Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Tønders Zeppelinere (4)

December 6, 2016

Tønder’ s Zeppelinere(4)

Tøndringerne fulgte med. Tre haller blev bygget. Den ene blev Nordens største bygning. Barakker blev genanvendt. Eget gasværk blev etableret. Og bestyreren blev tøndring. De blå marinere skabte liv i byen. Mange blev gift og blev efter krigen. De første zeppelinere kom til byen i 1915. Det var et farligt job ombord. L 19 havde kun været to dage i Tønder, da det fik motorproblemer. Redning var i sigte, men englænderne nægtede at hjælpe. Udkigsposten i Tønder var bl.a. i vandtårnet. Efter to fiasko – angreb lykkedes det for englænderne. Man havde bygget et hangarskib. Syv fly angreb. Tre måtte nødlande. Tosca blev et kæmpe turistmål. Graf Zeppelin fløj over Tønder i 1928. De første zeppeliner fløj over Bodensøen i 1928. Hansa fløj over Nordslesvig og tiltrak kæmpe opmærksomhed. Hindenburgs forlis betød stop for passagerer. Den militære udvikling fortsatte til 1960.

 

Nordens største bygning

Vi har allerede i to artikler beskrevet zeppelinbasen. I en artikel har vi indgåede beskrevet bombningen af basen. Egentlig har vi gjort det i to artikler. Her vil vi så forsøge, at beskrive, hvordan basen fungerede sammen med byen.

Det er stadig mange, der er forundret over at høre, at der har ligget en luftskibsbase i Tønder. Tænk engang Tosca var 242 meter lang, 73 meter bred og 42 meter høj. Ja så var det også de to lidt mindre haller, Tobias og Toni.

Tosca var Nordens største bygning.

 

Gasværk

Ja så var der også flyhangaren. Her blev der i juli 1920 fejret Genforeningsfest. Hallen var 80 meter lang og 24 meter bred.

Sydøst for selve Luftskibshallerne lå gasværket. Det hele hed faktisk noget så fornemt som ”Kaiserliche Marinengasanstalt”

Selve luftskibsbasen var forbundet med banelinjen Tønder – Ribe.

 

Barakker genanvendt

Syd for luftskibshallerne lå lejren med bl.a. landstormsbataljonen, der holdt vagt om basen. Barakkerne herfra blev i 1920 demonteret og genopsat ved den kaserne, som opførtes ved Ryttervej til de danske dragoner, som i 1920 kom til Tønder. Dette har vi beskrevet i andre artikler her på siden.

Efter opførelsen af Tønder Kaserne i 1939 blev barakkerne indrettet til husvilde – boliger. Disse blev nedrevet i 1950´erne.

 

Tøndringerne kunne følge udviklingen

Tøndringerne kunne godt se, at der her i 1915 skete noget, når de gik deres søndagstur langs med kirkegården. Nordpå med Gallehus – skoven som baggrund, blev der rejst mægtige stilladser. Langs jernbanesporene blev der bygget barakker.

Betænkninger, planer og befalinger var gået forud. Den lille by ude i marsken kunne nu opleve en hel masse.

 

Fire Luftskibsbaser

Den Kejserlige Marine havde allerede før begyndelsen af krigen erkendt, at de luftskibe, som Grev Zeppelin lod bygge i Friedrichshafen ved Bodensøen ville egne sig til rekognoscering over havet.

Da krigen brød ud, havde marinerne tre zeppelinere, og man oprettede hurtigt en afdeling af zeppelin – rekognoscering under ledelse af Peter Strasser. Der blev foreløbig oprettet to baser, i Fuhlsbüttel og i Nordholz ved Cuxhaven.

Senere fandt man så ud af, at en base lige ud for Sild ville være hensigtsmæssig for rekognosceringen på Nordsøen. Nu blev Tønder på et af rigsmarinens kort forsynet med en rød cirkel.

 

De blå marinere skabte liv i Tønder

Efterhånden kom de blå mariner til Tønder – officerer og mandskaber fra alle mulige steder af det tyske rige. Dette bragte liv til byen, hvor det ellers kunne gå temmelig roligt til, hvis det ikke lige var marked i byen.

Som det plejer at gå, når der kommer soldater til byen, blev der stiftet bekendtskaber med den kvindelige ungdom i byen. Og der opstod kærlighed. Ja nogle fandt deres tilkommende i byen. Nogle blev her også efter krigen. Ak, hvis Fritz blev forflyttet, så opstod der også hjertesorg.

 

Pige fra Tønder til alters

De unge mennesker kom på alle kroer i byen. Snart fik beboerne det ene og det andet at vide. Kommandanternes navne lærte man også at kende. En af de kendteste var Buttlar – Brandenfels.

Hans folk var ret stolte og glade for sig selv. Således stod de spalier foran kirkeporten, da en af deres kammerater førte en pige fra Tønder til alteret.

 

I fængsel i Porthuset

I porthuset, som dengang var byens fængsel, sad der af og til en luftmariner og skulle afsone en eller anden straf. Men de blev nu behandlet meget humant. En bestemt tid på dagen måtte de bevæge sig frit i gården.

På den anden side, på Christian Petersens mark, stod ofte deres piger. De kom så tæt på som mulig, så de kunne aflevere det, som de havde medbragt. De fik også en lille intim samtale.

 

En mariner blev i Tønder

Blandt de marinere, der dengang kom til Tønder, var også Adam Hehr. I mange år boede han sammen med sin kone ved vejen til Vennemose. Han kunne kigge over til gården Rosinfelt. Foran denne havde de store haller stået.

Hehr havde først været marineartillerist i Egernförde. Han blev så afkommanderet med ukendt mål. Først i retning mod Husum, og så mod nord. Det endte med Tønder, og han tænkte, at ”Det var jo verdens ende”.

Han tilhørte nu ”Bodenkommando” (Jordpersonel). Dengang var der allerede bygget en hangar, Tony, som i marts 1915 havde optaget det første luftskib, en ”Parseval”, som ikke var stiv og ikke havde nogen ”spanter”.

 

Den første zeppeliner i 1915

Den 25. april 1915 kom den første zeppeliner fra Friedrichshafen med den daværende premiereløjtnant Petterson. Han var en af de dygtigste kommandører, som omkom den 24. september 1916 med L 74.

De haller, der blev bygget senere, Tobias og Tosca fik også deres navnes begyndelsesbogstaver efter navnet Tønder. Tosca var den enorme dobbelthal. Den kunne optage de ca. 190 meter lange superzeppeliner, der kom til Tønder efter 1915. Disse havde en besætning på 15 – 17 mand. Jordpersonalets antal har varieret fra 307 til 505 mand.

 

Landingen var ikke let

Det var ikke altid lige let at lande med de fremherskende vestenvinde ved Tønder. Nogle gange var det hele 400 matrosser, der hev i tovene. Ved kraftig sidevind var det umuligt at manøvrere skibet.

Når luftskibene kom glidende efter en indsats, gik de ca. 20 meter ned. Forfra og bagfra blev der kastet tove ned, som så blev grebet af mandskabet. Det kom nu an på, at trække skibet nedad. Men man skulle også forhindre, at gondollen hang ud af skroget.

Kommandøren ledede landingen gennem et talerør. For ham, var det en af de vanskeligste manøvrer.

Når vinden var før stærk, søgte man hen til en anden landingsplads. De såkaldte løbekatte med hjul blev fastgjort ved landingstovene, og disse blev sat på en skinne, der førte ind i hallen. Således kunne man trække zeppelinen i den beskyttende havn.

 

Den store hal havde et dårligt ry

Den store hal, Tosca fik et dårligt ry. Flere luftskibe blev beskadiget eller ødelagt ved landingen. Sådan skete det i 1916 kort efter jul, at L 24 ramte en elektrisk pære i hallen ved en landing. Resultatet var, at der skete en eksplosion. Det betød at både L 24 og L 17 udbrændte efter en kort og intensiv ildebrand.

Det var netop det farlige ved denne arbejdsplads – den brændbare gas og den eksplosive brint. Egentlig underligt, at der ikke skete flere uheld.

 

Gasværks – bestyreren blev her også

Fra Berlin kom Fr. Röder i 1916 til Tønder. Han blev her også efter krigen, giftede sig her og fik en familie.

Man havde besluttet sig at oprette eget gasværk, og Röder blev udnævnt til gasmester. I begyndelsen var gassen blevet transporteret frem på jernbanevogne på et særligt spor. Der var brug for enorme mængder af gas. Röder havde været ansat ved et gasværk i Berlin, hvor man fremstillede brugsgas.

Før krigen havde han deltaget i mange forsøg på gennem en forholdsvis enkel fremgangsmåde at producere brint. Man fandt til sidt ud af under højtryk at føre ophedet damp henover glødende myremalmsplader. Disse plader optog hele ilten og tilbage blev det rene brint.

Gasproduktionen gik næsten uafbrudt. I løbet af et døgn kunne der produceres 24.000 m3. Gennem et omfattende ledningsnet blev gassen ledet til hallerne. Zeppelinerne blev optanket ved en særlig forsyningsfløj. Det overskydende gas blev opmagasineret i en stor og to mindre beholdere. De blev så fyldt op i gasflasker, der blev transporteret til de andre baser på jernbanens specialvogne.

 

Et farefuldt job

En zeppeliner havde 10 – 12 gasceller i sit indre. Ethvert indskud behøvede derfor ikke uden videre at føre til en eksplosion. Trods alt var flyvninger ingen søndagstur. Afslutningen var også altid fuldkommen uvis. Man kan vel kun have respekt for, hvad disse mænd kunne præstere under disse ofte ekstreme forhold.

Det var besætningsmedlemmer, der skulle være parat i særlig tilfælde at udbalancere skibet på en særlig gangbro, der lå i det næsten mørke indre. Om bord var der også sejlmager, der skulle klatre rundt mellem brintbeholderne for at være parat til at tætne lækager.

Næsten uden at lægge mærke til det, kunne han blive bevidstløs gennem gas, der sivede ud. Derfor blev han altid ledsaget af en assistent. I motorgondolerne, der hang under luftskibet som små planeter, arbejdede altid to mekanikere i benzinos og ved motordrøn. Og det var ved glødende hede og bidende kulde.

Under særlige omstændigheder f. eks. Ved angreb skulle der udføres reparationer, hvoraf besætningens liv kunne afhænge.

Maskingeværskytten skulle have en jernkondition og gode nerver. Han gjorde tjeneste på en platform oven på zeppelinerens skrog, hvor han var udsat for fartvinden og vejrets barskhed. Her skulle han holde udkig efter angribende jagerflyvere.

 

Man kunne ikke altid slippe væk

For det meste kunne zeppelinerne afværge et angreb, idet de hurtigt lod ballast falde. Så kunne de stige hurtigere opad end jagerne. Men i længden blev flyvemaskinerne mere og mere farligere for zeppelinerne gennem deres stigende manøvredygtighed.

 

Syv zeppeliner gik tabt

I august 1917 blev Tønder – skibet L 23 skudt ned ved Lyngvig ved Holmlands Klit af den engelske løjtnant Smart, som var startet fra et krigsskib. Denne løjtnant skulle også senere deltage ved det heldige angreb mod stationen i Tønder, den 19. juli 1918.

Af de 14 zeppelinere, som havde deres base i Tønder, gik syv tabt. Tre blev ødelagt på selve stationen. Det var i det hele taget mange. 45 mand kom aldrig tilbage.

 

L 19’ s triste skæbne

En særlig stor deltagelse i Tyskland vakte L 19´s undergang. Skibet blev ført af kaptajnløjtnant Loewe, som den 29. januar 1916 var kommet til Tønder fra Friederichshafen med sit nye skib, der var forsynet med nye motorer, der endnu ikke havde bestået deres endelige prøve.

Undervejs havde Loewe ikke helt efter reglementet afveget fra den fastlagte kurs og havde foretaget en lille afstikker til Lübeck, hvor hans familie boede. Over sit hus havde han fløjet en sløjfe for at vise sit nye skib. Han havde også kastet en hilsen ned til sin kone og to børn.

To dage senere deltog han allerede i et større angreb sammen med flere zeppelinere på et engelsk industriområde. L 19 angreb industrianlæg ved Sheffield.

Ved tilbageflyvningen indtrådte der motorstop og skibet begyndte at drive i retning mod den hollandske kyst. Over Ameland blev det beskudt og var nødt til at gå ned på havet. I timevis drev mandskabet omkring på en del af skroget, der endnu ragede op af vandet.

 

Redning i sigte

Redningen syntes i sigte. De fik øje på en damper, der tog kurs mod dem. Det var den engelske fiskerdamper ”King Stephen”. Det kom til et ordskifte mellem Loewe og den engelske kaptajn. Men englænderen kunne ikke overvinde sig til at tage de skibbrudne ombord. Han frygtede, at tyskerne som var i overtal ville overtage kommandoen. Loewe havde givet sit æresord på, at dette ikke ville ske. Han mænd var allerede da meget medtaget af kulden.

 

En flaskepost i Skagerak

Englænderne nægtede deres hjælp. Det var en beslutning, der senere blev meget omstridt. Nogle måneder senere fandt svenske fiskere en flaskepost i Skagerak med kommandantens sidste beretning til sine foresatte:

  • Vores sidste time er begyndt

Desuden var der en afskedshilsen til hans hustru, samt postkort med de sidste hilsner fra otte mandskabsmedlemmer.

 

Udkigspost

Mens zeppelinerne var på indsats, ventede mandskabet hjemme på, at luftskibene igen dukkede op over horisonten. Der blev holdt intensiv vagt. Man spejdede også efter engelske flyvemaskiner. Dette skete også fra en udkigspost på byens vandtårn og fra løbegangen oppe på hallen Tosca. Der blev også dagligt sendt en standballon op.

 

Flyene forsvandt igen

For at forsvare basen blev der senere bygget en hangar for flyvemaskiner. Der kom Albatros dobbeltdækkere til Tønder, men de blev efterhånden taget bort igen. Der var ingen piloter i Tønder, da det engelske angreb indtraf i 1918.

 

Observationsgondol

Nordsøen blev skarpt overvåget af zeppelinerne. Hovedformålet med deres aktivitet var frem for alt rekognoscering. I perioden 1915 – 18 blev der gennemført 1.191 rekognoscering.er og kun 352 angrebsflyvninger.

Ved disse rekognosceringer blev der somme tider benyttet en observationsgondol, hvor der sad en mand, som blev hejst ned fra luftskibet. Mens zeppelineren var indhyllet i skyernes tåge, kunne observatøren, der modigt svævede i rummet, iagttage, holde udkig og dirigere luftskibet.

Man frygtede og ventede altid et angreb fra den overlegne engelske flåde. Luftskibene fra Tønder patruljerede frem for alt mellem fyrskibene Doggerbanke og Lyngvig mod nord, men fløj sommetider, da den uindskrænkede u – bådskrig satte ind, op mod Norge.

 

De to første angreb var fiaskoer

For englænderne var det vigtigt at få ram på basen i Tønder. De første to angreb var fiaskoer. Første gang forvekslede de tilsyneladende Højer med Tønder. I mellemtiden skaffede de sig mere nøjagtige informationer. Efterhånden fik de sig et nøje kendskab til basen i Tønder.

Herom kunne kaptajnløjtnant Køll, L 45`s chef, der var blevet taget til fange, overbevise sig ved et forhør. Det lykkedes ham, at smugle en besked om dette hjem gennem en såret fange, der blev udvekslet. Han gemte sedlen i sin sko. Man kan så undre sig over, at tyskerne så havde trykket flyvemaskinerne ved basen!

 

Man havde bygget et hangarskib

Vi har tidligere i to artikler berettet om det afgørende angreb mod Tønder – basen. Englænderne forberedte sig her tredje gang på en helt anden måde. Man havde bygget krydseren ”Furious” om til et hangarskib.

Selve angrebet på Tønderbassen foregik den 19. juli 1918 tidligt om morgen. Det var det første angreb i krigshistorien, der gik ud fra en svømmende base.

 

Syv fly i angreb

Syv ensædede jagere af typen, Sopwith Camel, som var den mest kendte engelske flytype i første verdenskrig startede ved morgengry fra moderskibets forreste dæk. I Tønder kom angrebet som et lyn fra den skyfri himmel. En vagtpost fra Skærbæk havde klokken halv fem om morgenen meddelt telefonisk, at han havde fået tre flyvemaskiner i sigte som var ved at tage kurs mod Tønder.

Cirka tre minutter senere fik man på pladsen øje på flyvemaskinerne. De dykkede ned i ca. 30 meters højde og kastede deres bomber. Hallerne Tosca og Tobias var ramt.

Efter det første angreb kom der godt en time senere en anden gruppe engelske maskiner anført af løjtnant Smart. Man antog til at begynde med, at de tre første flyvemaskiner var kommet igen. Hallerne blev atter ramt.

Heldigvis blev der ikke kastet bomber på de tre gasbeholdere. Muligvis var det, fordi flyverne ikke skulle bringe sig selv i fare ved den lave indflyvning.

 

Tre piloter nødlandede

Af flyverne, som alle trods den stærkeste afværgeild undslap basen i lav højde, fløj tre igen ud mod havet. En styrtede ned, mens de to andre blev samlet op af deres egne skibe. Det var kaptajn Dickson, som blev luftmarskal under den anden verdenskrig, samt den nævnte løjtnant Smart. Tre piloter nødlandede i Danmark, en i Tyskland.

Hallen Tosca blev ramt af bomber. De eksploderede lige under taget. Her udbrændte luftskibene L 54 og L 60.

Ude i Aventoft kunne Niels Bøgh Andersen se røgsøjlerne. Det skrev han om i bogen ”Fiskersøn fra Aventoft”.

 

Angrebet stoppede operationer fra Tønder

Tyskerne prøvede på at melde ud, at skaderne var begrænset. Men siden dette angreb blev Tønder ikke mere brugt til luftskibsoperationer. Basen rangerede kun i kort tid som nødhavn. Tosca blev ellers meldt klar efter kort tid. Men så sluttede krigen.

 

Tosca blev et turistmål

Den sidste hal, der stod tilbage, var den gigantiske Tosca. Inden den blev revet ned, var den i nogle år en stor turistattraktion. Turister og skolebørn myldrede til, for at bese ”Nordens største bygning”.

Hvem der havde gode nerver, steg de 305 trappetrin op på taget, hvorfra man havde udsigt over næsten hele Nordslesvig.

 

Graf Zeppelin over Tønder

Da den kendte LZ 127 ”Graf Zeppelin” i 1928 foretog en verdensrejse med Dr. Eckener, der stammede fra Flensborg, som kaptajn, havde den også tidligere matroser fra Tønder ombord. Da de fløj over Tønder, foretog de en rundflyvning over byen og den gamle bases områder.

Det var den tyske grev Ferdinand Adolf Heinrich von Zeppelin (1838 – 1917), der konstruerede det såkaldte stive luftskib. Modsat de ustive og halvstive typer, som man hidtil havde eksperimenteret med indeholdt en solid gitterkonstruktion. Navnet Zeppeliner blev efterhånden den populære fællesbetegnelse for disse luftens giganter, der havde deres storhedstid fra begyndelsen af forrige århundrede og frem til 1930`erne.

 

Den første tur i 1900

Den første prøvetur med en zeppeliner foregik den 2. juli 1900 over Bodensøen. I de følgende år blev luftskibets konstruktion videreudviklet.

Nogle af luftskibene forulykkede eller brændte op. Andre fik en længere levetid og udførte mange ture. Det gjaldt bland andet LZ 11 ”Victoria Louise” og LZ 13 ”Hansa”, der foretog den første tur den 30. juli 1912.  På det tidspunkt havde ”Victoria Louise” allerede været at se over Nordslesvig. Den 5. juli passerede den blandt andet over Aabenraa.

 

Hansa i Nordslesvig

Hansas tur over Nordslesvig den 3. oktober 1912 blev den store publikumssucces. Turen var annonceret i forvejen. Med på turen fra Hamborg over Haderslev til Tinglev var flere nordslesvigere, blandt andet landråd Rogge fra Tønder. Turen kostede 250 mark.

Allerede fra morgenstunden den 3. oktober samlede der sig 3 – 4.000 mennesker på en mark ved Tinglev, hvor luftskibet skulle lande. Man oplevede at se det passere hen over byen og egnen i retning af Haderslev. Her var også en tusindtallig menneskeskare, der fyldte gaderne. De var kravlet til vejrs på tagene.

Et par timer senere vendte Hansa tilbage til Tinglev, hvor det mellemlandede, før turen fortsatte tilbage til Hamborg.

 

140 meter lang

I en af vore artikler fortæller vi også om, at byrådet i Højer skulle tage stilling til, om man ville betale et større beløb for at et luftskib skulle flyve over byen.

Efter 1920 blev luftskibene yderligere udviklet og indsat i passagertransport. I 1928 blev der bygget en tysk zeppeliner LZ 127, der var cirka 140 meter lang og 30 meter i diameter. Den fik navnet ”Graf Zeppelin”. Den var i de følgende år på adskillige langture blandt andet over Atlanten. Man foretog også en jordomflyvning. Over Nordslesvig kunne den ses den 14. maj 1931.

 

”Hindenburg”’ s uheld stoppede passagertrafikken

Den 6. maj 1937 brændte LZ 129 ”Hindenburg” op under landing i Amerika. 35 mennesker omkom. Det betød afslutningen på brugen af luftskibe til passagertrafik. Også Graf Zeppelin blev straks taget ud af brug.

Det var nok det mest succesrige af alle store luftskibe. Det havde gennemført 590 farter og tilbagelagt 1,7 millioner kilometer. Det var i alt 17.178 timer i luften med i alt 16.000 passagerer. Det blev ophugget i maj 1940.

 

Militær udvikling helt frem til 1960

Luftskibenes æra i den civile flyvnings historie var dermed slut. Den militære brug og tekniske videreudvikling af luftskibene fortsatte derimod helt frem til omkring 1960.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Tønder
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Deutsche Volkskalender für Nordschleswig (1976)
  • Ege: Balloner og luftskibe, Politiken (1973)

Hvis du vil vide mere: Læs

  • Angrebet mod Tønder 1918
  • En luftskibsbase i Tønder
  • Zeppeliner i Tønder
  • Bombeangreb mod Tønder
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Bataljonen fra Tønder

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder