Søgeresultater på "lers"
Dato: april 21, 2020
Der er intet foruroligende for Danmark
Forsøg på anmeldelse af Steen Andersen: ”Det er intet foruroligende for Danmark” fra Syddansk Universitetscenter. Truslen kom mange steder fra. Afgørelser på forkert grundlag. Truslen om tysk besættelse blev opfattet som sekundær. Meget nedladende behandling fra briterne. En pagt fik stor indflydelse på det dansk-britiske forhold. Der var noget sandt i den tyske udmelding. Beslutningstagerne i Danmark gik i seng natten mellem 8. og 9. april. Stauning var heller ikke i kridthuset i England. Englænderne tog slet ikke hensyn til vores neutralitetspolitik. Budskabet var at Danmark skulle klare sig selv. Tyskerne mente, at engelske fly skulle afvises. Da Esbjerg blev bombet. Englænderne ville skyde igen, hvis de blev beskudt. Grænselyset blev slukket. Churchill behøvede ikke dansk smør. Ikke meget tillid til korrespondenterne fra Berlin. Noter blev lagt til side, glemt og destrueret. Ingen dansk reaktion 8. april. Hvorfor sprængte man ikke vejbroer. En medrivende bog.
Truslen kom mange steder fra
Der findes 12.000 bøger om besættelsestiden. Er det så grund til at udgive nye? Er det grundt til at læse flere. Ja, det er, når man får ny viden. Og Steen Andersen har formodet at finde ny viden dels ved at gå ned i andre arkiver og måske også at tolke diverse kendte ting anderledes end andre historikere.
Der kommer nye saglige konklusioner. Nogle af disse er overraskende. Truslen var stor flere steder fra. Ikke blot fra Tyskland, men også Sovjet og overraskende fra briterne, som åbenbart ikke regnede os for meget. Steen Andersen giver os et billede af at vi i Danmark nok havde et noget naiv tillid til tyskernes intentioner.
Afgørelser på forkerte analyser
Man så sig blind på vigtigheden af at forblive gode venner med tyskerne at man blev blind for andre aspekter. Måske var det dette, der gjorde briterne rasende på danskerne. Vi får i bogen indtryk af, at det næsten var umuligt for en småstat at være neutral. Englænderne tog ikke meget hensyn til det.
På afgørende vis dokumenterer bogen, at der blev truffet afgørelser på forkerte analyser, antagelser og kalkuler. De forskellige beslutninger og foranstaltninger førte derfor ikke til de forventede resultater.
Truslen om tysk besættelse var sekundær
Truslen om en tysk besættelse blev opfattet som sekundær. Man stolede alt for meget på den pagt, der blev underskrevet. Dette var måske også naivt. Norden blev trukket med i stormagternes skudfelt.
De danske beslutningstagere fik stor hjælp af de ledende skikkelser inden for hæren og flåden. Også her ignorerede man diverse oplysninger.
Egentlig kan man godt forstå, at de danske politikere efterhånden opfattede Storbritanniens holdning til dansk suverænitet som en trussel mod den danske stat. Både tyskerne og englænderne blev mere og mere aggressive.
Naivt var det måske også, at De Konservative bildte befolkningen ind, at vi kunne forsvare os selv.
Neutrale stater fik tørt på
Churchill holdt den 20. januar 1940 en radiotale, hvor han gav de neutrale lande tørt på:
Munch gav os den opfattelse, at hav var blevet overrumplet af tyskernes besættelse, men han vidste udmærket, hvad det ville ske. Han lod dog også de tyske myndigheder forstå, at vi ikke ville gøre den store modstand.
Munch ønskede ikke et tysk nederlag for hvis det skete, var det fare for en sovjetisk verdensdamens.
Meget nedladende behandling fra briterne
For ”Den Gamle Redaktør” var det overraskende, hvor nedladende englænderne behandlede danskerne på. Vi har gennem flere artikler her på siden omtalt dette forhold, bl.a. m.h.t. behandling af krigssejlere, de dansksindede i Sydslesvig, og ved episoder omkring Padborg i forbindelse med vores bogudgivelse ”Grænsen er overskredet”.
En pagt fik storindflydelse på det dansk – britiske forhold
Vi har en del bøger stående, og det er overraskende at den dansk – tyske ikke angrebs pagt havde så meget indflydelse på det dansk – britiske forhold. I begyndelsen vakte dette pagt ikke store røre his briterne.
Men allerede inden da, havde man besluttet sig for ikke at komme danskerne til hjælp, hvis tyskerne angreb. Briterne ville gerne hjælpe Polen, Holland og Belgien.
Det var da også Stauning, der den 8. april 1940 kl. 21.30 udtalte:
Det var noget sandt i udmeldingen
Dengang mente man, at det var almindelig nazistisk propaganda, da tyskerne udtalte, at man ville beskytte Danmark mod engelsk aggression. Politikken offentliggjorde den 28. april 1940 en tysk hvidbog indeholdende erobrede dokumenter, der måske kunne tyde på at englænderne havde visse planer. Og måske var det ikke uden grund, at Scavenius udtalte:
De gik i seng natten mellem den 8. og 9. april
Søndag den 7. april 1940 ringede forsvarsminister Alsing Andersen til viceadmiral Rechnitzer. Denne kunne berette om, at alt var roligt trods det, at der sejlede et utal af transportskibe gennem Øresund og Storebælt.
Man har fået det indtryk, at politikerne opfattede besættelsen af Danmark, som en overrumpling men det nok ikke hele sandheden trods det at mange af vores ledende politikere gik rolig i seng natten mellem den 8. og 9. april 1940.
Stauning var heller ikke i kridthuset his briterne
Stauning havde ellers været i London for at høre om Danmark kunne få hjælp fra briterne, men han blev i hvert fald ikke klogere efter dette møde. Allerede inden den ikke – angrebspagt blev underskrevet var Danmark ikke i kridthuset hos briterne.
Hvorfor underskrev vi denne pagt? Det gjorde svenskerne og nordmændene ikke, selv om tyskerne havde bedt om det. Fra dansk havde man så håbet på, at tyskerne ville fravige kravet om en grænseændring fra 1920. I begyndelsen hæftede briterne sig nu heller ikke så meget ved denne pagt. Dog så man med bekymring på de aftaler som de skandinaviske lande fik med tyskerne.
Englænderne tog ikke hensyn til dansk neutralitetspolitik
Men da briterne så nærlæste aftalen blev de mere betænkelig. De mente, at Danmark blev mere og mere politisk afhængig af Tyskland. Man mente også at den danske regering med aftalen havde taget yderligere et skridt i deres tilpasningspolitik til tyskerne.
Danskerne havde givet tyskerne en propaganda-sejr. London blev mere og mere bekymret fro den danske neutralitetspolitik. Men se det var en politik, som englænderne ikke tog hensyn til. Hvis relationerne til England ikke var de bedste i forvejen, så blev de i hvert fald dårlige med denne aftale.
Kigger vi i andre historiebøger inde på hylden, så har opfattelsen været at vest magterne accepterede aftalen, men Steen Andersen har i bogen fundet ud af noget andet. Det danske gesandtskab måtte bruge mange kræfter for at overbevise den engelske presse, at aftalen ikke bare var negativ.
Danmark havde ikke en ”nævneværdig evne til at forsvare sig selv”
Den britiske politik pegede ikke i retning at komme Danmark til hjælp. Samtidig fastslog en engelsk rapport, at Danmark ikke havde en nævneværdig evne til at forsvare landet. Man mente fra engelsk side, at tyskerne kunne opnå en ret stor strategisk gevinst ved at besætte Danmark. Dermed kunne britiske aktioner i Østersøen gøres umulig.
Men det ville ikke gøre nogen sikkerhedsmæssig risiko for England, hvis Danmark blev besat. Ret tidligt fastslog englænderne, at det var vigtigt at skære ned for eksport af gødning og foderstoffer til Danmark.
Budskabet til Danmark var, at de skulle klare sig selv
Den 13. juni 1939 blev det dog diskuteret, om man skulle sende et ekspeditionskorps til Danmark for at smide tyskerne ud, når de kom. Chamberlain pointerede dog, at det ikke var Storbritanniens politik at hjælpe alle lande, der blev besat af tyskerne. Budskabet til kabinettet var at Danmark måtte klare sig selv.
Danmark var alt for svag
I øvrigt var vurderingen i London, at Danmark var alt for svag. Tyskerne behøvede ikke engang en militær tilstedeværelse for at få indrømmelser. Og så var den danske neutralitetspolitik så meget i tyskernes favør. Danmark var en nation, der foretrak besættelse frem for eksistenskamp. Kort sagt briterne ville ikke røre finger for Danmark.
Den belgiske konge Leopold ville indkalde til en fredskonference, men udenrigsminister Munch var betænkelig ved at deltage. Og så mente denne også, at man kunne vente rolige forhold i Østersøen på grund af Stalin – pagten.
Fra dansk side ville man ikke uden videre udlægge miner i Storebælt og Lillebælt, da dette var imod både britiske og tyske interesser. Men Danmark bøjede sig for tyskernes krav og lagde miner ud i oktober 1939.
Danmark havde pligt til at afvise engelske fly
Den 28. august 1939 blev Zahle indkaldt til møde i Auswärtiges Amt i Berlin. Her gjorde man ham opmærksom på, at det var Danmarks pligt at afvise engelske fly. Dette stod i neutralitetsbestemmelserne og det stod i den ikke-angrebspagt, som danskerne havde underskrevet. Dette satte i den grad Danmark under pres.
Munch pointerede dog for Renthe-Fink at Danmark ville gøre det yderste for at forhindre britiske overflyvninger. Nu var det bare sådan at Danmark ikke besad fly, der kunne operere i den højde som britiske fly kunne.
Da Esbjerg blev bombet
Den 4. september 1939 afgik 14 tomotorers Wellington bombefly på togt for at bombe de to slagskibe Schornhorst og Gneisenau som lå ved byen Brunsbüttel ved Elben. På grund af dårligt vejr og kludder med navigationen nåede ikke alle fly målet. Der var hvis kun en træffer.
En af flyene tog fuldstændig fejl af målet og smed fire bomber over Esbjerg. Ved et mirakel blev kun en dræbt og adskillige såret. Vi har i tidligere artikler her på siden beskrevet hændelsen.
Den tyske presse skrev om fejlbombningen. I Udenrigspolitisk nævn diskuterede man også hændelsen. Man diskuterede om der skulle opsættes luftforsvar.
Englænderne ville skyde igen, hvis danskerne skød på dem
Men hvad skulle Danmark gøre, hvis man ville bruge Folkeretten, når man ikke engang var i stand til at forsvare sin suverænitet? Og det kunne Danmark ikke. Munch mente, at når Danmark gjorde dette ville Danmark blive involveret i krigen.
Danmark var ved at opstille luftværnsbatterier i Esbjerg-området. Det så englænder ikke med milde øjne på. Danmark fik at vide, at hvis man skød efter engelske fly, så ville der blive svaret igen. Fra engelsk side blev det pointeret, at man fortsat ville overflyve dansk luftrum. Man oplyste, at tyske fly brugte de danske bælter for at komme ud i Nordsøen, hvor de angreb engelske fly.
Der blev ikke vist den mindste respekt hverken over for den danske neutralitet eller det danske udenrigsministerium.
Efter ordre fra tyskerne blev grænselys slukket
Den 9. og 10. januar 1940 var der igen engelsk fejlbombning. Denne gang var det over Rømø. Man fik ingen undskyldning men englænderne fastslog at det var danskernes egen skyld. Man havde fra engelsk side ønsket belysning ved den danske grænse. Så kunne britiske fly se, når de passerede grænsen. Men efter tysk pres blev lysene igen slukket.
Den 3. september 1939 havde Storbritannien erklæret Tyskland krig. Modsat danskerne havde de lovet at hjælpe polakkerne.
Masser af danske skibe blev sænket af tyskerne
Tyske ubåde havde på egen hånd begyndt at jagte handelsskibe på vej til England. Det gik den 30. september ud over en dansk kuldamper. 11 søfolk omkom. Gennem tiden omkom en del søfolk. Efter aftaler med tyskerne og briterne blev der malet et ”Malteser – kryds” på danske skibe. Men dette hjalp ikke i længden.
I december 1939 sank 7 skibe i Nordsøen og 95 danske søfolk omkom. I januar 1940 blev 6 danske skibe sænket og 65 danske søfolk omkom.
Fra foråret 1940 var handelen over Nordsøen næsten umuliggjort. Briterne strammede kontrollen og tyskerne sænkede som skrevet også masser af danske handelsskibe.
Churchill behøvede ikke dansk smør
Briterne skar ned på den danske import af landbrugsvarer og sænkede også indkøbsprisen. Ved en senere lejlighed havde Churchill udtalt at man ikke behøvede dansk smør. Igen engang var briterne meget nedladende.
Danskerne måtte heller ikke handle med de krigsførende ifølge briterne. Desuden ville englænderne gøre brug af en del af den danske handelsflåde. De var ligeglade med de danske indvendinger.
Allerede i 1939 var tyskerne rede til at aftage en større del af den danske landbrugseksport til de rigtige priser. Men Danmark var bundet af neutralitetspolitikken.
Tidlig melding om troppekoncentrationer
Den danske efterretningstjeneste kunne allerede den 30. december 1939 melde om, at tyskerne var ved at samle en transportflåde i Hamborg og Nordsøhavnene med henblik på et angreb nord – og vest på.
Fra Generalstabens Efterretningssektion blev der den 7. januar omkring kl. 23 meldt om tyske troppekoncentrationer lige syd for grænsen i området omkring Læk – Nybøl – Bredsted.
Rygter for at skabe sensationer!
Jyske Division blev da også sat i alarmberedskab, men det varede kun i 14 timer. Det skete en del omrokeringer hos militæret. Socialdemokratiets mand i Sønderjylland, J.P. Nielsen fra Dynt kritiserede dette meget voldsomt. Dette havde skræmt befolkningen. Og så var det hele kun baseret på rygter spredt af jernbanefolk. Han henstillede til at regeringen undersøgte hvem der skabte disse sensationer!!
Tyskerne mente, at Danmark skulle afvise Engelske ubåde
Fra tysk side blev det kritiseret at udenlandske ubåde kunne sejle gennem den danske farvande. Den tyske marineledelse håbede, at Danmark ville overholde neutralitetsbetingelserne. Fra Berlin forlød det i november 1939, at man gerne ville have flyvepladser I Danmark.
Og den 30. november 1939 angreb Sovjet, Finland. Vinterkrigen var begyndt. Nu var også den sovjetiske trussel rykket nærmere mod Danmark. Svensk efterretningsvæsen kunne berette om, at hvis britiske flådefartøjer blev ved med at sejle ned af de danske bælter, så ville tyske tropper besætte kystområder.
Operation Catherine
Nu begyndte både franske og britiske planlæggere at tale om invasion i Danmark efter Sovjets indtog i Finland. Men englænderne havde også andre planer med Danmark.
Siden den 21. oktober 1939 havde Churchill arbejdet med Operation Catherine. Meningen var at sejle en engelsk flåde ind i Østersøen og overraske tyskerne. Man henvendte sig til Norge og Sverige og forespurgte, om de ville deltage. De sagde pænt nej tak. Vi behandler dette under en særskilt artikel. Var planen blevet gennemført var Danmark blevet omdannet til en slagmark.
Man havde ikke tænkt at involvere Danmark i planerne. Men man fik dog hjælp af prins Aksel, der skaffede diverse kort, også hvor miner var anbragt.
Briterne viste mindre og mindre respekt over for de danske synspunkter. Der var masser britiske overflyvninger over Danmark, Det var ikke kun bombefly. Der var også et stigende antal britiske både i dansk farvand. Den danske flåde havde stigende patruljering langs den danske vestkyst.
Ikke meget dansk tillid til korrespondenterne fra Berlin
Der fulgte en masse indberetninger både fra Zahle og Kjølsen i Berlin om en snarlig aktion mod Danmark. Men dette blev ikke taget særlig alvorlig fra de danske politikere eller militære ansvarlige. Scavenius opfattede ligefrem Zahles indberetninger som fantasier. De militære chefer anerkendte at et eller andet var i gang, men dette ville sandelig ikke berøre Danmark.
Erik Scavenius havde ikke meget til overs for gesandten i Berlin, Herluf Zahle. Man sagde om ham, at han tilrettelagde sine beretninger efter de politiske vinde i København. Hans skudsmål var i forvejen ikke for godt. De anså ham for at være en diplomat, som overdrev faren, og en gesandt, der ikke var sin opgave voksen.
Utrolig at man ikke havde mere tillid til en mand på sådan en vigtig post.
I Tønder og Omegn vidste man godt, hvad det foregik
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette tema. Således Vidste ”Den Gamle redaktør’ s far ca. halvanden til to uger før, at en evt. invasion lå forude. Han havde talt med en tysk chauffør, der kørte med fisk til Tønder. Denne kunne berette om tusindvis og atter tusindvis af soldater lige syd for grænsen.
Fra Højer blev der observeret en dansk flyvemaskine, der fløj langs grænsen hver dag fra en uge inden besættelsen. Og fra digerne ved Højer kunne man tydelig høre afprøvning af flymotorer en uge før.
Noter blev lagt til side, glemt eller destrueret
I Steen Andersens bog er der også antydninger af bortkomne og destruerede dokumenter omkring meldinger om besættelsen. Til et ministermøde den 7. april blev der ikke engang brugt efterretninger fra Lunding. De blev ignoreret.
Det svenske efterretningsvæsen syntes at være bedre orienteret end det danske. Her havde man den 2. april hørt om en snarlig aktion mod Danmark. Denne melding blev først tre dage snarere givet videre til danske kollegaer.
Den 4. april 1940 indløb følgende diplomatiske indberetning fra Tyskland til Udenrigsministeriet:
Noten blev lagt til side, da udenrigsminister P. Munch ikke rigtig troede på den. Hvorfor blev de militære chefer ikke underrettet om denne note?
Ingen dansk reaktion den 8. april 1940
Som vi tidligere har skrevet, blev der berettet om masser af skibe i bælterne. Men der var stadig ingen grund til bekymringer. Den 8. april kl. 7.30 berettede Generalstabens Efterretningsvæsen under Lunding, at motoriserede tropper var i bevægelse mod nord.
Kl. 10 blev der meddelt at det meste af den tyske flåde havde forladt Kiel. Der var observeret ca. 70 armerede trawlere gennem bælterne og Øresund. Fra Rensborg til Flensborg var der nu en 60 km lang kolonne af militære køretøjer.
Hvorfor sprængte man ikke vejbroer?
Det kan undre at Generalkommandoen på mødet den 8. april ikke foreslog iværksættelsen af den plan, der skulle forsinke en tysk fremrykning op gennem Jylland. Denne plan sigtede mod at ødelægge centrale vejbroer, afbryde dele af det tyske jernbanenet, ødelægge og spærre flyvepladser.
I denne forbindelse skal vi da også lige henvise til vores artikel Dramaet ved Viadukten. Her beskriver vi drabet på tre gendarmer midt i Padborg. Civile soldater troede, at disse var i gang med at anbringe sprængstoffer ved viadukten midt i Padborg. Via denne kom der den 9. april 1940 masser af tog med soldater til Danmark.
Kl. 4.15 gik tyske tropper til angreb mod bestemte mål i Danmark. Den danske regering havde ikke lukket øjnene for alle advarsler. Regeringen troede ikke på advarslerne. De passede ikke ind i deres verdensbillede. Et tysk angreb forekom for dem usandsynligt.
Anstrengt forhold mellem hær og flåde i Danmark
I Danmark var der et meget anspændt forhold mellem hær og flåde. Måske var dette også årsag til manglende koordination og de katastrofale forhold den 9. april 1940.
Forsvarsminister Alsing Andersen udtrykte det hele således efter den 10. april 1940:
En medrivende bog, der varmt kan anbefales
I bogen får vi et godt indtryk af, hvad beslutningstagerne vidste og ikke vidste næsten time for time. Man får også at vide, hvordan de forskellige indberetninger blev fortolket.
Vi ved, at politikerne traf et bevidst valg. Nogle af det vi vidste i forvejen bliver bekræftet mens andre ting bliver nyfortolket. Og egentlig er det befriende, at der ikke er skurke og helte i fortolkningen. Disse kan man jo selv udnævne. Bogen kan varmt anbefales, den er medrivende at læse. Den kaster i den grad et nyt kritisk lys over dansk besættelseshistorie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.548 artikler, herunder 309 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter):
Under Tønder (254 artikler):
Under Sønderjylland (187 artikler):
Under København (165 artikler):
Under Aabenraa (149 artikler):
Under Østerbro (86 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (58 artikler):
Dato: april 17, 2020
Flensborg skulle absolut til Danmark
En af de største kriser. 30.000 nordslesvigere kæmpede for tyskerne. Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa m.m. dansk. Ville ikke regere et modvilligt tysk mindretal. Afstemningsresultatet overraskede københavnerne og kongen. Flensborg – bevægelsen ville trodse afstemningsresultatet. Mange har besøgt Isted – løven. Allerede fra 1500-tallet begyndte fortyskningen. Flensborgs befolkning blev tredoblet. Arbejderklassen var dansksindet. Danmark til Ejderen. Zahle henviste til afstemningen. Den mægtigste demonstration, som hovedstaden havde set. ”Jeg nærer de samme følelser”. Liebe fik besøg. En højreorienteret mobilisering. Kongen på besøg hos H.N. Andersen. Havde kongen ret til at fyre Zahle? H.N. Andersen dirigerede i kulissen. Var det et rigtigt statskup? Situationen udviklede sig dramatisk. Stauning trådte i karakter. Genopretning af slægtens ære. Venstre vandt valget. Gik Zahle frivilligt?
En af de største kriser
Det faktum at Flensborg ikke kom til Danmark efter 1920 udløste en af de største kriser i dansk politik i nyere tid. Jo det var skyld i Påskekrisen. Man havde ikke gidet at lytte til H.P. Hanssen, der fortalte også de københavnske politikere, at der var et kæmpe tysk flertal i Flensborg.
De samme personer, som gik ind for et demokratisk valg blandt beboerne mente, at Flensborg historisk skulle tilfalde Danmark uanset hvor stemmerne ville falde. Der var skam også et stort dansk flertal i 1864 men det var det sandelig ikke i 1920.
30.000 nordslesvigere kæmpede for tyskerne
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914 holdt Danmark sig neutralt og på god fod med Tyskland. Man formåede at holde sig ude af krigen, hvilket også var en bedrift. Men glemmes skal ikke at 30.000 nordslesvigere kæmpede for kejseren.
Denne måtte flygte til Holland. Og det var vel den amerikanske præsident Wilson, vi kan takke for, at han mente, at det var ”folkenes selvbestemmelsesret”, der skulle afgøre, hvor grænsen skulle trækkes.
Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa m.m. dansk.
Tyskland fik hele skylden for krigen. I Slesvig skulle der stemmes i to zoner. Resultatet skulle afgøre, hvor grænsen skulle trækkes. Men måden man talte stemmerne op på var ikke ens for de to zoner. I zone 2 var det kommunestemmer. Det var det ikke i zone 1. Her var der zone-afstemning. Derfor blev Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg m.m. dansk.
I zone 2 var der kun tre mindre kommuner på Før, der stemte dansk. Heller ikke Flensborg stemte dansk. Siden 1864 havde man bevidst ført en tysk politik for at få flere indvandrere til byen. Og disse kom ikke nord fra men syd fra.
Ville ikke regere et modvilligt tysk mindretal
Venstre og Konservative krævede at den radikale regering skulle kræve en mellem slesvigsk zone sat under international allieret kontrol. Så skulle der senere afholdes en afstemning i håb om at afstemningen faldt til fordel for Danmark.
Regeringen nægtede, De ønskede ikke at regere over et stort modvilligt tysk mindretal. Det kunne i sidste ende skade statens sikkerhed – enten indefra eller ved at den tyske stat ville få et fjendtligt forhold til Danmark.
Afstemningsresultatet var en overraskelse for københavnerne og kongen
Flensborg havde gennem århundrede været en vigtig handelsby. Men det kom som en stor overraskelse i København, at der var så markant et tysk flertal – 75 pct. til Tyskland og 25 pct. til Danmark.
Som modstandere af holdningen om at lægge grænsen udelukkende ud fra afstemningsresultatet var medlemmer af Flensborg – bevægelsen. De ville under alle omstændigheder have at Flensborg skulle tilbage til Danmark. De blev støtte af De Konservative og et forholdsvis stort antal af Venstre – medlemmer og ikke mindst Christian den Tiende.
Flensborg – bevægelsen var ligeglade med afstemningsresultatet
Medlemmer af Flensborg – bevægelsen lod sig ikke gå på af et solidt danske nederlag. Forslaget fra bevægelsen gik tidligt på, at Flensborg skulle indgå i zone sammen med området nord for byen op til Kongeåen, som skulle gøres til international zone. Området skulle samarbejde med Danmark om den økonomiske politik, og så skulle der afholdes en ny folkeafstemning 15 år senere. Man håbede så at der til den tid var et dansk flertal i byen.
Mange har besøgt Istedløven
I dag kan Flensborg ikke leve uden danskerne. Rygterne siger, at Flensborgs politi ikke giver danskerne bøder, når de holder forkert. Nu er det jo ikke kun øl og slik, der købes i Flensborg i dag. Det er også serviceydelser. Der findes et hav af tandlæger i Flensborg, og de lever også af danskerne.
Mange danskere har besøgt Istedløven og siddet foran og drukket tyske dåsebajere. I dag bor der 88.000 mennesker i byen. Hvis Flensborg var blevet dansk, var det i dag den femte største by. Byen blev grundlagt i 1100-tallet. Her på siden kan du læse en masse om Flensborg.
Det er forskellige steder hævdet at Flensborg var en dansk havne – og handelsby. Det er så ikke korrekt for gennem størstedelen af historien har Flensborg hørt under hertugdømmet Slesvig. Godt nok indtil 1864 hovedsagelig under den danske konges myndighed.
Allerede fra 1400 – 1500-tallet begyndte fortyskningen
De 56 år, hvor Flensborg var under preussisk/tysk styre skete der meget. Men ikke kun der. Allerede i 1400 – 1500’tallet skete der et sprogskifte. Det betød at det danske sprog blev mere og mere dominerende. Magthaverne i Flensborg talte tysk og det gjorde indvandrerne syd fra også. Tysk var det fine sprog, ja det var det skam også i Danmark.
Det tyske sprog rykkede ind i byens administration. Det blev også dominerende i kirke og skoler. Tysk blev handelssproget i byen. Dette var også årsag til at forbindelsen til Danmark blev svækket efter 1864. Fra 1871 gik det stærkt, da var Slesvig Holsten blevet indlemmet i det tyske kejserrige. Men den største nedgang for danskheden skete i 1880’erne.
Befolkningstallet blev tredoblet
I 1867 fik de danske kandidater lidt mere end 50 pct. af stemmerne, men tallet røg ned på sølle 4 pct. i 1912. Nu skal man også huske, at byen voksede og voksede. Der skete en gevaldig industrialisering i slutningen af 1800 – tallet.
I 1867 boede der 20.000 indbyggere i Flensborg. Og i 1910 var tallet 60.000. I løbet af 50 år blev indbyggertallet tredoblet.
Arbejderklassen var dansksindet
Oprindeligt var arbejderklassen i Flensborg dansksindet og orienterede sig mod Danmark. Men nord for Flensborg var mange af de aktive og ledende figurer i de danske kredse meget ofte bønder. Hos bønderne havde man ikke så meget forståelse for arbejdernes rettigheder. Det betød, at man kom til at støde arbejderklassen i Flensborg fra sig.
De tyske socialdemokrater kommer til at høste stemmer fra en del af underklassen, som ellers traditionelt havde stemt på de danske kandidater. Så de socialdemokratiske spørgsmål blev vigtigere for arbejderklassen end spørgsmålet om national identitet.
Danmark til Ejderen
Trods alle disse ting var det mange i Danmark, der ønskede Flensborg ”hjem”. Men Dansk Vestindien var heller ikke blevet spurgt, inden de blev solgt til USA. For resten så blev pengene derfra skudt ind i udgifterne ved at få Nordslesvig til Danmark.
Dannevirke-bevægelsen afleverede i 1919 hele 116.000 underskrifter, der slog på Danmarks historiske ret til hele Slesvig. H.P. Hanssen kom med i Zahle-regeringen. Han holdt på folkets selvbestemmelsesret.
Christian den Tiende noterede dog til sig selv:
Hans farfar var født og opvokset i Slesvig, så han havde svært ved at slippe dette.
Statsminister Zahle sukkede:
Zahle henviste til afstemningen
Der fremkom yderligere 315.000 underskrifter med appel til regering og Rigsdag om:
Dette afviste Zahle også. Han henviste til folkeafstemningen. Til sidst samlede de dansksindede sig om, at Flensborg i hvert fald ikke skulle tilfalde tyskerne. Men nu lå byen ikke i den nordlige zone med det klare danske flertal.
Den mægtigste demonstration, som hovedstaden havde set
Sådan berettede Nationaltidende den 8. marts:
Ja Politiken konstaterede, at der var op mod 150.000 og at det var ganske pænt.
Jeg nærer de samme følelser
Oppe fra balkonen åbnede døren sig. Kongen og dronningen blev modtaget med kæmpe hyldest. Han lod sin røst gjalde ud over forsamlingen:
Det var oprigtige men farlige ord. Det var imod regeringens politik.
Liebe fik besøg
Mens demonstrationerne stod på, fik højesteretssagfører Liebe overraskende besøg af en mand, som han kendte som sin kones fætter. Her blev det fortalt at i indflydelsesrige kredse i Danmark ønskede man Zahle fjernet. Nu ville man spørge ham, Otto Liebe om han ville stille sig i spidsen for sådan et ministerium.
Manden der besøgte Otto Liebe, var chefen for 27. Bataljon i Holbæk, oberstløjtnant Erik With. Han havde mistet sin toppost i hærens efterretningstjeneste på grund af sin antityske nationalisme. Den var ude af trit med regeringens diplomati.
Kunne man nu påvirke kongen til at gøre ham klar at befolkningen ville af med Zahle kunne man måske få ham til at træde i karakter. Venstres J.C. Christensen talte ofte med kongen. Han gjorde det klart. At det var parlamentarisk helt i orden at fyre regeringen.
En højreorienteret mobilisering
Men her var venstrepolitikeren fejl på den, eller var han. En regeringsafsættelse var op til Folketinget. Det vidste Venstreføreren nu udmærket. Efterhånden havde der dannet sig en hel gruppe af Venstre og Konservative folketingsmænd samt erhvervsfolk som H.N. Andersen, Alexander Foss og Aage Westenholst samt patriotiske officerer samt aviser som Nationaltidende, København og Berlingske Tidende, nationalkonservative studenter og visse sønderjyske kredse, der ønskede en ny regering.
Der var ikke så mange sønderjyder med i denne mobilisering.
Den 17. og 18. marts samledes tusinder af regeringsmodstandere sig i Studenterforeningen, Cirkusbygningen, Paladsteatret og Kinopalæet i det Indre København. Efter de sidste møder gik store skarer på gaden og gennem byen under taktfaste råb:
Vi var i en periode, hvor Zahle bakkede arbejderne op. Arbejdsgiverne havde fået nok. Arbejdsgiverforeningen stillede folk til rådighed, når der skulle aktioneres. Man kaldte det for ”Samfundshjælpen”. Socialdemokraterne kaldte dem for ”Skruebrækkerkorpset”.
Kongen på besøg hos H.N. Andersen
Lørdag den 27. marts 1920 lukkede Rigsdagen planmæssigt ned til påskeferie. Senere på dagen var kongen på besøg hos H.N. Andersen. Telefon ringede, det var universitetsrektor Thorkild Rovsing, der havde holdt møde med andre regeringsmodstandere på Ny Carlsberg.
Rovsing havde fået en række radikale vælgere til at skrive under på en erklæring mod regeringens Slesvigpolitik. Politikere fra Venstre og Konservative ville kræve nyvalg. En række redaktører fra Borgerlige aviser ville skrive om det.
Kongen, der sad ved sin af H.N. Andersen fik det hele med. Denne forklarede, at det var let at få Flensborg til at blive dansk. Det krævede en ny regering, der skulle forhandle med vestmagterne om sagen. I den henseende havde kongen fået ammunition til et regeringsskifte.
Denne H.N. Andersen var direktør for det mægtige Østasiatiske Kompagni. Han nærede stor tillid hos Christian den Tiende som året i forvejen havde givet ham rigets fornemste hædersbevisning elefantordenen.
Det københavnske erhvervsliv stod i kø for at manipulere med kongen.
Den retsmæssige parlamentariske vej
Problemet var at Folketinget var taget på ferie så hvis Folketinget skulle give en mistillid til Zahle skulle de hasteindkaldes. Sådan ville det være, hvis man skulle gøre det på den retsmæssige parlamentariske vej.
Mandag den 29. marts kl. 11 mødte Zahle op på Amalienborg. Det var normalt at man konfererede. Der havde sikkert været en lidt pirrelig diskussion, for Zahle havde bemærket, at det stod kongen frit at fyre regeringen. Og det gjorde kongen. Han tog statsministeren på ordet.
Ja det noget Ekstra Bladet at skrive i deres aftenudgave.
Havde kongen ret til det?
Nu er både politikere og historikere uenige i om kongen vitterlig havde ret til at fyre Zahle. Nogle er af den opfattelse, at det ikke var ulovligt, men det var politisk dumhed. Han gik ind og spillede en rolle som tiden var løbet fra. Ifølge historikere havde han dog ifølge Grundloven ret til det.
Og når Social – Demokraten skrev ”Statskup” er det nok en form for politisk spin.
Blandt de ministre, der skyndte sig at pakke sagerne var H.P. Hanssen, der på grund af sin støtte af et delt Slesvig blev kaldt forræder.
H.N. Andersen dirigerede fra kulissen
Snart ringede telefonen på Otto Liebes sagførerkontor i Bredgade. Det var kongen der ringede. Han ønskede et nyt ministerium hurtigst muligt.
H.N. Andersen dirigerede fra kulissen. Og oberstløjtnant Erik With var skuffet over, at han ikke blev forsvarsminister. Og det var jo skønt med både en skibsreder og en entreprenør i regeringen.
Nu blev Erik With dog senere udnævnt til generalløjtnant og hærchef. Det skete i 1931. Han mente helt klart at Flensborg skulle være dansk.
Kongen begår statskup
Berlingske Tidende havde placeret nyheden på side 5. men det kunne Social – Demokratens redaktør ikke nøjes med. Borgbjerg udsendte en ekstraudgave med kæmpeoverskriften:
Den socialdemokratiske ledelse blev samlet og man talte om generalstrejke. I Social – Demokraten kunne man også læse følgende:
Situationen udviklede sig dramatisk
Den nye regering forberedte sig på det værste. Akademisk Skyttekorps og frivillige korps holdt sig parate. En række generaler besluttede at flytte tropper fra Roskilde og Helsingør til hovedstaden. Samfundshjælpen meddelte, at de var klar til at hjælpe strejkeramte virksomheder. Fagforeningsfolk og revolutionære vidste ganske enkelt ikke hvad de risikerede at løbe ind i.
Der fulgte nogle ret urolige dage. Usikkerheden var centreret om hovedstaden. Men det kunne sandelig føles over hele landet. Politiet havde travlt med demonstrationer og uromagere. Ude på arbejdspladserne havde man travlt med at forberede sig til en generalstrejke, som man mente var ganske naturlig i denne situation.
Stauning trådte i karakter
Situationen var meget spændt. I København valgte kommunen at gøre brug af en gammel ret og det var at henvende sig direkte til kongen.
Var det danske monarki også ved at vælte? Ikke hvis det stod til Christian den 10. I Borgerrepræsentationen ville Radikale og Socialdemokrater gå til kongen. Det var i sidste øjeblik for at afværge en generalstrejke. Sammen med delegationen gik 10.000 med. I spidsen for delegation var Thorvald Stauning som i 1920 var formand for Borgerrepræsentationen.
Venstresocialisterne talte allerede om Folkerepublik. Den nye forsvarsminister fandt Stauning ligefrem frastødende. Forhandlingerne mellem kongen og Stauning sluttede kl. 4 om morgenen. Det havde været en hårrejsende nat, hvor J.C. Christensen og Stauning havde skændtes om, hvem der først blev klynget op i lygtepælene.
Stauning giver kongen et kattelem, så han kan slippe ud af krisen, som han har bragt sig selv i.
Men Stauning fik sin vilje. Og det var bl.a. at regeringen skulle gå af. Dermed nåede Otto Liebe bundrekord i at have posten som statsminister – det havde han i syv dage.
Egentlig var det fremragende iscenesat af Stauning. Han møder op flere gange på Amalienborg Slotsplads. Dels som leder af Socialdemokratiet på landsplan, en anden gang som repræsentant for de samvirkende fagforbund, som vi kender i dag som Fagbevægelsens Hovedorganisation. Og så var det han en tredje gang møder op som medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Syndikalisterne fortsatte balladen
Søndag den 4. april vågnede befolkningen op til nyheden om en politisk løsning. Men fagbevægelsens konflikt med arbejdsgiverne var ikke løst. Syndikalisterne havde bebudet stormøde i Fælledparken kl. 12.
Politiet nyindkøbte biler blev sat i brand. Der var masser af ballade mellem politi og demonstranter. Politiet affyrede to pistolskud. En arbejder blev ramt i armen. Politivogne blev ramponeret af kasteskyts.
Næste dag fortsatte urolighederne. Enkelte våbenforretninger blev plyndret. Men forinden havde butiksindehaverne fjernet alle våben. For at undgå Generalstrejken blev der forhandlet på livet løs i dansk Arbejdsgiverforening.
Genopretning af slægtens ære
Christian den Tiende frygtede nok ligefrem at blive afstraffet korporligt af sine landsmænd. Samtidig har han dog næppe heller kunnet lade være med at sende en tanke til sin farbror, kong Georg den Første af Grækenland, der blev myrdet af en socialist syv år tidligere.
Og til sin fætter zar Nikolaj den Anden af Rusland, som sammen med sin familie havde lidt samme skæbne mindre end to år forud for Påskekrisen.
Kongen var dynamisk tænkende og mente, at Christian den Tiende havde fået en uaftvættelig plet på sin ære i 1864, da grænsen blev rykket op til Kongeåen. Så stod det til sønnesønnen, handlede det om en genopretning af slægtens ære. Derfor gik Christian den Tiende så helhjertet ind i det, der blev til Påskekrisen.
Venstre vandt valget
Uden Socialdemokraten Thorvald Stauning havde det hele endt i kaos. Det var tæt på.
Valget den 26. april vandt Venstre. Kort efter begyndte overdragelsen af Nordslesvig til Danmark.
I maj 1920 var det sønderjyske spørgsmål, der havde udløst Påskekrisen ikke formelt afsluttet. Skulle det hele alligevel blive forkludret spurgte man i Fredsbladet.
Sidste gang det danske styre blev kuppet
Men det blev det heldigvis ikke. Den 9. juli underskrev Christian den 10. en traktat, der delte Slesvig midt over. Med kongens underskrift forstummede endelig råb om Danmark til Ejderen. Det vil sige, at det dukkede op igen efter Anden Verdenskrig og højreorienterede politikere har da også med jævne mellemrum udtrykt håb om, at få Sydslesvig ”hjem” til Danmark.
Påskekrisen 1920 blev sidste gang, det danske styre blev kuppet af kræfter på højrefløjen og sidste gang så mange opfattede en klassisk socialistisk revolution som en reel mulighed.
I 1953 blev parlamentarismen skrevet ind i grundloven
Riget og monarkiet bestod, og danskernes konge kunne gå til sengs med hovedet befriet for bekymringer.
Først i 1953 blev parlamentarismen skrevet ind i grundloven. Det vil sige, at fra dette tidspunkt blev politiske beslutninger truffet af politikerne på Christiansborg, mens landets regent fik indskrænket sin magt.
Gik Zahle frivilligt?
Som vi allerede har skrevet, var det tvivl om kongen havde ret til det, som han gjorde. Ja det mente han selv og det gjorde Rigsdagen også. Men vi kunne i Tv – dokumentaren se, at ikke alle er enige i dette spørgsmål. Problemet er, at mange er af den mening at parlamentarismen allerede blev indført i 1901. Er du forvirret, ja det er ”Den Gamle Redaktør” også.
Siden Grundlovens indførelse har kongens underskrift på en regeringshandling skulle følges af en ansvarlig ministers. Hvem satte underskriften under Zahles afskedigelse. Ja det var Liebe. Var det så ham, der egentlig skulle stilles for en Rigsret?
En anden ting, hvis nu kongen havde begået lovbrud, så havde Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre faktisk flertal dengang!
De radikale var i klar modvind
Måske skal vi lige nævne, at Det Radikale Venstre gik tilbage fra 20,8 pct. til 12,2 pct. De var i modvind inden ”Kongen fyrede Zahle”.
Kongen fik heller ikke folket imod sig. Folket var splittet i spørgsmålet om han var part i en politisk strid. Mon ikke han blev manipuleret af det københavnske erhvervsliv?
Socialdemokratiet mente, at det var statskup, hos De Radikale var der harme over kongens ageren. Hos Venstre og hos De Konservative var der enighed om, at kongen faktisk kunne gøre det, som han gjorde.
Men faktum er, at Flensborg ikke kom til Danmark. På et tidspunkt fik vi af englænderne tilbudt Sydslesvig. Men det tilbud var fuld af misforståelser. Læs artiklen.
Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening (129 artikler) finder du:
Under Sønderjylland (187 artikler) finder du:
Kilde:
Dato: april 16, 2020
Modstand – Ny Bog
Forsøg på anmeldelse af Niels Wium Olsen: Modstand. Om dagen fisk til tyskerne – om natten modstandsmand. Ingen glorificeret myte. Man frygtede revolutionære forhold. Vi skal betragte det som almindelig danmarkshistorie. 85 pct. af vælgerne stemte på de gamle partier. Buhl’ s tale nævnt men ikke kongens. Det er usentimental historiefortælling. Truslerne hang bogstaveligtalt i luften. Ikke de store problemer i begyndelsen. Vi moraliserer over fortiden. Sammenfald af danske og tyske interesser. Omkostningerne steg. Uløselige dilemmaer. Relativt fredeligt også efter august 1943. De sidste måneder på randen af kaos. Mogens Fog havde en plan. Werner Best havde tidligt afskrevet de danske nazister. Havde ikketillid til det parlamentariske system. Demokratiet overlevede. Der foregik en magtkamp. De fleste foretrak ikke en revolution.
Om dagen fisk til tyskerne – om natten modstandsmand
Omkring 12.000 titler har allerede beskrevet perioden 1900 – 1945. Men alligevel er der store områder, som vi ikke ved noget om. Under krigen skete en stor omfordeling af ressourcerne fra byernes industriarbejdere til bønderne på landet som var med til at brødføde den tyske krigsmaskine.
Spørgsmålet om hvorvidt det var rigtigt at fortsætte landbrugseksporten blev aldrig stillet. Det blev i stedet en diskussion om, hvordan man kunne omstille eksporten fra England til Tyskland. Det gik jo over al forventning, mente danskerne.
En fisker fra Esbjerg kunne sagtens fange fisk til tyskerne om dagen og være aktiv modstandsmand om natten.
Ingen glorificeret myte
Atter en gang er der kommet en pragtfuld bog i serien 100 Danmarks – historier. Et væsentligt stykke danmarkshistorie på 100 sider. Formidlingen er uden så mange dikkedarer. Vi får ikke så meget vide om de enkelte grupper eller de enkelte sabotageaktioner. Men dog får vi på fortrinligvis en sammenhæng. Vi bliver efterladt et indtryk, der sætter vores fantasi i gang ”hvad nu hvis”.
Modstandskampen bliver ikke beskrevet sim en glorificeret myte. Her er ingen gennemgang af sabotagehandlinger eller stikkerlikvideringer. Vi går bag om politikken og modstanden.
Man frygtede revolutionære forhold
Der var bestemt mænd og kvinder der satte livet på spil i kampen for Danmarks frihed. Modstandskampen bliver ofte fortalt i form af drama. Men egentlig var det et dilemma mellem samarbejdspolitik og aktiv modstand.
Dele af modstandsbevægelsen modarbejdede hinanden. Der var stor forskel på det samfund, man ønskede efter krigen. Der var skam også kræfter, der tilbageholdt våben til den kommunistiske del. Man frygtede at de ville bruge disse til revolutionære formål.
Vi kommer i den lille bog dybt bag om historien og får nuanceret det billede, der har været hovedhistorien siden 1945. Mon ikke den gamle regering satte sit aftryk mere end vi egentlig har regnet med.
Vi skal betragte det som almindelig danmarkshistorie
Forfatteren vil gerne have, at vi betragter besættelsestiden som almindelig danmarkshistorie. De fem år fremstår både grumset, rodet og med hele skalaen mellem heltemod og forræderi. Og så mange år efter er der stadig er der nogle, der vil stjæle eller misbruge historien til egne politiske formål.
85 pct. af vælgerne stemte på de gamle partier
Tilpasningspolitikken kan man sagtens tage afstand fra, når nu sabotørerne fik os over i de allieredes lejr. Men tilpasningspolitikken kan man ikke bare tage afstand fra med tilbagevirkende kraft. Men egentlig var befolkningen tilfreds. Også første folketingsvalg efter befrielsen virkede til at befolkningen var tilfreds. 85 pct. af vælgerne stemte på de gamle partier.
Den allerstørste del af familien Danmark foretrak det bedste af to verdener med en glidende overgang mellem dengang Det Tredje Rige som stod som den sikre vinder – og frem til det øjeblik, da alle kunne se, at nazisterne alligevel ikke satte sig på verdensherredømmet.
Buhl’ s tale nævnt, men ikke kongens
Niels Wium Olesen forklarer ikke tilpasningspolitikken men giver et skarpt billede af situationen dengang. Bogen er let læst men ikke overfladisk på nogen måde. Den er meget velskrevet.
Buhl’ s tale er nævnt. Man kunne også have nævnt, at Christian den Tiende roste denne tale og selv sagde det samme ved tre lejligheder, inden han i 1947 blev bisat med frihedsarmbindet som det eneste hæderstegn på kistelåget.
Usentimental historieskrivning
Bogen er en hæderlig og usentimental historieskrivning og igen en eminent udgivelse i denne serie.
Vi får en god gennemgang om holdninger og baggrunde hos de forskellige parter. Det hele bliver sat sammen i en større sammenhæng. Ja, der bliver også i den grad berettet om myter. På vores side, kan du læse en hel del om modstandsbevægelsen. I slutningen af artiklen kan du finde en liste over artikler, der relaterer til modstandsbevægelsen, som du kan finde her på siden.
Og ikke alle disse artikler er lige positive. Det er selvfølgelig ikke fordi vi generelt har noget imod den danske modstandsbevægelse. Vi mener blot, at de nogle gange gik over stregen især i efterkrigstiden.
Truslerne hang bogstaveligtaget i luften
Efter et par timers ulige kampe og 16 dræbte danske soldater valgte regeringen at kapitulere. Danmark var blot trædesten for Tyskland hvis egentlige mål var Norge. Året efter var det meste af Europa i Hitlers hænder.
Hvad var det sket, hvis Stauning havde satset alle styrker ved grænsen. Eller hvis Danmark havde indgået en aftale med tyskerne. Ja det er det så stadig mange der mener, at den aftale er indgået. Rostock – myten lever stadig.
Mange mener, at vi skulle have kæmpet videre, mens andre igen sagde, at det var klogt at indstille kampene. Det er et spørgsmål, der er præget af værdier, holdninger og følelser.
Truslerne hang bogstavelig i luften. Hvis Danmark ikke agerede efter tyskernes ønsker, ville København være blevet sønderbombet. Havde det været det værd for 300 civile tab eller flere?
Ikke de store problemer i begyndelsen
Ved besættelsen blev Danmark lovet ”politisk uafhængighed”, hvis regeringen sikrede tysk militær uhindret operation i landet. Danmark blev dermed givet betydelige fordele. Mens der i andre besatte lande blev oprettet tyske forvaltninger og indsat marionetregeringer, styrkedes Danmark af danske myndigheder, ligesom det politiske system fra Folketing til Sogneråd var intakt. Modydelsen var, at man forhindrede enhver modstand mod besættelsesmagten.
I begyndelsen af besættelsen gav det ikke større problemer. Vi følte det uvirkeligt og ydmygende, at landet var blevet besat på kun få timer. Men man var blevet forskånet for hundredvis af tabte menneskeliv og massive ødelæggelser samt den brutale undertrykkelse, de andre besatte lande led under. Konge og politikere sagde beroligende, at det nok skulle gå, hvis danskerne stod sammen og adlød myndighederne. Hverdagen fortsatte på bedste beskub.
Vi moraliserer over fortiden
Det er ofte en stærk tilbøjelighed til at moralisere over fortiden – og især besættelsestiden. Det ligger også på sin vis ligefor. Den patriotiske fortælling blev søsat i 1945 med modstandens ideologiske sejr. I de glade majdage i 1945 blev modstanden tilskrevet hele befolkningen.
Sammenfald af danske og tyske interesser
Før krige udgjorde landbrugseksporten til Storbritannien fundamentet i økonomien. For den indtjente valuta importerede man råvarer og energi til industrien, som beskæftigede by-arbejderklassen. Tyskland accepterede ikke fødevareeksport til fjenden. Dansk økonomi kom i alvorlig fare for sammenbrud.
Men problemet blev løst bed at tyskerne overtog landbrugseksporten. Til gengæld leverede de råvarer og energi. For hver dansk bonde, der producerede til Tyskland, kunne en, måske to tyske bønder drage til fronten. Besættelsen af Danmark udviklede sig til et sammenfald af danske og tyske interesser.
Målsætningerne var dog meget forskellige. Fra dansk side ønskede man at bevare sin politiske selvstændighed og skåne befolkningen for krigens ulykker. Nazityskland derimod ønskede at underlægge sig hele Europa. Paradokset kan dårligt tænkes større.
Omkostningerne steg
De var stort set fred og ro i besættelsens første år. Men så viste det sig, at tyskernes løfter om dansk uafhængighed ikke kunne tages alvorligt. Snart blev der stillet ubehagelige krav.
Omkostningerne steg. 1. juni 1941 stillede Tyskland i forbindelse med angrebet mod Sovjetunionen krav om internering af ledende danske kommunister. Regeringen opfyldte kravet af frygt for, at den ville blive erstattet af en nazistisk. Om det var derfor man fangede mere end krævet, vides ikke.
Uløselige dilemmaer
Dermed begik regeringen grundlovsbrud. Som tiden gik, blev regeringens indrømmelser større og set i internationalt lys pinligere. Man kan sige at regeringens handlinger fik et skær af frivillighed over sig. De stod over for næsten uløselige dilemmaer. Alternativet til eftergivenhed forekom endnu værre.
Gennem krigen syntes den danske befolkning dog at støtte den førte politik. Et mindretal gik fra 1942 – 1943 til aktiv modstand. Problemet var bare at hvis de danske myndigheder ikke kunne bevare roen ville besættelsesmagten tage over. Derfor bekæmpede politiet modstandsbevægelsen. Danskere kom i strid med danskere. Situationen var uholdbar, derfor valgte regeringen den 29. august 1943 at gå af, fordi Hitler forlangte, at regeringen indførte dødsstraf for sabotage.
Relativt fredelig – også efter august 1943
Flere involverede sig i modstanden, endnu flere sympatiserede med den. Krigens sidste år rummer talrige eksempler på gidseltagning, terrordrab og deportationer til koncentrationslejre. I efteråret 1943 kom jødeforfølgelsen. 7.000 jøder blev evakueret til Sverige. 481 blev sendt til tyske lejre. 52 kom ikke hjem igen. I Norge omkom halvdelen af Norges 2.200 jøder.
Selv om der efter august 1943 var sket en betydelig forråelse af situationen, forblev Danmark relativt fredelig. Og Tyskland nød godt af en stigende fødevareeksport.
De sidste måneder på randen af kaos
I krigens sidste måneder kørte Danmark dog på pumperne og var på randen af kaos. I byerne var der borgerkrigslignende tilstande i en kamp mellem liv og død mellem danske nazistiske korps og modstandsbevægelsen. Det udbombede Tyskland fik svært ved at levere forsyninger til den danske industri, så arbejdsløsheden steg. Og de mange jernbanesabotager gjorde det umuligt at rejse i landet.
Men danskerne måtte også leve med, at det danske samfund indirekte havde givet økonomisk støtte til Hitlers krig. På den positive side holdt vi et demokratisk samfund så nogenlunde kørende. De demokratiske kompromiser havde dog været pinlige og ydmygende. Modstandsbevægelsen blev set som modbilledet på disse kompromiser. Det blev den frem for de ubehagelige konsekvenser ved tilpasningen – man huskede og hyldede i efterkrigstiden. I den henseende ligner Danmark andre besatte europæiske lande.
Mogens Fog havde en plan
Det var primo 1943, hvor den danske modstand endnu var gryende. Det tyske nederlag ved Stalingrad var krigens vendepunkt. Endnu var det langt til befrielsen.
Den tidlige modstand havde sit udspring fra yderfløjene. Det kom fra det illegaliserede DKP og fra højre i kraft af Dansk Samlings protestlinje og partiets forbindelse til SOE. Da modstanden blev taget i anvendelse, satte det regeringen under pres.
Vi møder i bogen Mogens Fog. Han var ”hemmeligt medlem” af DKP. Og han havde en plan om, hvad der skulle ske efter Danmarks befrielse. Hvis magtovertagelsen ikke kunne ske med modstandsbevægelsen og dens våben. Så var strategien at en magtovertagelse skulle ske via en parlamentarisk bred folkefront sammen med socialdemokrater og progressive borgerlige.
Kommunisterne agiterede for deres synspunkter i det skjulte på arbejdspladserne og via primitive illegale blade. De kritiserede arbejdsmarkedsforholdene og arbejdernes reallønstab. De beskyldte Socialdemokratiet og Fagbevægelsen for ansvaret.
Werner Best afskrev tidligt de danske nazister
Det hedder sig ofte, at de danske politikker så dansk nazistisk overtagelse som en fare, men egentlig så især Werner Best tidligt, at de danske nazister ikke kunne bruges til noget. Han brugte dem kun som en trussel.
Havde ikke tillid til det parlamentariske system
Kommunisterne samarbejde også med Dansk Samling, som jo egentlig i perioder var et protestparti. I pjecer i begyndelsen af besættelsesårene kritiserede de samarbejdspolitikken. Dette medførte også til hæftestraf og bøder til partileder Arne Sørensen og historiker Vilhelm La Cour.
Hverken Dansk Samling eller Kommunisterne havde større tillid til det parlamentariske system. For Kommunisterne spillede loyaliteten over for Sovjetunionen også en rolle. Da sabotagen blev iværksat spredte det kaos hos politikerne.
Fog så hen til en ny tredeling i dit kommende kommunistiske samfund. Her skulle være delvis åndsfrihed med ”ubønhørligt politisk og økonomisk diktatur”. Ved befrielsen regnede DKP i sin eufori over sin rolle i modstandsbevægelsen med støtte af 70 pct. af befolkningen til de kommende initiativer. Man regnede med stor opbakning på arbejdspladserne.
Demokratiet overlevede
Et halvt år efter disse overvejelser blev Frihedsrådet dannet. De blev paraplyorganisation for modstandsbevægelsen som efterhånden fik medlemmer fra alle politiske retninger. Frihedsrådet nåede at blive en politisk magtfaktor. Mange opfattede det som en erstatning for den afgående regering. Men egentlig var Frihedsrådet kendetegnende for uenighed.
Uensartetheden i modstandsbevægelsen gik igen på alle niveauer. Hvilken rolle skulle modstandsbevægelsen spille i efterkrigstiden? Ja det var det også uenighed om.
Risikoen for revolutionære tilstande var til stede i Danmark. Men demokratiet overlevede. Befolkningen valgte de samme politikere. Og økonomien havde ikke taget væsentlig skade.
Der foregik en magtkamp
I april 1945 fremlagde DKP således sammen med Dansk Samling i Frihedsrådet et videregående forslag om bl.a. nationaliseringer, sociale reformer og et udvidet retsopgør
Dansk Samling var modstandsbevægelsens højre fløj. Her stadfæstede man det såkaldte Ranumkonvent i marts 1945. Her kaldtes til moralsk og national vækkelse i skuffelse over samarbejdspolitikken og de gamle politikkers indledende forsømmelse af modstandsbevægelsen.
Man krævede et retsopgør og videreførelse af modstandsbevægelsens værdier- men dette blev dog ikke helt konkretiseret ligesom hos DKP.
Loyale officerer var gået ind i modstandsbevægelsen. Her sad de på nøgleposter. Også de såkaldte ventegrupper regnede man med ville støtte demokratiet.
Men ingen tvivl om, at der foregik en magtkamp. Socialdemokraterne og de borgerlige var i den grad på vagt over for kommunisterne.
De fleste foretrak ikke en revolution
Danmark var ikke som mange andre lande ødelagt. Der var ingen akut krise, og der var fødevare nok. Ingen sultede eller led virkelig nød end i så mange andre lande. De allerfleste modstandsfolk ønskede heller ikke en revolution.
Et kommunistisk kup fandt faktisk sted i Tjekkoslovakiet i 1948 og det skete på omtrent den måde Mogens Fog havde tænkt det på.
Tænk engang – dette var bind nr. 32 i serien fra Aarhus Universitetsforlag. Læs bogen, den kan varmt anbefales
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Modstand så læs her på www.dengang.dk, der indeholder 1.546 artikler:
Under Nørrebro ligger 286 artikler herunder:
Under Tønder ligger 254 artikler, herunder
Under Aabenraa ligger 149 artikler, herunder:
Dato: april 13, 2020
Emdrup – for længe siden
Utterslev og Emdrup kent fra 1100-tallet. 4 gårde og 5 borgerhuse. Drikkevand fra Emdrup Sø. En gammel barokhave. En folkehøjskole. Da nazisterne overtog stedet. Det brogede ”Babylon” i Emdrup. Uddannelsesinstitutioner. Blaagaard Seminarium etablerede sig her. Afdeling af Århus Universitet. Kro med forlystelsespark. Søborghus Kro. Lundehus kro. Radiometer. Emdrup dampvaskeri. H.F. Jensens Værktøjsfabrik. Emdrup Savværk. Indlemmet i Københavns Kommune. København – Slangerup Banen. S-togs forbindelse. De gamle gårde i Emdrup. Sporvognen kom meget sent.
Utterslev og Emdrup kendt fra 1100-tallet
I 1100 – tallet lå her kun Utterslev og Emdrup. Vi befinder os i bydelen Bispebjerg. Men dengang hed sidstnævnte landsby, Imbres Torp. Hvem Imbres var, ved vi ikke men Torp betyder Landsby. Jo vi ved det fra et pavebrev omhandlende Absalons besiddelser omkring København.
Imbre skulle efter sigende betyde ”fehmernbo”.
Den gamle landsby Emdrup lå dengang på den nordlige side af Emdrupvej over for Emdrupborg og ned mod Søborghus Rende. Omkring år 1800 var gårdene flyttet ud på deres udskiftede jorde. Gårdenes navne finder vi på mange vejskilte i området.
4 gårde og 5 borgerhuse
Der ikke mange spor fra den gamle landsby tilbage. Kun nogle vejforløb lader ane noget om landsbyen dengang, som bestod af 4 gårde og landsbyens jord. Der lå også fem almindelige landsbyhuse herunder et smedeværksted.
Emdrup Sø ligger på den anden ende af Tuborgvej. Den får vand fra Søborghus Rende. Vi har med en kunstig sø at gøre. I den nordøstligste ende af søen lå der en vandmølle. Denne kan dokumenteres tilbage til 1370. Men pludselig omkring 1577 forsvandt den.
Vandet løb dengang over og uden om møllehjulet og fortsatte via Rosbækken ud i Øresund. Ved Lyngbyvej lå der dog stadig en Møllegård.
Drikkevand fra Emdrup Sø
Sidst i 1500-tallet blev det besluttet at Københavns drikkevand skulle sikres. Og det var et sindrigt system af kanaler, der kunne hente vand så langt væk som Furesøen. Vandet blev ledt fra Gentofte Sø gennem Gentofte Renden til Søborghus Rende, hvorfra vandet løb ud i den opdæmmede Emdrup Sø.
Den blev opdæmmet ved at spærre vandet fra at fortsætte ud i Rosbækken på den anden side af Lyngbyvejen. Til gengæld blev der i det nordøstligste hjørne indrettet et overløb med vandfald, der via en rende førte vand til Lersøen, der dengang var en rigtig sø.
Fra Lersøen løb vandet via Lygteåen og Ladegårdsåen ind til København. Se vores tidligere artikel om drikkevand til København.
En gammel barokhave
Lige over for Emdrup Sø, syd for Emdrupvej ligger resterne af en gammel barokhave. Den blev anlagt i første halvdel af 1700 – tallet. Haven var blevet anlagt øst for den lystgård, der lå hvor det nuværende Emdrupborg er i dag.
Denne gamle lystgård hed oprindelig Emdrupgård. Denne gård gav navn til kvarteret. Grunden blev udstykket til fire gårde. Omkring 1830 hed gården Annaslyst.
Den kan spores tilbage til 1600 – tallet, hvor højtstående embedsmænd ejede den på skift gennem 100 år. Blandt ejerne nævnes Frederik den Tredjes hofprædikant Johannes Bremer, der fik skøde på den i 1661.
Senere overtog Christian den Femtes rigsmarskal von Köbitz lystgården. Haven fik formentlig sin endelige form omkring 1730, da oversekretæren i Danske Kancelli Christian Møinichen ejede lystgården.
Det var et imponerende rektangulært anlæg i fransk havestil, hvor der også var anlagt fire fiskedamme. Anlægget blev bevaret frem til 1923, men så blev Tuborgvej anlagt. Og så skulle Emdrupvej også anlægges.
En folkehøjskole
I 1872 blev gården overtaget af Jeppe Tang. Han var læreruddannet og havde åbnet en privat lærerskole i Blaagaardsgade i 1863: Blaagaard Seminarium. I Emdrup indrettede han landstedet som folkehøjskole under navnet Emdrupborg.
Bygningen brændte i 1879 men Tang lod den genopføre. Her skrev han også sine læsebøger og bibelhistorier, især beregnet for ”Frie Skoler”. Tang sad i Folketinget 1877 – 1892. Han var altid fortaler for Grundtvigs skoletanker. På Emdrupgård var der højskole til 1913.
Københavns Kommune overtog stedet i 1917 og benyttede stadet bl.a. til husvildeboliger.
Da nazisterne overtog stedet
I 1941 blev området-trods kommunal modstand opkøbt af aktieselskabet Deutsche Schule. Besættelsesmagten drømte om her at indrette et nordisk center for nazistisk kulturpolitik med uddannelser for børn, unge og voksne med henblik på ideologisk oplæring. Her var også boksehal og skydetræning.
Bygningerne fra Jeppe Tang’ s tid blev revet ned og et nyt skolekompleks skød op under ledelse af den tyske arkitekt, Werner March.
”Dies Land bleibt deutsch” star der indskrevet på en bjælke oppe i tårnet.
Det brogede ”Babylon” i Emdrup
Bygningen stod ufærdig ved krigens slutning. Fra 1945 blev det brugt til at huse tyske og østeuropæiske flygtninge.
Nationaltidende bragte den 7. juli 1945 en reportage om det brogede ”Babylon” i Emdrup. Den udsendte journalist talte cirka 2.000 mennesker fordelt på 17 nationaliteter. Røde Kors flygtningehjælp forvaltede stedet.
Uddannelsesinstitutioner
Efter befrielsen i 1945 blev grunden og den ufærdige bygning overtaget af den danske stat. I 1946 blev stedet overdraget til undervisningsministeriet med henblik på anvendelse til Lærerhøjskole og evt. andre uddannelsesinstitutioner.
Efter hektiske og følelsesladede diskussioner blev det besluttet at lærerhøjskolen skulle flyttes fra Odensegade til Emdrup. Det skete i marts 1948. da var de mest nødvendige arbejder med færdiggørelsen af byggeriet gennemført.
Blaagaard Seminarium etablerede sig her
Men Københavns Kommune besluttede at bruge en stor del af bygningen til forsøgsskole. I 1949 blev der desuden oprettet Statsseminariet på Emdrupgård. I 1956 blev det nyoprettede Danmarks Pædagogiske Institut placeret i bygningen. Men situationen blev umulig. Det var som om man ikke havde garderet sig for fremtiden.
I 1957 opførtes et kollegium og en bygning til de matematisk – naturvidenskabelige fag kom til i 1969.
Afdeling af Aarhus Universitet
Køb og lejemål af bygninger i nærheden fik skabt de nødvendige rammer for Lærerhøjskolens virke. Forsøgsskolens lejemål blev opsagt i 1965. Statsseminariet rykkede ud i 1984 efter fusion med Blaagaard Seminarium. Hele bygningskomplekset rummede fra 2000 til 2007 Danmarks Pædagogiske Universitet. Dette blev lagt ind under Aarhus Universitet.
På Emdruplunds grund blev Holbergskolen bygget i 1952. Skolen startede undervisning i byggerod, men var igennem 1950’erne en stor skole med 1.400 elever.
Kro med forlystelsespark
Her på grunden lå den oprindelige Emdruplund Kro og Forlystelsespark. Parken blev nedlagt i 1952 – 1953. Emdruplund Kro var oprindelig en landevejskro med selskabslokaler samt skyde og keglebaner.
Søborghus Kro
Når vi nu taler om kroer, så var det jo også Søborghus kro. Ja oprindelig var det jo kongelig opsynsbolig til mosen fra 1500 – tallet. Kroen lå op til Gladsaxevej, som her er kommunegrænsen til Gentofte.
Det var en flot hvid klassisk krobygning med en central kvistgavl og stråtækt. Den er omtalt i 1587. I 1657 fik den kongeligt privilegium, hvilket gav visse rettigheder. Det medførte også at staten kontrollerede priser og udbud. Kroen blev revet ned i 1939. Nu er der et stort rødstens boligkompleks, der bærer navnet Søborghus.
Om kroen er der mange historier. En af dem foregik i 1807, mens englænderne var her. Det er velkendt, at soldater langt fra hjemmet i længere tid havde visse behov. Tillige er soldaterne i flotte uniformer. Mange unge pigehjerter har slået et par ekstra slag ved synet af disse prægtige mænd, også selv om det var fjenden. Andre piger har haft en god sans at tjene penge på denne bekostning.
Men på et tidspunkt blev krokonen på Søborghus Kro voldtaget af flere engelske soldater. Desuden skulle kroen være blevet plyndret. Den militære justits var imidlertid konsekvent. To soldater blev hængt og andre fik hårde straffe udmålt af engelsk militær.
Jo det var her, at bondeknolden Karl Øby dansede med den smukke Angelica Pierri også kendt som ”Grevinden fra Bagsværd”. Det har vi tidligere berettet om. Du kan også læse om hendes opvækst på et værtshus på Nørrebro i en af vores artikler.
Der var gratis dans med levende orkester i Bambino Salen. Der blev danset, afholdt møder – der blev afholdt baller, boksestævner, fastelavnsfester, ringridning, spillet badminton, amatør- teater m.m. I krohaven ned til mosen var der en forlystelsespark ned til mosen med gynger og karruseller.
Lundehus Kro
Lundehus var også en berømt kro. Ja egentlig var det et bomhus. Her ved Lundehusvej var der en bom over vejen, for det var kongevej. Man skulle først have tilladelse til at passere og senere skulle der betales for at færdes på vejen til Hillerød og Frederiksborg Slot.
Radiometer
Den Grafiske Højskole blev oprettet i 1943 og flyttede i 1999 til Emdrupvej i Radiometers gamle bygninger. Også denne videregående uddannelsesinstitution fusionerende med en århusiansk institution nemlig Danmarks Journalisthøjskole. Ja den blev til Danmarks medie – og Journalisthøjskole.
I flere år lå Radiometer her på Emdrupvej 72. Virksomheden har et højt internationalt niveau, blandt andet producerer man medico -elektronik og eksporter 95 pct. af produktionen.
Virksomheden startede i 1935 i Rævegade i Nyboder af Carl Schrøder. Senere flyttede man til Frederiksberg. Da virksomheden blev bombet natten mellem den 31. juli og 1. august 1943 flyttede man til Emdrup. Den nye bygning blev bygget i perioden 1945 – 1948. Den 1. januar 1995 flyttede man til Åkandevej 21 i Brønshøj.
Emdrup Dampvaskeri
Lige før 1900 blev Hannibal Sanders gamle bolig anlagt. Den ligger på hjørnet af Emdrupvej og Tuborgvej. Bag den lå hans store virksomhed, der beskæftigede sig med kemisk tøjrensning. Her var indrettet systuer og skrædderværksteder. Jo fabrikken havde også eget elektricitets – og vandværk, ligesom der blev opført boliger til de ansatte.
Emdrup Dampvaskeri blev anlagt i 1878, og lå på Emdrupvej ved Lundehusvej. Hanibal Sanders tøjrensning, farvning – vaskeri, systuer og skrædderi blev etableret i 1812. Det vil sige, at Sander senere overtog dette firma og samlede det hele ude i Emdrup. Efter at Sander døde i 1905 fortsatte virksomheden. I 1969 – 1970 flyttede virksomheden til Rødekro i Sønderjylland.
H.F. Jensens værkstedsfabrik
H.F. Jensens værktøjsfabrik lå på Emdrupvej 70. Det var her gården Hjulmandsgården lå. Her lå en gammel smedje, som børne kaldte Skraldemandshuset. Virksomheden har i dag udviklet sig til at producere Veluxvinduer.
Ja egentlig startede det i 1917 af hesteskosmed Hans Frederik Jensen i Korsgade på Nørrebro. Han flyttede til Masnedøgade i 1933. I 1940, da han døde, overtog sønnen virksomheden. Han flyttede virksomheden til Emdrup i 1948.
Emdrup Savværk
Bag denne virksomhed og bag en lille stump af en nedlagt vej ligger Lundedalsvej, som er adgangsvej for Emdrup Savværk. Ja egentlig skal man nok lægge træhandel til virksomhedens navn. Produktionen er træ til møbelsnedkere.
Et brunkulsbrænderi lå også herude indtil 1946, hvor det brændte. Og det kunne ses over hele København.
Indlemmet i Københavns Kommune
I 1901 blev Emdrup indlemmet i Københavns Kommune, bl.a. fordi, at der i slutningen af 1800-tallet var sket en betydelig industrialisering ved Utterslev. Dette betød behov for boliger til industriarbejderne og behov for arealudvidelse.
København – Slangerup Banen
Af stor betydning for områdets udvikling var oprettelsen af København – Slangerup Banen den 20. april 1906 med station vest for Emdrup landsby. Stationsbygningerne blev revet ned i 1990’erne. Det var første station efter Løgten Station.
Det var en privat jernbane, der bl.a. skulle bringe de københavnske arbejdere til de naturskønne udflugtsmål mellem Farum og Slangerup. Jernbanen blev i 1929 overtaget de 5 oplandskommuner. I løbet af 1930’erne var det kun få persontog, der standsede i Emdrup. Godstrafikken standsede dog fortsat hyppigt i Emdrup, hvor et læssespor kunne bruges især af Emdrup Savværk på den modsatte side af stationsbygningen.
S-togs forbindelse
I 1948 blev banen overtaget af DSB med planer om at den skulle indgå i S – tognettet. I 1954 blev strækningen Farum – Slangerup nedlagt og banens navn blev ændret til Hareskovbanen. Emdrup station blev nedlagt, men var fortsat i brug som godsstation.
I 1971 blev det besluttet at banen skulle have ny linjeføring, så den fra Emdrup skulle føres til Hovedbanegården via Ryparken og Svanemøllen. Løgten Station blev derved nedlagt.
I 1977 blev banen til den nu dobbeltsporede S – togstrækning linje H fra Farum til Frederikssund. Stationen blev flyttet til nuværende placering. I 2007 skete nye omlægninger af S-togslinjerne og Farumbanen blev nu den nordlige del fra Hovedbanegården af Linje H fra Hundige.
De gamle gårde i Emdrup
De første udstykninger skete ved Emdrup Sø og vest for landsbyen. I løbet af mellemkrigstiden blev de fleste af Emdrup landsbys jorder udstykket til boligformål.
Det tidligere landsted Søholm ligger på den nordlige bred af Emdrup Sø. Det er fra 1807
Den sidste af de udstykkede gårde var Emdrup Søgård. Den rummer i dag børneinstitutioner, som blev indrettet i 1947 – 1950. Dog blev de tre staldlænger nedrevet, men materialerne blev brugt til at opføre de nuværende tre længer.
Af de andre gårde var det også Møllegården. Den lå på den anden side af Emdrupvej. Sognets største gård var dog Emdrup Ladegård, der lå vest for stedet, hvor Emdrupborg nu ligger. Mellem den nuværende Tuborgvej og Frederiksborgvej lå på området syd for Emdrupvej de to Bøllegårde – nemlig Østre og Vestre Bøllegård.
Længere mod øst lå en mindre tolænget gård ind til 1947, der hed Hjulmandsgården.
Sporvognen kom meget sent
Jo sporvognen kom der også herud selv om det gik lang tid. Linie 16 blev oprettet i 1920 med rute fra Nørrebrogade over Rådhuspladsen til Vestre Kirkegård. I 1921 blev ruten forlænget fra Nørrebrogade til Bispebjerg og fra 1924 blev ruten forlænget til Søborg Torv. I 1962 blev linje 16 afkortet så endestationen blev fælles med linje 10 med vendesløjfe på Emdrup Torv. Linje 16 overgik til busdrift i 1970.
Linje 10 havde kørt som hestesporvogn siden 1889 fra omkring Rovsinggade ad Tagensvej til Kongens Nytorv. Den blev elektrificeret i 1905. I 1913 blev ruten forlænget til Bispebjerg og i 1947 til Emdrup Torv med vendesløjfe. Linje 10 overgik til busdrift i 1968.
Ja faktisk er Emdrup Torv dannet af en sporvognssløjfe.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.543 artikler. Under København (164 artikler) finder du:
Under ”Industri på Nørrebro” (10 artikler) finder du et indslag ”Artikler fra Nordvest” med en oversigt over 15 artikler her på siden fra Nordvest. – Flere følger, når vi engang har holdt vores foredrag på Biblioteket, Rentemestervej om ”Industri”.
Dato: april 12, 2020
Amagerbanen
Der kørte tog fra 1907 – 1991. De første drømme allerede i 1866. Man var betænkelig – Latrin og passagerer! Stort behov for banen. Dragør pungede ud til sidst. Den første tur med pressen i 1907. Skuffende passagerer. Persontrafikken var større end forventet. Ledelsen fik kontor på Amagerbro Station. Latrin – eller Lortebanen. Man skulle tage hensyn til krudtmagasinerne. Militæret havde endnu noget at skulle have sagt. En Motorvogn blev anskaffet. Busruter blev opkøbt. Ledelsen beskyldt for at sprede rygter. Turisttur til Saltholm ikke den store succes. Hærværk mod banen. Sammenstød -tog afsporet. Persontrafikken indstillet i 1938. Igen indført 1940 – 1947. Med Socialdemokraten på togtur. Vognene var ikke utætte. To gårde i brand. Særlige transporter for Værnemagten. Banen fortsatte som godsbane. Han fik alligevel jobbet. Godstrafikken steg med 40 pct. Et nyt diesel – lokomotiv blev anskaffet. I 1957 havde man 35 busser.
Der kørte tog fra 1907 til 1991
Amagerbanen var et jernbane – og busselskab. Man drev jernbane mellem Amagerbro i København og Dragør. Jernbanen blev oprettet i 1907, mens busserne kom til i 1930. Busserne indgik i Hovedstadsområdets Trafikselskab i 1974 mens banen blev overtaget af DSB i 1975.
I 1991 ophørte den sidste egentlige jernbanetrafik på Amagerbanens strækning. Men en del af den østlige del af Metroen på Amager er anlagt langs den gamle strækning.
De første drømme i 1866
De første tanker om en jernbane på Amager opstod i 1866. Efter flere forslag opgav man dog. I 1870erne ville man have en bane til Dragør i forbindelse med dampskibsforbindelse til Sverige. Efter åbningen af Sveriges – ruterne fra Frihavnen og Helsingør døde disse planer.
Man var betænkelig – Latrin sammen med passagerer
Og så var det i forbindelse med at komme af med latrinen, at nye planer opstod. På tilbageturen kunne man så tage friske grøntsager. Men dog ikke i de samme vogne.
Det var netop denne transport med latrin som trak det hele i langdrag. Man var betænkelig ved, at toget både skulle køre med passagerer og latrin. Et medlem af Rigsdagen havde spurgt om folk skulle køre på møglæsset! Allerede i 1908 kom der et forbud mod at udveksle tønder, når der var passagertog på Amagerbro station.
Men Statsbanerne var hurtigere. I 1904 anlagde man et sidespor fra den nye godsbanegård ved Kalvebod Brygge ud mod den nye Langebro til ”Kjøbenhavns Grundejers Renholdningsselskabs kloakpumpestation ved Kløvermarken. I daglig tale kaldte man stedet for Lortemøllen.
Stort behov for banen
Men i 1903 – 1904 tegnede man aktier i Aktieselskabet Amagerbanen. 10 juli 1905 fik man eneretsbevilling til anlæg og drift af banen i henhold til en lov af 1. april 1905. Banen fik ingen støtte fra staten så der skulle skaffes den nødvendige kapital.
Man fandt ud af, at fabrikkerne kom til at lægge beslag på banen. Årligt forventede man at fragte 8.000 tons latrin, 8.000 tons kul i vognladninger til fabrikkerne, 30.000 tons kalk, sten, gødningsemner, grøntsager m.m.
Man var lidt mere usikker på, hvor mange passagerer, man skulle fragte. Man regnede med ca. 220.000.
Stationsbygningerne blev tegnet af DSB’ s overarkitekt Heinrich Wenk.
Dragør pungede ud til sidst
I 1903 var der nedsat en lokalkomité, der bestod af gårdejere, virksomheder og grundejere. Amagerbønderne ville gerne have latrin sendt ud til gødning af markerne og sende kål ind til frihavnen til eksport. Fabrikkerne havde ligeledes interesse i banen af hensyn til transport af varer og råstoffer. De store grundejere ønskede at sælge parceller.
Passagertransporten havde i første omgang ikke den højeste prioritet.
Projektet omfattede i første omgang kun en bane til Maglebylille. Det skyldtes at Dragør Kommune ikke ville give tilskud til banen. Men beboerne protesterede meget kraftigt mod dette. Kommunalbestyrelsen ændrede derfor holdning, så Dragør blev endestationen. Driften startede 17. juli 1907.
Dragør købte for 60.000 kr. aktier. Men St. Magleby tegnede sig for 70.000 kr. Og Tårnby for hele 100.000 kr.
Den første tur for pressen
Det var pressefolk og andre særligt indbudte, der kom til at køre den første tur med banen torsdag den 11.7. 1907. I Amager Avis stod følgende om turen:
Man spiste frokost på Dragør Strandhotel hvor der blev holdt forskellige taler og lovprisninger af banen og dens initiativtagere.
Efter frokost gik man en tur i Dragørs snævre og hyggelige gader. Dragør Søbad indbød gæsterne til en tur i bølgen blå, men kun få tog imod tilbuddet.
Toget afgik med et kvarters forsinkelse:
Den første tur skuffede passagerne
Da Amagerbanens første ordinære afgang den 17. juli fandt sted, var det uden den samme festivas hvilket skuffede mange passagerer. Men turen var gratis og 27.000 benyttede lejligheden til at komme med på den første ordinære togtur.
Banen havde i starten 8 afgange hver vej på hverdage og 13 på søn – og helligdage:
Persontrafikken var en større succes end ventet
Persontrafikken blev en større succes end ventet, trods læserbreve i lokalaviserne om høje takster. Fra juli 1907 til medio oktober havde der været 116.400 rejsende med banen. Der var dog stadig diskussion om taksterne. Det var bl.a. forslag om rabatordninger for at arbejderne også kunne få råd til at rejse med banen. En abonnentsordning kom da også i stand.
Det oprindelige trinbræt ved Syrevej blev allerede i 1908 erstattet af en station, da Dansk Svovlsyre – og Superphosphatfabrik ydede banen et lån på 20.000 kr. imod, at trafikken på fabrikkens sidespor foregik uden rangerafgift. Og mod nedsat betaling for fragt.
Sidespor var der desuden til Kastrup Havn, hvor der lå et større industriområde samt ved Tømmerup Station, hvor der var lagt to fabriksspor.
I 1909 kørte der på hverdage 9 persontog i hver retning. Det tog cirka 30 minutter for hele turen på 12 km.
Ledelsen fik kontor på Amagerbro Station
Banens ledelse fik kontor på Amagerbro Station. Der var stationsforstandere ved Amagerbro, Kastrup og Dragør. Ved øresundsvej, Tømmerup og St. Magleby var der ansat ekspeditricer, som man kaldte stationsbestyrende. Udover disse blev der ansat 4 portører, 4 konduktører, i overbaneformand, 1 baneformand, lokomotivførere, 5 fyrbøder og 1 pudser.
Fra starten var der diskussion om taksterne ved overførslen af gods fra Amagerbanen til Københavns godsbanegård. Foruden banen protesterede amagerbønderne og fabrikkerne over for høje takster i henholdsvis landbrugsministeriet og handelsministeriet i 1910.
Amagerbanen skulle vederlagsfri overføre alt ekspresgods, ilgods, frimærkepakker og delvis letfordærvelige varer mellem Københavns personbanegård og Amagerbro
Amagerbanen fik mulighed for at udveksle godsvogne med DSB. En gren af Københavns Havnebane gik fra Københavns Godsbanegård via Kalvebod Brygge og Langebro til Islands Brygge.
Herfra udgik lidt nord for den nuværende Reykjavikgade et sidespor til Amagerbanens endestation ved Amagerbrogade. Senere dannede Amagerbanen selv forbindelsen til en anden gren af Københavns havnebane, nemlig sporet til olehavnen på Prøvestenen, som gik fra Amagerbanen nord for Prags Boulevard.
Latrin – eller Lortebanen
Amagerbanen gik gennem hastigt voksende industrikvarter, hvor der blev anlagt mange sidespor. Amagerbanen fik øgenavne som ”latrinbane” og ”Lortebanen”, fordi den transporterede latrin fra hovedstadens natrenovation.
Man skulle passe på Krudtmagasinerne
Fabrikkerne, hovedsagelig på Østamager kunne købe sig til sidespor. Banen skulle gå mellem 200 og 300 meter fra Amager Strandvej for at gnister fra lokomotiverne ikke skulle kunne antænde de krudtmagasiner, der stadig lå på Strandvejen.
Hestevogne med tønder indsamlede i nattens løb byens latrin og bragte den til to opsamlingssteder ved Lersøen på Nørrebro og ved Amagerbanens godsstation. Herfra blev latrinen på lette godsvogne, hver med tre fastspændte træbeholdere, transporteret til landstationerne Tømmerup og Store Magleby, hvor den blev kørt ud til de omkringliggende gårde og gartnerier og blev brugt som gødning.
Militæret havde endnu noget at skulle have sagt
Da der skulle bygges en ny station ved Amagerbrogade, måtte der ikke opføres en muret bygning af militære grunde. Så Wenck måtte opføre et bindingsværkshus som efter planen kun skulle fungere midlertidigt. Lige syd for selve stationsbygningen blev der i 1915 opført en mindre bindingsværksbygning, der skulle fungere som ventesal
I januar 1916 fik Amagerbanken tilladelse til at leje halvdelen af den lille bygning til deres Amagerbro Afdeling. Da bankens nye hovedkvarter tæt ved stationen stod færdig i 1921, overtog banen igen hele bygningen.
Efter Første Verdenskrig var der en million rejsende årligt, hvilket må betegnes som en succes.
En Motorvogn blev anskaffet
I 1930 blev 242 vognladninger kørt ud til de to stationer. Der var stor efterspørgsel efter latrinen fik den intensive kåldyrkning på Amager, ikke mindst under Anden Verdenskrig, hvor man ikke kunne få kunstgødning.
Efter Første Verdenskrig kørte der 10 tog i hver retning. Men udgifterne var stigende.
Amagerbanens trafikmængde kulminerede omkring 1920. Derefter faldt især persontrafikken, selvom banen i 1923 som en af landets første privatbaner anskaffede en motorvogn. Dette medførte flere afgange. Banen kaldte den for M. 1. Men det var for kedeligt, mente Ekstra Bladet. Efter en konkurrence i avisen blev den døbt ”Den flyvende hollænder”.
Andre forslag var ”Guleroden”, ”Kålhovedet” og ”Gåsen”. Det sidste mente man slet ikke var i orden for så ville man insinuere at nyerhvervelsen ville vralte sindigt af sted.
Det var en benzindrevet motorvogn med 50 siddepladser. Vognen kunne køre 45 km i timen og skulle, hvis det gik godt have følgeskab af flere.
Men motorvognen var dog ikke en succes. Driftsikkerheden var for ringe. Forventningerne blev ikke indfriet.
Nu kørte der 17 tog-par på hverdage. De store persontog og godstogene kørte dog stadig med damp.
Busruter blev overtaget
I 1921 startede Amagerbanen en buslinje mellem Kastrup og Sundby. I 1930 overtog banen samtlige bil-ruter på Amager og oprettede en ny rute mellem Sundby og Dragør Samtidig blev antallet af persontog halveret, så de fortrinsvis kørte i myldretiden.
I slutningen af 1920’erne blev konkurrencen fra private rutebiler mærkbar. Amagerbanen opkøbte flere busruter i oplandet og reducerede togdriften med 50 pct. Mere og mere persontrafik overførtes til busserne.
Ledelsen beskyldt for at sprede rygter
I 1927 blev der etableret et trinbræt ved lufthavnen, da lufthavnen var en turistattraktion. Her var ofte flyvestævner. Her blev etableret et skilderhus, der havde billetsalg på søn – og helligdage.
Den dag Charles Lindbergh gennemførte sin flyvning fra Amerika til Europatroede mange danskere at han ville lande i Kastrup, så mange drog med banen til lufthavns-trinbrættet.
Men rygtet talte ikke sandt så folk vendte tilbage til København. Dette gentog sig mange gange, så Amagerbanen blev beskyldt for at have sat rygtet i gang. Men det benægtede banen, der hermed fik uventet passagerer tilstrømning.
Turisttur til Saltholm – ikke den store succes
Kastrup Station bestod dengang af en stor hovedbygning, godsekspedition, læssespor, kran og et mystisk spor, der gik ud mod vandet. Der havde personvogne ikke noget at gøre, for det var havnebanen.
Man havde i banens første år forsøgt med gennemgående billetter fra Amagerbro til Saltholm i håb om, at postbåden Kastrup – Saltholm skulle blive en turistrute. Men det blev ikke nogen succes.
Man havde håbet på, at folk, når de kom til Kastrup skulle overnatte samt have mad og drikke. Derfor blev der i 1923 opført et jernbanehotel i Søvang Allé. Og der må have været god søgning for i 1928 blev hotellet udvidet.
Hærværk mod banen
På Tømmerup station blev stationsforstanderen kaldt Frederik den Syvende. Det store skæg gav ham kælenavnet. Det var ikke så farlig mange rejsende fra Tømmerup Station men som godsstation var den i mange henseende bedre end Kastrup.
I øvrigt klagede en læser fra Maglebylille over, dels at det hed Tømmerup Station da den lå på Maglebylille – jord, og dels at der var alt for langt for landsbyens beboere til stationen.
I 1920’erne blev der begået hærværk mod banen af et par drenge der havde taget, skruer ud af et par skiftespor.
På et senere tidspunkt havde en ukendt smidt en harve på skinnerne. Begge dele blev opdaget i tide, så en ulykke blev afværget.
Sammenstød – Tog afsporet
Men da en lastbil i 1921 skulle passere overskæringen ved Øresundsvejens Station gik det galt. Føreren af lastbilen havde set at toget holdt med dampen oppe ved stationen, men ikke at et tog kom fra den modsatte vej, så bilen kørte ind i lokomotivet. Ingen mennesker kom til skade. Lastbilen blev dog ødelagt og lokomotivet afsporet.
Sagen endte ved Højesteret, hvor banen vandt sagen og fik erstatning.
Persontrafikken indstillet i 1938
Banen indstillede persontrafikken den 1. april 1938, hvorefter passagererne var henvist til selskabets egne buslinjer. Efter Anden Verdenskrigs udbrud gjorde manglen på benzin og bildæk busdriften besværlig, så persontrafikken på banen blev genoptaget 5. maj 1940.
I 1939 havde man på Amagerbro Stations terræn opført boligblokken Møllelængen, som dengang var Københavns længste bygning. Derfor måtte man lade personvognene udgå fra en grusperron på godsstationen. Her blev opført en lille bygning med venterum og billetsalg.
Persontrafik igen fra 1940 – 1947
Men fra denne station var der langt til sporvognene på Amagerbrogade. Derfor lod man fra 1. august 1942 lod man igen banen udgå fra Amagerbrogade, hvor en tilsvarende perron var anlagt. Den lille ventebygning blev også flyttet hertil, og man benyttede hertil, og man benyttede DSB’ s spor til omløb.
Allerede et par dage efter besættelsen blev man klar over, at mangel på dæk og benzin til busserne ville gøre det nødvendigt at genoptage togdriften. Der skulle dog lige først iværksættes reparationer af banen. Og så skulle man også lige ansøge Ministeriet for Offentlige Arbejder.
Personvognene, der var udlejet til Frederiksværk-banen kunne tilbageleveres med det samme. Men de vogne, der var udlejet til Slangerup-banen kunne først tilbageleveres i foråret 1941.
Med Social – Demokraten på togtur
Den 6. maj 1940 rullede toget igen afsted med passagerer mellem Amagerbro og Dragør. Social – Demokraten skrev bl.a.:
Vognene var ikke utætte
Det var dog kun 10 pct. af personbefordringen, der i de første år af besættelsen foregik med tog. I løbet af årene blev brændslet dårligere og dårligere. Det medførte mange forsinkelser og klager.
En anden klage gik ud på, at det dryppede fra loftet. Driftsbestyreren forklarede dette på et bestyrelsesmøde således:
Fra 1. februar 1945 blev der en periode forbudt at køre lørdag og søndag både med busserne og toget på grund af mangel på brændstof og dæk.
To gårde i brand
På banen mærkede man også den tyske besættelse på andre ubehagelige måder. Ved Tømmerup Station skulle værnemagten bruge et stykke af stationspladsen til en feltjernbane fra Tømmerup Station over Magleby til Dragør. Denne bane blev i maj 1944 årsag til, at to gårde i Magleby brændte. Den ene brændte helt ned. Brandårsagen skyldtes at feltjernbane – personalet en aften havde fjernet røgspjældet på lokomotivet for at få større fart. Flammerne fra skorstenen havde antændt stråtaget på den ene gård, som lå tæt ved banen.
Herfra sprang flammerne over gaden og antændte den anden gård.
Særlige Transporter for Værnemagten
I maj 1940 fik banen besked på gennem generaldirektoratet for statsbanerne at indgå:
Hvad dette præcis gik ud på er det ikke mulighed for at finde i arkiverne. I 1944 måtte banen desuden leje et lokomotiv ved Hillerød-Hundested-banen til:
Man ville dog forsøge at få statsbane-lokomotiver til disse transporter og i stedet bruge lejede lokomotiver til banens øvrige trafik. Samtidig var der oprettet en overenskomst med værnemagten om særkørsel med værnemagten om særtogskørsel med arbejdere mellem Amagerbro og Tømmerup Station.
I 1944 nedsatte udenrigsministeriet leje for en borgestue for den tyske værnemagt på Amagerbro Station fra 100 kr. til 30 kr. Samme år forbød værnemagten, at man kørte med det sidste aftentog.
Kort tid efter ønskede værnemagten at denne kørsel skulle fortsætte helt til Dragør. Man ville fra banens side have, at disse kørsler skulle inkluderes i køreplanen.
Banen fortsatte som godsbane
Da forholdene blev normaliseret efter krigen, blev persontrafikken igen indstillet 1. september 1947, hvorefter banen fortsatte som ren godsbane. Men gennem hele besættelsen og ind til 1. september dampede Amagerbanen frem og tilbagemed masser af rejsende.
I 1950 fik Amagerbanken skrivelse fra Revisionsudvalget fordi de havde samarbejdet med tyskerne. Om de blev dømt til tilbagebetaling, vides ikke.
Mindst en af banens ansatte blev taget af Gestapo. Den 6. marts 1945 eksploderede en bombe i en jernbanevogn, der var fyldt med våben ved Amagerbro Station. Tyske soldater blev såret og to godsvogne blev beskadiget. En lang række ruder i lokomotiver og i personvogne blev knust.
Den 27. marts samme år var der sabotage ved Langebro. Målet var at ødelægge mekanismen i broen så skibene i Sydhavnen ikke kunne sejle igennem. Vi har beskrevet denne hændelse i vores artikler Besættelsen på Vesterbro 1-2.
Han fik alligevel jobbet
Efter befrielsen havde banen stadig væk særtransporter, bl.a. mange afgange med tyske flygtninge til lejren på Kløvermarken og til de allierede tropper i lufthavnen. En tidligere arbejder ved banen fik ansættelse som portør selv om han under en:
For dette fik han 40 dages hæfte.
Godstrafikken steg med 40 pct.
Busdriften blev forøget i takt med at man fik tildelt dæk. Man indskrænkede togafgange med passagerer. Man regnede med at indstille helt når forsyningerne af dæk var helt normal igen.
Godstrafikken steg med 40 pct. i slutningen af 1940’erne. Trafikken omfattede i 1949 ca. 2.940 vognladninger om året. Masser af det gods som man fragtede kunne ikke fragtes med lastbiler. Virksomhederne kunne ikke undvære banen sagde de.
Et nyt diesel – lokomotiv blev anskaffet
Den 30. april 1957 blev strækningen mellem Tømmerup og Dragør nedlagt. Den 15. juni samme år fulgte strækningen mellem Kastrup og Tømmerup, da der skulle gives plads til udvidelse af Københavns Lufthavn.
Amagerbanen oprettede en godsrute med lastbil til Dragør. Denne ophørte først i 1968. Men denne rute kunne ikke rigtig løbe rundt.
I 1954 blev den nuværende Langebro indviet og samtidig åbnede en separat lav jernbanesvingbro syd for broen.
I 1956 blev der anskaffet et nyt diesel – lokomotiv til godsbefordringen og som afløsning af dampdriften. Selskabets maskiner var ikke egnet til godstrafik. Man havde dog et opfyret damplokomotiv i reserve.
I 1957 havde man i alt 35 busser
I 1957 havde banen i alt 35 busser. De fleste var nye og moderne. De fleste var af samme type som Københavns Sporveje.
Amagerbanen var med i Olsen – banden på sporet. Men kun få dage efter filmens præmiere var det slut med at være et selvstændigt firma. Man blev overtaget af DSB.
DSB fortsatte med at betjene Prøvestenen i en del år indtil den endelige nedlæggelse i 1995.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: Om Amager – På www.dengang.dk finder du 1.542 artikler – Under København (164 artikler) finder du:
Hvis du vil vide noget: Om Tog, Busser, Sporvogne – se her:
Under Aabenraa (149 artikler)
Under Tønder (254 artikler)
Under Højer (72 artikler)
Under Sønderjylland (187 artikler)
Under København (164 artikler)
Under Østerbro (86 artikler)
Under Nørrebro (286 artikler)
Dato: marts 31, 2020
Gårdmandsdatteren Helene Dideriksen
Hun følte sig anderledes. På mange måder var hun sat uden for fællesskabet, familien og landsbyen. Hun var født i 1860 på Dalmosegård på Møn. Moderen dør, da Helene er 8 år. Tilbage er faderen og tre søskende. Helene er ude at tjene i nabosognet hos familie. Men hendes helbred skranter. Helene læser masser af aviser og går til foredrag. Nu får kvinderne også adgang til højskolen i hvert fald Rødkilde Højskole lige i nærheden. Det er lige noget for Helene. Men hun tager beslutninger som ikke lige er forenelige med familien og samfundet. Således går hun imod at man slagter dyr. Hun går ind for havebrug og grøntsager. Hun går ind for kvindesagen og skriver indlæg til de lokale medier. Det er dog ikke alt, der bliver optaget. Hendes dårlige helbred betyder, at hun ikke kan klare de daglige pligter. Søsteren mener, at hun er hypokonder. Hun mødes af fordømmende blikke. Hun dør allerede som 31 – årig, ugift, misbilliget og misforstået. Hun var forelsket i en af sine fætre, men han ville ikke have hende.
Gårdmandsdatteren Helene Dideriksen 1860-1891
“Jeg er som et udskud, en særling. Der er så meget, jeg ikke kan med”. Hun er nedtrykt og forvirret. Hun tager sig kun sammen til at skrive til sin gamle højskoleveninde, fordi veninden gentagne gange har skrevet og efterhånden er overbevist om, at brevene er gået tabt. Hun føler sig anderledes. Hun hedder Helene Dideriksen – og ér anderledes. Landbosamfundet er i slutningen af 1800-tallet under forandring.
Mange har måske netop derfor et behov for at holde fast ved de gamle traditioner. Men ikke Helene. Hun lader sig i den grad påvirke af de nye strømninger i tiden. Derfor sætter hun sig på mange måder uden for
fællesskabet – familien og landsbyen. For Helene vil noget andet end de andre og har nogle underlige ideer. Det gør hende sær i omverdenens øjne, og hun bliver mere og mere isoleret.
Helenes baggrund er der ellers ikke noget usædvanligt i. Hun bliver født den 21. oktober 1860 på Dalmosegård på Møn. Da Helene er otte år, dør moderen i barselseng. Selv er hun tredje barn i familien, men alligevel den første, der fylder 20 år. Da Helene begynder sin dagbog som 14-årig, består familien af hendes fader Diderik Nielsen. Helene selv og søstrene Line på 12 og Hanne på 10 år.
Efter moderens død hjælper faster Johanne, der bor i nærheden, ofte til med de større praktiske opgaver, ligesom en del fætre og kusiner periodisk er en del af husholdet. Også Helene er ude at tjene hos sin mors familie i nabosognet, men hendes helbred har skrantet fra fødslen og da hun bliver syg, må hun sendes hjem igen. Om sin hjemkomst skriver hun i en af sine dagbøger: “Hvor lykkelig følte jeg mig ikke, da vognen standsede i min faders gaard, og de alle kærligt rakte en haand op i vognen og trykkede min, da var jeg glad, skønt jeg var meget syg.”
Helene er glad for sin familie og føler sig tryg ved at være hjemme. Kigger vi imidlertid ti år frem i tiden, tegner der sig et helt andet billede. Helene afskæres mere og mere fra familien. Line, hendes søster, synes hun går i vejen. Hendes fødselsdag bliver nærmest glemt, ikke kun af naboerne, men også af dem derhjemme.
Hun går alene i kirke, alene til foredrag og er ikke rigtigt længere en del af familien. Der er her, hun skriver brevet til sin højskoleveninde.
Dalmosegård ligger i en dalsænkning lidt syd for landsbyen Sønder Vestud med sine marker udstrakt omkring sig. Men sådan har det ikke altid været.
Indtil 1803 lå alle gårdene samlet inde i landsbyen, men i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet bliver også jordene omkring Nr. og Sdr. Vestud udskiftet. Det betyder, at jorden, der før havde været dyrket i fællesskab, nu bliver fordelt på de enkelte fæstegårde, og, i flere tilfælde, at gårdbygningerne bliver flyttet ud på den nye jord. Dette sker over hele landet – en konsekvens af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet.
Fæstebønderne bliver løst fra stavnsbåndet og får de fleste steder mulighed for at købe gårdene selv. Jorder, der før har været fælleseje
eller er blevet dyrket ved fælles drift, skal nu dyrkes af et enkelt hushold. Gårde flyttes ud. Det betyder vidtstrakte sociale forandringer.
For traditionelt er hver enkelt familie knyttet til landsbyen og sognet med utallige bånd. Det er herfra, ens verden går. Gårdmændene i landsbyen har hidtil udgjort et kulturelt og økonomisk fællesskab, som er organiseret i to sociale institutioner: Bylavet og gildeslavet. Hvor bylavet bruges til at regulere udnyttelsen af fælles ejendom som f.eks. mose og eng, bruges gildeslavet til at regulere det selskabelige samvær, bl.a. festerne i forbindelse med årets gang og livets højtider.
Netop på Helenes tid sker der dog et skred i alle disse mønstre – efter udskiftningen er der ikke i samme grad brug for by- og gildeslavet til at organisere det fælles arbejde med bl.a. at passe jorderne. I stedet
bliver det mere og mere almindeligt med foreninger og kasser, der varetager forskellige interesser for deres medlemmer, både socialt og praktisk. På landet kommer der f.eks. forbrugsforeninger, foredragsforeninger, sparekasser, brandkasser og sygekasser.
Aktiviteterne får hver deres ramme i stedet for at være samlet i de gamle lav, som havde mange funktioner. Samtidig er det interessant at bemærke, at det ikke længere er gårdene eller husholdet, der er medlemmer, men de enkelte personer. Det er individet, ikke kollektivet.
Hvor man før automatisk tilhørte et fællesskab på grund af sin alder, eller bopæl, får den enkelte nu i stigende grad mulighed for, med udgangspunkt i egne interesser, at vælge selv. Det er på den baggrund,
Helene får mulighed for at træffe sine egne valg. Men der er tale om en gradvis udvikling. Helenes farfar, Niels Andersen, køber i 1856 Dalmosegård til selveje.
I teorien gør han sig dermed økonomisk uafhængig af det gamle landsbyfællesskab. Men et er teori – noget andet praksis. Der er i
Helenes dagbog, som er skrevet 20 år senere, flere eksempler på, at fællesskabet på visse områder fortsætter med at eksistere. For det første i kraft af arbejdsgilder såsom kartegilder, hvor alle hjælpes ad
med en bestemt opgave til gengæld for efterfølgende mad og fest. I lige så høj grad er der tale om en vedvarende nabohjælp i det daglige, afvejet efter et gensidighedsprincip.
Man hjælper med de ydelser, man kan. Diderik, Helenes far, er gårdmand med egen hest og vogn. Den udlånes ofte til de mange husmænd i området, men til gengæld forventer Dalmosefolkene hjælp i høsten ved slagtning el.lign. Socialt vedbliver de årlige fester også at være organiseret af gildeslavet, som alle gårdene er en del af. Folkene på Dalmosegård er således deltagere og arrangører af gildelavets julestuer og fastelavnsfester, samtidig med at de hver især er medlemmer af f.eks. en teaterforening, en foredragsforening og et avishold.
Helene lever hele sit liv på Møn. Den eneste gang, hun er uden for øen, er i forbindelse med en tur til København. Man kunne måske derfor tro, at hun ikke ved noget om verden udenfor, men sådan forholder det sig langtfra. Dalmosegård holder sammen med nabogårdene flere aviser, som Helene læser med stor interesse. Hun kender til den russisk-tyrkiske krig og de italienske frihedskrige.
Hun følger med i indenrigspolitiske spørgsmål. Specielt de provisoriske finanslove i 1870-80’erne, der midlertidig sætter grundloven ud af kraft, og det nationale spørgsmål i Sønderjylland vækker hendes interesse.
Desuden interesserer Helene sig også meget for kirke- og skolepolitik. Hun har mange ideer om, hvordan ting bør være, og nogle af disse ideer henter hun inspiration til i den grundtvigianske højskolebevægelse.
De to store folkelige bevægelser Grundtvigianismen og Indre Mission har deres storhedstid i årene 1860-1900. På Møn er det dog kun grundtvigianismen, der bliver udbredt. Det er præsten i Stege, Frederik
Engelhardt Boisen, der formår at få spredt de grundtvigianske tanker og budskaber til Mønboerne.
Og det er i samme ånd, at præstens søn Frederik Bojsen (1841-1926) opretter højskolen Rødkilde i nærheden af Stege by. I de første år er skolen kun åben for karle, men fra sommeren 1868 får også pigerne adgang til skolen. Skolegang for voksne af bondestanden og tilmed for kvinder var noget nyt og uvant. Men de unge er ikke sene til at tage denne nye mulighed til sig, og da tilslutningen er på sit højeste i 1880’erne,
modtager skolen knap 1200 elever årligt.
Pigerne bliver undervist i de tre sommermåneder fra maj til august og karlene i de fem vintermåneder fra november til april. Både Helene og hendes søstre kommer på Rødkilde Højskole. Helene bliver først noget overrumplet over den megen “støj og bulder”, men er senere begejstret for legene og lærdommen. Opholdet varer kun tre måneder – en enkelt sommer – men det er en sommer, der får stor betydning for Helene. Hun får nye
venner fra Sjælland og Jylland, hun får en større og bredere viden, men først og fremmest bliver hun en del af livet i og omkring højskolen. Hun indlærer og bruger det tankesæt og den ideologi, som præger
højskolen.
I den første dagbogstekst fra højskolen skriver hun: “Gid alle danske Piger og Karle kunde komme på Højskole, da vilde det blive et lykkeligt folk.” – Hun er ikke blot begejstret for højskolen i sig selv, men skriver også i højskolens ånd om “det danske folk”. Rødkilde Højskole ligger ikke langt fra Dalmosegård.
Hele husholdet kommer ofte til foredrag og andre arrangementer dér. Det er der ikke noget usædvanligt i. Højskolebevægelsen vinder frem i store dele af Danmark blandt den bedre stillede del af bondestanden. Højskolerne gennemfører en omsiggribende “folkeoplysning”, der ikke kun højner uddannelsesniveauet, men også bidrager til bøndernes egen
selvforståelse som grundstenen eller kernen i det danske folk. Filosofien er oplysning gennem personlig, levende meddelelse – “de levende ord”.
For Helene rækker højskoleopholdet langt ud over de tre måneder. Det bliver en skole for livet. Hun er usædvanligt engageret i højskolelivet og i grundtvigianismens tanker i det hele taget. Hun giver penge ud
af egen lomme til bygningen af et forsamlingshus ved Rødkilde, og da der bliver bygget en friskole i nabobyen, er hun en sikker tilhører til samtlige aftenskoleforedrag. Helene er i sandhed en af “friskolens
venner”.
Men friskolen er en slags konkurrent til den gamle landsbyskole, der også afholder aftenskole. Det er ikke umiddelbart noget problem. Så længe den nye friskole holder foredrag på andre tidspunkter end landsbyskolen, bliver den accepteret af de lokale, men kommer det til et decideret valg mellem det gamle og det nye, bakker de allerfleste op om den gamle landsbyskole. Men ikke Helene.
En af de vigtigste forudsætninger for bylavets og gildelavets eksistens er den kulturelle homogenitet i landsbysamfundet. Men de nye religiøse vækkelser og de nye foreninger er med til at skabe grupper af åndelige afvigere. Afvigere, der ved at bryde gængse normer og vurderinger ofte skaber afstand mellem sig selv og omverdenen.
Folk, der tidligere har været tæt knyttet i landsbyens arbejdsfællesskab, taler ikke længere samme sprog. De vakte vælger nu i højere grad at mødes med ligesindede og søge nye fællesskaber på tværs af landsbyer og sogneskel. Engagementet i vækkelserne og de nye ideer giver imidlertid ikke kun problemer i forhold til naboerne. Det kan også give problemer på tværs af generationerne.
For med vækkelsernes krav om personlig stillingtagen til spørgsmål i livet føler mange forældre, at deres autoritet pludselig bliver undergravet. Helene tager stilling til mange ting, som de andre i familien kan ikke følge hende i. Gennem sin læsning og skolegang opbygger hun et stærkt personligt ideal til tilværelsen, som den ikke altid kan leve op til. Hendes idealisme grænser undertiden til det fanatiske. Blandt andet væmmes hun ved kød og fedt. Det var langt fra en almindelig indstilling i datidens bondesamfund.
Helene bryder sig ikke om at spise det, og heller ikke om at slagte dyr. Igen er Helene i opposition til fællesskabet, og det i en tid, hvor der netop skete en omlægning af det danske landbrug fra kornproduktion til kreatur- og mejeridrift. Både kød og smør bliver eksporteret. Alt det gode kan der tjenes penge på, så mange steder i Danmark beholder landbefolkningen kun fedtet og lidt flæsk til eget forbrug.
Og det er netop fedtet, der generer Helene. Til gengæld er hun meget interesseret i grønsager og i havebrug.
I dagbogen noterer hun sig flittigt, hvornår hun sår eller køber frø og kålplanter. Helene er meget passioneret i sin afstandtagen fra kvægbruget både i sin dagbog og i breve til hendes højskolevenner. Hun har i alle spørgsmål en forestilling om, at hendes samvittighed viser hende, hvad der er rigtigt at gøre.
Samtidig ved hun, at det, der for hende er rigtigt, i det store hele er uforeneligt med familiens måde at leve på. Hendes største drøm er derfor at få sit eget hus med have. Et sted, hvor hun både kan dyrke sine egne ideer og sine grøntsager i fred. Hendes far Diderik er meget imod ideen og vil hverken give hende lov eller penge, før hun gifter sig. Men Helene gifter sig ikke. Hun er hele sin ungdom ulykkeligt forelsket i sin fætter, Chresten, som ikke vil have hende “selv for en gårds skyld” – som han skriver til hende.
Helene bliver derfor gammeljomfru og sætter sig på den måde uden for normerne, som dikterer, at det eneste rigtige for en ung kvinde er at blive gift og stifte familie. Som ugift bliver Helene en belastning for familien. Tovtrækkeriet med faderen om penge til et hus fortsætter over flere år.
Helene forsøger sågar at få en af højskolelærerne til at overtale hendes far til at give hende sit eget hus. Da det heller ikke lykkes, sætter Helene alt ind på at få en uddannelse, så hun med tiden selv vil kunne købe et hus og forsørge sig selv.
I 1883 opretter friskolelærer Jens Jørgensen en pigehøjskole, der skal uddanne lærerinder. Helene søger forgæves at få sin fars tilladelse til at komme på denne højskole, men også her er han ubøjelig. Det kan man virkelig ikke som gårdmandsdatter! Lokalsamfundets gamle normer går i den
grad imod tidens strømninger og nye ideer, som så fint forkyndes fra højskolernes talerstole.
Og når det kommer til stykket, er Helene ikke den eneste kvinde, der på dette tidspunkt har svært ved at finde balancen mellem de nyvundne indsigter i samfundsspørgsmålene og stillingen i hjemmet. Måske er det Helenes erfaringer med sine manglende rettigheder, der gør hende interesseret i kvindesagen.
I hvert fald overværer hun flere foredrag om og af kvinder og sender flere indlæg til Møns Folkeblad, hvor hun bl.a. argumenterer for ligeret i ægteskabsløftet. Ikke alle indlæggene bliver trykt, men igen går hun brændende ind i sagen. Det er mildt sagt ikke populært hos familien. En kvinde skal ikke på den måde stille sig offentligt til skue. Familien lægger mere og mere afstand til Helene.
Til gengæld kan Helene så regne sig med i et andet fællesskab, der på dette tidspunkt breder sig på tværs af landet, nemlig “de frisindede kvinders”. Som sådan er hun dog ikke et aktivt medlem af bevægelsen, men hun er meget stolt af, med sine artikler, at kunne bidrage til dét, hun selv kalder, den offentlige forandring.
Og netop forandringerne – de store samfundsmæssige ændringer, som finder sted i tiden – viser sig nok at være Helenes største problem. De er et problem for hende, fordi hun i modsætning til sine omgivelser er hurtig
og villig til at tage tidens nye muligheder og tendenser til sig.
Et andet nok så væsentligt problem i Helenes forhold til omverdenen er hendes dårlige helbred. Helt fra lille af skranter Helene voldsomt. I løbet af ungdomsårene udvikler det sig til tuberkulose. Hun generes af
forkølelse, øjenbetændelser og udslæt og må ofte fritages for pligter. Madlavningen, der foregår over åben ild, kan hun ikke tåle, og markarbejdet bliver for hårdt.
I landbosamfundet får man i høj grad sin plads i familien og landsbyfællesskabet efter den funktion, man indtager. Som en del af husholdet på Dalmosegård, som landbokvinde, skal Helene udføre forskellige pligter, for at gården kan fungere.
I denne sammenhæng er hendes uduelighed et problem – også socialt. I de første år, hun skriver dagbog, tager hun del i gårdens arbejde på lige fod med søstrene. Hun laver mad, kalker vægge i mellemstuen, hjælper
til med høsten, vasker tøj, kærner smør, klipper får, laver håndarbejde og hjælper til med slagtning. Men efterhånden som hendes helbred forværres, må hun fritages for pligter.
Helene skriver selv, at især søsteren Line bliver irriteret over hendes passivitet og mistror hendes sygdomme. Vi kan se af dagbogen, at samtidig med at Helene deltager i mindre og mindre arbejde, udelukkes hun tilsvarende fra flere og flere sociale aktiviteter.
Havde det nu været Lines dagbog, der var bevaret i dag, havde det måske været et helt andet billede, vi havde fået af Helene. Måske er hun simpelthen hypokonder – måske er hun bare doven? Vi har kun Helenes egne skrevne ord at gå ud fra. Der er dog ingen tvivl om Helenes tiltagende isolation.
Hun har svært ved at udholde den varme og kvalme tobaksrøg, der ligger tæt ved mange gilder, og må derfor gå hjem. Hun bliver ikke brudepige ved sin kusines bryllup og deler ikke sine søstres fortrolighed. I virkeligheden er Helene måske ikke så sær, når det kommer til stykket, men blot forud for sin tid. Hun må i hvert fald sande, at det samfund, hun lever i, ikke er parat til at opfylde og efterleve de mange smukke ord og hensigter, som runger ud over forsamlingerne i højskolernes foredragssale.
Helene begynder derfor at tvivle på sig selv. De fordømmende blikke og hvisken i krogene får hende i sidste ende til at acceptere de andres dom over hende. Det er nok det, der får hende til at skrive til sin højskoleveninde, at hun føler sig som et udskud – en særling.
Helene Dideriksen dør 1891 kun 31 år gammel, ugift, misbilliget og misforstået.
Kilde:
https://www.dba.dk/helene-dideriksens-dagbog-og/id-
1033982549/?fbclid=IwAR3bEE0Fw7_mJVgaDfZIN_8NvAg0AhlvA4V88XZDDGIimWSMv5DtF45lo0w
www.dengang.dk indeholder 1.538 artikler – under ”Andre Historier” (52 artikler) kan du også læse disse kvindeportrætter:
Dato: marts 30, 2020
Bispebjerg Hospital – dengang
Masser af besøg på Bispebjerg Hospital. Måtte smide bukserne. Koleraepidemi årsag til to kommunale hospitaler. Heldig beliggenhed og heldig plan. Adgang til luft og lys. Mange stilarter. Andre patienter undgik psykisk chok. Operationsstuerne var femkantede. Rigt udbud af spiritus. Masser af tyveri. Ros i ”Ugeskrift for Læger”. Snart var der overbelægning. Tunnelsystem på 5,5 kilometer. Diskussion om størrelsen på sygestuer. ”Hospital – luksus”. En fjerdedel af det kommunale budget. Store udvidelser. Masser af børn boede på Hospitalet. Fornødenheder blev købt på ”Økonomien”. Tunnellerne var en yndet legeplads.
Mange besøg på Bispebjerg Hospital
”Den Gamle redaktør” har været her utallige gange. Ikke fordi han selv er speciel meget syg. Men det er nære pårørende. Til sent om aftenen har han ventet for at få afgjort om en person skulle indlægges eller ikke. I utallige timer måtte man hverken for vådt eller tørt. Og så sad man og frøs i venteværelset.
Man er så heller ikke særlig flink til at varsko om en person er blevet flyttet til en anden afdeling. Det finder man så først ud af, når man møder op.
Selv har jeg været der to gange. Den første gang var fordi jeg var kørt i et kommunalt hul på cykel. Jeg husker ikke noget før jeg vågner på Bispebjerg. Det var med politi og babu-babu. Efter et stykke får jeg vide, at jeg lå på Bisbjerg og at man havde kontaktet Rasmus i Århus for at høre om jeg et alkoholproblem.
Efter at have konstateret, at det ikke var alkoholproblem, men hjernerystelse og en tommeltot, der blev sat på plads, blev jeg sendt hjem med formaning om, at jeg ikke måtte sove selv. To dage efter holdt jeg et foredrag om Sønderjysk kaffebord på Nørrebro Bibliotek. Jeg kunne ikke læse teksten.
Måtte smide bukserne
Anden gang var her selv, var efter at have mødt op hos min egen læge med alt for tykke ben. Jeg fik at vide, at jeg skulle skynde mig ud på Bispebjerg Hospital for at blive undersøgt for blodprop. Et forslag om jeg kunne cykle derud blev pure afvist. Det måtte jeg ikke. Der sad jeg så og talte med en patient, som nærmest havde en computer om halsen, og som han selv sagde, så kunne man finde ud af, om hjertet holdt med at slå.
Så fik man serveret både mad og drikke af en skøn sygeplejerske. Der var pludselig service på. Det skulle blive endnu bedre. For nu skulle pludselig smide bukserne for den skønneste overlæge, som jeg nogensinde havde set. Det var godt, at jeg havde fået målt blodtrykket. Nu var det heldigvis ikke blodprop.
Koleraepidemi årsag til to kommunale hospitaler
Men vi skal tilbage til 1853. For det var kolera- epidemien, der var årsag til at Kommunehospitalet og 50 år efter Bispebjerg Hospital var bygget. Ja det blev diskuteret allerede i 1899. Det skyldtes udviklingen inden lægevidenskaben og den eksplosive befolkningstilvækst. Men hospitalet blev først indviet i 1913. Det var tegnet af arkitekt Martin Nyrop.
Heldig beliggenhed og heldig plan
Hospitalet blev opført langt ude for bymæssig bebyggelse omgivet af åbent land og kolonihaver. Det var meget mørkt, når man skulle på aften – eller nattevagt. Tagensvej var mørk og ubebygget. Tuborgvej var omgivet af høje træer. I starten kørte sporvognen ikke helt herud. Og da den så endelig kørte helt herud, så var det altså kun hver anden gang. Det var længe imellem.
Man fandt at Bispebjerg var
Grunden var to en halv gange større som Kommunehospitalets. Det nye hospital skulle samtidig ligge tilbagetrukkent fra den senere Tagensvej, fordi man regnede med, at den ville blive meget trafikeret og støjende.
Adgang for luft og lys
Den 6. juni 1906 diskuterede man planerne. Her fastholdt man Fengers plan. Man mente, at et pavillonhospital var det mest formålstjenlige:
Lys, luft og grønne omgivelser var vigtige. De medicinske behandlinger var stadig begrænsede. Penicillinet kom først i 1940’erne. Men man lagde stor vægt på at styrke patientens immunforsvar med nærværende kost, lys og luft. Helheden skulle være indbydende og hyggelig. Haverne knyttet til de enkelte bygninger skulle være beskyttede, så patienterne kunne hvile sig i fred, ro og fred.
Mange stilarter
Det blev vel nærmest et nationalromantisk bygningskompleks af forskellige traditioner. Badebygningen var romersk arkitektur, kapellet var den italienske middelalderlig bygningskultur. Der var også dansk bindingsværk i højtliggende dele af bygningerne, hvorved konstruktionen kom til at virke lettere. Ja man kan også se det i forbindelsesgangen fra sygestuerne til operationsgangen.
Antallet af sengepladser blev forøget
Martin Nyrops forslag bestod af seks sygehuspavilloner med i alt 528 senge. Hver pavillon skulle have to etager med hver 44 sengepladser, der fordeltes på to stuer af 12 senge, to stuer af seks senge, to stuer af tre senge og to stuer af en seng.
Senere viste det sig, at 12 – sengestuerne var store nok til at rumme 16 senge. Man forøgede herefter forøgede man sengetallet til 52.
Andre patienter undgik psykiske chok
Opvarmningen var helt speciel. Der var riste ved gulvet og udtræk oppe ved loftet, hvorved man undgik træk. På væggene var der freskomalerier med motiver fra naturen malet af blandt andet Martin Nyrops datter, Ernestine.
I hver pavillon blev der indrettet eget laboratorium og et undersøgelsesrum, så man kunne undersøge en patient mere grundig i enerum så:
Operationsstuerne var femkantede
På begge sider er de to nederste pavilloner på samme side af trappepartiet indbyrdes forbundet ved en lang overdækket forbindelsesgang, der på grund af terrænets skråning fører fra første salen i forreste bygning til stueetagen i bagerste bygning. Fra midten af denne bro udgår en bygning til operationsstuer, så patienterne kan køres direkte til og fra operation.
Operationsstuerne var formet som femkantede rum med spidsbar hvælving af loftet, så eventuel fugtighed, der omdannes til dråber, ikke drypper ned på operationslejet, men løber ned på siderne.
Rigt udbud af spiritus
Under byggeriet blev alle opfordret til, at der herskede en god orden. Man måtte ødelægge andre håndværkers arbejde, der måtte ikke ske usømmelig påmaling på vægge eller forrettes nødtørft i bygningerne. Enhver, der måtte pågribes i uorden, vil uvægerligt blive bortvist fra arbejdspladsen.
På byggepladsen ved foden af Bispebjerg bakke blev det opført et såkaldt marketenderi, hvor byggearbejderne kunne købe mad, drikkevarer og tobak. En sodavand kostede 10 øre, en øl 11 øre. Mens brændevin, cognac eller rom kunne købes for mellem fire til seks øre. Så mon ikke der røg en del skarpe genstande indenbords i løbet af en arbejdsdag.
Der var i løbet af hele byggeperioden omkring 520 ansatte. Heraf var der 110 murerarbejdsmænd.
Masser af tyveri
En arbejder på byggepladsen i 1908 – 1909 havde en akkordløn på gennemsnitlig 68 øre i timen. Lønne var dog meget variabel og sæsonbestemt. Byggepladsen var på et tidspunkt præget af meget tyveri. Store mængder af byggemateriale forsvandt. Måske var det fordi, at det kun var materialer af højeste kvalitet, der blev anvendt.
Ros i ”Ugeskrift for læger”
Dette blev faktisk beskrevet i Ugeskrift for Læger i 1913:
Snart var der overbelægning
Omkring den ene halvdel bag dobbelte ruder, er en gang, hvor studerende og fremmede læger kunne overvære operationen uden at skulle klæde sig om. Der var fra begyndelsen opført to operationsbygninger, men kun den ene blev taget i brug straks, den anden først opført i 1927.
I dag anvendes de ikke mere til operationer men blandt andet til undervisningslokaler. I stueetagen under pavillon 1 blev der anlagt en røntgenafdeling med vægge, hvor der var indsat blyplader, og hvis vinduer var beskyttet med blyglas.
Tunnelsystem på 5,5 kilometer
Rundt om sygepavilloner findes køkkenbygning, kedelbygning, vaskeri, administration.
Kort tid efter åbningen af hospitalet var der fortsat en betydelig overbelægning, hvorfor man inddrog glasverandaen til sygestuer, hvor der kunne ligge op til otte patienter.
Der blev bygget funktionærboliger, apotek, boliger for kandidater m.m. Her lå også portnerbolig og meget mere.
I det nordøstlige hjørne blev der bygget kapel og patologisk institut. Omkring hele hospitalet blev der opsat et 2,2 meter højt gitter af jerntråd, som skulle støtte en opvoksende hæk af klippet tjørn.
Til at forbinde de forskellige bygninger blev under hele hospitalet indrettet et net af tunneller beregnet på den interne transport af patienter og mad og forsyninger til hospitalets afdelinger. Det er i alt 5,5 kilometer.
Diskussion om størrelser på sygestuer
Dengang i 1913 var der endnu ikke indrettet børneafdelinger. Så drenge blev lagt ind, må mandeafdelingen. Under planlægningen blev der diskuteret om sygestuerne skulle være indrettet til 12 eller til 20 – 30 senge. Fortalerne for de store stuer slog på, at de store sygestuer ville fylde hele bygningens bredde og derved ville patienterne få sollyset med helbredende virkning ind fra alle sider.
Men flertallet var imod. De holdt på, at gode lysforhold også kunne skaffes på mindre stuer. Patienterne foretrak mindre stuer. Det gav:
Det endelige resultat blev, at sygestuerne på Bispebjerg Hospital blev indrettet med 16 sengepladser.
Hospitals – luksus
Under planlægningen af Bispebjerg Hospital blev spørgsmålet om sygeplejerskens boligforhold drøftet igen og igen. Der var fortalere for, at de ikke skulle bo i tilknytning til afdelingerne, men i særskilte bygninger på hospitalsområdet. Når man havde haft en lang 12 – timers vagt havde man brug for hvile og fritid.
Andre opfattede opførelsen af særskilte sygeplejerboliger som en ren ”hospitalsluksus”, der havde sneget sig ind ved de moderne hospitaler. Sygeplejerskerne burde ifølge dem bo tæt ved patienterne, så de hurtigt kunne være hos dem.
Borgmester Jensen blev efterhånden træt af den evige diskussion, hvor sygeplejerskerne skulle bo. Han slog en gang for alle fast, at det måtte være en menneskerettighed for sygeplejersker som for andet hospitalspersonale, at de efter arbejde kunne få lov til at hvile sig i et hjem, hvor de kunne være for sig selv.
En fjerdedel af det kommunale budget
Den samlede pris på byggeriet, inklusive montering og opkøb af jorden beløb sig til mere end 10 millioner kroner.
Udgifter til opførelse af Bispebjerg Hospital svarede til cirka en fjerdedel af det årlige kommunale driftsbudget. Hospitalet kom op på 700 sengepladser.
Store udvidelser
Det var igennem 1920’erne og 1930’erne et stigende behov for psykiatriske og kirurgiske sengepladser i Københavns Kommune. I 1932 åbnede den psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital med 151 senge. Snart begyndte byggeriet af den nye kirurgiske afdeling (F – Bygning 7) med 156 senge. I en ny røntgenafdeling stod færdig i 1942.
Allerede i 1942 bevilligede Borgerrepræsentationen midler til et nyt tuberkulosehospital på Bispebjerg Hospital, dog uden at bevillingen blev benyttet. Men fra 1956 startede byggeriet af Lersøpark – komplekset. Det blev også kaldt Lungepaladset eller L – bygningen.
Det oprindelige byggeri er i dag fredet.
Masser af børn boede på hospitalet
Mange af lægerne boede på hospitalet med deres familier enten i hovedbygningen eller på Charlotte Muncksvej, hvor en del sygeplejeboliger også lå. Herude var der masser af børn – vel omkring 40. Der blev gravet jordhuller bag tennisbanerne mod hækken til kolonihaverne på Tagensvej.
Der var også Borgmestersøen, den indgik i en lille mindepark for borgmester Jensen. Der var også Andesøen, der lå bag ved Afdeling E ved vandtårnet. Det var forbudt område, da søen var bundløs.
Ungerne var altid på opdagelse. Det gjaldt om ikke at blive opdaget. De fandt også ud af at se de døde. Under krigen blev der fyret med kul, koks og tøv. Madrester blev afhentet af en vogn fra Sct. Hans. Det blev anvendt til svinefoder.
Fornødenheder blev købt i ”Økonomien”
I maskinhuset var også et snedkeri. Her stod også en nødgenerator, der blev drevet af damp. Hospitalskøkkenet skulle under krigen lave mad til hele 2.000 personer. De mange familier, der boede derude kunne købe deres fornødenheder i ”Økonomien” Det var lige som en gammeldags købmandsbutik. Man brugte en kontaktbog, som så blev opgjort hver måned.
Hver fredag var der dampbad i bade – og massagebygningen for de funktionærer, der ønskede dette. Bademesteren var ekspert i at beskære folks kraftige tånegle med en kniv.
Tunnellerne var en yndet legeplads
Dengang var der faste besøgstider. Foran hospitalets indkørsel var der en iskiosk med Kaddara Is, en aviskiosk og ofte en blomstersælger. Nogle gange stod her en blind mand med banjo og spillede.
For børnene var tunnellerne en yndet legeplads. Hospitalet ligger som bekendt på en bakke, således at de langsgående tunneller skråner ned mod hovedindgangen. Man kunne få overordentlig meget fart på når man kørte nedad. Der stod kørestole overalt. Hvis farten var ved at tage magten fra en, kunne man trække i udløseren til benstøtten.
Undervejs ramte man de mange spytbakker der stod overalt dengang. Nogle gange gik det galt. Så måtte skadestuen holde for. Den var jo lige i nærheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.538 artikler. Under kategorien Industri på Nørrebro (10 artikler) ligger artiklen. Artikler fra Nordvest. Her er en fortegnelse over 15 artikler fra Nordvest.
Under Nørrebro (286 artikler) ligger bl.a.:
Under Østerbro (86 artikler) ligger bl.a.:
Under København (162 artikler) ligger bl.a.:
Under Andre Historier (48 artikler) ligger bl.a.:
Dato: marts 30, 2020
Ida Johnsen
Ida´s far var ”overførster” over de jyske skove. Hendes mor var baronesse Selma Henriette Dirckinck – Holmfeld. Moderen døde et år efter Ida’ s fødsel. Ida kom derefter til hendes moster på Tjele. Hendes far giftede sig igen. Hende brød Ida sig ikke om. Hun ville hellere bo hos moster. Lektier, broderi og det at strikke var ikke noget for Ida. Ida’ s farfar var en helt ved Sjællands ode i 1808. Vi får en historie om General de Meza. Der var sorg i Randers, da Dannevirke blev rømmet. Ide blev gift med en præst. Hun får arbejde i Diakonissestiftelsen på Frederiksberg uden undervisning. Så kom hun på Almindeligt Hospital. Derefter gik det til Sundbyerne. Man sagde lidt fejlagtigt om hende, at hun var Danmarks første sygeplejerske. Der findes ingen mindesten om hende. Hun var klog, havde temperament og ”store skrivende evner”. Og så brød hun murer ned.
Ida Johnsen
Fulde navn: Ida Anna Helene Jessen født i Randers 1844, død 1924 i Kbh. Datter af Nicolai Jacob Jessen og Henriette Selma von Dirckinck-Holmfeld. Ida Jessen gift med provst Johan Vilhelm Johnsen (1837-1887) Ida Johnsens erindringer er trykt i “Memoirer Og Breve” bind 23 i 1915. Hun er vist sluppet ret nådigt gennem redaktionen. Til gengæld er også hun én af de kvinder, der har skrevet sine erindringer godt, og hendes liv er lige så usædvanligt, som hun selv.
Hun blev født Jessen og var yngst i en stor børneflok. Hendes fader, Nicolaj Jacob Jessen var overførster over de jyske skove og boede med familien i Randers. Hendes moder var baronesse Selma Henriette Dirckinck-Holmfeld, og Holmfeld’erne var kommet til Danmark fra Holland, da Napoleonskrigene gjorde livet broget i store dele af Europa.
Ida Johnsen blev født 26. marts 1844, hendes mor døde allerede året efter, og Ida kom til sin moster Idalia Frederikke Pauline Lüttichau på herregården Tjele, så hun voksede op som barn i de jyske bedre kredse.
Men hendes far giftede sig igen, med Caroline Wilhelmine Jessen, datter af en overkrigskommissær Jessen i Altona. Ida fik med hende en stedmor i ordets mindre lyse mening.
Men nøgternt set: stedmoderen kom til et hjem med mange børn, og en ægtemand, der jævnligt var på embedsrejser rundt i Jylland, og det tog tid dengang. Ida Jessen var et vanskeligt barn, og fordi hun hang ved sin moster, blev stedmoderen irriteret og skinsyg. Til det kom, at stedmoderen ikke selv fik børn.
Det, at en kvinde skal overtage en forgængers børn og selv ingen får, kan virke på flere måder. I sine erindringer skriver Ida Johnsen klart nok sit syn på sagen, men hun skriver det taktfuldt. Vi får dog at vide, at stedmoderen ikke havde begreb skabt om børn, og det er da troligt. Hun forstod i hvert fald ikke Ida.
Senere i livet, da Ida var noget nær voksen, var det på den anden side stedmoderen, der, som den eneste i familien, forstod noget af, hvad Ida ville. Men hele sin barndom var Ida ved siden af hjemmet. Skolekammerater og søskende mærkede det og sladrede om alt hvad hun gjorde af galt. Hendes synder var dog såre lyse.
Skolens lektier kedede hende bravt. Det kedede hende at strikke og brodere. Og hjemmets stil var meget gammeldags og stiv. Hver morgen måtte Ida stille til håndkys hos sin farmor og fik en lille moralsk præken for dagen.
I erindringerne fortæller Ida om slægten Jessen. Den stilige farmor Anna Margrethe Jessen, født Erichsen, havde som lille pige oplevet, at hendes far satte hende på en tjeners arm, fordi hun skulle ud og se Struensees henrettelse på Øster Fælled 1772. Det lyder for os komplet vanvittigt at byde et barn det syn, men det var stadig regnet for god opdragelse, somda livlægen Otto Sperling lod sin lille datter se Dina Winhofers få hovedet kappet af foran Københavns Slot på Frederik 3.s tid. Idas farmor fik endda opdragelsesmetoden i den helt korrekte stil: da Struensees hoved var faldet, fik pigen én på kassen, for at selve den lærerige og gruelige oplevelse skulle slås fast ved endnu et uventet helt overrumplende chok,
kombineret med personlig smerte. Det var dét, der hed en “huskekage”.
Idas farmor skulle for livet huske den uhyggelige henrettelse, og det var sikret i hendes sjæl ved lussingens ekstra chok. Så kunne hun heraf lære at opføre sig, så hun ikke en dag selv fik hovedet hugget af. Idas farmor døde 1845 i en alder af 81 år.
Idas farfar var Carl Wilhelm Jessen, helten fra Sjællands Odde 1808 – “De Snekker mødtes i Kvæld paa Hav -“. Det var samme Jessen, der 1800-1801 ved De Dansk Vestindiske Øer, som chef for den navnkundige brig “Louge”, havde så djærve møder med englænderne, at kongen gav ham en æresabel af
guld. Sit sidste år var han igen på De Vestindiske Øer som guvernør, men døde allerede året efter at han var kommet til øerne, 58 år gammel.
Det bliver lidt væsentligt, fordi Ida Johnsen fortæller, som
familietradition, at han blev sendt til Vestindien efter intriger fra “fjender”, og at hans hastige død var et giftmord. At søhelten skulle være kommet så sørgeligt af dage, er vist uden hold i rimelige beviser. Det var almindeligt at mennesker døde hastigt på de dengang særdeles usunde øer.
Carl Wilhelm Jessen var ellers respekteret og afholdt, og Ida Johnsen fortæller selv historien om, at han en dag skulle til kongen, men så blev han set på gaden i fuld galla med en dyne under armen, fordi han på vejen skulle ind til en såret matros.
I 1901 blev Jessens jordiske rester og hans gravsten sejlet med skonnerten “Ingolf” til København, hvor han blev bisat i Holmens Kirke. På graven på St. Thomas blev 29. januar 1901 afsløret et monument.
Ida Johnsen, dengang Jessen, var på Tjele til hun skulle i skole. Så kom hun til Randers og var på Tjele i ferierne. Man fandt hende vild og uden pigelig ydmyghed, så hun fik ordre til at læse den meget moralske og opbyggelige bog “Florisanders Barndom i Vildfarelse og Ungdom i Uskyld”.
Hun synes bogen var god og lavede den til en komedie, som hun spillede med forpagtersønnen på Tjele som helt. Det var selvfølgelig rivende galt. Men på samme tid kom grundtvigske præster ind i hendes liv. Og så læser vi i dag med undren det kulturhistorisk mærkelige, at hun stjal sig til at læse i Det Ny Testamente og fik en lussing. Den bog var ikke for børn!
Klart og smukt, men også vemodigt skildrer hun sin unge usikkerhed. Ved en fest på Tjele traf hun slægtens gale baron. Han havde været på sindssygehospital i Vordingborg. Ved den fest var han med, men ingen tog sig af ham. Hun blev rystet ved at se hans fortvivlede øjne, og ville tale med ham, men fik det gjort håbløst kejtet – hun busede bare ud: “Var der rædsomt på Oringe?” Han blev afmægtig af raseri og hun styrtede væk.
Hendes vågne øjne så alt. Jylland fik jernbaner i de år, og de engelske ingeniører blev faste gæster i huset i Randers. Det samme gjorde general de Meza, manden der ikke tålte fugt og træk. Når hans vogn rullede for døren, kom hans tjener først op og spurgte, om alle vinduer var lukkede. Først i løbet af timer viklede generalen sig ud af halsklude og sjaler, men så skulle hans tøj til afdampning.
Der måtte ikke tales i det rum, hvor han skulle sove, for den menneskelige ånde gav damp. Det bliver for langt et sidespring her,
men generalen var ikke alene om den delikatesse. Tiden troede fuldt lægevidenskabeligt på, at fugtig luft var livsfarligt. En klog dansker som forskeren Peter Wilhelm Lund, der levede i Sydamerika, var endnu mere sart. De to tilfælde er ikke enestående, men nok lidt langt ude.
Alt det er skrevet og fortalt levende. Men en aften den 15. november 1863 ringede klokkerne i Randers. Frederik 7. var død. Krigen kom i december 1863.Rygtet om den danske sejr ved Mysunde satte liv i alle og skabte høje håb. Den 6. februar 1864 var der familiefest i huset. Ida kom med en gave – og traf alle tavse og lammede. Hendes far stod ligbleg støttet til
en stol. Danskerne havde rømmet Dannevirke. Det chok kom hendes far aldrig over, og vi kan i dag have svært ved at forstå, hvad “Dannevirkenatten” var, hvordan den føltes, og virkede, år fremover.
Der kom dansk kavaleri til Randers, og indkvartering. Så tysk, med generaler i huset, høflige og korrekte, men alt var fortvivlet og håbløst. Randers blev plyndret af tyskerne. Så kom der pludselig kontraordre, og alt plyndringsgodset blev smidt på markerne udenfor byen. Der kunne folk så selv hente det.
En nat vågnede Ida ved en dump larm i gaderne. Den blev ved. I tre døgn gungrede tyske ryttere over Randersbro op gennem Jylland, til overgangen over Limfjorden. Krigsmæssigt var den aktion helt unødvendig, men for tyskerne (preusserne) var krigen i 1864 kun en realistisk manøvre, hvor nyt materiel kunne prøves.
Idas far døde i 1866. Hun siger om krigens virkninger, at mændene blev kulturelt og religiøst grebne, mens kvinderne blev aktive og stilede mod frigørelse. Tolkningen er nok vilkårlig, men kan vel passe på de
kredse, som hun levede i. Hun fik selv en vild trang til at gøre noget praktisk og nyttigt. Også fordi hun vidste, at nu efter faderens død var hun tilovers i stedmoderens hus i Randers. Hun søgte plads som diakonisse.
Diakonissestiftelsen lå på Frederiksberg i Smallegade, tæt ved hvor den ligger i dag. At være diakonisse var smukt arbejde i religiøs ånd, men i de dage ikke noget for frøkner og damer af det bedre borgerskab. Folk var sikre på, at diakonisser måtte være piger, der havde en mørk moralsk fortid, de havde gjort “fejltrin”, eller måske rent ud begået en forbrydelse, som de nu sonede på den måde.
Forgæves prøvede diakonisserne at forklare, at piger af den art ikke kunne blive diakonisser – folk vidste bedre. Ida Jessen fik pladsen. Familien var rystet og regnede det for en skandale. Men hun havde evnen til at komme i kontakt med folk, hun traf mange søde mennesker, og de troede på, at hun mente det alvorligt.
Men nemt gik det ikke. Hun var klar over, at en krinolinekjole var ikke praktisk, men det spørgsmål løste sig. På stiftelsen skulle hun gå med en arbejdskjole af bomuld. Stiftelsen var i øvrigt dybt religiøst præget.
Ida Jessen vaklede på den tid mellem Grundtvig og Indre Mission, men det gav ikke de store vanskeligheder.
Forstanderinden tog venligt imod hende, men de menige diakonisser var i starten fjendtlige og skulle nok få den fine frøken til at fordufte. Hendes første job blev at skure hele gulvet i en sal. Hun havde aldrig i sit liv haft en gulvklud i hånden, men det gik. Lidt efter lidt blev hun respekteret. Arbejdet var strengt, der var ingen vejledning, ingen undervisning, og patienterne var mest nervesvage og sindslidende.
Imellem blev hun sendt ud i privat pleje, f.eks. til en departementschef. Hans søn havde skarlagensfeber og døde. En ældre dame havde tuberkulose i sidste stadium, vistnok også tyfus, i hvert fald fik hele stiftelsen
tyfus.
Ida Jessen mistede alt sit hår. Hun oplevede dødsfald, og de den gang så frygtede dødskramper. På egen hånd gav hun en dødssyg patient tre pulvere som beroligelse, imod doktorens ordre. Patienten blev helt slået ud, og da Ida Jessen var klar over, at hvis patienten døde nu, måtte hun melde sig som morderske. Men patienten overlevede.
Af doktor Hans Wilhelm Meyer fik hun nu en art uddannelse, nærmest i “første hjælp”. Så drog hun fra stiftelsen og ville være sygeplejerske. Hun søgte på hospitalerne. En af lægerne svarede, at for sit navns og sin families skyld burde hun ikke nedværdige sig på den måde. Hun søgte stilling i England.
Dr. Meyer skrev en varm anbefaling, men bad hende vente lidt. Danmark havde selv brug for mennesker, der ville præstere noget. Hun fik at vide, at på Almindelig Hospital i Amaliegade i København, søgte overlæge Ludvig Brandes kvinder til sygestuerne. Hun prøvede, og fik svaret: De er for ung, se hellere at blive gift! Men dagen efter fik hun igen brev fra overlæge Brandes (han var onkel til Edvard og Georg Brandes), at hun kunne komme næste dag. Så mødte hun overlægen, og han var et sjældent menneske.
Han førte hende selv til sygestuerne, store lyse rum siger hun, at hun var straks parat. Han mente, at hun lige skulle prøve i tre dage først.
Det danske sygehusvæsen var i en mærkelig stilling, på godt og mindre godt. Da klosterhospitalerne lukkede, efter reformationen, kneb det at få lavet et nyt hospitalsvæsen.
Hverken staten eller byerne ville ofre mange penge i sagen, i landsognene var det komplet håbløst, de syge tog Gud sig af, og gjorde han ikke det, var det vel hans vilje at de skulle dø. Det var et gudhengivent smukt og billigt syn på sagen.
Christian 4.s store planer med et rigshospital døde under svenskekrigene. Alvor blev det ikke, før Frederiks Hospital blev opført under Frederik 5. i årene 1752-57. Det var til gengæld efter tidens mål imponerende.
Bygningerne er i dag Designmuseum Danmark, og rækker fra Bredgade og Amaliegade. Til det kom Almindelig Hospital.
Lægerne var rimeligt på højde med tidens muligheder, men sygeplejen var ret ringe. Der var stuekoner og vågekoner, men de var ikke meget værd, en del af dem var fordrukne. Der var portører, og der var folk i køkkener og linnedstuer, men godt var det ikke, og ingen af alle de mennesker havde uddannelse af nogen art.
Ida Jessen tog fat, og blev mødt med dyb uvilje, både fra de fleste læger og fra det almindelige personale. Portørerne var grove og uforskammede imod hende, også da de en dag skulle bære en meget svær kvinde ned på spadserepladsen, hvor patienterne fik frisk luft. Hun havde en stor underlivssvulst, så hun var særlig tung og uhåndterlig. Portørerne plejede at være to om at bære, men nu nægtede de: hun var for tung. For Ida Jessen var det sejr- eller nederlag, for stuen var hendes. Men ude i Smallegade havde hun lært at bære.
Hun fik den svære kvinde på nakken og bar hende selv ned og ud i solen. Det imponerede portørerne, så med dem var der ikke mere vrøvl. Men der kom vrøvl med snavsetøjet, og meget andet. Doktor Brandes spurgte hende: har De været rundt og hilse? – Næh, det havde hun ikke tænkt på. Det gjorde hun så, på alle, stuekoner, linnedkoner, køkken, hele vejen rundt, og så var alt i orden.
Men så kom der vanskeligheder fra en uventet kant. Hun var i de år grebet af religion, også i usædvanlig grad, og hun holdt andagt på sygestuerne. Det blev standset, og hun fik en kamp. Men så blev hun selv helt lammet af sygdom. Hun var bevidstløs, vågnede, var borte igen, og det var alvor.
Pastor Frimodt kom, Dr. Brandes forbød ham adgang – hun skulle have absolut ro. Men den lille seje frøken vågnede af sin døs, og ord manglede hun aldrig: “Hvor tør De som jøde nægte mig som kristen at få sakramentet – De aner jo ikke, hvad det betyder for mig!” – og så besvimede hun igen.
Forholdet imellem jøder og ikke-jøder var i Danmark dengang et andet, end det siden var og til dels er i Europa under og efter Hitler, som hendes ord måtte virke stærkt. Hun blev rask – og forlovet, med teologisk kandidat Johan Vilhelm Johnsen. Dr. Brandes mente, hun nu burde tage sin afsked og blive præstefrue, der var sikkert nok at gøre. Det gjorde hun så.
Men den aften, hun tog sin afsked, gav Brandes hende et manuskript som erindring. Det var et lille symbolsk eventyr, skrevet af ham selv. Og så føjede han til: “Jeg skal sige Dem, jeg kan ikke mindes, at noget har bedrøvet mig som de ord, De sagde, den dag da jeg forhindrede at De fik sakramentet, og ytrede, at jeg som jøde ikke burde nægte Dem som kristen at få det.
Da alle disse mennesker var gået, gik jeg ind i mit værelse og græd som ikke siden min faders død. At netop DE kunne sige det. De som jeg har talt så meget med, forstod jeg ikke. De véd, hvor hele min sjæl hænger ved min nation og dens religion. De måtte vide, at det var som læge og menneske, at jeg måtte sætte mig derimod.”
Ida Johnsen skriver, efter at have skildret den scene: “Den gang gik det op for mig, at ingen anden i menneskeheden har kunnet frembringe Kristusskikkelsen, end netop jødefolket. “Ida Jessen blev Ida Johnsen. Både pastor Frimodt og overlæge Brandes var med til et gemytligt bryllup.
Og så tog hun fat på arbejdet i Sundbyerne.
Men bare præstefrue var hun ikke. Ved et selskab hos overlæge Brandes var hans nevø Georg Brandes med. Dagens debat stod om den engelske filosof Stuart Mills, og ved selskabet blev diskussionen levende. Ida Johnsen slog fast, at hun var særdeles imod tanken om kvindernes frigørelse. Alle brast i latter, og Georg Brandes sagde: “Jamen bedste Frue, De har jo frigjort Dem herhjemme, som ingen anden kvinde mig bekendt!”
Hun gik i gang med arbejdet for kommunal sygepleje. Det kom i skred ved bittesmå bidrag fra det fattige kvarter. Endelig tilbød den stedlige kommune uden henrykkelse at støtte sagen men en krone pr. dag pr. patient. Der var tale om en slags sygeplejestationer – og stor præstelig uvilje imod hele arbejdet. Det blev en sej og trist sag at køre frem. Hun var ellers ret uopslidelig, men hun rejste fra Sundbyerne med en følelse af at slaget var tabt.
Hendes mand, Johan Johnsen blev sognepræst i Vamdrup sydvest for Kolding, siden provst. Her var religionen alvor på en bogstavelig og naiv måde, som hun aldrig havde troet mulig. Tre missionsfolk kom til hende: jo se, der blev snakket i sognet, at det var til forargelse, når præstens kone strikkede om søndagen.
Et sabbatkrav, som vi kender det fra humoristiske skotske noveller. Hun var også ved at le, men tog sig pænt i det: jo, hun skulle da gerne holde op, hvis de herrer ville lægge piberne væk og ikke ryge på de samme dage. De hellige mænd mente, at så hjerteløst kunne sabbatbuddet dog alligevel ikke tolkes, og alt blev som før. I løbet af kort tid havde hun vundet sin sikre plads i sognet.
Men hun havde heller ikke giftet sig med en mand, der “bare” var cand.theol. Han var heller ikke bange for at være den han var. På augustmødet i Askov 1881, hvor der var kommet 700 præster, vedtog de firs, den såkaldte “Askovadressen”, der blandt andet krævede præsteløftet ophævet. Den sendte de til regeringen.
Kultusminister Jacob Frederik Scavenius gav præsterne en alvorlig reprimande, fordi de havde sendt adressen til regering og rigsdag og ikke til ham, der var minister for det kirkelige. Den reprimande ville præsterne ikke finde sig i. Sagen gik til provsteret, og Askov sorterede under provst Johan Vilhelm Johnsen.
Underretten med provst Johnsen måtte i realiteten blive ham alene, og han erklærede at adressens tekst kunne man ikke dømme, da der var religionsfrihed i landet, men at der var kludret med “rette modtager” var “kriminelt”, da (men det sagde han ikke) i et bureaukratisk samfund bureaukratiet er væsentligere, end de sager bureaukratiet sysler med. Hans meddommere turde ikke følge ham, så hans votum blev “dissentierende”: frikendelse for teksten, bøde for at kludre med kontorvejen.
Det gav stort postyr i presse og i kirkelige kredse. Men Johnsen stod fast. Sagen gik til højesteret, der gav ham medhold. Dette for at nævne, at Ida var heller ikke helt kedeligt gift. Sent fik de en datter. Hendes mand døde ved juletid 1887.
Da hun i sin tid rejste fra overlæge Brandes beklagede han det og var ærgerlig: på grund af hende, og vel i håb om hendes hjælp, havde han arbejdet med planer om at få skik på et ordentligt sygeplejervæsen med
uddannelse. Det mente han, at han nu måtte lægge fra sig. Ida Johnsen er kaldt Danmarks første sygeplejerske. Kvinder i sygepleje kendes så langt tilbage vi
overhovedet véd rimelig besked, det gælder ikke mindst nonneklostrenes gode hospitaler op gennem middelalderen, i de katolske lande længere endnu.
Og det kan også siges at hun ikke blev i tjenesten så længe, hun brød af, fortsatte med et halv-håbløst forsøg i Sundbyerne, og så var hun ude af aktiv tjeneste. Alligevel – hun vakte bestyrtelse, forargelse og beundring, da hun på eget initiativ, imod familien og imod snart sagt alle, tog fat som diakonisse og sygeplejerske. At de tidligere vågekoner og gangkoner ikke var gode nok, ja ret elendige, var ikke deres skyld, men ingen tænkte på at gøre noget alvorligt ved den ting, før hun gjorde det.
Hun brød en mur ned, som selv de fleste læger ikke havde tænkt på at man burde fjerne, At lægernes uddannelse og dygtighed var i orden, det troede de ærligt talt selv var nok til at køre et hospital. Der skulle jo så bare tømmes potter og vaskes gulve og lagner og den slags.
Ida Jessen kom – og efter hende kom der flere, for der var slået hul i muren. Det har hun skildret med sine tre store kvaliteter: sin klogskab, sit stærke temperament, og sin store skrivende evne. Bag det hele lyser, ikke latter, men en stor og fin livshumor.
Vi har aldrig set et monument eller bare en plade, der minder om Ida Johnsen. Måske findes den et sted. Mange aner end ikke, at hun har levet. Vi har hyldet mænd, der var af ringere karat.
* * * *
Vi kan se hende i kirkebogen 1844, men desværre står der ikke, hvor familien Jessen bor.
I folketællingen 1845 står de ikke, men i 1850 findes de som boende Nørregade 2 i Randers.
Ida Johnsen er ikke i begravelsesprotokollen for Østre Kirkegård, som var den eneste i Randers Købstad på det tidspunkt.
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1014/?fbclid=IwAR1LdifkVlUqezoCe9Rh0Yx9IpyM73c7_7-
ynvzjiXzf8m9luXXLTe2rKBE
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.537 artikler. I artiklen nævnes en del om De Slesvigske Krige og 1864. Kig under denne kategori her på siden. Den indeholder 33 artikler.
Pastor Frimodt nævnes også. Læs mere om denne under Nørrebro (286 artikler) her på siden:
Dato: marts 29, 2020
Eleonora Christine Tscherning
Eleonora Christine Tscherning er født uden for ægteskabet. Hendes far var kaptajn Lützow og moderen var husholderske Bodil (Bolette) Rasmussen. Elonora blev gift med den senere krigsminister Anton Frederik Tscherning. Det var ham, der skulle bygge en dansk hær op i 1848. Dengang giftede man sig ikke under standen. En ugift kaptajn kunne heller ikke få en datter. I artiklen hører vi om ”Folketoget mod Christiansborg” i 1848. Vi hører også om møder med D.G. Monrad. Denne var på et tidspunkt ved at opgive Danmark og overlade landet til Det Tyske Forbund. Og så kom ministerfruerne med madpakker til deres mænd. Bolette kom til sidst i huset hos Eleonora og Tscherning. Men hun kaldte hende aldrig for mor. Eleonora fik efter hendes mands død en årlig tilskud på 1.000 Rigsdaler. Hun døde i 1890 og er begravet på Garnisons Kirkegård.
Eleonora Christine Tscherning Født uden for ægteskab 1817, død 1890. Datter af kaptajn Adam Tobias Lützow og husholderske Bodil (Bolette) Rasmussen. Eleonora Christine gift 1845 med Anton Frederik Tscherning, han død 1874. Begge begravet på Garnisons Kirkegård.
I sine erindringer og breve, udgivet første gang i 1908 fortæller Eleonora Christine Tscherning livfuldt og åbent om forelskelsen i den senere nationalliberale krigsminister, medlem af den grundlovgivende
forsamling, Anton Frederik Tscherning, der i syv år vægrede sig mod hendes forslag om ægteskab, og giver et nærværende og kontant indtryk af de begivenhedsrige år omkring enevældens afskaffelse og krigen i 1848-1851.
Eleonora Christines fader var kaptajn i hæren, og i 1810 blev han flyttet til Helsingør. Han hed Adam Tobias Lützow og var født 1775, så i 1810 var han 35 år. Tre år før havde han gjort tjeneste ved forsvaret i København imod englænderne. Hans slægt var giftet ind i familien Tscherning, for den regel, at man giftede sig indenfor sit eget fag – det gjaldt håndværkere, bønder, lærere, præster, læger, officerer osv. – den regel virkede langt stærkere, end den gør i dag, selv om den stadig lever.
Slægterne Lützow og Tscherning var altså ikke fremmede for hinanden.
Tre år efter at Lützow var kommet til Helsingør, købte han et hus på Lappen, strækket i den ydre by, der rækker mod den nordlige kystvej og Hellebæk. Huset lå (og ligger) ved Marienlyst slotspark. (Lappen nr. 1).
Det er ikke stort, men for en ugift kaptajn var det stort nok. Gift var han ikke, men han fik lyst til at holde en ung pige, der kunne føre hus. Hun kom 1. maj 1816 og var anbefalet som god og solid. Hun hed Bodil Rasmussen kaldet Bolette og var født 1790 på landet udenfor ægteskab. Hun havde haft en ganske streng barndom, men hun var havnet hos sin morbror.
Han var skovfoged og “en retsindig mand”, skriver Eleonora Christine Tscherning. Hos ham var Bolette, til hun blev konfirmeret, så kom hun ud at tjene i gode borgerhjem, som det, der hed “raffineret pige”. Det var pigen, der kunne tjene i stuerne, og når der var selskab.
I Lützows hjem fungerede hun som husholderske, og så nydelig var hun, at hun ret snart skulle have et barn, som Lützow var far til. Men det siger noget kulturhistorisk væsentligt, og tegner hendes stilling i huset, at Lützow en aften sad i stuen og læste højt for hende, om Eleonora Christine Ulfeldts “Jammersminde”, og da Bolette hørte, hvordan Eleonoras mor, Kirsten Munk blev sendt væk fra Christian 4. græd hun, så Lützow trøstede hende med, at det skulle aldrig ske for hende, og hvis det barn, som de ventede, blev en pige, skulle hun hedde Eleonora Christine. De løfter holdt han.
Men en ugift kaptajn kunne ikke få en datter. Knuden blev løst af Bolettes gode morbror, der havde haft hende i huset, mens hun var barn. Så fantastisk det lyder for os i dag, gik den skikkelige skovfoged med til at lade sig skrive i kirkebogen som pigens far, så den ellers helt uberygtede mand nu stod noteret som far til sin egen ugifte nieces barn. Det er forklaringen på, at Eleonora Christine er skrevet ind i den
helsingørske kirkebog med efternavnet Hansen. Snart kom der i huset en søster til Eleonora Christine, og siden en bror. Men stadig kunne den brave kaptajn ikke være far til børn, når han var ugift, og slet ikke til sin egen husbestyrerindes, så når der kom fremmede, måtte pigerne smutte i skjul bag sofaen. Den blev rykket lidt mere ud fra væggen, da der skulle være plads til to. Eleonora Christine fortæller, at en dag kom én af hendes fars venner på uventet besøg, at hun akkurat nåede af fare ind under en vaskekedel af kobber.
Vennen halede pigen ud, tog hende på skødet, og sagde: “Lützow, hvorfor skjuler du dog den søde unge!” Men aldrig sagde hun mor til Bolette, og
heller aldrig far til sin far, han hed kun “Majoren”, for nu var han avanceret til major. Og så kom der i øvrigt gæster til huset, for han tog sig af et hold forældreløse børn.
Majoren avancerede igen, og familien rejste til København. Bolette ordnede salget af huset på Lappen – det gik for 3000 rigsdaler. Det siger, at Bolette var ikke helt dum og umælende. Eleonoras søster døde, og hun selv blev sat til at lære at sy. Det kedede den livlige pige over alle grænser.
Men vigtigere var, at nu mente Frederik 6. det var på tide, at hans major fik ordnet sine forhold, og så giftede Lützow sig med Bolette. Man kunne vente, at Eleonora Christine blev glad, fordi hun nu endelig havde lov til at vise, at hun havde en rigtig mor, men det var ikke det, der greb hende. Derimod var hun nu rigtig officersdatter og ikke mere et i luften frit svævende “uægte” barn.
Det mærkes, at den unge frøken går en anelse bagover af glæde og stolthed over at være helt med i det gode selskab. Og så traf hun sin fætter Anton Frederik Tscherning. Som nævnt var slægterne giftet ind i hinanden. Hun blev forelsket i ham, uagtet han var 22 år ældre end hun.
Han tøvede, og var i sine breve åben og reel.
Friere og mere lige ud, end vi måske ville tro, ud fra vor mening om “datiden”, forklarede han hende, at ægteskabet også spændte over jordiske elementer, og hun var så ung, at hun endnu ville være særdeles livsglad, når han som en midaldrende og ældre herre begyndte at svækkes i livskraft. Men hun ville ha’ ham. Og hun fik ham.
Imens fulgte hun hændelserne i København. Hun var dybt grebet af Frederik 6.s død (1839), men som en ret fast strøm kom der breve til hende fra hendes kære Tscherning. Han bad hende om at gøre noget ved den lyst, hun havde til at male. Tscherning var i øvrigt en ilter herre, der flere gange kom i vanskeligheder, ikke mindst netop ved Frederik 6.s død, hvor han røbede sine åbenhjertige meninger.
Eleonora Christine støttede ham overfor faderen, Lützow, der ikke var tilfreds med den unge officers uærbødige ytringer. Midt i det hele oplevede hun Christian de Meza, der var major i artilleriet. Sammen med en frøken Meier gik hun og de Meza ud for at se på klaverer, der var til salg. De Meza var hele sit liv hysterisk med sit helbred.
De kom til det første sted. Alle vinduer stod åbne. De Meza nægtede først, men styrtede så ind og lukkede vinduerne. Næste sted var trappen for stejl, luften dårlig, og klaveret lige så slet. Tredje sted vild forvirring og stegende hede. En tur ved søerne bagefter endte i, at han
svigtede og gik fra damerne, fordi han ikke ville have vinden i ansigtet. Og så videre – kort, muntert og godt skildret.
Det er i et brev til Tscherning, hun fortæller om “Folketoget mod Christiansborg Slot” 21 marts 1848. Hun skriver, at “da borgerrepræsentationen viste sig på rådhustrappen, tordnede et længe tonende hurra dem i møde, alle hoveder blottedes, og de 36 mænd vandrede gennem folket, også med blottede hoveder. De gik ad Vimmelskaftet, og sluttede sig efter dem seks og seks arbejdsmænd og herrer med hinanden under armen.
Over 10.000 mennesker anslås det til. Kongen var villig til alt, og en halv time efter samledes mængden igen her på torvet, hvor Lauritz Hvidt med høj røst råbte: “Det gamle ministerium er styrtet! Leve kongen! Leve det ny ministerium!” Så langt var vi altså, men inden i dag skulle det ny være dannet, thi i dag kommer deputationen fra Slesvig. I går hed det over hele byen, at Monrad og Hvidt skulle være ministre og Tscherning krigsminister. Damer kom kørende her i deres bedste stads for at gratulere mig og anbefale dem til min bevågenhed. Jeg forsikrede dem, at det var et rygte.”
Dagene var forvirrede. Tscherning blev krigsminister, og mens det trak op til krig med Slesvig-holstenerne, sad Eleonora Christine i hjemmet og spiste bollemælk sammen med deres logerende, den unge slesvig-holstener Dircksen, der var dybt ulykkelig.
Og så måtte ministerfruerne rende med kaffe og te og madpakker til de ny ministre på slottet, der i løbet af ingen tid skulle stable en hær på benene. Eleonora Christines breve om hændelserne i 1848 er mest skrevet til broderen Christian.
I sine løse dagbogsnotater er hun ikke bange for, hvad hun skriver. Hun kunne ikke udstå D.G. Monrad, og hendes skildring af et visit, som hun aflagde hos ham, er som en scene skrevet af en stor og fyndig dramatiker.
Monrad var først himmelsk elskelig og skamroste Tscherning. Så blev han mere og mere forbeholden og kaldte ham et rædsomt menneske. Endelig bad han fruen om at hjælpe ham med at blødgøre Tscherning.
Men hun er på vagt, og da hun opdager, at Monrad har baron Dirckinck-Holmfeld siddende i et andet rum, kalder hun nævnte (Holmfeld) intet mindre end “dette væmmelige kryb, denne øgle, hvis gift er løgn og løgn og atter løgn, dette menneske, som jeg foragter og afskyr, uden at han har tilføjet mig personligt, eller nogen som hører mig til, det mindste ondt”.
Naturligvis mener hun, at når Monrad omgås slige mennesker, har hun lov til at tale om “Monrads bleggrå øjne”, og spørge, “om det skulle være muligt, at der indenfor disse øjne kunne bo en virkelig sjæl”. Tscherning v a r vanskelig. Men hun vejrede, at Monrad kun skulle bruge ham, så længe krigen varede, og så ville feje ham til side. Hun er klog, men jævnligt meget skarp og kategorisk i sine meninger.
Alligevel virker det næsten altid, som om hun har argumenter at dække dem med, hvad man så vil mene om, at hun ikke pakker meningerne diplomatisk ind i ret meget. Hendes holdning til Monrad dæmpede og ændrede sig til, at i 1864 kunne hun ganske godt lide ham.
Alligevel eksploderede hun, da han i april kom til Tscherning og var overmåde lattermild, uagtet krigssituationen var den mørkest tænkelige. Monrad spurgte Tscherning, om man burde holde Als, og Eleonora Christine brød tavsheden voldsomt, med at spørge, om hæren nu skulle blive stående også dér (på Als) og lade sig slagte, som på Dybbøl? Monrad brast i latter og kom hen og lagde sine hænder på hendes skuldre: “Hør vor lille Frue har afgjorte meninger og militære kundskaber, men det må De stå inde
for, Tscherning, hvordan hendes idéer er!” Monrad gik, og Tscherning morede sig over, at hun havde røbet, hvad han mente.
Historien om hendes ordskifte med Monrad gik kredsen rundt, og hun skriver, at hun var harmfuld over den friskfyragtige måde, han opførte sig på i de alvorlige dage. Her tog hun nu fejl. Det er, også i historieskrivning, risikabelt, til tider ravgalt, at citere de agerendes replikker og vurdere dem efter pålydende.
Det er til tider perfidt, men det var hun aldeles ikke. Hendes harme var naturlig nok. Hun forstod bare ikke Monrad i den situation. Monrad var som politiker øverste ansvarlige i den håbløse situation. Han var så chokeret, at han en tid var rede til at opgive Danmark og lade landet melde sig ind i Det tyske Forbund, for at slesvigere og kongerigsdanskere ikke skulle skilles. Men han skjulte sin fortvivlelse under en lidt kynisk form.
Tscherning var politiker og bondeven. Det militære spillede ikke mere den store rolle for ham. Han blev kendt som manden, der hele sit liv var engageret, men også ilter, jævnligt på tværs, altid besværlig, men også altid ubestikkeligt reel. Og ægteskabet mellem de to blev båret af en aldrig vaklende kærlighed og gensidig respekt.
Eleonora Christine malede, men hun skrev også. Hun fik digtet nogle noveller. Dem ødelagde hun ved at arbejde for meget med dem, så de blev stive og døde, uden alt liv. Men det var igen et stykke særegen dansk kulturhistorie, for nu at springe lidt bagud i tid, at da Eleonora
Christines far generalmajor Adam Lützow døde 1844, tog hun og Tscherning hans gamle husholderske og hustru i huset hos sig, og dér var hun, til hun døde.
Men det kom aldrig så vidt, at Eleonora Christine kaldte hende mor. Hun var hele sit liv Bolette, også mens hun var i Tschernings hus. Og uagtet hun var lovformeligt gift med Eleonora Christines far generalmajoren, blev hun i køkkenet. Der var hendes plads, til hun døde 1865. Det siger ikke, at Eleonora Christine og hendes mand nægtede hende en plads i stuerne, som generalmajor- enke og Eleonora Christines mor.
Der var bare den orden i den ting. Bolette ville sandsynligvis ikke andet. Tscherning blev ældre – som han havde lovet sin lille kusine det, da hun var meget ung og forelsket. Han blev bitter, for tiden løb fra ham. Han var en fortidslevning – han, der ved Frederik 6.s død havde sagt, at når de danske officerer foragtede deres døde konge så dybt, kunne de lige så gerne åbne hans kiste og spytte i den – en replik der blev fordrejet til, at det var ham, der ville etc. og foreslog kollegerne at gøre det samme.
Det gavnede ikke Tschernings chancer for avancementer i Danmark. Den Tscherning, der i 1848 skabte en dansk hær ud af ikke ret meget. Som kunne snakke Frederik 7. til rette. Som ikke forstod hvad brygger J.C. Jacobsen mente med at videnskaben kunne gavne industrien. Manden som altid sagde præcis hvad han mente, om det så gavnede ham selv eller ej.
Én af de førende mænd i grundlovsrøret 1848-49. – Han døde i 1874, allerede mere end halvglemt. Han følte det og var trist. Hans hustru trøstede ham. Hun var så meget yngre end han. Hun malede, og hun skrev noveller. Og så lå der efter hende en bunke noter og dagbogsblade, som hun nok havde haft tanker om at skrive til virkelige, smukt pudsede erindringer.
Det fik hun heldigvis ikke gjort, for så havde hun vel myrdet teksten, som hun kvalte sine noveller. Som vi nu har hendes tekster, som notater, dagbogsstumper og breve, har vi hende selv, utrolig frisk og levende.
At man, ud af det hun skrev, kan hente citater og enkelte malende detaljer af tidens historie er det mindste af det, menneskeligt set.
Hovedsagen er hende selv. Hun så og hørte meget. Politisk snu eller klog var hun ikke, og hun hverken ræsonnerer eller filosoferer. Hun skriver umiddelbart og ærligt, lige ud, heftig som Tscherning var det, men på en lidt anden manér. Kvindesagen, der gryede på den tid, interesserede hende vist ikke meget. Hun var den, hun var, og aldrig lykkedes det nogen at få hende til at tie, når det passede hende at tale.
Hun havde sin skrivende evne, båre af et flydende, præcist, klart og myndigt dansk. Og hun havde ikke alene en levende sans for dramatik, følelser, stærke stemninger, situationer, mennesker, harme, sandhed og løgn – hun havde en stilfærdig, men meget stærk, ja næsten bærende sans for humor.
Hun fik som enke resten af livet 1.000 rigsdaler i årpenge. Hun dør i 1890, 73 år gammel.
Hun er sammen med sin mand begravet på Garnisons Kirkegård.
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1261/origin/170/?fbclid=IwAR3BtQgI-
AFDo0TkVLcHNoryqUHnfoThlgdovTJTMjOY46HZTrQ82dxv_-o
Dato: marts 28, 2020
Baronesse Christine Stampe
Hun voksede op med fransk og tysk. Allerede som 15 – årig stod hun uden forældre. Hun var interesseret i kunst og blev gift som 23 – årig med baron Henrik Stampe. Syv år efter arvede hun baroniet Nysø ved Præstø Fjord. Hun måtte selv tage sig af gods og have. Fru Stampe åbnede huset for datidens kunstnere, forfattere og forskere. Her kom Grundtvig, H.C. Andersen, Marstrand m.m. Thorvaldsen kunne heller ikke sige nej til invitation. Fru Stampe blev en slags ”moder” for ham. Hun ryddede op i hans m.m. Familien tog med ham til Rom i 1841. Den 24. marts 1844 spiste han sammen med andre kendte hos Fru Stampe. Han ville i Det Kongelige Teater. Han havde godt nok ondt i benet. En halv time efter fandt man ham død på sin plads. Fru Stampe levede 24 år mere. Hun var en stærk, varm og frodig dame.
Christine Stampe født 1797, død 1868. Datter af præst Jean Marc Dalgas og Maria Franciska Dalgas. Christine gift 1820 med Henrik Stampe, han død 1876. Hun død på Nysø, begge gravlagt i Præstø.
Fru Stampe, eller baronesse Stampe, blev født i Fredericia 20. april 1797 og fik i dåben navnene Christine Marguérite Salome Dalgas. Hendes fader var reformert præst, især for de franske emigranter i Fredericia, og i præstehjemmet var sproget fransk. Præstens hustru var tysk, og der var også fra hjemmet tråde til England.
Christines barndom faldt før skoleloven af 1814, det skel i dansk kultur, som vi stadig må nævne. Hun voksede op med fransk og tysk. Undervisning i dansk fik hun ikke. Hendes senere danske sprog er ikke meget mærket af tysk og fransk, men som hun skrev det, virker det lidt hjemmelavet, og hun stavede ikke godt. Alligevel er det hendes skrevne erindringer, der har sikret hende en plads i dansk hukommelse.
Allerede da hun var 15 år gammel, stod hun uden forældre, og hun kom til sine brødre i Italien. De var handelsmænd, den ene i Livorno, den anden i Napoli, og de var levende unge mænd, der ikke bare havde penge i hovedet. Deres hjem var åbne, og mange danske italiensfareren mødtes hos dem. Igen var Christine Dalgas havnet i en meget levende verden. Hun var selv overmåde levende, hun lærte en masse, ganske vist stadig ikke at skrive dansk, men noget nær alt muligt andet. og hun blev interesseret i kunst.
Hun tegnede og malede selv, ikke noget banebrydende, men kønne små ting, og på den tid måtte en kunstinteresseret dansker i Italien naturligvis sværme for Thorvaldsen. I 1820, da hun var 23 år gammel, blev hun gift. I sin broders hjem i Napoli havde hun mødt den tre år yngre baron Henrik Stampe. Han var et elskværdigt menneske, desværre lidt smågal, men på den venligste måde.
Syv år efter deres ægteskab arvede han baroniet Nysø ved Præstø Fjord, og de blev herregårdsfolk, særdeles velhavende. Hun måtte næsten straks tage sig af hus og gods, for hendes mand kunne ikke passe noget som helst.
Mandens galskaber var ikke raserianfald, bare noget flygtigt i hovedet, og sære indfald. Han dyrkede sin sundhed, og han var ”fodsporter”. Da han engang ville til Rom, gik han derned og tilbage, sammen med sin
tjener.
En gang, da resten af familien kørte i hestevogn fra Nysø til København, løb han turen og kom først, fordi de andre måtte have et hvil i Køge. En sommermorgen med herlig frisk brise stillede han sig for åbent vindue nøgen op i vindueskarmen og dyrkede åndedrætsøvelser. Et par piger, der arbejdede i haven, kom til at le højt, og det blev han stødt over. Ellers var han altid stille og venlig og lod konen styre hus og det hele, næppe klar over, at der var noget at styre, og at det blev gjort særdeles godt af den med årene mere og mere håndfaste, myndige dame.
Der var liv i hende. Hun var vokset op i et vågent hjem i Fredericia, hun havde boet i lige så vågne hjem i Italien, og nu fulgte hun den mode, der var kendt i den nogenlunde civiliserede del af Europa, her i landet på enkelte herregårde, hos Karen Margrethe Rahbek i Bakkehuset, og hos salonværtinden Friederike Brun på Sophienholm ved Bagsværd Sø: Fru Stampe åbnede huset for tidens kunstnere, forfattere og forskere.
Grundtvig kom ind i kredsen i 1821, da han var i Præstø. Faste eller jævnlige gæster var kunsthistorikeren Niels L. Høyen, filosoffen Frederik C. Sibbern, fysikeren H.C. Ørsted, maleren Wilhelm Marstrand, arkitekten Gottlieb Bindesbøll, og af digtere Ingemann, Oehlenschläger og H.C. Andersen, så det ses, at de kom fra alle kanter af kunst og videnskab.
Det er blevet sagt, at samlingsstedet på Nysø mindede mere om Friederike Bruns på Sophienholm end om Fru Rahbeks i Bakkehuset. Både ja og nej.
I Bakkehuset var Fru Rahbek og hendes mand Knud Lyne på lige fod med digterne og hvem der ellers kom i huset. På Sophienholm, og på de herregårde, der holdt salon eller var interesserede i prominente åndfulde besøg, var der et trin mellem værter og gæster.
Ikke så det føltes grelt eller trykkende, men det var der: en overklasse tog imod. Vel var Fru Stampes hus en herregård, og økonomien ikke noget problem, men hendes form over gæsteriet var alligevel Bakkehuset nærmest, selv om allerede forskellen i husenes placering – Bakkehuset lige uden for København, hendes næsten elleve mil sydpå fra hovedstaden (ca. 80 km), så gæsterne kunne ikke bare drysse ind henad aften, som i Bakkehuset – selv om den forskel også måtte diktere en forskel i gæsteriet.
Men der var lige så hyggeligt på Nysø, intet med at nu lod herskabet sig underholde. Tonen mellem hende og gæsterne var helt afslappet. Gæsterne overnattede jo i reglen, til tider dage eller uger, og de kunne passe sig selv, der blev kørt ture, de gik i vandet (havbad var så småt ved at komme på mode), der var hyggelige frokost- og te- og middagsborde, aftnerne var der en vis familiær hygge over, det hændte at der var små fester, for eksempel familiens eller gæsternes fødselsdage, og Fru Stampe var en god værtinde, der især ikke plagede sine gæster med at spille krukket intellektuel.
Det var miljøet, som Thorvaldsen så gled ind i. Fru Stampe havde som ung oplevet Bertel Thorvaldsen i Rom og var blevet betaget. Det var hun ikke
alene om. Men i 1837 skrev Nysø-vennen Niels Høyen sit opråb om penge til Thorvaldsens museum, og Fru Stampe støttede ham ivrigt. Thorvaldsen havde testamenteret sine egne værker og sine store samlinger af kunst til byen København, hvis man fandt eller byggede et rimeligt værdigt hus, som det hele kunne være i.
Året efter kom Thorvaldsen hjem og blev modtaget med overvældende henrykkelse. Han fik bolig på Charlottenborg, men samtidig blev han erobret af det københavnske selskabsliv. Thorvaldsen kunne være
stejl, når det drejede sig om hans arbejde og om forretninger, han kunne fare op, hvis nogen for næsen af ham købte et maleri eller en tegning, som han gerne ville eje, men ellers var han godmodig og blid, og af
natur henrivende doven.
Nu lod han sig invitere, fordi han ikke kunne tage sig sammen til at sige nej, uagtet det kedede ham over alle grænser. Tiden gik, dag efter dag, med at stupide mennesker plagede livet af ham. Hos andre, som der var mere mening i at gæste, kom han selvfølgelig også, det hele var bare
én ødelæggende pærevælling.
Men familien Stampe havde også en københavnsk vinterbolig i Kronprinsessegade. Nu slog Fru Stampe en klo i Thorvaldsen. Hendes første tanke var nok at sikre ham for det lille kunstnerhof på Nysø. Men hun var en praktisk dame, vant til at ordne og styre. Hun så, at den ugifte Thorvaldsen manglede sans for at skabe sig et hyggeligt hjem på Charlottenborg, og hun bed sig fast i ham.
Hun hjalp ham med at få hjemmet i orden, eller vist mere rigtigt: hun ordnede det. I 1839 lykkedes det at få ham ned til Nysø i ret lang tid, men han måtte tilbage til hovedstaden, og familien Stampe drog også ind for vintersæsonen.
1840 noterede komponisten Christoph Weyse det skønne sted i
et brev af 13. marts, om at han havde været til middag hos sin gode ven, admiral Peter Wulff, og dér kom selvfølgelig også “Madam Klatt og Kiempe-Elefanten”. Spøgen ligger i, at det år fremviste cirkusdamen Madam C.F. Klatt en indisk elefant for københavnerne. Vi forstår, at den københavnske borgerlige verden lidt misundeligt morede sig over at se Fru Stampe trække rundt med den skikkelige Thorvaldsen.
Men både Thorvaldsen og dansk kunst stod og står i dyb gæld til Fru Stampe. Thorvaldsen havde svært ved at komme i gang med arbejdet, efter at han havde forladt sit atelier og sine vante arbejdsvilkår i Rom. Det var en af grundene til at han bare lod alt ske omkring sig. Fru Stampe var interesseret i kunst, og i hans kunst, og hun var ærgerlig over at det store hyggelige geni gik rundt uden at lave noget. Hun fandt ud
af, at nu skulle der skabes kunst på Nysø.
Der blev lavet et atelier i hovedbygningen, og Thorvaldsen var ikke en krukket kunstner. Han kunne stadig præstere bare at sætte sig på gulvet og modellere, for at få lyset oven fra, og bruge modellérpinde, som
han selv havde lavet. Nu blev atelieret på Nysø rustet med det nødvendigste. Fru Stampe æltede selv ler og gik i gang med at modellere noget, som Thorvaldsen ikke kunne holde ud at se på, så han rettede det.
På den manér fik hun ham listet i arbejde.
Og så gik hun hårdt til ham: han skulle lave et selvportræt. Det havde han ikke lyst til. Hun blev ved. Der blev nu opført et atelier i haven – et grundmuret lysthus med ovenlys, så han kunne arbejde i fred, i hvert fald for andre end hende. Han kom virkelig i gang – med den kendte selvportrætstatue, der viser ham stående støttet til figuren af Håbets Gudinde. Den er skabt på Nysø.
Thorvaldsen modellerede jo sine ting i ler. Så kom “formerne” og lavede en form over leret, og i formen støbte de så figurerne og reliefferne i gips. Ved denne proces gik den originale lerfigur tabt, for leret blev
hentet ud af formen i klatter og klumper. Det ærgrede Fru Stampe, så hun tog igen selv fat og havde held til at hente smukke partier af leret noget nær uskadt ud af formene, hoveder for eksempel. Thorvaldsen
rettede lidt på dem, hvis de havde fået tryk eller mærker, og så lod hun ler fragmenterne tørre og brænde til terrakotta.
På den måde har vi fået en mængde små fine prøver på selve Thorvaldsens originale arbejde med leret. Af dem ses en del i Thorvaldsen-Samlingen på Nysø.
Thorvaldsen kom godt i gang, og på Nysø skabte han en lang række relieffer, men også andet, og hans Nysøperiode er én af hans frugtbare. Den minder om hans ungdom, for også på Nysø arbejdede han alene, uden staben af hjælpende unge mennesker, som i det store atelier i Rom. Og takket være baronesse Stampes erindringer har vi en række skriftlige billeder af mesteren i slåbrok.
Han stod gerne tidligt op og arbejdede, så han havde eftermiddagen og aftenen fri. De mange gæster var hyggelige, men oplæsning af egne værker var et af de ret faste punkter på programmet, og under det faldt
Thorvaldsen regelmæssigt i søvn. At han virkelig v a r kunstner ses allerede af den ene klare kendsgerning, at var der noget han ikke gad, så var det at diskutere kunst, for kunst var noget man lavede, ikke noget man sad og vrøvlede om til langt ud på aftenen.
Ved samværet på Nysø var det én af de hyggelige fornøjelser at drille Oehlenschläger lidt, for med hele sin troskyldigt retlinjede menneskelighed var han en smule naiv. Vi har i et glimt både den spøg og
Thorvaldsens lune. På én af de hyggelige aftner sad Grundtvig og filosoffen Henrik Steffens i en nok ganske saglig samtale, og så blandede Oehlenschläger sig i samtalen.
Thorvaldsen lagde sin hånd på hans arm og sagde bare: “Næ hør, ved du nu hvad! Når fornuftige folk taler, skal du sandelig tie stille! “Når Thorvaldsen ikke gad diskutere kunst, var Fru Stampe enig med ham. Han skulle ikke snakke, han skulle modellere. I timevis læste hun højt for ham, mens han arbejdede, og forholdet imellem dem blev hjerteligt.
Hun var uden tvivl i tidens smukkeste platoniske stil forelsket i ham, men forholdets karakter tegnes af det pudsige, at skønt han var sytten år ældre end hun, kaldte han hende “gamle Mutter”, og hun kaldte ham “den store Dreng”. Bortset fra fødselsattesterne har det også passet, for mens livet tidligt havde gjort hende moden, og hærdet til at ordne både sine egne og andres affærer, blev han, som så mange gode kunstnere, aldrig voksen.
Problemer var ikke hans sag. Når der på Nysø hen under aften var diskussion om, hvad man skulle lave, ville Thorvaldsen altid bare spille lotteri, ikke dristigt om penge, men som underholdning, noget i retning af at spille om pebernødder. Det var familiespillet “Gnav”, han holdt af.
Det krævede ikke spekulationer, man sad bare sammen og havde det hyggeligt.
I 1841 rejste familien Stampe med Thorvaldsen til Rom. Dernede skulle hans hjem og atelier ryddes, og alt, værker og det hele sendes hjem. De rejste i Nysøs rejsevogn med fire heste, og det blev et triumftog.
På hele turen holdt Thorvaldsen pudsigt nok Fru Stampe stramt til at skrive dagbog, så det er hendes (og hans) skyld, at vi ved god besked.
I alle byer blev Thorvaldsen modtaget som en fyrste, skibene på Rhinen sejlede forbi hans hotel med flag og salutskud, ingen kunstner af i dag vil opleve, hvad en kunstner var i første halvdel af 1800-tallet, i
romantikkens Europa.
Rejsen tog tid. I Rom skulle Thorvaldsen som sagt ordne hjemsendelse og opbrud. Under hele rejsen passede Fru Stampe ham som en søn. Hjemme igen kom alt i de vante baner. Thorvaldsen boede i København og på Nysø. Fru Stampe tog sig utrætteligt af ham. Men hun havde en rival.
Kunsthistorikeren Just Mathias Thiele havde også taget sig af Thorvaldsen, og han var hadefuldt skinsyg på Fru Stampe – så meget, at i sit værk om Thorvaldsens liv nævner han ikke, at Fru Stampe var med på den lange rejse til Rom. Ret skal være ret. Det var Thiele, der reddede Den Kongelige Kobberstiksamling, men det er en anden historie. Og det er hans fortjeneste, at da han kom til Rom, støvede han Thorvaldsens hus rundt (Thorvaldsen var i Danmark).
Thiele så, at det flød med tegninger og breve og noter, og i kælderen fandt han en tønde fyldt med Thorvaldsens gamle papirer. Alt det reddede han, og det er noget nær de vigtigste og eneste dokumenter til vor viden om ikke mindst den unge Thorvaldsens liv. Thiele skrev om Thorvaldsen og ventede kunstnerens taknemmelighed, men skriveri og gamle breve interesserede ikke mesteren.
Dyrkelsen af det store geni nåede ret hysteriske højder. Thorvaldsens kammertjener C.F. Wilckens og Fru Stampe kom i slagsmål om hans hår. Tjeneren opdagede, at mesterens hårbørste blev renset af ukendte hænder. Fru Stampe pillede de hvide lokker af børsten. Wilckens mente, at han som mesterens livtjener havde første ret, så han appellerede den vigtige sag til sin herre.
Thorvaldsen rystede på hovedet: “Samler I nu også på mit hår? Ja kan det interessere Dem, så værsgo!” – Der kendes en del medaljoner fra tiden,
med en “Lok af Thorvaldsens hår”. Man vil forstå, at de lokker er ikke alle klippet af mesterens hoved, en del er bare pillet af hans redekam. Han må have fældet kraftigt.
Efter Thorvaldsens død 1844 sloges Fru Stampe og Thiele om hans slangeformede guldring. Men mens det med fuld ret må siges, at Thiele har reddet store værdifulde samlinger af Thorvaldsens tegninger og papirer, var det Fru Stampe, der reddede Thorvaldsen.
Hun gav ham lidt i retning af et hjem – noget han egentlig aldrig før havde kendt. Hun var hans trofaste støtte, for han selv var næsten alt af denne verden helt igennem upraktisk. måske ikke lige i alt det der drejede sig om hans kunst, men ellers var han så nogenlunde åndsfraværende.
Sin sidste aften 24. marts 1844, spiste Thorvaldsen til middag hos Fru Stampe i København. Hun hentede ham på Charlottenborg, og de kom ret tidligt til det Stampe ‘ske hus Han var i godt humør, men han fik en lur på sofaen.
Både Oehlenschläger og H.C. Andersen var der til middag. Alt gik muntert, og Fru Stampe var som sædvanlig en god værtinde. Der var tale om at gå i teatret, men Oehlenschläger ville alligevel ikke, fordi det var blevet for koldt og glat. Thorvaldsen gik alene, og Fru Stampe var lidt urolig, for det var som sagt glat, og han havde lidt kludder med sine ben.
En halv time senere kom digteren H.P. Holst og fortalte alvorligt at Thorvaldsen havde fået ondt og var bragt hjem. Det var en skånsom måde at sige på, at Thorvaldsen var død, i sin stol i Det Kongelige Teater. Fru Stampe skyndte sig til Charlottenborg. Der var intet at gøre. For hende var det et frygteligt slag. Hun skriver: “Jeg saa ham hver Dag, til han blev begravet, og aldrig har man vel set et så skjønt og ærværdigt et Lig.” – Så skriver hun videre: “Paa Fingeren havde han en Ring, der tilhørte mig, han bar den kun for at give den Værdi for en Anden, jeg vilde give den. Jeg nænnede ikke at tage den af Fingeren, og vilde, at den skulde begraves med ham.
Dog Thiele lod den tage af hans Finger. “Fru Stampe levede endnu i 24 år, men det store kapitel i hendes liv var slut. Kun fem år varede det, fra
1839 til 1844, men i de år var hun med hele sin trofasthed og energi Thorvaldsens elskede Mutter.
Og så skrev hun sine erindringer, eller noter, der blev skrevet om til noget lidt mere sammenhængende, men aldrig sat helt i stil af hende selv. Hun skrev ikke om hele sit liv, kun om årene med Thorvaldsen i København og Nysø. Hun skriver praktisk og levner ikke Thiele ære for to skilling.
Heldigvis blev noterne aldrig sat i litterær form. De ejer hele hendes djærve friskhed, og partiske eller ikke, så tegner de levende de oplevelsesmættede dage, på Nysø især, men også i København. Papirerne var længe ukendte, men så dukkede de op. Barnebarnet Rigmor Stampe Bendix fik dem af lensbaron Holger Stampe-Charisius.
Hun har udgivet dem, og hun har lempet retskrivningen en smule,
fordi den nok i sin originale form kunne være morsom, og sproghistorisk værdifuld, men den ville distrahere en del læsere. Fru Stampes fyrige stil er ellers urørt.
Albert Repholtz – kunsthistorisk forfatter, udsendte i 1911 værket “Thorvaldsen og Nysø”. Rigmor Stampe Bendixs udgave af papirerne, “Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen”, kom i 1912. I de to værker er et kapitel i dansk ånds- og kunsthistorie bevaret, et væsentligt bidrag til vor viden om Thorvaldsen, men ikke mindst Fru Stampes prægtige selvportræt.
Ud af erindringerne lyser hun selv, som én af vore ikke talrige gode erindringsskrivere, en stærk dame, men også varm og frodig, et usædvanligt menneske.
Christine Stampe døde 5. maj 1868, 71 år gammel. Hendes mand lensbaron Henrik Stampe døde otte år senere 11. juni 1876, 81 år gammel.
De er begravet ved Præstø Kirke
Kilde:
https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1610/?fbclid=IwAR01X0biL_WL88n1aWxxbZqCxmSLvtpAbblmhmlyY0A
USqmwpQVa264X0nA