Dengang

Søgeresultater på "lers"


Udvalgte Industri-virksomheder på Nørrebro

Dato: marts 14, 2020

Udvalgte Industrivirksomheder på Nørrebro

Vi besøger her Oxelberg Maskinsnedkeri – En cykelfabrik i Meinungsgade (Hamlet) – Valdemar Hansens Bogbinderi – Nørrebro Dampvaskeri – Københavns Automobilværksted – Linnets Rammefabrik – Viggo Jensens Automoværksted – Th. bades Vogn – og Automobil Lakeri – Richard Møllers metalvarefabrik – Honningkagefabrikken ”Flora” – Skandinavisk Luksusmøbelfabrik – Dansk Karosserifabrik – En Kongelig Hof – og paraplyfabrik – N.P. Petersnes Enkes Møbelfabrik – Nyt Dansk Taxameter Company – Skandinavisk Barnevognsfabrik – Konfektionsfabrikken Gefion – P. Sørensens Skotøjsfabrik

 

Oxelberg Maskinsnedkeri

Oxselberg Maskinsnedkeri Smedegade 19 blev absolut Københavns største på dette felt. Peter Oxelberg blev allerede i 1853 snedkermester. Han var i lære hos sin far, der også var snedkermester. Ja og allerede som 20-årig kunne han også kalde sig dette.

Så rejste han 1 ½ år i udlandet. Han opholdt sig navnlig i Berlin og Wien. Der fik han øje for maskinernes store betydning for nutidens snedkervirksomhed. I 1872 etablerede han maskinsnedkeriet på Nørrebro. Det blev det første og største af slagsen.

Det var et meget anset snedkeri, ikke alene for det håndværksmæssige men også for det æstetiske. Oxelberg arbejdede sammen med de bedste arkitekter og fulgte deres tegninger nøje. Han skabte bl.a. nogle smukt udskårne døre i mahogni.

Han havde ikke kun interesse for sit fags mekaniske udstilling. Han virkede også for sin fags mekaniske udvikling. Han virkede også for at gøre ”Skjønhedens Forandringer hyldest”

I 1876 modtog han en guldmedalje på verdensudstillingen i Paris.

Han blev i 1886 formand for ”Snedkernes Tegneforening”. På Den Nordiske Industri – Landbrugs – og Kunstudstilling i København i 1888 fremstillede han et værelse, som han senere forærede Det danske Kunstindustrimuseum.

I politisk og social henseende var han en meget konservativ mand. Han var en åben modstander af den fremtrængende socialisme og fagforeningsbevægelse. Men han var kendt for hans menneskelige egenskaber, hjælpsomhed og retsind.

Fra 1876 var han medbestyrer i Københavns Snedkerlav. Og i 1881 blev han Ridder af Dannebrog. I 1890 afgik han ved døden.

 

Hellig – Hansen

Når vi nu taler om denne virksomhed, så er det nok en af de ansatte, der blev lige så berømt. Og det var Hans Hansen, der var svend hos Oxelbergs Maskinsnedkeri. Jo han blev senere karikeret i Herman Bangs roman ”Stuk” fra 1887.

Man sagde om ham i snedkeriet:

  • Skyede han al raa Tale

Derfor fik han øgenavnet ”Hellig-Hansen”. Han startede en karriere som byggespekulant, hvor han byggede for sine slægtninge. Derefter fortsatte han for egen regning at bygge. Han opførte rigt dekorerede bygninger.

Den rige dekoration af facaderne udført i cementstuk gav ham navn til Herman Bang’ s kendte roman, hvor facaderne bliver symbol på overfladisk kultur.

Hansens opstigen af den sociale rangstige var hastig. I marts 1883 fik han Ridderkorset, da han havde færdiggjort sine to største projekter, Dagmarteatret og National Scala. Med sin entre i underholdningsbranchen blev Hansens navn også knyttet hertil.

I 1884 blev han bragt til fallit af mere professionelle kapitalejere. Han gled hurtig ud af samfundets hukommelse. Men han klarede sig nogenlunde ved at arbejde for andre indtil 1905. Her blev han ramt af et slagtilfælde.

Han endte derfor som fattiglem på Almindeligt Hospital. De forargede spidsborgere ønskede ham Ridderkorset frataget, men han fik lov til at beholde det til sin død som 74 – årig i glemsel i 1923.

Ja se denne anekdote skulle vi da lige også have med i vores beskrivelse af Oxelbergs Maskinsnedkeri.

 

En Cykelfabrik i Meinungsgade

Velkommen til landets største cykelfabrik. Jo Hamlets Cykler på Meinungsgade var landets største. Takket være Krak’ s register kan vi spore virksomheden.

I cyklismens tidligste år rejste ingeniør Bruun på en længere udenlandsrejse for at studere cykelfabrikation. Hr. Bruun voksede op i Nordslesvig. Han rejste til København, hvor han deltog i et kursus for maskinbyggere på Det Tekniske Selskabs Skole.

Virksomheden optræder første gang i Hus – Registeret i Kraks Vejviser i 1887 under:

  • Cykelfabr. Akts.

Det første år producerede man 50 cykler. De fleste cyklister købte amerikanske og engelske cykler i starten. Efter seks år var man oppe på en produktion på 900 cykler om året.

I 1897 gik en kapitalstærk kreds af mænd ind i foretagendet

Og det er under adressen Meinungsgade 12. Senere udvides fabrikken dog til at rumme både Meinungsgade 10, 12, og 14.

Vi kan se, at man havde en aktiekapital på hele 500.000 kr. Og som det fremgår af Krak så havde fabrikken et udsalg ved Selmer & Matthiasen, Nørre Voldgade 12. I starten af 1900 – tallet hed det så ”Kjøbenhavns Cykelfabriks Udsalg”, Købmagergade 49.

Indtil fabrikken fik sin egen dampmaskine blev maskineriet trukket med kraft fra nabofabrikken Koefod & Hauberg. I 1901 var produktionen oppe på 50 cykler om dagen.

I de forskellige vejvisere, kan vi se, at navnet Hamlet blev mere fremhævet. Interessant er også at se, at i 1908 er firmaet flyttet fra Meinungsgade 10 – 14 til Meinungsgade 4. I fagregisteret nævnes i 1910 også en adresse i Bredgade 33.

 

Det skrev Illustreret Tidende

 

  • Det er tidlig Morgen. Ude fra Nørrebros Labyrint af Gader haster travle Arbejdere til Dagens Gerning. Ved Meinungsgade ser man en Del af Strømmen bøje sig af, og Portene i nr. 10, 12 og 14 lukke sig efter dem, indtil de der alle 250 og Fabriksfløjten lyder og Hundrede og atter Hundrede af Hjul begynder at løbe, Drivremme snurre og Hammerslagene falder lystigt i med Dampmaskinens Stempelslag

(citat: Illustreret Tidende 1901, nr. 33)

 

Fabrikkens dampmaskine havde en kraft på 125 hestekræfter og trak ikke mindre end 135 arbejdsmaskiner.

Cyklen var et hit i hovedstaden, men en del blev også solgt i provinsen, hvor der var 74 udsalgssteder. Der blev eksporteret Hamlet cykler til Rusland, Nordtyskland, Finland, Rumænien, Kina og England.

Københavns Cykelfabrik solgte også cykeldele som kuglelejer, pedaler, nav m.m. Ud over ”almindelige” cykler, producerede fabrikken også kædeløs cykel, invalidecykler og transportcykler.

I 1901 var der 15.000 Hamlet – cykler på landets gader og stræder – og det var omtrent 50 ny hver dag. Prisen lå mellem 150 og 275 kr.

Fabriksbygningerne i Meinungsgade i for længst forsvundet og erstattet af boligbyggeri bygget kort tid efter at fabrikken flyttede fra Nørrebro.

 

Valdemar Hansens Bogbinderi

I året 1900 blev firma Valdemar Hansen grundlagt under beskedne forhold på Birkegade. Men under energisk og dygtig ledelse udviklede virksomheden sig.

I 1909 flyttede man til Gothersgade 91, hvor man indrettede sig med moderne maskiner og større værksteder.

Men man glemte aldrig det gamle håndværk. Man satsede på kvalitet og satsede på bogbinderi og arkivæsker. Man var leverandør til Københavns Rådhus af alt bogbinderi. Endvidere leverede man til mange hospitaler og statsinstitutioner.

 

Nørrebro Dampvaskeri

I 1871 blev Nørrebro dampvaskeri grundlagt. Det var i Læssøgade 17. Grundlæggeren var P.C. Nielsen.

Denne familie drev fortagenet i tre generationer. I 1914 blev dampvaskeriet overtaget af Valdemar Thorup. Denne udvidede virksomheden, så nu omfattede det al slags vask. Og det var både linned, husholdningsvask og vask efter vægt.

I 1916 opførtes en ny bagbygning, som gav god plads til de store dampruller. Det var en virkelig pryd for et moderne vaskeri, sagde man dengang.

Kraftanlægget blev udvidet med en ny dampkedel. For to store dampkedler hentede vaskeriet hver dag sit forbrug af damp til kogning og drivkraft.

Vaskeriet havde eget elektricitetsværk til belysning og strygning. Indehaveren Valdemar Thorup var en aktiv herre. Han var i bestyrelsen for Mesterforeningen i Farveri – og vaskeriejere under Arbejdsgiverforeningen.

 

Københavns Automobilværksted

På Tagensvej 39 lå Københavns Automobilværksted. Den blev grundlagt af F. Andersen og Axel Hansen i 1913. man byggede et stort garageanlæg med plads til 100 automobiler. Det var med indlagt centralvarmeanlæg, elektrisk lys, vaskehaller, mekaniker -, karetmager- og saddelmagerværksted.

Det var noget af det mest moderne som man kunne forstille sig i samtiden. Firmaet importerede også automobiler fra England, Frankrig og Amerika. Jo Københavns Automobilværksted var en solid var en solid og godt funderet forretning.

 

Linnets Rammefabrik

I 1915 blev Linnets Rammefabrik grundlagt under beskedne forhold i Baldersgade 63. Men med Linnets energi voksede produktionen så der snart opstod pladsproblemer. Allerede året efter flyttede man til P. Andersensvej 19.

Virksomheden omfattede fabrikation af fotorammer i alle størrelser både i guld og mahogni. Virksomheden påbegyndte i 1917 eksport af rammer til Amerika og England.

Ja tænk engang i 1917 androg eksporten til Amerika hele 140.000 kr.

 

Viggo Jensens Automobilværksted

Viggo Jensens Automobil – og reparationsværksted, Jagtvej 163B blev grundlagt i 1907 på Strandvej 19. Hr. Jensen var en af landets første automobil – reparatører. Han begyndte sit virke allerede i år 1900, da automobilismen vandt indpas her i landet.

Viggo Jensen var i 10 år tilknyttet det store ansete automobilfirma H.C. Christensen på Strandboulevarden som værkfører.

Han etablerede sig under beskedne former. Men Jensen var en dygtig mand og fik en stor kundekreds. Det var et meget moderne værksted vi fik her på Jagtvej.

 

Th. Bades Vogn – og Automobil Lakeri

Virksomheden lå på Hillerødgade 30. Den blev grundlagt 1. maj 1911 af Th. Bade i Danmarksgade 11. I 1912 blev virksomheden udvidet og flyttede til ladegården. I 1914 flyttede virksomheden så til Hillerødgade.

Virksomheden omfattede maling og lakering af alt tilhørende under vogn – og automobilarbejde. Virksomheden var på alle måder tidssvarende indrettet.

 

Richard Møllers Metalvarefabrik

Firmaet Richard Müller blev grundlagt i året 1900 under beskedne forhold i Rådmandsgade 9. Der blev snart oparbejdet en god og solid forretning. Senere kunne Müller ejendommen i hvilken han i flere år drev sin forretning.

Pladsforholdene blev imidlertid for små. Richard Müller købte derfor en ejendom i samme gade, Rådmandsgade 55. Her havde Titan drevet en del af deres virksomhed.

Fabrikken beskæftigede 60 mand. Man fremstillede værktøjer til massefremstilling af metalvarer, pressede metaldele m.m.

Som en specialitet fremstillede Richard Müller, perforerede plader til varmeledninger, centralvarmeledninger og beskyttelsesskærme. Det var faktisk alt, hvad der kom ind under begrebet ”stansearbejde”.

 

Honningkagefabrikken ”Flora”

Indehaveren hed L.C. Ortvang. Fabrikken holdt til i Åboulevard 5. Fabrikken blev grundlagt i 1914. Kunsthonning var før krigen em betydelig artikel.

Under krigen under smør – og sukkerrationeringen voksede produktet til en meget stor artikel.

Honningkagefabrikken ”Flora” voksede sig til en førende position. Selv om afsætningsforholdene efter krigen var betydelig reduceret kunne honningkagefabrikken stadig kalde sig blandt de største. Fabrikken beskæftigede 6 personer.

 

Skandinavisk Luksusmøbelfabrik

Her møder vi samme indehaver som har honningkagefabrikken. Det er også samme adresse Åboulevard 5.

Fabrikken blev grundlagt i 1902 i Blågårdsgade 21. Dengang arbejdede man under yderst beskedne forhold med fabrikation af møbler og kunstsnedkeri. Senere flyttede man så til Åboulevard.

Her specialiserede man sig i fremstilling af amerikanske sammenklappelige spilleborde. Det var en artikel, der før var blevet importeret. Men nu havde dette firma overtaget dette marked og leverede til hele Skandinavien.

Man havde også specialiseret sig i møbler af imiteret bambus. Det var en vare, som firmaet her havde opfundet. Den havde fortrængt de dyre udenlandske bambusvarer. Fabrikken beskæftigede 10 personer.

 

Dansk Karosserifabrik

Det hele startede på Tagensvej 39, hvorfra firmaet flyttede i 1920 til Drejøgade 12 – 14, samtidig med at P. Hornemann trådte ind i firmaet.

Jo man havde da tyvstartet på Drejøvej i 1918 da karetmager H.S. Nielsen ved hjælp fra kasserer P. Hornemann startede som passiv og senere aktiv deltager i virksomheden.

H.S. Nielsen var inden leder af den første special – karosseri – fabrik herhjemme som hed Mammen og Drechsler, der var oprettet i 1914.

Det var fabrikation af person – og luksuskarosseri, man havde som speciale. Firmaet var også leverandør til Hoffet, Hærens Tekniske Korps, De Danske Spritfabrikker, Det Danske Kulkompagni, Hans Just og Skandinavisk Motor Kompagni.

Fabrikken beskæftigede 35 personer.

 

En Kongelig Hof-paraplyfabrikant

Hovedudsalget var Købmagergade og så var der en filial på Nørrebrogade 47. Firmaet havde opnået en ledende stilling inden for paraply-industrien. Fabrikkens produkter udmærkede sig i høj grad ved at være solide og elegante.  Produkterne havde fået stor udbredelse.

Firmaet blev grundlagt i 1857 af S. Polack. I 1881 blev firmaet overtaget af Marius Polack.

I 1890 fik man prædikatet Kongelig Græsk – hof – leverandør. Og sandelig om man ikke to år efter Kongelig Dansk Hof – leverandør.

I 1904 overtog V. Meyer firmaet.

Firmaets virksomhed bestod af fabrikation og handel med paraplyer, parasoller og spadserestokke. Man eksporterede også til dansk Vestindien.

 

N.P. Petersen’ s Enkes Møbelfabrik

Firmaet havde sæde i Ryesgade 23, men det var egentlig grundlagt i 1881 på adressen Nørrebrogade 45 af N.P. Petersen. Og det begyndte med maler – og snedkerarbejde.

I 1895 overgik N.P. Petersen fuldstændig til møbelfabrikation i malede møbler. Fabrikationen blev udvidet. Og så købte man i 1905 ejendommen Ryesgade 23 til fabriksvirksomhed.

Inden sin død i 1915 lykkedes det for N.P. Petersen at føre sin virksomhed til en af landets største i sin branche. Alle firmaets møbler var mønsterbeskyttede. Fabrikken havde leverancen til flere hotelvirksomheder samt offentlige institutioner.

Fabrikken havde betydelige leverancer til hele landet samt Norge, Sverige, Island og Grønland.

Siden 1915 blev fabrikken ledet af N.P. Petersens enke som traditionen førte samme forretningsprincip. Firmaet beskæftigede 30 personer.

 

Nyt Dansk Taxameter Company

Virksomheden lå i Meinungsgade 8. Den blev startet 1907 på Nørrebrogade af Marius Mulvad. Virksomheden blev startet under meget beskedne forhold.

Få år efter måtte man grundet pladsmangel flytte til Sct. Pederstræde. I 1916 overtog man en større industribygning i Meinungsgade.

Virksomheden forhandlede de såkaldte W.W.W. Ure til automobiler. Disse ure viste, hvornår en automobil forlod garagen om morgenen, hvor længe og hvor hurtig automobilen havde kørt på de forskellige tider af dagen.

Det kunne også vise, hvornår automobilen holdt stille og hvornår den var kørt i garage om aftenen. Og så kunne den se, hvor mange kilometer, automobilen havde kørt. Derefter kunne man beregne medicinforbruget, samt forbrug af gummi og olie.

Disse W.W.W. Ure var udbredt over hele landet og anvendtes af alle, såvel større som mindre virksomheder, der ønskede at kontrollere deres vogne specielt lastbiler.

Man drev både en gros og detailforretning. Man importerede store partier speedometer-ure og lignende artikler til automobiler.

Man havde også fremstillet en ny hastighedsmåler. Efter ny lovgivning var det af stor betydning at kunne overholde og dokumentere kørehastigheden.

Virksomheden flyttede senere til Ryesgade 3. Administrerende direktør var Marius Mulvad og driftsleder var A.N. Mulvad.

 

Skandinavisk Barnevognsfabrik

Skandinavisk Barnevognsfabrik blev grundlagt i 1910 i Frederik den Syvendes Gade 4. I 1912 flyttede man til Landemærket 9.

Virksomheden omfattede fabrikation af barne -, promenade, samt klapvogne og legevogne. De var aldrig før blevet fremstillet her i landet, men udelukkende importeret fra Tyskland.

Men fabrikken blev eksporteret til Sverige og Norge. I 1918 oprettede man også en filial i Frederiksborggade 34.

Fabrikken beskæftigede 35 personer.

 

Konfekturefabrikken ”Gefion”

Firmaet blev grundlagt 1916 af fabrikant Weichoff. Efter at have været på forskellige hænder overtog G. Larsen forretningen i foråret 1921.

Fabrikken fremstillede chokolade og konfekturer. Fabrikkens speciale var den såkaldte ”Normalstang”.

Der var oprettet forskellige udsalg i København og provinsen. Firmaet beskæftigede 20 personer. De gode produkter havde vundet indpas mange steder.

 

  1. Sørensens Skotøjsfabrik

Skotøjsfabrikken blev grundlagt i 1880 i Korsgade 16 af S. Sørensen. I 1890 overtog fabrikken en ejendom i Blågårdsgade, hvor den så fortsatte sin virksomhed.

Efter grundlæggerens død i 1891 fortsatte sønnerne virksomheden, der fabrikerede alle former for fodtøj. Man havde en særlig afdeling for specialfodtøj, særlig sportsfodtøj. Den blev fremstillet efter en over hele verden patenteret fremgangsmåde. Sportsfodtøj blev eksporteret til Sverige og England.

Virksomheden beskæftigede 130 mennesker og havde fem repræsentanter. Fabrikant C.J. Sørensen var formand for Københavns Skotøjsfabrikanter.

 

  • Denne artikel er en del af et projekt, der hedder Industri på Nørrebro, der er støttet af Nørrebro Lokaludvalg og i samarbejde med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Oprindelig var det også to gange tre timers foredrag, hvor vi viste ca. 300 fotos. dengang.dk har sørget for teksterne. Projektet er udvidet med Industri i Nordvest. Disse artikler vil blive lagt, når foredrag på biblioteket på Rentemestervej.

 

  • Projektet omfatter indtil nu 83 tekststykker. Desuden henvises til yderligere 39 artikler under artiklen ”Industri på Nørrebro” og 15 artikler under ”Industri i Nordvest. Desværre kan vi ikke her på siden vise de pragtfulde fotos. Det handler om copyright. Dette har dengang.dk ikke økonomi til.

 

 

  • Der har været forespurgt om, der i dette projekt indgår en bogudgivelse. Her må vi igen henvise til, at det dengang.dk heller ikke økonomi til.

 

  • Flere artikler følger

 

 

 


Håndtryk, Historieløshed og Nazi – kortet

Dato: marts 3, 2020

Håndtryk – Historieløshed og Nazi – kortet

Hvorfor bruge ordet ”Nazisme”? Historieløshed hos politikere. Håndtryk minder Aabenraa’ s borgmester om nazisme. Også det tyske mindretal trak Nazi – kortet. Skyldes det nedprioriteringen af historieundervisningen? Kom ideen fra et partimedlem? Masser af kommentarer: Det er fuldstændig vanvittigt – Træk lige vejret – Udvanding af historiske tragedier – Partifælde: Træk udtalelserne tilbage. Afsæt i 1930’ernes Tyskland!!! Et flertal har bestemt, at vi giver hånden. Vi kigger på den hilsen, som de to Venstre folk hentyder til. Og hvilken ideologi minder håndtrykket om! Den nazistiske kultur er forbudt i Tyskland. Der blev begået forfærdelige forbrydelser. Nazismen og fascismen fjernede sig fra hinanden. Hitler var tidlig ude med sin ideologi. Når man bruger Nazi-kortet. Støvede tanker er vigtige. Man udvander historiske begreber. Man burde ikke drage sådanne sammenligninger. Nazisme er en erstatning for djævlen. Nazisme er et skældsord.

 

Hvorfor bruge ordet ”nazisme”?

Vi skal være varsomme med at bruge ordet ”nazisme” og lave vores egne sammenligninger. Hvorfor begynder vi at sammenligne med Det Tredje Riges ideologi. Her troede man, at man befandt sig i et civiliseret samfund, hvor vi ikke drager sammenligner med en så forfærdelig ideologi.

 

Historieløshed hos politikere

To gange inden for kort tid har der været tegn på historieløshed hos to politikere i Sønderjylland. Først var det byrådspolitiker i Sønderborg, der nærmest ville tvinge folk fra Det Tyske Mindretal til at anerkende ordet ”Genforening”. Og nu mener Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, at håndtrykket til statsborgerskabet kan sammenlignes med Hitler – hilsen.

En redaktør fra Jydske – Vestkysten bakker Aabenraas borgmester op. Han mener, at borgmesteren har en pointe!

 

Vi kigger på historieløshed, Nazi-kortet og håndtrykket

Vi kigger på begrebet Historieløshed, Nazi – kortet. Ja så kigger vi også på, hvad det egentlig er, at man sammenligner med, når man vil sammenligne nutiden med nazismen. Ja og hvorfor trækker man egentlig Nazi – kortet?

Det var den tidligere indenrigsminister Inger Støjberg, der indførte håndtrykket som en anerkendelse af dansk statsborgerskab. Mange mener, at sådan et håndtryk er en vigtig tilkendegivelse. Et håndtryk udtrykker ligeværd og ligestilling.

 

Det minder Aabenraa’ s borgmester om nazisme

Men Aabenraa’ s borgmester, Thomas Andresen sammenligner ”det tvungne håndtryk” med en speciel hilsen fra en mørk fortid:

 

  • Det minder mig om nazismen, hvor man for at komme i arbejde må overgive sig til en bestemt politisk ideologi mod ens overbevisning. Jeg synes det her er at udøve overmagt over for andre mennesker. Det minder mig for meget om, at man tidligere udøvede overmagt mod andre mennesker, som skulle strække højre arm ud.

 

Også det tyske mindretal brugte nazi-kortet

En nazi-hilsen er politisk undertrykkende. Det er vel også derfor, at enhver form for Hitler – hilsen i dag er forbudt i Tyskland.

Ja selv det tyske mindretal brugte Nazi – kortet, da deres formand skød med skarpt på et Facebook opslag mod Dansk Folkeparti. De forbandt dette parti med nazismen. DF i Aabenraa forlangte, at Heinrich Jürgensen, der er formand for mindretallets forening BDN trådte tilbage efter delingen af opslaget.

Det endte hvis nok med, at Heinrich Jürgensen slettede opslaget.

 

Skyldes det, nedprioritering af historieundervisning?

Man kunne jo tro, at de tre sønderjyske politikere vi her hentyder til, er udtryk for konsekvenser af den fatale nedprioritering af historieundervisningen i den danske folkeskole de sidste 40 år.

Hvorfor er dette håndtryk nu også vigtig? Hvorfor skulle det være så stor et problem at give dette håndtryk? Er det ikke almindelig høflighed?

Man forventer vel at borgerne vil give borgmesteren et håndtryk og omvendt? Man kan vel bibeholde sin egen kultur ved siden af, men bidrage til det danske samfund ved at blive en del af den danske kultur.

 

Fik Aabenraa’ s borgmester ideen fra en partifælde?

Om Aabenraa borgmester har fået ideen fra sin partifælde i Kolding Byråd, Merete Due Paarup skal være udsagt. Men hun påkaldte sig også opmærksomhed i 2018, da hun sammenlignede den daværende udlændinge – og integrationsminister Inger Støjberg med nazister.

Og det chokerede jo forståelig nok den daværende minister. Hun kaldte det for historieløst. På Facebook skrev byrådsmedlemmet fra Kolding:

 

  • En positiv bivirkning ved, at du tager et meget langt og fast håndtryk i dem, der vil tvangshåndtrykke, er, at så kan de da i det mindste ikke løfte hånden til en hilsen, der er er værre.

 

Inger Støjberg pointerede dengang, at udlændinge skal underskrive, at de vil overholde grundloven og at hun anser et efterfølgende håndtryk som en normal og respektfuld måde at hilse på hinanden på.

Merete Due Paarup forklarer til Jyske – Vestkysten, at hun ikke direkte vil sammenligne sin partifælde med nazister, men at hun får associationer i den retning, når Inger Støjberg udtrykker holdningen om påtvunget håndtryk.

At give hånd til udlændinge er ikke en af kardinalpunkterne i nazistisk ideologi. Det burde Aabenraa’ s borgmester vide.

 

Det er fuldstændig vanvittigt

Venstres indfødsretordfører, Morten Dahlin tager også skarpt afstand fra sin partifælde:

 

  • Det er en fuldstændig vanvittig sammenligning. Grundlovsceremonien går ud på at skrive under på grundloven og give en repræsentant fra det lokale folkestyre hånden, og det synes jeg er en smuk gestus.

 

Træk lige vejret

Også Integrations – og beskæftigelsesminister Mattias Tesfay har kommenteret sagen fra Aabenraa:

 

  • Jeg synes lige, at vi skal trække vejret. Folk, der søger dansk statsborgerskab, søger fuldstændig frivilligt at tilslutte sig vores samfund og de værdier, som det bygger på. Jeg har indtil videre deltaget i ceremonierne i Hvidovre og Herning, og der var intet der, der mindede mig om Nazityskland.

 

Udvanding af historiske tragedier

Peter Kofod, MEP fra Dansk Folkeparti siger bl.a.:

 

  • Venstre – borgmesteren mener altså, at det at stille krav til folk, der efter eget ønske er kommet til Danmark og har søgt om statsborgerskab, er det samme som at udrydde befolkningsgrupper og myrde dem i gaskamre. Man begriber næsten ikke hvor dum og usaglig sammenligningen er, men det må Venstre-borgmesteren selv stå til regnskab for.
  • Med den historieløse udtalelse melder Venstre-borgmesteren sig ind i hylekoret af folk fra den yderste venstrefløj, Europabevægelsens Stine Bosse og Radikale Venstres Zenia Stampe, der ofte dæmoniserer deres politiske modstandere ved at sammenligne en hård indvandringspolitik med systematiske masseudryddelser af millioner af mennesker, som nazisternes rædselsregime stod bag.
  • Ikke alene er det ualmindeligt useriøst og stupidt. Det er også en voldsom udvanding af historiske tragedier, som millioner af mennesker har lidt under. Ja det er decideret respektløst.
  • Jeg tænker altid, at de burde revurdere og gennemgå deres egen mangel på argumentation, for man må dæleme føle sig presset på saglighed, hvis man kaster om sig med så latterlige beskyldninger og sammenligninger.

 

En Venstre – mand blev ekskluderet

I Billund gik Lars Hansen fra Venstre også imod sit partis beslutning om håndtryk. Men han sammenlignede dog så vidt vides ikke situationen med nazismen. Men det endte dog med, at han blev ekskluderet af sit parti. Disse planer har Venstre dog ikke for Aabenraas borgmester.

 

Partifælde. Træk dine udtalelser tilbage

Men næstformand for Venstres folketingsgruppe på Christiansborg opfordrer nu partifællen Thomas Andresen til at trække sine udtalelser om håndtryk og nazisme tilbage:

 

  • Jeg kender Thomas Andresen og ved, han er en dygtig borgmester. Men han er nødt til at vide, at når han siger sådan noget, så sammenligner han en masse mennesker med nazister og derfor vil jeg opfordre ham til at trække sin udtalelse tilbage.

 

Afsæt i 1930’ernes Tyskland!  

Thomas Andresen selv understreger til Jyske Vestkysten, at han ikke har haft til hensigt at kalde partifælder for nazister:

 

  • Hvis det er sådan, de opfatter det, er det fuldstændigt misforstået, og så vil jeg da godt trække den del tilbage.
  • Men med afsæt i 30’ernes Tyskland mener jeg, vi har behov for en gang imellem at stoppe op og diskutere, hvor det er vi er på vej hen.

 

Et flertal har bestemt, at der skal gives håndtryk

Her vil ”Den Gamle Redaktør” dog lige kommentere noget. Vi er sandelig ikke på vej til et nazistisk styre. Sagde man sådan i Tyskland var man sikkert blevet straffet. Mange fremmede kulturer har deres måde at hilse på. Måske burde vi som danskere respektere dette. Men et flertal af politikere har bestemt, at der skal gives et håndtryk for sådan gør vi i Danmark.

 

Den hilsen, som de to Venstre folk mener

Skal vi lige kigge på den hilsen, som de to Venstre – politikere sammenligner et håndtryk med, når der skal siges tillykke ved statsborgerskabet.

”Heil” er det tyske ord for helbredelse, men efter Hitlers magtovertagelse blev det ”Heil Hitler” eller ”Sieg Heil”, som nazisterne brugte for at ære føreren, Adolf Hitler. Denne hilseform svarer til det engelske ”Hail” og Fascisternes ”Hil”

Samtidig med ordene løftedes højre hånd. Nazisterne påstod, at urgermanerne havde gjort sådan. Nazisterne efterlignede nu bare Fascisternes ”romerske hilsen” og kommunisternes hævede knytnæve, fællesskabets signatur.

Det danske parti DNSAP, som havde sit forbillede i tyske NSDAP brugte ikke ”Heil Hitler” men sagde ”DNSAP Dansk Front”. Konservativ Ungdom brugte ”Heil” uden ord, men stoppede med dette inden Nazi – regimentets forbrydelser blev kendt og inden Danmarks besættelse.

Amerikanske børn brugte en form for ”Heil”, når det sværgede troskab til flaget, men stoppede dog med det, da Amerika trådte ind i krigen

 

Hvilken ideologi hentyder borgmesteren til?

Hvilken ideologi er det lige de to Venstre politikere hentyder til? Ja nationalsocialisme eller nazisme er en totalitær, politisk ideologi som opstod i Tyskland efter den første verdenskrig, nogenlunde samtidig med fascismens fremvækst i Italien. Nationalsocialismen deler som ideologi mange grundlæggende elementer med fascismen men er dog alligevel væsentlig forskellig, da nazismen i modsætning til fascismen bygger meget på ideen om racelære. Mens Fascismen bygger meget på ideen om kulturel overlegenhed via det gamle Romerrige.

Nazismen er i sidste ende knyttet meget tæt sammen med dens formgiver og fører, Adolf Hitler, selv om andre toneangivende personligheder også prægede ideologien. Historisk set kan man betagne nationalsocialismens fremkomst i 20’ernes Tyskland som en broget samlebevægelse for folkelige, racistiske, nationalistiske, anti – kapitalistiske og anti – marxistiske grupperinger.

I 1930erne var nationalsocialismen ikke en monolitisk bevægelse snarere en hovedsagelig tysk kombination af forskellige ideologier og filosofier centreret omkring nationalisme, anti-kommunisme, anti-liberalisme, tradionalisme, socialdarwinisme og betydningen af ”racerenhed”. Grupper såsom Strasser-brødrene og Die Schawarze Front var en del af den tidlige nazistiske bevægelse.

Deres bevæggrunde blev udløst på grund af vreden over Versaillestraktaten og hvad de opfattede som jødisk/kommunistisk sammensværgelse med henblik på at ydmyge Tyskland i slutningen af Første Verdenskrig. Tysklands efterkrigsproblemer var afgørelsen for dannelsen af ideologien og deres kritik af efterkrigstidens Weimar Republik.

NSDAP kom til magten i Tyskland i 1933.

 

Den nazistiske kultur er forbudt i Tyskland

I dag er nationalisme som ideologi forbudt i Tyskland. Men vi ser dog opblomstringer af både pseudonazistiske men også egentlige nationalsocialistiske foreninger fortsætter med at operere både i Tyskland og andre lande. Disse nazistiske strømninger kaldes også nynazisme på tysk Neonazismus.

Det er ret dramatisk, når man med jævne mellemrum ser folk trække Nazi-kortet. Den korte periode med nazistisk styre i Tyskland vil for altid stå som Tysklands og hele Europas store traume og skam. Det nazistiske regime udførte med baggrund i sin racistiske og fascistiske ideologi forbrydelser, der var så enorme, at vi stadig i dag har svært ved at fatte det.

 

Der blev begået forfærdelige forbrydelser

Der blev begået forfærdelige forbrydelser i nazismens navn. Ifølge Karl Christian Lammers var nazismen særlig i tidlige fase før magtovertagelsen stærkt inspireret af den fascistiske bevægelse i Italien.

Både nazister og fascister stod for en helt ny ”antipolitik” baseret på modstand og kamp. De var imod hele den demokratiske tankegang og foretrak en stærk stat opbygget omkring en stærk fører. Særligt lagde nazister og fascister den politiske venstrefløj for had og så dem som hovedfjende.

Både nazismen og fascismen havde nationen og den nationale historie som omdrejningspunkter og havde som erklæret mål at skabe ”et sundt folk”. Endelig lagde begge bevægelser meget vægt på at fremstå organiserede og gerne i ens uniformer og i snorlige rækker.

 

Nazismen og fascismen fjernede dig fra hinanden

Nazismen og Fascismen fjerner sig mere og mere fra hinanden efter nazisternes magtovertagelse i 1933 og i særlig grad efter 1938. Nazisterne var meget mere vidtgående i deres mål og fik i løbet af deres korte regeringstid fuldstændigt nedbrudt alle politiske, retslige og etiske samfundsnormer.

Nazismen adskilte sig særligt fra fascismen i sin vidtgående form for nationalisme og i sin racisme og antisemitisme. De sidstnævnte elementer lå som undertoner i det tyske ord ”völkisch”, der kom til udtryk for en racistisk opfattelse af tyskerne som en samlet organisme og som herrefolket, der var andre folkeslag overlegne.

Racepolitikken blev gjort til kernen i statens ideologi og bestræbelserne på at realisere det racemæssigt rene ”Volksgemeinschaft” (Folkefællesskab) gennem mord er noget særligt for nazismen.

 

Hitler var tidlig ud med sin filosofi

Hitler fremlagde sin verdensanskuelse i bogen ”Mein Kampf”, der udkom i 1925. Karakteristisk for Hitlers verdenssyn, som det bliver præsenteret i bogen, er ifølge hjemmesiden Holocaust-uddannelse.dk følgende ideer:

 

  • En racistisk fortolkning af historien, hvor den ariske race fremstår som ”kulturskabende”, mens den jødiske race fremstilles som ”kulturødelæggende”
  • Et socialt-darwinistisk syn på livet: Den stærke overlever, mens den svage forgår
  • En forkærlighed for en militærisk livsstil: Kun i krigen viser et menneske sit sande jeg
  • En tro på, at Tyskland kan og bør blive en verdensmagt

Grundlæggende for alt dette var Hitlers klippefaste tro på den ariske races biologiske kulturelle overlegenhed i forhold til andre racer, og derfor var det ifølge Hitler og hans ligesindede afgørende, at racerne ikke blev blandet.

 

Vi vil bare have magten

Da Mussolini inden magtovertagelsen i 1922 blev spurgt om sit politiske program, sagde han:

  • Vi vil bare have magten

 

Navnet fascisme stammer fra et oldromersk magtsymbol, fasces overtaget fra etruskerne, som bestod af et sammenbundet knippe af pinde med en tohovedet økse indeni. Den skulle fuldt bevidst illustrere den dødbringende magt i at kunne styre mængden.

Voldelig ideologi i italiensk fascisme, tysk nationalsocialisme har den fællesnævner, at programmet udtømmende beskrives med at ”få magten”. Redskabet kan være uhyggelige love og terror.

 

Nationen blev ødelagt af nationalsocialismen

Den store teolog Karl Barth sagde i krigens sidste år, at man kunne bede om de allieredes sejr over tyskerne for tyskerne. Nationen var ødelagt af nationalsocialisme. Et stolt folk var blevet slaver af fejhed i mødet med en hadsk ideologi. De allieredes sejr over nazismen var en befrielse af tyskerne fra deres egen perverterede udgave af tyskheden.

Kun historieløshed kan undgå at se ligheder mellem halshugninger samt ødelæggelser af 4.000 år gammel kultur og nazisternes terror og kulturkamp. Vi burde lære af historien. Borgerskabets passivitet over for galmandsværket ”Mein Kampf” burde være taget alvorligt.

 

Når man bruger Nazi – kortet

Når man bruger Nazi-kortet er det tegn på historieløshed. Vi dyrker i høj grad nuet og det fremadrettede og værdsætter i mindre og mindre grad værdien af en tradition, det erindrede og det filosofiske.

I opbrudskulturen mister traditionelle normer og kulturelle traditioner betydning. Uden erindringen og den historiske bevidsthed svækkes vores evne til selvrefleksion og fordybelse.

 

Vi har brug for at kende fortiden

Vi har brug for at kende fortiden for at forstå nutiden, så vi kan skabe samfund med hinanden i fremtiden. Det er skolens, gymnasiets og universiteternes opgave at løfte de dannelsesfag, der skaber den forståelse, men det gøres ikke tilstrækkelig.

Efter et foredrag i Stefans Kirken for et par år siden om Besættelsestiden, fortalte jeg både om Nørrebro og Sønderjylland, ja så kom fire søde piger op i pausen og fortalte, at jeg var fuld af løgn. De var historiestuderende på universitetet. De havde aldrig hørt om de historier, jeg fortalte om. Derfor var det løgn!

Fortolkningen af den såkaldte ”Genforening” kan bevirke, at man kaldes utroværdig, selv om man bruger oceaner af kilder. Når ting er fastgroet i folk, kan det være svært at overbevise dem om noget andet.

Samme oplevelse har undertegnede haft mange gange her på siden. Det gælder for eksempel også Konservativ Ungdom og Nazismen. Selv med kildeangivelse under artiklen, der stammede fra konservative kredse, fik man at vide, at det var usandt, det man skrev. Sådan kunne det gives mange eksempler.

 

Støvede tanker er vigtige

I 2010 sagde Lene Espersen:

 

  • Vi konservative orienterer os mod hverdagens udfordringer. Ikke mod støvede tanker i lige så støvede bøger

 

Mindst lige så sigende er det, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har sagt:

 

  • Historie har aldrig været mit stærkeste fag, da jeg gik i gymnasiet. Det, der interesserer mig, er det fremadrettede.

 

Dette kan råde bod på det

Det kan også siges på en anden måde. Den gamle modstandsmand, Erik Rostbøll sagde bl.a. følgende i radioen:

 

  • Den kristne bevidsthed og det åndelige beredskab var væk. Vi er blevet svage og har for travlt med at have det godt.

 

Han har ret. Kun øget historisk og åndshistorisk bevidsthed og dannelse kan råde bod på det.

Det er altid en oplevelse, når man holder foredrag for folk, der har oplevet de ting og sager, man fortæller om. Det oplevede jeg i en blindeklub ude i Vanløse, hvor jeg fortalte om besættelsestiden på Vesterbro. Eller under et foredrag om Industri på Nørrebro, hvor nogle af de deltagende havde arbejdet på de fabrikker, som vi fortalte om. Det giver ekstra kolorit.

 

Det tredje Riges sprog

Men for at vende tilbage til nazi-kortet, så vil jeg anbefale alle de historieløse til at læse Viktor Klemperers bøger. Han skrev dagbog dengang, som jøde. Vi oplever hele tiden, hvordan forholdene bliver mere og mere frygtelige.

Men han har også skrevet Det tredje Riges sprog. Hvordan talte man under besættelsen. Det er tydeligt at propagandaminister Joseph Goebbels påvirkede den almindelige tyskers selvopfattelse.

LTI – Lingua Tertii imperi – (Sprache des Dritten Reiches) er udkommet i over 400.000 eksemplarer i forskellige sprog. Ord kan virke som arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning.

Under nazismen var det en trend,at give sine børn nordiske gudenavne. Lederen af den nazistiske ungdomsbevægelse hed Baldur.

Kristne navne var helt eller delvis udelukket. Og fik børnene dobbeltnavne, ja så var lykken gjort. Bernd – Walter, Bernt – Dietmar osv.

I Pommern blev 120 slaviske navne fortysket. Gadenavne i de tyske byer blev ændret.

 

Man udvander de historiske begreber

Når man sådan bruger Nazi-kortet, udvander man de historiske begreber, man forfladiger den politiske diskussion. Bevidstheden om, hvad nazismen under Anden verdenskrig egentlig er, går tabt, når begreber bliver brugt i flæng. Den skødesløse omgang med brugen af begrebet nazisme er med til at underkende den historiske begivenhed.

I Danmark svælger vi i selvgodhed. Danmark har i meget mindre grad taget ved lære af de væmmelige ting, nazismen førte til. Nazi – kortet bliver brugt i usammenlignelige størrelser. Referencen virker som en stopklods for en vigtig diskussion.

 

Man burde ikke lave sammenligninger

Når man bruger nazismen som argument, svarer det til at bruge en kæmpe hammer og smække den ned i bordet. Og det er jo ikke et argument. Historikeren Jes Fabricius Møller siger det så rammende:

 

  • Ved at trække Nazi – kortet afstår man fra at argumentere bedre. Man trækker nemlig på et argument, som er trukket ud af sin kontekst, ud af sin forklarlighed. Man burde slet ikke lave de her sammenligninger.

 

En erstatning for djævlen

Årsagen til at man trækker Nazi – kortet er ifølge historikeren, at nazismen har fået en særstatus i dag. Det og så begrebet Holocaust er udtryk for det absolut mest onde. Hitler og nazismen er blevet en erstatning for djævlen.

De misvisende referencer til nazismen burde ophøre. Nazi – sammenligninger er ofte meningsløse og fører til nederlag. Hvis man først henviser til det ekstreme, så glemmer man nuancerne. Verden i dag ser jo helt anderledes ud.

Nazisterne betragtede jøderne som undermennesker, som ikke fortjente bedre. Hvorfor vender vi tilbage til nazismen, når vi skal bedømme værdien af nutidens bevægelser?

 

Nazisme er blevet et skældsord

Nazismen er gået ind i sproget som et prædikat for alt det, vi ikke vil have eller bryder os om. Nazisme er som Løgstrup bemærkede det i 1936 – handling mere end ord, gerning mere end program.

Nazist, Nazisme er blevet et skældsord uden retningssans, et udtryk for politisk ubehag i bred almindelighed. Det betyder ikke, at vi skal ignorere den historiske virkelighed.

Hvad var det lige, Martin A Hansen sagde:

 

  • Skæbne er den skikkelse, som historien antager, hvis vi ikke studerer den.

 

Det er altid Nazi – kortet, man trækker  

Nazismens forbrydelser kan og skal tjene som pejlemærke, når vi minder hinanden om, at det er historiske erfaringer, som vi aldrig vil se gentaget.

Det er altid Nazi – kortet, man trækker. For den sags skyld kunne det også have været Stalin – kortet og hævde at socialisme uundgåeligt fører til Gulag og dødsmarcher. Ja det er nok at vælge imellem, Kim Jong – un – kortet, Mao – kortet eller IS – kortet.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.509 artikler, herunder 302 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)

Om Nazismen:

  • Danskere i Hitlers tjeneste
  • I nazismens skygge
  • Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Kaj Munk og nazismen
  • Hitler var en farlig mand allerede i 1930
  • Var Konservativ Ungdom nazister
  • Bloddrenge og unge nazister
  • Mein Kampf – er genoptryk nødvendig?
  • Nolde og nazismen
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Nazister i Tønder
  • De danske nazister
  • Danskere i tysk terrors tjeneste
  • Bovrup-kartoteket
  • Frits Clausen og danskheden
  • Frits som sprællemand og med trillebør
  • Da Frits Clausen kom til middag
  • Frits Clausen – den tredje historie
  • Frits Clausen – lægen fra Aabenraa og mange flere

 

Om Historieskrivning:

  • Den digitale ytringsfrihed er under pres
  • Historieformidling på Facebook
  • Fordrejer Socialdemokratiet sandheden?
  • Den polske historiefortolkning
  • De forsvundne nazi – dokumenter
  • Hvorfor må man ikke fortælle sandheden?
  • Besættelsestidens fortrængninger
  • At grave i historien
  • Vi skal styrke historiebevidstheden og mange flere

 


Var Anne Palles den sidste heks

Dato: februar 25, 2020

Var Anne Palles den sidste heks?

Det var næppe den sidste heks. De ”besatte” kvinder. I 1722 fandt man en heks i Øster Grønning. ”Mesteren for al hekseri” 1800. En retssag fra 1934. Christian den femte var menneskelig. Den kloge kone, Karen Gregers. Elskeren kunne skaffe menneskeben. Det sidste forsøg: Gift. Hun kendte skam godt hekse. Anne Palles havde et motiv. Var det en ”forbandelse” over den smukke nabokone. Rygter om Anne Palles heksekunster. Hun lavede grin med præsterne. Anne Palles tog ordet i Højesteret. Hendes sidste ønske: En pot vin. Blandt menigmand levede trolddom videre.

 

Det var næppe den sidste heks

Ja man påstår, at Anne Palles var den sidste heks. Men var hun nu også det? 11 ud af 17 højesteretsdommere afgjorde sagen i 1693. Vi vender senere tilbage til sagen.

 

De ”besatte” kvinder

I Thisted fik Maren Christensdatter Spillemand et anfald af ”krampe og fortvivlet rasen i sjælen. Men der var snart flere, som mente, at de var besatte. Nogle lokale kvinder blev peget ud som hekse, der have forårsaget besættelserne. Det var i 1698.

I centrum stod en ældre kvinde fra Skinnerup og en kone fra Torsted. Vi er oppe i nærheden af Thisted. Sagen rullede lokalt, og én blev dømt til bålet. Imidlertid sad der en besindig bisp i det jyske. Biskop Jens Bircherod greb ind, og en af de besatte gik til bekendelse og tilstod, at det hele var opspind. De anklagede hekse blev frifundet ved landsretten.

Nu var det så de ”besatte” kvinder, der stod til dødsstraf. Men via Højesteret og navnlig kongens indsats blev resultatet få års fængsel til kvinderne, landsforvisning af sognepræsten og ”næser” til andre af de implicerede.

 

I 1722 fandt man en heks i Øster Grønning

I 1698 satte højesteret punktum for hekseafbrændingerne i Danmark, men ude i landet florerede overtroen stadig.

Selv om det officielle Danmark ikke længere troede på trolddom og ville henrette hekse, varede det lang tid, før almuen var overbevist. Da dødsfald og kvægproblemer hjemsøgte landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 blev man enige om, at den skyldige var en lokal enlig kone, der hed Dorte Jensdatter.

En række af byens folk foranstaltede et privat forhør over hende. Gemytterne gik over gevind og man besluttede at fortsætte forhøret i Dortes eget hus. Her blev hun bundet til en ”sule”. Da en lampe ikke satte ild til hende, blev de selvbestaltede forhørsledere nervøse.

Det kunne jo være symptom på, at hun virkelig var en heks, og kunne skade den. En brændende hamvisk blev kastet på taget, som fængede, hvorefter Dorte indebrændte. Sagen fik naturligvis et retsligt efterspil, og her faldt flere dødsdomme til flere af de implicerede.

 

”Mesteren for alt hekseri” i 1800

Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens, hvor en 82-årig kone Anna Klemens gik ind i en gård, hvor en klog kone holdt konsultation. Det var mange andre nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville ”doktere på knægten Jens”. Da Anna kom ind, råbte den kloge kone:

 

  • Her er mesteren for alt hekseri

 

Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end gøre som hun sagde, hvilket førte til, at Anna blev pryglet ihjel.

 

En retssag fra 1934

Også efter år 1800 er der adskillige vidnesbyrd om tro på hekse. Den sidste danske retssag, hvor hekseri er en væsentlig faktor udspiller sig i 1934. Her havde en mandlig heksemistænkt anlagt injuriesag mod sine anklagere. Naboerne påstod, at ”heksen” ville skade dem gennem at drysse et magisk pulver ud over deres rabarberbed. Anklagerne måtte siden indrykke en notits i den lokale avis, hvor de gendrev deres egne rygter. Manden som blev udsat for hekserygter, fik således sit gode omdømme tilbage.

 

Christian den Femte var menneskelig

Christian den Femte havde vist sig menneskelig. Han havde bestemt, at inden Anne Palles skulle på bålet, skulle hun halshugges. Så skulle hun ikke brænde levende på bålet. Vi er i det lille fiskerleje Hesnæs på Falsters østkyst den 4. april 1693.

 

Den kloge kone, Karen Gregers

Det hele starter i grunden med Karen Gregers. Hun var en ”klog kone”. Hun havde fået en henvendelse fra Ingeborg Olufsdatter fra Nykøbing Falster. Hun havde problemer med hendes mand, Oswald. Han var ondskabsfuld og voldelig mod hende. Det kunne også ses fysisk på hende.

Hun spurgte Karen Gregers, om der ikke fandtes et middel, der mildner Oswalds aggressive sind. Hun lovede at fremstille et middel, men det virkede ikke.

 

Elskeren kunne skaffe et menneskeben

Så mente Karen Gregers, at der skulle afskrab af menneskeben til. Det fandtes jo i rigt mål på kirkegården. Men det var jo lige sin sag at grave dette op. Men Ingeborg Olufsdatter vidste lige, hvem der kunne gøre dette. Det var hendes elsker skipper Ole Boesen Det var såmænd hendes elsker.

Måske har vi så her forklaringen på Oswalds aggressivitet. Måske havde skipperen også fået en på bærret.

Han udvalgte for en sikkerheds skyld et stort ben. Og det lykkedes at give Oswald dette. Og Ingeborg mente bestemt, at hun havde set ham ligge og ryste i sengen. Karen Gregers forklarede, at det var den døde, der kom på besøg.

 

Det sidste forsøg – gift

Men kuren virkede ikke. Oswald var lige så aggressiv. Nu mente Karen Gregers, at der kun var et middel tilbage nemlig gift. Ingeborg fik nu en mikstur, som ”den kloge Kone” selv havde blandet. Det fik Ingeborg så listet i hendes mand. Og det virkede.

 

Hun kendte skam godt hekse

Myndighederne begyndte at undersøge Oswalds pludselige død. Karen Gregers blev straks mistænkt. Hun blev mistænkt for hekseri efter alle sine forsøg på at formildne den aggressive Oswald.

Hun bedyrede, at hun ikke var heks. Hun fortalte myndighederne, at hun lavede masser af medicin og at det sikkert havde været en fejl i det som hun havde lavet til Oswald. Det havde aldrig været hendes hensigt at slå ham ihjel. Hun vidste godt, hvem der var hekse på egnen, og hun tog sandelig afstand fra deres metoder.

 

Anne Palles havde et motiv

En af de lokale hekse var Anne Palles i Tåderup. Ifølge Karen Gregers havde hun ”pissed ondskab” ind til herredsfoged Morten Faxes gård. Og derved forgjort hans kvæg, så de rendte løbsk og til sidst omkom af udmattelse eller ulykke.

Og Anne Palle havde et motiv til det. Og så var hun over 70 år, som var ret usædvanligt dengang.

Hun og manden havde oprindelig haft gården i Øverup, der nu var Morten Faxes. Det var en god gård, for hun havde været landsbyens største tiendeyder. Men de var blevet sat fra den. Dette havde slået Peder Palles ud og gjort ham modløs, at de skulle flytte til et dårligere sted. Anne Palles var bitter over udflytningen.

Og så var det en dag, hvor Morten Faxe stod inde i vinduet og så på, at hun havde stillet sig i porten, bøjet sig forover, trukket bukserne ned og vist ham sin mås og havde ladet sit vand i gården.

 

Var det en ”forbandelse” over for den smukke nabokone?

Hendes vrede skyldes måske også ud over uretfærdigheden ikke mindre at hendes ægtemand var væsentlig yngre end hun selv. Hun havde været enke efter hendes første mand og fra det ægteskab havde hun flere voksne børn med sig ind i ægteskabet med sit kuvøseguf, Peder Palles, som ikke var stort ældre end sine stedbørn.

Der gik rygter om, at han havde taget hende for pengenes skyld, hvilket hun for så vidt var på det rene med. Hun havde dog krammet på ham. Men de var gledet lidt fra hinanden efter flytningen til den anden gård.

Det nye sted i Tåderup fik en ny nabokone. Der gik historier om, hvordan Peder Palles havde danset med hende ved høstgildet i 1691. Hun hed Maren Jakobsdatter. Og ikke nok med det, så havde Anne Palle tillige hørt ham sige til en anden:

 

  • Hvem der engang kunne få sådan en kvinde

 

Anne Palles var røget lige i flæsket på Maren Jakobsdatter og havde lovet hende alverdens ulykker, hvis hun ikke i fremtiden holdt sig langt fra hendes mand. Maren bedrog alle med sin skønhed, hvilket gjorde den ældre og knap så kønne Anne Palle jaloux.

Nogen tid efter høstgildet havde Maren fået smerter i sine fingre. Det bredte sig langsomt op i armene og ned i kroppen, så hun til sidst lå nærmest lam i sin seng, hvor hun hurtigt døde.

 

Rygter om Anne Palles heksekunster

Da begyndte rygterne for alvor om Anne Palles heksekunster. En bymand fra en nabolandsby trådte også frem og berettede om sin dårlige høst, hvilket han tilskrev hævn fra Anne Palles, fordi han under hendes heftige protest havde taget en af hendes sønner til soldat.

Anne Palles blev nu ført til et fangehul på Nyborg Slot. Hun fik et leje af tyndt lag halm oven på stengulvet.

 

Hun lavede grin med præsterne

Byens unge præst, Gregers Zimmer overhørte hende intenst sammen med et par kollegaer og herredsfoged Morten Faxe. Det var i strid med datidens regler at foretage sådanne afhøringer inden sagens formelle indledning i Falsters Nørre Herredsting.

Anne Palles havde sikkert lavet grin med præsterne. De havde fået hende til at indrømme lidt af hvert. Blandt andet havde hun indrømmet lidt af hvert. Hun sagde, at hun var troldkvinde og fik besøg af Fanden i form af en sort kat. Hun kaldte den Puus, og den kaldte hende for Annis. Sammen med andre troldkoner tog hun til heksemøder på Hesnæs.

Her blev der slået på tromme med sorte trommestikker, der var hekserital. En anden berygtet kone, Abigael Nielsdatter, som fanden kaldte Biegel, dansede midt i heksekredsen. Præsten fortalte det hele i retten. Den 2. november 1692 afsagde herredsfoged Marten Faxe dødsdommen.

 

Anne Palles tog ordet i Højesteret

I Højesteretten tog Anne Palles overraskende ordet og benægtede alle påstande og indrømmelser. Hun mente, at hun var blevet afhørt imod reglerne. Hun beskyldte også herredsfogeden for ukorrekt opførsel. Hun sagde, at han havde slået hende. Ligeledes skulle han have befalet skriveren at føre indrømmelser til protokols, der slet ikke var gjort. Hun var blevet truet med at få skåret tungen ud og blive brændt levende, hvis hun røbede, hvad der var foregået.

Der var ellers en bestemmelse fra 1547, der fastslog, at man ikke måtte tortere folk, før de var blevet dømt. Denne bestemmelse blev dog omgået i sagen mod Anne Palles.

 

Hendes sidste ønske – en pot vin

De angivende kvinder fik også deres domme. Det var en, der fik samme dom som Anne Palles, men hun var død i retten. Abigael Nielsdatter blev frifundet, men dog landsforvist på grund af hendes rygte. Den kloge kone, Karen Gregers blev dømt til kagstrygning og derefter landsforvisning.

Der blev besluttet, at der skulle opsættes en støtte med en tavle på henrettelsespladsen til skræk og advarsel for andre.

Inden halshugningen den 4. april 1693 fik Anne Palles lejlighed til at få sit sidste ønske opfyldt. Hun ønskede sig en halv potte vin til en værdi af 8 skilling.

 

Blandt menigmand levede trolddom videre

Da hendes hoved var kappet af, blev hun bundet til en stige og væltet ind i det brændende bål. Officielt var det den sidste hekseafbrænding i Danmark.

Hendes fire heste, fem køer, et par får, et ungsvin og sengetøjet blev overdraget til kongen. Peder Palles giftede sig på ny. Men han opkaldte ikke sin førstefødte efter sin tidligere kone, som der ellers er tradition for.

Blandt menigmand levede troen på trolddom videre.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har vi 1.509 artikler herunder:

  • Ribe – Hekseafbrænding (2)
  • Jordemødre, Hekse og kloge koner
  • Jagten på en adelig heks

 

 


Fordrejer Socialdemokratiet historien

Dato: februar 23, 2020

Fordrejer Socialdemokratiet historien?

Syv billeder i partiets gruppeværelse skal illustrere partiets 150 års historie (2021). Men især et af billederne har skabt debat. Her ser vi Wilhelm Buhl stå i stævnen af det gode skib, Henny. Mange debattører mener ikke, at han burde stå der efter sin stikkertale i 1942. Men som sædvanlig glemmer debattører bevidst eller ubevidst ting. Og det er særlig udtalt, når det gælder besættelsestiden. Mange ville hellere have at Frode Jacobsen stod der. Men denne er skyld i at familier blev holdt hen med løgn og bedrag i generationer. Man kan altid diskutere, om Buhls stikkertale var velanbragt og om den form for ”kunst” som Socialdemokratiet praktiserer, er befordrende for historien. Men vi glemmer, at Buhl også var en af sværvægterne, der ikke lod sig kue af Scavenius. Der var også grænser for Buhls samarbejdspolitik.

 

Vil Socialdemokratiet kapre historien?

Socialdemokraterne har fået syv billeder op at hænge i deres gruppeværelse. Det skal illustrere historien og måske partiets rolle i historien. Der i den forbindelse lavet en bog på 160 sider. Og det er da bestemt ikke alle, der kan lide et billede med Wilhelm Buhl stående i kutteren Henny på vej over Øresund. Partiet har 150-års jubilæum i 2021.

Kutteren var fra Strandby lidt nord for Frederikshavn. Besætningen sejlede ved flere lejligheder jøder og modstandsfolk over Kattegat til Sverige og medtog våben og i et enkelt tilfælde engelske agenter den modsatte vej.

Det er syv kæmpestore malerier, som skildrer Socialdemokratiets historie siden 1871. Kritikkere har udlagt det som, at partiet vil tage patent for redningen af de danske jøder under krigen.

 

  • Socialdemokratiet forsøger at kapre historien og gøre den fælles historie til deres egen.

 

Ja sådan lød det fra Søfartsmuseet.

 

Billederne kritiseret sønder og sammen

Ja billederne er blevet kritiseret sønder og sammen. Diverse historikere, aviskommentarer og kunsteksperter, der i den grad kalder det for propagandakunst i stil med østtyske kunstskoler. Det er kunstneren Jacob Brostrup, der har malet billederne.

 

Christmas Møller fik en røffel af englænderne

Ja nogle kalder det ligefrem historieforfalskning. Og dette kommer nok i betragtning af, at det var Wilhelm Buhl, der holdt den berømte eller berygtede ”Stikkertale” i 1942. Han mente oprigtigt, at han til denne tale havde englændernes opbakning. Men selv Jens Otto Kragh mente senere, at Buhl var gået lidt for langt.

Kigger man på medierne dengang, så stod de nok bag Buhl. Sabotage blev opfattet som terror mod det danske samfund.

Mange fremhæver Christmas Møllers tale i æteren fire dage efter, hvor han sagde:

 

  • Gør jert værk

 

Man glemmer at nævne, at alle med undtagelse af kommunisterne reagerede med bestyrtelse. Den engelske udenrigsminister Anthony Eden gav Christmas Møller en røffel.

 

Folkets redningsmand ved roret

Der har været overskrifter fremme som ”Socialdemokratiets skønhedsmaleri af fortidens helte”. Nogle kan ikke forstå, at Buhl skal placeres som folkets redningsmand ved roret på en navnkundig fiskekutter

Nu er Buhls placering på dette skib nok symbolsk ment. Var den forkætrede samarbejdspolitik med til at redde de danske jøder? Var vi i det hele taget ikke ret heldige med at komme igennem Besættelsen, først med samarbejdspolitikken, som blot afspejlede befolkningsflertallets holdning frem til 1943? Og så begyndte opbakningen til modstandsbevægelsen at komme.

 

Man opnår aldrig enighed

Man opnår nok aldrig enighed om besættelsestidens historie.

Det er også upopulært at nævne at Jens Otto Kragh måske i begyndelsen var lidt betaget af nazisterne, men det var der jo så mange, der var. Han kunne heller ikke lide tysklandsarbejderne, ja han nærmest kaldte dem landsforrædere.

Kommunisterne arbejdede jo også sammen med nazisterne i begyndelsen. Stalin lykønskede Hitler med hans besættelse af Norge og Danmark.

Efter Stalingrad var det kø ved håndvasken. Og glemt er det også, at Danmark var Tysklands fortrukne spisekammer.

Men egentlig er det skønt, når historien diskuteres. Man risikerer også at blive smidt ud af Facebook, hvis man holder på den forkerte hest. Det er måske ytringsfrihedens vilkår?

 

Man har glemt Buhls fortjenester

Mange modstandsfolk har da også kaldt Buhl for landsforræder. Og ledende debattører har i diverse medier også ment at motivet er forkasteligt.

Glemt har man også, at det var Buhl, der dikterede nej til det tyske ultimatum i august 1943.

 

Han var ikke den væbnede modstands mand

To dage efter drabet på Kaj Munk 4. januar 1944 udsendte Vilhelm Buhl sammen med andre ledende politikere fra samarbejdspartierne, der var gået af 29, august 1943, en erklæring, der tog afstand fra selvtægt og ”fortidens hævnemetoder må bandlyses”. Modstandsbevægelsen opfattede ordlyden sådan, at Buhl sammen med erklæringens medudstedere sidestillede stikkerlikvideringer med f.eks. den tyske terrorbandes drab på digterpræsten fra Vedersø.

 

Det var ham, der trak streget i sandet den 29. august 1943

Nej Vilhelm Buhl var bestemt ikke den væbnede modstandskamps mand. Men hvordan kunne han så blive statsminister i befrielsesregeringen fra maj til november 1945?

Bo Lidegaard er en af de historikere, der betegner Buhl positiv. Han betegner ham som en mand, der lige fra Thorvald Staunings død i maj 1942 til november 1945 satte grænserne for først udenrigs – og statsminister Erik Scavenius og derefter for departementschefernes linje.

Han var den, der med stor og uanfægtet autoritet trak stregen i sandet den 29. august 1943, og den, både Frihedsrådet og de gamle politikere kunne acceptere som leder af befrielsesregeringen. Han var faktisk en af samarbejdspolitikkens mest skeptiske tilhængere, og som den der ofte havde været mere tilbøjelig til at sige nej end ja til de tyske krav.

 

SOE – folk blev jagtet af dansk politi

Buhl’ s holdning førte til, at det ved Werner Bests ankomst til Danmark som en ny rigsbefuldmægtiget i november 1942 endte med et ultimativt tysk krav, at Erik Scavenius skulle afløse den ”besværlige” socialdemokrat som statsminister.

Måske var hans berygtede tale et forsøg på at bevare de danske myndigheders samfundsstruktur. I den forbindelse var det for ham alt afgørende at beholde politi og retsvæsen under dansk kontrol.

Man kan så sige, at det nok ikke helt lykkedes. Således jagtede dansk politi i den grad SOE – agenter. Og i Vordingborggade (Øresundsgade) blev Christian Rotbøl brutalt skudt af dansk politi. Tre danske SOE – folk blev anholdt i Tårbæk under et forsøg på at rejse illegalt til Sverige. De endte i KZ – lejr i Tyskland.

 

Buhl var blandt de agtede politikere

Buhls holdning var antinazistisk, men kommunisterne faldt helt og holdent under samme kategori. Han var meget mistænksom over for kommunisternes rolle i modstandskampen.

I februar 1944 fremsatte den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller for første gang ideen til, at en befrielsesregering skulle sammensættes af repræsentanter af ”de gamle politikere” og Frihedsrådet.

Frit Danmarks rejsesekretær havde besøgt 18 ud af 21 større grupper i Midt – og Nordjylland. Formålet var at lodde stemningen vedr. blandt andet dannelsen af en befrielsesregering.

Der var megen harme og utilfredshed med et ministerium bestående af de gamle politikere. Specielt gælder harmen Alsing Andersen, Johannes Kjærbøl, Lauritz Hansen og Bertel Dalsgaard. Flertallet ville gerne acceptere navne som Buhl, Ole Bjørn Kraft, Knud Kristensen m.m.

Selv om Frit Danmark var en organisation med et markant kommunistisk indslag, var mange aktive i marts 1944 indstillet på at se en efterkrigstid i øjnene, hvor manden bag ”Stikkertalen” ville få del i regeringsansvaret.

 

Skulle Frode Jacobsen have stået i stavnen?

Enkelte mener, at det var Frode Jacobsen, der skulle have stået i stævnen. Han har sikkert også lavet en masse gode ting. Man han forhindrede også, at mistænkelige stikkerlikvideringer blev nærmere undersøgt. Således blev undersøgelserne af rovmordet i Utterslev Mose pludselig indstillet.

Vi kunne ligeledes i vores bog ”Grænsen er overskredet” bevise, at det ikke var Den Danske Brigade, der skød Asmus Jensen under flugt over grænsen ved Padborg den 7. maj 1945. Det var den lokale modstandsbevægelse. De tre mænd fra brigaden, der underskrev rapporten blev forfremmet til store stillinger.

Da vores bog udkom, anmeldte vi sagen som et mord hos Aabenraa Politi. To timer senere blev vi gjort opmærksom på, og som vi godt vidste i forvejen, at sagen var lukket allerede i 1947, trods det, at vi havde fundet nye beviser. Og det er sikkert Frode Jacobsens henstillinger, der endnu er gældende.

Tænk alle de familier, der blev holdt hen med løgn og bedrag. De gamle historiebøger bliver ikke rettet eller opdateret.

 

Kritikkerne glemmer bevidst og ubevidst ting

Man kan jo altid diskutere, hvordan man formidler historien. Men debatten om dette tema viser også, at man hurtig glemmer, hvad der reelt skete under besættelsen. Man kan da også se at kritikkerne af Socialdemokratiets initiativ bevidst eller ubevidst har glemt væsentlige ting.

Glemt er, at kommunisterne dengang ønskede afvikling af det danske folkestyre og etablering af et folkedemokrati. Modellen var Sovjetunionen og de kommunistiske stater, der blev oprettet i den sovjetiske magtsfære. Hans Hedtoft formulerede skismaet mellem socialdemokrater og kommunister således:

 

  • Hellere demokrati uden socialisme end socialisme uden demokrati.

 

Jo Buhl nærede frygt og foragt over for kommunisterne. Han var bange for at kommunisterne banede vejen for en sovjetisk annektering af Danmark i stil med det, der var sket med Estland, Letland og Litauen.

 

Danmark måtte blive en tysk provins

Buhl var også bange for, om Danmark som nation kunne overleve. Hitler instruerede da også den nye tyske øverstkommanderende, general von Hanneken om, at

 

  • Danmark måtte blive en tysk provins.

 

Dette skete lige efter telegramkrisen.

 

Skepsis over for modstandsbevægelsen

Samarbejdspolitikken vurderes stadig af mange i dag som moralsk uforsvarlig. Og vel også uheroisk. Det er mere bekvemt at spejle sig i modstandskamp og frihedskæmpere. Særlig dem, der havde våben i hånd. Sådan vil de fleste se sig selv i dag.

Buhl var bestemt ikke tyskervenlig, men han var heller ikke en del af modstandskampen. Han skaffede dog våben til at bekæmpe tyskerne. Det var bestemt ikke rigtig at placere ham der i båden, men det var vel heller ikke helt forkert!

Buhl bevarede sin skepsis overfor modstandsbevægelsen. Han nærede dyb mistillid til frihedsrådet, som han anså for en tålelig anomali i et parlamentarisk demokrati på grund af dets mangel på formelt mandat. Ikke desto mindre fandt han det nødvendigt at samarbejde i erkendelse af den folkelige opbakning, rådet nød.

 

Han frygtede et kommunistisk kup

Buhl frygtede at modstandsbevægelsen ville få meget indflydelse efter krigen. Her var han igen bange for et kommunistisk kup.  Kontakten til frihedsrådet var derfor også drevet af ønsket om at kontrollere modstandsbevægelsen., blandt andet via hærens deltagelse i modstandsarbejdet.

Han forsøgte at få taget luften ud af modstandsbevægelsens mere vidtgående politiske krav. Dette lykkedes til dels. Ved valget i oktober 1945 blev de politiske magtforhold fra før 1940 stort set genskabt.

 

Tyskerne mente, at Buhl var besværlig

Historikeren Martin E.O. Grunz fortæller til Politiken, at Henny ikke skal forstås konkret, men at det er det gode skib Danmark, som vi ser:

 

  • Han blev sat ved roret, fordi besættelsesmagten ikke ville have, at Hans Hedtoft var kaptajn på skibet. Han var sat til at styre Danmark gennem krigen

 

Men nu holdt Buhl ikke så længe, tyskerne ville hellere have Scavenius. Han var ikke så besværlig.

 

Han lod sig ikke kue af Scavenius

Jo Buhl var overbevist om samarbejdspolitikkens rigtighed og nødvendighed. Men der var dog grænser. Han var betænkelig ved et udstrakt samarbejde. Han var en af de få, som på møderne ikke lod sig kue af Erik Scavenius arrogante og nedladende facon.

Ved Staunings død i maj 1942 blev Buhl statsminister. I sine seks måneder på posten stod han over for en hastig eskalering af problemerne for samarbejdspolitikken, som truede med krigsretter og dødsstraf for sabotage.

Man har glemt, at Buhl blev leder af Nimands-udvalget, der forestod kontakten mellem regeringen og Rigsdagens partier. Med Buhls deltagelse fik udvalget mere tyngde. I kraft af Scavenius stigende isolering i forhold til såvel partierne som befolkningen blev Buhl det reelle centrum for den del af den politiske magt, der endnu var på danske hænder.

Det var Buhl, der gang på gang efter den 29. august 1943 afviste såvel tyske som danske bestræbelser på at få dannet en ny regering.

Vi skal da heller ikke glemme, at han også spillede en meget aktiv rolle for Hedtofts beslutning om, at Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten, det senere Nato.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk finder du 1.506 artikler, herunder 301 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter). Inklusive følgende:

  • Rovmordet i Utterslev Mose
  • De mystiske mord ved grænsen 1-2
  • Stikkerdrab
  • Ikke alle mord undersøges
  • Hvorfor må man ikke fortælle sandheden?
  • Ville russerne kun have Bornholm?
  • Politik under besættelsen
  • Erik Scavenius, hvem var han?
  • Scavenius – samarbejdets kunst eller landsforræder?
  • Du skal omgås fortiden med forsigtighed
  • Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
  • Har Frihedskæmperen sandhedsmonopol?
  • Besættelsestiden – det vi har glemt?
  • Politiet under besættelsen
  • Frihedsrådet – som springbræt
  • Statsminister Buhl og hans ”Stikkertale”
  • At handle med ondskaben
  • Skud i Vordingborggade
  • Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
  • Mordet i Vordingborggade
  • Da vi fik hjælp fra England (SOE)
  • At grave i historien Og meget mere

 

 


Det dansk-tyske i Tønder 1920 – 1933

Dato: februar 19, 2020

Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933

Alfred Torps dagbøger. En langsommelig tur til Tønder. Det første indtryk var ikke godt. Ikke alle handlende ville handle med soldater. Et positivt møde med borgmesteren. Ingen Dannebrog i vinduet. Godt modtaget på den tyske skole. Elever ville lære danske sange Ballade i Højer. 66 børn startede på den tyske skole. Seminariet skulle undervise 250 børn. Tilbagegang for erhvervslivet. Til møde med udenrigsministeren. En uhensigtsmæssig indgriben. Vogelgesang var upopulær. En beruset borgmester. Tønderhus skulle reddes. Bange for nazisterne

 

Alfred Torps dagbøger

Hvordan var det dansk/tyske forhold egentlig dengang? Man kunne vel ikke forlange, at det hele bare faldt i hak lige efter grænsedragningen. Det gjorde det nu bestemt heller ikke. Det var bestemt heller ikke den ”glansbillede – fortælling”, man gerne vil gøre det til.

Vi har sakset lidt i lærer Alfred Torps dagbøger, der er redigeret af Peter Kr. Iversen offentliggjort i Sønderjyske Årbøger. Egentlig var der tale om tre større artikler.

Lærer Alfred Torp var oprindelig fra Nørresundby. Han var født i 1896. Han var meget interesseret i Sønderjylland. Det lykkedes ham at få en stilling som dansklærer på den tyske kommuneskole i Tønder. Måske har min far endda haft ham.

I 1925 fik han sæde i byrådet og gjorde et stort stykke arbejde for Tønder. I 1933 omkom han ved et tragisk trafikuheld på vej hjem fra Aabenraa efter en samtale med H.P. Hanssen om et nyt job.

 

En langsommelig tur til Tønder

Det var først i juli 1920, da Torp var på vej til Tønder for at kigge på sin fremtidige arbejdsplads. Han kom med damper til Sønderborg. Derfra gik det med tog mod Tønder. Det var en langvarig og trættende oplevelse. Myndighederne havde endnu ikke helt fået styr på det. Opholdene på stationerne var alt for lange.

 

Det første indtryk var ikke godt

Det første indtryk af Tønder var ikke alt for godt. Alt lå hen i mørke. Men en livlig ungdom sang tyske sange på og uden for stationen. Det var ikke særlig opløftende for en kommende dansklærer.

Han var flere steder for at få et værelse. Man sagde til ham, at han kunne prøve at lægge sig i en 2. klasses togkupe på stationen og så prøve på ikke at blive smidt på gaden.

Men på Gæstgivergården Børsen blev han taget godt imod af Fru Nicolaisen. Her var der plads til ham.

 

Ikke alle handlende vil handle med soldater

Næste morgen gik Torp en tur rundt i byen. Han var overrasket over at gaderne var smalle og krogede. På gaden blev der talt rigsdansk og sønderjysk. Han gik ned ad Østergade og ud på Ribelandevej. Her var forskellige militærbelægninger. Han talte med nogle af vagtposterne. De var nu meget godt tilfreds med byen. Men det var ikke alle handlende, der ville handle med dem, så ofte måtte de leve af konserves.

En soldat var blevet overfaldet og skudt i benet. Så når de skulle ud, når der var mørkt, traf de deres forholdsregler.

Ude fra luftskibshallen var der en god udsigt over egnen. Da han igen var ankommet til byen, opsøgte han bankdirektør Rossen og fik et godt indtryk af denne.

 

Et positivt møde med borgmesteren

Der var blevet talt meget ilde om tyskerne, så han var spændt på at møde byens tyske borgmester, Olufsen. Men han blev glædelig overrasket. Også fordi borgmesteren talte dansk. Så tilbød denne et forskud på lønnen på 400 kr., hvilket Torp tog glædelig imod. Det skete på kæmnerkontoret lige inden ved siden. Men her overraskede det Torp, at ekspeditionen foregik på tysk.

Torp gik nu ned i Richtsensgade og hilste på overlæreren på den tyske skole. Rektoren hilste han også på. Denne ville ikke fortsætte på grund af sit sindelag, så han havde fået et nyt job i Kiel. Han fortalte dog Torp, at han var begejstret for den danske konge, som han havde set i Højer.

 

Ingen Dannebrog i vinduet

Første september 1920 tiltrådte Torp nu officielt sit job på den tyske kommuneskole i Richtsensgade, der hvor biblioteket nu ligger. Af 465 elever var det kun 15, der ikke skulle modtage dansk undervisning på grund af forældrenes sindelag.

Torp kom til at bo på Torvet 5 til en meget lav husleje. Den eneste betingelse var, at han ikke måtte sætte et Dannebrog i vinduet. Familien Christensen som værtsfamilien hed stammede fra Rørkær og var hjemmetyskere. Moderen kunne dog ikke rigtig tale tysk, og datteren læste danske historier for hendes børn.

 

Godt modtaget på den tyske skole

Torp besøgte nu diverse danske embedsmænd og fik hilst på sine kollegaer på skolen. De fleste kunne forstå dansk. Han blev også godt modtaget af eleverne, selv om det i begyndelsen kneb med 7. kl. pigerne. Kollegaerne støttede dog Torps autoritet. Der var lige et pat stykker, der i begyndelsen skulle demonstrere deres antidanske holdning.

Hurtigt fik Torp skaffet 50 danske bøger til skolen. Læselysten var dog langt større end forventet, så hurtig måtte han skaffe flere bøger. Det viste sig, at forældrene også læste bøgerne.

På nationale helligdage hejste man også Dannebrog på den tyske skole. Skolen fik også besøg af undervisningsministeren. Dette afstedkom også en boggave. Og i 1922 var kongen sandelig på besøg.

 

Eleverne ville lære tyske sange

På et tidspunkt bad eleverne på den tyske skole om at lære danske sange. Men Torp fandt dog også hurtig ud af, at det ikke var alle tyskere i Tønder, der ville bøje sig for danske autoriteter.

Fra tysk side lød der rosende ord omkring, hvor godt de tysksindede blev behandlet i Nordslesvig.

En dag kom der en ny dreng i Torp’ s klasse. Han kunne slet ikke forstå og tale dansk. Det viste sig at være en søn af den forhadte Landrath Böhme fra Sydtønder Amt. Denne var død efter en ulykke på diget.

 

Borgmester ned på 8. pladsen

Der var gået inflation i de tyske penge. Således kostede en billet tur/retur Tønder – Flensborg 150 millioner mark. En middag kostede 40 millioner mark. Og for at blive barberet måtte man af med 8 millioner mark.

Ved byrådsvalget den 14. marts blev resultatet, at der nu var 7 tyske, 6 danske og 2 socialdemokrater. Valgdeltagelsen var på hele 93 pct.

Interessant var, at den ellers meget populære borgmester Olufsen var placeret helt nede på en 8. plads. Det var på grund af hans forsonende holdning over for danskerne. Men han var den, der fik det højeste antal personlige stemmer. Også vores hovedperson blev valgt ind i byrådet.

Fra dansk side var man uenige om, hvem man skulle pege på som borgmester. Thorvald Petersen kæmpede bravt om borgmesterposten. Mens andre mente, at den skulle gå til tyskerne, som havde flest mandater.

 

Spektakel i Højer

I 1926 var teatret på Tonhalle blevet istandsat. Fra biblioteket blev der meddelt, at mange tyske børn lånte danske bøger. Og nu kunne den tyske mellemskole også afholde eksamen.

På skoleområdet i Højer var der masser af spektakel. Således blev en dansk lærer beskyldt for bevidst at fordanske de tyske elevers navne.

 

66 børn startede på den tyske skole

På byrådsmødet den 5. marts 1926 benyttede tyskerne deres flertal til at få besat hele tre nye stillinger med deres egne folk. Mødet endte meget uforsonlig. Det blev heller ikke afsluttet med den sædvanlige venskabelige sammenkomst på Børsen.

Den 14. marts blev svineslagteriet indviet, og den 28. marts talte H.P. Hanssen for fulde huse i det nye forsamlingshus i Højer.

Den 12. april mødte der 66 nye børn op på den tyske skole til det nye skoleår. Det var en del mere end normalt. Fra Harreslev var meldingen at antallet af danske børn ikke var stigende.

 

Seminariet skulle undervise 250 børn

Staten skulle på Seminariet undervise 250 børn Til det nye skoleår var der tilmeldt 50 nye elever. Og nu var tallet så overskredet. Seminariet ønskede at drive dansk skole på Alexandrineskolen de første fem år. Lærer Torp mente i stedet, at kommunen straks skulle gå i gang med at oprette en kommuneskole.

Og så var der en kreds af Tønder – borgere, der allerede i 1926 ønskede en regionalsender i Sønderjylland.

 

Den store bygning kommer under Dannebrog

Tønder Bibliotek havde kønt den likviderede ”Nordslesvigs Bank’ s bygning”. I Neue Tonderische Zeitung var man bekymret. Man skrev at den store bygning:

  • Nu kommer under Dannebrog

Den 4. august var der tysk dyrskue i Tønder. Der mødte mange bønder op syd fra.

På byrådsmødet den 7. august angreb Thorvald Petersen i meget skarpe vendinger politimester Seidenfaden for en politiplakat vedr. bilparkering i byen. Her var der så tyskerne, der for en gangs skyld forsvarede politimesteren. Han var normalt ikke særlig vellidt i de tyske kredse.

 

Det gik ikke så godt i Tønder

I Vestslesvigsk Tidende var der en drillende og ironisk artikel om det netop afholdte dyrskue. Redaktøren undrede sig over, at der blev talt så meget sønderjysk på dyrskuet.

Tønderhus’ økonomi havde det ikke så godt. Tønder Landmandsbank krævede 100.000 kr. fra fire investorer. Skulle disse fire betale dette beløb, ville det næsten ruinere dem.

Heller ikke bankens økonomi havde det for godt. Man savnede tillid fra ledelsens side. Det så heller ikke for godt ud for erhvervslivet i Tønder. Man havde oplevet en forbedring lige efter grænsedragningen, men nu så det ud til at gå tilbage. Indbyggertallet gik også tilbage. Den 1. februar 1925 var der 5.764. Nu var det 5.660 tilbage.

Atter engang blev der afholdt møde angående Tønderhus. Apoteker Toft, der var formand for banken, gjorde opmærksom på bankens dårlige økonomi.

 

Til møde hos udenrigsministeren

Lærer Torp var blevet kaldt til møde hos udenrigsminister Grev Moltke på Christiansborg. Torp gjorde opmærksom på, at der var lagt hindringer i vejen for fri samkvem over grænsen, manglende forståelse i kongeriget over de specielle forhold, der var i grænselandet. Og så var det embedsmændenes manglende smidighed og indstillingsevne over for de særlige forhold i grænselandet.

Der var valg den 5. december 1926. Det gav en fremgang til tyskerne på 2 pct. Vestslesvigsk Tidende havde en kritik af borgmesteren, der fremlagde sagerne på tysk. Avisen påstod, at dette var ulovligt.

Den 15. januar 1927 blev der meddelt, at der var indsamlet 60.000 kr. til Tønderhus. Bidragene kom fra hele landet og fra byen selv kom der 11.000 kr.

På det tyske bibliotek ønskede man nu det samme statstilskud som det danske bibliotek havde fået. De statslige biblioteksfolk kunne dog ikke gå ind for denne ide.

På afstemningsdagen den 10. februar 1927 var der flere danske flag end nogensinde før. I den tyske presse kunne man læse, at det skyldtes dansk agitation.

 

En ufleksibel politimester

Overlærer Hansen fra Den Tyske Skole skulle aflevere et notat til politimester Seidenfaden vedr. en dreng, der muligvis skulle på opdragelsesanstalt. Politimesteren returnerede brevet fra overlæreren med en påtegning om, at han i henhold til nærmere lovbestemmelser ikke kunne modtage skrivelsen, da den var på tysk.

Overlæreren gik videre med dette til skolenævnet. Og da sagen skulle rejses på ministerplan, udtalte Seidenfaden, at så ville overlæreren jon nok få ret:

  • Fordi man over for tyskerne altid måtte vige

 

En uhensigtsmæssig indgriben

Politimester Seidenfaden havde over for lærer Callesen fra Løgumkloster påpeget, at han skulle tage det Slesvig – Holstenske flag ned. Ved en brandfest i Løgumkloster var der masser af Slesvig – Holstenske flag sat op.

Kameraden- verein i Tønder havde indledt en antidansk kampagne. Og en lærer fra den tyske skole i Højer havde fået 2 måneders fængsel ved at optræde provokerende over for en betjent.

To nye danske forretninger var dukket op i begyndelsen af 1928 i Tønder.

Den 8, februar blev Det Tyske Bibliotek i Deutsches Haus (Grand Hotel) åbnet. Küfhaserbund og den tyske ungdomsorganisation havde arrangeret en parade gennem byen med gamle uniformer og musik. Men de havde glemt at indhente tilladelse. Både Grev Schack og politimester Seidenfadens håndtering af situationen virkede meget klodset og uhensigtsmæssig.

 

Vogelgesang var upopulær

Både den tyske Kameraden – verein og den danske Forsvarsbrødre – forening holdt fest på samme aften forskellige steder i byen. Det tyske byrådsmedlem, advokat Todsen forsøgte i fuldskab at møde op til den danske fest. Og det var der også flere yngre tyske medborgere, der forsøgte.

Den 14. juni besøgte kongen igen Tønder. Han hilste bl.a. på gamle Skovroy.

Kreditanstalt Vogelgesang har vakt opsigt. De havde gjort udlæg hos den kendte hjemmetysker, Lautrup – Larsen i forbindelse med en tvangsauktion. De havde her gjort udlæg i børnenes konfirmationsgaver.

Der var kræfter i gang for at få Vestslesvigsk Tidende trykt i Tønder som et selvstændigt blad. Neue Tonderische Zeitung ophørte nu som selvstændigt blad og indgik nu i de tyske bladhuses fællesskab. Redaktøren skrev et meget forsonende farvel.

Hestholm var nu ved hjælp af A.P. Møller kommet i danske hænder. Danmarks billigste og vel nok også mindste forsamlingshus blev indviet i Lydersholm.

 

En beruset borgmester

Den 10. marts 1929 var der igen byrådsvalg i Tønder. De tyske stemmer gik tilbage fra 49 til 45 pct. Alligevel vandt de et mandat. Socialdemokraterne havde så meget fremgang, at de rent danske lister mistede en stemme til dem. To socialdemokratiske grupperinger var der i byrådet, og de var i stride med hinanden.

En nyvalgt socialdemokrat, redaktør Petersen forlangte, at borgmesteren fremlagde sagerne på dansk. Borgmester Thomsen havde fået 800 personlige stemmer. Han mødte ofte beruset op til byrådsmøderne. I afstemningslokalet havde han været så højrøstet og muligvis beruset, at han blev fulgt hen på politistationen.

Redaktør Petersen ville med vilje ikke lære tysk. Det var imod hans overbevisning. Og så gav H.P. Hanssen ellers udtryk for, at det var uheldigt at så mange tyske præster og lærere blev tilbage i Sønderjylland.

 

Tønderhus skulle reddes

Tønderhus’ bestyrelse var samlet igen. Man havde fået udsat en tvangsauktion. Nu havde man så henvendt sig til statsminister Stauning omkring et statslån.

Jævnligt tilfaldt tysk ejendom på danske hænder. Landeværnet havde heller ikke mærket noget specielt pres. Og den 23. september 1929 afholdtes der indvielse af den pumpestation i Lægan med efterfølgende fest på kroen.

Samme dag fejrede man kongens fødselsdag og for første gang flagrede der nu et dannebrog fra advokat Todsens hus. Men det hus tilhørte nu Staten og Jordlovsudvalget.

Igen var der debat om Seminariets Øvelsesskole. Borgmesteren mente, at man kunne bruge den tomme telegrafbygning, der tidligere også havde rummet Reichsbank.

I 1933 var der en kamp for at bevare Tønder – Højer banen.

 

Bange for nazisterne

Men i Tønder var der en større frygt efter nazisternes overtagelse syd på. Man var bange for, at en Stürmabteilung ville krydse grænsen. Der var diskussion om, man skulle indkalde 500 allerede hjemvendte soldater og oprette et elitekorps ved grænsen.

Og tænk, hvis en nazistisk ungdomsgruppe pludselig vandrede gennem Tønder.

Så stopper dagbladeoptegnelserne pludselig. Efter et møde med H.P. Hanssen i Aabenraa kører lærer Torp galt i Raved- krydset og dør.

 

 

Kilde:

  • Sønderjyske Årsskrifter

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1504 artikler, herunder 253 artikler fra det gamle Tønder og Omegn, inklusive:

  • Afstemningsdagen i 1920 i Tønder
  • Tønder 1932 – 1933
  • Tønder Statsskole i slutningen af 1930’erne
  • Tønder Station
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Drengestreger i Tønder 1920
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
  • Tønder. Marsken og afvandingen
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Trafik i Tønder – dengang
  • Tønder omkring 1930
  • Socialdemokrat i Tønder – dengang og mange flere

Afstemningsdagen 1920 i Tønder

Dato: februar 18, 2020

Afstemningsdagen 1920 i Tønder

Ikke så mange dansksindede. Ikke alle plakater var lige gode. Nogle tog sig af de togrejsende. Den sønderjyske Fond. Flagstangen var ved at kække. Man kendte de danske vælgere. Engelske patruljer på gaden. Man ventede spændt på resultatet. Dansk fest på Tonhalle. De engelske soldater blev hidkaldt. Hverdagen meldte sig med problemer. ”Dânen raus”. Fra 1933: ”Heim ins Reich”.

 

Ikke så mange dansksindede

Tyskerne fik seminaristerne og mange andre unge til at hjælpe sig med forberedelserne til valgdagen. Der var kun få danskere til at klare det forberedne arbejde. Der skulle f.eks. klæbes plakater op, et arbejde som drengene var bedst til. Mange af plakaterne var næste morgen klæbet over med en lille plakat med ordene:

  • Und dat glöwst du?

 

Ikke alle plakater var lige gode

Den første plakat i Tønder var forfattet af Claus Eskildsen:

  • All’ unsere Not ist jetz vorbei, Tondern wird dänish, glücklich und frei.

En plakatkrig var I gang. Tøndringerne mente selvfølgelig, at Eskildsens plakat virkelig var bedre end de mange, der kom nordfra. På en af dem stod der noget som tøndringerne havde svært ved at forstå:

  • Fortids og Nutids Gry

Der var nogle, der skulle tage imod de stemmeberettigede fra Danmark og vise dem, deres kvarter. Nogle gæster kom allerede den 8. februar. Og så var der ellers placeret to piger på Tondern – Station med et stort skilt med indskriften:

  • Oplysningskontor for danske vælgere.

 

Nogle tog sig af de togrejsende

Tyske drenge lod ellers pigerne mærke, at de ikke havde noget at gøre der, mens de ventede på togets ankomst. Når gæsterne så henvendte sig, blev de ledsaget hen til Hotel Kopenhagen på hjørnet af Kogade og Vestergade. Der var der installeret et valglokale. Derefter blev de så ledsaget til deres kvarter.

I Vestergade 8, hos bagermester Thorvald Petersen boede en søn af fysikus Ulrich og en søn af postmester Lepper hvis fædre var blevet fordrevet fra Tønder.

 

Den Sønderjyske Fond

I salen på Hotel Kopenhagen havde man et stort lager af madvarer og brugt tøj til uddeling blandt trængende. Dette var blevet tilsendt fra Sønderjysk Fond. Det var en god håndsrækning til en forarmet landsdel.

I Tønder rullede den ene jernbanevogn efter den anden ind fyldt med madvarer og tøj til uddeling. Dem der aktiv hjalp med uddelingen måtte ikke få del i dette. Man kunne da ellers godt have brugt et par sko.

Med besvær fandt man frem til en gammel kone i Uldgade. Hun sad og græd, da man endelig havde fundet frem til hende. Hun havde lige fået at bide, at hendes søn var ”vermisst”.

 

Flagstangen var ved at knække

Poul Christian von Stemann var kommet til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen. Han udgav senere sine erindringer. Om den 10. februar skriver han, at man indtil kl. 2 om natten hørte musik fra byen.

Han blev vækket kl. 7. Han fortæller, at det var orkan og øsende regnvejr. Man tænkte på at sætte barduner på den store flagstang foran huset. Man var bange for, at denne skulle knække. Det ville være et dårligt varsel. Men man nøjedes med at hejse et mindre flag fra en af gårdene.

Kl. 9 blev det lille flag sat op foran hovedbygningen. Både det og stangen var fra 1864. Alt imens sang man ”Vift stolt fra Kodans Bølge”.

 

Man kendte de danske vælgere

Stemann og Grev Schack kørte senere ind til Tønder. Alt var roligt derinde. Der var en masse mennesker på gaden. Og der var masser af flag, også danske. Mange butikker var lukkede, for at de kongerigske ikke skulle købe alt. Der var ingen optøjer endnu.

Ved Rigsdagsvalgene in 1903 og 1912 havde der kun været henholdsvis 40 og 80 danske stemmer. Jo Tønder var en tysk by.

Valglokalet var i Bürgerschule, det nuværende Tønder bibliotek.

Og i Tonhalle skulle aftenens danske fest afholdes. Det var med hvide kjoler og røde skærft for pigernes vedkommende.

Bankbogholder V. Christiansen, Tønder Landmandsbank lånte en hestevogn i Rørkær. Gamle og syge måtte hjælpes. Jo de dansksindede havde gennemgået valglisterne og vidste, hvem der skulle afhentes.

 

Engelske patruljer på gaden

Engelske patruljer gik gennem gaderne. Der var også 10 mand af englænderne i Højer. Kaptajn Tretow-Loof fra den internationale kommission var Schackenborg til frokost. Han er her i de bevægende dage. I nat boede han i Tønder. Loft og Stemann var enige om, at man ved kommissionens bistand skulle se at få så mange som muligt af de urolige og ubehagelige elementer udvist, inden det blev dansk. Det ville blive besværligt med udvisning til den tid.

 

Man ventede spændt på resultatet

Efter middag tog Loof, Stemann og Grev Schack til Tønder. De var i kontrolkommissionen for afstemningen. Resultaterne indløb pr. telefon fra kommunerne. Herfra blev de telefoneret videre til Aabenraa, hvorfra resultaterne indløb fra andre amter.

Fra andre telefoner gik det så fra Tønder ud til forskellige forsamlinger rundt om. Klokken 20 var valglokalerne blevet lukket.

Kontrolkommissionen var naturligvis fuldtallig til stede. Først kom meddelelserne fra de mere tyske egne. Danskerne i kommissionen begyndte at se lidt betænkelige til hinanden. Men så kom efterretningerne mere jævnt fra hele afstemningsområdet. Så begyndte man at blive mere tryg.

Grev Schack roste sine tyske kollegaer for at bevare deres selvbeherskelse på en anerkendende måde. Det blev sent efter midnat før de samlede resultater fra alle afstemningslokaler forelå og i fællesskab nød man smørrebrød og øl.

 

Dansk fest på Tonhalle

På Tonhalle var den danske fest begyndt i den smuk pyntede sal med flag og grønt. Bankdirektør R.P. Rossen holdt festtalen ud fra ”Det gamle Testamente, hvor Israels folk befries fra trældom. Forsamlingen ventede spændt på resultatet. Det forelå kl. 23:

 

  • 750 danske stemmer
  • 448 tyske stemmer

 

Flertallet ville være i Tyskland men på grund af zonen- inddelingen og en-bloc-afstemningen var Tønder sikret til at blive dansk.

 

De engelske soldater blev hidkaldt

Efter den danske fest gik man trætte ud af Tonhalles udgang til Kobbergade. Men her var døren blokeret af en stor flok hujende tyskere, der snag ”Schleswig-Holstein meerumschlungen”.

Nogle af de dansksindede listede sig ud af hovedindgangen. Der blev ringet til englænderne, der var indkvarteret på Seminariet. Kort tid efter marcherede de op gennem byen, og så blev der igen ro.

Grev Schack og Stemann tog tilbage til Møgeltønder og nåede lige at få det sidste med i Møgeltønder Forsamlingshuse, inden de gik i seng.

 

Hverdagen meldte sig med problemer

Festrusen over afstemningsresultatet den 10. februar 1920 efterfulgtes af glæden over ”Genforeningen” den 15. juni 1920, varede længe.

Hverdagen meldte sig dog med mange problemer i erhvervslivet, skole og administration. Men nu kunne man frit synge danske sange, være på talefod med læreren, læse danske bøger.

Midt i al den herlighed forandrede byens liv og udseende sig lige fra gadeskilte til postbudenes udseende.

 

”Dänen raus”

Grev Schack fortæller, at han den 5. marts var taget afsted til Nibøl. Typograf Thomsen Flensborg og advokat Andersen var talere. Det var en væmmelig stemning, næsten kun tyske tilhørere, tyske sange og stadige råb ”Dänen raus”. Thomsen havde stort besvær med at komme til orde. Han fik som oftest kun anbragt ”Verehrte Anwesende”. Danskerne slap for bank, men det kneb.

Det danske hovedkvarter var i Centralhotellet. I et hjørne lå en del agitations- og flyveblade og plakater., som man ikke havde kunnet få afsat. Det var ikke muligt at blive af med tryksagerne. Stemningen var ikke god i Sydtønder Amt.

Den 14. marts var der så afstemning i zone 2. Nu var forholdene nøjagtig omvendt. Nu måtte danskerne prøve at gøre gode miner til slet spil.

 

Fra 1933: ”Heim ins Reich”

Men ak, allerede fra 1933 lød tonerne så ”Heim ins Reich”. Den sønderjyske ungdom vågnede ved disse ord og dannede Det unge Grænseværn. Og se det er en historie i sig selv.

 

  • dengang.dk finder du 1.504 artikler. Under Tønder er der 252 artikler og under ”Indlemmelse, Afståelse og Genforening” finder du 126 artikler.

 

Kilde:

 


100 – års festlighederne bliver overskygget

Dato: februar 17, 2020

100 – års festlighederne bliver overskygget

Vi skal vel fortælle den rigtige historie. To historier overskygger festlighederne. Afstemningsfester bør fortsætte. Fortæl om Slesvigs deling eller Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Hvem forvalter vores historie? Debatten om de tosprogede skilte. Europarådet bestemmer åbenbart. I Sønderborg siger manat det er symbolpolitik. Problemet skal løses her og nu, siger man. Aggressive kommentarer. Hvad med skilte på sønderjysk? En gammel sang med ny tekst. Det er et vildt og voldsomt vejr. En vigtig kulturel skildring. Vi puster liv i fremmedhadet. Mangel på kulturel og historisk indsigt? Så sent som i 1906 sagde den tyske landsret, at sangene var ”ophidsende” Grænseforeningen: Kritikken er forfejlet. Kursus i ”dansk – tyske forhold”. Da TV – syd afviste en film.

 

Vi skal vel fortælle den rigtige historie

Det skulle i den grad have været festligt. Nemlig at mindes, grænsedragningen for 100 år siden. Måske kunne det nu være muligt at fortælle den rigtige historie om begivenhederne dengang. Men nej. I København fortælles der om de københavnske politikers store indsats for at få Sønderjylland til København. Men sådan var det jo ikke i virkeligheden. Ja selv i Sønderjylland er man rystet over at høre sandheden. Mange københavnske politikere foragtede ligefrem de danske sønderjyders kamp. Og H.P. Hanssen blev jo nærmest af den københavnske befolkning udkåret som landsforræder.

 

To historier overskygger festlighederne

Nu havde det så været muligt at fokusere på sandheden og ikke det glansbillede, som mange medier gerne vil give årsagen til festlighederne. Her på siden har du i hvert fald rig mulighed for at følge den historisk rigtige udgave af historien. Hvorfor bruger medierne ikke dem, der virkelig har tjek på historien. I Sønderjylland findes der i hvert fald et par stykker, der gengiver den rigtige version af historien.

Der er særlig to historier, som overskygger festlighederne. Og det er tyske skilte i Sønderjylland og så omskrivning af ”sønderjydernes kampsang – Det haver så nyeligen regnet”.

 

Afstemningsfesterne bør fortsætte

I mange år har man i Sønderjylland fejret afstemningsfesten rundt omkring på kroer, forsamlingshuse m.m. Selv optrådte jeg i Rens, der ligger mellem Tønder og Tinglev. Det var en herlig oplevelse. Der sad man og snakkede med mange mennesker, man slet ikke kendte. Og det var stuvende fuldt. Vi fik mad som dengang, og brandværnsorkesteret spillede alle nationalsange. Og det skønne var, at det var flere med fra det tyske mindretal.

Der var så en enkelt, der ikke var helt enig med min version af de københavnske politikers ageren op til afstemningen.

Det er er en fin tradition med disse afstemningsfester på den lokale kro eller forsamlingshuse. Her i Rens blev det holdt på en nedlagt efterskole. Men det bliver nok mindre af disse fester fremover.

 

Fortæl om Slesvigs deling – eller Nordslesvigs indlemmelse

Historien, som vi hører er ”fortællingen om grænsen som det lykkelige mål”. Måske burde man hellere tale om delingen af Slesvig eller om ”Nordslesvigs indlemmelse”. Dengang handlede det om at stå på den rigtige side af grænsen mellem dansk og tysk magt.

Læg i grunden mærke til, hvor dominerende mindretallets problemer er blevet i dag både på den ene og den anden side af grænsen.

 

En god lille bog

En af de kloge bøger, der er kommet, er en lille bog af Hans Schultz Hansen, der bare hedder ”Genforeningen”. Dengang var det hele Danmarks selvforståelse og det er det vel også i dag på 100 års dagen. Men normalt er det en sag for sønderjyderne selv. Undertrykkelse og grænsekamp er levende sønderjysk erindring. Det er noget, der lever i mange sønderjyske familier den dag i dag. Men også det ebber ud efterhånden.

 

Hvem forvalter vores historie?

Forvaltningen af historien er blevet en sag for grænseprofessionelle tilknyttet grænseprofessionelle, de nationale mindretalsorganisationer og den akademiske verden, der fra 90erne har været stærkt præget af ideologisk globalisme. Ja sådan udtrykker Christian Egander Skov det i en artikel i Berlingske Tidende.

 

Debatten om tosprogede byskilte

Debatten om tosprogede skilte i Sønderjylland er ikke ny. Det er en debat, der kører med jævne mellemrum i grænselandet. Vi har også tidligere skrevet om det på vores side.

I 2015 satte Haderslevs borgmester et tosproget byskilt op. Men det blev fjernet inden for et døgn. De danske myndigheder har været gode til at efterleve Europarådets henvisninger omkring mindretalsrettigheder. Hver femte år udsendes en rapport om disse forhold. Og så starter diskussionen forfra.

 

Europarådet bestemmer åbenbart

Ja egentlig har befolkningen ikke noget at skulle have sagt, for det er Europarådet, der bestemmer. Og Danmark har skrevet under på aftalen. Selv om borgmestre har talt om afstemninger, ja spå gælder det ikke rigtig. Medierne har også haft debatten op at vende i forbindelse med ”Genforenings – festlighederne”. Her har man fuldstændig misforstået mindretalsrettighedernes funktion.

 

I Sønderborg siger man at det er symbolpolitik

Ifølge Europarådets rapport er det fortsat det nazistiske Tysklands besættelse af Danmark, der er et ømt punkt i det sønderjyske. I Bund Deuscher Nordschleswiger (BDN), der er det tyske mindretals hovedorganisation, håber man dog, at man snart lægger fortiden bag sig og bevæger sig fremad. Det sagde Harro Hallmann, kommunikationschef i BDN til Jyllands Posten:

 

  • Vi har et rigtigt godt forhold til det tyske mindretal. Skiltene er alene udtryk for symbolpolitik, som vil give kraftige og ødelæggende reaktioner. Der skal gå mindst 10 år endnu, før det kan undgås.

 

Ja sådan sagde Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg til TV-syd.

 

Problemet skal løses her og nu

I rapporten fra Europarådet slås der fast, at manglen på tosprogede byskilte skal løses her og nu.

Men kan embedsmænd bare bestemme dette. Som nogle byrådspolitikkere har sagt det, så er sårene fra Anden verdenskrig endnu ikke helet. Andre har så ment, at 2020 netop er året, hvor Grænselandet skal vise, at man lever sammen i fred og med respekt for hinanden. Tosprogede skilte skal jo netop være et bevis på, at man har lagt stridighederne bag sig og er kommet videre.

Egentlig er det Centraladministrationen, der har ansvaret for, at der kommer tosprogede skilte. Sønderjyderne har faktisk ingen indflydelse på dette.

Misforståelserne skyldes, at Danmark hører til en af de få lande i Europa, som ikke har vedtaget en lov om nationale mindretalsrettigheder. Det betyder, at der er skabt uklarhed om, hvordan mindretalsrettigheder skal omsættes i det danske retssystem og administrativt.

 

Aggressive kommentarer

Ligesom sidste gang, så er der igen ret aggressive kommentarer. Således bliver det tyske mindretal beskyldt for at være magtsyge. Det tyske mindretal bakker dog også op om skiltene. Man mener, at det markerer ”anerkendelse og respekt samt åbenhed og tolerance”.

Det sønderjyske erhvervsliv bakker også op. Man vil hellere have dem op i dag end i morgen.

 

Hvad med sønderjysk?

Desværre er det som om, at debatten er blevet forvrænget. Det var tydeligt se i et indlæg i TV2 News, der tydelig afslørede ukendskab til forholdene i Sønderjylland. Atter engang fik seerne et forket billede af landsdelen og omgangstonen. Måske kunne blive enige om sønderjysk på byskiltene som for eksempel Tønder – Tynne.

 

Da ”Den gamle Redaktør” var ved at blive fyret

Det tyske mindretal taler også sønderjysk. Ja, det minder mig om en episode fra min læretid i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder. Nissen mente, at jeg skulle tiltale alle dem fra det tyske mindretal på tysk. Min far havde sagt, at jeg sagtens kunne tale tysk.

Men jeg forsøgte at forklare Nissen, at man i det tyske mindretal også talte sønderjysk, og derfor ville jeg tiltale dem på sønderjysk. Det var lige før, at det var fyringsgrund, kun et par dage efter, at jeg var startet.

 

En gammel sang med ny tekst

En anden ting, der overskygger 100 års – festlighederne er Sigurd Barretts oversættelse af ”Det haver så nyligen regnet”. Nu var det ikke hans egen ide. Grænseforeningen havde ønsket at forny den gamle sang. Sigurd Barrett har i forbindelse med festlighederne været engageret til mange opgaver.

Jo han blev anklaget for at være historieløs og at det er en hån mod Sønderjyllands historie.

Egentlig er det en gammel folkemelodi bearbejdet første gang af Sven Grundtvig i 1861. Mern det var Johan Ottesens tekst fra 1890, der sendte en hvas hilsen fra Sønderjylland mod det tyske overherredømme med ordene ”Frø af ugræs er føget over hegnet”

Johan Ottosen var lærer på Efterslægtsselskabets Skole

 

Det var et vildt og voldsomt regnvejr

Siden har sangen flere gange i danmarkshistorien fået nyt liv. Den er gennem mere end 100 år også blevet brugt som kommentar til Tyskland under de to verdenskrige. Og det er i den grad, så den i flere omgange er blevet forbudt af den tyske besættelsesmagt.

Nu var det flere sange, der blev forbudt dengang. Læs vores artikel ”Den Blå Sangbog”.

I 2020-udgaven, der har fået titlen:

 

  • Det har været et vildt og voldsomt regnvejr

 

Og så lyder det ellers meget forsonende:

 

  • Frygt for andre har hersket på vor egn her. Fremmedhad sprængte tillidsbånd itu.

 

En vigtig kulturhistorisk skildring

Dette mener så mindst en brevskriver er en så skandaløs mangel på kulturel og historisk indsigt, at man bliver ganske målløs. Brevskriveren mener, at den oprindelige version af sangen repræsenterer en ”vigtig kulturhistorisk skildring”

Sigurd Barrett bedyrer selv, at han elsker den gamle version af melodien, men at han ville føre sangen ind i en anden tid med et nyt sigte. Desuden siger han til TV 2:

 

  • Jeg elsker vores danskhed, men jeg synes også, at man skal røre ved det, men elsker. Hvis man skal forny ting, er man nødt til at se på, hvordan grænseproblematikken er i dag, og den er ikke præget af et os og dem i hadsk fjendskab, men på respekt og gensidig forståelse.

 

Vi puster liv i fremmedhadet

Forfatteren til den nye tekst ønsker da heller ikke at rippe op i gamle sår eller træde historiens stier. Den gamle version handlede om, at det var nogle forfærdelig nogle, der aldrig skulle komme her. Vi puster liv til fremmedhadet, hvis vi bliver ved med at synge den. Ja sådan mener forfatteren.

Og Grænseforeningen mener, at det er nye tider for de dansk – tyske relationer. Vi har brug for et tæt og tillidsfuldt forhold til Tyskland.

 

Mangel på kulturel og historisk indsigt?

Man må jo nok konkludere, at dette er rigtigt. Men kigger vi på historien, så var situationen i 1890 sådan, at alt håb syntes ude for de dansksindede sønderjyder. Og den var skrevet i anledning af sønderjyders besøg i København. Den gamle tekst skal jo forstås ud fra sin tid og kontekst. Den er en skildring af en epoke.

Man skal nok passe på med at lancere sådanne ting på en sådan baggrund især når man ikke magter at fortælle om baggrunden for den gamle tekst, som udviklede sig til at blive en ”kampsang”. Så kan man vel godt tillade sig at kalde det for mangel på kulturel og historisk indsigt.

 

Så sent som i 1906: ”Ophidsende”

Tyskerne opfattede jo også andre af danskernes sange som et farligt agitationsmiddel. Den sønderjyske sprogforening måtte advare at synge disse sange, da det faktisk kunne få katastrofale følger.

Så sent som i 1906 erklærede Den Tyske Landsret, at ”de forbudte sange” var:

 

  • Erklæret for ophidsende

 

Grænseforeningen: Kritikken er forfejlet

Grænseforeningen mener, at kritikken af den nye takst er forfejlet. Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen siger følgende:

 

  • Først og fremmest vil jeg sige, at hvis vi har såret nogen med den nye sang, er jeg frygtelig ked af det, for det var bestemt ikke meningen. Grunden til, at vi har bedt Sigurd skrive den her sang er, at vi gerne vil prøve at se historien fra nutiden og ikke kun fra en historisk vinkel. Det var ikke vores hensigt, at den på nogen måde skulle erstatte den gamle sang.

 

  • Når Johan Ottosen skrev sådan i slutningen af 1800 – tallet, har jeg stor forståelse for det. Det er jo rigtigt, at Preussens besættelse af Sønderjylland fra 1864 – 1920 var en forfærdelig tid for sønderjyderne, ligesom besættelsen var for danskerne. Men det var en anden tid dengang. Vi har en fælles historie, men det er også oplagt at formulere sig ind i nutiden, hvor danskerne og tyskerne, mindretal og flertal lever i fred og harmoni med hinanden i det dansk – tyske grænseland.

 

Kursus i ”dansk – tyske forhold”

I vores bog ”Grænsen er overskredet” der udkom i 2017, skrev vi foruden hovedhistorien bl.a. små episoder omkring det dansk – tyske forhold i grænselandet. Heri indgik bl.a. den historie herunder.

I anmeldelsen af bogen skrev Siegfried Matlok bl.a., at han mente, at Deutsche Bücherei i Tønder skulle lave en kursusserie i 2020 på baggrund af mine historier i bogen. Det skulle handle om det dansk – tyske forhold. Men der foreligger dog ikke nogen invitation til dette.

 

TV – Syd forbød filmen

Jeg har skrevet dette før. Min afdøde kone, Hane var ansat hos BIS Video, og lavede bl.a. film til TV – Syd. Hun lavede bl.a. En film om grundlæggeren af EDB – programmet Comal 80. Som underlægningsmusik brugte hun ”Det haver så nyligen regnet”. Hun fik en musiker fra Aabenraa til at indspille den.

Dagen før meddelte TV Syd, at de ikke ville bringe filmen på grund af musikken. Dette skete vel for ca. 30 år siden, men alligevel!

Skal vi så ikke vende tilbage til den sande historie om, hvad der skete dengang for 100 år siden.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.504 artikler herunder 126 artikler inden for ”Indlemmelse, Afståelse, Genforening”:

  • Under Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du en liste med 112 artikler, du kan finde her på dengang.dk der berører dette emne.

 

  • Hvorfor anerkender det tyske mindretal ikke ordet ”Genforening”
  • Hertugdømmet – den rigtige historie
  • Den Blå Sangbog i Sønderjylland
  • Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning
  • Var afstemningen i 1920 retfærdig
  • Dansk – tyske brydninger i et grænseland
  • Kan man egentlig tale om Genforening
  • Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i middelalderen
  • Er genforeningen det rette ord?
  • Da Sønderjylland blev dansk
  • Lov og ret i Sønderjylland – dengang
  • Ribe – brevet
  • Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
  • Sønderjylland – efter Genforeningen
  • Sønderjyder i Første Verdenskrig
  • Sproget i Sønderjylland
  • I Sønderjylland siger vi Mojn
  • Jordkampe, Vogelgesang og Domænegårde
  • Sønderjylland til Ejderen
  • Afstemningsfest 10. febr. på Rens Efterskole
  • Manden, der skabte grænsen
  • Vi skal styrke historiebevidstheden
  • Da Danmark blev samlet
  • Det er 100 år siden
  • Tiden omkring 1920 i Sønderjylland

 

  • Under Tønder:
  • Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
  • Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
  • Tondern Station
  • Heimatfest i Tønder
  • Jamen – vi forstår ikke tysk
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønders dansksindede
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920

 

  • Under Højer:
  • Dansk og tysk i Højer
  • Under Padborg/Kruså/Bov
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Genforeningen i Bov Sogn og mange flere

 

 


Holocaust – fornægteren fra Kollund

Dato: februar 15, 2020

Holocaust – fornægteren fra Kollund

Thies Christophersen skyld i at Kværs og Kollund fik masser af besøg. Leder af en forsøg i Auschwitz-lejren. En nynazistisk bevægelse. Udgiver af mange skrifter. Mange domme. Hvem er Ernst Zündel? Hovedtaler ved Hitlers 100-års fødselsdag. Voldsomme demonstrationer. Tre ministre kom op af stolene. Offentlig debat i det sønderjyske. ”Almindelige mennesker” kaldt til høring. Meningsudvekslingerne fortsatte. Den Danske Forening: ”Det er Heksejagt”. Regelmæssige nazi – møder i Kollund. En sponsor fra Hawaii. Fordrevet ud af Landsbybeboerne Han døde hos sin søn. Eksempler fra Auschwitz – Lüge.

 

Skyld i at, Kværs og Kollund fik masser af besøg

Thies Christophsen var født i Kiel i 1918. Han var i den grad skyld i, at Kollund og Kværs fik masser af besøg. En gang imellem var endda en politihelikopter på besøg. Og et par gange var han oppe i Padborg Boghandel, hvor jeg ekspederede ham.

 

Leder af et forsøg Auschwitz – lejren

I 1931 blev han medlem af Das deutsche Jungvolk, der senere blev indlemmet i Hitler Jugend. Efter den almindelige skole, tog han en landbrugsuddannelse.

Under krigen fik han en granatsplint i hjernen og kunne ikke mere bruges ved fronten. Han var stolt over at have mødt ”Der Führer” som ung.

På førerens fødselsdag den 20. april 1943 giftede Christophersen sig med sin kone Edith.

Nu var han også en kort periode i Auschwitz – lejren, hvor han dog ikke var vagtmand som hævdet, men skulle lede et planteprojekt i en udelejr. Han blev indsat som SS-sonderführer i en SS forsøgsanstalt for havebrug og forsøg med fremstilling af gummi i sidelejren Raisko. Denne lå cirka tre kilometer fra hovedafdelingen.

På baggrund af dette udgav han skriftet eller bogen ”Jeg var i Auschwitz/Auschwitz – løgnen. (Læs en kort beskrivelse i slutningen af denne artikel)

 

En ny nynazistisk bevægelse

Efter 1945 var han ifølge egne oplysninger politisk aktiv i CDU og i det højreekstreme Deutsche Partei før han blev medlem af Nationaldemokratische Partei Deutchlands.

I 1945 overtog han også familiens bondegård.

Thies Christophersen var en af hovedmændene bag nazi – revisionismen, en nynazistisk bevægelse som forsøger at omskrive historien med tilbagevirkende kraft, således at man benægter KZ – lejrens eksistens og de begåede grusomheder. Han er forfatter til en række propagandistiske skrifter, herunder levnedsskildringen Die Auschwitz – Lüge.

 

Udgiver af mange skrifter

I slutningen af 1960’erne var han grundlægger af ”Notgeminschaft Deutscher Bauern. Han var landmand i Slesvig – Holsten. Og fra 1965 udgav han månedsbladet ”Deutscher Bauer”

I 1969 overdrog han sin gård til sin søn.

Fra 1971 blev han udgiver af tidsskriftet ”Kritik – Folkets Stemme”. Han grundlage Borger – og Bondeinitiativet DBI. Det var også ham, der udgav Manfred Roeders ”Deutche Bürgerinitiative”.

Sammen med andre Holocaust – fornægtere og nazister gennemfører han forskellige aktioner.

I 1973 indledte Statsadvokaten i Flensborg en sag mod ham. Det var på baggrund af en bog som han havde udgivet – ”Ist Rassebewusstsein verwertlich?” Han starter sit forlag, Nordwind – Verlagsbuchhandlung i 1975.

 

Mange domme

I 1976 fik han en bøde på 1.500 DM for at udbrede nationalsocialistisk propaganda. Senere fulgte flere domme for at udbrede nazi – propaganda.

I 1978 blev han dømt for at opildne befolkningen. Og i 1979 blev han dømt for at distribuere forbudte symboler.

I første omgang blev hans bog ”Die Auschwitz – Lüge” distribueret gennem et schweizisk forlag.

I 1981 blev Christophersen igen dømt af Landsretten i Flensborg. Han flygtede dog fra straffen til Belgien. I 1983 var han indblandet i et nynazistisk arrangement, der skulle mindes afdøde nazister.

I 1984 blev han anholdt ved den tysk/belgiske grænse. Og her kom så nye anklager mod ham.

 

Til Danmark

I 1986 drog han så til Danmark. Her fortsatte han så sine aktiviteter med ”Nordland – forlaget” Hans Kritik – forlag flyttede han til Lausanne. Og nu blev den danske nationalsocialist Poul Riis Knudsen involveret i udgivelsen af ”Die Bauernschaft”.

 

Hvem er Ernst Zündel?

I 1988 mødte han op som vidne for Ernst Zündel, der var anklaget. Hvem var denne Ernst Zündel?

Han emigrerede fra Tyskland til Canada i 1958. men han blev udvist fra Canada og udleveret til de tyske myndigheder efter 10 års lovtrækkerier. Zündel risikerede op til fem års fængsel for Holocaust – benægtelse og opfordring til racehad.

Ernst Zündel, der har beskrevet Adolf Hitler som en ”anstændig og fredelig mand” oprettede i 1970’erne forlaget Samisdat Publishing, der blev hurtig verdens største distributør af nazistisk propaganda.

Han var nær ven med den britiske Holocaust – benægter David Irving og Thies Christophersen. Zündel forsøgte forgæves at flygte til USA

 

Hovedtaler ved Hitlers 100 – års fødselsdag

I 1988 flyttede han til Kollund efter at være dømt tysk fængsel bl.a. for udbredelse af nazistiske skrifter. I 1989 var Thies Christophersen en af hovedtalerne ved et arrangement til ære for Adolf Hitlers 100 – års fødselsdag.

 

Voldsomme demonstrationer

I 1994 kom der til ret så voldsomme demonstrationer i de ellers fredelige landsbyer Kværs og Kollund.

Tilrejsende demonstranter og autonome løb storm mod ejendomme, der tilhørte den gamle nazist Thies Christophersen. De råbte og skreg og sprayede graffiti. Hans beskedne træhus i Kværs var overvåget af et videoanlæg.

Han havde boet 8 år i Danmark uden lovbrud og problemer selv om alle rettænkende mennesker hellere så det modsatte. Hans tanker og ideologi fortjente at havne på historiens mødding.

Han forsøgte at få dansk statsborgerskab med det lykkedes ikke.

 

Tre ministre kom op af stolene

Demonstrationerne fik tre ministre ud af starthullerne vedrørende et muligt indgreb mod nazistisk propaganderen i og ud af Danmark. En borgerlig vægtertjeneste blev efterhånden udviklet. Disse afsang danske sange.

Nazisten Thies Christophersen fik at vide, at han og hans skrupskøre og anakronistiske ideer var ”ugræs er føget over hegnet”.

Justitsminister Bjørn Vesth lovede borgerne i Kollund at gøre, hvad han kunne inden for Grundlovens rammer. Og formanden for Folketingets Retsudvalg, Bjørn Elmquist lod impulsiv handling følge ord, da han straks anmeldte hele affærens ophav, den tyske asylindehaver Thies Christophersen til politiet. Anklagemyndigheden fandt imidlertid ikke hjemmel til at fremme sagen.

 

Offentlig debat i det sønderjyske

I den offentlige debat i Sønderjylland blev der ytret betænkeligheder ved de selvindbudte, hætteklædte såkaldte ”autonome’ s” dukken op på åstedet.

Et par vægtige røster i pressen skal vi da også have: Fhv. amtsborgmester Erik Jessen:

 

  • Dansk nazisme er så bagatelagtig, at den ikke er værd at spilde tid på (JV 12.okt.1994)

 

Og en skarp røst fra det tyske mindretal:

 

  • Demonstrationerne i Kværs og Kollund må på den ene side bedømmes positivt, på den anden side har der desværre begge steder optrådt folk, som tror at hensigten helliger midlet. (Matlok – leder i Der Nordschleswiger 4.okt. 1994)

 

Bjørn Svensson lancerede kampberedt og klar i tanken som altid udtrykket:

 

  • Demonstrations – industrien

 

”Almindelige mennesker” indkaldt til høring

Folketingets Retsudvalg tog den 28. november 1994 det pædagogiske fornuftige initiativ at indbyde ”almindelige mennesker” med kendskab til forholdene i grænselandet til en høring på Christiansborg. Man drøftede mulighederne for at lovgive mod nazistisk virksomhed her i landet.

Ifølge østrigsk og tysk straffelov er KZ – benægtelse en forbrydelse. Der bliver slået hårdt ned på enhver form for hitlerisme.

Han blev krævet udleveret fra Danmark til Tyskland, fordi han havde spredt skriftligt materiale om Holocaust – fornægtelse i Tyskland. Problemet var bare, at dette ikke er forbudt i Danmark.

 

Meningsudvekslingerne fortsatte

Meningsudvekslingerne fortsatte. Lektor, lic. Jur. Jens Peter Christensen:

 

  • Det er umuligt at gå til værks med de nuværende paragraffer i Straffeloven.

 

Justitsminister Bjørn Westh:

 

  • Regeringens lovinitiativ vækker den sovende racismeparagraf til live

Landdagsmand Karl Otto Meyer:

 

  • Danmark burde for længst have udleveret Thies Christophersen til retsforfølgelse i Tyskland, fordi han belaster forholdet mellem de to lande.

 

En talsmand fra beboerforeningen i Kollund:

 

  • Vi fortsætter med at lægge pres på politikerne, indtil loven er vedtaget.

 

Den Danske Forening: Det er Heksejagt

I bladet Danskeren nr. 6 fra 1994 mener ”den Danske Forening, at man skal bakke Holocaust – fornægterne op. Under overskriften ”Heksejagten 1984 – og ti år efter skriver bladet bl.a.:

 

  • De totalitære indskrænkninger skulle være lusket igennem i ly af massemediernes lysshow og som svar på et ”uimodståeligt folkepres” Resultat blev et pinligt flop. Kriminelle og maskeklædte autonome på statsstøtte blev som stormtropper dirigeret i dusinvis af busser til småflækkerne Kværs og Kollund, hvor de med sten – og fakkelkast blandede sig med lokale og gejlede stemningen op. Politiet var uhyggeligt passivt over for den røde pøbels vold.

 

Regelmæssige Nazi – møder i Kollund

200 Antifascister fra Tyskland blev holdt tilbage ved grænsen.

Thies Christophersen ville helst markedsføre sig selv som en stakkels gammel og fattig mand, som var forfulgt. Hans Auschwitz – løgn var udkommet i over 100.000 eksemplarer. Ja den var efterhånden blevet en slags Neonazi – bibel.

Regelmæssigt havde Neo – nazister fra Europa og USA mødt hinanden her på Molevej 12 i Kollund. I Kværs var der planlagt et nyt trykkeri, som skulle ledes af en anden nazist, Meinolf Schönborn.

Folkebevægelsen mod Nazisme var også til stede ved demonstrationerne. De kæmpede så sammen med Demos om, hvem der havde startet demonstrationerne.

Og Politiken, der langt hen ad vejen havde forsvaret nazisterne og deres såkaldte ”rettigheder” ikke mindst deres umistelige ytringsfrihed, var dog nu kommet frem til, at nu måtte der gribes ind. Nu skulle nazisterne straffes. Men der skulle dog ikke ske et forbud.

Frede Farmand udgav også en bog om Thies Christoffersen.

 

En sponsor fra Hawaii

Og pengene til alle sine aktiviteter fik Christophersen fra den tidligere u – bånds kommandant Henry Kersting, der boede på Hawaii. Han var nu kendt som skatteunddrager. Ja Christophersen kunne frit benytte sig af Kerstings konti. Denne Kersting havde også forbindelser til andre Holocaust – fornægtere, Karl Philipp og Ernst Zündel.

 

Fordrevet af landsbybeboerne

Den 22. december 1994 kunne man så I Neues Deutschland læse, at det er lykkedes for beboerne i den lille landsby Kollund at jage den tyske nazist Thies Christophersen ud af byen. Om onsdagen havde der foran hans hus holdt en flyttebil. Avisen mener, at den 78 – årige mange gange dømte nazist er forsvundet til øen Fyn, hvor han ejer et sommerhus. Og så understreger avisen, at i Skandinavien er det ikke forbudt med Nazi – propaganda.

 

Theis Christophersen døde hos sin søn

I 1994 blev ”Bauernschaft” beslaglagt af de tyske myndigheder. Ernst Zündel overtog dog udgivelsen i en periode.

I 1995 var han i en kort tid i England. Så flyttede han til Belgien.

Mellem 1995 og 1996 opholdt Thies Christophersen sig i Schweitz. Men herfra blev han udvist i 1996. Åbenbart har han også i perioder opholdt sig i Spanien.

Kort før sin død, blev han dog anholdt i Tyskland. Men han var alt for syg til en retssag. I 1997 afgik Thies Christophersen med døden i landsbyen Molfsee ved Kiel af nyrekræft. Han opholdt hos sin søn.

 

Eksempler fra Auschwitz – Lüge:

 

Polakkerne sang under deres arbejde

Thies Christophersen fortæller i sin Auschwitz – Lüge, at folk er blevet presset til tavshed. Han mener, at det højst er omkommet 200.000 jøder under krigen. Han henviser også til, at den sidste kommandant i Auschwitz, Richard Baer (fra 1943) er det vigtigst vidne. Men han øde under mystiske omstændigheder den 17. juni 1963. Thies Christophersen fortæller, at han 14 dage forinden var kernesund. Det parisiske ugeblad ”Rivarol” havde berettet, at han ikke var til at rokke for den påstand, at ”han i al den tid, han havde ledet Auschwitz, aldrig havde set et gaskammer eller vidst, at sådanne overhovedet skulle findes”.

Thies Christophersen prøver at bilde os ind, at polakkerne under deres arbejde sang polske folkesange, og at sigøjnerne dansede. Middagsmåltidet indtog han ofte sammen med flygtningene, når de fik mad fra ”gullachkanonen” Og nogle af fangerne tog på ferie syd på.

 

Biograf, teater og kirke til flygtningene

Det var heller ikke tale om, at tyskerne bare tog ejendomme fra bønderne. De fik fuld erstatning. I efteråret 1944 blev lejren for første gang bombet af allierede. Det kostede så 20 fangere livet. Senere fulgte der, ifølge Thies Christophersen mange flere bombninger.

Der var både biograf, kirker og teatersale til flygtningene. Og så modtog Thies Christophersen privatundervisning af en jødisk flygtning. Så er han kørt rundt i lejren og undersøgt alle ildsteder og rygende skorstene. Han fandt aldrig det mindste tegn på masseudryddelse.

 

Krematorierne blev først opført efter krigen

Der var heller ikke en konstant lugt af brændt kød over lejren. Det var lodret løgn ifølge Thies Christophersen. I nærheden af hovedlejren lå imidlertid en beslagssmedje. Her lugtede det af brændte hove, når hestene blev skoet.

Så eksperimenterede man med at få ny viden om gravide kvinders ernæring. Og det passede ikke, at man afprøvede nye lægemidler på fanger.

Og krematorierne fandtes ikke, da Thies Christophersen var i lejren. Han kan ikke frigøre sig fra den tanke, at de først var opført efter krigen. Der blev heller ikke skudt nogen mennesker prøver Thies Christophersen at bilde os ind.

 

Det er ikke uden grund, at han kalder det for ”Løgnen”

Og så bedyrer han, at han absolut har sagt sandheden. Han håber så, at hans beretning kan bidrage til at give vores ungdom mere agtelse for deres fædre, der kæmpede som soldater for Tyskland og ikke som forbrydere.

Ak ja, man kan i grunden godt forstå, at det bliver kaldt for Auschwitz – løgnen.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.501 artikler herunder 300 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter):

  • Auschwitz – en udryddelseslejr

 


Auschwitz – en Udryddelseslejr

Dato: februar 14, 2020

Auschwitz – en udryddelseslejr.

Dette er artikel nr. 1.500. Og det markerer vi med en ekstra lang artikel. Det bliver med noget af det mest rædselsfulde under Anden verdenskrig. Vi har forsøgt at finde kilder, der giver et meget nuanceret indblik i Udryddelsernes historie. Var det 20 mio. der døde under Holocaust? Har vi slet ikke lært af Holocaust? Auschwitz er den onde fællesnævner. Hvorfor bombede man ikke? Holocaust kom ikke som et lyn. Jo her var swimmingpool og bordel. Rudolph Höss forstod godt, hvorfor jøderne skulle udryddes. Bødlerne tog også på udflugt. Der var tre hoved – og 40 underafdelinger. 900.000 blev myrdet med det samme. For halvdelen af de overlevende kom redningen for sent. Mødet med virkeligheden efter krigen var et chok for de overlevende jøder. Det tyske retsvæsen har i den grad fejlet.

 

 

I det sydlige Polen

Polske Oswiecim er en by der lever i skyggen af Auschwitz. Byen har 38.000 indbyggere, en velbesøgt McDonald, en netto, shoppingcenter, isskøjtebane og et nyopført hotel. Vi er i det sydlige Polen, en times kørsel fra Krakow.

 

Er 20 mio. døde under Holocaust?

For ca. 7 år siden kunne forskere fortælle, at der var langt flere koncentrationslejre, hvor man begik forbrydelser, og at op til 20 mio. mennesker døde under Holocaust. Det er dobbelt så mange som hidtil antaget. Det stod at læse i The Independent og The Telegraph.

Amerikanske forskere fra United States Holocaust Memorial Museum i Washington har gennemgået alle de lejre, fængsler og institutioner, som Hitlers regime anvendte til at indespærre og dræbe jøder og andre systemkritikere.

 

Der var 42.400 forskellige institutioner

For et par år siden mente man at kende til 20.000 steder, men nu viser det sig, at udryddelses – og lejr-systemet var langt mere omfattende. Forskere har nu fundet frem til 42.400 forskellige institutioner. Forskere mener nu at mellem 15 og 20 mio. er omkommet.

Udover jøder blev der også dræbt sovjetiske og polske krigsfanger, romaer, politiske modstandere, homoseksuelle, modstandere af nazismen, handicappede, Jehovas Vidner og andre.

 

Halvdelen af jøderne i Tyskland vil forlade landet

I en artikel i Der Spiegel advarer den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, om at det er behov for hurtig handling på grund af omfattende antisemitisme. Næsten en ud af to jøder har tænkt på at forlade Tyskland. Og det sker netop på grund af dette problem.

Samtidig vil Tyskland arbejde for nye hårdere straffe over for dem, der benægter Holocaust, hvilket i dag er ulovligt i Tyskland og en halv snes andre lande i EU. På Auschwitz – dagen lød det fra Franz Walter Steinmeier:

 

  • Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at tyskerne har lært af historien en gang for alle. Men det er jeg ikke i stand til at sige.

 

Han henviste til, hvordan en højreorienteret terrorist i efteråret dræbte to personer og kun blev hindret i at begå en massakre i en synagoge i byen Halle, fordi en tyk og låst trædør holdt ham ude.

 

Voldelige og antijødiske holdninger

Den tyske indenrigsminister Horst Seehofer har for nylig udtalt, at ”mindst 12.000 personer på den yderste højrefløj i Tyskland menes at være potentielt voldelige.

19 mio. af tyskernes 69 mio. mennesker har antijødiske holdninger. De mest antisemitiske steder i verden er ifølge undersøgelsen Vestbredden og Gaza, hvor 93 pct. har antijødiske holdninger.

 

Har man ikke lært af Holocaust?

Man skulle jo tro, at folk havde lært af Holocaust. Men en undersøgelse fra 2014 tyder på det modsatte. Hver fjerde voksne i verden var ifølge denne undersøgelse ”stærkt inficerede” af antijødiske holdninger. Det er meget skræmmende at historieløsheden breder sig på denne måde.

I undersøgelsen, som var lavet af Anti – Defarmation League (ADL), konkluderes det også, at omkring halvdelen af verdens befolkning ikke ved, hvad Holocaust er.

Ved indgangen til udryddelseslejren Auschwitz står i dag den enkelte sætning:

 

  • Den som ikke huske historien, er dømt til at gentage den.

 

Undersøgelsen er fra 2013. 53.100 voksne mennesker fra 102 forskellige lande har svaret.

Antisemitismen stikker sit hæslige fjæs frem. Har vi intet lært? Jøder chikaneres, myrdes, fordi de er jøder. Jødiske institutioner må bevogtes af soldater. Jøder kan ikke frit vise deres religiøse tilhørsforhold.

 

Auschwitz er den onde fællesnævner

Auschwitz står som den store onde fællesnævner for Holocaust.

Nazisternes udryddelse af seks mio. eller flere jøder er stadig det moralske omdrejningspunkt. Dermed ikke sagt, at andre folke – og massemord var mindre tragiske. Tyrkiets mord mod armenierne, nazisternes mord mod sigøjnere og handicappede, Lenins og Stalins mord på 40 mio. Og Maos mord mod 60 mio. mennesker.

Når det lige er nazisternes mord på jøderne, der huskes bedst, er det fordi, at det opstod i det civiliserede Europa og viste at selv i højtudviklede samfund lurer barbariet lige under overfalden. Der var intet folk andet end jøderne, der var udset til total udryddelse. Endelig var nazisternes ekstreme racisme af hidtil ukendt karakter.

 

Hitler nævnte jødeudryddelse i en tale og han gav ordre.

Adolf Hitler og hans nationalsocialister havde lige fra 1920erne en plan om at myrde alle jøderne. Det var tale om en tidlig bevidst intention. I Mein Kampf fra 1925 udtalte Adolf Hitler sig stærkt antijødisk. Men her blev der dog ikke fremsat direkte planer om en udryddelse.

Til gengæld holdt Hitler en tale den 30. januar 1930. Her talte han om udryddelser af jøder. Fra starten var han en blodtørstig darwinist, der ville have en racekamp, hvor han håbede, at den arisk tyske race ville vinde. Nazismen var ikke blot et udtryk for tysk nationalisme, der stræbte efter et Stortyskland. Hitler ønskede den totale racekrig, hvor jøderne var udset til at forsvinde, fordi de symboliserede den civilisation, som Hitler foragtede.

Göring benægtede dog senere. At Hitler overhovedet kendte til jødeudryddelse. Og det findes da heller ikke nogen skriftlige ordre fra ham i den forbindelse. Hitler har aldrig besøgt Auschwitz eller andre KZ – lejre. Men ak og ve. Både Joseph Goebells og chefen for SS, Heinrich Himmler noterede 12 december 1941 noterede i deres dagbøger, at Hitler havde givet grønt lys for jødeudryddelse.

Holocaust er et resultat af krigens udvikling, siger nogle historikere. Der var pres fra toppen og længere nede i systemet for en radikal løsning.

 

Holocaust kom ikke som et lyn

Nu kom Holocaust ikke som et lyn fra en klar himmel. Både medier, politikere, efterretningstjenester og regeringer vidste, at Hitlers styre var begyndt at sætte folk i koncentrationslejre. De modtog rapporter om indespærringer i ghettoer og lejre.

Det lykkedes for Rudolf Vrba og Alfred Wetzler at flygte fra Auschwitz. De dikterede deres historie til repræsentanter for Det Jødiske Råd i Zilina i Slovakiet. Det var en historie, der var suppleret med skitser over lejrens opbygning, gaskamrenes indretning og kapacitet samt lister over antallet af jøder og andre, der endte deres liv i lejren.

Det lykkedes kun 144 fanger at flygte permanent fra lejren.

De to flygtede nedskrev omhyggeligt alle deres oplevelser i koncentrationslejrene og lagde vægte på Auschwitz. Rapporten blev skrevet på slovakisk, engelsk og tysk.

 

The Kastner Train

Det jødiske råd i Zilina lovede de to eksfanger, at de skulle sørge for at sprede den skræmmende rapport, men det skete ikke andet, at de sendte materialet videre til Rudolf Kastner, der stod i spidsen for en organisation, der hjalp jøder på flugt. Man undlod også at sende rapporten videre til det jødiske råd i Budapest, fordi man var i gang med at forhandle med Eichmann om det, der senere hedder The Kastner Train.

Dette tog forlod den 30. juni 1944 med Eichmanns fulde accept Budapest med kurs mod Schweiz. Om bord var over 1.600 jøder, der dermed undgik gaskamrene i Auschwitz. Turen havde de betalt med rigelige mængder guld, diamanter og kontanter.

Denne Kastner blev ført fejret som en helt i Israel, men da det kom frem, at han havde samarbejdet med nazisterne, blev han snigmyrdet i Israel.

Ambitionen var daglig at sende 12.000 jøder fra Ungarn til Auschwitz.

 

Endelig kom rapporten videre

Rapporten kom ingen vegne. Nu havde man mistet tålmodigheden og kontaktede bl.a. Vatikanet og dermed Pave Pius den 22, der informerede både den britiske og amerikanske regering. Efterhånden nåede rapporten også medierne.

Nu var dette langt fra den første beskrivelse af forholdene i Auschwitz.

 

En modig polsk soldat

Allerede i september 1940 lod den polske soldat Witold Pilecki sig frivilligt deportere til Auschwitz for på den måde at skaffe sig viden om, hvad der foregik i lejren.

Under sit ophold i lejren organiserede han den første modstandsbevægelse blandt fangerne. Det lykkedes ham løbende at få sendt informationer ud fra lejren. Allerede fra foråret 1941 blev alle informationer sendt videre til den britiske regering. I sine rapporter fortalte Witold om nazisternes massive udryddelse af jøderne og andre grusomheder i lejren.

I efteråret 1942 begyndte jorden at brænde under ham. Tyskerne havde da allerede afsløret og dræbt adskillige medlemmer af modstandsbevægelsen. Natten mellem den 26. og 27. april 1942 lykkedes det for ham at flygte.

Pilecki og mange andre havde håbet at nazisternes forbrydelser i Auschwitz havde ført til et allieret angreb mod lejren, men det skete som bekendt aldrig.

 

Hvorfor bombede de vestallierede ikke?

De vest allierede kunne senest fra 1943 i kraft af deres luftherredømme have lagt hindringer i vejen for Holocaust. De gjorde ingenting for at afskære forbindelseslinjerne til udryddelseslejrene, selv om de udmærket vidste, at togene kørte mod Auschwitz, Treblinka, Solibor, Majdanek. Man spildte ikke en maskine eller en bombe.

Man brugte hellere en masse fly til at fjerne gamle europæiske byer fra landkortet. Appeller om at stoppe Hitlers dødsmaskiner prellede af på både London og Washington. Heller ikke gaskamre forsøgte man at ramme. Man havde endda fotos.

Ok, det var ikke muligt at præcisionsbombe. Teknikken var endnu ikke udviklet dertil. Men man ramte da i 1944 et forsyningsdepot i nærheden af Auschwitz.

 

Det blev et helvede på jord

39 polske fanger blev sendt til lejren fra Dachau til Auschwitz under opbygning for at levere pigtråd. SS – unterscharfführer Beck sagde til dem, at det var heldigt, at der ikke var kommet en bekræftelse på at efterlade dem i KZ Auschwitz, fordi det ville blive et helvede på jord. Dette var i juni 1940.

Som udgangspunkt skulle lejren rumme polske politiske flygtninge. De første af disse ankom i maj 1940.

 

Den græske kvindes tragiske død

En græsk kvindelig fange druknede i lejrens latrin, som var en kæmpemæssig grube, der daglig fyldtes med den skvulpende masse af afføring. En SS – mand betragtede smilende kvindes anstrengelser for at komme op. Han skubbede langsomt stille og rolig med sine sko pigens fingre fra brættet, og den lille sank ned i den ækle grød.

 

En særdeles travl SS – mand

Ja det var også SS – manden Josef Kehr, der ledede desinfektionsafdelingen og sprøjtede giften Fenol i tusindvis af fanger. Ifølge den tjekkiske jøde, Jan Weiss, der blev tvunget til at flytte lig for ham, tog han indimellem to fanger ad gangen i samme værelse.

Ved rampen blev det med det samme taget beslutning om i hvilken række fangerne skulle deles ind. Det var de arbejdsdygtige og alle de andre, der blev ført direkte til gaskamrene.

 

Da Himmler besøgte Auschwitz

Egentlig er det kun en ting, der er værre end Auschwitz, og det er at verden glemmer, at den fandtes. Tyskland var et af Europas mest højkulturelle samfund. De gav os de største tænkere og kunstnere. Men så fandt de på gaskamre!

De mange lig i massegravene forurenede grundvandet og truede hele området med sygdom. Det var sikkert derfor, at Himmler beordrede gravene tømt og ligene brændt.

Den arkitekt, der tegnede krematorierne blev frikendt ved en domstol i Wien i 1970’erne.

Heinrich Himmler besøgte Auschwitz ud på eftermiddagen den 17. juli 1942. Det fremgår af hans efterladte kalender. Det startede med, at han blev budt på te hos kommandant Rudolph Höss. Derefter besøgte han lejrens kvindeafdeling, et landbrugsområde og selve arbejdslejren.

Derefter bød kommandanten på en middag.

Dagen efter fortsatte besøget antagelig i udryddelseslejren Birkenau. Rudolf Höss beskrev besøget, mens han ventede på sin henrettelse efter krigen:

 

  • Efter inspektionen af Birkenau overværede Himmler den komplette udryddelsesproces af en jødetransport, der netop var ankommet. Han så også på udvælgelsen af de arbejdsduelige, og dem, der skulle dø, uden klager fra hans side. Himmler kom ikke med nogen kommentarer om udryddelsesprocessen – han så på i fuldstændig tavshed.

 

Jo, her var skam en swimmingpool

Holocaust – benægtere har hævdet, at der var en swimmingpool i Auschwitz. Det er sådan set rigtig nok. Her var ikke adgang for almindelige fangere. Kun vagterne fra SS og særligt udvalgte fangere havde adgang.

I virkeligheden var swimmingpoolen et vandreservoir, der indeholdt vand til brug ved brand – men nazisterne fik bygget vipper, så reservoiret kunne anvendes til rekreative formål.

 

Rudolph Höss forstod godt, at jøderne skulle masseudryddes

Den ene ordre var værre end den anden. Men hvordan kunne man medvirke til disse folkedrab. Det var ikke et særligt jødehad hos den enkelte. Holocaust var ikke et specielt tysk fænomen. Var det en svaghed ikke at følge en ordre? Mens lederen af Auschwitz, Rudolph Höss sad i fængsel skrev han en selvbiografi:

 

  • Alligevel virkede grunden til ordren om masseudryddelse rigtigt for mig. Jeg mente, at nazistpartiets verdensfilosofi var den bedste for det tyske folk.

 

Han så reelt jøderne som en trussel mod det tyske folk og var enig i den nazistiske jødepolitik.

Efter krigen efterrationaliserede han:

 

  • I dag indser jeg, at udryddelsen af jøderne var totalt forkert. Den nazistiske sag var ikke styrket med det, tværtimod. Jøderne er meget tættere på deres endelig mål, nu

 

Höss mente, at udviklingen havde skadet Tyskland. Man føler sig mere truet nu end før krigen. Han mente, at ”det var i den gode sags tjeneste” at udrydde jøderne.

 

Jøderne blev fremstillet som dyr

Inderst inde vidste man godt, at man gjorde noget moralsk forkert. Nazisterne forsøgte at fremstille jøderne som umenneskelige ved at fremstille dem som skadedyr.

Et andet argument var, at de stærke tyske værdier som styrke, disciplin, ære og fædrelandskærlighed var så stærke, at de moralsk kunne retfærdiggøre drabene som nødvendige og rigtige. Man mente, at jøderne var undermennesker, der ville fordærve landet og det tyske folk. Det kunne være ubehageligt at udføre drabene, men hvis man sagde fra var det udtryk for svaghed og ikke for moral.

Måske forholdt gerningsmændene sig slet ikke moralsk til deres gerninger. De havde ingen fornemmelser for deres handlinger. De fulgte blindt ordrer uden at tænke over, reflektere eller forholde sig til de moralske aspekter af drabene.

 

Bødlerne tog på udflugt

Kommandanterne og det menige mandskab arbejdede i skyggen af gaskamrene. Det var tale om familiefædre, der tog på arbejde og brutalt myrdede mennesker og derefter kom hjem og legede med deres børn. Deres arbejde påvirkede dem tilsyneladende ikke det store.

Karl – Friedrich Höcker var SS – officer I Auschwitz, ikke fangevogter, men adjudant for lejrkommandanten. Det som gør Höcker til noget særligt, var hans hobby som fotograf, for i modsætning til så mange andre, så fotograferede han ikke ofrene, men gerningsmændene.

Nogle fotos viser ledende SS – folk i lejren i rolig samtale, andre er fra en slags firmaskovtur, en fællers udflugt til en feriehytte, man spiser blåbær og spiller harmonika og ler til fotografen. Det uhyggelige ved de billeder er, at bødlerne ikke ligner uhyrer. De ligner mennesker, som dig og mig,

Og så er det Sonderkommando, som var en enhed af jødiske fanger i Auschwitz, der arbejdede i krematorierne. Der er eksempler på fanger, der måtte brænde egne ægtefælder. Dem, der overlevede, fortalte ikke om deres egen rolle før længe efter.

Størstedelen af de omkring 232.000 mindreårige fanger blev dræbt, mens SS – mandskabet levede med deres familier, som om intet unormalt eksisterede.

 

Masser af medicinske eksperimenter

Det var også her Joseph Mengele, der udførte eksperimenter. Ofte så man ham komme på sin motorcykel hen til rampen. Han interesserede sig især for tvillinger og foretog eksperimenter, der dræbte 1.500 børn. Læs vores artikel, vi har skrevet om ham.

Der var også andre læger, der eksperimenterede i Auschwitz. Det var for eksempel Carl Clauberg . Han steriliserede tusindvis af kvinder ved at sprøjte formalin op i deres livmoder. Mange af kvinderne omkom under de medicinske forsøg i Blok 10.  Efter krigen og russisk fangenskab nedsatte Clauberg sig som gynækolog.

 

Himmlers tale 1943

Heinrich Himmler holdt den 4. oktober 1943 en tale for en gruppe SS – officerer, hvor han påfaldende åbenhjertigt adresserede jødeudryddelsen:

 

  • De fleste af jer vil vide, hvad det vil sige, når 100 lig ligger ved siden af hinanden, når 500 ligger der eller når 1.000 ligger der. At have udholdt dette og derved at være – bortset fra undtagelser af menneskelig svaghed-forblevet anstændig, det har gjort os hårdhudet. Dette er en ærefuld periode i vores historie, der aldrig er beskrevet og aldrig skal beskrives.

 

Tre hoved – og 40 underlejre

Hovedlejren, også kaldet Auschwitz 1 blev indrettet i en tidligere kaserne, som havde huset polske soldater. Lejren blev udvidet med udryddelseslejren Auschwitz 2 (Auschwitz – Birkenau) og Auschwitz 3 (Auschwitz – Monowitz). Dertil kom omkring 40 ”underlejre” i forbindelse med industrien i området og fangerne, der som slavearbejder blev udlejet til de omkringliggende fabrikker.

Nogle kilometer fra lejren etablerede IG Farben således i 1941 en fabrik for syntetisk gummi (Buna)og benzin med tilhørende fangelejr.

Blandt de mest frygtede udelejre var ”Bauhof”, hvor fangerne med de bare hænder skulle flytte byggemateriale fra jernbanesporet til lejren. Materialerne blev brugt til udvidelse af lejren. Fangerne måtte i løb slæbe cement og armeringsstål 11 timer dagligt. I andre arbejdskommandoer skulle fangerne slæbe træ, i andre skovle grus i en grusgrav. Kvindelige fanger risikerede at måtte stå i vand til brystet og rense damme, der skulle bruges til fiskeopdræt i den sumpede egn langs floden Sola. For dem var den forventede levetid kun få uger.

Om aftenen kom fangerne udmattet hjem. Man bar på ligene på dem, der var pryglet ihjel, skudt eller segnet sammen i løbet af dagen.

 

Gaskamre og Krematorier

I Auschwitz var der syv bygninger som fungerede som gaskamre. For at destruere ligene var der hele fem krematorier. Men der fandtes yderlige tre steder, hvor man kunne få ligene væk. Det foregik næsten som på et industriel løbebånd. Det hele var sat i et effektivt system.

Nu var det hele ikke sat i system fra starten. Fra de første gasninger i 1941 til de daglige mord på jernbanetransporterne ved ”Ungarn – aktionen” i 1944 blev anlæggene hele tiden udbygget. Teknikken og organiseringen blev hele tiden udbygget og forbedret.

I Auschwitz – Birkenau havde gaskamrene en kapacitet på 8.696 personer pr. gasning. I krematorierne kunne 4.416 voksne personer på 24 timer brænde. Tilsvarende krematorier blev installeret i Buchwald, Dachau, Mauthausen og Gusen.

 

De første forsøg med Zyklon -B

Mens Rudolph Höss var taget til en samtale med Albert Eichmann i Berlin, gassede stedfortræderen SS-Haptsturmführer Karl Fritzsch sovjetiske krigsfanger i en kælder. Fritsch mener selv, at han er opfinder af Zyklon-B-Metoden.

Den 2. september 1941 blev blok 11 ryddet. Den næste dag blev 600 sovjetiske krigsfanger og 250 syge gasset i kælderen. Om morgenen den 4. september blev kælderen besøgt med gasmasker. Her levede endnu et par fangere. Så blev der hældt lidt mere Zyklon B på. Om eftermiddagen var de sidste fanger også døde. Om natten til den 5. september blev ligene hentet fra kælderen og klædt af.

Det var ingen let død, de fik, for Zyklon B er nok en sikker dræber, men ikke en hurtig dræber. SS – folk har fortalt, hvad de hørte inde fra gaskamrene. Først skrig, så en buldrende larm og til sidst kun en summen.  Så blev der stille. Men først efter en halv time lukkede man de lufttætte døre op igen.

 

Helga og hendes mor overlevede

Første oktober 1944 blev Helgas far sendt på en transport. Og tre dage efter var det også Helga og hendes mors tur. Hun troede, at faderen stod på perronen og tog imod. Ved ankomsten til Auschwitz havde Helga lagt mærke til den rygende skorsten. Det må være en fabrik tænkte hun. I morgen er det dig, der stiger op af den skorsten, sagde en af fangerne.

Der var en tydelig stank fra krematorierne. Og så var det askeregnen. Det var ligesom den sorte regn. Ja det var et mareridt.

Rechts, Links råbte SS – officeren. Dem, der blev sendt til højre, fik lov til at leve lidt længere. Helga Weiss blev lige som sin mor sendt til højre. Af de 15.000 børn, der blev sendt fra Theresienstadt til Auschwitz, var der kun de 100, der overlevede.

Alle fik håret barberet af. De kronragede havde svært ved at genkende deres familiemedlemmer.

Arbejdet var hårdt og maden var uspiselig. Frygten for at blive sendt i gaskammer var ved at gøre den 14 – årige Helga vanvittig. Hver gang, man blev revet ud af barakken, var hun overbevist om, at nu skete det. Når man så blev sendt under bruseren. kunne man ikke vide, om der kom vand ud af dem. Efter 10 dage blev Helga Weiss og hendes mor sendt videre. De overlevede også Freiberg og Mauthausen.

Men deres far eller mand så de aldrig igen. Blev han gasset ved ankomsten til Auschwitz. Han bar også briller. Dette var ikke særlig populært. Så så man intellektuel ud, og så røg man direkte i gaskammer.

 

900.000 blev myrdet med det samme

Af de cirka 1,3 mio. mennesker, som blev deporteret til Auschwitz, blev cirka 900.000 henrettet med det samme. Når en transport ankom til lejren, foretog SS – personalet de såkaldte selektioner. Efter at have afleveret deres ejendele blev de arbejdsduelige sorteret fra og registreret i lejren, men resten blev sendt direkte til gaskamrene.

Når de nyankomne blev gasset, blev deres ejendele sorteret af fangerne, og alle værdigenstande blev beslaglagt af nazisterne.

Området, hvor sorteringen foregik blev kaldt for Canada – fordi landet Canada dengang blev anset for et meget rigt sted.

De første systematiske udryddelser af fanger blev indledt i september 1941 med fenolindsprøjtninger.

 

Da Tyfus ramte Auschwitz

Den 29. august 1942 blev halvdelen af fangerne i Auschwitz dræbt., fordi de var blevet ramt af tyfus. Undersøgelserne af fangerne var meget lemfældige. Alene en svag mistanke om, at en fange havde den ekstremt smitsomme sygdom var ensbetydende med en brutal død.

Egentlig var det meningen at en million ungarske jøder skulle likvideres i Auschwitz. Det blev ”kun” til 400.000. Og det skete først efter voldsomt pres fra Vesten, der fik den ungarske leder Miklos Horthy til at stoppe deportationen

 

Pludselig skulle alle i Familielejren likvideres

I Auschwitz var der en periode en familielejr, hvor folk blev meget mildere behandlet. Men pludselig uden videre greb nazisterne til at likvidere denne familielejrs beboere. SS – lederen Heinrich Himmler, der var chef for Adolf Eichmann havde i begyndelsen af 1944 planer om forhandlinger med de allierede om en separat fred. Uden om Adolf Hitler ønskede han at sondere mulighederne for fred, og for at promovere disse forhandlinger ønskede han at fremstille jødernes situation som bedre, end den var,

En vigtig del af denne plan var en aftale med International Røde Kors, der skulle besøge Theresienstadt i juni 1944 og naturligvis også se familielejren i Auschwitz. Da det blev aftalt, at der foruden repræsentanter for International Røde Kors og tysk Røde Kors også kom to danske repræsentanter med i delegationen, besluttede nazisterne at satse på at fremstille de danske jøders situation som specielt god. Man pyntede det dansk – jødiske kvarter i Theresienstadt så det så præsentabelt ud, lavede en film, hvor jøderne vinkede glade og arrangerede fodboldkamp og koncerter.

Samtidig rensede man ud i Theresienstadt og sendte grupper af sted til Auschwitz og installerede en del af dem i familielejren. Delegationen var da også yderst tilfreds med forholdene. Efter besøget skulle familielejren i Auschwitz ikke bruges til noget, derfor blev der givet ordre til at alle skulle likvideres.

 

Her var sandelig også et bordel

Der åbnede et bordel i sommeren 1943 i lejrens blok 24. Mellem 10 og 20 kvinder arbejdede der på en gang. Fangerne i arbejdslejren kunne benytte sig af dem. Prisen var to mark i lejrens valuta – det samme som prisen på en pakke cigaretter. Mange SS – folk benyttede sig også af tilbuddet.

Bordellet var åbent efter ordre fra Himmler, som et sted, hvor fanger kunne modtage en belønning, men efter krigen berettede flere overlevende fanger, at almindelige fanger benyttede sig af det. Ja det gjorde SS – vagtmandskabet også. I alt 230 kvinder gjorde tjeneste her. En SS – mand hold vagt og kunne overvåge seancen gennem et kighul. Hver betjening tog præcis 15 minutter og missionærstilling var den eneste tilladte måde at gennemføre samleje på.

 

Da de russiske soldater kom

Den 27. januar 1945 nåede de sovjetiske soldater frem til Auschwitz. Klokken var tre om eftermiddagen, og der havde været kæmpet hårdt også om den lille by. Soldaterne havde været udmattede af for lidt søvn og tung oppakning, som de stred sig fremad i snevejret i deres hvide camouflageuniformer. De kan ikke have haft nogen anelse om, hvad der ventede dem.

De kom først til Monowitz – lejren. Det tog dem tre timer at forcere porten, som tyskerne havde mineret. Inde i lejren lignede folk skeletter. De var i stribet tøj og havde ingen sko. Det varede lidt, inden de indsatte kunne få øje på sovjetstjernen. Så brød jublen løs.

Da den Røde Hær nærmede sig, satte SS – kommandørerne ild på nogle af træbarakkerne og sprængte krematorierne. I ugerne forinden måtte titusinder af fanger på de såkaldte dødsmarcher, videre til andre KZ – lejre vestpå. Mange af de udpinte og svage fangere overlevede ikke de ugelange vandreture i op til 25 minusgrader.

Men ak, der var masser af spor af de forfærdelige forbrydelser. Der var stadig massegrave på størrelse med tennisbaner. Her lå tusinder af døde kroppe med lig af babyer, børn, kvinder, mænd, gamle i et omfang, der ikke var til at overskue.

Der var mange, der var mere døde end levende. Kvinder der vejede 25 – 30 kilo og mænd, der måske vejede 5 kg mere.

 

For halvdelen kom redningen for sent

Der var vel 7.500 fangere tilbage. De 600 af dem var børn. Nogle af dem kunne ikke længere huske, hvad de hed. Spurgte man dem, hvad de hed, svarede de med deres fangenummer. SS – folkene havde ladet de sygeste og svageste tilbage, da de rømmede lejren. De sidste 56.000 fanger var sendt på dødmarch ind i Tyskland.

De sovjetiske soldater medbragte tæpper og tøj samt delte te og brød ud til de udhungrede fanger, mens læger og sanitetssoldater forsøgte at tage sig af de mest medtagende. Dagen efter deres ankomst lod de sovjetiske soldater en ko blive bragt ind i lejren. I løbet af få minutter var den slagtet, skåret og fordelt. For mange af de udmarvede fanger kom befrielsen dog for sent. I løbet af de efterfølgende uger døde op mod halvdelen af de overlevende.

Mange måtte blive lejrene, fordi absolut ingen ville modtage jøder. I Bergen – Belsen var der således 20.000 jøder, der først forlod lejren i 1951.

 

Da Eva Schloss skulle holde tale

Som stedsøster til den jødiske pige Anne Frank var det naturligt at bede Eva Schloss holde en tale, da der i London i 1986 skulle åbnes en udstilling om den berømte bogforfatter.

Hendes egen dramatiske fortid havde hun i vid udstrækning fortrængt, men hendes lidelser under jødeforfølgelserne i Europa havde sat sine dybe spor. Hun havde aldrig genvundet sit glade og udadvendte væsen før krigen. Og om natten drømte hun tilbagevendende, at et stort hul ville opsluge hende.

Når hendes børn spurgte til hendes fangetatovering på armen A/7252, svarede hun, at det var hendes telefonnummer. På opfordring fra udstillingens arrangør kunne hun dog ikke undslå sig og sige et par ord.

Talen blev et vendepunkt. I det øjeblik ved udstillingen talte hun for første gang om livet under jorden i Holland, tilfangetagelsen og transporten til Auschwitz sammen med sin bror, far og mor.

 

Familien var blevet forrådt

Familien Schloss måtte som jøder i Wien flygte efter Anschluss, Østrigs indlemmelse i Det Tredje Rige. Et par år senere lykkedes det dem at få visa til Holland, hvor de slog sig ned i Amsterdam. Her levede de en ubekymret tilværelse., hvor forfatteren blandt andet lærte Anna Frank, der var bosat i samme nabolag, at kende.

Dagen før Eva Schloss’ 11-års fødselsdag blev Holland besat og familiens mareridt begyndte forfra. Langsom, skridt for skridt blev deres tilværelse forringet gennem tyske forordninger, der lammede deres bevægelsesfrihed. Faderen var klar over, hvor det bar hen, hvorfor familien gik under jorden for at forhindre deportation.

Livet i skjul var en evig angst for tyske razziaer, i total afhængighed af hjælperne. På Eva Schloss’ 15-års fødselsdag i maj 1944 slap heldet op. Familien var blevet forrådt og blev sendt i den hollandske transitlejr Westerbork. Opholdet varede her kun ganske kort. Familien blev deporteret til Auschwitz, hvor Eva Schloss og hendes mor blev skilt fra mændene i familien.

I lejren lærte de hurtigt, hvordan held og gode kontakter var vejen til overlevelse, men også at lejren blev drevet gennem en selvforvaltning, hvor de som udøvede volden ofte, var andre fanger.

 

Mødet med Amsterdam var en blandet fornøjelse

Kort før Den Røde Hær’ s ankomst blev faderen og broderen sendt afsted på en af de såkaldte dødsmarcher. Hverken faderen eller broderen overlevede. Efter befrielsen fulgte en rejse gennem Europa præget af en kaotisk overgangsperiode mellem krig og fred, hvor millioner af hjemløse mennesker drev rundt.

Det lykkedes Eva Schloss og hendes mor at komme tilbage til Amsterdam, hvor deres lejlighed utrolig nok stod urørt, da den var registreret i en kristen kvindes navn.

Mødet med Amsterdam var dog alligevel en blandet fornøjelse. Det hollandske samfund nedslidt efter en brutal besættelse, der blandt andet havde betydet sultedøden for tusinder af civile. I dette klima var det ikke mange, der kerede sig om traumatiserede flygtninge.

Jøder, der havde overlevet rædslerne i tyskernes koncentrationslejre, blev nu mødt af regninger, da vendte hjem til Holland. De blev krævet husleje og ejendomsskatter for deres boliger for den periode, der havde været deporteret. Det var byrådet i Amsterdam, der havde taget denne beslutning.

 

Moderen gift med Anne Franks far

Det lykkedes dog for de to kvinder at få genetableret en tålelig tilværelse. De fik genetableret kontakt til Anne Franks far, der som den eneste fra sin familie havde overlevet.

Da moderen omsider erkendte, at hun aldrig ville få sin mand at se igen, indledte hun et forhold til Otto Frank, med hvem hun giftede sig i 1953. De to kom til at hellige resten af deres liv til Anne Franks dagbog, der siden blev sat op som teaterstykke, filmatiseret og læst af millioner af mennesker over hele verden.

Denne udvikling kom også til at have konsekvenser for resten af familien. Hvert menneske, der overlevede Auschwitz, havde deres egen Holocaust – oplevelse. For Anne Frans stedsøster var påvirkningen særdeles håndgribelig. Hun skulle leve i skyggen af verdens mest berømte Holocaust – offer. Men hendes bog kan dog varmt anbefales.

Der var omkring 140.000 jøder i Holland, da tyskerne invaderede landet. Kun cirka 35.000 overlevede jødeforfølgelsen og de tyske dødslejre.

 

Da Oskar Schindler reddede 1.300 jøder

Eugenia Mansor fik en ring på sin 18 – års fødselsdag. Den var fremstillet af en beundrer på Oskar Schindlers emaljefabrik. Ringen prøvede en råbende lejrvagt i Auschwitz at tage af hendes finger i efteråret 1944.

Denne Oskar Schindler var medlem af nazistpartiet. Men han redede mellem 1.200 og 1.300 jøders liv. Dette er skildret i Steven Spielbergs Oskar – bestrøede film. Filmen er forenklet men strengt baseret på virkeligheden. Han tiltalte fangerne med ”mine damer og herrer”.

Han var agent i den tyske kontraspionage og en sleben forretningsmand. Da Polen blev besat bestemte han sig for at udnytte situationen til egen fordel. De jødiske arbejdere kunne indkøbes til spotpris. Han elskede penge og smukke damer. Han havde set sine arbejdere som investeringer mere end noget andet. Han beskyttede dem samtidig. Ved hjælp af bestikkelsespenge fik han flyttet sine arbejdere til barakker nær fabrikken.

 

Har Hitler ikke udryddet jer?

Egentlig skulle Eugenia føres til disse barakker, men noget gik galt. I tre uger så hun døden i øjnene i Auschwitz inden det lykkedes for Schindler at købe hende fri nok engang. Hende og hendes beundrer overlevede krigen. Men da de skulle tilbage til friheden, blev de mødt af:

  • Har Hitler ikke udryddet jer?

 

Man var bestemt ikke velkommen. Det lykkedes hende at komme til Haifa. Da hun står på skibet, bliver hendes navn nævnt i en megafon. Hendes beundrer er ankommet.

Da Oskar Schindler forlod alle sine jødiske arbejdere, var han forarmet. Han flygtede til Argentina. Schindlers børn, de 1.200 arbejdere på listen købte en gård til ham for at hjælpe ham på fode. Men han var ikke bonde, og en mand der stod tidlig op for at pløje. Han forlod både gård og kone og tog til Tyskland. ”Hans børn” købte ham nu i stedet en teglfabrik. Frem til sin død i 1974 rejste han 17 gange til Israel for at fejre befrielsesdagen.

Da de hollandske jøder kom hjem, var det tomt i de hollandske menigheder. Lige som i Danmark var der ingen psykologisk hjælp at hente for de overlevende. De måtte kæmpe alene med deres traumer. En knugende tavshed herskede.

 

Vi er forpligtet til at retsforfølge denne person

I 2013 sigtede de tyske myndigheder den 93 – årige Hans Lipschis for drab i udryddelseslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig. Han skulle angiveligt have været vagt i lejren 1941 til 1943. Han menes at være medskyldig i mere end 10.000 drab i sin tid i Auschwitz. Hans anholdelse var led i en større kampagne, hvor de tyske myndigheder vil retsforfølge de sidste fanger fra Auschwitz, inden de dør.

Statsanklageren udtaler, at man har ledt efter beviser på, at den tiltalte har været på arbejde de dage, hvor transporterne med fanger, er kommet ind i lejren. Han har selv påstået, at han udelukkende fungerede som kok i Auschwitz. Hans Lipschis fremskredne alder har ikke påvirket anklagemyndigheden. Statsanklageren sagde:

 

  • Hvis vi har beviser for, at nogen har begået en forbrydelse, er vi forpligtet til at retsforfølge denne person.

 

Hans Lipschis boede 26 år i USA. Men da hans fortid som nazist kom frem, flyttede han tilbage til Tyskland, hvor han har boet siden 1982.

 

Bogholderen fra Auschwitz

Omkranset af 50 tidligere fanger fra Auschwitz, hvoraf flere vidnede i retten, var den 93-årige Oskar Gröning. anklaget for medvirken ved og medvirken om drab på 300.000 fanger i Auschwitz.

Mordene fandt sted i løbet af blot to måneder fra maj til juli 1944, mens gaskamrene i Auschwitz nærmest kørte i døgndrift. Lægerne sagde god for at gennemføre retssagen mod Oskar Grônning, der også blev kaldt for ”Bogholderen fra Auschwitz”

 

Han lagde aldrig skjul på sin fortid

Sagen har fået stor opmærksomhed, fordi hovedpersonen har aldrig skjult sin fortid. Han har beskrevet sin fortid i dødslejren indgående. Den tidligere SS – mand har i årevis kæmpet mod den tidligere tyske soldat og Holocaust – fornægter, Thies Christoffersen, som ”Den Gamle Redaktør” her har mødt, når han var inde i Padborg Boghandel for at handle.

I en 87 siders beretning skriver Oskar Grönning om sine oplevelser. Han skriver bl.a. om et mord på en baby. En SS – soldat tog babyen op i benene og smadrede babyens hoved mod jernsiden af en lastbil. Han kunne ikke tåle babyens skrig.

Oskar Grönning blev fritaget for tjeneste i KZ – lejren, taget til fange og interneret i England. Da han kom tilbage til Tyskland, levede han et normalt liv uden nogensinde at blive straffet.

Nu mødte han op med gangstativ, krumbøjet og mærket. Hvorfor havde man ikke anholdt ham mange år tidligere?

 

Det tyske retsvæsen har fejlet

Det tyske retsvæsen har været miserabelt og fejlet stort. Da krigen sluttede, var 6.500 mennesker, som havde arbejdet i KZ – lejrene stadig i live. 43 SS – mænd var for retten. 9 af dem fik fængsel for livstid, mens 25 andre fik kortere fængselsstraffe. Alle andre gik fri.

Når man sådan laver research, møder man diverse tal. Et andet tal siger, at 7.000 vagter og lejrpersonale, som var direkte involveret i udryddelsen i over en million mennesker i Auschwitz, er kun cirka 750 blevet straffet.

En af dem var lejrens første kommandant Rudolf Höss, der blev hængt foran lejrens port den 16. april 1947. Det sidste han så, var skiltet over porten med teksten ”Arbeit macht frei”.

Forbryderne kunne dybest set bare vende tilbage til det samfund, som de kom fra. De forsvandt tilbage i deres gamle nabolag. I mange år var der ingen, der bekymrede sig om, hvad de havde lavet.

 

Han er medansvarlig for mordene

For de overlevende fanger er det et bittert faktum, at der var så lidt interesse for at domfælde dem for forbrydelser mod menneskeheden. En af de overlevende fanger siger:

 

  • Det kan godt være Oskar Grönning er gammel, men det er de overlevende også. Det er ingen grund til, at han ikke skal stilles for retten. I Holocaust var enhver, der blot var et lille hjul i maskinen, medansvarlig for mordene.

 

Allerede i 2002 fortalte den dømte sin historie til BBC og Der Spiegel. Han meldte sig til Waffen SS som 19 – årig – 19 år gammel. Han var bankuddannet. I 1942 blev han udstationeret i Auschwitz. Han blev sat til at bogføre fangernes personlige værdier ved ankomst til Auschwitz.

Men hvorfor blev han først stillet for en dommer i 2015? Andre med direkte blod på hænderne er det lykkedes at undgå opmærksomhed og straf.

Ingen fra statsbanerne blev gjort ansvarlige

Der blev forhandlet om nedslag i prisen med de tyske statsbaner for større grupper. Børn under fem år rejste gratis. Herefter blev fangerne anbragt i kreaturvogne og kørt til den visse død i Auschwitz. Det var ikke en eneste ansat hos statsbanerne, der efter krigen blev dømt for krigsforbrydelser.

 

Stilheden overdøver alt

Auschwitz – museet blev sidste år besøgt af 2,3 mio. besøgende. Det er fire gange så mange som for 20 år siden. Busserne holder i lange rækker. Men stilheden. Den overdøver alt.

 

Kilde:

  • Peter Langwithz Smith: Auschwitz: ”Dødens Bolig”
  • Rudolf Vrba: Flugten fra Auschwitz
  • Timothy Snyder: Bloodlands, Europa mellem Hitler og Stalin
  • Timothy Snyder: Sort Jord
  • Wendy Lower: Hitlers Furier
  • Jan T. Gross: Gylden Høst
  • Helga Weiss: Helgas dagbog
  • Morten Vestergaard: Pigen fra Auschwitz
  • Therkel Stræde, Dennis Larsen: En skole i vold
  • Torben Jørgensen: Stiftelsen – Bødlerne fra Aktion Reinhardt
  • Harald Weltzer, Sønke Neitzel: Soldater – Beretninger om krig, drab og død.
  • Palle Andersen: Holocaust, Forfølgelse og udryddelse af jøderne 1933 – 1945
  • Otto Dov Kulka: Landskaber fra dødens metropol
  • Eddy de Wind: Endestation Auschwitz – En overlevendes beretning
  • Eva Schloss/Karen Bartlett: Efter Auschwitz – en historie om sorg og overlevelse fortalt af Anne Franks stedsøster.
  • ekstrabladet.dk
  • nyheder.tv2.dk
  • jyllands-posten.dk
  • politiken.dk
  • wikipedia.dk
  • wikipedia.de
  • folkedrab.dk
  • denstoredanske.dk
  • bt.dk
  • Berlingske Tidende
  • Kristeligt Dagblad
  • Weekendavisen
  • Flensborg Avis

 

Hvis du vil vide mere: Dette er artikel nr. 1.500www.dengang.dk  Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) finder du 299 artikler, herunder:

  • Den Polske Historiefortolkning
  • Bag KZ – lejrens pigtråd (Buchenwald)
  • KZ- Udelejr – Husum – Schwesing (Svesing)
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Da krigsforbryderne flygtede
  • Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
  • Dansk vaccine i Buchenwald
  • Værnet, læger der måtte flygte
  • Joseph Mengele – dødens engel
  • Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
  • Døden over Babi-Jar
  • Waffen SS – engang en elitehær
  • De svenske forbindelser under Anden Verdenskrig
  • Danske Cementfabrik med tvangsarbejdere
  • Hvad skete der i Borbruisk?
  • Buchenwald – rædsler og lidelser
  • I ondskabens øjne af Holocaust
  • SS – absolutte Grusomheder
  • Tvangsarbejde i det tredje rige
  • Mirjams Flugt
  • Holocaust – aldrig igen
  • Himmler – og hans datter
  • KZ – lejr, Ladelund og mange flere

Den polske historiefortolkning

Dato: februar 11, 2020

Den polske historiefortolkning

Polakkerne kom ikke til Auschwitzdagen. Der omkom masser af polakker. Den nye polske historielov er populær – i Polen. Den nye lov skal skræmme historikere. Dengang var der tre millioner jøder i polen. Massemordene i Jedwabne. Regeringen: Kendsgerningerne er usikre trods dom. Sådanne bøger er svære at sluge for polakkerne.  Kampen om fortiden spiller en afgørende rolle i polsk politik. Den polske regering vil bestemme, hvordan historien skal skrives. Polen skal hvidvaskes.

 

Polakkerne kom ikke til Auschwitzdagen

Polens regering var ikke repræsenteret, da verdens ledere var samlet i Jerusalem for at markere 75 – årsdagen for befrielsen af Auschwitz. Koncentrationslejren lå under Anden verdenskrig i det tysk besatte polen.

Det var Polens præsident Andrzej Duda, der havde afvist invitationen. Han var utilfreds med, at Polen ikke ville få taletid ved begivenheden. Den ære tilfaldt Rusland, USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien.

Det kan jo undre, at Polen ikke fik taletid, men det skyldes nok en ny lov, som Polens regering har indført.

 

Der omkom masser af mennesker

Polakkerne er blevet pikeret over pludselig at få påduttet begrebet ”polske udryddelseslejre” Vi ved alle sammen, at det var tyske ”vernichtungslager” . Det var bl.a. Auschwitz, Treblinka og Belzec. Tre millioner blev udryddet, heraf var 2,7 mio. jøder.

5,5 millioner polakker blev dræbt under Anden Verdenskrig og alene i Auschwitz var det også 74.000 kristne polakker.

 

Den nye polske historielov er populær – i Polen

Det er en forbrydelse at beskylde den jødiske nation for medansvar for holocaust og formidlere af ”usandheden” risikerer fængsel i op til tre år. Kritikere er rasende, men i Polen er loven populær. Man kan sige, at dette igen er et eksempel på, hvordan politikere kan tage erindringen om fortiden og bruge den som et våben til at skabe politiske resultater i dag.

 

Den nye lov skal skræmme historikere

En af dem, der sikkert bliver ramt af den nye lovgivning, er forfatteren Anna Bikont. Hun tegner et forfærdeligt billede af forholdet mellem jøder og polakker dengang og nu. Hun konkluderer, at polakker, ansporet af tyskerne i mindst 30 byer dræbte deres jødiske naboer. Hun hævder, at nutidens Polen nægter at se fortiden i øjnene.

Konservative politikere og historikere afviser hendes og Jan Gross bøger. Den nye lov skal skræmme historikere og journalister til at beskæftige sig med polsk historie for eksempel om jøderne.

Det andet formål er indenrigspolitisk. Polens historie er under angreb fra især udenlandske historikere. Den polske regering har med held fokuseret på ”dem mod os”. Loven er som sagt temmelig populær i Polen, men ikke i udlandet.

Israel, USA og Frankrig har protesteret og brugt meget skarpe anklager som ”Holocaust – benægtelse” og ”omskrivning af historien”. Men regeringen i Problem med Jedwabe-historien”, den kommer vi tilbage til.

 

Dengang var der tre millioner jøder i Polen

Der var i 1930’erne tre millioner jøder i Polen. De udgjorde omkring 10 pct. af befolkningen. Jøderne levede i parallelsamfund med egne skoler, partier og medier. Egentlig var det polske samfund ikke antisemitisk som det tyske. Men myndighederne reb omvendt heler ikke ind over for udskejelserne.

En politirapport beskriver, at en præst var så antijødisk, at hver gang, han var fuld, så skød han efter en jødisk skrædder i nabolaget. Den katolske lokalavis beskrev i 1938, en effektiv boykot af jødiske forretninger i området:

 

  • 250 jødiske familier er nu dømt til at sulte

 

Massemordene i Jedwabne

I 1939 besatte Sovjetunionen det østlige Polen blandt andet ”Jedwabne”. Det blev skæbnesvangert. De polske magthavere betragtede jøder og polakker som lige. De blev ligeværdige og det var et kæmpe chok for polakkerne. Jøderne kunne nu blive lærere, politimænd og de fik de samme rettigheder som andre. Og det forstærkede kun det lokale had. Og dette førte også til en ide om at jøderne samarbejdede med bolsjevikkerne.

22.juni 1941 invaderede tyskerne så Sovjetunionen – herunder det østlige Polen – og i by efter by skete det samme som skete i Jedwabne. Tyskerne ansporede en gruppe mellem 40 og 80 polske mænd til at genne polske kvinder, mænd og børn ud på torvet, ydmyge dem og marchere dem til en lade. De tvang en gammel rabbiner til at gå forrest med en rød fane, og en anden gik med en Lenin-buste, hvorefter gerningsmændene låste jøderne inde i laden og satte ild til den. Mindst 300 jøder brændte ihjel – og yderligere 40 jøder blev dræbt andre steder i byen.

Gerningsmændene bag drabene var de polske beboere i Jedwabne fastslog en uafhængig polsk undersøgelsesdommer i 2002 efter 111 vidneafhøringer og to års efterforskning. Tyskerne havde formelt ansvaret og tillod drabene, men det var polakker, der udførte dem, fastslog dommeren.

Anna Bikont dokumenterer også at lignende tilfælde forekom i mange nordøstlige byer i Polen i hvert fald i 30 byer og sikkert mange flere. Mange beboere sidder i dag fast i fortiden. Enten benægter de, at polakker slog jøder ihjel og hævder, at det var tyskerne. Og ellers hævder de, at jøderne selv var ude om det.

 

Regeringen: Kendsgerningerne er usikre

Men den polske udenrigsminister mener, at kendsgerningerne omkring Jedwabne er lidt usikre:

 

  • Kendsgerningerne er lidt usikre. Kendsgerningerne må tjekkes igen. Historikerne er ikke sikre i sagen

 

De fleste polakker mener i dag, at historien er opspind, og at der ikke er et folkefærd, der har reddet så mange jøder som polakkerne.

Når en regering forbyder, undsiger, ignorerer, eller bortforklarer kritisk historie, risikerer den at komme til at stå inde for den kritikløse historie og sådan er det også blevet opfattet andre steder i verden.

 

Sådanne bøger er svære at sluge

Jan T. Gross som er historieforsker, er også blevet retsforfulgt. Hans bøger er svær at sluge for polakkerne. Hvad der egentlig skete den gang, er tabu for mange i dag. Gross beskriver klunserne ved Treblinka, der lod sig fotografere ved resterne af jøderne efter, at de havde været i gaskamrene. Polske journalister nægtede at tro på fotoernes ægthed.

Udplyndringerne af jøderne foregik både før og efter gaskamrene af den polske lokalbefolkning. I landdistrikterne var der massemord på jøderne og i byerne var det pengeafpresning mod dem. Gravrøveri var sat i system.

De polske bønder tilsluttede nazisternes udryddelse af jøderne. Den katolske kirke i Polen var bekendt med forholdene. Men de forholdt sig tavse.

 

Kampen om fortiden spiller en enestående rolle i polsk politik

En renskuret polsk historie bliver et argument for polsk patriotisme sådan som regeringen nu engang definerer patriotisme. Hvis det ikke er noget at skamme sig over i fortiden er det heller ingen grund til bare en smule ydmyghed i nutiden.

Kampen om fortiden spiller en enestående rolle i polsk politik. Somme tider føles det som om polakkerne lever i fortiden.

90 pct. af de polske jøder blev udryddet under anden verdenskrig. I dag er det kun mellem 10.000 og 20.000 tilbage. Engang befandt det største jødiske samfund i Europa sig her.

 

Den polske regering vil bestemme, hvordan historien skal skrives

Den polske regering forsøger nu at bestemme, hvordan historien skal skrives. Det gør man ved at ignorere eller renvaske antisemitismen, pogromerne og dele af holocaust. Det centrale i den nye polske lov er værd at citere:

 

  • Den, der offentligt og usandfærdigt tilskriver den polske nation eller den polske stat et ansvar eller medansvar for nazistiske forbrydelse begået af det tyske rige eller for andre forbrydelser, der udgør forbrydelser mor freden, forbrydelser mod menneskeheden, eller som på anden måde mindsker ansvaret markant for disse forbrydelsers sande gerningsmænd, påtager sig bøder eller fængselsstraf i op til tre år.

 

Samtidig truer Knesset nu med at vedtage en lov, der skal gøre det til en forbrydelse at nedtone, at også polakker deltog i Holocaust som gerningsmænd.

 

Polen skal hvidvaskes

Den polske lov betyder, at ikke alene er ulovligt at tale om polske KZ – lejre. Loven betyder også, at det generelt er strafbart at hævde, at polske borgere, embedsmænd eller institutioner var involveret i krigsforbrydelser. Loven vil ramme forskere som forholder sig kritisk til Polens historie under nazismen.

Historien bliver omskrevet for at hvidvaske Polen under Anden Verdenskrig og præsentere landet for omverden som en nation, der udelukkende havde ofre.

 

Kilde:

  • Jan T. Gross: Gylden Høst – ondskab I skyggen af Holocaust
  • Anna Bikont: The Crime and the Silence
  • information.dk
  • b.dk
  • I ondskabens skygge af Holocaust – artikel fra dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.499 artikler, heraf er 298 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter):

 

  • I ondskabens skygge af Holocaust
  • Gleiwitz-senderen
  • Massakren ved Kathun