Artikler
Juli 18, 2016
Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
Hver gang en krigsforbryder på 94 år bliver snuppe, bliver det slået stort op i pressen. Men burde man ikke i stedet interessere sig for alle dem, der er gået fri for straf og hvorfor? Det er som om, at man i Tyskland jagter som aldrig før. Er det for at få lettet samvittigheden, fordi man ikke altid har taget denne jagt alvorlig? Og hvad med amerikanerne? Her kunne man bruge topnazister i FBI og CIA. Og man gjorde en masse, for at disse ikke skulle straffes. Selv slagteren fra Lyon kunne man bruge i USA. Når det så kom for tæt på, ja så tilbød amerikanerne støtte, hvis krigsforbryderne ville forlade landet. Og hvordan kunne den frygtelige læge Mengele to gange besøge en flække i Bayern uden at blive pågrebet?
De vente tilbage til Det Tyske Mindretal
Vi så det herhjemme i Det Tyske Mindretal. De sagde, at de startede forfra og blev tvunget til at sige, at de respekterede den danske stat. Men mange af dem, der blev dømt vendte tilbage til det nystartede mindretal. Mange fik topposter. Nu er det selvfølgelig ikke de største krigsforbrydere, vi her taler om.
Belastede embedsmænd
Men sådan gik det også i det tyske embedsværk. Og mon ikke man stadig kan finde en bøddel i en eller anden fjerntliggende tysk landsby på over 90 år.
Historiske kommissioner blotlægger, hvor stor en koncentration af tidligere embedsmænd, der vente tilbage i det tyske embedsmandsværk. I 1950erne og 1960erne forsøgte statsanklageren Fritz Bauer at afdække, hvor stor en rolle nazismen spillede i det tyske styre.
Nu har historikerne taget fløjlshandskerne
Man kan da godt sige, at de tyske historikere har taget fløjlshandskerne af. Opgøret med fortiden er i gang i Tyskland – Vergangenheitsbewältigung. Det er bestemt ikke et glansbillede, der tegner sig, når man skal kigge på resultatet af alle de kommissioner, der er nedsat.
En modig statsanklager
Det handler ikke så meget om personer, nok mere om systemer. Der er lavet et par film om overnævnte statsanklager Fritz Bauer. Selv om han først døde i 1968, er det først nu, at han bliver anerkendt. Man havde ikke så meget til overs for ham, dengang, da han gik i gang.
Også tysk TV har gjort meget for at afdække de kritisable forhold efter krigen.
Lovgivningen bestemte
20 pct. af de gamle embedsmænd fra Det Tredje Rige fik genansættelse i Forbundsrepublikken BRD, lidt lavere andel i DDR.
Overraskende er det nok ikke, for i 1955 indførte BRD en lovgivning, der sagde at mindst 20 pct. skulle have været ansat i Det Tredje Rige.
Paragraf 131
I den nuværende lovgivning, står der i paragraf 131, at staten skal ordne forholdene for alle tjenestefri tjenestemænd fra nazitiden. Det betyder i praksis, at staten BRD skal tilbyde pension eller tilbud om genansættelse til de mange tidligere medarbejdere af naziregimet.
Udover den retslige forpligtelse over for de ansatte, havde BRD behov for erfaren og veluddannet arbejdskraft. Men nu var det sådan rent teoretisk, at blandt de 20 pct. var ikke dem med en svær belastet fortid i den nazistiske tjeneste. Krigsforbrydere og Gestapo – ansatte kunne ikke bare få et arbejde.
Hvilken rolle havde du i Det Tredje Rige?
På amerikansk initiativ gennemførte sejrherrerne et omfattende opgør med nazismen i det vesttyske samfund. Samtlige vesttyskere over 18 år – 30 – 35 millioner, skulle svare på, hvilken rolle de havde i Det Tredje Rige.
Man ville finde ud af, hvem der havde været med i SS elitekorps og dets efterretningstjeneste SD. Spørgsmålet var jo så, om man ville svare ærligt?
Tidligere Hitler – tilhængere
I Østtyskland gennemførte man en lignende undersøgelse. Her var man mere radikal. Officielt blev alle nazister bandlyst fra offentlig tjeneste. Men en nærmere gennemgang af det østtyske politi har vist, at flere højtuddannede funktionærer var tidligere medarbejdere i Hitler’ s Tyskland.
Ikke gavnlig for de nye tyske stater
Projekterne stod på i 1945 – 1949, men efter grundlæggelsen af de to stater, blev projekterne afblæst. Staterne var dog forpligtet til at lede efter krigsforbrydere og straffe dem. Men mistænkeliggørelse og forfølgelse ansås ikke mere at være gavnlig for opbyggelse af de nye samfund.
Mange skeletter i de offentlige arkivskabe
Men den omtalte Fritz Bauer opdagede mange skeletter i de offentlige arkivskabe. Han fandt frem til mange, som ikke skulle have været der. Hans bedrift var at opspore Albert Eichmann i Argentina. Det var ham, der gav den israelske efterretningstjeneste Mosad de fornødne oplysninger. De pågreb ham ved et støvet argentinsk stoppested. Nu kan man så diskutere, hvem der egentlig skal have æren? Var det ikke Simon Wiesenthal, der tog den?
Tyskerne fik besked i 1958
Men denne oplysning med at tyske myndigheder vidste, hvor han befandt sig må vi ikke sige offentlig. En tysk domstol har nemlig bestemt, at oplysninger om den tyske krigsforbryder, Adolf Eichmann må holdes hemmelige.
CIA offentliggjorde i 2006 dokumenter, der viser, at de i 1958 henvendte sig til deres tyske kollegaer med oplysninger om, at Eichmann havde boet i Argentina siden 1952.
Forbrydere meget tæt på toppen
Fritz Bauer afslørede også Konrad Adenauers højre hånd, Hans Globke. Denne var medforfatter til bekendtgørelsen om de nürnbergske racelove af 1935.
Racelovene ophøjede juridisk set den tyske arier og legitimerede diskrimineringen af de tyske jøder som andenrangs borgere. Ja man kan undre sig, at Globke også fungerede som partisekretær.
Arbejdet var absolut ikke velset
Fritz Bauer’ s energiske arbejde var absolut ikke velset i Tyskland. Også staten modarbejdede ham. Bauer havde håbet, at Eichmann – sagen kunne føres i Tyskland, så befolkningen kunne se rædslerne.
Mengele var to gange i Bayern
Fritz Bauer var skuffet over, at myndighederne ikke kunne pågribe den berygtede døslæge fra Auschwitz, Josef Mengele. To gange var han returneret til Vesttyskland efter sin flugt til Sydamerika, en gang for at blive gift, og en anden gang for at forny sit pas. Dette skete i en lille bayersk flække, men myndighederne anholdte ham ikke. Vi har her på siden planlagt en artikel om denne frygtelige læge.
Havde tyske studenter ret?
Det var ikke kun på ministergangene, at tjenestemænd med en mere eller mindre blakket fortid fik lov til at fortsætte. Også dommere og professorer på traditionsrige statslige universiteter stod parat med jobtilbud. Ja nogle steder ændrede professorer knap nok pensum og undervisningsmetoder efter krigen. Måske havde de oprørte studenter alligevel ret, når de kaldte tyske universiteter for fascistiske?
Højesteretsdom: De skal da ikke straffes
Mange af de dommere, der fortsatte havde været med til at dømme 40.000 mennesker til døden ved hjælp af nazistisk lovgivning. De rettede sig efter de føromtalte racelove. Dødsdomme blev givet til personer, der lyttede til udenlandsk radio.
En meget væsentlig højesteretsdom i det nye Vesttyskland fastslog, at disse dommer blot havde handlet efter den daværende lovgivning og dermed gjort deres tjenestelige pligt. De skulle da ikke straffes i det ny Vesttyskland!
De samme dommere blev brugt igen
Og tænk engang nogle af disse dommere blev brugt, når der skulle gøres op med den nazistiske fortid?
Den kommunistiske leder, Ernst Thälmann blev i 1933 fængslet. Under krigen blev han anbragt i KZ – lejr. Her døde han, og hans efterkommere anlagde i 60erne sag mod den tyske stat for overlagt mord. De søgte om økonomisk kompensation. En undersøgelse blev iværksat. Og lederen af denne var den samme, som i sin tid havde dømt ham til fangenskab. Derfor fik de efterladte selvfølgelig ikke ret i deres klage.
Kunne man ikke for længst være gået i gang?
Muligvis har det tyske samfund fået dårlig samvittighed. For nu er man gået i gang med for fuld fart at få fat i 90 – 94 årige, der i hast skal dømmes. Men kunne man ikke for længst have gjort det?
Tilfældet: Jakob Denzinger
Nogle af dem der kritiserede tysker mest, var amerikanerne. Men hvordan var det lige med dem?
Men nu er det også andre mystiske ting, der skete efter krigen. Jakob Denzinger har således fra begyndelsen af 1990erne boet i en stor lejlighed i Osjek i Kroatien betalt af de amerikanske skatteydere. Den 92 – årige får også hjælp til madlavning og rengøring. Den tidligere SS – mand fra Auschwitz og Mühlhausen har nu i 27 år kunnet opretholde en bedre levestand end så mange andre i Kroatien.
Denne Denziger slog sig efter ankomsten i USA ned i Ohio. Her grundlagde han en stor plastikfabrik, Han kom til at tilhøre samfundets øverste lag. Han havde flere biler, stiftede familie og boede i et stort hus. Men i 1989 sporede en nazi – jæger ham. Og hans blakkede fortid kom frem.
Økonomisk hjælp til krigsforbrydere
Ja man påstår, at der endnu bor 4 af disse krigsforbrydere i Europa, som også modtager pæne økonomiske ydelser fra amerikanerne
Det amerikanske justitsministerium forsøgte i flere år at holde en rapport på 600 sider hemmelig. Den handlede om, at eftersøgte nazister havde fundet et sikkert skjulested i USA.
Et eksempel er netop Denzinger. Som SS – vagt tog han del i forbrydelser mod menneskeheden. Han er blevet kastet rundt i det amerikanske retssystem og nu havnet i Kroatien.
Tusindvis fandt sikkerhed i USA
Tusindvis af tyske krigsdeltager fandt sikkerhed i USA. Mange af disse har større forbrydelser på samvittigheden end Denziger. Åbenbart lod de amerikanske myndigheder 66 tyskere mistænkt for krigsforbrydelser forlade USA efter 1979. 34 af disse modtog pæne økonomiske ydelser på grund af et smuthul i loven.
Aftale med krigsforbryder
Åbenbart har de amerikanske myndigheder indgået en aftale med de gamle nazistiske krigsforbrydere, at de kunne rejse ud af USA og stadig få sociale ydelser. Det er da i den grad mærkelig at det internationale samfund belønner disse krigsforbrydere.
FBI og CIA brugte masser af krigsforbrydere
Man taler heller ikke om, at amerikanerne har brugt ca. 1.000 nazister i den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Man så gennem fingrene med, hvad de havde begået af krigsforbrydelser. En af disse var Otto von Bolschwing. Han var mentor for Adolf Eichmann, der som bekendt var en af arkitekterne bag Holocaust.
Slagteren fra Lyon
Men endnu mere kendt er Slagteren Fra Lyon, Klaus Barbie. Han var kendt og frygtet for sin brutalitet. Han torturerede fangere end til de døde. Se han var også blevet ansat af amerikanerne.
Hoover troede ikke rigtig på Holocaust
Således nægtede FBI at fortælle nazi – jægere i 1980erne, hvad de vidste om 16 krigsforbrydere, der på det tidspunkt boede i USA. På det tidspunkt var fem af dem stadig aktive FBI – agenter.
Nu var det også sådan, at den berygtede FBI – chef, J. Edgar Hoover havde den grundlæggende opfattelse, at beretninger om mange af de uhyrligheder, der blev begået af nazisterne under Holocaust var ren Sovjet – propaganda. Han havde ingen problemer med at sende disse krigsforbrydere tilbage til Europa og spionere for USA.
Det var en holdning, som han delte med toneangivende kræfter i det amerikanske efterretningsvæsen CIA.
Et nyhedsbureau afslørede den dybe hemmelighed
Det er nyhedsbureauet Associated Press, der har afsløret dette. Det er også eksempler på, hvordan de amerikanske myndigheder har forhindret andre i at undersøge deres agenter og spioner for krigsforbrydelser.
Wiesenthal var spion for Mosad
Ja så kunne man blive ved. For en ny bog afslører, at den legendariske nazi – jæger, Simon Wiesenthal var på lønningslisten hos den israelske efterretningstjeneste, Mosad. Tidligere skulle han have været ansat ved den politiske afdeling af Israel’ s udenrigsministerium. Hans opgave var at hjælpe den israelske regering med at opspore og fange de hundredevis af naziforbrydere, der gik under jorden i forskellige dele af verden.
Ifølge bogen skulle Mosad også have støtte hans berømte Jødisk – Historisk Dokumentarcenter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 164 artikler om Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:
Juli 16, 2016
Statsminister Buhl og hans ”Stikkertale”
”Stikkertalen” førte til en usikker glidebane. Tyskerne mente at danskerne skulle få styr på sabotagen. Tyskerne mente ikke, at danske politi var nok effektiv. Buhl’ s tale blev ellers rost af datidens medier, men da de første illegale blade dukkede op, blev den omdøbt til stikkertale. Befolkningen var skeptiske over for datidens medier. Buhl var ikke tyskervenlig. Han var en af dem, der kunne sætte Scavenius på plads. Og tyskerne bedte ham om at gå. Efter august 1943 var han den faktiske regeringsleder. Det var ham, der formulerede nejet til tyskerne. Han var altid skeptisk over for modstandsbevægelsen. De kalde ham landsforræder. Men han var bange for, at de fik for stor magt. Og så var han bange for et kommunistisk kup. Frihedsråddet havde stor betænkeligheder ved at pege på ham. Men han var den bedst egnede. I befrielsesregeringen forsøgte han at berolige sindene og mindske modstandsbevægelsens indflydelse.
En naturlig arvetager
Vilhelm Buhl var finansminister fra 1937 til 1942. Efter Staunings død i maj 1942 var han en naturlig arvetager.
”Stikkertalen” førte til en glidebane
Det var i september 1942, at Vilhelm Buhl afholdt sin berømte stikkertale. Men året efter forlangte partiet Venstre dødsstraf for sabotage. Var det ikke den berømte modstandsmand Jørgen Kieler, der gav udtryk for, at regeringens udlovning af dusør er i sabotagesager, første mange danskere ind på en glidebane, der senere gled over i stikkervirksomhed for Gestapo?
Men mange danskere mente, at det var lovligt at hjælpe dansk politi, nu hvor også politikerne opfordrede til det. Og det var hurtig tjente penge. Dansk politi samarbejdede jo også med Gestapo, så hvorfor ikke gå til det hemmelige tyske politi?
Buhl: ”Vi kan ikke styre udviklingen”
I forsommeren 1942 voksede sabotagerne. Karakteren blev voldsommere, og skaderne større. Tænk engang, to tyske marinefartøjer blev brændt ned.
Buhl mente, at en optrapning af modstandskampen ville betyde, at man ikke mere kunne styre udviklingen. Det ville svække de danske myndighedernes kontrol.
Han var antinazistisk, men efter hans mening så kom kommunisterne ind under samme kategori. Buhl var dybt skeptisk over for kommunisternes rolle i modstandskampen.
Nu måtte danskerne få styr på sabotagen
Nu var det sådan, at den danske regering var ansvarlig for den tyske værnemagts sikkerhed. Rent praktisk var det politiets opgave. Der stod meget på spil. For hvad ville Danmark gøre – uden stat, uden regering, uden politi?
Renthe – Fink’ s melding var klar. Nu måtte Danmark få styr på denne sabotage ellers….
Vilhelm Buhl og hans regering var under hårdt pres. Politiets efterforskning konstaterede, at sabotagerne udsprang for to vidt forskellige miljøer. Det ene miljø var det kommunistiske parti, som ellers var blevet forbudt i 1941. Det andet miljø var ukoordineret og uden ledelse.
Enten eller!
Nu var Tyskland jo heller ikke forpligtet til at lade Danmark bevare sin suverænitet. Tyskerne forlangte da også, at sabotører skulle stilles for en tysk krigsret. Og dem, der var dansk dømt og sad i danske fængsler, forlangte tyskerne udleveret til afsoning i tyske tugthuse. Eller værre endnu, de krævede dem henrettet.
Den danske regering blev dermed underleverandører til diktaturstatens undertrykkelsesapparat. En anden ting var, at sådanne udleveringer ville være et alvorlig anslag mod dansk jurisdiktion og hele besættelsesordningens fundament.
Alt dette lå til baggrund for Buhl’ s antisabotage – tale den 2. september 1942.
Mistede Danmark suveræniteten løb politikerne risikoen for at blive marionetter, uden evne og agt til at beskytte befolkningen. Forsvarede danske politikere suveræniteten og med de midler, som Buhl gjorde her, udsatte de sig for beskyldninger om at gå besættelsesmagtens ærinde.
Dengang blev talen rost
For at bibeholde så meget dansk suverænitet som mulig så Buhl ingen anden udvej, end at intensivere de danske myndigheders sabotagebekæmpelse.
Talen blev rost dagen efter i ledende artikler i stort set samtlige dagblade. Ja også i den brede befolkning blev talen godt modtaget. På dette tidlige tidspunkt var sabotager også generet upopulært i befolkningen. Man var jo trods alt vant til at leve i et fredeligt land.
Tyskerne mente ikke, at dansk politi var effektiv
Senere mente besættelsesmagten, at dansk politi ikke var effektiv nok og det var åbenbart ikke afskrækkende kun at sidde i fængsel. Fra november 1942 begyndte tyske krigsretter at fungere herhjemme. Fra august 1943 blev de hårdest dømte sendt til afsoning i tyske tugthuse. Og den 28. august 1943 eksekverede tyskerne den første dødsdom over en dansk sabotør.
Samtidig med Buhl’ s tale sad Christmas Møller over fra London og opfordrede befolkningen til at støtte sabotagen.
Nu var talen – en stikkertale
Det sjove med Buhl’ s tale var, at den først i 1944 – 1945 blev kaldt Stikkertalen, da de illegale blade dukkede op. I dag er holdningen: Tænk at man kunne opfordre til at angive danske patrioter.
Men efterhånden som tyskernes krigslykke vendte, ja så vendte danskernes syn også. De politiske vinde skiftede. Danske virksomheder arbejdede med den danske krigsindustri, Danske embedsmænd, politi, politikere og idrætsfolk samarbejde med besættelsesmagten. Men det var befolkningen, der gennem strejker og demonstrationer tog afstand fra politikernes samarbejde. De havde fået nok.
Blandede meninger, om de første sabotageaktioner
Den brede befolkning mente ikke, at modstand fra begyndelsen ville have haft nogen effekt. Problemet med besættelseshistorie er, at det er bygget på efterrationalisering.
Da de første sabotageaktioner fandt sted i efteråret 1942, var der blandede meninger om nytten af sabotagen.
Befolkningen var skeptiske over for medierne
Det som historikerne har glemt at tage med i deres forskning, ja det var, at der efterhånden var stor skepsis til datidens medier. Man fik slet ikke noget at vide, om det der skete i Norge. Det blev kun leveret gennem tysk censur. De engelske nyheder var såmænd også fordrejede.
Efter tysk ønske måtte Buhl gå
Buhl var ikke speciel tyskervenlig, selv om modstandsbevægelsen beskyldte ham for det. Han måtte da også forlade statsministerposten efter tysk ønske. Han blev efterfulgt af Scavenius. Og mon ikke, at det var et krav af Werner Best, at den besværlige Buhl skulle gå. Han var mere tilbøjelig til at sige nej end ja til de tyske krav.
Lod sig ikke kue af Scavenius
Glemt har man også, at Buhl var en af de eneste, der ikke lod sig kue af Scavenius arrogante og nedladende facon. Han lagde ofte en bremse på Scavenius aktivistiske tilpasningspolitik. Det sås blandt andet i forhandlingerne om Mønt – og Toldunionforhandlingerne i 1940, Østrumudvalget og Antikominternpagten i 1941.
Hensynet til Danmarks omdømme i udvalget var ofte vigtig for Buhl.
Den faktiske regeringsleder
Efter den 29. august 1943 var han i den regeringsløse tid den faktiske regeringsleder. Han sad i spidsen i forhandlingerne med Frihedsrådet om de politiske forhold under det forventede tyske nederlag.
I den regeringsløse tid arbejdede Buhl sammen med hærchef Ebbe Gørtz og Frihedsrådet om at få Danmark anerkendt som allieret.
Formulerede et nej til tyskerne
Glemt er også, at det var Buhl, i august 1943 formulerede det afgørende nej til det tyske ultimatum. Det var også ham, der afviste de tyske krav, om at danne en ny regering
Altid skeptisk over for modstandsbevægelsen
Vilhelm Buhl blev statsminister i befrielsesregeringen i 1945 og sad på posten til folketingsvalget i oktober 1945. Her blev han afløst af Venstres Knud Kristensen. I regeringen Hans Hedtoft sad han fra 1947 til 1950 som minister uden portefølje med betydelig indflydelse på dansk økonomi. Ja egentlig var han vores økonomiminister.
Buhl blev selvfølgelig efter besættelsen konfronteret med sin tale. Og her måtte han tydeligvis veje sine ord på en guldvægt. Han svarede, at han var dybt presset af tyskerne, og det er jo ikke usandt.
Men det helt rigtige sandhed er, at han hele tiden bevarede sin skepsis over for modstandsbevægelsen. Han nærede også dyb mistillid til Frihedsrådet. Men han fandt det nødvendig at samarbejde med dem på grund af den store folkelige opbakning.
Frygtede for modstandsbevægelsens indflydelse og kup
Buhl frygtede, at modstandsbevægelsen ville kræve markant politisk indflydelse efter det tyske sammenbrud. Og han frygtede også et decideret kommunistisk kup. Samarbejdet med Frihedsrådet var derfor også en måde at kontrollere modstandsbevægelsen på fra Buhl’ s side.
Modstandsbevægelsen blev vrede på ham
Glemt er at Vilhelm Buhl sammen med ledende politikere fra samarbejdsregeringen, der var gået af 29. august udsendte en erklæring i forbindelse med drabet på Kaj Munk. Her tog man afstand fra selvtægt og fortidens hævnemetoder må bandlyses. Modstandsbevægelsen opfattede ordlyden som Vilhelm Buhl sidestillede modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer med tyske terrorbanders drab på digterpræsten.
En vej opkaldt efter ham
Den 1. december 2012 navngav Københavns Kommune en gade i statsministerkvarteret på Islands Brygge – Vilhelm Buhls Gade. Der er endnu ikke opkaldt en gade efter Erik Scavenius.
Landsforræder
Mange modstandsfolk betragtede Buhl, som landsforræder. Læs bare bogen fra 2010 af Povl Falk Jensen, Holger Danske – Afdeling ”Eigild”. Her sammenlignes Vilhelm Buhl med 1600 – tallets Corfitz Ulfeldt. Bogen er også omtalt på vores side.
Også veteranen Aage Stafte mener, at Buhl har begået højforræderi.
Store betænkeligheder
Frit Danmark’ s rejsesekretær Elias Bredsdorff loddede stemningen i nogle af de største modstandsgrupper:
Selv om Frit Danmark var en organisation med et markant kommunistisk indslag var mange aktive altså i marts 1944 indstillet på at se en efterkrigstid i øjnene, hvor manden bag Stikkertalen ville få del i regeringsansvaret. Men det også tydeligt, at mange ikke har tilgivet Vilhelm Buhl for denne tale.
Frihedsrådet havde dog også store betænkeligheder ved at anerkende ham som regeringsleder på grund af hans modstand mod modstandsbevægelsen.
Vilhelm Buhl beroligede sindene
I Befrielsesregeringen arbejde han ihærdigt for at dæmpe sindene. Han sagde gang på gang, at grænsen lå fast. Endvidere pointerede han, at retsopgøret skulle foregå ved domstolene. Han forsøgte at tage dele ud af modstandsbevægelsens mere vidtgående politiske krav. Dette lykkedes til dels.
Hans synspunkter havde også en stor rolle for Hedtofts beslutning om Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten, det senere Nato.
Han trak sig ud af aktiv politik forud for valget i 1953.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 14, 2016
De tre makreller fra Aabenraa (2)
Vi har revideret i en ældre artikel. Det handler både om Skipper Thorvald og Aabenraa’ s byvåben. Egentlig skulle jeg have været til Aabenraa og holde foredrag. Men lokale ved sikkert meget mere. Men egentlig er undertegnede stadig forvirret, for de ”kloge” siger, at det ikke har noget på sig, at når den ene makrel svømmer den anden vej, så er det ikke sikkert, at den er tysksindet. De fleste skibe havde den forvirrede makrel på deres flag. Men tænk engang, det har brandværnet også. Men skipper Thorvald glemmer man ikke. Han kunne da også være irriterende.
Skipper Thorvald
Ja egentlig er denne artikel en bearbejdelse af en ældre artikel fra 2009. Og grunden til dette, er en invitation fra Aabenraa om, at komme og holde et foredrag om Skipper Thorvald, De tre Makreller og Havbunden. Gamle Aabenraaer ved godt, hvad det er for noget. Men nu tror jeg nok, at lokale borgere kan fortælle mere om Thorvald.
Nu kunne det ellers have være meget hyggeligt, at komme til Aabenraa igen engang. Og så skulle foredraget oven i købet have været på sønderjysk. Og se det magter undertegnede jo stadigvæk. Men man må jo også som skribent og foredragsholder kende sine begrænsninger.
En gammel facebook fra Aabenraa fortæller ellers, at man ikke er ægte borger, hvis ikke man havde skålet med Skipper Thorvald på De Tre Makreller.
Skipper Thorvald var født i Gildegade 8. Han var udlært frisør, og arbejdede på Flyvestation Skrydstrup, inden han kastede sig over musikken.
Havbunden lå bagerst
Havbunden lå bagerst, og det var der Thorvald optrådte. Foran lå De Tre Makreller. Ja det hedder i dag Fox and Hounds. Og det lå under Grand Hotel. Ja i dag har stedet det fine navn Hotel Europa.
Det kunne også være pinligt og irriterende
Det var jo herligt at komme hos ham og blive i godt humør. Men det kunne også være pinligt og irriterende. Hvis man var i selskab med en sød pige, så brølede Thorvald fra sin keyboard:
Ja han råbte også engang deroppefra:
Min afdøde kone lavede en film med Erik Paaske og var sammen med ham og en anden fra filmholdet nede på De Tre Makreller. Hele aftenen kørte Thorvald på Erik Paaske.
Den berømte sangbog
Sjovest var det faktisk, at kunne være ubemærket og skråle af den berømte sangbog. Den mest populære var selvfølgelig: En kort, en lang, en trekant……. Men det var svært at gemme sig for Thorvald. Som regel var Havbunden som var bygget sammen med De Tre Makreller stoppet med mennesker.
Nu bliver der ballade
Til en byfest, en slags Open Air Fest på Madevej underholdt Skipper Thorvald også. Vi havde i HK været lidt oppe at slås med den lokale Arbejdsgiverforening. Og åbenbart læser Thorvald også aviser.
Jeg så Erik Skifter Andersen sidde ved et bord og gik hen og hilste på ham. Pludselig kunne vi så høre oppe fra Skipper Thorvald:
Det blev nu ikke ballade. Vi fik nogle hyggelige bajere sammen.
Kritiske situationer
Og det var nu ikke lige hyggelig alt sammen. For flere gange blev man også lovet tærsk af de folk, der hadede HK. Pludselig fik fagforeningen skyld for alverdens ulykker. Når Aabenraa – borgerne havde fået en inde for vesten, var de ikke så tolerante og fleksible. Og man kunne selvfølgelig have blevet og forsvaret HK’ s ære. Men så havde det endt med, at man havde fået karantæne på dette hyggelige sted.
Men fagforeningen fik man da forsvaret så rigelig dengang i diverse blade og aviser, samt til møder m.m. Ja selv i radio og tv.
Som mon kære mor sagde dengang:
Herlige tider på De Tre Makreller
Men ellers var det skønt, også lørdag og søndag, at sidde på De Tre Makreller og få en enkelt eller to med solæg til.
Kloakdæksler med makreller
Går man rundt i Aabenraa, ser man kloakdæksler med De Tre Makreller. Man ser dem også fra offentlige bygninger.
Våbnet understreger det vigtigste erhverv
Nu er det jo sådan for jer, der ikke ved det, at De Tre Makreller er Aabenraa’ s byvåben. Man ser tre sølvmakreller i et blåt felt. Derunder er der nogle bølger i sølv. Men i nogle versioner, så fortryder den ene makrel og vil tilbage. Men se den version vender vi tilbage til.
De tre fisk symboliserer byens gamle hovederhverv. Våbenet understreger byens tilknytning til havet. Tønder valgte skibet i deres våben.
Fiskeri blev for Aabenraa på den tid det afgørende erhverv. Handelslivet kunne ikke alene brødføde indbyggerne. Man sagde, at når tjenestefolk kom i tjeneste på en ny gård, fik de indført i aftalen, at de højst måtte få makreller tre gange om ugen.
Hvor blev humlen af?
I de ældste seglaftryk minder bølgelinjerne mere grene end havets bølger. Det ældste segl som vi har et billede af, er fra 1421, men det stammer nok fra 1300 – tallet. Muligvis så makrellerne første gang, dagens lys omkring 1335, hvor Aabenraa’ s Skraa stammer fra. Ja den kan sagtens være ældre.
Måske symboliserer grenene byens omfattende humlearv omkring byen. Grenene er oprindelig humleranker. Men mærkeligvis gled humlen ud af våbnet efter Genforeningen. Det var tegneren Frederik Britze, der i samarbejde med arkivar og heraldiker P.B. Grandjean, sikkert er i skyld i, at humlen forsvandt fra Aabenraa’ s byvåben.
Nødpengesedler med makreller
Selvfølgelig skulle nødpengesedlerne fra Aabenraa også have De Tre Makreller påtrykt. De var på både en 25 – og en 50 penning. Man indhentede forslag fra tre stedlige kunstnere, Franziska Clausen, Nico Wöhlk og Hans de Voss.
Det var sidstnævntes forslag, der blev valgt og sedler blev trykt i Hamborg. Motivet var forudbestemt og viser på dansk side henholdsvis et panorama over byen og et motiv fra Vægterpladsen. På den tyske side vises på begge sedler byens våben med De Tre makreller.
Også på rødvin
Ja selv Ringriderforeningen bruger motivet på deres ringridervin. Det vil sige, at jeg faktisk ikke ved, om de laver sådan noget mere.
Utrolig at makrellerne har overlevet i alle disse år. Jebsen – koncernen bruger makrellerne som symbol på mod og kampgejst.
De kommunale makreller svømmer i en retning.
Avisen fik travlt
Og så var det, at bogen Aabenraa Havn – gennem 700 år dukkede op. På forsiden kunne man svagt se, at den ene makrel vendte forkert. Det var Aabenraa Bogtrykkeri, der for skibsmæglerfirmaet P.F. Cleemann i forbindelse med deres 100 år, havde udgivet bogen. Inde i bogen var det et tydeligere flag, hvor makrellen ville hjem igen.
Men i gammel tid var flagene på de gamle sejlskibe fra Aabenraa røde eller blå. Og her svømmede den midterste makrel den modsatte vej som de andre.
Og det undrede også min gode ven, redaktør Per Borgaard. Han undrede sig sammen med den øvrige redaktion. Og her gik den hårdt arbejdende redaktion i gang. På biblioteket kunne man ikke finde noget, der egnede sig til at sætte i bladet. Så fotografen blev sendt til Aabenraa Museum. Men det foto man skulle bruge af flaget kunne ikke bruges. Flaget var for slidt. Nu måtte fotografen i gang med en pen. Mon ikke det er historieforfalskning?
Var det tysk?
Det var især i landsdelens tyske tid, at man brugte våbnet med makrellen på afveje. Efter Genforeningen betragtede man denne udgave som tysk.
Det fortælles, at Franzisca Clausen i tide og utide flagrede med dette forkerte byvåben. Ingen var i tvivl om hendes sindelag. Ja selv mindes jeg faktisk, at have set den omvendte makrel på en gravsten på Aabenraa Kirkegård.
I havneflaget fra 1864 var der ingen makreller. Her var der et Dannebrog.
Kørelærens flag
Og så kunne historien være slut. Men i butikken på Nørrebro kom en kørelærer, der stammede fra Sønderborg over med sikkert et bordflag i silke. På flaget stod Openraa – nocctum – multnia. Det er sikkert forkert, men det var svært at læse.
Det var selvfølgelig makreller på, alle i forskellig størrelse. Godt nok svømmede de alle samme vej. Jeg sendte flaget til Aabenraa Museum og udbad om en forklaring. Det må være cirka 7 år siden, og jeg venter stadig på svar.
Se det var historien om De Tre Makreller, hvor vi både hørte musik og fik solæg, samt hvor den ene svømmer den anden vej, og endelig hvor de varierede i størrelsen.
Makrellen og undertegnede er stadig forvirret
Men hvad er nu det. Rederierne Jebsen og Ahrenkiel samt den tyske skole bruger også logoet med den forvirrede makrel, der vil hjem.
Og det ikke alle, der er enige i at den omvendte makrel er tegn på tyskhed. For også i Aabenraa Brandvæsnets gamle flag er der en forvirret makrel. Men så kunne man jo lige dukke ned i brandvæsenets historie. Og det med, at makrellerne svømmede i forskellige retninger før 1864 og 1920 holder ikke. På disse tidspunkter havde man også tysksindede ligesom nu.
Men mon ikke historikkerne kan finde midler til at grave i den historie. De kunne jo tage sig noget makrelsalat, når de går i gang.
Her på www.dengang.dk kan du læse 117 artikler om det gamle Aabenraa og Omegn
Juli 12, 2016
Begravelser – dengang
Under den store pestepidemi blev ligbærerne væk. Ligene blev liggende på gaden inden de enten rådnede op, eller hunde eller svin havde fortæret dem op. Ligbærerne holdt sig væk. Men så blev studenterne fra Regensen opfordret til at melde sig. De ville ikke have med de fattige at gøre. Og de tjente styrtene med penge. Dr. Bastholm mente dog, at dette arbejde ikke var noget for åndens arbejdere. Man måtte betale afgift for et sangkor, der ikke var der. Bedemanden forlangte tårnhøj afgift. En almindelig begravelse kostede 300 Rdlr. Der blev bygget fem nye kirkegårde. Folk smed affald ud gennem vinduerne på kirkegården. Og de unge holdt her ømme stævnemøder med forfærdelig lugt. På den ny kirkegård på Nørrebro blev der holdt sammenskudsgilder, og de hjemløse byggede huler.
De blev liggende til de rådnede op
I årene 1711 – 12 rasede pesten i København, som ingen sinde før. Man havde ellers oplevet mange epidemier i årenes løb.
Men aldrig havde det været så galt som nu. Efter to – tre dage døde de smittede. Ligene lå i husene, og kunne ikke begraves, da der manglede ligbærere, kister og kirkegårde.
En frygtelig stank udbredtes i byen. Det blev da heller ikke bedre, når afdødes pårørende kastede ligene ud på gaden. Her fik de lov til at blive liggende til de rådnede op. De halvvilde hunde eller svinene begyndte også at fortære dem.
Autoriterne vågnede op
Man kan sige, at sygdommen ophævede de mest primitive kendetegn på civilisation. Ja man kunne næsten tro, at man var i en moderne verdenskrigs centrum.
Det gik lang tid på den måde sygdommen raserede i byen. Til sidst var det som om, at den ville slukke alt liv i byen. Så endelig vågnede autoriteterne af deres skræk. Nu skulle der tages fat på alvor.
Ligbærerne blev væk
De hæderværdige og privilegerede ligbærere havde straks ved pestens udbrud stillet deres bærebøre og ligvogne væk. De var splittet over hele byen. Ingen ville overtage deres arbejde. Man lovede ellers Guld og Grønne skove. Men angsten var for stor.
Studenterne fra Regensen meldte sig
Så meldte studenterne fra Regensen sig. Kongen, Frederik den Fjerde sikrede dem og deres efterkommere ret til:
Rettigheden blev senere udvidet til Privilegium for Gejstlighedens og Borgerskabets Vedkommende.
Ville ikke have noget med de fattige at gøre
Regensianerne erklærede, at de intet ville have at gøre med de fattige lig. Disse blev af fanger læsset op på vogne og karrer og kastet ned i store fælleskuler. Disse lå i ugevis udækkede.
Så blev betalingen for de mere velhavende lig hævet til betragtelige højder. Således måtte byens forskellige håndværkerlav betale en årlig afgift på 300 Rdlr. for at få ligene af lavsmedlemmer stedet til jorde.
I den sammenhæng kan nævnes, at der dengang var 50 slagtere og 28 bagere, mens der var hele 406, der beskæftigede sig med fabrikation og udskænkning af øl, brændevin og lignende.
Det var ikke åndens arbejdere værdigt
Nu blev disse studenter dog snart træt at bære lig. De gjorde det jo ”for at mildne det økonomiske tryk, der hvilede på dem”.
Men en af Universitetets lærere, professor Bastholm havde udtalt, at et sådant arbejde ikke var åndens arbejdere værdigt, hvorfor det var blevet indstillet.
Men det var nu ikke morsomt at undvære denne indtægt. Hver Regensianer kunne opretholde en årsløn på 30 Rdlr. hvilket for datiden var et betydeligt beløb. Ja, det var især drikkepengene, der var med til at hæve lønnen. Man var forpligtet, at give ligbærerne 2 Mark, men ofte blev det da til 3 Mark.
En ny ordning for ligbærerne
Efter mange overvejelser fandt man frem til en ordning. Kommunitetet overtog Ligbærervæsenet i entreprise mod en årlig afgift af 20 Rdlr. til hver Regensianer. Det var godt nok en nedgang i lønnen, men det var mere frihed. Og det viste sig også at være en god forretning for Kommunitetet.
Efterhånden fik man et kæmpe overskud. Ligbærerne fik dog også jævnlig lønforhøjelse. Dertil fik de diverse tillæg, som støvlepenge, sygehjælp, dyrtidstillæg m.m.
Fra sidst i trediverne begyndte indtægterne ved begravelser at gå ned. Folk så med uvilje på den store kapitalophobning. Ja man talte om, at folk satte sig i stor gæld ved begravelser.
Måtte betale for sang, som ikke var der
I gamle dage havde Latinskoledrengene, de såkaldte Peblinge besørget sangen ved begravelserne. Skønt dette for længst var ophørt, var man dog stadig forpligtet til at yde skolen en afgift, der varierede fra 4 Mark til 10 ½ Rdlr. Og det skete alt efter finheden af den ligvogn, som man benyttede. Desuden skulle man også betænke skolepedellen, der ophævede afgiften med en lille dusør.
Bedemanden var ildeset
Så var det også bedemanden, der var meget ildeset. Ved en plakat af 26. juni 1818 var det påbudt, at enhver, der benyttede en ligvogn til en takst over 1 Rdlr. skulle gøre brug af bedemandens assistance. I Fædrelandet hed det sig i en artikel:
Salæret til bedemanden alene kunne da ofte for folk med en blot lidet dannet Smag løbe op til et halvt hundrede Rdlr. Det var en aldeles urimelig afgift, da en hver med lethed kunne udføre det arbejde.
Den første gang, vi hører om bedemænd herhjemme var i 1682. Den gang blev der tilladt Magistraten at beskikke et par mænd, hvem folk kunne betjene sig af ved indbydelsen af begravelsesgæster. Den gang var det vel nærmest tjenesteydelser. Men senere udviklede bedemænd til at bestemme hele ceremonien.
Ja han holdt selv tjenere og kørte rundt i en stadskaret og indbød ligfølget. Ja det var en køretur, der blot ved en jævn begravelse kostede 9 Rdlr.
En uskik med handskepenge
Også ligbærerne fik drikkepenge, selv efter at studenterne havde nedlagt hvervet. De var dog ikke frivillige, men obligatoriske under navn af Handskepenge. Men denne uskik blev dog efter en skrivelse til Magistraten afskaffet i 1838.
En almindelig begravelse løb op i 300 Rdlr.
Jo en almindelig borgerlig begravelse kom meget let op på 300 Rdlr. Dertil kom alt gravøllet. For at undgå disse store udgifter, sluttede mange folk sig sammen i begravelsesforsikrings – selskaber. Man kaldte dem også Lig – Societeter. Disse lav og korporationer indgav efterhånden ansøgninger om selv at måtte bære deres døde til graven. Nu så Kommunitetet efterhånden deres privilegier truet. De frygtede, at deres virksomhed efterhånden måtte ende.
Magistraten ophævede privilegiet
I stedet for nu at gå ned i prisen gik de den modsatte vej. I 1840 ansøgte man Magistraten om en forhøjelse af afgifterne. Dette blev dog for meget for de kommunale autoriteter man mente, at renten af den opsamlede kapital på 100.000 Rdlr. alene kunne udrede de fornødne stipendier til Regensianerne.
Man henstillede til Borgerrepræsentationen om nedsættelse af en kommission, der skulle fratage privilegiet. Men det gik hele 11 år inden privilegiet var helt bortskaffet.
Fem nye Assistens – kirkegårde
De gamle kirkegårde, der lå op ad de 6 sognekirker, Vor Frue, Trinitatis, Hellig Geist, (Helligånds – kirken) Holmens, Nicolai og Vor Frue viste sig snart at være for små. Men det var vanskelig inde i byen, at finde plads til nye kirkegårde.
Men folk døde så hurtig, at de kirkegårdene omtrent var halvfyldte, inden man fik dem indhegnet. Det gjaldt ved Almindelig Hospitals nye kirkegård, der lå mellem Store Kongensgade og nuværende Øster Farimagsgade og også de andre nye.
I den indre by kom der fem nye Assitence Kirkegaarde. Herfra fik Nicolai Sogn de to. Den ene lå på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulckegade (Holmensgade) og blev en slags fortsættelse af den gamle Nicolai Kirkegård. Den fik først navnet Den lille Urtegaard men blev kort efter omdøbt til Den gamle Urtehave.
Jødernes kirkegård lagde man uden for byen
Ja således kom der flere kirkegårde, men fælles for dem alle, var deres uheldige beliggenhed. Man lagde dem midt imellem husene Dog ikke jødernes kirkegård. Den lagde man på Nørrebro, hvor der endnu var plads.
Affald ud på kirkegård
Man gavlvinduer og luger vendte ud til kirkegårdene. Og man kastede rask væk al slags affald og urenheder ud gennem disse åbninger. Derved kom disse kirkegårde til at ligne hele renovationslossepladser.
Ømme stævnemøder på kirkegården
Ja de unge mennesker benyttede disse kirkegårde som en slags kærlighedsstier, hvor ømme stævnemøder fandt sted. Det kunne ikke have været særlig romantisk til disse stinkende omgivelser.
Man fik efterhånden en aftale med husejerne om ikke at bruge luger og vinduer til at smide affald ud af luger og vinduer til kirkegårdene.
Drikkegilde på Nørrebros nye kirkegård
I 1760 blev den nye Assistens Kirkgård indviet på nogle grunde, der tilhørte kommunen uden for Nørreport på det såkaldte Lille Ravnsborg. Men her syntes man heller ikke have særlig respekt for de dødes sidste hvilested.
Man gjorde udflugter hertil, som om at det var en skovtur. Man havde medbragt sin brændevin og lavede gravstenene om til improviserede spise – og drikkeborde. Man fuldendte sine måltider i større eller mindre fordragelighed, alt efter mængden af de våde varer.
Kirkegården lignede en krigsskueplads
Men hvis nu mængden af disse slap op, kunne man let råde bod på dette, idet mængder af småhandlende i området solgte øl og brændevin ad libitum. Samtidig fik børnene lov til at lege og tumle mellem gravene.
Det var ikke et under, at Assistens Kirkegård særlig mandag morgen lignede en krigsskueplads.
De subsistensløse holdt sammenskudsgilder
Visse steder af kirkegården, særlig oppe ved Jagtvejen var ren idyl. Her var kun få grave, men høje buskadser. Her kunne man i fred og ro ligge og nyde sommersolen. Men også disse steder blev efterhånden annekteret af subsistensløse eksistenser. Her havde de indrettet varige sommerresidenser. Her hold de alle uvedkommende bort ofte med vold.
Godt nok blev alt dette forbudt omkring 1805. Men endnu 40 – 50 år senere kunne man ganske ofte herude træffe løsgængere, som havde opbygget hele hytter af sammenbundne grene. Ja her holdt de om aftenen sammenskudsgilder med alt, hvad de i løbet af dagen havde skrabet og tigget sammen.
Denne nye kirkegård var nu blevet indviet, derfor begyndte man nu at udleje eller bortsælge de gamle pestkirkegårde.
Snart måtte man udvide
Og snart viste den nye Assistens Kirkegård også at være for lille. Uviljen mod at lade sin afdøde begrave herude forsvandt hurtig. En af byens matadorer, tobaksfabrikant Augustinus havde nemlig valgt at lade sig begrave herude.
Kloge ord af Dr. Jens Bang
Nu blev det ene lig efter det andet begravet herude. Jævnlig måtte kirkegården udvides og omlægges. Allerede i 1803 talte den berømte læge og arkitekt Dr. Jens Bang for en omlægning:
Tankerne vakte genklang
Disse tanker vakte genklang hos den øvrige Magistrat. Men pengevanskeligheder forhindrede dog denne udførsel.
Men ved anlæggelse af Vestre Kirkegård tog man hensyn til disse tanker. Men ak, dengang var de ublu takster stadig ikke udryddet.
Kilde: M. Vogelius: Nye Krøniker fra det gamle København plus en masse andet Københavner – litteratur (Vi arbejder på en oversigt)
Hvis du vil vide mere: Læs her på siden:
.
Juli 2, 2016
Færge fra Ballum til Rømø
Matros Gram gjorde en heltegerning om bord på Christian den Fjerdes flagskib. Kongen opfyldte et særpræget ønske. Dette bevirkede jobbet som færgemand til samme familie i 275 år. Befolkningen klagede til kongen over dårlige transportmuligheder. Pastor Jacobsen oprettede alternativ rute. Men det kneb for det lille dampskib. Der blev oprettet en anløbsbro på hele 230 meter. En tur over isen kunne være livsfarlig. Vi kigger også på en skinnevej på Rømø
En heltegerning
En læser spurgte forleden, hvornår færgeforbindelsen fra Ballum til Rømø startede. Det kan nok være lidt svært at finde ud af. Men en gammel anekdote fortæller, at det startede på Christian den Fjerde’ s tid.
Under slaget på Kolberger Heide den 1. juli 1644 deltog en matros fra Ballum. Han hed Gram og var på kongens flagskib Trefoldighed. Som vi alle ved, blev kongen ramt og styrtede om på dækket. Det var ved den lejlighed Christian den Fjerde mistede det ene øje.
Folkene om bord troede at kongen var døde og ville trække sig fra slaget. Matros Gram fik ordre til at stryge flaget. Men han mente ikke, at det var det rigtige at gøre. Så med vilje kludrede han i det. Flaget kom ikke ned. Kampen fortsatte, og danskerne vandt.
Et særpræget ønske
Efter slaget forlangte kongen at tale med den tapre matros. Han spurgte, om han kunne gøre matrosen en tjeneste.
Gram bad kongen, om at han og hans efterkommere til evig tid måtte have eneret på færgefarten fra Ballum til Rømø.
Christian den Fjerde opfyldte de særprægede ønske. Gram vende hjem efter krigen til Vadehavskysten for at drive færgeriet. Det løftebrev som kongen gav eksisterede helt til begyndelsen af det 20. århundrede.
Myte eller fakta
Er dette så en myte eller fakta? Ja man ved, at der i Det Danske Kancelli findes en skrivelse, der henviser til en ansøgning om en kongelig godkendelse af en bestalling, som Grev Schack på Schackenborg den 28. juni 1786 har meddelt Peder Nielsen Gram på at være færgemand mellem Ballum og Rømø.
Schackenborg skulle udskrive næringsbrev
Da Bådsbøl – Ballum, hvorfra færgen udgik i retslig henseende lå under grevskabet Schackenborg, var det greverne Schack, som fornyede de enkelte færgemænds næringsbrev.
Men nu kan færgefarten sikkert føres tilbage til 1640erne. Vi har bare ikke kunnet finde beviser for det. Nu var det dog ikke en særlig hyppig forbindelse.
Befolkningen klagede
Da Frederik den Sjette således i sin rundrejse til Vadehavsøerne i 1832 kom til Rømø klagede de lokale beboere over de dårlige trafikforhold. I 1836 lod kongen regeringen udarbejde regler for hyppigere forbindelser når vejr og vind tillader det.
Meget praktisk blev der udarbejdet en taksttabel, så folk altid vidste, hvad
Taksttabel
Tabellen gør grundig rede for næsten enhver art af last, som overhovedet kunne tænkes at forekomme. Der nævnes dog ikke i færgebevillingen noget om, hvem der drev færgeriet.
I samme familie i 275 år
Den 25. juni 1860 godkender Frederik den Syvende, at der
Senere var det dennes svigersøn, Frederik Lausten, der overtog færgeriet. Herfra gik bevillingen videre til dennes svigersøn Christian Jefsen, der solgte færgeriet i 1909 for 15.000 mark. Da havde Ballum – Rømø – forbindelsen været i samme families eje i 275 år, hvis vi helt kan stole på begyndelsen af historien.
Efter at en konsortium på Rømø i nogle år med stigende tab havde drevet ruten, overgik den i 1919 til H. Clausen og senere igen til Laurits Nielsen, som drev ruten fra 1923 til dæmningen blev åbnet i 1948.
Pastor Jacobsen oprettede ny forbindelse
Grevskabet Schackenborg have bevillingsretten til færgeriet til 1853, da postvæsnet tog ansvaret. I 1865 fornyede det prøjsiske den gældende kontrakt uden ændringer. Efter 1920 var det igen det danske postvæsen, der havde ansvaret.
Men der var nu også andre ruter til Rømø. I 1899 oprettede den kendte pastor Jacobsen, som også stod bag det badested, som vi tidligere har omtalt i en artikel. Denne færgerute gik fra Skærbæk Brohoved til Kongsmark.
Det kneb for det lille dampskib
Med et lille dampskib, der blev døbt Rømø sejlede man gennem Brede å’ s gamle udløb og over det flade vand til øen. Denne rute overtog i nogle år postbefordringen. Men sejladsen blev besværliggjort ved, at der ofte var for lidt vand, så dampskibet ikke kunne sejle ind til Brohovedet. Derfor måtte passagerer og post af og til dirigeres over den gamle rute fra Ballum.
Ruten fra Skærbæk Brohoved bestod til 1907, da den blev nedlagt. Den gamle færgerute fik postbefordringen tilbage.
En anløbsbro på 230 meter
Nogle år efter Genforeningen blev ruten lagt om. Nu gik den ikke længere fra Bådsbøl Ballum til Havneby, men fra Ballum Sluse til Kongsmark, hvor man benyttede pastor Jacobsens anlægsbro.
Denne anlægsbro var på hele 230 meter.
Men vi skal da også lige huske, at omkring år 1900 drev pastor Jacobsens selskab en sommerrute mellem Havneby og List.
Højer – List – Havneby
I årene 1915 – 1918 var der en dampskibsrute mellem Højer, List og Havneby. Efter at statshavnen blev indviet i Havneby i 1964 kom der igen fast færgeforbindelse mellem Rømø og Sild.
Den eneste forbindelse til øen under krigen var pr. skib fra Højer Sluse
Beskrivelse af en færgetur
Dukker vi ned i Rømø – litteraturen kan vi få en beskrivelse af sådan en færgetur af den gamle postkasserer Hans Carl:
Hestene var vant til turen, så de gik roligt fremad, selv om vandet nåede dem til bugen. Var det blæsevejr, kunne vandet godt sprøjte ind over vognen, og det var derfor langt fra altid, man slap tørskoet fra turen. Når vognen var kommet langt nok ud – som regel ca. 1 km – og var kørt op på siden af den opankrede færgebåd fandt den til tider ret vanskelige omstigning af personer og omladning af gods sted.
Efter at udvekslingen af personer, gods og post var tilendebragt, og havde fået hilst på bekendte, som skulle den modsatte vej, returnerede vognen til Ballum.
Sejlene blev sat, ankeret hevet om bord, og sejladsen til Rømø kunne påbegyndes. Overfartstiden afhang af strøm – og vindforhold. Ankommet til Havneby blev der kastet anker.
Passagererne blev her afhentet med en lignende vogn, som anvendtes ved Ballum, dog af noget mindre format. Og forspændt den gamle ”Lise”, et sindigt og roligt dyr, som havde gjort turen adskillige gange og var kendt med forholdene.
Selv om færgefarten mellem Rømø og fastlandet under nogenlunde gunstige vind og vandforhold mildest talt var uhensigtsmæssig og langtfra tidssvarende, var den dog intet at regne sammenlignet med istransporterne, der ved vintertide opretholdt forbindelsen mellem øen og fastlandet.
Om vinteren, når isen dækkede vandet eller drev frem og tilbage i Vadehavet satte man ind med istransporten. Når der øjnedes en revne i isen, blev isbåden af et par mand skubbet ud over den faste kystis og ankommet til åbent vand roet ud i retning af fastlandet.
Det hændte dog også at isjollen ved hjælp af hager og stager måtte manøvreres frem mellem de drivende isflager, en skrap omgang, der krævede sin mand fuldt ud.
Ankommet til den faste kystis på fastlandssiden blev passagererne overladt til sig selv.
Der måtte de klare den på bedste måde, og selv om de havde været så fornuftige at medbringe lange støvler, kom de alligevel i mangfoldige tilfælde til at stifte bekendtskab med det salte havvand.
Farlige ture
Sådanne vinterture kunne godt være langvarige, kolde og farlige. Strømmen og tidevandet kunne drive båden ud i Listerdyb, hvor man så kunne blive liggende til vandet vendte og båden igen kunne komme ind gennem dybet og nå frem til Havneby.
En tur over isen
I vinteren 1916 ville et pat mænd hjem til Rømø for at fejre jul. Den ordinære rute var aflyst grundet isdannelser i farvandet. Men de vandrede så ud på isen sammen med dem, der havde ansvar for postforsendelsen. De kom velbeholden op i isjollen.
Men nu tog ebbestrømmen fat. Store ismasser pressede nu båden ud i Listerdyb. De blev til sidst presset ind mod Rømø’ s kyst i nærheden af Havneby, hvor de ombordværende gik i land. Turen havde taget ca. et døgn uden varm, uden mad og uden drikke.
I Sprogforeningens Almanak 1970 fortælles om en episode fra 1903, hvor 20 mand samledes en tidlig vintermorgen 1903. Der var sat en del kaffepunche til livs, men pludselig meddelte skipperen, at båden ikke kunne sejle.
Jeg er skide fuld
Man delte sig op i grupper og ville gå over isen. Men det var nu meget risikofuldt. En Dr. Moritz, der har skrevet en bog om Rømø fulgtes med en ung pige. Efter 4 – 5 timer var de nået Bådsbøl men var drattet ned i isen.
Sammensunken på en isblok fandt man en sammensunken dame på en isblok:
Heldigvis havde denne Dr. Moritz taget en flaske cognac med, og det blev deres redning.
En skinnevej
En anden form for kollektiv transport på Rømø har man for længst glemt. Og det er jernbanedriften. Det var Pastor Jacobsens Badekonsortie, der i 1897 – 1898 der anlagde denne skinnevej. Den udgik fra Kongsmark Færgekro. Med denne skulle de rejsende køre det sidste mil til selve badeparadisset. Ja strækningen er ikke mere end 4 kilometer.
Der var store planer med damplokomotiver. Men sandet kunne ikke bære maskinerne. Så man måtte nøjes med en enkelt Lise eller to.
En motoriseret skinnecykel
Men nu var der også en motoriseret maskine på banen, idet en bager bragte morgenbrød til badehotellet, og han brugte en motoriseret skinnecykel.
Transport med vind
Ja uden for badesæsonen blev banen brugt på en anden måde. Man brugte vinden som drivmiddel. Køres med sejl blev legalt. Men man måtte dog stage sig frem den ene vej. Og så var den legale tophastighed sat til 15 kilometer i timen. Men det så man dog lidt stort på.
Banens sidste driftsår var 1940. Sporene blev taget op i 1941 og solgt til brunkålslejrene i Brande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:
Juni 30, 2016
Død eller Skindød
Vi kunne betale os for at få hæder i døden. Bare vi havde penge nok. Nogle mente, at vi skulle have mere betryggende kontrol lig eftersyn. Det skulle gå mindst tre dage, inden begravelse måtte foretages. Der var uenighed blandt de lærde omkring dødens indtræffende. Et institut med ligceller skulle indrettes på Gammelholm. Eller hvad med et begravelsesinstitut på loftet af Trinitatis Kirke? Her kunne fattige betale 2 R.d.l. Mens rige skulle betale 10 R.d.l. Men så fik de også overvågning, ringklokke og et spejl, hvis nu de havde trukket luften.
Vi kunne betale os fra det
Hvis du er en flittig læser af vores artikler, har du læst historier fra Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor blandt andet H.C. Andersen var bange for at dø skinddød. Du vil også i denne artikel lige som i tidligere kunne se, at i døden er vi ikke alle lige. Vi kan betale os fra det.
Man fordybede sig i det okkulte
Gennem tiden fik folk forkærlighed for det mystiske. Man fordybede sig i det okkulte. Og måske var der en rest fra gammel overtro og spøgelsesfrygt. Måske har I læst vores spøgelseshistorier fra Assistens Kirkegård.
De lærde gad ikke at beskæftige sig med disse underlige historier, hed det sig og dog? Det var altid en hvis nysgerrighed.
Fra Oldtiden og Middelalderen kender vi historier om folk, der pludselig vågner under begravelsen og lignende.
Betryggende kontrol ved legale ligsyn
Den danske anatom Jacob Windslev har gjort sig store anstrengelser for at få indført mere betryggende kontrol ved legale ligsyn. Han fortæller i en afhandling, hvorledes han selv to gange har været skindød.
Den kendte gejstlige C. Bastholm opfordrede københavnerne til at forlange oprettelsen af en offentlig institution, der kunne garantere mod faren for at blive levende begravet. Og hans ord blev meget aktuelle, da der kort efter opstod rygter efter at en ung frue af den Bodenhoffske slægt blev begravet på Assistens Kirkegården (Læs artiklen: Da Gertrud rejste sig fra kisten).
Der skulle gå mindst tre dage
Nu dukkede pludselig den ene efter den anden historie frem. Nu måtte der gøres noget fra autoriteternes side. En resolution blev udsendt, og den sagde, at der skulle gå mindst tre dage efter døden, før at en begravelse måtte finde sted.
Intet lig måtte ”jordes” før tegn havde vist sig
Men særlig betryggende var denne foranstaltning nu ikke. Det hændte nemlig ofte, at liget samme aften, at døden var indtrådt, blev ført til kapellet. Her var liget lagt i en kiste og låget påskruet.
Endnu en resolution blev udsendt. Denne sagde, at intet lig måtte jordes før der havde vist sig utvivlsomme tegn på døden. Det kunne være forrådnelsesplatter. Først på det tidspunkt måtte låget skrues på.
Det kunne ligne en krampetilstand
Man skulle nu tro, at den hellige grav var vel forvaret. Men angrebene ophørte ikke. De kom nu oven i købet fra de lærdes side.
Den medicinske professor A.G. Sommer udsendte således i slutningen af Frederik den Sjette’ s tid en afhandling, hvori han som det eneste ubedragelige kendetegn ved livets ophør anfører dødsstivheden. Men symptomerne kunne nu også godt ligne en krampetilstand og så var man nærmest lige vidt.
Hovedet blev testamenteret til videnskaben
Stor opsigt vakte det, da professor Sibbern benægtede, at der i virkeligheden var ganske pålidelige tegn på dødens indtrædelse, hvorefter han for at være på den sikre side testamenterede sit hoved til videnskaben.
Institut med ligceller
Så var det godt, at bedemand Schou fremkom med et epokegørende projekt om indrettelse af en stor almindelig Begravelsesanstalt, hvis fornemste opgave var at skulle bevogte de døde, indtil de viste usvigelige tegn på døden.
Denne anstalt skulle ligge i en særlig bygning til hvilken Schou mente, at pladsen foran Holmens Kirke ville være passende. Det var der, hvor Gammelholms Vagthus havde ligget. Den skulle bestå af en del Ligceller, foruden nogle værelser til det vagthavende personale.
For en forholdsvis ringe afgift skulle da enhver familie kunne få sine døde indlagte, og når tiden var omme ville begravelsen foregå direkte derfra.
Pludselig døde bedemanden
Aktieanstalten skulle startes som et aktieforetagende med en kapital på cirka 65.000 Rdlr, fordelt i aktier på 25 Rdlr. Udbyttet skulle være 6 pct. Initiativet mødte på en velvillig indstilling alle steder fra. Og den 9. januar 1843 modtog Schou da en kongelig bevilling på opførelsen af en Begravelsesanstalt.
Da de sidste korrektioner var foretaget i april 1846 døde Schou pludselig og ingen arvetagere meldte sig.
Begravelsesanstalt på kirkens loft
Sagen var nu i bero i cirka 20 år, da kaptajn, graver E. Borgen ved Trinitatis Kirke allerede rejste spørgsmålet i 1867 og foreslog at benytte de ved Universitetsbibliotekets ledigblevne lokaler på kirkens loft til indrettelse af en Begravelsesanstalt i noget lignede samme indretning som Schou’ s ide, dog med en anden begrundelse.
Nu hed det sig i en skrivelse at ofte i mindre bemidlede hjem, forbliver et lig ofte mere end et døgn i samme værelse. Her måtte familiemedlemmer ofte opholde sig, spise, arbejde eller sove. Derpå blev liget bragt til et kapel, og her blev kisten atter åbnet, for at klæde den afdøde med ligtøj, blomster og pynt. Slægtninge kom flere gange daglig for at se til den døde. På selve begravelsesdagen er det svært at lade kisten være tillukket, så forsinkelser opstår.
I et institut kunne lægen i fred og ro komme og udstede dødsattest, og slægtninge skal følge den uskik i at komme flere gange om dagen at komme vandrende ind i kapellet, ja sådan mente kaptajn Schou.
Klasseforskelle – det handler om penge
Disse ligceller skulle deles i to slags. Den første klasse var beregnet for fattige lig, som lægen fordrede øjeblikkelig fjernet fra hjemmet.
Betalingen for opbevaringen var her 2 Rdlr. Dertil kom et lignende beløb for transporten. Dertil kom de sædvanlige dyre begravelsesomkostninger som fattigfolk i forvejen havde ondt ved at klare.
Klokkeapparat og spejl
Den anden klasse af ligceller kostede 10 Rdlr. Men så var ligene også knyttet til sikkerhedsapparater, der kunne lede til opdagelse af skinddød, for eksempel ved montering af et klokkeapparat til den pågældendes finger.
Der skulle anbringes et spejl, så man eventuelt kunne påviseåndedrag hos en eventuel skindød og lignende. Den vagthavende skulle kunne ile til hjælp indtil lægen ankom.
Planen blev dog ikke til virkelighed, da alene tanken om på et kirkeloft at anlægge et ligkapel med ringeapparater til de dødes afbenyttelse måtte forekomme uhyggelig og grotesk.
Man kan jo også sige, at man gav hovedstadens læger et mistillidsvotum.
Nu skulle der skrives en attest
Men sagen vagte opmærksomhed i Kulturministeriet. For nu blev det sådan fremover, at et lig ikke måtte modtages i kapellerne, forinden en autoriseret læge havde udstedt en attest for, at der havde vist sig utvivlsomme tegn på dødens indtrædelse.
Frygten for skinddød har ikke fortabt sig
Frygten for skinddød har dog aldrig tabt sig helt. Således er der mange, der har testamenteret, at deres pulsårer skal skæres over ved dødens indtrædelse. Således har vi også en artikel fra Højer (Se artiklen: Den mærkelige læge fra Højer), hvor en læge ønsker det samme.
Måske er denne overtro eller fordom årsag til, at ligbrænding dengang fik så stor succes.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
Juni 29, 2016
De tyske flygtninge på Nørrebro
De tyske flygtninge måtte ikke kontakte lokalbefolkningen. Frit Danmark kaldte dem for ”Parasitter”, og mente, at ingen hjælp skulle ydes hverken flygtninge eller sårede tyske soldater. Handelsministeriet indførte også et forbud mod salg af mad til flygtningene. Forholdene var kaotiske. Lig blev ikke fjernet. Der var ingen lægemidler, og der diskuteres endnu, om der blev givet nok lægehjælp. Vi kigger på forholdene i Folkets Hus, Jagtvejens Skole, Sjællandsgades Skole, Stevnsgades Skole og andre steder. Nørrebro – borgerne hånede i læserbreve, de tyske flygtninge. Da 60 præster forsøgte at forsvare de tyske flygtninge blev de mødt af det modsvar, at der er forskel på Kristendom og øllebrødsbarmhjertighed.
Forbud mod at kontakte lokalbefolkningen
Vi har her på siden beskæftiget os en del med tyske flygtninge. Vi har kigget på, hvordan de blev behandlet af os. Og her er det jo vidt forskellige opfattelser. Lægerne ønskede garanti for, at danskere slap ud af KZ – lejrene, inden de tyske flygtninge fik lægehjælp.
Temmelig mange tyske flygtninge døde under dansk internering. Men det skyldes deres dårlige forfatning, lyder det fra dansk side.
Medierne var i høj grad med til at sprede den dårlige stemning om de tyske flygtninge. Og disse havde forbud mod at kontakte lokalbefolkningen.
Aldrig frivillig hjælp til tyske flygtninge
Indtrykket er, at de tyske flygtninge fik en bedre behandling i Sønderjylland. Her gjorde Det Tyske Mindretal et stort arbejde for at pleje flygtningene. Og hos mange fra Det Tyske Mindretal var flygtningene privat indkvarteret.
I april 1945 kunne man i Frit Danmark under overskriften Parasitterne læse at enhver hjælp til tyske flygtninge og sårede tyske soldater kun skal ydes under direkte tvang og aldrig med frivillig medvirken.
Møder mange tyske efterladte
Vi møder stadig en masse tyskere rundt på arkiverne, der sørger efter deres efterladte. Og det er ikke altid lige let at finde frem til de rette. Og så har de efterladte fortalt ret så dramatiske historier. Det er selvfølgelig historier, som vi forfølger. Men selvfølgelige skal vi have noget konkret at gå ud fra.
En ny bog giver os endnu mere
I en forholdsvis ny og pragtfuld bog af Garbi Schmidt: Nørrebros Indvandringshistorie 1885 – 2010 fokuserer en af kapitlerne netop på de tyske flygtninge. Nu var Nørrebro slet ikke ukendt med indvandrere. Man skulle så tro, at befolkningen var mere tolerant. Men det var nu langt fra tilfældet.
Vi har i denne artikel kigget på dele af afsnittet Undtagelsestilstand: Indvandrere på Nørrebro 1935 – 1947.
Garbi Schmidt har kigget på masser af erindringer, ugeblade, lokale aviser, almindelige dagblade og meget mere. De lokale brød sig ikke meget om de tyske flygtninge.
Forbundet med nazisme
Besættelsestiden, særlig de sidste to år havde gjort stort indtryk på Nørrebro – borgerne. Og det skulle de tyske flygtninge undgælde for.
Vi har tidligere anmeldt Nørrebros Indvandringshistorie og i slutningen af artiklen henviser vi til relevante artikler på vores hjemmeside.
Flygtningene blev af danskerne forbundet med nazisme, krig og besættelse. Og de kom mange på en gang. Mellem den 11. februar og 5. maj 1945 ankom ca. 250.000 flygtninge til Danmark. Men også et stort antal sårede tyske soldater kom hertil. Ja man mente, at der kom cirka 50.000 sårede soldater hertil.
59 skoler beslaglagt
Flygtningene startede med at blive indkvarteret på kaserner, som tyskerne havde overtaget, men snart måtte der skaffes flere indkvarteringsmuligheder. Omkring maj 1945 opholdt der sig 90.000 flygtninge i København. Frem til befrielsen blev 59 af Københavns 70 skoler beslaglagt.
Det var nu ikke alle skoler, der blev brugt til tyske flygtninge. Nogle af skolerne blev brugt til lazaretter. Og efter besættelsen blev nogle også brugt til frihedskæmpere, politi og soldater fra Den Danske Brigade. En enkelt skole blev brugt som interneringslejr for allierede soldater.
Forholdene var kaotiske
Forholdene var kaotiske. De danske myndigheder afslog før befrielsen at tage sig af flygtningene. Særlig på det sanitære område var det frygtelig.
Fra de allieredes side havde man heller ikke begreb om størrelsens omfang. Således mente den engelske general Dewing, at alle de tyske flygtninge bare kunne indkvarteres i Oksbøl – lejren.
Borttransport af lig standsede i dagene efter kapitulationen. Og snart var der mangel på allernødvendigste hjælpemidler og forbindingsstoffer.
Det kneb med undervisningslokaler på Nørrebro
Det kneb med at få undervisningslokaler nok til børnene. På Rådmandsgades Skole opsøgte personalet både Kingos Kirken, NORA Bio, KFUM og frokoststuen på en lokal hesteskosfabrik for at få lokaler nok.
En tidligere medarbejder fra Jagtvejens Skole har i en beretning fortalt om, hvordan de fordelte børnene til 4 – 5 forskellige institutioner, Anna – Kirken, Havremarkens Skole, et asyl, et privathjem og Frelsens Hærs lokaler i Gartnergade.
Under disse forhold tog skulkerierne og forsømmelserne til. Gang på gang måtte man sende børnene hjem, fordi de lokaler, som man havde fundet, skulle bruges til andre formål.
Flygtningene skulle ikke have noget
Der er eksempler på Nørrebro, hvor skolen efter at den blev forladt af elever, blev tømt for alt nagelfast. Alle gardiner blev simpelthen skrællet. Man havde hørt, at der kom nogle fra Østpreussen. Og de tyskere skulle sandelig ikke have noget. Men de lignede nu ikke et herrefolk, da de ankom. De unge mennesker på Nørrebro lokkede pengesedler ud af de tyske flygtninge mod lovning mod, at de ville hente Wienerbrot til dem. Men det fik flygtningene aldrig. De unge mennesker følte, at de nu havde gjort deres bidrag til Frihedskampen. Men det var bare ærgerligt, at tyskernes pengesedler var komplet værdiløse.
Vil De modtage min private kapitulation
På Hillerødgades Skole var 1.000 kvinder med småbørn installeret. Nogle var ganske spæde. Maden fik de fra Folkekøkkenet. Senere blev der sat en stor kedel i gården. Og det var altid sammenkogte retter.
Da flygtningene skulle flyttes ud på Kløvermarken, blev der banket på hos skolebetjenten. En af de mandelige flygtninge kom med tårerne trillede ned af kinderne og bankede på døren:
Dermed lagde han sin hemmeligholdte revolver på bordet.
Børnene fik at vide, at tyskerne var grimme
Børnene havde af deres forældre fået at vide, at tyskere var slemme og grimme folk. Men de var nysgerrige, og gloede tit på de mange børn og kvinder i skolegården på Sjællandsgades Skole. Og det var langt fra alle tyske piger, der var grimme. Mange var mørkhårede og lidt eksotisk af udseende.
Men børnene havde også fået at vide, at de havde lus. Så var det dem i den danske befolkning, som mente, at de tyske flygtninge ledte i bar overflod. Men de fleste var dog af den overbevisning, at de tyske flygtninge levede i skidt og møg og det i sig selv var en sundhedsfare.
519 stuvet sammen i Folkets Hus
I 1945 skrev Politiken om forholdene i lejren i Folkets Hus på Jagtvejen:
I maj 1945 var der i Folkets Hus stuvet 519 flygtninge sammen.
Vi vil ikke rage i Nazi – lort
I foråret 1946 indsamlede daværende gymnastiklærer H.P. Langkilde en del beretninger om tyskerne på Nørrebro. En af disse var om forholdene på Stevnsgades Skole.
Her var til at begynde med 400, mest kvinder og børn og ganske få ældre mænd. Adskillige småbørn blev født her. Mødrene måtte tørre de små numser med halm. Potterne blev hældt ud i WC’ erne i gården. Disse blev snart tilstoppet, og det flød med uhumskheder. Og de danske håndværkere ville ikke reparere det:
”Das wissen wir Hrr. Director”
På Stevnsgades Skole fik de dog et nogenlunde tåleligt forhold til de tyske flygtninge og hjalp dem med at få oplysninger over deres poder som lå på lazarettet. I slutningen af august 1945 forlod flygtningene, skolen og inspektør Boolsen gav en afskedssalut:
De græd og sagde:
Forfærdelige forhold på Jagtvejens Skole
Men det var langt fra alle steder, der var så godt et forhold. På Jagtvejens Skole var cirka 500 tyske flygtninge forsamlede. Her var de fra april 1945 til april 1946. Lærere fortæller med foragt i stemmen om forholdene.
Her var en hær af lasede, pjaltede og snavsede mennesker. Lugten af den væske, der blev brugt til aflusning, gennemtrængte bygningen. Kloarkerne blev tilstoppet gang på gang. Ofte var det uudholdeligt for skolens danske beboere.
Larm var det hele tiden, støj, barneskrig, børneskrål, skænderier.
Flygtningene skal ikke bruge vore kirker
I læserbreve i det lokale Nørrebro Folkeblad får de lokale beboere i den grad udbredt deres utilfredshed. Således mener man ikke, at de lusebefængte tyskere skal bruge vores kirker. Præsterne skal heller ikke fraternisere med tyske flygtninge.
Præsten fra Simeons Kirke, Henry Rasmussen svarede igen, og fortalte, at det drejede sig om en konfirmation, og at der var en tysk præst til stede.
Handelsministeriet forbød salg af madvare
Andre mente igen, at de fik en al for god forplejning, og ar vi var alt for blødsødne over for det tyske herrefolk. Men Handelsministeriet havde den 7. maj 1945 udsendt et dekret om, at ingen måtte sælge varer (herunder mad) til tyske civile flygtninge.
Man diskuterer endnu om der blev givet nok lægehjælp
Og endnu diskutere historikerne, om der blev tilbudt nok lægehjælp til flygtningene. Man er endnu ikke enige i, hvor mange flygtninge, der døde af underernæring. Mellem den 1. januar 1945 og 31. januar 1946 døde 13.174 tyske flygtninge i dansk varetægt.
Kristendom og øllebrødsbarmhjertighed
Den 24. juni 1945 opfordrede 60 præster i folkekirken i en opfordring i Berlingske og Politiken, at man undlod at tale om karaktermæssigt laverestående mennesker. Tyskerne levede hverken uhumsk eller overdådigt hed det i opfordringen.
Et svar forekom dagen efter i Information. Her hed det sig, at
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 235 artikler fra Det Gamle Nørrebro
www.dengang.dk indeholder 163 artikler fra Besættelsestiden og 2. verdenskrig
Juni 27, 2016
Søfartshistorier fra Aabenraa
Der var mange store kaptajner i Aabenraa. For mange var det et risikofyldt job. De var ude i al slags vejr. Mange led skibbrud. Og mange steder var der også pirater og røvere. Men i næsten alle havne mødte man bekendte. Heldigvis er det også lykkedes at skrive en masse erindringer ned. Særlig i 1920erne gjorde man meget for at få fastholdt Aabenraa’ s storhedstid. I byen var der et væld af skibsværfter.
Købmanden mistede alle sine skibe
Christoffer Conrad Fischer (1736 – 1810) sejlede hos en af de store købmænd i Aabenraa, Cornelius Cornelsen. Men ak, efter englandskrigen var det mange der led i Aabenraa.
Sådan gik det også for Cornelsen. Han mistede alle sine skibe. Og kaldte alle sine kreditorer til. Han fremviste sit guldur og spurgte om det kunne række. Også fra sin bolig i Storegade måtte han flytte. Når han fremover gik ture på gaden, gik han aldrig forbi sit tidligere hus.
Slået ned på prøvetur
Men denne Christoffer var et hidsigt gemyt. Således melder historien, at han slog sine medredere ned på en prøvetur.
Christoffer fik seks børn med den første kone og tre med den anden kone. Men også han oplevede skibrud. I ni dage lå de på en øde ø, og det var faktisk Elba.
Hele 70 – 80 skibe på redning
De kaptajner, der boede i Slotsgade førte skibsmateriel op af åen. Hele 70 – 80 skibe lå på reden dengang.
Vi har efterhånden gengivet en del søfartshistorier fra Aabenraa. Og vi har da også før kigget på den berømte Fischer – familie.
Erindringer blev nedskrevet
I 1920erne blev Aabenraa – borgere opfordret til at skrive deres erindringer ned. Man ville godt bevare erindringerne af Aabenraa’ s storhedstid. Det var netop Kaptajn Fischer, der slog til lyd for, at de folk, der havde oplevet søfarten skulle skrive det ned.
Dette resulterede også i, at Kaptajn Hans Schlaikier og amtslæge Mads Michelsen fik udgivet Aabenraa Søfarts Historie (1929). C.C. Fischer bakkede alle de historiske ting op til sin død i 1933.
Spændende beretninger
Ligesom Hans Bruhns erindringer indeholder også Fischers erindringer:
Familien Bruhn’ s erindringer
Hans Bruhn skriver om 1860erne og beskæftiger sig primært med sejladsen på Sydamerika. Vi kigger tilbage på Jørgen Bruhn’ s tid efter Englandskrigen i 1820erne. I 1840erne sejlede de første Aabenraa – skibe til Østen. Flere skibe sejlede til østen uden at vende hjem igen.
Den mest dansksindede
Den mest dansksindede var vel nok Frederik Fischer. Denne har vi også beskrevet på vores side. Da han blot var ni måneder gammel, blev han ramt af børnelammelse. Han kunne derfor ikke følge familietraditionen og gå til søs. I stedet kom han i urmagerlære.
I 1830 kunne han nedsætte sig som mester. Men lige så meget interesserede naturvidenskab og samfundsforhold sig ham.
Freja
Den 20. august 1839 fik Frederik Fischer privilegium at han måtte påbegynde udgivelsen af ugebladet Apenrader Wochenblatt. Oprindeligt var det hans plan, at det skulle være tosproget, men snart skiftede han opfattelse, at bladet udelukkende skulle være på dansk.
Fra 1849 hed bladet Freja. Og det blev fjenderne ikke mindre af. Jo det var danskernes vigtigste talerør i Nordslesvig. Den 4. juni 1871 døde Frederik Fischer.
Men inden da, var onkel Frederik blevet udvist under treårskrigen til Barsø.
Frederiksklubben
Christoffer Conrad Fischer var den 11. december 1848 sammen med Frederik Fischer blandt stifterne af Frederiksklubben. Som havnefoged tog Christoffer Conrad Fischer haveflaget ned, inden prøjserne kom. Dette flag befinder sig nu i museet.
Omkring 1856 blev Nyvej anlagt. Indtil da, havde det kun været Skibbrogade, der gik ned til havnen. Midt i 1850erne var den første dæmning også lagt over til Lindnakke
Masser af skibsværfter
Der var masser af skibsværfter dengang i Aabenraa:
Det største værft lå ude på Kalø
Men byens største reder og bygmester var dog stadig Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede her i 50’erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere havde han bygget Calcutta, men den forliste ved Læsø. Master m.m. blev brugt til Cimber.
Jørgen Bruhn ejede også Nymølle, Knappen, Teglgården på Lindsnakke, Vejrmøllen og flere huse i byen.
Hele byen var efterhånden afhængige af skibsfarten.
Man bevægede sig ud i verden
Først rejste de kun til Middelhavet, senere gik turen videre ud til Brasilien, Østasien, Kina og Japan. I begyndelsen var der ikke ret mange havne, der var åbne i Japan. Når man læser de oplevelser, som søfolkene har oplevet i det fjerne, ja så er det mere spændende end en kriminalroman.
Man så kendte Aabenraa – kaptajner i fremmede havne
Og overalt i de fremmede havne optrådte danske skippere ofte fra Aabenraa. Det var også i 1860, hvor Suez – kanalen åbnede. Da C.C. Fischer endelig kom hjem fra det fremmede, fik han det sidste skib, som skibsbygger Skifter Andersen byggede. Det hed Charlotte Christine.
Sendte konen hjem med tre børn
Også en tredje gang sejlede Fischer i 1870 ud mod øst. Han blev derude en del år, og blev også gift derude. Det var farligt om natten, for kineserne dengang stjal som ravne. Ja de kunne også finde på at stjæle hele skibet for så at brænde det af.
I 1877 sejlede konen hjem nu med tre småpiger. Atter engang havnede Fischer i skibrud. Halvdelen af mandskabet gik ned med forskibet. Men vores hovedperson klarede også lige en japansk kaptajnseksamen.
Badeanstalt og så ikke til søs igen
Jo, Fischer var meget imponeret af japanerne. Han fortalte også, at de selv førte deres skibe til Europa. Selv om de var krigere, var de også dygtige fiskere og bådfolk. Efter fem år ville Fischer vende vejen hjemad. Og hans kone mente så, at han skulle føre dampvaskeri og en badeanstalt og ikke tage til søs igen.
Danskerne stemte på ham
I 1882 var der borgmestervalg. Der var opstillet tre kandidater. Men tyskerne regnede slet ikke med Vreden. Men nu så det ud som om, at alle danskere havde stemt på ham. Så måtte man gå ud fra, at han betalte tilbage.
12 år efter skulle Vreden igen vælges, og igen stemte danskerne på ham, og han blev valgt.
Folkehjem blev købt
Køllerpolitikken forbød værter at leje lokaler ud til dansksindede. Og dette gav også værten på Schweitzerhalle i Aabenraa problemer. De dansksindede tilbød så 30.000 mark for herlighederne, men det skulle holdes hemmeligt. Betingelsen var at værten med det samme skulle gå hen til sin advokat og få aftalen underskrevet. Det var ikke noget gå hjem og rådføre sig med konen. Og så blev Folkehjem til de dansksindede.
Men borgmesteren ville ikke tillade servering af spiritus. Men man var nu ikke tabt helt bag vognen så fandt man bare på andre kreative ideer.
Da man skulle have tilladelse til at afholde bal i Frederiksklubben inviterede man selvfølgelig borgmesteren, og så fik man tilladelsen. Kort tid efter oprettede man også Selskabelig Forening.
Frimenighedskirken var Fischer også med til at bygge. Under byggeprocessen forsøgte myndighederne hele tiden at spænde ben.
Udvisningen blev ophævet
I 1902 skulle C.C. Fischer også udvises. Men udvisningen blev der ophævet af overlandretten.
Ridderkorset
I 1929 fyldte C.C. Fischer 85 år. Han var efterhånden blevet et nationalt ikon og man kunne købe postkort af hans hus. Nordschlewigsche Zeitung syntes, at det var en skam, at man mindedes de lokale tyske myndigheders behandling af ham.
Da Sønderjylland vendte tilbage fik Fischer overrakt det danske ridderkors. Den 29. oktober 1933 døde han, 89 år gammel.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere om Aabenraa og Søfart: Se
Juni 26, 2016
Da Rømø fik et Nordseebad
Pastor Jacobsen fra Skærbæk var meget initiativrig. Og ikke alle af de blokhuse, som han havde fået hjem var lige pæne. Tænk, der var direkte vogn fra Berlin til Skærbæk. Jo man fik sandelig en bane på Rømø. Og den holdt helt til 1940. Så opfandt man lige et par ruiner for at imponere turisterne. Hvert år fik børnene gratis gaver ved sejrs – festen. Men så holdt dette op. Pastor Jacobsen havde et underskud på 2 millioner kroner. Storhedstiden var over. Rørdam og Clausen anbefalede nu Havneby. Her var det bedre at spise men også godt at bade. Under Første Verdenskrig forfaldt det hele.
Den danske konge på Föhr
Ny fleste Nordsøøer havde oprettet badesteder. Føhr var den første, der oprettet badested. Ja de gjorde det allerede i 1840. Og her holdt den danske konge Christian den ottende flere gange ferie. Senere fulgte Amrum, Sild og Westerland. Ja her kunne man endda møde den tyske kejserfamilie.
En meget initiativrig herre
Den 15. juli 1898 startede det nyets skud på sammen Nordsø – badet på Rømø. Det var præsten i Skærbæk. Johannes Christian Jacobsen, der stod bag foretagenet. Han var kommet til sognet i 1884, og det skulle snart vise sig, at man var en meget aktiv herre. I løbet af 1890erne oprettede han adskille foretagender i byen og omegnen.
Kreative navne til blokhusene
Nu mente har også, at der skulle være et badested på Rømø. Læser vi i programmerne for årene fra 1899 – 1902 får man indtryk af, at det var et særdeles stort foretagene.
Et stort klitareal var blevet købt. En række norske bjælkehytte var blevet importeret men også et pat stykker fra Harzen. Hytterne fik nogle prangende navne. Således blev et kaldt for Mäuseturm. Det skyldes, at nogle af de første beboere kaldte hinanden for Mäuschen.
En anden hytte blev kaldt for Eulenburg, fordi der havde siddet en slørugle på taget om aftenen. Ja og så ville pastoren have at man huske den germanske fortid på Rømø! Hytterne fik navne som Niffelheim, Walhall, Gudruns – ruh eller Mimiershöhle.
Andre af hytterne var opkaldt efter tyske kolonier. Det var ingen tvivl op, at de ægte germanere skulle føle sig hjemme.
Ikke alle hytter var lige pæne
I programmet blev man opfordret til at bestille blokhus i ordentlig tid, da efterspørgslen kan forventes at blive stor således, at der trods en fordobling i antallet af blokhuse siden sidste sommer mådeses en mangel på boliger i højsæsonen, som det står i programmet for 1900.
Selvfølgelig skulle restauranten hedde Kaiserhalle. Og det blev faktisk stående i lang tid, selv om den mistede noget af det germanske pynt efterhånden.
Inden for klitrækken i brakvandssøen var der udlejning af kanoer. Og her blev nok den mest rædselsfulde hytte opsat. Den fik det romantiske navn Swanhilds – Ruh.
Fra blokhusbroen blev der opført en gangbro over hele den breve forstrand til strandkanten. Her lå Strandhalle, hvor man kunne få en forfriskning. Herrebadet var til højre og damebadet til venstre. Og moralen var det også sørget for.
Direkte vogn fra Berlin til Skærbæk
Nu var det lidt besværligt at komme her over til Rømø. I programmet er der også trykt togplan fra Hamborg til Skærbæk. Derfra kørte man med hestevogn til brohovedet. Herfra sejlede dampskibet til Kongsmark.
I sommeren 1902 var der indsat direkte vogne i toget fra Berlin ril Skærbæk. Ja man kunne rejse fra Berlin klokken 9 om formiddagen og være på Lakolk klokken 8 om aftenen. Det var efter datidens forhold en meget hurtig forbindelse.
Onde tunger fortæller, at da pastor Jacobsen fuld af forventning indfandt sig på Skærbæk Station den dag, da den første vogn fra Berlin ankom, blev han skuffet, idet der kun var en enkelt familie med, som ønskede at besøge Nordseebad Lakolk.
En ”Spuhrbahn” på Rømø
Når skibet kom fra Kongnsmark efter cirka 50 minutters sejlads, hvis der ikke var forsinkelser på grund af maskinskade, eller fordi det strandede på vaderne.
Det skam af skinner til Lakolk. I de første år blev banen betegnet som Dampf – Spurbahn. I 1900 blev det betegnet som Spuhrbanhn. Damphesten kom aldrig.
Troljebanen ved Lakolk blev trukket af to heste. Nu havde de også kun en vogn og trække med. Man havde planer om noget langt større. Men banen holdt alligevel til 1940.
Lidt klodset måde at sætte tekst op på
Jo pastoren gjorde sandelig meget for at lokke turister til. Men teksten op brochurerne var klodset og rodet. Naturen blev prist i høje skyer. Der blev brugt meget plads på at fortælle, hvordan en ørn fanger en hare.
Ruiner findes frem
Endvidere bliver der brugt masser af tid til at forklare kvindedragten. Ja og meget overraskende får vi at vide, at Lakolk var navnet på en gammel forsvunden frisisk landsby:
I den tyske ånd
Lakolk skulle have været et ægte tysk foretagende. Det skulle have været et kulturcentrum, hvorfra den tyske ånd, skulle brede sig.
Sejren blev fejret hvert år
Den 2. september blev det fejret lige som en helligdag. Da vandt tyskerne over franskmændene i 1870. Som led i fortyskningsprocessen, blev børnene fra øens tre skoler inviteret til sejrsfest på Hotel Römerhof (Hotel Rømø i Kongsmark). Dette hotel lå ved anløbsbroen og var en del af Lakolk – etablissementet.
Lærer Dahl fra Sønderby Skole kan huske, hvordan festen var i 1903:
Storhedstiden var over
Også de følgende tre år omtales Sedan – festen på Römerhof, men i 1907 skriver lærer Dahl:
Storhedstiden på Lakolk var ovre. I de følgende år opretholdt man traditionen ved Sønderby Skole, idet lærerne og nogle forældre betalte, så der kunne holdes en fest for børnene. Da lærer Dahl gik af i foråret 1913, ophørte man at fejre Sedan – dagen på Rømø.
Underskud på to millioner kroner
Den første sæson kom 300 badegæster, og næste år var der 2.200, så man var optimistiske, men det gik hurtigt ned ad bakke. Pastor Jacobsen var ganske vist en højt anset mand i tyske kredse, og i 1902 var han opstillet til rigsdagsvalget, men fik under en tredjedel af stemmerne og blev således ikke valgt. I 1903 ramlede hans foretagender sammen som et korthus, og præsten gik fallit med et underskud på to millioner mark, hvilken var efter datidens forhold en formidabel sum.
Rejsebeskrivelser fra Valdemar Rørdam
Lakolk var igen blevet normal igen. I 1905 havde Valdemar Rørdam besøgt stedet:
I 1912 skriver han videre, var det blevet gjort lidt i stand derude, fordi et nyt konsortium havde overtaget badestedet, men helt godt var det nu ikke.
Swanhilds – Ruh blev skildret således:
Han spiste frokost på Strandhalle:
Selv om den demonstrativt danske Rørdam finder stedet gemütligt med tysk ü, er det, skriver han:
Rørdam og Clausen anbefaler Havneby
Samme mening har H.V. Clausen, der i sin rejsehåndbog Sønderjylland (1913) skriver:
Både Rørdam og Clausen anbefalede man hellere til Havneby Kro. Hos gæstgiver Laust Schmidt i Havneby var der fuld pension for 4 Mk. Det var udmærket og rigelig kost. Beliggenheden var fortrinlig, beliggenheden var lige ved sydøstkysten med sandskrænter til fri badestrand, fast bund og ved flodtid et par alen saltvand frisk ind fra Vesterhavet, skriver Rørdam. Han mente selv, at den ved Lakolk er dårlig.
Lakolk forfaldt under Første Verdenskrig
Under Første Verdenskrig forfaldt Lakolk fuldstændig. Efter Genforeningen blev det hele overtaget af en gæstgiver ved navn Rasmussen. Men badestedet fik ingen virkelig betydning før dæmningen blev åbnet i 1948.
I 1958 overtog søstrene Maren og Kirsten Høyer hotellet og restauranten (Kaiserhalle). Da hotellet brændte i 1965, byggede de et nyt Hotel Lakolk, en lav grå betonklods i klitternes lyse landskab. Efter Maren Høyers død i 1973 blev hotellet drevet videre af Kirsten Høyer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
Juni 23, 2016
Udleveret til Tyskerne
Det var den 22. juni 1941, at Dansk Politi viste en stor iver og anholdte fem gange så mange kommunister, som tyskerne egentlig forlangte. Noget tyder på, at denne aktion havde været planlagt i længere tid. Et kartotek med over 60.000 navne var allerede udviklet. I 1930erne havde Københavns Politi et tæt samarbejde med Gestapo. Man brugte ulovlig overvågning uden dommertilladelse. Så allerede dengang overtrådte man Grundloven. Og kommunister blev betragtet som dybt kriminelle. Uden at nogen politikere eller medier stillede spørgsmål indførte man en såkaldt nødret, som skulle berettige grundlovsbrud. At 95 kommunister alligevel flygtede fra Horserød kan vi takke det danske vagtmandskab for. Men 21 døde i KZ – lejr Stutthof. En ”skændig” lov skal man aldrig bruge som forbillede.
En grundlovstale
Havde Den Gamle Redaktør her, hørt forkert, da han i en Grundlovstale hørte vores nuværende justitsminister bruge den såkaldte Kommunistlov af 1941 som forbillede? Anledningen var omtale af et lovforslag, der skal kriminalisere holdninger og ytringer, ikke kun handlinger. Det er vel også lige på kanten af Grundloven.
Det er problematisk at legitimisterne en omstridt lov fra 2016 med henvisning til loven fra 1941.
Offensiv mod Sovjet
Søndag den 22. juni 1941 brød Hitler uden varsel sin besynderlige Ikke – Angrebspagt mod Stalin. Han startede sin offensiv mod Rusland med 5 millioner mand. Det var den offensiv som sluttede ved Stalingrad.
66 ledende kommunister, tak
Samme morgen startede dansk politi, efter en natlig godkendelse fra den stærkt svækkede Stauning, en brutal razzia mod de danske kommunister.
Tyskerne havde forlangt 66 fremtrædende medlemmer af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) arresteret. Disse blev trukket fra det danske politis store kartotek. Landets 71 politikredse blev alarmeret via telefon og fjernskrivere.
En kæmpe iver
Rundt omkring udfoldede der sig en kæmpe iver for at få fat i kommunistiske landsmænd. Så godt som ingen landsmænd rørte en finger for, at dette ikke skulle ske. Kommunisterne var hadet af langt de fleste i det danske samfund.
Og politimestrene gik til sagen. Alle ledige politifolk var sat ind. I løbet af få døgn kunne landets 71 arresthuse og Vestre Fængsel melde om 327 anholdte, eller cirka fem gange så mange, som tyskerne havde forlangt.
Griffenfeldsgade 50
En særlig aktion gik i gang mod DKP’ s kontorer i Griffenfeldsgade 50 på Nørrebro. Klokken seks om morgenen havde kriminalassistent Lars Jensen Hansen fra Station 7 fået at vide, at han skulle stille i Parolesalen på Politigården.
Han var fremme kvarter i syv. Efter at have ventet en times tid får han ordre af sin overordnede politikommissær J. Odmar at tage ud til Arbejderbladet, DKP’ s dagblad som har redaktionslokaler i partihovedkvarteret i Griffenfeldsgade. Hans opgave er at anholde de partimedlemmer, der dukker op.
Aktionen startede lidt over 10 med 20 danske betjente. Nogle var i civil, andre var i uniform. To SS – officerer deltager i aktionen. Op ad formiddagen dukker de første partimedlemmer op. De anholdes med det samme.
Efter aktionen lukker politiet partilokalerne og Arbejderbladets redaktion. Ved nytårstid 1942 bliver Lars Jensen Hansen forfremmet til souschef for afdeling D, efterretningstjenesten hos Københavns Opdagelsespoliti.
Omstyrtning af det kapitalistiske samfund
Partiet opstod i kølvandet på den russiske revolution på linje med andre partier i hele Europa. Det var et revolutionært parti i modsætning til Socialdemokratiet. De ville omstyrte det kapitalistiske samfund og skabe en ægte socialistisk stat af ligestillede borgere. Ledet af arbejderklassen.
Socialdemokraternes største fjende
Hovedfjenden for det store Socialdemokrati var ikke nazisterne, men kommunisterne. Nazisterne bestod af en række galninge, mente socialdemokraterne, mens kommunisterne var ret så velorganiserede. De havde også rod i arbejderbevægelsens forskellige led. Socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen havde længe krævet kommunistiske ledere interneret.
Største fare for samarbejdspolitikken
Man skal også huske på, at den største fare for at samarbejdspolitikken ville bryde sammen, var kommunisterne. De var i stand til at danne en direkte modstand mod tyskerne, og det viste sig jo også senere.
Kommunisterne skabte frygt
1930erne var karakteriseret af store sociale spændinger og økonomiske kriser. Det afspejlede sig også i det politiske liv. En ung socialdemokrat mistede sit liv efter et sammenstød med en flok plakat – opklæbende ungkommunister. Denne episode forstærkede spændingerne.
Da kommunisterne med nød og næppe kom ind i Folketinget i 1932 skabte det stor frygt hos alle partier især Socialdemokratiet.
Rivalisering i politiet
Indbyrdes i politiet var der rivalisering mellem forskellige grene af etaten, særlig mellem Københavns Politi og Rigspolitiembedet. I 1939 blev Rigspolitiets efterretningsvæsen, Sikkerhedspolitiet oprettet. Den daværende chef, Strøbech ønskede en studierejse til England for at studere Scotland Yard. Men det ønskede Thune Jacobsen ikke. Han skulle i stedet sendes til Berlin. Her blev Strøbech så modtaget af personalechefen i Gestapo – amt, Dr. Werner Best.
Det virker lidt absurd, at man af SS skulle kunne lære, at bekæmpe danske nazister.
Det Politiske Politi
Det Politiske Politi fungerede allerede i 1800 – tallet i København. Men først i 1927 blev det mere formelt, da afdeling D blev en realitet, da Eigil Thune Jacobsen blev chef for Ordenspolitiet. I 1931 udsendte justitsminister Zahle et cirkulære, der pålagde alle landets politimestre, at supplere afdeling D’ s kartotek. I 1940 – 41 havde dette kartotek omkring 60. – 70.000 navne.
Jo, kartoteket fungerede som en informationscentral for det politiske system. I løbet af en times tid kunne man besvare ethvert opkald om en given person.
Offer for samarbejdet
Andreas Hansen fra afdeling D udtalte i 1936 til finsk politi, at der foregår en livlig kommunistisk propaganda.
Denne Andreas Hansen fik en tjenestemands – sag på halsen, tiltalt for utilbørlig samarbejde med Gestapo. Men det var som om, at der skulle statueres et eksempel for både ledelsen og Justitsministeriet var klar over det tætte samarbejde med tyskerne.
Kommunistisk protest afvist
I 1933 henvendte det tyske gesandtskab sig ved en direkte henvendelse uden om de diplomatiske kanaler, at Københavns Politi henstillede til trykkeren, at det tysksprogede blad Antifascistische Front, at han ikke længere skulle trykke bladet, som naturligvis var en torn i øjet på den nazistiske regering.
Axel Larsen, der var redaktør på bladet, klagede med henvisning på trykkefriheden. Justitsministeren afviste dog denne anmodning.
Ransagninger uden dommerkendelse
I 1930erne foretog politiet mange ransagninger hos DKP. Man stjal også medlemskartoteket. Og ingen af gangene havde man nogen dommerkendelse.
Politiet var virkelig efter kommunisterne. Alle møder blev overvåget. Plakater blev konfiskeret ligesom diverse propaganda – foldere. Man betalte stikkere for oplysninger og havde ligefrem ansat freelance – stikkere. Men nu var alle de oplysninger man fik af disse ikke lige troværdige.
Overskridelser af grundloven – allerede dengang
Politiet og Justitsministeriet argumenterede for, at de vil aflytte kommunister uden dommerkendelse. Det skulle bare være den øverste politichef, der skulle anmode om det. Og i 1935 beklagede chefen for opdagelsespolitiet, politiinspektør Stamm, at overgangen til de ny halvautomatiske telefoner vanskeliggjorde sporingen af samtaler.
Alle telegrammer til og fra DKP blev ligeledes kontrolleret. Og når disse blev afsendt i koder, så klarede man også det problem. Man havde købt koden hos en jernbanekontrollør.
Justitsminister Zahle havde selv godkendt kontrol og afskrift af telegrammer til og fra DKP. Det må da hvis igen være en overskridelse af Grundloven.
Skruet ned for revolutionen
Ved valget i 1939 opnåede kommunisterne tre pladser i Folketinget. Og det var partilederen Axel Larsen, arbejdsmanden Alfred Jensen og Arbejderbladets redaktør, Martin Nielsen.
Man havde skruet lidt ned for revolutionen og siden besættelsen holdt lavt profil for modsat de fleste danskere, troede de ikke på Hitler’ s Ikke – angrebspagt mod Danmark.
De vidste, at kommunister var blevet udryddet siden Hitler’ s magtovertagelse i Tyskland.
Kommunisterne – en usympatisk byrde
Men russernes angreb på Finland skabte især i borgerlige kredse herhjemme en foragt over for kommunisterne. Og så var det jo også lige det, at hvis de kom til magten, ja så måtte den besiddende klasse af med ejendom. Og så var det jo også lige det, at kommunisterne konkurrerede sammen med socialdemokraterne om de samme vælgere.
Partiet havde i 1938 kun 8.000 medlemmer, men de samlede dog 40.000 stemmer for at få de nævnte tre pladser i Folketinget.
Partiet var dog for de allerfleste en usympatisk byrde som et ægte demokrati måtte trækkes med. Pludselig måtte partiet kriminaliseres med tilbagevirkende kraft. Ikke mange satte spørgsmålstegn ved dette heller ikke datidens medier.
Justitsministeren ville have flere til at tage ansvar
Men arrestationen af partiets folketingsmedlemmer var desuden grundlovsstridig i anden potens. Rigsdagens medlemmer var nemlig urørlige uden en rigsdagsbeslutning.
Men mens arrestationerne foregik uden grundlovsforhør, dommerkendelser og overvejelser om passende internering var det der optog samfundet at finde en legalisering af grundlovsbruddet.
Her fandt højesteretspræsident Troels G. Jørgensen de vise sten. Han opstillede teorien om nødret til stor lettelse for de resterende politikere.
Justitsminister Thune Jacobsen turde ikke selv tage ansvaret. Han ville både have det parlamentariske demokrati og højesteret gjort medansvarlig, og det lykkedes. Det hele var godkendt på forhånd i et responsum på Højesterets brevpapir.
En meget nedværdigende behandling
Også efter arrestationerne fik kommunisterne en meget nedværdigende behandling ikke kun i Horserød men også andre steder.
Selv om det vanvittige antal arrestationer i første omgang blev reduceret uden undskyldning sad der endnu i begyndelsen af august 100 kommunister indespærret i landets arrester og Vestre Fængsel.
I Vestre sad de tre og tre i eneværelser. Og kommunisterne blev dårligere behandlet end andre arrestanter.
Stakkels Martin Andersen Nexø
Den kendte 72 årige kommunist og forfatter Martin Andersen Nexø hensad i ugevis under de mest usle forhold i Frederikssund Arrest. Da alle ikke – løsladte i løbet af august blev samlet i Vestre Fængsel, blev vores kendte forfatter indlagt på fængselshospitalet. Det var kun takket være Thune Jacobsens indgriben, at han ikke kom til Horserød. Men det var ikke specielt af medmenneskelige grunde.
Langt fra alle var ”ledende”
Nu var det langt fra alle internerede, der havde en ledende funktion i partiet. Ja nogle havde endda meldt sig ud igen. Og blandt de senere internerede Spaniens – frivillige havde langt fra alle været i kamp. Ja nogle havde været sygehjælpere.
Enstemmig vedtagelse af grundlovsbrud
Mellem den 22 juni og 22. august fik den danske regering så endelig vedtaget Kommunistloven, der legaliserede forbuddet mod partiet og interneringen.
Det lykkedes at få loven enstemmigt igennem begge ting. Ja Ole Bjørn Kraft mente, at loven var en beskyttelse for kommunisterne.
Det groteske er den dag i dag at læse, hvad nutidens medier mener, set i lyset af, hvad de mente dengang. Razziaen var totalt undertrykt. Men folketingsdebatten blev refereret og der var ingen, der forsvarede partiet, der tog imod ordre fra udlandet.
Det var som om, at aktionen mod kommunisterne var planlagt i mindste detalje. Mon ikke også, at man langt tidligere har kigget på retsgrundlaget og hvordan man kunne redde sig ud af denne? Det så ud til, at man i flere år havde en aktion parat mod kommunisterne. Forholdene blev også undersøgt efter besættelsen. Måske har det været mulighed at bortskaffe ubekvemme papirer.
Man havde et enestående register, som dog led af den mangel, at det ikke var blevet ajourført. Men omkring 1. juli 1940 havde man etableret et meget mere brugbart register.
Den illegale pjece ”Danske Toner”
Kommunisterne kunne ikke selv deltage i diskussionen. Men det gjorde de nu alligevel på en meget kreativ måde. I september 1941 udsendte de en illegal pjece Danske Toner formet som et sanghefte. Men pjecen er den tale, som Aksel Larsen ville have holdt, hvis han havde haft muligheden for det.
Problemet var også, at under diskussionen var Rigsdagsbygningen besat med et par hundrede civilklædte politifolk, så hver eneste korridor, værelse og trappe var under opsyn. Rigsdagens opsynsmænd havde fået strenge ordre på at være behjælpelig med at anholde de to kommunister, som dansk politi endnu ikke havde fået fat i.
Aksel Larsen tog til genmæle
Aksel Larsen ramte måske plat da han i heftet Danske Toner skrev:
Og så henviste Axel Larsen også til Scavenius tale i juli 1940:
Aksel Larsen havde ikke det store til overs for Stauning:
Socialdemokraterne ville af med kommunisterne
På et lukket møde den 4. september 1941 skulle nyudnævnte justitsminister Eigil Thune Jacobsen orientere amtmændene om den nyligt vedtagende kommunistlov. Her sagde han blandt andet:
Denne bemærkning illustrere vel meget godt, at Socialdemokraterne ville af med kommunisterne og til det brugte man statsmagten. Den massive overvågning og interneringen var to af midlerne.
Grundlovsforhør med tilbagevirkende kraft
I Horserød blev et 2,5 meter hegn med pigtråd blev i hast opsat af den effektive fængselsinspektør A.K. Bentzen. Egentlig var det plads nok til, at de internerede kunne få tålelige forhold, men fængselsinspektøren mente, at man godt kunne stuve kommunister ind sammen fire og fire i dobbelte køjer. Så behøvede man heller ikke at klargøre så mange barakker.
Hurtigt fik man så gennemført grundlovsforhør med tilbagevirkende kraft. Man behøvede jo ikke at krænke grundloven mere end nødvendigt.
Man manglede to af de vigtigste
Det var lykkedes for Martin Jensen at flygte på turen fra Vestre Fængsel til Horserød. Og Aksel Larsen havde man endnu ikke indfanget.
Han var på cykeltur med sin kone i Jylland. Men i november 1942 overraskede tyskerne ham efter en hidsig jagt. Men han kom dog ikke til Horserød. Han sendtes til Sachsenhausen og videre til Neuengamme. Her blev han hentet af De Hvide Busser i april 1945. Men han nåede dog at blive Minister uden portefølje i Buhl’ s Befrielsesregering.
De blev betragtet som dybt kriminelle
Fængselsinspektøren betragtede kommunisterne som dybt kriminelle og behandlede dem også derefter. Bevæbnede vagtposter patruljerede. Breve og pakker blev kontrolleret og fangerne havde næsten ingen mulighed for at få kontakt med omverdenen.
Madrasserne var af hø og ikke fornyet siden første verdenskrig. Der var lige så mange fængselsfunktionærer som fanger (107) og de gik alle med pistoler. To blodhunde blev sluppet løs uden for hegenet og inden for hegnet ved mørkets frembrud.
Barakkerne var 30 år gamle og kun nødtørftigt renoveret. Det var utroligt ensformigt. Og inspektør Bentsen fandt hele tiden på nye kreative måder at ydmyge de indsatte på.
Thune Jacobsen kom en gang imellem på besøg. Men det var meget tydeligt, at han havde den dybeste foragt for kommunisterne.
Det var også begrænset, hvad de indsatte måtte læse. Russisk litteratur var udelukket, ja det var al skønlitteratur, så var man på den sikre side.
50.000 kr. for Eigil Jensen
Efter ¾ år opstod de første flugtplaner. Det var vel kun en 10 stykker, der var involveret i dette. Man ville sørge for partiets fortsatte bevarelse. I begyndelse af maj 1942 begyndte skibsbygger Eigil Larsen at grave den tunnel, der skulle føre dem ud,
Men ak, flugtforsøget blev en fiasko grundet et stort regnvejr. En håndboldkamp, som skulle have hidkaldt vagtmandskabets opmærksomhed blev aflyst. Den eneste, der nåede ud, var Eigil Larsen. Og den danske stat udlovede en stor sum på 50.000 kr. til pågribelse af denne.
Endelig – en ny fængselsinspektør
Efter Telegramkrisen mente tyskerne nu også, at Spaniensfrivillige var at betragte som kommunister. Så disse blev også anbragt i Horserødlejren. Det var i begyndelsen af november 1942, hvor Dansk Politi igen udførte en stor razzia.
Egentlig var det justitsminister Eigil Thune Jacobsen der havde indstillet alle disse 330 borgere til forvaring.
Endelig fik man en ny fængselsinspektør efter at man havde sendt masser af klager over den gamle.
95 indsatte flygtede
Den 29. august 1943 lykkedes det næsten for alle fangere i den gamle lejr ved en masseflugt over hegnet. De tyske specialtropper havde åbenbart misforstået deres opgave ved magtovertagelsen. Den nye tyske kommandør havde ikke kendskab til den gamle lejr, hvor de rigtige kommunister befandt sig.
95 beboere fik et par timers forspring. Heriblandt var sagfører Carl Madsen, forfatter Hans Kirk m.m. De fængselsbetjente, der kunne have alarmeret tyskerne forholdt sig passive.
Det danske vagtmandskab blev sendt hjem
Da det blev lyst kom en rasende general van Hanneken og bad betjentene om at tage deres habengut og gå.
Det var ikke sjovt at skulle indoperere dette til Berlin. I den nye lejr var der 145 tilbage, og de fik surheden at føle. De fik maskinpistolerne rettet mod sig og troede, at de skulle majes ned.
Nu må De gå
Man hører aldrig om kommunisternes koner, De Røde Enker. De sociale myndigheder var ret smålige over for dem. Pludselig havde de mistet en forsøger, som var sendt videre i KZ – lejr. Og mange af dem led ligefrem nød. Agnes Nielsen som var gift med folketingsmedlem Martin Nielsen, som var en af dem, der blev sendt til Stutthof, søgte retfærdighed og hjælp. Hun var til audiens hos Th. Stauning og blev pure afvist. Han afsluttede med ordene:
Senere forsøgte De Røde Enker at få hjælp gennem Røde Kors. Også her blev de afvist.
21 mistede livet
Kommunisterne var af den mening, at Kommunistloven og den ydmyge behandling i Horserød skyldtes Ole Bjørn Kraft, Thune Jacobsen og Stauning.
143 mænd og syv kvinder blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof. Det var alle sammen personer, som Dansk Politi havde arresteret. 21 af disse mistede livet.
Overvågningen fortsatte
Aksel Larsen kom i regeringen vel sagtens for det som den kommunistiske modstandsbevægelse havde udrettet. Lige efter besættelsestiden var det modstandsbevægelsen man lyttede på. Socialdemokraterne kunne godt se, hvilken vej det vendte og de indledte samarbejdssamtaler med kommunisterne. Men disse forhandlinger var resultatløse. DKP fik dog en flot valgsejr. De gik til hele 18 mandater. Og de holdt en moderat linje indtil 1947 – 1948, hvor Den Kolde Krig brød ud. Overvågningen af kommunisterne fortsatte.
Hvilke planer havde man egentlig?
Overbetjent Madsen forklarede til Den Parlamentariske Kommission at han og overbetjent Dinesen, ved deres ansættelse i afdeling D den 1. april 1940 fik ordre om, at være klar til en aktion mod DKP – ”den dag, da der skulle ske noget med russerne”.
Andre oplysninger tydede på, at Justitsministeriet allerede overvejede en aktion i foråret 1940. Men historien viste at man 16 måneder kunne dække sig ind under, at tyskerne forlangte en anholdelse af kommunisterne.
Han forventede at den allerede ville komme i januar 1941. Hans makker, Dinesen bekræftede, at de skulle have materialet klar.
Åbenbart ønskede justitsministeren også, at militæret skulle være forberedt på at hjælpe politiet ved at nedkæmpe mulige kommunistiske optøjer under mørklægningen. Men egentlig er det aldrig kommet frem, hvad man egentlig havde af planer med kommunisterne, hvis ikke tyskerne var kommet.
Ikke længere interesse for forhandlingspolitikken
Da Folketinget i 1955 behandlede materialet, var der ikke længere interesse for et opgør med forhandlingspolitikken. Konklusionen blev derfor, at der ikke 10 år efter krigsafslutningen var anledning til at gøre ansvar gældende over for nogen. Det samme er åbenbart tilfældet for den overvågning, der fortsatte af kommunisterne.
Hemmelige aftaler
I 1946 indgik de danske militære efterretningstjenester, Generalstabens Efterretningstjenester og Marinestabens Efterretningssektion en hemmelig aftale med deres amerikanske kollegaer om et udvidet samarbejde mod den nye fjende, Sovjetunionen.
Udover et vigtigt aflytningsarbejde blev det aftalt at etablere en hemmelig organisation som fik til opgave at arbejde med psykologisk krigsførelse, antikommunistiske aktiviteter og meget mere.
Usandheder fra en justitsminister
Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med Firmaet som gik i gang med deres hemmelige arbejde i 1948. I de efterfølgende år var Firmaet drivkraften i aflytningen af de danske kommunister. Og denne aktivitet er langt fra blevet afdækket.
At justitsminister Orla Møller så over for offentligheden forklarede, at de aktiviteter som Firmaet stod for, blev udført af udenlandske statsborgere og de for længst var blevet smidt ud af landet, må betragtes som løgn.
Det var som bekendt Arne Sejr, en person fra det yderste højre, der ledede en gruppe danske statsborgere, hvoraf de fleste havde en fortid i den danske modstandsbevægelse.
Grundloven krænket flere gange
Det er ingen tvivl om, at grundloven blev krænket på paragrafferne om foreningsfrihed og rigsdagsmedlemmernes parlamentariske immunitet.
Man ofrede kommunisternes retssikkerhed for et angiveligt højere retsgode, nemlig selve forfatningen. Men nødretten kan imidlertid ikke skjule, at kommunistloven var en skamplet.
På få minutter og tre hastebehandlinger kunne et enigt Folketing/Landsting den 20. august 1941 sende lov nr. 349, kaldet Kommunistloven til underskrift hos Kongen. Det skete den 22. august 1941.
Men loven havde gennem flere måneder givet Dansk Politi mulighed for at arrestere 639 mænd og kvinder. Og alle de ulovlige overvågninger har historiebøgerne også glemt. Højesteretspræsidenten blandede sig direkte i den danske lovgivning.
Politikerne har hvis glemt noget
Og tænk engang til et af møderne m.h.t. bruddet på grundloven den 12. august spurgte Venstre – manden, Elgaard:
Man var overhovedet ikke klar over, at også de tre kommunistiske folketingsmedlemmer ifølge Grundlovens § 48 havde afgivet en
Rigsdagen er ukrænkelig
Den 19. august 1941 holdt ni – mandsudvalget det sidste møde om Kommunistloven, inden det gik løs dagen efter med tre behandlinger i Folketinget og tre i Landstinget.
Selv om forretningsordenen sagde, at der skulle gå mindst to dage mellem første og anden behandling, og mindst to dage yderligere før tredjebehandlingen af lovforslaget kunne foregå. På de sidste møder enes man om at blæse på Grundlovens bestemmelser om tidsperioder mellem de tre behandlinger af lovforslag. Der var også enighed om at slippe ud før Justitsministeren har holdt sin tale om forelæggelse af Kommunistloven, og efter de mange ordrige referater at dømme, har ingen haft tanke for Grundloven § 38 (i dag § 34), der dengang lød:
Der blev begået højforræderi
Det var ingen tvivl. Her var klart tale om højforræderi, når tre folketingsmedlemmer ikke havde begået noget ulovligt. De havde kun en anden opfattelse af samfundssystemet. De havde lovet at overholde Grundloven, men var nu jagtet vildt over hele landet.
En ”skændig” lov
Få dage efter besættelsens ophør den 5. maj 1945 blev loven i Ugeskrift for Retsvæsen betegnet som skændig.
Denne betegnelse tog Thune Jacobsen til sig i sin bog På en Uriaspost, der udkom i 1946. Her skriver han:
Var danskerne for hurtig
Besættelsesmagten havde nu engang ikke stillet krav om så mange anholdelser, og de havde heller ikke forbudt kommunisterne ved lov. Tyske ønsker blev opfyldt før de var fremsat. Det gjaldt også planerne om Møntunionen, eller hovedparten af de 127.000 danske arbejdere, som den danske regering tvang til at rejse til krigshærgede Tyskland som tvangsarbejdere ved at nægte arbejdsløse understøttelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: