg. Og fysikus Dirk kom på besøg. Og det udviklede sig til en lang diskussion med den unge P.A. Fysikus var i den grad blevet imponeret af den unge guldsmedjesøn. Han ansporede ham til at videreuddanne sig og brugte sin forbindelser for at få guldsmedesønnen videre. Og det udviklede sig til en af Tønders stolte sønner, astronom Hansen. Ja en gade fik han opkaldt efter ham. Men læse lige mere i vores artikel om Byens stolte søn.
Politimesteren forlangte lys
Nu var ikke alt lige praktisk dengang. Nogle steder mindende byen om en middelagtig by. Vandpumperne stod ofte i vejen for almindelig færdsel. Kendte man ikke stederne, skulle man passe på, når det var mørkt. I 1832 mente politimesteren, at disse pumper skulle være belyst for at undgå ulykker. Men både Raad og Borgmester afviste.
Kun der hvor Østergade gik ud i markedet var der oplyst med en lanterne.
Når det var mørkt i Tønder
Den berømte Uwe Jens Lornsen skrev hjem til sine forældre, mens han gik på Seminariet:
De gamle borgerpligter beskrev, hvordan man skulle reagere i mørke. Lige så snart, at man hørte Mordskrig eller Brandlarm skulle man enten tænde et lys i vinduet eller hænge en lanterne ud på huset.
Helt så dødt, var det nu ikke
Men helt så dødt var det nu ikke i Tønder. Der var gang på byens beværtninger, Rådhuskælderen, Humlekærren, Den Nordiske Løve, De Hvide Svane eller en af alle de andre.
Og her rådede man til, at såfremt man havde en tjenestepige eller en tjenestekarl, så skulle denne komme med en lanterne og følge en hjem, så undgik man de værste forhindringer. Det kunne jo være at bragede ind i en vandpumpe, faldt ned i en kælderskakt eller faldt om i en mødding i en af sidegaderne. Nu kunne det jo også være at man ikke var hel appelsinfri. Der befandt sig i byen omkring 500 stk. mælkekvæg.
Fysikus forsøgte at skabe sundhed
Fysikus Dirck havde forsøgt at skabe lidt mere sundhed i byen, ved at minimere alle disse møddinger. Men åbenbart gik tøndringerne mere op i deres gamle rettigheder end at forandre ting. Først i 1842 skete der en forandring i den henseende.
Man tog sig af syge og fattige
I Tønder var man bedre til at tage sig af de fattige og syge end mange andre steder. I 1862 blev de alle samlet i Fattighuset.
Men også Richtsen, Popsen, Leo, Horup og mange andre stiftede omkring år 1800 legater, der skulle komme de mindre bemidlede og syge til gode. Allerede i 1783 havde man indrettet en arbejderanstalt. Året efter fik byen et privilegium af kongen til at oprette en Hatte – og Strømpefabrik.
Her arbejdede 10 fattige mænd og 34 kvinder med børn. På et år frembragte de 9.600 hatte og 252 par strømper.
I 1784 havde fysikus Dr. Krichauff oprettet Anstalt til Helbredelse af Syge og Fattige i Østergade 15. Oprettelsen skete ved hjælp af frivillige midler. Det var i 1826 blevet forbudt at tigge. Blev man snuppet, blev man snuppet og anbragt i arbejderanstalt.
Hårde afstraffelser
En skomagerlærling havde i 1813 stjålet et æble. For denne forbrydelse blev han to gange pisket på markedspladsen. I en time skulle han desuden sidde med halsjern og modtage folkets harme. Desuden modtog han en straf på tre dage på vand og brød.
En karl havde i Brensbüll myrdet en bondedatter og efterfølgende havde han begået selvmord. Hans lig blev hentet af skarpretterens søn. Skarpretteren måtte ikke selv hente liget. Han blev ført til Tønder Herreds henrettelsesplads. Men herfra blev liget så kørt til Løgumkloster. Her blev liget så hængt tre gange op på galgen, inden det blev smidt i et hul i jorden.
Skolesystemet blev lavet om
I Tønder var næsten alle, der skulle have noget at skulle have sagt blevet pietister. Og deres retning var ikke lige i den retning som Adler, den nye kirkelige chef ønskede at gå. Dette afstedkom også mange problemer inden for skolevæsnet.
Denne Adler var også forfatter til en ny skolereform, som trådte i kraft i Slesvig – Holsten, som trådte i kraft i 1814. Fire latinskoler blev tilbage i Slesvig – Holsten. Alle andre blev nedlagt. Også den i Tønder, men det skete dog ikke før, at den gamle lektor Carstensen ophørte. Men så skete der også store forandringer i Tønder’ s skolevæsen.
Også i kirkelivet skete der ændringer. Således dukkede Provst Prahl op, og han nærede ingen tilknytning til pietisterne.
Brændemærket
I 1830 havde skarpretter Stöckler pisket en tyv ved navn Pfeisser. Det skete midt på markedspladsen. Samtidig blev han brændemærket mellem skulderblade. Han blev fulgt til sognegrænsen og udvist.
Tro mod gamle regler og forordninger
Vi har tidligere refereret til en norsk besøgenes dagbog, hør blot her var vedkommende også lagde mærke til:
Seminarister – ikke Guds bedste børn
Efterhånden var der en stor søgning til Seminariet i Tønder. Besøgte unge rige bondesønner dette seminarium, ja så slap de for militærtjeneste.
Det var ved dette seminarium, at Uwe Jens Lornsen i 1811 startede som 18 – årige. Han skrev jævnlig hjem til sine forældre. Nogle af hans med – elever blev beskrevet som vilde folk. De kunne finde på hvad som helst og var bestemt ikke Guds bedste børn.
Kniplingsindustrien gik tilbage
Tønders handelsliv var domineret af kniplingsindustrien. Omkring år 1800 var i alt 12.000 piger beskæftiget med at kniple. Højdepunktet var i 1805, da der blev eksporteret for 261.869 rigsdaler. Omkring år 1800 var der 13 store kniplings – købmænd i byen.
Men kniplingsindustrien gik tilbage. Moden havde ændret sig, og mange steder kunne man producere billigere. Og så var der steder, hvor man ikke gik så meget op i kvaliteten. I selve byen havde der været 900 piger beskæftiget, men nu var man helt nede på 300. Kun en kniplingshandler var tilbage i 1828
80 bryggerier – og brændevinsfremstillere
Omkring 1780 var der hele 80 bryggerier og brændevinsfremstillere i Byen. Men allerede dengang klagede de over manglende afsætning og for dyrt korn.
Ikke brødkort til de lokale
Nord for linjen Højer – Ballum kunne man slet ikke mere få brødkorn. Allerede i 1789/90 havde en rig kniplings – købmand købt alle brødkorn omkring Trøjborg. Men også nogle andre borgere fra Ballum og Tønder havde været i gang med at eksportere en masse brødkorn.
Der opstod efterhånden nød i befolkningen. Flere og flere protesterede mod, at de ikke kunne få brødkorn. I februar 1790 blev der foranstaltet protestmøder i Stokkebro, Sejerslev, Ballum, Emmerlev Klev, Møgeltønder, Gallehus m.m.
Grev Schack forlange militær indgriben
Store mængder gik mod Tønder. Militærstyrker blev hentet ind til Tønder. Amtmand von Bertouch havde sendt forespørgsel til København m.h.t. hvad der skulle foretages.
Grev Schack havde forlang at militæret skulle sættes ind og hans arbejdere skulle tvinges i gang. Stadsholderen i Hertugdømmerne, Prins Friedrich Carl von Hessen var sendt til Tønder for at underholde forholdene. Og endnu et kompagni soldater blev sendt til Tønder.
Amtmanden forhindrede værre
Nu kom der også frem, at bryggerier i Flensborg og Bremen havde købt masser af brødkort i Tønder – området.
Amtmanden undlod at sætte militæret ind. I stedet gav amtmanden sig til personlig at tale med de involverede. Han begav sig også til at snakke med kornhandleren. Det har sikkert været amtmanden, der forhindrede at der ikke skete det, der var værre.
Indsamling, til dem, der mistede hjemmet
Men i 1807 var det galt igen. Årsagen var englændernes brutale nedskydning af København. I Tønder var man med til at samle penge ind til alle de københavnere, der havde mistet et hjem.
Ved kysterne fik man organiseret vagtmandskab.
Borgervæbning i Tønder
Og i selve Tønder indgik både Skyttekorpset og Ringriderforeningen i en Borgervæbning. De holdt vagt foran byporten.
Skyttekorpset havde gule bukser og blå jakker med røde kraver. Ringridderne, der fra 1805 måtte kalde sig Frederiksgarden var i lysegrønne jakker med gule knapper, hvide veste og gule benklæder. Amtmand von Betouch var ringridernes chef.
Fra 1803 til 1813 var Landstormen mobiliseret.
Smuglergods til Tønder
Nu var det slut at handle med englænderne. Kysten blev spærret for indførelse af alle mulige engelske varer.
Men snart kunne man via Tönning og Sild købe engelske smuglervarer. Ved List på Sild ankrede flere og flere skibe under amerikansk flag med engelske varer som te, kaffe, tobak, sukker og kolonialvarer. Disse varer blev omladet og sendt op ad Vidåen ind til Tønder. Der var også mange tøndringer, der led af en dårlig moral.
Spanske tropper til Tønder
I marts 1808 begyndte spanske og franske tropper at gå op gennem Slesvig – Holsten mod Danmark.
Den 22. marts var hele Tønder oppe på mærkerne. Spanske tropper skulle indkvarteres. Først kom kavaleri regimentet El Infante. De kom med 618 mand og 599 heste. Og så kom en uendelig strøm af vogne med bagage for hele divisionen. Så kom en afdeling med mulddyr, marketendervogne og artillerikommandoen.
De gamle toldbygninger på markedspladsen fungerede nu som hovedbygninger. Ja senere kom der også franske soldater i flere omgange.
Eksotisk indtryk på tøndringerne
På et slag var Tønder forandret i lange uger. Men spaniolerne havde medbragt deres koner og børn. På tøndringerne virkede det hele meget eksotisk. De var vant til dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og frisisk. Nu skulle de også til at vænne sig til spansk og fransk.
Også spanske danse, viser og musik stiftede tøndringerne kendskab til. Hver aften blev der på markedspladsen afholdt messe. Skolebørnene fik også besøg af de festlige soldater. Men de forsvandt i løbet af sommeren 1808.
I en periode kom der så franske ryttere ind i byen. Og det skete også i oktober 1807, hvor de var iført grønne jakker og bjørnehuer.
Nødpenge i Tønder
Efterhånden kneb det med pengenes værdi. Efter krigen mod England var det i den grad gået tilbage med Danmarks økonomi. Først forsvandt sølvmønterne, men efterhånden kneb det også med kobbermønterne.
Den 1. december 1812 fik Tønder lov til at fremstille nødpenge. Det var 4 og 12 skillinger.
Kosakker og polakker
I Holsten rykkede nu russiske, svenske og tyske tropper ind. Til Tønder rykkede nu kosakker ind. I en fart måtte der skaffes, hø, halm og strå til disse kosakker.
Det var den 8. januar 1814, da Tønder lå begravet under et tykt lag sne, da kosakkerne kom. De forlangte kaffe, the, rum og Brændevin. Men de kom til at elske Tønder – udgaven af Te – punch.
Allerede 10 dage efter kom tøndringerne til at sige farvel til dem. Men det var slet ikke slut med fremmede tropper endnu. For i februar 1814 fik byen besøg af polske styrker med lanser. De blev i 2 – 3 uger.
Amtmanden blev begravet i Højer
Amtmand von Bertouch døde i 1815. Men han blev ikke begravet på Tønder Kirkegård. Han havde selv i live fortalt, at fra gammel tid, skulle beboere på Slotsgrunden begraves på Udbjerg Kirkegård. Men amtmanden blev begravet på Højer Kirkegård.
I 1821 døde den meget afholdte tidligere borgmester Carsten Richtsen. Hermed havde pietisterne også mistet en af de sidste støtter i Tønder.
Masser af underholdning i byen
Mange skuespiltrupper og artister besøgte Tønder. En gang imellem var der også her livlig fyrværkeri. Og den 5. juli 1825 besøgte Frederik den Sjette byen.
Og se kære læsere, det var hvad der skete omkring den tid, hvor Liebestempel kom op.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere; Se
Juni 11, 2016
Tønder som Garnisons by 1740
De havde røde jakke og gul krave. Ja det var bare en af de regimenter, der huserede i Tønder fra 1713 til 1770. To soldater dræbte i 1740 en tøndring. De brugte ret barske hvervnings – forsøg. En bytjener lovede i fuldskab at gå ind i hæren. Han fortrød dagen efter med tømmermænd. Borgmesteren måtte gå ind i sagen. Soldaterne skabte meget uro i Tønder. Der var masser af slagsmål og tyveri. Og så gjorde de unge Tønder – piger gravide. Husværter blev også straffet, når soldater deserterede. Indkvarteringen var en byrde, især for de fattigste. Og soldaterne tog deres familie med. Det var kummerlige forhold der blev budt og stakkels soldaterbørn. Snart opstod der bolignød i byen. Og officererne, ja de kom sammen med spidserne og snappede flere gange en datter af en rig kniplingskøbmand.
Rød jakke med gul krave
Fra 1736 – 1742 lå der i Tønder et kyrassier – regiment. Dette regiment havde en rød jakke med gul krave. Og så havde de en sort kappe.
Regimentet var kommet tilbage fra Rhinen, hvor de var led i et dansk hjælpekorps til den tyske kejser. Nu var de så kommet tilbage til Holsten.
Leibkompagnie var ledet af en ritmester Knutzen og bestod af to officerer, en vagtmester, tre koporaler, en trompeter og 56 menige.
Dette kompagni plus et andet havde fået Tønder tildelt som garnison. Det anden kompagni blev ledet af ritmester, Baron Wedel.
Regimentes leder grev Holstein havde i første omgang indtaget Møgeltønder som kvarter, senere blev det så Flensborg. Regimentet blev også kaldt Regiment Holstein.
Tønder kendte til indkvartering
For Tønder var det ikke nyt med militær. Gennem de sidste hundrede år var der næsten konstant indkvarteret tropper. Ofte var det kun af kortere varighed. Men fra 1713 var Tønder konstant garnison for dansk militær. Denne tilstand varede til 1770.
Masser af militær, dengang
I det 18. århundrede havde de europæiske magthavere et forholdsvis stort militærbudget. Og det gjaldt også for den danske konge. I fredstid var der cirka 10.000. Mange gange var man dog over 25.000. Med Landmilitsen var man oppe på 70.000 mand.
Ofte var enkelte enheder udstationeret i udlandet. Kommandosproget var tysk. Målet var at ligne de preussiske regimenter, men opnåede man dog sjældent. Fra 1773 blev der indført noget der nærmest ligner et hjemmeværn.
Forskellige rytterregimenter bestod kun af professionelle. Før i tiden forsøgte man at lokke nye rekrutter til med trompeter og trommer. Men nu var man blevet lidt mere smarte. Rundt omkring også nede i Tyskland sad en slags hverveofficerer. Og især fra Altona, som dengang tilhørte Danmark kom der en masse rekrutter.
To soldater dræbte Tønder – borger (tøndring)
I Tønder blev det hvert år afholdt en slags session eller hvervning. De foregik på Hamburger Herberge, Østergade 58, Holsteinischen Nesselblatt, Weissen Schwan, Nordischen Löwen og i Trekroner, Nørregade 75.
Men i 1740, da man afholdt et stort arrangement i nærheden af byen endte det hele med et slagsmål, hvor to kyrasserer endte med at dræbe Tønder – borgeren, Jens Christensen. Der var mistanke om, at militæret forsøgte at drikke unge knægte fulde for så at få dem ind i folden.
Drastiske midler
En anden af byens borger, Niels Nielsen vågnede således i 1739 en morgen med svære tømmermænd og gennemtæsket. Angiveligt skulle han være blevet hyret til militæret.
Tre dragoner under ledelse af overløjtnant von Ahlefeldt skulle have overfaldet den rødhårede knægt, Johann Petersen. Denne kendte ikke noget til, at han skulle have sagt ja til militærtjeneste. Han kunne dog ikke komme ud af klemmen. Men Tønders – borgmester gik ind og forsvarede ham. Men ikke engang det hjalp ham.
Borgmester gik ind i sagen
Bytjener Jürgen Petersen lod sig lokke ind i en vagtstue, hvor han yderligere lod sig traktere med salte fisk og brændevin. Da man så tog kongens skål, så Jürgen Petersen sit snit til at tage en anden end sin egen uniform på. I fuldskab lovede han at tjene regimentet.
Næste morgen, da han vågnede af sin rus, stod han til ti piskeslag. Han fandt også 10 daler i sin egen uniform, fordi han nu allerede havde fået sin første løn. Igen kæmpede borgmesteren fro sin ansatte.
Han henviste til en kongelig forordning fra 4. marts 1737 om et forbud, om at hverve de borgere, som endnu ikke havde givet afkald på deres borgerskab. Borgmesteren henviste også til, at soldaterne havde slæbt bytjeneren hen i vagtlokalet, drukket ham fuld og trakteret ham.
Soldater skabte megen uro
Der var ofte klager over militæret. Slåskampe med borgere men også indbyrdes forekom ofte. Men soldaterne holdt sig heller ikke tilbage med at stjæle klædestykker fra Blegen. Ofte var soldaterne skyldige i hæleri. Selv æggene ud i staldene var ikke i sikkerhed for soldaterne,
Og ja, soldaterne løb også fra deres faderskab, når unge Tønder – piger blev gravide og senere fødte børn.
Men det var til stor morskab for byens borgere, når alle disse soldater blev straffet ved Æ Kachmand (kagmanden). Ryttere og dragoner blev forholdsvis straffet hårdere.
156 soldater stak af
Nu var der ikke så underligt, at ret så mange deserterede fra Kyrassierne. De udgjorde i alt 500 mand og i en periode på 7 år stak 156 af, som ikke siden blev pågrebet. Der findes ikke et tal, hvor de pågrebne også er med.
Hver gang en soldat var deserteret blev kanonen fra slotsmuren affyret. Og så var der alarm. På alle veje og gader i Tønder og omegn blev der sendt patruljer. Også nabobyerne blev alarmeret.
Husværter blev også straffet
Enhver husvært havde pligt til at låse sin dør en halv time efter solnedgang og klokken 20 om vinteren. Uagtsomhed blev straffet.
Da en dragon fra Tønder i 1724 deserterede måtte kvarter – værten kautionere 40 daler. Det forlangte ritmesteren. Fra 1713 måtte ingen soldater gik på landevejen uden pas.
Navnet blev slået op på galgen
Hvis en desertør ikke blev pågrebet, blev hans navn slået op på galgen.
En ung kobbersmed, Ingwer Conrad Hinz søn af meget agtede forældre i Tønder havde gjort tjeneste i byen fra 1730 – 1734. I 1734 begik han i Elmshorn dumheder. Dommeren befalede, at hans navn skulle på galgen i hjembyen.
Magistraten i Tønder nægtede at deltage i dette.
Familien Hinz skrev til kongen og bad ham forhindre dette. Men de kunne dog ikke overtale kongen. Men ingen kobbersmed i Tønder ville påtage sig opgaven og lave skiltet. Man måtte have hjælp udefra. I 1734 kom blikskiltet endelig til byen og under stor militær opmærksomhed blev skiltet hamret op på galgen ude på Østmarken.
For vedkommende og hans familie betød sådan et skilt en skam for livet. Man kunne ikke søge et offentligt job, så længe den dømte var i live.
Indkvartering var en stor byrde
Indkvarteringen i Tønder vakte i mange år mishag og misundelse, fordi nogle var fritaget for denne byrde. Og blandt disse var:
Når byen så for en gangs skyld fra fri for indkvartering, ja så slap man heller ikke. Så måtte man betale indkvarteringsgæld.
Det var de fattigste, der måtte hænge på dem
For det meste var det de fattigste i Tønder, der måtte hænge på soldaterne. Og det var en værre gang logi, de fik tilbudt. Elendige huller, kammer, tagværelser og tilbygninger med mangelfuld sengetøj og husholdningsapparater.
Det gik ud over kniplingsindustrien
Minsandten klagede byen i 1742 over, at militæret forhindrede kniplingsindustriens udbredelse. For i de rum, som soldaterne optog kunne der indrettes kniplings – arbejdspladser, fortalte Magistraten.
I 1761 lå her først fire siden seks kompagnier af Oldenborgske soldater. Der opstod pludselig stor bolignød.
Kaptajnen fandt sin kniplingspige
Et stort problem var, at en hvis kaptajn Staffeldt ville lade sin dygtige kniplepige bortføre til Rügen. Magistarten klagede til København. Men det tog meget lang tid for at få svar. Og fra hovedstaden kom meldingen, at hun ikke måtte gifte sig. Men da havde brylluppet allerede fundet sted.
Dengang havde staten hånds – og halsret over kniplepigerne. De skulle nødig rejse andre steder hen med deres hemmeligheder.
Kone og børn med hjemmefra
Men egentlig kunne man jo ikke forhindre, at soldater blev forelsket. I 1718 blev det dog befalet, at i et Rytterkompagni måtte kun 25 (efter 1733 kun 20) mand have en kone og 13 senge. Nu gjaldt nok kun for gifte!
Det kunne jo også være at de havde taget familien med hjemmefra. Det var normalt dengang, at kone og børn tog med ud til kamppladsen.
50 kvinder og 86 børn fulgte med
Da der i 1759 blev proklameret nye indkvarteringer i Tønder, var der også 50 kvinder og 86 børn blandt de kongelige dragoner.
Kvinderne overtog jobs som syning og vask. Nogle overtog sygeplejen og andre igen tog arbejde i lazarettet. Og så var det dem, der forsøgte at holde husholdningen i gang med fiskeri og frugter eller de østers, som de havde smuglet fra Højer.
Ja en del af kvinderne var også tvungne til at tigge.
Soldaterbørn
Trist var det også at se soldaterbørnene. Selv om de havde fri skole, så var det ikke mange af dem, der gjorde brug af dette.
Gifte underofficerer og mandskab fik hvert år en rigsdaler for hver knægt. Men så skulle denne også være til rådighed for kongen. Fra det 6. år skulle disse børn bære et rødt bånd om halsen som bevis for, at barnet ikke var fritstillet. Soldater, der ikke ville indgå denne ordning, kunne ikke opnå et fri indkvartering for kone og børn.
Ofte besluttede Magistraten i Tønder at sende disse børn i et militært plejehus i København.
En meget beskeden løn
Lønnen dengang var ikke noget at prale af:
Det dækkede ikke engang det mest nødvendige. Nu var det dog efter ansøgning muligt at dage et job ved siden af som daglejer.
Direkte til Fattigvæsnet
Var man blevet ældre og ikke mere tjenestedygtig, ja så faldt man ofte Fattigvæsnet til last. Men mange fandt sig en almindelig stilling, ofte var dette som medhjælp på et gods.
I 1734 blev det lovligt for soldater at udøve deres egentlig erhverv. Man skal huske på, at dengang var lovgivningen præget af diverse privilegier og forordninger. Det var blandt andet for at sikre, at der var arbejde nok til alle håndværk.
Officererne kom sammen med spidserne
Officerer kom sammen med byens spidser. Og enkelte af disse blev gift med døtre af rige kniplingshandlere.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Juni 11, 2016
Amalienborg
Det er Eigtved vi kan takke for de fire flotte palæer. Og det er ham, vi kan takke for Frederiksstaden. Han satte nogle helt specifikke mål for standarden. Og mange af bygningerne kom fra hans hånd. Han var utrolig flittig og konstruktiv. Men det hele startede med en lysthave ved Vesterport, som blev ødelagt af svenskerne. Så blev den flyttet ud til Ny – København. Og her blev anlagt det første Amalienborg. En fødselsdagsfest ødelagde det hele. 200 mennesker indebrændte. I seks år lå det hele bare glemt og gemt. Christian den Sjette brugte 75 pct. af nationens budget til et kæmpe nyt slot. Og endelig kom Eigtveds fire flotte palæer op. Men den ene adelsmand havde ikke formue til at kunne fortsætte. Christiansborg brændte og kongefamilien blev hjemløs. Her er historien om en kongefamilie, hvor der både var børn født uden for ægteskab, elskerinder, sindssyge og meget andet.
Man føler sig kongelig
Man føler sig i den grad kongelig, når man befinder sig på slotspladsen. Og motivet gengives igen og igen på fil, postkort og turistbøger. De fire palæer er i sig selv også ganske imponerende.
Eigtved og Frederiksstaden
Og egentlig er stedet samt hele området, Frederiksstaden en mands værk. Og denne mand er Nicolai Eigtved. Ja egentlig blev han døbt Niels Madsen i 1701. Hans far var en fattig fæstebonde på gården Eigtved under Skjoldenæsholm Gods.
Som færdiguddannet fik han arbejde i Frederiksberg Have. Ja den 22 årige gartnersvend var så heldig at få et rejsepas underskrevet af Frederik den Fjerde.
I Polen arbejde han i det saksisk – polske bygningsvæsen. Her udmærkede han sig med en meget dygtig konduktør ved opførelse af militære voldanlæg. Han sugede til sig af viden og fortsatte med at imponere.
Han fik de nødvendige midler til en videreuddannelse i Italien, Østrig og Bayern. I 1735 vendte han tilbage efter 12 år i udlandet. Nu var han blevet en feteret hofbyggemester og kaptajn i ingeniørkorpset.
Eigtved havde travlt
Snart blev han involveret i færdiggørelsen af Christiansborg Slot. Han lavede det kongelige beboelsesrum samt tegningerne til Marmorbroen og to markante pavilloner.
Eigtved leverede tillige tegningerne til Prinsens Palæ på den anden side af kanalen. Bygningen blev i 1743 – 44 som bolig for landets kronprins, den senere Frederik den Femte.
Han havde travlt denne Eigtved. Ret hurtigt leverede han tegninger til en række rigmandspalæer og lysthuse i Nord – og Sydsjælland.
Han fik også overdraget opgaven til at opføre det første kongelige teater, Komediehuset på Kongens Nytorv. Og derefter fulgte Det Kongelige Frederiks Hospital (Kunstindustrimuseet), Det asiatiske Kompagnis Pakhus på Christianshavn og Christianskirken.
Alt skulle godkendes af ham
Og så var det at kongen engagerede Eigtved til at føre ideen om Frederiksstaden og Amalienborg ud i livet. Han kom i den grad til at sætte sit fingeraftryk. For alle tegninger skulle godkendes af ham. Han ville have ufravigelige retningslinjer opfyldt. Husene skulle være lige høje og både gesimser og vinduer skulle flugte.
Ved hans død i 1754 havde han kun set begyndelsen af det som skulle blive hans hovedværk. Moltkes og Levetzaus palæer var opført. Men der manglede endnu to.
Jubelåret med et års forsinkelse
I 1749 fejrede man jubelåret for Oldenborgernes overtagelse af kongehvervet. Men man tog det ikke så nøje dengang, for det var i 1448, at grev Diderik af Oldenborg blev indsat som dansk kunder under navnet Christian den Første.
På tredjedagen af disse festligheder lagde kongen grundstenen til et andet af Eigtveds produkter, Frederikskirken. 145 år gik det fra første spadestik til indvielsen af Marmorkirken i 1894.
Jo Frederiksstaden udviklede sig til noget af det fornemste i København.
Brandfare
På kysten holdt flåden til, og langs Toldbogade var der mange tømmerhandlere, De havde store mængder af brandfarlig træ liggende. Man skulle sikre sig en byggetilladelse fra Holmens chef, admiral Suhm. Og tilladelsen blev givet under forudsætning for, at de nye huse blev grundmuret og ikke det traditionelle bindingsværk.
De brandfarlige erhverv måtte placeres andre steder i byen. Fremstilling af øl, brød og brændevin måtte forgå andre steder.
I rasende fart havde Eigtved udarbejdet en plan for hele området af Amaliegade og Frederiksgade. Og den centrale plads, hvor de skærer hinanden.
Fire ens palæer
Han lavede facadeudkast til borgerhuse og tillige udkast til fire ens palæer på pladsen.
Overhofmarskal Adam Gottlob Moltke engagerede sig i projektet. Formelt var han uden politisk indflydelse, men han var kongens nærmeste rådgiver. Og egentlig var han rigets mægtigste mand.
Den tysksprogede Moltke havde i 1743 også ansvar for Kronprins Frederiks moralske vandel. På grund af Frederik den Femte’ s udsvævende livsførelse var det ofte Moltke, der skulle påtage sig de opgaver, kongen egentlig skulle have påtaget sig.
De fire palæer blev opført efter en samlet plan i 1750 erne. Men egentlig skal langt længere tid tilbage for at få starten af historien.
En lysthave, der blev ødelagt
Et lille stykke vej uden for Vesterport omtrent der, hvor Hovedbanegården ligger i dag, havde Frederik den Tredje’ s dronning en lysthave. Den var blevet ødelagt af svenskerne i årene 1658 – 1659. Da freden igen havde sunket sig, måtte der findes en erstatning.
Hendes svigerfar Christian den Fjerde havde taget initiativ til at fordoble Københavns areal ved at flytte byporten og hovedstadens voldanlæg.
Sophie Amalie anlagde en lysthave
I den nye bydel Ny – København var der masser af plads og åbne vidder. Derfor var det naturligt, at det var her i det landelige miljø, at Sophie Amalie besluttede at anlægge Dronningens Have. Hun erhvervede sig den nuværende Sankt Annæ Plads og Fredericiagade, og som strakte sig fra kysten og ind til Bredgade.
Det var ganske vist meget sumpet og et værre morads at færdes i, men det kunne der jo gøres noget ved. I 1664 havde Magistraten fået at vide, at de skulle lade hovedstadens betydelige mængder af gaderenovation indgå som opfyldningsmateriale i den våde strandeng. Efter nogle kunne Toldbogade anlægges på en dæmning langs kysten.
Sophie Amalienborg – et lystslot
Dronningen var tydeligvis glad for sin have. Da Frederik den Tredje døde i 1670 opførte hun et lystslot som enkesæde. Det var en bygning på tre etager med en kuppel over midterpartiet. Den fik meget passende navnet Sophie Amalienborg.
Det var herude at kongen valgte at holde sin 44 – års fødselsdag den 15. april 1689. Det foregik med en festforestilling i en teaterbygning, der via en søjlegang stod i forbindelse med lystslottets ene sidepavillon.
En dramatisk brand
Også byens lavere rangklasse fik lov til at se forestillingen i en ekstra forestilling. Ingen havde tidligere overværet opera med sang og musik, mængder af levende lys og fyrværkeri. 200 mennesker var de plads til i den propfyldte teatersal.
Men ak en af de 1.000 olielamper faldt ned i nogle tørre enebærris. Få sekunder efter havde ilden fået fat i de tynde silkestoffer, der hang langs væggene. Panikken bredte sig, og alle trængte mod salens eneste udgangsdør.
Foran vinduerne havde man af sikkerhedshensyn anbragt tremmer. Efter et kvarter var den interimistiske træbarak forvandlet til en glødende askehob. Og det frygtelige er, at næsten samtlige 200 gæster omkom.
Ilden fik også godt fat i slottet som ikke stod til at redde. De materialer, der kunne genbruges blev anvendt til opførelsen af Garnisons Kirke for enden af Dronningens Have. Således forsvandt Sophie Amalienborg ud af bybilledet.
Et slot, der aldrig blev bygget
Allerede i 1670 havde Christian den Femte planer om at erstatte Københavns Slot med en residens, der var en enevældig konge værdig. Men de planer blev aldrig ført ud i livet.
Brandtomten lå der i seks år
I mere end seks år lå brandtomten hen. Men da de sidste rester at lystslottet var ryddet af vejen, blev den del, der lå nærmest Sank Annæ Plads udlagt som kongelig lysthave. Og den del, der lå nærmest Kastellet blev inddraget til mønstringsplads for Københavns garnison.
I skellet blev opført en ottekantet pavillon. Her kunne kongen opføre sig, når han inspicerede sine tropper.
På det tidspunkt var hele området med haven og mønstringspladsen omgivet af kanaler på alle fire sider. Og langs Sankt Annæ Plads og Bredgade blev der plantet alleer af lindetræer.
Slottet slugte trefjerdedel af Nationens budget
I 1728 oplevede vi den store bybrand og i 1730erne gik Christian den Sjette i gang med at nedbryde den gamle borg på Slotsholmen og opføre et nyt kongeslot. Og dette slot kom til at sluge mere end trefjerdedel af nationens budget. Men i pragt og udstyr var den ikke til at sammenligne med noget som helst i Europa.
Og derefter var der ingen, der interesserede sig for området omkring Amalienborg indtil Kongen i 1743 bad Eigtved om at lave tegninger til et nyt palæ til kronprinsen. I dag rummer bygningerne Nationalmuseet.
Eigtved havde allerede dengang henvist Christian den Sjette til den glemte plads, Amalienborg – pladsen. Men det syntes denne dog ikke om.
Hvem skulle bygge de fire palæer
Men det stod klart, at der skulle bygges fire ens palæer. Moltke var udsæt til at være førstevælger. I begyndelsen af maj 1750 fik den unge generalløjtnant C.F. Raben Levetzau overdragt skødet til nabogrunden. På østsiden var det gehejmråd, baron Joachim Brockdorf, der var udset til at opføre et palæ. Og endelig var det konferensråd baron Severin Løvenskiold, der var fundet værdig til formålet.
Det kneb for unge Løvenskiold
Det gik da også fint med de første tre, som med det samme kastede sig over opgaven. Men det kneb for unge Løvenskiold. Det gik et helt år, inden han kom i gang. Problemerne voksede da også efterhånden som huset fik form. Økonomien kunne ikke holde til det.
Lensgreve Schack i økonomiske problemer
I 1754 afhændede han det hele til den hovedrige grevinde Anna Sophie Schack. Hun ville ikke selv bo der. Hun havde netop købt admiral Niels Juels store palæ på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade.
Men nu var det sådan, at hendes barnebarn, lensgreve Hans Shack stod netop og skulle giftes. Og det var med naboen A.G. Moltkes datter. Et palæ på Amalienborg Plads var vel en passende begyndelse.
Men nu boede parret ikke ret længe her. Lensgreven havde jo også Schackenborg Slot i Møgeltønder. Og her bliv han udnævnt som stiftsamtmand. Økonomiske problemer opstod, ja faktisk blev han sat under administration af Rentekammeret. Løsningen blev, at Schacks Palæ blev udlejet til folk, der gerne vil betale en tårnhøj leje på byens dyreste adresse.
Moltke købte Brockdorffs palæ
Næsten det samme skete for baron Brockdorff. Han ejede flere godser i Sydslesvig og foretrak at opholde sig der. Inden hans død i 1763 havde han fundet passende lejere. Det var tre unge prinser fra Hessen – Kassel.
Da Moltke købte Brockdorff’ s sønderjyske besiddelser fulgte Amalienborg med i handelen. Dette solgte han så videre til Frederik den Femte. Således blev kongen kort før hans død i 1766 ejer af en af de palæer, som han 15 år tidligere havde befalet opført.
Akademi for militæret
Palæet blev i kongehusets navn omdannet til akademi for henholdsvis hære og flåden. Frem til 1827 blev der her uddannet officerer til rytteriet, infanteriet og flåden i Brockdorf’ s fornemme bygning.
En national katastrofe
Sidst på eftermiddagen den 26. februar 1794 kunne der iagttages et rødt skær ind over København. Nogle timer tidligere havde tjenestegørende ved hoffet opdaget, at der var udbrudt brand på Christiansborg. Men desværre, da var det alt for sent.
Dagen efter ragede de sodsværtede rester af murværket op gennem askedyngerne. Det første Christiansborg havde et pragtfuldt indbo og et væld af kostbare kunstværker. Slottet nåede kun at blive cirka et halv hunderede år gammel. Det var en national katastrofe.
Kongefamilien skulle genhuses
Kongefamilien, der altid om vinteren befandt sig på slottet, var blevet evakueret. Nu var kong Christian den Syvende og den i praksis regerende kronprins Frederik blevet hjemløse.
Den første nat tilbragte far og søn hos general von Huth i Gjethuset på Kongens Nytorv. Derefter blev kronprinsen indkvarteret hos udenrigsminister Bernstorff, mens den øvrige kongefamilie blev indkvarteret på Rosenborg, Sorgenfri og Fredensborg.
Moltkes palæ blev købt
Allerede tre dage efter begyndte man, at kigge på Moltke’s palæ, der havde stået tomt i halvanden år efter dennes død. Bygningen var ubeboet og stadig møbleret. Prisen var overkommelig kun 45.000 rigsdaler.
Også Schack’ s palæ blev købt
For at skaffe plads til Kronprinsen blev Schack’ s palæ på den anden side købte to dage efter. Denne skulle dog igennem en omfattende restaurering. De mange forskellige lejere havde ikke været skånsom over for bygningen.
Ja og så købte Arveprinsen, Kongens halvbror, Levetzaus palæ. Nu var kongefamilien sandelig flyttet ind.
En tronstol til kongen
En tronstol med himmel blev skaffet fra Frederiksberg Slot. Også et nyt billard bord blev stillet til rådighed. Og de ting, der blev reddet fra Christiansborg blev stillet til rådighed for de kongelige.
Håndværkerne strejkede
Det var professor i arkitektur ved Kunstakademiet, hofbygmester Harsdorff, der skulle stå for ombygningen. Herskabet lå på landet, men da arbejdet skulle gå i gang, strejkede halvdelen af de københavnske håndværkere. Man måtte kalde assistance fra Holmens skibstømrer. Og de 200 strejkende tømrersvende fik valget mellem strafarbejde i lænker eller fast lønarbejde.
Et slot uden udgang
Frem til 1808 spillede det tidligere Moltke’ s palæ en central rolle i statsstyrelsen. Den sindssyge Christian den Syvende blev installeret her, og siden har dette palæ båret hans navn. Han blev indlogeret i et mindre gemak ud mod haven i stueetagen. Det havde dog ikke udgang til det fri.
På hver side fik to kammerherrer deres logi, som en slags skildvagter, der kunne passe på den utilregnelige monark. Resten af det prægtige palæ tjente andre formål.
Let adgang til kongen
Når det nu var så vigtig at have denne monark i nærheden, var det fordi, at kronprinsen (Frederik den Sjette) efter at have overtaget magten i 1784 altid skulle have sin fars signatur på alle kongelige reskripter og ordrer.
Derfor havde arkitekten, Harsdorff i 1794 opført Kolonnaden, der forbandt Kronprinsens (i dag Dronningens residenspalæ) og kongens palæer. På den måde gav det en bekvem adgang for sønnen, når han skulle hente fars underskrift.
Da Kolonnaden blev opført regnede man med, at det kunne ville gå kort tid før kongefamilien atter kunne vende tilbage til Christiansborg. Derfor blev den kun bygget i træ og blev malet i sandstenskulør. Men det blev aldrig noget med at flytte.
Kæmpe kunstsamling
Levetzau’ s palæ blev bolig for arveprins Frederik og prinsesse Sophie Frederikke, hvis søn, prins Christian Frederik (senere Christian den Ottende) boede her under hele guldalderperioden. Her samlede kongen store samlinger af kunst.
Enkedronning Caroline Amalie kom efter kongens død til at sidde i udskiftet bo. Og først efter hendes død i 1881 solgtes samlingen.
H.C. Andersens jul i Brockdorff’ s palæ
Sandelig om ikke H.C. Andersen kom i Brockdorff’ s palæ. Kommandør Wulff og frue havde inviteret. Den var den 19. december 1825. Lillejuleaften var der bal i riddersalen for de unge kadetter. Selve kongen, Frederik den Sjette kom forbi og så på sine kadetter.
Kongen sendte svigersønnen i eksil
I 1828 blev palæet indrettet til bolig for prins Frederik Carl Christian den senere Frederik den Syvende og kongens datter, Vilhelmine. De blev formælet med et kæmpebryllup med 700 gæster.
Men ak, ægteskabet var elendigt. Prinsen holdt højrøstede fester nede i stueetagen. Og selv om det blev forsøgt at ligge låg på, så var det kendt at ikke alle sømmelighedens grænser blev overholdt.
Til sidst mistede den kongelige svigerfar (Frederik den Sjette) tålmodigheden med sin svigersøn og sendte ham i 1834 i eksil, først på Jægerspris Slot og så på Island. Han talte ikke senere et eneste ord med ham.
Vilhelmine blev hurtig lykkelig igen. Kort tid efter blev hun forlovet med hertug Carl af Slesvig – Holsten.
Frederik den Niende flytter ind
I 1869 flyttede kronprins Frederik (den senere Frederik den Ottende) og prinsesse Louise ind. Her boede de i mange år, indtil han i 1906 efterfulgte sin far på tronen.
I 1935 blev det indrettet til kronprins Frederik (den senere Frederik den Niende) og dronning Ingrid.
En lejlighed til Louise Rasmussen
Frederik den Syvende tog for resten aldrig ophold på Amalienborg. Han boede enten på Christiansborg, Frederiksborg eller på Jægerspris Slot(te).
Han lod indrette en bolig til sin hustru til venstre hånd Louise Rasmussen, som efter vielsen i 1850 blev ophøjet til lensgrevinde af Danner.
Palæet stod ikke tomt så længe. Det blev overdraget til Landgreve Vilhelm af Hessen – Kassel. Langt senere blev stedet, der blev kaldt Frederik den Ottendes palæ beboet af Dronning Ingrid.
God nat Ole – sluk lyset
Schacks Palæ kom til at hedde Christian den Niendes Palæ.
Her boede Frederik den Sjette. Hver aften sagde han God nat Ole, sluk lyset. Det var henvendt til kongens gamle kammertjener. Dengang havde kongen kun en meget spartansk seng uden himmel eller gardiner. Dette blev også bemærket af biskop Martensen, da denne kom for at se til kongen under hans sidste sygdom i 1839.
Kun 10 pct. til kongen
Privat levede han ganske spartansk. Det chokerede befolkningen, at 38 pct. af nationens udgifter gik til soldatervæsnet men kun 10 pct. til kongen.
Elskerinde og flere børn
Han holdt til i stuen, mens dronningen boede oven på. I hele 40 år holdt kongen til her i palæet. Man sagde at ægteskabet var lykkelig, selv om Frederik den Sjette havde sin elskerinde, oberstinde Dannemand med hvem han havde flere børn.
Han glemte ikke, at han var enevældig
Han var meget afholdt, men han glemte dog aldrig, at han var enevældig. Således sørgede kongen personlig for, at dr. Dampe måtte sidde i et kummerligt fængsel, blot fordi han havde givet udtryk for, at han ville diskutere en demokratisk styreform.
Efter kongens død blev dronning Marie boende i palæet til hendes død i 1852. Her blev også en kort årrække sæde for Højesteret. Ja i stueetagen holdt Udenrigsministeriet også til en overgang.
Dronning Margrethes residens
Efter en renovering i 1865 blev det bolig for Christian den Niende og hans dronning. Han døde i 1906
Siden 1972 har det været Dronning Margrethe residens i vintermånederne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om adel og kongehus – Læs:
Juni 9, 2016
Tønder i frem – og modgang
Meget af Tønders historie gik tabt ved en brand på Rådhuset i 1581. Det var i mange år få familier, der bestemte i Tønder. Og disse rettigheder var arvelige. Jo det var Den Lybske Ret, der gjaldt i Tønder. I 1660 var alle ved at opgive i byen. Man havde ikke mere en havn. Og driftige købmænd fra Flensborg og Ribe havde efterhånden stor indflydelse i Tønder Amt. Oversvømmelser, sygdomme og brand forstærkede elendigheden. Ja så var det lige hære fra Brandenburg og Polen, der bestemt ikke gjorde hverdagen lettere.
Tønders historie bliver tolket forskelligt
Der findes mange fortolkninger af Tønder’ s historie. Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Man kan jo vælge og citere fra klassikerne og så satse på, at det er rigtigt.
Det handler også om, man vil se historien fra tysk eller dansk side. Og her er det store forskelle i udlægningen. Tag for eksempel Ludwig Andresens mange herlige Tønder – bøger. Han har lavet et kæmpe arbejde. Men det er tydeligt, at Tønder’ s historie her ses med tyske øjne.
Vi har også Carstens: Die Stadt Tondern fra 1861. Dette er også en spændende bog. Men det er som om, at oplysningerne kommer på anden hånd og ofte er baseret på rygter og myter. Men også denne bog må om nødvendigvis indgå i en helhed, når Tønder’ s historie skal beskrives.
Problemet er, at i 1581 brændte Rådhuset i Tønder, og dermed gik en masse værdifuld viden tabt.
Ludwig Andresen fremhæver også en person ved navn, Wilhelm Nannsen, der har forsket i diverse arkiver. Men ellers vil vi lige henvise vores læsere til vores lille samling Litteratur Tønder.
To borgmestre
Rådet i Tønder havde indtil 1637 4 medlemmer. Derefter havde man i første omgang 6 medlemmer. Fra 1637 til 1767 havde man to borgmestre.
Det at sidde i Rådet var kun forbeholdt få familie i Tønder. Privilegiet var arveligt. Mange af Tønder’ s borgere havde sikkert håbet på et demokratisk valg.
Ikke to fra samme familie
Efter den Lybske Ret måtte far og søn ikke samtidig sidde i Rådet. Andre eksempler er også nævnt i lovgivningen. I hvert fald måtte to fra samme familie ikke sidde der samtidig. Men det blev langt fra overholdt. Og klager fra borgerne hjalp heller ikke på dette.
Men de betydningsfulde familier fik mere og mere magt. Og de giftede sig også ind i hinanden.
Konkurrence fra Flensborg
Omkring 1630 gik Tønder’ s handel tilbage. Nedgangen var allerede startet omkring 1559, da man måtte opgive havnen. Den blev hele tiden flyttet længere og længere mod vest.
Også konkurrencen tog til. Således forstærkede Flensborg – købmændene deres indsats i Tønder – området. Bryggerierne fra Flensborg interesserede sig også for området. De overtog efterhånden mange kroer, gæstgiverier og værtshuse. Det gik også ud over de lokale bryggerier.
På landet var et værtshus ofte tilknyttet en købmandshandel. Dette betød så, at også denne handel gik til Flensborg.
Også kræmmere og andre handlende havde indfundet sig. Og de tilbød en masse varer.
Også konkurrence fra Ribe
Ja selv Ribe var skyld i dalende handel i Tønder. Denne by overtog efterhånden næsten alt handel med Vadehavs – øerne.
Tønder opnåede dog privilegier på det håndværksmæssige område. Ja det var den første by i Hertugdømmerne, der fik dette privilegium.
Allerede i 1562 klagede Tønder – købmændene til hertugen over, at Ribe dominerede for meget i amtet. Og i 1612 blev der berettet om, at hele 12 fiskehandlere fra Ribe havde indfundet sig på markedet.
Ja selv okseeksporten til Holland var truet. I Ribe steg denne eksport.
Tønder tabte kampen mod Højer
I mange år måtte Tønder kæmpe mod Højer for diverse privilegier, og i sidste ende tabte Tønder denne kamp.
Dagligt måtte man i Tønder se op til 100 fuldtlæssede vogne passere byen mod vest. Det havde man ikke oplevet før.
Som om dette ikke var nok, så oplevede Tønder også oversvømmelser, brand og sygdomme. Tønder lignede omkring 1660 en forfalden by uden nogen fremtid. Også husene var ved at styrte sammen.
Udviklingen vente i 1680
Først omkring 1680 vente udviklingen tilbage. Handelen steg i byen. Selv om søhandlen var næste borte, var byen blevet meget livligere. Kniplingsindustrien havde taget sin begyndelse.
Nye familier var kommet til byen. De var begunstiget med held og penge og fik efterhånden indflydelse.
De led ude i marsken
Ude i marsken led beboerne. Krigsår, digebyggeri, stormflod og svenskekrigene gjorde bestemt ikke hverdagen lettere. Og hertugdømmerne led konstant af pengemangel, så her var ikke hjælp at hente.
Bedrageri
I 1673 har marskbønderne klaget. Amtmand Hans von Thinnen gennemførte efter anordning af hertugen en tilbundsgående undersøgelse. Det drejede sig om manglende restancer og betalinger. Tidligere amtsmænd havde åbenbart ladet sig bestikke.
Egentlig var det ikke unormalt dengang, at embedsmænd lod sig bestikke.
Fremmede hære hærgede området
Borgmester von Hatten i Tønder skrev i 1658 til hertugen og fortalte, at soldater fra Polen og Brandenburg havde hærget området. Ja selv om officererne havde fået mad på rådhuset, ønskede de hele tiden mere.
De to hære var egentlig kommet for at hjælpe den danske konge mod den svenske Karl den 10. Gustav.
Et sandt industrieventyr var begyndt
I 1683 havde man regelmæssig postforbindelse til Flensborg og Hamborg. Dette var positivt for de handlende i Tønder.
Kniplingsindustrien havde efterhånden udviklet sig til et helt industrieventyr. Mange blev i den grad rige af dette eventyr.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder efterhånden 205 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn.
Juni 2, 2016
Ondskabens Øjne
Forsøg på anmeldelse af Paul Duedahl: Ondskabens Øjne (Gads Forlag) Forfatteren har brugt 10 år og kigget 8.000 dokumenter igennem inden denne fremragende bog var færdig. Vi skal kigge på det sidste ofre for øksen herhjemme. Det er en historiebog nærmest i romanform, ja nærmest en thriller, hvor vi kender afslutningen. Det var i en tid, hvor man måtte tæske ens underordnede. De fattige og laveste i samfundet blev nærmest interneret. Jens Nielsen startede med dyremishandling. Som tre – årig var han overladt til sig selv uden voksen tilsyn. Han måtte stjæle mad hos naboen, bare for at stille den værste sult. Vi får en malende beskrivelse af øksehugget.
Henrik Cavlings malende beskrivelse
Bogen begynder med Henrik Cavlings malende beskrivelse af øksehugget ved skafottet i Horsens Straffeanstalt den 8. november 1892:
Og så var det ikke engang sikker, at Cavling selv havde været til stede. Jo det var den sidste henrettelse med økse i Danmark. Egentlig var dødsstraffen afskaffet.
Den sidste reminiscens af middelalderens barbari
En anden fremtrædende journalist fra dengang, Georg Brandes udtrykte det således:
Jo det var skarpretter, Theodor Seistrup, der svingede øksen.
Han var kendt overalt i verden
New York Times skrev:
Jo han var international kendt. Det blev han, da han var skyld i en brandkatastrofe i London.
Hvem var ofret for det sidste øksehug
Og bogen handler om den person, der blev offer for historiens sidste øksehug i Danmark. Ja det er nærmest en biografi af Jens Nielsen. Han levede af offentlig forsørgelse og han stjal. Han brugte sine stjålne penge til mad, tøj, alkohol og kvinder.
Han overfaldt fængselsbetjente, satte ild til andre menneskers ejendom. Ja hans forbrydelser kostede både den danske og den engelske stat millioner af kroner.
Ondskab
Centralt i historien er netop ondskab. Sådan beskrev samfundet ham. Og sådan en karl kunne man ikke have løbende rundt. Derfor besluttede Højesteret at uskadeliggøre ham.
En del mente, at han var offer for den sociale elendighed og et symbol på uretfærdighederne i samfundet.
Som Brandes meget fornuftig mener, så kunne det jo være, at Jens Nielsen var blevet en hel anden, hvis han havde fået sin frihed og arbejde i stedet for at sende ham på anstalt.
Jens Nielsens selvbiografi
Nu har denne Jens Nielsen ikke været en af Guds bedste børn. De fleste af hans forbrydelser er nedfældet og registreret, derfor kan hans lovovertrædelser findes. Men det heldige er også, at Jens Nielsen også selv nedskrev sine erindringer.
Men i mange år var disse erindringer forsvundet. Men en dag mødte en person op i Horsens Statsfængsel. Han fortalte, at han var efterkommer af en tidligere fængselspræst og havde gjort et bemærkelsesmæssigt fund nemlig Jens Nielsens selvbiografier fra 1884.
8.000 dokumenter
Kort tid efter dukkede yderligere nogle selvbiografiske noter frem fra 1886 i kælderen under Statsfængslet. Den yngste del mangler dog stadig. Men det har været rigeligt at tage af. Således har Paul Duedahl samlet hele 8.000 dokumenter.
En af forfatterens andre bøger har vi tidligere anmeldt på vores side. Det var Forbrydelsens ansigt. Denne bog blev i 2013 kåret til Årets Historiske Bog.
Som tre årig blev vores hovedperson nærmest overladt til sig selv uden voksen opsyn. Han stjal mad i naboens have bare for at stille den værste sult. Men bliver man virkelig født ond? Ja vi får ikke et svar. Det må vi selv afgøre.
Dyremishandling var begyndelsen
Som 7 – årig bankede han samtlige køer, som han var sat til at passe. Han klippede halerne af og solgte dem. Han morede sig med at fange fugle, som han skar vinger og ben af. De sprællede helt vildt, når han slap dem løs. Men denne dyremishandling var bare begyndelsen.
Vi følger næsten Jens Nielsen fra dag til dag. Og det er lige fra Fattiggården, opdragelsesanstalter, flugtforsøg, daglige tyverier, brandstiftelser, indbrud, fængselsophold, udlandsrejser og til sidst mordforsøg mod en fængselsbetjent.
I hele sit unge liv blev han tugtet. Men på opdragelsesanstalten pryglede han forstanderen. Han havde et had til ham, som aldrig ophørte.
Hovedpersonens lidelseshistorie
Det er en meget tæt og detaljeret skildring vi får af Jens Nielsen. Og det er helt igennem en fremragende bog. Men måske er skildringen for intens, for det forhindrer måske, at vi ikke kommer hurtigere videre. Det er som om, at vi absolut skal have det hele med. Men til forfatterens ros, så har han fundet masser af spændende materiale.
Man havde ret til at slå underordnede
Samtidig med hovedpersonens lidelseshistorie får vi et godt indblik i 1800 – tallets fattigdom og besynderlige afstraffelsesmetoder. Man havde ret til at straffe underordnede og børn korporligt.
Herremænd slog deres husmænd. Mestre slog deres svende. Bønder slog deres tjenestefolk. Mænd slog deres koner. Og forældre slog deres børn.
Fattige og subsistensløse blev samlet og interneret på arbejdsanstalter og fattiggårde. Uvorne unger blev sendt væk og tæsket til lydighed.
Det var århundredet, hvor staten idømte lovovertrædere afskæring af ører eller brandmærkning. En majestætsfornærmelse blev takseret med afhugning af højre hånd.
Historiebøger i romanform
Disse historiebøger, der nærmest har romanlignende form er blevet meget populære. Vi har set det hos Ulrik Langen og Tom Buk – Swienty. På den måde følger vi en afgrænset periode i danmarkshistorien fortalt på en meget levende måde. Vi bliver i den grad klogere på, hvordan vores forfædre har levet.
Det har angiveligt taget forfatteren ti år at lave bogen. Men der har da også været mange protokoller, som skulle læses igennem, samt de 8.000 dokumenter.
Sendt til Canada
Også i denne historie hører vi om hjemkommunen, der ville slippe for alt bøvl, og sendte ham til Canada. Men han tager tilbage igen, først til London. Og det går ikke stille for sig. Han festede på skumle værtshuse og bordeller. Han tænkte ikke på dagen i morgen. Dette at finde et fast arbejde var ikke noget for vores hovedperson.
Og her i London fremkaldte han den største brand i en menneskealder med skader dengang for 27 millioner kroner.
Nærmest en thriller med kendt afslutning
Bogen er en thriller, hvor vi kender afslutningen. Og det gjorde Jens Nielsen vel også selv. Han fremtvang vel nærmest selv dødsdommen. Det meste af sit liv levede han på lukkede institutioner.
Bunden af det danske samfund
Bogen giver også et fremragende indblik af bunden i det danske samfund. Man kan stille spørgsmålet om, hvilke roller arv, miljø og rene tilfældigheder spiller, når de mødes og bliver til en skæbne.
Jens kunne ikke indordne sig. Han blev trodsig af de mange tæsk. Han gik ofte langt for at straffe dem, der havde straffet ham. Og hans erindringer skal ikke ses som anger, tvært imod er det en opgørelse over alle hans bedrifter.
Ja egentlig var erindringerne skrevet med slag for øje. Og pengene skulle hans søster have.
Poul Duedahl: Ondskabens øjne (Gad)
Hvis du vil vide mere: Om straf, henrettelse og lov og orden:
Juni 1, 2016
Død over Babi Jar
Stedet der ligger i en slugt uden for Kiev var stedet for 250.000 mord. På et døgn blev 33.000 jøder skudt. Vi besøger her lejren, som er ukendt for de fleste i Danmark. Mange år efter kunne børn finde rester af den massakre, der fandt sted. Gennem to år hørte naboerne maskingeværsalver næsten fra morgen til aften. Og lejrlederen Radomsky skulle man ikke kigge på, så var man død. Vi kigger også på, hvordan befolkningen i Kiev havde det.
Ukendt for de fleste
Stedet kaldes også Babij Yar, og de fleste har glemt stedet. I Danmark er det så godt som ukendt. Historikere er også uenige om, hvor mange der her blev skudt eller omkom på en eller anden måde.
En roman, der skabte røre
Russerne og ukrainerne havde også glemt stedet, indtil den unge russiske digter, Anatoly Kuznetsov offentliggjorde en del artikler i det russiske ungdomsblad Junost. Disse artikler vakte stor opmærksomhed både i Rusland og hele verden. Dr russiske myndigheder havde bevidst fortiet eksistensen af stedet.
Da den unge digters dokumentariske roman udkom på dansk kaldte Politiken den for et mesterværk. Vi har her i artiklen dukket ned i historiske kilder, for at finde ud af, havd der var for et sted. Menneskets ondskab og brutalitet kendte ingen grænser.
Maskingeværsalver gennem to år
Babi Jar var egentlig en slugt uden for Kiev. I godt to år var stedet forbudt område med pigtråd og højspænding. Skilte advarede mod, at hvis man nærmede sig, ville der blive skudt uden varsel.
Naboerne hørte uregelmæssige mellemrum maskingeværsalver gennem to år. I slutningen af de to år steg der i en periode tyk og kvalmende røg op fra stedet.
Børn gjorde frygtelige fund
I bunden af den engang smukke slugt flød der en hyggelig bæk. Skrænterne var meget stejle og engang imellem var der også jordskred.
Mange år efter legede der børn på stedet. De gjorde nogle uhyggelige fund. De fandt forbrændte knoglerester. Sandet var mange steder gråt. Langt om længe gik det op for børnene, at det var asken af mennesker.
Man kunne også være heldig at finde skindende og snavsede klumper. Da disse blev skyllet i bækken, viste det sig at være halvt smeltende guldringe, guldtænder og ørenringe. Man fandt også store stykker af slagger.
Tyskerne var skabt til at udrydde bolsjevikkerne!
For at spore os ind på dette frygtelige sted, skal vi lige fokusere på, hvad der egentlig skete i Kiev.
Gennem flyverblade fik de lokale at vide, at tyskerne var kaldet til at udrydde bolsjevikkerne og indføre en ny retfærdig orden.
Det var ikke let for Kiev’s befolkning. Det ene direktiv og forbud afløste det andet. Således var der absolut forbudt at hamstre. Det var kun tilladt at have forråd til de næste 24 timer. Befolkningen skulle aflevere våben og radiomodtagere. Enhver der ikke efterkom disse ordre ville blive skudt.
Butikker blev plyndret
Disse restriktioner forhindrede dog ikke, at mange af Kiev’s butikker blev plyndret. Befolkningen fik dog ikke afleveret særlig meget. Men så forlængede tyskerne fristen og truede med dødsstraf, hvis man ikke fulgte de tyske forordninger.
Tyskerne plyndrede også. Alt hvad der kunne bruges blev transporteret til deres kaserner. Borgerne i Kiev gav ellers tyskerne en varm velkomst. Partisanerne var meget effektive i deres sabotager. Mange af de bygninger, som tyskerne havde taget i deres besiddelser blev sprunget i luften. Problemet var bare, at der ikke var vand til at bekæmpe ilden.
Jøderne skulle melde sig til ”Umsiedlung”
Efter at tyskerne angreb Sovjet, besatte Die Wehrmacht næsten hele Ukraine. Straks efter besættelsen pågreb man de jødiske indbyggere. Det vil sige, at man sagde, at de skulle evakueres. Man besluttede sig ret hurtigt for, at jøderne skulle myrdes. Og det skulle jøderne fra Kiev også.
På plakater blev jøderne opfordret frivilligt til at møde op uden for byen ved Babi Jar. 30.000 jøder fulgte opfordringen. Det havde de nok ikke gjort, hvis de vidste, hvad de ville blive udsat for.
Jøderne blev opfordret til at tage varmt tøj med.
Jøder var nogen, som man skyder
Men også højtalervogne kørte gennem Kiev og fortalte, at jøderne bare skulle flyttes et andet sted hen.
Efterhånden gik det op for befolkningen, at ”Jøder var nogen, som man skyder”.
Der blev foretaget masser af razziaer. Forefandt man jøder blev de ofte skudt med det samme.
Et pas var af afgørende betydning. Folk med mørkt hår, mørke øjne og lang næse, skulle nok ikke vise sig på gaderne.
For hver sabotageaktion blev 300 tilfældige Kiev – borgere myrdet. Tyskerne havde også medbragt gasvogne. I denne blev 60 – 70 mennesker gennet ind og myrdet.
Tvangsarbejde i Tyskland
På plakater blev ukrainerne opfordret til at tage til Tyskland for at arbejde. Man fik at vide, at man fik en god løn, og at der ville blive draget omsorg for familien. De lokale aviser i Kiev bragte hyldestartikler og fremviste en godsvogn fuld af pølser og skinker som proviant til turen.
Men så frivilligt, som det så ud til, var det nu ikke. Hele tiden blev der sendt nye tilsigelser ud til folk, der skulle møde frem på Arbejdsbørsen. Men ingen var nogensinde vendt tilbage fra sådan et møde. Man blev placeret i en gennemgangslejr. I passet stod der Frivillig. Og så kunne man så bare vente på den næste afgang til arbejde i Tyskland.
Alle der var fyldt 14 år og som ikke havde et arbejde blev tvangsudskrevet til Tyskland.
I Kiev skulle arbejdsgiveren stemple et Arbeitskarte hver uge. Blev man truffet uden opholds – eller arbejdstilladelse vankede der en hård straf. Ind – og udrejse af Kiev var også forbudt.
Die Wehrmacht banket i fodbold
Dynamo Kiev har altid været et godt fodboldhold. Dengang hed holdet Start. Efter at de havde banket Die Wermacht stort hele tre gange, blev de efter den sidste kamp lodset ind i en militærlastbil og kørt direkte til Babi Jar.
33.000 jøder skudt på et døgn
På stedet var der ståltråd, schæferhunde, sandsække m.m. Over stedet fløj der flyvemaskiner, og fra højttalerene lød der operamusik. Måske skulle denne musik overdøve skrigene.
De måtte aflevere deres papirer og værdigenstande. De skulle derefter klæde sig af og stille sig i en gruppe på 10, foran en grav. Så blev de eller skudt. Alene den 29. og 30. september 1941 blev der skudt 33.771 jøder i Babi Jar.
Allerede 10 dage efter besættelsen af Kiev blev kvinder, børn og mænd skudt. Nogle dage genlød maskingeværerne fra morgen til aften.
Blandt de senere ofre var sigøjnere og russiske krigsfanger.
Værdigenstande sorteret
Tyskerne sorterede værdigenstande. Med hyppige mellemrum, kom der en hestevogn eller en lastbil efter værdigenstandene.
Fangerne boede i jordhuler
I Babi Jar strakte der sig jordhuler i to rækker. Der var almindelige huler, arbejdsmændenes huler, jødebunkeren og sygebunkeren.
I lejren foregik der også nedskydninger efter en særlig udvælgelse.
Et hårdt arbejde
Hver dag klokken 5.30 om morgenen blev der hamret på en jernbaneskinne. På halvanden minut skulle fangerne klæde sig på. De stillede sig på en lang række. Og så blev der ellers kommanderet fremad – march – syng. Uden sang kunne man ikke gå et skridt.
Indbyggerne i jødebunkeren blev sat til at grave jord op, læsse det i sække og transportere det et andet sted hen På hele vejen stod vagter i to rækker med stokke. I løb måtte jøderne slæbe deres byrde gennem denne korridor. Dem, der knækkede sammen under dette arbejde blev omgående ført til kløften og skudt. Ofte nøjedes man med at knuse hovederne på dem med et brækjern.
Lig som råstof
På en øde plads langt borte, blev der opført et hemmeligt anlæg. Byggeriet var meget hemmeligt. Og dem, der blev udtaget til dette arbejde vendte aldrig tilbage.
Først lang tid efter blev det afsløret, at det var et eksperimentalt sæbesyderi, der brugte lig som råstof. Men tyskerne fik aldrig gjort eksperimentet færdigt.
Kvinder brugt som heste
Kvinder blev brugt som heste. De blev et par stykker spændt for vognene, og så måtte de ellers trække.
Paul von Radomsky
Lejren blev ledet af Paul von Radomsky. Han kørte selv rundt i en mørk personbil. Ved siden af sad shäferhunden Rex, der var dresseret til at rive kød af mennesker. På bagsædet sad tolken, Rhein, der var såkaldt volksdeutscher.
Om aftenen blev alle stillet op i en hesteskosform. Hvis der havde været flugtforsøg blev hele sjakket skudt. Hvis Radomsky ønskede det, blev hver femte eller hver tiende taget ud og skudt. Han kunne også finde på, at standse ud for dem, der ikke behagede ham og kommandere vedkommende skudt. Man måtte aldrig kigge direkte på ham.
Kløften med de daglige nedskydninger fungerede stadig normalt. Man dræbte de fjender, som man havde besvær med i lejren. De ankommende blev jagtet ned i kløften af smalle stier og anbragt ved skrænten. Man ofrede ikke patroner på dem, der blot var såret. De blev simpelthen slået ihjel med en skovl.
Alle spor skulle slettes
I juli 1943 under det tyske tilbagetog skulle alle spor efter massemord fjernes. Politienheder fra Sonderkommandos lod internerede fra en lejr i nærheden alle lig grave op og brænde dem.
De fleste fornægter deres jødiske herkomst
I dag ligger der højhuse fra 60erne i nærheden af stedet, der er meget sandet. Her er plantet nåletræer.
I 90erne blev der opsat en skulptur til minde om alle de børn, der blev skudt her. Skulpturen forestiller en dukke og forskellige kæledyr fremstillet i metal. Endnu i dag taler man ikke om det, der skete.
Man mener, at der i Kiev lever 5.000 overlevende efter Holocaust. Men man finder aldrig ud af det rigtige antal. For de allerfleste fornægter deres jødiske herkomst.
1.500 massegrave i Ukraine
I alt 1.500 massegrave befinder sig rundt omkring i Ukraine. Mange af disse skyldes Stalin.
I Sovjet – tiden var det forbudt, at tale om Babi Jar. Og også i dag skal man helst lade være at tale om det.
Kilde:
Hvis du vil læse mere: www.dengang.dk indeholder 162 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:
Maj 28, 2016
Sort Jord – Holocaust
Forsøg på anmeldelse af Timothy Snyder: Sort Jord – Holocaust som historie og advarsel (Gad). Her er masser af nye informationer at hente. Bogen er velskrevet og provokerende. En masse nye historiske opfattelser bliver fremsat. Ved nogle siger man interessant, andre, nåh. Og ved andre igen har man opfattelsen, at det kan absolut ikke passe. Konservative historikere vil nok bortdømme bogen. Man skal nok have et historisk kendskab, inden man går i gang med bogen. Hele 80 sider noter, er det til. Men afsnittet om Danmark virker lidt tyndt og lidt for letkøbt. Forfatterens force er absolut øst på. Herfra kommer der også en del godbidder, hvis man kan beskrive det sådan. For der bydes på oceaner af grusomheder, og der lægges ikke fingere imellem.
Ikke for begyndere
Vi kommer sandelig vidt omkring i denne velskrevne bog. Det er med holde tungen lige, for du får en masse informationer. Bogen kan for uøvede godt virke lidt tung. For begyndere inden for denne kategori, er den måske ikke anbefalelsesværdig. Så skal den i hvert fald tages i små mundfulde, for du bliver i den grad proppet med informationer, konklusioner og ny viden. Det sidste er for undertegnede guld værd.
Hvis man vil have en almindelig indføring i folkedrabene og Holocaust er det nok ikke den rette bog. Men som debatbog og provokation over for fastfryste historikere er den fremragende.
Radikale nyfortolkninger
Jo de 500 sider giver dig mange nye informationer. Vi får en masse nye synsvinkler. Man kan sige, at forfatteren har en modig tilgang til sit stof. Og vi så allerede i sin bog, Bloodlands at han i den grad behersker historien.
Mange af de påstande, der fremkommer i bogen er radikale nyfortolkninger af historien. Men det er som om, at Snyders nyfortolkninger ikke altid er lige godt underbygget.
Russere og tyskere i konkret samarbejde
I denne bog oplevede vi Stalins terror i 1937 og 1938, hvor 700.000 måtte ofre deres liv. Og hvad med polakkerne? 200.000 blev ofre i 1940 i de polske skove myrdet af enten sovjetiske eller tyske styrker.
I bogen får vi også beviser på at russerne og tyskerne fra 1939 til 1941 udførte kyniske massemord i konkret samarbejde.
Et grusomt fænomen
Timothy Snyder mener, at Josef Stalins og Adolf Hitlers ideologiske og morderiske vanvid i midten af det 20. århundrede igen kan blive til virkelighed. Snyder samler alle de adskilte mordkampagner, hungersnøden i Ukraine, massehenrettelserne, Stalins og Hitlers etniske og politiske udrensninger, holocaust og den tilsigtede udsultning af krigsfangere – som facetter af samme grusomme fænomen.
Snyder fører de grusomme hændelser sammen. To systemer begår stort set de samme forbrydelser på næsten samme tid. Og dette forhold øger i den grad tragediens omfang.
I Blodlands mener Snyder, at de nazistiske og stalinistiske systemer må sammenlignes, ikke så meget for at forstå det ene eller andet, men for at forstå vores tid og os selv.
De fleste omkom i drabsmarkerne
I bogen Sort Jord konstaterer Snyder igen engang, at størstedelen af Hitlers ofre ikke omkom i KZ – lejre, der primært var arbejdslejre, men på primitiv vis i drabsmarkerne i Polen, Ukraine, Hviderusland og Rusland. De blev i store grupper gennet ud i blodlandets dybe, stille skove, hvor de blev tvunget til at knæle nøgen på kanten af dybe massegrave og derpå henrettet af geværsalver.
De blev sultet ihjel i tyske sult – zoner eller gasset til døde i dødsfabrikker.
Igen en gang er vi hovedsagelig i Tyskland, Polen, de baltiske stater og Ukraine.
At nytænke vores fremtid
Det var Hitlers opfattelse af raceopfattelse, der ødelagde stater og jagten på jord og fødevarer. Den stærkeste race vil overleve, mente Hitler. Han så en verden med begrænsede ressourcer.
Jøderne skulle udryddes, for det var dem, der stod bag kristendom, kommunisme og kapitalisme.
Måske kan man bruge bogen til at nytænke vores fremtid. Som forfatteren selv siger, så burde Holocaust være en alvorlig advarsel.
Stalin og Hitler havde samme ideologier
Man kan sagtens sammenligne Stalin og Hitler i deres ideologier. Stalin brugte Ukraine som Sovjets spisekammer. Han havde held med at lokke vestlig industri til landet, herunder også dansk industri.
Kannibalisme
I det sovjetiske Ukraine dræbte familier deres svageste medlemmer, sædvanligvis børn og bruger kødet til spise.
Utallige forældre spiste deres børn og døde uagtet af sult senere. En familie dræbte deres svigerdatter, fodrede svinet med hendes hoved og stegte resten af hovedet. Ja det får vi at vide i Blodlands.
2.505 mennesker blev dømt for kannibalisme i Ukraine. Men det reelle tale er utvivlsomt meget større. I alt døde 3,3 millioner mennesker af sult eller af sultrelaterede sygdomme.
Kompromisløs og meget direkte
Bogen Sort Jord fortsætter, hvor Bloodlands slutter. Den er mange steder kompromisløs og meget direkte. Ja visse steder er den tryllebindende, gribende, foruroligende og fascinerende. Skal vi bruge flere af disse kunne vi også sige afslørende og relevant.
Bogen er en anderledes fortolkning af begrebet Holocaust. Måske skal vi genoverveje det som vi allerede har læst i talrige andre bøger. Den kan måske også være chokerende læsning for dem, der allerede tror, at de ved en masse, om de ting, der skete dengang.
Borer i Hitlers hjerne
Vi borer dybt i Hitlers hjerne for at finde ud af, hvorfor han gjorde det. Bogen er langtfra en stivnakket historikers værk. Snyder provokerer bevidst. Men hans argumenter fejler ikke noget. I sidste afsnit forsøger han at kigge på nutidens farer med blik tilbage til Holocaust. Vi kommer både gennem det globale klima, hungersnød og meget mere.
Ja forfatteren antager, at den kinesiske regering måske i 2030 kommer til at skulle indføre de samme ting som ledelsen i 1930ernes Berlin. Vi oplever også Putin og Ukraine.
Migration, knaphed på mad samt klimaforandringer er nok de største farer, der kan udløse nye massakrer og syndebukke, mener forfatteren.
Snyder kombinerer forskellige videnskaber
Hans forrige bog, Bloodlands, der udkom for fem år siden skabte store røre blandt historikere. Og det gør og kommer denne bog også til. Men Snyder henholder sig blandt andet til nyt arkivmateriale, som aldrig før er blevet offentliggjort.
Snyder kombinerer forskellige videnskaber, ikke kun historie men også social – og samfundspolitik. Og det er ikke kun en historiker, vi oplever, ja til tider, er det en aktivist. Man forstår godt at hans konklusioner har vakt opsigt i forskningsmiljøer.
Vi vender sjældent blikket helt mod øst
Vi har for vane kun at kigge i vores egen historie, måske hvad der skete hos vores naboer. Men sjældent vender vi blikket helt mod øst. Ja hvad der skete her, kan vi læse i Bloodlands – Europa mellem Hitler og Stalin.
To millioner jøder var allerede døde, da Auschwitz i Polen blev forvandlet til dødslejr. Men Snyder mener, Auschwitz var medgørlig, når vi tænker på, hvad der skete længere øst på. Faktisk blev 97 pct. ag alle jøder myrdet øst på.
I Østeuropa døde 90 pct. af jøderne. Dem der her forsøgte at hjælpe jøderne risikerede meget støre risiko end danskerne.
Danskerne sagde nej til jøderne efter 1935
Danskerne sagde nej til jøderne efter 1935. De fleste af dem, der fik afslag gik en sikker død i møde i løbet af krigen. Estland sagde ja til jøder helt op til krigens begyndelse. I Estland blev 99 pct. af de jøder dræbt, der var til stede, da tyskerne angreb landet. Og i Danmark overlevede 99 pct. af jøderne.
Vi får også forklaringen af Snyder i bogen, hvorfor så mange danske jøder overlevede. Han skriver, at Sverige egentlig var neutrale under krigen, men medvirkede på den økonomiske side af den tyske krigsindsats. Derfor havde man i 1943 alle gode grunde til at demonstrere en tilnærmelse til de allierede.
Den svenske regering foreslog nu over for Tyskland, at Sverige skulle tage Danmarks jøder. Forslaget blev gentaget i radioen på en åben frekvens, så de danske jøder var klar over, at de var velkommen i Sverige. Ja sådan fortæller forfatteren.
Danskerne arrangerede derpå en flotille, derpå en flotille, der sejlede deres jødiske befolkning til Sverige. Det tyske politi kendte til indsatsen og forsøgte ikke at standse den. Den tyske flåde så til, mens de danske både langsomt passerede forbi.
Snyder fortæller, at de danske borgere gjorde dette uden større risiko for sig selv, eftersom det ikke var en forbrydelse at hjælpe deres medborgere i deres eget land. Ikke en eneste af de danske jøder blev gasset.
En tynd beskrivelse af danske forhold
De tyske myndigheder udnyttede tilstedeværelsen af danske jøder til at lave en propagandafilm om de angiveligt gode forhold, jøderne havde i deres lejre. De danske myndigheder accepterede ingen jødiske flygtninge efter 1935 og returnerede nogle af dem, der var ankommet tidligere til Tyskland.
De jøder, der blev nægtet statens beskyttelse i Danmark, delte skæbne med dem, som savnede statens beskyttelse i Estland eller for den sags skyld alle mulige andre steder, døden.
Det virker nok lidt tyndt, denne beskrivelse af de danske forhold. Kigger man på kildematerialet vedr. danske forhold, så har han ikke medtaget det nyeste på området. Måske kan man sige, at han har brugt forældet og sparsom litteratur om forholdene i Danmark.
Vi kender slet ikke de tre værste dødslejre
Der er skrevet meget om Auschwitz, men næsten ingenting om de rene dødslejre som Treblinka, Sobibór og Belzec, fordi her overlevede næsten ingen. I løbet af 1942 blev 1, 3 millioner myrdet i disse tre lejre. Og herhjemme kender vi næsten ikke dødsfabrikkerne, Babi Yar og Ponary. Her på siden vender vi tilbage til Babi Yar i en senere artikel.
Babi Yar er en slugt i udkanten af Kiev. Her skulle jøderne lægge sig nøgne på maven oven på lag af allerede døde kroppe og vente på skuddene, der kom bagfra og fra oven. Samme metode blev brugt i efterfølgende jødeudryddelser.
Luk jeres hjerter for barmhjertighed
I 1939 da Hitler marcherede ind i Polen sagde Hitler til sine kommandører:
Den tyske invasion af Polen blev foretaget ud fra den logik, der gik ud fra, at Polen ikke eksisterede, ikke havde eksisteret og ikke kunne eksistere som en suveræn stat. Tilfangetagende soldater kunne skydes, eftersom den polske hær i virkeligheden ikke kunne have eksisteret som sådan.
Den polske lovgivning blev erklæret for ugyldig, ja den havde aldrig eksisteret. Denne tingenes tilstand blev baseret på Førerens vilje. Den virkelige nazistiske revolution var begyndt.
Den ledende klasse i Polen blev udryddet
Heydrich organiserede Einsatzgrupper til at myrde den ledende polske klasse med henblik på at umuliggøre enhver polsk modstand.
Da tyskerne ankom til de polske byer for at uddele fødevarer, var det de undertrykte polakkere, der udpegede de jøder, der stod i køerne, så polakkerne kunne få mere og jøderne mindre eller slet ingenting.
Ghettoer blev etableret i byerne med jøder. Det muliggjorde tyskernes tyveri af al jødisk ejendom. Og de kunne frit voldtage jødiske kvinder og piger.
Og polakkerne selv gjorde det samme, dog uden at stille sig på tyskernes side.
10 millioner civile blev myrdet mod øst
Allerede i 1941 – 42 lod tyskerne to millioner jøder skyde over dødsgrave i det besatte Sovjetunionen. Længe før Auschwitz havde tyskerne været i gang med udryddelserne i stor stil.
Under den østlige krig myrdede tyskerne 10 millioner civile, heriblandt flere end fem millioner jøder.
Auschwitz er et skalkeskjul
Forfatteren mener, at det er meget belejligt, at man sammenligner Auschwitz med Holocaust. For så glemmer man alle de lokale kollaboratører som estere, hviderussere, russere, letter, litauere, estere, polakker, tatarer fra Krim og så videre.
Tyskerne vidste besked
At tyskerne ikke var klar over, hvad der foregik tror forfatteren ikke på. Hundredtusinder af tyskere var vidne til drabene og millioner af tyskere ved østfronten kendte til dem. Under krigen besøgte hustruer og endda børn drabsstederne. Soldater, politifolk og andre skrev hjem til deres familier, nogle gange med fotografier og detaljer.
Tyskernes hjem blev beriget, millioner af gange med plyndringsgods fra de myrdede jøder. Hvis Holocaust begrænses til Auschwitz, kan man nemt glemme de tyske massedrab øst på.
Men egentlig vidste de allierede også, hvad der foregik. Men dette fortæller bogen os ikke.
Menneskearten var opdelt i racer
Hitler mente, at barmhjertighed gjorde vold på tingenes orden. Han mente, at menneskeheden blev nødt til at fornægte de bibelske bud. Hvis der var et guddommeligt bud, så ville han kun anerkende:
Hitler erklærede, at menneskearten var inddelt i racer. Jøderne var ikke en mindre eller en højere race. De var slet ikke en race.
Jøderne var en åndelig pest
For Hitler var jøderne værre end Den Sorte Død. De var en åndelig pest.
Stærke racer skulle have bedre kanoner, bedre radioer og bedre helbred, så de var i stand til beherske de svage racer. Teknologiske fremskridt var et bevis på racemæssig overlegenhed.
Hitler mente, at hvis tyskerne kunne erobre et stort landområde, så kunne de blive selvforsynende og så var de ikke afhængig af britisk import.
Lebensraum
Han brugte ordet Lebensraum. Det var udtryk or overlevelse og for at få den højeste levestandard i verden.
Robert Ley, en af Hitlers tidligste nazi – kammerater opfattede ordet som mere kultur, mere skønhed – det racen er nødt til at have for ikke at gå til grunde.
Hitlers propagandist Joseph Goebbels definerede det som, at millioner blev nødt til at sulte, så tyskerne kunne stræbe efter en levestandard, der ikke stod tilbage for nogen.
Hitler så op til amerikanerne
Amerikanerne havde noget, som tyskerne ikke har, mente Hitler. Han så op til amerikanerne. Han så også op til den måde, som amerikanerne koloniserede landet. Det indfødte folk skal bare tilintetgøres, sagde Hitler.
”Slaverne kalder på deres herre”
Og det var sådan tyskerne gjorde under første verdenskrig. Tyskerne mistede dette efter første verdenskrig, men tidligt gik Hitlers tanker mod øst. For egentlig blev tyskerne ikke bekæmpet på østfronten under første verdenskrig. Det blev de af franskmændene på vestfronten under første verdenskrig.
Ja sådan skrev Hitler. Her tænkte han på ukrainerne, der boede i et meget frugtbart område.
Nogle stater inviterede til angreb
Hitler var faktisk ret åben for sine tanker og strategier. Men de vestlige stormagter trak bare på skulderne.
Nogle stater inviterede til angreb, mente Hitler. Lavere racer var ikke i stand til at opbygge stater. Ja Hitler mente endda, at USSR var en slags jødisk svindelnummer.
En ”darwinistisk” kamp mellem racer
Hitler var først og fremmest en racistisk anarkist, der anskuede verdenshistorien som en darwinistisk kamp mellem racer. Men jøderne havde ødelagt raceenheden med deres opfattelse af mennesket som værdifuldt og civilisationen som noget godt, så de skulle udryddes for at verden kunne vende tilbage til den oprindelige naturtilstand.
Hans største udfordring var statsdannelse og stærke politiske strukturer, der beskyttede jøder og andre strukturer. Derfor gik Hitler ifølge Snyder målbevidst mod statsødelæggelse af nabolandene.
”Medvirken til massemord” var en god handling
Heinrich Himmler fulgte ikke hver eneste detalje i Hitlers filosofi, men holdt fast i konklusionerne. Han fastslog at medvirken til massemord var en god handling. Og det var nødvendigt at myrde jøder for at bevare den ariske races fremtid.
Man glemmer, at 100.000 jøder blev dræbt i Ukraine af soldater fra alle sider.
Dødeligheden større syd på
Himmler oprettede den første lejr i Dachau i 1933. Her kunne man straffe folk uden for loven. Her blev socialister, kommunister, homoseksuelle og folk, der blev betegnet som arbejdssky anbragt.
Den samlede dødelighed i de østeuropæiske lejre var betydelig højere der, end hjemme i Tyskland.
Jøderne blev andenrangsborgere
Fra 1938 blev jøderne gjort til andenrangs borgere. De måtte ikke længere bestride hverv inden for handel, medicin og retsvæsen. Det vil sige, at det startede egentlig langt før. For i 1933 fik jøder forbud mod at arbejde i statens tjeneste og som advokater.
Man ville tvinge jøderne til at forlade Tyskland. Men det var nu ikke så mange, der ville tage imod dem, herunder Danmark.
Jøder uden for Tyskland udgjorde det store flertal. Og Himmler, Göring, Heydrich og de andre nazistiske ledere planlagde en udryddelses -, udsultnings – og koloniseringskrig i Østeuropa.
Jøderne klarede sig bedst i de lande, hvor den statslige kraft ikke var sat ud af kraft (Belgien og Danmark). I de lande, hvor statsapparatet var sat ud af kraft skete der en brutal udryddelsespolitik, herunder Holland.
Politiet myrdede flere end Einsatzgrupperne
Einsatzgruppen i Sovjet myrede ikke kun jøder, men også handikappede, romaer, kommunister og polakker. Også folk fra andre nationaliteter myrdede løs.
Fejlagtigt så tror vi, at det kun er disse grupper, der myrdede løs. Både almindelige SS – styrker og politistyrkerne myrdede løs.
En af de største bødler i den forbindelse var Friedrich Jeckeln. Han beordrede også til at skyde kvinder og børn. Jo, han var en fremtrædende voldsentreprenør.
Ordenspolitiet havde 33.000 mand udstationeret øst på. De dræbte således mange flere end de forskellige Einsatzgrupper. På en enkelt dag kunne de nå at skyde 10.000 jøder.
De fandt hele tiden på nye effektive måder at myrde på. Ofte fik de lokale kræfter til at hjælpe sig.
I løbet af efteråret og vinteren 1942 omkom cirka to millioner sovjetborgere i udsultningslejre, og yderligere en halv million i det belejrede Leningrad. Ikke nok med det med de overlevende fra disse lejre blev tvunget til at dræbe landsmænd.
Hvad nu med Palæstina?
Hitlers jødepolitik tvang alle landende til at præcisere deres holdninger til Palæstinas fremtid. Omkring 130.000 tyske jøder udvandrede i årene efter Hitlers magtovertagelse. Omkring 50.000 af dem slog sig ned i Palæstina. De arabiske ledere mente, at en fortsættelse af de jødiske indvandring kunne føre til zionismens sejr. Det betød ballade og opstand.
Snyder har gravet dybt. Alene noterne fylder 80 sider. Forfatteren holder sig ikke kun det historiske. Han kigger på fremtiden og angriber fremsatte teorier. Flygtningekrisen er tegn på forandring i verden. Og hvis dette fænomen ikke behandles korrekt, kan det givetvis føre til noget brutalt.
Noterne fylder 80 sider
De mange filosofiske betragtninger, som Snyder kommer med møde kritik mange steder. Selv har han givet udtryk for, at han nok ikke vinder noget popularitetskonkurrence. Selv påpeger han, at når man diskuterer Holocaust, så har man fokuseret alt for meget på polakker og jøder eller tyskere og jøder.
Snyder mener, at man har glemt stater, institutioner, sociologiske forklaringer samt økonomi.
Hvis job er det så
Han er blevet beskyldt for, at historikeres job ikke er at skrive om fremtiden. Til dette svarer Snyder:
Snyder advarer mod, at USA i dag minder om Tyskland i 1930erne.
Forfatteren mener, at vi er i en ny global tidsalder. Han frygter, at jøderne igen vil blive brugt som syndebuk for de spændinger og problemer, som opstår.
Genialt eller tvivlsomt?
Men hvad nu? Er det en god bog. Ja, det må man sige. For den provokerer i den grad mod den konservative historieopfattelse. Men man kan så igen begynde at diskutere, om alle de fremførte betragtninger og opfattelser ”holder vand”.
Hvis du gerne vil provokeres, skal du læse bogen. Hvis du vil vide noget generelt om udryddelser af jøder og andre, skal du nok læse en anden bog.
Timothy Snyder: Sort Jord – Holocaust, som historie og advarsel (Gads Forlag):
Hvis du vil vide mere: Om Holocaust, Jøder, KZ – lejre m.m. så læs her på www.dengang.dk: