Charlotte Dorothea Biehl
Hun elskede sin morfar. Han lærte hende at læse. Allerede som 5 – årig kunne hun læse dansk og tysk. Egentlig gik hun aldrig i skole. Som 8 – årig døde morfar. Faderen nægtede hende at læse bøger. Det måtte hun gøre i smug. Hun ville selv bestemme, hvem hun ville gifte sig med. Men hun nåede det aldrig. Nu begyndte hun at oversætte vanskelige tekster fra fransk og spansk. Hun skrev også komedier og kom i teaterkredse. Man snakkede om, at hun som 40 – årig var blevet forelsket i den 20 – årige garderløjtnant Johan Bülow. Men en traditionel forelskelse kan man ikke tale om. Men Charlotte Dorthea følte sig krænket, da Johan ægtede en meget rig pige. Hun følte sig endnu mere krænket, da folk talte om, at han måtte have mange elskerinder med sådan en pige. Charlotte Dorothea skrev nu også komedier og historier fra hoffet. Hun døde i 1788 og er gravlagt i kapellet i Sankt Petri Kirke.
Charlotte Dorothea Biehl Født 1731, død 1788. Datter af Christian Æmilius Biehl og hustru Sophie Hedevig f. Brøer. Charlotte Dorothea Biehl ugift, død i København, gravlagt i Sankt Petri kapel.
Charlotte Dorothea blev født 2. juni 1731 i København, kort efter at Christian 6. var kommet på tronen og Ludvig Holberg endnu havde 23 år af sit liv til gode. Hendes fader var informator. Siden blev han bygningsinspektør og sekretær ved Kunstakademiet Charlottenborg.
Hendes morfar Hans Brøer var præsident i borgerretten og slotsfoged på Københavns Slot. Hendes farfar Claus Biehl var vintapper i Store Nikolaistræde, og her kom Holberg. Charlotte Dorothea havde fra barn mulighed for at høre nyt, både fra hoffet og fra levende kredse i hovedstaden.
Selv om hun har skrevet, at hun færdedes mellem riddere og embedsmænd, var det egentlig kun hendes morfar der interesserede sig for hende. Ham elskede hun. Egentlig i skole kom hun ikke, men hos sin morfar lærte hun at læse, og lærte sig respekt for bøger. Hun var særdeles godt begavet og tidligt moden.
Da hun var fem år, kunne hun klare at læse tysk og dansk, og hun klemte på med læsningen, så hendes morfar sagde “Hvor meget vil du da lære, min tøs!” – Hun svarede selvfølgelig “Alting”. Men da hun blev otte år, var den første gyldne tid ovre. Hendes morfar døde, og hedes far var af en anden skole. Han forbød hende at læse. Tanken om lærde fruentimmere var ham en pest.
Hendes skæbne kom til at ligne den Zille Hans Dotters, som Holberg havde digtet om, pigen fra Ebeltoft, der ville læse, men ikke måtte – dér var det nu mest moderen, der strittede imod, af dumhed, mens det hos Charlotte Dorothea var faderen. Ud fra yderst konservative idéer. Men når det siges, at hun er tidstypisk, pigen som samfundet ville hindre i at komme frem, fordi hun var kvinde, er det galt. Det var ikke omverdenen, det var hendes far.
Hun fortæller, hvordan hun stjal sig til at læse, og hvordan hun fik ekstra brænde på ilden for at få lys til læsningen. Hun fik blå mærker på anklerne af de skjulte bøger, der daskede i hendes kjolefor, og det blev
en kamp mellem hende og faderen, ikke bare noget med tidsånd og kvindens undertrykkelse, men to lige stædige naturer.
Da han først havde låst de bøger inde, som han tog fra hende, blev det et princip, at han skulle adlydes, han var husets hersker, hans ord var lov, og for ham var det vigtigere, end det med læseriet.
Men hun ville, hvad hun ville. Hun passede alt det huslige, hun skulle passe, men hun fik læst og læst.
Tidens skolevæsen var for drenge, morsomt nok; undtagen på landet, for Frederik 4.s rytterskoler var både for piger og drenge. I stæderne og i København måtte pigerne undervises privat, og det blev kun få.
Det er ikke bare morsomt, det er sandheden man ser hos Holberg, når hans unge forelskede borgerdøtre er naive, barnlige, uudviklede, hjælpeløse og komplet uvidende, mens Pernille kan klare ærterne, for hun har i hvert fald en praktisk livserfaring. Det siger ikke at borgernes døtre var dumme. De havde bare, ud over det huslige og broderi, intet som helst lært.
Der havde været og var lærde damer i Danmark, men i reglen adelige. De var ofte bogsamlere, og de var hverken foragtede eller set som latterlige, tværtimod. Men de var sjældne. Dorothea Biehl klarede sig selv frem, på tværs af sin far.
Men hun lavede ingen huslig revolution. Han var husherren, og det drømte hun ikke om at få ændret, hun ville bare læse. Og så gik hun på tværs i ét stykke til; hun ville ikke lade sig tvinge ind i et ægteskab, og den chance, som hun selv øjnede, tøvede hun for længe med.
Hun blev aldrig gift. Hendes far truede bogstaveligt med at smide hende på porten, han ville ikke i evighed forsørge hende, og hvordan ville hun gøre det selv, uden mand? Det spørgsmål var ikke hen i vejret, sådan som samfundet var bygget op, for det var ikke indrettet på, at en kvinde skulle forsørge sig selv, medmindre hun arvede, så hun kunne leve sorgfrit.
Men gennem barndom og ungdom havde hun ikke alene kendskab til hofkredse, hun var også inde ved teatret. Hun var begejstret for Holberg, og for teatret. Samtidig med, at hun var fortvivlet, til tider så hun græd, over den urimelige far, kom hun sammen med teaterinteresserede i staden, uden at vi klart kan se, hvordan en ung pige kunne komme sammen med dem, med en så hysterisk far.
Hun havde gjort sig dygtig i fransk, hun snakkede med de franske skuespillere, og vi savner stadig en overgang, men familien Biehl flyttede i 1755 til en inspektørbolig ved Charlottenborg, og her kom en lille privat skuespillerklike, der spillede komedie i inspektørboligen.
Så smidig var faderen dog, men ganske vist var hovedpersonen også
den teaterinteresserede grev Conrad Danneskiold-Laurwigen. Charlotte Dorothea spillede en del hovedroller, og det blev til ret mange, for med et meget lille publikum til det private teaterspilleri gik stykkerne ikke mange gange. Der var ellers stor interesse for teater i byen, og en god viden om teaterlitteraturen.
Balancen til faderen var svær, for nu var han bitter over, at der kom gæster i huset for hans skøre datters skyld, ikke for hans. Men hun kom godt i gang med at oversætte skuespil, og hendes venner så, at hun skrev et godt sprog.
Hun fik en oversættelse spillet rigtigt på teatret i 1762. Så fulgte den svære prøve, da en embedsmand fra kancelliet bad hende oversætte en lovtale over den franske politiker og minister Maximilien de Sully (1559-1641).
Hun skriver selv, at da sekretæren i Videnskabernes Selskab hørte det, sagde han: “Et fruentimmer! Hvor meget kendskab kræves der ikke til at forstå Sully-lovtalen, for slet ikke at tale om at oversætte den!” – og embedsmanden skal have svaret: “De kender hende ikke. Den pige ryster tre professorer ud af ærmet! “Nu blev hendes far interesseret, men hun var på vagt. Alle mennesker, der får succes, oplever at så kommer familie og venner rendende, og flere til, men hun var for klog. Havde hun kæmpet sig selv frem, skulle ingen komme og nasse på hendes succes. Heller ikke “Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse”, (stiftet 1759), der nu pludselig så gerne ville trykke hendes første originale
komedie.
For nu skrev hun komedier. Kunsten havde hun selvfølgelig lært af Holberg. Hun slog ham ingenlunde ud som dansk komediedigter, og hendes stykker er nu kun kendt som litteraturhistorie, men de er ikke alle ringe. Der er bare det, at i alt hvad hun skrev, måtte hun som ung dydig og ugift pige nødvendigvis skrive ret teoretisk ædelt om kærlighed. “Vellysten” – som hun måske aldrig selv nåede frem til, har hendes foragt.
Hun skrev mange stykker, og fik så at sige intet for dem. Faste regler for honorarer eksisterede ikke endnu. Men hun oversatte, hun digtede, og hun var almindeligt kendt og anerkendt. Hun fik en fejde med teaterchefen Hans Wilhelm von Warnstedt, og hun lod ham ikke dø i synden, for hun satte ham ind i sit forfatterskab på en temmelig skandaliserende manér.
I øvrigt må hun have været utroligt lærenem. Den italienske minister bad hende om at oversætte fra italiensk. Hun gjorde det. Og så bad den spanske gesandt hende om at oversætte Miguel de Cervantes’ satiriske ridderroman om Don Quixote fra spansk. Om hun kunne lidt spansk i forvejen kan vist ikke siges, men han bad hende om det i 1775, han hjalp hende ind i det spanske sprog, og 1776 kom første del af romanen, resten i 1777.
Det blev en af hendes store bedrifter. Oversættelsen stod i flere menneskealdre, som den klassiske danske, udgivet flere gange, også fornyet, med hendes oversættelse som basis. Så skrev hun fortællinger og flere andre ting.
Hun var flittig, men tjente stadig ikke alverden. Alligevel havde hun den triumf, at hun med sit skriveri kunne forsørge sin far, da han blev gammel.
Men så skete det store i hendes liv. Både hun selv og sladderen havde fablet om, at nu var hun vist ved at finde sig en mand. Det skete så i 1771, men højst mærkeligt. Hun var blevet overvægtig, og for at få lidt
motion, gik hun om morgenen hen og spiste frokost i Kongens Have, hvor der var servering i lysthusene.
Her traf hun, selv 40 år gammel, en garderløjtnant, Johan Bülow (1751-1828). Han var en ung mand, 20 år, og meget tilbageholdende og genert. Hun kom i snak med ham, og han lovede at ville besøge hende. Han var nok lidt desorienteret, men det blev et venskab, der varede til hendes død. Hun var simpelthen forelsket i den unge mand, moderligt, og ikke bevidst forelsket, mere betaget, i en romantisk stil og platonisk. Han var til gengæld først beæret over, at den kendte skrivende dame interesserede sig for en ung mand.
Siden satte han stor pris på hende og var vel også på en måde platonisk forelsket. Han sendte hende blomster og frugt, hun broderede til ham, og så skrev hun breve.
Han blev ikke ved med at være ung garderløjtnant. Han blev lærer og vejleder for kronprins Frederik (den 6.) Han blev kammerjunker, og så steg han i graderne, særdeles højt og blev Ridder af Elefanten. Men
gennem mange år var han Charlotte Dorotheas trofaste ven.
Han havde tit hørt hende fortælle om, hvad hun havde set og hørt, fra hoffet, fra staden, fra alle de kredse, som hun havde haft og havde kontakt med. Og så bad han hende om at skrive det til ham i breve. Det var alt for friskt stof til at man kunne tænke på at lade det trykke i bogform, og meget af det var for intimt.
Johan Bülow har set, at det bedste ved hendes fortællinger var, at hun fortalte uden diskretion, sin egen mening, og det hun havde set og hørt, lige ud af posen. Det blev til en slags privat dansk personalhistorieskrivning om konger og dronninger, om mennesker ved hoffet, og om hvad der ellers kom for. Om Frederik 4. og hans vanskeligheder. Om Frederik 5.s to dronninger, og hans unge elskelighed Cathrine Hansen, hans vilde liv hans druk.
Om Juliane Marie (der jo levede endnu) om Caroline Mathilde, om Christian 7. om Struensee, og om hvordan tragedien havde udviklet sig. Og så oplevede de begge fortsættelsen, med Høegh-Guldbergs styre, og ham var hun lidt bitter på, for hun fik sin lille pension højst uregelmæssigt. Og så kom kronprins Frederiks statskup i 1784, da han, med en lille klike af reformfolk bag sig, tog magten fra enkedronning Juliane Marie, fra arveprins Frederik og fra Guldberg.
Bag det kup stod i høj grad Johan Bülow. Kronprinsen havde klaret sin del mesterligt, uagtet han kun var frisk konfirmand. Men så fik Bülow
en idé, som kun få aktive personer i dansk historie har fået: Dorothea Biehl skulle skrive dets kups historie, friskt nu det lige var sket, ikke som sladder, men solidt, og i sit gode klare sprog. Han fik kronprinsen med på idéen og skaffede hende alle oplysninger og papirer.
Så skrev hun historien, set af de sejrende, men dog nøgternt, og naturligvis til arkiv, for heller ikke den historie lod sig trykke straks – blandt andet var det jo tydeligt, at den stakkels syge konge havde spillet en ret lille rolle, selv om han sikkert var langt mere klar
over, hvad der skete, end man siden har haft brug for at huske.
Venskabet fortsatte, brevene fortsatte, og fra hendes hånd var efterhånden kommet en hel dynge breve, nok til en ganske tyk bog, om de højeste kredses liv og levned, ikke mindst deres ægteskabelige liv, ikke
som snask i sagerne, men åbenhjertigt og klart. Alt det er senere udgivet også forkortet, og skildringerne er meget læseværdige.
Den gamle barske historiker Caspar Paludan-Müller (1805-1882) kaldte hende “slotssladdertasken“, tja, helt galt er det nok ikke, men temmelig meget af, hvad vi kalder historie, hviler jo på sladder, så kan formen være mere eller mindre poleret. Senere historikere har fundet frem til, at det, hun fortæller, er pålideligt nok. At det er så ny historie, så hun er part i sagen, er naturligt.
Hun afskyede Juliane Marie, og det har farvet hendes skildring. Men hun er ikke ufin, aldrig perfid, hun sælger ikke sine personer for effektens skyld. At hun har temperament, også i skriveriet er en anden sag.
Hun sluttede sit egentlige skriveri med en lille selvbiografi, som hun kaldte “Mit ubetydelige Levnedsløb”. Titlen er i tidens smukt beskedne stil og skal ikke tages alvorligt. Hun har aldeles ikke regnet sig selv for ubetydelig, og det var hun heller ikke.
Derimod blev hendes senere år triste. Hun havde svært ved at klare økonomien, for da som nu: i et lille land som Danmark, med et lille publikum, kan man nok leve af at skrive, men så skal der også skrives.
Hun var sygelig, måske mere af nerver og triste tanker, end af egentlig sygdom, og i 1785 giftede hendes elskede Johan Bülow sig med Else Marie Hoppe.
Dorothea havde grund til at føle sig krænket, at han ægtede en pige, der så vidt vides var ubegavet og dværgagtig. Men hun var meget rig. Bülow tog det sælsomme ægteskab i stiv arm – det manglede også bare. Men rygterne fik travlt, for med den kone måtte han da have elskerinder. Det gjorde Dorothea dybt mistrøstig, ser vi af brevene. For vel ønskede hun ham al held og lykke, men der var vel en kant.
Hendes skriveri blegnede. Tiden løb fra hende, Med erindringer tilbage til Holbergs bedste alder, med alle de mennesker hun havde kendt nu døde – det var færre der dengang nåede en høj alder – og med triumferne som skrivende dame nu fjern fortid, sad og var trist.
Det ses af brevene, at hun slås med at finde noget at skrive om, der kan interessere hendes kære Bülow. Han svigtede hende ikke, han besøgte hende, men med sin høje stilling; han var en af magtelitens topmænd, havde han meget at gøre.
Han faldt i unåde og blev afskediget i 1793, men det var efter hendes
død, så hun oplevede ikke, at han flyttede til Sanderumgaard på Fyn for stedse. Han fungerede i hendes tid stadig, og med sin høje stilling havde han som sagt også andre ting at tage sig af, end den skrøbelige
gamle dame.
Det vil sige – gammel var hun jo ikke, efter vores mål. Men hun var ensom, og han kom kun sjældent. “Kan De maaske ikke taale at se den kjendelige Aftagelse paa den usle Lerhytte, der vidner om dens hastige Nedbrydelse?”, skrev hun, i tidens billedsprog.
Også Johannes Ewald kaldte sit skrøbeligt legeme for “det
nedbrudte Ler”.
Charlotte Dorothea Biehl døde 17. maj 1788 – 56 år gammel, den betydeligste skrivende kvinde i det danske 1700-tal. Hun blev gravlagt i kapellet i Sankt Petri Kirke i København. Hun har en plads i dansk
litteraturhistorie, i dansk personalhistorie og i dansk historieskrivning.
For hvad man end gennem skiftende tider har ment og sagt om hende, så har vist ingen skrevet historie om det tidehverv uden at bruge hende som kilde. Og så kunne hun, bedre end de fleste i sin tid, skrive dansk.
Billedtekst: Maleren Kristian Zahrtmann forestillede sig i 1874 Charlotte Dorothea Biehl, der følger gadelivet fra sin lejlighed på Kongens Nytorv i Nr. 169 (nuv. gadenr. 22), lige over for hendes elskede Theater.
Vi håber på et tidspunkt at kunne bringe dette foto på Facebook.
Dorothea Biehls talrige manuskripter og breve findes fortrinsvis i Bülows arkiver på Sanderumgaard, Sorø
Akademi og Det Kgl. Bibliotek.
.
Charlotte Dorothea Biehl (1731–1788)
Kilde: https://www.kvinfo.dk/side/170/bio/138/query/Charlotte%20Dorothea%20Biehl/?fbclid=IwAR2sTXIu6w9H6-
LZzaEYsR2kDmG5pQbHWd-0qH13v4RpBzT4jG80nILsfqg