En sort dag i Højers historie

Den 8. juni 1952 er ikke kun en sort dag for Roklubben Højers historie med også for hele byen. På denne dag druknede fem unge roere. Disse blev mindet på 70 års dagen for den tragiske hændelse ved Pinsegudstjenesten i Roklubben nede ved Vidåen ved Højer. Dansk – og tysksindede fandt sammen. De var kyndige sportsfolk. Færgeforbindelsen til Sild var blevet genoptaget. Alarm 4.30 om morgenen. De var ikke på Jordsand. Mange deltog i eftersøgningen. Redningsbåd fra List fandt båden. Specielle forhold i vadehavet.  En mindetavle i klubben. Man talte ikke om tragedien. Den blev tiet ihjel. Dog taler man om den i klubben. Her er også en mindetavle.

 

Fem unge mennesker druknede

Den 8. juni er det 70 år siden at fem roere fra Højer druknede. Det var

• Fritz Pörksen
• Andreas Truelsen
• Aage Jacobsen
• Helmut Bossen
• Heinrich Jensen

Pinsegudstjenesten fandt sted den 5. juni ved den tyske roklubs klubhus, der ligger mellem den gamle fabrik og Højers gamle sluse.

 

Dansk – og tysksindede fandt de sammen

Den var ikke kun en sort dag for roklubben, men også for hele Højer. Den tragiske hændelse førte tyske og danske familier sammen. Dem fem unge mennesker fra Højer, hvis lig delvis først blev fundet flere uger efter.

 

Kyndige sportsfolk

De fem medlemmer som tilhørte ”Regatta-mandskabet” i roklubben var således kyndige sportsudøvere på vandet.

De var i gang med at træne til ro-regatta i Kiel. På den skæbnesvanger dag roede de fra Højer – kanal ud i Vadehavet. Fra den dag er det forbudt for Roklubbens medlemmer at ro ud i Vadehavet. Det står endda nedfældet i klubbens vedtægter.

 

Færge – forbindelse til Sild genoptaget

Få dage før den tragiske begivenhed havde de fem unge mennesker fejret en begivenhed med andre af Højers indbyggere, nemlig genoptagelsen af færgeforbindelsen mellem Højer og Sild.

 

Alarm kl. 4.30

Familierne bekymrede sig i første omgang ikke om at roerne som forventet ikke var kommet hjem. De specielle tidevands – strømme mellem Sild, Rømø og fastlandet var ikke ufarlige. Nogle gange søgte skibsbesætninger ved dårligt vejr tilflugt på øen Jordsand.

Først mandag morgen omkring kl. 4.30 blev der slået alarm. Det var faderen til roeren, Johannes Pörksen, der alarmerede politiet. Eftersøgningen indebar også brug af fly. På fastlandet langs kysten blev der også søgt efter roerne.

 

Var ikke på Jordsand

Johannes Pörksen tog til søs sammen med Højer fiskeren Willy Kühn. De tog i retning af Jordsand for at undersøge om de havde søgt tilflugt her. Det var desværre ikke tilfældet.

 

Mange deltog i eftersøgning

I flere uger ledte man uden resultat efter de savnede roere. Bønderne Christian Johansen og Hans Fedder Hindrichsen stillede til dette formål heste til rådighed. Et udvalg under ledelse af Højer – betjenten Gregers Jørgensen, Tæppefabrikant Johannes Kjærby og købmand Waldemar Ohlsen organiserede den videre eftersøgning. Også smedenes fagforening opfordrede sine medlemmer til at deltage i eftersøgningen.

 

Redningsbåd fandt båden

En redningsbåd fra List fandt roernes båd med bunden i vejret drivende i Lister Dyb. Den bevægede sig i retning mod Jordsand i den stærke strøm

 

Specielle forhold i Vadehavet

Ved stærk vind og ved springflod med højere højvande og lavere lavvande dannes der i det over 30 meter dybe område mellem Rømø og Sild mange gange forræderiske hvirvler, som gør det umuligt at nå den frelsende bred.

Kaptajnen på en tysk redningsbåd havde udtalt, at der om eftermiddagen på ulykkesdagen var observeret flere skypumper over sundet mellem Rømø og Sild. Derfor må man gå ud fra at robåden fra Højer er blevet taget af sådan en.

Borgere fra Højer havde nævnt at på ulykkesdagen var at det blæste lidt mere. Men det skulle ikke volde de erfarende roer nogen problemer. De kendte forholdene.

 

En mindetavle i klubben

Efter besættelsestiden og efterkrigstiden havde dansksindede og tysksindede i Højer måske et horn i siden mod hinanden. Men under eftersøgningen kom de meget tættere på hinanden. Borgmester Jens Matthiasen holdt under et byrådsmøde en mindetale. Også en indsamling blev iværksat.

Pastor Andreas Schau tog sig af begravelsen af de fire af roerne, der tilhørte det tyske mindretal. Den femte blev begravet på Sjælland.

En mindetavle i roklubben minder om de fem roere.

 

Man talte ikke om tragedien  

I Volkert Truelsens familie blev der aldrig talt om ulykken. Onkel Andreas var en af de omkommende roere. Til Der Nordschleswiger fortæller han:

• Det var ikke et tema i familien. Mine forældre har aldrig talt om det. Min far, Niels havde i løbet af få år mistet hele to brødre.

Hans onkel Heinrich kom ikke hjem fra Anden Verdenskrig. Han faldt i Rusland. Kun syv år efter enden på krigen sørgede bedsteforældrene over deres anden søn, Andreas.

• Denne tragedie ville man ikke snakke om på grund af den store sorg, tror jeg. Hvad jeg ved om det, har jeg hørt ved min Oma. Der læste jeg også en artikel om ulykken.

Sådan fortæller Volkert Truelsen, der ved bådulykken kun var to år gammel. På dagen, hvor onklen blev begravet, var moderen taget til Tønder med ham og en fætter. Det var for at de ikke skulle få noget med. Sådan er det blevet fortalt ham. Det er også blevet fortalt ham, at det var ro-kammeraterne, der bar kisten fra kirken til kirkegården.

Tragedien har ikke afskrækket Volkert Truelsen i at sætte sig i en robåd. Hans forældre forbød ham heller ikke at ro.

• Begyndelsen var ikke så god. Allerede fra starten blev jeg kastet i vandet af de andre. Da jeg ikke gik under, blev jeg betragtet som egnet. På min første rotur måtte jeg være styrmand. Det var første og sidste gang at jeg sad i båden. Jeg fik styret båden direkte ind i anløbsbroen.

 

Ulykken blev tiet ihjel

Æresmedlemmet Karin Thimsen bekræfter udtalelserne fra Volkert Truelsen, at det er sjældent at man taler om bådulykken.

• Ulykken blev tiet ihjel

Sådan udtaler den 85 – årige fra Sæd. Siden 1960 bor hun i Højer og blev hurtig medlem af roklubben. Også hendes tre børn har alle roet.

• Da min søn Gert, der i dag er 61 år, begyndte at ro, vågede jeg som en hønemor over ham. På grund af min angst for ham, begyndte jeg også at ro. Også to børnebørn har jeg undervist

 

I klubben taler man om det

Hos medlemmerne i roklubben Højer bliver ulykken med de fem medlemmer med jævne mellemrum nævnt. Dette sørger mindetavlen i Bootshaus (klubhuset) også for.

• At enkelte medlemmer nu mener at denne tavle burde overlades til det tyske museum i Sønderborg, er ikke rigtigt. Den hører til i klubhuset

Dette understreger Karin Thimsen, der i årtier har arbejdet med i roklubbens bestyrelse.

 

• Vi takker Der Nordschleswiger, fordi vi måtte bruge deres artikel og som vi har oversat til dansk.

 

Hvis du vil vide mere

• dengang.dk indeholder 1.826 artikler
• Under Højer finder du 78 artikler

 

 

 

 

 

En spillemand fra Rørkær

Brødrene fra Rørkær. De var meget forskellige. De levede i små kår. Smart måde at tjene penge på. Han byggede et nyt hus uden hjælp. Børnene havde arvet evnerne. Dr. Ulrich var en personlig ven.  Fuld af skøre indfald. Noder til afskrivning. Man skulle gå langt med en kontrabas. Hævnen i Løgumkloster. På landet havde man en sundere smag. Dresen havde mange talenter. Musik kan godt forenes med afholdenhed. Leder af Rørkær bibliotek. Hvad skete der med familien.

 

Brødrene fra Rørkær

De var meget udbredte dengang – Landsby – spillemændene. Det var dengang, da den landlige ungdom trådte dansen på ler-gulvet.

Blandt de mere kendte spillemænd fra dengang var brødrene Dresen og August fra Rørkær. I en hel menneskealder har de spillet. Fra Rørkær til Ribe eller Nibøl og Læk og østpå helt til Aabenraa.

 

De var meget forskellige

De to var meget forskellige. Den ene var fuld af humor og komik. Han fik mange pudsige indfald. Han var en meget lystig spillemand. Men August var en mere stille og rolig person.

Jo Dresen havde endda Kongelig Musikprivilegium. Det var ham, der var den kendte og populære. August var bare med son ”anden violin”.

 

De levede i små kår

Dresen blev født i 1829. Han var søn af skræddermester A.P. Petersen, en kendt patriot i den tid. Som dreng tog han undervisning hos byens skolemester. Dengang skulle det ikke så meget til at underholde som nu til dags. Han blev en meget dygtig musikant efter datidens forhold.

Efter konfirmationen tog han i lære hos en tømmermester i Ravsted. Han blev skibstømrer i Sønderhav på Fanø. Han tog dog snart hjem igen til Rørkær og fortsatte sit musikliv hjemme fra. Han giftede sig og i mange år levede han sammen med sin kone i små kår.

De fik mange børn. De boede i en gammel rønne, der tilhørte gårdejer Hans Petersen. Men snart var huset så forfalden, at det skulle nedbrydes.  Der var ingen anden lejlighed at få i Rørkær dengang.

 

Smart måde at tjene penge på

Dresen tænkte på at bygge et nyt hus, men hvor skulle han få pengene fra? En skønne dag stod Dresen og opmålte byggepladsen. Det var lige uden for gårdejer Kresten Rask’ s ejendom. Grundstykket tilhørte nu ikke gårdejeren.

Men byggeriet ville komme til at genere gårdejeren. Det ville gå ud over hans udsigt. Men vores spillemand var nu ligeglad. De blev dog enige om, at såfremt gårdejeren betalte Dresen 100 Daler, så ville han ikke bygge der.

Dagen efter begyndte han så at opmåle et grundstykke foran gårdejer Christian Hostrups ejendom. Det var lige over for vinduerne på den anden side. Med denne gårdmand sluttede Dresen ligeledes en handel af. Ja han fik endda et grundstykke i tilgift.

 

Han byggede et nyt hus – uden hjælp

Nu kunne Dresen begynde at tænke på at bygge et nyt hus. Materialet havde han liggende fra det gamle hus. Dette var blevet ham tilbudt gratis. Huset byggede han selv uden nogen som helst hjælp. Om det står der endnu vides ikke. Det er mange år siden undertegnede har været i Rørkær.

 

Børnene havde arvet evnerne

De fleste af de seks børn kunne spille særlig den ældste af dem – Agate. Hun var ofte sammen med faderen ude at spille. Og hele natten igennem sad hun sammen med sin far og spillede ved familiefester.

Den eneste søn, A.P. Petersen havde særlige evner. Han blev sendt på Musikkonservatoriet i København. Det var byens dansksindede, der samlede sammen, så han kunne drage afsted. Han blev elev af Niels Gade, Svendsen og Rung.

Han blev optaget i pension hos Neergaards, Reedz Thotts og Dr. Ulrichs hjem.

 

Dr. Ulrich var en personlig ven

I den forbindelse skal da lige nævnes, at Dr. Ulrich var Dresens personlige ven.  Som vi tidligere har skrevet her på siden, var Dr. Ulrich blevet stenet ud af Tønder By.

Dr. Ulrich tog flugten til sine venner i Rørkær. Vi troede her på siden, at tog til Møgeltønder. En sten, som blev kastet efter ham og landede i vognen gemte familien. I mange år blev den brugt som brevpresser.

Efter to års uddannelse på skolen fik A.P. Petersen friplads. Men han døde desværre meget ung til stor sorg for Dresen og hans familie.

 

Fuld af skøre indfald

Dresen var kendt i vide kredse. Med kalveskindstasken på ryggen kom han milevidt omkring.  Ved bryllupsfester og barselsgilder måtte Dresen lige afstemme hans gøremål med præsten. Det skete ofte at Dresen spillede en rask hopsa, når brudeparret kom ud af kirken.

Engang da brudgommen hed Peter spillede Dressen ”Dumme Peter”, da brudeparret kom ud af kirken. Hele følget morede sig meget over dette. Ofte var det præsten, der måtte rette sig ind efter spillemanden.

Når Dresen var alene ude benyttede han for det meste violinen eller klarinetten, som dengang var af buksbom med højst fem klapper.

 

Noder til afskrivning

Noderne blev lånt hos andre spillemænd til afskrivning. Det var bl.a. af spillemand Christiansen fra Vimmersbøl og spillemand Davidsen fra Skast. Denne var faktisk far til den kendte godsforvalter Davidsen på Schackenborg.

Trykte noder kendtes endnu ikke herhjemme. De første trykte noder kom til Rørkær i 1870 fra Carl Møller, Skive. Det var først her at spillemændene begyndte at spille i flere tonearter. Var det fejl i noderne gjorde det ikke så meget. Der blev altid spillet i takt.

 

Man gik langt

Utallige gange er spillemændene fra Rørkær gået herfra med kontrabassen på ryggen til ringridning i Ravsted.  Også mellem jul og nytår i bidende kulde. De spillede også til ringridning i Rens. Top dage spillede de til Mikkelsdag i Tønder, derfra til marked i Læk. Et par dage derefter til Kongens Fødselsdag i Sdr. Sejerslev. Nogle gange fik de ikke sovet i otte dage. At spille til 60 – 80 bryllupper i et år var ikke unormalt.

De gamle skikke og ceremonier der fulgte med til gilderne kendte spillemændene til – dengang. Ved bryllupper skulle musikerne være de første om morgenen. Alle gæster skulle spilles ind. De første gæster ankom ved 9 – tiden.

 

Hævnen i Løgumkloster

Hvad betød det kongelige privilegium?  Ja det gjaldt 2 mil i luftlinje. I Løgumkloster havde Dresen de bedste offentlige steder. Musikeren Bestmann var ikke glad for dette og gjorde alt for at gøre ham umulig her. Men befolkningen ville have den populære spillemand fra Rørkær.

Engang mente Bestmann at grænsen var overskredet. Det var mere end 2 mil. Dresen var bestilt til Mikkels marked. Og konkurrenten havde klaget til borgmesteren. Dresen skulle stille med en kaution på 100 mark. Og Bestmann fik medhold.

Midt på aftenen kom gendarmen og forbød Dresen at spille videre. De 100 mark måtte betales. Samme nat gik han nu til Tønder for at klage til herredsfoged Dirks. Denne ville endnu samme nat medsende to gendarmer for at ophæve borgmesterens afgørelse i Løgumkloster. Men ak natten var over. Og selv om Dresen i sidste ende fik ret, så havde Bestmann fået sin hævn.

 

På landet havde de sundere smag

Selv om det ofte var anstrengende ture, som de var på – de to spillemænd fra Rørkær holdt de sig sunde og raske. De spillede endnu i deres 80. år.

På landet blev de gamle folkelige dansemelodier bevaret. Det var en sundere smag end de nymodens Varité-Melodier. Disse gamle, ofte kønne melodier hørte til hjemstavnens ejendommeligheder.

Nu var indtægten fra spillevirksomheden ikke nok til at brødføde en familie. Det var nødvendigt at have et erhverv ved siden af.  Dresen var en begavet mand. Han var dygtig til det, som han tog fat på. Således var han en dygtig drejer. Mange pæne ting har han lavet.

 

Dresen havde mange talenter

Han var ligeledes kendt som en dygtig urmager. Hvis en eller anden i Tønder havde et gammelt Bornholmerur så skulle Dresen nok få urværket til at gå. Hvis en eller anden havde noget værdifuldt porcelæn eller lignende som var gået itu, så gik man til Dresen. Ingen satte en klinke på som ham.

Endvidere havde han et lille landbrug, som hans kone, Maren passede. Men han elskede at komme ud og spille. Det hjalp også på hans humør. Var det en periode, hvor han ikke var ude at spille kunne han godt blive sur.

 

Musik kan forenes med afholdenhed

På et tidspunkt led han af gigt og måtte gå med stok. Da fik han ingen musikbestillinger. Så han smed stokken. Han var afholdsmand og dette var beviset på at musik godt kan forenes med afholdenhed.

Men Dresen var afhængig af skråtobak. Det skulle han have. Og maren sørgede for at han aldrig udgik for det.

 

Leder af Rørkær Bibliotek

Jo også var han leder af Rørkær Bibliotek. Dette bibliotek var oprettet af hans far og lærer Kloster i 1839. Bogsamlingen havde til huse hos Dresen. Fra 1864 til sin død i 1907 passede han biblioteket. Den største stue ofrede han til bogsamlingen. Et gammelt taffelformet klaver tjente som bord.

Udlånet foregik på gammeldags måde. Det var sjældent at en bog forsvandt. Da biblioteket overgik til Sprogforeningen, blev bogsamlingen forøget til en af de største i landet. Således var den i 1920 på 3.000 bind.

 

Hvad skete der med familien

Dresen døde i 1907. Det gamle spillemandshjem blev solgt. Enken flyttede til Sønderborg til den yngste datter Christine. Tre af døtrene flyttede til Amerika og en til Sønderho på Fanø. Den yngste datter tog til Flensborg. Hun blev tidlig enke og flyttede til datteren Helene, der var ansat i den danske Borgerskole som lærerinde.

 

Kilder:

• Sprogforeningens Almanak
• Litteratur Tønder
• dengang.dk – artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.823 artikler
• Under Tønder finder du 291 artikler
• Under Sønderjylland finder du 213 artikler

 

• Øst for Tønder
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Så kom posten til Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Langs grænsen
• En ny tur langs grænsen
• Et besøg i Saksborg
• Turen går til Sæd – Ubjerg
• Skamstøtten i Sæd
• Historier fra Slogs og Kær Herreder
• Slogs Herred mellem dansk og tysk
• Det kneb med moralen i Slogs Herred
• Solvig – en herregård i Slogs herred
• Lendemark og omegn
• Lærer i Burkal
• En vandrehistorie fra Burkal
• En strejf af Burkals område
• Turen går til Bylderup
• Bylderup Sogn
• Præsten fra Bylderup
• En herredsfoged fra Hajstrupgård
• Besættelse og Befrielse ved grænsen (Grøngård)
• Post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Avlsgården grøngård 1-2
• Omkring Grøngård 4
• Hestholm syd for Tønder

 

Haderslev 9. april 1940

Kilderne er ikke enige. Når man beskæftiger sig med besættelsestiden, må man være indstillet på fortielser. Man vidste godt de kom, men alligevel blev Danmark taget på sengen. Obersten påtog sig beføjelser. Politirapporter gennemlæst. Var oberst Hartz skyldig i at kampene blussede op og i yderligere dødsfald? Paludan – Müller ringede. Hartz ville samle 13. Bataljon. Egentlig havde man en plan parat. Det kneb gevaldig med kommunikationen i Haderslev. Soldaterne troede at det var ”en alvorlig øvelse”. Flere gange blev der ringet ”Stop kamphandlingerne”. Men Hartz mente, at det var hjemmetyskere. De sårede måtte ikke kom ind på fabrikken.  Tyskerne troede ikke mere på ”Det hvide flag” Forvirring på kasernen.  Tyskerne blev hyldet af de tysksindede. Hartz blev militærattache i Berlin. Han blev aldrig dømt for sine handlinger. Men han skrev en bog. Og den fik Kommissionen under behandling. Det resulterede i ”tab af ære”.

 

Kilderne er ikke enige

Myterne om det der skete den 9. april 1940 fortsætter. Det vil leve lige så længe Rigsarkivets samlinger er lukket. I hvert fald kan det konstateres, at Danmark var uforberedt. Hærens kampe blev symbolske.

Hvad skete der i Haderslev den 9. april 1940. Ja de kilder vi har benyttet os af, er ikke enige, men vi håber nu alligevel, at det er et realistisk billede af det, der egentlig skete. Det er blevet en lang artikel. Nu er du advaret.

 

Danmark blev alligevel taget på sengen

I de sidste døgn ja i de sidste uger var man klar over at tyskerne kom. Regeringen var ubeslutsom og vægelsindet. De overså og overhørte alle indberetninger fra de militærattacheer i Berlin. Udenrigskorrespondenter og private advarede også mod en forekommende invasion.

I hæren skabtes der usikkerhed. Både officerer og menige følte sig svigtet. Der var ingen forståelse mellem regering og hærledelse. Danmark blev taget på sengen.

Overalt, hvor der alligevel blev kæmpet, var kampviljen stor. Større end materiellet og mandskabsstyrken egentlig berettigede til. Og det var specielt i Sønderjylland, der blev kæmpet.

 

Obersten påtog sig beføjelser

Kommandant oberst A. Hartz i Haderslev overskred ikke i sin kampiver sine beføjelser. Men måske benyttede han i den almindelig forvirring til at påtage sig beføjelser, der hørte hjemme hos regering og generalkommando.

I Haderslev blev fire soldater og tre civile dræbt den 9. april 1940. Flere blev såret.

 

Må været indstillet på fortielser

Når man beskæftiger sig med besættelsestiden, må man være indstillet på fortielse og usandheder. Og når man så har været i de arkiver, man kan komme ind i og efterfølgende forsøger at fortælle sandheden, bliver man straks kritiseret.

 

Man havde en plan

Oberst Hartz havde sammen med de andre sønderjyske garnisonskommandanter stået for udarbejdelsen af en plan, der gik ud på at samle de danske styrker ved Sønder Hostrup, lidt syd for Aabenraa og her yde en koordineret modstand mod tyskerne. Hartz og hans kollegaer havde fremlagt planen for Jydske Division i Viborg. Og hovedkvarteret her havde godkendt planen. Tropperne skulle transporteres ved hjælp af lejede, private lastbiler.

Åbenbart kneb det at få fat i disse lastbiler, da det virkelig gjaldt. Og åbenbart rykkede tyskerne hurtigere frem, end man havde forventet.

 

Politirapporter blev gennemlæst

En tidligere politibetjent (Sigvard Ejsing) har kigget i gamle politirapporter for at finde ud af, hvorfor kampene fortsatte i Haderslev efter at der var givet ordre til at indstille kampene. Obersten skulle allerede dagen før have besluttet sig for at kæmpe i Haderslev længst muligt.

Da obersten befandt sig i kampzonen ved Slotsmøllen den 9. april rejste han ubegrundet tvivl om de telefoniske meldinger, der indløb om at standse kampene. Han gav personlig ordre til mobilisering i Haderslev.

 

Var obersten skyldig i kampene blussede op

Samtidig stiller Ejsing det spørgsmål, om oberst Hartz er medskyldig i, at kampene blussede op omkring kasernen, da han ikke sendte melding tilbage om overgivelse. Mandskabet på kasernen havde fået direkte besked, men han orienterede ikke en styrke fra Søgaard lejren, som han havde fået placeret i byens nordlige del, hvorfra de formentlig gik til angreb mod de fremrykkende tyske kampvogne.

Obersten udgav selv en bog på grundlag af egne dagbogsoptegnelser. Ejsing har sammenlignet dette med breve i bogen ”9. April” redigeret af Arne Stevns udgivet i 1940. Desuden har han talt med veteranerne.

 

Paludan – Müller ringede

Optakten til 9. april lignede udviklingen andre steder i Sønderjylland. Oberst Hartz var mandag den 8. april blevet ringet op af oberst Paludan Müller, Gråsten, der kunne oplyse, at en tysk panservognsdivision stod opmarcheret på Flensborgvejen syd for grænsen ved Padborg ligesom flere betydelige styrker var observeret syd for grænsen.

 

Man vidste tyskerne var på vej

Dette havde han meddelt til Jydske Division i Viborg, fortæller oberst Hartz i sin bog. Oberst Hartz havde straks ringet divisionen op. Han bad om at få 13. bataljon, der lå i Vejle tilbage til Haderslev. Divisionen svarede, at den skulle spørge generalkommandoen i København. Kort efter kom der ordre fra divisionen om ”forhøjet beredskab”.

Lige en kommentar her fra undertegnede. Det kan jo undre, at det er Paludan Müller, der skal gøre opmærksom på dette. Allerede 14 dage før havde min far talt med en tysk fiskechauffør i Tønder, der fortalte om massiv militær opmarch.

Endvidere fløj et fly langs grænsen den sidste uges tid inden invasionen. Så mon ikke militæret var varskoet.

 

Hartz ville samle 13. bataljon

På kasernen i Haderslev bugte man eftermiddagen til at klargøre våben og ammunition. Vagten blev forstærket. Oberst Hartz gav ordre til at samle 13. bataljon. En masse skulle kom fra Vejle og blive samlet på nogle gårde i området. De kunne så hurtigt indlades på jernbane.

Når man tænker på tyske hærs styrke, virke dette helt ærligt noget naivt. Men det blev da heller ikke aktuelt. For kl. 16 om eftermiddagen – otte timer efter anmodningen meddelte divisionen, at der ikke måtte foretages flytning af tropper.

Klokken 20 fik oberst Hartz så at vide for chefen for 13. bataljon, at det forhøjede beredskab var hævet for alle styrker nord for Kongeåen.

 

Man måtte ikke flytte mandskab

Man måtte heller ikke forbedre stillinger eller flytte mandskab og materiel til allerede planlagte stillinger syd for Aabenraa. Ja og så anvendte man ikke de våben, der kunne gøre alvorlig skade. Dem lod man blive hjemme.

Hartz beklagede sig og sagde, at han intet kunne gøre af betydning. Først når fjenden går over grænsen kunne han få myndighed til at træffe dispositioner, der strider mod en for fred fastsatte love.

Han kunne få lov til at rekognoscere en stilling i sydkanten af Haderslev i forbindelse med spærring af vejen.

 

En forklaring fra Søgård

Der forelå en beredskabsplan for styrkerne i Sønderjylland, men alt kom til at gå anderledes. Oberstløjtnant S.E. Clausen chef for 4. bataljon ved Søgård skriver i en lille publikation:

• Begivenheder i Sønderjylland 8. – 9. april 1940
• Der var truffet bestemmelser om, at styrkerne i Sønderjylland, hvis der fandt et pludseligt angreb sted på grænsen, skulle gøre modstand under samlet kommando af garnisonskommandanten i Sønderborg, oberst H.E. Christensen, der i givet tilfælde tillige havde Grænse-gendarmeriet underlagt.
• Planen for denne modstand var, at 4. bataljon og afværge-kompagniet på Søgård under min kommando til det yderste skulle fastholde en række punkter, der strakte sig over en front på ca. 35 km fra Rønshoved ved Flensborg Fjord til Korskro.
• Mens dette skete skulle styrkerne fra Sønderborg og Haderslev føres til terrænet syd for Aabenraa, hvor oberst Christensen ville overtage kommandoen og lede kampen. Styrken i Tønder skulle holde igen i den vestlige del af Sønderjylland.
• Styrken i Haderslev, hvoraf halvdelen var rekrutter talte 400 mand.

 

Fult påklædt

Med garnisonen i alarmberedskab lagde oberst Hartz sig kl. 1 i seng. Det var natten til den 9. april og han var fuldt påklædt og udrustet. Han lå på en sofa. Kl. 4.15 blev han vækket. Det var grænsegendarmeriet, der meddelte, at tyskerne nu var gået over grænsen.

 

Hvad gjorde oberst Hartz?

Cyklisterne er i kamp hed det i meldingen. Oberst Hartz lagde ikke skjul på sit raseri i de følgende linjer:

• Jeg ringede straks divisionen op samtidig med, at jeg lod adjudanten alarmere. Forbindelsen kom hurtigt, kl. 4.20 havde jeg divisionen, fik fat i den vagthavende officer, bad om at tale med generalen, svar: ”Han er i seng” Er stabschefen til stede? ”Han er i seng” Er souschefen til stede? ”Han er gået hjem”.
• Den vagthavende officer var den eneste tilstedeværende på dette tidspunkt.
• Jeg orienterede derfor om situationen og bad ham melde generalen det. Derefter spurgte jeg, om der var nogen forholdsordre. Nej, svarede han, det var der ikke. Jeg lagde røret på og sagde til min adjudant, at efter dette fandt jeg ikke anledning til atter at ringe divisionen op.

 

Kamppladsen i Haderslev var Hartz’

Og så gik obersten i krig. Generalstaben og divisionen kunne passe sig selv. Kamppladsen ved Haderslev var hans. Som Ejsing mener:

• Han skulle vise vatnisserne, hvordan det her skulle klares.

Under alle omstændigheder handlede obersten dog korrekt efter de forholdsordrer, der var gældende som de overordnede, og han fulgte rigsdagens officielle udtalelse fra januar samme år:

• Vi vil med alle midler, der står til vor rådighed, forsvare vort land.

Det var bare småt med midlerne. Og i de følgende timer udviklede situationen sig anderledes end forudset i beredskabsplanen.

 

Han handlede på egen hånd

Men efterhånden som meldingerne om tyskernes fremrykning indløb, besluttede oberst Hartz sig helt tydeligt at handle på egen hånd. Han skriver selv tydeligt for at handle på egen hånd. Han skriver selv, at han underrettede oberstløjtnant Elmgren, der havde etableret kommandostation på Slotsmøllen, om divisionens senere ordre om med hele styrken at gå tilbage bag Vejle å.

Han tilføjer, at han havde besluttet at blive i stillingen, afvente resterne af cyklistbataljonen og panserværnskompagniet fra Søgård, derefter tage kampføling, og så handle efter omstændighederne.

 

Han ville ikke opgive Haderslev

Der var indløbet meldinger om at en tysk styrke var gået over Lillebæltsbroen mod Fredericia. Tyskerne var rykket frem ad Åbenrå-vejen, mens de sprængte styrker var på vej mod Haderslev med tyskerne i hælene, En tysk panserbrigade var rykket frem mod Bredevad.

På den baggrund følte oberst Hartz, at det var umuligt at følge ordren og trække sig tilbage til Vejle å.

• Jeg følte det som en skam at skulle opgive Haderslev uden kamp. Jeg besluttede derfor at blive og tage kampen op.

Han overlod kommandoen af kasernen til næstkommanderende, løjtnant Hansgaard. Selv tog han ned til vandmøllen.

 

Det kneb med kommunikationen i Haderslev

Chefen for rekrutafdelingen, der var udstationeret i Haderslev, fik at vide, at han skulle støde til sin afdeling i Aarhus. Men Hartz gav beordrede ham at gå i stilling i terrænet omkring Vesterskov nord for kasernen. Her skulle han dække et tilbagetog fra Haderslev.

Hartz fik kontakt med politimesteren. Politiet kørte rundt med en radiobil. På kasernen blev 20 mand udrustet inden kampene blev stoppet.

De tyske styrker var godt orienteret om situationen. Men det kneb gevaldigt på den danske side. Beslutningen om at standse kampene blev truffet af regeringen hos kongen kl. 6 om morgenen. Ordren fra generalkommandoen til Jydske Division kom først igennem kl. 7.00.

 

De troede, at det var ”en stor alvorlig øvelse”

Men hvad skete der i Haderslev?

Mellem 4.30 og 5.00 blev mandskabet purret med ordre til at stille fuldt feltmæssig udrustet på kasernepladsen. De havde fået at vide aftenen i forvejen at de næste dag skulle på ”en stor alvorlig øvelse”.

Straks efter at de første var trådt an på kasernepladsen blev kornet Vesterby med fire mand først sat til at pansersikre den sydlige adgangsvej til kasernen med en 37 mm kanon. Kort efter fik de ordre til at køre kanonen til Sønderbro og gå i stilling der.

 

27 fly dukkede op over kasernen

Kl. 5.15 dukkede en eskadrille fly op ude over fjorden med kurs mod kasernen. Der var vel 27 stk. De menige havde endnu ikke fået at vide, hvad der var i gærde, men de havde nu nok en fornemmelse af det.  Pludselig gik der panik i officererne.

500 – 600 mand stod i tætte kolonner på kasernepladsen uden dækningsmuligheder. (Andre kilder fortæller, at der kun var 225 soldater på kasernen) Det var alene fjendens afgørelse, at der ikke i dag står en mindesøjle med navnene på alle disse mennesker. Havde man i planlægningen glemt at fjenden havde et luftvåben?

 

Væk fra kasernen

Nu blev der givet ordre på afgang. Det formede sig nærmest som en vild flugt fra kasernen over Gammelting og sydpå gennem byen. I løb fortsatte man mod syd af Nørregade., hvor fly kastede flyveblade ud. Soldaterne havde endnu ikke fået at vide at tyskerne var på vej og at de skulle i kamp.

 

Kl. 5.30 i København

Mens dette skete, havde Danmark kapituleret. Landets ledende ministre og militærfolk mødtes hos kong Christian den Tiende ved 5.30 tiden.

Allerede 20 minutter efter havde man besluttet at indstille kamphandlingerne. Kort efter begyndte Krigsministeriet at kontakte de militære enheder for at videregive regeringens beslutning. Den officielle forklaring er at fjernskriverne til provinsen var afbrudt og at telefonlinjer var overbelastede.

Alt imens drog Haderslev – soldaterne videre med en enkelt håndtrukken kanon med sig.

 

Tyskerne kommer

Pludselig kom en ordonnans på motorcykel og råbte:

• Tyskerne kommer

Haderslev-garnisonen havde etableret en solid spærring med tipvogne over vejen nedenfor Slotsmøllen. Lidt længere fremme ad Aabenraavejen lå kornet Vesterbys gruppe med den 37 mm kanon, der først kom til at optage kampen med tyskerne.

 

Søgaard – tropper gennem spærringen

Mellem 7.00 og 7.05 kom dele af styrken fra Søgård-lejren gennem vejspærringen ved møllen. De havde fået ordre til at gå i stilling bag Vejle å. Men oberst Hartz overtalte officererne til at parkere en deling ved Christiansfeldvej til forstærkning af kasernen.

Ikke alle soldater havde opfattet situationen som alvorlig. Og det havde beboerne åbenbart heller ikke. De begyndte at vrimle frem på gaderne.  Der blev råbt til dem, at de skulle gå hjem. Der lød hånlige tilbagesvar.

 

En ordre afleveres

Men se også her er der forskellig opfattelse af begivenhederne. Hintz skriver i slutningen af april 1940 i et kapitel til bogen ”Fem år” redigeret af Chr. Refslund, at man under tilbagetoget ad Aabenraa-vejen møder en motorordonnans, der afleverede en skriftlig ordre fra Jydske Division ekspederet over Haderslev.

Ordren rummer den generelle befaling om at gå til en stilling bag Vejle å med tilføjelsen:

• Dog skulle 3. bataljon indtil videre fastholde Haderslevs udkant.

 

Det kunne være en hjemmetysker

Oberstløjtnant S.E. Clausen skriver i sin beretning ”Begivenhederne i Sønderjylland 8.-9.april 1940” om ankomsten til Haderslevs sydkant:

• Det lykkede os ved at flytte lidt på en af afspærringerne at skaffe nødtørftig gennemgang. Så vi slap igennem med personel, materiel og train. Jeg aftalte med oberst Hartz, at jeg skulle gå i stilling i den nordlige del af Haderslev med mine kanoner for om muligt senere at kunne støtte oberstens styrker, når de gik tilbage.

Der er lidt uenigheder om, hvornår skydningerne startede.

Men Ejsing skriver, at der kl. 7.10 er der telefon til oberst Hartz i en forretning lige over for møllen. Han sender sin adjudant til telefonen. Han melder tilbage, at der er givet ordre til at modstanden skulle ophøre.

Oberst Hartz afviser med henvisning til at det kan være en falsk melding fra en hjemmetysker. Da man efter 10 minutter ikke har hørt fra obersten på kasernen, ringer man igen til forretningen. Man meddeler at der er besked til Hartz fra krigsministeriet.

 

Den første soldat dør

Denne gang er det oberstløjtnant Elmgren der modtager meldingen fra hans adjudant. Han giver ordre til at indstille skydningen. Inden dette sker, er det dog endnu en dansk soldat dræbt, idet menig 108 Hansen, der blev såret og ville gå i dækning, bliver ramt af et projektil gennem stålhjelmen.

 

Mester nægter at åbne fabriks – døren

Bertelsen blev ramt hele fem gange. Tyskerne ville bringe ham til Flensborg. Men han protesterede. Han ville ikke være tysk krigsfange. Nu kom der så Haderslev-borgere og bar ham og andre sårede over i Nordisk Trikotagefabrik, hvilket dog skete uden sværdslag.

Flere af de sårede kom kravlende over gaden for at komme i dækning. Mesteren på fabrikken var tysksindet. Han ville ikke have sårede danske soldater ind på fabrikken. Han låste døren for at hindre at de kom ind.

Indehaveren af fabrikken var ikke hjemme den dag. En af kontorfolkene, bogholderen gik dog hen og låste døren op for at de sårede soldater kunne komme ind.

 

Oberstens udlægning

Oberst Hartz skriver i sin bog, at da styrkerne fra Søgård var kommet gennem spærringen var klokken 7.40 og først derefter kommer de tyske styrker.

Da kornet Vesterbys kanonstilling var nedkæmpet gik kampvogne og motorskytter til angreb på stillingen ved møllen. De tyske fly fløj hele tiden over området. Efter disse begivenheder var man nået frem til kl. 8.00. Obersten skriver:

• Min adjudant, kaptajnløjtnant Nergaard blev nu kaldt til telefonen i en forretning, der lå lige over for vandmøllen. Til trods for at tyskerne bestrøg gaderne med maskingeværild og 20 mm granater, nåede han uskadt frem og tilbage, meldte at der var telefonisk ordre på at ophøre md modstanden. Jeg spurgte, hvorfra ordren kom, men det kunne han ikke oplyse, i spændingen havde han glemt at spørge derom.
• Nogen tid efter kom 3. bataljons adjudant, kaptajnløjtnant Jørgensen, med en lignende telefonordre, også han havde sat sit liv i vove for at hente den, men ligeledes glemt at spørge, hvorfra ordren kom.
• Klokken var nu ca. 8.15 og jeg så da min gamle regimentsskriver, stabsofficiant Hansen siddende bag motorordonnansen komme ned ad hovedgaden, der var under tyskernes ild, mod vandmøllen.
• Mellem to fjendtlige ildbyger nåede de i sikkerhed bag vandmøllen og afleverede regeringens ordre til at indstille kampen, dikteret ham telefonisk af Jydske Division.

 

Korporal-elevs udlægning 

I bogen ”9.april” skriver korporal-elev 76 Petersen bl.a. at kl. ca. 7.30 kom de første tyske tanks:

• Vi havde lige fået skudt med 20 mm kanoner, da min kammerat 108 Hansen lige ved siden af mig blev ramt i armen og blødte stærkt. Han ville skifte skyttepladsen med nr. 87, men da han hævede sig lidt, blev han ramt i kanten af hjelmen og fik siden hovedet flænset. Det var et trist syn, som jeg aldrig glemmer at se min kammerat blive dræbt og tilmed have kone og et barn. Men det æggede os op. Vi gjorde vores bedste, men vi kunne ikke holde stand mod de motoriserede.

Han skriver kort om tilbagetoget mod møllen og fortsætter:

• Udenfor mødte jeg oberstløjtnant Elmgren, der straks råbte på mig og sagde at vi skulle over og parlamentere. Jeg fik da bajonetten på og et håndklæde sat på og ville gå men nåede lige over fortovet, da kuglerne sprøjtede hen ad gaden.

 

Det hvide flag

Lidt efter nåede han dog frem og begyndte at vifte med flaget. Omsider ophørte skydningen. Han gik frem sammen med oberstløjtnant Elmgren. På den anden side af spærringen mødte de en ”feldwebel”, der spurgte efter obersten, hvorefter han blev ført frem til obersten.

Samtidig kørte de tyske tanks uden om spærringen, gennem et plankeværk og fortsatte op i byen.

Der er i kilderne som vi har gennemset drabelige beskrivelser af kampene.

 

Angrebet af tyske tanks

Ejsing skriver, at da det tyske tanks er ud for Nørregade 42 åbner delingen fra Søgård ild med et rekylgevær og to maskingeværer mod tyskerne. En tysk motorcyklist i spidsen for kolonnen bliver dræbt og larvekæden af den forreste tank bliver skudt af. Den må stoppe.

Tyskerne åbner derefter ild mod de ubevæbnede vagter på en platform. Her bliver menig 780 Niels Schmidt dræbt.

 

Tyskerne stoler ikke mere på det hvide flag

Fra kasernens hovedindgang sendes en mand ud med et parlamentærflag. Men nu stoler tyskerne ikke mere på det og skyder mod alt. En korporal får et strejfskud gennem hjelmen og hovedbunden.

Kl. 7.33 erfarer oberstløjtnant Hansgaard muligvis, at der fra Christiansfeldvej, tyskerne er blevet beskudt. Han lader vinke med det hvide flag ved porten ud til vejen. Oberstløjtnanten går nu ud på fortovet. To håndværkere kommer løbende ned til ham.

Han må vel have råbt til motorskytterne fra Søgård, at de ikke måtte skyde mere. Sekunder senere forsvinder delingen fra Søgård nord på.

Oberstløjtnant Hansgaard vil nu gå frem mod tyskerne og de to håndværkere følger med. Få meter fremme bliver de beskudt og de to håndværkere bliver dræbt. Hansgaard får et strejfskud i kappen og går i dækning bag en stabel mursten.

Tyskerne tror formentlig at det hvide flag er misbrugt for at give motorskytterne mulighed for at undslippe. De beskyder nu kasernen på syd – og østsiden for at forhindre at nogen slipper ud.

 

Forvirring på kasernen

Der hersker efterhånden en del forvirring på kasernen. Chefen sidder ude bag en stabel mursten på Christiansfeldvej. Hvordan skal man få tyskerne og de fremrykkende styrker overbevist om, at man vil overgive sig?

Ejsing citerer fra politirapporten:

• Omkring 7.30 blev vi fra Politigården opmærksom på to tyske tanks i Nørregade ud for ejendommen nr. 42 – og næsten samtidig åbnede de tyske tanks ild mod kasernen. Hvorvidt der samtidig blev skudt fra kasernen, tør jeg (overbetjent A.N. Jensen) ikke sige med bestemthed, Men i hvert fald fortsatte ildkampen
• Vi lå i skudlinjen – derfor trak vi os tilbage til de bagerste værelser.
• Efter 10 – 15 minutters forløb kom der telefonisk besked til politimesteren, der hele tiden opholdt sig på politigården, at skydningen skulle indstilles, idet der ikke mere fra dansk side ville blive ydet modstand.
• Jeg fik fat i et hvidt håndklæde og med dette anbragt på en stok går jeg ud sammen med landsretssagfører Vogelgesang, der i anden anledning opholdt sig på politigården.
• Jeg henvendte mig til den tyske løjtnant som var fører af de tyske tanks og bad ham indstille skydningen, hvilket skete.

 

Fik forhindret kampvogn i at skyde

Da skydningen indstilles, går oberstløjtnant Hansgaard tilbage til kasernegården. Efter at have givet ordre til at hente de to dræbte håndværkere, går han igen ud på gaden, hvor han mødes af en tysk kampvogn, der svinger sine våben mod kasernegården.

Selv fortæller oberstløjtnant Hansgaard i ”9. april” om arbejdet med at pakke vogne på kasernen, hvor man fik melding både fra Jydske Division og Krigsministeriet om at indstille kampene.

Han fortæller, at han fik forhindret kampvognen i at skyde. En tysk kaptajn kom hen og præsenterede sig. Hansgaard forklarede ham, at han var på vej til sin chef ved Vandmøllen med ordre til kampens ophør. Den tyske kaptajn kørte ham derefter frem.

 

Obersten: Kun den sydlige del har overgivet sig

Da oberst Hartz sammen med sit regiment havde overgivet sig ved Sønderbro blev han af en kampvogn ført syd på for at møde den tyske divisionsgeneral. Under mødet gjorde Hartz den tyske general opmærksom på, at det kun var styrkerne i det sydlige Haderslev, der havde overgivet sig.

 

Hånet af tysksindede

Men obersten havde ikke informeret sin næstkommanderende om dette. En soldat skriver fra dengang:

• Da kampen ved Sønderbro var slut kom en af Regimentets kaptajner sammen med en tysk befalingsmand hen til os. Vi skulle afvæbnes, men vi fik lov til at beholde vores karabiner. Jeg husker tydeligt under tilbagemarchen til kasernen, hvorledes hjemmetyskerne hånede og spyttede efter os. En stor fed kælling ville rive geværet fra mig – så jeg måtte give hende et kolbestød i maven.

 En anden soldat skriver:

• Det var tydeligt at se, at mange var glade for tyskerne og smed cigaretter og andet godt op til dem under deres forbikørsel.

 

Var det oberstens skyld?

Ejsing konkluderer, at kornet Vesterby og 305 Hansen bliver dræbt før regeringens ordre når frem til oberst Hartz.

108 Hansen, 780 Schmidt og tre civile blev dræbt på grund af at oberst Hartz ikke ville indstille kampen.

 

Hvorfor blev de tyske tanks beskudt?

Men hvorfor beskød gruppen fra Søgård tyskerne? Det var efter at ordren om at stoppe kampene var givet. Chefen for Søgaard – styrken, oberstløjtnant S.E. Clausen skriver i sin beretning:

• Vi hørte, at kampalarmen ophørte og pludselig så vi en svær tysk kampvogn køre op foran kasernen.
• Jeg måtte derfor få den opfattelse, at haderslevstyrken var nedkæmpet, og at tyskerne derefter havde genoptaget fremrykningen.

Men sandheden er imidlertid, at regeringens ordre til at indstille kampene endelig var nået oberst Hartz. Han var kørt frem til den tyske divisionsgeneral. Imens var de forreste tyske kampvogne gået gennem spærringen, hvor modstanden var befalet ophørt.

Søgård – afdelingen kunne ikke komme til at skyde på tyske kampvogn uden at dette ville forårsage betydelige tab på den civile befolkning, der med utrolig letsindighed opfyldte gaden omkring kampvognen. Clausen siger, at han først fik oplysningerne om kampenes indstilling, da han var nået nord for Kolding.

 

De tyske tropper blev hyldet

Styrkerne smed deres våben og ammunition i store dynger på kasernegården, samtidig med at to sygepassere gik over kasernegården med en overdækket båre med den dræbte 108 Hansen.

Udenfor havde hjemmetyskerne samlet sig i et stort antal for at hylde de tyske tropper, der kørte gennem byen mod nord.

 

Militærattache i Berlin

Efter 9. april blev oberst Hartz ligesom resten af hans regiment interneret. Han fik dog muligheden for at deltage i indvielsen af en mindeobelisk, der blev placeret ved Hertug Hans Kirken til ære for de soldater, der faldt under hans kommando.

I april 1941 var oberst Hartz desuden tilknyttet som militærattache i Berlin. Den 1. maj 1941 fratrådte oberst Hartz som garnisonskommandant ved Haderslev Kaserne.

 

Bogen fik Kommissionens interesse

Under resten af besættelsestiden arbejdede Hartz på en bog som han udgav efter befrielsen i maj 1945. Vi har i denne artikel citeret fra den. Bogens hovedbudskab er et voldsomt angreb på både regeringens og Generalkommandoens rolle under invasionen den 9. april 1940.

”Og sådan måtte det gå” som var værkets anklagende titel skabte hurtigt røre, både i civile, politiske og militære miljøer. Udgivelsen af denne bog var direkte medvirkende til at Hartz blev indkaldt til afhøring hos den parlamentariske kommission.

Afhøringen fokuserede især på de fejl kommissionen mente at finde i hans bog, samt de mange kontroversielle beslutninger obersten havde truffet den 9. april.

 

Han faldt i unåde

Selv om Hartz blev kritiseret og irettesat, specielt for hans beslutning om at ignorere flere direkte ordrer, der kom fra hans overordnede, så blev han aldrig dømt for noget.

Men efter afhøringerne faldt han i unåde og hans omdømme led et stort knæk. Hartz døde et par år efter krigen. Han vedbliver med at være en af de mest kontroversielle garnisonskommandanter på Haderslev Kaserne.

 

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• Haderslev Byarkiv
• E. Clausen: Begivenhederne i Sønderjylland 8.-9. april 1940
• Sigval Ejsing: Kampene i Haderslev 9. april 1940
• Refslund: Fem år – indtryk og oplevelser
• Arne Stevns: 9. april
• Flemming Just: Soldaten, der vidste han skulle dø
• C.J.A. Hartz: Og sådan måtte det gå
• dengang.dk – diverse artikler
• berlingske.dk
• haderslevvvwiki.dk
• Regimentsbladet Kronborg 6. juni 1941

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.822 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 372 artikler
• Under Sønderjylland finder du 214 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under København finder du 190 artikler
• Under Aabenraa finder du 176 artikler
• Under Tønder finder du 290 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler

 

• Gendarmerne ved grænsen 9. april 1940
• Dramaet ved Viadukten 1-2
• Kastellet 9. april 1940
• Uenigheder omkring 9. april 1940
• Optakten til 9. april 1940
• april – aldrig mere
• Alarm i Sønderjylland 8. april 1940
• Danmark var advaret 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa 1-2
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Sønderjylland 9. april 1940
• Kampene 9. april 1940
• Da Hagekorset blev hejst i Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder og mange flere

 

 

Omkring Rømø – dæmningen

Engang var her enestående flot. Den svorne vej. Da kongen var i Ballum. En krig kom i vejen. Slaget i Vadehavet. Den russiske udenrigsminister truede. Hvad var det nu hans Markmand så? Dengang de var velhavende på Rømø. Da skipperne var Rømø fortalte om deres togter. En besværlig overfart. Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin. Man ville have et havdige. Det startede med franskmænd. Russerne var mere hårdføre. Brorson var også imponeret af naturen. Det var som Tour de France. Forslag om Rømø Dæmning er fra 1939

 

 

Engang var der her enestående flot

Naturen mellem Ballum og Astrup Banke er specielt. Hele dette område skiftede karakter fra årstid til årstid.  Om foråret er det vældigt spraglet blomstertæppe. Her var engang en masse strand – og vadefugle. Her var engang masser af stude. Engang var her også en mægtig skøjtebane.

Der er nu stadig særdeles skønt og anderledes i området.

 

Den svorne vej

Her er masser af overleverede sagn og virkelige begivenheder fortalt fra slægt til slægt. Det var bl.a. historien om ”Den svorne vej”.

Bymændene i Misthusum aflagde en højtidelig ed på at de stod på deres egen jord. De havde fyldt jord i deres støvler derhjemme. De svor altså men og kunne aldrig finde fred.

Efter sagnet skal folk i mørke stormnætter have mødt dem ude på det sted, hvor de svor falsk ed. Den dag i dag bærer vejen navnet som et vidnesbyrd om disse mænds forbrydelse.

Og sagnet beretter yderligere, hvorledes hævnen ramte deres by, da den store flod i 1634 brød ind over sletten og ”borttog al det Huus”, som der stod udskåret på en gammel bjælke i en af de nybyggede gårde. Over 40 mennesker fandt deres død i bølgerne.

De tomme banker taler deres tavse sprog om ulykkesnatten den 11. oktober 1634. Denne landsby blev udslettet i løbet af nogle få timer.

 

Da kongen var i Ballum

Cirka ti år efter var der igen opstandelse på samme egn. Det rygtedes at selve Hans Kongelige Majestæt Christian den Fjerde havde indfundet sig i Ballum. I hans breve fortæller han om formålet med sin rejse i datidens afsides liggende landsby i Riget.

Kongen havde længe syslet med tanken om at rense kysten for fremmede pirater. Siden 1630 var der placeret et ”Leje for en Flådeafdeling” her. Han ville ved selvsyn finde ud af, om der kunne indrettes en havn på dette sted.

Hans tanker gik i retning af ”En fornem handels-stad” for at bruge hans egne ord.  Med denne plan traf han også forberedelser til at beskytte kysten.  Og den påtænkte handelsbys nærmeste opland med et dige fra Ballum til Astrup Banke.

 

En krig kom i vejen

Men det blev kun ved tanken. For snart var der atter krig.  Det var i 1644 både nord og syd af stærke fjendtlige kræfter. En forenet hollandsk – svensk flåde ankrede op samme forår i farvandet mellem øerne og Ribe.

 

Slaget i Vadehavet

I Lister Dyb blev de fjendtlige skibe dog overrasket af den gamle konge som fører for 7 større skibe, mens den fjendtlige flåde bestod af 28 mindre fartøjer.

Ivar Vind, der var kaptajn på ”Trefoldigheden” skriver i sine optegnelser:

• Den 16. maj var jeg med den Kongelige Majestæt på trefoldigheden i Lister Dyb i Tønderhus Len med 7 skibe mod 28 svenske og hollandske skibe og Gud gav Hans Majestæt lykke og sejr over dem. Fjenden måtte trække sig tilbage gennem Lister Dyb.

Kanonernes brag opskræmte naturligvis befolkningen langs hele kysten fra Ribe til Højer. Dr. Joachim Timmermann, der var medlem af Ribe Domkapitel, udtalte kort efter i en latinsk tale, at fjenden der havde besat Ribe, teede sig noget hovmodigt:

• Vi derimod bad efter vor sædvanlige skik, dels i afkroge og lønkamre, dels i gyder og kirker den højeste Gud, der står ethvert stort foretagende bi, da vi først hørte noget, der ikke var torden, men dog noget som meget ligner torden. Det var den uovervindelige Kong Christian. Han der er Danmarks frelser og opretholder.
• Nogle bestiger tårnene, andre kirkens tag. Atter andre løber ud på marken for nærmere at iagttage grunden til så stort et brag. Vi så da, hvad vi forbavsedes over. Og hvad efterverdenen næppe vil tro, at 7 skibe med så frygteligt brag tordnede løs på sørøvernes uægte orlogsmænd, at disse så snart vinden var dem gunstig anså det for fornødent at frelse sig med største skam over til fastlandet.

Sådanne beretninger fra fortiden kunne fængsle drengenes fantasi.

 

Den franske udenrigsminister truede

Af landsbyen Misthusum blev kun Markmandens Hytte tilbage bygget på tomterne af den sidste gård. Fortællingen om forholdene i ældre tid vedblev med at leve. De blev blandet med sagn og sære forvarsler som ting der var sket.

Nogle havde set soldater i røde bukser færdes ude ved strandkanten.

I begyndelsen af 1900 – tallet udtalte den franske udenrigsminister som en trussel mod Tyskland, at man kunne landsætte 100.000 på vestkysten af Slesvig Holsten. Dette fik tyskerne til at reagere. Man lagde mærke til visse forsvars-foranstaltninger.

 

Hvad var det Hans Markmand så?

Og gamle Hans Markmand fra Hundegade, der var synsk, havde gang på gang lagt mærke til to runde ildskriver så store som en tallerken, der i rasende fart inde fra landsbyen suste frem mod havet. Jo den gamle markmand var en pålidelig mand. Men hvad kunne det være?

Overtro?

 

Dengang de var velhavende på Rømø

Kiggede man ud over markerne kunne det hænde dengang at man kunne se sejlene fra en skude ude i Vadehavet. Det var en skipper fra Rømø, der havde et ærinde inde på fastlandet. Han satte kursen mod det lille brohoved ved åmundingen.

Det var dengang en oplevelse. For godt nok lå Rømø kun en god mils afstand over på den anden side af Vadehavet. Men de var noget for sig. Mennesker derover havde deres eget sprog.

Jo engang havde der boer ca. 40 kommandører på Rømø. De sejlede på Grønland. Dengang var der rige dage på Rømø. Mangen en gård på fastlandet stod i gæld til dem. Siden gik det ned ad bakke.

 

Da skipperne fortalte om deres togter

Men mændene blev regnet for fode sømænd. Kvinderne, der dengang endnu gik i deres smukke nationaldragt passede landbruget, som ikke gav så meget afkast. De gamle skippere havde buskede fuldskæg, det vejrbidte ansigt, ringene i ørene, den vuggende gang og det syngende tonefald.

De fortalte gerne om deres togter mod nord til Ishavet på hvalfangst eller langt mod syd til Molukkerne i det indiske ocean.

 

En besværlig overfart

Overfarten fra Rømø til fastlandet skete ellers dagligt ved højvande over Ballum med en færge. Det har altid været en omstændig sejlads.  Man skulle altid indrette sig efter vejr og vind. Båden kunne ikke gå ind til kysten.

Både mennesker, fragten og posten måtte det sidste stykke vej befordres i et hestekøretøj med høje hjul.

 

Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin

Omkring 1900 – tallet, da pastor Jacobsen fra Skærbæk gennemførte alle sine fortyskningsprojekter flere steder på egnen, etablerede han også et dampskibsrederi. Dette skulle skabe en tidssvarende forbindelse til øen over Skærbæk brohoved.

Jo han skabte også bade-stedet Lakolk. Engang var her 2.000 badegæster om sommeren. Men de små dampskibe sad ofte i døgnvis på vaderne. Dette førte til megen morskab hos de lokale. Således forfattede Laurids Krog fra Brøns små sarkastiske digte om pastorens vandgang.

Hele herligheden varede kun et par år. Det blev en kostbar fiasko med disse projekter.

 

Man ville have et havdige

Nu modnedes tanken mere og mere tanken om at virkeliggøre den gamle plan om anlæg af et stort havdige fra Ballum til Astrup Banke. Dette dige skulle beskytte et areal på 5.000 hektar. Det var den såkaldte Bredeå-lavning, der ofte var oversvømmet.

Stemningen voksede efter den store stormflod den 6. april 1904, der voldte stor skade. Og der kom flere stormfloder den 12. marts 1906, 5. og 6. november 1911 og en endnu større stormflod den 12. juni 1913.

 

Det startede med franskmænd

Kort efter besluttede et flertal af lodsejere at nu skulle diget bygges. Omkostningerne var beregnet til 1.400.000 mark. Planen udførtes under den Første Verdenskrig i årene 1914 – 1918. Det var til dels ved hjælp af krigsfanger.

Således så man i de første krigsår 120 franskmænd beskæftiget ved dette dige-arbejde. De bar uniform med røde bukser. Varslet var gået i opfyldelse men dog lidt anderledes end man havde forestillet sig.

 

Russerne var mere hårdføre

Senere blev arbejdet fortsat af muhamedanske russiske krigsfanger. De var mere hårdføre end franskmændene. Man så dem om morgenen ligge kælende derude på den grønne eng med ansigtet vent mod østen i bøn til Allah.

Dette dige forandrede landskabets præg og udseende. Marsk-jorden blev nu taget under kultur. Sammen med dige-arbejdet gav man Brede Å et nyt udløb ved en kanal med sluse. Ved slusen blev der indrettet en landingsplads.

Inden dæmningen brugte man så større motorbåde som færger. I badesæsonen var der meget trafik og broget liv ved ind – og udskibning. Måske var det som Hans Markmand i sin tid så?

 

Brorson var også imponeret af naturen

Paradiset er delvis ødelagt. Også Hans Adolph Brorson fra Randerup oplevede det. I en af hans kendte salmer siger han:

• Hvad skal jeg sige, når jeg går
• blandt blomster i enge
• og fuglesangen sammenslår
• som tusind harpestrenge

De blomstrende enge er så godt som forsvundet. De blev brugt til græsning.

 

Det var som Tour de France

Slut er det også med de festligheder, der var til Sankt Hans. Hele området genlød dengang af landboungdommen.

Pigerne skulle rive det slagne hø ud i lange strenge. Det kunne godt give vabler i hænderne. Græsset var lettest at fælde ved nattetide.

Så kom her en masse stude. De blev så igen afløst af det rige fugleliv. Men er det lige så mange tilbage som dengang da vi cyklede fra Tønder til Rømø? Dette var en Tour de France værdig. Det forekommer mig at vi altid havde modvind.

Og dengang eksisterede øen Jordsand stadig. Denne ø er nu forsvundet. Gad godt nok vide om den dukker op igen engang.

 

Forslag om Rømø Dæmning fra 1939

Den 9. december 1935 blev der indsendt et forslag til Ministeriet for offentlige Arbejder om etablering af en Rømø-dæmning. Samtidig indeholdt forslaget metoder til indvinding af land. Man mente at sådan en foranstaltning kunne mindske faren for stormflod.

Allerede i 1847 var der bevilliget 400 Rigsdaler til fremme af sådan et foretagende.

Ved lov af 23. marts 1939 bemyndigedes Ministeriet for offentlige Arbejde at

• lade anlægge en flodfri færdselsdæmning fra et punkt på Sønderjyllands vestkyst vest for Skærbæk til et punkt på østkysten af Rømø lidt nord for Nørre Tvismark samt til at lade dæmningens krone forsyne med 6 meter bred vejbane.

Endnu samme år påbegyndtes det indledende arbejde. Og dæmningen har i dag en længde af 9,2 kilometer og en højde på 6,25 meter.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.821 artikler
• Under Sønderjylland finder du 213 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Under Tønder finder du 290 artikler

 

• Endnu flere anekdoter fra Rømø
• Rømø – under besættelsen
• Flere anekdoter fra Rømø
• Anekdoter fra Rømø
• Borrebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et Nordsøbad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – endnu engang
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
• Da Ballum næsten fik en havn
• Klager over præsten i Ballum
• Aggi – en Sønderjysk pige
• Mellem Højer og Ballum
• Bredebro – dengang
• Langs brede Å
• Langs vadehavet 1-2
• Hvem ejede Brede Kirke
• Brede under besættelsen
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Soldater på Jordsand
• Pastor Jacobsen fra Skærbæk og mange flere

 

 

Hvad læses der mest – i maj 2022

I perioden nåede vi 28 nye artikler. Nu er det i alt 1.820 artikler. Vi kigger på de mest populære kategorier. Spørgsmålet er om vores historikere er neutrale, når de skal gengive historien. Vi bringer vores kommentarer, da vi af de samme er blevet bebrejdet at vi ikke har den nyeste forskning med. Hvad sker der på Facebook. Nogle læsere klager stadig over stavefejl og at vi ikke i tilstrækkelig grad anfører årstal og sted på vores fotos. Andre grupper afviser vores artikler grundet ”selvpromovering”, overtrædelse af dataregler, har været bragt før, Foto er bragt før m.m. Hvilke byer læser dengang.dk. Og så har vi maj – måneds Top – 100.

 

28 Nye Artikler

I løbet af maj måned har vi lagt 28 nye artikler ind på vores hjemmeside. Og det er lykkedes for 8 af disse artikler at placere sig på Månedens Top – 100 liste:

• Var Rønshoved og andre højskoler brune?
• Mere om Soldatergraven i Bøffelkobbel (3)
• Danskheden i Tønder
• En spion fra Sottrup
• Gendarmerne ved Grænsen 9. april 1940
• Lygten Station
• Toghistorier fra Nørrebro (1)
• Da der kom kolonihaver i Tønder
• Da Frode kom på den rette hylde
• Krigsfangelejr ved Løgumkloster
• En friser på kirkegården
• Min far var fremmedarbejder i det Tredje Rige
• Den sidste forbrydelse
• Den Franske Skole – på film og i bog
• En kejser i Haderslev
• En astronom fra Snogbæk
• Kückelhahn – en øl fra Aabenraa
• Da krigen brød ud
• Aabenraa i 1930’erne
• Kolonihaverne i Aabenraa
• Dengang på Løjt Land
• Skolehistorie fra Aabenraa
• Kolonihaver – mod druk og Socialisme
• Herlufsholm – tradition og voldskultur (2)
• Herlufsholm – fra Benediktinerkloster til Voldsskole (1)
• Landeværnet i begyndelsen
• De slagne ved grænsen
• Myterne omkring Frøslev – og Fårhuslejren

 

Nu er der 1.820 artikler

Vi er nu oppe på 1.1820 artikler. Her skal vi se, hvordan de fordeler sig. Hvad betyder det, når der er et tal i en parentes? Ja det betyder, at der befinder sig det antal artikler med samme tema. De er bare fordelt under andre kategorier.

Hvorfor nu denne forvirring? Ja det skyldes, at da vi startede havde vi ikke 16 kategorier til ar putte artiklerne ned i. Vi har lavet lister så du hurtig kan finde frem til artiklerne. Du kan også bruge vores søgefunktion, hvor du bare behøver at taste noget af titlen.

• Historier fra Nørrebro 307
• Historier fra Tønder 290
• Besættelsestiden (før/Under/Efter) 221 (+ 150)
• Historier fra Sønderjylland 212
• Historier fra Københavns – området 190
• Historier fra Aabenraa 176
• Historier fra Østerbro 101
• Historier fra Højer 77
• Andre Historier 76
• Historier fra Padborg, Kruså og Bov 63
• Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro Handelsforenings Historie) 29
• Indlemmelse, Afståelse og Genforening 25 (+ 118)
• 1864 og De Slesvigske Krige 19 (+17)
• Industri på Nørrebro og i Nordvest 19 (+26)
• Grænsen er overskredet (Vores 3. bog): 6
• Akeleye Slægten – Historier om Adelsslægten 9

 

DE MEST POPULÆRE KATEGORIER

For hver placering i Top-100 gives et point. Såfremt to kategorier har samme point – antal er det den med bedste placering, der vinder:

1. Besættelsestiden (før/under/efter) 29
2. København 15
3. Sønderjylland 13
4. Nørrebro 13
5. Tønder 8
6. Aabenraa 7
7. Andre Historier 6
8. Østerbro 5
9. Højer 1
10. Padborg/Kruså/Bov 1
11. Fra urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro handelsforenings historie) 0

Indlemmelse, afståelse og genforening 0

1864 – og De Slesvigske Krige 0

Grænsen er overskredet 0

Historien om Adelsslægten Akeleye 0

Industri på Nørrebro/Nordvest 0

Er historikere neutrale?

Også de ”såkaldte professionelle historikere” læser vores hjemmeside. Nogle af disse har bebrejdet os, at vi ikke har ”den nyeste forskning” med. Med andre ord, vi har ikke været på arkiverne og hjemtaget den nyeste litteratur om emnet.

Og det handler om prioritering af tid. I andre sammenhænge har vi været på arkiver. Og det kan i den grad tage tid. Og det kan det også, når vi skal have hjemtaget bøger. Og så skal købe det, ja så koster det.

Det, det koster at drive vores hjemmeside m.m. betaler vi selv. Vi får ikke tilskud eller kan søge om det. Der er heller ikke mulighed for fondsmidler m.m. I forbindelse med vores sidste bog var det heller ikke hjælp at hente hos historikere. Tværtimod så havde de kun foragt til overs.

Modsat har vi ofte set at historikere i artikler ”meler deres egen kage”, hvis de vil have nogle bestemte opfattelser frem. Det kan være for at fremme en bestemt politisk holdning. Og hvordan gør man det? Man tager kun udpluk af citater og bringer disse i en hel anden sammenhæng. De undlader hændelser og bringer kun dem, der fremmer deres egen opfattelse.

Måske er dette en større fejl end det, at man ikke lige har den nyeste forskning med på tegnebrættet

Man skulle tro at professionelle historikere havde en neutral rolle så vi kunne stole på deres fremlæggelser. Disse har ofte den fordel modsat os ”amatør – fuskere” at de har adgang til arkiver, som vi ikke har adgang til.

 

Nyt fra Facebook

Velkommen til alle ny i vores gruppe. Vi er nu oppe på 4.707, der synes om og 4.905 følgere.

Det er bestemt ikke alle artikler, som vi bringer, der er lige populære. Således bl.a. artikler om det tidligere Ungdomshus på Jagtvej på Nørrebro. Her er det ofte undertegnedes opfattelse at artiklerne slet ikke er læst, inden man farer i blækhuset.

Den samme oplevelse er, når der bringes artikler om ”Bomben i Søllerødgade”, Autonome, besættere m.m. – Der lyttes overhovedet ikke til argumenter. Historien er nu engang ikke sort/hvid – der er nuancer i historien.

 

Andre grupper

Vi har før sagt det. Vi respekterer de enkelte gruppers ret til regler og ordninger. Problemet er, at vi har svært ved at indordne os efter disse regler. Og det handler igen om tid og prioriteringer.

• Således bruger vi ikke tid på at undersøge om de fotos som vi bruger allerede, ligger i de respektive gruppers arkiver.
• Vi bruger heller ikke tid på at undersøge om vores artikel blev bragt to måneder tilbage.
• Vi tilpasser ikke vores artikler til de enkelte grupper. Vi bliver beskyldt for selvpromovering fordi vi gør opmærksom på andre artikler om samme tema, som vi har skrevet. For os er det naturligt – men andre grupper opfatter dette som ”selvpromovering”
• Vi har fået artikler retur, fordi vi ikke overholder Datatilsynets nye bekendtgørelser. Vi har så forsøgt at finde disse. Det er endnu ikke lykkedes.

Alt dette skrives, fordi vi er blevet bebrejdet at vi ikke er så aktive med at dele vores artikler, som vi har været. Men der er sådan set ikke vores skyld. Du kan i vores egen gruppe se lige så mange artikler som før.

Men i nogle grupper bliver vores artikler ikke vist mere.

Men det glæder os, at nogle af vore artikler er blevet meget godt modtaget i nogle små bysamfund som f.eks. Løgumkloster og Ballum.

 

Stavefejl

Vi er godt klar over, at der stadig er stavefejl i vores artikler. Og vi er sandelig også blevet tilbudt hjælp fra virksomheder – der mod betaling gerne vil hjælpe. Som bekendt har vi gennemgået 629 artikler, hvor vi også har kigget på den grafiske opstilling.

Så længe vi ikke har kigget på alle 1.818 artikler – skriver vi i indledningen at vi undskylder for stavefejl. Ofte drejer det sig om taste – eller sjuskefejl. Mange af vores læsere går meget op i dette.

Men nu er det også vigtigt at vi kommer med nyere artikler – og det er så det vi er i gang med nu – 26 nye i denne måned!

 

Fotos

Tænk nu får vi også ros for vores fotos. Men det er dog ikke alle, der er tilfredse. Man vil gerne have at vi hver gang vi viser et foto fortæller, hvor det er taget og hvornår. Men ofte ved vi det ikke – for derfra vi tog fotoerne var der heller ingen oplysninger.

Vi har arkiveret vores fotos. Vi går ikke ud og leder efter disse. Det handler igen om prioritering og tid. For os er det vigtigt at bringe en god historie.

 

Hvilke byer læser dengang.dk – Top-50

1. København
2. Odense
3. Aarhus
4. Aabenraa
5. Haderslev
6. Sønderborg
7. Tønder
8. Aalborg
9. Viborg
10. Esbjerg
11. Roskilde
12. Kolding
13. Næstved
14. Silkeborg
15. Vejle
16. Herlev
17. Slagelse
18. Ballerup
19. Fredericia
20. Herning
21. Ribe
22. Rødekro
23. Nordborg
24. Søborg
25. Padborg
26. Egå
27. Lyngby
28. Holbæk
29. Hvidovre
30. Horsens
31. Frederiksberg
32. Augustenborg
33. Vojens
34. Randers
35. Taastrup
36. Hillerød
37. Greve Strand
38. Helsingør
39. Køge
40. Sydals
41. Glostrup
42. Kastrup
43. Hørsholm
44. Svendborg
45. Skanderborg
46. Rømø
47. Rødovre
48. Kalundborg
49. Holstebro
50. Løgumkloster

Månedens Mest Læste Artikler – Maj 2022

1. Flammen og Citronen – den rigtige historie
2. Henrettet på Øster Fælled 1772
3. Gestapo i Danmark
4. Legemsdele i Kastelgraven
5. Ville Russerne kun have Bornholm?
6. Kryssing og Frikorps Danmark
7. Nyhavns Historie
8. Herlufsholm – Tradition og Voldsskole
9. Værnet – lægen man lod flygte
10. Sønderjysk kaffebord – dets historie
11. Sven Hazel – genial eller fupmager
12. Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger (2)
13. Afnazificering og Hungersnød – syd på
14. Lygter og Lygtemænd i København
15. Gader og veje på Frederiksberg (A-J)
16. Historien om en gade – Jægersborggade
17. Henrettelser i Undallslund
18. Hipo – og Schalburgkorpset
19. Sønderjysk Kaffebord – 119 opskrifter fra Tønder
20. Rabarberlandet
21. Mandelejren op Livø
22. Ikke alle mord undersøges
23. Varehuset Buldog på Nørrebro
24. Folkevognens historie
25. De skamfulde sygdomme
26. Satan – kulten på Anholt
27. Danskere begår da ikke krigsforbrydelser
28. Herlufsholm – fra Benediktinerkloster til Voldsskole
29. Var konservativ Ungdom – nazister?
30. Utterslev Mose – dengang og nu
31. Slaget på Blågårds Plads 1935
32. Forlystelser på Nørrebro – dengang
33. Tysklandsarbejdere var ikke ”de bedste elementer”
34. Et hospital på Nørrebro
35. Ballum – dengang
36. Kvinderne i Peder Madsens Gang
37. Klaus Barbie – slagteren fra Lyon
38. Æ Kagmand i Tynne (Kagmanden i Tønder)
39. Sønderjyske Drikkeopskrifter
40. Vesterbro – under Besættelsen (1)
41. Højer Tæppefabrik
42. Frøslevlejren
43. Trøjborg Slot – nord for Tønder
44. Gamle butikker og erhverv i Aabenraa
45. Sagn og historier fra Als
46. Krigsfangelejren ved Løgumkloster
47. Flere gamle værtshuse i København
48. Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger (1)
49. Riffelsyndikatet på Østerbro
50. Haderslev – under Første Verdenskrig
51. Statsminister Buhl og hans stikkertale
52. Hugo Boss fik hjælp af nazister
53. Kloster marked
54. Tysklandsarbejdere og dansk erhvervsliv
55. De tre makreller fra Aabenraa
56. Politiet under besættelsen
57. Letfærdige kvindfolk
58. Peder Lykke – en husmand fra heden
59. Langs brede Å
60. Kolonihaverne i Aabenraa
61. Københavns historie i småbidder
62. Børn på Nørrebro i 1950’erne
63. Sagn og historier fra København
64. Barn under besættelsen
65. Er amagerbønderne slet ikke fra Holland?
66. Da Voldene forsvandt
67. Blegdamme på Blegdamsvej
68. Flere gader og veje på Frederiksberg (K – Å )
69. Aabenraa i gamle dage
70. Værnemagere
71. Soldater i Løgumkloster
72. De glemte krigssejlere
73. Finsens Medicinske Lysindustri
74. Hermann Göring og hans bror
75. De første mennesker i Tønder
76. Ribe – Heksebrænderi (2)
77. Agga – en sønderjysk pige (2)
78. Hafnia – branden
79. Den sidste forbrydelse
80. Tyskerluder og Drageyngel
81. Langs Frederikssundsvej (1)
82. Slumstormere, besættere og autonome
83. Stikkerdrab
84. Sønderjylland – maj 1945
85. Stormflod 1976
86. Toghistorier fra Nørrebro (1)
87. Christiansborgs brand 1884
88. Et Gymnasium på Nørrebro
89. Modstand i Sønderjylland
90. Færge fra Ballum til Rømø
91. Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
92. Sommerkorpset
93. Kartoffeltyskerne
94. Arbejdende børn på fabrikkerne på Nørrebro
95. Fra Skibsdreng til redder i Aabenraa
96. Dengang på Løjt land
97. Nørrebro 18. maj 1993
98. Gader og veje i Tønder
99. Ungdomshusets Historie (1)
100. Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Ja så var der nogle artikler, der næsten nåede at komme ind under Top – 100:

• Steder på Nørrebro
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Kruså vandmølle
• Drikkevand til København
• Aabenraa under Besættelsen
• Britiske bomber over Jylland

 

De slagne ved grænsen

Dette handler mest om Tønder og Sæd grænse. Men vi tager også en lille tur til Kruså. Hvad skete der ved grænsen efter 5. maj 1945. Lige før begyndte tyskerne at placere sprængladninger ved broerne. Vi hilser på de to første engelske officerer i Tønder. Det varede lidt inden spærringerne ved grænsen var komplet. Først fra 8. maj var der for alvor visitering af de tyske tropper. De måtte aflevere 90 pct. af deres habengut. Efterladenskaber hobede sig op. Der blev frataget mange penge ved Sæd grænse. Der var også dramaer ved Kruså. Kun enkelte kamphandlinger. De tyske soldater skulle hjem til ruiner og hungersnød.

 

Sprængladninger ved broer

Aftenen i forvejen hang truende skyer over Sønderjylland. I den silende regn så man tyske soldater travlt beskæftiget med at grave sprængladninger ved broer. Rutebiler havde aflyst deres turer i frygt ofr, hvad der ville ske.  Skulle Sønderjylland alligevel blive en slagmark.

 

De to første engelske officerer i Tønder

Man planlagde at rejse æresport for englænderne. Men hvornår kom de? Der gik masser af rygter om, at de var kommet. Men først mandag den 7. maj kl. 14.40 overskred to officerer fra Royal Air Force Sæd Grænse. De kom kørende ganske langsomt på deres motorcykler.

Styrken befandt sig endnu 35 kilometer syd på. De to officerer, skotten Neil Hender og englænderen Jack Hutchie var ved at drukne i blomster. Hvor skulle de gøre af dem? De aflagde i første omgang et uofficielt besøg på politikontoret i Tønder. Her blev de budt velkommen til Danmark af den konstituerede politimester Bøving og borgmester Paulsen.

 

Ingen spærring i begyndelsen

Mens man spejdede mod syd, begyndte de slagne tyskere eller ”herrefolket”, som man kaldte dem deres tilbagetog. De var trætte og modløse. For første gang i fem år gik grænsebommen ned. Det varede et par dage inden bestemmelserne om afvæbningen blev gennemført.

De første dage måtte det tyske militær passere uantastet. Store transporter af tanks, panserbiler, cykelkolonner m.m. kørte syd på. Og lastbilerne bugnede af danske fødevarer.

Først sent om aftenen den 7. maj kom en lille styrke frihedskæmpere til Sæd Grænse for at hindre udsmugling.  Gennem flere å havde man set såkaldte ”Wehrmachtsgefolge” føre varer over grænsen ved flere daglige ture.

 

Fra den 8. maj måtte tyskerne aflevere 90 pct.

Men her den 7. maj var man lige glad med, at der nærmest var hungersnød lige syd for grænsen. Men den egentlig afvæbning startede først den 8. maj. Og det blev efterhånden i ret store dimensioner.

Engelske Tanks, Danforce- styrker og udkommanderede frihedskæmper fra flere byer deltog i løsningen af den kæmpemæssige opgave. Der blev foretaget afvæbningssteder inden for et stort område, der strakte sig fra grænsen og til nord for Tønder. Et stykke ude ad Ribe Landevej tog man sig således af cykler og biler.

I de første dage kom der hele tiden nye regler for fremgangsmåden. Tyskerne skulle afvæbnes 90 pct. De skulle fratages alle danske penge. De måtte kun beholde så meget forråd af fødemidler, som man skønnede, var nødvendige for den videre fremmarch.

 

Engelske officerer administrerede reglerne

Inden reglerne for alvor forelå var det engelske officerer, der stod for at administrere reglerne. En lille trop af engelske tanks var ankommet til Sæd. Mens man gav de engelske soldater en hjertelig velkomst, ville en tysk officer benytte sig af dette og stikke af med sin bil i al ubemærkethed.

Men en engelsk officer opdagede dette. Han stillede sig foran bilen og gjorde tegn til at han skulle standse. Englænderen åbnede roligt bildøren, trak tyskerens pistol ud af hylsteret og rakte den til postassistent Hvid, Tønder, der i dansk løjtnant – uniform kommanderede en styrke frihedskæmpere, der havde præsenteret gevær for de ankommende englændere. Efter kort tid fik officeren lov til at gå videre.

 

Ikke så disciplineret

Fra alle egne af landet bevægede disse endeløse tog sig mod den danske sydgrænse. Tyskerne havde budt store summer for en barnevogn eller en trækvogn. Ja blot et hjulpar kunne bruges til at fremstille disse fantastiske kærrer, hvorpå de læssede deres habengut.

Tyskerne var langt fra så disciplineret som da de invaderede Danmark. Det var nu men opknappede uniformsjakker, opsmøgede ærmer og vandringsstav eller stok i hånden. Det gik meget langsom fremad. Enkelte grupper forsøgte trods forbuddet at holde modet oppe ved at synge nogle af deres slagsange.

 

Efterladenskaber hobede sig op

Tyskernes efterladenskaber hobede sig op i og ved Tønder. Bilparker af gigantiske dimensioner voksede time til time. Geværer og pistoler dyngede sig op i tårnhøje lagre.

Alt dette foregik uden alvorlige episoder. Det vil sige, at lige før Sæd grænse på broen kom det til en skudveksling mellem tysk militær og danske frihedskæmpere. Her blev et par danskere alvorligt såret- Vi har tidligere skrevet om dette.

Det har selvfølgelig været nedladende at skulle aflevere alt dette. Men mon ikke de allerfleste tyskere var trætte af krigen og glad for at komme hjem.  Militærbegejstringen var væk.

 

Mange danske penge

Når tyskerne holdt hvil undervejs, kunne man se dem sidde i grøftekanterne og gnave løs af rugbrødshumplerne, men de med en lommekniv skar nogle flæskesider. Når de rejste sig flød grøfterne med bajonetter og andre ting. Den enkelte soldat følte ikke mere så ansvarlig for sit grej. Hjemturen skulle gøres så let som muligt.

Man kan måske undre sig over, at nogle af tyskerne tog så meget med, når det allermeste blev taget fra dem ved grænsen.

Mange havde ret så mange penge med. Ved kolonnernes ankomst tog mange deres punge frem, rev pengesedlerne i stykker og lod stumperne flyve for vinden. Andre soldater betalte børn med hundredekrone-sedler for at få noget at drikke.

Lidt nord for Tønder havde frihedskæmpere fået fat i nogle kvinder, der havde fået fralokket nogle tyskere temmelig store beløb.

Overtoldbetjent Toft kunne sagtens på en dag indkassere 75.000 kr. i kontanter samt 17.000 liter benzin.

 

Dramaer ved Kruså

Syd fra dukkede pludselig en stor tysk lastbil med påhængsmotor over grænsen syd fra. Chaufføren var en tjekkisk godsejer. Da han ”blev tysker” nægtede han at gøre tjeneste som officer i den tyske hær. Man tvang ham til at køre som chauffør i den store lastbil, som han havde benyttet til sin flugt over grænsen. På bilens lad stod syv tromler benzin.

Han fik ophold i Fårhuslejren for ulåste døre.

Ved Kruså var det hele nok mere dramatisk. Vi har tidligere fortalt, at der på Padborg station ankom to store tog med kvindelige KZ – fangere fra Ravensbrück. Ligeledes har vi fortalt om en glemt ting i danmarkshistorien nemlig karantænestationerne.

 

Ingen kamphandlinger

Man foretog også her en grænsespærring. Men antagelig kom frihedskæmperne for sent. Det lykkedes for flere bilkorteger med høje og til tænderne bevæbnede Gestapo-mænd at slippe over grænsen.

Det var sikkert kommet til kamphandlinger, hvis man havde forsøgt at standse disse. Og der kom også enkelte svært bevæbnede kolonner, der drejede af inden Kruså – men alligevel nåede over grænsen.

De første engelske jeeps passerede grænsen sy fra. Det var ikke soldater men engelske journalister, film – og pressefotografer.

 

Hungersnød og ruiner

Mange af de soldater, der gik over grænsen kom hjem til et hungerplaget Tyskland – måske lå deres hjem i ruiner.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.819 artikler
• Under Besættelsestiden (før/nu/efter) finder du 370 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler
• Under Tønder finder du 290 artikler
• Under Grænsen er overskredet finder du 6 artikler
• Under Sønderjylland finder du 212 artikler
• Tønder – maj 1945
• Tønder efter krigen
• Besættelse og befrielse ved grænsen
• Grænsen dengang (b)
• Sandheden om Karantænestationerne
• Holocaust – fornægteren fra Kollund
• Militære efterretninger i Grænselandet
• Besættelsen i den sidste tid i Bov Kommune
• Frøslevlejren i den sidste tid
• De mystiske mord ved grænsen 1-2
• Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945

 

 

 

 

Var Rønshoved og andre højskoler brune?

Er historieformidlingen neutral? En god anbefaling. De danske nazister var begejstret for Grundtvig. En fordrejning af historien. Grundtvig har vaccineret danskerne. Først i 1939 tog man endelig stilling. Kaj Munk havde mere tillid til Indre Mission. Den mest Højreorienterede. Venstre-folk tilsluttede sig LS. Kaj Munk mente besættelsestiden var en skamplet for Danmark. Mon Kaj Munk gik over grænsen? Han lod sig inspirere. Det demokratiske styre under pres. Et ”Ungdomsforbund” med anti-demokratisk sigte. Vi glemmer de andre forfattere. Socialdemokrater sprang fra i tide. Kunne ikke forstå kritikken. Foredrag på Askov Højskole. Den levende krop på Ollerup Højskole. Bukh til partidage i Nürnberg. Hans status blev ikke mindre.  Aage Møller forstander på Rønshoved Højskole. Han var dybt fascineret af nazismen. Flere tilhængere af den nazistiske ideologi. Mikkel Ejlerslev. I flere nazistiske partier. Folke Trier Hansen. Forundrende læserbrev i Hejmdal. Rønshoved Højskole solgt i 1941 grundet manglende lever.

 

Er historieformidlingen neutral?

Det kan være svært at finde materiale som forholder sig neutralt til dette spørgsmål. Som det ofte er, når man beskæftiger sig med tiden omkring besættelsestiden, så oplever man ofte at angreb bliver besvaret med modangreb. Og man kan læse en biografi om en person som man slet ikke genkender i en anden kronik. Der er vidt forskellige holdninger. Dette er ofte baseret på forfatternes politiske ståsted. Men egentlig giver det et forkert historisk overblik.

Der bliver citeret ud fra en anden sammenhæng så det passer ind i forfatterens synspunkt. Man glemmer helt at tiden dengang var åben for mange strømninger.

Vi har forsøgt at finde kilder, der giver et rigtigt eller nuanceret billede af situationen dengang.

 

En god anbefaling

En af de kilder, som vi bruger, er en bog af Jørn Buch om Rønshoved Højskole, som han efter to års arbejde ikke fik lov til at udgive. Flensborg Avis har skrevet om dette. Under kilder har vi lavet et link til meget interessant læsning.

 

De danske nazister var begejstret for Grundtvig

De danske nazister var i begyndelsen begejstrede for Grundtvig. Men de havde nu svært ved at sælge den nazistiske ideologi til højskolefolk.  Da partiet lancerede deres program i 1930, skete det foran Grundtvigs Hus i København.

Det grundtvigske folkelighedsbegreb var tæt knyttet til demokratiet. Og det kan man vel ikke lige mene om nazismen. Grundtvigianere støttede folkestyret, men nazisterne afviste den demokratiske Grundtvig.

 

En fordrejning af historien

Partibladet skrev dette i 1941:

• Det synes ikke at være nogen Ende paa demokratiets Misbrug af store Navne i Nordens Aandsliv, naarsomhelst en enkelt løsreven Ytring i Digt, Prosa eller Tale kan bruges til Anbefaling af den jammerlige Parlamentarisk – partipolitiske Korruption, der i Øjeblikket regerer i Danmark. Hvor meget f.eks. ikke Grundtvig bliver mishandlet og fordrejet af Parlamentarismens Lakajer i den Hensigt at fremstille den helt igennem danske Skjald som Forkæmper for et fra England importeret ”Folkestyre”. Men Grundtvig er jo død og kan ikke replicere.

Grundtvig har vaccineret danskerne

I udgangspunktet var det en sammenhæng mellem for eksempel den nazistiske forestilling om ”Volk” og det folkelighedsbegreb, der blev udviklet af grundtvigianismen. For grundtvigianere såvel som nazister hørte forestillingen om folket, forstået som nationens organiske centrum til det ideologiske kernegods.

Grundtvigianerne brød sig slet ikke om nazismen. Allerede tidligt i 1930’erne var langt de fleste højskolefolk imod.  Socialdemokraten og grundtvigianer Frederik Borgbjerg sagde det meget rammende:

• Det er Grundtvig, der har vaccineret danskerne mod den politiske smitte sydfra.

 

Først i 1939 tog man endelig stilling

Diktaturet og nazismen var noget skidt, fordi det var udansk. Det var det generelle argument blandt grundtvigianske højskolefolk. Men først i 1939 tog man klart afstand i Højskolebladet.

Det er usmageligt at historikere pr. automatik knytter Grundtvigianere til nazisme.

 

Kaj Munk havde mere tillid til Indre Mission

Men også her kan vi knytte nogle vise ord af Kaj Munk:

• Ak hvor er Højskolens røde Tro og hvide Vrede i den sorte Nat.

Kaj Munk mente, at grundtvigianerne havde svigtet landet ved ikke aktivt at støtte modstandsbevægelsen. Han havde i stedet ros til Indre Mission, der i 1942 flere gange offentligt havde kritiseret den tyske besættelse og jødeforfølgelsen.

 

Den mest Højre – orienterede

Kaj Munk støttede dog Dansk Samling økonomisk. Her sad højskoleforstander Robert Stærmose som ledende DS – medlem. Men den grundtvigianer, der var mest til højre, var nok højskoleforstander Aage Møller, Rønshoved Højskole.

 

Venstre-folk tilsluttede sig LS

Mange Venstre-folk tilsluttede sig Landbrugernes Sammenslutning (LS). Dets ledelse var klar nazi – orienteret. LS blev i folketinget repræsenteret af Det frie Folkeparti/Bondepartiet. Det var også et udbryderparti fra Venstre som gik i direkte samarbejde med DNSAP.

Flere borgerlige aviser nærede sympati for nazismen

 

Kaj Munk stemplede besættelsen som en skamplet

Hvorfor har vi så taget Kaj Munk med i denne sammenhæng? Jo han brugte ofte højskolerne til at fremsige sine markante meninger. Han stemplede besættelsen som en skamplet på Danmark. Og det var fordi, at Danmark uden videre havde kapituleret.

Han var fascineret af Hitler, men hvor længe? Ja det diskuterer de lærde stadig. Han kaldte han således nazismen for

• Ånden fra Helvede

 

Mon ikke Kaj Munk gik over grænsen?

Og måske gik Kaj Munk for vidt, da han i anledning af Grundtvigs 150-års fødselsdag i 1933 udtalte, at Grundtvig ville have set positivt på Hitlers magtovertagelse

Glemt af kritikkere af Kaj Munk er også dette citat fra 9. april 1940:

• De tusind år – så blev de væk
• I morges klokken fem af skræk

 

Han lod sig inspirere

Historikere har haft det svært med Kaj Munk, som også et par gange gæstede Rønshoved højskole og Tønder statsseminarium. Vi har tidligere beskrevet hans specielle forhold til Sønderjylland. Han kom med ret skarp kritik i særdeleshed i den borgerlige presse mod parlamentarismen, statsminister Stauning og i særdeleshed De Radikale.

Han lod sig inspirere af de fascistiske diktaturers ideale fordring, handlekraft og tilsyneladende effektivitet.

 

Det demokratiske styre under pres

Men historikere glemmer at dengang var den demokratiske tanke og styreform under pres. Kongen havde brændt fingrene under Påskekrisen i 1920. De Konservative var trods KU’ s skaftestøvler, skrårem og cykelpumpe (foretrukket håndvåben), når det kom til stykket ikke så konservative, så det gjorde noget, og fastholdt demokratiet takket være Christmas Møllers insisteren over for de rabiate. Selv Mussolini – forførte Ole Bjørn kraft hummede sig, men strømningerne var aggressive.

 

Et ”Ungdomsforbund” med antiparlamentarisk sigte

Kaj Munk havde sin daglige polemik til højre og venstre i alle skrivemediets genrer. Han leverede det bedste i omsværmet modvind. Han var lunefuld og temperamentsfuld. Han kan sagtens bruges af socialdemokratiske historikeres angreb på borgerlige og nazisme, når man skærer citater til.

Kaj Munk var to gange på Rønshoved Højskole. Første gang under Aage Møller – anden gang under Hans Haarder i 1943.

Vi skal da heller ikke glemme at Niels Bukh og Kaj Munk havde planer om et ”Ungdomsforbund”, der tydeligvis havde et autoritært og anti-parlamentarisk sigte.

 

Vi glemmer andre forfattere

K.K. Steincke holdt jøderne ude af Danmark og forbød et skuespil af Kaj Munk opført i Sønderborg for ikke at genere tyskerne. I Gerlev erkendte Kaj Munk, at han engang havde elsket Hitler. Men det var nu ikke alt, han havde elsket. Fra starten var han imod antisemitisme. Han mente, at den var ukristelig.

Det er sjovt nok, at vi glemmer at nævnte at forfattere som Hans Kirk og Martin Andersen Nexø m.fl. aldrig indså deres fejltagelser og vedblev med at forsvare Lenin og Stalin. Jo Munk er uforudsigelig og meget kompliceret.

 

Socialdemokrater sprang fra i tide

Vi ved jo også at der var en håndfuld socialdemokrater, der var fascineret af nazismen. Det har vi allerede beskrevet i tidligere artikler. Og det var jo med jens Otto Kragh i spidsen. Men de nåede så næsten alle at springe fra i tide. Det lykkedes så ikke lige for Harald Bergsted.

Niels Bukh fra Ollerup var allerede fra 1933 optændt af nazismen. Op gennem 1930’erne nærede han en dyb beundring for Hitler og det nazistiske Tyskland. Han samarbejdede også med nazistiske idrætsautoriteter og propagandaorganisationer.

 

Kunne ikke forstå kritikken

En af lærerne på Niels Bukhs højskole i Ollerup, Morten Bredsdorff stillede i Højskolebladet 12. og 19. maj 1933 spørgsmålet:

• Hvad vil Fascismen?

Han kunne simpelthen ikke forstå kritikken af Mussolinis og Hitlers proklamationer.

 

Foredrag på Askov Højskole

Ved Askov Højskoles traditionelle efterårsmøder i 1933 drejede det sig om Hitlers magtovertagelse. I invitationen hed det bl.a., at man burde

• Indrømme at nazismen hidtil havde vist en folkerejsende kraft i det tyske folk

En af foredragsholderne var Hans Haarder.

 

Den levende krop på Ollerup

I 1942 planlagde Bukh en ”fredsfest”, der skulle markere tyskernes sejr i krigen. Denne sympati for nazismen slår selvfølgelig skår i hele Bukhs omdømme og han genvinder aldrig fordums ry efter besættelsen.

Højskolernes ideologiske grundlag ”Det levende ord” blev på Ollerup til ”Den levende Krop”.  Vejen for en mere effektiv mennesketype var banet. Niels Bukh, som vi har beskrevet i en særskilt artikel, dør i 1950 som en bitter og knækket mand. Han mødte ret så stor modstand de sidste fem år af sit liv.

 

Bukh til partidage i Nürnberg

Bukh nød stor anerkendelse i Tyskland både før og efter nazisternes overtagelse.  Ved OL i Berlin var der gymnastikopvisninger med Bukhs hold.

Ollerup Idrætshøjskole har slet ikke noget tilbage af den gymnastikform og ideologi tilbage, som Niels Bukh stod for. Man blev inviteret til partidagene i Nürnberg. En af Bukh’ s store fans var Hitler.

Højskolefolket herhjemme enedes om, at frihed er et afgørende begreb for bevægelsens selvforståelse. Men det var netop forståelsen af frihed, der før, at højskolefolkene har svært ved helt at afvise nazismen.

 

Bukhs status blev ikke mindre

Man tog heller ikke afstand til Niels Bukh’ s antisemitiske ytringer. Man var generelt stolt af ham. Højskolefolket var ikke meget for at tage direkte stilling for eller imod nazismen. Det var først i 1939 at man i Højskolebladet bekendtgjorde at man gik ind for demokratiet. Men det betød dog ikke at Bukh mistede sin status.

 

Aage Møller – forstander på Rønshoved Højskole

Rønshoved Højskole blev oprettet lige efter ”Genforeningen” i 1921. Et af formålene var at bevare danskheden.

Forstanderen Aage Møller arbejdede ihærdigt på at løse:

• Den åndelige krise i dansk menneskeliv, folkeliv og kristenliv. Men ”Tidsånden arbejdede imod os”. Så skete der gudskelov noget i Tyskland

I 1925 blev han af frimenighedspræst Niels Dael ordineret til præst For Rønshoved Frimenighed, der holdt gudstjenester på højskolen. Fra 1942 – 1958 fungerede han som præst for Mellerup – Randers valgmenighed.

Siden boede han på Højbjerggård i Rinkenæs, hvor han fortsatte som præst for Rønshoved Frimenighed frem til 1976.

 

Han var dybt fascineret af nazismen

Årsskriftet fra Rønshoved Højskole i 1933 viser at højskoleforstander Aage Møller er dybt fascineret af nazismen.

Han skrev en artikel ”Mod Vaarbrud”, hvor han prøvede at vide, hvor meget det har ændret sig for de danske højskoler siden Grundtvigs tid.  Til sidst nævnte han de nye vinde, som blæser ind over Danmark og det øvrige Europa.

• Naar det nu skrives om i Aviserne, at jeg er Nationalsocialist, saa maa jeg dertil svare, at jeg nøjagtig det samme, som jeg har været i lange Tider.
• Jeg er Grundtviganer, og jeg er det, fordi jeg har faaet hjælp af Grundtvig, naar jeg ville prøve paa at klare mig mit Livs Oplevelser – og faa samlet den Del af Dansk Ungdom, som tør vove at gaa ad de nye Troens Veje frem til det gamle Maal – og det nye skal komme som et aandeligt Vaarbrud

 

Flere tilhængere af den nazistiske ideologi

I samme blad fra 1933 er der også en artikel af Frede Bording, som var en af skolens faste støtter. Han skriver om Arv og Race. Hans argumenter støttede klart den nazistiske ideologi. Også pastor Anders Nørgård støttede Aage Møller hele vejen.

Aage Møller betegnes som særpræget og selvstændig. Han vendte sig kritisk imod den nyere såkaldte ”humanistiske retning” i højskolen og ønskede en genoplivelse af de grundtvigske højskoleideer. Hans stærkt drømmende holdning isolerede ham både i grænselandet og fra adskillige samtidige højskolemænd.

 

Mikkel Ejlerslev

Det er også Aage Møller, der ansætter Mikkel Ejlerslev som lærer. Denne bliver ikke afskediget fordi han er nazist. Men alene på grund af en avisdebat om denne lærer. Dette bevirker så, at der er manglende elever på Rønshoved Højskole. Og det var åbenbart kun for at redde skolen, at Ejlersen blev afskediget.

• Det har i snart 100 aar været gjort kraftigt gældende af højskolemænd, at deres politiske indstilling ikke vedkom deres skolearbejde.

Denne Mikkel Ejerslev var søn af højskoleforstander Poul Hansen og Sigrid Trier, der var datter af højskoleforstander Ernst Trier fra Vallekilde Højskole.

 

I flere nazistiske partier

Mikkel Ejerslev blev senere medlem af flere nazistiske partier. Han endte dog ikke i Bovrup-kartoteket- Han tog dog afstand til frit Clausen og beskyldte ham for ”abekatteri”.

Der var andre vidnesbyrd om hans nazistiske holdninger, bl.a. i hans samarbejde med den kendte pastor Anders Malling fra Brøns. Denne Malling havde oprettet den nazistiske Forening Dansk Folkefællesskab i 1936. Denne forening var Ejerslev bl.a. medlem af.

Kort efter sin afskedigelse fra Rønshoved i foråret 1934 var han med til at oprette NSA – National Socialistisk Arbejderfællesskab. Og det var sammen med den berygtede Ollerup – lærer Ejnar Vaaben. De havde begge været medlem af DNSAP.

I en række artikler i Årsskriftet afslørede han sin gammeldags og nationalistiske livssyn med fascistiske tendenser.

Et læserbrev antydede at Ejerslev var rejst rundt med højskolelever til en række:

• Forskellige naziforetagender i Sydslesvig og Holsten nu i foråret

 

Folke Trier Hansen

Folke Trier Hansen blev gift med Aage Møllers brors datter Karen La Cour. Han skrev i Årsskriftet på Rønshoved Højskole i 1929 om sin begejstring for Mussolini og Italien. Han sluttede sit indlæg med:

• Der er noget raadent ved Tilstanden her hjemme

 

Forundrende læserbrev i Hejmdal

H.P. Hanssen talte på Rønshoved Højskole om jordkampen i 1935. Hans blad Hejmdal havde allerede i 1920’erne advaret mod nazismen. En læser i Hejmdal undrede sig over at

– en statsunderstøttet dansk højskole giver husly til en sådan virksomhed.

 

Rønshoved Højskole sælges i 1941

Aage Møller måtte på grund af svigtende elevtilgang i 1941 sælge til højskolelærerne Hans og Agnete Haarder. De kom fra Askov Højskole. Haarder var kendt i Vestjylland og i landbrugskredse efter en omfattende foredragsrække. Oscar og Martha Haarder overtog gradvist forstanderstillingen i 1970’erne og i 1986 blev Marianne og Laurits Kjær Nielsen forstandere.

 

 

 

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• Grænseforeningen
• Rønshoved Højskole – Aarsskrifter
• Hal Koch: Grundtvig
• Weekendavisen
• Gunhild Nissen: Danske Folkehøjskoler1844 – 1994
• jorn-buch/assets/Rønshoved_Højskoles_historie_1921-2021
• højskolebladet.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• information.dk
• lex.dk
• da.wikipedia.dk
• berlingske.dk
• faklen.dk
• dengang.dk – diverse artikler
• Hans Bonde: Niels Bukh 1-2
• Hans Bonde: Fra udkant til Forkant – Kampen om gymnastikken gennem 100 år
• Henrik S. Nissen: Dansk Identitetshistorie
• Ove Korsgaard. Solskin for den sorte muld
• Rasmus Kreth: Pilestræde under pres
• Per Stig Møller: Kaj Munk
• Per Stig Møller: Kaj Munk, Digter, præst og urostifter

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.814 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/under/efter) finder du 369 artikler
• Kaj Munk og Sønderjylland
• Kaj Munk og Nazismen
• Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
• Pibende hængsler
• Bovrup Kartoteket
• Kunne man stole på Centralkartoteket
• At handle med ondskaben
• Politik under besættelsen

Gendarmerne ved Grænsen – 9. april 1940

Den 9. april 1940 var en mørk dag. Kurset var nok ikke så hemmeligt. Tyskerne holdt sig skjult i en barak. Sprængning var sikkert blevet annulleret. En gammel forordning skabte forvirring. Ville tage kollegaer med. Man vidste at tyskerne ville komme.  Lederen ville hente et rekylgevær ned. Der forelå ingen forholdsordre. Gendarmerne gik patrulje allerede fra 11. april.

 

Den 9. april var en mørk dag

For mange er den 9. april 1940 en mørk dag i danmarkshistorien. Ja lige så mørk som i 1864. Vi tabte ansigt udadtil. Vores danske selvagtelse lød et knæk.

Vi har tidligere i tre artikler berettet om, da tre gendarmer i Padborg mistede livet natten til den 9. april 1940.

 

Kurset var ikke så hemmeligt

Gendarmer var midt i 1930’erne blevet forsynet med et rekylgevær. Et antal gendarmer var sendt på et sprængningskursus. Det var for at de ved en given lejlighed kunne sprænge viadukter og broer i luften.

Nu skulle dette kursus være holdt hemmeligt. Men det halve af Padborg vidste besked om dette og sikkert også det tyske efterretningsvæsen. Der var også spioner i Danmark i form af danske statsborgere, der rapporterede til tyskerne.

 

Tyskere holdt sig skjult i en barak

Tyskerne vidste, at hvis viadukten blev sprunget i stykker, så ville jernbanetrafikken blive forsinket. Som vi tidligere har nævnt i en artikel, havde tyskerne sendt grupper af soldater over grænsen klædt i civil, der skulle undersøge bestemte mål.

En underofficer og to mænd skjulte sig ca. 30 meter fra viadukten i en ubenyttet barak på den østlige side af banedæmningen.

 

Sprængning sikkert annulleret

Sprængningen af viadukten var sikkert blevet afblæst som så meget andet, der havde med forsvar at gøre. Således havde gendarmerne i ugen før besættelsen fået deres ammunition fordoblet. Men den blev inddraget igen to dage før den 9. april.

 

En gammel forordning

Der bestod en gammel forordning for gendarmeriet, der gik ud på, at mandskabet ved krigshandlinger efter nærmere ordre skulle møde ved deres respektive afsnit medbringende våben, et sæt undertøj og en madpakke. Derefter skulle der søges kontakt med hærstyrkerne længere oppe i landet. Ved hjælp af ordonnanser blev denne forordning sat i kraft tidlig om morgenen den 9. april.

 

Ville tage kollegaer med

Den ene af de tre dræbte gendarmer, – de hørte alle tre til Bov – afsnittet, boede på Frøslevvej, altså vest for viadukten. Han havde bil og benyttede den for hurtigt at nå afsnittet i Bov.

Da han passerer viadukten, traf han to af sine kollegaer, der også var på vej til Bov. Han standsede for at tage dem med. Han standsede op for at tage dem med. Dette skete lig ud foran den før omtalte barak.

En af kollegaerne havde en cykel med. Og bilisten steg derfor ud for at hjælpe med at få den anbragt bag på bilen. Tyskerne i barakken troede givetvis, at det var sprængningskommandoet. De åbnede derfor ild mod gendarmerne med det resultat at den ene var død på stedet, og de to andre blev hårdt såret. De døde kort efter.

Hvis bilisten ikke havde standset for at tage kollegaerne med netop på dette sted, ja så var ulykken ikke sket.

 

Man vidste, at tyskerne ville komme

Nu kom det sikkert ikke som en overraskelse at tyskerne ville komme. Spørgsmålet var bare, hvornår? Vejene fra Slesvig til grænsen var stopfyldt med kampvogne af alle arter. Og det kunne kun betyde, at en invasion var nært forestående.

Mange gendarmer var i tvivl om den gamle forordning gjaldt, når de nu havde måttet aflevere deres våben.

 

Lederen ville hente rekylgevær ned

Ved afsnitskontoret var der samlet ca. 20 mand, da afsnitslederen kom ud, gumlede han på et stykke brød. Han så alt andet end krigerisk ud. Det første, han sagde var, at nu måtte de hellere få rekylgeværet ned. Det stod oppe på loftet.

Det blev gendarmerne nu ikke så lidt forbavset over. Skulle de nu alligevel ikke trække sig tilbage og møde de danske tropper længe op i landet. Der var ingen biler at se. Hvem skulle transportere dem derop. Der var noget, der ikke passede.

 

Der forelå ingen forholdsordre

Nu var der så en af gendarmerne, der spurgte, hvad forholdsordrerne gik ud på. Og lederen svarede, at der ikke forelå nogen. Så var det en gendarm, der indtrængende anbefalede, at geværet foreløbig blev, hvor den var og at de alle skulle forsøge at komme hjem til deres familie. En anden mente, at man da måtte se at få forbindelse med chefen.

Og det var omgående forbindelse med Gråsten. Her var det chefen selv, oberst Paludan – Müller, der tog telefonen. Han gav ordre til, at man omgående skulle begive sig tilbage til egne kvarterer. Der skulle man forholde sig rolig og afvente nærmere ordre.

Alle gendarmer nåede hjem, inden strømmen af tyske kampvogne begyndte. De tyske flyvere fyldte luften med deres larm.

 

Gendarmerne gik patrulje fra 11. april

Allerede den 11. april begyndte gendarmerne atter at patruljere langs grænsen. Paludan – Müller gik ofte langs grænsen og talte med de forskellige gendarmer. Han mente, at tyskerne havde 90 pct. chance for at vinde krigen. Ingen tvivl om at hans mening var lige som den danske generalstabs mening. To år senere mente han, at de kun havde 40 pct. chance.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.811 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 368 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler
• Under Sønderjylland finder du 212 artikler
• Under Tønder finder du 290 artikler
• Var Paludan-Müller en Folkehelt?
• Obersten fra Tønder
• Dramaet ved Viadukten (1)
• Dramaet ved Viadukten – endnu mere (2)
• Spionage i Sønderjylland inden besættelsen
• Pas på grænsen (1)
• Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører?
• Dansk agent skyld i gendarmers død

 

 

 

Kükelhaen – en øl fra Aabenraa

Den gode Gud har velsignet denne by med god humle. Humlegårdene havde det godt. Man hældte øllet ned. ”Min kusk roste øllet” – ”Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl”. Historien gentog sig 122 år senere. Nu begyndte man i Aabenraa at importere øl.  ”Gud den Almægtige bliver fortørnet”. Det kneb i den grad med ædrueligheden Tre dages fest. Kroer og værtshuse blev undersøgt.  Der måtte ikke ryges tobak i gaderne. Øl – brygning skulle betragtes som videnskab. Mange år senere kunne man få en fedtemad og en halv liter Aabenraa – øl til 50,- kr. Så kunne pludselig får en Aabenraa – øl hvert år. Dette er så inspireret af den berømte Kükelhaen”.

 

Den gode Gud har velsignet denne by

Omkring midten af det 17. århundrede blev der i Aabenraa fremstillet en øl, der blev kaldt ”Kükelhaen”. I indledningen til Claus Organists optegnelser om Aabenraa, som blev skrevet af kartografen Johannes Mejer nævnes det. I 1638 blev disse optegnelser sendt til Frederik af Gottorp

• Den gode Gud har velsignet denne by frem for andre byer i dette fyrstendømme med dejlig humle som næsten vokser rundt om hele byen. Også deraf har byens borgere en ikke ringe næring når årets vækst har været god,

 

Humlegårdene havde det godt

Humlegårdene havde det godt på den tid. Omkring Ramsherred kunne man også se en ranke slynge sig i et havehegn. Johannes Mejer fortsatte sin beretning:

• Ligeledes brygger man et godt øl, som kaldes Kükelhaen. Det er virkelig et godt øl, ja om man vil tro det, bedre end ”Wismarsk” øl. Thi før i tiden har de af adelen, som boede her i fyrstendømmet og i Sundeved, foretrukket dette Åbenrå – Kückelhaen og ladet det bringe på deres gårde.

 

Man hældte det ned

Jo øl – problemet har i disse tider haft stor betydning. Man drak det ikke, man hældte det ned i spandevis. Jo man fordrede det i rigelige mængder.

Både mænd, kvinder og børn drak øl. Velhavende folk havde krav på 8 – 10 potter daglig. Nogle drak endnu mere. Sådan var det i det 16. århundrede. Hofmarsken på Stockholm Slot drak en novemberdag 1594 over fire potter til frokost og i alt 22 potter til middag og aften.

 

En god test

Når købstadsbryggeren ville fastslå om han søl var godtøl slog han en skål øl i sædet på en dyb træstol. Derpå satte han sig i stolen. Når han så rejste sig og stolen hang fast i hans skindbukser, havde hans vare bestået prøven.

 

Min kusk roste det meget

I 1763 var magister Dyssel på vej til Aabenraa. Efter en øl på Brunde Kro, noterede han sig, at øllet der, både var ”feedt og velsmagende”. Nu smagte han det ganske vist ikke selv, men som han skriver:

• Min kudsk roeste det meget.

Desværre så skrev han ikke om øllet var fra Aabenraa eller om det var noget man selv havde brygget.

 

Tøv, vi skal nok lære jer at tappe øl

Nu vidste Aabenraa – borgerne godt, hvad deres øl var værd. De gav ikke opskriften fra sig. I 1523 blev den afkrævet af fjendtlige tropper.  Vægringen kom til at koste Aabenraa dyrt.

De hanseatiske tropper som understøttede Frederik den Første havde slået lejr ved Rise og Toldsted. De sendte et bud ind og forlangte at få et læs øl (24 tdr.).

Amtmand og borgere, der holdt med Christian den Anden, sad den opfordring overhørig. Men så sagde Hanseaterne:

• Tøv, vi skal lære jer at tappe øl.

 

Historien gentog sig 122 år senere

Og det samme gentog sig 122 år senere. Den svenske general Wrangel forlangte øl fra Aabenraa sendt til hans hovedkvarter i Rendsborg. I modsat fald ville han sende et regiment ryttere for at hente det.

På det tidspunkt var der atter gang i ølbryggeriet i Aabenraa. Noget tyder på, at det var begyndt at gå ned ad bakke, i hvert fald var det nok tilfældet i slutningen af det 17. århundrede. Men det gjaldt ikke blot Aabenraa.

 

Nu begyndte man at importere øl

Værre var det i 1610 efter den store brand havde lagt det meste af byen øde. Da klagede borgerne til hertugen fordi by-skriver Johannes Høier fortsatte med at indkræve øl – skat. Det endte med at bryggerierne holdt op med at brygge. Og så måtte Aabenraa importere fra de kongelige områder. Der blev dog nævnt, at de håndværkere, der skulle genopbygge byen, drak temmelig meget

 

Gud den Almægtige blev fortørnet

Men hertugen tog hensyn til borgernes ønsker. I de følgende år blev der drukket lidt for meget af de våde varer. Således mått6e byens råd udstede en forordning som vendte sig til folk, der præsenterede deres drukkenskab på åben gade o forulempede folk. Blev man grebet i dette vankede der en bøde på 8 skilling.

Her havde kirken sikkert også noget at tilføje. Det ses i ordlyden:

• Gud den Almægtige blev fortørnet

 

Det kneb i den grad med ædrueligheden

Galt var det også, at der blev tappet (serveret) øl og brændevin i den tid, der holdtes gudstjeneste. Om natten var der folk som løb fra den ene kro til den anden, råbte, skreg og slog i stenbroen.

Det kostede 3 mark i bøde. By-tjeneren havde ordre til at bringe den slags urostiftere i arresten. Det blev endda anordnet, at by – fogeden skulle holde Ting om sommeren kl. 9 og om vinteren kl. 10 for at parterne kunne mødes ædru for retten.

By – tjeneren skulle ikke give de folk gehør, som kom

• Trunken und fuhl (!) og anrettede uro, skænderi og spektakel som svor og talte gudspottelig.

 

Tre dages fest i Aabenraa

Men det gik så småt ned ad bakke med Aabenraa – øllet. Det ses af et gammelt regnskab som er bevaret fra 1616 da hertug Frederik den tredje efter sin far Johan Adolfs død blev hyldet i Aabenraa.

Set blev fejret over tre dage. Her blev der spist – og ikke mindst drukket overdådigt.  Fra Tønder fik man to tønder hamburger øl, fra magister Peter Fabricius 5 ½ tønder rostocker øl. Og så fik man også lige 2 tønder Wismar – øl. Man fik også lige 5 tønder Aabenraa – øl. Dette var kun beregnet til tyendet.

 

Kroer og værtshuse blev undersøgt

Næste gang man hører om Aabenraa – øllet var i 1709. Rådet konstaterede, at der slet ikke mere blev hentet Aabenraa – øl. Man mente, at nu skulle det gøres noget. Kroerne i byen og området skulle besøges. Her skulle man tilse, om kroerne og værtshusene selv bryggede eller hentede øl udefra. Der blev også pointeret at øl heller ikke måtte hentes i Slotsgade. Det hørte ikke med til Aabenraa dengang.

 

Der måtte ikke ryges tobak

I årene fremover forsøgte man at skabe større orden. Fra prædikestolen blev det kundgjort at det var forbudt at ryge tobak på gaderne i gårdene og i staldene. Denne udvikling fortsatte efter at by og amt atter var blevet kongelig ejendom.

I 1722 vedtog borgmester og Råd, at monsieur Johan Heyszel for fremtiden skulle være bedemand til begravelser. Man havde konstateret en udpræget form for ”rangsyge”.

 

Øl – brygning skulle betragtes som videnskab

Men hvordan gik det så med øllet? Sikkert ikke for godt. En ny tid var i anmarch også for øllets vedkommende.

Den usædvanlige læge, professor dr. Heinrich Callisen slog til lyd for, at ølbryggeri skulle behandles som videnskab, så at øllets godhed ikke længere blev afhængig af tilfældighed.

 

En fedtemad og en halv liter Aabenraa-øl

Mange år senere så kunne man i 2015 smage en halv liter Aabenraa-øl og en fedtemad for 50 kr. på Michelsens Gård. Og overskuddet ville gå til Byhistorisk Forenings Bevaringsfond for gamle huse og miljøer i Aabenraa.

 

Inspireret af den berømte øl

Og så fandt undertegnede ud af, at Aabenraa Vinter Øl kunne købes i Carstensens Tehandel. Ja man kunne endda vælge mellem tre forskellige. Og så skulle den bedste så vælges. Og det skete så i samarbejde med Lundumskov Bryghus ved Horsens. Motivet til øletiketten er designet af Eskild Beck. Og han har så ladet sig inspirere af den berømte Kückelhaen – øl.

 

Den nye succes er fra 2013

Det havde man i hvert fald ikke i den tid, jeg boede i Aabenraa. Og det var da trods alt i 15 – 16 år. Og jo inde på Byhistorisk Forenings hjemmeside kunne man nu se, at der var en Kückelhaen Vinterøl 2021 og en tilsvarende Sommerøl 2021

Og her kan man så læse, at hver bryg er en ny kvalitet med en ny etiket. Øllet sælges i begrænset omfang og overskuddet ved salg går til Foreningens bevaringsfond. På siden fortælles også, at der på haderslevvej (Bryggergården) har været bryggeri indtil 1933. Og åbenbart er dette så foregået siden 2013.

Sådan som vi så kan forstå, så får vi en kort beskrivelse af smagen og en kort beskrivelse af fremstillingen. Det er godt nok ikke den originale men alligevel en fremragende ide.

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler
• aabenraabyhist.dk
• ugeavisen.dk

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.810 artikler
• Under Aabenraa finder du 175 artikler
• Øllets historie i Nørrebro og Nordvest
• Ølhandlernes historie
• Gamle Værtshuse i København
• Flere gamle værtshuse i København
• Stjernen – Arbejdernes bryggeri
• På værtshus på Nørrebro
• Bag de gule gardiner – en anmeldelse

 

 

 

 

Aabenraa i 1930’erne

Da jeg pyntede vinduer. Bo Bojesen spiddede alle – men aldring ondskabsfuld. Tilbage til boghandlen De første investeringer. ”Verdensmænd” taler flere sprog. Skødesløse tennisspillere bag Folkehjem. En klokke og en rangermaskine. Springvandet står stille. En oplevelse på værkstedet. Nærmest gågade i 1930’erne. Tilflugt i fars boghandel. Mutter Stahlboms hus. En flot festsal. Pas på – de græske dampere. Når de kongelige kom.  Svømmeundervisning i rødviolet vand. ”Det Grønne Helvede” – ja sådan kaldte man Nørreskoven.  Vi besøger Frits Clausens ”Ørneredde”. Stormtropper ved farversmølle. ”Heim ins Reich”. Alt er nu forandret.

 

Da jeg pyntede vinduer

Som det vil være læserne bekendt, arbejdede jeg i vel ca. 15 år i Bo Bojesens Boghandel. Det var bl.a. min opgave at pynte vinduer. Et par gange lykkedes det endda at få nogle priser for det. Jo og da vi havde placeret nogle af de første computere, der kom frem på halmballer, ja så blev det endda vist i TV – Syd. Da havde vi fået Carsten Worsøe til at lave et computerprogram, der så kørte i en sløjfe hele døgnet.

Men i en periode fik vi også hvert år nogle af Bo Bojesens tegninger, som vi udstillede i vinduerne. Og så fandt vi ud af andre sjove ting i tidens løb.

 

Han spiddede alle

Dette skal nu ikke handle om Bo Bojesens Boghandels vinduer men om Bo Bojesens erindringer. Vi fandt et indlæg i Politikken i 1968, som vi har bearbejdet lidt.

Tegneren Bo Bojesen blev 83 år. Han døde i 2006. Han formåede at finde det pudsige hos folk uden at være ondskabsfuld. I en periode var han ansat på Politiken, hvor han kommenterede aktuelle begivenheder. I mange år udfoldede han sig også i Blæksprutten. Men jeg husker også en del bøger med hans skønne tegninger. Det var en vis ironi over hans tegninger. Især husker jeg ”Bo Bojesens Danmarkshistorie” og ”Bo Bojesen og den store verden”.

Han spiddede alle, høj som lav med sin pen – kongehuset, ludderen og pensionisten – ingen gik ram forbi. Hans smittende underfundige humor huskes,

Vores hovedperson vandt også en række priser bl.a. PH-prisen, Den Gyldne Tegnestift og prisen som Årets Publicist.

 

Tilbage – til Boghandlen

Ja så tilbage til boghandlen. Den blev etableret af Hartvig Nielsen i 1912. Han blev indkaldt til militærtjeneste i 1916. Så blev den bestyret af Bo Bojesens far som var svoger til Hartvig Nielsen. I 1919 overtager Harald Bo Bojesen så boghandlen.

I 1928 flytter man så til en nyopført ejendom på Ramsherred 28. I 1961 overtager Anne Marie og Ejvind H. Kock så ejendommen. Butikken lukker den 29.7.2013. Så var det slut med navnet Bo Bojesens Efterfølger.

Butikken blev overtaget af Abrahamsens Bog & Ide, der flytter fra Store Torv.

 

De første investeringer

Ja og Bo Bojesen kom tre år efter den såkaldte ”Genforening”. Der er ikke nogen mindeplade på sygehuset, hvor han kom til verden. Hans første investeringer landede i Bager Nyemans Butik på Haderslevvej. Hans ugeløn var på 20 øre. Hvis der var penge til overs, så blev disse investeret i Ferdinand Nielsens Kolonialhandel.

Bo Bojesens opvækst var i nærheden af Sct. Jørgens kirke. Og han har skam røbet, at han var med til at kaste en jordslået tennisbold ind mellem ”gluggerne” øverst i klokketårnet.

Lige her i nærheden lærte han at ryge cigaretter, rullet af aromatisk efterårsløv og ec-papir. Pastor Ludvigsen har sikkert undret sig over disse børn. Måske har han ladet sig inspirere til søndagsprædiken over Lukas 23. kapitel, 34. vers:

• Der, som enhver ved, lyder sådan ”Forlad dem, de vide ikke, hvad de gøre”

 

”Verdensmænd” taler flere sprog

På vej til skole betræder han Haderslevvej som dengang bar det kontinentale navn ”Nørrechaussé”. Ved Nørreport er der skyggefulde træer. Og hver morgen møder han en flok skolesøgende Rudolfer, Heinricher, Giselaer og Waltrauter. De sendes hver morgen til optugtelse i den tyske privatskole yderst på ”Nørrechausse”.

De små Iber og Eriker og karener og Liser trasker den modsatte vej med Ole-Bole-ABC. Mødet forløber som regel uden racesammenstød. Takt og tolerance er veludviklet hos børn. Men hvad mon de mener om hinanden?

Vidste du for resten, at Ole Bole er skrevet og udviklet i Tønder?

Begge grupper er ”Verdensmænd”, der taler flere sprog. Den ene behersker højtysk og sønderjysk. Den anden rigsdansk og sønderjysk. Når dialekten således er kontaktsproget mellem de to grupper. Kan det være vanskeligt for udenforstående at afgøre nationaliteten.

Tysk sindelag er dog en overvejende sandsynlighed, hvis man f.eks. kalder sin bedstemor for ”Oma”.

 

Skødesløse tennisspillere

Folkehjem blev passeret, danskhedens højborg. Den har sin særlige betydning, idet skødesløse tennisspillere bagved, leverede gratis de bolde som Bo og hans kammerater brugte til den før omtalte kirketjeneste.

 

En klokke og en Rangermaskine

Når man nu var vel ankommet til Nørreport, kunne man være så heldig at blive standset af en jernbanemand, der ringer med en klokke. Det er for at lade lokomotivfører Mathiesen passere med sin Litra HS – Rangermaskine på vej fra stationen mod de sibiriske ødemarker norden for svineslagteriet.

Det kunne jo også være sporet, der fører ud i Bo og hans kammeraters fantasi – opfundende sumpede floddelta med Amazon – indianere med forgiftede pile. De lurer ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.

 

Springvandet står stille

Denne Matthiesen sagde nu ikke så meget. Nu kunne Bo og hans skolekammerater også komme til at møde en anden klokkeringer. Han havde sømandskasket på og havde hægeskæg. Han forkyndte forpustet:

• Æ Springvand stæ’ still

For alle ikke – sønderjyder må nok lige oversætte:

• Springvandet står stille

Nu vil ikke stedkendte falde i forund ring over at en tilsyneladende drikfældig mandsperson er sluppet løs med en klokke i hånden for at viderebringe denne åbenbarelse, at en nu ikke nærmere angivet fontæne omsider står urokkelig på sin plads. Men nu er det blot tale om en saglig information fra vandværket om et midlertidigt leveringsstop.

 

En oplevelse på værkstedet

Bo Bojesen er på vej i skole her i 1930’erne i Aabenraa. Vi er på vej mod Ramsherred og Storegade. Vi standser lige op ud for Kilegård en lille smøge, der fører ind i det uudforskede.

Her lå nemlig et interessant bilværksted. Her oplevede Bo Bojesen det historiske øjeblik, da mekanikeren satte afviservinger med lys i på hans kammerats fars højhus af en Renault.

Trafikken var steget. Den krævede sin ret. Trykknap – automatikkens tidsalder var startet. En arm stukket ud af vinduet var nu ikke længere en lovlig tilkendegivelse af, hvor man vil hen.

 

Nærmest gågade i 1930’erne

Gågaden er godt nok af nyere dato. Den blev indviet under stor festivitas, hvis nok af min tidligere chef, boghandler Koch. Men gågade var det nu allerede her i 30’erne. Man bredte sig over kørebanen som fribårne. Og så veg man kun til side, når Luckmanns hestetrukne mælkeforsyning eller Dr. Abilds åbne 125 HK Vauxhall Sport årgang 1928 var på vej. Ja så veg man naturligvis også uden om diverse hestepærer.

Sådan nogle har jeg været med til at fjerne på gågaden. Det var under en ringridning, hvor dronningen kom på besøg. Og hun skulle jo nødig vandre i sådanne. Kommunen kunne ikke nå at fjerne dem. Så butiksfolket var udkommanderet.

 

Tilflugt i fars boghandel

Og som Bo Bojesen udtrykte det, så kunne man altid søge dækning i hans fars boghandel, når ondsindede knægte var ude på at myrde og kaste de mishandlede lig ned ad Rebekkagangen. Når faren var over, kunne man fortsætte den videre færd ned ad Storegade.

 

Mutter Stahlboms Hus

På hjørnet af Store Pottegade ligger Mutter Stahlboms Hus. Men lad være med at kigge efter det i dag. Spild ikke tiden. Det er for længst nummereret, pillet ned og opstillet i Den Gamle By i Aarhus. Man fandt ud af, at det var bedre med en kommunal blomsterkumme og en kommunal bænk på stedet.

I huset var der en slikbutik. Man skal op på en stor tjæret sten for at kigge ind ad udstillingsvinduet med de gammeldags ruder. Det der fangede en, er imidlertid ikke de søde sager, men indehaverskens mangel på skønhed og personlig renlighed og hendes lige så lidet indbydende varesortiment.

Det hænder dog at begæret er stærkere end de fine fornemmelser. Så går man ind og tinger sig til nogle af de ”paraffinterninger”, som efter en intens kæbebearbejdelse omskabes til noget i retning af tyggegummi.

 

En flot festsal

Resten af Bo Bojesens skolevej byder kun på en enkelt seværdighed, en legetøjsforretning som heller ikke er mere. Og så drejer vi til højre nede ved Rådhuset. Der står vi så foran den kommunale skole for de mindste klasser. Kloge pædagoger overbeviser Bo om at alfabetet begynder med a og med meget møje og besvær påtvang de ham deres teori om at to og to er fire.

Skolebygningen knejsede i imposant holstensk ny-gotik. Festsalen var tilsyneladende bygget med henblik på opførelsen af Wagners ”Lohengrin”.

 

Pas på – de græske dampere

Tugt og skolegang er ikke den dominerende faktor i Bo Bojesens erindringer. Hvilke muligheder havde Aabenraa dengang for fri udfoldelse for det lille folk med livstykke og lange patentstrikkede strømper? Mulighederne dengang var mange og pragtfulde.

Der var havnen med de mange forunderlige og mystiske skibe. Særlig de græske dampere, som man skulle gå langt udenom, fordi søfolkene der, fangede små børn og lavede aftensmad af dem.

 

Når de Kongelige kom

Denne ængstelse var væk eller sådan nogenlunde bortvejret, når der var kongebesøg.  Så stod skolebørn opmarcheret på kajen med små flag for at tage imod den flotte hvide hjuldamper ”Dannebrog”. Men ventetiden var meget lang. Det forestående møde med de kongelige formørkedes af skrækken for at tisse i bukserne i det afgørende øjeblik.

 

Svømmeundervisning i rødviolet vand

Den fysiske kontakt med de friske bølger fandt sted på skolebadeanstalten, hvor gymnastiklæreren med sand dødsforagt lærte poderne at svømme. Og det gjorde man også selv om strømforholdene var sådan at eksportslagteriets udløb farvede vandet rødviolet og colibakterierne antog håndgribelige former.

Men var det egentlig noget at tale om, når søfartsbyens stolte slægter gennem generationer havde trodset orkaner ved Kap Horn og sat livet på spil i det sydkinesiske hav uden at kny?

 

”Det grønne helvede”

Lige så pirrende farefuldt var det at trænge ind i skovene, der omklamrer byen. Nørreskov lå nærmest Bo Bojesens hjem. Der forsøgte han og hans kammerater at virkeliggøre de bedrifter som ”Willy på eventyr” gav sig af med i ”Familie Journalen”.

Kun i flok vovede man sig ind i det grønne helvede. Vilde horder fra Bjerggade og Lindbjerg truede flankerne. Så det lettede Bo’ s tryghed, da hans storebror og hans kammerater efter et togt berettede om, at de havde anlagt en solid fæstning på et strategisk velvalgt sted og kastet fjenden tilbage uden egne tab.

Det imponerende forsvarsanlæg som Bo’ s fantasi udstyrede med palisader og tårne, bemandende med trompetspillende vagtposter svarede ved en senere forevisning desværre langtfra til forventningerne.

End ikke skeletterne af Bjerggadebandens afsjælede legemer kunne man fremvise som et plaster på såret.

 

Frits Clausens ”Ørneredde”

Mange voksne både danske og tyske var ikke ganske upåvirket af at Hitler på den tid var i gang med at opbygge og udvide Det tredje Rige ca. 25 km syd for byen. Spidsbukser og skaftestøvler, militante optog og bjæffende stemmeføring kom på mode.

Frits Clausen etablerede et førerhovedkvarter i et lille rødt hus på Nørrechausse. Nogen ”Ørnerede” var det dog ikke, Men det smagte da altid af fugl.

 

Stormtropper ved Farversmølle

Selv på en fredelig søndags-spadseretur til det idylliske traktørsted Farversmølle slap man ikke for en konfrontation med tilværelsens barske realiteter.

Værtshusholderen, som var tung og kuglerund af statur og netop var grebet af tidens flyvske tanker, havde stillet sine tilliggender til rådighed for, at en snes af de clausenske stormtropper kunne være i fysisk form, når tidens fylde kom.

Dybt grebet iagttog man deres dødsspring over hegnstrådene og den afsluttende sejrsparade på bugtet linje mellem muldvarpeskud og mælkebøtter. Uden for laden stod i mellemtiden en spadebevæbnet vagt posteret for fløjen af de opmarcherede cykler for at hindre, at bolsjevistiske eller jødisk-kapitalistiske – plutokratiske elementer blandt det kaffedrikkende borgerskab skulle miste besindelsen og lukke luften ud af cykelslangerne.

Vagtpostens skrævende stilling og mørkt fremadrettede blik røbede en udtalt beundring for Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess. Men man vidste nu godt, hvem han var. Det var jo Måtte – Madsen.

 

”Heim ins Reich”

Mens Clausens brigade havde til formål at samle alle danske, der endnu troede på Nordens guder og den ariske races uovervindelighed under sin dannebrogsfarvede hagekorsfane, var de hjemmetyske bysbørn meget optaget af de store perspektiver i Hitlers grænserevisioner. De foranstaltede dystre optog ved skumringstid med fakler, basuner og transparenter, der udtrykte ønske at komme ”Heim ins Reich”.

At det så var taktløse aabenraaer, der forslog dem at de blot skulle marchere de 25 km sydpå, så var de hjemme i riget fremkaldte nu ikke lige begejstring i de bestøvlede kolonner.

Det kan jo være at det svært at grine, når man bærer sort kasket med stram hagerem.

 

Alt er forandret

Alt er nu forandret. Lokomotivføreren er der ikke mere. Ude ved Farversmølle er der ingen der af politiske grunde springer over hegnspæle.  Selvfølgelig er der mange uvorne unger rundt omkring med en livlig fantasi der tror at der huserer vilde Amazon – indianere og krokodiller ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.

Sidst jeg var i Aabenraa – er godt nok længe siden – stod springvandet ikke stille.

 

Kilde:

• Politikken (1968)
• Sprogforeningens Almanak
• dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.806 artikler
• Under Aabenraa finder du 173 artikler
• Skovene omkring Aabenraa
• Farversmølle ved Aabenraa
• Frits, Nazister og et kartotek
• Boghandlere i Aabenraa
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Aabenraas poetiske gågade