Søgeresultater på "lers"
Dato: marts 26, 2020
Charlotte Dorothea Biehl
Hun elskede sin morfar. Han lærte hende at læse. Allerede som 5 – årig kunne hun læse dansk og tysk. Egentlig gik hun aldrig i skole. Som 8 – årig døde morfar. Faderen nægtede hende at læse bøger. Det måtte hun gøre i smug. Hun ville selv bestemme, hvem hun ville gifte sig med. Men hun nåede det aldrig. Nu begyndte hun at oversætte vanskelige tekster fra fransk og spansk. Hun skrev også komedier og kom i teaterkredse. Man snakkede om, at hun som 40 – årig var blevet forelsket i den 20 – årige garderløjtnant Johan Bülow. Men en traditionel forelskelse kan man ikke tale om. Men Charlotte Dorthea følte sig krænket, da Johan ægtede en meget rig pige. Hun følte sig endnu mere krænket, da folk talte om, at han måtte have mange elskerinder med sådan en pige. Charlotte Dorothea skrev nu også komedier og historier fra hoffet. Hun døde i 1788 og er gravlagt i kapellet i Sankt Petri Kirke.
Charlotte Dorothea Biehl Født 1731, død 1788. Datter af Christian Æmilius Biehl og hustru Sophie Hedevig f. Brøer. Charlotte Dorothea Biehl ugift, død i København, gravlagt i Sankt Petri kapel.
Charlotte Dorothea blev født 2. juni 1731 i København, kort efter at Christian 6. var kommet på tronen og Ludvig Holberg endnu havde 23 år af sit liv til gode. Hendes fader var informator. Siden blev han bygningsinspektør og sekretær ved Kunstakademiet Charlottenborg.
Hendes morfar Hans Brøer var præsident i borgerretten og slotsfoged på Københavns Slot. Hendes farfar Claus Biehl var vintapper i Store Nikolaistræde, og her kom Holberg. Charlotte Dorothea havde fra barn mulighed for at høre nyt, både fra hoffet og fra levende kredse i hovedstaden.
Selv om hun har skrevet, at hun færdedes mellem riddere og embedsmænd, var det egentlig kun hendes morfar der interesserede sig for hende. Ham elskede hun. Egentlig i skole kom hun ikke, men hos sin morfar lærte hun at læse, og lærte sig respekt for bøger. Hun var særdeles godt begavet og tidligt moden.
Da hun var fem år, kunne hun klare at læse tysk og dansk, og hun klemte på med læsningen, så hendes morfar sagde “Hvor meget vil du da lære, min tøs!” – Hun svarede selvfølgelig “Alting”. Men da hun blev otte år, var den første gyldne tid ovre. Hendes morfar døde, og hedes far var af en anden skole. Han forbød hende at læse. Tanken om lærde fruentimmere var ham en pest.
Hendes skæbne kom til at ligne den Zille Hans Dotters, som Holberg havde digtet om, pigen fra Ebeltoft, der ville læse, men ikke måtte – dér var det nu mest moderen, der strittede imod, af dumhed, mens det hos Charlotte Dorothea var faderen. Ud fra yderst konservative idéer. Men når det siges, at hun er tidstypisk, pigen som samfundet ville hindre i at komme frem, fordi hun var kvinde, er det galt. Det var ikke omverdenen, det var hendes far.
Hun fortæller, hvordan hun stjal sig til at læse, og hvordan hun fik ekstra brænde på ilden for at få lys til læsningen. Hun fik blå mærker på anklerne af de skjulte bøger, der daskede i hendes kjolefor, og det blev
en kamp mellem hende og faderen, ikke bare noget med tidsånd og kvindens undertrykkelse, men to lige stædige naturer.
Da han først havde låst de bøger inde, som han tog fra hende, blev det et princip, at han skulle adlydes, han var husets hersker, hans ord var lov, og for ham var det vigtigere, end det med læseriet.
Men hun ville, hvad hun ville. Hun passede alt det huslige, hun skulle passe, men hun fik læst og læst.
Tidens skolevæsen var for drenge, morsomt nok; undtagen på landet, for Frederik 4.s rytterskoler var både for piger og drenge. I stæderne og i København måtte pigerne undervises privat, og det blev kun få.
Det er ikke bare morsomt, det er sandheden man ser hos Holberg, når hans unge forelskede borgerdøtre er naive, barnlige, uudviklede, hjælpeløse og komplet uvidende, mens Pernille kan klare ærterne, for hun har i hvert fald en praktisk livserfaring. Det siger ikke at borgernes døtre var dumme. De havde bare, ud over det huslige og broderi, intet som helst lært.
Der havde været og var lærde damer i Danmark, men i reglen adelige. De var ofte bogsamlere, og de var hverken foragtede eller set som latterlige, tværtimod. Men de var sjældne. Dorothea Biehl klarede sig selv frem, på tværs af sin far.
Men hun lavede ingen huslig revolution. Han var husherren, og det drømte hun ikke om at få ændret, hun ville bare læse. Og så gik hun på tværs i ét stykke til; hun ville ikke lade sig tvinge ind i et ægteskab, og den chance, som hun selv øjnede, tøvede hun for længe med.
Hun blev aldrig gift. Hendes far truede bogstaveligt med at smide hende på porten, han ville ikke i evighed forsørge hende, og hvordan ville hun gøre det selv, uden mand? Det spørgsmål var ikke hen i vejret, sådan som samfundet var bygget op, for det var ikke indrettet på, at en kvinde skulle forsørge sig selv, medmindre hun arvede, så hun kunne leve sorgfrit.
Men gennem barndom og ungdom havde hun ikke alene kendskab til hofkredse, hun var også inde ved teatret. Hun var begejstret for Holberg, og for teatret. Samtidig med, at hun var fortvivlet, til tider så hun græd, over den urimelige far, kom hun sammen med teaterinteresserede i staden, uden at vi klart kan se, hvordan en ung pige kunne komme sammen med dem, med en så hysterisk far.
Hun havde gjort sig dygtig i fransk, hun snakkede med de franske skuespillere, og vi savner stadig en overgang, men familien Biehl flyttede i 1755 til en inspektørbolig ved Charlottenborg, og her kom en lille privat skuespillerklike, der spillede komedie i inspektørboligen.
Så smidig var faderen dog, men ganske vist var hovedpersonen også
den teaterinteresserede grev Conrad Danneskiold-Laurwigen. Charlotte Dorothea spillede en del hovedroller, og det blev til ret mange, for med et meget lille publikum til det private teaterspilleri gik stykkerne ikke mange gange. Der var ellers stor interesse for teater i byen, og en god viden om teaterlitteraturen.
Balancen til faderen var svær, for nu var han bitter over, at der kom gæster i huset for hans skøre datters skyld, ikke for hans. Men hun kom godt i gang med at oversætte skuespil, og hendes venner så, at hun skrev et godt sprog.
Hun fik en oversættelse spillet rigtigt på teatret i 1762. Så fulgte den svære prøve, da en embedsmand fra kancelliet bad hende oversætte en lovtale over den franske politiker og minister Maximilien de Sully (1559-1641).
Hun skriver selv, at da sekretæren i Videnskabernes Selskab hørte det, sagde han: “Et fruentimmer! Hvor meget kendskab kræves der ikke til at forstå Sully-lovtalen, for slet ikke at tale om at oversætte den!” – og embedsmanden skal have svaret: “De kender hende ikke. Den pige ryster tre professorer ud af ærmet! “Nu blev hendes far interesseret, men hun var på vagt. Alle mennesker, der får succes, oplever at så kommer familie og venner rendende, og flere til, men hun var for klog. Havde hun kæmpet sig selv frem, skulle ingen komme og nasse på hendes succes. Heller ikke “Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse”, (stiftet 1759), der nu pludselig så gerne ville trykke hendes første originale
komedie.
For nu skrev hun komedier. Kunsten havde hun selvfølgelig lært af Holberg. Hun slog ham ingenlunde ud som dansk komediedigter, og hendes stykker er nu kun kendt som litteraturhistorie, men de er ikke alle ringe. Der er bare det, at i alt hvad hun skrev, måtte hun som ung dydig og ugift pige nødvendigvis skrive ret teoretisk ædelt om kærlighed. “Vellysten” – som hun måske aldrig selv nåede frem til, har hendes foragt.
Hun skrev mange stykker, og fik så at sige intet for dem. Faste regler for honorarer eksisterede ikke endnu. Men hun oversatte, hun digtede, og hun var almindeligt kendt og anerkendt. Hun fik en fejde med teaterchefen Hans Wilhelm von Warnstedt, og hun lod ham ikke dø i synden, for hun satte ham ind i sit forfatterskab på en temmelig skandaliserende manér.
I øvrigt må hun have været utroligt lærenem. Den italienske minister bad hende om at oversætte fra italiensk. Hun gjorde det. Og så bad den spanske gesandt hende om at oversætte Miguel de Cervantes’ satiriske ridderroman om Don Quixote fra spansk. Om hun kunne lidt spansk i forvejen kan vist ikke siges, men han bad hende om det i 1775, han hjalp hende ind i det spanske sprog, og 1776 kom første del af romanen, resten i 1777.
Det blev en af hendes store bedrifter. Oversættelsen stod i flere menneskealdre, som den klassiske danske, udgivet flere gange, også fornyet, med hendes oversættelse som basis. Så skrev hun fortællinger og flere andre ting.
Hun var flittig, men tjente stadig ikke alverden. Alligevel havde hun den triumf, at hun med sit skriveri kunne forsørge sin far, da han blev gammel.
Men så skete det store i hendes liv. Både hun selv og sladderen havde fablet om, at nu var hun vist ved at finde sig en mand. Det skete så i 1771, men højst mærkeligt. Hun var blevet overvægtig, og for at få lidt
motion, gik hun om morgenen hen og spiste frokost i Kongens Have, hvor der var servering i lysthusene.
Her traf hun, selv 40 år gammel, en garderløjtnant, Johan Bülow (1751-1828). Han var en ung mand, 20 år, og meget tilbageholdende og genert. Hun kom i snak med ham, og han lovede at ville besøge hende. Han var nok lidt desorienteret, men det blev et venskab, der varede til hendes død. Hun var simpelthen forelsket i den unge mand, moderligt, og ikke bevidst forelsket, mere betaget, i en romantisk stil og platonisk. Han var til gengæld først beæret over, at den kendte skrivende dame interesserede sig for en ung mand.
Siden satte han stor pris på hende og var vel også på en måde platonisk forelsket. Han sendte hende blomster og frugt, hun broderede til ham, og så skrev hun breve.
Han blev ikke ved med at være ung garderløjtnant. Han blev lærer og vejleder for kronprins Frederik (den 6.) Han blev kammerjunker, og så steg han i graderne, særdeles højt og blev Ridder af Elefanten. Men
gennem mange år var han Charlotte Dorotheas trofaste ven.
Han havde tit hørt hende fortælle om, hvad hun havde set og hørt, fra hoffet, fra staden, fra alle de kredse, som hun havde haft og havde kontakt med. Og så bad han hende om at skrive det til ham i breve. Det var alt for friskt stof til at man kunne tænke på at lade det trykke i bogform, og meget af det var for intimt.
Johan Bülow har set, at det bedste ved hendes fortællinger var, at hun fortalte uden diskretion, sin egen mening, og det hun havde set og hørt, lige ud af posen. Det blev til en slags privat dansk personalhistorieskrivning om konger og dronninger, om mennesker ved hoffet, og om hvad der ellers kom for. Om Frederik 4. og hans vanskeligheder. Om Frederik 5.s to dronninger, og hans unge elskelighed Cathrine Hansen, hans vilde liv hans druk.
Om Juliane Marie (der jo levede endnu) om Caroline Mathilde, om Christian 7. om Struensee, og om hvordan tragedien havde udviklet sig. Og så oplevede de begge fortsættelsen, med Høegh-Guldbergs styre, og ham var hun lidt bitter på, for hun fik sin lille pension højst uregelmæssigt. Og så kom kronprins Frederiks statskup i 1784, da han, med en lille klike af reformfolk bag sig, tog magten fra enkedronning Juliane Marie, fra arveprins Frederik og fra Guldberg.
Bag det kup stod i høj grad Johan Bülow. Kronprinsen havde klaret sin del mesterligt, uagtet han kun var frisk konfirmand. Men så fik Bülow
en idé, som kun få aktive personer i dansk historie har fået: Dorothea Biehl skulle skrive dets kups historie, friskt nu det lige var sket, ikke som sladder, men solidt, og i sit gode klare sprog. Han fik kronprinsen med på idéen og skaffede hende alle oplysninger og papirer.
Så skrev hun historien, set af de sejrende, men dog nøgternt, og naturligvis til arkiv, for heller ikke den historie lod sig trykke straks – blandt andet var det jo tydeligt, at den stakkels syge konge havde spillet en ret lille rolle, selv om han sikkert var langt mere klar
over, hvad der skete, end man siden har haft brug for at huske.
Venskabet fortsatte, brevene fortsatte, og fra hendes hånd var efterhånden kommet en hel dynge breve, nok til en ganske tyk bog, om de højeste kredses liv og levned, ikke mindst deres ægteskabelige liv, ikke
som snask i sagerne, men åbenhjertigt og klart. Alt det er senere udgivet også forkortet, og skildringerne er meget læseværdige.
Den gamle barske historiker Caspar Paludan-Müller (1805-1882) kaldte hende “slotssladdertasken“, tja, helt galt er det nok ikke, men temmelig meget af, hvad vi kalder historie, hviler jo på sladder, så kan formen være mere eller mindre poleret. Senere historikere har fundet frem til, at det, hun fortæller, er pålideligt nok. At det er så ny historie, så hun er part i sagen, er naturligt.
Hun afskyede Juliane Marie, og det har farvet hendes skildring. Men hun er ikke ufin, aldrig perfid, hun sælger ikke sine personer for effektens skyld. At hun har temperament, også i skriveriet er en anden sag.
Hun sluttede sit egentlige skriveri med en lille selvbiografi, som hun kaldte “Mit ubetydelige Levnedsløb”. Titlen er i tidens smukt beskedne stil og skal ikke tages alvorligt. Hun har aldeles ikke regnet sig selv for ubetydelig, og det var hun heller ikke.
Derimod blev hendes senere år triste. Hun havde svært ved at klare økonomien, for da som nu: i et lille land som Danmark, med et lille publikum, kan man nok leve af at skrive, men så skal der også skrives.
Hun var sygelig, måske mere af nerver og triste tanker, end af egentlig sygdom, og i 1785 giftede hendes elskede Johan Bülow sig med Else Marie Hoppe.
Dorothea havde grund til at føle sig krænket, at han ægtede en pige, der så vidt vides var ubegavet og dværgagtig. Men hun var meget rig. Bülow tog det sælsomme ægteskab i stiv arm – det manglede også bare. Men rygterne fik travlt, for med den kone måtte han da have elskerinder. Det gjorde Dorothea dybt mistrøstig, ser vi af brevene. For vel ønskede hun ham al held og lykke, men der var vel en kant.
Hendes skriveri blegnede. Tiden løb fra hende, Med erindringer tilbage til Holbergs bedste alder, med alle de mennesker hun havde kendt nu døde – det var færre der dengang nåede en høj alder – og med triumferne som skrivende dame nu fjern fortid, sad og var trist.
Det ses af brevene, at hun slås med at finde noget at skrive om, der kan interessere hendes kære Bülow. Han svigtede hende ikke, han besøgte hende, men med sin høje stilling; han var en af magtelitens topmænd, havde han meget at gøre.
Han faldt i unåde og blev afskediget i 1793, men det var efter hendes
død, så hun oplevede ikke, at han flyttede til Sanderumgaard på Fyn for stedse. Han fungerede i hendes tid stadig, og med sin høje stilling havde han som sagt også andre ting at tage sig af, end den skrøbelige
gamle dame.
Det vil sige – gammel var hun jo ikke, efter vores mål. Men hun var ensom, og han kom kun sjældent. “Kan De maaske ikke taale at se den kjendelige Aftagelse paa den usle Lerhytte, der vidner om dens hastige Nedbrydelse?”, skrev hun, i tidens billedsprog.
Også Johannes Ewald kaldte sit skrøbeligt legeme for “det
nedbrudte Ler”.
Charlotte Dorothea Biehl døde 17. maj 1788 – 56 år gammel, den betydeligste skrivende kvinde i det danske 1700-tal. Hun blev gravlagt i kapellet i Sankt Petri Kirke i København. Hun har en plads i dansk
litteraturhistorie, i dansk personalhistorie og i dansk historieskrivning.
For hvad man end gennem skiftende tider har ment og sagt om hende, så har vist ingen skrevet historie om det tidehverv uden at bruge hende som kilde. Og så kunne hun, bedre end de fleste i sin tid, skrive dansk.
Billedtekst: Maleren Kristian Zahrtmann forestillede sig i 1874 Charlotte Dorothea Biehl, der følger gadelivet fra sin lejlighed på Kongens Nytorv i Nr. 169 (nuv. gadenr. 22), lige over for hendes elskede Theater.
Vi håber på et tidspunkt at kunne bringe dette foto på Facebook.
Dorothea Biehls talrige manuskripter og breve findes fortrinsvis i Bülows arkiver på Sanderumgaard, Sorø
Akademi og Det Kgl. Bibliotek.
.
Charlotte Dorothea Biehl (1731–1788)
Kilde: https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/138/query/Charlotte%20Dorothea%20Biehl/?fbclid=IwAR2sTXIu6w9H6-
LZzaEYsR2kDmG5pQbHWd-0qH13v4RpBzT4jG80nILsfqg
Dato: marts 25, 2020
Pandemi, epidemi og udbrud
Hvad er forskellen på disse ord. Var det Guds straf? I karantæne på Saltholm. En knægt slap igennem afspærringen. Forskel på regler og adfærd. Syge og døde i gaderne. Fattigdom skyld i spredningen. Også de privilegerede snød. Kongen flygtede også ud af byen. Man lokkede læger med store summer. Det lykkedes at begrænse smitteområdet. Hygiejnen blev forbedret efter kolera-udbruddet. Læger glemte at vaske hænder. Louis Pasteur og bakterierne. Kommunehospitalet brugte nye metoder. Det krævede uddannelse at passe syge. Tuberkulose kostede 5-6.000 dødsofre hvert år. Polio førte ofte til handicap. Nye typer medicin blev opfundet. På vestre Kirkegård en sommerdag 1918. Folk tog på arbejde. 3. november 1918 – 58 kister på Assistens Kirkegård. Den Spanske syge koster 50 mio. livet. Tuberkulose kostede i alt en halv milliard livet. Folks immunforsvar helt i bund.
Hvad er forskellen på disse ord?
Vira og bakterier har gennem tiden været skyld i store sygdomsudbrud, epidemier og pandemier. En af de mere voldsomme var den spanske syge – en voldsom influenzaepidemi, der hærgede verden fra 1918 til 1920.
Det er almindeligt, at børn i en børnehave er syge. Men hvis 15 børn pludselig alle har diarre, ja så er det tale om et udbrud.
En epidemi er en hurtig og ukontrollabel udbredelse af en smitsom sygdom til et stort antal mennesker inden for et vist område og inden for en forholdsvis kort periode.
En Pandemi er en smitsom sygdoms ukontrollerbar udbredelse over en hel verdensdel eller flere verdensdele.
Var det Guds straf?
Europa har gennem tiden været hærget af store epidemier af smitsomme sygdomme, der spredte død, skræk og rædsel. Den første store pest-epidemi havde vi omkring 1350, Den Sorte Død. Den dræbte halvdelen af Europas befolkning og efterlod tomme landsbyer og huse.
Allerede dengang udviklede man metoder til at bekæmpe og inddæmme sygdommen ved hjælp af karantænderegler og isolering af syge.
Man vidste ikke, hvad sygdommen skyldtes. Nogle mente, at det var Guds straf for menneskets synder. Andre troede, at det skyldtes en smittekim, der spredte sig gennem luft og vand. Læs også vores artikel om folks tro og overtro ved Vadehavet.
I karantæne på Saltholm
Man kunne ikke behandle disse sygdomme. Kirken pålagde folk at skrifte og faste. Datidens læger valgte tidligt at isolere de syge, der ankom til en by. I havnebyerne indførte man 40 dages karantæne for skibe, der ankom med syge ombord. De blev henvist til en ø eller et afskærmet område, indtil man kunne være nogenlunde sikker på, at der ikke var smitte ombord. Denne metode var meget virksom.
Midt i 1600 – tallet havde man en karantænestation på Saltholm. Når et skib ankom, blev hele mandskabet sendt over på øen i 40 dage. Varerne blev røget og skibet blev rengjort.
Epidemierne kom i bølger gennem Europa. Den sidste store pestepidemi ramte Danmark under Den Store Nordiske Krig i 1711.
En knægt slap igennem afspærringen
Man havde opstillet soldater rundt om Helsingør. Her blev der givet ordre til at skyde folk, når de forsøgte at forlade Helsingør uden helbredelsesattest. Men noget tyder på at en knægt var kommet forbi afspærringen.
Han skulle besøge sin tante og onkel i Lille Grønnegade – i dag Adelgade. Han var allerede smittet og familien blev sendt til Saltholm for at undgå, at smitten bredte sig. Men uden held. Fra slutningen af juni 1711 var det tydeligt at smitten havde bredt sig.
Forskel på regler og adfærd
Lungepest havde en dødelighed tæt på 100 pct., mens 40 – 50 pct. overlevede byldepest. Pesten var en bakteriebåren epidemi, der både smittede via blod overført af lopper og fra menneske til menneske. Den kunne til gengæld inddæmmes gennem karantæne. Derfor var der også strenge regler i tilfælde af, at beboere i et hus blev ramt af pest.
Man måtte i princippet hverken gå ind eller ud af et pestramt hus, og vågekoner, der skulle bede for og pleje de syge, blev spærret inde i huset sammen med de syge. Varer, der skulle leveres skulle stilles uden for. Beboerne måtte først tage dem, når de, der havde leveret dem, var gået langt væk.
Men et var regler – noget andet var adfærd. Flere øjenvidner beskrev, hvordan tjenestefolk gik rundt og besøgte hinandens huse.
Syge og døde i gaderne
Familier var bange for at blive isoleret og komme i karantæne, så der er en del eksempler på syge tjenestefolk, som blev smidt på porten, fordi deres herreskab ville gøre alt for ikke at få deres hus spærret af.
Da pesten var værst, lå der både syge og døde i gaderne, fordi ingen turde nærme sig. Sundhedskommissionen havde svært ved at rekruttere ligbærere og vogne til transport. Men der findes også eksempler på opofrende borgere, der risikerede liv og helbred for at hjælpe og bede sammen med de syge.
Myndighederne lagde også dengang vægt på, at man ikke måtte forsamle sig eller side på byens skænkestuer. Badstuerne var blevet lukket. Sundhedskommissionen anbefalede at man lukkede de fattiges skoler. Ved Toldboden oprettede man et system for ”sikker” levering af varer – blandt andet ved hjælp af et stakit, der adskilte til sejlende og byens købere. Betalingen foregik i en tromle med vand, hvor man kunne lægge pengene, og skipperne tage dem uden frygt.
Fattigdom skyld i spredningen
Bøn og prædiken blev begrænset til en gang om måneden. Når pesten alligevel bredte sig, skyldtes det at mere end halvdelen af befolkningen levede i fattigdom. De levede meget tæt og hygiejnen var ikke god.
For at slå pesten ihjel skulle man brænde alle pestdødes klæder. Men det var for stor en fristelse at beholde klæderne og så sælge dem. Der var også mange, som brød ind i isolerede huse og stjal ting og sager, fordi de ganske enkelt ikke ejede noget som helst. For mange var det svært at betragte sygdommen som endnu en af mange ting.
Også de privilegerede snød
Men også blandt de mere privilegerede valgte nogle at se stort på reglerne. De studerende fra Regensen mødtes på en skænkestue, der lå over for kollegiet. Ejerens kone og datter var allerede døde. Nabohuset fik endda også karantæne på grund af sygdommen. Alligevel var kroen fuld af studerende, som sad og drak øl. På baggrund af den slags vidnesbyrd gentog Sundhedskommissionen i flere skrivelser, at folk levede alt for løssluppent og vildt og slet ikke lyttede efter.
De der kunne, var flygtet ud af byen i tide – det blev endda beskrevet, hvordan fattige forsøgte at hægte sig på hestevogne, som var på vej ud af byen. Andre blev i byen men nægtede at overholde reglerne.
Kongen flygtede ud af byen
Medlemmer af eliten nægtede at lade deres døde familiemedlemmer begrave uden for byen. De holdt fast i at der skulle være begravelsesoptog selv om de blev forbudt på grund af smittefaren.
Kong Frederik den Fjerde var en af dem, der forlod København. Først rejste han til Jægersborg siden returnerede han til Frederiksberg Slot. Men den 18. juli rejste han til Kolding. Ti dage efter fulgte dronningen og kronprinsen efter.
Man lokkede med store summer
Som sommeren skred frem, prøvede man desperat at få kvalificerede læger og plejere, som i stor stil var bukket under for pesten. Ti sidst måtte man betale store summer for at få kirurger fra Hamborg, der i 1710 havde været ramt af epidemien til at komme til København.
Det var i sig selv ret vildt. De havde lige overlevet et pestudbrud og så rejste de til København for at hjælpe de syge. I slutningen af epidemien havde man næsten en kø af folk, der gerne ville til København og hjælpe med de sidste sygdomstilfælde, fordi an kunne få mange penge for det. Risikoen var også dalende.
Det lykkedes at begrænse området
Det har sikkert været fortvivlende at være københavner. Alligevel har det kunnet være gået endnu værre for resten af landet. Pesten i København i 1711 var målt i menneskeliv – den største katastrofe i Københavns historie. Men i forhold til smittespredningen var det en form for succeshistorie, fordi det lykkedes at forhindre pesten i at brede sig til resten af landet, bortset fra Amager, Nordsjælland, Roskilde og Køge.
Det varede ikke længe før København kom på fode igen.
Allerede i 1728 havde København en større befolkning end før pesten. Enevælden havde koncentreret magten og handelen i København. Byen var attraktiv at bo og arbejde i. Det ændrede epidemien ikke på
Hygiejnen blev forbedret efter koleraudbruddet
Og så var det koleraepidemien i 1853. Her blev der gjort opgør med tidligere tiders dårlige vandforsyning, kloakering og hygiejne. Man besluttede at erstatte de gamle trævandrør og vandpumper med nye støbejernsrør og dampdrevne pumper, der ledte rent vand ud til forbrugerne.
Samtidig fik man også udskiftet rendestenene med underjordiske kloaker. Selvfølgelig var det alligevel sket før eller siden. Men koleraen var den udløsende faktor.
Lægerne glemte at vaske hænder
På fødeafdelingen i Wien var der en ungarsk læge Semmelweis, der gjorde en stor opdagelse. Han arbejde på en fødeafdeling, hvor der arbejdede læger og jordemødre. Lægerne startede med at dissekere afdøde patienter og gik bagefter på fødestuerne for at forløse kvinderne. Her var dødeligheden 25 pct. På jordemødrenes afsnit døde kun 2 pct. af kvinderne.
Semmelweis fik i 1847 den tanke, at lægerne bragte ”ligstof” med fra obduktionsstuen, som de overførte til kvinderne med deres snavsede hænder. Han tvang lægerne til at vaske hænderne i klorkalkvand, inden de rørte ved de fødende kvinder. Det hjalp og dødeligheden faldt til 1 pct. Men der skulle mere til at overbevise kollegaerne så længe Semmelweis ikke kunne føre bevis for det, han kaldte ”ligstof”. De havde skam ikke tid til al den håndvask.
Louis Pasteur og bakterierne
Nogle år senere påviste den franske kemiker, Louis Pasteur bakterierne og deres betydning for sygdommens opståen. Men efterhånden fandt man ud af, at der var metoder under operationer, der kunne forhindre smitte. Man kunne bruge karbolsyre og fenol til at rense sår og spraye ud over operationsfeltet.
Kommunehospitalet brugte de nye metoder
De nye metoder blev taget i brug i 1867 på det helt nybyggede Kommunehospital i København med overbevisende resultater. Den medicinske udvikling tog nu fat.
Det krævede uddannelse
Jo Florence Nightingale havde i 1860 åbnet den første ikke religiøst funderede sygeplejeskole ved St. Thomas Hospital i London. For første gang anerkendte man, at det krævede en uddannelse at pleje syge mennesker.
Nu kunne sygehuse pludselig gøre en rask. I København fungerede Blegdamshospitalet fra starten som epidemisygehus. Her lå patienter med alkens smitsomme sygdomme som tyfus, polio og difteri til skarlagensfeber. Det var langvarige indlæggelser, for der var ingen effektiv kur. Patienten kunne først udskrives, når han ikke længere kunne smitte andre.
Tuberkulosen krævede 5.000 – 6.000 hvert år
I 1882 opdagede den tyske læge Robert Koch tuberkulose-bacillen. Nu kunne man dyrke og påvise bacillen og stille en sikker diagnose. Men sygdommen kunne stadig ikke helbredes med medicin.
Tuberkulose var den helt store og meget frygtede sygdom, der især ramte den fattige del af befolkningen både i byerne og på landet. Omkring år 1900 skyldtes hvert tredje dødsfald i Danmark i aldersgruppen 15-60 år tuberkulose. Det svarede til 5-6.000 dødsfald om året.
Den mest udbredte form var lungetuberkulose og her blev der udviklet et helt koncept for behandlingen af tuberkulosepatienter på de sanatorier, der skød op i hele landet. Patienter skulle have masser af lys, frisk luft og nærende kost. Sanatorierne blev placeret langt uden for byerne for at isolere de syge fra den raske befolkning.
Polio førte til handicap
En anden frygtet sygdom, der kom i bølger og ind i mellem som større epidemier, var polio. Det var en virussygdom i hjerne og rygmarv, der kan medføre total lammelse i løbet af få timer. Den sidste store polio – epidemi ramte Danmark, specielt København i 1952.
5.676 personer blev smittet og 262 mennesker blev dræbt. Men hele 2.450 fik lammelser. For nogle blev det et liv med respirator, kørestol og ankesager om hjælpemidler.
Dengang kørte ambulancer i døgndrift. Langt de fleste af de ramte var børn. Sundhedsvæsnet vidste ikke, hvad de skulle stille op med børnene, der lå og gispede og ikke kunne hoste deres eget spyt op.
En ung narkoselæge, Bjørn Ibsen fik ikke uden modstand fra ældre overlæger gennemført, at man skulle indlægge en tube i luftrøret på patienterne. Så kunne man ved hjælp af en ballon og en iltbombe hjælpe patienten med at trække vejret. Dog med håndkraft. Det resulterede i at dødeligheden faldt fra 87 pct. til 20 pct.
Præsident Roosevelt blev også ramt af polio.
Nye typer medicin blev opfundet
I 1928 opdagede den skotske læge Alexander Fleming penicillinet, som kunne helbrede en masse infektionssygdomme. Det fik først rigtig betydning under Anden Verdenskrig. I starten var prisen voldsom dyr.
I 1943 blev endnu et vigtigt antibiotikum opdaget, streptomycin, der kunne helbrede tuberkulose. Stoffet havde dog mange bivirkninger.
I 1950’erne kom der endelig en vaccine mod polio.
På Vestre Kirkegård en sommerdag 1918
Mathilde blev kun 35 år. Hun var sygeplejerske – uden mand og børn. Heller ikke mange venner havde hun. Uden for havde soldater, der var mødt op til en anden begravelse givet den afdøde sygeplejerske honnør. Disse soldater var mødt op til en anden begravelse Men alligevel var der masser af folk med til begravelsen. Det var folk fra pressen.
Her på Vestre Kirkegård en sommerdag i 1918 blev Mathilde Nielsen begravet. Hun var blevet et af de første dødsofre for den epidemi, som havde ramt Danmark hen over sommeren Den Spanske Syge.
Folk tog på arbejde
Hverdagen fortsatte uændret. Folk tog på arbejde og børn tog i skole. Hvad der startede som enkelte smittetilfælde rundt om i landet i begyndelsen af sommeren 1918 blev mangedobbelt som sommerdagene gik. Sygdommen spredte sig hurtigt og aggressivt. En læge i København registrerede 842 smittede i begyndelsen af juli – og 3.862 ugen efter. Helt uvant måtte landets læger haste rundt i sommervarmen for at tilse influenzapatienter.
Da august gik mod sin afslutning, troede man, at det værste var overstået. Men da sommer blev efterår, var det svært at ignorere. Epidemien havde stadig masser af liv i sig. Den anden bølge ramte hårdt.
Den 3. november 1918 stod der intet mindre end 58 kister klar til begravelse på Assistens Kirkegård. Ligesom den 35 – årige Mathilde Nielsen var en stor del af de mere end 15.000 – 18.000 danske dødsofre også unge og ellers raske mennesker.
Den spanske syge kom slet ikke fra Spanien. Sygdommen fik sit navn, fordi det var her man startede med at skrive om sygdommen.
Den Spanske Syge kostede 50 mio. mennesker livet
Sygdommen udryddede hele og halve familier over hele landet. Det har sat sit mærke på danmarkshistorien. I 1918 var der hverken penicillin eller antibiotika. Blev man ramt af bakteriel lungebetændelse var det så godt som en dødsdom – og det blev det rigtig mange af de mennesker, der blev ramt af den spanske syge. Lungebetændelse var nemlig en hyppig følgesygdom.
Mange børn herhjemme blev forældreløse. Der er masser af eksempler at naboerne tog børnene til sig. Sygdommen på verdensplan kostede 50 millioner dødsfald. Med andre ord der døde fire gange så mange af denne sygdom som under Første Verdenskrig.
På trods af sit navn startede den spanske syge formentlig i amerikanske militærlejre. Her noterede man i det tidligere forår 1918 de første tilfælde af sygdommen.
Første Verdenskrig buldrede stadig og militærlejrene i Amerika var summende travle. Unge mænd blev rykket rundt fra lejr til lejr. Når de var klar til det, blev de sendt afsted til Europa med skib for at deltage i kampene.
I april nåede sygdommen til Frankrig, og derfra gik det hurtigt. Den bevægede sig væk fra militærlejrene, fra skyttegravene og fra krigslazaretterne – ind til byerne, til havnene til togstationerne og videre rundt i verden.
Ramte Danmark i bølger
I Danmark ramte Den Spanske Syge i bølger. Første bølge kom hen over sommeren 1918, anden bølge i efteråret. Først i oktober 1918 kom myndighederne med påbud. Myndighederne tog det meget afslappet i starten. Man ser for eksempel, at stadslægen i København i det tidlige efterår 1918 stadig mener, det er nok at ventilerer mellem forestillingerne i teatrene.
Påbud i 1918
Men i oktober kom følgende påbud:
Sundhedsstyrelsen 17. oktober 1918.
Sygdommen var en udfordring for danske hospitaler
Dagbladene var begyndt at forholde sig kritisk til myndighederne og man så overskrifter som:
Sygdommen var en udfordring for de danske hospitaler. Man sørgede for at isolere så godt som muligt. Men hospitalerne endte med at være totalt overfyldte. Symptomerne var helt normale for en influenza. De smittede oplevede hovedpine, feber, kvalme. Men i alvorlige tilfælde lammede de også de smittede.
Hovedpinen blev beskrevet som var det en hammer fra indersiden af hovedet og ud. Ekstrem smerte i lænd og led, opkastninger og feber på himmelflugt.
I nogle tilfælde opførte influenzaen sig anderledes. Der fremprovokerede virussen en overreaktion i kroppens raske celler, der med andre ord betød, at immunforsvaret begyndte at nedbryde kroppen indefra.
Risikoen for efterfølgende lungebetændelse var stor, fordi immunforsvaret var så svækket efter det langstrakte influenzaforløb.
Tuberkulose kostede en halv milliard livet
Man kendte ikke til den virus, der udløste pandemien. Den Spanske Syge hørte til en af de mest dødelige pandemier nogensinde kun overgået af tuberkulose, pest og kopper. Hvad angår tuberkulose regner man med, at den fra omkring 1700 og frem til 1900 kostede omkring en milliard mennesker livet.
Folks immunforsvar var helt i bund
Den Spanske Syge brød ud i en tid, da verden var i knæ efter Første Verdenskrig. Både sundhedssystemet, de sociale forhold og informationsniveauet var dengang anderledes end i dag. Historisk var det uheldigt, at en pandemi i 1918 bredte sig efter fire års ødelæggende krig. Mange steder var der hungersnød og folks immunforsvar var helt i bund.
I Danmark var mange arbejdere stuvet sammen i små lejligheder og havde deres gang på fabrikker og værfter, hvor de hver dag var omgivet af et mylder af arbejdere. Hvad angår lidt længere distancer var toget den suverænt mest udbredte transportform.
Myndighederne havde dengang ikke en klar plan for, hvordan man skulle tackle pandemien. De første politiske indgreb kom først langt inde i forløbet. I oktober og november 1918 lukkede man skoler, biografer og teatre og opfordrede folk til ikke at forsamles. Men da var spredningen allerede så omfattende, at det er tvivlsomt, hvor stor effekten har været.
Måske var en værnepligtig kok den første
Man ved, at sygdommen brød ud i USA og måske var den første, der blev diagnosticeret med sygdommen den 28 – årige værnepligtige kok, Albert M. Gitchell, der i Camp Funston, som en del af den meget store militærlejr Fort Riley, i begyndelsen af marts 1918 havde været beskæftiget med at slagte kyllinger, hvorfra den virus, der udløste pandemien, stammer.
Selv overlevede Albert influenzaen, men i løbet af få dage var flere hundrede soldater omkring ham smittet. I 1918 sendte USA 10.000 soldater til Europa. De bragte smitten med til Frankrig, som vi allerede har skrevet. Den spanske konge blev også ramt men han overlevede.
Man mener, at 45.000 amerikanske soldater bukkede under for pandemien. Til sammenligning kan nævnes at omkring 53.000 amerikanske soldater faldt i kampene på fronterne i Europa. Hjemme i USA blev en halv million ofre for pandemien, deriblandt Donald Trumps farfar, rigmanden Frederick Trump, der var tysk indvandrer.
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.531 artikler heraf 323 artikler fra Nørrebro:
Hvis du vil vide endnu mere: Under København finder du på www.dengang.dk 162 artikler herunder:
Under Østerbro finder du på www.dengang.dk 86 artikler herunder
Kilde:
Dato: marts 24, 2020
Epidemi på Nørrebro
Den frygtede epidemi nærmede sig. Vederstyggelig lugt eller nærmere stank. Hvordan kunne man svække kolerasmitten. Man troede, at det var over. Koleraen startede i Nyboder. Ingen straf med ”Vand og brød”. Pestmestre blev udnævnt. 1.800 ofre blev begravet på Nørrebro. Vandet i brøndene lugtede af lig. I 1853 døde 4.700 af kolera i København. Der dukkede kister op i skolegården. Man forsøgte at begrave på en respektfuld måde. Da 1.750 skeletter skulle flyttes. Industrialiseringen var en dramatisk periode.
Den frygtede epidemi nærmede sig
Egentlig var det tale om en ukendt kirkegård man fandt på Nørrebro. Den lå langs Assistens Kirkegård. Man fandt den i 2018. Og her blev ofre for koleraen begravet i 1853.
Så langt tilbage som i 1831 findes der artikler i Politivennen, der varslede at en den frygtede epidemi nærmede sig. Kjøbenhavnerposten rapporterede de følgende to år dagligt om koleraens gang gennem Europa som Hamborg og Altona, senere Norge og Sverige.
Vederstyggelig lugt eller rettere stank
Svenskerne havde militære patruljer langs kysterne for at kontrollere om lokale fiskere opsøgte fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stræder de kom. Politivennen advarede mod ben – og kludeoplag som udsendte:
Hvordan kunne man svække kolerasmitten?
Den 11. juni 1831 udsendte Det Kongelige Sundhedskollegium en anvisning på, hvordan man kunne svække kolerasmitten. Rådene afslørede datidens sygdomsopfattelse, for eksempel af en forkert post, et hidsigt temperament blokerede væskeafsondringer fra kroppen, et pludseligt vejrskifte eller giftige dunster i luften:
Man troede, at det var over
Politivennen holdt sig ikke tilbage for i 1832 at advare mod kloakkernes tilstand, for eksempel i Roskilde:
Året efter i 1834 dukkede der efterretninger om kolera i Sverige op i aviser. I Kiøbenhavnsposten kunne den 3. november 1834 berette om landshøvdingen i Göteborg som var død af kolera – en måned efter man ellers havde troet at den var ophørt.
Se gennem nutidens briller kan det måske undre at det først kom en mere systematisk gennemgang af koleraen og de foranstaltninger som Sundhedskommissionen mente der skulle foretages i 1851.
Hvordan behandlede man sygdommen? Man byggede det på den oldgræske tankegang samt på empiristiske medicinske erfaringer fra lignende epidemier. Nogle af forslagene var dog fornuftige nok. Men de blev dog med få undtagelser bare ikke gennemført.
Kun forbud mod at begrave i Indre By samt loven om usunde næringsveje blev overholdt. Man undersøgte, men gjorde ikke noget ved, de mange steder hvor der var forsamlet mange mennesker: skoler, fattigvæsnet og hospitalerne.
Koleraen startede i Nyboder
Vi har tidligere beskrevet Epidemi – hospitalet på Blegdamsvej. Men også Øresundshospitalet på Østerbro blev indrettet som epidemi – og karantænesygehus i 1878. Dengang lå det langt uden for byen ned til Øresund. Senere er det blevet indkapslet i Østerbro. Kystbanen afskar hospitalet for adgang til Øresund.
Og så kom koleraen. Det var den 11. juni 1853. Det var en 19 – årig skibstømrerlærling fra Nyboder. Han fik opkast og diarre. Han blev indlagt på Nyboder Hospital. Så gik det stærkt. Op mod 200 døde om dagen. Hele 4.737 døde i København.
Regningen blev dyr i menneskeliv. Måske satte det for alvor gang i forsyningen af rent drikkevand. København fik sit første vandværk i 1859. Det fungerede i 100 år. Det gik mere trægt med kloakeringen. Den måtte vente til slutningen af 1800 – tallet.
Ingen straf med ”Vand og Brød”
I satirebladet Corsaren kunne man i 1850 se en tegning af et glas vand, der indeholdt en masse spændende ting. Under tegningen stod er:
Historien gentog sig med Den Spanske Syge 1918 – 1920.
Pestmestre udnævnt
Barbernes og bartskærenes historie er meget andet and skægstubbe, der skal studses og rages væk. Det handler også om kirurgiens historie.
Barbererne var blevet pestmestre, der blev lønnet af byen for at behandle de fattige under pestudbrud. Helt tilbage fra en pestanordning fra 1625 og igen fornyet i 1643 er det forbudt for andre end præsten, pestmestre og bartskærene at besøge de pestsyge.
Pestmestrene var særlig forpligtet til at aflægge besøg hos de fattige syge og han var desuden forpligtet til at give enhver råd og til at tage vare på pesthusets syge.
Pesten ramte flere gange Danmark i løbet af det 18. århundrede. Den holdt sit indtog i Helsingør i 1710, hvorefter den året efter indtog København. 22.535 mistede livet i København.
1.800 begravet på Nørrebro
Næsten 1.800 af ofrene fra koleraepidemien i 1853 blev begravet, hvor Hans Tavsens Park i dag ligger. De blev begravet på rad og række på de fattiges kirkegård. Man fornemmer klart, at det har været pres for at få begravet de mange døde. Man gravede en bred grøft og satte kisterne ved siden af hinanden i den rækkefølge, de kom.
Herefter blev der strøet læsket kalk over kisterne. På den anden side blev det gjort mere velordnet end ved begravelserne under pesten i 1711. På Vodroffsgård pestkirkegård ved den nuværende Niels Ebbesens Vej kan man i nogle tilfælde se, at nedlægningen var gået så hurtig, at personen er kuret ned i den ene ende af kisten. Det er også tydeligt, at der ikke har været taget individuelle mål til kisterne.
I koleraåret røg der også middelklasse – prægede folk med, når koleraofre blev begravet i den nuværende Hans Tavsens Park og på Assistens Kirkegård. Men nu var Assistens Kirkegård jo efterhånden også blevet en kirkegård for eliten.
Vandet i brøndene lugtede af lig
Dele af jorden blev dengang hurtig frigivet til byggeri. Det var ikke altid man overholdt gravfreden på 20 år. Det gjorde man nu heller ikke i alle tilfælde med hensyn til Metro – byggeriet.
De lokale protesterede da også. Klagerne gik på, at vandet fra brøndene på Nørrebro lugtede af lig. Senere kom der en debat om, hvorvidt det var sundhedsmæssigt forsvarligt at opføre Kapelvejens Skole så tæt ved en kolerakirkegård.
Assistens Kirkegård erhvervede i 1847 et 60 meter bredt bælte vest for kirkegården. Udvidelsen kom til at fungere som kirkegård for borgerne. Området omfattede vores dages Hans Tavsens Park, Nørrebro Park Skole og Helligkors Kirke.
I 1853 døde 4.700 mennesker
I 1853 døde 4.700 mennesker i København. Blandt dem, der døde var maleren C.W. Eckersberg, der døde af kolera. Han ligger begravet på Assistens Kirkegård i afdelingen ud mod Nørrebrogade.
Da vestre kirkegård i Valby blev indviet i 1870, faldt presset på Assistens Kirkegård. Begravelserne stoppede omkring 1880 på Nørrebro. Området blev udlagt til park, skole og kirke. Godt seks procent af københavnerne mistede livet. Pesten i 1711 var mere brutal. Her mistede en tredjedel af københavnerne livet.
Koleraepidemien banede vejen for opførelsen af Kommunehospitalet.
Der dukkede kister op i skolegården
Skolen ved Søerne ligger ved en pestkirkegård fra 1711. Der er dukket kister op i skolegården. Som vi tidligere hat nævnt blev mange begravet ved Wodroffs Gård tæt ved Skt. Jørgens Sø.
I 1991 dukkede pestkirkegården op i forbindelse med udvidelsen af skolen på Niels Ebbesensvej. Ti kister dukkede op i forbindelse med et mindre kloakarbejde i skolegården.
Dengang gravede man store huller og så er kisterne sat ned – typisk to oven på hinanden. I et enkelt tilfælde var det tre kister oven på hinanden.
Man forsøgte at begrave på en respektfuld måde
Halvdelen af de skeletter som man fandt, lå med hovedet mod øst og dermed ikke efter god kristen skik med udsyn til Jesu genopstandelse med solen i øst. Måske var det fordi, at dem, der læssede kisterne i hullet i de kasseformede kister, ikke anede, hvordan ligene lå der.
De fleste lå i retning NV – NØ. Det kan være på grund af naturforhold. Dengang var der en å og en mølledam i nærheden. Begravelserne har fundet sted i en ekstrem situation. Alligevel har man forsøgt at begrave de døde på en respektfuld måde.
Skeletterne er blevet undersøgt på Antropologisk Institut. Det kræver ikke særlige sikkerhedsforanstaltninger at udgrave en pestkirkegård.
Pest er godt nok knyttet til en bakterie. Men den klarer ikke 300 år i jord. Pestbakterien danner ikke sporer, der kan genoplives. I dag er der kun knogler tilbage af ofrene, endda fantastisk velbevarede.
Også ved Garnisons Kirkegård på Østerbro blev der anlagt en speciel pestkirkegård. Læs vores artikel om denne kirkegård.
Ladegården blev også brugt til at indkvartere pestsyge.
Da 1.750 skeletter skulle flyttes
Når vi nu er ved skeletter, så blev 1.750 skeletter flyttet i forbindelse med anlæggelsen af den nye Metro Station ved Nørrebros Runddel. Man påstod i begyndelsen at man ikke krænkede gravfreden på nogen måde.
Som de kvikke læsere af den side ved, så rummer Assistent Kirkegård også mange berømtheder som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Niels Bohr og tusinder af københavnere, der gennem tiden bukkede under for kolera, skørbug, voldshandlinger, alderdom og meget andet.
I 2009 var freden forbi. De gravlagte i den nordlige ende måtte vige pladsen for metrostationen. Et mobilt laboratorium blev opstillet ved kirkegården. Her blev knoglerne nøje studeret, målt og registreret med blandt andet røntgenfotografier og prøveudtagninger til isotopanalyser. Det var gravsteder fra årene 1605 til 1990.
Det var selvfølgelig et meget ømt punkt der skulle flyttes grave på en fredet kirkegård. Alle skeletter skulle genbegraves men inden fik man lov til at undersøge dem. Der blev besluttet, at hvis kisten var intakt, røg den direkte til genbegravelse. Man ville ikke forstyrre de gravlagte, hvor der stadig var blødt væv på.
Industrialiseringen var en dramatisk periode
Hestevogne, gaslamper og vaskebrædder blev på Nørrebro udskiftet med biler, elpærer og vaskemaskiner efterhånden som teknologien og industrialiseringen rullede ind i danskernes liv.
Lægevidenskaben gjorde også store fremskridt i perioden. Med tiden fik man bugt med dødelige epidemier.
Industrialiseringen var en ret dramatisk periode rent helbredsmæssigt. Der skete store ændringer i dødeligheden og de sanitære forhold.
Folk døde på grund af slidgigt og skørbug. Nyfødte døde af skørbug og engelsk syge. De små børn blev ikke ammet tilstrækkelig længe, men har fået erstatningsføde. Det kunne for eksempel være komælk eller tygget brød. Det har været en kæmpe sundhedsfare for dem. I starten af industrialiseringen vidste man ikke, at mælken mistede sine vitaminer, når den blev overophedet.
Og så kom der også en masse bakterier, når mælken skulle i kop eller flaske i stedet for at blive direkte overført til barnet ved amningen.
Den generelle kost var præget af utrolig meget fisk. Sild har nok været dominerende. Der er også tegn på, at voksne har spist meget flæsk og nok også kylling.
11 af gravene var ikke 20 år gamle. Metroselskabet indgik en aftale med pårørende til 10 af gravene om at finde en anden placering på kirkegården.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.530 artikler heraf 323 artikler fra Nørrebro:
Hvis du vil vide endnu mere: Under København finder du på www.dengang.dk 162 artikler herunder:
Under Østerbro finder du på www.dengang.dk 86 artikler herunder
Dato: marts 21, 2020
Sydslesvig – Hvad er den sande historie?
Handler det om politisk holdning? Et meget kritisk indlæg. Kritikken blev besvaret. Mindretallet skal ikke udvandes helt. Mindretallets skoler. Engang gik der en grænse langt mod syd. Det tyske sprog blev dominerende. Man krævede Slesvig-Holstens løsrivelse. De dansksindede syntes at hele Slesvig skulle til Danmark. Slesvig ville være sig selv. Et frikorps til Sydslesvig. Det kom som et chok for de fleste danskere, at Flensborg stemte tysk. I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer i Flensborg. Bønderne regnede ikke arbejderne for noget. Bacon fra Danmark. Rygter om tysk snyd. Det store valg i 1924. Tyske historikere mener, at de dansksindede havde nazistiske tendenser. Krisen var stor i Flensborg. Stor tilslutning til de dansksindede i 1945. En anledning til at arrestere fjenderne. Man skulle spørge Hitler Jugend om lov.
Handler det om politisk holdning?
Når man skal beskrive Nord – og Sydslesvigs historie og skal lave research så får man vidt forskellige meldinger. Det handler åbenbart om politisk holdning. Det er ikke altid, at dette passer med de historiske kendsgerninger. Mange tolker begivenheder og forløb efter en bestemt partipolitisk opfattelse.
Når man har undersøgt, hvad der egentlig skete lige inden 1920 og efterfølgende i historien i Nord – og Sydslesvig, får man at vide, at man fuldstændig har fejlfortolket situationen.
Emnet er selvfølgelig meget aktuelt, men hvad er rigtigt, og hvad er fejlfortolket? Problematikken omfatter også de dansksindede syd for grænsen.
Et meget kritisk debatindlæg
Således kunne Hans-Otto Nielsen, professor fra Husby i et debatindlæg i Jyllands-Posten fortælle, at de danske sydslesvigere isolerer sig i et parallelsamfund. Her får vi at vide, at kommunister og socialister meldte sig ind i det danske mindretal. Efter 1945 var det mindretalsførere fra St. Knuds Gildet og Socialdemokrater, der førte an.
Den største fjende var de østtyske flygtninge. Mange af de dansksindede var stadig præget af nazistiske tendenser efter krigen. Professoren mener heller ikke at der er kommet fornyelse og udvikling i mindretallet. Han mener også, det er fidusberegninger, der giver 40.000 medlemmer, når man betænker, at hovedorganisationen SSF kun har 15.000 medlemmer.
Endelig slutter professoren sit angreb med, at dansk sindelag og tysk sprog ikke holder vand. De fleste i mindretallet er åndelig og politisk hjemløse.
Kritikken blev besvaret
Nu blev angrebet selvfølgelig besvaret. Her blev der så meddelt, at Den Slesvigske Forening smed kendte kommunister ud for ikke at provokere nazisterne. Og så får vi at vide, at det kun er folk over 15 år som registreres som medlemmer af SSF. Vi får også at vide, at virkeligheden er mere nuanceret end den historie som professoren fortæller os.
Overraskende er det at få at vide, at man stadig i dag får at vide, at mange dansksindede stadig oplever, at tyskere venner, vender dansksindede ryggen med kommentaren:
Myndighederne må ifølge København – Bonn Erklæringerne fra 1955 ikke sætte spørgsmålstegn eller kontrollere folks sindelag.
Mindretallet skal ikke udvandes helt
Stadig flere tyskere vælger at sende deres børn i danske skoler og børnehaver syd for grænsen. Nogle ser det som et udtryk for dansk tiltrækningskraft. Andre mener at det nationale snart bliver så udtyndet, at idéen med et dansk mindretal er i spil. Andre igen gør opmærksom på, at Det Danske Mindretal syd for grænsen hvert år får en halv milliard kroner. Ingen stiller spørgsmål om dette beløb.
I en artikel i Kristeligt Dagblad sagde museumsleder fra Danevirke Museum ved Slesvig:
Er det stadig det nationale, der er vigtigt for mindretallenes identitet, ja det spørgsmål må de vel selv tage op på et tidspunkt. Var det ikke Mette Bock, der sagde følgende:
Mindretallets skoler
De danske skoler syd på har mere fordelagtige tilbud end de tyske med lavere klassekvotienter, gratis undervisningsmaterialer, ferierejser til Danmark. Da danske skoler er organiseret som privatskoler, der foruden det tyske standardtilskud pr. elev modtager tilskud fra den danske stat og private. I Flensborg Avis, så undertegnede følgende sætning i et debatindlæg:
Engang gik der en grænse langt mod syd
Mange har i historiske kilder atter engang fortolket hertugdømmet Slesvig – Holsten som et dansk område. Men selv med en dansk konge som øverste myndighed, var det et selvstændigt område med egen lovgivning.
Men fakta er, at engang for mange år siden gik den danske grænse langt mod syd. Syd for lå det tysk – romerske rige. Sproget i middelalderen var dansk ned til Danevirke. Og det er mange af stednavnene også, selv om mange siden er fortysket.
Det tyske sprog blev dominerende
Den tysksprogede præst ved kirken i Hyrup syd for Flensborg kom med en bandbulle omkring 1740:
Gang på gang klagede bønderne til kongen over, at de ikke forstod, hvad de tysksprogede præster sagde, men det var forgæves. Denne holdning fik katastrofale følger. I hoffet talte man også tysk. Forvaltningssproget og kirkesproget var tysk.
Den holstenske indflydelse ikke mindst fra delens side var stor i Slesvig. Og her talte man også tysk. Det daglige sprog blev også tysk og det danske blev trængt længere og længere mod nord.
Man krævede Slesvig – Holstens løsrivelse
Efter Napoleons – krigene i 1815 opstod der 38 tyske lande og en national – liberal bevægelse, hvor man på samme tid krævede national samling og politisk frihed. For denne bevægelse blev sproget og den dermed forbundne tyske kultur det, der skulle danne grundlaget for fremtidens samlede tyske nation.
Den tyske, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og oprettelse af deres egen tyske stat. De nationalliberale i Danmark ønskede derimod at integrere Slesvig så meget som muligt i Kongeriget Danmark og samtidig give afkald på Holsten og Lauenborg. Der blev rykket i Slesvig fra såvel nord som syd.
I 1848 gjorde slesvig-holstenerne oprør og fik støtte fra landene i Det Tyske Forbund. Efter slaget ved Isted i 1850, som danskerne vandt, var oprøret slået ned. Danmark måtte efterfølgende love, at man ikke ville knytte Slesvig nærmere til kongeriget.
Forsøgte at rette op på fortidens fejl
Den danske regering forsøgte derefter at rette op på fortidens fejl ved at indføre dansk kirke- og skolesprog i 49 sogne i Mellemslesvig og i Tønder by. Denne ordning støtte på stor modstand, da tysk var blevet kirkens og kulturens sprog, mens det daglige, danske sønderjyske sprog var blevet til en tom skal. Mange familier skiftede derfor i protest over til tysk som dagligt sprog.
De dansksindede syntes, at hele Sydslesvig skulle til Danmark
De kaotiske forhold i Europa efter første verdenskrig betød også nye muligheder for Danmark. Det helt afgørende var Tysklands nederlag i Verdenskrigen, der åbnede for, at Slesvig kunne komme ”hjem” til fædrelandet. Stort set alle dansksindede var enige om at den såkaldte Genforening var en god ide. Men hvordan det skulle ske og hvor meget af de ”tabte” områder, Danmark skulle gøre krav på, var der ikke enighed om.
Den danske regering under statsminister Zahle var hverken interesseret i at få ”for meget” eller ”for lidt” af Slesvig.
Slesvigerne ville være sig selv
Regeringens holdning blev imidlertid udfordret af forskellige konservative og nationale grupper, der mente, at man burde gribe chancen og få genindlemmet mest muligt af det ”tabte” område fra 1864.
Bjørn Svensson en ivrig debattør i grænselandsspørgsmål har sagt:
Den radikale historiker M. Mackeprang vurderede, at den menige slesvig-holstener efter 1864 trods de to slesvigske krige foretrak en personalunion med Danmark frem for indlemmelse i Preussen.
I tidsskriftet Historie 2006/2 citerer Steen Bo Frandsen førerskikkelsen Th. Olshausen. Han ærgrede sig i 1865 over det holstenske had til Preussen, som gav sig udslag i udtalelser som
Et fri-korps til Sydslesvig
En af de nationalkonservative danskere, der ofrede både tid og penge på sagen var erhvervsmanden Aage Westenholst. Han var kendt som manden bag et frivilligt korps. Han havde i 1919 organiseret et privat dansk militært frikorps, der i Baltikum skulle støtte Estland og Letlands selvstændighedsbestræbelser.
Efter Baltikum-korpsets hjemkomst kastede Westenholst sig over det sønderjyske spørgsmål. Chefredaktøren for avisen København takkede bl.a. Westenholst for et større økonomisk bidrag til ”Flensborg – agitationen” og tilføjede:
I hemmelighed diskuterede en mindre gruppe hjemvendte Baltikum – officerer om muligheden for at afsende et frikorps til Slesvig for at besætte 2. zone, Det skulle ske, fordi afstemningen i zone i marts 1920 havde vist et stort tysk flertal.
For gruppen af frikorps-officerer fremstod en afgivelse af zone 2 uacceptabel på trods af, at den var resultatet af såvel folkeafstemning som beslutninger truffet af en demokratisk regering.
Man respekterede alligevel selvbestemmelsesretten
I et brev til den sønderjyske redaktør, Andreas Grau, der kæmpede meget for Flensborg, løftede officer Zeltner sløret for aktionen:
At foreslå, at en bevæbnet dansk friskare skulle besætte en del af Tyskland uden om den danske regering var ret rabiat. Af samme grund blev planerne aldrig realiseret. Trods alt respekterede de fleste selvbestemmelsesretten.
Det kom som et chok for mange danskere
Det kom som et chok for mange danskere, at Flensborg viste sig at være tysk ved afstemningen 1920. Danskerne havde regnet med, at der var et flertal for Danmark. H.P. Hanssen havde ellers fortalt danskerne, at det var en tysk på. Men han blev nærmest udråbt som forræder.
Ja valgresultatet som sønderjyderne / nordslesvigerne havde forventet gav anledning til en af de største kriser i Danmarkshistorien – den såkaldte Påskekrise.
Krisen begyndte i påsken 1920, da kong Christian den 10. fyrede den danske regering i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne skaffe flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.
Dermed gik kongen ikke blot imod Flensborg – borgernes tydelige ønske om at høre til Tyskland. Han gik også imod et flertal i Folketinget, da han afskedigede regeringen.
Den tyske indflydelse startede allerede i 1864
Da Preussen overtog Flensborg i 1864, startede en stærk tysk indflydelse. Allerede i 1400 – 1500-tallet begyndte et sprogskifte i byen. Det skyldtes en indvandring fra syd og dels at magthaverne i Flensborg talte tysk. Som vi tidligere har været inde på, så var tysk det pæne sprog. Ja det blev også handelssproget.
Og dette var også årsag til at forbindelsen til Danmark blev svækket. Opbakningen til Danmark var endnu dominerende midt i 1800 – tallet. Og stadig i 1868 var der et massivt dansk flertal i Flensborg. Under treårskrigen 1848 – 1850 sluttede flertallet i Flensborg op om den danske konge.
I 1904 var der kun 4 pct. danske stemmer
Først i årene efter, at Flensborg var blevet indlemmet i Det Tyske Kejserrige, der dannedes i 1871, begyndte det for alvor at gå tilbage for danskheden i Flensborg. Den største nedgang skete i 1880’erne. I 1867 fik danske kandidater i Flensborg lidt mere end 50 procent af stemmerne, men tallet var røget ned på sølle 4 pct. i 1912.
Svækkelsen hang sammen med byens vokseværk og industrialisering. Efter 1870 voksede Flensborg fra at være en handels- og søfartsby til at være en industriby. Ved folketællingen i 1867 var der 20.000 indbyggere. I 1910 var her 60.000 indbyggere.
I takt med industrialiseringen voksede byens arbejderklasse. Hos arbejderklassen var social ulighed og arbejdernes rettigheder vigtige spørgsmål. Oprindelig var arbejderklassen i Flensborg dansksindet og orienterede sig mod Danmark.
Bønderne regnede ikke arbejderne for noget
Men nord for Flensborg var mange af de aktive og ledende figurer i de danske kredse meget ofte bønder. Hos bønderne var der ikke den største forståelse for arbejdernes rettigheder og kampen mod social ulighed. Det betød, at de kom til at støde arbejderklassen i Flensborg fra sig. Det tyske socialdemokrati kom til at høste stemmer fra en del af underklassen som ellers traditionelt havde stemt på de danske kandidater.
Bacon fra Danmark
Tyskerne havde i 1920 netop afsluttet en årelang og udmattende krig, og man kunne have troet, at den tyske nødsituation ville få Danmark til at fremstå som et rigt alternativ til det forarmede Tyskland.
Lige efter krigen lokkede gode forsyninger med bacon fra Danmark. Men en klassebevidst og politisk tænkende arbejder havde andre og tungtvejende argumenter for at vælge Tyskland.
I Tyskland havde arbejderbevægelsen med november-revolutionen kæmpet og vundet republikken, kvindernes stemmeret og en otte timers arbejdsdag. Danmarks politiske system kom til at virke tilbagestående.
Denne revolution var en række mytterier og sociale og politiske oprør, som i november 1918 førte til, at den tyske kejser gik af – og det Tyske Kejserrige bukkede under.
Revolutionen banede vejen for dannelsen af en tysk republik, Weimar-republikken, som eksisterede, indtil Hitler greb magten i 1933.
Rygter om tysk snyd
I tiden efter afstemningen i 1920 opstod der i nogle danske kredse rygter om, at tyskerne ikke havde vundet valget i Flensborg på retfærdig på retfærdig vis. En del danskere fik efter valget en opfattelse af, at de mange tilrejsende tyske vælgere var blevet favoriseret – og der opstod en myte om, at Flensborg kunne være blevet dansk, hvis valget var gået rigtigt for sig.
Det store valg i 1924
Professor Wieth-Knudsen mente ikke, at de 250.000 tysksindede sydslesvigere ville udgøre nogen fare for Danmark. De ville hurtigt blive dansksindede, hvis Danmark fik Sydslesvig. Den samme mening havde Claus Eskildsen i sin bog Dansk Grænselære
De dansksindede havde en lidt falmende begyndelse. Så kom et stort opsving som kulminerede i 1924. Derpå var der tilbagegang, en ny kort opremsning under krigen ved tredivernes begyndelse, men så en ny tilbagegang under nazismen. Ved krigens slutning var der en fast kerne på 2.000 medlemmer.
For at blive repræsenteret i Reichstag krævede det 60.000 stemmer i en valgkreds. Det lykkedes for polakkerne i Øvreschlesien. Selv ved det store valg i 1924 var man 12.000 stemmer fra dette mål.
I maj 1924 fik man dog indvalgt 7 medlemmer i Flensborgs byråd.
Tyske historikere har en anden opfattelse
Om der havde været nazister inden for det danske mindretal, ja det har det sikkert. For de unge var der fordele ved at være medlem af Hitler Jugend, hvis man skulle have en videregående uddannelse.
Og så blev Ernst Christiansen, redaktør af Flensborg Avis beskyldt for at have nazistiske tendenser. Man kan vel kalde hans ideologi som ”Völkisch”. Ordet er gudskelov svært at oversætte til dansk. Det kan vel kaldes præ-nazistisk. Han havde nogle specielle forestillinger om afstamning og race.
Tyske historikere har beskyldt de dansksindede sydslesvigere for nazistiske tendenser. Kigger man på medlemsblade fra dengang m.h.t. at blande sig med de østtyske flygtninge, så havde man en speciel tolkning om raceideologi. Vi har i tidligere artikler gjort opmærksom på dette forhold.
Krisen var stor i Flensborg
Troels Fink konstaterede, at den vældige tilslutning til det nazistiske parti i Sydslesvig ”er et vidnesbyrd om, hvor hårdt kristen ramte, og hvor desperat stemningen var blevet”
Og Lorenz Rerup fortæller, at i vinteren 1931-32 var 8.000 i Flensborg uden arbejde, det var en fjerdedel af arbejdsstyrken.
Martin Klatt mener, at det var befolkningens sammensætning og manglen på et slagkraftigt industriproletariat, der var baggrunden for, at Sydslesvig tidligt blev en nazistisk højborg:
Problemer med fremmedflag
I Nordslesvig havde man store problemer med at overholde lovgivningen om fremmeflag. Myndighederne havde også besvær med at forvalte lovgivningen. Således havde Grev Schack en meget liberal holdning til dette spørgsmål i Tønder Amt.
Det var også en landmand i Harreslev, der altid skulle flagre med det blå-hvide-røde slesvig-holstenske flag, når der var lejlighed til det. Når sønnen havde glemt det så råbte moderen fra vinduet:
De tyske skolebørn drillede de dansksindede skolebørn:
Dette er nok en form for plattysk.
Stor tilslutning til danskheden i 1945
Efter Tysklands nederlag i 1945 opstod der et solidt dansk flertal i Flensborg og omegn. Var valget fra 1920 blevet gentaget efter Anden Verdenskrig var Flensborg formentlig blevet dansk.
Der opstod en stemning af, at Danmark flød med mælk, honning, demokrati og social retfærdighed. Noget helt andet, end hvad Nazityskland havde budt på. Det var kaos at mange vendte sig til den danske side.
Som vi tidligere har været inde på, så fik den nye danskhed næring af et stort antal flygtninge, som opholdt sig i Nordtyskland efter Anden Verdenskrig – og som ikke var populære blandt flensborgerne. Men det var de egentlig heller ikke blandt de dansksindede.
Mange politiske fraktioner
De fleste dansksindede sydslesvigere taler i dag plattysk, tysk og sønderjysk. Men det er vel en del, hvor forældrene kun taler tysk. Der var dengang et spørgsmål for de dansksindede om de skulle i dansk eller tysk skole.
Mange dansksindede blev i 1930’erne afskediget fordi de havde et dansk sindelag. Kommunisterne havde deres Rote Front, socialdemokraterne havde deres ”Eiserne Front” og nazisterne havde deres SA (Sturmabteilung). Det blev enere til SS. Så var det også lige de tysk – nationale, som havde deres ”Stahlhelm”. Ingen af dem gik stille med dørene. Der kom til slagsmål, ja også mord i Flensborg. En SA – mand myrdede en kommunist. Han flygtede til Italien.
Et dansksindet barn havde set et Nazi – optog. Barnet spurgte sin far, hvad det var for nogle. Han svarede:
Det var ikke let for et dansksindet barn at gå i tysk skole og være den eneste, der ikke var i Hitler – Jugend.
Anledning til at arrestere fjenderne
Den 27. februar 1933 brændte Rigsdagsbygningen i Berlin. Det gav så de nye magthavere anledning til at arrestere alt, hvad de kunne få fat i ag kommunister, socialdemokrater, fagforeningsfolk og ”andre statsfjender”. Derefter fulgte et valg, hvor nazisterne opnåede flertal sammen med de borgerlige partier. Man var kommet ”legalt” til magten.
Nu skulle man også stille med ”Arienausweis”. Jo man havde allerede i 1934 hørt om Oranienburg og Dachau, men ingen vidste rigtig, hvad der skete der.
Men i udlandet var der udkommet den såkaldte ”Braunbuch”. Den fortalte, om havde der foregik i lejrene. Folk blev pint og udsat for et meget hårdt liv. Dem, der slap ud, skulle ellers skrive under på, at de ikke måtte fortælle, hvad der skete i lejrene. Der blev også skildret ting, som man simpelthen ikke troede på. Men tidligt vidste man, at der var disse lejre.
De dansksindede så også, at det franske hold hilste med udstrakt arm, da de gik forbi Hitler under Olympiaden i Berlin i 1936.
Vestmagterne accepterede Hitlers ekspansionspolitik. Det blev meget værre efter München – mødet i september 1936, hvor England, Frankrig og Italien gav Hitler grønt lys til at indlemmer Sudeterlandet – og dermed gøre det første skridt til Tjekkoslovakiets endeligt.
Så fulgte ”Gleichstellung”, den åndelige og politisk – organisatoriske ensretning. Gamle foreninger blev nu indlemmet i de nye Nazi – institutioner.
De dansksindede børn fik at vide, at de ikke skulle fortælle om, hvad der blev snakket om derhjemme.
Man skulle spørge om lov hos Hitler – Jugend
Det var Hitler – Jugend, der samlede hele den tyske ungdom tvangsmæssigt under en hat. Dog var det danske mindretal udtrykkeligt fritaget for at deltage. Men hver gang et ungt menneske agtede sig til Danmark, skulle han have tilladelse dertil af – Hitler Jugend. Tilladelsen skulle hentes fra et kontor i Flensborg som kun havde åbent nogle få timer om ugen. Og tilladelsen blev kun givet for nogle få rejser i et kort tidsrum. Det var et stort besvær.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.516 artikler, herunder 126 artikler om Afståelse, Grænsedragning eller Genforening:
Under Sønderjylland er der 188 artikler bl.a.
Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) er der 305 artikler bl.a.
Under 1864 og De Slesvigske krige finder du 33 artikler
Dato: marts 20, 2020
Kjole syet af Hagekorsflag
Nyborg Museum fik i 2004 indleveret en speciel kjole. Den er fremstillet af et mægtigt Hagekorsflag. Vendepunktet i Anden Verdenskrig kom 2. februar 2004. Også i Nyborg mærkede man forandringer. Der kom masser af flygtningen. Engelske fly bombede havnens skibe. Byrådet tog deres forholdsregler. Og hele 315 modstandsfolk stod parat. Men den tyske kommandant havde ikke hørt om kapitulation. Dog forlod man byen den 7. maj. Men forinden havde en række vakse knægte fjernet det mægtige Hagekorsflag fra Det Tyske Hovedkvarter. En af pigerne Aase Kamstrup fik overladt flaget. Af det blev der fremstillet en kjole og en nederdel. Sidstnævnte er dog gået tabt i årenes løb.
Kjolen er en flot, højrød kjole, Nyborg Museum fik indleveret i 2004. Den er hjemmesyet og består af et overstykke, som prydes af et figurativt mønster broderet med mørk orange silketråd. På hver side er der oprindelig påsyet fire knapper. Knapperne er tre centimeter brede og slået i samme stof som kjolen med rande af sort fløjl. Kjolen har isyet smalle skulderpuder, og ærmegabene er på indersiden kantet med et smalt bånd i blåt, muligvis af silke.
Det påsyede skørt er ganske vist med to stiklommer i siderne, og ryggen er åben ned til livet, men har sikkert været lukket med den vedlagte 23 cm lange lynlås, som med årene har skiftet sin oprindelige hvide farve ud
med lyserød.
Vedlagt kjolen var der to knapper af samme type som dem på kjolen, men kun to centimeter i diameter. Disse har formodentlig siddet i et påsyet, løst bælte. Ud over kjolen indleveredes tre mindre stykker stof i samme
materiale som den, måske har det ene oprindeligt dannet en påsyet lomme.
Det var de færreste danskere – ja, europæere vel – der var i tvivl om, hvad der ventede i de sidste dage af april og begyndelsen af maj 1945.
Vendepunktet havde været 2. februar 1943. I slutningen af 1942 forsøgte feltmarskal Erich von Manstein forgæves at lade sin 4. panserarmé slå korridor ind til Stalingrad, hvor russerne havde indesluttet Friedrich
von Paulus’ 6. armé på 300.000 mand samt allierede i en ca. 50 km lang og 25 km bred lomme. Da Manstein måtte give op, forsvandt alt håb for de indesluttede tyske tropper, men da von Paulus nægtede at kapitulere, sattes det afgørende angreb ind den 10. januar.
Tre uger senere var lommen splittet op, og den sydlige del overgav sig. I sidste øjeblik søgte Adolf Hitler at hindre, at von Paulus skulle overgive sig med hele sin armé ved at udnævne ham til feltmarskal – ingen tysk feltmarskal havde indtil da nogen sinde nedlagt sine våben.
Forsøget var dog forgæves. Feltmarskalen overgav sig og sine 90.000 tyske tropper, hvoraf halvdelen var sårede, og den 2. februar ophørte al modstand.
Halvandet år senere fulgte invasionen af Normandiet, og fra nu af pressedes de tyske styrker tilbage overalt. Forsøget fra Hitlers side på at kaste tropper ind i Ardenneroffensiven, der indledes den 16. december 1944, mislykkedes. Der var slet ikke det nødvendige antal tropper til rådighed, og dertil kom, at Hitler overførte tropper fra de østlige slagmarker, hvorved han bidrog til at svække fronten mod den indtrængende russiske fjende.
Herefter var nederlaget uundgåeligt. I vest hængte indbyggerne i de tyske byer hvide lagner ud ad vinduerne og bad mindeligt bykommandanterne om ikke at forsvare byerne, i øst flygtede befolkningen panikslagen for Den
Røde Hær.
Den 18. marts udstedte Hitler en ordre om at evakuere alle tyske indbyggere i de vestlige områder. En ordre, der var umulig at efterkomme på grund af manglende transportmidler. Efter sigende var førerens svar på
denne oplysning: “Så må de gå!”.
Dagen efter kom den såkaldte Nero-ordre: Alle offentlige bygninger og værdier skulle ødelægges, alle tyskere skulle kæmpe til døden.
Den 30. april begik Hitler selvmord i førerbunkeren i Berlin. I begyndelsen af majdagene kastedes de vestallierede tropper ind i en march mod nord. Kapløbet om at nå den danske grænse først var begyndt. Den
Også i Nyborg mærkede man, hvor det bar hen. Der ankom et stigende antal østtyske flygtninge, hvilket tærede på byens ressourcer. F.eks. fik mejeriet i Nyborg de sidste uger af april ordre til daglig at levere 2.000 liter mælk.
Allerede den 19. februar var der indløbet en meddelelse fra varedirektoratet om, at der blev stillet 425½ kg stearinlys til rådighed for indbyggerne i Nyborg. Man kan smile ad det halve kilo, men meningen var ikke til at tage fejl af. Lysene var “til brug i katastrofetilfælde”.
På byrådsmøde den 16. april blev det besluttet, at der kunne indkøbes diverse fødevarer til et beløb på 55-60.000 kr. “med henblik på uddeling til befolkningen i en katastrofesituation dvs. under krigsbegivenheder,
hvor også transportmulighederne inden for den enkelte landsdel vil være stærkt begrænset, og byens befolkning udsat for at lide nød”.
Byrådet tog med andre ord højde for situation, hvor Lillebæltsbroen var sprængt og færgerne mellem Sjælland og Jylland sænket.
I dagene omkring 1. maj anløb adskillige tyske marine- og transportskibe Nyborg. Fragtbåden “Minen”, ankom overfyldt med tyske flygtninge, et par turistskibe ligeså fulgt af omkring seks marinekuttere og to-tre torpedobåde. Nogle mindre krydsere og to andre skibe havde desuden lagt sig for svaj ud for Kajbjerg Skov syd for Nyborg.
Straks inden den 1. maj havde ledelsen for den samlede danske modstandsbevægelse modtaget beskeden “Stand by” fra den allierede overkommando. Nyborgs byledelse drog derfor til sit underjordiske hovedkvarter på Holkegård i Refsvindinge. De følgende dage gennemførte man møder med Nyborgs borgmester for at orientere ham om byledelsens planer og gav samtidig modstandsgrupperne, der var under kommando af en
søløjtnant Mickelsen, ordre til at gå i ventestilling.
Den 3. maj sendte man fra byledelsen et brev til den tyske bykommandant Lütchenkirchen om forskellige praktiske spørgsmål som den fremtidige forplejning samt interneringsforhold for de tyske tropper efter den
forestående kapitulation. Kommandanten lod henvendelsen ubesvaret.
Den 4. maj angreb engelske fly og kastede bomber mod skibene i havnen, og der var flere flyvervarslinger i løbet af dagen. De tyske tropper svarede med antiluftskyts, og en tysk damper blev svært beskadiget sat på
grund ved Lindholm.
Klokken 20:38 fredag den 4. maj kom så befrielsesbudskabet, som sendte nyborgenserne jublende på gaden, som det skete overalt i Danmark. Mens unge drog syngende gennem gaderne, og deres forældre fandt den sidste
flaske portvin frem og rev mørklægningsgardinerne ned, gik modstandsgrupperne i aktion.
Det viste sig nu, at situationen tegnede sig noget usikker. Hvad man fra modstandsbevægelsens side havde overset, var nemlig en særaftale, der efter tysk krav var indskrevet kapitulationsbetingelserne. Så skønt
byledelsen havde forudset en frivillig tysk overgivelse i den plan, man havde udarbejdet, måtte man nu forholde sig til, at de vestallierede var gået ind på, at den militære overgivelse skulle foregå uden aktiv
medvirken af modstandsbevægelsen i de lande, der fra kl. otte morgen lørdag den 5. maj var frigjort fra tysk besættelse.
Den tyske kommandant havde inden 4. maj bekendtgjort, at tyske soldater ville arrestere enhver dansk modstandsmand, man traf, og da frihedskæmperne ikke bar uniform, ville han lade dem skyde.
Fra midnat den 5. maj opholdt de 315 modstandsfolk sig uden armbind og våben forskellige steder i Nyborg centrum indtil kl. 7.30. Præcis kl. 8.00 havde de ordre til at indfinde sig på de steder, hver enkelt gruppe havde fået besked på, og på nøjagtig samme tidspunkt kørte byledelsens medlemmer i blomstersmykkede vogne ind over bygrænsen, som derefter afspærredes med pigtråd af modstandsgrupper.
Ledelsen ringede til kommandanten, der befandt sig på hovedkvarteret Hotel Nyborg Strand, som tyskerne havde beslaglagt i 1943. Lütchenkirchen nægtede imidlertid at komme til telefonen, og da man gennem den tolk, der havde besvaret opkaldet, meddelte ham, at byen var blevet besat, hvorfor han beordredes til at inddrage alle poster, erklærede han, at han intet kendte til nogen kapitulation, men havde sine ordrer, som han ville følge i tilfælde af oprør. Byledelsens svar var, at den havde sine ordrer fra sin øverste chef general Eisenhower, og at kommandanten selv kunne ringe tilbage på denne telefon, når han fandt det belejligt. Fra modstandsbevægelsens side havde man ingen intentioner om at kontakte ham yderligere. Byledelsen lod straks gå besked til regionsledelsen i Odense.
“I Nyborg har man forhandlet med kommandanten, der siger, at han kun kender til våbenstilstand, og at han endnu ikke har modtaget anden ordre. Han vil kun forhandle med borgmesteren og er meget forbløffet over
bevæbnede danskere på gaden. Han udtaler, at situationen er meget farlig. Vi afventer eventuel forholdsordre i den anledning.”
Først i løbet af 6. maj begyndte kommandanten at blive forhandlingsvillig, men nu stod byledelsen med et andet problem: Man havde modtaget efterretninger om, at tyske grupper – især marinere – ville kæmpe for enhver pris. Da man også havde observeret tyske officerer udvise stor nysgerrighed over for modstandsgruppernes afspærringer, var man klar over, man skulle være på vagt.
Da man derfor modtog en opfordring fra Lütchenkirchen til at indfinde sig på Hotel Nyborg Strand samme aften, forblev ledelsen uden for pigtrådsafspærringen. Mødet forløb dog fredeligt, da kommandanten meddelte, at han havde modtaget marchordre til følgende morgen og nu ønskede at låne nogle køkkenvogne. Dette blev bevilget efter indhentet tilladelse fra regionsledelsen, under forudsætning af at køkkenvognene var under dansk kontrol.
Den 7. maj marcherede den tyske hærstyrke ud af Nyborg, men efterlod sig dog marinerne en tid endnu, uden at disse gav anledning til andet end tilfældig vold og interne slagsmål.
Midt i alt dette levede en stor del af Nyborgs befolkning sit eget liv, som det var tilfældet i resten af Danmark. Og skønt ovenstående giver et billede af disciplinerede tyske tropper under ledelse af en målbevidst
kommandant, har det dog været så som så med agtpågivenheden, hvilket følgende viser.
Blandt de unge, der fejrede befrielsen med sang og jubel rundtom i gaderne, var en ung kvinde, Aase Larsen, som en af de første aftner i maj – før befrielsesaftenen – sammen med en flok jævnaldrende er på vej hjem fra roklubben.
På vej ud ad Birkhovedvej møder de Aases lillebror på 15 år, Børge, der sammen med sin kammerat Preben, som har tilnavnet “Puddersukker”, kommer cyklende nede fra Svanedamsgade. Drengene har været nede ved Hotel Nyborg Strand, og her er det på en eller anden vis lykkedes dem at stjæle det meget store hagekorsflag, der vajede over det tyske hovedkvarter. At de er sluppet afsted med dette, peger på, at skønt kommandanten udadtil kunne hævde at have kontrol over sine styrker, må en vagt eller to dog have taget en alvorlig blunder.
Hvorom alt er, har drengene fået kolde fødder, eller også havde selve det, at de havde stjålet et så vigtigt symbol for næsen af tyskerne, været dem nok. I hvert fald tilbyder de Aase, at hun kan få flaget, og da hun såvel som hendes veninder kun er sig manglen på ordentligt stof alt for bevist, tager de mod flaget.
Aase Larsen, der i dag hedder Kamstrup, fortæller i 2013, at der vitterlig var tale om et enormt flag. Drengene havde klippet selve svastikaen ud af det, alligevel kunne der blive syet en bluse af den rest hvidt, der var tilbage fra midterfeltet. Aase Kamstrup erindrer ikke, om de var to eller tre, der delte stoffet, men husker, at derud over kjolen også blev syet en lille nederdel, der dog er gået tabt.
Ud over at tjene som en nutidig illustration til Esajas’ ord om, at “De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive”, viser anekdoten mere end noget andet, hvor forvirrende dagene op til befrielsen har været for såvel venner som fjender, og det ville unægtelig være dybt interessant, hvis vi havde et vidnesbyrd om, hvordan kommandant Lütchenkirchen reagerede ved nyheden om, at hovedkvarterets flag var væk.
Man kan trods alt kun håbe på, at han ikke blev oplyst om, at det var et par teenagedrenge, der havde stjålet det. Til gengæld kunne vi unde denne stivsindede officer at have fået at vide, at Det Tredje Riges flag endte med at være en ung kvindes balkjole.
Kjolen er udstillet på Nyborg Museum.
Dato: marts 18, 2020
Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen
Industri på Nørrebro handler også om de medarbejdere, der arbejdede i industrien. Her har vi fokus på en stærk kvinde, tekstilarbejder Dagmar Harriet Andersen. Hendes far forlod familien, da Dagmar var 4 år gammel. Familien flytter til Rabarberlandet. Alle kunne se, at familien var under fattigvæsnet. Der var masser af billig arbejdskraft på Nørrebro dengang. Dagmar fik aldrig skøjter, så hun kunne løbe på Ladegårdsåen. Hun melder sig ind i fagforeningen, da hun starter på fabrik. Hun bliver skilt efter 6 års ægteskab. Arbejdsdagen er på 12 timer. Rationalisering betyder maksimal udnyttelse af arbejdskraften. 60 pct. af arbejderne i Tekstilindustrien var ufaglærte kvinder. Dagmar er med til at oprette en klub på fabrikken. Hun mærker, at kvinders plads var i hjemmet.
Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen levede fra 1879 til 1962.
I 1907 lærer Dagmar Harriet Andersen at væve. Det tager en uge – så får hun sin egen væv på en tekstilfabrik, og den første uge tjener hun 12 kroner, den næste 18 kroner. Det er meget mere, end hun før har tjent. Dagmar har også hårdt brug for pengene. Lidt tidligere samme år er hun blevet separeret fra sin mand efter 6 års ægteskab: “Det var ikke altid min mand bragte sine penge hjem, så han var ikke til at stole
på.
Det kunne jo ikke blive ved, så besluttede jeg at prøve alene”. Dagmar skriver sine erindringer i 1955, 76 år gammel. De handler om tiden fra 1879 til 1943. Hun bliver født i København den 27. juli 1879, som den første af tre. Der havde været en lille pige til, men hun døde, inden Dagmar blev født. I Dagmars første år er faderen ikke meget hjemme, og han skifter tit arbejde: “Da min broder blev født, var min far kontorbud, og da min søster blev født, var min far brandmand.
Han fik kun 11 kroner om ugen”, skriver hun. Faderen forlader familien, da Dagmar er fire år, men mindre end et år senere ser hun ham igen. “Himlen var så rød en aften, min mor tog mig med ned til kanalen, jeg kan endnu se det mægtige bål, da Christiansborg Slot brændte, vi kunne se brandfolkene oppe på taget, og en af dem var min far”. Derefter forsvinder faderen stort set ud af Dagmars liv. Efter at faderen har forladt dem, flytter familien til Rabarberkvarteret på Nørrebro: “Et stort fattigkvarter og med små et og to værelses lejligheder.
Der boede folk med mange børn og flere familier måtte dele køkken, tøjet blev tørret i køkkenet eller inde i stuen, og vi skulle have det tørret i en fart for at få det på. Vi havde ikke meget at skifte med”. Møbler har
familien heller ikke mange af, de koster for meget at få transporteret ved flytninger – og dem er der mange af – men det hænger også sammen med lejlighedernes størrelse, ofte er værelserne ikke mere end 3 x 3
meter.
Rabarberkvarteret er rammen om mange skæbner: “Vi var vidne til mange tragedier, kunne folk ikke betale deres husleje blev de sat ud med kongens foged, og kørt til husvilde-afdelingen. Det var også meget
almindeligt, at folk var fast under fattigvæsenet, så fik de hjælp til husleje, de hentede rugbrød og varm mad.
Alle kunne se når familien var under fattigvæsenet, det var noget rædsomt tøj”. Dagmars mor tjener en krone om dagen, og “man kunne få meget for 1 krone i de tider. Kaffe, brød, fløde for 3 øre. Sukker, fedt, kul og margarine. Og når min mor så havde fået penge fra min far, handlede hun hos en marskandiser. Det var utroligt hvad hun kunne købe til os, og det var altid rent og pænt”.
Dagmars mor arbejder mest med rengøring og tøjvask, og Dagmar beskriver hende som svag og ikke særlig udholdende.
Da Dagmar er seks år, er hun og hendes søskende bl.a. på det kommunale børnehjem et stykke tid, fordi moderen bliver brystsyg og kommer på hospitalet. Selvom der ikke er noget, der hedder mad til bestemte tider, og varm mad er en sjældenhed, mindes Dagmar ikke, at hun og hedes søskende er syge, selvom hygiejnen i kvarteret er så som så. Der bliver
aldrig gjort i stand i lejlighederne, og det vrimler med kakerlakker: “Det var tit vi fik brød hvor der var en kakerlak bagt indeni”, skriver hun.
Da Dagmar kommer i skole, er der sommetider bespisning på skolen,
ligesom det også er muligt at tage bad der om vinteren. Om sommeren går hun og familien på den kommunale badeanstalt “Venedig”. Men hygiejne og renlighed er et stort problem i fattigkvarterne: “Når lusefrøkenen kom med to strikkepinde for at undersøge om vi havde lus, og der var nogle som ikke var rene, så ve dem, for børn er jo ubarmhjertige, og det var det mærkelige, at der blev ikke foretaget noget, kun konstateret. Det kunne jo nok have været lidt mere nænsomt”, skriver Dagmar.
Sådan som Dagmar oplever det, ser virkeligheden ofte ud for en arbejderfamilie. De skiftende jobs, de lave lønninger, mange flytninger og dårlige boligforhold er en kendsgerning for arbejderklassen i slutningen af 1800-tallet – Dagmars barndomsår. Den begyndende industrialisering er med til at skabe et stort skel mellem en lille magtfuld gruppe, der besidder produktionsmidlerne, og en stor gruppe besiddelsesløse arbejdere.
Socialt set viser skellet sig i en kvarters-opsplitning af København. Arbejderklassen bor specielt i de fattige brokvarterer – som f.eks. Rabarberkvarteret på Nørrebro. Den befolkningsgruppe, der udgør det
meste af arbejderklassen, er tidligere husmænd og daglejere fra landet, der på grund af kraftig befolkningsvækst i slutningen af 1800-tallet ikke længere kan finde arbejde på landet og derfor vandrer til
byerne.
Det medfører et overskud af billig arbejdskraft i byen, og det er ensbetydende med lav og dårlige vilkår for mange. På det politiske plan er det moderne parti-system, som skulle komme til at karakterisere
det kommende 20. århundrede, ved at finde sin form. De dominerende politiske partier er Venstre, som især repræsenterer bøndernes interesser, og Højre (som i 1915 blev til det Konservative Folkeparti), som især repræsenterer godsejerne og de velhavende i byerne.
Men Socialdemokratiet vinder i stigende grad tilslutning fra byernes arbejdere. I den voksende arbejderbevægelse finder mange et politisk ståsted og et håb for fremtiden.
Dagmars beskrivelse af sine barndoms- og ungdomsår indeholder en dobbelthed. På den ene side beskriver hun arbejderklassens dårlige levevilkår med hensyn til hygiejne, økonomi, politisk forståelse, boligforhold etc. Men på den anden side er der også tit en bemærkning om, hvordan hverdagslivet også kunne indeholde morsomme og gode elementer.
På trods af at hun beskriver børn som ubarmhjertige, forklarer hun, at der er et godt kammeratskab i klassen.
Hun beskriver, hvordan de handlende i kvarteret tit har lidt ekstra at give børnene, når de køber ind om lørdagen. Hun husker, at hun en søndag på den frosne Ladegårdsåen misunder de børn, der har råd til et par skøjter, men at hun har en dejlig dag og kommer frisk hjem. Hun fortæller, at sengehalm og skrammel hober sig op i gaderne, men at børnene vælter sig i det, og at klunserne og kludekræmmerne har travle dage.
Hun fortæller, hvordan drikfældighed er almindeligt i kvarteret, men at børnene får meget sjov ud af en fuld mand eller kvinde, der er på vej ned ad gaden. Også det politiske liv får en kommentar med: “Der var nok en valgdag, men det var jo en skolefridag, så var der sjov i gaden, børnene løb omkring og sang. Der var vist ikke mange der havde stemmeret i det miljø vi boede iblandt”. På dette tidspunkt er det 1866-grundlovens § 30, der fastsætter den almindelige regel om valgret til folketinget.
Ifølge den har kvinder ikke stemmeret. Valgretten tilkommer enhver uberygtet mand, når han fylder 30 år, medmindre han:
– Uden at have egen husstand står i privat tjenesteforhold;
– Nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt;
– Er ude af rådighed over sit bo;
– Ikke har fast bopæl i et år i den valgkreds eller den stad, hvori han opholder sig på den tid, valget foregår.
I 1897 kommer Dagmar, 18 år gammel, for første gang på fabrik i København. Før dette har hun tjent fire år på landet og været i huset hos en familie i København. Hun uddyber ikke nærmere, hvilken slags fabrik
hun er på, og i de følgende år prøver hun “lidt af hvert”. Ved storlockouten i 1899, hvor arbejdsgivere afskediger mængder af arbejdere, bliver også Dagmar fyret: “Jeg var kommen i fagforening men vi fik kun
6 kroner om ugen i understøttelse, så det var jo småt hele den sommer, men så blev lockouten ophævet den. 5. september med Septemberforliget”.
På dette tidspunkt er Dagmar 20 år og ugift. De fleste unge piger er sjældent medlem af en fagforening, da de ofte skifter arbejde – og fordi de måske håber på at komme ud af fabrikslivet, blive gift og stifte familie. Det er i det hele taget først langt senere, at de fleste
kvinder bliver medlem af fagforeningerne, og da er det oftest gifte kvinder. Som ung ugift kvinde er Dagmar derfor et atypisk fagforeningsmedlem ved århundredeskiftet.
Efter Septemberforligets afslutning, der fører til den første egentlige gensidige anerkendelse mellem arbejder- og arbejdsgiverorganisationer, og hvad man kan kalde arbejdsmarkedets “grundlov”, kommer Dagmar ud at tjene igen. Men kort tid efter bliver hun gift: “I 1901 blev jeg gift; min mand var arbejdsmand, og var tit ledig, jeg havde fået tre børn, drenge”. Dagmar skriver kun lidt om sin mand, og meget tyder på, at de to ægtefæller lever to forskellige liv.
De tilhører begge arbejderklassen, men henholdsvis den mandlige og kvindelige del, og det kan der være stor forskel på. Lønnen er f.eks. langt lavere for kvinder end for mænd. De fleste kvinder er derudover konstant i arbejde. På arbejdspladsen om dagen, og i hjemmet om aftenen. Holdningen i tiden synes at være, at kvindens naturlige og rigtige plads er i hjemmet, hvor hun koncentrerer sig om at opdrage børn, lave mad, vaske, sy og sprede hygge.
At dette ideal også gør sig gældende for arbejderklassen og for en kvinde som Dagmar ses blandt andet i en artikel fra “Kvindeligt Arbejderforbund”, som ellers er et af kvindernes stærkeste politiske talerør i begyndelsen af århundredet: “Kvindens plads er i hjemmet som hustru og moder, men som vort samfund er indrettet, tvinges mange, som helst ville ofre sig helt for hjem og børn, til i større eller mindre grad at skaffe sig fortjeneste ved arbejde ude”.
Om Dagmar helst vil ofre sig helt for hjem og børn kan vi ikke svare på. Det skriver hun ikke noget om. Men det er sikkert, at hun i større grad må skaffe sig fortjeneste ved at arbejde ude. Dette er tilfældet for langt de fleste arbejderkvinder. At Dagmar, da hun fylder 27 år, har arbejdet på landet, har været tyende i København, har været på fabrik, været gift og fået tre børn, er således ikke usædvanligt. Mange kvinder er i en lignende situation. Det handler i første omgang om at overleve, om at tjene penge så der kan komme mad på bordet, om at få tilværelsen til at hænge sammen.
Dagmar er en af mange enlige mødre. Efter skilsmissen fra sin mand i 1907 får hun gennem sin søster mulighed for at lære at væve på en lille fabrik. Det viser sig at blive hendes levevej. I starten lejer hun en
lejlighed og nogle væve, hvor hun arbejder sammen med en veninde: “Så kunne jeg løbe hjem til middag, og give børnene mad”.
Arbejdsdagen er på ca. 12 timer, men Dagmar har friere forhold til at kombinere familie og arbejde, end hvis hun havde været på fabrik. Men et halvt år senere drager veninden til Amerika, og Dagmar har ikke længere råd til lejligheden. Hun får plads på en fabrik, men bliver efter nogle års arbejde syg. “I de tider var der ikke noget der hed, at vi kunne få vores væve, når vi blev raske, det var en god arbejdsplads så der var rift om arbejdet”. Denne udtalelse fortæller meget om arbejdsforholdene.
For det første er det tydeligt, at der er stor udskiftning af arbejdskraft. Kvinder er ustabile på grund af giftermål, barsel og sygdom. For det andet fortæller citatet, at der ikke er tryghed i ansættelsen, man kan ikke lægge sig syg og forvente sin plads tilbage på grund af den store arbejdsløshed blandt arbejderklassen. Men Dagmars beskrivelse antyder også, at det er få arbejdspladser, der er “gode”, på trods af at der på denne tid opstår store industrivirksomheder med mere end 100 ansatte.
Tekstilindustrien er en af de industrier, der omkring århundredskiftet står for nogle af de største fabrikker. Her er 60 pct. af de ansatte kvindelige ufaglærte arbejdere. Efter sin sygdom kommer hun på en lille bomuldsfabrik: “Det var en dejlig og luftig fabrik, og fortjenesten
var også meget god, og arbejdstiden var kun 56 timer om ugen.” På dette tidspunkt er Dagmars ældste søn ude at tjene og de to andre begyndt i skole, hvilket gør det lettere for hende, skriver hun.
Men “så kom 1914 og første verdenskrig, det varede jo ikke længe, så blev det sløjt med materiale, vi fik ingen bomuld til landet, og fabrikken måtte lukke”. Dagmar bliver arbejdsløs, men hun er heldig, hun går ikke længe uden arbejde.
Efter 14 dage kommer hun ud på en stor tekstilfabrik, hvor hun får godt arbejde. Hun får råd til og mulighed for at have en lejlighed tættere på sit nye arbejde på trods af kraftig bolignød, og “Den 1ste september 1915 flyttede jeg så. Jeg gav 23 kroner i husleje, men nu havde vi også wc og el, så det var jo et godt fremstød”. Men krigen kan mærkes, og mange må holde op efterhånden.
Lillejuleaften 1917 bliver det Dagmars tur, og ligesom under storlockouten er det understøttelsen, hun forholder sig til: “Nu havde vi
så mange arbejdsløse, at der måtte noget ekstra til, og Staden trådte til, så fik vi en meget god understøttelse, men der var en tid hvor vi næsten ikke kunne få brød, for der var jo spekulation i alt hvad der kunne sælges. Der var en gruppe som hed Gullaschbaronerne, som tjente så mange penge, så de tændte deres cigarer med tikronesedler”.
Dagmar mindes en sang i revyen på Nørrebros Teater:
Man Køber en Villa i Rosenborg Stil,
Billeder i Alenvis, Bøger og Bil,
Ud kører Manden, med Briller i Panden,
Og Konen i Skindpels og Slør,
Med deres flotte Chauffør,
Aa, de skal bare en Aftentur til Helsingør,
Bønder og Krikker i Vejgrøften ligger,
Små Vovhunde smadres… Pladask.
Fart med Panik i og Horn med Musik i,
Kort sagt. En fuldendt Gullasch.
Medlemskab af fagforeningen under krigen sikrer hende økonomisk i en tid, hvor mange andre sidder hårdt i det. Fagforeningsarbejdet er noget, Dagmar rigtig bliver en del af efter Første Verdenskrig. Hun begynder så småt under krigen, hvor der bliver oprettet “en klub på fabrikken”, hvor hun er bestyrelsesmedlem og kontingentopkræver.
Men i 1915 holder Tekstilarbejderforbundet kongres, og “der blev jeg valgt som delegeret”, skriver hun. Hendes aktivitet i fagforeningen er med til yderligere at understrege, hvordan hun langsomt adskiller sig mere og mere fra mange arbejderkvinder i de første årtier af 1900-tallet.
Efter krigens afslutning i 1918 får Dagmar sit arbejde på tekstilfabrikken tilbage, og hun bliver delegeret til kongressen i både 1918 og 1921. Efter krigen er der et kraftigt boom i medlemstallet i fagforeningen – specielt kvinderne kommer med i denne periode. Men Dagmars centrale stilling er usædvanlig for en kvinde. Hun er med til at oprette studiekredse med foredrag, og hun er på kursus og med til møder.
Politisk set støtter hun Socialdemokratiet: “De har gjort meget for de små i samfundet, vi har en god social forsorg, den bedste i verden”, skriver hun i slutningen af sine erindringer. Dagmar lægger vægt på, at kvinder og tyende fik stemmeret ved den nye grundlov i 1915, og at valgretsalderen blev sænket fra 30- til 25 år. “I 1920 fik vi 8 timers arbejdsdag”, skriver hun, men hun beskriver også, hvordan rationaliseringen medfører en maksimal udnyttelse af arbejdskraften: “Der skulle indføres automatvæve, så hvor vi før havde kørt med 2 + 4 væve, skulle vi nu køre med 8 væve, og så skulle vi arbejde i 2-holdsskift fra 6-3 og 3-12, det var i 1929, og det var jeg med til i 12 år, og det gik meget ud over nerverne, jeg kunne ikke falde i søvn”.
Selvom den hårde akkord holder op kort efter udbruddet af Anden Verdenskrig, er Dagmar påvirket af det hårde arbejde. Hun er nu 61 år, og de næste par år erindrer hun som meget slemme: “Der er mørklægning og luftalarm, hvor vi måtte op om natten, sommetider flere gange, så vi var trætte når vi kom på arbejde”.
Hun er bange for at gå på gaden: “Man læste og hørte så meget, det tog på nerverne, og så gentog det samme sig som i den første krig. Vi kunne ikke få materialer, så måtte vi dele arbejdet, så vi kunne arbejde hver anden uge”. I sommeren 1943 holder Dagmar op på tekstilfabrikken. “Da havde jeg været der i 34 år”.
Hun har været med i organisationsarbejdet i mere end 25 år, understreger hun. Hun ser tilbage på sin tid på fabrikken: “Det havde været en god arbejdsplads, jeg havde tjent gode penge, men jeg havde altid
været økonomisk og en ting til, jeg har haft et godt helbred, og været heldig med mit arbejde, og var meget lidt arbejdsløs”.
Her nævner Dagmar i ‘en sætning de forhold, der har været vigtige i hendes liv.
Billedtekst: Vævesal i Rubens Dampvæveri på Frederiksberg, 1890. Med sine omkring 270 kvindelige arbejdere var væveriet Danmarks største kvindearbejdsplads.
Fra mindealbum skænket af arbejderne til etatsråd B. Ruben og hustru i anledning af deres sølvbryllup.
Farvelagt tegning af Rasmus Christiansen.
Fra Det Kongelige Biblioteks billedsamling
.
Dato: marts 16, 2020
Peder Lykke – en husmand på heden (1850 – 1937)
Han var en mand med mange mål og ambitioner. Hvad kan en husmand, og hvad kan han ikke? Men han var atypisk for sin tid og sit land. Peder er født uden for ægteskab. Han begyndte at opdyrke heden. Folk rystede på hovedet. Det var der ikke nogen, der havde gjort før. Han blev udnævnt som ”Præmiehusmand” af Lemvig Landboforening og fik en præmie på 15 kr. Han forelsker sig i en ærbar og uberygtet pige. De bliver gift. Det er et meget simpelt bryllup. Han skrev dagbog og sine erindringer. Peder og Stine er begravet på Nees Kirkegård ved Nissum Fjord i Vestjylland.
I det tidlige morgengry den 25. juli 1850 støder de danske og preussiske tropper sammen ved Isted i et slag, der skulle gå hen og blive et af de mest blodige og afgørende i Treårskrigen om hertugdømmerne. Dagen igennem bølger kampen. Luften er tyk af krudtrøg, smerteskrig, frygt og forventninger. En af de danske mænd, der kæmper i krigen, er Niels Berg Pedersen – en fattig murer og hornskemager fra Vestjylland.
Længere mod nord – små 20 km syd for Lemvig – høres også skrig og gråd denne sommerdag i juli. Disse skrig er dog ikke af død og smerte, men tværtimod lyden af et nyt liv, der kommer til verden. Barneskrigene
kommer fra gården Lykke i den lille by Nees på den vestjyske hede. Omkring gården ligger heden flad og mange steder uopdyrket hen. Der er frit udsyn til de omkringliggende landsbyer. Ikke et træ eller en busk spærrer for udsynet – man ser kun den flade, golde hede, endnu uberørt af plov og harve, og fjorden, som omgiver Nees på tre sider. Der er frit spil for den skarpe vestenvind, der på trods af, at den skal krydse
Bøvling Klit og Nissum Fjord for at nå ind til Nees, alligevel kan være bidende og gennemtrængende – selv på en sommerdag.
Barnet, der fødes på denne dag, er en søn af den fattige murer, der kæmper i krigen i Sønderjylland. Hans moder er den lige så fattige tjenestepige Ane Krestensdatter. Men Peder bliver født uden for ægteskab.
Hermed er rammerne for hele Peders liv lagt, allerede inden han er født: Som et fattigt og uægte barn hører han til i en af samfundets nederste grupper; blandt husmænd og daglejere.
Efter sin fødsel sættes den lille Peder i pleje på gården Lykke, hvor hans mor Ane arbejder. Som fattig og ugift tjenestepige har hun ikke råd til selv at tage sig af ham. Året efter, da Peders far Niels Pedersen er
vendt hjem fra Treårskrigen, gifter han sig med Ane. Men selvom Peders forældre nu er et ægtepar, vælger de alligevel ikke at tage deres søn hjem til sig; han får lov til at blive boende på gården Lykke. Først som
femårig bliver Peder hentet hjem til sine forældre. Og det er endda kun, fordi han har fået en lillebror.
Som fattige husmænd har Peders forældre nemlig ikke råd til at gå hjemme og passe den nyfødte. Peder hentes hjem for at passe sin lillebror, så hans forældre kan gå ud og arbejde for andre. Men det er ikke en glædelig oplevelse at vende hjem. På trods af at Niels er Peders biologiske fader, behandler han ham ikke med kærlighed. Det er hårde ord, der falder over Peders nakke; en brødefuld og vanartet søn, et skumpelskud, en horeunge! Niels skammer sig over det uægte barn og bebrejder både Peder og moderen.
Peder er heller ikke selv glad over at bo hos sine forældre. Han holder af sin mor og af sine to brødre, men han vil allerhelst bo et andet sted.
For Peder befinder hans familie sig på gården Lykke. “Hertil knytter sig mine første og kjæreste barndomsminder”, skriver han i sine erindringer.
Det er på Lykke, han vokser op, og det er Lykke, han betragter som sit hjem. Sin slægtskabsfølelse viser Peder tydeligt i sit navnevalg. Peder Nielsen er han døbt, men hele livet igennem kalder han sig Peder Lykke efter gården, han betragter som sit hjem.
Og det er sådan, alle andre kender ham: Peder Lykke – eller Pe’Løkk’, som det udtales på vestjysk. I den periode, han bor hos sine forældre, er det altid besøgende hos de gamle på Lykkegården, han ser frem til. De
gamle er som bedsteforældre for ham, og igennem hele sit liv er det dem, der står klar med en hjælpende hånd og en skilling, når han er i nød.
I foråret 1861 kommer den knap 11-årige Peder Lykke for første gang ud at tjene som hyrdedreng. I løbet af sin ungdom gør Peder hver år tjeneste i sommermånederne – på mange forskellige gårde. I vintermånederne går han i skole og bor hos sine forældre. Hvert eneste sted, han er, kommer han til at indgå i et hushold, hvor man arbejder, spiser og sover side om side med de andre på gården.
Næsten altid beretter han om, hvor god husbond og det øvrige hushold er imod ham, og enkelte gange skriver han, at de behandler ham som deres egen søn. Mange steder knytter han venskabsbånd, der varer hele livet ud. I løbet af hele sit liv er det de samme gårdmænd, som han har kontakt med, og ofte er det gårdmænd, som han har været i tjeneste og boet hos.
Gårdmændene hjælper gerne Peder, når han har problemer eller mangler noget, men enkelte gange er det også Peder, der kan gøre tjenester for dem.
Peder er en stolt dansker, der er opslugt af Fædrelandskærlighed og fyldt med foragt for og had til preusserne. Lige fra sin fødsel har han hørt beretninger fra Treårskrigen – næsten alle kan fortælle fængslende historier fra den gang, det danske folk sammen kæmpede mod preusserne … og vandt.
I vinteren 1864, hvor krigen om hertugdømmerne atter udspiller sig, blomstrer hadet til preusserne særligt voldsomt. I den snedækkede have foran Nees skole bygger skolebørnene en stor snevold. “Dannevirke”, kalder de den, og den strækker sig lang og stolt fra øst til vest i skolegården og skiller de to hære af skolebørn, der indædt bekæmper hinanden med snebolde og knytnæver, hvis sneen ikke er effektiv nok.
Det er for enhver pris nødvendigt, at den danske hær vinder, og alle skyts tages i brug i en leg, hvor alle de ophobede nationalfølelser kan udleves. I skolegården er det da også den danske hær, der vinder hver
eneste gang.
Ved det virkelige Dannevirke i Slesvig er Danmarks hær ikke nær så overlegen. Danmark taber Sønderjylland op til Kongeåen. Danmarks tab printer sig tydeligt i hukommelsen på den knap 14-årige Peder. “Jeg husker saa tydeligt den Sorg der greb alle, da Dannevirke blev rømmet. Min Fader græd, og han var vis paa at det var sket ved Forræderi ellers paastod han kunde det ikke være sket – min Fader var besjælet af en fast Tro paa Danmarks Retfærdige Sag, og paa Rettens Sejer.”
I skolen er Peder en meget dygtig, interesseret og videbegærlig dreng. Han oplever skolen som et fristed. I disse tider skyder højskolerne op over hele landet, og også dét vækker en længsel i Peder. Han lytter ivrigt, når en af hans medkonfirmander beretter fra sit ophold på Staby Højskole ved Ulfborg, og han ønsker, at det kunne være ham. Men Peders far har kun foragt tilovers for højskolerne: Der læres kun storagtighed,
siger han. For Peder er et højskoleophold uopnåeligt – han er for fattig, og lige så vigtigt: det passer ikke til hans stand. Kammeratens fortællinger bliver derfor som et glimt ind i en drømmeverden, han ved, han aldrig selv kan blive en del af.
I 1877 tager Peder tjeneste på herregården Engbjerggård nord for Lemvig. Det er første gang, han rejser uden for sognet for at tjene, og han gør det kun fordi lønningerne er højere, og han er ved at spare
sammen til at kunne blive gift. Forholdene på Engbjerggård er meget anderledes end, hvad Peder ellers er vant til. Her er der nemlig et stort skel mellem herskab og tjenestefolk: Man spiser ikke ved samme bord og
er ikke fælles om arbejdet.
Til at overvåge og fordele arbejdet ansættes tværtimod en forvalter, der kræver, at man tager hatten af og siger “De” til ham. I løbet af 1800-tallet bliver det mere og mere almindeligt med et socialt skel mellem herskab og tjenestefolk. Men for Peder er det noget helt nyt, han er vant til at indgå i arbejdet på lige fod med det øvrige hushold, og han synes, at forvalteren behandler tjenestefolkene, “som om vi var en slags slaver, eller da i det mindste at vi skulle føle at vi var en underordnet slags
klassemennesker”.
Forvalteren vil effektivisere arbejdet, så arbejdstiden bliver længere og hviletiden kortere. Det er Peder meget imod, men han har sin egen forklaring på forvalterens opførsel: Det er, fordi forvalteren kommer fra
Falster! De jyske bønder var nogle af de første i Danmark, der købte deres egen jord og overgik fra at være fæstebønder til at være frie selvejere. På Sjælland og øerne derimod har godsstrukturen været strammere og bønderne været fæstere i lang tid.
Ifølge Peder Lykke tog forvalteren ikke højde for, at jyderne i
modsætning til øboerne ikke var vant til at gå under “Forvalterens Stok”, og som han skriver: “os frie og sejge jyder, som var opfødte og vant til at arbejde i frihed og ikke under nogen kommando”.
Den unge Peder er en nøjsom mand. Han er flittig, ærlig og arbejdsom. I 25-års alderen forelsker han sig i den syv år yngre Mette Kjerstine (Stine) Sørensen, der tjener på nabogården. Hun er vokset op under
endnu fattigere kår end Peder, men “hun havde et Par arbejdsvante hænder og en god Vilje til at bruge dem”. I Stine finder Peder mange af de egenskaber, han sætter pris på, og det ideal, han selv prøver at
leve efter.
Fra da af er Peders mål at skrabe nok sammen til at have råd til at kunne gifte sig med Stine og gøre hende til en ærbar kvinde. I de næste par år tager både Peder og Stine arbejde udensogns for at tjene nok
penge til at kunne stifte hjem. Men på trods af deres hårde arbejde er det svært af skaffe penge nok til både bryllup og hjem.
Da husbonden på gården Lykke tilbyder at afholde deres bryllup for dem, er det en stor lettelse. Men der er en betingelse: Det bliver kun et billigt, simpelt bryllup uden fest med venner og slægtninge.
For Peder er dette en bitter pille at sluge – at det ikke er lykkedes ham at skrabe nok sammen til selv at kunne afholde et ordentligt bryllup for sin Stine. Gårdfolkene på Lykke forstår ikke hans indvendinger, de ser
det udelukkende som et godt tilbud de giver ham – og det er det skam også! Peder er dem taknemmelig, men alligevel er det endnu en manifestation af hans fattige kår og lave samfundsmæssige position.
At se sin Stine, der er en både ærbar og uberygtet pige, komme alene til Nees Kirke, tarvelig klædt, uden slør, uden anden pynt; at måtte skilles fra venner og familie uden for kirken uden at kunne byde dem til
bryllupsgilde – det er for Peder en stor sorg.
Men alt det på trods er han tilfreds på deres bryllupsdag den 5. december 1877. Dagen har bragt godt vejr for årstiden, og da han ved aftenstide står i den kolde klare luft og ser himlen blive brændende rød fra den nedgående sol, tænker han alligevel, at den smukke solnedgang måske er et varsel for dem om en lykkelig fremtid i deres ægteskabelige liv.
I de første år af deres ægteskab må Peder og Stine knokle blot for at have til dagen og vejen.
Udgangspunktet er deres lille lejet hus uden jordtilliggender, men det meste arbejde foregår på andre gårde som daglejere for gårdmændene. I 1880 køber de husmandsstedet Vestergadehus sydvest for
Lemvig. Huset er belånt, har stået tomt i flere år, er uden besætning, har dårlige jorder og trænger til en grundig reparation; årevis af hårdt arbejde tårner sig op foran Peder og Stine.
Men Peder er rastløs; “at sidde i et jordløst Hus er som at stå stille”, skriver han – han længes efter at få sin egen jord at dyrke – så de køber Vestergadehus, til trods for at jorden er så dårlig, “saa udenforstaaende
sagde at Køerne skulle bruge Briller for at se Græsset”.
Dele af jorden ved Vestergadehus har været dyrket før, men Peder har større ambitioner. Han vil også opdyrke de områder af jorden, der er hede. Her begynder det hårde arbejde. At pløje hedejord, der ikke før
har været under plov, er et hårdt arbejde – især når man er husmand og ikke selv har dyr, der kan trække ploven.
Opdyrkningen bliver et langsommeligt arbejde. For at have råd til dagen og vejen er Peder også nødt til at bruge tid på at arbejde for andre. Han gør daglejerarbejde på gårdene i omegnen. Som betaling for sit arbejde får han madvarer, byggematerialer eller et “pløjebed”. Men der skal mange pløjebed til, før jorden kan dyrkes. Og pløjearbejde gør det ikke alene.
Den tørre, magre hedejord har brug for gødning for at blive frodig. Den ene ko, Peder anskaffer sig i starten, kan slet ikke give gødning nok. Peders drøm om at opdyrke de store hedearealer er flere årtier om at blive til virkelighed. Men tilfredsstillelsen ved det hårde arbejde er der ingen tvivl om:
“Den første Glæde er da, naar Rugmarken er tilsaaet, og det er Bevidstheden om, at man har lagt et lille Stykke til den Del af den danske Jord hvorpaa der kan avles Føde baade til Mennesker og Dyr”.
Peder Lykke er en af de mange mænd, der er med at opdyrke den golde hede. Med nederlaget i 1864 er det danske land blevet mindre. I årene efter vokser Det Danske hedeselskab frem.
“Hvad udad tabes, skal indad vindes!” runger slagordet. Hvis de store uopdyrkede hedesletter kan kultiveres og inddrages i landbruget, vil det danske landbrugsland kunne vokse betydeligt. At opdyrke heden er derfor ikke kun en personlig sag for Peder. Det er en sag for hele Danmark!
At opdyrke heden er ikke nok for Peder. Han går et skridt videre og forsøger sig med havedyrkning.
Tiden til dette arbejde må han finde imellem sine mange andre gøremål. På dette tidspunkt er det ikke særligt almindeligt at beskæftige sig med havearbejde. Træer og haver er et særsyn på den flade jyske hede –
man lægger sit arbejde i sine marker. Særligt er det mærkeligt, at det er en husmand, der giver sig i kast med denne nye type opdyrkning. Det er typisk de rige bønder, som kan tillade sig at eksperimentere, at være innovative og tænke fremad – en husmand burde hellere bekymre sig om at hjælpe til på de større bondegårde, hvor der er brug for den ekstra arbejdskraft, end at bruge sin tid på den slags tosserier.
I starten er Peder da også meget alene om sit havearbejde. Folk ryster på hovedet ad det tilsyneladende nytteløse arbejde, han gør, “men Stine hun var glad for mit forehavende, saa vi var enige om galskaben”.
Senere bliver arbejdet lettet på grund af de mange forskellige foreninger, der skyder op, og det viser sig, at havedyrkningen måske ikke var den rene galskab alligevel. Plantningsforeningen opfordrer alle til at plante haver ved at tilbyde billige planter, og da Peder har erfaring, kan han tjene penge på at hjælpe andre gårde med at plante haver. I 1885 får Peder en udmærkelse, der både skaber anerkendelse og skæpper i
pengepungen. Han bliver af Lemvig Landboforening udnævnt til præmiehusmand og får en præmie på 15 kroner!
Efter nogle år i Vestergadehus begynder tingene langsomt at ændre sig, og efterhånden kommer det til at gå helt godt. Nu hvor Peder og Stine har deres egen jord, kan de selv producere en stor del af deres dagligdags fornødenheder. Men de skal passe på. Gårdmændene har stadig brug for daglejere på deres gårde, og det er en udbredt opfattelse, at det delvis er husmændenes pligt at være til rådighed.
Hvorfor ændre en velfungerende arbejdsdeling? Det er ikke alle gårdmænd, der synes, det er godt, når en husmand sådan gør sig uafhængig. Det skaber usikkerhed i samfundet, for hvis én husmand begynder at gøre sig uafhængig, hvem siger så, at den næste og den næste ikke også vil gøre det?
Peder har før hørt folk skumle over husmænd, der er blevet for dovne ved at få deres egen jord – de vil bare gå og fiske, grave lidt i haven og ellers ikke bestille noget, siger man. “Jeg var næsten bange for at
være hjemme de søgne dage,” skriver Peder, “Jeg vilde jo nødig skrives i folkets sorte bog”.
Men det er svært for Peder at holde sig væk fra sit eget husmandssted. Han vil så gerne arbejde på sin egen jord, og i løbet af de næste årtier lægger han da også mere og mere hedejord under ploven. Omkring århundredeskiftet har den 50-årige Peder opdyrket så stor et område, at han stort set kan forsørge sin egen familie af sin egen jord.
Kun en ting gør ham stadig uafhjælpeligt afhængig af gårdmændene i området: Han har hverken heste eller plov. Men at anskaffe sig heste er en ting, som Peder er meget tilbageholdende med. Husmænd har ikke selv trækkraft, sådan er det bare. Det er dét, der gør, at en husmand er en husmand, og en gårdmand en gårdmand. Peder har hele sit liv blot kunnet iagttage, hvordan gårdmændene har kunnet få alt det, han ikke kunne – om det så var et højskoleophold, et flot bryllup eller noget helt tredje, har han lært at affinde sig med, at det bare er noget, han ikke kan få.
Så selvom det kunne lette hans arbejde, er tanken om heste helt uvirkelig for Peder. Det er først, da en gårdmand, som er en af hans nære venner, og som han ofte køber pløjearbejde hos, foreslår ham at anskaffe sig et par heste, at han begynder at spekulere på det. Og så beslutter han sig for at gøre det! For at få råd til hestene er han nødt til at sælge en af sine køer, men så får han da også indkøbt to fine heste, en vogn, plov og harve.
.
“Jeg husker saa tydeligt den første Dag jeg kjørte ud i Marken og spændte mine egne Heste for Ploven, og begge Dele var betalt, og det var virkelig mine egne, baade Heste og Plov. Jeg følte Tømmen og Ploven i min Haand, og der gik en underlig varmende Glæde igjennem mig, saa jeg ikke kunde holde Glædestaarerne tilbage. Det var som der strømmede en Selvstændighedsfølelse gjennem min Bevidsthed, jeg syntes at nu jeg var den fri og selvhjulpne Mand.”
At have fået trækkraft betyder alverden for Peder. Det betyder, at han nu endelig er en selvstændig mand, at han ikke behøver at være uafvendelig ydmyg, fordi han er afhængig af gårdmændenes hjælp og velvillighed for at sikre sig sin overlevelse.
Men da Peder får egne heste og plov, træder han samtidig ud af sin rolle som husmand. Han kommer da også til at høre for sin beslutning. En dag da han er ude i marken med sine heste, kommer en gårdmand forbi. Gårdmanden siger til Peder: “Jeg vidste ikke andet end at du var en fornuftig mand.
Men tror du at det er klogt at sælge en ko og købe et par heste?!”
Men Peder vælger ikke at svare. For selv om han er nået så langt, selv om han er selvstændig og uafhængig nu, så er og vil han altid være husmand, og det vil ikke være klogt at lægge sig ud med gårdmændene. I sine erindringer skriver han: “Jeg foretrak at tie stille, for jeg vidste at han stod langt over mig i forstand paa hans vis, men derfor var det jo ikke sikkert at jeg kunde sætte ham ind i min tankegang.
Men manden fik at se at den tredje ko kom i båsen igen, og at jeg havde alligevel hestene!”
Livet igennem er Peder en mand med mange mål og ambitioner. Han er husmand og lever til dels efter de faste, men uskrevne regler for, hvad en husmand kan og ikke kan. Men Peder Lykke går også egne veje og er derfor på en gang både typisk og atypisk for sin tid og sin stand. At han er atypisk viser han bl.a. ved at skive dagbog. De fleste husmænd måtte arbejde hårdt for at kunne brødføde deres familier, og for dem var det helt utænkeligt at bruge tid på noget så overflødigt som at skrive dagbog.
I 1920’erne skriver han desuden erindringer, og det er med udgangspunkt i dagbogen og i erindringerne, at vi i dag har mulighed for at fortælle historien om Peder Lykke.
Peder Lykke og Stine er her fotograferet foran deres hjem Vestergadehus i Nees sogn ved Nissum Fjord.
Stine dør 5. marts 1936. Peder Lykke dør året efter 21. juli 1937. De er begravet på Nees Kirkegård.
Dato: marts 14, 2020
Artikler Nordvest
Her er en liste over 24 artikler om Nordvest. Flere følger. Bl.a. så besøger vi 8 industrivirksomheder i Nordvest. Disse artikler bliver lagt ind, når vi har afholdt foredrag på Biblioteket på Rentemestervej
Snart vil du opleve at vi lægger nogle artikler ind omkring industrivirksomheder i Nordvest. Det sker efter, at vi har holdt foredrag på biblioteket på Rentemestervej.
Foreløbig fokuserer vi på 8 industrivirksomheder, som bliver lagt ind i denne kategori. Men allerede nu har vi en del artikler om Nordvest. Disse er placeret under Nørrebro og København. Hvis du bruger søgefunktionen på artiklens navn, kan du finde den direkte.
Diverse artikler Nordvest:
Enigheden:
Lersø – bøllerne:
Industri:
Dato: marts 14, 2020
Udvalgte Industrivirksomheder på Nørrebro
Vi besøger her Oxelberg Maskinsnedkeri – En cykelfabrik i Meinungsgade (Hamlet) – Valdemar Hansens Bogbinderi – Nørrebro Dampvaskeri – Københavns Automobilværksted – Linnets Rammefabrik – Viggo Jensens Automoværksted – Th. bades Vogn – og Automobil Lakeri – Richard Møllers metalvarefabrik – Honningkagefabrikken ”Flora” – Skandinavisk Luksusmøbelfabrik – Dansk Karosserifabrik – En Kongelig Hof – og paraplyfabrik – N.P. Petersnes Enkes Møbelfabrik – Nyt Dansk Taxameter Company – Skandinavisk Barnevognsfabrik – Konfektionsfabrikken Gefion – P. Sørensens Skotøjsfabrik
Oxelberg Maskinsnedkeri
Oxselberg Maskinsnedkeri Smedegade 19 blev absolut Københavns største på dette felt. Peter Oxelberg blev allerede i 1853 snedkermester. Han var i lære hos sin far, der også var snedkermester. Ja og allerede som 20-årig kunne han også kalde sig dette.
Så rejste han 1 ½ år i udlandet. Han opholdt sig navnlig i Berlin og Wien. Der fik han øje for maskinernes store betydning for nutidens snedkervirksomhed. I 1872 etablerede han maskinsnedkeriet på Nørrebro. Det blev det første og største af slagsen.
Det var et meget anset snedkeri, ikke alene for det håndværksmæssige men også for det æstetiske. Oxelberg arbejdede sammen med de bedste arkitekter og fulgte deres tegninger nøje. Han skabte bl.a. nogle smukt udskårne døre i mahogni.
Han havde ikke kun interesse for sit fags mekaniske udstilling. Han virkede også for sin fags mekaniske udvikling. Han virkede også for at gøre ”Skjønhedens Forandringer hyldest”
I 1876 modtog han en guldmedalje på verdensudstillingen i Paris.
Han blev i 1886 formand for ”Snedkernes Tegneforening”. På Den Nordiske Industri – Landbrugs – og Kunstudstilling i København i 1888 fremstillede han et værelse, som han senere forærede Det danske Kunstindustrimuseum.
I politisk og social henseende var han en meget konservativ mand. Han var en åben modstander af den fremtrængende socialisme og fagforeningsbevægelse. Men han var kendt for hans menneskelige egenskaber, hjælpsomhed og retsind.
Fra 1876 var han medbestyrer i Københavns Snedkerlav. Og i 1881 blev han Ridder af Dannebrog. I 1890 afgik han ved døden.
Hellig – Hansen
Når vi nu taler om denne virksomhed, så er det nok en af de ansatte, der blev lige så berømt. Og det var Hans Hansen, der var svend hos Oxelbergs Maskinsnedkeri. Jo han blev senere karikeret i Herman Bangs roman ”Stuk” fra 1887.
Man sagde om ham i snedkeriet:
Derfor fik han øgenavnet ”Hellig-Hansen”. Han startede en karriere som byggespekulant, hvor han byggede for sine slægtninge. Derefter fortsatte han for egen regning at bygge. Han opførte rigt dekorerede bygninger.
Den rige dekoration af facaderne udført i cementstuk gav ham navn til Herman Bang’ s kendte roman, hvor facaderne bliver symbol på overfladisk kultur.
Hansens opstigen af den sociale rangstige var hastig. I marts 1883 fik han Ridderkorset, da han havde færdiggjort sine to største projekter, Dagmarteatret og National Scala. Med sin entre i underholdningsbranchen blev Hansens navn også knyttet hertil.
I 1884 blev han bragt til fallit af mere professionelle kapitalejere. Han gled hurtig ud af samfundets hukommelse. Men han klarede sig nogenlunde ved at arbejde for andre indtil 1905. Her blev han ramt af et slagtilfælde.
Han endte derfor som fattiglem på Almindeligt Hospital. De forargede spidsborgere ønskede ham Ridderkorset frataget, men han fik lov til at beholde det til sin død som 74 – årig i glemsel i 1923.
Ja se denne anekdote skulle vi da lige også have med i vores beskrivelse af Oxelbergs Maskinsnedkeri.
En Cykelfabrik i Meinungsgade
Velkommen til landets største cykelfabrik. Jo Hamlets Cykler på Meinungsgade var landets største. Takket være Krak’ s register kan vi spore virksomheden.
I cyklismens tidligste år rejste ingeniør Bruun på en længere udenlandsrejse for at studere cykelfabrikation. Hr. Bruun voksede op i Nordslesvig. Han rejste til København, hvor han deltog i et kursus for maskinbyggere på Det Tekniske Selskabs Skole.
Virksomheden optræder første gang i Hus – Registeret i Kraks Vejviser i 1887 under:
Det første år producerede man 50 cykler. De fleste cyklister købte amerikanske og engelske cykler i starten. Efter seks år var man oppe på en produktion på 900 cykler om året.
I 1897 gik en kapitalstærk kreds af mænd ind i foretagendet
Og det er under adressen Meinungsgade 12. Senere udvides fabrikken dog til at rumme både Meinungsgade 10, 12, og 14.
Vi kan se, at man havde en aktiekapital på hele 500.000 kr. Og som det fremgår af Krak så havde fabrikken et udsalg ved Selmer & Matthiasen, Nørre Voldgade 12. I starten af 1900 – tallet hed det så ”Kjøbenhavns Cykelfabriks Udsalg”, Købmagergade 49.
Indtil fabrikken fik sin egen dampmaskine blev maskineriet trukket med kraft fra nabofabrikken Koefod & Hauberg. I 1901 var produktionen oppe på 50 cykler om dagen.
I de forskellige vejvisere, kan vi se, at navnet Hamlet blev mere fremhævet. Interessant er også at se, at i 1908 er firmaet flyttet fra Meinungsgade 10 – 14 til Meinungsgade 4. I fagregisteret nævnes i 1910 også en adresse i Bredgade 33.
Det skrev Illustreret Tidende
(citat: Illustreret Tidende 1901, nr. 33)
Fabrikkens dampmaskine havde en kraft på 125 hestekræfter og trak ikke mindre end 135 arbejdsmaskiner.
Cyklen var et hit i hovedstaden, men en del blev også solgt i provinsen, hvor der var 74 udsalgssteder. Der blev eksporteret Hamlet cykler til Rusland, Nordtyskland, Finland, Rumænien, Kina og England.
Københavns Cykelfabrik solgte også cykeldele som kuglelejer, pedaler, nav m.m. Ud over ”almindelige” cykler, producerede fabrikken også kædeløs cykel, invalidecykler og transportcykler.
I 1901 var der 15.000 Hamlet – cykler på landets gader og stræder – og det var omtrent 50 ny hver dag. Prisen lå mellem 150 og 275 kr.
Fabriksbygningerne i Meinungsgade i for længst forsvundet og erstattet af boligbyggeri bygget kort tid efter at fabrikken flyttede fra Nørrebro.
Valdemar Hansens Bogbinderi
I året 1900 blev firma Valdemar Hansen grundlagt under beskedne forhold på Birkegade. Men under energisk og dygtig ledelse udviklede virksomheden sig.
I 1909 flyttede man til Gothersgade 91, hvor man indrettede sig med moderne maskiner og større værksteder.
Men man glemte aldrig det gamle håndværk. Man satsede på kvalitet og satsede på bogbinderi og arkivæsker. Man var leverandør til Københavns Rådhus af alt bogbinderi. Endvidere leverede man til mange hospitaler og statsinstitutioner.
Nørrebro Dampvaskeri
I 1871 blev Nørrebro dampvaskeri grundlagt. Det var i Læssøgade 17. Grundlæggeren var P.C. Nielsen.
Denne familie drev fortagenet i tre generationer. I 1914 blev dampvaskeriet overtaget af Valdemar Thorup. Denne udvidede virksomheden, så nu omfattede det al slags vask. Og det var både linned, husholdningsvask og vask efter vægt.
I 1916 opførtes en ny bagbygning, som gav god plads til de store dampruller. Det var en virkelig pryd for et moderne vaskeri, sagde man dengang.
Kraftanlægget blev udvidet med en ny dampkedel. For to store dampkedler hentede vaskeriet hver dag sit forbrug af damp til kogning og drivkraft.
Vaskeriet havde eget elektricitetsværk til belysning og strygning. Indehaveren Valdemar Thorup var en aktiv herre. Han var i bestyrelsen for Mesterforeningen i Farveri – og vaskeriejere under Arbejdsgiverforeningen.
Københavns Automobilværksted
På Tagensvej 39 lå Københavns Automobilværksted. Den blev grundlagt af F. Andersen og Axel Hansen i 1913. man byggede et stort garageanlæg med plads til 100 automobiler. Det var med indlagt centralvarmeanlæg, elektrisk lys, vaskehaller, mekaniker -, karetmager- og saddelmagerværksted.
Det var noget af det mest moderne som man kunne forstille sig i samtiden. Firmaet importerede også automobiler fra England, Frankrig og Amerika. Jo Københavns Automobilværksted var en solid var en solid og godt funderet forretning.
Linnets Rammefabrik
I 1915 blev Linnets Rammefabrik grundlagt under beskedne forhold i Baldersgade 63. Men med Linnets energi voksede produktionen så der snart opstod pladsproblemer. Allerede året efter flyttede man til P. Andersensvej 19.
Virksomheden omfattede fabrikation af fotorammer i alle størrelser både i guld og mahogni. Virksomheden påbegyndte i 1917 eksport af rammer til Amerika og England.
Ja tænk engang i 1917 androg eksporten til Amerika hele 140.000 kr.
Viggo Jensens Automobilværksted
Viggo Jensens Automobil – og reparationsværksted, Jagtvej 163B blev grundlagt i 1907 på Strandvej 19. Hr. Jensen var en af landets første automobil – reparatører. Han begyndte sit virke allerede i år 1900, da automobilismen vandt indpas her i landet.
Viggo Jensen var i 10 år tilknyttet det store ansete automobilfirma H.C. Christensen på Strandboulevarden som værkfører.
Han etablerede sig under beskedne former. Men Jensen var en dygtig mand og fik en stor kundekreds. Det var et meget moderne værksted vi fik her på Jagtvej.
Th. Bades Vogn – og Automobil Lakeri
Virksomheden lå på Hillerødgade 30. Den blev grundlagt 1. maj 1911 af Th. Bade i Danmarksgade 11. I 1912 blev virksomheden udvidet og flyttede til ladegården. I 1914 flyttede virksomheden så til Hillerødgade.
Virksomheden omfattede maling og lakering af alt tilhørende under vogn – og automobilarbejde. Virksomheden var på alle måder tidssvarende indrettet.
Richard Møllers Metalvarefabrik
Firmaet Richard Müller blev grundlagt i året 1900 under beskedne forhold i Rådmandsgade 9. Der blev snart oparbejdet en god og solid forretning. Senere kunne Müller ejendommen i hvilken han i flere år drev sin forretning.
Pladsforholdene blev imidlertid for små. Richard Müller købte derfor en ejendom i samme gade, Rådmandsgade 55. Her havde Titan drevet en del af deres virksomhed.
Fabrikken beskæftigede 60 mand. Man fremstillede værktøjer til massefremstilling af metalvarer, pressede metaldele m.m.
Som en specialitet fremstillede Richard Müller, perforerede plader til varmeledninger, centralvarmeledninger og beskyttelsesskærme. Det var faktisk alt, hvad der kom ind under begrebet ”stansearbejde”.
Honningkagefabrikken ”Flora”
Indehaveren hed L.C. Ortvang. Fabrikken holdt til i Åboulevard 5. Fabrikken blev grundlagt i 1914. Kunsthonning var før krigen em betydelig artikel.
Under krigen under smør – og sukkerrationeringen voksede produktet til en meget stor artikel.
Honningkagefabrikken ”Flora” voksede sig til en førende position. Selv om afsætningsforholdene efter krigen var betydelig reduceret kunne honningkagefabrikken stadig kalde sig blandt de største. Fabrikken beskæftigede 6 personer.
Skandinavisk Luksusmøbelfabrik
Her møder vi samme indehaver som har honningkagefabrikken. Det er også samme adresse Åboulevard 5.
Fabrikken blev grundlagt i 1902 i Blågårdsgade 21. Dengang arbejdede man under yderst beskedne forhold med fabrikation af møbler og kunstsnedkeri. Senere flyttede man så til Åboulevard.
Her specialiserede man sig i fremstilling af amerikanske sammenklappelige spilleborde. Det var en artikel, der før var blevet importeret. Men nu havde dette firma overtaget dette marked og leverede til hele Skandinavien.
Man havde også specialiseret sig i møbler af imiteret bambus. Det var en vare, som firmaet her havde opfundet. Den havde fortrængt de dyre udenlandske bambusvarer. Fabrikken beskæftigede 10 personer.
Dansk Karosserifabrik
Det hele startede på Tagensvej 39, hvorfra firmaet flyttede i 1920 til Drejøgade 12 – 14, samtidig med at P. Hornemann trådte ind i firmaet.
Jo man havde da tyvstartet på Drejøvej i 1918 da karetmager H.S. Nielsen ved hjælp fra kasserer P. Hornemann startede som passiv og senere aktiv deltager i virksomheden.
H.S. Nielsen var inden leder af den første special – karosseri – fabrik herhjemme som hed Mammen og Drechsler, der var oprettet i 1914.
Det var fabrikation af person – og luksuskarosseri, man havde som speciale. Firmaet var også leverandør til Hoffet, Hærens Tekniske Korps, De Danske Spritfabrikker, Det Danske Kulkompagni, Hans Just og Skandinavisk Motor Kompagni.
Fabrikken beskæftigede 35 personer.
En Kongelig Hof-paraplyfabrikant
Hovedudsalget var Købmagergade og så var der en filial på Nørrebrogade 47. Firmaet havde opnået en ledende stilling inden for paraply-industrien. Fabrikkens produkter udmærkede sig i høj grad ved at være solide og elegante. Produkterne havde fået stor udbredelse.
Firmaet blev grundlagt i 1857 af S. Polack. I 1881 blev firmaet overtaget af Marius Polack.
I 1890 fik man prædikatet Kongelig Græsk – hof – leverandør. Og sandelig om man ikke to år efter Kongelig Dansk Hof – leverandør.
I 1904 overtog V. Meyer firmaet.
Firmaets virksomhed bestod af fabrikation og handel med paraplyer, parasoller og spadserestokke. Man eksporterede også til dansk Vestindien.
N.P. Petersen’ s Enkes Møbelfabrik
Firmaet havde sæde i Ryesgade 23, men det var egentlig grundlagt i 1881 på adressen Nørrebrogade 45 af N.P. Petersen. Og det begyndte med maler – og snedkerarbejde.
I 1895 overgik N.P. Petersen fuldstændig til møbelfabrikation i malede møbler. Fabrikationen blev udvidet. Og så købte man i 1905 ejendommen Ryesgade 23 til fabriksvirksomhed.
Inden sin død i 1915 lykkedes det for N.P. Petersen at føre sin virksomhed til en af landets største i sin branche. Alle firmaets møbler var mønsterbeskyttede. Fabrikken havde leverancen til flere hotelvirksomheder samt offentlige institutioner.
Fabrikken havde betydelige leverancer til hele landet samt Norge, Sverige, Island og Grønland.
Siden 1915 blev fabrikken ledet af N.P. Petersens enke som traditionen førte samme forretningsprincip. Firmaet beskæftigede 30 personer.
Nyt Dansk Taxameter Company
Virksomheden lå i Meinungsgade 8. Den blev startet 1907 på Nørrebrogade af Marius Mulvad. Virksomheden blev startet under meget beskedne forhold.
Få år efter måtte man grundet pladsmangel flytte til Sct. Pederstræde. I 1916 overtog man en større industribygning i Meinungsgade.
Virksomheden forhandlede de såkaldte W.W.W. Ure til automobiler. Disse ure viste, hvornår en automobil forlod garagen om morgenen, hvor længe og hvor hurtig automobilen havde kørt på de forskellige tider af dagen.
Det kunne også vise, hvornår automobilen holdt stille og hvornår den var kørt i garage om aftenen. Og så kunne den se, hvor mange kilometer, automobilen havde kørt. Derefter kunne man beregne medicinforbruget, samt forbrug af gummi og olie.
Disse W.W.W. Ure var udbredt over hele landet og anvendtes af alle, såvel større som mindre virksomheder, der ønskede at kontrollere deres vogne specielt lastbiler.
Man drev både en gros og detailforretning. Man importerede store partier speedometer-ure og lignende artikler til automobiler.
Man havde også fremstillet en ny hastighedsmåler. Efter ny lovgivning var det af stor betydning at kunne overholde og dokumentere kørehastigheden.
Virksomheden flyttede senere til Ryesgade 3. Administrerende direktør var Marius Mulvad og driftsleder var A.N. Mulvad.
Skandinavisk Barnevognsfabrik
Skandinavisk Barnevognsfabrik blev grundlagt i 1910 i Frederik den Syvendes Gade 4. I 1912 flyttede man til Landemærket 9.
Virksomheden omfattede fabrikation af barne -, promenade, samt klapvogne og legevogne. De var aldrig før blevet fremstillet her i landet, men udelukkende importeret fra Tyskland.
Men fabrikken blev eksporteret til Sverige og Norge. I 1918 oprettede man også en filial i Frederiksborggade 34.
Fabrikken beskæftigede 35 personer.
Konfekturefabrikken ”Gefion”
Firmaet blev grundlagt 1916 af fabrikant Weichoff. Efter at have været på forskellige hænder overtog G. Larsen forretningen i foråret 1921.
Fabrikken fremstillede chokolade og konfekturer. Fabrikkens speciale var den såkaldte ”Normalstang”.
Der var oprettet forskellige udsalg i København og provinsen. Firmaet beskæftigede 20 personer. De gode produkter havde vundet indpas mange steder.
Skotøjsfabrikken blev grundlagt i 1880 i Korsgade 16 af S. Sørensen. I 1890 overtog fabrikken en ejendom i Blågårdsgade, hvor den så fortsatte sin virksomhed.
Efter grundlæggerens død i 1891 fortsatte sønnerne virksomheden, der fabrikerede alle former for fodtøj. Man havde en særlig afdeling for specialfodtøj, særlig sportsfodtøj. Den blev fremstillet efter en over hele verden patenteret fremgangsmåde. Sportsfodtøj blev eksporteret til Sverige og England.
Virksomheden beskæftigede 130 mennesker og havde fem repræsentanter. Fabrikant C.J. Sørensen var formand for Københavns Skotøjsfabrikanter.
Dato: marts 3, 2020
Håndtryk – Historieløshed og Nazi – kortet
Hvorfor bruge ordet ”Nazisme”? Historieløshed hos politikere. Håndtryk minder Aabenraa’ s borgmester om nazisme. Også det tyske mindretal trak Nazi – kortet. Skyldes det nedprioriteringen af historieundervisningen? Kom ideen fra et partimedlem? Masser af kommentarer: Det er fuldstændig vanvittigt – Træk lige vejret – Udvanding af historiske tragedier – Partifælde: Træk udtalelserne tilbage. Afsæt i 1930’ernes Tyskland!!! Et flertal har bestemt, at vi giver hånden. Vi kigger på den hilsen, som de to Venstre folk hentyder til. Og hvilken ideologi minder håndtrykket om! Den nazistiske kultur er forbudt i Tyskland. Der blev begået forfærdelige forbrydelser. Nazismen og fascismen fjernede sig fra hinanden. Hitler var tidlig ude med sin ideologi. Når man bruger Nazi-kortet. Støvede tanker er vigtige. Man udvander historiske begreber. Man burde ikke drage sådanne sammenligninger. Nazisme er en erstatning for djævlen. Nazisme er et skældsord.
Hvorfor bruge ordet ”nazisme”?
Vi skal være varsomme med at bruge ordet ”nazisme” og lave vores egne sammenligninger. Hvorfor begynder vi at sammenligne med Det Tredje Riges ideologi. Her troede man, at man befandt sig i et civiliseret samfund, hvor vi ikke drager sammenligner med en så forfærdelig ideologi.
Historieløshed hos politikere
To gange inden for kort tid har der været tegn på historieløshed hos to politikere i Sønderjylland. Først var det byrådspolitiker i Sønderborg, der nærmest ville tvinge folk fra Det Tyske Mindretal til at anerkende ordet ”Genforening”. Og nu mener Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, at håndtrykket til statsborgerskabet kan sammenlignes med Hitler – hilsen.
En redaktør fra Jydske – Vestkysten bakker Aabenraas borgmester op. Han mener, at borgmesteren har en pointe!
Vi kigger på historieløshed, Nazi-kortet og håndtrykket
Vi kigger på begrebet Historieløshed, Nazi – kortet. Ja så kigger vi også på, hvad det egentlig er, at man sammenligner med, når man vil sammenligne nutiden med nazismen. Ja og hvorfor trækker man egentlig Nazi – kortet?
Det var den tidligere indenrigsminister Inger Støjberg, der indførte håndtrykket som en anerkendelse af dansk statsborgerskab. Mange mener, at sådan et håndtryk er en vigtig tilkendegivelse. Et håndtryk udtrykker ligeværd og ligestilling.
Det minder Aabenraa’ s borgmester om nazisme
Men Aabenraa’ s borgmester, Thomas Andresen sammenligner ”det tvungne håndtryk” med en speciel hilsen fra en mørk fortid:
Også det tyske mindretal brugte nazi-kortet
En nazi-hilsen er politisk undertrykkende. Det er vel også derfor, at enhver form for Hitler – hilsen i dag er forbudt i Tyskland.
Ja selv det tyske mindretal brugte Nazi – kortet, da deres formand skød med skarpt på et Facebook opslag mod Dansk Folkeparti. De forbandt dette parti med nazismen. DF i Aabenraa forlangte, at Heinrich Jürgensen, der er formand for mindretallets forening BDN trådte tilbage efter delingen af opslaget.
Det endte hvis nok med, at Heinrich Jürgensen slettede opslaget.
Skyldes det, nedprioritering af historieundervisning?
Man kunne jo tro, at de tre sønderjyske politikere vi her hentyder til, er udtryk for konsekvenser af den fatale nedprioritering af historieundervisningen i den danske folkeskole de sidste 40 år.
Hvorfor er dette håndtryk nu også vigtig? Hvorfor skulle det være så stor et problem at give dette håndtryk? Er det ikke almindelig høflighed?
Man forventer vel at borgerne vil give borgmesteren et håndtryk og omvendt? Man kan vel bibeholde sin egen kultur ved siden af, men bidrage til det danske samfund ved at blive en del af den danske kultur.
Fik Aabenraa’ s borgmester ideen fra en partifælde?
Om Aabenraa borgmester har fået ideen fra sin partifælde i Kolding Byråd, Merete Due Paarup skal være udsagt. Men hun påkaldte sig også opmærksomhed i 2018, da hun sammenlignede den daværende udlændinge – og integrationsminister Inger Støjberg med nazister.
Og det chokerede jo forståelig nok den daværende minister. Hun kaldte det for historieløst. På Facebook skrev byrådsmedlemmet fra Kolding:
Inger Støjberg pointerede dengang, at udlændinge skal underskrive, at de vil overholde grundloven og at hun anser et efterfølgende håndtryk som en normal og respektfuld måde at hilse på hinanden på.
Merete Due Paarup forklarer til Jyske – Vestkysten, at hun ikke direkte vil sammenligne sin partifælde med nazister, men at hun får associationer i den retning, når Inger Støjberg udtrykker holdningen om påtvunget håndtryk.
At give hånd til udlændinge er ikke en af kardinalpunkterne i nazistisk ideologi. Det burde Aabenraa’ s borgmester vide.
Det er fuldstændig vanvittigt
Venstres indfødsretordfører, Morten Dahlin tager også skarpt afstand fra sin partifælde:
Træk lige vejret
Også Integrations – og beskæftigelsesminister Mattias Tesfay har kommenteret sagen fra Aabenraa:
Udvanding af historiske tragedier
Peter Kofod, MEP fra Dansk Folkeparti siger bl.a.:
En Venstre – mand blev ekskluderet
I Billund gik Lars Hansen fra Venstre også imod sit partis beslutning om håndtryk. Men han sammenlignede dog så vidt vides ikke situationen med nazismen. Men det endte dog med, at han blev ekskluderet af sit parti. Disse planer har Venstre dog ikke for Aabenraas borgmester.
Partifælde. Træk dine udtalelser tilbage
Men næstformand for Venstres folketingsgruppe på Christiansborg opfordrer nu partifællen Thomas Andresen til at trække sine udtalelser om håndtryk og nazisme tilbage:
Afsæt i 1930’ernes Tyskland!
Thomas Andresen selv understreger til Jyske Vestkysten, at han ikke har haft til hensigt at kalde partifælder for nazister:
Et flertal har bestemt, at der skal gives håndtryk
Her vil ”Den Gamle Redaktør” dog lige kommentere noget. Vi er sandelig ikke på vej til et nazistisk styre. Sagde man sådan i Tyskland var man sikkert blevet straffet. Mange fremmede kulturer har deres måde at hilse på. Måske burde vi som danskere respektere dette. Men et flertal af politikere har bestemt, at der skal gives et håndtryk for sådan gør vi i Danmark.
Den hilsen, som de to Venstre folk mener
Skal vi lige kigge på den hilsen, som de to Venstre – politikere sammenligner et håndtryk med, når der skal siges tillykke ved statsborgerskabet.
”Heil” er det tyske ord for helbredelse, men efter Hitlers magtovertagelse blev det ”Heil Hitler” eller ”Sieg Heil”, som nazisterne brugte for at ære føreren, Adolf Hitler. Denne hilseform svarer til det engelske ”Hail” og Fascisternes ”Hil”
Samtidig med ordene løftedes højre hånd. Nazisterne påstod, at urgermanerne havde gjort sådan. Nazisterne efterlignede nu bare Fascisternes ”romerske hilsen” og kommunisternes hævede knytnæve, fællesskabets signatur.
Det danske parti DNSAP, som havde sit forbillede i tyske NSDAP brugte ikke ”Heil Hitler” men sagde ”DNSAP Dansk Front”. Konservativ Ungdom brugte ”Heil” uden ord, men stoppede med dette inden Nazi – regimentets forbrydelser blev kendt og inden Danmarks besættelse.
Amerikanske børn brugte en form for ”Heil”, når det sværgede troskab til flaget, men stoppede dog med det, da Amerika trådte ind i krigen
Hvilken ideologi hentyder borgmesteren til?
Hvilken ideologi er det lige de to Venstre politikere hentyder til? Ja nationalsocialisme eller nazisme er en totalitær, politisk ideologi som opstod i Tyskland efter den første verdenskrig, nogenlunde samtidig med fascismens fremvækst i Italien. Nationalsocialismen deler som ideologi mange grundlæggende elementer med fascismen men er dog alligevel væsentlig forskellig, da nazismen i modsætning til fascismen bygger meget på ideen om racelære. Mens Fascismen bygger meget på ideen om kulturel overlegenhed via det gamle Romerrige.
Nazismen er i sidste ende knyttet meget tæt sammen med dens formgiver og fører, Adolf Hitler, selv om andre toneangivende personligheder også prægede ideologien. Historisk set kan man betagne nationalsocialismens fremkomst i 20’ernes Tyskland som en broget samlebevægelse for folkelige, racistiske, nationalistiske, anti – kapitalistiske og anti – marxistiske grupperinger.
I 1930erne var nationalsocialismen ikke en monolitisk bevægelse snarere en hovedsagelig tysk kombination af forskellige ideologier og filosofier centreret omkring nationalisme, anti-kommunisme, anti-liberalisme, tradionalisme, socialdarwinisme og betydningen af ”racerenhed”. Grupper såsom Strasser-brødrene og Die Schawarze Front var en del af den tidlige nazistiske bevægelse.
Deres bevæggrunde blev udløst på grund af vreden over Versaillestraktaten og hvad de opfattede som jødisk/kommunistisk sammensværgelse med henblik på at ydmyge Tyskland i slutningen af Første Verdenskrig. Tysklands efterkrigsproblemer var afgørelsen for dannelsen af ideologien og deres kritik af efterkrigstidens Weimar Republik.
NSDAP kom til magten i Tyskland i 1933.
Den nazistiske kultur er forbudt i Tyskland
I dag er nationalisme som ideologi forbudt i Tyskland. Men vi ser dog opblomstringer af både pseudonazistiske men også egentlige nationalsocialistiske foreninger fortsætter med at operere både i Tyskland og andre lande. Disse nazistiske strømninger kaldes også nynazisme på tysk Neonazismus.
Det er ret dramatisk, når man med jævne mellemrum ser folk trække Nazi-kortet. Den korte periode med nazistisk styre i Tyskland vil for altid stå som Tysklands og hele Europas store traume og skam. Det nazistiske regime udførte med baggrund i sin racistiske og fascistiske ideologi forbrydelser, der var så enorme, at vi stadig i dag har svært ved at fatte det.
Der blev begået forfærdelige forbrydelser
Der blev begået forfærdelige forbrydelser i nazismens navn. Ifølge Karl Christian Lammers var nazismen særlig i tidlige fase før magtovertagelsen stærkt inspireret af den fascistiske bevægelse i Italien.
Både nazister og fascister stod for en helt ny ”antipolitik” baseret på modstand og kamp. De var imod hele den demokratiske tankegang og foretrak en stærk stat opbygget omkring en stærk fører. Særligt lagde nazister og fascister den politiske venstrefløj for had og så dem som hovedfjende.
Både nazismen og fascismen havde nationen og den nationale historie som omdrejningspunkter og havde som erklæret mål at skabe ”et sundt folk”. Endelig lagde begge bevægelser meget vægt på at fremstå organiserede og gerne i ens uniformer og i snorlige rækker.
Nazismen og fascismen fjernede dig fra hinanden
Nazismen og Fascismen fjerner sig mere og mere fra hinanden efter nazisternes magtovertagelse i 1933 og i særlig grad efter 1938. Nazisterne var meget mere vidtgående i deres mål og fik i løbet af deres korte regeringstid fuldstændigt nedbrudt alle politiske, retslige og etiske samfundsnormer.
Nazismen adskilte sig særligt fra fascismen i sin vidtgående form for nationalisme og i sin racisme og antisemitisme. De sidstnævnte elementer lå som undertoner i det tyske ord ”völkisch”, der kom til udtryk for en racistisk opfattelse af tyskerne som en samlet organisme og som herrefolket, der var andre folkeslag overlegne.
Racepolitikken blev gjort til kernen i statens ideologi og bestræbelserne på at realisere det racemæssigt rene ”Volksgemeinschaft” (Folkefællesskab) gennem mord er noget særligt for nazismen.
Hitler var tidlig ud med sin filosofi
Hitler fremlagde sin verdensanskuelse i bogen ”Mein Kampf”, der udkom i 1925. Karakteristisk for Hitlers verdenssyn, som det bliver præsenteret i bogen, er ifølge hjemmesiden Holocaust-uddannelse.dk følgende ideer:
Grundlæggende for alt dette var Hitlers klippefaste tro på den ariske races biologiske kulturelle overlegenhed i forhold til andre racer, og derfor var det ifølge Hitler og hans ligesindede afgørende, at racerne ikke blev blandet.
Vi vil bare have magten
Da Mussolini inden magtovertagelsen i 1922 blev spurgt om sit politiske program, sagde han:
Navnet fascisme stammer fra et oldromersk magtsymbol, fasces overtaget fra etruskerne, som bestod af et sammenbundet knippe af pinde med en tohovedet økse indeni. Den skulle fuldt bevidst illustrere den dødbringende magt i at kunne styre mængden.
Voldelig ideologi i italiensk fascisme, tysk nationalsocialisme har den fællesnævner, at programmet udtømmende beskrives med at ”få magten”. Redskabet kan være uhyggelige love og terror.
Nationen blev ødelagt af nationalsocialismen
Den store teolog Karl Barth sagde i krigens sidste år, at man kunne bede om de allieredes sejr over tyskerne for tyskerne. Nationen var ødelagt af nationalsocialisme. Et stolt folk var blevet slaver af fejhed i mødet med en hadsk ideologi. De allieredes sejr over nazismen var en befrielse af tyskerne fra deres egen perverterede udgave af tyskheden.
Kun historieløshed kan undgå at se ligheder mellem halshugninger samt ødelæggelser af 4.000 år gammel kultur og nazisternes terror og kulturkamp. Vi burde lære af historien. Borgerskabets passivitet over for galmandsværket ”Mein Kampf” burde være taget alvorligt.
Når man bruger Nazi – kortet
Når man bruger Nazi-kortet er det tegn på historieløshed. Vi dyrker i høj grad nuet og det fremadrettede og værdsætter i mindre og mindre grad værdien af en tradition, det erindrede og det filosofiske.
I opbrudskulturen mister traditionelle normer og kulturelle traditioner betydning. Uden erindringen og den historiske bevidsthed svækkes vores evne til selvrefleksion og fordybelse.
Vi har brug for at kende fortiden
Vi har brug for at kende fortiden for at forstå nutiden, så vi kan skabe samfund med hinanden i fremtiden. Det er skolens, gymnasiets og universiteternes opgave at løfte de dannelsesfag, der skaber den forståelse, men det gøres ikke tilstrækkelig.
Efter et foredrag i Stefans Kirken for et par år siden om Besættelsestiden, fortalte jeg både om Nørrebro og Sønderjylland, ja så kom fire søde piger op i pausen og fortalte, at jeg var fuld af løgn. De var historiestuderende på universitetet. De havde aldrig hørt om de historier, jeg fortalte om. Derfor var det løgn!
Fortolkningen af den såkaldte ”Genforening” kan bevirke, at man kaldes utroværdig, selv om man bruger oceaner af kilder. Når ting er fastgroet i folk, kan det være svært at overbevise dem om noget andet.
Samme oplevelse har undertegnede haft mange gange her på siden. Det gælder for eksempel også Konservativ Ungdom og Nazismen. Selv med kildeangivelse under artiklen, der stammede fra konservative kredse, fik man at vide, at det var usandt, det man skrev. Sådan kunne det gives mange eksempler.
Støvede tanker er vigtige
I 2010 sagde Lene Espersen:
Mindst lige så sigende er det, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har sagt:
Dette kan råde bod på det
Det kan også siges på en anden måde. Den gamle modstandsmand, Erik Rostbøll sagde bl.a. følgende i radioen:
Han har ret. Kun øget historisk og åndshistorisk bevidsthed og dannelse kan råde bod på det.
Det er altid en oplevelse, når man holder foredrag for folk, der har oplevet de ting og sager, man fortæller om. Det oplevede jeg i en blindeklub ude i Vanløse, hvor jeg fortalte om besættelsestiden på Vesterbro. Eller under et foredrag om Industri på Nørrebro, hvor nogle af de deltagende havde arbejdet på de fabrikker, som vi fortalte om. Det giver ekstra kolorit.
Det tredje Riges sprog
Men for at vende tilbage til nazi-kortet, så vil jeg anbefale alle de historieløse til at læse Viktor Klemperers bøger. Han skrev dagbog dengang, som jøde. Vi oplever hele tiden, hvordan forholdene bliver mere og mere frygtelige.
Men han har også skrevet Det tredje Riges sprog. Hvordan talte man under besættelsen. Det er tydeligt at propagandaminister Joseph Goebbels påvirkede den almindelige tyskers selvopfattelse.
LTI – Lingua Tertii imperi – (Sprache des Dritten Reiches) er udkommet i over 400.000 eksemplarer i forskellige sprog. Ord kan virke som arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning.
Under nazismen var det en trend,at give sine børn nordiske gudenavne. Lederen af den nazistiske ungdomsbevægelse hed Baldur.
Kristne navne var helt eller delvis udelukket. Og fik børnene dobbeltnavne, ja så var lykken gjort. Bernd – Walter, Bernt – Dietmar osv.
I Pommern blev 120 slaviske navne fortysket. Gadenavne i de tyske byer blev ændret.
Man udvander de historiske begreber
Når man sådan bruger Nazi-kortet, udvander man de historiske begreber, man forfladiger den politiske diskussion. Bevidstheden om, hvad nazismen under Anden verdenskrig egentlig er, går tabt, når begreber bliver brugt i flæng. Den skødesløse omgang med brugen af begrebet nazisme er med til at underkende den historiske begivenhed.
I Danmark svælger vi i selvgodhed. Danmark har i meget mindre grad taget ved lære af de væmmelige ting, nazismen førte til. Nazi – kortet bliver brugt i usammenlignelige størrelser. Referencen virker som en stopklods for en vigtig diskussion.
Man burde ikke lave sammenligninger
Når man bruger nazismen som argument, svarer det til at bruge en kæmpe hammer og smække den ned i bordet. Og det er jo ikke et argument. Historikeren Jes Fabricius Møller siger det så rammende:
En erstatning for djævlen
Årsagen til at man trækker Nazi – kortet er ifølge historikeren, at nazismen har fået en særstatus i dag. Det og så begrebet Holocaust er udtryk for det absolut mest onde. Hitler og nazismen er blevet en erstatning for djævlen.
De misvisende referencer til nazismen burde ophøre. Nazi – sammenligninger er ofte meningsløse og fører til nederlag. Hvis man først henviser til det ekstreme, så glemmer man nuancerne. Verden i dag ser jo helt anderledes ud.
Nazisterne betragtede jøderne som undermennesker, som ikke fortjente bedre. Hvorfor vender vi tilbage til nazismen, når vi skal bedømme værdien af nutidens bevægelser?
Nazisme er blevet et skældsord
Nazismen er gået ind i sproget som et prædikat for alt det, vi ikke vil have eller bryder os om. Nazisme er som Løgstrup bemærkede det i 1936 – handling mere end ord, gerning mere end program.
Nazist, Nazisme er blevet et skældsord uden retningssans, et udtryk for politisk ubehag i bred almindelighed. Det betyder ikke, at vi skal ignorere den historiske virkelighed.
Hvad var det lige, Martin A Hansen sagde:
Det er altid Nazi – kortet, man trækker
Nazismens forbrydelser kan og skal tjene som pejlemærke, når vi minder hinanden om, at det er historiske erfaringer, som vi aldrig vil se gentaget.
Det er altid Nazi – kortet, man trækker. For den sags skyld kunne det også have været Stalin – kortet og hævde at socialisme uundgåeligt fører til Gulag og dødsmarcher. Ja det er nok at vælge imellem, Kim Jong – un – kortet, Mao – kortet eller IS – kortet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.509 artikler, herunder 302 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
Om Nazismen:
Om Historieskrivning: