Søgeresultater på "Ribe"
Dato: marts 23, 2019
Anklaget for Højforræderi
Alle ledere fra det tyske mindretal stod anklaget. Nogle af disse for Højforræderi. Vi følger et par af retsdagene. Hvad var det nu med disse ”beretninger”? Der var et særdeles dårlig forhold mellem Jens Møller og politimester Brix. Den 20. april 1948 var der åben for tilhørere. Skarp kritik fra Møller. Der blev ikke talt om grænserevision, påstod Møller. Gråsten-brevet af 21. oktober 1940. Møller benægter at være forfatteren. Et brev fra NSDAP-N i Tinglev. Møller havde aldrig opfordret til vold. Sekretær Reimann som vidne. Møller angriber igen Brix. Den 27. april 1948 er det Peter Larsens tur. Han mente at både Brix og dommeren var alt for mistroisk. Nu fortæller Møller og Larsen ikke ret meget. Vi får sandheden om Zeitfreiwilligen. Lindemann lovede at korpset fik våben.
Alle ledere fra det tyske mindretal stod anklaget
I årene efter besættelsestiden stod alle ledere af Det Tyske Mindretal anklaget. Anklagerne mod Jens Møller og Peter Larsen var de mest alvorlige. Her drejede det sig om bl.a. højforræderi. Modstandsbevægelsen havde krævet, at jens Møller blev dømt til døden. Men efter mange retsdage blev både Jens Møller og Peter Larsen dømt 15 års fængsel. Begge blev dog løsladt i begyndelsen af 1950’erne.
Vi følger et par retsdage
Jens Møller fortsatte som dyrlæge. En tidlig morgenstund kørte han ind i et træ med døden til følge, efter at have arbejdet hos en bonde hele natten.
Vi følger i denne artikel to retsdage ved retten i Aabenraa. Her drejer det sig det væsentlige og finde ud af, hvem der havde skrevet et bestemt brev afsendt fra Gråsten den 21. oktober 1940.
Hvad var det for ”Beretninger”
Endvidere ville de danske myndigheder gerne vide, hvad de såkaldte ”Beretninger” skulle bruges til, og hvem der havde modtaget disse. Disse ”Beretninger” indeholder informationer om dansksindedes overgreb, boykot og aktioner mod medlemmer af det tyske mindretals medlemmer. De danske myndigheder mener desuden, at det i den grad er blevet manipuleret med disse ”beretninger”.
De danske myndigheder mente, at disse blev brugt som et argument for, at flytte grænsen. De blev sendt til Berlin, og meningen var, at overbevise de tyske ledere om, at det tyske mindretal blev så dårlig behandlet, at tyskerne blev nødt til, at flytte grænsen op til Kongeåen.
Dårligt forhold mellem Jens Møller og politimester Brix
Det er ganske tydeligt, at forholdet mellem lederen af NSDAP-N og Det Tyske Mindretal, Jens Møller og anklageren, politimester Brix er mere end dårligt. Der er mange personlige angreb fra Jens Møllers side.
Vi skal lige understrege, at vi heller ikke i denne artikel specielt går efter det tyske mindretal, som vi tidligere mange gange er blevet beskyldt for. Kilderne til denne artikel har vi fra Der Nordschleswiger.
20. april 1948 – åben for tilhørere
Den 20. april 1948 var første gang, at der var publikum og tilhører med i retssalen mod lederne af det tyske mindretal. Anklageren, politimester Brix fremkom denne dag med en ny anklage mod Jens Møller – anklage for højforræderi.
Men det ville Møller ikke finde sig i. Han protesterede mod, at Brix i denne anklage optrådte som anklager. Han har jo selv arbejde for grænseflytning gennem den sydslesvigske vælgerforening. I en artikel i Flensborg Avis kunne man se, at politimesteren optrådte til SSW’ s oprettelsesfest.
Brix svarede, at det overhovedet ikke havde noget med politik at gøre. Møller mente, at Brix burde have taget afstand fra SSW’ s grænsekrav. Men denne svarede, at han deltog efter anmodning fra Justitsministeriet.
Dommeren mente ikke, at Møllers protest ville føre til noget. Møller’ s forsvarer mente heller ikke, at det førte til noget. Men Møller fastholdt sit krav. Han ville gerne have en retslig afgørelse.
Brix fortalte til referatet, at han deltog som æresgæst sammen med ministerpræsident Dr. Steltzer og den engelske guvernør i Slesvig Holsten. Brix pointerede, at han samarbejde med det dansk – engelske paskontor igen på opfordring af Justitsministeriet.
Da forhandlingerne igen blev optaget forkyndte dommeren, at Møllers protest efter rettens afgørelse var blevet afvist.
Skarp kritik fra Jens Møller
Møller rettede nu en række angreb mod anklageren, politimester Brix. Han blev beskyldt for, at han i 1947 havde vanskeliggjort indrejse af 200 sydslesvigske børn, der skulle på ferieopholde hos tysksindede i Sønderjylland.
Forsvareren måtte nu fortælle Møller, at dette slet ikke havde noget med sagen at gøre.
Møller fortsatte nu sine angreb. Han kunne ikke forstå, at en mand, der var interesseret i at få flyttet grænsen kunne være anklager i denne sag. Om min sag skal ankes til Landsretten vil jeg være op til sin forsvarer, sagde han. Men det ville hans forsvarer ikke.
Man måtte ikke tale om grænserevision
Anklageren fremlagde nu to breve, dateret april 1940 fra ”Volksdeutscher Mittelstelle”. Disse omhandlede retningslinjer omkring tyskernes politik over for Danmark under besættelsen.
Det ene var fra chefen, SS-Obergruppenführer Lorenz. Det andet var fra sekretær Dr. Garder til Gauleiter i Slesvig Holsten, Sieh.
I begge breve bliver der anført, at der af hensyn til den amerikanske presse, at man ikke må kommentere grænsespørgsmålet.
Den tyske politik i Danmark ville blive ført så gnidningsløst som mulig. Derfor måtte det tyske mindretal indrette sig efter dette.
I den forbindelse spurgte anklageren om Riemanns besøg i Aabenraa. Men dette førte ikke til noget nyt.
Der var ikke blevet talt om grænserevision
Møller forklarede, at han under et besøg i 1938 fik forklaret af Stabslederen hos Volksdeuscher Mittelställe, Dr. Behrens havde fortalt ham, at der ikke kunne blive tale om nogen form for grænserevision. Så for ham var meldingerne i april 1940 ikke overraskende.
Anklageren ville nu vide, om Reimann’ s besøg havde noget at gøre med den ”gule parti-befaling” at gøre? I denne blev der opfordret til at anmelde alle former for dansk chikane af det tyske mindretal.
Dette svarede Møller benægtende på. Han mente, at denne befaling først var blevet udsendt, hvis nok i 1943.
Nu ville Brix vide, hvad disse beretninger/indberetninger skulle bruges til. Og Møller svarede, at de udelukkende skulle bruges til at bedømme den generelle situation.
Møller tilføjede, at han brugte disse, i sit hverv som folketingsmedlem. Så kunne han bl.a. diskutere situationen med Stauning. Desuden var det rart at vide, hvad modstanderne foretog sig, mente Møller. Og disse beretninger/indberetninger blev allerede anvendt, da Møller blev folketingsmedlem.
Gråsten – Brevet af 21. oktober 1940
Nu fremviste Brix et brev der nogenlunde havde følgende ordlyd. (Uddrag):
Den 5. række af situationsberetninger viser, at spændingerne i vores grænseland vokser. I kædebreve bliver der opfordret til systematisk boykot fra dansk side. Denne udvikling sker selv om det tyske mindretal viser tilbageholdenhed.
Jeg må fastslå, at mindretallet følger mine anvisninger og ikke indlader sig i nogen form for provokationer. Man reagerer heller ikke på angreb.
Først sidst på sommeren er Nordschleswigsche Zeitung overgået til at bringe nogle kradse bemærkninger til de provokationer, som vi oplever.
Dette er nødvendig for at bevare vores ære og eksistens. Ellers ville vi fremstå som svag og ligeglade.
Danskheden bruger alle midler til at undertrykke os. Vejen til Norden går gennem at løse det slesvigske spørgsmål. Et helt Slesvig under tysk herredømme ville være det helt rigtige.
Men situationen for det tyske mindretal bliver mere og mere uholdbar. Partikammerater kommer hele tiden og beder om selvhjælp. Men jeg har afvist og i den svære situation er det vigtigt at udvise disciplin.
Men jeg føler, at det er min pligt gennem disse beretninger at gøre opmærksom på situationen.
Brevet var underskrevet ”Heil Hitler” uden underskrift.
Møller benægtede at være forfatteren
Anklageren hæftede sig også ved den manglende underskrift. Derfor blev Møller spurgt, om han kendte brevet. Men han svarede benægtende. Brix ville derefter gerne vide, hvem der havde skrevet det. Møller kunne fortælle, at han allerede havde skrevet et brev på skrivemaskine.
Møller benægtede også, at han var forfatter til det. Og så spurgte Brix, om det var Møllers underskrift på originalen. Der svarede han, at det vidste han ikke, for det var første gang, at han havde set brevet.
Og så ville Brix vide, om det kunne være afsendt uden Møllers viden. Det kunne måske godt være, men det ville være meget usandsynligt, mente Møller.
Møller mente ikke, at det var Politimesteren
Møller mente dog, at han havde en formodning. Det var en mand, der beskæftigede sig meget med dette spørgsmål.
Dommeren lo og bemærkede, at det kunne det nok ikke have været.
Brix forklarede, at Berlin havde taget 110.000 fotokopier, og man afventede også en masse fra London.
Et brev fra NSDAP – N i Tinglev
Møller fordrede nu en masse dokumenter fra de danske ministerier. Dommeren henviste ham til sin forsvarer.
Anklageren fremviste nu et dokument med overskriften ”Heim ins Reich fra den 22. oktober. Det var underskrevet af forskellige ”By kommandører under NSDAP-N. Afsender var NSDAP – N i Tinglev og modtageren var det tyske konsulat i Aabenraa.
I dette brev tales der atter engang om en ophævelse af grænsen.
Brix ville vide om Møller over for konsul Lanwer havde talt om ophævelse af grænsen. Det svarede Møller nej til. Det kunne måske være Peter Larsen, der stod bag dette brev.
Møller fortalte, at han aldrig ville have anerkendt disse brev, hvis de var blevet forelagt ham.
Møller havde aldrig opfordret til vold
Forsvareren spurgte Møller, om han nogensinde havde opfordret til vold. Møller svarede, at det havde han ikke selv om han havde haft lyst til dette. Han havde modtaget talrige trusselsbreve. Det danske politi havde sørget for, at han fik en pistol stillet til rådighed.
Brix ville vide, om det var Møller, der havde arrangeret overfaldet på Rossent (lærer på Statsskolen i Aabenraa).
Dette nægtede Møller, at svare på. Han havde allerede svaret på, at han aldrig havde opfordret til vold.
Sekretær Riemann som vidne
Om eftermiddagen den 20. april blev sekretæren fra Volksdeutscher Mittelstelle, Riemann afhørt som vidne ved hjælp af en tolk. Afhøringen trak i langdrag og måtte afbryde af en pause.
Han fortalte, at han opfordrede til ikke at dramatisere beretningerne om de danske overfald og boykot. Han forklarede at Volksdeutscher Mittelstelle havde modtaget beretningerne. Men man havde ikke gjort brug af dem. De var ikke blevet brugt til at udøve politisk tryk på Danmark.
Han havde ikke udarbejdet et ”Skrift om Grænserevision”. Men han kunne fortælle, at byen Flensborg havde lavet en sådan en. Det havde de gjort, fordi byen ”ikke kunne leve uden”.
Vidnet vidste ikke, om den anklagede Møller havde set dette ”skrift”. Og det var selv om Møller personligt modtog al post.
Møller havde aldrig talt om grænserevision!
Den 21. april blev retssagen mod Jens Møller og Peter Larsen fortsat. Reimann fortalte, at han ikke havde sendt beretningerne videre til Sikkerhedspolitiet.
Møller spurgte Reimann om stabslederen Behrens fra Volksdeutscher Mittelstelle havde betragtet beretningerne som andet end information. Man havde samme opfattelse, at det blot var en information. Han benægtede igen, at disse beretninger var blevet videresendt.
Møller spurgte også Reimann, om han nogensinde havde bedt om en grænserevision. Dette mente Reimann ikke. Nu var han færdig som vidne og kunne igen tage tilbage til Tyskland.
Friherre von Loew som vidne
Det næste vidne var Friherre von Loew. Han var jurist og SS-Fører. Han befandt sig i fangenskab. Brix spurgte ham, om han havde set noget omkring grænserevision fra Møller, men det havde han ikke. Han havde heller ikke Møller tale om det.
Vidnet forklarede, at man i Kiel og Berlin så forskelligt på grænserevision. Gauleiter Lohse i Flensborg ville gerne love det tyske mindretal en grænserevision. Berlin ville ikke høre tale om det.
Von Loew synes selv, at en grænserevision var uvæsentlig. Måske havde han tidligere fortalt noget andet, sagde han så.
Møller angriber Brix
Brix fremlagde en del dokumenter fra Nürnberg-processen med eksempler på, hvad en grænserevision kunne føre til. Eksempler blev fremlagt fra Luxemburg og Elsas-Lothringen.
Det blev for meget for Møller. Han kom nu med en masse personlige angreb mod Brix. Måske kunne noget af voldsomheden have noget med hans fængselsophold at gøre. Han spurgte nu, hvad disse sammenligninger skulle gøre godt for.
Dommeren svarede, at politimesteren ville vise, hvilke konsekvenser, det ville have givet for Nordslesvig, hvis en grænserevision var trådt i kraft.
Møller mente ikke, at politimesteren havde skam i livet
Møller spurgte nu retten om man var klar over, at den engelske hovedanklager, Shawcross havde erklæret, at han var fuld af skam:
Men det kan vi vel ikke forlange af denne anklager. Han har antagelig ingen skamfølelse.
Brix havde efterhånden fået nok af Møllers vedvarende personlige angreb:
Men Møller kunne ikke dy sig, og fortsatte med at fortælle, at der ville komme meget mere.
Dommeren beder Møller dæmpe sig
Det fik så dommeren på banen. Han henvendte sig til Møller:
Møller svarede, javel, men fortalte så, at han havde erfaret, at politimesteren havde sagt til sin kone, at man skulle sende ham til ”Tosseanstalten” i Augustenborg.
Men det passede ikke, svarede Brix. Fru Møller havde til ham sagt, at hun næsten ikke kunne genkende hendes mand. Han havde svaret, at hvis hun mente, at hendes mand psykisk og fysisk ikke var rask, så skulle anklagemyndighederne nok sørge for, at han ville komme i behandling af de rigtige læger.
Til dette svarede Møller, at det overhovedet ikke passede. Man havde i stedet sendt en læge, der skulle undersøge ham for syfilis.
Dommeren forsøgte at forsvare Brix. Han sagde, at dette ikke havde noget med politimesteren at gøre. Det hørte til lægens pligt.
Nu ville Møller have, at hans kone mødte op i retten som vidne.
Dommeren svarede, at dette ikke kunne lade sig gøre. Han anmodede nu Møller om at styre sit temperament. På den måde kunne han bevise, at han havde det godt.
Men Møller fortsatte:
Den 27. april 1948 – Peter Larsens tur
Den 27. april var det så Peter Larsens tur. Han var ligeledes anklaget for højforræderi. Han var anklaget for at være medforfatter til brevet af 21. oktober 1940. Her blev der som allerede nævnt, at hele Slesvig Holsten skulle underlægges Tyskland inklusive Nordslesvig. Han havde også været til samtale med Riemann i april 1940.
Brix spurgte ham om samtalen drejede sig om grænserevision. Men det svarede Peter Larsen benægtende på. Brix spurgte om dette ikke var skuffende. Og dette svarede Peter Larsen bekræftende på.
Riemann ville ikke høre på, at situationen var uholdbar. Det handlede dog ikke om beretningerne. Allerede fra 1935 havde partiet fået disse beretninger, sagde Larsen. Disse havde slet ikke noget med Danmarks besættelse at gøre. Tværtimod havde nogle kredsledere bebrejdet Larsen ikke havde udnyttet situationen den 9. april.
Larsen mente, at Brix var for mistroisk
Brix viste nu Larsen en række beretninger om dansk chikane og boykot. De var fundet i ”Auswärtigen Amt” i Berlin. Men Larsen mente, at disse beretninger kun var arkiveret lokalt.
Men sagde Brix. Her kunne man se, at beretninger var sendt videre. Larsen erkendte nu, at konsul Landwer havde modtaget nogle af beretningerne på opfordring. Han ville bruge dem i sine samtaler med Refslund-Thomsen (Politiadjudant).
Brix ville vide, om Møller vidste noget om dette. Larsen svarede, at mellem ham og Møller bestod et fortrolighedsforhold. Han havde derfor næsten ubetinget fuldmagt. Derfor blev Møller ikke orienteret om det hele.
Hvem fik ellers beretningerne ville Brix gerne vide. Nu mente Larsen, at Brix var blevet lidt for mistroisk. Han fastslog, at beretningerne blev i organisationen.
Dommeren var forundret
På spørgsmålet om overborgmester Kracht i Flensborg fik beretningerne tilsendt, svarede Larsen, at det ikke var ham, der havde sendt ham.
Dommeren var forundret over, at Møller havde sagt, at disse beretninger blev brugt i forbindelse med hans folketingsarbejde. Og hvordan var disse beretninger så også landet i Auswärtiges Amt i Berlin, ville dommeren gerne vide.
Larsen kommenterede, at det også for ham var en gåde.
Dommeren mente, at det var Mr. Nobody
Brix mente helt bestemt, at Larsen burde vide, hvem der havde haft beretningerne i hænderne. Indtil nu havde man fået seks sendinger fra Berlin, og der kom sikkert flere. Det vidste Larsen ingenting om.
Dommeren mente, at det var Mr. Nobody.
Nu mente Peter Larsen at dommeren heller ikke skulle være så mistroisk:
Nu lagde Brix en rapport frem af Overborgmester Krachts. Han forklarede, at han havde fået beretninger tilsendt fra Aabenraa. Larsen benægtede nogensinde at have sendt disse til Flensborgs overborgmester.
Larsen mente, at konsulen havde en livlig fantasi
Men sagde Larsen, Det Lille Politiske Råd havde til enhver tid lov til at kigge i disse beretninger. Larsen påstod, at Det Lille Politiske Råd aldrig havde diskuteret grænserevision. Han ville aldrig den 9. april 1940 havde opsøgt politimester Agersted i Aabenraa for at afgive sin loyalitet, når han tænkte på en grænserevision.
Han kendte også Møllers holdning til dette. Vi ville aldrig bruge magt for at få en grænserevision, sagde Larsen. Og da slet ikke, når Danmark var besat. Det har hele tiden været vores politik.
Politimester Brix lagde nu konsul Lanwer’ s beretning foran den anklagede. Det var en plan for et forsvar af Nordslesvig. Larsen mente, at det var en fantasiprodukt fra konsulentens side. Larsen mente også, at konsulens havde en meget livlig fantasi.
I en af beretningerne bliver der talt om en Kongeås – tale, om Jens Møller i Kjelstrup. Både Møller selv, Larsen og Rudolf Stehr afviste dette. De kaldte det for tankespind.
Dommeren undrede sig over alle de uklarheder, der fremkom med hensyn til beretningerne og ”Gråsten – brevet”.
Larsen og Møller kendte ikke til ret meget
Om eftermiddagen den 27. april blev retssagen fortsat. Nu var både Jens Møller og Peter Larsen til stede. Om en Nordslesvigsk SS – afdeling kendte Larsen ingenting til.
Til Kongeå – talen bemærkede Møller, at det er umuligt, at han nogensinde havde kommenteret dette. Omkring Gråsten brevet ville Møller heller ikke udtale sig, men han havde sine formodninger, om hvem det kunne være.
Peter Larsen mente, at hvis Møller havde en formodning om, at det var ham skulle han sige det. Men Møller ville ikke udtale sig. Til mødet var forsvareren i stedet for Højesteretssagfører Hasle nu Landsretssagfører Krüger. Denne spurgte, om forfatteren kunne være den afdøde Peter Kragh. Heller ikke på dette spørgsmål ville Peter Møller svare.
Forsvareren kom nærmere ind på brevet og Peter Larsen mente, at der var noget mystisk over dette brev. Alle beretninger var med kopi og underskrift bare ikke dette brev, Møller mente også, at det var mystisk, at Riemann ikke vidste noget.
Flere nægter kendskab til Gråsten – brevet
Forsvareren antydede, at det måske kunne være Wilhelm Jürgensen (Asmus von der Heide) og Rudolf Stehr som mulige forfattere af brevet af 21 oktober 1940. Jürgensen mente ikke, at han havde forfattet det. Men han kunne da godt have ment det, sagde han. Han mente heller ikke, at det var skrevet af Stehr. Beretningerne var heller ikke blevet redigeret af ham.
Larsen mente, at Jürgensen skulle fortælle ham, hvis han mente, at det var ham. Han ville ikke have, at nogen uskyldige blev dømt. Jürgensen vidste virkelig ikke, hvem der havde skrevet brevet.
Overborgmester Kracht var af den mening, at det var Rudolf Stehr. Det var nøjagtig hans måde at skrive på. Men Stehr svarede, at der har han taget fejl. Og så gentog dommeren, at det måtte være Mr. Nobody.
Hvad var sandheden om ”Zeitfreieilligen”?
Brix meddelte, at de næste dokumenter fra Berlin ville foreligge den 1. maj. Efterforskningen afsluttede i disse dage deres arbejde.
Efter en kort pause fortsatte man omkring ”Frivillige-korpset” (Zeitfreiwilligen). General von Hanneken fortalte, at korpset var opstået efter ønske fra mindretallet. Peter Larsen benægtede denne melding. Von Hanneken havde udtrykkeligt beordret dannelse af dette korps. Hvervningen var gennemført med Peter Larsen som hovedmand. Men han fortalte, at ingen var blevet tvunget eller presset!
Mod korpsets indsats den 29. august 1943 havde Møller protesteret i Silkeborg. Men kun 30 medlemmer havde deltaget, påstod Peter Larsen.
Zeitfreiwilligen skulle have haft våben
Til slut blev der fremlagt en samtale, der havde fundet sted den 17. marts 1945 hos lærer Bergfeld. Heri blev refereret en samtale, der havde fundet sted mellem Dr. Møller og general Lindemann i Silkeborg. For fremtiden skulle korpset være et beskyttelseskorps for mindretallet. Det skulle hjælpe men dog stadig være en del af besættelsesmagtens tropper.
De 750 medlemmer skulle også snart få et våben. Der blev foreslået et gevær med ti skud. Det skulle opbevares derhjemme, så man hurtigt kunne rykke ud i tilfælde af alarm. Der var forskellige forslag til de fremtidige navn – Volkssturm Nordschleswig, Heimwehr eller Schützengruppe. Korpset skulle overtage ”Selbstschutz” funktioner.
Men få uger efter blev korpset nedlagt.
Hermed slutter vores gennemgang af den store retssag i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 10, 2019
Den onde amtmand fra Aabenraa
Overklassen holdt sammen. 1597 overtog Frederik Ahlefeldt posten. Straks kom der nye afgifter. 125 bønder tog til hertugen og klagede. De havde 28 klagepunkter. Bøndernes tillidsmænd blev sat i hullet. Ahlefeldt var hensynsløs men initiativrig. Smedjen blev bespist på Brundlund, men lavede ting til Søgård. Han gik ofte på jagt. Var der ikke fangst kom bønderne i fængsel. Kirkerne skulle betale afgift 4 rdl. Fogeder, møllere og skrivere var med til at fordærve livet. Bønderne i Hellevad skulle betale for herredfogedens og amtmandens fest. Præst udsat for falske anklager. Der skete omplaceringer efter 1603. Men skriverene fortsatte deres ulovligheder. De rige kunne betale sig fra forbrydelser. Det hele sluttede med mord på borgmester Claus Esmarch
Overklassen holdt sammen
Amtmand Kay Rantzau holdt i 1592 i sin egenskab af fadder, Fladsten-bonden Matz Paulsens søn over dåben. Jo de rige overklasse-bønder skulle nok holde sammen. Den slesvigske bonde-overklasse, hvad enten den bestod af selvejere eller arvefæstere, har tydeligvis vidst at værdsætte sin i tiden enestående position.
1597 fik Ahlefeldt posten
I 1597 fik Aabenraa Amt en ny amtmand nemlig Frederik Ahlefeldt. I det korte åremål han fungerede på denne post fik han aldeles mange fjender. Og der blev klaget over ham til hertugen på Gottorp. Det er disse klager som vi kigger på i denne artikel.
Frederik Ahlefeldt var lige som andre adelsmænd på udenlandstur. Denne førte ham til Italien og gennem de habsburgske arvelande. Efter sin hjemkomst i 1589 blev han i 1592 udnævnt til det gottorpske råd for derefter i 1597 at få betroet styrelsen af Aabenraa Amt.
Som amtmand kendes hans navn i forbindelse med udskiftningens tidligste historie. Regnskabet for Aabenraa Amt i 1597 indeholder en fortegnelse over de såkaldte ”tofterodepenge”.
Nye afgifter
Mens bønderne uden tvivl i de nærmest foregående år har kunnet indhegne deres marker og lægge dem i særdrift uden øvrighedens indgriben, har dette efter Frederik Ahlefeldts overtagelse af embedet som amtmand kun kunnet ske med erlæggelse af 1 Rigsdaler pr. tofterode.
125 bønder i protesttog
Men også på en lang række andre områder har den nye amtmand sammen med sine nærmeste medhjælpere grebet ind til ugunst for amtets bønder. Efterhånden tiltog harmen hos disse derfor i en sådan grad, at de vovede springet og i 1603 indgav de på allerhøjeste sted klage over de mislige forhold.
Nu kunne en sådan aktion i disse tider være en betænkelig sag, der meget let kunne stemples som opsætsighed. Uden tvivl har bønderne derfor indset nødvendigheden af at optræde i samlet flok. Det høje herskab blev tvunget til at forstå, at det ikke drejede sig om isolerede grupper af utilfredse bønder.
Derfor blev der arrangeret et bondetog på 125 af amtets bønder, som på Gottorp Slot over for hertug Johan Adolf og hans kansler og råd redegjorde for de usædvanlige skattepålæg, hvormed Frederik Ahlefeldt havde vakt strid og forbitrelse i Aabenraa Amt.
Befolkningen kunne inddeles i tre grupper
Ikke alle var dog med. Som de selv forklarede hertugen og hans mænd kunne amtets befolkning nemlig deles op i tre grupper. For det første, var det alle de, der nød godt af skattefrihed såsom fogeder, møllere og skrivere. Dernæst alle de mange småkårsfolk, der intet ejede og følgelig intet havde at miste. Derfor var det alene bønderne, der kom til at bære byrderne. Og det var fra den kreds, de mange klager hidrørte. Og en af dem var Andreas Marquartsen fra Barsmark. Det anførtes med en hvis stolthed, at hans bedstefar havde været herredsfoged i over 40 år.
28 klagepunkter
Selve klagerne udgjorde ikke færre end 28 punkter. De første handlede om uretmæssigt opkrævede tofterodspenge. Således havde en række navngivne løjtninger oplyst, hvad de havde måttet betale for at:
Adskillige af dem har på et enkelt år måtte udrede helt op til 10 Rigsdaler.
Bønderne i Brunde har i 1603 tilsammen måtte betale 20 Rigsdaler. Og således var tilfældet mange steder, blev det oplyst.
Dertil kom også, at amtmanden havde forbudt dem at hugge ”Stuck und Dorn” på deres egen arvejord, ligeledes havde det været påbudt at fjerne hegn i skovene, der sammen med græsarealerne skulle forblive under fællesskabet.
Bønderne var bange for, at Ahlefeldt ødelagde skovene
Mens det hidtil havde været således, at bønderne havde ret til de ”vindfaldne” træer, havde Frederik Ahlefeldt uden videre frataget dem denne ret. Oven i købet havde han for egen regning ladet grovtømmeret sælge, mens hans ”Fusskncht” havde fået overladt toptræet.
Ja man havde endda også ladet bønderne fælde træ i de hertugelige skove og ladet det føre til Brundlund Slot. Fik han fortsat lov til dette, ville han komme til at ødelægge alle skove, mente de klagende bønder.
Bønderne fik deres svin vurderet alt for lavt. De forsøgte derfor at aflevere deres magreste svin, men det accepterede myndighederne ikke.
De bedste svin blev taget fra bønderne
Resultatet var da, at bønderne beskyldte sig over, at amtsskriver Wolf Kalundt sammen med husfogeden fratog dem deres bedste svin. Tre bønder fra Rise og Brunde kunne endda påvise, at deres svin var blevet solgt til en navngiven kongelig mand for 2 ½ Rigsdaler stykket. De var blevet vurderet til 2 Rigsdaler af Claus Esmarch. Man bragte eksempler på, at denne havde stukket penge i sin egen lomme.
Bøndernes tillidsmænd røg i hullet
Straks ved sin tiltrædelse havde Frederik Ahlefeldt tilsagt bønderne i Aabenraa Amt til en forhandling om en afløsning i penge af de hidtidige tjenestepligter. Under henvisning til forholdene i Haderslev Amt, hvis undersåtter efter konge Frederik den Andens opkøb af derværende godser nød deres friheder med hensyn til tjenesteydelser til andre steder i amtet end til ladegården ved Brundlund. Men til gengæld skulle der så betales et pengebeløb til afløsning af den hidtidige tjenestepligt, de såkaldte tjenestepenge eller ottingspenge.
Bønderne havde derfor valgt seks mænd til at varetage deres interesser under forhandlinger om de nærmere betingelser. Men da disse ikke uden videre ville gå ind på amtmandens krav om mindst 1 Rigsdaler pr. otting jord, havde han kastet dem i hullet og derved indjaget dem en sådan skræk, at de havde accepteret hans forslag.
Resultatet blev da til slut, at de landsbyer, der lå i de bedste egne, skulle give 5 Rigsdaler pr. otting, mens de dårligst stillede kunne nøjes med at erlægge 1 Rigsdaler pr. otting jord.
Ottingspengene fritog altså bønderne for deres tjenestepligter til avlsgårdene ”Meierhöhe” af hvile amtet talte tre, nemlig Høgebjerg, samt jordene til de nedbrudte gårde Jørgensgård og Ornum.
Tjenesteydelser påhvilede bønderne
Disse ejendomme var på den tid til stadighed bortforpagtede, og det er derfor indlysende, at amtets ledelse ikke kunne have noget som helst imod en pengeafløsning af de tjenesteydelser som det fra gammel tid påhvilede bønderne. Dette var den mest betydelige afgift, som bønderne skulle af med. For mange bønder var der dog stadig hoveripligt.
Der var bitter nød mange steder. Der var indkommet færre penge fra kådnerne. Men mange af disse var løbet bort på grund af fattigdom. Ved århundredskiftet var der ret betydelige restanceposter.
Myndighederne havde manglet penge, derfor var der udskrevet en ny skat.
En hensynsløs herre, men initiativrig
Godt nok var Frederik Ahlefeldt en hensynsløs herre, men han havde også et vist mål af fremsyn. Man kan ikke frakende ham i besiddelse af både initiativ og administrativ dygtighed. Han lod også pågribe en række bolsmænd og kådnere. Disse var ikke opført i skatteregistret. Man gætter uvilkårligt, at disse var folk, der var flygtet fra hans egne tilgrænsende godser.
Også amtets møllere fik hans reformer at føle. Efter forhandlinger fik han forhøjet deres forpagtningsafgifter. Men mølleriet var en særdeles indbringende forretning.
Bønderne klagede også over, at Frederik Ahlefeldt havde tvunget dem til at lave arbejde for ham selv på sine private godser, Arlevad, Timmersig, Grøngrøft og Søgård.
Han havde også ladet amtets bønder køre for sig i anledning af hans private byggerier på Søgård.
Smeden blev bespist på Brundlund Slot
Folkene i Genner og Hovslund havde således måttet fælde bøgetræer, brænde trækul og bringe det til Brundlund Slot. Her havde amtets bønder i årevis måttet underholde to medhjælpere, der konstruerede smedejern til Søgård.
Smeden var derimod blevet bespist på slottet. Han konstruerede ankre, stænger, gitterværk, hængsler og dørklinker, der alt sammen blev brugt på Søgård.
Hvor stort dette byggeri var vides ikke. Ifølge regnskabet var der sket betydelige forbedringer af Brundlund, der var i meget brøstfældig og forfalden tilstand. Det var ligefrem tale om nedstyrtningsfare. Ligeledes var det helt galt med ”borgmøllen”, hvor murværket på østsiden måtte fornys helt fra grunden af.
Han ville ikke bygge flere ladegårde
Bønderne klagede også over, hvordan Frederik Ahlefeldt behandlede sine undersåtter på. Han lovede ikke at oprette flere ladegårde. Men han lod alligevel oprette et ”skæferi” ved Anholm. Og her måtte bønderne så gøre hoveri. Han havde også lovet at afskaffe hoveriarbejde ved teglgården. Men han lod dem stadig køre tørv og brænde til den. Ofte var dette endda fældet i deres egen bondeskov.
På jagt med Ahlefeldt
Som de fleste af hans standsfæller i samtiden var Frederik Ahlefeldt også jæger. Næsten dagligt var der jagt. Og hvis bønderne klagede over dette, så blev de beordret til at møde frem til disse jagter.
Forsøgte man i stedet at sende en søn eller en datter, blev disse afvist med skældsord. Ja Marcus Fussknecht havde endog pryglet nogle af disse. Heste blev under jagterne uden videre frataget de arme bønder og skamferet til døde. Undslap der storvildt blev de medvirkende bønder fængslet.
Ganske åbenlyst dyrkede Frederik Ahlefeldt en ulovlig jagtform, som de kaldte ”Panjacht”. Engang havde han oven i købet slået 8 – 9 stykker storvildt ned i Strandelhjørn skov, som lå på kongelig grund.
Den omtalte jagtform havde amtmanden for øvrigt også givet sig af med i den hertugelige dyrehave på Hesselmark ved Brundlund. Amtets bønder havde måttet gøre tjeneste ved jagterne på de ahlefeldtske godser.
Bønderne skulle fremskaffe strå
Endvidere havde amtmanden befalet bønderne at fremskaffe strå til hustagene og at skære hakkelse, hvilket ingen amtmand før ham havde hittet på. Der var også sket overtrædelser af helligdagene, idet nogle bønder havde måttet køre korn fra Søgård på en anden juledag. Brosten fra Brundlund var som så meget andet havnet på Søgård.
Kirkerne skulle betale afgift på 4 Rigsdaler
Ganske imod al hidtidig sædvane havde Frederik Ahlefeldt afkrævet amtets kirker en afgift på 4 Rigsdaler. Da ”de arme folk i Egvad”, hvis kirke næst efter den i Slesvig blev sagt at være landets ældste opført som den er af kvadersten, ikke betalte de 4 Rigsdaler, ville amtmanden lade kirken rive ned. Dette ville menigheden dog ikke tillade. Her var deres forældre bl.a. begravet. Inden årets udgang havde de fået betalt afgiften.
På baggrund af dette forstår man bedre, at Niels Heldvads ejendommelige udbrud i sine levnedsoptegnelser:
Den gæve præst har sikkert søgt at værne sin kirke mod den verdslige magts overgreb og vel ment, at Hellevad – Egvad kunne nøjes med at erlægge 4 Rigsdaler i fællesskab. Ja den gæve mand kan du læse mere om i en artikel, som vi har skrevet: ”En berømt mand fra Hellevad”.
Ved den årlige regnskabsaflæggelse var det skik og brug, at kirken gav en tønde øl til fortæring, men nu mødte tillige kvinder op med børn. Dette betød en kendelig fordyrelse. Myndighederne lod sig repræsentere af amtsskriveren.
Skrivegebyret skulle sættes i vejret
Ifølge gammel vedtægt måtte der ikke tages noget ud over et beskedent skrivegebyr for offentlige kundgørelser, der sendtes til oplæsning i kirkerne. Nu havde amtsskriveren imidlertid i Frederik Ahlefeldts navn befalet alle de præster, som havde fundet en ny kundgørelse tilsendt, at den kunne måtte oplæses fra prædikestolen i det højtyske sprog og ikke måtte forklares på dansk. Sådan havde det altid været med fyrstelige bekendtgørelser. Straks efter bekendtgørelsen måtte disse kundgørelser sendes tilbage til amtshuset.
Meningen med det hele havde været at tvinge skrivegebyret i vejret. Amtsskriveren havde da også forlangt 2 skilling mere for hvert skøde og tingsvidne.
Embedsmændene havde uden tvivl måttet benytte sig af alle disse kneb for at få indtægterne sat i vejret.
Bønderne fortalte også, at der var blevet opkrævet mere i ”frøkenudstyr”, en ekstraskat i anledning af en prinsesses formæling, end der var forordnet.
Fogeder, møllere og skrivere hjælper med at fordærve bønderne
Klager var der således nok af. Man havde ikke kunnet have klaget af normal vej. Amtmanden havde nedlagt ting og ret. Fogeder, møllere og skrivere ”som hjælper til at fordærve os”, havde på Brundlund Slot hemmeligt sammensvoret sig med amtmanden, og det nyttede derfor ikke noget at bønderne henvendte sig på tinge for at få deres ret!
Næst amtmanden er det navnlig skriveren Claus Esmarch, klagerne samler sig om, hvilket i nogen grad må vække forundring. Denne mands eftermæle var jo overordentlig smuk. Men hans voldsomme død har jo nok en andel i dette.
Efter bøndernes fremstilling har han i sine unge år været en hensynsløs og magtsyg mand, der i sit fremadstræb har været et kun alt for villigt redskab for en herre af Frederik Ahlefeldts kaliber.
Flere klager over Claus Skriver
Klagemålet over Claus Skriver, som han dengang endnu blev kaldt er i hvert fald langt. Nogle af dem må dog tilskrives højere gebyrer og prisstigninger.
Værre var det nok, at han i 1601 med et spyd havde slået Christen Jensen i Øster Løgum halvt ihjel. Denne måtte føres til lægen. Bagefter måtte han under store smerter holde sengen i 3 – 4 uger. For at slippe for at komme i bøderegistret havde han senere betalt den skadelidte 2 Rigsdaler.
I 1601 havde den ”strenge” Claus Skriver sat Jens Andersen fra Brunde i tårnet, fordi han havde betlat i havre, hvad han var blevet en købmand skyldig i malt.
Denne Claus Skriver havde også forlangt adskillige skillinger i ”rente” for at forlænge en betalingsfrist på et halv år.
Tilranet sig gård i Lunderup
Endvidere hedder det sig, at han havde tilkæmpet sig et job som tingskriver for Sønder Rangstrup Herred. Han havde også tilranet sig den frie bondegård i Lunderup. Denne udgjorde det halve af byen. Som følge heraf måtte bønderne nu påtage sig kørselstjenester.
Han drev også et ”købmandsskab” og udpantede i hertugens navn. Det var en gæld, der var opstået omkring hans egen gård. Han tog bøndernes korn, hø og foder, for at han selv kunne få affodret sine 12 stykker kvæg. Et rigtigt røverlandbrug, sagde bønderne.
Klagede i kirken
Men ikke nok med det. Søndag efter helligtrekonger var han mødt op i Rise Kirke, hvortil hans bondegård hørte. Her havde han truet sognets befolkning, dersom de understod sig i at klage, således som de havde gjort det i Løjt. Amtmanden havde givet ham frie hænder over for dem, havde han tilføjet.
Den rige møller i Hellevad
Amtmanden havde for øvrigt også selv drevet en bonde fra stavnen. Det var Hollen Hollingsen i Klovtoft. Gården var derefter med ager og eng blevet overladt til Hans Hollingsen eller Holdensen, mølleren i Hellevad. Denne havde amtmanden gjort til sandemand på grund af hans rigdom.
Man havde nedlagt gården og delt dens jord, således at alle de pligter, der hidtil havde været pålagt dette sted fra nu af måtte overtages af landsbyens menige bønder.
”Den rige Møller” i Hellevad har hørt til kredsen omkring Frederik Ahlefeldt, mens stedets præst, som vi har hørt, forfægtede bøndernes standpunkt.
Præsten udsat for falske anklager
Da Niels Heldvad senere atter kom i konflikt med øvrigheden, var det hertugens råd, Johann von Wovern, der var hans hovedmodstander. Stridens hovedemne var den truende calvinisme, som Niels Heldvad ud fra sin lutherske rettroenhed måtte hade af sit ganske hjerte.
Men i hvert fald blev Niels Heldvad beskyldt for at have næret calvinske sympatier. Det var da også På Hellevad Vandmølle man fandt en efterfølger til den fordrevne præst.
Bønderne skulle betale de riges fester
Herredsfogeden og amtmanden har åbenbart været pot og pande. Bønderne havde grund til at klage over dette bekendtskab. For det var dem, der kom til at betale gildet. Omkostningerne ved deres fester blev nemlig pålagt dem, idet et amtmandsbesøg øjensynligt havde været regnet for et officielt anliggende. Det blev regnet for en tjenesterejse.
Og sparet blev det bestemt ikke. Bønderne måtte fremskaffe udenlandsk øl, kød, gæs og høns. På en enkelt nat havde de således hos herredsfogeden fortæret for mere end 20 mark.
Betale for at få præstejob
Det fortælles også, at Jacob Generanus i Hjorkær havde måttet betale amtmanden en sum penge og noget sølv for at få sin søn Paul Jacobsen udnævnt til præst i Rise. På samme måde havde præsten i Bedsted, Jens Petersen måttet give foged Jens Ibsen eller Jepsen, herredsfoged Bertram Jensens far ”en god foræring” både før og efte, at han fik præstekaldet. Hans hustru, der havde været enke, havde givet fogeden en okse for ikke at blive forstødt.
Matz Negelsen i Hønkys har således måttet skaffe amtmanden en jagthund. Ja han måtte opdrætte hele tre af slagsen.
Omplaceringer efter 1603
Ja vi kunne sagtens have kommet med flere klager. Men hvilke følger fik alle disse klager i 1603? Ja, der foreligger ikke rigtig noget skriftligt. Men efter 1603 skete der en del nybesættelser eller omplaceringer inden for nogle embedsområder, der var blevet berørt af den store klage. Måske har dette været som følge af bøndernes klage.
Straks i 1603 blev Wolf Kalundt forflyttet til Løgumkloster. Som amtsskriver i Aabenraa blev han efterfulgt af sin tidligere sekretær Claus Esmarch, der tillige var hans svigersøn. Rimeligvis er han gjort til syndebuk. Han var gift med en kvinde, der var af gejstlig herkomst. Men det kunne man nu ikke mærke på hende. Hun interesserede sig meget for penge.
Kalundt steg i løn
Som amtsskriver i Løgumkloster efterfulgte Wolf Kalundt, Andreas Nielsen. Det lykkedes ham meget hurtigt at få skruet sine indtægter i vejret. Således blev hans løn forhøjet fra 17 til 22 Rigsdaler. Mere indbringende var det dog, hvad han siden formåede at skaffe sig af biindtægter.
Han havde således ikke været der et år, før han overtog et kåd, der havde tilhørt en kvinde ved navn Marina Mejerske. Hun havde åbenbart forbrudt sit fæste, da hun var blevet dømt for en forbrydelse.
Ligeledes lykkedes det ham, at tilegne sig et stykke græsland, som hidtil havde hørt til Løgumklosters ”kogang”. Men skulle man rigtig tjene penge dengang, skulle man kaste sig over studehandel. Wolf Kalundt havde da også straks ved sin tiltrædelse fået tilladelse til at have 50 stude opstaldet om året. Blot fire år efter havde han indkasseret en fortjeneste på 100 Rigsdaler.
Den hemmelige handel med okser
Men han kiggede dog skævt på den omfattende bondehandel. I et brev til regeringen oplyste han således i 1607, at en mand som Peter Jepsen i Arndrup opkøbte de bedte skude til skade for hertugen og foreslog derfor, hvad han kaldte ”Den hemmelig handel med okser”, forbudt.
Men han fik nu et klart afslag:
Men i en randbemærkning blev der også skrevet:
Særdeles upopulær i Løgumkloster
Åbenbart var han blevet særdeles upopulær i Løgumkloster. For i foråret 1608 havde han fået udvirket en regeringsskrivelse til befolkningen i Løgumkloster, hvo ri der blev pålagt undersåtterne at lade være med at vise sig ubehagelige over for ham. Man måtte heller ikke råbe skældsord efter ham eller vise anden form for fjendskab.
Men hans grådighed fik også Tønders amtmand, Dietrich Blomme at føle. Og stridigheden med en række indflydelsesrige bønder i Løgumkloster fortsatte i 1608.
Heinrich Boysen havde kørt ler til Teglgården. Men han blev sat fra bestillingen, da han ønskede at få forhøjet betalingen. Men så blev han afsat og konen, Margrethe Kalundt påtog sig så dette arbejde.
Senere blev Wolf Kalundt dømt for bedrageri med tømmer.
Endelig blev det omtalt, at påfaldende mange kvinder i hans tjeneste blev besvangret. Efterhånden var man i Gottorp blevet trætte af de beskyldninger og klager som man hele tiden modtog fra Løgumkloster.
Beskyldninger mod voldshandlinger
Der kom ordre fra Gottorp, at han skulle rense for de fremsatte beskyldninger ved hjælp af 12 mand, lige som han skulle betale bønderne for de besvangrede kvinder, som han havde haft i sin tjeneste. Amtsskriveren havde også glemt at betale afgifter.
Dertil kom en del voldshandlinger som absolut ikke pynter på Wolf Kalundt i forvejen tvivlsomme rygte. En karl havde han således slået, så han ikke kunne komme sig af det. Ja en hvis Nis Jeppesen havde han slået så slemt, at han var død af det. Også i dette tilfælde krævede regeringen bødestraf-fordi han er omgåedes utilbørligt med folk.
Det skulle heller ikke gå længe før han og hans kones fælles intriger skulle bringe dem begge for retterstedet.
Familie blev smidt ud af Årup
Men hvad skete der for den hovedansvarlige for Aabenraa amts styre i disse år, Frederik Ahlefeldt. Ja han bestyrede endnu amtet – med Claus Esmarch som amtsskriver- i hen imod to år indtil januar 1605. Men så var linjen også løbet ud. Nu anføres hans dødår andre steder som 1607.
Frederik Ahlefeldt købte sig på den tid et gods mere, nemlig Steindorf i nærheden af Eutin. Han trak sig derefter ud af al offentlig virke. Der står også anført at 1605 var hans dødsår.
I sine sidste to år nåede han dog at føje endnu et overgreb til de mange, hvormed han har plettet sit eftermæle. Det lykkedes ham nemlig at få nedlagt landsbyen Årup. Men dette blev dog først fuldbyrdet i 1608.
Men allerede i 1607 behandlede Aabenraa Byting en sag, der havde forbindelse med nedlæggelse af en gård i Årup. Andreas Jacobsen fra Rise var vistnok en bror til den daværende sognepræst Poul Jacobsen.
Og i den forbindelse var en svoger, Claus Clausen fra Årup blevet fængslet i Tønder, fordi han havde talt ilde om sit herskab. Men det han havde klaget over, var at han var blevet offer for en byttehandel mellem Gregers og Frederik Ahlefeldt, der på den tid havde Søgård gods i sameje.
Nu ville Frederik fordrive ham med kone og børn fra hans stavn. I Aabenraa mente de ikke, at han havde sagt noget æreskrænkende. Claus ”van Arup” endte sine dage som anset borger i Aabenraa, hvor han havde været rådmand og byfoged.
Kort periode for ny amtmand
Den nye amtmand, der blev sendt hertil hed Clemet Gadendorp og var lige som sin forgænger af gammel holstensk adelsslægt. Han kom dog kun til at gøre sin indflydelse gældende i ganske kort tid, idet han døde allerede året efter i Kiel.
Claus Esmarch sat fra sin bestilling
Claus Esmarch blev sat fra sin bestilling som amtsskriver samtidig med, at Frederik Ahlefeldt forlod Brundlund slot, idet Peter Moritzen i 1605 fra kancelliet på Gottorp ”forfremmedes til amtsskriveriet i Aabenraa”, som det hedder i bykrøniken.
I sine sidste fem leveår har Claus Esmarch derefter tjent Aabenraa. Straks i 1605 indvalgtes han i byrådet, og i 1608 rykkede han op i borgmesterstolen. Det er som borgmester, at han hidtil er blevet mindet. Hans eftermæle har som nævnt været det bedst tænkelige.
Uden tvivl har han med hele sin ubestridelige energi kastet sig ud i et arbejde for sin bys trivsel, et arbejde som har været til fælles bedste for det lille bysamfund. Måske har han også i disse år løsrevet sig fra den uheldige indflydelse, som svigerforældrene måske nok har haft på ham.
Ulykkelig samliv med datteren
Som et af motiverne til familien Kalundts udåd anføres netop Claus Esmarchs ulykkelige samliv med deres datter. Dette har kølnet forholdet til svigerforældrene. Pengevanskeligheder antydes også som motiv og sikkert med rette. Tallet på de pengetransaktioner, denne familie har været indviklet i, har været store.
Meget ofte er det Margrethe Kalundt, der nævnes i forbindelse med disse sager. Hun har tilsyneladende efter sin smatids mening indtaget en for en gift kvinde endog meget fremtrædende stilling.
Mord den 22. april 1610
Den familiære konflikt bragtes til ophør ved det mord, som den 22.april 1610 blev begået af Jørgen Skytte, der var teglmester på Jørgensgård teglgård.
Gerningsmanden reddede sig ved flugt. Misgerningen var nøje planlagt. Ret omgående blev imidlertid Wolf Kalundt og hans kone mistænkte for at være medskyldige. Det lykkedes kun myndighederne at fremskaffe en tilståelse ved hjælp af tortur, hvorefter de begge blev henrettet på Arnbjerg, som i dag hedder Galgebakken.
I forbindelse med denne ugerning rømmede den nye Hellevad-præst Jørgen Lund, der netop var blevet indsat som efterfølger for den uskyldig fordrevne Niels Heldvad bort fra sine to kirker. Han blev dog hurtigt pågrebet og henrettet ved Flensborg.
Herredsfogeden kunne betale sig fra sin forbrydelse
Man aner i den forbindelse til mølledynastiet i Hellevad, der jo som bekendt hørte med til amtmandskamarillaen i Aabenraa amt. Der er så meget mere grund til denne antagelse, som møllerens svoger, herredsfoged Bertram Jensen, også var impliceret i mordsagen.
Det nævnes udtrykkeligt, at han havde været vidende om ugerningen, ja oven i købet huset morderen, ligesom han beskyldes for at have vidnet falsk. Denne oplysning lader os ane, at moderen er flygtet over Hellevad og Bedsted ud til vestkysten, hvorfra han vel sagtens er undsluppet med et skib til Holland eller de oversøiske lande.
Til trods for sin åbenbare medskyld slap herredsfogeden dog med en bøde på først 1.000 Rigsdaler. Siden blev den dog nedsat til 500 Rigsdaler. Var det hans gode forbindelser, der hjalp ham til at slippe så billigt?
En lykkelig afslutning?
Men et lille års tid efter havde også Bertram Jensen levet sit liv til ende. Efter elleve ugers sygdom døde han den 22. maj 1611.
I løbet af mindre end en halv snes år var således alle de store herrer, som i årene omkring århundredskiftet havde været mange bønders plageånder, ude af verden. Et særdeles begivenhedsrigt afsnit i Aabenraa amts historie havde dermed fundet en lykkelig afslutning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.371 artikler herunder 144 artikler fra Aabenraa herunder:
Dato: marts 7, 2019
Lystigheder på Nørrebro (NørLIV 23)
Dette er vores bidrag nr. 23 til Ugeavisen Nørrebro LIV. Der var tre forskellige afholdsforeninger på Nørrebro på en gang. Ja det var faktisk nødvendigt. Her var masser af værtshuse, dansesteder og forlystelser. Her besøger vi nogle af dem. Her var også undervisning i ride-kunst og legemsøvelser, teater. Jo fyrværkeri var her også. Og cirkus nede ved Ladegårdsåen.
I en af datidens guides kunne man læse følgende:
Der har altid været lystigheder på Nørrebro. Allerede for mange år tilbage var der kongelige lystigheder på Blaagaarden med Støvlet Cathrine. Der var også dengang arrangeret vilde kampe mellem bjørne og hunde. Man håbede så på, at hundene ville vinde, for det kongelige selskab skulle fortære det eller de dyr, der ikke overlevede.
Pelotti kunne præstere alt lige fra pantomimeteater. Kunstneren Jean Lustre fik tilladelse til at undervise borgerskabet i ridekunst og legemsøvelser. Jo, der var noget at komme efter på Nørrebro.
En kunstner ved navn Piere Margito forvildede sig i 1804 ud på Nørrebro. Han afbrændte et flot kunstfyrværkeri. I 1820 blev der importeret en slynggynge fra Rusland og opsat på Nørrebro. Denne vakte dog forargelse for man kunne se nogle af ”Kvindens forbudte Klæder”.
Den Bestandige Borgerlige Forening rykkede i 1827 ind på Store Ravnsborg. Foreningens formål var:
I 1835 kom der rigtig gang i Store Ravnsborg. Nu skulle der være aftenunderholdning og optræden af datidens kunstnere. Bagefter spillede Husorkestrets 14 mand op til dans. De ældre foretrak dog spillebordene og punchen. I 1856 blev hele herligheden solgt til Det Overgaarske Varieté Selskab.
Det Borgerlige Fornøjelsesselskab Holbergs Minde indfandt sig på Nørrebro. Deres ”Punchesold” var berømt i sin tid. Her kunne man opleve Borgermajor Gaarbrechts taler og hymner til ”Borgerdyd, Krigsdaad og Venskab”.
Ferdinand Schmidt fik bevilling til at give dramatiske forestillinger på Store Ravnsborg. Schmidt var nu ellers berømt for at gå fallit. Ofte sad han i cellen på Blegdamsvej. Ja den celle, som han plejede at sidde i fik også et navn ”Sindshvile”.
Men Ferdinand Schmidts initiativ førte senere til Nørrebros Teater.
På hjørnet af Fredensgade og Dosseringen lå traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse var der flerfarvede ruder ud mod søerne. Det var her en af den daværende LO-top i 1899 fandt frem til det såkaldte ”September-forlig”.
Der var masser af koncerter i Café le Rheine og i Søpavillonen. Foreningslivet kunne tilbyde på solistoptræden og humoristisk oplæsning. Masser af regimentsmusik blandt andet på legepladsen på Kapelvej.
Ja man kunne også deltage i en af de tre afholdsforeninger, der var dengang. De havde 1.200 medlemmer.
Nede ved Ladegårdsåen opererede Cirkus Bech – Olsen i et telt. Den tidligere mesterbryder kunne byde på lidt af hvert. Under forestillingerne blev der drukket tæt. De fleste af tilskuerne kom fra Rabarberlandet.
Dansestedet Lille Ravnsborg havde på et tidspunkt et værtspar, der hed Pattge. De fik ni børn. En af disse begyndte at optræde her på dansestedet. Hun blev siden en af datidens store skuespillerinder – Johanne Louise Heiberg.
Omme i Ravnsborggade ligger stadig Nørrebros Teater. Men her optrådte den meget berømte Frederik Jensen og Olfert Jespersen som musikdirigent. En ung mand forsøgte allerede som 18-årig at komme ind. Det lykkedes ikke. I 1919 fik han dog seks replikker. Hans navn var Osvald Helmuth.
To andre kendte fik deres debut her. Det var Poul Reichard, ja og Buster Larsen startede her som 12 – årig.
For et par år siden brændte det sted, der engang havde huset Zigøjnerhallen. Her havde Teltmissionen til huse. Zigøjnerhallen lukkede i 1953. Her optrådte Wandy Tvorek, troldmanden på en violin. Her så man også Børge Rosenbaum senere kendt som Victor Borge. Her sprang folk op på bordene. Otto Brandenburg havde sin debut her. Ja man så også her Holger Fællessanger, Lilli Broberg, Raqel Rastenni og alle de andre.
Lysmester var Citronen, kendt fra Flammen og Citronen. Knægtene fra den nærliggende skole havde i en periode stor glæde af at kigge gennem vinduerne for at kigge på ”Piger i cellofan”. Men pludselig en dag var det lukket af for vinduerne.
På jagtvejen lå også Nordre Bodega. Lige ovenover blev Københavns Brugsforeninger dannet. Der hvor posthuset engang lå, lå Tyroler-kroen. Den fik navneforandring til Nyroler-kroen. På hjørnet af Fensmarksgade og Jagtvej lå Heidelborg.
Nede i Stengade lå Prater. Det blev senere til Mickeys Dance Hall. Og i Hillerødgade lå Resi. Deres slogan var:
På Fælledvej lo Bolero. I folkemunde blev det hurtigt til ”Bol i Ro”. Det blev senere til Odeon Biografen. Man havde danmarkspremieren på I Amazonas Vildnæs. Folk stod i lange køer. Men ak, den 17.9.1958 var det slut. Det hele brændte ned, selv om brandstationen lå næsten lige overfor.
Danas Have blev også kaldt for Dødens Pølse. Folk fra hele København styrtede her til Nørrebrogade 11 for at høre saxofonen. ”The Sheik of Arabia” og ”Serenaden fra Harlekins millioner” lød flot på dette instrument. Jo jazzen havde holdt sit indtog i bydelen. Her spillede også det populære Otto Lingtons Orkester. Ja her blev Københavns Politiorkester dannet. Helt til 1983 eksisterede Danas Have.
Klunserne som vi allerede har hørt en del om havde deres faste tilholdssted. Det var ”Det Grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Her byttede de koner.
I den anden ende af Jægersborggade ud mod Jagtvejen optrådte fra 1889 til 1893 syngepiger ligesom ude på Bakken. Men stedet fik ny ejer, så syngepigerne blev skiftet ud med billardborde.
På hjørnet af Fredensgade og Blegdamsvej lå dengang for mange år siden et kendt traktørsted. Rygter vil vide, at her logerede zarens hof, da zaren var på besøg med 20.000 soldater, der lå i Fælledparken. Meningen var, at de sammen med danskerne skulle angribe svenskerne. Men zaren og kongen blev uenige, så dette angreb blev aldrig til noget.
Jo der var skam masser af lystigheder på Nørrebro.
Dato: marts 6, 2019
Borgerligt Regimente
Anmeldelse og beskrivelse af ny bog: Jørgen Mührmann-Lund: Borgerligt Regimente – Politiforvaltningen i købstæderne og på landet under den danske enevælde – Museum Tusculanums Forlag. Vi skal kigge på politiforordninger. Ja det er Danmarks historie på en anden måde. Og bogen er fuld af herlige historier om ”lovovertrædelser” og domsafsigelser. Fra 1548 kendte man i Aalborg til ordet ”Politi”. Bytjeneren skulle fange løse grise. I 1660 begyndte man at arbejde med Danske Lov. Politimesterens arbejde i København var opdelt i 12 kapitler. Det var bl.a. ski9k og orden, Falskmøntneri, Falsk Vægt og Mål. Men ude i lokalsamfundene sagde man, at det havde man altid gjort på den og den måde. Så var det lige Helligåndslovgivningen og ærbarhed og gode sæder. I lokalmiljøet ønskede man et renere nærmiljø. Her ønskede man en skrappere lovgivning. Der var reguleringer af handlen. Kongemagten ville afskaffe lavenes egne love. Vi skal også høre om Landpolitiet og hoveribestemmelser.
Politiforordninger
Hvorfor skal bogen have så mærkelig en titel? Jo det har sin forklaring. I en ordbog fra 1641 omtales politi som ”borgerligt regimente i købstæderne”.
Dette handler om de forskellige politiforordninger lige fra brødpriser til renovation til helligdagsorden. Normalt blev disse forordninger vedtaget af hver købstads magistrat i samråd med borgerskabet og håndhævet af de kommunale embedsmænd.
Danmarkshistorie på en anden måde
Bogen er sine steder særdeles underholdende. Det sker, når forbrydelser og straffe skal beskrives. Men da det også er en afhandling, så kan vi ikke slippe for fremmedord. Her er det så godt med en ordbog. Nogle af afsnittene bærer også præg af at være en afhandling. Men man kunne sagtens have lavet en populariseret udgave.
Men bogen kan varmt anbefales. Det er danmarkshistorie på en helt anden måde. Den beviser også at jura måske ikke altid har været lige retfærdigt. På en meget pudsig måde kommer vi også ind på byhistorie. Flere steder berører man problematikken om, hvem der har magten hvornår og hvordan.
En politimester i København skulle finde ud af forholdene i Aalborg
Det kunne være svært for en politimester i København og finde ud af, hvordan man i Aalborg løste problemerne. Og det var sandelig ikke altid at befolkningen ville finde sig i forordninger m.m. Nogle gange ønskede lokalbefolkningen strengere lovgivning. Det gjaldt bl.a., når der var tale om forurening. Det var nok heller ikke behageligt at skulle drikke forurenet vand.
Fra ca. 1500 – 1800 søgte de danske konger at harmoniserer lovgivningen ved at udsende et stigende antal politiforordninger med gyldighed for hele landet. Denne udvikling tog fart efter enevældens indførelse. Og Christian den Femte oprettede en særlig politimyndighed i 1682.
En bylov fra 1522
I tre nordjyske jurisdiktioner undersøges borgernes efterspørgsel efter et ”godt” politi frem til år 1800. Vi vil her på siden forsøge at belyse det tidlige politis mangeartede opgaver gennem denne bog.
Bogen er en revideret udgave af en ph.d.-afhandling fra 2012.
Den senere politilovgivning har rødder i lokale vedtægter, som kaldes ”vilkår”. Disse vilkår omhandler primært handel og næring men også andre politiretlige forhold som bygning af stenhuse og placering af lokummer. Men også overdådighed ved bryllupper, barsler og begravelser.
I Christian den Andens bylov fra 1522 som skal ses i en forlængelse af udviklingen af disse ”vilkår” optræder ordet ”politi” for første gang. Man lægger op til forskellige politiforordninger, der i sidste end skal godkendes af kongen.
Christian den Tredjes politilovgivning indeholder også bestemmelser om landboforhold som hoveri, ulovlig skovhugst og vedligeholdelse af landeveje. Senere påbydes bønderne fra 1537 også at plante humle og frugttræer nok.
Ordet ”Politi” kendes i Aalborg fra 1548
I Aalborg støder man først i ordet ”politi” i 1548, hvor Christian den Tredje befalede magistraten:
Man møder politi og råd. Og i Aalborg bestod dette af 24 dannemænd. Det var de bedst e bosiddende og ældste borgere.
Ja i Ribe blev de fornemmeste dannekvinder hørt i forbindelse med vedtagelse af en politivedtægt om barselsfester. De var såkaldte ekspertvidner.
Bytjeneren skulle indfange løse svin på gaderne
Bytjeneren skulle indfange løse svin på gaderne. Såfremt han forsømte denne embedspligt, skulle han bøde 1 skilling. Men efterhånden var det bødlen, der skulle lave dette arbejde. Han skulle også indkræve bøder af borgere, der ikke renholdt gaden foran deres huse.
Den allerstørste del af vedtægterne regulerede byens handelsliv med forbud og forprang samt takster på brød, øl og kød samt tjenesteydelser fra vognmænd, dragere, bysvenden, byskriveren og bødlen. At lokalsamfundets velfærd er målet ses i vedtægterne, der forbyder salg af tagsten, lægter og søm til udenbys folk.
Den næststørste grupper af vedtægter handler om renlighed og brandsikkerhed.
”Tjenestefolk udi København”
Og en bestemmelse fra 1560 er interessant. Den handler om ”Tjenestefolk udi København”, som omhandler tyendets fæste og opsigelse. Denne skulle være vedtaget sammen med Kongens Foged i København. Men mon ikke bare, at man har kopieret en magistartsvedtægt fra hovedstaden.
I Christian den Fjerdes tid udsendes et stigende antal politiforordninger. De truer købstædernes autonomi. I 1613 blev lavene afskaffet. I 1619 kom så en reform af købstædernes ”justits, ordning og politi”.
Man begyndte arbejdet med Danske Lov
Efter enevældens indførelse i 1660 påbegyndtes arbejdet med Danske Lov. Der er erstattede de middelalderlige landskabslove i 1683. Egentlig skulle man også have haft en politilovgivning med. Men i 1681 nedsatte Christian den Femte en kommission, der udarbejdede en separat politiordning.
Det var købstædernes magistrater, der havde ansvar for at håndhæve disse forordninger. Således blev købemand Jens Bang stævnet i Aalborg i 1640 for at have pyntet sin kones ligkiste i strid med en luksusforordning fra 1624,
I 1667 blev en borger kaldt op på rådstuen og idømt en bøde på fire rigsdaler for at have holdt en overdådig barselsfest.
Den første politimester blev udnævnt i København i 1682. Det var Claus Rasch. I 1684 blev hans virke udvidet til hele landet, byfogderne skulle fungere som hans politifuldmægtige.
En pastor nægtede at tage borgerskab
I Aalborg var man lidt træt af Claus Rasch. Men mistro blev afløst af tillid. For Rasch bakkede Magistraten op omkring pastor Reenberg. Denne havde nægtet at tage borgerskab i byen, selv om han gennem flere år havde haft krambod med sild og kornvarer. Byfogden fik ordre til at opkræve dagbøder.
Købmænd i København bad Rasch om at anholde tre kvinder fra Aalborg, der solgte sild i hovedstaden. Og en anden klage fra købmændene var, at sildetønderne fra Aalborg var mindre end det anordnede tøndemål.
Overpolitiinspektøren i Aalborg konfiskerede i 1685 tre ”nødkroppe” (Oksekød), som nogle bønder fra Nørresundby faldbød i Aalborg. Dette var ulovligt. Aalborg Slagterlav havde eneret på at sælge kød i byen.
Politimesterens opgave inddelt i 12 hovedopgaver
Politimesterens opgaver var opdelt i 12 opgaver. Kapitel 1 handlede om gejstlige sager. Kapitel 2 var om helligfest og bededage. Det handlede om at opretholde ro og orden under gudstjenester og skride ind for tumulter både i og uden for kirken samt udskænkning på værtshuse. Ja det handlede også om arbejde, der afholdt folk i at komme til gudstjeneste.
Kapitel 3 handlede om ærbarhed og gode sæder. Ja det var forskelligartede ordensforstyrrelser som prostitution, nattesæde, ophold på værtshuse efter kl. 22, grassatgang ”med draget gevær” i gaderne, gadedrengenes kasten med sne, sten, affald eller fyrværkeri, injurierende ”skandaleskrifter” samt tjenestefolks ulydighed over for deres husbonder.
Kapitel 4 handlede om fremmede og løsgængere. Ja så var det lige fremmede spioner, omvandrende jøder, tatere og tiggere samt næringsdrivende uden borgerskab i købstæderne.
Skik og orden
Kapitel 5 var om skik og orden vedrørende håndhævelsen af luksusforordninger om bryllupper, barsler, begravelser og gæstebud samt rangmæssig påklædning.
Kapitel 6 var om torve. Her pålagde politimesteren at holde torvene ”her i staden” renholdte og fordele torvestaderne blandt de handlende.
Og kapitel 7 fulgte rengøringen. Denne gang var det på gader og veje. Rendestene og stakitter skulle følge reglerne. Byggematerialer måtte ikke blokere trafikken. Og så måtte der ikke udøves hærværk på vandposterne. Så var det lige lygter og vejtræer samt tilfartsveje, der skulle holdes i orden.
Kapitel 8 handlede om vandvæsnet, rensning af søer, grøfter og dæmninger.
Falskmøntneri, falsk vægt og mål
I kapitel 9 er vi over i køb og salg, omhandlende politiets indsats over for falskmøntneri, falsk vægt og mål, dørsalg, handel med usunde fødevarer, forfalskede guld – og sølvarbejder og forbudte bøger. Ja så skulle taksterne på brød, kød og øl være overholdt. Ja man skulle også tjekke bagernes og bryggernes forråd af korn og malt.
Kapitel 10 om lavene handlede om håndhævelse af de generelle forordninger om lavene, om svende og drenge samt de enkelte lavs kongelige artikler.
Vægtere, lygter og brandvæsenet figurerer i kapitel 11. Politimesteren skulle holde opsyn mad brandslukninger, ildsteder og skorstene.
Og den offentlige transport og kontrol med vognmænd og færgemandens takster er omhandlet i kapitel 12. Her er også bestemmelser om indretning af kroer og værtshuse på landevejene.
Klager over politimester Rasch skulle rettes direkte til kongen, mens klager over politiembedsmænd skulle rettes til Rasch.
”Det har vi altid gjort”
Det kunne dog være svært for de enkelte embedsmænd, at styre den lovgivning under devisen ”Det har vi altid gjort”. At være byfoged var ikke et helt let job.
Politimesterens betjente skulle udstyres med et tegn i form af en hvid stok med det særlige politisegl for enden. Også i provinsen skulle politisager indføres i en særlig politiprotokol.
I 1708 blev der oprettet politi- og kommercekollegium om foranstaltninger til at forhindre en pestepidemi fra Danzig og Königsberg til at brede sig i Danmark. Fra 1709 – 11 blev stiftamtmanden i Aalborg bl.a. pålagt at få indkommende skibe fra disse byer sat i karantæne på øen Kyholm ved Samsø. Stiftets godsejere skulle udsætte strandvagter.
Man skulle også sætte ind imod det, der kunne forårsage Guds vrede i forbindelse med pesten. Men nu var det næppe dette, der gjorde at Aalborg modsat København slap for pesten.
22 spørgsmål til Magistraten
I 1719 kom der en ny stiftamtmand i Aalborg, Gotfred von Petz. Han startede sin embedsperiode med at stille 22 spørgsmål til magistraten og borgmesteren vedrørende politiforvaltningen.
Der var masser samarbejdsproblemer dengang i Aalborg. Byfogeden nægtede at fjerne det affald som generede stiftamtmanden. Han sagde, at borgmesteren ejede en af de lossepladser, der førte op til amtmandens grund. Vægterne klagede over at byfogeden i fuldskab havde overfaldet dem.
Konflikter i Aalborg
I 1722 blussede konflikten atter op. En politistyrke bestående af to rådhusbetjente, to vægtere og byfogedens tjener beslaglagde nogle jødiske kræmmers varer under det årlige pinsemarked, selv om de havde stiftamtmandens tilladelse til at handle i byen.
I 1729 blev byfogeden Christen Schmidt afskediget og i 1730 ligeledes stiftamtmand Reitzer for at have støttet en flok håndværkere, der ikke uden grund at have anklaget Magistraten for underslæb.
De traditionelle kommunale velfærdsopgaver som forsyning af markedet med billige levnedsmidler og opretholdelse af orden og renlighed i byens offentlige rum forblev langt vigtigere opgaver for politiet end den overvågning af løsgængere og festligheder på helligdage. Magistraten lagde også stor vægt på forprang.
Helligdagslovgivningen
Politilovgivningen kan ses som en reaktion på kirkens manglende kontrol med menigheden i byen, hvor livet var mere frit. Indbyggerne forsømte i stigende grad gudstjenesten og ville hellere gå på værtshus.
I 1707 afviste kongen en fransk købmand. Han ville oprette et manufaktur mod at tillade en calvinistisk menighed. I Aalborg blev der indført en strammere helligdagslovgivning, der på mange måder var strengere end rigets.
En politivedtægt, der er specifikt rettet mod håndværkssvendes druk på helligdage, tyder på, at håndværksmestrene efterspurgte denne disciplinering af byens arbejdende ungdom.
”Forlokkelse” af piger
Under en politisag i 1741 klagede en skræddermester således over, at en svend gik i byen om søndagen og først kom hjem tirsdag aften trods mesterens formaninger. I 1764 blev en skomager ligeledes anmeldt af en bødker for at lade sine tjenestepiger forlede hans drenge til ”at drikke og tumle” en søndag efter kl. 22, da der ved ”sådan forlokkelse af pigerne kunne flyde andre ulejligheder”.
Politiet fredede den lokale elite
Politiet havde manglende autoritet. Man fredede den lokale elite og gik specifikt efter ”de ordinære” på deres helligdagspatruljer.
Sager om udskænkning i kirketiden samt private fester i dagtimerne truede den religiøse orden. Natlig uorden truede den offentlige sikkerhed og forstyrrede borgernes nattesøvn.
De fattige søgte at bruge politiretten som et billigt alternativ til de ordinære retter i sager om natlige gade- og værtshusslagsmål.
Ærbarhed og gode sæder
Overvejende handlede opgaverne vedrørende ”ærbarhed og gode sæder” mere om at bevare den traditionelle samfundsorden. Gaden blev et offentligt rum. Husstanden blev i stigende grad privat.
Øvrigheden forsøgte i høj grad at forhindre offentlig forargelse, frygt og uro, som kunne svække autoritetstroen og udvikle sig til opløb og oprør.
I sagerne om helligbrøde rettede dette sig ikke mod hele samfundet, men primært mod byens laveresociale lag, dens ”pøbel”. ”Ærbarhed og gode sæder” var snarere en form for social kontrol.
Nu var det godt nok svært med magtmidler at disciplinere afvigere. Det bringer bogen gode eksempler på.
Staten ville installere en negativ holdning til tiggere og løsgængere
Der var masser af politiforordninger om tiggere og løsgængere. Man skulle opretholde standssamfundet ved at forfølge folk uden tilhørsforhold til en husstand. Staten forsøgte at installere en negativ holdning til tiggeri og mobilitet i befolkningen.
Arbejdsføre løsgængere blev tvangshvervet. Og tugthusarbejde skulle forøge statens indtjening.
Der blev klaget over kvindelige daglejere, samtidig med at borgerne klagede over mangel på tjenestepiger. Enlige kvinder blev betragtet som en trussel mod moralen, sædeligheden og de mandelige borgers næringsprivilegier. Indsatsen mod omvandrende kræmmere rettede sig primært mod jøder, som var inviteret til landet i enevældens tid. Men borgerskabet anså disse som en trussel.
Heller ikke i Aalborg lykkedes det at skabe et positivt syn på almisselovgivningen og medlidenhed med tiggerne. Det var de mest afvigende vagabonder, der kom for politiretten.
Politiforordninger mod luksus og hasardspil
Der var dog ingen, der blev dømt for at give almisser eller huse tiggere. Antallet af omvandrende natmænd og vagabonder faldt i slutningen af 1800-tallet. Men måske skyldtes dette stigende velstand.
Politiforordninger mod luksus og hasardspil kunne ses som et middel til at opdrage befolkningen til sparsommelighed. Med luksusforordningerne lykkedes det til en vis grad at hæmme luksusforbruget eller spilleglæden.
Begravelsesforordningen af 1682
Men der er masser af dispensationer fra begravelsesforordningen fra 1682. Overtrædelser af luksusforordningerne blev forsvaret med at de var i overensstemmelser med lokal skik og brug.
Luksuslovgivningen var også efterspurgt af såvel adelen som borgerskabet som en støtte til dem, der følte sig presset til at efterligne mere velstilledes luksusforbrug selv om de ikke havde råd.
Forbuddet mod hasardspil imødekom klager over soldater, som lokkede borgere og bønder i fordærv med falskspil.
Man efterspurgte et renere nærmiljø
Det er næppe tvivl om, at indsatsen for at fremme renlighed, sikkerhed og bekvemmelighed i det offentlige rum var efterspurgt af Aalborgs indbyggere. Dog havde enevælden også en interesse i at sikre byerne mod epidemier og ildebrande samt i at fremme cirkulationen af varer og tjenesteydelser. Man kiggede også på miljø- og brandsikkerhed.
Ved at forvise løsgående svin og andre husdyr fra byens gader og fælleder var politilovgivningen også med til at fremhæve skellet mellem land og by. I den forstand kan den politimæssige regulering godt knyttes til den varige forandring af sociale holdninger og adfærdsformer.
Det var og lokale embedsfolk og borgere i Aalborg, der efterspurgte et renere nærmiljø. De var fuld af væmmelse over skarn, spildevand og ådsler i byens åer og gader. Urenhed blev forbundet med vanære. Indsatsen gik i første omgang på at sikre særligt ærefulde steder og personer som tinghuset og stiftamtmanden mod den smittende urenhed.
Også de almindeligere borgere forbandt væmmelse over det urene drikkevand med vanære. Temaet var en konflikt mellem forskellige brugere af det offentlige rum. Ja det var en kompetencestrid mellem magistraten og byfoged med stiftamtmanden som mægler.
Regulering af handel
Reguleringen af handlen med livsnødvendige varer udgjorde kernen af politiforvaltningen. Det angik byen og borgenes handelsprivilegier. Det var også et middel til at fremme etablering af manufaktur. Efterhånden var der også spørgsmål om regulering af brødpriser som et værn mod folkelig uro. Det er påfaldende, at det især var fra de fattige, der forlangte politimyndighederne s hjælp i sager om høje kødpriser, forprang og landprang, når magistraten svigtede. Man forsøgte ”at tæmme de handlendes ukristelige vindesyge”.
Politiet blev ofte anklaget for sin passivitet, og private angivere kunne kun lokkes til at angive deres medborgere ved udsigten til at få del i bøderne.
Kongemagten ville afskaffe lavenes egne love
Kongemagtens forsøg på at afskaffe lavenes egne love og skikke var at forøge statens indtægter. Man ville lette styringen af borgerne.
Det er først i 1770’erne at lavene selv begynder at bruge den enkelte politibetjent til at ransage mistænkte fuskeres bopæle og konfiskere deres håndværksarbejder.
Men myndighederne ville også forhindre lavene i at chikanere enlige kvinder eller aftakkede soldater, der havde fået bevilling som frimestre for at spare fattighjælp. Politiet skulle kun skride ind i de tilfælde, hvor frimestrene forbrød sig mod deres bevilling ved at ansætte medhjælpere.
Med etableringen af en garnison i 1772 kom desuden problemet med soldater, der gjorde indpas i lavenes næring. Men indsatsen blev besværliggjort på grund af politiets begrænsede myndighed i den militære jurisdiktion.
I Aalborg så man, at lavene henvendte sig til politimesteren i København eller stiftamtmændene, når de mente, at magistraten svigtede sin forpligtelse til at forsvare deres næringsprivilegier.
Politiefterforskning af indbrud fra 1747
Forbedringsstraffene for ringe tyveri havde et generelt præventivt mål. Den første politiefterforskning af et indbrud fandt sted i 1747. Politiet skulle ikke længere fremhæve velfærden. Nu var det vigtigere at fremme sikkerheden.
I den lokale presse var der masser af læsebreve, der beskrev politimestrens passivitet. Og det var ikke kun borgerskabet, der skrev. Det var også jævne folk som Lene Andersdatter. Hun fortalte om hendes nabos smårapserier.
Generelt blev politiforhørene brugt til opklaring til at opklare småtyverier, som det ikke kunne betale sig at opklare ved en ordinær retssag. I nogle tilfælde afgjorde politiretten endda mindre sager med en disciplinærstraf.
Aalborgs pantelånere havde ikke nogen skrupler med at tage ågerenter af soldaternes tyvekoster.
Hvordan så det ud i de små købstæder
Hvordan så forholdene ud i Sæby? Der var folkelig modstand mod græsningsret. Og så var man ikke tilfreds med en aktion mod en populær vinkelskriver. De mere velstillede borgere bakkede op om politimyndighedernes indsats.
Et opgør i 1818 vidnede om, at der stadig var modstand mod politiet. Politiopgaverne blev en vigtig men ikke uoverskuelig opgave for byfogederne i de små købstæder.
Landpolitiet
Også situationen i Børglum-Jerslev herreder er blevet undersøgt. Landsbyfællesskaberne, godsejerne og præsterne fungerede som politimyndigheder på landet før der blev oprettet egentlig landpoliti. I 1684 blev der oprettet et statsligt landpoliti til at udfylde hullerne i den traditionelle sociale kontrol på landet.
Landpolitiet fik især til opgave at bekæmpe krænkelser af købstædernes handels – og næringsprivilegier, at forsyne de rejsende mellem købstæderne med gode landeveje og kroer samt at indfange løsgængere til tugthusene i byerne. Disse opgaver udgjorde hovedparten af landfiskalens opgaver. I nogle tilfælde måtte man også udfylde hullerne i strafferetsplejen på godserne.
Alt var ikke lige let at bekæmpe
Rets- og toldbetjente forsøgte at udrydde forbrug, produktion og salg af brændevin på landet. Men dette blev nærmest umuliggjort af landbosamfundets traditionelle ordensmagter. Modstanden tog både form af kollektive aktioner organiseret af landsbyerne og retlig modstand, hvor godsejere og andre husbonder udnyttede deres juridiske privilegier til at holde hånden over deres fæstere.
Det overvejende indtryk er, at den nye politimyndighed udelukkende imødekom byernes efterspørgsel på at fremme byernes økonomi på bekostning af landbosamfundet. Det gjaldt åbenbart at opretholde den standsmæssige del mellem land og by.
Dog viser de mange eksempler på modstand, at den enevældige stat ikke var i stand til at gennemtvinge sin vilje på landet i de tilfælde, hvor ordenshåndhævelsen ikke var efterspurgt af landboerne.
Landpoliti-forordningerne af 1791
Landpoliti-forordningerne fra 1791 havde til hensigt at en friere borgerlig orden på landet. Selv om forordningerne gav bønder og tjenestefolk en række nye rettigheder, kom det primært som en reaktion på godsejernes klager over ulydelige hovbønder som følge af tabet af politimyndighed over deres fæstere og frygten for løsgængeri og usædelighed blandt tyendet som følge af stavnsbåndets ophævelse.
Dermed er det en dobbelthed i forordningerne. Forordningerne havde til hensigt at bevare den traditionelle samfundsorden i stedet for at modernisere den.
Den samme dobbelthed så man i udnævnelsen af sognefogeder, som skulle fremme ”flittighed” blandt de andre bønder. Men frem for alt så skulle den kommunale orden, der gik tabt, da udskiftningerne opløste fællesskabet, genskabes.
Landsbyfællesskabet blev set som en forudsætning for god ro og orden.
Hoveri – bestemmelser
Implementeringen af forordningen om orden ved hoveriet var særdeles konfliktfyldt og præget af ulighed. Politiretten blev næsten udelukkende brugt af godsejerne til at disciplinere deres hovbønder på en hurtig måde.
Uberettiget hoveri blev henvist til de ordinære retters langsommelige behandling. Øvrigheden opfordrede parterne til at afgøre deres konflikt ved forlig fremfor dom. Det lykkedes politiretten at underkue bondestanden.
Retspraksis i tyendesager præget af ulighed
Retspraksis i tyendesagerne var også præget af ulighed. Statens interesse i at regulere tyendets arbejdsforhold var i højere grad at hindre løsgængeri og usædelighed blandt de unge tjenestefolk med henblik på at forøge landbrugsproduktionen.
I flere tilfælde fik tyendet dog ret i klager over løn- og arbejdsforhold i politiretten. Denne ret synes ikke at have et særligt virksomt middel til at disciplinere hovbønder eller tjenestefolk, der i stigende grad gjorde krav på borgerlige rettigheder.
Bogen kan varmt anbefales
Ved hjælp af tre steder i det nordjyske kommer vi vidt omkring. Bogen afspejler på udmærket vis livet i Danmark, dengang. Og sjov nok var det problemer i embedsstanden i den lokale by. Dette problem er vi ofte stødt på i vores historier. Vi opdagede tre fejl, som korrekturlæseren har overset. Som vi nok allerede har nævnt kunne man have valgt at udgive bogen i en populærudgave. Men nu har man så valgt denne ”forskningsudgave”. Såfremt man lige har dette i baghovedet er det en til tider overraskende bog med masser af gode historier.
Borgerligt Regimente
Politiforvaltningen i købstæderne og på landet under den danske enevælde (464 sider)
Museum Tusculanums Forlag
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.365 artikler herunder:
Dato: marts 6, 2019
I Nazismens skygge
De to ledere boede lige i nærheden af hinanden. Men de havde to forskellige mål. DNSAP blev brugt som trussel af tyskerne. Besættelsen forandrede forholdet mellem partierne. 500 veluddannede SA – folk stod parat, sagde Frits Clausen. Han stillede modkrav over for tyskerne. Jens Møller forkyndte, at det skete den 28, juni 1940 – men ak. Frits Clausen tog æren af den skrinlagte grænserevision. Hvervekampagne skete meget tidligt. Bare underskriv blanketten – Waffen SS venter. Tyskerne vidste udmærket at Clausen ikke kunne overtage magten. NSDAP –N ville ikke stille med folk til Frikorps Danmark. Valget i 1943 bar en stor skuffelse for Frits Clausen. Best ankomst betød stor indflydelse for NSDAP – N. Best kunne sagtens styre Frits Clausen. Best og Møller fik et kammeratlig forhold. Clausen sendte klagebrev til Best. Både Møller og Clausen var bekymret for deres sikkerhed. 29. august 1943 var et chok for Møller. Pessimismen voksede hos NSDAP – N
To forskellige mål
De to nazistiske partier i Sønderjylland havde helt forskellige politiske mål. Men alligevel konkurrerede de.
Men en folketysker hører ikke hjemme i det danske nationalsocialistiske arbejderpartis rækker, men i den tyske folkegruppes politiske organisation. Og det skyldes, at netop dette parti fører førerens ideologi videre til en nyordning af Europa, ja sådan forkyndte Jens Møller, partiføreren for NSDAP det.
DNSAP brugt som trussel
Fra tysk side havde man i december 1940 krævet et samarbejde mellem de to partier. Men egentlig fik nazismen aldrig den brede folkelige opbakning i Danmark.
DNSAP blev brugt som en trussel over for den danske samlingsregering. Og NSDAP – N troede næsten til det sidste på grænsespørgsmålet. Man ville være en slags brobygger til Norden. Man havde forskellige nationale politiske mål, men de to partiers ideologi var fælles.
Besættelsen ændrede forholdet
Besættelsen den 9. april 1940 ændrede forholdet mellem DNSAP og NSDAP-N. Besættelsen kom til at betyde nye muligheder for det tyske mindretal i Sønderjylland. Allerede dengang skrev lederen af VoMi, Werner Lorenz, at man havde lovet Danmark, at grænsespørgsmålet ikke måtte blive taget op af mindretallet. De tyske myndigheder ville heller ikke tillade provokationer over for de danske myndigheder.
Frits Clausen sendte den 14. april 1940 en redegørelse over, hvad han havde foretaget sig fem dage tidligere til en afdelingsleder i DNSAP. Han havde ikke forventet en besættelse af Danmark. Den 8. juli skrev han, at han ikke forventede lang levetid for regeringen.
500 veluddannede SA – mænd stod parat
Den 29. september kunne han meddele, at de havde arbejdet hårdt, og nu var de 500 veluddannede SA-mænd. Nu afventede man kun ordren. Og man så frem til, at ”vor elskede fører tager magten i vores fædreland”.
Men allerede fra starten var tyskerne skeptiske over for Frits Clausen og DNSAP. I et anonymt brev fra november 1940 anfører man at DNSAP savner en eller flere fremragende personligheder. Man kan ikke overbevise de brede masser.
Frits Clausen stillede modkrav til tyskerne
Tyskerne var sikkert også irriteret over de modkrav som Frits Clausen stillede. Man anførte igen engang, at Frits Clausen var uegnet til at opnå en betydelig vækst i sin bevægelse. Tyskerne mente også, at han havde optrådt ”udansk” og derfor ville han ikke få opbakning. Hvis han kom til magten skulle tyskerne bruge flere kræfter til at skabe ro. Mon ikke tyskerne allerede i slutningen af november 1940 havde afskrevet DNSAP?
NSDAP – N greb til selvtægt
Mindretallet greb den 9. april 1940 til selvtægt. Den nationale front mellem DNSAP og NSDAP-N blev skærpet. Dette øgede modsætningsforholdet mellem de to partier.
Efterhånden var Sønderjylland det eneste område, der var tilbage fra Versailles-freden, som tyskerne havde mistet, og som de endnu ikke havde fået tilbage. Dette irriterede mindretallet.
Det sker den 28. juni 1940!
Jens Møller udtalte den 16. juni 1940, at det ikke var tilladt at flage med hagekorsflaget:
Dette medførte det rygte, at Sønderjylland den dag ville blive indlemmet i det tyske rige.
Det var årsdagen for Versailles- freden efter Første Verdenskrig. Det udløste nærmest eufori, som fik mindretallets leder i Tønder til at udbryde:
Nu havde de tyske myndigheder dog ingen planer om at foretage en grænserevision. Mindretallet var skuffet, mens de dansksindede åndede lettet op. Frustrationerne blev vendt mod partifører Jens Møller. Rygterne var givetvis kommet fra de slesvig-holstenske organisationer.
Frits Clausen tog æren for manglende grænserevision
I slutningen af 1940 fik jens Møller at vide fra Berlin, at hans primære opgave var at hjælpe til med at Tyskland vandt krigen. Samtidig fik han besked på ikke at beskæftige sig med grænsespørgsmålet.
Frits Clausen brystede sig med efter besættelsen, at have været med til at sørge for, at grænserevisionen ikke var blevet til noget. Han skrev også i 1947, at han havde overvåget det tyske mindretal og overgivet sine observationer til de danske myndigheder. Clausen mente, at han havde bevirket, at der var sendt ekstra 100 betjente til Sønderjylland for at holde øje med mindretallet.
DNSAP’ s indberetninger var med til at skabe uro. Set ud fra den tyske besættelsesmagt besværliggjorde dette situationen i Danmark. De to partier konkurrerede nu om at påvirke de tyske myndigheder i hver sin retning.
Hvervekampagne startede meget tidligt
SS Standartenführer Müller fra Flensborg fra Flensborg kom over grænsen for nu at organisere hvervningen af frivillige fra mindretallet til Waffen SS. Allerede dagen efter besættelsen gik en intensiv hvervekampagne i gang.
Renthe-Fink udtalte efterfølgende, at han principielt var for optagelsen af danske frivillige i tyske militære enheder, men for at undgå vanskeligheder burde hvervningen begrænses til at omfatte medlemmer af det tyske mindretal, de danske finlandsfrivillige og medlemmer af DNSAP. Det var kun hos medlemmer af disse grupper, man kunne forvente de bedste muligheder.
Den danske lovgivning tillod ikke hvervning af frivillige til krigstjeneste, hvorfor man fra tysk side valgte at lade hvervekampagnen foregå fordækt. Enhver hvervning foregik derfor først, når man var kørt over grænsen.
Bare underskiv denne blanket – Waffen SS venter
De første sessioner i det tyske mindretal foregik omkring den 22. april 1940. Sessionerne foregik under dække af at de frivillige skulle deltage i Wehrsportskurus i Tyskland. Flere af de firvillige gav udtryk for, at de skulle deltage i et tidsbegrænset kursus. I virkeligheden blev de få dage efter præsenteret for blanket til underskrivelse. Her forpligtede de sig til at blive tyske statsborgere og gøre tjeneste i SS i flere år.
Ledelsen i mindretallet vidste med stor sandsynlighed, hvad der skete på dette kursus. SS var inde på, at NSDAP-N og DNSAP skulle samarbejde. Men det ville NSDAP-N ikke, da de følte sig som tyskere.
DNSAP ville også være med i hvervningen
Frits Clausen var først imod at stå for hvervningen af frivillige til Waffen SS, men skiftede efterfølgende mening. Konkurrencefaktorer havde sikkert været væsentlig i den situation. Men egentlig gik man i begyndelsen ikke helhjertet ind i sagen. Man tænkte stadig på at få magten.
Fra den 25. maj 1940 eksisterer der et håndskrevet udkast fra Frits Clausen til Rigskancelliet i Berlin, hvor Clausen bekræfter, at han ville starte hvervningen til SS-standarte Nordland. Her stillede han dog nogle krav til de frivilliges forhold til Danmark.
De frivillige måtte ikke gå tabt for partiet. De måtte ikke miste det danske statsborgerskab. 1. september 1940 blev der oprettet et Waffen SS rekrutteringskontor i København under ledelse af SS – officeren Erich Lorenz. Den danske regering syntes dog, at det havde taget overhånd.
Intern splid i DNSAP
En interne splid i DNSAP førte til dannelse af et nyt nazist-parti. Den danske Front. Men dette udnyttede Waffen SS til på ny at få Frits Clausen til at gå ind i hvervekampagnen. Frits Clausen havde to møder med Heinrich Himmler i februar og maj 1941. Dette gav Frits Clausen stor tillid til Waffen SS. En stor hvervekampagne blev indledt af både NSDAP-N og DNSAP.
Tyskerne vidste godt, at Frits Clausen ikke kunne overtage magten
Renthe-Fink ønskede at oprette et Frikorps Danmark. Clausen startede derfor en stor kampagne mod bolsjevismen. Clausen fik styrket sin position over for SS. Men man ønskede dog ikke på nogen tidspunkt, at DNSAP fik magten i Danmark.
Renthe-Fink skrev den 9. november 1941 om holdningen til DNSAP, at de ikke er i stand til at overtage magten i Danmark. I marts 1942 havde Rethe-Fink en samtale med Clausen. Her beklagede Clausen sig over den fjendtlighed hans parti og de danske frivillige var udsat for fra dansk side.
Clausen ville have den danske justitsminister og forsvarsminister udskiftet. Han ville stoppe hvervningen for at kunne forsvare sig over for de danske myndigheder. Renthe-Fink mente, at noget af Clausens utilfredshed skyldtes, at Quisling havde fået regeringsmagten i Norge.
NSDAP-N ville ikke stille med medlemmer til Frikorps Danmark
Deen 19. februar blev hvervningen fortsat. Og fra marts 1942 kom der gang i den, da Christian von Schalburg blev en populær leder af Frikorps Danmark. DNSAP ønskede ikke, at NSDAP-N skulle stå bedre over for tyskerne.
Det lykkedes for NSDAP-N at få deres vilje igennem ved ikke at skulle stille op i Frikorps Danmark. Det lykkedes ikke for Frits Clausen at få indrømmelser.
Frits Clausen drømte om at tage magten over NSDAP – N
Clausen havde en ide om, at han i det Storgermanske rige kunne få kontrollen over NSDAP-N. Og egentlig var SS ikke så begejstret for Jens Møller. Man mente ikke, at han stillede med nok frivillige. Ja de ønskede ham fjernet.
Det var kommet kritik i egne rækker over Jens Møller. Han havde sagt, at de frivillige ikke skulle bruges i stormtropperne, men det svarede ikke til realiteterne. Der var allerede en masse faldende.
I mindretallet var der en person ved navn Paysen, der udgav et skrift vendt mod ledelsen. Han argumenterede for et samarbejde med DNSAP. Men Himmler mente, at Paysen med det samme skulle indkaldes, og han bakkede Møller op. Men denne mente stadig, at SS stod bag det hele.
Valget i 1943 var en stor skuffelse for Frits Clausen
Folketingsvalget den 23. marts 1943 var en stor skuffelse fra Frits Clausen. Den danske befolkning havde i stedet valgt at bakke partierne bag samarbejdspolitikken op.
Clausen havde regnet med at gå fra tre mandater til mellem 8 og 15 mandater.
Det tyske mindretal stillede ikke op til valget. Himmler regnede så med, at det tyske mindretal ville støtte Clausens DNSAP. Mern efter Møllers overbevisning ville man gøre en bjørnetjeneste ved at stemme på Clausen, så han anbefalede ikke at stemme på DNSAP.
Bests ankomst skabte bedre indflydelse for NSDAP – N
Det tyske mindretal så Werner Bests ankomst til Danmark som en god mulighed til at få endnu mere indflydelse. Men for Best var det en mulighed for at styrke Scavenius-regeringen. Mindretallet forlangte efter valget at få oprettet et kontor under statsministeriet, som skulle tage sig af mindretallets anliggender. Kontoret blev efterfølgende oprettet på trods af dansk modstand.
Redaktør Bjørn Svensson mente, at fra at mindretalsspørgsmål var et rent dansk anliggende blev det nu et dansk – tysk projekt.
Best havde ingen problemer med at styre Frits Clausen
Under telegramkrisen mente Frits Clausen, at han skulle overtage magten. Det lykkedes dog for Scavenius at oprette en regering uden DNSAP.
Best havde ingen problemer med at styre Clausen og endda at fremme egne interesser. Det var vigtigt for Best over for Hitler, at påpege, at det var Clausens eget forslag, at der ikke skulle være DNSAP – ministre i Scavenius regeringen. Allerede fra starten havde Best besluttet sig for at sætte Clausen i skammekrogen. Men Best ville stadig gerne bruge Best som trussel.
Møller og Best fik et kammeratligt forhold
Møller og Best udviklede et godt forhold til hinanden. Best kalde ham ”Kammerat Møller”. Mindretallet fornemmede også en mere behagelige tone over for mindretallet. Best bakkede også op om mindretallets skole- og kirkeforhold i grænselandet.
Mens Clausen blev sat på sidelinjen, fik NSDAP-N større handlefrihed og styrket sin position over for de danske myndigheder.
Clausen sendte klagebrev til Best
Clausen havde efter valget sendt et brev til Best, hvor han gav udtryk for, at valget var en folkeafstemning for demokratiet mod det autoritære system, som Tyskland repræsenterede. Clausen kritiserede desuden de tyske myndigheder for ikke at have givet ham tilstrækkelig frihed til at angribe samlingsregeringens politik. Clausen benyttede desuden til at udtrykke sin mistillid til den politik, som SS førte i Danmark.
Oprettelsen af det Germanske Korps i 1943 var efter Clausens mening et dårligt skridt, som ville skabe uro i befolkningen. Clausen havde fået den fornemmelse, at dannelsen af de germanske korps gjorde at de frivillige fra DNSAP gik tabt for partiet, hvilket var i strid med de løfter, SS havde givet ham i 1941.
Derudover havde den tyske økonomiske støtte betydet, at DNSAP af den danske befolkning blev betragtet som et betalt tysk redskab. Han regnede med, at han nu ville kunne føre en mere selvstændig politik ved at fravælge den tyske økonomiske støtte.
Clausen havde erkendt, at DNSAP havde forpasset muligheden for at blive et troværdigt politisk parti ved at knytte partiet tæt til den tyske besættelsesmagt. Frits Clausen havde anerkendt, at han havde mistet sin politiske indflydelse.
Han beklagede også, at de frivillige fra Frikorps Danmark blev flyttet over i andre Waffen SS divisioner. Det havde også været en stor splittelse inden for Waffen SS med hensyn til, hvordan hvervningen skulle foregå.
Bekymret for sikkerheden i Bovrup
Frits Clausen var også blevet bekymret om sin egen sikkerhed. Han forventede uro og usikkerhed. Han anmodede i maj 1943 om bevogtning af DNSAP’ s hovedkvarter i Bovrup. Der blev etableret en midlertidig natbevogtning med to reservebetjente.
Clausen var kommet i strid modvind. Han forsøgte at kæmpe videre indtil han gav op i september 1943. Han meldte sig frivillig til fronten. Hans afgang som partifører betød, at partiet mistede sin sidste samlingskraft, hvorefter det oplevede en sand medlemsflugt og et udbrud af indre stridigheder.
Møller opretter ”Hjemmeværn”
Mindretallet havde med oprettelsen af det tyske kontor under Statsministeriet fået styrket sin position i Danmark. Man havde i februar 1943 fået oprettet ”Zeitfreiwilligendienst”, som skulle indsættes, når Danmark blev invaderet.
Korpset var en slags erstatning for alle dem i mindretallet, der ikke kunne ”undværes” eller var for gamle til at melde sig ved fronten. I januar 1943 blev det agiteret stærkt for at alle 17 – 60 årige i mindretallet skulle melde sig til dette korps.
De hjemmetyske virksomheder skulle stille sig til rådighed
Møller appellerede den 5. marts 1943 til en forstærket indsats på hjemmefronten. Alle de hjemmetyske virksomhedsejere skulle stille deres virksomhed til rådighed for produktion for den tyske værnemagt. Mindretallet var derfor meget optaget af at støtte den tyske krigsindsats samtidig med, at det var i gang med at opbygge et hjemmeværn, som skulle give større sikkerhed for mindretallet i Sønderjylland.
29. august 1943 – et chok for Møller
Den store omvæltning kom, da den danske regering trådte tilbage den 29. august 1943. Det kom som et chok for Møller, som i et brev den 21. september 1943 beklagede, den danske parlamentariske regering var trådt tilbage.
Han gav udtryk for, at han følte mindretallets arbejde som brobygger i Norden truet. Han påpegede samtidig, at Best var den eneste politiker af format, der nød almindelig dansk tillid. Møller var nervøs for, hvad den nye situation ville betyde for mindretallet. Den politiske handlefrihed, som det havde opnået med oprettelsen af det tyske kontor, kunne være truet, hvis undtagelsestilstanden medførte, at en ny rigsfuldbemægtiget i Danmark.
Også Møller frygtede for sin sikkerhed
Møller ønskede at bevare den privilegerede position, som mindretallet havde opnået efter valget. Da ”Zeitfreiwilligendienst” samtidig var blevet anvendt til bevogtningsopgaver i forbindelse med undtagelsestilstanden den 29. august 1943 frygtede Møller for mindretallets sikkerhed.
Pessimismen voksede
Det tyske mindretal blev mindre aggressivt i forhold til den danske befolkning i forholdet til den danske befolkning. Politiadjudanten skrev i november 1943:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.364 artikler, herunder 269 artikler fra besættelsestiden (før/Nu/efter) herunder:
Dato: februar 11, 2019
Gerningsmænd eller Ofre
Et forsøg på at anmelde en bog af samme navn af Henrik Skov Kristensen. Bagerst i artiklen er en lang liste over artikler her på siden, hvor du kan få mere at vide om det dansk/tyske forhold. Artiklen er lang. Bogen beskriver en vigtig del af Sønderjyllands historie. Og forfatteren lægger ikke fingrene imellem. Den ældre generation i det tyske mindretal, vil måske forkaste bogen og dens argumenter. Ja mindretallet bliver indtil 1990’erne betragtet som et parallelsamfund med aftagende tendens. Vi kigger også på udviklingen i Forbundsrepublikken. Men man kan ikke helt sammenligne situationen, mener forfatteren. Der ikke mange formidlende omstændigheder i artiklen over for mindretallet, der dog efterhånden har erkendt, at ting er blevet fortrængt. Ja man erkender også, at for mange ”brune” fik magten i mindretallet. Den såkaldte Fårhusmentalitet er ved at lægge sig. Ja det handler om, at Danmark efter besættelsen blev gjort til gerningsmænd. Mindretallet forlangte undskyldning og kompensation.
Det blev en ”kæmpe” anmeldelse
Dette er blevet til en af de større artikler/anmeldelser. Og hvorfor nu det. Ja som opvokset i Sønderjylland, og med forældre der skippede mindretallet har det også været en del af undertegnedes liv. Bogen har ikke mange formidlende omstændigheder over for mindretallet. Det er lige på og hårdt. Mange vil sikkert kalde det uretfærdigt.
Problemet er stadig aktuelt
Vi har efter artiklen samlet en oversigt over artikler om det dansk/tyske forhold i Sønderjylland, som vi har samlet her på siden. Måske er læsere uden for Sønderjylland ikke klar over det, men i Sønderjylland var det sådan, at hver by havde sin tyske slagter, købmand m.m.
Et sted konkluderer forfatteren, at det tyske mindretal i en periode op til 1990’erne har levet i et slags parallelsamfund med aftagende tendens.
Man kunne da godt være medlem af en tysk idrætsforening uden at tilhøre det tyske mindretal. Således var det i hvert fald med SG West i Tønder. En del af de lidt mere pudsige ting i forholdet til det tyske mindretal kan du også læse i min bog ”Grænsen er overskredet”.
Men problemet er stadig aktuelt. Det kan vi se ud fra de henvendelser, vi får til de artikler, som vi skriver om det tyske mindretal her på siden. Det er et kæmpe arbejde, som Henrik Skov Kristensen har udført. Der henvises til omfangsrig kildefortegnelse og notefortegnelse.
En bestemt generation vil måske forkaste bogen
Selv om det er en afhandling, så er der et omfangsrig personregister med, så de knap så historiekyndige kan følge med. Men også de mere filosofiske afsnit kan anbefales. Her får vi en forklaring på, hvorfor vi tolker historien forskellig.
Der er sikkert en generation inden for det tyske mindretal, der vil forkaste bogen. Undertegnede er spændt på at se reaktionen. Foreløbig har en anmeldelse i Jyllands Posten givet seks stjerne. Desværre var det en betalingsartikel, så undertegnede har ikke læst den.
Mindretallet har også støttet bogen
Bogen sammenligner udviklingen i Tyskland sammen med udviklingen i Sønderjylland og hos det tyske mindretal. Også i det tyske mindretal har man i de sidste år gjort op med fortiden. Her må man nok sige, at den yngre generation er mere åben. Måske kan bogen føre til, at der også i det tyske mindretal kan befordre den diskussion, der er i gang. Fra mindretallets side har man da også støttet bogen.
Mindretallets erindring skal ses på baggrund af den erindring, der skete i Tyskland.
Der sættes i høj grad fokus på mindretallets opfattelse af nazitiden. Også retsopgøret er i kritisk belysning. Vi har her på redaktionen haft talrige henvendelser, der har opfordret til, at vi holdt op med at skrive om den tid i Sønderjylland. Men vi mener, at vi skal have gjort op med historien.
”Straffelejren” var en øjenåbner
Straffelejren, som Henrik Skov Kristensen var hård over for det tyske mindretal. Bogen kan dog ikke bare affærdiges. Den såkaldte Fårhusmentalitet har hersket i mange år. Ideen var at man blev forført af Hitler og uskyldig dømt af Danmark. Mentaliteten har været belastende. Selvfølgelig var der mange fra det tyske mindretal, der blev uskyldig dømt. Men der var også mange danskere, der oplevede dette.
Filosofisk doktorgrad
Bogen er en afhandling. Den er antaget til forsvar i den filosofiske doktorgrad ved Syddansk Universitet. Men man skal sandelig ikke springe de afsnit over, hvor forfatteren forklarer sin filosofiske tilgang. Det er meget interessant at følge med i den historiske tilgang.
I Straffelejren har Henrik Skov Kristensen forsøgt at skildre, hvordan det tyske mindretal hvordan de selv forholder sig til historien. I den nye bog bliver dette yderligere forstærket. En af hovedtemaerne er skyld og ansvar, både juridisk og moralsk. Der er mange paralleller til det, hvad der skete i Forbundsrepublikken. I begyndelsen var der kun en lille kreds, der fik skylden.
Ikke alle synes, at det er en god ide
Langt om længe fandt man også i det tyske mindretal ud af, at der ikke kun var ofre men også gerningsmænd. Bogen er et godt grundlag for mindretallet til at komme videre. Men det er nu ikke alle steder i mindretallet man synes, at det var en god ide, at man fra mindretallet gav tilskud til bogen. Men det er vigtigt, at vi bliver ved med at diskutere historien også i Sønderjylland.
Forfatteren forsøger med bogen, at stille nogle spørgsmål, som det tyske mindretal i Sønderjylland nok har stillet sig selv mange gange i årene efter besættelsen. Hvordan har begreberne ”skyld” og ”ansvar” været juridisk og moralsk?
Erindring handler også om ”Fortrængning og glemsel”
Erindring handler også om ”fortrængning og glemsel”. Og hvordan var mindretallets forhold og brug af erindringssteder, primært Fårhuslejren og Knivsbjerg? I efterkrigsårene har disse været centrale for det tyske mindretals selvforståelse og identitetsdannelse.
Man kan sige, at Henrik Skov Kristensens bog ”Straffelejren” har fået mindretallet til at tage deres fortid op til revision, selv om denne bog nok ikke blev lige vel modtaget alle steder.
Hvordan opleves historien i en given periode, hvordan erindres den, hvordan gemmes den, og hvordan rekonstrueres den – og af hvem? Hvor længe har bestemte er faringer og tolkningen af dem gyldighed i samfunds-diskussionen? Hvad er forholdet mellem identitet og virkelighed? Man tilpasser og korrigerer fortiden.
Identitetsfortælling
Identitetsfortællingen frembringer en ny fortolkning af verden med henblik på at ændre denne. Man kan opretholde og omdanne erindringsfællesskaber. Henrik Skov Kristensen filosofere i begyndelsen af bogen på en meget interessant måde, som fortæller, hvad historie egentlig er. Ja måske også, hvorfor vi tolker den forskellig. Ja man kan dele erindring sammen. Det kan være nationalt, religiøst eller etnisk.
Amerikanerne gik hårdt til værks
200.000 personer fra SS, SD, Gestapo og NSDAP blev spærret inde i særlige interneringslejre, ja de var i mange tilfælde identiske med tidligere KZ – lejre. Særlig i den amerikanske zone gik man hårdt til værks. I de britiske og franske zoner gik man mere afslappet til værks.
Ved hjælp af den såkaldte Befreungsgesetz blev borgere undersøgt efter fem kategorier. Men dette udviklede sig farceagtigt. I stedet for straf blev der tale om en politisk renvaskning.
Efter den 1. januar 1951 forsøgte Forbundsdagen at afslutte afnazificeringen. Nu skulle der kun rejses sag mod ”hovedskyldige” og ”belastede”.
Kun 17 pct. af tyskerne bakkede op i 1949
I 1946 bakkede mellem 50 og 57 pct. af den tyske befolkning op om den hårde kurs. Men kun 17 pct. gjorde det i 1949. Amerikanerne og briterne forsøgte at ”genopdrage” tyskerne. Dette var dog ikke særlig populært blandt den ældre del af befolkningen.
Nürnberg – processen mod den nazistiske elite var heller ikke særlig populær. Den tyske befolkning kaldte den for ”Sieger – Justitz”. Men filmoptagelser af krigens forbrydelser gjorde indtryk på befolkningen.
Var det tyske folk kollektiv skyldig?
De store processer fra 1946 til 1949 mod læger, jurister, embedsmænd, diplomater, generaler, fabrikanter og virksomhedsledere fusede ud på grund af Den Kolde Krig. Hovedparten af disse var hurtig igen på fri fod. De kunne nu genoptage deres karriere.
Men en sag fra KZ – lejren Bergen-Belsen rejste et spørgsmål:
Forbundspræsident Theodor Heuss afviste i 1949, at tyskerne havde en kollektiv skyld, men man havde en kollektiv skam. Helt frem til 1990’erne var opfattelsen i den tyske befolkning, at det var en begrænset gruppe af mennesker, der havde ansvaret. Den almindelige tysker kunne ikke bebrejdes.
Krigsforbrydere blev benådet
I 1948 var antallet af domsfældelse 1.819. I 1955 var der kun 21 domsfældelser. Fra 1952 behandlede man kun sager, hvor tyskere havde begået forbrydelser mod tyskere. Talrige krigsforbrydere, der var fængslet og dømt af de allierede blev benådet og løsladt. Personer, der var ramt af afnazificeringen vendte tilbage til deres offentlige embeder.
Dem, der blev dømt for at have været med i de såkaldte ”Einsatzgruppen” blev ikke dømt som ”Täter” (Gerningsmænd) men kun for ”Beihilfe” (meddelagtighed).
I 1994 kom dog loven om Holocaust-benægtelse og i 2005 fulgte en paragraf, som ulovliggjorde positiv omtale af nazisme.
Tidligere Gestapo-folk kom igen i arbejde
Adenauers uformelle rådgivere var tidligere værnemagtsofficerer, som trods deres nazistiske fortid skulle lægge kimen til det nye ”Bundeswehr”. Så sent som i 1982 blev det forbudt med en forordning, at Bundeswehr overtog traditioner fra Wehrmacht.
Gestapo-folk og nazistiske dommere fik ret hurtig deres arbejde igen. I løbet af 1960’erne blev der rejst enkelte sager mod tidligere nazi-dommere. Men alle sager førte til frifindelse fordi de fik energisk juridisk assistance fra gamle kollegaer fra nazi-tiden.
Hellere ikke i den kunstneriske verden tog man i 50’erne alvorlig livtag på den nazistiske fortid. Jo Anne Franks Dagbog udkom. Men de mest belastende scener blev skåret væk.
En film gjorde indtryk
Men en film med titlen Nacht und Nebel skulle blive skelsættende og udløse chok og debat i flere generationer. Den viste KZ – lejrenes rædsler. De tyske myndigheder forsøgte at forhindre at filmen blev vist på Cannes – festivallen.
Eichmann-processen i Jerusalem i 1961 og Auschwitz-processen i Frankfurt fra december 1963 til august 1965 udgjorde milepæle i Forbundsrepublikkens offentlige erindringshistorie. Uhyrlighederne blev rullet op for offentligheden.
Masser af debat
I bogen følger vi forskellige bogudgivelser, film, tv-udsendelser m.m. som var øjenåbner, for hvad der skete dengang. En enkelt bog fra mindretallets egne rækker vakte i dengang en debat i diverse aviser.
68-genertionen stillede forældrene til ansvar
Tidligere KZ – lejre blev ikke opfattet som erindringssteder. Først i midten af 1960’erne lykkedes det for tidligere indsatte på trods af lokale protester at sætte sig igennem nogle få steder. Nu havde man jo også brugt stederne til at indsætte nazister efter krigen.
68-generationen i Tyskland stillede ligefrem deres forældre til ansvar. Og de stillede også regimet til ansvar for de lidelser havde påført både egne og andre borgere.
Beate Klarsfeld tog sagen i egen hånd
Ja så var det lige Beate Klarsfeld. Hun gav forbundskansler Kurt Georg Kiesinger en lussing og kaldte ham for Nazi-svin. Han havde fra 1933 været medlem af NSDAP. Men Beate og hendes mand Serge gjorde det til en livsopgave at opspore tidligere topnazister. De opsporede bl.a. de tidligere Gestapo – chefer, Kurt Lischka og Klaus Barbie. Begge blev stillet for retten og dømt.
Forældelsesfristen for drab blev afskaffet i 1979. Det var dog først med et snævert flertal 255 mod 222. I 1986 – 1987 blev sager genoptaget. Nu var der ingen, der blev fritaget.
Holocaust og Heimat skabte røre
Den amerikanske TV – serie Holocaust skabte fornyet debat i Tyskland. En strid mellem Israel og Tyskland vedrørende nazi – tiden opstod også.
En TV – serie bestående af 11 afsnit med titlen Heimat gjorde også et kæmpe indtryk og øjenåbner. Ja så var det jo også lige Schindlers Liste fra 1994. Jo vi får en hel række eksempler på TV – udsendelser, film og bøger som i den grad påvirkede tyskerne og det tyske samfund.
I 1995 blev offentligheden klar over, at ganske almindelige tyskere havde været med i krigsforbrydelserne. I 1996 stemte alle partier for, at afholde ”Holocaust – Gedenktag” Kun gennem erindring kunne man ”overvinde det onde”.
Mellem 1998 og 2000 var der debat om erstatning til 10 mio. udenlandske tvangsarbejdere i Tyskland. Efter langvarige forhandlinger blev 12 virksomheder i Tyskland enige om at oprette en fond.
Mange tjenestegørende i Auschwitz er gået fri
Endnu er dog kun 49 af 6.500 tjenestegørende i Auschwitz blevet dømt ligesom Oscar Gröning. Victor Klemperers dagbøger, som undertegnede også har læst udkom mellem 1995 og 1999 vakte også røre.
Ja så udkom Günther Grass med bogen Im Krebsgang. Det var de tysk østflygtninges hårde skæbne og den sovjetrussiske bombning af flygtningeskibet ”Wilhelm Gustloff”.
Begreberne ”Skyld og ansvar”
I 1998 kom der frem at mange tyske faghistorikere rent faktisk var med til at understøtte den nazistiske ideologi. Så kom det frem, at Auswärtiges Amt havde deltaget i nazi – forbrydelser og at det højt ansete Max Planck Institut havde været med til menneskeforsøg i KZ – lejre.
Et chok var det for tyskerne, at få at vide, at forfatteren Günther Grass i de sidste måneder af krigen havde været Waffen – SS soldat. Og tidligere nazistiske kripo – folk var gået direkte med over i Bundeskriminalamt.
Begreberne skyld og ansvar har været et underliggende tema i omgangen med den nazistiske fortid i Forbundsrepublikken. Joachim Fest’ s biografi om Hitler antydede at de fleste tyskere kun var delvis skyldige, da de blev vilsledt af deres fører, Hitler. Tyskerne handlede under tvang.
”Unsere Mütter, unsere Väter”
En ny genration af tyskere blevet tilskyndet til at placere skyld hos de oprindelige gerningsmænd og medskyldige. I de første efterkrigsår blev der fokuseret på den tyske katastrofe. Men i 80’erne og 90’erne blev dette til den jødiske katastrofe.
Unsere Mütter, unsere Väter var en tv – serie i tre dele i 2013 afspejler en dobbelthed, hvor tyskerne er gerningsmænd men også ofre for et diktatur. Mange valgte at forholde sig passive. Andre valgte at gøre modstand ved at hjælpe jøderne.
Opa war kein Nazist
I mange familier i Tyskland og sikkert også i mindretallet i Sønderjylland er det blevet sagt, at Opa var kritisk over for nazismen. Og den skildring af nazismen, der blev skildret i hjemmene var helt anderledes end den, man hørte om i skolen. Gerningsmændene blev i hjemmet skildret som gode hæderlige mænd. Familiemedlemmer bliver skildret som offer for nazismen.
Hvis den barske sandhed går op for efterkommerne, forsøger de at gøre familiemedlemmet til medløber eller tilskuer. Han er i hvert fald ikke gerningsmand. Når det så tales om krigsforbrydelser, ja så bundfælder det sig slet ikke hos børn og børnebørn.
Den familiemæssige loyalitet bliver udfordret. Man skal forene de to kategorier ”nazisternes eller tyskernes forbrydelser” og ”deres forældres og bedsteforældrenes integritet”.
Ja det er så endnu et spændende afsnit i Henrik Skov Kristensens bog. Han prøver på at beskrive, hvordan familiemedlemmers deltagelse i eventuelle krigsforbrydelser påvirker os psykisk. Meget tankevækkende så hedder det afsnit:
Hvis man var nazist, var det tvang!
I erindringerne er tyskere og nazister to forskellige grupper. Hvis et familiemedlem havde været nazist eller medlem af Gestapo så havde det været tale om et tvangsforhold. Der var stort set ingen skyldsfølelse i relation til krigen eller de lidelser, denne medførte. Man var ofre i forhold til nazi-regimet.
Efterfølgende generationer har behov for at konstruere en fortid i hvilken pårørende optræder i roller, som intet har med forbrydelserne at gøre.
Man var loyal over for Tyskland
Nu kunne man tro, at historieundervisning i Tyskland havde været forgæves, men nej. Det var kun, når det drejede sig om at bekrive familiemedlemmers deltagelse, at det hele blev konstrueret. Og erindringerne om de ”faktiske” forhold havde man fra film og udstillinger.
Der er også blevet undersøgt, hvordan erindringerne var i andre lande. Det kan konkluderes at fortrængningerne var langt større i Tyskland end i andre lande.
I forhold til opgøret med nazismen og nazisterne i andre dele af Europa er Nordslesvigs tyske mindretal et særligt tilfælde. Modsat de tyske mindretal i Belgien og Frankrig blev deres hjemland ikke annekteret af Hitler – Tyskland under krigen.
Som forfatteren gør opmærksom på, kan man ikke uden videre overføre holdningen fra Forbudsrepublikken til det tyske mindretal.
Skønt mindretallet bestod næsten udelukkende af danske statsborgere, så opfattede man sig som en del af det tyske folk. Loyaliteten var deponeret hos Nazi-Tyskland og føreren Adolf Hitler.
I 1942 blev der fremstillet en halvanden time lang propagandafilm om mindretallets indre liv i Sønderjylland. Ikke et eneste sted var der en reference til, at mindretallet overvejende var danske statsborgere.
Alle var loyale over for ”Mutterland”
Især fra 1938 var mindretallets indre liv under føreren blevet nazificeret. Også mindretallets kirkesamfund og kulturelle foreninger var loyale over for Tyskland og nazismen. I mindretallets skoler og gennem ungdomsforeningerne blev ungdommen tillige indoktrineret med den nazistiske ”Weltanschauung”.
I 1940 etablerede mindretallet erhvervsorganisationen Deutsche Berufgruppen Nordschleswig. Det var et såkaldt ”Liefergemeinschaft”, som skulle sørge for favorable leverancer til den tyske værnemagt.
I løbet af krigen etablerede mindretallet uniformerede og bevæbnede korps, som til forveksling lignede egne politi – og hærstyrker i form af henholdsvis ”Selbstschutz”
”Heim ins Reich”
Netop omgørelsen af ”Versailles-diktatet” som man yndede at kalde Versailles-traktaten var en hovedforklaring på, hvorfor den nazistiske ideologi så hurtig vandt indpas i det tyske mindretal. Man ville ”Heim ins Reich”. Men deres ønske forblev uforløst.
Stor bitterhed til Danmark
Mere end 3.000 fra mindretallet blev dømt i retsopgøret. Det svarer til 25 pct. af samtlige dømte i Danmark. Hovedparten blev dømt for tysk krigstjeneste, på udefronten eller hjemmefronten. Mindretalsmedlemmer blev dømt efter samme lovgivning som andre danske statsborgere.
Mindretallet opfattede opgøret som dybt uretfærdigt, som en politisk proces. Man mente, at det var det nationale sindelag, der blev straffet. 3.500 fra mindretallet blev i kortere eller længere tidspærret inde.
Indespærringen skabte stor bitterhed til Danmark. Eftertænksomhed og selvransagelse tænkte man ikke på. Få menige mindretalsmedlemmer stillede den nazistiske ledelse til regnskab for deres handlinger.
Dobbelt offerrolle
Først inde for de allerseneste år har man foretaget et klart og utvetydigt selvopgør. Det havde til følge, at fremtrædende nazistiske ledere problemløst har kunnet gøre politisk comeback på samme niveau efter krig og retsopgør.
Ganske vist har Mindretallet i efterkrigstiden distanceret sig fra den nazistiske ideologi, men man har ikke forholdt sig til, at de selv var en del af nazismen og det ikke blot var Mutterland Tyskland.
Henrik Skov Kristensen mener, at mindretallet har søgt tilflugt i en dobbelt offerrolle, først forført og snydt af Hitler –Tyskland og siden under retsopgøret, svigtet og kriminaliseret af Danmark.
I moderlandet tog man mere eller mindre livtag med den nazistiske fortid. Men det var som om, at denne bearbejdning ikke skete i mindretallet. Det gjorde det heller ikke, da Fårhuslejren lukkede i 1949.
I 1955 fik vi København-Bonn erklæringen, der betød at mindretallet nu var statsborgere med mindretalsbeskyttelse i en stat, der ikke længere betragtede Tyskland som fjende eller trussel, men som en allieret.
Der var ikke enighed i BDN
Allerede i 1943 havde den såkaldte Haderslev – kreds nedfældet et program, der erklærede sig loyal over for den danske stat og den danske konge. De anerkendte den demokratiske styreform og den eksisterende dansk – tyske grænse.
Denne tese var stort set identisk med BDN’ s stiftelseserklæring og arbejdsgrundlag. Organisationen blev stiftet den 1. december 1945. Men der var langt fra enighed i BDN.
Talerøret var skeptisk over for Nürnberg-processen
Også blandt almindelige medlemmer i Det Tyske Mindretal var der frustrationer. Henrik Skov Kristensen gengiver forskellige indslag i Der Nordschleswiger.
Det var kun lejlighedsvis indslag fra Nürnberg-processen. Men der var en leder, hvor man berettede om at den tyske Hitlerjugend – fører Baldur v. Schirach under processen havde bedt om tilgivelse, fordi han stolede blindt på Hitler. Dette argument overførte lederartiklen på det tyske mindretals ungdom – og formentlig mindretallet som sådan. Man var blevet forført af Hitler.
De allieredes politik var umenneskelig
Mindretallets talerør var meget skeptisk over for Nürnberg processen. Man afviste ”kollektiv skyld”. Ja man skrev, at de allieredes politik var så umenneskelig, at det burde diskvalificere dem fra at føre retssager i Nürnberg.
Også processen mod mindretallets ledelse blev fulgt intens. Avisen kaldte den for ”den lille Nürnberg-proces”. Den blev også kaldt for ”en politisk proces”. Man udtrykte ikke direkte sympati for den tidligere ledelse, så dog forståelse for deres motiver.
Mere barsk var man i ordforrådet omkring ankesagerne i Sønderborg.
Forblændet og forført af Hitler og nazismen
Men avisen havde dog også en leder, hvor redaktøren Ernst Siegfried Hansen tog sit eget personlige opgør med nazismen. Han analyserede også nazismens fejltagelser. Men grundholdningen i artikelserien var, at han selv, mindretallet og hele det tyske folk var blevet forblændet og forført af Hitler og nazismen.
Men åbenbart har dette været for stærk kost for avisens læsere. Efterfølgende modtog man hele 2.000 abonnements-opsigelser.
De frontfrivillige have fulgt et nationalt kald
Fra mindretallets side pegede man på, at der egentlig ikke var nogen egentlig krigstilstand mellem Tyskland og Danmark. Man mente også, at det var helt i orden at de leverede frontfrivillige til moderlandet. De frontfrivillige havde kun fulgt et nationalt kald.
Den danske stats indgriben over for mindretallets skoler og kirkeliv samt det omfattende hærværk mod hjemmetysk ejendom og tyske mindesmærker forstærkede blot mindretallets opfattelse at være forfulgt på grund af dets nationale sindelag.
Mindretallet stillede krav
Men helt central for mindretallets selvforståelse var Fårhuslejren og til dels Sønderborg Slot. Indespærringen, afsavnet og de ret så barske forhold bag pigtråden skabte stor bitterhed mod Danmark. En decideret strategi blev udarbejdet i Fårhuslejren. Dette indgik i forhandlingerne om dannelsen af BDN:
Mindretallet anerkendte lige fra starten ikke retsopgøret.
Formentlig for at undgå splittelse formulerede BDN og Der Norschleswiger sig kritisk til retsopgøret. Dette varede helt frem til midten af 1960’erne.
Ledende nazister var på vej tilbage
Allerede fra 1947 vandt tidligere ledende nazister de ledende poster i BDN. Det var efterhånden de blev løsladt. Og det gjaldt også for Rudolph Stehr, som fik den magtfulde stilling som generalsekretær i BDN.
Kun for føreren Jens Møller og højrehånden Peter Larsen synes dette ikke at have været muligt. Dog syntes det som om, at Jens Møller var på vej tilbage, da han omkom.
6 år for racisme – men på vej tilbage
I mindretallet var man overbevist om, at Rostock – mødet havde fundet sted, og at det var en aftale at tyskerne skulle besætte Danmark. Lorenz Christensen, der var meget aktiv i mindretallet rejste rundt med et foredrag om mødet. Denne Lorenz Christensen var blevet idømt seks års fængsel på grund af racisme.
Han var i 1941 ansat af det tyske gesandtskab i København, hvor han skulle afdække, kortlægge og registrere jødedommen og dennes indflydelse i Danmark. Det indsamlede materiale blev i 1943 omsat til bogen ”Det tredje Ting”. Bogen anses som hovedværket i dansk antisemitisme.
Han kom kun til at sidde et år i fængsel, og var derefter blevet ansat på Der Nordschleswiger. Da han døde i 1965 blev han omtalt med stor hæder i avisen.
Tre mand udgjorde en slags ”Trojka”
I 1953 blev redaktørposten af Der Nordschleswiger indtaget af Jes Schmidt, der under krigen havde været krigskorrespondent i Norge for det nazistiske presseagentur. Sammen med generalsekretær Rudolf Stehr og tidligere SS – officer Poul Koopmann udgjorde de tre en slags trojka i slaget om mindretallets interesser.
Den tidligere nazist Schmidt-Oxbüll repræsenterede mindretallet i Folketinget fra 1953 til 1964. Hans jomfrutale var et langt angreb på den danske stat og blottet for selvransagelse.
Det tyske mindretal havde forsøgt at gøre retsopgøret til en del af København – Bonn Erklæringerne.
Tysk TV fik skyld for Slesvigsk Partis tilbagegang
Der Nordschleswiger haglede Troels Finks bog om mindretallet ned i 1958. Og selv udkom der en bog i 1963 i nærmest anonym udgivelse. Den viste tydelig, at man endnu ikke var kommet til en selverkendelse i mindretallet.
I 1960 mente man i mindretallet at grunden til Slesvigsk Partis tilbagegang var tysk tv’ s alt for dystre tilbageblik.
Ungdommen forsøgte at komme til orde
I 1961 gjorde en lille snæver kreds af unge fra mindretallet oprør mod forestillingen om, at ungdommen slet ikke måtte beskæftige sig med politik. Man skrev et indlæg om den ”historieløse generation”. Dette blev bestemt ikke godt modtaget i Der Nordschleswiger. Der kom kun en ”flabet” replik fra Jes Schmidt.
En studiekreds blev dog nedsat af de unge, men den samlede kun 15 unge mennesker og eksisterede ikke længe. Også forældregenerationen forholdt sig tavs.
Ikke imponeret over den redaktionelle linje
Henrik Skov Kristensen går dybt ned i Der Nordschleswigers beskrivelse af nazi – tiden, og han er ikke særlig imponeret af avisens redaktionelle linje, når det gælder information om den tid. Han nævner også en leder fra den 4. maj 1965. Her går avisen 20 år tilbage i spredte tilbageblik. Det er en gentagelse af mindretallets selvforståelse, opgøret havde været uretfærdigt og drevet af blindt dansk had og dumhed. Men fastlog lederen, så havde mindretallet trods alt undgået at dele skæbner med andre tyske folkegrupper, som blev udsat for fordrivelser og folkedrab.
Mente at trække frontfrivillige til
I 1964 var det glæde i BDN, fordi den tidligere SS-officer og fører for Deutsche Jungenschaft, Jef Bluhme opstillede som kandidat for Slesvigsk Parti til Folketingsvalget. Man mente, at mange frontfrivillige ville blive trukket tilbage til at støtte mindretallet.
Op til den 4. maj 1970 konstaterede mindretallets avis, at nu ville danskerne igen sætte lys i vinduet. Man fastslog også, at det tyske mindretal hverken var værre eller bedre end andre tyske mindretal- som alle blev ramt af hårde foranstaltninger efter krigen. Lederen pegede på, at antallet af mindretalsmedlemmer fra Nordslesvig, som blev dømt efter love med tilbagevirkende kraft faktisk var større end det antal tyskere, som blev dømt i den britiske besættelseszone under afnazificeringen.
Mindretallet var blevet prûgelknabe i Danmark for det had mod Tyskland, som var vokset frem under krigen og følgerne heraf var slet ikke overvundet endnu. ”Hadet og dårskaben fejrer triumfer i majdagene” sluttede lederen.
Troels Fink’ s argumenter blev bundfældet
I 1972 interviewede Siegfried Matlok, der er i 1964 var blevet ansat som journalist den tidligere nævnte Troels Fink. Denne mente, at det var på høje tid, at mindretallet kom i gang med den ”Vergangenheitsbewältigung” som man havde foretaget i Forbundsrepublikken i årene 1955 – 1965. Hvad angår retsopgøret, mente han, at en del ikke burde have været i Fårhuslejren, men i betragtning af, hvordan mindretallet kom gennem opgøret, burde mindretallet måske anskue det mere afbalanceret.
Fra 1979 blev Matlok chefredaktør for Der Nordschleswiger. Meget tyder på, at nogle af Troels Fink’ s argumenter havde bundfældet sig hos Matlok.
En bog skabte masser af røre
I det tidlige forår 1975 udgav journalisten Manfred Spliedt, der var opvokset i det tyske mindretal i Haderslev bogen ”Sådan en dum knægt”. Han kritiserer i den grad lederskabet i det tyske mindretal. Han gør den nazistiske ledelse direkte ansvarlig for hundredvis af faldne frontfrivillige. I første omgang undlod Der Nordschleswiger at anmelde bogen.
Men den 21. marts 1975 gengav avisen ord for ord, den anmeldelse som chefen for DR Syd, Bjørn Svensson havde bragt i sin regionalradio.
I bogen blev især Rudolf Stehr angrebet. Men denne forsvarede sig i Der Nordschleswigers spalter.
Mindretallet havde anerkendt et problem
I november 1976 afholdte mindretallet en ”Tagung”, et seminar på Grenzakademie Sankelmark, hvor emnet var tiden fra 1933 til 1945. Nu havde mindretallet officielt anerkendt problemet.
En heftig debat fulgte, hvor også Aktuelt og Jydske Tidende deltog. Ja og Bjørn Svensson så sandelig også kom med sin bredside.
Volkskalender var uberørt
Volkskalender syntes dog uberørt af de nye toner. Man hyldede stadig tidligere nazister for deres utrættelige virke. Således også i 1977, da den tidligere nazistiske ungdomsfører og højdekorerede SS-officer Johan Thorius var genstand for en decideret hyldestomtale. I samme nummer var der en 15 siders lang krigsberetning fra en præst i mindretallet. I indledningen stod der:
Dette førte til en ny debat i flere måneder hovedsagelig i Der Nordschleswiger og i Flensborg Avis. Tidligere frontfrivillige, tidligere nazi-funktionærer, lærere og dansksindede deltog i debatten.
Arne Melchior afbrød valgteknisk samarbejde
I 1979 ville Arne Melchior fra partiet CD ikke mere være i valgteknisk samarbejde med SP’ s Peter Wilhelmsen som folketingskandidat på grund af dennes fortid som SS – frivillig. I Der Nordschleswiger blev der spurgt, om Arne Melchior forsøgte at skabe en personlig profilering. Igen engang var Bjørn Svensson inde og forklare, hvorfor dette emne vakte så voldsom en reaktion.
Radio Syd: Var Fårhus – en KZ – lejr?
Debatten var overhovedet ikke forstummet. Nu blev Fårhuslejren sammenlignet med KZ – lejre. Det var heller ikke et højskoleophold, blev der efterhånden konkluderet. Men intet var glemt. Vi var nu nået frem til 1982. Radio Syd lavede lige frem en udsendelse der hed:
Atter engang fik man at vide, at besættelsen var aftalt
I 1983 fortalte den tidligere formand for BDN, Harro Marquardsen, at han ikke som frivillig i Zeitfreiwillig var sig nogen skyld bevidst. Mindretallet havde jo kun gjort sin nationale pligt over for Tyskland. Retsopgøret var urimeligt og straffede kollektivt tysk sindelag. Dette afstedkom kraftige reaktioner fra dansksindet side.
Atter engang fik man så at vide, at den tyske besættelse var sket efter aftale med Danmark.
For mange med ”brun” fortid fik magt
Den 4. maj 1985 på 40-årsdagen for befrielsen af Danmark skrev Siegfried Matlok en ret bemærkelsesværdig leder i Der Nordschleswiger. Den handlede om, at tyskerne ikke skal glemme nazi-fortiden, og at alle skal lære af de frygtelige forbrydelser, der skete.
Ved den traditionelle Knivsbjerg-dag i 1987 udtalte Wernich, at mindretallets ungdom havde ret til at kende historien. Han mente også, at det var for mange med en ”brun” fortid, der havde genindtaget ledende positioner i mindretallet. I Der Nordschleswiger bragte man kun talen i uddrag, men kom ikke ind på de kradse udtalelser. Dette heftede Jydske Tidende sig dog ved.
Trusler fra egne rækker
Men Wernichs tale blev dog gengivet i sin fulde længde i Der Nordschleswiger. Men det indbragte ham kritik fra egne rækker og endda telefontrusler. En tidligere dømt i retsopgøret mente, at hvis mindretallet skulle skamme sig over sin fortid, så skulle danskerne gøre det samme over vikingetiden. Briterne skulle hvert år bede om tilgivelse for ”folkedrabet i Dresden”.
Thies Christophersen og ”Die Auschwitz-Lüge”
Gennem hele 1988 markerede Der Nordschleswiger med Siegfried Matlok i spidsen som den avis i kongeriget, der mest ihærdigt overvågede den gamle nazist Thies Christophersen. Simon Wiesenthal havde sporet ham til Kollund, hvorfra han spredte nazistisk litteratur.
I den bedst kendte af sine skrifter, Die Auschwitz-Lüge hævder Christophersen, der havde gjort tjeneste i tilknytning til Auschwitz, at gaskamrene aldrig havde eksisteret og at fangerne i øvrigt havde det udmærket. Det endte med, at Danmark gerne ville udlevere ham til retsforfølgelse i Tyskland, men det blev underkendt af retten i Gråsten.
En masse demonstrationer fulgte. Og så valgte Thies Christophersen at flytte. Han flyttede til forskellige steder i udlandet. Syg og uegnet til afsoning rejste han tilbage til Molfsee i Slesvig-Holsten, tæt på sit fødehjem, hvor han døde i 1997.
Siegfried Matlok var hård over for ham. Men i ikke alle var enig i avisens hårde linje over for den gamle nazist. Han blev således tilbudt medlemskab af BDN.
En tale i Dybbøl
Hans Heinrich Hansen var inviteret til at holde tale ved Dybbøl-dagen i 1994. i BDN var man dog lidt betænkelig. Men man var dog glade for forløbet og talen blev godt modtaget. BDN – formanden var ikke kommet ind på retsopgøret. Men det gjorde han senere i sin tale på Knivsbjerg og senere på dagen i Tinglev i anledning af 50 års dagen for afslutningen af Anden Verdenskrig:
Formanden fastlog, at der ikke kunne blive tale om en kollektiv skyld fra mindretallet.
Et arrangement i 2007
Et arrangement i Sønderborg vakte i 2007 stor opsigt. Her blev bl.a. retsopgøret diskuteret. I Der Nordschleswiger blev arrangementet tolket som et efterhånden harmonisk forhold mellem dansk og tysk i grænselandet. Man heftede sig ved Matloks udtalelse om, at mindretallet ikke følte en kollektiv skyld men en kollektiv skam. Men Fårhus – mentaliteten som også blev diskuteret ved arrangementet blev ikke videre omtalt i Der Nordschleswiger. I Sønderjyske Årbøger er hele arrangementet omtalt.
Ny retspraksis i Forbundsrepublikken
En ny retspraksis var blevet indført i Forbundsrepublikken. Man kunne blive dømt for medvirken til mord blot ved ens tilstedeværelse i en KZ – lejr. Men linjen var klar fra BDN – formands side. Kun hvis der forelå beviser for en krigsforbrydelse ville navnet på bronzetavlerne på Knivsbjerg blive fjernet.
Erindringen præget af fortrængninger og heroiseringer
Hans Skov Kristensen fastslår, at mindretallet efterhånden har indset, at der også var gerningsmænd i mindretallet og at de var en integreret del af nazismen. Forestillingen og fortællingen om, at man ikke var en del af nazismens forbrydelser har ikke kunnet opretholdes forklarer forfatteren. Resultatet af folkeafstemningen i 1920 har radikaliseret en generation’ s tysk nationalisme.
Ja forfatteren mener, at mindretallet helt op til omkring 1990 (men gradvist aftagende) i mange henseender har udgjort et parallelsamfund i forholdet til den danske flertalsstat og – befolkning.
Offerrollen
Erindringen om nazi-tiden har i mindretallet været præget af fortrængninger, heroiseringer og indforståede sproglige koder. Offerrollen har været knyttet til den uret, man følte, man led i efterkrigstiden, i form af ydmygende og i visse tilfælde traumatiserende afhentninger af bevæbnede modstandsfolk, interneringerne under primitive forhold og den efterfølgende afstraffelse af de ca. 3.000 mand fra mindretallet primært i Fårhuslejren.
En del har måttet forlade driften af gården eller virksomheden, fordi der var tyske kreditforeningslån i ejendommen. Kulturelt blev man også ramt med de mange midlertidige lukninger.
Man mente også, at de frontfrivillige i Waffen-SS blev udsat for en hård straf. Jes Schmidt hævdede, at de gik ”med en synlig jødestjerne”.
Det tyske mindretal forlangte kompensation af den danske stat for overgreb efter krigen. Man har omtalt den tid for ”den svære tid”.
Man kendte til KZ – lejre
Allerede i 1942 længe før aktionen mod de danske jøder udtalte den fremtrædende medlem af det tyske mindretal:
Vi hører ofte om, at man ikke kendte til KZ – lejrene. Men den ledende hjemmetysker og SS – officer i Division Totenkopf, Wilhelm Deichgreber, der var en drivende skikkelse i hvervningen af SS-frivillige har skrevet følgende giftige omtale af KZ – lejrene i Nordschleswigsche Zeitung:
Manfred Spliedt skriver i sin bog, at i skolen kunne lærerne finde på at sige:
De kendte sikkert uhyggen bag. Men de vidste, at man kunne forsvinde fra arenaen og vidste, at der var nogle ting, som man ikke talte om i Das Dritte Reich.
Ja ca. 50 mindretals – tyskere blev dømt for tjeneste i en KZ-lejr. Disse sager var også omtalt i dagspressen. Så det lyder utroligt, at man i mindretallet ikke kendte til disse lejre.
Og det at have handlet under økonomisk og socialt pres og at man ikke har sympatiseret med nazismen synes at have været et gennemgående træk.
Der var ikke opposition mod nazismen
Haderslev – kredsen tillægges nok større betydning under besættelsen end de egentlig havde. De fik det først senere. Efter alt at dømme var der ingen betydende opposition i mindretallet mod nazismen.
Vi får også i bogen nogle reaktioner på forfatterens seneste bogudgivelse Straffelejren.
En slags ”bytteøkonomi”
Henrik Skov Kristensen konkluderer, at i mindretallet i Sønderjylland var det de gamle nazister som langt op i tid forvaltede mindretallets historie over for et stigende pres fra både tysk og dansk side. I mindretallet var ”Vergangenheitsbewältigung” en slags ”bytteøkonomi” i den forstand, at man bytter soning for anerkendelse.
Handlemuligheder og råderum har været langt større i det tyske mindretal end i Forbundsrepublikken. Mindretallet iscenesættelse af sig selv som en del af det tyske folk, den tyske nation og det rigstyske parti. Man hyldede i høj grad førerprincippet.
Mindretal andre steder var i en tvangssituation
Forfatteren sammenligner også forholdene i Sønderjylland sammen med mindretallene andre steder. Fratagelse af de borgerlige rettigheder var stort set ens alle steder. Modsat den franske og belgiske stat forholdt den danske stat sig stort set kun iagttagende til, hvordan det tyske mindretal ordnede sine interne forhold efter krigen, herunder også, hvordan mindretallet valgte at omgås sin nazistiske fortid.
Den store forskel er vel nok, at det tyske mindretal i Sønderjylland principielt overtog den nazistiske ideologi og meldte sig frivillig til Waffen SS, dog under massivt socialt pres. De andre steder var de facto annekteret og dermed principielt i en tvangssituation.
Der bliver brugt hårde ord
Fårhus har været et centralt erindringssted for det tyske mindretal. Knivsbjerg er et fysisk erindringssted. Forfatteren påpeger, at Fårhus hjalp mindretallet til at forvandle sig fra gerningsmænd til ”ofre”. Derved blev danskerne til gerningsmænd. Medansvaret for nazismens handlinger blev skudt i baggrunden.
Ja det er stærke ord, som forfatteren bruger.
Straffelejren var på en hvis måde med til at skille myte fra virkelighed. Men denne bog går en tak videre.
Henrik Skov Kristensen: Gerningsmænd eller ofre? – Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning – Historisk Samfund for Sønderjylland
Hvis du vil vide mere:
www.dengang.dk indeholder 168 historier fra Sønderjylland herunder:
www.dengang.dk indeholder 252 historier fra Besættelsestiden (før/nu/efter)
herunder:
www.dengang.dk indeholder 240 artikler om det gamle Tønder herunder:
www.dengang.dk indeholder 143 artikler om det gamle Aabenraa herunder:
www.dengang.dk indeholder 57 artikler om det gamle Padborg/Kruså/Bov herunder:
Dato: februar 5, 2019
Emil Nolde og Tøndermarsken
Emil Nolde var blandt kritikkerne af afvandingsplanerne for Tøndermarsken. Engang var det sydvestligste hjørne 17 meter højere end nu. Det er ”Verdens ende” sagde en græker 325 år f.Kr. Der har været store stormfloder. Det var kun et held, at det ikke gik helt galt i 1999. Der har været masser af oversvømmelser i og omkring Tønder. Mange fantasifulde planer fremkom. Kommissionen tænkte mere på landbrugets forbedring. Hele fem forslag dukkede op. De blev diskuteret på et ”Hjemstavnskursus” i Tønder. Emil Nolde fremkom med sit forslag. Det blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening. Nolde gik via H.P. Hanssen. Men forslaget blev skidt modtaget. Man mente, at Nolde havde et ben i begge nationale lejre. Man kaldte det for ”blakkede nationale sindelag”. Man skød forslaget ned, og Nolde forlod Danmark. Men nogle af hans ideer blev alligevel realiseret.
Emil Nolde var blandt kritikkerne
Det sker en masse i Tøndermarsken i øjeblikket. Man vil gerne have flere besøgende. Og så laver man udstillinger og informationer i massevis. Der bliver oprettet stier, hvor man så samtidig kan læse om Tøndermarskens historie. Men er det nu den rigtige historie, som man får.
Og denne artikel handler ikke så meget om Emil Noldes liv i Tøndermarsken men mere om hans forslag til afvanding af Tøndermarsken, som måske kunne have sparet beboere og myndigheder for en masse problemer.
Det var et kæmpe ingeniør-projekt, da Tøndermarsken blev afvandet i årene 1925 – 1933. Det hele var ikke så ligetil. Og egentlig skulle det have været tale om grundforbedring, men kritiske røster mente nu, at det hele gik op i at skaffe mere landsbrugsjord. Blandt kritikerne var maleren Emil Nolde, der blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening.
Dengang var området 17 meter højere
Så længe der har boet mennesker i området, har livsbetingelserne i Tøndermarsken omfattet risikoen for pludselig død og ødelæggelse forårsaget af stormfloder og oversvømmelser. I disse lavtliggende marskegne har livsvilkårene været anderledes ekstreme end i de højere beliggende områder i Danmark.
Under den sidste istid eksisterede Nordsøen ikke, som vi kender den i dag. Det var blot en mindre sø på det sted, hvor Nordsøen var dybest. Det skyldes, at havniveauet overalt var meget lavere end i dag. Det skyldes, at enorme mængder vand var bundet i de store ismasser rundt omkring på kloden.
Hele Skandinavien – med undtagelse af det sydvestligste Jylland – var isdækket. Da isen smeltede væk omkring 11.500 f.Kr. begyndte det nordøstlige Danmark at hæve sig. Og det sydvestligste Danmark sænkede sig. Godt nok er det gennemsnitlig kun 1 ¼ millimeter pr. år.
Men hvis du lige får gang i regnemaskinen så kan du regne ud, at Tønder-området for 13.500 år siden lå knap 17 meter højere end i dag. I sagens natur har denne landsænkning forøget risikoen for oversvømmelse.
Tidevandet
Hertil kommer tidevandet. Det forklarede vores Opa os meget tidligt ude i Ny Frederikskog, når vi om sommeren legede ude på forlandet. Tidevand er som bekendt sol og månes tiltrækningskraft på oceanernes vandmasser. I Nordsøen kommer der to gange i døgnet en tidevandsbølge op mod Danmark fra sydvest.
Højvandstidspunktet forskyder sig over tid, idet der er 12 timer og 25 minutter mellem to højvandstidspunkter. Forskellen mellem høj – og lavvande er ved Vidåslusen under normale forhold på 1,8 meter.
Det er disse naturkræfter befolkningen er oppe imod. Hyppige storme fra sydvestlig retning og sammenfaldet med højvande er noget som man har kæmpet imod siden sidste istid.
Verdens ende
Grækeren Pytheas var på gennemrejse i 325 f.Kr. Han beskrev tidevandsområderne i den sydlige Nordsø:
Romeren Plinius den ældre beskriver området på et felttog i år 47, hvor han bl.a. bemærker værftsbebyggelse i området. De første danske beskrivelser, findes hos Saxo, der detaljeret skildrer marskområdernes livsvilkår og karaktertræk.
Udviklingen set gennem kort
De første gode kort fra området er fra omkring 1240. De kendes i kopi af kartografen Johannes Mejer fra omkring 1650. Gennem disse kort kan man se udviklingen de sidste 700 – 800 år. Udviklingen i kortene viser, at der gennem århundrede er tabt meget store, tidligere beboede områder længere mod vest. Det er områder, der er overtaget af havet. Det er et resultat af de kraftige stormfloders katastrofale hærgen.
Store stormfloder
Vi har tidligere her på siden berettet om mange rædselsvækkende katastrofer. Her skal næves nogle af dem. I 1362 var den anden ”grote Mandrack”, den første var i 1162. Man sagde, at der omkom 200.000. Men det var nok lidt overdrevet.
I 1634 omkom der omkring 15.000 mennesker langs kysten. I 1825 var der en storm, der var medvirkende til, at marker i årevis var vandlidende. Gentagende gange opstod der lokale udbrud af malaria. Rejsby – katastrofen kostede den 19. august 1923 19 mennesker livet. De omkommende arbejdere var ved at anlægge Rejsby – diget.
Nævnes skal også stormfloden den 3. januar 1976, hvor vandstanden nåede op på 4,92 m over D.N.N. (Dansk Normal Nul). Det var dengang min far og mor i Tønder måtte evakueres.
Denne stormflod førte til, at Folketinget i 1977 vedtog loven om Det Fremskudte Dige, hvis byggeri startede sidst i 1970’erne.
Et stort held, at det ikke gik galt
Den 3. december 1999 ramte den stærkeste registrerede orkan nogensinde Danmark i området mellem Mandø og Rømø. I Ribe nåede vandstanden op til 5,12m over D.N.N., da den holdt op med at virke.
Orkanen kulminerede ved 18 – tiden, da der var ebbe. Havde stormen ramt seks timer senere ved midnatstid, så ville dette have medført omfattende digebrud overalt på den sønderjyske vestkyst, fordi vandstanden i dette tilfælde havde nået omkring 1,5 meter højere op. Men heldet var med befolkningen. Kun Juvre-diget på Rømø blev gennembrudt.
Ja selv med et fremskudt dige er intet 100 pct. sikkert.
Digebyggeri gennem tiden
Netop digebyggeri har gennem tiden været den bedste mulighed for at reducere skaderne for de mange stormfloder. De første diger, der blev bygget, kaldes for sommerdiger. De kunne nemlig kun forhindre de normalt mindre sommer-oversvømmelser. Det var for at redde afgrøderne.
I Tønderområdet opførtes i 1436 digerne omkring Vidding Herreds Gamle Kog. Møgeltønder og Højer Koge blev tillige inddiget ved opførelsen af Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøldiget i 1556. Senere kom også Gammel Frederiks Kog og Rudbøl Kog til i perioden 1692 – 1715.
Det tidligere havdige med Højer Sluse er opført i 1861. Under Første Verdenskrig opførte russiske og franske krigsfangerskab diget fra Ballum til Astrup Banke. Det Fremskudte Dige blev indviet i 1982. Det strækker sig fra Emmerlev Klev og sydpå til Hindenburg-dæmningen ved Sild.
Masser af oversvømmelse ved Tønder
Fra slutningen af 1800-tallet kendes mange smukke sort/hvide fotos af oversvømmende enge tæt på Tønder by. Fælles for dem er, at de er optaget i vinterhalvåret. Det var her de vandrende lavtryk fra vest altid har sendt store nedbørsmængder ned over det sønderjyske område. Herfra løber nedbøren og vinterens smeltevand via de store vestvendte vandløb ud mod Vesterhavet for at ende i Nordsøen.
Markerne stod under vand
Når stormene blev for voldsomme, lukkede Højer Sluse i 1861-diget for at undgå indtrængende havvand. Men derved blev de lavest beliggende engstrækninger i det flade marsklandskab ofte oversvømmet af det såkaldte bagvand, der nu ikke længere havde frit udløb.
Jeg kan huske, når Opa besøgte os i Tønder. En gang imellem gik han ud og kiggede på skyerne, og så tog han ellers knallerten tilbage til Højer, for bl.a. at lukke slusen dengang. Han var i en periode fungerende slusemester eller afløser.
Det var ikke blot et problem for landbruget, at markerne stod under vand. Og datidens samfærdsel blev stærkt hæmmet, fordi hverken Vidåen eller de andre vandløb var beskyttet af sammenhængende ådiger.
Teknologien var først parat – langt senere
Problemet havde været kendt så langt tilbage som nogen kunne huske. Men først i begyndelsen af det 20. århundrede var det muligt grundet teknologien at få styr på afvandingen.
I den tyske tid foretog man enkelte mindre tilløb til at løse oversvømmelsesproblemerne i Tøndermarsken. Men udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 satte en stopper for dette arbejde.
Mange fantasifulde planer
Det var ikke, fordi der manglede fantasifulde planer. Man ville anlægge en nordlig ”Kielerkanal” fra bunden af Flensborg Fjord og mod vest via de nuværende grænsevandløb til udløb i Vadehavet ved Højer.
I 1920 så en anden plan dagens lys, da en P.I. Diedrichsen foreslog, at anlægge en arealinddæmning, der indebar en stor dokhavn ud for Højer med en søfartskanal helt ind til Tønder by. Planen omfattede et nyt dige fra det gamle Højer Dige til Havneby på Rømø. Søfartskanalen skulle løbe gennem en ny kæmpesluse ud i Højer Dyb og videre ud i Nordsøen gennem Lister Dyb.
Endelig skulle området mellem Rømø og fastlandet tørlægges ved anlæggelse af endnu et nyt dige fra Rømøs nordkyst over til Astrup Banke. På kortet med planen var der ikke tænkt særlige tanker med hensyn til, hvordan vandet fra Brede Å skulle komme videre ud i Nordsøen.
Ja selv i dag ville sådan et projekt beløbe sig i en kæmpe sum. Det ville koste flere Storebælts-broer.
Man ville gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”
Ved Genforeningen i 1920 gav den nye politiske situation fornyet fokus og energi til de sønderjyske landsdele, der nu var en del af Danmark. Velviljen fra den danske stat var stor for at gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”. Det skulle være et tak for sønderjydernes loyalitet over for Danmark. Det var vel også for at bevare loyaliteten i fremtiden.
Man skal vel også lige forstå 1920’ernes Danmark, hvor beslutningen om afvandingen af Tøndermarsken blev truffet:
Vi kan i dag ikke ændre historiens gang
Tiden og dens levevilkår var dengang helt anderledes end i dag. Det er nyttesløs at kritisere den tids beslutninger med ens bedreviden. Det ændrer alligevel ikke historiens gang. Derimod kan man lære af fortidens fejltagelser.
Grænsedragningen i 1920 ændrede Tøndermarskens statsretslige tilhørsforhold. Men naturforholdene kender ingen grænser. Det var derfor nødvendigt med et dansk-tysk samarbejde. Der blev indgået en traktat den 10. april 1922 vedrørende ”Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse.
Kommissionen ville forbedre landbrugsarealerne
Samtidig nedsatte den danske stat en særlig ”Afvandings – og Grundforbedringskommission for Tønder Amt vedrørende Ordningen af Afvandingsforholdene i Marsken ved Tønder samt i tilstødende Omraader”
Det var ingen tvivl om at kommissionens medlemmer betragtede ”Grundforbedringen” (dvs. forbedringen af landbrugsforholdene) som sit primære formål.
Nedsættelsen af oversvømmelsesrisikoen for Tønder by kom i anden række. Det ses bl.a. af den store indflydelse på kommissionsarbejdet, som landbruget fik gennem digelagene.
Fantasifuld projekt for Fyn
Formanden for Kommissionen blev Poul Chr. Stemann. Allerede den 29. marts 1922 barslede man med fire forslag til ”Afvandingsprojekter for Vidådalen”.
Den idemæssige ophavsmand var en yngre ingeniør fra Varde, Ulrik Petersen. Han stod bl.a. for inddæmningen af Kalvebod Strand på Amager.
Et af hans storstilede projekter var en gigantisk dæmning mellem Ærø, Tåsinge og Langeland. Dette projekt ville have udtørret størstedelen af det sydfynske øhav. Det blev heldigvis aldrig til noget.
Hele fem forslag
Da Afvandingskommissionen og digelagene ikke kunne enes om et af de fire projekter, fremkom ingeniør Ulrik Petersen med et femte forslag. Forslaget er dateret den 26. april 1924.
Landbruget var meget usikker på, hvilket af de fem projektforslag man skulle gå ind for. De ville gerne have forbedret deres markdrift.
Projektet ivrig diskuteret på ”Hjemstavnskursus” i Tønder
I Tønder Bogen fra 1926 er der referater fra ”Det tredje Danske Hjemstavnskursus, der blev afholdt i Tønder fra den 2. til 8. august 1925. Her var afvanding af Tønder marsken det store hovedpunkt.
På kurset blev der advaret om, at man skulle passe på med for mange indgreb i naturen. Men naturforkæmperne talte for døve øren. Hverken landbruget, politikerne eller planlæggerne tog notits af bekymringerne.
Emil Nolde fremkom med sit forslag
Endnu en kritisk kommentar af afvandingsplanerne kom på banen i 1925. Det var tilmed, der kunne tale med en vægt. Det var en spirende kunstnerisk berømmelse. Det var maleren Emil Nolde. Han skrev en række breve med et alternativ afvandingsprojekt. Det var sandsynligvis mindre naturødelæggende end det projekt, som endte med at blive vedtaget og gennemført.
I Danmark var Emil Nolde endnu ikke kendt dengang. Han var vokset op i naturlandskabet i Tøndermarsken. Han havde svært ved at forlige sig med det store afvandingsprojekts totale ændring langs Vidåen.
Opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening
Han udarbejde derfor et alternativt forslag, hvori de ydre marskområder stort set kunne bevares urørte, idet risikoen for bagvandsoversvømmelse ville blive mindre ved at etablere et fremskudt dige uden for den daværende havsluse ved Højer. Her foreslog han at etablere et reservoir til oplagring af åvand i perioder, hvor en ny ydre sluse var lukket.
Noldes projektforslag fik stærk opbakning fra Danmarks Naturfredningsforenings daværende formand, malerkollegaen Erik Struckmann.
Henvendelse til H.P. Hanssen
Emil Nolde henvendte sig til de danske sønderjyders store gamle fører fra udlændighedstiden, H.P. Hanssen. På daværende tidspunkt var denne folketingsmand for partiet Venstre. Han har efter alt at dømme opsøgt ham hjemme og forelagt ham sit forslag. I et brev fra den 8. juni 1925 fulgte han skriftligt op på sin tidligere mundtlige fremlæggelse. Brevet var vedlagt kortbilag i kunsternes egen streg, hvorpå han med akvarelfarve har fremtrukket kystlinjerne.
Ideen med Noldes projekt var et ”afvandings-projekt”:
Sammen med projektet havde Nolde nedfældet en masse argumenter og kommentarer. Han tænkte også i forslaget på landmændenes økonomi. Også tørkeperioder havde Nolde gennemtænkt i sit forslag.
Forslaget vakte irritation i Landbrugsministeriet
H, P. Hanssen lod Noldes henvendelse gå videre til Landbrugsministeriet, hvor det vakte en del irritation. Men H.P. Hanssen havde understreget, at Noldes henvendelse ikke bare skulle ignoreres.
H, P. Hanssen havde anført, at Nolde var uddannet som kunstner i Tyskland, men dansk statsborger. Han var gift med en dansk dame (søster til politimester Vilstrup i Gråsten). Han stod ifølge H. P. Hanssen med et ben i hver lejr. Men han slog fast, at han skulle behandles med et vist hensyn.
Noldes angivelige blakkede nationale sindelag!
Departementschefens personlige bemærkninger er sigende. Noldes angiveligt blakkede nationale sindelag diskvalificerede ham på forhånd i departementschefens øjne. Det var desuden heller ikke hensigten at afvandingsprojektet skulle ændres. Og selv om Noldes indvendinger viser teknisk indsigt, så var han kunstmaler og ikke ingeniør. Dette har heller ikke fremmet hans anseelse i departementschefens øjne. Kunstmalere forventedes heller ikke dengang, at kunne udvikle unikke tekniske ideer.
Stiftsamtmanden sendte den 10. juli 1925 Noldes projektforslag videre til formanden for Afvandingskommissionens Tekniske Udvalg, Th. Claudi Westh. Man ville ikke bare ligge forslaget til side. Der skulle bruges krudt til at skyde det ned.
Danmarks Naturfredningsforening bakkede Emil Nolde op. Man havde bedt en rådgivende ingeniør til at kigge på hans forslag.
Forslaget blev skudt ned
Men som planlagt blev Noldes forslag en for en skudt ned. Skæbnen for Noldes ellers spændende forslag er, at det fremkom på et tidspunkt, hvor tiden slet ikke var moden til naturbevarende eller –beskyttende tiltag. Sådanne tanker blev først almindeligt accepteret i samfundet mere end et halvt århundrede senere. Men endnu består interessemodsætningen mellem på den ene side dansk landbrug, der ønsker råderet over al deres jord til dyrkningsformål. På den anden sideefterspørger folk i stigende grad natur til rekreative formål. Naturforskere og naturforeninger kræver naturområderne bedre beskyttet.
Den endelige afvisning af Noldes forslag blev meddelt Foreningen for Naturfredning i et brev dateret den 13. oktober 1925.
Noldes alternative projekt ville have beskyttet naturen mod mange af de store indgreb, der blev resultatet af beslutningen om afvanding af Tøndermarsken.
Nolde forlod Danmark
I 1925 boede Emil Nolde på ejendommen ”Uttenwart” cirka tre kilometer syd for Møgeltønder. En vidunderlig ensomt beliggende sted ud mod Magisterkogens nordlige dige fra 1556. Stedet kaldes i dag ”Keldspold”
Emil Nolde blev dog allerede i 1927 så træt af de store naturødelæggende indgreb fra etableringen af det endelige projekt og den nonchalante måde, hans forslag var blevet afvist på, at han permanent flyttede til marsken ved Seebüll umiddelbart syd for grænsen.
Først anerkendt lang tid efter hans død i Danmark
Her boede han resten af sit liv og her ligger det fantastiske museum med hans unikke kunst. Først længe efter sin død i 1956 blev han anerkendt i Danmark som den fremragende kunstner, han var. Hvis Noldes projekt var blevet gennemført, ville Danmark ikke blot have haft en kunstner, men også et naturområde i verdensklasse. Ja godt nok er det nu blevet udnævnt til dette, men alligevel!
Noldes ide var godt nok nyskabende, men det har alligevel ikke kunne løse alle problemer.
Man mindes ikke Emil Nolde
Men at Noldes tanker var de helt rigtige, viser historien. Efter stormfloden i 1976 gik man i gang med at bygge Det Fremskudte Dige med et bagvandsreservoir (Saltvandssøen)og en ny havsluse (Vidåslusen). Projektet blev indviet i 1982 af Dronning Magrethe. Men Emil Nolde er aldrig blevet hædret for hans plan. Og i diverse informationer om Tøndermarsken dukker hans navn ikke op.
Dige – bestyrelser var utilfredse
I den endelige udformning kom der ingen vandkraftværker, fordi man allerede i 1925 havde indledt forhandlinger med Sønderjyllands Højspændingsværk om at levere strøm til pumpestationerne. Og arkitekt på disse var den senere godsinspektør på Schackenborg, H.C. Davidsen.
I de forskellige dige-bestyrelser blev der indvalgt folk, der var modstandere af hele projektet. Man var utilfreds med forhandlingerne med Kommissionen.
Ingen gode tider for landbruget
I Tøndermarskens koge var der oprettet et tæt kanalnet, der både kunne anvendes til afvanding og bevanding. De gode tider for landbruget blev dog ikke indfriet. Tværtimod mødte man krise i 1930erne og stor arbejdsløshed.
I 1941 blev et nyt vandløbsregulativ indført. Det handlede om, hvordan alle forhold i og omkring vandløbene skulle efterleves. For dem, der havde jord i Tøndermarsken blev projektet meget dyrt.
Lokalt kom der gang i byudviklingsprojekter. Uden den gennemførte Tøndermarsk-afvanding ville firmaer som Brdr. Hartmann og B&W Energi vel næppe være flyttet til Tønder.
Hensynet til landbruget havde vejet tungere
Efter mange år, hvor hensynet til landbruget havde vejet tungest, kom der i 1970’erne fokus på naturbeskyttelse. I 1983 kom der en ny vandløbslov, hvor naturhensyn helt usædvanligt fik første prioritet.
Men i lovbekendtgørelsen blev det udtrykkeligt nævnt, at denne lov ikke gjaldt for Tøndermarsken. Men dette blev der lavet om på. Der kom en ny lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Den stammer fra den 3. december 1988. Heri blev der for første gang taget særlige hensyn til naturens vilkår og udvikling i området. Fra dette tidspunkt kom der fokus på muligheden for at få fuglelivet tilbage i marskområderne.
Nationalpark Vadehavet
Fuglebestanden var nemlig gået voldsomt tilbage i 1970’erne. Det skyldtes landbruget, der var gået fra kvægbrug til mere intensivt agerbrug.
Men det hele skulle ske gennem såkaldte frivillige ordninger. Men nu ser det ud til at EU – love tager over. Men der er stadig et godt stykke vej til at fuglene i Tøndermarsken har optimale forhold.
Hele det danske vadehavsområde blev i 2010 indviet som Nationalpark Vadehavet. Her indgår Tøndermarskens ydre koge. I byerne Varde, Esbjerg og Ribe roser man sig af, at befolkningen og turisterne kan gå fra bygrænsen og lige ud i nationalparken. Anderledes er det desværre i Tønder by. Her ophører nationalparken ved broen over Vidå ved Lægan ca. 3 km sydvest for byen.
Måske er ”Den Gamle Redaktør’ s oplysninger i denne forbindelse ikke helt opdateret. I 2009 blev der i forbindelse med det EU – støttede Projekt Snæbel genetableret en tidligere sø, Nørresø, umiddelbart sydvest for Tønder.
Fra Tønders bymidte ud i Nationalparken?
Man flyttede simpelthen Vidås nordlige dige nogle hundrede meter mod nord, så det blev plads til et vidunderligt naturområde, som Vidå slynger sig igennem om sommeren, mens det om vinteren oversvømmes i vinterhalvåret.
Hele området fra Lægan Pumpestation og øst på til landevejen mellem Tønder og Sæd indgår i projektområdet, som er købt af Staten gennem Naturstyrelsen. Hele dette område indgår i Nationalpark Vadehavet.
Hvis man også inddrager området mellem digerne og sammenløbet mellem Vidå/Grønå og op til Backmanns Vandmølle og Mølledammen i Tønder i Nationalparken, så vil også Tønders befolkning og turister kunne gå fra bymidten og lige ud i Nationalparken.
Slut med at lege på forlandet
Men i dag er det slut med at lege på forlandet i Ny Frederikskog. Det var dengang, vi byggede tømmerfloder og sejlede rundt i Prilerne. Her var det også udmærket at bade. Det var en herlig tid.
Vi har i artikler beskrevet ret så meget om Tøndermarsken og Vidåen. Vi vil forsøge her i tilslutning til denne artikel, at henvise til nogle af artiklerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere? På www.dengang.dk kan du finde 240 artikler om Det Gamle Tønder, herunder:
Hvis du vil vide endnu mere? På www.dengang.dk kan du finde 70 artikler om Det Gamle Højer, herunder:
Hvis du vil vide meget mere? På www.dengang.dk kan du finde 168 artikler om Sønderjylland herunder:
Dato: januar 7, 2019
Flygtninge-prammen i Klintholm Havn
En mindesten er lagt ved Klintholm Havn. En synkefærdig flodpram med masser af KZ-fangere ankom, mens Danmark festede den 5. maj 1945. Prammen var også sprunget læk. Det var en levende ligkiste. Der var masser af sygdomme om bord. Miner var fastgjort til prammen. I første omgang skaffede man 125 rugbrød og 400 liter mælk. Ingen patienter måtte indlægges på Næstved Sygehus. Søbad om dannet til feltlazaret. Flere hundrede blev reddet. 19 klarede det ikke og døde. 70 patienter blev overbragt til Blegdamshospitalet. En mand lagde hver 5. maj blomster. Det var Piotr, en af dem, der blev reddet. Han var forelsket i en af hans plejere. De blev gift og fik børn. Han tog på 20 ture til Polen for at hjælpe. Nøjagtig 54 år efter, at han blev reddet gik han bort.
En mindesten
På Klintholm Havn står i dag en mindesten:
De mødtes på en fremmed kyst
I hjælpsom ånd, en udstrakt hånd
Ved siden af står der på fire sprog:
På selve Danmarks befrielsesdag 5. maj 1945
strandede her en flodpram med 370 døende
Mennesker af alle nationaliteter ombord
De kom fra nazikoncentrationslejren Stutthof ved Danzig
pint af sult, tortur og sygdom havde deres bødler tvunget
dem på denne dødsflugt over Østersøen
En synkefærdig flodpram
Om morgenen den 5. maj 1945 blev en synkefærdig flodpram bugseret ind til fiskerihavnen Klintholm på østsiden af Møn. Om bord var 345 fanger fra koncentrationslejren Stutthof. I det materiale, som vi har nævnes forskellige tal.
Himmler befalede at KZ – fanger ikke måtte falde i fjendens hænder
I krigens sidste måneder påbød Heinrich Himmler at ingen levende KZ-fanger måtte falde i de allieredes hænder. Den 18. marts nåede sovjetiske styrker Østersø-kysten vest for Danzig. Evakuering over land var ikke længere muligt. Der var nu kun en flugtvej, og det var Østersøen.
Storstilet evakuering
Tyskerne iværksatte en storstilet evakuering over Østersøen. Allerede i januar 1945 havde man forsøgt at evakuere Stutthof. I kreaturvogne var fangerne kørt til Danzig, hvorfra de skulle være afsejlet vest på med et stort passagerskib. Men transporten blev forsinket af angribende sovjetiske fly.
Da fangerne så endelig nåede Danzig var skibet sejlet, og de blev beordret tilbage til Stutthof. Skuffelsen var stor, men senere viste det sig at fangerne havde været heldige.
Det store skib, Wilhelm Gustloff blev den 30. januar torpederet af en sovjetisk u – båd og sank. 5.438 mennesker mistede livet, herunder 3.000 børn. Kun 838 blev reddet af tyske marinefartøjer. Kun 838 blev reddet af tyske marinefartøjer.
Antallet af ombordværende har sikkert været større, og muligvis er antallet af omkommende væsentlig højere.
Engelske flyangreb kostede 10.000 flygtninge livet
I Travemünde sprang et stort krydstogtsskib i luften. Det var antagelig Cap Arcona. Det var sammen med to andre skibe blevet angrebet og sænket af Royal Air Force. Masser af flygtninge blev dræbt af englænderne. Ja man mener, at de engelske flyangreb kostede 10.000 flygtninge livet.
I Flensborg Havn og videre syd på havde 1.081 skibe bragt 2.401.367 mennesker i sikkerhed for de fremstormende sovjetiske styrker.
Mange omkom under dødsmarch
Allerede i januar var en masse fangere fra Stutthof sendt ud på en dødsmarch, som skulle koste tusinder og atter tusinde livet. Blandt dem var også flertallet af de danske kommunister.
I april 1945 var der igen tale om evakuering af Stutthof. På det tidpunkt var der ca. 4.500 fangere i lejren. Men kun knap 3.300 fangere blev berørt af evakueringen den 25. april. Flere af de indsatte var enten døde eller undsluppet.
Blandt dem, der nu skulle evakueres var 30 danske kommunister, de norske politifolk og finske skibsbesætninger.
I 4 flodpramme
Man blev transporteret til Nickelswalde ved Weichsel-flodens udmunding. Med et landgangsfartøj blev man transporteret til halvøen Hela ud for Danzig-bugten, hvor fangerne blev beordret om bord i fire flodpramme. Under hele turen måtte man søge ly for angribende sovjetiske fly.
Hermine Koschmmieder(Schmidt) beskriver det på denne måde:
En flodpram forsvandt undervejs
Den 28. april afsejlede man. Dagen efter nåede man Saltssnitz på den nordøstligste del af Rügen. Efter afsejlingen blev konvojen splittet af høj søgang. En slæbebåd blev også udsat for luftangreb. En af flodprammene brød i brand.
En pram forsvandt undervejs. To af prammene nåede mellem natten mellem den 2. og 3. maj frem til bugten ud for byen Neustadt i Holsten. Her havde tyskerne stuvet en masse KZ – fanger sammen, ikke mindst fanger fra Neuengamme.
Prammen sprang læk
Yderligere en af prammene med ca. 500 personer om bord gik på grund i det lave vand ved øen Greifswalder øst for Rügen, hvor prammen var ved at bryde sammen. Den 30. april blev de ombordværende sejlet ind til Lauterbach på sydkysten af Rügen. Derfra afsejlede de i en ny pram trukket af slæbebåden Danzig under kommando af oberstløjtnant Paulo med et marinefartøj som eskorte.
Undervejs sprang prammen læk. Man besluttede derfor at bringe prammen ind til Klintholm Havn med nu 345 ombordværende KZ – fanger.
Afvist og ingen form for forplejning
Blandt dem, der var om bord var den 19 – årige Hermine Koschmieder. Hendes forbrydelse var, at hun var medlem af Jehovas Vidner. Hun fortæller, at ved afrejsen fra Stutthof havde hver fået udleveret et halvt brød, et stykke margarine og et stykke hestekød med besked om, at det skulle vare i mindst otte dage.
Land i sigte
Det var kolde aftener om bord, og de døde blev bare kastet over bord. Man drev omkring på havet i rum sø. Det var dage uden mål og med. Prammen begyndte at tage vand ind, og man måtte rejse nødflaget. Pludselig råbte en: ”Land i sigte”. Man var glad for, at det var et hagekorsflag, som man så, men det danske flag.
På vej til Strandhotellet
Den 5. maj ankom overbetjent Ejnar Lundstrøm fra Sorø til Klintholm Havn som leder af 13 modstandsfolk. Egentlig skulle de anholde en stikker. En del tyskere lå på Strandhotellet. De havde endnu ikke fået kapitulationsordre. Her havde den eftersøgte stikker søgt tilflugt. Inde på hotellet nægtede tyskerne at udlevere stikkeren.
Men lige ankommet til havnen blev de gjort opmærksom på, at der lige var ankommet en pram. Som en af de første danskere gik overbetjenten om bord.
”En levende ligkiste”
Også en ung journalist, Gert Munch fra Møns Dagblad lavede en rapport med navne og billeder. Det rystede ikke bare ham selv, men også mange læsere. Han kaldte prammen for ”En levende Ligkiste”.
Oprindelig havde de været 800, men de 300 var døde. De sidste tre dage havde de kun fået saltvand at drikke. Hele rummet var indhyllet i en frygtelig stank. De ulykkelige mennesker havde været henvist til at benytteselve opholdsrummet til at forrette deres nødtørft i.
Ved ankomsten var størstedelen af fangerne polakker og russere. Dertil kom et lille antal tjekkoslovakker, tyskere, estere, lettere, litauere, tyskere og franskmænd. Dertil kom en del fra Danzig.
Masser af sygdomme
Den første læge, der ankom var Rasmus J. Fenger. Han havde en form for aftale med den lokale modstandsbevægelse. Også læge Bendt Mortensen og hans hustru Helene Mortensen mødte hurtigt frem. Sidstnævnte var formand for det lokale Røde Kors. Også baron Rosenkrantz fra Liselund var hurtigt fremme. Han repræsenterede den lokale modstandsbevægelse.
Sygdomme som dysenteri, tyfus, tuberkuløse rådede blandt fangerne. Dertil kom følgerne af underernæring. Og alle havde lopper.
I Morsø Folkeblad den 7. maj 1945 udtalte Dr. Fenger, at man under normale omstændigheder ville have anlagt samtlige prammens ombordværende. De kunne så have fyldt Stege Sygehus i to år. Så galt gik det dog ikke. Men det kunne man jo ikke vide her den 5. maj. Hen på efteråret kunne de sidste Stutthof-fangere forlade Møn.
Den lokale befolkning tog et stort ansvar
Den lokale befolkning tog et stort ansvar. Frivillige hjælpere fik KZ – fangerne tilbage til livet. På Strandhotellet blev der indrettet et nødtørftigt lazaret. Men de første dage måtte man blive i karantæne på prammen. Kun de døende og de mest elendige blev båret fra borde. Nogle døde også med det samme. De var alt for uforsigtige og tog for meget føde til sig på en gang.
De lokale beboere kom med brød og frisk vand.
Desværre kom nogle af KZ-flygtningene snart igen bag pigtråd idet de kom i en dansk flygtningelejr. Nogle kunne først vende hjem igen i 1947.
Miner fastgjort prammen
Omkring prammen var der fastgjort miner, der ville eksplodere ved et tryk fra slæbebåden. Fangerne skulle have været sendt på havets bund. Men det tjener til den tyske skibsførers ros, at han ikke gjorde det.
En marinebåd, hvis kanoner pegede mod modstandsfolkene sejlede næste dag med SS – soldater om bord. Denne havde fulgt prammen det sidste stykke. Disse SS – soldater ville ikke fortælle, at det drejede sig om KZ – fangere.
Nationaltidende berettede
Nationaltidende beskrev det hele på denne måde:
Rædsler er i nøje overensstemmelse med sandheden
Flere af fangerne var som allerede nævnt så afkræftede at de døde. Flere gravsten på kirkegården i Magleby minder om tragedien. En del af de overlevende tilbragte en tid i Høje Møn Forsamlingshus.
Over for Møns Folkeblad beskrev dr. Fenger sit indtryk:
125 rugbrød og 400 liter mælk
Dr. Fenger sendte straks sin kone af sted med lastbil til bageren i Borre, hvor hun hentede omkring 125 rugbrød til KZ – fangerne. Snart begyndte klintholmerne også at koge kartofler i store kogekar og indsamle mere end 400 liter mælk, som skulle redde fangerne fra sultedøden.
Ingen patienter kunne modtages på Næstved Sygehus
En selvbestaltet hjælpekomite blev dannet for at skaffe hjælp til fangerne. Fangerne græd mens de spiste det tørre rugbrød. Stege Sygehus, Næstved Sygehus og Røde Kors var alarmeret og sidstnævnte betalte for de foreløbige udgifter. Fra Næstved Sygehus ringede amtslægen personligt og fortalte, at ingen patienter kunne modtages på sygehuset. Den lille havneby måtte klare sig selv.
Søbad omdannet til feltlazaret
Klintholm Søbad blev omdannet til feltlazaret. Modstandsfolkene sørgede for at de 14 tyskere forlod stedet. Nu manglede man blot indmad til hospitalet. Pigekammersenge med madrasser, lagner, dynebetræk og håndklæder blev stillet til rådighed. Uldtæpper blev stillet til rådighed af vandrehjemmet.
Vandfade, bækkener, sprøjter og udskylningsapparater blev stillet til rådighed fra sygeplejeforeninger. Inspektøren fra Stege Sygehus turde ikke tage hul på beredskabslageret.
Krostuen blev omdannet til vaskerum, så patienterne kunne blive vasket. Tre kogekar blev anskaffet hos en lokal murer. På den måde fik man en slags badeanstalt.
De frivillige opdagede, at mange af fangerne ikke kunne døje hinanden, og der opstod slagsmål. Fangerne fra Stutthof var en blandet skare.
70 patienter til Blegdamshospitalet
Endelig ankom der den 24. maj to sygeplejerske fra Røde Kors. Senere lykkedes det ved hjælp af en ambulance fra Næstved dagligt at fragte patienter ind til Blegdamshospitalet. Hospitalet modtog cirka 70 patienter, og de havde næsten alle sammen plettyfus. Det er ikke helt korrekt at læger i Danmark nægtede at behandle flygtninge. Den mening har vi selv været med til at dele, grundet historisk baggrundsmateriale.
Man kunne faktisk dø af sygdommen, hvis den ikke blev behandlet i tide. Selv om de lokale ydede en kæmpe indsats døde 19 fanger af de ca. 370.
En mand på en kirkegård
Hvis naboer til Stege Kirkegård og Magleby kirkegård havde skuet over på kirkegården den 5. maj, har de kunnet se en ældre mand med tæt hvidt overskæg og kraftige øjenbryn og tilbagefriseret hår i grå nuancer gå rundt mad favnen fuld af røde og hvide roser.
Manden, der i lokalområdet var kendt som Peter Veedol havde 50 år på samme dato lagt en buket i danske og polske nationalfarver ved hver gravsten dateret 1945 med slaviskklingende navne.
Hvis man havde spurgt denne mand, hvorfor han gjorde et, ville han sikkert have svaret, at det var for at ære sine døde kammerater og de danskere, som i dagene omkring befrielsen kæmpede en hård kamp for at redde deres liv.
Piotr blev forelsket
Egentlig hed den ældre mand, Piotr Mierzejewski. Han var en af dem, der blev sendt på dødsmarch, hvor 300.000 fangere mistede livet. Han var en af dem, der blev sat på en båd. Var det fordi, at fangerne skulle sænkes for at slette alle spor i håbet om at slette krigens forbrydelser. Eller skulle de bruges i en eventuel gidselforhandling med de allierede for måske at kunne mildne straffen for nazisterne?
Piotr var en af dem, der var med i prammen. Mens han var kommet sig i sygesengen, havde han forelsket sig i en yngre kvinde fra Falster, der havde passet ham og hans kammerater. Han mente, at have set hende før.
I juni var de fleste kommet så meget til sig selv, at størstedelen rejste til deres hjemland. Piotr Mierzejewski og nogle af de andre overlevende blev dog på egnen, hvor de tjente i markerne hos baron Niels Rosenkrantz på Liselund Slot. Her lærte vores polske hovedperson at luge roer.
Hun hed Maria
Han kunne dog ikke få den unge pige ud af hovedet. Derfor vandrede han i sensommeren 1945 over 55 kilometer i for små sko fra Møn til Sønder Tåstrup sydøst for Nykøbing Falster, hvor hun boede med sin mor.
Den unge pige hed Maria og var født af polske forældre. Og det var faktisk sandt, at de to havde set hinanden før. Det var tilbage i 1935 de to unge polakker havde mødt hinanden på en international spejderlejr i Polen. Nu blev de forlovet og tre år efter viet i den katolske kirke i Nykøbing Falster.
Gift med børn
De nygifte flyttede sammen i Kannikehusene ved Orupgård på Falster. Parret fik to børn. I 1955 flyttede de til Gedser, og forpagtede en tankstation i færgebyen. Inden længe blev vores polske ven omdrejningspunktet. Men man kaldte ham nu Peter Veedol. Når tolderne havde problemer med polske chauffører kom han til hjælp. Han redede trådene ud og betalte også ofte kautionen.
Han blev dansk statsborger i 1962 og drev tanken frem til 1978. Nu flyttede parret ind på Skovboulevarden i Nykøbing Falster.
20 ture med hjælp til Polen
I 1981 blev der indført krigsretstilstand i Polen. Det kunne Peter Veedol ikke bare se på stiltiende. Sammen med en sygeplejerske begyndte han at indsamle mad, tøj og medicin. Han kontaktede en mand ved navn Aksel Skou, der drev en frugtplantage på Fejø og havde et vognmandsfirma. I årene fra 1981 til 1984 blev det til 20 ture til Polen.
Den tidligere krigsfange ville give noget tilbage til den verden, der havde givet ham så meget. Men da Maria blev syg i 1985 stoppede med at køre til Polen. Hun døde kort tid efter.
Han gik bort – 54 år efter sin ankomst
Peter Veedol solgte huset i Nykøbing Falster og mødte efterfølgende en ny kærlighed. I maj 1997 skulle han opereres, en simpel operation. Men skæbnen ville det anderledes. Under sin indlæggelse fik han en hjerneblødning.
Den 5. maj klokken 6 om morgenen gik han bort. Det var nøjagtig 54 år efter, at han var trukket i land sammen med de andre KZ – fanger i Klintholm Havn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse 266 artikler om Besættelsestiden (Før/under/efter) herunder:
Dato: januar 2, 2019
Marie og Søren i Borrehuset
af Lisa Hildegarth
Her får vi denne sande historie af Marie Grubbe, skrevet af J.P. Jacobsen. Det var i Borrehuset. At Marie Grubbe endte sine dage. Borrehuset brændte i 1731. Tomten af det gamle hus blev først fundet i 1941. Da Marie og Søren flyttede ind, var det nyt. Søren var Maries tredje mand. Her var hendes elskere ikke inkluderet. Søren fungerede som opsyns- og færgemand. Han rodede sig ind to retssager. På Herredstinget blev Søren dømt til døden for mord. I romanen kommer han tilbage. Men sådan var det ikke i virkeligheden. Ingen ved, hvor Marie blev begravet 75 år gammel. Hun var trods alt datter af adels- og lensmand Erik Grubbe. En mindesten er rejst ved tomten af Borrehuset ved Grønsund.
Færgestedet bruges ikke mere, for dæmningen har gjort Bogø landfast med Møn, og
broen over Ulvsund har gjort Møn landfast med Sjælland, men indtil engang i
1940’erne var der faktisk stadig færgeri over Grønsund mellem Falster og Møn.
Egentlig lå tyngdepunktet i færgeriet på Møn-siden af sundet, hvor den største
og bedste færgekro var, men i begyndelsen af 1700-årene fik kroen en aflægger
på Falster-siden, som blev kaldt Borrehuset. Det tjente et dobbelt formål, idet
manden i Borrehuset dels skulle ro de rejsende over til Møn, dels føre tilsyn
med hugsten i skovene, som tilhørte enkedronning Charlotte Amalie – Christian
5.s hustru. Skoven leverede brændsel til dronningens hof – dels i København,
dels i Nykøbing Falster.
Muligvis får navnet – “Borrehuset” – allerede en
klokke til at ringe, for var det ikke her, den berømte fru Marie Grubbe endte
sine dage? Historien er jo fortalt nogle gange – såvel tørt dokumentarisk som i
litterær gendigtning, bedst og vel definitivt af J.P. Jacobsen, fordi han
evnede at sandsynliggøre et forløb, der ellers har slået alle som absurd og
uforståeligt: den højbårne adelsdames deroute fra et ægteskab med prins Ulrik
Frederik Gyldenløve fra 1660-1670, til samlivet med en fordrukken færgemand.
Den helt ubegribelige pointe i fortællingen var – med hendes egne ord til den
unge Ludvig Holberg – at hun var “langt mere fornøjet” med sin
færgemand, selv om “han dagligt handlede ilde med hende”, end hun
havde været med Gyldenløve. Historikerne har betragtet hende som selve
sindbilledet på den gamle danske adel, der gik nedenom og hjem under den ældre
enevælde; Jacobsen derimod så sammenhængen i Maries eget kvindesind.
Borrehuset ved Grønsund er forsvundet for længst. Det brændte i 1731 – få år
efter, at Marie Grubbe var død – og selv om man byggede et nyt færgehus, som
fik samme navn, lå det ikke på samme plads som det gamle. Tomten af det
oprindelige Borrehus blev først genfundet ved en udgravning i 1941, og stedet
er nu markeret med en mindesten. Der er ikke meget at sige om huset selv; det
var opført i bindingsværk, og det var nyt, da Marie og Søren Møller flyttede
ind.
Han var hendes tredje mand – løse elskere ikke medregnet – og han var næppe
stort mere end halvt så gammel som hende, da de mødtes på Tjele nær Viborg,
hvor han tjente som kusk og ladefoged. Maries daværende ægtefælle – Palle Dyre
– tog det åbenbart forholdsvis let, at hun gjorde ham til hanrej, og det var
snarere den offentlige skandale end hr. Palles sårede følelser, der førte til
skilsmisse og – altså – til hendes tredje ægteskab.
Selvfølgelig slog familien hånden af hende og Søren, men man kan nu godt have
en mistanke om, at man på højere sted fulgte det umage ægtepar med en vis
opmærksomhed; de fik i hvert fald ikke lov til at gå helt til bunds. I 1697
dukkede de op på Møn, hvor Søren tjente hos generalløjtnant von Plessen, siden
blev han bådsmand i flåden og forfremmet til kvartermester, og enkedronning
Charlotte Amalie må have været vidende om, hvem det var, hun i 1705 lod rykke
ind i Borrehuset og overdrog ansvaret for sine brændselsforsyninger. Marie var
dog en slags ekssvigerinde til dronningen.
I de få år, hvor Søren Møller fungerede som opsyns- og færgemand, blev han
rodet ind i ikke mindre end to retssager, og selv om han ikke selv stod
anklaget i den første, afslører de begge, at han var en voldsom og rå mand.
Skæbnen indhentede ham i foråret 1711, da der kom skibe fra Dragør for at hente
brændsel, og han satte sig til at drikke om bord med skipperen Pejter Palmsten
og et par andre. De blev meget opstemte og ville fortsætte i selve Borrehuset,
hvor Marie gjorde alt, hvad hun kunne for at dæmpe de højrøstede mandfolk. Det
hjalp ikke, så hun gik i seng, og drikkeriet fortsatte til om morgenen, da det
udartede i skænderi og slagsmål. Søren rev en ladt bøsse ned fra loftsbjælken –
måske kun for at true, men skuddet gik af og ramte Pejter i panden. Flere kom
styrtende for at se, hvad der var sket, og med bemærkningen – “der ligger
en mand derinde” travede Søren ned til færgen og roede over til Møn. Her
blev han arresteret.
Retssagen mod Søren Møller blev lang. På herredstinget blev han dødsdømt, på
landstinget tog man hans forklaring om vådeskud for gode varer og idømte ham en
bøde, men højesteret skærpede atter straffen til tre års strafarbejde på
Kronborg. Nogen streng dom var det – alt taget i betragtning – dog ikke. Kan
det tænkes, at man ved strafudmålingen atter skelede en smule til Marie?
Man aner ikke, hvad der siden blev af Søren Møller. J.P Jacobsen lod ham vende
hjem efter udstået straf – syg og elendig – men det står for Jacobsens egen
regning. Sandsynligvis døde han under afsoningen. Marie blev imidlertid
siddende i Borrehuset resten af sine dage, selv om det jo egentlig var Søren og
ikke hende, der skulle klare færgeriet og alt det andet. Man ved endda, at hun
modtog en slags pension – en andel i de almisser, som godgørende folk lagde i
blokken ved den hellige kirke i Kippinge. Store sager var det ikke – slet intet
imod den mødrene arv, hun i sine yngre, letsindige dage soldede op på en
udenlandsrejse med sin formentlig lige så letsindige svoger Stygge Høg, men hun
klarede sig åbenbart.
Hun døde 1718, 75 år gammel – i fattigdom, men en gådefuld skandale for sin
samtid og med et eftermæle, der uden sammenligning gjorde hende til den mest
interessante af alle adelige damer i samtiden. Ingen ved hvor hun er begravet –
måske på Kippinge kirkegård, Det er dog mest sandsynligt, at adelsslægten
begravede hende på Tjele kirkegård. Hun var datter af adels- og lensmanden Erik
Grubbe og født i 1643 på godset Tjele i nær Viborg.
Mindestenen ved tomten ved Borrehuset ved Grønsund. Indskriften lyder:
HER LAA BORREHUSET 1705–1731. TOMTEN UDGRAVET 1941
på bagsiden satte man de vers, af Frederik Nygaards tekst til operaen ”Marie
Grubbe”, der indledes således: DANMARKS RIGE, DER VAR EN GANG EN FRUE
ELSKOVSOMBRUSET
Et halvt århundrede senere ændrede samfundet dog mening og tilføjede nederst på
forsiden af stenen:
BEBOET AF MARIE GRUBBE 1705 – 1718
Tak til Lisa Hildegarth
Dato: december 28, 2018
Vidste danske frivillige, hvad de gik ind til?
”De burde bedre”. Medlemmer af NSDAP-N blev presset. Var de alle nazister? 12.000 danskere meldte sig. Trang til at finde syndebukke og så havde man berøringsangst. Man kan ikke altid henvise til ”Hitler og hans stab”. Dødsstraf for faneflugt. Den tyske hær henrettede 20.000 af deres egne. De fortsatte efter krigen med besættelsesmagternes accept. Flere danskere har deltaget i krigsforbrydelser. En hård straf i Polen. Mange blev syge. Halvdelen var medlem af DNSAP. Nazistisk ideologi blev indpisket. Danmark støttede udryddelseskrigen. Og svar det lige ”Einsatztruppen”. Også nazister fik ”dyrisk medfølelse”. Ideologiske refleksioner. Nazismen blev brugt som motivering og legitimering. På SS-Junkerskolen i Bad Tölz. Ikke alle danskere fandt sig tilrette i Waffen SS. Ideologien var også redningsplanke. Schallburg blev mindet som en statsmand. Pludselig var man på taberens side. Efter hjemkomst og straf var man stadig landsforræder.
De burde vide bedre
De burde vide bedre, ja det udtryk får man ofte slynget i hovedet, når man beskæftiger sig med de danskere, der meldte sig under de tyske faner eller i Frikorps Danmark. Ja for sidstnævnte blev de mere eller mindre opfordret til at indtræde. Og da de kom hjem blev de dømt med tilbagevirkende kraft.
Medlemmer af NSDAP-N blev presset
Medlemmer af det tyske mindretal blev efterhånden optaget i Waffen SS – Totenkopf. For medlemmer af det tyske mindretal var det nu ikke helt frivilligt, om de ville være medlem af NSDAP-N eller ikke. De blev i den grad presset hele tiden.
Var de alle nazister?
Da de meldte sig, vidste de ikke noget om muselmændene, massegrave og brutal krigsførelse. De færreste har sikkert ment, at Holocaust var menneskelig muligt.
Spørgsmålet er også om borgerne i det tredje Rige alle var nazister, eller om de var enige i nazisternes mål og midler. Måske levede de fleste i ignorance og måske i frygt for det autoritære system.
12.000 danskere meldte sig
Mere end 12.000 danskere meldte sig som østfrontfrivillige i Waffen SS til tysk krigstjeneste. Mere end halvdelen kom af sted. Ofte bliver medlemmer af det tyske mindretal beskyldt for, at udgøre hoveddelen af disse, men det er ikke tilfældet. Ja de fleste danske frivillige blev indsat på det værste sted af dem alle sammen – østfronten.
Når det var noget som nazisterne var gode til, så var det ideologisk påvirkning. Og det blev de danske frivillige i den grad udsat for. De skulle gøres til politiske soldater, forkæmpere for den nazistiske ide og verdensorden.
Trang til at finde syndebukke
Danske SS-mænd blev nødt til at forholde sig både fysisk, åndeligt og ideologisk til krigen. Via breve og dagbøger har man kunnet finde ud af soldaternes selvforståelse. Hvorfor kæmpede de? Hvori bestod deres motivering? Var de nazister?
I Danmark i 1940erne og 1950erne var det en naturlig trang til at finde syndebukke og placere et ansvar for at frikende det store flertal. Men undertegnede har erfaret, at emnet stadig er omdiskuteret. Og spreder man sine budskaber på de sociale medier eller i bogform, bliver man ofte beskyldt for løgn. Det er jo nok den letteste måde at definere, at man ikke er enig i argumentationen.
Berøringsangst
I Tyskland var der også en berøringsangst i de første år efter Nazismen. Specielt fra og med 1960erne kan man konstatere en gradvis nuancering i den historiske behandling af krigen og nazismen, ideen en ny genration af historikere bidrog med mere dybdegående studier.
Man kan ikke kun henvise til ”Hitler og hans stab”
Krigsførelsen ved østfronten var planlagt som en ren udryddelseskrig. Var gerningsmændene kun Hitler og hans stab? Ja for at besvare dette spørgsmål kræver det en artikel i sig selv, og den skal I også nok for. Men gerningsmændene, dem der udførte ordrene var ganske almindelige mennesker inklusive danskere.
Almindelige værnemagtsenheder klædt i sort var dybt involverede i forbrydelser mod civilbefolkningen. Folkemord kan dårlig bortforklares ved at henvise til Hitler og hans stab. Det samme gælder i og for sig begrebet ”Holocaust”.
Dødsstraf for faneflugt
De 6.000 danske frivillige var hverken bedre eller værre end alle de andre. Ja det er sikkert mange, der under krigen fortrød deres indtræden i dette martyr. Men nu var det for sent. Faneflugt blev straffet med døden. Så vidt vides forsøgte 88 danskere faneflugt. Ja det er det antal historikere har nævnt. Men mon ikke det er langt flere?
I forbindelse med vores bogudgivelse kiggede vi Det Tyske Mindretals arkiver i Aabenraa. Der fandt mindst fire tilfælde af faneflugt. Her bliver der skrevet til forældrene, at såfremt deres knægt møder op, skal de straks kontakte myndighederne. Ja vi så også i et par tilfælde, hvor der skrives til forældrene, at nu var deres knægt fundet, og han var ifølge reglementet blevet skudt.
Flere danskere har deltaget i krigsforbrydelser
Det er forkert at hævde, at de danske frivillige ikke så udryddelseskrigens facetter. Ved flere lejligheder så de, hvordan behandlingen af ”slaver og jøder” kunne foregå. Mindst 100 danskere deltog som vagter i koncentrationslejre. Det rette tal er mange gange større. Men sådanne steder var de vidne til nedskydninger eller deltog måske selv i dette.
De har sikkert deltaget i afbrænding af landsbyer eller blevet indkaldt til aktionen mod de danske jøder i oktober 1943. Flere af har sikkert oplevet overgreb mod civilbefolkningen og dermed stiftet bekendtsak med udryddelseskrigens metoder. En dansk frivillig skriver hjem, at han nær en kaserne havde set:
Nu var det lige som under Første Verdenskrig censur på, hvad man måtte skrive. Men så kunne man jo altid give kammeraten, der skulle på orlov et brev med hjem uden om SS – feltpostcensuren.
En hård straf i Polen
En dansk Waffen-SS-officer fik fra Polen i 1942 sendt et brev hjem til sine forældre via en kammerat og berettede:
Eksemplerne viser, at de danske soldater kendte til den særlige krig.
Andre temaer i de danske frivilliges beretninger er de barske levevilkår, de blev udsat for, ja og den ekstreme disciplin, de blev underlagt.
Mange blev syge
Under Frikorps Danmarks første indsats i den såkaldte Demjansk-kedel var det særlig fugt og malarialignende sygdomme de blev udsat for. Og den såkaldte sumpfeber hørte også til de alvorlige sygdomme. En frivillig husker sit hjem fra den tid:
En tidligere dansk frontsøster fortalte, hvordan de på lazarettet fik de sårede SS-soldater:
Granatchok var endvidere en udbredt lidelse. Man kunne som før nævnt ikke bare smække med døren og gå.
Den tyske hær henrettede over 20.000 af deres egne
Under Anden Verdenskrig henrettede den tyske hær over 20.000 af deres egne soldater i disciplinære afstraffelser. Ja de fortsatte faktisk efter krigens afslutning. Besættelsesmagterne var godt bekendt med det. Men de ville ikke gribe ind over for det.
Halvdelen af de frivillige var medlem af DNSAP
Omkring halvdelen af de danske Waffen SS-frivillige var medlemmer af det danske nazistparti DNSAP. Det anslås, at yderligere 25 pct. havde en klar nazistisk overbevisning.
Nu var det, at være nazist fuld lovligt. Det var det ikke, at være kommunist. Kommunisterne blev også overvåget efter besættelsestiden. Nazister blev også forfulgt. Nazistiske embedsmænd blev fyret.
Nazistisk ideologi blev indpisket
De frivillige, der måske tvivlede lidt, fik i den grad ideologien indpisket efter tjenestens begyndelse. De blev udsat for en ideologisk skoling. Nazismen prægede både tjenesten og fritiden. Danske Waffen – SS’ er fik ideologiske forelæsninger og der blev sunget nazistiske sange. Bajonettræningen kunne foregå på papskiver, der forestillede jøder.
Man tænkte og handlede ideologisk i det øjeblik de blev konfronteret med dagligdagen som Waffen SS på østfronten.
Danmark støttede udryddelseskrigen
En kontroversiel beslutning blev taget i efteråret 1941 af danske politikere i den hjemlige samarbejdsregering. Man valgte at forære Frikorps Danmark 190 opklodsede danske militærkørertøjer, lastbiler, personbiler og motorcykler. Motivet skal naturligvis søges i en hjermlig samarbejdspolitisk kontekst. Men det var et bidrag fra dansk side til udryddelseskrigen på østfronten.
Mange danskere blev overbevist på SS-forskolen
En dansk SS-aspirant var under uddannelse på en SS-forskole i Sennheim, er måske et eksempel på dette. Af hans foredragsnoter og dagbogsoptegnelser fremgår det tydeligt, hvordan han lod sig overbevise af den intensive ideologiske skoling.
Han noterer hvordan raceforureningen var skyld i Frankrigs fald, samt hvorledes et stigende antal jøder i Danmark forårsagede nationens tilbagegang til småstatsstatus. Forevisningen af den nazistiske film Jud Süss gik heller ikke tabt for den danske elev. Det handlede om uærlige og pengegriske jøder, der gjorde tilnærmelser til ariske kvinder. Danskeren skrev:
Træningsopholdet viste også, hvad man gjorde ved ”undermennesker” i Det Tredje Rige.
I Det Tredje Rige var der et virvar af interne magtkampe. Men det spørgsmål tager vi op i en anden artikel. For udryddelseskrigen var ”godt” organiseret.
De såkaldte ”Einsatzgruppen”
Einsatsgruppen fulgte i hælene på frontsoldaterne. Fire enheder af ca. 3.000 soldater i hver med hjælp af diverse små enheder dræbte mindst 900.000 mænd, kvinder og børn. Dette foregik i reglen ved henrettelser med gevær, maskinpistol eller revolver.
Dette skabte dog psykiske problemer for mandskabet i kortere eller længere tid. Man måtte trækkes fra tjenesten for at rekreere i kortere eller længere tid. Også danske frivillige har været udsat for dette.
”Dyrisk medfølelse”
Med udryddelseslejrenes opkomst blev drabsmetoderne effektiviseret. Ikke alt var uovervindeligt. Selv den berygtede kommandant fra Auschwitz, Rudolf Höss beskriver, at han flere gange blev angrebet af ”dyrisk medfølelse” i forhold til lejrens ansatte. Flere ubehagelige situationer opstod ved togramperne, hvor jøderne skulle opdeles i arbejdsdygtige og dem, der afgik direkte til gasning. Også ved selve gasningen opstod der problemer.
Vi ved, at særlig danske frivillige fra Totenkopf – regimenterne har oplevet noget lignende. Men de allerfleste har holdt deres mund med deres oplevelser. Rudolf Höss skrev:
Også hos de danske frivillige, der var i kontakt med fjenden kunne en sådan ”dyrisk medfølelse” opstå. Dette kunne resultere i en slags medfølelse med de lokale. Dette kunne skabe problemer i forhold til den enkelte soldats krigsindsats og selvforståelse som SS-mand.
Ikke i SS – interesse at man blev venner med de indførte
Det skete flere gange, at danskere blev indkvarteret hos civile. Og der opstod venskaber som slet ikke var i Nazisternes plan.
En kollega til en Frikorps-soldat havde skudt en fange, der havde hugget cigaretter. Han skrev følgende:
Dansker: Man skulle have skudt jøderne med det samme
En anden skrev følgende:
Ideologiske refleksioner
En menig i Division Viking skrev i efteråret 1942 hjem. Han havde også gjort sine erfaringer:
De overfor anførte eksempler antyder samlet, at der findes en sammenhæng mellem de danske frivilliges ideologiske refleksioner og deres kontakt med Det Tredje Riges fjender. Nogle følte ubehag ved oplevelsen af overgreb, ofte selvom de stod ved deres nazistiske overbevisning, mens andre fast forankret i nazismen glædede sig over behandlingen af ”jøder og slaver”.
Nazismen som motivering og legitimering
Nazismen fungerede som motivering og legitimering for mange. En dansker skrev:
På SS-Junkerskolen Bad Töltz
På SS-junkerskolen i Bad Tölz blev mange danske Waffen SS-officerer skolet. Her blev man i den grad udsat for intensiv skoling. De fleste danske junkere klarede sig i godt især i faget ”Verdensanskuelse”. En dansk SS-junker skriver i efteråret 1943 hjem og glæder sig over tiltagende mod de danske jøder:
Ikke alle danskere fandt sig tilrette i Waffen SS
Tilkendegivelser som disse står ikke alene. Med hen ved 15.000 feltpostbreve, en række dagbøger og interviews som grundlag kan det dog ikke godtgøres om de frivillige havde et rent antisemitisk fokus. Det var nazismen i sin helhed, der inspirerede. Man behøvede ikke at være tysker for at kunne fungere på østfronten.
Ikke alle blev de politiske soldater, som man ønskede i SS. Nogle fandt ikke det som de søgte. Eller havde håbet på i soldatertjenesten. Flere af disse kunne være skeptisk indstillet i ideologisk henseende.
En gruppe blandt de danske SS-frivillige fandt sig aldrig til rette i Waffen SS. Måske kunne man ikke tilpasse sig de autoritære rammer, måske blev man chokeret over de forhold, der mødte en ved fronten. Nogle havde svært ved at klare de fysiske strabadser. Og så var der andre igen, der reagerede på behandlingen af civilbefolkningen og jøderne.
Nogle igen blev ikke styrket i den nazistiske tro, snarere tværtimod. En af disse noterede følgende i sin dagbog i 1943:
Ideologien var også redningsplanke
Meget tyder på, at ideologien kunne være en redningsplanke for mange, der kom i en presset situation. Måske kan det tænkes, at militære hierarki og den forcerede disciplin i Waffen SS og på Østfronten i sig selv var nok til at motivere de danske soldater.
Frygt for repressalier kunne dog ofte udgøre en ikke-ideologisk begrundelse for at fortsætte tjenesten. Kammeratskab var måske også en begrundelse for at fortsætte. En klikke på tre – fire stykker holdt altid sammen.
Det er mange skæbner på Østfronten og ikke alle de involverede havde samme reaktionsmønstre.
Schalburg blev mindet som en statsmand
Ja en af de mest frygtsomme var Schalburg. Han fik nærmest en statsbegravelse. Det vil sige, at han blev begravet i Rusland. Men man mindes ham ved en statsmandsbegivenhed, hvor der også var deltagelse fra kongehuset. Kongen selv havde dog klogt nok meldt afbud grundet sygdom. Regeringen var rigt repræsenteret.
Og skæbnerne fortsatte under retsopgøret, når Waffen SS soldater fik fra taget deres indtjening. I Sønderjylland kendes der til, at nogle blev helt udelukket fra samfundet selv om deres straf var overstået. Man glemte heller ikke de folk, der havde siddet i Fårhuslejren, når der skulle tildeles stillinger inden for det offentlige. I befolkningen forblev de landsforrædere.
På taberens side
Pludselig var man på taberens side. Mange i hvert fald i Sønderjylland brændte efterladenskaber og smed de ting, der ikke kunne brændes væk. Man talte ikke om det i familierne. Pludselig blev ideologien til en form for skam. Det var bestemt ikke det, man drømte om, da man tilmeldte sig.
Mange vil sikkert konkludere, at de kunne jo bare have tænkt sig om, da de tilmeldte sig. Men det var nok de færreste der vidste, hvad de gik ind til selv om ideologien måske var nazistisk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 264 artikler fra Besættelsens tid (Før/under/efter): herunder