Søgeresultater på "Tønder"
Dato: maj 21, 2022
Kükelhaen – en øl fra Aabenraa
Den gode Gud har velsignet denne by med god humle. Humlegårdene havde det godt. Man hældte øllet ned. ”Min kusk roste øllet” – ”Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl”. Historien gentog sig 122 år senere. Nu begyndte man i Aabenraa at importere øl. ”Gud den Almægtige bliver fortørnet”. Det kneb i den grad med ædrueligheden Tre dages fest. Kroer og værtshuse blev undersøgt. Der måtte ikke ryges tobak i gaderne. Øl – brygning skulle betragtes som videnskab. Mange år senere kunne man få en fedtemad og en halv liter Aabenraa – øl til 50,- kr. Så kunne pludselig får en Aabenraa – øl hvert år. Dette er så inspireret af den berømte Kükelhaen”.
Den gode Gud har velsignet denne by
Omkring midten af det 17. århundrede blev der i Aabenraa fremstillet en øl, der blev kaldt ”Kükelhaen”. I indledningen til Claus Organists optegnelser om Aabenraa, som blev skrevet af kartografen Johannes Mejer nævnes det. I 1638 blev disse optegnelser sendt til Frederik af Gottorp
Humlegårdene havde det godt
Humlegårdene havde det godt på den tid. Omkring Ramsherred kunne man også se en ranke slynge sig i et havehegn. Johannes Mejer fortsatte sin beretning:
Man hældte det ned
Jo øl – problemet har i disse tider haft stor betydning. Man drak det ikke, man hældte det ned i spandevis. Jo man fordrede det i rigelige mængder.
Både mænd, kvinder og børn drak øl. Velhavende folk havde krav på 8 – 10 potter daglig. Nogle drak endnu mere. Sådan var det i det 16. århundrede. Hofmarsken på Stockholm Slot drak en novemberdag 1594 over fire potter til frokost og i alt 22 potter til middag og aften.
En god test
Når købstadsbryggeren ville fastslå om han søl var godtøl slog han en skål øl i sædet på en dyb træstol. Derpå satte han sig i stolen. Når han så rejste sig og stolen hang fast i hans skindbukser, havde hans vare bestået prøven.
Min kusk roste det meget
I 1763 var magister Dyssel på vej til Aabenraa. Efter en øl på Brunde Kro, noterede han sig, at øllet der, både var ”feedt og velsmagende”. Nu smagte han det ganske vist ikke selv, men som han skriver:
Desværre så skrev han ikke om øllet var fra Aabenraa eller om det var noget man selv havde brygget.
Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl
Nu vidste Aabenraa – borgerne godt, hvad deres øl var værd. De gav ikke opskriften fra sig. I 1523 blev den afkrævet af fjendtlige tropper. Vægringen kom til at koste Aabenraa dyrt.
De hanseatiske tropper som understøttede Frederik den Første havde slået lejr ved Rise og Toldsted. De sendte et bud ind og forlangte at få et læs øl (24 tdr.).
Amtmand og borgere, der holdt med Christian den Anden, sad den opfordring overhørig. Men så sagde Hanseaterne:
Historien gentog sig 122 år senere
Og det samme gentog sig 122 år senere. Den svenske general Wrangel forlangte øl fra Aabenraa sendt til hans hovedkvarter i Rendsborg. I modsat fald ville han sende et regiment ryttere for at hente det.
På det tidspunkt var der atter gang i ølbryggeriet i Aabenraa. Noget tyder på, at det var begyndt at gå ned ad bakke, i hvert fald var det nok tilfældet i slutningen af det 17. århundrede. Men det gjaldt ikke blot Aabenraa.
Nu begyndte man at importere øl
Værre var det i 1610 efter den store brand havde lagt det meste af byen øde. Da klagede borgerne til hertugen fordi by-skriver Johannes Høier fortsatte med at indkræve øl – skat. Det endte med at bryggerierne holdt op med at brygge. Og så måtte Aabenraa importere fra de kongelige områder. Der blev dog nævnt, at de håndværkere, der skulle genopbygge byen, drak temmelig meget
Gud den Almægtige blev fortørnet
Men hertugen tog hensyn til borgernes ønsker. I de følgende år blev der drukket lidt for meget af de våde varer. Således mått6e byens råd udstede en forordning som vendte sig til folk, der præsenterede deres drukkenskab på åben gade o forulempede folk. Blev man grebet i dette vankede der en bøde på 8 skilling.
Her havde kirken sikkert også noget at tilføje. Det ses i ordlyden:
Det kneb i den grad med ædrueligheden
Galt var det også, at der blev tappet (serveret) øl og brændevin i den tid, der holdtes gudstjeneste. Om natten var der folk som løb fra den ene kro til den anden, råbte, skreg og slog i stenbroen.
Det kostede 3 mark i bøde. By-tjeneren havde ordre til at bringe den slags urostiftere i arresten. Det blev endda anordnet, at by – fogeden skulle holde Ting om sommeren kl. 9 og om vinteren kl. 10 for at parterne kunne mødes ædru for retten.
By – tjeneren skulle ikke give de folk gehør, som kom
Tre dages fest i Aabenraa
Men det gik så småt ned ad bakke med Aabenraa – øllet. Det ses af et gammelt regnskab som er bevaret fra 1616 da hertug Frederik den tredje efter sin far Johan Adolfs død blev hyldet i Aabenraa.
Set blev fejret over tre dage. Her blev der spist – og ikke mindst drukket overdådigt. Fra Tønder fik man to tønder hamburger øl, fra magister Peter Fabricius 5 ½ tønder rostocker øl. Og så fik man også lige 2 tønder Wismar – øl. Man fik også lige 5 tønder Aabenraa – øl. Dette var kun beregnet til tyendet.
Kroer og værtshuse blev undersøgt
Næste gang man hører om Aabenraa – øllet var i 1709. Rådet konstaterede, at der slet ikke mere blev hentet Aabenraa – øl. Man mente, at nu skulle det gøres noget. Kroerne i byen og området skulle besøges. Her skulle man tilse, om kroerne og værtshusene selv bryggede eller hentede øl udefra. Der blev også pointeret at øl heller ikke måtte hentes i Slotsgade. Det hørte ikke med til Aabenraa dengang.
Der måtte ikke ryges tobak
I årene fremover forsøgte man at skabe større orden. Fra prædikestolen blev det kundgjort at det var forbudt at ryge tobak på gaderne i gårdene og i staldene. Denne udvikling fortsatte efter at by og amt atter var blevet kongelig ejendom.
I 1722 vedtog borgmester og Råd, at monsieur Johan Heyszel for fremtiden skulle være bedemand til begravelser. Man havde konstateret en udpræget form for ”rangsyge”.
Øl – brygning skulle betragtes som videnskab
Men hvordan gik det så med øllet? Sikkert ikke for godt. En ny tid var i anmarch også for øllets vedkommende.
Den usædvanlige læge, professor dr. Heinrich Callisen slog til lyd for, at ølbryggeri skulle behandles som videnskab, så at øllets godhed ikke længere blev afhængig af tilfældighed.
En fedtemad og en halv liter Aabenraa-øl
Mange år senere så kunne man i 2015 smage en halv liter Aabenraa-øl og en fedtemad for 50 kr. på Michelsens Gård. Og overskuddet ville gå til Byhistorisk Forenings Bevaringsfond for gamle huse og miljøer i Aabenraa.
Inspireret af den berømte øl
Og så fandt undertegnede ud af, at Aabenraa Vinter Øl kunne købes i Carstensens Tehandel. Ja man kunne endda vælge mellem tre forskellige. Og så skulle den bedste så vælges. Og det skete så i samarbejde med Lundumskov Bryghus ved Horsens. Motivet til øletiketten er designet af Eskild Beck. Og han har så ladet sig inspirere af den berømte Kückelhaen – øl.
Den nye succes er fra 2013
Det havde man i hvert fald ikke i den tid, jeg boede i Aabenraa. Og det var da trods alt i 15 – 16 år. Og jo inde på Byhistorisk Forenings hjemmeside kunne man nu se, at der var en Kückelhaen Vinterøl 2021 og en tilsvarende Sommerøl 2021
Og her kan man så læse, at hver bryg er en ny kvalitet med en ny etiket. Øllet sælges i begrænset omfang og overskuddet ved salg går til Foreningens bevaringsfond. På siden fortælles også, at der på haderslevvej (Bryggergården) har været bryggeri indtil 1933. Og åbenbart er dette så foregået siden 2013.
Sådan som vi så kan forstå, så får vi en kort beskrivelse af smagen og en kort beskrivelse af fremstillingen. Det er godt nok ikke den originale men alligevel en fremragende ide.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 17, 2022
Aabenraa i 1930’erne
Da jeg pyntede vinduer. Bo Bojesen spiddede alle – men aldring ondskabsfuld. Tilbage til boghandlen De første investeringer. ”Verdensmænd” taler flere sprog. Skødesløse tennisspillere bag Folkehjem. En klokke og en rangermaskine. Springvandet står stille. En oplevelse på værkstedet. Nærmest gågade i 1930’erne. Tilflugt i fars boghandel. Mutter Stahlboms hus. En flot festsal. Pas på – de græske dampere. Når de kongelige kom. Svømmeundervisning i rødviolet vand. ”Det Grønne Helvede” – ja sådan kaldte man Nørreskoven. Vi besøger Frits Clausens ”Ørneredde”. Stormtropper ved farversmølle. ”Heim ins Reich”. Alt er nu forandret.
Da jeg pyntede vinduer
Som det vil være læserne bekendt, arbejdede jeg i vel ca. 15 år i Bo Bojesens Boghandel. Det var bl.a. min opgave at pynte vinduer. Et par gange lykkedes det endda at få nogle priser for det. Jo og da vi havde placeret nogle af de første computere, der kom frem på halmballer, ja så blev det endda vist i TV – Syd. Da havde vi fået Carsten Worsøe til at lave et computerprogram, der så kørte i en sløjfe hele døgnet.
Men i en periode fik vi også hvert år nogle af Bo Bojesens tegninger, som vi udstillede i vinduerne. Og så fandt vi ud af andre sjove ting i tidens løb.
Han spiddede alle
Dette skal nu ikke handle om Bo Bojesens Boghandels vinduer men om Bo Bojesens erindringer. Vi fandt et indlæg i Politikken i 1968, som vi har bearbejdet lidt.
Tegneren Bo Bojesen blev 83 år. Han døde i 2006. Han formåede at finde det pudsige hos folk uden at være ondskabsfuld. I en periode var han ansat på Politiken, hvor han kommenterede aktuelle begivenheder. I mange år udfoldede han sig også i Blæksprutten. Men jeg husker også en del bøger med hans skønne tegninger. Det var en vis ironi over hans tegninger. Især husker jeg ”Bo Bojesens Danmarkshistorie” og ”Bo Bojesen og den store verden”.
Han spiddede alle, høj som lav med sin pen – kongehuset, ludderen og pensionisten – ingen gik ram forbi. Hans smittende underfundige humor huskes,
Vores hovedperson vandt også en række priser bl.a. PH-prisen, Den Gyldne Tegnestift og prisen som Årets Publicist.
Tilbage – til Boghandlen
Ja så tilbage til boghandlen. Den blev etableret af Hartvig Nielsen i 1912. Han blev indkaldt til militærtjeneste i 1916. Så blev den bestyret af Bo Bojesens far som var svoger til Hartvig Nielsen. I 1919 overtager Harald Bo Bojesen så boghandlen.
I 1928 flytter man så til en nyopført ejendom på Ramsherred 28. I 1961 overtager Anne Marie og Ejvind H. Kock så ejendommen. Butikken lukker den 29.7.2013. Så var det slut med navnet Bo Bojesens Efterfølger.
Butikken blev overtaget af Abrahamsens Bog & Ide, der flytter fra Store Torv.
De første investeringer
Ja og Bo Bojesen kom tre år efter den såkaldte ”Genforening”. Der er ikke nogen mindeplade på sygehuset, hvor han kom til verden. Hans første investeringer landede i Bager Nyemans Butik på Haderslevvej. Hans ugeløn var på 20 øre. Hvis der var penge til overs, så blev disse investeret i Ferdinand Nielsens Kolonialhandel.
Bo Bojesens opvækst var i nærheden af Sct. Jørgens kirke. Og han har skam røbet, at han var med til at kaste en jordslået tennisbold ind mellem ”gluggerne” øverst i klokketårnet.
Lige her i nærheden lærte han at ryge cigaretter, rullet af aromatisk efterårsløv og ec-papir. Pastor Ludvigsen har sikkert undret sig over disse børn. Måske har han ladet sig inspirere til søndagsprædiken over Lukas 23. kapitel, 34. vers:
”Verdensmænd” taler flere sprog
På vej til skole betræder han Haderslevvej som dengang bar det kontinentale navn ”Nørrechaussé”. Ved Nørreport er der skyggefulde træer. Og hver morgen møder han en flok skolesøgende Rudolfer, Heinricher, Giselaer og Waltrauter. De sendes hver morgen til optugtelse i den tyske privatskole yderst på ”Nørrechausse”.
De små Iber og Eriker og karener og Liser trasker den modsatte vej med Ole-Bole-ABC. Mødet forløber som regel uden racesammenstød. Takt og tolerance er veludviklet hos børn. Men hvad mon de mener om hinanden?
Vidste du for resten, at Ole Bole er skrevet og udviklet i Tønder?
Begge grupper er ”Verdensmænd”, der taler flere sprog. Den ene behersker højtysk og sønderjysk. Den anden rigsdansk og sønderjysk. Når dialekten således er kontaktsproget mellem de to grupper. Kan det være vanskeligt for udenforstående at afgøre nationaliteten.
Tysk sindelag er dog en overvejende sandsynlighed, hvis man f.eks. kalder sin bedstemor for ”Oma”.
Skødesløse tennisspillere
Folkehjem blev passeret, danskhedens højborg. Den har sin særlige betydning, idet skødesløse tennisspillere bagved, leverede gratis de bolde som Bo og hans kammerater brugte til den før omtalte kirketjeneste.
En klokke og en Rangermaskine
Når man nu var vel ankommet til Nørreport, kunne man være så heldig at blive standset af en jernbanemand, der ringer med en klokke. Det er for at lade lokomotivfører Mathiesen passere med sin Litra HS – Rangermaskine på vej fra stationen mod de sibiriske ødemarker norden for svineslagteriet.
Det kunne jo også være sporet, der fører ud i Bo og hans kammeraters fantasi – opfundende sumpede floddelta med Amazon – indianere med forgiftede pile. De lurer ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.
Springvandet står stille
Denne Matthiesen sagde nu ikke så meget. Nu kunne Bo og hans skolekammerater også komme til at møde en anden klokkeringer. Han havde sømandskasket på og havde hægeskæg. Han forkyndte forpustet:
For alle ikke – sønderjyder må nok lige oversætte:
Nu vil ikke stedkendte falde i forund ring over at en tilsyneladende drikfældig mandsperson er sluppet løs med en klokke i hånden for at viderebringe denne åbenbarelse, at en nu ikke nærmere angivet fontæne omsider står urokkelig på sin plads. Men nu er det blot tale om en saglig information fra vandværket om et midlertidigt leveringsstop.
En oplevelse på værkstedet
Bo Bojesen er på vej i skole her i 1930’erne i Aabenraa. Vi er på vej mod Ramsherred og Storegade. Vi standser lige op ud for Kilegård en lille smøge, der fører ind i det uudforskede.
Her lå nemlig et interessant bilværksted. Her oplevede Bo Bojesen det historiske øjeblik, da mekanikeren satte afviservinger med lys i på hans kammerats fars højhus af en Renault.
Trafikken var steget. Den krævede sin ret. Trykknap – automatikkens tidsalder var startet. En arm stukket ud af vinduet var nu ikke længere en lovlig tilkendegivelse af, hvor man vil hen.
Nærmest gågade i 1930’erne
Gågaden er godt nok af nyere dato. Den blev indviet under stor festivitas, hvis nok af min tidligere chef, boghandler Koch. Men gågade var det nu allerede her i 30’erne. Man bredte sig over kørebanen som fribårne. Og så veg man kun til side, når Luckmanns hestetrukne mælkeforsyning eller Dr. Abilds åbne 125 HK Vauxhall Sport årgang 1928 var på vej. Ja så veg man naturligvis også uden om diverse hestepærer.
Sådan nogle har jeg været med til at fjerne på gågaden. Det var under en ringridning, hvor dronningen kom på besøg. Og hun skulle jo nødig vandre i sådanne. Kommunen kunne ikke nå at fjerne dem. Så butiksfolket var udkommanderet.
Tilflugt i fars boghandel
Og som Bo Bojesen udtrykte det, så kunne man altid søge dækning i hans fars boghandel, når ondsindede knægte var ude på at myrde og kaste de mishandlede lig ned ad Rebekkagangen. Når faren var over, kunne man fortsætte den videre færd ned ad Storegade.
Mutter Stahlboms Hus
På hjørnet af Store Pottegade ligger Mutter Stahlboms Hus. Men lad være med at kigge efter det i dag. Spild ikke tiden. Det er for længst nummereret, pillet ned og opstillet i Den Gamle By i Aarhus. Man fandt ud af, at det var bedre med en kommunal blomsterkumme og en kommunal bænk på stedet.
I huset var der en slikbutik. Man skal op på en stor tjæret sten for at kigge ind ad udstillingsvinduet med de gammeldags ruder. Det der fangede en, er imidlertid ikke de søde sager, men indehaverskens mangel på skønhed og personlig renlighed og hendes lige så lidet indbydende varesortiment.
Det hænder dog at begæret er stærkere end de fine fornemmelser. Så går man ind og tinger sig til nogle af de ”paraffinterninger”, som efter en intens kæbebearbejdelse omskabes til noget i retning af tyggegummi.
En flot festsal
Resten af Bo Bojesens skolevej byder kun på en enkelt seværdighed, en legetøjsforretning som heller ikke er mere. Og så drejer vi til højre nede ved Rådhuset. Der står vi så foran den kommunale skole for de mindste klasser. Kloge pædagoger overbeviser Bo om at alfabetet begynder med a og med meget møje og besvær påtvang de ham deres teori om at to og to er fire.
Skolebygningen knejsede i imposant holstensk ny-gotik. Festsalen var tilsyneladende bygget med henblik på opførelsen af Wagners ”Lohengrin”.
Pas på – de græske dampere
Tugt og skolegang er ikke den dominerende faktor i Bo Bojesens erindringer. Hvilke muligheder havde Aabenraa dengang for fri udfoldelse for det lille folk med livstykke og lange patentstrikkede strømper? Mulighederne dengang var mange og pragtfulde.
Der var havnen med de mange forunderlige og mystiske skibe. Særlig de græske dampere, som man skulle gå langt udenom, fordi søfolkene der, fangede små børn og lavede aftensmad af dem.
Når de Kongelige kom
Denne ængstelse var væk eller sådan nogenlunde bortvejret, når der var kongebesøg. Så stod skolebørn opmarcheret på kajen med små flag for at tage imod den flotte hvide hjuldamper ”Dannebrog”. Men ventetiden var meget lang. Det forestående møde med de kongelige formørkedes af skrækken for at tisse i bukserne i det afgørende øjeblik.
Svømmeundervisning i rødviolet vand
Den fysiske kontakt med de friske bølger fandt sted på skolebadeanstalten, hvor gymnastiklæreren med sand dødsforagt lærte poderne at svømme. Og det gjorde man også selv om strømforholdene var sådan at eksportslagteriets udløb farvede vandet rødviolet og colibakterierne antog håndgribelige former.
Men var det egentlig noget at tale om, når søfartsbyens stolte slægter gennem generationer havde trodset orkaner ved Kap Horn og sat livet på spil i det sydkinesiske hav uden at kny?
”Det grønne helvede”
Lige så pirrende farefuldt var det at trænge ind i skovene, der omklamrer byen. Nørreskov lå nærmest Bo Bojesens hjem. Der forsøgte han og hans kammerater at virkeliggøre de bedrifter som ”Willy på eventyr” gav sig af med i ”Familie Journalen”.
Kun i flok vovede man sig ind i det grønne helvede. Vilde horder fra Bjerggade og Lindbjerg truede flankerne. Så det lettede Bo’ s tryghed, da hans storebror og hans kammerater efter et togt berettede om, at de havde anlagt en solid fæstning på et strategisk velvalgt sted og kastet fjenden tilbage uden egne tab.
Det imponerende forsvarsanlæg som Bo’ s fantasi udstyrede med palisader og tårne, bemandende med trompetspillende vagtposter svarede ved en senere forevisning desværre langtfra til forventningerne.
End ikke skeletterne af Bjerggadebandens afsjælede legemer kunne man fremvise som et plaster på såret.
Frits Clausens ”Ørneredde”
Mange voksne både danske og tyske var ikke ganske upåvirket af at Hitler på den tid var i gang med at opbygge og udvide Det tredje Rige ca. 25 km syd for byen. Spidsbukser og skaftestøvler, militante optog og bjæffende stemmeføring kom på mode.
Frits Clausen etablerede et førerhovedkvarter i et lille rødt hus på Nørrechausse. Nogen ”Ørnerede” var det dog ikke, Men det smagte da altid af fugl.
Stormtropper ved Farversmølle
Selv på en fredelig søndags-spadseretur til det idylliske traktørsted Farversmølle slap man ikke for en konfrontation med tilværelsens barske realiteter.
Værtshusholderen, som var tung og kuglerund af statur og netop var grebet af tidens flyvske tanker, havde stillet sine tilliggender til rådighed for, at en snes af de clausenske stormtropper kunne være i fysisk form, når tidens fylde kom.
Dybt grebet iagttog man deres dødsspring over hegnstrådene og den afsluttende sejrsparade på bugtet linje mellem muldvarpeskud og mælkebøtter. Uden for laden stod i mellemtiden en spadebevæbnet vagt posteret for fløjen af de opmarcherede cykler for at hindre, at bolsjevistiske eller jødisk-kapitalistiske – plutokratiske elementer blandt det kaffedrikkende borgerskab skulle miste besindelsen og lukke luften ud af cykelslangerne.
Vagtpostens skrævende stilling og mørkt fremadrettede blik røbede en udtalt beundring for Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess. Men man vidste nu godt, hvem han var. Det var jo Måtte – Madsen.
”Heim ins Reich”
Mens Clausens brigade havde til formål at samle alle danske, der endnu troede på Nordens guder og den ariske races uovervindelighed under sin dannebrogsfarvede hagekorsfane, var de hjemmetyske bysbørn meget optaget af de store perspektiver i Hitlers grænserevisioner. De foranstaltede dystre optog ved skumringstid med fakler, basuner og transparenter, der udtrykte ønske at komme ”Heim ins Reich”.
At det så var taktløse aabenraaer, der forslog dem at de blot skulle marchere de 25 km sydpå, så var de hjemme i riget fremkaldte nu ikke lige begejstring i de bestøvlede kolonner.
Det kan jo være at det svært at grine, når man bærer sort kasket med stram hagerem.
Alt er forandret
Alt er nu forandret. Lokomotivføreren er der ikke mere. Ude ved Farversmølle er der ingen der af politiske grunde springer over hegnspæle. Selvfølgelig er der mange uvorne unger rundt omkring med en livlig fantasi der tror at der huserer vilde Amazon – indianere og krokodiller ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.
Sidst jeg var i Aabenraa – er godt nok længe siden – stod springvandet ikke stille.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 15, 2022
Kolonihaver – mod Druk og Socialisme
Det var et skønt møde ude på Lersø-Stien. Det startede meget tidligt med haverne. Hjelmhaverne i Aabenraa eksisterer stadig. Det kunne jo være at arbejderne så ikke ville beskæftige sig med socialisme. Det hed dengang Fattighaver. Og så var der en idealist fra Aalborg. Vi kigger på en Koloni på Nørrebro. Den var delvis anlagt oven på dagrenovation. Der var gang i Amager. Socialdemokrat mente, at når arbejderen fik haver, så var han tabt for bevægelsen. I mellemkrigstiden var der 100.000 haver. Og så var der en udvikling i kolonihavehuse. Johannes V Jensen skrev en hyldest. Men skulle kolonihavehuse nu bygges uden tag? I dag er der 60.000 haver i Danmark.
Et skønt møde på Lersø-Stien
En dag fik jeg en invitation om at holde et foredrag ude på Lersø-Stien i en kolonihaveforening. Og det var en cykeltur på 15 min. fra Østerbro, hvor jeg bor. Jeg var dybt imponeret. Man havde lavet et stort telt. Der var gratis pølser og fadøl.
Jeg lagde mærke til den gode stemning og pludselig mødte jeg også gamle bekendte. Hvad lå her inden, der kom kolonihaver, ja det var det, som jeg skulle tale om. Og så fandt jeg ud af, at via denne oase kunne man komme hurtigere til Bispebjerg Hospital.
Det startede meget tidligt
Måske er overskriften lidt søgt, men alligevel er det en form for sandhed i den. Allerede i det 14. århundrede havde borgere i København såvel som i købstæder rundt om i landet småhaver, der vel kan betragtes som begyndelsen til kolonihavebevægelsen.
I 1665 lod Frederik den Tredje anlægge små haver ved Frederiksodde (Fredericia).
Hjelmhaverne eksisterer stadig
I Hertugdømmerne lod Lensgreve Carl von Hessen, der var statholder udsende en opfordring til at man anlagde jordstykker til fattige. En af ”kolonierne”, der dengang blev anlagt, var ”Hjelmhaverne” ved Hjelm Skov i Aabenraa. Og disse kolonihaver eksisterer den dag i dag. Og det var tilbage i 1828. I 1979 blev disse haver fredet.
Så ville arbejderen ikke beskæftige sig med Socialisme
Også herhjemme udsendtes et cirkulære. Her fokuserede man mere på at havearbejde kunne være en nyttig adspredelse til øget velstand og velvære. Det kunne gavne folkesundheden. Urter fra haven kunne blive en del af den arbejdende klasses daglige måltider. Så kunne det måske skabe så meget adspredelse, at arbejderen ikke besøgte værtshuse. Senere blev dette så udvidet med, at så ville arbejderen ikke beskæftige sig med den frygtelige ”Socialisme”
Fattighaver
Men det var jo egentlig fattigforstandere rundt om i landet, der skulle fremskaffe disse ”Fattighaver”. Senere søgte befolkningen mod storbyerne. Her opstod der særdeles trange forhold. Der fulgte social elendighed, drukkenskab og prostitution, vold og berigelseskriminalitet med.
En idealist fra Aalborg
En stor personlighed var Jørgen Berthelsen i Aalborg. Han blev grebet af ideen og med stor idealisme arbejde han for at forbedre principperne. I 1884 oprettede han arbejderhaverne med 85 haver for en årlig leje på 8 kr. Han var vel det man i dag kan kalde den moderne kolonihavebevægelses fader.
En koloni på Nørrebro
Højre-organisationen Arbejdernes Værn som var en slags pioner for kolonihaverne i København, købte i 1891 en grund af en gartner på Guldbergsgade på Nørrebro. For at få en have skulle man betale kontingent til Værnet. Men så blev man også automatisk medlem af Højres Arbejder – og Vælgerforening.
Der var gang i Amager
Året efter fik man sandelig også fat i nabogrunden. Det havde været en grusgrav. Hullet var nu fyldt om med dagrenovation.
På en losseplads ved Amagerbro blev der plads til 100 haver. Nye kolonihaver dukkede op mellem Kløvermarksvej og Stadsgraven og ved Enghavevej.
Men i 1893 åbnede haveforeningen Vennelyst ved Christianshavns Vold. Den forening eksisterer stadig og må vel i dag regnes for Københavns ældste. 300 haver blev anlagt her.
Socialdemokrat: Tabt for Bevægelsen
Der var behov for lys, luft og supplerende sunde fødevarer.
I første halvdel af 1900-tallet blev der anlagt kolonihaver i et bælte rundt om hovedstaden. En stump jord med plæne og plads til at dyrke kartofter var rigtig arbejderkultur. Ja så skulle det også lige være ”små nette Huse” og en flagstang.
En fremtrædende socialdemokratisk redaktør var dog skeptisk over for disse kolonihaver:
Bevægelsen, så snart han har fået sig en Kolonihave
I Mellemkrigstiden var der 100.000 haver
Men tænk engang. I 1904 fandtes der rundt om i landet ca. 20.000 kolonihaver og ca. 6.000 i København. I mellemkrigstiden voksede dette antal til omkring 100.000.
I 1906 var der over et halvt hundrede havekolonier omkring København. Der var behov for en samlet organisation. Man ville have ensartede organisatorisk fællesskab.
Prisen på en have voksede. Den blev presset i vejret ved videresalg. Det førte til dannelse af organisationen ”Kolonihaveforbundet for Danmark. Den blev dannet den 11. maj 1908.
Kolonihavehuse
I Kolonihavebladet i 1928 kan man en byggevejledning på en lille ”Kolonihavehus”. Det var blevet moderne at have et hus i sin have.
De oprindelige kolonihavehuse var lysthuse med tårne og spir. De måtte i 1930’erne vige for større, sammenflikkede huse, da folk begyndte at bo i haverne om sommeren. Disse ”selvgroede” huse blev efter 1960’erne udskiftet med præfabrikerede huse. I samme tidsrum ændrede haverne funktion fra nyttehaver til fritidshaver.
Dengang man byggede biler på Nørrebro, blev disse sendt i praktiske kasser. Disse kasser kunne købes hos den lokale tobakshandler og blev også brugt som kolonihavehuse.
Kål og kartofler gav plads for græs og stauder.
Johannes V. Jensen skrev en hyldest
I 1949 forberedte Det danske Selskab en bog på engelsk, der hed ”Garden Colonies in Denmark. Her fik man forfatteren Johannes V. Jensen til at skrive indledningen. Han skrev bl.a.:
Skulle kolonihavehuse bygges uden tag?
Flugten fra land til by betød bolignød i 1950’erne. Det betød at boligløse søgte ud i haverne og benyttede kolonihavehusene som helårsboliger. Det var selvfølgelig ulovligt. I København foreslog man derfor, at de nye kolonihavehuse skulle bygges uden tag.
I dag – 60.000 kolonihaver i Danmark
I 1976 var antallet af kolonihaver dalet i København. Kolonihavearealet skulle bruges til andre ting. Protesterne rejste sig.
I dag er der 60.000 kolonihaver i Danmark. Haverne har bevæget sig væk fra deres udgangspunkt. Det er ikke længere økonomisk nødvendigt at dyrke grøntsager for at supplere den daglige kost. Kolonihaven fungerer ikke længere som et værn mod ledighed og usund livsstil, som den gjorde tidligere.
Og så håber jeg at blive inviteret ud til at holde foredrag næste gang, at de har jubilæum derude på Lersø-stien
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 13, 2022
Kolonihaverne i Aabenraa
Det er mange år siden, jeg besøgte stedet. Lensgreve Carl von Hessen startede det hele. Byrådene var langsomme om at regere. Et ”Have – møde” fandt sted i Aabenraa i 1822. Man valgte et helt andet område. Gottorp rykkede på svar fra Aabenraa. I 1829 var kortet færdig. Vedtægter/regulativ på 14 punkter blev vedtaget. I 1833 bestod kolonien af 39 haver. Man førte regnskab med, hvad der blev udvundet. Havekolonien Hjelm blev fredet i 1979.
Mange år siden, jeg besøgte stedet
For ca. ¾ år siden blev jeg bedt om at holde foredrag i en kolonihaveforening ved Lersøen. Det var en kæmpe oplevelse. Efter kun efter 15 min.’ s cykeltur havner man nærmest i en oase. En stor grøn plet midt i storbyen.
Men egentlig er det jo kolonihaverne ved Hjelm Skov, der er mest interessant. Og disse kolonihaver eksisterer stadig i bedste velgående. Men her var jeg hvis sidste gang for 35 år siden.
Lensgreven startede
Lensgreve Carl von Hessen var statholder i Hertugdømmerne i første halvdel af 1800 – tallet. Han lod i 1806 anlægge koloni – eller nyttehaver anlægge ved Kappel i Angel. Måske gav dette hans svigerfar Frederik den Sjette anledning til at udstede en kancelliskrivelse af 4. marts 1826. Her henstiller han til byerne at stille jord til rådighed for borgere til dyrkning af ”havesager”.
Det var for at modvirke lediggang og drikfældighed. Måske også for at fattige kunne få en vis grad af selvforsyning. Lensgreven konstaterede:
Byrådene reagerede kun i ringe grad
Byrådene reagerede dog kun i ringe grad på denne henvendelse. Men i 1828 blev den kongelige skrivelse udsendt i lidt skrappere form. I de følgende år blev der anlagt fritidshaver i et stort antal købstæder i Hertugdømmerne.
Men det var ikke så mange af haverne, der bestod så længe. Mange betragtede det som en form for fattighjælp. Og mange af disse haver førte en kummerlig tilværelse.
Et møde i Aabenraa – i 1822
I Aabenraa ville man gerne hjælpe. Den ”Befuldmægtigede Justitsråd” Otte Havde allerede et møde den 1. juli 1822 med byens tillidsmænd. Man kom frem til at byen ikke havde noget land, der var ”Tjenligt” til ”Gemüsegarten” eller til dyrkning af kartofler.
Men byen nød græsningsret i Sønderskoven og Nørreskoven. Måske kunne måske anvende disse jorde. Jordens beskaffenhed egnede sig fortrinlig til havedyrkning. Men man skulle først have ”Forstvæsnets” tilladelse. Byen ville samme efterår begynde med indhegning og ind-digning.
Et helt andet område
Men det blev dog ikke disse stykker jord, der blev anvendt til kolonihaver. Det blev derimod et stykke jord ved Helm Skov. Det var antagelig et stykke jord, som man i 1790 havde fået i bytte for en del af græsningsretten i Sønderskoven. Egentlig skulle det have været anvendt til Skytteselskabets skydninger.
Man rykkede på svar fra Gottorp
Men egentlig varede det længe, inden det hele var klar. Der foreligger en skrivelse fra Statholderen på Gottorp af 20. januar 1825, hvori man beder om oplysning om, hvad der er gjort ”for at indrette urtehaver for de fattige, og hvorledes sagen trives”.
I 1829 var man færdige med at tagne kort
Myndighederne i Aabenraa svarede meget undvigende. Først den 19. april 1828 var man nået dertil at udlægge tre tønder land til ”Havekolonier”. Og først den 31. januar 1829 var landmåler D. Dietrichsen færdig med at udfærdige kort m.m. over det stykke, der skulle bruges.
Vedtægter/Regulativ på 14 punkter
I 1831 var der udfærdiget et regulativ, der rummede følgende hovedpunkter:
I 1833 bestod kolonien af 39 haver
Under disse forordninger meldte en del fattige sig for at få haver udlagt. I 1833 bestod Kolonien ved Hjelm af 39 haver. Måske skal det lige nævnes at vedtægter og regler er anderledes i dag.
De ældste kolonihaver i Danmark
I Aabenraa holdt man fast ved haverne. De kaldes i dag for ”de ældste kolonihaver i Danmark”. Det var dengang at prydbuske ikke velanset. Haverne var ikke beregnet til luksus.
Magistraten ansatte i 1831 ligefrem en opsynsmand står der i nogle kilder. Andre nævner, at udvalg hver fredag inspicerede haverne dog kun i sommertiden. Man skulle finde ud af om haverne blev passet ordentlig. Man foretog også en optælling af høsten.
Alt dette høstede man
Den samlede høst fra de 39 haver dengang udgjorde i 1833 følgende mængder:
Havekolonien blev fredet i 1979
Kommunen ejede også kolonihaver på Lindsnakke, ved Lindbjerg, ved Tønder-Landevej samt ved Svinget. Men det var først senere disse haver kom til.
Gartner Anders Nielsen fra Vestergade var en af de første brugere. Han begyndte at plante frugttræer.
Denne havekoloni i Aabenraa blev fredet i 1979.
Historie tilbage til frihaverne
Der findes forskellige slags kolonihaver. Men kolonihaverne her ved Skyttegården har rod i enevældens fattighaver. Disse ”hauge-kolonier” var ofte til uformuende familiefædre efter hjælp til selvhjælp – princippet. Frihaverne eller ”fattighaverne”, som de blev kaldt, havde også en opdragende effekt. Havekolonien Hjelm kan føre sin historie tilbage til frihaverne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 11, 2022
Da Frode kom på den rette hylde
Min far kunne ikke lide Frode Kristoffersen. Sidste gang jeg mødte ham var på Svanen i Aabenraa. Journalister på godt og ondt. Hvem er han? Hans far var postmester i Højer. Til psykoteknisk prøve i Rødekro. ”Hvornår kan De begynde? Over for Brugsen. Større lokaler i en tidligere slikbutik. Maltbolsjer kan godt være søvndyssende. Tønder var en meget stor blad-by? Hvad mon mappen indeholdt? Fleetstreet i Tønder. Redaktør på et borgerligt blad og fagforeningsformand. I Tønder hjalp man hinanden. Frode lavede mange brølere Kollegaerne drillede. På Centralhalle.
Far kunne ikke lide Frode Kristoffersen
Frode Kristoffersen var en festlig herre. Det var han også, når han optrådte på TV. Min far kunne ikke lide ham:
Ja sådan sagde min far, og hentyder til at Frode kom til Tønder og fortalte om Tønders historie. Det vidste min far meget om. Men han gik ikke rundt og holdt foredrag. Selv om far var fantastisk til at fortælle historier.
Sidste gang mødte jeg Frode på Svanen i Aabenraa
Da jeg arbejdede i Aabenraa dengang, stødte jeg af og til på ham. Sidste gange jeg mødte ham, var på danserestauranten Svanen. Frode Kristoffersen har skrevet nogle herlige erindringer. Her skal vi møde ham, da han netop sagde farvel til forstander Jakob Randrup på Tønder Statsskole.
Journalister på godt og ondt
Gennem mit mangeårige frivillige arbejde i forskellige organisationer har jeg mødt mange journalister. Og det er både i fagblade, aviser, radio og TV. Og undskyld jeg siger det, det har både været godt og skidt. Min favorit er absolut Per fra Jydske. Jeg mødte ham ofte i min middagspause på redaktionen i Aabenraa. Der sad han med benet oppe på bordet, lænet tilbage på stolen og tog sig en pibe tobak.
Han lærte mig faktisk at skrive journalistisk. Ja nogle af denne sides læsere vil sikkert påstå, at så har jeg da ikke lært meget. Men det var dengang, jeg skulle markere HK’ s synspunkter.
Senere har det så været handelsforeningernes synspunkter i Padborg og på Nørrebro. Her på det sidste har så været forskellige historiske ting. Og da må jeg nok erkende, at mange journalister ikke er seriøse nok. Undskyld journalister!
Hvem er Frode Kristoffersen?
Men det kan jo være, der er nogle af de unge læsere, der ikke kan huske Frode Kristoffersen. Dengang da han startede som journalistelev på Tønder Amtstidende i 1948 fandtes der 140 selvstændige dagblade og aviser i Danmark. Det tal er faldet drastisk.
Vi har kigget i hans bog ”Journalist i Byen”. Her beskriver han de danske byer og blade, hvor han har arbejdet. Senere rejste han videre ud i Europa som korrespondent. Han var også ansat på Danmarks Radio op gennem 1960’erne og 1970’erne.
Fra 1994 – 1999 var han medlem af Europa – Parlamentet for Det konservative Folkeparti. Han har skrevet flere bøger. Men som allerede nævnt Har vi kigget i en af hans bøger, der beskriver nogle af hans oplevelser i Tønder.
Hans far var postmester i Højer
Et nyt hold realister drev ned ad Popsensgade. Nogle steg på rutebilen ved posthuset over for Hagges Hotel. Det gjorde Frode også. Hans far var postmester i Højer, siden kom han til Løgumkloster.
Og han mente bestemt, at hans søn også skulle til etaterne. Han skulle følge traditionen enten at blive postmand, told-mand eller jernbanemand. Frode havde da også spurgt toldforvalter Bahnsen på toldkammeret i Jernbanegade i Tønder. Men måske var Frodes realeksamen ikke så god? Og det var Frode egentlig glad for.
Til psykoteknisk prøve i Rødekro
Du kan nå at komme til jernbanen, mente postmester – faderen. Det betød at Frode måtte afsted til psykoteknisk prøve i Rødekro. Foran hans øjne åbenbarede der sig et kæmpe modelbaneanlæg men skinner, broer, rangerspor, lokomotiver, personvogne og godsvogne.
Og så var der en masse samling af knapper, som man skulle trykke på for at dirigere trafikken. Men hos Frode stødte tog sammen, broer sprængtes og banegårde væltede. Nogle uger efter modtog han et brev fra Statsbanerne om, at han nok måtte afstå for en løbebane som jernbanemand.
Hvornår kan De begynde?
Frode havde set en annonce fra A.P. Møller. Han klippede den ud, men mistede den igen. Så stak han hovedet ind hos Tønder Amtstidendes redaktion og spurgte ekspeditionssekretæren om ikke de havde Berlingske Tidende fra den senere tid.
Imens han så stod der og bladrede, brølede den daværende redaktør H.H. Bernsen til Første – journalist (der var to) Eiler Hansen, at han skulle tage ned og referere et møde i Slogs Herreds Landboforening på Tønderhus. Men det kunne journalist Hansen ikke. Han skulle dække en retssag på domhuset. Redaktør Bernsen brummede at så måtte han få en mand mere.
Men nu var Frode ikke lige tabt bag en vogn. Han meldte sig straks hos redaktøren:
Over for Brugsen
Og her startede Frode Kristoffersens journalistiske løbebane. Han startede den 1. september 1948 i Tønder Amtstidendes redaktion i Vestergade. Det var lige over for den daværende Brugsforening. Den husker jeg tydeligt.
Avisens lokaler var små og trange. Der var kun to. Eiler Hansen anbragte Frode lige i nærheden af indgangsdøren. Når nogen tog i indgangsdøren, skulle han rejse sig og flytte stolen.
Større lokaler i en tidligere slikbutik
Efter et par måneder avancerede avisen til større lokaler. Det var til Henny Bergs tidligere slikbutik på hjørnet af Popsensgade og Vestergade. Der fik avisen hele tre lokaler. Redaktøren fik sit eget. Og de tre herrer journalister Eiler Hansen, Carl Otto Brix og elve Kristoffersen sad på rad og række ved skrivebordene. Og eleven selvfølgelig tættest ved kakkelovnen. Han skulle nemlig også sørge for at fyre.
Ude foran sad redaktørens datter Annemarie. Hun var modtagerdame, ekspeditionskontor og telefonomstilling.
Mad hos Mittes Pensionat i Søndergade
Det var nu ikke det store oplag i Tønder. Avisen hang sammen med Hejmdal i Aabenraa. Der blev Tønder Amtstidende også trykt. Hver formiddag blev de sidste nyheder indtelefoneret fra Tønder til Aabenraa. Hvad man kunne skrive i forvejen, blev sendt med posten.
Det var ikke de store penge, man kunne tjene. Dengang lå elevlønnen på 100 kr. om måneden. For den løn kunne man ikke og spise. Så Frode valgte at spise. Det skete hos Mittes Pensionat i Søndergade.
Maltbolsjer virker søvndyssende
Hylderne fra Henne Bergs slikbutik var fortsat bevarede. Man kunne godt få sig en lur her. Det var med aviser som underlag og så bare et tæppe over sig. Det var bare lidt svært at falde i søvn. Frode var kommet på den hylde, hvor der tidligere havde stået mentolbolsjer. Det hjalp, da han skiftede hylde til duften af maltbolsjer. Det hang endnu i luften og virkede mere søvndyssende.
Tønder var en meget stor blad-by
Tønder med 7.000 indbyggere var en meget stor blad-by. Det var egentlig en avis for hver 1.000 tøndringer.
Oppe i Østergade sad redaktøren med det meget fine navn Aage Louis de Cros Dich på Jydske Tidendes redaktion. Han udstrålede en vis fornemhed, som man uvilkårligt lagde mærke til. Håret var gråt og langt men sirligt redt.
Hvad mon mappen indeholdt?
Redaktør de Cross Dich havde en bestemt måde at føre sin sorte mappe på. Han bar den ikke med førte den med nogle karakteristiske svingende bevægelser og man spurgte sig selv:
Og han svarede faktisk sin kollega fra Sønderjyden, Peter Møller på samme spørgsmål:
Fleetstreet i Tønder
Peter Møller havde afløst den navnkundige Robert Huhle, da denne blev chefredaktør på Sjællands-Posten i Slagelse. Sønderjydens redaktion lå ikke langt fra Tønder Amtstidende i Vestergade.
Da journalist Eiler Jensen kom hjem fra en London – tur omdannede han den ende af Vestergade for Fleet Street – efter engelske bladgade.
Redaktør for et borgerligt blad og fagforenings – formand
En af Robert Huhles forgængere på det socialdemokratiske Sønderjyden var redaktør Dyhrhøj. Det fortælles at han hver måned blev ringet op af den gamle redaktør på Vestkysten – Hans Thomsen.
Redaktør Thomsen var selv om han blev redaktør af et borgerligt venstreblad stadig formand for typografforbundet i Tønder. En del af kontingentet gik til den socialdemokratiske presse. Og så var det han ringede til redaktøren på Sønderjyden og sagde:
I Tønder hjalp man hinanden
Midt på hovedgaden havde vi redaktionen af Vestslesvigs Tidende – Flensborg Avis. I redaktør Skovrøys gamle redaktørstol sad i de år efter krigen Gantzel Lauridsen (folketingskandidat fra Esbjerg) og sørgede for at de nationale toner holdtes i hævd. Han blev siden afløst af Ejnar Ramsing Lorenz.
Denne bad engang Frode Kristoffersen om at dække en begivenhed for ham. De var gode kollegaer i Tønder. Af og til forsynede de hinanden med ”gennemslaw”.
Samtlige blade fik altid Frodes referater fra sygekassens generalforsamling. Således berettes det om at grev Schack indledte amtsrådsmøderne med et nifoldigt leve for kongen. Og så bragte Flensborg Avis’ referent alle ni hurraer i bladet. Man mente at referenten var på linjebetaling.
Frode lavede mange brølere
Nede i det fjerneste hjørne af Østergade (Eastend) havde den tyske mindretals-avis etableret sig igen efter krigen. Men det var en vis afstand til den i efterkrigsårene.
Ved stambordet på Hostrups Hotel i Søndergade blev det fortalt, at der før Genforeningen havde været et blad i byen, der hed Intelligenzblatt für Tondern und Umgebung. Men se det blad har vi også omtalt her på siden.
Frode Kristoffersen havde kun tre journalist-år i Tønder. Den gode Skovrøy var det i 30 år. Efter Tønder Amtstidende var han på Vestkysten hos redaktør Edv. Sørensen. Det var i den tid, Frode lavede de værste brølere.
Kollegaerne drillede
Kollegaerne drillede dem på Tønder Amtsavis:
På Centralhalle
Frode mindes også en af minde gamle stam-værtshuse Centralhalle (Der var jo også Skibbroen). Men dengang sad journalister der på ”Halle”. Fru Lange dyssede med ordene:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 8, 2022
En astronom fra Snogbæk
Dette handler om en af Snogbæks store sønner. Men det nok ikke mange i den lille by, der kan huske ham. Men det kan man i hele Verden på det fagområde, som han repræsenterede. Hans forældre var meget fattige. Men heldigvis blev han karl hos præsten. Denne kunne godt se, at den unge knægt rummede noget særligt. Han havde svært ved at få kammerater og i skolen blev han moppet. Pastoren kendte en kendt astronom i Altona. Og så var vejen banet for Thomas Clausens succes. Han gik hele vejen fra München til Altona. Men han endte i Letland. Han skrev et hav af videnskabelige artikler
Flere astronomer fra Sønderjylland
Nu er Thomas Clausen fra Snogbæk på Sundeved ikke den eneste, der har gået i Tyge Brahes fodspor og blevet astronom. Vi kender bl.a. Hans Momsen fra Faretoft og Peter Andreas Hansen fra Tønder. Men også Frederik Fischer som vi også tidligere har skrevet om var amatørastronom.
Vi kunne også have nævnt Hans Peter Grünfeld på Kegnæs og Th. A Brorsen fra Nordborg.
Plo0vdreng og kvæghyrde hos provsten
Men her skal vi fokusere på Thomas Clausen fra Snogbæk i Sottrup Sogn. Han startede i en tidlig alder som plovdreng og kvæghyrde hos pastor Georg Holst som var sognepræst i Sottrup. Præstegården lå dengang i Snogbæk et par kilometer fra kirken. Dens jorder blev drevet af præsten. Det var skik og brug flere steder.
En sær og mærkelig dreng
Thomas var en sær og stilfærdig dreng. Men pastor Holst var en myndig og venlig mand. Han tog sig faderlig af Thomas. – også i hans knappe fritid. Thomas havde svært ved at finde kammerater. Ofte sad han og tegnede geometriske figurer i sandet eller stirrede op mod himlen.
Når han havde tøjret præstens hest på engen, så den kunne græsse, kunne han stå, spekulere og småsnakke med sig selv om, hvor mange mundfuld græs hesten nu kunne æde, inden den igen skulle flyttes.
Begavet men mobbet i skolen
Foruden at passe sine sysler i præstegården skulle han hver dag møde i Snogbæk skole hos lærer Gotfred Petersen som virkede i Snogbæk 1798 – 1831.
Petersen var dimitteret fra seminariet i Tønder 1793 og var en velbegavet lærer især i fagene regning, geografi og naturhistorie (biologi). Kun i pløje og høsttiden måtte Thomas forsømme skolen.
På legepladsen blev Thomas jævnligt drillet af kammeraterne, der kaldte ham ”Tumbe Tammes”. Han tilhørte ellers til de flittigste og bedste begavede elever. På den tid blev drengene først konfirmeret i 16 – årsalderen og pigerne i 15 års-alderen.
Han kunne løse alle opgaver i matematik
Da Thomas var 15 år gammel, var det ikke et regnestykke i de dengang benyttede bøger uden at han med største lethed kunne løse opgaven. Dengang var man begyndt på at tage fat på algebra og geometri blandt de bedst begavede.
Da han nåede konfirmationsalderen, var han så velbevaret i den elementære matematik at han kunne opmåle et stykke land og regne med logaritmer.
Præsten hjalp sin begavede tjenestedreng
Nu var det så heldigt at pastor Holst også var meget matematisk interesseret. Han hjalp sin tjenestedreng i fritiden med matematiske opgaver. Han stillede også bøger og tabeller til rådighed for hans begavede tjenestedreng.
Samtidig drev Thomas Clausen franske, engelske, italienske og latinske sprogstudier for at kunne læse den matematiske og astronomiske faglitteratur. Præstens huslærer som hed Jørgensen, hjalp især tjenestedrengen med trigonometri og astronomi.
Han sprang studentereksamen over
Ved en visitats i Sottrup 1819, hvor foruden provsten også amtmanden, amt-revisoren, ottemændene (sognerepræsentanter), kirkeværgerne, lærere og omegnens præster var til stede, blev det ved den følgende middag blandt andet også talt om præstens karl, den kloge Thomas Clausen
Provst Alexander Momsen, Sønderborg som ikke kendte Thomas udtrykte da lyst til at hilse på ham. Under denne præsentation og samtale blev provsten klar over, at Thomas Clausen fortjente støtte til yderligere uddannelse. Egentlig havde han vel forestillet sig at Thomas skulle forberedes til studentereksamen. Men sådan en fik han nu aldrig.
Til observatoriet i Altona
Dertil var hans lyst og interesse alt for ensidige. Derimod lykkedes det for pastor Holst ved en anbefalingsskrivelse bilagt nogle af Thomas Clausens astronomiske beregninger at få ham ansat hos den danske geodæt og astronom, professor H.C. Schumacher ved observatoriet i Altona, som lå i det danske monarki. Hertil kom Thomas i 1824. Allerede året efter var han blevet forfremmet til observator.
I Altona lærte Clausen sin slesvigske landmand Peter Andreas Hansen fra Tønder at kende. Hansen havde været Schumachers medhjælper siden 1821 og allerede i 1825 forfremmet til direktør for observatoriet i Seeberg ved Gotha i Thüringen.
En vandring fra München til Altona
Fra 1827 – 1840 gjorde Thomas Clausen tjeneste ved det optiske institut i München. Da han følte sig forbigået ved besættelsen af direktørposten, tog han sin afsked. Så vandrede han til fods til Altona. Han var dog da også stærk medtaget, da han endelig ankom.
Afsted til det østlige Estland
Han dog atter afsted i 1842 for at overtage en fornem stilling som observatør ved et observatorium i det østlige Estland.
Her i Tartu følte Thomas Clausen sig hurtig til rette. Han udfyldte sin plads på bedste måde. Han blev direktør på observatoriet og vakte stor opmærksomhed med sine artikler i diverse fagskrifter. Tillige var han professor ved universitetet i Tartu.
150 videnskabelige artikler
Hele 150 videnskabelige artikler blev det til i ”Astronomische Nachrichten”. Trods sit tyske navn var dette blad oprettet af den danske regering på initiativ af H.C. Schumacher i Altona i 1821. Det blev dengang anset for at være verdens fornemste inden for sit område. Og Clausens navn lever den dag i dag.
Han glemte aldrig sin hjemstavn
Breve viser, at han aldrig glemte sin hjemstavn og fædreland. Det glædede ham også, at han i 1825 modtog Det Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje for sin bestemmelse af banen for Komet 1825.
Han havde det ikke altid lige let
Det var ikke altid lige let for Thomas Clausen. Både i München og Altona kom der til uoverensstemmelser. Finansiel var det heller ikke altid godt. Da han tog til Estland, hjalp Schumacher i Altona ham med penge.
Thomas Clausen døde den 11. maj 1885 i Tartu, hvor han også ligger begravet.
Dette var historien om en mand som Snogbæk fostrede. Hvem skulle tro det?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 3, 2022
Krigsfangelejr ved Løgumkloster
Der kom i alt 3.000 krigsfanger til den meget interimistiske lejr. Fangerne kom til at bo i træbarakker. Kort tid efter udbrød der plet – tyfus i lejren. Der var mange døde, der blev begravet på en kirkegård i nærheden. Lejren blev omhyggelig renset, så epidemien ikke bredte sig til selve byen. Russerne var velegnede til at arbejde i landbruget. De dansksindede havde medlidenhed med dem. De tysksindede betragtede dem som fjender. De blev meget afholdt, selv om de havde en arbejdsuge på 6 gange 10 dage. Til sidt blev lejren befolket af tyske straffefanger. Efter krigen blev lejren brugt som husvilde-boliger, men brændte i 1920.
Mange lejre i Nordslesvig
Der var mange krigsfangelejre i Nordslesvig. Vi har registreret følgende steder:
3.000 krigsfanger i Løgumkloster – lejren
Her vil vi beskæftige os med lejren ved Løgumkloster. Det var i begyndelsen af marts 1915 at der ankom 2.000 krigsfanger af forskellige nationalitet. Russere, belgiere, franskmænd og englændere til den nyopførte fangelejr ved Løgumkloster. De blev anbragt i træbarakker af forskellige størrelse. Det var en ret interimistisk lejr.
I alt var her vel ca. 3.000 fangere. Fangerne havde ringe mulighed for at få kontakt med lokalbefolkningen, da de under arbejdet var under konstant bevogtning. Lejren var utilnærmelig om aftenen.
Også i Løgumklosterlejren var der fødevaremangel. De lokale beboere satte vagt ved roe og kartoffelkuler i nærheden af lejren for at forhindre, at de blev plyndret.
Englænderne blev kort tid efter overført til en lejr ved Østerterp ved Bedsted Lø.
Plettyfus i lejren
Allerede kort tid efter opstod der en frygtelig epidemi. Det var den frygtelige plettyfus, der fulgte i verdenskrigens spor. Epidemien fik nogle frygtelige følger for lejrens fanger.
For at beskytte byen mod denne epidemi, blev der i en lille skov, der lå vest for lejren indrettet en særlig kirkegård. I løbet af blot 4-5 måneder lå her 71 af sygdommens ofre. 56 russere, 10 franskmænd og 5 belgiere.
Takket være omhyggelig rensning af hele lejren, lykkedes det at bekæmpe epidemien, så den ikke bredte sig til Løgumkloster.
Vagtmandskabet var ældre tyske soldater
Lejrens vagtmandskab bestod af ældre tyske soldater, der blev indkvarteret hos byens befolkning, dansk – som tysksindede. De var omkring 40 – 45 år. Og de var egentlig lette at omgås.
Straffefanger kom til lejren
Under den sidste del af krigen husede lejren en hel del tyske straffefanger. Af dem døde der 39. De blev begravet på selve kirkegården. Disse grave blev sløjfet i 1945 – efter 27 års forløb – sløjfet efter ordre af en tysk Feldwebel.
Menighedsrådet med pastor Schülein havde ellers besluttet at bevare gravene for en ny periode.
Lejren brændte i 1920
Efter krigen blev lejren benyttet som husvilde-boliger. Hele lejren brændte ned i 1920.
Tre års preussisk værnepligt
Ved første verdenskrigs udbrud i 1914 var det nuværende danske Nordslesvig en del af den preussiske forbundsstat. Der var tre års preussisk værnepligt. Alle de indkaldte soldater blev ved krigens udbrud sendt til fronten. Dette medførte en betydelig arbejdskraftsmangel, som især gjorde sig gældende i landbrugsegne som Nordslesvig. I industriområder var det større muligheder for at inddrage kvindelig arbejdskraft til erstatning for værnepligtige mænd.
Forholdet præget af nationalpolitiske tilgang
Tyskerne vandt store sejre ved Tannenberg og slaget i de Mauriske Sumpe. Man tog omkring 100.000 fangere. Det nøjagtige tal kendes ikke
Mange af russerne blev efter lejropholdet udstationeret hos byens og omegnens landmænd, hvor de som ”fagfolk” gjorde god fyldest.
Efterhånden blev de fleste russere overført til landbrugsarbejde med bopæl i landsbyerne. De fleste belgier og franskmænd blev sendt syd på til industriegnene.
Lokalbefolkningens forhold til krigsfangerne var i høj grad påvirket af den nationalpolitiske baggrund. Det dansksindede flertal kunne ikke betragte krigsfangerne som fjende. De følte nærmest medlidenhed med dem. De forsøgte at stikke et stykke mad til dem, når de vandrede forbi. Men hvis det blev opdaget af vagtmandskabet, blev det straks konfiskeret.
De tysksindede betragtede dem som fjender
De tysksindede holdt sig til kostreglementet for fanger, mens de dansksindede snød. En logisk forklaring er at de tysksindede betragtede dem som fjender.
De russiske krigsfanger var meget populære og blev omtalt med varme og interesse. De var arbejdsomme, muntre og vellidte. Mange af dem var analfabeter. Men de kunne bestille noget. Det var også en fornøjelse for de lokale at se dem spise den spartanske krigskost.
Den normale arbejdstid var 10 timer ugens seks dage. Om søndagen kunne man normalt holde fri, men i landbruget skulle man stadig passe dyrene.
En fransk hyldest
I efteråret 1919 forsvandt de fleste fanger. De gik illegalt over grænsen til Danmark. De blev alle samlet i en stor lejr i Hald ved Viborg.
Ved indvielsen af monumentet på krigsfangekirkegården den 15. juni 1923 sagde den franske minister Vicomte de Fontenay bl.a.:
Tilgang til kirkegården
I skovens østligste del ligger en ensom grav. Han måtte ikke ligge i indviet jord – den russiske jøde, Abraham, der døde den 1. juni 1915. Da faderen, den rige korngrosserer fra Odessa under et besøg i 1920’erne så, hvor fredeligt hans søn lå begravet, opgav han omgående at få sønnen bragt hjem til Rusland.
I 1965 blev krigsfangegården med myndighedernes tilladelse udvidet med to grave, to russiske fanger fra 1914 – 18, som ikke ønskede at komme hjem igen, ugift som de var.
Det var Andrei Floderow, som fandt et hjem i Bevtoft. Og så var det Jürgis Bickowski, kaldet Georg. Han fandt sit hjem i Løgumkloster. Han villeikke kaldes russer, da han var født i Litauen. På hans gravsten står også rettelig ”Litauer”. De ønskede begge at hvile ved siden af deres kammerater.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 3, 2022
En friser på kirkegården
Går man en tur på kirkegården i Møgeltønder er det næsten lutter danske gravstene. Men pludselig dukker en frisisk gravsten op. Den fortæller en masse historie. Her ligger den kendte friser Nann P. Mungard. Han blev lige som mange andre folk fra Sild sømand. Han beherskede mange sprog og forsvarede de frisiske traditioner. Han regerede kraftig, da præster ville afskaffe nogle af dem. Han lavede en frisisk ordbog og meget mere. Men han fik alvorlige problemer, da afstemningstiden kom. Han anbefalede nemlig at friserne skulle stemme dansk. Og det vakte en masse modstand og trusler mod ham. Antagelig er det modstandere, der brændte hans store gård af på Sild. Han flygtede til Toghalle Gamle skole, som blev ejet af hans gode ven Cornelius Petersen. Men så var det jo også lige historien om Jens Mungard. Han blev udråbt som frisernes bedste digter. Han ville hæve sin arv i Tønder Landmandsbank. Men så fik han problemer med Gestapo. Han døde i KZ – lejr – allerede i 1940.
En gravsten med frisisk indskrift
Man skulle tro, at der kun var danske gravstene på kirkegården i Møgeltønder. Men pludselig standser man op. Hvad er nu det? For her er en gravsten med frisiske ord:
Ja bag gravstenen gemmer der sig en skæbne. Men også vedkommendes søn oplevede ting og sager. Han blev faktisk endnu mere end faderen. Jo familien kom til at betale for deres nationale tilhørsforhold.
En familie med mange skæbner
Under mystiske forhold nedbrændte deres store gård indeholdende mange kinesiske antikviteter. Selv mente Nann P. Mungard, at branden var påsat.
Familien mistede jorden og sønnen, der var Silds største digter, der omkom i tysk koncentrationslejr i 1940. Mungaard fik udgivet sine erindringer i 1989. Hans originaltitel var
Han vidste som 5 – årig, hvad han ville være
Nann Mungaard er født den 30. juni 1849 i Keitum på Sild. Hans far var skomager og landmand. Nann var opvakt og havde et ukuelig opvakt frisisk sind. Han stod uden for klassen og hørte, hvad hans ældre legekammerater lærte i skolen.
I stedet for at han skulle stå derude og bare ved sin tilstedeværelse kunne forstyrre undervisningen, blev han inviteret med ind i klassen til at overvære undervisningen.
Allerede fra sit femte år vidste han, hvad han ville. Som de fleste i hans slægt ville han være sømand. Som 13 – årig tog han på sin første rejse som skibsdreng i hjemlige farvande. Efter konfirmationen tog han så til det Fjerne Østen.
Han beherskede masser af sprog
I vinterhalvåret 1868/69 gik han på navigationsskolen i Tinnum på Sild. Som 20 – årig tog han kaptajns-eksamen i Kiel. Han sejlede som styrmand og siden kaptajn. Gennem 13 år sejlede han næsten udelukkende på Japan – og Kinakysten. Han førte både japanske, kinesiske, danske og engelske skibe.
Hans modersmål var ubetinget frisisk. Men han talte flydende dansk, engelsk, tysk, kinesisk, japansk og malaysisk. Som 34 – årig vendte han tilbage til sin fødeø og købte en af øens største gårde og blev landmand.
Han mistede sine to koner
Året efter giftede han sig med Elisabeth Schwennen, kaptajnsdatter fra Keitum. Men ak – ægteskabet blev kort. Efter fødslen af parrets anden barn, døde hun i n1889. Men så giftede Nann sig med søsteren, Luise. Efter 18 års ægteskab døde hun i 1909.
Den yngste søn blev ingeniør og udvandrede kort efter til Sydamerika. Den ældste søn Jens overtog i 1910 fødegården efter faderen. Han blev Nordfrislands mest betydelige forfatter. Vi skal høre om ham senere.
Protest mod præsterne
Nann Mungard var som bonde lige så dygtig som han var som sømand. Også som hede-opdyrker markerede han sig. Han fik flere offentlige hverv. Og så medlem af menighedsrådet kom han ofte i strid med præsten.
Da den gamle frisiske skik ”Bike-brænding” engang faldt sammen med fasten, forsøgte præsten af afskaffe den. Begrundelsen var at det var en gammel hedensk skik. Som protest mod præsterne og deres ordfører antændte Mungard tre tjæretønder med bogstaverne BRG påmalet. Det blev opfattet som præstens forbogstaver. Men ved det efterfølgende forhør blev Mungard frikendt med sin påstand om at det stod for
En ordbog over Sild – frisisk
Nan Mungard var frem for alt optaget af at værne frisisk sprog og kultur. Fra årene 1908 til krigsudbruddet i 1914 blev det til en lang række udgivelser af små fortællinger på frisisk dialekt. I 1909 udgav han en ordbog over Sild – frisisk:
Han var altid opmærksom på det frisiske ords betydning og skrev det altid ned, når han kom i tanke om et ord og dets betydning. På øerne Sild, Før og Amrum bruges der ca. 20.000 ord.
En agtet og æret herre
For midler indsamlet på øerne blev værket sat i trykken. Da en tredjedel af værket ca. 300 stk. var færdigtrykt slap pengene op. Krigen og de senere begivenheder satte en stopper for værkets videre trykning. Men Mungard fortsatte sit arbejde.
Resterne af arbejdet blev overgivet til Det kgl. Bibliotek i København.
Gennem årene var Mungard blevet en af de ledende mænd i de kulturelle ”nationale” frisiske bevægelser og sprogforeninger. Han var æresmedlem af den store vestfrisiske sprogforening som flere gange besøgte ham i Møgeltønder. Han var på alle måder en agtet og æret herre af almenheden.
Afstemningstiden gav problemer
Afstemningstiden betød store omvæltninger i Nann Mungards liv. Han læste et af den kendte dansksindede friser Cornelius Petersens skrifter. Det vakte ”rigtig indre tilfredshed”.
Han læste så i det tyske blad ”Sylter Zeitung” en artikel, der skildrede Uwe Jens Lornsen som en stridsmand for Prøjsen. Denne kaldte alle frisere, der ville stemme for Danmark som landsforrædere.
Blev nægtet adgang til avis
Mungard greb så til at skrive læserbreve i samme avis. Der kom så til meningsudvekslinger med stærkt tysksindede sildringer indtil bladet nægtede ham spalteplads. Men det betød blot at han kunne fortsætte sine læserbreve i Tonderneche Zeitung, der nu var op købt af Cornelius Petersen.
Mungard tog straks et klart dansk standpunkt der gik ind for 2. zones tilslutning til Danmark. Ud over frisernes historiske tilknytning til Danmark, mente han også at det lille frisiske folk bedre ville beskytte sin kultur og sprog ved at være sammen med et lille folk som det danske.
De dansksindede opnåede kun 18 pct.
De dansksindede på øerne knyttede sig til ham. Men ak slaget blev tabt. Der var kun 18.2 pct. danske stemmer på øerne. Nu fulgte en uhyggelig tid for Mungard. Han modtog postkort med teksten:
Hans gård blev brændt af
Til Biike – brænding lod man afbrænde en dukke med hans navn på bålet. Værre var det at hans ejendom nedbrændte under mystiske omstændigheder natten til den 12. januar 1921. I hans erindringer er han ikke i tvivl om at det var en kriminel handling.
Det viste sig at forsikringerne var komplet værdiløse. Det betød nærmest økonomisk ruin for ham. Troen brast. Han tog konsekvensen og med tungt hjerte tog han bort fra sin fødeø, som han aldrig genså. Men i sine erindringer skriver han:
Kom til at bo på Toghale Skole
Nord for grænsen på Toghale Skole ved Møgeltønder fandt han sit nye fristed. Det var jo her, at redaktøren af Flensborg Avis Jens Jessen blev født. Den gamle skole var også i Cornelius Petersens eje.
Denne var lige som mange andre danskere Mungards velgører. Det var indtil den danske stat gav ham en velvillig pension. Han gik nu i gang med at omdanne sit værk fra frisisk – tysk til frisisk – dansk.
Døde 86 år gammel
Cornelius Petersen havde flere gange inviteret ham til at holde juleaften på vester Anflod. Men han takkede nej. Men i 1923 sendte han en vogn. Så nu kunne Mungard ikke undgå at komme men bare at parere ordre. Og det fortrød han ikke, skrev han i sine erindringer.
Efter at Cornelius Petersen i 1928 solgte skolen, flyttede Mungaard til Møgeltønder i et lille hus nær stationen. Her tilbragte den gamle sildring sine sidste år indtil hans død den 30, juli 1935, 86 år gammel.
De sidste år havde været tunge efter lammelser, der bl.a. bevirkede at han skulle bæres til og fra sengen. Den 1. juni 1924 slutter Mungard selv sine erindringer med ordene:
Først I 1974 udkom hans første bind af en nordfrisisk ordbog i det fulde oplag.
Jens ville hæve sin fars arv
Men hvordan var det lige med hans søn, Jens?
Han blev arresteret første gang fordi han havde skrevet nogle ironiske digte om Hitler. Anden gang han blev arresteret, var i 1936. Og det skyldtes en simpel arvesag. Hans far havde efterladt en bankbog i Tønder landmandsbank på 1.950 kr. Det lyder ikke af meget, men omregnet til nutidige kroner svarer det til 65.000 kr.
En absurd anholdelse
Begrundelse for arrestationen var fordi:
Det virker helt absurd at anholde ham. Det bestyrker mistanken om, at der ligger andre motiver til anholdelsen. Han havde glemt at orientere de tyske myndigheder om at han havde et udenlandsk tilgodehavende efter sin far.
Hans relationer til Danmark gjorde ham nu ”Fluchtverdächtig”. Åbenbart var det en nazist på Sild, der havde angivet ham til Gestapo.
Det absurde er, at det angiveligt var Jens’ egne penge. Hans far havde ikke haft mulighed for at spare op så Jens hjalp lidt til.
Han opfattede sig ikke selv som politisk digter
Jens Mungard opfattede ikke sig selv som en politisk digter. Men efter krigen blev han nu opfattet som en digter, der havde ydet modstand mod regimet.
Gestapo havde hæftet betegnelsen ”upålideligt politisk element” på Jens Mungard. Man havde givet ham forbud mod at skrive. Dette kan betegnes som om, at han var en belastning for regimet. Det var i 1938.
Denne gang kom han ikke hjem igen
Den 23. december 1938 blev han igen afhentet af Gestapo. Denne gang kom han ikke ud igen. Frem til 5. marts 1939 var han indespærret i Flensborg. Derefter blev han overført til KZ – lejren Sachsenhausen.
Når han nu kun overlevede 11 måneder her, må det antages, at han allerede var afkræftet, da han kom hertil. De dårlige forhold i lejren pinte livet ud af ham.
Datteren, Elisabeth Mungard modtog en ultrakort besked den 15. februar 1940 med teksten:
Et høfligt brev fra nazisterne
Det blev oplyst, at han var blevet kremeret og såfremt datteren ville sende tre Reichsmark, ville hun få en urne tilsendt. Det virker lidt grotesk. Brevet var meget høfligt. Måske var det fordi hun blev betragtet som en god nazist. Hun havde været leder i den nazistiske organisation Bund Deutscher Mädel.
Ingen erstatning fra de tyske myndigheder
I 1956 sendte Jens Mungards datter Helene en ansøgning til en vesttysk myndighed, som kunne få tilkendt erstatning til mennesker, der var blevet forfulgt under det nazistiske styre af politiske eller racemæssige grunde.
I et svar fra 5. januar 1957 blev ansøgningen afslået fordi myndighederne ikke fandt det godtgjort, at det var politiske forhold, der medførte, at Jens Mungard var blevet indsat i KZ – lejr.
I afslaget henviste man til, at Mungard i januar 1935 var blevet idømt et års fængselsstraf for ”alvorligt tyveri”, og at han i 1936 var blevet fængslet for overtrædelse af pas – og valutalovene. Man kunne ikke godtgøre at han var modstander af nationalsocialismen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 1, 2022
Hvad læses der mest – i april 2022
Den store oprydning slutter foreløbig. Vi nåede op på 629 artikler. Og så skrev vi 7 nye artikler efter oprydningen. Vi kigger på kritik fra læserne og svarer på dem. Læserne må i den forbindelse også gerne være aktive. Vi er udelukket fra diverse FB – grupper og nogle af vores indlæg er slettet. Vi respekterer diverse administratorers afgørelser. Alle grupper har deres egne regler. Tak for alle positive henvendelser. Og så præsenterer vi april – måneds Top – 100 og de mest populære kategorier.
Den Store Oprydning slutter
Den Store oprydning er slut. Vi har foretaget de sidste rettelser:
Så er vi nået op på 628 artikler i det hele. Men selvfølgelig vil vi stadig foretage rettelser. Vi går bare ikke så systematisk til værks. Men nu betyder det, at vi igen er klar til at skrive artikler. Og i skrivepausen har vi også haft tid til at lave research – læst bøger til anmeldelse og været i biografen og set besættelsesfilm – til anmeldelse.
Inden vi startede vores oprydning, mente nogle af læserne at vi var ordblinde eller skulle have skolepengene tilbage. Nogle virksomheder tilbød at hjælpe – for penge forstås. Vi må da indrømme at vi fik fjernet mange stave- og tastefejl. Og så fik lavet en bedre opstilling.
Vi kan da også se, at vi ser en mathed hos nogle af de grupper, vi deler artikler ud til. De er sikkert trætte af at få de samme artikler igen og igen. Måske vil vi her holde en pause og så servere nye artikler, når de efterhånden dukker op.
Nye artikler
Vi er igen gået i gang med nye artikler. I perioden er der blevet til:
Aktiviteter nedsættes
Vi har haft rekord – mange læsere. Men det har nok skyldtes at vi har delt ret mange artikler på Facebook gennem en længere tid. Og sådan noget tager også tid. Foredragsvirksomheden har vi også brugt en del tid på efter Corona. Dette kræver også at man bruger tid på at forberede sig. Og så bliver man ikke overraskende ældre. Så undertegnede har besluttet at skære ned på alle disse aktiviteter.
Kritik fra Læserne
Det er som om kravene fra læserne vokser. Og det gælder især, når vi bringer fotos med vores artikler. Der kommer kommentarer som:
Indrømmet, vi bruger ikke så meget tid på at lede efter fotos og heller ikke efter den bedste opløsning. Og det ligger i kritikken, at man er doven. Ja måske har læserne ret. Men det lyder pænere at sige, at man prioriterer tiden. Vi leverer trods alt en historie. Og det er rigtigt det ofte har været de samme, der er gået igen. Vi har et lager på 1.783 artikler at tage af. Men går vi ind i de enkelte grupper er det langt mindre.
Vores hjemmeside trænger til fornyelse. Men nye artikler betyder research. Og det tager tid. Arkivbesøg tager mest tid. Og med de nye strengere regler, tager det endnu mere tid. En såkaldt ”professionel” historiker mener, at læserne har krav på den nyeste forskning. Ja måske. Men kigger man nu på sit eget arkiv, står der en masse supergode historiske fagbøger – men af ældre årgang. Skal disse bare kasseres? Og skal man så bruge tiden på et arkiv – eller vente på den nyeste bog på biblioteket.
Skal man slette alle de gamle artikler på hjemmesiden? Det strider jo lidt mod læsernes ønsker. Vi kan jo se, at disse stadig er i høj kurs hos læserne. Når vi kaster os ud i nye artikler, er det fordi vi interesserer os for emnet. Det er ikke fordi vi mener, at en artikel skrevet i 2006 trænger til fornyelse. Læserne kan jo se, hvornår vi har skrevet artiklen.
Det kan jo godt være, at vi for mange gange bruger de samme artikler. Vi ser også at administratorer sletter artikler, der er bragt to måneder før. Man er så ligeglade med, at man måske bidrager med nye fotos.
Alt dette peger måske på en pause. Den pause skal så bruges til at skrive nye artikler.
Læserne må også gerne være aktive
Når man driver en hjemmeside med flere hundrede tusinder af læsere hvert år, er det jo ikke ensbetydende med at man er fejlfri. Det er et hobbyprojekt uden tilskud af nogen art. Man forventer også at læserne tager aktiv del. De må gerne påtale fejl, som vi har overset. Dette har vi intet imod – tværtimod. De må også gerne selv lede efter fotos med en bedre opløsning eller bruge mere tid end vi gør for at finde bedre motiver.
Vores/Min førsteprioritet er at finde gode historier.
Vi respekterer diverse administratorers afgørelser
Selv om det er irriterende at få afvist et indlæg eller helt at blive udelukket fra en gruppe på Facebook så må man acceptere en sådan afgørelse. Hver enkelt gruppe har sine regler og det er jo også fint nok.
Det kan jo være at man har bragt artiklen før, man har bragt de fotos man leverer sammen med artiklen før eller at artiklens indhold strider mod gruppens meninger og holdninger. Vi har også selv slettet diverse indlæg, fordi diskussionerne blev for personlige eller parti-poliske. Sådan er risikoen ved Facebook.
Vi er også blevet afvist, fordi informationerne om de fotos, der fulgte. var for mangelfulde.
Man må sige, at vi har oplevet det hele. Og egentlig burde vi ikke tage det så tungt. Historie bliver altid tolket forskelligt. Folk ser forskellig på tingene. Her på redaktionen mener vi, at det ikke altid er sejrherrens opfattelse, det er rigtigt.
Tak for alle positive henvendelser
Selv om det hele lyder lidt negativt, så er den overvejende reaktion på vores artikler positive. Vi sluger det selvfølgelig ”råt”, når folk roser vores artikler. Vi elsker, når man kan supplere vores artikler med egne beretninger eller oplevelser der relaterer til det vi skriver om.
April – måneds TOP- 100
Denne måneds hitliste er beregnet ud fra 21.539 besøgende
Og disse artikler nåede det næsten – men ikke helt:
De mest populære Kategorier
Hvilken kategori har flest artikler blandt top – 100? – Ja det finder vi ud af her:
Indlemmelse, afståelse, Genforening 0
1864 og De Slesvigske krige 0
Grænsen er overskredet 0
Industri på Nørrebro og Nordvest 0
Akeleye – slægten 0
Dato: april 26, 2022
Kloster Mærken
Det var munkene, der startede. Hertugen gav tilladelse til kreaturmarked. Der opstod masser af ny værtshuse i byen. Og så opstod gøglergudstjener. Det kom i TV. Markedet får op til 50.000 besøgende. Karruseller kom med toget. En knægt kom gående med en ko, der skulle sælges for mindst 400 kr. Byrådet ændrede datoerne. Og så fik markedet besøg af en stammehøvding og en udbryderkonge. Her var en svævende dame uden støtte. En nøgendanserinde tiltrak opmærksomhed. En pige faldt ud af Raketbanen. Og så besøgte en islandsk kæmpe på 2.71 meter markedet. Man præsenterede ”Verdens tykkeste mennesker”. Men så kom historien den langhårede pigtrådssanger, der mødte sit livs kærlighed på ”Æ Mærken”.
Munkene startede
Det er godt nok mange år siden, at undertegnede var til Kloster Mærken. Vi kom der også dengang, da jeg boede i Tønder. Det er stadig en af Sønderjyllands faste traditioner.
Oprindeligt hed det Sct. Bartholomæus marked. Lokalt kaldte man det ”Bettemøs – Mærken”. Det startede helt tilbage i munkens tid i år 1173.
Munkene fejrede helgendagene for Sct. Bartholomæus med afslutning af den 3. tirsdag i august. Der blev holdt stormesse. Når dette var forbi, blev der holdt marked ved kirken.
Hertugens tilladelse
I 1548 var munkelivet slut. Men der var efterspørgsel efter sådan et marked igen. Ca. 100 år efter gav hertug Chr. Albert tilladelse til at afholde heste – og kreaturmarked.
På et tidspunkt var man oppe på at afholde 7 årlige markeder. Så blev der efter 1950 indskrænket til et ”Forårs – marked” og ”Kloster – Mærken”. Nu har man et markedsudvalg, der planlægger det hele.
Tre mand ordnede det hele
Inden da bestod ”udvalget” af en landmand, der bestemte over hestemarkedet. En håndværker tog sig af gøgler og kræmmermarkedet. Ja og politi/Gendarmer tjekkede så, at det hele gik rigtig til.
Mange flere værtshuse opstod
Fra 1548 til 1980 foregik markedet i selve byen. Og som alle andre steder med markeder blev også antallet af værtshuse udvidet i Løgumkloster når der var marked. Frem til 1920 var der 17 værtshuse i byen – de 11 havde store hestestalde.
Men når der var ”Mærken” i byen var der 32 værtshuse, da naboejendommene fik en endagsbevilling til at servere:
Gøglergudstjeneste
Fra gammel tid har der altid været en tæt sammenhæng mellem gudstjeneste-liv og markedsliv, fordi markederne blev holdt ved hellige kilder. Ofte blev orgelet skiftet ud med harmonika, sav, violiner, blæsere og rytme.
”Gøglerpræsten” Anders Bork Hansen blev i begyndelsen af 1950’erne landskendt. Han introducerede ”Gøgler-Gudstjeneste” Bork-Hansen havde spurgt teltholdere og kræmmere, om der ikke var noget som han kunne bidrage med. Teltholdernes formand mente, at man kunne starte med at holde en andagt.
600 – 700 i samme kirke
Den første gudstjeneste var kun for gøglere og kræmmere. ”Verdens stærkeste mand” måtte rundt og invitere. På et tidspunkt var der 600 – 700 i en stopfyldt kirke. Gøglere og kræmmere var fra starten med til at tilrettelægge gudstjenesten.
I 1965 deltog dronning Ingrid og den 31- årige ugifte prinsesse Benedikte.
Så kom gudstjenesten i TV
Og minsandten så så blev Gøglergudstjenesten vist i TV. Året forinden Var pastoren blevet kontaktet. Denne havde i første omgang sagt nej tak med den begrundelse at han ikke ville lægge bånd på gøglerne. DR gik videre til biskop Dons Christensen og han og biskop Erik Jensen sagde begge god for transmissionen.
Når gøglerne havde barnedåb eller bryllup så foregik det i forbindelse med denne gudstjeneste. Brudeparret kørte i karet med hvide heste foran. Et optog af glade spillemænd gik foran. Efter kareten kom et optog af ryttere.
Fra gammel tid var det tillige tradition for at de unge betingede sig i deres fæstemål, at de skulle have fri til Klostermærken.
Op til 50.000 gæster
På tre dage kan Klostermærken samle cirka 50.000 gæster. Byen er i det tilfælde afspærret. Før foregik det udelukkende på markedspladsen midt i byen, men nu bliver slotsengen ved kirken brugt mere.
Karruseller kom med toget
I slutning af 1880’erne kom det hele med toget. Der kom store karruseller helt fra Hamborg og Bremen. Men også fire – spands hestevogne kom med en masse materiale. Der var masser af udråbere som forsøgte at overdøve hinanden. Spåkoner læste i hånd, kort og kaffegrums. Lirekassemænd kunne ses og høres overalt i Løgumkloster.
Fra boderne kunne man købe sprællemænd, slikkepinde, spadserestokke, blonder, kandis, honningkager og røgede sild. Og så var det ham, der kunne spille på sin trompet og få den brune bjørn til at danse.
En knægt kom gående fra Toftlund
Seletøj, skotøj og trævarer var her også. Den kendte ”Cigarmand” kom her også. Overalt kunne man få tre stykker smørrebrød og kaffe til tre groschen. Man fortalte, at en karl havde danset to dage i træk. Han blev helt blå på overkroppen resten af sit liv.
I 1920 var en knægt kommet gående helt fra Toftlund med en ko. Han havde fået besked hjemmefra at den ikke måtte sælges for under 400 kroner. Nu var der også fakirer, vanddykkerske og flere stærke mænd på programmet.
Zoologisk arena
Senere vakte den mekaniske by opmærksomhed. Den lille by indeholdt hele 92 mekaniske figurer, der kunne bevæge sig. Ellers var der skibe, tog, smede, savværk og meget andet i funktion. Og så dukkede den levende dame uden hoved også op.
I 1929 var der så Hutzelsiders zoologiske arena med dresserede kæmpebjørne, morsomme dresserede aber, hunde, mini-heste og kæmpe slanger.
Byrådet ændrede datoerne
I 1930 ændrede byrådet markedsdagene til følgende:
Jo man må da sandelig sige, at der skete noget i Løgumkloster.
Stammehøvding og udbryderkonge
Illusionsteater og dødsdromen holdt sit indtog. Radiobilen med hele 20 ansatte kom også. Og så fik man dødssløjfen som var en forestilling, hvor en mand og en dame laver saltomortale på en motorcykel i 8 meters højde.
På tre kroer i Løgumkloster var der bal. Og så var det Varieteen ”Røde Mølle”. Slangemennesket Miss Jonny var også dukket op. Nu var det også automobilkarrusel og det forheksede hus.
Udbryderkongen Bernadi, stammehøvdingen Ras Samori, stepdanserinden Frk. Hanni, den dansk – russiske troldmand Runinoff med klovne, akrobater, kraftatleter var der også. Cirkusrevyens store telt lå lige over for Hotel Løgumkloster. Efterhånden kneb det med at finde stadeplads til alle.
En svævende dame uden støtte
Det mobile postkontor var her også. I 1937 kørtes der motorcykel i globus. Under kørslen knækkede forgaflen på den ene motorcykel og styrtede ned. De to motorcykler stødte sammen og begge styrtede ned.
Og sandelig så man en svævende dame helt fri i luften uden nogen form for støtte. Og så kunne man se et kæmpebarn på 16 år. Han vejede hele 124 kg. Og selveste Tom Mix optrådte på markedet. Han var datidens western helt. I de film han indspillede, brugte han sjældent stuntmænd. Derfor var han ofte skadet. Den sidste film indspillede han i 1934.
En nøgendanserinde tiltrak opmærksomhed
En spansk nøgendanserinde Ilenowa tiltrak også opmærksomhed. I 1939 måtte ordensbetjent Frandsen på arbejde. En københavnervar blevet indfanget af betjenten efter t have været i slåskamp. Han blev sat i lås og slå i skuret i baghaven på Elmealle.
To lokale borgere havde i 1942 sørget for cykelparkering. De tjente derved 150 kr. En cykel var blevet stjålet og ejeren forlangte 200 kr. i erstatning. Det betød at de fik et underskud på 50 kr.
Pige falder ud af Raketbanen
I 1945 var der hele 900 heste med til markedet. Men man skulle spare på energiforbruget. Det lagde en lille dæmper på festlighederne. Man tyvstartede ellers med en cirkusforestilling i hele tre dage.
I 1948 falder en pige ud af karrusellen ”Raketbanen” Hun slipper dog med livet i behold og får en lang rift ned over ryggen. Den store sensation var kaptajn Jackson, der for første gang i Danmark kører sin automobil på den 10 meter høje lodrette bræddevæg.
En kæmpe på 2,71 meter
I 1951 var den store attraktion ”Den islandske kæmpe” Urusus. Indtil han var 10 år udviklede han sig normalt. Men så skød han ellers i vejret. Han voksede sig til 2,71 meter. Han løftede bl.a. en bil. Når han var i Løgumkloster, boede han i sin sigøjnervogn udført i træ.
Verdens tykkeste mennesker
Politi Johansen udtalte til Jydske Tidende, at situationen så håbløs så noget håbløs ud, da der kom flere gøglere end nogensinde før. Der skulle bl.a. komme verdens tykkeste mennesker, en trup med dværge, et hurlumhej – etablissement, atom – biler, radiobiler, en dødsdrom, flere store variete telte, svingkarruseller, luftgynger og sidst med ikke mindst en tombola til fordel for det friluftsbad, som havde været undervejs i mere end 10 år.
Og i 1960 kunne Klostermærken byde på en gris med 8 ben, en ræv med to bagkroppe og andre zoologiske fænomener.
Den langhårede pigtrådssanger
I 1965 var det store trækplaster den langhårede, pigtrådssanger, Peter Belli fra gruppen Les Rivals. Hans orkester bliver forsinket til en koncert og som på et plaster på såret lovede Peter at køre i dødsdromen.
I Jydske Tidende kunne man så læse, at han bestemt ikke var en tøsedreng.
Kærlighed ved første blik
Og så fortalte Peter Belli også til Jydske Tidende, at der så han June for første gang. Og det var kærlighed ved første blik. Hun løftede bare næsen og gik videre. Senere skulle hun nu alligevel lige forbi og se, hvad han havde gang i, ham den langhårede pigtrådssanger, hun havde hørt så meget om.
Damen uden hoved er lagt på hylden, ligesom de stærke mænd, sortsværtede kannibaler, boksere og brydere. Nu var det gogo-danserinder, tryllekunst og bugtalere folk ville se.
Kilde:
Hvis du vil vide mere