Artikler
Maj 20, 2016
Bommerlunder – Hærvejens Snaps
Af Sven Petersen
Sven har tidligere bidraget med både fotos og artikler her på vores hjemmeside. Her fortæller han om Hærvekskroerne, Den ærlige Schwennesen, den usædvanlige betaling for et logi. Bommerlund – snapsen går i arv. Men ak et par brande bevirker, at brændingen af snapsen pludselig foregår i Flensborg. Læs den spændende historie, hvor snapsen atter engang flytter. Og i 1960 får snapsen sin egen mindesten. Men ak i 1998/99 flyttede snapsen helt ned til Niedersachsen. Og pludselig kunne man købe snapsen i Fakta.
Fransk, dansk og tysk, men allermest synnejysk…!
Når man i dag besøger resterne af den gamle Hærvej i Sønderjylland, tæt på grænsen til Tyskland, støder man i Bommerlund Plantage, godt hundrede meter syd for den smukke, dobbeltbuede Gejlå Bro på en stor mindesten med inskriptionen Bommerlund 1760 – 1960. De færreste, som kommer her i dag, ved hvorfor stenen står her.
Hærvejen – med mange navne
Ned langs den jyske højderyg – fra Vendsyssel over Viborg og videre ned gennem Midt- og Sønderjylland til Nordtyskland – har der gennem århundreder, enkelte historikere siger helt fra oldtiden, løbet en uhyre vigtig hovedfærdselsåre. Gennem tiderne har den haft vidt forskellige navne: Oksevejen, Studevejen, Pilgrimsvejen, Gammel Viborgvej, Kongevejen, Adelvejen, Sakservejen, Romawegr (vejen til Rom). Ved en kortlægning omkring 1641 bruges navnet Hærvejen første gang. Det er i dag det navn, der er bedst kendt.
På nogle strækninger er Hærvejen en del af vort nuværende vejnet; andre steder er der blot næsten udviskede rester af hjulspor ind over heden tilbage – eller også er de helt forsvundet.
Hærvejskroerne
I 1600-tallet forlangte en forordning, at der skulle være en kro for hver 2½ mil, svarende til 20 km. Her kunne de vejfarende så få mad og overnatning hver 5. time. Man skulle være glad, hvis man kom frem med 4 km i timen ad datidens veje.
Man ved fra middelalderlige rejsebeskrivelser og dagbogsoptegnelser, at en dagsrejse ad Hærvejen i 1600-1700 tallet var på omkring 30 km. Og det var uanset, om man var kørende, ridende eller gående, om man var studedriver, pilgrimsvandrer, handelsmand, naver eller soldat i hæren på vej mod Danevirke for at forsvare Danmarks grænse mod syd.
Det kunne være en særdeles fysisk krævende – og også farlig opgave at færdes ad de ofte hullede og plørede veje.
Derfor var der langs vejene kroer, hvor man kunne få en bid brød og en dram samt en nats søvn i sikre og trygge rammer. Ved Hærvejskroerne var der tillige græsningsmarker til studene og stalde eller folde til hestene. Disse kroer lå ofte ved knudepunkter, hvor Hærvejen krydsedes af andre veje – eller ved vadesteder eller broer.
Mange af disse kroer ligger her endnu – nogle endda med deres oprindelige funktion. Men det gælder ikke den kro, Bommerlund Kro, som denne artikel handler om. Den er for længst revet ned – desværre! Men mindet om den lever videre. På vore biblioteker, i lokalhistoriske arkiver, i private slægtsbøger og på nettet kan man grave kroens historie frem. Når kroen stadig er kendt, skyldes det uden tvivl brændevinen, som havde sin oprindelse her – og som gudskelov stadig kan kildre ens gane.
”Den ærlige Schwennesen”
Det fortælles, at der op gennem århundrederne var en indædt, indbyrdes konkurrence mellem kroejerne langs Hærvejen om at yde den bedste beværtning – næsten som man kender det den dag i dag. Desuden konkurreredes der om at brænde den bedste brændevin.
En af disse kroejere var den navnkundige Peter Schwennesen på Bommerlund Kro ved Hærvejen. Han var en meget kendt og respekteret kromand. På egnen – og især blandt de vejfarende – var han kendt som ’Den ærlige’. Om tilføjelsen til navnet skyldtes, at han ikke hældte vand i snapsen, ved jeg ikke. Det skulle ellers have været ret almindeligt blandt gæstgiverne dengang. Efterhånden som gæsterne blev mere og mere anløbne, blev snapsen spædet lidt op. Men prisen var sikkert den samme.
Schwennesen havde tidligere været skipper i Aabenraa, men var gået i land for at ernære sig som krofatter. Han havde erhvervet kroen gennem sit ægteskab med Anna Margaretha Jürgensen, som var født i Kliplev. Hun var efter blot få års ægteskab med Christian Bendixen blevet enke. Det var Bendixen, der havde opført kroen. Den lå et par hundrede meter syd for Gejlå Bro i Bov Sogn. Den var godt besøgt af rejsende af alle stænder. Det fortælles, at Kong Frederik VI’s svigerfar, landsgreve Carl af Hessen-Cassel, altid overnattede på Bommerlund Kro på sine rejser til og fra København.
Usædvanlig betaling for logi
Det var et tilfælde, som gjorde, at Schwennesen startede et brændevinsbrænderi i forbindelse med kroen. Historien fortæller, at ”Den ærlige Schwennesen” i 1759 var blevet opsøgt af en fransk rytterofficer, som syg, såret og rejsetræt bankede på krodøren og bad om logi for sig selv og sin hest. Kroejeren forbarmede sig over ham og indlogerede ham og hesten og gav dem den bedst tænkelige forplejning. Det blev til et længere ophold, og tiden kom, hvor der skulle afregnes for kost og logi. Ifølge legenden skulle rytterofficeren ikke have været i stand til at betale kroejer Schwennesen for sit og hestens ophold. Men det endte med, at officeren fik lov at betale for opholdet ved at overlade kroejeren en opskrift på en mild, velsmagende akvavit, krydret med anis, kommen og forskellige andre krydderier. En god historie – ikke sandt…?
Populær lige fra starten
Schwennesen anede ikke, at det var en rigtig god ”handel”, han her havde lavet med den franske officer. Han efterprøvede opskriften og var meget begejstret for resultatet. Han kunne sikkert fornemme, at der var muligheder i de ædle dråber.
Kroejer Peter Schwennesen ansøgte kongen og fik den 27. juni 1760 kongelig privilligering til brændevinsbrænding. Straks kom der gang i produktionen af den drik, kromanden selv gav navnet Bommerlunder Snaps.
Rygtet om den gode Bommerlunder Snaps bredte sig meget hurtigt – ikke mindst blandt de mange rejsende, som søgte logi på Bommerlund Kro. Brændevinsbrændingen foregik efterhånden i bygninger, som blev opført til formålet i forbindelse med kroen.
Snart var destilleringen af ”Bommerlunder Aquavit” en blomstrende forretning. Ikke blot blev snapsen populær lokalt, men i hele Norden. Bl.a. fik Schwennesen en betydelig eksport til Norge.
Den store succes skal ses i lyset af, at der omkring midten af 1700-tallet var omkring 200 brænderier i den nærliggende storby Flensborg. Så kromanden var absolut ikke ene på markedet! Konkurrencen var stor.
Bommerlunder’en går i arv
Efter at have brændt snaps i over 40 år, døde ”Den ærlige Schwennesen” 72 år gammel den 22. januar 1805, og hans søn Marcus arvede kroen og brænderiet. Året efter giftede Marcus Schwennesen sig med Elisabeth Cathrine Jürgensen, kromandens datter på den nærliggende Kliplev Kro. Hun var i øvrigt hans kusine. Men efter blot syv måneders ægteskab døde Marcus 31 år gammel. Tre år senere giftede enken sig med Hans Benzen Møller, som drev gesjæften videre. Indtil 1911 kom familien Møller til at spille en stor rolle i Bommerlunder’ens historie.
Den røde hane galede
I 1836 oplevede Hans Benzen Møller den store ulykke, at kroen og brændevins-brænderiet gik op i flammer. Men Benzen Møller lod sig ikke slå ud. Inden han døde i 1839 oplevede han at se hele herligheden, kro og brænderi i nye, tidssvarende bygninger. Denne gang med tegltag!
Sønnen Marcus Benzen Møller arvede hele herligheden og førte fabrikationen videre i Bommerlund.
Men anlæggelsen af den nye landevej mellem Flensborg og Åbenrå efter treårskrigen blev fatal for Bommerlund Kro og brænderi. Den nye vej betød, at færdslen meget hurtigt forsvandt fra Hærvejen. Ligeledes var jernbanen kommet til i 1860’erne, hvilket også trak trafik væk fra Hærvejen. Allerede i 1856 besluttede man derfor at flytte snapseproduktionen nordøst på til herregården Søgaard ved den nyanlagte vej, få km øst for Kliplev.
Bommerlund Kro blev ført videre som kro, men driften var ikke længere rentabel, så i slutningen 1880’erne måtte man lukke. Omkring år 1900 blev de sidste rester af Bommerlund Kro revet ned. Nu fortæller kun den store mindesten, hvor en af landets kendteste kroer engang lå, og hvor den gode snaps stammer fra.
Fra Søgaard til Flensborg efter endnu en brand
I 1863 blev brændingen af Bommerlunder flyttet fra Søgaard til Store Gade 69 i Flensborg, som jo dengang endnu var en dansk by. Flytningen skete efter, at bygningerne med brænderiet på Søgaard nedbrændte. Af det gamle Søgård er nu kun den gamle, fredede lade fra 1780 tilbage. I dag er Søgaard kaserne for Hjemmeværnet. For et par år siden blev laden smukt restaureret. Bl.a. fik den nyt stråtag. Alle andre bygninger er af nyere dato.
I 1901 flyttede familien Møller igen Bommerlunder-produktionen, denne gang til bedre forhold på adressen Nørregade 89 i Flensborg. Her lykkedes det Møller-familien at øge salget af brændevin. Dette skyldtes ikke mindst en energisk indsats fra et nyt medlem af slægten; lidt forvirrende bar han også navnet Marcus Benzen Møller. Han gjorde en stor indsats for at få gang i exporten af Bommerlunder til bl.a. Amerika. Bl.a. deltog han ved Verdensudstillingen i Chicago i 1904 med sin gode snaps. Men…
Hesten kom alene hjem.
Den 16. maj 1905 omkom den driftige og i det flensborgske erhvervsliv meget ansete Marcus B. Møller ved en tragisk togulykke på Gråsten-egnen. I en ubevogtet jernbaneoverskæring havde Møller, som havde været på forretningsbesøg i sin enspændervogn, overset toget. En ulykke var uundgåelig.
Familien og de ansatte anede uråd, da hesten pludselig dukkede op – alene – ved brænderiet hjemme i Flensborg, forvildet og rædselsslagen. Senere modtog familien den officielle besked om den for familien og virksomheden så skelsættende ulykke.
Enken Josephine Møller forsøgte af alle kræfter at køre virksomheden videre sammen med en vis prokurist Mahrt. Men det var svært. Ingen magtede at løfte arven efter den dynamiske M.B. Möller, som han kaldtes på etikkerne på Bommerlunder’en dengang.
Endnu en gang flytter Bommelunder
Det blev nogle økonomisk yderst vanskelige år, så i 1911 valgte Josephine Møller at afhænde Bommerlunder til det store handelshus Hermann G. Dethleffsen i Flensborg. Med købet af Bommerlunder erhvervede Herm. G. Dethleffsen brænderiet, destillationsanlægget, patentrettighederne samt retten til navnet ”Bommerlunder Aquavit” for 40.000 mark i guld. Men, vigtigst af alt, så fik man opskriften på de liflige dråber med i handlen.
Firma H.G. Dethleffsen var startet 1738 flyttede produktionen fra Nørregade 89 til adressen Holm 39 i Flensborg. I dag er den gamle Bommerlunder-Hof i Nørregade i Flensborg en smukt restaureret beboelsesejendom.
Fra 1911 til 1998 blev Bommerlunder Akvavit dygtigt produceret og markedsført af Hermann G. Dethleffsen GmbH & Co. Således har snapsen overlevet to verdenskrige samt den voldsomme økonomiske depression i mellemkrigstidens Tyskland. Firmaet formåede at gøre Bommerlunder Aquavit kendt over hele verden med en stor eksport til mere end 30 lande, blandt andet U.S.A. og Sydafrika, men kerneområdet har hele tiden været Grænselandet.
Opskriften findes endnu
Firma Dethleffsen har gennem alle årene sat en ære i til punkt og prikke at følge den gamle opskrift – om end i kopi i vore dage. Men ryttersoldatens gamle recept skulle angiveligt stadig eksistere. Jeg har talt med Josephine og M.B. Møllers barnebarn, fru Ursula Pülschen, som i dag bor i en forstad til Flensborg. Hun har betroet mig, at hun ligger inde med den gamle opskrift.
Fru Pülschen er en standhaftig dame, må jeg indrømme! Uanset, hvor meget jeg har lokket, har jeg ikke fået lov at se opskriften.
Jeg ved nu heller ikke, hvad jeg egentlig skulle bruge den til. På nettet har jeg fundet en spiritus-analytikers bud på den hemmelige opskrift: Den neutrale alkohol er krydret med anis, kommen og/eller dildfrø og smagt til med koriander, nelliker, hel kanel og tørret citronskal. Sådan, – så er det vel bare med at komme i gang…
Snapsen fik en mindesten
Bommerlunder Snapsens 200 års jubilæum den 23. juni 1960 blev fejret med en stor fest på Bov Kro. Ved festen overrakte direktør Hermann Dethleffsen en check på 10.000 kr. til det lokalhistoriske arkiv. Pengene var en hjælp til lokalarkivet i Bov til udgivelsen af Bov Sogns historie.
Samtidig afslørede man den mindesten, som jeg har nævnt flere gange. Den er udført af billedhuggeren Walter Rössler fra Kiel. Stenen blev afsløret af prins Friedrich Ferdinand af slægten Glücksborg. Hvor mange snapse får sin egen mindesten?
Jeg var den gang en knægt på 14 år og kan huske Jydske Tidendes skriverier om afsløringen af stenen. Den dag i dag synes jeg, at stenen er imponerende flot. Indrøm det bare: Motivet med pigen, der rækker den trætte rytter en velvoksen dram, er da smukt!
”Min Bommerlunder”
Jeg kan huske, at der gennem hele min opvækst i Sønderjylland – ikke mange kilometer fra Bommerlund – helt naturligt altid blev hentet både en Aalborg Akvavit og en Bommerlunder frem fra skabet, når der en eller to gang om året kom øl og snaps på bordet.
Da jeg midt i 60’erne var flyttet hjemmefra for at læse på seminariet – og i den forbindelse havde fået smag for alkoholens glæder, var det Bommerlunder, som jeg smuglede med over grænsen under twin-sadlen på Vespa’en, når vi skulle holde fest. Dels kunne jeg lide den milde smag, dels var det den billigste brændevin, vi kunne købe i grænsebutikkerne i Aventoft. Det var det, SU’en rakte til. Og siden har det såmænd været min favoritsnaps.
Jeg siger som forfatteren Hans Lyngby Jepsen: ”Jeg har næsten altid en flaske “Bommerlunder” i huset; den har en frisk og opkvikkende smag, der kan sætte humør på selv en død dag”.
Væk fra Grænselandet
Ved årsskiftet 1998/99 blev Flensborgfirmaet Herm. G. Dethleffsens spiritussektion pga. et vigende spiritussalg, ikke mindst i Tyskland, overtaget af Berentzen Brennerei. År 2000 flyttedes produktionen fra Schleswiger Strasse 107 i Flensborg til Haselünne/Emsland i det sydvestlige Niedersachsen. Bommerlunder’en var flyttet fra Grænselandet. Dermed var et stykke erhvervs- og ikke mindst kulturhistorie gået tabt for egnen – sikkert for altid.
Og det skete ikke uden en vis bitterhed og nervøsitet blandt de 200 ansatte hos Dethleffsen. I dag markedsfører handelsfirmaet Herm. G. Dethleffsen medicin og kosmetiske produkter!
Den 26. juni 2001 kunne Flensborg Avis fortælle, at der dagen i forvejen var blevet udskænket det sidste glas ”Bommi” forud for Sct. Knudsgilde-brødrenes traditionsrige Kongeskydning. Da snapsen ikke længere kunne betragtes som et ægte Flensborg-produkt, ville man fra 2002 i stedet udskænke den lokale Asmussen-snaps. Sådan!
Kan nu købes i fakta
Men ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget andet, siger man jo. Produktion og distribution af Bommerlunder Aquavit varetages nu af en betydeligt større virksomhed. Det betyder naturligvis et større markedsføringsbudget. Om det er grunden til, at den gamle sønderjyske/nordtyske snaps lige pludselig er at finde på danske butikshylder overalt i landet, ved jeg ikke.
Nu skal vi ikke længere omkring grænsebutikkerne for at købe den med hjem, når vi er på vej hjem efter campingferien sydpå. Nu skal vi såmænd bare gå en tur i vores lokale fakta, hvor den står på hylden til 75,- kr. (2009)
Den fås her i Danmark dels i den klare, originale udgave på 38%, dels som en gylden (med navnet Gold), ligeledes på 38%, men lagret 6 måneder på udvalgte egetræstønder, som blev fremstillet til snapsens jubilæum i 1960. Også en herlig, mild snaps med en skøn aroma.
Det er altid nogen, der bliver sure
Inkarnerede snapsedrikkere i det gamle grænseland påstår, at
Bommerlunder’en efter ”forvisningen” til Niedersachsen ikke længere er en ægte Bommerlunder. Når en af bestanddelene i snapsen, vandet, ikke længere pumpes op fra Flensborgs undergrund, bliver smagen forkert, siger de.
De påstår, de kan smage forskel.
Men det kan jeg i hvert fald ikke, når jeg nupper en Bommerlunder til silden ved frokostbordet på campingturen. Uvægerligt glider tankerne tilbage til de mange gode mennesker, som gennem over 200 år har frembragt denne ædle drik. Jeg nyder med stor glæde min Bommerlunder, – som jeg har gjort det i snart 40 år. Skål!
Baggrundsmateriale, adresser, links mv.:
Peter Schwennesens slægtsbog på Nettet: www.sodemann.dk/genealogy/ancestors/f158.html
Privat slægtsbog, tilhørende fru Ursula Pülschen, Groß-Solt, Tyskland
– kontakt, skabt via Flensburger Schiffarhtsmuseum.
Jutta Kürtz: Nordschleswig – Landschaft, Menschen, Kultur
Udgiver: Bund Deutscher Nordschleswiger
Husum 2005.
Jubilæumsskrift Herm. G. Dethleffsen 1960:
Vom Fass zum Glas
250 Jahre Herm. G. Dethleffsen Flensburg
Jubilæumsskrift 1988
Privatejet tekst- og billedmateriale (tilhørende Herm. G. Dethleffsen’s barnebarn, Hans Dethleffsen, i dag seniorchef i Dethleffsen-firmaet i Flensborg)
Hærvejen – fra Limfjorden til Danevirke
DR’s undervisningsafdeling 1983
Oplevelser ved Hærvejen – før og nu
DR’s undervisningsafdeling 1983
Sønderjysk Månedsskrift nr. 7, 1. juli 1960
Udgiver: Historisk Samfund for Sønderjylland
Flensborg Avis’ artikelarkiv på
www.flensborg-avis.de
www.haervej.dk
Søgaards historie: http://www3.hjv.dk/lfr-s/hhd-sdj/BB/BB_SGL_04.pdf
GPS-koordinater:
Bommerlund mindestenen:
54º53’29,00’’ N, 09º21’39,00’’ E
Søgård:
54º56’32’’ N, 09º27’08’’ E
Tak for en interessant artikel til Sven Petersen
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :
Maj 17, 2016
Tønder i 773 år
Vi må nok erkende, at Ribe er landets ældste købstad, selv om flere hjemmesider erklærer Tønder som den ældste. På papiret er Tønder Danmarks ældste købstad. Eller er det nu rigtig? Det handler om tolkning. Hvad for en by så Idrisi i 1130? Var det Møgeltønder eller Tønder? Tidligt var der to klostre i byen. Tønderhus havde en ret broget historie. Og så havde Tønder en hel anden lovgivning end andre. Den gjaldt helt til år 1900. Ak, så måtte man vinke farvel til en havn. Vi kigger på byens kirker. Tårnet har været meget udsat. Og tænk engang, at blive døbt fra en så gammel døbefond. Barbererne havde en god indtægt i sårbehandling og de blev gode til benbrud. Og så kom der hekse og kloge koner. Hør også om apotekere og spritsmugling. Omkring 1860 var der masser af markeder i byen.
Ribe er Danmarks ældste købstad
Længe gik vi og bildte folk ind, at Tønder var Danmarks ældste købstad. Det står sikkert stadig på diverse hjemmesider. Men mon ikke vi hermed bliver nødt til, at kåre Ribe som Danmarks ældste. Jamen kan vi så ikke kåre Tønder, som næstældste købstad. Tønder er Danmarks ældste købstad på papiret. Det kan vi måske nok, indtil man i Aabenraa finder ud af, at deres Skraa dukkede op før 1243. Men på skrift er Tønder stadig Danmarks ældste købstad. I Ribe kan man ikke påvise skriftlige beviser for at de har fået rettighederne før.
Var det Tønder eller Møgeltønder
Men egentlig er det hele jo noget pjat, fordi der var gang i købstæderne længe før man fik rettighederne. Således går diskussionen jo stadig, om det var Tønder eller Møgeltønder (Tundria) som kom på verdenskortet i 1130.
Møgeltønder var ældre og ordet Møgel stammer fra det oldnordiske mykild og betyder stor. Ja det er ikke populært i Tønder, at udnævne naboen som den by Idrisi så. Hvad var det så med guldhornene i Gallehus? Ja nogle mener, at disse stammer fra et nomadefolk, som kom hertil i vandretiden omkring år 400. Og mon ikke også disse huserede i Møgeltønder. Så var det jo også her, at Biskoppen fra Ribe omkring år 1200 byggede en borg.
Men lå Møgeltønder ikke lidt langt fra kanalen? Godt nok var kystforholdene anderledes dengang og sikkert også Vidåens løb, men alligevel?
Man mødtes i Tønder
Men det var i Lille – Tønder, at de forskellige veje mødtes. Og disse færdselsvej var urgamle. Det var her skipperne mødtes. Her var min fri for sørøvere, og her mødtes jyder og frisere både i fredelig og ikke fredelig sammenkomst.
To klostre i Tønder
Tønder må allerede dengang haft en stor betydning. Der blev stiftet to tiggerklostre. Det ene var et Sortebrødrekloster, stiftet i 1227. Det andet var et Gråbrødrekloster stiftet i 1238 af ridder Johan Naffnesøn og hans hustru Elsiff. Det førstnævnte kloster brændte i 1517. Det blev igen opbygget af Frederik den Første og indviet til Heilliggeist – sygehus og Hospital for Fattige og Syge.
Munkene blev jaget ud af byen
Gråbrødreklostret har ligget på Slotsgrunden. Lensmanden jagede dem ud i september 1530. Nicolas Tybo havde ellers anmodet kongen om, at lade dem beholde deres kloster.
En broget historie med Tønderhus
I 1271 blev Tønderhus erobret og ødelagt af Kong Erik Glipping under hans strid med Hertugen.
I 1357 blev Tønderhus blev Tønder erobret af den holstenske greve Adolf.Men det var den sidste af Abel’ s slægt. Kong Valdemar Atterdag besatte det. Men han overlevede kun hertugen i et par måneder. Og en tysker ved navn Peffse solgte Tønderhus til de holstenske grever. Disse var snart igen i besiddelse af hele hertugdømmet. Gentagende gange i historiens forløb kom Dronning Margrethe den Første i besiddelse af slottet.
Kong Christian den Første overlod i 1470 Tønderhus og Amt som pantlen til Henning Pogwich for 28.000 Mark Lybsk. Men 10 år senere måtte denne adelsmand sammen med sine sønner rømme landet.
Dette betød at kongen tog slottet tilbage, og det førte så til fejde mod Pogwich – familien. Denne fejde stoppede først ved kongens død med et forlig mellem kongens sønner, Kong Hans og Hertug Frederik.
Ved den første deling af hertugdømmerne mellem disse to brødre i 1490 tilfaldt Tønderhus og by, Frederik (senere Frederik den Første). Ved den anden deling i 1544 var det til Hertug Hans den Ældre. Ved delingen efter dennes død var det så Hertug Adolf og hans efterkommere, de gottorpske hertuger.
En hovedreparation blev foretaget i 1585. Under stormfloder i 1532 og 1615 led slottet store skader. Under krigen mod de kejserlige blev Tønderhus i 1629 indtaget af Prins Frederik (den senere kong Frederik den Tredje). Det var fordi hertugerne havde tilsluttet sig fjenderne.
Det gamle slot forfaldt dog mere og mere. Til sidst blev det revet ned og brugt til blandt andet anlæggelse af Ribe Landvej.
Kun porthuset står i dag tilbage.
En beskrivelse af Vidåen
Langt senere i historien kan man læse denne spøjse beskrivelse af J.N. Schmidt i Slesvigs Land og Folk:
En anden lovgivning
Og det var usædvanligt at byen fik Lübische Recht og ikke var underlagt Jyske Lov. Det får så igen folk til at formode, at Tønder var grundlagt af tyskere. Men kigger vi på de gamle stednavne, ja så får vi en anden opfattelse.
Måske ville hertugen beskytte byen mod konkurrence fra den danske by Møgeltønder. (Store – Tønder) Og måske var Tønder beskyttet mod de tilrejsende frisere, som hørte under den danske konge.
Er dette den rigtige forklaring?
I 1861 udkom den interessante bog Die Stadt Tondern af C.E. Carstens. Han mente, at det ikke var størrelsen på stedet der gav navnet på Store – og Lille Tønder. Nej, det var størrelsen på slottene.
Det specielle retssystem varede til 1900
Retssystemet i Tønder gav da også nogle problemer i forhold til Jyske Lov. Og det specielle retssystem i Tønder varede helt til 1900.
Frem til især 1650 havde Tønder en stor samhandel med Holland. Man fornemmer byens rigdom, når man ser udsmykningen af Kristkirken. (1591 – 92).
Farvel til havnen
Men som det efterhånden er skrevet meget om her på siden, så betød inddigningen, sluser og tilsanding af Vidåen, at Tønders storhed som skibshavn forsvandt. Danske Atlas skrev, at man skulle have bygget digerne og sluserne langs siden af kanalen og ladet strømmen være fri, så kunne Tønder have bevaret sin status som havneby.
Det store industrieventyr
Ifølge myterne var det den westfalske købmand Stenbeck, som lod 12 gamle mænd komme til Tønder til sit hjem og oplære koner og piger i kniplingskunsten. Det skulle have været i første halvdel af det 17. århundrede. Jo et sandt industrieventyr opstod.
Hvor gammel var Sankt Laurenti?
Byens ældste kirke var Sankt Laurenti. Hvornår Sankt Nicolai blev bygget kan ikke siges med sikkerhed, da selve kirken har veget pladsen for den nuværende Kristkirke. Men Sankt Nicolai’ s gamle tårn er bevaret. Den blev senere bygget til den nuværende kirke.
Første gang Sankt Nicolai Kirke blev omtalt med sikkerhed er år 1500. Da betegnes den som sognekirke. Men den er sandsynligvis betydelig ældre. Den nævnes ikke i Ribe – Oldemoder’ s Kirkeliste (1325 – 50). Men her var kun medtaget kirker, der betalte afgift. Andre igen påstår, at der var en trækirke i Tønder, og det skulle have været den allerførste.
Stadsretten fra 1243
Bebyggelsen efter år 1200 kom også til at omfatte den østlige del af den holm som byen lå på. Den nye bydel blev anlagt efter et skema, som man ser i andre nordtyske byer. Det vil sige, at byen blev inddelt i 120 smalle og nogenlunde lige store grundstykker. Nord for hovedgaden blev der afsat et areal, der var stort nok til at rumme et torv med en kirke. Det er også her, at kirken og dens efterfølgere blev bygget. Denne udvidelse må have fundet sted før 1238. For på det tidspunkt anlagde franciskanerordenen et kloster i byen kun seks år efter at den var komme til Danmark.
Da denne orden udelukkende oprettede sine klostre i bysamfund, må Lilletønder på det tidspunkt har haft betydning som købstad. Få år derefter fik byen sin stadsret i 1243. Det var en kopi af Lybæks.
Afgift til kirken
Måske er Sankt Nicolai Kirke blevet til i disse år. Den startede beskedent med et kapel. Der findes ikke kilder, som bekræfter, at de 120 stavne betalte korntiende til Sankt Laurenti Kirke. Men til Sankt Nicolai blev der betalt en afgift, der i 1621 blev ændret til et beløb i penge.
Undertegnede har set, at en sognepræst, Nicolaus Kock er blevet knyttet til kirken i Tønder. Det skulle have været i 1365. Men mon ikke det har været til Sankt Nicolai Kirke i Abild.
Nogle af Tønders præster
Den 10. august 1500 foreslog hertug Frederik ribebispen Ivar Munk at embedet som sognepræst ved vor sognekirke Lutkentundern, som var blevet ledigt ved Georg Ingemanns død og hvortil hertugen havde patronsret, skulle besættes med hertugens kapellan på Gottorp, Johannes Ouerscherer.
Et minde om kirkens bebyggelse
Vi ved, at i 1591 var også Sankt Nicolai Kirke blevet for lille og blev erstattet af Kristkirken. Og dette kan vi læse om i kirken. For i 1593 lod den daværende sognepræst i kirken ophænge en indskrift på latin. Oversat lyder det omtrent sådan:
Senere har man tilføjet:
Tønder’ s kirkegårde
Den første kirkegård blev oprettet omkring kirken. Den var i brug helt til 1787. Ret hurtigt derefter indstillede man begravelserne. I 1823 gik man i gang med at køre gravstenene bort og planere. Antagelig blev kirkegården helt sløjfet på den tid.
I 1857 optrådte et linedanserselskab på pladsen, der seks år senere tjente som tømmerplads.
På den gamle rutebilholdeplads har der også været kirkegård. Den nuværende kirkegård blev indviet i 1814. I de ældre kirkeregnskaber optræder den som den såkaldte nye kirkegård. Og denne kirkegård er senere blevet udvidet.
En klokkestabel på Torvet
Vi har i tidligere artikler omtalt en klokkestabel. Den optræder omkring år 1520, og var placeret omkring Torvet. Man solgte resterne for den høje sum af 11 ½ mark. Det var almindeligt i Slesvig med klokkestabler af træ. Og i Tønder var dette det gentlige tårns forgænger.
En lille smule af den gamle kirke
Egentlig vil det gå for vidt, at omtale den pragtfulde kirke stykke for stykke. Her vil vi bare dukke ned i nogle ejendommeligheder. I den nuværende Kristkirke’ s tagværk er der genanvendt egetømmer fra den gamle kirke.
Tårnet udsat for mange skader
Vi ved også, at tårnet er bygget af Luce Jepsen for 40 rdl. Lybsk og 8 sk. for:
Dette tårn har været udsat for lidt af hvert. Og det var ikke kun i 1686, som det står i indskriften. Ved en stormskade i 1615 skal halvdelen af spiret være blevet nedrevet. Og i 1686 blev de øverste 8 alen ødelagt. Det var så mester Adam Thurmbauer og grovsmed Niels Jensen, der arbejde på tårnet for 304 mark.
Lørdag før anden advent 1716 fulgte et nyt lynnedslag. Det tales om, at tårnet blev ruineret. Men udgifterne viser, at skaderne dog ikke var så omfattende. Gennem 17 – 1800’erne er der ustandselig reparationer på spirets spåntag og blyinddækninger.
Svalerne skulle holdes ude
Omkring 1786 gennemgik kirken også en stor renovering. Der fortælles, at man havde ansat en person, der udelukkende skulle sørge for at svalerne ikke kom ind i kirken. I 1862 mente biskoppen, at kirken trods talrige reparationer var temmelig brøstfældig og trængte til en gennemgribende reparation.
Døbt fra en ældgammel døbefond
Mon ikke kirken hører til blandt Danmarks rigeste, når vi kigger på inventaret? Fra den foregående kirke er der også bevaret døbefont, tre middelalderlige krucifikser, prædikestolen og et enkelt epitaf – den katolske altertavle. Denne befinder sig dog ikke mere i kirken. En middelalderlig sidealtertavle befinder sig i dag i Tønder Kirkemuseum. En stor del af kirkens første stolestader er bevaret.
Prædikestolen er fra 1586. Og man taler i dag om Tøndertypen.
Tænk engang, at man er blevet døbt ved denne gamle døbefont. Den stammer fra 1250 – 1350. Og dåbsfadet er fra omkring 1575.
Mindesten
Selvfølgelig har kirken også mindetavler for de tøndringer, der faldt i krigene. Dem finder man i tårnrummet. Her mindes man de faldne i treårskrigen 1848 – 1851, i verdenskrigen 1914 – 1918 og ofrene for besættelsesårene 1940 – 1945.
Kun en romansk gravsten er bevaret i Tønder. Den blev brugt som dørtrin til Torvet 11. Men er nu at finde på Tønder Museum.
Begravelser i kirken
I kirkebeskrivelsen fra 1800 hedder det:
Ved hjælp af regnskaberne kan man følge, hvordan disse begravelser efterhånden nedlægges og opfyldes. I 1859 opfyldes en begravelse foran alteret med 14 læs sand. I 1879 fyldes to begravelser, og der lægges bjælker over dem. I 1893 – 94 nedlægges resten.
Spændende at se regnskaberne
Spændende er det også, at se i regnskaberne, at man i 1659 købte to huse vest for Smedegade, nedrev dem og udlagde grundene til en ny kirkegård.
Tankevækkende er også, at det var mange lokale håndværkere, der udførte reparationerne i kirken. Og gennem regnskaberne har vi navnene på dem.
Tænk dengang, den 2. november 1532 skulle vandet have stået tre alen høj i kirken i Tønder og afstedkommet stor skade.
Og ja den kirke kunne vi skrive sider op og sider ned om.
Tønder delt i 4 kvarterer
Kigger vi på beskrivelsen af Tønder omkring 1860, ser vi, at byen er inddelt i 4 kvarterer. Der er to torve Store og Lille – Torv som dog er forbundet til hinanden. Byen har 13 gader og fire stræder. I de sidste par er der ikke kommet nye gader, dog har byen udviklet sig lidt mod vest.
Man kan ikke mærke at Peter Doctor praktiserer
Den første læge, der bliver nævnt i Tønders historie er Peter Doctor eller Peter Dorn. Det var omkring år 1600. Han deltog ved et nytårsgilde på slottet. Værten var amtmand Dietrich Blühme.
Igen i 1608 bliver han nævnt. Og heller ikke her er det i forbindelse med noget medicinsk. Der står i en skrivelse, at han var fuld lige som så mange andre. Det er kornskriveren, der beretter dette til hertugen. Amtmanden beretter samme år, at man ikke rigtig kan mærke, at Peter Doctor praktiserer i byen.
Under lægens værdighed, at operere
Nu var det jo sådan dengang, at en læge, der havde studeret, ikke måtte behandle indre sygdomme. Det var dog også under hans værdighed og forbudt at foretage operationer. Behandlinger, forbindinger og sårbehandling tog barberne og jordmødrene sig af. Ja en enkelt gang kunne skarpretteren også gøre det.
Fyrstelig sårbehandler
Mester Claus var den første, der tog sig af sårbehandling i Tønder. Han døde i 1602. Den 12. december sendte hertugen sin hofkirurg David Henning til byen. Han var blevet udnævnt til Fyrstelig sårbehandler.
Dengang var bønder og borgere altid bevæbnet med et våben, kniv m.m. Man drak ofte og meget. Slåskampe var hyppige, og blodtab forekom ofte.
Efter Mester Davids død, var det barberen Jürgen Hansen’ s tur. Han havde fået hvervet, fordi han havde giftet sig med Mester Claus enke. Han fik endda et større område.
Den første jordemoder
Omkring denne tid hører man også om den første jordemoder i Tønder. Hun havde uhyggelig meget at se til. Dengang blev der født rigtig mange børn. Men dødeligheden både blandt børn og mødre var også stor dengang.
Masser af epidemier
I 1540 var 140 død af pest, og i 1639 var det cirka 600, der døde. Årsagen til de mange døde var også, at man ikke lyttede til lægens anvisninger. Man forsøgte at indføre forbud mod at handle med de byer, der havde en epidemi. Men det overhørte man hele tiden.
I 1602 blev magister Laurentius Thomaeus og hans elever beordret til Løgumkloster. Året efter kom magisteren tilbage til Tønder. I den tid var 500 tøndringer afgået ved døden.
Gamle huskeråd
Man brugte gamle huskeråd. Det var varm øl med ingefær, safran eller kanel. Brændevin brugte man også. Det købte man hos Hans Koch i Rådhuskælderen. Her købte man også krydderier.
Også te med en masse krydderier blev brugt. Ingefær med peber var godt mod tandpine i Tønder.
Borgerskabet med penge importerede diverse hjælpemidler som plaster, medikamenter m.m. fra Slesvig og Hamborg.
Hekseri og kloge koner
Pludselige dødsfald som skyldtes naturlige årsager blev tolket som mystisk og hekseri. Her kunne kloge koner hjælpe. En af dem hed Kathrine Jacobs. Hun blev også kaldt Kathy Kullgap. Men disse kloge koner skulle nok selv passe på. For pludselig kunne de selv blive udnævnt til hekse.
Sådan gik det for eksempel for Kirstine Mathies, Kathrine Gretsbüll og Anne Wallens. Disse blev omkring1600 anklaget for at være hekse.
Så sent som i 1782 i Tønder var der en masse overtro, hekseri m.m.
Den første apoteker i 1623
I 1623 ansøgte en hvis Michael Frenzke hertug Frederik den tredje om at måtte oprette et apotek i Tønder. Han fortalte godt nok, at han ikke var lokal, men at han i mange år havde vandret rundt.
Amtmand Hans von der Wisch gav sine anbefalinger videre. Han måtte dog ikke oprette en filial. Han fik desuden eneret på en del varer, og så måtte han sælge krydderier i lige så store portioner, som han ville. Og dette måtte kræmmerne ikke mere. Det blev de godt nok sure over.
I Tønder var man vant til at bruge krydderier i madlavningen allerede dengang. Og man fik disse krydderier via Holland.
Men til sidst fik kræmmerne dog deres vilje.
Han havde tjent Prinsen af Oranien
Efter den første apotekers død, skrev Andreas Lorentzen til hertugen. Nu ville han have privilegiet. Og han mente bestemt, at han var egnet til dette. Han havde tjent Kong Gustav Adolf af Sverige og også Prinsen af Oranien. Nu blev han ikke den bedste apoteker, men han var en god forretningsmand. Men han beklagede sig mange gange til Magistraten og til Hertugen, at hans privilegier blev overtrådt.
Omkring 1649 hører vi om lægen den praktiserende læge, Johan Strobaus. Han klagede til Hertugen, at han kun kunne opretholde en meget lav indkomst i Tønder.
Dyrekirurgen og Hestedoktoren
Det så vitterlig ud til, at barbererne kunne opretholde en meget større indtægt med sårbehandling og plaster. I Tønder blev disse ikke betragtet som uærlige. Det gjorde de så mange andre steder.
Tønder havde skam også en dyrekirurg, der hed Asmus Schweinenschneider. Og så var det også hestedoktoren Jacob Kühl. Men ak sidstnævnte blev sat i spjældet. Det var nemlig sådan, at 14 piger blev udvist af byen, men en del af disse sneg sig ind til byen igen. Dette blev opdaget, og de blev smidt i spjældet. Og så var det ved nattetide, at Jacob Kühl blev snuppet i færd med at befri nogle af disse piger.
Tre kandidater til apotekerjobbet
På et tidspunkt ville mester Johan opgive sit job som læge. Beboerne i Tønder brugte ham ikke nok. Han kunne godt tænke sig, at blive apoteker, nu hvor apoteker Lorentzen var afgået ved døden.
Men det var sandelig også to andre favoritter til dette job. Det var Johannes Block og Schwermann. De havde begge fået privilegier til at drive sideapoteker.
Bevis på, at han var god til Benbruds – behandling
Ja i fortællingen om lægevæsnet i Tønder hører det også med til historien, at når der var markeder, ja så skete der også ofte, at der var læger med. Og disse var sikkert af vidt forskellige kvaliteter.
Men barbererne i Tønder udviklede sig. De kunne nu også behandle brud og ledsmerter. Således modtog Peter von Gothern i 1634 et bevis på, at han var god til at behandle brudskader.
Skarpretter Hans Gottfriedsen måtte ikke mere behandle sårpartienter fik han at vide af hertugen.
Apotek – privilegium gik i arv
I 1661 fik Peter Langhein tilladelse til at måtte drive sideapotek. Men han nåede også at drive hovedapotek. Og hvervet som apoteker gik i arv i familien.
Det kneb gevaldig med at overholde diverse privilegier. Og der blev smuglet vin og brændevin til Tønder. Ja sådan blev de i hvert fald påstået. Og se sådan gik livet sin gang i byen.
Og så var det jo også det specielle m.h.t. Tønder Slots – og Frigrund. Dette stykke dannede sit eget politidistrikt, som hørte under Tønder Herred.
26 skilling i lommepenge
Byens hospital dengang var flere gange brændt. Her var bedesal, hvor byens præster afholdt gudstjenester. Hospitalet var bestemt for værdig trængende af begge køn, navnlig gamle borgerfolk.
Omkring 1860 fik man foruden fri bolig, linned, belysning og brændsel og fuld kost samt 26 skilling i ugentlig penge. Hospitalet fik sine penge fra ejendomsbesiddelser. Der var plads til 36 trængende personer.
Skolelærerseminariet havde plads til 18 unge mennesker, hovedsagelig lærersønner, blev det fastslået dengang. Men nu var det hovedsagelig tyske lærer, der blev uddannet på dette tidspunkt.
Vajsenhuset til 12 forældreløse drenge
Vajsenhuset havde plads til 12 forældreløse drenge. Også her var det fonde og ejendomme, der betalte driften. Vi har tidligere i en artikel beskrevet stedet.
Dengang betegnedes rådhuset på Torvet som brøstfældig. Og på grund af mangelfuld indretning af arrestlokalerne benyttede man amtets arresthus i porthuset på Slotsgrunden. Det er det nuværende museum.
Handelsomsætningen faldt
Der fornemmes en hvis form for pessimisme, når Tønders handelsomsætning skal omtales. Man mangler gode vejforbindelser til baobyerne, flere fabrikker er blevet nedlagt, kniplingsindustrien havde ikke samme betydning som tidligere. Man regnede dog med, at de nye chausseer til Ribe og Husum ville gavne byens udvikling. Skibsfartsslusen til Højer og jernbanen skulle også bidrage til en bedre udvikling af byen.
En del fabrikker i Tønder
Ved udgangen af 1861 var der tre tobaksfabrikker, der beskæftigede 33 arbejdere. Et jernstøberi beskæftigede 18 mennesker. En cichoriefabrik beskæftigede 10 mennesker. Og så var der en klædefabrik med 8 ansatte. De forskellige bomuldsvæverier havde hele 40 ansatte. Og så var der et stort bryggeri for bajersk øl med lagerkælder. Det var blevet anlagt 1861 – 62. Så havde man jo også et bogtrykkeri, der udgav Intelligentbladet for Tønder og Omegn. Dette blad eller avis har vi tidligere omtalt i en artikel.
Masser af markeder
Vi skal da heller ikke glemme, at der stadig her i begyndelsen af 1860erne blev holdt en del markeder i byen:
Der har været gang i byen under alle disse markeder.
62 yngre mænd blev udkommanderet ved brand
Og så blev det også meddelt, at byen ikke havde nogen Borgervæbning. Man havde heller ikke nogen egentlig brandkorps. Men til betjening af slukningsredskaberne, der bestod af seks sprøjter, udkrævedes 62 mand, der af Magistraten udtages af yngre borgere. I tilfalde af brand blev slukningen ledet af Brandadministrationen og Sprøjtemesteren under politimesterens tilsyn. Vi har på vores hjemmeside flere artikler om brand i Tønder.
Et smukt anlæg
I 1857 var der sket en uddybning af åen eller kanalen. Men langt fra alle skibe kunne mere nå ind til Tønder. Således måtte de skiber, der ikke kunne lægge masten ned lægge til uden for sluserne i Rudbølkogs Diget.
Byen Tønder var omkranset af smukke offentlige Spadseregange og anlæg dengang. Ja og det er byen skam endnu. Det var Borgmester Richtsen, der anlagde Nørre – Borgdige i 1800. Og dette anlæg blev i 1857 udvidet.
I disse anlæg var der flere pagoder og i hvert fald det ene blev kaldt Liebes – tempel. Og alle os tøndringer kan fortælle om oplevelser i og omkring dette tempel. Ja det kan Michael Falch også. Han har levendegjort fortællingen om dette stykke Tønder – Historie i en af hans mange dejlige sange, Kærlighedens Lysthus.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Maj 15, 2016
En berømt mand fra Øster Højst
Enewald Ewald var bannerfører for pietismen. Han stammer fra en begavet og opvakt præsteslægt. Som 14 – årig havde han læst bibelen fire gange. I 1718 kom han tilbage til Øster Højst fra sin studietur. Han gik imod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed. På Tønder – egnen foranstaltede han bibelmøder på bøndergårdene. Hans far gav ham lov til møder i kirken. Men så blev faderen kaldt til forhør hos provsten i Tønder. Brødrene Brorson støttede pietismen. Og det gjorde Christian den Sjette. Amtmanden ville ikke have ham som præst på Tønder – egnen. Så blev han lærer ved Vajsenhuset i København. Men snart mødte han også modstand hos præsterne i København. Jo han fik yderst trange kår i hovedstaden. Det hjalp nok ikke, at kongen udnævnte ham til professor. Og så fik de en søn, der senere blev berømt.
Sønnen blev også berømt
Man kan næppe tro det, men også i Øster Højst har der boet en berømt person. Og ikke mindst dennes søn, blev måske endnu mere berømt og kendt. Måske skal vi lige forklare dem, der ikke ved det, at Øster Højst ligger ikke langt fra Tønder.
Pietismens bannerfører
Vi taler om pietismens bannerfører og igangsætter, Enewald Ewald. Det er ham, vi kan takke for, at pietismen fik sit gennembrud i Danmark. Det var en ny fromhedsbevægelse. Hans forkyndelse og vækkelsesretning nåede endda til selve hovedstaden. Han var skyld i, at der nu kom bevægelse og fornyelse i kirkelivet.
Han blev født i Øster Højst i året 1694. Faderen Nicolai Ewald var fra Bylderup Præstegård, og blev i 1693 gift med Pastor Prætorius datter Mette Magdalene i Øster Højst.
En begavet og opvakt præsteslægt
Vores hovedperson er udgået fra en begavet og opvakt præsteslægt som var udbredt i Slesvig Holsten fra Dagebøl i vest til Varnæs i øst.
To af hans fætre, Ewald Ægidius i Bylderup og Bertel Ægidius i Varnæs var salmedigtere og – oversættere. De var i den grad påvirket af åndelige strømninger sydfra.
Som 14 – årig havde han læst bibelen 4 gange
Den første uddannelse fik Enewald i hjemmet af sin far. I sin bog Visdoms Kilde, fortæller han, at han allerede som 14 – årig havde læst bibelen fire gange, inden han var blevet 14 år:
Siden kom han på Tønder Latinskole, hvor Christoffer Bluhme var rektor. Som student søgte han først til Kiel, siden til Jena og Halle.
Tilbage til Øster Højst i 1718
I Danmark kendtes pietismen kun af navn og var genstand for en tåbelig frygt. I Tyskland var bevægelsen allerede meget udbredt. Pietismen satte fokus på den levende tro. Halle var nok pietismens hovedstad.
Hen på sommeren 1718 vendte den unge student tilbage til sit barndomshjem i Øster Højst. Straks kastede han sig ud i, at udbrede det som han havde set og hørt på sin studierejse. Han vakte hurtigt stor opmærksomhed og samlede store skare om sin forkyndelse i Øster Højst.
Bibellæsning ude på bøndergårdene
Han holdt bibellæsning og katekisationer ude i landsbyerne, men det kneb efterhånden med plads ude på bøndergårdene. Han fik lov af sin far til at henlægge møderne til selve kirken.
Til forhør hos provsten
Men snart fik han også modstandere i sin forkyndelse. Det var blandt andet fra præster på Tønder – egnen. De kaldte ham for en hallensisk kætter og klagede over ham til provsten i Tønder, Samuel Reimarus
Denne provst i Tønder var en af de store, men det fik han aldrig æren for. Dette tilkom hans efterfølger, Schrader. Denne provst Reimarus var ikke modstander af pietismen men det han hørte fra Øster Højst foruroligede ham. Den gamle Nicolai Ewald blev kaldt til tjenstlig forhør i Tønder. Det skete i oktober 1718.
Og faderen kunne berette om, at han var glad for den store tilstrømning til kirken. Han kunne ikke se, at disse møder skadede kirken, tværtimod. Men snart blev også den gamle Ewald udsat for hån, anklager og spot. Det lykkedes også for modstanderne at indvirke til et forbud mod disse møder i Øster Højst Kirke.
Året efter måtte den gamle Ewald igen stille til tjenestelig forhør, da der var blevet indberettet til provsten, at møderne i Øster Højst Kirke fortsatte. Men faderen kunne berette, at siden forbuddet havde sønnen ikke betrådt kirken.
Men den gamle Ewald kunne også fortælle provsten at
Kulde i kirkelivet
Denne pastor Johann Schrader havde været huslærer ved hoffet i København og kendte personligt grev Zinzendorf, herrnhutternes førstemand. Det var dem, der opførte den pietistiske mønsterby, Christiansfeld.
En vækkelsesbølge gik over hele Tønder – egnen. Den skabte røre i mange sogne. Ewalds forkyndelse nåede længere og længere ud og fik større og større tilløb.
Usselhed i verden, kulde i kirkelivet, længsel efter liv og inderlighed har sikkert befordret denne nye vækkelse. Og nu trådte der en mand frem på den rette tid.
Borgmesterens far husker pietismen
Mange år senere nedskrev Borgmester Carsten Richtsens far, Hans Richtsen sine erindringer om sin tid:
Brødrene Brorson støttede pietismen
Nogle af dem, der strømmede var de tre brødre Brorson.
Nikolaj Brorson støttede Ewald, da præsten i Møgeltønder fremkom med en ond beskyldning imod ham. Præsten måtte da også undskylde sine beskyldninger. Han indrømmede at have,
I Løgumkloster opholdt H.A. Brorson sig i disse år som huslærer på Slottet og han og Ewald blev meget gode venner.
Amtmanden ville ikke have ham som præst
Konferenceråd Lorentz Prætorius, som var født i Burkal blev sendt til Højst, hvor han blev undervist af Ewald. Han ansøger sognerådet om, at Ewald bliver udnævnt til faderens kaplan med udsigt til at blive faderens efterfølger.
Den daværende amtmand i Tønder, J.G. von Holstein som boede i København, hvor han tillige beklædte høje stillinger inden for embeder i stat og kirke var dog ikke begejstret for dette.
To år efter ansøger faderen om, at hans søn bliver efter hans efterfølger. Men også dengang siger amtmanden nej. Både sogn og slægt forsøgte at fastholde Ewald i Øster Højst. Selv var han glad for egnen.
Men i 1727 blev han kaldt til København for aldrig mere at vende tilbage til Øster Højst.
Allerede i 1720 udgav han anonymt Den sande Christendoms rette Grundvold. Året efter var det så Begyndelsens Elementer i de Guds Ord.
Pietisme på Tønder – egnen
Nikolai Brorson samlede folk i sin præstegård for at opmuntre dem med psalmer og lovsange. Og det var bevægelsens egne sange, som de sang. Det var trekløveret Brorson fra Randerup, der skabte disse sange. Og her var det særligt H.A. Brorson.
I Tønder udgav Schrader også en tysk salmebog, sikkert inspireret af H.A. Brorson. Og Brorson igen oversatte også nogle af Schraders salmer. Ja de bedste skrev Brorson, da han opholdte sig i Tønder.
Christian den Sjette var pietist
Enevold Ewald fik ansættelse som lærer på Vajsenshuset i København. I 1728 blev han udnævnt som vajsenhuspræst. Han vakte fra starten opsigt med sin veltalenhed og de tanker, som han fremsatte.
Jo Christian den Sjette var også tilhænger af den nye bevægelse. Og dem, der fremmede pietismens sag fik vigtige embeder.
Mod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed
Med liv og sjæl prædikede han imod kirkelig slendrian og åndelig sløvhed. Heller ikke her i hovedstaden brød præster af den gamle skole sig om den nye bevægelse. Han havde en enestående evne til at finde og præge sine medarbejdere. Snart sprang vækkelsen ud i lys lue og efterhånden måtte gejstligheden tage stilling til Vajsenhusfolkene.
Han bliver gift med Madamme Wulff
Efter den store brand i 1728 måtte gudstjenesterne holdes i Ridehuset på Nytorv. Her blev en interimistisk prædikestol rejst. Her samledes høje og lave, rige og fattige.
Som hjemme i Øster Højst samlede han folk. Her kom en Madam Wulff født Martens til at spille en stor rolle. Jævne borgere, studenter, lærerdrenge og selv hofembedsmænd samlede sig hos Madam Wulff for at høre de nye kristelige strømninger.
Også hun var fra Sønderjylland. Hendes far var fæstebonde i Oksenvad Sogn, senere degn og lærer i Gråsten. Her fandt Ewald sin tilkommende hustru Maria Wulff.
Trange kår i hovedstaden
Ewald var den første, der praktiserede konfirmationsundervisning i København. Det var før kongen, Chistian den Sjette gjorde det obligatorisk.
Men også i hovedstaden voksede modstanden lige som i Tønder Amt. Også indbyrdes i bevægelsen opstod der rivaliseringer. Stridigheder og skuffelser tog hårdt på Enevald
Stridigheder opstod med hovedstadens præster og Enevald måtte flere gange i forhør. Hans senere år i hovedstaden blev trange. Forfølgelse og fortrædeligheder, økonomiske bekymringer og huslige sorger og et skrøbeligt helbred.
Han lukkede sig mere og mere ind i studiekammerets stille verden, hvor han holdt sig for sig selv.
Udnævnt til professor
For at bøde på de meget små indkomster ved Vajsenhuset, som han dog ikke ville slippe, påtog han sig anstrengende skriftligt arbejde. Til sidst magtede han dog ikke at skrive.
Men det blev dog til en række bøger og skrifter, særlig opbyggelige, men også af historisk – filosofisk art, som han fik udgivet.
Kong Frederik den Femte udnævnte ham i 1747 til professor.
Den berømte søn
Han var hadet eller misundt af adskillige, men elsket af mange. Den nidkære stridsmand døde den 17. november 1754. Da var hans søn, Johannes Ewald kunne 11 år gammel.
Og hvorfor skal vi så lige have dette at vide. Jo det var den senere berømte digter Johannes Ewald. De sønderjyder bragte meget godt til hovedstaden. Det var jo ham, der blandt andet skrev Kong Christian stod ved højen mast.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Kirker, præster og åndsliv:
Tønder:
Højer:
Aabenraa:
Padborg/Kruså/Bov:
Sønderjylland:
Nørrebro:
Østerbro:
Maj 14, 2016
Aabenraa for meget længe siden
Vilhelm Marstrand blev bedt om, at skrive en bog om Aabenraa med undertitlen ”en egnsplan og byhistorisk undersøgelse”. Men der er da hvis lidt for meget roman over denne. Vi vil her forsøge at give den rigtige fremstilling af Aabenraas første historie. Opnør var en landsby, der lå ud til ”den åbne strand”. Aabenraahus blev anlagt længere mod nord, og her blev også anlagt en dyb stadsgrav. I 1247 blev Opnør lagt i aske i Erik Plovfennings kamp mod Abel. Beboerne flyttede ind til Aabenraa eller til Kolstrup. Den såkaldte Skraa kendes fra 1335. En overenskomst underskrevet i 1340 i Aabenraa bestemte, at de holstenske grever fik magten. Men dronning Margrethe var smart. Hun fik efterhånden magten. Hendes efterfølger, Erik af Pommern fik mange fjender. I 1460 blev grundloven for Slesvig – Holsten underskrevet. Foran Aabenraa opstod der et slumkvarter – Ramsherred.
En historikere tog fejl
I 1933 udkom Vilhelm Marstrands bog om Aabenraa. Det står anført i bogen, at det er en egnsplan og byhistorisk undersøgelse. Men det er noget i bogen, der ikke kan stemme. Skal man undersøge sandheden, ja så bliver det svært. For hvilke kilder, skal man nu følge? Hvilke er korrekte? På vores side har vi da heldigvis også kvalificerede kræfter, der har skrevet om Aabenraa’ s tidlige historie.
Byen Opnør
Det er ingen tvivl om, at byen tidlig hed Opnør. Og særlig med Opnør var der naturlige grænser. Mod nord var det Nørreskov. Mod syd havde vi Sønderskov. Mod øst var der Jørgensgård Skov, som dengang i Middelalderen hed Østerskov. Ja og navnet Vesterskov overlevede heller ikke. Det blev i stedet Hjelm Skov.
Var der et gadekær på Vægterpladsen?
Kunne der måske have været et gadekær på vægterpladsen? Nogle af beboerne har i tidens løb klaget over fugt i kælderen. Antagelig har grundvandstanden været høj. Andre igen peger på, at der her har været en voldgrav.
Men herfra var der ikke langt til Opnørs beskedne trækirke. Der gik veje til Kolstrup. Den sidste del af navnet tyder på, at det var udflytterby.
Den åbne strand
Vi har tidligere filosoferet over navnet Opn – ør. Det betyder noget i retning af Bebyggelsen ud mod ”den åbne strand”. Ja ør (eller –er) kender vi fra andre byer. Det oversættes vel bedst med Strandbred.
Opnør må have kunne ses fra fjorden. Men de jordløse har søgt ned mod vandet, hvor fiskeriet var deres hovederhverv. Vi ser det i byvåbnet De tre makreller. Mange af datidens gader gik direkte ned til vandet eller til åen. Her bosatte fiskerne sig og trak deres både op.
Man sejlede ind ad åen. Så sent som i 1680 er en af Slotsgades skippere således indblandet i en smuglerhistorie. Også ved udgravninger kan der konstateres at åen fortsatte hertil.
Handelslivet voksede
Handelslivet udviklede sig langs Østersøen. Det skete efter sejren over venderne. En af disse strandkøbinger var Aabenraa. Ifølge gammel ret tilhørte stranden kongen. Derfor havde han ret til at opkræve told. Til gengæld værnede han om købstæderne.
Aabenraahus
Aabenraa fik borgen Aabenraahus. Denne blev lagt for enden af det snorlige strøg, der skabte forbindelsen til havnen. Midt på dette strøg blev Storetorv anlagt. Her skulle man udveksle varer med folk fra oplandet. Gaderne til hver side fik navnet Vestergade og Østergade (nu Skibbrogade). Søndergade førte sydpå ud af byen.
Den dybe stadsgrav
Nord for Storetorv gennemskar en dyb stadsgrav den sydligste del af Bybakken. Udgravninger har vist, at denne var usædvanlig dyb. Til de andre sider var engstrækningerne nok beskyttelse.
Den såkaldte Skraa
Aabenraa fik som andre købstæder også deres egen bylovgivning, den såkaldte Skraa. Den kendes først fra 1335. Men den har tydelige træk fra Valdemar Sejrs tid (1202 – 41). Kong Valdemar nævnes flere gange ved navn.
Borgerne drev dengang landbrug ved siden af deres købstadserhverv, handel, håndværk og fiskeri. Derfor støttede kongen dem ved at tildele dem græsningsarealer i syv omkringliggende landsbyers marker.
Skraaen omtaler også Skåne. Det vidner om, at allerede dengang havde fiskeriet stor betydning. Det var selvfølgelig Middelalderens store silde – fiskeri, som aabenraaerne også havde deltaget i.
Sankt Knuds gilde
Endelig er også omtalen af Sankt Knuds gilde et vidnesbyrd om handelens store betydning for byen. Gildet i Aabenraa havde deres egen kirke, Sankt Knuds Kirke, der lå på hjørnet af Skibbrogade og Gildegade.
Ved Valdemar Sejrs død i 1241 var købstaden i god trivsel og byens borgere kunne gå en lys fremtid i møde.
Et skæbneår 1247
Men ak og ve. Det skulle gå helt anderledes. Skæbneåret i Aabenraa’ s ældste historie er 1247. I Danmarks Riges Krønike fra år 1600 skriver Arild Huitfeld, at Kolding, Haderslev, Aabenraa og ”mange bondebyer” blev afbrændt under Erik Plovpennings kamp mod Abel.
Denne måske meget sene oplysning kan måske forklare ny kirkebyggeri i de nævnte byer omkring 1250.
Det vides med sikkerhed, at kirken på hjørnet af Gildegade/Skibbrogade gik til. Og det samme er sikkert sket for borgernes stråtækte træhuse.
Opnør blev ikke genopført
Opnør blev ikke genopført. De overlevende var enten flyttet til Kolstrup eller ind til Aabenraa. Der var ikke kræfter til at genopføre Sankt Knuds Kirke. Man valgte i stedet at bygge en teglstenskirke på Bybakkens top. Den blev antagelig bygget på trækirkens tomt. Denne kirke blev indviet til de søfarendes helgen Sankt Nikolai.
Det var lidt enestående, at byens kirke kom til at ligge uden for det egentlige byområde, cirka 100 meter nord for Stadsgraven.
Kongen havde retten til Opnør’ s jord. Da byen ikke blev genopført forærede han nu dette til Aabenraa.
En overenskomst fra 1330
En overenskomst blev undertegnet i Aabenraa i 1330. Den betød, at Gerhardt den Tredje (grev Gerhardt eller Den kullede greve), der i 1325 havde kaldt sig Danmarks Riges administrator, formelt overdrog hertug Valdemar regeringsmagten over den nordlige del af Sønderjylland.
Efter attentatet i Randers i 1340 bevarede Gert’ s sønner herredømmet over Sydslesvig. Som nordligt værn anlagde de Niehuus.
Det var hertug Valdemar, der bekræftede og fornyede den gamle stadsret fra Kong Valdemars tid. Denne og hans søn, Henrik var de sidste hertuger af Abel’ s slægt.
De holstenske grever tager magten
Da denne døde i 1375, samme år som Valdemar Atterdag satte de holstenske grever sig i besiddelse af den nordlige del af Sønderjylland og dermed også Aabenraa.
I 1386 godkendte Dronning Magrethe dette. Hun var optaget at få samlet hele Norden. Da den daværende holstenske greve, Gerhard den Sjette faldt i kampen mod ditmarskerne, påtog dronningen sig, at være formynder for afdødes børn.
Dronningen var meget kløgtig, for hun benyttede lejligheden til at besætte borgene i den nordlige del af Sønderjylland. Hun fik også fodfæste i Flensborg og opførte Duborg.
Et slot i Aabenraa
I Aabenraa mente hun ikke, at Aabenraahus var egnet, og opførte Brundlund i 1411. Det vil sige, slottet blev først færdig efter hendes død. Og egentlig blev slottet ikke så stort, som hun kunne have forstillet sig.
Til slottet hører jo også en mølle. Og Slotsmøllen er der endnu.
De mange fjender
Hun var smart, Dronning Margrethe. Men hertugerne i Holsten ville ikke findes sig i hendes politik. Det førte til en 30 år lang krig fra 1409/10 – 1435/40. Efter hendes død i 1412 i Flensborg Fjord var det hendes efterfølger Erik af Pommern, der skulle forsvare kongemagtens herredømme over Sønderjylland. På grund af Øresunds – tolden fik han hanseaterne som fjender. Og det blev farligt for ham.
Aabenraa plyndret i 1429
I 1429 blev Aabenraa plyndret af en hanseatisk lejehær. Også omegnens beboere led overlast. Bønderfolk fra Løjt flygtede nordpå. Mod vest nedbrændte kirken i Ønlev, samt landbyerne i Årslev og Søst. Det lille bondesamfund i Hessel forsvandt for altid. Det lå omkring det nuværende Tøndervej – kvarter.
I 1431 måtte de danske tropper rømme Flensborg. Det betød, at Sydslesvig fortsat var under tysk administration. Ja det havde det været siden 1325.
Men det betød også, at hele området fra Kongeåen blev styret på tysk, det vil sige, at det var på plattysk.
Dette betød, at Aabenraa’ s gamle Skraa måtte oversættes til plattysk.
Grundlov for de to hertugdømmer
Og det hele endte med en Slesvig – Holstensk territorialstat. Denne statsdannelse blev i 1460 anerkendt af Danmarks Rigsråd, da den danske konge af oldenborgsk herkomst Christian den Første blev valgt til Herre over landene Slesvig og Holsten. Dette foregik i Ribe.
Ja man kan sige, at aftalen i Ribe var en slags grundlov for de to hertugdømmer. Og den holdt helt til 1848.
Et flygtningeproblem
Den store krig havde skabt et flygtningeproblem. Men lige så snart faren var over vendte de fleste tilbage og genopbyggede deres ødelagte landsbyer.
Men mange andre søgte mod Sønderjyllands østkyst, fordi de havde trange kår. Også mange søgte til Aabenraa. Men her ville borgerne ikke dele deres brød med de nye. De måtte blive uden for byvolden. På den måde opstod Ramsherred.
Skarnsknægte og tyve i Ramsherred
På plattysk hedder Ramsch noget i retning af Slum. Ramsherred var således et slumkvarter, beliggende nord for Aabenraa’ s vold og grav.
Borgerskabet så ikke med milde øjne på de mange elendig stillede mennesker. Dette fremgår ganske tydeligt af Aabenraa Bykrønike. Ifølge denne var Ramsherred oprindelig et sted, hvor
Det vandløb, der i Skråen kaldes Bækken norden by, fik nu navnet Tyvkærbæk.
Kirker tog sig af sociale problemer
Ja og i Middelalderen var kirken eneste instans, der tog sig af de socialt usselt stillede. I Haderslev og Flensborgs slumkvarterer oprettedes Sankt Gertuds stiftelser og gilder med tilhørende kirkerum. Sankt Gertrud var nemlig skytshelgeninde for de elendige.
Noget tilsvarende kendes ikke i Aabenraa. Måske var det fordi Ramsherred lå tæt ved den lokale Skt. Nikolaj kirke. Her kunne beboerne søge hen, hvor marianer – præsteskabet kunne tage sig af dem.
Den lille smøge mellem to af de nordligste ejendomme på Storegades vestside er i dag et minde om Ramsherred – folkets adgang til Skt. Nikolaj kirke.
Aabenraa atter udplyndret
For Aabenraa’ s vedkommende var afslutningen på middelalderen ret så voldsom. Det hang sammen med Christian den Andens fordrivelse som konge i 1523.
Danmarks Rigsråd havde opfordret kongens farbroder, Frederik den Første til at blive ny konge. Han lod derfor sine tropper rykke nordpå ad Hærvejen.
Undervejs slog de lejr ved Rise. Herfra måtte aabenraaerne finde sig i, at deres by blev plyndret for alt af værdi.
Aabenraa var nemlig ved Sønderjyllands første deling i 1490 blevet tillagt kongens andel af hertugdømmet. Derfor var byen på den forkerte side i kampen.
Desværre, Marstrand
Ja, kære Wilhelm Marstrand, det er sådan at Den Gamle Redaktør tolker historien om Aabenraa’ s historie i begyndelsen. Det er en skam, at vi ikke er helt enige.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs
Maj 14, 2016
Jagtvej på Nørrebro
Nørrebro/Nordvest Bladet bad mig om at finde nogle historiske tilbageblik fra Jagtvej. Og det kan man jo gøre på mange måder. ”Den Gamle redaktør” valgte at finde nogle sjove anekdoter. Så egentlig kunne vi kalde artiklen for Anekdoter fra den gamle Jagtvej. Og egentlig var det kun en sti ud over Fælleden. For den egentlige Jagtvej som kongen byggede var et andet sted. Og resterne af denne er Møllegade. Så her kære læsere, kan du læse om, at man ikke skal gå på toilet i stormvejr. Og så har Holger Danske været på besøg i nærheden af Jagtvej. Betjente måtte løbe, når de gik på patrulje på Jagtvej. Og så var der i den grad lystigheder på Jagtvej. Og åh skræk, der var lårkort betjening. Det klagede fagforeningen over. Men det blev meget værre, for begrebet ”Piger i Cellofan” opstod.
Man tager fejl
Jo kongen samlede sit jagtselskab omtrent der hvor Nørrebros Runddel ligger i dag. Der var små stier, som selskabet kunne ride på. Men egentlig var det en anden jagtvej, som kongen anlagde. Og resterne af denne er faktisk Møllegade. Og her varede det lidt, inden pøbelen fik adgang.
Jagtvej blev anlagt i 1750 fra Falkonérgården til Store Vibenhus.
Nørrebros Runddel
Et dagblad kunne i 1878 fortælle følgende:
Ejeren sad på toilet
I gården bag Skt. Stefans Apotek befandt sig i mage år resterne af en mærkelig bygning. Det var egentlig resterne af den gamle Ølunds Mølle. Møllen lå på hjørnet af Jagtvej, dengang.
Ja man siger, at halvdelen af træerne blev fældet på Lygtevejen (Nørrebrogade) for at skabe nok luft til møllen.
Og man siger også, at under en kæmpe storm i 1835 blev stakittet væltet og en del af muren til beboelsen på møllen. Og her kunne forbipasserende se ejeren, kaptajn ved Borgervæbningen, Toksværd ”sidde på lokum”.
Karrusel ved Runddelen
Mange børn har fået sig en karruseltur på drejeskiven for sporvogne ved Runddelen.
I 1924 blev trafikken så intens, at man anlagde en rundkørsel – den første i København. I 1960erne forsvandt denne og blev erstattet af et lysreguleret kryds.
En forfærdelig lugt
Lige bag ved Jagtvej ved Runddelen var der et opbevaringssted for latrin m.m. På varme dage kunne der opstå gasser, der kunne forårsage eksplosioner. Ved ugunstige vinforhold var der en forfærdelig lugt i området.
Det fortælles, at når betjente skulle gå på vagt langs Jagtvejen, ja så foregik det i løb, for at få det overstået i en fart.
De mange lystigheder
Tidligt blev Jagtvej et center for lystighed. Og det mest kendte er sikkert Zigøjnerhallen. Inden da lå her i nummer 85, Kehlers Chokoladefabrik.
Her tryllebandt Wandy Tvorek publikum. Og en hvis Hr. Rosenbaum optrådte her. Han blev senere kendt som Victor Borge. Og de unge i dag kender sikkert ikke Holger Fællessanger. Men han var her også. Ja vi kan da også nævne Lilly Broberg, Otto Brandenburg, Leo Matthiesen, Oswald Helmuth og mange andre.
Men ak, fagbevægelsen var efter ledelsen. For tjenestepigerne optrådte i lårkort, men det skulle blive meget værre. For senere opstod begrebet Piger i Cellofan. Og det var lige noget for områdets skoledrenge, indtil man opdagede, at de kiggede ind ad vinduerne.
Men øv, det hele endte med, at en Korsetfabrik overtog stedet i 1953.
I nummer 105 lå Jagtlyst, og der hvor Kiwi i dag ligger, lå Tyrolerkroen. På hjørnet af Fensmarkgade og Jagtvej lå Heidelborg.
Og længere ned ved Jægersborggade optrådte fra 1889 – 1893 syngepiger, som ude på Bakken. Men ak, da der kom en ny ejer, blev syngepigerne udskiftet med billardborde. Men helt frem til 1958 var der restaurant på stedet.
Folkets Hus
Vi kunne jo egentlig skrive side op og side ned om Ungdomshuset og egentlig også om Folkets Hus, som havde besøg af selveste Rosa Luxembourg. Her blev afholdt store bankospil, juletræsfester og boksestævner.
I 1930erne havde Hr. Gundemann danseskole her. Der var masser af baller. Orkestret spillede datidens slagere, Det var på Capri, Stakkels Gicolo, Ti små snavsede finger m.m.
Og swinger – påklædningen var en nydelig habit, altid nypressede benklæder. Jakken var kort med store reverser og vat i skulderne. Benklæderne var vide forneden. Skjorten skulle helst være stribet med en passende slips til.
De unge nybegyndere til datidens baller blev kaldt turister. Paul Wendelboes Teaterselskab optrådte med Tante Jutta fra Calcutta. Og frem til klokken 2 – 3 stykker underholdt Emil Løftgrens seks – mands orkester,
En stor biograf
Ved siden af nutidens Ground 69 lå Coloseum. Ejendommen var fra 1885 – 1886. Det var stort, da man præsenterede den første talefilm. Og om søndagen flokkedes børn og barnlige sjæle til børneforestillinger.
Her kunne voksne og børn se film fra ekspeditioner fra fjerne himmelstrøg. Og det var sandelig noget at kigge på både for voksne og børn. Film fra Sydhavsøerne og endda i farver. Tænk engang – indfødte piger med bare bryster. Man så stammeritualer og farefulde kanoturer i farlige brændinger.
Under besættelsestiden blev biografen flere gange udsat for sabotage. Stedet blev brugt af de tyske soldater, så de kunne se Wochenshau – Hitlers store P.R.
I 1971 fjernede Gunnar Obel de 1.000 stole og erstattede dem med 650 bløde stole. Men ak, biografen udviklede sig efterhånden til pornobiograf.
Coloseum blev i 1973 solgt til Palladium. I 1978 stoppede man. I 1980 forsøgte man at starte op med Lille Per og pornofilm, Men i 1983 var det endeligt slut, og i 1986 brændte det ned.
Industri
På nummer 115 lå Bänkes Sennep – og eddikefabrik. Den lå her fra 1919 til 1979. Og så var det også på hjørnet af Jagtvej/Tagensvej – Jagtvejens Mølle.
Arbejderboliger
Måske skal vi lige standse op ved nummer 149. Her lå fra 1872 arbejderboliger i små lave rækkehuse. De blev dog i 1934 degraderet ril husvildeboliger.
Jo, det var også her Rakkerne holdt til. Det var en af datidens drengebander. De allierede sig med rødderne fra Tagensvej og tog kampen op med Ryerne og Rabarberne. En gang om året aftalte men et drabelig slag mod hinanden på Fælleden. Når så politiet dukkede op, ja så kunne alle bander enes om, at nu var fjenden, politiet.
Sandgraven
Naboen var Sandgraven, og det blev senere til Nyttehaver.
Respekt for gendarmerne
Det kunne være svært for politiet at holde styr på alle rødderne dengang. Så var det godt at gendarmerne kom, for dem havde rødderne respekt for. De holdt til i en kælder på Jagtvej lige ved Odinsgade.
Her patruljerede de i tidsrummet 1891 – 1894. De var to underofficerer og 23 menige.
Holger Danskes Briller
Ja egentlig lå dette sted ud på Fælleden ved Jagtvej. Det var to søer, men vandet var hvis ikke særlig rent. Men myterne siger, at da Holger Danske var her i landet, så havde han af en troldkvinde fået et par briller med hvilke han kunne se ned i den sorte jord. Og han gik så ud på Fælleden for at prøve kvindens gave. Han lagde sig fladt ned og kiggede. Men da han rejste sig, var der spor i marken af dette.
Jo det er ganske vidst. Man kunne se, hvor han havde trykket sine briller. Læserne skal nok ikke kunne forvente, at se beviserne i dag. De er for længst forsvundet.
www.dengang.dk indeholder for tiden 232 artikler fra Det Gamle Nørrebro
April 29, 2016
Sankt Knudsgildet i Flensborg (7)
Der er masser af aktivitet blandt de 77 brødre i Flensborg. Og så skal man leve et eksemplarisk liv. Skytsenglen hedder Knud Lavard. Det var ham, der kæmpede for kristendommens indførelse. Og Gildebrødrene skal støtte hinanden. Man havde eget alter i Maria Kirke. Og så skulle man følge de døde til graven. Og dengang skulle der også drikkes, festes og spises til Sankt Hans. På et tidspunkt hed man Sankt Johannes Skyttegilde. Man fik et nyt skyttehus i 1728. Så besluttede man, at hver broder skulle have kårde og eget gevær. Man var parat til at gå i krig. Men da kongen var på besøg i Flensborg, kom der til en pinlig episode. Det og meget mere i denne lange beretning.
Knud den Store og Knud Lavard
Det første Knudsgilde blev oprettet af købmænd i Slesvig i 1200 – tallet. Og Gilderne har navn efter Knud den Store.
Men i Flensborg og Slesvig samt i en række andre byer blev Gildet opkaldt efter grænsejarlen Knud Lavard. Han var leder af det militære forsvar og boede i Slesvig. Han var selv med i et Gilde, der hed Edslaget.
Kæmpede for kristendommens indførelse
Knud Lavard var søn af Erik Ejegod. Han indtog en vigtig rolle som hertug af Slesvig. Han var ofte i krig med Holsten. Og han blev som bekendt myrdet af sin fætter, Magnus den 7. januar 1131.
I Haraldsted ved Knud Lavards grav blev der talt om mirakler. Her blev bygget et kapel, og der blev grundlagt et kloster til at passe graven og hjælpe de fromme pilgrimme, der valfartede til graven.
Han kæmpede for kristendommens indførelse i Danmark. Men egentlig hjalp det først, da hans søn Valdemar den Store kom til.
Gilderne knyttet til kongemagten
Disse Sankt Knudsgilder spændte allerede i de 13. århundrede over hele Danmark. Og i Flensborg har man en Skraa, der menes at stamme fra år 1200. Ja det er tilbage til Valdemarernes tid. Mange af Gilderne er knyttet til kongemagten og med de kongelige helgener som værnere. Ordet Gilde betyder faktisk at (gen)gælde for hinanden. Det vil sige, at man skulle støtte hinanden.
Gildeskråen fra Knudsgildet i Odense kan dateres tilbage til 1245.
Skal støtte hinanden
Nu kunne det også gå lidt vildt til i Gildet. En af paragrafferne i Skraaen sætter straf for at slå en broder til blods med en økse, en bænk eller en stol, således at han behøver smørelse eller bind.
Både i Odenses og Flensborgs Skrå står det anført, at man skal støtte hinanden i retssager. Og hvis en broder mister sit gods, og bliver fattig, ja så skal de andre brødre træde til og yde så meget, som de kan. Man skal også våge over en syg broder.
Nutidens Sankt Knudsgilde stammer ikke direkte fra dengang. For de gamle Gilder forsvandt under Reformationen.
I Middelalderen var det normalt at være medlem af et gilde
I middelalderen var det normalt at være medlem af et Gilde. Man dyrkede det sociale, gik til fester og højtidelige sammenkomster. Og så passede man skytsenglens alter i den lokale kirke og hjalp hinanden indbyrdes.
Eget alter i Mariekirke
I 1602 opstår Skt. Johannesgilde. Det er det gilde, der blev til nutidens Sankt Knudsgilde. Man havde eget alter i Mariekirke.
At komme pænt i jorden har til alle tider været et ønske, der betød noget for de levende. Og det var et ønske, der skulle ofres noget for. Og således også i 1602 i Sankt Johannes Sogn i Flensborg.
Bære og følge de døde til graven
Borgerne i sognet syntes, at det var gået tilbage med både at bære og følge de døde til graven. Så stiftede nogle af dem et broderskab. Disse love blev den 21. juni 1602 bekræftet af Flensborgs borgmestre og råd.
Sankt Hansdag skulle der spises, drikkes og danses
Men nu var det sådan, at livet også bød på andre ting. Så i paragraf fem kom det til at stå, at man hver Sankt Hansdag skulle samles og så kunne der spises, drikkes og danses. Det sjove var dengang, at var tre paragraffer til begravelsesvæsnet, mens der skulle hele 15 paragraffer til at forklare, hvordan man skulle optræde i Gildets selskabelige sammenkomster. Disse blev afholdt under ledelse af Gildets to oldermænd og dets to skaffere.
”De kejserlige” ødelagde alt i Flensborg
Men udover lovene kender vi ikke rigtig noget til den første tid. Måske eksisterede gildet ikke så længe. For i 1627 og 1628 huserede de kejserlige i byen. I 1630 kunne man læse, at på uhørt måde var byens kirker, skoler og offentlige bygninger, Kompagni – og private huse ruinerede og ødelagte.
Lidt efter lidt kom det gang i Flensborg igen.
Sankt Johannes Skyttelav
Og i en lille bog i svineskind som er bevaret i Gildet, fortælles, at Gildet igen fra den 28. juni 1640 på ny blev oprettet i Guds navn i overensstemmelse med den gamle Skraa. Men hvad var nu det? For pludselig hed det nu:
Gildet blev genoprettet af 28 jævne borgere, hvis navne forefindes i den omtalte bog. I 1675 blev der således vedtaget, at der kun måtte stå to navne på hver side, så det kunne være plads til at tilføje de stillinger, man efterhånden indtog i gildet, enten som Skaffere, Oldermænd, Skrivekonger o.s.v. Den sidste tilføjelse af denne art fandt sted i 1718.
Men nu var det ikke alt, hvad der hændte i Gildet, der er omtalt i den lille bog. Vi fandt nogle oplysninger i Pastor F. Wedel’ s bog: Gilder og Laug (Lav) i Flensborg (1873).
Sankt Nikolai Skyttegilde
Det var et andet skyttegilde i byen, Sankt Nikolai Skyttegilde, der ikke brød sig om en konkurrent. Dette gav sig så i 1682 udslag i en klage, der blev rettet til den kongelige amtmand. Magistraten følte sig forbigået i klagen. Men de stillede sig på Sankt Johannesgildets side. Dengang havde Gildet 20 medlemmer.
Man lagde vægt på at skyde efter skive, men glemte ikke begravelserne. I 1653 måtte enhver af brødrene give 3 mark til et nyt ligklæde. I 1664 vedtog man bestemte bøder for at møde for sent til ligbæring eller for helt at udeblive.
En præmie til 2 Mark
Anden Pinsedag 1666 blev det bestemt, at skafferne dagen før Sankt Hansdag skulle gå omkring til samtlige brødre og indbyde dem til Lavshuset næste dag. Brødrene skulle møde klokken 12 og hustruerne to timer efter.
I 1722 blev det vedtaget, at der 14 dage før Sankt Hansdag skulle være prøveskydning. Og to år efter besluttede man også, at der skulle være en skydning efter hovedskydningen.
Ved forskydningen i 1722 var gevinsterne fem små genstande af tin, krus og lignende. Den dyreste gevinst kostede 2 Mark.
Øllets kvalitet spillede en rolle
Man havde besluttet, at skafferne hos bageren skulle bestille så mange kringler og tvebakker, at enhver broder kunne få en portion til 3 skilling lybsk.
Åbenbart havde festlighederne taget overhånd, for i 1719 blev det bestemt, at den, der blev konge, fremtidig kun måtte give en halv tønde øl til bedste. Det var Skaffernes pligt at skaffe det øl, der skulle bruges. Og det skulle altid skaffes fra den samme brygger. Jo øllets kvalitet spillede en stor rolle.
Tvistigheder
Selv om man indførte begrænsninger ved indtagelse af alkohol, kom der en gang imellem til tvistigheder under de festlige sammenkomster. I 1679 og 1684 blev der således idømt bøder. Og tænk engang i 1699 blev broder Asmus Nielsen idømt en meget høj bøde på 6 mark. Det var fordi han var løbet efter broder Andreas Mathiesen på åben gade, og havde frataget ham en kande dovent øl. Og dette bragte så stor skam, at det berettigede til den store bod. Men Andreas Mathiesen slap dog ikke. Han fik en bøde på 1 mark og 8 skilling, fordi han uden tilladelse havde båret øllet bort.
Ja der er eksempler på mange tvistigheder. Når disse opstod, blev der som regel nedsat et nævn bestående af fire eller otte brødre, der dømte synderne.
Et skydehus i 1728
Skydningen var det centrale, og det var en stor begivenhed, da det i 1728 blev besluttet, at opføre et nyt skydehus. Fire brødre valgtes til at sætte gang i projektet. Men de måtte ikke omtale det. Oldermanden tog dette meget alvorligt.
Den anden skytteforening måtte ikke få at vide, hvad man havde gang i. Den 26. juni kunne man opgøre udgiften til 419 mark 8 skilling, hvoraf de 115 mark 3 skilling blev betalt.
I tilfælde af krig
Gildet gjorde gældende, at man i krig stillede hver med deres gevær. Derfor var man berettiget til de samme betingelser som Marie – og Nikolaigildet fik. Og det var hvert år, at få ubetalt 10 Rd. af byens kasse til en kongegevinst – et sølvbæger samt at det indrømmes Gildets hvert år skiftende skrivekonge frihed for borgerlige afgifter.
Men fra Kong Frederik den Fjerde blev der meddelt, at der ikke kunne gives noget til Gildet fra byens kasse. Men skriverkarlen slap for skat og indkvartering. Dette betragtede man som en stor anerkendelse og anskaffede derfor det endnu bevarede kongeskjold, der bærer Frederik den Fjerdes kronede dobbelte navneciffer over Flensborgs våben.
Enhver broder skulle have eget gevær og kårde
Ja i 1733 klagede Gildets fændrik over, at to brødre på indmarchen til byen fra Skydehuset var gået ud af rækkerne, selv om de var underofficerer.
Den 13. august 1740 gav Christian den Sjette brødrene ret til, når de fuldt bevæbnede drog ud og ind gennem byen, at bære skærf om livet, samt guld – og sølvtresser på deres hatte.
Omkring 1742 lagde Gildet vægt på det militære. Således er det nu efter Gildets første paragraf Gildets mål, at øve medlemmerne i våbenbrug. Så kunne man i tilfælde af krig forsvare Stad og Land.
Enhver broder skulle have sit eget gevær og kårde. Syv gange om året skulle de skyde til skive sammen. Hovedskydningen fandt nu sted mandagen efter den anden Trinitatis søndag. Tre skydninger skulle falde før og skydninger skulle falde efter. Ved hovedskydningen samledes man på Rådhuset, hvorefter man i sluttet trop marcherede til skydehuset.
I 1744 blev skydehuset udvidet med to fag.
En velstående tobaksfabrikant
Efterhånden talte Gildet over 50 medlemmer, og nu skulle man aflægge ed. Derefter var man bunden til livstid. Denne ed havde dog været indført i ældre vedtægter. I lovgivningen fra 1742 synes det også som om, at hvervet som oldermand gjaldt for livstid. Men hvervet som skaffere syntes at veksle hvert år.
Det er sjældent, at man finder navne i Gildet, som man kan finde andre steder i litteraturen. Men undtagelsen er Valentin Witzel. Han var en velstående tobaksfabrikant. I 1756 testamenterede han Flensborg Vajsenhus ikke mindre end 7.500 mark. I 1744 lånte han Gildet 100 mark, som skulle bruges til udvidelse af Skydehuset.
Tredje Pinsedag
Man mødtes nu efter de nye love regelmæssigt og i hvert fald tredje pinsedag. Da skulle brødrene være til stede klokken 12, når oldermændene klappede op. Der blev klappet to gange. Anden gang skulle brødrene være på deres plads. Gildets love skulle en gang om året læses op. Man har sikkert også diskuteret økonomi.
Gildet kom i gæld
Således kom Gildet i gæld i 1728 med 300 Mark, da Skydehuset blev bygget. Denne gæld blev udvidet med 100 Mark, da Skydehuset i 1744 blev udvidet. Derfor blev der i 1752 bestemt, at hver broder årlig skulle erlægge en Mark indtil gælden var afviklet. Men i 1758 skyldte Gildet stadig 240 Mark 8 Skilling.
I 1808 ansøgte Gildet nok engang om skattefrihed til skydekongen (Lettere redigeret):
”Konfirmation” efter ni års forløb
Man skulle så tro, at denne Konfirmation kom ret hurtig. Men uvist af hvilken grund kom den først den 20. maj 1817, efter ni års forløb. Denne ventetid har uden tvivl svækket Gildets stilling i Flensborg. Og i mellemtiden var der også opstået endnu flere skytteforeninger i Flensborg.
I 1743 besøgte det nygifte prinsepar, kronprins Frederik (den senere Kong Frederik den Femte) og den engelske prinsesse Louise Flensborg. Da de drog gennem byen blev de festlig modtaget.
Vild konkurrencer mellem skydeforeningerne
De unge købmænd paraderede i den såkaldte Frederiks – garde. De var til hest og bar rød uniform. Det var den såkaldte Frederiks – Garden. Senere blev de kaldt dath rothe Rinkriden. Samtidig blev der dannet en anden garde, Christians – Garden. Efter deres uniform blev de også kaldt Den grønne garde. Men denne måtte da hurtig lukke igen. Men den ivrige rådmand Agent Andreas Peter Andreasen fik den genetableret.
Begge disse Garder – foreninger havde også skiveskydning. Jo, der var skam vild konkurrence mellem hele tre skydeforeninger.
Pinlig rivalisering
I oktober 1828 kom prins Christian Frederik (den senere Kong Christian den Ottende) på besøg i Flensborg. Her forsøgte de forskellige foreninger at få størst opmærksomhed. Og det kom da også til rivalisering. Det har sikkert været ubehagelig for den senere konge. Men det var Johannes – gildet, der fik skylden og idømt en bøde på 24 Rd.
Gennem sin anfører, Nicolai Petesen og sine to oldermænd, hjulmager Johan Kruse og kobbersmed F. Beyer ansøgte gildet i 1843 kongen om allernådigst at skænke det en fane. Man havde godt nok i sin tid fået en fane af Christian den Femte, men den var så medtaget, at den ikke længere kunne bruges.
Man måtte ikke få en fane
Kancelliet udtalte, at Gildet, der talte 41 medlemmer før havde våbenøvelse som hovedformål nu kun var en selskabelig forening. I arkiverne kunne man ikke finde noget om enden kongegave. Men Kancelliet var som sådan ikke imod, at Gildet fik en fane, og tilføjede, at Pløns Skyttegilde i 1840 havde fået en fane af kongen.
Kongen til skydning i konkurrerende gilde
Men ak, den 29. december kom der et afslag uden begrundelse. Og det gjorde ondt. For man erfarede, at kongen havde været til skydning i det konkurrerende Sankt Nicolaigilde den 28 juli og skænket det et sølvbæger.
Nede på syv medlemmer
I 1837 var der kun syv medlemmer i Gildet. Og Christians – garden ville gerne overtage disse medlemmer. Men det som garden egentlig var ude på, ja det var at overtage privilegier.
Redningsmanden Johan Kruse
Men Gildets Oldermand, Thomas Juhl sagde nej. Man forsøgte nu at få flere medlemmer, bl.a. fra byens smedelav. Det var hjulmager og værkmester Johan Kruse, der tog fat. Han var født i Eckernförde og kunne ikke et ord dansk. Men han følte loyalitet over for den danske konge.
I løbet af kort tid blev Kruse, oldermand. Han havde åbenbart også skaffet gildet en ny skydebane. Han forsøgte også igen at sætte gildet i forbindelse med Sankt Knudsgilde.
I 1845 prøvede nogle at styrte Oldermand Kruse. Det lykkedes dog ikke. Muligvis var det brydninger mellem dansk og tysk, der var årsagen. I maj 1846 forærede gildet ham en æressabel. Samme år havde han den glæde at præsentere Gildet for Kong Christian den Ottende.
Kruse blev lagt for had
Det nye skydehus kom til at hedde Sankt Knudsborg. Gildet kaldte sig nu Sankt Knudsgilde zu Sankt Johannis. Det fik anskaffet et segl. Og her stod:
Men Kruse var blevet lagt for had af tyskerne på grund af hans forkærlighed for det danske. I 1848 blev han arresteret og ført som fange til Rendsborg. Men det lykkedes ham at flygte til København. Her førte han under krigsårene en urolig tilværelse.
Sankt Knudsborg blev nu omdannet til lazaret. Men da krigen var over, fik Kruse job som værkmester ved Flensborgs Arbejds – og Straffeanstalt.
Han mente nu, da han ikke mere var selvstændig, at skulle træde af som Gildets Oldermand. Men i stedet blev han valgt til Gildets Æresoldermand.
Endelig en ny fane
I maj 1853 konfirmerede Frederik den Syvende gildets privilegier. Den 6. oktober var det kongens fødselsdag og det blev en festdag for Gildet. I 1857 var han på besøg i Gildet og forærede et sølvkrus. I 1859 fik man en ny fane. Den havde man ønsket sig allerede i 1828.
Fanen blev overrakt af Flensborgs overpræsident til Kruse. Og det var sidste gang, han var Gildets talsmand. Få dage efter trådte han et rustent søm op i sin fod. Han døde efter et kort sygeleje.
I 1861 får Gildet nye love
Den 23. marts 1861 fik Gildet nye love. Medlemskontingentet var nu 64 skilling pr. måned foruden 2 Rd. i Indtrædelsespenge. Den, der ville træde ud af Gildet, skulle foruden at betale årskontingentet betale 8 Rd. i udtrædelsespenge.
I de nye lover, stod der blandt andet, et en hver broder var,
De gamle traditioner blev holdt vedlige. Man havde en del formuende mænd som medlemmer, så det hjalp på det hele.
Privilegier bortfalder
Da Frederik den Syvende døde, blev det hele forandret. I 1872 erklærede myndighederne privilegiet for skyttekongens skattefrihed for bortfaldet. Og i 1874 blev det befalet, at en sort – hvid eller sort – hvid – rød fane skulle vises frem ved Gildets skydninger.
De fleste gildehuse har en helsebringende mirakelkilde. Og det har Sankt Knudsgildet i Flensborg også. Den hedder Hillig Water Kilden.
Man skal leve et eksemplarisk liv
Som broder i Skt. Knudsgildet forlanges det, at man udadtil fører et eksemplarisk levned og viser viljen til at gøre det rette. Medlemmer af Gildet er bevidst danske mænd, der er særdeles kongetro.
I oktober 2006 blev Prins Henrik gjort til æresbroder.
77 brødre i Gildet
I november 2015 var der 77 brødre i Gildet. Det styres af oldermanden og kansleren samt stolbroderkredsen med en kassemester med titlen bror kasserer, to sekretærer med titlen, bror oversekretær og bror sekretær.
Bror kaptajn, bror løjtnant og bror fænrik tager sig af skydningen. Bror kaptajn er tillige lagerforvalter. For serveringen af mad og drikke sørger bror overskaffer og bror skaffer.
To retskafne, modne brødre indgår endvidere i storbroderkredsen med titlen bror dommer. Alle stolebrødre bliver valgt på livstid, men har ret til at nedlægge hvervet efter at have ført det i tre år.
Masser af aktivitet
Hver onsdag fra april til oktober mødes brødrene på Knudsborg til skydning, kortspil eller snak.
Fire gange om året er der desuden faste arrangementer. Der er to adelgilder Det store Adelgilde den 25. juni på Knud Lavards helligdag og Det ordentlige Adelgilde på skytskanonens dødsdag den 7. januar. Desuden er der fest med damerne den 12. marts, Knud Lavards fødselsdag og Frederik den Syvendes fødselsdag den 6. oktober.
Kilder: Se
Hvis du vil vide mere: Om Gilder – Læs
Vis du vil vide mere: Om Flensborg – Læs:
April 23, 2016
En avis i Tønder
Tondernsche Zeitung (med og uden n) eller Intelligenzblatte skiftede navn flere gang under dets eksistens fra 1813 til 1929. Samtidig følger vi Tønders historie i en del af dette tidsrum. Den prøjsiske pressefrihed var særdeles skrøbelig. Mange dansksindede aviser oplevede bøder og ansatte blev fængslet I lange tider var Tondersche Zeitung særdeles farveløs. Men så prægede den Slesvig – Holstenske filosofi bladet. Og så blev bladet en egentlig kredsavis.
En avis med ændret holdning
Tondersche Intelligenzblatt var et ugeblad, der fra 1813 blev udgivet i Tønder af seminarieforstander Forchammers enke.
I 1840 blev de hendes søn, Heinrich Forchammer, dets faktiske redaktør.
Ludwig Andresen, der i bogen Beiträge zur neueren Geschichte der Stadt Tondern antager, at det skyldtes, at bladet fra dette tidspunkt antog en stærk Slesvig – Holstensk tendens. Og dette var det ikke alle, der syntes om.
Et brev fra en berømt Fysukus
Et brev blev forfattet til en ukendt.
Brevskriveren er ingen ringere end Fysikus F.E. Ulrik, der var fysikus i Tønder fra 1854 til 1864. Han var en særdeles interessant og foretagsom læge. De tysksindede brugte ham også, men gik ud af bagdøren. Og det var dem, der bogstavelig talt stenede ham ud af Tønder. Vi har tidligere skrevet om ham.
Han var levende optaget af praktiske, sociale og nationale spørgsmål. Han var medstifter af Vestslesvigsk Tidende, da dette blad udkom i Møgeltønder i 1856.
Brevet var stilet til en professor. Hvem denne var, har det ikke været muligt at fastslå.
Hustruen købte et trykkeri
Seminarieforstander Johan Ludolph Forchammer var forstander for Tønder Seminarium fra 1803 til sin død 1810. En af hans sønner blev jurist og retshistoriker i Kiel. En anden blev professor i filologi i Kiel, og deltog i oprøret i 1848.
Familien Forchammer fik syv børn, og mange af dem fik betydningsfulde stillinger. Da manden døde, var det forholdsvis begrænsede midler, der stod til rådighed for familien. Men enken købte et trykkeri, og startede avisen.
Brevet fra 1854
Den her omtalte etatsråd Forchammer var den berømte danske geolog J.G.F. Forchammer, direktør for Polyteknisk Læreranstalt efter H.C. Ørsted.
Den omtalte greve er grev Arthur Reventlow, der var amtmand i Tønder fra 1850 til 1860. Man var i danske kredse ikke tilfreds med hans nationale holdning.
Vi har i forsøgt at gengive Ulriks bog i nudansk. Derfor har vi foretaget en skånsom redigering.
Det er en sag, jeg vil bringe på banen for Dem. Måske kan De ikke hjælpe. Men De kan få et indblik i forholdene herover. De ved, at der herover i denne afkrog har eksisteret et Ugeblad, som i ironiens lys, kaldte sig ”Intelligents Blatt. Det var kun et annonceblad og naturligvis på tysk.
Det blev udgivet af en Madamme Forchammer, en mor til etatsråden i København eller måske snarere hans bror. I oprørets tid blev bladet naturligvis oprørsk, og er derfor blevet undertrykt. I åndeligt henseende stod bladet for et usselt standpunkt, som alt herover. Det var en løgn ikke alene i sproglig henseende.
Imidlertid er det dog altid et savn ikke at have et annonceblad. Foruden Forchammers mor eller bror var der 3 – 4 andre ansøgere om privilegiet. De var dog dansksindede. Og har alle fået afslag.
Jeg har en mistanke om, at Greven heller ikke er ligeglad med, hvem der får privilegiet. Derfor frygter vi det værste.
Da bladet ikke bliver et ”Tendensblad”, ikke en gang et simpelt ”Tidende” som dens mange brødre herovre i provinsen, men kun et adresseavis, så vil sagen måske ikke forekomme mange så vigtig som mig. Men privilegiet kan måske blive udvidet med tiden til et Tidende. Og når bladet så samtidig er tysk, kan det blive farligt.
Tønder Amt er næsten helt igennem dansk talende. Ifølge Sprogreskriptet er der kun to små herreder med tysk skole og retssprog, imod 4 aldeles danske herreder og et amt, Løgumkloster samt tre dansktalende flækker og staden Tønder.
Nogle af dem, der taler dansk med de smukkeste danske dialekter er tyskerne. Ser De, det harmer mig, at det bliver løget om de faktiske forhold. Derfor trænger jeg til at udtale mig derom og det bedrøver mig, at en mand for hvem jeg har næret en så dyb agtelse, og hvem jeg føler dyb taknemmelighedsgæld til for den åndrighed, hvormed han som lærer har bidraget til min udvikling, at en sådan mand kan være så svag, så egenkærlig, at han derved bliver blind for den skade, han anretter ved sine intriger.
Af aviserne ser jeg, at den ene efter den anden af vore bedste mænd forsagt trækker sig tilbage. Det er et dårligt varsel for, hvad den næste måned vil bringe. Gud give de tilbageblivende mod og klogskab.
For resten er her intet nyt, jo dog. Forleden var her Thierschau, en kontrademonstration imod en, der består i de jyske enklaver på dansk, naturligvis til stor glæde for vor Arthur.
Så snart Leth kommer hjem rejser Grevens tredje sekretær Hr. Cornils til København. Cornilds er vel en tysker og ikke brugelig i det danske, men efter min mening er han vel den bedste og mest pålideligste af de tre.
Lev vel
Bladet havde mange navne
Men Ulriks kamp så ikke ud til at lykkes. Bladet fortsatte i forskellige kombinationer. Og blev også til sidst opslugt af Nordschleswigsche Zeitung. Men ellers var kombinationen:
Men Tondernsche Zeitung oplevede, at blive 116 år. Man påstod, at bladet var i stand til at tilpasse sig de forskellige politiske holdninger. Men det passer i hvert fald ikke i forhold til Ulrik’ s brev.
Et godt indblik i Tønders kultur – og folkeliv
Alt handler ikke om de politiske forhold. Kigger vi bladets spalter igennem, får vi et ganske fint indblik i Tønders kultur – og folkeliv.
I begyndelsen kom ugebladet hver torsdag i et meget lille format, der blev kaldt lille oktav. Rent litterært og politisk var det nok ikke så meget at komme efter. Men der var masser af anekdoter. Man bragte mange artikler fra tyske aviser eller familiejournaler. Og så fik man diverse statistikker serveret.
Man kunne læse diverse informationer fra digegreven og borgmesteren. Og så var der kørerplaner og priser på bestemte ydelser.
Påbud fra Magistraten
I 1835 advarede Magistraten mod at smide dyrehud på gader og veje. Man måtte heller ikke ved mørkets frembrud gå uden et lys (Laterne). Der var ingen gadelys dengang. Kun på markedspladsen brændte ved vintertide en Laterne.
Rådet anmodede også om, at man skulle behandle brøndende ordentligt. Fire af byens 32 brønde fik deres vand fra Vidåen.
Tønders lystigheder
Men der var også tilbud i C.H. Hansen’ s have, hvor han arrangerede koncerter. De kostede 4 Skilling. Og Hr. Marwig fra Slesvig ville lade to luftballoner stige til vejrs. Og dette skete nede på Blegen.
I 1831 kunne man hos gæstgiver Andreas Petersen i Storegade opleve en skuespilgruppe give forestillinger. Jo der skete noget i Tønder, dengang.
Mange af Tønders kendte værtshuse fra dengang optræder i spalterne gang på gang. Mange større handelsvirksomheder kan genoplives i spalterne. Men også små virksomheder kan man finde. Således reklamerede Madame Soundso med at hun kunne påsætte nye hårlokker og reparere de gamle.
Men vi bliver da også mindet om, at i 1820 opstod Tønder Spar – og Lånekasse. I samme år blev foreningen Harmonie stiftet. Biblioteket i denne forening havde i 1853, 5.000 bind.
Kongen på besøg – to år i træk
Endvidere kan vi læse, at kong Frederik den Sjette to år i træk besøgte Tønder. Det var både i 1824 og i 1825. Markedspladsen blev udvidet i 1828. Det skete på bekostning af Byvægten. Den blev så sat op ved den gamle kirkegård.
Tilladelse til Uld – Kræmmermarked
I 1827 fik Tønder kongelig tilladelse til at afholde Uld – og Kræmmermarked til pinse. I 1829 var seminariet blevet omorganiseret. Og i 1831 så man et nyt slags Fattigvæsen i byen. Og sandelig i 1835 fik byen en ny borgmester, justitsråd Paul Sibbers. Den gamle borgmester, etatsråd Horup døde i 1839. Dengang var det ikke politisk konfliktstof i bladet.
Et hyldestdigt til kongen
Det var ikke noget om konflikten mellem Slesvig – Holsten og Danmark. Ja der var endda et digt i forbindelse med kong Frederik den Sjette’ s fødselsdag. Og dette digt var helt uden politisk bismag.
Bladet ændrede holdninger
Selv om det på denne tid ikke var nogen egentlig boghandel i byen, ja så var borgerne ikke politiske analfabeter. For der var bogsælger, og andre blade. Blandt disse var Kieler Korrespendenzblatt, Schleswig – Holsteinischen Blätter og Itzehoer Nachrichten.
Men pludselig i 1840, som vi tidligere skrev, ændrede bladet sin linje. Nu fik vi pludselig anti – danske tendenser. I næsten hvert nummer forekom nu politiske kommentarer.
Kampen for den Slesvig – Holstenske linje
Bladet bragte flere af købmand Todsens indlæg. Og han var i den grad præget af den Slesvig – Holstenske linje. Han stod i spidsen af propagandaen i Tønder. Når det var markeder i byen, ja så kunne han samle en masse tøndringer, der var enig med ham.
Den uofficielle redaktør på avisen dengang, Heinrich Forchhammer var nok ikke selv politisk aktiv, men tydeligvis var han en forkæmper for den Slesvig – Holstenske filosofi. Han var aldrig bange for, at han skulle miste sit privilegium.
Fra den 27. juli til den 29. juli 1842 var kongen på besøg i Tønder. Der fandt store festligheder sted.
Den første boghandler i Tønder
En forordninger vedr. det at drive boghandel i Slesvig – Holsten blev samme år vedtaget.
En boghandler fra Flensborg havde indtil da forsynet borgerne i Tønder med borger. Men det var nu undtagelser. For på markeder blev der også tilbudt bøger. Og trykkerierne i Tønder solgte også bøger.
Skindmager Krützny i Spikergade solgte kunstbøger (stentryks – bøger) fra et firma i Flensborg. Bogbinder Seyffarth i Søndergade solgte også bøger. Men Tønders første egentlige boghandler var Dröhse, der startede i 1853.
Under ingen omstændigheder samarbejde med Flensborg Avis
I 1843 erklærede avisen i Tønder, at de under ingen omstændigheder ville samarbejde med Flensborg Avis. Det var tydeligt, at de to aviser stod langt fra hinanden.
En hyldest til det tyske
Samme år blev der holdt en jubelfest i Tønder. Og det var med skyttekorpset forrest, derefter fulgte alle politikere i Rådet. Herefter fulgte nærmest en ceremoni, hvor borgmesteren foran det gamle billede, hvor broder Reinhard overrækker den Lybske Lov til byen, holdt en bevæget tale. Heri gav borgmesteren udtryk for glæden ved at det tyske sprog var blevet bevaret både kirke – og skolesproget.
Festdagen blev afsluttet med en storstilet fest for specielt indbudte gæster i Stadt Copenhagen. Men ikke nok med det. Hele byen var illumineret. Og ved midnatstid sang sangforeningen ved markedspladsen. Og et stort festoptog afsluttede det hele.
Det anti – danske blev forstærket
Den anti – danske stemning blev forstærket, da købmand Todsen og Thor van Straten afleverede en note fra borgerne i Tønder. Denne note var egentlig en tilkendegivelse af det Slesvig – Holstenske synspunkt. En tilsvarende nota blev overrakt fra andre byer.
En hyldest til frisernes fest
I 1844 bragte Tondernsche Intelligenzblatt hele programmet for Frisernes Fest i Bredstedt. Og en af de vers, bladet bragte var denne:
So nenne mir das stolze Land
So weit sich dehnt der Friesenstamm,
Von Widau bis zum Eiderdamm
Dass sol les sein, dass soll es sein
Das, edler Friese, nenne dein
I 1846 døde borgmesteren, og efterfølgeren blev Broder Knudsen.
Et fattigt år – i 1847
Alt var pludselig blevet dyrere i 1847. Magistaten udnævnte et udvalg, der skulle iværksætte ting, der skulle lindre den nød, der var opstået i Tønder. En frivillig indsamling indbragte 381 Rthlr. Sparekassen gav 426 Rthlr. Pengene gik til fordeling af korn, brød, kartofler og brænde til de fattigste i byen.
Tønder anerkendte den provisoriske regering
Kong Christian den Ottende døde den 20. januar 1848. Hans søn, Frederik den Syvende fulgte. Og han startede med en erklæring om, at Slesvig Holsten skulle samles i det danske rige. Det var samme år, som vi oplevede den franske revolution.
Erklæringen blev selvfølgelig trykt i bladet. Som bekendt fulgte oprøret. Fra Tønder lød det, at man anerkendte den provisoriske regering i Kiel.
Våben til en borgervæbning i Tønder
Den 31. marts modtog Tønder By 200 geværer og 50 sabler til en Borgerbevæbning. Købmand J.C. Iwersen blev chef for borgergarden.
Men tingene udviklede sig hurtigt i byen. Den 4. april rykkede dansk militær ind i Tønder ledsaget af Ribe Frikorps.
Patriotiske kampsange
Seminariet blev indrettet som lazaret. Og livet i Tønder i den tid har vi indgående beskrevet i andre artikler. Men i 1849 bragte Tondernsche Intelligenzblatt en masse patriotiske kampsange. En af disse lød sådan:
Denn der Völker Geist erwacht
Geist der Freiheit, neugeboren
Brich hervor durch Tod und Nacht!
Skolesproget igen dansk
Nederlaget ved Isted slukkede lystet for Slesvig – Holstenerne. I Tønder samlede man via et lotteri sammen til alle sårede tyskere. Nu blev skolesproget igen dansk. Kirke – og retssproget var blandet.
I 1849 var foreningen Harmonie blevet til en egentlig borgerforening. I Tønder startede også en afdeling af den rent danske forening Dansk Samling.
Upopulær borgmester i tyske kredse
Og fra 1850 blev avisen igen helt uden politiske kommentarer. Danske proklamationer og forordninger kom til at præge avisen. I 1853 blev Johannes Heinrich Holm udnævnt som borgemester. Han var dansksindet og ikke særlig populær i byen. I hvert fald ikke i de tyske kredse.
Bladet blev tosproget
Fra 1855 ændrede bladet størrelse. Nu kom det i det såkaldte Kvartformat. Og nu blev bladet tosproget. Ja det helt nøjagtige titel for bladet blev:
Gedruckt und herausgegeben von H. Forchhammer in Tondern
Mange af de samme annoncer blev både trykt på dansk og tysk. Avisen fik et noget tamt udseende. Men åbenbart var hænderne bundet hos udgiveren. Overholdt han ikke retningslinjerne, ja så truede der en økonomisk ruin.
Nye danske aviser
Især foreningen Klubben fra 1850 var meget aktiv kunne man se i avisens spalter. Men nu var der også kommet nye danske aviser, Den danske slesviger (1850) og Vestslesvigsk Tidende (1856).
Bedre jernbane og kanal
I 1862 kunne man i Tondernsche Intelligensblatt læse om, at det var vigtigt, at man i Tønder fik en bedre jernbaneforbindelse. Desuden var der artikler om en mulig forbedring af Vidå – kanalen.
Ejder – danskere spredte had
De såkaldte Ejder – danskere skabte panik i grænselandet hos de tysksindede. Men de spredte også had. Størstedelen af befolkningen i Tønder jublede, da de fik meddelelsen, at Dannevirke måtte ryddes den 6. februar 1864.
Slesvig – Holstenske flag prydrede Tønder
Dagen efter rykkede de danske tropper, som havde besat Frederiksstad ind ad Søndergade i Tønder. Da de danske tropper havde forladt byen, rejste tøndringerne det blå – hvide – røde flag overalt i byen. Og den i danske kredse forhadte sang,
Gjaldede overalt i byen.
Borgmesteren tvunget ud af byen
Den 12. februar var der ellers feststemning i Tønder. 1.000 mennesker deltog i et stort optog. Samme dag blev borgmester Holm tvunget ud af byen. Om aftenen viste de første prøjser sig. Tønder blev erklæret som en varig fredsgarnison.
Den 13. februar rykkede et preussisk infanteriregiment ind i byen. Den 14. og 15. var det østrigske tropper, der ankom.
Danske annoncer blev ikke trykt
Under det, der skete i 1864 forholdt avisen sig meget neutral, ja nærmest tilbageholdene. Fra 1865 blev titlen på bladet Wöchentliches Intelligenzblatt. Og danske annoncer blev ikke trykt.
I september 1868 besøgte kong Wilhelm den Første Tønder. Han modtog byens hyldest. I 1871 blev Tønder indlemmet i Det Tyske Kejserrige. Slesvig – Holstenerne accepterede efterhånden dette.
Bladet skifter igen navn
I 1869 havde man i Tønder besluttet, at man ville skabe et kredsblad og det skulle kombineres med det blad, som man havde i forvejen. Så nu ændrede navnet sig til
Den 1. juli 1871 overtog J.W. Goos, Forchammers virksomhed. Dette betød, at avisen igen skiftede navn. Nu til følgende:
Amtsbladet blev udskilt, og i udkom en gang om ugen. Tondernsche Zeitung kom i begyndelsen nu to gange om ugen. Fra 1. oktober 1876 endda tre gange om ugen.
Avisen fik nye abonnenter
Nu kunne man læse politiske oversigter, betydningsfulde nyheder fra lokalområdet og fra provinsen. Dette skete også i erkendelse af, at befolkningen havde mere forståelse for pressen. Og for avisen betød denne ændring flere abonnenter.
Den 1. april 1889 overtog J.H.N. Thamssen avisen. Han havde været redaktør på Inselboten, en avis på øen Föhr. Fra 1. januar 1896 udkom avisen daglig.
Avisen fik større og større betydning og abonnenterne strømmede til. Den var nu på 6 – 8 sider. Og søndagsudgaven var nu illustreret. Ind imellem udkom bladet også med tillæg.
Avisen blev sammenlagt med Nordschleswigsche Zeitung
Tondernsche Zeitung blev udvidet sammen med aflæggeren Der Schleswiger i Nibøl. Og Neue Tondernsche Zeitung måtte af økonomiske grunde og efter pres fra det tyske udenrigsministerium i 1929 sluttes sammen med Nordscleswigsche Zeitung, der fik hovedsæde i Aabenraa.
Danske aviser i Sønderjylland
Det første danske blad i Sønderjylland blev startet af købmand Peter Chr. Koch i Haderslev i 1838. Det hed Dannevirke. Og i 1856 kom Flensborg Avis. I oktober 1879 udkom Hejmdal.
Vi har tidligere været inde på Vestslesvigsk Tidendende, der startede i Møgeltønder i 1859. Det fortsatte til 1871, da redaktør C.A Willemoes måtte rejse til Danmark. I Tønder genoptog P.A. Skovøy udgivelsen i 1882, men af økonomiske grunde blev avisen en del af Flensborg Avis i 1885. Formelt blev bladet dog først nedlagt i 1961.
En særdeles skrøbelig pressefrihed
Formel herskede der pressefrihed i Det Tyske Kejserrige. Men gjorde det nu også det? For den preussiske presselov og (fra 1874) den tyske rigspresselov samt den almindelige borgerlige presselov gav de preussiske myndigheder rige muligheder for at følge den presse, der ikke var enige med styret.
De danske aviser, der udkom i tidsrummet 1868 – 1914 skulle tilsammen betale 100 bøder på sammenlagt 16.000 rigsmark.
Lange fængselsstraffe og udvisninger
Dets medlemmer måtte afsone 70 fængselsstraffe med en varighed på cirka 16 år. Redaktør Jens Jessen måtte således afsone 4 ½ år.
Medarbejderne var også hårdt ramt af udvisninger. Ved krigsudbruddet i 1914 blev næsten alle danske journalister og redaktører kortvarig arresteret og deres aviser forbudt. Udgivelserne var under resten af krigen underkastet streng mediecensur.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
April 20, 2016
Et Pottemagerri ved Kliplev
Ved østkysten var pottefremstillingen af særdeles høj kvalitet. Her lå de gode råstoffer. Vest på var leret mere klæghurtigt. Men i Kliplev var det også den fordel, at det var på et gods. Har var man heller ikke underlagt lavsbestemmelser. Men de hævdvundne bestemmelser blev angrebet i 1800 – tallet. Og pottemager Högström blev hele tiden angrebet. Men det var nok ikke, fordi han tog deres kunder, de andre pottemagere klagede. Det var hans kvalitet, som de andre ikke kunne hamle op med. Men efterhånden fik han nok, og flyttede fra Området. En svend fortsatte et andet sted i sognet i et hus, man kaldte Æ Pothus.
Særdeles høj kvalitet
Pottemagerriet er et af de ældste håndværk. I Hertugdømmerne blev der fremstillet af særdeles høj kvalitet. I året omkring år 1800 oplevede det gamle håndværk sågar en opblomstring.
Bedste forhold – øst på
Det var især i de østlige egne, at der både var tilstrækkelig med rød – og blåler. I Haderslev har man fundet rester af pottemagerværksteder fra 1500 – og 1600tallet. Ved vestkysten var leret mere klægholdigt.
Fra 1700 – tallet opstod der også disse værksteder på landet, bl.a. Rinkenæs og på Sundeved.
Det sidste værksted drevet efter gammelt mønster var pottemager Knies værksted i Skast ved vestkysten. Den eksisterede til 1880.
Bedre forhold på godserne
Et af de steder, hvor håndværket blev drevet med største dygtighed var i Kliplev. Her var også det naturgivne grundlag for det. Her forekom de fineste lerarter. Man kan sige, at håndværket blev drevet på selve åstedet for råmaterialet. Men dette skyldtes også de særlige forhold. For siden middelalderen hørte Kliplev Sogn ind under Søgård og Årtoft godser.
Uhindret af de omkringliggende købstæders privilegerede håndværkerlav, kunne håndværkere her frit etablere sig. Her kunne de unddrage sig enhver kontrol fra misunderlige fagfæller i byerne. Godsstyrelsen var også interesseret i disse håndværkers fortsatte trivsel.
De hævdvundne rettigheder angribes
Men på begge sider af 1800 – tallet skete der en masse indgreb mod godsejernes hævdvundne rettigheder. Trods en sej modstand fra det Slesvig – Holstenske Ridderskab blev flere og flere rettigheder afskaffet. Købstædernes håndværkerlav søgte at komme godsområdernes landhåndværk til livs.
Klager over pottemagerriet i Kliplev
Også pottemagerne klagede i nabobyerne klagede. Man mente at pottemagerriet i Kliplev kørte Utrolig stærkt. Man evnede endda at holde to svende. Og så rejste pottemageren rundt og faldbød sine varer, og det skete også i købstæderne. Man var i stand til at tage konkurrencen op med byhåndværkerne. Men han var heller ikke tunget af skatter og afgifter. Og udgifter til transport af råmaterialet havde man heller ikke i Kliplev.
Ja fra hele tre byer var der klager mod pottemager Högström.
Skulle skrive et forsvarsskrift
Han fik af godsmyndigheden ordre til i løbet af 8 dage at forfatte et forsvarsskrift. Men han var ikke selv i stand til at føre pen. Så måtte advokat Freuchen i Aabenraa i gang. Og det blev så til en længere redegørelse.
Han faldbød ikke sine varer
Högström mente ikke, at det var sandt, at han rejste rundt og faldbød sine varer. Det havde han slet ikke behov for. Varerne blev købt på hans bopæl. Han kunne ikke nå at producere så meget, at varerne også kunne faldbydes på markeder.
Han mente, at hans konkurrenter var ude efter at ramme ham personligt ved at ødelægge hans erhverv. Desuden nævnte også, at der til Aabenraa var 2 ½ mil. Til Flensborg var der 3 mil og til Flensborg hele 4 mil. Han mente, at det var i hans fulde ret, at drive erhvervet. Kunderne var de stedlige landboer.
Ingen lavsvæsen inden for pottemagere
Der var ikke tale om lavsvæsen inde for pottemagervirksomheder. To pottemagere havde fået kongelig bevilling til at etablere sig. Den ene var i Broager og den anden var ved Stabel på Blansgårds område. Begge disse steder lå langt nærmere Sønderborg, end Högströms i Kliplev.
Man var misunderlig på kvaliteten
Argumenterne var kørt i stilling, for Högström nævnte også at pottemagerne inde i byerne overhovedet ikke kunne forsyne deres eget opland. Der indførtes således anselige partier pottemagerarbejde fra Stettin, Rostock og Hamborg.
Problemet var nok ikke, at Högström stjal kunder. Det var nok snarere, at ingen kunne levere samme kvalitet. Råstoffet fandtes lige ved hans hjem. Det var en meget finkornet lerart. Takket være den, var han i stand til at fremstille store kakkelovne, som i skønhed overgik dem fra Christiansfeld. Han havde sin faglige uddannelse fra udlandet.
Men han havde dog stor respekt for Herrnhutter – koloniens håndværkere.
Godsinspektøren forsvarede ham
Godsinspektøren Peter Rasch gik også ind i sagen. Og foreløbig blev sagen henlagt, men den skulle snart blusse op igen.
På diverse teglværker blev der også fremstillet potter, både urtepotter og alle mulige andre slags. På Vesterhavs – øerne eller Halligerne blev der også fremstillet stentøj, som blev fragtet til Husum og nærliggende havnebyer.
Godsinspektøren anmodede derfor om, at Högström fik lov til at fortsætte, da pottemagerriet og beslægtede erhverv ikke nødvendigvis hørte til i byerne. Åbenbart lykkedes det at bevare pottemagerriet i byen.
Et potteværksted mere
Ja der kom endda et pottemageri mere, idet Christian Thomsen i året 1800 overtog en parcel på 25 tdr. hedeland beliggende på den alleryderste del af Årtoft Mark. Her opførte han en ejendom som blev kaldt æ Pottehus. Leret blev hentet lige i nærheden og i Torp.
Det kunne dog ikke udnyttes til andet end grovere brugsgenstande såsom fade, tallerkner og krukker, der hurtigt fandt anvendelse i omegnens landbohjem.
Ingen nybegynder
Christian Thomsen var langtfra en nybegynder. I 1788 findes hans navn i forbindelse med nogle retsakter. Han var kommet i klammeri, han skulle have forvoldt i anden mands hus.
Muligvis var han dengang svend hos Högström, der hvis nok havde virksomhed på Fuglsang i Holm Skov. Dette sted er også nævnt i 1781, da en skrædder boede her.
Högstrøm forsvandt fra egnen
Högström var af svensk herkomst og barnefødt i Göteborg. Han blev gift i Kliplev i 1788. Men det forlyder, at han efter de nævnte klager skulle have forladt sognet. Man hører ikke mere om ham.
En svensk koloni af pottemagere
Men der kan påvises en hel lille koloni af svenske pottemagere i Kliplev Sogn de følgende år. I 1790 døde således en pottemagersvend Jens Nielsen Lundgreen fra Jönköping. Og i 1794 blev et niårigt barn begravet af pottemager Christian Hansen Plambeck.
Og vi kan fortsætte med det svenske. For i 1821 giftede Johannes Aschenberg fra Ängelholm sig med en datter af Christian Thomsen og fortsatte svigerfars arbejde i Pottehus. Denne var i en alder af 90 år død i 1818.
Betingelsen for giftemål var sikkert faglig dygtighed ud i pottemagerriet.
Tyskere fortsætter
Anden gang datteren giftede sig var da også med en pottemager, denne gang en mand af tysk herkomst, nemlig Johan Gottfried Liebscher.
Pottemagerdynastiets sidste overhoved var Christoph Heinrich Streibig. Han ejede stedet omkring 1850erne.
De efterfølgende beboere har ikke haft noget med dette erhverv at gøre. Markedet var vel efterhånden blevet overdynget af billige industrivarer, så pottemager – virksomheden ikke mere kunne løbe rundt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Om Ahlefeldt:
Om Hærvejen:
Om Området – lige i nærheden:
April 17, 2016
Guldalder – guide til København (1)
Her er første del af vores guide til Guldalderens København. Vi besøger Amagertorv 4, hvor vi besøger en gammel sømand. Men ellers er det Amaliegade, vi aflægger et besøg. Vi vil finde ud af, om vi her kan finde Guldalderen. Ja her også her kom H.C. Andersen, hvor han besøgte Collins ejendom. Men her befandt man sig altid i tusmørket. Det samme mente Johanne Louise Heiberg, når hun kom på besøg. Men vi besøger nu også andre interessante ejendomme. Og vi skal da også høre om den maler, der ikke turde at fri. Så blev han dræbt af et vådeskud nede i Sønderjylland.
Kan man lave sådan en guide?
Kan man godt lave sådan en guide? Ja vi forsøger. Nu kan man vel ikke bare gå ind og besøge alle disse ejendomme, men vi forsøger alligevel at finde historiske højdepunkter fra guldalder – tiden, når vi nu vandrer gennem byen.
Egentlig var guldlader – tiden noget man tilegner de bedre borgerskab, men vi forsøger lige at indflette noget mere.
Vi skulle måske have valgt et tour – forslag, så man selv kunne lave en byvandring, men vi har for nemheds skyld valgt at holde det hele i alfabetisk form. Og her i første del koncentrerer vi os for Amagertorv/Amaliegade
Amagertorv 4
Denne ejendom stod her antagelig før Københavns første store brand i 1728. Her døde i året 1827, kommandør i Søetaten, Peter Norden Sølling.
Han var eksemplet på den danske sømand i tiden omkring englandskrigene. Indtil 1807 var danskerne stolte af deres flåde. Men ellers var de danske sømænd nu ikke særlig velhavende. Men dette fik Sølling til at opstille en bombe, der skulle fungere som en kæmpe sparebøsse.
Tænk engang, bidragene var så store, at man kunne købe et gammelt hus på Christianshavn (Brogade – nu nedlagt). Dette hus blev brugt som alderdomshjem til gamle sømænd. Huset fik navnet Bombebøssen. Det eksisterer stadig, dog i en nyere version og på at andet sted i Overgaden under Vandet.
Amaliegades historie
Vi skal nok lige tilbage til tiden efter 1660, hvor Sophie Amalie anlagde en stor have i denne bydel. I 1749 blev haven opgivet. Her var også en eksercerplads og tømmer – og opslagspladser. Kongen forærede arealet til byen under betingelse af, at der opførtes forsvarlige bygninger inden for fem år.
Man projekterede så en hel ny bydel, kaldet Frederiksstaden. Man anlagde Amaliegade, der gennemskærer slotspladsen.
Frederik den Femtes hofbygmester Nicolai Eigtved var hovedleverandør af tegninger. Hele seks af bydelens palæer og 12 af borgerhusene kommer fra hans tegnestue. I andre tilfælde skulle han godkende tegninger.
Da Eigtved døde, var det Thurah, der tog over.
Amaliegade 8
Maleren C.A. Jensen fra Bredsted ved Husum opnåede stor popularitet med hans livsfulde små portrætter. Familien Jensen boede her indtil 1830.
I en periode var han den mest populære portrætmaler i det københavnske. Der var ikke den sædvanlige stivhed og højtidelighed over hans portrætter. Der var sprudlende liv, elegant og hurtig penselføring i en chokerende moderne form. Men han var for dygtig, og man kunne dengang ikke bare have en komet, der skubbede de gamle ud. Kritikeren N.L. Høyen fik ham stoppet i slutningen af 1840erne.
Amaliegade 9
I 1838 flyttede gehejmekonferenseråd Jonas Collin og hans familie fra Bredgade hertil. I gården i Bredgade stod et gammelt træ. Det gik rygter om nedrivning af gården. Og H.C. Andersen skrev om træet: Det gamle træ – oh lad det stå. Men det hjalp dog ikke.
Det var i Bredgade, at H.C. Andersen kom og fik gode råd. Denne Collin var en mand med sære meninger. Gårdspladsen måtte ikke luges. Derfor var det eldorado for mælkebøtter. Alle besøgende fik besked om at gå af køkkenvejen. Den besked fik H.C. Andersen også.
Vores national – digter kom mange steder, og han bragte masser af sladder med sig. Men det var nu ikke alt, Collin ville finde sig i. Således fortalte Andersen om sen slægtning til Collin, at vedkommende havde pletter i hovedet, og at det lignede råddent kød.
Collin var en god meddirektør af Det Kongelige Teater. Johanne Louise Heiberg har i hendes erindringer beskrevet besøg hos Collin. Og hun beskrev det, som man mødtes i tusmørket.
Amaliegade 13
Gehejmestatsminister J.S.v.Møstring var det gamle styres mand. Han gjorde karriere i Tyske Kancelli. I 1813 blev han overdirektør i Rigsbanken. Det var ham, der skulle redde Danmark ud af statsbankrotten i 1814. Han blev præsident for Rentekammeret, datidens finansministerium.
Vores hovedperson var en god repræsentant for enevælden fra 1819 frem til sin død i 1843. Om sommeren lå statsministeren på landet i sit endnu eksisterende landsted på Frederiksberg kaldet Mørstings Hus.
Amaliegade 18
Det gule Palæ bliver også kaldt Slavehandlerens Palæ. Bygherren H.F. Bargum sendte slaver til Vestindien mod at få sukker til Europa. Hans arkitekt var den fornemme N.H. Jardin.
I 1816 troede man at ejendommen skulle blive hjemsted for Frederik den Sjette’ s datter Prinsesse Caroline, da hun i 1812 blev forlovet med Christian af Hessen. Men ak og ve. Forbindelsen gik over styr.
I stedet blev hun i 1829 formælet med Christian den Ottendes yngre og ikke særlig begavede bror Prins Ferdinand. De to blev installeret på Bernstorffs Palæ.
I 1842 levede her et ungt ægtepar, Louise af Hessen og hendes gemal, prins Christian af Glücksborg. Ved giftemålets indgåelse var der ikke meget, der tydede på, at her var landets kommende konge og dronning.
Prinsen var officer i Hestegarden og var yngre søn af den ubetydelige hertug af Glücksborg. Men moderen var var søster til Frederik den Sjettes dronning Marie. Prinsessen var datter af landgreve Vilhelm af Hessen – Kassel.
Først efter Tronfølgeloven af 1853 blev prins Christian udpeget som tronfølger. De levede nærmest borgerlig indtil Frederik den Syvendes død i 1863. Og det stod heller ikke skrevet over deres fire børns vugge, at to af disse skulle blive konger og to skulle blive gift med henholdsvis den engelske konge og den russiske zar.
Amaliegade 22
I 1850 døde Adam Oehlenschläger. Han var netop blevet 70 år, og var blevet fejret ved en stor fest på Skydebanen på Vesterbro. I sin takketale sagde han blandt andet:
Men derfra går – vil det naturens orden –
Endnu en smuk allé til kirkegården
Kort tid efter blev han syg og døde. Han ligger begravet ved siden af sin trofaste Christiane på Frederiksberg Kirkegård.
Et par forinden boede Georg Carstensen her. Det var på den tid, hvor han arbejdede på Vinter – Tivoli i Casinobygningen længere henne i Amaliegade/Toldbodgade.
Og ejendommen, ja det er et prægtigt 7 – fags hus tegnet af arkitekt Nicolai Eigtved i midten af 1700 – tallet. Det er så senere blevet forhøjet med halvanden etage.
Lige ved siden af lå Almindeligheden, ja sådan kaldte man Almindeligt Hospital. Her boede et stort antal invalider, sindssyge og åndssvage, gamle og ulykkelige mennesker. Her var også en sygeafdeling. Forholdende var forfærdelige – også målt med datidens øjne.
I krigene 1801 og 1807 blev her også indlagt kvæstede soldater. Fra 1809 blev patienter med kønssygdomme behandlet her. I 1846 udbrød der en stor epidemi med barselsfeber. Og i 1853 døde her 90 pct. af de 500 kolera – ramte. Og så kunne det godt være, at de kloge herrer begyndte at kigge på et bedre sygehusvæsen i København.
Uden tvivl er Oehlenschläger stødt på nogle af disse, og givet dem en skilling. Han var kendt som en godhjertet mand.
Amaliegade 27
Bygningen er den sydlige del af arkitekten Laurids de Thurahs pavilloner til Det Kongelige Frederiks Hospital (I dag Kunstindustrimuseet). Det er opført i midten af 1750erne.
I denne ejendom lejede maleren Johan Th. Lundbye sig i efteråret 1841 ind hos lægefamilien Krebs. Kunstneren er kendt for sit store værk, En dansk kyst. Mon ikke dette værk er en af milepælene i Guldalderen. Det er da i den grad nationalromantisk.
Forinden havde Lundbye sammen med sin ven P.C. Skovgaard udsmykket Skovgaards onkel H.C. Aggersborgs lejlighed i den nu forsvundne ejendom, Holmens Kanal 4.
Denne Lundbye havde forelsket sig i proprietærdatteren Louise Marie Neergaard fra Vedbygård. Men ak, den evigt tvivlende maler fik aldrig taget sig mod til at fri. Og en menneskealder senere, fortalte den aldrende frøken til kunsthistorikeren Karl Madsen, at hun skam ville have sagt, Ja. Men hvorfor tog hun så ikke et initiativ? I stedet oplevede vi et drama, for Lundbye havde meldt sig frivillig til hæren. Og endnu mere, ak og ve. Han døde ved et vådeskud ved Bedsted i Sønderjylland.
Det var det første skud, der blev løsnet i Treårskrigen.
Amaliegade 45
Dette statelige hus er opført af tømrermester Andreas Hallander i 1790 – 1791.
I 1817 fik ejendommen ny ejer. Det var den fra Norge hjemvendte Ferdinand Henrik Rørbye. Han havde den fornemme titel, overkrigskommissær.
Blandt han og hustruens mange børn var den siden så kendte maler, Martinus Rørbye. Han kom på Kunstakademiets Kunstskole i 1820. Han har blandt andet foreviget udsigten fra forældrenes stuelejlighed på 1. sal.
Han døde i det nu nedrevne Amaliegade 33.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Guldalderen:
April 16, 2016
Optakten til 9. april 1940
Allerede den 8. januar indløb de første meldinger til København. Og her fortolkede man meldingerne forkert, selv om de fleste kom fra den tyske overkommando. Men man mobiliserede hverken herhjemme eller i Holland, Norge eller Sverige. Man foretog heller ikke sabotageaktioner inden invasionen, selv om den var nært forestående. Sverige valgte så de tre første krigsår at samarbejde med tyskerne indtil krigslykken vendte. Invasionen var en personlig sejr for Hitler. Tyskerne var klar over, at det var overraskelsen og hurtigheden af aktionen, der var altafgørende.
Masser af meldinger til København
I slutningen af december 1939 ankom F.H. Kjølsen til det Kongelige Danske Gesandtskab I Berlin. Han overtog stillingen som marineattaché.
Inden besættelsen af Danmark modtog Kjølsen en masse informationer om, hav der var i gærde. Og han rapporterede om alt, hvad han hørte til København.
De første meldinger allerede i januar 1940
Allerede den 8. januar 1940 modtog han de første vage informationer om Tysklands militær – politiske planer. Og disse modtog han af den græske Marineattaché. Informationen gik på, at i det tidlige forår skulle der ske et angreb mod Holland. Samtidig ville tyskerne øge tryk mod Danmark, så der kunne tillades, oprettelse af militære luftbaser. Dette skulle ske for at opnå bedre forbindelseslinjer til Norges nordlige havne.
Militære støttepunkter i Jylland
Den 13. februar modtog Kjølsen nye oplysninger. De stammede fra den tidligere rumænske Militærattaché i Berlin, der nu var flyttet til Stockholm. Oplysningerne gik på, at tyskerne ville oprette militære støttepunkter i Jylland samt på den norske vestkyst. Der forelå ingen planer mod Sverige. Dette skyldtes bland andet svenskernes bedre beredskab og så det faktum, at Sverige ikke besad Nordsø – havne.
Den 1. april, troppekoncentrationer i Nordtyskland
Den 1. april rejste Kjølsen til København for at orientere ministerierne og ministrene. Med sig havde han et håndskreven notat fra Gesandten, Kammerherre Zahle. Dette notat var adresseret til udenrigsminister Dr. Munch. Denne skrivelse omtalte de tyske troppekoncentrationer i Nordtyskland, samt tyskernes frygt for. At vestmagterne ville rette et angreb mod malmlejerne i Nordskandinavien.
40.000 soldater i Nordtyskland
Efter en flere timer lang samtale med udenrigsminister Munch, fik Kjølsen det svar, som han skulle give videre, at Danmark ville forsvare sig med våbenmagt. Ved mødet fortalte Kjølsen, at der var forsamlet cirka 40.000 tyske soldater lige syd for grænsen.
Pålidelige kilder
Tilbage i Berlin fik Kjølsen besøg af den svenske marineattaché. Han fortalte, at han fra pålidelige kilder, Oberkommando der Wehrmacht i Berlin fik følgende besked:
Meldinger stammede fra den tyske overkommando
Lige efter mødte den hollandske militærattaché på med enslydende meldinger. Han havde fået informationerne fra højtstående tyske officerer, som sad i selve den tyske Overkommando. Disse var utilfredse med det nazistiske styre i Tyskland. De havde ved flere lejligheder givet militære oplysninger af stor betydning med det formål at undergrave det tyske system.
Danmark var ikke mobiliseret
Den hollandske militærattaché forespurgte, om Danmark var mobiliseret. Han ville gerne have besked om dette. Endvidere advarede han om, at Gestapo overvågede alle udenlandske repræsentationer.
Samme eftermiddag rejste Legationssekretæren til København for at aflevere disse vigtige informationer. Det blev til et møde med udenrigsministeren i dennes bolig klokken 19. Munch kontaktede senere på aftenen statsminister Stauning.
Fejlmelding fra den norske legationsråd
I Berlin blev der holdt en nær kontakt mellem det hollandske, svenske og norske Gesandtskab. Den norske Legationsråd Stang var blevet orienteret om, at angrebet ikke gjaldt Norge.
Fra dansk og svensk fastholdt man dog, at angrebet nok gjaldt Danmark – Norge.
Melding fra amerikanerne
Den 7. april modtog Kjølsen en orientering fra USA’ s marineattaché, Commander Schrader samt den svenske Marineattaché, at den samlede transportflåde ved Svinemunde var afgået med vestlig kurs i Østersøen.
Fra amerikansk side mente man, at destinationen var Narvik. Også disse oplysninger blev givet videre til København. Meddelelsen blev givet videre pr. chiffertelefon til Udenrigsministeriet med besked om at videresende beskeden til Marineministeriet. Uvist af hvilken grund blev dette dog ikke gjort.
Den tyske ordre var givet – stadig ingen dansk reaktion
Den hollandske militærattaché kunne oplyse, at der nu var givet ordre fra den tyske Overkommando til at ordren skulle udføres (Befehl ist ausgegeben). Dette blev indberettet i en skrivelse fra Gesandten, der blev afsendt den 8. april.
Arkiver og dokumenter blev brændt
Om morgenen den 9. april tilintetgjorde minister Zahle alle politiske indberetninger fra 1933 på Gesandtskabet i Berlin. Man forventede, at det snart blev besat.
I København var Udenrigsministeriets fortrolige arkiv blevet brændt.
Prins Aksel til møde hos Görring
Umiddelbart inden den 9. april ankom Prins Axel til Berlin, hvor han var i en særlig mission i anledning af den udenrigspolitiske situation i forbindelse med nogle skibsforhandlinger for Nordsø – farten.
Prins Axel blev tirsdag formiddag kaldt til Rigsmarskal Görring, hvor han fik meddelelse om Danmarks besættelse og de dermed forbundene begivenheder.
Tyskerne kunne sejle direkte til vores hovedstad
På trods af disse meddelelser, var der ikke blevet mobiliseret i Danmark. Og det var det såmænd heller ikke i Norge. Tyskernes overraskelsesangreb lykkedes over al forventning.
Viceadmiral Rechnitzer havde trods indberetninger heller ikke sikret den danske flåde. Tyskerne kunne derfor uhindret sejle direkte til vores hovedstad. Det københavnske forsvar reagerede ikke.
Heltegerninger i et umobiliseret Norge
I Norge var kun de bataljoner, der lå på Oslofjordens østlige side blevet mobiliseret. Flere af de norske landbesætninger var ubemandede. Minespærringer var ikke blevet udlagt. Men trods se manglende foranstaltninger, kæmpede nordmændene bravt. Den svære krydser Blücher blev sænket af Oscarsborgs Fæstning i Oslofjorden.
Den tyske krydser Königsberg blev sænket ved Bergen. Karlsruhe blev sænket ud for Kristianssand. Hele den tyske jagerflotille gik tabt i Narvik. Men det sidstnævnte skyldtes hjælp fra englænderne.
Hvis det nu var blevet mobiliseret?
Havde Norge lyttet til advarslerne kunne man have nået endnu bedre resultater, når man tager de naturlige forsvarsmuligheder med.
Men havde man fra dansk side allerede mobiliseret den 4. april kunne dette også have fået virkning for Norge.
Overraskelsen var altovergørende
I Nordschlewigsche Zeitung den 8. april 1942 udtaler General Kaupisch:
Man kunne have forsinket fremmarchen
Man kan udlede af dette, at selv med de få midler, som vi rådede over, måske kunne have forsinket operationen.
Og egentlig var oplysningerne fra Berlin tilstrækkelig til, at man kunne have iværksat et eller andet, bl.a. bortsprængning af broer, jernbanestrækninger m.m., ødelæggelser af landingspladser, så man kunne have forsinket tyskernes fremmarch.
Der må have været nogle militære strategiske eksperter, som modtog meldingerne fra Berlin, der evt. kunne have reageret.
Tyskerne havde frygtet sådanne sabotager, for det kunne i den grad have forsinket deres fremfærd, så aktionen i bedste fald var blevet afblæst.
Holland og Sverige mobiliserede heller ikke
Men det var ikke kun i Norge og Danmark, man ikke reagerede. Det gjorde man heller ikke i Holland. I Holland kunne man således have iværksat oversvømmelser.
Heller ikke i Sverige mobiliserede man. Tvært imod iværksatte man et omfattende samarbejde med tyskerne i eksport af malm, og tilladelse til tysk troppetransport gennem det neutrale Sverige. Det betød blandt andet at friske tyske tropper og kampudstyr blev transporteret til Narvik, så tyskerne efterhånden også her kunne tage magten.
Men hvad med englænderne? Kunne de ikke have nået at etablere en velkomstkomité ud for Norge?
En personlig sejr for Hitler
For Hitler personlig blev aktionen også en sejr. Storadmiral Raeder fra Den Tyske Marine havde kaldt operationen for risikabelt, fordi at aktionen skulle ledes af særlige officerer fra Wehrmachtfürrungsstab under Hitler’ s personlige ledelse.
Hitler’ s renommé som strateg steg til uanede højder. Var foretagenet derimod mislykket Kunne det have ført til uoverskuelige verdenspolitiske konsekvenser.
Kjølsen blev udvist
Kjølsen blev senere udvist på foranledning af chefen for den tyske kontraspionage Abteilung Abwehr, Admiral Canaris. Han havde fundet ud af Kjølsens rapportering, som dog ikke førte til noget som helst.
Udenrigsministeren valgte den forkerte mulighed
Kjølsen havde i maj 1940 møde med udenrigsminister Munch. Her udtalte udenrigsministeren, at der forelå to muligheder før 9. april, enten at indberetningerne var rigtige, og så tage konsekvensen deraf. Eller også, at de ikke var det, og så gjaldt om ikke at skabe panik. Og det var så den sidste mulighed, man valgte i Danmark.
Det er altid let at være bagklog
Nu kan vi sagtens være bagklog, så mange år efter. Men overfaldet kom jo som et chok for danskerne, og man var total uforberedt. Som min far fortalte mig, så vidste han 14 dage før, at noget var i gærde. Han havde talt med en tysk fiskevognmand, der fortalte, at det var sort af soldater syd for grænsen.
Og i andre artikler, som vi har skrevet om, fortæller vidner om, at danske rekognosceringsfly fløj langs grænsen i ugen inden den 9. april. Desuden krænkede tyske militærfly mange gange det danske territorium i ugerne op til 9. april.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: så læs de 160 artikler vi har om Besættelsestiden indeholdende blandt andet: