Aabenraa i 1930’erne

Da jeg pyntede vinduer. Bo Bojesen spiddede alle – men aldring ondskabsfuld. Tilbage til boghandlen De første investeringer. ”Verdensmænd” taler flere sprog. Skødesløse tennisspillere bag Folkehjem. En klokke og en rangermaskine. Springvandet står stille. En oplevelse på værkstedet. Nærmest gågade i 1930’erne. Tilflugt i fars boghandel. Mutter Stahlboms hus. En flot festsal. Pas på – de græske dampere. Når de kongelige kom.  Svømmeundervisning i rødviolet vand. ”Det Grønne Helvede” – ja sådan kaldte man Nørreskoven.  Vi besøger Frits Clausens ”Ørneredde”. Stormtropper ved farversmølle. ”Heim ins Reich”. Alt er nu forandret.

 

Da jeg pyntede vinduer

Som det vil være læserne bekendt, arbejdede jeg i vel ca. 15 år i Bo Bojesens Boghandel. Det var bl.a. min opgave at pynte vinduer. Et par gange lykkedes det endda at få nogle priser for det. Jo og da vi havde placeret nogle af de første computere, der kom frem på halmballer, ja så blev det endda vist i TV – Syd. Da havde vi fået Carsten Worsøe til at lave et computerprogram, der så kørte i en sløjfe hele døgnet.

Men i en periode fik vi også hvert år nogle af Bo Bojesens tegninger, som vi udstillede i vinduerne. Og så fandt vi ud af andre sjove ting i tidens løb.

 

Han spiddede alle

Dette skal nu ikke handle om Bo Bojesens Boghandels vinduer men om Bo Bojesens erindringer. Vi fandt et indlæg i Politikken i 1968, som vi har bearbejdet lidt.

Tegneren Bo Bojesen blev 83 år. Han døde i 2006. Han formåede at finde det pudsige hos folk uden at være ondskabsfuld. I en periode var han ansat på Politiken, hvor han kommenterede aktuelle begivenheder. I mange år udfoldede han sig også i Blæksprutten. Men jeg husker også en del bøger med hans skønne tegninger. Det var en vis ironi over hans tegninger. Især husker jeg ”Bo Bojesens Danmarkshistorie” og ”Bo Bojesen og den store verden”.

Han spiddede alle, høj som lav med sin pen – kongehuset, ludderen og pensionisten – ingen gik ram forbi. Hans smittende underfundige humor huskes,

Vores hovedperson vandt også en række priser bl.a. PH-prisen, Den Gyldne Tegnestift og prisen som Årets Publicist.

 

Tilbage – til Boghandlen

Ja så tilbage til boghandlen. Den blev etableret af Hartvig Nielsen i 1912. Han blev indkaldt til militærtjeneste i 1916. Så blev den bestyret af Bo Bojesens far som var svoger til Hartvig Nielsen. I 1919 overtager Harald Bo Bojesen så boghandlen.

I 1928 flytter man så til en nyopført ejendom på Ramsherred 28. I 1961 overtager Anne Marie og Ejvind H. Kock så ejendommen. Butikken lukker den 29.7.2013. Så var det slut med navnet Bo Bojesens Efterfølger.

Butikken blev overtaget af Abrahamsens Bog & Ide, der flytter fra Store Torv.

 

De første investeringer

Ja og Bo Bojesen kom tre år efter den såkaldte ”Genforening”. Der er ikke nogen mindeplade på sygehuset, hvor han kom til verden. Hans første investeringer landede i Bager Nyemans Butik på Haderslevvej. Hans ugeløn var på 20 øre. Hvis der var penge til overs, så blev disse investeret i Ferdinand Nielsens Kolonialhandel.

Bo Bojesens opvækst var i nærheden af Sct. Jørgens kirke. Og han har skam røbet, at han var med til at kaste en jordslået tennisbold ind mellem ”gluggerne” øverst i klokketårnet.

Lige her i nærheden lærte han at ryge cigaretter, rullet af aromatisk efterårsløv og ec-papir. Pastor Ludvigsen har sikkert undret sig over disse børn. Måske har han ladet sig inspirere til søndagsprædiken over Lukas 23. kapitel, 34. vers:

• Der, som enhver ved, lyder sådan ”Forlad dem, de vide ikke, hvad de gøre”

 

”Verdensmænd” taler flere sprog

På vej til skole betræder han Haderslevvej som dengang bar det kontinentale navn ”Nørrechaussé”. Ved Nørreport er der skyggefulde træer. Og hver morgen møder han en flok skolesøgende Rudolfer, Heinricher, Giselaer og Waltrauter. De sendes hver morgen til optugtelse i den tyske privatskole yderst på ”Nørrechausse”.

De små Iber og Eriker og karener og Liser trasker den modsatte vej med Ole-Bole-ABC. Mødet forløber som regel uden racesammenstød. Takt og tolerance er veludviklet hos børn. Men hvad mon de mener om hinanden?

Vidste du for resten, at Ole Bole er skrevet og udviklet i Tønder?

Begge grupper er ”Verdensmænd”, der taler flere sprog. Den ene behersker højtysk og sønderjysk. Den anden rigsdansk og sønderjysk. Når dialekten således er kontaktsproget mellem de to grupper. Kan det være vanskeligt for udenforstående at afgøre nationaliteten.

Tysk sindelag er dog en overvejende sandsynlighed, hvis man f.eks. kalder sin bedstemor for ”Oma”.

 

Skødesløse tennisspillere

Folkehjem blev passeret, danskhedens højborg. Den har sin særlige betydning, idet skødesløse tennisspillere bagved, leverede gratis de bolde som Bo og hans kammerater brugte til den før omtalte kirketjeneste.

 

En klokke og en Rangermaskine

Når man nu var vel ankommet til Nørreport, kunne man være så heldig at blive standset af en jernbanemand, der ringer med en klokke. Det er for at lade lokomotivfører Mathiesen passere med sin Litra HS – Rangermaskine på vej fra stationen mod de sibiriske ødemarker norden for svineslagteriet.

Det kunne jo også være sporet, der fører ud i Bo og hans kammeraters fantasi – opfundende sumpede floddelta med Amazon – indianere med forgiftede pile. De lurer ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.

 

Springvandet står stille

Denne Matthiesen sagde nu ikke så meget. Nu kunne Bo og hans skolekammerater også komme til at møde en anden klokkeringer. Han havde sømandskasket på og havde hægeskæg. Han forkyndte forpustet:

• Æ Springvand stæ’ still

For alle ikke – sønderjyder må nok lige oversætte:

• Springvandet står stille

Nu vil ikke stedkendte falde i forund ring over at en tilsyneladende drikfældig mandsperson er sluppet løs med en klokke i hånden for at viderebringe denne åbenbarelse, at en nu ikke nærmere angivet fontæne omsider står urokkelig på sin plads. Men nu er det blot tale om en saglig information fra vandværket om et midlertidigt leveringsstop.

 

En oplevelse på værkstedet

Bo Bojesen er på vej i skole her i 1930’erne i Aabenraa. Vi er på vej mod Ramsherred og Storegade. Vi standser lige op ud for Kilegård en lille smøge, der fører ind i det uudforskede.

Her lå nemlig et interessant bilværksted. Her oplevede Bo Bojesen det historiske øjeblik, da mekanikeren satte afviservinger med lys i på hans kammerats fars højhus af en Renault.

Trafikken var steget. Den krævede sin ret. Trykknap – automatikkens tidsalder var startet. En arm stukket ud af vinduet var nu ikke længere en lovlig tilkendegivelse af, hvor man vil hen.

 

Nærmest gågade i 1930’erne

Gågaden er godt nok af nyere dato. Den blev indviet under stor festivitas, hvis nok af min tidligere chef, boghandler Koch. Men gågade var det nu allerede her i 30’erne. Man bredte sig over kørebanen som fribårne. Og så veg man kun til side, når Luckmanns hestetrukne mælkeforsyning eller Dr. Abilds åbne 125 HK Vauxhall Sport årgang 1928 var på vej. Ja så veg man naturligvis også uden om diverse hestepærer.

Sådan nogle har jeg været med til at fjerne på gågaden. Det var under en ringridning, hvor dronningen kom på besøg. Og hun skulle jo nødig vandre i sådanne. Kommunen kunne ikke nå at fjerne dem. Så butiksfolket var udkommanderet.

 

Tilflugt i fars boghandel

Og som Bo Bojesen udtrykte det, så kunne man altid søge dækning i hans fars boghandel, når ondsindede knægte var ude på at myrde og kaste de mishandlede lig ned ad Rebekkagangen. Når faren var over, kunne man fortsætte den videre færd ned ad Storegade.

 

Mutter Stahlboms Hus

På hjørnet af Store Pottegade ligger Mutter Stahlboms Hus. Men lad være med at kigge efter det i dag. Spild ikke tiden. Det er for længst nummereret, pillet ned og opstillet i Den Gamle By i Aarhus. Man fandt ud af, at det var bedre med en kommunal blomsterkumme og en kommunal bænk på stedet.

I huset var der en slikbutik. Man skal op på en stor tjæret sten for at kigge ind ad udstillingsvinduet med de gammeldags ruder. Det der fangede en, er imidlertid ikke de søde sager, men indehaverskens mangel på skønhed og personlig renlighed og hendes lige så lidet indbydende varesortiment.

Det hænder dog at begæret er stærkere end de fine fornemmelser. Så går man ind og tinger sig til nogle af de ”paraffinterninger”, som efter en intens kæbebearbejdelse omskabes til noget i retning af tyggegummi.

 

En flot festsal

Resten af Bo Bojesens skolevej byder kun på en enkelt seværdighed, en legetøjsforretning som heller ikke er mere. Og så drejer vi til højre nede ved Rådhuset. Der står vi så foran den kommunale skole for de mindste klasser. Kloge pædagoger overbeviser Bo om at alfabetet begynder med a og med meget møje og besvær påtvang de ham deres teori om at to og to er fire.

Skolebygningen knejsede i imposant holstensk ny-gotik. Festsalen var tilsyneladende bygget med henblik på opførelsen af Wagners ”Lohengrin”.

 

Pas på – de græske dampere

Tugt og skolegang er ikke den dominerende faktor i Bo Bojesens erindringer. Hvilke muligheder havde Aabenraa dengang for fri udfoldelse for det lille folk med livstykke og lange patentstrikkede strømper? Mulighederne dengang var mange og pragtfulde.

Der var havnen med de mange forunderlige og mystiske skibe. Særlig de græske dampere, som man skulle gå langt udenom, fordi søfolkene der, fangede små børn og lavede aftensmad af dem.

 

Når de Kongelige kom

Denne ængstelse var væk eller sådan nogenlunde bortvejret, når der var kongebesøg.  Så stod skolebørn opmarcheret på kajen med små flag for at tage imod den flotte hvide hjuldamper ”Dannebrog”. Men ventetiden var meget lang. Det forestående møde med de kongelige formørkedes af skrækken for at tisse i bukserne i det afgørende øjeblik.

 

Svømmeundervisning i rødviolet vand

Den fysiske kontakt med de friske bølger fandt sted på skolebadeanstalten, hvor gymnastiklæreren med sand dødsforagt lærte poderne at svømme. Og det gjorde man også selv om strømforholdene var sådan at eksportslagteriets udløb farvede vandet rødviolet og colibakterierne antog håndgribelige former.

Men var det egentlig noget at tale om, når søfartsbyens stolte slægter gennem generationer havde trodset orkaner ved Kap Horn og sat livet på spil i det sydkinesiske hav uden at kny?

 

”Det grønne helvede”

Lige så pirrende farefuldt var det at trænge ind i skovene, der omklamrer byen. Nørreskov lå nærmest Bo Bojesens hjem. Der forsøgte han og hans kammerater at virkeliggøre de bedrifter som ”Willy på eventyr” gav sig af med i ”Familie Journalen”.

Kun i flok vovede man sig ind i det grønne helvede. Vilde horder fra Bjerggade og Lindbjerg truede flankerne. Så det lettede Bo’ s tryghed, da hans storebror og hans kammerater efter et togt berettede om, at de havde anlagt en solid fæstning på et strategisk velvalgt sted og kastet fjenden tilbage uden egne tab.

Det imponerende forsvarsanlæg som Bo’ s fantasi udstyrede med palisader og tårne, bemandende med trompetspillende vagtposter svarede ved en senere forevisning desværre langtfra til forventningerne.

End ikke skeletterne af Bjerggadebandens afsjælede legemer kunne man fremvise som et plaster på såret.

 

Frits Clausens ”Ørneredde”

Mange voksne både danske og tyske var ikke ganske upåvirket af at Hitler på den tid var i gang med at opbygge og udvide Det tredje Rige ca. 25 km syd for byen. Spidsbukser og skaftestøvler, militante optog og bjæffende stemmeføring kom på mode.

Frits Clausen etablerede et førerhovedkvarter i et lille rødt hus på Nørrechausse. Nogen ”Ørnerede” var det dog ikke, Men det smagte da altid af fugl.

 

Stormtropper ved Farversmølle

Selv på en fredelig søndags-spadseretur til det idylliske traktørsted Farversmølle slap man ikke for en konfrontation med tilværelsens barske realiteter.

Værtshusholderen, som var tung og kuglerund af statur og netop var grebet af tidens flyvske tanker, havde stillet sine tilliggender til rådighed for, at en snes af de clausenske stormtropper kunne være i fysisk form, når tidens fylde kom.

Dybt grebet iagttog man deres dødsspring over hegnstrådene og den afsluttende sejrsparade på bugtet linje mellem muldvarpeskud og mælkebøtter. Uden for laden stod i mellemtiden en spadebevæbnet vagt posteret for fløjen af de opmarcherede cykler for at hindre, at bolsjevistiske eller jødisk-kapitalistiske – plutokratiske elementer blandt det kaffedrikkende borgerskab skulle miste besindelsen og lukke luften ud af cykelslangerne.

Vagtpostens skrævende stilling og mørkt fremadrettede blik røbede en udtalt beundring for Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess. Men man vidste nu godt, hvem han var. Det var jo Måtte – Madsen.

 

”Heim ins Reich”

Mens Clausens brigade havde til formål at samle alle danske, der endnu troede på Nordens guder og den ariske races uovervindelighed under sin dannebrogsfarvede hagekorsfane, var de hjemmetyske bysbørn meget optaget af de store perspektiver i Hitlers grænserevisioner. De foranstaltede dystre optog ved skumringstid med fakler, basuner og transparenter, der udtrykte ønske at komme ”Heim ins Reich”.

At det så var taktløse aabenraaer, der forslog dem at de blot skulle marchere de 25 km sydpå, så var de hjemme i riget fremkaldte nu ikke lige begejstring i de bestøvlede kolonner.

Det kan jo være at det svært at grine, når man bærer sort kasket med stram hagerem.

 

Alt er forandret

Alt er nu forandret. Lokomotivføreren er der ikke mere. Ude ved Farversmølle er der ingen der af politiske grunde springer over hegnspæle.  Selvfølgelig er der mange uvorne unger rundt omkring med en livlig fantasi der tror at der huserer vilde Amazon – indianere og krokodiller ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.

Sidst jeg var i Aabenraa – er godt nok længe siden – stod springvandet ikke stille.

 

Kilde:

• Politikken (1968)
• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.806 artikler
• Under Aabenraa finder du 173 artikler
• Skovene omkring Aabenraa
• Farversmølle ved Aabenraa
• Frits, Nazister og et kartotek
• Boghandlere i Aabenraa
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Aabenraas poetiske gågade