Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Industri på Nørrebro

Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen

Marts 18, 2020

 

Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen

 

Industri på Nørrebro handler også om de medarbejdere, der arbejdede i industrien. Her har vi fokus på en stærk kvinde, tekstilarbejder Dagmar Harriet Andersen. Hendes far forlod familien, da Dagmar var 4 år gammel. Familien flytter til Rabarberlandet. Alle kunne se, at familien var under fattigvæsnet. Der var masser af billig arbejdskraft på Nørrebro dengang. Dagmar fik aldrig skøjter, så hun kunne løbe på Ladegårdsåen. Hun melder sig ind i fagforeningen, da hun starter på fabrik. Hun bliver skilt efter 6 års ægteskab.  Arbejdsdagen er på 12 timer. Rationalisering betyder maksimal udnyttelse af arbejdskraften. 60 pct. af arbejderne i Tekstilindustrien var ufaglærte kvinder. Dagmar er med til at oprette en klub på fabrikken. Hun mærker, at kvinders plads var i hjemmet.

 

 

 

Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen levede fra 1879 til 1962.

I 1907 lærer Dagmar Harriet Andersen at væve. Det tager en uge – så får hun sin egen væv på en tekstilfabrik, og den første uge tjener hun 12 kroner, den næste 18 kroner. Det er meget mere, end hun før har tjent. Dagmar har også hårdt brug for pengene. Lidt tidligere samme år er hun blevet separeret fra sin mand efter 6 års ægteskab: “Det var ikke altid min mand bragte sine penge hjem, så han var ikke til at stole

på.

 

Det kunne jo ikke blive ved, så besluttede jeg at prøve alene”. Dagmar skriver sine erindringer i 1955, 76 år gammel. De handler om tiden fra 1879 til 1943. Hun bliver født i København den 27. juli 1879, som den første af tre. Der havde været en lille pige til, men hun døde, inden Dagmar blev født. I Dagmars første år er faderen ikke meget hjemme, og han skifter tit arbejde: “Da min broder blev født, var min far kontorbud, og da min søster blev født, var min far brandmand.

 

Han fik kun 11 kroner om ugen”, skriver hun. Faderen forlader familien, da Dagmar er fire år, men mindre end et år senere ser hun ham igen. “Himlen var så rød en aften, min mor tog mig med ned til kanalen, jeg kan endnu se det mægtige bål, da Christiansborg Slot brændte, vi kunne se brandfolkene oppe på taget, og en af dem var min far”. Derefter forsvinder faderen stort set ud af Dagmars liv. Efter at faderen har forladt dem, flytter familien til Rabarberkvarteret på Nørrebro: “Et stort fattigkvarter og med små et og to værelses lejligheder.

 

Der boede folk med mange børn og flere familier måtte dele køkken, tøjet blev tørret i køkkenet eller inde i stuen, og vi skulle have det tørret i en fart for at få det på. Vi havde ikke meget at skifte med”. Møbler har

familien heller ikke mange af, de koster for meget at få transporteret ved flytninger – og dem er der mange af – men det hænger også sammen med lejlighedernes størrelse, ofte er værelserne ikke mere end 3 x 3

meter.

 

Rabarberkvarteret er rammen om mange skæbner: “Vi var vidne til mange tragedier, kunne folk ikke betale deres husleje blev de sat ud med kongens foged, og kørt til husvilde-afdelingen. Det var også meget

almindeligt, at folk var fast under fattigvæsenet, så fik de hjælp til husleje, de hentede rugbrød og varm mad.

 

Alle kunne se når familien var under fattigvæsenet, det var noget rædsomt tøj”. Dagmars mor tjener en krone om dagen, og “man kunne få meget for 1 krone i de tider. Kaffe, brød, fløde for 3 øre. Sukker, fedt, kul og margarine. Og når min mor så havde fået penge fra min far, handlede hun hos en marskandiser. Det var utroligt hvad hun kunne købe til os, og det var altid rent og pænt”.

 

Dagmars mor arbejder mest med rengøring og tøjvask, og Dagmar beskriver hende som svag og ikke særlig udholdende.

Da Dagmar er seks år, er hun og hendes søskende bl.a. på det kommunale børnehjem et stykke tid, fordi moderen bliver brystsyg og kommer på hospitalet. Selvom der ikke er noget, der hedder mad til bestemte tider, og varm mad er en sjældenhed, mindes Dagmar ikke, at hun og hedes søskende er syge, selvom hygiejnen i kvarteret er så som så. Der bliver

aldrig gjort i stand i lejlighederne, og det vrimler med kakerlakker: “Det var tit vi fik brød hvor der var en kakerlak bagt indeni”, skriver hun.

 

Da Dagmar kommer i skole, er der sommetider bespisning på skolen,

ligesom det også er muligt at tage bad der om vinteren. Om sommeren går hun og familien på den kommunale badeanstalt “Venedig”. Men hygiejne og renlighed er et stort problem i fattigkvarterne: “Når lusefrøkenen kom med to strikkepinde for at undersøge om vi havde lus, og der var nogle som ikke var rene, så ve dem, for børn er jo ubarmhjertige, og det var det mærkelige, at der blev ikke foretaget noget, kun konstateret. Det kunne jo nok have været lidt mere nænsomt”, skriver Dagmar.

 

Sådan som Dagmar oplever det, ser virkeligheden ofte ud for en arbejderfamilie. De skiftende jobs, de lave lønninger, mange flytninger og dårlige boligforhold er en kendsgerning for arbejderklassen i slutningen af 1800-tallet – Dagmars barndomsår. Den begyndende industrialisering er med til at skabe et stort skel mellem en lille magtfuld gruppe, der besidder produktionsmidlerne, og en stor gruppe besiddelsesløse arbejdere.

 

Socialt set viser skellet sig i en kvarters-opsplitning af København. Arbejderklassen bor specielt i de fattige brokvarterer – som f.eks. Rabarberkvarteret på Nørrebro. Den befolkningsgruppe, der udgør det

meste af arbejderklassen, er tidligere husmænd og daglejere fra landet, der på grund af kraftig befolkningsvækst i slutningen af 1800-tallet ikke længere kan finde arbejde på landet og derfor vandrer til

byerne.

 

Det medfører et overskud af billig arbejdskraft i byen, og det er ensbetydende med lav og dårlige vilkår for mange. På det politiske plan er det moderne parti-system, som skulle komme til at karakterisere

det kommende 20. århundrede, ved at finde sin form. De dominerende politiske partier er Venstre, som især repræsenterer bøndernes interesser, og Højre (som i 1915 blev til det Konservative Folkeparti), som især repræsenterer godsejerne og de velhavende i byerne.

 

Men Socialdemokratiet vinder i stigende grad tilslutning fra byernes arbejdere. I den voksende arbejderbevægelse finder mange et politisk ståsted og et håb for fremtiden.

 

Dagmars beskrivelse af sine barndoms- og ungdomsår indeholder en dobbelthed. På den ene side beskriver hun arbejderklassens dårlige levevilkår med hensyn til hygiejne, økonomi, politisk forståelse, boligforhold etc. Men på den anden side er der også tit en bemærkning om, hvordan hverdagslivet også kunne indeholde morsomme og gode elementer.

På trods af at hun beskriver børn som ubarmhjertige, forklarer hun, at der er et godt kammeratskab i klassen.

 

Hun beskriver, hvordan de handlende i kvarteret tit har lidt ekstra at give børnene, når de køber ind om lørdagen. Hun husker, at hun en søndag på den frosne Ladegårdsåen misunder de børn, der har råd til et par skøjter, men at hun har en dejlig dag og kommer frisk hjem. Hun fortæller, at sengehalm og skrammel hober sig op i gaderne, men at børnene vælter sig i det, og at klunserne og kludekræmmerne har travle dage.

 

Hun fortæller, hvordan drikfældighed er almindeligt i kvarteret, men at børnene får meget sjov ud af en fuld mand eller kvinde, der er på vej ned ad gaden. Også det politiske liv får en kommentar med: “Der var nok en valgdag, men det var jo en skolefridag, så var der sjov i gaden, børnene løb omkring og sang. Der var vist ikke mange der havde stemmeret i det miljø vi boede iblandt”. På dette tidspunkt er det 1866-grundlovens § 30, der fastsætter den almindelige regel om valgret til folketinget.

 

Ifølge den har kvinder ikke stemmeret. Valgretten tilkommer enhver uberygtet mand, når han fylder 30 år, medmindre han:

– Uden at have egen husstand står i privat tjenesteforhold;

– Nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt;

– Er ude af rådighed over sit bo;

– Ikke har fast bopæl i et år i den valgkreds eller den stad, hvori han opholder sig på den tid, valget foregår.

 

I 1897 kommer Dagmar, 18 år gammel, for første gang på fabrik i København. Før dette har hun tjent fire år på landet og været i huset hos en familie i København. Hun uddyber ikke nærmere, hvilken slags fabrik

hun er på, og i de følgende år prøver hun “lidt af hvert”. Ved storlockouten i 1899, hvor arbejdsgivere afskediger mængder af arbejdere, bliver også Dagmar fyret: “Jeg var kommen i fagforening men vi fik kun

6 kroner om ugen i understøttelse, så det var jo småt hele den sommer, men så blev lockouten ophævet den. 5. september med Septemberforliget”.

 

På dette tidspunkt er Dagmar 20 år og ugift. De fleste unge piger er sjældent medlem af en fagforening, da de ofte skifter arbejde – og fordi de måske håber på at komme ud af fabrikslivet, blive gift og stifte familie. Det er i det hele taget først langt senere, at de fleste

kvinder bliver medlem af fagforeningerne, og da er det oftest gifte kvinder. Som ung ugift kvinde er Dagmar derfor et atypisk fagforeningsmedlem ved århundredeskiftet.

 

Efter Septemberforligets afslutning, der fører til den første egentlige gensidige anerkendelse mellem arbejder- og arbejdsgiverorganisationer, og hvad man kan kalde arbejdsmarkedets “grundlov”, kommer Dagmar ud at tjene igen. Men kort tid efter bliver hun gift: “I 1901 blev jeg gift; min mand var arbejdsmand, og var tit ledig, jeg havde fået tre børn, drenge”. Dagmar skriver kun lidt om sin mand, og meget tyder på, at de to ægtefæller lever to forskellige liv.

 

De tilhører begge arbejderklassen, men henholdsvis den mandlige og kvindelige del, og det kan der være stor forskel på. Lønnen er f.eks. langt lavere for kvinder end for mænd. De fleste kvinder er derudover konstant i arbejde. På arbejdspladsen om dagen, og i hjemmet om aftenen. Holdningen i tiden synes at være, at kvindens naturlige og rigtige plads er i hjemmet, hvor hun koncentrerer sig om at opdrage børn, lave mad, vaske, sy og sprede hygge.

 

At dette ideal også gør sig gældende for arbejderklassen og for en kvinde som Dagmar ses blandt andet i en artikel fra “Kvindeligt Arbejderforbund”, som ellers er et af kvindernes stærkeste politiske talerør i begyndelsen af århundredet: “Kvindens plads er i hjemmet som hustru og moder, men som vort samfund er indrettet, tvinges mange, som helst ville ofre sig helt for hjem og børn, til i større eller mindre grad at skaffe sig fortjeneste ved arbejde ude”.

 

Om Dagmar helst vil ofre sig helt for hjem og børn kan vi ikke svare på. Det skriver hun ikke noget om. Men det er sikkert, at hun i større grad må skaffe sig fortjeneste ved at arbejde ude. Dette er tilfældet for langt de fleste arbejderkvinder. At Dagmar, da hun fylder 27 år, har arbejdet på landet, har været tyende i København, har været på fabrik, været gift og fået tre børn, er således ikke usædvanligt. Mange kvinder er i en lignende situation. Det handler i første omgang om at overleve, om at tjene penge så der kan komme mad på bordet, om at få tilværelsen til at hænge sammen.

 

Dagmar er en af mange enlige mødre. Efter skilsmissen fra sin mand i 1907 får hun gennem sin søster mulighed for at lære at væve på en lille fabrik. Det viser sig at blive hendes levevej. I starten lejer hun en

lejlighed og nogle væve, hvor hun arbejder sammen med en veninde: “Så kunne jeg løbe hjem til middag, og give børnene mad”.

 

Arbejdsdagen er på ca. 12 timer, men Dagmar har friere forhold til at kombinere familie og arbejde, end hvis hun havde været på fabrik. Men et halvt år senere drager veninden til Amerika, og Dagmar har ikke længere råd til lejligheden. Hun får plads på en fabrik, men bliver efter nogle års arbejde syg. “I de tider var der ikke noget der hed, at vi kunne få vores væve, når vi blev raske, det var en god arbejdsplads så der var rift om arbejdet”. Denne udtalelse fortæller meget om arbejdsforholdene.

 

For det første er det tydeligt, at der er stor udskiftning af arbejdskraft. Kvinder er ustabile på grund af giftermål, barsel og sygdom. For det andet fortæller citatet, at der ikke er tryghed i ansættelsen, man kan ikke lægge sig syg og forvente sin plads tilbage på grund af den store arbejdsløshed blandt arbejderklassen. Men Dagmars beskrivelse antyder også, at det er få arbejdspladser, der er “gode”, på trods af at der på denne tid opstår store industrivirksomheder med mere end 100 ansatte.

 

Tekstilindustrien er en af de industrier, der omkring århundredskiftet står for nogle af de største fabrikker. Her er 60 pct. af de ansatte kvindelige ufaglærte arbejdere. Efter sin sygdom kommer hun på en lille bomuldsfabrik: “Det var en dejlig og luftig fabrik, og fortjenesten

var også meget god, og arbejdstiden var kun 56 timer om ugen.” På dette tidspunkt er Dagmars ældste søn ude at tjene og de to andre begyndt i skole, hvilket gør det lettere for hende, skriver hun.

 

Men “så kom 1914 og første verdenskrig, det varede jo ikke længe, så blev det sløjt med materiale, vi fik ingen bomuld til landet, og fabrikken måtte lukke”. Dagmar bliver arbejdsløs, men hun er heldig, hun går ikke længe uden arbejde.

 

Efter 14 dage kommer hun ud på en stor tekstilfabrik, hvor hun får godt arbejde. Hun får råd til og mulighed for at have en lejlighed tættere på sit nye arbejde på trods af kraftig bolignød, og “Den 1ste september 1915 flyttede jeg så. Jeg gav 23 kroner i husleje, men nu havde vi også wc og el, så det var jo et godt fremstød”. Men krigen kan mærkes, og mange må holde op efterhånden.

 

Lillejuleaften 1917 bliver det Dagmars tur, og ligesom under storlockouten er det understøttelsen, hun forholder sig til: “Nu havde vi

så mange arbejdsløse, at der måtte noget ekstra til, og Staden trådte til, så fik vi en meget god understøttelse, men der var en tid hvor vi næsten ikke kunne få brød, for der var jo spekulation i alt hvad der kunne sælges. Der var en gruppe som hed Gullaschbaronerne, som tjente så mange penge, så de tændte deres cigarer med tikronesedler”.

 

Dagmar mindes en sang i revyen på Nørrebros Teater:

 

Man Køber en Villa i Rosenborg Stil,

Billeder i Alenvis, Bøger og Bil,

Ud kører Manden, med Briller i Panden,

Og Konen i Skindpels og Slør,

Med deres flotte Chauffør,

Aa, de skal bare en Aftentur til Helsingør,

Bønder og Krikker i Vejgrøften ligger,

Små Vovhunde smadres… Pladask.

Fart med Panik i og Horn med Musik i,

Kort sagt. En fuldendt Gullasch.

 

Medlemskab af fagforeningen under krigen sikrer hende økonomisk i en tid, hvor mange andre sidder hårdt i det. Fagforeningsarbejdet er noget, Dagmar rigtig bliver en del af efter Første Verdenskrig. Hun begynder så småt under krigen, hvor der bliver oprettet “en klub på fabrikken”, hvor hun er bestyrelsesmedlem og kontingentopkræver.

 

Men i 1915 holder Tekstilarbejderforbundet kongres, og “der blev jeg valgt som delegeret”, skriver hun. Hendes aktivitet i fagforeningen er med til yderligere at understrege, hvordan hun langsomt adskiller sig mere og mere fra mange arbejderkvinder i de første årtier af 1900-tallet.

 

Efter krigens afslutning i 1918 får Dagmar sit arbejde på tekstilfabrikken tilbage, og hun bliver delegeret til kongressen i både 1918 og 1921. Efter krigen er der et kraftigt boom i medlemstallet i fagforeningen – specielt kvinderne kommer med i denne periode. Men Dagmars centrale stilling er usædvanlig for en kvinde. Hun er med til at oprette studiekredse med foredrag, og hun er på kursus og med til møder.

 

Politisk set støtter hun Socialdemokratiet: “De har gjort meget for de små i samfundet, vi har en god social forsorg, den bedste i verden”, skriver hun i slutningen af sine erindringer. Dagmar lægger vægt på, at kvinder og tyende fik stemmeret ved den nye grundlov i 1915, og at valgretsalderen blev sænket fra 30- til 25 år. “I 1920 fik vi 8 timers arbejdsdag”, skriver hun, men hun beskriver også, hvordan rationaliseringen medfører en maksimal udnyttelse af arbejdskraften: “Der skulle indføres automatvæve, så hvor vi før havde kørt med 2 + 4 væve, skulle vi nu køre med 8 væve, og så skulle vi arbejde i 2-holdsskift fra 6-3 og 3-12, det var i 1929, og det var jeg med til i 12 år, og det gik meget ud over nerverne, jeg kunne ikke falde i søvn”.

 

Selvom den hårde akkord holder op kort efter udbruddet af Anden Verdenskrig, er Dagmar påvirket af det hårde arbejde. Hun er nu 61 år, og de næste par år erindrer hun som meget slemme: “Der er mørklægning og luftalarm, hvor vi måtte op om natten, sommetider flere gange, så vi var trætte når vi kom på arbejde”.

 

Hun er bange for at gå på gaden: “Man læste og hørte så meget, det tog på nerverne, og så gentog det samme sig som i den første krig. Vi kunne ikke få materialer, så måtte vi dele arbejdet, så vi kunne arbejde hver anden uge”. I sommeren 1943 holder Dagmar op på tekstilfabrikken. “Da havde jeg været der i 34 år”.

 

Hun har været med i organisationsarbejdet i mere end 25 år, understreger hun. Hun ser tilbage på sin tid på fabrikken: “Det havde været en god arbejdsplads, jeg havde tjent gode penge, men jeg havde altid

været økonomisk og en ting til, jeg har haft et godt helbred, og været heldig med mit arbejde, og var meget lidt arbejdsløs”.

 

Her nævner Dagmar i ‘en sætning de forhold, der har været vigtige i hendes liv.

 

 

 

Billedtekst: Vævesal i Rubens Dampvæveri på Frederiksberg, 1890. Med sine omkring 270 kvindelige arbejdere var væveriet Danmarks største kvindearbejdsplads.

 

Fra mindealbum skænket af arbejderne til etatsråd B. Ruben og hustru i anledning af deres sølvbryllup.

 

Farvelagt tegning af Rasmus Christiansen.

Fra Det Kongelige Biblioteks billedsamling

 

  • Vi håber at kunne bringe dette billede, hvis på et tidspunkt atter bliver lukket ind i ”Det Gode Selskab” på Facebook.

 

  • Dette er en artikel i projektet ”Industri på Nørrebro”.

.

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Industri på Nørrebro